diff --git "a/data/train/da_ep-00-09-07.txt" "b/data/train/da_ep-00-09-07.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-09-07.txt"
@@ -0,0 +1,201 @@
+Hr. formand, jeg vil gerne sige følgende vedrørende forretningsordenen: Spørgsmål til Rådet besvares ikke mere inden for den fastsatte frist. Trods to påmindelser har Rådet ikke besvaret spørgsmål fra Europa-Parlamentet. Jeg vil anmode Dem om at sørge for, at Rådet også på dette område opfylder sine forpligtelser.
+Tak, hr. Rübig. Deres anmodning og Deres bemærkning vil blive behandlet behørigt.
+Hr. formand, jeg har et indlæg til forretningsordenen. For så vidt angår de spørgsmål, der blev stillet til Kommissionen og Rådet for et øjeblik siden, ved De, at den franske regering i går vedtog en række tiltag som følge af den oliekrise, der har ramt ikke blot Frankrig, men hele Europa. Disse tiltag vender fuldstændig op og ned på konkurrencebetingelserne og betingelserne for kampen mod drivhuseffekten og har således meget alvorlige konsekvenser på europæisk plan. Fru Loyola de Palacio kom her til morgen med en yderst interessant bemærkning om denne europæiske krise i den franske presse. Ville det mon være muligt, at hun selv og/eller kommissæren for konkurrence kunne komme med et indlæg i løbet af denne mødeperiode og i den forbindelse oplyse os om, hvordan Kommissionen har i sinde at tackle oliekrisen, og hvordan Kommissionen og Rådet vil forhindre en skattedumping i Europa og forberede Europa på oliekrisen?
+Det spørgsmål, De rejser, hr. parlamentsmedlem, er naturligvis meget aktuelt og uopsætteligt, men dagsordenen er allerede fastlagt, og derfor kan det blive meget vanskeligt at få det med, men jeg vil gøre alt, hvad der er muligt, for at efterkomme Deres anmodning.
+- (FR) Hr. formand, det ærede parlamentsmedlems forespørgsel er vigtig. Formanden har meget klart givet udtryk for, at det ikke er muligt at indlede en debat her til formiddag. Jeg skal derfor sige til fru de Palacio og hr. Monti, at Parlamentet gerne vil have en udtalelse fra dem, hvorefter vi sammen med formanden finder ud af, hvornår dette skal ske.
+Mange tak for Deres hjælp, fru kommissær.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om: Rådets redegørelse om bekæmpelse af doping og sportens sociale funktion; Kommissionens redegørelse om transfer inden for fodbold; betænkning (A5-0203/2000) af Zabell for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en fællesskabsplan til bekæmpelse af doping inden for sporten (KOM(1999) 643 - C5-0087/2000 - 2000/2056(COS)); betænkning (A5-0208/2000) af Mennea for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om Kommissionens beretning til Europa-Parlamentet med henblik på at bibeholde de nuværende strukturer på sportsområdet og at bevare sportens samfundsmæssige funktion inden for Fællesskabets rammer - Helsingfors-rapporten om sport (KOM(1999) 644 - C5-0088/2000 - 2000/2055(COS)).
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, allerførst vil jeg gerne sige tak for, at De har valgt at bruge denne formiddag på sport. Om en uge indledes De Olympiske Lege i Sydney, hvor idrætsudøvere fra hele verden vil finde sammen. Resultatet er ikke givet på forhånd - alt er uvist. Sådan er sport. De idrætsudøvere, der for øjeblikket gør sig klar til at få Dem til at drømme, følger deres egne veje. Mange er professionelle, men som De ved, har de alle mindst to ting til fælles: Deres udvælgelse er et resultat af flere års anstrengelser og hård træning. Der har dannet sig et net af frivillige, trænere, offentlige og private midler omkring dem, men det vigtigste er, at de alle har indledt deres sportslige karriere i en forening eller i skolen. Hvis man vil forsvare sporten, skal man derfor på samme tid, i samme åndedrag, forsvare de lokale amatørklubber, konkurrencesporten, i sin amatør- eller professionelle dimension. Konkurrencesporten giver grobund for drømme. Den er med til at udvikle breddeidrætten med en socialt opdragende rolle. Konkurrencesporten - på amatør- såvel som på professionelt plan - er i dag genstand for verdensomspændende mediebevågenhed. Flere og flere mænd og kvinder dyrker sport uanset alder og situation. Sporten har opnået en samfundsmæssig dimension. Der er derfor ingen her, der overraskes over, at denne menneskelige aktivitet af og til forstyrres af voldelige eller racistiske handlinger, og at den vækker økonomisk begærlighed. Det ligger mig langtfra på sinde at forbande økonomiens indtog i sportens verden. Sporten har brug for midler, og disse midler kan ikke udelukkende komme fra det offentlige. Det er ikke et spørgsmål om at fastsætte grænserne for en sport uden penge, der ville være en ren sport, og en sport, der tilføres penge, som ville være en beskidt sport. Nej, det er noget ganske andet, der er tale om, nemlig følgende: Har idrætsbevægelsen mulighed for at bevare etikken i sporten ved at styre de penge, der tilføres sporten, og forhindre, at det er pengene, der helt overtager kommandoen? Lad os være realistiske. Dette spørgsmål rejser sig ikke om 20 år, det rejser sig i dag. Det sportslige cirkus er blevet så attraktivt, at der er store økonomiske interesser involveret med deraf følgende risiko for, at sportens etiske aspekter tilsidesættes, og at idrætsudøverne udelukkende betragtes som varer. Hvem kender ikke til køb og salg af til tider meget unge sportsudøvere? Hvem er ikke blevet chokeret over de beløb, tv-rettighederne af og til sælges for, og de enorme transfersummer? Hvem er ikke blevet alarmeret over idrætsudøvernes kalendere, der er overfyldte? Hvem er ikke bekymret over en række private gruppers projekt, der har til formål at arrangere private konkurrencer uden om de nationale og internationale idrætsforbund på baggrund af ét eneste kriterium, nemlig klubbernes budget, sådan som vi for nylig har set det inden for fodbold og senere basketball? Hvilken sport vil vi se i det 21. århundrede? Svaret på dette grundlæggende, globale spørgsmål afhænger af de svar, vi giver i hverdagen. Der er to muligheder: Enten indtager vi med udgangspunkt i sportens afdrift den opfattelse, at sporten fremdeles udelukkende afhænger af markedet og idrætsudøverne af deres merværdi. I så tilfælde skal sporten underlægges konkurrencereglerne, det aktuelle vanvid skal dereguleres yderligere, og vi må i den frie bevægeligheds navn acceptere køb og salg af unge på 18-20 år. Eller også beslutter vi i den aktuelle kontekst med de økonomiske og sociale udfordringer og med udgangspunkt i det, der lå til grund for den moderne idræt i Europa med dens humanistiske værdier og foreningsstrukturer, at give idrætsbevægelsen de juridiske og institutionelle midler til at beskytte sporten i dens mangfoldighed inden for forbundene. Denne sidste mulighed, som er det franske formandskabs foretrukne, er ikke lig med status quo, men kræver tværtimod innovative forslag fra idrætsbevægelsen - og det glæder mig, at dette nu sker i forbindelse med spørgsmålet om transfersystemet - og fra staterne, hvis vi vil være i stand til at kæmpe imod den afdrift, som sporten er vidne til, udvikle mulighederne og beskytte foreningsstrukturerne i samklang med hver enkelt sport. Mine damer og herrer, Europa-Parlamentet har allerede arbejdet hårdt med denne mulighed, og vi begynder at gøre fremskridt i Rådet. I juni 1997 mødtes sportsministrene på Stade de France og derefter i henholdsvis Tyskland, Finland og Portugal. Der har været bilaget til Amsterdam-traktaten, Rådets konklusioner fra mødet i Wien og Helsingfors-rapporten om sport fra december sidste år. Derefter blev der på Det Europæiske Råd i Feira, Portugal, i juni 2000 fremsat en klar appel om, at sportens specifikke kendetegn fremover skulle tages i betragtning i forbindelse med gennemførelsen af fællesskabspolitikkerne. Det er det franske formandskabs ønske, at vi skal være i stand til at foretage en konkret definition af de specifikke sportslige særpræg og det, deres anerkendelse betyder. Det drejer sig således meget præcist om at anerkende, at millioner af mænd, kvinder og unge dyrker sport hver dag, og at der er involveret hundredtusindvis af frivillige, at sport er et uerstatteligt værktøj i forbindelse med opdragelse, integration i samfundet og adgang til borgerskabet, og at den således frem for alt er et middel til individuel udfoldelse og samvær med respekt for andre. Sporten udgør en helhed. Vi har brug for forbundene, og det glæder mig, at hr. Mennea understreger dette i sin betænkning, som er blevet vedtaget af Kommissionen. Det er ud fra denne indfaldsvinkel, at mine europæiske kolleger og jeg har arbejdet tæt sammen med fru kommissær Viviane Reding. Efter to møder mellem de arbejdsgrupper, der blev nedsat under det portugisiske formandskab, afholdelsen af et møde i trojkaen og adskillige bilaterale udvekslinger med mine europæiske kolleger kan jeg fremlægge nogle af de mål, der efter vores mening er bredest opbakning om i Rådet. Det første spørgsmål vedrører beskyttelsen af mindreårige idrætsudøvere. Vi bliver nødt til at sætte en stopper for handlen med disse mindreårige sportsmænd og -kvinder. Der skal iværksættes tiltag for at beskytte de unge idrætsudøveres helbred og især for at forhindre brugen af dopingmidler og sikre de unge idrætsudøveres skolegang og videreuddannelse. I dette øjemed er spørgsmålet om beskyttelse af unge idrætsudøvere blevet opført på dagsordenen for Rådet (ungdom), der afholdes den 9. november. Det er mit håb, at vi med henvisning til direktivet fra 1994 om beskyttelse af unge under arbejdet kan få fastlagt målrettede anbefalinger på dette punkt. For det andet er det mit ønske, at der bliver truffet forholdsregler med henblik på at bevare idrætsklubbernes uddannelsespolitikker. Idrætsforbundene og staterne skal, hvis de ønsker det, kunne iværksætte tiltag, der har til formål at beskytte de uddannende klubber. Der skal kunne indføres klausuler om, at en idrætsudøver er forpligtet til at indgå sin første professionelle kontrakt med den uddannende klub. Sådanne klausuler kan eventuelt godtgøres med et beløb, der står i forhold til uddannelsesomkostningerne. På samme tid har de internationale idrætsorganisationer ansvaret for at kontrollere klubbernes ledelse med henblik på at undgå afvigelser, især inden for transfersystemet. For det tredje mener jeg, at det på et mere overordnet plan er vigtigt at anerkende den enestående, centrale rolle, som forbundene spiller. Jeg mener, det er en nødvendighed, at idrætsforbundene tildeles en central rolle i forbindelse med afholdelsen af idrætsbegivenheder, udarbejdelsen af regler for idrætten og uddelingen af titler. Jeg ønsker ikke at tildele forbundene rettigheder uden nogen form for modydelse. Jeg overvejer derfor på samme tid, om idrætsforbundene skal have tildelt eksklusive rettigheder, og om deres forpligtelser og ansvarsområder inden for deres samfundsmæssige arbejde skal fastlægges helt nøjagtigt i forbindelse med denne omfordeling. Den specifikke anerkendelse af sporten er en meget stor mundfuld. Det er af afgørende betydning, at den hurtigst muligt udmønter sig i væsentlige fremskridt. Det er efter min mening et kapløb med tiden, og Frankrig har besluttet at opprioritere denne kamp under sit formandskab. Jeg forventer mig meget af Parlamentets bidrag. Jeg tolker i øvrigt Deres anmodning om at få indføjet en artikel i traktaten som et udtryk for Deres vilje til at sikre, at der tages højde for disse spørgsmål. Dette bringer mig frem til kampen mod doping, som er en yderst vigtig sag. Jeg kan i øvrigt i Europa-Parlamentets betænkninger og beslutninger se, at De er enig i dette. Som De ved, er det en lang og sej kamp, som kræver en uophørlig indsats med henblik på at sikre folkesundheden og sportens etiske grundlag. Nye eksempler viser, at vi stadig har lang vej igen. Jeg afviser dog den fatalistiske tale om, at alle er dopet, som blot har til formål at få os til at strække våben. Vi har behov for idrætsbevægelsens mobilisering, men også for, at staten og Den Europæiske Union yder sit bidrag. Det Internationale Antidopingagentur kan takke Den Europæiske Union for, at det eksisterer i dag. Den Internationale Olympiske Komité har fastlagt en række mål for kampen mod doping ved De Olympiske Lege i Sydney. EU-medlemsstaterne diskuterer imidlertid muligheden for, at Den Europæiske Union kunne deltage direkte i Det Internationale Antidopingagentur og dermed naturligvis også i dets finansiering. Jeg vil gerne understrege dette, da det fremgår af forhandlinger med Europa-Kommissionen, at den ikke som sådan vil arbejde for at sikre Den Europæiske Unions deltagelse, medmindre den modtager et kraftigt og enstemmigt politisk signal. Jeg mener personligt, at der er lovhjemmel for en sådan deltagelse. Doping er i bund og grund et spørgsmål om folkesundhed. Se blot på det stigende forbrug af dopingmidler hos de unge amatøridrætsudøvere. Det er endvidere et spørgsmål om at bekæmpe handlen med dopingmidler og dermed om at sikre samarbejdet inden for politi- og toldvæsenet. Endelig vedrører kampen mod doping udviklingen inden for forskningsområdet. Som fru Zabell foreslår det i sin betænkning, der er vedtaget af det parlamentariske udvalg, er målet, at Den Europæiske Union skal kunne tale offensivt med én stemme for at garantere agenturets effektivitet. Mens vi venter på, at de juridiske aspekter i forbindelse med Den Europæiske Unions deltagelse i agenturet skal falde på plads, har vi i trojkaen netop nedsat et kontaktudvalg, der vil være til stor gavn. Det drejer sig nemlig også om at udvikle agenturets status, så det får mulighed for at handle i alle lande. Den offentlige mening, idrætsudøverne og alle andre konkurrenceinteresserede venter på disse beslutninger. Det er dopingkampens troværdighed, der står på spil. Mine damer og herrer, den europæiske idrætsverden står ved et vendepunkt. Det er mit ønske, at den kan blive ved med at få os til at drømme, ligesom jeg håber, den vil fortsætte med at give de unge den opdragelses- og integrationsramme, de har brug for. At den bliver ved med at være en livets skole for vores børn. Men vi skal tage den begærlighed, den vækker, og som truer den, meget alvorligt. Jeg er overbevist om, at de klare holdninger, De giver udtryk for, når De vedtager de to betænkninger, giver denne debat et stort skub fremad. Det vil jeg gerne sige tak for, samtidig med at jeg vil sige, at jeg håber, vi kan fortsætte vores gode samarbejde.
+- (FR) Hr. formand, Parlamentet har bedt mig komme med en udtalelse om transfersystemet og hele den panik, der har ramt sportens verden, som pressen har gjort sig til talsmand for. Jeg har naturligvis noteret mig fru Buffets udtalelser. Jeg vil i øvrigt gerne takke hende for det franske formandskabs engagerede arbejde inden for sportens verden og for den solidaritet, hun udviser over for Kommissionen og Parlamentet. Jeg håber af hele mit hjerte, at det franske formandskabs bestræbelser giver et meget positivt resultat for sporten på europæisk plan. Hr. formand, med Deres tilladelse vil jeg vende tilbage til betænkningen om doping og sportens dimension ved debattens afslutning. Jeg vil derfor nu nøjes med at berøre transferproblemerne. Kommissionens indgangsvinkel til sporten defineres i Helsingfors-rapporten. Vi ønsker, at sporten skal have en social funktion. Rapporten opfordrer idrætsbevægelsen, medlemsstaterne og Den Europæiske Union til at ensrette deres anstrengelser for at give sporten mulighed for i sit nye økonomiske miljø at fortsætte med at fungere som opdragelses- og integrationsinstrument på baggrund af værdierne fairplay, lige muligheder og talentanerkendelse. Det er en selvfølge, at fællesskabsrettens bestemmelser, herunder principperne om ikke-diskrimination og personernes frie bevægelighed, samt konkurrencereglerne skal gælde inden for sportens verden. Det er ligeledes klart, at Det Europæiske Fællesskab, som det understreges i den erklæring, der er vedlagt Amsterdam-traktaten, anerkender sportens sociale betydning og vigtigheden af at opretholde en dialog med idrætsbevægelsen. Mine damer og herrer, det er med dette formål for øje og på min kollega Mario Montis direkte ansvar, at Kommissionen undersøger flere konkurrencerelaterede sager inden for sporten. Kommissionen anerkender, at idrætsbevægelsen har frit spil i forbindelse med fastlæggelsen af de spilleregler, der er nødvendige for at sikre, at bevægelsen fungerer korrekt. Kommissionen anerkender sportens særpræg i den forstand, at det kræver en vis grad af konkurrencemæssig lighed mellem spillere og klubber at garantere resultaternes uvished, som er selve essensen i sporten, sådan som ministeren netop understregede det. Kommissionen behandler kun de sager, der har en europæisk og økonomisk dimension. Med hensyn til den aktuelle sag vedrørende FIFA's transferregler vil jeg gerne minde om, at Kommissionen allerede i 1998 som følge af en række klager satte spørgsmålstegn ved FIFA's transferreglers kompatibilitet med konkurrencereglerne og fremsendte en række klagepunkter til FIFA. Kommissionen vurderer, at FIFA's regler uberettiget forhindrer køb og salg af spillere. Dette er bl.a. tilfældet, når reglerne fastsætter betingelserne for en transferaftale, når en spillerkontrakt udløber, også selv om kontrakten bringes til ophør i overensstemmelse med national lovgivning om beskæftigelse og kontraktens bestemmelser, og den økonomiske godtgørelse i henhold til national lovgivning er blevet fastsat og udbetalt. I modsætning til det, der hævdes i visse avisartikler, har Kommissionen på ingen måde til hensigt uden videre at ophæve transfersystemet eller at skabe en situation, hvor spillerne kan ophæve deres kontrakter efter forgodtbefindende. Som traktaternes vogter ønsker Kommissionen, at FIFA skal anvende et transfersystem, der overholder både de fællesskabsretlige principper og principperne om specifik anerkendelse af sporten. Det nuværende system overholder imidlertid ingen af disse krav. Det forhindrer konkurrencen mellem klubberne og spillernes frie bevægelighed, har ikke kunnet forhindre den overdrevne kommercialisering af sporten, den voksende kløft mellem de rige klubber og dem, der har begrænsede økonomiske midler til rådighed, og har heller ikke været i stand til at forhindre, at spillerne - og især de yngste af dem - er blevet til spekulationsgenstande. Mine damer og herrer, Kommissionen har gennem adskillige år ventet "tålmodigt" på, at FIFA skulle fremkomme med nogle forslag til udskiftning af det nuværende system, så vi sammen kunne have fundet en løsning, der var tilfredsstillende og retfærdig for alle parter. Mario Monti og jeg selv er kommet i kontakt med fodboldens verden. Vi har gjort opmærksom på, at i overensstemmelse med national lovgivning om beskæftigelse er en eller anden form for kompensation berettiget, når en spiller bryder sin kontrakt med en klub til fordel for en anden. Vi har understreget, at Kommissionen for at undgå at fordreje forholdene i de nationale ligaer naturligvis er parat til at acceptere regler, der begrænser transferperioden tidsmæssigt, og vi har især hævdet, at anstrengelserne i forbindelse med uddannelse af unge skal belønnes, således at den økonomiske kompensation, som afspejler de omkostninger, en klub afholder i den henseende, kan accepteres, medmindre de unge spillere således kommer til at stå i et lovstridigt afhængighedsforhold til klubberne. Indtil for få dage siden havde vi ikke fået noget svar igennem flere år. Det er klart, at Kommissionen ikke kan vente i det uendelige, og derfor har Mario Monti og jeg selv i de seneste måneder klart givet udtryk for, at FIFA skulle fremkomme med andre løsningsmodeller og ellers - hvilket ingen ønsker - acceptere risikoen for et forbud. Det glæder både Mario Monti og mig selv, at det endelig lader til, at vi er blevet hørt. I sidste uge indrømmede FIFA, at forbundets transferregler ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, og forbundet erklærede sig parat til at indføre et nyt system. Da systemets detaljer endnu ikke ligger helt fast, kan jeg ikke kommentere det, sådan som tingene står nu. Men vi har modtaget et første udkast, og i eftermiddag har jeg møde med UEFA's ledelse og en delegation fra de nationale ligaer, der ligeledes kommer med forslag. Mario Montis tjenestegrene står klar til hurtigst muligt at behandle forslagene sammen med mine og Anna Diamantopoulous tjenestegrene. Vi er derfor altid interesserede i enhver debat, enhver forhandling, der kan udmønte sig i en konsensus. Jeg vil gerne slutte af med at fremhæve Kommissionens arbejde til fordel for den europæiske sportsmodel og dens værdier. Europa-Parlamentet har adskillige gange bekræftet, at det bifalder dette arbejde, og det vil jeg gerne sige tak for. Jeg tror, det vil bekræfte det igen ved at vedtage betænkningen om Helsingfors-rapporten. Det franske formandskab har, og det sagde jeg allerede i starten af mit indlæg, udvist den samme hengivenhed over for sporten og dens værdier - i øvrigt på vegne af Rådet. Hvis ikke jeg tager meget fejl, er vi således alle på bølgelængde. Fællesskabet handler i sportens interesse for spillets skyld, og jeg er overbevist om, at hvis vi alle gør vores bedste, vil vi snart have en tilfredsstillende løsning, der tilgodeser sporten, fodbolden og Europa.
+Hr. formand, doping er ikke et nyt problem, det er ikke engang opstået i dette århundrede, men stammer fra det forrige århundrede. I 1896 fandt det første dopingrelaterede dødsfald faktisk sted, da en cykelrytter indtog narkotiske stoffer. De første foranstaltninger imod doping blev imidlertid truffet efter De Olympiske Lege i Helsinki i 1952, men det var Tour'en i 1998, som var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og man begyndte at tage fat på problemet for alvor. Vi har faktisk hørt her i formiddag, at det er en prioritering for det franske formandskab, Rådet og også Kommissionen. Vi skal finde ud af, hvorfor doping findes, og hvorfor dens anvendelse er blevet så udbredt i de senere år. På den ene side er det værd at nævne den overkommercialisering, som sporten lider under, sammen med det stigende antal sportsarrangementer og de større såvel fysiske som mentale krav til sportsudøverne. Sportens motto var tidligere med Pierre de Coubertins ord, at "det vigtige er at deltage". I dag synes det imidlertid at være, at nr. 1 vinder, nr. 2 taber, og resten bare deltager. På den anden side må vi ikke glemme, at der i den senere tid er blevet lavet flere og flere undersøgelser, mange af dem uden for konkurrence, og det betyder selvfølgelig, at der afsløres flere tilfælde af doping. Det er dog meget vigtigt at skelne mellem to former for doping: På den ene side findes den forsætlige eller planlagte, det vil sige, at et hold planlægger, hvilke stoffer sportsudøveren skal tage og hvornår for at forbedre sine fysiske præstationer. Det er naturligvis mest almindeligt i de sportsgrene, der har flest økonomiske ressourcer til rådighed. På den anden side findes den uforsætlige doping, som mange gange ikke engang forbedrer idrætsudøverens fysiske præstationer. Den forekommer oftere i sportsgrene med få ressourcer, og derfor bliver offentligheden mange gange ikke engang opmærksom på det skete. Begge former skal naturligvis bekæmpes, selv om det skal gribes meget forskelligt an. Kampen mod forsætlig eller planlagt doping er meget vanskeligere. Politisamarbejdet spiller en meget vigtig rolle, for vi må ikke glemme, at handlen med dopingprodukter flytter 1 milliard euro om året. Det er også vigtigt at lytte til idrætsudøverne, når sportsarrangementerne fastlægges, eller når en konkurrence eller prøve planlægges: nogle gange kræver vi mere af dem, end en krop kan yde uden hjælp udefra. Det er især nødvendigt at bekæmpe doping globalt. Det er ikke en medlemsstats isolerede problem, og derfor er Den Europæiske Unions tilstedeværelse i Det Internationale Antidopingagentur helt påkrævet. Det er meget lettere at bekæmpe uforsætlig doping. Den skyldes hovedsagelig sportsudøvernes manglende viden, og derfor foreslås det i betænkningen, at lægemiddelemballage forsynes med et mærke, som består af fem olympiske ringe og en lyskurv. På den måde vil sportsudøvere, når de køber et lægemiddel, tydeligt kunne se lyskurvens røde lys, som betyder, at der er risiko for et positivt resultat i en dopingtest, eller det grønne lys, som betyder, at der ikke er nogen risiko, eller det orange lys, som betyder, at der kan være en risiko, og at sportsudøveren bør søge rådgivning hos sin læge eller hos en ekspert. Det er meget vigtigt, for i øjeblikket har vi 15 medlemsstater med 15 lister over forbudte stoffer, og i de enkelte lande kan produktnavnet for det samme lægemiddel være forskelligt. På det område anmodes Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering om at skride ind. Selv om formerne for doping er forskellige, får sportsudøverne imidlertid den samme behandling, og fra det øjeblik, hvor resultatet er positivt, anses de for skyldige uden ret til at bevise deres uskyld, og uden at der tages stilling til, om dopingen var forsætlig eller ej, som det sker i livets andre forhold. Vi opfordrer også Europa-Kommissionen til inden for det femte rammeprogram at styrke forskningen i dopingstoffer og deres helbredsmæssige følger for sportsudøverne, i metoder til afsløring af sådanne stoffer og de naturlige grænser for produktion af hormoner i menneskekroppen. Hvad angår laboratorierne, er det meget vigtigt, at de opfylder nogle ISO-standarder med hensyn til en ensartet procedure for indsamling og analyse af prøver, og også at der er beskyttelse og tavshedspligt omkring såvel indsamling som behandling af sager, således at sportsudøvernes ære og ret til diskretion respekteres. Til sidst vil jeg tale om sanktioner. Når andre personer end sportsudøveren har været indblandet, det være sig en klub, en forening, et forbund, en læge, en træner eller lignende, skal denne straffes på lige fod med sportsudøveren, for vi må ikke glemme, at det altid er sportsudøveren, der har det korteste aktive liv.
+Hr. formand, når det gælder sporten, skal EU arbejde for, at den kommer til at spille den rette rolle, får den rette opmærksomhed og bliver genstand for nogle faste og klare bestemmelser. Det sportssystem, Europa skal stræbe efter, skal gøre retten til sport en realitet for alle borgerne og tage sigte på at bevare sportens sociale funktion og tradtionelle værdier, alt imens der tages hensyn til sportsaktiviteternes økonomiske og juridiske udvikling. Den erklæring om sport, som er vedføjet Amsterdam-traktaten, er således ikke tilstrækkelig til at sikre opnåelsen af de forud fastlagte mål. Det er nødvendigt med en ny definition på sporten. Den skal nemlig betragtes som en aktivitet, der hænger uløseligt sammen med de unges uddannelse og erhvervsuddannelse samt med fritiden og de udstødtes og handicappedes integration i samfundet. Sporten skal kort sagt være et væsentligt element, som fremmer alle sociale klassers uddannelse og integration. Den skal desuden kunne tilpasses til de nye handelsrammer, som den skal udvikle sig inden for uden at miste sin egen selvstændighed. For at EU skal kunne gøre en indsats for sportsverdenens ændring og udvikling, er det nødvendigt med nogle nyskabelser. Det centrale udvalg har flere gange sagt, at det ikke længere kan sikre den pyramidestruktur, som sportsorganisationerne er organiseret i for øjeblikket, eller sportens sociale funktion. Det er derfor helt nødvendigt med et retsgrundlag, for uden et retsgrundlag risikerer man, at de målsætninger, man har nået hidtil, bliver forgæves. Europa skal være mere effektivt i sin bekæmpelse af doping, som er et fænomen, der desværre er ved at blive meget udbredt, og som ikke længere kun vedrører sportsverdenen. Dette store problems udbredelse har nemlig medført en stigning i nogle meget indbringende ulovlige aktiviteter, som mange kriminelle organisationer har stået for, og man må indrømme, at den dopingbekæmpelse, der udelukkende har været overladt til sportsforeningerne, har været en komplet fiasko. Europa bør derfor overveje muligheden for at vedtage en EU-straffelovgivning, som gælder for alle medlemsstaterne, og for at oprette et uafhængigt og gennemsigtigt europæisk antidopingagentur. Desuden bør alle økonomiske aktiviteter i forbindelse med sport falde ind under traktatens bestemmelser. Den virksomhed, som sportsorganisationerne har monopol på at udøve, har været årsag til mange problemer. Den bør derfor underkastes en nøje kontrol og om muligt begrænses. Det er nødvendigt at opfordre til foreningsdannelse inden for sporten, hvor man sætter sig nogle målsætninger om solidaritet til fordel for de sportsgrene, der ikke har så mange midler, og de mennesker, som er svagt stillede på grund af deres sociale forhold, især de handicappede. Vi skal forsøge at forbedre den rolle, som sporten og skolernes gymnastikundervisning spiller. Desuden skal medlemsstaterne sørge for en tilstrækkelig beskyttelse af og hensyntagen til sportsudøvernes arbejdsaktiviteter og status. Det er efter min mening EU's pligt at fremme integrationen på arbejdsmarkedet af de sportsudøvere, som ikke har tænkt på deres fremtid, når de ikke dyrker sport længere. Europa skal ligeledes anmode om en anerkendelse på europæisk plan af sportsudøvernes faglige kvalifikationer og om, at deres erhvervsuddannelse fremmes. Der skal kæmpes en stærk og resolut kamp mod handlen med unge sportsudøvere, hvor man beder om, at de unges indtræden i de professionelles rækker finder sted på et så sent tidspunkt som muligt. Vi skal desuden sørge for, at der i de nationale og internationale sportsforbunds vedtægter er taget højde for nogle pligter, og at de indeholder nogle faste og klare regler. Vi skal bekæmpe den vold, der finder sted i forbindelse med sportsbegivenheder, og sikre vores borgeres beskyttelse. Det er ligeledes nødvendigt at afskaffe de sportskontrakter på ubestemt tid, som er gældende i mange sportsforbund, eftersom disse kontrakter er en overtrædelse af de mest elementære principper i medlemsstaternes forfatninger. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at uden et retsgrundlag for ordet "sport" vil Europa ikke kunne gøre særligt meget på dette område. Europa bør derfor overveje muligheden for at få en vis bestemmelsesret på dette område, ikke for at tage denne fra de andre organer, men for at give et uundværligt bidrag til beskyttelsen af sportens værdier og funktion.
+Hr. formand, mine damer og herrer, for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked gælder det først og fremmest om, at de kontraktlige bestemmelser, som jo blev konkretiseret i Bosman-dommen, også overholdes i den fremtidige politik i Den Europæiske Union. Vi takker derfor det korresponderende udvalg for, at det har medtaget kravene herom i sin betænkning. I denne sag støtter vi også uforbeholdent Kommissionens holdning. Konkurrencelovgivningen og arbejdstagernes frie bevægelighed gør dette nødvendigt. Det har fru Reding allerede ganske rigtigt sagt. Så meget mere beklager jeg den manglende evne til at tage ved lære og til at føre dialog hos mange ledere inden for fodbold- og andre idrætsorganisationer, således som det jo har vist sig i de sidste dage. Når man ser på de udtalelser, der er fremkommet de seneste dage, får man desuden det indtryk, at de bekræfter fordommen om, at hos mange fodboldspillere sidder de egentlige færdigheder i benene og ikke i hjernen. Når der nu rejses krav om, at man skal inddrage regeringscheferne i sagen, og at de så at sige skal vende op og ned på den europæiske lovgivning, kan jeg hertil kun sige, at også dette viser, at man øjensynligt ikke ved, hvordan den retlige situation er. Stats- og regeringscheferne har overhovedet ingen kompetence her. Kompetencen til at sørge for, at traktaterne overholdes, ligger hos Europa-Kommissionen, og den opfylder præcist de opgaver, den skal opfylde. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at jeg uforbeholdent støtter Kommissionens holdning i denne sag.
+Hr. formand, 10 dage før De Olympiske Lege breder dopingspøgelset sig over Sydney. Den Internationale Olympiske Komité holder os for nar, tror jeg, når den taler om "rene" Olympiske Lege, når vi samtidig ved, at 1.000 EPO-sprøjter er blevet stjålet fra Sydneys hospital, når den ene legende i olympisk ånd efter den anden åbenlyst hævder, at der kan forekomme antidopingtest for ethvert forbudt middel, men den Internationale Olympiske Komité ikke gør det, idet den ligger under for pres fra store økonomiske interesser. Minister Buffet, som talte så nydeligt i dag, udtalte 4. august til Le Monde, at det, som især mangler i kampen mod doping, er en stærk politisk vilje. Og det er tilsyneladende svært, hr. formand, at udøve denne vilje under kommercialiseringens pression og De Olympiske Leges ukritiske og overfladiske motto: "Hurtigere, højere, stærkere". Det er endnu vanskeligere at gennemføre denne politiske vilje, når udbuddet af forbudte stoffer kræver noget mere, kræver meget mere, med en omsætning, som vi hørte, på 1 milliard euro, og denne omsætning er meget højere, rigtigt meget højere, hvis vi også tager hensyn til den milde doping, som til stadighed breder sig i fitnesscentrene, i skønhedssalonerne, og jeg ved ikke hvor. Vi må gøre vores politiske rolle gældende så hurtigt som muligt, harmonisere listerne over farlige stoffer og metoderne til analyse af de nye stoffer, som industrien til stadighed fremstiller, og harmonisere sanktionerne, eftersøgningen på de ansvarlige og anvendelsen af sanktioner. Og naturligvis skal EU deltage mere aktivt i Det Internationale Antidopingagentur på alle de måder, som formanden for Rådet netop har fortalt os, og som jeg er enig i. Til sidst, hr. formand, vil jeg gerne fortælle, at dette Internationale Antidopingagentur i Sydney i dag kun har observatørstatus. Tja, så længe vi kun er observatører, kommer der ikke til at ske noget i kampen mod doping.
+Hr. formand, sport er populær. Euro 2000 har netop fundet sted. De Olympiske Lege er forestående, og frem for alt er der stadig flere mennesker, som dyrker sport i deres fritid. Det er sundt. Det får mennesker til at samles, mennesker af enhver rang, stand og race og i alle aldersklasser. Det er naturligvis overordentlig vigtigt i vores vidtgående individualiserede samfund. Samtidig er der også ofte negative aspekter, hvilket der er gjort opmærksom på: vold omkring sportsbanerne, brug af doping, tiltagende brug af stimulerende midler, stadig mere også inden for amatørsporten, og det store pres på sportsfolk på grund af de store økonomiske interesser. Derfor glæder vi os meget over, at Kommissionen har taget initiativ til at fremhæve sportens sociale funktion og undersøge, hvordan den økonomiske dimension af sport kan bringes i overensstemmelse med den uddannelsesmæssige funktion og andre funktioner. PPE-DE-Gruppen støtter helhjertet denne målsætning og har stillet ændringsforslag for at styrke denne kurs, forslag om at støtte sportsorganisationerne yderligere med henblik på at investere i mennesker og i korpsånd og på at forbedre de juridiske rammer for sport. Nu er der kun erklæringen, som er vedføjet Amsterdam-traktaten. Med hensyn til nogle konkrete problemer inden for sporten vil jeg sige følgende, først vedrørende transferproblematikken: Siden Bosman-dommen har navnlig de mindre klubber fået store problemer, det hentydede kommissæren også til, navnlig i de mindre lande såsom Nederlandene, hvor jeg kommer fra. De får ikke tilstrækkelig støtte og kompensation for de ofte større investeringer i træning og uddannelse. Vi håber derfor, at der inden længe fra Kommissionen, i samarbejde med sportsorganisationerne, kommer forslag med henblik herpå. Sportsforbundene såsom UEFA og FIFA har også stillet forslag herom. Doping er et stort internationalt problem. Ordføreren, som har skrevet en fantastisk betænkning, talte ligeledes om det, og internationalt samarbejde er da også uundværligt på dette punkt. Vi skal opnå international enighed om, hvad vi forstår ved doping, og vi skal søge at afstemme det med Det Internationale Antidopingagentur. Det ville være godt at mærke farmaceutiske produkter med det "dopingsikre" logo og et tegn, og det ville også være godt at føre en bedre, aktiv forebyggelsespolitik.
+Hr. formand, fru formand for Rådet, fru kommissær, Den Socialdemokratiske Gruppe anmodede Kommissionen om at udarbejde en redegørelse om det aktuelle spørgsmål om transfer inden for fodbold og om, at den blev forelagt i forbindelse med denne forhandling under ét. Jeg bifalder den redegørelse, som kommissæren har udarbejdet, og som vi støtter. Jeg råder Dem til i fremtiden at komme til Parlamentet, før Kommissionens administration lader for meget sive ud, for det har tvunget kommissæren til med fynd og klem og tapperhed at sige drøje sandheder i medierne. Men det ville være bedre, hvis De gik til Parlamentet inden og kunne få vores opbakning. Spørgsmålet om transfer illustrerer måske på eksemplarisk vis sportens situation for øjeblikket. Der er to betænkninger, betænkningen af Zabell og betænkningen af Mennea, som er udarbejdet til olympisk guld. Lige før Sydney vil jeg minde om, at det første og måske bedste bidrag, som Europa, det klassiske Grækenland, gav til freden, netop var De Olympiske Lege. De gør sporten til en ret for borgerne med en social og kulturel funktion. I transfer er der en del, der kan retfærdiggøres som følge af bidraget til uddannelse og træning af sportsudøverne. Det er fornuftigt, og det skal reguleres, og det er nødvendigt at støtte de unge og de små klubber, så de kan gøre opmærksom på sig selv. Der er en anden del, som er den, der vedrører big business, en forretning, der i mange lande er ved at blive den næststørste økonomiske faktor. Der foregår en hensynsløs spekulation, som på langt sigt er uholdbar. En stor klub i min fødeby har gennemført den største transfer i europæisk fodboldhistorie ­ 70 millioner euro. Den pågældende spiller har sagt, at det var absurd, og klubbens formand har sagt, at dette er en meget alvorlig økonomisk situation. Hvis vi tog de økonomiske love i anvendelse, måtte vi handle på en anden måde. Derfor mener jeg, at Kommissionen bør handle. Den har opnået, at FIFA begynder at komme til fornuft. Min gruppe og jeg selv giver Dem vores støtte, og vi holder fast ved, at det er nødvendigt at fortsætte en aktion, som virkelig udtrykker og sikrer europæernes ret. Endelig vil jeg sige, at der er blevet talt om fodboldverdenens sammenbrud. I USA i 40'erne underkastedes Hollywood som følge af antitrust-lovgivningen foranstaltninger som dem, Kommissionen foreslår. Men Hollywood brød ikke sammen, tværtimod. I dag har vi et stort økonomisk problem med at dæmme op for den amerikanske filmindustris fremdrift. Fortsæt De derfor bare, fru kommissær.
+Jeg glæder mig over, at Zabell-betænkningen prøver at tage fat på problemet med forsætlig doping og går ud fra en uskyldsformodning baseret på chartret om menneskerettigheder. Desværre gik man ikke ud fra, at de britiske sportsfolk - Linford Christie, Dougie Walker og Gary Cadogan - var uskyldige i det internationale atletikforbund. Til trods for bevismateriale baseret på forskning fra universitetet i Aberdeen om, at nandrolen kan opstå ved en kombination af kosttilskud og energisk træning, venter Mark Richardson stadig i den olympiske landsby otte dage før De Olympiske Lege uden at vide, om han må deltage eller ikke. Linford Christie har gennem hele sin karriere ført kampagne mod doping i sporten. Han ville ikke gøre noget for at skade sit ry på dette område. Disse tilfælde viser behovet for, at Det Internationale Antidopingagentur harmoniserer sine disciplinære foranstaltninger på en sådan måde, at sportsfolkenes rettigheder bliver sikret, mens man samtidig hurtigt straffer dem, der bevidst bruger doping og er skyldige i misbrug.
+Hr. formand, jeg skal først understrege det, hr. Mennea sagde, og derefter stille det spørgsmål, om vi ved sportens sociale betydning skal forstå det gamle ord "brød og skuespil" eller "sport og skuespil", eller om det drejer sig om sundhedsforebyggelse og sport som formidler af værdier. Det er aldrig blevet klart, hvad vi egentlig bør forstå ved denne sociale betydning. Generelt må jeg sige, at eliteidrætten, som der jo her generelt er tale om, ikke ubetinget er et sundt foretagende, lige så lidt som den ekstremsport, som jeg dyrker eller har dyrket. Om eliteidræt er sundt, ved kun Olympens guder. Vi ved det ikke. Nu til kendsgerningerne. På grund af de globale netværk er hungeren efter stjerner, sensationer og rekorder blevet stadig større i vores forbrugersamfund. Dermed har ledere og købmænd gjort "sport og skuespil" til en showbusiness, som i dag er en af de største på denne jord, og kommercialiseringen går naturligvis videre. Med den systematiske doping drejes hjulet videre i retning af denne kommercialisering. Det er kendsgerningerne. Vi kan ikke ændre på disse kendsgerninger, hvis vi ikke skaber mere gennemsigtighed, hvis vi ikke opretter et uafhængigt antidopingagentur, som er tilgængeligt for alle, og som alle forstår.
+Hr. formand, kære kolleger, de to betænkninger har ét punkt til fælles, som jeg gerne vil understrege, og som drejer sig om den specifikke anerkendelse af sporten, som jeg mener, vi bør fremhæve i dag. Den specifikke anerkendelse af sporten hænger i første omgang sammen med en anerkendelse af idrætssystemet, den sociale pyramide, som en lille klub i en region eller en by udgør, og helt op til de store idrætsbegivenheder. Denne pyramide skal tilgodeses på forskellig vis, via forbundenes unikke kompetence og den rolle, som idrætsforbundene spiller i forbindelse med etableringen af det sociale og samfundsmæssige bånd, som de kan love og give et samfund. Dette skal naturligvis ske ved solidarisk fordeling af pengene i denne forbundspyramide og ved det, man kan betegne som sportens etik i forbindelse med større idrætsbegivenheder. Vi skal huske på, at der kan være en vis uklarhed om, hvem der afholder begivenhederne, og hvem der sætter dem i scene. Her mener jeg, der skal gøres en indsats - også inden for sportens konstruktion, sådan som det nævnes i hr. Menneas betænkning - så det ikke længere er muligt at forveksle dem, der afholder begivenhederne, med dem, der giver os informationer, show, underholdning, glæde og drømme. Der er et system, og så er der individet. Og så er der selvfølgelig dopingspørgsmålet, som vedrører sportens sundhed, og i denne forbindelse vil jeg gerne takke fru Zabell for hendes fremragende betænkning. Der er idrætsudøvernes uddannelse. Men hvad sker der med et individ, når konkurrencen er slut? Det er blevet sagt, at idrætsudøvere ikke er varer, at de ikke er produkter. De skal kunne bevæge sig frit i Europa, men de er ikke produkter, de er individer. Hvad sker der, når idrætskarrieren er slut? For så vidt angår disse to punkter - systemet og individet - fremsættes følgende krav i betænkningerne: en specifik anerkendelse af sporten i Europa. Tidsaspektet - kalenderen over idrætsbegivenheder og idrætsudøvernes kalendere - sættes i fokus i disse to betænkninger, og jeg vil gerne takke de to ordførere for at have lagt vægt på, at man skal have et liv før, under og efter sporten og i alle årets 12 måneder. De vil således kunne forstå, at vi i Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport kræver, at sport indføres i traktatens artikel 151 med henblik på at retfærdiggøre dens specifikke anerkendelse, så vi ikke skal bede om en bid fra sundheden, en anden bid fra uddannelsen, en bid fra beskæftigelsen for at opretholde den specifikke anerkendelse af idrætslivet.
+Hr. formand, i vores samfund er doping et udtryk for en omvæltning af værdierne, hvor målet helliger midlet. Doping er frem for alt snyd - man snyder sig selv, og man snyder andre. Derfor skal der gennemføres et omfattende uddannelsesprogram, så vi igen kan ære sportens sande værdier - "sport, livets skole", "sport, et godt eksempel for de unge". Sporten skal på alle niveauer - også på allerhøjeste plan - gøre opmærksom på dyder som anstrengelse, risiko, holdånd og respekt for andre. Kommissionen havde ret i at minde om, at en af de første årsager til dopingens udbredelse var de kommercielle udfordringer, der var forbundet med sporten. Derfor skal vi i langt højere grad medtage muligheden for at sanktionere de forskellige økonomiske aktører, der opmuntrer til eller nyder godt af brug af doping, i vores overvejelser. Den vigtige eller nærmere centrale plads, som sporten indtager i nutidens samfund, kan muligvis henføres til, at den for nogle nationer er blevet det eneste middel, hvorpå de kan vise deres storhed. Måske burde disse nationer finde andre måder at vise deres stolthed og storhed på over for omverdenen, og jeg kan i denne forbindelse ikke lade være med at tænke på de nationale valutaer, der er et afgørende symbol på et lands suverænitet og storhed. I dag, hvor euroen, eurotilhængernes valuta, er ved at bryde sammen, er det vigtigt, at hver enkelt nation kan bevare sin nationale valuta, ligesom den bevarer sine nationale sportsstjerner, som den er så stolt af, uden doping.
+Hr. formand, her ved indgangen til Legene i Sydney - hvad er der da tilbage af det olympiske ideal og Pierre de Coubertins stolte principper? Øjensynlig ikke ret meget, eftersom nogle idrætsudøvere, det er heldigvis en minoritet, nægter at bo i den olympiske by, som de mener er under deres standard. Andre, især sprinterne, råber op om, at de udelukkende løber for at gøre reklame for deres respektive skomærker. Det er foruroligende, at eliten i højere grad motiveres af indtjeningen end af den sportslige etik, mens breddeidrætten, garanten for den gode fysiske og mentale sundhed, udgør en veritabel livets skole og udvikler holdånd, tolerance, solidaritet og sund konkurrence. Som et opdragelsesinstrument og en vigtig faktor for sammenhold og social integration tager sporten del i kampen mod racisme, udelukkelse og vold, men sporten forurenes desværre i stadig stigende grad af doping - business forpligter! Den professionelle sport er i virkeligheden blevet en fuldgyldig økonomisk aktivitet med deraf følgende rentabilitetsforpligtelser. Flere fodboldklubber er allerede gået på børsen. Men jo større investeringerne bliver, desto mere overtager indsatsen magten over spillet. Alle kneb gælder, især doping, som bliver sværere og sværere at spore. Hvordan kan vi finde tilbage til den sportslige etik? For det første skal kampen mod doping vinde indpas overalt. Doping er yderst sundhedsskadelig for idrætsudøverne og for sportens grundlæggende dyder, nemlig loyalitet, fairplay, respekt for modstanderen, venskab osv. I denne forbindelse skal oprettelsen i 1999 af Det Internationale Antidopingagentur på foranledning af Den Internationale Olympiske Komité hilses velkommen. Lad os håbe, at det forbliver uafhængigt, og at det hurtigt bliver operationelt. Det er så op til os at tildele det de midler, der er nødvendige for at udføre det planlagte arbejde. Doping er i virkeligheden et verdensomspændende og ikke blot et europæisk problem. Det er ikke vores opgave at gennemtrumfe de europæiske spilleregler. Europa må have tillid til foreningsverdenen og acceptere forbundenes og andre olympiske komitéers forslag. Som et eksempel på de store principper har Bosman-dommen destabiliseret de professionelle klubber og styrket pengenes magt over europæisk fodbold. Den seneste transferrekord, Figos salg til Real Madrid, er tankevækkende. I nogle lande arbejder klubberne nærmest udelukkende med udenlandske spillere. Det er bl.a. tilfældet i Barcelona, hvor man kan sammensætte hold uden spanske spillere, hvilket vil sige, at de unge spanske spillere ikke får mulighed for at spille på højeste niveau. Rovdriften på de uddannende klubber er en anden af dommens konsekvenser. De spillere, der indgås transferaftaler med, bliver yngre og yngre, idet en spiller bliver "transfermoden" ved 15-års alderen. Europa forsøger for øjeblikket at lovgive om transferreglerne, som De nævnte det, fru kommissær. Hvis projektet føres ud i livet, hvilket jeg ikke håber, vil man ende med en fuldstændig liberalisering af systemet, hvilket igen vil være til fordel for de rigeste klubber, tage brødet ud af munden på de uddannende klubber og på sigt medføre, at de helt forsvinder. Helbredelsen bliver værre end sygdommen. Derfor skal breddeidrætten, de lokale klubber, udvikles mest muligt, så alle borgere har adgang til sporten, og alle idrætsudøvere, der ønsker at prøve kræfter med konkurrenceidrætten, kan gøre fremskridt og nå eliten i en sund og loyal konkurrence.
+Dette er en vigtig debat, og jeg vil gerne tilslutte mig idéerne i de to betænkninger, i særdeleshed fru Zabells om doping og også fru Lynnes bemærkninger om, at man skal tage udgangspunkt i en uskyldsformodning, for det er vigtigt. Vi erkender alle nu om stunder, at sporten er big business. Det er særligt klart i fodbold med de enorme transfersummer, ofte latterligt høje lønninger og handler på børsen, men det er ikke bare fodbold. Der er også en masse penge, som rasler rundt i andre sportsgrene. Formel 1 er et godt eksempel. I Det Forenede Kongerige havde de endog 1 million pund tilovers til Labour-partiet. Der er mange penge i sport, og sporten kan ikke forvente at blive undtaget fra reglerne om et frit marked. Men jeg er uenig med betænkningen, når den opfordrer til at indføre en artikel i traktaten om sport. Jacques Santer havde helt ret, da han sagde, at Europa skal gøre mindre, men gøre det bedre. Så lad os forsøge at fungere med de midler, vi har. Lad os forsøge at fungere inden for de beføjelser, vi allerede har. Det, der er brug for med hensyn til transferafgifter, er en dosis sund pragmatisme og almindelig sund fornuft. Jeg tilslutter mig kommissærens bemærkninger her til formiddag. Jeg nærer fuld tillid til hendes evner og holdning og ønsker hende held og lykke med de kommende drøftelser. Men jeg må sige, at det ikke haster. FIFA har sandelig været meget langsom til at handle, og det bør de kritiseres for, men kommissæren må også være parat til at lytte til de små klubber, spillerforeningerne og tilskuerne. Lad os arbejde for en god løsning, som vi kan forsvare, frem for at arbejde for en løsning endnu denne eftermiddag, uge eller måned. Det er noget, som vi må få orden på, så Europas befolkning kan forstå det. Europa behøver venner, ikke fjender. Lad os ikke føje fodboldtilskuerne til dem, som ikke kan forstå, hvad Europa drejer sig om. Kom med en god løsning, så vil De have støtte fra Europa-Parlamentet og fra fodboldtilhængerne i hele Europa.
+Hr. formand, jeg takker også hr. Mennea og fru Zabell for at have fremhævet den afgørende rolle, som sporten nu spiller for os alle, og jeg må begynde med at sige, at sportens betydning som erhverv er velkendt, men det ville være en fejltagelse og et stort tab for vores samfund, hvis sporten blot blev et erhverv som alle de andre. Vi lever alle længere, og sporten optager en større del af vores tid. Den er der ikke bare for at give vores krop ny energi, men også vores ånd og vores sjæl, og vi må erkende vigtigheden af dette forhold i europæisk lovgivning. Derfor støtter jeg efterlysningen af et retsgrundlag, som vil give os lige så store beføjelser, som de meget vigtige internationale sportsorganisationer har. Europæerne deler en kærlighed til at se på og deltage i fodbold, lige fra Newcastle over Dortmund til Barcelona, men det er vigtigt, at de lokale føler sig tilskyndet til at tilslutte sig deres klubber. Jeg vil derfor sige, at de mest varige hold bør opbygges fra bunden og ikke bare købes op. Systemet har brug for et velfungerende maskineri, som består af klubber af alle mulige størrelser og slags og grader af professionalisme, og vi må benytte lejligheden til at reformere det. Jeg støtter derfor Kommissionens udtalelser og kommissærens initiativer i denne sag. Sporten har et stort potentiale. Den har vist, at den kan skabe forståelse og bekæmpe racisme. Lad os gøre mere arbejde inden for sporten for at skabe større harmoni mellem vores samfund. Den har vist, at den har mulighed for at tilskynde handicappede til at få succes. Lad os vise, at vi deler deres stolthed, og opbygge stævner, hvor både de og idrætsfolk med deres fulde førlighed deltager. Vold på fodboldbanen har været sportsmedaljens bagside. Lad os arbejde for at sikre, at sporten bliver fri for vold. Endelig er doping et symptom på sportens overdrevne kommercialisering. Nu hvor vores hold er på vej til Sydney, er de under større pres end nogensinde. Vi har etableret faciliteter, som kan bekæmpe doping på internationalt plan, for som vi har set, kan én falsk anklage ødelægge en karriere eller kaste en skygge på en pletfri karriere, som vi oplevede det i tilfældet Linford Christie. Derfor støtter vi disse betænkninger og håber, at de vil danne et grundlag, hvorfra vi kan gå videre til næste fase for europæisk sport, en fællesskabsånd til opbygning af sportssektoren og dens muligheder i Europa.
+Fru kommissær, kære kolleger, jeg vil give ordføreren, hr. Mennea, en kompliment for denne betænkning, som er meget vigtig. Sporten har en stor social værdi for vores samfund, det ved vi alle. Også professionel sport har denne værdi og en stor social betydning. Jeg har, selvfølgelig med hr. Menneas tilladelse, stillet et ændringsforslag om at foreslå et muligt alternativt transfersystem. Jeg mener nemlig, at den præstation på banen, som vi taler om, det vil sige arbejdspræstationen, ikke længere står i forhold til den værdi og de beløb, som er i omløb i den forbindelse. Derfor synes jeg, at det simpelthen er en økonomisk aktivitet, som bør opdeles. Jeg vil gerne spørge Dem, om De har et svar herpå. For det andet har jeg på vegne af en lang række kolleger anmodet om udsættelse af en definitiv beslutning med hensyn til reformen af transfersystemet. De havde for lidt siden nogle bemærkninger herom, fordi UEFA, sammen med en lang række nationale fodboldforbund, nemlig under næste mødeperiode i oktober arrangerer en høring, og jeg anmoder Dem om at være til stede der sammen med Deres kollega Monti.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, ingen sportsudøver bruger doping, hvis der ikke er en økonomisk fordel ved det. Der er ingen tvivl om, at doping er ved at ændre sporten, og at sporten bliver ændret af doping, hvilket fører til et ægte romersk cirkus, hvis vi ikke gør noget for at forhindre det. Tilstedeværelsen af enorme og grænseløse økonomiske, medieorienterede og sponsormæssige interesser omkring sportsudøveren udøver et sådant pres, og sportens intensitet er af et sådant omfang, at sportsudøveren for at kunne være på toppen og klare den rytme, som antallet af sportsarrangementer kræver, forledes til at bruge forbudte stoffer. Uden begrænsning i varigheden af konkurrencerne og uden en holdning om obligatorisk hvile vil det blive en meget vanskelig opgave at udrydde doping. Men vi må ikke glemme, at idrætsudøveren også er et menneske, som kan blive sygt og komme til skade, og at han derfor kan få brug for nogle lægemidler og for et tilskud imod den stress, som han udsætter sin krop for, og derfor er de "falske positive" et faktum, og de mærker sportsudøveren for altid. Det er nødvendigt at standardisere kriterierne med én liste over forbudte stoffer, ensartede kontroller, advarsler på lægemidlerne og mere forskning. Mine damer og herrer, vi skal genopfinde sporten, for i den, vi har nu, kæmpes der for æren, men også for pengene og sponsorskabet. For at den ikke skal forsvinde, er det nødvendigt at vende tilbage til en sport med de traditionelle værdier, en sport, hvor der konkurreres om én eneste belønning: en medalje.
+Hr. formand, vi lever i en tidsalder, hvor Europa bevæger sig i retning mod en forbundsdannelse. Man kan sige, at sporten er gået i forvejen, at sporten har skabt strukturer længe før, vi har kunnet gøre det på politisk, på økonomisk og på andre planer. Hvorfor? Fordi der fandtes arven fra det antikke Grækenlands Olympia, fordi der fandtes visionære personer som Pierre de Coubertin, og fordi sport er et område, hvor folk kan mødes fredeligt. Europa har haft sine krige, men på samme tid har det haft fælles strukturer og fælles regler inden for sport. Vi oplever i dag følgende paradoks: Vi er på vej mod en ny reform af traktaten, vi øger antallet af fælles regler, fælles principper, strukturer og arbejder, som vi allerede har, mens vi ser sportens strukturer gå i opløsning. Hvorfor? Fordi det er de store økonomiske interesser, som hersker, fordi der findes store sponsorer, fordi der findes magtfulde centre bag massemedierne, og fordi der føres en efter min mening mangelfuld og skæv indgriben fra EU's side. EU har indtil i dag kun grebet ind i sportsspørgsmål ud fra et konkurrencehensyn og har faktisk på den måde forstærket denne tendens og denne strømning. Jeg tror, at vi står ved et vendepunkt. Det er overordentligt positivt, at vi har det franske formandskab og formand Buffet, som jeg tror har forstået og kæmpet i første række i kampen for at forene, udvikle og forstærke sportens strukturer. Jeg tror også, at fru Reding kan gribe positivt ind fra Kommissionens side og modificere Kommissionens rolle i forbindelse med en indgriben. I den forstand tror jeg, at vi kan afværge det, som sker i basketforbundet, og det, som vi vil se ske i morgen på alle de andre områder, og bevare enheden og kontakten mellem sporten og samfundet.
+Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske ordførerne for det arbejde, de har udført, og som jeg i øvrigt i høj grad kan gå ind for. Jeg tror, at vi alle er enige om sportens vigtighed og rolle. Både på professionelt plan og amatørplan og både som sportsudøvelse og underholdning er sporten et glimrende instrument til uddannelse og social integration. Sporten er naturligvis også et meget vigtigt økonomisk fænomen, og derfor skal den følge og overholde visse markedsregler, sådan som det også fremgår af den omtalte dom i Bosman-sagen. Men som det også blev sagt her til morgen, skal sporten bevare sin særlige karakter, som først og fremmest er social og kulturel. Netop for at undgå, at sporten ikke bliver andet end den rene business, skal vi bede højt og tydeligt om, at man på den næste regeringskonference i Nice udtrykkeligt indføjer en vigtig henvisning til sportens institutionelle anerkendelse i traktatens artikel 151.
+Hr. formand, kære kolleger, vi har i dag tre emner på dagsordenen, som hænger nøje sammen. Problemet er blot, at medierne i dag i mindre grad vil kaste deres interesse på Menneas og Zabells betænkninger, men snarere på det, kommissæren har bekendtgjort. Det er efter min mening synd. Man beskæftiger sig nu mere med tyskernes kæreste interesse, nemlig fodbolden, end med det, som det for os egentlig drejer sig om. Jeg står ikke i kø for fuldt ud at stille mig på de to kommissærers side, som er forpligtet til at gennemføre Bosman-dommen. Hvis FIFA havde gjort sit arbejde, behøvede Kommissionen ikke at tage affære. Jeg håber, at FIFA har indset dette og nu endelig fremlægger noget, så Kommissionen også kan inddrage deres forslag, såfremt de ikke er i strid med Bosman-dommen. Her mener jeg altså, at enhver bør gøre sin del af arbejdet. Til betænkningerne vil jeg sige, at det er nødvendigt, at netop amatøridrættens sociale og opdragende betydning understreges over for denne big business-sport. Vi risikerer, at hele idrætten på et eller andet tidspunkt skal underkaste sig konkurrencereglerne. Det vil vi forhindre. Derfor er det rigtigt, når Mennea-betænkningen opfordrer til, at sporten medtages i artikel 151 som en del af kulturen. Det krævede jeg allerede i min betænkning i 1996. Det resulterede så i en erklæring i Amsterdam. Men det er på ingen måde tilstrækkeligt. Derfor støtter jeg, at den nu endelig medtages. I betænkningen dengang blev det også krævet, at Kommissionen udråber et sportens år. Fra et sådant sportens år udgår der mange incitamenter. Jeg ville ønske, at den nye Kommission tager det op nu. Jeg er meget glad for, at fru Zabell har givet denne betænkning om doping et bredere sigte og også har fremhævet misbruget af unge sportsudøvere, og at hun har givet impulser til, hvordan man i fællesskab kan bekæmpe doping. Jeg gratulerer Kommissionen med, at den nu virkelig har tilsluttet sig dette dopingagentur, og at den reelt på De 15's vegne vil give impulser til en harmoniseret bekæmpelse af dopingen. Jeg ønsker den held og lykke.
+Hr. formand, fru kommissær, netop i rette tid til De Olympiske Lege i Sydney diskuteres emnet sport naturligvis nu fra forskellig side og af forskellige grupper i samfundet. I de betænkninger, der foreligger her, leveres der også et grundlag for disse diskussioner. Der trænger sig det spørgsmål på, hvad der egentlig er blevet af det idealbillede af sporten, som stadigvæk fremhæves. I de såkaldte festtaler tillægges sporten en meget vigtig social og samlende rolle, og fairplay anses for et forbillede for den indbyrdes omgang med hinanden, både i erhvervsliv, politik osv. De to betænkninger viser imidlertid helt tydeligt, at sporten i dag er blevet en indflydelsesrig og på mange måder ubarmhjertig økonomisk magt, der anvender sportsudøverne som redskaber. De bliver programmeret til at levere maksimale præstationer på bestemte dage og i bestemte uger - og det med stadig kortere afbrydelser - og de har bare at leve op til kravene. For at eliminere de menneskelige svagheder, som ikke altid kan kalkuleres, og for at kunne fungere perfekt griber man til dopingmidler, hvis anvendelse det i dag bliver stadig vanskeligere at påvise. Derved skader unge sportsudøvere sig selv, deres helbred, personlige udvikling og i sidste ende også sporten som forbillede. Elitesportsfolk er forbilleder for tusinder af unge og udøver dermed også en meget stærk påvirkning på amatøridrætten, som for mig stadigvæk er det område inden for sporten, der skal fremmes mest. Fairplay og social kommunikation findes stadigvæk på dette niveau, men dårlige eksempler såsom voldsoptøjer, dopingsager, millionkontrakter og konkurser ødelægger også dette område. Der skal skabes et retligt grundlag for at bremse denne negative udvikling. Jeg hilser det velkomment, at WADA nu træder i funktion, og at det findes, så det globale dopingproblem kan bekæmpes. Der skal skrides ind over for vold og racisme i sporten for at sikre idrætsudøvere og sportsentusiaster beskyttelse mod vilde horder af bøller og racister. Også elitesportsfolkene kunne for deres vedkommende yde et større bidrag og tydeligere end hidtil understrege dette, ved at de tager afstand fra sådanne såkaldte fans. Vores opgave skal være at give sporten en ny placering i et ændret samfund med nye moderne, tekniske og medicinske muligheder og sørge for, at dens værdier bevares. Jeg mener, at et sportens år kunne sætte disse problemer i fokus og bidrage væsentligt hertil.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke vores kolleger Zabell og Mennea for deres betænkninger, hvis ordlyd jeg er mere end enig i. Jeg vil begrænse mig til at komme med to kommentarer: For det første vil jeg gerne fremhæve nødvendigheden af Fællesskabets deltagelse i Det Internationale Antidopingagentur, hvilket vil give Den Europæiske Union mulighed for at yde et energisk og sammenhængende stykke arbejde i kampen mod doping. For det andet går jeg stadig ind for, at retsgrundlaget for sporten indføres i traktaten. Jeg tænker her på en kompatibilitetsbestemmelse af typen kultur eller miljø, der giver mulighed for på passende vis - og jeg understreger på passende vis - at tage højde for den specifikke anerkendelse af sporten i fællesskabspolitikken eller fællesskabspolitikkerne.
+Hr. formand, fru kommissær, for at gøre en ende på den situation, hvor spillere betragtes som en handelsvare, som kan købes af klubber, fordi de er gode til at spille fodbold, og frem for alt fordi de for mange flere penge kan videresælges til en anden klub, har Kommissionen fremsat dette forslag, og for mit vedkommende får den al mulig støtte dertil. Naturligvis giver det problemer, i hvert fald på kort sigt, for de mindre klubber i mindre fodboldlande såsom Nederlandene. Men håndhævelsen af det nuværende system er ikke nogen løsning herpå. Det ville være en mere strukturel løsning, hvis mediamillionerne blev fordelt meget bedre. Jeg håber derfor inderligt, at de store klubber indser, at der i sidste instans ikke er nogen fremtid for dem, hvis de små klubber forsvinder. For så vidt angår transfersystemet, vil jeg sige følgende: Jeg støtter Kommissionens forslag, men jeg håber inderligt, at den i disse forslag vil skabe mulighed for en godtgørelse af uddannelsesudgifterne, således som det f.eks. i øjeblikket foreslås af FIFA, Det Internationale Fodboldforbund, og FIFPRO, Den Internationale Sammenslutning af Professionelle Fodboldspillere, for spillere mellem 18 og 24 år. Jeg håber inderligt, at UEFA, Det Europæiske Fodboldforbund, støtter denne anmodning og ikke vedbliver at optræde som den sidste forsvarer af et system, som har ført til sådanne absurde vildskud.
+Hr. formand, sporten befinder sig ligesom kulturen, undervisningen og sundheden i en tilstand af fremadskridende kommercialisering og underkastelse under de såkaldte markedskræfter. Billionernes dans omkring de større sportsarrangementer, kapitalens enorme profitter har erstattet sportsidealet. Sundhedsøvelser og sportsudøvelse på daglig basis, folkesport, har virkelig trange kår. Så længe de, som profiterer, ser forretningen "sport" gå godt, lige så længe vil dopingen intensiveres mere og mere, lige så længe vil de beløb, som stilles til rådighed til at købe sportsstjerner, blive større, hvilket er en slags menneskehandel i den moderne kapitalisme, lige så længe vil voldsproblemet på fodboldbanerne, korruptionen og andre degenerationsfænomener vokse. Selv om Kommissionen anerkender, at en af hovedårsagerne til udviklingen inden for doping er den ekstreme kommercialisering, så gør den intet for at bekæmpe den. Hvorledes skulle den i øvrigt kunne gøre det, når hele EU's opbygning er baseret på princippet om, "at alt kan sælges, og alt kan købes"? Den begrænser sig til halve løsninger, undersøgelser, principerklæringer med perifere henvisninger til kontrolforanstaltninger. Hvis man havde haft det formål og virkelige ønske at bekæmpe dopingen, ville man allerede have gjort det. Men det er ikke fordelagtigt for den Internationale Olympiske Komité, de internationale forbund, de sponsorer, som investerer i sporten, eller medicinalfirmaerne. Til trods for de enkelte positive elementer, som de to betænkninger indeholder, går de så langt, at Zabell-betænkningen mener, at medicinalindustrien bekymrer sig om sportsfolkenes sundhed, mens Mennea-betænkningen foreslår medlemsstaterne, at de godkender en lovgivning, der indebærer praktiske foranstaltninger, som skal begunstige private investeringer. Hvis ikke kommercialiseringen bliver slået ned, hvis der ikke sættes grænser for storkapitalens spekulation, hvis der ikke træffes virkelige og effektive kontrolforanstaltninger, opnår vi ikke noget inden for sportens område. Vi venter os ikke noget sådant af EU, men vi kæmper for at udvikle en folkebevægelse, som vil kæmpe for, at den moderne sport kan vende tilbage til princippet om "en sund sjæl i et sundt legeme".
+Hr. formand, overkommercialiseringen af sporten har helt klart ført til udnyttelse af mange unge sportsudøvere. De tilfælde, hvor doping er blevet bevist i forbindelse med sportsstævner, har formindsket mange sportsgrenes anseelse i offentlighedens øjne. Langt om længe har Den Olympiske Komité levet op til sine forpligtelser til at bekæmpe den udbredte brug af doping i sporten. Under Legene i Sydney vil der blive gennemført op til 2.500 dopingprøver. Jeg glæder mig over IOC's meddelelse om, at der vil blive indført strenge straffe for sportsfolk, som bliver fanget i at bruge doping i Sydney i denne måned og i fremtiden. Den måde, hvorpå man standser brugen af doping i sport, bør koordineres på verdensplan. Unionen må fortsat arbejde gennem Det Internationale Antidopingagentur for at sikre, at der bliver gennemført ensartede og strukturerede retningslinjer for alle sportsaktiviteter. Afslutningsvis bør vi erindre, at Amsterdam-traktaten lægger vægt på sportens sociale betydning, men Den Europæiske Union har ikke nogen beføjelser under traktaten til at gøre noget på det sportslige område. Det er spørgsmål, man bør tage fat på under de igangværende drøftelser af en reform af Unionens politikker og initiativer.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, debatten og betænkningerne går efter min mening i den rigtige retning. 700.000 idrætsforeninger er søjler i det europæiske samfund. Rådsformandskabet har udtalt, at sport er skoling for livet. Sport er en del af ungdomsarbejdet, af uddannelsespolitikken, af fritidsaktiviteterne, af sundhedspolitikken, af den mellemfolkelige forståelse, af informationsindustrien og en del af de økonomiske og konkurrencemæssige aktiviteter. Jeg understreger, en del. Hvis sporten reduceres til den økonomiske og konkurrencemæssige faktor, undergraver det sportens betydning for det samlede samfund. Her er vi nødt til at slå fast, at hidtil er fællesskabsretten anvendt meget udifferentieret på sporten, fordi den primært betragter sporten som en økonomisk aktivitet. Her er der ikke taget tilstrækkeligt hensyn til de særlige kvaliteter i sporten og dens 700.000 foreninger, som bygger på mange frivillige hjælpere, f.eks. i børne- og ungdomsarbejdet, i træning af børn og unge. Uden et succesrigt børne- og ungdomsarbejde, uden et velfungerende foreningsvæsen i Europa kan vi ikke virkeliggøre vores krav til amatøridrætten. Doris Pack har flere gange gjort opmærksom på, at det derfor er nødvendigt af forankre sporten i de europæiske traktater og at indføre den i Amsterdam-traktaten. Også i konklusionerne fra topmødet i Feira blev sportens betydning nævnt. En logisk og ønskværdig konsekvens af denne udvikling er derfor at give sporten et lovgrundlag i traktaten. Vi vil ikke blande os i medlemsstaternes anliggender. Sport er omfattet af subsidiaritetsprincippet. Vi ønsker blot, at sportens betydning for det samlede samfund også anerkendes af Kommissionen og af den europæiske lovgivning, og at den dermed måske også får en budgetpost og ikke kun skal støttes via pilotprojekter.
+Hr. formand, mine kære kolleger, vi er alle enige om, at sporten er et middel til individuel udfoldelse og en oplagt måde at møde andre mennesker på. Men kan man se, kan man identificere de forskellige mål med idrætsudøvelsen? For nogle er det et spørgsmål om fysisk vedligeholdelse. For andre er det en del af individets opdragelse, og for endnu andre er det et show eller en søgen efter at opnå de bedst mulige resultater for enhver pris. Vi erkender alle, at sport er et formidabelt værktøj til at sikre samhørighed blandt befolkningerne og adgang til borgerskabet. Vi ved imidlertid også, at sporten af og til følges op af uhørte voldshandlinger, afskyelig racisme og forbitret, uacceptabel nationalisme. Og af alle disse grunde kan vi ikke acceptere, at sporten udelukkende betragtes ud fra et økonomisk synspunkt. Foreningslivet, de frivillige er en integreret del af idrætsverdenen, og det er dem, vi kan takke for, at sporten lever i vores lande, og at breddeidrætten har en fremtid. De menneskelige handlinger kan ikke altid vurderes ved hjælp af en lommeregner. Denne fremgangsmåde er alt for farlig for forholdet mellem mennesker til, at vi kan lade som ingenting. Når der ikke er penge at tjene, ingen krav om økonomiske resultater er det ganske enkelt lysten til at dele privilegerede stunder med andre, der driver værket, og det er rigtigt, at sporten har sin plads i disse stunder, en udsøgt plads. Denne søgen efter sammenhold i et mere og mere markedspræget samfund er et udtryk for modstand mod opfattelsen af verden og forholdet mellem mennesker som ét stort marked. Vi kan ikke acceptere denne higen efter økonomisk gevinst, som er til skade for den menneskelige udfoldelse. Beskyttelsen af unge idrætsudøvere er en prioritet for det franske formandskab. Det er vores prioritet, og vi bør kræve, at handlen med dem forbydes. På den anden side skal vi naturligvis absolut overveje indføjelsen af sport i traktaten. Hvis ikke på kort, så på mellemlangt sigt. Det er en stor udfordring, men vi bør tage den op for de kommende generationers skyld.
+Hr. formand, kære kolleger, begge ordførere ved af erfaring, hvad de taler om, og det fremgår meget tydeligt af deres udmærkede betænkninger. Hvad i særdeleshed angår min ven Menneas betænkning, ville jeg i en række ændringsforslag, som heldigvis blev medtaget i det endelige udkast til beslutningsforslag, fremhæve tre punkter. For det første betydningen af sporten også på det psykiske område for at lære en række samfundsmæssige værdier. For det andet påskønnelse af gratis aktiviteter med hensyn til arbejde med mindretalsgrupper inden for sporten, hvilket fortjener større støtte, også på europæisk plan. For det tredje en advarsel mod de store forskelle, som kan opstå mellem topsport og mindre sportsforeninger på den ene side og professionel og amatørsport på den anden side. I begge tilfælde kan den ene jo ikke undvære den anden. På spørgsmålet om, hvorvidt sport skal falde ind under de europæiske beføjelser, er svaret for mit vedkommende bestemt ja. Med denne betænkning er kampen derfor ikke spillet færdig, tværtimod. Sportens rolle og indflydelse er blevet så stor i samfundet, og alt det, der sker inden for sporten, er under så stor udvikling, at vi, hvad angår den samfundsmæssige debat, knap nok befinder os i de indledende runder. Europa-Parlamentet må sørge for, at vi ikke er tilskuere til denne debat, men at vi aktivt er på banen for at kunne være med til at bestemme og afgøre spillets videre forløb.
+Hr. formand, kære kolleger, der er tre handlingsspor. Der skal først og fremmest føres en indædt kamp mod doping. Den Europæiske Unions økonomiske og politiske deltagelse i Det Internationale Antidopingagentur er en nødvendighed, men det er ikke nok. Det vigtigste er, at staternes kamp mod doping struktureres. Frankrig har vist vejen, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan formanden for Rådet forestiller sig samspillet mellem agenturet og de nationale tiltag. Der skal også kæmpes mod transfersystemets afdrift og især handlen med unge professionelle. Endelig skal sportens sande aktører, forbundene og skolernes idrætsundervisning, styrkes. Jeg støtter de tiltag, der har til formål at sikre anerkendelsen af forbundenes centrale rolle og beskytte dem mod de store økonomiske grupper og mediegruppernes offensiv. De unge skal være i centrum for sportens genopbygning. Jeg støtter ligeledes opfordringen i ordfører Menneas betænkning om at styrke skolernes idrætsundervisning samt opfordringen om at indføje sportens specifikke anerkendelse i traktaterne. Ellers får aspektet fri konkurrence for stor betydning i sporten. Er menneskeheden ved at gå tilbage til det gamle Rom? Er konkurrenceidrætten igen ved at blive en gladiatorkamp, der denne gang føres af robotiserede mænd udstyret med de sidste nye bio- og cyberteknologiske fremskridt og finansieret af politisk-økonomiske interesser? Politikken og sportens organisationer må påtage sig deres ansvar.
+Hr. formand, fru kommissær, fru minister, jeg kommer med mit indlæg i dag vedrørende Zabell- og Mennea-betænkningerne både som medlem af Europa-Parlamentet og som formand for en professionel basketballklub, der deltager i de store europæiske turneringer. Jeg vil allerførst gerne takke de to ordførere for det fremragende stykke arbejde, de har udført, og jeg vil endvidere gerne fremhæve vores kollega Doris Packs arbejde, som har åbnet mulighed for forhandlinger om en protokol om sport som bilag til Amsterdam-traktaten. Doping er et onde, som sporten skal beskyttes imod. Den drager principperne om fairplay og konkurrencens korrekthed i tvivl og bringer de idrætsudøvere, der benytter sig af dopingmidlerne, i fare. Personligt er jeg chokeret over, hvor let adgang de unge idrætsudøvere har til dopingmidlerne uden nogen form for kontrol - via Internettet eller i nogle af EU-medlemsstaterne. Fru Buffet har kastet sig over dette problem i Frankrig, og det takker jeg hende for. Dette onde kan imidlertid kun bekæmpes på europæisk og internationalt plan, og jeg vil opfordre Unionen til at arbejde sammen med det internationale agentur. Den Europæiske Union skal endvidere tage udfordringen omkring sportens modernisering op. Europa-Kommissionen sætter spørgsmålstegn ved transfersystemet mellem klubberne og vurderer, at systemet hindrer idrætsudøvernes frie bevægelighed. Men den går fuldstændigt uden om konkurrenceforvridningen mellem medlemsstaterne, den sociale og skattemæssige ulighed, som rammer de professionelle idrætsudøvere, og som gør, at de bedste idrætsfolk immigrerer til andre lande. Det ved vi kun alt for godt i Frankrig, hvor 20 af de 22 landsholdsspillere, der vandt europamesterskabet i fodbold, spiller i andre EU-lande. Dette skyldes den sociale og skattemæssige dumping, men Kommissionen ser stort på problemet på trods af dens principrytteri. De professionelle idrætsudøvere er også et godt bytte for de mange agenter, der har eneret til at forhandle deres kontrakter. Disse agenter bliver ikke blot aflønnet af spillerne, men også af klubberne, der betaler provision - det ved jeg kun alt for godt. Agenterne lader deres idrætsudøvere gå til højestbydende - som tarvelige varer - når de har fået auktionsprisen i vejret. Hvis transfersystemet fjernes, vil agenterne opsige idrætsudøvernes kontrakter flere gange om året for at tjene ny provision ved hver enkelt ansættelse. Agentsystemet bør høre ind under Unionens kompetence eller helt afskaffes. Jeg vil slutte af med at sige, at sporten bør høre ind under traktaten for Den Europæiske Unions anvendelsesområde. Jeg retter derfor en appel til alle vores regeringer - og især til den franske regering, der leder arbejdet i Den Europæiske Union - om, at den regeringskonference, der afsluttes i december i Nice, skal give Den Europæiske Union en blandet kompetence inden for dette område, og at den skal knytte Parlamentet til denne kompetence i kraft af en procedure med fælles beslutningstagning.
+Hr. formand, sport er blevet til en fantastisk, international underholdning. Den animerer enorme menneskemængder, og der cirkulerer store pengebeløb. Tusinder af finner rejser til Ungarn for at se Mika Häkkinens løb, en receptionist på et vietnamesisk hotel spørger efter den korrekte udtale af Jari Litmanens navn. Betydningen af sport og motion både for samfund og individer må imidlertid ikke glemmes på grund af professionalisme og kommercialisering. Motion har en vigtig pædagogisk og sundhedsmæssig betydning. Sportsklubbers virksomhed samler folk til opofrende, frivilligt arbejde. Ved siden af de positive aspekter skal vi huske medaljens bagside - doping, vold ved sportsbegivenheder og de negative fænomener ved spilleroverførsler. Med henblik på en bekæmpelse heraf er Unionens fællesaktioner og et retligt grundlag for sporten nødvendige. Når vi skitserer EU's sportspolitik, skal der tages højde for sportens forskellige strukturer. Det er derfor, at vi skal sikre, at vi fortsat lytter til sports-ngo'erne ved De Olympiske Lege efter sportskonferencen i 1999. Til sidst vil jeg gerne henlede opmærksomheden på behovet for at forbedre ligestillingen mellem kønnene i sport og motion. European Woman and Sport Network-konferencen i Helsinki i juni fremkom med anbefalinger, som jeg håber der bliver taget hensyn til såvel på det nationale plan som på unionsplan. Jeg takker ordførerne for Deres grundige arbejde, og jeg takker også hjerteligt formanden for Rådet og kommissæren for Deres gode indlæg i starten af dette plenarmøde.
+Hr. formand, sportens betydning som en økonomisk, social, sundhedsmæssig og kulturel magtfaktor kan ikke benægtes. Derfor er det ufatteligt, at sporten mangler et retsgrundlag i Den Europæiske Union. Europa-Parlamentet skal rent ud sagt tvinge Kommissionen og Rådet til at se sig selv i spejlet. Sportens position skal fastslås med syvtommersøm ved næste regeringskonference, så sportsorganisationerne selv kan deltage i beslutningstagninger vedrørende sport. Da der i elitesporten er tale om uhyre store pengebeløb, skal de generelle spilleregler udarbejdes under hensyntagen til systemets grundlæggende søjler, sportsudøvernes og sportstævnearrangørernes interesser. Holdsportsudøvernes interesser bør sikres i overensstemmelse med princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed uden at glemme den økonomiske erstatning til de såkaldte opdragende klubber. Hvad angår tv-dækning af de vigtigste sportsbegivenheder, skal vi finde en balance mellem arrangørernes økonomiske magt og et såkaldt princip om generelle tjenester. Når der tales om doping, skal der klart skelnes mellem breddeidræt og eliteidræt som ved andre idrætsdebatter. De etiske problemer ved eliteidræt kendes af alle. Almindelige motionisters omfattende dopingbrug, som bevises f.eks. af handlen med forbudte stoffer, der florerer i motionscentre, har fået for lidt opmærksomhed. Problemet kan sidestilles med narkoproblemer, specielt anvendelsen af syntetiske stoffer, så alene for folkesundhedens skyld skal også EU tage del i bekæmpelsen af problemet.
+Hr. formand, fru kommissær, kære parlamentsmedlemmer, efter denne meget berigende debat vil jeg blot komme med et par bemærkninger. Da vi alle sammen er bevidste om den skæve udvikling i sporten, diskuterer vi den selvfølgelig, men det skal alligevel understreges, at størstedelen af de kvindelige og mandlige sportsudøvere og frivillige ledere i sportsforeningerne er mænd og kvinder, der holder sportsværdierne højt hævet, som forsvarer sportsetikken og vil gøre sport til en individuel og kollektiv udfoldelsesmulighed. Jeg imødegår opfattelsen af, at "alle har taget doping", og den tanke, der blev fremsat for lidt siden om, at fodboldspillere kun skulle have ben, og at de ikke skulle være i stand til at tænke. Kvindelige og mandlige sportsudøvere er borgere. Lad dem måske komme lidt mere til orde, således at både mænd og kvinder selv kan give udtryk for deres tanker og forventninger. Der skal selvfølgelig ud over denne skæve udvikling også gøres opmærksom på, at hvis man alene tager fodbold som eksempel, udgør den professionelle sport kun 1% af licenshaverne i Det Internationale Fodboldforbund. Det er således denne praksis i sin helhed, vi skal forsvare, og man skal ikke kun opholde sig ved ét af aspekterne. Jeg tror, at det er af allerstørste betydning. For så vidt angår doping, er jeg helt enig i tanken om, at man skal tage fat på de egentlige årsager hertil. Der har været tale om sportskalendre, men jeg vil også nævne visse sportudøveres afhængighed af resultater og sponsorer. Presset fra store mediekoncerner, som altid vil vise konkurrence efter konkurrence, skal ligeledes nævnes. Der skal således tages fat på de egentlige årsager, men uden tøven. Jeg mener, at kontrollen, de sportslige sanktioner og bekæmpelsen af netværk skal skærpes. Den Europæiske Unions indsats for at trævle disse netværk op, som tilbyder dopingprodukter til sportsverdenen, er ikke tilstrækkelig. For så vidt angår det specifikke spørgsmål, der er blevet stillet, mener jeg, at det er absolut nødvendigt, at vi arbejder medlemsstat for medlemsstat og på EU-plan på en form for konvention, som skal underskrives af medlemsstaterne og WADA, Det Internationale Antidopingagentur, for at fremme WADA's arbejde i alle medlemsstater uanset deres nuværende lovgivning. Tillad mig at give udtryk for min egen og det franske formandskabs holdning til transferspørgsmålet. Jeg går ikke ind for at bibeholde den nuværende status quo, for vi er vidne til en meget skæv udvikling, der ikke skyldes økonomiske, sociale eller sportslige årsager. Jeg ønsker alligevel ikke, at denne ordning skal afskaffes helt, for det ville føre til en endnu større deregulering, end det er tilfældet i dag, hvor lønningerne bliver den væsentlige udfordring mellem klubberne. FIFA har de sidste to døgn fremsat yderst konstruktive og interessante forslag, der gør det muligt at beskytte den enkeltes uddannelse og rettigheder, men også klubbernes behov for at oplære og oprette hold. Dette kan være et passende grundlag for at diskutere med Kommissionen, som fru Reding før gav udtryk for. Vi har således mulighed for at få fremsat nyskabende forslag på dette område. Det er endvidere nødvendigt, at nogle store klubber, der ønsker en reel deregulering, således at de kan arrangere private konkurrencer, ikke lægger sig i vejen for den drøftelse, der skal påbegyndes mellem FIFA og Kommissionen. Der var en, der nævnte "sportens sociale rolle" og spurgte, om det betyder opium til folket. Nej, jeg tror, at sportens sociale rolle simpelthen består i at gøre det muligt for hver enkelt at lære sig selv at kende gennem udøvelse af sporten, ved at udfolde sig, møde andre mennesker og sammen gøre noget positivt for deres liv. Lad mig til slut forsikre Dem om, at det franske formandskab efter at have lyttet til Dem vil arbejde ihærdigt for at få iværksat et konkret grundlag for at få anerkendt sportens særlige karakter og for at bekæmpe doping.
+Hr. formand, kære kolleger, fru minister, først vil jeg gerne takke alle de politiske grupper for deres støtte til arbejdet i udvalget vedrørende transferregler. Vi vil nu påbegynde en dialog for sammen med de fodboldansvarlige i Europa at finde en forhandlingsløsning på en ny transferordning, som er i fodboldens interesse og overholder EU-traktaterne. Hr. formand, det er måske symbolsk, men her lige inden De Olympiske Lege i Sydney påbegynder vi drøftelsen af den fremtidige sportspolitik i Europa sammen med to ordførere, der er tidligere olympiske mestre. Kan man forestille sig et smukkere symbol til at vise enigheden og forståelsen mellem den politiske verden og sportsverdenen, end det, der er foregået i denne kreds her til morgen! Tillad mig at lykønske ordførerne, fru Zabell og fru Mennea, med deres vigtige bidrag. Tillad mig også at takke formanden og medlemmerne af det ansvarlige udvalg for deres altomfattende samarbejde til enhver tid, at takke Parlamentet, som er den egentlige talsmand for sportsfolk i Europa, og som altid er yderst solidarisk over for de aktioner, som både Kommissionen og sportsministrene iværksætter for at styrke sporten i Europa. Hr. formand, jeg er også tilfreds med at kunne konstatere, at de to meddelelser fra december 1999 vakte stor interesse og fik stor tilslutning. Kommissionens og Parlamentets synspunkter er sammenfaldende, og de er også sammenfaldende med borgernes synspunkter. Jeg har også med stor opmærksomhed lyttet til fru Buffets indlæg, som gav en nyttig afklaring af vores overvejelser. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville dette bestyrke mig i tanken om, at vi bevæger os i samme retning, og at vi arbejder sammen i sportens interesse. De tanker, formanden for Rådet har givet udtryk for, er også Parlamentets tanker og dem, der gives udtryk for i Kommissionens to erklæringer. Jeg vil her kun nævne fire af disse idéer, som jeg vil vende tilbage til senere. Det drejer sig om beskyttelse af unge sportsudøvere, den betydning, der tillægges sportens sociale rolle, bibeholdelse af en sportsetik og solidaritetsprincippet, som er fælles aktionsområder. Vi skal enkeltvis og samlet bestræbe os på, at de munder ud i konkrete aktioner. Jeg håber, at erklæringen fra det franske formandskab i forbindelse med Det Europæiske Råd i Nice kan bidrage til bedre at indkredse sportens særlige karakter. Ud over ordførerens bemærkninger, som jeg vil gøre til mine, giver de to beslutningsforslags mig anledning til nogle supplerende bemærkninger. Jeg vil begynde med at sige et par ord om fællesskabsplanen til bekæmpelse af doping. Doping i sport er ikke kun et spørgsmål om etik. Det er blevet et spørgsmål om offentlig sundhed, som kræver mobilisering af alle aktører, og derfor er de ministre, der er ansvarlige for sport, og Kommissionen gået i gang med arbejdet efter opfordringen fra Det Europæiske Råd i Wien og fra Parlamentet. Fællesskabsplanen, som De har gennemset, er på en måde resultatet af dette arbejde, om end et foreløbigt resultat, for den er kun en etape. Den har imidlertid til formål at fastlægge en samlet strategi til bekæmpelse af denne plage, og Kommissionen har for øvrigt i sin meddelelse valgt at tage udgangspunkt i tre måder. Først og fremmest ved at indhente udtalelser fra eksperter om dopingens etiske, retslige og videnskabelige rækkevidde; for det andet ved at bidrage til Den Internationale Konference om Doping og arbejde sammen med den olympiske bevægelse, inden der oprettes et Internationalt Antidopingagentur, og for det tredje at anvende fællesskabsinstrumenterne til at supplere de aktioner, der allerede finder sted i medlemsstaterne, og give dem en fællesskabsdimension. Jeg har allerede nu fået iværksat denne plan, og jeg vil gerne i dag præsentere Dem kort for Kommissionens første initiativer til bekæmpelse af doping. Vedrørende det første mål har Kommissionen indkaldt Gruppen Vedrørende Etik, som har afgivet en udtalelse den 11. november 1999 og foreslået en række foranstaltninger, som Kommissionen vil tage i betragtning i forbindelse med de fremtidige aktioner. Dernæst til Det Internationale Antidopingagentur. Som De allerede ved, og som fru Buffet lige har mindet om, har dette agentur set dagens lys takket være Den Europæiske Unions ihærdige indsats. Som opfølgning på denne vellykkede fødsel er det nu nødvendigt, at Fællesskabets tilstedeværelse i agenturet bliver stærk og koordineret. Derfor forelagde jeg i begyndelsen af april en meddelelse for kommissærkollegiet om en eventuel fællesskabsdeltagelse i agenturet. Dette spørgsmål blev derefter behandlet af Kommissionen, som vedtog en meget fast og klar holdning. En fællesskabsdeltagelse kan kun komme på tale, hvis Kommissionen får medlemsstaternes enstemmige støtte. Jeg håber, kære kolleger, at det franske formandskabs bestræbelser vil munde ud i, at denne enstemmighed opnås, og at Fælleskabet vil kunne deltage i agenturet, ikke kun økonomisk, men især også på idéplan, og for så vidt angår politiske tilskyndelser. Vi forventes at spille en igangsættende rolle, og det er vi rede til. For øvrigt skal jeg sige, at mens vi afventer finansieringen af agenturets driftsomkostninger ud af de midler, der er bevilget Kommissionen, har denne frigivet 1,5 millioner euro til at finansiere Det Internationale Antidopingagenturs konkrete aktioner. Endelig skal Kommissionen anvende de midler, den råder over til bekæmpelse af doping. Det vil f.eks. være hensigtsmæssigt at sikre koordinationen af politikker og lovmæssige foranstaltninger mest muligt. Mine kolleger Byrne fra Generaldirektoratet for Sundhed og Busquin fra Generaldirektoratet for Forskning arbejder for tiden på vigtige initiativer i nært samarbejde med mine tjenestegrene. Det er for øvrigt planen, at der skal vedtages en henstilling om sport og doping til efteråret. Kommissionen finansierer endvidere et forskningsprojekt, som skal føre til standardisering af europæiske laboratorier, der har specialiseret sig i bekæmpelse af doping. Der er ligeledes etableret kontakter med Kommissionens nye tjenestegrene, som behandler retlige og indre anliggender, for som det ganske rigtigt udtrykkes i Deres betænkning, viser der sig nye muligheder for at behandle dopingproblemet ved at afskaffe handlen med dopingstoffer. De vil sikkert også let kunne forstå, at i mine afdelinger, nemlig Generaldirektoratet for Uddannelse, Erhvervsuddannelse og Ungdomsanliggender, er de udarbejdede programmer i høj grad medvirkende til at informere og bevidstgøre samt til at bekæmpe doping i ungdomsmiljøerne. Hr. formand, koordinationen går imidlertid ud over de aktioner, vi kan iværksætte her. I henhold til ånden i Helsingfors-rapporten har jeg iværksat en dialog både med regeringerne og de europæiske sportsforbund om bekæmpelse af doping. Under mit besøg ved De Olympiske Lege i Sydney forpligter jeg mig til sammen med fru Buffet at mødes med de andre kontinenters sportsministre for at kunne udvide vores aktionsområde og finde solidaritetsforbindelser mellem de politisk ansvarlige på verdensplan. Jeg vil gerne benytte mig af denne lejlighed til at takke Europa-Parlamentet for at have bevilget og gjort iværksættelsen af pilotaktioner mulig. De har bevilget 5 millioner euro. Der er bevilget 1,5 million til Det Internationale Antidopingagentur, og resten er reserveret til finansiering af 15 EU-projekter. Der vil blive iværksat informationskampagner samt en række undersøgelser, særlig med henblik på at analysere de egentlige årsager til doping i tæt samarbejde med universiteter, forskere og sportsverdenen. Kære parlamentsmedlemmer, De kan således se, at man allerede nu er begyndt at følge op på betænkningen, og konklusionerne på Deres arbejde er i mine øjne meget opmuntrende. Efter min mening er dette kun en etape, man forventer endnu mere af os, og jeg er overbevist om, at Zabell-betænkningen vil tjene som ledetråd og reference for Kommissionen både for dens nuværende og fremtidige aktioner. Hr. formand, tillad mig nu at fremhæve Helsingfors-rapporten om sportens sociale dimension. For første gang har Kommissionen takket være denne rapport udarbejdet en "doktrin" på sportsområdet. I denne forbindelse er denne rapport af væsentlig betydning, og jeg takker Parlamentet for at have spillet en afgørende rolle i denne udvikling. Faktisk opfordrede Parlamentet i 1997 Kommissionen til at forberede en fællesskabsaktion på sportsområdet, og samme år blev en erklæring om sport vedføjet som bilag til traktaten. Erklæringen opfordrede institutionerne til at konsultere sportssammenslutningerne, når vigtige spørgsmål i forbindelse med sport skulle behandles. Kommissionen påbegyndte derefter sammen med sportssammenslutningerne en bred konsultationsproces, som dannede grundlag for Helsingfors-rapporten. Jeg har selv været så heldig at nyde godt af stor støtte fra tre formandskaber, nemlig det finske, portugisiske og nu det franske formandskab. Jeg håber, at denne forening af gunstige omstændigheder gør det muligt at gøre fremskridt, således at sporten kan få den plads, der tilkommer den i Fællesskabet. Mine damer og herrer, efter min mening klarer sporten sig godt, ja endog meget godt. Hvis vi medtager de beløb, der kommer ind for tv-rettigheder eller salg af sportsartikler, er sportens økonomiske situation mere stabil end nogensinde før. Det er imidlertid klart, at denne økonomiske præstation ikke må berøves glansen af de trusler, som vi sammen har påvist, nemlig dopingfænomenet, mangelen på beskyttelse af unge sportsudøvere, den overdrevne kommercialisering, vold på eller uden for sportsstadionerne. For at løse disse problemer skal der opnås en fælles holdning, og Kommissionen har i Helsingfors-rapporten tydeligt givet udtryk for, at den ikke alene kan komme med løsninger på alle disse problemer. Der vil være tre indsatsniveauer: sportsverdenen, de nationalt ansvarlige og fællesskabsdimensionen. Lad os først tage sportsverdenen. Kommissionen har med jævne mellemrum siden 1989 bekræftet, at den vil bestræbe sig på at respektere sportssammeslutningernes selvstændighed. Men hvis man siger selvstændighed, må man også sige ansvar, være indstillet på at ville og kunne integrere den nye økonomiske ramme og tilpasse strukturerne til de nye realiteter i sportsverdenen. Sportssammenslutningerne skal derfor gøre en yderligere indsats for intern demokratisering samt for at tilpasse strukturerne til på den ene side amatørsporten og på den anden side den professionelle sport. De skal sørge for større gennemsigtighed i den måde, de administrerer sponsorering og tv-rettigheder på. Og hvis de principper for solidaritet og sportens samfundsmæssige funktion, der fremhæves af Europa-Parlamentet, klart overholdes, kan vi se frem til delvise undtagelser fra konkurrencereglerne, f.eks. for så vidt angår kollektivt salg af tv-rettigheder. Det skal imidlertid stå klart, at en generel undtagelse fra disse regler aldrig vil kunne retfærdiggøres. Vi forlader os i øvrigt på gennemsigtighed og dialog. I denne forbindelse modtog jeg den 17. april 2000 i Bruxelles alle de europæiske sportssammenslutninger, og sammen med fru Buffet vil jeg gøre det samme den 26. og 27. oktober i år. Vi arrangerer et stort europæisk sportsforum i Lille, hvor vi på ny vil diskutere med politikerne og de europæiske sportsforbund. Det andet niveau er de nationale myndigheder. Selv om sportens forbundsstruktur er ens overalt i Europa, varierer den måde, den behandles administrativt, betydeligt i forhold til kulturelle og politiske traditioner i hver enkelt medlemsstat, ja endog i de enkelte regioner. Visse problemer skal løses på nationalt niveau i overensstemmelse med de nationale love og den pågældende medlemsstats politiske opfattelse af sport. Jeg kan her tilføje de lokale myndigheders og kommunernes betydning, som er afgørende aktører og skal værdsættes. I samme forbindelse vil jeg fremhæve den respekt, vi skylder de små klubber og de utallige frivillige, der giver sporten en ægte borgerdimension. (Bifald) Det tredje niveau er fællesskabsniveauet, som kun skal anvendes til at løse problemer i forhold til fællesskabsretten og til at styrke den nationale indsats, f.eks. bekæmpelsen af doping. Det Europæiske Råd i Feira opfordrede Kommissionen og Rådet til at overveje sportens særlige karakter og dens sociale dimension. Der findes næsten 600.000 sportsklubber i Europa, og ud af de unge, der er medlem af en forening, er 60% medlem af en sportsklub. De er vælgere, hr. formand, og jeg vil gerne have, at repræsentanterne for disse vælgere lytter til det, jeg har at sige, fordi det vedrører dem alle. (Bifald) Hverken Europa-Parlamentet, Kommissionen eller Rådet kan se bort fra den sociale kraft, sportsbevægelsen har. Kan vi føre en effektiv fælles politik uden at tage de grundlæggende sportssammenslutningers rolle i betragtning? Det tror jeg ikke. Og blandt de muligheder, der forekommer mig at være af større interesse, er idrætsundervisningens rolle og kvalitet i skolerne af afgørende betydning. Sikringen af uddannelsen og jobtræning af unge sportsudøvere må ikke forsømmes, og understregningen af sporten i "Ungdom for Europa"programmet bliver til virkelighed. Jeg er enig med Dem i, at sport og fysisk aktivitet er en udmærket modvægt til andre aktiviteter, og jeg er overbevist om, at der skal gøres en særlig indsats for at beskytte de unge sportsfolk bedre. Jeg ved, at fru Buffet er helt enig i Kommissionens synspunkter, og jeg kender også Parlamentets holdninger på dette område. I denne forbindelse har Kommissionen sendt et spørgeskema til medlemsstaterne og spurgt dem, hvordan de beskytter unge sportsfolks helbred og uddannelse. Jeg regner med at forelægge medlemsstaterne et forslag til henstilling for at fremme beskyttelsen af de unge sportsudøveres helbred og uddannelse. Ud over "Ungdom for Europa" programmet skal sporten endelig indgå i andre fællesskabsprogrammer, f.eks. "bekæmpelse af diskrimination ved ligestilling mellem kønnene", "handicappede" og "minoriteter", herunder også "udviklingsprogrammerne". Hr. formand, dette fører mig til en sidste overvejelse, som har betydning for fremtiden. Er det nødvendigt med en artikel i eller protokol til en ny traktat for at sætte gang i tingene? Jeg har ofte sagt det til Dem, og for øjeblikket optræder jeg på slap line uden sikkerhedsnet, og en artikel kunne være det sikkerhedsnet, jeg drømmer om. Vi må ikke desto mindre være realistiske. Hverken en artikel eller en protokol kan i sig selv løse alle sportens problemer. Der findes ingen mirakelkur. Det er nødvendigt først at overveje, hvilken interesse disse foranstaltninger kan have, og hvad man vil bruge dem til. Jeg vil give Dem mine personlige betragtninger. Jeg går ikke ind for en protokol, der fritager forbundene for de brede fællesskabsprincipper. For øvrigt ville en sådan protokol bestemt ikke gøre det muligt at tage sportens sociale dimension i betragtning. Jeg er også imod en artikel i traktaten, der skulle forsøge at harmonisere sporten i Europa. Dette er ikke vores mål. Men ligesom ordførerne og mange talere understreger, synes jeg, at sådan som De forestiller Dem en artikel i lighed med artiklen om uddannelse og kultur, der respekterer subsidiariteten fuldt ud, fortjener en nærmere overvejelse. Hr. formand, kære kolleger, i Pack-betænkningen fra 1997 blev det foreslået at arrangere et europæisk sportsår. Jeg har noteret mig Deres budskaber i dag. De vender tilbage til det, De bliver ved, jeg følger Dem. Jeg regner med at forelægge en meddelelse for Kommissionen om at udnævne år 2004 til europæisk sportsår. (Bifald) Hvorfor 2004? Fordi De Olympiske Lege for første gang i dette årtusinde finder sted i Europa, ja endnu bedre: De vender tilbage til deres vugge. Kan vi så drømme om en bedre lejlighed til at opfordre til sportsudøvelse, fremme dens sande værdier, understrege dens etiske principper og genoplive ånden i den olympiske ro? Et europæisk sportsår vil styrke det arbejde, de græske myndigheder har udført, understrege Europas tilknytning til sport og minde hele verden om værdien i det bindeled, som sporten skal være. Det ville også vise, at Europa er det egentlige lokomotiv, når man taler om fairplay i sport for alle, borgerens sport. Det er på denne baggrund, mine damer og herrer, at jeg sammen med ordførerne, som er tidligere olympiske mestre, tillader mig at ønske, at alle de, der om nogle dage vil gøre en overmenneskelig indsats i Sydney, alle vinder, for den virkelige sport, fairplaysporten er ikke den sport, der er på førstepladsen, men det er den sport, der har overgået sig selv. Lad os overgå os selv i vores bestræbelser på at fremme sporten i Europa. (Bifald)
+Tak, fru kommissær. Med hensyn til det, der skete for lidt siden, er jeg ked af det, men som De kunne se, er det meget svært at tale, når parlamentsmedlemmerne er samlet her i salen for at stemme. Det beklager jeg, men der var trods alt mange, som lyttede opmærksomt til Dem. Der var endda nogle, som gav tegn til, at jeg skulle benytte mig af en olympisk disciplin - nemlig hammerkast - for at få de kolleger, som var støjende, til at være stille. Desværre har jeg kun én hammer til rådighed. Jeg skulle have brugt 80 eller 100, hvis jeg skulle kaste en hammer efter dem, som ikke lyttede til Deres indlæg. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
+Hr. formand, i går i Vesttimor, altså den indonesiske del af øen Timor, blev mindst tre FN-medarbejdere fra UNHCR mishandlet og dræbt. Det er Europa-Parlamentets pligt at fordømme denne uværdige og umenneskelige handling, der ifølge øjenvidner blev bifaldet eller passivt overværet af Indonesiens militærmyndigheder. For det andet sker dette på den samme dag, som størsteparten af verdens stats- og regeringschefer befinder sig i New York til det millenniumtopmøde, som netop er organiseret af FN, hvilket viser svagheden i denne organisation og de midler, som den råder over til at forsvare mænd og kvinder, der langt fra deres eget land blot kæmpede for at sikre menneskerettighederne og flygtningenes rettigheder. Hr. formand, jeg vil gerne på vegne af Europa-Parlamentets medlemmer bede Dem om over for FN at udtrykke vores solidaritet og over for Indonesien vores indignation, idet De understreger vores krav om, at der vises dem respekt, som kun har ét mål, nemlig at sikre freden, menneskerettighederne og timoresernes værdighed, hvad enten de er fra Indonesien eller fra Østtimor.
+Jeg er sikker på, at formanden vil være parat til at viderebringe sine synspunkter til de relevante myndigheder på den måde, De har foreslået. Mødet mellem stats- og regeringschefer i FN iagttog et minuts stilhed til ære for de FN-soldater, som døde, og jeg synes, det ville være passende, hvis Europa-Parlamentet gjorde det samme. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)
+Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig hr. António José Seguros ord og henlede Kommissionens opmærksomhed på denne sag. Jeg har adskillige gange i år gjort opmærksom på det muligvis forhastede i EU's nye politik over for Indonesien, da usikkerhedsfaktorerne er særdeles tydelige. Det har desværre inden for de seneste uger vist sig berettiget. Jeg har stillet Kommissionen flere spørgsmål i denne sag, og gårsdagens alvorlige hændelser indebærer ligesom andre forhold såsom infiltrationen af militser ind i Østtimor klart, at der stadig består farer. EU må navnlig gennem Kommissionen atter og eftertrykkeligt lade den indonesiske regering dette vide. Vi forstår den vanskelige situation i Indonesien, men det må absolut kræves af regeringen, at den udøver sin myndighed på landets territorium. Vi kan kun have en anden holdning til landet, når demokratiet er sikret i Indonesien, og der er opnået selvbestemmelse og fred i Timor.
+Hr. formand, jeg vil også gerne tilslutte mig det, som de portugisiske medlemmer allerede har sagt om situationen på Timor, og bede Kommissionen, Rådet og Parlamentets formandskab om at gøre deres yderste for, at Indonesien respekterer de resolutioner, der er vedtaget i denne sag, og de forpligtelser, som landet har påtaget sig med hensyn til beskyttelsen af Østtimors folk og flygtningene i Vesttimor. Jeg vil også gerne takke Parlamentet for den holdning, som det har indtaget i forsvaret af Østtimors folk.
+Hr. formand, det er meget sjældent, jeg tager ordet til forretningsordenen, og i særdeleshed nu, hvor vi har meget vigtige afstemninger at afholde, gør jeg det kun angående et punkt, som jeg anser for at være yderst vigtigt. Deres forgænger i forsædet har lige gjort undskyldninger over for kommissær Reding, og jeg tror, at hele Europa-Parlamentet vil ønske at tilslutte sig denne mundtlige undskyldning. I denne uge har vi her i Europa-Parlamentet vist, at når vi vil kalde Kommissionen til orden, så kan vi gøre det, og Kommissionen reagerer på passende vis. Men når en kommissær holder en yderst vigtig tale, som viser, hvor meget arbejde og hvor mange kræfter hun har lagt i en sag, der måske vækker lige så meget interesse hos de mennesker, vi repræsenterer, som enhver anden, så er der komplet kaos og forvirring her i salen. Jeg kan ikke acceptere, hvad Deres forgænger sagde, at det var vanskeligt at kalde forsamlingen til orden, det kan altid gøres, og det bør gøres. Det, jeg nu beder om, er, at kommissær Reding får en skriftlig undskyldning på Europa-Parlamentets vegne, og jeg håber ikke, at vi vil se nogen gentagelse af dette.
+Jeg ved, at Viviane Reding er en meget robust parlamentariker, og nu også kommissær, og jeg er sikker på, at hun klarede situationen, men jeg tager dette til efterretning. Det er yderst passende at give hende en skriftlig undskyldning.
+Hr. formand, ifølge normal praksis burde jeg have ledet debatten i aftes, men på grund af et planlægningsmæssigt problem var dette desværre ikke muligt. Jeg vil gerne anbefale resultatet af forligsproceduren til Europa-Parlamentet. Det var sandsynligvis den vanskeligste forligsprocedure og samlede rammedirektiv, som Europa-Parlamentet har måttet håndtere. Den måde, hvorpå fru Lienemann forstod at tackle alle de politiske grupper hele vejen igennem, var virkelig beundringsværdig. Jeg vil gerne komplimentere hende meget for den måde, hun gjorde det på. Vi har nu for os et juridisk bindende direktiv, som Europa-Parlamentet fuldt ud kan være stolt af. Det var ikke tilfældet med det oprindelige direktiv. Vi har nu et juridisk gennemførligt direktiv, som indebærer, at Fællesskabets miljø i de næste 20 år virkelig vil få mulighed for at forbedre sig. Det eneste, jeg har at klage over, og det er grunden til, at jeg har taget ordet, er, at vi under forligsproceduren havde en situation, hvor ikke-statslige organisationer forsøgte at påvirke Europa-Parlamentet ud over det stadium, som Europa-Parlamentet faktisk var gået med til ved andenbehandlingen. Disse organisationer fik meget ofte dokumenter, før medlemmer af Forligsudvalget gjorde det. Det er ikke acceptabelt. Under en forligsprocedure, hvor vi har brug for at opbygge tillid mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet, må vi have fortrolighed. Det er noget, vi må tage alvorligt fat på i fremtiden. Jeg komplimenterer det portugisiske formandskab for den måde, hvorpå det har ledet forligsproceduren, men jeg håber, at Europa-Parlamentet vil være i stand til at forbedre situationen internt i fremtiden. (Bifald) (Det fælles udkast vedtoges) Betænkning (A5-0212/2000) af Florenz for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om udrangerede køretøjer (C5-0258/2000 - 1997/0194(COD)) (Det fælles udkast vedtoges) Indstilling ved andenbehandling (A5-0218/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (5347/2/2000 - C5-0220/2000 - 1997/0348(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/23/EØF om dæk til motorkøretøjer og påhængskøretøjer samt om montering heraf (Ordfører: de Roo)
+Hr. formand, som min kollega Liikanen forklarede i aftes under debatten, kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 1, 2, 3 og 4. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0168/2000) af Bakopoulos for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nittende ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF for så vidt angår begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (azofarvestoffer) (KOM(1999) 620 - C5-0312/1999 - 1999/0269(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Fælles beslutningsforslag om den 13. internationale konference om aids i Durban (Sydafrika) (Forslaget til beslutning vedtoges)Fælles beslutningsforslag om fusioner inden for telesektoren (Forslaget til beslutning vedtoges) Forslag til beslutning om kloning af mennesker (Forslaget til beslutning forkastedes)Forslag til beslutning (B5-0702/2000) af Gebhardt og McNally for PSE-Gruppen, De Clercq, Wallis og Plooij-van Gorsel for ELDR-Gruppen, Bonino, Cappato, Turco, Dell'Alba, Della Vedova, Dupuis og Pannella for TDI-Gruppen (Forslaget til beslutning forkastedes) Fælles beslutningsforslag om kloning af mennesker (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0187/2000) af Lucas for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Lufttransport og miljø: Frem mod en bæredygtig udvikling (KOM(1999) 640 - C5-0086/2000 - 2000/ 2054(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0203/2000) af Zabell for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en fællesskabsplan til bekæmpelse af doping inden for sporten (KOM(1999) 643 - C5-0087/2000 - 2000/2056(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0208/2000) af Mennea for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om Kommissionens beretning til Europa-Parlamentet med henblik på at bibeholde de nuværende strukturer på sportsområdet og at bevare sportens samfundsmæssige funktion inden for Fællesskabets rammer - Helsingfors-rapporten om sport (KOM(1999) 644 - C5-0088/2000 - 2000/2055(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Formanden. Afstemningen er afsluttet. Stemmeforklaringer Betænkning af Lienemann (A5-0214/2000)
+Denne betænkning indeholder nogle positive elementer, især understregningen af den bindende karakter af de foranstaltninger, der er foreslået til beskyttelse af vandkvaliteten. Men ved at bevilge frister, og især en frist på 20 år, til at forbyde udledning af farlige stoffer, ødelægger betænkningen sin egen målsætning. Det ville svare til, at virksomhederne fik 20 års tilladelse til at udlede giftige stoffer. Endvidere er det ikke klart slået fast, at det er de forurenende virksomheder, der skal betale for de skader, de har forvoldt. For så vidt angår prisfastsættelse for vand, ville den eneste beslutning, der kunne tjene befolkningens interesser, være et forbud mod enhver privat fortjeneste på vandforsyning. Dette er der imidlertid slet ikke tale om i betænkningen, som ved at hænge Irland ud på grund af dette lands praksis med offentlig finansiering af vand derimod understreger dette livsvigtige stofs handelskarakter. Derfor har vi undladt at stemme.
+Selv om jeg støtter betænkningen, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg har visse forbehold. Irlands undtagelse fra vandafgifter for husholdningerne er ikke så stærk, som jeg kunne have ønsket. Nøglebestemmelsen - artikel 9, stk. 4 - fastslår, at en medlemsstat ikke "misligholder ... dette direktiv", hvis en bestemmelse om ikke at indføre egne vandafgifter hviler på en fast praksis og "ikke anfægter sigtet med og opfyldelsen af dette direktivs mål". Det følger af dette punkt, at en beslutning om ikke at indføre vandafgifter vil være en overtrædelse af direktivet, hvis den kan kædes sammen med, at den irske regering ikke har levet op til de nye standarder. I betragtning af den irske regerings undladelse af at gøre dette indtil nu, har jeg ingen tillid til, at de vil nå op til de fastsatte normer.
+Jeg støtter den forligsaftale, som Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd er blevet enige om angående rammedirektivet om vand. Dette direktiv understøtter den lovgivning, der er vedtaget på nationalt og europæisk niveau angående hele spørgsmålet om sikkerhed for overfladevand og grundvand. De centrale elementer i dette direktiv sikrer beskyttelsen af overfladevand, kystnært vand, indre spilde- og grundvand, nu og i fremtiden. Det Europæiske Råd, som repræsenterer EU's 15 regeringer, havde oprindelig ikke medtaget nogen bestemmelser om eliminering af farlige stoffer i dette nye vanddirektiv. Jeg støtter forligsaftalen, som garanterer, at eliminering af farlige stoffer nu vil indgå i dette direktiv og tage højde for denne ubalance. Set i et irsk perspektiv har vi den arbejdshypotese, at elimineringen af farlige stoffer også inkluderer forbud mod udledning af radioaktive stoffer. Prisfastsættelsen på vand måtte nødvendigvis blive et følsomt aspekt i dette direktiv. Direktivet opfordrer nu medlemsstaterne til at tage hensyn til princippet om dækning af omkostningerne ved vandforsyning, herunder miljø- og ressourcemæssige omkostninger i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler. Medlemsstaterne må sikre, at politikkerne om fastsættelse af priser på vand senest i 2010 vil give tilstrækkelig tilskyndelse til, at brugerne benytter vandressourcerne på en effektiv måde. Medlemsstaterne vil undtagelsesvis få lov til at holde sig uden for forpligtelsen til dækning af udgifter, hvis dette er baseret på en fast national praksis. Politikken vedrørende prisfastsættelse på vand er også et skattespørgsmål. I henhold til de nuv��rende EU-traktater kræver sådanne skatteændringer enstemmig støtte fra alle EU's regeringer. Det er yderst passende, at dette spørgsmål om beskatning bliver overladt til medlemsstaterne, som må have det sidste ord med hensyn til, hvilken skattepolitik de ønsker at følge på lokalt eller nationalt niveau. Som følge af gennemførelsen af dette direktiv vil sikkerhedsstandarderne for vandkvalitet i Europa blive væsentlig forbedret.
+Kommissionen tilsigter med sin meddelelse "Prissætningspolitikker med sigte på større bæredygtighed i brugen af vandressourcer" at konkretisere og harmonisere de økonomiske målsætninger i EF's vandrammedirektiv. Kommissionens forslag om at lade et pristilsyn kontrollere, at princippet om omkostningsdækning overholdes, tager sigte på de lande i EU, som hidtil i høj grad har ydet støtte til vandsektoren. I Tyskland har man imidlertid allerede gennemført princippet om omkostningsdækning såvel som konkurrencemyndighedernes kontrol med misbrug og tilsynet med kommunerne. På den baggrund må vandrammedirektivet og Kommissionens forslag vedrørende vandpriser ikke benyttes til at opbygge yderligere myndighedsmæssige kontrolinstanser i Tyskland. Også påligning af miljø- og ressourceomkostninger for forbrug af vand tager sigte på de EU-lande, som stadig har et for stort forbrug og forurener deres vandressourcer, og dermed ikke på Tyskland, hvor der allerede er iværksat særlige foranstaltninger. Rammedirektivets målsætninger på dette punkt kan dermed ikke være en begrundelse for f.eks. at indføre en landsdækkende vand- eller spildevandsafgift i Tyskland. I betragtning af, at de økonomiske mål i vanddirektivet og i Kommissionens meddelelse ikke er bindende, kan det frygtes, at disse kun gennemføres med betydelige forsinkelser - hvis overhovedet - i netop de egentlige "mållande". Hvis "mønstereleven" Tyskland gennemfører særlige foranstaltninger, som det allerede er sket ved gennemførelsen af andre direktiver, ville det yderligere forværre konkurrenceforvridningerne mellem de nationale forvaltninger af vandressourcer i EU og dermed være i strid med direktivets mål om at skabe en ensartet ramme for forvaltningen af vandressourcer i Europa. Tyskland må lære at gennemføre EU's bestemmelser sådan, som det er direktivets målsætning, og ikke sådan, som man kunne ønske det i enkelte delstater. I forbindelse med EU's vandrammedirektiv bliver der endnu en gang tale om national enegang.
+Rammedirektivet om vand er endelig blevet vedtaget, og det kan kun glæde mig. Siden 1997 har Europa-Parlamentet anmodet om, at der blev gjort en ende på den opdeling, der har præget lovgivningen om vand i Europa. Efter næsten fire år er dette rationaliseringsarbejde endelig afsluttet. Forliget mellem Parlamentet og Ministerrådet, som var sidste etape i lovgivningsproceduren, har gjort det muligt at nå frem til et kompromis, som jeg vurderer som afbalanceret og tilfredsstillende. Drøftelserne har været vanskelige, men jeg er tilfreds med, at Rådet til sidst gik med til at gøre hovedmålsætningerne i disse nye bestemmelser bindende. Parlamentet ville ikke have kunnet støtte en tekst, der kun ville være en erklæring. PPE-DE-Gruppen har altid gået ind for en ambitiøs og realistisk holdning. Det var i mine øjne vigtigt, at dette nye rammedirektiv skulle sikre en forbedring af vandkvaliteten i Europa i fremtiden og for de kommende generationer. Vandforvaltningen i Europa vil for fremtiden være baseret på vandområdedistrikter. Denne enhed, der overskrider medlemsstaternes administrative grænser, tager de virkelige vandforhold i Europa i betragtning. Formålet hermed er gradvis afskaffelse af udledninger af farlige stoffer senest 20 år efter, at disse er blevet påvist. Dette er et realistisk kompromis mellem på den ene side fru Lienemanns oprindelige holdning, der gik ud på et nulniveau for udledning i vandet, og på den anden side Rådets holdning, der var imod enhver bindende målsætning. En liste over såkaldt "prioriterede" stoffer vil i nær fremtid blive forelagt Europa-Parlamentet. Denne etape vil være væsentlig, og jeg håber, at Parlamentet kan følge samme linje som i dag. I overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, burde medlemsstaterne indregne miljøudgifterne i prisen på vand. Dette ville være et reelt fremskridt. Vand er en skrøbelig naturressource, hvis vigtighed er uvurderlig. Det, der er på spil, er lige så meget folkesundheden og den langfristede drikkevandsforsyning som den biologiske mangfoldighed og bevarelsen af landskaberne. Det er af alle disse grunde, jeg har stemt for dette rammedirektiv. Jeg beklager imidlertid, at artiklen om at give medlemsstaterne mulighed for at overføre vand ikke har kunnet bibeholdes, således som vi stemte om den under andenbehandlingen. Denne type forslag er i overensstemmelse med det princip om regional samhørighed og solidaritet, vi altid har gået ind for. I samme ånd bør det i vid udstrækning nyde godt af EU-støtte fra midler til de transeuropæiske net og regionalpolitikken.
+Alle forslag, der har til formål at forbedre miljøet i Europa, må hilses velkomne. At forsøge at samle de spredte politikker, der vedrører vand, i ét rammedirektiv, er en betydelig udfordring. Den Europæiske Unions bindende tilsagn om via medlemsstaterne at afskaffe udledningerne af farlige stoffer i vandet i løbet af 20 år er et fremskridt, selv om tre år ville have været nok for visse kemiske produkter. Selv om man kan glæde sig over iværksættelsen af vandområdeplaner for de enkelte vandløbsoplande ved hjælp af vandbassiner, skal man være på vagt i forbindelse med anvendelsen af disse politikker. Jeg tænker især på planen om at aflede vandet i Rhône i retning af Spanien. I dette tilfælde skal vandforvaltningen og vandbesparelser først og fremmest overvejes, hvilket kan ske, inden der udarbejdes kæmpeprojekter om overførsel fra et vandbassin til et andet. Den Europæiske Union skal for tiden ligeledes overveje prisen på vand. Det kan ikke være acceptabelt, at multinationale selskaber alene fastsætter prisen på vand under foregivende af, at de sikrer en teknisk tjenesteydelse med vandforvaltning. Dette direktiv går i den rigtige retning, men det vil være nødvendigt med mere detaljerede regler for at begrænse vandforureningen i fremtiden. Betænkning af Florenz (A5-0212/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja til denne endelige afgørelse fra Forligsudvalget om direktivet om udrangerede køretøjer. Jeg stemte ikke bare ja, fordi de ældre og de pensionister, som har nået en vis alder, føler sig tæt på samme endestation som bilerne, men også og ikke mindst, fordi det er meget rigtigt og korrekt, at man med et europæisk initiativ endelig kommer med en løsning på, hvor man skal gøre af bilerne, når de ikke kan køre længere. Jeg vil dog foreslå, at vi forbedrer vores afgørelse endnu mere ved at indføre et depositum, der skal betales, når man køber en ny bil, og som man får igen, når den gamle bil leveres tilbage.
+Jeg glæder mig over den aftale om dette direktiv, som er blevet sikret mellem Europa-Parlamentet og Rådet, som repræsenterer de 15 regeringer i Den Europæiske Union. Vi ved, at der hvert år inden for EU er op til 9 millioner køretøjer, som bliver skrottet. Dette direktiv, som nu vil blive gennemført ensartet i hele Den Europæiske Union, vil sikre, at biler i fremtiden bliver skrottet på en mere miljøvenlig måde. Alle køretøjer inden for Den Europæiske Union skal nu være fuldt genbrugelige inden år 2015. Det er yderst passende, for Den Europæiske Union har både nationale og internationale forpligtelser til at gennemføre en mere miljøvenlig lovgivning. Op til 75% af alle metalkomponenter i nye køretøjer kan genbruges som metalskrot. Denne proces må og skal fortsætte med henblik på at fremme højere miljøstandarder. Formålet med dette direktiv er at forøge omfanget af genbrug af køretøjer og at tilskynde til genbrug af dele af biler. Dette kan nås ved at forbedre konstruktionen af forskellige kommercielle køretøjer og ved at etablere skrotningsanlæg i hele Den Europæiske Union. Den fælles holdning fastlagde den sidste ejers ret til gratis at returnere et køretøj til et behandlingsanlæg. Der påhviler fabrikanterne en forpligtelse til at bære alle eller en stor del af omkostningerne ved at gennemføre disse foranstaltninger og til at tage udrangerede køretøjer tilbage uden omkostninger for den sidste ejer. Ved forligsproceduren mellem Europa-Parlamentet og de 15 regeringer i EU enedes man om, at denne bestemmelse nu skulle gælde fra 1. januar 2007. Men enhver stat inden for EU har ret til at gennemføre denne bestemmelse i direktivet tidligere end dette tidspunkt. Bilfabrikanterne og producenter af materiale og udstyr må strenge sig an for at begrænse brugen af farlige stoffer. Vi må allerede på tegnebrættet sikre, at genbrugsmaterialer kan bruges til bilfabrikation. Europa-Parlamentet og Rådet er i forligsproceduren også enedes om, at alle køretøjer, som markedsføres efter 1. juli 2003, ikke må indeholde tungmetaller såsom kadmium eller bly. Bilfabrikanter må også give oplysninger om, hvilken grad af genbrug og genanvendelse af brugte biler man kan nå inden for de kommende år. Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har fået mange henvendelser i Irland angående behovet for at tage hensyn til Europas særlige veteranbilindustri. Europa-Parlamentet har gennemført, at biler, som er samlerobjekter nu, udtrykkeligt blive undtaget fra dette direktiv. Det er meget vigtigt i lyset af den afgørende sociale og økonomiske rolle, som denne sektor spiller for fremme af turismen i hele Europa.
+Vi fra Det Moderate Samlingsparti stemmer sjældent mod forligsarbejdet. Det kompromis om håndtering af udrangerede køretøjer, som er blevet opnået i forligsgruppen, kan vi dog ikke støtte. Kompromiset indeholder retroaktive foranstaltninger, og vi kan ikke støtte lovgivningstekst, som efterfølgende ændrer spillereglerne. En retroaktiv lovgivning er ikke konkurrenceneutral og er juridisk set uacceptabel.
+Jeg har allerede haft lejlighed til flere gange at udtale mig om dette komplekse spørgsmål, hvor betydelige økonomiske interesser er på spil, men også og især beskyttelsen af miljøet. Det direktivforslag om udrangerede køretøjer, der blev fremlagt i 1997, har til formål at forebygge, at der skabes affald fra køretøjer, og fremme genanvendelse, genbrug og udnyttelse af køretøjer og de tilhørende dele for at begrænse affaldsmængderne fra udrangerede køretøjer, der deponeres eller forbrændes uden at genindvinde energi. Europa-Kommissionens strategi er baseret på foranstaltninger såsom forøgelse af procentdelen af genbrugsdele, tilvejebringelse af et tilstrækkeligt antal behandlingsvirksomheder til brugte køretøjer, iværksættelse af målsætninger for genanvendelse og udnyttelse af brugte køretøjer, kontrol af anvendelsen af visse tungmetaller under fabrikationen af biler og sikkerhed for, at udgifterne til bortskaffelse af brugte biler ikke kommer til at påhvile den sidste ejer. Forhandlingerne stødte på vanskeligheder på flere punkter, der var koncentreret om producenternes ansvar og bortskaffelse af tungmetaller. Efter flere timers forhandling nåede forhandlerne til enighed. Vedrørende fabrikanternes ansvar fastlagde direktivet, at deponeringen af det brugte køretøj skulle kunne ske uden udgifter for den sidste ejer, og at fabrikanten skulle afholde en væsentlig del af omkostningerne til behandling af gamle køretøjer. Det indgåede kompromis går ud på, at for nye køretøjer, det vil sige køretøjer, der markedsføres fra den 1. juli 2002, træder fabrikantens ansvar i kraft fra den 1. juli 2002. Hvis det drejer sig om den eksisterende bilpark, det vil sige køretøjer, der markedsføres før den 1. juli 2002, udskydes fabrikantens ansvar fra 2006 til 2007. Endvidere præciserer direktivet, at medlemsstaterne har mulighed for at indføre tilsvarende bestemmelser inden de fastsatte datoer. Vedrørende tungmetaller blev Rådet og Parlamentet enige om, at alle køretøjer, der markedsføres efter den 1. juli 2003, ikke mere må indeholde tungmetaller såsom kadmium, bly og hexavalent krom. De to delegationer blev enige om de undtagelser, der er nævnt i bilag II til direktivet. For øvrigt glæder jeg mig over, at Europa-Parlamentets anmodning om at undtage veteranbiler fra direktivets anvendelsesområde har fået en positiv modtagelse.
+Det kompromis, der blev til efter mæglingsproceduren, som er den sidste lovgivningsfase, er et resultat af en vanskelig forhandling mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Det er langt fra tilfredsstillende og er i mine øjne kun et første skridt, som på visse punkter dog går i den rigtige retning. Selv om man kan glæde sig over de mål, der er fastsat i tal (85% af vægten af køretøjer, der er produceret efter 1980, skal genbruges, genanvendes eller udnyttes inden år 2006, og 95% inden år 2015), beklager jeg dog det hykleriske i visse bestemmelser, som PSE har slået til lyd for, og som de socialistiske og socialdemokratiske regeringer støtter. Ministerrådet er rent faktisk blevet ved med at være ubøjelig i forhold til den omstændighed, at det er gratis for ejeren at få sit udrangerede køretøj deponeret. Denne bestemmelse er demagogisk. Den er ganske vist fastsat i en god mening i forhold til forbrugerne, men den er fuldstændig urealistisk. Direktivet fastlægger, at udgifterne til behandlingen helt skal påhvile fabrikanterne. Disse kan ikke gøre andet end at lægge i det mindste en del af disse omkostninger over på prisen for nye køretøjer. Således er denne foranstaltning en skjult præmie til ejerne af de mest forurenende gamle biler, i stedet for at opmuntre til at købe køretøjer af den nye mindre forurenende generation. Ministerrådet tilsluttede sig til sidst parlamentsmedlemmernes indstilling, som lige fra førstebehandlingen anmodede om, at nye køretøjer udtrykkeligt blev undtaget fra direktivets anvendelsesområde. Det ændringsforslag, jeg har fremsat, blev faktisk i sin helhed medtaget i den endelige tekst. Set i sin helhed mangler der ambitioner i dette direktiv. Det forbigår fuldstændig problemet med efterladte bilvrag, der skæmmer landskaberne. På trods af princippet om, at forureneren betaler, påhviler udgifterne til fjernelse heraf skatteyderne. Det er beklageligt, at hverken dette direktiv eller direktivet om affaldsdeponering har medtaget dette problem, som dog har katastrofale følger for miljøet i store dele af Europa. Indstilling ved andenbehandling (A5-0218/2000)
+Hr. formand, efter dette direktiv bliver dækkene mere lydløse. De biler, lastbiler og vogntog, som kører på vejene og motorvejene, bliver mere lydløse. Det er udmærket, for pensionisterne bryder sig ikke om at blive forstyrret af for meget støj. Men for fire uger siden ved Gare du Nord i Bruxelles, hr. formand, gik jeg over vejen, og straks efter fik jeg kuldegysninger, for det var midt om natten, der var helt stille, og lige bag mig kørte en sporvogn helt lydløst forbi. Gud ske tak og lov skete der ikke noget, og jeg kan stå her i dag og afgive stemmeforklaring. Men er vi nu sikre på, at det er bedst for os alle med nogle mindre støjende dæk?
+Vi kan kun lykønske og støtte vores kollega, hr. de Roo, med hans betænkning, der har til formål at lade støjgener indgå i rammerne for miljøbeskyttelse. Stigningen i trafikken begrænser sig desværre imidlertid ikke hverken til forureningen, som endnu ikke er afklaret trods dens verdensomspændende karakter, og som stammer fra udrangerede køretøjer og genbrug heraf, eller til deres angreb på og skadelighed for den luft, vi indånder, eller selv til den deraf følgende og vedvarende globale opvarmning. Trafikken giver også betydelige og konstante støjgener, som millioner af beboere ved landeveje og motorveje og selv den ringeste fodgænger lider under hver dag. Hr. de Roos forslag har således til formål at understrege en form for forurening, der normalt er usynlig, og derfor støtter vi ham fuldt ud. Vi må imidlertid ikke glemme, at vores krav mere generelt skal dreje sig om problemet med gener fra biler, som har en stigende plads i industrilandene og i byerne. Lad os lægge pres på Kommissionen for at få iværksat en politik for omlægning af landevejstransporten til jernbaner og kollektiv transport. Sporvognene i Strasbourg er et synligt eksempel herpå.
+Brugen af bilen til personer og til varer har længe været så selvfølgelig, at vi ikke har tænkt tilstrækkeligt over, hvad bilen anretter for mange mennesker og for miljøet. Kun den økonomiske fordel og bilisternes bekvemmelighed havde betydning. Ulemperne så man ikke. Udstødningsgasser og manglende trafiksikkerhed blev taget med i købet ligesom den larm, som biler forårsager. Der er heldigvis sket en ændring i de seneste år. I mange byer får cyklister og jernbanetransport større muligheder, og bilernes frihed indskrænkes. Dermed er de problemer, som personbilerne og lastbilerne forårsager, ikke forbi. Antallet af biler vokser stadig, ligesom den andel af fragttransport, der finder sted ad landevej. Dermed vokser også støjgenerne. Når man argumenterer ud fra bilindustriens interesser, er det indlysende, at man henviser til andre. Man henviser til dem, der forvalter vejene, i al almindelighed myndighederne, med henblik på at øge sikkerheden og mindske miljøgenerne. Så længe de kan gøre dette med held, behøver de ikke selv arbejde på at mindske generne ved deres køretøjer og således heller ikke afholde nogen udgifter til det. De synes, at støjgener bør bekæmpes gennem meget porøs asfaltbeton, en vejbelægning, som imidlertid kan blive uventet glat ved frost. Det drejer sig nu om, at der foretages et valg mellem bilindustriens og bildækindustriens interesser på den ene side og menneskenes velfærd og miljøet på den anden side. Vi ser stadig alt for ofte, at mægtige industrikoncerners kortsigtede interesser får forrang, mens flertallet af vores vælgere i stigende grad stiller andre krav til den politiske beslutningsproces. Beskyttelsen af vores livskvalitet mod kortsigtet pengeindtjening bliver stadig vigtigere. Også i forbindelse med debatten om bildæk er denne modsætning igen blevet fremhævet. Hr. De Roo har med rette vist, at den af Kommissionen foreslåede ordning stadig resulterer i utilstrækkelige forbedringer, og at det er teknisk muligt at reducere generne med nogle decibel. Det kræver kun den politiske vilje til at indføre tilstrækkelige ordninger, kontrollere anvendelsen af disse ordninger og ikke tillade nogen unødige overskridelsesmargener. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe har hele tiden støttet hr. De Roo med hensyn til dette. Vi beklager, at hans rimelige og indlysende forslag ikke kan regne med den almene tilslutning, som de fortjener.
+Mennesket er i bevægelse og får tingene til at bevæge sig. Bevægelsen skaber støj. Vores fantastiske bevægelighedens tidsalder, som vi for øvrigt forbinder vores følelse af frihed med, er støjende. Frihed skaber således støj. Medlemsstaterne arbejder ligesom industrien på at bekæmpe denne støjforurening, som kan medføre sygdomme. Industrien anerkender lovgiverens ønske om at gøre transport både af mennesker og varer, som er en hjørnesten i den fri bevægelighed, mere sikker og mindre forurenende. Vi kender de fremskridt, der er gjort vedrørende vejenes vedligeholdelse, modstandsdygtighed mod slid og nedsættelse af brændstofforbruget, men investeringerne i forskning og udvikling gør det af fastslåede tekniske grunde endnu ikke muligt at forene alle ordførerens krav. Den samlede ydelse vurderes ved hjælp af en samling kriterier, der ofte er modsætninger, som pneumatikindustrien kender. Vi har imidlertid ikke villet støtte ordføreren, fordi de foreslåede ændringer sker på bekostning af sikkerheden, vores sikkerhed, på bekostning af dækkenes levealder og deres vejgreb. Vi er imod disse ændringsforslag, der ville medføre, hvad jeg for øvrigt ville kalde erhvervsmæssig nonsens. Her gør Unionen endnu en gang et stort problem ud af enkelthederne. Jeg holder for øvrigt aldrig op med at undre mig over, på hvilke områder Kommissionen blander sig og mener at skulle lovgive. Selv om støj i alle former er en plage i byernes centrum og i nærheden af lufthavnene og vejene, er det alligevel bedre i stedet at have sikkerhed på vejene! Hvad irriterer os i øvrigt mest i dagligdagen? Er det den dumpe lyd af dækkets modstand på vejen eller køretøjernes pludselige accelerationer og brummen fra tohjulede køretøjer med uregulerede motorer? Man skulle hellere forske grundigere i støj og beklædningers farlighed. Lad os ikke miste sansen for prioritering, og hvad jeg ville kalde lovgivningsmæssig effektivitet. Betænkning af Bakopoulos (A5-0168/2000)
+Hr. formand, jeg stemte også ja til Bakopoulos' betænkning, for det er naturligvis rimeligt, at man udviser en vis forsigtighed, når der markedsføres produkter, som kan være skadelige for os alle. Men går vi ikke for vidt med disse direktiver? Bruger vi ikke for meget af Parlamentets tid på forhandlinger om nogle så tekniske og så teknisk vigtige direktiver? Var det ikke bedre, om vi med et enkelt direktiv gav Kommissionen tilladelse til at bestemme, hvilke nye skadelige stoffer der må markedsføres, så vi på denne måde undgår at bruge så meget af vores tid på hver gang at gentage procedurerne for forbud mod at markedsføre nye produkter? Aids:
+Vi har stemt for den fælles beslutning om aids, for hvis den bliver til virkelighed, hvilket der ikke er nogen garanti for, ville den være et fremskridt. Vi er imidlertid ikke enige i alle formuleringerne og især ikke i, at kun de afrikanske regeringer kan gøres ansvarlige, eller at sygdommen skyldes kulturelle og religiøse traditioner, der hindrer en effektiv iværksættelse af foranstaltninger til bekæmpelse af sygdommen. Dette er sandt, men det er alligevel en måde at fortie et helt sundhedssystems ansvar på, som er domineret af medicinalkoncerner og kapløbet om fortjeneste. For hvis man dør i Afrika som i de fleste fattige lande af malaria, bilharziose, tuberkulose eller simpelthen mæslinger, er det ikke på grund af religiøse hindringer, men fordi de syge ikke har råd til hverken medicin eller pleje. Telekommunikation:
+Vi har stemt imod den fælles beslutning om fusioner i telesektoren. Enhver tanke om offentlig tjeneste er faktisk udeladt i denne beslutning, hvori man mener, at denne sektor ligesom de andre skal underlægges "en åben markedsøkonomi med fri bevægelighed". For øvrigt beskytter den vage omtale af en "sikring af vækst og beskæftigelse" bestemt ikke arbejdstagerne mod de afskedigelser, der kan forudses i forbindelse med fremtidige fusioner. For der er ikke noget bindende, der kan forhindre virksomhederne i at foretage afskedigelser under påskud af omstruktureringer, selv om det i virkeligheden drejer sig om at øge fortjenesten. Endvidere er det indlysende, at vi ikke har til hensigt at tilslutte os oden til "en effektiv konkurrence" i denne beslutning.
+Endnu en gang fremstilles kommunikation som en vare, man forsøger at drage størst mulig fordel af. Vi protesterer mod denne måde at opfatte tingene på, som ikke tager befolkningernes sociale behov i betragtning. Den stadig stigende tilførsel af privat kapital til offentlige virksomheder, der er blevet multinationale selskaber, får disse virksomheder til i dag at føre en økonomisk krig uden nåde. Dette medfører en deling af verdensmarkederne, som prioriterer de mest rentable områder og fører til en ulige prisfastsættelse, uden at der tages hensyn til nedlæggelsen af arbejdspladser og utrygheden for hundredtusinde arbejdstagere. Derfor er det nødvendigt, at de nationale politiske instanser og EU-instanserne pålægger alle virksomheder pligt til offentlig tjeneste uanset deres oprindelse, f.eks.: for faste kommunikationssystemer: nedsættelse af prisen på abonnement og lokale samtaler, som i Frankrig udgør 83% af privatpersoners gennemsnitsregning; for mobilkommunikationssystemer: ud over en nedsættelse af priserne, en total dækning af alle områder ved at anvende satellitforbindelser i vanskeligt tilgængelige områder; for hurtig adgang til Internettet: ud over en betydelig nedsættelse af priserne en plan for total dækning af alle områder. Med de nuværende fortjenester, der har en upassende rekord, er det på denne måde, vi indskriver kommunikation i de grundlæggende rettigheder, der respekteres af en offentlig kvalitetstjeneste. Kloning af mennesker:
+Hr. formand, størstedelen af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har stemt ja til denne beslutning. Under debatten i salen i går om kloning hørte jeg nogle, mere eller mindre tydeligt, forsvare kloning til medicinsk behandling, da denne form for kloning er helt forskellig fra kloning med henblik på reproduktion. Desværre er der tendens til en sådan ny semantisk debat eller strategi, hvilket ville føre til, at man gør den moralske konsekvens af kloning af mennesker svagere. De, som ikke vil tillade nogen form for kloning, skulle så være umoralske i den forstand, at vi lader mennesker lide af sygdomme, som vi kan helbrede, f.eks. Parkinsons sygdom, hvis vi bare lod genteknologien få frit løb. Dette er en helt vanvittig påstand, som jeg synes burde trækkes tilbage. Forskere verden over har sagt, at man kan kurere Parkinsons sygdom og andre alvorlige sygdomme med andre metoder. Vi hørte også Emma Bonino sige, at politikere må tage chancer, men vi i Verts/ALE-Gruppen mener, at det er vores absolutte pligt som folkevalgte at identificere risiciene og være forsigtige. I denne forbindelse vil jeg også gerne spørge PSE-Gruppen, hvorfor man ikke har opfordret Tony Blair til at trække hele forslaget tilbage, men nøjes med at anmode om en bioteknisk komité. Vi må tage forsigtighedsprincippet i betragtning, og i denne sag mere end nogensinde tidligere. Vi må stille os selv det vigtigste spørgsmål af alle: Med hvilket formål skal vi klone mennesker? Jeg tror, at vi må indse, at der er et kapløb på det genteknologiske område, som medfører, at der er stor risiko for, at man overskrider grænser på en meget afskyelig måde. Udviklingen går meget stærkt nu. Vi kan ikke bare nøjes med denne forhandling, men skal føre debatten videre og fremskynde den samt tage forsigtighedsprincippet i betragtning.
+Jeg var et af de 237 medlemmer af Europa-Parlamentet, der stemte ja til PPE-DE-Gruppens beslutning om kloning. Videnskaben har altid haft to ansigter. Det har nemlig altid været sådan, at det, man opdager, kan bruges af os eller mod os. Hjulene giver os mulighed for at køre stærkere eller for at køre nogen ned, en revolver kan bruges til at forsvare sig med eller til at slå nogen ihjel med, og atomkraften kan bruges til vores velfærd eller til at lave atombomber med. I dette tilfælde, hvor det gælder forskningen i kloning, spørger jeg mig selv, om man ikke allerede på forhånd har besluttet at gøre noget mod menneskeheden i stedet for at vente på, at man med den neutrale forskning når frem til et videnskabeligt resultat og så selv beslutter, hvordan det skal bruges. Det havde været bedre, om det var hele Europa, der traf en beslutning, og ikke en enkelt regeringschef.
+Hr. formand, i forbindelse med de modstridende holdninger med hensyn til den terapeutiske kloning af mennesker går vi ud fra, at der er brug for stor tilbageholdenhed ved anvendelsen af denne nye teknik. Kommerciel og industriel kloning eller kloning med henblik på at skabe mennesker med bestemte kendetegn er med rette uacceptabel for alle. Alligevel drejer det sig her i dag om to modstridende holdninger. I GUE/NGL-Gruppen er det overladt til de individuelle medlemmers samvittighed, hvordan de vil stemme. Forskellen mellem de kristelige demokraters og De Grønnes opfattelse på den ene side og Socialdemokraternes og De Liberales opfattelse på den anden side er efter min mening, at førstnævnte lægger hovedvægten på lægers strafbarhed, mens de andre lægger hovedvægten på nødvendigheden af nærmere undersøgelse af følgerne. Jeg foretrækker sidstnævnte opfattelse. For mennesker, som har brug for et nyt hjerte, en ny nyre eller lever bør der findes en løsning ligesom for Parkinson-patienter. Også det er et spørgsmål om etik. Mit parti, det nederlandske Socialistiske parti, er meget tilbageholdende med hensyn til kloning og gensplejsning. Ud fra dette synspunkt har jeg kunnet støtte Socialdemokraternes og De Liberales variant og ikke de kristelige demokraters og De Grønnes variant, som siger nej til det hele. For øvrigt ser det ud til, at det inden for nogle år bliver muligt ved hjælp af egne hjernestamceller at frembringe organer, som ikke afstødes af modtagerens krop. Denne teknik foretrækker jeg langt frem for den i Storbritannien udviklede omvej, som bruger forplantningsteknikken.
+Hr. formand, jeg stemte for beslutningen fra PPE-DE-Gruppen sammen med Verts/ALE-Gruppen, EDD-Gruppen og UEN-Gruppen i alle dens dele. Jeg er meget glad for denne beslutning. Jeg er dog samtidig bekymret over den lille majoritet, som beslutningen blev vedtaget med: 237 ja-stemmer, 230 nej-stemmer og 43, der undlod at stemme. Jeg har tidligere fremlagt en skrivelse om den unikke, gode og ukrænkelige menneskelige værdi ved høringen om charteret om grundlæggende rettigheder inden for Den Europæiske Union, som blev vedtaget næsten enstemmigt af Parlamentet. Det er vigtigt, at vi drager konsekvenserne af det menneskesyn, som i mere end 1.000 år har præget vores Europa. Civilisationen, menneskeheden, viser tydeligst sit sande jeg ved den måde, den behandler det forsvarsløse liv. Vi må sige nej til kloning af mennesker. Mennesket er et væsen, ikke en ting.
+Hr. formand, efter min mening er det en vigtig sejr for menneskerettighederne, at vi med denne beslutning har kunnet sende et signal, idet vi siger, at det ikke må forekomme, at der bevidst skabes embryoner alene i forskningsøjemed. Efter min mening har vi med denne beslutning gjort det klart, at menneskeligt liv ikke må blive til et forbrugsgode. Men også jeg er bekymret over det beskedne flertal for denne beslutning. Jeg håber, at det kun skyldes taktisk spil fra Den Socialdemokratiske Gruppes side. Jeg må sige, at jeg finder den måde, man her optræder på, beskæmmende. Man kræver ganske vist et midlertidigt udvalg, men siger ikke, at Tony Blair skal udsætte sin beslutning, indtil dette udvalg er nået frem til et resultat. Det viser inkonsekvensen. Jeg finder det også mere end beskæmmende, at man i loyalitet over for Blair kaster alle betænkeligheder over bord. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at vi altid har sagt, at der er tale om en såkaldt terapeutisk kloning. Vi har den alternative mulighed at opnå det samme ved hjælp af voksne stamceller. Men jeg håber også, at Kommissionen nu har mod til at gennemføre det, som vi har krævet med denne beslutning, nemlig at der ikke gives forskningsbevillinger til disse institutioner, som direkte eller indirekte forsker heri.
+Hr. formand, vores gruppe diskuterede i morges, hvordan vi skal forholde os til punkt 5 i beslutningsforslaget om kloning, hvor der står, at der ikke kan skelnes mellem kloning, som sker i forplantningsøjemed, og anden form for kloning. Sagen er kontroversiel og stærkt afhængig af den valgte synsvinkel. Der er to synsvinkler, hvor der virkelig ikke er nogen større forskel. For det første er der teknisk set tale om samme handling med hensyn til resultat. For det andet er der det filosofiske: Hvis handlingen betragtes fra fostrets side, er der slet ikke nogen forskel. I alle tilfælde benyttes det som et instrument, en brugsvare, og ikke som et væsen med egne værdier. Alle er rørende enige om, at kloning, hvis formål er forplantning, er uetisk. Jeg er dybt bekymret for, hvilke argumenter vi anvender i bekæmpelse af den. Og jeg gør dette som en person med en filosofisk uddannelse. Er vores argumenter nogle, som senere kan opgives med den begrundelse, at vi i og for sig allerede udfører kloning teknisk set? Har formålet imidlertid nogen betydning, når gerningen er den samme? Jeg stemte i dag mod ændringsforslag 5 alene af den grund, at der efter min mening mangler argumenter. Jeg mener dog ikke, at det er rimeligt at skelne, uanset om man ser på det fra de tekniske midlers eller fostres side. Derfor skal den form for skelnen ikke accepteres uden en virkelig grundig diskussion.
+Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe har ikke skrevet under på nogen af de to forslag til afstemning. Vi er ikke enige med de kristelige demokrater, for bag deres fuldstændige modstand mod menneskelig kloning skjuler sig den kendte indstilling mod aborter. På den anden side dækker Socialdemokraternes indstilling os heller ikke, for den forholder sig ikke til den engelske regerings holdning, som åbnede vejen for kloning af lægelige grunde, og på den måde gav grønt lys for, at USA's regering kunne skride til lignende handlinger, sådan som de bioteknologiske industrier krævede. Vi mener, at det, vi kan gøre i dag uden at spilde tiden i et så komplekst og vanskeligt spørgsmål, er at oprette et midlertidigt udvalg om bioetik under Europa-Parlamentet for at skaffe os forudsætningerne for en dokumenteret og udtømmende diskussion af problemet omkring den medicinske forskning på basis af det foster, som er opstået af menneskelig kloning.
+Terapeutisk kloning går ud på at skabe et embryon ved kloning for derefter at ødelægge det, for at udtage celler til medicinsk forskning og senere måske til helbredelse af visse uhelbredelige sygdomme. Man kan således ikke sige, at hensigten hermed er dårlig, men metoden er meget tvivlsom af mindst to grunde. Først skaber man et liv (enten ved at anvende et overflødigt embryon, som oprindeligt var beregnet til at få født et nyt menneske, eller ved at anvende et klonet embryon), og derefter ødelægger man det for at redde et andet. Har man ret til således at skabe en gruppe af undervæsener, der kan anvendes efter forgodtbefindende? Det mener jeg selvfølgelig ikke, at man har. Hvis alle for det andet bliver enige om at fordømme kloning af mennesker generelt, ville nogle indføre en skelnen mellem "reproduktiv kloning" (der har til formål at genskabe et helt menneske), hvilket ville blive forbudt, og "terapeutisk kloning", der ville kunne tillades inden for visse grænser under tilsyn og på betingelse af, at den ikke bliver gjort til genstand for handel. Denne skelnen er imidlertid kunstig, fordi den jo er baseret på formålet med kloningen, selv om handlingen er den samme i de to tilfælde, da den terapeutiske kloning i grunden også er baseret på en reproduktion af embryoner ved hjælp af kloning. Enhver kloning er pr. definition reproduktiv. Kloning af embryoner til forskning eller blot almindelig anvendelse i denne forbindelse af overflødige embryoner, ville få os til at overskride en usynlig grænse, hvorefter det ville være tilladt at udnytte menneskelivet. Vi ville skabe et andet samfund, der ville være i modsætning til vores værdier. En løsning på dette dilemma ville være at fremskynde undersøgelsen af muligheden for at få stamceller fra voksnes organer, og som kan anvendes til terapeutiske formål, som det anmodes om i beslutningsforslaget fra vores kolleger Elisabeth Montfort og Nicole Thomas-Mauro. En sådan metode ville være acceptabel, da den ville kunne sammenlignes med en organdonation. En sådan synsvinkel gør det muligt for os at ane, at de nuværende spørgsmål måske kun er forbundet med en overgangsfase i forskningen. Det håber vi under alle omstændigheder. Desværre er den arbejdsgruppe, der har udnævnt sig selv til "forsamling" og er ved at udarbejde et første forslag til et charter om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, ved at gå i den forkerte retning på dette punkt. I artikel 3 i forslagets nuværende form begrænser de sig til at forbyde "reproduktiv kloning af mennesker", det vil sige, at det går direkte i den forkerte retning, hvilket vi protesterer imod. Jeg har sammen med et par parlamentsmedlemmer fremsat et ændringsforslag om dette punkt, men selv om vores forslag er formuleret i meget forsigtige vendinger, er det indtil i dag ikke blevet vedtaget. Uanset hvilken vinkel man betragter dette charter under, kan man ikke finde en eneste kvalitet i det.
+Til enhver tid har menneskeheden måttet vurdere, hvordan den videnskabelige udvikling kan ske i overensstemmelse med de etiske og samfundsmæssige valg. Udfordringen er så meget desto mere vanskelig, når det drejer sig om mennesket og dets genetiske grundlag. Derfor skal der udvises den yderste forsigtighed uden at henfalde til obskurantisme. Under hensyntagen til vores nuværende viden og den etiske debat og med den uacceptable tilladelse fra den britiske regering vedrørende kloning af mennesker for øje er det første, der skal opnås, et fuldstændigt og absolut stop for alle forsøg med kloning af mennesker. Det andet er efter at have hørt Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik at fastlægge klare retningslinjer, der sikrer den menneskelige værdighed. Som teksterne forligger nu, er der ingen af de beslutningsforslag, grupperne har fremsat, jeg finder hensigtsmæssigt. Den Socialdemokratiske Gruppes krav er ikke tilstrækkelige til omgående at få standset enhver kloning af mennesker. PPE-Gruppen synes at afgøre den følsomme debat definitivt i form af en skelnen mellem reproduktiv kloning og enhver anden kloning af mennesker. Efter min mening ville analysen fra Den Europæiske Gruppe Vedrørende Etik imidlertid være nyttig til at afklare uoverensstemmelser. Sagens hastende karakter ville have krævet en hensigtsmæssig holdning som følger: et omgående og fuldstændigt stop en grundig overvejelse og en bred debat om grundlaget før et direktiv til fastsættelse af den endelige regel. Dette er ikke tilfældet med afstemningen i dag. Jeg afholder mig derfor fra at stemme om disse beslutningsforslag.
+Visse emner burde få de politiske forskelle til at forstumme, ikke for at give indtryk af en eventuel enighed, men fordi de vedrører alle bredt. Og et af dem ville uden tvivl være beskyttelse og forbedring af menneskers liv og værdighed. I løbet af det sidste årti har den videnskabelige forskning gjort enorme fremskridt, som har givet håb til dem, der er syge eller invalide og for deres familier. I tidens løb synes en del af den forskning og de forskere, der helliger sig dette, imidlertid at have mistet fornemmelsen for, hvad jeg ville kalde et rimeligt og sundt værdiniveau. Det er således de ansvarlige for de fælles goder, særlig moralske og politiske, der har pligt til at rette op på den skæve udvikling. Dette gælder således de britiske og amerikanske beslutninger, hvor den første tillader kloning og den anden anvendelse af de embryoner, der er de såkaldt "overflødige" og de "uden forældreplaner", begge til terapeutiske formål. De problemer, der nævnes her, er mangeartede, men nært forbundet. Der er ikke to former for kloning, reproduktiv og terapeutisk, for skabelsen af menneskelige embryoner med den samme genetiske struktur som et andet menneske er endnu ikke forbudt uanset formålet hermed. Faktisk ville ingen menneskeskabt lov uden at være strafbar nogensinde kunne benægte, at et embryon er begyndelsen til livet. Derfor kan det under ingen omstændigheder retfærdiggøres at ødelægge et embryon, selv ikke for at helbrede en syg. Hvordan skulle man anstændigvis kunne retfærdiggøre at ødelægge et liv for at helbrede et andet? Ligeledes er livet i almindelighed et hele, som man ikke kan dele op. Det er til stede lige fra undfangelsen og er fra dette tidspunkt ikke mere betinget af den menneskelige vilje. Afhænger anerkendelsen af livet af "forældreplaner"? De potentielle forældre skal ganske vist før undfangelsen som ansvarlige personer tænke over et barns komme. Men når det først er undfanget, er det til stede, og enhver ændring af det, og a fortiori planer om at fjerne det uanset grundene hertil, er et angreb på dets grundlæggende rettigheder og under de værste omstændigheder en forbrydelse. Det var godt, at Parlamentet gav en klar udmelding om denne skæve udvikling og således valgte livet, selv om det var mod en del af medlemmernes vilje.
+Jeg stemte hverken for eller imod beslutningsforslaget fra PPE-DE og Verts/ALE om kloning af mennesker. Jeg anser det for positivt at fremlægge et alternativ til det britiske parlaments beslutning. Det understreger, at Europa-Parlamentet fastholder sin beslutning om at forbyde kloning (og i overensstemmelse hermed heller ikke på nogen måde støtter klonforskningen). Alligevel anser jeg navnlig punkt 6 og 8 for meget farlige. Her tages nemlig bioteknologiens medicinske løfter for gode varer, selv om resultaterne hidtil i bedste fald kan vurderes som blandede. Med et krav om yderligere udforskning af genterapi og andre genteknologiske metoder bevæger Europa-Parlamentet sig ud på glatis, især da risiciene og de mislykkede forsøg ikke nævnes med et eneste ord eller underkastes en politisk vurdering, som ville sætte spørgsmålstegn ved de uindskrænket positive løfter. Denne udtalelse fra Europa-Parlamentet om kloning af embryoner kan ganske vist på kort sigt se ud som et positivt resultat. Men jeg frygter, at de fuldkommen ukritiske krav om mere medicinsk genteknologi på langt sigt ødelægger dette positive resultat og endda kan vende det til det modsatte. De kunne nemlig i endnu højere grad åbne døren for en teknologi, hvis følger slet ikke kan overskues.
+Den britiske og amerikanske regerings beslutning for nylig om at tillade kloning af menneskefostre, som skal anvendes som "reservedelslagre" af væv og vitale organer, rejser enorme spørgsmål og problemstillinger. Beslutningen blev taget, skønt mange og kritiske lægelige, etiske og sociale spørgsmål stadig er ubesvarede. Der er ikke nogen, der kan betvivle det faktum, at den voldsomme udvikling inden for genetik og molekylærbiologi åbner nye veje for forskningen og mindsker afstanden mellem det umulige og det opnåelige og giver håb om at kunne bekæmpe lidelser og sygdomme, som hærger menneskeheden. Men samtidig og netop fordi de biomedicinske videnskabers muligheder er uoverskuelige, og deres evne til at trænge ind i detaljer i det menneskelige liv og udvikling er enorm, og fordi de let kan ændre drømmen til et mareridt, må man nødvendigvis stille sig selv det afgørende spørgsmål, som bør beskæftige ikke kun det videnskabelige samfund, men hele samfundet på alle niveauer: I hvis hænder og af hvilken grund skal dette nye, meget stærke videnskabelige "våben" lægges? Under den reneste og grummeste kapitalisme og nådesløse markedsøkonomi er grænserne mellem videnskabelige bevæggrunde og de multinationale og monopolistiske medicinalfirmaers profithunger svære at skelne og svævende. Det er forbryderisk, at spørgsmål, som handler om selve den menneskelige eksistens, liv og død, gøres til genstand for en kommercialisering, der er hævet over enhver social og politisk kontrol. Det meget hurtige tempo, som dette område udvikler sig i med uafklarede, kritiske spørgsmål og åbne problemstillinger af afgørende betydning, rummer uberegnelige farer, hvis man tænker over de uhyre økonomiske interesser, som skjuler sig bag denne indsats. Den igangsatte plan om "terapeutisk kloning" åbner Æolus' sæk, eftersom der ikke er nogen, der kan garantere en begrænset eller specifik anvendelse af kloning. Kloning af fostre kan blive til en trojansk hest for en opblussen af forsøget på at klone eller ligefrem at kopiere mennesker med uforudsigelige og måske dramatiske følger for menneskeracen, og det må vi afværge. Den største fare ligger ikke i videnskabens magt, men i en fejlagtig og ukontrolleret udnyttelse og anvendelse af den. Når den oven i købet orienterer sig efter profittens love og dens lyssky interesser, bør vi være særligt opmærksomme og evigt årvågne. Betænkning af Lucas (A5-0187/2000)
+Hr. formand, det er anden gang i dag, at vi taler om en betænkning, der letter vores alle sammens nattesøvn, og navnlig de ældres. Hvordan kan man være andet end tilhænger af denne betænkning, som tager sigte på at mindske støjen fra fly, der lander og letter fra lufthavne, som der bor mange mennesker omkring, mennesker, der uden tvivl forstyrres om natten, men også om dagen? Jeg vil dog tillade mig at fremsætte et forslag i den forbindelse, nemlig at man i fremtiden forsøger at bygge mange små lufthavne i øde og ubeboede områder i stedet for nogle få og meget store lufthavne i medlemsstaternes hovedstæder.
+Jeg glæder mig over Kommissionens indlæg, der understreger, at flytransportens indvirkning på miljøet stiger hurtigt på lokalt og regionalt plan, men også på verdensplan. Det giver sig selv, at vi ikke kan lade denne tendens fortsætte, og at vi hurtigt må gøre tiltag for at omvende den. Det gælder beskyttelse af miljøet, livskvalitet og europæernes helbred. Vi kunne gøre store fremskridt ved at iværksætte Kommissionens forslag, der går ud på at underkaste flytrafikken i Europa det princip, der "belønner de bedste og straffer de værste" ved at tegne en skarpere linje mellem aktiviteterne i forhold til deres kvalitet ud fra et miljøhensyn. Selv om Kommissionens indlæg beskriver et vist antal mulige metoder som f.eks. økonomiske tilskyndelser og strengere standarder, mangler der dog målbare mål med frister. Der er også for få konkrete tiltag til at gøre flytrafikken mere miljøvenlig. Det er derfor vigtigt at fastsætte mål og respektere frister for at gøre det muligt for luftfartsindustrien, flyselskaberne og brugerne at tilpasse sig de lovmæssige tiltag i tide. Det er denne opgave, som Europa-Parlamentet har kastet sig ud i. Dets betænkning angriber flere problemer, der skabes af flytrafikken. Den omtaler bl.a. støjproblemet. Dette problem optager europæerne mere og mere. Ifølge en undersøgelse, der er blevet lavet i forbindelse med EU's femte miljøhandlingsplan, udsættes 80 millioner mennesker i Europa for støjniveauer, der af forskerne anses for at være uudholdelige, mens 170 millioner andre mennesker udsættes for forstyrrende støjniveauer. Nylige undersøgelser viser ligeledes, at der er en forbindelse mellem larm fra fly og søvnforstyrrelser, helbreddet og indlæringsevnen. De mennesker, der bor tæt på lufthavne, er i særlig grad udsat for larm fra fly om natten. ICAO har iværksat en proces for at undersøge støjniveauet. EU skal støtte denne proces. Og hvis det bliver nødvendigt, skal Kommissionen iværksætte supplerende tiltag, hvis ICAO ikke opnår en tilfredsstillende aftale. Støj fra fly kan begrænses på to måder. For det første ved hjælp af strengere standarder for udstedelse af luftdygtighedsbevis, ved hjælp af programmer til gradvis tilbagetrækning af fly, der ikke er konforme, og ved hjælp af omlægningsplaner i lufthavnene. Vi står ligeledes over for problemet med gasemission. Det er således en kensdsgerning, at emissioner fra flytransport bidrager med ca. 3,5% til den del af jordens opvarmning, der er forårsaget af menneskelig aktivitet. Ifølge prognoser stiger disse emissioner årligt med 3% i løbet af perioden fra 1992 til 2015. Det er derfor, at det både haster og er meget vigtigt at tage initiativer, der sigter mod at reducere emissioner fra fly. Listen over skader forårsaget af flytransport er lang. Denne alarmerende konstatering skal lede os til hurtigt at gøre tiltag. Til dette formål må medlemsstaterne give Kommissionen et klart forhandlingsmandat, for at ICAO-forsamlingen ved sit 33. møde i år 2001 er i stand til energisk at forfølge målene i forbindelse med miljø- og transportpolitik.
+I det øjeblik, Frankrig kom i konflikt med de største dieselforbrugere (lastbilchauffører, bønder og ambulancefolk), en konflikt, der risikerer at brede sig i Europa på grund af de voldsomme stigninger i priserne på brændstof, i det øjeblik, forhandlingerne i Lyon begyndte med henblik på iværksættelse af Kyoto-protokollen, der indeholder forslag, der skal vedtages i Haag i massevis, for at gasemission med drivhuseffekt kan bekæmpes, opdager man den vej, man skal følge på alle niveauer for at omdanne de forurenende transportmetoder, der ødelægger miljøet, til økologisk rigtige transportmetoder, der reelt bidrager til at bekæmpe gasemissioner med drivhuseffekt. Med henblik herpå tager fru Lucas' betænkning de positive tiltag til efterretning, der bidrager til en reduktion af flytransportens skadende virkninger, bl.a. den gradvise tilbagetrækning af de mest støjende fly. Den stiller tillige konkrete politiske spørgsmål, nemlig om flytrafikkens handicap og deres negative indvirkninger på miljøet. Europa er ikke konsekvent med hensyn til tiltagene om reduktion af gasser med drivhuseffekt, idet vi udelukker flytransporten, der er en stor CO2-producent, fra Kyoto-protokollen og fra planerne om reduktion af forurenende stoffer. Beskatning af kerosen, miljøafgifter, moms på 0% på flybilletter, dette er punkter, der skal tages i betragtning, når der skal foranstaltes en lige konkurrence mellem de forskellige transportmetoder.
+Min gruppe har netop stemt for Lucas-betænkningen, da vi tager udgangspunkt i følgende overvejelser: Den massive opvarmning af jordens atmosfære, som World Wide Fund For Nature for nylig igen har forudsagt for de kommende år, og som skyldes udledningen af CO2 og andre skadelige gasser, kræver en øjeblikkelig reaktion fra fornuftige politikere og fra et erhvervsliv, som ikke kun orienterer sig efter kortsigtet profit. Lufttransporten er med en anslået andel på 15% naturligvis kun en af årsagerne til luftforureningen og langtfra den største. Men når man tager den forventede fordobling af lufttransporten indtil 2015 alene inden for EU i betragtning, er det bydende nødvendigt, at Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet iværksætter fælles foranstaltninger til at begrænse de miljøskadelige følger af lufttransporten. De skal omfatte hele spektret af skader, det vil sige emissioner, støj, fejl i styringen af lufttrafikken og fysisk planlægning osv. og på en afbalanceret måde integrere luftfartsselskabernes økonomiske interesser. Vi støtter, at der fastsættes strenge grænseværdier for emissioner og støjgener, og vi støtter også kravet om et initiativ fra EU's side på ICAO's 33. kongres. Derfor går vi i tilfælde af manglende eller utilfredsstillende resultater af ICAO-kongressen ogs�� ind for, at EU selv tager skridt til en begrænsning. Sådanne initiativer kan og skal foranledige luftfartsindustrien til at udvikle nye teknologiske løsninger og mere effektive, renere og mere støjsvage flyturbiner.
+Det tyvende århundrede har frembudt gevaldige teknologiske fremskridt, først og fremmest med hensyn til trafik og anden kommunikation over længere afstand. I den forbindelse er der opstået to hellige køer: bilen og flyet. De, som forventer materielle fordele deraf, er rede til at underordne alt under deres frihed til at anvende disse transportmidler. De glemmer de negative følger for deres medmennesker og for miljøet. Luftfarten og lufthavnene er i mellemtiden blevet en privilegeret sektor. De fritages for en stor del for afgifter og miljøregler. Derved kan de tilbyde deres tjenester forholdsvis billigt, selv om priserne er høje på ruter, hvor der næsten findes monopol. Alene derved bliver det for luftfarten muligt at vinde en uærlig konkurrencestrid mod jernbanerne, som har måttet afgive en stor del af deres andel i den internationale personbefordring til andre langdistancetransportmidler, frem for alt fly. De grænseoverskridende jernbaner gøres derved stadig mere afhængige af privatiseringsplaner og store investeringer i et højhastighedsnet. Også disse foranstaltninger har igen for mennesker og miljø en række negative følger, som ikke ville have været der uden konkurrencen fra lufttrafikken. Det er på høje tid, at også luftfarten opfylder normale miljøkrav, krav, som vi har fastsat for alle andre sektorer for at beskytte mennesker og miljø mod støj, udledning af skadelige stoffer og risici for ulykker. At dette gør luftfartsselskaberne noget mindre rentable, og at den vældig store vækst inden for lufttransporten bremses, er ikke noget problem, men snarere en nødvendighed. Fru Lucas har anvist en række beskedne skridt i den rigtige retning, som passer godt til det, som mit parti, det nederlandske Socialistiske parti, kæmper for.
+Vi har undladt at stemme i den endelige afstemning om Lucas-betænkningen. Vi er enige i de fleste af de synspunkter, som fremføres om behovet for en stærk politik mod flyets negative indvirkning på miljøet, men vi kan ikke støtte punkt 20 og 23 i teksten. I de punkter foreslås en direkte beskatningsret for EU på området samt en standardisering af national lovgivning i forbindelse med fysisk planlægning. Vi er klart imod disse forslag.
+Vi mener, at det er påkrævet, at man træffer omgående og radikale foranstaltninger for at beskytte miljøet mod de negative virkninger, som den stadigt øgede flytrafik har. Men Kommissionens forslag behandler problemet på basis af konkurrencen og flyindustriens og flyselskabernes profit. Derfor dækker det ikke, sådan som det burde, spørgsmål med øjeblikkelig prioritet. Og det er især vagt og uklart i spørgsmålet om de tilladte grænser for produktion af gasser, som bidrager til drivhuseffekten, og i fastsættelse af nye, men dog bedre modeller og regler, som skal anvendes på lokalt og regionalt plan og bør fremmes på internationalt plan. Det er desuden vagt og indeholder kun utilstrækkelige forslag til en nedsættelse af de tilladte støjniveauer især i lufthavnsområder om dagen og i særdeleshed om natten. En række spørgsmål såsom den fysiske planlægning omkring lufthavnene, en forbedring af trafikken i luften og andre væsentlige emner bliver ikke taget op, selv om det er vigtige faktorer i behandlingen af de følger, som flytrafikken har på vores miljø. Kommissionens forslag bærer faktisk præg af at være et betalingsarbejde. I stedet for at pålægge flyindustrien at udvikle forskningen og anvendelsen af nyere teknologier, der er mere miljøvenlige, fremfører det foranstaltninger til at øge indkomsterne gennem indførelsen af nye afgifter på flymarkederne eller en ændring af momssystemet for flyselskaberne eller beskatningen af brændstof, som let kan væltes over på de endelige forbrugere. Et hvilket som helst forsøg på at mindske antallet af flyvninger og flyvetiderne gennem en forhøjelse af billetpriserne kombineret med de igangværende bestræbelser på at mindske arbejdsomkostningerne og sikkerhedsforskrifterne er et middel til at bevare, om ikke forøge, flyindustriens profitter, men kan ikke betragtes som foranstaltninger til at mindske flytrafikkens negative virkninger på miljøet. Det er karakteristisk, at der ikke nævnes noget om liberaliseringen af markedet for flytrafik, da det vil mangedoble påvirkningen af miljøet på grund af den begrænsede kontrol med flyene, deres alder, manglende vedligeholdelse osv., faktorer, som ikke kun har følger for miljøet, men også for selve fly- og passagersikkerheden. Betænkning af Zabell (A5-0203/2000)
+Hr. formand, denne betænkning omhandler bekæmpelsen af doping inden for sporten. Desværre har de internationale sportsmyndigheder ikke været i stand til at bekæmpe og stoppe dette meget alvorlige problem. Doping inden for sporten svarer til en præst, der synder, eller til en musiker, som spiller falsk. Det kan ikke være rigtigt, at der inden for sporten - som i sig selv er ensbetydende med loyalitet og konkurrence - er sportsudøvere, der vinder, fordi de har gjort brug af doping. Jeg stemte derfor ja til denne betænkning, for man gør ikke nok for at skabe en egentlig ændring i bekæmpelsen af doping. Man burde oprette et europæisk antidopingagentur i stedet for at forvente, at et internationalt agentur skal kunne gøre det, som de enkelte lande ikke er i stand til. Hvordan skal så mange kunne blive enige?
+Hr. formand, jeg vil gerne præcisere, at jeg med hensyn til Zabells betænkning kun stemte ja til de ændringsforslag, hvor man beder om et retsgrundlag, mens jeg stemte nej til betænkningen i sin helhed. De aktuelle begivenheder viser nemlig, at den politik, som Det Internationale Antidopingagentur fører, er en fiasko, som Europa ikke burde deltage i, da det er en politik, der er besluttet af andre, og som vi ikke bør have noget ansvar for. Det er en skam, at Europa ikke har forstået dette, og at man i dag og i de kommende år kommer til at kæmpe en meget hård kamp, som vi skal tage op med nogle mere effektive, skrappere og mere håndfaste midler. Jeg har med min erfaring forsøgt at få mine kolleger her i Parlamentet til at forstå dette. Jeg er ked af, at mange af dem ikke helt har forstået det, som jeg har forsøgt at forklare dem i de seneste dage.
+Sportsudøvelse er godt for mennesker. At lege er jo karakteristisk for mennesket. Det er godt for sundheden og velværet. Men desværre har det sportslige været under pres i årtier. Det er først og fremmest det stærke, ensidige præstationsræs og indblandingen af stadig større kommercielle interesser, der ødelægger legen. Brugen af doping i forbindelse med sportsudøvelse må vi betragte på denne baggrund. Det er efter min overbevisning ikke noget enkeltstående fænomen, men det passer til fænomenet økonomisering af en fritidssektor. Forskellen mellem amatørsport og professionel sport er derved også blevet alt for stor. Kommissionen lovpriser sporten i sin Helsinki-rapport. Også i beslutningsforslaget støder jeg på sætninger, hvori sport roses for dens sociale, integrerende og forbrødrende funktion. Desværre udviser store sportsbegivenheder mange tegn på det modsatte. Det er ikke for ingenting, at De Olympiske Lege i Atlanta blev betegnet som Den Olympiske Krig af den nederlandske delegationsleder André Bolhuis. Han gjorde det nok på grund af de tusindvis af politifolk, som var stablet på benene, og den fjendtlige atmosfære, som det amerikanske publikum og deres medier skabte mod sportsfolk, som kom fra et andet land. Hvis vi vil afværge sådanne udtalelser, som vi også møder ved internationale sportsbegivenheder i vores lande, må det sportslige igen komme i første række i forbindelse med sportsudøvelse. Præstationsræs og kommercielle interesser bør reduceres stærkt. Dette skaber også et meget bedre klima for, at dopinganvendelse bekæmpes så kraftigt som muligt. Traktaten giver ikke Den Europæiske Unions institutioner direkte beføjelser på sportsområdet. Ved bekæmpelsen af doping bør Fællesskabets bidrag derfor være begrænset. Sportssektoren er organiseret på en helt speciel måde, og nationale føderationer og forbund spiller stadig en stor rolle. Jeg er derfor heller ikke enig i anmodningen om at optage en henvisning til sporten i EU-traktatens artikel 151. At opfordre kraftigt til en EU-sportspolitik er nu engang ikke i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Selv om der kan peges på positive ting i det beslutningsforslag, som netop er vedtaget, kan jeg ikke støtte det af de nævnte institutionelle grunde.
+Jeg er meget glad for, at vi i mødesalen har haft en diskussion om dette alvorlige problem, der vedrører den offentlige sundhed, nemlig doping i sporten. Jeg lykønsker Kommissionen med den handlingsplan, som den er fremkommet med, og jeg lykønsker ligeledes ordføreren og fru rådsformand Buffet. Ifølge ordlyden i det olympiske charter skal sport være udtryk for "venskab, solidaritet og fairplay". Doping i sporten går i den stikmodsatte retning af dette ideal. På trods heraf er brugen af dopingmidler meget udbredt blandt professionelle sportsfolk og også blandt amatører. Denne fare, som det er svært at måle omfanget af, er et komplekst fænomen, der er en alvorlig trussel for sportsfolkenes fysiske og psykiske integritet. Det er tilmed også en gang snyderi, der krænker sportsetikken. Denne konstatering skal skubbe os i retning af at forstærke EU's indsats til bekæmpelse af dette fænomen. Jeg støtter derfor indføjelsen af et juridisk grundlag i traktaterne, der gør det muligt for EU at gøre tiltag på sportsområdet. Jeg ved, at dette spørgsmål udløser mange diskussioner, der i øvrigt gør det muligt at give stof til den debat, der finder sted i Det Europæiske Sportsforum i Lille den 26-27. oktober 2000. Jeg deltager selvfølgelig i dette forum, hvor jeg fremlægger mine synspunkter. Jeg billiger i øvrigt den forespørgsel, der opfordrer Kommissionen til at analysere ��rsagerne til doping inden for de forskellige sportsgrene, selv om man ved, at en af de vigtigste årsager til udbredelsen af doping skyldes handelsmæssige aspekter, der nu er forbundet med sport. I forbindelse med det femte rammeprogram for forskning skal EU intensivere forskningen af dopingmidler, metoderne til opsporing og effekten af brugen af dopingmidler på helbreddet. Det forekommer mig ligeledes meget vigtigt at lancere informationskampagner om de risici, der er forbundet med dopingmidler. Disse kampagner burde først og fremmest rettes mod unge og ledes med hjælp fra kendte sportsfolk. Eftersom bekæmpelsen af doping bør ske på internationalt plan, er grundlæggelsen af Det Internationale Antidopingagentur uden nogen tvivl et væsentligt skridt i den rigtige retning. Dette agentur, der blev grundlagt i 1999, administreres i øjeblikket ud fra overgangsregler, der lider af mangel på gennemsigtighed og uafhængighed. Det franske formandskab har påtaget sig at gøre det mere effektivt, hvilket jeg glæder mig over! Lave os give sporten dens rigtige værdier tilbage! Sport skal først og fremmest betragtes som en lærerig og social aktivitet, der opmuntrer til holdånd, solidaritet og loyalitet, og som er med til at bekæmpe racisme og fremmedhad!
+Vi stemmer nej til begrundelse I, J og K og undlader at stemme om punkt 2. Disse tre begrundelser og dette punkt opfordrer på forskellig måde Kommissionen til at integrere idrætspolitik i traktatteksterne. Idrætspolitik er et politisk område, som er karakteriseret af sin kulturelle sammenhæng og kontekst, og bør derfor ikke være omfattet af traktatteksterne. Idrætspolitik er et område, hvor det er tydeligt, at Kommissionen ikke bør have kompetence. Denne er ifølge os omfattet af subsidiaritetsprincippet og bør ligge på nationalt eller lavere politisk beslutningsniveau. Vi undlader at stemme ved den endelige afstemning.
+Jeg vil gerne gøre opmærksom på den vigtigste årsag til, at jeg - i tråd med den fælles holdning i De Europæiske Socialdemokraters Gruppe - stemte ja til Zabells betænkning, og det er den hovedvægt, der lægges på forebyggelsen. Det er nemlig rigtigt, at man først og fremmest skal satse på forebyggelse. I skolerne og samfundet er det nødvendigt at aflive den myte, at man kan blive "smuk, stærk og super aktiv" uden at gøre noget for det. Vi skal lære de unge, at der ikke er nogen genveje til succes og til opnåelsen af deres mål - kun nogle forfærdeligt farlige genveje. Også det pilotprojekt, som Europa-Parlamentet vedtog i forbindelse med budgettet for 2000, og som tog sigte på en stor kampagne mod doping, gik i denne retning. Men hvad blev der af dette projekt? Ingen af de frister, der var taget højde for, er hidtil blevet overholdt. Listen over mulige projekter skulle netop fastlægges her i september. Derfor skal vi begynde at være konsekvente i vores hensigter, for ellers kommer vi med nogle smukke og teoretiske overvejelser, som overhovedet ikke bliver til noget uden for parlamentssalen. Betænkning af Mennea (A5-0208/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ja til Menneas betænkning om sport på grund af de mange positive elementer, den indeholder, og navnlig fordi den understreger, hvor vigtigt det er, at man fortsætter med at organisere sportskonkurrencer for handicappede, sådan som man gør nu. Jeg håber, at vi efter denne betækning også vil fremme de ældres sportskonkurrencer. Hvis vi inddeler sportsudøverne efter alder, ligesom man inddeler dem efter vægt inden for boksning, kunne vi organisere sportskonkurrencer for folk over 30, 40, 50 og 60 år. Vores kollega Mennea ville uden tvivl blive olympisk mester igen, hvis konkurrencerne var inddelt efter alder.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke de kolleger, som stemte ja til min betænkning. Jeg tror, at Europa i dag har gjort et fremskridt, når det gælder indfaldsvinklen til sportsverdenen. Der er stadig meget, der skal gøres, for sporten udvikler sig hele tiden, og Europa kan ikke undlade at følge denne udvikling. Jeg håber, at det arbejde, vi har påbegyndt her i Europa-Parlamentet i dag, vil blive fuldført i den nærmeste fremtid. Jeg vil gerne understrege, at nogle af de forslag, jeg havde fremsat, ikke blev vedtaget, såsom forslagene om sportsudøvernes status, sportskontrakter osv. Jeg håber, at Europa i den nærmeste fremtid bliver mere fornuftig i den forbindelse og tager de punkter, der ikke blev behandlet, op til overvejelse.
+Hr. formand, jeg stemte imod Mennea-betænkningen, hvilket ikke har noget med Mennea at gøre. Jeg kan huske hans tid som stor sprinter, og det glædede mig, at en person fra et europæisk land kunne bryde den amerikanske dominans. Jeg stemte imod Mennea-betænkningen, fordi jeg er overbevist om, at idrætten i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet ikke hører hjemme i Europa-Parlamentet. Vi gør idrætten og tanken om at føre Europas folk tættere sammen en bjørnetjeneste ved at gøre idrætsspørgsmål til politiske spørgsmål. Jeg tror, at det er direkte skadeligt og forkert at forsøge at skabe et retsgrundlag på dette område. Jeg tror, ud fra subsidiaritetsprincippet og det menneskesyn, som jeg vil arbejde for, på idrætsbevægelsens egen evne til at håndtere disse spørgsmål i nationale og internationale forbund. Lad os støtte dette! Jeg mener desuden, at Bosman-dommen har skadet fodboldsporten alvorligt, og at idrætsbevægelsen har al mulig grund til i fremtiden at bede Europa-Parlamentet og Den Europæiske Union om at holde sig væk fra dette område. Lad de enkelte lande og idrætsbevægelsen selv beskæftige sig med disse spørgsmål.
+Zbigniew Brzezinski, præsident Carters rådgiver, havde ved et topmøde i Davos fremført nødvendigheden af at bruge sport, store shows og underholdningssamfundet som afslapningsmiddel til de millioner af mennesker, som hvert år udstødes af den vilde frihandel i den almindeligt udbredte markedsøkonomi. Der var endog blevet dannet et ord for at betegne denne nye udgave af "føde og underholdning". Det drejer sig om ordet "tittytainment", der er en blanding af det amerikanske slangord for bryster og ordet tidsfordriv. Der blev fulgt op herpå, og sportsshows, der overalt er de fattige massers afslapningsmiddel, fik deres gennembrud. Der er flere og flere verdensmesterskaber, Europamesterskaber, grandprix'er, Olympiske Lege, i Helsinki og Sydney, fodbold- og tenniskampe, løb, racerløb og hestevæddeløb. Alt dette forløber i sportens sociale funktions navn, der giver sunde sjæle i sunde kroppe, og det i en sådan grad, at Amsterdam-traktaten har fået føjet en erklæring til sig om sport, der understreger dens "rolle som spire til identitet og bindeled mellem mennesker". Enhver ved for øvrigt, at takket være sport og Olympiske Lege har Peloponnes-krigen aldrig fundet sted, at Athene og Sparta forgudede hinanden, at cirkus skabte det sammenhold, vi kender fra gladiatorerne, og tænker man på Heysel-stadionet med dets omkomne, de britiske hooligan ved UEFA-Cup'en i København eller andre steder, den franske politimand Nivel, der blev massakreret af tyske supportere, for slet ikke at tale om de tyrkiske "turister", den franske klub PSG og de andre, ser man, at sport i den grad øger selskabeligheden, tolerancen, samarbejdet og alle de andre kvaliteter, som de franske forstæder og ghettoer har udviklet siden verdensmesterskabet i fodbold, i glædesskæret fra brændende biler. Desuden har sport på højt niveau ikke forårsaget snesevis af voldtægter og sexuelle overgreb i Atlantas olympiske landsby, og den franske tennisstjerne, Nathalie Tauziat, som i sin bog har kritiseret den særlige hengivne atmosfære i tennisbanernes kulisser, er blevet taget af det franske hold i Sydney, selvfølgelig i holdåndens og de vigtige sociale værdiers navn, værdier som skabes af sport ifølge ordføreren for Udvalget om Kultur, Uddannelse, Ungdom, Medier og Sport, Klaus-Heiner Lehne. Når først den bitre virkeligheds smerter er blevet dulmet, kan vores ordfører godt se, at sport ikke er et kulturelt fænomen, men et politisk og strategisk instrument til underkuelse af borgerne, der skal glemme fratagelsen af deres borgerrettigheder, i et tv-skue med oldgamle effekter. Kapitalselskaber, fabriksagtige sportsklubber fra Manchester United til AC Milan, for slet ikke at tale om de amerikanske golf- og basketkredse, doping, industrien bag anaboliske steroider og andre stoffer som EPO, som har forladt Pankovs Tyskland og Sovjetunionen til fordel for hele Adidas- og Nike-planeten og til fordel for andre sponsorer, der vil have resultater, overførsler i dollars i massevis, som ikke engang længere kan gøres op, EF-Domstolens dom, hvorfra vi husker den berømte Bosman i 1995, der blev kritiseret af alle, men som sikrede fri bevægelighed for fodboldspillere, den massive markedsføring, de såkaldte retransmissionsrettigheder og sammensværgelsen mellem sport og business er alt sammen den industrialiserede sportsplanets virkelighed, der hos os hører ind under fællesskabsretten. Det er fra dette manipulerede univers, vi skal beskytte den primitive sport, den sport, der dyrkes i tusindvis af klubber, med begrænsede midler, og som kun lever af frivilliges hengivenhed, kompetence og gavmildhed. Det er dér, de offentlige midler bør bruges i stedet for at blive investeret til fordel for falske guder på verdensstadionerne.
+Stemmeforklaringerne er afsluttet. (Mødet udsat kl. 13.36 og genoptaget kl. 15.00)
+Hr. formand, jeg vil gerne udtrykke min bekymring over, at nogle ting kunne misforstås. Vi opfordrede i forbindelse med de aktuelle og uopsættelige spørgsmål til, at atomkraftværket i Temelin blev opført på dagsordenen, fordi dette er et yderst aktuelt emne, men jeg vil gerne bede Dem om, at vi hurtigst muligt kan føre debatten om Iran. Det er stadig nødvendigt på grund af de uophørlige krænkelser af menneskerettighederne. Jeg tænker på gennemførelse af dødsstraffen ved stening, og jeg tænker også på de vedvarende forstyrrelser af de internationale fjernsynsudsendelser. Vi har stemt for Temelin, men vi mener, at en debat om Iran er lige så vigtig.
+Fru Maes, spørgsmålet om Iran skal behandles i forhandlingen om menneskerettighederne ligesom også spørgsmålet om kernekraftværket Temelin. Deres ønsker vil således blive imødekommet.
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt. (Protokollen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5­0704/2000 af Sakellariou m.fl. for PSE-Gruppen om atomubåde; B5­0707/2000 af Belder for EDD-Gruppen om ubåden Kursks forlis og faren for radioaktiv forurening i det tidligere Sovjetunion; B5­0709/2000 af Thors og Väyrynen for ELDR-Gruppen om ubåden Kursks forlis og faren for radioaktiv forurening i det tidligere Sovjetunion; B5­0717/2000 af Posselt og Oostlander PPE-DE-Gruppen om atomubåden Kursks forlis; B5­0725/2000 af Schroedter m.fl. for Verts/ALE-Gruppen om faren ved atomubåde; B5­0736/2000 af Muscardini for UEN-Gruppen om atomubådsulykker; B5­0738/2000 af Sjöstedt m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om atomubådes forlis.
+Hr. formand, ligesom de, der har fremsat det fælles beslutningsforslag, udtaler også jeg min dybeste medfølelse med de pårørende til den omkomne besætning på atomubåden Kursk. Jeg håber, at de får trøst og styrke af Gud, som alene føler deres smerte mest og meget gerne lindrer deres sorg. Den frygtelige humanitære katastrofe med Kursk har fået den russiske befolkning og i mellemtiden os alle sammen til at se de risikofyldte konsekvenser af ulykker med henholdsvis atomanlæg og -fartøjer i øjnene og erkende betydningen af, at de nukleare sikkerhedsforskrifter bliver overholdt til punkt og prikke. Jeg vil gerne her understrege, at det først og fremmest er de direkte involverede, russiske borgere og organisationer i det civile samfund med ansvarsfølelse, der bidrager til denne bevidstgørelsesproces. Deres navne er ikke hemmelige. De fortjener ikke kun vores respekt, men også al mulig europæisk støtte. Hvor uansvarligt håndterer derimod de russiske myndigheder, frem for alt landets militære apparat, atomenergien. Og det har de gjort i årevis. Den radioaktive forurening med plutonium af landsbyen Musljumovo i det sydlige Ural, der vel at mærke har fundet sted siden 1949, er et rystende bevis på denne højst kritisable handlemåde. Tidligere fik mødre her blodkræft som 50-årige, siger en kvindelig indbygger. Det samme skete for deres døtre, om end allerede i 20 års-alderen, og nu lider deres børnebørn allerede fra toårsalderen af denne livstruende sygdom. Fuldstændigt berettiget understreger det fælles beslutningsforslag de ikke ringe nukleare risici, som er et resultat af et stort antal oplagte atomubåde fra den russiske nordlige flåde. Til denne store potentielle risiko for mennesker og miljø tilføjer jeg for byen Murmansk og omegn endnu én, fragtskibet Lepse. Siden begyndelsen af 1960'erne har denne båd fungeret som opbevaringssted for atomaffald fra atomdrevne isbrydere. Den dårlige tilstand, hvori Lepse befinder sig, kræver omladning og sikring af dens radioaktive kræfter til specielle containere på kajen. Denne hensigt har eksisteret i årevis. Hvorfor er der så indtil nu stadig intet sket? Svaret er simpelt. På grund af de civile myndigheders uansvarlige holdning, idet de ikke ønsker at imødekomme projektets finansier, Den Europæiske Union, på to væsentlige punkter: undertegnelsen af aftalen, hvori Rusland påtager sig ansvaret for arbejdet, samt afgiftsfri import af det nødvendige apparatur til operationen. En rammende illustrering af den russiske officielle holdning i uopsættelige spørgsmål om nuklear sikkerhed. Her er atomskandalen i 1995 i Moskva ligeledes iøjnefaldende. Dengang udtænkte direktøren for det videnskabelige institut, som udviklede atomreaktorer af Tjernobyl-typen, en "genial" plan for at forhøje sit instituts budget enormt: opvarmning af de omkringliggende boliger ved hjælp af instituttets forskningsreaktor. Kvarteret fik færten af det. Planen blev aflyst, og reaktoren blev endog lukket. Og hvordan gik det direktøren Jevgeni Adamov? Han er i dag Ruslands atomenergiminister. Han drømmer om et andet, meget mere udbyttegivende projekt, et milliardprojekt, Rusland som samlingssted og forarbejdningssted for udenlandsk radioaktivt affald. Europa er advaret.
+Hr. formand, kære kolleger og hr. kommissær, Den Liberale Gruppe er dybt berørt af katastrofen for nylig med ubåden Kursk og deltager i de pårørendes og det russiske folks sorg. Desuden er vi meget bekymrede over den nukleare tidsbombe og den økologiske katastrofe, som truer med at ske i Barentshavet med Kursk, men også med andre skibsvrag, som stadig befinder sig der. Det er derfor overordentlig vigtigt, at Rusland deltager i de internationale organisationer for atomsikkerhed. Jeg anmoder derfor kommissæren om at lægge pres på Rusland, for at landet påtager sig sit ansvar og undersøger de atomubåde, som stadig sejler, og om nødvendigt tilpasser dem til bedre sikkerhedskrav. Der er tilstrækkeligt mange internationale eksperter til at hjælpe Rusland med at foretage en opgørelse over problemerne og med at bortskaffe det tilstedeværende atomaffald i ubådene i Barentshavet. Selvfølgelig bør Rusland sørge for fuldstændig åbenhed og medvirke til det. Rusland er også finansielt ansvarlig. Kan Kommissionen eller kommissæren fortælle mig, hvordan Den Europæiske Union kan hjælpe Rusland med at bortskaffe skibsvrag og afværge den nukleare strålingsrisiko for vores EU-borgere?
+Hr. formand, i vores bønner og vores medfølelse tænker vi på de 118 søfolk og deres familier. De har vores solidaritet. Men man må også være opmærksom på én ting, nemlig at vi i forbindelse med Kursk-katastrofen er meget bekymrede for én ting, og det er situationen i Rusland. Vi skal vide, at præsident Putin sammen med de russiske myndigheder har dækket over mange omstændigheder i forbindelse med denne ulykke. Kendsgerninger er blevet fortiet, forfalsket eller tilsløret. Men han har også sagt noget rigtigt i et interview, nemlig at Kursks forlis er et symptom på tilstanden i hele Rusland. Det er en situation, som vi absolut må forholde os til. Vi må se virkeligheden, som den er. Det angår ikke kun atomsikkerhed og atomubådsflåden, det angår en mængde højtudviklede våbenteknologier, som ikke modsvares af en tilsvarende kontrol og sikkerhed. Derfor er det af afgørende betydning, at vi gør alt for, at der endelig tilvejebringes gennemsigtighed i Rusland. Vi kan takke hr. Nikitin og de uafhængige medier, som udsættes for skærpede repressioner, for, at vi efter fire dage overhovedet blev informeret om katastrofen. Vi kan takke den internationale hjælp for, at der i det mindste kunne forhindres det værste og forhåbentlig også kan findes en løsning. Men det er ikke en tilfredsstillende tilstand. Derfor er der ikke kun behov for vores hjælp, men også for klare og utvetydige ord. Der er behov for klare ord og et tilbud om samarbejde, som netop ikke kun omfatter checks, men også indebærer en udvikling af retsstaten, statens rolle og de frie medier. Det vigtigste punkt er at uddanne og støtte alle demokratiske kræfter, alle uafhængige medier, forvaltningen, retsvæsenet, de unge politikere først og fremmest i kommunerne, for at Rusland kan blive en partner, som vi uden risiko kan leve sammen med i dette Eurasien. Jeg skal nu slet ikke komme ind på de andre spørgsmål såsom Tjetjenien og mange andre. Kursk er i sig selv symptomatisk for, i hvor høj grad katastrofer i Rusland har direkte virkning økologisk og politisk på vores del af Europa. Derfor er det i ganske særlig grad også i vores interesse at sørge for, at Rusland skridt for skridt udvikles til en demokratisk retsstat. For tiden ser vi under præsident Putin snarere en tilbagegang, som vækker stor bekymring hos os. Derfor har vi her et stort ansvar.
+Hr. formand, som mine kolleger allerede har sagt, viser Kursk-ulykken os, at selv 10 år efter den kolde krigs afslutning sættes militære mål stadig over menneskeliv. Jeg vil gerne på dette sted ligeledes udtale min dybeste medfølelse med de familier, som er blevet ofre, og som har mistet deres fædre og sønner. Vi ved, at det ikke er udelukket, at yderligere mennesker berøres af denne ulykke. På havbunden - det ved enhver - ligger der en risiko i form af to atomreaktorer. Hvor stor faren og den snigende sundhedsrisiko er, er der imidlertid ingen, der ved. For mig kan der derfor kun drages én konsekvens af denne ulykke, nemlig at vi omsider må se i øjnene, at der efter den kolde krigs afslutning stadig foregår oprustning og udvikling af nye våben i Øst og Vest. Dette er overordentlig farligt, og mennesker mister livet af den grund - og derfor skal det nu endelig være slut. Der findes kun ét svar på denne ulykke, og dette svar hedder: Nedrustning nu! Denne nedrustning fungerer kun, hvis den foregår i samme takt i Øst og Vest. Det betyder også, at vi skal foretage den i fællesskab, i samarbejde, og at man ikke fjerner personer, der som Aleksander Nikitin engagerer sig heri og gør en indsats imod de farer, mennesker fortsat udsættes for som følge af den kolde krig og oprustningen. Jeg anmoder Kommissionen om i tydelige vendinger at meddele den russiske regering, at vi ikke accepterer, at der fortsat opretholdes domme over Nikitin, og at der fortsat føres retssager imod ham.
+Hr. formand, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre er helt enig i såvel overvejelserne som forslagene i forbindelse med de atomubådsulykker, der er en kedelig arv fra den kolde krig. Og for at gøre opmærksom på, at det ikke alt sammen skyldes én side, er jeg nødt til at henvise til situationen omkring den britiske ubåd, som blev beskadiget den 12. maj i år på Sicilien, og som siden den 19. har været i Gibraltar, den eneste britiske koloni i Middelhavet. Situationen vækker stor uro i befolkningen, for ifølge Royal Navys egne regler er der fare i en radius af 10 km, i en radius af 100 km er der stadig en potentiel fare, og ubåden må kun repareres ved kajer klassificeret "X". Gibraltars kaj er af type "Z". Det Forenede Kongeriges neokoloniale adfærd er mærkværdig, for det har løst problemet ved at erstatte "Z" med "X" på et papir med rettelak eller viskelæder. Jeg mener, at det er vigtigt, at Kommissionen og Rådet kræver, at denne ubåd sendes til Det Forenede Kongerige, og at de også overvåger, at sikkerhedsbestemmelserne overholdes.
+Hr. formand, ubåden Kursks forlis har navnlig på grund af den mangelfulde måde, hvorpå de russiske myndigheder reagerede derpå, fået os til at se den afskyelige arv fra 70 års sovjetisk politik i øjnene. De kommunistiske magthaveres guldalder har ført til, at mennesker blev så foragtet i det gamle Sovjetunionen, og at så få kan reddes i det nuværende Rusland, at vi nu konfronteres med denne afskyelige katastrofe. Det er kernepunktet i vores beslutningsforslag. Jeg synes, at det er overordentligt smagløst af GUE/NGL-Gruppen at stille ændringsforslag, som forsøger at aflede opmærksomheden fra denne katastrofe ved at tage et regionalt problem op af en fuldstændig anden art. Jeg synes, det er skamløst. Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet skal derimod indtage en klar holdning med hensyn til bjærgningen af Kursk. Også den skal vi involveres i, bl.a. af humanitære grunde. Desuden gør bjærgningen af Kursk os også opmærksom på andre problemer, nemlig problemet med det store antal forældede atomubåde i Rusland og atomaffaldet i samme område i den nordlige del af landet. Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet skal understrege, at det er en almen interesse for Europa og deri Rusland at løse dette problem hurtigt. For det første med hensyn til Kursk med de pårørende, som vi udtrykker medfølelse med. For det andet med hensyn til den nukleare situation i Europa. Det er det, det drejer sig om i vores beslutningsforslag.
+Hr. formand, vi taler om den russiske ubåd Kursks tragedie, og vi er helt enige i alle overvejelserne i den fælles beslutning i forbindelse med dette spørgsmål. Men vi må straks tilføje, at Europa-Parlamentet og Unionen i almindelighed for at opnå troværdighed ikke kan ignorere, at der inden for Unionens eget territorium er en situation med alvorlig risiko for strålingsforurening forårsaget af en atomubådsulykke, selv om denne sidste naturligvis ikke har samme dramatiske karakter, som det er tilfældet med Kursk. Jeg tænker på det tilfælde, som vores kollega Marset nævnte tidligere, den britiske ubåd Tireless, som siden maj har været lagt op i Gibraltars havn, hvor man har til hensigt at reparere den. Det er en havn, der, som det er blevet nævnt, hverken opfylder de tekniske eller beliggenhedsmæssige betingelser for at reparere den type fartøjer. Det er en havn, der udelukkende er beregnet på reparation af handelsskibe, ikke krigsskibe og endnu mindre atomubåde. Man kan ikke løse problemet ved blot at omklassificere, for den omklassificering kunne få indflydelse på de tekniske betingelser. Men problemet er, at sikkerhedsbestemmelserne omfatter nødplaner og særlige foranstaltninger for befolkningen i en radius af 10 km, og i dette tilfælde drejer det sig om ca. 200.000 mennesker. Det er noget, som man ikke kan finde på fra den ene dag til den anden, bl.a. fordi man ikke kan flytte befolkningen. Vi er nødt til at kritisere den britiske regerings beklagelige holdning, men endnu mere holdningen hos den spanske regering, som har opretholdt en beklagelig og skammelig tavshed om spørgsmålet, indtil protesterne fra beboerne i området har fået den til at reagere forsigtigt. Jeg vil slutte, hr. formand, med at sige, at jeg ikke har for vane at forelægge interne politiske spørgsmål for Parlamentet. Men dette er ikke et internt politisk spørgsmål, det er et spørgsmål om europæisk sikkerhed, det er et spørgsmål om europæisk anstændighed, og jeg tager det op her for at fremprovokere en reaktion fra Parlamentet og fra Unionens myndigheder i almindelighed med henblik på at få denne utålelige situation afhjulpet.
+Hr. formand, mine damer og herrer, på vegne af Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe og sammen med min kollega Plooij-van Gorsel tilslutter vi os kondolencetilkendegivelserne for ofrene fra den russiske atomubåd og anmodningen om større samarbejde mellem Den Europæiske Union og de russiske myndigheder for at undgå en ny katastrofe. Vi mener naturligvis, at Den Europæiske Union har argumenter nok til at sikre dette samarbejde. Vi giver også udtryk for vores bekymring - som andre talere har gjort det - fordi den sag, som skulle diskuteres, nemlig sagen om ubåden Kursks meget alvorlige, beklagelige og dødbringende ulykke, desværre har ført til, at vi må behandle problemet vedrørende en atomubåd i Middelhavet, i Den Europæiske Unions område, i en britisk koloni. Dette faktum fremkalder en meget alvorlig og berettiget foruroligelse, som skyldes en alvorlig skade i atomreaktoren, og fordi krav i bl.a. Den Europæiske Unions direktiver ikke opfyldes. Vi mener, at der bør handles omgående. Den Europæiske Union må gribe ind, og denne atomubåd må hurtigst muligt flyttes til en britisk base, så den kan blive repareret under de rette forhold.
+Hr. formand, mine damer og herrer, som det er blevet sagt, har en britisk atomubåd været lagt op i basen i Gibraltar siden den 19. maj i år. En mindre skade i en atomreaktors køleanlæg kan aldrig anses for ubetydelig, eftersom det indeholder tungt vand med radioaktive isotoper. Det Forenede Kongerige har endvidere bevidst overtrådt Fællesskabets bestemmelser om strålebeskyttelse, idet det har udsat sine borgere i Gibraltar og borgerne i Algecirasbugten for en meget stor forureningssandsynlighed, eftersom det er nu og ikke i maj, at det erkender skadens omfang. I dette tilfælde har der fundet en overtrædelse af fællesskabsretten sted. Vi beklager os over, at Rusland ventede fire dage med at underrette Det Europæiske Fællesskab om ulykken. Vi har ventet i to måneder. Jeg går ud fra, at de skældsord, som visse britiske medlemmer af Parlamentet rettede imod os, da vi i juli kritiserede situationen her, også blev rettet mod Gibraltars borgere. Herfra kritiserer vi mangelen på oplysninger til områdets befolkning og på troværdige og officielle oplysninger fra Det Forenede Kongerige. Vi kritiserer endvidere det, der er en realitet: Det Forenede Kongerige har som følge af voldsomt socialt pres i landet besluttet at flytte sine baser til atomubådsoperationer og -reparationer til Algecirasbugten uden at respektere dets egne bestemmelser, som kræver, at denne type baser ikke må placeres i tætbefolkede områder. Vi kritiserer ligeledes den passive holdning hos den spanske regering, som kun har reageret, når presset og den sociale uro tilsammen har krævet det. Af alle disse årsager anmoder vi andalusiere Parlamentet og dets formandskab om, at der ses bort fra to medlemsstaters bilaterale diplomatiske interesser og gennemføres behørige høringer og forhandlinger, som kan sikre, at denne ubåd straks flyttes til en base, som opfylder de sikkerhedsbetingelser, der skal til for at reparere den, og at den sociale uro, der er opstået, på den måde ophører.
+Kommissionen deler den dybe beklagelse, som kom til udtryk i beslutningsforslagene om den ulykke, den russiske undervandsbåd Kursk kom ud for i Beringshavet den 12. august, hvor 118 søfolk mistede livet. Vi var særlig bekymrede over den politik, de russiske myndigheder førte de første dage efter ulykken med hensyn til udenlandsk bistand og den information, der blev givet til det russiske folk og den videre offentlighed. I sidste instans er Rusland ansvarlig for at udarbejde og gennemføre en plan til overvågning af sit atomaffald og brugte brændsel, og i beslutningerne opfordres Rusland derfor med rette til at benytte alle til rådighed stående ressourcer, herunder landets egne specialister. Kommissionen mener, at det internationale samfund bør tilbyde Rusland den nødvendige bistand. Den har allerede iværksat en række bistandsprojekter under forskellige fællesskabsprogrammer. Forbedret overvågning af radioaktivt affald i det nordvestlige Rusland er et af de områder, som udtrykkeligt er prioriteret i den nye Tacis-forordning for de næste syv år. Kommissionen glæder sig over enhver aktion, som vil forøge bevillingerne til reduktion af den økologiske trussel i det nordvestlige Rusland og i særdeleshed til at gøre det muligt at skrotte oplagte atomubåde hurtigere, end det indtil nu er sket med 10 af den nordlige flådes 100 udtjente atomubåde, der ligger ved forskellige baser i det nordvestlige Rusland. Ud over ubådene forøger brugt brændsel fra et antal atomdrevne isbrydere også den økologiske risiko. Mangelen på lagerkapacitet til brugt brændsel er fortsat en af de alvorligste flaskehalse for skrotningsprogrammerne under ét. Blandt fællesskabsstøttede aktiviteter kan nævnes undersøgelser med henblik på at udarbejde tegninger til og betale for oplagringsfaciliteter i det nordvestlige Rusland eller sydlige Ural. I lyset af disse undersøgelser kunne det internationale samfund, måske inklusive Den Europæiske Union, senere finansiere opførelsen af en sådan oplagringsfacilitet. For at fremskynde skrotningen støtter Fællesskabet design, konstruktion og godkendelse af en transport- og lagertank til beskadiget brugt brændsel, som produceres ved driften af atomubåde og isbrydere, og som i øjeblikket er oplagret under meget primitive forhold. Kommissionen er også med i en række studier, som har til formål at forbedre forvaltningen af radioaktivt affald i det nordvestlige Rusland. Før jeg slutter, vil jeg gerne understrege betydningen af international koordinering af denne umådelig store opgave. For at give to eksempler deltager Kommissionen i den kontaktekspertgruppe, der drives under IAEA. Gruppens arbejde vil måske med tiden gøre det muligt at udarbejde en generel strategi og afgørende investeringsprojekter, som bør støttes af det internationale samfund, og sammen med en række donorlande forhandler Kommissionen i øjeblikket om en aftale med russerne. Denne aftale, der er kendt som Det Multilaterale Nukleare Miljøprogram, har til formål at overvinde forhindringerne for international bistand, som f.eks. skyldes fritagelse for beskatning og ansvar på det nukleare område. Kommissionen håber, at ulykken med Kursk vil føre til virkelige fremskridt i disse forhandlinger og i særdeleshed styrke de russiske myndigheders beslutning om at indgå aftalen.
+Hr. formand, jeg vil gerne vide, om kommissæren har nogen kommentarer til spørgsmålet, der også vedrører atomubåde, om Tireless i Gibraltar. Det er blevet forelagt af fem medlemmer af Parlamentet, og han har ikke sagt noget. Det bekymrer mig. Er det fordi, han er døv? Er det fordi, han ikke ved, hvad han skal gøre?
+Hr. formand, vi taler om nuklear sikkerhed, og jeg vil gentage det, som Marset Campos har sagt: Vi håber, at kommissæren siger noget om vores problem, et problem i Den Europæiske Union, som berører to medlemsstaters borgere.
+Jeg har taget mig den frihed på Kommissionens vegne at reagere på det spørgsmål, vi har på dagsordenen. Det finder jeg ganske naturligt. Drøftelsen af andre emner må dækkes på andre måder og under et andet dagsordenspunkt. Jeg vil foreslå mine kolleger, at vi besvarer Deres spørgsmål skriftligt.
+Hr. formand, dagens emne er atomubådsulykker. Formandskonferencen besluttede, at spørgsmålet om ubåden i Gibraltar skulle opføres på dagsordenen for i dag.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5­0660/2000 af Sauquillo Pérez del Arco for PSE-Gruppen om Burundi; B5­0711/2000 af van den Bos for ELDR-Gruppen om aftalen om fred i Burundi underskrevet i Arusha, Tanzania; B5­0718/2000 af Johan Van Hecke PPE-DE-Gruppen om situationen i Burundi; B5­0726/2000 af Maes og Rod for Verts/ALE-Gruppen om situationen i Burundi; B5­0734/2000 af Muscardini for UEN-Gruppen om Burundi; B5­0739/2000 af Vinci for GUE/NGL-Gruppen om Arusha-aftalen og overgangen til demokrati i Burundi.
+Hr. formand, hvorfor er så mange afrikanere så dårlige til at dele magten? Når den stærkeste kan tage det hele og kan lade den svageste stå med tomme hænder, er der noget fundamentalt forkert. Når den stærkeste tilmed udgør et mindretal, kan konflikter ikke udeblive. Så længe etniske grupper udelukker hinanden og nægter at samarbejde, er der særdeles ringe håb. Kun national forsoning giver noget perspektiv, og det gælder absolut for Burundi. Efter Mandelas særlige bestræbelser så det omsider ud til, at freden rykkede nærmere. Desværre ophører kampene ikke, og nogle parter nægter at underskrive fredsaftalen. Der må gøres alt for, at de nye forhandlinger lykkes. Der må udøves maksimalt pres på hutuoprørerne for at få dem til at deltage i fredsprocessen og ikke længere følge hr. Kabilas og hr. Mugabes destruktive instrukser. For at sikre alle parters engagement er det meget vigtigt, at de politiske ledere også får individuel beskyttelse. Det er særdeles nødvendigt, at både regeringens og oppositionens vold mod uskyldige borgere bringes til ophør. Hvis striden fortsætter, hvis krænkelserne af menneskerettighederne vedvarer, og hvis parter ikke deltager, kan der ikke være tale om en fuldstændig genoptagelse af den europæiske hjælp. En større beredvillighed fra deres side til at slutte fred fører til en større beredvillighed fra vores side til at hjælpe. Mæglerne må tilskynde til initiativer, som fører til, at parterne demobiliseres og i sidste instans kan acceptere én hær. Så snart en våbenhvile er opnået, skal de burundiske flygtninge hjælpes af det internationale samfund til at finde sikkert ly i Burundi. Til sidst vil jeg sige, at hvis der skal være varig fred i Burundi, er fred i Congo-området også en absolut nødvendighed. Kun hvis afrikanere vil dele magten, er der perspektiv for dette kontinent.
+Hr. formand, hvis vi går ud fra princippet "hellere en ufuldkommen aftale end slet ingen aftale", er der faktisk i Arusha gjort fremskridt i den burundiske fredsproces. Al æren herfor tillægges Mandela, som i månedsvis er rejst frem og tilbage for at få de forskellige parter ikke blot på talefod, men også til forhandlingsbordet. Men aftalen er ufuldkommen. Der er jo stadig ingen våbenhvile, og kampene omkring hovedstaden Bujumbura fortsætter bare. De to vigtige hutuoprørsbevægelser i hæren, som er ansvarlige for størstedelen af volden, var ikke involveret i forhandlingerne. Derfor er næste fase i Nairobi, mødet mellem de væbnede grupper den 20. september, måske endnu mere afgørende end Arusha. Det er beklageligt, at aftalen ikke nævner den brede regionale kontekst. Nabolandene Congo og Tanzania, hvorfra de væbnede grupper opererer, skal også gøres opmærksom på deres ansvar. Spørgsmålet rejser sig for øvrigt, om Mandela ikke i for høj grad har analyseret den burundiske konflikt ud fra sin egen sydafrikanske kontekst. Det er rigtigt, at nogle tutsiparter bruger risikoen for udryddelse af mindretallet som alibi for at beholde overherredømmet. Men det betyder ikke, at denne risiko i Burundi ikke er nogen reel risiko. Og derfor må vi, tror jeg, kræve tilstrækkeligt med sikkerhedsgarantier for mindretallet og overvåge, at det etniske had ikke blusser op i forbindelse med et eventuelt valg. Endelig synes jeg, at Europa godt må give grønt lys for genoptagelsen af semistrukturel hjælp, først og fremmest med hensyn til undervisning og sundhedsvæsen. Ellers risikerer vi at blive gjort medansvarlige for i tusindvis af uskyldige borgeres død, og som kristelig demokrat kan jeg ikke forsone mig med denne tanke.
+Hr. formand, jeg kan helhjertet tilslutte mig hr. Van den Bos' opfordring og hr. Van Heckes opfordring 200.000 dræbte i Burundi. Så er det naturligvis nødvendigt, hr. kommissær, at der kommer en undertegnelse af fredsaftalen. Jeg er bare bange for, at fredsaftalen er indgået, fordi statscheferne havde brug for en sådan fredsaftale på det tidspunkt. Måske skulle man have forhandlet noget længere for at få alle med omkring bordet, for jeg er klar over, at så længe de vigtigste antagonister både blandt hutuer og tutsier ikke er med ved forhandlingsbordet, kan man ikke rigtigt tale om fred. Det glæder mig dog, at nogle bevægelser, som tidligere hørte til de mest uforsonlige, nu er kommet med ved bordet. Derfor vil jeg heller ikke kalde denne fredsaftale virkningsløs. Jeg spørger nu mig selv, hvordan Den Europæiske Union bedst kan imødekomme de ønsker om fred, som så mange mennesker i Burundi udtrykker. Jeg tror først og fremmest, at vi skal udøve større pres med henblik på at nå frem til en global fred i området omkring de store søer. Jeg kan ikke frigøre mig for indtrykket af, at der stadig er forskellige afrikanske ledere, der har for stor egen interesse i på en konsekvent måde at kunne stræbe efter fred i Congo og fred i området omkring de store søer. Et andet punkt er den famøse genoptagelse af hjælpen. Jeg har altid beklaget, at denne famøse boykot af Burundi blev indledt, først og fremmest fordi den var så selektiv. Jeg håber nu, at vi med målrettede fredsprojekter og med målrettet opbygning af demokratiet, som vi støtter med strukturel hjælp, kommer et stykke videre med det.
+Hr. formand, som forkæmper for arbejderkampen i et land, der har spillet og stadig spiller en gemen rolle i Burundi og Rwanda og ligeledes i hele denne del af Centralafrika, kan jeg ikke tie stille over for en resolution, hvis ord er formet omhyggeligt, ord, der tilstræber at være favorable over for befolkningerne i denne egn, men som skjuler stormagternes rolle i de massakrer, som har spillet de armerede grupper fra de to etniske grupper, tutsi og hutu, fra denne egn ud mod hinanden. For ikke engang at vende tilbage til den tidligere belgiske kolonimagts ansvar med hensyn til den fjendtlighed, der med vilje er blevet opretholdt og skærpet mellem de to største etniske grupper i de to lande, er dels de franske interessers og dels de anglosaksiske interessers rolle i borgerkrigen alment kendt. Alment kendt er ligeledes den franske hærs direkte ansvar i mobiliseringen og oprustningen af hutus ekstreme højrefløj. Den franske hær er skyld i et sandt folkemord. De skiftende franske regeringer, om de var højre- eller venstreorienterede, har ikke engang villet gøre det, den belgiske regering har gjort, nemlig at stå ved sit ansvar i denne situation, selv om det selvfølgelig ikke letter dette tyngende ansvar. Det er mig derfor magtpåliggende at udtrykke min fjendtlighed over for stormagternes hykleri samt at udtrykke min solidaritet over for befolkningerne i Burundi og Rwanda, som ud over deres etniske skel og ud over deres egne lederes ansvar i stort omfang har lidt under de imperialistiske stormagters herredømme over Afrika.
+Hr. formand, for over hundrede år siden delte de europæiske kolonimagter stammelandene i Afrika for at fastlægge nationale grænser. De afrikanske lande arvede stammekonflikter, hvor de større stammer forsøgte at dominere landenes politik. Nogle eksempler er afarerne og issaerne i Djibouti, kikuyuerne og luoerne i Kenya og hutuerne og tutsierne i Rwanda og Burundi. Jeg mener, EU bør fokusere på, hvordan den herskende elite, tutsierne i Burundi, kan overtales til at forsone og samarbejde med hutuflertallet for at opnå fred. EU må insistere på, at nabolandene ikke blander sig i Burundis indre anliggender, og EU-bistanden til dem bør gøres betinget af, at de samarbejder. Europa-Parlamentet og Kommissionen kan hjælpe Burundi, og dette beslutningsforslag er et godt skridt i denne retning.
+Hr. formand, vores kollega Sauquillo har bedt mig om at tale på hendes vegne, og det gør jeg gerne, navnlig for at takke Nelson Mandela, der også denne gang virkelig har fortjent Nobels fredspris, som han har fået tildelt. Jeg vil gerne slå fast, at Arusha-aftalen endnu ikke betyder, at krigen er slut, og at den endnu ikke er ensbetydende med fred, men aftalen eksisterer, og den kræver et øjeblikkeligt initiativ fra EU's side. Dette initiativ skal indebære f��lgende: Der skal sendes en meddelelse til dem, som har underskrevet aftalen, for at opfordre dem til at være udholdende og til at fortsætte ad den vej, de er slået ind på, og der skal sendes en meddelelse til dem, som ikke har underskrevet aftalen, for at minde dem om, at der ikke er noget alternativ til freden, og at det eneste alternativ til freden er at fortsætte med lidelserne efter arven fra kolonitiden, nemlig død og undertrykkelse. Endelig skal der også sendes en meddelelse til nabolandene for at opfordre dem til ikke at blande sig i andre landes interne anliggender, men bidrage til og støtte denne fredsproces. I EU's initiativ skal der naturligvis også tages højde for en støtte og et finansielt bidrag i den forbindelse, for de ægte fredsprocesser, nemlig de stabile, har behov for støtte, så de kan blive til grundfæstede demokratier.
+Efter ændringsforslag i sidste minut og en udsættelse på ni timer underskrev flertallet af dem, som er involveret i de forhandlinger, der har stået på i to år, en reduceret fredsaftale i Arusha den 28. august. Kommissionen glæder sig over underskrivelsen af fredsaftalen som et vigtigt første skridt på den lange og vanskelige vej til gennem forhandlinger at gøre en ende på konflikten mellem Burundis hutuflertal og tutsimindretal. Men, som det er blevet sagt under denne drøftelse, der er nogle meget vigtige spørgsmål, der stadig står åbne, såsom spørgsmålet om våbenstilstand, der udgør det væsentligste hul i aftalen, amnesti, sammensætningen af nationalforsamlingen, aftalens varighed og spørgsmålet om overgangsregering - det er sandelig ikke små spørgsmål. Til trods for antallet og vigtigheden af disse spørgsmål er undertegnelsen en vigtig begivenhed, som gør ende på Arusha-processen, men ikke på forhandlingerne som sådan. De vil fortsætte, især i Bujumbura, og vil forhåbentlig sikre, at burundierne selv overtager en større del af processen. Det har været et problem ved mange lejligheder under den lange proces. Det bekymrer Kommissionen, at de yderliggående partier har nægtet at underskrive aftalen, og man bør udfolde alle bestræbelser for at tilskynde dem til at gøre det. To tutsipartier underskrev aftalen den følgende dag. Der er planlagt forhandlinger om våbenstilstand den 20. september i Nairobi. De to præsidenter fra området, Moi og Thabo Mbeki, understreger vigtigheden heraf. At disse forhandlinger lykkes ses som en forudsætning for påbegyndelse af implementeringen af fredsaftalen, udstationering af fredsbevarende styrker fra FN og fuld genoptagelse af udviklingssamarbejdet. På dette stadium er Fællesskabet parat til på teknisk plan gradvis at genoptage samarbejdsprogrammerne i fuldt omfang, koordineret med andre donorer. Ud over et genopbygningsprogram på 48 millioner euro, som er i gang, er Fællesskabet ved at lægge sidste hånd på procedurerne for frigivelse af 50 millioner euro i Stabex-midler til at sætte gang i økonomien i landdistrikterne igen. Kommissionen er ved at udarbejde en strategirapport, som skal støtte gennemførelsen af fredsaftalen, og som koncentrerer sig om afvæbning, social og økonomisk genopbygning af Burundi og reformer på statsligt plan. Endelig vil Kommissionen holde et uformelt donormøde på teknisk plan i Bruxelles den 15. september. Formålet er at rapportere om gennemførelsen af programmet, at forbedre koordineringen mellem donorerne, at udarbejde en fælles strategi for bidrag til gennemførelsen af fredsaftalen og at forberede en rundbordskonference på højt plan mellem de involverede parter og donorer, som skal løbe af stabelen i Paris i dette efterår. Vi er parat til at forøge det faktiske samarbejde. Jeg kan fortælle Europa-Parlamentet, at vi ser dette som en god mulighed for at forsøge at demonstrere, hvordan man bedst kan forvalte overgangen fra fasen med nødhjælpsbistand til opbygning og gradvis indførelse af fremadrettet, langsigtet udviklingssamarbejde. Vi sender alle de signaler, vi kan, til organisationer som UNHCR om at forsøge at blive så godt organiseret som muligt, og som De kan høre af, hvad jeg har sagt, gælder dette også andre donorer i denne situation. Koordinering er meget vigtig, fordi vi stadig befinder os i en situation, hvor den rette balance og de rette signaler til parterne i Burundi-processen er lige så vigtige som de euro, vi mobiliserer. Dette er en meget målrettet bestræbelse, som har til formål at få orden på tingene.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Bhutanske flygtninge i Nepal B5­0663/2000 af Aparicio Sánchez m.fl. for PSE-Gruppen om de fortsatte vanskeligheder for de bhutanske flygtninge i Nepal; B5­0673/2000 af Collins for UEN-Gruppen om de fortsatte vanskeligheder for de bhutanske flygtninge i Nepal; B5­0705/2000 af Dupuis m.fl. for TDI-Gruppen om situationen for de bhutanske flygtninge i Nepal; B5­0712/2000 af Malmström for ELDR-Gruppen om de bhutanske flygtninge; B5­0719/2000 af Thomas Mann PPE-DE-Gruppen om de bhutanske flygtninge i Nepal; B5­0727/2000 af Messner for Verts/ALE-Gruppen om de fortsatte vanskeligheder for de bhutanske flygtninge i Nepal; B5­0740/2000 af Vinci for GUE/NGL-Gruppen om de fortsatte vanskeligheder for de bhutanske flygtninge i Nepal. Burma B5­0667/2000 af Kinnock og Veltroni for PSE-Gruppen om Burma; B5­0706/2000 af Dupuis m.fl. for TDI-Gruppen om situationen i Burma; B5­0716/2000 af Gasòliba i Böhm for ELDR-Gruppen om situationen i Burma; B5­0720/2000 af Maij-Weggen PPE-DE-Gruppen om Burma; B5­0728/2000 af McKenna for Verts/ALE-Gruppen om Burma; B5­0741/2000 af Fraisse m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om Burma. Krænkelser af menneskerettighederne i Colombia, herunder sagen om Brendan Forde B5­0664/2000 af Medina Ortega m.fl. for PSE-Gruppen om situationen i Colombia; B5­0713/2000 af Cox for ELDR-Gruppen om Colombia-planen og massakren på fredsgruppen i La Unión - Uraba; B5­0721/2000 af Banotti m.fl. PPE-DE-Gruppen om dødstruslerne mod Brendan Forde og hans gruppe og situationen for menneskerettighederne i Colombia; B5­0729/2000 af McKenna m.fl. for Verts/ALE-Gruppen om massakren på fredsgruppen i La Unión/San José de Apartadó (Antioquia) i Colombia situationen for franciskanermunken Brendan Forde og Colombia-planen; B5­0735/2000 af Collins m.fl. for UEN-Gruppen om Colombia og massakren på fredsgruppen i La Unión, i Uraba-regionen; B5­0742/2000 af Miranda m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om situationen for menneskerettighederne i Colombia. Gidseltagning af britiske soldater i Sierra Leone B5­0665/2000 af Kinnock for PSE-Gruppen om gidseltagning af britiske soldater; B5­0714/2000 af Ludford for ELDR-Gruppen om gidseltagning af soldater fra Det Forenede Kongerige i Sierra Leone; B5­0722/2000 af Ferrer PPE-DE-Gruppen om gidseltagning af 11 britiske soldater i Sierra Leone; B5­0730/2000 af Maes m.fl. for Verts/ALE-Gruppen om gidseltagning af britiske soldater; B5­0743/2000 af Sjöstedt og Miranda for GUE/NGL-Gruppen om gidseltagning af britiske soldater i Sierra Leone. Tyrkiske bombardementer i det nordlige Irak B5­0672/2000 af Sakellariou og van den Berg for PSE-Gruppen om bombardementet gennemført af tyrkiske militære styrker i Kendakor-området i det nordlige Irak; B5­0715/2000 af Duff for ELDR-Gruppen om de tyrkiske luftbombardementer i det nordlige Irak; B5­0731/2000 af Cohn-Bendit m.fl. for Verts/ALE-Gruppen om bombardementet gennemført af den tyrkiske hær i Kendakor-området i det nordlige Irak; B5­0744/2000 af Uca m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om bombardementet gennemført af tyrkiske militære styrker i Kendakor-området i det nordlige Irak.
+Hr. formand, det beslutningsforslag, vi har fået forelagt i dag, har ikke på nogen måde til formål at kritisere de vigtigste deltagere, nemlig den bhutanske og den nepalesiske regering, i processen med at finde løsninger for de 96.000 nepalesisktalende bhutanske flygtninge, som bor i lejrene. Der er blevet født 17.000 børn i disse lejre i de sidste 10 år. Formålet med beslutningsforslaget er at støtte initiativer og aktioner og anmode Kommissionen om måske at hjælpe med finansielle mekanismer for at støtte genplaceringen af disse mennesker. Vi glæder os over, at Japan har givet USD 1,3 millioner til flygtningene, og at der er kommet USD 1 million fra verdensfødevareprogrammerne. Men de, der bor i disse lejre, ville foretrække at blive genplaceret i deres hjemland frem for at få disse penge. De sendte os dette memorandum og bad om støtte til løsning af deres problemer og til, at retfærdigheden måtte ske fyldest. I det siger de "We pray at your end, honourable European Parliamentarians, that justice may prevail on us" (vi beder for jer, ærede europæiske parlamentarikere, for at vi må få vores ret). Det er det, vi arbejder for her i dag. Lad os håbe, at vores beslutningsforslag vil bringe retfærdighed til disse mennesker, vil hjælpe dem med igen at blive bosat i deres hjemland og opnå nogle resultater.
+Hr. formand, tidligere på året havde jeg den ære at være med i en delegation fra Europa-Parlamentet til New Delhi og Nepal. På baggrund af vores besøg, og i særdeleshed vores besøg i flygtningelejrene i det østlige Nepal, lovede delegationen, at den ville gøre alt, hvad der var muligt, for at rejse spørgsmålet om den fortsatte elendige tilstand for de bhutanske flygtninge i Nepal. Jeg vil gerne forsikre medlemmerne af Europa-Parlamentet om, at flygtningene er helt klare over og i høj grad værdsætter og påskønner det, Europa-Parlamentet allerede har gjort ved at henlede opmærksomheden på deres situation. Det blev klart demonstreret over for os under vores besøg i regionen, og vores beslutning om at fortsætte med at tilskynde til en aftale mellem Bhutan og Nepal nu er så fast som nogensinde. Tilstrømningen af bhutanske flygtninge til Nepal begyndte i slutningen af 1991, og frygten for svindende international opmærksomhed er derfor altid til stede. Flygtningene har ventet i de sidste 10 år på en fredelig og permanent løsning på krisen. Som fru McCarthy har sagt, vil mange af dem gerne hjem. Der har været utallige bilaterale forhandlinger, men indtil nu er der ikke sikret nogen endelig politisk løsning. I New York foregår årtusindtopmødet i De Forende Nationer, mens vi taler her, og det giver Bhutans og Nepals premierministre mulighed for at mødes og demonstrere deres vilje til at arbejde for fred og tolerance ved at enes om en snarlig løsning på problemet med bhutanske flygtninge i Nepal. Det ville være en passende måde at markere FN's årtusindtopmøde på. Jeg håber, de vil få al mulig støtte til at gøre dette. Et af de afgørende spørgsmål, der skal løses, er definitionen af familieenheden af hensyn til undersøgelser på stedet. Nepal har accepteret det kompromis, som UNHCR har fremlagt. De har spillet en vigtig rolle ved at søge at hjælpe med at løse op for den fastlåste situation. Jeg vil stærkt tilskynde de bhutanske myndigheder til at acceptere kompromiset, så undersøgelser på stedet kan begynde med det samme. Mens Den Europæiske Union fortsat er en af de største donorer, finder både UNHCR og Verdensfødevareprogrammet det i stigende grad vanskeligt at fremskaffe midler til at drive flygtningelejrene. Jeg opfordrer internationale donorer til fortsat at stille tilstrækkelige midler til rådighed til at muliggøre driften af lejrene under forhandlingen og processen med undersøgelser på stedet. Samtidig forventer jeg, at donorerne insisterer på, at den bhutanske regering skal muliggøre hurtig tilbagerejse for flygtningene. Jeg glæder mig meget over den nyhed, fru McCarthy havde med til Europa-Parlamentet om det japanske folks generøsitet i denne forbindelse. Man forsikrede os om, at der hurtigt ville blive afsluttet bilaterale forhandlinger, og at faktiske undersøgelser i lejrene ville begynde i slutningen af juli. Denne aftale er desværre stadig ikke opfyldt. Jeg vil derfor igen gentage vores appel til alle berørte om at tage de nødvendige politiske initiativer til at tilvejebringe en varig løsning på den uacceptable situation for de bhutanske flygtninge, hvoraf 17.000 er blevet født i lejrene.
+Hr. formand, jeg synes, at vi allerførst skal takke formanden for vores Sydøstasien-delegation, hr. Gérard Collins, som næsten ikke har talt, og som vi kan takke for opnåelsen af dette beslutningsforslag. Han skal ligeledes have tak for den indsats, han har gjort i løbet af de sidste måneder for at forsøge endeligt at løse et problem, der ikke er så marginalt endda, eftersom det vedrører tusindvis af mennesker, som har stået uden noget som helst i ofte mange år. Jeg vil gerne have lov at tilføje, at hr. Collins er blevet bakket op af hele delegationen, fru McCarthy, hr. Thomas Mann og af alle de andre medlemmer, og jeg håber, at Kommissionen følger op på Parlamentets enstemmige holdning, og at der snart kommer synlige resultater. Jeg tror, at den videre udvikling nu er op til bhutanerne, men det drejer sig nu for Kommissionen og for Rådet om at lægge pres på den bhutanske regering. Jeg vil gerne henlede jeres opmærksomhed, ud over dette spørgsmål, på et problem, der vedrører os alle, og som vedrører vores fremtid. I forgårs vedtog vi Galeote Quecedo-betænkningen om det fælles diplomati, der, når det kommer til stykket, har indskrænket sig til en rapport om en fremtidig skole for fremtidig fælles diplomati. Det er ikke ret meget. Det er ikke ret meget, når man ved, at der i Bhutan ikke er en delegation fra Kommissionen, når man ved, at der i Nepal ikke er en delegation fra Kommissionen, og når man også ved, at der i Bhutan ikke er en ambassade for nogen medlemsstat. Dette gør bestemt ikke kontakten nemmere, og det gør det ikke nemmere at handle diplomatisk for, at dette problem i særdeleshed, og andre mere generelle problemer, kan blive løst. Det er, kære kolleger, den betænkning, I har vedtaget. Det er ikke engang en delvis EU-harmonisering af vores fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Er det virkelig utænkeligt at forestille sig, at vi i et land som Bhutan, hvor vi ikke har en ambassade, kunne have en delegation fra Kommissionen, der samtidig gør det ud for en ambassade for de 15 medlemslande? Er det virkelig umuligt? Ligger det ud over jeres forestillingsevne? Det var det spørgsmål, jeg ville stille jer.
+Hr. formand, i Europa-Parlamentets SAARC-delegation kunne vi i april overbevise os om de omstændigheder, som titusinder af flygtninge har levet under i årevis i lejre i den østlige del af Nepal. Der er ydet betydelig bistand fra Den Europæiske Union og internationale organisationer, men ingen kan varigt garantere en finansiel støtte i denne størrelsesorden. Det er på allerhøjeste tid, at der indgås aftaler med et vægtigt indhold. Bhutan og Nepal er ikke naboer, men i tankerne står de hinanden nær. Begge lande er kongeriger, begge har parlamentarisk styre med en ung tradition, det ene buddhistisk, det andet hinduistisk. Begge ved, at den varige konflikt lammer deres nationale og økonomiske fremskridt. Bhutan bebrejder Nepal, at det på grund af konstante regeringsskift savner handlekraft. Det har ændret sig. Nepal bebrejder Bhutan, at det ikke er parat til effektive løsninger. Det vil forhåbentlig ændres. Den bhutanske udenrigsministers løfter i forbindelse med hans besøg hos os i Bruxelles den 8. juni er blevet overholdt, for midt på året blev der indledt afgørende forhandlinger. Der er enighed om de fire kategorier af beboere i flygtningelejrene. Men det er nødvendigt med en klar fælles definition af begrebet familie, som det er fastsat i UNHCR's kompromis, som hr. Collins henviste til. Nepal har allerede erklæret sig indforstået. Vi opfordrer imidlertid også Indien til ikke fortsat at holde sig fornemt udenfor. Indien er knyttet til begge naboer ved aftaler og økonomisk integration. I Indien arbejder 6 millioner nepalesere. Grænserne er åbne. Asylproblemer findes ikke her. Jeg kender udmærket det charter, som fastsætter, at bilaterale konflikter ikke kan løses på SAARC-niveau. Men det største demokrati i verden har også regionalt den største indflydelse og bærer et humanitært medansvar. Der er sket bevægelse. PPE-DE-Gruppen satser på de gode viljer og på fremsynede mennesker i Timphu, i Katmandu, men også i Delhi. Vi forventer nu et afgørende gennembrud i samtalerne i New York mellem flygtningehøjkommissæren og Bhutans og Nepals premierministre.
+Hr. formand, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance kan kun gå kraftigt ind for denne beslutning, der - som det blev sagt af de kolleger, der har haft direkte erfaring med denne tragiske situation - viser vores institutions opmærksomhed på et område, som så afgjort ligger langt fra os, men hvis menneskelige tragedier sætter dybe spor i vores sind. Som kollegerne før mig mindede om, er der gjort mange fremskridt, og der vil blive gjort flere endnu. Det er vores håb, at de kommende møder får en positiv effekt. Selv vil jeg gerne tilslutte mig hr. Dupuis' ønske om, at også Kommissionen og EU i almindelighed foretager nogle diplomatiske skridt over for de lande, der er mest berørt af denne krise. Jeg tror ikke, at der er andet at tilføje, end at vi også vil følge opmærksomt med i situationens videre udvikling. Burma
+Tak, hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi står på ny over for et eksemplarisk tilfælde. Denne lovtekst om Burma, jeg ved snart ikke hvilket nummer i rækken desværre, er vældig god. Situationen i Burma er helt klar. Den er dels karakteriseret ved et perfekt diktatur og dels ved en eksemplarisk opposition, men der er ikke blevet konstateret nogen fremskridt i dette land de sidste 10 år. Sådan er situationen. Jeg tror, at det må føre os til også at stille os selv spørgsmål. Vores politik over for Asien er en kriminel politik, i bogstaveligste forstand kriminel. Vi sidestiller styrer, der, selv om det er vanskeligt for dem, fortsætter med at styrke demokratiet, som Indien f.eks., sammnen med andre lande som Kina, Burma og Nordkorea, som gør alt, hvad der står i deres magt, hvis man kan sige det sådan, for at forstærke diktaturet. Efter min mening burde man derfor overveje at opstille lister, at definere kategorier og at have forskellige typer relationer alt efter landets art. Det er desværre ikke tilfældet. Europa-Parlamentet har bedt herom i lang tid, og derfor må vi insistere på dette punkt. Man kan ikke fortsætte dialogen med organisationer som Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien, mens man lader som om, at man betragter disse lande som et homogent hele. Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien er blot en samling af helt forskellige lande, som har meget modsatrettede interesser og ingen integrationsperspektiver. Vi bør skabe integrationer, der bygger på demokrati - det er bestemt ikke tilfældet i den type lande -og altså fremme vores bilaterale forbindelser med de lande, der støtter sig til demokratiet, og som vil styrke retsstaten og demokratiet, og så bør vi føre en ekstrem hård politik mod lande som Burma. Endelig skal jeg bemærke, at Burma i dag er et land, der er besat af Folkerepublikken Kina. Adskillige informationskilder dokumenterer for eksistensen af snesevis af kinesiske militærbaser i Burma. Folkerepublikken Kina omringer i øjeblikket Indien. Det er et reelt faktum, et konkret faktum. I kender situationen i Pakistan. Folkerepublikken Kinas strategiske hjælp med genoprustning og forstærkningen af kernevåben i Pakistan er en form for omringning, og, hvis det store verdensproblem i løbet af det 20. århundrede var det tyske problem, det fransk-tyske problem, vil det nu og i fremtiden være et indisk-kinesisk problem. Hvis vi ikke allerede nu støtter de lande, der tilstræber demokratiet, en forstærkning af demokratiet, som Indien, og hvis vi fortsætter med at rulle den røde løber ud foran de kinesiske myndigheder, forstærker vi blot en blanding, der ender med at blive eksplosiv. Den eksplosion, der kommer, vedrører ikke kun Asien, men også Europa og EU.
+Hr. formand, mine damer og herrer, det er med beklagelse, at jeg igen er nødt til at tale for at forsvare fru Aung San Suu Kyis sag. Det er ikke blot et forsvar af et menneske, der har lidt og lider, fordi hun kæmper for demokrati og frihed, men også af det, som hun repræsenterer i et helt folks kamp for at opnå disse ting. Fru Aung San Suu Kyi har fået det internationale samfunds anerkendelse, idet hun har modtaget Nobels fredspris, Sakharovprisen fra Parlamentet, Frihedsprisen fra Liberalt Internationale. Og nu nægtes hun de mest grundlæggende frihedsrettigheder, og de, der følger hende i denne vanskelige proces under diktaturet, som hr. Dupuis allerede har talt om, nægtes dem også. Alle disse mennesker er i en meget uacceptabel situation. Derfor støtter Den Liberale Gruppe forslagene til beslutning, og jeg vil især gøre opmærksom på punkt 8, hvori USA såvel som Kommissionen og Rådet opfordres til at indføre relevante politiske og økonomiske sanktioner, så længe der ikke er en demokratiseringsproces i gang i Burma.
+Hr. formand, på ny konfronteres vi med den vanskelige situation, som den valgte præsident af Burma befinder sig i, og med aggression fra landets militærregimes side. Jeg tror, at vi i de forløbne to år har fremsat fem eller seks beslutningsforslag om situationen i Burma. Det er næsten ikke til at holde ud, at en præsident, som er valgt med 80% af stemmerne for godt 10 år siden, og som på en ikkevoldelig måde gør modstand mod militærregimet i sit land og får verbal støtte, så sent som i disse dage fra hr. Clinton, og som har modtaget både nobelprisen og Sakharovprisen for sin ikkevoldelige modstand, faktisk modtager utilstrækkelig støtte til virkelig at kunne indtage den plads, som hun fortjener i sit land, og så drejer det sig om et militærstyre, som krænker menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder groft. Nationaløkonomien hviler på narkotika. Det drejer sig om verdens næststørste narkotikaland efter Colombia, som har nedlagt parlamentet og ladet utallige parlamentsmedlemmer myrde og arrestere, som anvender tvangsarbejde over for mindretalsgrupperne, navnlig inden for opførelsen af infrastruktur, og som ikke desto mindre får lov at drage fordel af investeringer, også fra europæiske lande, såsom investeringer foretaget af det franske olieselskab Total og den nederlandske vandbygningsindustri. Hverken EU eller nogen national medlemsstat blokerer den slags investeringer. Jeg er egentlig ikke rigtig tilhænger af økonomiske sanktioner, men sommetider, jeg tænker på Sydafrika og Chile i 1980'erne, er det nødvendigt at stoppe ondskab. Jeg synes, at Den Europæiske Union og USA sammen må aftale, hvad der skal gøres mod Burma. Jeg synes, at Burma skal isoleres politisk og økonomisk, og at der skal udøves et virkeligt effektivt pres, ellers legitimerer vi voldelig opposition. Mennesker andre steder siger: Se på fru Aung San Suu Kyi. Hun har i 12 år gjort ikkevoldelig modstand, og så står hun stadig langs vejen, og hun bringes tilbage til sit hjem, og hendes folk arresteres. Og hvad sker der? Det internationale samfund griber ikke ind. Jeg beder Den Europæiske Union om at drøfte med USA, om der virkelig ikke kan gøres noget for at hjælpe hende og for at sørge for, at hun og parlamentet i Burma virkelig kan udvirke, at Burma igen bliver et demokrati.
+Hr. formand, jeg vil gerne støtte, hvad de andre talere har sagt. Det er 10 år siden, NLD vandt et kæmpeflertal af mandater ved frie og retfærdige valg, men til trods for det er demokratiet blevet undertrykt fra alle kanter og ved enhver lejlighed. Jeg mener, at den genoptagelse af Burma i ASEAN- og EU-ASEAN-møderne, der for nylig er sket, fra starten har været en væsentlig fejltagelse. Siden Burma blev genoptaget i ASEAN, har de ikke gjort noget for at vise, at de fortjener det. Man burde alvorligt genoverveje denne politik. Burma burde udelukkes. Jeg mener også, at Den Europæiske Union kunne gøre meget mere. Aung San Suu Kyi har bedt om sanktioner, men vi har ikke gjort noget som helst ved det. Selv USA har bremset for nyinvesteringer. Hvorfor sikrer Den Europæiske Union ikke, at der bliver indført sanktioner? Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at forsøge at standse tvangsarbejdet og overtrædelserne af menneskerettighederne. Som der står i beslutningsforslaget, bør vi modarbejde enhver form for turisme til Burma. Det bør støttes.
+Hr. formand, jeg er enig i mange af de kommentarer, som indtil nu er blevet fremsat af fru McKenna og fru Maij-Weggen om situationen i Burma. Men jeg vil også gerne henvise til, hvad der er sket med en af mine vælgere, noget, som giver et godt eksempel på brutaliteten hos Burmas nuværende magthavere. I september 1999 blev James Mawdsley fra det nordøstlige England idømt 17 års isolationsfængsel i et burmesisk fængsel. Hans mor er i øjeblikket på vej til Burma i håb om at se ham. Hans forbrydelse var ifølge de burmesiske myndigheder at rejse ind i landet og forsøge at henlede opmærksomheden på de overtrædelser af menneskerettighederne, som foregår dér. Anklagerne imod ham var falske. F.eks. blev det påstået, at han var kommet illegalt ind i landet, men personale fra den britiske ambassade har set hans pas, der er stemplet af de burmesiske indvandringsmyndigheder, hvilket viser, at han var kommet helt legalt. Britiske ministre og embedsmænd har gjort sig stadige bestræbelser på at henlede de burmesiske myndigheders opmærksomhed på hans situation, men uden held. Jeg anmoder Europa-Parlamentet og Kommissionen om at gøre alt, hvad de kan, for at sikre hans løsladelse.
+Hr. formand, lad mig begynde med at understrege, at i debatten om menneskerettighederne skal udskiftningen af Iran med Burma ikke betyde, at menneskerettighedssituationen i Iran ikke vækker stor bekymring i min gruppe. Vi vil fortsat beskæftige os med den. Men de aktuelle forhold, den burmesiske militærregerings skandaløse beslutninger og optræden gør det simpelthen påkrævet, at Europa-Parlamentet markerer sin holdning. Vi skal udtrykke vores fulde beundring og respekt for den ikkevoldsaktion, den beundringsværdigt vedholdende indsats, som ydes af modtageren af Nobels fredspris, Aung San Suu Kyi, og også af medlemmer og politikere i Den Nationale Liga for Demokrati. Vi skal forsikre dem om, at vi står på deres side, og at Den Europæiske Union sammen med det internationale samfund vil gøre alt for at bidrage til at genoprette menneskerettighederne eller, bedre udtrykt, for at indføre menneskerettigheder, demokrati og retsstatsforhold i Burma. San Suu Kyi er bestemt stadigvæk en person, der knyttes håb til. Hendes vedvarende aktioner viser, at hendes stemme ikke kan bringes til tavshed, og at vi derfor i Europa er forpligtet til at gøre alt for, at hendes stemme høres her i Europa og i Amerika, men først og fremmest også i Asien. Hun personificerer et håb for forfulgte, undertrykte og også for de mange tvangsarbejdere. Men hun personificerer også et håb for de borgere, som før 1990 have besluttet sig for demokrati, parlamentarisme og retsstat. Vi skal opfordre vores partnere, ASEAN-landene, men også de andre lande i Asien, til at gøre alt for at få væltet denne såkaldte overgangsregering, som den kynisk nok stadigvæk kalder sig. Derfor er det efter min mening rigtigt, at vi udvider de økonomiske sanktioner. EU har her handlet rigtigt. Vi har nu brug for i en institutionaliseret dialog og på topmødet i Laos at sætte opgøret med Burma helt øverst på dagsordenen for dette møde, for at det bliver klart, at ASEAN og også EU bærer et ansvar for udviklingen i Burma. Krænkelser af menneskerettighederne i Colombia, herunder sagen om Brendan Forde
+Hr. formand, Parlamentet har ved mange lejligheder beskæftiget sig med situationen i Colombia. I Colombia er der en skjult borgerkrig, hvor volden for flere årtier siden fik en strukturel karakter. Denne skjulte borgerkrig er blevet meget kompliceret som følge af narkohandlens udvikling, idet Colombia er blevet et land, der fremstiller og formidler narkotika til resten af verden. I den situation er der forskellige grupper, som benytter sig af vold. Jeg tænker ikke kun på de paramilitære organisationer og på guerillaerne, men også på narkohandlerorganisationerne. Ved visse lejligheder griber militære enheder endog til vold og krænker menneskerettighederne. I en situation som denne har forsøg på at oprette fredsområder, f.eks. gennem Fredssamfundene i landbrugsregionen Uraba, været yderst vanskelige. Der er faktisk for nylig sket drab i disse samfund i Uraba, nærmere betegnet i Unión-regionen. Deres ledere har modtaget mordtrusler, og mordtrusler i Colombia er noget, som skal tages meget alvorligt, for de plejer at blive ført ud i livet. Parlamentet kan i virkeligheden ikke gøre ret meget. Vi støtter naturligvis den colombianske regerings og andre organisationers bestræbelser på at opnå fred, og vi gentager ønsket om og interessen i, at de europæiske institutioner samarbejder med den colombianske regering om at opretholde freden.
+Hr. formand, mine damer og herrer, som min kollega Medina Ortega har nævnt, må vi desværre også gentage den situation, som konflikten i Colombia befinder sig i, og gøre opmærksom på, at der i Fredssamfundet La Unión i Uraba-regionen har fundet tre massakrer sted siden 1997. Heldigvis har den colombianske regering besluttet at finde og retsforfølge de ansvarlige. Men sagen er, at der siden 1997 har været tre massakrer, den seneste den 8. juli i år, og Fredssamfundet La Unión og Inter-Congregational Commission of Justice and Peace, herunder den irske franciskanermunk Brendan Forde, er gentagne gange blevet truet på livet til trods for deres neutrale holdning og deres bidrag til fredsstiftelse i området. Vi mener, at denne situation igen kræver en meget aktiv indsats fra de europæiske institutioners side. Såvel Kommissionen som Europa-Parlamentet har en række muligheder for at gennemføre den i samarbejde med FN's Kontor for Menneskerettigheder i Colombia og også gennem De Forenede Nationers Højkommissariat for Menneskerettigheder i Colombia. Vi forlanger, at Kommissionen, naturligvis i samarbejde med Parlamentet, stiller al vores politiske indflydelse og vores pressionsevner til rådighed for den colombianske regering, så den ønskede fred til sidst indfinder sig i Colombia, og disse dramatiske situationer med mord, dødsfald og massakrer ikke opstår igen.
+Jeg havde den ære sidste år at besøge dette smukke, hårdtprøvede land, og det er et privilegium for os her i Europa-Parlamentet at kunne hæve stemmen for at forsvare rettighederne for mennesker, som befinder sig langt herfra. Jeg havde også den ære at møde mange af menneskerettighedsaktivisterne i Colombia sidste år. Som det klart fremgår af den bekymring, som irske kolleger har givet udtryk for her i dag, har vi i år i Irland hørt om den fare, som truer fader Brendan Forde, en franciskaner, som arbejder i den lille landsby La Ùnion, og som har valgt at blive sammen med sine sognebørn til trods for meget betydelig fare for hans eget liv. Han er så isoleret, at han sandsynligvis aldrig vil høre om debatten her i dag. Han må gå 15 km, før han kan finde en telefon og kommunikere med nogen. Derfor er det vores pligt her at tale for et krav om, at han og alle omkring ham må kunne leve i fred og sikre, at den colombianske regering er opmærksom på vores bekymring.
+Fru formand, først vil jeg gerne give udtryk for min alvorlige skuffelse over det beslutningsforslag, vi har fået forelagt. Min gruppe, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, underskrev ændringsforslaget, men vi var forfærdede over, at ændringsforslaget og beslutningsforslaget ikke går langt nok. De dækker ikke et antal alvorlige problemer som Colombia-planen og de alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne, som foregår i det land. Mange menneskerettighedsorganisationer har sagt, at overtrædelser af menneskerettighederne fra paramilitære gruppers side bliver støttet af hæren, og at mord på de fattige i landdistrikterne er en følge heraf. De fleste af Colombias væbnede styrker er fortsat implicerede i alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og deres bistand til og stiltiende godkendelse af de paramilitæres uhyrligheder bliver generelt ignoreret af de colombianske myndigheder. USA's udenrigsministerium har hele tiden rapporteret, at Colombias væbnede styrker har truffet foranstaltninger til at straffe overtrædelser af menneskerettigheder fra deres egnes side. Colombia-planen vil føre til, at USD 1,3 milliarder fra USA hovedsagelig bliver anvendt til militære formål. Mange menneskerettighedsorganisationer mener, at planen vil forværre forholdene for fattige landbefolkninger og i hvert fald forøge den politiske vold. Den vil forvolde uoprettelig skade på mennesker og miljø og ikke løse problemet med narkotika. Man har ikke rådspurgt Colombias befolkning om denne plan, hvilket er helt uacceptabelt. Jeg var i Colombia sidste år sammen med nogle ngo'er, og jeg kan fortælle, at situationen dér virkelig er alvorlig. De colombianske soldater støtter stadig aktivt de paramilitære, som er ansvarlige for overtrædelser af menneskerettighederne, og det er klart, at USA og Colombia har arbejdet mod befolkningens interesser. Jeg mener, at dette burde have indgået i beslutningsforslaget. Den eneste gruppe, som ønskede at tage fat på Colombia-planen og hele menneskerettighedssituationen i Colombia, var vores egen. Det er virkelig uheldigt og en eklatant svigten af vores pligt over for mennesker i hele verden.
+Hr. formand, da præsident Pastrana talte her i Parlamentet, lovede han at arbejde for fred i sit land, men han glemte at nævne tre temmelig alvorlige spørgsmål. For det første det store ansvar, der ligger hos selve regeringen, som forsvarer krænkelsen af menneskerettighederne, tortur, bortførelser og mord begået af de paramilitære grupper i hemmelig forståelse med hæren. For det andet at problemer så alvorlige som kokaindyrkning og vold kun kan løses gennem fredsforhandlinger med FARC og ELN. Og for det tredje at han sammen med USA var ved at forberede Colombia-planen om militær intervention i området bag ryggen af det colombianske parlament, den europæiske offentlighed og verdensoffentligheden. Af disse grunde og med udsigt til den fare for en vietnamisering af Latinamerika, som Colombia-planen udgør, er det nødvendigt at handle med tre konkrete forslag. For det første at al støtte til Colombia fra Den Europæiske Union først ydes, efter at der er indgået en fredsaftale mellem regeringen FARC og ELN. For det andet at Den Europæiske Union skal fordømme Colombia-planen og kræve, at konflikten løses fredeligt og gennem forhandling for at undgå militær optrapning. Og for det tredje skal Den Europæiske Union kræve af præsident Pastrana, at landets paramilitære banders krænkelse af menneskerettighederne ophører, og at de triste verdensrekorder på tusinder af ofre hvert år, ophører. Af den grund tillader jeg mig endvidere at tilføje - som det allerede er blevet sagt, men jeg tror, at det ville være hensigtsmæssigt at gøre det konkret - at Den Europæiske Union bør oprette et observatorium for menneskerettigheder i Latinamerika i forbindelse med FN's allerede eksisterende. For der er så mange lande, men især Colombia, der ikke opfylder den garanti for respekt for demokratiet og menneskerettighederne, som det er vores ansvar at støtte behørigt i det område, der er så vigtigt for os og for verden.
+Hr. formand, må jeg sige direkte til hr. Nielson, at jeg skrev til Dem den 18. august og gav udtryk for min bekymring for fader Brendan Fordes liv og situation - jeg mener den irske præst, hvis liv hele tiden er truet under de komplicerede politiske betingelser i Colombia? Må jeg tilføje navnet på en ung mand, som er født og opvokset i Irland, Tristan James Murray, hvis mor kommer fra min del af Irland i Wexford, og hans colombianske kollega Javier Nova, unge miljøforkæmpere, som har været savnet siden juli? Vi nærer alle bekymring for, at Colombia-planen kan eskalere konflikten og forøge guerillaernes indflydelse derude. Vær venlig at sikre, at bistand fra EU og ligeledes amerikansk bistand bliver brugt, som den bør, ikke til at forøge militsernes angreb på fredelige samfund under dække af at ville uskadeliggøre guerillaer. Fader Forde bliver, hvor han er, fordi han forsøger at beskytte sit samfund. Han er blevet truet på livet; man har givet ham 20 dage til at forsvinde, og Det Internationale Røde Kors vil støtte alt, hvad vi siger om dette. Vi må hæve den internationale profil for alle de mennesker, herunder de samfund, hvis liv er truet, og vi stoler på, hr. Nielson, at De vil gøre alt, hvad De kan, for os.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, to minutter er ikke mere end lige nok til at indhente og opremse de frygtelige tal, vi får fra Colombia i dag. Jeg vil kun nævne nogle af dem, som fremgår af den sidste e-mail fra Amnesty International: 50 civile blev dræbt af de paramilitære styrker i sidste måned, der fandt 400 massakrer sted på civile i løbet af 1999, 3.500 mennesker var ofre for politiske forbrydelse, 1.000 mennesker blev bortført, 250.000 civile colombianere stod uden tag over hovedet af politiske årsager. Oven i alt dette kommer nu en massakre i landsbysamfundet La Unión, og det er den tredje i løbet af tre år. Det er vores moralske pligt at slå fast, at denne massakre var fuldstændig planlagt, og der i dag ikke sker noget i Colombia, som er tilfældigt. Hvad skal vi så gøre? Skal vi vente på den næste massakre i La Unión eller i en anden landsby, så vi kan vedtage endnu en beslutning, hvor vi giver udtryk for vores store sorg, eller skal vi - sådan som nogle af kollegerne med rette foreslog - give vores holdning kraftigt til kende? I dag bør Parlamentet efter min mening være modigt nok til at hæve stemmen og bruge Amnesty Internationals ord endnu en gang: Alle konfliktens parter er ansvarlige for krænkelsen af menneskerettighederne i Colombia, men en af disse parter, nemlig de paramilitære styrker, har det største ansvar. De paramilitære styrker er nemlig ved at knuse befolkningen i et dødeligt jerngreb. Som det blev sagt, har præsident Pastrana aflagt et besøg her i Parlamentet og tilbudt sin værdifulde indsats for at få alle parter til at genoptage dialogen. Det er Parlamentets opgave at anmode om, at der genindføres nogle elementære regler og rettigheder, navnlig internt i den colombianske stat, samt at fordømme det, der sker i Colombia i dag. De paramilitære styrkers handlinger er aftalt med hæren, som er deres medskyldige, og som ofte - ligesom i dette tilfælde - udarbejder dødslisterne over de personer, der skal slås ihjel. Der er endnu ikke blevet gjort noget seriøst forsøg på at stille lederne af denne formodede paramilitære hær for en domstol. En af dem, der kan nævnes, er Carlos Castaño, som ustraffet fortsætter med at give interviews til de colombianske radiostationer. Lad os derfor slå fast, at vi støtter en fredelig løsning, og lad os uden hykleri anmode den colombianske regering om at tage den tragiske rolle, de paramilitære styrker spiller, op til overvejelse. Endelig skal vi opfordre Kommissionen og medlemsstaterne til at anvende alle de politiske ressourcer, der kan beskytte sikkerheden for de civile organisationer, som gør en indsats for at forsvare menneskerettighederne.
+Hr. formand, som Manolo Medina sagde, taler vi igen om Colombia. I dette tilfælde for at anmode om beskyttelse af den irske franciskanermunk Brendan Forde og hans kolleger. Men den sidste menneskerettighedsforkæmper, som blev myrdet i Colombia, blev myrdet i maj. Han hed Ramiro Zapata. Antallet af menneskerettighedsforkæmpere, som er blevet myrdet inden for det sidste halvandet år, er 25. I de seneste år er 3.000 militante medlemmer af Unión Patriótica døde. Luis Guillermo Pérez, som også er menneskerettighedsforkæmper, påstår, at der eksisterer en plan, kaldet 100-planen, om at myrde op til hundrede menneskerettighedsforkæmpere. Det mener jeg er en katastrofe for Colombia. Lad os håbe, at denne menneskerettighedsforkæmper overdriver. Men hvis det, han siger, er sandt, er det en katastrofe for Colombia. Jeg mener, at Den Europæiske Union bør have sit eget initiativ, sin egen strategi, som ikke har noget at gøre med et militaristisk eventyr, som USA's eventyr synes at være, for at gøre colombianernes liv mere tåleligt.
+Hr. formand, Parlamentet, som har et ufravigeligt og uafviseligt engagement i menneskerettighederne i Colombia og i hele verden, må igen give udtryk for sin foruroligelse over situationen i landet og konkret over de trusler, som den irske munk Brendan Forde og hans trossamfund har modtaget, og som vi klart afviser. Den Europæiske Union, hr. formand, burde efter min mening gøre mere for at udtrykke sin bekymring, kræve sine borgeres sikkerhed og gentage sin støtte til de fredsforhandlinger, som præsident Pastrana har indledt med de paramilitære grupper. Det er nu på tide at gå fra ord til handling, så vi ikke står tilbage med rene retoriske udtalelser. Jeg vil minde om, at præsident Pastrana var den første udenlandske statschef, der ønskede at tale i Parlamentet i denne valgperiode. Nu har han brug for et præcist og solidarisk svar fra Den Europæiske Union på de tre fronter, som er åbne: forhandlingsprocessen om den væbnede konflikt, narkotikabekæmpelsen, som vi bør anskue ud fra et synspunkt om fælles ansvar, og den institutionelle styrkelse med en særlig opfordring til overholdelse af menneskerettighederne. Jeg vil minde om præsident Pastranas ord her i salen: "Jeg tror ikke, at det er muligt at få en værdig og demokratisk fremtid uden en kultur, som respekterer de grundlæggende rettigheder. Jeg ved, at der i løbet af den lange, interne konflikt i Colombia er blevet begået alvorlige overtrædelser af disse rettigheder, og det må ikke blive ved med at ske. Min forpligtelse over for beskyttelsen af menneskerettighederne er total." En anden ting, hr. formand, er den realitet, som i øjeblikket ødelægger landet. Derfor, hr. formand, mener jeg, at det er vigtigt, at Kommissionen siger til os, hvilke midler den har til rådighed for fra Fællesskabets side at give et svar på dette problem, for i det foreløbige budgetforslag for 2001 refereres der ikke til det svar, som fru González Álvarez nævnte for et øjeblik siden: et reelt svar, der er Den Europæiske Unions eget. Hvilke planer har Kommissionen for at give et solidarisk svar på den konflikt, der ødelægger dette land? Gidseltagning af britiske soldater i Sierra Leone
+Hr. formand, desværre er bortførelser i Sierra Leone igen aktuelle. Denne gange drejer det sig om West Side Boys-militsens bortførelse af 11 britiske soldater. Dertil skal føjes de angreb, som denne oprørsgruppe har udført med henblik på at udvide deres magtområde, og som har kostet tre medlemmer af de regeringsvenlige styrker livet. Det er aktioner, som Gruppen for Det Europæiske Folkeparti fordømmer med overbevisning, og som Europa-Parlamentet også bør fordømme, samtidig med at det bør kræve øjeblikkelig, betingelsesløs frigivelse af de soldater, der er bortført, og udtrykke sin støtte til Sierra Leones regering samt til FN's styrker, UNAMSIL, og den britiske hær, som arbejder for at konsolidere freden i landet. En fred, der stadig er et usikkert gode, hvilket denne bortførelse er et bevis på. Derfor kan vi ikke begrænse os til disse fordømmende ord, vi må handle og ligeledes forlange, at Lomé-fredsaftalerne overholdes, og at alle militser afvæbnes. Men så længe fattigdommen hersker i Sierra Leone, så længe diamanthandlen og våbenhandlen ikke stoppes én gang for alle, vil der ikke være mulighed for fred i dette hjemsøgte land. Derfor er det nødvendigt, at Den Europæiske Union stiller alle midler til rådighed ikke bare for at bidrage til finansiering af fredsprocessen, men især for at skabe nogle livsbetingelser, som gør det muligt at gøre freden varig. Derfor indføres der en generøs og koordineret politik for udviklingssamarbejde, især hvad angår uddannelse. Derfor anmodes der også om en budgetindsats til denne politik. En politik, der kan bidrage til at sætte en stopper for fattigdommens svøbe. Men især iværksætter Den Europæiske Union, medlemsstaterne og hele det internationale samfund en resolut aktion for én gang for alle at gøre en ende på diamanthandlen i området. For så længe et lands naturlige rigdom kun gavner krigsherrerne, det vil sige, så længe diamanterne giver de paramilitære mulighed for at råde over kapital nok til at skaffe våben og fortsætte deres aktivitet, vil freden ikke være andet end en uopnåelig drøm. Og uden fred vil udvikling kun være en utopi.
+Hr. formand, hr. kommissær, den, som under hver mødeperiode i Strasbourg konfronteres med denne strøm af elendighed, spørger sig selv, hvad vi virkelig kan gøre. I Sierra Leone bliver ikke blot FN-soldater, britiske soldater, taget som gidsler, dér har en hel befolkning i årevis været taget som gidsel, og vi har hjulpet med til det, om det så blot var gennem diamanthandlen. Den 5. juli indførte Sikkerhedsrådet en embargo mod diamanter fra Sierra Leone. Vi bør nu gøre alt for, at denne embargo virkeliggøres, og fra EU's side gøre alt, for at al handel med røde diamanter kan bringes til ophør. Jeg tror derfor ikke, at det er tilstrækkeligt at begrænse Sierra Leones diamanthandel. Også vores støtte til regeringen må vi fortsætte, men jeg mener, at også støtten til krigsforbryderdomstolen er absolut nødvendig. Den straffrihed, hvormed mennesker, som bruger våben, kan tage deres medborgeres liv, må vi gøre en ende på.
+Hr. formand, jeg har selvfølgelig medlidenhed med de 11 britiske soldater, der blev kidnappet i Sierra Leone af en af de armerede grupper, der hærger der. Også de er ofre for en politik, hvis største offer er befolkningen i Sierra Leone. Men denne politik er først og fremmest ført af den britiske regering, der støttes af alle vestlige stormagter, bl.a. Frankrig og også FN. Det er alarmerende, at beslutningsforslaget ikke siger noget om Storbritanniens tidligere og nuværende rolle i dette land. Efter at have plyndret og udnyttet denne egn af verden nedsatte den tidligere kolonimagt ved valgfusk en regering, der først og fremmest forsvarer dens egne interesser. Dens manøvrer udgør en af de største faktorer for en barbarisk borgerkrig, som den tager direkte del i via sit diplomati og via presset fra dens flåde og indirekte gennem tropperne fra dens tidligere afrikanske kolonier, hvis opførsel på slagmarken er lige så forfærdelig som de armerede gruppers. Disse armerede grupper, blandt hvilke man tæller Den Revolutionære Enhedsfront, forsvarer bestemt ikke Sierra Leones befolknings interesser, hverken hvad dens metoder eller hvad dens mål angår. Men dens del af ansvaret for ulykkerne i landet, selv om den er stor, når ikke den grad af kynisme, som de britiske ministre og højtstående embedsmænd udviser. Konklusionen er, at vi ikke vedtager beslutningsforslaget, der dækker over en kolonialistisk politik, der dårligt er blevet tilpasset vores tids smag.
+Hr. formand, jeg kan ikke rigtig lide de bestræbelser, den spanske venstrefløj lige har gjort sig for at slå politisk mønt af Gibraltar i forlængelse af tragedien med Kursk. HMS Tireless ligger sikkert på britisk territorium, og reparationerne vil blive udført i overensstemmelse med de højeste sikkerhedsnormer. Med hensyn til spørgsmålet om Sierra Leone kan jeg desuden ikke lide, hvad den forrige taler sagde, men der er et bredere perspektiv, jeg gerne vil gøre opmærksom på i forbindelse med den britiske regerings rolle. Vi advarede for flere måneder siden den britiske Labour-regering om farerne for en tidsubegrænset forpligtelse til indsats af britiske tropper i Sierra Leone. Vores tropper burde lige fra begyndelsen have haft en klar og afgrænset opgave med en realistisk strategi for at komme væk. Den nuværende uacceptable situation er en klar følge af, at missionen har fået lov til at udvikle sig ukontrolleret samt af politisk ubeslutsomhed, og den giver en klar lære for fremtiden.
+Hr. formand, situationen i Sierra Leone har været genstand for vores uopsættelige debatter ved flere lejligheder, og vi har altid behandlet dette spørgsmål ved at opmuntre til fredsforhandlinger, national forsoning, hjælp til den fordrevne befolkning og ved højlydt at kræve en international straffedomstol, der har beføjelse til at dømme de ansvarlige for det folkedrab, der begås i landet. I dag står vi ikke længere over for et rent politisk spørgsmål, men over for en kriminel handling, som falder inden for enhver straffelovs område. Det drejer sig om bortførelse udført af forbrydere, som ikke har nogen politisk tilknytning, hverken til medlemmerne af den gamle militærjunta eller til nogen af de grupper, der underskrev fredsaftalen i juli 1999. Deres krav begrænser sig til en anmodning om frigivelse af en gruppe fanger og revisionen af en fredsaftale, der er et forsøg på at få orden på et sønderdelt land. Ofrene for bortførelsen har imidlertid en stor politisk betydning. Den internationale tilstedeværelse i Sierra Leone er et godt eksempel på det internationale samfunds vedholdenhed i dets søgen efter global fred. Idet vi påtager os vores ansvar, støtter vi derfor, at Europa-Parlamentet i dag henvender sig til Sierra Leones regering og opfordrer til, at de bortførte britiske soldater omgående frigives betingelsesløst. Tyrkiske bombardementer i det nordlige Irak
+Hr. formand, Tyrkiet er et NATO-land. Tyrkiet ansøger om at tiltræde Den Europæiske Union. Tyrkiet har undertegnet alle mulige internationale traktater, bl.a. vedrørende beskyttelse af menneskerettigheder, forbud mod tortur osv. Og alligevel fortsætter Tyrkiet med uden for landets grænser i det nordlige Irak at bombardere de kurdere, som befinder sig der. Hr. kommissær, jeg synes, at vi skal sige det helt klart. Uden en tydelig politisk og fredelig løsning af det kurdiske problem vil det aldrig gå godt, og det skal Tyrkiet acceptere. Jeg tror, at situationen i denne region aldrig vil blive stabil, og vi håber i det mindste alligevel, at freden i Mellemøsten kommer et skridt nærmere fra dag til dag, hvis der ikke kommer en løsning på det kurdiske problem. Naturligvis vil vi udtrykke vores medfølelse med de familier, som igen er ramt af bombardementerne, senest nu igen i august, og vi beder om den største respekt for de internationale grænser. Hvis disse ikke respekteres, er det en vedvarende kilde til ny elendighed. Krig vil aldrig føre til fred.
+Hr. formand, "hvad har mit barn gjort?" Dette spørgsmål stillede en mor til et offer for bombardementet i et interview i fjernsynet. Hvorfor skal børn, kvinder og værgeløse civile altid være ofre for militære aktioner? Ved det tyrkiske militærs bombardement af kurdiske landsbyer i Kendakor den 15. august blev mere end 32 mennesker dræbt og 40 såret. Det er et blodbad og en forbrydelse mod menneskeheden. Det er et tegn på den tyrkiske regerings holdning til freden og til kurderne i en tid, hvor disse har rakt hånden frem til fred. Som en talsmand for det tyrkiske udenrigsministerium bekræfter, gennemfører Tyrkiet fra tid til anden operationer mod PKK, som for tredje gang ensidigt har erklæret våbenhvile. Jeg spørger mig selv, hvorfor der netop nu under førtiltrædelsesprocessen til EU leveres våben til Tyrkiet og bygges ammunitionsfabrikker. Hvorfor blev menneskerettighedsorganisationer og den internationale fredsdag forbudt den 1. september? Er det virkelig sådan, at man kan fremskynde demokratiseringsprocessen med våben og ammunition? Nej! En fredelig løsning af det kurdiske problem og overholdelse af menneskerettighederne er den bedste vej til fred. Skal mødrene da altid lide? Kan vi ikke bidrage til, at der plantes en blomsterhave af broderskab og fred mellem den kurdiske og tyrkiske befolkning? Jeg hilser Meda-programmet velkomment, hvori det hedder, at enhver statslig, retlig, politisk, kulturel og social diskriminering af den kurdiske befolkning fra den tyrkiske regerings side skal ophøre. EU's tildeling af finansiel støtte til Tyrkiet bør knyttes til løsningen af det kurdiske spørgsmål og anvendes til at overvinde den økonomiske og sociale underudvikling i den kurdiske region. I dette århundrede må sådanne bombardementer af civilbefolkningen ikke mere tillades. Jeg fordømmer denne umenneskelighed og opfordrer til, at denne forbrydelse opklares, og de skyldige dømmes. Jeg opfordrer Rådet og medlemsstaterne til konsekvent at fordømme bombardementet af kurdiske landsbyer og også at tage kontakt til den tyrkiske regering med det mål, at der omgående optages forhandlinger med kurdernes demokratiske repræsentanter om en politisk løsning. Det er den hurtigste vej ind i EU.
+Hr. formand, det er tredje gang, jeg får ordet i denne mødesal i løbet af denne plenarmødeperiode, og jeg har talt om forskellige punkter vedrørende Tyrkiet og dets forhold til EU. Det har givet mig lejlighed til at udtale mig om en række forhold, der bliver nævnt i den rapport, som Parlamentet har bedt mig udarbejde om udvidelsen af Tyrkiet og dets EU-medlemskab. Jeg vil ikke komme ind på dem igen, men jeg kunne godt tænke mig at udtrykke min mening her. Hvis det skulle vise sig, at det var den tyrkiske hær, der tog initiativet til bombardementet i Kendakor den 15. august 2000, ville vi blot kunne tilskynde den tyrkiske regering til gradvist at neddæmpe den rolle, som dets armerede styrker fortsætter med at spille, under påskud af bekæmpelse af terrorisme, og det inden for områder, der kan få en til at tvivle kraftigt på, hvorvidt Tyrkiet er villig til at blive medlem af EU. Kampen mod terrorismen ser ud til snart at være vundet, og jeg tror oprigtigt, at tidsplunktet er kommet for at tage den type beslutninger. Fordi militæret er i besiddelse af magten, kan og bør den institution ikke være den, der bestemmer, hvorvidt den skal bruges, bortset fra i en undtagelsestilstand. Disse 40 års militærkarriere har overbevist mig tilstrækkeligt om, at "Cedant arma togae" (våbene bør give efter for togaen).
+Hr. formand, forslaget om en fælles resolution om de tyrkiske bombarmenter i det nordlige Irak præsenteres af fem politiske grupper i Parlamentet. Dette er et bevis for den interesse, som Parlamentet har for overholdelsen af international ret og menneskerettigheder i denne del af verden samt et bevis for, hvor uhyre forsigtigt Parlamentet er, når det drejer sig om et land, der søger om optagelse i EU, i dette tilfælde Tyrkiet. Man skal ikke tolerere, at det nordlige Irak, der er et område med begrænset suverænitet i henhold til internationale beslutninger, ligeledes bliver et lovløst område, hvor alt er tilladt, og hvor oven i købet al tilstedeværelse af observatører er forbudt. Den lovlige kamp mod terrorismen retfærdiggør ikke kollektive afstraffelser, hvor ofrene er hele landsbyer af kurdere. Denne form for uforholdsmæssige repressalier burde for altid være bandlyst i et civiliseret lands militærarsenal.
+Hr. formand, som min kollega Uca sagde, er det uacceptabelt, at et land, der ønsker optagelse i Den Europæiske Union, bombarderer en forsvarsløs befolkning, dræber mere end 30 civile og sårer mere end 40. Vi mener, at det mindste, man kan forlange af et land under disse omstændigheder, er, at folkeretten respekteres. Og alligevel må vi naturligvis fordømme hykleriet i visse medlemsstater, som, idet de bryder adfærdskodeksen for eksport af våben til lande, der kan bruge dem på den måde, som Tyrkiet gjorde i dette konkrete tilfælde, eksporterer våben til landet. Vi mener, at det er hyklerisk at fordømme handlingen og derefter sende våben, så den kan gentage sig. Vi mener også, at Den Europæiske Union skal overvåge, at de enkelte ansøgerlande først og fremmest respekterer menneskerettighederne. Hvis det ikke er tilfældet, er det ikke acceptabelt, at de stræber efter at blive en del af denne Union.
+Først hvad angår flygtningene i Nepal, så deler Kommissionen fuldt ud de ærede medlemmers bekymring over den situation, de flygtninge, som bor i lejrene i det østlige Nepal, befinder sig i, og ligesom De opfordrer den til, at der hurtigt findes en permanent løsning. Der er brug for ny energi og politisk vilje fra begge sider for at finde en passende løsning. Frem for alt må man enes om ordninger for dem, der frivilligt vil tilbage til Bhutan. Der kan ikke findes tekniske løsninger, medmindre forhandlerne er fast besluttede på at nå en aftale. Kommissionen anerkender de resultater, fru Ogata, lederen af UNHCR, har opnået, f.eks. da hun besøgte Bhutan og Nepal i maj, og at begge parter har forpligtet sig til snart at finde en holdbar løsning. Jeg har også talt med repræsentanter for begge parters regeringer. De synes også besluttede på at finde en løsning. Besøget af fru Ogata og en europæisk parlamentarisk delegation i april i år har ført til ægte fremskridt. Men Kommissionen beklager, at man endnu ikke er nået til enighed om formen for undersøgelser i lejrene til trods for forsikringer for nylig om, at man forventede, at der ville blive fundet en løsning. I sine regelmæssige kontakter med de nepalesiske og bhutanske myndigheder har Kommissionen konsekvent understreget, at man omgående bør tage fat på dette problem. EU er en væsentlig yder af humanitær bistand til flygtninge og har til dato brugt mere end 11 millioner euro. Kommissionen har benyttet enhver lejlighed til at tilskynde begge parter til at nå konkrete resultater. Den har gentagne gange udtalt, at den føler sig forpligtet til at skaffe de nødvendige ressourcer, som kan lette reintegration og genanbringelse af flygtningene, når der først er gjort reelle fremskridt. Et antal EU-medlemsstater har lovet det samme. I indeværende finansår vil Kommissionen levere 1,5 millioner euro i bistand til lejrene via UNHCR. Risikoen for en utilstrækkelig finansiering bør undgås. Det er let nok at håndtere i betragtning af de pågældende beløb. Det er vores ansvar at forhindre det. Kommissionen ser frem til at vurdere resultaterne af de kommende drøftelser mellem premierministeren i Nepal, hr. Koirala, og formanden for Bhutans Ministerråd, hr. Zimba, som skal finde sted ved FN's Generalforsamling den 11. september. Hvis vi nu går over til de begivenheder, som for nylig er sket i Burma, så beklagede Kommissionen den 18. maj her i Europa-Parlamentet den burmesiske militærmaskines fortsatte overtrædelse af menneskerettighederne. Ved den lejlighed omtalte vi de ulovlige drab, indførelsen af tvangsarbejde, tvangsfordrivelsen af lokalbefolkninger, undertrykkelsen af politiske modstandere og forhindringen af, at lovlige politiske partier kan fungere fuldt ud. Vi fordømte også de restriktioner, som er indført for Aung San Suu Kyis og andre medlemmer af Den Nationale Demokratiske Ligas bevægelsesfrihed og den herskende praksis med rent rutinemæssigt at foretage vilkårlige anholdelser. Samtidig gav Kommissionen udtryk for sin støtte til den fælles holdning fra EU vedrørende Burma og til beslutningen i Rådet (almindelige anliggender) i april 2000 om at styrke denne fælles holdning. Vi benytter enhver given lejlighed til at lægge pres på vores asiatiske partnere for at tilskynde Det Statslige Udviklings- og Fredsråd til at indlede en egentlig dialog med de demokratisk valgte repræsentanter og de etniske minoriteter. Målet må være at nå til enighed om en løsning på den nuværende situation, som genindfører respekt for internationale normer, når det gælder menneskerettighederne i Burma. Adskillige har her i eftermiddag nævnt turismen. EU har allerede klart givet udtryk for sin støtte til Aung San Suu Kyis opfordring til folk fra alle civiliserede lande om at afholde sig fra turistbesøg i Burma. Vi vil gerne tilskynde vores borgere til at følge denne opfordring. Det, der i den allerseneste tid er sket i Rangoon, giver et fuldstændigt bevis, hvis der er behov herfor, for rimeligheden af vores fordømmelse af militærregimets uacceptable praksis. Den uberettigede pågribelse og følgende tilbageholdelse af Aung San Suu Kyi og ledende medlemmer af hendes parti sammen med lokale ungdomsledere i søndags kan ikke på nogen måde retfærdiggøres af påstande om, at de trængte til "beskyttelse". Ej heller kan en sådan behandling retfærdiggøres ved ubeviste påstande om sammensværgelse. Det var simpel bølleadfærd fra en administration, som handlede i panik. Kommissionen slutter derfor sin stemme til opfordringen fra hele verden til øjeblikkelig afslutning af Aung San Suu Kyis og andre højtstående partimedlemmers husarrest, øjeblikkelig genetablering af normale kanaler til diplomatisk adgang til ledelsen i Den Nationale Demokratiske Liga, øjeblikkelig løsladelse af lokale ungdomsledere, der i øjeblikket tilbageholdes uden anklage, og at der straks gøres ende på den illegale aflytning af private telefonsamtaler ført af demokratisk valgte repræsentanter i Burma. Med hensyn til menneskerettighedssituationen i Colombia er vores opmærksomhed ved en række lejligheder blevet henledt på mordene på uskyldige civile i Colombia. Det har næsten været regelen, at de, der har udført sådanne grusomheder, ikke er blevet straffet. Vi har også set en dramatisk vækst i antallet af dødstrusler mod folk, som giver hjælp på stedet til mere sårbare grupper. F.eks. har vi fået at vide, at der er fremsat alvorlige trusler mod den irske præst Brendan Forde, som arbejder i en af de regioner, der er værst ramt af vold. Kommissionen beklager dybt dette og fordømmer denne situation og opfordrer alle parter i konflikten til at overholde menneskerettighederne. Kommissionen støtter også de fredsbestræbelser, præsident Pastrana har sat i værk. Den vil gøre alt, hvad den kan, for at fremme støtte til en varig fred i området. Med hensyn til hvad der er blevet sagt under debatten her i eftermiddag, så er flere våben ikke en genvej til en løsning for Colombia, men vil bare forværre problemerne. Kommissionen deler fuldt ud Europa-Parlamentets bekymring over, at 11 britiske soldater for nylig er blevet kidnappet i Sierra Leone. Vi håber, at de igangværende bestræbelser på at sikre de tilbageblevne seks soldaters løsladelse vil få succes. Vi vil gerne give udtryk for vores solidaritet med soldaterne og deres familie. Kommissionen er bekymret for, at episoder som denne og bortførelsen af FN-personale kan stille sig hindrende i vejen for forsøg på at få fredsprocessen på ret kurs igen. Vi vil glæde os over enhver beslutning fra De Forenede Nationers Sikkerhedsråd om at styrke FN-styrken i Sierra Leone. Sikkerhedsrådets resolution af 5. juli i år, som indeholdt et forbud mod ulovlig handel med diamanter fra Sierra Leone, er nu blevet omsat til fællesskabslovgivning. Dette forbud såvel som forbuddet mod salg af våben til andre grupper, der har været i kraft siden 1997, må kræves strengt overholdt. Kommissionen opfordrer alle involverede parter - og det indbefatter naturligvis også diamantindustrien i Europa - til at støtte FN's kommissioner for sanktioner for at nå dette mål. Kommissionen støtter fortsat regeringens forsøg på at genoprette freden i dette land og at gennemføre programmer for økonomisk genrejsning. Med midler fra Den Europæiske Udviklingsfond er man ved at skaffe støtte til at afvæbne og genintegrere tidligere soldater inden for rammerne af et bredere genopbygnings- og rehabiliteringsprogram. Økonomisk genrejsning støttes med et program for budgetmæssig støtte på 8,2 millioner euro og et teknisk bistandsprogram, som støtter forbedret forvaltning af de offentlige finanser. Inden for de nærmeste uger vil Kommissionen søge godkendelse af et rehabiliterings- og genintegrationsprogram på 30 millioner euro, et støtteprogram for sundhedssektoren på 28 millioner euro, et program for støtte i forlængelse af konflikten på 34,75 millioner euro og et støtteprogram til finansministeriet på 4,5 millioner euro. Hvad angår humanitær bistand, fortsætter Kommissionen via ECHO med at finansiere programmer til støtte for grupper af fordrevne og flygtninge via internationale ngo'er og FN. Siden begyndelsen af 1999 har ECHO stillet ca. 26 millioner euro i bistandsmidler til rådighed til at dække levering af medicinsk bistand, nødbespisning, vand og sanitet og psykosocial støtte til børn, som er påvirket af krigen. Dette er særlig vigtigt i betragtning af de skrækkelige forhold for børnesoldater og børn i almindelighed i Sierra Leone. Derudover har disse midler specielt dækket støtte til folk med amputationer og flygtninge samt internt fordrevne. Hvad angår det nordlige Irak, deler Kommissionen den bekymring, der er kommet til udtryk i forskellige beslutningsforslag angående de sidste operationer udført af det tyrkiske luftvåben og de deraf følgende civile tab. Kommissionen har noteret sig, at den tyrkiske udenrigsminister ser på episoden og overvejer en mulig erstatning. De uroligheder, som følger af ethvert indfald af det tyrkiske militær i Irak, underminerer bestræbelserne på at stabilisere området og udsætter den kurdiske befolkning for unødige lidelser. De har lidt nok. Det, der er brug for, hvis dette område skal vende tilbage til en normal tilværelse, er stabilitet, fred og støtte til økonomisk udvikling. I de seneste år har Unionen gentagne gange understreget behovet for respekt for Iraks integritet og dets grænse til Tyrkiet. Disse seneste grænsekrænkelser løser heller ikke problemerne i Tyrkiet eller nogen andre steder. Efter vores opfattelse er en fredelig dialog mellem parterne den eneste fremkommelige vej til varig stabilitet i området. Jeg har omhyggeligt noteret mig, hvad medlemmerne af Europa-Parlamentet har sagt her til eftermiddag om deres forventninger med hensyn til Tyrkiet, ikke mindst med hensyn til dets fremtidige plads i et europæisk samarbejde, og jeg deler bestemt deres opfattelse.
+Hr. formand, jeg vil, hvad angår situationen i Colombia sige, at vi har stillet et spørgsmål til kommissæren, som har svaret, at Kommissionen støtter præsident Pastranas fredsbestræbelser. Jeg har spurgt ham, om Kommissionen vil supplere den retoriske støtte med en eller anden form for støtte, som ikke bare består af ord. Jeg er klar over, at dette måske ikke er tidspunktet for at diskutere det, men jeg vil gerne have, at Kommissionen svarer os, om så det bliver skriftligt.
+Jeg vil med glæde supplere det, jeg nu siger, med mere udførlige skriftlige kommentarer. Min umiddelbare reaktion er, at vi, for at sige det ligeud og direkte, må være forsigtige med ikke at blive tildelt den rolle, hvor vi simpelthen giver penge til aktiviteter, som vi måske ikke er 100% enige i. Vi må også passe på at fokusere tilstrækkeligt på fattigdommen og gøre noget, som faktisk er til fordel for de dårligst stillede grupper. Så det, vi gør nu, og det, vi vil gøre i fremtiden økonomisk set i Colombia, må tilpasses meget nøje på denne baggrund.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl.17.30
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0708/2000 af McNally m.fl. for PSE-Gruppen om det tjekkiske atomkraftværk i Temelin; B5-0723/2000 af Flemming og Chichester for PPE-DE-Gruppen om reaktoren i Temelin; B5-0732/2000 af Echerer m.fl. for Verts/ALE-Gruppen om atomkraftværket i Temelin; B5-0745/2000 af Papayannakis og Sjöstedt for GUE/NGL-Gruppen om atomkraftværket i Temelin.
+Hr. formand, jeg taler i stedet for fru McNally, som har været nødt til at tage tilbage til Det Forenede Kongerige her til eftermiddag. Den Europæiske Union har med støtte af Europa-Parlamentet allerede gjort meget for at hæve den tekniske og driftsmæssige sikkerhed af atomreaktorer af den sovjetiske konstruktionstype og for at skabe uafhængige kontrolinstanser. Som jeg forstår det, er det, som bliver gjort ved Temelin, allerede blevet gjort i Finland, og der er lignende renoveringer i gang i Kozloduj i Bulgarien støttet af et lån fra EURATOM. Det, jeg gerne vil have Kommissionen til om muligt at bekræfte, er, om arbejdet ved Temelin følger anbefalingerne fra de 12 inspektører fra IAEA, og at det faktisk vil skabe sikkerhedsnormer, som svarer til dem, vi har i vores medlemsstater. Det er den forsikring og beroligelse, som offentligheden i Den Europæiske Union behøver. Vi har fået mange budskaber fra de tjekkiske myndigheder i denne uge. De påstår, at de fleste af de initiativer, som vi ønsker i dette beslutningsforslag, allerede er blevet taget, og at resten faktisk er på vej. Kan Kommissionen bekræfte dette her til eftermiddag, og hvis ikke, vil den så påtage sig at fremlægge sine synspunkter om denne sag snarest muligt over for Europa-Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi?
+Hr. formand, mange lande i Den Europæiske Union har særdeles venskabelige, ja ligefrem familiære relationer til Den Tjekkiske Republik. Men jeg mener, at netop i en god familie kan man også sige de ting, man ikke er tilfreds med. Atomkraftværker i Den Europæiske Union råder over de højeste sikkerhedsstandarder i verden, og et land, der ønsker tiltrædelse, og som vil tage et nyt atomkraftværk i brug, skal selvfølgelige overholde disse standarder. Det er rigtigt, at bedømmelsen af sikkerhedsniveauet i Temelin hører under den tjekkiske atomtilsynsmyndigheds kompetence. Men det er også rigtigt, at Kommissionen i tiltrædelsespartnerskabet med Den Tjekkiske Republik har prioriteret det højt, at fællesskabsrettens bestemmelser om vurdering af indvirkning på miljøet skal overholdes, også hvad Temelin angår. Selv om Den Tjekkiske Republik i 1993 underskrev konventionen om vurdering af indvirkning på miljøet på grænseoverskridende plan, den såkaldte Espoo-konvention, har den indtil i dag ikke ratificeret den. Nu skal man pludselig i løbet af få dage i huj og hast påbegynde prøvedriften af Temelin, uden at nabolandene Tyskland og Østrig har modtaget de krævede informationer, og uden at den dybt bekymrede befolkning i nabolandene har haft lejlighed til at kommentere det eller fremsætte indvendinger over for de tjekkiske myndigheder. Det er nemlig indholdet af Espoo-konventionen. Det er gældende EU-ret. Jeg anmoder den tjekkiske regering, ja, jeg bønfalder den om, at man tager frygten hos befolkningen i nabolandene, men også i sit eget land alvorligt. Reaktorerne i Temelin er nu engang, og det kan selv Westinghouse ikke ændre noget på, af den sovjetiske konstruktionstype VVER1000. Tænk blot på Tjernobyl. Jeg appellerer endnu en gang til den tjekkiske regering om, at den allerede nu frivilligt handler sådan, som den skulle handle, hvis den i dag var medlem af Den Europæiske Union, medlem af vores store europæiske familie.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke for det konstruktive, saglige samarbejde mellem kollegerne, som har ført til dette fælles beslutningsforslag. I 13 ændringer af projektet er der ikke foretaget nogen vurdering af indvirkningen på miljøet. Som fru Flemming sagde, er Espoo-konventionen for længst underskrevet. Ved årets begyndelse skulle den have været ratificeret af det tjekkiske parlament, og den skulle også have været implementeret, men dette blev uden begrundelse udsat på ubestemt tid. De betænkeligheder vedrørende sikkerheden, som til stadighed kommer til udtryk i offentligheden, i pressen og også inden for private rammer, tages alligevel ikke rigtigt alvorligt. Under det sidste bilaterale møde mellem tjekkiske, østrigske og tyske eksperter den 2. og 5. september i år blev det på ny fastslået, at Temelin ikke opfylder de tyske sikkerhedsstandarder og derfor ikke ville kunne godkendes i Tyskland. Et fjerde punkt er, at den strøm, der produceres i Temelin, ikke er bestemt til landets eget forbrug. Den skal eksporteres, oven i købet til dumpingpriser. For det femte burde den europæiske befolknings sikkerhed og ansvaret over for Europas borgere dog være tilstrækkelige grunde til at tage affære her. Kommissionen siger, at her har vi ingen retlige muligheder. Men det har Kommissionen jo vidst længe. Forventede Kommissionen, at en eller anden ville trylle et retligt initiativ op af hatten? Det gjorde den vel ikke! Efter min forventning vil De Grønne - som alle ved - mene, at sikkerhed og atomkraftværker er uforenelige begreber. Vi har nu engang den virkelighed her i Europa, at der er øst-atomkraftværker og vest-atomkraftværker. Her hersker der en dobbeltmoral, som må høre op. Med retlige initiativer alene, kære Kommission, kan man ikke klare alting og ikke løse ethvert problem. Derfor forventer jeg af Kommissionen og af Rådet, at de lægger en lige så stærk politisk vilje for dagen, som Europa-Parlamentet gør med dette beslutningsforslag, Tillad mig også at nævne et ændringsforslag fra Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer. Det indeholder hverken fornuftige eller i det hele taget nye krav ud over en skjult sammenlægning. Denne politik kan jeg ikke tilslutte mig. Man når ikke målet ved med en vetotrussel populistisk at dække over årelange forsømmelser eller politikernes manglende interesse for dette problem. Det skaber ikke en konstruktiv forhandlingsbasis. Vi bør alle prioritere de europæiske borgeres sikkerhed og dermed tilliden til Fællesskabet højt. For Europas befolkning, men først og fremmest for den tjekkiske offentlighed er vores beslutningsforslag af største vigtighed. Jeg håber ikke, vi skuffer dem.
+Hr. formand, dette spørgsmål bør ikke engang gøres til genstand for en uopsættelig behandling. Jeg beklager den kyniske udnyttelse og fejlagtige fremstilling af situationen fra De Grønnes side. Indblanding i et ansøgerlands indre anliggender med politisk afpresning i form af en trussel om at nedlægge veto mod tiltrædelsen til EU er helt uacceptabel. Jeg beklager, at folk i Østrig har ladet sig styre af deres følelser og ikke af fornuftige videnskabelige argumenter. Tjekkerne viser alle mulige tegn på at opføre sig ansvarligt og ordentligt i henhold til internationalt accepterede standarder, og vi burde lade dem gå videre med arbejdet. Selv om jeg underskrev det fælles beslutningsforslag, som min politiske gruppe bad mig om at gøre, agter jeg at stemme imod dette beslutningsforslag.
+Hr. formand, som den tredje østrigske taler frygtede jeg, at der ikke ville være mere at sige. Efter indlægget fra hr. Chichester mener jeg, at der igen er grund til at gøre opmærksom på, at det er nødvendigt at tage den europæiske, men også den østrigske befolknings betænkeligheder i spørgsmålet om atomenergi, og i særdeleshed hvad atomkraftværket i Temelin angår, alvorligt. Min gruppe støtter den foreliggende beslutning om Temelin af principielle grunde, fordi vi tager befolkningens bekymringer alvorligt, og fordi mange af os i lang tid har være aktive i kampen mod atomkraft i Øst og i Vest. Personligt har den politiske kamp i Østrig mod atomkraftværket Zwentendorf haft langtrækkende betydning for mig, så der har ikke været behov for nogen konservativ politisk agitation, som jeg til min fornøjelse, men også med undren har kunnet læse i den østrigske presse i de sidste dage. Som den tidligere kvindelige taler er jeg også imod det meget vagt formulerede og eneste ændringsforslag, fordi jeg mener, at formuleringen "højt niveau" er intetsigende. Også Den Tjekkiske Republik er jo bevidst om nødvendigheden af et højt sikkerhedsniveau. Derfor støtter jeg fuldt ud det foreliggende beslutningsforslag, og jeg er imod ændringsforslaget.
+Hr. formand, jeg vil gerne indrømme over for Parlamentets medlemmer, at jeg føler mig lidt todelt i denne sag. Dels er jeg gammel atomkraftmodstander og mangeårigt medlem af bestyrelsen i den svenske kernekraftinspektion, dels er jeg formand for Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Tjekkiet. Derfor vil jeg hurtigt sige tre ting. For det første vil jeg sige, at uroen for kernekraft gør, at sikkerheden ikke kun skal være god, men den skal i alle tilfælde være størst mulig. For det andet gælder der selvfølgelig de samme regler for Tjekkiet som for alle andre ansøgerlande og på langt sigt de samme regler som for medlemslandene. For det tredje bør denne beslutning ses som en del af en åben dialog med Tjekkiet, en dialog, som vi fører inden for rammerne af det fælles parlamentariske udvalg, men som også bør kunne føres i vores respektive parlamenter. Vi må udvide denne debat, som udgør en del af vores demokrati. Dette må dog ikke føre til dårlige følelser mellem Tjekkiet og medlemslandene i EU. Jeg håber, at tjekkerne kan svare positivt på alle spørgsmål, og at denne sag dermed får en lykkelig udgang.
+Hr. formand, kære kolleger, efter reaktorkatastrofen i Tjernobyl skulle man mene, at alle havde lært noget. Dengang kunne den radioaktive stråling hverken begrænses til Ukraine eller lade sig reducere til et bilateralt problem. Jeg ved, at i spørgsmålet om atomkraft står tilhængere og modstandere over for hinanden i Unionen, og der findes ingen fælles linje. Men først og fremmest findes der ingen fælles sikkerhedsstandarder for atomkraftværker. Her er der et påtrængende behov for handling, også af hensyn til troværdigheden. Efter erfaringerne fra Tjernobyl rejser der sig imidlertid det spørgsmål, om det virkelig kan være rigtigt, at der med Temelin i hjertet af Europa tages et atomkraftværk i brug, som stadigvæk har betydelige sikkerhedsmangler. Med idriftsættelsen af Temelin forsøger Tjekkiet at skabe en fuldbyrdet kendsgerning. Denne fremgangsmåde har, med forlov, intet at gøre med at omgås hinanden på partnerskabsbasis. Edmund Stoiber har udtrykt det rigtigt: Det er et spørgsmål om at overholde husordenen. I det østrigske parlament blev der i tirsdags i denne uge truffet en beslutning af alle - og jeg understreger - alle partier, hvori det præciseres, at man kun kan stemme for en afslutning af tiltrædelsesforhandlingerne, hvis der sker forbedringer af Temelin. Lad mig fastholde én ting, nemlig at vi går ind for Den Tjekkiske Republiks tiltrædelse af Unionen. Men betingelserne skal være i orden. Jeg beder Dem om at støtte vores beslutningsforslag, som indholdsmæssigt er identisk med den beslutning, der blev truffet af de fire partier i det østrigske parlament. Det må jo endelig være alles mål, at atomkraftværker har de højest mulige sikkerhedsstandarder.
+Hr. formand, jeg stemmer også for denne beslutning. Jeg anser den for fornuftig. Hvis den kan bidrage til, at begge sider holder lidt igen i deres ordkrig, har den absolut allerede opfyldt sit formål. Jeg beklager, at den tjekkiske side ikke kan forsvare sig her og fremlægge sin holdning, for i et så kompliceret spørgsmål ville det altid være godt, hvis begge parter blev hørt. Men i samme åbenhed vil jeg også gerne sige, at det efter min mening ikke er godt, at den østrigske regering og også parlamentet har stillet et slags ultimatum. Det er ikke den måde, vi hidtil har behandlet hinanden på i Den Europæiske Union. At det er et problem, er vi klar over. Men hvis vi begynder at stille ultimatummer, kommer der i morgen en hjemstavnsforening og kræver, at Benes-dekreterne skal trækkes tilbage. Så kommer der på et eller andet tidspunkt en anden gruppe og kræver dette eller hint. Vær forsigtig med den slags ultimatummer. Der findes andre muligheder til at løse sådanne problemer. Men jeg vil også anbefale den tjekkiske side at tage de betænkeligheder, der især er fremført af det tyske selskab for reaktorsikkerhed, alvorligt. Det vil jeg også gerne sige her. Mit sidste vigtige punkt er henvendt til Kommissionen. Der tales hele tiden om miljøet. Det er helt i sin orden. Men vi har også en EURATOM-traktat. Her er der en artikel 97. I den fastsættes det analogt, at Kommissionen skal informeres om enhver plan om bortskaffelse af radioaktive stoffer af enhver art. Kommissionen skal desuden udtale sig om, hvorvidt en anden medlemsstats vand, jord eller luftrum kan blive forurenet. Jeg ved godt, at Den Tjekkiske Republik endnu ikke er medlem af Den Europæiske Union. Men det ville alligevel interessere mig, hvad Kommissionen kan sige om denne artikel, og om den mener, at Den Tjekkiske Republik har overholdt denne artikel. Det ville være interessant at vide, som også Gordon Adam spurgte, hvordan den bedømmer vurderingen af indvirkningen på miljøet.
+Hr. formand, hr. Linkohrs udtalelser kræver en berigtigelse. Jeg giver Dem gerne teksten til det, det østrigske parlament har besluttet. Den indeholder intet ultimatum og ikke den mindste afpresning, og også jeg har sagt helt tydeligt nu, at vi ikke kan og heller ikke vil bruge tvang. Vi anmoder, vi appellerer til den tjekkiske regering om at forholde sig sådan, at den opfylder gældende europæisk lovgivning, og at den slet og ret overholder Espoo-konventionen, selv om den endnu ikke har ratificeret den.
+Kommissionen har fulgt den politiske debat om atomkraftværket i Temelin med stor opmærksomhed. Den har flere gange understreget vigtigheden af, at ansøgerlandene lever op til et højt niveau af sikkerhed for atomkraft på linje med relevante beslutninger fra Rådet. Kommissionen deltager aktivt i Rådets overvejelser med henblik på at vurdere og sikre et højt niveau af sikkerhed på dette område i ansøgerlandene som et afgørende krav i forbindelse med tiltrædelsen til Den Europæiske Union. Ansvaret for at udstede tilladelser til atomanlæg ligger hos den tjekkiske nukleare tilsynsmyndighed. Kommissionen har samarbejdet med de tjekkiske myndigheder for at styrke denne myndigheds kapacitet. De tjekkiske myndigheder har forsikret, at der ikke vil blive udstedt en driftstilladelse til enhed 1 ved værket i Temelin, før alle tilbagestående problemer er løst til den nukleare tilsynsmyndigheds tilfredshed. Ifølge den nuværende tjekkiske lovgivning kræves der en vurdering af de miljømæssige virkninger, før der udstedes en driftstilladelse. Kommissionen forventer, at denne bestemmelse vil blive bragt i anvendelse af de tjekkiske myndigheder. Hr. Adams spørger, om tjekkerne har taget hensyn til IAEA's inspektioner og synspunkter. Svaret er "ja". IAEA har set på de modifikationer, som tjekkerne har foretaget af sikkerhedssystemerne i overensstemmelse med IAEA's programmer. IAEA konkluderede, at tjekkerne havde taget godt fat på disse problemer. Det er de oplysninger, jeg kan fremlægge om dette emne.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted om nogle minutter, kl.17.30.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0703/2000 af Malliori m.fl. for PSE-Gruppen om skovbrandene i Europa; B5-0724/2000 af Hatzidakis m.fl. PPE-DE-Gruppen om skovbrandene i den sydlige del af EU; B5-0723/2000 af Isler Béguin og Frassoni for Verts/ALE-Gruppen om skovbrandene i Europa; B5-0737/2000 af Muscardini m.fl. for UEN-Gruppen om brandene i Europa; B5-0746/2000 af Ainardi m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om brandene i Middelhavsområdet; B5-0747/2000 af Korakas m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om brandene i Grækenland.
+Hr. formand, de brande, som også i dette års sommer har ødelagt store skovstrækninger i Middelhavsområdet, er især et resultat af temperaturstigningen og den udbredte tørke, uden at vi naturligvis vil se bort fra de forbryderiske tilfælde af ildspåsættelse. Klimaændringerne, som sker i hastigt tempo, har virkninger på hele økosystemet. Videnskabsmændene påpeger faren af vores ufornuftige indblanding i naturen, som bl.a. har medført disse ekstreme fænomener. De senere år er der hyppigere og hyppigere opstået brande i Sydeuropa. Middelhavsområdet er blevet et højfareområde og behøver særbehandling. I mit land, Grækenland, er der i år blevet rapporteret om mere end 500 brande, hvoraf de fleste blev bekæmpet med de mindst mulige følger. Men der har desværre også været tilfælde, hvor brandene kom helt ud af kontrol med det resultat, at der var ofre, og at formuer blev ødelagt. Jeg vil gerne udtrykke min medfølelse for ofrenes familier og de tilskadekomne i alle de lande, som har været ude for lignende problemer. Jeg mener, hr. formand, at en europæisk strategi for skovbeskyttelse udgør et politisk ansvar og må have førsteprioritet. Desuden tror jeg, at det er bydende nødvendigt inden for rammerne af budgettet at genskabe budgetposten for naturkatastrofer. Jeg mener, at Kommissionen bør udøve sin indflydelse på medlemsstaterne, så lovgivningen om ændringer af anvendelse af jord bliver strengere, at der bliver pålagt genbeplantning af skov efter brande, at der indføres en ordentlig uddannelse af de lokale og regionale myndigheder for brandslukning, og at der gennemføres en oplysningskampagne over for borgerne om skovens nytte, og hvilke måder man kan beskytte den på, samt at der tilskyndes til frivillig deltagelse i tilfælde af brand.
+Hr. formand, hver september kommer vi her og aflægger et tragisk regnskab over ofre og skove, der er ødelagt af brande. Brandene skyldes jo en ændring af de klimatiske forhold og de klimatiske forhold, der hersker om sommeren i Middelhavslandene, samt forbryderiske handlinger. Måske skyldes de også andre grunde, såsom f.eks. at de starter på lossepladser og mangelen på forskellige administrative strukturer og især mangelen på en samlet, koordineret bekæmpelse af brandene forstærker naturligvis så deres katastrofale følger. Hvilke forslag kan vi stille? Først og fremmest må såvel medlemsstaterne som Kommissionen justere programmerne til regional udvikling og indføre foranstaltninger til forebyggelse, genopbygning og genbeplantning af skov. Vi kunne f.eks. anvende fællesskabsinitiativet Interreg. Desuden vil indførelsen af registre over skovene være meget betydningsfuld og bidrage til at beskytte og genvinde naturrigdommene og til at bekæmpe spekulation i jord. Men det er nødvendigt, hr. formand, med en koordinering og et samarbejde på europæisk plan, og jeg opfordrer Kommissionen til at foreslå, at der skabes et europæisk center til forebyggelse af brande, som skal forestå systematiske undersøgelser og indføre nye, tekniske forebyggelses- og bekæmpelsesmetoder. Og jeg vil gerne gå lidt videre: Øjeblikket er kommet, hvor Kommissionen skal udarbejde en samlet forsvarsstrategi til at koordinere nationale aktioner og foranstaltninger mod natur- og menneskeskabte katastrofer. Dette skal naturligvis hele tiden ske med respekt for subsidiaritetsprincippet. Med disse forslag håber jeg, hr. formand, at få et positivt svar fra Kommissionen, så vi kan beskytte vores skove mere effektivt.
+, Hr. formand, som var det et kronisk og sæsonbetonet onde, er sommeren, i år sommeren år 2000, endnu en gang blevet hærget af brand, hvis ødelæggelser i vores land og på vores kontinent strækker sig over flere tusinde hektarer, helt ud til visse kirkegårde for brandmænd og indbyggere, der har været ofre for en tragisk død. Dette onde har kriminelle rødder. Det kan tilskrives uansvarlige pyromaner, som bør idømmes afskrækkende straffe, og skruppelløse entreprenører, der vil gøre hvad som helst for at bemægtige sig områder, hvor der er byggeforbud. De repressive retsmidler bør være et skræmmebillede for disse entreprenører. Men myndighederne har også deres skyld i dette onde. Dels er der mangel på opgørelser over økonomiske aktiviteter, som f.eks. ekstensivt land- og husdyrbrug på Korsika, og mangel på reelle analyser, baseret på geografiske databaser og på en omlægning af landområderne, der øger værdien af natrurressourcerne og formindsker brandspredningen. Sidst, men ikke mindst, er der mangel på rigtig miljøundervisning, der går langt videre end de ellers så nødvendige kampagner om miljøbeskyttelse og bevidstgørelse af borgerne. Således kan denne globale sommerepidemi kureres, hr. formand. Det er tvingende nødvendigt at revurdere retningen af visse politikker om anvendelse af jorden, som f.eks. politikken om husdyrbrug på Korsika, og at fordele tilskuddene i forhold til den økonomiske kontekst og de forebyggende tiltag. Disse ordninger i den indledende fase erstatter i den afsluttende fase ikke de nødvendige investeringer i det rigtige brandslukningsudstyr i tilstrækkelige mængder til at kunne nå ud til alle lande i EU, der ligger inden for en risikofyldt radius. De borgere, det vedrører, regner med konkrete tiltag fra Kommissionens side.
+Hr. formand, i år har brandene i Middelhavsområdet og især i Grækenland slået en historisk rekord. Jeg mener, at et dobbelt så stort område som tidligere er brændt, og de menneskelige ofre har været mange. Og det til trods for at den græske regering havde forberedt sig ret så meget, og til trods for at Grækenland i dag har et af verdens bedste udstyr af maskiner, fly og menneskelige ressourcer til brandslukning. Men det viste sig altså, at en repressiv indgriben ikke er tilstrækkelig. Vi må ty til forebyggelse. Det siger vi alle, men vi gør ikke noget. Det er et kompleks spørgsmål, som jo angår lokale myndigheder og den nationale regering. Hvad kan EU gøre? Den skal mere energisk føre en basal politik med mere koordinering og større indgriben. Den skal se på svaghederne i den fælles landbrugspolitik, som reelt driver befolkningen, som bor i skovene og økonomisk lever af dem, til ikke at have nogle tilskyndelser og til at flytte. Den fælles landbrugspolitik giver tilskud til græsning på brandtomterne, den giver tilskud til dyr, som græsser på brandtomterne, samtidig med at skoven forsøger at reproducere sig selv på en naturlig måde. EU skal naturligvis også se lidt på, se lidt igen på orienteringen og prioriteterne af investeringerne. Nu har vi i lang tid råbt efter et ejendomsregister, især efter et ejendomsregister for skovene og kort over skovene, som skal støttes i prioriteret rækkefølge i forhold til alle de øvrige ting, og naturligvis skal man træffe en hvilken som helst anden udviklings- og investeringsforanstaltning, som kan indplacere skoven i udviklingen som skov og ikke som et forbrugsobjekt, og som sådan også tillader den befolkning, som lever af skoven, at opholde sig dér. Det er den bedste forebyggelse og den bedste beskyttelse. Naturligvis vil der altid eksistere brande, og med den ændring af klimaet, som vi kan iagttage, vil vi desværre få værre og værre eksempler. Men det står i vores magt af forsøge at gøre det, som vi kan, for i det mindste at komme de kendte årsager i forkøbet.
+Hr. formand, Portugal er også blevet ramt af denne tragedie med skovbrandene, både af naturlige årsager og på grund af kriminel aktivitet, der især skyldes forkastelige økonomiske interesser. Vi er klar over, at dette er et område, hvor ansvaret først og fremmest ligger hos medlemsstaterne, der skal tage sig sammen og styrke midlerne til bekæmpelse og forebyggelse, og som skal prioritere disse aktioner sammen med skovrejsning inden for de regionale udviklingsprogrammer. Der er dog også behov for at styrke en europæisk skovstrategi med tekniske og finansielle midler, der kan forstærke og supplere de enkelte staters ressourcer. I denne forbindelse tillader jeg mig at fremhæve et forslag, som Parlamentet vil fremlægge under punkt 12 i vores beslutningsforslag, nemlig oprettelsen af et europæisk center til forebyggelse af skovbrande, og jeg tager mig den frihed at foreslå, at det placeres i Portugal.
+Kommissionen beklager dybt tabet af menneskeliv såvel som de økologiske og økonomiske skader, der er forårsaget af de skovbrande, som for nylig har fundet sted i Europa. Princippet om subsidiaritet er blevet nævnt under denne debat. Vi må undgå at rejse for mange forventninger og overbebyrde Kommissionen med opgaver. Vi må passe på ikke at love ting, vi ikke kan holde. Det har der ærlig talt været nok af tidligere. Når vi går ind i drøftelser som disse, må vi være påpasselige med ikke automatisk at antage, at Kommissionen vil løse problemet. Vi kan og bør gøre noget, men jeg ville gerne komme med denne advarende bemærkning. For at gå til kernen i sagen, spørgsmålet om en budgetpost til nødsituationer, overvejer Kommissionen i øjeblikket at foreslå at skabe retsgrundlag for en sådan post. Men Kommissionen skulle måske overveje finansiel støtte til genetablering af skovproduktionskapaciteten på basis af forordning 1257/1999 om udvikling af landdistrikter. Ifølge de græske myndigheder er de finansielle bidrag fra landbrugsfondene ikke tilstrækkelige til, at der kan ydes et væsentligt bidrag til arbejdet med genetablering. Derfor opfordrer Kommissionen de græske myndigheder til at fremlægge forslag til ændringsforslag for udviklingsprogrammet, så man kan overveje de nødvendige bevillinger. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på EU-forordning 2158/1992, i henhold til hvilken forebyggende initiativer i forbindelse med skovbrand kan finansieres. Hver medlemsstat bør sikre sig, at alle nødvendige skridt er taget for at reducere brandfaren til et minimum. Nye initiativer fra Kommissionen er allerede taget, eller det vil snart ske. Et forslag om en afgørelse fra Rådet, som tilvejebringer en fællesskabsmekanisme til koordinering af beskyttelsesaktioner for civilbefolkningen i nødsituationer, vil Kommissionen overveje i nær fremtid. Dette vil have til formål at forbedre den gensidige hjælp, medlemsstaterne kan yde hinanden. Den vil også have en vigtig afledt virkning, idet den vil hjælpe tredjelande til at klare uventede nødsituationer eller katastrofer, som de ikke ville kunne klare selv. Gennem denne koordinationsmekanisme vil medlemsstaterne blive opfordret til at udpege grupper, som kan gribe ind på stedet med kort varsel. Kommissionen satte for nylig et satellitbaseret projekt i gang for at forbedre information om funktionsdygtige brandbekæmpelsescentre i Middelhavsområdet med henblik på at vurdere risikoniveauet dag for dag. Vi vil overveje, om det kunne føre til et system til hurtig opdagelse af skovbrande. Kommissionen tilskynder også medlemsstaterne til at udbygge deres interventionskapacitet. Regionalfonden og Samhørighedsfonden har allerede ydet væsentlige bidrag i perioden 1994-1999. De nationale myndigheder bør sørge for de nødvendige finansielle ressourcer til at konsolidere dette initiativ for perioden 2000-2006. Generelt vil beslutningen om at anskaffe den slags udstyr til brandbekæmpelse fortsat være medlemsstaternes ansvar. Der er også planlagt erfa-grupper om bekæmpelse af skovbrande. Men Kommissionen har ikke ressourcer nok til at udstrække sine aktiviteter derudover. Strukturfondene kan benyttes til genetablering efter naturkatastrofer, og man har i de seneste år benyttet sig af denne mulighed.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning er afsluttet. Vi går nu over til afstemning.
+Hr. formand, som flere af vores kolleger er jeg netop blevet varslet om udviklingen af situationen i det nordlige Afghanistan, hvor talebanerne efter to måneders angreb uden afbrydelse i nat skal have bemægtiget sig byen Toliqan på bekostning af mange ofre, både civile og soldater. Det er naturligvis for sent at fremlægge en resolution om procedure med uopsættelig forhandling om dette emne. Må jeg bede Dem, hr. formand, om at videregive Formandskonferencen en anmodning om, at Parlamentet i løbet af vores næste mini-møde i Bruxelles får en udtalelse fra Rådet og fra Kommissionen om den indsats, som EU kunne overveje at gøre for at hjælpe med til at finde en politisk løsning i Afghanistan og for at sætte en stopper for disse meningsløse blodbad.
+Mange tak, hr. Morillon, det vil vi give videre.
+Hr. formand, jeg vil gerne støtte hr. Morillons forslag. Også på min gruppes vegne skal jeg understrege, at vi anser Rådets redegørelse om dette emne for meget vigtig, og jeg anmoder Dem om at videregive dette til Formandskonferencen.
+Det gør jeg gerne, hr. kollega.
+Hr. formand, jeg vil gerne i tilslutning til afstemningen anmode formanden for Budgetudvalget om at sige os, om han har de bevillinger, der kræves i artikel 12 og 14 i beslutningsforslaget om brande i Europa, som vi netop har vedtaget.
+Hr. formand, dette viser det tåbelige i at træffe politiske beslutninger uden at tænke sig om. Dette har aldrig været igennem noget udvalg. Der er fremsat anmodning om penge, som ikke eksisterer, og ingen har sagt, hvor de skal komme fra. Det er et forslag fra en aktuel og uopsættelig debat, som Europa-Parlamentet har stemt for - så må det være sådan, men det er latterligt.
+Jeg har forstået Deres budskab, hr. Wynn.
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse for situationen på Fiji-øerne efter statskuppet. Jeg giver ordet til kommissær Nielson.
+Løsladelsen af gidslerne den 13. juli, arrestationen af oprørslederen og hans vigtigste forbundsfæller den 26. juli og regeringens bestræbelser på at genindføre lov og orden giver nogen grund til tilfredshed. Men der hersker stadig alvorlig bekymring om Fijis fremtid. Først og fremmest er det uacceptabelt, at visse etniske grupper bruger vold for at gennemtvinge, at de kan herske over andre samfundsgrupper. For det andet må der indsættes en demokratisk regering. Den nuværende midlertidige regering har ingen demokratisk basis. Der bør udarbejdes en klar plan for fuld genindførelse af demokratiske principper og demokratisk praksis. Forfatningen af 1997, som fastlægger principperne om lige rettigheder for alle borgere i Fiji, må genindføres. Denne proces må afsluttes meget hurtigt. Den tidsramme, som foreslås i øjeblikket, 2-3 år, er alt for lang. Problemet med den grundlæggende etniske modsætning i Fiji må løses. Samarbejde og harmoni mellem racerne må virkeliggøres. Dette kan nødvendiggøre international mægling. Hvis vi skal være realistiske, må vi støtte alle mulige skridt på vejen til stabilitet uden at tabe den situation, jeg lige har skitseret, af sigte. Det internationale samfund og de, som yder bistand til Fiji, er enige om disse principper. For så vidt angår EU, har Rådet underrettet fijianerne om sin anmodning om at indlede konsultationer i henhold til artikel 366 i Lomé-konventionen, der opfordrer til en grundig undersøgelse af situationen på basis af oplysninger, som fijianerne skal fremlægge. Der vil blive skaffet yderligere materiale i en rapport fra AVS-ministres fact-finding mission til Fiji, som foregik midt i august og blev anført af Papua New Guineas udenrigsminister. Desuden fik Kommissionen den 31. august direkte informationer fra den legitime premierminister, hr. Chaudhry. Vi er nu ved begyndelsen af konsultationerne. Der vil blive truffet foranstaltninger i henhold til artikel 366, hvis disse konsultationer ikke tilvejebringer en acceptabel løsning for begge parter i drøftelserne. Alt, hvad man kan sige i øjeblikket, er, at disse foranstaltninger, hvis de skal træffes, ikke må skade de fattige og dem, som allerede lider under den alvorlige økonomiske krise, som er blevet udløst af disse begivenheder. Projekter i forbindelse med fattigdom bør derfor fortsætte. Afslutningsvis håber jeg, at det internationale donorsamfunds koordinerede bestræbelser vil få den ønskede virkning på den nuværende regering i Fiji. Selv om vi når vores mål om inden for to år at genoprette de demokratiske principper om en regering, som er valgt ved frie og retfærdige valg, vil det kun være et første skridt til løsning af problemerne i Fiji. Der er behov for en stærk, langsigtet indsats fra alle parter, og først og fremmest fra den fijianske regering og befolkningsgrupperne, for at bearbejde indgroede fordomme og bekymringer, sådan at der igen kan blive indført samarbejde og harmoni mellem racerne i Fiji. Det er helt nødvendigt, og det findes der faktisk ikke noget alternativ til.
+Hr. formand, hvad der er foregået i de forløbne måneder i Fiji, lignede en sæbeopera. Desværre var det bitter virkelighed, og så tilmed i et AVS-land, som har betydelige fordele af sukkerprotokollen med Den Europæiske Union. Det er næsten ironisk, at undertegnelsen af den nye partnerskabsaftale, som betragter demokratiet som overordentlig vigtigt, skulle finde sted i Fiji lige netop på et tidspunkt, hvor der fandt et statskup sted dér. Det viser endnu en gang, hvor skrøbeligt demokratiet er, også i disse regioner, hvor det så ud til at være en etableret værdi. Men Fiji-historien er mere kompleks! Der er de ømtålelige magtforhold mellem den indfødte befolkning og indbyggerne af indisk oprindelse, som udgør 44% af befolkningen. Der er hærens tvivlsomme rolle. Angrebene på indiske ejendomme kunne åbenbart finde sted uhindret, uden at ordensmagten greb ind, og desuden valgte elementer inden for hæren åbent kupmagernes side. Der er de seneste afsløringer af Speights rolle i den indbringende træindustri, som kaster nyt lys over hele sagen. Ifølge nylige oplysninger blev han åbenbart afskediget som formand for den statsvirksomhed, som forvalter mahogniplantagerne. I år så han ud til at gå glip af en vigtig kontrakt om udnyttelse af hårdt træ. Alt dette lader formode, at personlige økonomiske og ikke så meget politiske interesser var indsatsen ved kuppet. Hvorom alting er, så har Speight med sin udemokratiske optræden kastet et helt land ud i en dyb politisk og økonomisk krise. Turismen, som repræsenterer en femtedel af bruttonationalproduktet, er dalet til mindre end en tredjedel. De etniske spændinger øges igen kraftigt. Tusindvis af indbyggere af indisk oprindelse er stadig på flugt, og desuden belaster begivenhederne i Fiji også den lovende dynamik i regionen, idet kronen på værket skulle være Pacific Regional Trade Agreement. Som Parlament, som i aftalerne med AVS-partnerne stiller strenge krav til demokrati og menneskerettigheder, kan og må vi ikke acceptere en sådan handlemåde. Vi må fortsat kræve, at alle borgeres sikkerhed garanteres, og at enhver form for etnisk opsplitning og opildning straffes. Speight må ikke gå fri. Vi må først og fremmest kæmpe for en tilbagevenden til et virkeligt demokrati inden for rammerne af grundloven af 1997, som garanterer lige rettigheder for alle indbyggere i Fiji, og der skal faktisk hurtigst muligt afholdes valg. En overgangsperiode på tre år er uacceptabel. Hvis det ikke lykkes interimsregeringen at sikre en tilbagevenden til en demokratisk orden inden for en rimelig frist, må der overvejes sanktioner, helst smart sanctions, og så skal også den strukturelle hjælp suspenderes. Samrådene herom begynder i september. Jeg håber i hvert fald, at Kommissionen vil holde fast ved sine principper og ikke vil give efter for politisk eller økonomisk pres. Nu hvor vi står ved begyndelsen til en ny vigtig partnerskabsaftale mellem Europa og dets partnere i AVS, er det af største betydning, at der ikke skabes nogen præcedens.
+Hr. formand, jeg glæder mig generelt over både den forrige talers kommentarer og over udtalelsen på Kommissionens vegne fra hr. Nielson. Jeg er ikke så overbevist, som han er, om, at volden faktisk er overstået i Fiji. Jeg havde i sidste uge sammen med et antal kolleger fra forskellige partier og grupper her mulighed for at mødes med premierminister Mahendra Chaudhry, som fortale os, at volden mod fijianere af indisk afstamning stadig fortsætter i Fiji. For det andet er jeg uenig i, at der består en grundlæggende etnisk modsætning i Fiji. Det forekommer mig, at hvis man ser på baggrunden for statskuppet, bør man følge pengene snarere end de etniske relationer. Jeg glæder mig over, at man har påberåbt sig artikel 366 i Lomé-konventionen. Hvis vi ser på, hvad der faktisk er sket i Fiji, fik Fijis arbejderparti en overvældende valgsejr ved valgene i maj 1999, da de sammen med deres støttepartier vandt 58 ud af 71 mandater og fordrev den siddende højreorienterede regering. I forlængelse deraf er der foretaget systematiske forsøg på at destabilisere den nye regering, anført af elementer fra det tidligere regeringsparti og yderliggående nationalistiske bander under det skrøbelige påskud at beskytte de indfødtes interesser. Det er interessant, at selv om Mahendra Chaudhry er af indisk afstamning, er 12 ud af 18 medlemmer af hans regering, hvad man, om man vil, kan kalde indfødte fijianere, og et flertal af de indfødte fijianske parlamentsmedlemmer støttede faktisk regeringen. Destabiliseringsoperationen blev finansieret af dele af det private erhvervsliv, som var skræmte over regeringens radikale program for sociale reformer og afhjælpning af fattigdom og ved den tætte forbindelse til fagforeningsbevægelsen. Denne finansiering blev anført af selskaber, som bød på rettighederne til at udnytte mahognitræ og hårdt træ fra stedets skove. Politiet og militæret undlod i enestående grad at beskytte og forsvare regeringen. Medlemmer af de væbnede styrkers antirevolutionære enhed stod ved siden af George Speight og hans bande, da folkets koalitionsregering blev taget som gidsler den 19. maj. Det, der er sket i Fiji, er intet mindre end et statskup fra det militærindustrielle kompleks. Det er faktisk et Chile i miniformat. Som følge heraf er forfatningen af 1997 blevet skrottet. Der er blevet indsat en regering af militæret, som faktisk kontrolleres af dem, som støttede kuppet, og militæret forsøger at få aflad ved at retsforfølge en lille del af dem, der var involveret, nemlig banden rundt om George Speight. Jeg mener, at Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet må støtte forslagene fra den af arbejderpartiet anførte folkekoalition om genindførelse af forfatningen af 1997 og, af hensyn til national forsoning, om dannelse af en stor koalition til at styre Fiji. Medmindre man får standset den udskridning i retning af en form for apartheid i Fiji, hvor fijianere af indisk afstamning, der udgør næsten halvdelen af befolkningen, hurtigt er ved at blive til andenklasses borgere, som fordrives fra deres hjem og deres arbejde, bør vi forlange støtte til sanktioner mod den nuværende regering. Vi bør støtte det initiativ, som premierminister Helen Clark i New Zealand har taget til en koordineret bilateral aktion på regionalt og globalt plan, der også, som hr. Van Hecke har sagt, bør medføre selektive sanktioner rettet mod dem, der var involveret i kuppet. Dem bør man nægte frihed til at rejse, deres udenlandske tilgodehavender bør indefryses, og man bør true dem med følgerne af FN's gidselkonvention, når de bliver pågrebet. For det andet bør Fiji udelukkes fra alle internationale sports- og kulturbegivenheder. For det tredje bør man nægte al økonomisk og militær bistand til og gennem den nuværende regering. Spørgsmålet om Fiji er vigtigt, ikke bare i sig selv, men fordi det vil skabe præcedens for, hvorvidt halvt hemmelige kup, som forberedes efter lignende retningslinjer, vil blive til noget, og om Europa og resten af den udviklede verden er parat til at tage fat på spørgsmålet om indfødtes rettigheder - den tredje verdens variant af den racisme, som truer os alle.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, statskuppet på Fiji i maj i år var ikke det første. Også i 1987 var der et statskup med udelukkelse af Commonwealth til følge, og det får mig dog til at tro, at spændingerne, de åbenbart etniske spændinger, må have meget dybere rødder, end vi normalt forestiller os. Også dengang lå disse spændinger mellem indfødte fijianere og fijianere af indisk afstamning til grund, og naturligvis 44% over for de 64% indfødte, det er to næsten lige store befolkningsgrupper. Jeg kan forestille mig, at det, som De sagde, hr. kommissær, fjernelse af fordomme, ikke er en selvfølge i sådanne situationer. Arbejdsløshed får desuden spændingerne til at blusse op, og den legitimt valgte regering blev fordrevet af dette militærkup. Hvad der stadig bekymrer mig særdeles meget, er, at denne konflikt kunne brede sig til andre øer, hvor der findes lignende problemer og lignende spændinger. Egentlig det modsatte af, hvad vi har for øje, og hvad der allerede er hentydet til: oprettelsen af en stor Pacific Regional Trade Agreement mellem 14 nationer. Hvis vi ikke passer på, bliver dette den første store konflikt i Stillehavet, og det kan så igen påvirke situationen i regionen i mange år fremover. Alt dette får mig til at stille spørgsmålet: Er dette ikke et statskup som forvarsel om det, der er værre? Og det får mig også til at stille spørgsmålet: Hvori består Den Europæiske Unions forebyggelsespolitik nu egentlig? Hvad foretager man sig for at sætte et sådant land på rette spor i retning af en demokratisk retsstat, ophæve undtagelsestilstanden, stille de skyldige for en domstol, således som der med rette anmodes om, sikkerhed for alle borgere, det forekommer mig at være elementært, og det i et land, hvor i tusindvis af mennesker er på flugt i deres eget land; et parlament, som til efteråret på ny bør sammenkaldes, og en regering, der er skåret over en demokratisk læst. I nogle af vores forslag til beslutning blev det sagt: en regering, hvori også oppositionen deltager, men det forudsætter naturligvis en aftale, en aftale, som ikke længere er der siden den multiracegrundloven fra 1997, som i sin tid åbenbart blev godkendt af alle og alligevel ikke kan anvendes. Hr. kommissær, Den Europæiske Union er Fijis vigtigste handelspartner, og den er også den vigtigste donor. Hvordan kan vi nu omsætte denne rolle i effektiv fredsmægling? Kunne vi ikke ansætte en virkelig mægler eller en mæglingsinstans efter samråd med FN og Commonwealth? Kotonu-aftalerne omhandler et partnerskab med henblik på udvikling og fred, og også Lomé-aftalerne omhandler procedurer, navnlig artikel 366, som der også er henvist til. Disse procedurer bør meget omhyggeligt anvendes på en klog, men ikke naiv måde. Det ville være godt, hvis Kommissionen inden årets udgang på ny kom til os for at aflægge beretning til Parlamentet om udviklingerne i Fiji og i hele regionen og om de bestræbelser, som Den Europæiske Union har gjort sig.
+Hr. formand, begivenhederne i Fiji i de forløbne måneder er ikke løsrevne episoder. Det drejer sig om mere end en skør racistisk forretningsmand, om mere end en illoyal hær, om mere end træproducenters betydning og om mere end politikere, som accepterer, at den demokratisk vedtagne grundlov sættes ud af kraft. De har i allerhøjeste grad at gøre med forholdet mellem befolkningen og staten i al almindelighed og med Fijis historie og befolkningssammensætning i særdeleshed. Takket være den europæiske kolonialisme har der fundet en indvandring af arbejdskraft sted fra en anden del af det daværende britiske kolonirige, hvorved mennesker af indisk afstamning nu med 44% af befolkningen næsten udgør et flertal. Den oprindelige befolkning i Fiji har aldrig selv valgt denne indvandring, men i mellemtiden er det en realitet, at befolkningssammensætningen er stærkt forandret. Efterkommerne efter de nyankomne føler sig med rette en del af de ligeberettigede faste indbyggere i øgruppen, mens denne situation ikke accepteres af en stor del af den oprindelige befolkning. Denne situation kan i en række henseender sammenlignes med situationen i Surinam, Guyana, Trinidad og Sydafrika. Også der er befolkningsgrupper af meget forskellig oprindelse samlet på grund af den europæiske kolonialisme. Det drejer sig om grupper med sprog, kulturer og religioner, som intet har til fælles, og som af udseende er meget forskellige. De lever ofte som lukkede grupper ved siden af hinanden i samme område, men for en stor del i særskilte bosættelser og bykvarterer. I disse lande har befolkningsgrupper ofte stået skarpt over for hinanden. Sommetider synes en del af en sådan gruppe, at den er mere værd end andre, men ofte drejer det sig om en meget kraftig varetagelse af interesser og fordeling af knappe goder over for den konkurrerende gruppe. Disse konkurrenter har brug for samme jord, somme job og samme huse, mens der er mangel på det hele. I Sydafrika har denne situation endog ført til et afskyeligt system med ulighed og undertrykkelse, apartheid. I mellemtiden er indbyggerne i sådanne lande i stadig højere grad kommet til den konklusion, at det ene menneske aldrig er mere værd end det andet, og at de intet andet valg har end at fortsætte sammen. Men det betyder ikke, at der ikke fortsat er befolkningsgrupper, som lever side om side uden at blive integreret til ét folk. Politikere og eventyrere, som vil sætte disse befolkningsgrupper op mod hinanden, beholder der et frugtbart arbejdsområde. Det er den store forskel med de nuværende lande i Europa. Disse er i al almindelighed forbundet med ét folk, én historie, der erfares som fælles, ét sprog og mere eller mindre én kultur. Det gælder for gamle lande som Nederlandene, Danmark og Portugal, men det gælder også for forholdsvis nye lande som Polen, Italien, Tyskland og Rumænien eller for meget nye lande såsom Tjekkiet, Slovenien eller Litauen. Netop fordi disse lande er ubestrideligt forbundet med det folk, hvoraf et stort flertal bor der, kan de være åbne over for mindretal og nyankomne og opretholde deres demokrati. Men også i europæiske lande beholder man stadig en negativ erindring om tidligere nyankomne, der kom som soldater, som røvere og som en privilegeret gruppe selvstændige erhvervsdrivende. Det var grupper, som var til skade for befolkningen, og om hvis efterkommere man ofte hellere ser, at de forlader landet, eller forlanger, at de tilpasser sig, så de er uigenkendelige. Fra Europa erkender vi den israelske stats og den palæstinensiske stats ret til at eksistere ved siden af hinanden, således som det i denne uge endnu en gang demonstrativt blev udtrykt under det imponerende besøg af formændene for de to parlamenter. Man kan ikke leve sammen fredeligt i ét land, men dog godt som gode naboer. Europa er skyldig og bør bidrage til løsningen af problemerne. Det betyder ikke, at den situation, der nu er opstået i Fiji, ikke er fuldstændig uacceptabel. Det store indiske flertals lighedsrettigheder, grundloven og det parlamentariske demokrati skal vende tilbage. De, som udøver racisme, skal straffes og i det mindste udelukkes fra den politiske magt, flygtningene skal kunne vende hjem, og volden skal ophøre. Den multiracegrundlov fra 1997, som der dengang blev forhandlet så længe om efter et tidligere statskup, må hurtigt genindføres.
+Hr. formand, jeg taler som en ven af Fiji, som én, der har fulgt begivenhederne dér i mange år. Jeg har venner og bekendte dér, og jeg har været der. Da jeg talte med politikerne sidst, jeg var der, for 3-4 år siden, var den ting, de alle var tilfredse med, den nye forfatning, som det havde taget fire år at få på plads, og da jeg så de begivenheder, som har fundet sted på det sidste, blev jeg ked af det, for jeg kendte konsekvenserne for landet. Jeg vil gerne bede Dem om at gøre noget klart for mig, hr. kommissær. Ud fra det, De sagde, antager jeg, at vi siger nej til sanktioner, at det drejer sig om at vente og se og at give dem tid til at få tingene på plads, før vi gør noget. Det vil jeg gerne have klarhed over. Jeg vil nødig gå herfra og bare antage dette. Det ville være nyttigt, hvis De kunne være mere præcis. Hr. Ford har opfordret til, at Fiji skal udelukkes fra alle sportsbegivenheder. Min sport er tilfældigvis en mindretalssport - rugby - og i oktober og november vil verdensmesterskaberne foregå i Det Forenede Kongerige og Frankrig. Fiji vil have et hold dér, som indgår i disse mesterskaber. Den australske regering vil have, at de skal udelukkes. Den australske regering mener, at Fiji ikke bør tage del i denne konkurrence. Hvis man taler med spillerne, vil de, hvad enten de er asiater, polynesiere eller melanesiere sige, at de naturligvis ønsker at spille. Mit spørgsmål til Dem, hr. kommissær, er, vil Kommissionen gå ind for udelukkelse fra sportsbegivenheder denne gang eller ikke?
+Det kan være ganske nyttigt for os som politikere at blive stillet over for spørgsmål om, hvorvidt sport og politik bør have noget at gøre med hinanden eller ej. Det er ganske nyttigt, når vi vil analysere, hvor langt vores principper rækker, og om der er eller ikke er menneskelige aktiviteter, som bør være helt uafhængige. Sporten er i dag ikke bare sport, det er også forretning. Derfor har sportens verden skabt flere vanskeligheder for sig selv, end det var tilfældet i mere uskyldige tider. Så vidt jeg er underrettet, fastholder australierne en klar skelnen mellem politik og sport, når det drejer sig om deltagelse i De Olympiske Lege - i modsætning til hvad De sagde, at de gør, når gælder rugby. I Kommissionen er vores opfattelse ikke afhængig af, om det drejer sig om den ene eller den anden begivenhed. I øjeblikket er vi i gang med en dialog under Lomé-konventionen, så på dette stadium har vi ikke draget nogen konklusioner. Som svar på Deres mere generelle spørgsmål, kan der godt blive indført brede sanktioner, men det afhænger af resultatet af dialogen. Dialogen er velorganiseret og systematisk, baseret på vores smukke forhold til AVS-landene. Det er ikke bare et forhold mellem giver og modtager. Vi har baggrund i form af et system at arbejde med. Dette system er blevet sat i gang i den foreliggende situation. Mulighederne står åbne. Vi har både en kæp og en gulerod. Vi involverer aktivt de regionale AVS-partnere i denne dialog og giver myndighederne i det pågældende land adgang til at deltage i drøftelserne. Men det er en yderst kritisk situation. Den indeholder alle de dilemmaer, som sådanne situationer normalt frembyder. Det er ikke let at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre, men vi gør alt, hvad vi kan, for at mobilisere pres for en hurtig og irreversibel tilbagevenden til demokratiet. Det er også et svar til fru Maes. Vi har en meget vigtig rolle som handelspartner og donor i Fiji, og dette skaber seriøse rammer om de nuværende drøftelser med dem, der er ved magten i Fiji. Hvad angår det at komme tilbage til Europa-Parlamentet, vil jeg sige, at jeg naturligvis altid er villig til at gå til Udvalget om Udvikling og Samarbejde og drøfte et hvilket som helst spørgsmål. Jeg vil bestemt gerne have mulighed for at gå mere i detaljer, før året er omme, hvis det er noget, udvalget gerne vil have. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig alt, hvad hr. Ford har sagt. Det er virkelig tragisk, hvad der sker. Som andre også har sagt, bør vi også tage risikoen for afledte negative konsekvenser i regionen i betragtning, når vi beslutter, hvilke foranstaltninger vi skal træffe. Én vigtig foranstaltning, som blev truffet - og dette er en kommentar til hr. Van Hecke - var at aflyse den underskrivningsceremoni, som var planlagt for Fiji. Så det er ikke Suva-aftalen, der vil styre vores fremtidige forhold til AVS-staterne. Vi tog til Benin i stedet for Fiji i sommer, og det var faktisk et stærkt skridt både for EU og AVS, at det blev anset for helt naturligt, at vi ikke kunne underskrive den nye aftale i Fiji. Så politisk har vi allerede sendt et stærkt budskab.
+Hr. formand, i det fælles kompromisbeslutningsforslag nævnes det, at der skal fastsættes en frist til udgangen af november til genindførelse af demokratiet. Er kommissæren enig i, at det er et passende mål og en passende frist? Ellers er der fare for, at den nuværende regering i Fiji vil fortsætte med at forhandle i én uendelighed, men aldrig nå frem til et resultat.
+Hvis vi ser på etikken i forbindelse med fastsættelse af en dato, så ligger denne dato alt for sent, men den praktiske idé med at fastsætte en dato er at udøve et pres på diskussionspartneren, som giver mening. Jeg er ikke sikker på, at netop denne dato giver mening. Vi har partnere i AVS-gruppen, som deltager i processen med at overbevise og lægge pres på Fiji for at få dem til at gøre det rigtige. Jeg kan ikke lide at diktere en dato sådan uden videre. Jeg vil hellere have mine partnere i syd godt inde i processen og også tage hensyn til risikoen for negative afledte virkninger i regionen. Jeg vil på nuværende tidspunkt ikke acceptere en bestemt dato. Det er en taktisk nødvendighed ikke at skabe dette problem.
+Forhandlingen er afsluttet. Jeg skal meddele Dem, at jeg har modtaget fem beslutningsforslag i henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2. Afstemningen om disse beslutningsforslag finder sted i morgen kl. 9.00. (Mødet hævet kl. 18.40)
\ No newline at end of file