diff --git "a/data/train/da_ep-00-03-15.txt" "b/data/train/da_ep-00-03-15.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-03-15.txt"
@@ -0,0 +1,219 @@
+Jeg giver ordet til fru Maes, som har en bemærkning til forretningsordenen. Maes (Verts/ALE). (NL) Hr. formand, Parlamentet blev underrettet om en brevveksling. Hr. Prodi har skrevet et brev til fru Fontaine som formand for Parlamentet, og heri kritiserede han kraftigt den måde, som Budgetkontroludvalget gør sit arbejde på. Vi er i øjeblikket ikke i besiddelse af et svar fra fru Fontaine, men De forstår - og Deres formandskab må føle det samme - at dette brev har overrasket os meget, for at sige det mildt. Hr. Prodi har endvidere skrevet et brev til hr. Söderman, hvor han kritiserer den måde, som hr. Söderman varetager sit embede på. Hr. Söderman har svaret herpå. Dette brev er vi i besiddelse af. Hvad foretager formandskabet sig med hensyn til denne brevveksling?
+Fru Maes, det spørgsmål, De har rejst, vil straks blive undersøgt af formandskabet og Formandskonferencen.
+Næste punkt på dagsordenen er redegørelsen fra Rådet om 50-årsdagen for Genève-konventionen - humanitær folkeret.
+Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, for få måneder siden fejrede vi 50-årsdagen for Genève-konventionen om beskyttelse af krigsofre. For 50 år siden undertegnede 63 lande de fire konventioner og de to protokoller, der endnu i dag danner grundlag for den humanitære folkeret. Det er værd at erindre, at disse folkeretlige aftaler blev vedtaget i perioden kort efter Anden Verdenskrig, og at de dengang var udtryk for det internationale samfunds bevidsthed, der stadig var dybt præget af denne krigs ødelæggende virkninger. Det, der er sket siden da, har givet alle dem ret, der mente, at det var afgørende at styrke rettighederne for dem, der befinder sig i krigszoner, hvad enten det er civile eller militærpersoner, der ikke er direkte involveret i den givne konflikt. En ny adfærdsetik er således blevet et krav til krigsførende parter på linje med den større værdighed, som er blevet tillagt livet, og som på flere andre felter er blevet styrket i folkeretten. Desværre har virkeligheden vist, at konventionernes bindende karakter og måden, hvorpå de kan bringes i anvendelse, langtfra kan leve op til de situationer, hvor de skal yde beskyttelse. Vi er i dag stadig vidner til barbariske krigshandlinger, hvor der ses helt bort fra de rettigheder, som gælder for civile og militærpersoner, der ikke er i kamp, og mange stater og krigsførende styrker udviser en adfærd, der ikke tager hensyn til nogen principper overhovedet, men kun er styret af krigens logik. Ikke sjældent kan man også konstatere, hvorledes netop civilbefolkningerne er den militære aktions foretrukne mål, både gennem terrorisme og som middel til politisk pression. Endvidere kan visse konflikters atypiske karakter, især hvor de tager form af borgerkrig, synes at tjene som yderligere undskyldning for de alvorligste forbrydelser, der ofte kan gennemføres takket være manglende oplysninger til omverdenen og en form for den brændte jords politik, der skal sikre sejr for enhver pris, selv folkemord. Her bliver alle de handlinger særligt tydelige og særligt chokerende, der udføres mod samfundets mest sårbare grupper, hvis forsvarsløshed udsætter dem for umenneskelig behandling af alskens art. Børn og ældre synes i dag at være de vigtigste ofre i en vis type konflikter og synes sågar undertiden netop at blive udvalgt som eksempel. Her indgår også spørgsmålet om de humanitære organisationer, hvis rolle ofte påvirkes af en uacceptabel adfærd hos de krigsførende parter, der kynisk forsøger at vinde tid til at befæste deres sejr eller til at gennemføre hævnaktioner til skade for udsatte befolkninger. Det er vigtigt at blive ved med at styrke disse organisationers muligheder for at agere frit og beskytte nødhjælpsarbejderne. Jeg vil i denne forbindelse gerne gøre særlig opmærksom på Den Internationale Røde Kors Komité, der i sine rapporter allerede peger på behovet for en præcisering af, hvorledes Genève-konventionernes bestemmelser skal gennemføres. Havde det ikke været for massemedierne og den nye rolle, som de spiller for at bringe oplysninger ud om konflikter - og den chokvirkning, som nogle af disse oplysninger har med hensyn til at mobilisere det internationale samfund - ville den situation, som vi i dag oplever i visse krigszoner, være langt værre, og krigsforbryderne ville endnu lettere kunne slippe for straf. Hr. formand, EU, der står for et sæt værdier, som vi med stolthed kan sige placerer sig forrest i det internationale samfund, har med styrke understreget, hvor fundamentalt det er, at Genève-konventionerne iagttages. EU søger at fremme disse værdier også udadtil og sikre, at de er en fast bestanddel af dets praktiske politik. Vi er derfor meget opmærksomme på alt det, der kan ligne et brud på de principper, som forener os på dette område, og vi har inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks rammer ikke undladt at påpege alle de overtrædelser, der måtte forekomme. Vi søger i disse tilfælde at tage de redskaber i brug, som vi råder over, for at sikre, at der bliver lagt det nødvendige pres i den givne situation. Ikke altid - det er vi klar over - er det lykkedes i det omfang, som vi kunne ønske, men det er vores faste hensigt at forfølge denne politik med den samme målbevidsthed også i fremtiden. Hr. formand, selvom de krænkelser af menneskerettighederne, som Genève-konventionerne og deres protokoller skal søge at hindre, er mange og hyppige, tror jeg, at det nye årtusinde rummer nogle elementer af håb. Dette håb ligger først og fremmest i den stigende stabilisering af et internationalt værdifællesskab, hvor det allerede nu er vanskeligt at søge tilflugt i forældede kriterier som kulturelle forskelle og visse nationale særforhold. Selvom det sker langsomt, er vi i dag utvivlsomt på vej mod dette nye internationale værdifællesskab, som informationsglobaliseringen fremmer og hjælper til at fælde sig i vores samfunds kollektive bevidsthed. Det er vigtigt, at borgerne får inderliggjort disse værdier, så der skabes et automatisk reaktionsmønster over for handlinger, som betyder manglende respekt for de grundlæggende principper, der i dag må anses for en fælles arv. Med oprettelse af internationale domstole som dem, der i dag vedrører det tidligere Jugoslavien eller Rwanda, har vi taget endnu et skridt til at gøre livet mere besværligt for dem, der udfører handlinger imod Genève-konventionernes værdier. Disse personer må begynde at forstå, at verden er blevet et sted, hvor straffrihed ikke er det sædvanlige. Hvis dette budskab bliver hørt, vil vi helt sikkert komme til at bidrage til en styrkelse af menneskerettighederne og til den nødvendige proces med at gøre de principper, som Genève-konventionerne og deres protokoller søger at beskytte, mere troværdige og effektive.
+Idet jeg gerne vil lykønske formanden af hjemlige årsager, taler jeg nu for Den Socialdemokratiske Gruppe under denne forhandling, som følger efter den - for os - tilfredsstillende redegørelse fra Rådet i forbindelse med Genève-konventionerne, og jeg vil gerne komme med en første betragtning, som retfærdiggør, hvorfor min gruppe fremsatte en beslutning om det selv samme spørgsmål på det sidste plenarmøde i Parlamentet i 1999, og som endte med ikke at blive forhandlet af årsager, som er sagen uvedkommende. Vi finder, at det er helt berettiget, at vi i Europa-Parlamentet udtaler os om regler, som har beriget det regelsæt, der gælder for menneskeheden, og man skal benytte enhver lejlighed til at erindre om og styrke gyldigheden af nævnte instrumenter på grund af den beskyttelse, de giver, og de rettigheder, de sikrer. Et andet argument for at vedtage en beslutning, som den vi forelagde, er begrundet i det faktum, at meget af det, som de europæiske institutioner gennemfører, går ud på at skabe ligevægt og lighed, og det er to begreber, som er meget lidt eller overhovedet ikke forenelige med situationer med væbnede konflikter. De hårdest ramte ofre i konflikterne - børn, kvinder, befolkningen i al almindelighed - står i forreste række, når det gælder trusler og lidelser, og vi kan ikke lade være med at medtage beskyttelsen af dem blandt de prioriterede mål for vores aktion. Jo mere vi gør mod krænkelserne af den internationale humanitære folkeret, jo mere vi minder de øvrige stater - og her skal vi benytte os af alle de lejligheder, som vores forbindelser med tredjelande giver os - om behovet for at ratificere og efterleve Genève-konventionerne, jo mere gør vi for de svageste. Og jo flere lidelser vi undgår, desto mindre vil den aktion, som vi skal udvikle for at få afhjulpet de store skader, som krigen forvolder, være. Hvad mere kan man så gøre for at sikre en bedre efterlevelse af den internationale humanitære folkeret og på denne måde begrænse ofrenes lidelser? Man kan f.eks. udbrede kendskabet til denne folkeret, ikke mindst i selve samfundet, blandt ungdommen, blandt masseorganisationerne og også blandt de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne. Men der er ydermere en forpligtelse til gennem uddannelse at fremme vores borgeres ønske om fred. Den Europæiske Union skal i denne forstand være en vigtig fredsaktør, men den skal også være en vigtig støtte for den indsats, som de organisationer udfører, som det internationale samfund har pålagt ansvaret for beskyttelsen af ofrene i konflikterne og forsvaret af deres rettigheder. Blandt disse organisationer bør Internationalt Røde Kors fremhæves. Alle institutionerne i Den Europæiske Union bør beslutsomt støtte Internationalt Røde Kors' arbejde, for dets virke er simpelthen uundværligt. Endelig finder jeg det ikke acceptabelt, at Kommissionen siger, sådan som den gjorde det i sit svar til mig for et par måneder siden, at den hverken har beføjelse eller midler til aktioner til fremme af den internationale humanitære folkeret, og på denne måde giver den udtryk for en helt igennem bureaukratisk holdning og en forståelse, som ligger meget langt fra den, som Rådet gav udtryk for i sit svar på et andet spørgsmål, hvor jeg fremførte en bekymring af samme type, og som også er forskellig fra den forståelse, som Rådet har udvist i sit indlæg i dag. På dette område har Den Europæiske Unions institutioner - naturligvis også Kommissionen - et fælles ansvar, for det drejer sig om at udbrede og støtte væsentlige værdier, som ydermere er de samme som dem, der ligger bag vores europæiske projekt. Hr. formand, kære kolleger, jeg beder Dem derfor om at støtte den beslutning, som er blevet forelagt, og som medtager alt det væsentlige i det beslutningsforslag, som blev forelagt af Den Socialdemokratiske Gruppe ved udgangen af sidste år.
+Hr. formand, den 12. august 1949 er en dag, som de gamle romere ville have sagt burde markeres med en rød sten. Den udgjorde et stort skridt fremad for menneskeheden - og alligevel er flere mennesker døde i væbnede konflikter i de 50 år, der er gået siden da, end der døde i hele Anden Verdenskrig, selvom vores halvdel af kontinentet har levet i fred og fordragelighed. Vi har ikke haft held til at sprede de værdier og den lære, vi drog af den konflikt. Alt for ofte har vores egne medlemsstater taget del i konflikter - enten gennem fremstilling og salg af våben, gennem produktion og distribution af landminer eller gennem fristelsen til - for at bruge de ord, der er blevet udtalt af en stor victoriansk statsmand i mit land - at foretrække, at deres krige bliver udkæmpet på afstand og så vidt muligt i guds navn. Vi har ikke haft held til at opdrage mod forherligelse af krig i vores egne samfund. Vi har ikke haft held til at opdrage mod problemerne i forbindelse med racisme og fremmedhad og denne svøbe selv. Og dog har vi takket være den globale kommunikation en konstant påmindelse via vores tv-skærme om de frygtelige virkninger af menneskets umenneskelige adfærd over for andre mennesker - og ikke mindst kvinder og børn. Vi har for nylig i det tidligere Jugoslavien og nu i Tjetjenien set de frygtelige virkninger af væbnet konflikt, og vi ser desuden virkningerne af regeringers bestræbelser på at undertrykke mediernes dækning af sådanne konflikter og en udvikling mod totalitær regeringsmagt. Hvis Den Europæiske Union skal blive et fællesskab af værdier - hvis vi skal spille en sand rolle i den nye globale styring, så må vi gøre noget for at promovere værdierne i Genève-konventionerne ikke kun over for vores egne soldater og sikkerhedsstyrker, men også over for folk i vores civile samfund. Vi må skubbe på for at få en permanent international straffedomstol og tilskynde vores egne medlemsstater til at underskrive og ratificere konventionen. Vi må arbejde hårdt på at bekæmpe racisme og fremmedhad. De Liberale her i Parlamentet er stolte over, at tre af forfatterne til den betænkning, vi har liggende foran os her i dag, fru Malmström, hr. Haarder og baronesse Ludford, har taget livtag med disse spørgsmål og givet Parlamentet disse betænkninger i dag. Vi lever i håbet om, at det 20. århundrede, som Europa har gennemvædet med blod, kan lade pladsen for et 21. århundrede, hvor menneskets evne, ånd og entusiasme kan blive anvendt til at bygge en mere retfærdig, fredelig og bæredygtig verden.
+Hr. formand, jeg kan med glæde tilslutte mig, hvad der er blevet sagt i de foregående indlæg. I går talte vi om et charter for EU's grundlæggende rettigheder, i dag taler vi om menneskerettighederne. I et fortræffeligt indlæg i går blev det konstateret, at vi har en moralsk pligt til at forsvare og udvikle vores demokrati og menneskerettigheder. Det reelle indhold af denne moralske pligt og den reelle målestok af vores bestræbelser og forpligtelser er alligevel det, som sker i den nederdrægtige virkelighed, som krige og væbnede konflikter står for. Deres karakter er totalt forandret i løbet af det seneste århundrede. Humanitær folkeret er den tommestok, hvorved vi kan påvise, om den moralske pligt kun retorisk opfrisker os, eller om den faktisk tilvejebringer gerninger og aktiviteter. Vi får i dag fortalt om tilfældet Albin Kurti fra Kosovo. Genève­konventionerne er en essentiel del af dette minimumsniveau. Vi skal også sørge for, at ratificeringerne af Ottawa­protokollen vedrørende forbud mod antipersonelminer og traktaten om den internationale kriminaldomstol bliver sikret.
+Hr. formand, som svar på et spørgsmål under et radiointerview den 20. januar i år sagde den russiske ambassadør i Paris, at det, de foretager sig i Tjetjenien, er at bekæmpe terrorismen, og at også Europa og hele verden vil være dem taknemmelige senere, når dette er gået op for dem. Personligt mener jeg ikke, at Europa-Parlamentet skal takke Rusland. Jeg tror tværtimod, at det er nødvendigt, at Parlamentet giver udtryk for sin skarpe fordømmelse, som skal være skarpere og mere tydelig end den, det har givet udtryk for hidtil, og som ikke kun skal inddrage EU-institutionerne, men også de enkelte regeringer. For et par dage siden så jeg til min sorg og beklagelse en meget anset person på den internationale scene, nemlig Tony Blair, tage på officielt besøg i Moskva, hvor han efter en svag og ikke særligt overbevisende protest mod begivenhederne i Tjetjenien omfavnede og opmuntrede Putin varmt. På et tidspunkt, hvor vi fejrer 50-årsdagen for en så vigtig hændelse inden for international humanitær folkeret som Genève-konventionen, må vi ikke lukke øjnene for den kendsgerning, at man ikke så langt fra Europa i bund og grund overtræder praktisk taget alle punkterne i Genève-konventionen på trods af den russiske påstand om, at der ikke er tale om en krigstilstand, men om en intern undtagelsestilstand. Hr. formand, for få dage siden sagde en delegation fra Det Europæiske Råd nogle forfærdelige ting, da den kom tilbage fra Tjetjenien. Hvis vi virkeligt ønsker, at vores indsats skal have nogen effekt, bør vi sørge for, at også en delegation fra Europa-Parlamentet rejser til Tjetjenien, og at regeringerne forpligter sig til at overholde punkt 6 i den beslutning, vi måske vedtager om lidt, hvor Parlamentet anmoder Rådet om at sørge for, at samarbejdet med tredjelandene er betinget af menneskerettighedernes overholdelse. Vi må bede alle de europæiske lande om at være bare en lille smule konsekvente, hvis vi ønsker at kæmpe ordentligt for menneskerettighederne i verden.
+Hr. formand, jeg vil først undskylde den første taler, lord Bethell. Der må være sket noget, for han er normalt meget præcis, men han var her ikke i morges, og jeg overtager altså hans opgave som første taler. Hr. formand, tak for det portugisiske formandskabs erklæring og også tak for Kommissionens erklæring. Jeg vil endvidere gerne lykønske det portugisiske formandskab, fordi det igen i denne uge har vist sig, at det er til stede ved næsten alle vigtige debatter. Det gælder ikke for alle formandskaber, men portugiserne gør det, og det skal vi efter min mening takke dem for. Hr. formand, Genève-konventionen er mere aktuel end nogensinde før. Især i betragtning af, hvad vi blev konfronteret med de sidste år. I Kosovo blev hundredtusinder mennesker fordrevet fra hus og hjem, fordi de ikke havde den ønskede etniske baggrund. Det samme skete fra begyndelsen af 90'erne i hele det tidligere Jugoslavien. Serbere blev fordrevet ud af Kroatien. Kroatere ud af Serbien, serbere og kroatere fra en del af Bosnien, og i Bosnien gjorde muslimbefolkningen oprør, og det hele fandt sted med militære enheder fra de pågældende delstater. Det billede står skrevet i vores hukommelse, fordi det skete i Europa. Det står endnu tydeligere skrevet i vores hukommelse, fordi det minder os om de barske tider i 30'erne og den frygtelige krig, som fulgte. Det må ikke ske igen. Det havde politikken i Europa i efterkrigsperioden til hensigt, og således opstod det europæiske samarbejde og Genève-konventionen. Længe troede vi, at Europa kunne undgå disse katastrofer, og at vi havde udarbejdet tilstrækkelige midler til at undgå den type voldelige katastrofer. Det viste sig ikke at være sådan. Jugoslavien beviste, at Europa fortsat er sårbart, så længe Unionen begrænser sig til Vesteuropa. Unionens opgave er at udvide det system, som vi har skabt, til at omfatte hele Europa, især for at bibeholde freden. Det er lige så vigtigt at se på verden omkring os. Tjetjenien, hvor befolkningen er offer for en strid mellem den russiske hær og terrorister. Asien, hvor i især Burma hele befolkningsgrupper med militær vold sendes væk fra deres traditionelle områder. Indonesien, Timor, men også Molukkerne, hvor hundredtusinder af mennesker er fordrevet fra hus og hjem, og også her er det sket med støtte fra hæren, der har spillet en aktiv rolle. Sudan, hvor den sydlige befolkning i årevis flygter fra de nordlige magthavere, og hvor krigsretten ikke overholdes. Området omkring de store søer i Afrika, hvor kampen mellem hutuerne og tutsierne, det bedste eksempel på en etnisk strid, jager millioner af mennesker på flugt. De trues mere af de nationale hærenheder i stedet for at blive beskyttet. Grænseområderne i Etiopien og Eritrea, som er en glemt krig, hvor regeringerne kæmper om en præcis grænse, og hvor der i mellemtiden er fordrevet næsten 100.000 etiopiere fra Eritrea og eritreere fra Etiopien. Der er ingen, der ser ud til at lægge mærke til det problem. Det er kun et lille udsnit af de problemer, som Genève-konventionen blev udarbejdet for. I og uden for Europa. 50-årsdagen for Genève-konventionen er egentlig skrevet med blod, når man ser på de katastrofale kendsgerninger. Samtidig er Genève-konventionen også et positivt holdepunkt, fordi vi har en konvention, hvormed vi kan sætte sagerne i gabestokken, og fordi der også er positive ting at berette om. Det positive er Den Europæiske Union, hvor - for at citere Mitterand, som talte her - "der efter 400 års krig har været fred i mere end 40 år". Det har store politikere, også fra vores kreds, og især fra vores kreds, været med til. Der er altså en løsning af alle de humanitære folkeretsproblemer, som Genève-konventionen har med at gøre, og den løsning er vi dagligt med til at bestemme i Parlamentet, hvor 15 nationaliteter arbejder sammen på fredelig vis. Vi må ikke lukke øjnene for lidelserne omkring os, men vi skal samtidig være taknemmelige for, at vi lever i et Vesteuropa med fred og velfærd og håbe, at denne fred og velfærd og voldens ophør når ud til alle mennesker i verden. I Østeuropa, Sydøsteuropa, Asien, Afrika og alle steder, hvor det er hårdt tiltrængt.
+Hvis jeg i dag skal tale om 50-årsdagen for Genève-konventionen om beskyttelsen af menneskerettighederne i krigstid og derefter, er jeg desværre i den vanskelige position at måtte sige, at denne konvention er faldet helt fra hinanden på selve det europæiske kontinent. Alt, hvad der er sket i løbet af de sidste år på Balkan, hvor man "uden tanke, uden skam", som en fremragende græsk digter siger det, forsøgte at bekæmpe ondt med utallige andre former for ondt, har gjort denne konvention til et velskrevet stykke litteratur uden sidestykke. For nylig har vi oplevet en kolossal humanitær katastrofe, som udspandt sig via en såkaldt humanitær intervention. Vi oplevede en enorm bølge af flygtninge, samtidig med at vi overværede bombninger af sygehuse og ambassader og civile borgere, der blev gjort til militære mål, og Balkanhalvøen vil i mange år fremover indkassere straffen for og de smertelige følger af den miljøkatastrofe, som bombningerne har forårsaget. Hvad angår konventionens andet kapitel, navnlig artikel 13 og 14, som omhandler beskyttelsen af sårede, syge, ældre, børn og gravide mod krigens følger, er vi nødt til at stoppe op og se på Kosovo og det, som afsløres i FN's rapport. Næsten 50% af alle for tidligt fødte børn dør. På grund af underernæring udvikler nyfødte sig ikke så meget som normalt. Antallet af aborter stiger voldsomt. Mange kvinder dør på grund af mangel på basal lægebehandling på klinikker, hvor der hverken er elektricitet, varme eller vand. Så den bedste måde, hvorpå vi kan fejre 50-årsdagen for Genève-konventionen, er ved at styrke Unionens demokratiske og politiske karakter, så den kan spille en mere afgørende rolle på den internationale scene omkring løsningen af de forskellige konflikter med fredelige midler, som respekterer menneskerettighederne og først og fremmest de rettigheder, der vedrører denne reelt enestående Genève-konvention.
+Hr. formand, symbolet for Røde Kors-/Røde Halvmåne-bevægelsen bringer håb til krigsskuepladser over hele verden. Man vil nok lade mig lovprise disse konventioner, eftersom det var et af mine familiemedlemmer, der grundlagde den britiske Røde Kors-bevægelse. Artikel 1(b) i den relevante konvention forbyder gidseltagning. I artikel 23 i den islamiske verdenserklæring om menneskerettigheder står der, at ingen skal være tvunget til at forlade sit bopælsland eller blive vilkårligt deporteret derfra. Millioner af mennesker lider over hele verden. Talere her i dag, fra og med Graham Watson, er kommet ind på dette allerede. Men lad os blot tænke på nogle få mennesker for at beskrive rædslen og lidelserne. Vi husker, at Irak den 20. august 1990 invaderede Kuwait i et ensidigt angreb, som blev fordømt af alle. Ni år senere er der stadig mere end 600 krigsfanger, som ikke er blevet frigivet, og som ikke er forklaret af Irak. Irak er en formidabel fjende. UNSCOM har destrueret 38.000 kemiske våben, 690 ton kemiske kampmidler, 3.000 ton prækursorkemikalier, 48 Scud-missiler og en biologisk våbenfabrik, der havde til formål at fremstille op mod 50.000 liter anthrax, botulismetoksin og andre stoffer. Landets styrke og magt, når det gælder onde formål, står kun mål med dets faste beslutning om ikke at finde de savnede fanger. Efter ni år har det kun leveret oplysninger nok til at afslutte tre sager. Her i eftermiddag, hvor vi drøfter Irak, må vi ikke glemme de savnede kuwaitiske krigsfanger. Vi må ikke ophæve de økonomiske sanktioner, så længe deres skæbne stadig er uvis.
+Hr. formand, kære kolleger, kære medlemmer af Kommissionen, hr. formand for Rådet, Rådets tilstedeværelse i denne debat kan jeg kun hilse velkommen. Jeg støtter fuldt ud rådsformandens opmuntrende ord. Jeg må dog sige, og måske ved rådsformanden ikke, at det ikke er første gang, at Parlamentet drøfter menneske- og folkerettigheder, men hver torsdag eftermiddag finder der en aktuel og uopsættelig debat sted, hvor Rådet desværre tit ikke er til stede. Det beklager jeg meget. I dag vil jeg benytte lejligheden til endnu en gang at henlede Deres opmærksomhed, hr. rådsformand, på kosovoernes skæbne i de serbiske fængsler. Parlamentet har tre gange siden tiltrædelsen i juli gjort offentligheden opmærksom på disse fangers skæbne og endvidere anmodet Rådet om at gøre noget. Situationen i Kosovo bliver dårligere bl.a. på grund af albanernes uro med hensyn til deres medborgeres skæbne i serbiske fængsler. Vanviddet i Serbien stiger. Sidste mandag blev den albanske studenterleder Albin Kurti dømt til en fængselsstraf på 15 år, kun fordi han efter bombardementerne havde organiseret kurser i førstehjælp. Det var såkaldt hjælp til UCK! Det er vanvid! I mellemtiden er menneskerne fortsat meget urolige over de fængsledes skæbne. Der er beretninger om, at der finder totur sted. I mellemtiden tiltager Milosevic-regeringens repression af den egne serbiske opposition. Hr. rådsformand, jeg anmoder Dem endnu en gang om at behandle de beslutninger, som Parlamentet op til tre gange har vedtaget, og må jeg spørge, hvad De gør ved sagen?
+Hr. formand, kære kolleger, menneskerettigheder er individuelle rettigheder, der er blevet optaget som forstatslige og umistelige rettigheder eller normer i nationale forfatninger og folkeretlige aftaler. De omfatter personlige og politiske frihedsrettigheder samt sociale og økonomiske grundlæggende rettigheder. Idéen bag menneskerettighederne er en af de mest højtidelige idéer, som menneskeheden nogensinde har frembragt, og som opstod i forrige århundrede ud fra erfaringerne med koncentrationslejrene og de sovjetiske arbejdslejre. Den appellerer til mennesket med det, som gør ham eller hende til et humant væsen og gør ham eller hende bevidst om sin værdighed, mageløshed, frihed og lighed med alle andre mennesker. Udbredelsen af idéen viser den store udstrålingskraft, som dette menneskebillede har, bekymringen om menneskelig værdighed er kernen i enhver menneskerettighedspolitik. 50 år efter den generelle menneskerettighedserklæring er der endnu længere mellem krav og virkelighed. Ganske vist er der flere mennesker end nogensinde før, som lever i demokratiske systemer, og bevidstheden om menneskerettigheder er øget, men alt i alt er gennemførelsen og overholdelsen globalt fuldstændig utilstrækkelig. Overholdelsen af menneskerettighederne er ikke kun særlig vigtig af moralske, men også af politiske grunde. Politiske fanger, krænkelse af de mest elementære rettigheder for kvinder, børnesoldater, for mange fattige, der må leve under eksistensminimum, økonomisk udbytning, ødelæggelse af miljøet, der medfører, at mange menneskers livsgrundlag bortfalder, massakre mod civile i væbnede konflikter er blot eksempler. Det er en ond cirkel. Økonomisk succes er ikke mulig i længden uden at overholde menneskerettighederne og uden garantier for rets- og forfatningsstaten. Dér, hvor menneskerettigheder ikke respekteres, truer ikke kun ufred, men også økonomisk og social nedgang. Dér, hvor udviklingsspiralen drejer nedad, går det også nedad for menneskerettighederne. Overholdelsen af menneskerettighederne er elementær i forbindelse med forebyggelse af konflikter og konsolidering af fred. Den, der træder menneskerettighederne under fode i dag, bærer ved til konflikterne i morgen. Regeringer, der er pålagt et demokratisk regnskab, sørger som regel bedre for deres befolkningers ve og vel. Dér er støtten til demokrati det øverste bud og forbundet hermed principperne om tolerance og pluralisme, men en pluralisme, som ikke er værdifri, men netop orienteret mod menneskerettighederne. I den forbindelse gør det heller ikke nogen forskel, om mennesker tilintetgøres i en races eller en klasses navn. Der er ikke noget politisk motiv for undertrykkelse af mennesker, hvad enten det foregår fra en højre- eller venstreekstremistisk kreds. Menneskerettigheder er ikke længere noget internt anliggende i en globaliseret verden. Derfor skal den generelle anerkendelse af en globalisering af menneskerettighederne fortsat styrkes. Menneskerettigheder er udelelige. Det universelle ved menneskerettighederne er, at gennemførelsen af dem er blevet til en målestok for fremskridt, det civile og kulturen i politik og samfund. Den Europæiske Union skal som global aktør i højere grad tage hensyn til menneskerettighederne indadtil og udadtil ved hjælp af en styrket menneskerettighedspolitik. Den skal vise sig som værdifællesskab. Den skal arbejde præventivt inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt udviklingspolitikken og reaktivt gennem sanktioner, f.eks. udsættelse af bistand. For så vidt er den globale menneskerettighedspolitik i stigende grad en central opgave for udenrigspolitikken. Men en mere ansvarlig menneskerettighedspolitik skal begynde derhjemme. De demokrater, der er orienteret mod menneskerettighederne, som bærer de grundlæggende rettigheder i deres forfatninger og ønsker at realisere dem, skal i den politiske kamp vise, at de er parate til at gå imod højre- og venstreekstremisme, således at der ikke kan finde overtrædelser af menneskerettighederne sted af nogen som helst grunde, og her skal vi, tror jeg, understrege overalt, at menneskerettighederne efter vores mening ikke kan bruges til mere eller mindre at retfærdiggøre et bestemt politisk system, men at det her handler om menneskets individuelle rettigheder, om menneskelig værdighed, og at politiske motiver derfor ikke er acceptable for på en eller anden måde eller i en eller anden udviklingsfase at krænke menneskerettighederne. Derfor betyder det, at demokraterne skal holde sammen i en sådan grundlæggende konsensus mod enhver ekstremisme, ikke kun mod højre, men også mod venstre.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg bifalder Rådets udtalelse her til formiddag og samtidig med, at jeg støtte de følelser, der er udtrykt af formanden, bør vi stille spørgsmålet: Hvad gør EU og dets medlemsstater, for at disse prisværdige principper kan komme til udtryk? Jeg er enig med hr. Martínez, når han understreger vigtigheden af at sørge for passende beskyttelse og støtte til ofre. Men vi må også gøre noget for at sikre, at der bliver færre ofre i fremtiden. Den ene sikre vej til at nå dette er at sende et klart budskab til dem, der er skyldige i forbrydelser mod menneskeheden, om, at de vil blive draget til ansvar for deres onde gerninger. De domstole, som de, der er skyldige i grusomheder på Balkan, nu er stillet for, udsender et klart budskab. Desuden havde Pinochet-sagen, selvom den endte i noget af en fiasko, visse positive aspekter. Den banebrydende afgørelse, der blev truffet af det britiske Overhus, illustrerer én måde, hvorpå berørte lande kan vise dem, der begår forbrydelser mod menneskeheden, at der ikke findes nogen skjulesteder for dem. Uanset hvor velkomne nogle af disse udviklinger måtte være, er der behov for at gøre mere. Der må bygges videre på dem, og etableringen af en international straffedomstol var en vigtig udvikling inden for menneskerettighedsområdet. Det vil imidlertid ikke symbolisere meget andet end en ytring af banaliteter og tom retorik, hvis dens statut ikke træder i kraft. Det kræver, at 60 medlemsstater ratificerer den, og blandt de syv, der indtil nu har gjort det, må jeg med beklagelse meddele, at der kun er ét EU-land, nemlig Italien. Jeg vil gerne sige til Rådet, og jeg vil sige til formandskabet her til formiddag, at hvis De ønsker at sikre, at de, der krænker den humanitære lovgivning, bliver draget til ansvar for deres gerninger, hvis De ønsker at udsende et klart budskab, og hvis De ønsker at forhindre, at der kommer flere ofre i fremtiden, bør De bruge Deres formandskab til at starte en kampagne, der som minimum omfatter EU-medlemsstaterne. De bør ratificere Rom-statutten, og De bør anvende den indflydelse, De måtte have andetsteds i verden, på at nå dette magiske mål med de 60 for at sikre, at statutten for Den Internationale Straffedomstol bliver en realitet.
+Hr. formand, jeg tilslutter mig fuldt ud Rådets erklæring om, at Genève-konventionerne har været en meget vigtig etape i udviklingen af den humanitære lovgivning. Jeg er også enig i, at konventionerne er lige så nødvendige i dag, som de var for 50 år siden. Lad mig benytte denne lejlighed til at udtrykke min fulde anerkendelse af det store humanitære arbejde, som Internationalt Røde Kors og andre humanitære organisationer udfører, både med hensyn til at sprede kendskabet til de humanitære principper, som de er udtrykt i Genève-konventionerne, og at bistå krigsofre i hele verden. Efter min opfattelse knytter der sig i dag to hovedproblemer til Genève-konventionerne. For det første er der en kløft mellem principperne og deres efterlevelse, og for det andet er der væsentlige forhold, der ikke er dækket af konventionerne. Lad mig illustrere den stadigt voksende kløft mellem de principper, konventionerne indeholder, og den aktuelle efterlevelse af dem ved at nævne, at der under konflikter i løbet af det seneste tiår er dræbt 10 gange så mange civile som soldater. Dette er omtrent det omvendte af situationen under den første verdenskrig. Den voksende kløft mellem principper og efterlevelse heraf skyldes efter min mening, at krigenes karakter har ændret sig i de forløbne 50 år. Stadigt flere krige udkæmpes under anarkistiske betingelser, hvor der ikke findes stabile strukturer, og hvor de krigsramte områder ikke kontrolleres af nogen regering. Verden har også været vidne til et stigende antal krige, hvor våbnene bevidst har været rettet mod civile, og hvor formålet med krigen har været at udslette bestemte samfundsgrupper. I disse situationer er humanitær bistand til ofrene naturligvis ikke velkommen, og dette efterlader verden i et frygteligt dilemma. Det andet problem er, at Genève-konventionerne ikke i tilstrækkeligt omfang behandler de humanitære aktørers virksomhed. Selvom Genève-konventionerne indeholder bestemmelser om retten til at yde humanitær bistand i krisesituationer, er det også fastsat, at denne ret kræver samtykke fra regeringen i det berørte land. Dette er især tilfældet, hvis der er tale om interne konflikter. Princippet om humanitær adgang eller det internationale samfunds ret til at bistå og beskytte nødstedte, hvis en stat er ude af stand til - eller uvillig til - at gøre det selv, anvendes derfor ikke universelt. Dette er en alvorlig krænkelse af det humanitære princip, og er i nogle tilfælde en fatal mangel, som har mange krigsofre på sin samvittighed. Netop spørgsmålet om at skabe normal adgang for humanitære organisationer var hovedpunktet for mit besøg i Tjetjenien-området i begyndelsen af februar. Efter min opfattelse er det et vigtigt spørgsmål i dag, i hvilken udstrækning omstændighederne kræver en revision af Genève-konventionerne og på hvilken måde. Jeg tror, vi har to valgmuligheder, som ikke udelukker hinanden. Den første er at ændre konventionerne, så de bedre kan takle nutidens komplekse kriser, eksempelvis ved at fastlægge retten til at yde humanitær bistand til nødstedte. Den anden mulighed er at sikre, at de humanitære principper, som de er fastlagt i Genève-konventionerne, rent faktisk efterleves, eksempelvis ved at forbedre mekanismerne til at håndhæve dem. Den første valgmulighed, at tage konventionernes indhold op til fornyet overvejelse for at fylde alle hullerne ud, er en kompliceret og risikopræget mulighed. Kompliceret, fordi krigsførelsen til stadighed skifter karakter, og risikopræget, fordi det ikke kan udelukkes, at åbningen af konventionerne for nye forhandlinger kan føre til, at der ikke opnås nogen ny enighed. Med lad mig sige klart, at jeg helhjertet støtter en fastlæggelse af princippet om humanitær adgang i alle situationer og styrkelse af de nødstedtes ret til at modtage humanitær bistand. Hvad angår den anden valgmulighed, at sikre en bedre efterlevelse af de eksisterende principper, mener jeg, at retsforfølgelse af lovovertrædere er en af de mest lovende muligheder, som bør forfølges. Staters forpligtelse til at retsforfølge krigsforbrydere er fastsat i Genève-konventionerne, men dette er tydeligvis ikke nok. Jeg tilslutter mig derfor helhjertet kravet om en hurtig ratifikation af statutten for ICC, Den Internationale Straffedomstol. Dette har også været fremført i debatten her i dag. Jeg vil på Kommissionens vegne give min tilslutning til, at vi bør arbejde sammen om løsningen af denne opgave og få dette gjort til retslig realitet.
+Mange tak, hr. Nielson. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget fire beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted på torsdag.
+Hr. formand, der er nu gået 50 år, siden vi vedtog Menneskerettighedserklæringen. Efter Anden Verdenskrigs grusomheder nærede sikkert mange mennesker et stærkt håb om, at vi ville få en bedre verden og en mere humanistisk fremtid. Desværre er forhåbningerne i mange henseender ikke blevet indfriet. En stor del af Jordens befolkning bliver stadig undertrykt og frarøvet mange af deres grundlæggende rettigheder. Hver dag kan vi læse beretninger om grove krænkelser på grund af køn, religion, oprindelse, politisk overbevisning, seksuel orientering osv. Det Europæiske Fællesskab blev dannet for at forhindre, at Anden Verdenskrigs modbydeligheder skulle blive gentaget. EF blev ikke bare et økonomisk fællesskab, men også et vigtigt værdifællesskab, som netop er baseret på respekten for menneskerettigheder. Det er det fundament, som både det interne arbejde og udenrigspolitikken hviler på. Europa-Parlamentet har altid betragtet det som en af sine vigtigste opgaver at fremme disse rettigheder. Dette arbejde er blevet vigtigere i løbet af årene. Ingen kan tage fejl af det engagement, som findes bl.a. her i Europa-Parlamentet. EU har en i mange henseender god menneskerettighedspolitik, men desværre er den alt for uensartet og usammenhængende. EU har derfor et akut behov for en samordnet, strategisk og konsekvent politik på dette område. Det første vigtige skridt var Rådets rapport, som kom i oktober sidste år. Det var en velkommen rapport, som Parlamentet havde ventet på i mange år, og som forhåbentlig kommer igen. Den er vigtig, men den har flere mangler og skal fuldstændiggøres. Jeg mener, at en del af disse mangler er forbundet med strukturelle forhindringer og mangelen på netop en fælles EU-strategi for menneskerettigheder. Vi har brug for en bedre samordning, ikke bare mellem EU's institutioner, men også mellem EU og medlemslandene. Menneskerettigheder skal integreres i EU's aktiviteter på en naturlig måde: i bistand, i handel, i økonomisk, kulturelt og politisk samarbejde. Vi har brug for en konsekvent politik, som er troværdig og forudsigelig. EU skal tale med én stemme og sende de samme signaler til de lande, som overtræder menneskerettighederne. Der må ikke herske nogen tvivl om, hvad EU står for. Visse grundlæggende rettigheder er universelle. Overtrædelser kan derfor aldrig undskyldes med henvisning til religion, kultur eller traditioner. Alvorlige overtrædelser, som specificeres i internationale konventioner, kan ikke - må ikke - betragtes som et internt anliggende. Derfor vil jeg gerne opfordre Rådet til at udarbejde en strategi for, hvordan arbejdet kan blive bedre, mere målrettet og forhåbentlig mere vellykket. Nogle af de forslag, som kan indgå i en sådan strategi, er f.eks., at Rådet bør fastlægge sine egne indikatorer for menneskerettigheder, som kan anvendes i forbindelse med handelsaftaler. Disse klausuler kan anvendes konstruktivt, men de skal præciseres med hensyn til anvendelse, implementering og sanktioner. Vi kan desuden nedsætte en rådgivende gruppe med repræsentanter fra EU's institutioner. Gruppen bør holde regelmæssige møder og diskutere fremme af menneskerettigheder på kort og langt sigt. Der bør forefindes eksperter i EU's delegationer i tredjelandene. Vi skal arbejde mere systematisk med at indsamle data, information og baggrundsmateriale samt med at evaluere. Vi har brug for et system til tidlig varsling af overtrædelser af menneskerettigheder. Vi har desuden brug for en hjemmeside, der præsenterer arbejdet med menneskerettigheder, f.eks. hvem der gør hvad, hvilke resultater der er opnået. Denne side kan desuden indeholde links til forskellige organisationer. Jeg vil også gerne sige et par ord om kvinders rettigheder, et spørgsmål, jeg har valgt som et særskilt tema i betænkningen. Kommissionen udnævnte 1999 til året for bekæmpelse af vold mod kvinder. Det var et rosværdigt initiativ, men kampagnen var mildt sagt diskret. Vi har brug for et langsigtet arbejde, ikke tilfældige kampagner. Kvindernes rettigheder bliver krænket systematisk verden over. Der offentliggøres rapporter om vold i hjemmet, voldtægter, rituel vold og overgreb i fængsler. I 1990'erne blev voldtægt anvendt systematisk som krigshandling i flere væbnede konflikter. Dette kan nu blive genstand for en undersøgelse ved Den Internationale Straffedomstol. Voldtægt er blevet den mest udbredte voldsgerning i verden. Fra FN kommer der oplysninger om, at der hvert år dør flere kvinder som følge af vold i hjemmet end af trafikulykker, malaria, krig og kræft tilsammen. Handlen med kvinder og børn tager til med en alarmerende hastighed. I visse lande fører regimerne en ren apartheidpolitik mod kvinder. Unge piger i tusindvis omskæres hver dag. Vold mod kvinder er et globalt anliggende, der skal højt op på den internationale dagsorden, og som skal spille en central rolle i EU's politik, ikke mindst i forholdet til lande, som ikke overholder rettighederne. Anliggendet skal indgå i de diplomatiske forbindelser og tages op i udvidelsesforhandlingerne med ansøgerlandene. EU's lande skal snarest ratificere protokollen fra Den Internationale Straffedomstol, så den kan begynde at arbejde. EU kan spille en vigtig rolle, når det handler om at opfordre landene til at ratificere forskellige internationale konventioner til beskyttelse af menneskerettigheder. Lad mig afslutningsvis sige, at det fremgår af de betænkninger, der skal diskuteres efter min, at menneskerettighederne også overtrædes i EU. Det skal vi selvfølgelig tage fat i. Hvis vi ønsker at være troværdige internt, må vi også have en god politik eksternt.
+Hr. formand, menneskerettighederne har vi ikke grebet ud af luften, og vi har ikke hentet dem i partiprogrammer. De er universelle, det vil sige, de er fælles på tværs af lande og partier. De handler ikke om meninger, men om handlinger, de beskytter mod overgreb og diskrimination. De skal være klare og forståelige, ikke bestå af løs snak. Vi skal bygge på fast grund, når vi taler om menneskerettigheder, og derfor skal vi især bygge på de konventioner, som landene har tiltrådt, og den retspraksis, som Europarådets menneskerettighedsdomstol så fornemt har udviklet siden Anden Verdenskrig. EU skal ikke lave det om eller opfinde det igen. EU skal i stedet have status som juridisk person og tiltræde menneskerettighedskonventionerne og dermed sikre overholdelse af menneskerettighederne, også der, hvor EU bestemmer. Den nævnte retspraksis er ikke statisk. Den udvikler sig heldigvis hele tiden, jf. den seneste dom om ligestilling af homoseksuelle, som har fået Storbritannien til at ændre lovgivningen, og det samme vil forhåbentligt snart ske i Østrig. Jeg håber også, at der snart kommer en dom, som sikrer, at borgerne ikke blot har ret til at danne fagforeninger, men også ret til at være fri for at være med i dem. Også konventionerne får stadig nye tilføjelser. Vi har fået konventioner om bioetik, om beskyttelse af personoplysninger og privatliv, men jeg vil gerne i dag især gøre opmærksom på to nye konventioner fra 1995 og 1998 om nationale mindretal. Jeg tror, Bosnien og Kosovo har lært os alle, at nationale mindretal udgør den største krudttønde i fremtidens Europa. Vi må stille det krav til de nye medlemslande og til Tyrkiet, at de, hvis de vil være med i Fællesskabet, må garantere, at de nationale mindretal kan leve en hverdag i fred og med det sprog, de altid har talt i det pågældende område. De nye lande skal ikke blot leve op til dette i øjeblikket, de skal også garantere, at de vil gøre det i fremtiden, og derfor skal de underskrive og ratificere, sådan som de også gerne vil, hvis de ikke allerede har gjort det. Men så må vores nuværende medlemslande også gøre det. Lad os derfor indtrængende opfordre de lande, der ikke har ratificeret disse konventioner om nationale mindretal, til nu at få det gjort. To medlemslande har efter fem år endnu ikke underskrevet konventionen om beskyttelse af nationale mindretal, det er Belgien og Frankrig, som jo ellers er så brændende interesseret i forholdene i andre lande. Nu synes jeg, de skulle gøre forholdene i orden i deres egne lande og få underskrevet disse konventioner. De krav, vi stiller til andre, må vi også stille til os selv. Vi må sige til alle 15 regeringer: Gå hjem og få underskrevet og ratificeret konventionerne. Husk også pagten om mindretalssprog og regionale sprog, og husk konventionen om den internationale krigsforbryderdomstol, som kun Italien har ratificeret. Den må vi alle ratificere, for det eneste middel mod den onde cirkel af hævn og selvtægt er, at krigsforbrydere bliver bragt for retten og dømt. Jeg vil også nævne torturkonventionen, som Irland ikke har ratificeret, og hverken Belgien, Irland eller Storbritannien har endnu anerkendt, at FN's torturkomité kan behandle klager fra enkeltpersoner. Jeg kunne tale længe, også om forholdene for asylsøgere i vores medlemslande. Hvis blot halvdelen af det, der står i Amnesty International's og Human Rights Watch's rapporter er rigtigt, så er tilstanden uholdbar, når det gælder behandlingen af asylsøgere. Jeg kunne også nævne børns rettigheder, som er et kæmpe problem, også i en række ansøgerlande. Jeg kunne nævne den fortsatte diskrimination af handicappede, og så vil jeg gerne understrege i forlængelse af Cecilia Malmströms indlæg, at når det gælder kvinders ligestilling, så har vi stadig mangler, også i Unionens medlemslande. Til sidst vil jeg sige, at vi måske skal have visse nye instrumenter til at overvåge menneskerettighederne, og jeg vil nævne, at når det gælder de nationale mindretal, så var det måske en idé, at vi i forbindelse med overvågningscenteret for racisme i Wien også fik en overvågning af behandling af nationale mindretal, og jeg vil nævne mit forslag om, at vi får en kontrolinstans til beskyttelse af personoplysninger og privatliv. Teknologien udvikler sig, og det må vores menneskerettighedsinstrumenter derfor også gøre.
+Hr. formand, denne betænkning bygger på et tidligere fremragende arbejde udført i Europa-Parlamentet og andre EU-institutioner. Dens udgangspunkt er Det Europæiske År mod Racisme i 1997, men vi har bevæget os et godt stykke fremad siden da. Jeg bifalder meget den solide placering, som bekæmpelse af racediskrimination har fået i en menneskerettighedssammenhæng, ved, at dette er blevet taget op ved denne forhandling, for det er i høj grad den tilgang, der er valgt i denne betænkning. Det første fremhævede tema er, at vi i det sidste år har fastsat to kendsgerninger i lov og praksis. Den første er Den Europæiske Unions retlige kompetence til at bekæmpe racisme. Den anden er, at racediskrimination er et brud på en grundlæggende rettighed og EU-lovgivningen. Dette afspejles i bekræftelsen gennem tiltrædelsesprocessen og ikke mindst i Kommissionens meddelelse, som hr. Belder har udarbejdet en betænkning om, og jeg lykønsker ham med den, om, at respekten for racelighed og mindretalsrettigheder falder inden for Københavnskriterierne. Må jeg blot som en sidebemærkning sige, at ELDR-gruppens ændringsforslag til hr. Belders betænkning udvider snarere end er i modstrid med hans betænkning og blev fremsat, fordi der desværre ikke blev stemt om Borgerrettighedsudvalgets udtalelse i Udenrigsudvalget. Det andet tema, der er fremhævet i min betænkning, er, at vi positivt bør hilse mangfoldigheden velkommen som en kilde til vitalitet for samfundet, økonomisk velstand og international indflydelse. Den europæiske identitet er ikke en ensartet hvid kultur, og den kan og må udvides til også at omfatte mindretalssamfundenes erfaringer og kultur. For det tredje bemærker jeg i min betænkning, at racefordomme og -diskrimination forgifter hele vores samfund, herunder de hvide. Undersøgelser viser, at racismen er øget, og at der er sket en forøgelse i den racistisk betonede vold og støtte til ekstremistpartier. På den anden side er der også gjort om end ujævne fremskridt, og nogle regioner og byer i Europa er ved at finde sig til rette med at leve i et samfund med mange racer og kulturer. Jeg vil her nævne London, som jeg repræsenterer, som Europas multiraciale hovedstad. Jeg mener helt bestemt, at vi bør tale en masse om racisme og mangfoldighed og identitet og ikke bringe spørgsmålene ud på sidelinjen eller tale i kodesprog. Nogle vil måske finde sproget i min betænkning djærvt og direkte, og det er bestemt formålet, at det skal være klart og utvetydigt. Denne betænkning understreger betydningen af en rettighedsbaseret tilgang og bifalder navnlig udsigten til en EU-antidiskriminationslovgivning med hjemmel i artikel 13 og andre retlige foranstaltninger såsom øgede rettigheder for borgere fra tredjelande. Men det kan ikke være det sidste ord, der er sagt i denne sag, og der foreslås da også foranstaltninger inden for områderne uddannelse, medier og politik og retfærdighed i overvågnings-, immigrations- og asylpolitikken, der vil tage sigte på at bakke op om gennemførelsen af lovgivningen. Må jeg blot komme ind på tre aspekter, som jeg forstår gav nogle problemer for nogle medlemmer af PPE-DE-gruppen. Det første er omtalen af Østrig og Haiders partis indtræden i regeringen og erindring om Parlamentets beslutning i februar. Jeg må sige, at det ville være perverst at drøfte Den Europæiske Unions styrkede imødegåelse af racismen uden at nævne nylige udviklinger, der har udgjort en milepæl, når det gælder om at fastslå, at Den Europæiske Union er et fællesskab af værdier baseret på respekten for menneskerettigheder. Det andet område, hvor der øjensynligt er tøven i PPE-DE-gruppen, vedrører øgede rettigheder til borgere fra tredjelande med lovlig bopæl i EU, hvoraf der er omkring 20 millioner i Unionen. Det er min forståelse, at der ikke er noget i denne betænkning, som PPE ikke har været i stand til at acceptere tidligere. Det tredje område, som jeg forstår skaber nogle problemer for PPE-DE-gruppen, er opfattelsen af, at denne betænkning er et brud på subsidiaritetsprincippet, fordi den nævner sådanne ting som uddannelse og overvågning. Men som jeg sagde i indledningen, har kombinationen af artikel 6 og 7, 13 og 29 i traktaterne fastslået, at bekæmpelse af racediskrimination er et mål og en kompetence for Den Europæiske Union, herunder overvågningsområdet. Der er nogle få af PPE-DE-gruppens ændringsforslag, som jeg kan acceptere, selvom det måske er en skam, at de ikke bidrog mere på udvalgsstadiet. Må jeg appellere til medlemmerne af denne gruppe om at behandle de punkter, som de er uenige i, ved at gøre brug af stemmeforklaringer. Jeg tror, at denne betænkning vil modtage støtte fra flertallet her i plenum. Den blev vedtaget af et stort flertal i udvalget, og nogle af de konservatives og kristelige demokraters støtter vil måske ikke synes om, at de ikke var del af dette flertal. Må jeg slutte af med at sige, at jeg kan acceptere nogle af ændringsforslagene fra Gruppen De Grønne og GUE-gruppen, navnlig det ændringsforslag, som jeg bifalder, om at erstatte termen "holocaust" med "shoah". Der hersker nogen forvirring i GUE-gruppen om hensigten med etnisk overvågning, hvilket blot betyder at indsamle statistik om de fremskridt, der gøres af de etniske mindretal, således at dette kan udgøre et grundlag for den fremtidige politik. Det er ikke for at identificere diskrimination, og jeg håber, at de vil forstå, at jeg afviser deres ændringsforslag herom. Jeg håber meget stærkt, at betænkningen vil opnå et stort flertal ved afstemningen senere.
+Hr. formand, racisme, fremmedhad og antisemitisme kan slet ikke forenes med EU's politiske principper. Jeg vil gerne komme med en direkte tilføjelse. Disse grusomme og skadelige menneskelige fænomener er helt i strid med Bibelen. Guds ord understreger gentagne gange vigtigheden af gæstfrihed og barmhjertighed over for fremmede og virkelig næstekærlighed som følge af vores kærlighed til Gud vores skaber. I mellemtiden skuffer dagligdagens realitet os. Racisme, fremmedhad og antisemitisme er realiteter i Øst- og Vesteuropa. Denne situation må ikke føre til lammende gensidige bebrejdelser eller mistænkeliggørelser. Tværtimod, en fælles samfundsmæssig fare kræver en fælles politisk indsats. Det er grunden til den opportune meddelelse fra Kommissionen fra maj sidste år og den foreliggende betænkning fra Udenrigsudvalget. Betænkningen og udtalelserne beviser, at Parlamentet tillægger bekæmpelsen af racisme, fremmedhad og antisemitisme i medlemsstaterne stor værdi. Denne specifikke opmærksomhed kræver samtidig selvundersøgelse. Det vidner Ludford-betænkningen om. EU's moralske målestokke for ansøgerlande gælder lige så meget for medlemsstaterne selv. Med hensyn til manifestationer af racisme, fremmedhad og antisemitisme går sidstnævnte slet ikke fri. Det er faktisk sådan, at højreekstremister i Vesteuropa opsøger ligesindede i Central- og Østeuropa og kaster ved på bålet. Bål, som nogle gange er tændt af det hemmelige politi fra de tidligere kommunistiske regeringer. Her kommer den store problematik omkring romanibefolkningen i Mellem- og Østeuropa klart frem og det på en dobbelt måde. Kvantitativt, fordi det rammer mange millioner mennesker, og kvalitativt, fordi denne meget differentierede befolkningsgruppes eksistens er i fare. Hermed har jeg i øvrigt kun flygtigt berørt det indviklede romanispørgsmål, for hvordan kan den samfundsmæssige isolations nedbrydning og den nærmest generelle diskrimination af romanibefolkningen kombineres med bibeholdelsen af romaniidentiteten? Hvordan kan romanibefolkningen mobiliseres til social deltagelse og en nødvendig mentalitetsforandring? Det er glædeligt, at disse indtrængende spørgsmål finder officiel og halvofficel genlyd i ansøgerlandene. Resultatet er velovervejede og håbefulde indenrigske initiativer og projekter. Det koster dog mange penge. En direkte appel til EU-staternes solidaritet over for deres fremtidige kollegamedlemsstater. Eller rammer den skarpe kritik fra vestlige videnskabsmænd af EU om den afvisende holdning over for romaniasylsøgere alligevel plet? Citat: "På den ene side sættes landene i Central- og Østeuropa i gabestokken på grund af deres strukturelle diskriminationspolitik osv., og på den anden side udviser de fleste EU-lande romanibefolkningen kollektivt som økonomiske asylsøgere." I trilogien racisme, fremmedhad og antisemitisme mangler sidstnævnte i hvert fald ikke i ansøgerlandene. Efter holocaust, efter det målbevidste massemord på flere millioner fra det europæiske jødesamfund var og er antisemitisme ikke forsvundet fra Central- og Østeuropa. Venstre- og højreekstremister skyede og skyer ikke dette forkastelige og ødelæggende politiske kampmiddel. Det er korrekt, at antisemitisme slet ikke hænger sammen med antallet af tilstedeværende jøder. Således peger folkeledere helst på deres hadede politiske rivalers formodentlige jødiske baggrund. Således fulgte genoptryk efter genoptryk af den velkendte antisemitiske Zions Vises Protokol, tsarens hemmelige politis falsifikation fra 1897 om jødernes plan om at tage magten i hele regionen. Endnu mere utrolige er sammensværgelsesidéerne fra ultranationalistisk side, hvor de såkaldte traditionelle fjender, det vil sige de nationale mindretal i adskillige ansøgerlande, systematisk sættes i forbindelse med jøderne. I denne optik er jøderne og ungarerne landsforrædere i Rumænien. Det samme gælder jøderne og tyskerne, henholdsvis jøderne og tjekkerne for Tjekkoslovakiet ligesom jøderne og tyskerne for Polen og tyrkerne for Bulgarien. Mod denne mørke baggrund står punkt 32 i forslaget til beslutning. Parlamentet maner til konstant politisk og samfundsmæssig agtpågivenhed og skærpet strafferetlig forfølgelse af de stadigt eksisterende antisemitiske ytringer i de forskellige ansøgerlande, også i betragtning af den forholdsvis omfattende spredning af skjulte antisemitiske følelser og tanker. Takket være den frugtbare og dybtgående diskussion i Udenrigsudvalget og bestemt også udtalelserne fra ordførerne fra de andre udvalg foreligger betænkningen i denne form. Ændringsforslagene er behandlet grundigt i Udenrigsudvalget. Mange er taget til følge. Især for at undgå gentagelser støtter jeg kun delvist de nye ændringsforslag. Kort sagt kræver den foreliggende betænkning efter min mening jævnlig opfølgning og løbende evaluering. Hvis dette ønske opfyldes, er ordføreren tilfreds.
+Hr. formand, jeg vil gerne bifalde den lidenskab, hvormed hr. Belder har forelagt sin betænkning om romanibefolkningen og situationen i Østeuropa. Det er de mest yderliggående versioner af racisme i Europas yderkanter, som vi er foruroligede over. Da debatten om Østrig, som har mange elementer og mange indviklede beskaffenheder, fandt sted, blev vi klar over, at der i Østrigs periferi var betydelige ansøgerlande, der, mens de gør fremskridt inden for de økonomiske og sociale aspekter, udgør et virkeligt problem, hvad angår deres behandling af deres mindretal. I Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn var der store problemer omkring behandlingen af romanisigøjnerne. Det, vi må erkende, er, at vi, når vi udvider Europa, får et betydeligt ansvar for at sikre, at ethvert land, der ønsker at komme med i Den Europæiske Union, også må reformere den måde, hvorpå det behandler sine mindretal, og den måde, hvorpå det behandler hele spørgsmålet om racediskrimination. Jeg vil gerne komme ind på to-tre andre meget enkle punkter. Det, romanisigøjnernes situation viser, og det, hr. Belders betænkning viser, er, at der helt klart findes en yderliggående version af diskrimination over hele Den Europæiske Union. Ellers ville vi ikke drøfte dette spørgsmål. Der er mange spørgsmål, som vi må drøfte. Hvor langt vil vi skubbe på med spørgsmålet om artikel 13? Ønsker vi virkelig beskyttelse mod racediskrimination i hele Den Europæiske Union? Svaret er ja. Vi må have en omfattende lovgivning, og vi må have den hurtigt. Når vi ser rundt på de europæiske institutioner og Parlamentet, må vi erkende, at der er meget få ansigter fra de etniske mindretal. Denne situation er ved at blive bedre, men vi har faktisk institutioner, hvor de ikke er repræsenteret. Det er repræsentation og andre lignende spørgsmål, som vi nu må tage op. Racisme er et kompliceret spørgsmål. Vi er begyndt at drøfte det på passende vis, men vi har stadig meget lang vej at gå.
+Hr. formand, jeg vil gerne ønske fru Malmström tillykke med hendes meget afbalancerede og målrettede betænkning. Af debatten i udvalget fremgår det, at der er stor enighed i Parlamentet om principperne om menneskerettigheder, og det er jeg glad for. Jeg støtter også ordførerens ønske om at behandle emnet om kvinders rettigheder nærmere. Med den kommende sharia i forskellige dele af verden er emnet mere aktuelt end nogensinde før. Situationen i Afghanistan er fortsat meget bekymrende, fordi kvinder siden Taliban-regeringens tiltrædelse ikke længere må arbejde uden for hjemmet, afstraffes offentligt på grund af uanstændigt tøj, og de har næsten ingen adgang til lægehjælp. Ifølge beretninger, som jeg har modtaget i de forløbne dage, er antallet af selvmord blandt kvindelige intellektuelle steget dramatisk i de forløbne uger. Eksemplet fra Afghanistan viser, at diskriminationen af kvinder ikke er et kulturelt, men politisk problem. Afghanistan er i øvrigt ikke det eneste land, som i høj grad krænker kvinders rettigheder. Millioner af kvinder verden over omskæres eller bortgiftes stadigvæk. I mange lande i Afrika må kvinder ikke have nogen ejendom eller bankkonto uden mandens tilladelse. Andre ting som polygami eller nedarvning af enker er uholdbare i en aids-periode som denne. Det er ikke overraskende, at der i Afrika er smittet flere kvinder end mænd med aids. Vi skal fordømme alle handlinger, som for kvinder har lemlæstelse eller døden til følge. Inden for EU skal kvindeomskæring være strafbart. Det har ikke noget med tradition eller kultur at gøre, det er et spørgsmål om elementære menneskerettigheder. Men grusomhederne i resten af verden må ikke få os til at glemme grusomhederne i vores egne lande. Vold i hjemmet er stadigvæk et stort problem i EU. Det skal vi turde slå hårdt ned på. Også strafferetligt. Handlen med kvinder og piger med henblik på seksuel udnyttelse er lige så alvorlig. 500.000 om året kun til Vesteuropa. En handel, som UNDP anslår til en værdi af 7 milliarder dollars. En hård og koordineret fremgangsmåde er nødvendig i alle medlemsstater for at bekæmpe denne skandaløse menneskehandel. Hr. formand, betænkningen er et klart signal til Rådet og Kommissionen. Jeg anmoder indtrængende begge institutioner om at gøre noget synligt, noget konkret, noget konstruktivt med den. Vi bedømmer i alle tilfælde begge institutioner på deres handlinger og ikke på deres ord.
+Hr. formand, på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed med vores kollega Malmströms forslag til beslutning. Menneskerettigheder er et emne, hvor det er nemt at komme med nogle generelle principerklæringer, og som ofte risikerer at blive betragtet som en bekvem og nyttig almisse. I dette forslag til beslutning har man til gengæld forstået menneskerettighedernes foranderlighed samt nødvendigheden af en konstant tilpasning af vores sikringsinstrumenter og vores evne til at gribe ind over for risici, nødsituationer og nye behov. Dette forslag til beslutning har den anden fordel, at det betragter og definerer menneskerettighederne som et centralt element i Den Europæiske Unions identitet, en Europæisk Union, som har fælles værdier, og hvor menneskerettighederne er det centrale punkt i alle vores bestræbelser og slutninger. Enten skal Den Europæiske Union være rettighedernes Union, eller også skal den slet ikke eksistere. Hvis ikke vi er i stand til at forlange, at alle de tredjelande, som Unionen har økonomiske og politiske forbindelser med, overholder menneskerettighederne, er de 15 landes Europa dømt til kun at forblive en økonomisk sammenslutning. Hr. formand, jeg vil gerne komme hurtigt ind på to ting, der tager udgangspunkt i bevidstheden om, at det ofte forholder sig sådan, at den vestlige verden ikke bare er aktør, men også hovedperson i krænkelserne af menneskerettighederne. Derfor var det efter vores mening hensigtsmæssigt, at man i dette forslag til beslutning medtog anmodningen til EU-landene om at fremme eftergivelsen af den tredje verdens landes gæld. Retten til udvikling er efter vores opfattelse en global prioritet og en uundværlig betingelse for, at menneskerettighedspolitikkerne i disse lande bliver politikker, der reelt kan føres ud i livet. På grund af kravet om lydhørhed skal vi ligeledes tage højde for de nye rettigheder, der krænkes, og som globaliseringsprocesserne viser os. Her tænker jeg på de økonomiske og sociale rettigheder, så vi undgår en fremtid med nogle få privilegerede - der har fred i samvittigheden på grund af de såkaldte ædle og almene kampe mod f.eks. dødsstraf - og alt for mange udstødte, som dødsdømmes af de økonomiske udstødelses- og udelukkelsesprocesser. Jeg tror også, at vi skal være særligt opmærksomme på retten til privatlivets fred, der er genstand for et ændringsforslag, som vi fremsætter på plenarmødet i morgen. Vi er mænd, kvinder og borgere, ikke bare numre. Vi ønsker at beskytte vores ret til at skærme vores tanker, meninger og følelser mod big brothers teknologiske indtrængen, og det gør vi på baggrund af den nylige Echelon-sag, som Parlamentet skal beskæftige sig med om kort tid. Endelig vil jeg gerne benytte mig af denne lejlighed til at gøre kollegerne opmærksomme på, at der er blevet indsamlet over 100 underskrifter fra medlemmer af Europa-Parlamentet for at støtte indstillingen af Madres de la Plaza de Mayo til Nobels fredspris. Dette er vigtigt, og det er det ikke bare af symbolske årsager, men også fordi det bekræfter, at retten til at huske er en absolut ufravigelig ret. Vi har ret til - og også pligt til - ikke at glemme. Vi anmoder Europa-Parlamentet om med den politiske kultur, det giver udtryk for, og de værdier, det går ind for, at hjælpe menneskeheden med ved enhver lejlighed at bevare mindet om alle ustraffede overgreb og alle krænkede rettigheder, fra Plaza de Mayo til Tienanmenpladsen.
+Hr. formand, ærede kommiss��rer, jeg vil gerne lykønske ordførerne, fru Malmström og hr. Haarder, på det hjerteligste med de glimrende, systematiske og innovative betænkninger. De giver Kommissionen og Rådet, men også Parlamentet, mange idéer til aktiviteter med henblik på virkelig at forbedre og garantere menneskerettighederne. Tag f.eks. fru Malmströms forslag om en særlig repræsentant til at beskytte menneskerettighedsforkæmpere. Det er også op til Parlamentet at foretage en systematisk kontrol af menneskerettighederne i ansøgerlandene. Vi har nemlig en god viden, men vi skal koordinere den og sørge for, at den anvendes, så vi kan påvirke udvidelsen på en måde, som respekterer menneskerettighederne. Jeg glæder mig også meget over, at hr. Haarder har behandlet minoriteternes rettigheder. Det er et historisk øjeblik, hvis vi vedtager hr. Haarders betænkning og peger på de overtrædelser af og den manglende respekt for minoriteternes rettigheder, som der er tale om i EU. Det er på tide at sætte en stopper for de tvetydige budskaber, vi har sendt i denne forbindelse, og som har betydet, at vi har krævet mere af ansøgerlandene end af os selv. Jeg vil faktisk ikke tøve med at sige, at det er et historisk øjeblik, når vi vedtager hr. Haarders tekst - det havde ikke været muligt tidligere. Afslutningsvis vil jeg gerne nævne en anden sag, som ligger mit hjerte nært, nemlig den støtte til Kommissionens arbejde for børnenes rettigheder, som der gives udtryk for i fru Malmströms betænkning. Den støtte har Kommissionen brug for. Vi bør også give vores støtte, når det handler om at bevilge penge til arbejdet for børnenes rettigheder. På dette område mener jeg også, at vi må sørge for, at børn ikke bliver en handelsvare. Haag-konventionens regler bliver heller ikke respekteret. Hvad det angår, har vi også meget, meget alvorlige problemer i ansøgerlandene.
+) Hr. formand, vi har fået forelagt en betænkning om menneskerettigheder på et usædvanligt højt niveau, og jeg taler nu om Malmström-betænkningen, hvor det også er glædeligt, at udarbejdelsen af den er foregået i tæt samarbejde med ngo'er. Uden civilsamfundet når vi ikke noget. Vi kan ikke ånde, hvis vi ikke får impulser udefra, fra græsrødderne. Betænkningen indeholder en række udmærkede og velovervejede forslag. Her henleder jeg blot opmærksomheden på tre af dem, som min gruppe har været aktivt med i. Behovet for at gribe ind over for angreb rettet mod uafhængige journalister, behovet for at beskytte militærnægtere og desertører og behovet for at udvikle intelligente sanktioner, smart sanctions, der ikke gør forholdene elendige for store befolkningsgrupper, men rettes mod politiske tyranner, der har indsamlet formuer. Det er de specielle våben, som i stigende grad bør udnyttes. Mere generelt vil jeg konstatere, at vi, som Malmström også selv sagde, skal udvikle en strategisk måde at gribe ind over for de problemer, som vi taler om i dag. Den skal være dynamisk, den skal ligeledes kunne gennemtrænge alle niveauer i hverdagens virkelighed. Vi kan ikke lade de enorme mangler, der skal rådes bod på, være afhængige af en retorisk forpligtelse. Den finske forfatter Samuli Paronen skrev "der skal mange - millioner - aktører til store forbrydelser - alle dem, der ikke foretager sig noget".
+Hr. formand, kære kolleger, jeg tror, de betænkninger, som vi har hørt om i formiddag, taler deres tydelige sprog. Racisme og antisemitisme har udviklet sig inden for og uden for Den Europæiske Union. Det første, man må gøre, er ikke at resignere og offentligt tage afstand fra situationen, som den er. Fru Ludfords betænkning indgår aktivt i denne kamp i kraft af dens klarsynethed. At undsige racismen, herunder racistisk tale, er ikke at udøve censur i forhold til menings- og ytringsfriheden, som nogle vil have det til at se ud, for racisme er ikke en mening, men en forbrydelse, eftersom den er et angreb på den menneskelige værdighed. Racisme er en asocial måde at opføre sig på, som går så vidt som til at anfægte personers fysiske integritet. Som man så det for nylig i El Ejido i Spanien eller for nogle år siden i forbindelse med angrebet på tyrkiske arbejderes boliger i Rostock, eller da den unge Ibrahim Ali blev dræbt i Marseille af plakatopklæbere fra Den Nationale Front i 1995. I hvert enkelt tilfælde har man bevæbnet nogle mennesker ideologisk med det formål at få dem til at skride til handling. Og så er der denne anden form for racisme, som består i daglige chikanerier og ydmygelser. Man møder den i form af diskrimination i forbindelse med adgang til bolig, fritidsaktiviteter og beskæftigelse. De kender sikkert alle eksemplet - som den franske presse for nylig har gentaget i ét væk - om den unge mand fra Strasbourg, som sendte to fuldstændig identiske curriculum vitae til samme virksomhed. På det ene af de to figurerede et fremmedklingende navn, og på det andet et typisk fransk navn. Jeg vil overlade det til Dem selv at gætte, hvilken af de to "kandidater" der fik ret til en jobsamtale. På samme måde kan vi heller ikke i dag nøjes med at forsvare dem, som man har rubriceret som minoriteter; vi må se at komme ud af denne anden ghetto. Det er ikke en minoritet, som skal beskyttes, men et europæisk statsborgerskab, som skal indføres, et statsborgerskab, som bygger på fælles værdier, et flertal for en fælles skæbne, et flertal for at opbygge et samfund, hvor enhver kan udfolde sig, et flertal for at forkaste ethvert tilløb til, at vi går under i barbari. Europa har i løbet af sin historie været i stand til både det største og det værste. Det største er Menneskerettighedserklæringen, det er Genève-konventionen, men det værste er også kolonialismen, shoah'en, stalinismen, nazismen. Alt det må vi lære vores børn. Vi må én gang for alle vælge det, som gør Europa stærkere, og forkaste det, som gør det svagt, og i samme forbindelse sende en tydelig besked om, hvilken type samfund vi ønsker at opbygge. Jeg vil sige det lige ud: De, som tror, man kan indgå en alliance med ekstremister for at vinde et valg, de vil blive fejet ud og endegyldigt blive smidt på Historiens mødding, for at alliere sig med folk som Haider eller Le Pen er som at spise med djævelen: Man skal have en lang ske, og når man skal spise med den slags mennesker, kan skeen aldrig blive lang nok. Og jeg vil minde dem, som går ind for en etnisk opfattelse af nationen, om, hvad Clémenceau sagde: "Patriotisme, det er kærlighed til sit land, nationalisme, det er had til de andre". De har virkelig valgt side. Alt det skal nu omsættes i konkrete tiltag, i lovgivning. Vi må harmonisere lovgivningen mod racisme og give ordene mening. Lige muligheder er at give alle børn, der er født på europæisk jord, mulighed for at opnå et europæisk statsborgerskab og nyde godt af jordens ret fra fødselen. Lige rettigheder er at opnå stemmeret og kæmpe mod alle former for diskrimination, uanset om den er rumlig, geografisk, social eller racemæssig. På den måde kan vi omsider komme med et vægtigt svar, når det gælder de værdier, som vi slås for.
+Hr. formand, som jeg allerede understregede i går, er det efter min mening vigtigt, at menneskerettighedsspørgsmålet netop bliver behandlet her på fransk jord, som sammen med USA på en måde er disse principerklæringers vugge. Det forekommer mig dog, at man ikke altid husker ordentligt på, hvilke rettigheder der er tale om, og at man medtager eller ønsker at medtage nogle rettigheder, der ikke er planlagt i de internationale konventioner og traktater. Der er f.eks. ikke nogen indvandringsret. Indvandrerne og dem, der kommer fra et land uden for EU, har naturligvis ret til at nyde godt af deres rettigheder, men det, at man sætter nogle grænser og fører kontrol med indvandringen kan ikke betegnes som racisme eller fremmedhad, netop fordi der ikke står noget om retten til at indvandre i nogen tekster. I øvrigt er en helt ukontrolleret indvandring utænkelig, om ikke andet på grund af antallet og områdets størrelse. Desuden bør man ikke kun minde om rettighederne, men undertiden også om pligterne. Man talte f.eks. om romanibefolkningen. Romanibefolkningen har selvfølgelig sine rettigheder, og de må ikke diskrimineres, men mange af dem - jeg vil ikke sige flertallet, men ifølge statistikkerne er der så afgjort tale om et stort antal - tjener ikke deres penge på lovlig vis. Mange af dem lever af at udnytte deres kvinder og ikke mindst deres børn. Man ser ofte de mishandlede og dårligt klædte børn, og det er netop for, at den forbipasserende skal få medlidenhed og give dem en skilling. Desværre lukker myndighederne meget ofte øjnene for det, ligesom de lukker øjnene - og måske lukker dem helt i - for de andre ulovlige aktiviteter, der udføres af visse personer, som næppe betaler skat eller er integreret fuldstændigt i vores samfund. Det lader ligeledes til, at der i vores samfund eksisterer nogle frizoner, når det gælder visse overtrædelser af menneskerettighederne. Her tænker jeg f.eks. på bestemte former for seksuel lemlæstelse, der praktiseres meget ofte, og som der ikke slås tilstrækkeligt hårdt ned på. Det er naturligvis rimeligt, at indvandrerne har deres rettigheder, men det er også rimeligt, at de respekterer reglerne i de lande, de opholder sig i, for vi må ikke glemme, at den europæiske kultur - den kristne kultur og oplysningskulturen - har sine rødder og ikke vil acceptere at blive rykket op med rode, selvom vi skal være gæstfri og åbne over for andre kulturer. Vi må undgå, at det er os, der bliver i mindretal, og at det er os, der bliver diskriminerede i vores eget Europa.
+Hr. formand, årsberetningen om efterlevelse af menneskerettighederne i EU i 1998 og 1999 overskrider ikke så lidt sine egne grænser. Der vies udvidelsen af europæiske beføjelser på menneskerettighedsområdet, som der åbenbart forventes meget af, al for megen opmærksomhed. Asylpolitikken behandles meget grundigt, ligesom forskellig livsstil og forskellige samlivsformer. På det punkt henledes opmærksomheden uforholdsmæssig meget på de homoseksuelles rettigheder, og der stilles alle mulige krav til medlemsstaterne. Det er påfaldende, at der er så stille, når det drejer sig om de virkeligt svages rettigheder, f.eks. ældre, småbørn og handicappede. Hvor er retten til liv? Hvor er beskyttelsen af familierne? Kort sagt er det en betænkning med gode hensigter, som dog bliver hængende i et alt for individualistisk syn på mennesket og samfundet, og som ikke tager tilstrækkeligt hensyn til livets egen beskyttelsesværdighed. Racisme, fremmedhad og antisemitisme skal bekæmpes hårdt. Jeg er helt enig i denne tese fra Ludford-betænkningen. Men i modsætning til det, som fastsættes i betænkningen, er den ensidige positive behandling af det multikulturelle samfund som "kilde til social vitalitet" ingen løsning for at undgå racisme og fremmedhad. Idéen vidner om naiv intellektualisme. Nederlandene har i de forløbne år ført sådan en politik rettet mod skabelsen af et multikulturelt samfund. Det er ikke blevet en succes, hvilket fremgår af, at der nu tales om det "multikulturelle drama". Mange udlændinge er på grund af denne poltik endt som en underklasse i samfundet med alle de deraf følgende konsekvenser. I stedet for relativeringen af ens egen kultur kan en god, realistisk bevidstgørelse af denne kultur, såvel de positive som de negative sider, føre til en bedre kontakt med hinanden og accept af kulturforskellene på begge sider. Til sidst vil jeg sige, at racisme, fremmedhad og antisemitisme desværre altid har eksisteret overalt. Lad os i forståelse heraf holde fast ved det århundredgamle bibelbud "Du skal elske din næste som dig selv".
+Hr. formand, selvom jeg er chokeret over de 14 medlemsstaters ubegrundede fordømmelse af Østrig, tager jeg Haarder-betænkningen til efterretning med tilfredshed, for den giver Østrig en flot karakter, hvad angår menneskerettighedssituationen, også i forhold til andre medlemsstater. Efter min mening en selvfølge for dette land i Europas hjerte. Den bekræfter mig hermed i min påstand om, at De 14's handlinger mangler et sagligt grundlag, hr. Schulz. Betænkningen kritiserer bl.a., at det europæiske charter for regionale sprog og mindretalssprog fra 1998 endnu ikke er blevet ratificeret i Østrig. Jeg vil derfor gerne fremhæve, at netop ratifikationen af det omtalte charter for mindretalssprog er en del af regeringsprogrammet. Koalitionen har forpligtet sig til at videresende dette til nationalrådet inden januar 2001, og den således heftigt kritiserede regering fortsætter med at polere det fremragende billede af Østrig vedrørende menneskerettigheder. (Bifald fra højre)
+Hr. formand, det er i min egenskab af fungerende ordfører for PPE-gruppen, at jeg tager ordet til betænkningen om menneskerettigheder, som vil blive sat til afstemning her i forsamlingen, og jeg gør det med det ene formål at erindre om, hvad der er gruppens principper, og hvilken form for analyse den er blevet genstand for. Vi har flere enkle principper. Det første har været ikke at gå ud over betænkningens tidsmæssige ramme, som er årene 1998 og 1999, idet vi dermed kan undgå enhver konjunkturbestemt bemærkning, som skyldes den aktuelle politik. Det andet består i, i det omfang det er muligt, at undgå, at denne betænkning bliver en sæk, der er forudbestemt til at indeholde målsætninger, fromme ønsker eller principielle bønskrifter, som ikke reelt ville være retsundergivne, det vil sige konkrete, verificerbare og praktisk gennemførlige i Unionens lande. Den tredje ledetråd i vores holdning mener vi er i overensstemmelse med de overbevisninger, der altid har været PPE-gruppens, det vil sige, at selvom vi ikke mener at være mindre generøse eller mindre åbne end andre grupper, så ønsker vi ikke desto mindre, at det reelt er retsundergivne rettigheder, der tages op, hvilket undertiden har fået os til at stemme imod et antal rettigheder, som vi i øvrigt anser for at være helt igennem legitime og støtteværdige, men som ikke hører hjemme i en betænkning om menneskerettighedernes tilstand i Unionen. Vi har også villet undgå, i det omfang det overhovedet er muligt, at bestemte lande blev nævnt eller sat i gabestok, al den stund betænkningen om rettighederne i år ikke indeholder nogen systematisk analyse land for land. Desuden har vi altid villet henføre dette under subsidiaritetens domæne med henvisning til, at det er medlemsstaternes opgave at iværksætte beskyttelsen af menneskerettighederne og de nationale domstoles opgave at straffe eventuelle overtrædelser. Endelig er det vores ønske, at betænkningen for næste år tager højde for at udarbejde et charter for de grundlæggende rettigheder, så vi allerede næste år kan være i besiddelse af en betænkning, som er i overensstemmelse med virkeligheden, og som giver mulighed for, takket være en parallel udarbejdelse af et charter for de grundlæggende rettigheder, at analysere landene ét for ét og rettighederne én for én. Vi håber, at den næste betænkning, der bliver stemt om, vil blive imødeset med endnu større frygt end denne, og at den vil demonstrere, hvor stor interesse Unionen tillægger menneskerettighederne inden for fællesskabernes territorium.
+Hr. formand, i denne store debat om menneskerettigheder er det overraskende, hvor sjældent vi hører om børn - de mennesker, der er mindst i stand til at beskytte sig selv i relation til menneskerettighederne. Børn er rent faktisk usynlige i EU-traktaterne. Dyr har rettigheder, børn har ikke. Og dog er børn berørt af de love, som EU vedtager, og af det indre marked. Den elektroniske revolution synes at have givet mere frihed til udnyttere, pædofile og pornografer end til erhvervslivet. I et 21. århundrede, hvor vi anser os selv som civiliserede, finder der stadig slavehandel sted, hvor børn købes og sælges til seksuel udnyttelse over hele verden. Vi har problemer i ansøgerlandene. Der er for øjeblikket en skandale i Letland, der efter forlydende har udløbere helt ind i regeringen. Vi ser billeder i tv næsten hver dag om børnesoldater, der kæmper i konflikter over hele verden. Og vi har naturligvis velkendte historier om børnearbejde. Vi er nødt til at træffe strengere forholdsregler. Vi må få sat børnene på dagsordenen. Det betyder ikke, at EU skal begynde at være ansvarlig for en børnepolitik, men vi kunne begynde med at sikre, at EU-lovene er børnesikrede. Vi bør sikre, at de foranstaltninger, der udvikles af Kommissionen, har en særlig børnedimension. Vi bør sikre, at der er nogen i Kommissionen med ansvar for børneanliggender. I 1998 udnævnte min egen regering en børnerettighedsekspert fra Red Barnet til Ministeriet for Udenrigs- og Commonwealth-anliggender til at udvikle strategier og praktiske projekter i relation til børns rettigheder. Hvorfor kan vi ikke gøre det samme her? I Storbritannien har vi også et særligt børneudvalg, der kan foretage undersøgelser af børnemisbrug og afhøre ekspertvidner. Hvorfor kan vi ikke have det samme her? Kan vi sikre, at charteret for de grundlæggende rettigheder har et afsnit, der omhandler børn? Jeg ved, at vi har meddelelser. Vi har handlingsplaner og konventioner, men det, vi ønsker, er handling, ikke gode intentioner.
+Hr. formand, hvorfor er menneskerettighederne fortsat i den grad bagud i forhold til menneskehedens fremskridt? Videnskab, teknologi og kommunikation, menneskene ved og kan stadigt mere. Verden plages stadigvæk af utrolig mange menneskerettighedskrænkelser. Hovedårsagerne er stadigvæk krig, fattigdom og magtmisbrug. Her skal vi gøre alt, hvad vi kan. Men også kulturelle værdimønstre ligger til grund for krænkelserne. Det er derfor berettiget, at fru Malmström i sin udmærkede betænkning kræver mere opmærksomhed om kvinders stilling. I rigtig mange samfund er kvinderne stadigvæk offer for institutionaliseret og i nogle tilfælde også lovligt magtmisbrug fra mine kønsfællers side. Det er ikke de fælles skikke, men følgerne for de individuelle mennesker, som skal være afgørende ved vores vurdering. Det fører f.eks. til, at vi ikke skal respektere kvindeomskæring som en gammel tradition, men bekæmpe den med alle civiliserede midler. Europæisk udenrigspolitik lader sig påvirke alt for ensidigt af rent økonomiske interesser. Det er på høje tid, at menneskerettighederne ikke kun af navn, men også af gavn prioriteres så højt, som de har krav på. Dermed kan Europa yde et vigtigt bidrag til fremskridtet, civilisationens fremskridt.
+Hr. formand, kære kolleger, eftersom vi her drøfter betænkninger, som drejer sig om menneskerettighederne inden for og uden for Unionen, er det en glimrende anledning til at se nærmere på indflydelserne frem og tilbage mellem "inden for" og "uden for". Det er oplagt, at det bedste middel, Unionen har til sin disposition, når det gælder om at udbrede sin version af menneskerettighederne, er de erfaringer, indvandrerne har gjort. Vores største forsømmelser på menneskerettighedsområdet vedrører netop dem. Jeg vil give to eksempler for at illustrere dette forhold. For det første må vi føle os betænkelige ved den form, aftalerne om fornyet adgang har fået: De er en direkte trussel mod de grundlæggende rettigheder såsom retten til asyl eller retten til at leve i familie. Unionen har bekræftet sin forpligtelse i forhold til Genève-konventionen og Dublin-konventionen, som knæsætter princippet om ikketilbagesending. På den baggrund er det utilladeligt, at visse aftaler om fornyet adgang kan tillade at tilbagesende en statsborger fra et tredjeland til hans eller hendes land, når man ved, at der alt for tit ingen garantier er for overholdelse af menneskerettigheder og demokratiske frihedsrettigheder. Det er fuldt ud lige så uacceptabelt at se familier revet op, undertiden endog mindreårige børn overladt til sig selv som følge af, at deres forældre er blevet udvist, fordi de ikke har nogen opholdstilladelse, uanset at nogle af dem har levet og arbejdet i Europa i næsten 10 år. Hvilket syn på menneskerettighederne tror De, disse mennesker tager med sig tilbage til deres land efter at have været ude for angribelige levevilkår, ydmygende kropsvisiteringer, fornærmelser, registrering, forhør på politistationer, i lukkede centre eller i tilbageholdelsescentre? Til sidst sender vi dem tilbage til de lande, som de netop forsøger at flygte fra, ofte af grunde, der i lige så høj grad er politiske og økonomiske som humanitære. Disse aftaler om fornyet adgang er farlige, såvel for asylansøgerne som for menneskerettighedernes udbredelse i verden og for Den Europæiske Unions internationale omdømme. Hvis Unionen vil tages alvorligt i spørgsmålet om menneskerettigheder, skal den hurtigt standse disse udvisninger, legalisere alle disse kvinder og mænd, som lever uden at nyde alle disse rettigheder, herunder retten til at leve i familie eller retten til fri bevægelighed, og som i dag fastholdes i officiel illegalitet. Endnu et håndgribeligt overgreb på menneskerettighederne vedrører endnu en gang udlændingene, nemlig statsborgerskabet. Hvordan kan man bede disse borgere i tredjelande om at lade sig integrere og deres børn om at overholde lovene og tro på, at de demokratiske rettigheder er en realitet, når man ikke engang tillader dem at udøve disse rettigheder? Med henvisning til hvad skulle vi, på et tidspunkt, hvor Unionen er i færd med at udarbejde et charter for de grundlæggende rettigheder, kunne tillade andenrangsborgere? Her er virkelig tale om grundlæggende rettigheder. Hvordan kan vi acceptere, at visse personer bliver udelukket fra dem? Hvordan skal disse mennesker kunne tro på, at der er realiteter bag ved Menneskerettighedserklæringen? På menneskerettighedsområdet har Unionen muligheden for at være stolt af at være den første i historien, som definerer statsborgerskabet ud fra et bopælskriterium i stedet for at indføre en diskrimination med udgangspunkt i nationaliteten.
+Hr. formand, denne forhandling finder faktisk sted på et vigtigt tidspunkt for Parlamentet. De fremragende betænkninger af fru Malmström, hr. Haarder, hr. Ludford og hr. Belder giver os europæere en mulighed for analyse og, ikke mindst, selvkritik. I år har været særlig betydningsfuldt. Et år efter at vi gennemførte en krig mod Jugoslavien i menneskerettighedernes navn, er vi nu ufølsomme vidner til en endnu større krænkelse af menneskerettighederne fra Ruslands side i Tjetjenien. For to uger siden tillod vi, Spanien og Storbritannien, at Pinochet, under USA's protektion, unddrog sig sit ansvar over for retfærdigheden på grund af meget alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Og i år har vi også set, hvordan et racistisk og fremmedhadsk parti er kommet med i regeringen i Østrig, ligesom der i Spanien har været udbrud af voldelig racisme i El Ejido. Vi har efter det nylige valg kunnet konstatere, at borgmesteren i denne by har fået opbakning af 75%. Det er også i år, at den katolske kirke har udsendt en undskyldning for krænkelserne af menneskerettighederne i tidens løb. Vi kunne derfor godt tænke os at udvikle en mere konstruktiv holdning i Den Europæiske Union. Jeg foreslår derfor fem punkter, som er Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstres bidrag til de forskellige betænkninger. For det første at man holder op med at være hyklerisk og skære de forskellige lande over én kam. For det andet at man forpligter sig til målbevidst at forsvare menneskerettighederne alle vegne, endog inden for det økonomiske område, på fabrikkerne. For det tredje at man udviser særlig bekymring for menneskerettighederne i hele verden, i Latinamerika (i Mexico, i Argentina, i Peru) osv. For det fjerde at man uden forbehold accepterer kvindernes kamp for menneskerettigheder. Og endelig at man anbefaler en ratifikation af Den Internationale Straffedomstol.
+Jeg bliver nødt til at ødelægge den gode stemning i dette lokale, for min erfaring efter 25 års intensiv drøftelse og analyse af menneskerettighederne viser, at gode hensigter i kombination med massiv uvidenhed om virkeligheden giver nogle forfærdelige resultater, eller sagt på almindeligt jævnt dansk: "Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det." Det handler ikke så meget om, hvad man siger, og jo mere man taler om menneskerettigheder, des værre er krænkelserne. Jeg vil godt sige tre små ting. For det første er jeg fuldstændig enig med min landsmand og ordfører for betænkningen, hr. Haarder, når han siger, at vi må stille samme krav om minoritetsbeskyttelse til os selv, som vi stiller til ansøgerlandene. Det skulle EU's institutioner have tænkt på i 1991-1992, da man i strid med gældende regler om minoritetsbeskyttelse anerkendte først Slovenien og senere Kroatien og dermed kastede ved på bålet, som senere blev til Balkan-katastrofen. Det andet punkt ligger i forlængelse af debatten i går. En insisteren på at indskrive menneskerettighedscharteret i EU's forfatning - i EU's traktat - vil ikke blot medføre nogle kolossale og uoverstigelige forfatningsmæssige problemer, specielt i et land som Danmark, det vil gøre EU's traktat til en egentlig forfatning med grundrettigheder. Man siger, at jo flere rettigheder, vi har, des bedre, men rettigheder indgår i et kompliceret spil i systemerne. Resultatet af et EU-charter vil være et uendeligt kompliceret juridisk og forfatningsretligt problemmorads. Hvem er afgørelsesinstansen? Er menneskerettighedskonventionens rettigheder bedre end EU's charter? Er dette igen bedre end de nationale forfatninger? Det er et spørgsmål, som ikke har nogen mening. Endelig er den tredje bemærkning en kompliment til ordføreren, hr. Haarder. I punkt 61 ser jeg med tilfredshed og stor interesse, at den kollektive ret for fagforeninger bliver fremhævet. Derimod er hr. Haarders gamle mærkesag om enkeltpersoners ret til at stå uden for fagforeninger ikke medtaget som en anbefaling. Jeg vil lykønske hr. Haarder med den nye politiske indsigt, som her kommer til udtryk.
+Hr. formand, betænkningen indeholder vigtige forudsætninger for de fremtidige kandidatlande og løfter dermed problemerne vedrørende menneskerettigheder op på samme niveau som de økonomiske forudsætninger. Vi bifalder især, at problemet vedrørende religionsfrihed blev nævnt, da der allerede i nogle lande - især i Den Tjekkiske Republik - er blevet udstedt meget restriktive love over for religiøse mindretal. Det er også interessant med passagen om menneskerettighedssituationen inden for EU, der på ingen måde giver anledning til en skolemesteragtig adfærd over for de nye tiltrædelseslande. Vi østrigere befinder os for øjeblikket - efter sigende for at overholde menneskerettighederne - i en situation, som man ikke længere ved, om man skal grine ad eller græde over. For et par uger siden nægtede taxichaufførerne i Bruxelles at acceptere østrigere som passagerer. Østrigere blev afvist på hoteller og i restauranter i Belgien og Frankrig. Fransklærerne til vores assistenter erklærede, at de ikke længere ville undervise nazister, og udvekslingsprogrammer for elever blev annulleret. Østrigere, der arbejder i udlandet, fik ødelagt deres biler, der blev kastet sten mod deres huse, deres børn blev truet i skolerne. I dag blev det offentliggjort, at der er blevet sendt afbud til den østrigske deltager i en springturnering i Grenoble. Kommunalbestyrelsen i Grenoble havde længe diskuteret, om hesten skulle inviteres, men det endte med, at den heller ikke blev inviteret, da den ikke havde distanceret sig udtrykkeligt fra den østrigske regering. Måske stryger man også snart Mozart fra de internationale operascener. Hvem ved, hvor det ender? Hvem der end bærer det politiske ansvar for dette antifascistiske mesterjakelteater her i Parlamentet og i de pågældende EU-lande, kan virkelig være stolt af sin holdning. Jeg kan også berolige de foregående talere, som betegnede mig som djævelens ven, med, at der ikke er skjult noget her. Hvis dette irrationelle, kollektive had mod et helt folk fremkaldes så let i EU, er vi ikke langt fra at komme til at bestemme over andre lande. Hvis alle disse gode mennesker, som kommer til orde her, bare havde levet for 60 år eller længere tid siden, hvad havde Europa så ikke sparet?
+Hr. formand, mine damer og herrer, der er noget latterligt over vores stædige ønske om at binde menneskerettighederne sammen med det europæiske projekt, hvis drivende logik, sådan som vi opfatter den, drager disse rettigheder i tvivl, ja sågar er en trussel mod dem. For os at se er der ikke nogen menneskerettighed mulig uden for et politisk samfund og specielt uden for denne ypperste form for et pacificeret, politisk samfund, som nationen er udtryk for, og dette gælder såvel for freden indadtil i samfundet som for ligevægten mellem nationerne og dermed for den internationale fred. Men Europa er i færd med at opbygges imod selve denne sokkel og ønsker at ødelægge den, for så vidt angår to for Europa grundlæggende punkter: på den ene side res publica og på den anden side suveræniteten. Det er ikke noget tilfælde, at menneskerettighedserklæringen i Frankrig faldt sammen med bekræftelsen af den nationale suverænitet. De Gaulle sagde meget rigtigt, at den første menneskerettighed var den nationale suverænitet af den simple grund, at der ikke eksisterer nogen ret uden for et frit politisk samfund vis-a-vis på den ene side feudalsystemerne og på den anden side imperierne, det vil sige uden for den folkelige suverænitet og den nationale suverænitet, hvilket præcis langsomt, men sikkert, ødelægger det europæiske projekt. På samme måde anser vi det for umuligt at kæmpe mod racisme, antisemitisme eller fremmedhad uden at gøre menneskene til borgere, det vil sige uden at løsgøre dem, i det mindste politisk, fra deres private tilhørsforhold, det vil sige fra deres etniske grupper, eller det som man i dag kalder minoriteterne, og som man ser dukke op igen og igen ikke bare i diverse betænkninger fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender, men også, og det anser vi for yderst farligt, i selve vores politik, sådan som vi har ført den i Kosovo. Ved at rehabilitere de etniske grupper, ved at rehabilitere minoriteterne åbner vi på farlig vis op for tilhørsforholdet til særinteresser imod det politiske tilhørsforhold, som er det nationale tilhørsforhold, og denne Pandoras æske vil blive ved med at sætte brand i vores kontinent en tid endnu. Derfor forekommer det os ret latterligt, at vi svælger i menneskerettigheder på et område, hvor vi før eller siden vil blive udsat for de værste regressioner.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg læste Ludfords betænkning med stor interesse, og jeg vil gerne lykønske ordføreren med hendes betragtninger om Østrig og om situationen i Østrig. Jeg vil dog understrege, at disse betragtninger ikke hører hjemme i en betænkning om menneskerettigheder. Når vi skal have en forhandling om Østrig, og når vi skal udarbejde et dokument om situationen i Østrig - hvis ellers Parlamentet anser dette for at være hensigtsmæssigt - kan vi godt overlade det til fru Ludford at udfærdige et dokument, som vi så alle sammen kan drøfte. Disse betragtninger hører ikke hjemme i et dokument om menneskerettigheder, ligesom de heller ikke hører hjemme i den tid, der er sat af til at drøfte baronesse Ludfords betænkning, og de får derfor en bitter bismag af politisk udnyttelse af en så alvorlig ting som menneskerettighederne. En anden bemærkning, som jeg gerne vil fremsætte til denne betænkning, vedrører europæernes ret til at have en identitet. I hele dokumentet nævner man ikke europæernes og de europæiske landes identitet på en positiv måde en eneste gang - den nævnes kun som en mulig kilde til fremmedhad og racisme. Jeg er en religiøs mand, der er overbevist om min tro. Er det nu en grund til at mistænke mig for fremmedhad? Lad os snarere sige, at det er den religiøse fanatisme, der kan føre til fremmedhad, for religion som sådan gør menneskene til brødre. Jeg er en overbevist, italiensk patriot, så ifølge punkt O i dette dokument er jeg under mistanke for at være fremmedfjendsk. Dette afslører efter min mening en kulturel holdning, der øger fremmedhadet, fordi den øger frygten for globaliseringen, der får mange lokalsamfund til at trække sig ind i sig selv og afvise en dialog, nemlig en dialog om identiteten. Vi skal slå fast, at der findes en kulturel europæisk identitet, som bygger på den græske arv, på den jødisk-kristne arv og på oplysningsfilosofien, og som frit går i dialog med andre identiteter. Et multikulturelt Europa uden en europæisk kultur ville være begyndelsen til en katastrofe og til kulturens ødelæggelse. Der er ikke tale om en hvid kultur, for kultur har ingen farver. Kultur har at gøre med værdier og ikke med farver. Der er mange spørgsmål, som drejer sig om fremmedhad og racisme, men det bør overlades til de lokale myndigheder at træffe afgørelse herom. Det er ikke vores opgave at fastlægge kvoter for arbejdsmarkedet, kvoter for ansættelsen inden for politiet eller kvoter for ansættelsen andre steder. Det er en fremgangsmåde, der ikke fremmer integrationen, men hindrer den. Min sidste bemærkning er følgende: Er vi virkelig overbevist om, at alle dem, som ikke går ind for en totalt ukontrolleret indvandring, er racister? Og er vi overbevist om, at alle vores forfatninger er racistiske, når de indeholder nogle andre kriterier for statsborgerskab end dem, baronesse Ludford nævner? Jeg mener, at disse ting bør overvejes omhyggeligt, og at mange af dem bør ændres, ellers bliver det svært at nå frem til almindelig enighed om denne betænkning her i Parlamentet.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil gerne først lykønske fru Cecilia Malmström med hendes betænkning og alle dem, der har bidraget til den. Det er en betænkning, der forekommer mig ganske fyldestgørende og med nogle meget gode pointer. Jeg vil gerne henlede de ærede medlemmers opmærksomhed på tre væsentlige punkter vedrørende menneskerettighederne, som jeg ser dette spørgsmål nu. Det ene angår spørgsmålet om vand. Der skal om få dage, sidst i denne uge, i Haag foregå et forum om vand. På dette forum behandles vand som et økonomisk gode, et sjældent gode. Det er alvorligt, fordi hvis det er rigtigt, at vand i stadig højere grad er et gode af stor økonomisk betydning, så et det også tilfældet, at retten til vand udgør en menneskeret for alle folk i alle samfund. Derfor vil jeg gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på netop vandspørgsmålet, der bliver et debatemne hele året. Situationen bliver stadig mere tilspidset, men retten til vand må også ses som en menneskeret. Det andet punkt, som jeg gerne vil nævne her ganske kort, drejer sig atter en gang om Angola. Betænkningen siger, at krænkelserne af menneskerettighederne i Angola er blevet behandlet med overdreven diplomatisk diskretion. Jeg mener, at det præcis er det, der er sket. Der har været et forhæng af tavshed om Angola, et land, der har været i uafbrudt krig i 40 år, og i de 25 i borgerkrig. Det ville være ønskeligt, om der herskede en mere informeret og oplyst opfattelse af, hvad der foregår i Angola, som jeg sagde det her, da spørgsmålet om de angrebne journalisters menneskerettigheder blev drøftet. Men det, der bekymrer mig mest, og det, der bekymrer mig mest i Angola, er børnenes rettigheder, de børn, der tvinges ind i krigen, og kvindernes rettigheder, for det er dem, der lider mest under denne grusomme krigs følger.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg tager ordet for at fortælle, hvorfor jeg stemmer nej, og hvorfor jeg er uenig i to spørgsmål, der er medtaget i forslaget til beslutning på opfordring af visse parlamentsmedlemmer, som efter min mening er interesserede i at udnytte Europa-Parlamentets troværdighed politisk for at fremme særinteresser, der navnlig er i modstrid med EU's og Italiens generelle interesser. Jeg tænker her på punkt 38 samt på punkt 41 og 42 i Haarders betænkning, hr. formand. Med punkt 38 - som i øvrigt er en forværret udgave af ændringsforslag 22, der blev gentaget her i salen i dag - ønsker man for at sikre dommerens uvildighed ikke at tvinge Italien - og gad vide, hvorfor det kun er Italien - til at foretage en opdeling mellem den juridiske magt og den politiske magt, sådan som Montesquieu lærte os, men derimod til en opdeling inden for den juridiske magt mellem undersøgelsesdommere og dømmende dommere. Det endelige formål med denne absurde idé er, at dem, der i dag - sådan som det er tilfældet i Italien - er undersøgelsesdommere inden for retsvæsenet, ender med at blive ansat ved den udøvende magt, hvilket - og det er rigtigt - medfører en egentlig fare for, at undersøgelser om korruption og politisk magtmisbrug ikke længere vil kunne udføres ordentligt. Med hensyn til punkt 41 og 42 bifalder jeg forslaget om, at ingen statsborger, heller ikke de mandlige efterkommere af tidligere konger, må berøves retten til indrejse i den stat, hvor de er statsborgere, men jeg er uenig i, at dette kun bør gælde Italien og Østrig. Der er nemlig andre EU-lande, som har konger og kongebørn, der bor i udlandet. Hvad Italien angår, forekommer det mig ikke mindst, at fastlæggelsen af en maksimal frist på seks måneder, efter hvilken der træder nogle sanktioner i kraft, er i modstrid med Italiens forfatning, hvor der netop kræves en forfatningsmæssig afgørelse.
+Hr. formand, de årlige betænkninger om menneskerettigheder, racisme og fremmedhad er den bedste anledning til Parlamentets kritiske, eller bedre udtrykt selvkritiske, omgang med staterne i Den Europæiske Union. Her kan ansøgerlandene og deres parlamentsmedlemmer - når jeg tænker på mange parlamentsmedlemmer i det tyrkiske parlament - egentlig lære meget om, hvor uafhængigt f.eks. folkerepræsentanter handler og skal handle, når det drejer sig om menneskerettigheder i deres eget land. Men vi må indrømme, at vi stadig har mange lektier for. Det er ikke tilstrækkeligt at udøve selvkritik. Vi er beæret, men det alene er ikke tilstrækkeligt. Når vi i vores betænkninger fordømmer politifolks eller fængselsbetjentes mishandling og frygtelige behandling af anholdte eller fængslede personer, må vi indrømme, at der hidtil kun er gjort lidt mod det fra de ansvarliges side. Det gælder også for behandlingen af flygtninge i mange unionslande. I hvor lang tid vil vi blive ved med at diskutere omstændighederne i mange fængsler som et kendt, men hidtil endnu uløst problem? Når det handler om, at vi vil vinde de mennesker, der er i fængsel, til vores samfund, må vi indrømme, at de fleste europæiske fængsler overhovedet ikke er egnet til denne opgave for øjeblikket. Med rette kritiserer vi overtrædelsen af menneskerettighederne og diskriminationen i ansøgerlandene, f.eks. i Tyrkiet eller i nogle østeuropæiske stater, når det handler om romanibefolkningen og andre mindretal, men netop derfor skal vi handle forbilledligt, når det handler om menneskerettigheder i Den Europæiske Union. I denne forstand mange tak.
+Hr. formand, de betænkninger, vi har hørt, trækker den rigtige vej, men vi kan ikke skrive under på de betragtninger, der udtrykker selvtilfredshed med de nuværende traktater. Hvis kampen mod diskriminering skal være effektiv, er der brug for bredere og især mere konkrete forholdsregler. Det er således nødvendigt at fjerne enhver restriktion, der har med nationalitet at gøre, når det gælder adgang til job i den offentlige sektor. Fællesskabernes institutioner og staterne må vise vejen. På samme måde forudsætter et fuldt statsborgerskab, at personer, som kommer fra lande uden for Fællesskabet, men som har bopæl i Unionen, får stemmeret, og det til samtlige valg. Så længe personer, der ikke er fra fællesskaberne, er afskåret fra politiske rettigheder, vil de være skydeskive for demagogisk tale og diskriminerende behandling. Hvis deres status som skatteydere retfærdiggør deres adgang til denne rettighed, hvorfor så begrænse denne ret til lokalt og europæisk niveau? Endelig trænger en legalisering af alle papirløse sig på i Europa. En sådan legalisering ville gøre det muligt at kæmpe mod ulovlig handel med arbejdskraft og mod det fremmedangste had, som f.eks. for nylig fik frit løb i Spanien. Det indebærer et brud med bestemmelserne i Schengen-, Amsterdam- og Dublin-traktaterne, som er virkelige fornærmelser mod asylretten. Derudover mener vi ikke, at kampen mod racisme i bund og grund er afhængig af et juridisk arsenal, det være sig nok så godt, men af konkrete foranstaltninger for at komme arbejdsløshed og udstødelse til livs, og det er på det område, man venter på os.
+Hr. formand, vi kan skrive alt det, vi vil om menneskerettigheder, og vi kan skrive betænkninger om og drøfte spørgsmålet, men medmindre vi følger vores intentioner og betænkninger til dørs, er de meningsløse, for så vil de ligge og samle støv på hylderne i Kommissionen og i velmenende folks og regeringers kontorer. Vi må udvise lederskab, og det samme må medier, uddannelsesinstitutioner og kirker. De har ikke udvist et sådant lederskab før. Vi burde skamme os over at have ignoreret Mozambique så længe og over at have gjort for lidt, for sent. Vi er et kontinent, der sender våben til en værdi af 2 milliarder amerikanske dollars til det tørkeramte Etiopien, og vi kan ikke finde et par helikoptere at sende af sted straks for at redde folk fra at drukne i Mozambique. Det er en virkelig skam, der tilfalder os og de andre europæiske institutioner, at vi ikke er i stand til at reagere på denne type katastrofer. Vi burde skamme os over at lade Iraks børn dø i et omfang af 5.000 om måneden. En halv million er døde siden indførelsen af sanktionerne. Der foregår stadig en barbarisk krig i Irak. Bombningen fortsætter nådesløst, uden at nogen hører om det. Det er en krig mod børn og uskyldige borgere i dette land. Vi burde skride ind med Sikkerhedsrådet individuelt og samlet for at sikre, at der leveres medicin til folket. Vi burde skamme os over at tillade salg af våben til regionen omkring de store søer i Afrika. Vi burde skamme os over ikke at udrydde racisme og fremmedhad, der er udbredt i mit eget land og i EU som helhed. Racisme er en forbrydelse - en forbrydelse, der ikke bliver forfulgt i Unionen - en overtrædelse af en lov, der ikke bliver håndhævet i Unionen. Det er noget, vi har et stort ansvar for at gøre noget ved. Vi gør overhovedet intet ved det. Borgerne i denne Union er vores dommere og juryer. Hvis vi ikke udviser lederskab over for dem og en mål- og retningssans, vil de afsige deres domme i de kommende år. Vi vil have svigtet dem, hvis vi ikke gør noget ved racismen og fremmedhadet i Den Europæiske Union. Jeg vil sige til min regering, at vi bør gøre det samme hjemme i Irland.
+Hr. formand, jeg vil gerne ønske hr. Belder tillykke med hans solide betænkning om bekæmpelse af racisme, fremmedhad og antisemitisme i ansøgerlandene. Det drejer sig her om, hvilken filosofi om mennesket og samfundet man inspireres af, og på det punkt er hr. Belder meget klar. Betænkningen tager udgangspunkt i, at menneskeslægten er en enhed, et kristent udtryk, som udgør en solid barriere mod afsporinger af racistisk karakter. Man kunne tale om mennesket som bærer af Guds billede. Det gør det umuligt at se medmennesket som en trussel eller krænke dets værdighed. Belder går udtrykkeligt ikke ud fra ideologien, som af nogle kaldes for konservativ, om forsvaret af samfundenes identitet mod kulturelle påvirkninger udefra. Sådan en ideologi, som overvurderer samfundstanken, sådan en filosofi indeholder for få barrierer mod tendenser til diskrimination. Jeg forkaster sådan en konservativ ideologi. I ansøgerlandene forventer man, at EU er et retssamfund, som er baseret på en samfundsmæssig accept af værdier, som for det meste er af jødisk-kristen oprindelse. Det er logisk, at vi overholder disse værdier. Det er ikke altid i overensstemmelse med deres og vores primære reaktioner, men det er nu engang kendetegnet for gode principper. De er ikke altid til vores fordel. Mennesker skal glemme deres angst og interesser på kort sigt. Vi skal hjælpe ansøgerlandene hermed på en kritisk og opbyggende måde og sige tingene, som de er. Belder-betænkningen giver enkelte konkrete anvisninger herpå. Især kirkerne, fagforeningerne, kvindeorganisationerne og andre undervisningsinstanser spiller her en afgørende rolle. Min gruppe havde ingen grund til at indgive flere ændringsforslag. Med hensyn til Ludford-betænkningen tilhører jeg i min gruppe det mindretal, som ikke finder manglerne i betænkningen alvorlige nok til at stemme imod. Forslag om stemmeret for udlændinge hører ganske vist ikke hjemme i en betænkning om xenofobi, men vi går i princippet ind for en udtalelse på dette punkt. Jeg har bidraget til den praksis i Nederlandene i ca. 25 år startende med folk fra Sydmolukkerne. Med hensyn til at tilbyde stillinger i staten har jeg slet ingen problemer. Det er godt nok ikke et ideologisk punkt for mig, men når man ser på EU's repræsentationer i udlandet, så vrimler det med udlændinge i EU's tjeneste, selv i betroede stillinger. Myndighederne gør klogt i at gøre etniske mindretal mere synlige, f.eks. i politiet. Begrænsning af mulighederne herfor er efter min mening meget upraktisk, og det vil jeg overhovedet ikke gøre til et krav. Hvis interesser tjener vi hermed? Hvis Ludford-betænkningen ikke ændres negativt af ændringsforslag, stemmer det mindretal, som jeg repræsenterer, for.
+Hr. formand, ærede kolleger, til den foregående taler, hr. Oostlander, har jeg to korte bemærkninger. Det er positivt, at han vil støtte Ludford-betænkningen, men hans påstand - det vil jeg korrigere direkte - om, at Den Europæiske Union er et kristeligt værdifællesskab, er mindre positiv. Kristendommen bidrager til Den Europæiske Unions værdikatalog, men der er også kommet andre strømninger ind i Den Europæiske Unions værdikatalog. Jeg anser det for meget vigtigt, at vi får det slået fast. Når vi taler om betænkningerne af Ludford og Haarder, vil jeg på vegne af min gruppe gerne komme med nogle tekniske bemærkninger. Hr. Haarder har fremlagt et glimrende forslag til betænkning i udvalget. I den forbindelse gav det 170 ændringsforslag og 22 kompromisforslag i udvalget. Det er i alt 192 ændringsforsøg. Det beskæftigede udvalget sig med i dagevis, dernæst vedtog det en ændret betænkning med temmelig bred tilslutning, og så ser vi igen 69 ændringsforslag her på plenarmødet. Det er i sig selv ikke dramatisk, men næsten halvdelen af ændringsforslagene er fremsat af den gruppe, der kalder sig TDI: Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer - Blandet Gruppe. Det er en blanding af fru Bonino og hr. Le Pen, hvilket i sig selv er en sensationel blanding, men denne klub deltager aldrig i forhandlingerne i forbindelse med det faglige arbejde. Disse damer og herrer er aldrig til stede i udvalget. De deltager aldrig i detailforhandlingen om problemerne. Hvorfor så disse ændringsforslag på plenarmødet? Det kan man høre i deres taler, som vi også har kunnet nyde her i dag. De ønsker at benytte dette forum til at fremsætte deres platheder på podiet over for så mange mennesker som muligt. Fagligt arbejde, nej tak. Forsimplet oppiskning af stemningen, ja tak. Det er den politiske strategi for højreekstremisterne i Parlamentet! Det andet punkt, jeg vil komme ind på her, er følgende: Når vi taler om menneskerettighedssituationen inden for Den Europæiske Union, taler vi, hvilket hr. Ceyhun har beskrevet rammende, om navlebeskuelse, som vi er forpligtet til, når vi for det første ønsker at tale om overtrædelse af menneskerettighederne i andre dele af verdenen, og vi for det andet ønsker at sige til tiltrædelseslandene, at vi omgås os selv med selvkrititk, og hvordan vi anlægger målestokken, når det handler om overholdelse af menneskerettighederne hos os selv. Det er så vigtigt, fordi det kun er dem, der omgås kritisk med sig selv, der har ret til at kritisere andre. Derfor er disse betænkninger - både Ludford-betænkningen om antiracisme og Haarder-betænkningen om menneskerettigheder - retningsgivende betænkninger. Den årlige debat om disse emner er retningsgivende for den principielle politiske udformning af Den Europæiske Union. Men når jeg så oplever, at disse betænkninger misbruges til platte indenrigspolitiske overvejelser, handler de, der udøver dette misbrug, forkert. Jeg tænker på punkt 38 i Haarder-betænkningen, hvor det handler om karriereadskillelse mellem den dømmende dommerstand og undersøgelsesdommerstanden, og som den tilstedeværende kollega, Cornillet, har fremsat et ændringsforslag til, der helt generelt omhandler den dømmende dommerstand og undersøgelsesdommerstanden i Italien. Jeg spørger mig selv, hvad det har med menneskerettigheder at gøre! Den, der misbruger en betænkning om menneskerettigheder til at føre national indenrigspolitik, rammer 100% forbi emnet. Hvor meget det har på sig med prinserne fra Savoyen, som skal rejse til Italien igen, i punkt 41 og 42, hvor det handler om overtrædelse af menneskerettighederne, det er ikke gået op for mig! Jeg mener, at den, der seriøst ønsker at diskutere menneskerettigheder i EU, faktisk også bør tale om menneskerettighederne og ikke forsøge at misbruge disse værdifulde og gode betænkninger til små taktiske, indenrigspolitiske lege. (Bifald)
+Hr. formand, debatten er jo ikke slut endnu, men jeg vil alligevel gerne benytte lejligheden til at takke for parlamentsmedlemmernes kommentarer og støtte samt for det gode samarbejde, vi har haft i Udenrigsudvalget under arbejdet med denne betænkning. Hr. kommissær, hr. rådsformand, efter denne debat bør det stå fuldkommen krystalklart, at menneskerettigheder ikke er noget, som man bare taler om om søndagen i søndagstøjet. Menneskerettighederne skal integreres i hele EU's politiske samarbejde. Det kræver konsekvens, tålmodighed og en gennemtænkt strategi for, hvordan smukke ord også kan blive til konkret handling, som fører til et resultat. Jeg håber, at budskabet er nået frem, og at vi her i Parlamentet snart kan få nogle konkrete forslag fra Rådet til, hvordan vi kan fortsætte sammen i dette arbejde.
+Hr. formand, til trods for at det går i den rigtige retning, er alt ikke lyserødt. I nogle stater respekterer man f.eks. ikke den grundlæggende rettighed til at blive uddannet og til at ytre sig på sit eget sprog. I Baskerlandet, hvor vi til trods for problemerne kan vælge det sprog, som vi ønsker, at vores børn skal uddannes på, har den spanske højesteret erklæret det for ulovligt, at kommunerne slutter sig sammen for at fremme udviklingen af sproget, og det er et klart eksempel på, hvordan fortolkningerne af loven slås med de politiske intentioner, og på hvordan ikke alle rettighederne bliver respekterer her og nu i Den Europæiske Union. Og hvad skal man sige om tilbøjeligheden til at tale om menneskerettigheder på steder, der ligger tusindvis af kilometer væk, når man hjemme gør det modsatte eller graduerer holdningerne på grund af politiske eller handelsmæssige interesser? Chirac taler om inuitternes rettigheder i Quebec, men han glemmer de sproglige rettigheder i Frankrig. Man bebrejder Jospin, at han for egen regning har ringet til Hizbollah, mens man prædiker om andre slags organisationer og praler af, at man samarbejder med Spanien om terrorbekæmpelse. Den spanske ministerpræsident omtaler Tjetjenien som et indre anliggende, hvorved han gør sig til medskyldig i udryddelsen af det tjetjenske folk. Vi kan på ingen måde være enige i denne måde at føre politik på, for det er det rene og skære hykleri. Endelig kan der ikke for de baskiske borgere, som jeg repræsenterer, være nogen undskyldning på grund af indre anliggender eller politisk belejlighed. For os findes der, her og andre steder, mennesker, borgere, som har nogle umistelige rettigheder, som vi ønsker at bygge vores sameksistens på.
+I den italienske forfatning stadfæstes det højtideligt, at de tidligere konger af slægten af Savoyen, deres ægtefæller og deres mandlige efterkommere har forbud mod at rejse ind i og opholde sig på nationalt område. Den italienske forfatning er et resultat af den vigtige historiske enighed, der blev skabt mellem alle de demokratiske kræfter i kampen mod fascismen og i den nationale befrielseskrig. Det er uacceptabelt, at Europa-Parlamentet anmoder om en krænkelse af teksten i denne forfatning, der er en af de mest demokratiske forfatninger og en af de forfatninger, som er længst fremme i verden. Det er i den forbindelse ikke overflødigt at minde om, at slægten af Savoyen ikke blot fremmede indførelsen af det fascistiske diktatur, støttede fascisternes angreb på det demokratiske Spanien og gik ind for fascisternes imperialistiske krig mod Etiopien, men også muliggjorde alliancen med Hitlers racistiske regime og endda indførte de skændige racelove mod jøderne i Italien. Da de så havde fået Italien og hele Europa ind i den katastrofale verdenskrig, flygtede de fra Rom og overlod på skammelig vis de italienske tropper til deres egen skæbne uden hverken ordrer eller retningslinjer, da der blev våbenstilstand med de allierede. Slægten af Savoyen har i øvrigt aldrig villet anerkende Den Italienske Republiks suverænitet og det uigenkaldelige valg af republikken, som er stadfæstet i forfatningen. Hr. formand, kære kolleger, der kan ikke være nogen tvivl eller usikkerhed om, at vi bør forkaste den anmodning, man så uventet fremsætter her om at krænke Den Italienske Republiks forfatning. Der kan således ikke være nogen tvivl om, at vi bør slå fast, at der i mit land ikke er plads til efterkommerne af Italiens tidligere konger.
+Hr. formand, disse to betænkninger af Ludford og Haarder afslører så sandelig det raseri, hvormed visse personer forsøger at efterabe USA i, hvad de har af mindre brugbare ting, i udviklingen af vores egne samfund. Jeg har hæftet mig ved tre særligt karakteristiske punkter. Vi opfordres til at gå i gang med en etnisk diversificering af vores personale, hvilket er ensbetydende med, at vi for en periode foretager en etnisk mærkning af alt personale. Det betyder, at jeg, som f.eks. er af parisisk etnisk oprindelse, er bekymret over, hvordan vi skal bære os ad med at blive tilstrækkeligt repræsenteret i Unionens organer, og hvordan man bedst opretter de etniske filer, som gør det muligt at overholde en sådan etnisk mangfoldighed. Vi skal oprette kontrollerede, sanktionerede filer, eller med andre ord føre en politik, som er racediskriminerende i den masochistiske udgave af racismen, som kaldes positiv særbehandling. Vi opfordres samtidig til at anerkende alle nye religiøse fællesskaber og, naturligvis, til at give dem de samme rettigheder og den samme tilværelse som den hellige bogs religioner. Der er her tale om et ganske ubehageligt ekko af en afgørelse, som De Europæiske Fællesskabers Domstol i Luxembourg for nylig traf, og som giver Scientology-kirken den tilfredsstillelse at blive behandlet som alle europæiske religioner. Endelig foreslår man os at indrømme homoseksuelle par samme rettigheder som familier. Dermed glemmer man, at når familierne har fået sine rettigheder fra staten og fra nationerne, så er det helt indlysende, fordi de giver staten og nationerne mulighed for at fortsætte med at eksistere, og at de har en fælles interesse.
+Hr. formand, som det er tilfældet hvert forår mellem blommetræernes og kirsebærtræernes blomstring, ser vi nu en modeopvisning af moralske og intellektuelle smagfuldheder, som påberåber sig kampen mod Satan og alt hans værk og væsen, eller rettere sagt med de betegnelser, man benytter sig af: mod fremmedhad, racisme og antisemitisme. Som universitetsmenneske og underviser i fjernøstlige sprog og civilisationer, som jeg havde viet mit liv til, før jeg gik ind i politik, og som tidligere dekan for et fakultet, hvor man underviser i 28 fremmede sprog og civilisationer, mener jeg ikke at være fremmedhader. Det gør det så meget lettere for mig at sige til Dem, at alle disse former for såkaldt antiracistisk ordskvalder udviser visse fælles træk, hvoraf det første er den intellektuelle flovhed, og det andet den frihedsødelæggende funktion. Intellektuel flovhed: de anvendte begreber defineres end ikke. Hvad er racisme? Hvad er fremmedhad? Hvad er nationalisme? Hvad er ekstremisme? Hvad dækker disse begreber over? Hvad er deres filosofiske oprindelse? Hvilke doktriner bærer rundt på dem? Fortjener de, der beskyldes for dem, denne skamplet? Ingen ved det, og ingen ønsker at vide det. Sagen er nemlig, at hvis man præciserede disse begrebers konturer, ville man svække deres egentlige nyttevirkning, som er at medvirke til at påvirke følelser og bevidstheder gennem besværgende gentagelser af de samme blandinger og gennem truslen om at diabolisere de genstridige. Det, det i virkeligheden drejer sig om, er på bedragerisk vis at sætte lighedstegn mellem den patriotiske følelse og en ekspansionistisk nationalisme, mellem en legitim afvisning af den herskende indvandrerpolitik og fremmedhad, mellem nationernes ønske om at bevare deres identitet og racisme. Alt dette er absurd. Racisme er viljen til at støtte en races dominans over en anden. Hvem er racist i Europa i dag? Fremmedhad er afvisningen af en fremmed tilstedeværelse. De kan naturligvis fælde moralske domme over det, men politisk set burde De tænke på, at fremmedhadet, i bogstaveligste forstand, ligger til grund for alle de nationale frihedsbevægelser, som vi til andre tider har skamrost. For så vidt angår antisemitismen, som tilsyneladende skulle være på vej til at opleve en renæssance i Europa, hvorfor så ikke stille de rigtige spørgsmål? Den læresætning, som den venstreorienterede filosof Jean-Paul Sartre udviklede, og ifølge hvilken jøden i sit væsen er en kunstig frembringelse, skabt af antisemitter, er tydeligvis forkert, lige som resten af denne filosofs tænkning, men måske er den modsatte udlægning sand, nemlig at visse jødiske miljøer har brug for antisemitismen for at eksistere, for at afstive deres identitet og endog for at styrke deres moralske, politiske og sågar finansielle autoritet? Det hævder i hvert fald en række intellektuelt hæderlige og modige jøder, som tilmed beklager, at påpegningen af jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, under ét omfattet af den vage og religiøse betegnelse "shoah" - en påpegning, der foregår dagligt, og som er uafrystelig, ensidig og undertiden ligefrem overspændt - på pervers vis udnyttes til politiske og finansielle formål, som ikke længere har den mindste forbindelse med at ære de døde og fastholde mindet om dem. Men problemet om den såkaldte antiracisme er ikke jagten på sandheden eller den støtte ... Hr. Schulz, min familie har aldrig accepteret nogen tysk kapo, og den har ikke tænkt sig at begynde med Dem! ... altså, den støtte, der skal ydes til indvandrere. Nej, det drejer sig om at kvæle ethvert ønske, som nationerne måtte have om at modsætte sig udslettelsen af deres identitet, i fødslen. Den antiracistiske religion har sine dogmer, den har sine præster, sine inkvisitorer, sine hekseprocesser. Historien vil være hård i sin dom over protagonisterne for denne infame ideologi, som vi er stolte over at bekæmpe uophørligt.
+Den engelske filosof John Locke sagde engang, at et land uden lov er et land uden frihed. 50 år efter undertegnelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 20 år efter Helsinki-slutakten, 10 år efter Berlinmurens fald og et år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden findes der stadig forfatningsmæssige bestemmelser i Europa, der hører middelalderen til - bestemmelser, der ikke hører hjemme i et moderne Europa. F.eks. var Victor Emmanuel af Italien tvunget til at forlade Italien, da han var et niårigt uforstående barn, og i 50 år har han været ude af stand til at vende tilbage. Hvis han sejler fra sit hjem på Korsika i retning af italienske territorialvande, mobiliseres kystvagten med moderne satellitteknologi, og denne beordrer ham med højttalere til at vende tilbage. Hans 28-årige søn har kun været i Italien én gang, fordi hans fly blev omdirigeret til lufthavnen i Milano på grund af dårligt vejr. Flyet blev omringet af politi, og han fik besked på ikke at forlade flyet. Hvordan kan han dadles for det, hans oldefader gjorde under fascisttiden? 80% af italienerne mente i en opinionsundersøgelse for nylig, at disse mennesker skulle have lov til at vende tilbage uden restriktioner. Ingen af dem udgør nogen tænkelig trussel mod den italienske stat. Dette er ikke, som nogen har forsøgt at hævde, et spørgsmål, der kun berører nogle få. Det er selve kernen i Den Europæiske Unions forpligtelse til at respektere Menneskerettighedskonventionen såvel som sine egne traktater og retsprincipper. Der er megen tale om et charter for grundlæggende rettigheder. En sådan tale vil lyde mere og mere hul, hvis Parlamentet ikke først gør alt, hvad det kan for at takle de eksisterende krænkelser af traktaten. Jeg taler som én, der nærer en dyb og vedvarende kærlighed for Italien og dets folk, men jeg siger til Dem her i dag og til Italiens præsident Ciampi, at Italien hverken havde en moralsk eller juridisk ret til at underskrive Amsterdam-traktaten, før den havde fjernet denne særlig grove krænkelse af konventionen fra sin forfatning. Dette gælder også for Østrig, hvor det blev krævet af Otto von Habsburg, at han fornægtede sin egen identitet og gav afkald på de rettigheder, der tilfaldt ham selv og hans familie, for at kunne rejse ind i Østrig. Rettighederne i traktaten er efter min opfattelse ikke betingede. Traktaten forskelsbehandler ikke enkelte familier, og traktatens bestemmelser er derfor blevet krænket. Retten til at rejse ind, slå sig ned og dø i sit eget land er grundlæggende, hellige og ukrænkelige rettigheder, og jeg håber, at Parlamentet vil værne om dem. Jeg anbefaler derfor stk. 41 og 42 for Parlamentet.
+Hr. formand, respekt for menneskerettighederne ligger til grund for EU. Det står i traktaterne, og det gør vi hele tiden hinanden opmærksomme på. Det er derfor godt, at Parlamentet årligt offentliggør en rapport om overholdelsen af menneskerettighederne i Den Europæiske Union. Selvom jeg først sidste år blev medlem af Parlamentet, ved jeg, at behandlingen af denne årlige menneskerettighedsrapport i de forløbne år har medført stadigt mere politisk uro og forvirring. Denne uro er berettiget med henblik på emnets karakter, men det er forvirringen ikke. Jeg er derfor meget glad for, at der i år foreligger en rapport, som er meget afbalanceret og saglig, bortset fra et enkelt driftsuheld, som hr. Schulz allerede har nævnt, og som Parlamentet af og til også må påhøre forkastelige manifestationer af. Heldigvis kan vi med trommehvirvler på vores borde gøre det klart, at det vil vi ikke acceptere. Bortset fra det vil jeg gerne takke ordføreren, Bertel Haarder, mange gange for den store indsats og det konstruktive samarbejde, som jeg har haft med ham som skyggeordfører for Den Socialdemokratiske Gruppe. Diskussionerne med ham har efter min mening uddybet sagens kompleksitet meget, og jeg vil især rose hans åbne holdning. Vedrørende betænkningens indhold vil jeg komme nærmere ind på enkelte emner. Er det ikke mere end ironisk, at netop asyl- og migrationsspørgsmålet, som er en af topprioriteterne på den politiske dagsorden i Europa, finder så klar en genklang i denne betænkning? Skulle den europæiske asyl- og migrationspolitik ikke netop føre til færre menneskerettighedskrænkelser? At stille spørgsmålet er at svare på det. Agtpågivenhed er fortsat nødvendigt ved efterlevelsen af menneskerettighederne for de store mindretal i Europa. Mennesker fra disse grupper, hvoraf mange er økonomisk svage, har stor risiko for at blive offer for diskrimination. Realiteten er, at millioner af mennesker i vores rige og privilegerede Europa lever i fattigdom. Betænkningen beskriver denne problematik om fattigdom og tilbagestilling med rette i menneskerettighedstermer, og det er efter min mening et skridt fremad i denne diskussion. Betænkningen henleder også i højere grad end i de forløbne år opmærksomheden på spørgsmålet om lige behandling af kvinder og mænd og lige behandling af forskellige samlivsformer og livsstile. Frie valg, som mennesker træffer i deres privatliv, og som ikke skader andre, skal honoreres med respekt for forskellighed og med sikring af princippet om lige behandling. Som det fremgår af enkelte andre ændringsforslag, er kampen, hvad dette angår, endnu ikke endt. Hr. formand, der er mange, også i Parlamentet, som det fremgår af debatten, som vil forrangsbehandle ægteskab og familie og dermed offentligt fornærme og diskriminere alle dem, som vælger noget andet i deres privatliv. Min gruppe derimod lægger stor vægt på princippet om lige behandling. Menneskerettigheder er nemlig for alle mennesker.
+. Hr. formand, jeg vil gerne takke for den brede støtte til hovedlinjerne i denne betænkning. Menneskerettighederne drejer sig jo om det, vi har fælles på tværs af partier og på tværs af landegrænser, og derfor er det vigtigt, at vi i dette Parlament får bred enighed om det, for en rettighed kan jo ikke være universel, hvis halvdelen af Parlamentet er imod den. Jeg vil gerne i særlig grad takke fru Swiebel, både for de venlige ord i dag, men også for det intense samarbejde, vi har haft, og som naturligvis har givet hende en betydelig indflydelse. Jeg vil gerne sige til hende, at jeg glæder mig også til at stemme for de yderligere ændringsforslag, hun har stillet, og som vi skal stemme om i morgen. Men jeg vil også gerne takke hr. Pirker og fru Palacio. Jeg vil gerne takke for den brede enighed, vi får om denne betænkning. Det synes jeg er godt, netop i år, hvor menneskerettigheder er kommet så højt på dagsordenen i Den Europæiske Union. Til sidst vil jeg sige til hr. Krarup, at den glæde, han udtrykte over ændringen i punkt 61, må han trække tilbage, for det er en ren fejl. Der er 10 ord, der er faldet ud i den danske udgave. Hvis han læser den engelske udgave, vil han kunne se, hvorledes ordlyden skal være.
+Hr. formand, Kina udsættes for kritik i denne betænkning. Jeg tilslutter mig kritikken til trods for, at jeg som formand for delegationen for forbindelserne med Kina dermed løber risiko for at få endnu et protestbrev fra Beijing, hvor man spørger, om Europa-Parlamentet fører en fjendtlig kampagne mod Kina. Med støtte i fru Malmströms og hr. Haarders betænkninger kan jeg svare helt entydigt: "Nej, vi fører ingen kampagne mod Kina, men derimod for menneskerettigheder - overalt." Betænkningerne kritiserer omkring 20 lande uden for Europa og næsten alle EU-lande og ansøgerlande. Jeg har faktisk tænkt mig at sende betænkningerne til Folkekongressen i Beijing, til dens EU-komité, og opfordre dem til at gøre noget tilsvarende. Hvorfor ikke en selvkritisk rapport fra Folkekongressen om menneskerettigheder i Kina og en rapport om menneskerettigheder i verden og i EU set med kinesiske øjne? Det er jo faktisk en dialog om menneskerettigheder, vi skal føre med kineserne. Så skal kineserne jo indgå i en dialog og ikke bare protestere.
+Hr. formand, vi er meget bekymrede over den hykleriske og selektive måde, menneskerettighederne anvendes på, når Den Europæiske Union fører udenrigspolitik, især når de bruges som påskud til at støtte militære operationer. Samtidig lukker Den Europæiske Union øjnene for situationer, hvor der sker grove krænkelser af menneskerettighederne, idet den sætter sine imperialistiske interesser i første række. Et klart eksempel på dette er EU's holdning til det tyrkiske styre. Det seneste, vedvarende angreb på Kosovo, hvor mindretallenes rettigheder blev brugt som påskud, og de utrolige krav, der stilles til Jugoslavien, er et typisk eksempel på, at militærintervention gøres til alment folkeretligt princip under tilsidesættelse af princippet om national suverænitet. I øvrigt er Den Europæiske Unions indenrigspolitik reelt en omgåelse af en række grundlæggende menneskerettigheder. De politiske og sociale rettigheder rammes, og de personlige rettigheder og demokratiske frihedsrettigheder trædes under fode. Resultaterne af denne politik er allerede synlige i den styrkelse af de yderligtgående racistiske og fascistiske kræfter, vi har set, også andre steder end i Østrig. Imidlertid fremgår det ikke af betænkningen om bekæmpelse af racisme, at man har draget de nødvendige konklusioner. Vi opfordrer befolkningerne til at udvide kampen mod den krænkelse af rettigheder erhvervet gennem hårde kampe og ofre, som sker fra deres selvbestaltede frelseres side, og vende den nuværende kurs, som kun tjener dem, der udnytter dem.
+Hr. formand, velovervejet, mådeholden og behændig er de ord, som kendetegner hr. Haarders fremragende arbejde, og som jeg lykønsker. Og jeg har desuden haft den ære at arbejde sammen med ham i forbindelse med tidligere årlige betænkninger om menneskerettighederne. Jeg ved, hvor vanskeligt det er: Jeg ønsker ham, som han selv har anmodet om, en bred opbakning i Parlamentet, og jeg håber, han opnår det. Det fortjener han. Hr. formand, hr. Haarder sagde i begyndelsen af sit indlæg, at Europa ikke har opfundet menneskerettighederne, og det er sandt. Men det, der rent faktisk kendetegner Europa, er, at man ved at få trukket dem ud af privatsfæren og ind i den offentlige sfære, hvor krænkelser af menneskerettighederne kan indbringes for domstolen, har gjort menneskerettighederne til det flag, det særkende, som kendetegner os som europæere. Der er blevet talt om forsvaret for disse menneskerettigheder, og jeg vil gerne understrege den opfattelse, at det er en naturlig følge af proklameringen af menneskerettighederne, at det er muligt at udøve dem. Og til alle de aspekter, man har nævnt i denne forbindelse, og som jeg støtter, vil jeg gerne tilføje endnu et: Det, der drejer sig om dem, der ikke kan udøve deres rettigheder, fordi de føler sig presset af bevægelser, af organisationer. Jeg vil blot komme med et enkelt eksempel: For kort tid siden kom medlemmerne af borgersammenslutningen "Foro de Ermua" her til Parlamentet, og jeg minder Dem om, at dets medlemmer kommer fra hele det politiske spektrum, fra venstre til højre, at de er intellektuelle, at de er mænd og kvinder, som bor i Baskerlandet, og at de ikke kan udøve deres rettigheder, at de ikke kan udøve deres ytringsfrihed, fordi de konstant føler sig presset af ETA's politiske arm, det vil sige Herri Batasuna. Et enkelt eksempel herpå er, at der sidste søndag kom en truende opfordring til, at baskerne ikke skulle stemme. Heldigvis udviste det baskiske folk mod - og man skal have oplevet det for at forstå, hvilket mod der kræves - og strømmede i stort tal til for at stemme. Hr. formand, jeg slutter, som jeg begyndte: Her fra Parlamentet skal vi sige højt og tydeligt, at den vigtigste konsekvens af respekten for menneskerettighederne er at kæmpe for, at de kan blive udøvet - at kæmpe for, at de kan udøves uden indskrænkninger - over for alle dem, som hindrer ytringsfriheden, ikke mindst visse bevægelser og organisationer.
+Hr. formand, jeg vil gerne tale et øjeblik om Ludford-betænkningen om bekæmpelse af racisme i Den Europæiske Union. Det er et meget vigtigt emne. Det er absolut væsentligt for konstruktionen af et fredeligt og harmonisk Europa - et Europa, der er forenet i dets mål, og som er i fred med sig selv og sine borgere. Det er i det mindste, hvad vi i denne side af salen mener. Det er, hvad denne betænkning sigter på at gøre. Men PPE-gruppen og andre i den anden side af salen ønsker helt klart ikke dette. For et øjeblik siden hørte vi en skændig tale fra hr. Gollnisch på vegne af hans parti. Fru Palacio, der er ved at gå nu, har sagt, at menneskerettigheder er nødvendige på et offentligt sted og generelt. Og dog søger de med deres ændringsforslag til Ludford-betænkningen at dele Europa og gøre millioner af brødre og søstre fra de etniske mindretal til andenklassesborgere. Det er det klare sigte med de ændringsforslag, der er fremsat i hr. Hernandez Mollars og hans kollegers navn, og dette går igen i alle de ændringsforslag, der er fremsat på vegne af PPE - det såkaldte Europæiske Folkeparti - der rent faktisk afslører sig selv i sine ændringsforslag som et parti for nogle af folket, men ikke for alle. PPE-gruppens ændringsforslag søger at dele familier. De er imod familiesammenføringer. Deres ændringsforslag 12 søger at fjerne henvisningen til behovet for familiesammenføring i Europa. PPE synes ikke at acceptere, at etniske mindretal føler sig fremmedgjort fra valgprocessen. De mener ikke, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter bør afspejle Europas forskelligartede etniske karakter. Det er målet med ændringsforslag 13. Det fjerner dette fra betænkningen. De er imod etnisk mangfoldighed, og de accepterer ikke det udbytte, som vores samfund har af alle deres folk. De accepterer ikke, at alle har en rolle at spille i valgprocessen. Vi kan ikke klage over det, der foregår i ansøgerlandene, så længe vi får ændringsforslag som dette forelagt i Den Europæiske Union. PPE-gruppen synes heller ikke at mene, at de etniske mindretal bør tilskyndes til at stemme. Deres ændringsforslag 21 fjerner opfordringen til at tilskynde de etniske mindretal til at deltage i valg som vælgere eller kandidater. Er det det, vi ønsker? Det tror jeg ikke, at det er. Vi i denne side af salen afviser denne holdning fuldstændig. Vi vil skaffe omtale for PPE-gruppens holdning og dens ændringsforslag, hvad enten de bliver vedtaget eller ej. Vi beklager den linje, som hr. Hernández Mollar og hans kollega har fremsat. Vi opfordrer Den Liberale Gruppe til at tage afstand fra dens forbindelser til PPE-gruppen med hensyn til ændringsforslagene, for det har vist sig at have racistiske instinkter inden for sit parti. Såfremt PPE-gruppens ændringsforslag til denne betænkning skulle blive vedtaget, vil vi gå imod hele betænkningen. PPE-gruppens ændringsforslag svækker betænkningen og vil gøre Parlamentets holdning værre, end den er for øjeblikket. Det vil gøre den så svag, at det ville være en betænkning, som vi ikke vil kunne støtte. Det vil udgøre et tilbageskridt. Så jeg opfordrer alle kolleger til at afvise de ændringsforslag, der er fremsat af Det Europæiske Folkeparti og deres kolleger på den yderste højrefløj.
+Hr. formand, jeg takker alle dem, der har talt om min betænkning. Jeg vil blot gerne afklare et par misforståelser. For det første står det ikke at læse nogen steder i denne betænkning, at bekæmpelse af racisme betyder, at der ikke skal være nogen immigrationskontrol. Det står i den, at sådan kontrol ikke bør være racediskriminerende, og at den bør undgå at bære ved til bålet til fremmedhadske holdninger eller fjendtlighed over for etniske mindretal. Henvisningerne til øgede rettigheder til borgere fra tredjelande betyder naturligvis rettigheder til dem, der har en lovlig opholdstilladelse. For det andet hvad religion og identitet angår, er der en påstand om, at der ikke er nogen eneret. Jeg er enig med hr. Schulz. Kristendommen har været en vigtig bidragyder til de europæiske værdier, men den har ikke monopol på dem. For det tredje er der blevet nævnt kvoter. Kvoter er ikke nævnt nogen steder i betænkningen. Som liberal er jeg imod kvoter. For det fjerde hvad Østrig angår, er det blevet hævdet, at vi ikke bør nævne Østrig på grund af betænkningens tidsrammer. Denne betænkning er den årlige debat om racisme i år 2000. Den behandler, hvor vi befinder os lige nu. Jeg hilser hr. Oostlanders bemærkninger velkommen og ligeledes hans støtte til betænkningen. Som en goodwill-gestus vil jeg acceptere fem små ændringsforslag fra PPE-gruppen, dog i øvrigt ikke nogen af dem, hr. Evans nævnte. Jeg håber inderligt, at flere medlemmer fra PPE-DE-gruppen vil støtte denne betænkning.
+Hr. formand, noget, der endnu ikke er blevet understreget nok i debatten, er efter min mening demokrati og subsidiaritet. Mange af grusomhederne på Balkan, som vi talte om tidligere, og meget af racismen og antisemitismen skyldes, at samfund overalt ikke har fået lov til på linje med subsidiaritetskonceptet at udvikle det demokrati inden for deres egne samfund, som folk har behov for overalt, hvis de skal udvikle sig og inden for deres egne regioner og nationer skabe sociale rettigheder, retfærdighed, respekt for mindretal, sameksistens mellem forskellige folk og respekt for alle racer og folkeslag. Artikel 3 b) i Maastricht-traktaten afgrænser, hr. formand, stadig betydningen af subsidiaritet til forholdet mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne. Regioner og statsløse nationer overses. Derfor lider folk inden for deres egne samfund. De er ude af stand til at skabe de strukturer, de har brug for, således at menneskerettighederne kan blomstre, og racismens skamplet kan blive fjernet for altid. I min egen nation, Wales, har vi f.eks. ingen kompetence til at skabe vores egne love til at imødegå racismen og forsvare menneskerettighederne. Principperne om samhørighed og drivkraften til at begrænse fattigdom og afsavn i vores samfund er et fast koncept i Den Europæiske Union. Men det må omfatte respekt for mindretallene overalt, hvis det skal inspirere verden til at besejre racisme og forsvare menneskerettighederne.
+Jeg vil gerne rette en hjertelig tak til ordførerne for det arbejde, de har udført. Vi skal i stadig større grad følge vores ord op af handling. Den manglende overholdelse af menneskerettighederne, racisme, fremmedhad og antisemitisme eksisterer ikke bare på andre kontinenter, men også her hos os, i vores dagligdag og i vores institutioner. Der bliver også givet udtryk for racistiske og fremmedfjendske holdninger her i Parlamentet. Vi skal starte med os selv, hvis vi ønsker at skabe en verden, hvor alle hjælper hinanden. Vores indsats i de lande, der benægter eksistensen af menneskerettigheder og sociale rettigheder - såvel kurdernes, palæstinensernes og tjetjenernes rettigheder som de afghanske kvinders rettigheder - står stærkere, hvis vi ikke er hykleriske i vores optræden. Der er mange af Haiders slags i Europa. Man er en Haider, når man, sådan som det skete i Rom i sidste uge - og her nævner jeg bare et lille eksempel - med borgmesterens samtykke uden skelnen deporterer bosniske romaniflygtninge og jager dem hjælpeløse tilbage til de steder, hvor der er konflikt, idet man adskiller børn og mødre samt søstre og brødre. Man jager dem bort uden overhovedet at give dem tid til at tage noget med sig og tager børn ud af skolen, der er født i Italien, og som er integrerede og vellidte af deres skolekammerater. Man er en Haider, når man som højrefløjens oppositionspartier og også oppositionens nye centrumpartier i Rom ansporer befolkningen til at være hadefuld og forhindrer kommunen i at give romanibefolkningen lov til at opholde sig på beskyttede steder, hvor der er lys og vand. Jeg siger dette uden at forsvare mange romaniers og indvandreres ulovlige handlinger. Jeg så gerne, at alle havde den opfattelse, at ingen er fremmede i vores lande. Jeg støtter derfor i særlig grad de forslag, der er medtaget i beslutningerne om at styrke og støtte alle de kræfter, som praktiserer en kultur med sameksistens og medborgerskab.
+Hr. formand, jeg vil især koncentrere mig om enkeltaspekter i Belder-betænkningen, som er en god analyse af den aktuelle situation i kandidatlandene. Hvad angår disse kandidatlande, og det er allerede blevet sagt, skal vi undgå, at de får det indtryk, at vi kræver højere standarder af dem, end vi selv opfylder. Vi må ikke sammenligne de reelle tilstande dér med vores perfekte retstekster, men derimod med vores egne realiteter, ellers ville kandidatlandene i virkeligheden klare sig endnu dårligere. Det er helt sikkert hævet over enhver diskussion, at de lande, der ønsker tiltrædelse, og som først har genvundet deres uafhængighed for kort tid siden, f.eks. Estland, Letland og Litauen, har ret til at definere og artikulere deres egen nationale identitet på ny. Da det tidligere kommunistiske diktatur i sagens natur ikke støttede nogen pluralistisk diskussionskultur, forekommer mange former af udtrykket national identitet os som overdrevne eller indirekte endda rettet mod mindretallene i eget land eller i den ene eller den anden nabostat. Vi bør ikke fordømme disse fænomener på forhånd oppe fra den høje moralske ganger, så længe det handler om midlertidige fænomener på vej mod en selvdefinition. Vi bør dog yde disse stater konkret støtte på deres vej ind i EU, som er påkrævet, for at den nødvendige finden-sig-selv ikke i første omgang opstår af en negativ afgrænsning over for mindretal eller naboer. Jeg vil gerne nævne situationen i Estland og Letland som eksempel på en på ingen måde selvfølgelig, positiv udvikling mellem to befolkningsgrupper. Ikke selvfølgelig på grund af den historiske belastning i form af ulovlig besættelse og deportation, en politisk målrettet befolkningsoverførsel til disse stater og undertrykkelse af ethvert udtryk for national selvbestemmelse indtil slutningen af 1980'erne. At der meget ofte stod "Vi kommer igen!" på de russiske panservogne, der trak sig tilbage i 1994, var heller ikke noget bidrag til at fremme forståelsen mellem baltere og russere. Trods denne belastning har det ikke ført til ét eneste tilfælde af voldelige sammenstød mellem befolkningsflertal og -mindretal, siden uafhængigheden blev genvundet. Vi bør derfor over for esterne og letterne give udtryk for vores store anerkendelse af, at de trods alt har bevaret hovedet koldt, og at de har adgang til vores argumenter, når det handler om tilpasning af den relevante lovgivning til de europæiske standarder. Jeg er derfor af den opfattelse, at der ikke er brug for den udtrykkelige opfordring i nr. 14 i Belder-betænkningen, hvor der opfordres til at fortsætte med foranstaltningerne til integration af det russiske mindretal. Præcis dette finder allerede sted. Men med den udtrykkelige omtale får man det forkerte indtryk, at det ikke er tilfældet.
+Hr. formand, det er en kendsgerning, at der i de seneste år, samtidig med at strømmen af indvandrere er vokset, langsomt er vokset en stemning frem, der er præget af fordomme, og den racistiske vold er blevet mere og mere almindelig, idet der også er oprettet politiske partier, som bygger på denne racistiske ideologi. Der skabes på denne måde et socialt klima, som kom til udtryk i en af Parlamentets fløje tidligere i dag, og som antyder, at beskyttelsen af menneskets værdighed, respekten for forskelligheder, de demokratiske værdier og den sociale solidaritet endnu ikke er helt og fuldt opnået. Derfor bør vores indsats til fordel for respekten for menneskerettighederne og skabelsen af et retfærdigt samfund med konstruktiv sameksistens mellem mennesker indgå i et bredt spektrum af politikker og foranstaltninger, som tager sigte på forbedringen af de økonomiske og sociale forhold for alle og bekæmpelsen af arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse. Den nye multikulturelle virkelighed i Europa bør ledsages af en politik, som sikrer indvandrernes og de forskellige samfundsgruppers og minoriteters integration i de nationale samfunds sociale, politiske og økonomiske liv. Der er ingen tvivl om, at vi har brug for en fælles europæisk asyl- og indvandrerpolitik baseret på de europæiske humanistiske værdier. En anden vigtig sektor er undervisningssektoren, og der bør ske store forbedringer inden for undervisning af børn af indvandrere og sigøjnere. Samtidig opfordres medierne til at bidrage til bekæmpelsen af fordomme ved at vise den skønhed, som de moderne mangefarvede og multikulturelle samfund indeholder. I denne forbindelse bør respekten for alle, der påberåber sig samvittighedsgrunde, f.eks. i forbindelse med militærtjeneste, være en selvfølgelighed. Jeg vil benytte lejligheden til at forsikre Europa-Parlamentet om, at det problem, der har været i Grækenland, ikke længere eksisterer efter vedtagelsen og ikrafttrædelsen af en lov af 1.1.1998. Den henvisning, der er i hr. Haarders ellers fremragende betænkning, har således ikke længere noget grundlag.
+Jeg ønsker at give udtryk for min forargelse over, at USA, det mægtigste land på planeten, som hævder at inkarnere civilisationens avantgarde, anvender dødsstraf i næsten industriel skala. Uafhængigt af risikoen for justitsmord, hvad skal man da mene om et samfund, som for at hævne sig på visse personers modbydelige og barbariske handlinger aktiverer et helt juridisk apparat for koldblodigt og helt bevidst at begå en fuldt ud lige så barbarisk handling, andet end at det bekender sig til en adfærd, som er værre end den, det fordømmer? At forlange afskaffelse af dødsstraf overalt er det mindste, man kan gøre, når man hævder at forsvare menneskerettighederne. Visse dødsdømte venter sommetider i mange år på deres henrettelse i de amerikanske fængsler. Jeg vil i særdeleshed tale imod den trussel om henrettelse, der hviler over Leonard Peltier og Mumia Abu-Jamal, som begge to er ofre for et politi og et retsmaskineri, der er gennemsyret af racisme. I virkeligheden er de begge to dømt til døden for deres politiske idéer. Efter i henholdsvis 26 og 18 år at have været udsat for den umenneskelige tortur, det er at vente på dødsgangen, bør de straks sættes på fri fod.
+Det er nu afstemningstid, og vi afbryder derfor forhandlingen under ét, som vil blive genoptaget kl. 15.00.
+Fru formand, jeg vil bare udtale mig præcist og klart om de ændringsforslag, der er fremsat: der er i alt 29 plus et forslag om at forkaste den fælles holdning. Det siger sig selv, at jeg som ordfører støtter ændringsforslagene fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. Endvidere vil jeg gerne sige, at jeg også støtter alle ændringsforslag, hvis sigte det er at genindføre den holdning, Europa-Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen. Derimod - og her udtrykker jeg mig som ordfører - vil jeg have, det skal være klart, at jeg ikke kan støtte de ændringsforslag, som afviger for meget fra den holdning, der blev vedtaget ved førstebehandlingen. Dette gælder især ændringsforslagene 17, 16 og 19. Jeg kan naturligvis heller ikke støtte forslaget om forkastelse, som Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe har fremsat, jeg taler her om ændringsforslag 8.
+Tak, hr. Lannoye, disse præcisioner er fuldstændig klare. Efter afstemningen
+Fru formand, kan Kommissionen bekræfte, at den har accepteret ændringsforslag 1 fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik? Dette betyder, at direktivet vil kunne vedtages med kvalificeret flertal, og så vil vi være i stand til at få direktivet af bordet. Belgiere og franskmænd vil derefter være i stand til at nyde britisk chokolade lige så meget, som briter har nydt fransk og belgisk chokolade. (Formanden erklærede den (ændrede) fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0054/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (10656/2/1999 - C5-0223/1999 - 1996/0312(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke (Ordfører: Schnellhardt) (Formanden erklærede den (ændrede) fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0056/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (11472/1/1999 - C5-0274/1999 - 1998/0289(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrænding af affald (Ordfører: Blokland) (Formanden erklærede den (ændrede) fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0062/2000) af Davies for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftens indhold af ozon (KOM(1999) 125 - C5-0048/1999 - 1999/0068(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0063/2000) af Myller for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (KOM(1999) 125 - C5-0047/1999 - 1999/0067(COD))
+Fru formand, jeg vil påpege en oversættelsesfejl, der gælder ændringsforslag 18 og 30. De ansvarlige tjenester er gjort bekendt med dette, og det er også nævnt på afstemningslisten, der er uddelt til os, men jeg vil minde om det, så der tages højde for det under afstemningen.
+Naturlighvis, fru Myller, jeg har fået besked om, at sprogtjenesterne allerede er vidende om disse fejl. Vi kan således gøre opmærksom på dem, når tiden er inde. Inden afstemningen om ændringsforslag 18
+I begge ændringsforslag, både 18 og 30, skal der stå "kritiske belastninger overskrides ikke". I stedet for ordet overskrides står der opnås, der er lige det modsatte.
+Udmærket, det har alle vist forstået. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Forslag til beslutning om Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 (Forslaget til beslutning vedtoges)
+Fru formand, ærede kolleger, jeg ville være meget taknemmelig, hvis vi kunne gøre beslutningen af Caroline Jackson fra Miljøudvalget færdig, det kan vi klare på tre, fire minutter. Jeg ville være meget taknemmelig, hvis vi kunne gøre det nu.
+Jeg tror ikke, vi skal spilde mere tid på dette emne. Jeg vil spørge forsamlingen.
+Fru formand, jeg beder Dem lægge mærke til, at de i salen tilstedeværende franske socialdemokrater ikke vil tage del i afstemningen. Det er deres opfattelse, at forslaget, som er lagt frem for os, ikke er rimeligt. Faktisk mener de, at miljødirektiverne skal appliceres og integreres i de europæiske politikker, men at det skal ske en bloc, det vil sige ikke blot direktiverne Natura 2000 og det om trækfugle. De mener endvidere, at gennemførelsen af direktiverne henhører under retsvæsenet, under Kommissionen og under Domstolen. De ønsker derfor ikke at deltage i denne afstemning, som de mener er partipolitisk.
+Under alle omstændigheder ved vi endnu ikke, om vi kommer til at stemme i formiddag, for det skulle jeg jo høre forsamlingen om.
+Fru formand, jeg vil gerne minde Dem om, at De havde sagt, at den forrige afstemning var den sidste, og jeg vil også gerne påpege, at denne beslutning, som er en følge af en uheldig ophobning af to mundtlige spørgsmål i modstrid med forretningsordenen og sædvanen, skaber alvorlige problemer i alle grupperne, og jeg finder ikke, at det er den rette måde at behandle den på.
+Kære kolleger, jeg tror, vi skal se tingene i det rette perspektiv. Da vi begyndte på afstemningerne, sagde jeg, at vi ville blive ved indtil beslutningen om Det Europæiske Råd i Lissabon. Det sagde jeg højt og tydeligt. Jeg sagde, at vi ville holde kl. 13.15, og den tidsramme har vi overholdt. Jeg tror, vi skal holde os til, hvad der er blevet besluttet.
+Fru formand, jeg er ikke indforstået med denne beslutning. Det står Parlamentet frit for at afgøre, om vi skal stemme herom nu eller ej, og derfor anmoder jeg om, at vi stemmer om, hvorvidt vi skal stemme. (Formanden hørte Parlamentet, som besluttede at afbryde afstemningerne)
+Fru formand, det var ikke min hensigt at afbryde afstemningen, da jeg ankom lidt sent. Kunne vi mon bede om, at klokkerne ringer lidt tidligere? Folk på 12. etage havde store vanskeligheder med at nå frem til afstemningen her, da elevatoren standsede op på hver enkelt etage, og vi kunne ikke nå herned hurtigere, end vi gjorde. Elevatoren var fuld af næstformænd, kvæstorer og alle slags mennesker, der kommer ned fra 12. etage.
+Naturligvis, fru Banotti. Det skal vi notere os. STEMMEFORKLARINGER Indstilling ved andenbehandling af Lannoye (A5-0047/2000)
+Fru formand, ved at indgive ændringsforslag til direktivet om chokoladevarer forsøgte vi at give en bedre beskyttelse til de forbrugere, der vil vide, om de tilbydes ægte chokolade eller et produkt, som i stedet for kakaosmør også indeholder fedtstoffer af anden oprindelse. Disse ændringsforslag blev desværre ikke vedtaget. Vores bekymring vedrører derfor fortsat kakaoprodukter fra den tredje verden. Vi forudser, at til trods for mulige forbedringer for producenterne af andre vegetabilske fedtstoffer vil den globale balance for den tredje verden i hvert fald være negativ. Det er beklageligt, at undersøgelsen af følgerne af det nye direktiv for de sydlige lande ikke blev foretaget på forhånd. Fra nu af er chokolade ikke længere et produkt, som kun består af kakaosmør. I nogle dele af Unionen anvendte man allerede navnet chokolade, når der var tale om erstatningsprodukter. Vi beklager, at harmoniseringen fandt sted på forbrugernes og kakaoproducenternes bekostning og som følge af profithensyn.
+Fru formand, "næringsstof fremstillet af kakaobønner, som er ristede eller findelt med sukker, vanille og andre aromastoffer", sådan lyder den traditionelle definition af chokolade, som man i dag kan finde i diverse leksika. Men her tegner sig en anden definition: "gammelt navn på et autentisk, sundt kvalitetsprodukt, oprindelig fremstillet ud fra en ældgammel tradition, og som stadig vækker en vis sødmefyldt gammeldags nostalgi. Anvendes i dag som betegnelse for et produkt, der er sort eller kastanjebrunt eller hvidt eller af en hvilken som helst anden farve, indeholdende vegetabilske eller industrielle fedtstoffer eller hvad som helst andet, når blot slutresultatet finder et marked, helst et verdensmarked". Det er faktisk det nye direktiv, som ligger foran os i dette øjeblik, anvendt til sit yderste, og denne definition kan sagtens ende med at erstatte den definition på chokolade, som vi kender, men det er jo en kendt sag, at erstatningsprodukter er en specialitet for den industrielle lobby, som synes at have inspireret dette forbløffende direktiv. Endnu en gang ser det ud til, at det store købemarkeds lov, eller med andre ord den stærkes lov, er blevet foretrukket frem for forsvaret for forbrugerne, de små og mellemstore virksomheder og vores håndværkere ... (Formanden afbrød taleren)
+Fru formand, jeg insisterer på at udtrykke mig her oven på den katastrofale afstemning for lidt siden om chokolade, og jeg er ikke ret stolt af, hvad vi har vedtaget. Jeg mener faktisk, man skal mærke sig, at Europa-Parlamentet har taget ansvar for at ændre selve chokoladens sammensætning, idet det har accepteret, at der kan anvendes olier og vegetabilske fedtstoffer, som ikke er kakaosmør. Jeg vil gerne sige, at Europa-Parlamentet absolut ikke er i overensstemmelse med sin offentlige mening af et antal forskellige grunde. For det første er det ikke i samklang med forbrugernes ønsker, som forlanger en tydelig mærkning. Den mærkning har vi ikke villet give dem for chokolades vedkommende. Parlamentet er heller ikke i samklang med opinionen, som bliver mere og mere forbeholden over for genmanipulerede organismer. Vi var tre stemmer fra lige akkurat ikke at afvise genmanipulerede organismer i chokolade. Endvidere har vi sat os på forsigtighedsprincippet ved at afvise forudgående undersøgelser med det formål at finde ud af, hvilken virkning dette direktiv vil have på producentlandene osv. Intet er sket. Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvem denne manipulation egentlig gavner og ... (Formanden afbrød taleren)
+Fru formand, jeg kan smage en sød sejr for britiske chokoladeproducenter ved vores afstemning her i dag i deres kamp for at få god britisk chokolade anerkendt over hele Europa som det lækre produkt af høj kvalitet, det er. Sejrherrerne er ikke blot de britiske chokoladeproducenter, men chokoladekonsumenter over hele Europa, som nu frit vil kunne svælge sig i Dairy Milk, Galaxy og Milky Way så meget, som de måtte have lyst til. En klar mærkning vil gøre det muligt for forbrugerne at vælge og nyde den chokolade, som de har lyst til. Deres smagsløg vil ikke længere komme til at lide afsavn på grund af Europas chokoladepoliti. Udviklingslandene er også sejrherrer her. Denne lovgivning tager hensyn til verdens fattigste bønders behov. De vegetabilske fedtstoffer, der er tilladt, vil være af tropisk oprindelse, og der vil finde en gennemgang af direktivets indvirkning sted efter tre år. Bedst af alt er det, at direktivet vil øge det samlede chokoladesalg og derved udvide markedet for udviklingslandenes eksport. Så inkarnerede chokoladespisere kan nu gnaske løs i sikker viden om, at de gør deres del for den tredje verden. Jeg er sikker på, at De er enig i, at EU tidligere har siddet med Twix'en i postkassen i denne sag. Nogle regeringer har fået Snickers på hjernen af at forsøge at beskytte deres chokoladeindustri. For dem er Crunchie-tiden nu inde, og de har nu Creme Egg over hele ansigtet. Det er på høje tid, at Europa-Parlamentet gav to Cadbury's Fingers til chokoladesnobberne.
+Det er nu 16 år siden, at debatten om chokolade startede i Europa-Parlamentet. Jeg mener ikke engang, at vi skulle have været involveret i dette direktiv. Debatter om national smag og nationale produkter giver os en alt for stor grobund for latterlige diskussioner. Forbrugervalget vil blive udøvet, uanset hvad EU gør, og det er kun ret og rimeligt. Den nationale chauvinisme har alt for ofte vist sit ansigt i chokoladedebatten.
+Bruxelles-Kommissionens direktiv om tilladelse til at lade et antal vegetabilske fedtstoffer, som er mindre dyre end kakaosmør, indgå i chokolades sammensætning tjener helt klart de fem multinationale selskabers interesser, som deler tre fjerdedele af det europæiske marked mellem sig. I det omfang det produkt, som misvisende kaldes chokolade, ikke engang bliver mindre dyrt, vinder forbrugeren ikke det tilbage på prisen, som hun sætter til i gennemsigtighed i forhold til produktets natur. Selvom vi ikke deler de protektionistiske bekymringer, der skjuler sig bag forsvaret for den "rigtige chokolade", så ser vi ingen grund til at stemme for Bruxelles' direktiv.
+Efter mere end to års udsættelse har Rådet i oktober 1999 vedtaget en fælles holdning om direktivet om kakao- og chokoladevarer. I det foreliggende tilfælde giver denne tekst hverken mulighed for at beskytte forbrugernes, chokolademagernes og kakaoproducenternes interesser eller for at garantere chokoladens kvalitet. I virkeligheden banaliserer den brugen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, foreskriver ikke præcis information til forbrugeren og gør meget lidt ud af fraværet af en tilforladelig metode til at analysere og måle de fedtstoffer, der optræder i chokoladen. Dette forslag svarer således i ingen henseender til de bekymringer, medlemmerne af Europa-Parlamentet gav udtryk for ved afstemningen i forbindelse med førstebehandlingen den 23. oktober 1998. Denne tekst slår døren på vid gab for industriel produktion af erstatningsprodukter for kakaosmør på grundlag af palmeolie, hvis pris ligger betragteligt under prisen på kakao. Vedtagelsen af den ville medføre et dramatisk indkomstfald for de 11 millioner mennesker, der lever af kakao i Vestafrika, og for samtlige producentregioner. For bedre at få os til at sluge denne bitre kalk har man gjort sig umage med at give teksten en eftersmag af social ansvarlighed ved at hævde, at den gør det muligt at forsvare de fattigste galamsmørproducenters interesser, såsom Mali og Burkina Faso. Der findes imidlertid ingen garanti for, at chokoladeindustrien vil benytte okie fra galamnødder, som under alle omstændigheder kun kan erstatte op mod 50% af kakaosmørret. Der er her tale om en langt hen kunstig modsætning mellem kakaoproducenter og galamproducenter, mellem fattige lande og endnu fattigere lande. I virkeligheden udtrykker dette forslag til direktiv især de multinationale chokoladeproducenters holdning, og det forsvarer i hvert fald helt sikkert udelukkende deres interesser. Det kan således ikke stille mig tilfreds. Derfor støtter jeg fuldt ud de ændringsforslag, der tager hensyn til chokoladehåndværksmestrenes bekymringer, forbrugernes interesser og fremtiden for millioner af kakaoproducerende bønder.
+Jeg må til en begyndelse lykønske ordføreren med den vedholdenhed, han har lagt for dagen i denne "chokoladesag". Jeg vil kort erindre om de store linjer i denne sag. I 1996 foreslog Kommissionen os at ændre direktivet fra 1973, som gav Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark lov til at afvige fra den gældende norm og erstatte en del af kakaosmørret i chokolade med andre vegetabilske fedtstoffer med op til 5% af den totale vægt. Med optagelsen af nye medlemslande steg antallet af lande, som tillader andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, til syv med Finland (som tillader 10%), Østrig, Portugal og Sverige. De andre otte lande forbyder dette (Tyskland, Belgien, Spanien, Frankrig, Grækenland, Italien, Luxembourg, Nederlandene). Det aktuelle forslag går således ud på at give medlemsstaterne i almindelighed mulighed for at tillade tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i chokoladeprodukter med op til maksimalt 5% af det færdige produkts vægt. Dette har naturligvis ikke undladt at give anledning til debatter, der undertiden er stormfulde, og især har det ikke undladt at genoplive legitime bekymringer hos forbrugerne. De samme forbrugere, som følte sig specielt truede for nogle år tilbage, da Europa, via harmoniseringsdirektiver, forsøgte at påtvinge os "europrodukter", har givet udtryk for deres vilje til at forsvare deres kulinariske traditioner. Der har sidenhen tegnet sig en frelsende tendens for at promovere fødevarernes kvalitet samtidig med fødevarernes mangfoldighed. I denne sag kan der ikke indvendes noget imod, at de medlemsstater, der anvender vegetabilske fedtstoffer i stedet for kakaosmør, har ret til at markedsføre deres produkter, spørgsmålet er alene, om det er legitimt at gøre det under betegnelsen "chokolade". For erstatningen af kakaosmør med andre vegetabilske fedtstoffer rejser spørgsmålet om, hvorvidt selve chokoladens natur er bevaret. Man skal derfor naturligvis spinde dette marked ind i garantier, som er tilstrækkelige for forbrugerne, men samtidig også for kakaoproducenterne. Vi må kræve: en analysemetode, der gør det muligt at bestemme det nøjagtige indhold af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, hvilken Kommissionen ikke havde opereret med; dette krav har, desværre, ikke fundet vej til den fælles holdning fremsat af Rådet, men jeg mener nu som før, at der er tale om et sine qua non for overholdelsen af regelen om de 5%. en meget eksplicit mærkning bestemt for forbrugerne, så de kan købe ind med åbne øjne; en forbeholdelse af påtegningen "kvalitetschokolade" for de produkter, som indeholder kakaosmør; en begrænsning af erstattende vegetabilske fedtstoffer til kun at omfatte tropiske vegetabilske fedtstoffer, der ikke er opnået ved hjælp af enzymbaserede fremstillingsteknikker og ikke er resultatet af genetisk manipulation; en evaluering af effekten af en sådan foranstaltning for udviklingslandenes eksport af kakao. Jeg kan skrive under på disse krav, som også optræder i de ændringsforslag, ordføreren har fremsat. Jeg er nemlig en forbruger, som er meget opmærksom på den traditionelle chokolades kvalitet og smag. Jeg er i øvrigt af den opfattelse, at forbrugerbeskyttelsespolitikken, som nu er blevet ophøjet til en fællesskabspolitik, ikke lader sig reducere til fødevaresikkerhed og til sundhedsbeskyttelse. Den bør som mål have fremme af kvalitetsfødevarer, som indgår i en mere almen filosofi, nemlig om livskvalitet!
+Dette direktivforslag fra 1996 hører hjemme i sammenhæng med harmoniseringen i forbindelse med det indre marked, og Kommissionen giver således medlemsstaterne mulighed for at tillade tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i chokoladeprodukter indtil højst 5% af det endelige produkts vægt. Den forudser endvidere markedsføring af disse chokoladeprodukter med et indhold af vegetabilske fedtstoffer i alle medlemsstater, forudsat de bærer en etikette med en fortegnelse over ingredienserne. På linje med ordføreren er jeg af den opfattelse, at vi skal vende tilbage til førstebehandlingen, som Parlamentet foretog i 1997, og ikke tillade denne tilsætning og markedsføring. Jeg mener fortsat, at vi skal forbeholde betegnelsen "kvalitetschokolade" alene for de chokolader, der ikke indeholder vegetabilske fedtstoffer som erstatning, og jeg bliver ved med at tale for, at der gennemføres en undersøgelse af virkningen for de kakaoeksporterende udviklingslande. Endelig ønsker jeg stadig, at der skal være en præcis og tydelig mærkning til gavn for forbrugerne. Her er for mit vedkommende tale om en principiel holdning, som der vanskeligt kan forhandles om, eftersom det drejer sig om et forsvar for kvalitetsprodukter og for de forbrugere, som vi alle er. Derfor opfordrer jeg forsamlingen til at stemme for de ændringsforslag, vores ordfører har fremsat, og dermed udtale sig imod holdningen i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik.
+Man stiller tingene på hovedet. I et Europa, der proklamerer sin vilje til at beskytte forbrugeren, som taler om kvalitets- og ægthedsmærkninger, står vi altså her over for en fælles holdning fastsat af Rådet, som foretrækker at forvanske et produkt, der hidtil har været et kvalitetsprodukt, frem for at træde den multinationale fødevareindustri over tæerne. Spørgsmålet er, om man behøver undres over dette, for det samme Europa producerer gale køer, rystende får, dioxin-kyllinger og importerer hormonkød og genetisk manipuleret brødkorn. Ganske vist "informerer" man forbrugeren om, at det produkt, han køber, er forfalsket. Men hvilket hykleri! Sikke en information! Med bittesmå bogstaver, i et uforståeligt sprog, bag på indpakningen. De har for vane at g��re, hvad der passer Dem, under påberåbelse af Deres dogmer, såsom den fri bevægelighed, den fri konkurrence, frihandlen. Vær så venlig ikke at gøre, hvad der passer Dem, med vores gastronomiske traditioner, med vores kvalitets- og egnsprodukter. Leg ikke med maden. Se, det ville virkelig være et fremskridt. De har sikkert forstået, at mine kolleger fra de europæiske højrepartiers koordination og jeg agter at stemme for "nulløsningen", nul andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i chokolade.
+Ville De have troet det? Mere end 25 år efter den første debat i Europa-Parlamentet om chokolade er jeg på ny involveret i en diskussion om det store spørgsmål, hvorvidt et produkt kan kaldes chokolade, når det ikke er fremstillet udelukkende af kakaosmør. I dag som for 25 år siden deler dette spørgsmål Parlamentet i en sådan grad, at min gruppe ikke lavede nogen stemmeliste, og at gruppedisciplinen var sat ud af kraft, hvad jeg elsker under den slags omstændigheder. Jeg kunne således udtale mig frit til fordel for den løsning, der forekommer mig at være den bedste for producenterne af ægte chokolade, sådan som de feinschmeckere sætter pris på den, som mener, at man skal kalde en spade for en spade og chokolade for chokolade, forudsat den virkelig er fremstillet med kakaosmør. Jeg beklager dybt, at man ikke kunne enes om den løsning, der forekommer mig at være den mest indlysende, nemlig at betegnelsen "chokolade" blev forbeholdt produkter, der indeholder 100% vegetabilske fedtstoffer, baseret på kakao, og at tilstedeværelsen af andre fedtstoffer blev angivet tydeligt på de produkters indpakning, som indeholder sådanne, så man kunne oplyse forbrugeren i stedet for at vildlede ham, idet markedsføringen af sådanne produkter på det indre marked så selvfølgelig skulle garanteres. Når det drejer sig om chokolade såvel som om andre ting, er der forskellige kulturer og traditioner, det ved vi. Naturen har plads til enhver smag. Ved siden af et aspekt, der hedder "produktets smag og kvalitet", kan man naturligvis finde et aspekt, der hedder "udviklingspolitik". Det er nemlig sådan, at de associerede lande, AVS-landene, frygter indtægtstab på henved 160 millioner dollars, hvis vores store industrielle chokoladeproducenter skulle begynde at bruge andre vegetabilske fedtstoffer op til 5%, et tal, som er påbudt, men som ikke kan kontrolleres. Som tingene står, ville jeg have foretrukket, at man forkastede den fælles holdning, ligesom jeg foretrækker god, håndværksmæssigt fremstillet chokolade frem for et industrielt produkt, som for indeværende ikke kan kontrolleres. Ulykkeligvis stemte et lille flertal i Parlamentet ikke på en måde, så forbrugerne kan nyde den gode og ægte chokolade.
+Vi afviser på forhånd princippet om, at det i alle medlemsstater skal tillades at anvende en procentdel af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i fremstillingen af chokoladevarer. Det gør vi for at sikre de kakaoproducerende landes legitime interesser og af hensyn til forbrugerbeskyttelsen. En sådan foranstaltning vil uundgåelig have negative følger for de kakaoproducerende lande, hvortil kommer som afgørende årsag til, at vi indtager denne holdning, at det end ikke overvejes at gennemføre en undersøgelse af den virkning, som en sådan foranstaltning måtte have for de udviklingslande, der producerer kakao. Imidlertid danner fastsættelsen af en grænse på 5% for andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i fremstillingen af chokoladevarer også en farlig præcedens, der på sigt ikke blot vil kunne føre til anvendelse af disse med en større procentdel end den nu fastsatte, men også åbne døren for fremstilling af chokoladevarer med en anden slags fedtstoffer, herunder og i værste fald sådanne, der måtte være resultat af genetisk modifikation. Der er i øvrigt endnu ikke udviklet en analysemetode, der gør det muligt med sikkerhed at afgøre den faktiske andel af disse fedtstoffer i fremstillingen af chokoladevarer, ligesom der heller ikke stilles krav om mærkning, der i det mindste på en tydelig måde kunne adskille ægte chokolade, der kun indeholder kakaosmør, fra den type varer, hvor der indgår andre fedtstoffer i deres sammensætning.
+Dette direktiv laver om på selve definitionen på chokolade, som vi mener skal fremstilles på grundlag af kakaobønner og -smør. Vi har ikke ret til at vildlede forbrugeren ved at benytte betegnelsen chokolade om produkter, som ikke nødvendigvis er fremstillet af kakao. Forbrugerne kræver tydelig og klar besked. De vil ikke længere finde sig i at blive snydt. Afstemningen i dag rakte langt videre end til problemet med hensyn til chokolade alene. Det er vores medborgeres tillid, der står på spil. Derfor har jeg stemt for alle de ændringsforslag, der havde som formål at forbedre dette direktiv, og som blev fremsat af Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik.
+. Grundlaget for velfærden i EU er konkurrence. Og hvad der tilsigtes i forbindelse med vedtagelsen af et nyt direktiv om chokoladevarer, er netop at forbedre konkurrencen i EU. Hvad angår fødevarepolitik og beskyttelse af forbrugerne, må vi være meget forsigtige. Men her er ikke tale om sundhed eller miljøbeskyttelse. Her er udelukkende tale om, hvorvidt vi skal tillade, at man helt uden sundhedsrisiko skal have fri konkurrence i chokoladebranchen, således at alle chokoladeproducenter kan sælge deres chokolade i alle EU-lande og ikke kun i de syv lande, der indtil videre tillader de omtalte vegetabilske fedtstoffer. Set fra forbrugernes side er det udelukkende et spørgsmål om smag. Det kan derfor ikke være rigtigt, at politikerne skal beslutte, hvad forbrugerne skal have lov at vælge imellem. Varerne skal tilbydes, og det skal være klart, hvad varerne indeholder, men så må vi ellers stole på forbrugernes egen dømmekraft. Andet kan vi ikke være bekendt. Forbrugerne skal nok selv finde ud af, hvad der smager bedst! Når vi i dag må notere en betragtelig modstand mod forslaget her i Parlamentet, kan det ikke opfattes som andet end et forsøg fra visse chokoladeproducenters side på at bremse konkurrencen. Ser man på, hvor modstanden kommer fra, er det også tydeligt, at den på tværs af grupperne først og fremmest kommer fra de lande, der i forvejen beskytter deres chokoladeindustri ud fra de gældende regler.
+Trods Paul Lannoyes rosværdige anstrengelser har jeg personligt ikke stemt for den tekst, som er blevet fremlagt for os, og som har til formål at tillade op til 5% vegetabilske fedtstoffer i chokolade, fordi der er tale om netop den type europæisk forordning, som vores medborgere ikke kan forstå, og som giver euroskeptikerne vind i sejlene. Dér hvor en tydelig og utvetydig mærkning ville have været tilstrækkelig til at markedsføre alle typer chokolade, som findes i Europa, foreslår man os i stedet et af disse groteske kompromiser, som vi har nøglen til: det bliver ikke 0% vegetabilske fedtstoffer som i 8 lande, det bliver ikke 10% som i andre, kødøksen faldt ved 5% overalt i Europa! 5% vegetabilske fedtstoffer, som naturligvis ikke kan kontrolleres, til stor gammen for industrien, som hurtigt vil få oversvømmet markedet med billig, imiteret chokolade og så i øvrigt fremkalde en prisstigning på ægte chokolade, som nu vil være ophøjet til et luksusprodukt for privilegerede forbrugere. Vil man mon i morgen harmonisere sammensætningen af ketchup, sennep, kødpålæg, oste, øl eller pizzaer med henvisning til et indre, fælles marked og med det formål at promovere en fælles smag, alene for at gøre tingene lettere for den store fødevare"business"? Hvis det er legitimt, af hensyn til den offentlige sundhed, at lovgive om produkternes fremstillingsmetoder og deres sporing, så er det ikke mindre legitimt at ville gennemtvinge et gastronomisk "mao-jakkesæt" i hele Europa, til gavn alene for storindustrien. Uanset at oprettelsen af det indre marked er et middel til at styrke Europa i den verdensomspændende konkurrence, så må dette ikke blive et totalitært dogme og blandes ind i alle områder af vores familieliv. Ikke mindst gastronomisk mangfoldighed og forskellige madvaner indgår i Europas kulturelle arvemasse, også selvom prisen er, at der findes lokale særpræg, som ikke passer ind i det fælles marked. Europæerne vil ikke vide af et standardiseret forbrugs-Europa, med løsdrift inden for et uniformiseret, stort indre marked. De forventer sig en stor politisk ambition af Europa, og ikke smålige og uvæsentlige regler.
+Det nye "chokoladedirektivs" fortrædeligheder illustrerer først og fremmest, hvor usædvanligt tung og langsom fællesskabernes lovgivningsprocedure er. "Forenklingen" af direktivet fra 1973 blev søsat af Det Europæiske Råd i Edinburg i 1992, men fandt først i 1996 vej til et forslag fra Kommissionen, som Parlamentet havde førstebehandling af i 1997, og der skulle altså gå endnu næsten to og et halvt år, før Rådet fastsatte den fælles holdning, som ligger på vores bord i dag. Jamen, betyder en så lang forberedelsestid så, at vi får en brugbar tekst? Svaret er klart benægtende. Det nye direktiv er ikke svar på nogen nødvendighed. Direktivet fra 1973 definerede klart, uden mindste tvetydighed, hvad chokolade er: et produkt bestående af sukker og kakao. For at tage højde for fødevarevanerne i visse nordlige lande gjorde man plads til nogle afvigelser. Situationen var således tilfredsstillende. Hvorfor så ændre den? Hvorfor siger man, at man "forenkler" direktivet fra 1973, når det, man har for, i virkeligheden er at omstøde det? Er det sådan, at acquis communautaire ikke længere er urørligt? Hvis man ændrer direktivets indhold, er det i realiteten efter pres fra de fem multinationale selskaber (Nestlé, Suchard, Mars, Cadbury og Ferrero), som allerede deler 70% af det europæiske marked mellem sig, men som følte deres produktion generet af Europas dobbelte lovgivning. Et anlæg i Frankrig kan f.eks. ikke fremstille chokolade, der ikke lever op til de franske standarder, som siger, at chokoladen ikke må indeholde andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. Men først og fremmest drejer det sig for disse multinationale selskaber om at holde deres omkostninger til råvarer på et minimum. Det er så bare ærgerligt, hvis prisen er, at man kommer til at forvanske chokoladens sammensætning. Kakaosmør repræsenterer mellem 8 og 9% af chokoladens samlede pris. Galamsmør koster en tredjedel af, hvad kakaosmør koster, og palmeoliesmør er 10 gange så billigt. Ved at godkende en liste over erstatninger for kakaosmør og ved at operere med en fast procent åbner det nye direktiv en breche, og det er det afgørende. Næste gang behøver man blot udvide denne breche, øge procentdelen og tilføje f.eks. soja til listen over de vegetabilske fedtstoffer, man foreslår os i dag. Galamsmør vil så have udspillet sin rolle som alibi, og producenterne af det vil opleve de samme virkninger som dem, der i form af prisfald kommer til at ramme producenterne af kakaosmør, alt sammen fordi man har vedtaget et direktiv, som beslutsomt ser bort fra sine egne konsekvenser, når det gælder udvikling, og som kynisk udskyder en undersøgelse af disse konsekvenser på ubestemt tid. For at nå deres mål - at producere og sælge en falsk chokolade billigere overalt i Unionen under betegnelsen chokolade - har disse multinationale ikke haft rist eller ro, før undtagelserne fra 1973 blev gjort til regelen, uden at bekymre sig om chokolademestrenes og kakaoproducenternes interesser. Den fælles holdning imødekommer fuldt ud deres krav, idet den foreslår, at en undtagelse, der respekterede en fødevaretradition i nogle af medlemsstaterne, ophøjes til almen og obligatorisk regel i alle 15 medlemsstater. Hæver man så i det mindste niveauet for, hvad man kræver af kvalitet, i samtlige medlemsstater? På ingen måde. Tværtimod. Man finder som sædvanlig sammen om mindste fællesnævner. Det eneste, der er alment, er en lavere grad af kvalitet, så man til sidst kan ende med en standardiseret eurosmag på bekostning af smagsoplevelsen. Og bevisbyrden i forbindelse med at påvise kvalitet påhviler paradoksalt nok den chokolademager, der fremstiller produktet håndværksmæssigt, og som kan glæde sig over, at det ikke er ham forbudt at oplyse, at han ikke har tilføjet andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør!!! Giver den nye tekst så i det mindste forbrugeren mulighed for lettere at skelne mellem ægte og falsk chokolade? Nej, for direktivets tekst er uvederhæftig, i det omfang den opererer med muligheden for at indføre en ekstremt præcis procentdel (5%) af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i fremstillingen af chokolade, når enhver ved, at vi ikke råder over en troværdig analysemetode, som kan kontrollere dette. Kommissionen fastsætter altså en procentandel, som den ved, det er umuligt at verificere. Sådan noget er at stikke folk blår i øjnene. Teksten indeholder ligeledes uhæderlige bestemmelser, når det drejer sig om mærkning. Parlamentet havde under førstebehandlingen, på initiativ af hr. Lannoye, meget belejligt vedtaget et ændringsforslag, ifølge hvilket det var obligatorisk, at der på produktets forside optrådte en letlæselig oversigt over, hvilke vegetabilske fedtstoffer varen indeholdt foruden kakaosmør. Dette ændringsforslag har Rådet ikke medtaget, og forbrugeren bliver således ikke korrekt oplyst. I alle lande kan forbrugere, som lægger vægt på autentisk chokolade, for fremtiden komme ud for, at betegnelsen chokolade helt lovligt kan dække et fuldstændigt forvansket produkt. Til fordel for en fællesskabsmekanisme, som uafladeligt har den effekt at udvande hver enkelts ansvar, udskifter man nu definitionen på et produkt, som er grundlæggende i vores ernæring, og det sker med det ene formål at give nogle multinationale mulighed for at maksimere deres profitter. Chokoladeelskere, nyd nu endelig religiøst jeres forestående påskeæg! Det bliver nemlig sidste gang, I kan være sikker på, at det er fremstillet af rigtig autentisk chokolade fra før den store harmonisering. Og efter chokoladen, hvad står så for tur?
+Mærkning, når først vi er i din vold ... Her er tale om et europæisk kendemærke, som vi ønsker at give fornyet gennemslagskraft. Dette miljømærke er, i lighed med det franske NF Environnemnt, frivilligt at benytte, det vil sige, at det er op til de industrielle producenter selv at anmode om det. Det hviler på princippet om en global tilgang, der medregner hele den cyklus, produktet har gennemlevet. Alle nationale mærker bør dog ikke skubbes i baggrunden. Forbrugerne, køberne har nemlig deres egne koder, og deres tillid er tæt knyttet til de logoer, som de kender. Et ønske om at erstatte det nationale logo ville endnu en gang genere borgeren, der som indbygger i Den Europæiske Union føler sig fortabt mellem indholdsfortegnelser, kvalitetsmærker, logoer og regionale denominationer ... en jungle af oplysninger. Man skulle næsten tro, man stod foran en æske chokolader ... Eftersom det ligger os på sinde at forsvare de små og mellemstore virksomheder, når det gælder om at få let adgang til det EF-miljømærke, som må komme, agter vi at give vores støtte til ordføreren.
+Fru formand, jeg støtter helhjertet Europas skridt til at blive et økovenligt kontinent. Denne foranstaltning er endnu et bevis på EU's engagement, når det gælder om at få en grønnere tilgang til sine politikker. Siden 1992 er EU-miljøblomsten blevet et symbol på miljøvenlige produkter, lige fra vaskemaskiner til skrivepapir. Men forbrugernes begejstring for grønne varer mangler stadig at blive matchet af industrien. De foranstaltninger, der er indeholdt i denne treårige strategi, vil forhåbentlig få producenterne med om bord. Storbritanniens Labour-regering er naturligvis gået i spidsen i kampen for at gøre vores planet renere. I Kyoto lykkedes det f.eks. mod al forventning for vicepremierminister John Prescott at få en aftale i stand om at nedbringe de samlede emissioner. Storbritannien er allerede godt på vej til at nå sit mål om at nedbringe kuldioxidemissionerne med 20% inden år 2010. Da den ikke finder, at det er nok, har regeringen for nylig sat målet op til 60-70% inden 2050. Parlamentet her bør anspore andre medlemsstater til at følge det britiske eksempel. De vil få deres chance til at gøre dette ved den forestående Kyoto-opfølgningskonference i Haag i november i år. Beskyttelse af planeten indebærer naturligvis meget mere end blot at gøre atmosfæren renere. Det indebærer også beskyttelse af det naturlige miljø på jorden. Også her går Storbritanniens Labour-regering i spidsen. Dens nyligt fremsatte lovforslag om naturfredning vil f.eks. yde større beskyttelse til udrydningstruede dyrearter end nogensinde tidligere. Endvidere vil lovgivningen om "retten til at vandre i naturen" give den britiske offentlighed frihed til at nyde vores smukke landområder. Fru formand, der er et uopsætteligt behov for sammenhængende foranstaltninger på lokalt, nationalt og europæisk plan for at gøre vores jord, hav og luft renere. EU-miljøblomsten er bare et element i den bredere miljøstrategi, der er brug for for at redde vores klode. Vores borgere ønsker at se konkret handling. De ønsker ikke at se mere varm luft fra politikere, der blot øger den globale opvarmning. Ved at udnytte EU-flower power kan vi alle bidrage til en renere og grønnere verden. Indstilling ved andenbehandling af Blokland (A5-0056/2000)
+Blokland giver med rette udtryk for alvorlige bekymringer over bortskaffelsen af affald, herunder forbrænding. Da jeg kommer fra et land, der for 90% af sit affalds vedkommende gør brug af lossepladser, er det min konklusion, at kontrolleret forbrænding er både nødvendig og uundgåelig. Den irske regerings engagement, når det gælder seriøs genbrug og affaldssortering, er langt fra klart. Affaldssortering, herunder anvendelse af organisk affald til kompostering, bør være en prioritet i enhver affaldsstrategi.
+Affaldshåndtering er en meget kompleks opgave, og lobbyvirksomheden er betydelig. Derfor har Den Europæiske Union vedtaget en global strategi for at imødegå denne store miljø- og sundhedsrisiko. Det direktiv, vi drøfter i dag, indgår i dette kompleks, da det er et forsøg på at opstille regler for termisk behandling af farligt eller ikkefarligt affald. Jeg må sige rent personligt, at jeg altid har været ængstelig over at se forbrænding af farligt affald og af ikkefarligt affald behandlet inden for rammerne af én og samme lovgivning. Jeg har allerede indviet salen i mine bekymringer og de spørgsmål, de rejser, under førstebehandlingen. Et flertal har udtalt sig for kombineret forbrænding, hvilket ikke stiller mig tilfreds. Derfor slås jeg i dag for, at der skal træffes forholdsregler for at garantere, at der ikke sker nogen svækkelse af normerne for emissioner fra farligt affald. Enhver ved, at mængden af affald, der skal forbrændes i Den Europæiske Union, vil stige. For så vidt angår kommunalt affald, forbrændte man 31 millioner ton i 1990, og tallet bliver på over 56 ton i år. Det er der flere grunde til, som har at gøre med forøgelsen af mængden af affald og med faldet i mængden af det affald, der køres på lossepladser. Man ved, at forbrænding af affald giver anledning til emissioner af substanser, som forurener luft, jord og vand ganske alvorligt, og som derfor er sundhedsfarlige. De forurenende substanser, der slippes ud, afhænger både af affaldets natur og den teknologi, der anvendes ved håndteringen af det. Derfor er vores bekymringer koncentreret om emissioner af tungmetaller, dioxiner og furaner. Debatten har især udkrystalliseret sig omkring de kombinerede forbrændingsanlæg. Jeg skal minde om, at disse anlæg anvender farligt affald som brændstof i produktionen af energi eller materielle elementer. Ganske vist fastsætter bestemmelserne i de relevante direktiver en grænse for anvendelsen af farligt affald på højst 40% af det anvendte brændsel. Denne procent er for høj! Der bør indføres særdeles strenge kontrolstandarder for disse forbrændingsanlæg, og disse standarder bør være lige så strenge som dem, man påtvinger krematorieovne. Endvidere må jeg insistere på, at denne generelle tilladelse til at anvende farligt affald ikke bør få os til at vænne os til at producere den slags affald. Der er rent faktisk en stor risiko for, at vi i morgen skal høre, at nu hvor der er investeret med henblik på at opføre medforbrændingsanlæg, bliver vi også nødt til at gøre dem rentable! Jeg afviser på forhånd heftigt den slags argumenter, som vil føre til, at man øger omfanget af transporter med farlige stoffer med alle de risici, det indebærer for miljøet og for sikkerheden. Min konklusion er, at samtidig med at man skal huske at sanktionere over for overtrædelser, og at man skal hjælpe de lokale myndigheder, som indretter deres forbrændingsanlæg efter standarderne, så skal man også holde fast i, at vores førsteprioritet er, og fortsat skal være, at forebygge produktionen af affald, uanset om det er farligt eller ikke.
+Den Europæiske Union har i de seneste år gået i spidsen med at udtænke nye affaldshåndteringsstrategier. Ja, målet med det direktiv, vi drøfter her i dag, er at mindske affaldsforbrændingens negative virkninger på miljøet og folkesundheden ved i betydelig grad at reducere emissionsgrænseværdierne for flere væsentlige forurenende stoffer. Dette direktiv søger også at kontrollere udledningen af affald i vores vandsystemer. Denne betænkning ligger nu foran os ved andenbehandling. Jeg bemærker mig, at en af henstillingerne fra Det Europæiske Råd er, at hvis en operatør af et anlæg, der forbrænder ikkefarligt affald, ønsker at begynde at forbrænde farligt affald, skal der foreligge en integreret forureningsforebyggelses- og kontroltilladelse. Jeg mener, at dette er et særligt fornuftigt forslag. Det er meget vigtigt, at Den Europæiske Union udfører et aktivt stykke arbejde med at fremsætte nye affaldshåndteringsforslag. I Europa er der blevet genereret affald i en størrelsesorden af over 1 kg pr. person pr. dag. 2 milliarder ton affald genereres i EU hvert år. Den Europæiske Union er bevidst om ét aspekt af vores affaldsbortskaffelsesproblem, og det er, at affaldsbortskaffelsens fremtid ikke ligger hos de lokale myndigheder på langs og tværs af dette land, der søger efter nye lossepladser. Der hersker voksende bekymring omkring de miljømæssige konsekvenser af lossepladser generelt. Intet mindre end et væsentligt skift fra afhængighed af lossepladser til mere integrerede affaldshåndteringsplaner vil være tilstrækkeligt. Den Europæiske Union støtter fuldt ud de strenge, ambitiøse, men opnåelige genbrugs- og genvindingsmål, der er blevet fastsat af den irske regering. Disse mål, som vil skulle nås over de næste 15 år, omfatter følgende: · En afledning af 50% af det samlede husholdningsaffald fra lossepladser. · En reduktion på mindst 65% af det biologisk nedbrydelige affald, der for nærværende sendes til lossepladser. · Udvikling af affaldsgenanvendelsesfaciliteter ved brug af miljøvenlig teknologi, der kan behandle op til 300.000 ton biologisk nedbrydeligt affald pr. år. Alle disse foranstaltninger afspejler en ændring i den offentlige mening om spørgsmålet om affaldshåndtering. Lossepladsernes dage er nu talte, og de må erstattes af mere miljøvenlige teknologier. Der er enstemmig støtte til denne holdning i alle 15 medlemsstater i Den Europæiske Union.
+Den imponerende mængde affald, som vores industrialiserede bysamfund frembringer, udgør ubestrideligt en af de store udfordringer, som Den Europæiske Union skylder sig selv at tage op i det 21. århundrede: Planeten bliver lidt efter lidt umærkeligt oversvømmet, og hvert år produceres der ikke mindre end 2.000 millioner ton affald i Fællesskabets medlemsstater. Under disse omstændigheder kan der ikke være tale om at acceptere, at dette affald håndteres ud fra, hvad der her og nu er forbundet med færrest omkostninger. Den blomstrende industri (med titusinder af job og milliarder af euro), som udfolder sig omkring dette voksende behov, har utvivlsomt meget, den skal opfinde for på korrekt måde at opfylde sin mission, især hvis den skal undgå selv at forurene under dække af at nyttiggøre. Affaldsforbrænding sender partikler af tungmetaller og dioxiner op i atmosfæren, rensningsanlæg skaber uønsket slam, og visse genbrugsmaterialer har endnu ikke fundet deres marked(er). Den bedst mulige beskyttelse af miljø og sundhed opnår man derfor ved at sørge for betydelige fremskridt i gennemførelsen af lovgivningen vedrørende affaldshåndtering, som ifølge en nylig rapport fra Kommissionen endnu langtfra er tilfredsstillende overført til de nationale lovgivninger. I den situation er det på sin plads at skubbe kraftigt til medlemsstaterne og deres industrier for at få dem til hurtigt at gøre sig de nødvendige anstrengelser for at tilpasse, for de førstnævntes vedkommende deres nationale lovgivninger til principperne om forsigtighed over for og beskyttelse af miljøet, og for sidstnævntes vedkommende deres teknikker med det formål at fjerne forureningsproblemet i stedet for at flytte det, men samtidig ville det være klogt af Europa-Parlamentet at skitsere realistiske veje til mål, som har en mulighed for at blive indfriet, frem for at give sig hen til sine lyriske tilbøjeligheder og svælge i idealistiske udsagn og derved skade sin troværdighed. Når det drejer sig om miljø, er det ved at opnå det umiddelbart mulige, at man bibeholder chancerne for at nå det varigt ønskværdige. Derfor har UEN-gruppen ikke stemt for ændringsforslag, som er uigennemførlige i vores stater, og hvis forudsigelige økonomiske konsekvenser ville vise sig at være skæbnesvangre. I øvrigt håber jeg i min egenskab af lokalt valgt, at en fusion og en forenkling af EF-direktiverne vil gøre det regelsæt tydeligere og mere håndterligt, som de amtskommunale planer for håndtering af affald skal arbejde inden for.
+Vedtagelsen af dette direktiv om forbrænding af affald, der skal gennemføres fra 2005, forbedrer betragteligt affaldshåndteringen i Europa ved at lægge større vægt på folkesundheden og beskyttelsen af borgernes rettigheder. Hvis dette direktiv trådte i kraft straks, men det sker desværre først i 2005, ville det i øvrigt være praktisk talt umuligt for den portugisiske regering at videreføre sin medforbrændingsstrategi. Da det i alle tilfælde er et direktiv, der sætter strenge tekniske, juridiske og procesmæssige begrænsninger for alle forbrændings- og medforbrændingsanlæg i Europa, fremgår det tydeligt, at den strategi, der følges i Portugal, er grundlæggende forkert. Selvom jeg kunne have ønsket, at man var gået længere i de begrænsninger, der skal indføres for forbrændings- og medforbrændingsprocesserne, kan jeg kun glæde mig over de opnåede resultater, eftersom direktivet: 1 - fastsætter strengere grænseværdier for emissioner, særlig af carbonoxider og støv; 2 - stiller forbrændings- og medforbrændingsanlæg lige med hensyn til grænseværdier og standser den særordning, som sidstnævnte har været omfattet af; 3 - giver utvetydigt udtryk for, at forbrænding og medforbrænding kun bør benyttes som sidste udvej, efter at alle andre tekniske muligheder er udtømt; 4 - fastsætter meget strenge betingelser for den samlede affaldshåndtering og for forbrændings- og medforbrændingsanlæggenes beliggenhed og dimensionering, betingelser, der skal være opfyldt, før godkendelse bevilges; 5 - øger de kompetente myndigheders mulighed for at gribe ind, hvis anlæggene ikke overholder grænseværdierne; 6 - drastisk begrænser muligheden for at anvende affald fra forbrænding og medforbrænding i f.eks. byggeri; 7 - indfører periodiske dioxinmålinger som et krav for forbrændings- og medforbrændingsprocesser; 8 - øger borgernes deltagelse i beslutningsprocessen om anlæggenes placering; 9 - sikrer, at der offentliggøres en årlig miljørapport om overholdelsen af grænseværdierne; 10 - betragteligt begrænser undtagelserne for anlæg med cementovne; 11 - for første gang fastsætter en grænseværdi for ammoniakemissioner (NH3) på grund af den forsuring af atmosfæren, som denne kemiske forbindelse forårsager.
+Forslaget til direktiv om forbrænding af affald er en kompleks og teknisk sag, og dets konsekvenser, både de økonomiske og de miljømæssige, skal omhyggeligt afvejes. Efter førstebehandlingen havde Europa-Parlamentet i høj grad sat sit fingeraftryk på debatten ved at foreslå en sammensmeltning af de to direktiver om forbrænding af husholdningsaffald og forbrænding af farligt affald. I dag mener jeg, at den fælles holdning, som Rådet har fremlagt for os, er et udmærket kompromis, som jeg kan slutte op om. Jeg vil dog gerne nævne et særligt punkt, nemlig spørgsmålet om kombineret forbrænding i cementindustrien, og retfærdiggøre min afvisning af to ændringsforslag. På den ene side første del af ændringsforslag 25, i tillæg II, som fastsætter emissionsgrænseværdier for cementindustrien, og især værdien på 15mg/m3 for støv. De fleste medlemsstater har i øjeblikket grænseværdier på 50mg/m3. I en costbenefitanalyse for nylig konkluderede Kommissionen, at værdier på 30mg/m3 er det bedste kompromis. At gennemtvinge normer på 15mg/m3 ville indebære en overdreven miljøomkostning og ville ikke være rentabelt. På den anden side genindfører ændringsforslag 14 om definitionen af kommunalt affald en definition af det blandede kommunale affald, uanset en sådan allerede er forudset i artikel 3, stk. 3. En forkert fortolkning af denne artikel kan føre til, at man udelukker brugen af kommunalt affald i cementindustriens ovne. Men netop denne type behandling opereres der med i mange offentlige myndigheders affaldsplaner. Denne stemme bringer mig ikke på kant med mine bekymringer for miljøet, eftersom kombineret forbrænding i cementindustrien ikke er specielt skadeligt for miljøet. Cementovnene er nemlig underlagt strenge regler for emissioner. Desuden er kombineret forbrænding undertiden en integrerende del af visse staters eller regioners politik for håndtering af affald på vilkår, som er både økonomisk og miljømæssigt acceptable.
+At skærpe reglerne for forbrændingsanlæg er i høj grad ønskværdigt. Det er dog tvivlsomt, om man bør opstille samme typer regler for anlæg beregnet til usorteret affald som for anlæg, der udelukkende anvendes til at håndtere visse affaldsfraktioner, det vil sige affald, som er sorteret. Anlæg til usorteret affald kræver mere avanceret udstyr. Når der stilles sådanne krav til alle typer forbrændingsanlæg, kan det medføre, at affaldssortering modvirkes, og at genindvinding og genanvendelse vanskeliggøres, inklusive kompostering af organisk affald. Vi svenske kristdemokrater vil derfor gerne opfordre Kommissionen til at tage nøje hensyn til disse synspunkter i det fortsatte arbejde med affaldsanliggender.
+Jeg har læst denne betænkning i min egenskab af borgmester, eftersom Kommissionens forslag hovedsageligt går på at styrke gældende lovgivning om kombineret forbrænding af kommunalt affald, hvilket, sagt i forbifarten, udmærket illustrerer, hvor nyttigt det er for et medlem af Europa-Parlamentet at kunne bestride det meget komplementære hverv som borgmester, en mulighed, som den siddende franske regering agter at fratage os på en både uretfærdig og absurd måde, for det kan ikke være i nogens interesse at afskære europaparlamentarikere fra deres bagland. Direktivets målsætning er rosværdig: Man skal forebygge og formindske de negative følger af forbrænding og af kombineret forbrænding af affald. Men vi kan ikke støtte det forslag, der har som sigte at underlægge alle anlæg de samme emissionsstandarder. Det er ikke den vej, vi skal gå for at komme til at gøre noget ved problemet med overkapacitet i de europæiske forbrændingsanlæg. Ordføreren er enig heri. Visse typer affald er det bedre at håndtere på et kombineret forbrændingsanlæg. Det er vores opfattelse, at nogle af de foreslåede ændringer af den fælles holdning reelt risikerer at forstyrre en justering af de eksisterende anlæg og at straffe kombineret forbrænding af farligt affald i cementindustrien, noget som i særlig grad berører Frankrig og Belgien. Vedrørende kommunalt affald vil jeg fremsætte flere bemærkninger. For det første er det ikke hensigtsmæssigt at skabe forvirring, hvad angår definitionen af "blandet kommunalt affald" i forbindelse med kombineret forbrænding. At sætte lighedstegn, som ændringsforslag 14 gør det, mellem "delvist sorteret affald" og "blandet, ubehandlet kommunalt affald" indebærer risiko for at indvirke negativt på affaldssorteringserhvervet, som vi prøver at udvikle, og hvorfra visse rester eller visse brøkdele kunne tænkes at blive medforbrændt. Hvis man på den anden side ændrede artikel 7-4 og på den måde trak betegnelsen "ikkebehandlet" tilbage i forhold til det kommunale affald, så ville det være det samme som at forbyde kombineret forbrænding af dele af det sorterede kommunale affald (papir, pap ...), som ikke kan genanvendes, medmindre det indsamles separat. Endelig kan vi ikke acceptere en sænkning af tærskelen på 6 ton i timen, over hvilken de eksisterende forbrændingsanlæg for kommunalt affald er underlagt en grænseværdi for atmosfærisk emission på 200 mg pr. kubikmeter for NOx, for amters og kommuners planer for tilpasningen af de eksisterende anlæg finder sted over denne tærskel (se tillæg V-a). Selvom vi udmærket ved, at forbrænding ikke er den perfekte løsning, så repræsenterer den et betydeligt skridt fremad for mange lokalsamfund, som i øvrigt har indvilget i betydelige investeringer for at udvikle en moderne forvaltning af den kommunale håndtering af husholdningsaffald og assimileret affald. Det skal man holde sig for øje, selvom overvejelserne og forskningen naturligvis må gå videre. Affaldsbehandlingsindustrien vil helt sikkert blive nødt til at udtænke mange nye løsninger for fremtiden, hvis den skal undgå selv at forurene. Vi bør følgelig udarbejde bredere strategier for affaldsforvaltning og aktivt begunstige forskning og udvikling på dette område, der er så centralt for lokalsamfundenes liv og fremtid.
+Jeg finder det utroligt i betragtning af hans UKIP-allieredes anti-Bruxelles-hysteri, at hr. Blokland har formået at fremstille et så overreguleret uhyre af en betænkning. Men mindst tre forslag vil gøre det muligt at slippe af med det antieuropæiske skidt, som hr. Blokland og UKIP falbyder, på en miljøvenlig måde. Formålet med disse forslag er at forbedre luftkvaliteten og beskytte folkesundheden. Forbrænding er ofte den mest effektive og sikre affaldsbortskaffelsesmetode. Undertiden kan den imidlertid slippe farlige kemikalier såsom dioxiner ud i atmosfæren. Det er derfor af vital betydning, at disse biprodukter overvåges og forhindres i at slippe ud i miljøet. Der findes allerede teknologi til at rense udledningerne fra affaldsforbrændingsanlæggene. Vi må blot sikre os, at den bliver anvendt. De fornuftige foranstaltninger, der er blevet foreslået af Kommissionen, bør tilskynde til anvendelse af denne teknologi. UKIP's hykleri får mig til at tabe vejret. Jeg vil opfordre UKIP til at forklare deres egne støtter, hvordan de kan være allierede med en så iøjnefaldende supporter af EU-overregulering. De foregiver at være eurokratens fjende, men de er helt klart hans ven. Jeg er bange for, at oprensningen af miljøet kan vise sig at være barnemad sammenlignet med opgaven at overtale UKIP til at få orden i egne rækker. Taberne vil beklageligvis være vores egne borgere.
+Hvis man skal tro, hvad man skrev i Antikken, så frembød bortskaffelse af affald allerede et problem i det antikke Rom, selvom samme affald siden da har henrykket generationer af arkæologer. Dengang var langt størstedelen af affaldet biologisk nedbrydeligt, hvilket langtfra er tilfældet i dag Vi har talt om chokolade. Nuvel, det er en udmærket måde konkret at illustrere problemet på, hvis man f.eks. følger den vej, som emballagen omkring en plade chokolade tilbagelægger fra skraldespanden til forbrændingsfabrikken, og på den måde opdager, at dette stykke aluminium udvikler giftige gasser. Når det drejer sig om affaldshåndtering, er vi oppe imod en ganske betydelig udfordring. Alligevel tror jeg, der er visse lande, som ikke er forberedt herpå, hverken materielt eller intellektuelt. I dag overlades en tredjedel af det husholdnings- og assimilerede affald, som håndteres af franske bortskaffelsesanlæg, til 300 forbrændingsanlæg. Forbrændingen medfører forurenende emissioner: Støv, metaller og dioxiner, som det er nødvendigt at få under kontrol ved hjælp af et system til røgbehandling. Reglerne for begrænsning af bortkastning er gradvist blevet strammet. Naturligvis er det nødvendigt med aktioner for at få reglerne overholdt, fordi det er nødvendigt at beskytte sundheden og miljøet, men vi ønsker ikke, for så vidt angår kombineret forbrænding, at anvendelsesområdet for og definitionen af disse anlæg bliver lavet om. Man skal passe på med ud fra ønsket om at konsolidere nogle af disse regler og komplicere andre ikke at vække mistillid til EU-lovgivningen på miljøområdet, som forkynder snart det ene snart det andet og dermed hensætter visse erhverv og industrier i stor uvished. På den anden side risikerer man, hvis man ændrer den lovgivning, der gælder for kombinerede forbrændingsanlæg eller for særlig håndtering af farligt affald, at afstedkomme omkostningsforvridninger, måske ligefrem en helt uforsvarlig "affaldsturisme". Der eksisterer en reel risiko, nemlig at man kommer til at begunstige den ene eller den anden industri på bekostning af de andre ved at indføre dårligt tilpassede grænseværdier, uanset at vi har brug for fire forbrændingsindustrigrene: én, der er specialiseret i farligt affald, én, der er specialiseret i ikkefarligt affald, kombineret forbrænding og forbrænding i anlæg med tilpasset brændsel. Jeg vil henlede mine kollegers opmærksomhed på et andet punkt, selvom det er sekundært. Ikke desto mindre er det efter min mening nødvendigt med et stykke kommunikationsarbejde oven på sammensmeltningen af disse direktiver. Befolkningen har nemlig det indtryk, at det hele, om det er specielt affald, farligt affald, ikkefarligt affald eller kommunalt affald, vil blive blandet sammen og få samme behandling, i én og samme ovn, i ét og samme anlæg. Følgelig forekommer affaldssortering dem at være unødvendigt på deres niveau. Der er derfor brug for et virkeligt stykke arbejde med at informere og forklare. Betænkning af Davies (A5-0062/2000)
+I denne debat om luftkvaliteten diskuterer vi via Davies-betænkningen indirekte problemet om tilstedeværelsen af ozon i den luft, der omgiver os. Alle specialister er enige om, at det er bydende nødvendigt at hæve standarderne for luftkvalitet, for at alle borgere i hele Den Europæiske Union kan være effektivt beskyttet mod den risiko, som tilstedeværelse af ozon i luften medfører for sundheden. Ozons indvirkning på helbredet er mangeartet: irritation af øjne, næse og svælg, åndedrætsbesvær, hoste, hovedpine osv. Ozon medvirker også til at udløse astmaanfald, forringe luftvejenes funktioner og øge bronkiernes reaktivitet. På længere sigt kan dette sågar medføre præmatur ældning af lungerne. En sådan konstatering er intet mindre end forskrækkende, og det er derfor med stor tilfredshed, jeg tager imod dette forslag til direktiv! Dets sigte er nemlig at ændre den eksisterende EF-lovgivning om ozon i overensstemmelse med kravene i Rådets direktiv 96/62/EF om evaluering og forvaltning af luftkvaliteten. Dette direktiv fastsætter nogle langsigtede målsætninger foruden nogle overgangsmål for ozon i den omgivende luft. Det indfører ligeledes et sæt normer med det formål at beskytte menneskers helbred og miljøet. Endelig opfordrer det medlemsstaterne til at holde øje med koncentrationerne af ozon og til at kommunikere resultaterne til offentligheden. Direktivet vil således blive et referenceinstrument for ozonniveauet i den omgivende luft. Når det gælder fastsættelsen af de langsigtede målsætninger, foreslår Kommissionen, at man benytter de retningslinjer, som Verdenssundhedsorganisationen vedtog i 1997 for luftkvaliteten. Det første mål er at forhindre, at disse lofter bliver overskredet og dermed at undgå de skadelige virkninger på menneskers helbred og på miljøet. Kommissionens forslag fastsætter dog ikke nogen dato for virkeliggørelse af disse mål. Det er beklageligt. Til en begyndelse opstilles der målværdier. Målet er at nå dem, i det omfang det er muligt, i år 2010. Disse værdier bygger ligeledes på WHO's retningslinjer, men der er plads til, at de kan overskrides et vist antal dage om året. Det skal understreges, at Kommissionens forslag ikke tager højde for de ændringer, der kan blive resultatet af de forpligtelser, Fællesskaberne har indgået omkring klimaændringsproblematikken. Disse forpligtelser forudser en reduktion på 8% for drivhusgassers vedkommende. Og hvis de overholdes, burde medlemsstaterne være mere ambitiøse, hvad angår målværdierne for reduktion af ozonniveauerne. Sammenfattende er jeg forholdsvis tilfreds med teksten i dette forslag til direktiv, for det udgør en vigtig etape for virkeliggørelsen af det hovedmål, der blev fastsat i det femte miljøhandlingsprogram: aldrig at overskride de kritiske niveauer for ozon i den omgivende luft. Betænkning af Myller (A5-0063/2000)
+Vi drøfter i dag et forslag til lovgivningsmæssig beslutning, som vedrører os alle direkte, idet det har som sit sigte at forbedre kvaliteten i den omgivende luft. Der er tale om et forslag til direktiv om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (et direktiv henhørende under rammedirektivet om luftkvalitet). Det hører hjemme i Fællesskabets femte miljøhandlingsprogram (PAE). Hovedmålet er at begrænse emissionerne af syredannende og eutrofierende forurenende stoffer og af forløberne for ozon med det formål at opnå en bedre beskyttelse af miljøet og af menneskers helbred mod de skadelige virkninger af forsuring og eutrofiering af jorden og af troposfærisk ozon. De lofter, der anføres i denne tekst, skal være overholdt allersenest i år 2010. Medlemsstaterne skal, set i lyset heraf, udarbejde programmer for en gradvis reduktion af deres årlige nationale emissioner og oplyse Kommissionen herom inden udgangen af 2002. Programmerne skal revideres og ajourføres i 2006. Medlemsstaterne pålægges ligeledes senest år 2010 at forberede og regelmæssigt ajourføre emissionsfortegnelser og forudsigelser om nationale emissioner af SO2, NOx, COV og NH3. Disse fortegnelser og forudsigelser skal hvert år indberettes til Kommissionen. Ordføreren har stillet ændringsforslag med det sigte at styrke dette forslag. Hun foreslår således, at der fastsættes strengere normer, som skal overholdes, for emissioner af de fire forurenende stoffer, der er tale om. Rent principielt kan jeg kun tilslutte mig sådanne forslag. For når det gælder sundheden og miljøet, skal man vise sig ambitiøs, hvis man vil gøre sig håb om at forbedre situationen. Det kan dog virke imod hensigten at sætte overlæggeren for højt op. Derfor tror jeg, det lige nu er bedre at holde sig til de mål, der er fastsat i de internationale konventioner, vel vidende at man altid kan revidere lofterne i lyset af de fremskridt, der er gjort. I øvrigt anmoder betænkningen Kommissionen om inden år 2004 at fremlægge nye ændringsforslag til direktivet. Den vil på denne måde kunne ændre de lofter, som er fastsat i teksten, de foreløbige miljømålsætninger og de nye foranstaltninger, som er indført for at sikre, at lofterne overholdes. Disse mulige korrektioner vil gøre det muligt at tilpasse direktivet de tekniske og videnskabelige fremskridt og skulle gøre det muligt eventuelt at nå målsætningerne for 2010. Det er efter min mening et godt kompromis. Ordføreren foreslår også, at der fastsættes måldatoer for at nå de vedtagne målsætninger. Det synes jeg er helt nødvendigt. For uden frister, der skal holdes, bliver teksterne alt for ofte blot hensigtserklæringer uden følger. I samme ånd bør der hurtigst muligt vedtages et sæt sanktioner, som skal kunne anvendes ved overtrædelser af direktivets bestemmelser.
+Vi går ind for, at EU gennem en rammelov fastlægger faste grænseværdier på miljøområdet, hvor de fleste problemer er generelle og grænseoverskridende. Medlemslandene har forskellige traditioner og forudsætninger, hvorfor de selv skal have ansvaret for gennemførelsen, så de fælles målsætninger kan opnås fuldt ud. Vi har valgt at stemme mod ændringsforslag 16 og 17, eftersom disse forslag undtager de små medlemslande fra kravet om at opnå de fastlagte miljømål på en alt for generel og unuanceret måde. Beslutningsforslag til Det Europæiske Råd i Lissabon
+Ambitionen om fuld beskæftigelse, et udtryk, som dukker op på dagsordenen, så snart der registreres en vis vækst, er bestemt en rosværdig intention, men hvis man ikke tager fat på arbejdsløshedens reelle årsager, så bliver den vanskelig at nå. Vi ved alle sammen, at på trods af væksten er skabelsen af job i Europa notorisk utilstrækkelig. De, der skabes, er tillige kendetegnet ved usikkerhed, ikke mindst når der er tale om job for kvinder og unge. Man må ud over blot at fremsætte hensigtserklæringer, de være sig aldrig så positive. Stillet over for meget stærke sociale forventninger er det ved at blive en hastesag at fastsætte målelige og verificerbare målsætninger. Jeg havde meget håbet, at man havde påtaget sig nogle forpligtelser i forhold til de forslag, der var formuleret i beslutningsforslaget fra min gruppe, f.eks. i form af: iværksættelse af en proces med reduktion af arbejdstiden, uden lønnedgang eller fleksibilitet; revision af direktiverne om de europæiske virksomhedskomitéer og kollektive afskedigelser, med det formål at styrke lønarbejdernes og deres faglige organisationers rettigheder og beføjelser, især ved fusioner og omstruktureringer; indførelse af en EU-skat på spekulative kapitalbevægelser og en styrket indsats mod bedrageri og skatteunddragelse. Jeg beklager stærkt, at man ikke tager fat på en ny type varig udvikling baseret på en mere retfærdig fordeling af rigdommen, på en øget købekraft i familierne og på en forstærket indsats i form af øgede offentlige og sociale investeringer. Af alle disse grunde vil vi ikke stemme for den fælles beslutning.
+Portugal, som har formandskabet i Den Europæiske Union i dette første halvår af år 2000, har besluttet i slutningen af denne måned, i Lissabon, at afholde et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd centreret om følgende problematik: "Beskæftigelse, økonomisk reform og social samhørighed - på vej mod et fornyelsens og kundskabens Europa". Jeg kan kun glæde mig over et sådant initiativ! For arbejdsløshed, fattigdom og den sociale udstødelse, der er resultatet, er svøber, som vi er nødt til at tage livtag med! Til det formål er der ingen vej uden om at udarbejde en sammenhængende og ikke mindst koordineret strategi sammen med samtlige medlemsstater! Allerførst skal vi sætte os nogle ambitiøse mål. Og det er de mål, som er nævnt i det portugisiske formandskabs dokument: tilbagevenden til fuld beskæftigelse, stabil vækst, en proces hen imod reel social samhørighed, lige muligheder og kamp mod fattigdomen. Som hr. Guterres, formanden for Rådet, har understreget, har vi været i stand til at koordinere vores økonomiske politikker forud for lanceringen af euroen. Den Europæiske Union bør nu tage udfordringen op og gøre noget lignende ved at foreslå nogle retningslinjer for en politik, der kan medføre beskæftigelse og social integration! Jeg glæder mig ligeledes over idéen om at fastsætte nogle kvantificerede mål og nogle pejlemærker, som skal nås, især for den årlige gennemsnitlige vækst i EU (3%) og for beskæftigelsesraten (70%). Som et supplement hertil synes jeg, det er uomgængeligt at indføre et gennemsigtigt system til justering af præstationerne, så man kan evaluere de fremskridt, medlemsstaterne noterer i virkeliggørelsen af disse mål, i form af et åbent system, hvor man lader sig evaluere af hinanden og koordineret. Dokumentet fra formandskabet insisterer ligeledes på en nødvendig styrkelse af den sociale konvergens og på modernisering af vores sociale sikringssystemer. En ufravigelig betingelse er naturligvis en garanti for høj beskæftigelse. Det sker ved at skabe arbejdspladser, i særdeleshed i servicesektoren, men ikke en hvilken som helst arbejdsplads, kvalitetsarbejdspladser. Det sker også ved at beholde arbejdspladserne i Europa, hvor tendensen i den seneste tid rent faktisk har været massive og systematiske fyringer. Og det sker ved at tilpasse arbejdskraften til de nye informationsteknologier. Jeg kan således for en stor del skrive under på dette program. Jeg håber, at målsætningerne under topmødet i Lissabon vil blive omsat i konkrete og ambitiøse forholdsregler, der er egnede til at tilfredsstille de legitime forventninger hos Europas borgere!
+Endnu et topmøde, denne gang på det portugisiske formandskabs initiativ, vil - angiveligt for at "fremme" forslag og foranstaltninger, der kan støtte beskæftigelsen og bekæmpe arbejdsløsheden - give sit bidrag til intensiveringen og styrkelsen af de neoliberalistiske, monetaristiske politikker, som bærer ansvaret for den aktuelle ugunstige situation, modarbejder enhver form for socialpolitik og beskæftigelsespolitik og fører til en drastisk forøgelse af arbejdsløsheden, ansættelsesmæssig usikkerhed, diskrimination, social udstødelse og større udbredelse af fattigdommen. Det er en selvmodsigelse, det er ironi og hykleri og en provokation af arbejdstagerne, når man som foranstaltninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden foreslår at styrke virksomhedernes konkurrenceevne ved at reducere arbejdsomkostningerne, gøre arbejdsmarkedet totalt frit og fleksibelt og styrke atypiske ansættelsesformer. Bevarelsen og styrkelsen af stabilitetspagten, den prioritet, der gives til kriterierne for nominel konvergens, og den måde, hvorpå socialpolitikken fuldstændig underkastes finansielle kriterier og krav, er netop det, som først bør bekæmpes og ændres, hvis vi vil tale om egentlige beskæftigelsespolitikker. Beskatning af overskudsgivende kapitalbevægelser, afskaffelse af skatteparadiser, bekæmpelse af skattesnyd og -unddragelse, omfordeling af rigdommen og indkomsten til fordel for arbejdssiden, kontrol af virksomhedsstøtte og en øjeblikkelig fjernelse af fordele forbundet med omlægninger, sammenslutninger og flytninger, der medfører masseafskedigelser, samt udvikling af en social beskyttelse, der er baseret på solidaritet og uafhængig af kommercielle og økonomiske interesser, ville være det, der blev prioriteret højest, hvis beskæftigelsen virkelig var i centrum for EU's opmærksomhed, og det ikke handlede om, hvordan man får arbejdstagerne til at sluge den bitre pille og narrer dem, så man begrænser de sociale reaktioner over for den arbejder- og befolkningsfjendtlige økonomi- og socialpolitik. Hvis målet var at forbedre arbejdstagernes levestandard, øge deres købekraft, sikre stabile arbejdspladser, styrke de offentlige og sociale investeringer, skabe ligestilling og bekæmpe alle former for diskrimination, hvad angår adgang til beskæftigelse og arbejdsmarkedsrelationer, ville der blive sat en stopper for de politikker, der bygger på privatiseringer, lave lønninger og manglende social beskyttelse, på fleksibilitet og midlertidigt arbejde og vedvarende udelukkelse af kvinder, unge og personer med særlige behov fra arbejdsmarkedet. Det, som styrkes af de økonomi- og socialpolitiske retningslinjer, det, som der i praksis arbejdes hen imod for arbejdstagerne, er imidlertid et mindsteniveau for fattigdom og ikke et mindsteniveau for velfærd. Velfærden begrænses til storkapitalen, der kan se frem til velmagtsdage, idet den får større og større immunitet, når man, angiveligt for at forbedre produktivitet og konkurrenceevne, deregulerer arbejdsmarkedet yderligere og forbryder sig mere og mere mod basale, tilkæmpede rettigheder på det sociale område og styrker den holdning, at den moderne (anti-)sociale stat kun bør sikre befolkningen et vist minimum på almisseniveau. De over 60 millioner mennesker, der er ofre for langtidsledigheden og den sociale udstødelse og i det hele taget alle europæiske arbejdstagere, har ikke i sinde at optræde sådan, som De så ivrigt forsøger at overtale dem til, og være "tilpasningsdygtige", "solidariske", "føjelige" og "samarbejdsvillige" over for sådanne valg. De vil komme til at se dem stå ubøjelige, kompromisløse og uvillige til at underkaste sig, og de vil kæmpe og kræve fuld og fast beskæftigelse og et socialpolitisk system, der omfatter sikringsordninger, sundhedsspørgsmål, pensioner og beskyttelse af arbejdsløse, reel ligestilling, kvalitetsuddannelser og god erhvervsuddannelse, De vil komme til at se dem kæmpe for et socialt, demokratisk og solidarisk Europa, et arbejdstagernes og befolkningernes Europa. Og De vil komme til at se os kæmpe ved deres side. (Mødet udsat kl. 13.35 og genoptaget kl. 15.00)
+Kære kolleger, næste punkt på dagsordenen er fælles drøftelse af fire betænkninger om menneskerettigheder, racisme, fremmedhad og antisemitisme.
+Fru formand, jeg vil gerne takke hr. Belder udtrykkeligt for hans betænkning. Racisme, fremmedhad og antisemitisme er også et alvorligt problem inden for Den Europæiske Union. Bekæmpelsen heraf hører til de fælles mål for næsten alle politiske grupper i Parlamentet. Parlamentet vil være parat til diplomatisk tilbageholdenhed på mange områder, men ikke i dette spørgsmål! Det er godt på den måde. Hr. Belder ved, at udvalget og jeg ville ønske, at man kunne omtale de pågældende problemer i ansøgerlandene specifikt og mere direkte. Nogle af ændringsforslagene af Ludford forsøger at korrigere dette. Derfor støtter jeg dem. Behandlingen af de sociale årsager til racisme i ansøgerlandene og af de meget vigtige sociale og beskæftigelsespolitiske konsekvenser af en konsekvent antiracistisk politik forekommer mig at være alt for generel. At hr. Belder var parat til at tale tydeligt om antisemitisme, hører til de vigtigste resultater i diskussionsprocessen. Også det skal De, hr. Belder, have tak for. Når man gennemgår de forskellige udtalelser fra Kommissionen, Parlamentet, Europarådet og Det Europæiske Observatorium i Wien, ser man, at antisemitisme optræder som en speciel og særlig farlig form for racisme i mange overskrifter, men også kun i overskrifterne. Der mangler næsten totalt en analytisk vurdering og specielle programmer til bekæmpelse heraf. I Kommissionens programmer i ansøgerlandene, hr. kommissær, er man endda nødt til at udelade "næsten". Det anser jeg for at være en uacceptabel forsømmelse, og jeg henvender mig specielt til Dem i denne sag. Antisemitisme er uden tvivl meget udbredt og eksisterer ofte latent, hvilket gør diskussionen vanskelig. Vi oplevede her i Parlamentet i formiddags en af dens mest modbydelige former, da den urgamle påstand om, at jøderne selv er skyld i antisemitisme, blev gentaget. Diskussionen bør dermed være en selvstændig og meget, meget konkret opgave for os og Kommissionen!
+Fru formand, R��dets forelæggelse af en første EU-redegørelse om menneskerettighederne var et velkomment bidrag til den igangværende debat. Jeg bifalder navnlig de oplysninger, den indeholder vedrørende menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina. Mens denne dialog kan spille en rolle og faktisk også gør det i forbindelse med behandlingen af menneskerettighedsproblemerne i Kina, vil den kun bære frugt, hvis Den Europæiske Union taler og handler med én stemme. Hidtil har EU-medlemsstaterne alt for ofte ladet sig afpresse af Kina. Ved tidligere møder i FN's Menneskerettighedskommission i Genève, hvor nogle medlemsstater rejste spørgsmålet om Kinas rystende menneskerettighedsforhold, blev de pillet ned én efter én med trusler om handelssanktioner fra Kina. At kapitulere over for Kina var både umoralsk og fejt. Det var umoralsk at give højere prioritet til handelsinteresser end til menneskerettighederne, og det står i iøjnefaldende kontrast til vores tilgang, når det gælder de bilaterale handelsaftaler, vi har med udviklingslande. Det var også fejt. Historien har gentagne gange vist, at den korrekte tilgang er ikke at lade sig kujonere af en tyran. Forsøg på at gå på kompromis tolkes altid som svaghed af tyranner, og Kina er en sådan tyran. Vi ser dette i dets reaktion på legitime internationale bekymringer omkring dets menneskerettighedsforhold. Det behandler den omkringliggende verdens synspunkter med foragt. Det var vi atter vidne til ved sidste uges konference i Den Nationale Folkekongres i Beijing. Dets krigeriske tone over for Taiwan er uacceptabel og en direkte indblanding i Taiwans præsidentvalg. Dets arrogance i dets behandling af Falun Gong-udøvere og dissidenter kan heller ikke tolereres. I Genève og andre steder bør EU benytte sig af enhver lejlighed til med én stemme at udtrykke sit mishag. Selvom jeg i høj grad går ind for Kinas optagelse i WTO, bør vi give Kina en dosis af dets egen medicin. Vi bør bruge disse forhandlinger som et magtmiddel til at sikre, at Kina ikke blot lytter til EU's bekymringer med hensyn til dets fortsatte overtrædelse af menneskerettighederne, men at det også gør en indsats for at forbedre sine forhold.
+Fru formand, kære kolleger, hvis vi vil forstærke beskyttelsen af menneskerettighederne i Unionen, er det vigtigt, at vi først bekymrer os om dem, som er mest sårbare, det vil sige de fattigste. Den første krænkelse af menneskerettighederne er, når man ikke giver alle mulighed for at leve anstændigt. Respekten for mennesket bør være det, der leder os, og denne respekt bør føre til, at fattigdom og elendighed ikke får mulighed for at ødelægge individer og familier, at børn ikke fjernes fra deres forældre på grund af fattigdom, og at de, som end ikke har ret til arbejde, ikke formenes retten til at slutte sig sammen. Målet er at skabe rimelige levevilkår for enhver borger. Enhver bør være sikret mod fattigdom og udstødelse. Enhver har ret til uddannelse, kultur og sundhed. Enhver har ret til en anstændig bolig og til en anstændig indkomst, som sætter ham eller hende i stand til at leve oprejst. Vi skal holde fast i at afvise fattigdom. Vi skal holde fast i, at enhver har ret til at have sin fysiske og mentale integritet, og at denne integritet forudsætter et anstændigt liv. Spørgsmålet er, om idéen om broderskab kan blive et nøglebegreb for det 21. århundrede. Behovet for drømmen er stærkt i ethvert menneske, og broderskab er i dag det, der bedst udtrykker det væsentligste af, hvad vi forventer til gavn for de fattigste. Det er idéen om broderskab, som giver solidariteten mening, som afviser udstødelse og ensomhed, og som gør det muligt at respektere forskelle. Det er broderskabet, som skal inspirere de fattigstes rettigheder. Vores århundrede bliver fremskridtets århundrede, et århundrede, hvor de vildeste utopier skal blive til virkelighed. Broderskab er en af disse utopier, og sammen, kære kolleger, skal vi virkeliggøre dem.
+Fru formand, ærede medlemmer, vi vier endnu en gang en del af vores forhandlingstid til et af de ædleste emner for vores parlamentariske arbejde, beskyttelsen af menneskerettighederne, uanset hvilke de er, og uanset hvor i verden det er. Jeg vil gerne takke Præsidiet for den kloge beslutning, at vi skal diskutere disse fire betænkninger under ét. Selvom vi ikke har tid til at vie hver enkelt den opmærksomhed, som den fortjener, så udelukker vi dog ikke, når vi diskuterer menneskerettighederne ude i verden, også at se nøje på, hvad der endnu står tilbage at gøre hér inden for EU's område. Selvom vi lykkeligvis inden for EU ikke støder på så grove krænkelser som dem, der vækker vores bekymring i andre stater, er det dog sådan, at vi også i vores medlemsstater skal højne respekten for disse rettigheder, økonomiske og sociale rettigheder, borgerlige og politiske rettigheder, hvor særligt skal fremhæves respekten for privatlivets fred og beskyttelsen af data om individet, børns, kvinders og flygtninges rettigheder. Hvad angår politi- og fængselsvold og kampen mod racisme og fremmedhad, har vi stadig meget at gøre. Hvad angår tredjelande, er det helt afgørende, at EU har en fælles strategi, som Rådet skal udarbejde sammen med Europa-Parlamentet, og som skal gøre alle EU's politikområder, særlig samarbejds- og udviklingspolitikken, til et sammenhængende hele. Det er urimeligt, at vi på grund af realpolitik stiller større krav nogle steder end andre, at vi ser med større overbærenhed på nogle stater end på andre, og at vi viderefører samarbejdspolitik med stater, der ikke respekterer individets grundlæggende rettigheder, hvor retsstaten ikke fungerer, og hvor grove uregelmæssigheder ikke straffes. Hvis vi fortsat støtter lande økonomisk og politisk, hvor den slags foregår, er vi medskyldige i forhold til regimer, der ikke respekterer menneskerettighederne, og hvor vi med rette kan spørge, om den humanitære hjælp når ud til de befolkninger, hvis udvikling vi ønsker at fremme, eller om det kun er til fordel for nogle lederes forfængelighed, rigdom og hemmelige bankkonti.
+Fru formand, mit indlæg drejer sig om betænkningen af hr. Haarder, som jeg gerne vil lykønske, da hans betænkning efter min mening er komplet, velafbalanceret, informativ og udtømmende. Desværre blev den en smule forringet af nogle uhensigtsmæssige tilføjelser - som ordføreren ikke ønskede - af specifikke spørgsmål om nationale polemikker, der ikke har meget at gøre med den europæiske menneskerettighedsdimension. Det har Di Pietro, Schulz og Cossutta allerede været inde på. Spørgsmålet om det tidligere italienske kongehus' eksil er til behandling i Europa-Parlamentet. Det er overraskende, at de stærke tilhængere af det subsidiaritetsprincip, som Cornillet gentog her, er de samme som dem, der kræver et europæisk indgreb for at ophæve bestemmelser af nationalpolitisk karakter. Det er overraskende, at man ønsker at gøre et omtvisteligt spørgsmål, der vedrører retssystemet, til et spørgsmål om respekt for menneskerettighederne. Man ønsker at gennemtvinge en karriereadskillelse for dommerne og at hindre, at politikere dømmes af dommere, der er med i de faglige sammenslutninger, som Europarådet anser for at være værdifulde dialogpartnere. Man kræver, at ingen af dem, der har udøvet hvervet som statsadvokat, må udøve hvervet som dommer. I Frankrig og Italien gælder den modsatte regel af enhedskarrieren, hvilket ikke er tilfældet andre steder, men udfaldet er det samme. F.eks. har hr. Brüner, som vi lige enstemmigt har udnævnt til direktør for OLAF, været dommer i Tyskland. Først var han dommer, herefter statsadvokat og så dommer igen, hvorefter han på ny blev statsadvokat, og dette skete uden at forarge nogen og uden at overtræde nogen menneskerettigheder. I Italien bliver spørgsmålet i dag genstand for en kommende folkeafstemning, men det har naturligvis ikke noget at gøre med hr. Haarders udmærkede betænkning, der under alle omstændigheder fortjener vores støtte. Denne støtte må ikke blive mindre på grund af dette beskedne forsøg på at bruge en forsamling, der bør behandle spørgsmål af en helt anden seriøsitet og værdighed, til nogle forkerte formål, sådan som en stor del af indlæggene i dag har vist.
+Fru formand, mine damer og herrer, hvis man stadig kan betragte forholdene en smule fordomsfrit, kan man konstatere, at der bredt i Parlamentet helt sikkert ikke er nogen spor af racisme. Selvom man diskuterer en betænkning om racisme i Parlamentet, skyldes det ikke racismen i Parlamentet, men nærmere betænkningen. I denne betænkning siges der f.eks. ikke kun noget prisværdigt om bekæmpelse af racisme, men der behandles også emner som tredjelandsstatsborgeres valgret i bestemte stater eller tjenestemandsretten - adgangen til de offentlige institutioner - som man kan afgøre sådan eller sådan, men som ikke har det mindste med racisme at gøre. Og netop i forbindelse med disse holdninger bliver denne betænkning til et smudsigt makværk - det ønsker jeg at sige tydeligt. Her misbruges og sælges bekæmpelsen af racisme, som vi alle er forpligtet over for, billigt for små politiske mønter. Derfor får betænkningen i den nuværende form heller ikke vores godkendelse. Jeg er afgjort imod, at man bagatelliserer racismen på denne måde, når man som sagt på denne måde gør den til genstand for en politisk diskussion. Det er vores graverende kritik af fremgangsmåden i denne betænkning. Vi er alle imod racisme. Vi yder alle et bidrag til bekæmpelsen heraf. I den forbindelse burde der være bred enighed her i Parlamentet. Det går imidlertid ikke, at dette begreb indlemmes for den ene del af Parlamentet, og at der dermed føres en politisk kamp. Vi skal derimod fastholde, at et sådant emne skal behandles som acceptabelt for alle, og det er ikke tilfældet her.
+Fru formand, jeg lykønsker de fire ordførere med deres arbejde og navnlig baronesse Ludford for at forelægge et stykke arbejde, som jeg blandt andre hjalp med til at igangsætte for næsten 15 år siden med det første Undersøgelsesudvalg om Racisme og Fascisme i Europa, hvis ordfører var et fremragende medlem af Kristdemokraterne og af Nea Dimokratia, Dimitrios Evregenis, om hvis arbejde hr. Le Pen har sagt, at han vil gøre alt, hvad der står i hans magt, for at sørge for, at det ikke bliver ført ud i livet. Jeg vil gerne komme med to kommentarer til de betænkninger, der ligger foran os: én til Belder-betænkningen, der indeholder en version af et ændringsforslag, som jeg har fremsat, vedrørende behandlingen af de russisktalende mindretal i Estland og Letland. Jeg mener, at det hører hjemme her. Det, der skete for 15 år siden i Østrig, var, at hr. Haider rent faktisk forfulgte det slovensktalende mindretal dér. Kun få af os ønskede at stille os op og sige noget dengang. Vi må fortælle esterne og letterne, at deres udsigter til at komme med i Den Europæiske Union vil blive så meget ringere, hvis de fortsætter med denne behandling. For det andet er der til Ludford-betænkningen blevet fremsat en række ændringsforslag af Kristdemokraterne, hvori de rejser indvendinger mod en række afsnit, som var med oprindeligt i Evregenis-betænkningen for 15 år siden - og som blev godkendt af Kristdemokraterne dengang - om ændring af personalevedtægten for at gøre det muligt for medlemmer af de etniske minoriteter at blive ansat i EF-institutionerne. Hvad jeg ikke forstår med hensyn til stemmeretten og udvælgelsen af kandidater fra de etniske mindretal er, om de ikke har nogen institutionel hukommelse, eller om deres politiske stilling har ændret sig, hvilket er en mere ildevarslende udvikling.
+Fru formand, jeg støtter ligesom min gruppe med begejstring Haarder-betænkningen om menneskerettigheder, fordi vi har fundet en meget god linje heri, og det er der mange gode grunde til. Min gruppe og jeg har dog de største forbehold over for Ludford-betænkningen, fordi der under etiketten bekæmpelse af racisme og fremmedhad diskuteres mange politiske foranstaltninger, som intet har at gøre med en analyse, og som overhovedet ikke har mistet noget i denne betænkning, naturligvis ud over mange andre foranstaltninger, som vi absolut støtter. Jeg vil også gerne angive, hvilke punkter vi ikke kan acceptere, og hvorfor. Det er de punkter, der ligger uden for den angivne betænkningsperiode 1997-98. Og hvis Sarah Ludford mener, at betænkningen beskæftiger sig med 2000, må hun have clairvoyante evner, for dette år står jo stadig for døren. For det andet vender vi os imod alle de punkter, som taler imod det grundlæggende princip om solidaritet. Hr. Nassauer har allerede påpeget, at der kræves indgreb i tjenestemandsretten. Her skal man også spørge forfatteren, om hun allerede har forsøgt at få fodfæste som tjenestemand i f.eks. Marokko. De tjenestemandsmodtagelser, der finder sted i et medlemsland og ligeledes hos politiet, er udelukkende det pågældende medlemslands sag. For det tredje nævnes der punkter, som ikke hører hjemme i betænkningen, f.eks. tredjelandsstatsborgeres valgret ved valget til Europa-Parlamentet eller kommunalvalgene. Det sidste punkt er meget vigtigt for mig. Som østriger kan jeg ikke acceptere en betænkning, som vender sig mod mit land, Østrig, på en meget ukvalificeret og meget uberettiget måde, og som udtrykkeligt bifalder og støtter De 14's partipolitisk motiverede handling og uretfærdige boykotforanstaltninger. Det er foranstaltninger, der i sidste ende retter sig mod ungdommen, erhvervslivet, sporten og Østrigs befolkning. Og det hører ikke hjemme i betænkningen. Betænkningen holder ikke, hvad titlen lover!
+Fru formand, tak til hr. Haarder for et grundlæggende meget fint stykke arbejde. Der er dog et punkt, hvor jeg må sige, at jeg er uenig med ordføreren. Da jeg læste den danske udgave af hr. Haarders betænkning, så troede jeg et kort øjeblik, at hr. Haarder var blevet klogere med årene, og jeg havde taget til efterretning, at der nu findes en dom fra den danske højesteret, der fastslår, at de såkaldte "eksklusivaftaler" ikke er i strid med menneskerettighederne. Jeg troede og håbede, at jeg kunne erklære mig enig med hr. Haarder i at understrege den enkeltes ret til medlemskab af faglige sammenslutninger. Men når man læser betænkningen på andre sprog, så kan man se, at hr. Haarder ikke er blevet klogere, eller også skjuler han det bare godt. I nogle uklare formuleringer ser det ud, som om ordføreren fortsætter sit korstog mod den danske model, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere kan aftale, at kun medlemmer af en bestemt fagforening kan blive ansat i en bestemt virksomhed. Ingen berøves retten til arbejde, ingen berøves retten til at blive optaget i en fagforening, men enkeltpersoner kan ikke nyde godt af vidtgående sociale aftaler uden også selv at være medlem af netop den fagforening, der har skabt aftalerne. Hr. Haarder går langt videre i sit angreb, for han forsøger indirekte at styrke de fagforeninger, der ikke anerkender netop de kollektive kampskridt, som har bidraget til at skabe den velfærd og de menneskerettigheder, som vi har brugt hele dagen på at debattere.
+Fru formand, jeg kan se, at De ikke har kaldt på hr. Hernández Mollar, og han havde givet mig sit indlæg, så jeg kunne tale for ham. Jeg vil derfor, fru formand, anmode om, at De giver mig hr. Hernández Mollars to minutter, så jeg kan fremlægge hans bidrag, og derefter de fire minutter til mit eget indlæg, hvis De ikke har noget at indvende. Jeg går over til at fremlægge hr. Hernández Mollars indlæg. Mine damer og herrer, fru formand, forhandlingen om fremmedhad og racisme er altid en forhandling af stor politisk og social betydning. Ludford-betænkningen indeholder nogle meget acceptable punkter, som enhver demokrat kan og skal ratificere, men den indeholder også nogle punkter, som går længere, end der er politisk eller endog juridisk baggrund for. Unionsborgerskabet er et abstrakt begreb, som mangler retlig gyldighed. Medlemsstaterne regulerer deres borgeres politiske rettigheder i kraft af deres egne demokratiske love, ligesom det er tilfældet i mange af de oprindelseslande, som de borgere, som indvandrer til europæiske områder, kommer fra. At anmode om politisk deltagelse i lokale, nationale eller europæiske valg, eller endog om adgang til offentlige embeder for dem, der ikke er statsborgere i medlemsstaterne, uden overhovedet at overveje gensidighedsprincippet, er at gå længere end, hvad der er politisk realistisk, og hvad der er juridisk baggrund for. Det er umuligt at efterkomme et forslag af denne art, og jeg anmoder derfor fru Ludford om at trække det tilbage, så man kan stemme for hendes betænkning. Fremmedhad og racisme skal bekæmpes gennem uddannelse, arbejdsmæssig og social integration, særlig hensyntagen inden for bolig- og sundhedsområdet eller de sociale bistandsydelser, men lad os ikke forfalde til demagogi i et spørgsmål, der især kræver stringens og seriøsitet. Det var så hr. Hernández Mollars indlæg. Og nu begynder mit, fru formand. Eksistensen af en samling af grundlæggende borgerlige, økonomiske, sociale og politiske rettigheder, som garanteres fuldt ud af forfatningerne og af de offentlige myndigheder, er et af de væsentlige kendetegn ved den moderne vestlige civilisation. De forskellige chartre og erklæringer om rettigheder, som i første omgang har kendetegnet den europæisk-amerikanske historie og siden også verdenshistorien, er nogle milepæle, som adler menneskehedens kollektive liv, og som på baggrund af kristne værdier og Oplysningstidens anskuelser har ført det frem til det nuværende demokratiske ideal. Den Europæiske Union har altid betragtet respekten for de grundlæggende menneskerettigheder som en af grundpillerne i den ånd, den har bygget på, og den har ciseleret dem i titelbladet på traktaterne om oprettelse af Fællesskabet. Uden denne uomgængelige bestanddel i vores moralske opfattelse af den sociale opbygning ville selve Unionens eksistens være meningsløs, for ud over at den fastsætter reglerne for et omfattende område med økonomisk frihed, ønsker borgerne i de 15 medlemsstater mere end noget andet at være et eksempel for resten af verden på en samvittighedsfuld respekt af disse rettigheder. Men denne faste og utvetydige vilje skal udøves inden for de retlige rammer og ikke mindst med sund fornuft. Statsborgere fra stater, som ikke er medlem af Unionen, og som opholder sig lovligt inden for vores område, skal behandles på lige fod med borgerne i medlemsstaterne med hensyn til adgang til uddannelse, sundhed og social sikring. Og alt dette skal ske med fuld respekt af deres religiøse tro og særlige kulturelle kendetegn. Selv det mindste udbrud af racisme, intolerance eller fremmedhad skal rives op med rode i enhver medlemsstat, hvor det måtte opstå. Men en ting er den administrative egenskab af bosiddende, og noget andet er den politiske egenskab af unionsborger. Borgerne i Unionen er det i politisk forstand, fordi de er borgere i en af medlemsstaterne, og det bemyndiger dem til fuld politisk deltagelse og i særdeleshed til at afgive deres stemme ved valgene, til at påtage sig repræsentative forpligtelser som folkevalgte eller ansøge om faste stillinger i de offentlige forvaltninger. Den kunstfærdige opbygning af et europæisk unionsborgerskab, som ikke opfylder den indledende og uomgængelige betingelse om at være statsborger i en medlemsstat, om et europæisk unionsborgerskab, som svæver over forfatningerne i de medlemsstater, som udgør Unionen, og som hverken har et retsgrundlag eller et solidt politisk grundlag, og som man i al hast giver til indehaverne af pas fra tredjelande, uanset hvor bosiddende de end måtte være, giver anledning til forvirring og risikerer at krænke statsborgernes rettigheder i de 15 medlemsstater. Den Europæiske Union skal være et område, som tager venligt imod fremmede, som er åbent for alle de personer, der kommer for at bidrage med deres indsats og deres arbejde til den generelle fremgang, eller som søger asyl eller tilflugt på grund af undertrykkelse eller forfølgelse. Men et fuldt politisk statsborgerskab skal opnås i overensstemmelse med den enkelte medlemsstats lovgivning. På sin berømte Sorbonne-konference "Hvad er en nation" advarede Ernest Renan os om ikke at forlade det grundlæggende princip om, at mennesket er et moralsk fornuftsvæsen, før det bliver udstyret med dette eller hint sprog, før det bliver medlem af denne eller hin race, før det bliver et menneske, som hører til denne eller hin kultur. Mange af tragedierne i Europa i det 20. århundrede skyldes, at man har glemt disse vise ord. Lad os derfor genopfriske hukommelsen som anført af Renan, men uden at ty til urimelige og moralske overdrivelser.
+Fru formand, jeg vil gerne ønske hr. Belder tillykke med hans betænkning. Den vil jeg gerne behandle i dag. Der kommer mange relevante punkter frem i betænkningen. Og der er mange, for spørgsmålet om racisme og diskrimination i ansøgerlandene kræver megen opmærksomhed. Jeg håber, at ansøgerlandene til EU anvender de udtalelser, som betænkningen indeholder. Jeg håber endvidere, at vores fremtidige partnere, udvidelseslandene, hurtigt tilslutter sig det fælles handlingsprogram mod diskrimination, som Parlamentet drøfter om kort tid. Jeg koncentrerer mig imidlertid om situationen vedrørende romanibefolkningen, også kaldet sigøjnere. Store dele af romanibefolkningen i ansøgerlandene lever under meget dårlige forhold. De er tit offer for mange former for diskrimination. Under det kommunistiske styre var de underkastet en assimilationspolitik, og derefter, i 1989, blev de mere eller mindre overladt til deres egen skæbne. Længe var der megen lidt opmærksomhed om deres skæbne, men heldigvis var Europarådet det første, der fik øjnene op. Nu har Kommissionen, med henblik på udvidelsen, med rette sat problemet øverst på prioritetslisten. I de involverede ansøgerlande er mange regeringer endvidere blevet aktive på dette område. Mange af os har også lagt mærke til den pludselige strøm af grupper af sigøjnere til enkelte medlemsstater. Parlamentet vil gerne vide mere om og modtage en liste over EU's og Kommissionens handlinger og hensigter og anmoder derfor Kommissionen om et sammenhængende program, ud fra en styrket koordination, med målsætninger og tidsskemaer. Vi vil, at EU engagerer sig mere direkte for at gøre noget ved romanibefolkningens problemer. Ikke kun Kommissionen, men også Parlamentet burde gøre mere ved det. For det første ud fra en mere omfattende fremgangsmåde. Det drejer sig ikke kun om at bekæmpe diskrimination og forandre menneskenes mentalitet. Der skal også gøres noget ved årsagerne til diskriminationen. Regional udvikling og en god socialpolitik er uundværlige i den forbindelse. Romanibefolkningen bor ofte i områder, hvor alle har det vanskeligt. Der skal udarbejdes en handlingsplan ud fra et lokalt perspektiv. De lokale samfund og ledere spiller den vigtigste rolle ved løsningen af romanibefolkningens problemer. Der skal udarbejdes forbedringsprogrammer på det plan inden for undervisnings-, bolig- og arbejdsområdet, og de skal organiseres således, at hele befolkningen har fordel af dem. Lokalt samarbejde er derfor også et godt våben mod fordomme og diskrimination. Den negative kæde af tilbagestilling og diskrimination kan kun brydes på lokalt plan. Det er endvidere vigtigt, at romanibefolkningen selv gør en indsats. Det er efter min mening også nøgleordet. Romanibefolkningen skal gøre sig mere gældende. Den skal involveres direkte og gøres medansvarlig ved forbedringen af dens forhold. En officiel anerkendelse af romanibefolkningen som mindretal kan efter min mening bidrage til større politisk selvstændighed. Det er endvidere nødvendigt med flere særaktioner for at ændre mentaliteten. Tendensen til diskrimination stikker ofte dybt, også i statsapparatet. Det kræver særlig opmærksomhed. Jeg slår til lyd for et tæt samarbejde mellem EU og Europarådet. Vi skal anvende den ekspertise, som er udviklet der, bedre. Til sidst understreger jeg, at det især er nødvendigt med hurtige og synlige resultater. Med megen god vilje er der sat mange aktioner i gang, og EU er også meget aktiv. Det er i sig selv prisværdigt. Men samtidig anmoder jeg Kommissionen om at stræbe efter hurtige og synlige resultater med den første udvidelse af EU som mål, så vi kan vise vores egne borgere, at vi har gjort noget ved sagen. Nogle investeringer kræver megen tid, og det varer længe, inden de virker, men andre ting, såsom boliger og løsning af beskæftigelsesproblemet, kan hurtigt give synlige resultater. Ansøgerlandene skal nu selv gøre noget ved romanibefolkningens problemer, for det er der, de mennesker bor. Det skal gøres så hurtigt som muligt for at undgå, at det om seks år er vores problem.
+Hr. formand, menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og retsstaten er udgangspunkter og målsætninger i enhver politik. Vi tager dem for givet, men i det ellers så civile Europa lader det til, at dette ikke er tilfældet. Vores kollega Haarder har beskrevet situationen for os i de 15 medlemslande, og resultatet er, at der uden tvivl stadig er meget, der skal gøres. Jeg vil nævne et par eksempler. Det er utilladeligt og n��sten foruroligende, at der i dag stadig er nogle lande, som fordømmes af Amnesty International på grund af deres manglende overholdelse af de mest elementære menneskerettigheder. Det er absurd, at visse stater - og mit hjemland er desværre også en af dem - er blevet dømt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for retssagernes alt for lange varighed. Det er ligeledes uforeneligt med ethvert menneskerettighedsprincip, at der i nogle medlemslande stadig gælder en bestemmelse om eksil. Hvis EU ønsker at blive udvidet og at være et harmonisk system, som er et forbillede for det internationale samfund, er det selvfølgelig nødvendigt med en kraftig og konsekvent reaktion fra EU-institutionernes side, men det er også nødvendigt, at vi alle sætter os ud over vores nationale politiske interesser og gør det, der er bedst for Unionen, i kraft af en politisk og ikke mindst menneskeligt ansvarlig stemme om disse emner. Vi er alle sammen godt klar over, at denne betænkning ikke bliver bindende for vores regeringer. Så længe charteret for grundlæggende rettigheder ikke er færdigt, og så længe det ikke er medtaget i traktaterne, vil vores holdning ikke kunne være andet end en opfordring til medlemsstaterne. Den politiske ansvarlighed burde dog overvinde denne hindring. På et tidspunkt, hvor Unionen forsøger at indføre en selvstændig hær for at kunne gribe ind de steder, hvor retsstaten anfægtes, og på et tidspunkt, hvor Københavnskriterierne er en vigtig del af EU's acquis, som ansøgerlandene skal implementere, er det uacceptabelt, at menneskerettighedssituationen i de 15 lande stadig er så uensartet. Vi skal gå videre og opfordre vores regeringer til at være europæere helt igennem. Der er mange før mig, som allerede har sagt, at Den Europæiske Union hverken må eller skal være ensbetydende med økonomi alene. Den Europæiske Union er noget meget dybere, den har fælles rødder og en drøm, som vi skal kæmpe for, ikke mindst ved hjælp af de borgerlige rettigheder.
+). (EL) Hr. formand, vi kunne godt sige, at dagens møde er en festligholdelse af menneskerettighederne. De, som har bagtanker, kunne sige, at Europa holder justits over sine skyldsspørgsmål. Jeg ser sådan på det, at Europa genvækker sine håb og fremtidsperspektiver. Menneskerettighedsspørgsmålene er en vigtig kapital og et grundlag for den europæiske udvikling. Og på dette område må vi under ingen omstændigheder give køb. Vi opstiller diverse kriterier for de lande, der skal optages i EU, og for andre lande i alle verdenshjørner. Et eksempel er dødsstraf. Og dog eksisterer og anvendes dødsstraffen hos en af vores allierede, USA - for at give et eksempel på international ironi. Jeg siger dette for at understrege, at hvis vi vil bygge et Europa, som har de humanistiske principper som grundlag, må det aldrig gøre indrømmelser i politisk pragmatiske spørgsmål, hvor imødekommende over for fremtiden dette end ville være. Det er fire gode betænkninger, vi skal stemme om. Det er nødvendigt med nogle forbedringer, og jeg tror, hele Parlamentet vil tilsidesætte pragmatismen og bagtankerne og bidrage hertil. Navnlig Belder-betænkningen, som vedrører ansøgerlandene, er en udmærket betænkning, som jeg håber ender med at blive endnu bedre. Og jeg vil give efter for fristelsen til at forbedre kvaliteten og som et bidrag og et samtykke læse to sætninger, to forslag, som vedrører to af ansøgerlandene. Vedrørende Cypern: Cypern opfylder Københavnskriterierne, men som en sidebemærkning skal det indrømmes, at der desværre kun er sket meget få fremskridt, hvad angår Cyperns politiske deling. Vedrørende Tyrkiet: Kommissionens rapport viser ingen fremskridt i det grundlæggende kurdiske spørgsmål. Kort sagt opfylder landet fortsat ikke Københavnskriterierne. Vi går ind for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union. Men vi bør ikke give køb på principper, ligegyldigt hvem vi har med at gøre.
+Fru formand, hr. formand for Rådet, ærede kommissærer, jeg vil især sige én ting til Belder-betænkningen: Den er glimrende, meget seriøs og meget vigtig. Jeg støtter den fuldstændigt. Den er baseret på de europæiske grundlæggende værdier, som selv går kraftigt imod racisme, fremmedhad og antisemitisme. Efter min mening må kun den, der bruger disse grundlæggende værdier som basis i Den Europæiske Union, også udøve kritik udadtil dér, hvor disse grundlæggende værdier krænkes. Derfor tror jeg, at den debat, der føres i forbindelse med den østrigske regering, når den føres seriøst, er så vigtig, fordi den netop handler om at kæmpe for disse europæiske grundlæggende værdier og repræsentere dem indadtil og udadtil. Der er forskellige grupperinger i ansøgerlandene, i kandidatlandene, som i særlig grad fortjener vores hensyntagen, vores opmærksomhed. De første, som jeg vil nævne, og det er også allerede blevet sagt, er romani- og sintibefolkningen, der er en meget stor befolkningsgruppe. Med hensyn til denne gruppe må vi seriøst overveje, hvordan vi kan integrere den i samfundet på en fornuftig måde. I den forbindelse må man også tilstå, at det er et problem, fordi romani- og sintibefolkningen selv har forskellige forestillinger om, hvordan denne integration kan fungere. Men vi skal hjælpe dem med hensyn til uddannelse. Vi skal hjælpe dem med at finde et arbejde, og vi skal yde et stort oplysningsarbejde, således at det, der skete for kort tid siden - en i den sandeste betydning af ordet indemuring og adskillelse af romani- og sintibefolkningen fra de øvrige indbyggere i en kommune - ikke gentages. Den anden gruppe, som jeg vil nævne, er kurderne. Tyrkiet - et kandidatland, selvom vi endnu ikke forhandler med Tyrkiet - anerkender ikke nogen mindretal, og slet ikke det kurdiske mindretal. Jeg anser denne konception for forkert og for en modsætning, også til Europarådets erklæringer. Men selvom man ikke anerkender kurderne som mindretal, og man ikke ønsker at give dem nogen kollektive rettigheder, skal Tyrkiet anerkende, at det krænker den kurdiske befolkning med hensyn til dens individuelle rettigheder og den kulturelle frihed, ytringsfriheden samt den økonomiske frihed og de økonomiske rettigheder. Derfor mener jeg også, at det er meget vigtigt at hjælpe kurderne, så de kommer til deres ret på en fornuftig måde, på en fredelig måde. Også dette siges meget klart i Belder-betænkningen. En tredje gruppe, som jeg vil minde særskilt om, befinder sig især i Estland og Letland, nemlig de russisktalende mindretal. Jeg forstår mange af de argumenter, som jeg har hørt i de baltiske lande, nemlig at det er vanskeligt at acceptere og behandle mindretal, der ikke er autoktone, men som er kommet med en besættelsesmagt, lige. Her er der også mange følelsesmæssige forhindringer på spil, og alligevel er det vigtigt, at disse skridt tages, og det er jo også allerede sket til dels. Dem skal man dog fortsætte modigt med, og fortiden og det, som disse mindretal har været udsat for fra besættelsesmagtens side, skal overvindes, således at der også opstår en ny fælles fremtid med den russisktalende befolkning i de baltiske lande. Den 7. april indvies Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad i Wien. Jeg har på vegne af min gruppe bedt formanden for Parlamentet om at notere sig denne dato, fordi jeg objektivt set anser den for en meget vigtig dato, uafhængigt af den aktuelle situation i Østrig. Jeg håber ikke, at dette observatorium kun støttes på indvielsesdagen og dér får meget publicity og opmærksomhed, men at Parlamentet, Rådet og Kommissionen også støtter dette observatorium aktivt i de næste år.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg går ind for Haarders betænkning i sin helhed, inklusive punkt 38, og min holdning afviger således fra retningslinjerne i den socialdemokratiske arbejdsgruppe, selvom jeg er med i denne gruppe. Jeg mener nemlig, at de fire punkter, der er nævnt i punkt 38 - varetægtsfængslingens alt for lange varighed, retssagernes alt for lange varighed, den manglende karriereadskillelse mellem statsadvokater og dommere samt risikoen for, at dommere, der har haft med politik at gøre, beskæftiger sig med politikere i deres undersøgelser - alle er elementer, som bør give stof til eftertanke og få os til at stemme ja. Jeg startede i øvrigt denne kamp, da jeg var justitsminister i Italien, og i denne kamp havde jeg den vigtigste, bedste og mest berømte italienske dommer ved min side, nemlig Giovanni Falcone, der ligesom jeg og ligesom os var af den opfattelse, at det er nødvendigt med en karriereadskillelse for dommerne. Det er selvfølgelig ikke for at straffe dem, men for at skabe overenstemmelse med de forskellige opgaver, der varetages af undersøgelsesdommeren - som er anklager og part i sagen - og med dem, der varetages af den dømmende dommer, som jo skal sikre retfærdighed og uvildighed. At Europa-Parlamentet griber ind på dette område forekommer mig hverken at være et udtryk for magtmisbrug eller overdrivelse. Jeg mener tværtimod, at det stemmer overens med tanken og ønsket om et europæisk retsvæsen, der navnlig er harmonisk og sikkert i kraft af de velfungerende offentlige myndigheder.
+Fru formand, ærede medlemmer, jeg agter at gøre dette indlæg forholdsvis kort. Jeg mener, at den debat, som vi har haft her i dag, er af største betydning, og at de forskellige opfattelser, der er kommet til udtryk på baggrund af de forskellige betænkninger, har givet anledning til nogle interessante spørgsmål, nogle udtrykt på en ret polemisk facon, andre med fremhævelse af visse selvmodsigelser i vores ageren, nogle undertiden enige i formen, men næppe i indholdet. I alle tilfælde mener jeg, at det er fire betænkninger, der som helhed behandler særdeles væsentlige og aktuelle problemer for os alle, især på et tidspunkt, hvor EU såvel internt som eksternt søger at give indhold og tyngde til en række grundlæggende værdier, der egentlig også er den grobund, som skal danne grundlaget for dens egen politiske union. Det er vores opfattelse, at vi ikke kan sikre en uddybelse af EU, hvis vi ikke er rede til ogs�� hos os selv at sikre et fælles sæt principper og sikre, at disse principper også danner væsensgrundlaget for vores ansigt udadtil. Jeg har sagt ansigt udadtil, og jeg har talt om EU's indre forhold. Der er i dag blevet sagt meget direkte eller indirekte om den holdning, der er blevet indtaget over for Østrig, og det er af og til også sket på en ret følelsesladet måde, jeg vil næsten sige på en forståelig følelsesladet måde, fra personer, der har relationer til dette land. Da det portugisiske formandskab, den portugisiske premierminister, har repræsenteret den holdning, som 14 lande i EU har udtrykt, hvad angår deres bilaterale forhold til Østrig, ser jeg gerne, at følgende står helt klart: Vi har ikke nogen negativ opfattelse af den måde, hvorpå Østrig har ageret på internationalt plan, eller mere specifikt af den måde, hvorpå Østrig har opfyldt sine forpligtelser i forhold til EU. Det er helt ubestrideligt, at Østrig har opfyldt sine forpligtelser i forhold til EU. Vi skal imidlertid gøre os én ting klart, som er afgørende for, hvordan vi opfatter den europæiske situation. Vi er alle østrigske statsborgere. Statsborgerskab i EU i dag er et europæisk statsborgerskab. En østrigsk statsborger er portugisisk statsborger. En portugisisk statsborger er østrigsk statsborger. Der er ikke hjemlige spørgsmål, når bestemte ideologier og bestemte politiske kræfter udbreder og forsvarer en vis type ideologier, selvom de bagefter eventuelt af taktiske grunde kan foretage et tilbagetog fra de holdninger, som de har indtaget. Man må ikke tro, at dette er ligegyldigt for de andre lande. I dag arbejder vi inden for et europæisk rum, et fælles rum, der også søges knyttet til et sæt grundlæggende principper af samme slags som mange af dem, der fremhæves i de betænkninger, der hér er til debat. Vi må anlægge et europæisk perspektiv på disse spørgsmål, og vi kan ikke blot systematisk søge tilflugt i det alibi, som subsidiariteten giver, til at sige, at disse spørgsmål er nationale, og at der er tale om indblanding i et givet lands indre forhold. Det er ikke rigtigt. Som jeg sagde, er Østrigs indre anliggender EU's indre anliggender. Når vi ønsker, at adfærden i det politiske liv i Østrig skal leve op til de principper, som EU går ind for, og som Østrig også har forpligtet sig til at gå ind for, mener vi ikke, at vi blander os i de indre anliggender. Idet vi ser bort fra den følelsesmæssige side af sagen og selvfølgelig også fra de reaktioner, som denne slags situationer kan medføre, mener vi, at der må ske en grundig overvejelse over, hvad denne handling har betydet, en handling, der - skal det pointeres - har været af bilateral karakter, og som er - lad os sige det klart - en handling til politisk forebyggelse. Vi mener, at politisk forebyggelse nok er den bedste må til at undgå, at sygdomme og, ikke mindst, gamle spøgelser i fremtiden igen skal vise sig i den europæiske sammenhæng. Hvad angår forholdet udadtil, fru formand, ærede medlemmer, mener vi, at EU i dag råder over et solidt sæt værdier, som uddybelsen bl.a. gennem disse betænkninger givetvis vil sikre og forbedre. På dette felt er der selvfølgelig visse kontroversielle spørgsmål. Der er flere områder, hvor der er forskellige opfattelser. Når vi taler om racisme og siger, at vi alle er imod racisme, noget, som alle her vil istemme, så ved jeg ikke, om vi alle i virkeligheden er enige, om vi alle går ind for konkrete foranstaltninger til at bekæmpe racismen. Når vi alle siger, at vi er imod fremmedhad, så ved jeg ikke, om vi alle er indstillet på at acceptere aktive foranstaltninger til integration af fremmede statsborgere i EU og acceptere foranstaltninger til beskyttelse af udlændingenes interesser i EU. Vi får i øvrigt lejlighed til at gennemføre en interessant test. Denne test bliver charteret for de grundlæggende rettigheder for Unionens borgere. Hvis der i EU bliver politisk vilje til, at dette charter udvides til også at omfatte udenlandske statsborgere, der bor i EU, vil vi give et signal om, at vores indsats imod fremmedhad begynder hos os selv og med de foranstaltninger, som vi selv beslutter at gennemføre på det indenrigspolitiske område. Jeg vil derudover i relation til forholdsregler mod diskrimination og de forskellige former for diskrimination, som betænkningerne behandler, gerne sige, at der er et hav af forskellige foranstaltninger. Vi ved også, at der inden for staternes lovgivning gør sig store forskelle gældende for, hvordan disse spørgsmål betragtes. Jeg mener imidlertid også, at den måde, hvorpå disse spørgsmål tages op i Europa-Parlamentet, den måde, hvorpå disse betænkninger hjælper os til at overveje disse problemer, rusker op i vores fælles bevidsthed og udgør et vigtigt bidrag til, at vi kommer videre i arbejdet med at diskutere denne type spørgsmål. Det er et arbejde, som ikke kun påhviler regeringerne; det påhviler også ngo'erne, de sociale lobbyer og de politiske lobbyer. Spørgsmålet skal blive ved med at stå på vores dagsorden, og dét er grunden til denne debat, og hvorfor den er så vigtig. Til sidst, og som afslutning på mit indlæg, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på den række af foranstaltninger, som Det Europæiske Råd allerede har iværksat på dette område, de forskellige fælles aktioner, der er blevet gennemført. Der er eksempelvis blevet iværksat en række initiativer i forbindelse med Det Europæiske År mod Racisme i 1997, og jeg vil også gerne fremhæve et meget vigtigt forhold, og som vi sandsynligvis endnu ikke helt er blevet os bevidst, nemlig det, som den nye Amsterdam-traktat betyder på dette område. Det var ikke let at nå frem til enighed, da vi forhandlede Amsterdam-traktaten. Jeg var selv med til disse forhandlinger, og det var ikke let at opnå enighed om at medtage den række foranstaltninger, der i dag udgør artikel 6 og 7. Sandsynligvis vil det også med baggrund i de aktuelle erfaringer være en god idé at forbedre det, der står dér, at forbedre disse bestemmelser. Måske kan vi i løbet af regeringskonferencen nå frem til en fælles opfattelse, der gør det muligt at komme videre på dette felt. Jeg vil imidlertid også gerne henlede opmærksomheden på betydningen af en handling, der meget symbolsk skal finde sted i Wien den 8. april, nemlig igangsættelsen af Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad. Dette organ vil få stor betydning, og jeg finder det meget vigtigt, at vi alle samarbejder om effektivt at bekæmpe racisme og fremmedhad inden for EU og også om at udvikle det, som vi kunne kalde Unionens "etiske søjle". EU er en union af principper, det er en union, som vi skal uddybe, og der bliver ikke nogen politisk union i fremtiden, hvis vi ikke formår at sikre, at disse principper deles af det store flertal inden for EU.
+Fru formand, ved afslutningen af denne yderst interessante debat kan jeg måske få lov til at forklare arbejdsdelingen i Kommissionen. Jeg vil navnlig komme ind på Malmström- og Belder-betænkningerne og min kollega kommissær Vitorino vil tage sig af de to andre vigtige betænkninger, selvom der helt klart vil være nogle overlapninger i det, vi har at sige. Lad mig starte med Malmström-betænkningen. Jeg mener, at den første årsberetning fra dette nye Europa-Parlament er grundig og rettidig. Rettidig, fordi jeg håber, at den ligeså nye Kommission vil nå at vedtage en meddelelse om menneskerettigheder i politikkerne udadtil inden sommerferien. Den vil omfatte mange af de områder, der er behandlet i betænkningen, og alle Europa-Parlamentets henstillinger udgør et yderst nyttigt input til vores arbejde. Jeg kan ikke reagere på alle punkterne i betænkningen på dette stadium. Jeg vil i stedet forfølge dem, herunder under drøftelser med Europa-Parlamentet, i de kommende måneder, således at vi får en god meddelelse, der afspejler de vigtige argumenter i denne betænkning. Jeg vil gerne koncentrere mine indledende bemærkninger om kvinders og børns rettigheder, eftersom ordføreren har valgt at fokusere på disse vigtige mål. Det er et betimeligt valg med henblik på Beijing +5-handlingsplatformen i år ved FN's Generalforsamling i New York. Kvindekonferencen i Beijing bekræftede, at kvinders rettigheder er universelle menneskerettigheder, og at kvinder har en central rolle at spille i opbygningen af demokratiske og retfærdige samfund. Det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder afspejler dette. Kvinder er udtrykkeligt omfattet som en målgruppe for støtte. Foranstaltningerne omfatter en bred række områder - lige fra kvinders deltagelse i beslutningstagningen på Balkan til støtte af kvindelige hushjælpere på Elfenbenskysten. Sådanne spørgsmål som vold mod kvinder er med rette blevet kategoriseret som menneskerettighedsspørgsmål. Som sådan bør de fremmes med styrke som en integreret del af vores udenrigspolitik og udviklingsbistand. Fru Malmströms betænkning fremhæver nogle af de krasse realiteter ved den vold, der udøves mod kvinder i mange former og på alle niveauer af samfundet. Fra voldtægtens rædsler til lemlæstelse af kønsorganer, fra hjemmet til fængselscellen. Vores programmer, Daphne og Stop, udgør grundpillerne i Kommissionens reaktion. Daphne har støttet udvekslingen af information og god praksis blandt ngo'er og medlemsstater gennem mere end 100 tværnationale projekter. Et nyt Daphne-program for perioden 2000-2003 til et beløb af 5 millioner euro pr. år blev vedtaget i december 1999. Som reaktion på en parlamentsbeslutning i 1997 har Kommissionen gennemført en oplysningskampagne om vold i hjemmet i medlemsstaterne. Vi bør bruge det, vi lærer fra sådanne kampagner, og dele denne viden med ansøgerlandene, måske inden for rammerne af Daphne-programmet. Jeg noterer mig det, betænkningen siger om den grusomme praksis med lemlæstelse af kønsorganer og mangelen på data om emnet. Kommissionen vil se på måder, hvorpå vi kan bidrage til at finde en løsning på dette. Kommissionen samarbejder også med andre for at få sat en stopper for den afskyelige handel med kvinder, der har været voksende i de seneste år. Vi udarbejdede en meddelelse herom i 1998. Da var fokus sat på forebyggelse, forskning, retshåndhævelse, effektiv domfældelse af menneskehandlerne og støtte til ofrene. I denne sag samarbejder vi, som det ærede medlem ved, med ngo'er, OSCE og ansøgerlandene. Hvad børns rettigheder angår, har Stop-programmet samfinansieret 67 projekter, der handler om handel og seksuel udnyttelse af børn, med et budget på 6,5 millioner euro for de første fem år. Et nyt Stop-program vil efter planen starte i år, og det vil være åbent for ansøgerlandene. Jeg vil nu bevæge mig over til mere generelle spørgsmål. Jeg nævnte den kommende meddelelse om menneskerettigheder og forbindelserne udadtil. Det er mit mål at indtage en mere effektiv og sammenhængende tilgang til politikken og til bevillingerne og navnlig til at forbedre forvaltningen af vores programmer på dette område. Menneskerettighedsprojekter er meget forskellige fra projekter, der har til formål at bygge broer eller styrke undervisningen på de første klassetrin af grundskolen. Ngo'er og partnere i det civile samfund er absolut nødvendige for deres gennemførelse. Projekterne gennemføres ofte under følsomme eller farlige forhold ude i marken. De, der gennemfører projekterne, kan endog opleve at se deres egne rettigheder truet, hvilket formentlig er grunden til, at ngo'er ofte føler sig en smule krænket over, at de skal forsyne Kommissionen med en hel kasse fuld af kvitteringer, når de vender tilbage til kontoret. Den Europæiske Unions finansielle procedurer, og herunder finansforordningen, er for at sige det mildt ikke ngo-venlige, hvilket giver anledning til at stille spørgsmålet: Skal vi helt holde op med at finansiere ngo'er, eller skal vi ændre vores procedurer? Førstnævnte er helt klart lige så umuligt, som det ville være helt uønskværdigt. Vi kunne ikke arbejde uden ngo'erne. En reform af vores procedurer, hvoraf mange blev fastsat af medlemsstaterne i en tid, hvor ngo'erne knap nok eksisterede, vil tage tid, men vi arbejder på det - ikke mindst som en del af den samlede reformpakke. Vi vil desværre ikke komme til at se en hurtig forandring. Dette fører mig til budgettet og Parlamentets forslag om en fælles erklæring om årlige forøgelser af udgifterne til menneskerettighedsforanstaltninger. Budgettets størrelse kan ikke adskilles fra spørgsmålet om vores evne til at forvalte det. Ellers ville vi komme med for mange løfter, som vi ganske enkelt ikke kan opfylde, og når der er tale om at støtte ngo'er, er der ofte tale om utilstrækkelige budgetter. Brudte løfter kan hurtigt føre til sammenbrud. Vi har en masse uigennemførte projekter, og vi har ikke opbrugt menneskerettighedsbudgettet tidligere, så jeg finder det meget vanskeligt at begrunde en forøgelse af budgettet, før vi har fået orden på dette. Men jeg vil gerne gøre dette klart: Jeg vil gerne så hurtigt, som det overhovedet er muligt, bringe mig selv i en situation, hvor vi kan bruge hver eneste øre og således begrunde at bruge en hel del mere. Oprettelsen af et menneskerettighedsagentur, som blev drøftet i Wien og Köln, kunne hjælpe os her. Jeg mener, at et sådant agentur bør være operationelt og ikke rådgivende. Jeg vil komme nærmere ind på dette i meddelelsen. Potentialet for et agentur bør også betragtes i den bredere reformsammenhæng i relation til vores bistand udadtil og udlæggelse af opgaver som helhed. Jeg vender mig nu til de spørgsmål, der er rejst i Belder-betænkningen, og som udgør en reaktion på Kommissionens meddelelse om bekæmpelse af racisme, fremmedhad og antisemitisme i ansøgerlandene. Jeg svarer på dette på mine egne og min kollega, kommissær Verheugens vegne. Jeg vil gerne lykønske forfatterne til denne omfattende betænkning. Den kritiserer naturligvis mangelen på konkrete forslag i Kommissionens meddelelse, men jeg bør bemærke, at vedtagelsen af denne meddelelse kom efter kommissærkollegiets tilbagetræden i marts 1999, hvor Kommissionen, og jeg siger dette med lempe, ikke var i sin bedste position til at udarbejde nye forslag. Jeg håber, at denne reaktion vil give nogle fingerpeg om fremtiden. Kampen mod racisme er et væsentligt element i Unionens menneskerettighedspolitikker og i førtiltrædelsesstrategien. Den har to hovedelementer: ansøgerlandenes vedtagelse og gennemførelse af gældende fællesskabsret, herunder den fælles aktion fra 1996 vedrørende racisme og fremmedhad og Genève-konventionen fra 1951 og New York-protokollen om asylansøgere og flygtninge fra 1951, og en effektiv brug af vores samarbejdsprogrammer. Mindretalslovgivningens kompatibilitet rejses i forbindelse med screeningprocessen og i de bilaterale drøftelser og i associeringsudvalgene. Vi har f.eks. set på sproglovene i Litauen, Estland og Slovakiet - et emne, der blev rejst under forhandlingerne, og lovgivningen vedrørende romanisigøjnerne i Tjekkiet og Slovakiet. Disse drøftelser har ført til konkrete resultater. Det andet element, vores samarbejdsprogram, omfatter de nationale Phare-programmer, Phare-demokrati og Meda-programmet. Under Phare er der i overensstemmelse med ordførernes forslag blevet givet prioritet til reform af politiet, strafferetten og asylsystemerne. Denne reform er med til at skabe de nødvendige holdningsændringer inden for institutionerne. Målet om at øge politiets bevidsthed om racisme og fremmedhad er ligeledes blevet indarbejdet i den europæiske læseplan for politiuddannelsen i Central- og Østeuropa. Vi vil fortsætte med sådanne foranstaltninger. Vi er også åbne over for muligheder for at styrke dem. Et centralt mål, der går igen i både Malmström- og Belder-betænkningen, er behovet for at bygge videre på vores relationer til ngo'er i ansøgerlandene. Det nye Access-program, der træder i stedet for Lien- og partnerskabsprogrammerne, sigter på at styrke det civile samfund. Endelig søger Kommissionen for så vidt angår romanisigøjnerne, hvis forhold er blevet nævnt af flere talere, at gøre sin støtte til sigøjnersamfundene mere sammenhængende. Vi har i sinde at slutte os til det møde, der vil blive arrangeret af Det Europæiske Overvågningscenter, og hvortil der vil blive inviteret repræsentanter fra Europa-Parlamentet. Dette møde er indkaldt for at give inspiration til idéer til en forbedring af EU-bistanden til sigøjnersamfundene. Disse betænkninger omhandler yderst vigtige spørgsmål. Der er tale om spørgsmål, der i stadig højere grad optager EU-borgerne, der dagligt bliver bombarderet med mediedækning af krænkelser af menneskerettighederne - det være sig i Kaukasus, Colombia, på Balkan, i Sierra Leone, Kina m.v. Jeg ser frem til, at Den Europæiske Union vil tage disse krænkelser op ved FN's Menneskerettighedskommission i Genève, hvori jeg deltager den 27. marts. Jeg er Parlamentet taknemmelig for dets betimelige input. Kommissionen og Parlamentet er godt placeret til at samarbejde om menneskerettigheder. Vi er godt placeret til at vise vejen for andre. Jeg ser navnlig frem til at samarbejde med medlemmerne af Parlamentet for at sikre, at den meddelelse, vi vil udarbejde senere i år, giver et intellektuelt og politisk vink om dette spørgsmål og vil blive opfattet af ngo'er, parlamentarikere og andre som banende vej for en drøftelse af disse grundlæggende spørgsmål.
+. Fru formand, jeg opfattede min gode ven hr. Seixas da Costas bemærkninger som et forsvar for sanktionerne mod Østrig, og derfor vil jeg gerne for en ordens skyld spørge ham, om han fremsatte dette forslag som rådsformand, altså på vegne af Rådet, eller om det var på vegne af de 14 regeringer.
+Fru formand, for det første vil jeg spørge, i hvilken funktion De har afgivet denne erklæring. For det andet mente jeg, da jeg talte om subsidiaritet, de punkter i betænkningen, som vedrører det forhold, at der skal gribes ind i nationalstaternes rettigheder, som i henhold til traktaten entydigt er disse staters opgave. Den tredje bemærkning tillader jeg mig, hr. minister da Costa, at rette mod Dem: Hvad der sker i et land i Den Europæiske Union, interesserer de andre lande, det er fuldkommen klart. Ikke mindst derfor er man netop også medlem af denne Europæiske Union, og det skal også støttes, at man indhenter oplysninger, og at man viser interesse. Men at vise interesse betyder for mig også at lade sig informere objektivt om et land og udøve kritik dér, hvor kritik er berettiget, og træffe foranstaltninger, når fejltagelser rent faktisk har indfundet sig, og ikke præventivt eller om muligt efter politiske synspunkter. Hr. forbundsminister, jeg vil på vegne af den østrigske delegation gerne invitere Dem til direkte at indhente de oplysninger, som De og sandsynligvis mange andre - formodentlig alle 14 - ikke har. Hvis De ønsker at vide, hvem der har valgt dette parti, som også er i regering, nemlig Frihedspartiet, må man sige, at 50% af de arbejdere, der tidligere valgte socialismen, nu har valgt dette parti, at halvdelen af ungdommen har valgt dette parti. Det var ikke højreekstremister, dem har vi sikkert også i Østrig, måske 3% eller 5%, hvilket desværre også er tilfældet i de andre lande. Men motiverne er anderledes, vælgerne har simpelthen over en bred kam fravalgt den gamle regering og socialismen og derfor søgt et alternativ. Hvis De afgiver værdiladede domme her, beder jeg Dem virkelig om at informere Dem grundigt på forhånd og udøve kritikken dér, hvor den rent faktisk er berettiget og ikke baseret på formodninger eller mistanke.
+Fru formand, hr. Pirker talte ikke om forretningsordenen, men, smart som han er, holdt han under dække af et forslag til forretningsordenen en lille tale på to og et halvt minut, hvilket man ikke må tage ham som østriger, der oven i købet kommer fra Kärnten, ilde op. Jeg vil gerne bemærke følgende til forretningsordenen: Hvad hr. Pirker gjorde, hørte ikke til forretningsordenen. Jeg appellerer til formanden for Rådet på vegne af min gruppe: Fortsæt med, lige meget i hvilken funktion, at være så opmærksom og kritisk over for racisme og fremmedhad, som De har fremstillet det her!
+Fru formand, jeg takker for denne lejlighed, som De giver mig til endnu en gang at tydeliggøre, på hvis vegne jeg har fremsat disse betragtninger. Selvfølgelig er den holdning, som formanden for Rådet og portugisisk premierminister har givet udtryk for, blevet indtaget på vegne af de 14 lande i EU bortset fra Østrig. Den er blevet anlagt på en måde, der siden begyndelsen - som jeg havde lejlighed til at gøre klart den 2. februar i det indlæg, som jeg holdt her i Europa-Parlamentet - ikke har haft indvirkning på, hvorledes Fællesskabet fungerer. Derfor har de tre planer, hvorpå de 14 lande har reageret over for Østrig, kun bilateral karakter. Det at være formand for Rådet betyder blot at koordinere den fælles holdning for de forskellige lande. Jeg gentager og understreger det, som jeg har sagt om Østrigs opfyldelse af sine forpligtelser i forhold til EU indtil nu, og jeg mener, at jeg med tilstrækkelig tydelighed har givet udtryk for, at Østrig har været en loyal partner inden for EU, og at det ikke drejer sig om, hvorvidt Østrig har opfyldt sine forpligtelser. Det drejer sig heller ikke om nogen form for overtrædelse fra Østrigs side af bestemmelserne i Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7. Derfor er sanktionerne bilateral natur netop kun sanktioner på et rent bilateralt plan og ikke i EU-sammenhænge. Intet område inden for EU's formelle virke er blevet berørt under dette formandskab på grund af situationen i Østrig. Der kan have været uformelle sider, der er blevet berørt, men på det formelle plan deltager Østrig i Rådets arbejdsgrupper, i ministerrådsmøderne og i Det Europæiske Råd, der snart vil finde sted. Hvad angår det politiske spørgsmål, som det ærede medlem stiller med hensyn til den holdning, som medlemsstaterne har indtaget i forhold til den østrigske regerings faktiske handlinger, vil jeg gerne fremhæve noget, der ikke altid er kommet tilstrækkeligt klart frem i denne sag, nemlig at også for Østrig, også for det politiske liv i Østrig, er den nuværende situation ikke business as usual. Det er ikke tilfældigt, at det parti med næstflest stemmer ikke blev opfordret til at danne regering. Det er ikke tilfældigt, at det parti, der fik flest stemmer, blev opfordret til at danne regering, og at man derefter vendte sig mod det parti, der fik tredjeflest stemmer. Det er ikke tilfældigt, at præsidenten for Republikken Østrig tvinger de to partier i koalitionsregeringen til at udfærdige en erklæring, der forpligter dem over for en række grundlæggende principper. Det er ikke tilfældigt! Det er, fordi den nuværende situation ikke er business as usual i det politiske liv i Østrig, og det er grunden til, at vi, ligesom østrigerne har deres tvivl om denne situation, har al ret til at nære denne tvivl og give udtryk for den på det bilaterale plan. Så længe Østrig i forhold til EU agerer som fuldgyldig partner, ligesom det har gjort indtil nu, vil intet på EU-plan virke imod Østrig. Det står helt klart. På det bilaterale plan må vi imidlertid udvise det ansvar, den ret og pligt, at gøre opmærksom på det, som vi anser for at være et brud på et tillidsforhold, som visse personer på grund af de udtalelser, som de er kommet med tidligere, og de politiske forslag, som de har fremsat, ikke sikrer. Det er et politisk spørgsmål, det er en politisk erklæring, som vi drager konsekvenserne af på det bilaterale plan, et plan, hvor ingen kan nægte os retten til at drage slutninger, hvad angår vores forhold til Østrig. Vi beklager, at det skal være på den måde, og vi håber, at situationen i Østrig vil udvikle sig sådan, at vi kan gå frem på en anden måde.
+Fru formand, som min kollega Chris Patten tydeligt sagde det, er det min opgave at give udtryk for Kommissionens holdning til de to øvrige betænkninger, vi behandler her i eftermiddag, nemlig Haarder-betænkningen og Ludford-betænkningen. Lad mig allerførst sige, at Kommissionen deler Europa-Parlamentets opfattelse af, at den nye juridiske kontekst som følge af Amsterdam-traktatens vedtagelse giver Unionen øgede beføjelser og ansvar på menneskerettighedsområdet. I den forbindelse ser Kommissionen med tilfredshed på Det Europæiske Råds initiativ med at udarbejde et charter for de grundlæggende menneskerettigheder i Den Europæiske Union, som kan gøre disse rettigheder mere synlige og, håber jeg, tillige gøre dem juridisk mere sikre, i det mindste hvis et sådant charter, som Parlamentet og som sagt også Kommissionen ønsker det, bliver et juridisk bindende instrument, som står under domstolenes beskyttelse. I denne forbindelse, og som kommissionsformandens personlige repræsentant i det konvent, som har fået til opgave at redigere dette charter, er det min agt at forsvare det synspunkt, at charteret bør udstrækkes til også at gælde for tredjelandes borgere, som opholder sig lovligt på medlemsstaternes territorium. Kommissionen noterer sig i øvrigt med tilfredshed, at dens og Europa-Parlamentets synspunkter om dette charters indhold og natur ligger meget tæt på hinanden. Det gælder den forhandling, vi i går havde om Duff og Voggenhuber-betænkningen, og det gælder tillige konklusionerne i betænkningen af hr. Haarder, som jeg hermed gratulerer. Kommissionen deler et aktivt ønske - ikke blot et retorisk ønske - om, at der indføres en vis sammenhæng i de standarder, som anvendes på menneskerettighedsområdet, både af de nationale domstole, af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg eller af De Europæiske Fællesskabers Domstol. I den forbindelse er der efter vores opfattelse ingen tvivl om, at Den Europæiske Unions eventuelle tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ville skabe større klarhed i det retsvidenskabelige hierarki og give en udvendig beskyttelse, når der er tale om fællesskabsret, som det jo allerede er tilfældet med medlemsstaternes juridiske orden. Jeg må gentage, at i vores øjne er en sådan tiltrædelse ikke uforenelig med udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder, som får retsgyldig karakter. For så vidt angår indholdet af hr. Haarders betænkning, vil jeg især koncentrere mit bidrag til debatten om de sektorer, som direkte henhører under mit kompetenceområde i Kommissionen. Jeg tror, at konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere frembyder en meget klar politisk ramme for Den Europæiske Unions politik for overholdelse og fremme af rettighederne for migranter i ordets bredeste forstand. Stats- og regeringscheferne understregede, at de fælles politikker, som skal udarbejdes på områder som indvandring og asyl på Amsterdam-traktatens grund, burde hvile på principper, som på én gang er tydelige for borgerne og tilbyder de personer garantier, som søger beskyttelse i Den Europæiske Union eller beder om ret til at komme ind på dens territorium. På den anden side fastlægger formandskabets konklusioner de fire grundpiller, som for fremtiden skal danne basis for en fælles europæisk asyl - og indvandringspolitik: et partnerskab med oprindelseslandene, en fælleseuropæisk asylordning, en retfærdig behandling af borgere fra tredjelande og en mere effektiv håndtering af migrationsbølger. Jeg vil især gerne fastholde, at det er nødvendigt for Den Europæiske Union at have en samlet strategi for indvandring, som medtænker de politiske aspekter, menneskerettighederne og udviklingsproblematikken i lande eller regioner, som indvandrere kommer fra eller bruger til transit: bekæmpelse af fattigdom, forbedring af levevilkår og beskæftigelsesmuligheder, konfliktforebyggelse, konsolidering af demokratiske stater og overholdelse af menneskerettighederne, herunder mindretals rettigheder. Det er mig magtpåliggende at bekræfte den betydning, som Unionen og dens medlemsstater tillægger den indiskutable ret til at bede om asyl på baggrund af en uindskrænket anvendelse af Genève-konventionen. Jeg ønsker også at understrege ambitionen om at udvikle en dynamisk politik, for så vidt angår integrationen af borgere fra tredjelande, som opholder sig lovligt på medlemsstaternes territorium. Endelig er vi nødt til at indrømme, at selvom disse forholdsregler er nødvendige for at garantere den sociale fred i vores medlemsstater, så skal vi også styrke kampen mod den ulovlige indvandring og sørge for at beskytte de menneskers rettigheder, som er ofre for de kriminelle netværk, der organiserer denne indvandring, og i den forbindelse være særligt opmærksomme på, hvordan det står til med kvinders og børns rettigheder. Jeg deler således ordførerens og, håber jeg, tillige Parlamentets bekymringer. Kommissionen ønsker at henlede Deres opmærksomhed på, at vi for at imødegå Deres bekymringer, vores egne bekymringer og de krav, som Tampere-mandatet rejser, har i sinde i løbet af år 2000 at præsentere Parlamentet og Rådet for alle de vigtigste instrumenter i asylpolitikken: fælles procedurer, en revision af Dublin-konventionen og Eurodacs endelige instrument. Men samtidig har Kommissionen i sinde i efteråret at præsentere Parlamentet for en meddelelse om indvandringspolitikken i Den Europæiske Union. Vi tror, det er nødvendigt at genoverveje meddelelsen fra 1994 og aktualisere tilgangen til de problemer, som har at gøre med politikken for folkevandringer i Unionen, alt sammen i lyset af konklusionerne fra Rådets møde i Tampere. For så vidt angår utilstrækkelighederne i de retslige systemer, som blev understreget under debatten, så har Kommissionen ikke planer om at gå ind i en række af de teoretiske og praktiske problemer, som ellers er højst interessante, såsom strukturen i de nationale dommerembeders løbebaner eller retssagernes varighed i flere af medlemsstaterne, for jeg tror, at man i disse sager først og fremmest skal respektere subsidiaritetsprincippet og anerkende, at det er op til hver medlemsstat at vælge, hvad der er mest væsentligt. Kommissionen ønsker i denne forbindelse at fremhæve, at en grønbog om retshjælpen er et godt bidrag til den nødvendige definition af fælles regler for beskyttelse af de anklagede, såvel som en garanti for tolke- og oversætterassistance ved processer, som finder sted hen over landegrænser, og til indførelse af et mere omfattende program for gensidig anerkendelse af retslige afgørelser. For så vidt angår den borgerlige ret, mener vi, at en fællesskabsgørelse af adskillige civilretlige instrumenter er en effektiv måde at sikre, at menneskerettighederne effektivt kommer til at være underlagt retten. Kommissionen har allerede foreslået en fællesskabsgørelse af samtlige både eksisterende og ikkegældende konventioner, især konventionen om overdragelse af dokumenter, hvortil føjer sig Bruxelles II-konventionen og konventionen om fallitter. Vi har også foreslået, at den meget vigtige Bruxelles-konvention fra 1968 om kompetence, anerkendelse og udførelse af beslutninger i civile og handelsmæssige anliggender gøres til en forordning. Alle disse instrumenter er netop nu ved at blive undersøgt af Rådet. Selv Det Forenede Kongerige og Irland har bestemt sig for at følge de øvrige medlemsstater, og Danmark, som ikke med samme lethed kan deltage i arbejdet med det civilretlige samarbejde, er ligeledes på udkig efter løsninger, som man for tiden overvejer. Endelig, når det drejer sig om kapitlerne om børns og kvinders rettigheder, så mener jeg godt, selvom de især bevæger sig ind på anliggender, der henhører under medlemsstaternes kompetence, at jeg kan minde forsamlingen om, at Kommissionen og jeg selv har forpligtet os til inden årets udgang at fremlægge en pakke med forholdsregler omkring disse spørgsmål. Disse forholdsregler vil sigte mod at gå videre end den fælles aktion fra februar 1997. De vil komme til at handle om definitioner, tiltaler og sanktioner i forbindelse med kampen mod handel med mennesker til seksuelle formål og mod seksuel udnyttelse af børn. Idet jeg nu vender mig til Ludford-betænkningen, vil jeg sige, at jeg i høj grad bifalder lejligheden til at reagere på Parlamentets betænkning om racisme og fremmedhad. Unionens forpligtelse til at støtte de grundlæggende rettigheder og bekæmpe forskelsbehandling blev gjort meget klar i Amsterdam-traktaten, og det er for mig en meget væsentlig udvikling af det europæiske budskab. Artikel 7 i Traktaten om Den Europæiske Union indfører nye beføjelser til at reagere i tilfælde af en medlemsstats alvorlige og vedvarende brud på de grundlæggende rettigheder. Artikel 13 i EF-traktaten fastsætter foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, religion eller tro, handicap, alder, seksuel orientering og - hvilket der er mest relevant for os i dag i forbindelse med denne debat - race eller etnisk oprindelse, under hvilken vi for at afklare det spørgsmål, der er rejst af hr. Brie, henfører bekæmpelse af antisemitisme. Mange kræfter blev forenet for at nå til enighed om artikel 13 ved den sidste regeringskonference, hvilket Rådets repræsentant allerede har mindet os om, og Kommissionen er fast besluttet på at honorere traktatforpligtelsen til at skabe et samfund uden forskelsbehandling. Det er grunden til, at vi fremsatte vores pakke af forslag til bekæmpelse af forskelsbehandling kun to måneder efter, at vi tiltrådte sidste år. Mit budskab i dag i forbindelse med opfølgningen af Ludford-betænkningen er, at vi stadig håber, at Parlamentet vil prioritere sin udtalelse om denne pakke, således at vi kan vedtage de to direktiver og handlingsplanen inden udgangen af dette år. Men ud over dette tror jeg, at der mange steder er en voksende anerkendelse af behovet for et europæisk initiativ mod racisme. Det er grunden til, at jeg tror, at vi i artikel 13-forslagene er i stand til at gøre større fremskridt med hensyn til racediskrimination end i de andre spørgsmål. Vi følte, at det var politisk muligt. Vi håber inderligt, at kendsgerningerne ikke vil dementere vores håb. Som De ved, består den forslagspakke, som Kommissionen har fremsat, af to direktiver og et handlingsprogram. De to direktivforslag giver en lovramme for retligt håndhævelige rettigheder, herunder bestemmelser om en række nøglespørgsmål, såsom beskyttelse mod chikanerier, spillerum for positive særforanstaltninger, hensigtsmæssige midler og tvangsforanstaltninger. De foreslåede direktiver suppleres af et forslag til et handlingsprogram. Vi ved, at der for at kunne bekæmpe diskrimination er behov for praktiske foranstaltninger til at nå ud til folk og hjælpe med til at ændre diskriminerende holdninger og adfærd på stedet. At få medlemsstaterne til at vedtage en antidiskriminationspakke er nu vores topprioritet. Selvom den er vigtig, er artikel 13-pakken kun en del af en vedvarende proces med udvikling af nye måder, hvorpå vi kan tackle racediskrimination. Unionen er forpligtet til at foretage en mainstreaming af bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse, og vi afholdt for nylig en større konference om dette emne. Vi har i sinde at vedblive med at skubbe processen fremad, gennem strukturfondene, rammeprogrammet for forskning, den europæiske beskæftigelsesstrategi, det nye Equal-initiativ og det nye sociale handlingsprogram, som vi håber at vedtage til sommer. Vi har i sinde at gøre brug af alle disse instrumenter til at bekæmpe forskelsbehandling, og, som De ved, er der også arbejde i gang med det europæiske charter for grundlæggende rettigheder. Parlamentet har en væsentlig rolle at spille i denne henseende. Det er af stor betydning for Kommissionen, at Parlamentet bidrager til den voksende fremdrift, der omgiver disse forslag, ved at afgive sine udtalelser om pakken snarest muligt og ved at deltage fuldt ud i arbejdet med at udarbejde charteret for grundlæggende rettigheder. Jeg vil konkludere, som jeg begyndte, med at sige, at charteret vil repræsentere den høje prioritet, som Unionen som helhed giver kampen mod racisme og forskelsbehandling såvel som beskyttelse af menneskerettigheder. Jeg håber inderligt, at vi under vores debat om dette spørgsmål til næste år vil kunne lykønske os selv med gennem charteret at have fået et nyt redskab til at bekæmpe racisme og fremmedhad i Unionen.
+Fru formand, tillad mig at komme med en lille rettelse til det, som formanden for Rådet har sagt. To af regeringscheferne, hr. rådsformand, er allerede blevet irettesat af deres parlamenter på grund af de skridt, som de havde foranlediget over for Østrig. De havde altså ikke ret til at tale på vegne af deres lande, men talte helt åbenlyst som socialistiske partiledere. I bedste fald, ærede hr. rådsformand, kan De altså tale om 12 stater.
+Jeg må bede Dem, frue, om ikke at genoptage debatten om Østrig, som allerede har været genstand for en meningsudveksling. Jeg vil give ordet til hr. Schulz, som ønsker et indlæg til forretningsordenen, fordi han personligt var blevet impliceret i debatten i går.
+Fru formand, jeg gør sjældent brug af dette middel, men må dog gøre det nu, da det er nødvendigt ifølge protokollen. Under debatten angreb hr. Gollnisch, et parlamentsmedlem fra de franske højreekstremister, mig personligt. Jeg vil derfor gerne forklare følgende til protokollen: Jeg ønsker ikke at trække min udtalelse om, at højreekstremisterne misbruger Parlamentet til deres hetztirader, tilbage. Hr. Gollnisch talte i sin redegørelse i min retning om, at hans familie, sådan sagde han, aldrig ville acceptere fascisme. Det synes at adskille hr. Gollnisch på iøjefaldende måde fra hans familie. For han accepterer selv fascisme, eller rettere sagt, han er fascist. Jeg vil for det tredje gerne have ført til protokols, at jeg er chokeret over, at der holdes sådanne taler her, at jeg dog også har konstateret på det højrøstede bifald fra en vis Caudillos Le Pen, at han stadig må sidde i Parlamentet, selvom han egentlig allerede har tabt sin valgbarhed som præmiebokser i den franske valgkamp!
+Hr. Schulz, vi har taget Deres erklæring til efterretning. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét: B5-0013/2000 af Terrón i Cusí for PSE-gruppen; B5-0017/2000 af Ceyhun og Boumedienne-Thiery for Verts/ALE-gruppen; B5-0019/2000 af Pinker for PPE-DE-gruppen om Eurodac.
+Hr. formand for Rådet, først vil jeg gerne takke formandskabet for Rådet, fordi det er repræsenteret på højt niveau, og for dets velvilje. Sidste år blev Parlamentet hørt to gange om oprettelsen af en ordning til sammenligning af fingeraftryk. Principielt skal ordningen sikre en korrekt anvendelse af Dublin-konventionen. Den 13. april 1999 forkastede Parlamentet Rådets forslag om at udvide Eurodac-ordningen til at omfatte de illegale indvandrede i form af en protokol. Senere blev Parlamentet hørt igen i overensstemmelse med bestemmelserne fra Amsterdam. Man understregede endnu en gang over for os, at man ønskede at udvikle denne ordning for at sikre en korrekt anvendelse af Dublin-konventionen. Det synes jeg er godt, dog med de begrænsninger som Parlamentet fremførte i sin sidste betænkning i form af ændringer, der gik fra vores forbehold mod at lade mindreårige under 14 år være omfattet af ordningen til anmodningen om, at denne Eurodac-ordning kun skulle finde anvendelse i forbindelse med Dublin-konventionen. Eftersom man har meddelt os, at ingen af vores forslag vil blive accepteret, vil jeg gerne spørge Rådet, om det er villigt til at gå ind i en reel dialog med Parlamentet. Spørgsmålet er ikke banalt. Vi er begyndt at opbygge, at gennemføre instrumenter til skabelsen af et egentligt fælles marked inden for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed, og dette kan, og det bliver vi ikke trætte af at sige her, ikke lade sig gøre uden de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, for disse spørgsmål er for vigtige for borgerne til, at der ikke skal være en stærk social konsensus. Det andet spørgsmål, jeg gerne vil stille Rådet, er, om det er enigt i, at denne ordning burde administreres af Kommissionen, og at denne burde udstyres med personale og tilstrækkelige midler til dette formål. Idet jeg nu vender tilbage til betænkningens indhold, så foranlediger Rådets negative indstilling til at acceptere Parlamentets ændringsforslag og tvetydigheden i nogle af dets bestemmelser, såvel som nogle af de oplysninger, jeg har fået, mig til at spørge Dem, og det vil jeg gerne insistere på endnu en gang, hvad der præcist er Rådets hensigter med hensyn til Eurodac-ordningens anvendelsesområde og funktioner; hvorfor der er blevet medtaget andre udlændinge; og især vil jeg gerne spørge Dem, hr. rådsformand, om Rådet har til hensigt at udvide anvendelsen af Eurodac-ordningen ud over den anvendelse, der er fastsat i Dublin-konventionen. Jeg venter på et svar fra Dem på dette spørgsmål, og jeg takker Dem endnu en gang, fordi De er kommet for at besvare dette mundtlige spørgsmål før forhandlingen om den nye forordning om Eurodac, som jeg også håber kommer op i Parlamentet.
+Hr. formand, hvad angår rådsformandskabet, er jeg en af dem, der er meget begejstret over, at vi for øjeblikket plejer en omgang - netop hvad angår samarbejdet på det indenrigspolitiske område - som er meget positiv. Det er lykkedes for os alle at arbejde virkelig godt sammen med Dem - det gælder naturligvis også kommissær Vitorino. Men når det handler om Eurodac, har vi et problem. Vi har truffet en beslutning i Parlamentet og understreget, hvorfor vi ikke kan acceptere Eurodac, hvilket Rådet og Kommissionen ellers gerne så. Det har vi også begrundet. Vi har humane grunde hertil, vi har grunde hertil, når det drejer sig om børn og aldersgrænser, vi kan f.eks. ikke acceptere en aldersgrænse på 14 år. Alle disse problemer har vi fremhævet ved hjælp af en beslutning fra Parlamentets side. Derfor er det naturligt for os, for min gruppe, og meget vigtigt, hvor seriøst De tager os som Parlament, hvordan De omgås vores forslag, og i sidste ende håber vi, at vi fortsat kan berette så stolt og lykkeligt om, at vores samarbejde går fremragende. Spørgsmålet er, om De er lutter øren over for os, hvis vi har en sag på dette område og har alvorligt brug for Deres støtte!
+Hr. formand, ærede kommissærer, hr. formand for Rådet, diskussionen om Eurodac og gennemførelsen af dette system er næsten som en never ending story. Det hele begyndte faktisk med Dublin i 1990. I november 1999 troede vi os som Parlament, og jeg antager, at det også gælder Dem, hr. kommissær, foran målet med hensyn til endelig at kunne gennemføre Eurodac. Der er flere gange blevet talt om målsætninger i mødesalen, og vi har samlet bifaldet det, når jeg rent faktisk også - hvilket forekommer sjældent - har kunnet glæde mig over, at De i tilslutning til afstemningen i Parlamentet mente, at De ikke ville acceptere de forslag, som blev besluttet med flertal i Parlamentet - mod vores stemme, siger jeg i den forbindelse. Det skulle også bedømmes meget positivt. Alt i alt har jeg set frem til, at dette system kommer, af den helt enkle grund, at Dublin først kan gennemføres hermed, fordi medlemsstatens kompetence først kan fastlægges entydigt hermed, og medlemsstaten er ansvarlig for afviklingen af asylproceduren, hvilket indirekte også vil føre til en vis grad af byrdefordeling. Hertil kommer, at vi kan forhindre, at det fører til flergangsasylansøgninger og dermed også til asylmisbrug, og, om De vil, også indirekte til bekæmpelse af illegalitet. Det vil sige, at det alt i alt er et system, som skal betragtes som meget positivt og absolut nødvendigt i forbindelse med asyl- og migrationspolitikken samt medlemsstaternes ansvar. Det, der har chokeret mig, er, at Rådet stak en kæp i hjulet for os på sit møde den 2. december, idet det ikke accepterede, at gennemførelsesbeføjelserne forbliver hos Kommissionen, det vil sige, at det ansvarlige forskriftsudvalg kan handle under Kommissionens forsæde. Det betyder, at vi i sidste ende ikke har opnået det, vi ønskede, nemlig skabelsen af et egentligt fælles system, men at Rådet for så vidt har stukket en kæp i hjulet for os, da det næsten igen anmeldte ejerkrav. Konsekvensen er, at det ikke er Kommissionen, der styrer dette instrument i fælles interesse, men at Rådet igen er overladt til sig selv, således at Kommissionen er udelukket, og således at Parlamentet også i sidste ende er udelukket. Det hverken vil eller kan vi acceptere, fordi der også er konsekvenser forbundet hermed, der går så vidt, at en kontrol af systemets effektivitet er udelukket i sidste ende, at statistiske undersøgelser til en analyse og til nødvendige konsekvenser ikke længere er mulige, og at der i hvert fald opstår forsinkelser, som er absolut uacceptable, for vi har brug for dette system. Mine spørgsmål til Dem lyder: Hvornår kan vi regne med, at systemet Eurodac, som vi har ventet på så længe, rent faktisk bliver funktionsdygtigt? Hvordan vil dette system se ud konkret? Bliver reglerne og vores ønsker om, at Kommissionen er fuldt betroet med gennemførelsen, opfyldt? I så fald vil vi have nået vores egentlige mål, som vi har brug for, i så fald vil vi have europæiseret en del igen, fordi det er fornuftigt rent faktisk også at skabe et egentligt fælles system.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg svarer meget direkte på de spørgsmål, der er blevet rejst, også for at undgå enhver tvivl om Rådets holdning, og jeg mener, at det er vigtigt, at denne kommer klart til udtryk. Hvad angår Eurodacs anvendelsesområde, vil jeg gerne minde om, at artikel 1 forslaget til forordningen om oprettelsen af dette system er meget tydelig, og jeg citerer: "Der oprettes et system, benævnt Eurodac, hvis formål er at lette fastsættelsen af, hvilken medlemsstat der i henhold til Dublin-konventionen", jeg gentager: "i henhold til Dublin-konventionen er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en medlemsstat, samt på anden måde lette anvendelsen af Dublin-konventionen på de betingelser, der er fastsat i denne forordning". Det er kun og udelukkende dette, som er formålet med denne forordning, der er af instrumental karakter i forhold til Dublin-konventionen og ikke går ud over dette formål. Med hensyn til Kommissionens rolle fastsætter forordningsforslagets artikel 3 eksplicit, at der skal oprettes en central enhed i Kommissionen. Så vidt vi ved, har Kommissionen indledt arbejdet i så henseende, og forberedelser til oprettelse af en central enhed skulle være i gang. Hvad angår Europa-Parlamentets rolle, vil jeg gerne opklare det, der kun kan skyldes en misforståelse, og jeg vil gerne klart give udtryk for, at Rådet på intet tidspunkt har udtalt sin modstand mod alle Parlamentets forslag eller bedt Kommissionen om at fremlægge nye forslag. Faktum er, at nogle af Parlamentets ændringsforslag er blevet indført i teksten til udkast til forordning, et forhold, der bør understreges. Derudover tillader jeg mig at erindre om, at alle de forslag, der blev udarbejdet af Rådet (retlige og indre anliggender) om dette spørgsmål, har været forelagt til udtalelse i Parlamentet, der har udtalt sig i denne sag ved tre lejligheder: den 15. januar 1998, den 18. marts 1999 og den 11. november 1999. Som De ved, er man af årsager, der ikke ganske vedrører sagen, men som har at gøre med andre politiske forhold, på indeværende tidspunkt endnu ikke nået til enighed i Rådet om det nye forslag, der skal til udtalelse i Parlamentet. Vi håber, at det kan ske snarligt, måske allerede under det portugisiske formandskab. Blandt de andre spørgsmål, der er blevet taget op her, vedrører det første den lavalder for optagelse af fingeraftryk, der er blevet fastsat til 14 år. Det er forståeligt, at der udtrykkes bekymring på dette punkt, men jeg vil gerne sige, at dette hidrører fra det forhold, at der er medlemsstater, som i visse tilfælde tillader optagelse af fingeraftryk også af børn under 14 år. Jeg vil gerne fremhæve et vigtigt aspekt, der muligvis ikke har været taget i betragtning i forbindelse med omtalen af aldersgrænsen, nemlig at der er stadig flere tabte asylsager for mindreårige, af hvilken grund disse sager skal følges, også ved hjælp af denne beskyttelse af teknisk karakter. Hvad angår spørgsmålet om kontrol fra Parlamentets og domstolenes side, mener jeg, at det, der er fastsat i Amsterdam-traktatens afsnit IV, er tilstrækkelig oplysende om, hvad der er Parlamentets myndighed, og hvad der tilkommer Domstolen at afgøre i denne sammenhæng. Med hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred mener jeg, at denne er behørigt sikret af de bestemmelser, der er indeholdt i forordningsudkastets artikel 18, som jeg henleder opmærksomheden på, og som i øvrigt også henviser til de rettigheder, der er sikret i direktiv 95/46. Derudover er det indlysende, som det fremgår af forordningsforslagets artikel - og også dét er det at gentage hér - at Eurodacs anvendelse altid vil følge de principper, der er nedfældet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og i FN's konvention om børns rettigheder. Jeg antager, at disse forhold tillader at hævde, at det er et sikkert system, et system, der ikke indeholder elementer, som kan bringe borgernes rettigheder i fare. Vi må imidlertid forstå, at skabelsen af en række redskaber inden for EU til regulering af alle de spørgsmål, der har med asylansøgninger at gøre, må være genstand for en teknisk set meget streng behandling, uden at dette skal forstås på den måde, at det samtidig skulle indebære, at borgerne mister rettigheder.
+Hr. formand, ærede kolleger, rådsformandens redegørelser rammer lige midt i den problematik, vi har her. Den Socialdemokratiske Gruppe er ikke - det vil jeg ikke skjule her - enig i, hvordan vi skal gribe problematikken an vedrørende personer under 18 år ved den daktylografiske registrering. Der er kolleger, der siger, at man ikke må registrere 14-18-årige. Jeg er selv af en anden mening. Man kan ikke på den ene side ønske at sænke valgalderen til 16 år og på den anden side sige, at man ikke må registrere en person under 18 år med fingeraftryk. Det er ikke helt til at forstå. Men det handler om en retsstatslig måde at betragte dette system på. Hvis De kan garantere os, at Rådet ikke har noget imod, at gennemførelsesbeføjelserne definitivt forbliver hos Kommissionen, og at vi som Parlament dermed får adgang - i det mindste inden for Kommissionens kompetenceområder - på en kontrollerende måde, er det et betydeligt fremskridt. Men det har Rådet hidtil ikke antydet over for os i denne form! Derfor har jeg med velbehag hørt, hvad De har sagt. For jeg vil gerne rette Deres opmærksomhed mod følgende punkt: Hvis vi skaber systemer på europæisk plan, som kan gribe ind i menneskets umiddelbare grundlæggende rettigheder - og en antropometrisk behandling af et menneske, en tvungen behandling af et menneske er et indgreb i hans eller hendes individuelle rettigheder - hvis vi altså skaber sådanne organer på europæisk plan, hvor der er disse rettigheder, skal den udøvende magt være underkastet parlamentarisk kontrol, og det menneske, der er berørt af denne foranstaltning, skal have mulighed for at gå rettens vej. Ved næsten alle systemer, som vi opbygger som led i den interne sikkerhed i Den Europæiske Union, er der de to mangler: manglende parlamentarisk kontrol og ingen præcis garanti for at kunne gå rettens vej. Den er ganske vist til stede på baggrund af princippet, men den beskrives aldrig præcist. Det samme gælder for den parlamentariske kontrol. Derfor siger vi: Hvis gennemførelsesbeføjelserne skal forblive hos Kommissionen, hvis forskriftsudvalget nedsættes under Kommissionens forsæde, er vi indforstået. Hvis ikke, bør vi sige til Rådet, at det ikke går, at Rådet tager gennemførelsesbeføjelserne fra Kommissionen, men på den anden side ønsker jeg, at systemet finansieres fra Fællesskabets budget. Så burde vi nemlig her i Parlamentet tænke over budgettet og finansieringen af systemet fra Fællesskabets budget. De kan være sikker på, at vi i så fald også ville gøre det!
+Formålet med Dublin-konventionen og Eurodac er at tildele en enkelt medlemsstat ansvar for at behandle en asylansøgning, og begrundelsen for den foreslåede forordning er, at der er behov for at udvide indsamlingen af fingeraftryk til visse kategorier af ulovlige indvandrere, fordi et betydeligt antal af dem vil have ansøgt om asyl tidligere eller har til hensigt at gøre det. Problemet er, at nogen ikke har og ikke vil gøre det, så dette betyder, at den foreslåede forordning går videre end det, der helt nøjagtig står i Dublin-konventionen ved at gætte eller forvente eksistensen af en asylansøgning. Således er Dublin-konventionen ifølge det britiske Overhus' Europa-udvalg et ustabilt grundlag for etablering af et system til indsamling og udveksling af fingeraftryksdata om personer, som endnu ikke har indgivet og måske heller ikke vil indgive en asylansøgning. Dette er et retligt set usikkert lovgrundlag, og det gør mig beklemt. Der mangler også klarhed i definitionen af de ulovlige indvandrere, som forordningen skal gælde for. Medlemsstaterne er forpligtet til at tage fingeraftryk af alle borgere fra tredjelande over 14, der gribes i forbindelse med en uregelmæssig overskridelse af deres grænse - det er ikke særlig præcist. At tage fingeraftryk er en meget alvorlig krænkelse af privatlivets fred, og man bør omhyggelig vægte sådanne kravs kompatibilitet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg er ikke sikker på, at dette rent faktisk er blevet gjort. Der hersker også bekymringer omkring databeskyttelsen, og det var grunden til, at Parlamentet ønskede at udvide bestemmelserne om sletning af data til også at omfatte f.eks. dem, der opnår enhver form for retlig status til at blive i en medlemsstat, selvom der ikke er tale om fuld flygtningestatus. Jeg er glad for at se, at det ændrede forslag tager sig af Parlamentets krav om at slette data, når et individ har fået en subsidiær eller midlertidig form for beskyttelse, men må jeg spørge, om dette f.eks. i det system, jeg kender bedst, omfatter den britiske ekstraordinære opholdstilladelse? Endelig er jeg, hr. formand, uanset hvilken begrundelse der anvendes for at udvide Eurodac-fingeraftrykssystemet til at omfatte nogle kategorier af ulovlige indvandrere, ikke personligt overbevist om, at dette forslag er juridisk vandtæt. Er Rådet og Kommissionen overbevist om dette?
+Hr. formand, mine damer og herrer, vi er begyndt at etablere en fælles asyl- og indvandringsret i Europa. Det betyder, at vi skal have instrumenterne til at udøve den nødvendige kontrol. Fælles indvandringsret betyder, at vi ikke længere har nogen indre grænser, men til gengæld overtager vi ved de ydre grænser ansvaret for, hvem der rejser ind i Den Europæiske Union. Det er helt klart, at der er tale om misbrug, f.eks. i forbindelse med ansøgning om asyl. I alle europæiske stater overgår antallet af dem, der søger asyl af grunde, der ikke handler om politisk forfølgelse, i høj grad antallet af dem, der anerkendes som politisk forfulgte. Misbruget består i den forbindelse ikke kun i ansøgning om en sådan asyl, som ikke eksisterer, men også i, at de samme asylsøgere søger asyl i forskellige stater. Man kan kun styre dette misbrug, hvis Eurodac-fingeraftrykssystemet nu endelig bliver en realitet, hvilket vi har ventet på længe, og hvis Rådet langt om længe beslutter at sætte dette system i kraft. Det har allerede vist sin effektivitet på mange områder og er en af forudsætningerne for, at asyl også nyder accept. Derfor går vi kraftigt ind for, at Rådet træffer sine afgørelser nu, således at Eurodac rent faktisk også kan blive gennemført som et system, der tillader sammenligning af fingeraftryk i hele Europa. Det er det, Rådet nu skal klare.
+Kære kolleger, som vores repræsentanter fra Rådet sagde, har de ændringsforslag, som Parlamentet har vedtaget, og som er blevet indføjet i teksten, betydet, at udkastet til forordning er blevet bedre eller kan forbedres. Ikke desto mindre er og bliver dette udkast til forordning uacceptabelt for os i den forstand, at det stigmatiserer borgere fra tredjelande og tendentielt kriminaliserer dem. Spørgsmålet er, om vi i dag, hvor vi taler om et charter for de grundlæggende rettigheder, hvor vi taler, som vi gjorde det så sent som i går, om en betænkning om menneskerettigheder, vil kunne leve i et Fort Europa, i sikkerhed, mens der på den anden side, ja selv inde i dette fort, forekommer overgreb og krænkelser? Derudover gør dette udkast til forordning os simpelthen utilpas, fordi man havde indtryk af, at det ikke havde grund til at være i dag. Man har indtryk af, at ploven er spændt for okserne. Man benytter og indfører instrumenter, endnu før man tænker på en egentlig harmoniseret politik for retten til fri bevægelighed, for retten til at leve i familie, for asylretten. Lad os derfor begynde med at harmonisere denne politik, så kan vi bagefter se på, hvilke instrumenter der skal bruges til at gennemføre og kontrollere den. Endelig er der et tredje punkt, som i særdeleshed generer os, og det er den manglende respekt for Parlamentets mening. Her er der rent faktisk tale om et vigtigt problem, som har at gøre med den demokratiske tillid, man omfatter medlemmerne af Europa-Parlamentet med. Det er immervæk en skam, at vi i dag skal have det indtryk, at vi ikke gør nogen nytte. Man snakker meget om, at folk undlader at stemme, men det er nu ikke så mærkeligt, når der ikke bliver taget hensyn til parlamentsmedlemmernes meninger. Jeg vil slutte med at sige følgende: Til gennemførelsen af dette rum for frihed, sikkerhed og retfærdighed skal der ganske rigtigt bruges instrumenter, men denne sikkerhed kan kun indføres, hvis der findes virkelig retfærdighed, og friheden kan kun opnås, hvis der findes rettigheder, som overholdes.
+Hr. formand, kære kolleger, vi har brugt en hel dag her i Europa-Parlamentet på at diskutere menneskerettigheder og høje idealer, og derfor er det altså noget beskæmmende, at når Unionen så skal til at handle i den virkelige verden, så ser det ganske anderledes ud. Med Eurodac går Kommissionen og Rådet efter min mening for vidt i ønsket om at kontrollere asylsøgere og andre tredjelandsborgere, der krydser grænsen til Fort Europa. Eurodac-udspillet er en række urimeligheder og en række krænkelser. For det første er det at opbevare fingeraftryk af mindreårige - helt ned til 14-årige - som ikke har begået nogen kriminel handling, i strid med FN's børnekonvention, som beder os om at beskytte børn, beder os om at respektere en lavalder for børn på 18 år, hvis vi ikke selv pr. lov har fastsat en anden, og det har Unionen, så vidt jeg ved, ikke. At opbevare fingeraftryk i op til 10 år, også selvom den pågældende ikke har begået noget ulovligt, også selvom den pågældende oven i købet måske har fået lovligt ophold på Unionens område, er en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions krav om respekt for privatlivet. At sammenblande asylsøgere med illegale indvandrere, det er i strid med flygtningekonventionen. De menneskerettigheder og fundamentale rettigheder, som der tales så meget om, har ingen værdi, hvis vi ikke er i stand til at sikre dem i praksis, også for de mennesker, som skulle slippe ind i Fort Europa. Det indtryk, som de mennesker rejser hjem med eller får, mens de er her, af "området for frihed, sikkerhed og retfærdighed", afspejler ikke de værdier, som ellers ved festlige lejligheder kaldes for globale og universelle. Derfor er min opfordring til Kommissionen og til Rådet: Kære venner, lad Eurodac få lov til at dø den stille død, som Eurodac fortjener.
+Hr. formand, på vegne af Gruppen For Nationernes Europa vil jeg gerne give udtryk for tillid til Rådets behandling af denne sag, og jeg vil lige som andre opfordre Rådet til nu at træffe beslutning om at etablere Eurodac. Vi taler om at opbygge et område, som påberåber sig en høj grad af retssikkerhed, og jeg synes, det er besynderligt, at vi så i næste sætning udtrykker mistillid til, at der kan ske en ansvarlig forvaltning af denne ordning. Efter min opfattelse er det formålet at sikre asylberettigede deres rettigheder, og der er ikke tale om nogen krænkelse af de menneskers rettigheder, som berettiget og hæderligt kommer og anmoder om asyl. Jeg kan ikke forestille mig, at hverken Rådet eller Kommissionen kan ønske at opbygge dette system på en sådan måde, at det skulle indeholde nogen form for frihedsindskrænkninger for lovlydige borgere. Det er i overensstemmelse med skabelsen af et område med frihed og retfærdighed, og det støtter vi.
+Hr. formand, de nye toner, der høres i forbindelse med vedtagelsen af Eurodac-systemet, har rejst mange velbegrundede spørgsmål med hensyn til hensigtsmæssigheden og effektiviteten af systemet til sammenligning af asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk som supplement til Dublin-konventionen. Personligt hører jeg til den gruppe, som har mange forbehold over for systemet. Der er allerede flere elementer i det, som forstærker vores bekymringer med hensyn til eventuelle krænkelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som også beskytter privatlivets fred, samt FN's konvention om børns rettigheder, idet man kræver, at der skal optages fingeraftryk af børn helt ned til 14 år. Desuden skaber et system, hvor der skal optages fingeraftryk, i sig selv negative associationer og minder om politimyndigheders efterforskning af kriminelle handlinger og forbrydelser. En udvidelse af systemet til at omfatte asylansøgere skærer således alle flygtninge og indvandrere over en kam og identificerer dem med kriminalitet og lovovertrædelser, hvilket jeg mener er meget uretfærdigt og ligger uden for alle folkeretlige begreber og respekten for menneskerettighederne i henhold til Genève-konventionen, hvis 50-årsdag vi højtideligholdt i morges med den udvidede forhandling her i Europa-Parlamentet. Endvidere garanterer systemet, hvis det indføres, ikke en 100% sikker bestemmelse af identiteten, som det også ofte har været tilfældet i straffesager, og derfor kan man ikke sige, at dets indførelse vil lette gennemførelsen af Dublin-konventionen og bidrage til, at man undgår misbrug af asylretten. Under alle omstændigheder kræver Europa-Parlamentet, at det får mulighed for at udøve parlamentarisk kontrol, såfremt Rådet og Kommissionen står fast på spørgsmålet. Jeg mener dog, at det bedste, Europa-Kommissionen og Rådet kan gøre, er at sørge for vedtagelsen af en fælles asyl- og indvandrerpolitik, som er baseret på de europæiske humanitære og demokratiske værdier og respekten for menneskerettighederne.
+Hr. formand, Kommissionen vil gerne for det første bifalde den meget klare udtalelse, vi hørte fra Rådets repræsentant om, at Eurodac-systemet kun er et system, der har til formål at gennemføre Dublin-konventionen. Jeg vil også gerne bekræfte, som Rådets repræsentant allerede har sagt, at der er et problem vedrørende den territoriale anvendelse af Eurodac-forordningen. Jeg kan også bekræfte, at Rådet ikke har bedt Kommissionen om at fremsætte et revideret forslag. Dette er ikke desto mindre et meget følsomt spørgsmål, som debatten allerede har vist, og et af de få tilfælde, hvor de tre institutioner ikke har den samme holdning, som jeg udtalte meget klart for Parlamentet. I dette tilfælde har Kommissionen en anden holdning end både Rådet og Parlamentet. Det er grunden til, at vi, selvom vi ikke er blevet bedt om at fremsætte et nyt forslag, besluttede, at vi for at afklare de politiske muligheder, der ligger foran os, burde gøre det ekstra arbejde og fremsætte et revideret forslag for Rådet. I sit reviderede forslag medtager Kommissionen den løsning, som Parlamentet har foreslået om, at data bør slettes fra basen, så snart en person er blevet anerkendt som flygtning. På den anden side kunne vi ikke gå ind for Parlamentets idé om aldersgrænsen for tagning af fingeraftryk. Vi fandt, at 14 år er en passende løsning. Måske skyldes dette, at jeg kommer fra et land - som Rådets repræsentant også kommer fra - hvor vores børn får taget deres fingeraftryk, når de er 10 år til deres første identitetskort. Det er utænkeligt for mig, at mit land er et land, der kriminaliserer alle børn på 10 år, fordi de får taget deres fingeraftryk til deres første identitetskort. Jeg husker stadig, at det var en større begivenhed i min ungdom at få mit eget identitetskort. Ikke desto mindre anerkender jeg, at dette er et meget følsomt spørgsmål. Følgelig mener Kommissionen, at den bør afklare to meget stringente og klare idéer over for Parlamentet. For det første bør vi ikke bede Eurodac om at give svar, som Eurodac ikke kan give. Derfor finder vi, at nogle af de spørgsmål, som baronesse Ludford har rejst, og nogle af de spørgsmål, der blev rejst af fru Boumediene-Thiery - som er meget vigtige - bør behandles inden for rammerne af forordningen om midlertidig beskyttelse og om subsidiær beskyttelse, som Kommissionen er i gang med at udarbejde. Vi vil fremsætte forslag herom for Parlamentet og Rådet inden for de næste få måneder. I denne uge er vi lige blevet færdige med et arbejdsdokument om en reevaluering af Dublin-konventionen. Vi ønsker at indlede en debat ikke blot om de tekniske spørgsmål omkring Eurodac, men også om de væsentligste løsninger på den gældende Dublin-konvention. Vi ønsker ikke at spilde tid. Vi ønsker et så bredt billede som muligt af alle instrumenter, der vedrører asylpolitik. Hvori ligger forskellen mellem Kommissionen og Rådet? Rådet har naturligvis være generøst i den forstand, at det har givet Kommissionen systemets forvaltning og tekniske måde at fungere på. Men der er et punkt, hvor Kommissionen ikke er enig med Rådet. Vi er ikke enige i, at Rådet skal forbeholde sig bemyndigelsen til at gennemføre systemet. Ifølge komitologiaftalen er der ikke tilstrækkeligt grundlag for, at Rådet forbeholder sig gennemførelsesbeføjelserne frem for at delegere dem til Kommissionen. Det er Kommissionens forslag, at den udøvende myndighed, bemyndigelsen til at gennemføre systemet, bør delegeres til Kommissionen sammen med et udvalg bestående af repræsentanter fra alle medlemsstater. Vi mener, at dette vil være en mere sammenhængende og gennemsigtig måde at forvalte systemet på og styrke Parlamentets evne til at overvåge den måde, hvorpå Kommissionen forvalter og udvikler Eurodac-systemet. Måske vil det gennem denne afbalancerede løsning være muligt på en mere afslappet og tillidsfuld måde at behandle nogle af de forbehold og politiske tvivl, der er blevet rejst af flere medlemmer i løbet af denne debat. Måske er jeg stædig, men det er, hvad jeg oprigtigt mener.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0044/2000) af Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 64/432/EØF om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin (KOM(1999) 456 - C5-0239/1999 - 1999/0217(COD)).
+Hr. formand, i denne betænkning handler det om at tilbageføre en allerede gældende bestemmelse, der har været i kraft siden 1. januar 1999, til den tilstand, der var gældende før 1. januar 1999. Kommissionen anfører følgende begrundelse herfor: Medlemsstaterne har ikke opfyldt deres forpligtelser om at opbygge et kontrolsystem, og derfor er vi nødt til at genetablere den gamle tilstand midlertidigt. Vi støtter Kommissionen i den implicitte kritik af medlemsstaterne, som ikke har lavet deres lektier, men beklager dybt, at vi endnu en gang er i en situation, hvor vi ikke kan gennemføre de ændringer og forbedringer af et kontrolsystem, som allerede er vedtaget og egentlig allerede trådt i kraft, fordi landene ikke har opfyldt deres forpligtelser. Alligevel støtter vi Kommissionens plan, fordi vi er af den opfattelse, at også den gamle ordning giver en tilstrækkelig grad af sikkerhed, især da Kommissionen kun har ansøgt om et års forlængelse. Kommissionen har imidlertid ladet en bagdør stå åben, da den ønsker en ny overgangsfrist på tre år efter bestemmelserne i aftalen med Rådet, efter Rådets komitologiafgørelse af 28. juni 1999, og det betragter vi i Parlamentet som noget usædvanligt. Så skulle De, hr. Byrne, have ansøgt direkte om de fire år, hvis det da skal tage fire år, især da De sender et signal dermed til medlemsstaterne. Hvis Kommissionen alligevel stadig holder en bagdør vedrørende en udskydelse på tre år åben, hvorfor skal vi så løse vores opgaver? Men også her har vi sagt, at vi gerne vil være med. Vi har fremsat et ændringsforslag, der sigter mod en forkortelse af denne periode til to år, og i forhandlingerne med Kommissionen er det blevet tydeligt, at den også gerne vil deltage i dette ændringsforslag. Dernæst har vi konstateret som en detalje, at De har formidlet redegørelserne i denne komitologiafgørelse i brede prosatekster til os, selvom De for længst havde truffet en aftale med Rådet om, at henvisningerne til artiklerne skulle være i en kortere form. Derfor har vi fulgt opfordringen og den praksis, som De plejer med Rådet, og har nu på vores side med et ændringsforslag, som blev fremsat i mit navn, plæderet for at overtage denne nye ordning. Dog med den detalje, at De, fordi det handler om artikel 37 og artikel 152, hvad angår retsgrundlaget, ikke kun har forelagt os artikel 17, men også artikel 17a, med det argument, at det handler om en høringsprocedure og en fælles beslutningsprocedure. I den fælles beslutningsprocedure virker artikel 8 efter komitologiafgørelsen, hvilket den ikke gør efter artikel 37. Vi er af den opfattelse, at der ikke er behov for de to adskilte forlæg, og har kun fremsat et enkelt ændringsforslag, som jeg vil offentliggøre for Dem nu. I forbindelse med artikel 17a går vi ind for en annullering. Ændringsforslaget skal lyde som følger: "Refereres der til denne artikel, finder forskriftsproceduren i henhold til artikel 5 i overensstemmelse med artikel 7 og eventuelt ved fælles beslutningstagning i henhold til traktatens artikel 251, artikel 8 i beslutning 99/468/EF, anvendelse". Jeg håber, at Kommissionen kan godkende denne ændring. Vi befinder os i en fælles beslutningsprocedure. Hvis Kommissionen og Rådet kan godkende vores ændringer, får vi en kortere procedure, hvilket jo burde være fornuftigt i betragtning af, at vi har befundet os i en noget usikker retlig situation siden 1. juli 1999. Vi har jo også ført indgående forhandlinger tidligere. Jeg er spændt på, hvad resultatet af deres udtalelse bliver. Jeg håber, at de vil følge vores overvejelser, som vi jo også har fremlagt under forhandlingerne, især da vi ikke er uenige i sagen.
+Hr. formand, det, vi har med at gøre her, er forslag til ændring af et direktiv om handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin. Jeg vil gerne starte med at lykønske ordføreren med hans betænkning og udtrykke min store enighed i de bemærkninger, han lige er kommet med. Jeg fremsatte et enkelt ændringsforslag under debattens udvalgsstadium, som blev accepteret af udvalget, vedrørende medlemsstaters behov for at indføre en passende ordning med stikprøver, inspektion og kontrol for at sikre en effektiv gennemførelse af disse bestemmelser. Mit ændringsforslag anmoder om, at Kommissionen kontrollerer medlemsstaterne for at sikre, at de udfører den nødvendige inspektion, der er fastsat i disse bestemmelser, for hvis vi skal indlede en vellykket kampagne med henblik på at inddæmme og udrydde tuberkulose og brucellose, vil det være væsentligt med en ordentlig gennemførelse af disse bestemmelser. Må jeg også sige, at disse regler og bestemmelser desværre for nærværende er ret så akademiske for mit lands vedkommende, for vi har jo haft et eksportforbud mod levende kvæg fra Det Forenede Kongerige i de sidste fire år. Ja, selv eksporten af døde dyr er stadig forbudt i visse lande, for selvom eksportforbuddet mod oksekød fra Det Forenede Kongerige blev ophævet den 1. august 1999, bliver det, som vi alle ved, stadig ulovligt opretholdt af Frankrig og Tyskland selv i dag. Også inden for svinesektoren lider eksporten, fordi svineindustrien i de seneste to år har oplevet akutte vanskeligheder. Ja, i mit eget land, Skotland, har vi været vidne til en reduktion på 25% af den nationale svinebestand i de seneste 12 måneder. Medmindre den britiske regering træffer øjeblikkelige foranstaltninger, vil yderligere 25% forsvinde inden for de næste par måneder. Denne forfærdelige situation er skabt af flere forskellige årsager, der bl.a. omfatter pundets styrke, overdrevne velfærds- og hygiejnestandarder, som den britiske regering har pålagt industrien, og de ekstra omkostninger, der skyldes BSE-krisen. Disse faktorer får britiske svineavlere til at dreje nøglen om, efterhånden som britiske detailhandlende og supermarkeder i stadig højere grad går efter billige importerede varer. Nu kommer det frem, at situationen kunne blive endnu værre, når EU-ansøgerlandene fra Central- og Østeuropa forventes at øge deres nettoeksport af svinekød med næsten 300% inden år 2006. Samtidig vil de søge om undtagelser fra EU-lovgivningen for at gøre det muligt for dem at producere svin under velfærds- og hygiejnestandarder, der ville blive anset som ulovlige under den gældende EU-lovgivning. Hvis Storbritannien igen skal sætte gang i en dynamisk handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin, så er der behov for øjeblikkelig hjælp til at afhjælpe den katastrofale situation, der berører Storbritanniens landområder og især vores svine- og oksekødssektor. Jeg håber, at dette budskab når igennem til den britiske finansminister.
+Hr. formand, jeg er enig med ordføreren om de principielle spørgsmål, og jeg kan naturligvis med glæde også tilslutte mig det ændringsforslag, hvor overgangsperioden kun er på to år. Her er det tale om medlemsstaters forsømmelser ved iværksættelsen af disse sager og systemet. Der er tale om alvorlige dyresygdomme, og jeg mener, at det mest centrale i debatten er, at vi hurtigt skal indføre systemet, så vi kan undgå, at iværksættelsen af reglerne, som hurtigst muligt bør træde i kraft, udskydes indtil flere gange. Stevenson nævnte, at eksporten fra Østeuropa vokser. Kære venner, vi er jo ved at udvide EU og tage lande i Østeuropa med i EU. Hvis vores egne systemer ikke er i orden, hvordan kan vi så forudsætte, at de nye medlemsstater kan have en sådan orden i deres systemer, at de kan komme med og tilslutte sig til vores landbrugspolitiske system? Vi lægger vægt på, at vores udgangspunkt og fremtidsvision bør være fødevaresikkerhed og den europæiske landbrugsmodel, men i medlemsstaterne forsømmer vi helt grundlæggende foranstaltninger, som kan være med til at overvåge systemer, der kan sikre dette. Det er derfor, at vi i fremtiden meget alvorligt skal lægge vægt på, at medlemsstaterne faktisk iværksætter de systemer, som vi beslutter i fællesskab. Hvis dette ikke er tilfældet, skal der være en form for sanktion, hvorved disse ting kan bringes i orden.
+Hr. formand, jeg vil gerne slutte mig til de tidligere talere og lykønske ordføreren. Han er gået til denne opgave med sin sædvanlige overbevisning og stor pligtopfyldenhed. Jeg var meget glad for at høre ham sige, at der ikke er nogen reel konflikt i relation til principperne og målene for det foreslåede direktiv. Jeg er ikke i tvivl om, at kommissæren vil være behjælpelig med at nå frem til en tilfredsstillende løsning, for både Parlamentet og Kommissionen har et fælles mål, når det gælder dette meget vigtige og væsentlige område. Direktivet om handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin er af central betydning for kvægavlernes økonomiske overlevelse, navnlig i mit eget land, Irland, som eksporterer op imod 90% af sin samlede kvægproduktion, hvoraf en meget høj andel er eksport af levende dyr til det europæiske kontinent og også uden for. I denne henseende støtter jeg forslag om en yderligere ajourføring af direktivet fra 1997 med det forbehold, at det gøres på en fornuftig måde. Vi bør eliminere unødigt bureaukrati og samtidig sørge for fuldstændig sporbarhed af kvægets bevægelser såvel som beskyttelse af folkesundheden.
+Hr. formand, dette forslag indfører en udvidelse af en gældende undtagelse til direktiv 64/432, der gælder for den spanske regering. Uden denne undtagelse ville der skulle gennemføres et system med veterinærkontrol for tuberkulose og brucellose for hvert enkelt stykke kvæg, der eksporteres fra denne region. Disse er naturligvis allerede gennemført af mange andre stater. Denne undtagelse har væsentlige indvirkninger for mit land. Mens Spanien har fået en undtagelse, lider den britiske kødindustri stærkt under gennemførelsen af et beslægtet direktiv, der kræver ruinerende dyr veterinærkontrol på vores slagterier. Så strenge er kravene om veterinærkontrol, at vi ikke har tilstrækkelig mange britiske dyrlæger til at udføre arbejdet. Men i stedet for at give os mere tid har Kommissionen indledt overtrædelsesprocedurer. For at undgå at ende for EU-Domstolen har min regering været nødt til at rekruttere store antal EU-dyrlæger, hvoraf 300 kommer fra Spanien. Hvis Spanien har et så stort overskud af dyrlæger, at det har råd til at sende så mange til mit land, hvorfor har det så store problemer med at gennemføre det veterinærkontrolsystem, der kræves i dette direktiv? Det forekommer mig ikke rigtigt, at britiske slagterier bliver sat på en hård prøve som følge af Kommissionens sagsanlæg, mens Spanien har lov til at misligholde sine forpligtelser. Hvorfor gør Kommissionen livet så let for Spanien? Burde den ikke spørge, hvorfor Spanien har råd til at sende så mange dyrlæger over til Det Forenede Kongerige for at gennemføre et beslægtet direktiv og måske insistere på, at nogle af disse folk blev holdt tilbage i deres hjemland for at gennemføre fællesskabslovgivningen i deres eget land? På dette grundlag mener jeg, at dette direktivforslag er forkert, og jeg vil stemme imod det.
+Den irske interesse i dette direktiv om ændring af direktiv fokuserer på vores lands anmodning om tilladelse til at foretage en tuberkulosetest inden eksport på opsamlingscentre frem for kun på de bedrifter, hvor dyrene kommer fra, sådan som praksis er i Irland på nuværende tidspunkt. Jeg forstår, at vi har omkring to år til at drøfte eventuelle problemer, som vi måtte have i denne henseende med Kommissionen, og jeg er glad for at se Kommissionen her i dag. I henhold til EU's handelsregler og af hensyn til fødevaresikkerheden og forbrugertilliden til dyrenes sundhedsstatus kræves der en årlig test for at opretholde vores kvægbesætningers officielle tuberkulosefri status. Med en kvægbestand i Irland på mellem 7 og 8 millioner i de senere år, er der årligt blevet gennemført 10,5 millioner tuberkulosetester på omkring 138.000 besætninger. Siden 1954, hvor vores tuberkuloseordning blev indført, har vi i Irland - et lille land - brugt 2,54 milliarder euro på tuberkulosetester og senere brucellosetester. Jeg mener, at det udgør et bevis på vores faste beslutning om at beskytte vores kvægbesætningers sundhedsstatus i Irland. Ja, efter afsløringen af en reaktion er der blevet gennemført et særligt tilgrænsende testprogram for besætninger, der grænser op til isolerede besætninger. Der udføres løbende analyser af testdata af en særlig tuberkuloseudforskningsenhed. Rutinemæssige obduktioner gennemføres af ministeriets dyrlæger på alle slagtede dyr. Dyr, der reagerer positivt på turbekulosetesten, bliver slagtet. Fra de tidligste stadier af ordningen til udryddelse af tuberkulose hos kvæg har landbrugsministeriet anerkendt nytten af tester inden flytning, og vi anmoder om, at der bliver set positivt på vores særlige ændringsforslag til direktivet om ændring af direktivet. Det punkt, jeg gerne vil bede kommissæren om at se med særlig opmærksomhed på, er, at den eneste test, der findes i EU og ifølge irsk lovgivning, er den intrakutane komparative test, der er angivet i EF's direktiv 64/432. Jeg forstår, at der er blevet udført et betragteligt stykke arbejde med laboratoriebaserede blodprøver for at spore tuberkulose. Gammainterferontesten er den mest lovende af disse, og den anvendes i praksis som et supplement til tuberkulintesten af besætninger. Jeg ser gerne, at kommissæren angiver, hvor langt man er nået med dette, og hvor hurtigt det vil være muligt at få blodprøver accepteret af EU. Den turberkulosetest, vi nu bruger, er besætningsrelateret - ikke dyrerelateret. Vi bør nå frem til, at blodprøver for enkeltdyr vil være tilstrækkeligt.
+Hr. formand, hr. kommissær, betydningen af veterinærpolitimæssige problemer er ikke kun et afgørende spørgsmål i økonomisk, men også i forbrugerpolitisk henseende. Desuden har vi konstant med enorme økonomiske tab som følge af dyreepidemier at gøre. For at tage højde for sikkerhed og gennemskuelighed har direktivet især som mål, at der oprettes elektroniske databaser, hvorfra man kan hente oplysninger om kvæg og svin og deres bortskaffelse. Disse databaser, som skal oprettes, er samtidig en bestanddel af systemet til mærkning og registrering af kvæg i henhold til forordningen. Da det imidlertid har givet vanskeligheder ved gennemførelsen af dette direktiv og på grund af langsommeligheden i den fælles beslutningsprocedure, er Kommissionen kommet frem til den konklusion, at der bør træffes overgangsbestemmelser for at forhindre problemer i handlen med levende kvæg og svin. Jeg er enig med ordføreren i, at medlemsstaterne ved for lange overgangsbestemmelser altid kun gennemfører ubehagelige fællesskabsbestemmelser meget tøvende. Derfor bør vi diskutere, om dette spillerum på tre år virkelig er fornuftigt. Jeg mener, at ændringsforslaget af Daul, der foreslår to år, ville være et rigtig godt kompromis. Jeg vil gerne i den forbindelse endnu en gang påpege, at vi ikke igen bør opdyrke paragrafjunglen og undtagelsesjunglen, men at vi snarere skal rydde den. Det Økonomiske og Sociale Udvalgs betænkeligheder vedrørende den strikse begrænsning i undtagelsesbestemmelserne og harmoniseringen af veterinærbestemmelserne skal der absolut tages højde for! Jeg kan altså ikke forstå, at nogle lande laver deres lektier, mens andre derimod igen og igen finder på undskyldninger og sakker bagud. Det giver konkurrenceforvridninger, og for så vidt er jeg for, at vi gør ordningen gældende for alle om kort tid.
+Hr. formand, jeg vil forsøge at gøre det meget kort, og jeg vil ikke engang bruge hele min taletid. Jeg vil nemlig nøjes med at sende et budskab, og det er følgende. Her til morgen var der en af vores kolleger, som sagde her i Parlamentet, at der ikke er nogen frihed uden regler. Men når der er for mange regler, tror jeg, at friheden bliver til forvirring. Dette forslag lider efter min mening netop under, at der er for mange regler. Vi har haft en række bestemmelser på området, som har efterfulgt hinanden siden 1964. Disse bestemmelser er i nogle tilfælde blevet gennemført, og i mange tilfælde er de ikke blevet gennemført. De er delvist blevet udsat, og de er ikke blevet tilpasset af medlemsstaterne. Man vil nu med stor sandsynlighed anse nogle staters optræden for at være mangelfuld, da de ikke har rettet sig efter visse direktiver. Man må dog spørge sig selv, hvorfor dette sker så ofte og berører en lang række stater. Det skyldes højst sandsynligvis, at det er vanskeligt at gennemføre direktiverne. Og den forsinkede tilpasning af den nationale lovgivning skyldes højst sandsynligvis, at tilpasningen er dyr, besværlig og ofte uproduktiv. Det budskab, jeg gerne vil sende, er således, at når der er for mange regler - og i dette tilfælde er der en overflod af regler i de forberedende bestemmelser til den foreslåede tekst, som egentlig godt kan accepteres - og når de mange tekster vanskeliggør en gennemførelse, sker der en udsættelse, og man risikerer også at skabe nogle huller, der ikke bare er af lovgivningsmæssig karakter, men også af praktisk karakter. Hullerne af lovgivningsmæssig karakter skyldes en overlapning af kompetencerne og forvirring med hensyn til bestemmelserne, og hullerne af praktisk karakter skyldes, at der naturligvis er risiko for manglende kontrol på mange områder, hvorfor forbrugerpolitikken risikerer heller ikke at være tilstrækkelig.
+Hr. formand, må jeg først takke Dem for den interesse, De har udvist for Kommissionens forslag om ændring af direktiv 64/432 om de sundhedsproblemer, der berører handlen inden for Fællesskabet med kvæg og svin. Jeg er hr. Graefe zu Baringdorf særlig taknemmelig for hans betænkning om dette forslag og også medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter for den støtte, de har givet de fleste af de ændringer, der er foreslået af Kommissionen, og for de ændringsforslag, der var med i det oprindelige udvalgs betænkning. Medlemsstaterne løb ind i alvorlige problemer, da de skulle gennemføre de opdaterede dyresundhedsbestemmelser for handlen inden for Fællesskabet, der var fastsat i direktiv 64/432, og som trådte i kraft den 1. juli sidste år. For at lette omstillingen til de nye regler foreslog Kommissionen med hjemmel i artikel 37 og 152 i traktaten nogle ændringer til direktivet, der omfatter overgangsforanstaltninger til løsning af de mest akutte handelsproblemer, mindre korrektioner og afklaringer i bilagene og et generelt mandat til Kommissionen til at fastsætte overgangsforanstaltninger i overensstemmelse med den nye komitologiprocedure, der er omfattet af forslaget. Europa-Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter gik med til to ændringsforslag til Kommissionens forslag fremsat af hr. Graefe zu Baringdorf. Det første ændringsforslag kræver, at medlemsstaterne skal sikre fuld gennemførelse af direktivet, og at medlemsstaterne og Kommissionen skal udøve kontrol med gennemførelsen. Det andet ændringsforslag søger at begrænse anvendelsesperioden for overgangsforanstaltningerne til to år. Kommissionen kan gå ind for disse ændringsforslag 1 og 2 og må derfor gå imod ændringsforslaget fra fru Auroi, der kræver sletning af alle overgangsforanstaltninger. Men jeg beklager, at jeg ikke er i stand til at acceptere det skriftlige ændringsforslag 3, som hr. Graefe zu Baringdorf fremsatte i sidste uge. Det ændrer komitologiproceduren ved at foreslå, at der for gennemførelsesforanstaltninger i henhold til artikel 37 indføres en forvaltningsprocedure med ret til undersøgelse. Dette er klart i modstrid med artikel 2 i Rådets komitologiafgørelse 99/468, der gør det muligt at nedsætte kontroludvalg i spørgsmål vedrørende dyresundhed, og efter nærmere diskussioner med mit kabinet synes det ikke at være accepteret af hr. Graefe zu Baringdorf, at dette er holdningen. Men jeg forstår, at hr. Graefe zu Baringdorf måske meget vel kan have misfortolket komitologien, og at han har i sinde at ændre det igen her under forhandlingen i plenum. Lad mig udtrykke min overraskelse og bekymring omkring dette. Jeg beklager, at jeg ikke kan acceptere Deres nye ændringsforslag, der erstatter artikel 17 og 17A med én eneste ny artikel, der omfatter hele komitologiproceduren. Det indfører et kontroludvalg med ret til undersøgelse for Parlamentet, og jeg citerer fra det brev, som han sendte mig: "I tilfælde af en fælles beslutningsprocedure med hjemmel i artikel 251 og artikel 8 deraf" - det vil sige artikel 8 i Rådets komitologiafgørelse 99/468. Jeg kan forsikre Dem om den betydning, jeg tillægger Parlamentets rolle i lovgivningsprocessen, navnlig vedrørende komitologi i den fælles beslutningsprocedure. Det overordnede mål er at nå frem til hurtige og effektive resultater for at omsætte politikken til lovgivning. Rammerne for komitologiproceduren er klart fastsat i ovennævnte rådsafgørelse. Parlamentets undersøgelsesret er fastsat for områder i forbindelse med den fælles beslutningstagning, det vil sige artikel 8. Det ændrede direktiv 64/432 er baseret på artikel 37 og 152 i traktaten. Den nye bestemmelse vedrørende gennemførelsesbeføjelserne, hvorved Kommissionen kan fastsætte overgangsforanstaltninger, kan få en direkte effekt på folkesundheden. Derfor foreslår Kommissionen i dette tilfælde artikel 17A, der nævner et kontroludvalg med undersøgelsesret for Parlamentet. Jeg henviser Dem især til artikel 3 i direktivet, der ændrer artikel 16 i det oprindelige direktiv, hvor der står: "For at lette overgangen til de nye ordninger, der er fastsat i dette direktiv, kan Kommissionen efter proceduren i artikel 17A om nødvendigt vedtage overgangsbestemmelser, der anvendes i højst tre år". Det er, har jeg fået at vide af den juridiske tjenestegren, den rigtige måde at gøre dette på. I enhver situation, hvor en grundlæggende lovbestemmelse fastslår ændring ved et komitologiprocedure, må den i den grundlæggende bestemmelse omfatte den egentlige komitologiprocedure. Derfor må enhver enkeltbestemmelse, der fastsætter en sådan ændring, identificere proceduren ret klart. Derfor identificerer den bemyndigelse, der gives Kommissionen om yderligere at udvide den tid, der er fastlagt i artikel 3, klart artikel 17A som værende den passende artikel til behandling af dette, som inkorporerer artikel 8 i Rådets afgørelse fra juni sidste år, og således giver Parlamentet fuld undersøgelsesbemyndigelse i forhold til et sådant forslag. Dér, hvor artikel 17 nævnes i den gældende version af 64/432, relaterer dette til gennemførelsesforanstaltninger vedrørende dyresundhed, som er baseret på artikel 37, hvilket ikke har nogen, eller i nogle få tilfælde kun en fjern, interesse for folkesundheden. Derfor bør disse foranstaltninger ikke være underkastet Parlamentets undersøgelsesret. F.eks. relaterer sådanne gennemførelsesforanstaltninger til godkendelse af procedurer og steder til rengøring og desinficering, formatet for sygdomsanmeldelse, godkendelse af opsamlingscentre, definition af yderligere garantier for medlemsstater, der er fri af sygdomme, der ikke smitter mennesker, såsom smitsom bovin rhinotracheitis eller overførbar gastroenteritis hos svin. Jeg vil nu komme med nogle bemærkninger til betydningen af den foreslåede ændring for den institutionelle balance. Kommissionens gennemførelsesbeføjelser er fastsat i artikel 202, tredje indryk i EF-traktaten og i Rådets afgørelse 99/468, som jeg tidligere henviste til, hvilket er den relevante rådsafgørelse, der fastslår den relevante komitologiprocedure. Dette system tager klart sigte på nøjagtigt at definere den udøvende og lovgivende magts respektive roller i det grundlæggende lovgivningsinstrument. Derfor må det i den grundlæggende lovgivning gøres klart lige fra starten, hvilke gennemførelsesforanstaltninger der er baseret på de fælles beslutningsprocedurer, det vil sige artikel 152, og hvilke bestemmelser der ikke som deres direkte mål har beskyttelse af folkesundheden og derfor ikke er underkastet Parlamentets undersøgelsesret. Proceduren må fremgå klart i den grundlæggende lovbestemmelse, der kræver ændring ved komitologi. Enhver ordlyd, der åbner op for forhandling i hvert enkelt tilfælde, vil bringe den skrøbelige institutionelle balance i fare og vil også underminere gennemsigtigheden alvorligt. Den ordlyd, der er foreslået i den nye ændring om en kontrolprocedure med undersøgelsesret, og jeg citerer "i tilfælde af, at den fælles beslutningsprocedure med hjemmel i artikel 251 og artikel 8 deraf", fører til juridisk uklarhed og er ikke i overensstemmelse med den vedtagne gennemførelse af Rådets komitologiafgørelse. Jeg bemærker det dokument, som hr. Graefe zu Baringdorf har rundsendt her til eftermiddag, og hvori han bebuder sin hensigt at fremsætte dette ændringsforslag på dette stadium. Han siger: "Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at medtage to næsten identiske henvisninger til komitologiproceduren bare for at sikre, at Europa-Parlamentet ikke anmoder om rettigheder, som det ikke har." Lad mig forsikre Parlamentet om, at det ikke er min hensigt med fremsættelsen af disse to procedurer - artikel 17 og 17A - at sikre, at Europa-Parlamentet ikke anmoder om rettigheder, som det ikke har. Jeg går stærkt ind for den fælles beslutningsprocedure og også for de procedurer, der er fastsat i komitologien. Jeg går stærkt ind for idéen om, at Parlamentet skal have fuld undersøgelsesret af Kommissionens forslag under omstændigheder, hvor Den Europæiske Unions retlige strukturer, det vil sige traktaten og direktivet, gør dette muligt. At afvige herfra er at risikere at udfordre Domstolen, hvilket er noget, som jeg skal undgå. Jeg må også svare hr. Graefe zu Baringdorf ved at sige, at de to, som han beskriver det, næsten identiske henvisninger til komitologiproceduren rent faktisk ikke er identiske. De er ret så forskellige og må behandles hver for sig. Det er imidlertid i alle institutioners interesse, at procedurerne defineres klart og gennemsigtigt for alle. Vedtagelsen af denne ændring ville desuden betyde en yderligere forsinkelse af lovgivningsproceduren, der ellers ville kunne afsluttes efter førstebehandling. Afslutningsvis vil jeg gerne bekræfte, at jeg accepterer hr. Graefe zu Baringdorfs ændringsforslag 1 og 2, men ikke ændringsforslaget om komitologiproceduren, som han har fremsat her til eftermiddag. Følgelig kan jeg heller ikke acceptere fru Aurois ændringsforslag. For at komme ind på de enkeltspørgsmål, der er blevet rejst af talere her i eftermiddag, og først og fremmest de argumenter fra hr. Graefe zu Baringdorf, som jeg ikke allerede er kommet ind på, så nævner han den lange prosatekst, og at der foreligger en aftale med Rådet om at være mere præcis. De har naturligvis ganske ret med hensyn til dette. Denne aftale med Rådet kom imidlertid i stand efter den oprindelige udarbejdelse af dette dokument. Det er grunden til, at det er blevet udarbejdet på denne måde. Det går forud for den aftale. Det vil blive ændret automatisk på den måde, der er fastsat i aftalen med Rådet. Derfor vil de bekymringer, som De måtte have med hensyn til dette spørgsmål, blive afhjulpet i overensstemmelse med denne aftale. De antydede også, at der, hvis Kommissionen gik med til Deres forslag, ville være en kortere procedure. Som svar på dette vil jeg sige, at det, hvis hr. Graefe zu Baringdorf trækker dette særlige ændringsforslag tilbage under hensyntagen til det, jeg har sagt her i eftermiddag, er rigtigt at sige, at proceduren vil blive kortere, og dette spørgsmål vil så kunne behandles ved førstebehandling. Hvis spørgsmålet behandles på denne måde, og hvis Rådet stemmer i overensstemmelse med det forslag, der er fremsat af Kommissionen, er der en betydelig risiko for, at spørgsmålet vil gå til andenbehandling og således skabe yderligere forsinkelser. Jeg er så sent som i dag efter rådføring med medlemmer af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter blevet opmærksom på, at der hersker en bekymring, som jeg ikke var bekendt med, med hensyn til samspillet mellem artikel 37 og 152. Jeg har gjort det klart, at jeg er rede til hurtigt at imødekomme enhver invitation, som udvalget måtte sende mig om at drøfte dette vigtige forfatningsmæssige spørgsmål om samspillet mellem artikel 37 og artikel 152. Jeg siger dette under omstændigheder, hvor jeg også indtrængende opfordrer hr. Graefe zu Baringdorf til at give tilbagetrækningen af dette særlige ændringsforslag en alvorlig overvejelse i lyset af det, jeg lige har sagt, og af hensyn til de alvorlige juridiske vanskeligheder, der hersker i denne forbindelse. Som svar til hr. Hyland og fru Doyle, der begge var bekymrede for testspørgsmålet, har jeg taget det, begge har sagt herom, til efterretning, og jeg vil foretage de relevante undersøgelser.
+Hr. formand, tillad mig at stille et spørgsmål til kommissær Byrne. Vi er i den situation, at De præsenterer en tekst for os, som ikke længere svarer til de almindelige procedurer i forhold til Rådet. Det har vi noteret os. Med hensyn til det udarbejder vi vores ændringsforslag, som De jo i princippet og ud fra proceduren anser for rigtigt. Så skelner De mellem situationen i en betænkning, som De kun fremlægger efter artikel 152, og denne, som de fremlægger efter 37 og 152, og dernæst siger De, at det er grunden til, at vi har brug for en separat henvisning til komitologien. Vi har naturligvis også talt med vores juridiske tjeneste, og den tekst, som jeg har fremlagt mundtligt, omfatter præcis denne henvisning til komitologien. Retsteksten bekræftes dermed. Det handler i dette tilfælde om Kommissionens tykhudethed, Kommissionen, der siger, nej, vi fastholder vores forslag, som vi har haft noget lignende af i Parlamentet tidligere. Derfor, hr. Byrne, når De siger, at jeg skal overveje at trække forslaget tilbage, vil jeg bede Dem om at overveje, om De ikke kan godkende det, især da det opfylder komitologiafgørelsen. Så har vi den forenklede procedure. Gavmildheden bør ligge hos Kommissionen og ikke hos ordføreren!
+Det tjener intet formål at fortsætte forhandlingen. Jeg beder kommissæren om at svare så kort som muligt.
+Jeg er bange for, at det, hr. Graefe zu Baringdorf har sagt, afslører en misforståelse af spørgsmålet. For det første er den aftale, der blev indgået med Rådet om at forkorte prosateksten, noget, som automatisk vil blive behandlet i overensstemmelse med den aftale, som jeg nævnte for lidt siden. For det andet kan jeg med hensyn til spørgsmålet om komitologi kun gentage det, jeg sagde, nemlig at det i enhver grundlæggende lovtekst, der bemyndiger Kommissionen til at ændre denne tekst ved komitologi, skal fastslås, hvilken procedure der skal anvendes. Det, hr. Graefe zu Baringdorf foreslår gjort i hans ændringsforslag, er at overlade det til et skøn at behandle spørgsmålet i hvert enkelt tilfælde på ad hoc-basis, således at den tekst, der skal ændres, vil henvise til artikel 17, men inden for artikel 17 vil der være et skøn om, hvorvidt det er artikel 7 eller artikel 8 i afgørelse 1999/468, der gælder. Dette betyder, at nogen - det vil sige Kommissionen - under disse omstændigheder vil skulle afgøre, hvilken af de to artikler der er den relevante afhængig af, om det er en fælles beslutning eller ej. Jeg vil hævde, at dette er uhensigtsmæssigt, fordi det rent faktisk tildeler Kommissionen beføjelser til at træffe afgørelse i dette spørgsmål i dets kontor frem for at gøre det muligt for læseren at konsultere teksten - den grundlæggende tekst - under enhver omstændighed, hvor Kommissionen har bemyndigelse til at ændre en bestemmelse ved komitologi, og henvise til den grundlæggende tekst. Af denne tekst vil det være klart, hvilken komitologiprocedure der er den relevante at følge. Om det er artikel 17 i den version, der foreslås af Kommissionen, og som finder anvendelse på alle omstændighederne i dette særlige direktiv, eller artikel 17A, der inkorporerer komitologiens undersøgelsesprocedure, og som er relevant for de omstændigheder, der er angivet i artikel 3 - det vil sige, hvor der er en yderligere udvidelse af tiden til efter den 31. december 2000, og hvor Kommissionen kan udvide den for en yderligere periode, som vi har drøftet. Det afklarer situationen. Det undgår enhver udøvelse af skøn fra Kommissionens eller nogen andens side. Det gør det klart for alle, der læser teksten, hvad der er den relevante procedure for den særlige situation. Jeg beklager, at jeg ikke kan gøre det klarere, og jeg beklager, at jeg ikke kan efterfølge Deres anmodning. Jeg vil bede Dem atter en gang i lyset af det, jeg har sagt om at ville komme til stede i Deres udvalg, om at drøfte samspillet mellem 152 og 37 og alvorligt overveje selv at trække dette ændringsforslag tilbage.
+Mange tak, hr. kommissær. Dette spørgsmål vil fortsat blive drøftet i det relevante udvalg. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0201/2000). I dag er formanden for Rådet, hr. Seixas da Costa, her hos os. Han er nødt til at forlade mødesalen kl. 19, hvorfor vi skal forsøge at være meget hurtige og gøre en fælles indsats, så vi kan nå igennem størstedelen af spørgsmålene.
+Spørgsmål nr. 1 af (H-0141/00): Om: Kvinders menneskerettigheder i Europa Den 19. januar 2000 trådte FN's Økonomiske Kommission for Europa sammen for at forberede den særlige konference i FN's Generalforsamling, som skal finde sted den 5.-9. juni 2000 i New York og dreje sig om kvindernes situation fem år efter Kvindernes Verdenskonference i Beijing, hvor der var blevet vedtaget en handlingsplan for løsning af kvindernes problemer på verdensplan. Under det forberedende arbejde erklærede den schweiziske indenrigsminister, Ruth Dreifuss, at tre hundrede tusinde (300.000) kvinder er genstand for handel i Europa. Er Rådet enig i denne erklæring? Mener det, at de foranstaltninger, der træffes, er tilstrækkelige til at beskytte kvindernes sikkerhed og værdighed i Europa, når de konfronteres med risikoen for at blive genstand for handel? Hvilke yderligere foranstaltninger agter det at træffe for at imødegå en eventuel forværring af situationen i lyset af udvidelsen, eftersom størstedelen af de kvindelige ofre kommer fra lande, der har ansøgt om tiltrædelse af Den Europæiske Union?
+Hr. formand, ærede medlemmer, først vil jeg gerne erindre om, at EU's medlemsstater spillede en meget vigtig rolle på Beijing-konferencen i 1995 og for udarbejdelsen af den dér vedtagne handlingsplan. Efter vedtagelsen af denne handlingsplan har de europæiske institutioner og medlemsstaterne aktivt bestræbt sig på at gennemføre den både nationalt og på EU-plan. Hvad angår handlen med kvinder, der omtales i kapitlet om vold mod kvinder, er målene meget klare. De foranstaltninger, der skal træffes af regeringer og regionale og internationale organisationer i oprindelses-, transit- og bestemmelseslandene, er mange, og det ærede medlem påpeger med god ret, hvorledes kvinders sikkerhed og værdighed krænkes ved truslen om at blive genstand for handel. De kan være sikker på, at de øvrige institutioner betragter dette spørgsmål med megen alvor, og der er allerede blevet truffet visse foranstaltninger til at bekæmpe denne handel, hvilket jeg gerne vil omtale på en så kortfattet måde som muligt. For det første skal det nævnes, at Rådet (retlige og indre anliggender) siden november 1993 har vedtaget en række henstillinger vedrørende menneskehandel med henblik på prostitution, henstillinger, der tager sigte på at bekæmpe menneskehandlen. To år senere gjorde Europa-Parlamentet dette problem genstand for behandling, og ud over at have vedtaget nogle beslutningsforslag har det også udarbejdet en betænkning og en beslutning, der netop drejer sig om menneskehandel. Kommissionen har på sin side udsendt en første meddelelse om handel med kvinder og har igangsat programmet Stop med en årlig bevilling på 6,5 millioner euro i 1996, altså allerede året efter vedtagelsen af Beijing-handlingsplanen. Jeg mener ikke, at dette programs betydning skal undervurderes, eftersom det finansierer mange projekter og har vist sig virkelig effektivt. For det tredje har Kommissionen og Den Internationale Organisation for Migrationer i Wien, også i 1996, organiseret en konference, der behandlede problemet tværdisciplinært, med repræsentanter fra medlemsstaterne, EU's institutioner, akademiske kredse og flere ngo'er. Der foreligger en række sluterklæringer af dette arbejde. Endelig vedtog Rådet, også i 1996, en fælles aktion til bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. I 1997 førte ministerkonferencen i Haag til ministererklæringen fra Haag om de europæiske retningslinjer om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af handel med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse. Endelig har Kommissionen i 1998 udsendt en ny meddelelse om nye aktioner i kampen mod handel med kvinder. Jeg vil også gerne nævne, at dette spørgsmål jævnligt er genstand for behandling i den transatlantiske dialog, fordi fænomenet ligeledes berører Canada og USA og ikke kun begrænser sig til EU's umiddelbare nærområde. Vi mener, at det er stadig vigtigere at udveksle synspunkter med andre bestemmelseslande, så der kan ske en sammenligning eller vurdering af fænomenet og arbejdes hen imod en række fælles metoder til at kontrollere det på. Dette spørgsmål har naturligt nok regelmæssigt været på dagsordenen i kontakterne med de central- og østeuropæiske lande, der er transitlande og også undertiden oprindelseslande for en stor del af denne handel. På dette felt har Phare-programmet finansieret kampagner, hvoraf nogle også har fået støtte fra Den Internationale Organisation for Migrationer. Rådet ønsker ikke - det ønsker jeg skal stå klart - at kommentere tallet 300.000 kvinder som genstand for handel i Europa, som den schweiziske udenrigsminister har nævnt. Der findes ikke statistiske data om dette spørgsmål, der er så nøjagtige, for der er tale om et område, hvor tal er yderst vanskelige at opnå, da det på den ene side hænger sammen problemet med ulovlig indvandring og på den anden med ulovlig beskæftigelse. Som udgangspunkt synes dét tal os da også temmelig højt, og vi mener, at der må en nøjere analyse til, og at vi ikke bør låse os fast på denne vurdering, som vi ikke finder belæg for. Problemet skal i alle tilfælde behandles med megen alvor, ikke kun på grund af det antal personer, som det omfatter, men også fordi menneskehandel er en type organiseret kriminalitet, der er i tydelig ekspansion over hele verden, eftersom den medfører høj profit med relativt beskeden risiko for menneskehandlerne. En del af denne handel er af lille omfang, men der findes også store virksomheder og internationale netværk, som står bag en sofistikeret og velorganiseret industri med politisk støtte og økonomiske ressourcer i oprindelses-, transit og bestemmelseslandene. Derfor behandles dette spørgsmål på allerhøjeste niveau, herunder i FN. Det ærede medlem er ganske givet klar over, at der diskuteres et udkast til en protokol, der skal medvirke til at forebygge, fjerne og straffe handel med mennesker, navnlig kvinder og børn, en protokol, der skal supplere FN's konvention mod organiseret kriminalitet. Med henblik herpå har Rådet for nylig truffet en beslutning, der netop bemyndiger Kommissionen til at forhandle denne protokol. EU's medlemsstater spiller også en meget aktiv rolle i Kommissionen for Kvinders Status under FN, der er ved at forberede en ekstraordinær session om kvinder i FN's Generalforsamling. Sammenfattende vil jeg gerne gentage den betydning, som Rådet stadig tillægger spørgsmålet om handel med børn og kvinder, og jeg håber, at det med det, jeg har sagt, er lykkedes mig at berolige det ærede medlem en smule, i det mindste med hensyn til, hvorledes Rådet er mobiliseret i denne sag.
+Hr. formand for Rådet, jeg takker Dem oprigtigt for det fyldestgørende svar, De er kommet med til dette spørgsmål, og hvor De henviser til de programmer, der, som De minder os om, er blevet gennemført. Men i spørgsmålet blev det understreget, at det drejer sig om et problem, der er blevet forværret i den sidste tid, netop fordi det er så nemt at krydse grænserne; at det drejer sig om en handel, der som oftest har sin oprindelse i de østeuropæiske ansøgerlande; at det er kvinder, som befinder sig i en illegal situation i de fleste tilfælde; at det drejer sig om en indvandring under de værst tænkelige betingelser, og at disse kvinder ikke nyder nogen form for beskyttelse og er ofre for al slags udstødelse og alle slags problemer. Jeg finder, at der er gjort en indsats i de sidste år, men jeg vil gerne understrege, at man burde være særlig opmærksom nu og forebygge med henblik på fremtiden, eftersom det kan forudses, at det er et problem, som vil blive forværret.
+Hr. formand, jeg skal blot tilføje, at jeg er helt enig med det, som det ærede medlem har sagt, og at Unionen i forbindelse med udvidelsesforhandlingerne og især inden for rammerne af de eksterne relationer på området retlige og indre anliggender bestræber sig på at opretholde en dialog med ansøgerlandene, der meget specifikt også drejer sig om alle de spørgsmål, der har med den fri bevægelighed for personer at gøre, og i særdeleshed med den ulovlige indvandring. Uden at betvivle, at EU skal have en politik præget af tolerance over for indvandring og have en politik, der i et vist omfang tillader, at vi tager imod personer, der flygter af økonomiske grunde, mener vi, at vi bør søge at undgå, at der ad denne vej skabes muligheder for udnyttelse særlig af kvinder, og at det kan befordre de former for kriminalitet, der netop har den fri bevægelighed for personer som forudsætning. Vi mener, at det arbejde, der er blevet udført, og den bevidsthed, som ansøgerlandene har af, hvor vigtigt det er, at de i den periode, der går forud for deres tilslutning, sammen med EU skærper kontrolmekanismerne og det fælles arbejde på dette område, kan give konkrete resultater. Jeg er overbevist om, at Kommissionen er særdeles opmærksom på dette spørgsmål, og jeg tror, at det forhold, at der netop under det portugisiske formandskab med ansøgerlandene i den såkaldte luxembourgfase åbnes flere kapitler, der vedrører dette spørgsmål, navnlig angående retlige og indre anliggender og den fri bevægelighed, kan være med til at skabe en fælles kultur, som jo også egentlig er den, som ansøgerlandene senere skal blive en del, når de overtager fællesskabslovgivningen.
+Idet jeg ligeledes takker Rådet for det tidligere svar, vil jeg gerne gå videre og stille Rådet et spørgsmål om et beslægtet emne. BBC har for nylig fremlagt beviser for, at "livmodere", som de beskrev det, var til salg i Rumænien - at kvinder blev betalt for at få børn til eksport til Den Europæiske Unions medlemsstater. BBC hævdede endvidere, at dette fandt sted med de rumænske myndigheders stiltiende accept, fordi det bragte hård valuta til Rumænien. Vil Rådet rejse dette spørgsmål i deres dialog med Rumænien i forbindelse med Rumæniens ansøgning om medlemskab af Fællesskabet?
+Jeg takker for Deres spørgsmål, som jeg benytter som anledning til at oplyse om en henvendelse, som det portugisiske formandskab for nylig har rettet til Rumænien. Jeg havde lejlighed til at udveksle indtryk med de rumænske myndigheder om dette spørgsmål for mindre end 10 dage siden, men ikke kun om handel med børn, men også om sigøjnerbefolkningen. Det er spørgsmål, som de rumænske myndigheder giver udtryk for at behandle med største alvor, og de mener, så vidt jeg forstod, at det skyldes kulturelle forhold og kun angår bestemte dele af befolkningen. De rumænske myndigheders beslutsomhed i behandlingen af dette spørgsmål forekom os ægte, så meget mere som de ved, at det har konkret betydning for den måde, hvorpå deres kandidatur opfattes af de nuværende 15 EU-lande. Jeg mener at have mærket et stort engagement fra de rumænske myndigheders side i at nå så langt som muligt i kampen mod denne type foreteelser.
+Spørgsmål nr. 2 af (H-0148/00): Om: Unionstraktatens artikel 6 og 7 Rådet erklærede den 2. februar 2000, at det med hjemmel i unionstraktatens artikel 6 og 7 agter at overvåge Østrig efter FPÖ's indtræden i regeringen. I beslutningen af 3. februar 2000 opfordrede Europa-Parlamentet "Rådet og Kommissionen til, hvis en medlemsstat - uanset hvilken - groft og vedvarende overtræder principperne i EU-traktatens artikel 6, stk. 1, at være parat til at træffe foranstaltninger i henhold til traktatens artikel 7". Kommissionen erklærede fra sin side som svar på spørgsmål H-0826/99 - som reaktion på, at der heri henvistes til, at Italien er det land, der i flest tilfælde er blevet dømt af Menneskerettighedsdomstolen for langsommelighed og funktionsforstyrrelser i retssystemet, og at pædofili-retssagerne i Belgien trækkes i langdrag og behandles med foruroligende forsinkelser - at den ikke har til opgave at blande sig i retssystemets administration i medlemsstaterne, at den har oprettet et forvaltningsorgan, som eventuelt kan pålægges under anvendelse af de kriterier og principper, der allerede er fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og af De Europæiske Fællesskabers Domstol, at undersøge tilfælde, hvor en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de grundlæggende rettigheder, og at der i øjeblikket ikke er nogen undersøgelse i gang af en medlemsstats grove og vedvarende overtrædelse af menneskerettighederne. Kan Rådet udelukke, at de her beskrevne forhold udgør grove og vedvarende overtrædelser af de grundlæggende rettigheder som defineret i unionstraktatens artikel 6, og i bekræftende fald af hvilke grunde? Agter det i benægtende fald at indlede den i unionstraktatens artikel 7 fastsatte procedure?
+Dette spørgsmål, hr. formand, er allerede mere end én gang blevet behandlet her i dag. Vi må forstå, at sagen om Østrig i særdeleshed, men også det, der nævnes i det stillede spørgsmål vedrørende Italien og Belgien, så ikke har noget at gøre med bestemmelserne i Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7. Amsterdam-traktatens artikel 6 - og dette punkt er det meget vigtigt at få frem, fordi der er tale om spørgsmål, der er ikke er taget højde for i traktaterne - fastsætter, at Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet. Selvom vi alle ved, at EU ikke er medunderskriver af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, nævner den samme artikel denne ved at sige, at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Med artikel 7, der i øvrigt er et portugisisk forslag, som jeg havde lejlighed til at fremlægge for den foregående regeringskonferences refleksionsgruppe, er der skabt en specifik procedure - og det er dette punkt, som spørgsmålet går på - til at gribe ind over for enhver medlemsstat, der groft og vedvarende overtræder nogle af de i den foregående artikel, artikel 6, nævnte principper. Denne sanktion kan bestå i suspension af denne medlemsstats rettigheder som medlem af Unionen. Denne procedure går tilbage til et forslag, som allerede var indeholdt i Spinelli-projektet i 1984, og som drejer sig om behovet for at kunne forebygge brud med de demokratiske principper i en medlemsstat og især krænkelser af retsstatsprincipperne. De forhold, som hr. Olivier Dupuis nævner i sit spørgsmål, udgør ikke - det er det vigtigt at pointere - en overtrædelse af noget princip nævnt i unionstraktatens artikel 6. Denne artikel kan ikke påkaldes til at iværksætte nogen form for indblanding i medlemsstaternes forvaltning af indre forhold, herunder på retsområdet. Om der er sket overtrædelse af et princip nævnt i artikel 6, skal fastslås af Rådet - og dette er også et vigtigt punkt, og det er grunden til, at der ikke er blevet indledt nogen procedure - på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Kommissionen og efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet. Nu er denne fremgangsmåde ikke blevet sat i gang af nogen af de instanser, der har initiativret i så henseende, og så vidt vi kan se, indeholder situationen ikke noget, der falder ind under omtalte artikel 7. Hvad angår Rådets erklæring den 2. februar, skal jeg gentage, da det var mig selv, der læste den op den her i Parlamentet, at den blev fremsat af Rådets formandskab, men på vegne af 14 medlemsstater, og at erklæringen og det, som den udtaler om forholdet til Østrig, kun forpligter den enkelte medlemsstat bilateralt. Den forpligter ikke Rådet, og den påvirker ikke fællesskabsinstitutionernes frie og normale virksomhed, som Østrig i øvrigt fortsat fuldt ud deltager i.
+Hr. statssekretær, jeg synes, at De på en præcis og fyldestgørende måde har forklaret det tekniske spørgsmål om artikel 6 og 7. Så hvad det angår, har jeg intet at sige. Det afgørende at betænke her er følgende. Vi står over for et Europa, der er kommet enormt langt rent økonomisk, med det indre marked, med den fælles mønt, mens der stort set ingenting er sket inden for sikkerhed og retfærdighed. Vi har stadig forhold på disse områder, der næsten fuldstændig er nationale, men de er oppe mod en virkelighed, der er klart transnational. Vi konfronteres hele tiden med denne modsigelse især med hensyn til børns rettigheder, et område, hvor der er tilfælde, der berører mere end ét land, og hvor ofrene ikke blot ikke får meddelelse fra den stat, hvor der træffes afgørelse, men hvor de heller ikke får retshjælp.
+Hr. formand for Rådet, jeg vil takke Dem udtrykkeligt, fordi De under den sidste spørgetid fastslog, at der ikke er konstateret nogen form for overtrædelse af artikel 6 og 7 for Østrigs vedkommende, og at det handler om en forebyggende fordømmelse af Østrig. Mine spørgsmål vedrører regeringschefernes ad hoc-beslutning. Det drejer sig her om bilaterale sanktioner, som blev iværksat ved udelukkelse af regeringernes udenrigsministre og parlamenterne i de europæiske stater. Samtlige EU-institutioner blev også ignoreret og stillet over for fuldbyrdede kendsgerninger. Derfor mine spørgsmål: Hvordan vil det udvikle sig i fremtiden, hvis vi ser bort fra Østrig nu? Vil de nationale regeringschefer fordømme lande i Europa fremover? Er det tilstrækkeligt med et flertal på otte stemmer, eller vil der blive behov for andre flertal? Hvordan taber Det Europæiske Råd og de europæiske institutioner magt og udformningsmuligheder herved? Opstår der en ny konkurrence her mellem europæiske institutioner og nationale stater?
+. (PT) Jeg vil gerne sige til hr. Paulo Casaca, at jeg trods alt ikke er så pessimistisk i relation til, hvordan EU har udviklet sig med hensyn til at skabe en etisk dimension og i særdeleshed juridiske procedurer, der kan løse nye situationer som dem, De omtalte. Jeg tror, at det er vigtigt at erindre, at der med Amsterdam-traktaten blev overdraget beføjelser, og at der vil være flere beføjelser at overdrage i de næste fem år fra det, der var den tidligere tredje søjle til Unionens første søjle, især med hensyn til visum, retssamarbejde på det civilretlige område og toldsamarbejde. Vi har stadig under den tredje søjle det strafferetlige samarbejde og politisamarbejdet, men vi arbejder nu på at skabe et europæisk område med frihed, retfærdighed og sikkerhed, hvor vi forventer, at Kommissionen gennem fremlæggelsen af en resultattavle vil forsyne os med et katalog over ad hoc-foranstaltninger. Jeg vil også gerne understrege, at det europæiske charter for de grundlæggende rettigheder, som er til debat, meget sandsynligt vil være et styrkende element for disse nye dimensioner og med sikkerhed vil bidrage til at give EU en mere solid samling juridisk hjemlede principper, således som nogle af os - og Rådet i særdeleshed - ønsker det. Med hensyn til spørgsmålet om Østrig gentager jeg det, som jeg sagde om opfyldelsen af artikel 6 og 7 for Østrigs vedkommende indtil nu. Det var godt fra det ærede medlem at høre udtrykket "ad hoc-løsning". Selvfølgelig var det en ad hoc-løsning, og det var en ad hoc-løsning, som 14 medlemsstater valgte for deres forhold til regeringen, hvor det ikke drejer sig om dens adfærd, men dens politiske sammensætning. Jeg sagde i en tidligere debat, at i dag er vi alle østrigere i EU. Og jeg siger det igen. Vi er alle østrigere, fordi Unionens rum er udelt, hvad angår rettigheder, statsborgerskab, og jeg vil have de samme rettigheder i Østrig, som østrigske borgere skal have i mit eget land. Jeg vil derfor ikke styres af et parti, der udviser en adfærd og fremsætter udtalelser af racistisk eller fremmedhadsk karakter, som vi med rette kan være bekymrede over. Disse bekymringer kommer i øjeblikket til udtryk på et bilateralt plan, ikke på EU-plan, fordi dér kan der kun træffes en sådan beslutning, såfremt der sker overtrædelse af Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7. Derfor må vi, hr. Rübig, fremover vurdere, i hvilket omfang FPÖ's adfærd fjerner sig fra dets tidligere ideologi, fordi dét er det fundamentale spørgsmål. Det er afgørende, at FPÖ gør det klart, om det holder fast ved de principper, som dets tidligere erklæringer binder det op på, især ved den type personligheder, der har stået for denne type erklæringer, fordi jeg i modsat fald ikke ser anden løsning, end at de andre medlemsstater bliver ved med at opretholde den samme type forbehold over for denne østrigske regering og med de følger, som dét har. Og, som sagt, udelukkende på det bilaterale område. Østrigerne har al ret til at have den regering, som de vil have. Vi har også al ret til at have vores opfattelse af den østrigske regering.
+) Hr. formand for Rådet, De sagde, at Østrig har et regeringsparti, som offentligt er kommet med racistiske bemærkninger. Her i Europa-Parlamentet er det mennesker, der taler, ikke partier. Som svar på Dupuis' spørgsmål henviste De til, at sanktionerne, der i fællesskab er godkendt af 14 stats- og regeringsoverhoveder, er af bilateral karakter. Kan man så også frafalde sanktionerne bilateralt, det vil sige, kan en enkel medlemsstat beslutte sig til at frafalde sanktionerne og overgå til en normal dagsorden? Hvis det er tilfældet, hvornår redder Rådet så officielt den østrigske befolkning ud af denne pine, der krænker dens demokratiske rettigheder? Skal hver stat frafalde sanktionerne enkeltvis, før Rådet kommer til besindelse og ophæver denne beslutning?
+. (PT) De må ikke have forstået, hvad jeg sagde, eller der må have været en tolkefejl. Jeg har aldrig sagt, at den østrigske regering er racistisk. Lad det stå helt klart. Jeg kender personer i den østrigske regering, som jeg har arbejdet sammen med tidligere, og som jeg håber at arbejde sammen med i fremtiden, der på ingen måde kan sættes i forbindelse med nogen racistisk ideologi. Det, som jeg siger klart, er, at denne regering omfatter et parti, hvor nogle ledere ikke blot er fremkommet med ekstremt belastende erklæringer i henseende til racisme og fremmedhad, ligesom de har foreslået lovgivningsinitiativer (for Østrigs vedkommende), der klart giver udtryk for en racistisk ideologi. Og vi har endnu ikke fra FPÖ's side set nogen erklæring, der fuldstændigt gør op med dets forbindelse til denne type ideologier. Med hensyn til det andet spørgsmål, som De stillede, er svaret ja. Ethvert land kan frigøre sig fra den aftale, som de 14 indgik. Det er 14 frie lande, der frit tog den beslutning at vise Østrig på det bilaterale plan deres mishag ved den regeringsdannelse, der fandt sted, men ethvert af disse lande kan når som helst frigøre sig fra denne solidaritet. Den samme frihed, der fik dem til at stå sammen, kan i morgen få dem til at skilles, hvad denne beslutning angår, hvis de får en anden opfattelse af, hvorledes situationen i Østrig udvikler sig. De spørger endvidere, hvornår Rådet vil lade det østrigske flok slippe for denne pression. For det første er det ikke nogen beslutning, som Rådet har taget. Det drejer sig, som jeg siger, om de 14 lande, og dette spørgsmål hører slet ikke hjemme i EU. Jeg vil gerne have, at det står klart, at i alt, hvad der angår EU-institutionernes normale virke, har Østrig deltaget helt og fuldstændigt og vil blive ved med at gøre det. Man kan ikke forlange, fru Kauppi, at medlemmer af EU's regeringer skal føle tilfredshed ved at sætte sig ved siden af personer, som de betragter som tilhængere af ideologier, der vitterlig giver mindelser om en vis historisk periode og kalder gamle europæiske spøgelser frem. Det er et problem, der vedrører den enkeltes følelser. Jeg for min part bryder mig ikke om at sætte mig ved siden af fascister.
+Spørgsmål nr. 3 af (H-0151/00): Om: Programmet "Energi for demokrati" i Forbundsrepublikken Jugoslavien Den nuværende vinter er en af de hårdeste i de seneste årtier, og adskillige europæiske lande er blevet hårdt ramt. Blandt de lande, der er blevet ramt, er også Forbundsrepublikken Jugoslavien, som endvidere må kæmpe mod følgerne af brændstofembargoen. Derfor kan hospitaler og skoler ikke opvarmes, og de har været tvunget til at indstille driften foreløbigt eller indskrænke den. I nogle tilfælde har brændstofmangelen allerede kostet menneskeliv. Embargoen fortsættes, og den strenge vinter varer ved. Agter Rådet på baggrund heraf at træffe foranstaltninger, således at programmet "Energi for demokrati" hurtigst muligt udvides, og hospitalers og skolers behov dækkes?
+Som bekendt, hr. formand, er det med hensyn til de sanktioner på energiområdet, som er blevet iværksat over for Forbundsrepublikken Jugoslavien, på baggrund af et forslag diskuteret i Rådet blevet besluttet at gennemføre nogle undtagelsesforanstaltninger over for kommuner, der styres af demokratiske kræfter. Det var et tiltag, der skulle sende et budskab om støtte til de demokratiske kræfter og netop stimulere dem, der i Republikken Jugoslavien trods alle de vanskeligheder, som de er oppe mod, bestræber sig på at udvise en adfærd og en holdning, der er mere i overensstemmelse med beskyttelsen af menneskerettighederne og de synspunkter, som det jugoslaviske folk har gavn af. Dette program begyndte med to kommuner, der var ledet af oppositionen, men senere besluttede EU på forslag fra flere medlemsstater at udvide det til fem andre kommuner. Der er tale om en kompliceret proces, en proces, der betyder alvorlige og tunge omkostninger for budgettet, og Kommissionen har gjort en meget stor indsats for at finde midler til at udvide aktionen. Vi håber, at dette signal fra EU bliver forstået af de demokratiske kræfter i Serbien. Vi beklager dybt, at det stadig er nødvendigt at opretholde energisanktioner mod Jugoslavien, men de er en del af den række foranstaltninger, som man nåede frem til kunne virke som pression over for regimet og især over for den måde, hvorpå hr. Milosevic styrer landet. Det er indlysende, at det rammer civilbefolkningen. Det er vi klar over. Vi må imidlertid forstå, at den politiske situation i Jugoslavien og den måde, som hr. Milosevic stadig agerer på det internationale plan, efter Rådets hidtil enstemmige opfattelse berettiger, at denne type sanktioner stadig opretholdes.
+Vi er her vidner til, hvad jeg ville kalde en hurtig forberedelse af en ny runde af den beskidte krig mod Jugoslavien, mod den jugoslaviske befolkning, og alt det, der foregår uden for Kosovo i disse dage, bevidner mine ord. Samtidig er det meget omtalte program "Energi for demokrati" ikke andet end en barbarisk afpresning fra NATO's og EU's side af den jugoslaviske befolkning for at få den til at acceptere deres nye orden og underkaste sig totalt. Det spørgsmål, man må stille her, er, om en befolkning har ret til at træffe beslutning om sin egen skæbne og vælge sin regering. Og i Jugoslavien har befolkningen truffet en demokratisk beslutning, det har en regering og en præsident. Sådan er det, hvad enten vi kan lide det eller ej! Hvad kan vi kalde en tankegang, som for at straffe en mand, der angiveligt undertrykker sin befolkning, straffer hans angivelige ofre? Det er det, der sker med de barbariske bombninger, det er det, der sker, når Jugoslaviens brændstofforsyning standses. Dette er en styrkelse af et politisk folkedrab begået mod en befolkning, der ikke vil acceptere de valg, som USA, NATO og Den Europæiske Union vil presse ned over hovedet på den. Det spørgsmål, der rejser sig, er: Vil man i betragtning af, at vi på grund af kulden allerede står med et stort antal døde, ophæve brændstofembargoen og lade den jugoslaviske befolkning frit bestemme sin egen skæbne?
+. (PT) Hr. formand, jeg må erkende, at jeg synes ordet "folkedrab" unægtelig lyder lidt ejendommeligt, når det bruges om en aktion mod den jugoslaviske regering, den samme regering, der har gennemført adskillige aktioner i Kosovo, der viser lige præcis et adfærdsmønster af den art. Jeg vil heller ikke undlade at minde om, at samme regering utallige gange tidligere har stået bag aktioner, der har forstyrret stabiliteten af Bosnien-Hercegovina og af Kroatien, ligesom den har medvirket til at gøre hele regionen ustabil. Jeg er fuldstændig enig med det ærede medlem i, at hvert folk skal bestemme over sin egen skæbne, og vi ønsker ikke mere end det. Vi ønsker imidlertid, at dette betyder adgang til massemedierne, fuld ytringsfrihed for oppositionens medier, hel og fuld udøvelse af alle rettigheder, friheder og individuelle garantier, retsstat og en fuldstændig gennemsigtighed i alle institutioner. Hvis det er dét, som det ærede medlem ser i Serbien, så er vi blevet så kloge.
+Spørgsmål nr. 4 af (H-0155/00): Om: Fortegnelse over dødsdømte borgere i Den Europæiske Union Da Rådet i modstrid med fristerne i Europa-Parlamentets forretningsorden endnu ikke har besvaret forespørgsel P-2697/99, opfordres det til at svare på følgende: Har eller har Rådet ikke kendskab til antal, identitet, retsstilling, fængslings- og tilbageholdelsesvilkår samt personlige og familiære forhold for dødsdømte EU-borgere i tredjelande? Har Rådet udarbejdet en fortegnelse herover, og vil det i givet fald sende en sådan til undertegnede medlem og til Europa-Parlamentet? Hvis Rådet ikke har kendskab til disse oplysninger, mener det da ikke, at det er nødvendigt at tage skridt til at foretage en systematisk kontrol af sådanne sager, og hvilke aktioner finder det i givet fald hensigtsmæssigt at iværksætte for at råde bod på denne mangel på information?
+Det spørgsmål, som De stiller, er vigtigt, men jeg må erkende, at Rådet ikke råder over de ønskede oplysninger med hensyn til en fortegnelse over EU-borgere, der er dødsdømt i tredjelande. Der foregår imidlertid - og jeg vil gerne udtrykke mig tydeligt herom - for øjeblikket et konsulært samarbejde mellem medlemsstaterne om i tredjelande at følge og sikre interesser og rettigheder for borgere fra enhver medlemsstat navnlig i tilfælde af, at de står i fare for at blive idømt dødsstraf. Med dette specifikke formål for øje, og når som helst en borger fra en medlemsstat er udsat for risiko for dødsstraf i et tredjeland, er der nu en samordningsprocedure, så der foretages henvendelser til disse landes regering på en fælles og koordineret måde fra EU-landenes repræsentationer i disse lande. Dette samarbejde mellem medlemsstaternes repræsentationer omfatter også udveksling af oplysninger om borgere, der kan risikere dødsstraf. Jeg tror derfor, at vi inden længe vil kunne give et konkret svar på dette spørgsmål og også tilvejebringe konkrete og ajourførte oplysninger, men det afhænger selvfølgelig af, hvor langt dette konsulære samarbejde har udviklet sig, et samarbejde, som EU søger at give fast form.
+Hr. formand for Rådet, jeg takker Dem for Deres ord, men ikke for indholdet i dem. Jeg vil gerne sige, at jeg er Dem taknemmelig for Deres bekymring, men ikke for indholdet - det vil jeg gerne gentage - i den information, De videregiver mig. Og det skyldes ikke tidsmangel, for undertegnede stillede dette spørgsmål til Rådet for tre måneder siden, og det kom ikke med et skriftligt svar. Det svarede ikke inden for den fastsatte frist, og det svarer nu mundtligt med to måneders forsinkelse. Finder De ikke, hr. rådsformand, at en opgørelse over de europæiske borgere, der er dømt til døden rundt omkring i verden, ville være et meget nyttigt instrument til at forsvare retten til livet, så de politiske institutioner inden for Den Europæiske Union kan forsvare retten til livet. Finder De ikke, at det er temmelig vanskeligt at acceptere, at en økonomisk og politisk magt som Europa, der er i stand til at bygge satellitter, at sende mennesker til månen, at lave en fælles mønt - kort sagt - en vigtig magt - ikke kan få et overblik over, hvor mange europæiske borgere der er dømt til døden rundt omkring i verden? Tror De ikke, at dette er temmelig vanskeligt at forstå for de europæiske borgere? Jeg ved godt, at vi forlanger en forpligtelse fra medlemsstaternes side, men finder De ikke, at det, vi forlanger, i bund og grund er en politisk vilje, som jeg indtil videre ikke har set nogle steder?
+Fru Díez González, De har stillet to spørgsmål, hvoraf det første drejer sig om Rådets svar og den tid, som dette svar har været undervejs. Hvad dette angår, er det, som De ved, et spørgsmål om tidsfrister, der er blevet ensidigt fastsat af Europa-Parlamentet. Rådet har ikke medvirket i vedtagelsen af disse frister, har aldrig godkendt dem, og jeg skal derfor ikke kommentere dette punkt nærmere. Hvad angår det andet spørgsmål, vil jeg gerne sige, at De har fuldstændig ret i, at det er et af de spørgsmål, der helt sikkert hurtigt skal på dagsordenen på dette område. Det er helt rigtigt, det, De siger. Det er bestemt vigtigt, at EU, der, som De siger, er en magt, og som skaber adskillige instrumenter og procedurer til at styrke sig selv, også er i stand til på passende vis at beskytte sine borgeres rettigheder udenfor. De forstår nok, at det konsulære samarbejde er noget nyt. Det systematiske konsulære samarbejde og den fælles, samordnede konsulære indsats er først blevet udviklet i de seneste år. Jeg formoder, at man er bagud. Jeg mener, at De faktisk har helt ret, og pression på Rådet i denne sag er velkommen, synes jeg.
+Jeg tillader mig at tilføje, at jeg deler fru Rosa Díez' opfattelse, og jeg er også enig i, at Den Europæiske Union er i stand til at sende et menneske til månen, men vi har ikke vist det endnu. Det er en udfordring, som vi endnu ikke har klaret, men jeg forstår godt, hvad der var meningen med denne udtalelse.
+Spørgsmål nr. 5 af (H-0158/00): Om: Europa-Parlamentet og EURATOM Agter Rådet at fremsætte en generel anmodning om udtalelse fra Europa-Parlamentet om internationale aftaler, der indgås under EURATOM-traktaten, for derved at deltage i den såkaldte KEDO-procedure, som Kommissionen og Europa-Parlamentet indgik aftale om i 1998? Er Rådet i benægtende fald rede til at fremsætte separate anmodninger om en udtalelse i hvert enkelt tilfælde og navnlig i forbindelse med aftalen med Ukraine, som nu drøftes, og fusionsaftalen mellem USA og EURATOM, som nu er under forberedelse? Er Rådet rede til officielt at indføre KEDO-proceduren ved en ændring af EURATOM-traktaten under regeringskonferencen, eller i det mindste at erklære, at den er en interinstitutionel aftale om EURATOM mellem de tre institutioner, for derved at kompensere for EURATOM-traktatens demokratiske svagheder? Deler Rådet den opfattelse, at det forestående EURATOM-lån til Ukraine til k2/r4 bør forelægges Europa-Parlamentet i dets egenskab af budget­myndighedens anden part til forudgående høring, navnlig i betragtning af de seneste sikkerheds­ulykker i både Khmelnitsky- og Rivne-anlægget, såvel som nedgangen i elproduktionen og ­forbruget samt den omstændighed, at reformen af energimarkedet er stillet i bero, hvilket rejser endnu større tvivl til lånets levedygtighed og også dets tilbagebetaling?
+Hr. formand, artikel 101 i EURATOM-traktaten udgør retsgrundlaget for de internationale aftaler på det nukleare område, herunder også for aftalen om Det Europæiske Atomenergifællesskabs tilslutning til Organisationen for Energiudvikling på Den Koreanske Halvø, KEDO. Denne artikel bestemmer, at aftaler og konventioner med tredjelande skal forhandles af Kommissionen efter Rådets retningslinjer og afsluttes af Kommissionen med godkendelse fra Rådet, der beslutter med kvalificeret flertal. Rådet skal respektere og gennemføre EURATOM-traktatens bestemmelser, der ikke tager højde for disse spørgsmål - men dét hænger sammen med traktaterne - og Europa-Parlamentet skal høres. Man skal erindre, at Rådet som institution naturligvis ikke er bemyndiget til at foretage nogen ændringer i traktaten, hvorfor et spørgsmål af denne art normalt kun kan bringes op på regeringskonferencen. Som formand for den forberedende gruppe skal jeg ikke undlade også at bemærke denne anmodning i forbindelse med regeringskonferencen. Med hensyn til de spørgsmål, der stilles om kernekraftanlæggene, hvis navn jeg vanskeligt kan udtale - Khmelnitsky og Rivne - i Ukraine, skal jeg minde om, at det er Kommissionens opgave at lade de tekniske vurderinger foretage, der skal anbefale, om disse skal opretholdes eller lukkes. Rådet vedtog i marts 1994 en beslutning, der bemyndiger Kommissionen til at bevilge EURATOM-lån på op til 1.100 millioner euro til finansiering af aktiviteter, der skal højne effektiviteten og sikkerheden i visse landes kernekraftanlæg. Indtil nu har intet tredjeland dog benyttet sig af denne mulighed. Denne fremgangsmåde havde i øvrigt EURATOM-traktaten som grundlag og forudsætter heller ikke høring hos Europa-Parlamentet. Sammenfattende kan det siges, at disse spørgsmål vedrører en følsom problematik, der som bekendt er blevet rejst af Europa-Parlamentet i de senere år med henblik på at få øgede beføjelser, til hvilket formål Parlamentet har benyttet sin budgetkompetence som legitimt pressionsmiddel. I det konkrete tilfælde med KEDO vil jeg gerne erindre om, at Parlamentet i 1998 blokerede midlerne for det år, og at det først kunne lade sig gøre at komme videre efter et kompromis med Kommissionen, hvor denne institution indvilgede i at informere Parlamentet ved hvert års begyndelse om EURATOM-aftaler under forhandling, således at dette kan tage dem under behandling.
+Tak, minister. Jeg vil blot fortsætte med spørgsmålet om regeringskonferencen og sige, at Parlamentet formentlig under institutionelle reformer og navnlig kapitlet om beslutningsprocedurer vil bede om at give samtykke til internationale aftaler og fælles beslutningstagning om sådanne sager. Så har De en følelse af, hvordan disse diskussioner vil udvikle sig i forbindelse med regeringskonferencen?
+Hr. Turmes, omfanget af medbestemmelsesretten på lovgivningsområdet er et spørgsmål, der er blevet diskuteret på regeringskonferencen, og der er, som De ved, den traditionelle mere radikale holdning, der i øvrigt støttes af mange medlemsstater, ifølge hvilken alle lovgivningsbeslutninger taget ved kvalificeret flertal i Rådet bør underkastes Europa-Parlamentets medbestemmelse. Dette er en holdning, der har vundet klar tilslutning på regeringskonferencen, men der er også medlemsstater, der går ind for afgørelse sag for sag med hensyn til, hvilken medbestemmelsesprocedure der skal benyttes, også når det drejer sig om lovgivningsområdet. Hvad angår ratificering af internationale aftaler, har jeg haft lejlighed til at rejse spørgsmålet på regeringskonferencen, og ved den første behandling fik dette ønske og Europa-Parlamentets traditionelle holdning ikke en modtagelse, der kan betegnes som særlig positiv fra medlemsstaternes side. Selvom dette spørgsmål ikke tages af dagsordenen, da alle disse spørgsmål bliver der indtil konferencens afslutning, tror vi ikke, at det i denne fase vil komme væsentligt videre. Vi vil dog ikke undlade at opretholde dialogen med Europa-Parlamentet i denne sag. Næste tirsdag har jeg et møde med Udvalget om Forfatningsspørgsmål, hvor jeg nok skal diskutere denne sag og forklare mere detaljeret, hvorledes regeringskonferencens forberedende gruppe behandler denne type spørgsmål, herunder også den række af bemærkninger og forslag, som Europa-Parlamentet har fremsat, og som vi håber vil blive beriget gennem det beslutningsforslag, der skal til afstemning d. 23.
+Spørgsmål nr. 6 af (H-0160/00): Om: Erstatning til ofrene for fascismen under Anden Verdenskrig Mange afgørelser fra græske domstole har bekræftet de krav om erstatning, som græske statsborgere, der er blevet ofre for det nazistiske regime, har fremsat. Disse afgørelser er ikke blevet efterkommet, og den krigsskadeserstatning, som Tyskland skylder Grækenland, er endnu ikke blevet udbetalt; endvidere er det tvangslån, som den græske nationalbank måtte yde Tyskland under besættelsen i 1943, heller ikke blevet tilbagebetalt. Agter Rådet i lyset af den aftale om en erstatning på 10 milliarder. D-mark til tvangsarbejderne i den tyske industri, som Tyskland for nylig har underskrevet, at tage initiativer med henblik på at sørge for, at ofrene for fascismen under Anden Verdenskrig får udbetalt deres legitime erstatninger, og at det lån, der blev optaget under besættelsen, tilbagebetales, i betragtning af, at de tidligere fra tysk side fremførte formelle grunde til ikke at efterkomme disse rimelige og basale krav nu efter Tysklands genforening ikke længere kan betragtes som gyldige?
+, Rådet. (PT) Hr. medlem, det er meget nemt at besvare dette spørgsmål: det område, spørgsmålet vedrører, er ikke Rådets ansvar, men henhører under de bilaterale forbindelser mellem Grækenland og Tyskland. Rådet har derfor ikke beføjelse til at træffe nogen som helst foranstaltninger, i særdeleshed dem som medlemmet lovpriser.
+Hr. formand, jeg vil tillade mig at kalde formandens svar for et Pontius Pilatus-svar. Hvad er kendsgerningerne? Under besættelsen tvang den tyske besættelsesregering den græske besættelsesregering til at bevilge et lån, som i dag med renter og inflation beløber sig til omkring 25 milliarder dollars. Lånet er underskrevet, så der er tale om en forpligtelse. Når vi betragter spørgsmålet, er der altså tale om transaktioner mellem to EU-medlemsstater, og Rådet kan ikke bare lukke øjnene for den kendsgerning, at Tyskland tydeligvis udnytter sin magtposition til at nægte at opfylde sine forpligtelser. Selv kræver det hver eneste øre tilbagebetalt af de lån, det yder. Den anden ting er de store ødelæggelser, som Tyskland forårsagede med besættelsestropperne i Grækenland. De beløber sig til omkring 40 milliarder dollars. Andre lande har fået deres penge. Grækenland vil man ikke betale til. Hvorfor? Naturligvis bærer de græske regeringer også en del af ansvaret, men på et tidspunkt er man nødt til at få en løsning på spørgsmålet. Tyskland har længe anerkendt sine forpligtelser, men har under forskellige påskud undladt at betale. Nu er der ikke flere undskyldninger tilbage, så det er nødt til at betale, og Rådet kan ikke vaske sine hænder. Jeg finder formandens svar uacceptabelt.
+. (PT) Jeg vil gerne sige til hr. Korakas, at Rådet er helt rede til at gå ind i denne sag, såfremt De oplyser os om, hvilket retsgrundlag Rådet skal påberåbe sig for at gøre det i lyset af traktaterne.
+Spørgsmål nr. 7 af (H-0162/00): Om: Europæisk filmstøtte De europæiske film er meget vigtige ikke blot for de enkelte medlemslande, men også for Europas kulturelle mangfoldighed og kulturarv. I Sverige er imidlertid mellem 80 og 90% af de film, der fremvises, amerikanske. I øjeblikket accepterer EU en statsstøtte til filmproduktion på op til 50%. Det forlyder, at Kommissionen i øjeblikket fører drøftelser om at nedsætte grænsen for statsstøtte, det vil sige at fjerne undtagelsen for kulturstøtte til 30%. Det ville være en trussel mod den europæiske filmproduktion, da filmproduktion er kostbar og forbundet med store kommercielle risici, navnlig i de mindre medlemsstater. Deler Rådet den opfattelse, at statsstøtte er vigtig for at fremme den europæiske kultur? Mener Rådet, at det er vigtigt at fremme en alsidig europæisk filmproduktion?
+Hr. formand, med hensyn til det spørgsmål, som det ærede medlem har stillet, og som er særdeles vigtigt, er vi ikke vidende om, at Kommissionen har til hensigt, at statsstøtten skal nedsættes på dette område. Rådet er derimod vidende om, at Kommissionen inden for sit aktionsområde forhandler med medlemsstaterne om netop dette spørgsmål. Jeg vil gerne oplyse, at denne type støtte, hvad angår de nationale aktioner, er medlemsstaternes kompetence og ansvar inden for de rammer, som traktaten angiver. På den anden side er det bestemt, at det nuværende program Media-II og det kommende Media-Plus skal yde supplerende finansiel støtte med henblik på at styrke europæisk film. Dette er en meget væsentlig indgrebslinje, som EU har fulgt for at beskytte sin kulturelle mangfoldighed, en linje, der også har været styrende for dets standpunkter i WTO-forhandlingerne på navnlig det audiovisuelle område.
+Jeg vil gerne takke Rådets repræsentant for svaret. Først vil jeg sige, at der er stor forskel på at producere f.eks. biler eller lastbiler og at producere film. Vi ved, at filmproduktion er afhængig af støtte, eftersom det er en blanding af kultur og kommerciel produktion. Vi ved også, at europæiske film, især de, som produceres på de små sprog, har svært ved at opretholde en filmproduktion, der er så stor, som man kunne ønske sig det. Derfor er både den nationale og europæiske filmstøtte meget vigtig, og det samme gælder mulighederne for også efterfølgende at acceptere statsstøtte til filmproduktion på op til 50%. Jeg vil alligevel gerne spørge Rådets repræsentant, om han ikke mener, at det er vigtigt, at man på denne måde og ved hjælp af denne praksis kan give op til 50% støtte til produktion af europæiske film på de små sprog.
+. (PT) Fru Hedkvist Petersen, på baggrund af den situation, som De har omtalt for de mindre stater i Unionen, kan De nok forstå, at jeg er særlig interesseret i dette område. Det er et spørgsmål, som også bekymrer os. Det er indlysende, at alle Unionens medlemsstater netop på grund af den særlige kulturelle mangfoldighed inden for EU og for at sikre, at denne kan afgøres af andet end filmindustriens rent økonomiske kalkyler, har kunnet opretholde en specifik støtte til deres filmindustri. Vi håber, at denne støtte kan bevares, og vi håber også, at den til fulde kan forliges med WTO's nye regler under den nye cyklus, som vi håber begynder før eller senere. Nu er den økonomiske støtte på højst 50% for støtten fra EU i forhold til det enkelte projekts samlede omkostninger, men denne procentdel kan nå op på 60% i tilfælde, som er udtrykkeligt nævnt i programmet. Vi har ikke for indeværende noget indtryk af, at Kommissionen påtænker en nedsættelse, og slet ikke i det omfang og med den procentdel, som De omtalte.
+Spørgsmål nr. 8 af (H-0166/00): Om: Oplysning til borgerne Vil Rådet udarbejde en positivliste for partier, som vælgerne trygt kan stemme på uden at risikere, at deres land sættes i skammekrogen?
+Hr. formand, det er selvfølgelig ikke en del af Unionens beføjelser at blande sig i medlemsstaternes forfatningsmæssige procedurer, ligesom det heller ikke er Unionens opgave at udarbejde en såkaldt positivliste over partier, som man bør stemme på. Hvis vi gik ind på dette område, ville vi virkelig betræde et farligt terræn. Dette betyder dog ikke, at det, der ligger bag spørgsmålet, ikke har en vis politisk betydning. Som det er tilfældet i visse lande, f.eks. i mit eget, har et nazistisk eller et fascistisk parti ikke lov til at lade sig registrere som et politisk parti, og det kan således ikke accepteres som et legitimt parti i demokratiet. Andre lande har anderledes ordninger, og de er lige så respektable som mit. Det, som vi skal indse, er, at når vi indtræder i et større fællesskab, er situationen for de demokratiske rettigheder i ét land ikke ligegyldige for de andre lande og deres borgere. Vi er alle europæiske borgere, og vi er alle borgere i et Europa, der politisk er styret af et grundlæggende sæt værdier. Hvis disse principper bringes i fare, har vi ret og pligt til at råbe gevalt. Men lister over ønskede og uønskede partier, lad os håbe, at dét aldrig kommer til at findes i EU.
+Ja, men problemet er jo, at det er det, der er tale om her. Fordi Østrig har en amtsborgmester i Klagenfurt, der har udtalt sig på en måde, som De og jeg hader lige meget, så har De straffet et land med sanktioner, og De straffer en befolkning med sanktioner, også dem, der måtte have stemt imod det pågældende parti, uden at De har præciseret, hvori forbrydelsen består. Indtil nu er det kun meninger, De straffer, og ikke handlinger. Hvis der var tale om handlinger, så var det måske Danmark, der skulle straffes for et indvandrerforbud, som FPÖ ikke er kommet igennem med. Det er altså meninger, De har straffet, og ikke handlinger. Jeg vil da gerne vide, når jeg skal stemme næste gang, om Portugal og andre lande - uden for Rådet - vil foreslå sanktioner mod mit land, hvis f.eks. den nuværende regering optager ministre fra Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten, som begge er imod den Økonomiske og Monetære Union, eller man vil hindre udnævnelsen af en regering med Fogh Rasmussen fra Venstre, hvis han baserer sig på tilslutning fra Dansk Folkeparti, der i mange aviser er beskrevet som et parti, der svarer til FPÖ i Østrig. Det ville være nyttig forbrugeroplysning. Men det kan jo være, at man fortryder de 14 statsministres aktion.
+. (PT) De er sikkert vidende om det, der blev sagt i de foregående svar. I den specifikke sag om Østrig, som jeg godt var klar over lå bag Deres spørgsmål, befinder vi os ikke i en EU-sammenhæng, men har at gøre med de bilaterale forbindelser. Den holdning, som nogle medlemsstater har indtaget i forhold til den østrigske regering, hænger sammen med en negativ opfattelse af den nye østrigske regerings karakter, hvilket ikke berører EU-samarbejdet. Vi befinder os ikke i en rådssammenhæng, og EU har ikke truffet nogen diskriminerende foranstaltning over for Østrig. De 14 medlemsstater har frit valgt at vise de østrigske myndigheder deres mishag over den type regering, som de har skabt, og især over det forhold, at de har ladet et parti indgå i regeringen, der står, eller som har stået - man kan ikke rigtig få fat på, hvor grænsen går mellem fortid og nutid i FPÖ's erklæringer - for en vis ideologi og en vis måde at fortolke de europæiske værdier på. Det ærede medlem bør dog ikke uden videre blande den Økonomiske og Monetære Union sammen med naziregimet. Der er en vis forskel på de to ting. Ethvert parti må gerne være imod den Økonomiske og Monetære Union eller imod Schengen-aftalen eller hvad som helst andet eller sågar imod EU. Der findes jo som bekendt partier, der er imod EU, men derfor er de jo stadig demokratiske partier. Det, som det drejer sig om, og det ved De lige så godt som jeg, er, at der er partier, der går ind for ideologier, der drager selve systemet i tvivl, og som anfægter det sæt værdier, der udgør kernen i EU, ja, der er en del af begrundelsen for at skabe EU. Det er derfor naturligt, hr. Bonde, at der hos nogle regeringer er et vist ubehag. Dette ubehag kommer kun til udtryk i de bilaterale relationer. Vi bør ikke blande EU sammen med de bilaterale forhold.
+Spørgsmål nr. 9 af (H-0169/00): Om: Hemmelighedskræmmeri i Rådets lovgivningsprocedurer Under spørgetiden i januar svarede formanden på mit spørgsmål, at alle oplysninger om Rådets lovgivningsarbejde - såsom hvem der har stemt for hvad, protokoller og det kortfattede referat - allerede stod til offentlighedens fulde disposition. Jeg gav udtryk for tvivl, men formanden lovede i forbindelse med mit supplerende spørgsmål at skrive et brev til mig inden spørgetiden i februar med alle enkeltheder om, hvor og hvordan offentligheden havde fuld adgang til disse oplysninger. Jeg har ikke fået noget brev fra formanden, hvilket bekræfter min værste mistanke om Rådets sygelige hemmelighedskræmmeri. Vil formanden nu endelig oplyse, hvor offentligheden har fuld adgang til disse informationer - hvem stemte og hvordan, protokollerne og det kortfattede referat - sådan som han påstod under spørgetiden i januar?
+Hr. formand, Rådets virksomhed kan følges af offentligheden gennem månedlige oversigter udarbejdet af Generalsekretariatet for Rådet - der siden januar 1999 er blevet offentliggjort på Rådets hjemmeside på Internettet, både retsakter og andre dokumenter, herunder afstemningsresultater, stemmeforklaringer og erklæringer til mødeprotokollen, når Rådet træffer afgørelse som lovgivningsorgan. Når der er tale om endelige retsakter, som Rådet har vedtaget, indeholder oversigterne eventuelt en angivelse af afstemningsresultatet samt Rådets, Kommissionens eller medlemsstaternes erklæringer til mødeprotokollen. Kun de endeligt vedtagne tekster er autentiske tekster, hvis uddrag stilles til rådighed af Generalsekretariatet for Rådet på Internettet på web-stedet Eudor, der varetages af Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, under rubrikken "Åbenhed i Rådets lovgivningsarbejde". Det er i øvrigt en af den så udskældte Amsterdam-traktats landvindinger, som jeg mener systematisk bør fremhæves. Efter hvert møde i Rådet udsendes en pressemeddelelse, der oplyser om de beslutninger, som det har taget, og som angiver de beslutninger, for hvilke der er blevet stillet erklæringer til mødeprotokollen til rådighed for offentligheden, og som kan erhverves fra pressetjenesten. Der er også mulighed for at få oplysninger om åbenheden i lovgivningsarbejdet via e-mail. Spørgsmålet om aktindsigt i Rådets dokumenter falder ind under artikel 255 i Traktat om Den Europæiske Union, der etablerer en frist på to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden for Rådet til at fastsætte generelle principper for og begrænsninger i denne aktindsigt. Det er værd at erindre om, at denne bestemmelse i Amsterdam-traktaten giver de forskellige institutioner mulighed for at regulere adgangen til deres egne dokumenter - og det må vi forstå på baggrund af den særlige karakter, der kendetegner visse meget følsomme områder som eksempelvis den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og de retlige og indre anliggender. Det er vigtigt, at denne regulering afspejler en række bestræbelser, der uden at drage reglerne om åbenhed i tvivl sørger for, at åbenheden ikke bliver en måde til at gøre ethvert arbejde i Rådet fuldstændig ineffektivt. Denne artikel bestemmer som sagt, at der i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens forretningsordner fastsættes specifikke betingelser for adgang til de respektive dokumenter. Dette spørgsmål hører ind under de almindelige regler for de europæiske institutioners åbenhed, der jo blev defineret i sluterklæringen fra Det Europæiske Råd i Helsinki som, og jeg citerer "et vigtigt element til at bringe Unionen nærmere til borgerne og øge dens effektivitet". Under det finske formandskab skete der betydningsfulde fremskridt vedrørende aktindsigt gennem brug af den moderne informationsteknologi, navnlig Internettet. Der blev også vedtaget en beslutning i Rådet om en forbedret oplysning om lovgivningsarbejdet og det offentlige register over Rådets dokumenter. I overensstemmelse med denne beslutning skal Generalsekretariatet for Rådet sørge for, at offentligheden får adgang til en liste over punkterne på den foreløbige dagsorden for Rådets møder og for dettes forberedende instanser, når Rådet virker som lovgivningsorgan. Denne praksis er blevet fulgt af det nuværende formandskab. Hvad angår det offentlige register over Rådets dokumenter, fastsætter denne beslutning, at dette også skal omfatte henvisninger til mængden og arten af de klassificerede dokumenter med undtagelse af de tilfælde, hvor oplysning om indholdet kan være til skade for almene interesser, enkeltpersoner og disses privatliv, forretnings- og fabrikationshemmeligheder, Fællesskabets økonomiske interesser og/eller fortrolighed, som enkeltpersoner eller grupper har anmodet om, der har oplyst om forhold indeholdt i dokumentet, eller som kræves af lovgivningen i den medlemsstat, der har meddelt disse oplysninger. Det portugisiske formandskab har hele tiden givet udtryk for sit ønske om at sætte gang i debatten om aktindsigt og sin hensigt om at lade gruppen "Formandskabets Venner" stå for opfølgningen i denne sag, så snart Kommissionen fremlagde forslag til forordning om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. Dette forslag blev den 26. januar fremlagt af Kommissionen for kommissærerne, og det søger som sagt at indfri målsætningerne om åbenhed ved navnlig at foreslå betydningsfulde ændringer til adfærdskodekset af 99. Formandskabet satte straks diskussionen i gang om dette forslag, og det blev fremlagt på mødet i FAREKOM den 2. februar og nærmere behandlet på to senere møder. Det drejer sig altså, hr. formand, om en række opgaver, som Rådet har arbejdet med at løse på grundlag af Kommissionens forslag, der forekommer mig at udtrykke en ægte vilje til at øge åbenheden for disse dokumenters vedkommende.
+Jeg vil gerne takke rådsformanden for et meget langt, detaljeret og seriøst svar. Da jeg ikke taler portugisisk, vil jeg studere svaret inden næste spørgetid og vende tilbage til Dem om det i april. Lige nu vil jeg gerne have, at De giver mig et meget enkelt svar på et meget enkelt principielt spørgsmål. Accepterer De, når det gælder lovgivning i et demokratisk miljø, som vi befinder os i i Den Europæiske Union, at den offentlighed, som lovene berører, bør være i stand til at se og høre, hvad deres valgte repræsentanter gør for at vedtage lovene? Jeg tror ikke, at det er tilfældet i Rådet, at offentligheden rent faktisk kan se og høre alt det, deres repræsentanter siger og gør, når de vedtager love. Ville De acceptere det princip?
+. (PT) Hr. Newton Dunn, det er et kompliceret spørgsmål på grund af typen af lovgivningsarbejde og navnlig ligheden mellem lovgivningsarbejdet i EU og i medlemsstaterne. I medlemsstaterne er der lovgivningsarbejde, der foregår i parlamenterne, hvor diskussionen er åben og offentlig, og der er lovgivningsarbejde, der foregår enten med bemyndigelse fra Parlamentet eller af egen ret inden for regeringerne. Diskussionen om lovforslag inden for regeringen er ikke offentlig, men resultatet af disse lovforslag er offentligt, hvad enten de kommer for i Parlamentet eller ikke. I EU forekommer det mig ikke, at man kan gå længere end det, der er bestemt, altså, at resultaterne af diskussionerne i Rådet kan bringes til offentlighedens kendskab, og navnlig at stemmeafgivningen kan blive kendt ligesom erklæringerne om denne stemmeafgivning. Jeg mener, at dette er tilstrækkeligt på dette område, men det er som sagt en holdning, som jeg personligt står for, da det drejer sig om filosofien bag selve proceduren i Unionens lovgivningsproces.
+) Hr. formand, under det finske formandskab nåede vi at gennemgå 20 spørgsmål i disse spørgetimer. Sidste gang blev der gennemgået 12 under det portugisiske formandskab. Det ser ud til, at vi heller ikke når flere i dag. Men mit egentlige spørgsmål drejer sig om, at Prodi, formand for Europa-Komissionen, har sendt et brev til Europa-Parlamentet, hvor ombudsmand Jacob Söderman kritiseres for, at han har deltaget i en offentlig debat og udtrykt ønske om større åbenhed vedrørende forskellige dokumenter, fremlagt sin egen holdning om, at offentligheden inden for Den Europæiske Unionen bør øges. Jeg spørger Rådets repræsentant, om Rådets repræsentant mener, at kommissionsformanden har handlet rigtigt og velbegrundet, og om Rådet også ønsker at indskrænke ombudsmandens frihed til at udtrykke sig om større offentlighed vedrørende dokumenter.
+. (PT) To bemærkninger, hr. Seppänen. For det første kan også vi, hvis dét er Parlamentets opfattelse, give ikke 20, men 30 svar på de spørgsmål, som de ærede medlemmer kan stille. Men jeg skal svare på 15 sekunder og uden den detaljeringsgrad, som synes mig at svare til formandskabets ønske om at uddybe spørgsmålene og gå så langt som muligt for at give et konkret svar på de overvejelser, som de ærede medlemmer gør sig. Vi kan dog også vælge et bureaukratisk, officielt, hurtigt, syntetisk og sandsynligvis ikke tilfredsstillende svar. Vi vil så rent kvantitativt få succes, hvad angår svar her i Parlamentet. Jeg har været her siden kl. 9 i morges, og jeg tror ikke, at Rådet kan anklages for ikke at have udført et seriøst arbejde for at svare på de ærede medlemmers spørgsmål. Med hensyn til spørgsmålet om denne uoverensstemmelse mellem Parlamentet og Kommissionen skal Rådet selvfølgelig være den sidste til at blande sig i den, og det vil derfor overlade det til de to institutioner selv at løse denne mulige uenighed.
+Blot for at fortsætte fra hr. Newton Dunns spørgsmål vedrørende de beslutninger, der træffes i al hemmelighed i Rådet, kunne ministeren mon give os en liste over de lovgivende forsamlinger i verden, som han henviste til, hvor der træffes beslutninger i al hemmelighed?
+. (PT) Hr. Nicholson, jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De ville stille spørgsmålet igen, for jeg forstod det ikke. Jeg beder Dem undskylde, men jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De ville stille spørgsmålet igen.
+De sagde, at Rådet ikke er alene om at være en lovgivningsmagt, der træffer sine beslutninger i hemmelighed. Jeg kunne godt lide at vide, om De kunne give os eksempler på andre lignende organisationer på regeringsplan, der træffer deres beslutninger på samme måde.
+. (PT) Hr. Nicholson, enten tager jeg meget fejl, eller også meddeler de fleste regeringer ikke, hvad der foregår på deres møder, mens de foretager deres lovgivningsarbejde. Regeringernes lovgivningsarbejde foregår normalt på lukkede møder for en begrænset kreds i en hvilken som helst stat i verden. Jeg tror ikke, at der er regeringer, der udfører lovgivningsarbejde på offentlige møder; det gør kun parlamenter, og da der er lovgivningsarbejde, der foregår både i parlamenter og i regeringer, er der to forskellige måder at udføre dette arbejde på. I de fleste lande i verden arbejder regeringerne derfor, så vidt jeg ved, på lukkede møder og uden adgang for offentligheden.
+Hr. Seixas da Costa havde meddelt os, at han var nødt til at gå kl. 19. Han har også sagt til os, at han har arbejdet sammen med os siden kl. 9 i morges. Jeg synes, at han har fortjent sin løn som minister og formand for Rådet i dag. Jeg synes derfor, at vi skal afslutte spørgetiden med at takke ham for hans tilstedeværelse. Spørgsmål nr. 10-38 besvares skriftligt. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet hævet kl. 19.00)
\ No newline at end of file