diff --git "a/data/train/da_ep-00-05-17.txt" "b/data/train/da_ep-00-05-17.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-05-17.txt"
@@ -0,0 +1,274 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til protokollen fra i går. Jeg forekommer ikke blandt underskriverne af tilstedeværelseslisten. Jeg var til stede i går hele dagen og under den afstemning, der fandt sted midt på dagen, og alligevel forekommer mit navn ikke i protokollen. Jeg ville sætte pris på, at denne fejl blev rettet.
+Vi vil kontrollere dette, hr. Valdivielso, og foretage den fornødne rettelse.
+Hr. formand, jeg vil gerne i henhold til artikel 111 i forretningsordenen informere Parlamentet om, at Moss-mediekoncernen i Moskva, der omfatter uafhængigt tv og en række dagblade og tidsskrifter, er blevet udsat for en razzia af såkaldt skattepoliti, der var uniformeret og bevæbnet. Der blev fjernet dokumenter, telefoner blev afbrudt, og der svirrer stadig trusler om sagsanlæg. Hr. formand, denne sag er en sag af yderst vigtig karakter. Den handler om pressefriheden i Rusland, og der forventes yderligere overgreb i de næste par dage. Robin Cook er i Moskva i dag. Han vil drøfte sagen med hr. Ivanov, den russiske udenrigsminister, og de 15 ministre tænker på en fælles diplomatisk henvendelse. Men vi i Europa-Parlamentet - hvad gør vi? Ingenting. Sagen er, om De vil, for presserende at tage op, for det skete sidste torsdag og kan ikke blive taget op til uopsættelig behandling. Kunne De mon tage dette spørgsmål op på Formandskonferencen, således at der kan nås frem til et system, der gør det muligt for os at behandle meget uopsættelige og vigtige spørgsmål som dette?
+Vi noterer os Deres bemærkning og Deres forslag, lord Bethell, som vi vil lade gå videre til formanden.
+Hr. formand, da jeg tror, at det interesserer forsamlingen og forsamlingens forsæde, vil jeg gerne kort henlede opmærksomheden på, at der i forbindelse med forsoningskonferencen mellem den østrigske regerings repræsentant, Schaumayer, og den amerikanske vicefinansminister, Stuart Eizenstat, i går i Wien blev opnået enighed om betaling af erstatning til tvangsarbejdere under nazisterne i Østrig. Advokaterne - og det vil jeg gerne nævne i denne forbindelse - Michael Hausfeld og Martin Mendelson, som repræsenterer en del af de østeuropæiske regeringer, udtalte i den anledning, at Østrig på nogle punkter sågar har ydet en mere generøs erstatning end Tyskland, da vi a) inddrager landarbejderne og b) også betaler erstatning til børn under 12 år samt kvinder, der fødte børn som tvangsarbejdere. Det er efter min mening værd at meddele her i Parlamentet.
+Tak for Deres meddelelse, fru Stenzel. (Protokollen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0134/2000) af Katiforis for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens henstilling om de overordnede retninglinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker i 2000 (udarbejdet i henhold til EF-traktatens artikel 99, stk. 2).
+Hr. formand, det beslutningsforslag, som Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål forelægger Parlamentets plenum, indeholder, hvad man i store træk kan kalde en positiv vurdering af Kommissionens henstilling vedrørende de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politikker. Kommissionen har som sædvanligt arbejdet effektivt og flittigt og understøtter sine forslag med en imponerende økonometrisk analyse, som jeg synes fortjener at blive rost offentligt. Henstillingen for 2000 er formuleret på et tidspunkt med en gunstig udvikling og optimistiske udsigter for den europæiske økonomis fremtidige kurs. Udsigterne til, at bruttonationalindkomsten i Europa vil vokse med over 3% i 2000 og 2001 - 3,4% ifølge de seneste prognoser for 2000 - er langt bedre end de reelt skuffende gennemsnitlige forhøjelser igennem 1990'erne. Hvis disse resultater bliver en realitet, åbner de således nogle muligheder, en platform, hvorfra Europas økonomi kan indlede en vedvarende kurs med en højere og økologisk bæredygtig vækstrate. Det er overflødigt at fremhæve, at vedvarende højere vækstrater er en forudsætning for, at beskæftigelsessituationen kan blive forbedret, og Europas konkurrencestilling i verdensøkonomien kan blive styrket. Økonomiudvalget accepterer, at den nødvendige fremgang bedst udtrykkes med en BNP-vækstrate på mindst 3%, at dette tal ikke kan holdes permanent uden en kraftig udvidelse af EU-økonomiens potentielle produktion, potential product, og at en udvidelse af den potentielle produktion forudsætter produktive investeringer; imidlertid undlader Kommissionen at fastsætte en procentsats for disse investeringer i forhold til BNP. Økonomiudvalget tilslutter sig det synspunkt, at kvantitative økonomiske mål kan være nyttige, men insisterer på, at en fastsættelse af sådanne mål ikke må undergrave de mål, der er fastlagt i stabilitetspagten, og som udgør en grundlæggende rettesnor for de økonomiske politikker i euroområdet. På trods af dette generelle forbehold udtrykker Økonomiudvalget i sin betænkning tilfredshed med den kendsgerning, at Kommissionen i sin henstilling genopfører det kvantificerede mål i formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Lissabon om at øge beskæftigelsesfrekvensen fra 61% til 70% inden 2010 og øge antallet af erhvervsaktive kvinder fra 51% til mindst 60% inden 2000. Økonomiudvalget støtter det synspunkt, at den nødvendige økonomiske vækst bør baseres på prisstabilitet, på budgetdisciplin, fornuftige lønstigninger under hensyntagen til prisstabilitet og produktivitetsstigning og en reduceret arbejdsomkostning pr. enhed, selv ved nedsættelse af arbejdstiden. Udvalget går endvidere ind for en større liberalisering af konkurrencen, en styrkelse af de nationale konkurrencemyndigheder og en særlig støtte til sammenslutninger af SMV, en konsolidering af det indre marked - navnlig for fælles forsyningsvirksomheder - samt for finansielle tjenesteydelser. For sidstnævntes vedkommende vil vi på grundlag af en bred enighed i udvalget stille et fælles ændringsforslag, hvori vi kræver, at handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser gennemføres i 2003 i stedet for i 2005. Et flertal i udvalget er af den opfattelse, at en aktivering af markedet samtidig vil give den nødvendige forøgelse af investeringerne med rene markedsmidler. Samtidig bifalder den imidlertid omstruktureringen af de offentlige udgifter til fordel for investeringer, som bør begrundes - når de kan begrundes - i costbenefit-forholdet, men tager afstand fra offentlige investeringer, som kun har til formål at styre den økonomiske konjunktur. Hvad de mere generelle anliggender angår, bifalder udvalget de udfordringer, der blev fremhævet på det ekstraordinære rådsmøde i Lissabon, nemlig fuld beskæftigelse, en vidensbaseret økonomi og modernisering af de sociale sikringsordninger samt foranstaltninger vedrørende befolkningens aldring. Det giver dog udtryk for bekymring over den kløft, der er mellem de store udfordringer og de ofte noget rutineprægede konkrete henstillinger om særlige aktiviteter. Det opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til alvorligt at overveje, om der er behov for en drastisk fornyelse af hele den intellektuelle mekanisme, der står bag de overordnede retningslinjer. Desuden vender udvalget stædigt tilbage til Parlamentets gamle krav om en interinstitutionel aftale mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet i forbindelse med vedtagelsen af beslutningsforslaget, idet det dog også takker det portugisiske formandskab for dets positive indstilling til et samarbejde om emnet. Der er dog tale om et midlertidigt samarbejde og ikke et samarbejde, som afspejles i en interinstitutionel aftale, og dette ser vi som en mangel i vores procedure. Vi har under vores forhandlinger i Økonomiudvalget opnået en høj grad af konsensus. Jeg vil gerne understrege, at der har hersket en generel accept af, at det er realistisk at opnå målet om fuld beskæftigelse inden for det kommende årti. Ganske vist er der stadig forskellige vurderinger med hensyn til, hvilken metode der er bedst anvendelig til at opnå disse mål. Nogle af os tror, at opstillingen af kvantitative mål, dog uden tvangsmekanismer, vil gøre det nemmere for Europa at gøre en indsats, der går i den nødvendige retning. Denne bemærkning gælder især for målet vedrørende den investeringsandel, der kræves, for at vi vedvarende kan øge den potentielle økonomiske vækstrate til 3%. Denne procentdel kender vi alle. Kommissionen har i sine undersøgelser gentagne gange opstillet dette mål, og det ville ikke have gjort nogen skade, hvis vi havde taget det med. Vi kunne også have været mere kategoriske i vores formulering af, hvad der efter min opfattelse er en generel fornemmelse af, at det er nødvendigt at starte på en frisk med de transeuropæiske net og se, om der er behov for nye former for finansiering af disse, samt spørgsmålet om en fælles indsats på området, hvor privat kapital arbejder sammen med offentlige investeringer. Uden at vi på nogen måde vil opfordre til et overdrevent offentligt forbrug, kunne vi have forsøgt at give den offentlige del af økonomien en lidt mere positiv rolle i stedet for blot at holde os til "vagthunden" for prisstabilitet. Der er plads til alt dette, især ved at tage nogle chancer, hvis den største fare for vores økonomi er en eventuel krise på de amerikanske finansmarkeder, som kan lamme den private investeringsmekanisme. Tænk hvis denne fare blev virkelig, og vi i mellemtiden havde glemt, hvordan man foretager offentlige investeringer. Der er store muligheder for udvikling af den europæiske økonomi; det er korrekt, at økonomien i Europa kan blive mere produktiv, men der er brug for mere modige fremgangsmåder i vores handling.
+Hr. formand, da Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender udarbejdede dette forslag til udtalelse til Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, tog det fuldt ud højde for vigtigheden af denne beslutning, som er den første, Parlamentet har udarbejdet om retningslinjerne for den økonomiske politik siden topmødet i Lissabon. Vores udvalg har især fremhævet netop forbindelsen mellem disse to datoer, da vi mener, at man på bedst mulige måde bør udnytte sammenkædningen mellem de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og koordineringen af de forskellige processer, som Rådet har vedtaget i tidens løb. Her tænker jeg på Luxembourg-, Cardiff- og Köln-processerne. Vi er af den overbevisning, at den åbne koordineringsmetode, som man med topmødet i Lissabon ønskede at iværksætte på forsøgsbasis, skal gøre det muligt at udnytte den efter vores mening uløselige forbindelse mellem vækst og beskæftigelse. Det gælder om at fremhæve subsidiaritetsprincippet med hensyn til regeringernes rolle, men også med hensyn til de decentraliserede institutioners rolle i den retning, idet man ikke må glemme, at det er afgørende med et bedre samarbejde, en bedre koordinering af de overordnede retningslinjer og en udnyttelse af også Fællesskabets europæiske dimension i et økonomipolitisk perspektiv, hvor vi kan fremhæve udviklingsmulighederne i Europa og på en effektiv måde nå de målsætninger, vi har sat os for beskæftigelsen, og det med henblik på fuld beskæftigelse. Vi har taget højde for indholdet af de overordnede retningslinjer og navnlig for de aspekter, der har at gøre med indførelsen af fleksibilitet og effektivitet på markedet for varer, markedet for finansielle tjenesteydelser og arbejdsmarkedet, og som de sociale målsætninger og en tilstrækkelig opprioritering af forhandlingen mellem arbejdsmarkedets parter kompenserer for. Min sidste bemærkning er, at vi er af den opfattelse - idet vi i øvrigt henviser til det, der står i udtalelsen - at Parlamentets rolle i den forbindelse bør understreges ved, at man gør den procedure formel, der tager sigte på en præcis interinstitutionel aftale om Parlamentets deltagelse i den formelle høring om retningslinjerne for den økonomiske politik og om kontrollen med deres følgevirkninger.
+Hr. formand, kære kolleger, under en tidligere debat om økonomiske politikker udtalte Jacques Delors i Parlamentet, at 70% af de økonomiske rammebetingelser, som vedtages i form af love, i dag vedtages på grundlag af europæiske direktiver. Jeg vil ikke lægge mig fast på en procentsats her, men vi må i fællesskab konstatere, at en del af de økonomiske rammebetingelser bliver fastsat af Den Europæiske Union, og en anden del af nationalstaterne. På langt sigt kan dette kun gå godt, hvis det sker efter fælles principper. Et princip, som er fastlagt i traktaten, er den om markedsøkonomi, flertallet her i Parlamentet ville sige den sociale markedsøkonomi, og her har vi to centrale punkter. For det første er der konkurrencen, hvor Den Europæiske Union står meget stærkt med hensyn til udformningen af konkurrencevilkår. Jeg bifalder meget Kommissionens initiativer om at decentralisere konkurrencepolitikken trinvist samt viljen til at skabe konkurrence og lade nationerne og regionerne være med til at støtte denne. Det er en meget vigtig udvikling. For det andet er stabilitet i pengeværdien et andet vigtigt grundlag for den sociale markedsøkonomi. Der har vi på den ene side en stærk europæisk institution i Den Europæiske Centralbank. På den anden side har vi arbejdsmarkedets parter, som er ansvarlige for en stabil pengeværdi, og for det tredje har vi regeringerne og parlamenterne, som udarbejder deres budgetter. Jeg bliver vist nødt til at gøre opmærksom på, at stabilitet i pengeværdien ikke kun er et af grundlagene for den økonomiske politik, men også for enhver socialpolitik, da socialpolitik starter ved en stabil pengeværdi, og inflationen ikke rammer dem med de store formuer, men derimod dem, som skal leve af en lav indtægt. Derfor er stabilitet i pengeværdien et så vigtigt grundlag for vores politik. Stabilitets- og vækstpagten er her et af de væsentlige grundlag, som vi har skabt. Jeg bifalder meget, at der i den foreliggende betænkning nu også kræves, at stabilitets- og vækstpagten bliver anvendt konsekvent, for det, vi ønsker, er vækst for Den Europæiske Union med en stabil pengeværdi som grundlag.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med hans betænkning og er glad for, at Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, som for første gang skal forhandle med EU's finansministertrojka om de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker, tager til disse forhandlinger med en betænkning, som støttes af et bredt flertal. Vi ved alle, at det friske pust fra Lissabon-mødet giver løfte om et opbrud, og det ville kun være godt, hvis ånden fra EU-topmødet i Lissabon også ville komme stærkere til udtryk i de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker. Det forholder sig stadigvæk således, at hovedtemaet i Den Europæiske Union endnu ikke er blevet gjort til det vigtigste tema for de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker, nemlig bekæmpelsen af arbejdsløsheden. Immervæk anslås udgifterne som følge af arbejdsløshed i Den Europæiske Union til 12% af det europæiske BNP. Den Europæiske Union ønsker derfor med rette at satse på fuld beskæftigelse. De overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker mangler stadigvæk et engagement med hensyn til at udnytte en øget investeringsaktivitet - og det savner jeg særligt meget. Det er sikkert rigtigt at satse på strukturreformer af markederne for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Men vi kender endnu ikke effekten på beskæftigelsen af sådanne strukturreformer. Men vi kender effekten af investeringsstøttet vækst. Vi ved, at også offentlige investeringer kan have en vækst- og beskæftigelsesfremmende virkning. På den baggrund skal indførelsen af kvantitative mål for væksten og beskæftigelsesfrekvensen vurderes positivt for at supplere kvantitative mål og benchmarking til investeringer. Jeg beklager også, at målsætningerne fra Lissabon-mødet - og dermed logisk nok også de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker - mangler et kvalitativt element. Det ville jo også have været glædeligt i det Europa, som ønsker at blive den mest konkurrencedygtige zone i verden. Der mangler også fuldstændigt oplysninger om, hvilken andel investeringerne skal udgøre af BNP i hvilken periode for at sikre et vedvarende opsving. Den nuværende opadgående kurve skaber optimisme, eftersom også konjunkturerne i Tyskland og Italien, som halvdelen af værdiskabelsen i euroland hidrører fra, endelig er på vej op. Der ser vi den indbyrdes afhængighed mellem og sammenfletningen af de europæiske nationale økonomier helt tydeligt, for de har ikke ligefrem været konjunkturlokomotiverne for den europæiske vækst. Vi ved altså, at Europa har brug for en slags økonomisk regering. På det økonomisk-politiske område må Europa tale med én stemme. Der er altså brug for en bedre koordinering end hidtil. Jeg ønsker på den baggrund, at de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker bliver konkretiseret, så beslutningerne fra Lissabon-mødet også bliver klarere rent sprogligt, og at der bliver fastsat en tidsramme. Ordføreren skal bestemt støttes i det ønske, som Parlamentet har ytret gentagne gange: Vi har brug for en interinstitutionel aftale mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet, så det demokratiske underskud i Den Økonomiske og Monetære Union bliver stoppet.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Den Liberale Gruppe støtter Katiforis-betænkningen om de overordnede retningslinjer for økonomisk politik, som vi følte os særligt tilfredse med, efter at nogle af vores kommentarer og forslag blev accepteret under udvalgsbehandlingen. I en tid hvor der er debat om euroens svaghed i det mindste over for dollaren, mener jeg, at det er værd at huske på, at den europæiske økonomi er solid, og at den byder på en stabil og solid ramme og nogle strålende perspektiver, hvad angår vækst og beskæftigelse, altså en meget positiv udvikling for de kommende år. Det at den amerikanske økonomi på en eller anden måde går bedre end den europæiske, i det mindste hvad angår udviklingen i vækstperspektiverne, skal ikke tilsløre den europæiske økonomis medgang. På den anden side er det den europæiske økonomi, der finansierer en stor del af den amerikanske udvikling. Men her skal vi ikke nøjes med at beskæftige os med de mest positive sider, vi skal også være opmærksomme på, hvor vanskeligt det er at bevare denne vækst og denne soliditet i den europæiske økonomi. Efter vores mening er det klart, at det for at overvinde denne vanskelighed er nødvendigt, at den europæiske økonomi, som stadig er underlagt nogle rammer af korporativ art, der er for stive på såvel det offentlige som det private område og fra både de økonomiske og de sociale aktørers side, fungerer bedre. Derfor går vi ind for en større smidighed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Hindringerne for, at det europæiske indre marked kan fungere ordentligt, skal naturligvis ryddes af vejen, der skal gennemføres en gennemgribende reform af skattesystemet med vedtagelsen af en europæisk skattepakke, og kort sagt skal den konservatisme, der stadig hersker på nogle af Den Europæiske Unions økonomiske og sociale områder, bekæmpes.
+Hr. formand, kære kolleger, De Grønne kunne ikke stemme for Katiforis-betænkningen med de ændringer, der var foreslået af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Hvorfor ikke? Vi støtter selvsagt de overordnede synspunkter, der kommer til udtryk i Katiforis-betænkningen. I særdeleshed ønskerne om fuld beskæftigelse og sunde sociale relationer samt ikke mindst ønsket om sunde lønmodtagerrelationer. Til gengæld er der en række ændringsforslag, som vi ikke kan gå ind for, og som vi finder yderst betænkelige. Vi må afvise disse ændringsforslag og vil konsekvent fastholde denne afvisning, idet vi håber i løbet af indeværende valgperiode at få overbevist vores kolleger, herunder Kristdemokraterne, om, at forslagene er yderst betænkelige. Vi kan for det første ikke vedblivende kræve reformer og øget fleksibilitet, når det gælder ansættelsesaftaler, uden at præcisere, hvad der konkret menes hermed. Vi har en målsætning om et konkurrencedygtigt europæisk videnssamfund, hvilket forudsætter størst mulige investeringer i menneskelige ressourcer. Styrkelse af de menneskelige ressourcer er ikke en vare, man erhverver og kaster bort. Styrkelse af de menneskelige ressourcer forudsætter respekt. Det er et tilbud til et menneske om at uddanne sig, høste erfaringer og udnytte den nye viden. Skal vi tale om strukturreformer med hensyn til lønmodtagerrelationer, bør det være reformer i retning af øget stabilitet i ansættelsen og ikke det modsatte. Der er et andet grundlæggende forhold, jeg inderligt håber at kunne overbevise mine kolleger om i løbet af de nu fire år, der er tilbage af denne valgperiode. Vi må indse, at vi ikke kan fastholde, at vi i 2008 vil kunne leve op til Kyoto-aftalens krav. Vi er udmærket klar over, at det, som det også erkendes i den foreliggende betænkning, er selvmodsigende på nuværende tidspunkt at ville forene målsætningen om en økonomisk vækst på 3% med en konsekvent afvisning af påtrængende krav om investeringer i energibesparende foranstaltninger, i transportsystemer og i boligforbedringer i et forsøg på at forene Kyoto-målsætningen med målsætningen om 3%'s vækst.
+Hr. formand, selv om Kommissionens henstilling om de overordnede økonomiske retningslinjer for 2000 går ind for en tilbagevenden til fuld beskæftigelse, har den bibeholdt de grundlæggende karakteristika fra de foregående år. Idet jeg anerkender Parlamentets og ordførerens bidrag til, at begrebet fuld beskæftigelse igen er accepteret, tror jeg, at ordføreren, som jeg gerne vil komplimentere for hans indsats, vil være enig med mig i, at vi er nødt til at have en ny definition af, hvad vi mener med beskæftigelse og især fuld beskæftigelse. Hvad vil det sige at være beskæftiget, når vi står med en politik, som opløser arbejdsrelationernes struktur, minimerer beskæftigelsen og med denne proces udbreder en generel fattigdom. Hvad de overordnede retningslinjer angår, bevæger Kommissionens henstilling sig inden for rammerne af den almene neoliberalistiske økonomi- og socialpolitik, som med støtte fra et flertal i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål også kommer til udtryk i nærværende betænkning. Vi mener, at de grundlæggende elementer i en politik bør være styrkelsen af offentlige investeringer, en stabil, permanent og fuld beskæftigelse, en beskyttelse og forbedring af det sociale sikringssystem og i det hele taget det sociale sikkerhedsnet og en styrkelse af den aktive efterspørgsel med en forbedring af arbejdstagernes købekraft. Det er i denne retning, de overordnede retningslinjer bør gå. Og i denne retning går de ændringsforslag, vi forelægger Europa-Parlamentet, og som vi opfordrer medlemmerne til at stemme for.
+Hr. formand, Kommissionens henstilling om de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker for 2000 efterlader hos læseren et indtryk af, at noget er overset. Kommissionen beskæftiger sig i retningslinjerne slet ikke med den fælles mønt. Mønten omtales kun ganske kort i forbindelse med tekstens henvisning til Maastricht-traktaten og konvergenskravene. Teksten understreger nødvendigheden af at holde de offentlige finanser i stramme tøjler og behovet for at føre en pengepolitik, som tager sigte på prisstabilitet. Men ikke et ord om det aktuelle kursfald og dets indvirkning på samfundsøkonomien og de økonomiske politikker. Dette forekommer så meget mere påfaldende, som Kommissionens tekst hyppigt gentager, at en effektiv indsats forudsætter en global strategi. Samme mangel kendetegner desværre Europa-Parlamentets betænkning. Ingen af beslutningsforslagets 35 punkter omhandler den fælles mønt, og kun en enkelt passus i de indledende betragtninger henviser hertil. Det er tydeligvis ikke et emne, der skal bringes på bane. Samme holdning kom til udtryk, da Europa-Parlamentets store politiske grupper afviste UEN-gruppens forslag om i forbindelse med dagens møde at tage spørgsmålet om konsekvenserne af de oplevede udsving i eurokursen op til debat. Debatten blev endnu en gang udsat til senere. Der var ellers mange emner at tage fat på. I årevis har vi fået at vide, at en stærk euro ville indebære en række økonomiske og finansielle fordele. Nu, hvor euroen er svag, må vi spørge, om det da slet ikke har konsekvenser og giver anledning til kommentarer, at de omtalte fordele forsvinder? Igen efterlades et indtryk af, at noget er overset! En svag euro indebærer, som det ofte fremhæves, fordele for eksporten. Man undlader imidlertid at kommentere de alvorlige ulemper ved en svag euro. Eksempelvis kapitalflugt og virksomhedsopkøb, hvor tredjelandes virksomheder opkøber virksomheder inden for eurozonen. Eller vi kunne pege på den manglende tilskyndelse til at foretage de helt nødvendige strukturreformer. Og så har vi endda ikke nævnt det helt grundlæggende problem. Når eurokursen falder, skyldes det, at euroen opleves som en kunstigt skabt valuta. Hvis ingen vover at erkende og åbent tilkendegive dette, finder vi imidlertid aldrig en løsning på problemet. Også i dette perspektiv må vi udtrykke håb om, at Europa-Parlamentet snarest tager initiativ til en debat om euroen ... mens tid er.
+Hr. formand, kære kolleger, næppe er Europa sluppet ud af 1980'ernes tusmørke, før vi konfronteres med nye problemer affødt af den internationale spekulation. Man havde stillet os en euro med D-mark-styrke i udsigt. En euro, som ville være stærkere end dollaren. En svag økonomisk vækst ville blive opvejet af en stadig opskrivning af vores aktiver. Hvad vi i virkeligheden har fået er en ubestandig valuta, til dels begrundet i dens ubestemmelige karakter. Vi har tidligere oplevet spekulation på valutamarkederne rettet mod britiske pund. Nu er det så euroen, der er under pres. Det kan ikke undre Europa-Parlamentets medlemmer. Vi kender EU fra vores daglige virke som et forum for forskelligheder og modsætninger. Hvordan vil det gå efter EU's udvidelse, når markederne reagerer på begivenheder, som vedrører et af de hen ved 30 lande, der kommer til at udgøre EU's teknostruktur? Forestil Dem til sammenligning, at FN havde indført en fælles mønt. Vi kan ikke laste Wim Duisenberg for den vigende eurokurs. Hvordan man end vender og drejer det, kommer man ikke uden om, at Den Europæiske Centralbank er de to førende eurolandes værk. Og regeringerne i Frankrig og Tyskland har tydeligvis givet ordre til, at der ikke skal gribes ind. For at fastholde euroens værdi over for dollaren ville det være nødvendigt at hæve renten, således at renteniveauet i euroområdet blev en smule højere end niveauet i dollarområdet, formentlig i størrelsesordenen 50 basispoint. En sådan udvikling ville efter min opfattelse - som ganske vist ikke ligger på linje med Keynes' teorier - ikke påvirke den økonomiske vækst i nævneværdig grad, eftersom denne ikke mindst bestemmes af psykologiske faktorer. Vi kan selvsagt ikke acceptere, at alle aktiver i Frankrig falder i værdi på grund af euroens fortsatte fald. Vi håber naturligvis ikke, kursfaldet fortsætter, men skulle det blive tilfældet, vil vi ikke undlade at pege på de ansvarlige. Og det er ikke Wim Duisenberg, vi har i tankerne. De kandidater, der opstiller til præsidentvalget i Frankrig, vil blive vurderet ud fra deres indsats for at løse det her omtalte problem.
+Hr. formand, betænkningen er selvmodsigende. I punkt 14 gives der støtte til stabilitetspagtens krav om, at prisstabilitet altid skal gå forud for hensynet til beskæftigelsen. Andre steder ønskes bedre beskæftigelse og demokratisk indflydelse på den økonomiske politik. Men inflationen skal jo altid ligge mellem 0 og 2%. Det støtter man, selv om inflationen kun har ligget der i seks år i efterkrigstidens Tyskland og Danmark. Men nu er det helt sikkert, at det forløb altid vil være bedst for alle lande til alle tider. Vi har ikke længere brug for folkevalgte til at lave det rette policy mix. Vi har en centralbank, som fastsætter renten ud fra inflationen. Så kan euroen få lov at falde, og renten sættes op, så væksten kan falde, og arbejdsløsheden igen stige. Det er værre end de hellige køer i Indien, men det protesteres der ikke imod i betænkningen. I punkt G opfindes derimod en ny, hellig ko: det høje skattetryk. Socialsikringsordningerne skal gennemgås kritisk, og de sociale udgifter sættes ned, men man kan jo også spare på de sociale udgifter ved at sætte hensynet til beskæftigelsen øverst blandt de økonomiske mål. Så kan folk på kontanthjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse få byttet deres understøttelser ud med en rigtig løn. Det er en anden opskrift på økonomisk politik, men den er traktatstridig. Underskuddet på finanslovene må i almindelige tider højst være 1% af nationalproduktet - uanset om pengene anvendes til investeringer, der siden hen kan hente langt større underskud hjem igen. Det kan nok så mange valg i medlemslandene eller i Europa-Parlamentet ikke ændre på, og det er absurd, det går imod alle erfaringer og er en fornægtelse af demokratiets princip, som forener vores lande, og som indebærer, at vælgerne kan gå til valg og stemme sig til højere beskæftigelse, selv om inflationen derved indimellem kan komme over de 2%.
+Hr. formand, det europæiske økonomiske lokomotiv kommer ikke rigtigt op i omdrejninger. Arbejdsløshedstallet i Europa er for højt, særligt fordi de svageste, nemlig unge, kvinder og langtidsledige, er berørt heraf. Ud over den tekniske økonomiske offensiv i Unionen - oprettelse af informationsmotorveje, koncentrering af forsknings- og udviklingsudgifter - må også især investeringskvoten øges med ca. 10%, så væksten kan garanteres og arbejdsløsheden nedbringes. Etablering og videreførelse af SMV skal fortsat fremmes intensivt, så adgangen til fremmedkapital bliver forbedret, bureaukratiske forhindringer fjernet, skattetrykket lettet, og så der også bliver tilbudt gratis økonomisk rådgivning. Men vi må også reformere vores administrative systemer. Unionen bør derfor udstede et direktiv til forenkling af administrationen, der foreskriver medlemsstaterne, at der kun må udfærdiges logistiske forskrifter, som borgerne let og hurtigt kan omsætte, som er simple og også forståelige for borgerne.
+Hr. formand, uddybning af integrationen får min varme støtte - de fleste sager er det bedst at ordne på fællesskabsplan - men da jeg læste min ærede kollega Katiforis' betænkning, der indeholder mange markedsøkonomisk positive retningslinjer, som derfor bør støttes, kan jeg dog ikke tilslutte mig en del af forslagene i betænkningen. Dynamikken og den ønskede vækst i den europæiske økonomi kan ikke styrkes ved at skabe integrerede unionsomfattende programmer, selv om de så er skabt i god mening med henblik på at styrke uddannelse eller iværksættelse eller fælles støtteordninger for de små og mellemstore virksomheders organisationer. Jeg stiller mig også personlig tvivlende over for det fælleseuropæiske informationssamfunds overlegenhed, hvis det forsøges skabt oppefra på basis af Kommissionens og Rådets vilje, og ikke således at det opstår ved naturlig dannelse af netværk mellem informationssamfund fra en virksomhed eller et universitet til en anden; finansieringen nationalt og på det europæiske plan skal selvfølgelig sikres. Det, jeg føler er fremmed, er den tro, der lyser ud af betænkningen, på den oppefra kommende betydning; planlægning og programmer på det overordnede plan kan endda virke bremsende og ikke dynamiserende på udviklingen. I øjeblikket forbedres den europæiske dynamik ved at nedrive de overordnede strukturer, bl.a. handelshindringer, der stadig vanskeliggør etableringen af det reelle indre marked. Den ærede kollega Katiforis kræver også dette, men af Kommissionen, når det i stedet bør kræves af de nationalstater, der i enkelte tilfælde virker bremsende, f.eks. inden for brancherne trafik, offentlig forvaltning eller energi. Når vi i forbindelse med betænkningen taler om retningslinjer for den økonomiske politik, må vi heller ikke glemme konkurrencepolitikken. Neutraliteten i Fællesskabets konkurrencepolitik er der med rette sat et spørgsmålstegn ved i den senere tid bl.a. i Volvo-Scania-tilfældet. Redegørelsen om regionale monopoler eller kraftcentrering i regioner med mindre befolkningsgrundlag halter bagud. Det er et klart slag mod industrier og handel i små og periferiske lande, når de bestræber sig på at udvide deres konkurrenceevne til at omfatte hele Unionen.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Katiforis og kommissær Solbes, der begge har udvist en bredere forståelse, end normalt er, for det, der er nødvendigt for at få en succesrig økonomi. Vi må benytte os af, at vi befinder os i Den Europæiske Union for at gøre ting sammen. Jeg vil gerne koncentrere mig om forskning og udvikling. Jeg beklager, at Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi ikke har udarbejdet en udtalelse om hr. Katiforis' betænkning - det burde det have gjort. Sammenlignet med USA og Japan lider vi af en sørgelig mangel på en ordentlig forskningsstrategi i næsten alle medlemsstater undtagen Finland, Sverige og Irland - lande, der i Kommissionens papir fremhæves for at have haft en usædvanlig succes. Vi har brug for videnskabsfolk for at få forskning og udvikling. Lad os stoppe unge i at vælge at gøre andre ting. Lad os tilskynde kvinderne. Lad os sikre, at kompetencen i bredt anvendte sprog øges. Lad os frem for alt se på de lønninger, der betales til videnskabsfolk og teknologer. Det er dem, der får dem til at vælge andre karrierer. Vi har naturligvis brug for infrastruktur i form af videnskabsfaciliteter og kommunikation. Vi har brug for en strategi. Jacques Delors slog det fast med syvtommersøm i sin hvidbog, så vi behøver ikke at genopfinde hans tanker. Men den store forskel mellem os og de succesrige økonomier i verden - og navnlig USA - er, at de bruger langt flere penge på investeringer i forskning, og det kan betale sig. Kommissær Busquin's meddelelse om det europæiske forskningsområde er meget god. Men det, der er vigtigt, er det næste stadium, nemlig omdannelsen af denne viden til varer og produkter og processer, der kan sælges. Lad os være nyskabende i Den Europæiske Union. Lad os starte med at bringe innovationsenheden tilbage fra Luxembourg til Bruxelles, hvor den kan bruge sine færdigheder til at arbejde sammen med andre afdelinger af Kommissionen. Det ville være en ikke særlig revolutionerende, men fornuftig ting at gøre.
+Hr. formand, fra alle sider påpeges det, at euroen på 16 måneder har mistet hen ved 30% af sin oprindelige værdi. Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank er imidlertid ikke voldsomt ivrige efter at uddrage læren af denne udvikling. Det frygtes, at der bliver sat spørgsmålstegn ved den nuværende pengepolitik, som kun er til gavn for børstransaktioner og spekulanter. Det Europæiske Råds møde i Lissabon præciserede målsætningen om fuld beskæftigelse og en vidensbaseret økonomi. Prisværdige mål, som imidlertid i praksis konfronteres med stærke liberale kræfter. Kommissionens overordnede økonomiske retningslinjer viderefører den liberale linje, og disse retningslinjer vil herefter danne grundlag for en koordinering af medlemsstaternes økonomiske politikker. Kommissionen generer sig i øvrigt ikke for at fremsætte konkrete henstillinger til den enkelte medlemsstat, når det gælder de offentlige budgetter. Kommissionen prioriterer således fortsat budgetdisciplin højt og går endog videre end stabilitetspagtens krav i så henseende. I lighed med Den Europæiske Centralbank kræver Kommissionen løntilbageholdenhed og strukturreformer især med henblik på at sikre øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Den foreliggende betænkning udarbejdet af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål ligger på linje med Kommissionens holdning og i forlængelse af konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon. Betænkningen slår således til lyd for fortsat liberalisering, moderat lønudvikling og øget fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Jeg kan derfor heller ikke tilslutte mig de holdninger, der kommer til udtryk i betænkningen. Disse skærpes i øvrigt yderligere af de mange ændringsforslag, der er fremsat af højrefløjen. Den nuværende økonomiske situation, herunder i særdeleshed de drastiske kursfald, der præger den fælles valuta, burde tilskynde EU og medlemsstaternes regeringer til nytænkning og til at iværksætte en europæisk politik, som omsider også tager de forventede sociale hensyn. Stabilitetspagtens dogmer bør revideres radikalt. Også den aktuelle holdning til socialpolitikken bør revideres. Socialpolitikken ses i dag udelukkende som en konsekvens af den økonomiske og monetære politik, idet socialpolitikken opfattes som en bistandspolitik, som skal afbøde de frie markedskræfters uheldige virkninger. Nytænkningen bør bestå i en politik, som grundlæggende tager sigte på at støtte beskæftigelsesfremmende investeringer takket være en selektiv kreditgivningspolitik. Nytænkningen bør bestå i en politik, som tager sigte på at sikre bedre leve- og arbejdsvilkår takket være kortere arbejdstid uden indbyggede krav om fleksibilitet og uden øget usikkerhed i ansættelsen. Nytænkningen bør bestå i en politik, som indebærer, at indkomster og kapitalbevægelser beskattes med det formål at lægge en dæmper på den økonomiske spekulation og øge statens indtægter.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske ordførerne af netop de årsager, som den foregående taler var så ked af, nemlig den liberale indfaldsvinkel, der er i disse betænkninger. EU og dets institutioner står nemlig ved en skillevej i dag, hvilket også de seneste begivenheder i forbindelse med euroen viser. På den ene side har vi den vej, der fører mod fremgang og vækst, og for at slå ind på denne vej skal Europa være modig nok til at gennemføre nogle radikale, strukturelle liberaliseringsreformer. På den anden side har vi den vej, der bevarer og viderefører et korporativistisk og statssocialistisk syn på økonomien, og som giver mange europæiske lande nogle arbejdsløshedstal, der er dobbelt eller tre gange så høje som de amerikanske, samt en marginal rolle i de mest innovative og dynamiske økonomiske sektorer. Når det er sagt, kan jeg således kun give udtryk for min tilfredshed med indholdet i Katiforis' og Pomés Ruiz' forslag, hvor det klart understreges, at markedernes - navnlig arbejdsmarkedets - liberalisering og fleksibilitet, en kraftig nedsættelse af skattetrykket, en gennemgribende reform af de offentlige pensionssystemer og statens gradvise tilbagetrækning fra økonomien, først og fremmest gennem en privatisering af de offentlige virksomheder, alt sammen er noget, der efterhånden ikke længere kan udskydes, hvis vi ønsker at undgå at skabe et Europa, der ganske vist er forenet, men som er forenet af arbejdsløshed, udstødelse af de svageste, især af unge og kvinder, og bureaukratisering af samfundets sociale forhold, det vil sige et Europa, der hverken er i stand til at skabe vækst eller beskæftigelse. Dette er i øvrigt et problem for euroen, som er en valuta, der lider under den strukturelle krise og de ufleksible og overregulerede markeder. Man taler om en politisk styring af økonomien på europæisk plan som en løsning på denne krise. Men vi skal passe meget på! For hvis den politiske styring skal være en styring, hvor man henter de nationale økonomiers planøkonomi til Bruxelles, ville det efter min mening være et dårligt valg. Vi radikale fra Italien går også ind for en politisk styring, men det skal være en liberal og føderalistisk styring med nogle få klare love og ingen statslig indblanding i økonomien, heller ikke fra den europæiske stats side.
+Hr. formand, der står mange gode ting i hr. Katiforis' foreliggende forslag til beslutning. Men på et vigtigt punkt anser jeg en principiel nuancering for nødvendig. Både i udvalgets anbefaling og i beslutningen sættes målet om vedvarende økonomisk vækst over alt andet, og man jager efter det med tungen ud af halsen. Det er mærkeligt i betragtning af forholdene i verden, hvor den vestlige verden er en stenrig villanabo. Drømmer vi om endnu mere? Har vi virkelig brug for så høj vækst, eller kan vi også imødegå arbejdsløsheden på anden måde? Den ensidige understregning af livets materielle aspekter kommer bestemt ikke samfundet til gode. Det fremmer egoisme, social udelukkelse, normreduktion og sædeligt forfald. Opløsning af samfundet har i den sidste ende en negativ virkning på den økonomiske udvikling. Opmærksomheden omkring den stigende levealders indvirkning på statsfinansernes stabilitet er positiv. Først fra 1999 er både statens udgifter og indtægter begyndt at falde. Yderligere konsolidering og reduktion af statsgælden er i mange medlemsstater meget nødvendigt, hvis der i fremtiden skal være midler til disposition til sundheds- og alderdomsordningerne. Skatte- og præmietrykket i Den Europæiske Union er højt sammenlignet med USA. Men billedet ændres meget, hvis man medtager de ofte tårnhøje forsikringspræmier, som de amerikanske borgere betaler. Ændringsforslagene om at flytte skattetrykket fra arbejde til forbruget af sparsomme grund- og råstoffer støtter vi. Kyoto-aftalen er det mere end værd at overholde.
+Hr. formand, jeg vil gerne her til formiddag tilslutte mig de medlemmer, der har taget ordet i denne debat og udtrykt et ønske om at gøre indsigelse mod en atmosfære af efterladenhed i relation til den aktuelle økonomiske situation i Europa. Jeg er enig i det synspunkt, som fru McNally udtrykte tidligere, om, at man kan kaste et blik på USA og se, at man dér har investeret i forskning. Det er en af grundene til, at USA klarer sig bedre end Europa. Men vi må også understrege, at en af de andre grunde til, at USA fortsat klarer sig så meget bedre end Europa, er, at Europa endnu ikke gjort noget rigtigt ved spørgsmålet om en strukturreform og markedsliberalisering. Jeg henviser til de bemærkninger, som hr. Lipietz kom med tidligere for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Det vil være mig en stor fornøjelse at indlade mig på en debat med ham over de næste fire år om spørgsmålet om markedsliberalisering. Det er en kendsgerning, at vi endnu ikke har set den aftalte markedsliberalisering i Europa anvendt i alle medlemsstater, og mindst af alt i hans egen. Jeg deler bekymringen med hensyn til arbejdstagernes job. Jeg ville med største fornøjelse tage hr. Lipietz med for at tale med arbejdstagere i Det Forenede Kongerige, der kan miste deres arbejde som følge af beslutninger truffet af en fransk ejer af energiselskaber i Det Forenede Kongerige, når britiske selskaber ikke kan få lov til at få adgang til det franske marked, fordi franskmændene ikke anvender vedtagen europæisk politik. Det er en strukturreform, vi må se at få gennemført. Det er ikke kun på det område. Vi ser, at de mest velhavende stater i Den Europæiske Union fortsat er de stater, der gør brug af størst mulig statsstøtte. Herved frarøves nogle af de fattigere lande, der er repræsenteret her, arbejdspladser. Det er også en af grundene til, at jeg ikke er enig i det synspunkt, der blev udtrykt af hr. von Wogau med hensyn til konkurrencepolitikken. Hvad decentralisering angår, mener jeg ikke, at der bør være nogen repatriering af konkurrencepolitikken.
+Hr. formand, i de forløbne dage er diskussionen om en europæisk økonomisk regering på ny bragt ind i debatten fra forskellig side. Det er indlysende, at det er nødvendigt med mere økonomisk styring på EU-plan, men det er ikke indlysende, at det kun er Euro 11- eller ØKOFIN-Rådet, der skal påtage sig koordinationen. På topmødet i Lissabon har man netop valgt en bredere socialøkonomisk fremgangsmåde, hvor beskæftigelse, økonomiske reformer og social kohæsion ses i deres indbyrdes sammenhæng. For mig var den vigtigste konklusion på topmødet, at Rådet påtager sig en aktiv, styrende og koordinerende rolle. Vores regeringsledere vil hvert forår drøfte den socialøkonomiske politik på grundlag af en integreret fremskridtsrapport fra Kommissionen. Denne gang var foråret desværre allerede begyndt. Teksten til de brede økonomiske retningslinjer 2000 var allerede færdig, helt i tråd med det gamle mønster. Hvorfor har Kommissionen ikke taget sig mere tid og i fortsættelse af Lissabon udarbejdet disse retningslinjer, der forberedes af de forskellige generaldirektorater, for hvert område? Lad Kommissionen fortsætte og udbygge den form for samarbejde, der også blev gennemført ved forberedelserne til topmødet i Lissabon, på det socialøkonomiske område. Det mener jeg er en meget interessant udfordring for Kommissionens nye sekretær, David O'Sullivan. Læg i den forbindelse mærke til konklusionen i den nærværende betænknings punkt 29. Heri slås der til lyd for en drastisk fornyelse af det intellektuelle apparat bag ved udformningen af den økonomiske politik for at bringe den i overensstemmelse med konklusionerne fra Lissabon. Jeg vil også gøre Dem opmærksom på Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggenders konklusioner, der er udarbejdet af hr. Cocilovo. Årligt én integreret årsberetning om Unionens økonomiske og sociale situation og ét sæt retningslinjer om vedvarende vækst, beskæftigelse og social sammenhæng. Endvidere vil jeg gerne fremsætte et supplerende forslag om at optage det socialøkonomiske forum, der er planlagt til næste måned, tidligere i den årlige cyklus, helt i begyndelsen af året. Nu dingler det lidt i slutningen. Til sidst vil jeg gerne gøre kollegerne i Økonomiudvalget opmærksom på det konsensusorienterede samarbejde, som vi har haft i Socialudvalget på dette område, og sige, at vi i Parlamentet også skal nedbryde blokdannelserne og forsøge at sætte os ud over alle kæpheste og netop på det grundlag gøre vores indflydelse gældende f.eks. på det nævnte forum i den kommende måned.
+Hr. formand, jeg betragter absolut de fremlagte økonomisk-politiske henstillinger fra Kommissionen og også Katiforis' betænkning differentieret og mener, at meget af det er værd at overveje. Helhedskonceptet må vi dog afvise. For det første er det slående, så kritikløst de andre grupper overtager en ret dogmatisk neoliberalisme. I betragtningerne registreres faldet i de offentlige investeringer i infrastrukturprojekter med tydelig bekymring, men i konklusionen advares der udtrykkeligt mod en aktiv offentlig investeringspolitik. Jeg mener, at fleksibilitet, liberalisering og monetarisme er de ensidige koncepter ved denne politik. Når det udtrykkeligt bliver sagt, at stabilitetspagtens mål for øjeblikket er rettesnoren for de økonomiske politikker, og at Kommissionen sågar vil gå endnu længere, så bliver de sociale, kulturelle og økologiske krav nødvendigvis ofret til fordel for dem, og det øjensynligt ret principielt. Idet der gås ud fra de teknologiske omvæltninger, så forlanges der for det andet - jeg citerer - "en helhedsundersøgelse af arbejdsvilkår, aflønning og beskatning", uden at der henvises til nødvendigheden af at bevare og forny de sociale og participatoriske institutioner, som har været sjælen og succesen bag de europæiske sociale modeller. For det tredje, og det er allerede blevet bragt på tale, bliver der i denne betænkning postuleret en ny vækstfetichisme. Fuld beskæftigelse, ja selv overgangen til det såkaldte videnssamfund, bliver praktisk talt udelukkende gjort betinget af højere vækst. Til gengæld ignoreres en retfærdig fordeling af det eksisterende erhvervsarbejde, realiseringen af en moderne tredje økonomisk sektor for sociale, kulturelle og økologiske tjenesteydelser, regionalisering af økonomiske kredsløb, efterspørgselspolitik, ja selv de sociale uddannelsespolitiske og kulturelle indhold i et videnssamfund. Med hensyn til væksten lægges der endda op til, at eksistentielle klimabeslutninger i henhold til Kyoto-aftalen ikke kan overholdes. Det er efter min mening en skandale! For det fjerde bakkes der op om en yderligere fleksibilisering af finanssystemerne i stedet for endelig at beskæftige sig med det problem, at den strukturelle svaghed ved investeringerne, som også beklages i betænkningen, hænger tæt sammen med, at spekulative valuta- og aktieoperationer fremmes ved denne politik, og realøkonomiske investeringer forfordeles. Rent økonomisk-politisk byder fornuften én endelig at beskæftige sig seriøst med koncepter som Tobin-afgifter.
+Man kan vurdere Kommissionens henstilling og betænkningen i lyset af eurosystemets helt basale problemer - og de er jo unægtelig store og iøjnefaldende. Jeg kommer fra et land, hvis befolkning nyder det sjældne privilegium at blive spurgt i forbindelse med så vidtgående beslutninger som deltagelse i eurosystemet. I den danske befolkning er der en stor skepsis og modstand mod, at den nationale valuta opsluges af eurovalutaen. Jeg er ikke i tvivl om, at denne skepsis og modstand deles af store og voksende grupper af befolkningerne i de øvrige medlemslande, som ikke bliver spurgt. Jeg har kun tid til at nævne et par punkter. Det ene er et punkt, som er uhyre væsentligt i hele europroblematikken. Nobelpristageren Franco Modigliani fremhæver, at arbejdsløsheden efter hans opfattelse bevidst er blevet brugt af Den Europæiske Centralbank som et instrument i den økonomiske politik til at kontrollere inflationen. Dette er et afgørende punkt. Det andet helt centrale punkt, jeg skal nævne, har direkte sammenhæng med temaet for det foreliggende beslutningsforslag: eurosystemets politiske svaghed. Der mangler jo en politisk overbygning til at styre den økonomiske politik. Dette er baggrunden for den franske regerings forslag om, at EU-eurosystemet udstyres med en egentlig økonomisk regering. Det er disse politiske konsekvenser, der er så afgørende, når det drejer sig om den danske befolknings tilslutning. Jeg kan forudsige, at spørgsmålet om udvidelse af euroområdet med Danmark, Sverige og Storbritannien vil blive afgjort i Danmark ved folkeafstemningen den 28. september. Den skepsis, som jeg her har givet udtryk for, vokser fortsat.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, debatten og betænkningen viser, at vi tackler denne betænkning optimistisk, optimistisk på grund af prognoserne, optimistisk på grund af opsvinget i den europæiske økonomi siden sommeren 1999. Men vi griber også denne betænkning realistisk og beslutsomt an. Realistisk for så vidt angår forehavenderne, underskuddene og euroens værdi udadtil, og fast besluttet på at få fjernet underskuddet over for USA så hurtigt og så snart som muligt. Et underskud, som skyldes, at vi har en lavere vækst, en større arbejdsløshed, et lavere investeringsniveau, en lavere F&U-kvantitet, et langsommere omsætningsniveau og en lavere gennemsnitsindtægt. Det er resulteret i følgende plan for vores mangfoldige forehavender og nødvendige foranstaltninger: En fremskyndet vækst uden kapacitetsflaskehalse, uden inflationspres, det vil sige en forsigtig lønudvikling, en forstærkelse af F&U-anstrengelserne og en yderligere nedbringelse af underskuddene og gælden, idet prisstabiliteten bevares. Strukturreformforanstaltningerne skal fortsættes, og det skal ske modigt og beslutsomt, liberaliseringen og dermed nedbringelsen af statens andel skal fortsættes. Der er brug for bestræbelser på at skabe nye arbejdspladser, det vil sige støtte til den "nye økonomi", og der er brug for forandringen til en vidensbaseret økonomi, hvilket også skyldes, at vi ved overgangen til den nye telekommunikationsteknologi har brug for konkurrence på områder som uddannelse og forskning. Hvis vi gør det, så har vi for første gang i årevis chancen for at skabe fuld beskæftigelse i Europa, og det er vores mål.
+Hr. formand, Katiforis-betænkningen er slet og ret et forsvar for de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politikker. Af betænkningens 29 afsnit udtrykker otte afsnit tilfredshed med Kommissionens tekst, og fire udtrykker tilfredshed med egen indsats. For den arbejdende befolkning i EU's medlemslande er der imidlertid ikke meget at glæde sig over. Hvilken glæde har befolkningen eksempelvis af den højt besungne økonomiske vækst, når der samtidig i betænkningen manes til besindig adfærd, selvsagt på arbejdstagerside, i forbindelse med lønforhandlinger. Eller når det sågar hævdes, at der er behov for en radikal ændring af pensionssystemet med det formål at opretholde arbejdstagernes pekuniære situation. Med sådanne udsagn tilkendegives det, at den omtalte økonomiske vækst ikke giver rum for lønmodtagerne, ej heller for pensionisterne. Endnu en gang optræder Rådet og Kommissionen som storkapitalens talerør og forventer, at Europa-Parlamentet siger god for de anførte holdninger. Vi er imidlertid ikke valgt for at nikke bifaldende, når der er regeringer, som med råd og dåd støtter de store erhvervsvirksomheder og de store finanskoncerner og bidrager til, at disse beriger sig, alt imens ulighederne i samfundet øges, alt imens 18 millioner mennesker står uden arbejde, alt imens fleksibilitet og usikre ansættelsesforhold vinder indpas, alt imens de samlede lønomkostninger reduceres kraftigt for at sikre fortsat vækst i kapitalindkomsterne, også når disse hidrører fra spekulation og anden parasitvirksomhed. Hvis det er korrekt, at der igen, som betænkningen hævder, er udsigt til økonomisk vækst, er det oprørende, at denne overalt i Europa kun kommer et mindretal til gode. Vi stemmer på denne baggrund imod den foreliggende betænkning.
+Hr. formand, ærede kolleger, Den Europæiske Union står over for en række udfordringer som følge af globaliseringen og fremkomsten af en ny økonomi, der er baseret på viden og ny teknologi. Unionens strategiske målsætning i det nye årti skal være at fremme økonomisk vækst og fri foretagsomhed - uden at det går ud over det sociale spørgsmål - ved hjælp af retningslinjer, som bygger på konkurrencedygtighed, bæredygtig udvikling og oprettelsen af nye arbejdspladser. Med hensyn til det sidste punkt har vi i Europa registreret et lille fald i arbejdsløsheden, sådan som det understreges i vores kollega Katiforis' betænkning, men den ligger stadig på et uacceptabelt højt niveau, især når det gælder arbejdsløshedsprocenten for kvinder og unge. Situationen er endnu mere dramatisk i visse sydeuropæiske regioner og navnlig i Syditalien, hvor de arbejdsløse udgør hele 21,9% af arbejdsstyrken og 56,6% af aldersgruppen mellem 14 og 25 år. Derfor bør de overordnede retningslinjer for økonomisk vækst og vækst i beskæftigelsen efter min mening indeholde nogle foranstaltninger, der tager sigte på at gøre det europæiske marked mere konkurrencedygtigt og at indføre en større fleksibilitet på arbejdsmarkedet. For at få en bæredygtig udvikling vil det være nødvendigt at fuldende det indre marked og fjerne de hindringer, der stadig eksisterer, ved at liberalisere de sektorer, hvor man endnu ikke har åbnet helt for den frie konkurrence, såsom transportsektoren, gas- og elektricitetssektoren samt posttjenesterne. Det vil være nødvendigt at fortsætte med de reformer, som medlemsstaterne bliver nødt til at foretage for at reducere virksomhedernes udgifter, mindske arbejdsomkostningerne, fremme de aktioner, der har til formål at støtte efter- og videreuddannelse i forbindelse med den vidensbaserede økonomi, og fremme forskningen, så Europa kan indhente USA's og Japans forspring. Og det vil være nødvendigt at fremme strukturelle reformer af den offentlige forvaltning i de lande, hvor den overdrevne bureaukratisering er en hindring for de private investeringer, samt tilpasse de sociale sikringssystemer og beskatningssystemerne til de krav, som de nye økonomiske spilleregler medfører, og til de forpligtelser, der følger af vækst- og stabilitetspagten.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Lissabon-topmødet havde et klart budskab: Det bragte igen mennesket som producent af den økonomiske succes i fokus. Det er kerneidéen, en vidensøkonomi, hvor enhver kan udfolde sine evner. Det er også kerneidéen med at forbinde innovation og social delagtighed, hvorved vi vil mobilisere hele potentialet og hele rigdommen i et samfund, så der igen bliver fuld beskæftigelse. De økonomisk-politiske retningslinjer har til opgave at omsætte dette stolte mål til konkret politik. Men Kommissionens henstillinger sikrer kun dette på utilstrækkelig vis. De er alt for ofte spage og bunder alt for ofte i gammel tænkemåde, hvor de egentlig skulle udvikle en ambitiøs, ny form for policy mix. Derfor skal disse retningslinjer forbedres, og i fremtiden er der frem for alt brug for en fælles forårsberetning, som virkelig er i stand til at forbinde en bæredygtig vækst, beskæftigelse og socialt sammenhold med hinanden. Dette må også udmønte sig i mærkbare følger i den praktiske politik. Det er forbundet med konsekvenser på især to områder. Hvis man ønsker økonomisk vækst på 3% eller mere, skal investeringerne øges drastisk, særligt investeringer på økologisk hensigtsmæssige områder. Dette skal ske i både den private og den offentlige sektor. Kommissionen må her træffe et valg. Den kan ikke samtidig følge målene fra Lissabon-mødet og støtte en generel skattelettelses- og udgiftsbegrænsningspolitik!
+Hr. formand, vi vil gerne give udtryk for vores uenighed i Kommissionens retningslinjer. Vi står over for nogle forældede holdninger, der ikke længere er aktuelle, og som ikke giver nogen udsigt til en løsning på de meget alvorlige problemer, der ikke kun går ud over Unionens økonomiske udvikling, men som også og ikke mindst går ud over den brede befolkning. De foreslåede metoder er en gentagelse af nogle dårlige løsninger, nemlig fleksibilitet for enhver pris, en yderligere afvikling af socialstaten med en nedskæring af pensionerne, en dogmatisk afvisning af ethvert rimeligt lønkrav, forskelsbehandling af de forskellige regioner, en reduktion af de offentlige investeringer og en fiks idé med at henvise til den stabilitetspagt og den monetarisme, der ikke alene har medført nogle uoprettelige skader allerede, men som bestemt heller ikke har været i stand til at støtte euroen, som i stadig større grad bliver mast af den stærke dollar. Den bebudede makroøkonomiske udvikling, der skulle skabe arbejdspladser, bliver således fanget i selvregulering af det frie marked, som hidtil ikke har skabt nogen faste arbejdspladser, men derimod ødelagt dem, og som højst har holdt liv i de lave lønninger til den løst ansatte arbejdskraft. Det er ikke sådan, man bekæmper arbejdsløsheden, kære kolleger, man øger derimod de sociale vanskeligheder, det demokratiske underskud og folkets mistillid til de demokratiske institutioner.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke ordføreren og udvalget for deres glimrende arbejde og også takke alle dem, der har deltaget i forhandlingen i dag ved at bidrage med flere idéer, som uden tvivl vil være nyttige for Kommissionen og for diskussionen i Ministerrådet. I dag er der sammen med de overordnede retningslinjer for økonomisk politik blevet rejst andre spørgsmål, særligt hvad angår euroen. Nå vi taler om euroen, vil jeg sige to ting: For det første vil jeg anmode om, at problemet analyseres i sin helhed, ikke bare problemet med valutakursen. For det andet vil jeg nævne, at Kommissionens holdning er den samme, det vil sige, at en tydelig vækst og prisstabilitet naturligvis må føre til en forbedring af euroen. Det spørgsmål skal ikke diskuteres i dag, men jeg ville nævne disse ting. I dag taler vi især om de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik. De nye overordnede retningslinjer har et element, der adskiller sig fra de foregående, idet de delvist inddrager konklusionerne fra Lissabon. Det er blevet sagt, at de kun inddrager dem delvist. Det er rigtigt, for Lissabon fandt sted utroligt tæt på forelæggelsen af de overordnede retningslinjer, og den tunge del af arbejdet var allerede lavet på forhånd. Alligevel mener jeg, at der allerede var elementer forud for Lissabon, der indicerede eller lod ane, hvad der ville ske, og som blev inddraget i de overordnede retningslinjer. Mange af Dem har nævnt idéen om fuld beskæftigelse som et grundlæggende element. Fuld beskæftigelse er, som det fremgår af Kommissionens oprindelige dokument - der var udgangspunktet for beslutningen i Lissabon - noget, der kan opnås, forudsat at de politikker, der foreslås, iværksættes. Der er ingen tvivl om, at problemet vedrørende fuld beskæftigelse er et af de grundlæggende problemer. Fuld beskæftigelse og beskæftigelsesmålene kan blive til afgrænsede mål, som nogle af Dem antyder. Det afhænger alt sammen af, hvad vi anser for mål. Det er helt nødvendigt, at vi, når vi taler om mål, er bevidste om, hvorvidt det er mål af politisk art eller muligheder for at opnå bestemte resultater i økonomisk forstand som følge af de politikker, som vi iværksætter. Under alle omstændigheder vil jeg sige til dem, der er bekymrede over dette spørgsmål, at i takt med, at vi iværksætter indikatorer for de forskellige politikker, vil den kvantitative og kvalitative evaluering af fuld beskæftigelse være mere effektiv. Nogle af dem, der har deltaget i forhandlingen, har givet udtryk for nogen bekymring over de sædvanlige forslag fra Kommissionen om fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Denne fleksibilitet medfører efter vores mening en bedre tilpasning af udbud og efterspørgsel af arbejdskraft. Derfor betyder den mere arbejde, men også - som vi altid har gået ind for - mere kvalitet i arbejdet. Det punkt har vi som altid lagt vægt på. Fleksibilitet på arbejdsmarkedet indebærer mange andre ting: Vi kan tale om tilrettelæggelse af arbejdstiden, men også om afskaffelse af alt det, som for øjeblikket modarbejder beskæftigelsen, herunder f.eks. skattemæssige forhold. Et grundlæggende punkt, der har rejst bekymring under hele forhandlingen, er udviklingen i investeringerne. Det er rigtigt, at kernen i de overordnede retningslinjer for økonomisk politik er forsøget på at forøge Den Europæiske Unions vækstpotentiale. Hvis vi ikke er i stand til at gøre det, er det helt klart, at de nuværende positive vækstperspektiver på over 3% vil blive påvirket inden for forholdsvis kort tid, og vi vil ikke kunne fortsætte med den tendens. Derfor er offentlige og private investeringer af største nødvendighed. Vi kan sige, at investeringerne siden 1997 er steget progressivt. I 2001 skulle de offentlige investeringer være nået op på 21% af bruttonationalproduktet og i 2004 på 23%, hvorved vi ville være meget tæt på målet på 24%, der var det mål, som i sin tid blev angivet i Kommissionens hvidbog om konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. Jeg vil her gøre opmærksom på et punkt, som jeg mener er væsentligt: Efter min mening er der ikke nogen modsætning mellem større investeringer og større offentlige investeringer og stabilitetspagten, tværtimod mener jeg, at stabilitetspagten, i det omfang den har formået at forbedre de offentlige finanser, giver os mulighed for større offentlige investeringer i fremtiden. Og jeg er enig med dem, der mener, at forbedringen i de offentlige finansers kvalitet på disse nye betingelser må medføre større offentlige investeringer. Det er et punkt, som Kommissionen har fremhævet i de forskellige stabilitets- og konvergensprogrammer, og det er selvfølgelig et punkt, som vi vil fortsætte med at lægge vægt på. Nogle talere har også nævnt vigtigheden af forskning og udvikling og af den nye økonomi. Dette er et af grundelementerne i de overordnede retningslinjer, men jeg vil - som sædvanlig - minde om, at det grundlæggende element for indførelse af den nye økonomi er produktivitetsforbedring, som er det element, der giver bedst mulighed for vækst i fremtiden. Jeg har endnu en kommentar at knytte til to punkter. For det første om den interinstitutionelle aftale, som har været genstand for Kommissionens bekymring, og for det andet om problemerne vedrørende den større koordinering over for større subsidiaritet. Hvad angår den interinstitutionelle aftale, er den et tilbagevendende spørgsmål fra Parlamentets side. Det er det også, at dens iværksættelse skaber retlige problemer, herunder problemer vedrørende antallet af deltagere, men jeg mener, at vi under alle omstændigheder bør være tilfredse med de fremskridt, der er sket i år. Jeg lovede Dem for nogle måneder siden, da vi for første gang diskuterede det i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, at Kommissionen ville forsøge at forbedre sit samarbejde med Parlamentet mest muligt. Det er ikke i form af en interinstitutionel aftale, men forelæggelsen af dokumentet om resultaterne af de overordnede retningslinjer for økonomisk politik med elementer, der muliggør en forudgående debat i Parlamentet, har efter min mening været positiv. Jeg mener også, at andre, mere dybtgående elementer, f.eks. lanceringen af idéen om nogle bredere økonomiske debatter med Parlamentets deltagelse, de berømte entretiens économiques, i fremtiden kan give os nye muligheder og idéer til vores politiske debat. Efter min mening er det portugisiske formandskabs idé - som vi støtter - om også at skabe en debat med Parlamentet om disse spørgsmål, ikke på institutionelt plan, som Parlamentet foreslår, men på anden vis, ligeledes vældig god. Jeg synes, at det er en god vej, som vi skal følge i vores fremtidige samarbejde. Endelig vil jeg sige, at der kan synes at være en modsætning mellem dem, der går ind for større koordinering af de økonomiske politikker, og dem, der går ind for større subsidiaritet i forbindelse med gennemførelsen af dem. Som De alle ved, er de økonomiske politikker medlemsstaternes ansvar, og i den forstand er subsidiariteten sikret. Efter min mening er det nødvendigt med større koordinering. Derfor går jeg ind for idéen om at fortsætte koordineringen af de økonomiske politikker selv med hensyn til det, som medlemsstaterne bør gøre. Jeg forstår, at det for nogle af Dem kan synes som indblanding fra Kommissionens side i medlemsstaternes ansvarsområder, men det er, hvad traktaten foreskriver, hvad den lovgivning, vi har vedtaget, foreskriver, og det er det mandat, som Kommissionen har fået: at udarbejde specifikke henstillinger. Jeg sagde, at det er nødvendigt med koordinering, men jeg mener ikke, at det behøver at være i modsætning til subsidiariteten. Større koordinering og større definering af samlede politikker udelukker imidlertid ikke, at medlemsstaterne har råderum. Jeg vil afslutte mit indlæg med at takke Dem alle for Deres bidrag, Deres deltagelse i forhandlingen og for den støtte, som flertallet af Dem har givet det forelagte dokument.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0108/2000) af Pomés Ruiz for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om den årlige vurdering af gennemførelsen af stabilitets- og konvergensprogrammerne (2000/2041(INI)).
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg gentager med glæde Deres sidste ord under forhandlingen om subsidiaritet og koordinering. Jeg er enig med Dem i, hr. kommissær, at der ikke er nogen modsætning mellem de to forhold, men at de begge skal være helt antagelige. Måske er dette - forhandlingen om de 11 stabilitetsplaner, som de lande, der deltager i euroen, har forelagt, og de fire konvergensplaner - det rette tidspunkt for at revidere harmoniseringen mellem den nødvendige subsidiaritet og koordinering, som indførelsen af og fremtiden for den fælles valuta kræver. Denne forhandling er derfor omvendt af den forhandling, som vi lige har haft om min kollega, Katiforis', betænkning, og vi skal begynde med at tænke på instrumentet. Det er første gang, Parlamentet debatterer de 15 planer, der er forelagt af medlemsstaterne. Jeg formoder, at betænkningen i de efterfølgende udgaver ikke behøver at være et samlet hele, men at der bør gennemføres en detaljeret undersøgelse af løsningerne, af de stærke og svage punkter, som Parlamentet finder i de økonomiske politikker, som medlemsstaterne foreslår. Derfor vil vi anmode om flere detaljer i de planer, der forelægges, i udgiftsstrukturen og også i indtægterne med særlig opmærksomhed på investeringerne. Vi vil også anmode om, at de skøn, som de laver på mellemlangt og langt sigt, inddrager forskellige scenarier for renteudviklingen, den demografiske udvikling og andre variabler, som påvirker vores regnskabers stabilitet på langt sigt. Vi anmoder også her - for at vende tilbage til subsidiaritetsdiskussionen - om et større politisk engagement fra de 15 nationale parlamenters side. Vi mener, at dette er en opgave for alle, og at den ikke kun påhviler Europa-Parlamentet. Der har været medlemsstater, som har haft stabilitets- og konvergensplanerne til intern diskussion for at få politisk støtte til denne idé om sammen at opbygge en økonomisk enhed, og vi burde bede de medlemsstater, som ikke har gjort det, om at diskutere disse programmer i deres parlamenter for i første omgang at sikre, at parlamenterne deltager i denne fælles opgave, og dernæst for at befordre den politiske støtte til de aftaler, der indgås om den nødvendige koordinering af de økonomiske politikker. Når jeg nu går over til det, der foreslås Parlamentet i betænkningen, må jeg med tilfredshed konstatere, at budgetmålene i de tidligere programmer alle er nået eller endog overskredet. Men denne grund til tilfredshed har en bagside, for uanset om der er nogen, som kan kritisere, at målene måske ikke har været tilstrækkeligt strenge eller krævende, ser vi, at opfyldelsen af målene ikke skyldes medlemsstaternes interesse og bestræbelser, men ganske enkelt faktorer som en positiv udvikling i renteniveauet eller højere skatteindtægter end forventet. Derfor mener vi, at selv om budgetkonsolidering fortsat må prioriteres, skal de - stærkt forbedrede - økonomiske rammebetingelser give os mulighed for at fremskynde konsolideringen og samtidig indføre strukturelle reformer på mellemlangt sigt. Det er ikke acceptabelt, at denne relative økonomiske fremgang medfører, at medlemsstaterne undlader at træffe - nogle gange vanskelige - beslutninger om strukturelle reformer. Blandt disse er først og fremmest arbejdsmarkedsreformen, som vi har talt om tidligere. Det er klart, at ikke alle medlemsstater har lavet de arbejdsmarkedsreformer, som vi mener er hensigtsmæssige. De forbedrede vilkår på arbejdsmarkedet - som er indlysende - har netop støttet sig til den tilfredsstillende økonomiske vækst, og ikke alle medlemsstater har gennemført de skrappe reformer, som de bør, mere radikale reformer, der kan tackle de europæiske landes uacceptabelt høje arbejdsløshed i forhold til andre lande, som ikke blot er en økonomisk svøbe, men især en personlig og familiemæssig svøbe, som vi ikke kan forsvare at have i det 21. århundrede i et moderne Europa. Det er også stærkt påkrævet at få gennemført liberaliseringen af markederne for telekommunikation og energi, og ikke alle landene gør det på samme måde. Hvad angår skattereformerne, skal nedbringelsen af det høje niveau for skatter i Frankrig, Tyskland, Nederlandene og Spanien bifaldes, og det skal tages i betragtning, at den høje arbejdsløshedsprocent mange gange kan tilskrives det faktum, at vi har høje niveauer for skatter. I de langsigtede reformer burde vi også inddrage det alvorlige demografiske problem. I de programmer, der bliver forelagt for os, kan vi se, at opmærksomheden er særligt rettet mod befolkningens aldring. Det er måske tidspunktet for, at vi herfra beder medlemsstaterne om at løse det demografiske problem dér, hvor det stammer fra, ved at indrette såvel skattepolitikker som sociale politikker på at beskytte børnefamilierne. Det er den måde, hvorpå man tager fat på årsagen til problemet og ikke kun dets virkninger. Kun på den måde kan vi undgå, at det gamle Europa bliver et affældigt Europa.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det er for os klart, at de i stabilitetspagten fastlagte mål er den afgørende rettesnor for de økonomiske politikker i eurozonen. Derfor er denne betænkning vigtig, og når ordføreren i sin begrundelse henviser til, at Grækenlands program ikke behandles udførligt i hans dokument, da det bliver taget op i en særskilt betænkning, så må jeg på vegne af min gruppe sige, at den særskilte betænkning efter vores mening kommer for sent, da der i forhold til debatten om ansøgerlandene for to år siden i 1998 er tale om en ulighed. Også dengang godkendte vi konvergensberetningerne i april og havde debatterne om tiltrædelse af eurosystemet i maj. Eftersom Grækenlands tiltrædelse af euroområdet skal behandles under det næste punkt på dagsordenen, og da der skal træffes afgørelse herom i morgen, har vores gruppe fremsat flere ændringsforslag, så der bliver åbnet mulighed for ligebehandling. Derfor vil jeg nu gerne ganske kort anføre, at Grækenlands kriterier, for så vidt angår den offentlige gæld, endnu ikke er helt opfyldt, og at ECB, Kommissionen og også vi på den anden side ser på kravet om bæredygtigheden, som vi lægger stor vægt på, i det mindste for så vidt angår inflationsraten, med stor bekymring. Derfor vil vi gerne understrege, at vi bifalder Grækenlands deltagelse i EMS siden den 18. maj 1998 samt bidragene, men at kriterierne skal anvendes i fuldt omfang på alle ansøgerlande. Vi konstaterer, at Grækenland ifølge beretningerne fra Kommissionen og ECB for tiden opfylder konvergenskriterierne, hvis de fortolkes bredere, således som det også var tilfældet i 1998, idet man dog ikke helt kan udelukke tvivl om bæredygtigheden. Dette vedrører inflationskriteriet, og vi forlanger, at gældsniveauet nedbringes yderligere, og at der skal gennemføres et program, og vi kræver en konkret handlingsplan for yderligere privatisering af græske statsvirksomheder og for gennemførelse af det indre marked.
+Hr. formand, De Europæiske Socialdemokraters Gruppe støtter ordførerens forslag, da den første opdaterede betænkning om stabilitets- og konvergensprogrammerne tydeliggør, at disse programmer og undersøgelsen af dem ikke kun er en øvelse, men at man vel for første gang inden for Den Europæiske Union, i særdeleshed også i Euro 11-zonen, får øjnene op for, at den økonomiske udvikling, de finansielle overslag og også de budgetpolitiske engagementer ikke kun er et anliggende for en enkelt stat, men derimod et anliggende for alle medlemsstater i Den Europæiske Union. Det er derfor rigtigt, at Europa-Parlamentet tager disse beretninger alvorligt og selv undersøger en ekstra gang, om der med Den Monetære Union ikke blot er opstået et indre marked uden valutakurssvingninger og de dermed forbunde negative følger for væksten og beskæftigelsen, eller om medlemsstaterne, både de, der er medlem af Euro 11-zonen, og de, der skal fremlægge konvergensprogrammer, rent faktisk holder deres løfter. Allerede i Maastricht-traktaten blev Den Monetære Union jo udformet og planlagt som et stabilitetsfællesskab. I Den Monetære Union deltager kun stater, som har bevist, at de orienterer sig efter prisstabilitet og finansiel soliditet, og som kan bidrage til, at Den Monetære Union rent faktisk er et stabilitetsfællesskab. Det gælder på samme måde for Grækenland. Det vil blive debatteret senere. Hr. Karas, jeg må sige, at de samme krav, som vi f.eks. stiller til Italien og Belgien, om at nedbringe gælden, selvfølgelig også gælder for Grækenland. Vi holder øje med, at der heller ikke her bliver fremlagt for optimistiske tal. De skal også kunne bestå testen, når vi når frem til kendsgerningerne. Den årlige øvelse i stabilitets- og konvergensprogrammerne tydeliggør, at EU-medlemsstaterne er voksne partnere, som også kan tage imod kritik. De må lade deres partnere vurdere deres økonomiske forhold og budgetstillingen og acceptere deres konklusioner og omsætte dem. Derfor bliver den anden runde langt vigtigere end denne, fordi der for første gang er blevet fremsat kritik. Vi må se, hvordan den udmønter sig i de kommende programmer. Det bør efter min mening beklages, at Luxembourg-processens arbejdsmetode for beskæftigelsesretningslinjerne endnu ikke er blevet EU-finansministrenes målestok. Det bør også beklages, at der ikke er blevet bidraget mere til stabilitets- og konvergensfremskridtene, fordi programmernes kvalitet ikke er blevet sammenlignet. Jeg mener, at udviklingen af det indre marked og af Euro 11-zonen på den baggrund kunne få større vægt, hvis disse synspunkter finder anerkendelse. Dette gælder også for koordineringen af skatteprocesserne. Her er der absolut brug for en skattekoordinering, der er sit navn værdig.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg kunne starte med at give en undskyldning, fordi vores østrigske finansminister i forrige valgperiode ikke var i stand til at opfylde Rådets mål fra marts 1998. Det fremgår meget tydeligt af den foreliggende betænkning, at der også er andre medlemsstater og ikke kun Østrig, der ikke har opfyldt Rådets forordning på alle punkter. Vores nuværende finansminister Grasser har måttet udarbejde budgettet for 2000 under tidspres, idet dette budget også opfylder vigtige kriterier i Rådets forordning, f.eks. foranstaltningerne inden for alderdomsforsørgelse. Bestræbelserne vedrørende budgetsaneringen inden for Unionen bliver kun en succes, hvis også skatte- og afgiftsbyrden bliver reduceret væsentligt inden for Unionen. Det er og var en alvorlig fejl at mene, at høje skattesatser og også høje afgiftsbyrder samtidig garanterer store skatteindtægter. Det modsatte er tilfældet. At man kan have succes med lavere skattesatser ses i Japan og USA. I USA har man et gennemsnitligt skattetryk på 30%, til sammenligning ligger det på 46% i Unionen, og man har for tiden et budgetoverskud på mere end 250 milliarder dollars.
+Mine damer og herrer, Pomés Ruiz-betænkningen er i den heldige position at skulle vurdere gennemførelsen af stabilitets- og konvergensprogrammerne på et tidspunkt, hvor de økonomiske betingelser har gjort det nemmere at gennemføre disse programmer. Ordføreren klager over, at disse mål er opnået via skatteindtægter, som var højere end forventet, og en gunstig renteudvikling og ikke i kraft af medlemsstaternes egen indsats. Denne holdning afslører en temmelig snæver finanspolitisk ånd. Efter min egen opfattelse er der ikke noget forkert i, at vi skaber balance i budgetterne via udvikling og ikke kun ved hjælp af faste og bøn i medlemsstaterne. Hvis vi tilstræber at skabe balance i budgetterne udelukkende ved at skære ned på udgifterne, samtidig med at vi også ønsker at sænke skatterne, går dette videre end den økonomiske balance og selve ånden i stabilitetspagten, i hvert fald så vidt jeg har forstået, og begrænser den offentlige sektors deltagelse i økonomien. Dette er noget, der ligger uden for stabilitetspagten. Den samme tendens ses også i omtalen af, at skatterne og de sociale bidrag i Europa ligger på ca. 46% af BNP, mens de i USA og Japan kun udgør 30%. Grunden til den højere andel i Europa er imidlertid socialstaten. Hvis hr. Pomés Ruiz' parti vil ændre politik med hensyn til socialstaten, bør det sige det rent ud i stedet for at tilføje det som et bilag til stabilitetspagten. Jeg har i betænkningen ikke set noget, der begrunder den særlige henvisning til Grækenland, som hr. Karas kom med, men da han nu var inde på det, vil jeg gerne sige følgende: Det er ikke korrekt at sige, at inflationen i Grækenland først er faldet inden for de sidste måneder. I løbet af otte år er inflationen på baggrund af en vedvarende og ihærdig indsats faldet fra 18% til 2%. Jeg havde håbet, vi havde gjort os fortjent til en mere imødekommende modtagelse af denne store indsats, som har krævet ofre fra den græske befolknings side. De må undskylde, men hvis man siger, at opfyldelsen af kriterierne i Grækenland ikke er holdbar, dømmer man på forhånd. Hvordan kan vi vide, at det ikke er holdbart i Grækenland, men holdbart i andre EU-lande? Den græske befolkning er fast besluttet på at opfylde kriterierne og vil vise sin beslutsomhed ved efterfølgende begivenheder.
+Hr. formand, vi er enige i hovedformålet med det forslag til beslutning, vi drøfter, nemlig nødvendigheden af, at de enkelte stater har en budgetdisciplin, der hele tiden er klar, og som er i tråd med stabilitetspagtens målsætninger. Netop i betragtning af disse forpligtelser og i lyset af den nuværende situation tror vi dog ikke, at det er muligt at foretage en fuldstændig og forudgående vurdering af de eventuelle indgrebs kvalitet med det formål at fastholde en fornuftig forvaltning af budgetterne. I en sammenhæng, der er forskellig fra stat til stat, er der nemlig så mange variabler på spil i den retning, at det er umuligt at sammenfatte det til nogle forholdsvis generelle retningslinjer. Jeg henviser til de gentagne opfordringer til en begrænsning af sikringsudgifterne, strukturelle reformer af arbejdsmarkedet samt privatisering af telekommunikations- og energisektoren. Til gengæld forlanges der som bekendt en mere effektiv konvergensproces - som således også er en økonomisk samhørighedsproces - og dette er ligeledes med henblik på en tilnærmelse til den fælles valuta, hvis udsving ikke længere er virtuelle. Der forlanges dog også en ensretning af priser og rentesatser. Det er uden tvivl et krav om nogle mere harmoniske skatte- og afgiftspolitikker - men også tarifpolitikker - og om nogle mere harmoniske investeringspolitikker, både inden for forskning og med hensyn til udbedringen af infrastrukturelle mangler, også i de enkelte stater, men der er ligeledes et krav om en større ensartethed i de offentlige forvaltningers indsats. Hvad variablerne angår, udgøres den sammenfattende variabel uden tvivl af tidsplanen for og indholdet af traktatreformen samt af Unionens forfatningsproces, det vil sige Europas større eller mindre politiske tilstedeværelse.
+Hr. formand, jeg kan godt forstå, at det ikke altid er let i en forhandling som den, der finder sted i dag, at skelne mellem de aspekter af vores politik, som vi normalt forelægger i de overordnede retningslinjer for økonomisk politik, i stabilitets- og vækstpagterne eller i kommentarerne til de konvergensrapporter, som skal være genstand for den tredje forhandling i dag. I den forhandling, vi lige har haft, fik vi blandet de tre elementer lidt sammen. Jeg vil hovedsagelig tale om det, som efter min mening er det væsentlige i dag, og det er stabilitetspagterne. Jeg vil dog også kommentere nogle bemærkninger, der er kommet til andre punkter. For det første er jeg enig i hr. Pomés' analyse med hensyn til behovet for en større koordinering, som ikke er uforenelig med subsidiariteten, og jeg synes, at hans supplerende anmodninger om at arbejde mere detaljeret med udgifter og indtægter, eksistensen af forskellige scenarier eller de nationale politikkers større engagement er interessante. Jeg vil imidlertid minde ham om, at det inden for rammerne af subsidiaritet er op til medlemsstaterne at fastsætte deres egne stabilitets- og vækstprogrammer. Kommissionen skal vurdere dem, men den kan ikke give instrukser på det område. Hverken om stabilitetsprogrammerne eller om de strukturelle reformer, som De har knyttet en kommentar til. Disse strukturelle reformer er snarere genstand for de overordnede retningslinjer for økonomisk politik. Der er imidlertid et punkt - det tredje, De nævnte - som er midt imellem området for den strukturelle reform og de skattemæssige forpligtelser, hvad angår underskuddet på de offentlige finanser og især deres stabilitet, særlig den del, der vedrører gælden. Jeg tænker på det demografiske problem og særligt på befolkningens aldring. Det er rigtigt, at dette er et problem, der er meget bredere end det specifikke problem af udelukkende finansiel art, men det er helt sikkert, at det er genstand for bekymring, som vi fremhævede i Lissabon. Jeg skal sige til Dem, at i dette tilfælde - som i en anden bemærkning fra fru Randzio-Plath om behovet for at sammenligne programmernes kvalitet og den større harmonisering, eller f.eks. hr. Gasòliba i Böhms bemærkning om at gå i dybden med skattereformerne - er der i vores nuværende udkast en fornuftig mulighed for at opfylde målene med stabilitets- og vækstprogrammerne, og vi mener, at vi skal være mere opmærksomme, hvad angår det, vi kalder de offentlige finansers holdbarhed og kvalitet. Vi vil forelægge en rapport i maj om dette konkrete punkt, hvor vi vil forsøge at se på ikke blot indkomsternes, men også udgifternes art, hvordan nedbringelsen af det offentlige underskud er blevet opnået, og hvilke instrumenter der er blevet anvendt. Det er instrumenter af permanent karakter, og de har de samme karakteristika i alle medlemsstater. Vi vil også rejse spørgsmålet om vores fremtidige forpligtelser. I mange tilfælde har medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er inddraget som gæld, men som på en eller anden måde ender som gæld. Alt det giver os mulighed for at indlede denne debat, som De har rejst. Jeg mener, at det vil være tidspunktet for at gå i dybden med og gennemføre den type sammenligninger. Når det er sagt, takker jeg Dem for den indsats, De har gjort, for at evaluere det arbejde, som vi har udført. Jeg mener, at stabilitets- og konvergensproblemerne karakteriseres grundlæggende - som De har fremhævet så udmærket, hr. Pomés - for det første fordi de fastsatte mål er blevet opfyldt, og for det andet fordi vi fortsætter ad det samme spor. Denne objektive opfyldelse, især hvad angår nedbringelsen af de offentlige underskud, er dog mindre ambitiøs - naturligvis som følge af en bedre økonomisk sammenhæng - og den bedre økonomiske sammenhæng skal udnyttes ikke til at gøre tilbageskridt, men til at gøre fremskridt i den rigtige retning. Jeg sagde, at jeg ville knytte et par kommentarer til to spørgsmål, som er blevet rejst på områder, der ikke hænger nøje sammen med denne betænkning, men med den efterfølgende. Hr. Karas har nævnt det græske problem og problemerne med holdbarhed, hvad angår konvergenskriterierne. I forbindelse med Grækenland er der ikke gjort andet end at anvende netop det kriterium, som er blevet anvendt ved tidligere evalueringer. Jeg forstår den bekymring, som er inddraget i Kommissionens rapport, over inflationens holdbarhed, men jeg ville også gerne give nogle oplysninger, som kan bringe klarhed over situationen. I overensstemmelse med de seneste oplysninger fra det harmoniserede forbrugerprisindeks - som blev offentliggjort den 15. maj og vedrører april - forbedrer Grækenland sin inflation væsentligt i forhold til tidligere: Den går fra 2,8% til 2,1%, og i det ikke-harmoniserede indeks er der også i april en forbedring i forhold til marts. Derfor mener jeg, at bekymringerne over inflationen i Grækenland nogle gange er overdrevne. For det andet skal De diskutere problemerne vedrørende de ændringsforslag, De vil fremsætte til Pomés-betænkningen. Jeg vil blot, hvad angår to ændringsforslag fra Deres gruppe, sige til Dem, at der i et af dem er en lille fejl med hensyn til den dato, hvorpå Grækenland indtræder i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme, og i ændringsforslag 4 ville det efter min mening være klogere at fremkomme med et positivt forslag med udgangspunkt i den græske regerings fremtidige forpligtelser end at fremkomme med et forslag, der skaber tvivl om regeringens evne til at opfylde sine forpligtelser.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0135/2000) af Goebbels for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om forslag til Rådets afgørelse om Grækenlands indførelse af den fælles valuta pr. 1. januar 2001 (EF-traktatens artikel 122, stk. 2) (8350/2000 - KOM(2000)274 - C5-0226/2000 - 2000/0110(CNS)).
+Hr. formand, Grækenland bliver det 12. medlemsland, som deltager i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase med den fælles valuta. Grækenland behøver ikke tigge om adgang til eurozonen. Grækenland opfylder fuldt ud de krav, der stilles for at kunne deltage i ØMU'ens tredje fase og være blandt de stater, der i 2002 endegyldigt indfører euroen som gyldigt betalingsmiddel. Grækenland opfylder nu fuldt ud konvergenskravene, hvilket kan tilskrives den omstændighed, at landet siden 1996 med største konsekvens har ført en stabilitetsorienteret politik. I begyndelsen af 1990'erne blev Grækenland anset for at være EU's sorte får i økonomisk henseende. Inflationsraten lå på godt 20%. Den Europæiske Union vurderede, at budgetunderskuddet overskred den fastsatte grænse. Forvaltningen af den offentlige sektor var klart utilfredsstillende. Næsten halvdelen af den offentlige gæld var begrundet i vedvarende overførsler fra staten til de offentlige virksomheder. I dag høster Grækenland generelt anerkendelse for sin indsats fra internationale organisationer som IMF og OECD, ligesom også Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har udtalt sig i positive vendinger. Vi må konstatere, at også private aktører viser interesse for Grækenland. I de seneste år har Grækenland således haft et betydeligt nettooverskud, når det gælder udenlandske investeringer. Børsen har følgelig oplevet et betydeligt opsving, og hos de internationale kreditvurderingsbureauer opnår græske lån en højere rating. Situationen er så vist langtfra fuldendt. Der er fortsat problemer, især når det gælder den offentlige sektor og den nødvendige omstrukturering inden for denne sektor. Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål understreger, at Grækenland skal fortsætte den igangværende inflationsbekæmpende indsats med henblik på at fastholde de opnåede resultater på dette område. Det understreges endvidere, at regeringen bør styrke den inflationsbekæmpende indsats ved i øget omfang at udnytte den økonomiske politik og skærpe eksempelvis de finanspolitiske og indkomstpolitiske foranstaltninger. Et godt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter er afgørende for at sikre fortsat vækst uden øget inflation. Der er gjort betydelige fremskridt, når det gælder gennemførelsen af strukturreformer, men Grækenland bør øge tempoet, når det gælder de resterende reformer, herunder indsatsen for at omsætte EU's retsforskrifter til national ret. Europa-Parlamentet vil blive hørt i forbindelse med den politiske afgørelse, der skal træffes i ØKOFIN-Rådet, efter at Det Europæiske Råd har truffet en afgørelse på sit næste møde. Europa-Parlamentets høringssvar, positivt eller negativt, vil således ubetinget bero på en politisk afvejning, sådan som enhver demokratisk afgørelse pr. definition må gøre. Grækenlands deltagelse i eurozonen udgør ikke nogen politisk risiko. Grækenland har ret til, ja i virkeligheden pligt til at deltage i Den Økonomiske og Monetære Union. Naturligvis er der økonomiske risici forbundet hermed. Men de er i virkeligheden større for Grækenlands end for de øvrige eurolandes vedkommende. Som medlem af eurozonen forpligter Grækenland sig til at fastholde den stabilitetskurs, landet har fulgt siden 1996, og altså videreføre en ansvarlig økonomisk politik. Denne politik har imidlertid allerede givet sig udslag i en positiv udvikling præget af stabil økonomisk vækst uden negativ indvirkning på inflationsraten. Et stort flertal af medlemmerne af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål anbefaler på den anførte baggrund, at Europa-Parlamentet stemmer for Grækenlands optagelse i eurozonen fra 2001. Hr. formand, tillad mig at supplere med nogle bemærkninger af mere personlig karakter. Jeg glæder mig over, at både den danske og den svenske regering har besluttet at lægge spørgsmålet om deltagelse i ØMU'ens tredje fase med den fælles mønt ud til folkeafstemning. Jeg håber, den demokratiske proces begge steder får en positiv udgang, ligesom jeg også håber, Storbritannien meget snart vil tilslutte sig den fælles mønt. Uden en fælles mønt vil det ikke være muligt fuldt ud at virkeliggøre de 15 EU-landes projekt og skabe en Union, som kendetegnes ved et nært og udbygget samarbejde medlemsstaterne imellem, herunder skabe et fælles område uden indre grænser. Storbritannien, som er hjemsted for en af verdens førende børser, kan ikke forvente at opnå alle fordelene ved et europæisk kapitalmarked, kendetegnet ved stadig større integration, uden samtidig at deltage fuldt ud heri og uden at påtage sig det fælles ansvar og underkaste sig de fælles krav, Den Økonomiske og Monetære Union også indebærer. Nogle af Europa-Parlamentets medlemmer vil i morgen stemme imod min betænkning. Andre vil undlade at stemme. Nogle er modstandere af den fælles mønt. Det er deres ret. Andre prøver at slå politisk mønt af borgernes udtalte bekymring for styrkeforholdet mellem dollaren og euroen. Der er grund til at understrege, at euroen er en stabil valuta. Borgerne i eurozonen har praktisk taget ikke mærket nogen nedgang i købekraften, idet inflationsraten har været meget beskeden. Ganske vist er euroen faldet i værdi i forhold til dollaren og i mindre omfang i forhold til yen og pund. I et system med flydende valutakurser er sådanne kursudsving imidlertid uundgåelige og ikke ensbetydende med, at euroen er en svag valuta. D-marken har igennem de seneste 20 år oplevet anderledes drastiske udsving i forhold til dollaren. I 1985 kostede en dollar 3,5 D-mark. Euroen skulle for at falde til samme niveau i forhold til dollaren nå ned på en kurs på 0,6 over for dollaren. Der er dem, der hævder, at euroen vurderes forsigtigt på finansmarkederne på grund af de manglende strukturreformer. Hvilke strukturreformer har Tyskland gennemført siden 1985, som berettiger til en kurs på mellem 1,7 og 1,8 D-mark for en dollar? I virkeligheden er Den Europæiske Union kendetegnet ved en sund økonomi, og den økonomiske situation er i dag langt gunstigere, end den har været på noget andet tidspunkt i det forløbne tiår. Det eneste minus er arbejdsløshedstallene, som ganske vist er faldende, men fortsat for høje. Imidlertid er det næppe kapitalmarkederne, som vil glæde sig mest over en tilbagevenden til en situation med fuld beskæftigelse. Øget beskæftigelse skaber generelt en vis ængstelse på børserne, som frygter stigende inflationsrater. Finansmarkederne følger således deres egne love. Målet er størst muligt afkast på kort sigt. Og det opnås i øjeblikket bedst i USA, især takket være det højere renteniveau. Tendensen forstærkes umiddelbart, eftersom den amerikanske centralbank, Federal Reserve, netop har gennemført en rentestigning. Hr. formand, markederne reagerer som forventet blindt efterabende. De skal dog nok i sidste instans indse, at euroen på mellemlangt sigt er mere stabil end dollaren.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil som den foregående taler starte med at gøre opmærksom på, at et fungerende indre marked har brug for en fælles valuta, og dernæst skal jeg gøre opmærksom på, at vi allerede fra debattens begyndelse skal gøre op med det rygte, at euroens værdi udadtil skulle have noget at gøre med Grækenlands mulige tiltrædelse af euroområdet. Det er klart, at euroens værdi udadtil ikke har noget at gøre med Grækenlands tiltrædelse af euroområdet, snarere med nogle medlemsstaters manglende beslutsomhed med hensyn til at realisere de nødvendige strukturforanstaltninger og liberaliseringsskridt samt med nogle forskelle - startende med renterne - i den økonomiske struktur i Europa og USA. Jeg vil derfor også på vegne af min gruppe lykønske Grækenland og anerkende bestræbelserne og resultaterne på vejen ind i Den Økonomiske og Monetære Union. Vi siger i tillæg til det, jeg allerede sagde i forbindelse med konvergensberetningen, klart ja til Grækenlands tiltrædelse af Den Økonomiske og Monetære Union. Dette klare ja forklejnes ikke, hvis vi af ansvar for vores selvforståelse, for en stærk euro, for bæredygtighed, for prisstabilitet, for ligebehandling mellem alle lande naturligvis henviser til og opmuntrer Grækenland til at fortsætte bestræbelserne, og også henviser til, at der stadigvæk skal gøres meget store anstrengelser i Grækenland for at sikre en bæredygtig prisstabilitet og en ligevægtig statslig sektor med et lavt gældsniveau. Jeg siger dette, fordi vi ved, at inflationsraten er gået markant tilbage, idet faldet dog til dels skyldes midlertidige faktorer. Yderligere bestræbelser til støtte for en bæredygtig prisstabilitet er derfor uundgåelige. Jeg siger dette, fordi der med kravene i stabilitets- og vækstpagten for øje forudsættes betragtelige strukturreformer og vedvarende budgetoverskud for at få gældsniveauet nedbragt til 60% inden for en rimelig periode. Vi er for Grækenlands tiltrædelse af eurosystemet, vi opmuntrer til og kræver dog, at de påkrævede foranstaltninger fortsætter, og at bæredygtigheden sikres som foreskrevet i stabilitetspagten. Men lad mig her til slut også appellere til Sverige om ud over at opfylde mange kriterier omsider også at gøre det politiske hjemmearbejde, da den svenske regering for tiden er bagud, hvad tiltrædelsen til EMS-2 og ændringen af den svenske centralbanklov angår, så ECB's uafhængighed efter Sveriges tiltrædelse af eurosystemet er sikret.
+Hr. formand, Grækenlands bestræbelser på at opfylde konvergenskriterierne har overbevist PSE-gruppen. Vi støtter ordførerens henstilling og betænkning. Det er vigtigt, at det europæiske indre marked nu endelig bliver en realitet. Det kan kun ske, hvis alle medlemsstater i Den Europæiske Union bliver medlem af Den Monetære Union. For samhandlen er det derfor vigtigt, at alle EU-stater bliver medlem, særligt de, som kan opfylde konvergenskriterierne. Først da bliver en endnu større del af det økonomiske område beskyttet mod valutakurssvingninger. Med en stor Monetær Union forbedres også chancerne for at koordinere de økonomiske politikker og dermed for at uddybe den europæiske integration. Som ethvert andet medlem af Den Europæiske Monetære Union vil også Grækenland fortsat skulle anstrenge sig og lave sit hjemmearbejde. Det er en selvfølge. For Grækenlands vedkommende drejer det sig især om gældsraterne. På dette punkt bliver Grækenland som sagt holdt under observation sammen med Belgien og Italien. Men jeg vil gerne endnu en gang henlede opmærksomheden på, at undersøgelsen af stabilitetsprogrammerne også fra andre stater sidste år ved den sidste undersøgelse gav anledning til kritik. For så vidt er Grækenland ikke en stat, der står alene, og som gang på gang skal bevise sit værd. Et uopsigeligt solidaritetsfællesskab - og det er, hvad Den Monetære Union er - forudsætter en stadig og permanent vilje til at tilpasse sig. Det har partnerne i Den Monetære Union lovet hinanden. Det skal de også overholde! Det kommer til udtryk i både traktaten og i vækst- og stabilitetspagten. Grækenland skal, som det også er tilfældet med andre medlemmer, arbejde på en bæredygtig opfyldelse af konvergenskriterierne. Også de nødvendige rentetilpasninger til eurozonen forlanger meget af økonomien, samfundet og arbejdsmarkedets parter i Grækenland. Derfor er det så vigtigt, at der er konsens mellem de store politiske partier og arbejdsmarkedets parter. Så kan vi med fortrøstning se frem til at optage Grækenland som en succesrig partner i Den Monetære Union. Ingen behøver at frygte, at Den Monetære Union bliver svækket, hvis Grækenland tilslutter sig den fælles valuta, da det er den indre stabilitet i pengeværdien, det kommer an på. Hvis man vil optages i eurozonen, må man opfylde konvergenskriterierne. På langt sigt er det alene den indre stabilitet, som er afgørende for en valutas værdi udadtil. En gennemsnitlig inflationsrate i eurozonen på 1,9% er her et tydeligt tegn. Jeg vil i denne forbindelse gerne endnu en gang minde om, at Maastricht-traktaten taler om, at vi har brug for en pengepolitik, som garanterer valutaens stabilitet. Den blev sikret med succes i euroområdets første måneder. Valutakursen dollar/euro kan ikke være en rettesnor for pengepolitik! Det, der er vigtigt, er, at euroens købekraft inden for Unionen er så stabil, som det var tilfældet med D-marken!
+Hr. formand, på Den Liberale Gruppes vegne vil jeg gerne hilse Grækenland velkommen i eurosamarbejdet og sige, at vi helt bestemt vil stemme for græsk medlemskab. For de andre lande, som er "udenfor", herunder mit eget, håber jeg meget stærkt, at de vil være i stand til snart at slutte sig til eurosamarbejdet. Jeg beklager ligeledes rigtig meget, at der er så få britiske konservative til stede her i salen i dag, for det viser - nu med Grækenland som det 12. medlem af euroområdet, hvor langt fra virkeligheden den britiske euroskepsis til valutaens fremtid er. Euroen har med succes leveret lav inflation, øget vækst, faldende arbejdsløshed og beskyttelse af økonomierne i euroområdet mod valutakursernes svingninger. Ja, den britiske opfattelse af euroen som en fiasko på grund af dens fald over for dollaren er intet mindre end en misforståelse af hele projektet. Den væsentligste prøve for en valuta er prisstabilitet inden for økonomien. Det er valutaens værdi over for andre valutaer uden for økonomien ikke. Hvad angår prøven af den interne stabilitet, er euroen med en inflation, der er 2% lavere, og en vækst, der er 3,1% højere i euroområdet end i Storbritannien, helt klart en succes. Ja, forskning udført af Bank of Tokyo Mitsubishi beregnede for nylig euroens værdi, som om den havde eksisteret i de sidste ca. 20 år, og vægtede hver enkelt foregående valutas værdi for at skabe en syntetisk euro. Historisk set fandt forskningen, at euroen rent faktisk kom fejende med en maksimumsværdi på 1,70 amerikanske dollars i december 1979 og en minimumsværdi på bare 0,69 amerikanske dollars i februar 1985. Med andre ord kunne euroen forblive inden for sit historiske handelsinterval og gladeligt nu enten falde med yderligere 23% eller stige med 188%. Denne syntetiske euro omfattede godt nok valutaer som den italienske lire, men det samme kunne siges om den mægtige tyske mark alene. Hvis euroen er en svag valuta, så var marken helt bestemt anæmisk. Den styrtdykkede til 3,45 tyske mark over for dollaren ved udgangen af februar 1985, hvilket er en tredjedel under den aktuelle kurs på 2,16 tyske mark over for dollaren. Inden for tre år med et styrtdyk for dollaren var marken atter oppe på 1,57 mark i december 1987. Sandheden er den, at valutahistorien er en fortælling om voldsom ubalance, overvurdering og undervurdering, som hver påfører økonomien enten depressiv smerte eller inflationsskabende omkostninger, og, som Grækenland med rette har erkendt, er euroen en vej til atter at få kontrol over en væsentlig del af vores økonomiske miljø.
+Hr. formand, den betænkning, vi har drøftet, er præcis i sine data og objektiv i sin vurdering. Grækenland bedømmes, ligesom de første ØMU-lande blev bedømt; og denne bedømmelse giver det den plads, det fortjener, og som det kunne have indtaget dengang, så det var tiltrådt ØMU'en sammen med de andre lande, men på grund af de regerendes inkompetence fik det ikke denne plads. I hvert fald er dette et historisk øjeblik for Grækenland, men også for Europa, vil jeg tillade mig at påstå. Jeg håber, vi kommer til at opleve flere af disse øjeblikke, når de andre lande tiltræder ØMU'en, og især også når vi tager fat på den politiske fuldendelse af unionsprocessen, som jo er påkrævet. Euroen har bragt politikken tilbage til Europa. Det er nu op til os at udstikke kursen for institutionaliseringen af Europas politik og senere, ved hjælp af det forenede Europa, kursen for en politisk behandling af en globalisering, som udvikler sig blindt uden en historisk eller politisk plan. Både for Grækenlands og for de øvrige ØMU-medlemmers vedkommende er holdbarhedsspørgsmålet aktuelt. Det er et udpræget politisk problem, om de vil kunne handle i fællesskab inden for deres økonomipolitik, som om de allerede var i en politisk union. Det er et problem, der drejer sig om udviklingsmæssige valg og forandringer; og det er naturligvis også et problem, der vedrører forvaltningen af den offentlige økonomi. Grækenland har problemer med skattereformerne. En stor del af landets erhvervsliv betaler ikke skatter, og basale skatter, som der er i andre medlemslande, findes ikke i Grækenland. Den gennemsnitlige græske skatteborger er langt mere tynget end de øvrige europæere, men Grækenlands samlede skatteindtægter er langt lavere regnet som procentdel af BNP. Her er et akut behov for en strukturændring, men landets regering holder sig mest til privatiseringer. Der er også andre vigtige strukturændringer, som straks bør gennemføres, f.eks. en styrkelse af de regionale myndigheder, som også skal have større økonomisk selvstændighed, en grundlæggende reorganisering af kooperativer inden for alle sektorer og en liberalisering og styrkelse af den sociale markedsøkonomi, den tredje sektor. Det er disse områder, der bør styrkes øjeblikkeligt, hvis holdbarheden skal have en fremtid.
+Hr. formand, Europa-Parlamentets betænkning om Grækenlands indførelse af den fælles valuta pr. 1. januar 2001 er bemærkelsesværdig. Ikke så meget på grund af den tekniske præcision, der kendetegner teksten, men på grund af de politiske konklusioner, idet der anbefales en udvidelse af eurozonen. Grækenland har da også gjort en ganske betydelig indsats for at opfylde Maastricht-traktatens kriterier. Og har også generelt opnået pæne resultater, når lige undtages enkelte områder såsom den offentlige gæld. Der er dog visse eurolande, som på dette område ikke har noget at lade Grækenland høre. De omhandlede svagheder ville da heller ikke have haft større betydning, hvis euroen havde været stærk. I den nuværende situation, hvor den fælles valuta er svag, og hvor den mindste uklarhed regnes euroen til last, kan disse forhold af psykologiske årsager få langt mere vidtrækkende negative konsekvenser. EU's institutioner har imidlertid vurderet, at der ikke er grundlag for at udsætte Grækenlands deltagelse, idet man i øvrigt ikke ønsker at signalere betænkelighed i denne henseende. Ræsonnementet forfægtes som værende logisk, om end en smule risikobetonet. UEN-gruppen fristes til at tilslutte sig denne konklusion, om end vores bagvedliggende ræsonnement er et andet. Vores første reaktion var selvsagt en afvisning af enhver deltagelse i en debat, som mange af os finder irrelevant. Omvendt er vi af den opfattelse, at en udvidelse af eurozonen måske trods alt kunne anspore til ønskelige reformer. Jo mere eurozonen udvides, jo vanskeligere bliver det at fastholde en fælles mønt som repræsentant for meget forskelligartede nationer, og jo snarere opdager man, at det ville være mere enkelt at opbløde systemet og lade euroen udvikle sig i retning af en "alment gældende" mønt, som på fleksibel vis ville supplere de nationale valutaer uden at træde i stedet for disse. En sådan løsning ville givetvis også vinde tilslutning blandt de EU-lande, som på nuværende tidspunkt står uden for eurozonen. En sådan løsning ville skabe en fællesnævner for samtlige EU-lande og ville slå bro over den nuværende kløft, som kun skader EU's troværdighed.
+- (EL) Hr. formand, Rådets lovforslag om indførelse af den fælles valuta i Grækenland fra den 1. januar 2001 er positivt og lever op til Den Europæiske Unions mål om styrkelse af den sociale og økonomiske samhørighed via Den Økonomiske og Monetære Union. Nyt Demokratis gruppe, som er tilknyttet Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, har hele tiden fastholdt sin støtte til alle de politikker, som var nødvendige for, at Grækenland kunne opfylde de nødvendige krav til deltagelse i euroområdet, når det ikke kom med i den første kreds af medlemsstater. I dag er det en kendsgerning, at mit land opfylder konvergenskriterierne bortset fra det, der vedrører offentlig gæld. Dette var imidlertid også tilfældet for Italiens og Belgiens vedkommende, og Grækenland kan naturligvis ikke diskrimineres, hvad dette angår. I Grækenland indledtes politikkerne for den økonomiske udvikling og konvergens reelt i begyndelsen af 1990'erne, sådan som både kommissæren og repræsentanten for Den Europæiske Centralbank gjorde opmærksom på under mødet i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, og de har berørt forskellige regeringer og forskellige politiske kræfter. Men det er den græske befolkning som helhed, der har gjort den væsentligste indsats. I dag bør politikken i Grækenland koncentreres om yderligere strukturelle ændringer, og idet man holder fast i en inflationsbekæmpende tankegang og sætter en reel social markedsøkonomi sammen med en sund konkurrence som mål, vil mit land nemt kunne overholde den pagt om stabilitet og udvikling, der blev indgået i Dublin. ØMU'en bliver en virkelig succes, når det lykkes at få alle lande med, især lande som Sverige, hvor konvergensen går i den helt rigtige retning. Vi håber, at den svenske befolknings dom kan bidrage til, at der tages endnu et skridt hen imod fuldendelsen af euroområdet. Lige nu vil vi opfordre Europa-Parlamentet til at stemme for Grækenlands optagelse i euroområdet og forsikre om, at vi for oppositionens vedkommende med vores politik vil bidrage til de bestræbelser, der skal gøres for at overholde reglerne i stabilitetspagten og opfylde de fælles europæiske forpligtelser inden for rammerne af et fælles område uden grænser.
+Hr. formand, Grækenland opfylder konvergenskriterierne, sådan lyder Kommissionens vurdering. Dette skøn hviler på en meget normalistisk fortolkning. Enhver god økonom ved, at Grækenland, på trods af de store præstationer i de forløbne år, med hensyn til inflationen og statens gæld endnu ikke har tilstrækkelig kontrol med eller orden i tingene. Den græske stat har store finansielle interesser i en lang række statsvirksomheder, hvor de fleste kører med underskud. I 2001 bortfalder aftalen om liberalisering af forskellige sektorer. Så kommer den store skjulte statsgæld, der er halvt så stor som den nuværende, frem i lyset. Hvorfor har Kommissionen ikke medtaget disse lig i lasten ved vurderingen? Den græske valuta blev devalueret med 2,5% den 17. januar i år først og fremmest for at holde inflationen nede. I øjeblikket ligger den korte rente i Grækenland 600 basispoint over Den Europæiske Centralbanks niveau. Deltagelse fra 1. januar 2001 betyder, at den korte rente senest ved udgangen af i år skal ned. Herved udvides kreditgivningen kraftigt, og Grækenland kan så ikke opfylde inflationskriteriet. Hvorfor lukker Kommissionen øjnene for dette? Af hensyn til de græske borgere og en fleksibel udvikling af den græske økonomi ser vi os nødsaget til ikke at støtte Kommissionens forslag.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for den seriøsitet og objektivitet, hvormed han har behandlet Grækenlands ansøgning. Jeg vil takke ham, fordi han har behandlet den med den samme strenghed, som han har udvist over for alle de medlemsstater, der gik foran os og dannede gruppen af lande med fælles valuta. Dette er den største kompliment, han kunne give et land, som i en periode så ud, som om dets økonomi var på vej mod et generelt sammenbrud. Verden har set mange eksempler på, hvor det kan føre hen, når det går ned ad bakke økonomisk, men færre eksempler på, at et land har fundet kræfterne til ikke blot at stoppe, men også vende nedgangen og nå at opfylde de meget strenge kriterier for stabilitet, der gælder i nutidens verden. Denne succes er særlig vigtig, fordi den er bygget på grundlag af en økonomi, der hverken er rig eller særlig stærk. De behøver ikke minde os om, at den græske økonomi er svag. Det ved vi. For at en befolkning kan opbygge en monetær stabilitet på et sådant grundlag, kræves en indsats og ofre, der er større end de ofre, der har været påkrævet i de rigere økonomier. Det, at den græske befolkning har accepteret at yde disse ofre, viser klart og tydeligt, at den er fast besluttet på definitivt at undvige en skæbne med en underudviklet økonomi og vil gøre dette ved egen kraft, men naturligvis med støtte fra Den Europæiske Union. Og den vil fortsætte sine bestræbelser i fremtiden, ikke på grund af Deres strenge krav, men fordi vores egne interesser kræver det. Det er vores egen vilje, der dikterer det, vores ønske om at leve bedre, fungere som en moderne økonomi, nyde fremgang sammen med det øvrige Europa. Vi er ikke her, fordi vi vil tilsløre vores svagheder, men fordi vi vil kæmpe, og vi har kæmpet og sejret. Vi er en lille befolkning, men en befolkning, der vil kæmpe, og vores tiltrædelse af møntunionen er et tillidsvotum til Europas store projekt, et bevis på, at vi støtter det europæiske tiltag, og vi håber, at der er andre lande, langt rigere end os, der vil se det og følge den samme vej. Man skal nok ikke glæde sig for tidligt over den fælles valutas eventyr lige nu. Med vores tiltrædelse viser vi, at vi nærer tillid til Europa, til Europas monetære union, til udsigterne til en økonomisk unionsproces og til den fælles økonomiske skæbnes succes. Dette er meningen med Grækenlands tiltrædelse, meningen med landets optagelse. Med Grækenlands optagelse i dag bliver Europa stærkere og ikke svagere.
+Hr. formand, Kommissionens og ECB's konvergensrapport omhandler ikke kun det græske, men også det svenske konvergensprogram. Det gør Goebbels-betænkningen også, selv om der ikke står så meget om Sverige. Det går godt med den svenske økonomi - vældig godt. Det gør Goebbels også opmærksom på. Ligesom Karas og Randzio-Plath gør han også opmærksom på, at EU's stabilitet ville øges, hvis alle medlemslande deltog i ØMU'en. Det er godt, at Goebbels gør opmærksom på denne selvfølgelighed. Hvis man vil være medlem af EU, bør man også være det fuldt ud. Selv om det går godt med økonomien i Storbritannien, Danmark og Sverige, skal det understreges - præcist som kommissær Solbes Mira gjorde det i Økonomiudvalget - at traktatens ånd siger, at intet medlemsland i længden kan stå uden for et så strategisk samarbejdsområde som den fælles valuta. Det kunne godt fremgå mere tydeligt af betænkningen. Euroen har givet mere stabilitet, hvilket har været til gavn for virksomhederne, ikke mindst de mange mindre virksomheder. Der er blevet større konkurrence på priser og større åbenhed. Det er ikke euroen, der er svag, men dollaren der er ekstremt stærk. Jeg vil gerne minde de ikke-deltagende lande om, at de risikerer at miste yderligere indflydelse. I sidste uge kunne vi høre, at den franske premierminister ønsker et Euro 11 - snart et Euro 12 - med større indflydelse og magt over den økonomiske og finansielle politik. I dag er konjunkturen på vej opad i Europa, men det bliver andre tider - både i USA og Europa. Hr. formand, man køber ikke en paraply, når det er begyndt at regne. Man køber en paraply, når solen skinner for at være forberedt på regnen, når den kommer. Euroen gør den europæiske økonomi mere stabil og konkurrencedygtig. Der er meget store økonomiske og moralske grunde til, at Sverige bør gå med i ØMU'en. Sverige burde være forpligtet til også at bidrage til en styrkelse af Europas økonomiske konkurrenceevne. Jeg havde derfor gerne set, hr. formand, at mit hjemland Sverige i dag havde kunnet slå følge med Grækenland.
+Hr. formand, mine damer og herrer, de forbehold, vi har med hensyn til Grækenlands tiltrædelse af ØMU'en, er ikke principielle, men er baseret på reelle kendsgerninger, som vedrører både ØMU'en generelt og den græske økonomi. Hvad angår ØMU'en generelt, går vi ind for en reel økonomisk og monetær union. Desværre er unionen kun monetær, ikke økonomisk. Det er MU, ikke ØMU. Vi ved, at ØMU'en blev født for tidligt af politiske årsager, som går tilbage til begivenhederne i 1989 og 1990. Fødslen gik altså i gang for tidligt, og barnet, euroen, lå i kuvøse og tabte i vægt. Denne holdning er også blevet formuleret af økonomerne og nobelpristagerne Friedman, Tobin og Modigliani. ØMU'en blev ikke skabt, efter at man havde indgået en aftale om, hvilken økonomisk politik medlemsstaterne skulle følge. Det er først nu, Kommissionen og Rådet forsøger at skitsere nogle fælles politikker for forskellige økonomiske problemer som f.eks. arbejdsløsheden og konkurrenceevnen. Men vejen er lang og fuld af eventyr, som digteren siger. Ifølge Goebbels-betænkningen kan Parlamentets udtalelse ikke være andet end politisk, og vi forsikres om, at der ikke er nogen politisk risiko forbundet med Grækenlands optagelse i euroområdet. Betænkningen tilføjer dog, at de økonomiske risici findes, og at de er større for Grækenland end for landene i euroområdet. Vi er enige. De andre 14 medlemslandes økonomier er ikke i fare. Jeg har ganske vist svært ved at forstå, hvordan man uden videre kan skelne mellem politiske og økonomiske risici. Men lad det nu være. Hvad Grækenland angår, vedrører vores forbehold de økonomiske risici, som betænkningen omtaler. Det eneste formål med den økonomiske politik, der er blevet fulgt i Grækenland de seneste år, har været at opfylde konvergenskriterierne. Bestræbelserne har været koncentreret om at forbedre de talmæssige indikatorer og ikke de reelle økonomiske størrelser. Økonomiens konkurrenceevne er ikke blevet forbedret, arbejdsløsheden vokser stadig. De nødvendige strukturændringer er ikke blevet foretaget, og privatiseringerne er blevet fremstillet som det nye universalmiddel til at fremme udvikling og velstand. De indkomstmæssige uligheder er vokset for at tjene de talmæssige indikatorer, og resultatet er, at tallene trives, men befolkningen lider. Goebbels-betænkningen lægger ikke skjul på, at når det gælder konvergens, har alle Unionens regeringer pligt til at levere resultater, men mulighed for selv at vælge midlerne. Det er således den græske regerings valg af midler, vi opponerer mod. De midler, man har valgt, var ikke økonomisk hensigtsmæssige og heller ikke socialt retfærdige. De rige blev rigere og de fattige fattigere. Med landets tiltrædelse af ØMU'en er vi ude på dybt vand, og enhver må klare sig selv.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at lykønske hr. Goebbels med en meget professionel betænkning og en fremragende forelæggelse. Nogle offentlige finanser er uomgængeligt nødvendige forudsætninger for økonomisk stabilitet og økonomiske fremskridt. En sikring af budgetdisciplinen styrker prisstabiliteten og skaber betingelser, der kan skaber den beskæftigelse, som der er så stor brug for inden for Unionen. Stabilitets- og vækstpagtstaterne giver de 15 medlemsstater i Unionen en omfattende procedure for overvågning af deres budgetpolitikker. Stabilitets- og vækstpagten kræver, at medlemsstaterne på mellemlang sigt når en budgetstilling tæt på balance eller i overskud. Den skal også identificere de tilpasningspagter, der er vedtaget for at reducere de offentlige gældskvoter. Kommissionen og Parlamentet overvåger anbringender fra hver enkelt medlemsstat i Unionen for at sikre overholdelsen af stabilitets- og vækstpagten. Vi må også huske på, at der er bredere bestemmelser for en tættere samordning af de økonomiske politikker i almindelighed mellem Unionens medlemsstater. Stabilitets- og vækstpagtens princip er også en logisk fremadskriden fra de kriterier, der blev fastsat i Maastricht, og som fastslog, at medlemsstaterne skulle overholde økonomiske betingelser for at deltage i den nye fælles europæiske valuta. Den ene kommentar, jeg gerne vil komme med om den fælles europæiske valutas stilling, er: Hvorfor vil så mange medlemsstater gerne slutte sig til en sådan ordning? Det er klart, at Grækenland snart vil slutte sig til de nuværende 11 medlemsstater, der deltager i Den Økonomiske og Monetære Union, og jeg ønsker at lykønske Grækenland med dets økonomiske opsving og ønsker det alt vel i fremtiden. Jeg ønsker Grækenland velkommen ind i euroområdet. Det er også klart, at Sverige og Danmark vil slutte sig til den fælles europæiske valutaordning i løbet af de næste par år. Det er kendt, at langt det største flertal af landene i Øst- og Centraleuropa ønsker så hurtigt som muligt at melde sig til processen henimod økonomisk og monetær union, men jeg mener, at Den Europæiske Centralbank bør skitsere en klar strategi for, hvordan den har i sinde at stive den nye euros værdi af. De 290 millioner borgere i de eksisterende ØMU-lande har ret til at vide, hvad Den Europæiske Centralbank har i sinde at gøre for at opretholde og styrke euroens værdi nu og i fremtiden.
+Vi må afbryde forhandlingen om hr. Goebbels' betænkning. Forhandlingen genoptages i eftermiddag kl. 15.00. Vi går nu over til afstemning. Afstemningen afbrydes kl. 11.30 på grund af det højtidelige møde. Afstemningen genoptages umiddelbart efter det højtidelige møde, og jeg anmoder derfor medlemmerne om ikke at forlade mødesalen, når det højtidelige møde er afsluttet.
+Vedrørende betænkning af Schmid for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter: Betænkningen er sat på dagsordenen for mødet torsdag den 18. maj. Ordføreren har imidlertid konstateret, at den tekst, der bliver forelagt Rådet den 29. maj, afviger væsentligt fra den tekst, som er forelagt Europa-Parlamentet, og som har dannet grundlag for den omhandlede betænkning, hvilket må give anledning til ny høring af Europa-Parlamentet. Ordføreren ønsker således at afvente Rådets reviderede anmodning for efterfølgende at udarbejde en ny tekst og dermed undgå, at det samme emne må sættes under debat to gange. Den Socialdemokratiske Gruppe anmoder på denne baggrund om, at sagen henvises til fornyet udvalgsbehandling, og at dette punkt slettes på dagsordenen for mødet torsdag den 18. maj. (Parlamentet tilkendegav, at forslaget var vedtaget) Vedrørende betænkning af Buitenweg for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse: Omhandlede betænkning er indleveret så sent, at den ikke forelå på fransk, spansk og svensk, da de politiske grupper holdt møder i går aftes. Jeg foreslår, at betænkningen sættes under debat som planlagt, det vil sige som første punkt på dagsordenen for mødet torsdag den 18. maj, men at afstemningen udsættes til næste mødeperiode. Hvis ingen gør indsigelser, betragter jeg forslaget som vedtaget.
+Fru formand, det ville være meget mere sammenhængende og i overensstemmelse med vores regler, at afstemningen, hvis forhandlingen gennemføres, finder sted sent torsdag eller fredag morgen.
+Hr. Barón Crespo, problemet er, at teksten fortsat ikke foreligger på fransk, spansk og svensk, hvilket ikke er acceptabelt i henhold til forretningsordenen. Det er baggrunden for, at Præsidiet foreslår denne løsning.
+Fru formand, jeg respekterer Præsidiets kommunikation, men jeg har fået en anden besked: at alle versioner allerede er til rådighed her i formiddag. Jeg accepterer formandens erklæring, men jeg vil gøre opmærksom på, at der er noget, der ikke hænger sammen.
+Hr. Barón Crespo, jeg har forståelse for Deres indsigelse. Jeg har imidlertid fra administrativt hold fået oplyst, at forslaget yderligere er begrundet i, at grupperne får meget kort frist til at fremsætte ændringsforslag. Jeg vil imidlertid i forlængelse af Deres anmodning bede Europa-Parlamentet tage stilling til, om mit forslag anses for at være velbegrundet. Må jeg bede om en udtalelse fra ordføreren?
+Fru formand, jeg beklager meget, hvis min betænkning tages af dagsordenen og afstemningen ikke finder sted i denne uge. Det er aftalt med alle de store grupper i Parlamentet, at der gennemføres en hasteprocedure for dette direktiv. Denne hasteprocedure er nødvendig for at færdigbehandle dette direktiv hurtigt og endnu inden for det portugisiske formandskab, der har gjort en stor indsats for at nå dette. Rådet holder møde inden næste plenarmøde. Det betyder, at hvis vi ikke vedtager en beslutning nu, kan Rådet heller ikke indtage et standpunkt, og at det på længere sigt også vil blive udsat yderligere. Jeg vil gerne understrege, at den gruppe, der har de fleste problemer, og som griber til de administrative problemer for at opnå udsættelse, også er den gruppe, der har stemt imod betænkningen i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Derfor udelukker jeg ikke, at også andre motiver spiller en rolle i denne sag. Det har konsekvenser for den hastighed, hvormed antidiskriminationen i Europa gennemføres i lovgivning, der kan beskytte mennesker mod diskrimination på grundlag af race og etnisk oprindelse, og jeg sætter ikke pris på, at Parlamentet stemmer for en udsættelse af denne beskyttelse.
+Fru formand, fremgangsmåden i forbindelse med Buitenweg-betænkningen er fuldstændig uacceptabel, og det skyldes ikke så meget selve betænkningen, men derimod selve proceduren. Her i Europa-Parlamentet har vi egentlig den aftale, at betænkninger, hvorom der først foretages afstemning i et udvalgsmøde her i Strasbourg, ikke kommer på dagsordenen i samme mødeuge. Det er den generelle aftale. Nu besluttede man så åbenbart sidste torsdag på Formandskonferencen, hvor min stedfortræder var mødt, fordi jeg ikke kunne være til stede, at afvige fra denne regel, men kun hvis alle oversættelser, sådan har jeg fået det oplyst, forelå inden kl. 19.00 i går aftes. Disse oversættelser forelå ikke i går aftes, og det er umuligt at stille ændringsforslag på nogle sprog, når betænkningen ikke foreligger på disse sprog. Derfor må jeg indtrængende råde til, at vi ikke fortsætter diskussionen her, men at grupperne i eftermiddag drøfter, hvordan de vil forholde sig til betænkningen, og at vi så træffer beslutningen i morgen tidlig. Men jeg vil gerne præcisere: Det er for fremtiden ikke acceptabelt, at vi her behandler betænkninger og eventuelt sågar foretager afstemning om dem, hvis a) der først træffes afgørelse om betænkningerne i udvalget i denne uge, og b) oversættelserne heller ikke foreligger. Dette er ikke Parlamentet værdigt, og jeg gør indsigelse mod en sådan fremgangsmåde.
+Kære kolleger, jeg finder denne diskussion vigtig. Jeg foreslår imidlertid, at spørgsmålet sættes på dagsordenen for mødet i morgen som ønsket af Præsidiet. Jeg foreslår så i øvrigt, at Formandskonferencen eller at man i alt fald i de politiske grupper når til enighed om afstemningsproceduren, og at vi træffer den endelige afgørelse om afstemningstidspunktet i morgen. Kan gruppeformændene og medlemmerne i øvrigt acceptere denne fremgangsmåde? Jeg frygter, at vi foregriber debatten, hvis jeg giver alle, der har ønsket ordet, mulighed for at fremkomme med deres indlæg nu.
+Fru formand, som De ved, er jeg medordfører sammen med fru Buitenweg på dette vigtige direktiv for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Jeg håber, at De vil slå fast, at afstemningen i henhold til vores dagsorden, som blev vedtaget i mandags, vil finde sted, og jeg har to kommentarer til vores kolleger i PPE-gruppen i denne henseende. Den første er følgende: Siden dette direktivforslag blev fremsat første gang, har hele furoren over hele Den Europæiske Union på grund af begivenheder i Østrig og andetsteds, hvor det yderste højre er gået frem, fået os som Parlament med den største mulige støtte på tværs af partigrænser til sammen med Rådet og Kommissionen at arbejde os frem til enighed om en fremskyndet tidsplan, der skulle gøre det muligt at få dette direktiv igennem for at give den stærkest mulige respons på de racistiske og ekstremistiske trusler, der underminerer vores fælles værdier. Denne aftale med Rådet og med det portugisiske formandskab fastslog, at vi her i Parlamentet ville blive enige i denne uge forud for Ministerrådets møde i juni. Hvilket budskab vil det give til racisterne, hvis det ikke lykkes os at opfylde denne forpligtelse? Og min anden kommentar er: Vi taler om Parlamentets værdighed. Hvad med værdigheden for de sorte og de etniske minoriteter, der udsættes for racistiske chikanerier, diskrimination og forskelsbehandling?
+Kære kolleger, lad mig præcisere. Debatten vil finde sted i henhold til dagsordenen. Og jeg finder som Europa-Parlamentets øvrige medlemmer, at emnet er særdeles vigtigt. Jeg anmoder imidlertid Europa-Parlamentet om at acceptere følgende forslag: Debatten finder sted i morgen i henhold til dagsordenen. Europa-Parlamentet afgør i morgen, efter at grupperne har været hørt, om betænkningen skal sættes under afstemning i indeværende mødeperiode. Jeg finder det ikke rimeligt at træffe denne afgørelse nu.
+Fru formand, jeg forstår ikke, at Formandskonferencen skal træffe denne afgørelse. Det må være plenarforsamlingens og ikke Formandskonferencens opgave at afgøre, hvorvidt afstemningen skal finde sted i indeværende mødeperiode. Vi ønsker, at plenarforsamlingen, i dag eller i morgen, træffer afgørelse om, hvorvidt det omhandlede direktiv og den omhandlede betænkning skal sættes under afstemning i denne uge. Vi ønsker ikke, at denne afgørelse overlades til Formandskonferencen.
+Hr. Cohn­Bendit, De har ikke opfattet mit forslag korrekt. Jeg foreslår ikke, at Formandskonferencen skal træffe den omhandlede afgørelse. Det ligger uden for Formandskonferencens beføjelser. Jeg foreslår, at grupperne prøver at nå til enighed internt, og at plenarforsamlingen så i morgen afgør, hvorvidt det anses for rimeligt, at afstemningen gennemføres i denne uge. Denne afgørelse henhører selvsagt under plenarforsamlingens kompetence. Jeg anmoder om, at vi afslutter debatten om dette emne. Flere indlæg desangående bringer næppe nogen afklaring. Inden vi går over til næste punkt på dagsordenen, giver jeg ordet til fru Ludford som repræsentant for den eneste gruppe, som endnu ikke har haft lejlighed til at udtale sig i denne sag.
+Fru formand, jeg vil gerne på Den Liberale Gruppes vegne understrege det ønskelige i, at vi drøfter og stemmer om denne betænkning i denne uge. På trods af den meget korte tid, der har været til at behandle denne sag, er den blevet behandlet til fulde i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, og der har været rig lejlighed til at fremsætte ændringsforslag. Det er beklageligt, at der har været administrative forsinkelser med at fremstille alle sprogversionerne. Men jeg føler, at der er en smule opportunisme i PPE-gruppens modvilje mod at stemme i denne uge. For når alt kommer til alt, ville tjenestegrenene aldrig, hvis det var teknisk umuligt, have foreslået, at der blev stemt om dette forslag i morgen. Derfor bør vi drøfte og stemme om det i morgen, for ellers er der en fare for obstruktion fra én gruppes side.
+Kære kolleger, jeg foreslår, at Europa-Parlamentet vedtager følgende: Debatten afvikles i henhold til dagsordenen, og Europa-Parlamentet afgør i morgen, hvorvidt afstemningen skal finde sted som planlagt, idet der forudgående indhentes udtalelser fra de politiske grupper.
+Fru Muscardini, jeg antager, Deres indlæg vedrører næste punkt på dagsordenen. Jeg tillader mig dog at anmode Dem om ikke at tage ordet. Imidlertid har jeg ikke ret til at berøve Dem Deres talefrihed. Jeg kan blot appellere til Deres ansvarsfølelse.
+Min ansvarsfølelse, fru formand, er ansvarsfølelsen hos én, der har arbejdet her i Parlamentet i 11 år, og som ser det blive værre dag for dag. Jeg vil ikke komme ind på det, vi talte om for lidt siden, selv om jeg bad om at tale om det foregående emne. Det er desværre ikke første gang, at formandskabet ikke ser denne side af mødesalen, og jeg vil derfor gerne sige noget om Parlamentets arbejdsplan. Jeg vil bede formandskabet om at tilrettelægge sit sekretariat og sig selv på en sådan måde, at alle parlamentsmedlemmer får samme ret til at tale om de punkter, de ønsker at tale om. Det er uacceptabelt, at vi taler om demokrati og menneskerettigheder, men hverken giver parlamentsmedlemmerne ret til at læse teksterne på deres eget sprog eller tale her i mødesalen. Fælles beslutningsforslag om udnævnelse af højtstående tjenestemænd i Kommissionen (Forslaget til beslutning vedtoges) Forenklet procedure Fælles holdning fastlagt af Rådet med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om motorkøretøjers afskærmning fortil mod underkøring og om ændring af Rådets direktiv 70/156/EØF (5378/1/2000 - C5-0179/2000 - 1999/0007(COD)) (Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked) (Formanden erklærede den fælles holdning for godkendt) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 70/220/EØF for så vidt angår foranstaltninger mod luftforurening forårsaget af emissioner fra motorkøretøjer (KOM(2000) 42 - C5-0091/2000 - 2000/0040(COD)) (Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik) (Kommissionens forslag vedtoges) Betænkning uden forhandling (A5-0120/2000) af Jackson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse på Fællesskabets vegne af den nye konvention om beskyttelse af Rhinen (KOM(2000) 61 - C5-0168/2000 - 2000/0037(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0128/2000) af González Álvarez for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om en overvågningsmekanisme for de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra nye personbiler (C5-0105/2000 - 1998/0202(COD)) (Det fælles udkast vedtoges) Betænkning (A5-0129/2000) af Smet for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden, for at omfatte sektorer og aktiviteter, der er undtaget fra dette direktiv (C5-0183/2000 - 1998/0318(COD)) (Det fælles udkast vedtoges) (Mødet udsat kl. 11.55 på grund af højtideligt møde og genoptaget kl. 12.30) Betænkning (A5-0117/2000) af Roth-Behrendt for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om regler for forebyggelse og bekæmpelse af visse overførbare spongiforme encephalopatier (KOM(1998) 623 - C4-0025/1999 - 1998/0323(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0113/2000) af Savary for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog (KOM(1999) 617 - C5-0301/1999 - 1999/0252(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0112/2000) af Savary for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen og virkningerne af direktiv 96/48/EF om interoperabilitet i det transeuropæiske system for højhastighedstog (KOM(1999) 414 - C5-0207/1999 - 1999/2165(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGERBetænkning af Gonzáles Álvarez (A5-0128/2000)
+Fru formand, jeg stemte for González Álvarez' betænkning om beslutningen om en overvågningsmekanisme for CO2-emissioner fra nye personbiler. Hvorfor støtter jeg denne betænkning? Det gør jeg, fordi jeg naturligvis går ind for, at man kontrollerer nye personbiler, når de kommer på markedet, men min ja-stemme er også en opfordring til, at man gør en større indsats for at kontrollere brugte biler. I virkeligheden er det nemlig aldrig helt nye biler, der kører rundt, for eftersom de kører på vejene, har de pr. definition en alder. Det er især de ældre biler - biler, som har kørt i mange år - som forurener atmosfæren. Jeg vil gerne have, at man kontrollerer de ældre biler, så de altid er i god stand, og så de ikke er skadelige for jordens atmosfære. Jeg går derfor ind for, at man også bruger og bevarer de "pensionerede" biler.
+Gonzaléz Álvarez' betænkning omhandler begrænsning af CO2-emissioner. En helt nødvendig målsætning ikke mindst i lyset af den globale opvarmning og bestræbelserne for at bekæmpe denne. EU må for at leve op til denne målsætning gennemføre effektive foranstaltninger til begrænsning af de omhandlede emissioner. Det være sig bindende standarder, som det er tilfældet for andre forurenende stoffer, eller incitamenter ledsaget af kontrolforanstaltninger og sanktioner. Også den voksende bilpark spiller en afgørende rolle i forbindelse med de stigende CO2-emissioner. Der bør derfor også træffes foranstaltninger, som er rettet mod dette aspekt, idet den trafikpolitiske prioritering bør tilsigte en udvikling af jernbanetransporten, skibstransporten og den kombinerede transport. Endvidere bør tilsigtes en udvikling af de offentlige transportmidler, således at disse udgør et effektivt alternativ til privatbilismen. At dømme efter den foreliggende tekst og den anførte begrundelse er Kommissionen kun nået til et "forsøg på at overvåge", idet der er tale om at samle statistisk materiale, uden at der er tale om effektiv kontrol. Og uden at denne indsats omfatter erhvervskøretøjer (varevogne og lastvogne). Dette initiativ er bedre end ingenting ... men næsten lig ingenting! Uanset at der er tale om et meget begrænset initiativ, har vi dog stemt for Gonzaléz Álvarez' betænkning. Betænkning af Smet (A5-0129/2000)
+Fru formand, jeg stemte for betænkningen om Forligsudvalgets udkast til direktiv om tilrettelæggelsen af arbejdstiden, og det gjorde jeg ikke mindst på grund af punktet om læger under uddannelse. Det er nemlig en fordel, at de har mulighed for at hvile sig mellem to kirurgiske indgreb, navnlig i deres uddannelsesperiode, også fordi det i løbet af deres karriere især - ikke kun, men især - er ældre mennesker, der kommer under kniven. De skal derfor have lært deres fag ordentligt, uden at de behøver at bekymre sig om arbejdstiden. Med min ja-stemme ønsker jeg dog navnlig at opfordre til, at man ikke blot overvejer at nedsætte arbejdstagernes daglige arbejdstid, men også arbejdstagernes arbejdstid hele livet igennem. Det er nemlig en fordel, at en person, der lever i 90 år, ikke skal arbejde i 80 år, men derimod i 30 år, hvis vedkommende lever i 60 eller 70 år.
+Fru formand, jeg stemte for ændringen af direktivet om arbejdstiden, fordi dette direktiv kommer til at omfatte visse kategorier, der ikke var medtaget, og her tænker jeg navnlig på nogle kategorier inden for transportsektoren. Jeg håber faktisk, at man i tråd med vedtagelsen af dette direktiv endelig beslutter sig til at vedtage lovgivningen om flybesætningers flyvetid og arbejdstid. I dette tilfælde er det ikke bare et socialt spørgsmål om arbejdstagernes beskyttelse - selv om denne faktor naturligvis er til stede - men også et spørgsmål, der vedrører flysikkerheden.
+Det er en kendsgerning, at mennesket har begrænsede kræfter og muligheder. Arbejdstiden kan medføre skader på både fysikken og psyken, og det gælder for enkeltpersoner såvel som familier. Derfor bør arbejdstiden tilrettelægges således, at arbejdstagernes sundhed og sikkerhed ikke udsættes for risici. Imidlertid holdes 7.000.000 arbejdstagere i EU, der er beskæftiget inden for transport og fiskeri, samt læger under uddannelse ude fra direktiv nr. 93/104/EF om tilrettelæggelse af arbejdstiden. Den uacceptable situation og den arbejdstidsmæssige udnyttelse, der finder sted af arbejdstagerne inden for ovennævnte sektorer, er af en sådan karakter og et sådant omfang, at man ikke længere kan udskyde indførelsen af arbejdstidsregler, når der er arbejdstagere, f.eks. læger under uddannelse i Storbritannien, der arbejder op til 72 timer om ugen. En udvidelse af direktivet er derfor nødvendig, men det er ikke nok. De bestemmelser, der foreslås, er ikke tilstrækkelige til at yde en effektiv beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, eftersom der stadig er undtagelser og fastsættes lange frister for direktivets gennemførelse. Og vi må heller ikke glemme, at det oprindelige direktiv heller ikke fastsætter den daglige arbejdstid (der fastsættes en ugentlig arbejdstid på 48 timer - hvilket vækker mistanke om, at foranstaltningen omgås).
+Min gruppe har til sidst accepteret det af Forligsudvalget opnåede kompromis om anvendelse af arbejdstidsdirektivet for de udelukkede sektorer. Det afgørende er, at der nu langt om længe kommer en ordning inden for rækkevidde for disse sektorer, så de også omfattes af direktivet. Vi har store problemer med de lange overgangsfrister for læger under uddannelse. Medlemsstaterne har efter ikrafttrædelsen samlet ni år, inden de skal have gennemført direktivet i den nationale lovgivning. På bestemte betingelser kan denne frist endog forlænges med to til tre år. Selvfølgelig har vi forståelse for, at der mangler personale i sundhedssektoren i mange medlemsstater. På den anden side har de allerede i lang tid vist, at tilpasning til arbejdstidsdirektivet på lidt længere sigt er nødvendigt. Det lugter af, at dette alvorlige problem er skudt ud i fremtiden, hvorved de argumenter, som man støtter de lange overgangsfrister på, efter vores mening ikke tyder på manglende evne, men på vilje. Det foregående betyder, at det ved gennemførelsen af direktivet og den deraf følgende nationale lovgivning er nødvendigt med en god kontrol for at sikre, at den virkelige arbejdstid for læger under uddannelse opfylder lovens krav.
+Jeg anbefaler, at Europa-Parlamentets medlemmer godkender denne tekst, som er et resultat af en lang og vanskelig proces i Forligsudvalget under deltagelse af Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet. Det er afgørende, at det fælles udkast vedtages, eftersom det drejer sig om sikkerhed og sundhed for hen ved syv millioner arbejdstagere inden for EU. Arbejdstagere inden for transportsektoren og offshore-sektoren, arbejdstagere på havgående fiskerfartøjer samt læger under uddannelse vil omsider blive omfattet af EU's arbejdstidsbestemmelser. Som fransk medlem af Europa-Parlamentets Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender støttede jeg i forbindelse med andenbehandlingen Europa-Parlamentets holdning, herunder forslaget om en overgangsperiode for læger under uddannelse på fire år med en maksimal ugentlig arbejdstid på 54 timer i en referenceperiode på fire måneder. I Forligsudvalget er der på dette punkt opnået enighed om, at læger under uddannelse efter en periode på ni år skal være omfattet af direktivets bestemmelser (maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer i en referenceperiode på fire måneder). Perioden på ni år omfatter dels en gennemførelsesperiode på fire år og en overgangsperiode på fem år. I de første tre år af overgangsperioden må den ugentlige arbejdstid ikke overskride 58 timer, og i de sidste to år ikke 56 timer. Nogle medlemsstater vil ikke inden for en periode på ni år være i stand til at foretage de fornødne tilpasninger. For disse medlemsstaters vedkommende kan fristen forlænges med to år. Den berørte medlemsstat indberetter sagen til Kommissionen, der afgiver udtalelse om den pågældende medlemsstats indberetning efter høring af arbejdsgivere og arbejdstagere på europæisk plan og repræsentanter for medlemsstaterne. Indberetningen, Kommissionens udtalelse og, såfremt denne udtalelse ikke efterleves, medlemsstatens begrundelse herfor offentliggøres i EF-Tidende og fremsendes til Europa-Parlamentet. Der er i særlige tilfælde mulighed for en yderligere forlængelse af denne toårsperiode med et år, hvilket imidlertid kræver, at medlemsstaten gentager alle faser af den beskrevne procedure. Den ugentlige arbejdstid må i sidstnævnte to- eller treårsperiode ikke overskride 52 timer.
+Jeg har stemt imod, fordi jeg som læge finder den timebyrde, som denne betænkning foreslår at pålægge læger under uddannelse, for omfattende.
+Den foreliggende tekst, som er et resultat af årelange forhandlinger, og som tager sigte på at fastlægge grænserne for den ugentlige arbejdstid, vidner om en uklar og utilstrækkelig europæisk socialpolitik. Den europæiske socialpolitik indskrænker sig i henhold til Maastricht-traktaten generelt til fastsættelse af sociale minimumsstandarder, for så vidt disse ikke pålægger de små og mellemstore virksomheder urimelige byrder. Disse generelle begrænsninger er ikke længere rimelige, og spørgsmålet bør tages op i forbindelse med den næste traktatændring. Uklarhed og utilstrækkelighed kendetegner imidlertid også det foreliggende udkast. Der er grund til at påpege, at flere millioner arbejdstagere, det være sig inden for transportsektoren eller på boreplatforme, det være sig læger under uddannelse, ikke er omfattet af de bestemmelser om en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, som medlemsstaterne vedtog i 1994. En del af disse arbejdstagere vil ifølge det foreliggende forslag blive omfattet af den alment gældende ret og altså bestemmelserne om en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer. Forslaget løser imidlertid ikke problemerne vedrørende langturschauffører. Og når det gælder læger under uddannelse, foreslås en klart urimelig frist for bestemmelsernes ikrafttræden! Læger under uddannelse oplever i en række lande krav om en ugentlig arbejdstid på mellem 70 og 80 timer, undertiden på vilkår, som er uværdige og til fare for patienterne. Den seneste tids arbejdsnedlæggelser i Frankrig blandt læger under uddannelse har vist, at situationen er uacceptabel for såvel læger som patienter og for det offentlige sundhedsvæsen som sådan. Europa-Parlamentet vedtog i november 1999 næsten enstemmigt et forslag om, at 48-timers-bestemmelserne skulle gennemføres inden for en tidsramme på fire år. Den foreliggende tekst opfordrer imidlertid til, at vi radikalt ændrer holdning til dette spørgsmål. Det fælles udkast udarbejdet af ministrene og Europa-Parlamentets delegation foreslår således, at medlemsstaterne indrømmes en frist på op til 12 år (!), når det gælder gennemførelse af direktivet om en maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, for så vidt angår læger under uddannelse. Med andre ord har de første læger, der under uddannelsen vil kunne nyde gavn af disse bestemmelser, endnu dårligt nok forladt grundskolen! Jeg har ikke kendskab til noget andet område - euroen, fri bevægelighed for personer, varer og kapital - hvor der forekommer en så lang frist. Hvordan skulle man under disse vilkår kunne tage EU's socialpolitik alvorligt? Ydermere opdeles den omhandlede 12-års periode i delperioder med tilhørende bestemmelser om det maksimale antal ugentlige arbejdstimer: til 2004: ingen ændring, ingen arbejdstidsbegrænsning; fra 2004 til 2007: maksimalt 58 arbejdstimer pr. uge; fra 2007 til 2009: maksimalt 56 timer; fra 2009 til 2012: maksimalt 52 timer. Vi sender et foruroligende signal, hvis vi vedtager det foreliggende udkast. Det drejer sig rent faktisk om det første socialpolitiske direktiv, som vedtages efter beskæftigelsestopmødet i Lissabon. Jeg tillader mig at udtrykke håb om, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet fremover i højere grad vil tage den europæiske socialpolitik alvorligt. Forslag som det foreliggende bidrager ikke til at styrke EU's sociale dimension, ej heller til at styrke borgernes tiltro til en sådan. Betænkning af Roth-Behrendt (A5-0117/2000)
+Jeg stemte for Roth-Behrendts betænkning, fru formand, men også i dette tilfælde er min ja-stemme ment som et ønske om at forbedre EU-lovgivningen, når det gælder gennemførelsen af forsigtighedsprincippet. Det er naturligvis rimeligt, at vi for at tage hensyn til den menneskelige sundhed slår så mange dyr, der er i risikozonen, ned, og det er rimeligt, at vi med den betænkning, vi har vedtaget, opstiller nogle regler, som landmændene og kvægopdrætterne skal rette sig efter, men vi skal også beholde begge ben på jorden. Det, jeg mener, er, at jeg for øjeblikket kan se nogle landmænd rende bagefter deres ko - som måske hedder Matilde - og holde øje med, at den spiser hø, plantefoder og afgrøder fra deres marker, og måske har de ikke nået at få kontrolleret, at dyrets sundhed er helt i top. Så lad os forene det konkrete med ønsket om en forbedring!
+Jeg vil gerne udtrykke tilfredshed med den foreliggende betænkning. Jeg erindrer om, at Kommissionen i 1997 gav Europa-Parlamentets midlertidige undersøgelsesudvalg tilsagn om at ville fremsætte forslag til effektive kontrolforanstaltninger rettet mod visse overførbare spongiforme encephalopatier (TSE). Det foreliggende forslag skal ses i dette perspektiv. Det er således hensigten at skabe et ensartet juridisk grundlag for kontrol med og forebyggelse af TSE, uanset type, og i øvrigt en kontrol rettet mod alle produkter af animalsk oprindelse. Den foreslåede forordning vil omfatte alle gældende fællesskabsbestemmelser vedrørende TSE. Jeg bifalder, som ordføreren, Europa-Kommissionens overordnede strategi, men jeg mener, det er nødvendigt at skærpe de foreslåede bestemmelser for at sikre forbrugerne bedst muligt. Jeg har derfor støttet de ændringsforslag, der er fremsat af Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. Ændringsforslagene havde til formål at åbne mulighed for anvendelse af hurtige diagnosticeringstest og - på ny - at fremføre de krav, Europa-Parlamentet tidligere har fremsat i forbindelse med opfølgningen af henstillingerne vedrørende BSE. Nemlig krav om at fjerne komplette besætninger fra fødekæden; krav om forbud mod at flytte dyr, der betegnes som risikomateriale; krav om nedslagtning og destruktion af disse dyr, herfra undtaget dyr, der anvendes i forskningsøjemed. Der var endvidere behov for at supplere Kommissionens forslag og dels opfordre Kommissionen til at fremsætte forslag omhandlende kosmetiske midler og lægemidler, dels opfordre til, at der fastsættes en procedure, som gør det muligt at bestemme et lands eller en regions epidemiologiske status, for så vidt angår BSE (altså klassificere landene i henhold til smitterisikoen). Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at Europa-Parlamentet fortsat via den fælles beslutningsprocedure bør være involveret i alle væsentlige beslutninger vedrørende forebyggelse af BSE.
+Det er vigtigt, at der træffes alle nødvendige foranstaltninger til kontrol, forebyggelse og bekæmpelse af alle overførbare spongiforme encephalopatier, foranstaltninger, der indgår i den strategi til bekæmpelse af disse sygdomme, der er udviklet efter BSE-krisen, herunder test til hurtig diagnosticering, med henblik på at beskytte folkesundheden og genoprette forbrugernes tillid. Det er ligeledes vigtigt, at Kommissionen og medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der bliver foretaget undersøgelser, forskning og praktiske tiltag, der hurtigt kan udrydde disse sygdomme. Det er imidlertid afgørende ikke at overse kvægproducenternes rettigheder, ikke mindst med hensyn til de mindre bedrifter og familiebrugene, der står i en vanskelig situation, og som må have al nødvendig støtte, navnlig i Portugal, hvor spørgsmålet om støtte er særlig vigtigt, især hvis forbuddet endnu en gang forlænges.
+Det problem, vi drøfter i dag, har været kendt gennem lang tid. Det er prisværdigt, at vi på EU-plan ønsker at træffe foranstaltninger til forebyggelse af BSE. Imidlertid har forskerne for næsten 15 år siden fastslået, at kogalskab bl.a. forårsages af indtagelse af kvægfoder, som indeholder animalsk mel iblandet materiale fra får smittet med scrapie. Det var baggrunden for, at vi, da Europa-Parlamentet nedsatte det midlertidige undersøgelsesudvalg, kraftigt understregede, at alle lovgivningsmæssige initiativer ubetinget må omfatte samtlige overførbare spongiforme encephalopatier. Man må spørge, hvorfor de fornødne lovgivningsmæssige justeringer først foreligger nu? Og man må spørge, hvorfor der skal gå så lang tid, inden forskningsresultaterne udmøntes i forslag til fællesskabsbestemmelser? På befolkningens vegne må vi glæde os over, at man på nationalt plan i en del medlemsstater har reageret langt hurtigere og mere effektivt end EU-bureaukratiet, der ikke alene reagerer ubeskriveligt langsomt, men også udmærker sig ved de velkendte paradokser. Jeg må erindre om, at der er lande, som rent faktisk bevidst må overtræde fællesskabsrettens bestemmelser for at kunne tilbyde forbrugerne sikre fødevarer. Det er positivt, at systematisk anvendelse af hurtige diagnosticeringstest vinder indpas. Disse test udgør en væsentlig bestanddel af BSE-kontrollen på EU-plan. Vi må imidlertid ikke tro, at der er tale om et universalmiddel. De pågældende test afslører således ikke omdannede prionproteiner, før disse har nået et vist stade. De omhandlede test kan derfor ikke erstatte en foranstaltning som fjernelse af specificeret risikomateriale. Det må endvidere betegnes som yderst ekstravagant, hvis de medlemsstater, der har iværksat screeningsprogrammer, som bygger på langt mere avancerede test, straffes, når det gælder BSE-risikoklassificering, i forhold til stater, som blot efterlever EU's minimumskrav. Fællesskabsretten må under ingen omstændigheder bremse eller lægge sig hindrende i vejen for medlemsstater, som ønsker at skærpe kravene af hensyn til befolkningens sikkerhed. BSE-krisen har med al ønskelig tydelighed vist, at et rimeligt og effektivt beskyttelsesniveau forudsætter årvågne nationale myndigheder. EU-procedurerne kan, når de til sin tid foreligger, selvsagt udgøre et nyttigt supplement hertil. Betænkning af Savary (A5-0113/2000)
+Fru formand, lad mig indledningsvis kort udtrykke min anerkendelse af ordførerens arbejde. Vores kollega Savary har endnu en gang vist, at han er en varm fortaler for jernbanetransport og for offentlige tjenester. Henvendt til dem, der har stemt for den foreliggende betænkning, vil jeg gerne sige, at jeg selvsagt er enig i, at vi ikke fortsat kan acceptere, at jernbanetransporten mister terræn i forhold til landevejstransporten, ligesom vi heller ikke fortsat kan acceptere de mange forældede tekniske og sågar lovgivningsmæssige hindringer for den frie bevægelighed i EU. Jeg vil dog understrege, også med henblik på den fremtidige udvikling, at de her anførte kendsgerninger og den udtalte vilje til at sætte skub i udviklingen ikke må føre til hæmningsløs privatisering. En sådan udvikling er til skade for sikkerheden, herom vidner utallige eksempler i visse europæiske lande. Og en sådan udvikling er ødelæggende for de offentlige tjenester. Sidstnævnte aspekt berøres ikke i den foreliggende betænkning, men jeg vil gerne af hensyn til den fremtidige debat allerede nu henlede Europa-Parlamentets opmærksomhed herpå.
+Fru formand, vi går ind for fuldt kompatible og harmoniserede jernbanesystemer i EU. Dette er en klar nødvendighed. Vi går også ind for, at denne form for kollektiv transport udvikles, både for så vidt angår de internationale hovedfærdselsårer, og for så vidt angår regionale eller lokale net. Ikke desto mindre har vi undladt at stemme. Det skyldes, at betænkningen ikke anfører, at jernbanesystemerne overalt bør drives som en offentlig tjeneste. Systemerne bør altså udvikles med brugernes behov for øje og ikke med det formål at give overskud til private virksomheder.
+Fru formand, jeg stemte for Savarys betænkning om et forslag til direktiv om det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog. Hvordan kunne man gøre andet? Dette er netop et af de eksempler, hvor EU skal gøre en indsats som følge af subsidiaritetsprincippet. Det er kun muligt at regulere langdistancetransporten på europæisk plan. Dette forslag kunne dog godt være bedre, men jeg håber, at det bliver bedre i de kommende år. Man burde begynde med endelig at oprette et europæisk ministerium for trafikforbindelser, og man burde ikke mindst gøre det lettere for ældre mennesker og pensionister at rejse mellem de europæiske hovedstæder. De vil så gerne rejse, og de burde have ret til et gratis kort, der gav dem mulighed for at rejse fra deres egen hovedstad eller deres eget land til de andre 14 medlemsstaters hovedstæder.
+De europæiske jernbaners interoperabilitet som en måde til at revitalisere og udvikle denne sektor på internationalt niveau, så den bedre kan leve op til brugernes behov og også kan bidrage til beskyttelse af miljøet, kan kun få vores støtte. I de tekster, der er til diskussion, ser vi imidlertid ikke, at der tages tilstrækkeligt hensyn til, at der skal findes løsninger på de problemer, som må følge heraf for de beskæftigede i denne sektor. Vi konstaterer imidlertid også, at det er bekymringsvækkende, at de forslag, der nu er til diskussion, indgår i den pakke af foranstaltninger, som skal fremme jernbanernes liberalisering, hvor det er en kendsgerning, at de erfaringer, der allerede er gjort i den retning, har ført til ringere sikkerhedsforhold og forværrede levevilkår for de ansatte. Betænkning af Savary (A5-0112/2000)
+Fru formand, jeg stemte for Savarys anden betænkning, der adskiller sig fra den første, idet den omhandler det transeuropæiske system for højhastighedstog. Det, som jeg ønsker at sige ved denne lejlighed, er, at også her kunne man godt forbedre det europæiske system for højhastighedstransport, som også skal være tilrettelagt således, at det kan bruges af de almindelige borgere og ikke bare af forretningsmænd, der vil hurtigt fra Madrid til København eller endnu længere væk. Disse forretningsmænd kan nemlig benytte flyene. Højhastighedslinjerne skal især udvikles til turisme og til alle europæiske borgeres fritid og fornøjelse. Det gælder navnlig de ældre borgere, som hører til dem, der gerne ville rejse, hvis det var mere komfortabelt, og hvis der var flere "krydstogtagtige" toge end transporttoge.
+Indledningsvis vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse af ordførerens indsats i forbindelse med udarbejdelsen af den foreliggende betænkning vedrørende Kommissionens beretning om gennemførelsen og virkningerne af direktiv 96/48/EF om interoperabilitet i det transeuropæiske system for højhastighedstog. Interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem forudsætter harmonisering af de mange systemer og komponenter, som sikrer togdriften på tværs af de eksisterende net. Der er tre overordnede målsætninger. For det første drejer det sig om gradvist at skabe mulighed for uhindret togtrafik på de 15 nationale net. Målet er fri bevægelighed. For det andet drejer det sig om at fjerne eksisterende meromkostninger og ventetider for dermed at styrke jernbanetransportens konkurrenceevne og driftssikkerhed i forhold til konkurrerende transportformer. Målet er vedvarende mobilitet. For det tredje drejer det sig om takket være harmoniserede jernbanekomponenter at skabe et indre europæisk marked for jernbaneudstyr. Målet er i dette tilfælde af økonomisk og teknologisk art. Det direktiv, der er sat under debat i dag, havde til formål at sikre, at der blev udgivet tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI) for seks delsystemer (vedligeholdelse, infrastrukturer, energi, rullende materiel, drift og styringskontrol). Direktivet havde endvidere til formål i samarbejde med standardiseringsorganerne CEN, CENELEC og ETSI at iværksætte et standardiseringsarbejde vedrørende komponenter. Og endelig havde direktivet til formål at sikre, at de enkelte medlemsstater udarbejdede en oversigt over godkendte organer, som har til opgave at vurdere, hvorvidt de producerede komponenter overholder gældende standarder. Den foreliggende beretning, som er udarbejdet i henhold til de krav, der opstilles i direktiv 96/48/EF, giver en foreløbig vurdering af de resultater, der er nået på det omhandlede felt. Vi må konstatere, at der fire år efter direktivets ikrafttræden ikke er udarbejdet en eneste teknisk specifikation for interoperabilitet (TSI), skønt interoperabilitet anses for at være en grundlæggende forudsætning for borgernes mobilitet og for effektive transeuropæiske jernbanesystemer. På nuværende tidspunkt har flertallet af medlemsstaterne endnu ikke omsat direktivets bestemmelser til national ret. Der er således langt til de smukke ord om at prioritere jernbanetransporten højt! Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at der er sket fremskridt. Der er således nedsat et trepartsorgan, AEIF (Den Europæiske Sammenslutning for Jernbaneinteroperabilitet). Sammenslutningen arbejder på at identificere og udarbejde specifikationer for eksisterende teknologier, komponenter og fremgangsmåder. Dette arbejde forventes inden for den nærmeste fremtid at udmønte sig i to tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI). I forbindelse med de seneste investeringer i højhastighedsnettet (projekter på linje med Thalys) har man i øvrigt for første gang tilstræbt konvergens og sammenhæng i teknisk henseende. De omtalte fremskridt må imidlertid betegnes som utilstrækkelige set i forhold til de udfordringer, vi står over for. Nationale forskelligheder udgør en væsentlig hindring for den videre udvikling af jernbanetransporten i Europa. Der er imidlertid tale om en transportform, som frembyder mange fordele, for så vidt angår forurening, sikkerhed og bæredygtig udvikling. Tallene taler deres tydelige sprog. I 1970 tegnede jernbanetransporten sig for 21% af markedet for varetransport. I dag er markedsandelen faldet til 8,5%. Samme tendens ses, når det gælder antallet af rejsende, idet markedsandelen er faldet fra 10% i 1970 til de nuværende 6%. For godstransportens vedkommende er der en betydelig risiko for, at væsentlige segmenter af markedet for varetransport helt forsvinder. Lukning af store dele af det europæiske net vil uundgåeligt medføre et mærkbart fald i beskæftigelsen. Der er således god grund til at sætte fornyet skub i bestræbelserne for at sikre interoperabilitet. (Mødet udsat kl. 13.20 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandling om betænkning (A5­0135/2000) af Goebbels for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om forslag til Rådets afgørelse, jf. traktatens artikel 122, stk. 2, om Grækenlands indførelse af den fælles valuta pr. 1. januar 2001 (EF-traktatens artikel 122, stk. 2).
+Hr. formand, kære kolleger, det er selvfølgelig altid særligt spændende at få lov til at holde en tale i et så fyldt Europa-Parlament. Med det kan måske også hjælpe med til at overvinde lampefeberen. Det er jo ikke tilhørernes kvantitet, men derimod deres kvalitet, som er det helt afgørende. (Munterhed, bifald) Vi fortsætter debatten om Grækenlands tiltrædelse af eurosystemet. Vi skal i den forbindelse naturligvis tage højde for, at debatten om Grækenlands tiltrædelse af eurosystemet foregår i en atmosfære, som er præget af en svag euro og også af udvidelsen, hvor vi er os den kendsgerning bevidst, at enhver beslutning, der træffes nu, kan danne præcedens for de øvrige ansøgerlande. Jeg mener, at vi må tage hensyn til dette under hele debatten. Men samtidig må vi dog holde os til kendsgerningerne. Det er et faktum, at Europa-Kommissionen og Centralbanken har fremlagt nogle beretninger for os. Begge beretninger gav udtryk for - den fra Den Europæiske Centralbank måske med lidt flere forbehold - at Grækenland opfylder kriterierne i Maastricht-traktaten. Hvis man kigger lidt nærmere på tallene og kendsgerningerne, er der både positivt og negativt at bemærke. På den positive side taler utvivlsomt, at inflationen fra 1990 - hvor denne konsolideringsproces i Grækenland startede, og inflationsraten lå på 20,4% - er faldet til 2% i marts 2000. Det er absolut en anselig præstation. Det andet vigtige kriterium er underskuddet på statsbudgettet. Det lå i 1996 på 7,6% og var i 1999 faldet til 1,5%. Også det er en præstation i den græske økonomiske politik, som skal vurderes meget positivt. Men på dette punkt må man også nære visse betænkeligheder. For det første den kendsgerning, at kriterierne vedrørende inflationsraten først blev nået inden for kort tid i de seneste måneder, at det i den forbindelse sikkert også spillede en rolle, at forbrugsafgifterne samtidig blev sænket. Så er der spørgsmålet om statsgælden, som stadigvæk ligger på over 100% og kun langsomt bevæger sig i retning af de foreskrevne 60%. Vi må her foretage en afvejning. Man bør efter min mening også tage højde for, at markederne efter Den Europæiske Centralbanks erklæring i grunden allerede har foregrebet Grækenlands tiltrædelse til Den Monetære Union, at altså en negativ erklæring fra vores side ikke ville gavne kursen på euro, men på den anden side tilføje den græske økonomi væsentlig skade. Det bør efter min opfattelse inddrages i en objektiv vurdering. Derfor siger vi "ja, men" til Grækenlands deltagelse i Den Monetære Union. Flertallet i min gruppe vil stemme for. Vi har dog fremsat nogle ændringsforslag til Pomés Ruiz-betænkningen, som også klart præciserer vores betænkeligheder. For det første bliver det præciseret, at Maastricht-kriterierne også skal anvendes i fuldt omfang på alle andre ansøgerlande, og at der ikke skal dannes præcedens. For det andet at der skal sikres en bæredygtig inflationsrate. Jeg tror, at en forstærket gennemførelse af direktiver vedrørende det indre marked, som jo fører til mere konkurrence, kunne bidrage til, at dette mål nås i Grækenland. For det tredje at provenuet fra privatiseringer bliver brugt til at nedbringe gælden. Det er under disse forudsætninger, at flertallet i min gruppe stemmer for Grækenlands tiltrædelse af eurosystemet.
+Hr. formand, jeg vil først lykønske Grækenland med de overordentligt store fremskridt i landets økonomi. Kommissionen konkluderer nu, at Grækenland opfylder alle konvergenskriterierne. Jeg er overbevist om, at Parlamentet når frem til samme konklusion. Der er en stor præstation at opfylde konvergenskriterierne og samtidig skabe øget vækst og beskæftigelse, sådan som Grækenland nu gør. Europa - ikke mindst de resterende konvergenslande Sverige og Grækenland - viser nu, at det er muligt både at opfylde konvergensprocessens stabilitetskrav og samtidig opretholde en dynamisk økonomi med vækst og faldende arbejdsløshed. På den baggrund er jeg ikke bange for at anbefale, at Grækenland bliver et euroland fra og med 2001. Også Sverige opfylder de grundlæggende økonomiske betingelser. Sverige har i dag en af Europas stærkeste økonomier med lav inflation, høj vækst og overskud på statsfinanserne. Derimod opfylder Sverige endnu ikke alle de mere formelle krav. Sverige har endnu ikke tiltrådt valutakursmekanismen ERM, og den svenske lovgivning vedrørende den svenske nationalbank lever endnu ikke op til traktatens krav. Men det svenske parlament har påbegyndt en række ændringer af lovgivningen vedrørende valutapolitikken for at bane vejen for en svensk deltagelse i eurosamarbejdet. De resterende ændringer kan foretages, den dag Sverige faktisk søger om tiltrædelse af eurosamarbejdet, bl.a. ved at søge om optagelse i ERM-samarbejdet. Jeg er ganske på det rene med betænkningens rækkevidde. Men i et EU-skeptisk land som Sverige, der stadig føler sig som et nyt medlemsland, er det af demokratiske grunde nødvendigt, at der går en demokratisk proces forud for så stor en forandring som tiltrædelsen af eurosamarbejdet. Under udvalgsmødet erklærede kommissær Solbes, at det er det enkelte land, der skal ansøge om deltagelse i ERM-samarbejdet. Med andre ord, hvad angår Sveriges tiltrædelse, så er det min, og så vidt jeg kan bedømme også kommissærens opfattelse, at det er en politisk beslutning, om man vil have fuldgyldig status i ØMU'en gennem tiltrædelse af ERM-samarbejdet. I udvalget sagde kommissær Solbes, at han respekterer den svenske regerings beslutning om at lade befolkningen træffe en afgørelse ved en folkeafstemning. Derfor er vi også taknemmelige for de passager i Goebbels-betænkningen, hvor han hylder denne demokratiske proces. Jeg arbejder hårdt for et svensk "euromedlemskab", og jeg er overbevist om, at vi i Sverige om nogle år når frem til samme afgørelse, som Grækenland har truffet i dag, det vil sige, at Sverige bliver godkendt som fuldgyldigt medlem af Den Økonomiske og Monetære Union og det fælles valutasamarbejde. Jeg ser frem til den dag!
+Hr. formand, kort om Sverige. Sverige er blevet medlem af Den Europæiske Union uden opting out. Bestemt ikke med hensyn til ØMU'en. Kun på punkter, f.eks. lovgivning, som Sverige selv kan styre, slår dette land ikke til. Man taler om en folkeafstemning. Jeg vil gerne vide datoen, men den eksisterer sikkert ikke. Hvor længe varer det, inden Kommissionen gør sin pligt og minder Sveriges socialdemokratiske regering om underskriften på en meget vigtig kontrakt? Den svenske regering er et meget dårligt eksempel for de ansøgerlande, der i øjeblikket sidder i ventesalen. Så til Grækenland, hr. formand. Her har jeg et problem. Grækerne har ydet en stor præstation. Den tvivl, som jeg føler, drejer sig kun om varigheden af denne præstation. Men jeg er mig meget bevist om, at vi ved at straffe Grækenland for en meget positiv præstation lader de virkeligt skyldige gå fri. Grækenland opfylder sandsynligvis ikke kriterierne mere eller mindre, end andre lande gjorde. Eurozonen må meget nemt kunne bære en forholdsvis lille økonomi som den græske. I øjeblikket er det imidlertid et forkert psykologisk signal til markedet og borgerne, der med skæve øjne har set euroen stige ned fra Olympen, for nu at blive i stilen. Derfor skal Parlamentet på borgernes vegne afgive et signal til Unionens store medlemsstater. Men Centralbanken bestemmer f.eks. ikke om euroens eksterne værdi. De virkelig skyldige er regeringerne i Tyskland, Frankrig, Belgien og først og fremmest Italien. Disse lande forsømmer deres pligt over for euroen og de europæiske borgere. Ikke kun deres egne borgere. De iværksætter ikke de nødvendige reformer på deres egne markeder. Regeringer er alt for venlige over for hinanden, når de ikke overholder faste aftaler, under mottoet: I dag er det dig, i morgen er det måske mig. Hvorfor tages der ikke fat i Italien, når dette land forkludrer sine gode forsætter. De store medlemsstater og Belgien leger med alle europæiske borgeres interesser. Det mærker de ikke noget til, så længe de bliver i Europa, siges det hele tiden. Det skal vi da ikke bestemme for borgerne, hr. formand? I Nederlandene emigrerer mange landmænd til Nordamerika. En svag euro skader dem meget. Virksomhederne i den Europæiske Union kan købes 25% billigere af USA. Jeg mener, at tiden er inde til forandringer. Jeg afholder mig fra afstemningen i dag, hr. formand.
+Hr. formand, der hersker ikke tvivl om, at Grækenland har gjort sig store anstrengelser for at opfylde konvergenskriterierne. Det bør vi absolut anerkende, men fuldt kvalificeret, som ordføreren, hr. Goebbels, har sagt, er Grækenland ikke. Spørgsmålet om bæredygtigheden melder sig på ny. Fru Randzio-Plath har her endnu en gang understreget vigtigheden af en bæredygtig opfyldelse af konvergenskriterierne. Hvis vi ser os om i Europa, så kan vi konstatere, at alle de steder, hvor der sidder socialdemokratisk ledede regeringer, eller hvor sådanne er kommet til magten, er der problemer med bæredygtigheden. Det gælder også de store lande som Tyskland, Frankrig eller Italien. Det kan Kommissionen som traktaternes vogter ikke bare se igennem fingre med og lade som om, at alt er, som det skal være. Det, som vi i dag skal træffe beslutning om, er så vigtigt, fordi andre medlemsstater i eurozonen står og venter i køen, og derfor må vi også anvende kriterierne på Grækenland. Grækenland blev medlem af EMS for to år siden og revaluerede drakmen ved årets begyndelse. Dette punkt er stort set opfyldt. For det andet blev inflationsraten nået for kort tid siden. Det vil vise sig, om der er tale om noget varigt. Jeg havde foretrukket at udsætte tiltrædelsen af euroområdet med et år, til den 1. januar 2002. Rentesatsen - det er der allerede blevet gjort opmærksom på - opfylder overhovedet ikke de kriterier, som er opstillet i Maastricht-traktaten. Gælden er kun blevet nedbragt en anelse, kun 6 procentpoint på otte år, i modsætning til Italien og Belgien, som har nedbragt gælden langt mere. Jeg har i sandhed mine tvivl om, hvorvidt der her er tale om bæredygtighed. Privatiseringen af statsvirksomhederne skrider kun langsomt frem. Der må fortsat kun sælges 49% af statens andel, det vil sige, at det er en privat kapitalfremskaffelse, men heller ikke mere. Det er ikke nogen rigtig privatisering. Beslutningen om Grækenlands tiltrædelse til Den Monetære Union må ikke træffes for at gøre Grækenland en tjeneste. I Europa-Parlamentet er der et stærkt mindretal, som ønsker Grækenlands deltagelse i eurosystemet, men mener, at den kommer for tidligt. Spørgsmålet om, hvordan vi nu forholder os, har betydning for, om euroen permanent forbliver stabil indad- og udadtil eller ej. Lad mig gøre en sidste bemærkning vedrørende sammenligningerne med D-marken i 1985. Det kan man overhovedet ikke sammenligne. I 1985 fandtes Den Europæiske Fælles Akt jo ikke engang. I dag har vi det realiserede indre marked. De kan ikke sammenligne æbler og pærer, hr. kollega. Pres derfor på sammen med os på for, at konvergenskriterierne overholdes til punkt og prikke!
+Hr. formand, jeg går helt og holdent ind for Grækenlands indførelse af Europas fælles valuta, euroen. Som hr. Goebbels skrev i sin betænkning, er det ikke vores opgave som Europa-Parlament at foretage en konkret vurdering af, hvorvidt Maastricht-kriterierne er opfyldt, da dette allerede er blevet specificeret af Kommissionen og af de organer, der har ansvaret for at kontrollere og give os disse oplysninger. Europa-Parlamentet skal afgive en politisk udtalelse, det skal tale med sit hjerte og sin sjæl og ikke med tallene. Hvordan kan man have en Europæisk Union, hvor en af de 15 stater, der beder om lov til også at deltage i den sidste og vigtigste grad af europæisk samhørighed, nemlig den fælles valuta, får lov til at stå uden for døren endnu en gang? Når man tænker på - sådan som der står i betænkningen - at alle Maastricht-kriterierne er opfyldt, og at dette land oven i købet hedder Grækenland - et navn, der i sig selv er magisk - kan dette absolut ikke undgå at vække vores entusiasme og bevidsthed om, at vi ikke kan sige nej. Og her tænker jeg navnlig på Grækenlands pensionister. Man kan spørge mig, hvad jeg fra det italienske Pensionistparti har at gøre med de græske pensionister. Men de har faktisk noget med mig at gøre, hr. formand, for hvis vi skal bede Grækenland om at reducere sin gældsætning endnu en gang - og i dag sker dette som bekendt kun ved at mindske de ældres og pensionisternes pensioner i stedet for at undgå spild, der, som taleren før mig sagde, især i de socialistiske regeringer er spild af budgetmidler - for at kunne deltage i Europas fælles valuta, skal man ikke lade Grækenlands pensionister og ældre mennesker betale prisen.
+Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, de fremskridt, som Grækenland har gjort i forbindelse med opfyldelsen af konvergenskriterierne, er virkeligt imponerende. De vidner om dette lands vilje til ikke at sky nogen anstrengelser for at blive medlem af euroland. Jeg går ind for, at alle lande skal behandles ens ved vurderingen af kriterierne. Det vil sige et generelt "ja" til Grækenlands deltagelse i euroområdet, men et klart "men" ved vurderingen af det foreliggende resultat. Inflationskriteriet og gældsniveauet giver i sandhed anledning til bekymring. Grækenland har først nået referenceværdien for den tilladte inflationsrate inden for de seneste måneder. Der blev ikke skyet nogen midler for at nå dette mål. Her trænger sig så spørgsmålet på, om den nu nåede stabilitet i pengeværdien også kan sikres på langt sigt, eller udtrykt på en anden måde, hvordan ser det i virkeligheden ud med bæredygtigheden? Også gældsniveauet på over 100% af BNI er til sammenligning med referenceværdien på 60% alt for højt og giver anledning til bekymring. I den forbindelse må man også tage i betragtning, at en varig nedbringelse af statsgælden i Grækenland ikke ligefrem er begunstiget af euroens nuværende frie fald, og at der heller ikke kan forventes positive signaler af den renteniveaustigning i euroområdet, som kan forventes på lidt længere sigt. Lad os være på det rene med følgende ved beslutningen: Finansmarkederne drager straks konklusioner vedrørende den forestående udvidelse mod øst. For alle euroaspiranter blandt landene i Central- og Østeuropa kan døren herefter ikke åbnes så meget som én centimeter mere, end det har været tilfældet med Grækenland. Derfor skal man være forsigtig med at tolke de foreliggende resultater for generøst. De er - jeg understreger det endnu en gang - et øjebliksbillede, som er opstået under store anstrengelser, som de jure berettiger Grækenland til optagelse. Kort sagt, et "ja" må efterfølges af et lige så klart "men".
+Hr. formand, euroen blev født for to år siden. For mig som ven af EU-tilhængere var det en stor dag, da valutaunionen kom i havn, præcist som planlagt og med hele 11 medlemsstater. For mig som svensker var det skuffende, at socialdemokraterne i Sverige ikke formåede at levere resultatet på daværende tidspunkt. Nå er der gået to år uden forklaringer eller fremskridt fra svensk side. Vi er desværre landet uden ØMU-strategi. Jeg kan blot lykønske Grækenland som det 12. euroland. Når vi nu koncentrerer diskussionerne om Grækenland og endevender dets økonomi, så burde samtlige EU-lande gøre det samme. Der er mange, der forklarer euroens fald med, at USA's økonomiske udvikling er stærkere end Europas. Det kan ikke benægtes. Derimod er det overraskende, at der ikke gøres mere fra europæisk side for at vende denne tendens. For mig at se er der indlysende årsager hertil. Tilliden til de europæiske regeringer brister. Det er på tide at gennemføre de strukturændringer, der ofte tales om, men som endnu ikke er blevet gennemført. Med lavere skatter og et mere fleksibelt arbejdsmarked kan Europa tage skridtet ind i den nye økonomi. Der er brug for mere budgetsanering, mere konkurrence, mere deregulering og hurtigere afvikling af monopolerne. Hvis Europas regeringer prioriterer dette arbejde, vil tilliden til euroen straks styrkes. Men mange af EU's socialdemokratisk styrede regeringer formår ikke at handle. Der mangler lederskab. ECB-chefen kan ikke "tale valutaen op". Det er kun medlemsstaterne, der kan gøre EU og euroen konkurrencedygtige.
+Hr. formand, diskussionen viser netop i PPE-gruppen, at man ikke gør det let for sig selv, og vurderingerne i sidste ende er ens, og at man muligvis kommer frem til andre konklusioner. Men indledningsvis vil jeg gerne lykønske Grækenland med de fremragende resultater, som det har nået sidste år med hensyn til statsgælden og inflationen. Men vi må se på den nuværende situation. Det er sikkert rigtigt, at Grækenland rent samfundsøkonomisk ikke vil være det pulserende område, det store marked inden for eurozonen. Hr. Goebbels, med hensyn til inflationen så håber jeg, at - jeg ved ikke, om jeg forstod Dem ret her til morgen - den lave inflationsrate, som De mente, altid vil være givet. Der skal her ydes et stort stykke arbejde. Men det er den første tiltrædelse til eurozonen. I modsætning til starten, hvor vi også har referencetilfælde med Italien og Belgien, må vi nu med udvidelsen mod øst for øje passe på, at vi ikke skaber nye referencetilfælde, og at det ikke bliver til en never ending story. Men lige præcis det ser ud til at blive vores problem. Det er vigtigt, at der i dag bliver truffet en beslutning, som politisk styrker tilliden til euroen. Det vil sige, at markederne for fremtiden tror på, at det er økonomiske mål og kriterier og ikke politiske beslutninger. CSU stemmer i dag imod, hvilket ikke er et nej til Grækenland og til euroen, men et nej på nuværende tidspunkt med det håb at kunne optage Grækenland til næste år. ECB bragte selv temaet "bæredygtighed" på tale. Netop dette synspunkt - et års mere tid til at stabilisere den lokale økonomi - kunne også være et signal til eurozonen, medlemsstaterne og til finansmarkederne.
+Hr. formand, jeg vil takke hr. Goebbels for hans betænkning og de forskellige deltagere i denne forhandling. I dag behandler vi betænkningen om konvergens, der drejer sig om problemerne med Grækenland og Sverige. Hvad angår Sverige, har situationen praktisk talt ikke ændret sig siden 1998. Den økonomiske situation er positiv, men den svenske centralbanks retlige tilpasning opfyldes ikke, og Sverige deltager heller ikke i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme. Hvad angår Grækenland, er situationen helt anderledes. Grækenland opfyldte ikke konvergenskriterierne i 1998, og alligevel opfylder det dem i dag. Når jeg siger dette, mener jeg, at det opfylder dem nøje, med nøjagtig den samme fortolkning, som gjaldt i 1998. Det er klart, at Grækenland har gjort en stor indsats, og på det punkt har jeg ikke noget at tilføje til de positive resultater, som hr. Goebbels har fremhævet i sin betænkning. Men jeg vil gerne tage nogle af de punkter op, som der er blevet refereret til i dag, på grund af den bekymring, der er for den græske model. Jeg forstår den bekymring ud fra det synspunkt, at Grækenland danner præcedens ikke bare for de nye ansøgerlande, men også for de nuværende medlemmer af Unionen, som i fremtiden kan blive medlemmer af den fælles valuta. I den forbindelse er det helt klart, at det, vi gør med Grækenland, er afgørende, men jeg gentager, at i Grækenlands tilfælde er der ikke gjort andet end det samme, som blev gjort med de øvrige lande, da deres situation blev vurderet i 1998. Bekymringen har hovedsageligt drejet sig om to ting: gælden og inflationen. Er de holdbare? Er den inflationssituation holdbar, eller, som De kalder det, varig? Det er rigtigt, at gælden for Grækenlands vedkommende er over 100% af BNP, en situation, der i det store hele svarer til den belgiske og den italienske. Jeg synes ikke, at det er fornuftigt at sammenligne den eksisterende græske situation med den eksisterende italienske og belgiske situation. Man må ikke glemme, at Belgien og Italien er blevet favoriseret af, at gælden er blevet nedbragt som følge af rentefaldet, som især skyldes deres centralbankers tilnærmelse af renteniveauet til Den Europæiske Centralbanks renteniveau. Til sammenligning ligner den græske situation den italienske eller den belgiske situation i sin tid. Det andet punkt, som har rejst en vis bekymring, er inflationen. Jeg forstår denne bekymring med udgangspunkt i to synspunkter: for det første er det rigtigt, at den inflationsrate, der er nødvendig for at opfylde kriterierne, blev opfyldt for forholdsvis kort tid siden, for det andet er det også rigtigt, at der vil ske et rentefald, som uden tvivl vil medvirke til, at underskuddet og gælden nedbringes hurtigere, men som kan skabe spændinger på markedet. Jeg vil knytte nogle bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland har opnået denne inflationsrate på en holdbar måde. Grækenland har allerede opfyldt inflationskriteriet i nogle måneder, og situationen forbedres væsentligt. I formiddag har jeg haft lejlighed til at tale om de græske tal, som blev offentliggjort for nogle dage siden af det nationale, græske statistikkontor. Og her til morgen er tallene fra Eurostat også blevet offentliggjort. For øjeblikket placerer det harmoniserede forbrugerprisindeks for Grækenland sig på 2,1% med et fald på syv tiendedele i forhold til tallet for marts. Det er en bedre situation end den, der f.eks. gælder for nogle af landene i den monetære union såsom Belgien, Spanien, Irland, Italien, Luxembourg og Finland. Derfor er Grækenlands situation til sammenligning virkelig god i dag. Hvis vi holder os til udelukkende at beskæftige os med de seneste 12 måneder, ser vi, at der i øjeblikket er en inflation på 2%. Det er tydeligt bedre end situationen i Spanien og Irland og svarer stort set til situationen i Italien, Luxembourg og Nederlandene. Med hensyn til tal mener jeg derfor ikke, at den græske situation burde bekymre os. Men Kommissionen er også enig i den bekymring, som nogle medlemmer har givet udtryk for. Derfor har vi lagt vægt på to punkter, når vi har diskuteret såvel de overordnede retningslinjer for økonomisk politik som konvergensrapporten. Grækenland skal gøre to ting - og den græske regering er rede til at gøre dem og har forpligtet sig til det. For det første fortsætte med sine liberaliseringspolitikker og politikker for strukturelle reformer, som gør det muligt at forbedre inflationssituationen. For det andet skal Grækenland fortsætte sin politik for at nedbringe underskuddet, men ved et policy mix, der gør det muligt for regeringen, i tilfælde af at stigningen i efterspørgselen som følge af rentefaldet skaber inflationsspændinger, at tage sin skatte- og afgiftspolitik op til fornyet overvejelse, så den ikke har negative indvirkninger i forbindelse med integrationen i den monetære union. Jeg er overbevist om, at det alt sammen vil ske. Det er den græske regerings forpligtelse. Derfor mener jeg, at Grækenlands indtræden i euroen ikke bliver en hindring for euroen, men en støtte. Euroen viser, at den fortsat er en attraktiv valuta, som nogle lande ønsker at indtræde i. Jeg håber, at den vej, som Grækenland viser i dag, kan blive fulgt af andre medlemslande i de kommende år. Dette er afslutningen på en proces. Vi må vente på dens kulmination i forbindelse med beslutningerne i juni, men jeg er overbevist om, at vi ved til sin tid at byde Grækenland velkommen i euroen skaber mere tillid i forhold til alle mulige andre argumenter imod den fælles valutas fremgang i fremtiden.
+Hr. formand, jeg har spurgt kommissæren, hvornår han gør sin pligt med hensyn til Sverige og minder den socialdemokratiske regering i Sverige om den underskrift, der her er sat af Sverige. Hvornår h��ndhæver Kommissionen traktaten?
+Kommissionen respekterer altid traktaten, det er den forpligtet til. De må ikke glemme, at Sverige ikke deltager, fordi centralbanken ikke har tilpasset sig de europæiske krav, en beslutning, der henhører under svensk lovgivning. Og glem heller ikke, at deltagelsen i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme er en frivillig beslutning. De kan spørge mig, om dette ikke er i modsætning til ånden i Maastricht-traktaten, men det er et punkt, som vi naturligvis ikke kan diskutere nu.
+Mange tak, hr. kommissær Solbes Mira. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0109/2000) af Randzio-Plath for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om udkast til Kommissionens direktiv om ændring af direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder (SEK(1999) 404 - C5-0102/2000 - 2000/2065(COS)).
+Hr. formand, formålet med direktivet er at afsløre og forhindre konkurrenceforvridende subsidier. Med dette for øje pålægges offentlige og private virksomheder, som varetager offentlige opgaver, ifølge direktivet pligt til at føre særskilte regnskaber, hvoraf virksomhedens eksklusive og dens konkurrencebetingede opgaveområde fremgår hver for sig. Direktivet baserer på artikel 86, stk. 3, og udstedes dermed af Kommissionen som kompetent myndighed. Dette svarer egentlig ikke længere til tidens ånd og det, som vi forestiller os ved europæisk lovgivning, og det bør ændres. Men dagens forhandling skal udtrykkeligt hilses velkommen, fordi den er et eksempel på den nye form for gennemskuelighed i Kommissionens lovgivende arbejde på de områder, hvor den også har kontrollen, og på kommissær Montis og hans medarbejderes interesse for Europa-Parlamentets holdning. De berørte virksomheder har særlige eller eksklusive rettigheder eller leverer tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. For så vidt er der her mulighed for krydssubsidieringer og for, at der også indbringes klager over krydssubsidieringer. Tusindvis af virksomheder vil blive berørt. Det er tvivlsomt, om de virkelig ser byrden i et rimeligt forhold til direktivets formål. Et flertal i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål har udtrykkeligt understreget denne ordning, fordi der kræves mere gennemskuelighed i det indre marked. For så vidt er det også det øvrige udvalgs holdning, selv om ordføreren på nogle områder var i mindretal. Det er tvivlsomt, hvorvidt foranstaltningen virkelig egner sig til lettere at undersøge en mistanke om konkurrenceforvridende subsidier, eftersom der ikke findes europæisk harmoniserede metoder for intern regnskabsførelse. Jeg formulerer disse tvivl, så Kommissionen har mulighed for konkret og konstruktivt at fjerne en eller flere af dem ved revideringen. Jeg har allerede nævnt, at Kommissionen kan forvente klager over krydssubsidieringerne og tidligere allerede har behandlet klager. Og dog så man tidligere, at Kommissionen altid havde fastsat sektorspecifikke ordninger, som består af mangfoldige reguleringsområder. Desværre er den ikke fortsat ad denne vej. Man kan naturligvis sige, at det er lettere nu at have en fælles ordning for de resterende områder, og det var også holdningen hos flertallet i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Men jeg mener også, at ethvert direktiv også skal undersøges med hensyn til effektivitet, træfsikkerhed og differentierethed, så Kommissionen bliver i stand til at udføre sin kontrolfunktion optimalt. Der var endnu et problem i forbindelse med forhandlingerne om dette direktiv. Kommissionen har nemlig ikke fremhævet, at det i henhold til artikel 295 i EF-traktaten udelukkende er medlemsstaterne, som har kompetence til at bestemme, hvilke tjenesteydelser der er af almindelig økonomisk interesse, og hvorledes de skal leveres. Jeg spørger nu mig selv, om Kommissionen, idet den ikke fremhæver dette i direktivet om gennemskuelighed, lidt efter lidt vil blande sig i denne definitionssuverænitet og dermed udhule subsidiaritetsprincippet. Det er op til medlemsstaterne at bestemme, at en tv-kanals udbud er i overensstemmelse med public service-opgaven, og at alle udsendelser dermed netop ikke inddrages, eller også bliver de det alligevel. Her kan EU ikke gribe ind. For så vidt skal der også i direktivteksten endnu en gang henvises til Amsterdam-traktatens protokol, da det heri er fastlagt, at det også er et anliggende for medlemsstaterne at specificere de økonomiske og organisatoriske strukturer for public service radio- og tv-virksomhed og de dermed forbundne aktiviteter. Støtte til opfyldelse af en public service-opgave er udtrykkeligt tilladt, og det har et flertal i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål også vedtaget. På områder uden for en offentlig radio- og tv-virksomheds public service-opgave må denne dog heller ikke modtage statsstøtte. Kommissionen må altså principielt præcisere, at den på ingen måde drager betydningen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i tvivl. Den må præcisere, at udkastet til direktivet ikke er endnu et angreb på de offentlige virksomheder som system. Konkurrencereglerne skal selvfølgelig overholdes af alle. Selvfølgelig er det vigtigt og rigtigt, at konkurrencereglerne anvendes effektivt og ensartet, og at krydssubsidiering i modstrid med støttereglerne forhindres, men konkurrenceregler er ikke et mål i sig selv, men et middel til at opnå, at en social markedsøkonomi kan fungere gnidningsløst på det indre marked.
+Hr. formand, kernen i beslutningen er traktatens artikel 86. I stk. 1 bestemmes det, at medlemsstaterne ikke træffer eller håndhæver foranstaltninger vedrørende offentlige virksomheder og de virksomheder, som de giver særlige rettigheder eller enerettigheder, der er i strid med reglerne i traktaten. I stk. 2 tilføjes kort sammenfattet, at virksomheder, der er pålagt styringen af tjenester af offentlig interesse, er omfattet af traktatens regler. Det er Kommissionens opgave at overvåge, at denne artikel overholdes, og den skal give medlemsstaterne passende retningslinjer eller beslutninger. Ændringen af det direktiv, som denne beslutning vedrører, skal gøre Kommissionen i stand til at udføre denne opgave bedre, hvilket bestemt er nødvendigt i betragtning af den stadigt mere vidtgående liberalisering i de sidste år. Offentlige virksomheder og tidligere offentlige virksomheder bevæger sig mere og mere ind på det kommercielle område, hvor de bl.a. med statens penge konkurrerer med private virksomheder, altså med sine egne borgere. Det må efterhånden være klart, at der absolut ikke mere er tale om den ønskede level playing field. Det fører til spild af penge, forstyrer den internationale handel og udgør dermed en trussel mod det indre marked. Det er da ikke mere end logisk og rimeligt, at offentlige virksomheder, i det øjeblik de begiver sig ud på markedet, skal overholde de samme regler som private virksomheder. Som middel til at sikre level playing field vælger Kommissionen at pålægge virksomheder med en nettoomsætning på over 40 millioner euro pligt til at føre adskilte konti, der skal give indsigt i adskillelsen mellem forskellige aktiviteter med hensyn til udgifter og indtægter for hver enkelt aktivitet, i de anvendte metoder for indregning af udgifter og indtægter og i anvendelsen af nettoindtægten for hver enkelt aktivitet. Det er i korthed de overvejelser, der ligger til grund for forslaget. Kort sagt, hvor kommer midler til investeringer på det kommercielle område fra. I EMAC og udvalget var der oprindeligt stor modstand mod Kommissionens forslag. Faktisk var kun nogle få PPE-medlemmer og ELDR-gruppen for den påtænkte gennemskuelighed. Det har bekymret mig. Vi er som parlamentsmedlemmer valgt til at føre demokratisk kontrol med det udførende organ, i dette tilfælde Kommissionen. Kommissionen er på sin side ansvarlig for overholdelsen af artikel 86. På den ene side har vi altså pligt til at påse, at Kommissionen gennemfører sin opgave godt, men samtidig er der nogle af os, der ønsker at gøre dette umuligt. Hvordan ser det ud udadtil? Vi råber ved enhver given lejlighed, at vi tilstræber ærlig konkurrence og udnyttelse af det indre marked, men når det kommer til stykket, tænker vi kun på vores egen lille baghave. I betænkningen om Grækenlands medlemskab bebrejder jeg regeringerne, at de ikke gør det, der skal gøres. Modstanderne af dette direktiv hjælper regeringerne hermed. Parlamentet kan ikke gøre andet end at sørge for, at markederne er klare og gennemskuelige, og at vi ikke forfordeler den ene virksomhed i forhold til den anden. Dette direktiv virker så kedeligt, men det er i virkeligheden "proof putting".
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne knytte tre kommentarer til det foreliggende forslag til direktiv og den heraf affødte høring. Jeg vil i øvrigt udtrykke min anerkendelse af ordførerens indsats i denne anledning. Det er lykkedes at finde en fornuftig balance i en debat, som ofte får et næsten ideologisk præg. Hr. kommissær, det glæder os, at Deres forslag helt berettiget udelukker visse sektorer. Jeg vil endvidere gerne bemærke, at det, som også påpeget af ordføreren, er vigtigt ikke at glemme medlemsstaternes kompetence på dette felt. Der findes fortsat ikke i fællesskabsretten en definition af begrebet tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Vi må derfor anvende subsidiaritetsprincippet, og vi er udmærket klar over, at der, hvad dette emne angår, kan forekomme væsentlige nationale forskelle. Jeg må derfor opfordre kommissæren til at anvende alle traktatbestemmelser med samme engagement og beslutsomhed, i særdeleshed bestemmelser, som takket være de ændringer, der er gennemført med Amsterdam-traktaten, giver Kommissionen nye redskaber, ikke mindst med henblik på at få defineret retten til at tilbyde tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Jeg må opfordre fru Peijs til endnu en gang, og i den seneste udgave af traktaten, at læse de bestemmelser, hun betragter som helt centrale, når det gælder EU's konkurrenceret. Hr. kommissær, min tredje bemærkning vedrører public service-forpligtelser inden for radiovirksomhed. Jeg må også på dette felt henvise til de traktatændringer, der blev gennemført med vedtagelsen af Amsterdam-traktaten. Der gælder helt klart særlige bestemmelser for denne sektor. Medlemsstaterne har med de særlige bestemmelser villet sikre, at denne sektor behandles som en særskilt sektor, som ikke er omfattet af de konkurrenceretlige regler, der finder anvendelse på andre områder. De anførte forslag om gennemskuelighed kan derfor efter min opfattelse ikke umiddelbart anvendes på omtalte sektor. Tankerne om, at særskilte regnskaber skulle gøre det muligt at sondre mellem konkurrencebetingede aktiviteter og public service-aktiviteter, vil efter min opfattelse vanskeligt kunne gennemføres inden for denne sektor - så meget mere som der, i parentes bemærket, ikke er fastlagt en harmoniseret europæisk regnskabspraksis.
+Jeg beklager mig over lydkvaliteten fra forstærkerne. Det runger meget i salen. Vi kan næsten ikke høre dem, der taler på Deres eget sprog, fordi det runger. Kan der gøres noget ved det?
+Fru Maes, vi vil forsøge at løse det problem, som de nævner i Deres indlæg.
+Hr. formand, Den Liberale Gruppe glæder sig over Kommissionens forslag, der vil give øget offentlig indblik i de offentlige virksomheder og styrke konkurrencen. Vi vil takke fru Randzio-Plath for et godt samarbejde. Statsstøtte skævvrider konkurrencen og skader forbrugere såvel som virksomheder. I princippet forbyder traktaten alle former for statsstøtte, herunder såkaldte krydssubsidieringer. Traktaten forbyder imidlertid ikke, at der findes offentlige virksomheder, der skal udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Uanset hvad man synes herom, er det op til medlemslandene selv at definere, hvad de forstår ved tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Medlemslandene kan imidlertid ikke selv afgøre, hvilke former for støtte de skal bevilge til sådanne virksomheder. Retten i Første Instans i Luxembourg besluttede så sent som i forrige uge, at der kun kan gives statsstøtte til tv- og radioselskaber, når Kommissionen har sagt, at det er foreneligt med traktaten. Spillereglerne skal fortolkes ens for alle parter. Al støtte, der ikke går til finansiering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, er forbudt og skal bekæmpes. I dag leverer et statsligt radio- og tv-selskab ofte tjenester, der ligger uden for det, vi vil kalde tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Et eksempel er internettilslutning. De midler, som staten giver til finansiering af selskabets basisvirksomhed, må naturligvis ikke bruges til at finansiere udbuddet af internettilslutninger. I så fald skævvrides konkurrencen til skade for såvel brugere som private virksomheder. Kommissionens forslag kræver af virksomhederne, at det klart fremgår af deres regnskaber, hvilke midler de offentlige virksomheder har modtaget, og hvordan de er blevet anvendt. Virksomhederne skal også vise, hvilke udgifter de har, og hvor indtægterne kommer fra for de forskellige aktiviteter. Det er særdeles rimelige krav. Begge disse forpligtelser er enkle midler til at opretholde spillereglerne mellem private og offentlige virksomheder. Det er vigtigt for at opretholde rigtige spilleregler på det indre marked.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne på min gruppes vegne knytte fire bemærkninger/kommentarer til det foreliggende forslag, idet jeg i øvrigt indledningsvis vil udtrykke anerkendelse af fru Randzio-Plaths indsats i denne sammenhæng. For det første vil jeg gerne takke kommissæren for at have foranlediget dette forslag forelagt for Europa-Parlamentet. Vi får mulighed for at afgive udtalelse om et direktiv, som juridisk set ikke kræver høring af Europa-Parlamentet, om end der er tale om et overordentlig vigtigt emne. Jeg vil benytte lejligheden til at gentage, at det er mit håb, at det i forbindelse med regeringskonferencen foreslås, at al lovgivning vedrørende konkurrenceretlige anliggender fremover skal være underlagt den fælles beslutningsprocedure. Vi vil dermed i højere grad kunne optræde som ligeværdige parter i lovgivningsarbejdet. Min næste bemærkning vedrører det foreliggende direktivforslags målsætning. Målsætningen er særdeles klar, idet det drejer sig om, under Kommissionens tilsyn, at sikre, at offentlig støtte, som på legitim vis ydes til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, ikke reelt kommer konkurrencebetingede aktiviteter til gavn. Løsningen på problemet er imidlertid mindre entydig, hvilket også det foregående indlæg vidner om. Jeg er særdeles interesseret i at høre hr. Montis svar på den foregående talers indlæg, idet denne påpeger, at eksempelvis internetadgang ikke er omfattet af bestemmelserne om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Dette er efter min opfattelse klart i modstrid med de mål, der blev fastsat i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Lissabon. Vi bør tværtimod definere begrebet tjenesteydelser af almen økonomisk interesse så bredt som muligt. Man kunne således forestille sig, at Fællesskabet som sådan - om end spørgsmålet afgøres i henhold til subsidiaritetsprincippet - i det mindste fastsatte nogle minimumsstandarder for, hvad der betragtes som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. I modsat fald ender vi i en ret så kaotisk situation. For det tredje ville jeg gerne høre, hvordan Kommissionen forholder sig til punkt 4 i Europa-Parlamentets betænkning? Ordføreren og Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål anmoder her Kommissionen om at præcisere, hvilken betydning den tillægger tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Jeg imødeser Kommissionens svar herpå. For det fjerde er der stillet et ændringsforslag (ændringsforslag 3), som tager sigte på udtrykkeligt at udelukke radiovirksomhed fra direktivforslagets anvendelsesområde. Jeg foretrækker dette ændringsforslag frem for den foreliggende tekst, afsnit 6, som er et mesterværk af diplomatisk sprogbrug, men på det nærmeste uforståeligt. Jeg anmoder således Kommissionen om at støtte ændringsforslag 3 fremsat i plenarforsamlingen.
+Mange tak, hr. formand. Jeg vil gerne slutte mig til mine kolleger og takke kommissær Monti for, at han hører Parlamentet i denne sag og lykønske vores ordfører med hendes store arbejde. Hovedindholdet i denne betænkning handler om at analysere, hvilke offentlige virksomheder, som opererer inden for EU, der kan modtage økonomisk støtte fra medlemsstatsregeringer. Der er helt klart modstridende synspunkter om dette emne her i Parlamentet. Der er dem, der gerne så virksomheder, som kun er i direkte konkurrence med den private sektor, blive underkastet betingelserne i dette direktiv, mens andre vil foreslå, at offentlige virksomheder, som klart er af generel interesse, kunne falde inden for dette direktivs undtagelser. Det må siges, at den ret, der er forbeholdt medlemsstater, til at fastslå, hvad der udgør forsyningspligtydelser, bør bevares, og det område, som jeg gerne vil behandle særligt, er spørgsmålet om radio- og tv-virksomhed. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at den protokol, der er vedføjet Amsterdam-traktaten, anerkender, at systemet af public service radio- og tv-virksomhed i EU-medlemsstaterne er direkte forbundet med vores samfunds demokratiske, sociale og kulturelle behov. Vi må sikre, at public service radio- og tv-virksomhedens etos ikke undermineres med den nye teknologis indmarch. Jeg vil påstå, at det er mere væsentligt nu, hvor vi har en stærk sektor for public service radio- og tv-virksomhed, at sikre bevarelsen af denne demokratiske, sociale og kulturelle sektor. Som konklusion vil jeg sige, hr. formand, at dette er grunden til, at jeg mener, at public service radio- og tv-kanalernes rolle bør bevares, og samtidig med, at jeg bifalder, at der bør forbeholdes medlemsstaterne en ret til at bestemme, hvad der udgør ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, det foreliggende udkast til ændring af direktiv 80/723/EØF regulerer et vigtigt problem inden for konkurrencepolitikken, nemlig kravet til de offentlige myndigheder om at klarlægge deres forbindelser til offentlige virksomheder. Det er ikke noget nyt tema. Dette direktiv har været gældende siden 1980, og det er utvivlsomt ved at være på tide, at det bliver revideret, fordi det på grund af liberaliseringsprocessen er forældet på mange områder. Men man kan stille det spørgsmål, om dette forehavende peger i den rigtige retning, således som Kommissionen har foreslået, hvis man stemmer for denne principielle ændring. Jeg vil gerne nævne flere punkter og bede kommissæren om at undersøge dem endnu en gang og tage hensyn til dem i den endelige version af direktivet om gennemskuelighed. For det første vil jeg nævne undtagelsesordningen for små og mellemstore virksomheder, som siden 1980 har ligget på 40 millioner euro. Siden da er omsætningsindekserne steget med et multiplum. Derfor ville en hævning af grænsen til 100 millioner euro være hensigtsmæssig og nødvendig. For det andet vil jeg nævne den nyligt indførte balancesumgrænse for offentlige kreditinstitutioner på 800 millioner euro, som hidtil ikke har eksisteret. Hidtil har disse kreditinstitutioner været helt udelukket. 800 millioner euro er jo ingenting! I min tidligere landdagsvalgkreds med 70.000 indbyggere har sparekassen, som kun opererer regionalt, allerede en balancesum på 1,5 milliarder euro! Det er ikke retfærdigt, hvis vi her skaber en ny indgrebsmulighed for Kommissionen. For det tredje vil jeg nævne de særskilte regnskaber. Hidtil har medlemsstaterne kun haft pligt til at afgive indberetning om de økonomiske ydelser. Nu skal virksomhederne selv aflægge særskilte regnskaber. Det kan dog kun tjene det formål, at Kommissionen vil have et yderligere kontrolinstrument! For det fjerde vil jeg nævne definitionen af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Disse tjenesteydelser er kun udelukket - nu skal man lytte godt efter - hvis virksomhederne efter en åben, gennemskuelig og ikke-diskriminerende procedure får særlige eller eksklusive rettigheder i en rimelig periode, altså kun ved en licitation. Hvad med de sociale tjenesteydelser? Hvad med de traditionelt voksende sociale ydelser? Hr. professor Monti, jeg ønsker ingen generalklausul til Kommissionen, så den kan gribe ind i stort og småt. Hr. professor Monti, vi stoler på, at De ikke ønsker at kontrollere alting. Men jeg har mine tvivl, hvorvidt det kan siges om embedsmændene i ubegrænset omfang!
+Hr. formand, jeg vil også gerne slutte mig til lykønskningerne til fru Randzio-Plath for arbejdet med denne betænkning, der til tider har været vanskeligt. Dette direktiv har til formål at identificere og forhindre konkurrenceforvridende støtteordninger. Med dette for øje foreslår direktivet, at det kræves, at offentlige virksomheder og private virksomheder, der udfører offentlige opgaver, skal udføre særskilte regnskabsprocedurer. Jeg er helt klart enig med ordføreren i, at konkurrencereglerne skal anvendes strengt for at forhindre krydssubsidiering, hvilket er i modstrid med formålet med støtten. Men inden for public service radio- og tv-virksomhed er det væsentligt at huske på, at det i henhold til protokollen til Amsterdam-traktaten, når det gælder offentlig radio- og tv-spredning, er op til den enkelte medlemsstat at fastslå den finansielle og organisatoriske struktur af public service radio- og tv-aktiviteterne. Dette har, som jeg sagde, været en vanskelig betænkning. Der har ofte været en meget spændt atmosfære i udvalget og i særdeleshed ved afstemningerne i udvalget. Men jeg tror, at det endelige resultat vil fungere og udgøre en praktisk og korrekt tilgang.
+Hr. formand, på trods af disse drøftelser i Parlamentet om de ændringer, som Kommissionen vil gennemføre i direktivet om finansielle transaktioner, får vi ikke meget at sige herom, fordi det er Kommissionen alene, der træffer beslutning uden Europa-Parlamentets eller Rådets indblanding, meget imod vores vilje. På grundlag af Kommissionens selvstændige beføjelser vedrørende konkurrencepolitikken betragter Kommissionen efter vores mening nogle sektorer rent økonomisk uden at tage hensyn til andre samfundsmæssige aspekter. F.eks. tager Kommissionen i sagen om finansieringen af de offentlige tv- og radiostationer efter vores mening ikke hensyn til de kulturelle aspekter og mediepluralismen. Der gøres ganske vist en undtagelse, men denne undtagelse er også behæftet med undtagelser. Det er f.eks. meget vanskeligt for en offentlig tv- eller radiostation at hævde sig i en mere og mere kommerciel verden. Jeg er imod kommercialisering af kultur. Jeg mener, at kultur står over og uden for disse markedslove. På denne måde overskrider Kommissionen sine beføjelser, fordi den med denne ændring af direktivet forsøger at ændre Amsterdam-traktaten, det vil sige tillægsprotokollen om de offentlige tv- og radiostationer. Jeg mener derfor også, at regeringskonferencen om den generelle lovgivning om konkurrencepolitikken skal følge den normale lovgivningsprocedure, hvor Rådet og Parlamentet er medbestemmende. Jeg lover Dem allerede på forhånd, at jeg står her igen, når De kommer med et direktiv om film.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske Europa-Parlamentet med det vigtige stykke arbejde, det har udført i forbindelse med fru Randzio-Plaths betænkning. Jeg vil især gerne takke Parlamentet for dets støtte til Kommissionens initiativ, og det glæder mig, at Parlamentet bifalder den indsats, der tager sigte på at øge gennemskueligheden i brugen af de offentlige midler for på denne måde at sikre en fair konkurrence. Som blandt andre hr. Jonckheer mindede om, var De positive over for, at Kommissionen ønskede at høre Parlamentet, selv om den set ud fra et institutionelt synspunkt ikke var forpligtet hertil. Denne forhandlings forløb bestyrker mig i øvrigt i min tro på, at det var nyttigt for Kommissionen at høre Parlamentet, også for at dette initiativ skal give et godt resultat. Direktivet om gennemskuelighed giver i sin nuværende udformning Kommissionen beføjelse til at undersøge de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og deres offentlige virksomheder. Forslaget til ændring af direktivet har kort sagt til formål at sikre, at der indføres et særskilt regnskab for visse typer virksomheder. De virksomheder, der er genstand for denne foranstaltning, er dem, som på den ene side leverer tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse og til gengæld modtager forskellige former for kompensation, f.eks. støtte eller særlige rettigheder, og som på den anden side også driver normal handelsvirksomhed, hvorved de konkurrerer med andre virksomheder. Det er klart, at indtægterne fra de særlige aktiviteter eller fra den støtte, der ydes på baggrund af den almindelige interesse eller de offentlige tjenesteydelser, ikke har til formål at finansiere konkurrencevirksomhed og derfor ikke bør give anledning til krydssubsidieringer. I de seneste par år har Kommissionen dog måttet undersøge et stigende antal klager, der netop vedrørte den form for krydssubsidieringer. Som fru Peijs mindede om, har Kommissionen i sine undersøgelser set på disse tilfælde af krydssubsidieringer, og ofte er det ikke lykkedes den at indhente tilstrækkelige oplysninger om udgifterne og indtægterne i forbindelse med de forskellige aktiviteter. Derfor foreslår Kommissionen nu, at der indføres et særskilt regnskab for den type virksomheder, så det bliver muligt for Kommissionen at udføre sine opgaver som garant for konkurrencen på en hensigtsmæssig måde. Jeg vil desuden understrege, at pligten til at føre et særskilt regnskab også er et nyttigt instrument for medlemsstaterne, da det giver dem de nødvendige oplysninger, så de kan overholde forbuddet mod at yde statsstøtte, der er uforenelig med traktaten, og overholde pligten til at underrette Kommissionen om den påtænkte støtte. Direktivet foreskriver, at der skal føres et særskilt regnskab for de virksomheder, som leverer tjenesteydelser af almindelig interesse, og som driver andre former for virksomhed ved siden af denne opgave med at levere offentlige tjenesteydelser. Denne pligt gælder både for private og offentlige virksomheder. For det første gælder direktivet ikke for virksomheder, der udelukkende leverer tjenesteydelser af generel interesse uden at udføre andre aktiviteter, og for det andet foreskriver direktivet ikke en opdeling mellem forskellige aktiviteter, der alle falder ind under begrebet tjenesteydelse af almindelig interesse. Ærede parlamentsmedlemmer, direktivet tager med andre ord sigte på at skabe gennemskuelighed i det område, der ligger på grænsen mellem tjenesteydelser af almindelig interesse og andre aktiviteter. Og denne gennemskuelighed skal opnås ved at afstedkomme så få forstyrrelser som muligt. Jeg vil gerne understrege, at direktivet naturligvis ikke ændrer hverken traktatens bestemmelser om tildeling af tjenesteydelser af almindelig interesse eller tildelingen af forvaltningen af sådanne tjenesteydelser til bestemte virksomheder. Direktivet fastlægger principperne for indførelsen af en større gennemskuelighed, men i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet lader det medlemsstaterne selv vælge, hvilke hensigtsmæssige nationale foranstaltninger de ønsker at vedtage. Jeg vil nu komme ind på nogle af de bemærkninger, der blev fremsat. Hr. Jonckheer spørger sig selv, hvad man kan sige om internetadgang, og hvorvidt den skal medtages blandt de universelle tjenesteydelser. I den forbindelse vil jeg blot minde om, at der på det sidste rådsmøde om telekommunikation fandt en debat sted om dette emne. Med hensyn til de tvivlsspørgsmål, som ordføreren fru Randzio-Plath gav udtryk for, vil jeg gerne gennemgå dem kort. Hvad angår definitionen på tjenesteydelser af almindelig interesse, vil jeg gerne gentage, at direktivet på ingen måde ændrer eller mindsker medlemsstaternes nuværende beføjelser med hensyn til definitionen på offentlig interesse, fru Berès og hr. Langen. Dette gælder også for offentlig radio- og tv-virksomhed, hvor det blev bekræftet i Amsterdam-traktatens protokol, at medlemsstaterne har beføjelse til at fastlægge public service-tjenesternes finansieringsberettigelse. Fru Berès, hr. Jonckheer, hr. Crowley, hr. Skinner og fru Maes bemærkede, at man måske kunne udelukke radio- og tv-virksomhed. Jeg må sige, at denne sektor måske er et af de områder, hvor dette direktiv om gennemskuelighed vil kunne anvendes mest og være mest hensigtsmæssigt, fordi det - idet det naturligvis tager højde for Amsterdam-traktatens protokol - alligevel overlader det fuldt ud til Kommissionen at kontrollere, om der gives for stor en kompensation for udførelsen af public service-tjenesterne i forhold til omkostningerne. Der er således stadig en kontrolpligt, og til dette formål vil direktivet være nyttigt. Der er ikke noget spørgsmål om virksomhedernes størrelse - og her henvender jeg mig blandt andre til hr. Langen - for tærskelværdien på 40 millioner euro udelukker de små og mellemstore virksomheder. Ved at hæve denne tærskel ville man udelukke nogle virksomheder, hvor man - utvivlsomt på grund af deres størrelse - ikke kan antage, at støtten ikke har nogen indflydelse på handlen mellem medlemsstaterne. For at give et fingerpeg om størrelsen vil jeg dog gerne sige, at det kun er 0,2% af alle Fællesskabets ikke-landbrugsvirksomheder, som ligger over denne tærskel. Til sidst vil jeg gerne bemærke, at dette direktiv ikke på nogen måde er et angreb på de offentlige virksomheder, og det tror jeg, at de ærede parlamentsmedlemmer har forstået fuldt ud. Hvis jeg skal være ærlig, betragter jeg det tværtimod som en vigtig forbundsfælle for de offentlige tjenesteydelser. Hvorfor gør jeg det? Det gør jeg, fordi det skaber klarhed og således ikke udsætter de offentlige tjenesteydelser for en kritik, der ellers ville blive fremsat. Som det også blev understreget af Olle Schmidt, er denne gennemskuelighed ikke bare nødvendig for at kunne anvende konkurrencepolitikken korrekt; jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at denne gennemskuelighed også er afgørende for et korrekt forhold mellem det offentlige og skatteyderne, det vil sige borgerne. Jeg mener derfor, at vi med dette direktiv - der, som fru Peijs sagde, tilsyneladende er meget kedeligt - i virkeligheden rører ved et væsentligt punkt, ikke bare når det gælder konkurrencen, men også når det gælder borgernes sameksistens og det økonomiske demokrati.
+Mange tak, hr. kommissær Monti. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende mundtlige forespørgsler: B5-0221/2000 af Mantovani m.fl. for PPE-DE-gruppen til Rådet om de fattige landes gæld; B5-0222/2000 af Mantovani m.fl. for PPE-DE-gruppen til Kommissionen om de fattige landes gæld; B5-0224/2000 af Miranda m.fl. for GUE/NGL-gruppen til Rådet om de fattige landes gæld; B5-0311/2000 af Miranda m.fl. for GUE/NGL-gruppen til Kommissionen om de fattige landes gæld; B5-0312/2000 af Coûteaux for UEN-gruppen til Rådet om den tredje verdens gæld; B5-0313/2000 af Rod m.fl. for Verts/ALE-gruppen til Rådet om eftergivelse af fattige landes gæld; B5-0314/2000 af Rod m.fl. for Verts/ALE-gruppen til Kommissionen om eftergivelse af fattige landes gæld.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Tajani, hr. van Velzen og hr. Poettering for deres afgørende og konkrete bidrag til denne debat. Jeg vil også give udtryk for min tilfredshed med det mandat, som PPE-gruppen gav til at fremlægge et så vigtigt emne som udlandsgælden, der er ved at kvæle økonomien i verdens fattigste udviklingslande. Vi står over for et verdensomspændende problem, som inddrager alle de civile og demokratiske lande, der står forsvarsløse over for den fortsatte vækst i de fattige landes gæld. I dag bruger de fattige lande gennemsnitligt 40% af deres årsbudget på at finansiere gælden. Man behøver blot at tænke på, at gælden vokser med ca. 12% hvert år, og at den er steget fra 110 milliarder dollars i 1980'erne til 350 milliarder dollars i dag. Parlamentet har beskæftiget sig med dette spørgsmål flere gange, uden at det dog - efter min opfattelse - nogensinde er nået frem til nogle ordentlige løsninger. I anledning af Jubelåret beder man fra Vatikanets side og fra flere andre sider om en kraftig nedsættelse, om ikke en fuldstændig eftergivelse, af den internationale gæld, og det på nogle vilkår, der fremmer de mest forgældede landes integration i det internationale produktions- og handelskredsløb. Også FN's generalsekretær kom den 3. april med en kraftig appel i anledning af årtusindeskiftet, idet han opfordrede giverlandene og de internationale finansielle institutioner til at slette hele de stærkt forgældede fattige landes officielle gæld fra deres regnskabsbøger. Samme appel kommer fra Verdensbanken og fra Den Internationale Valutafond, men i dag nytter det ikke at appellere. Jeg tror nemlig, at det er nødvendigt at skride til handling. Hvis vi analyserer situationen, forstår vi, at man på den ene side er klar over, at man gør krav på nogle fordringer, der næsten ikke kan indfries, og at man på den anden side - når det gælder eftergivelsen - kunne forlange en større respekt for menneskerettighederne og et større demokrati samt sociale indgreb til fordel for den fattige befolkning, og her behøver man blot at tænke på børnene, de ældre og de handicappede. Vi ville desuden bremse indvandringsstrømmene, som ikke kun er et problem for hjemlandene, men også og ikke mindst for værtslandene. Jeg spørger derfor, om Rådet har kendskab til alle de initiativer, som hvert enkelt EU-land har truffet hidtil for at reducere de stærkt forgældede fattige landes gæld, og om det i den forbindelse er muligt at få en sammenfattende oversigt, der viser, hvilke konkrete aktioner de nævnte lande har iværksat, og hvor deres løfter fremgår tydeligt, så initiativerne ikke kun er nogle rent politiske manøvrer, som alt for ofte smager af valgflæsk. Endelig vil jeg - i betragtning af at man mærker behovet for en fælles udenrigspolitik, der får Europa til at fremstå som et sammenhængende system, som er i stand til at træffe fælles initiativer - gerne spørge Kommissionen, om den ikke mener, at det er hensigtsmæssigt at oprette et organ, som undersøger dette spørgsmål i samråd med den lokale kirke og ngo'erne og det civile samfund for at drage de nødvendige konsekvenser heraf? Dette er efter min mening en ny måde at fortolke det nye årtusinde på, som denne gang skal stå i befolkningssolidaritetens tegn.
+Hr. formand, løsningen på de mindre udviklede landes problem med udlandsgælden er utvivlsomt et afgørende element for disse landes stabilitet, sikkerhed og udvikling og for fattigdomsudryddelse og standsning af de folkevandringer, der rammer dem og tapper dem for kræfter. Situationen er velkendt for os alle. De ressourcer, de har, og de ressourcer, de ikke har, går til betaling af gælden; i nogle af disse lande skal 40% af budgetterne afsættes til betaling af renter og afdrag. Ikke desto mindre fortsætter gælden med at stige med geometrisk progression, og som følge heraf bliver den kløft stadig dybere, der adskiller dem fra de industrialiserede lande, som ofte ikke opfører sig anderledes end en hvilken som helst samvittighedsløs lånehaj. Det bidrager også til at uddybe denne kløft, at landene påtvinges ubrugelige strukturtilpasningsprogrammer fra Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, og at samarbejdet og udviklingsstøtten fra de industrialiserede landes side er helt utilstrækkelig og ligger meget langt fra de 0,7% af BNP, som FN anbefaler. Medvirkende til denne situation er også den fejlagtige merkantilistiske opfattelse, at alting kun drejer sig om og kan løses af markedskræfterne ifølge WTO's bestemmelser, når det tværtimod er tilfældet, at økonomiens globalisering har bidraget væsentligt til at gøre forskellene større, uretfærdighederne værre og underudviklingen dybere. Denne situation kan kun overvindes gennem et nyt globalt projekt, gennem en ny verdensorden, der prioriterer disse landes udvikling højest, en verdensorden, der skal tage udgangspunkt i, at alle, ja, virkelig alle, også de rige lande, vil have gavn af sådan en udvikling. Et projekt af denne art må selvfølgelig indbefatte bortfald af gælden, hvilket ikke blot må tage form af hensigtserklæringer, sådan som anbefalet af G7-landene, der heller ikke går længere end 1% af den tredje verdens gæld, og som i dag objektivt begrænser sig til en delvis nedsættelse af gælden for kun tre eller fire lande. EU og dens medlemsstater kan og bør have et ord at sige om alt dette, og de må opgive de begrænsede perspektiver og de mange betingelser, som de ikke sjældent lader ledsage deres sølle bekendtgørelser om ophævelse af gælden. De må også holde op med at skære ned i støtten, sådan som det er sket, og sådan som de har til hensigt i de kommende år, men i stedet fremlægge et bredt og målbevidst projekt, der beslutsomt kan være med til at gøre en ende på denne situation og give udviklingen perspektiv for så væsentlige dele af verden.
+Hr. formand, mine damer og herrer, vi ser i år en række nye initiativer, som tager sigte på hel eller delvis eftergivelse af tredjeverdenslandenes gæld. På topmødet i Kairo nåede man ingen synlige resultater, hvad dette punkt angår, og i øvrigt heller ikke hvad angår de øvrige punkter, der var til debat. Sund fornuft tilsiger imidlertid, at gældseftergivelse er en nødvendig foranstaltning, og vi må spørge, om ikke Rådet har til hensigt at tage emnet op inden for den nærmeste fremtid? Den aktuelle politik på dette felt må betegnes som en parodi. Tredjeverdenslandene er ude af stand til at betale deres gæld på grund af manglende finansielle ressourcer. Ydermere indebærer den økonomiske verdensorden, som er gennemsyret af liberalistisk tankegang, at de fleste af vores partnere i syd - jeg tænker i denne forbindelse især på de nordafrikanske lande og landene syd for Sahara - afskæres fra at opnå en blot nogenlunde bæredygtig udvikling. Mulighederne herfor stækkes til stadighed. Frihandelsprincippet efterleves således blindt, og når det gælder udnyttelse af landenes naturgivne ressourcer, er løsenet indiskutabelt ideologisk styrede privatiseringer. De rige lande burde være de første til at forstå, at det er urimeligt at lægge hindringer i vejen for enhver økonomisk fremgang i tredjeverdenslandene. De rige lande har selv i udstrakt grad gjort brug af protektionistiske foranstaltninger for at sikre den økonomiske udvikling, ligesom i øvrigt staten og offentlige initiativer af enhver art har spillet en afgørende rolle. Ikke desto mindre slutter de samme lande ukritisk op om IMF's og Verdensbankens imperialistisk orienterede regelsæt. Fred mellem nationerne forudsætter balance. Politisk og økonomisk balance nedbryder til gengæld den eksisterende verdensorden, som er præget af en stadig mere udtalt skævvridning. De rige lande fører en uansvarlig politik uden øje for konsekvenserne, også på længere sigt, og uden øje for den farlige udvikling, der følger heraf. Europa-Parlamentet fortaber sig i en diskussion om detaljer og spørgsmål af sekundær betydning. Og dog er vi alle udmærket klar over, at der er behov for at anlægge et helhedsperspektiv. Vi bør ikke opgive Lomé-aftalerne, som netop er udtryk for den eneste fornuftige politiske løsning i denne henseende. Vi burde langt hellere etablere et reelt økonomisk og ikke mindst politisk partnerskab med Middelhavslandene og de afrikanske lande. Et sådant initiativ forudsætter imidlertid, at EU kan mønstre en legitim og klarsynet institution, som kan befri os for den altopslugende liberalisme. En sådan institution eksisterer som bekendt ikke.
+Hr. formand, når jeg lytter til debatten, konstaterer jeg, at vi alle er enige om udgangspunktet. Tallene er skånselsløse og stærkt foruroligende. Ser vi på verdens 50 fattigste lande, konstaterer vi, at renter og afdrag på gæld beløber sig til det dobbelte af, hvad landene modtager i bistand. Renter og afdrag udgør i gennemsnit 40% af de fattige landes budget. Ikke alene lægger denne situation hindringer i vejen for landenes økonomiske udvikling. Ikke alene begrænser denne situation markant landenes muligheder for at tilbyde grundlæggende sociale ydelser såsom sundhed og uddannelse. Den bringer også disse lande i en slags slaveforhold til Vesten. To tredjedele af gælden udgøres således af renter vedrørende tidligere lån, som er optaget med det formål at betale for ydelser, vi og de multinationale virksomheder har leveret. Situationen minder meget om den situation, visse landarbejdere befinder sig i i visse lande. De er henvist til at foretage deres indkøb i arbejdsgiverens og jordbesidderens forretning, hvor priserne er høje, og må så arbejde livsvarigt for denne, mod ringe betaling, for at betale, hvad de skylder i dennes forretning. Hvad gør vi i den anledning? G7-landene havde annonceret et storstilet gældseftergivelsesprogram. Vilkårene herfor er imidlertid af en sådan art, at programmet reelt ikke kan gennemføres. Gældseftergivelse er således gjort betinget af programmer for makroøkonomiske reformer i IMF- eller Verdensbankregi. Reformprogrammerne er i modstrid med målsætningen om at komme fattigdommen til livs, idet de begrænser mulighederne for at anvende midler til sociale ydelser og til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Når nogle lande tilbyder gældseftergivelse, sker det selektivt og på baggrund af særlige interesser, ligesom det sker på bekostning af budgetterne for udviklingsbistand. De forgældede lande havde ventet klare signaler efter den nyligt afholdte konference i Kairo mellem EU og Afrika. Konferencen resulterede i mange smukke ord, men ingen konkrete initiativer. Hvilke initiativer agter Kommissionen og Rådet at tage på europæisk eller på internationalt plan med henblik på at reducere gældsbyrden for verdens fattigste lande eller med henblik på at tilbyde disse gældseftergivelse? Hvordan agter Kommissionen at sikre, at de midler, der frigives i forbindelse med en eventuel gældseftergivelse, anvendes hensigtsmæssigt med henblik på at afhjælpe fattigdommen og sikre en bæredygtig udvikling? Og, som sidste punkt, hvordan agter Kommissionen at imødekomme de krav, der er fremsat af organisationer, som repræsenterer det civile samfund i tredjeverdenslandene? Krav, som tager sigte på at styrke kontrollen med det makroøkonomiske reformprogram, bl.a. ved at afholde konferencer om national udvikling og derigennem give plads for den offentlige mening, når målene for de nationale projekter fastlægges?
+Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, jeg vil gerne med hensyn til de fattige landes gæld først understrege, at spørgsmålet om delvis eftergivelse og bortfald af gælden i al væsentlighed vedrører medlemsstaterne, og at EU som sådan kun er en ubetydelig kreditor i dette tilfælde. Det er imidlertid værd at bemærke, at EU ikke har undladt at tage del i alle de initiativer, der har som mål at lette gælden for de fattigste lande. Jeg vil gerne erindre om et initiativ om de stærkt forgældede fattige landes gæld, der i 1996 blev vedtaget af Den Internationale Valutafonds og Verdensbankens interims- og udviklingskomitéer på deres respektive årsmøder. Fællesskabet og dets medlemsstater forpligtede sig da til at deltage i dette initiativ og ydede en særlig hjælp til AVS-landene med baggrund i den forpligtelse, som den internationale finansieringskreds har påtaget sig, om at nedbringe landenes gæld til et bæredygtigt niveau og på betingelse af, at de berørte lande gennemfører økonomiske reformprogrammer. Rådet vedtog i juli 1998 en beslutning om ekstraordinær hjælp til de stærkt forgældede AVS-lande og allokerede hertil i første omgang et beløb på 40 millioner ecu hidrørende fra renteafkastet i EUF (Den Europæiske Udviklingsfond). I juni 1999 blev statscheferne på G7-topmødet enige om at udvide initiativet vedrørende de stærkt forgældede fattige lande med henblik på en dyberegående og hurtigere lettelse i gældsbyrden. Disse tiltag blev yderligere styrket af Bretton Woods-institutionerne på deres årsmøder i september 99. I fællesskabssammenhæng besluttede EU/AVS-ministerrådet på dets møde i december, at de af Den Europæiske Udviklingsfonds programressourcer, der ikke var berørt, kunne bruges som subsidieringsmidler til at indfri forfaldende gæld og gældsforpligtelser over for Fællesskabet for de første AVS-lande, der var berettigede hertil ifølge initiativet "Stærkt forgældede fattige lande", med et samlet beløb på 320 millioner euro. De samme ressourcer kunne også op til et maksimumsbeløb på 680 millioner euro bruges som bidrag til de stærkt forgældede landes fond, som bestyres af Verdensbanken, med henblik på den samlede finansiering af nævnte initiativ. Det er hensigten, at Europa-Kommissionen til juli skal fremlægge forslag i FED-komitéen til at føre denne beslutning ud i livet. EU har også garanteret de supplerende strukturtilpasningsmidler på 250 millioner euro med henblik på at lette adgangen for de lande, der kan komme i betragtning til gældsophævelsesforanstaltninger. Det er også på sin plads at tilføje, at flere medlemsstater i forlængelse af de nævnte beslutninger og dem, der blev truffet på det nylige topmøde i Kairo, har erklæret sig rede til ensidigt at øge deres foranstaltninger med henblik på at nedbringe, omlægge eller helt afskrive betragtelige beløb, som de har til gode hos udviklingslande, især de stærkt forgældede fattige lande. EU mener, at en forbedring af dette initiativ må baseres på integrerede programmer, der knytter en tæt forbindelse mellem gældslettelse og målene om bæredygtig udvikling og nedbringelse af fattigdommen. Trods denne indsats fra EU's side drejer problemet i øjeblikket sig ikke så meget om at eftergive gælden som at sikre, at det styrkede initiativ til fordel for de stærkt forgældede fattige lande faktisk føres ud i livet af alle donorerne. Det ville have stor betydning, hvis USA bidrog med sin andel til at lette den multilaterale gæld, uden hvilken hele dette initiativ mister sit grundlag. Vi håber således, at alle donorer fortsat i enighed vil bestræbe sig på at virkeliggøre de trufne beslutninger, så det størst mulige antal af de berørte lande kan drage fordel af det. Europa-Parlamentet vil blive regelmæssigt informeret om denne udvikling, herunder også om, hvorledes det går med beslutningen om deltagelse i initiativet for de stærkt forgældede fattige lande. Med hensyn til de spørgsmål, der er stillet angående opfølgningen på anvendelsen af de midler, der er blevet frigivet gennem disse initiativer, tror jeg ikke, at vi kan gøre meget mere end at anspore de tilgodesete lande til at brug af disse midler på den bedste måde. Det er ikke muligt, således som nogle ønsker det, at sikre, at de ressourcer, der stilles til rådighed ved gældseftergivelsen, investeres på det sociale område, og særlig i sundhed og uddannelse. Jeg mener, at denne tankegang og denne type indsats - hvor velment den end måtte være - kan blive udlagt som et nykolonialistisk ønske om at blande sig i disse landes forvaltning, herunder i disse landes forvaltning af deres budget, hvilket ikke er og aldrig må være hensigten med EU's eller medlemsstaternes indsats. Hvad angår en fuldstændig ophævelse af gælden, som de ærede medlemmer også har foreslået, skal det erindres, at specialisterne på området har fremført argumenter herimod. Det er først og fremmest lidet sandsynligt, at det private bankvæsen ville bevilge lån til sådanne lande, hvis disse forventede, at gælden ville blive fuldstændig afskrevet af de offentlige kreditorer. Det er herudover også værd at have præsent, at det på det politiske plan, hvis der blev skabt forventning om automatisk ophævelse af gælden, naturligt nok ville indebære en mindre finansiel beredvillighed fra långivernes side.
+Kommissionens bidrag til gældssanering kan ses i gældssaneringsintiativet for stærkt gældstyngede fattige lande, det såkaldte HIPC-initiativ. Det blev lanceret i september 1996 med det formål at hjælpe med til at lempe gældsbyrden for de fattigste lande, der gør en samlet tilpasningsindsats. Det udgør en samordnet indsats for alle donorlandenes vedkommende, og navnlig de multilaterale kreditorer. Det var første gang nogensinde, at det multilaterale aspekt blev behandlet direkte. I 1999 enedes ministrene ved G7-topmødet i Köln om et udvidet og mere fleksibelt initiativ, der vil yde hurtigere, mere dybtgående og bredere gældssanering. Som følge af de foreslåede ændringer forventes udgifterne til dette HIPC II-initiativ at stige betydeligt til omkring 27,4 milliarder dollars fra et tidligere skønnet niveau på omkring 13 milliarder dollars for HIPC I. Rent faktisk beløb det oprindelige skøn for HIPC I sig kun til omkring 8 milliarder dollars. Blot for at nævne det har Kommissionen allerede ydet et stort bidrag til HIPC I. Rådet vedtog den 6. juli 1998 en beslutning om Fællesskabets deltagelse i HIPC-initiativet med hensyn til dets fordringer, ekstraordinære lån og risikovillig kapital, der forvaltes af Den Europæiske Investeringsbank for støtteberettigede AVS-lande. Som tidligere nævnt er Fællesskabet som kreditor kun en mindre aktør i denne sammenhæng. Heldigvis er vi primært leverandør af direkte tilskud og ikke lån. Vi øremærkede 40 millioner euro af renter, der var påløbet EUF-fondene, og som skulle dække omkostningerne for de første seks lande. Der blev ydet fællesskabsbistand til Uganda og Guyana i midten af 1998 og tidlig i år 2000 til et beløb af henholdsvis 4,59 millioner euro og 6,44 millioner euro. Fællesskabet har siden besluttet at øge støtten betydeligt til HIPC II-initiativet. Ved det årlige møde i Washington i september 1999 blev det bebudet, at Fællesskabets bidrag ville være i størrelsesordenen 1 milliard euro. Kommissionen fremsatte derefter udkast til forslag til beslutning til Det Fælles EU/AVS-Råd og EU-Rådet, som blev vedtaget af Rådet (almindelige anliggender) den 6. december og af Det Fælles EU/AVS-Råd den 8. december. Det bør erindres, at det er nødvendigt, at AVS-landene er enige, for det er EUF-penge, der bliver omfordelt, så deres tilsagn er nødvendigt som del af disse beslutninger. Kommissionen er for nærværende i gang med at tilendebringe drøftelser med medlemsstaterne, Den Europæiske Investeringsbank, Verdensbanken og Udviklingsbanken for Afrika om hovedprincipperne for den egentlige gennemførelse af Fællesskabets støtte til HIPC II-initiativet både som donor og kreditor. I juni vil den fremsætte de relevante finansieringsforslag. Fællesskabets samlede bidrag til HIPC Trust Fund i dets egenskab af donor vil beløbe sig til 680 millioner euro for kvalificerede AVS-lande. 670 millioner euro vil være øremærket til Udviklingsbanken for Afrika til dækning af dens finansieringsunderskud i HIPC-initiativet og 10 millioner euro til det eneste ikke-afrikanske stærkt gældstyngede fattige AVS-land, Guyana. Fællesskabsbidraget på 680 millioner euro, der stammer fra EUF, vil blive overført til HIPC Trust Fund i tre rater, der tager hensyn til egentlige finansieringsbehov såvel som støtte fra andre donorer. Ifølge den information, der er til rådighed, vil behovene for den første rate i år være i størrelsesordenen 250 millioner euro. Den første EF-rate vil blive udbetalt i juli. Ud over disse bidrag, der vil blive finansieret af EUF-midler, der ikke er disponeret over, vil et bidrag på 54 millioner euro til HIPC Trust Fund også blive ydet til stærkt gældstyngede fattige ikke-AVS-lande, der trækker på ressourcer fra budgetposterne for Latinamerika og Asien. Med andre ord ønsker vi at sikre, at EU-deltagelsen i HIPC er global og i overensstemmelse med tallene i HIPC. Endelig må det understreges, at AVS/EU-Rådets beslutning om at styrke strukturtilpasningsfaciliteten med 250 millioner euro til dels vil blive anvendt til at levere foreløbig sanering til støtteberettigede HIPC-lande, der hører til AVS-gruppen af lande. Det er vigtigt at understrege, at Fællesskabets bidrag til gældssanering ikke bør ses som en erstatning for bidrag fra bilaterale donorer. Der er stadig brug for dem til fuldt at finansiere det initiativ, der blev bebudet ved G7-topmødet i Köln. Den forventning, der blev skabt for et år siden, var, at G7-landene ville punge ud med yderligere ressourcer. Hvad angår andre bidrag til HIPC Trust Fund, kan det være værd at bemærke, at budgetforslaget fra den amerikanske regering angiver et amerikansk bidrag på 600 millioner dollars, som følger af tilsagn, som det har afgivet tidligere, og som svarer til den andel af HIPC, som Verdensbanken har beregnet for USA. Dette budgetforslag skal vedtages i Kongressen, og det kan der helt bestemt blive problemer med. Det forekommer rent faktisk meget tvivlsomt, at USA vil levere sin del efter planen. De beløb, som Kommissionen har frigjort til HIPC-initiativet, er underkastet de samme principper som andre midler, der kommer fra Den Europæiske Udviklingsfond, og Kommissionen inddrager omhyggeligt EUF-Udvalget, det vil sige medlemsstaterne, i alle stadier. Artikel 366(b) i Lomé-konventionen fastsætter i sin nuværende form strenge betingelser for den eventuelle anvendelse af EUF-midler. Politisk set ville der ikke være nogen fornuft i at indstille EUF-finansierede projekter i artikel 366(b)-lande og yde dem kvasidirekte ikke-øremærket EF-budgetstøtte, f.eks. gennem HIPC-gældssaneringsmekanismer. Det er Kommissionens ansvar at sikre, at EUF-pengene ikke bruges til at finansiere et statskup eller giver ekstra budgetmæssig manøvrefrihed, der gør det muligt for diktatorer at undertrykke deres folk. Det er netop formålet med artikel 366(b) i dens nuværende form at gøre det mere kompliceret for lande, der krænker de elementære menneskerettigheder og principperne om ansvarlig styreform. Dette synspunkt er blevet klart udtrykt af Revisionsretten i dens kommentarer til disse spørgsmål. Vores hænder er på sæt og vis bundet i denne diskussion af, hvordan vi kan nå disse ting i praksis. I forbindelse med de drøftelser, der sidste år førte til aftalen om at fremme HIPC-initiativet, var der stor enighed i donorkredsen om, at der bør lægges fornyet vægt på fattigdomsnedbringelse som hovedfokus for udviklingsindsatsen. Konceptet i strategipapirerne om fattigdomsnedbringelse blev lanceret for at skabe rammer for en mainstreaming af fattigdomsnedbringelsen i regeringers og donorers politikker. Det vil kræve en landespecifik tilgang til vurdering af et lands stilling, når det gælder udvikling, fattigdomsstrategier og institutionel kapacitet. Kommissionen har udtrykt sin stærke støtte til denne helt nye tilgang, der er blevet indført af Verdensbanken og IMF. Landeejendomsret er yderst vigtigt for udviklingen af disse idéer, og regeringerne vil have ansvaret for udformningen og slutproduktet. Kommissionen tillægger en åben proces, der inddrager det civile samfund, parlamenter og alle relevante internationale institutioner og donorer, særlig betydning. Politikker, der vedrører sådanne spørgsmål som social retfærdighed og ret og rimelighed, er lige så centrale som økonomisk politik for vækst og fattigdomsnedbringelse. Fællesskabet opretholder og øger sit engagement, når det gælder om at støtte makroøkonomiske reformer, sociale sektorer, regional integration og sund økonomisk forvaltning. Der er brug for alt dette for at sikre, at fattigdomsbekæmpelsen forbliver det centrale tema, når vi rent faktisk forbedrer disse fattige landes situation gennem det styrkede HIPC-initiativ. Jeg mener, at det er ret godt, at Kommissionen og EU generelt klart står frem som den mest fremtrædende aktør, når det gælder om at få dette initiativ til rent faktisk at fungere.
+Hr. formand, når man hører om den skrækkelige gæld, der har ophobet sig i mange afrikanske lande, er den første reaktion dyb sympati. Men jeg har haft det privilegium at besøge mange af disse lande i løbet af det sidste år, og jeg må sige, at ens sympati i mange tilfælde vender sig til vrede, når man ser den usle fattigdom, som folk i disse lande lever under, mens deres ledere og ministre svælger i rigdom og velstand, og man begynder at stille spørgsmålstegn ved fordelingen af bistanden og gældssaneringen. Til trods for al den hjælp, der gives af Europa, enkeltlande og institutioner, vokser Afrikas gæld til udlandet med omkring 12% om året, og nogle lande tilbagebetaler mere i renter, end de modtager i bistand. Det kan ikke få lov til at fortsætte, men det kan de historiske årsager, der får det til at ske, heller ikke. Jeg vil blive kritiseret af nogle ærede medlemmer for at sige det, men der bør indbygges betingethed ikke blot i udviklingsbistanden, men også i gældssaneringen. Jeg har altid hævdet, at forsvarlige styreformer var vigtigere end rent demokrati, hvis man skal udrydde korrupt praksis, og hvis vi ikke kan udrydde denne praksis, så smider vi blot pengene ud af vinduet. Vi må derfor være i stand til at overvåge virkningen af gældssaneringen og sikre, at alle disse penge bliver brugt på det civile samfund for at give bedre sundhedsforhold, uddannelse og beskæftigelsesudsigter til de folk, som nu ikke har adgang til disse goder. Der er en sekundær virkning af dårlige styreformer, og det er en mangel på udenlandske investeringer i disse lande, hvilket berøver dem muligheden for en forbedret velstand, bedre beskæftigelsesmuligheder og en højere levestandard. Bekæmpelse af svindel og korruption bør være en betingelse for at tildele gældssanering og udviklingsbistand - det er ikke mine ord, hr. formand, men de ord, som blev udtrykt af præsident Obasanjo af Nigeria i Abuja ved åbningen af den 13. møderunde i EU/AVS-forsamlingen. Hvis bare disse ord kunne genlyde fra nogle flere præsidenter i Afrika, så ville modstanden mod at give gældssanering blive mindre, og der ville kunne gøres nogle reelle fremskridt med at lette millioner af menneskers fattigdom og elendighed.
+Hr. formand, mens denne forhandling finder sted, tager man i Sierra Leone hul på endnu et kapitel af den tragedie, som har varet i 10 år, nemlig en borgerkrig, der har været årsag til 50.000 døde, 2 millioner fordrevne personer og 40.000 kvinder og mænd i alle aldre, som er blevet voldsomt invaliderede i en systematisk terrorkampagne. I en stor del af Afrika er der nogle tilsvarende humanitære tragedier, og det gælder også det vestsahariske folk, som vi her til morgen havde lejlighed til at møde lige uden for Parlamentet. Når det gælder globaliseringen, er medaljens bagside også fattigdom, de fattigste udviklingslandes gældsstiftelse og en udbredelse af de konflikter, som giver mindre plads til udviklingen og fremmer nye konflikter og ny fattigdom. Derfor er det topmøde, der blev holdt for nylig i Kairo mellem EU og Afrika, af betydelig vigtighed. Man indledte her en samlet dialog med dette kontinents lande, og for første gang blev udviklingsstøttepolitikken kædet sammen med stadfæstelsen af principperne om demokrati, rettigheder og bekæmpelse af korruption. Det er nødvendigt med en langsigtet strategi, og udgangspunktet i denne strategi skal være en eftergivelse af gælden. Det er derfor vigtigt - sådan som der står i det beslutningsforslag, PSE-gruppen har indgivet - at man øger procentdelen af de midler, som industrilandene giver til de fattigste lande, men samtidig er kvaliteten af vores indsats vigtig. Beslutningsforslaget angiver to væsentlige valg, nemlig nye kriterier for bæredygtigheden, en større fleksibilitet for de mest forgældede lande samt en bilateral eftergivelse, når det gælder de mindst udviklede AVS-lande. Det er de første konkrete angivelser, selv om vi i fremtiden bør undgå, at fordrings- og gældsspiralen gentager sig, uden at der er nogen kontrol med de valg, der træffes. Som bekendt er det nemlig ikke tilstrækkeligt at eftergive gælden, hvis de andre mekanismer, der tjener som retningslinjer for alle politikkerne, forbliver uændrede. En eftergivelse af gælden skal være afhængig af brugen af de midler, der frigives på denne måde, midler, som skal investeres i skoler, hospitaler og befolkningernes menneskelige udvikling, og som ikke skal spildes - sådan det stadigvæk ofte sker - på korruption eller, hvad værre er, give næring til våbenmarkedet og ødelæggende krige. Den globale økonomi skal modsvares af en global politik, og væksten skal forenes med stadfæstelsen af menneskerettigheder og civile rettigheder samt en styrkelse af demokratiet. For at komme ud af gældsspiralen er det således nødvendigt at supplere interventionsredskaberne med mere samarbejde, mere samhandel, mere handlekraft mod de konflikter, der opstår, og mere konsekvens over for de korrupte og forgældede regeringer, der lader krisens ulemper og den manglende udvikling gå ud over befolkningerne. Løftet om en eftergivelse af gælden er en forudsætning for at kunne iværksætte alle de politikker, der skal mindske fattigdommen. Løsningen på gældsproblemet skal suppleres med interventioner, der fremmer den lokale udvikling. For at få succes er det nødvendigt at harmonisere de nationale politikker og lade dem være ledsaget af en større åbenhed på markederne. De nye aftaler mellem EU og AVS-landene går i denne retning, og de støtter de 31 mindst udviklede lande i et tidsrum, der er fastlagt til at vare til 2005. Det er i den forbindelse vigtigt, at man inddrager den private sektor for at øge samhandlen og for ud over overførslen af midler at skabe betingelserne for udviklingen af et marked i udviklingslandene, samt at man ud over betingelserne sørger for tilskyndelsesforanstaltninger.
+Hr. formand, det, der skal trækkes op af sumpen, må ikke gøres tungere. Derfor skal den forfærdelige onde cirkel af lån, gæld og nye lån brydes. De store afdragsomkostninger hindrer enhver udvikling. Der bliver næsten ikke noget tilbage til undervisning, sundhedssektoren eller opbygningen af et velfungerende statsapparat. Gældssanering er derfor meget påtrængende. Den skal gennemføres ved en fælles indsats af alle kreditorer, Unionen, staterne, ikke mindst USA, internationale institutioner og banker. Med en meget global strategi kommer vi imidlertid ikke meget længere. Eftergivelsesprogrammerne skal tilpasses efter de særlige forhold i hver enkelt land. Det er i den forbindelse meget vigtigt, at det ikke kun er de sociale problemer, man forsøger at løse, men at der også skabes en solid basis for en vedvarende økonomisk udvikling. Hvis den udebliver, udebliver også de udenlandske investeringer. Det er en absolut betingelse for at lette gældsbyrden, at de involverede stater har en sund finansiel husholdning. Vi må ikke være naive på dette punkt. Vi kan ikke mere udskrive en blankocheck. Tidligere er der givet milliarder ud til andre formål end dem, de var bestemt til. Store summer er faldet i hænderne på korrupte regeringer, der også har ladet bankerne i Schweiz profitere af det storstilede tyveri af udviklingshjælp. Hvornår trænger det igennem i den civiliserede verden, at de lande, der har bankhemmelighed, er medskyldige i store forbrydelser på bekostning af de fattigste befolkningsgrupper. IMF og Verdensbanken iværksatte allerede i 1996 et initiativ for at hjælpe de fattigste lande af med deres gæld. Sidste sommer blev betingelserne med rette tilpasset. Bistand er gjort afhængig af målelige resultater. Det ville være godt, hvis Den Europæiske Union og medlemsstaterne indtager en fleksibel holdning, hvis betingelserne opfyldes. Lad os gøre alt for at trække de fattigste lande op af sumpen. Det er muligt, hvis ofrene medvirker til deres egen redning.
+Hr. formand, jeg tror, at vi alle er enige om det absurde i, at flere af verdens fattigste lande undertiden betaler mere i rente og til gældshåndtering, end de modtager i støtte. Der er i hvert fald to spørgsmål, som jeg gerne vil have besvaret. Det første lyder: Hvordan kan EU og G7-landene og andre vestlige lande leve op til deres forpligtelser, så det ikke bare bliver tomme løfter? Trods det, Rådet og Kommissionen har sagt, så er det jo sådan, at G7-landene trods det lovende initiativ desværre ikke hidtil har levet op til dette initiativ i form af foranstaltninger. Hidtil har man blot afskrevet ulandenes gæld med 0,25% - og det kun i tre lande. Det er selvfølgelig ikke tilstrækkeligt. Selv de EU-lande, der har sagt, at de vil eftergive gælden, har ikke afsat midler i deres budget til dette formål. Nogle steder har man finansieret en gældsafskrivning med midler fra områderne samarbejde og udvikling. Det allervigtigste spørgsmål er: Hvordan kan man sørge for, at ressourcerne anvendes på rimelig vis i EU-landene? Rådet svarede, at man ikke gik ind for en sådan ressourceforvaltning. Men EU, IMF og Verdensbanken har jo opstillet kriterier i andre sammenhænge, så hvorfor skulle vi ikke kunne opstille kriterier, der sikrer, at gældsafskrivningen virkelig kommer befolkningen ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, kære kolleger, der er i dag 800 millioner afrikanere. Om 25 år vil antallet være fordoblet. Og det er selvsagt ikke kun på det afrikanske kontinent, vi finder udviklingslande. En stor del af befolkningen i disse lande oplever stor nød og emigrerer i stigende antal til de europæiske lande, hvor befolkningstallet er faldende. Der er grund til at erindre om, at fattigdommen er vokset i takt med den hastige afkolonisering i 1960'erne, som for mange landes vedkommende resulterede i nød og etniske krige, samtidig med at korrupte - og i mange tilfælde, må vi indrømme, socialistiske - diktaturer overtog styret. Eftergivelse af de fattige landes gæld er så vist en prisværdig målsætning, og vi støtter alle initiativer, som tager sigte på at nedbringe gælden. Vi ønsker imidlertid, at man også effektivt rammer ondet i dets rod. Vi kan således eksempelvis konstatere, at de afrikanske lande, som bevarede tilknytningen til Frankrig takket være økonomiske, monetære og militære samarbejdsaftaler, helt frem til 1990'erne har været en slags oaser kendetegnet ved stabilitet og en vis velstand. Det samme kan siges om stater, der har bevaret tilknytningen til og har indgået økonomiske aftaler med andre vestlige magter. En sådan model ville efter vores opfattelse være en mere vederhæftig løsning på den tredje verdens problemer end FN's opsigtsvækkende forslag af 4. januar om, at Europa inden for de næste 25 år bør tage imod 159 millioner indvandrere fra de afrikanske lande for derigennem at kompensere for det faldende fødselstal. Efter vores opfattelse sikrer vi ikke den tredje verdens befolkning adgang til reel økonomisk udvikling blot ved at give dem adgang til Europa. Løsningen skal findes i Afrika ved at føre en udviklingspolitik, som gør det muligt for den afrikanske befolkning at leve i deres eget land. Og der kan i denne sammenhæng være grund til at stille spørgsmålstegn ved frihandlens påståede velsignelser. Vi er af den opfattelse, at disse næppe er reelle, eller at de kun er reelle, såfremt der er tale om handel mellem lande, som befinder sig på stort set samme økonomiske og sociale stade. Skal de afrikanske lande gradvist udvikle sig fra håndværksbaserede samfund til industrialiserede samfund, forudsætter det, at udviklingen kan forløbe roligt og i ly af sikre grænser og toldsatser.
+Hr. formand, vi lever i år 2000 efter Kristi, et jubilæumsår. Et år, hvori vi ud fra idéen bag det bibelske jubelår skal gøre alvor af at lette gældsbyrden for de fattigste lande. I jubelåret, hvert 50. år, i Israel blev gæld eftergivet, slaver frigjort og landet lagt brak. Sådan et år gav mulighed for at gå fremtiden i møde uden gæld. Analogt med dette bibelske udgangspunkt skal år 2000 være et jubelår for de allerfattigste i verden. Vi støtter derfor gerne de nationale og internationale initiativer om eftergivelse af gæld. Alligevel kan jeg ikke lade være med at komme med et par kritiske bemærkninger til de flotte udtalelser fra en række G7-lande fra de sidste år. Disse rige lande bryster sig af, at de ikke mere er vanskelige med hensyn til de meget store beløb, som de fattige lande skylder dem. Erfaringerne med det såkaldte HIPC-initiativ fra 1996 har imidlertid vist, at eftergivelse af gæld ikke altid har været positiv for udviklingen af de fattigste lande. I de bedste tilfælde giver 100% eftergivelse kun 40% effektiv nedsættelse af gælden. Årsagen til dette er for det første, at der knyttes sådanne betingelser til gældsnedsættelsen, at kun få lande kommer i betragtning. Endvidere findes pladsen til gældssaneringen ofte på nationale eller internationale budgetter for udviklingspolitik. Der er altså ikke tale om at frigøre ekstra finansielle midler, men meget mere om en flytning af udgifterne. De fattige lande skal ganske vist bruge mindre til afbetaling af gæld, men samtidig modtager de mindre hjælp fra udlandet. Hvis vi virkelig mener det alvorligt med at bekæmpe fattigdom i verden, skal gældssaneringen sammenkobles med en aktiv politik om bekæmpelse af fattigdom. Indsættelse af de lokale myndigheder og ngo'er er i den forbindelse vigtigt. Disse bemærkninger ændrer imidlertid ikke ved, at lovede indrømmelser skal efterleves, og nye initiativer iværksættes. Det kræver en omhyggelig og storsindet holdning. Kommissionen, medlemsstaterne og de internationale donorer skal gøre alt for at gøre Herrens år 2000 til et rigtigt jubelår.
+Hr. formand, både i anledning af det nye millennium, som hr. Dam netop nævnte, og på G7-mødet, det europæiske topmøde i Lissabon og det nylige Euro-Afrikanske topmøde i Kairo er der sagt mange smukke ord om eftergivelse af den enorme gæld, som mange udviklingslande har. Spørgsmålet i dag er: Hvor meget af dette realiseres? Vi har hørt en række eksempler om HIPC-I og HIPC-II, og jeg har forstået, at der nu er 1 milliard i det andet program. Udviklingslandenes samlede gæld er på 350 milliarder. Det betyder altså, at 1 milliard sammenlignet hermed er peanuts. Mange af disse lande betaler 25-40% af deres nationale budget i renter og afdrag til banker i Vesteuropa, USA og Japan. Den bitre sandhed er, at de mange milliarder, der betales som afdrag på gælden, langt overstiger udviklingspengene. Det er en katastrofal situation, fordi vi ofte undrer os over, at udviklingshjælpen ikke hjælper. Men dette er en af de vigtigste årsager. Når hælpen gives med den ene hånd for derefter at blive hentet tilbage med tre eller fire hænder, så er det klart, at disse lande ikke kommer et skridt videre. Tilbage står følgende spørgsmål: Skal man betingelsesløst eftergive gælden? Jeg er på det punkt ikke enig med hr. Miranda, og jeg er heller ikke enig med andre kolleger, som er af samme mening. Jeg mener, at der skal stilles betingelser. Det skal dreje sig om de fattigste lande. Lad os begynde med dem i første omgang. Der skal være tale om et demokratisk styre og et pluriformt parlament, der har gode muligheder for at kontrollere regeringen. Det pågældende land skal aktivt bekæmpe korruption. De pågældende lande må heller ikke føre eller deltage i krige, og en del af budgettet skal anvendes til sociale programmer for de fattigste borgere, det vil sige til uddannelse, sundhed og social sikkerhed. Jeg er ikke enig med hr. da Costa i, at det måske virker neokolonialt. På det sociale topmøde i København om udviklingslandene blev det også aftalt, at man vil betale en del af disse omkostninger. Hr. formand, det, vi nu skal slå til lyd for, er: Gør noget ved sagen. Anvend 10% af det samlede udviklingsbudget til eftergivelse af denne gæld. Hvis vi ikke gør noget, fortsætter disse lande i en nedadgående spiral.
+Hr. formand, jeg har lyttet med stor interesse til såvel Rådet som Kommissionen. Den Socialdemokratiske Gruppe mener, at den gæld, der martrer udviklingen i verdens fattigste lande, ikke kan behandles isoleret, som et udelukkende finansielt problem, men skal omfattes af en bred og sammenhængende strategi, der via udryddelse af fattigdommen munder ud i udvikling. Til det formål kræves det for det første, at eftergivelsen af gælden ikke medfører afskaffelse af andre finansieringskilder, men at nævnte eftergivelse bliver endnu en foranstaltning i en sammenhængende udviklingspolitik. For det andet at de midler, der er blevet frigjort af eftergivelsen, omdannes til midler til menneskelig udvikling, særligt til investeringer i sundhed og uddannelse. Jeg er ikke enig i det, Rådet har sagt om, at dette kan være en ny form for kolonisation. Det mener jeg ikke, at det er. For at eftergivelsen af gælden kan være effektiv, hvad angår udvikling, kræves der, som vi anmoder om i beslutningen, desuden en verdensomspændende strategi, som gennemføres enstemmigt og af de internationale finansielle institutioner. Den Europæiske Union bør som den største donor af udviklingsbistand samordne sin indsats i dem og gøre udryddelse af fattigdommen til et fælles mål for dens medlemsstater, og et af midlerne til at opnå dette er eftergivelse af de fattigste landes gæld. Vi står således over for et tilfælde af samhørighed og samordning af fællesskabspolitikkerne. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som vi for ofte blot opfatter som sikkerhedspolitik, skal inddrage dette aspekt på lige fod med handelspolitikker og udviklingspolitikker. De stærkt forgældede fattige lande, som begunstiges af denne strategi til bortskaffelse af gælden, som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond allerede følger, skal forpligte sig til nogle hensigtsmæssige makroøkonomiske politikker, nogle mål for social udvikling, en forøgelse af statens pålidelighed som den eneste mulighed for at tiltrække udenlandske investeringer og en styrkelse af den institutionelle kapacitet. Ved at forene debitorers og kreditorers aktioner i en global strategi, som tager sigte på at udrydde fattigdommen, kan vi muligvis opfylde mål 15 fra topmødet i København om social udvikling, et mål, som vi helt kan identificere os med. Vi anmoder derfor på det kraftigste alle medlemsstaterne og Kommissionen om at støtte HIPC-initiativet fra de fattige lande, som har stor gæld hos de internationale finansielle institutioner.
+Hr. formand, det er prisværdigt, at det internationale samfund nu åbenbart mener det alvorligt med eftergivelsen af gælden. Desværre kommer denne inspirerede politik sent, alt for sent. Allerede i slutningen 80'erne fastslog UNICEF med rette, at de rige i den tredje verden fik lånene og de fattige gælden. Ifølge Oxfam dør der dagligt 19.000 børn i udviklingslandene på grund af gældsbyrden. Det er ganske vist en indirekte følge af IMF-programmerne, der forpligter bestemte lande til at nedsætte deres udgifter til sundhed med en tredjedel. Får man ikke næsten hallucinationer af, at nogle lande bruger op til 40% af deres budget til afdrag på gæld, der ofte er lavet af uansvarlige og grådige diktatorer med stiltiende medvirkning af Verdensbanken og de vestlige privatbanker? Lad os derfor lære af fortiden. Jeg går ind for eftergivelse, men ikke lineært og betingelsesløst. Det skal passe ind i en integreret og multilateral strategi. Det skal sammenkobles med krav om et godt styre. Over for disse krav skal der stå hårde garantier på grund af de involverede lande. Garantier om at det finansielle spillerum, der opstår som følge af eftergivelsen, anvendes til bekæmpelse af fattigdom. Garantier om at pengene ikke anvendes til køb af våben og andre militære aktiviteter. Det er, hr. da Costa, ikke neokolonialisme. Det er overvågning af, at de europæiske skatteyderes penge ikke misbruges til at finansiere krige, vanvittige krige i Afrika med. Konditioner kræver mod, og undskyld at jeg siger det, mere mod, end medlemsstaterne og Kommissionen hidtil har udvist.
+Hr. formand, som andre har sagt, er der blevet afgivet mange løfter om gældssanering, men meget få er rent faktisk blevet indfriet. Efter alle de store ord, vi hørte i Köln sidste år, er mindre end 13 af de 100 milliarder dollars, der blev givet lovning på, rent faktisk blevet afskrevet, og som Kommissionen og Rådet har fortalt os, er bidragene til HIPC Trust Fund stadig et godt stykke under målet. Som kommissæren med rette siger, bør byrden deles. Kendsgerningen er den, at præsident Clinton til trods for et budgetoverskud på 1 billiard dollars over 10 år er ude af stand til at presse 210 millioner dollars ud af Kongressen til HIPC. Det er en rystende kendsgerning for os at acceptere. Det er også sådan, at vi stadig venter på, at Verdensbanken og IMF skal komme op med noget lig det, Den Europæiske Union tilbyder. Alle G7-landene har lovet en eller anden form for 100%'s gældsafskrivelse, men mange af dem er meget langsomme og utilbøjelige til at gøre det på den måde, vi gerne så det. For at kvalificere sig til gældssanering skal det enkelte land også gennemgå en lang og ofte modstridende "HIPC"proces, og kun fem lande har hidtil klaret at komme igennem de prøver, som de bliver tvunget til at gennemgå. Indtil nu er Det Forenede Kongerige det eneste land, der har tilbudt en 100%'s gældsafskrivelse. Frankrig, Tyskland og Japan opererer kun med en forudafgrænset gæld og overser således en betydelig gældsbyrde. Japan binder for øvrigt sin gældssanering til en forpligtelse til at købe japanske eksportvarer. Hvad Mozambique angår, er det f.eks. meget sigende, at IMF, Verdensbanken og Parisklubben kun udsatte betalingerne fra Mozambique og derefter rent faktisk lånte det flere penge. Så det, jeg i sidste ende vil sige, er, at vi her i Parlamentet indtrængende anmoder alle kreditorer om at ophøre med at forhale og begynde at arbejde virkelig hårdt på at gennemføre fuld gældsafskrivelse for de fattigste lande. Jeg er naturligvis enig med alle mine kolleger, de fattigste lande, der opfylder kriterierne for at få gældssanering, det vil sige de lande, der viser et engagement for den sociale sektor og støtte til menneskelig udvikling.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg tror, at det i dag er blevet klart, at den situation, der omtales i forespørgslen, er bekymrende og har vakt Rådets opmærksomhed. I al væsentlighed er der tale om et spørgsmål, som der er bred enighed om, i hvert fald i EU. EU's portugisiske formandskab har således sørget for at inkludere dette spørgsmål i sit arbejdsprogram, og det var også et implicit punkt på dagsordenen for Topmødet EU/Afrika i Kairo. Dette spørgsmål må imidlertid anskues køligt og velovervejet, selv om det har en vis dramatisk karakter på grund af den alvorlige situation, som befolkningerne i de stærkt forgældede lande udsættes for. Det afgørende spørgsmål om gælden er ikke det centrale spørgsmål for de berørte lande, for det centrale spørgsmål for dem er deres udvikling, og dén er det fundamentale spørgsmål, der ligger bag alt det andet. Vi skal alle være bevidste om, at det er den globale overvejelse om den samlede udviklingspolitik, og særlig om, hvordan EU og dens medlemsstater placerer sig i fastlæggelsen af denne politik internationalt, som det nu drejer sig om. Dét er det fundamentale spørgsmål; gælden er et symptom, sygdommen er underudvikling. Der er ulighedsproblemer, og der er problemer med en forskellig fordeling af rigdommen i disse lande, men disse problemer må overvindes gennem politiske løsninger. Jeg nævnte for et øjeblik siden de nykolonialistiske fristelser eller tilbøjeligheder, men jeg ønsker dog på ingen måde at sige, at det at knytte betingelser til støtte - således som det jo også fremgår af den filosofi, der i dag orienterer EU/AVS-samarbejdet - ikke er fuldstændig legitimt og fuldstændig normalt. Vi må imidlertid ikke overse, at der er normer for, hvorledes de tildelte ressourcer bør forvaltes, herunder de ressourcer, der frigives til disse lande med henblik på at lette deres gældsbyrde. Vi må bestræbe os på også i vidt omfang at respektere, hvorledes disse landes regeringer forvalter disse beløb. Vi må forstå, at vi må gøre et stykke arbejde for at sikre, at de politiske betingelser og styrkelsen af demokratiet i disse lande er grundlæggende og styrende for vores indsats. Arbejdet til fordel for god regeringsførelse og for en styrkelse af de demokratiske strukturer og den politiske deltagelse er fundamentalt for at få skabt frie samfund, som kan få en bedre forvaltning af egne ressourcer og en rimeligere fordeling af rigdommen, og som især ikke befordrer korruption og underslæb. Vi finder, at disse spørgsmål er helt afgørende spørgsmål, som udviklingen hænger tæt sammen med. Som sagt mener jeg, at gældsspørgsmålet er et symptom på noget mere omfattende, nemlig udvikling. Jeg mener, at EU og dens medlemsstater på dette område tydeligt har vist, at de er opmærksomme på problemerne og har konkrete foranstaltninger at foreslå.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at kommentere nødvendigheden af betingethed. Jeg er enig i en række af bidragene her. Jeg vil også sige, at det, vi står over for her, ikke er en strammere betingethedsordning end det, medlemsstaterne rent faktisk forfølger i deres bilaterale udviklingssamarbejde, da det nu til dags er nødvendigt at sikre, at ressourceanvendelsen svarer til de mål, der er fastsat. Hvis vi ser på substansen, er det også forbindelsen til en bedre fokusering på de sociale aspekter i HIPC-landene - det er nøglen til det, de skal gøre. Der er også tegn på, at dette bliver taget op af Verdensbanken og IMF, og at disse institutioner slutter sig til, når det gælder om at prioritere disse aspekter. På en måde kunne man sige, at vi er vidne til en overgang fra den konsensus, man nåede frem til i Washington, til den konsensus, man nåede frem til i København. Det gode ved dette er, at IMF med strategipapirerne om fattigdomsnedbringelse stiller sig på linje med de mål, som Verdensbanken satte for et par år siden. Alt dette viser, at fattigdomsbekæmpelsen står i centrum for indsatsen. Så en kombination af at holde fokus rettet mod en række måske snævert definerede HIPC-lande og at se på de sociale konsekvenser i disse lande er ret så fornuftig. Jeg vender mig nu til spørgsmålet om, hvorvidt alt for få lande er med i initiativet. Det ville være forkert at tro, at vi blot kunne gøre dets deltagerkreds bredere og hilse andre udviklingslande velkomne som deltagere i det. Der ville være en række negative virkninger, hvis vi gjorde dette. For det første ville udgifterne til HIPC-initiativet forøges drastisk, for jo rigere disse lande er, eller jo mindre fattige de er, jo større gæld har de pådraget sig. Så det må erindres, at dette handler om at hjælpe de fattigste lande til at pege på de områder, hvor de kan klare den resterende gæld. Det var aldrig tanken at afskrive al gæld for tredjeverdenslandene, for det ville have været fuldstændigt praktisk umuligt. Vi befinder os på et niveau af 0,22% eller 0,23% for officiel udviklingsbistand, langt fra den 0,7%'s målgruppe, som alle i princippet er blevet enige om, og som kun et begrænset antal lande rent faktisk har nået. De 350 milliarder ville aldrig have været et overkommeligt beløb, og værdien for de fattigste lande ville også være blevet udvandet, hvis det skulle deles blandt de mindre fattige mellemindkomstlande. Jeg vil sige til fru Schörling, at næsten alle pengene til HIPC kommer fra de eksisterende udviklingsbudgetter. Dette gælder også for den milliard EUF-penge, som vi omfordeler. Det gode ved dette er, at AVS-landene accepterede det, og dette er en omfordeling, der flytter penge fra de relativt rigere til de fattigste lande i AVS-gruppen. Så vi gør noget meget konkret ved at forbedre vores generelle aktivitets fattigdomsfokus i denne omfordeling. Denne del af det er højst velkommen. Det gode ved det er, at vi havde pengene, så vi kunne gøre noget af reel værdi som den eneste tilstedeværende donor undtagen nogle få elitedonorer, der forsøger at gøre resten til skamme ved at skride frem og være et godt eksempel - det sædvanlig slæng. Ellers er Den Europæiske Union den eneste, der er i stand til at gøre noget af reel værdi. Endelig bifalder jeg meget den måde, denne debat har forløbet. Parlamentets interesse er et vigtigt aktiv for Den Europæiske Union.
+Mange tak, hr. kommissær. Jeg har modtaget fem beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 42, stk. 5. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Zimbabwe.
+Hr. formand, ærede medlemmer, et klima, hvor oppositionen søges skræmt, og hvor love og borgerrettigheder ikke overholdes, præger med undertiden tragiske følger fortsat den nuværende periode op til valgkampen i Zimbabwe. Situationen er blevet værre trods flere internationale bestræbelser, herunder særlig fra EU's side, på at få præsident Robert Mugabe til at træffe beslutning om, at de farme, der er blevet besat af de såkaldte "krigsveteraner", straks skal rømmes, og med henblik på at garantere sikkerheden for alle borgere, heriblandt også udenlandske statsborgere bosiddende i Zimbabwe. EU er virkelig bekymret over situationen i Zimbabwe, og Rådet har offentliggjort to udtalelser fra formandskabet, den 13, marts og den 7. maj, hvor det gav udtryk for sin dybe bekymring over denne situation. Disse udtalelser er blevet støttet af alle ansøgerlandene og landene i EØS-samarbejdet. Der er også på Rådets initiativ blevet foretaget flere henvendelser til landets myndigheder. Hvad angår det centrale spørgsmål, der ligger under den nuværende krise, spørgsmålet om jorden, giver EU fortsat udtryk for, at vi er rede til at hjælpe Zimbabwe med at gennemføre en omfordeling af jorden, som er forenelig med respekt for ejendomsretten og især med de principper og konklusioner, der blev formuleret på den donorkonference om en jordreform, der fandt sted i Harare i 1998. Med hensyn til gennemførelsen af de kommende parlamentsvalg i Zimbabwe, der skal finde sted 24. og 25. juni, er det afgørende, at de kommer til at foregå frit, retfærdigt og åbent og på det berammede tidspunkt. Dette valg bør overværes af internationale observatører, der kan stå inde for den måde, hvorpå de foregår, og som kan garantere det endelige afstemningsresultat, den nødvendige legitimitet og det internationale samfunds accept heraf. EU er på dette punkt parat til at sende valgobservatører, men vi forventer selvfølgelig af Zimbabwes myndigheder, at de får tilfredsstillende garantier for sikkerhed og fri adgang til alle afstemningslokaler. EU's ambassadørtrojka i Harare vil personligt overbringe dette budskab til Zimbabwes myndigheder. Repræsentanter for Kommissionen vil befinde sig dernede på fredag, den 19. maj, for at forberede valgobservatørernes tilstedeværelse, såfremt de konstaterer, at der foreligger de rette betingelser herfor. På mandag vil Rådet (almindelige anliggender) tage stilling til den vurdering, som Kommissionens repræsentanter fremlægger efter deres besøg. Jeg vil gerne, hr. formand, ærede medlemmer, minde om, at Zimbabwe er en af EU's partnere inden for Lomé-konventionen, og at Zimbabwe ifølge denne konvention skal respektere de principper, som er nedfældet i den, principper, der er bestemmende for EU's samarbejdspolitik. EU vil fortsat følge udviklingen i Zimbabwe i lyset af disse principper, og vi vil ikke undlade at drage de nødvendige konsekvenser, såfremt disse principper ikke opfyldes.
+Kommissionen er bekymret over den situation, der er ved at udvikle sig i Zimbabwe. Zimbabwe, der igennem flere tiår var et stabilt land, gennemgår nu en stadig mere alvorlig økonomisk og politisk krise. Regeringen har nu udskrevet parlamentsvalg, som vil finde sted den 24. eller 25. juni. Dette er et godt tegn. Ulovlige besættelser af landbrugsbedrifter, fortsat vold, død, skadevoldende handlinger og intimidering af oppositionen bliver tolket som en del af det regerende partis valgkampagne. I de seneste uger har man været vidne til en række internationale initiativer til fremme af afholdelsen af frie og retfærdige valg. Rådet (almindelige anliggender) tilskyndede ved dets møde den 10. april Zimbabwes regering til at skabe betingelserne for at holde frie og retfærdige valg. Kommissionen tilskynder fortsat Zimbabwes regering til at afholde valg uden intimidering. Jeg havde en meget direkte samtale med præsident Mugabe ved EU-Afrika-topmødet. Jeg fulgte op på dette med et brev til ham i denne uge. Efter en aftale truffet af EU-medlemsstaterne på Acorerne den 6. og 7. maj har Kommissionen i denne uge en delegation i Zimbabwe for at se på de nødvendige arrangementer for et EU-observatørhold og for at koordinere med andre valgobservatørinitiativer forestået af Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab, Det Britiske Statssamfund og USA. Kommissionen har ligeledes tildelt 220.000 euro til uddannelse af 1.440 valgobservatører fra Zimbabwe og har stillet yderligere 6 millioner euro til rådighed til støtteinitiativer fra det civile samfund, herunder om forsvarlige styreformer og demokratisering. Kommissionens valgvurderingsdelegation, der nu er i Zimbabwe, drøfter med medlemsstaterne, hvad der skal gøres for at klare de logistiske og operationelle aspekter ved denne handling, navnlig finansiering, fri bevægelighed og sikkerhed i tjenesten. EU-observatørerne sendes ikke ud for at legitimere en valgproces, der indtil nu har været præget af intimidering og vold. Men internationale observatører kunne spille en vigtig rolle med at afværge vold og opbygge tillid, navnlig i landdistrikterne. Et foreløbigt EU-forslag, der for nærværende er ved at blive udviklet, opererer med udsendelse af 150 observatører, hvoraf 100 vil blive udsendt i den første uge af juni måned for at føre tilsyn med valgkampagnen og resten for at øge EU's observation af afstemningen og stemmeoptællingen. Der foregår stadig konsultationer med regeringen og koordinering med andre internationale observatørdelegationer såsom Det Britiske Statssamfund, USA og Norge og med lokale valgobservatørinitiativer. I erkendelse af Europa-Parlamentets vidtrækkende erfaringer med valgobservation inviterer vi repræsentanter til at deltage. Hvad angår udviklingssamarbejdet, opretholder Kommissionen sin EUF-fattigdomsbegrænsningsbistand, der har et socialt sigte og er rettet mod sundhed, uddannelse og udvikling af landdistrikter og navnlig bekæmpelse af hiv/aids-epidemien. Disse fattigdomsbegrænsningsprogrammer fremmer dialogen med det civile samfund og giver et passende politisk signal. Samtidig med, at det fordømmer visse handlinger fra regeringens side, støtter det internationale samfund fortsat Zimbabwes folk. Som følge af regeringens dårlige makroøkonomiske resultater har EU ligesom IMF og Verdensbanken allerede indefrosset støtte til strukturtilpasning. På spørgsmålet om en eventuel suspension af Zimbabwes privilegier i henhold til Lomé-konventionen må jeg sige, at der kunne være grund til suspension, hvis Kommissionen efter en tilbundsgående høring af medlemsstaterne finder, at dette ikke vil virke imod hensigten på dette stadium inden valget. Vi er bange for, at det ville blive manipuleret og tolket som en kollektiv reaktion arrangeret af dem, som polemisk kaldes "de tidligere kolonimagter", imod Zimbabwe og dets regering. I værste fald vil Kommissionen, hvis respekten for retsprincipperne forværres yderligere, eller hvis der skulle forekomme uregelmæssigheder ved valget, være nødt til at overveje, om Zimbabwe fortjener de privilegier, der er tildelt det i henhold til Lomé-konventionen. En suspension af disse privilegier vil være økonomisk ødelæggende for Zimbabwe og vil forværre krisen. Men hidtil mener jeg, at vi har fulgt den rette kurs.
+Hr. formand, jeg går ud fra, at jeg godt kan starte i et let positiv tone, idet præsident Mugabe nu har angivet dagene for valget som den 24. og 25. juni. Men på den negative side sætter han alle hærens og de offentligt ansattes lønninger op som en ubetinget bestikkelse. Jeg håber inderligt, at medlemmerne af Parlamentet vil få mulighed for at agere som observatører, for disse valg skal ses som værende frie, retfærdige og gennemsigtige i den atmosfære af frygt, som præsident Mugabe har skabt. Så sent som i sidste måned vedtog vi en beslutning her i Parlamentet, der fordømmer volden og krævede en tilbagevenden til fuldt demokrati og afholdelse af frie og retfærdige valg. Nogle af disse krav er nu forhåbentlig blevet implementeret, men ikke inden endnu en hvid farmer er blevet myrdet. Vi accepterer alle, at der må ske en omfordeling af den bedste jord i Zimbabwe, men dette må ske gennem rundbordsforhandlinger og ikke ved de voldsomme handlinger, som vi har oplevet over de sidste få måneder. Præsident Mugabe har nu nedsat et udvalg af hvide farmere og Mugabe-tilhængere forhåbentlig for at nå frem til en fornuftig aftale om omfordeling af jorden. Præsident Mugabe bør aldrig glemme den økonomiske skade, der vil blive forvoldt mod Zimbabwes økonomi, hvis jordomfordeling blot betyder, at jorden går tilbage til subsistenslandbrug i små parceller. Der er få folk blandt det rakkerpak, vi har set invadere landbrugsbedrifter, der havde råd til ansatte, maskineri, frø og kunstgødning, som kan drive disse enheder og få et potentielt eksportresultat. Jeg har set nogle af de landbrugsbedrifter, der blev krævet tilbage for nogle år siden af hr. Mugabe, og det meste af den frugtbare og produktive jord er nu atter dækket af krat, og bygningerne og stuehusene er nu hensmuldrende ruiner. Sikken et spild i et land, der er afhængigt af landbrugseksport! I de sidste par år er der taget skridt til at overtale politiske ledere i afrikanske regioner til at påtage sig mere ansvar for konfliktforebyggelse. Det var derfor glædeligt at høre Nelson Mandela kritisere den politik, der føres af Zimbabwes præsident, som er i færd med at ødelægge sit land. Jeg er ked af, at Mandelas efterfølger, præsident Mbeki, der måske er den mest magtfulde leder i Afrika, ikke offentligt har fordømt volden i Zimbabwe. Vi i Parlamentet gør ret i at opfordre Kommissionen til at revurdere sit udviklingssamarbejde med Zimbabwe, hvis der ikke bliver afholdt gennemsigtige valg, eller hvis oppositionen vinder, og volden fortsætter. Anvendelse af artikel 366 bør overvejes. Verdensbanken har nu nedskåret finansieringen på grund af gældsrestancer, og Zimbabwe er som land under likvidation. Vi kan blot se til og håbe, at der kan findes en fredelig løsning i Zimbabwe, da det er folket selv, der lider mest under denne ustabile situation, som landet befinder sig i.
+Jeg må straks sige, at jeg føler mig yderst opmuntret over, at Kommissionen har udarbejdet en så klar strategi for det, der må gøres i de meget vigtige uger, der går forud for valget. Jeg bifalder navnlig, at vi uddanner lokale observatører - jeg tror, at det er meget vigtigt, og at det vil opveje sandsynligheden for, at Mugabe kritiserer os for at komme på en nykolonialistisk måde og blande os i hans valg. Jeg bifalder også, at vi vil støtte det civile samfunds mål i de næste par uger. Jeg håber inderligt, kommissær, at vi får spredt denne form for oplysninger i Zimbabwe, for de folk, der forsøger at indlede en oppositionskampagne, vil blive opmuntret af den form for oplysninger, vi har fået fra Dem her i dag, og jeg tror, at det vil være vigtigt. En af de ting, jeg gerne vil komme kort ind på, er de statskontrollerede mediers rolle i opløbet til valget. Kommissæren nævnte ikke dette, men det ville være fornuftigt at gøre det, for tv, radio og statsejede aviser i Zimbabwe opfører sig nu, som om de var agenter for ZANU-PF. Al reportage om oppositionspartierne er negativ med MDC som særligt mål. Jeg ville virkelig gerne vide, hvad vi kan gøre fra Den Europæiske Unions side for at forsøge at sikre, at oppositionsgrupperne - og der er 26 partier opstillet til valget - får nogen adgang til medierne. De statskontrollerede medier, kommissær, nægter at acceptere betalte reklamer selv fra de største ngo'er, der blot arbejder for at støtte valgprocessen og demokratiet i Zimbabwe, eller fra nogen oppositionspartier. Kun tre uafhængige aviser medtager nogen form for reklame fra andre partier end ZANU-PF, så kun regeringens påstande bliver læst og set af folk, og det er da en uforenelighed, hvis vi taler om at skabe demokrati. Kendsgerningen er den, at den uafhængige presse ikke har trykningskapacitet til at klare efterspørgslen. Folk i Zimbabwe er bange. Døde og tilskadekomne i landdistrikterne og i øget grad også i byerne er dybt foruroligende. ZANU-PF har regeringsressourcerne, og MDC-tilhængerne er for bange til at donere penge. Ja, jeg læste endog i den britiske presse, at Kabila og Gaddafi nu giver penge til Mugabes kampagne, hvilket er noget foruroligende. Det er dybt foruroligende, at oppositionen udkæmper deres kampagne på ZANU-PF's betingelser. De har ingen kontrol over valglisterne, de har ingen kontrol over valglokalerne, der vil blive styret af statstjenestemænd. Dette er forkert, for den rolle, som disse statstjenestemænd spillede ved den sidste folkeafstemning, var i sandhed meget tvivlsom. Det forstår folk, og det er de klar over. Der er også ting, der peger i retning af, at denne femte brigade er involveret i voldskampagner inden valget. Den femte brigade var ansvarlig for den brutalitet, som Mugabe stod bag i Matabeleland i 80'erne. Det er også noget, der bekymrer mig, og jeg vil gerne, at EU ser nærmere på det. Endelig, hr. formand, lad os sikre os, at vi arbejder som en Europæisk Union for at skabe de betingelser, der vil gøre det muligt for Zimbabwes folk at give udtryk for deres valg ved dette valg i juni og give udtryk for deres valg i hemmelighed og uden frygt.
+Hr. formand, hvorfor er så mange afrikanske frihedskæmpere, som vi i den grad beundrede, i den sidste ende endt som diktatorer? Hvorfor er så få tidligere kolonier blevet retsstater? Hvor der hersker anarki og lovløshed, gælder den stærkestes ret. I Zimbabwe er det Mugabe. Var det land i begyndelsen et eksempel for den tredje verden på, hvordan det skulle gøres, er det nu faldet tilbage i sin egen modsætning. Der hersker en diktator, som anser sin egen magt og privilegier for vigtigere end ustabiliteten i sit land og befolkningens lidelser. Naturligvis er det nødvendigt med en landreform. Landbesiddelsen i Zimbabwe afspejler stadigvæk de gamle koloniforhold, og det fører naturligvis til spændinger. Men Mugabe har i mange år haft mulighed for at gennemføre denne landreform, notabene med udenlandsk hjælp. Spørgsmålet er altså: Hvilke onde grunde har Mugabe til først ikke at gøre noget og lige før valget at lade sine håndlangere holde hus på de hvide plantager? Ifølge Zimbabwes valgråd umuliggør den fortsatte vold frie og uafhængige valg. Så længe det er tilfældet, er det nødvendigt at udsætte valget. Det skal absolut undgås, at Mugabe legitimerer sin stilling gennem vold og intimidering. Det er godt, hvis medlemmer af Parlamentet optræder som iagttagere ved valget og også medtager Mugabes planer før valget i deres vurdering. Hvis valget ikke går rigtigt til, skal den europæiske hjælp udsættes. Men også, hvis Mugabe umuliggør valget, er fortsættelse af Lomé-samarbejdet udelukket. Hvis situationen i Zimbabwe forværres yderligere, kan det få vidtrækkende følger for de afrikanske lande i almindelighed og for Sydafrika i særdeleshed. Befolkningen i Zimbabwe fortjener en meget bedre regering end den nuværende. Det er på høje tid, at EU taler klart sprog. Vores tålmodighed med afrikanske ledere, hvis heltegerninger nu kun består af magtmisbrug, begynder at slippe op.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at bifalde Kommissionens strategi for opløbet til valget, der lige er blevet skitseret af kommissæren, og navnlig uddannelsen af lokale valgobservatører. De sorte i Zimbabwe lider stadig under kolonialismens arv. Cecil Rhodes, en af Storbritanniens mest succesrige kolonister, sagde, at formålet med kolonialisme var "at opdage nyt land, hvor man nemt kunne finde råmaterialer og samtidig udnytte den billige arbejdskraft, der var til rådighed i form af de indfødte i kolonierne". Arven efter denne barbarisk succesrige strategi kan ses i det kaos, der i dag hersker i Zimbabwe. I dag ejer blot 4.000 farmere stadig over 70% af det opdyrkede område, mens over syv millioner sorte i Zimbabwe ernærer sig kummerligt på overfyldte fællesarealer. Vi fordømmer volden, men vi kan også se, at de sorte i Zimbabwe har en overbevisende sag. Dette gør præsident Mugabes afvisning af at fortsætte det retmæssige jordomfordelingsprogram endnu mere beklageligt. Det er et grueligt vanskeligt problem, når Mugabe ikke vil forhandle. Men jeg opfordrer den britiske regering til at gøre alt, hvad den kan, for at overtale Zimbabwe til at nedsætte en uafhængig voldgiftsinstans, hvor de landløse er fuldt ud repræsenteret, og når det er nedsat - måske med bistand fra Det Britiske Statssamfund, at genoptage den finansielle bistand så hurtigt som muligt. Den britiske regering må erkende den moralske gæld, der skyldes for sådanne forbrydelser som slavehandel og kolonialisme, og fortsat gøre alt, hvad der står i dens magt, for at støtte en fredelig og gradvis løsning af jordproblemerne i Zimbabwe.
+Hr. formand, Zimbabwes historie er historien om håb, der bliver til fortvivlelse - håbet om, at Zimbabwe i 1980 kunne have realiseret sit fulde potentiale og være blevet et førende land i Afrika; fortvivlelse nu, fordi nationens fader har reduceret sit værk fra at være et af de rigeste og mest højtuddannede af Afrikas lande til at være et af de fattigste. Det er i sandhed en bemærkelsesværdig præstation og en case study i dårlig ledelse i nyere tids historie. Jeg er sikker på, at hr. Mugabe nu har sikret sig en plads i historiebøgerne af alle de forkerte grunde. I dag lider landet under en arbejdsløshed på 50% og en inflation på 60%. Han spenderer en million dollars om dagen på et udenlandseventyr i Congo; valutareserverne er væk, og Verdensbanken har suspenderet finansieringen af projekter. Jeg var forbavset over at høre den tale, der lige blev holdt af min kollega fra De Grønne. Og dog af fortvivlelse kommer fatning, beslutsomhed og håb. Landet er et af de mest højtuddannede i Afrika, og Den Europæiske Union bør være stolt af sin rolle med at hjælpe med til at have etableret uddannelsesstøttestrukturen over de seneste 20 år. Det har en velfungerende samfundsstruktur og -kultur. Der er udskrevet valg, og valglister er ved at blive udarbejdet, men disse valglister bør kontrolleres inden valget. Oppositionspartierne ønsker mere gennemsigtighed. 20 mennesker er blevet dræbt og mere end 1.200 landbrugsbedrifter ulovligt besat. Hr. Mugabe har mistet kontrollen med landet og præsiderer over lovløshed og korruption. Den 24. juni vil der blive afholdt valg. I går sagde generalsekretæren for Det Britiske Statssamfund, at det stadig er muligt at have frie valg. Landets fremtid ligger hos Zimbabwes unge. De kræver valg. De bør få en chance. Det er deres fremtid. En ting, vi må gøre, er at ændre den kultur, der er fremherskende i Afrika i dag om, at vinderen tager det hele. Vi må stoppe denne vinderen tager det hele-kultur, som man har i alle afrikanske lande, og jeg mener alle landene. Vi må se frie og retfærdige valg og påvise, at de har været retfærdige og frie.
+Hr. formand, næsten alle talere har sagt, at det eneste håb i øjeblikket i Zimbabwes anarkistiske situation er, at der om kort tid afholdes valg. Jeg er også enig med alle de talere, der har sagt, at vi skal sørge for, at valget går rigtigt til. Det er ikke let. Jeg syntes, det var opmuntrende at høre, at kommissær Nielson sagde, at der allerede i begyndelsen af juni sendes iagttagere til Zimbabwe. Jeg mener, det er meget vigtigt, fordi modstanderne af Mugabes regering, dem, der er i opposition, klart har brug for beskyttelse. Jeg vil derfor gerne støtte Kommissionens holdning på det punkt. Der skal så hurtigt som muligt sendes iagttagere til Zimbabwe, hellere i dag end i morgen. Reaktionerne i nabolandene er en anden udvikling, der vækker bekymring. Vi har i mange år fra Europa kæmpet for at gennemføre racelighed, lige muligheder, demokrati osv. i Sydafrika. I øjeblikket hersker der en dødsens stilhed i nabolandene. Det er for mig en meget sigende udvikling. Jeg mener derfor, at hvis valget i Zimbabwe ikke går rigtigt til, skal Kommissionen fastholde den kurs, som der netop er gjort rede for. Hvis der er klare tegn på omfattende svindel, og Mugabe ulovligt bliver ved magten, skal hjælpen indstilles i henhold til Lomé-konventionen. Hvis Kommissionen ikke gør det, kan de ulovlige ekspropriationer brede sig til resten af det sydlige Afrika, og det vil være en katastrofe. Ikke kun for dette område, men også for hele resten af Afrika. Det skal på enhver måde undgås.
+Hr. formand, jeg vil henvende mig personligt til det frie Zimbabwes præsident, til Dem hr. Robert Mugabe, til Deres regering og til Deres socialistisk orienterede parti ZANU-PF. Præsident Mugabe, et samfund kan aldrig bygges på had. Trusler kan aldrig skabe tillid og samfundsfællesskab. Lovløshed kan aldrig skabe tryghed og medmenneskelighed. Vold og mord kan aldrig forenes med det kristne menneskesyn, som jeg ved, at De, præsident Mugabe, er vokset op med og har bekendt Dem til. Zimbabwes kirker, det lutherske verdensforbund og kirkernes verdensråd appellerer til Deres samvittighed. Mit hjemland Sverige har på meget udholdende og konkret vis støttet Zimbabwe både i kampen for et frit og demokratisk land ud fra det lige, enestående og ukrænkelige menneskeværd uanset hudfarve, samt i udviklingen af landets økonomi. Sverige har i alt sendt to milliarder svenske kroner - svarende til 220 millioner amerikanske dollars i bistand siden uafhængigheden i 1980. For 20 år siden gennemførte den svenske kirkes ungdomsbevægelse, som jeg selv var aktiv i, et særskilt bidrag, som vi kaldte "bliv ven med Zimbabwe". Entusiastiske unge fra vores to lande mødtes. Vi troede på Dem, præsident Mugabe, og på Deres lands fremtid, fordi vi regnede med, at De ville værne om det kristne menneskesyn i Zimbabwe. Vi vil atter tro på Dem, selv om der er sket meget ondt. Opgiv hadet! Gør det for Deres eget eftermæles og rygtes skyld! Gør det for Zimbabwes borgere og for Afrika!
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg tager ordet ganske kort for at bemærke, hvor vigtig denne debat er, og især hvor udmærket det er, at Europa-Parlamentet endnu en gang har givet udtryk for sin uro over dette spørgsmål, der er så aktuelt og giver anledning til så megen bekymring inden for EU. Vi mener, at EU's indsats og opmærksomhed i denne sag er usvækket, og jeg kan på Rådets vegne garantere - og jeg tror helt tydeligt også på vegne af Kommissionen, der allerede har igangsat en meget konkret indsats i forhold til det kommende valg - at vi ikke vil lade dette spørgsmål ude af syne. Jeg vil også gerne sige, at muligheden for at tage de høringsmekanismer i brug, der er indeholdt i Lomé-konventionen, i tilfælde af en mindre gunstig udvikling i situationen efter valget ikke er fraværende i Rådets overvejelser. Dette spørgsmål var som bekendt genstand for drøftelse på det uformelle udenrigsministermøde, der fandt sted i begyndelsen måneden. Spørgsmålet forbliver under observation i Rådet (almindelige anliggender), og vi vil selvfølgelig være meget opmærksomme på, hvordan valgkampen og valghandlingen kommer til at foregå, og vi forventer, at der hos myndighederne i Zimbabwe er bevidsthed om, at den måde, hvorpå valghandlingen afvikles, naturligvis vil være afgørende for styrets troværdighed i forhold til det internationale samfund. Vi mener, at det, som hr. Ribeiro e Castro sagde, er meget vigtigt at analysere, hvorledes hele denne sag udvikler sig fra nu og frem til valghandlingen. Der er indtil videre talt mere end 20 døde som følge af den vold, der er foregået i de sidste uger, og vi er også klar over - og dette punkt er meget vigtigt på baggrund af det, der er blevet sagt om virkningerne for det sydlige Afrika i øvrigt - at en ustabil situation i Zimbabwe kan risikere at brede sig til andre lande i området, hvilket unægtelig er en kilde til bekymring for os alle.
+Mange tak, hr. kommissær. Jeg har modtaget seks beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen, torsdag, kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0220/2000). Jeg må gøre Dem opmærksom på, at vi er 20 minutter forsinkede. Det er ikke muligt at arbejde efter kl. 19.00, da repræsentanterne for Rådet har et officielt møde kl. 19.05 med Parlamentets kontaktgruppe for at diskutere parlamentsmedlemmernes statut. Det er et meget vigtigt arbejde, som allerede er planlagt, og vi må arbejde med størst mulig fleksibilitet for at få besvaret det størst mulige antal spørgsmål. De øvrige vil blive besvaret skriftligt. Lad os påbegynde spørgetiden.
+Spørgsmål nr. 1 af (H-0350/00): Om: Uønskede personer i Tyrkiet Den tyrkiske avis "Sabah" har offentliggjort en liste over 56 personer, som er uønskede i Tyrkiet. Denne liste indeholder en mængde parlamentsmedlemmer fra mange lande i Den Europæiske Union (Danmark, Italien, Grækenland, Sverige, Spanien), men også fra tredjelande og ligeledes et stort antal journalister, gejstlige, medlemmer af menneskerettighedsorganisationer osv. Listen er til trods for den opsigt, den har vakt, ikke blevet dementeret af den tyrkiske regering. Eftersom eksistensen af en liste over uønskede personer udgør en uacceptabel og udemokratisk handling fra den tyrkiske regerings side, vil jeg gerne vide, om Rådet har til hensigt at undersøge sagen og at gribe direkte ind over for den tyrkiske regering for at få listen afskaffet?
+Hr. formand, jeg skal besvare disse spørgsmål så kortfattet som muligt, uden at denne kortfattethed skal betyde noget for den dybe interesse, som Rådet har i at give Europa-Parlamentet så udtømmende svar, som det formår. Det er faktisk rigtigt, at en tyrkisk avis er fremkomnet med oplysninger om en liste over personer, som anses for uønskede i Tyrkiet. Derfor blev dette spørgsmål også bragt på bane af formandskabet på mødet i Associeringsrådet mellem EU og Tyrkiet den 11. april i år, og jeg kan meddele, at den tyrkiske udenrigsminister, hr. Schem, officielt tilkendegav, at en sådan liste ikke findes, af hvilken årsag vi på baggrund af en officiel udtalelse af denne karakter har ment, at vi ikke burde insistere yderligere på dette punkt. Såfremt der måtte forekomme nogen forholdsregel fra de tyrkiske myndigheders side, der kunne fremstå som værende i modstrid med det, som Tyrkiets udenrigsminister har tilkendegivet over for os, vil Rådet naturligvis ikke undlade at handle i overensstemmelse hermed.
+Jeg vil gerne takke formanden, både fordi han har rejst spørgsmålet og for hans svar. Jeg håber, tingene forholder sig sådan. Jeg vil gerne benytte mig af min mulighed for at stille et tillægsspørgsmål, også i anledning af, at Leila Zanas mand og søn er til stede. Leila Zana har modtaget Europa-Parlamentets Sakharov-pris, og mit spørgsmål til ministeren lyder således: Mener han ikke, at det portugisiske formandskab, inden det træder tilbage, bør tage spørgsmålet op om løsladelsen af et parlamentsmedlem, som vores egen forsamling har hædret med Sakharov-prisen for hendes kamp for menneskerettighederne, nu hvor Tyrkiet ønsker at tage skridt til medlemskab og optagelse i Den Europæiske Union? Bør Rådet og formandskabet ikke tage et initiativ vedrørende Leila Zana?
+Hr. formand, ærede medlemmer, beslutningerne på Det Europæiske Råd i Helsinki betød, at Tyrkiet fik status af kandidat til optagelse i EU. Det blev bestemt, at der som følge af denne beslutning skulle fastlægges en tilslutningsstrategi, der indbefatter en nøje opfølgning på de reformer, som EU anser for afgørende bl.a. inden for menneskerettighederne, der jo i lyset af Københavnskirterierne er afgørende for et hvilket som helst lands optagelse i EU. Rådet vil følge alle disse spørgsmål og vil også give Europa-Parlamentet alle nødvendige informationer om, hvorledes denne tilslutningsstrategi skrider frem, og især om, hvordan Rådets opfattelse er af Tyrkiets opfyldelse af de betingelser, som er stillet for, at EU kan åbne forhandlinger med landet om optagelse.
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg overværer spørgetiden næsten hver gang, og hver gang er det første eller de første par spørgsmål fra vores kolleger i det græske kommunistparti og navnlig fra hr. Alavanos. De vil bemærke, at datoen på dette spørgsmål er den 30. marts 2000, hvilket var to uger før sidste mødeperiode. Derfor burde det efter min mening ikke have været nummer et på listen, det burde have været på listen over spørgsmål for sidste mødeperiode. Der synes at være et eller andet system, hvormed det altid lykkes for hr. Alavanos og hans kolleger at få det første og andet spørgsmål, og de angriber altid Tyrkiet. Jeg vil gerne have, at De undersøger, hvorfor det er sådan.
+Hr. Purvis, jeg synes ikke, at det tilkommer os at fortolke hensigterne. Jeg skal - selv om De allerede ved det - sige til Dem, at det er formanden selv, der sammen med sit kabinet bestemmer spørgsmålenes rækkefølge. Jeg ved ikke, om hr. Alavanos har så meget indflydelse på Parlamentets formand. Men jeg kan fortælle Dem, at han ikke er fra det græske kommunistparti, men fra Synaspismos. Det ved jeg. Men lad os fortsætte med dagsordenen. Jeg vil være meget opmærksom på Deres spørgsmål.
+Spørgsmål nr. 2 af (H-0361/00): Om: Uoverensstemmelse mellem Armenien og Tyrkiet Den 11. december 1999 accepterede Rådet Tyrkiets kandidatur med henblik på tiltrædelse af Den Europæiske Union. Europa-Parlamentet anmodede i punkt 3 i sin beslutning af 18. juni 1987 Rådet om "at udvirke, at den nuværende tyrkiske regering anerkender, at der blev begået folkedrab på armenerne i 1915-1917, og om at fremme optagelsen af en politisk dialog mellem Tyrkiet og de delegerede repræsentanter for armenerne". Tyrkiet anerkender ikke det pågældende folkedrab og opretholder fortsat en økonomisk blokade af Armenien. Hvilke foranstaltninger har Rådet truffet for at fremme de politiske forbindelser mellem Armenien og Tyrkiet? Anser Rådet ophævelse af embargoen for en uomgængelig betingelse for Tyrkiets tiltrædelse af Den Europæiske Union?
+EU's politiske mål i området har indlysende nok været at fremme stabiliteten i Kaukasus, såvel mellem landene i regionen, herunder med hensyn til Nagorno-Karabakh, som mellem disse og deres naboer. Jeg mener, at den omstændighed, at der nu er skabt et nyt forhold til Tyrkiet, et forhold, som det er værd at påpege ikke indebærer automatisk føjelighed i forhold til tyrkiske interesser, men også kræver, at Tyrkiet udviser større imødekommenhed over for EU's ønsker, skaber en ny type dialog, der meget naturligt vil tvinge Tyrkiet til at indtage en række holdninger på de traditionelle punkter i EU's forhold til landene i området. Hvad dette angår, er det værd at nævne, at samarbejdet mellem EU og Armenien er en del af den lovgivning, som Tyrkiet skal leve op til, såfremt forhandlingsproceduren indledes. Opfyldelsen af disse betingelser fra Tyrkiets side må naturligvis også betyde en opløsning af spændingerne mellem Tyrkiet og Armenien.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, tak for svaret. Jeg må desværre sige, at jeg ikke finder, jeg helt har fået svar på mit spørgsmål. Jeg henviste således i mit spørgsmål til Europa-Parlamentets beslutning fra 1987, hvori vi kræver anerkendelse af eksempelvis folkedrabet på armenerne 1915-1917. Vi ved imidlertid ikke, hvilke foranstaltninger Rådet siden 1987 har truffet for at forsøge at fremme forbindelserne mellem de to lande, men kan konstatere, at Tyrkiet fortsat opretholder en økonomisk blokade mod Armenien. Jeg vil derfor gerne vide, om spørgsmålet om denne blokade har været rejst i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne, og om en ophævelse af blokaden anses for en betingelse for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union?
+De stiller to spørgsmål. Det første vedrører beslutningen fra 1987 om anerkendelse af folkemordet 1915-1917, det andet snarere de politiske relationer mellem Armenien og Tyrkiet. Hvad angår det første punkt, er det indlysende, at det er den type spørgsmål, der er af politisk karakter, selv om det hviler på en historisk forudsætning, som vi alle anerkender, og som er særdeles vigtig, men som ikke udgør en forhåndsbetingelse for at genoptage dialogen med Tyrkiet. Hvad angår relationerne mellem Armenien og Tyrkiet, som vi ønsker skal blive positive i fremtiden, har EU blot forsøgt at få Tyrkiet til at følge det normale mønster for EU's forbindelser udadtil, og dette mønster indbefatter gode forbindelser, herunder på handelsområdet, med Armenien. Denne gode forbindelse, og hele det samarbejde, som den forudsætter, er en del af den lovgivning, som Tyrkiet må acceptere. Vi er imidlertid ikke i stand til på internationalt plan at gennemtvinge gode relationer mellem landene; de kan ikke gennemtvinges pr. dekret, men ved politisk beslutning. Tyrkiet må, hvis det ønsker at indlede forhandlingerne med EU og ønsker at blive medlem af EU, og uafhængigt af, hvordan det ser på situationen i Armenien, på det praktiske plan vise, at det anser sig for forpligtet til at respektere hele den vifte af gode forbindelser, som EU har med Armenien. Spørgsmålet har indtil da en udelukkende bilateral natur, og i den sammenhæng kan EU ikke gribe ind.
+Spørgsmål nr. 3 af (H-0365/00): Om: Associeringsaftalen mellem EU og Jordan Rådet bedes oplyse, hvilke medlemsstater der endnu ikke har ratificeret associeringsaftalen mellem EU og Jordan, og hvor stor vægt der lægges på at få dem til at fremskynde processen?
+Med hensyn til dette spørgsmål, hr. formand, tror jeg, at vi ville gavne den måde, hvorpå forholdet mellem Rådet og Europa-Parlamentet praktisk fungerer på, hvis vi fuldt ud kunne benytte de faciliteter, som Rådet i kraft af åbenhed i forvaltningen og adgang til information stiller til rådighed for alle borgere, deriblandt også for medlemmerne af Europa-Parlamentet. Jeg vil nemlig i denne forbindelse gerne invitere de ærede medlemmer, der er interesserede i denne sag, til på Rådets hjemmeside på Internettet, der opdateres dagligt, at checke underskriftsdato og ratifikation, vedtagelse og ikrafttræden for alle aftaler, herunder aftalerne med Middelhavslandene og aftalen med Jordan, som er nævnt i Deres spørgsmål. Jeg vil gerne til dette punkt, og på grundlag af de senest til rådighed stående informationer, oplyse Dem om, at der er otte medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret associeringsaftalen mellem EU og Jordan. Som bekendt er dette de nationale parlamenters ansvar, da det er dem, der har det sidste ord at skulle have sagt, fordi det drejer sig om blandede aftaler, hvor der er en fællesskabs- og en bilateral dimension. Vi kan logisk nok ikke blande os i de nationale parlamenters arbejde. Vi kan og bør imidlertid rette henvendelse til disse landes regering, og jeg kan sige, at det portugisiske formandskab har til hensigt på det næste uformelle udenrigsministermøde om middelhavsprocessen at sende et budskab om, hvor vigtigt det er, at disse landes parlamenter gennemfører ratifikationsproceduren af denne aftale i særdeleshed og de andre aftaler, som de endnu ikke måtte have ratificeret. Jeg vil dog også gerne nævne et spørgsmål, der normalt ikke tages i betragtning. Fordi der er en fællesskabsdimension i disse aftaler, og denne dimension vedrører handel, foregås deres ikrafttræden jo normalt af en beslutning fra Kommissionens side, og Kommissionen har, ligesom den i øvrigt har gjort det med de andre aftaler inden for Euro-Middelhavssamarbejdet, allerede sat den ensidige afvikling af toldmæssige foranstaltninger i kraft, der sørger for en hurtig adgang for jordanske produkter til Fællesskabets marked.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at udtrykke, hvor glad jeg er for at høre, at formandskabet er rede til at lægge pres på regeringerne, som igen, håber jeg, vil lægge pres på deres parlamenter for at få gang i ratificeringen. Det er ret beskæmmende, at der efter mere end seks måneder stadig er otte medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret. Jordanerne er særlig følsomme over for den langsommelige fart, hvormed der gøres fremskridt. Kommissær Patten er fast besluttet på at sætte fornyet gang i hele Barcelona-processen og EU-Middelhavsrelationerne. Jeg håber, at Rådet vil følge dette eksempel og sikre, at dette bliver viderebefordret af regeringerne til medlemsstaternes parlamenter. Kan han give mig en forsikring om, at Rådet vil give hr. Patten sin fulde støtte til det, han forsøger at gøre i Middelhavsområdet?
+Hr. formand, til den sidste del af det ærede medlems spørgsmål vil jeg gerne sige, at det portugisiske formandskab hele tiden har haft den vigtige indsats, der er ved at blive gennemført i Middelhavsområdet, som en af sine prioriteringer. Det portugisiske formandskab ønsker således at videreføre og uddybe arbejdet med at fastlægge en fælles strategi for Middelhavet og har taget flere initiativer på dette felt. Hvad konkret angår aftalen med Jordan, og uanset det med beklagelse må erkendes, at aftalen endnu ikke er trådt i kraft, har tidligere erfaringer vist, at sådanne aftaler er ca. tre år om at blive ratificeret. Den aftale, der er blevet ratificeret hurtigst, er aftalen med Tunesien, der blev underskrevet i juli 1995, og som trådte i kraft i marts 1998, altså på lidt mindre end tre år. Erfaringerne med de øvrige aftaler er en periode på ca. tre år, og jeg tror, at vi nu er midtvejs, hvad angår aftalen med Jordan. Det afhænger dog meget af de nationale parlamenter, men det portugisiske formandskab vil gøre, hvad det kan, for at gøre de forskellige regeringer opmærksom på problemet.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 4.
+Spørgsmål nr. 5 af (H-0370/00): Om: Kulturen og WTO Det portugisiske formandskab har understreget kulturens rolle i opbygningen af Europa og har navnlig knyttet det sammen med behovet for at klarlægge den europæiske strategi i forbindelse med den næste WTO-runde. Er Rådet nu rede til at fremsætte en erklæring om dette spørgsmål?
+Hr. formand, jeg mener at have forstået, at spørgsmålet er det, der drejer sig om kulturen og WTO. Som bekendt lå det under fastlæggelsen af Rådets mandat til topmødet i Seattle mange medlemsstater stærkt på sinde at understrege den kulturelle dimension og især, at EU i disse forhandlinger skulle indtage en meget fast holdning i forsvaret af den kulturelle egenart. Jeg erindrer derfor om, at der i konklusionerne fra mødet i Rådet den 26. oktober om forberedelsen af ministerkonferencen i Seattle blev givet udtryk for, at Unionen i de kommende WTO-forhandlinger ligesom i Uruguay-runden skal søge at sikre, at dens medlemsstater kan bevare og styrke deres muligheder for at definere og realisere deres politik på det kulturelle og audiovisuelle område, så deres kulturelle mangfoldighed består. De ærede medlemmer kender lige så godt som jeg den skæbne, der tilkom igangsættelsen af den nye WTO-forhandlingsrunde i Seattle, hvilket naturligvis har betydet, at behandlingen af denne type spørgsmål er blevet forsinket. Det er imidlertid på sin plads at nævne, at det inden for GATT-aftalen, aftalen om handel og tjenesteydelser, var fastsat, at der skulle indledes forhandlinger om den såkaldte indbyggede dagsorden den 1. januar i år. Disse forhandlinger er gået i gang, men der er indtil nu ikke blevet foretaget noget afgørende spring, for nu at benytte en underdrivelse om fremskridtet i disse spørgsmål, eftersom hele denne sag hænger klart sammen med den samlede forhandlingsproces' opstart. Jeg kan også sige, at Rådet mener, at der næppe vil være muligheder for, at denne opstart kan ske i år på en tilfredsstillende måde.
+Jeg vil gerne takke rådsformanden for hans svar. Grunden til, at jeg stiller dette spørgsmål, er, at vi i vores egne ideologier har mange forskellige modeller på EU-plan, som er enestående for Den Europæiske Union som helhed. Mange gange taler vi om den europæiske landbrugsmodel eller den europæiske samfundsmodel osv. Navnlig med hensyn til sådanne ting som det audiovisuelle havde vi i dag en drøftelse i Parlamentet af Randzio-Plath-betænkningen om gennemsigtighed og finansielle forbindelser mellem virksomheder og statsstøtte. Der er nu en kæmpemæssig trussel mod den kulturelle mangfoldighed i Den Europæiske Union som følge af importen af programmer fra Amerika og endda globaliseringen af fødevarekæder som McDonalds. Dette underminerer uafladeligt det, der er enestående ikke blot ved Europa som kontinent, men også ved de enkelte medlemsstater. Jeg håber, at De og Deres kolleger vil være årvågne, når det gælder om at sikre, at vi har mulighed for at bevare denne mangfoldighed, da den er et tillæg til det, Europa i alt væsentligt drejer sig om.
+Jeg kan forsikre Dem om, at såvel hvad angår Rådets samlede holdning (der naturligvis vil være referencerammen i de forhandlinger, som Kommissionen skal føre på Unionens vegne i det kommende forløb) som i et nationalt perspektiv - og det er det portugisiske perspektiv i denne sag - vil spørgsmålet om at bevare den kulturelle identitet og behovet for at opretholde en række instrumenter, der uden at være konkurrenceforvridende kan sikre, at den europæiske identitets grundlæggende værdier bevares, fortsat være en del af vores bestræbelser. Jeg tror i øvrigt ikke, at mit eget land er ene om at mene dette.
+Hr. formand, i WTO drejer det sig først og fremmest om at få åbnet markeder, f.eks. nu i forbindelse med Kina, om tekstilmarkedet også bliver åbnet for vores europæiske producenter. Det er et milliardmarked, som kan skabe mange nye arbejdspladser hos os, særligt når man husker på, at mange kinesere som det eneste kun ejer ét par bukser. Det kulturelle spørgsmål, som presser sig på hos mig, lyder som følger: Hvordan vil man i fremtiden forholde sig til sprogene? Frankrig forfølger her en meget selvstændig politik med det franske sprog. Ser De lignende tendenser for tysk, spansk, portugisisk? Vil der ske ligebehandling, eller vil der blive foretaget en bedømmelse efter de forskellige lande og deres befolkningstal?
+Jeg ville meget gerne give Dem et svar, hvis jeg i denne fase kunne danne mig noget indtryk af, hvordan diskussionen vil gå for sig på dette grundlag. Jeg antager dog, at det er Rådets hensigt at lægge vægt på de forskellige nationale tiltag, der gør sig gældende inden for den mangfoldighed, som EU er. Jeg kan dog i det mindste for mit eget lands vedkommende sige Dem, at det bestræber sig meget på, at den kulturelle dimension, herunder den sproglige, kommer blandt de allerførste prioriteringer i den debat, som EU skal føre med sine partnere i WTO.
+Da spørgerne ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 6 og 7.
+Spørgsmål nr. 8 af (H-0376/00): Om: Betaling af Den Europæiske Unions bidrag til FN's mission i Kosovo over landbrugsbudgettet Vil Den Europæiske Unions bidrag til FN' s mission i Kosovo blive betalt via poster i landbrugsbudgettet?
+Hr. formand, med hensyn til nogle af de foregående spørgsmål tror jeg, hvad angår landbruget, at det portugisiske formandskabs handlinger har været klare nok til at have besvaret det spørgsmål, som det ærede medlem stiller, selv uden at være til stede. Hvad angår spørgsmålet om finansieringen af politikken i Kosovo via landbrugsbudgettet, mener jeg, at man må konstatere det umulige i at finansiere FN's mission i Kosovo over landbrugsbudgettets poster, eftersom der ikke findes noget retsgrundlag herfor. De nuværende finansieringsbestemmelser tillader således ikke overførsel af bevillinger mellem to budgetposter i de finansielle overslag. Det betyder imidlertid ikke, at ingen har til hensigt (for det har Kommissionen tilkendegivet at have) at foreslå en ændring i de finansielle overslag mellem 2000 og 2006, men det vil dog, sådan som Kommissionen ser det, ikke komme til at berøre midlerne til den fælles landbrugsordning væsentligt. Dette spørgsmål undersøges i øjeblikket i Rådet. Det er et særdeles omstridt spørgsmål. Vi ved, at der også her i Parlamentet er et flertal, som er imod en revision af de finansielle overslag, der betyder en reduktion i det beløb, der afsættes til den fælles landbrugsordning. Jeg skal imidlertid gentage, at Kommissionen siger, at det overhovedet ikke drejer sig om at nedsætte den direkte støtte til landmændene, men kun om at udnytte besparelser, der primært hænger sammen med udviklingen i valutakursen mellem euro og dollar, besparelser, der vil blive fremskrevet i de næste to år. På den anden side mener Kommissionen også, at den revision af den fælles landbrugsordning efter 2002, der som bekendt er indeholdt i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Berlin, vil kunne resultere i nye besparelser. Men som sagt er Rådets holdning i denne sag i øjeblikket politisk imod revisionen af de finansielle overslag. Rådet mener, at der skal foretages en helt konkret vurdering - og det er såvel Kommissionen som den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik allerede blevet anmodet om - af behov og objektiv absorberingsevne på Balkan, hvor der selvfølgelig også nøje skal ses på EU's rolle i sammenhæng med de øvrige internationale finansieringskredse. Netop derfor har vi bedt Kommissionen om at udarbejde en oversigt over alle de berammede bidrag med angivelse af, hvorledes de fordeler sig på gaver og lån. Kun på grundlag af en sådan information har Rådet ment, at der kan foretages en konkret vurdering af Kommissionens forslag. Derfor er der heller ikke endnu overvejelser om at revidere de finansielle overslag.
+Det, som formanden for Rådet netop har sagt, er helt i modsætning til det, som kommissæren sagde i går, i forgårs og ved tidligere lejligheder i Parlamentet. Det er rigtigt, hvad Rådet siger: at betalingerne til landmændene er på spil. Der er virkelig ikke nogen retfærdighed i, at støtten til tørrede frugter - hvis fortsatte eksistens nægtes dem - ikke udbetales, eller at landmændene ikke får det, de beder om: en lavere pris på dieselolie. Det, som Kommissionen gør, er imidlertid at tage midler, som allerede blev vedtaget i Agenda 2000 på topmødet i Berlin, afsat til landbruget - som om de var tilovers - og overføre dem til udenrigspolitikken. Uanset om jeg går ind for bistand til Kosovo, er jeg ikke enig i, og jeg mener, at det er en åbenlys tåbelighed, at den i praksis tages fra de midler, der er afsat til landbruget og vedtaget i Agenda 2000 - for hvis man gør sådan, viser man, at det har været et kunstgreb - og overføres til udenrigspolitikken. Mit spørgsmål er følgende: Hvad gør vi, når det, Rådet siger, er det diametralt modsatte af, hvad Kommissionen siger? Hr. rådsformand, hvad gør vi i dette tilfælde?
+Det, som Parlamentet kan gøre, hvis det mener, at der er tale om modstridende udsagn, er at fortolke disse modstridende udsagn i forhold til virkeligheden, og virkeligheden er, at jeg til forskel fra, hvad det ærede medlem hævder, på intet tidspunkt i mit indlæg har givet udtryk for, at den direkte støtte vil blive påvirket negativt af denne budgetomlægning. Det er vigtigt, at det fremgår klart, at Kommissionen kun har sagt, at den vil bruge midler, der står til rådighed, og som er resultat af besparelser inden for den fælles landbrugspolitik. Ikke andet. Det betyder imidlertid ikke, at Kommissionen ikke kan fremlægge forslag om budgetomlægning, men som - bliver Kommissionen ved med at sige - heller ikke vil berøre den direkte støtte til landmændene.
+Hr. formand, rådsformanden chokerer mig faktisk. På den ene side forsikrer han os om, at der ikke vil blive afsat midler fra den fælles landbrugspolitik til Kosovo eller til gennemførelsen af Den Europæiske Unions udenrigspolitik, og på den anden side siger han, at Kommissionen alligevel har sagt - og det er rigtigt nok - at den vil uddele midler, som ikke er blevet brugt. Der vil altså ske en omfordeling af midlerne fra den fælles landbrugspolitik. Vi vil gerne fastholde spørgsmålet, om Rådet reelt mener, at det er muligt at tage midler fra et landbrugsbudget, som blev skåret ekstremt ned for 2000, og give dem til formål, som overhovedet intet har at gøre med de formål, de var godkendt til. Ud over vores generelle modstand mod hele den politik, Den Europæiske Union fører i Kosovo, er dette en helt konkret sag: Vi vil gerne have et løfte fra Rådet om, at der ikke går en eneste euro fra landbrugspolitikken til andre formål. Vores landmænd er allerede meget pressede, de har kolossale behov, det ser vi hver eneste dag, og det ville være uacceptabelt at tage midler fra deres i forvejen reducerede budget.
+Jeg skal begynde med at oplyse det ærede medlem om, at hovedparten af de midler, der finder anvendelse i AVS-sammenhæng, er midler, der bevilges gennem Den Europæiske Udviklingsfond, altså bidrag uden for Fællesskabets budget, men tilhørende Den Europæiske Udviklingsfonds eget budget, af hvilken grund jeg må sige, at det vil være lidt vanskeligt at lede midler fra Den Europæiske Udviklingsfond over til hjælpen til Kosovo, da de jo ikke indgår i Fællesskabets budget. Jeg vil derudover gerne gøre det helt klart, at jeg udtrykkeligt har forklaret, at de midler, der nu er blevet bevilget til hjælpen til Kosovo, er midler, der ikke er blevet brugt inden for den fælles landbrugspolitik. Jeg gentager: ikke er blevet brugt. Jeg vil også gerne sige, at jeg, hvad angår Kommissionens forslag, har udtrykt mig helt klart, da jeg sagde, at der i øjeblikket ikke i Rådet er nogen samlet holdning til fordel for at ændre de finansielle overslag mellem 2000 og 2006. Rådet er nået frem til, at den interne balance i de finansielle overslag ikke bør røres i denne fase. Man skal dog selvfølgelig læse konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Berlin, hvoraf det fremgår, at de finansielle overslag for perioden mellem 2000 og 2006 skal revideres midtvejs for navnlig den fælles landbrugspolitiks vedkommende. Det er måske også en god idé, at de ærede medlemmer også begynder at overveje, om den fælles landbrugspolitik på sigt lader sig forene med det, der kommer ud af den næste WTO-runde. For de finansielle overslag mellem 2000 og 2006 skal der også ske en revision, som i øvrigt for første gang kommer til at ske med kvalificeret flertal, og jeg vil også bede de ærede medlemmer om at være opmærksomme på dette punkt.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 9.
+Spørgsmål nr. 10 af (H-0381/00): Om: Økonomisk støtte til fælleseuropæiske partier I sit svar til mit spørgsmål H-0268/00 i Parlamentet den 12.4.2000 mente Kommissionen, at: EF-traktatens nuværende artikel 191 ikke udgør et retsgrundlag for finansiering af politiske partier i Europa. I artiklen behandles vigtigheden af politiske partier på europæisk plan. Den giver imidlertid ikke nogen institution beføjelser til at indgå udgiftsforpligtelser for at støtte politiske partier i Europa, og den fastlægger ikke en procedure for at godkende en foranstaltning, som en sådan udgiftsforpligtelse vil give mulighed for. Kommissionen mener derfor, at det vil være bedst af hensyn til retssikkerheden, at der i EF-traktaten indføjes et sådant relevant retsgrundlag for sådanne udgifter. Dette spørgsmål bør behandles på regeringskonferencen. Indtager Rådet den samme holdning om dette spørgsmåls retsgrundlag? Vil spørgsmålet blive sat på regeringskonferencens dagsorden?
+Hr. formand, som det også nævnes i det ærede medlems spørgsmål, udgør traktatens artikel 191 ikke et retsgrundlag for finansiering af politiske partier i Europa. Dette spørgsmål blev behandlet på den regeringskonference, der udarbejdede Amsterdam-traktaten, og man mente dengang - og jeg kan sige det, fordi jeg deltog som den portugisiske regerings repræsentant - at der ikke var et flertal af stater, og slet ikke enstemmighed mellem staterne, der kunne skabe et retsgrundlag netop til dette formål. Hvad regeringskonferencen angår, er det, når man særlig betænker det indlæg, som formanden for Parlamentet, fru Nicole Fontaine, holdt på regeringskonferences seneste ministermøde den 10. april, givet et spørgsmål, der igen vil komme på bordet. Jeg vil selv som formand for den forberedende gruppe søge igen at bringe dette spørgsmål op på regeringskonferencen ved slutningen af det portugisiske formandskab. Hvorom alting er, mener jeg, at vi, da der jo ikke er noget retsgrundlag, indtil videre endnu en gang kan forsøge at få afklaret, om der er vilje eller ikke til at arbejde hen imod en finansiering af politiske partier i Europa.
+Hr. formand, jeg er enig med hr. Seppänen i, at retsgrundlaget er første prioritet, det vil sige, det skal være der, inden der påbegyndes udbetalinger af støtte som denne. Derefter er det dog op til Parlamenet og Rådet, hvor stor og hvilken form for støtte der ydes. Jeg vil således spørge, hvilke planer Rådet eventuelt har for den praktiske tilrettelæggelse. I denne beretning, der handler om Parlamentets budgetanvendelse, og hvor alle politiske grupper blev kritiseret for, at disse bevillinger fra Parlamentet også er indført til europæiske politiske partier, er der f.eks. ikke taget højde for, at kontoret for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe ligger i Europa-Parlamentets bygninger, mens min gruppe PPE igen fik temmelig megen kritik, selv om vores partikontor dog ikke ligger tæt på Europa-Parlamentets tjeneste. Jeg vil altså høre, om der findes nogle planer for, hvad støtten vedtaget i samråd af Parlamentet og Rådet så eventuelt omfatter, og hvad der tages hensyn til i den.
+Jeg vil sige til formanden for Rådet og til medlemmerne, at vi er i gang med at diskutere disse spørgsmål i Parlamentet. Spørgsmålet drejer sig om retsgrundlaget og regeringskonferencen. Det er en opgave for Parlamentet. Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 11. Da spørgeren er syg, besvares spørgsmål nr. 12 af hr. Bowis skriftligt.
+Spørgsmål nr. 13 af (H-0389/00): Om: Tyrkisk indtrængen i Irak Hvad mener Rådet om den nye storstilede indtrængen, som en afdeling af den tyrkiske hær har foretaget med tungt udstyr i Irak?
+Det er velkendt, at den situation, der hersker i det nordlige Irak, og særlig det forhold, at myndighederne i Baghdad ikke har tilstrækkelig kontrol med landets nordlige del, afstedkommer et politisk og sågar et militært tomrum, der har medført konkrete aktioner fra Tyrkiets side. Det er en de facto-situation, der jo hænger sammen med den lidet klare situation, der hersker i dette område. Hvad det angår, er det indlysende, at EU må afvise alle slags aktioner, der indebærer, at andre staters grænser ikke respekteres. Mere kan jeg ikke sige om denne sag, bortset fra at vi fortsat bekymrer os om Iraks territoriale integritet, og at vi mener, at alt, hvad der kan true denne territoriale integritet, er uønskeligt.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, tak for Deres svar, som jeg finder interessant. De siger, at situationen er uklar, og at der er et politisk og militært tomrum; det vil sige, at Irak ikke kontrollerer sin nordlige region. Nu må De have mig undskyldt, hr. rådsformand, men grunden til, at Irak ikke kontrollerer den nordlige region, er, at vi ikke giver det lov til at gøre det; hvilket vi sikkert gør ret i. Men det, at vi ikke tillader Irak at kontrollere den nordlige region, betyder ikke, at vi skal lade andre kontrollere den. Det er helt absurd, det jeg hører her. Jeg kan forestille mig, at De ikke er i stand til at give en forklaring på vegne af dem, som i sidste ende træffer beslutningerne her. Blandt dem er der ganske vist også medlemmer af Den Europæiske Union. Kan de mon ikke oplyse Dem om, hvad det er, der sker i området, og eventuelt fortælle Dem, hvorfor de lader andre gå ind i den nordlige del af Irak, som Irak ikke kontrollerer på grund af deres beslutning, og lader andre kontrollere eller - for at sige det ligeud - foretage en militær invasion? Denne situation er efter min mening bogstaveligt talt vanvittig set ud fra en international og politisk synsvinkel, og jeg undrer mig over, hvordan De kan tolerere den.
+Jeg vil blot sige, at intet i mine ord skal forstås som, at EU på nogen måde bifaler aktioner, som tyrkiske tropper måtte foretage uden for Tyrkiets territorium.
+Spørgsmål nr. 14 af (H-0390/00): Om: Europæisk charter om små virksomheder I forbindelse med skabelsen af et erhvervsklima, der fremmer entreprenørånd og innovation, har Det Europæiske Råd opfordret til udarbejdelsen af et europæisk charter om små virksomheder. Kan Rådet oplyse, om det i et sådant charter ville gå ind for behørig anerkendelse af den særdeles specifikke karakter af fiskerisektoren, hvor der må tages hensyn til faktorer som f.eks. sæsonbetingethed?
+Hr. formand, jeg takker for det ærede medlems spørgsmål, ikke mindst fordi det nok en gang giver lejlighed til her i Parlamentet at oplyse om den indsats, der er kommet ud af, at Det Ekstraordinære Europæiske Råd i Lissabon vedtog en række foranstaltninger til styrkelse af kampen mod arbejdsløsheden, økonomisk reform og innovation. Vi mener, at charteret om små og mellemstore virksomheder, som skal vedtages til juni, er et særdeles vigtigt instrument, der vil kunne sikre en styrkelse af kampen mod arbejdsløsheden og af en øget økonomisk og social samhørighed samt virke fremmende for det grundlag, som et nyt videnssamfund skal hvile på, gennem en større demokratisering af innovationsinstrumenterne. Jeg kan nævne, at konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon fremhævede de små og mellemstore virksomheders rolle som motor for den europæiske økonomi og i øvrigt også som kilde til 80% af beskæftigelsen i EU, og at de små og mellemstore virksomheder ikke kan adskilles fra det strategiske mål, der blev opstillet i Lissabon, nemlig skabelsen af en mere konkurrencedygtig, dynamisk og vidensbaseret økonomi. De små og mellemstore virksomheder er afgørende, og støtten til dem må forbedres, af hvilken årsag Rådet og Kommissionen er i færd med at udarbejde et charter om de små og mellemstore virksomheder, som vi som sagt håber kan blive vedtaget på Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira. Dette charter har som mål at få medlemsstaterne til at koncentrere sig om disse instrumenter og fremkomme med specifikke løsninger på de ligeledes specifikke problemer, som de små og mellemstore virksomheder har. Jeg vil gerne understrege, at selv om dette spørgsmål om et charter om de små og mellemstore virksomheder ikke er nyt, har Det Europæiske Råd aldrig før givet så klart udtryk for betydningen af, at det bliver til virkelighed. Vi ser frem til, at der på dette felt skal udføres et ganske detaljeret arbejde, der ikke blot skal resultere i, at fællesskabsinstrumenterne orienteres mere i en retning, der er til fordel for de små og mellemstore virksomheder, men som også kan få medlemsstaterne til at forpligte sig til en række mest muligt parallelle fremgangsmåder, der kan sætte dem i stand til at handle på dette område.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke rådsformanden for hans svar, og jeg er glad for, at der er arbejde i gang, og at det rent faktisk er ved at være afsluttet. Det vil forhåbentligt ikke vare alt for længe, før vi hører nærmere om forslagene. Jeg er også glad for, at rådsformanden har erkendt, at vækstmaskinen i økonomien er SMV'erne, der leverer 70% af arbejdspladserne. Derfor er det soleklart, at SMV'erne vil komme til at spille en vigtig rolle, hvis vi skal løse de meget store arbejdsløshedsproblemer, som vi generelt har i Unionen og særlig i bestemte regioner af Unionen. Jeg stillede et konkret spørgsmål om fiskeriet. Naturligvis skaber fiskeriet helt af sig selv meget nødvendige arbejdspladser i Unionens kystregioner. Fiskeriet er ulig nogen anden industri i høj grad afhængig af sæson- og vejrfaktorer. Kan formanden bekræfte, at den undersøgelse, der er blevet gennemført, selv på dette sene stadium vil se på fiskeriet isoleret set frem for at se på fiskeriet på en mere global måde?
+Hr. Gallagher, jeg beklager, at jeg i mit svar ikke nævnte punktet om fiskerisektoren. Jeg kan imidlertid sige Dem, at således som dette spørgsmål forstås, når det behandles både i Kommissionen og i Rådet - og dette spørgsmål skal eksempelvis i morgen op på Rådet (industri) - anerkender vi fiskerisektorens særdeles specifikke karakter, og vi deler Deres opfattelse af den betydning, som de små og mellemstore virksomheder har for denne sektor. Dette charter er et dokument, der har en overordnet politisk komponent og en fælles orientering for alle de små og mellemstore virksomheder. Det er ikke et sektorspecifikt dokument, som opstiller prioriteringer for de foranstaltninger, der skal gennemføres i den enkelte sektor. Charteret sigter mod at skabe et samlet sæt forordninger for det, der på europæisk plan er defineret som små og mellemstore virksomheder, og også at fastlægge faserne for gennemførelsen af disse foranstaltninger. Der er ikke for de enkelte sektorer defineret foranstaltninger til implementering rundt om i Unionen, og det kan kun ske i form af et mere teknisk dokument, som følger af charterets vedtagelse, og når dette gennemføres.
+Når jeg taler til små og mellemstore virksomheder, bliver de helt bestemt glade over den stemningsmusik, der kommer fra Rådet, men helt ærlig er de lidt skeptiske over for, om charteret vil gøre noget konstruktivt for dem. De tror blot, at det er endnu et stykke papir, der besynger, hvor vidunderlige de er. Kan rådsformanden fortælle os, om der i dette charter er planer om skabelse af nye fællesskabsinstrumenter til hjælp for små og mellemstore virksomheder, f.eks. midler til at hjælpe dem med erhvervsuddannelse, almen uddannelse, tilpasning af lokaler eller anvendelse af ny teknologi. Hvis dette er tilfældet, kan han så også angive, at de vil være så fri som muligt for bureaukrati, for den anden klage, man hører fra små og mellemstore virksomheder, er, at de midler, der allerede findes på europæisk plan, er næsten uopnåelige på grund af de trakasserier, de skal igennem for at få adgang til dem.
+Jeg erkender, at de små og mellemstore virksomheder formodentlig for længe siden har mistet tålmodigheden over fraværet af konkrete foranstaltninger rettet specifikt mod dem. Selv om vi er klar over denne situation, vil vi godt bede om endnu tre ugers tålmodighed, indtil de ærede medlemmer ser det konkrete charterudkast, der skal fremlægges på Det Europæiske Råd. Udkastet til dette charter skal allerede i morgen drøftes på Rådet (industri), og om tre uger skal det offentliggøres. I øvrigt lidt ligesom konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon, som De anerkender går lidt ud over den rent teoretiske sprogbrugs traditionelle retorik og giver konkrete foranstaltninger med tidsplan og daterede mål, tror jeg, at charteret skal gå netop i samme retning. Hvad angår dets objektive muligheder, lad os få det offentliggjort, og så skal vi naturligvis nok være parat til at lytte til den kritik, der måtte komme fra de små og mellemstore virksomheder og særlig fra de europæiske organer, der koordinerer og repræsenterer dem. Vi vil være åbne over for at tage alle synspunkter fra de små og mellemstore virksomheders side i betragtning.
+Da spørgsmål nr. 15 og 16 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.
+Spørgsmål nr. 15 af (H-0391/00): Om: Særskilt direktiv for at bekæmpe forskelsbehandling af handicappede Kommissionen har netop i overensstemmelse med Amsterdam-traktatens artikel 13 om bekæmpelse af forskelsbehandling forelagt en pakke med foranstaltninger indeholdende tre direktiver. Selv om handicap i den nævnte artikel 13 er medtaget som en af grundene til forskelsbehandling, omfatter pakken ikke et særskilt direktiv om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af handicap. Hvordan ser Rådet på muligheder for, at der udarbejdes et direktiv om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af handicap? Hvornår mener Rådet, at det i bekræftende fald kan forelægge et initiativ herom?
+Spørgsmål nr. 16 af (H-0396/00): Om: Bekæmpelse af forskelsbehandling Her i begyndelsen af det 21. århundrede, som markerer starten på en ny udvikling af det europæiske samfund i retning af mere demokrati, samhørighed og anerkendelse af samtlige borgeres rolle, kan der konstateres uacceptable tilfælde af racisme og social udelukkelse. I Grækenland skabes der et socialt og politisk problem ved, at bevægelseshæmmede og paraplegikere (personer med lammelser i arme og ben) er blevet udelukket fra at deltage i to udvælgelsesprøver, hvoraf den ene er med henblik på ansættelse i statslige banker og den anden er for skolelærere i offentlige skoler. Dette skyldes, at den nye lov om ansættelse i det offentlige blev vedtaget af det græske parlament i 1999, næsten samtidig med ratifikationen af Amsterdam-traktaten, som beskytter medlemsstaternes borgere imod enhver form for forskelsbehandling (artikel 13). Hvilke foranstaltninger træffer Rådet i sådanne tilfælde for at sikre troværdigheden af EU's politik og EU-borgernes værdighed?
+Hr. formand, i medfør af artikel 13 i traktaten om oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber har Kommissionen betimeligt fremlagt tre forslag, der nu er til diskussion i arbejdsgruppen om sociale spørgsmål: et forslag til direktiv, som opstiller regler for lige behandling inden for beskæftigelse og erhvervsudøvelse, et forslag til direktiv om princippet for lige behandling af mennesker uden hensyn til race eller etnisk oprindelse og et forslag til beslutning i Rådet, der opstiller et fællesskabshandlingsprogram til bekæmpelse af forskelsbehandling mellem 2000 og 2006. Kommissionens tre forslag sigter mod forskellige former for bekæmpelse af forskelsbehandling. Det første forslag forbyder forskelsbehandling inden for beskæftigelse på grund af race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det andet direktivforslag forbyder forskelsbehandling på grund af racemæssig eller etnisk oprindelse inden for beskæftigelse, uddannelse, adgang til goder og tjenesteydelser samt social tryghed. Beslutningsforslaget om et handlingsprogram til bekæmpelse af forskelsbehandling, og som sigter mod at støtte og supplere gennemførelsen af direktiverne ved udveksling af informationer og erfaringer, sættes i værk gennem udbredelse af gode fremgangsmåder inden for lovgivning og andre områder. Bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af handicap er omfattet af det første direktivforslag, som sigter mod gennemførelse af princippet om lige behandling inden for beskæftigelse og erhvervsudøvelse. Dette forslag vedrører et afgørende område, hvad angår udøvelsen af borgerrettighederne, da det er et område, hvor forskelsbehandling er mere synlig og har større virkninger for den enkeltes integrering i samfundslivet. Som det er Europa-Parlamentet bekendt, ligger lovgivningsinitiativretten hos Kommissionen og ikke hos Rådet, hvorfor de forslag, som Rådet kommer til at vedtage, vil basere sig på det, som Kommissionen foreslår os.
+Jeg vil først og fremmest give udtryk for min tilfredshed med såvel eksistensen af nævnte artikel 13 som med den handlingsplan, som formanden for Rådet netop har nævnt, og som er blevet udarbejdet med henblik på det emne, vi beskæftiger os med i dag. Men ligesom glæden ikke kan fylde det hele, kan min tilfredshed det heller ikke i øjeblikket. Det er rigtigt, at artikel 13, i hvert fald i øjeblikket, omfatter praktisk talt alle former for forskelsbehandling. Men den efterfølgende lovgivningsmæssige udvikling og de initiativer, der foreslås, er efter min mening ufuldstændige og uensartede. Formanden for Rådet har lige nævnt tre eksempler, og dem vil jeg tage op. Der er nogle tilfælde i artikel 13, som er sårbare over for forskelsbehandling, f.eks. det med handicappede, som vi beskæftiger os med i dag, der efter min mening er udviklet meget uensartet. Det er rigtig, at der er andre, som får en behandling, der er endnu mindre udviklet, som det er tilfældet med forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Men for at vende tilbage til handicap mener jeg, at Den Europæiske Union har brug for en mere fyldestgørende lovgivning, der omfatter alle de forskellige former og ligeledes tilfældene med dobbelt handicap. Jeg vil gerne høre Rådets - og Kommissionens - holdning og vide, om der er planlagt noget initiativ for tilfælde som f.eks. kvinde og handicappet, forskelsbehandling på grund af køn og for handicap som i det tilfælde, jeg refererer til.
+Som nævnt, hr. formand, fru Cerdeira Morterero, fremlægges disse lovgivningsforslag som initiativer fra Kommissionen, der på grundlag af det, som dens forskellige komitéer formidler, selvfølgelig også er opmærksom på de opfattelser, som bliver givet til kende fra de forskellige interessegruppers side, herunder sådanne, der legitimt repræsenterer holdninger mod forskelsbehandling. Jeg tror, fru Cerdeira Morterero, at vi også med baggrund i den indsigt, som De har i denne type spørgsmål, må konstatere, at der i de senere år (og navnlig efter Amsterdam-traktaten) er blevet taget meget konkrete skridt i EU i behandlingen af disse spørgsmål på en klart mere korrekt måde og under hensyntagen til de befolkningsgruppers interesser, der føler sig berørt. EU har i de senere år og i det sidste årti formuleret en række politikker på dette område både i bredden og i dybden, der, selv om de langt fra er perfekte, alligevel repræsenterer et fantastisk kvalitativt spring. Kendsgerningen er, at vi internationalt set kan være stolte af de skridt, vi har taget på dette område. Jeg erkender dog selvfølgelig, at der endnu er meget at gøre, og at denne ophobning af forskelsbehandling sandsynligvis både kan og skal give anledning til en anden slags juridisk behandling. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi fortsat henleder Kommissionens opmærksomhed på dette område, og Rådet vil udfolde de nødvendige bestræbelser i så henseende.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, tak for Deres svar. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at Det Europæiske Råd i Lissabon lagde særlig vægt på at fremme den sociale integration og opfordrede såvel Kommissionen som Rådet til at iværksætte aktioner, som prioriterer konkrete målgrupper. En af disse grupper er handicappede. Medlemsstaterne vil vælge de aktioner, som passer til deres forhold, og vil så forelægge rapporter om deres gennemførelse. Det, der sker i Grækenland - som jeg også beskriver i mit spørgsmål - vækker stærke bekymringer hos mig på grund af den mulighed for at anvende indirekte diskrimination, som landenes nationale lovgivning og praksis får med proceduren beskrevet af Lissabon-Rådet. Burde der ikke oprettes et europæisk observationsorgan, som kan styrke overvågningen af medlemsstaternes særlige forhold og gennemførelsen af den europæiske politik? Har Rådet til hensigt at samarbejde med ansøgerlandene om anerkendelse af handicappedes rettigheder, idet vi ved, at disse ikke respekteres tilstrækkeligt i mange af landene?
+Fru Kratsa-Tsagaropoulou, jeg kan ikke tilføje ret meget til det, som jeg allerede har sagt. De udtrykker bekymring om de mangler, der måtte vise sig i gennemførelsen af disse principper, og jeg vil dertil sige, at sådanne mangler må udbedres. Jeg er sikker på, at det er meget vigtigt, at al form for forskelsbehandling i dag kan imødegås og følges op politisk, men jeg ved ikke, om det skal ske gennem oprettelse af et specifikt observationsorgan eller ved at benytte de nuværende mekanismer, der mere drejer sig om opfølgning og bearbejdning af nationale erfaringer. I alle tilfælde vil jeg gerne sige, at Rådet har den største interesse i at følge disse spørgsmål, og jeg er overbevist om, at den opmærksomhed, som Parlamentet vier dem, er afgørende for, at de forbliver på Fællesskabets dagsorden, og Unionens forskellige lande føler sig lidet tilskyndede til på eget område at indføre nogen former for undtagelser fra det, som Unionen beslutter som helhed.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 17.
+Spørgsmål nr. 18 af (H-0392/00): Om: Burma Hvilke yderligere foranstaltninger vil Rådet, når den fælles holdning til Burma atter skal fornyes i oktober, overveje at træffe, hvis de eksisterende foranstaltninger viser sig at være utilstrækkelige, og hvis EU-trojkaens anden mission ikke krones med større held end den første?
+Hr. formand, Myanmar har i flere år været genstand for EU's permanente opmærksomhed. For nylig har Rådet på dets møde i april vedtaget tre yderligere specifikke sanktioner mod styret i Burma. På dette rådsmøde blev der - også i lyset af den bekymring, som vi konstant har næret i flere år - givet udtryk for Unionens bekymring over situationen i Burma­Myanmar, navnlig med hensyn til den vedvarende og voldsomme undertrykkelse af de borgerlige og politiske rettigheder samt de brutale vilkår, der forhindrer befolkningen i at udnytte deres økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Rådet har endnu en gang appelleret til regeringen i Burma-Myanmar om at overholde menneskerettighederne, genoprette demokratiet og igangsætte en dialog med oppositionen, der kan føre til national forsoning i en forenet og demokratisk stat. Derfor har Rådet besluttet at forlænge den fælles holdning til dette land med yderligere et halvt år og samtidig forbyde eksport af udstyr, der kan bruges i den interne undertrykkelse og terror, styrke den nuværende visumordning gennem identifikation af de personer, som den gælder for, og disses støtter samt - efter aftale med alle medlemsstaterne - gennem forbud mod indrejsevisum for udenrigsministeren, hvilket dog kan ophæves, hvis det er i EU's interesse. Rådet vil også nedfryse kapitalanbringelser i udlandet for de nævnte personer, der har forbindelse med undertrykkelsen, og sætte mere ind på at forklare og befordre de mål, som EU's politik har i forhold til Burma gennem en meningsfuld politisk dialog. Til det formål vil EU sende endnu en trojkamission til Rangoon. Derudover har Rådet også besluttet at anmode Kommissionen om at undersøge muligheden for at øge den humanitære hjælp til Burma-Myanmar med henblik på at hjælpe befolkningen direkte og ikke mindst at holde den offentlige bistand ude fra den direkte hjælp til befolkningen, der navnlig bør foregå gennem ngo'erne. Jeg tror, at EU's opmærksomhed om situationen i Burma­Myanmar er kommet tilstrækkeligt til udtryk, og jeg er sikker på, at den er i tråd med de bestræbelser, som Parlamentet har udfoldet.
+Hr. formand for Rådet, tak for Deres svar. Jeg er naturligvis meget glad for, at Rådet er nået frem til en ny fælles holdning, og at den har styrket positionen i forhold til tidligere. Jeg foretrækker at bruge navnet Burma frem for Myanmar, eftersom Burmas befolkning og nu San Suu Kyi, den legitime leder i Burma, ikke benævner det som Myanmar. Jeg ville foretrække, hvis Parlamentet også undgik at bruge termen Myanmar. Jeg må sige til rådsformanden, at nettoindvirkningen af de forskellige foranstaltninger, som Den Europæiske Union har truffet siden 1996, har været begrænset, idet burmeserne ikke er indgået i en dialog med Aung San Suu Kyi, og de demokratiske kræfter i Burma står stadig lige så meget uden for hele processen, som de altid har gjort. Samtidig med, at jeg udtrykker min støtte, er der en ting, der stadig volder mig hovedbrud, og det er, at der samtidig med, at vi træffer disse foranstaltninger, ikke sker nogen fremskridt med det pres, som nogle af os her i Parlamentet har forsøgt at lægge på Rådet med hensyn til behovet for sanktioner - sanktioner, som Aung San Suu Kyi naturligvis konsekvent har opfordret til. Beslægtet hermed opponerer vi stadig imod Massachusetts' føderale love, der pålægger meget effektive sanktioner mod Burma. Vi venter på, at USA skal træffe afgørelse imod disse føderale love. Vil det fortsat være tilfældet? Hvis USA træffer afgørelse til fordel for Massachusetts, vil Den Europæiske Union så genindføre vores modstand i Verdenshandelsorganisationen over for disse foranstaltninger truffet i Massachusetts?
+Fru Kinnock, jeg er glad for, at vi er enige om betydningen af, at den fælles holdning er forlænget. Jeg medgiver, at det, som EU har gjort i denne sammenhæng, ikke har ført til nogen rent konkrete ændringer i situationen. Jeg erindrer for dette områdes vedkommende om, at mit eget land gennem flere år i en ofte temmelig isoleret position inden for EU forsøgte at henlede opmærksomheden på situationen i Indonesien, og virkningen af dette pres kunne kun måles i kraft af den interne reaktion derovre og frem for alt i den indsats, som befolkningen i Østtimor stod for. Det er imidlertid indlysende, at den indsats, som EU udfolder i et område, der ligger så langt væk, ikke altid har en umiddelbar virkning i form af ændringer i de politiske forhold, der karakteriserer det siddende styre, herunder krænkelser af menneskerettighederne og den manglende respekt for de mest elementære demokratiske principper i disse lande. Jeg vil dog gerne sige - og jeg nævnte det ikke for lidt siden - at også den resolution om menneskerettighederne i Burma, som FN's Menneskerettighedskommission vedtog i april, er af betydning. Derudover vil jeg sige - og det er et vigtigt punkt, der også vedrører forbindelserne som sådan mellem EU og landene i området, ligesom det lægger et stadig større pres - at forholdet mellem EU og ASEAN siden 1998 har været præget af en periode med visse gnidninger netop på grund af problemerne i forbindelse med Burmas optagelse i sidstnævnte organisation. I kraft af den fælles holdning til Burma kunne en burmesisk delegation ikke komme til Berlin for at deltage i ministermødet mellem EU og ASEAN, hvilket førte til, at dette møde blev aflyst. Hvordan EU's reaktion skal blive fremover med hensyn til den situation, De omtalte, kan jeg ikke nu fremkomme med nogen formodninger om.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 19.
+Spørgsmål nr. 20 af (H-0395/00): Om: Euro 11's beslutningskompetence I massemedierne omtales "Euro 11" ret hyppigt, som om det var et formelt besluttende organ inden for EU's institutionelle struktur. Men i informationsbladet Infoeuro nr. 13 defineres Euro 11 som følger: "Det er ikke et råd i juridisk forstand, men et uformelt møde mellem økonomi- og finansministrene i de 11 medlemsstater, der er med i euroområdet... ØKOFIN er dog fortsat det beslutningstagende organ." På baggrund heraf vil jeg gerne spørge Rådet: Kan Rådet oplyse, nøjagtigt hvad der sker på Euro 11-møderne, og hvilke eventuelle konsekvenser dette kan have for den fastlagte beslutningsprocedure inden for EU? Kan Rådet bekræfte, at der ikke træffes nogen beslutninger overhovedet på Euro 11-møderne? Kan Rådet tilbagevise oplysningerne i massemedierne om, at der har været tilfælde af, at man på ØKOFIN-møder har henvist til, at der allerede er truffet en beslutning af Euro 11?
+Jeg skal også for spørgsmål 19's vedkommende beklage, at spørgeren ikke er til stede, hvilket ville give mig anledning til at give hende et svar, hvad angår mit eget land, men jeg er selvfølgelig meget glad for at besvare spørgsmål 20, hvor jeg kan sige følgende. Som bemærket i beslutning fra Det Europæiske Råd af den 13. december 1997 er møderne i den såkaldte Euro 11-gruppe af uformel karakter og deres formål at gøre det muligt for medlemsstaterne gennem debat at samordne de spørgsmål, der har at gøre med det ansvar, som de er fælles om i forhold til den fælles valuta. De formelle beslutninger kan ikke træffes i denne sammenhæng, og de tages i alle tilfælde, således som det også siges i omtalte beslutning, i ØKOFIN-Rådet ifølge de procedurer, som traktaten fastlægger. Jeg vil antage, at dette står klart, og at denne dobbelthed fungerer, som den nu må gøre, nemlig i en uformel sammenhæng og i en formel sammenhæng, hvor den sidste udgøres af ØKOFIN. Møderne i den første sammenhæng har kun til formål at samordne de lande, der indgår i ØMU'en, og som har antaget den fælles valuta.
+Jeg takker for svaret, som jeg finder både vigtigt og værdifuldt. Der har nemlig verseret rygter i de lande, der ikke deltager i tredje fase af ØMU, og som dermed ikke deltager i Euro 11-gruppen, om, at ministrene fra disse lande mister indflydelse, ikke bare i spørgsmål, som direkte vedrører euroen, men også i andre spørgsmål, som behandles af ØKOFIN-Rådet. Der skulle nemlig være tale om en slags reel magtforskydning fra ØKOFIN-møderne til Euro 11-møderne til trods for sidstnævntes uformelle karakter. Jeg vil derfor gerne have Rådets repræsentant til at bekræfte, at der ikke foregår nogen som helst reel magtforskydning fra de formelle, regulære ØKOFIN-møder til Euro 11-gruppen. Jeg vil gerne have Rådets repræsentant til at bekræfte, at ministre fra f.eks. Danmark eller Storbritannien ikke bliver magtesløse i andre spørgsmål, som behandles i ØKOFIN-Rådet, fordi de ikke deltager i Euro 11-gruppen.
+Den bekymring, hr. Gahrton, vil forsvinde den dag, hvor disse lande kommer med i Euro-Rådet, der så ikke mere vil være Euro 11, men Euro 15. Hvorom alting er, vil jeg gerne sige, at intet inden for EU er til hinder for, at landene mødes i mindre sammenhænge end den normale for hele Fællesskabet. Vi ved alle fra aviserne eller fra snak i korridorerne, at flere lande i EU systematisk samordner deres holdninger, eksempelvis de nordiske lande, i en sammenhæng, der ligger forud for Fællesskabest beslutningsprocedure. En sådan samordning indebærer selvfølgelig ikke nogen form for magtforskydning over til den sammenhæng, hvor en sådan debat foregår. Det drejer sig kun og udelukkende om at samordne fælles holdninger, og det er fuldstændig naturligt, at de lande, der er gået ind i ØMU'ens tredje fase, og som har antaget den fælles valuta, føler behov for at finde løsninger på de særlige spørgsmål, som de står over for, og at de kollektivt lægger dette frem i ØKOFIN. Jeg synes dog ikke, at de andre landes handlemuligheder inden for ØKOFIN er blevet mere begrænset, end de var før. Sagen er jo, at mindretal er mindretal. Det er så den demokratiske logik, der herefter fungerer i ØKOFIN, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Sådan er reglerne i EU.
+Hr. formand, jeg vil også gerne takke den portugisiske formand for svaret, og jeg vil også gerne bede ham bekræfte, at det ikke ville være muligt at sige, at et spørgsmål er blevet behandlet i Euro 11-Rådet og derfor tages af dagsordenen fra ØKOFIN-Rådet. Hvis dette sker, vil en hvilken som helst minister så ikke kunne insistere på, at det bliver sat på dagsordenen igen i ØKOFIN-Rådet?
+Fru Sandbæk, lad os sige tingene helt klart. Euro 11-sammenhængen er en sammenhæng, der kan forklares med, at nogle lande er en del af en differentieret integration eller - for at bruge en mere moderne jargon - et styrket samarbejde, som traktaten giver mulighed for, og som indebærer visse samordningsmekanismer. Selvfølgelig kan Euro 11-rådet diskutere det, som man har lyst til, og det kan også nå frem til, at et spørgsmål ikke skal diskuteres i ØKOFIN, hvilket ikke betyder, at de lande, der ikke er en del af Euro 11, men som naturligvis er med i ØKOFIN, ikke kan bringe dette spørgsmål op på dagsordenen i ØKOFIN-Rådet. Man kan derimod ikke forlange, at de, der står udenfor, skal bestemme dagsordenen for dem, der er indenfor. Og jeg vil gerne, fru Sandbæk, tilføje noget ganske simpelt. Sagen er jo, at de andre lande ikke er med i Euro 11 eller Euro 15, fordi de ikke vil. Det er jo ikke, fordi der nogen, som har forbudt dem at være med.
+Mange tak, hr. Seixas da Costa. Vi ønsker Dem held og lykke i Deres kontakt med parlamentsgruppen i forbindelse med det vigtige emne om medlemmernes statut. Da spørgetiden til Rådet er udløbet, besvares spørgsmål nr. 21-31 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0094/2000 af Paasilinna for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om femte rapport om gennemførelsen af EU's lovpakke for telesektoren (KOM(1999) 537 - C5-0112/2000 - 2000/2072(COS)); A5-0122/2000 af Alyssandrakis for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den videre udvikling inden for radiospektrumpolitikken - resultaterne af den offentlige høring om grønbogen (KOM(1999) 538 - C5-0113/2000 - 2000/2073(COS)).
+Hr. formand, ærede kolleger, dereguleringen på teleområdet har stået på i 10 år, og den har været en succes. Der er ikke meget tilbage af telefonen. Tidligere anskaffede folk en telefon for at kunne komme i kontakt med hinanden, men nu er de blevet aktieindehavere i et firma, der f.eks. tilbyder formidling af sexservices. Det har sikkert overrasket mange. Selve genstanden er også så lille, at man ved en fejltagelse kan putte den i munden i stedet for gebisset, også i den henseende er forandringen stor. Dereguleringen har skabt frygt for svækkelse af offentlige tjenesteydelser og for dyrere telefonregninger. Det er dog ikke gået sådan, men tjenesteydelserne er blevet mere alsidige, og priserne er gået ned. Det er selvfølgelig nyt terminaludstyr, net og tjenesteydelser, der har ydet penge til denne mølle. Lovpakken i 1988 var meget tidsbestemt og fungerede godt i mange medlemsstater på grund af den resultatrige gennemførelse. I et par lande har gennemførelsen været meget langsom og endda formel. Vi støtter således Kommissionen i, at grænseoverskridende tjenesteydelser og ærlig konkurrence kan forbedres. Vi er bekymrede for, at et beskedent udbud af abonnentnet har hindret flere brugergrupper, specielt mindrebemidlede, i at drage fordel af f.eks. tilstrækkelig billige internetforbindelser. Der er altså brug for flere alternative overførselsveje, den trådløse overførselsvej skal udvikles og ligeledes også f.eks. brugen af fjernsynskabelnettet, dog uden en særlig lovgivning. Parlamentet gør opmærksom på, at den eksisterende ordning på grund af dens omskiftelighed har ført til retsusikkerhed i forskellige medlemsstater. Specifikke betingelser for enkelte tilladelser skal være tilstrækkelig åbne og på den måde hindre unødvendige forsinkelser ved beslutningsprocessen. Den Europæiske Unions vigtigste reformstrategi er dette forandringsprogram, der bliver kaldt eEurope. Rammerne for det blev for nylig vedtaget i Lissabon. Kommissionen skal takkes for, at den europæiske informationssamfundsstruktur og -strategi udskiller sig positivt fra de andre ved, at der i dem ud over konkurrenceevnen er taget højde for f.eks. samhørighed, social ligestilling og beskæftigelse. Det er hensigten at hindre samfundsmæssig diskrimination og øge forbrugernes tillid og sociale samhørighed. Hele programmet hedder højt og flot: Informationssamfund for alle. Radiofrekvenser er en begrænset naturressource, som man nu er begyndt at sælge på auktionsbasis. Vi er negativt indstillet over for det bortset fra i specielle tilfælde. Allerede for to år siden vidste vi, at GSM-auktionen i USA førte til et temmelig stort kaos og konkurser. Der er også dårlige erfaringer i Indien. De, der er for auktion, mener, at den er en god måde at styre ressourcerne på. Efter vores mening fører den til dyrere brugerbetalinger og langsommere spredning og udvikling af kommunikationstjenester. Auktionspriserne er nu presset op i ufattelige højder, og de overføres til forbrugeren, hvilket betyder ny teleafgift, og den er af den grund en uretfærdig afgift, da den er ens i størrelsen både for fattige og for rige. Nu når vi netop har fået vedtaget eEurope-programmet med alle dets gode målsætninger, bliver der sat hindringer i vejen for det, ny digital divide i form af et grådigt finansieringsprincip, hvilket i praksis betyder, at vores topprojekt, udviklingen af informationssamfundet, nu er ved at blive bremset gennem beskatning. Dette er grunden til den bekymring, som efter min mening bør fjernes, og jeg beder derfor Kommissionen om, at den umiddelbart undersøger virkningerne af det i de forskellige lande, med andre ord hvilken indflydelse auktionsprincippet har haft, så vi kan tage stilling efter modtagelse af flere oplysninger. Desuden begunstiger dette princip store aktører, der begynder at dele markeder, og til sidst er der frygt for, at det går sådan, at vi reducerer reglementet, altså deregulerer, så de kan indgå indbyrdes aftaler, og regulerer, skaber et nyt regelsæt, hvilket ikke kan være rigtigt.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, da man begyndte at anvende radiospektrum til gengivelse af signaler, var det en reel revolution på telekommunikationsområdet. I de årtier, der er gået siden da, har man hele tiden udviklet nye applikationer, som udnytter radiospektrummet. Fra simpel trådløs telegrafi er vi i dag nået til at anvende digital gengivelse af lyd og billede, satellitnavigation og tredjegenerationsmobiltelefoni. Her vil jeg gerne understrege, at radiospektrummet ikke kun anvendes til telekommunikationen. Ud over de applikationer, der er baseret på udsendelse og modtagelse af radiosignaler, findes der også de såkaldte passive anvendelser, som kun har at gøre med modtagelse af signaler, der frembringes af fysiske fænomener. De vigtigste er radioastronomien, som studerer de fysiske fænomener uden for vores planet på grundlag af deres udsendelse af radiobølger, og jordobservation, som udnytter radiospektrummet. Den voksende efterspørgsel efter radiofrekvenser til nye applikationer er en naturlig anledning til endnu en gang se på de principper, som skal ligge til grund for fordelingen, og den politik, som Den Europæiske Union bør følge i dette spørgsmål. For at imødekomme dette behov udsendte Europa-Kommissionen i slutningen af 1998 grønbogen om radiospektrumpolitikken til offentlig debat. Og på grundlag af denne offentlige debat udgav Europa-Kommissionen derefter den meddelelse, vi drøfter i dag. Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi udtrykker tilfredshed med Europa-Kommissionens arbejde og har desuden nogle kommentarer og principielle bemærkninger. Ud fra den betragtning, at radiospektrum er en vital og knap ressource, og at der er en stigende efterspørgsel efter denne, understreger udvalget, at anvendelsen bør være effektiv, således at man tjener offentlige interesser bedst muligt og bidrager til udviklingen af nye tjenester af høj kvalitet. På denne baggrund mener Industriudvalget, at spektrumpolitikken ikke kan være rent markedsstyret, og at den økonomiske og sociale værdi af udnyttelsen af frekvenser ikke bør vurderes efter muligheder for fortjeneste, men at der bør være en afbalanceret kombination af kommercielle interesser og samfundsinteresser. Endvidere fremhæver Industriudvalget, at der bør træffes konkrete foranstaltninger for at sikre, at der er et tilstrækkeligt antal frekvenser til rådighed såvel for offentlig og privat radiospredning, radioamatører, navigationssystemer som for passive anvendelser som f.eks. radioastronomi og jordobservation. Industriudvalget accepterer Europa-Kommissionens forslag om at nedsætte en ekspertgruppe for radiospektrumpolitik, som skal spille en rent rådgivende rolle og have en transparent intern struktur og funktion. Men selv om det anerkender, at en til en vis grad større harmonisering af Fællesskabets radiospektrumpolitik, hvad angår fælleseuropæiske tjenester og applikationer, er ønskværdig, kan det ikke tilslutte sig Europa-Kommissionens forslag om indførelsen af et fælleseuropæisk regelværk. Dette vil være for tidligt og forhastet. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på et spørgsmål, som har været genstand for alvorlige overvejelser i Industriudvalget - hr. Paasilinna var også inde på det før - nemlig hvorvidt man bør have et princip om begrænsede frekvensudnyttelsesgebyrer, bortauktionering og indførelse af et sekundært marked. Det er ordførerens holdning, at en radiofrekvens som denne ikke kan sælges og købes på markedet, da dette ville adskille allokeringen af frekvenser fra den applikation, de anvendes til. Andre fremgangsmåder som f.eks. bortauktionering og indførelse af et sekundært marked ville med største sikkerhed medføre dominans af de stærkeste økonomiske interesser, som ville monopolisere markedet. Ordføreren går ind for, at der betales en samlet takst for hver enkelt kommerciel tjeneste, som anvender spektrummet. Industriudvalget kunne ikke tilslutte sig min holdning, men mener, uden at gå helt ind for bortauktionering, at denne fremgangsmåde kan være velegnet til kommercielle anvendelser. Jeg vil gerne påpege over for medlemmerne, at resultaterne af den seneste bortauktionering af radiofrekvenser til mobiltelefoni af tredje generation i Det Forenede Kongerige giver grund til at overveje spørgsmålet endnu en gang. De enorme beløb, som blev brugt ved auktionen, går ikke fra virksomhedernes overskud, det er brugerne, der kommer til at betale. Jeg har hørt, at hver eneste person, det vil sige mænd, kvinder og børn, årligt skal bruge 400 pund til telefonopkald, for at de penge, der blev brugt på auktionen, kan tjenes ind. Tænk på, hvilke konsekvenser det vil få for den endelige bruger, hvis man anvender denne fremgangsmåde. Jeg vil derfor opfordre medlemmerne til at stemme for ændringsforslag 4, 12, 5 og 6, så den endelige beslutning kommer til at indeholde en klar holdning, der tager afstand fra bortauktionering.
+Hr. formand, på PPE-DE-gruppens vegne vil jeg gerne lykønske hr. Paasilinna med hans betænkning, som vi hilser særlig velkommen. Han har udarbejdet en ikke blot meget koncis, men også meget hårdtslående betænkning. Den er fuldt ud passende som en reaktion på Kommissionens meddelelse om telekommunikation og er lige det, vi havde brug for, til at give os et grundlag, hvorpå vi kan komme videre i vores overvejelser om hele lovpakken om elektronisk kommunikation, som vi skal drøfte igen om en måneds tid. Jeg vil gerne fokusere på nogle af hovedpunkterne, der er fremhævet i betænkningen. Jeg vil overlade spørgsmålene om radiospektrumpolitikken til min kollega, fru Niebler, som på vores gruppes vegne vil fremsætte vores bemærkninger til hr. Alyssandrakis' betænkning. Blot for at komme ind på nogle af spørgsmålene i forbindelse med en åbning af markedet. Den første og mest opmuntrende ting er efter vores mening, at vi nu ser det vise i at åbne telekommunikationsmarkedet. At have et åbent og konkurrencepræget system er nu blevet den accepterede visdom. Det er noget, der er fuldt ud accepteret, og vi må nu omsætte den og så hurtigt som muligt føre den fremad imod en yderligere deregulering og en endnu hurtigere åbning af disse markeder, der stadig fungerer på mangelfuld vis. Der er en enorm mængde detaljeret analyse i denne betænkning, og den viser klart de fordele, forbrugerne får i form af prisnedsættelser, valg og øget service som følge af dereguleringen. Men den viser også klart, at der er alt for mange barrierer, og Kommissionen har vores fulde støtte til at gøre noget ved dem. Hvis forbrugerne skal nyde fordel af dette valg, må de tilskyndes til at se sig om og sammenligne noget, der i mange tilfælde kan være ret så komplekse pristilbud og kontraktvilkår og servicepakker. Vi vil gerne tilskynde uafhængige regulatorer til at samarbejde om at levere enkle, upartiske prissammenligninger for forbrugerne og anvende den type nye redskaber, der er til rådighed, såsom Internettet, til at gøre det muligt for forbrugerne at beregne den reelle pris for deres opkald. Vi tilskynder regulatorerne til at dele bedste praksis med hinanden, således at de kan levere et samlet pris- og kontraktsammenligningssystem. Vi vil ikke få et udviklet marked, medmindre vi har investeringer. Det andet spørgsmål, vi må se på, er investorernes evne til at få et tilfredsstillende udbytte af deres investering. Derfor må vi, når vi ser på reguleringerne for markedsåbning, se på konkurrencemetoder og tilskynde til konkurrence mellem de forskellige dele og elementer af platformene. Det er noget, vi skal tage os af i forbindelse med den næste meddelelse. Vi bifalder denne betænkning, som virkelig vil tilskynde til en åbning af markedet til gavn for forbrugerne og den europæiske økonomi.
+Hr. kommissær Liikanen, mine damer og herrer, kære kolleger, på min gruppes vegne vil jeg tage stilling til den del af Kommissionens meddelelse, der vedrører Alyssandrakis-betænkningen om radiospektrumpolitikken. Denne meddelelse og betænkningen til meddelelsen er en del af Europa-Parlamentets betænkninger om telesektoren, som alle hænger nøje sammen. Jeg kan nævne Thors-betænkningen, som der skal stemmes om i nær fremtid, van Velzen-betænkningen og betænkningen af hr. Paasilinna, der lige har talt, og Alyssandrakis-betænkningen. Her vil jeg gerne endnu en gang udtrykke min tak til ordførerne, skyggeordførerne og de ansvarlige i grupperne for det tværpolitiske samarbejde på dette område. I modsætning til kabelbaseret infrastruktur kan frekvenser ikke formeres uendeligt. For så vidt skal de behandles særskilt. Radiospektrumpolitikken har fået større betydning i Den Europæiske Union, men også over hele verden i forbindelse med nye teknikker - UMTS er blevet nævnt - men også i forbindelse med den velkendte sidste mil, der skal slås bro over for at få bragt lokaltaksterne i bevægelse. Allokeringen af licenser - om det så er ved bortauktionering eller en såkaldt skønhedskonkurrence - er reguleret, og de første erfaringer - det blev nævnt af den forrige taler - foreligger nu i Det Forenede Kongerige. Hr. Paasilinna og hr. Alyssandrakis har nævnt det. Auktioner kan føre til høje priser. Også i Tyskland formoder man, at der opnås meget høje priser ved bortauktionering. Nogle af kollegerne fra min gruppe har betænkeligheder, fordi de formoder, at disse høje summer, der opnås ved bortauktionering, plus investeringerne, der skal iværksættes på dette område, fører til, at de samlede omkostninger som en konsekvens heraf væltes over på forbrugerne. Det kan godt være. Men jeg vil dog nævne en ting: Også ved introduktionen af GMS var de første apparater dyre og de første gebyrer, som blev forlangt, meget høje. Med den stigende indtrængen på markedet er priserne imidlertid blevet mindre. Jeg mener, at det er vigtigt at rette en appel til regeringerne, om at pengene fra bortauktioneringen, som opnås på dette område, også anvendes til at gennemføre informationssamfundet og udbrede grundlaget for informationssamfundet i medlemsstaterne. Som stikord vil jeg nævne det program, vi hele tiden kræver, "skolen på Nettet" eller "offentlig administration og biblioteker på Nettet". Jeg tror, at den gennemsnitlige EU-borger, såfremt han bruger Internettet, fortsat vil bruge pc'en hjemme, på biblioteket eller i administrationen. Jeg tror ikke, at han i første omgang vil være den første til at bruge UMTS-apparater. Desuden vil indtægterne fra bortauktioneringen kunne aflaste medlemsstaternes budgetter. En aflastning af budgetterne fører også til - det er ganske vist en smule uden for vores specielle tekniske emne - at politikken igen bliver handlekraftig. Derfor anser jeg også indtægterne for retfærdiggjorte. Jeg håber, at kollegerne vil være med til at støtte ændringsforslag nr. 8 fra min gruppe. Alle andre kan vi desværre ikke støtte.
+Hr. formand, ærede kommissær, tidligere talere har nævnt den brede konsensus, der er med hensyn til fordelene ved liberalisering af telesektoren. Det var der ikke tidligere. Til min store glæde har jeg kunnet konstatere, at det er liberale personer, som har stået i spidsen for dette, kommissær Bangemann og Finlands daværende trafikminister Norrback, som var blandt de første ministre til at liberalisere denne sektor. Jeg vil f.eks. nævne, at vi i Finland sidste år kunne konstatere, at GSM-priserne gennemsnitligt var 7% lavere. Selv udlandssamtaler var 10% billigere end tidligere. Vi gør altså stadig meget store fremskridt på dette område. Jeg håber også, at vi fortsat kan føre en lige så åben dialog med Kommissionen om udviklingen inden for denne sektor. Kommissionen foretager mange undersøgelser og efterforskninger. Vi har brug for upartiske opgaver for at kunne følge med og som samfundets beslutningstagere kunne tage de rigtige beslutninger. I disse to betænkninger bliver både store og små spørgsmål behandlet. Ligesom tidligere talere takker jeg for et godt samarbejde med ordførerne. De store spørgsmål handler om, hvordan alle kan få bredbåndsnet, samt om de bortauktioneringer, som vi har været inde på. Det er klart, at det er op til hver enkelt medlemsstat at bestemme, hvilken strategi de vil vælge for at få net med høj overførselshastighed til alle. Vi vil imidlertid i dag klart støtte Kommissionens forslag om, at dominerende netoperatører skal være forpligtede til at tillade samtrafik helt frem til abonnenterne. I nogle medlemsstater er dette allerede tilfældet, f.eks. i mit hjemland, Finland. Selv her kunne man dog overveje at gå et skridt videre ved at vedtage, at dominerende operatører blev forpligtede til at leje teleselskabernes udstyr ud. Jeg synes, at vi skal sørge for, at vi får en virkelig god kapacitetsudnyttelse, bedre service og dermed lavere priser. Auktionsspørgsmålet har skabt diskussion og gør det hver eneste dag. Man kan jo spørge sig selv, om det er sådan, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten? Ud over risikoen for, at auktionspriserne for tredjegenerationsmobiltelefoner medfører en bremset udvikling, er der to andre ting, jeg vil nævne. Der er risiko for, at roamingen for tredjegenerationsmobiltelefoni sættes på spil. Der er måske endda risiko for, at der opstår barrierer mellem medlemslandene. Derfor håber jeg, at Kommissionen er opmærksom på dette emne, og at vi kan føre en nyskabende diskussion om emnet.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det er 20 år siden filosoffen og essayisten Alvin Toffler identificerede de nye informationsteknologier som den tredje af menneskehedens store revolutioner. I Europa tog vi imidlertid som sædvanlig ikke vores tænkere særlig alvorligt, og i mellemtiden har USA i det sidste årti forøget sit bruttonationalprodukt og sin gennemsnitsindkomst pr. indbygger mere end Den Europæiske Union, hvor disse indikatorer sidste år knap nok nåede op på 75% af de amerikanske. Og mens halvdelen af internetbrugerne er amerikanske, og 44% af amerikanske hjem har direkte adgang til nettet over alle net, når denne andel i Europa knap nok op på 15%. Nu satser vi stærkere på informationssamfundet, edb, Internettet, Galileo-nettet til overvågning og interkommunikation via satellit, liberalisering og konvergens af telekommunikation og på de teknologiske fremskridt i almindelighed. Derfor vil jeg opfordre til, at alle medlemsstaterne snarest gennemfører alle direktiver vedrørende radio-/tv-spredning og taletelefoni, samtrafik og vedligeholdelse af nummereringen, generelle tilladelser og licenser, lejede linjer, tilrådighedsstillelse af åbne net, mobiltelefoni og databeskyttelse. I den forbindelse må vi gøre opmærksom på og stille os afvisende over for, at de nationale lovgivningsmyndigheder i visse stater - som Spanien, Tyskland, Sverige og Det Forende Kongerige - ikke udfører deres opgaver med største nidkærhed, hvilket har forårsaget klager fra nye virksomheder, som ser, hvordan de allerede eksisterende telekommunikationsmonopoler vanskeliggør og forsinker konsolideringen af den frie konkurrence til skade for brugerne. På den anden side anmoder vi om, at adgangen til Internettet, nettet over alle net, mindst begunstiges af jævne takster, og vi går endvidere ind for, at den skal være gratis, at den ligesom sundhed eller uddannelse ydes som en offentlig tjenesteydelse, der er vigtig for borgerne.
+) Hr. formand, vi i Europa - som også globalt - er gået over til elektronisk kapitalisme. På børserne er aktier i IT-teknologiselskaber blevet genstand for en guldfeber. IT-aktier er nutidens Klondyke. I betænkningerne fra hr. Paasilinna og hr. Alyssandrakis påpeges behovet for regler for guldminedriften: hvis den almene og offentlige interesse ikke sikres, tager de rige, de store og de hurtige det hele og nyder frugterne af hele den teknologiske udvikling. En hurtig centralisering af bevidsthedsindustrien betalt af forbrugerne er i gang. Kampen om markedsandele i f.eks. næste generations mobiltelefonfrekvenser gør forbrugerpriserne himmelhøje. Aktieafkast kommer jo altid i sidste ende fra samtalepriserne. Nu skal vi sørge for - lige som hr. Alyssandrakis har anvist - at det offentliges interesse sikres, og tilstrækkelig adgang til radiofrekvenserne forbeholdes offentlig transmissionsvirksomhed. Det lykkes ikke, hvis beskedne naturressourcer som radiofrekvenser sælges på auktion til de højest bydende storkoncerners monopolanvendelse.
+Ærede hr. formand, ærede hr. kommissær, ærede kolleger, også jeg vil først takke hr. Alyssandrakis, ordføreren for radiospektrumpolitikken, mange gange for hans betænkning. Hvor vigtige frekvenser er især for industrien, viser forløbet af bortauktioneringen af tredjegenerationsmobilfrekvenser, de såkaldte UMTS-frekvenser, der i øjeblikket finder sted i nogle medlemslande. Emnet er allerede blevet omtalt af hr. Paasilinna og andre. I Storbritannien var mobiltelefonoperatører tvunget til at give i alt 38,5 milliarder euro for frekvenser. I Tyskland forventes indtægterne fra auktionerne at være i størrelsesordenen 50-60 milliarder euro. Ingen regnede med denne udvikling. Auktionerne skulle indbringe indtægter på en tiendedel af det nævnte beløb. Det havde markedet godt kunne bære. Den aktuelle udvikling i forbindelse med bortauktioneringen giver efter min mening anledning til alvorlig bekymring. Virksomhedernes grundlag for investeringer i infrastrukturen og i yderligere fornyelser trækkes væk under dem. Desuden kan operatørerne ikke tilbyde kunderne en favorabel mobil adgang til Internettet. Netop dette blev imidlertid for nylig anset for at være muligheden for at indhente USA i konkurrencen. Desuden fører forskellige fremgangsmåder i medlemsstaterne - altså enten auktion eller beauty contest - med disse milliardbeløb til konkurrenceforvridninger på det indre marked. Nogle regeringer er åbenbart parate til at sætte udviklingen af mobiltelefonien, som er en af Europas fremtidsindustrier, på spil for at få saneret finanslovene. Hr. kommissær Liikanen, jeg vil spørge Dem lige ud om dette emne: Hvilken holdning har Europa-Kommissionen til denne udvikling? Mener De, at der her er behov for handling på europæisk niveau? Lad mig på det punkt også slå fast, at jeg principielt mener, at bortauktionering til kommerciel brug er en meget god variant. Men jeg tror nu alligevel, at netop udviklingen på området bortauktionering af UMTS-licenser giver anledning til endnu en gang at overveje den "rene lære". Til selve betænkningen skal jeg kort bemærke, at der efter min mening er kommet tre prioriteter for en omstrukturering af frekvenspolitikken ud af debatten, som vi også havde i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. De er også indeholdt i Alyssandrakis-betænkningen. For det første må de europæiske organer være stærkere repræsenteret på de verdensomspændende radiokonferencer. For det andet må Fællesskabet ved forhandlingerne inden for CEPT, altså Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer, kunne udtale sig på en sådan måde, at fællesskabsinteresserne i forbindelse med frekvenspolitikken inddrages stærkere. For det tredje må Kommissionen have beføjelse til i god tid og gnidningsløst at kræve frigivelse af de nødvendige frekvenser til de fælleseuropæiske tjenester og applikationer i medlemsstaterne, som Rådet og Parlamentet har vedtaget. Her må der udarbejdes relevante retsforskrifter.
+Hr. formand, hr. ordfører, kære kolleger, det var i 1993, at EU forpligtede sig til at liberalisere sektoren for telekommunikation. Siden har denne beslutning ført til vedtagelsen af en række direktiver, og man har ofte fortalt os, at der bag disse lovtekster lå et politisk mål, som var vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne, samt alles mulighed for at få adgang til informationssamfundet med en relevant juridisk beskyttelse. I den forbindelse har Kommissionen udført sit overvågningsarbejde og udarbejdet en lang række rapporter. Den meddelelse, vi forhandler her i aften, indgår i dette arbejde. Jeg må sige, at den opgørelse, vi har fået forelagt, i det mindste er nuanceret. Selv om vi nu i to år har haft en total liberalisering, og markederne inden for telekommunikation kan karakteriseres ved en stigende vækst, nye aktører på markedet og en del lavere tariffer, oplever vi samtidig, at der dukker mangler op, som i det mindste er alvorlige. Det er det, man kalder det numeriske brud mellem regioner og borgere på grund af priserne for adgang til disse nye servicefaciliteter, og med dette brud følger udelukkelsen fra den nye teknologi af visse borgere og af visse regioner. Det er derfor absolut nødvendigt, at vi fastholder målet om en universel kvalitetstjenesteydelse, hvis vi vil undgå et nyt brud i vores samfund. Derudover forhandler vi i dag om at sænke prisen for internetadgang i konkurrencen på lokalt plan. Jeg mener, at målet er prisværdigt, men det er vigtigt at undgå visse fejl og dermed at diskutere dette meget alvorligt med de nationale myndigheder. Jeg vil endvidere nævne nødvendigheden af at forenkle reglerne, beskyttelsen af forbrugerne, de nationale myndigheders rolle, hvad angår bestemmelser og ordninger for tildeling af licenser, som der er blevet talt meget om. Jeg vil gerne her til slut sige følgende: Liberaliseringen er ikke et mål i sig selv. Det gælder om at sikre overgangen ved hjælp af og for alle til informationssamfundet ved at skabe varige arbejdspladser, hvilket stadig er langt fra at være tilfældet i dag på dette område.
+Hr. formand, jeg takker Reino Paasilinna for et grundigt og godt arbejde ved udarbejdelse af betænkningen, men samtidig takker jeg også Kommissionen, der har gjort meget for at udvide Internettet og ligeledes for dette eEurope-program. Som også Kommissionen konstaterer, er der sket mange fremskridt i de senere år inden for EU's telekommunikationssektor, men specielt på mobiltelefonmarkedet er der stadig meget at lære. Vi skal f.eks. drøfte muligheden for forvalg af mobiltelefonoperatør. Muligheden skal tilbydes, hvis man ved redegørelser kan vise, at forbrugeren drager nytte af operatørforvalget. Kommissionen skal fremover endnu mere energisk end før sørge for, at de såkaldte roaming-afgifter, som opkræves af operatørbrugerne i alle EU-stater, sættes ned til et fornuftigt niveau i forhold til de reelle omkostninger. Samtidig skal Kommissionen sikre, at afgifterne, der opkræves af operatørerne, holdes i hævd. EU's funktionslogik er altså todelt. Operatørerne må ikke opkræve betalinger af brugere, men operatørerne må heller ikke opkræves betalinger af det offentlige. Operatørernes udgifter kan blive urimeligt høje, såfremt den nye generations mobilkommunikationsfrekvenser sælges på auktion. Auktionerne kan også forvrænge konkurrencesituationen, hvis operatørerne begynder at udbyde frekvenser som såkaldte taktiske tilbud for at skade konkurrenternes stilling med hensyn til auktionen. Det er derfor, "skønhedskonkurrencer" mellem operatørerne er klart mere forbrugervenlige alternativer. UMTS-auktionen i Storbritannien, hvor priserne steg til astrologiske højder, får alarmklokkerne til at ringe. Efter hammerslaget betales regningen altid af forbrugeren, og det er det, vi ikke vil have, vi er alle forbrugere. Hvis vi i fremtiden over en bred front vil indføre Internettet i skoler, biblioteker og tilgængeligt for alle og udnytte dets fremtidige muligheder også i konkurrencen mod USA, skal Internettet være fordelagtigt for alle.
+Hr. formand, hr. kommissær, kolleger, må jeg også udbringe mine lykønskninger til Kommissionen og mine to kolleger, ordførerne, med den hast og grundighed, der har præget deres betænkninger. Jeg vil gerne komme med nogle kommentarer til begge betænkninger i nogle meget få, men håber jeg, betydelige henseender. For så vidt angår hr. Paasilinnas betænkning, vil jeg komme med en kommentar og måske bede Kommissionen om en kommentar til hele spørgsmålet om balancen mellem regulering og liberalisering. Hr. Caudron kom ind på dette i sine bemærkninger om, at fordelene ved liberaliseringen var blevet følt uforholdsmæssigt i erhvervslivet og hos dem, der foretager internationale og indenlandske opkald, mens privatforbrugerne har fået meget færre fordele, og navnlig dem, der foretager meget få opkald, eller folk, der bor for sig selv. Jeg vil gerne spørge kommissæren om farten og formålet med reguleringen. Det var godt at se Kommissionen tage meget hastig affære, f.eks. hvad angår faste kredsløb og taksterne for faste kredsløb, hvor den eksisterende lovgivning ikke var blevet gennemført ordentligt. Forskellene i holdning, etos, ressourcer og graden af uafhængighed hos de nationale regulatorer er der stadig grund til at bekymre sig over. Hvad angår betænkningen om radiospektrum, har andre nævnt spørgsmålet om, i hvor høj grad det betyder noget, at forskellige systemer til at træffe afgørelse om tredjegenerationsmobiltelefonlicenser er blevet ordnet. Det er af betydning, og jeg vil gerne høre Kommissionens kommentar til dette, i relation til tredjegenerationsmobiltelefoner og digitalt tv, der er de to områder, hvor Den Europæiske Union har en førerposition. Jeg vil også gerne spørge kommissæren, om han mener, at anvendelsen af subsidiaritetsprincippet i forbindelse med tildeling af licenser kan gøre noget for at mindske denne førerposition. Hvis han mener dette, hvis han mener, at de forskellige metoder vil virke konkurrenceforvridende, er han så i stand til at fortælle Parlamentet her om, hvilke skridt han vil tage for at overvåge og gøre noget ved det spørgsmål?
+Hr. formand, ærede kommissær Liikanen, chèr ami Paasilinna, det er mig en glæde i dag at kunne diskutere det vigtige emne auktionslyst over for skattefrustration. Det er en lyst at opnå høje indtægter, men det skaber frustration, når man ved, at aktionsudbyttet de facto udgør en frivillig forudbeskatning. Jeg mener, at vi på dette punkt kan lære af bortauktioneringen i Storbritannien. De, der har ansøgt om disse licenser, har de facto regnet et komma forkert. De måtte betale mere end det 10-dobbelte for at få licenserne. Jeg tror, at det på sigt vil virke konkurrenceforvridende, fordi andre firmaer, der kun skal stille sig til rådighed for en beauty contest, naturligvis nu kan føre en væsentlig mere aggressiv prispolitik og i sidste ende så kan overtage telekomfirmaer med manglende likviditet. Derfor gælder det nu om hurtigt at få kontrolleret mulighederne og farerne ved de forskellige allokeringsformer. Jeg tror, at det er en vigtig opgave for Kommissionen, at man nu også analyserer bortauktioneringsbeløbene og deres virkninger, og de, der bortauktionerer licenserne, skal eftertrykkeligt have at vide, om de overhovedet er klar over, hvilke risici lovgiveren, lovgivningsmagten stadig har på bordet. Man ved ikke, hvordan lovgiveren vil behandle universaltjenesten i fremtiden. Når det drejer sig om mobiltelefoni, er vores gruppe jo imod det. Men man ved alligevel ikke, hvad der f.eks. kommer til at ske her i forbindelse med nummerportabilitet eller databeskyttelse. Jeg kunne remse en lang række punkter op, som stadig kan nå at komme fra lovgiverne, og som udgør en alvorlig risiko for bortauktioneringen. Jeg tror, at man naturligvis også skal se på børskurserne. Hvis et firma i Spanien som sådan kun deltager i en beauty contest og betaler meget lidt for det, vil dette firmas kurs stige tilsvarende på børsen. Der er en øget likviditet, der er altså et skævt markedsforhold. Firmaer, der derimod betaler meget og ikke har denne mulighed, kan meget hurtigt komme i modvind på børsen. Derfor: Skal der være bortauktionering, må der også stilles krav om rammebetingelser. Man kunne f.eks. forestille sig, at uddannelses- og efteruddannelsesinvesteringerne blev prioriteret ved hjælp af indtægterne fra disse auktioner, man kunne støtte forsknings- og udviklingsinvesteringerne med hovedvægten lagt på virksomhedsstiftere eller små- og familievirksomheder, som specielt udvikler telekom-, internet- og multimedieprogrammer. Endelig kunne man naturligvis også støtte infrastrukturen for at fremme konkurrencedygtige kabler, net og hardwareudviklingen. Men at nøjes med at overføre pengene til budgettet, det synes jeg er for lidt!
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Paasilinna og hr. Alyssandrakis med deres meget betimelige og uvurderlige arbejde. Som del af en igangværende overvågningsøvelse fra Kommissionens side lægger den femte rapport op til mange af de konklusioner og henstillinger, der blev fremsat i meddelelsen, der blev offentliggjort samtidig, og som vi og Europa-Parlamentet arbejder på lige nu. Hr. Paasilinnas betænkning kommer uundgåeligt ind på nogle af de spørgsmål, der skal behandles i de endelige forslag, som vi vil drøfte her igen i næste måned. Kommissionen deler mange af de bekymringer, der er udtrykt i hr. Paasilinnas betænkning om den nuværende reguleringssituation. De er af vital betydning for gennemførelsen af informationssamfundet, udviklingen af Internettet, e-handel og m-handel - mobil handel. De tilbyder ubegrænset adgang til det trådløse abonnentkredsløb ved at lette udviklinger i licenstildelingen, samlokalisering, operatørvalg og -uafhængighed og nationale forskriftsudstedende myndigheders kompetence. Kommissionen er i færd med at behandle mange af disse problemer, som De nu identificerer. Den har den meget nylige henstilling om særskilt udbud og om abonnementskredsløb. Kommissionen vil også gøre brug af sin kompetence på konkurrenceområdet til omhyggeligt at overvåge dominerende stillinger. Vi har også en revideret henstilling om prisfastsættelse for samtrafik, og nu har vi løbende tvangsforanstaltninger og overtrædelsesprocedurer, f.eks. imod en række medlemsstater for operatørforvalg og lokale takststrukturer. Indtil vedtagelsen af de nye rammer, som vil blive forelagt i juni, vil Kommissionen fortsat presse på for at få en effektiv gennemførelse af de gældende regler. Dette er noget, markedsaktørerne, de nationale regulatorer og myndigheder har bedt om, og som der nu også enstemmigt er blevet givet mandat til ved topmødet i Lissabon. Kommissionen er for nærværende ved at udarbejde den sjette rammerapport, der skal vedtages i løbet af år 2000. Parlamentets betænkning vil give et vigtigt input. Jeg er sikker på, at rapporten vil blive en vigtig milepæl, når vi følger udviklingen i informationssamfundet. Kommissionen vil se nærmere på kabelsystemer. Vi har allerede en politik, der presser på for at få kabel-tv-netværkene til at trække sig ud for at sikre større lokal konkurrence og stimulere til de investeringer og tjenester, som Parlamentet anmoder om i disse betænkninger. Hvad angår radiospektrumspørgsmålet og hr. Alyssandrakis' betænkning, er jeg enig i, at radiospektrum er en stadig mere knap og værdifuld ressource. Det anvendes inden for mange områder af interesse for EU, såsom telekommunikation, radio og tv, transport, forskning og udvikling, som alle er meget vigtige for den europæiske økonomi. Derfor foreslår Kommissionen en harmoniseret tilgang. Mobil- og trådløs kommunikation udvikler sig med stor hast, og de uventet høje resultater af spektrumlicenstildelingsauktioner i Det Forenede Kongerige viser denne sektors stadig større betydning. Desuden påviser budskaberne i grønbogen om radiospektrum behovet for, at man behandler visse radiospektrumspørgsmål på fællesskabsplan og når frem til en balance mellem forskellige brugersektorer. For det andet er fælleskabshandling vedrørende radiospektrum af gavn, hvis det sker inden for klare lovgivningsmæssige rammer. Desuden kræver det politisk støtte at fremme opnåelsen af fællesskabsmål på internationalt plan. Vi har den fortsatte radiokonference i Istanbul, hvor spørgsmål som Galileo eller tredjegenerationsspektrum vil blive drøftet. Kommissionen hilser derfor hr. Alyssandrakis' betænkning velkommen. Da denne betænkning opfordrer til en radiospektrumpolitik, der opfylder fællesskabspolitikkerne, er det nødvendigt med yderligere harmonisering af radiospektrum. Vi må se udvikling af informations- og kommunikationsteknologier og en balance mellem alle spektrumbehov, som er både i privat og i offentlighedens interesse. Den europæiske industris konkurrenceevne på globalt plan skal udvikles i den europæiske borgers interesse. Samtidig vil Kommissionen gerne understrege, at det er presserende og ikke for tidligt at få passende rammer på fællesskabsplan til gennemførelse af de spektrumpolitiske valg, som man nåede til enighed om i Spektrum-policygruppen, og sikre, at resultaterne af harmoniseringsmandater gennemføres i Unionen. Vi bør være i stand til straks at fremme harmoniseringsforanstaltninger, der imødekommer udviklinger i teknologien og på markedet. Kommissionen vil årligt aflægge beretning for Rådet og Europa-Parlamentet om de foranstaltninger, der er vedtaget. Hvad angår yderligere foranstaltninger, vil Kommissionen ved udgangen af juni - efter Parlamentets drøftelser og afstemninger om radiobetænkningerne - fremlægge de relevante rammer for radiospektrumpolitikken i EF. De vil også tage højde for resultaterne af den overordnede diskussion, der nu finder sted i 1999-gennemgangen. Vi forstår godt debatten om auktionspriser, som har fået en masse opmærksomhed her. I henhold til de nuværende nye regler skal Kommissionen anerkende medlemsstaternes kompetence til at vælge deres egen foretrukne spektrumlicensmetode, om det skal være den administrative eller auktionsmetoden, men Kommissionen vil nøje overvåge udviklingerne for at undgå konkurrenceforvridning og sikre gennemførelsen af direktivet om licenstilding og også udviklinger i teknologien og tjenesterne i EU-borgernes interesse. Fru Read stillede et spørgsmål om balancen mellem konkurrence og regulering. Jeg ville sige, at vi har brug for regulering for at få gang i konkurrencen, for ellers kan flaskehalse rent faktisk udgøre en hindring for konkurrencen, og som kan hjælpe borgerne, fordi den vil blive et incitament til lavere priser og tjenester af en højere kvalitet. Men der er områder, hvor vi også har en væsentlig offentlig politisk interesse, særlig med hensyn til universelle tjenester og datasikkerhed. Inden for disse områder vil Kommissionen komme med forslag i forbindelse med den nye lovgivning om elektronisk kommunikation, der vil blive forelagt ved udgangen af juni. Samtidig har Kommissionen også til hensigt at definere denne balance mellem markederne og ordre public inden for rammerne af handlingsplanen for Europa, der vil blive forelagt i næste uge. Endelig må vi, hvad angår sammenhængen i licenstildelingsforanstaltningerne, sikre, at der ikke forekommer konkurrenceforvridning og garantere gennemførelsen af direktivet om licenstildeling. Hele denne diskussion er meget vigtig for at definere indholdet i den nye lovgivning om elektronisk kommunikation, og jeg er sikker på, at disse spørgsmål ikke kun er noget, der optager nogle få parlamentsmedlemmer med ekspertise på området, og som brænder for sagen, som det er tilfældet i dag - elektronisk kommunikation vil blive et væsentligt politisk spørgsmål i de kommende år.
+Mange tak, hr. kommissær Liikanen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0119/2000) af Alyssandrakis for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om Kommissionens arbejdsdokument: På vej mod sammenhængende europæiske principper for rummet (SEK(1999) 789 - C5-0336/1999 - 1999/2213(COS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, opsendelsen af den første satellit i 1957 af USSR markerede starten på udforskningen af rummet og udgjorde samtidig begyndelsen på en ny epoke for menneskeheden. Menneskets mulighed for at opsende rumfartøjer har flyttet grænserne langt uden for jordens atmosfære og givet os en mængde ny viden om solsystemet og om hele universet. Samtidig har det givet os nogle praktiske anvendelsesmuligheder, som har ændret vores liv. Brugen af satellitter inden for telekommunikation, vejrprognoser, jordobservation og navigation er så omfattende, at det er vanskeligt at forestille sig, at disse aktiviteter ville kunne fortsætte uden udnyttelsen af rummet. De høje tekniske krav til rumudstyret har desuden medført enorme teknologiske fremskridt, som gradvist har vundet indpas i vores dagligdag. Endelig har rummet altid haft strategisk betydning, eftersom den, der kontrollerer verdensrummet, også kontrollerer jorden. Rummet er et område, hvor det internationale samarbejde er af særlig stor betydning. I Europa har Den Europæiske Rumtjeneste (ESA), som er en uafhængig organisation med deltagelse af 14 europæiske lande, hvoraf 12 er medlemmer af Den Europæiske Union, spillet en afgørende rolle i samarbejdet om udforskningen af rummet og den praktiske anvendelse af rumteknologien samt udviklingen af forskningen fra rummet. Både Rådet, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet har beskæftiget sig med spørgsmål vedrørende rumpolitik ved adskillige lejligheder. Det vigtigste politiske spørgsmål under hele debatten har vist sig at være udformningen af en sammenhængende strategi for rummet samt fremme af samarbejdet mellem Den Europæiske Union og ESA på grundlag af konkrete målsætninger og klare rammer. Europa-Kommissionens arbejdsdokument, som vi behandler i dag, er en reaktion på Rådets resolution af 22. juni 1998, hvori den opfordrede Kommissionen til at træffe praktiske foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem Den Europæiske Union og ESA. Dette dokument omhandler aspekter af Den Europæiske Unions rumpolitik, som vedrører praktisk anvendelse, navnlig på områderne for telekommunikation, navigation og jordobservation, men omtaler hverken udforskningen af rummet eller dets anvendelse til videnskabelig forskning. Set ud fra denne synsvinkel er dokumentets rækkevidde noget begrænset, eftersom en samlet rumpolitik ikke kun bør dække den praktiske anvendelse. Kommissionen gør det klart, at en sammenhængende strategi er nødvendig for Den Europæiske Union. I dette øjemed er der skabt en rådgivende struktur for rummet og visse dermed forbundne spørgsmål med aktiv deltagelse af ESA. Denne struktur omfatter den rådgivende gruppe for rummet samt andre grupper på højt plan. Europa-Kommissionens dokument konkluderer, at Den Europæiske Union bør finde nye måder at gennemføre en rumpolitik på, og foreslår konkrete hovedlinjer. Beslutningsforslaget fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi udtrykker et stærkt håb om, at rummet udnyttes til fredelige formål til gavn for hele menneskeheden. Samtidig er det af den opfattelse, at en rumpolitik ikke må være udelukkende markedsdomineret, og at der bør tages hensyn til langsigtede vurderinger af nytten og farerne ved udnyttelsen af rummet, ikke kun set ud fra industriens synsvinkel, men også ud fra hensynet til menneskelig velfærd som helhed. Det understreger betydningen af det internationale samarbejde, nødvendigheden af, at alle medlemsstater deltager i rumaktiviteterne, og betydningen af samarbejdet med tredjelande og påpeger, at ESA har fungeret effektivt og spillet en ledende rolle inden for forskningen og anvendelsen af rummet, både på europæisk og på globalt plan. Industriudvalget glæder sig over Europa-Kommissionens planer om at etablere en politisk ramme for de kommende programmer og understreger, at denne ramme bør udvikles efter omfattende og indgående forhandlinger mellem samtlige involverede parter. Det går ind for en yderligere udvikling af opsendelsesfaciliteter, for udviklingen af nye telekommunikationssystemer og for udviklingen af den europæiske deltagelse i programmet for Alpha-stationen, og det udtrykker atter Europa-Parlamentets støtte til udviklingen af et verdensomspændende satellitnavigationssystem, Galileo. Det opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at træffe alle nødvendige foranstaltninger med henblik på en effektiv udnyttelse af rumbaserede systemer til overvågning af miljøet og fremme af sikkerheden med henblik på at beskytte borgernes liv og de naturlige ressourcer, på et tidligt tidspunkt konstatere og især afværge naturlige eller menneskeforårsagede katastrofer og bidrage til bekæmpelsen af svig. Jeg er af den overbevisning, at dagens debat vil bidrage til den videre udvikling af rumpolitikken.
+Hr. ordfører, kære kolleger, alle og enhver er enige, om, at menneskets direkte eller indirekte adgang til rummet først og fremmest er en drøm, et storslået eventyr og en kilde til flere kundskaber. Men derudover er det især en fantastisk kilde til at skabe forandring i vores dagligliv. Man har talt om satellitter og telekommunikation, og jeg kunne tilføje meteorologiske prognoser. Man må i øvrigt også indrømme, at rummet er et strategisk tema, og vi er blevet mindet om den beklagelige krig, der i sin tid udspillede sig mellem USA og Sovjetunionen på dette område. Selv om USA og Rusland stadig i dag dominerer denne sektor, spiller de europæiske lande nu også en vigtig og voksende rolle der. For at styrke Unionens vægt er det absolut nødvendigt at etablere en strategi på EU-plan, og en sådan bør udgøre en retfærdig balance mellem de forskellige måder at udnytte rummet på. Den Europæiske Rumorganisation har spillet en afgørende rolle for samarbejdet mellem de europæiske lande, hvad angår udnyttelsen af rummet og udviklingen af forskningen. Men som ordføreren antyder, synes det at være nødvendigt at udvide aktiviteterne til projekter, der iværksættes i EU-regi. Det er også nødvendigt i EU at dække mangelen på en faktisk politik og strategi, der sigter på effektivt at udnytte systemerne i rummet til overvågning af miljøet og til at sørge for sikkerheden, beskytte naturressourcerne, opspore eller forudsige naturkatastrofer og katastrofer, der skyldes menneskelige aktiviteter samt at bekæmpe svig. En vigtig del af de systemer, der anvendes i rummet, kontrolleres allerede af markedet, og det mener jeg er farligt. Kommissionen bør foreslå tiltag med henblik på at styre disse reelle afledninger. Endelig vil jeg som mange af mine kolleger gerne udtrykke glæde over den meget positive modtagelse af Galileo-projektet, der giver EU en meget stærk repræsentation med hensyn til at oprette et globalt satellitnavigationssystem. Til slut vil jeg sige, at den nye indfaldsvinkel til en politik for rummet bør bygge på et tæt partnerskab mellem medlemsstaterne, Den Europæiske Union og Den Europæiske Rumorganisation. Dette er den eneste metode til at opnå den konsensus, en sådan politik kræver.
+kære kolleger, hr. kommissær, det europæiske marked for rumfart er splittet. Der er mange små virksomheder, og de samarbejder ikke i tilstrækkelig grad. Omstrukturering af rumfartsindustrien, det vil sige integrering af flere virksomheder i en virksomhed eller gruppe af virksomheder, er nødvendigt for at kunne konkurrere på verdensmarkedet. Der er således arbejde nok til en space advise group. Samarbejde på EU-plan og internationalt om rumaktiviteter er absolut nødvendigt. Mit andet punkt vedrører den europæiske satellitindustris stilling. Den strategiske betydning af en satellitindustri er siden afslutningen af den kolde krig af kommerciel betydning. Sektoren vokser med 10% om året og er derved med til at skabe beskæftigelse. Hvis Den Europæiske Union ikke vil komme for sent, skal Kommissionen og medlemsstaterne fremme udviklingen af denne industri. Satellitsystemer er vejen til den videre udvikling af informations- og kommunikationsteknologien. Desværre er den europæiske satellitindustri i høj grad statsstyret. Derfor arbejder den for isoleret uden megen interaktion med computer-, netværks- og softwareindustrien samt industrien for perifert udstyr. Følgen er, at industrien taber markedsandele til USA. Det er nødvendigt med mere samarbejde og flere sammenlægninger af virksomheder og mere støtte til teknologisk udvikling, bl.a. gennem rammeprogrammet. Min gruppe afventer i spænding det lovede dokument fra Kommissionen om en europæisk rumsatellit, hvori European Space Agency også spiller en meget vigtig rolle. Det er meget vanskeligt her med al den støj. Resonansen er forfærdelig. Men jeg mener, at teknikerne må kunne gøre noget ved det!
+Mange tak, fru Plooij-Van Gorsel. Præsidiet har også bemærket, at der er et problem med lyden, man det er naturligvis et problem, der først kan løses, når mødet er forbi. Lad os håbe, at lydforholdene i morgen er bedre.
+Hr. formand, selv om jeg gerne vil lykønske Konstantinos Alyssandrakis for hans fyldestgørende betænkning, må jeg sige, at ved denne lejlighed har navnlig Kommissionen - og denne afsluttende betænkning - ikke været tilstrækkeligt modig med hensyn til EU's rumforskningsinitiativ. Som det blev sagt, er der ikke længere nogen konkurrence mellem den amerikanske blok og den sovjetiske blok, og det lykkes ikke Europa - med sine videnskabsmænd og sine tekniske evner - at få gang i rumfarten og i rumforskningen. Det er nødvendigt at øge bevillingerne og oprette en budgetpost, og det er nødvendigt, at EU administrerer de nationale rumforskningsbudgetter. Rumforskning er nemlig pr. definition en af EU's vigtigste aktiviteter, og hvis den foretages i de enkelte medlemsstater, vil man naturligvis ikke kunne opnå nogle tilfredsstillende resultater med denne forskning. Vi bør oprette en EU-institution for rumfart, og det skal ikke være ESA, for ESA er noget andet. Vi bør tilrettelægge opsendelsen af EU-satellitter med lave omkostninger, så den europæiske industri kan få glæde af denne. Endelig vil jeg gerne minde om, at vi på en eller anden måde også bør inddrage pensionisterne i denne rumforskning. Hvordan kan vi inddrage pensionisterne? Jo, i USA rejste en berømt pensionist, nemlig astronauten John Glenn, ud i rummet i en alder af 69 år. Jeg er 55 år, og jeg fylder 69 om 15 år. Jeg er allerede politiker, og nu kunne jeg også blive astronaut, den første pensionistastronaut i EU. Jeg melder mig under fanerne!
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne først takke ordføreren, hr. Alyssandrakis og alle de parlamentarikere, der har bidraget til at udarbejde denne beslutning. På Kommissionens vegne kan jeg forsikre Dem, at vi glæder os over denne beslutning fra Parlamentet i og med, at den bl.a. understreger det vigtige i rent politisk at styrke Kommissionens analyse af rummets strategiske og økonomiske rolle og nødvendigheden af at lette EU's investeringer og placeringen af EU's rumindustri samt at forestille sig nye indfaldsveje til en politik for rummet. Som De ved, vedtog Ministerrådet (forskning) den 2. december en beslutning, der opfordrer Kommissionen til i samarbejde med Den Europæiske Rumorganisation at udarbejde en europæisk strategi for rummet. Denne skal indsendes til Rådet til evaluering inden udgangen af dette år. Jeg sendte i går en meddelelse til Kommissionen, der består i en opgørelse over arbejdet. Jeg skal minde om, at dette arbejde udføres i en gruppe, der består af repræsentanter for Den Europæiske Rumorganisation, de forskellige berørte direktorater i Kommissionen, men også for industrien og WEU. Denne gruppe har allerede afholdt adskillige møder, og den vil yderligere afholde et i juli. Den informationsnote, De modtager, oplyser Dem om, hvordan dette arbejde skrider frem. At udvikle en europæisk strategi for rummet er en opgave, der angår alle, og den bør være fundamentet for de beslutninger, der forventes at blive taget i slutningen af 2000, og som mere præcist angår Galileo-programmet og de overvejelser, man på det tidspunkt har gjort sig om miljøet og sikkerheden, hvilket bør føre til initiativer, hvis vigtighed er fremhævet i Parlamentets forslag til beslutning. Jeg mener, at den dialog, der er indledt med Den Europæiske Rumorganisation, indgår fuldt og helt i den dynamik, vi ønsker i den brede debat, som vi vil diskutere i en kommende rapport om dynamikken i det europæiske forskningsrum. Jeg tror, at udgangspunktet er det samme. Det drejer sig om i EU at skabe en synergi mellem alle de forskellige potentialer, sådan at EU kan indtage sin position, der vil være den bredest mulige og mest komplette, i morgendagens verden. Jeg glæder mig derfor over den diskussion, der har fundet sted her, og som, hvilket jeg allerede har sagt, giver en politisk støtte. Med tilslutning i løbet af de kommende måneder fra Parlamentet, Det Europæiske Råd og ESA-rådet, fordi vi også vil arbejde parallelt, tror jeg, at vi vil komme til at råde over en reference for de fremtidige relevante aktiviteter i rummet, der som betænkningen understreger, er essentiel.
+Mange tak, hr. kommissær Busquin. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0131/2000) af Plooij-Van Gorsel for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mod et europæisk forskningsrum (KOM(2000) 6 - C5-0115/2000 - 2000/2075(COS)).
+Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, jeg vil gerne takke kommissær Busquin for, at han har sat en bred debat i gang om det europæiske forskningsrum. Den kommer lige i det rette øjeblik, nøjagtigt mellem to rammeprogrammer. I øjeblikket kan man ikke sige, at der er en europæisk forskningspolitik. Medlemsstaternes og Unionens forskningspolitik føres ved siden af hinanden uden at udgøre en sammenhængende helhed. Endvidere investerer vi meget mindre i forskning end USA og Japan. Disse to faktorer gør, at vi i de sidste år er sakket endnu længere bagud i forhold til USA. Hvis Den Europæiske Union vil investere i større konkurrenceevne og således i højere beskæftigelse, er det nødvendigt med en bredere og mere innoverende politik, end tilfældet har været hidtil. Den forestående udvidelse af Unionen gør dette endnu mere nødvendigt. De europæiske medlemsstater skal forlade deres teknonationalisme og i højere grad tilstræbe en europæisk union også på forsknings- og teknologiområdet. Det betyder, at europæiske forskere skal have adgang til hinandens nationale programmer. Det europæiske rammeprogram om forskning og teknologisk udvikling er et nyttigt instrument til fremme af internationalt samarbejde, men dette program er i sig selv utilstrækkeligt til at forbedre den fælles europæiske indsats. Rammeprogrammet har, selv om det kun udgør 6% af de samlede europæiske udgifter til forskning, en vigtig multiplikationsfunktion, en slags vingehjulsfunktion. Erhvervslivet betaler 60% af de samlede investeringer i forskning i Europa. Heraf anvendes 90% dog til forskning for at forbedre eksisterende produktionsprocesser for på den måde at opretholde konkurrenceevnen. Kun 10% anvendes til ny innoverende forskning. Til disse 10% yder rammeprogrammet bestemt et væsentligt bidrag. Europa har ikke problemer med at omsætte euro til forskning. Men det er meget vanskeligt at omsætte forskning til euro. Kommercialisering eller tilføjelse af viden til en produkt ser ud til at gå meget nemmere i USA end i Europa. Det er nødvendigt, at udviklingen af ny teknologi passer bedre til udviklingen på markedet. I den forbindelse er større viden ikke et mål i sig selv. Det er derimod omsætningen af viden til innovation og industriel succes. Det skaber beskæftigelse og velfærd. Derfor skal universiteterne og erhvervslivet samarbejde mere. Forskerne skal ligesom i USA skiftevis arbejde i akademiske og kommercielle stillinger i virksomhederne. Nu har kommissær Busquin angivet, hvordan et europæisk forskningsrum kan realiseres. Han fokuserer imidlertid først og fremmest på en optimalisering af infrastrukturen bl.a. ved sammenslutning af centers of excellence i et netværk og oprettelse af virtuelle centre. Men jeg mener, at et europæisk forskningsrum kræver mere end foranstaltninger på infrastrukturområdet. Infrastrukturer innoverer ikke lige så lidt som elektroniske netværker, selv om de er nødvendige. Men et europæisk forskningsrum kan kun opstå, hvis der ud over en avanceret infrastruktur samtidig er tale om en europæisk identitet og europæisk kreativitet. I den forbindelse mener jeg, at man alt for længe har overset det kvindelige potentiale. Mit sidste punkt drejer sig om, at vi savner et europæiske patent. Det eksisterende europæiske patentsystem bevirker fragmentering og medfører meget højere udgifter. En patentansøgning i Europa er 10 gange så dyr som i USA og meget mere besværlig. Ud over et fælles patent har vi ingen mekanismer til at hjælpe små virksomheder med at beskytte deres patenter. Vil kommissæren i samråd med kommissær Bolkestein gøre noget ved dette? De små og mellemstore virksomheder har ikke midler til at føre dyre juridiske procedurer. Som afslutning slår jeg fast, at Europa har behov for en fælles forskningspolitik, hvor der både er plads til praktisk forskning og grundforskning på forskellige tekniske fagområder, og som tager hensyn til, at innovation ofte opstår på grænsen mellem forskellige videnskabelige fagområder. I fremtiden kan der særligt skabes ny beskæftigelse inden for fagområderne bioteknologi og ICT, men forskning på det humane område og inden for de sociale videnskaber er stadigvæk nødvendigt i Den Europæiske Union med dens mange forskellige kulturer. Jeg vil gerne takke mine kolleger for det gode samarbejde.
+Hr. formand, jeg må med stor beklagelse sige, at jeg er uenig med min kollega, fru Plooij-Van Gorsel på et punkt, nemlig følgende: Hvis der er ét mål, der er værd at gå efter i menneskets liv, så er det viden for videns egen skyld. Hvis der er én impuls, der bidrager til god forskning, så er det den rene nysgerrigheds impuls. Det har været arbejde udført af ren nysgerrighed med opnåelse af viden som et mål i sig selv, der i sidste ende har ført til de store utilsigtede nyttevirkninger, der gør en rigtig forskel. Jeg er imidlertid enig med hende i, at det ikke er nok at bruge offentlige penge, blot fordi der er nogen, der lider af akut nysgerrighed. Derfor er det løftet om anvendelighed og økonomisk bidrag på langt sigt, der berettiger anvendelsen af offentlige midler. Men vi må huske på, at offentlige midler kun er godt givet ud, hvis de bruges på folk, som drives frem af nysgerrighed og engagement i viden for dens egen skyld. Det er noget, som vi glemmer i Europa på vores eget ansvar. Det er nævnt under punkt "n" og "o" i præamblen. Det er jeg meget taknemmelig for. Ja, jeg er fru Plooij-Van Gorsel meget taknemmelig for den måde, hvorpå hun i betænkningen fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi har få indarbejdet praktisk taget alle de punkter, der var indeholdt i forslaget til udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, som jeg var ansvarlig for, og som er årsagen til, at jeg taler til Dem her i aften. Det hele er bedre end summen af dets to dele. Det var meget pænt af hende at indarbejde det hele så grundigt. Hr. Pietrasantas og fru Maes' ændringsforslag, der tilføjer punkter om bæredygtighed, miljørigtige varer og sundhed til de øvrige økonomiske punkter, som vi er kommet med, er vigtige og bør vedtages. Der er ganske rigtig en europæisk krise, når det gælder finansiering af forskning. Vi må øge den. Den må sættes op til 3% fra de nuværende ynkelige 1,8%, som er ca. halvdelen af, hvad vores japanske og amerikanske venner og konkurrenter investerer i dette område. Retlige instrumenter er vigtige. Vi bør forbedre det europæiske patent. Subsidiaritet er yderst vigtigt - subsidiaritet, som kommissæren sagde, i dens bredeste betydning - regioner, der bidrager til forskning ligeså vel som medlemsstater og Kommissionen - lige ned til forskerholdet. De er dér, hvor der sker noget. Vi må sikre, at vi aldrig har forskningsstøttesystemer, der er så overbebyrdede med bureaukrati, med anvendelsesmekanismer, der er så vanskelige at gennemskue, at vi bruger ressourcer på at anvende forskningsmidler, der burde have været brugt på at udføre selve forskningen. Enkelhed er meget vigtigt, og her betyder subsidiaritet enkelthed og en hensigtsmæssig periode for revurdering af forskning. Vi har også brug for andre ting. Vi bør se meget nøje på mobiliteten, og alt det, der følger med, ordentlige forskningskarrierer over hele Europa, at folk har mulighed for at finde beskæftigelse inden for forskning og bevæge sig frit omkring. Varslerne er ikke alt for gode. Vi har i forbindelse med fremmedsprogslektorerne i Italien set, at der er gået 12 år med immobilitet, der er holdt i hævd i europæisk lovgivning, fordi retten til fri bevægelighed uden hensyntagen til nationalitet er blevet afvist og endnu ikke er blevet håndhævet rigtigt af Kommissionen. Vi må virkelig insistere på, at der nås frem til forbedringer her, som gennemføres fra lærersamfundet og lige ind i det tæt forbundne forskersamfund. Kort sagt må vi på fællesskabs- og unionsplan gøre de ting, der kan gøres på disse niveauer, og delegere resten nedad. Alt dette er nævnt i punkt 40 i betænkningen. Vi må også blive bedre til at udvikle og anvende den viden, vi erhverver. Min kollega i Edinburgh, professor Salter, har udviklet en anordning til sikker destruktion af miner. Den er aldrig blevet taget op af industrien. Mange gode idéer, der er blevet udviklet, bliver ikke taget op. Det er også meget vigtigt.
+Hr. formand, det er mig en stor fornøjelse at svare på vegne af PPE-DE-gruppen og på vegne af min kollega, fru Quisthoudt-Rowohl, der var skyggeordfører i Industriudvalget, men som desværre er forhindret i at være her i aften. Jeg har den fornøjelse at være skygge for hr. MacCormick i Udvalget om Retlige Anliggender. De har allerede hørt, at dette rent faktisk er en formidabel kombination og en yderst omfattende og grundig betænkning fra fru Plooij-Van Gorsel, men hr. MacCormick tilføjede betænkningen sit eget helt særlige touch, som De selv har fået fornemmelsen af. Det er helt klart, at Kommissionens tanker er optaget i denne betænkning, og vores respons har da også fokuseret på to aspekter: konkurrenceevne og samordning, for forskningsevne kombineret med evne til at omdanne denne forskning til varer og tjenesteydelser af reel handelsmæssig værdi vil blive nøglen til Den Europæiske Unions og den udvidede Unions konkurrenceevne i dette århundrede. Vi har virkelig behov for at gøre bedre brug af alle intellektuelle evner, som vi har over hele Den Europæiske Union ved at forbedre samarbejdsmåder og navnlig ved at blive bedre til at fokusere vores indsats, ikke at gøre det samme arbejde to gange og samle de originale tænkere, som hr. MacCormick talte om. Enhver, som har arbejdet inden for forskningen, vil vide, at man, hvis man samler folk, kan sætte gang i nye og kreative idéer hele tiden. Denne aktivitet kan ikke rigtigt nås ved en masse centralisering. Kommissionen har et arbejde at gøre som katalysator for processen. Som hr. MacCormick siger, må vi få samlet folk fra hele Unionen, hvor der tales fra region til region, fra universitet til universitet. Vi må have bedre informationsnetværk, vi må have denne informationsudveksling horisontalt, og ikke fra centrum og ud igen. Vi har nu nogle fantastiske redskaber til at gøre dette. For Internettet var jo faktisk et redskab, der havde til formål at lette forskningsnetværkssamarbejde. Det var det, det oprindeligt blev udtænkt for, og nu har vi evnen til at bruge det og tænke på, hvordan vi kan udvikle telekommunikationsfaciliteten, måderne at anvende det på, den struktur, vi talte om i vores tidligere debat om telekommunikation, idéen om virtuelle centre for avanceret teknologi. Det er, tror jeg, en faktor af meget stor betydning, når man skal forsøge at nå dette fokus og denne syntese af idéer. Hvis noget skulle blive forelagt meget hurtigt i en pilotfase af hr. Busquin og hans team, bør det være idéen om at skabe virtuelle centre for avanceret teknologi og opnå fremskridt inden for visse nøgleområder. Det andet punkt, jeg gerne vil komme med, er forbundet med vores konkurrenceevne. Her gentager jeg i høj grad fru Plooij-Van Gorsels afsluttende bemærkninger til os for lidt siden: Vi må tilskynde til forskning og udvikling af færdigheder i at bringe produkter på markedet. Vi må forbedre de måder, hvorpå vi gør dette. Processerne i original design er at lave prototyper, afprøve dem og fremstille dem. Vi må reducere den tid, det tager, før et produkt når markedet, tage disse idéer og bringe dem ud til forbrugerne så hurtigt som muligt, fremstille produkter enkelt, hurtigt og mere effektivt, mere fleksibelt. Disse er meget vigtige færdigheder, som vi må udvikle, og forskningen har en meget vigtig rolle at spille i denne forbindelse. Ved at bifalde fru Plooij-Van Gorsels betænkning imødeser vi det næste stadium, hr. Busquin, der går ud på at imødekomme de udfordringer, vi har stillet Dem. Vi forventer nu, at De omdanner disse forslag til håndgribelige idéer, hvorved vi kan nå de mål, som vi alle deler.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne først rose Kommissionen og den ansvarlige kommissær for forskningen for med et solidt dokument til en vis grad at have udfyldt den kløft, der altid udvikler sig i vores aktiviteter mellem et rammeprogram, der er på plads, og det efterfølgende. Vi har således undertiden tidsrum på to år, som nogle kalder hvileperioder og andre tænkepauser, selv om De i dette tilfælde ikke lader os slappe af og det med god grund, idet De fremlægger en meddelelse, der er helt igennem hensigtsmæssig, om det europæiske rum for forskning og udvikling. Jeg mener, at dette bidrag er så meget mere velvalgt, idet det på en måde investerer for at gøde et område, der har ligget brak, og dette område er samarbejdet mellem EU og medlemsstaterne på forskningsområdet. Dette samarbejde, som man allerede nu kunne betegne som styrket, og som er omtalt i traktaten i artikel 165, 168 og 169, har indtil nu kun haft en teoretisk eksistens. Deres meddelelse giver det liv. Vi håber, at der efter fødslen også vil være tale om vækst, men det kommer jeg tilbage til. I den forbindelse vil jeg selvfølgelig også gerne rose fru Plooij­Van Gorsel for hendes betænkning, og ikke bare som et udtryk for kammerateri og kollegialitet. Selv om hun har været nødt til at udarbejde den i hast på betingelser, der ikke altid har været lette, er resultatet alligevel fuldt ud tilfredsstillende. Under alle omstændigheder vil vi støtte det, så meget mere som at det er blevet forbedret på vejen af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. Men jeg ønsker heller ikke, at behandlingen af fru Plooij­Van Gorsels betænkning og dens begrundelse her på mødet efterlader det indtryk, at alfa og omega for forskning og udvikling blot er at finde en løsning på det, som man har kaldt EU's paradoks inden for forskningen. Det er en forskning på højt niveau, der mangler en innovativ sektion for at kunne nå op på niveau med USA. I dag er fristelsen stor, og De er bukket under for den, kære kolleger, til at sige, at det essentielle helt klart er at bevæge sig fra forskningslaboratoriet til virkeligheden på markedet. Jeg mener, De med stor dynamik har understreget alle de elementer, der fremmer denne bevægelse, benchmarking, støtte til private investeringer, skattelettelser, en række former for hjælp til unge nyskabelser og til SMV med en høj teknologisk merværdi. Alt dette er vigtigt og nødvendigt. Vi bør effektivt omdanne forskning til vækst og væksten til beskæftigelse. Men hvordan kan man forestille sig, at en EU, der kun afsætter det halve af det beløb, der anvendes til forskning og udvikling i USA og Japan, kan bevare et sådant fundament af tilstrækkelige kundskaber og viden. Hvis vi ønsker i morgen at nå et innovativt niveau, skal kundskabsgrundlaget ligge på et meget højt plan. De gode forslag, der efter min mening indgår i denne vigtige meddelelse, er netop oprettelsen af perfektionscentre, netværk, der knytter disse sammen, infrastrukturer, store fællesinstallationer og en bedre struktureret mobilitet. Kort sagt alt det, der kan bidrage til at styrke vores kundskabsgrundlag. Som min forgænger, hr. Harbour, sagde, kan De, hr. kommissær, fra nu af regne med en meget bred støtte fra Europa-Parlamentet. Jeg ved, at De allerede har fået støtte fra det europæiske forskersamfund, hvilket er yderst vigtigt. Nu gælder det om at omdanne tankerne til forslag, men også til mere radikale ændringer. Vi afholder et midtvejsmøde for det femte rammeprogram, og uden at afvente det sjette vil dette måske være en lejlighed til at omsætte det, De har meddelt os i dag, og som er yderst lovende, til handlinger og nye prioriteter.
+Hr. formand, ærede kommissær, den foreliggende meddelelse er en betydningsfuld debatåbning med henblik på opnåelse af et tættere samarbejde på forskningsområdet. Som det er nu, bliver ressourcerne spildt på grund af overlapninger og mangel på koordination. Jeg takker på ELDR-gruppens vegne ordfører Plooij-Van Gorsel for en god betænkning og et ligefrem passioneret arbejde, som hun har ydet for sagen: Vores gruppe støtter Deres standpunkter. De i meddelelsen angivne statistikker om EU-staternes beskedne indsats med hensyn til forskning er et bekymringsvækkende bekendtskab. Det er endnu værre, at gabet i forhold til USA vokser. Dog har enkelte medlemsstater satset kraftigt på forskning, hvilket ser ud til at være nyttigt specielt med hensyn til teknisk knowhow. I dette indlæg vil jeg endnu fremlægge et par synspunkter. Jeg taler ikke gerne om forskningspolitik, men om samarbejde eller strategi. Ordet politik er forbundet med den nuance, at tingene styres fra Bruxelles med hård hånd. Ved forskning bør formål med arbejdet ikke defineres for nøje. Det er forskningsfællesskaberne, der bedst kender behovene for indsats og udvikling, de skal ikke styres for stærkt af politik. Kvindernes deltagelse i forskning er stadig for beskeden i EU. For at fremme dette skal der indføres flere konkrete aktiviteter. Forskerudveksling og vekselvirkning mellem forskningsgrupper skal bakkes kraftigt op. Knowhow spredes ved hjælp af dem, gennem dette arbejde skabes reelt europæisk samarbejde, netværker, der også bærer frugt senere. COST-sekretariatet har allerede udført et prisværdigt arbejde. Dets stilling som koordinator for forskningsarbejde bør yderligere styrkes.
+Hr. formand, det er helt klart nødvendigt at udvikle et fælles forskningsrum på EU-plan, men det skal ikke blot være en vandtæt undskyldning for det, medlemsstaterne ikke gør. Det skal oprettes på en åben måde, så der bliver tale om fælles kompetencer og midler, der er så store som muligt, for at skabe en større synergi. Jeg takker fru Plooij for hendes meget dynamiske indsats i forbindelse med denne betænkning. Det er klart, at vi skal tage hensyn til den økonomiske indvirkning og jobskabelsen, som vores kollega, hr. Desama, nævnte det, men i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance giver vi ikke førsteprioritet til en forskning for konkurrencen og konkurrenceevnen og heller ikke til en kommercialisering af forskningen. Såvel grundforskning som anvendt forskning bør først og fremmest bevare sin offentlige støtte og sit offentlige aspekt. Vi er imod den bioteknologi, der drejer sig om genetiske manipulationer og om at tage patent på levende væsener, men vi er for en forskning i de såkaldt bæredygtige teknologier, især på miljø- og sundhedsområdet. Som Regionsudvalget fremhæver det i betænkningen af fru Blandin, lægger vi ligeledes vægt på at støtte en decentraliseret forskning, oprettelsen af netværk og et samarbejde mellem regionerne. Som eksempel kan jeg nævne det samarbejde, der er udviklet med hensyn til de økologiske områder inden for økoteknologien i henhold til kriterierne for en bæredygtig udvikling, som er tilpasset den lokale udvikling, og som støttes af de små og mellemstore virksomheder og institutioner. EU kan blive en vigtig motor på dette område. Jeg vil også gerne fremhæve den støtte, vi kan give til de nye informations- og kommunikationsteknologier ved at udvikle virtuelle laboratorier til indsamling af data, diagnostisk analyse og forebyggelse af større risici. Her ligger et potentiale, der kun fuldt ud kan realiseres på EU-plan i samarbejde med universiteter, perfektionscentre og offentlige myndigheder. Endelig vil jeg gerne nævne vores interesse for Det Fælles Forskningscenter, som vi er nødt til at fremsætte nogle bemærkninger om. Det er nødvendigt på ny at gennemgå dets holdning til atomkraft, der var aktuel, da centeret blev oprettet på grund af EURATOM. Det drejer sig ikke om at duplikere det udstyr eller den forskning, der udføres i visse af Unionens medlemsstater, men i stedet, som fru McNally foreslår det, at udvikle et fælles teknisk og videnskabeligt referencesystem for politiske programmer. I den forbindelse er det også nødvendigt at gøre sig overvejelser angående STOA. Som afslutning vil jeg gerne takke kommissæren, Philippe Busquin, for fra sin tiltrædelse at have indledt disse overvejelser angående det fælles rum, som vi støtter. Han har ikke glemt indsatsen for ungdommen og kvindernes deltagelse i forskningen, og i permanent samarbejde med staterne og Parlamentet går han fremad for at udvikle en kundskabernes EU på nøgleområder uden at glemme det sociale og menneskelige aspekt.
+Hr. formand, hr. kommissær, man skal virkeligt udføre meget forskning for ikke at tabe tråden ved læsning af de 27 præmisser og 60 paragraffer i den murstensbetænkning, Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi har afleveret, og i hvilken man finder alt, selv om det undertiden er vagt og upræcist. Vi vil dog alligevel begynde med konstruktivt at glæde os over, at dette bidrag til at skabe en bedre integration af det europæiske forskersamfund forsøger at bevare ligevægten mellem grundforskning og anvendt forskning for at bekæmpe en flugt af vores bedste hjerner, at gøre arbejdsløshed blandt de unge forskere til et hovedproblem i en EU-politik, der er bevidst om realiteterne, og endda for at fastlægge den afgørende rolle, virksomhederne spiller inden for forskning og udvikling. Vi kan derefter tilslutte os betænkningen, når den fremhæver risikoen for, at en koncentration af infrastrukturerne i forskningen med hensyn til at oprette en kritisk og rationel masse for udgifter vil komme til at gå ud over de perifere regioner, der generelt glemmes i stadigt højere grad i EU's programmer. Vi vil også henlede opmærksomheden på det nødvendige i en streng overholdelse af subsidiaritetsprincippet for, at medlemsstaterne ude i områderne og via dem regionerne kan lade veritable kraftcentre for forskning i direkte kontakt med virksomhederne og universiteterne overtage kompetencen og ansvaret for at definere deres prioriteter og metoder for deres aktiviteter. Vi vil endda til slut vove at håbe, at Deres prisværdige interesse for at udvikle kommunikationen og oversættelsestjenesten for at fjerne de sproglige hindringer for den ønskede synergi mellem vores respektive forskeres arbejde ikke skjuler et supplerende forsøg på at fremme et af Unionens sprog - på bekostning af de øvrige - hvis imperialisme hverken her eller andre steder er neutral. Fru ordfører, Gruppen Union for Nationernes Europa vil stemme for Deres betænkning, men vil den helt konkret være tilstrækkeligt effektiv til at opnå vores fælles mål: Videnskabelige kundskaber på et højt niveau for at kunne yde en bedre indsats på alle områder?
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, den gode betænkning fra fru Plooij, som vi har modtaget angående Kommissionens meddelelse "Mod et europæisk forskningsrum", har fremkaldt en reel interesse i Parlamentet, hvis man skal se det i forhold til, at der er fremsat tæt ved 150 ændringsforslag. Det er klart, at udviklingen inden for forskningen i EU er et af nøgleområderne for fremtiden. Det 21. århundrede bliver århundredet for kundskaber og viden. Fremskridt inden for kommunikationen accelererer udbredelsen af viden, som udviklingen af Internettet viser, og de er kraftige katalysatorer for den økonomiske vækst. Forskning i bred forstand er således mere end nogen sinde før et grundlag for fremtiden. Ifølge de tal, vi har fra Kommissionen, halter EU klart bagefter USA. F.eks. udgør de midler, EU i alt afsætter til forskning, kun 1,8% af BNP mod 2,8% i USA. Endvidere er antallet af universitetsstuderende fra EU-lande i USA dobbelt så stort som antallet af amerikanske studerende i EU-lande. I den forbindelse giver såvel forslagene fra Kommissionen som fra Plooij-betænkningen mig anledning til en række bemærkninger. Den første er, at EU's forskningsindsats tæller mindst lige så meget som det europæiske forskningsrum. I USA interesserer man sig en smule mindre for semantikken og en smule mere for konkrete handlinger. Den anden er, at næsten to tredjedele af forskningen udøves af private virksomheder, og at EU derfor bør målrette sin indsats med denne kendsgerning i baghovedet. Den tredje er, at man absolut må undgå alt, hvad der, som man har mindet om netop for et øjeblik siden, på kortere eller længere sigt kan minde om en EU-superplan for forskning. Forskningen er først og fremmest frihed og ikke planer. Alt er indeholdt i Kommissionens meddelelse og i betænkningen fra vores kollega. Med hensyn til forslagene mangler der i øvrigt en vægtning af prioriteterne, hvilket jeg gerne vil foreslå. Denne vægtning bør hvile på forskerne og virksomhederne. Hvad angår forskerne, er det absolut nødvendigt at fremme deres livsvilkår i EU. Det er endvidere nødvendigt at tilskynde virksomhederne til at yde en større forskningsindsats. Min konklusion er som følger: Sats først på forskerne, derefter på virksomhederne, og sørg endelig for, at EU hverken hindrer handlingsmulighederne for de førstnævnte eller udviklingen af de sidstnævnte. Dette bør være vores udgangspunkt. Det vil altså sige, at rummet ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Plooij-Van Gorsel for hendes usædvanligt gode betænkning. Jeg takker kommissæren, hvis timing er virkelig god, og det er hans idé om at indlede denne debat også. Der er i sandhed en voksende følelse af forlegenhed over for mangelen på koordinering i europæisk videnskab og forskning. Reaktionen har været positiv, som kommissæren ved fra sine kontakter over hele Europa, herunder et besøg for nylig i Cambridge. Vi glæder os til at se hans analyse af resultaterne af høringen. Der er en voksende bevidsthed i Europa om dimensionerne af truslen fra det meget ressourcerige og målrettede USA. Europa gør helt ærligt ikke sin vægt gældende inden for forskningen, selv om nogle medlemsstater er meget gode. Jeg vil nævne Finland, Sverige og lande som Den Irske Republik, der har gjort gode fremskridt. Bortset fra industriens konkurrenceevne har vi naturligvis, som hr. Desama siger, alvorlige miljømæssige og sociale problemer, som vi har brug for, at forskningen retter op på. Et mål på 3% af BNP til forskning er realistisk og væsentligt, og det er rekruttering af mange flere videnskabsfolk, herunder kvinder, også. Undervurdér endelig ikke Det Fælles Forskningscenters potentiale, for det er i sig selv et videnskabeligt center for politik - et referencecenter for politik - og det er ideelt egnet til den rolle som netværkskoordinator for centrene for avanceret teknologi. Det er selv på mange områder et sådant center. Jeg støtter i høj grad punkt 16 og 17, der opfordrer til at informere den europæiske offentlighed om videnskabelige resultater og se på de etiske spørgsmål. Vi glæder os til regelmæssige beretninger fra kommissæren om gennemførelsen af dette meget spændende og væsentlige projekt.
+Hr. formand, en konkurrenceorienteret forskningspolitik, som vi fører i dag, er den bedste social- og beskæftigelsespolitik for fremtiden. For så vidt rammer hr. Busquin et meget stor ansvar i Det Europæiske Fællesskab. For os handler det om at fremme personlig dialog mellem forskere - videnskabelige studier har dokumenteret, at der opnås størst fremskridt ved personlige samtaler mellem forskere. Det drejer sig om at få forskere fra hele verden til Europa, men specielt fra lande, der ønsker optagelse. Her findes der fremragende forskningsresultater, der venter på markedsføring og forståelse, og som man kan fremme meget intensivt. Dette bringer mig hen på emnet ungdom. Jeg tror, at vi også bør formidle denne foretagsomhed, denne glæde ved innovation og forskning til ungdommen. Det er dejligt at se unge deltage i forskningsprojekter. Måske ville det også være en god idé at oprette et Leonardo for forskere, et udviklingsprogram mellem universiteter, skoler, virksomheder og forskningssteder. Jeg tror, at hvert individ kan frembringe en meget stor viden, og at kommunikationen mellem eksperter i sidste ende er den bedste transportør af denne viden. Det er også vigtigt, at de små virksomheder og familievirksomhederne, men også underleverandørvirksomhederne får adgang til megavidenskabens institutioner, at de får adgang til ekspertforskningen. Vi fra Forskningsudvalget har med vilje fremlagt et earmark i Budgetudvalget. Vi har sagt, at mindst 10% af forskningsudgifterne skal anvendes til små og mellemstore virksomheder. Jeg ville sige en del mere, 20% eller 30% bør være fast knyttet til samarbejdet mellem små virksomheder, underleverandører, megavidenskabens institutioner, således at kommunikationen på dette område og netværkerne kan forbedres drastisk, og at der opstår en helt ny mulighed. En aktiv og passiv licens- og patentpolitik - det har jeg skrevet afhandling om på universitetet - er grundlaget for succesrig forskning. At beskæftige sig hermed, som vi allerede har hørt, er et vigtigt anliggende for Den Europæiske Union. Hvilke hindringer er der? Jeg tror, at vi bør skelne mellem store og små støtteprojekter, specielt hvad angår udgifterne. Netop når det drejer sig om småvirksomheder og småprojekter, bør administrationsomkostningerne minimeres. Kommissionen bør koncentrere sig om storprojekter, ganske vist med pålæg om, at de storprojekter, der gennemføres, skal opdeles i små enheder, også her bør der foreskrives en andel. Afslutningsvis vil jeg sige, hr. kommissær, jeg glæder mig allerede, hvis de næste benchmarkingprojekter ... (Formanden afbrød taleren)
+Jeg bliver nødt til at anmode medlemmerne, jeg beklager at måtte afbryde Dem, men det er sent, om at udøve en smule selvdisciplin, ellers bliver det efter midnat, og det er ikke meningen. Det kan vi heller ikke byde kommissæren.
+Hr. formand, mine damer og herrer, også jeg vil gerne takke ordføreren fru Plooij-Van Gorsel mange gange for denne betænkning, i øvrigt også Kommissionen for det dokument, som den har forelagt for os. På grund af den korte tid har jeg kun to bemærkninger i tilknytning til det, som hr. Rübig sagde om ungdommen. Vi beklager os i øjeblikket alle steder over, at vi har for få ingeniører. De unge søger ikke længere ind på universitetet og studerer ikke længere naturvidenskab. Hjemme hos os har man gennemført en rundspørge om baggrunden for dette. Resultatet var overraskende. Vi har altid troet, at de unge mennesker ikke længere søger ind på universiteterne for at læse naturvidenskab eller ingeniørvidenskab, fordi jobudsigterne er så dårlige. Det passer ikke. De læser ikke fysik og kemi, fordi det ikke er sjovt. I et "morskabssamfund" er det åbenbart uhyre vigtigt at have det sjovt. Vi tilbyder åbenbart ikke vidensstoffet på en sådan måde, at det tiltrækker menneskene og de levevaner, som de nu engang har. Det er en anden generation end min. Jeg beder altså om, at der tages hensyn til dette, når vi altid taler så videnskabeligt om de kommende generationer. Det andet, som jeg ganske enkelt vil foreslå, er: Vi taler om et europæisk forskningsrum. Vi udvider Den Europæiske Union, skønt! Alle disse stater deltager jo allerede i dag i det femte forskningsrammeprogram og vil også deltage i det sjette. Derfor foreslår jeg, at vi også inddrager disse landes parlamentarikere og forskningsministre i forberedelsen af det sjette forskningsrammeprogram. Jeg kunne forestille mig - på fransk kalder man det for assises de recherche - at gøre det her i Europa-Parlamentet for at udarbejde retningslinjerne for det sjette forskningsrammeprogram i fællesskab.
+Hr. formand, som videnskabsmand, der, som jeg plejer at sige, er gået ind i politik, og som har arbejdet på de mest kvalificerede laboratorier i Italien og udlandet og haft et videnskabeligt samarbejde med højtudviklede lande såsom USA og Japan, vil jeg gerne takke ordføreren for hendes store lydhørhed, hendes kompetence og hendes engagement. Jeg vil naturligvis også takke alle kollegerne i udvalget - uafhængigt af de politiske partier - og på de akademiske kredses vegne vil jeg ikke mindst rette en stor tak til kommissær Philippe Busquin for den store lydhørhed, han har lagt for dagen, idet han endelig har indført et europæisk forskningsrum. Indførelsen af et europæisk forskningsrum vil endelig gøre det muligt at udnytte netværkene af videnscentre og at opnå den kritiske masse, som både er nødvendig for videnskabens fremskridt i sig selv, og som også er nødvendig for at kunne give almindelige mennesker nogle praktiske løsninger. Disse løsninger strækker sig lige fra kontrollen med forfærdelige sygdomme som aids og kræft til neurodegenerative sygdomme, skader som følge af miljøforurenende stoffer osv. Vi er derfor på kommissærens side! Kære kommissær, det bliver en udfordring! Vi er ivrige efter endnu en gang at overvinde det bureaukrati, som undertiden gør netop opnåelsen af disse målsætninger mindre hurtig. Vedtagelsen af de ændringsforslag, jeg ønskede at indgive, gør udnyttelsen og effektiviteten af det fælles forskningsrum større og mere væsentlig. Det første ændringsforslag, hvor der anmodes om, at de finansielle midler i alle EU-landene kommer til at udgøre mindst 3% af bruttonationalproduktet, er en stor gevinst og gør det muligt for os at konkurrere med USA og Japan. Det andet ændringsforslag har jeg indgivet til fordel for de svage, sårbare og forladte regioner, nemlig de sydlige regioner under mål 1, og det tager sigte på, at man investerer mindst 5% af de regionalfonde, der ikke er blevet anvendt - og som ellers tages tilbage - til gavn for disse regioner. Dette ændringsforslag gør det endelig muligt at udnytte de fantastiske menneskelige ressourcer, vi råder over, og at udligne den infrastrukturelle og teknologiske forskel, der netop eksisterer mellem disse regioner og de andre regioner i Europa. Det tredje ændringsforslag blev jeg også enig om med min ven Novelli, som jeg gerne vil takke her. Ved hjælp af skattelempelser gør ændringsforslaget det endelig muligt at øge forskningsniveauet inden for alle områder. Jeg vil således gerne slutte af med at takke for denne nye indfaldsvinkel, som De har ønsket at give den videnskabelige forskning, hr. kommissær, og som uddelingen af to Nobelpriser den 20. juni er en hyldest til, nemlig Nobelprisen for neurovidenskab til Rita Levi Montalcini og Nobelprisen til Renato Dulbecco, netop som De endelig har givet alle forskere en stor anerkendelse gennem dette forskningsrum.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, samarbejde på forskningsområdet er vanskeligt i Europa. Meget vanskeligere end i USA, og netop derfor er meddelelsen fra kommissær Busquin så vigtig. Investering i forskning og samarbejde skal føre til højere økonomisk vækst og større beskæftigelse. Denne indsats har fortjent Parlamentets støtte, og derfor kan jeg helt gå ind for fru Plooij's betænkning, som jeg gerne vil lykønske hende med. Men jeg ser gerne, at vi er mere præcise i debatten. Vi må fastslå, at ikke al forskning fører til højere økonomisk vækst eller større beskæftigelse. Der er stor efterspørgsel efter forskning til at underbygge politiske valgmuligheder, risikoanalyser, miljørapporter, overvågning og sammenlignede undersøgelser. Det tjener alt sammen til forberedelse eller evaluering af politiske beslutninger i miljøsektoren, på fødevareområdet eller i sundhedssektoren. Netop på disse områder er europæisk samarbejde hensigtsmæssigt. De fælles forskningscentre har mange eksempler på gode samarbejdsprojekter. På mange af forskningsområderne befinder forskerne på forskningscentrene sig som en edderkop i sit spind. Med andre ord er initiativer fra Kommissionen vigtige for den forskning, der skal støtte op om de politiske beslutninger med henblik på at undgå dobbelt arbejde, splittelse og fragmentering og for at fremme, at det kun er de bedste metoder og teknikker, der anvendes. Men ved den type forskning kan der ikke forventes stor spin-off f.eks. i form af beskæftigelse uden for forskningscentrene. Endvidere er der stor efterspørgsel efter praktisk forskning. Her er virkningerne for beskæftigelsen meget større. Den europæiske politik kan på dette område eventuelt begrænses til at skabe gode betingelser, og praktiske hindringer skal fjernes. Til sidst grundforskningen. Forskningen mellem den praktiske forskning og grundforskningen svækkes, men er stadigvæk vigtig. Mange fundamentale spørgsmål inden for geologi, naturvidenskab og filosofi er endnu ubesvarede. Netop her er koordination af nationale forskningsindsatser meget vigtig.
+Hr. formand, jeg takker ordføreren for et værdifuldt arbejde. På grund af ændringer foretaget i udvalget blev betænkningen mere omfattende, for i spørgsmål om forskningsarbejde må man ikke kun koncentrere sig om videnskabelige fællesskaber. De små og mellemstore virksomheders rolle som motor for innovation og forskningsarbejde skal man lægge sig klart på sinde. Kommissionens meddelelse giver et alt for ensidigt billede af udfordringerne i den europæiske forskning. Man kan se på meddelelsen, at de forskellige hovedafdelingers ekspertise ikke er blevet udnyttet horisontalt. Da forhandlingen om forskningsområdet har forbindelser til f.eks. Unionens udvidelsesproces og SMV-sektorens vitalitet, kan man håbe, at Kommissionens meddelelse vil indeholde flere visioner og større konkretisme. Det er ikke nok, at der tales bredt om Unionens konkurrenceevne. Nøgleord i forskningspolitikken er fleksibilitet, global tænkning og mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. Der skal gives tilstrækkelig med plads til videnskabens selvstyre og medlemsstaternes egne forskningspolitiske vægtninger. Det er derfor, vi nøje må overveje, hvad der i fremtiden forventes af de fælles forskningscentre, som fremhæves i Kommissionens forslag. Det er ingenlunde hensigtsmæssigt, at Unionens forskningscenters rolle udvides, således at aktiviteterne i de nationale forskningscentre vanskeliggøres på grund af omfordelingen af ressourcerne. Når man tænker på det indre marked med hensyn til forskning, skaber det mest merværdi netop ved hjælp af forskning med uofficielle midler og knowhow gennem jævnere fordeling. Det har vist sig i praksis, at vi ikke er i stand til at reagere tilstrækkelig fleksibelt gennem rammeprogrammer, når det drejer sig om BSE-krise og lign. problemer, der kræver hurtig aktion. F.eks. skaber forøgelsen af forskernes behovsbundne bevægelighed samt intensiveringen af videnskabelige fællesskaber i EU og Østeuropa en troværdig base for forskningsområdeprojekter. I denne debat skal vi også lægge særlig mærke til kvindernes stilling i den europæiske forskningspolitik, idet gruppen med teknisk knowhow, der lider af mangel på arbejdskraft, er alarmerende mandsdomineret. EU skal som én af dens mest essentielle udfordringer i uddannelses- og forskningspolitikken søge at vække kvindernes interesse for denne sektor.
+Hr. formand, fru ordfører, kære kolleger, jeg er personligt også meget glad for at kunne udtale mig om kommissærens meddelelse, for at fortælle ham, at det drejer sig om et dokument af meget høj kvalitet, der, som vi også har set det her i aften, har gjort det muligt at indlede relevante overvejelser for at puste nyt liv i EU's forskning. Vi har reelt bevæget os ind i et kundskabernes samfund, der har fået os til igen at placere forskningen i samfundets centrum. Og dog er situationen i EU, som mange har sagt det, bekymrende, hvis vi ser på tallene. Det er derfor absolut uomgængeligt, og det haster med at vedtage en global strategi på EU-plan for at udfylde vores efterslæb. Det drejer sig ikke om igen at sætte spørgsmålstegn ved effektiviteten i rammeprogrammet for forskning og udvikling, da vi allerede har set dets resultater. Men vi må konstatere, at der må tages nye initiativer for at åbne medlemsstaternes nationale systemer, idet disse i dag kun udgør en supplerende indsats. Blandt de mange tiltag, der skal sættes i værk, vil jeg i aften nærmere bestemt tale om forskernes uddannelse og mobilitet som en gentagelse af en debat, vi allerede har haft med kommissæren og forskere i min region. Jeg optræder således som talsmand for deres bekymringer, idet vi ikke uddanner nok videnskabelige forskere og endda endnu færre europæiske forskere. Det er derfor nødvendigt at indføre en europæisk dimension i forskeruddannelsen, der medfører en større mobilitet. Der findes handlingsplaner, men de administrative barrierer, der hindrer mobiliteten før og under dens gennemførelse, f.eks. den sociale sikring, tager i virkeligheden modet fra et stort antal forskere. Jeg vil slutte med at sige, at vi også må sørge for at informere borgerne, hos hvem de videnskabelige fremskridt fremkalder lige så meget håb som ængstelse. Jeg håber derfor, at vores ministre i juni måned vil sørge for at give deres tilslutning til, at en lang række aktiviteter hurtigt kan sættes i gang i EU på baggrund af kommissærens forslag.
+Hr. formand, jeg vil lykønske kommissær Busquin med, at han har bestemt og haft mod til at skabe et europæisk forskningsrum, når vi ved, at subsidiaritetsprincippet altid har været det store slagsmål på vidensområdet. Jeg er medlem af Kulturudvalget, og Parlamentet har naturligvis ikke inddraget dette udvalgs udtalelse. Jeg er det eneste medlem af det udvalg, der taler under denne forhandling. Jeg beklager meget, at der er blevet set bort fra den berigelse, som Kulturudvalgets bidrag kunne have været. I den forbindelse vil jeg give lidt konstruktiv kritik. For det første vil jeg sige, at arbejdet, som er meget prisværdigt og modigt - for subsidiariteten er nogle blysko, der trækker af sted med europæerne til trods for, at de har nogle fremragende ønsker og idéer - mangler et parallelt forslag om menneskelige ressourcer. Der tales meget om penge og om virksomheder, men der tænkes ikke et øjeblik på - eller det står kun med små bogstaver og indirekte - at det drejer sig om menneskelige ressourcer, og at forskning derfor forudsætter uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. I Europa findes der ikke programmer for uddannelse af forskere. EFRU og EFRU-projekterne omfatter ikke stipendiater. Desuden omfatter det femte rammeprogram for forskning kun én person pr. projekt, når det er umuligt at gennemføre et betydningsfuldt projekt udelukkende med stipendiater. De befolkningspyramider, vi råder over, omfatter meget få undervisere med doktorgrad, og vi har ikke personale nok. Hvorfor taler vi om bevægelighed, hvis vi ikke har forskere? Det er den store udfordring, som vi står over for, og i dette tilfælde ville jeg støtte hr. Rübig og andre, som har foreslået specifikke uddannelsesprogrammer. Det er nødvendigt at støtte universiteterne og forskerne, for i Europa er forskning et offer og en karriere fyldt med risici og med meget få kompensationer og naturligvis ingen økonomiske. Det er som sagt vigtigt at omskole underviserne. Og det kan kun gøres gennem en europæisk strategiplan for ressourcer. Til sidst vil jeg sige, at jeg er bange for, at kun centres of excellence anerkendes.
+Hr. formand, jeg vil nøjes med at understrege tre spørgsmål, som kommissær Busquin var inde på, og som også er medtaget i den betænkning, vi drøfter. Det første spørgsmål er den tætte forbindelse, der eksisterer mellem forskning, økonomisk vækst og beskæftigelse. For at kunne klare USA's udfordring er det nødvendigt, at Unionen i sin helhed - og navnlig visse lande - sætter flere midler af til forskning og fremmer de private virksomheders investeringer. Jeg er enig med dem, der mener, at det er nødvendigt at foreslå harmoniserede skattelempelser på europæisk plan som en retninglinje for medlemsstaterne. Det andet spørgsmål er, at forskning og udvikling efterhånden har skabt et stærkt integreret system. På nogle områder er det ikke let at skelne mellem grundforskning og anvendt forskning. Det er dog nødvendigt, at den offentlige finansiering og EU-programmerne hovedsagelig er rettet mod målsætninger på langt og mellemlangt sigt - og det skal ikke kun være målsætninger af økonomisk art - mens virksomhederne beholder hovedansvaret, når det gælder forskning, der vedrører markedet. Det tredje spørgsmål er forskningspolitikkernes decentralisering og styrkelsen af regionernes rolle. Forskningspolitikkernes territorielle dimension har navnlig betydning for udbredelsen af videnskabelig og teknologisk knowhow til de små og mellemstore virksomheder, som er karakteristiske for mange industridistrikter. De små og mellemstore virksomheder er især i visse lande et trumfkort for europæisk industri, men de har stadig kun en ubetydelig plads i forskningssystemet.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne først tilslutte mig den tak, jeg har hørt frem til nu. Jeg vil også gerne takke fru Plooij-Van Gorsel for den fremragende betænkning, hun har udarbejdet på meget kort tid. Jeg vil også gerne takke hr. MacCormick fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked for hans betænkning og Dem alle for Deres bidrag og for alt, hvad De har tilført forhandlingerne her i aften. Som jeg allerede har sagt til alle, tror jeg, at disse forhandlinger kræver en kollektiv indsats, og at De som medlemmer af Parlamentet kan spille en afgørende rolle i forbindelserne til forskersamfundet og industrien. De kan være overbeviste om, at jeg sammen med de øvrige medlemmer af Kommissionen vil være parat til i morgen at følge op på denne dialog og disse forhandlinger. I den forbindelse mener jeg, at Parlamentet med denne beslutning vil sende en kraftig demokratisk støtte til, at projektet bliver stadfæstet af Det Europæiske Råd i Lissabon, som i øvrigt har fastsat konkrete mål, der passer med tidsfristerne. Det er nødvendigt, at vi lægger nøje mærke til, i hvor høj grad stats- og regeringschefernes møde i Lissabon har gjort det muligt at fremhæve - og det tror jeg er meget vigtigt - forskningspolitikkens nøglerolle, hvilket vi også her i aften har talt om, og at anerkende denne rolle i skabelsen af en økonomi og et samfund, der bygger på kundskaber. Disse perspektiver giver os i dag lov til at håbe på endnu vigtigere og endnu mere afgørende fremskridt på dette område. Derudover vil jeg gerne understrege vigtigheden af at rådføre sig med forskersamfundet, som er meget opmærksomt, men også med industrien, som måler betydningen af indsatserne. Jeg vil gerne nu tillade mig hurtigt at fremhæve nogle punkter i beslutningen, ikke for at genåbne forhandlingerne, hr. formand, for det er sent, men for at give Dem nogle korte kommentarer med på vejen. Hvad angår perfektionscentrene, tror jeg, det er et koncept, der måske skal uddybes yderligere. I den forbindelse er der noget, der forekommer mig at være uomgængeligt, nemlig at perfektionen er en ufravigelig betingelse for videnskabelige og teknologiske fremskridt. Denne perfektion findes i EU, i alle medlemsstaterne, men på et niveau for en kritisk masse, der ikke er tilstrækkelig, og som kan forbedres yderligere. Dette er meningen med alle disse netværk for perfektionscentre, som vi skal oprette, uden at de nødvendigvis behøver at have infrastrukturer. Der er tale om et element, der hører under det menneskelige potentiale, men som det er nødvendigt at skabe for i EU at råde over denne kapacitet til at hæve niveauet. Som hr. Harbour har understreget det, kan denne perfektion også antage en virtuel form med nutidens teknologier og de højhastighedsnetværk, som vi ønsker at oprette. Med hensyn til grundforskningen og den anvendte forskning mener jeg, der er tale om en balance. Der findes nære bånd mellem de to aspekter. Alle, både industrien og forskerkredsene, erkender selvfølgelig dette på samme måde som tværfagligheden, der er en af konsekvenserne af den videnskabelige udvikling. Det er derfor helt uomgængeligt for at skabe den nødvendige dynamik at udvikle benchmarkingkonceptet. Jeg tror, det er et redskab, der gør det muligt på EU-niveau at skabe denne dynamik, men også at installere en frivillig og åben koordination. Hvad angår næringsbrevet, mener jeg, som det også allerede er blevet fremhævet i tilstrækkelig høj grad, at også dette må være en ufravigelig betingelse. Hr. Bolkestein, der er ansvarlig for det indre marked, er fuldt ud bevidst om dette. Jeg vil i øvrigt gerne benytte denne lejlighed til at takke Parlamentet for med henblik på regeringskonferencen at have sørget for at indlede en diskussion om en juridisk EU-instans, hvilket er en absolut nødvendig betingelse for at skabe dette EU-næringsbrev. Endelig er spørgsmålet om et næringsbrev en afgørende faktor for de små og mellemstore virksomheder ud over en række mere specifikke elementer. Den regionale dimension er blevet fremhævet, og den lægger jeg meget vægt på, idet man har opnået meget positive erfaringer i visse regioner, som bør vises frem som eksempler for hele EU. Jeg lægger også stor vægt på forbindelsen mellem forskningen og strukturfondene uden at glemme Den Europæiske Investeringsbanks rolle. I den forbindelse har der været afholdt møder med Den Europæiske Investeringsbank, og der er projekter på vej, sådan at EIB kan få en endnu mere dynamisk rolle inden for alt, hvad der hedder innovation og transposition, bl.a. over for ansøgerlandene, som vi jo har talt om. Man har fremhævet Det Fælles Forskningscenter og dets rolle som ekspert, og jeg tror, at et mål på 3% af BNP er et ambitiøst, men nødvendigt mål i alle medlemslandene. Men for at fatte mig i korthed vil jeg simpelthen blot informere Parlamentet om de kommende etaper. Den første af disse er indlysende. Jeg vil gerne først understrege, hvor vigtigt det er, at Parlamentet udtaler sig i dag. Det er grunden til, at jeg har takket fru Plooij, fordi hun så hurtigt har udarbejdet sin betænkning, og også alle parlamentarikerne for at have forhandlet tilbundsgående ud fra en meget kort tidsfrist. Den næste etape er således, at Ministerrådet (forskning) mødes den 15. juni. Denne betænkning gør det muligt at støtte beslutningen, som vi skal føre bevis for med konkrete eksempler. Jeg har nemlig allerede vurderet, at det bliver nødvendigt med konkrete handlinger. Hvad angår disse, vil jeg i telegrafisk stil nævne benchmarkingen. Der findes en metodologi for den nationale forskningspolitik. Jeg tror, at medlemsstaterne vil acceptere denne med oprettelsen af en gruppe bestående af repræsentanter på højt niveau. De første resultater vil være tilgængelige inden årets udgang. Vi er i gang med en kortlægning af perfektionen i EU i samarbejde med specialiserede nationale institutter. Jeg tror ikke, man skal krænke nogen. Jeg håber, at også denne første kortlægning vil være parat ved årets udgang. Forskernes mobilitet indebærer, at arbejdstagerne generelt er mobile. Vi har i samarbejde med fru Diamantopoulou ambitioner om at nedsætte en gruppe med repræsentanter for hver enkelt medlemsstat for at afdække, hvor forhindringerne ligger. Inden for temaet Kvinder og videnskab er der i øvrigt på Parlamentets initiativ nedsat en vigtig gruppe bestående af fem kvinder. Der findes en meget interessant betænkning fra denne gruppe, som De kender, og som udløser en lang række initiativer i hver enkelt medlemsstat med en evaluering, hvis resultater jeg kan give Dem næste gang, vi mødes. Endelig vil jeg med hensyn til de elektroniske netværk i samarbejde med hr. Liikanen hurtigt bringe disse op på adskillige gigabytes. Hr. formand, kære kolleger, det var, hvad jeg ville sige i korthed, for tiden går hurtigt, og jeg ønsker ikke at bruge for meget af den. Men jeg vil sige Dem mange tak for den interesse, De har vist for disse forhandlinger. Jeg tror, at det er en dynamik, vi skal skabe, og en dynamik, vi skal berige, og jeg for mit vedkommende vil holde Dem underrettet med jævne mellemrum. Jeg håber, at vi alle i fællesskab kan åbne et europæisk forskningsrum, som jeg tror fuldt og fast på.
+Mange tak, hr. kommissær, for Deres bidrag. På grund af tiden må debatten ikke vare alt for længe. Jeg er ikke ordfører i denne debat, men jeg lykønsker alligevel allerede nu fru Plooij-Van Gorsel med denne vigtige betænkning. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0125/2000) af Smet og Gröner for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder om opfølgning af Beijing-handlingsprogrammet (2000/2020(INI)).
+Hr. formand, denne initiativbetænkning er Europa-Parlamentets bidrag til FN's Generalforsamlings ekstraordinære samling, der finder sted om tre uger i New York, hvor der finder en evaluering sted af aktiviteterne i de sidste fem som opfølgning af Verdenskonferencen for kvinder i Beijing, og hvor der samtidig afgives en erklæring for på ny at fastsætte engagementet og undersøge, hvad der skal ske i de kommende fem år. Det er altså en vigtig betænkning, fordi det er den eneste betænkning fra Europa-Parlamentet. Jeg håber, at vi får mulighed for, og det anmoder jeg med det samme Kommissionen om, at Kommissionen og Europa-Parlamentet forbereder sig sammen, inden vi tager til New York, sådan at vi fra begge sider indtager samme holdning. Jeg mener, at det er nyttigt, at vi har samme holdning, fordi det med hensyn til de europæiske kvinders emancipation trods alt forventes, at vi spiller en foregangsrolle. Det har Europa gjort tidligere og det skal det stadigvæk kunne gøre. Men inden jeg kommer til denne foregansgrolle, vil jeg først sige noget om evalueringen. Fru kommissær, det er meget vanskeligt at lave en evaluering, når der er ikke findes data, så man nøjagtigt kan undersøge, hvorvidt de forskellige europæiske lande i de forløbne år har gjort fremskridt. Der er intet talmateriale. Der er rapporter om de 12 emner, som vi skal tale om i New York pr. land, der præcist angiver, hvor langt evalueringen er nået. Jeg er derfor også meget glad for, at De under debatten om det femte handlingsprogram har meddelt, at De vil oprette en slags observatorium, hvor der gøres en indsats for at indsamle alle mulige oplysninger. For det savner vi meget. For det andet, og her henvender jeg mig til Parlamentet. Den måde, vi har måttet arbejde på for at lave denne betænkning, viser, at Kvindeudvalgets sekretariat er stærkt underbemandet. Det var meget vanskeligt at få hjælp, og hvis ikke fru Gröner og jeg selv havde haft gode medarbejdere, var der sandsynligvis aldrig kommet en betænkning på bordet. Jeg mener, at det er en skamplet på Parlamentet, at andre udvalg åbenbart kan få et virkelig godt og veludstyret sekretariat med mange mennesker, men at det ikke er muligt for Kvindeudvalget. Det er måske nyttigt, at vi med kvinderne i denne sag tager et initiativ. Det var alt med hensyn til evalueringen. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på. For de kommende fem år mener jeg, at handlingsprogrammet, femårsprogrammet, som Kommissionen nu fremlægger til debat, er meget vigtigt. Det indeholder selvfølgelig de klassiske emner, og det er også normalt, for verden udvikler sig, men de forskellige emner bliver altid på dagsordenen, selv om tyngdepunktet flyttes, men i den sidste ende er det altid de samme emner, der går igen. Arbejdsmarkedet. Hvor mener jeg, at tyngdepunkterne skal lægges? For det første er der de nye teknologier og kvindernes manglende eller for ringe repræsentation på dette område. Det blev også sagt for lidt siden. Fordelingen mellem erhverv og familie, jf. retningslinjerne om arbejde. Lige løn for lige arbejde, hvor jeg finder, at Kommissionen gør alt for lidt. Jeg mener, at det får alt for lidt opmærksomhed. Der er stadigvæk en kløft mellem mænd og kvinder med hensyn til lønnen. Beslutningstagning. Kommissionen har gjort en indsats. Europa har gjort en indsats, særlig på det politiske område. Det mener jeg mangler over for arbejdsmarkedets parter. Det skal have meget større opmærksomhed, fordi de styrer og kontrollerer en stor del af samfundslivet. Vold. For lidt opmærksomhed, mener jeg, om vold i familien. Men ikke for vold på arbejdspladsen osv., men for lidt for familievold. Medierne, mener jeg, skal også have mere opmærksomhed. De er så bestemmende for samfundslivet. Men der er alt for få kvinder repræsenteret. Med hensyn til kvinders rettigheder og menneskerettigheder håber jeg, at der på regeringskonferencen også sker fremskridt. Til sidst, jeg har allerede sagt, at det forventes, at Europa spiller en foregangsrolle. Jeg nævner to områder. For det første, hvis vi yder udviklingshjælp eller har kontakt med tredjelande, skal vi ikke kun stille betingelser med hensyn til kvindens økonomiske stilling. Det gør vi altid. Vi ved, at økonomien i mange udviklingslande hviler på kvinderne, og det støtter vi. Det ved vi efterhånden. Ved vores kontakter med tredjelande lægger vi for lidt vægt på, at menneskerettighederne også skal overholdes med hensyn til kvinder. Det, der sker i Afghanistan, kan ikke retfærdiggøres. Det kan ikke forsvares, at kvindeomskæring stadigvæk foregår i en række lande, og at vi næsten som en selvfølge har gode kontakter til disse lande. For det andet ved udvidelsen med de tidligere østbloklande er det meget vigtigt, at den screeningrapport, der udarbejdes af Kommissionen, omfatter en god opfølgning af det, der foregår, for her mærkes der en tilbagegang i stedet for fremskridt.
+Hr. formand, kære kolleger, fem år efter Beijing-erklæringen underkastes gennemførelsen af handlingsplanen en grundig analyse. I Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder har vi foretaget en kritisk vurdering af de 12 kritiske områder - fattigdom, teoretisk og faglig uddannelse, sundhed, vold, væbnet konflikt, økonomi, magt og beslutningstagning, institutionelle mekanismer, menneskerettigheder, medier, miljø og piger. Det kommer nu an på, om der er den fornødne politiske vilje til at opnå forbedringer på disse områder. Jeg vil gerne understrege, at der her har været et særdeles konstruktivt samarbejde mellem de to ordførere, og at vi i den foreliggende betænkning har koncentreret os om EU og dens medlemslandes foranstaltninger. Vi forsøger at påvise mangler og komme med en række anbefalinger til en hurtig gennemførelse af handlingsplanen. Jeg ser også denne betænkning som et handlingskoncept for EU-delegationen, der i juni i New York bør indtage en fremtrædende forhandlingsposition og i nøje overensstemmelse med regeringerne og ikke-regeringsrepræsentanterne styrke kvindernes rettigheder. Her vil jeg også gerne takke rådsformanden, fru Belém, og kommissæren mange gange for, at vi under forberedelsesprocessen også af konferencen, der blev afholdt i Bruxelles i februar, var meget godt integrerede, og jeg håber, at det fortsat vil gå lige så godt i den videre forberedelsesproces. Vi kan altså tage til New York med en lang række positive resultater. Forankringen af lige muligheder på alle politiske områder, altså kønsmainstreaming, er jo i mellemtiden trængt ind i EU-områder som gennemsnitsprincip. Det parallelle tiltag af positive foranstaltninger opfølges af det fjerde handlingsprogram og vel også det femte program. Trods store fremskridt er en af hovedopgaverne nu endelig at få gennemført rettighederne i praksis. Her kan vi støtte os til Amsterdam-traktatens artikel 2 og 3, hvor ligestilling er defineret som mål og opgave for Fællesskabet, eller artikel 141, hvor vi kan gøre mere inden for beskæftigelsespolitikken. Alligevel har vi brug for et helt sikkert retsgrundlag. Vi har i traktaten brug for et fælles, sammenhængende retsgrundlag for ligestilling af mænd og kvinder på alle politiske områder og yderligere et direktiv om gennemførelse af de positive foranstaltninger i artikel 141. Det femte handlingsprogram skal prioriteres og i sidste ende også et ministerråd for kvinder og lige muligheder, der er et besluttende ministerråd. Jeg mener, at der i udvidelsesprocessen - det har min medordfører allerede understreget - og i samarbejdet med udviklingslande i Den Europæiske Unions forbindelser med tredjelande skal være et stærkere samarbejde og kønsperspektiv. Når vi ser, at empowerment af kvinder spillede en stor rolle ved den fjerde internationale kvindekonference, så vil det i forbindelse med videreudviklingen af informationssamfundet også først og fremmest dreje sig om dette. Det drejer sig om job, som vi omhyggeligt har gjort rede for, om fremtidsopgaver, om at kvinder ikke taber globaliseringskapløbet. Vi har også udviklet et imponerende spektrum af foranstaltninger til, hvordan man øger beskæftigelsen. Alligevel lader ligelønnen stadig meget tilbage at ønske. I forbindelse med at forene familie med job skal der tages hensyn til begge - fædre og mødre - og billedet af den nye mand, der påtager sig opgaverne i familien, skal styrkes. I forbindelse med den politiske ligestilling sker der en bevægelse til fordel for kvinderne. I Den Europæiske Unions parlamenter har vi i gennemsnit 20% kvindelige medlemmer. Her i Europa-Parlamentet er det 30%. Men der er stadig meget, der skal forbedres for så at sige at nå den kritiske masse. Jeg mener - og det kan jeg for min gruppes vedkommende sige med fuld opbakning - at der ikke er nogen vej uden om kvoter. Man må nu langt om længe få fastsat kvoter, hvis det ikke skal vare yderligere 100 år, før kvinderne har de samme rettigheder som mænd, og det gælder inden for alle samfundets områder, inden for industrien, hos arbejdsmarkedets parter, på universiteter, inden for videnskaben. Vi må også få det budskab igennem hos medierne. Vold mod kvinder er et andet stort område. Her i Europa-Parlamentet har vi med støtte fra 350 medlemmer krævet et europæisk år mod vold. Men der er stadig meget at gøre. Det er vigtigt, at vi opnår en beslutning i New York - Beijing+10, den kommende internationale kvindekongres for det 21. århundrede.
+Hr. formand, fru kommissær, FN' s Generalforsamlings særlige samling, som finder sted i begyndelsen af juni under sloganet "Kvinder i 2000: ligestilling, udvikling og fred i det 21. århundrede" vil være af stor betydning for kvindernes situation. Opfølgningen af gennemførelsen af Beijing-handlingsprogrammet afslører, at den største bekymring, hvad angår de foreslåede mål, stadig er teoretisk og faglig uddannelse, magt og beslutningstagning, sundhed, fattigdom og vold. De sociale forandringer, der er sket i de seneste år, har særlig betydning for kvinder. Stigningen i antallet af ældre mennesker har stor indflydelse på kvinders liv, for mange gange holder de op med at tage sig af deres børn for derefter at tage sig af deres forældre. Til trods for de tydelige fremskridt i kvindens situation er der stadig store forskelle, særligt med hensyn til forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og forskellig løn for lige arbejde. Størstedelen af ansvaret for husligt arbejde falder på kvinderne og i mange tilfælde hele ansvaret. Situationen for kvinder med familieansvar har sammen med vanskelighederne på arbejdsmarkedet udmøntet sig i et begreb, der er lige så tydeligt som uretfærdigt: feminisering af fattigdommen. Vi har stadig brug for initiativer, der letter kvinders adgang til arbejdsmarkedet og giver dem mulighed for fuld faglig udvikling, og derfor vil det være nødvendigt at lette kvindernes øvrige arbejde med flere børneinstitutioner og finansiel støtte. Mændene skal påtage sig et større ansvar for familien og tilpasse sig til et samfund i stadig udvikling, der har ændret på de traditionelle roller. Informationssamfundet kræver flere og flere mennesker med teknologisk uddannelse, og det skal kvinderne være en del af, for det er et område, som de er særligt velegnede til. Hvis antallet af kvinder i beslutningsprocessen blev øget, ville de problemer, der vedrører dem, blive løst meget lettere. Der er gjort store fremskridt, men der er stadig områder inden for politik og økonomi, hvor kvinderne er underrepræsenterede. Blandt de problemer, der desværre er aktuelle, kan vi ikke undlade at nævne dem, der vedrører vold mod kvinder: vold i hjemmene, i væbnede konflikter og - i stigning i de seneste år - handel med kvinder. En vold, der krænker individets grundlæggende rettigheder, dets værdighed og fysiske integritet. Amsterdam-traktaten letter integrationen af ligestillingsmålsætningerne i fællesskabspolitikkerne, og, især artikel 141, de positive foranstaltninger på beskæftigelsesområdet. Beskæftigelsen plejer også at være løsningen på andre problemer som udelukkelse, økonomisk afhængighed, mangel på personlig frihed osv. Det femte fællesskabshandlingsprogram skal indvirke på de problemer, der stadig eksisterer, med en budgetbevilling, der gør det muligt at gennemføre programmer på de mest presserende områder. Kommunikationsmediernes samarbejde er af største nødvendighed for at opnå disse mål.
+Hr. formand, "Det halve af himmelen holdes oppe af kvinder", sagde en fremgangsrig mand engang. Men himmelen er ikke tilstrækkelig. Kvinder udgør mere end halvdelen af jordens befolkning og bliver stadig ikke hørt og er underrepræsenterede på de fleste politiske, økonomiske og sociale områder. Det er ikke acceptabelt! I århundreder har kvinder krævet deres ret som fuldgyldige medborgere. Fra kvindelige stemmeretsaktivister i nord til grupper imod lemlæstelse af kønsorganer i syd. På Beijing-konferencen i 1995 blev der vedtaget en fælles handlingsplan for disse forskellige kvindegrupper, en milepæl i erkendelsen af kvindens rettigheder som en del af menneskerettighederne. Så godt som samtlige regeringer i verden underskrev Beijing-konferencens handlingsplan. Beijing-deklarationen adskiller 12 vigtige områder og definerer langsigtede mål og meninger, som skulle vedtages af regeringer, FN, folkebevægelser og det private erhvervsliv for at forbedre kvinders vilkår. Fem år senere er diskrimination af kvinder stadig udbredt, og vold mod kvinder er stadig en global foreteelse. Et glastag holder kvinderne ude fra forfremmelser i erhvervslivet, forvaltningen og politik. Kvinder udgør den overvældende del af den milliard mennesker, som lever i yderste fattigdom og analfabetisme, og beslutninger, som påvirker kvinder, tages stadig af mænd. Det er på høje tid under Beijing +5-konferencen i juni at tage konkrete beslutninger, som de facto resulterer i en realisering af målene i Beijing-handlingsplanen. Den betænkning, som vi stemmer om i morgen, understreger, at det er nødvendigt med fremskridt inden for alle 12 områder, hvis kvinder skal være omfattet af menneskerettighederne. Det er nødvendigt med en tredelt strategi, for at konferencen ikke bare skal blive endnu en øvelse i retorik. For det første skal alle regeringer i verden vedtage en konkret handlingsplan og igen forpligte sig til at opfylde målene fra Beijing. For det andet skal de give tilsagn om økonomiske midler til at føre beslutningerne ud i livet, og for det tredje skal der oprettes kontrolinstrumenter for at overvåge gennemførelsen. Disse tre værktøjer har hidtil manglet i gennemførelsen af Beijing-handlingsplanen. Det faktum, at verdens regeringer nægter at erkende, at piger og kvinder fra vugge til grav bliver udnyttet og forfulgt, er verdens gennem tiderne mest iøjnefaldende og omfattende krænkelse af menneskerettighederne. Det vil Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder ændre på. Kvinder skal ikke blot holde den halve himmel oppe, men også have ret til at tage ansvar for beslutninger, som omfatter hele vores jord. Ikke sandt, fru kommissær?
+Hr. formand, vi er på vej til New York først og fremmest for at diskutere kvinders globale stilling. Der er uden tvivl også behov for en forbedring af kvinders stilling på alle områder i livet i Den Europæiske Union, men nu er der først og fremmest tale om en verdensomfattende konference. Jeg tror, at den tanke, at en styrkelse af kvinders stilling kan ses som en samfundsmæssig udviklingsstrategi, kan det betale sig at tage med i bagagen. Når vi sætter fokus på kvinder, bidrager vi samtidig til, at hele korporationer og samfund kan tage det første skridt på vejen til udviklingen. Det har vi særdeles overbevisende beviser for. Ved f.eks. at sætte fokus på plejen af kvindernes grundlæggende sundhed kan vanskelige problemer overvindes. Ved udryddelse af fattigdom har det vist sig, at støtten til kvinder ved hjælp af set fra vores synspunkt mindre mikrolån har været en meget god strategi til fremme af økonomisk aktivitet. Uddannelsen af kvinder er selvfølgelig det, som giver kvinder muligheder for at blive suveræne medlemmer af samfundet. Jeg tror, at hvis vi fra Den Europæiske Union skal have noget at tage med til denne konference, så er det forbundet med, at vi har igangsat denne kønsmainstreaming-proces, hvor vi stræber efter at indføre kønsaspektet i al beslutningstagning. Som vi alle her ved, er det ikke let, vi har også selv meget at lære om det endnu, men vi kan fremlægge, at i f.eks. spørgsmålene om krig og fred skal kvindernes stilling revurderes. Det er i meget stort omfang kvinder, der er ofre og lidende i moderne krig. Hvorfor skulle vi ikke have en debat om, hvad kvinder kan gøre med henblik på at forebygge og løse den type af nutidige konflikter? På mødet i Beijing for fem år siden blev der sagt, at kvinders rettigheder er menneskerettigheder. Ligesom ordfører Smet også sagde, kan vi ikke acceptere det, som sker med kvinder i Afghanistan, og vi skal fremme kvinders rettigheder ved konferencen i New York.
+Hr. formand, med hensyn til denne betænkning kan vi konstatere, at der er næsten 100% enighed i Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder. Jeg vil dog understrege et par ting: Vi konstaterer, at kvinders og børns rettigheder er en umistelig og uadskillelig del af de almindelige menneskerettigheder. Økonomisk uafhængighed for kvinder er en nødvendighed, hvis der skal opnås reel ligestilling. Kvinder både i og uden for Den Europæiske Union er særligt udsatte for fattigdom. I handlingsplanen fra 1995 nævnes udtrykkeligt frihed til selv at tage ansvar i spørgsmål om seksualitet og fuld respekt for individets integritet og ligestilling i forholdet mellem kvinder og mænd samt i spørgsmål om seksuelle forhold og forplantning. Dette er punkter, som religiøse fundamentalister af forskellige slags nu nægter at acceptere. Pro-life-bevægelsen og såkaldte familieorienterede grupper, Vatikanet og muslimske fundamentalister er meget aktive og har været det på en meget velorganiseret måde ved de konferencer, som i de seneste par måneder er blevet holdt i bl.a. New York. De saboterer altså en konstruktiv dialog mellem regeringer og frivillige organisationer. Jeg vil appellere til Parlamentets store kristdemokratiske gruppe om at tage afstand fra denne sabotage af FN's opfølgningskonference. Jeg vil også opfordre medlemsstaternes regeringer og den delegation fra Europa-Parlamentet, som skal til New York om et par uger, om at gøre alt for at få færdiggjort det slutdokument fra Beijing +5-konferencen, som faktisk er truet af disse grupper. Det drejer sig om at få lavet et slutdokument, der indeholder de vedtagne 12 punkter i handlingsplanen, så vi alle sammen kan arbejde for kvinders rettigheder og lige muligheder - ikke imod.
+Hr. formand, vi bifalder det grundlæggende stykke arbejde, ordførerne har udført. Vi er enige i deres indfaldsvinkel og i, at man bliver ved med at give udtryk for en række gode hensigter, men når vi så kommer til det punkt, hvor vi skal vurdere, hvad der er blevet gjort i de sidste fem år, har vi, som det allerede er blevet sagt, ikke nogen oplysninger - hverken objektive eller principielle oplysninger - der gør det muligt for os at tage højde for nye aktioner eller finde ud af, hvordan vi kan ændre de aktioner, som mislykkedes. Europa-Kommissionen kommer således endnu en gang med nogle flotte hensigter, men med få konkrete aktioner. Ved denne lejlighed var det efter vores mening hensigtsmæssigt, at Unionen tog et initiativ, men det skal være et konkret initiativ med fastlagte tidsfrister, og som udgør en hovedmålsætning. Vi er af den opfattelse, at der i den meget omfattende problematik bør lægges særlig vægt på spørgsmålet om omskæring af kvinder. Vi vil gerne spørge kommissæren, fru Diamantopoulou, om man ser med særlig interesse på bestemmelsen om forbindelserne til tredjelande, når det gælder omskæring af kvinder, så der snart kommer en afslutning på denne, således at alle de lande, der tillader eller tolererer omskæring af kvinder, ikke længere modtager støtte fra Unionen. Dette er et vigtigt problem, og det er en praksis, der er så almindelig og udbredt, at det i stadig større grad bliver en hverdagsbegivenhed.
+Hr. formand, fru kommissær, hvad angår handlingsplanen for ligestilling, der blev vedtaget i Beijing i 1995, vil jeg gerne benytte lejligheden til at fremhæve den rolle, FN har spillet, og den indsats, FN har gjort på området, og samtidig også gøre opmærksom på EU's vigtige rolle og bidrag til vedtagelsen af en global handlingsplan, som alle kan acceptere. Med henblik på FN-konferencen i New York tror jeg, det er på høje tid, at vi stiller krav om en mere aktiv og effektiv europæisk og global politik inden for alle områder, en politik, der når helt til Afghanistan og landene omkring Golfen, hvor kvinderne selv i dag ikke gives en jordisk chance og fratages grundlæggende menneskerettigheder. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi undervurderer de fremskridt, der er sket, og Den Europæiske Unions bidrag til, at kvinderne arbejder inden for alle erhverv og alle videnskabsgrene og gør en dynamisk indsats, til kvindernes præstationer inden for alle uddannelsesgrader og til deres succes overalt, hvor der føres ligestillingspolitik, og hvor folk belønnes efter fortjeneste. Men på trods af de ubestridelige fremskridt, der er sket, er der stadig alvorlige uligheds- og diskriminationsproblemer, som har alvorlige konsekvenser for demokratiets funktion og medfører store økonomiske og sociale omkostninger, fordi man ikke udnytter det værdifulde menneskelige potentiale, som kvinderne repræsenterer, fuldt ud. Derfor er vi fremover nødt til at gå frem med en konkret vision og en konkret plan, med strategier og mekanismer, med nøjagtige tidsplaner og indikatorer, med målsætninger, som er målbare, og som giver os mulighed for at foretage en nøjagtig vurdering af de fremskridt, der er gjort, på den næste FN-konference, hvor det forløbne årti skal evalueres. I dag er vi nødt til at intensivere vores indsats for at fjerne diskrimination på arbejdsmarkedet, for at få kvinderne med i den sociale dialog og bekæmpe vold mod kvinder. Vi er nødt til at sikre en retfærdig fordeling mellem kønnene af ansvar og forpligtelser, både på det offentlige og på det private område. Vi er kort sagt nødt til at skabe en ny institutionel og social ramme, som afspejler de forandringer, der er sket, og løser de problemer og modsætningsforhold, som skyldes en gammel kontrakt mellem kønnene. Den Europæiske Union og medlemsstaterne bør gå forrest i denne kamp.
+Hr. formand, jeg vil indlede med at takke fru Gröner og fru Smet for deres fremragende betænkning. Ud over de 28 konkrete henstillinger, som er en særdeles god støtte, ikke kun i forbindelse med Beijing, men i forbindelse med hele Kommissionens femte program - og jeg kan forsikre Dem om, at de vil blive taget i betragtning - må jeg fremhæve, at disse er ledsaget af en yderst interessant politisk analyse med tal og med standpunkter, som er et fremragende redskab, og jeg finder det yderst interessant, at medlemsstaterne skaber det samme redskab. I Beijing skal vi foretage en evaluering af de seneste fem år. Som talerne har været inde på, er der sket meget, og der er meget endnu, der skal gøres. Og naturligvis er Afghanistan et emne, der skal drøftes og tages op og gøres til genstand for en resolution i New York, for det er en af århundredets største skampletter, en af menneskehedens største skampletter i 2000. Vi afgav nogle løfter i 1995, som er blevet delvist indfriet, og i Beijing foretager vi en gennemgribende analyse af løfterne. Det er et spørgsmål, om vi råder over de nødvendige oplysninger på EU-plan. Jeg kan fortælle, at Kommissionen længe har kæmpet for at indsamle oplysninger fra alle medlemsstaterne, for at få svar på spørgeskemaer, som er udsendt den ene gang efter den anden, få svar på alle de konkrete spørgsmål, der vedrører lovgivning, struktur, aktiviteter og statistik. Vi er efter stort besvær, må jeg indrømme, nået frem til en konkret samling af tal, som vil blive offentliggjort snarest muligt - forhåbentlig inden for to uger - hvor der også vil være tal fra 1999. Dette er grunden til den særlige forsinkelse. Hvad betænkningen angår, vil jeg gerne omtale tre punkter, som ifølge de spørgeskemaer, der er indkommet fra de europæiske lande, står øverst på de samme landes problemformuleringer. Det første er de nye ændringer i informationssamfundet. De nye ændringer, som forandrer økonomien, samfundet og modellen for arbejdslivet, skaber nye, store udfordringer, men også store problemer, især for de svageste befolkningsgrupper, og store problemer for kvinderne, som er langt dårligere repræsenteret i denne nye teknologiske verden og har et langt højere arbejdsløshedsniveau. Her er jeg nødt til at fremhæve den nye målsætning for uddannelse, livslang uddannelse, efter- og videreuddannelse, særlige programmer, som drejer sig som kvinders deltagelse i det nye informationssamfund og som følge heraf kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. Det andet spørgsmål vedrører demokratiet og hænger sammen med informationssamfundet, hvor der opstår en ny form for kommunikation mellem borgerne og politikerne, men hvor der også åbner sig en ny vej, som man må kende, og hvor man må have et køretøj, der passer til. Og så er der naturligvis det klassiske problem med kvinders repræsentation, som alle talerne har været inde på. Det tredje spørgsmål, der er bragt på bane, er samtidig et spørgsmål, som medlemsstaterne tillægger stor betydning, nemlig vold mod kvinder, og det endnu alvorligere problem med handel med kvinder, det vil sige moderne slavehandel. Desværre må vi formode, at den nye tid ud over den elektroniske handel, som har sin plads inden for økonomien, også vil åbne op for elektronisk handel med kvinder og børn. Og dette er spørgsmål, som kræver nyskabende løsninger, nye strategier, og som vi ikke bare kan se som en pris, vi må betale for den nye tid. Jeg mener, at dette er en af de grundlæggende ting, som kræver, at vi står til regnskab for vores løfter, men især også at vi fornyer disse løfter. Jeg vil gerne understrege, at der slet ikke er nogen tvivl om, at der vil opstå forhandlingsproblemer i Beijing. Jeg tror også, at der vil være centre og organiserede kræfter, som vil forsøge at vende alle disse fremskridt og genforhandle den dagsorden, som vi allerede er blevet enige om. Og det er af største betydning, hvordan vi organiserer os på alle niveauer, og hvordan vores lobbyer vil fungere på alle niveauer, så vi ikke åbner mulighed for en genforhandling af dagsordenen, en tilbagevenden til fortiden, men i stedet fornyer vores løfter og skaber en ny, fremadrettet energi, hvormed vi kan gennemføre de ting, vi har forpligtet os til i den nye tid. Da enhver form for forhandling afhænger af forberedelserne, men også af et godt kendskab både til vores egne realiteter og til modpartens, tror jeg, det er nødvendigt med et særligt samarbejde med det portugisiske formandskab, et samarbejde fra Parlamentets side og et samarbejde fra Kommissionens side. Og jeg tror, det er overflødigt at forsikre om, at Kommissionen - og jeg personligt - står til rådighed for det portugisiske formandskab, så vi kan forberede os bedst muligt på denne forhandling.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. Jeg vil gerne takke de endnu tilstedeværende for deres udholdenhed, og jeg vil også takke de tilstedeværende medarbejdere for deres lange indsats. (Mødet hævet kl. 23.53)
+Som formand for Europa-Parlamentet har jeg hermed fornøjelsen at byde præsidenten for Republikken Slovenien, hr. Milan Kuçan, velkommen. De besøger Europa-Parlamentet for første gang, hr. præsident, og det er mig en glæde at modtage Dem her i Strasbourg. For 10 år siden, den 8. april 1990, blev der for første gang afholdt frie og demokratiske valg som kulminationen på det slovenske forår. Foråret bar i sig kimen til de konfrontationer og spændinger, som prægede sommeren 1991, og som førte til Sloveniens uafhængighed. Vi husker selvsagt alle de 10 dramatiske dage i sommeren 1991. Det slovenske folk og dets præsident demonstrerede ved den lejlighed både mod og beslutsomhed og stor kærlighed til friheden. Truslerne om voldsanvendelse blev dermed manet i jorden. Et frit og demokratisk Slovenien så dagens lys, og samtidig vendte landet tilbage til de fælles europæiske værdier - frihed og fred, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Disse grundlæggende værdier, som kendetegner europæisk kultur, er også udgangspunktet for enhver fælles europæisk indsats nu og fremover. Den Europæiske Union er først og fremmest et værdifællesskab. Det glæder mig, at Slovenien efter adskillige tiår under et kommunistisk diktatur nu har disse værdier som grundlag for Republikken. Slovenien er i dag en af de stater, vi snart håber at kunne byde velkommen i et udvidet EU. I 1996 blev der i forbindelse med indgåelsen af associeringsaftalen med Slovenien nedsat et parlamentarisk associeringsudvalg med medlemmer af Europa-Parlamentet og medlemmer af det slovenske parlament. Den 10. juni 1996 indgav Slovenien sin officielle ansøgning om optagelse i Den Europæiske Union. I marts 1998 indledtes tiltrædelsesforhandlingerne, og jeg ved, at arbejdet fortsætter under aktiv ledelse af kommissionsformanden, Romano Prodi, og kommissær Verheugen. Vi ved, at De som præsident for Republikken Slovenien har spillet en afgørende rolle i forbindelse med den positive udvikling, landet har oplevet gennem de seneste 10 år. Det er mig derfor en særlig fornøjelse at byde Dem velkommen i Europa-Parlamentet. Velkommen, hr. præsident. Jeg vil straks give Dem ordet.
+Fru formand, ærede medlemmer, det er mig en ære at tale i dette højtærede Parlament. Det er mig en særlig glæde, at dette er blevet mig muligt på 50-årsdagen for Robert Schumans opfordring til Frankrig, Tyskland og andre lande om at nå frem til en fælles økonomisk politik om kul og stål. Det var den dag, at den europæiske integrationsproces begyndte. Det er Deres og vores fælles europæiske festdag, og jeg udbringer Dem mine inderligste lykønskninger. Jeg lykønsker Dem med tilliden til og troen på idéen om den europæiske sammenslutning. Jeg blev bekræftet i denne tro ved et meget vellykket besøg, som den fremragende formand for Europa-Parlamentet, fru Fontaine, for nylig aflagde i Slovenien. I sin tale til det slovenske parlament udtrykte fru Fontaine sit klare engagement til at fremme projektet om et forenet Europa, da hun sagde: "Det er vigtigt, at vi støtter viljen til at styrke de særlige træk ved hvert enkelt af vores lande. Vi må derfor gøre fundamentet for Den Europæiske Union dybere og forberede den på udvidelsen på en sådan måde, at den i morgen vil være i stand til at bevare hele sin evne til at fungere og imødegå alle udfordringerne, både de interne og de eksterne. Dette vil kun være muligt, hvis vi opretholder den nuværende balance mellem de små og store lande og fortsætter på vejen henimod et borgernes Europa." Denne idé forekommer mig særlig vigtig, for den lægger vægt på sameksistens. Sameksistens er det eneste reelle alternativ for menneskehedens og hermed også Europas fremtid. Men spørgsmålet er, hvad sameksistensen er baseret på? Det er min egen faste overbevisning, at den først og fremmest bør være baseret på de erfaringer, vi har bragt med os, og som har skabt de værdier, som vi har formuleret som indbegrebet af europæisk demokrati og erklæret som værende de principper, der netop holder sammen på det nye Europas struktur. Den erfaring, vi bringer med os ind i det tredje årtusinde, er en erfaring om kolonimagters og ideologisk, politisk og social totalitarismes opståen og fald. Sat i modsætning til dette og alligevel som en integreret del af vores erfaring er den ultimative etablering af retsprincipper og menneskerettigheder, individers og nationers frihed, demokrati som kriteriet for politisk magt, social retfærdighed og stabilitet som de mål, som vi konstant må søge at nå. Ud over erfaringen bør vores sameksistens være baseret på et lovsæt, der vil være bestemmende for menneskelivet her på tærsklen til det tredje årtusinde, og hvor disse værdier vil blive gennemført og bekræftet. Det er det globale samfunds love. For nærværende synes det globale samfund at være begrænset til markeder, økonomier og informations- og kommunikationsteknologi. Politikken sakker bagud efter denne tendens. Og dog kræver det solide fundament for sameksistens i verden en global politik, der er i stand til at etablere social sammenhæng, der vil afbalancere virkningerne af kapitalen, der allerede er blevet globaliseret. En global politik forudsætter, at national politik og nationale interesser med grund i nationalstatens suverænitet bør være bundet til den globale politik af fælles ansvar. Dette ville være en form for "indenrigspolitik" for verden, som alle lande ville være bundet af. Den ville til dels være baseret på følgende elementer: på den globale spredning af politisk og økonomisk demokrati, på bindende individuelle og kollektive menneskerettighedsstandarder, på en dialog mellem forskellige kulturer, religioner og civilisationer, på modstand mod nationalisme og fremmedhad, på en ny balance mellem de økonomisk udviklede lande og udviklingslandene, på globalisering af uddannelse, viden, forskning og information, på udvikling af internationalt og interregionalt samarbejde, på etablering af en samfundsorden, der er baseret på modellen om social retfærdighed og solidaritet, på fælles sikkerhed og forsvar og på bekæmpelse af organiseret kriminalitet. Med en sådan politik vil vi kunne vælge en vej, der sikrer, at den tidligere kolde krigs ideologiske, politiske og militære konfrontationer ikke erstattes af sammenstød mellem kulturer, religioner og civilisationer. Hvis vi skal bevæge os henimod en verdensomspændende politisk ansvarlighed, bør vi så meget desto snarere bevæge os henimod en politik af fælles ansvarlighed i Europa - i netop det Europa, der lige nu konsoliderer fundamentet for fremtidens sameksistens. Dette bliver indvarslet af fælles europæiske politikker - ikke kun monetære, men også udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikker - det europæiske menneskerettighedscharter og måske en fremtidig europæisk forfatning. Det bliver også indvarslet af bestræbelserne på at etablere krisestyring, der vil forhindre, at eksterne eller interne kriser i lande i regionen spreder sig til væbnet konflikt og aggression, der kan true den fælles fred, sikkerhed og velstand. En global politik af fælles ansvarlighed kræver ikke blot, at vi forhindrer andres aktioner, der skader fællesskabet, men også og mest vigtigt, at vi selv afholder os fra sådanne aktioner. I den åbne verden med flere magtcentre, hvor der ikke længere eksisterer nogen eurocentrisme, kan Europa kun blive en af bannerførerne for civiliseret udvikling, hvis det er internt globaliseret, hvis alle dets dele er integreret, og hvis ingen bliver holdt uden for den fælles fremtid eller bliver marginaliseret. I det virkelig liv findes der flere Europaer. Her har vi landene i Den Europæiske Union og NATO-medlemslandene, der udvikler sig på basis af den lange europæiske demokratiske tradition, respekten for menneskerettighederne og udsigterne til et nyt økonomisk opsving med en tilhørende fælles europæisk valuta. Denne gruppering omfatter også nogle mindre lande, der har oplevet væsentlige udviklinger inden for EU og har bevaret deres særlige kendetegn. Det andet Europa er et Europa bestående af lande, der er i færd med at forhandle med Den Europæiske Union, det vil sige lande, der derfor befinder sig i første- eller andenklassesventesalene til det europæiske tog. Det tredje Europa består af landene i det øst- og sydøstlige Europa (Ukraine, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Albanien, Makedonien og Moldova), som endnu ikke er nået til stationen, selv om de gerne ville. Nogle af dem vil ikke nå derhen uden hjælp. Der er også en gruppe lande, som for nærværende ikke ønsker at slutte sig til EU. De foretrækker at lege med et projekt, der går ud på at skabe en ny ideologisk opdeling af Europa. Vi kunne kalde dette det fjerde Europa. Serbien, der står på spring for at bringe stabilitetsvægtskålen til at synke i det sydøstlige Europa, er blevet trængt ind i det fjerde Europa af sin aggressive nationale politiske elite, der fra tid til anden er blevet støttet af nationalistiske ambitioner hos de politiske eliter fra andre nationer på Balkan. Når den træffer beslutning om det varige grundlag for fred og efter krigens rædsler på Balkan om Kosovos og Montenegros fremtid, vil den europæiske enhed atter komme på en stor prøve. Muligheden for blodige militære sammenstød er stadig til stede. Enheden vil være så meget desto mere vigtig, når Serbien får brug for at blive hjulpet ind i den demokratiske forandringsproces, når det kommer til at stå ansigt til ansigt med sandheden og dets eget ansvar. Denne forandring vil åbne op for det demokratiske, pluralistiske politiske område og bestræbelser på at bringe det europæiske værdisystem tilbage til det serbiske folks bevidsthed. Det vil da blive nødvendigt for Serbien - og også for de andre Balkanlande - at blive konfronteret med den udfordrende, men realistiske udsigt til at komme med i den europæiske integration - præsenteret for hvert enkelt land på samme betingelser, uden særlige begunstigelser, men netop af den grund med behov for så meget desto mere bistand. Ingen af disse 'Europaer' er immune over for politiske eller kulturelle afstikkere, der kan forvanske deres demokratiske image, ikke engang det første Europa. Her tænker jeg på de primitive former for fremmedhad og had til fremmede, modstand mod arbejdskraftens frie bevægelighed og antisemitisme, der alle er del af vore dages politiske populisme. Dette lægger pres på de grundlæggende værdier og truer sameksistensen og vores fælles fremtid. Ufølsomhed over for disse fænomener ville skabe nye barrierer mellem os. Vi erindres om dette af de erfaringer, vi bringer med os. Jeg tror, at visse europæiske landes forbehold over for Det Østrigske Frihedspartis holdning er motiveret af disse erfaringer, og at denne respons vil være konsekvent, uanset hvem der bliver berørt af den. Ved siden af alle de gamle opdelinger dukker der nye op, og de hjemsøger Europa på en endnu mere radikal måde, for informationssamfundet af i dag udgør udfordringer for enhver facet af vores liv. Der er stadig tydeligere tegn på, at der er ved at dukke to klasser op i samfundet. Verden er begyndt at blive opdelt på en ny måde. På den ene side er der de arbejdsløse og dem, der på grund af utilstrækkelig viden ikke har adgang til moderne informationsteknologi. De er truet af social udstødelse, stagnation og marginalisering. På den anden side er der dem, der har den nødvendige uddannelse og derfor er garanteret en fremtid. Dette er et nyt fænomen, der blev identificeret for nylig ved EU-konferencen i Lissabon om social samhørighed. Det er klart, at alle i Europa i dag står over for de samme problemer, og vi reagerer alle på dem. Vi reagerer naturligvis ikke på helt samme måde. Ikke desto mindre er det meget vigtigt, at vi i vores søgen efter svarene alle gør det på grundlag af det samme værdisystem. De fælles hjørnesten af værdier for sameksistens er blevet etableret. Nu skal alle så have en chance for at leve i overensstemmelse med disse værdier. Når dette tillægges meget stor betydning, kan det muligvis tilskrives den nye følelse af engagement over for Europa, som jeg ser som et Europa-dækkende system af menneskelige bånd, samarbejde, solidaritet, respekt og andre værdier. Dette omfatter ikke blot den frie strøm af idéer, arbejdskraft, varer og kapital, men også værdier såsom respekt for mangfoldigheden, tolerance, lighed for loven for 'Europas borgere' uanset deres nationale, etniske og kulturelle tilhørsforhold eller tankegange. Dette vil muliggøre et højt niveau af identifikation med de samme værdier over hele Europa, som igen kan udgøre Europas grundlæggende sammenbindende væv. Denne sindsstemning ville være den bedste garanti for, at intolerance og fjendskab forbliver et marginalt fænomen. Samtidig ville det betyde, at magthaverne ikke i noget europæisk land ville vove systematisk at kvæle eller begrænse hverken individuelle eller kollektive menneskerettigheder i suverænitetens navn eller under påberåbelse af princippet om ikke-indblanding i interne anliggender. Sådan en hændelse ville kræve en fælles aktion uden vaklen eller kompromis. NATO's intervention i Kosovo er måske det første skridt i denne retning. Værdien af de grundlæggende menneskerettigheder blev sat højere end værdien af den klassiske nationale suverænitet. Den systematiske massekrænkelse af menneskerettighederne bør fremover ikke kun være et enkelt lands indre anliggender. Det er ved at blive et spørgsmål om ansvar for det internationale samfund. Hvorvidt dette udgør begyndelsen til et nyt kapitel i de internationale relationer og i folkeretten, vil kun tiden vise. Europa, og navnlig EU, bør ikke være i tvivl om dette. Den rigtige vej til globalisering af Europa går omkring udvidelsen af Den Europæiske Union til at omfatte alle europæiske lande. Dette er et forehavende fyldt med udfordringer, for en periode er nu ved at blive indledt med udvidelse af Den Europæiske Union med lande, der har en anden politisk "herkomst" end de nuværende medlemmer. Nu er turen kommet til de lande, der under den store deling af verden tilhørte det tidligere ideologiske Østeuropa. Turen er kommet til lande, der på grund af dette er sakket bagud i deres økonomiske udvikling. Og dog er kendsgerningen den, at kun denne udvidelse vil betyde den egentlige integration og globalisering af Europa og en afslutning på fortiden for Europas øst og vest og for begge begyndelsen på en global europæisk fremtid. For disse lande som Slovenien, der med magt blev fjernet af bloksystemet til en fremmed kultur, ville deltagelsen i den europæiske integration også udgøre et bevis på, at de endelig var vendt tilbage til deres vestlige civilisation. Under alle omstændigheder bør vi ikke glemme, at disse lande, herunder Slovenien, har vist, at de på relativ kort tid har været i stand til at indføre regler, som det har taget relativ lang tid at få etableret i EU og i den vestlige del af Europa. Den store indsats, der er investeret i reform, kan stå som garant for, at EU-udvidelsen vil være til gavn for både de nuværende medlemmer og for dem, der ønsker at blive medlemmer. Hvis det holder tilbage på denne udvidelse, vil det vise, at Europa endnu ikke har begravet fortiden, at det ikke har lært tilstrækkeligt af historien, og at globalisering endnu ikke er dets interne krav. Det vil også vise, at Europa opgiver sin indflydelse og tilstedeværelse i verden. I forbindelse med dette nye kvalitative skridt fremad er der ved at dukke tvivl op hos medlemmerne af EU. De bevæger sig fra det hjemlig vante til det ikke hjemlig vante. Beslutningen om udvidelse medfører helt nye risici, og der må være en grad af forståelse for det dilemma, som EU står over for. Her tænker jeg primært på gennemførelsen af alvorlige interne, institutionelle og betydelige reformer i EU, på dens beredvillighed til at acceptere nye medlemmer og udsættelsen af datoen for udvidelsen. Kunne det måske være, at enkelte medlemsstaters særinteresser atter er dukket op til overfladen? Betyder en holdningsændring om successiv accept af nye lande, så snart de er rede til at blive accepteret, til en holdning om gruppeaccept af ansøgerlande i første og anden runde ikke en fornyet udsættelse af udvidelsen til udgangen af dette første tiår? Dilemmaer, tvivl og usikkerhed dukker også op til overfladen i ansøgerlandene. Der er et voksende indtryk af et "bevægeligt mål", der lemper på og dæmper entusiasmen hos de mere velforberedte ansøgerlande, der har en følelse af, at de vil skulle vente på de mindre velforberedte ansøgerlande. Klarhed og gennemsigtighed i disse holdninger ville naturligvis have en opmuntrende virkning, og det ville være særlig nyttigt, hvis alle ville holde op med at forsøge at give hinanden undskyldninger. EU bør ikke bruge problemer blandt ansøgerlandene som en undskyldning for at udsætte sine egne reformer, og ansøgerlandene bør ikke bruge vanskelighederne med hensyn til EU's interne reformer som en undskyldning for at udsætte de reformer, de har brug for for at kunne opnå fuldt medlemskab. Sådanne undskyldninger vil forhale udsigterne til det fremtidige Europas opståen, og at gøre udvidelsen betinget af bilaterale krav og enkeltlandes interesser vil ikke have nogen bedre effekt. Dette omfatter betingelser, der går langt tilbage i historien og forsøg på at revidere den, navnlig Anden Verdenskrigs historie. Sådanne krav dukker op fra den magtposition, der indehaves af de lande, der er medlemmer af Den Europæiske Union, mod magtesløsheden hos dem, der først nu er ved at udøve deres ret til at blive optaget i Den Europæiske Union. Her vil jeg gerne erindre om den tale, jeg i november 1995 holdt for Deres Parlaments udvalg om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarsanliggender i dets daværende sammensætning. Dengang argumenterede jeg imod en diskriminerende behandling af Slovenien, for den daværende italienske regering forhindrede os gennem sin vetoret i at undertegne associeringsaftalen og satte som betingelse løsningen af noget, der for Italien var stridsspørgsmål, der hidrørte fra grænseaftalerne mellem Italien og det tidligere Jugoslavien. Med ryggen mod muren undertegnede Slovenien det såkaldte "spanske kompromis". Jeg nævner ikke denne episode for at grave gamle minder op, men snarere fordi der under de nuværende forhandlinger også er dukket tendenser op til at rejse påståede berettigede interesser i relation til Slovenien til niveau af et EU-krav. Her tænker jeg på kravet om tilbagelevering af ejendom til dem, hvorfra den blev annekteret efter Anden Verdenskrig som en del af straffen for kollaboration med den nazistiske og fascistiske besættelsesmagt. I det daværende Jugoslavien gjorde Slovenien ikke noget, der var i uoverensstemmelse med de Potsdam-aftaler, der blev indgået af de allierede, som slovenerne havde kæmpet sammen med mod fascismen og nazismen. Denne gang ønsker Slovenien ikke at acceptere denne form for påtvingelse af betingelser og forventer forståelse og sympati fra Den Europæiske Union. Jeg mener ikke, at individuelle bilaterale spørgsmål under nogen omstændigheder bør få lov til at blive en grund til at stille betingelser for accept af fuldt medlemskab af EU, og de bør ej heller få lov til at få pragmatisk støtte fra EU-medlemmer af hensyn til det klare og åbne fundament i europæisk integration og dens fremtid. Slovenien er en lille nation. I mange århundreder levede vi i et multinationalt politisk fællesskab, i det østrig-ungarske kejserdømme og i to udgaver af Jugoslavien. Vi følte alle kvalerne ved den manglende respekt for den nationale identitet, ved presset for at udslette vores nationale identitet og de fatale konsekvenser af ulighed i samfundet og for loven. Det værste af det hele var aggressionen under den nazistiske og fascistiske besættelse. Vores ret til eksistens som nation blev taget fra os. Derfor sætter vi høj pris på den indsats, der bliver gjort af dem, der arbejder for projektet om et fælles europæisk hjem, der har sit fundament i konceptet om åben autonomi for nationale og andre samfundsenheder. Liv i mangfoldighed er nøglen til succes for den europæiske sammenslutning, og Slovenien har viet sin fremtid til dette. Vores historiske erfaringer og vores borgeres fremtid dikterer, at vi ikke kan forlige os med hverken frivillig eller tvungen isolation fra europæiske eller atlantiske institutioner. Slovenien ønsker at være en del af dem og er rede til at bidrage, hvad det kan, til de europæiske nationers fælles liv, men det er ikke rede til at betale en ubillig pris for det. Slovenien vil være klar til tiltrædelse ved udgangen af 2002 og tror, at det da vil være velkommen i klubben af EU-medlemsstater. Vi er også glade for, at EU-medlemsstaterne i Helsinki forpligtede sig til udvidelse på samme dato for de ansøgerlande, der var mest velforberedte. For at de aktuelle mål kan nås, bør forhandlingerne afsluttes til næste år. Vi er overbevist om, at de aktuelle fremskridt i forhandlingerne skulle muliggøre dette. Jeg vil endelig gerne understrege, at jeg ikke ser globalisering og europæisk integration som forening. De positive virkninger af disse processer er afhængige af, at der samtidig etableres frihed til individualisering og fragmentering. Dette er ikke blot individets frihed og selvstændighed, men også sociale gruppers frihed til at give udtryk for etniske, kulturelle, religiøse, politiske eller åndelige tilhørsforhold og overbevisninger. Disse frihedsrettigheder har en særlig betydning i folks liv, og gennem dem udtrykker folk deres bånd til særlige værdier. Kun respekt for sådanne frihedsrettigheder kan være grundlaget for europæisk sameksistens. Dette medfører, at der skal etableres "enhed i mangfoldigheden". Alternativet er klart. Hvis det ikke i dette nye årtusinde lykkes for os at finde et grundlag for sameksistens, som ikke blot kan være en fornægtelse af fortiden, men også en aktiv accept af fremtiden, herunder formulering af en universel europæisk politik for fælles ansvar i en åben Europæisk Union, vil Europa orientere sin skæbne tilbage imod fortiden i stedet for fremad imod fremtiden. I det første tiår af det nye århundrede og årtusinde står Europa også over for nye udfordringer. Det er min faste overbevisning, at forenede europæere fuldt ud vil være i stand til at klare disse.
+Hr. præsident, tak for Deres tale. De talte med styrke, overbevisning og åbenhed. De omtalte halvtredsåret for Robert Schuman-erklæringen, som også blev højtideligholdt her i Europa-Parlamentet. Jeg bemærkede mig og glædede mig meget over, at De talte om "vores fælles fødselsdag". Også tak, fordi De omtalte mit besøg i Lubljana for nogle uger siden. Besøget var det niende i rækken af møder mellem Europa-Parlamentets formand og ansøgerlandenes præsidenter. Møderækken indledtes for nogle år siden af mine forgængere i embedet, Enrique Barón Crespo, Klaus Hänsch og José Maria Gil Robles. Det var mig en stor ære i forbindelse med besøget at få lejlighed til at tale i det slovenske parlament. Jeg var som også næstformanden med ansvar for udvidelsen, hr. Podestà, som også formanden for Udenrigsudvalget, hr. Brok, og som også delegationens formand, hr. Ebner, særdeles imponeret over de betydelige fremskridt, Deres land har gjort i forhold til tiltrædelsesprocessen. Jeg vil gerne tilføje, at Europa-Parlamentet i vid udstrækning kan tilslutte sig Deres udtalelser. I forbindelse med målsætningerne sagde De, at De ønsker at træde ind i et fælles hus, som er solidt, stærkt og forenet, og jeg tør godt sige, at det er et ønske, der deles af flertallet af Europa-Parlamentets medlemmer. De talte også om enhed trods forskelligheder. Jeg vil i den forbindelse nævne, at der netop har været afholdt en konkurrence, hvor 80.000 unge fra medlemslandene kom med forslag til et slogan for Den Europæiske Union. Juryen valgte som vinder sloganet "Forenet i mangfoldighed". Måske ikke det mest originale forslag, men efter min mening et udsagn, som udtrykker, hvad mange borgere i EU føler. Endelig omtalte De de værdier, De anser for grundlæggende, og som danner grundlag for den europæiske integration. De udtrykte ønske om, at den sociale solidaritet ikke overses, når fokus rettes mod globaliseringen. Også på dette punkt føler jeg, at Deres udsagn fuldt ud ligger på linje med Europa-Parlamentets målsætninger. Jeg ønsker Dem og de slovenske myndigheder, der deltager i forhandlingerne, held og lykke. Vi håber inderligt, forhandlingerne kan finde en afslutning inden for den forventede tidsramme. Held og lykke, hr. præsident, og endnu en gang tak for Deres besøg og tak for Deres tale. (Højtideligt møde hævet kl. 12.30) MØDET ONSDAG DEN 17. MAJ 2000 2 Godkendelse af protokollen fra foregående møde 2 Overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker 2 Stabilitets- og konvergensprogrammerne 14 Indførelse af den fælles valuta i Grækenland 18 Dagsordenen 24 AFSTEMNING 26 Indførelse af den fælles valuta i Grækenland (fortsættelse) 33 Økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og offentlige virksomheder 37 Eftergivelse af fattige landes gæld 43 Situationen i Zimbabwe 49 Spørgetid (Rådet) 49 Telesektoren/radiospektrumpolitikken 49 Sammenhængende europæiske principper for rummet 49 Mod et europæisk forskningsrum 49 Beijing-handlingsplanen 49 Bilag - Højtideligt møde 49 Tale af Milan Kuçan, Republikken Sloveniens præsident 49
\ No newline at end of file