Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg beder om, at mit navn bliver tilføjet på tilstedeværelseslisten fra i går. Jeg var beviseligt til stede også under afstemningerne ved navneopråb, men jeg skrev mig ikke på listen.
Skal ske, fru Rothe.
Hr. formand, jeg ved ikke, om det er det rette tidspunkt at nævne et problem, der opstod i går under afstemningen. Under plenarmødet var der én bestemt afstemning om min betænkning, der blev afgjort med en margen på én stemme. Jeg ønsker ikke at lade afstemningen gå om. Formanden erklærede forhandlingen for afsluttet, og det accepterer jeg fuldt ud. Men efter denne afstemning hævdede en lang række parlamentsmedlemmer, at deres anlæg havde været i uorden m.m. I mellemtiden har jeg tænkt over, at hvis et afstemningsresultat først er vedtaget, giver forretningsordenen ingen mulighed for at lade afstemningen gå om, og med de hyppige fejl i afstemningsanlæggene, kan det give alvorlige problemer. Hvis der er et teknisk problem, og en hel blok af stemmer i en del af mødesalen ikke registreres, vil afstemningsresultatet sætte spørgsmålstegn ved værdien af vores beslutninger. Jeg har overvejet, om ikke forretningsordenen burde indeholde bestemmelser i den henseende. Jeg håber, at De vil acceptere dette som en ægte bemærkning til forretningsordenen.
Jeg kan udmærket huske denne situation, hr. Evans, og den vil blive forelagt Præsidiet. Jeg vil naturligvis lade Deres bemærkninger gå videre til formanden.
Hr. formand, i forbindelse med denne bemærkning til forretningsordenen skal man også huske på, at tolkene er meget venlige, og at de nogen gange ikke oversætter "stemmeanlægget virkede ikke" med "jeg glemte at stemme".
Hr. formand, jeg har nogle bemærkninger til dagens møde i Kommissærkollegiet under henvisning til forretningsordenens artikel 38 eller 64. Jeg vil gerne opfordre kommissær Lamy til at afgive en ekstraordinær redegørelse i plenum om grunden til, at han unddrager sig Parlamentets kontrol af hans forslag, der er kendt under navnet "everything but arms". Forslaget har dybtgående konsekvenser for Parlamentet, for AVS-landene og for Europa som helhed. Jeg siger dybtgående konsekvenser, fordi Parlamentet ønsker større demokratisk oplysningspligt. Lige netop dette spørgsmål vil ikke kun påvirke Parlamentet, men flertallet af EU's medlemsstater, specielt dem, der fremstiller produkter såsom bananer - der er meget aktuelle - ris og sukker. Hr. Lamy bør afgive en redegørelse i dag for at leve op til den demokratiske oplysningspligt. Han ønsker tydeligvis ikke at diskutere spørgsmålet med Parlamentet. Det er meget vigtigt.
Hr. formand, vores kollega, hr. Evans, omtaler afstemningen i går og i særdeleshed den afstemning, hvorunder en række ændringsforslag blev vedtaget med et flertal på kun en enkelt stemme. Efter min opfattelse er Europa-Parlamentet bedst tjent med at holde sig til de gældende regler. Ofte er det nemlig - som også påpeget af en anden kollega - ikke apparaturet, der svigter, men medlemmerne, der glemmer at stemme. Var det muligt efterfølgende at omstøde et afstemningsresultat, kunne vi jo fortsætte i det uendelige. Afstemningen om Evans-betænkningen viser dette med al ønskelig tydelighed. Havde jeg vidst, at antallet af medlemmer, som stemte imod Evans-betænkningen, eller som undlod at stemme, sammenlagt oversteg antallet af medlemmer, som stemte for betænkningen, havde jeg anbefalet medlemmerne af min gruppe at stemme imod Evans-betænkningen. Den ville dermed være forkastet. De ser således den absurde situation, der ville opstå, hvis man på denne vis kunne tage en stemmeafgivelse op til ny overvejelse. Jeg tror, det er tilrådeligt at fastholde de eksisterende regler.
Kære kolleger, det vil vi under alle omstændigheder undersøge på Præsidiets næste møde.
Hr. formand, af hensyn til hr. Goebbels vil jeg blot understrege, at jeg ikke ønsker en debat om de enkelte medlemmers problemer med afstemningsanlægget. Jeg ønsker en debat om bestemmelser i tilfælde, hvor en generel fejl påvirker en række anlæg, således at der kan stilles spørgsmålstegn ved Parlamentets afgørelser. Jeg kan også forsikre hr. Goebbels om, at jeg ikke har noget imod, at spørgsmål underlægges en flertalsafgørelse. Den britiske Labour-regering blev besejret med én enkelt stemme i 1979, og det har jeg aldrig protesteret mod. (Protokollen godkendtes)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0272/2000) af Bowis for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Kommissionens hvidbog om fødevaresikkerhed (KOM(1999) 719 - C5-0136/2000 - 2000/2082(COS)).
Hr. formand, det er mig en stor glæde at anbefale min betænkning om hvidbogen om fødevaresikkerhed. Jeg vil også gerne henvise til de 19 ændringsforslag, der er fremsat til denne betænkning. Jeg kan acceptere 16 af dem. Jeg kan ikke acceptere ændringsforslag 14, 16 og 17, og jeg foretrækker 15 frem for 5 og 10 frem for 6. Som Feuerbach sagde: "der Mensch ist, was er isst", du bliver, hvad du spiser. Vi er, hvad vi spiser, og det er desværre sandt i mit tilfælde. Jeg er helt klart, hvad jeg spiser. Alvorlig talt får nogle mennesker faktisk langvarige sygdomme på grund af forkert kost, og andre dør sågar af fødevareforgiftning. I de seneste årtier har der været mange skandaler: olivenolie, forurenet vin, mineralvand, oksekød, dioxin og slam. Vi har lært nye ord som E.coli, salmonella, listeria m.m. Vi har været vidner til rædsler og skandaler, der har affødt frygt, panik og offentlige høringer. Vores valgkredse rundt omkring i Europa kontakter os for at blive forvisset om, at fødevarerne er sikre, og vandet er drikkeligt. De har mistet tilliden til, at det aktuelle maskineri og de aktuelle mekanismer kan kontrollere og fjerne risikoen fra "jord til bord". Sandt at sige kan man ikke eliminere risikoen. Det er uden for vores rækkevidde. Der vil altid være risici forbundet med foderstoffer og sprøjtning af afgrøder, med behandling af fødevarer, transport, afkøling, opbevaring og detailhandel. Og der findes også en risiko i vores egne hjem, køkkener og spisekamre samt i forbindelse med vores madlavning og køkkenvaner. Hvis ikke vi kan eliminere risikoen, kan vi i det mindste gøre en indsats for at vurdere og styre riskoen. Der er i høj grad brug for nye foranstaltninger. Vi skal indføre lovgivningsrammer, vejledning og god praksis vedrørende fødevarer, foderstoffer, pesticider, dioxin, mærkning, tilsætningsstoffer, nye fødevarer m.m. Sådanne rammer skal kombineres med et nyt organ, der kan genskabe offentlighedens tillid og medlemsstaternes respekt. Min betænkning opfordrer til oprettelse af en autoritativ, uafhængig, objektiv, ansvarlig, gennemsigtig og forståelig europæisk fødevaresikkerhedsmyndighed. Sikkerheden skal være i fokus, og videnskaben skal være værktøjet, og fødevaresikkerhedsmyndigheden skal være ansvarlig for risikovurderinger og efterfølgende rådgivning om risikostyring. Kommissionens opgave er styring af og kontrol med risici. Parlamentets opgave er kontrol med og overvågning af begge dele. Vi har et hurtigt varslingssystem. Det skal forbedres, men det kan kun have en hurtig oplysningspligt over for Parlamentet, hvis det fortsat ledes af Kommissionen. Ikke desto mindre bør det fysisk og operationelt ligge tæt op ad EFSA. EFSA's kompetenceområde bør udvides, så det både dækker fødevarer og foderstoffer. Direktøren for EFSA får en altafgørende betydning. Han skal udpeges af Kommissionen efter at have deltaget i en offentlig høring i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik med deltagelse af repræsentanter for andre udvalg, herunder f.eks. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Der skal udarbejdes en årlig rapport, der skal forelægges Parlamentet, og der skal ligeledes udarbejdes risikorapporter til Kommissionen, Parlamentet og Rådet. Denne myndighed skal afspejle omfanget af relevant erfaring inden for produktion, forarbejdning, detailhandel, forbrug, lovgivning m.m. Myndigheden skal præsenteres for en videnskabelig risikovurdering, som den efterfølgende skal udforme på et for forbrugerne forståeligt sprog med eventuelle henstillinger vedrørende risikostyring, inden dokumentet præsenteres for Kommissionen og os. Vi skal arbejde tæt sammen med nationale fødevaresikkerhedsmyndigheder samt internationale organer. Vi skal se arbejdet fra de aktuelle fem videnskabelige komitéer og Den Videnskabelige Styringskomité. Der bør oprettes et lille professionelt ledet hovedkvarter, som er lettilgængeligt for Kommissionen og Parlamentet, men det skal ikke ske her og nu. Jeg takker mine kolleger fra alle partier og alle medlemsstater. Jeg takker dem for den konstruktive dialog, vi har haft. Jeg takker Kommissionen og dens tjenstgørende personale. Jeg takker Rådet og det franske formandskab for deres støttetilkendegivelser. Jeg takker Parlamentets sekretariat. Vi står her med et forslag, der kan være med til at forbedre fødevaresikkerheden og genskabe offentlighedens tillid til vores respektive nationer. Jeg håber på Parlamentets støtte. (Bifald)
Hr. formand, det er svært ikke at være indforstået med dette dokument, som Kommissionen har fremlagt for os, for der er mange gode idéer og hensigter. Ordføreren, hr. Bowis, har udarbejdet en glimrende betænkning, hvor han gør rede for, hvor vigtigt det er at have en uafhængig og fremragende fødevaremyndighed, som er ansvarlig for risikovurdering, men ikke for forvaltning eller krisestyring, hvilket bør være Kommissionens ansvar, ligesom lovgivningsforslagene. Såvel denne fødevaremyndighed som lovgivningsforslagene, som bliver forelagt os, og som har til hensigt at garantere fødevaresikkerheden, vil få Europa-Parlamentets støtte, hr. kommissær. Men jeg vil gerne henlede opmærksomheden på et grundlæggende spørgsmål: Den bedst mulige lovgivning og en fødevaremyndighed, der er fremragende og videnskabelig fejlfri, er ikke tilstrækkeligt. Vi kan få andre fødevarekriser, og hver gang, dette sker, trues forbrugernes sikkerhed, institutionernes troværdighed og landbrugssektorens og agroindustriens interesser. Og hvis krisestyringen derudover er utilstrækkelig, spredes og forværres problemet ukontrolleret. Fødevaresikkerheden er ikke et tillægsspørgsmål. Det påvirker den offentlige sundhed og stabiliteten på fødevaremarkedet. Derfor spørger jeg Kommissionen, hvad den har til hensigt at gøre for at opnå, at hvidbogens målsætninger bliver ført ud i livet. De seneste erfaringer har vist os, at kriserne hverken blev udløst på grund af manglende videnskabelig viden eller på grund af manglende ad hoc-lovgivning. Problemet har været, at nogen har bedraget og har fortsat med det på grund af en fejl i kontrollerne. Dette er tilfældet med den virksomhed, som har produceret poliovacciner i Det Forenede Kongerige med et kvægfosterserum, som har været forbudt siden 1999, og distributionen af 1.000 kilo kød fra kvæg, der var forurenet med BSE, i en fransk agroindustriel fødevaredistributionskæde. Når alt kommer til alt, hr. kommissær, er det ud over nævnte myndighed nødvendigt, at Kommissionens ansvarlige tjenestegrene i samarbejde og koordinering med medlemsstaterne etablerer et system med ensartede og effektive kontroller i hele fødevarekæden, og at Den Europæiske Unions netværk af fødevarelaboratorier forstærkes og arbejder koordineret med Kommissionen. Jeg kan forsikre Dem om, at det er den bedste foranstaltning, for den er forebyggende.
Hr. formand, Kommissionens forslag og hr. Bowis' betænkning fortjener vores fulde støtte, fødevarer skal være sikre, og fødevarer skal også være rene. Vi må være sikre på, at BSE-køers slagtekroppe ikke havner i fødekæden. Vi må kunne have tillid til, at der gøres noget ved salmonella. Men denne tillid svigtes gang på gang. De godt 80 foranstaltninger i hvidbogen er derfor overordentlig nødvendige. Oprettelsen af en europæisk fødevaremyndighed er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Dens vigtigste opgave er videnskabelig rådgivning, for også diskussionen om fødevaresikkerhed skal foregå på et ordentligt grundlag. Når det gælder fødevarer, bringes følelserne let i kog: mod globalisering, mod stordriftsproduktion, mod genmanipulation, for lokale produkter, for tradition og for mangfoldighed. Det er ofte berettigede følelser, men vi må sørge for, at de ikke bliver et skalkeskjul for protektionisme. Vi må ikke afvise den øgede anvendelse af færdigretter, men skal netop gå ind for, at problemet gribes aktivt an i tide. De nye fødevarer skal have kvalitet, ingredienserne skal kunne spores, og etiketten skal give ærlig information. Forbrugerne fortjener, at de får mulighed for at vælge. Fødevaremyndigheden skal forsyne både borgerne og beslutningstagerne med objektiv information. Som rådgivende ordfører for Udvalget om Industripolitik vil jeg fremhæve et par punkter. Beslutningstagning skal være klar og gennemsigtig. Dobbelt arbejde og videnskabelig forskning skal forhindres, derfor skal de nationale forskningsinstitutter og de videnskabelige forskningscentre samarbejde. Endvidere er fødevaresikkerhed en opgave for hele levnedsmiddelsektoren, "fra jord til bord". En god kommunikation mellem forbrugere, producenter, detailhandel, lønmodtagere og transportvirksomheder er meget vigtig. Der skal lægges vægt på mangfoldighed i de små og mellemstore virksomheder. Strenge krav og god kontrol er uundværlige, men i den forbindelse skal konkurrencen også være loyal. Endelig opfordrer Udvalget om Industripolitik til en strategi for tredjelande og ansøgerlande. Fødevaresikkerhed er en verdensomspændende opgave, vi må ikke udelukke produkter fra USA eller udviklingslande. Vi må arbejde hen imod en fælles dagsorden. Hr. formand, jeg vil også gerne takke ordføreren for hans konstruktive bidrag og for hans vilje til at tage udtalelserne fra de andre udvalg til efterretning.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har grundigt gennemgået hvidbogen om fødevaresikkerhed. Det er nået til de samme konklusioner som det korresponderende udvalg. Vi er også enige med Kommissionen, når den siger, at fødevaresikkerheden i borgernes interesse skal prioriteres særligt højt. Retsudvalget har derfor stillet en række forslag, som også findes i den foreliggende Bowis-betænkning. Lad mig i korthed kun komme ind på to hovedpunkter. For det første er der ingen tvivl om, at retsforskrifterne på området for fødevare- og fodersikkerhed skal forenkles. Derfor forventer vi, at Kommissionen foreslår en lovgivningsramme, der fastlægger principperne. Inden for denne ramme skal de enkelte retsakter systematisk indordnes, således at sundhedsbeskyttelsen fremhæves som det overordnede mål. For det andet har Europas borgere krav på, at sundheden har førsteprioritet. Derudover kan de kræve, at de via Parlamentet får en betydelig grad af medindflydelse, når det drejer sig om fødevarers og foderstoffers sikkerhed med henblik på at beskytte borgernes sundhed. Derfor kan den planlagte europæiske fødevaremyndighed kun oprettes på basis af EF-traktatens artikel 95 og 152, hvor der i særlig grad skal fokuseres på denne myndigheds kompetenceområder.
Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Bowis, for den foreliggende betænkning, ligesom jeg gerne vil takke kommissær Byrne for Kommissionens hvidbog og kommissærens vilje til at samarbejde med Europa-Parlamentet om udarbejdelsen af den optimale fremtidige lovgivning om fødevaresikkerheden. Det er Kommissionens hvidbog, der i dag er sat under debat, og vi bør i denne forbindelse koncentrere os om at få defineret de overordnede principper. Vi bør således efter min opfattelse først og fremmest sikre en klar afgrænsning af den fremtidige europæiske fødevaresikkerhedsmyndigheds ansvarsområde. Fødevaremyndigheden bør have til opgave at vurdere og identificere risici i samarbejde med de eksisterende nationale fødevareagenturer. Det er imidlertid vigtigt at slå fast, at varsling og iværksættelse af foranstaltninger er et politisk ansvar. Her kommer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet ind i billedet. Et andet afgørende princip er uafhængigheden. Det er vores opgave at sikre, at den omhandlede myndigheds uafhængighed ikke kan anfægtes. Det er således afgørende at sikre, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndighed (EFSA) får beføjelser til at tage spørgsmål op også på eget initiativ. Myndigheden skal være uafhængig af medlemsstaterne, af EU's institutioner og af levnedsmiddelindustrien. Jeg har stillet et ændringsforslag om prioritering af risici og har i øvrigt haft lejlighed til at drøfte dette med kommissær Byrne. Undertiden konstaterer vi, at befolkningen oplever eller forestiller sig risici, som blot beror på rygter. Det er i sådanne tilfælde vores pligt og ansvar ved hjælp af oplysning at aflive rygterne og genskabe forbrugernes tillid. Står vi over for en potentiel risiko, bør forsigtighedsprincippet finde anvendelse. Og er der tale om en reel risiko, bør der omgående træffes forebyggende foranstaltninger. Afslutningsvis skal det understreges, at det europæiske fødevaresikkerhedsagenturs arbejdsområde bør indskrænke sig til anliggender vedrørende fødevaresikkerheden. Arbejdsområdet bør ikke udvides til også at omfatte kvalitetsspørgsmål eller kvalitetsmærkning. Vurdering af risici i tilknytning til levnedsmidler bør holdes adskilt fra spørgsmålet om produkternes kvalitet. Det skal i øvrigt understreges, at Europa-Parlamentet og Kommissionen vil gøre en aktiv indsats for at genskabe forbrugernes tillid.
Hr. formand, når en kollega i Europa-Parlamentet får til opgave at udarbejde en betænkning, er man ofte misundelig på vedkommende. Denne misundelse hører som regel op, når betænkningen skal forelægges for Parlamentet. Det er ikke tilfældet med hr. Bowis. Han har styret hele forhandlingen med stor elegance, charme og kompromisvilje, og derfor har udvalget kunnet vedtage 12 kompromisændringsforslag med støtte fra stort set alle politiske grupper. I denne uge har vi fået en kraftig påmindelse om grunden til, at vi alle er her, og hvorfor denne lovgivning skal gennemføres, med Phillips-undersøgelsesudvalgets rapport om den britiske BSE-katastrofe - eller -skandale om man vil. Sygdommen slog ned i vores nationale bestand på grund af forsømmelighed, og tiltalen imod de ansvarlige - tjenestemænd såvel som ministre - vil blive offentliggjort i morgen. Det bliver ikke en dag, hvor vi ser med stor stolthed på vores tidligere procedurer. Disse procedurer er nu blevet ændret og justeret, og vi har vores egen myndighed for fødevarestandarder. Det vil være en god slutning på en trist historie, hvis man kan indføre en tilsvarende myndighed i Europa-Parlamentet som en del af en række foranstaltninger til fremme af fødevaresikkerheden i Den Europæiske Union. Jeg vil ganske kort nævne de centrale ændringsforslag, som jeg vil anbefale over for Parlamentet og kommissæren, og som forhåbentlig bliver vedtaget i dag. Navnet er naturligvis vigtigt, og det er hr. Bowis enig i. Ordet "myndighed" bør indgå i navnet, da det på de fleste sprog leder tanken hen på et organ, der i forbindelse med risikovurderinger har bemyndigelse og evne til nu og da at komme med sin bedste vurdering i stedet for blot at optræde som mellemmand og gøre, hvad andre gerne vil have det til at gøre. Et af de vedtagne ændringsforslag gav myndigheden mulighed for at udarbejde initiativbetænkninger. Med hensyn til det omstridte spørgsmål om myndighedens beføjelser i spørgsmål om ernæring samt rådgivning og vejledning af folk, der primært arbejder med risikostyring, har vi også sagt, at disse emner, når det drejer sig om sikkerhedsspørgsmål, som et minimum skal høre ind under kompetenceområderne for en sådan myndighed for fødevarestandarder. Vi har også sagt, at de nationale fødevaresikkerhedsmyndigheder og forbrugerorganisationerne i EU's medlemsstater skal tages med på råd i de processer, vi nu har påbegyndt. Det skal ske, fordi vi i hele Den Europæiske Union har brug for offentlighedens, aktørernes og selvfølgelig medlemsstaternes fulde støtte og opbakning til denne myndighed. Det betyder, at de skal acceptere en omgående forbedring af det hurtige varslingssystem, så det bl.a. kommer til at omfatte foderstoffer. I denne uge var der også et andet eksempel, hvor smittet oksekød i Frankrig fandt vej til hylderne i Carrefour. Dette eksempel viser også, hvor vanskeligt det er at fange dem, der ser stort på fødevaresikkerheden. Vi ønsker, at EFSA skal have en bestyrelse med en afbalanceret repræsentation af personer med indgående kendskab til forbrugerspørgsmål, folkesundhed samt videnskabelige og landbrugsmæssige spørgsmål. Der skal være tale om personer, som vi kan respektere, og som går ind for sagen. Mange af dem vil naturligvis have forbindelser til fødevareindustrien og til videnskaben. Det er forståeligt og naturligt, men vi skal have ret til at vide hvem, hvor og hvordan. EFSA skal præsentere Parlamentet for en årlig rapport, og når direktøren udnævnes, skal vedkommende rapportere tilbage til miljøudvalget, landbrugsudvalget samt Europa-Parlamentet i almindelighed. Når det er sket, er der en sidste ting, vi skal gøre. Vi skal vente tålmodigt på, at Kommissionen fremsætter lovforslag om andre områder af fødevaresikkerheden - PCB-normer, mærkning af fødevarer, mærkning med hensyn til fødevareallergi, en handlingsplan om politik på ernæringsområdet samt de nødvendige lovændringer vedrørende forarbejdede fødevarer til spædbørn og småbørn. Disse ting er uløseligt forbundet med fødevaremyndighedens opgaver. Endelig kan vi også støtte en række af de nye ændringsforslag - specielt nr. 11-13 og 7-9 - og vi vil gerne have en fri afstemning om ændringsforslag 14. Vi finder nogle af de øvrige ændringsforslag overflødige, men føler, at Parlamentets generelle opbakning til denne betænkning bør afspejles i afstemningen.
Hr. formand, Bowis har været en fortræffelig ordfører i dette store og komplicerede spørgsmål. Egentlig er det en hel del vigtige og tilsyneladende modstridende mål, der skal nås i dette fødevaresikkerhedsspørgsmål. Det handler bl.a. om sikkerhed. I den forbindelse vil jeg tale til fordel for de billige fødevarer, som børnefamilierne køber, og som børn og unge spiser. Det handler dels om frihed til at udvikle maden og fødevaresektoren, men også om bevarelse af Europas kulturarv. En central del af det består i, at man sørger for at genfinde den rige arv af traditioner. Derfor vil jeg gerne støtte ændringsforslag 15. Jeg mener imidlertid, at der er et spørgsmål, der ikke er taget ordentligt op til diskussion, nemlig nødvendigheden af at supplere fælles regler med en fælles og gennemgribende kontrol. Glem ikke, at fødevaresektoren som helhed betragtet er den største arbejdsplads i hele Unionen! Vi skal sørge for, at reglerne overholdes på samme måde i hele Unionen! Ellers forstyrrer vi både sikkerheden og den frie konkurrence på det indre marked! Jeg vil gerne gentage dette: Sørg for, at reglerne overholdes ordentligt fra syd til nord!
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, "der Mensch ist, was er isst", du bliver, hvad du spiser. Kære kolleger, det var faktisk de første ord, jeg udtalte i min jomfrutale sidste år om den belgiske dioxinkrise. Det er også de ord, hvormed min kollega Bowis begynder sin begrundelse og sin tale her. Det afspejler med det samme, at hr. Bowis og jeg ligesom hele Miljøudvalget stort set har samme opfattelse, og jeg takker hr. Bowis for det særdeles konstruktive samarbejde i de forløbne måneder. Jeg vil fremsætte fire bemærkninger. Betænkningen skelner med rette mellem dels risikovurdering, dels risikostyring. På denne baggrund vil jeg først og fremmest sige, at garantien for fødevaresikkerhed står og falder med, at myndighederne sørger for omfattende kontrol, og denne kontrol er lige så stærk som det svageste led i kæden. Hvis det svageste led går i stykker, falder også kontrollen sammen som et korthus. Det betyder altså, at alle kontroltjenester skal samarbejde godt, og ofte lægges der i den forbindelse for lidt vægt på de kontroltjenester, som skal kontrollere veterinærlægemidler; i mit land er det den farmaceutiske inspektion. Jeg beklager derfor, at denne inspektion ikke eller næsten ikke inddrages i det fremtidige arbejde, som det føderale agentur for fødevaresikkerhed skal udføre. Erfaringerne viser jo, at dårlig kontrol med veterinærlægemidler og den dårlige kontrol med dyrlægers receptudskrivningsadfærd kan føre til skandaler. Dette skal vi således lægge vægt på. For det andet hævder Bowis-betænkningen tydeligt, at det europæiske fødevareagentur er ansvarligt for risikovurderingen. Vi må være helt klar over, at dette agentur kun vil være en stærk partner i fødevaresikkerhedsdebatten, hvis det i løbet af de kommende år vil opnå respektabilitet. Denne respektabilitet vil opstå, ikke gennem love, ikke gennem regler, men gennem integritet, gennem akademisk topkvalitet, gennem uafhængighed, gennem pligt til at stå til ansvar, gennem gennemsigtighed og gennem forståelighed. Jeg opfordrer derfor til, at man, når videnskabelige opfattelser vurderes, også til stadighed offentliggør mindretalsopfattelserne. Videnskab er jo, kære kolleger, ikke nogen statisk kendsgerning, men den er konstant i bevægelse, og det har debatten om de seks amerikanske hormoner i tilstrækkelig grad bevist. Kære kolleger, jeg er også glad for "fra jord til bord" og "fra greb til gaffel"holdningen. Jeg ville endda gå endnu længere og opfordre til en "fra frø til ske"holdning. Det betyder, at man ved vurderingen af fødevaresikkerhed undersøger alle produkter, og jeg henviser med henblik herpå til beslutningsforslagets punkt 11. For det fjerde fremhæver Parlamentet også med rette i punkt 17, at det hurtige varslingssystem skal udvides til at omfatte alle aspekter af fødevaresikkerhed, herunder foderstoffer, og med rette opfordrer vi derfor til en hurtig indførelse af en positivliste, hr. kommissær. Kære kolleger, dette er blot en begyndelse, vi har lang vej endnu. Vi må være klar over, at forbrugerne på ny skal have tillid til fødevarerne, og det er en grundlæggende menneskerettighed. Jeg håber, at vi i de kommende måneder og år på meget nært hold vil følge Kommissionen ved gennemførelsen af hvidbogen.
Hr. formand, først og fremmest støtter vi naturligvis også alle de kompromissøgende og sammenfattende ændringsforslag, som vi har været med til at beslutte i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, og jeg håber, at Parlamentet også vil stemme for dem. Men, hr. formand, lad mig betone et par punkter. Vi forhandler et spørgsmål, hvor det tydeligt fremgår, hvor overfladisk og hul den debat er, som vi fører om Europas politiske forening. Det kan ikke virke mærkeligt for Dem. Det er ikke muligt at få et virkeligt organ til at beskytte fødevaresikkerheden, hvis det ikke får en stærk, politisk opbakning. Hr. formand, det er et spørgsmål om lovgivning, principielt et spørgsmål om implementering, det er et spørgsmål om at svare igen på faren, om foranstaltningerne, ændring af politik, det er et spørgsmål om sammenligning af importerne: Kvalitetskontrol af de produkters sikkerhed, som vi får udefra. Jeg spørger: Hvem skal gøre det? De nationale myndigheder? Men de kriser, som indtil videre er opstået, har medlemsstaternes myndigheder som regel dækket over. Skal jeg erindre om Storbritanniens politik med hensyn til Creutzfeldt-Jakobs sygdom dengang? Hvad er det for en organisation, som for alle de europæiske borgere kan kontrollere, undersøge og foreslå foranstaltninger? For at komme med et meget lille eksempel vil jeg gerne vide, hvad organisationen ville have gjort, sådan som man nu foreslår os, dengang med kogalskaben i Storbritannien, med dioxinudslippet i Belgien, med den genmodificerede bomuld og med fødevarerne, som dukker op, bomuldsolien osv. i Grækenland? Ikke ret meget, tror jeg. Hvis denne organisation altså ikke nærmer sig disse standarder, hvilket vil gøre den til en organisation, som gennemtvinger politik, så tror jeg ikke, at den kommer til at udrette ret meget. I bedste fald vil den blive meget lig miljøagenturet, som udfører et glimrende informationsarbejde, men som selv fortæller os, at miljøsituationen i Europa ikke bliver bedre.
Hr. formand, kære kolleger, Europa har gentagne gange oplevet alvorlige skandaler, som truer folkesundheden. Disse skandaler, eksempelvis BSE-skandalen og dioxinskandalen, har udviklet sig til samfundsproblemer, som betyder, at forbrugerne mister tilliden til levnedsmidlerne. Vi har også de seneste dage set eksempler herpå. Medlemsstaterne har reageret. Eksempelvis har man i Frankrig oprettet et nationalt fødevaresikkerhedsagentur. Kommissionen foreslår nu en europæisk fødevaresikkerhedsmyndighed, som skal analysere alle de risici, som måtte true folkesundheden. Et solidt videnskabeligt fundament er selvsagt en forudsætning for bedre at kunne vurdere de risici, der knytter sig til fødevarekæden, fra jord til bord. Alle initiativer, som kan tilvejebringe ny viden om disse risici, betegner således skridt i den rigtige retning. Men er det ikke en bagvendt måde at håndtere problemerne på? Som det så ofte er tilfældet, stiller Kommissionen forslag om lovgivningsinitiativer, som skal fjerne eller mindske de uheldige følger af en politik, Kommissionen ofte er medansvarlig for. Der stilles imidlertid ikke i den anledning spørgsmålstegn ved de overordnede retningslinjer. Eksempelvis kan nævnes de i øvrigt udmærkede europæiske krav om sporbarhed. Håndhævelsen af disse krav er særlig påkrævet set i lyset af ophævelsen af kontrollen ved EU's grænser - indre såvel som ydre. Den Europæiske Union søger også at beskytte biodiversiteten og bevare økosystemerne ved direktiver om beskyttelse af vækst- og levesteder og vilde fugle. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved de stigende produktivitetskrav til landbruget, om end det er velkendt, at det netop er den intensive drift, som sammen med urbaniseringen skaber ubalance i økosystemerne. De høje produktivitetskrav er netop medvirkende til at bringe fødevaresikkerheden i fare. Landbrugsbedrifterne bliver stadig mere specialiserede, og der anvendes ofte intensive driftsformer. Priserne skal være konkurrencedygtige i forhold til priserne på det amerikanske marked. Omkostningsniveauet skal holdes så lavt som muligt, ikke mindst når det gælder foderstoffer. Der foregår transport over lange afstande, og hvert enkelt led i fødevarekæden fra jord til bord udgør en risikofaktor for folkesundheden. Men man foretrækker at helbrede frem for at forebygge. Det er ulykkeligt. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndighed kan ikke desto mindre set i dette perspektiv spille en væsentlig rolle, når det gælder videnskabelig analyse af risici. Ansvaret for risikostyring bør imidlertid fortsat ligge hos medlemsstaterne, og det samme gælder ansvaret for behørig og besindig anvendelse af forsigtighedsprincippet. Det er den bedste garanti for et effektivt system. Hvem kan vel bedre end medlemsstaterne sikre behørig lokal kontrol? Hvem kan vel bedre end medlemsstaterne skelne mellem produkter, som rent faktisk er farlige, og produkter, som vidner om kulturelle forskelle. Om end sidstnævnte måske ikke berettiger til at tale om nulrisiko i sundhedsmæssig henseende? Nulrisiko er i øvrigt et fiktivt begreb og er under alle omstændigheder heller ikke ønskelig. Aseptiske forhold er ikke nogen garanti for fødevaresikkerhed. Og endelig, hvem kan vel bedre end medlemsstaterne formidle informationer til befolkningen om de risici, der er forbundet med et givet produkt? Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndighed bør således udelukkende have til opgave sammen med de nationale agenturer at tilvejebringe et videnskabeligt fundament. Vi bør kræve et højt videnskabeligt niveau og uafhængighed. Og give den europæiske myndighed i opdrag at fremkomme med henstillinger til de politiske myndigheder, som er ansvarlige for risikostyring. Myndigheden bør altså ikke kunne iværksætte varsling og skal heller ikke varetage formidling af information til offentligheden. Vi skal ikke ensrette vores ernæringsmønstre. De enkelte lande - og dette gælder ikke mindst Frankrig - har stolte traditioner, når det gælder gastronomi og regionale produkter. Denne mangfoldighed er et af Europas kendetegn. En kvalitet og en rigdom, som vi ikke må give fra os.
Hr. formand, der er tydeligvis stor opbakning til at oprette en europæisk myndighed for fødevaresikkerhed, som ordføreren foretrækker at kalde det. I Det Forenede Kongerige har vi nu i lighed med mange andre lande oprettet vores eget agentur med en tilsvarende opbakning. Dette agentur startede sit arbejde i år, og mange havde store forventninger til det. Med hr. Byrnes ambitiøse forslag kunne det nu se ud til, at dette nationale initiativ bliver absorberet af EU's strukturer. Det er vi hr. Bowis taknemmelig for. I betænkningen bekræfter han det britiske agenturs underordnede status, når han skriver, at "det er vigtigt, at Kommissionen samordner virksomheden i sine forskellige afdelinger, herunder ... nationale fødevareagenturer". Som en sidebemærkning undrer det mig, at et konservativt parlamentsmedlem åbenbart har ganske let ved at acceptere en absorbering af endnu en britisk institution, når hans parti notorisk er imod en yderligere integrering. Ikke desto mindre kan det overraske nogle medlemmer, at jeg støtter tanken om en fælleseuropæisk strategi på fødevaresikkerhedsområdet, der kommer til udtryk i EFSA-modellen. Skønt mine britiske kolleger ofte har stemplet mig som "little Englander", har jeg ingen problemer med at erkende, at bakterier ikke kender til grænser. Hvis bakterierne ikke respekterer de nationale grænser, vil de naturligvis heller ikke respektere EU's grænser. Trods begejstringen for endnu et EU-agentur, bør et effektivt kontrolprogram ikke blot omfatte vores 15 medlemsstater. Det skal have et bredere perspektiv. På dette punkt er vi heldige. I 1984 indførte Verdenssundhedsorganisationen et meget effektivt overvågningsprogram for kontrol med levnedsmiddelbårne infektioner og forgiftninger i Europa. Programmet styres fra Von Ostertag-instituttet i Berlin. I modsætning til de smålige europæere, der ofte støtter dette EU-projekt, omfattede WHO's Europa-model oprindeligt 32 lande - herunder det tidligere Sovjetunionen - og den er senere blevet udvidet til at omfatte alle lande fra Uralbjergene til Atlanterhavet og fra Island til Israel. WHO dækker ikke kun Europa, men har også forbindelser til resten af verden, hvilket er vigtigt. Hvis man kortlægger udviklingen af de vigtigste levnedsmiddelbårne sygdomme, der i øjeblikket findes i Europa, så stammer de fleste oprindeligt fra Amerika. Hvis jeg skal komme med et enkelt eksempel, opstod O157 E.coli sandsynligvis i Sydamerika. Derefter spredte den sig først til USA og derefter til Canada, Australien og Japan, før der forekom signifikante sygdomsudbrud på det europæiske fastland - første gang i Tyskland. Som følge heraf stammer mange af de kontrolforanstaltninger, der efterfølgende er vedtaget i Europa, oprindeligt fra andre lande, primært USA. Risikovurderingen skal starte, hvor problemet opstår. Hvis man således erkender behovet for et tværnationalt agentur som supplement til de individuelle agenturer - hvilket jeg i høj grad gør - så bør et sådant agentur ikke kun beskæftige sig med Europa: Det skal have global rækkevidde og søge globale oplysninger. Det er netop det, WHO gør for os: Den har et fuldstændig integreret samarbejde med sine regionale organisationer. Det samme er ikke muligt for en EU-organisation. Hvis WHO-programmet fortsat modtager de nødvendige midler og den nødvendige støtte, er der overhovedet ikke behov for endnu et agentur - specielt ikke hvis dets rækkevidde begrænser sig til de 15 medlemsstater i Den Europæiske Union. Fødevaresikkerheden er alt for vigtig til at blive endnu en undskyldning for EU-integration. Den er et eksempel på det værste i Den Europæiske Union, fordi den giver indtryk af et ønske om overdreven kontrol.
Hr. formand, kære kolleger, hvidbogen om fødevaresikkerhed er et alt for sent svar på de hændelser såsom BSE og dioxinkrise, som har opskræmt mange forbrugere og svækket deres tillid. To punkter ligger mig her særligt på hjerte. For det første er det for at nå målet absolut nødvendigt at etablere et europæisk netværk af forskningscentre. Dog skal man undgå dobbeltkompetencer og kompetenceoverskridelser mellem den fremtidige europæiske fødevaremyndighed og f.eks. Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret i Dublin. Ikke kun Kommissionen, men også den enkelte medlemsstat skal have en lovhjemlet ret til at henvende sig til denne myndighed. Dette er vigtigt, for at den europæiske fødevaremyndighed også kan handle uafhængigt af Kommissionen og dermed om nødvendigt hurtigst muligt iværksætte en krisestyring. Dog skal forudsætningerne for at henvende sig til myndigheden fastlægges sådan, at der er sikret mulighed for at handle hurtigt og effektivt. For det andet skal der skabes et system omfattende alle fødevarer til sporing af levnedsmiddelingredienserne tilbage til deres oprindelse. Dette princip skal gennemføres konsekvent ved den planlagte revision af Fællesskabets mærkningsbestemmelser. Kun på den måde kan forbrugernes tabte tillid til fødevareproduktionen genskabes.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, hr. Bowis har som ordfører udarbejdet en fremragende betænkning, og på mange områder vil jeg tilslutte mig hans udtalelser. Oprettelsen af en effektiv og uafhængig europæisk fødevaremyndighed skal hilses meget velkommen, også med tanke på de hidtidige skandaler på fødevareområdet. For forbrugerne er fødevaresikkerhed en fundamental forudsætning. Forbrugerne ønsker jo sund mad, og det skal vi sørge for, at de får. Myndighedens centrale opgaver er derfor risikovurdering og risikokommunikation, et hurtigt varslingssystem ved hjælp af de fem fødevareudvalg i forening, en optimal information af forbrugerne om spørgsmål vedrørende fødevarer og disses sikkerhed og et optimalt netværk mellem forskningsinstitutioner og kontrolorganer i medlemsstaterne for også på lokalt plan at sikre kontrollen fra producent til forbruger. For at genoprette og styrke forbrugernes tillid skal man inddrage bestemmelserne om fødevaresikkerhed i lovgivningen om gødning, plantebeskyttelsesmidler, lægemidler, miljø og affald. En pålidelig risikovurdering kræver omfattende analyser og referencemålinger. For at videnskabelige resultater kan sammenlignes i hele Europa, skal de anvendte målemetoder standardiseres og harmoniseres. Der er behov for den nødvendige infrastruktur til undersøgelser af fødevarer eller specielt af toksiske stoffer i dyrefoder. I Det Fælles Forskningscenters Institut for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse gennemføres der også for fødevarer allerede nu kvalitets- og sikkerhedskontroller på europæisk plan. Fødevarer kontrolleres bl.a. med henblik på kontamination, og der gennemføres referencemålinger for landbrugsprodukter og næringsmidler i landbruget. Til alle disse foranstaltninger kræves der store finansielle bevillinger. Derfor er det også vigtigt at inddrage, udnytte og i givet fald udbygge eksisterende institutioner i Den Europæiske Union og indtil 2002 stille de nødvendige finansielle bevillinger til rådighed herfor. Jeg har stillet et forslag om dette område, og jeg beder Dem støtte dette forslag.
Hr. formand, når der i plenum kun foreligger 19 ændringsforslag til et så komplekst tema, som i så høj grad sætter sindene i bevægelse og ophidser gemytterne, er det et bevis på, at der af ordføreren og også af alle andre grupper i udvalget er gjort et tillidsfuldt og fremragende forarbejde. Tak til ordføreren for det. Hvidbogen er overhovedet ikke et svar på nogen af kriserne. Hvidbogen er et forsinket arbejde fra Kommissionen på en grønbog, som allerede blev fremlagt for mange år siden. Vi bør også nævne, som nogle af de tidligere talere, især hr. Whitehead og fru Gebhardt, har gjort, at hvidbogen er langt mere end blot et nyt regelsæt i Unionen. Hvidbogen skal f.eks. sørge for, at der skabes de betingelser, uden hvilke sikre fødevarer ikke er muligt. Hvis det ikke lykkes os at modernisere det hurtige varslingssystem og få det til at virke, er der mange andre ting, vi slet ikke behøver at tænke på. Hvis det ikke lykkes os at inddrage medlemsstaterne i ansvaret for det hurtige varslingssystem, har vi et problem. Vi skal indføre strengere love, strengere retningslinjer og strengere kriterier for fødevarer. Vi skal være langt strengere, hvad krav til hygiejnen ved produktion af fødevarer angår, men også med hensyn til kontrol. Hvis vi ikke får et nyt rammedirektiv, vil mange ting på fødevaresikkerhedsområdet være absurde. Kommissionen har med ca. 80 forslag - nye eller ændringsforslag - fremlagt et særdeles ambitiøst program. Jeg ser, at Kommissionen allerede er skredet til handling, hvad nogle af punkterne angår. Det peger efter min mening i den rigtige retning. Vi taler naturligvis alle sammen i første række om denne nye fødevaremyndighed. I udvalget er vi nået til enighed om, hvad denne nye myndighed må, og hvad den ikke må. Men jeg skal understrege, at fødevaresikkerheden også er vigtig. Vi har allerede nu videnskabelige komitéer i Unionen, som tager sig af dette. Men hvis det ikke lykkes at få gennemført reelle kontroller lokalt i medlemsstaterne på grundlag af lovgivningen, og hvis det ikke lykkes at forpligte medlemsstaterne til at oplyse, hvem der kontrollerer hvad, hvornår og hvor ofte, så kan vi oprette 20 nye myndigheder i Den Europæiske Union, uden at der sker nogen som helst ændringer med hensyn til fødevaresikkerheden. Det bør vi holde os for øje. I så fald er en ny myndighed, uanset hvad den hedder, kun bluff og et alibi. I så fald vil denne nye myndighed skabe glæde i et eller andet land og i en eller anden by, men derudover vil der ikke ske noget, og man kan med rette henvise til talemåderne om, at "alle lukker øjnene", eller at "alt er ved det gamle". Krav til hygiejne og lokal kontrol, sådan lyder parolen. Her er det i mindre grad os og Kommissionen, der skal gøre noget, men derimod medlemsstaterne, for de har indtil i dag ikke gjort deres hjemmearbejde ordentligt.
Hr. formand, jeg er en glad mand i dag, og jeg er taknemmelig over for Kommissionen, der har indledt arbejdet med bedre fødevaresikkerhed, samt over for Bowis og hele Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. Jeg er glad for det gode samarbejde og for den kompromisvilje, der har ført til udarbejdelsen af en god betænkning. Nu håber vi på Parlamentets støtte, ligesom vi håber, at Rådet og Kommissionen accepterer vores forslag. Fødevaremyndigheden skal sammen med Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret, andre videnskabelige organer samt nationale myndigheder skabe et komplet system. Præcist som Paulsen sagde, skal alle medlemslande og alle virksomheder - hvoraf mange er multinationale - følge lovgivningen. Der skal også indføres et sanktionssystem på EU-niveau, hvis et sådant ikke allerede findes. Derfor støtter jeg ændringsforslag 16. Når fødevaresikkerheden trues, sætter man både menneskers sundhed og det fælles marked på spil. Vi skal derfor foretage de nødvendige ændringer i EU-traktaten, så Kommissionen får sanktionsmuligheder på fødevareområdet, sådan som man i dag har det på konkurrenceområdet. Fødevaremyndigheden bør kunne give Kommissionen forslag om passende foranstaltninger i denne henseende.
Hr. formand, jeg har også fornøjelsen dels at rose Kommissionen for dens hvidbog om fødevaresikkerhed, der er et godt forslag, og dels at rose Bowis for, at han med sin indsats har forbedret og skærpet dette forslag. Desuden har han offentliggjort et dokument med konkrete beslutningsforslag og med en både letlæst og humoristisk begrundelse. Det er ikke ofte, at vi læser sådanne tekster her i Parlamentet! Min gruppe deler Kommissionens og ordførerens synspunkter om byrdefordelingen for den uafhængige myndighed for fødevaresikkerhed. Vi mener, at dens hovedopgave bør være at vurdere risici i forbindelse med fødevaresikkerhed, og at den primært skal beskæftige sig med videnskabelig rådgivning. Naturligvis skal lovgivningen også styrkes, og hele fødevarekæden skal dækkes, ved at synet på fødevarer gennemsyres af forsigtighed og ansvar, hvilket alle skal støtte. Fødevarer skal også fremstilles efter så økologiske principper som muligt. Der er egentlig brug for en samlet strategi for, hvordan vi skal håndtere fødevarer fra aks til brød. Det handler om spørgsmål som genetisk modificerede organismer, tilsætningsstoffer, mærkning osv. Jeg håber, at Kommissionen virkelig vil løse disse problemer. Min gruppe støtter de fleste ændringsforslag. Jeg finder specielt ændringsforslag 17 meget vigtigt. I dette ændringsforslag står der, at forbrugerorganisationerne skal høres. Da punkt J nævner, at industrien og forbrugerorganisationerne skal høres, antager jeg, at der kræves balance på dette område.
Hr. formand, de hyppige fødevareskandaler og diskussionen om anvendelse af genteknik i fødevareproduktionen har skabt tvivl om det nuværende system for fødevaresikkerhed. Der er et misforhold mellem meget høje standarder for fødevaresikkerhed og stadig dårligere forbrugerbeskyttelse. Derfor må der tages andre ting i brug, det mener jeg også. Men jeg går ind for, at den største kompetence fortsat skal ligge hos medlemsstaterne. Fællesskabet er den vigtigste importør og eksportør af fødevarer. Denne branche har en årlig omsætning på 600 milliarder euro og beskæftiger 10 millioner mennesker. Jeg støtter alle de implicerede parter, hvad enten det er i politisk, administrativt eller andet regi, som arbejder ud fra strategien "mad til alle". De højtudviklede industrilande kunne her yde det største bidrag ved en bæredygtig og alsidig fødevareproduktion. Hvidbogen er et politisk papir fra de ansvarlige for fødevareproduktionen. En fuldstændig sikkerhed på dette område er næppe eller kun med store vanskeligheder mulig. Derfor er det de forebyggende foranstaltninger i hvidbogen, der udgør de egentlige handlingsplaner. Desuden findes der ikke en europæisk smag. De nationale særegenheder skal ikke blot respekteres, men fremmes. Heri ligger også de eneste svage punkter i hvidbogen om fødevaresikkerhed. Der er ubesvarede spørgsmål, som f.eks. hvilket forhold fødevaremyndigheden skal opbygge til forbrugerne. Hvordan sker finansieringen, og hvordan foregår samarbejdet med medlemsstaterne? Hvordan forholder det sig med ansvaret? Hidtil er det nemlig de uskyldige, der betaler. Kommissionen er nødt til at besvare disse spørgsmål endnu mere konkret i sit videre arbejde.
Hr. formand, vi bifalder den indsats, som vores kollega Bowis har ydet, ikke blot fordi han sætter emnet i det rigtige perspektiv, men også fordi han rejser nogle vigtige spørgsmål, som skal besvares efterfølgende. Man kan ikke benægte det hensigtsmæssige i det organ, der skal oprettes, både når det gælder overvågning og forebyggelse. Hvad forebyggelsen angår, er det dog ikke tilstrækkeligt at henvise til forsigtighedsprincippet. En sikker lovgivning, en fastlæggelse af den acceptable risiko og en konkret beskyttelse af de forskellige lokale fødevarer og produktionsmetoder er aspekter, man stadig skal fokusere på, ligesom der skal lægges vægt på de små og mellemstore virksomheder og på uddannelsen af disses ansatte. Et yderligere aspekt er den systematiske revidering af mærkningsstandarderne for både engros- og detailsalg, så mærkningen endelig giver forbrugerne en ordentlig information om produkternes sporbarhed og bestanddele og gør det muligt at placere det eventuelle ansvar i tilfælde af risiko eller krise. Desuden blev det med rette sagt, at myndigheden ikke skal være politisk, og at den - navnlig i nødsituationer - skal referere til Kommissionen og medlemsstaterne. Myndighedens handlinger vil dog vise, om denne påstand konkret holder stik. Andre aspekter, der skal fastlægges, er den juridiske status, beføjelserne og vilkårene for myndighedens sameksistens på europæisk plan med de andre tekniske og videnskabelige organer, hvis opgaver delvist overlapper dem, som den myndighed, der oprettes, skal udføre. Endelig er det vigtigt at finde ud af, hvordan man vil forene dens uafhængighed og gennemsigtighed med den manglende fastlæggelse af de aktuelle midler, den skal tildeles, med den kendsgerning, at den på den ene side hører under Kommissionen og på den anden side har selvstændig handlekraft, og med sammensætningen af dens bestyrelse. Til sidst vil jeg gerne sige, at det naturligvis er positivt, at man har til hensigt at fastlægge nogle prioriterede aktioner og inddele dem efter vigtighed. Også på grund af deres langvarige gennemførelse gør disse aktioner det dog ikke mindre nødvendigt at opstille nogle samlede europæiske retningslinjer for fødevarepolitik og fødevaresikkerhed, og sammensætningen af disse retningslinjer giver endnu en gang de forskellige europæiske lande lejlighed til at vise, at de står sammen.
Hr. formand, ordføreren, hr. Bowis, begynder begrundelsen for sin betænkning med et citat af Ludwig Feuerbach, som han også gentog i formiddag: "der Mensch ist was er isst". Jeg deler ikke denne udtalelse, for vi ved, at et menneske er mere end kun en krop. At der længe har eksisteret regler for fødevaresikkerhed, kan vi læse i Bibelen, i betragtning af at Gud foreskrev disse for sit folk Israel. En nuancering af den bekymring, som findes hos mennesker, om fødevaresikkerhed, er imidlertid på sin plads. Over for Feuerbachs udtalelse kan jeg stille Jesus egen kloge udtalelse om, at mennesket ikke forurenes af det, der kommer ind gennem munden, men af det, der kommer ud af munden, nemlig af alt, hvad vi siger. I dette moderne samfund er valgmulighederne inden for fødevarer enormt omfattende. Vi spiser først og fremmest, hvad der smager godt, selv om vi ved, at det er usundt. Mærkeligt nok opstår der imidlertid stor panik i befolkningen, hvis der er noget, der går galt med fødevareproduktionen. For at vinde tilliden tilbage træffes der meget drastiske foranstaltninger, hvorom man kan spørge sig selv, om de er nødvendige af sikkerhedshensyn. Kunne en dioxinkrise og en BSE-krise være blevet forhindret, hvis vi havde haft en europæisk fødevaremyndighed? Efter min opfattelse er udarbejdelsen af ny lovgivning ikke nogen god reaktion på, at eksisterende lovgivning ikke overholdes. Indførelsen af uafhængige inspektionstjenester i medlemsstaterne, som håndhæver loven på stedet, bør derfor prioriteres. Det samme gælder for det hurtige varslingssystem; medlemsstaterne skal sørge for, at dette system fungerer godt, og de skal i tide orientere Kommissionen.
Hr. formand, kommissær Byrne, først vil jeg gerne takke min ven John Bowis for hans glimrende indsats, når det gælder hvidbogen om fødevaresikkerhed, og jeg vil ikke mindst takke ham for, at han har godkendt flere ændringsforslag fra forskellige politiske grupper. Disse ændringsforslag forbedrer efter min mening Kommissionens oprindelige forslag betydeligt. Oprettelsen af en europæisk fødevaresikkerhedsmyndighed, som er uafhængig og har en stærkt videnskabelig profil, er en vigtig etape i retning af opfyldelsen af det behov, som alle borgerne giver udtryk for, nemlig indførelsen af nogle garantier for fødevarernes sikkerhed og kvalitet. Skaderne på menneskets centralnervesystem efter indtagelsen af oksekød fra køer, der - sådan som det blev sagt her til morgen - er ramt af kogalskab, dioxinalarmen i Belgien for nylig, de store forekomster af pesticider og herbicider i miljøet samt tilstedeværelsen af andre mikrobiologiske og kemiske forurenende stoffer, der muligvis har kræftfremkaldende virkning, gør almindelige mennesker dybt bekymrede og undertiden også ængstelige. Oprettelsen af en europæisk fødevaresikkerhedsmyndighed bidrager dog i betydelig grad til at give borgerne et højt sundhedsbeskyttelsesniveau. Til sidst vil jeg gerne takke alle de politiske grupper - PPE-Gruppen, Den Socialdemokratiske Gruppe, De Grønne og Den Liberale Gruppe - for, at de gik med til at underskrive et kompromisændringsforslag, som oprindeligt blev stillet af hr. Fiori og jeg, og som giver selve den europæiske myndigheds eksistens større betydning. Denne myndighed skal være den egentlige hjerne bag samordningen af de nationale agenturers netværk, og disse agenturer skal for deres eget vedkommende indføre og samordne et netværk af videnscentre for fødevaresikkerhed i de enkelte regioner. Dette netværk af laboratorier får til opgave at foretage en konstant og daglig overvågning af fødevarernes kvalitet og sikkerhed - sådan som fru Roth-Behrendt lige sagde - og det er en indfaldsvinkel, som jeg bifalder. Netværket skal være så tæt som muligt på borgerne, så de igen kan få tillid til de nationale og europæiske institutioner.
Hr. formand, Parlamentets afstemning er afslutningen på denne første høringsfase om spørgsmålene i forbindelse med fødevaresikkerhed. Jeg håber blot, at vi med denne afstemning ikke også har opbrugt viljen til at gøre en hurtig og effektiv indsats på et område, som er så tæt på borgernes dagligdag, og som bliver et af de vigtigste beviser på, om vi er i stand til at genskabe deres tillid til institutionerne og politikken. Denne indsats bliver i endnu højere grad nødvendig i betragtning af, at de store forventninger, som hvidbogen vækker, efter min mening ikke kommer ordentligt til udtryk i hr. Bowis' betænkning, selv om han har ydet en betydelig indsats. For selv om oprettelsen af en europæisk fødevaresikkerhedsmyndighed og fastlæggelsen af denne myndigheds beføjelser er et grundlæggende punkt i den strategi, som Kommissionen foreslår, er dette jo ikke hele strategien. En europæisk fødevarestrategi må ikke udelukkende begrænses til oprettelsen af en overvågningsmyndighed og til indførelsen af nogle - ganske vist nødvendige - sundheds- og hygiejnebestemmelser. Der er en uløselig forbindelse mellem sund mad og god mad, og det er en forbindelse, som vi skal gøre forbrugerne endnu mere bevidste om ved at fremme kvaliteten og støtte de lokale specialiteter, der udgør en stor rigdom for de europæiske befolkninger. Med vedtagelsen i Miljøudvalget er det lykkedes os at genskabe en vis ligevægt ved at tage ernæringsspørgsmålene og nogle vigtige henvisninger til den rolle, som de små og mellemstore virksomheder spiller for bevarelsen af de forskellige kostvaner, med under anvendelsesområdet. Jeg vil derfor stemme for betænkningen.
Hr. formand, kære kolleger, jeg tror, at vi med hr. Bowis' betænkning har et solidt grundlag for det videre arbejde, og jeg tror, hr. kommissær, at der nu ikke er nogen som helst grund til, at De ikke f.eks. i morgen skulle fremsætte lovgivningsforslaget, for et stort flertal i Parlamentet er nu enigt om, hvordan vi skal fortsætte, og at det er så stort et flertal, skyldes bl.a. først og fremmest Dem, hr. ordfører, De er en fortræffelig diplomat. Om sagens kerne vil jeg ikke sige meget mere, den er vi alle sammen enige om. Jeg vil gerne nævne et par småting. Jeg har stillet et ændringsforslag, som efter min opfattelse ikke er uden betydning, selv om hr. Whitehead antydede, at det er overflødigt. Det skal være en uafhængig myndighed, og derfor tror jeg, at det, der står i punkt 12, stærke bånd, close ties på engelsk, egentlig ikke skal være tilladt, ikke med nogen som helst, hverken med forbrugerorganisationer eller med andre. Jeg synes således, at Deres ændringsforslag 11 og mit ændringsforslag 17 perfekt kan kombineres. For det andet er der udover myndigheden endnu en række vigtige ting, der skal ske. Jeg nævner to: Vi har hurtigst muligt brug for PCB-normer på europæisk plan, og vi har hurtigst muligt brug for en positivliste over ingredienser i kvægfoder. Hr. kommissær, gå i gang, og kære kolleger, vores rolle i Europa-Parlamentet er også meget vigtig, for vi skal i forbindelse med årsberetningen og med høringen af direktøren for myndigheden sørge for, at myndigheden også fungerer, for hvis den ikke fungerer, hvis den ikke udfører arbejdet ordentligt, vil den politiske regning havne hos os. Jeg tror, at det er noget, som vi i årene fremover skal holde øje med.
Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren, fordi han i kompromisændringsforslaget medtog alle gruppernes ændringsforslag, som andre kolleger har sagt. Jeg tror, han søger et tydeligt mål, hvilket - som han siger i sit dokument - er at garantere de ønskværdige høje fødevaresikkerhedsniveauer og et andet mål, som afledes af det første, det vil sige at genoprette forbrugernes tillid, som er temmelig ødelagt af skandaler. Jeg vil gerne påminde om en skandale, der var i Spanien, den med rapsolien, som stadig har eftervirkninger efter mere end 20 år, men ligeledes BSE- og dioxinskandalerne samt den seneste bekymrende skandale i USA, hvor det ser ud til, at genmodificeret majs, som er uegnet til konsum, er blevet frigivet til brug i konsumfødevarer. Jeg tror, ordførerens forslag om at handle på tre områder, er meget vigtigt. For det første skabelsen af et fødevareagentur eller en fødevaremyndighed, der støtter sig på principperne om integritet, gennemsigtighed, uafhængighed - uafhængighedsprincippet er afgørende blandt andre principper - en klar og tilgængelig prioritetslovgivning og samarbejdet med de andre medlemsstaters agenturer, ikke-statslige organisationer og forbrugerorganisationer samt internationale institutioner. Derfor vil vi også - som min kollega Mihail Papayannakis sagde - vedtage og støtte betænkningen.
Hr. formand, ligesom mine kolleger vil jeg også gerne rose ordføreren hr. Bowis for hans meget konstruktive og logiske tilgang til dette specielle problem. Som en sidebemærkning vil jeg sige, at hr. Bloklands bibelcitater har hævet forhandlingen op på et højere niveau, og der har været tidspunkter, hvor en guddommelig indgriben har syntes at være den eneste løsning på problemet. Når det så er sagt, synes jeg, at Parlamentet og kommissæren fortjener ros for, at fødevaresikkerheden nu dominerer den europæiske dagsorden. Vores borgere forventer med rette en årvågen og positiv reaktion. Efter min mening vil intet andet kunne genskabe forbrugernes tillid til et politisk område, der er vigtigt for både producenter og forbrugere. Vi har alle lært af 1990'ernes fødevarekrise. Jeg tror på, at vi med et systematisk sæt ensartede regler kan begynde at udfylde hullerne i den eksisterende lovgivning. Sådanne regler vil helt klart forbedre fødevaresikkerheden op gennem hele fødekæden. Reformen af Unionens levnedsmiddellovgivning bør foregå på EU-plan. Vi vil undgå en situation, hvor der kan blive tale om en renationalisering af levnedsmiddelindkøb i Den Europæiske Union. Et af de centrale elementer i reformen af den fælles landbrugspolitik går ud på at undgå enhver form for renationalisering. Derfor er det af stor betydning, at fødevaresikkerhedslovgivningen håndhæves på EU-plan. Derfor glæder jeg mig også over et af de centrale elementer i hvidbogen om fødevaresikkerhed, der vil føre til oprettelse af en ny europæisk fødevaremyndighed. Denne myndighed skal være ansvarlig for den videnskabelige dokumentation samt for videreformidling og forvaltning af alle risici vedrørende fødevaresikkerhed. I de kommende måneder vil vi også støde på problemet med genetisk modificerede organismer i fødevareproduktionen, og vi skal være åbne over for bioteknologiens muligheder. I den henseende kan det være en alvorlig fejl at antage, at bioteknologi er ensbetydende med dårlig kvalitet eller usikre fødevarer. Fødevarer med genetisk modificerede organismer giver f.eks. mulighed for at reducere mængden af pesticidrester og forbedre den ernæringsmæssige kvalitet, og det ville være forkert at se bort fra disse fordele. Jeg går imidlertid helt ind for at indføre en klar, ikke-teknisk og standardiseret mærkning af fødevarer med genetisk modificerede organismer. Endvidere bør ingen fødevarer, der er genetisk modificerede, eller som indeholder genetisk modificerede ingredienser, have adgang til fødekæden, medmindre de er gennemprøvede og er forsynet med en præcis mærkning.
Hr. formand, at hvidbogen om fødevaresikkerhed selv ikke har nogen lovgivende betydning, afsvækker absolut ikke den dobbelte værdi, den uden tvivl har. Den indeholder for det første en forpligtelse til at forny lovgivningen globalt og grundigt med henblik på at oprette en uafhængig fødevaresikkerhedsmyndighed og med henblik på at tilrettelægge kontrollen bedre. Den har desuden en symbolsk betydning. Den kan og skal være starten på en ny begyndelse. For fremtiden gribes politikken koordineret og integreret an, og den omfatter hele fødekæden. Det er godt, at ordføreren, hr. Bowis, som har ydet en fortræffelig indsats, vælger en positiv holdning til hvidbogen. I hans betænkning foreslås der ikke så meget ændringer, men der fremhæves forskellige ting. Således fremhæves det, at fødevaremyndigheden først og fremmest skal koncentrere sig om fødevaresikkerhed. Alligevel håber jeg, at der også vil være mulighed for indsamling af videnskabelig information om forbindelsen mellem spisemønstre og sundhed. Politikken skal jo ikke blot tage sigte på at undgå sundhedsskader, men også på at opnå sundhedsfordele. Noget andet, der med rette fremhæves, er anmodningen om, at der lægges vægt på de regionale og kulturelle forskelle i fødevareudbuddet og de små og mellemstore virksomheders samt håndværksvirksomhedernes rolle i den forbindelse. Lad dette med det samme være en opfordring til ikke at underkende det specifikke ved de små og mellemstore virksomheder samt håndværksvirksomhederne i den omfattende lovgivningspakke, som vi konfronteres med. Det er nødvendigt at fremhæve en tredje ting, som foreløbigt mangler i betænkningen, og som vi stadig kan bidrage med ved hjælp af ændringsforslag 12. Både i hvidbogen og i Bowis-betænkningen tales der dels om kommunikation, dels om procedurer i tilfælde af nødsituationer, men der lægges ikke vægt på den temmelig nødvendige interne og eksterne krisekommunikation. Denne kan ikke desto mindre være afgørende for styringen af krisens omfang, og det kan vi tale med om i Belgien, og for, om forbrugerne har tillid til institutionerne eller ej. Afslutningsvis vil jeg lige sige følgende: Lad os håbe, at medlemsstaterne støtter Parlamentets og Kommissionens opfattelse, og at de frem for alt også påtager sig deres ansvar, ikke blot som en del af Rådet, men også som en instans, som skal sørge for, at kontrollen på selve stedet sker effektivt, efter at EU's foranstaltninger er gennemført i den nationale lovgivning.
Kære kolleger, hr. formand, med hvidbogen om fødevaresikkerhed er der lagt et vigtigt grundlag for bedre fødevarer i fremtiden, og jeg håber også på en mere miljøvenlig og menneskevenlig fødevareproduktion. Ordføreren, men også temmelig mange medlemmer af Europa-Parlamentet i udvalget, herunder jeg selv, har fokuseret på fødevaremyndigheden, og egentlig er det lidt beklageligt. Beklageligt, fordi gode fødevarer, sikre fødevarer, først og fremmest har fordel af tydelig lovgivning. Men jeg forstår også, at de mange kriser i Europa, og jeg henviser her også til mit eget land, har vist, at vi først og fremmest har behov for et holdepunkt. Politikerne har behov for et holdepunkt for at kunne foretage tydelige valg, og forbrugerne har behov for tillid. Derfor har vi brug for denne fødevaremyndighed, og derfor lægger vi med rette temmelig stor vægt på den. Det er vigtigt, at denne fødevaremyndighed kan fungere uafhængigt. Det har vi tydeligt optaget i betænkningen, og det glæder jeg mig absolut over. Det er også vigtigt, at fødevaremyndigheden kan prioritere, at den i tide kan gribe aktivt ind, og at den kan fremsætte anbefalinger til dem, som har ansvaret for risikostyringen. Jeg beklager lidt, at der i navnet kun står fødevaresikkerhed. Jeg forstår, at fødevaresikkerhed skal være udgangspunktet, men der skal alligevel slås bro mellem fødevaresikkerhed og andre områder såsom miljø, sundhed og lign. Jeg håber, at en dynamisk, fremtidig myndighed alligevel kan få denne dynamik i gang. Til sidst lige følgende. Jeg synes ikke, at vi i øjeblikket, i denne politiske diskussion, skal fokusere på placeringen. Jeg er virkelig overbevist om, at befolkningen er fuldstændig ligeglad med den.
Hr. formand, som repræsentant for Den Liberale Gruppe takker jeg varmt Kommissionen for hvidbogen med de ambitiøse mål. Der skal gøres fleksible og hurtige fremskridt. Det er fordelagtigt både for forbrugere og samtidig også for fødevarekæden i Europa. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har vedtaget en fornuftig linje, når man ønsker at gøre en europæisk myndighed for fødevaresikkerhed til en videnskabeligt autoritativ institution, der har ansvar for risikovurdering og information. Det er vigtigt, at selve risikostyringen stadig er medlemsstaternes og Kommissionens ansvar, og således også er genstand for politisk overvågning. For at tilbagevinde og bevare forbrugernes tillid til fødevaresikkerheden, skal arbejdet i fødevaremyndigheden påbegyndes med tilstrækkelige, offentlige ressourcer. De europæiske forbrugere er bedst tjent med uafhængighed og enhedens selvstændighed. Derfor er det bedst, hvis myndigheden ikke fungerer under Kommissionen, men selvstændigt, fysisk adskilt fra Kommissionen. Fødevaremyndigheden skal placeres, hvor der er gode transport- og datatekniske forbindelser, placeringsstedet skal have et godt renommé inden for fødevaresikkerhed. Støtten fra det omkringliggende videnskabelige samfund er også vigtig ved valg af placering. Således er jeg for ændringsforslag 14 og 19, hvor beslutningen om den kommende placering ønskes styret efter faste principper.
Hvidbogen, som i alt væsentligt støttes af Bowis-betænkningen, lægger ikke op til præceptive regler, når det gælder levnedsmiddellovgivningen, hvilket er særdeles beklageligt. Det er imidlertid positivt, at der oprettes et europæisk fødevaresikkerhedsagentur. Som påpeget af flere af Europa-Parlamentets medlemmer er det afgørende at sikre dette agenturs uafhængighed, hvilket forudsætter, at agenturet tilføres de fornødne finansielle og personalemæssige ressourcer. Indsatsen burde efter vores opfattelse kunne finansieres ved at pålægge levnedsmiddelindustrien en "afgift på overskud". Princippet om gennemsigtighed bør overholdes, og det bør derfor også være muligt for faglige sammenslutninger og forskellige foreninger at begære spørgsmål undersøgt af det omhandlede agentur, både når det gælder forbrugerhensyn, og når det gælder økologiske hensyn. En seriøs videnskabelig vurdering af risici og en effektiv kommunikationsstrategi med sigte på den offentlige mening kan imidlertid ikke i sig selv hindre fødevareskandaler. Der er i en vis forstand tale om en teknokratisk synsvinkel, som fejler ved ikke at tage højde for de kulturelle, sociale og økonomiske aspekter ved fødevarespørgsmål. I visse tilfælde kræves mere kontante politiske initiativer, hvis fødevareskandalerne skal finde en løsning. Vi kan nævne den aktuelle kogalskabsskandale. Det burde være muligt at forbyde tilsætning af kød- og benmel til kvægfoder, og det burde være muligt at inddrage foderproducenters autorisation, såfremt denne lovgivning ikke overholdes.
Hr. formand, jeg gratulerer John Bowis med den gode indsats. Under denne proces har jeg ofte tænkt, at vi har været heldige med valget af ordfører. Han har været meget god til at udholde det pres, som han i dette følelsesladede anliggende er blevet udsat for. Jeg takker også kommissær Byrne for vores samarbejde. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik fulgte Bowis' råd og vedtog ikke at tage stilling til, hvor fødevaremyndigheden skal placeres. Jeg synes, at det var en klog strategi. Derfor er det vigtigt at fastlægge, hvad vi forventer af fødevaremyndigheden, og hvilken form for kriterier vi opstiller for placeringen. For unionsborgernes skyld må vi håbe, at disse kriterier bliver gennemført. De omfatter et godt renommé inden for fødevaresikkerhed, uafhængighed, god videnskabelig infrastruktur med bedste tilgængelige teknikker og gode transport- og datatekniske forbindelser. Ændringsforlag 19, som jeg sammen med parlamentsmedlem Nisticò og Fiori samt flere andre har stillet på PPE-DE-Gruppens vegne, indeholder disse klare kriterier uden at tage stilling til stedet. Disse kriterier er alle væsentlige instrumenter i realiseringen af det fælles mål, at forbrugernes tillid til europæisk fødevaresikkerhed snarest muligt skal tilbagevindes. Under debatten er der fremkommet et krav om, at myndigheden bør placeres i en af de byer, hvor vores institutioner er placeret, for ellers kan den ikke overvåges. Den form for argumentation er vildledende og bekymringsvækkende, og den udhuler fundamentet for hele integrationens grundtanke. Vi kan vel ikke med alvor sige, at kun en myndighed, der er placeret i midten af Fællesskabet, pålideligt kan gennemføre opgaver, som er overdraget til den. Mon euroens lave værdi skyldes andet end Centralbankens placering i Frankfurt. Jeg selv tænker ikke sådan ­ men stoler derimod på styrken og principperne i den europæiske integrationstanke i hele EU-området.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske hr. Bowis med den væsentlige indsats, han har ydet, for at alle synspunkter skulle være repræsenteret i hans betænkning, og især fordi han accepterede, at vi skal tale om fødevarerne i deres generelle betydning. Hvidbogen om fødevarernes sikkerhed er et forslag, som har ambitioner om at genoprette forbrugernes tillid til hele fødekæden. Det er ret og rimeligt, at forbrugerne kræver fødevarer, som de ikke løber nogen fare ved, og hvis kvalitet samtidig sikrer visse kriterier og standarder. Lovgivningen herom skal altså dække hele feltet og udvides horisontalt, som det passer sig i spørgsmål om fødevarer. Jeg vil især gerne påpege visse punkter. Systemet med hurtig varsling har hidtil vist sig at fungere mangelfuldt, og på det område bærer medlemsstaterne en stor del af ansvaret. Jeg tror, at det er påkrævet, at man fastsætter specifikke tidsfrister, inden for hvilke Europa-Kommissionen skal underrettes om ethvert tilfælde med begrundet mistanke. Kontrolforanstaltningerne i medlemsstaterne skal være strengere og mere effektive. Men hensyn til EFSA er det nødvendigt at betone dens uafhængighed, så den får mulighed for at realisere en vurdering af en kommende fare, samt at den også får mulighed for at foreslå foranstaltninger til, hvordan det bliver forvaltet med henblik på at udforme endelige, politiske beslutninger. Desuden skal EFSA sikre gennemsigtighed og give mulighed for, at alle interesserede parter kan få information. Jeg er af den mening, at gennemsigtighed og uafhængighed er nødvendige forudsætninger for at få sikre og ordentlige fødevarer, hvilket er vores alles mål.
Hr. formand, de seneste episoder med kød fra syge køer, som er havnet i fødekæden i Nederlandene og Frankrig og også den diskussion, som nu igen finder sted i Storbritannien, understreger endnu en gang, at tilsynet og kontrollen med fødevareproduktionen skal skærpes yderligere. At genvinde befolkningens tillid til fødevaresikkerheden er vigtigere end selve fødevaresikkerheden. Det drejer sig jo også om borgernes tillid til myndighederne. Det nye europæiske agentur for fødevaresikkerhed bør derfor blive en stærk og uafhængig institution, som ikke blot giver offentligheden information, men også får konkrete beføjelser til i tilfælde af kriser at foreslå effektive foranstaltninger i tide og undersøge problemer. Vi har derfor en så lille organisation som muligt for øje, ikke et stort bureaukrati. Desuden vil en del af agenturets effektivitet ligge i gennemsigtig beslutningstagning og hurtig offentliggørelse af dets undersøgelser og udtalelser på Internettet, i lighed med f.eks. det fortræffeligt fungerende Levnedsmiddel- og Veterinærkontor i Dublin. Det har offentligheden ret til. Der skal også bygges videre på det arbejde, som allerede eksisterende organisationer som EMEA og FAO har gjort, fordi dobbeltarbejde bør undgås. Endelig, hr. formand, må politikerne ikke unddrage sig deres ansvar. Beslutningerne skal i sidste instans være Kommissionens ansvar, og Parlamentet skal, bl.a. ved hjælp af en diskussion om årsberetningen, fortsat være inddraget i agenturets arbejde. Afslutningsvis vil jeg sige, at kommissionsformand Prodi har skabt store forventninger i starten af sit formandskab, og kommissær Byrne og ordføreren, hr. Bowis, har måttet udforme det konkret i deres hvidbog. Jeg synes, at det er lykkedes dem udmærket, og nu ser vi gerne hurtigst muligt lovgivning på dette område.
Hr. formand, skønt den europæiske fødekæde er en af de sikreste i verden, har dårlig praksis samt de seneste skandaler sat en dagsorden, som kommissær Byrne har håndteret på beundringsværdig vis. Jeg vil gratulere ham og ordføreren hr. Bowis med deres meget logiske og rationelle tilgang til det aktuelle problem. EU skal have de bedst mulige standarder for fødevaresikkerhed for sine borgere. Fødevaresikkerhed og folkesundhed er de vigtigste politiske prioriteter. Vi skal tro på dem, der påtager sig at rådgive os - landmænd, fødevarefabrikanter, forarbejdningsvirksomheder, detailhandlere, regeringer, forbrugernes rådgivningsorganer og videnskabsmænd - en endeløs liste. Det er meget vigtigt, at vi har et videnskabeligt grundlag som referencepunkt, hvad enten vi er forbrugere eller politikere eller sågar leverandører til fødekæden, og at vi finder en acceptabel balance mellem at forebygge risici og at lade velinformerede forbrugere træffe deres eget valg. Det handler alt sammen om balance. Sikkerhed betyder ikke, at man får færre valgmuligheder eller forringet kulturel mangfoldighed, og et af de mest interessante ændringsforslag fra Miljøudvalget, der supplerer og styrker betænkningen, handler om bevarelse af den europæiske kulturelle mangfoldighed med hensyn til lokale fødevarespecialiteter. Risici skal derfor identificeres tidligt, vurderes videnskabeligt og elimineres med det samme. Det er hensigtsmæssigt med en europæisk indsats, fordi risici inden for det indre marked ikke bremses af nationale grænser. EFSA bør ligeledes spille en vigtig rolle i det eksisterende hurtige varslingssystem, der bør forbedres og udvides til at omfatte alle aspekter af fødevaresikkerhed, herunder foderstoffer. Jeg glæder mig over, at der er bred enighed om de overordnede principper: At der skal oprettes et nyt videnskabeligt organ med ansvar for risikovurdering af fødevaresikkerhed. Det skal være uafhængigt, ansvarligt, gennemsigtigt og underlagt nødvendigheden af objektiv forskning og princippet om forretningshemmelighed, og det skal give offentligheden klar og tilgængelig information. Vigtigst af alt skal dette organ indgyde respekt blandt tilsvarende organer inden for samme sektor, det skal vinde offentlighedens tillid, og det skal få medlemsstaternes regeringer til uden kontroverser at acceptere dets konklusioner.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, med hvidbogen om fødevaresikkerhed reagerer Kommissionen på den øgede bevidsthed i befolkningen om dette emne. Den smule mad, vi stadig under os selv at spise, skal i første række være sund, smage godt, og forbrugerne skal også fornemme, at den er produceret miljørigtigt. Der er mange aspekter at tage hensyn til, når vi taler om fødevaresikkerhed, og når vi ønsker at garantere den. Allerede i dag findes der et stort antal organisationer og institutioner og også foreninger og bevægelser, der har fødevaresikkerhed som formål. I det europæiske indre marked - fri handel og fri bevægelighed for varer - mødes vi i stigende grad med spørgsmålet om mere kompetence for lovgivning og kontrol på dette område, som er så vigtigt for befolkningen. Kommissionen foreslår nu, at der oprettes en europæisk fødevaremyndighed. Jeg hilser dette forslag velkomment, men rejser samtidig spørgsmålet om, hvilken kompetence, hvilke opgaver og hvilken indflydelse en europæisk myndighed skal have. Det var også de spørgsmål, vi beskæftigede os med i udvalgene. Derfor en kompliment til hr. Bowis for hans gode og afbalancerede betænkning, hvori han har samlet mangfoldigheden af tanker. Myndighedens ansvarsområde skal være risikovurdering. Den skal foretage vurderinger og samarbejde med medlemsstaternes organer. Gennemsigtighed er særlig vigtig, det kræver borgerne. De vil informeres. Derfor skal myndigheden sørge for en lettilgængelig og letforståelig information af offentligheden. Myndigheden skal arbejde tæt sammen med de allerede eksisterende institutioner. Men det betyder også, at informationer, statistikker og data skal være gensidigt tilgængelige. Andres erfaringer og viden kan samles her, og man kan udnytte den opnåede viden i hele Europa. Jeg mener ikke, det er nødvendigt, at alle opfinder hjulet på ny. Men her kan vi i fællesskab lære af erfaringerne. Sådan ser jeg en fødevaremyndighed i fremtiden.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg slutter mig også til de mange lykønskninger af ordføreren hr. Bowis. Der er brugt en del citater, som har med mad at gøre. Der findes også en spiseregel, der siger: så lidt som muligt af så meget som muligt. Udvalget på de bugnende butikshylder har jo for længst gjort dette muligt. Mange menneskers kostvaner, omgangen med madvarer, manglende kendskab til, hvordan man tilbereder en afbalanceret kost, alle disse kendsgerninger kan selv den nye myndighed eller det nye agentur ikke ændre på. Selv om vi får sikre produkter, har forbrugerne stadigvæk et personligt ansvar. Hr. kommissær Byrne, som det ser ud for mig, bliver der stadig færre producenter, men stadig flere kontrollører. Jeg frygter, at Europa igen risikerer at opbygge et overdimensioneret embedsmandsapparat. Hvordan skal kompetencen præcist afgrænses i forhold til de nationale kontrolmyndigheder? Jeg frygter, at vi får en yderligere klods om benet. En afgørende forbrugerpolitisk landvinding opnår vi ikke med denne nye myndighed. Hvem skal i fremtiden drage hvem til ansvar ved de næste fødevareskandaler? I forbindelse med udvidelsen af Den Europæiske Union diskuterer vi til stadighed kompetenceafgrænsning. Også hvad fødevaresikkerheden angår, har dette begreb en central betydning. I bestemmelserne om økonomisk skade er det også i fremtiden absolut nødvendigt, at princippet om, at forureneren betaler, anvendes strengt. Nogle steder savner hvidbogen om fødevaresikkerhed en klar linje. Mange af de implicerede har yderst forskellige ønsker med hensyn til køreplanen for at nå målet. Men jeg mener ikke, vi bør nære alt for store forhåbninger om, at alt bliver meget bedre i fremtiden med denne institution.
Hr. formand, min kollega har spillet sine kort godt, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om kortene i det hele taget burde være givet. Gang på gang diskuterer vi her i Parlamentet detaljer vedrørende de forslag, der er fremsat for os, men vi sætter ikke spørgsmålstegn ved forslagenes berettigelse. Der findes allerede fødevaremyndigheder i de fleste medlemsstater. Der findes videnskabelige udvalg, der rådgiver Kommissionen. Der er Verdenssundhedsorganisationen i Genève. Hvad kan en europæisk fødevaremyndighed bibringe os? Den vil primært komme til at kopiere aktiviteterne i de eksisterende agenturer. Den skal primært arbejde med pr. Den drives af et desperat behov for at overbevise en skeptisk offentlighed om, at de europæiske institutioner i det hele taget leverer noget værdifuldt. Kunne det nye agentur have forhindret den britiske BSE-krise eller den belgiske dioxinkrise? Som hr. Blokland ganske rigtigt siger, er svaret med al sandsynlighed nej. Vi må acceptere loven om aftagende udbytte. Når vi indfører ny bureaukrati og bruger flere penge, får vi stadig mindre udbytte. Vi får at vide, at vi ikke kan stille spørgsmålstegn ved de penge, der bruges på menneskets sundhed. Men når politikerne tildeler begrænsede ressourcer, er vi nødt til at stille visse spørgsmål. Ville de store beløb til dette nye agentur være givet bedre ud på kræftforskning, rygebekæmpelse eller trafiksikkerhed? Disse områder ville næsten helt sikkert give bedre resultater med hensyn til at redde menneskeliv, og alligevel er ingen, der vil stille spørgsmålet. Jeg vil vende mig mod spørgsmålet om agenturets placering. Efter min mening skal det primært forbedre koordineringen af arbejdet i eksisterende agenturer. Bestyrelsen skal bestå af lederne af de nationale agenturer. Disse folk skal fortsat sidde ved deres egne skriveborde foran deres egne computere. Agenturet bør derfor ikke placeres i Barcelona, Helsinki eller Italien, men på Internettet, i cyberspace. Det bør være effektivt, gennemsigtigt og tilgængeligt. Det vil være en helt tidssvarende løsning.
Hr. formand, mine damer og herrer, i modsætning til den forrige taler vil jeg sige helt klart, at den hvidbog om fødevaresikkerhed, vi diskuterer i dag, er grundlaget for, at Den Europæiske Unions institutioner kan skride til handling med henblik på at opnå de højest mulige standarder inden for fødevaresikkerhed og genvinde forbrugernes tillid. Der har jo været visse årsager til, at vi har ladet dette papir udarbejde. Der har naturligvis som udgangspunkt været særdeles forskellige holdninger. Det har de sidste måneders diskussioner vist. Derfor fortjener ordføreren meget ros, fordi han har kunnet samle de meget forskellige synspunkter og forestillinger i en overskuelig betænkning. Men allerede ved hvidbogens centrale punkt, nemlig oprettelsen af en myndighed for fødevaresikkerhed, var der særdeles modstridende synspunkter. Jeg lægger heller ikke skjul på, at jeg ved offentliggørelsen af hvidbogen udtalte mig imod denne myndighed. Når jeg ved afstemningen sammen med et - det tror jeg - stort flertal anbefaler denne myndighed, vil jeg imidlertid gerne sige til Kommissionen, at den ikke skal lade sig narre. Der er meget tvivl og mange kritiske røster. De bør tage Parlamentets forslag alvorligt og koncentrere myndighedens arbejde om videnskabeligt arbejde og risikoanalyse. Myndigheden kan ikke eksistere side om side med det nuværende system med rådgivende komitéer, det vil jeg ganske særligt understrege. Der skal være klare regler for samarbejdet med Forskningscentret i Ispra og Veterinærkontoret i Dublin. De må sørge for, at der ikke udføres det samme arbejde parallelt i flere institutioner. Hvad den konkrete udformning af myndigheden angår, skal det være klart, hvordan den finansieres. Der skal udarbejdes en finansieringsplan, det hilser vi velkomment, og det kræver vi her i Parlamentet. Hvor mange medarbejdere er der behov for? Hvilken tidsplan er passende for oprettelsen af en sådan myndighed? Benyt også hvidbogen til at få gennemført strenge bestemmelser i medlemsstaterne. Hvis udkastene til de over 80 lovbestemmelser ser ud ligesom de forskrifter om hygiejne, som jeg nu som ordfører har modtaget, er jeg meget optimistisk. Men, hr. kommissær, vedrørende det, De siger om mærkningsforskrifterne, beder jeg Dem om endnu en gang at overveje Deres forestillinger ... (Formanden fratog taleren ordet)
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne lykønske ordføreren, hr. Bowis, for den glimrende indsats, han har ydet. Jeg må i øvrigt sige, at vi har genoptaget et yderst vigtigt aspekt, nemlig netværksbegrebet for den europæiske fødevaresikkerhedsmyndighed, der skal oprettes som et supplement og ikke som en erstatning for sikkerhedsagenturerne i de enkelte medlemsstater. Det er dog også nødvendigt med en harmonisk indfaldsvinkel til dette spørgsmål, eftersom EU i traktatens artikel 152 og 153 som en generel regel har taget højde for, at der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau og forbrugerbeskyttelsesniveau. Den vigtigste og ubetingede interesse for mennesket bygger på disse principper. Det er således nødvendigt at sikre, at EU råder over de bedst mulige standarder for fødevaresikkerhed, men denne holdning, som alle deler, har nogle økonomiske konsekvenser for de sektorer, der berøres af produktionskravene, og det er nødvendigt at tage højde for disse konsekvenser. I traktatens artikel 2 minder man om, at Unionen har til opgave at fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed. Ethvert lovindgreb, der vedrører en sektor som fødevaresektoren, som er en del af drivkraften bag Europas industri - idet den tegner sig for 15% af produktionssektorens samlede produktion og beskæftiger 2,5 millioner mennesker - skal derfor vurderes ud fra disse to betragtninger, da begge principper har til formål at sikre den overordnede velfærd i Fællesskabet. Ethvert indgreb for at beskytte forbrugerne kan kun gennemføres på en hensigtsmæssig måde i forbrugernes interesse, når man undgår at tilføje den overordnede økonomiske velfærd urimelig skade ved at skabe nogle uforholdsmæssigt store hindringer for sektorens produktionsprocesser og således også for den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Jeg vil derfor opfordre kommissæren til, at vi - når vi går i gang med at vedtage retsakterne - så vidt muligt undgår en overdreven lovgivning og en forøgelse af de administrative byrder, navnlig når det gælder de små og mellemstore virksomheder.
Hr. formand, at oprette en uafhængig europæisk myndighed, som skal varetage forskningen i fødevaresikkerhed, er en meget vigtig målsætning, der skal gennemføres i samarbejde med de nationale organer, som er ansvarlige for kontrollerne. Det skal dog undgås, at vi med debatten om hvidbogen forstærker offentlighedens frygt for et bureaukratisk Europa, der har indflydelse på produkternes kvalitet, men som ikke slår effektivt ned på den svig, som truer forbrugernes sundhed. Jeg vil gerne understrege et enkelt punkt i hr. Bowis' betænkning, og jeg vil også gerne lykønske hr. Bowis. En strategi for hele fødekæden - lige fra landbruget til produktionen og distributionen - kunne medføre en yderligere økonomisk koncentration til skade for de mindre virksomheder og fødevarespecialiteterne uden at give forbrugerne nogen reelle fordele. De små virksomheder, der fremstiller fødevarespecialiteter, er af stor værdi for mange europæiske regioner. Målsætningen om fødevaresikkerhed må og skal kunne forenes med denne konkrete situation, der ikke blot har en økonomisk værdi, men også en kulturel værdi, sådan som mange parlamentsmedlemmer har understreget.
Hr. formand, jeg vil give hr. Bowis en oprigtig kompliment for hele hans solide betænkning om hvidbogen om fødevaresikkerhed. Det er et meget ømtåleligt emne, som efter de europæiske fødevarekriser har ført til intense diskussioner, og disse diskussioner har hr. Bowis optaget omhyggeligt i sin betænkning. I Nederlandene har diskussionen koncentreret sig om et europæisk agentur for fødevaresikkerhed. Egentlig en slags europæisk sidestykke til det amerikanske FDA. For øvrigt et sidestykke, som kommissionsformand Prodi også omtalte ved sin tiltræden. Med hensyn til hvidbogen, som nu ligger foran os, og også hr. Bowis' betænkning går man kun ud fra et agentur, et agentur fulgt af en omfangsrig opgavepakke med ledsagende lovgivende foranstaltninger, som skal genoprette tilliden. Hvidbogen vil, efter at den er vurderet i medlemsstaterne og også her i Parlamentet, også få en lovgivende form i et nyt direktivforslag. Opgaverne er herefter: uafhængig videnskabelig forskning, en udtalelse, uafhængig kontrol og inspektioner samt et hurtigt varslingssystem, men bestemt også koordinering for at genoprette tilliden. Jeg er bekymret over disse uafhængige inspektioner. Hvorfor? Jeg synes, at koordineringen med Dublin skal garanteres bedre, og jeg synes også, at man uden forudgående tilladelse må kunne foretage kontrol også i medlemsstaterne. Der foreligger ændringsforslag på dette punkt. Lovgivning, standarder og opstilling af regler forbliver hos de institutioner, som har beføjelser dertil i Europa, og det er Kommissionen, som er initiativtager, og Rådet og Parlamentet, som lovgiver. Det betyder ikke, at jeg ikke har endnu et stort ønske. Jeg ville så gerne have sammenlignet det med EMEA, og i det nye forslag ville jeg også have placeret certificering og godkendelse af produkter hos agenturet. Jeg håber, at der alligevel vil blive lagt vægt herpå i det nye forslag.
Først vil jeg gerne takke alle de mange medlemmer, der har bidraget til denne betænkning. Som De ved, er det helt afgørende for Kommissionen at sikre den højst mulige standard for fødevaresikkerhed. Jeg vil rette en særlig tak til Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og dets ordfører John Bowis for denne udtalelse, der har opnået stor generel tilslutning. Jeg vil også takke ordføreren og de øvrige parlamentsmedlemmer, der har taget sig tid til at diskutere disse spørgsmål med mig og mine tjenestemænd. Konsekvensen er, at vi har fået denne udmærkede konsensusmåler, der er endnu et bemærkelsesværdigt eksempel på det samarbejde, der kan være mellem vores to store institutioner. Kommissionens hvidbog om fødevaresikkerhed indeholder et stort og ambitiøst program for lovgivningsmæssige reformer, der skal afslutte EU's "jord til bord"politik. Sammen med vores forslag om at oprette en europæisk fødevaremyndighed vil dette program være et vigtigt bidrag til sundhedsbeskyttelse samt til at genskabe og bevare forbrugernes tillid til fødevaresikkerheden. De europæiske forbrugere er i deres gode ret til at forvente de højeste standarder for fødevaresikkerhed, og det er vores ambition at udvikle systemer, der kan leve op til disse forventninger. Med den rette lovgivning og kontrol er en fødevaresikkerhedskæde fra jord til bord midlet til at skabe stor tillid til den europæiske fødevareforsyning. I den henseende arbejder Kommissionen allerede hårdt med det lovgivningsmæssige reformprogram, der er beskrevet i hvidbogen. Adskillige forslag er allerede til behandling i Rådet og Parlamentet - f.eks. pakken af forslag, der omskriver og opdaterer hygiejnelovgivningen. Som en sidebemærkning kan jeg sige til de talere, der efterlyste forståelse for at fremme lokale fødevarespecialiteter og traditionelle retter, at dette emne behandles i hygiejnelovgivningen. Vi arbejder også med en række større reformer af de kontrolordninger, der gennemføres af kompetente myndigheder i medlemsstaterne og på fællesskabsplan. I denne henseende vil Kommissionen i den kommende tid vedtage forslag om en revideret kontrolordning. Hvidbogen gentager Kommissionens tilsagn om at basere sine forslag til sundhedsbeskyttelse af forbrugerne på et forsvarligt videnskabeligt grundlag. Fødevaremyndigheden er udformet som et videnskabeligt referencepunkt for Den Europæiske Union i videst mulig forstand: det vil sige for både forbrugere, institutioner og medlemsstater. Fødevaremyndigheden skal også være synlig for offentligheden, og den skal være et pålideligt talerør i sager vedrørende de videnskabelige aspekter af den europæiske fødevaresikkerhed. Kommissionen agter at vedtage et forslag om en forordning til fastlæggelse af de overordnede principper og mål for levnedsmiddellovgivningen, der skal danne rammerne for fremtidige sundhedsbeskyttelsesforanstaltninger vedrørende fødevarer. Dette forslag vil fremme oprettelsen af en europæisk fødevaremyndighed, der skal rådgive EU's beslutningstagere i videnskabelige og tekniske spørgsmål, så Kommissionen kan overholde de generelle principper for levnedsmiddellovgivningen. Vi agter at vedtage dette forslag i Kommissionen den 8. november 2000. Denne tidsplan afspejler fortsat Kommissionens prioritering af sagen, og den følger stort set tidsplanen i hvidbogen, der lægger op til, at den grundlæggende lovgivning skal vedtages i 2001, så fødevaremyndigheden kan oprettes i 2002. Jeg ville blot ønske, at vi kunne gøre det hurtigere. Hr. formand, jeg ved, at De deler mine synspunkter i den henseende. Jeg ser frem til Parlamentets fulde støtte, så denne vigtige lov kan gennemføres hurtigst muligt. Jeg har med stor interesse fulgt Parlamentets forhandlinger om hvidbogen. Det glæder mig, at der er stor overensstemmelse mellem selve hvidbogen og de synspunkter, som Parlamentet giver udtryk for i det udkast til en betænkning, som De har forhandlet om. Det vil lette Kommissionens opgave med at fremsætte et afbalanceret forslag, der tager mest mulig hensyn til synspunkterne hos Parlamentet og de mange aktører inden for fødevaresikkerhedsområdet. De vil forstå, at jeg ikke kan love at få alle synspunkter repræsenteret, men af mine tidligere resultater over for Parlamentet vil det fremgå, at jeg vil gøre mit yderste. Jeg har tidligere i Parlamentet og andre fora givet udtryk for, hvad jeg ser som en vigtig betingelse for fuld accept af vores idéer om en fødevaremyndighed: Parlamentets rolle og engagement i forbindelse med vedtagelsen af en lovgivning for fødevaremyndigheden. Jeg vil gerne slå fast, at jeg fortsat går helt ind for, at Parlamentet skal have fuld medbestemmelse ved gennemførelsen af denne lovgivning. Det er ret og rimeligt, og jeg støtter Parlamentets ønske om, at traktatens artikel 95 og 152 skal lægges til grund herfor. Afslutningsvis vil jeg gerne takke Dem, hr. formand, Deres ordfører hr. Bowis, skyggeordførerne, miljøudvalget og de andre bidragende udvalg, samt Parlamentet i sin helhed, fordi De er med til at afslutte dette kapitel i vores kollektive bestræbelser på at forbedre Europas fødevaresikkerhed.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om betænkning (A5-0286/2000) af Bonino for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aktionen mod personelminer (KOM(2000) 111 - C5-0158/2000 - 2000/0062(COD)); og om følgende mundtlige forespørgsler: B5-0544/2000 af Miranda for Udvalget om Udvikling og Samarbejde til Kommissionen om landminer; B5-0545/2000 af Brok for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om landminer.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det er ikke første gang, at Parlamentet beskæftiger sig med personelmineproblemet. I de senere år har denne problematik faktisk været af en de drivkræfter, som set ud fra et politisk synspunkt førte til undertegnelsen af Ottawa-konventionen. Der var tale om en kampagne, som blev iværksat af nogle ikke-statslige organisationer, og som herefter blev støttet af Røde Kors, Europa og EU som sådan. Denne kampagne er næsten blevet et forbillede på internationalt plan. Det var en af de hurtigst undertegnede aftaler i de internationale aftalers historie. På blot et år blev den ratificeret af 40 parlamenter og trådte dermed i kraft. Det sidste møde i Genève viste, at der er sket nogle meget betydelige fremskridt på dette område, ikke kun med hensyn til bevidstheden om problemet, men også med hensyn til minerydningen. Der er naturligvis stadig meget, der skal gøres, og derfor må vi alle betragte Kommissionens forslag som et positivt bidrag. Jeg håber faktisk, at Unionens evne til at udøve et pres samt den hurtighed, der har kendetegnet Unionen, når det gælder personelminer, vil være et godt eksempel for andre aftaler, der skal ratificeres, og som Parlamentet altid har lagt stor vægt på. Her tænker jeg på oprettelsen af en international domstol for forbrydelser mod menneskeheden og ikke mindst på moratoriet for dødsstraf. Jeg vil nu komme ind på vores betænkning. Jeg bifalder Kommissionens forslag i den forbindelse, og jeg må sige, at Udvalget om Udenrigsanliggender og Udvalget om Udvikling og Samarbejde har arbejdet indgående på at gøre den - om muligt - endnu bedre, navnlig på visse punkter. Jeg vil kun nævne et par enkelte punkter, der forekommer mig at være vigtige i forhold til Parlamentets forslag, og som under alle omstændigheder udgør et konkret fremskridt på dette område. Det første punkt - som vi håber, Parlamentet vil støtte - er vores gentagelse af, at det er nødvendigt at destruere de lagre af personelminer, som stadig eksisterer i mange lande, også i de lande, der har underskrevet aftalen. Vi er nemlig af den opfattelse, at destruktionen af lagrene udgør den forebyggelse, som vi ofte taler om uden helt at vide, hvad det er, vi henviser til. Det andet punkt er en hel række elementer, som Parlamentet forhåbentlig vedtager, og som vedrører budgetposterne. Hr. kommissær, vi ønskede ikke blot at forenkle Deres forslag yderligere med hensyn til budgetposterne, idet vi til sidst nåede frem til tre budgetposter, nemlig en generel budgetpost, en budgetpost for forskning og en for humanitær minerydning, men også - og det håber jeg, at Parlamentet er enigt i - med hensyn til komitologien, da vi anser et rådgivende udvalg for at være tilstrækkeligt i stedet for et forvaltningsudvalg, netop fordi vi for at gøre fortolkningen konsekvent er af den opfattelse, at Kommissionen er ansvarlig for budgettets gennemførelse og står til ansvar herfor på en fuldstændig gennemsigtig måde. Et andet væsentligt element er, at Parlamentet ikke anmoder om nogle generelle ting, men om 200 millioner euro i perioden 2000-2006 plus forskningsmidlerne og budgetposten for humanitær bistand. Og det er netop, fordi vi - forhåbentlig - taler om kendsgerninger og ikke bare om en beslutning. Erfaringen har nemlig vist mig, hr. kommissær, at det er vanskeligt at udføre noget som helst konkret, hvis man ikke har nogen midler. Netop fordi midlerne er så betydelige - 200 millioner euro er en væsentlig stigning i forhold til den tidligere finansieringsramme - vil vi desuden gerne have, at Kommissionen i forbindelse hermed opretter en enhed for mineaktioner, så man netop kan gøre denne aktivitet gennemsigtig og sammenhængende. Dette forekommer mig i den forbindelse at være de karakteristiske elementer, som går i retning af gennemsigtighed og en ansvarlig forvaltning. Hvad det politiske angår, vil vi komme tilbage til beslutningen senere. Det sidste punkt er ændringsforslagene. Jeg vil gerne gentage, at jeg er modstander af ændringsforslag 10 og 19 på grund af budgetsammenhængen, og hvad ændringsforslag 29 angår, anmoder jeg om en opdelt afstemning for at få en bedre formulering af hele teksten, som efter min mening har lidt under nogle misfortolkninger. Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne takke Dem i håbet om, at alle disse nyskabende forslag ikke blot bliver godkendt af Parlamentet, men også af Rådet og Kommissionen.
Hr. formand, selv i daglig tale er ordet "mine" ensbetydende med fare. På italiensk siger man nemlig om andre, at de er farlige som en mine. Som Europæisk Union skal vi i fællesskab sørge for, at der ikke længere fremstilles miner, at alle lagre bliver destrueret, og at der foretages en minerydning i de pågældende områder, hvor vi støtter ofrene - heriblandt mange børn - og giver dem midlerne til en social og økonomisk integration samt sikrer udviklingen i de berørte samfund. Det er i den forbindelse nødvendigt at være meget opmærksom på dette problem, og det er nødvendigt, at der sker en yderligere bevidstgørelse, så problemet ikke bliver tilsidesat. Både i betænkningen og i de udvalgsudtalelser, som vi gør rede for her, blev det understreget, at Parlamentet og EU skal spille en hovedrolle, når det gælder mineforbuddet og det økonomiske bidrag til FN. Som fru Bonino sagde meget udtrykkeligt og klart, er der sket et yderligere fremskridt med Kommissionens forslag til forordning. Vi har stillet forskellige ændringsforslag, der tager sigte på at skabe større klarhed og gennemsigtighed samt på at styrke og rationalisere budgetposterne og vores indsats med hensyn til minerydning og destruktion af de arsenaler, der ligger på lager. Dette skal ske i samarbejde med mange ngo'er, som har gjort en stor indsats for, at dette problem blev betragtet som uopsætteligt. Der er dog en svaghed inden for vores egne rækker - der er faktisk flere, men her tænker jeg på en i særdeleshed - nemlig det pres, vi skal lægge på Finland, som endnu ikke har undertegnet Ottawa-konventionen, og på Grækenland, som ikke har ratificeret den, hvilket går ud over Europas troværdighed, når Europa slår til lyd for, at alle lande skal tiltræde konventionen, og når det spørger - sådan som vi også gjorde i den mundtlige forespørgsel, vi rettede til Kommissionen - om ansøgerlandene bør undertegne Ottawa-konventionen, før de bliver optaget i Unionen. I Unmine Monitor's rapport for 2000 kan man tydeligt se de fremskridt, der er sket med Ottawa-konventionen. Der er ingen tvivl om, at der på verdensplan er sket et fald i produktionen, handlen, antallet af ofre, arsenalerne osv., selv om disse aspekters tilstedeværelse stadig er alt for stor globalt set. Der er stadig mange uløste spørgsmål, ikke mindst når lande som USA endnu ikke har undertegnet konventionen, og når lande som Kina og Rusland råder over enorme lagre og store arsenaler. Europa skal sørge for, at disse arsenaler forsvinder fra vores historie, men at mindet om dem bliver bevaret, så vi husker, at vi ikke skal slå ihjel med vores livsfarlige produktion.
Hr. formand, vi er alle klar over - og fru Emma Bonino og fru Luisa Morgantini har jo også netop beskrevet det - hvilket omfang det drama, der skyldes anvendelsen af personelminer, har fået, og hvor alvorligt problemet er på grund af det store antal aktiverede miner, der stadig befinder sig ude i terrænet. Der nævnes tal på op til mellem 70 og 100 millioner. Det viser, hvor vigtig og relevant Ottawa-konventionen er, som skal føre til en samordnet indsats fra det internationale samfunds side for at få gjort en ende på denne tragedie, der i særlig grad rammer de mindre udviklede lande. Også selv om der stadig er vanskeligheder, fordi nogle vigtige lande - der allerede er omtalt - endnu ikke har underskrevet konventionen. I denne sammenhæng kan vi kun beklage, at en medlemsstat, Finland, endnu ikke har underskrevet, og at et andet, Grækenland, endnu ikke har ratificeret den, således som fru Luisa Morgantini just har nævnt. Dette er præcis det første punkt, nemlig, at EU, og særlig Kommissionen må gøre alt, hvad de kan for, at de lande, der ikke har underskrevet Ottawa-konventionen, gør det. Kommissionen må meget gerne fortælle os, hvad den agter at foretage sig på dette område, navnlig i forhold til ansøgerlandene. Dens autoritet på dette punkt bliver selvfølgelig større, hvis Rådet og medlemsstaterne udtrykkeligt tilkendegiver, at EU-landene under ingen omstændigheder vil anvende eller tilskynde andre lande til at anvende personelminer. I mellemtiden må der sørges for den størst mulige sammenhæng og samordning mellem den indsats, som EU udfører, og den, som medlemsstaterne står for. Også på dette punkt kan og bør Kommissionen spille en uundværlig rolle, og ligeledes med hensyn hertil må den fortælle os, hvad den agter at gøre fremover. Vi mener endvidere, at Fællesskabets indsats på dette område bør modsvares af en passende budgetmæssig dækning, så den kan blive mere effektiv. Kommissionens forslag til forordning forekommer os for vagt. Vi går klart ind for oprettelse af én eneste budgetlinje til indsatsen mod miner, bortset fra forskning og fødevarehjælp, ligesom vi mener, at der med fordel samtidig kan oprettes en central koordinationsenhed for indsatsen på dette område, sådan som fru Emma Bonino har anført. Med hensyn til, hvor indsatsen skal sættes ind, er det overordentlig vigtigt at sørge for at destruere de eksisterende miner, den enorme mængde miner på lager, og hindre, at de kommer ud på det sorte marked. Det er ligeledes overordentlig vigtigt at få indstillet enhver produktion. Den øvrige indsats med at rydde miner og hjælpe ofrene bliver ikke til meget nytte, hvis vi fortsat producerer og markedsfører miner. Det skal først og fremmest sættes ind med forebyggelse. Dernæst skal der investeres mere i forskning, især den, der angår afsløring af miner i terrænet. Endelig er det helt afgørende at styrke minerydningen ved at sørge for en effektiv indsats og prioritere de lande, der respekterer konventionen, ligesom det er særdeles vigtigt at sørge for genoptræning af ofrene. Også på disse punkter vil vi meget gerne have, at Kommissionen uddyber mere, hvad den har i sinde, på baggrund af tidligere erfaringer og den vigtige rolle, som EU har påtaget sig på dette felt. Indsatsområdet er naturligvis umådeligt og kræver midler og stor politisk vilje. Udfordringen er enorm, men dette dramas omfang tvinger os til enorm indsats og engagement for at gjort en ende på det.
Hr. formand, kære kolleger, vi ved alle, hvilke konsekvenser personelminerne har, selv om der i enkelttilfælde ofte er vægtige militære begrundelser. De forårsager uendelige lidelser, netop i civilbefolkningen og hos børn. Men ofte ødelægger de også landenes udviklingsmuligheder, fordi hele områder inficeres med dem. Af den grund er det overordentlig positivt, at Kommissionen og Den Europæiske Union som helhed beskæftiger sig med dette tema og vil sørge for, at der her føres en koordineret politik. Vi vil med vores forslag opfordre Kommissionen til at fortsætte ad denne vej og yderligere styrke dette initiativ. Det er virkelig nødvendigt med en koordination mellem de europæiske og internationale bestræbelser på de områder, der hører under Udviklingsfonden, og de aktioner, der administreres direkte af Kommissionen. Det er nødvendigt, at ressourcerne til minerydning organiseres fornuftigt, og at vi finansierer forskningsarbejder om minedetektion og minerydning og udvikling af udstyr, der på enkel måde kan benyttes lokalt og bringe hjælp netop i udviklingslandene. Også med hensyn til indsatsen af personel, både militært og civilt, er det muligt at koordinere tingene bedre. Mit udvalg foreslår også, at man overvejer at finde særlige indsatsmuligheder i samarbejde med Eurocorps, som gør det muligt at påtage sig et europæisk lederskab. Her er det utvivlsomt også nødvendigt, at vi udpeger særligt prioriterede områder for minerydningen for på denne måde at foretage en vægtning. Nu er det sådan, at de internationale konventioner endnu ikke er undertegnet af alle lande eller af mange forskellige grunde endnu ikke er ratificeret af alle. Det er efter min mening også en grund til, at vi skal gennemføre denne kampagne, så der hos de politisk ansvarlige i disse lande foretages en afvejning af det militære udbytte af disse miner og konsekvenserne for befolkningen og regionen i et sådant område. Denne afvejning skulle føre til den overbevisning, at man ikke mere anvender disse våben. Vi skal hjælpe disse lande med at udvikle politiske alternativer til anvendelsen af disse miner. Jeg mener også, at man på en fornuftig måde kan påvirke det politiske miljø i disse regioner, så man giver regeringerne den politiske styrke til at bryde denne onde cirkel, som jo betyder, at man angiveligt vil beskytte sig selv, men i sidste ende varigt skader sin egen befolkning. Derfor kan jeg kun opfordre Kommissionen til ikke bare at betragte dette som et teknisk problem, der kan afhjælpes med finansielle midler, men at vi netop også skaber det politiske miljø, som kan føre til en forbedring.
Jeg vil gerne påskønne den ambitiøse og konstruktive indstilling, som Parlamentet giver udtryk for i Bonino-betænkningen om udkast til en forordning, der skal styrke EU's bidrag til kampen mod personelminer. Det er ikke overraskende, at fru Boninos betænkning er et så stærkt og vigtigt dokument. Jeg er taknemmelig, men ikke overrasket over tonen i betænkningen. Europa-Parlamentet er trods alt gået i brechen for kampen mod personelminer. Det var Parlamentet, der i 1996 først rejste spørgsmålet om at skabe en horisontal budgetpost og et passende retsgrundlag med henblik på en fælles handlingsplatform for dette vigtige område. Parlamentet var stærkt medvirkende til at få Unionen til at indtage en proaktiv rolle på Ottawa-konferencen i 1997, der førte til indgåelse af Ottawa-konventionen om at forbyde og afskaffe landminer. Det er udfordringen ved en komplet gennemførelse af denne konvention, der fik Kommissionen til at overveje, hvordan man kan styrke EU's bidrag til kampen mod landminer. Resultatet af disse overvejelser er nærværende forslag til forordning. Jeg vil også gerne nævne den betydningsfulde indsats fra det civile samfund, fra højt motiverede ikke-statslige organisationer samt ikke mindst effekten af den internationale kampagne for et forbud mod personelminer. Denne indsats har afgørende betydning for en vellykket gennemførelse af konventionen, og deltagernes pres på regeringerne rundt omkring i verden har betydet meget for at fremme ratifikationen og tiltrædelsen. I løbet af de seneste otte år har vi bidraget med mere end 200 millioner euro fra Fællesskabets budget til kampen mod landminer. Alene i 1999 brugte Unionen mere end 100 millioner euro, hvoraf 30 millioner euro var til fællesskabsprojekter, hvilket er langt mere end nogen anden international aktør. Nogle af parlamentsmedlemmerne har muligvis set den brochure, vi fik udarbejdet i forbindelse med revisionskonferencen om Ottawa-konventionen i sidste måned, og som viser bredden af vores interventioner, der dækker alle egne af verden og alle aspekter af mineaktioner. Jeg vil især rose Det Fælles Forskningscenter for dets indsats. Men det er ikke nok at være den største bidragyder. Udkastet til forordning skal give os mulighed for at definere en strategisk overordnet tilgang og måle vores indsats i forhold til veldefinerede mål på vejen mod det overordnede fælles mål om en verden uden landminer. Inden jeg kommenterer den udmærkede betænkning om udkast til forordning, har jeg et par generelle kommentarer som svar på de interessante og værdifulde indlæg fra hr. Miranda og hr. Brok. Selvfølgelig er vi enige i målet om en universalisering af Ottawa-konventionen. Den Europæiske Union har en klar holdning, der kommer til udtryk i den fælles aktion fra 1997, om at få så mange lande som muligt til at underskrive og ratificere Ottawa-konventionen. Men jeg kan ikke skjule dette faktum: Unionens overtalelsesevner med hensyn til at nå dette mål hæmmes åbenbart en del, fordi det kniber for nogle medlemsstater med at undertegne og ratificere Ottawa-konventionen. Det er - for at vende tilbage til indlægget fra parlamentsmedlemmet - noget, vi regelmæssigt påtaler over for de pågældende medlemsstater. EU's støtte til mineaktioner kan blive en vigtig løftestang, der kan få potentielle modtagerlande til at underskrive konventionen. Meddelelsen og forslaget til forordning giver mulighed for betingethed i denne henseende, men vi bør ikke være for dogmatiske. Vi må acceptere den specielle situation, som nogle lande befinder sig i. Vi bør ikke straffe folk, der har brug for vores hjælp, heller ikke hvis deres regeringer endnu ikke er tilstrækkeligt engageret i konventionens gennemførelse. Det er det sædvanlige dilemma, vi står over for. Det er et dilemma, som parlamentsmedlemmet tidligere har omtalt med stor veltalenhed. Gang på gang står vi med udfordringen om at give humanitær bistand til en befolkning, hvor behovet for humanitær bistand skyldes regeringernes handlinger. Men vi kan ikke straffe folk, fordi de har en dårlig regering. Vi forventer, at ansøgerlandene støtter den fælles aktion, jeg netop har nævnt. Der er ikke tale om gældende fællesskabsret i juridisk forstand, men vi vil selvfølgelig opfordre ansøgerlandene til ikke at udlægge, fremstille eller handle med miner samt til at undertegne og ratificere konventionen om afskaffelse af miner. Jeg vil endnu en gang vende tilbage til et punkt i Mirandas indlæg. Jeg ønsker i høj grad, at vi også skal se på projekter vedrørende destruktion af de eksisterende lagre af landminer. Det kan være miljømæssigt vanskeligt, og det er dyrt, men vi bør vægte det i fremtiden. Jeg vil gerne gøre Parlamentet opmærksom på den internationale slovenske fond, der på to år har skabt et regionalt mineaktionsprogram med støtte fra Den Europæiske Union, USA og en række andre lande med projekter i Balkanlandene. Efter begivenhederne i Zagreb tidligere på året og de seneste begivenheder i Beograd må vi håbe, at der fremover ikke bliver udlagt landminer i det sydøstlige Europa. Som parlamentsmedlemmet nævnte, er en forbedret kohærens mellem Fællesskabets og medlemsstaternes indsats helt central for den meddelelse, der ledsager udkastet til forordning. Vi har vedtaget en fleksibel og koordinerende tilgang frem for en stiv og centraliserende tilgang. Mineaktioner er mest effektive, når de er skræddersyet til den enkelte situation. Derfor foreslår vi ikke, at man samler alle mineaktioner - end ikke inden for Fællesskabets rammer - i et enkelt program og en enkelt budgetpost. I stedet foreslår vi, at der nedsættes en ekspertgruppe med deltagere fra medlemsstaterne og ikke-statslige organisationer samt andre relevante deltagere. Det er meningen, at denne gruppe skal hjælpe Kommissionen med at udarbejde en overordnet strategi for mineaktioner. Jeg vil nu koncentrere mig om Bonino-betænkningen. Jeg vil kort kommentere de få ændringsforslag fra Parlamentet, som Kommissionen har vanskeligt ved at acceptere i deres nuværende udformning. Jeg har allerede kommenteret nogle af dem i mit svar til parlamentsmedlemmet. For det første finder jeg det som tidligere nævnt forkert - velment, men ikke desto mindre imod hensigten - at gøre en tiltrædelse af Ottawa-konventionen til en hård og fast betingelse for europæisk minerydningsassistance. Det siger sig selv, at vi kun sjældent vil bistå lande, der ikke har underskrevet konventionen. Men der vil nødvendigvis være tilfælde, hvor vi af politiske eller humanitære grunde ønsker at bistå en befolkning på trods af dens regering. Jeg er derfor imod ændringsforslag 18. Jeg forstår og respekterer, at man med forslaget ønsker at koncentrere alle midler til mineaktioner under den horisontale budgetpost med undtagelse af ECHO-artiklen og forskningsartiklen. Jeg er imidlertid ikke overbevist om, at det giver os den nødvendige fleksibilitet til at optimere effektiviteten af EU's interventioner. Det er muligt, at den horisontale budgetpost på langt sigt giver støre opmærksomhed og mere anerkendelse, men vi skal også bevare forbindelsen til en bredere national eller regional programmering gennem de geografiske budgetposter og forordninger. Personligt vil jeg sige nej til ændringsforslag 3, 16 og 21. Med samme begrundelse er jeg overbevist om, at de menneskelige og administrative ressourcer, der ønskes til den centrale mineaktionsenhed, er tilstrækkelige til at sikre en ordentlig gennemførelse af forordningen. Vi ønsker ikke at indføre øget bureaukrati. En lille gruppe og et godt netværk kan skaffe de samme resultater. Jeg foreslår et nej til ændringsforslag 17. Vi ønsker heller ikke endnu et styringsudvalg eller rådgivende udvalg. Parlamentet ved, at der allerede er alt for mange, og som De ved, ønsker vi med forslagene til en reform af Fællesskabets eksterne bistand at bevæge os bort fra den tunge kontrol af individuelle projekter for i stedet at koncentrere diskussionen med medlemsstaterne om overordnede strategier og programmer. Vi er f.eks. blevet enige om at benytte denne fremgangsmåde for Meda. Det kommer til at gælde for de forskellige eksisterende geografiske udvalg. I stedet for at føje endnu et udvalg til listen foreslår vi, at der nedsættes en ekspertgruppe, der er mere vidtrækkende end regeringernes eksperter, og i hvilken vi kan diskutere og definere en overordnet mineaktionsstrategi, der skal iværksættes horisontalt, og som skal revideres hvert år. Derfor kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 8, 22, 23, 25 og 29. Med hensyn til mineaktionsprojekter vil jeg advare imod, at der indføres strengere krav for deltagelse i udbud. Samtidig med at vi fremmer den lokale kapacitet og lokalt ejerskab, skal vi også kunne trække på den bedste ekspertise og det bedste materiel uanset den geografiske oprindelse. I de fleste tilfælde vil vi vælge tilbud fra Den Europæiske Union, men det kan undtagelsesvis være nødvendigt at benytte andre leverandører. Jeg kan ikke acceptere ændringsforslag 19. Jeg vil ikke gennemgå alle de mange ændringsforslag fra parlamentsmedlemmet, som Kommissionen uden problemer kan acceptere, og som efter min mening vil betyde en væsentlig forbedring af udkastet til forordning. De bekræfter kun de ambitioner og ønsker, som vi alle kan gå ind for. Der er stadig meget at gøre, hvis vi skal opfylde Ottawa-konventionens målsætning om at afskaffe alle miner inden for det næste årti. Vedtagelsen af denne forordning er et lille, men efter min mening vigtigt skridt i den rigtige retning. Jeg håber, at vi kan regne med Parlamentets fortsatte opbakning til en vellykket lovgivningsprocedure.
Hr. formand, nogle af os har i mange år forsøgt at blive af med personelmineplagen. Det er et emne, der har været i offentlighedens søgelys i mange af medlemsstaterne. Regeringerne har engageret sig og bidraget med store pengebeløb. Ikke-statslige organisationer er skudt op for at dække et behov, og alligevel må vi nu fire år efter den første FN-landminekonference i Genève og mere end et år efter Ottawa-konventionens ikrafttræden konstatere, at mange lande og tusindvis af mennesker - primært i de fattigste egne af verden - stadig er dybt berørte af personelminer og ueksploderet ammunition. Hvorfor går det så langsomt? For mig at se er der tre problemer. For det første skal vi fokusere på vores målsætning. Personelminekampagnen skal ikke bruges som en mulighed for at angribe vestlige regeringer, specielt USA, vestlige militære styrker eller vestlig industri. Generelt set er de vestlige regeringer ikke problemet, men en del af løsningen. Vi bør koncentrere vores politiske opmærksomhed om de virkelige syndere: De stridende parter og uansvarlige regeringer, der ikke bekymrer sig om civilbefolkningen, og som bruger personelminer som tilfældige terrorvåben. Mineaktionerne skal først og fremmest sikre de områder, hvor frygten for miner forhindrer befolkningen i at genoptage et normalt liv og fortsætte den økonomiske udvikling, samt yde bistand til mineofre. Dernæst skal det internationale samfund forbedre den koordinerede indsats på globalt plan samt specielt i de berørte lande. Vi kender endnu ikke det sande omfang af landmineproblemet, og vi ved ikke, hvor effektiv minerydningsindsatsen har været. Der skal hurtigt gennemføres en mineoptælling i de mest berørte lande, så vi kan få et bedre overblik over, hvad der skal gøres. For det tredje skal vi sikre os, at pengene gives godt ud. Jeg er stolt over, at Europa-Kommissionen er verdens største bidragyder til mineaktioner. Set i lyset af EU's muligheder for at koordinere indsatsen fra mange lande er dette et område, hvor man burde få mere ud af de mange midler, der investeres i problemet. Der er mange grunde til, at retorikken ikke er ført ud i livet. Landminesagen er på mange måder et eksempel på Kommissionens manglende evne til effektivt at udnytte sine ressourcer. Kommissæren med ansvar for eksterne forbindelser har tidligere indrømmet, at Kommissionens bistandsprogrammer til tredjelande har været skuffende. Kommissionen skal både forbedre programmernes kvalitet og gennemførelseshastighed. Der er ved at ske en positiv udvikling under hr. Pattens ledelse. Kommissionens meddelelse og nærværende forordning om personelminer er meget nyttige dokumenter, men de ser bort fra to centrale elementer, som Parlamentet søger at tage højde for med sine ændringsforslag. En flerårig finansiering af mineaktioner bør samles i en enkelt budgetpost, og Kommissionen skal oprette en enhed med passende ressourcer, der skal have ansvaret for de politiske rammer samt for at planlægge og gennemføre alle fælles mineaktioner inklusive kontrakter. Engagement på topniveau, ordentlig styring og ansvarlig ledelse er en betingelse for en effektiv udnyttelse af ressourcerne. Vi ønsker ikke flere store ord, men konkret handling og håndgribelige resultater.
Hr. formand, Den Socialdemokratiske Gruppe deler den stolthed, som hr. Van Orden netop gav udtryk for, over Den Europæiske Unions rolle. Jeg var for en række år siden i en skoleklasse i Kabul i Afghanistan, og jeg så der, hvordan børn blev gjort opmærksom på de forskellige former for landminer. Og da jeg så en af disse landminer formet som en sommerfugl, forstod jeg, at landminer bliver udformet således, at børn leger med dem og bliver såret, og da forstod jeg også, hvilken moralsk værdi de mennesker har, som producerer den slags ting. Dengang så jeg også, at bevidstgørelseskampagner på skoler og blandt befolkningen er det mest effektive middel til at undgå ofre. Og en vigtig del, de ændringsforslag, som vedrører dette, og som jeg på min gruppes vegne helhjertet støtter, tager sigte herpå. For det andet er det tydeligt, at det ofte er til ingen verdens nytte, for mens disse miner i Afghanistan blev fjernet af alle mulige organisationer, blev der udlagt miner igen andre steder. Og så tænker jeg også tilbage på den nordlige del af Mozambique, hvor jeg har arbejdet med organisationer af invalide, der var blevet såret af landminer, og som selv ryddede dem op og fjernede dem. Dengang lærte jeg to ting. Man skal inddrage den lokale befolkning. Mennesker kan selv gøre en masse ting igen, selv om de er sårede. Jeg forstod ligeledes, at det ikke drejer sig om at dræbe mennesker ved hjælp af landminer, men at lemlæstelse er dette middels hovedmål, og det gør dette moralske problem så vanskeligt. Da jeg kom til Angola, så jeg Norwegian People's Aid, og de havde en metode, hvorved de sammen med den lokale befolkning opsporede, hvor minerne lå, og meget strategisk rensede bestemte områder. Det lærte mig to ting: Man har brug for sagkyndige, i tilfældet med Norwegian People's Aid forhenværende soldater og den lokale befolkning - det er i høj grad væsentligt - og man må dernæst rydde strategisk op. Ikke tandbørstemetoderne overalt, det er ekstremt dyrt og varer alt for længe, men rydning af strategiske områder, således at den lokale økonomi igen kan komme i gang osv. Det gav mig idéen til ikke at arbejde med Angolas nationale myndighed og heller ikke først og fremmest gennem indviklede strukturer, men simpelthen gennem stærke ngo'er i den lokale befolkning, og til at samarbejde med myndighederne på en velorganiseret måde, således som de prøver at gøre i Angola. Samtidig indser man, at der i Angola på ny udlægges landminer, og det bringer mig videre til det punkt, som hr. Patten nævnte. Hr. kommissær, De siger: Jeg er imod en række ændringsforslag. Jeg tror imidlertid, at der, hvis De gennemgår dem ordentligt endnu en gang, er et par ændringsforslag, som De nævnte, og som efter min opfattelse har at gøre med bevidstgørelseskampagner, med gennemsigtighed, med adgang for ngo'er, med ting, som også går udmærket i øjeblikket, men som kan gøres mere effektivt. Jeg tror ikke, at De skal være bange for Parlamentets ændringsforslag på dette punkt. Vi vil ikke have større bureaukrati, vi vil ikke have mere komitologi, vi vil have spillerum for Dem, vi vil have, at det sker effektivt, og jeg tror heller ikke, at vi har forskellige prioriteter på dette punkt. Måske vil De endnu en gang gennemgå et par punkter for alligevel at se, om der nu også skal siges njet til alle disse punkter, hvilket jo heller ikke så nemt kommer ud af en engelsk mund. På dette punkt tror jeg, at De og Parlamentet står på samme side. Vi i Den Socialdemokratiske Gruppe føler os som en del af denne store internationale kampagne for et forbud mod landminer, og det er vi stolte over, sammen med vores andre kolleger her i Parlamentet.
Hr. formand, personelminer er noget ufatteligt djævelskab, hvis formål jo ikke er at dræbe, men at invalidere og skabe de værst tænkelige smerter og byrder for ofrene og deres familier og deres lande. Tænk på de sovjetiske legetøjsbomber i Afghanistan! De er desværre uendeligt billige at producere og afsindigt dyre at finde og destruere. Det vil tage 100 år at få dem fjernet, og der spredes stadig flere. Det var den liberale Jan Willem Bertens, som rejste sagen for fem år siden her i Parlamentet, og jeg synes, dette Parlamentet virkelig kan rose sig af at have startet denne sag, så vi nu er på vej mod et mineforbud. Og så vi kan pege på den meget store og effektive indsats, som Unionen gør for sagen. Men der kan gøres mere endnu. Der findes maskiner, som kan rydde store arealer for miner på kort tid. Jeg har set sådan en maskine i Kosovo, men den stod stille og blev ikke brugt. Fru Bonino og hr. Patten har ret i, at det er oplagt at destruere lagrene, fordi det kun koster en hundrededel at destruere en oplagret mine sammenlignet med, hvad der koster at destruere en, der er anbragt et sted, hvor man har svært ved at finde den. Fru Bonino og hr. Patten har også ret i, at Parlamentet og Rådet skal holde fingrene væk fra administrationen, og jeg lyttede meget til hr. Pattens bemærkninger til dette punkt, for han synes åbenbart, at vi skal holde fingrene endnu mere væk. Jeg er i princippet enig. Vi skal afholde os fra at blande os i administrationen. Vi skal i stedet kritisere Kommissionen, hvis den ikke administrerer ordentligt. Men vi skal ikke gøre det ved at fjernstyre den. Det er en fejl, dette Parlamentet ustandselig begår. Kommissionen skal have frihed til at udøve sine beføjelser, og så skal vi have frihed til at knalde den - hvis jeg må have lov at bruge det udtryk - hvis den ikke gør arbejdet godt. Til slut vil jeg gerne takke fru Bonino. Det er velgørende at have så erfaren en ordfører. Tak for en god betænkning.
Hr. formand, der opstår yderst sjældent noget nyt inden for konsoliderede magtstrukturer. Forbud mod antipersonelminer har ført til en proces, der er et udmærket eksempel på, hvordan ikke-statslige uafhængige organisationer, ngo'er, og Europa-Parlamentet har været i stand til at definere og arbejde målrettet for mål, som de statslige aktører gerne går udenom eller anser som værende urealistiske. Efter gennembruddet i Ottawa skal vi nu sikre, at Unionen og dens medlemsstater umiddelbart sørger for videre foranstaltninger i såvel deres bilaterale forhold som interne lovgivning og bevarer lederrollen, så den politiske vilje styrkes og opretholdes for at aftalen kan blive dækkende underskrevet og ratificeret, inklusive i mit hjemland, Finland. Det skal også sættes som en betingelse for EU-medlemskab for ansøgerlandene, det vil sige, det skal medtages i acquis communautaire. Den foreliggende betænkning og især den fortræffelige udtalelse fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde giver gode forudsætninger for videre foranstaltninger, hvor der skal lægges vægt på en faktisk minerydning og dens operationelle gennemførelse og ikke på søgning efter eksotiske og tekniske løsninger, der kræver enorme omkostninger. Biosensorerne har vist sig at være meget lovende i den henseende. Broks resolution tilbyder igen en politisk dimension på dette arbejde, og Broks og Mirandas mundtlige spørgsmål tilbyder centrale retningslinjer for Kommissionen. Alle institutioner i EU skal iværksætte initiativer og gøre det således, at de fattige lande, der lider mest under mineproblemet, deltager effektivt i programmet. Hovedansvaret for opfølgningen henhører naturligt under Kommissionen, men vi skal alle hver for sin del sørge for at samvirke for, at en global udryddelse af denne svøbe hurtigst muligt kan afsluttes. Vi kan efterlade en minefri jordklode.
Hr. formand, vores gruppe har fra gammel tid været aktiv inden for hele spektret af krav og aktioner, som skulle til, fra produktionsophør, destruktion af lagre, standsning af kommercialiseringen, rensning af minefelter, rehabilitering af sårede og bevidstgørelse. Men jeg vil gerne komme med følgende bemærkning: Anbringelsen af miner er direkte proportionel med det internationale samfunds manglende evne til at finde politiske løsninger på store spørgsmål. Når et land f.eks. føler sig usikker ved sine grænser på grund af nabolandet, søger dets regering lettere tilflugt til at anvende minefelter, selv om det er forkert. Når det internationale samfund ikke kan tackle nationalismens og modsætningernes gift og bidrage med politiske løsninger, tyer de involverede lettere til at lave minefelter. Det må vi være opmærksomme på, fordi - for at komme ind på Balkan - så bærer Vesten og EU med deres politiske indgreb så at sige efter min mening deres del af ansvaret for det faktum, at halvdelen af Balkan er et stort minefelt. Til sidst, hr. formand, vil jeg gerne sige, at der behøves særlige aktioner i balkanspørgsmålet, og jeg vil også gerne fra denne talerstol sige, at den græske regering straks skal ratificere Ottawa-konventionen.
Hr. formand, cambodjanerne betegner minerne som de evige skildvagter. Disse dødbringende våben, som rammer vilkårligt og udløses af offeret selv, undertiden adskillige år efter at den pågældende konflikt er løst. De er tidsindstillede bomber, som hæmmer den sociale og økonomiske genrejsning i de berørte områder, og som selvsagt gør det vanskeligt for ofrene at vende tilbage til en normal tilværelse. Jeg er medunderskriver af appellen om en verden uden personelminer, og jeg støtter varmt Emma Boninos betænkning, som betegner et skridt i den rigtige retning. To år efter undertegnelsen af Ottawa-konventionen er der desværre fortsat betydelige lagre af miner. Og det drejer sig endda kun om dem, man har registreret. Hvad angår de resterende, som fortsat ikke er registreret, bør vi gå nye veje for at spore og afmærke disse. EU's finansielle indsats bør ubetinget supplere den nationale indsats. Det er endvidere afgørende, at alle EU's medlemsstater, og ansøgerlandene med, underskriver Ottawa-konventionen og vel at mærke også ratificerer den. Det er helt afgørende. Krigen har sine egne regler, undertiden beroende på sædvane undertiden på konkrete lovbestemmelser. Men anvendelsen af personelminer er ikke omfattet af disse regler. Minerydning er ikke et militært anliggende, det er et humanitært anliggende. EU kan ikke nøjes med at indtage rollen som långiver. EU bør ved nytænkning - forud for opstillingen af nye våben - fastlægge den mest hensigtsmæssige metode. Det er derpå medlemsstaternes opgave at støtte processen i de forskellige internationale fora. Europa bør kort sagt støtte og udbygge Ottawa-processen, for at vi ikke fortsat skal være vidne til, at et nyt våben hvert 20. minut rammer snesevis af ofre.
Hr. formand, kære kolleger, jeg støtter kraftigt Fællesskabets initiativ til bekæmpelse af personelminer. Når jeg ser for mig billeder af børn, som er blevet lemlæstet af miner, drager jeg for mit vedkommende helt personligt den konklusion, at hver euro, der anvendes til at bekæmpe dette vanvid, er anvendt rigtigt. Et punkt, som repræsentanter for ngo'er i en samtale har kritiseret over for mig, er den sammenblanding af militærets og ngo'ernes aktiviteter, som foretages i beslutningsforslagets punkt 11 og 15. Ngo'erne har gennem mange års arbejde vundet befolkningens tillid og anerkendelse, og jeg er bange for, at en sammenblanding kunne true ngo'ernes uafhængighed og varigt skade tillidsforholdet til de nødlidende mennesker. Over for uniformerede styrker har befolkningerne en berettiget mistillid, som er opbygget gennem lange krigsår. Derfor bør vi gøre alt for effektivt at støtte ngo'ernes arbejde.
Hr. formand, jeg vil bruge det ene minut, jeg ifølge forretningsordenen har til rådighed, til at anføre, at jeg finder det beklageligt, at Rådet ikke er repræsenteret under en så væsentlig debat som denne. Så meget mere som det selvsagt er Rådet, der har størst mulighed for at tage initiativer, når det gælder det anliggende, Europa-Parlamentet i dag har sat under debat.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne personligt sige en hjertelig tak til fru Bonino for hendes indsats. Ottawa-konventionen er et afgørende skridt i den internationale kamp for et forbud mod anvendelse, oplagring, produktion og spredning af personelminer. Jeg hilser det derfor særdeles velkomment, at man med denne nye forordning nu gennemfører konventionen om en EU-strategi for bedre koordinering, sammenhæng og gennemsigtighed og også kontrol i forbindelse med denne mineaktion. Den Europæiske Union skal også på dette område leve op til sit krav om at indtage en førende rolle. For den østrigske regering har dette tema altid haft højeste prioritet. Som det allerede er sagt, har Parlamentet beskæftiget sig med dette tema i mange år. Parlamentet er den drivende kraft i alle disse bestræbelser, og jeg mener, at vi yderligere bør intensivere vores bestræbelser. Jeg vil på dette sted udtrykkeligt understrege, at det er nødvendigt at opfordre flere stater til at tiltræde Ottawa-konventionen eller hurtigt ratificere den for at muliggøre en international koordination samt rehabilitering af ofrene. Først og fremmest bør alle medlemsstater af EU tiltræde denne konvention. Det anser jeg for en solidarisk pligt også inden for Det Europæiske Fællesskab. Minerne udgør naturligvis en stor hindring for genopbygningen i disse lande og også for, at flygtningene kan vende tilbage. Så længe denne fare truer, vil det være vanskeligt at overtale den flygtede befolkning til at vende hjem. Den Europæiske Union har ofte været den vigtigste donor ved rydningsaktioner, og der gennemføres globale aktioner i de pågældende lande. Problemet med personelminerne er for stort for de direkte berørte regioner og også for flygtningene i de implicerede områder, således at det ikke er muligt at yde en virkelig effektiv hjælp uden internationalt samarbejde. Det internationale samfund skal indtage en sammenhængende og koordineret holdning. Støtte til minerydningsprogrammer, hjælp til ofrene, forskning og teknologisk udvikling skal fortsat fremmes. Der skal ubetinget indføres et forbud mod produktion af miner i EU samt et forbud mod eksport af miner fra EU. Dette mål bør vi alle ubetinget prioritere højt.
Hr. formand, jeg glæder mig over, at der endelig er en europæisk lovgivning i form af en forordning om personelminer, og at vi i dag har en god betænkning fra fru Bonino desangående. Allerede i forrige valgperiode vedtog Europa-Parlamentet - som det blev sagt - Den Europæiske Unions forpligtelse til at bekæmpe et af de mest grusomme, dødbringende og feje våben, der findes. Udvalget om Udvikling og Samarbejde indførte i 1996 - som hr. Patten sagde - en budgetpost til minerydning. Imidlertid er denne budgetpost desværre ved at formindskes proportionalt i modstrid med den vægt, vi her tildeler denne sag. Eftersom vi nu er i gang med at vedtage budgettet, vil jeg opholde mig et øjeblik ved de tal, der bekymrer mig. I år har vi skåret ned med 8.100.000 euro. For næste år er Rådet og Kommissionen enige om at nedsætte beløbet til 7.400.000, og Europa-Parlamentet foreslår en forhøjelse på 3 millioner i forhold til år 2000. Det er ikke store beløb til at løse et problem, som påvirker 110 millioner mennesker i 64 lande, 26.000 ofre for lemlæstelser om året og navnlig mange børn, som man i lande som El Salvador kender som ødelagte børn, fordi det er børn, som er ødelagte, uden hænder, uden arme, uden ben. Derfor beder jeg om, at man meddeler Rådet, som ikke er til stede her, og Kommissionen, hvor vigtigt det er at forhøje dette beløb, eftersom der for hver mine, der ryddes, desværre udlægges mellem 20 og 50 nye miner. Med den fart rydningen foregår, vil det - som man sagde tidligere - tage langt over 100 år at rense jorden for personelminer. Derfor anmoder jeg, selv om det er utilstrækkeligt, om, at man tager hensyn til det beløb, som Europa-Parlamentet har foreslået, og dermed bidrager til at overholde Ottawa-konventionen, og jeg beder de lande, som ikke har undertegnet og ratificeret konventionen, om at gøre det.
Eftersom der har været flere hentydninger, vil jeg gerne præcisere over for Dem, at selv om ministeren ikke er til stede, så er Rådet repræsenteret af sine højtstående tjenestemænd, som naturligvis overbringer ministeren vores ord.
Fru Bonino, ét minuts taletid til en betænkning, der virkelig lyser af Deres engagement, er meget lidt, men heldigvis er jeg jo enig i de fleste af konklusionerne i betænkningen, også i den underforståede kritik af de lande, som endnu ikke har ratificeret Ottowa-konventionen. Mit eget land var desværre alt for længe om at gøre det. Der er et problem i betænkningen. Efter min mening er der en tendens til, at man forsøger at tømme FUSP for civile opgaver. Jeg mener, det er sundt at styrke de civile forpligtelser i enhver organisation, der har militære aktiviteter. Jeg mener i virkeligheden, at kravet til Rådet og til FUSP og medlemsstaterne må være, at man ud over de normale udviklingsaktiviteter og humanitære aktiviteter skal matche ethvert beløb, der er givet ud på militære aktiviteter, med mindst et tilsvarende beløb til civile aktiviteter, f.eks. minerydning i de pågældende områder.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi beskæftiger os i dag med et meget trist emne. Personelminer - det er vi sikkert enige om - er noget, der bør bandlyses globalt. Jeg vil opdele emnet i tre store områder. Det første er forsyningsområdet. På det punkt er vi her i Parlamentet utvivlsomt enige om, at de eksisterende miner, navnlig personelminerne, skal destrueres. Når jeg tænker på problemerne og udviklingerne i udviklingslandene, f.eks. i AVS-områderne eller i Mellemamerika, viser resultaterne os, at det ikke kan fortsætte på denne måde. Det andet efter min mening vigtige punkt er, at vi navnlig i de afrikanske områder gør en indsats for at forhindre sortbørshandel. Det andet vigtige område er for mig det efterfølgende arbejde. Her skal vi iværksætte minerydningsprogrammer og især fokusere på humanitære aktioner. Navnlig bør der gives støtte til forskningsinitiativer på dette område, især med henblik på teknologien vedrørende minedetektion og minerydning. Men vi bør heller ikke forsømme i højere grad at give Den Europæiske Union og især Europa-Parlamentet muligheder for bedre at kontrollere, hvad vores bevillinger på dette område egentlig anvendes til. Som det tredje område ser jeg konkrete foranstaltninger, som man bør foreslå, efterprøve og analysere. Mit udgangspunkt er, at vi især bør tage hensyn til mineofrene. Her drejer det sig for størstedelens vedkommende om privatpersoner, civile personer og børn, og om børnesoldater, et andet problem, som vi jo også har beskæftiget os med. Når vi ser, hvordan børn her bliver lemlæstet, og der derfor er behov for langvarig behandling, findes der nu en mulighed for at skaffe såkaldte medvoksende lemmer, som i Europa ... (Formanden fratog taleren ordet)
Hr. formand, med vores forhandling i dag af Bonino-betænkningen, som er meget god, kodificerer vi faktisk aktioner i forhold til et meget alvorligt problem af international karakter. Med Titley-betænkningen, som vi vedtog for nogle dage siden, opfylder vi faktisk et andet skridt i spørgsmålene om en fælles udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som jeg er sikker på, langsomt vil blive opbygget i sin helhed for EU og få kød og blod med fælles betingelser og fælles regler. Jeg tror, at tingenes gang vil give alle dem ret, som påtog sig initiativet, så vi kan blive fri for at se filantropiske mænd og kvinder stå ved siden af børn med bortsprængte ben, idet politikken bør være forebyggende og ikke repressiv. Det er ikke tilfældigt, at minerne hovedsageligt ligger i kriseområder, det vil sige i områder, hvor man kunne tage anderledes initiativer for at overvinde disse kriser. Nu går jeg videre til et spørgsmål, som blev rejst om mit fædreland, Grækenland. Jeg er sikker på, at det græske parlament ikke vil være længe om at ratificere den pågældende konvention, eftersom det har underskrevet den som land. Men De må tage i betragtning, at det sker til trods for det faktum, at "naboen Tyrkiet" ikke har de bedste hensigter over for os. Det er desværre et reelt faktum. Det så man endog som en opvisning i uforsonlighed for nylig, i sidste uge, midt under en NATO-øvelse, som man kunne anse for en lejlighed til en anden type politik. Men lad os håbe, at fremtiden også vil løse sådanne problemer. Under alle omstændigheder tror jeg, at det store flertal, som denne betænkning vil få ved afstemningen i Parlamentet, vil styrke den så meget, at man vil høre og se selv dér, hvor der ikke er ører til at høre og øjne til at se.
Hr. formand, kære kolleger, jeg støtter fru Boninos betænkning, som bevirker større effektivitet og gennemsigtighed, og som også Udvalget om Udvikling og Samarbejde har afgivet en udtalelse om. Tak for den fremragende indsats. Jeg har med egne øjne set mineofrenes lidelser under og efter krigen i Bosnien 1992, 1995 og 1999. Mange af ofrene er små børn, og det er forfærdelige indtryk, skrækkelige lemlæstelser, som ødelægger livsbanen, endnu før den rigtig er begyndt. Hvert barn, som vi i Bosnien, Afrika eller et hvilket som helst andet sted redder fra minedøden eller frygtelige kvæstelser, er alle anstrengelserne værd. Jeg vil også gerne sige ngo'erne hjertelig tak for deres engagement. Jeg skal kort kommentere et enkelt punkt. Det drejer sig om vores ændringsforslag til beslutningsforslaget. Der er ikke enighed på verdensplan om at forbyde panserværnsminer. De anses stadigvæk globalt og inden for alliancen for en uundværlig beskyttelse mod pansrede køretøjer. Ingen skal forklejne resultatet i Ottawa ved at henvise til, at det også burde have omfattet panserværnsminer. I så fald ville denne konvention med sikkerhed på forhånd have lidt skibbrud. Hvad EU's udvidelse angår, bør medlemslandene ubetinget tiltræde Ottawa-konventionen. USA, Rusland og Kina skal presses til at undertegne konventionen. Grækenland og Finland bør snarest muligt ratificere konventionen. Lad mig afslutningsvis sige, at jeg helst ville forbyde samtlige miner i verden, da de hører til de mest djævelske og modbydeligste våben. Men vi befinder os desværre ikke i Paradis.
Hr. formand, en decemberdag i 1992 glemte en ung hyrdedreng i Mozambique den lurende fare. Han troede faren var ophørt med krigen. Hans tillid blev gjort til skamme. Det kostede ham det venstre ben. To kilometer uden for en lille bosnisk landsby står et skilt - i 1999 - og advarer om, at området er mineret. Ikke desto mindre løber en lille dreng og leger på dette sted. For ham er det blot en legeplads. Mønsteret gentager sig overalt, hvor krigen bringes til ophør, befolkningen forlader flygtningelejrene og vender tilbage til deres landsbyer i håbet om der at finde lindring for smerten og lidt efter lidt at kunne genoptage en normal tilværelse. Miner taler imidlertid ikke fredsaftalernes sprog. De fortsætter uafværgeligt deres virke. Uagtet at 139 lande har underskrevet Ottawa-konventionen, fortsætter minerne deres ødelæggende aktivitet. Hvert 20. minut eksploderer to miner et eller andet sted i verden og spreder død og lemlæstelse. Vist kunne der noteres fremskridt under Genève-konferencen, og der er grund til at fremhæve den positive udvikling, som vidner om en ihærdig og vedholdende kamp fra ngo'ernes side. De positive resultater må imidlertid ikke få os til at glemme kendsgerningerne. Nemlig den kendsgerning, at der dagligt er 27 personer, som omkommer, og 41 som lemlæstes. Den kendsgerning, at lagrene rummer 250 millioner miner i 105 forskellige lande. Så sent som i 1999 blev der anvendt miner i forbindelse med 20 konflikter primært i Europa. Jeg hilser derfor den indsats, der er ydet af Emma Bonino og Luisa Morgantini, velkommen. Spørgsmålet sættes hermed på ny under debat i Europa-Parlamentet, og der fokuseres på de mange uløste opgaver. Jeg vil personligt fremhæve indsatsen for at sikre Ottawa-konventionen global anvendelse med det primære sigte at bringe de forskellige staters lovgivning i overensstemmelse med konventionen. Ellers står vi blot med endnu et eksempel på en international konvention, som ikke omsættes i praksis. Der bør således lægges pres på de EU-lande, som endnu ikke har underskrevet konventionen - det gælder Finland - eller som ikke har ratificeret denne - det gælder Grækenland. Hvorfor ikke indføre sanktioner, hr. kommissær, som kan iværksættes over for lande, som ikke overholder konventionerne? Hvorfor ikke i forbindelse med EU's udvidelse inkludere et krav om tiltrædelse af denne konvention? De besvarede disse spørgsmål for et øjeblik siden. Jeg er klar over, at der fortsat hersker uenighed om visse ændringsforslag. Jeg anmoder Dem imidlertid om at tage forslagene op til ny vurdering. Nogle af forslagene vil givetvis kunne godkendes af Kommissionen. Vi må under alle omstændigheder, og alle i forening, vise vilje til at bekæmpe, hvad vi må betegne som en "kujonagtig krig".
Hr. formand, kommissær, kære kolleger, krig er en grusom måde at løse stridigheder mellem mennesker på. Det er tragisk, når civilbefolkningen skal lide under sine lederes udulighed. Ottawa-konventionen, der begrænser miner, er en sag, som absolut skal bakkes op. Alt for mange børn har mistet livet eller er blevet krøblinger, fordi de har leget på det forkerte sted. EU's støtteprogram er nødvendigt, og jeg tilslutter mig det. Det er vores pligt at yde bidrag til folk, som lider på grund af politiske fejl begået for længe siden. I nogle lande er der flere miner i jorden, end der er trøfler i Frankrig, og begge dele er lige svære at finde. Skønt jeg bakker et stop for misbrug af miner op, vil jeg fremlægge et problem, der har med sagen at gøre, med hensyn til Finland. Finland har ikke underskrevet Ottawa-konventionen, og det henvises her ofte til, som også den forrige taler gjorde. Kritikken indebærer dog en smule hykleri og uvidenhed. Kære kolleger, se på Finland! Landet er tyndtbefolket, og det har en over 1.000 km lang landgrænse mod Rusland. Den fælles historie med vores nabo i øst har for os ofte været smertefuld. Vi er nødt til at ty til den romerske sandhed: den bedste måde at sikre fred på er at ruste sig til krig. Miner spiller en central rolle for det finske forsvar, andre lande kan ikke erobres ved hjælp af dem, de benyttes udelukkende til forsvar. Alle finske miner ligger trygt på lagre, og de eksporteres ikke til andre lande. Jeg vil gerne understrege, at anvendelsen af dem er yderst disciplinær, og alle miner kan nemt fjernes efter en konflikt. Finland kan ikke sættes i kategori med mange udviklingslande, hvor anvendelsen af miner er summarisk, og følgerne derefter. Man skal lægge mærke til, at Finland anvender store beløb til minerydning i andre lande. I praksis betyder det minerydning med finsk materiel, bistand til ofre og destruering af minelagre. Dette arbejde bakker EU's bestræbelser op. Finland har allerede påtaget sig sin del af ansvaret for det globale mineproblem. Dette skal dog ske, således at det ikke reducerer landets egen sikkerhed på grund af et politisk pres.
Mine damer og herrer, kære kolleger, det er mig en glæde at meddele Dem, at vi i dag har den ære at byde velkommen til en delegation, der sidder på de officielle tilhørerpladser, af marokkanske parlamentarikere, ledet af hr. Ibrahim Rachidi, næstformand for Repræsentanternes Hus i Kongeriget Marokko. Kære parlamentarikere, jeg vil gerne byde Dem velkommen på vegne af vores institution, som Deres land har nogle priviligerede forbindelser med inden for rammerne af vores fælles projekt om opbygning af et område med velfærd, sikkerhed og fred i Middelhavsbækkenet. Umiddelbart før den fjerde Euro-Middelhavsministerkonference, som finder sted den 15. og 16. november i Marseille, er jeg overbevist om, at Deres arbejde med vores delegation for forbindelser med Maghreblandene, som ledes af hr. Obiols, vil gøre det muligt at gøre fremskridt med vores projekt om dialog og fred.
Hr. formand, det hed sig for nogle år siden, da de internationale minerydningskampagner tog deres begyndelse, at miner er de fattige landes atombombe. Trods den tid, der er gået, kan denne tilsyneladende overdrivelse desværre stadig bruges til at beskrive situationen. Der kan ikke foregå udvikling uden sikre kommunikationslinjer, uden jord, der kan dyrkes, og uden steder, hvor børn frit kan lege. Derfor har EU tilsluttet sig og sågar påtaget sig et vist lederskab af den internationale kampagne, som FN har sat i gang, således som det allerede er blevet omtalt af de foregående talere. Det forslag, som er fremsat, og som fru Emma Boninos betænkning drejer sig om, er aldeles udmærket. Vi støtter denne betænkning ligesom alle de initiativer, der kan styrke EU's rolle i denne sag. Vi vil gerne fremhæve, at dette formål derfor implicerer, at der kommer større sammenhæng i EU's indsats, der også bør omfatte Finland og Grækenland, at EU koordinerer alle sine muligheder for internationalt at lægge pres på de lande, der endnu ikke har tilsluttet sig Ottawa-konventionen, og at den europæiske indsats gøres mere effektiv, også i form af øgede bevillinger til sikker minerydning, systematisk destruktion af eksisterende lagre og yderligere udvikling af avanceret teknologi til minedetektion og -rydning. Denne indsats kan gøres endnu mere effektiv gennem øget samordning og kontrol og ved, at ngo'ernes rolle styrkes. Endelig håber vi, at en af den kommende fælles europæiske militærstyrkes opgaver bliver at uddanne eksperter, der kan bistå lokalt med opsporing af miner.
Hr. formand, den finske regering behandlede senest spørgsmålet om personelminer den 14. juni 1999. Herved blev det vedtaget at påbegynde opklaringsarbejde med det formål, at Finland i 2006 kan underskrive Ottawa-konventionen og erstatte personelminerne med andre metoder inden udgangen af 2010. Finnerne deltog i det internationale samarbejde om minerydning. Finske eksperter og finske minerydningskøretøjer har deltaget i minerydning i to et halvt år i Cambodja samt et år i Mozambique og Kosovo. Som aftalegrundlag overholder Finland bestemmelserne i den i 1996 fornyede mineprotokol fra Convention on Conventional Weapons, der er trådt i kraft i december 1998. Finland føler sig ikke militært truet. Vi har imidlertid som den eneste EU-stat en landegrænse på over 1.000 km mod en ekstern stormagt. Finland står selv for sit troværdige forsvar. Indtil et våbenerstatningssystem, som koster ca. halvdelen af hele det finske forsvars årsbudget, er anskaffet, udgør personelminer en del af forsvarssystemet. Der findes ikke én personelmine placeret i jorden. Finland har aldrig praktiseret eksport af personelminer, og de er heller ikke fremstillet i Finland siden 1981. Alle minerne ligger på lager. Efter minerydningsperioden, der afsluttedes efter verdenskrigen i 1940-tallet, er hverken civilbefolkning eller finske soldater blevet beskadiget af finske personelminer i Finland. Finland er ét af de beklageligvis sjældne lande, der først underskriver og ratificerer internationale aftaler, når det til punkt og prikke er i stand til at opfylde betingelserne. Det kommer også til at gælde for så vidt angår personelminerne.
Hr. formand, vi taler aldrig med så mange mennesker eller med så lille opmærksomhed i Europa-Parlamentet. Den massive produktion og anvendelse af personelminer har skabt et frygteligt fænomen, ikke alene på grund af disses konsekvenser, men ligeledes fordi de klart og tydeligt viser en bekymrende grusomhed, ondskab og hykleri, foruden en paradoksal umenneskeliggørelse fra en stor del af dem, der har ansvaret for at lede menneskeheden og sikre dennes fremgang. De tal, der fremkommer i fru Boninos og fru Morgantinis betænkninger, er gruopvækkende, og ved gennemlæsningen er vi mange, der reagerer med dyb skam i vores egenskab af politikere og med en pessimistisk skepsis, hvad angår selveste den menneskelige karakter. Vi taler om millioner af døde og lemlæstede, om 70 til 100 millioner miner, som kan eksplodere når som helst, om 60 berørte lande. Betænkningerne insisterer mindre på den kendsgerning, at størstedelen af minerne er fremstillet uden for de lande, hvor de er gravet ned. Man understreger heller ikke, at der på listen over de lande, der er alvorligst berørt, hovedsageligt figurerer lande fra udviklingsverdenen. Derimod insisterer man heldigvis på, at minerne ud over at udgøre en rædselsfuld døds- og smertetrussel er en grundlæggende hindring for udvikling af disse regioner. (Formanden bad om ro i salen) Der er brug for mod over for den virkelighed, som vores to veninder Bonino og Morgantini minder os om, for ikke at blive ofre for modløsheden. Heldigvis medtager deres betænkninger også en vigtig liste over de aktioner, der gennemføres for at sætte en stopper for denne tåbelighed, som personelminer er, for at sætte en stopper for produktion og spredning heraf, for at udrydde dem, for at kompensere for den skade, der er gjort af de miner, der allerede har vist deres grusomme eksistensberettigelse, for at rydde op i og befri de områder, der så uberettiget er mishandlet, for deres virkninger. Og her som på andre områder giver Den Europæiske Unions og Europa-Parlamentets handling anledning til tillid, til forsoning med vores egen art, ligesom dette er et skridt fremad i form af Kommissionens forordning, som vi forsøger at forbedre under denne parlamentariske behandling, idet vi igen bekræfter vores forpligtelse og vores forhåbninger. Dette perspektiv vil vejlede vores ændringsforslag og vores stemme. I dette selvsamme perspektiv har vores bestræbelser i alle disse år ligget, også dengang i 98, hvor Europa-Rådets Nord-Syd-center, som jeg har den ære at være formand for, tildelte sin årlige pris til hr. Axworthy, udenrigsminister i Canada, for hans regerings bestræbelser, som blev konkretiseret i Ottawa-konventionen. Faktisk modtog fru Bonino den samme pris i 1999, og hendes betænkning i dag giver os, der dengang støttede hendes kandidatur, endnu et argument.
Hr. formand, da jeg er indforstået med næsten alt det, mine kolleger tidligere har sagt, skal jeg ikke gentage det. Jeg giver afkald på min taletid. Det er det bedste, vi kan gøre nu, så vi kan gå over til afstemningen.
Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42, stk. 5, modtaget et beslutningsforslag til afslutning af forhandlingen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
skriftlig- (FI) Jeg ønsker at gøre opmærksom på, at jeg stemte mod fru Van Lanckers betænkning. Det er meget sjældent, at der til plenarmødet i Europa-Parlamentet forelægges en så konservativ-socialistisk betænkning som fru Van Lanckers betænkning om EU's socialpolitiske program, som vi netop har stemt om. I sin programerklæring vil Van Lancker iværksætte alle de foranstaltninger, som ved det seneste valg førte til, at folk valgte en borgerlig majoritet til Europa-Parlamentet for at undgå, jeg gentager: for at undgå. Jeg kan kun blive forfærdet, hvis Kommissionen virkelig vil støtte disse lige vedtagne, helt urealistiske, næsten hovedløse krav. Parlamentets forslag kan ikke være mere i strid med målene fra Lissabon. Det var jo mest de socialistiske EU-regeringers overhoveder, der i Lissabon højlydt erklærede, at deres mål er at gøre Europa til den mest dynamiske og konkurrencedygtige økonomi i verden. Såfremt Van Lanckers forslag vedtages, er vi med sikkerhed på vej et lysår baglæns, for så vidt angår vores muligheder for at nå de vigtige, ambitiøse og nødvendige mål fra Lissabon. Hvad er det, fruen egentlig foreslår: Ifølge Van Lancker skal arbejdstiden i Europa forkortes mærkbart, EU's socialpolitiske lovgivning bør øges markant, niveauet for den sociale sikkerhed bør forhøjes massivt i Europa, fagbevægelsens magt skal forøges og overnationale arbejdsmarkedsforhandlinger muliggøres, arbejdstagerorganisationerne skal have større beføjelser til at blive hørt end tidligere, de socialpolitiske virkninger skal prioriteres højt på alle økonomiske områder, konkurrencepolitikken og offentlige indkøb. Jeg kan kun påminde kollegerne om den kloge konstatering fra CDU's formand Angela Merkels: Der er brug for en mere social indstilling i politik, men social indstilling er ikke det samme som socialisme.
. (FR) Jeg kan ikke modstå fristelsen til at introducere en enkelt neologisme, som kan matche de termer, der anvendes i betænkningen. Jeg må således anfægte den e-moralske holdning, der konsekvent indtages i spørgsmål om beskæftigelse og social sikring. Lad blot begejstringen over informationssamfundet få frit løb. Informationssamfundet vil løse alle problemer, når først alle - fra nyfødte til døende og analfabeter - er udstyret med en e-post-adresse, uanset at de måske ikke har råd til at anskaffe sig det fornødne isenkram, så de kan udnytte denne. Og dog, i det omtalte eEurope vil man se til, at alle udstyres med dette isenkram, når situationen er den, at det i højere grad er computerne, der iagttager brugerne end omvendt, og når iagttagelserne rapporteres. Den evige begejstring er imidlertid mindre tillokkende, når man opdager, at målet ikke er borgernes velfærd, men altid og i stigende grad en udbygning af fællesskabsretten med stadig flere direktiver og forordninger. Den åbne koordineringsmetode udlægges som en tilbagevenden til de institutionelle procedurer, der styres af Kommissionens embedsmænd. Åbenhed gælder kun den til gengæld vidt åbne adgang til at udvide Unionens beføjelser i det uendelige uden at gå via traktaterne. I den foreliggende betænkning stilles således forslag om at give EU beføjelser, når det gælder forvaltning og fastlæggelse af minimumsstandarder for social sikring, fleksibilitet på arbejdsmarkedet, altså udnyttelse af arbejdstagerne, pålæg om nedsættelse af arbejdstiden, hvilket indebærer en fastfrysning af lønningerne og svækker virksomhederne, fuldstændig kontrol med den sociale dialog, som det er praktiseret af Martine Aubry i Frankrig. Vi har derfor undladt at stemme. Vi glæder os ganske vist over, at der vises interesse for beskæftigelsesmæssige anliggender, også selv om denne interesse måtte være forloren og kommer sent. Men vi kan under ingen omstændigheder forsvare at stemme for de konkrete forslag.
Vi har stemt imod Van Lanckers betænkning om den socialpolitiske dagsorden. Kommissionens forslag til en ny socialpolitisk dagsorden er et godt dokument. Kommissionen har i sit arbejde opstillet en række områder, hvor det er vigtigt med samarbejde og koordinering mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union. Kommissionen foreslår i den nye politiske dagsorden en ordning, hvor alle vigtige aktører kan spille en rolle, og hvor man respekterer forskellighederne i de nationale systemer. Kommissionen vil udnytte sin initiativret og støtte medlemsstaterne for at få gennemført de nødvendige forandringer. Ordføreren Van Lancker vil have Parlamentet til at træffe bestemmelser om at ændre Kommissionens forslag, dels ved at vedtage endnu en række områder, hvor lovgivningen er lempelig, og dels ved at opstille en række rettigheder på europæisk plan. Van Lancker mener, at der i betydeligt større omfang skal anvendes bindende instrumenter. Kommissionen skal ikke hindres i at anvende sin initiativret på de områder, hvor den har kompetence til at handle og således foreslå bindende instrumenter. Vi har en meget positiv grundholdning til Den Europæiske Union. Som svenske liberale ser vi den europæiske integration som en mulighed for at finde løsninger på grænseoverskridende problemer som miljø, handel, fri bevægelighed på tværs af grænser, menneskerettigheder og konfliktløsning. På disse områder har Europas demokratier en chance for at vise verden, at samarbejde fører til fred og øget velstand. Vi tror også på subsidiaritetsprincippet, ifølge hvilket beslutninger skal træffes så tæt som muligt på dem, som de berører. Derfor beder vi aktivt om en konstitution for Den Europæiske Union, hvor ansvarsfordelingen er tydelig for enhver. Det skal være fuldstændig klart for alle medborgerne, at EU kun skal beskæftige sig med det, det er bedst til - grænseoverskridende anliggender. Alle andre anliggender bør håndteres på lokalt, regionalt eller nationalt plan. Kommissionens forslag til en socialpolitisk dagsorden stemmer godt overens med vores opfattelse af, hvordan EU skal fungere. Et europæisk samarbejde, der fører til koordinering og højere velfærd, er den rigtige fremgangsmåde. De europæiske sociale systemer er så forskellige, at der ikke kommer et hensigtsmæssigt resultat ud af en ufravigelig lovgivning. Vi vil derfor støtte Kommissionens forslag og stemmer således nej til Van Lanckers betænkning om den socialpolitiske dagsorden.
- (DE) Arbejdstagere har ofte problemer med at identificere sig med Europa. Mens det europæiske fællesmarked udvikler sig dynamisk set i forhold til den globale udvikling, og Den Økonomiske og Monetære Union vokser stadig hurtigere sammen, virker Den Sociale Union for det meste som et femte hjul på vognen. Siden Amsterdam 1997 har Unionen haft nye instrumenter til at udvikle socialpolitikken. Og siden Lissabon, i marts 2000, har Rådet ud over højere vækst og højere kvalificerede arbejdspladser også haft planer om at skabe en større social samhørighed. Kommissionen understreger med det tredje sociale handlingsprogram erkendelsen af, at den økonomiske politik, beskæftigelsespolitikken og socialpolitikken i højere grad skal integreres i hinanden. Et udtryk for denne integration er employability. Mennesker - og ikke kun de unge - har brug for bedre kundskaber og færdigheder for at klare overgangen fra industrisamfund til videnssamfund. Derfor skal medlemsstaterne investere mere i skolegang og uddannelse, sprogkundskaber, mobilitet og kommunikation. Mange af de ting, der kræves i Van Lancker-betænkningen, kan ikke accepteres. Således skal Luxembourg-proceduren, der gælder for beskæftigelsespolitikken, udvides til at omfatte social beskyttelse og social udstødelse. Med denne metode fastlægges de fælles mål, og der gennemføres nationale handlingsprogrammer, som evalueres hvert år - også af Europa-Parlamentet. Den er så succesrig, fordi der formuleres nye kvalitative og kvantitative mål, samtidig med at subsidiaritetsprincippet konsekvent overholdes. Den kan ikke vilkårligt overføres til andre områder, specifikke fremgangsmåder er nødvendige. Retten til en mindsteindtægt eller enhedspension støttes ikke af kristelig-sociale politikere. Lige så lidt accepterer vi det på ny fremsatte krav om nedsættelse af den lovlige arbejdstid på europæisk plan. Det fungerer ikke nær så godt som en fleksibel arbejdstid, som det i praksis har vist sig i mange europæiske virksomheder. Heller ikke forslaget om, at der skal eksistere et retsgrundlag for ngo'er med henblik på at skabe regler for en "samfundsdialog", er acceptabelt. Af ren og skær trang til centralistiske løsninger har ordføreren solgt subsidiaritetsprincippet. Men da de væsentligste forslag netop har kunnet mønstre et anseligt flertal i PPE-DE-Gruppen, stemte jeg for betænkningen.
Hr. formand, i forbindelse med gårsdagens debat erindrede Rådet om, at der i Biarritz var opnået en tilnærmelse mellem regeringernes holdninger til princippet om udvidet adgang til at træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Dette udsagn må vække bekymring, ikke mindst på to områder, som vi tillægger særlig betydning, og som jeg kort vil omtale. Kommissionen foreslår for det første, at der træffes afgørelser på overstatsligt niveau, altså med kvalificeret flertal i Rådet, og dermed uden at afgørelserne ratificeres af de nationale parlamenter, når det gælder internationale handelsforhandlinger om tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret, som i øvrigt også artikel 132, stk. 5, i Amsterdam-traktaten åbner mulighed for. Det forekommer os imidlertid særdeles betænkeligt at inddrage dette område, idet de nationale parlamenter dermed fratages enhver kontrol med de fremtidige forhandlinger i WTO, som vedrører væsentlige dele af samfundslivet. Hertil kommer, at Kommissionen også ønsker, at forhandlingerne om investeringsanliggender afgøres på overstatsligt niveau. Vedtages dette forslag, vil Kommissionen inden for de efterfølgende seks måneder påtvinge os en ny version af den multilaterale investeringsaftale. Den nok så omtalte investeringsaftale blev forkastet for et par år siden takket være den omstændighed, at den henhørte under det rent mellemstatslige kompetenceområde. Vi oplever altså endnu en gang, hvordan Kommissionen på skandaløs vis fratager de nationale demokratier beføjelser, uden at dette som hævdet styrker Den Europæiske Union. Som det andet punkt, der vækker særlig bekymring, skal nævnes området indvandring og international bevægelighed for personer, som også foreslås omfattet af reglerne om afgørelser med kvalificeret flertal. I henhold til artikel 67 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber træffes der i en periode på mindst fem år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden afgørelser med enstemmighed på dette område, hvorefter det eventuelt kan omfattes af reglerne om flertalsafgørelser. Kommissionen ønsker altså denne ændring gennemført allerede nu. Vi må klart afvise dette forslag. Erfaringen viser, at øgede beføjelser til Kommissionen på dette område blot indebærer en svækkelse, hvorimod der ved at fastholde medlemsstaternes beføjelser på området opnås en relativ styrkelse af sikkerheden. Vi går ind for sikkerheden.
Alle juridiske spidsfindigheder til trods bekræftede topmødet i Biarritz, at EU's udvidelse er en proces, som beror på en række studehandler. Blandt de største lande - det gælder Tyskland, Frankrig, Storbritannien og i en vis udstrækning også Italien - hersker der enighed om, at de mindre lande i Øst- eller Sydeuropa, som søger optagelse i EU, underlægges de stores herredømme. Sidstnævnte søger imidlertid også hver især at sikre egen position og sikre egne industrielle eller finansielle interesser. Det er ikke en Union i to hastigheder, som er under udvikling. Vi oplever en økonomisk arena, som domineres af de store rovdyr, mens de mindre udviklede er byttedyr, såvel uden for den europæiske arena som inden for. Hvad angår chartret om grundlæggende rettigheder, var stats- og regeringschefernes undertegnelse heraf blot en tom gestus. Teksten er upræcis, når det gælder grundlæggende menneskerettigheder, når det gælder social sikring, og når det gælder tredjelandsstatsborgeres frie bevægelighed. Den er kun præcis, når det gælder spørgsmål om ejendomsret og erhvervsfrihed, som kun vedrører den kapitalbesiddende klasse. Vi har under ingen omstændigheder til hensigt at godkende hverken resultaterne af topmødet i Biarritz eller de resultater, der måtte blive nået på topmødet i Nice.
Hr. formand, jeg har undladt at stemme om beslutningsforslaget om resultaterne af Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz af to grunde. For det første fordi jeg under afstemning ved navneopråb særskilt har kunnet tage stilling til punkt 2 og 5, hvilket har vist, at jeg er frontalt imod begge. Jeg går således ikke ind for, at chartret om grundlæggende rettigheder indføjes i traktaten, eftersom det ville være første skridt i retning mod dens konstitutionalisering, altså vejen mod en forbundsstat, som jeg ikke vil betræde. Jeg går heller ikke ind for, at der unuanceret skal benyttes afstemning med kvalificeret flertal, en foranstaltning, som løsrevet fra de øvrige, der er til debat, kan komme i konflikt med vigtige nationale interesser, og som desuden modsiger det udtrykkelige ønske, der er indeholdt i forslagets punkt 7. Det var lige præcist punkt 7, som har gjort det muligt for mig at undlade at stemme. Idet jeg således ikke stemmer imod, giver jeg til kende, at jeg støtter ethvert initiativ, der gør en ende på den stemning af kamp mellem store og små lande, som debatten om den institutionelle reform er foregået i, en stemning, som det franske formandskab desværre har været en af de væsentligste årsager til. Som det siges i punkt 7, er det absolut nødvendigt, at beslutningerne bliver holdbare og acceptable for alle medlemsstaterne uanset deres størrelse og økonomiske vægt. Vi er europæere, vi ønsker at blive ved med at være det, men altid med respekt for det grundlæggende princip om en union af frie og suveræne stater.
Vi stemmer for beslutningsforslaget, men vi har følgende kommentarer: Chartret om EU's grundlæggende rettigheder bør have karakter af en politisk deklaration, der udarbejdes på topmødet i Nice. Anvendelsen af enstemmighed i beslutningsprocessen skal ikke kun gælde i spørgsmål af konstitutionel karakter, men også i spørgsmål med grundlæggende betydning for medlemsstaterne.
- (DE) Vi har i Frihedspartiet fra begyndelsen støttet et charter om grundlæggende rettigheder, samt at dette skal være retligt bindende. Men vi anser det af retlige grunde for en misforståelse allerede nu at henvise til det i EU-traktatens artikel 6, fordi det ikke kunne vedtages formelt på mødet - som følge af dettes struktur - og derfor ikke har retlig eksistens. Så meget mere forhastet er det at kræve det optaget i traktaterne. En anden grund hertil er, at der i modsætning til den europæiske menneskerettighedskonvention, som blev ratificeret af medlemsstaterne, ikke har fundet nogen meningsdannelse sted i de nationale parlamenter. Kun af disse grunde stemte vi ikke for de to dele af beslutningsforslagets punkt 2.
Jeg har stemt for dette beslutningsforslag, fordi Parlamentet dermed klogt ikke går ind for de "imperialistiske" teser om et Europa for de store og folkerige lande mod alle de andre. Beslutningen giver udtryk for, at der skal findes en balance baseret på sund fornuft og med grundlag i Fællesskabets historie. I denne forstand har de kræfter lidt nederlag, der gerne så Parlamentet omdannet til et "ekkorum" for de folkerigeste landes (revisionistiske) forhåbninger.
. (FR) På dagsordenen for Det Europæiske Råds møde i Biarritz stod ganske vist et charter om grundlæggende rettigheder. Dette indeholder imidlertid ikke en eneste bestemmelse om retten til styrket økonomisk, social og menneskelig beskyttelse til trods for befolkningens stigende gennemsnitsalder i Europa, hvor der om to årtier vil være over 50 millioner personer i den fjerde alder. Herudover var hovedspørgsmålene på dagsordenen for mødet i Biarritz dels indskrænkning af retten til at træffe afgørelser med enstemmighed, hvilket er den eneste procedure, der gør det muligt at sikre folkets interesser, dels spørgsmålet om tættere samarbejde. Den sære opfindelse, der også er kendt under betegnelser som et Europa med koncentriske cirkler, med pionerlande, a la carte, med en fortrop, med variabel geometri eller med stater, som udgør drivkraften i den europæiske integration. Hvordan tegner udviklingen sig fra Paris 1951, via Rom 1957 til Amsterdam 1997? Fællesskabet blev grundlagt ved traktater, som selvsagt blev indgået mellem ligeværdige stater. Ud over de rent juridiske aspekter er der i øvrigt grund til at påpege, at Europa også føler sig som en familie i kulturel henseende. Et fælles hus. Tankerne om tættere samarbejde betyder, at nogle medlemmer af den europæiske familie får flere rettigheder og forpligtelser end andre, når det gælder afgørende spørgsmål af eksempelvis monetær, forsvarspolitisk og beskatningsmæssig art. Ved det fælles europæiske bord er der med andre ord nogle, der spiser a la carte, mens andre må nøjes med dagens ret. Nogle har ret til at føre ordet, når det gælder den fælles mønt, mens andre, som Danmark eller Sverige, må tie. Vi kan sammenligne med situationen før indførelsen af almindelig valgret. Vi får en situation, hvor der er folk, som er at sammenligne med "de aktive borgere", mens andre har observatørstatus. Vi får en situation, hvor nogle folk indtager manderollen og har ret til at tale om krig, skat og valuta, mens andre indtager kvinderollen, som den tog sig ud i Frankrig før 1945, hvor kvinderne ikke havde ret til at sidde med ved bordet, når der skulle træffes beslutninger. Endvidere vil antallet af bordfæller ændre sig alt efter det spisekort, der præsenteres for Ministerrådet i et sådant Europa med variabel geometri, hvilket kun vil øge kompleksiteten og uigennemskueligheden. Indføres tættere samarbejde, vil man således have fundet de vises sten, som vil gøre det muligt i al ubemærkethed at omgå reglen om enstemmighed og omgå vetoretten, som værner nationale interesser. Man vil hermed have udført det kunststykke at krænke princippet om ligeværdige stater, udelukke mindretalsbefolkninger fra afgørelser om centrale anliggender og samtidig slå revner i det demokratiske fundament for den europæiske integration, øge institutionernes uigennemskuelighed og sprede forvirring om ikke uorden i Rådet og Kommissionen. Endnu en gang oplever vi, at et røgslør af uklare teknokratiske vendinger dækker over initiativer, som tager sigte på at påtvinge befolkningen et militært og beskatningsmæssigt Europa, de ikke ønsker, og berøve dem retten til at modsætte sig, at de berøves deres nationale frihedsrettigheder.
Afstemningen om dette beslutningsforslag afspejler medlemmerne af Labour i Europa-Parlamentets modstand mod at optage Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i traktaten samt mod det afsnit af beslutningsforslaget, der begrænser flertalsafgørelser i Rådet til forfatningsmæssige spørgsmål. Medlemmerne af Labour har konsekvent undladt at støtte en optagelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i traktaten, da sådanne rettigheder er dækket af national lovgivning og af den europæiske menneskerettighedskonvention. En ændring af traktatteksten vil sandsynligvis give anledning til juridisk forvirring. En begrænsning af flertalsafgørelser i Rådet til forfatningsmæssige spørgsmål vil udelukke centrale spørgsmål såsom beskatning og social tryghed, som efter vores mening bør forblive medlemsstaternes ansvar. Beslutningen indeholder gode afsnit om Forbundsrepublikken Jugoslavien og Mellemøsten, og medlemmerne af Labour i Europa-Parlamentet støtter beslutningen som helhed.
Stats- og regeringschefernes topmøder vækker altid store forventninger. Topmødet i Biarritz blev fremstillet som det afgørende topmøde for bekræftelsen af de grundlæggende rettigheder - nemlig af alle rettigheder, også dem, man aldrig havde tænkt over før - som om Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater hidtil havde levet i det mest fuldkomne kaos. Det forekommer os dog ikke, at vores lande er de lande i verden, som er mindst opmærksomme på menneskerettighederne. Alting kan naturligvis gøres bedre! Og der må ikke mangle demokratisk kontrol. Men vi mente ikke, at opremsningen af disse rettigheder og deres medtagelse i traktaterne var EU's vigtigste spørgsmål. Det lykkedes i øvrigt heller ikke stats- og regeringscheferne at blive enige om dette spørgsmål, som vil blive genoptaget på det næste topmøde i Nice. Der er faktisk mange spørgsmål, som det haster med at finde en løsning på: 1) Der skal fastlægges en økonomisk politik, som kan hjælpe euroen ud af den stagnation, den befinder sig i, og som bevirker en stigning i beskæftigelsen; 2) Unionen skal tiltrække investeringer for at komme ud af den økonomiske stilstand; 3) arbejdslovgivningen skal ændres, så markedet bliver mere dynamisk og bedre til at reagere; 4) vi skal finde en fælles linje for at gøre vores diplomatiske fredsindsats i Mellemøsten konsekvent osv. Disse spørgsmål er alle meget vigtige og uopsættelige for Unionens fremtid og for den rolle, Unionen bør spille på verdensplan. Men som det ofte er tilfældet med disse topmøder, gemmer der sig en meget mere banal sandhed bag de højtidelige sluterklæringer, nemlig at de 15 medlemsstater ikke har været i stand til at indføre en fælles politik, og at det stormende fremskridt med rettighedernes indførelse ikke fjerner behovet for at gøre noget ved de konkrete problemer, der går ud over millioner af familier og hele grupper af producenter og arbejdstagere. Med et topmøde, hvor disse problemer tages op, vil man endelig kunne vise det hensigtsmæssige i afholdelsen af sådanne møder og sende unionsborgerne et signal, der giver dem tillid og håb. Betænkning af Duhamel (A5-0289/2000)
Hr. formand, vi har stemt imod Duhamel-betænkningen om en europæisk forfatning, fordi betænkningen gør brug af den gode, gamle Monnet-metode og søger at gennemføre en afgørende politisk drejning under dække af tekniske hensyn. Det siges ikke åbent, at der er tale om ændringer, som vil betyde den eksisterende europæiske models endeligt. Den model, ifølge hvilken de nationale forfatninger er øverste retsakt for det enkelte folk. Ordføreren berører dette i begrundelsen og hævder, at traktaten allerede i vid udstrækning er overnational, i særdeleshed i kraft af Domstolens praksis. De 15 dommeres fortolkning holder sig imidlertid ikke inden for de ratificerede traktater og er dermed efter vores opfattelse klart uberettiget. Vi afventer fortsat, at afgørelserne forelægges medlemsstaternes befolkning til godkendelse. Ordføreren bekender sig endvidere til den nye fremherskende teori om Den Europæiske Unions påståede dobbelte legitimitet. Legitimitet takket være borgerne, som er repræsenteret ved Europa-Parlamentet. Og legitimitet takket være medlemsstaterne, som er repræsenteret ved Rådet. Denne teori er imidlertid ikke i overensstemmelse med traktaten, ifølge hvilken der kun eksisterer én legitimitet, nemlig "folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater", som det hedder i artikel 189 og 190 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber. Fællesskabet er altså udelukkende en sammenslutning af stater, som hver især bygger på et folk. Europa-Parlamentets medlemmer repræsenterer under ingen omstændigheder EU's borgere som helhed. De repræsenterer de respektive staters folk og varetager på denne baggrund en del af staternes kontrolfunktioner i forhold til Fællesskabet. Der er imidlertid kun tale om en sekundær rolle, idet kontrolfunktionen primært henhører under de nationale parlamenter. Den omstændighed, at Europa-Parlamentets medlemmer repræsenterer de respektive staters folk ændrer med andre ord intet ved Fællesskabets karakter og bevirker under ingen omstændigheder, at et fiktivt begreb, en EU-borger, stilles over de enkelte nationers borgere. Langt mindre er der tale om, at et fiktivt EU-demokrati stilles over de nationale demokratier, eller blot på niveau med disse.
Hr. formand, jeg går helt ind for hr. Duhamels betænkning. Jeg er overbevist om, at de ældre og pensionisterne er af den opfattelse, at Europa repræsenterer en fremtid med fred, og ethvert skridt i denne retning - selv et lille skridt - har derfor vores fulde støtte. Hvordan kan Pensionistpartiet være andet end europatilhænger, når det er det eneste parti, som udelukkende er repræsenteret i Europa-Parlamentet og ikke i medlemsstaterne? Jeg kan med rette betragte mig selv som den eneste repræsentant for et parti, der udelukkende er repræsenteret i Europa-Parlamentet. Hvem er en større europatilhænger end Carlo Fatuzzo? Ud fra dette rent æstetiske synspunkt kan jeg konkludere, at dette styrker det egentlige indhold i det, som vi pensionister ønsker, nemlig et ægte forenet Europa!
Hr. formand, jeg stemte imod Duhamel-betænkningen, fordi jeg ikke mener, at den repræsenterer den rigtige strategi. Jeg er enig med hr. Berthu i, at tanken om en fælles stat med en fælles forfatning fuldstændig underminerer medlemsstaternes nationale suverænitet. Dette projekt er solgt på idéen om en forfatning for befolkningen, hvilket er ganske udmærket, men hvis man har en fælles forfatning, forringer man enkeltpersonernes magt i medlemsstaterne. Der har været tale om folkeafstemninger og om de ændringsforslag til betænkningen, der vedrører folkeafstemninger. Folkeafstemninger er meget vigtige, men med en fælles valgkreds, hvor man ser bort fra de næsten 50% af befolkningen i en medlemsstat, der kan stemme imod, er det ikke en demokratisk procedure. Det er interessant at se folk fremsætte tanken om en folkeafstemning på denne måde, for hvis man tænker på de ændringer, der er sket med traktaterne i årenes løb - Den Europæiske Fælles Akt, Maastricht-traktaten og Amsterdam-traktaten - er det meget få borgere i de enkelte medlemsstater, der har haft indflydelse, og derfor ved vi ikke med sikkerhed, hvad borgerne i medlemsstaterne ønsker. Den nylige folkeafstemning i Danmark om euroen viser, at rigtig mange mennesker ville stemme anderledes end Europa-Parlamentets medlemmer, hvis de fik muligheden, men det får de ikke.
Hr. formand, ved afstemningen om forslaget om henvisning af Duhamel-betænkningen til fornyet udvalgsbehandling stemte jeg i protest hverken for eller imod. Forstår De, jeg er en lidenskabelig modstander af den ekstreme højrefløj her i Parlamentet. Men at det er muligt her i Parlamentet, at en repræsentant for venstrefløjen - jeg ved ikke mere, hvem det var - betegner valgte medlemmer af Parlamentet som en forurening af dette, uden at De, hr. formand, kalder vedkommende til orden, det har berørt mig dybt. Et sådant ordvalg bør vi ikke acceptere, fordi det præcist var det ordvalg, der blev brugt af de ekstreme højreorienterede, som også var ved magten i mit hjemland på et tidspunkt, hvor jeg endnu ikke var født eller stadig var et lille barn. Vi bør ikke acceptere et sådant ordvalg, uanset hvem det kommer fra, fra den ekstreme højrefløj eller den ekstreme venstrefløj.
. De svenske og danske socialdemokrater har i dag stemt imod betænkningen af Oliver Duhamel om konstitutionalisering af traktaterne. Betænkningen bygger på en forudsætning om, at traktaterne skal indeholde en grundlæggende del, at de fælles politikker skal indgå som protokoller til rammetraktaten, og at der skal være forskellige procedurer for tilpasning af de forskellige tekster. Vi mener, at grundlaget for samarbejdet i EU fortsat bør være enstemmighed om de grundlæggende spørgsmål om det retlige grundlag, som EU hviler på. Derfor kan vi ikke stemme for betænkningen. Vi er dog enige, når betænkningen peger på, at traktaterne i deres nuværende udformning lader meget tilbage at ønske med hensyn til enkelhed og gennemskuelighed. Vi ser derfor gerne en omarbejdelse af teksterne, der muliggør en mere rationel og forståelig tilgang til målene for og midlerne til opbygningen af EU.
Desværre har Europa-Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender ikke lært af de seneste års begivenheder i Den Europæiske Union. Ved valget til Europa-Parlamentet i 1999 var valgdeltagelsen kun på 40%, hvis man ser bort fra lande med stemmepligt og lande, der havde nationale valg i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet. Så lille var begejstringen for det EU-føderalistiske projekt i 1999. Her i september 2000 stemte det danske folk nej til et medlemskab af ØMU'en, og borgerne i flere andre medlemslande havde sikkert også stemt nej til ØMU-projektet, hvis de havde haft mulighed herfor. Det er interessant at bemærke, at de danske socialdemokrater, der sad og fulgte med i ØMU-afstemningen i sidste måned, jublede, når der indløb resultater fra overklasseområdernes valgkredse, mens de skuffet noterede, hvordan arbejderområderne havde stemt. Det bør være en politisk advarselsklokke om, at der er noget galt med EU's udvikling. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har nu - trods disse tilbageslag for en føderal EU-stat - udarbejdet endnu en betænkning, som vil skabe en konstitution for EU, på trods af, at det ikke er noget, der efterspørges af borgerne. I stedet er der brug for en mere præcis definition af "nærhedsprincippet" i Den Europæiske Union. I dag er dette princip kun et værktøj for EU i sig selv, da det er på EU-niveau, at det afgøres, hvor de politiske beslutninger skal træffes, med det givne resultat at EU suger det ene politiske område efter det andet til sig. Desuden er der behov for at lette reglerne for fleksibilitet, så de i højere grad muliggør et europæisk samarbejde i overensstemmelse med befolkningens ønsker. Desuden bør man nøje afgrænse de områder, som Den Europæiske Union ikke har noget med at gøre. Det vil sige de områder, hvor medlemsstaterne suverænt kan træffe beslutninger.
De portugisiske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har stemt for Duhamel-betænkningen om konstitutionaliseringen af traktaterne først og fremmest, fordi vi går ind for, at EU skal forenkle og omlægge de grundlæggende tekster, der styrer den, og som i dag er næsten ulæselige på grund af den kompleksitet, der kommer af, at flere traktater er bygget oven på hinanden. Det er derfor afgørende, at EU med tiden får en forfatning, der inkluderer charteret om grundlæggende rettigheder. Udviklingen af et fuldstændigt demokrati i EU har alt at vinde ved, at der vedtages en forfatning, der er tydelig, enkel og læselig, og som kan udgøre et referencepunkt for alle borgere. Europa-Parlamentets portugisiske socialdemokrater er imidlertid ikke enige i, at ratificeringen af denne "forfatning" nødvendigvis skal foregå ved en folkeafstemning. Af denne holdning kan man dog ikke slutte, at vi er imod brug af folkeafstemning, ej heller at en større politisk uddybning af EU ikke skal til høring hos portugiserne. Afgørelsen heraf bør være fri og uafhængig, og den skal ikke påtvinges i mulig konflikt med det enkelte lands forfatningsmæssige praksis. Derfor har Parlamentets portugisiske socialdemokrater stemt imod forslaget fra deres egen gruppe, der gik ind for en fælles folkeafstemningsmodel for alle EU's medlemslande. Hvis dette ønskværdige mål om en europæisk forfatning skal nås, skal der ikke pånødes rigide modeller og metoder, der snarere vil få føre til, at hele projektet mislykkes. I en så følsom sag må vovemod og omtanke gå hånd i hånd.
. (FR) Jeg støtter hr. Duhamels initiativ og den foreliggende betænkning, både hvad form og indhold angår. Jeg har altid været tilhænger af det europæiske projekt. Jeg er formand for Europabevægelsen (Nord) og bevægelsen "Borger i Europa". Jeg er føderalist, for så vidt som jeg er tilhænger af et politisk og socialt Europa, af borgernes Europa, og et Europa, som er både demokratisk og effektivt. Den Europæiske Union er i øjeblikket låst fast i en situation præget af snigende nationalisme og truet af mere eller mindre åbenlyse fascistiske tendenser. Der var og er derfor behov for at tilføre projektet ny dynamik. Det bidrager hr. Duhamel og dennes betænkning til på prisværdig måde. Jeg har derfor uden tøven og med en vis entusiasme stemt for denne betænkning!
Jeg anerkender til fulde hr. Duhamels indsats, men har ikke desto mindre undladt at stemme for den foreliggende betænkning, idet jeg ikke mener, tiden er moden til at tale om en europæisk forfatning. En forfatning er ønskværdig, men den kan kun vedtages som det element, der fuldender en række grundlæggende institutionelle reformer. Det giver kun mening at tale om en forfatning, hvis den betegner den demokratiske ramme om en egentlig europæisk føderation, Europas Forenede Stater. Så længe EU blot er en sum af nationalstater med begrænset solidaritet - budgetmæssigt begrænset til maksimalt 1,27% af den europæiske bruttonationalindkomst - må ethvert forsøg på "konstitutionalisering" af de eksisterende traktater betragtes som en for hastig fremmarch på politisk usikkert terræn.
Vi ønsker at skabe et demokratisk Europa og kan derfor ikke gå ind for den foreliggende betænkning. Ved at videreføre de midler og mål, der fandt anvendelse i forbindelse med udarbejdelsen af charteret om grundlæggende rettigheder, når der nu er tale om at udarbejde en forfatning, fastholder Den Europæiske Union en linje, der fører til et Europa, som ikke er skabt af befolkningen og heller ikke for denne, uanset om vi taler om medlemslandenes eller ansøgerlandenes befolkning. Det er ikke et Europa skabt for folket, for Europas sociale dimension nævnes ikke med et ord. Chartret prioriterer erhvervsfrihed og ejendomsret højt uden at beskytte de 62 millioner fattige og 18 millioner arbejdsløse. På samme måde taler man nu om, at det liberale Europa, der blev skabt med Maastricht-traktaten, bør styrkes politisk. For at kunne tale om en egentlig social forfatning, ville det kræve en samordning med udgangspunkt i de bedste resultater, der er opnået for arbejdstagerne, for kvinderne, for indvandrerne og for borgerne. Det er heller ikke et Europa skabt af folket, uagtet al hyklerisk tale om afholdelse af folkeafstemninger. Det er nemlig endnu en gang delegationer fra forskellige institutioner, som skal træffe afgørelse om 385 millioner menneskers skæbne. Tænkte man sig den sociale bevægelse samlet i "stænderforsamlinger" på europæisk plan, så kunne der gøres fremskridt i retning af et egentligt charter om folkets og arbejdstagernes rettigheder. Scenen er klar til en steril debat mellem føderalister og dem, der taler for suverænitetsbevarelse. Så meget mere som de sociale spørgsmål slet ikke bringes på bane. Vi modsætter os denne udvikling og ønsker, som den sociale bevægelse, et charter for et anderledes Europa.
Denne betænkning blev vedtaget i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender med 18 stemmer for, 2 imod, mens 6 undlod at stemme. Dette afstemningsresultat vidner om, at Europa-Parlamentet står splittet i denne sag. Hr. Duhamels initiativbetænkning må betegnes som en af de tekster, vi var bedre tjent foruden. I alt fald på nuværende tidspunkt. I lyset af den aktuelle situation i de forskellige medlemsstater kan betænkningen meget nemt komme til at virke stik imod sin hensigt på et tidspunkt, hvor en omfattende debat om en forfatning ikke har højeste prioritet. Det centrale spørgsmål er på nuværende tidspunkt udarbejdelsen af en traktat, som kan sætte Den Europæiske Union i stand til at optage en række nye lande uden derved at bringe fællesskabsmetoden, og dermed forudsætningen for en vellykket europæisk integration, i fare. Når det gælder debatten "forfatning eller traktat", sætter jeg i højere grad min lid til Jacques Delors end til hr. Duhamel og dem, der har støttet den forelagte betænkning. I forbindelse med et møde i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender for knap en måned siden erindrede Jacques Delors med rette om, at termen "forfatning" ikke er entydig. Jacques Delors anførte, at han mente at have forstået, at vi som mange politikere ville foretrække at lade vores relationer til andre lande være fastlagt ved en international traktat. Inden for rammerne af en sådan ville vi være beredt til - og jeg refererer fortsat Jacques Delors' indlæg - på visse punkter at udøve vores suverænitet i fællesskab. En forfatning er noget andet! Det er et begreb, som refererer til én stat. Med en forfatning ville medlemsstaterne bevæge sig ind på en farlig vej, som kunne foranledige en forfatningsdomstol til lidt efter lidt at fratage de enkelte nationer rettigheder, disse ønsker at bevare. En god traktat er at foretrække frem for en traktat med betegnelsen forfatning. Så vidt Jacques Delors. Eftersom jeg fuldt ud tilslutter mig Jacques Delors' særdeles fornuftige udtalelser, har jeg ikke kunnet stemme for hr. Duhamels betænkning.
Selv om jeg ikke benægter, at der er tale om et rosværdigt ønske om styrkelse, afklaring og uddybning af EU samt en forenkling af teksterne, der er nødvendig for at bringe dem og EU's virksomhed tættere på borgerne, har jeg ikke stemt for. I det væsentlige ligner beslutningen en "Pandoras æske", hvor der savnes formel klarhed i teksten om, hvad formålet eller den egentlige fordel eller nødvendighed skulle være med en europæisk forfatning. Ifølge sin natur kan en forfatning, sådan som den undertiden noget selvmodsigende beskrives for Europa, såvel tjene som vejen til en "unionscivilisation", der hviler på demokrati og unionsborgerskab, som den kan være et middel til "kompetenceafklaring", en kridtstreg, der formelt og definitivt begrænser Unionen og dens organer til meget præcise og specifikke beføjelser. Konstitutionalisering af traktaterne kan betyde såvel udvikling af Unionen og forsvar af dennes politiske beføjelser, som det omvendt blot kan indebære en endegyldig formalisering af subsidiaritetsprincippet. Sært nok går mange parlamentsmedlemmer og sågar premierminister Blair ind for en europæisk forfatning ... Trods klarheden i Mário Soares' tale, der fortolkede denne betænkning i dens egentligt europæiske betydning, uden indrømmelser til folkeafstemningsletfærdigheder af stor risiko og uden tradition i mange medlemsstater, er det ganske enkelt en overbevist og erfaren europæers afklarede fortolkning. Teksten lever desværre ikke op til det mål og den vilje, som denne den første europæer blandt portugiserne står for. I denne diskrepans, der kun gør betænkningens forfatter ansvarlig for ikke at være klar og præcis, ligger grunden til min mistænksomhed over for teksten og den politiske umulighed i at stemme for. Jeg kunne endda stemme imod, hvis ikke det havde været en meget radikal måde at vurdere en tekst på, der ikke er så vigtig igen...
Jeg glæder mig over Duhamel-betænkningen, der er et interessant og konstruktivt bidrag til konstitutionaliseringen af traktaterne. Mens man kan hævde, at de eksisterende traktater i det væsentlige udgør en europæisk forfatning, er de vanskelige at læse, og deres artikler står ikke altid i en logisk rækkefølge. En kommende forfatning bør klart og (relativt) præcist fastsætte de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder princippet om magtens deling og retsstatsprincippet EU-institutionernes sammensætning, rolle og virkemåde kompetencefordelingen nærhedsprincippet de europæiske politiske partiers rolle målsætningerne med den europæiske integration.
Dette forslag indeholder både positive og negative elementer. Med rette konstateres det, at der i årenes løb er opstået en ubrugelig ophobning af lange og indviklede traktater, og at det ville være godt, hvis disse skrives om til én kort og læselig rammetraktat, som gør det klart for enhver, hvad der indtil nu er aftalt. Samtidig opfordres der til en europæisk forfatning, som bør omfatte både denne rammetraktat og chartret om grundlæggende rettigheder, mens de europæiske politiske partiers rolle desuden bør fastlægges. Til trods for anerkendelsen af, at medlemsstaternes nationale identitet skal respekteres, og at det nationale statsborgerskab ikke må afskaffes, har denne betænkning en meget stærk tendens i retning af en centraliseret europæisk superstat efter USA's model. Jeg støtter gerne en udvidelse af de sociale grundlæggende rettigheder og en for alle indbyggere i Europa overskuelig og tilgængelig struktur i den politiske beslutningstagning. En redaktionel omformulering af de eksisterende traktater og EU's undertegnelse af Europarådets Europæiske Menneskerettighedskonvention, der har eksisteret længe, er tilstrækkeligt dertil.
De britiske medlemmer af PSE-Gruppen bifalder betænkningen uden at kunne godkende alle detaljerne. Vi tror, at en omlægning og en forenkling af traktaterne vil gøre det lettere for borgerne at få et klart indtryk af EU's ansvarsområder - og begrænsningerne heri - samt procedurerne for udøvelse af disse ansvarsområder. Vi glæder os over tanken om, at fremtidige ændringer efter topmødet i Nice skal forberedes gennem en forsamling med repræsentanter for nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og regeringerne, sådan som det skete for nylig i forbindelse med udarbejdelsen af et charter om rettigheder. Det skal imidlertid være op til de enkelte medlemsstater at foretage en ratificering i overensstemmelse med deres egne procedurer og traditioner. Vi ønsker heller ikke at foregribe dette arbejde ved på nuværende tidspunkt at beslutte, hvad der skal med i en ny forfatning, eksempelvis om chartret skal medtages. Vi har allerede en forfatning i form af traktaterne, for så vidt som de fastsætter Unionens kompetencer og procedurer samt institutionernes sammensætning og kompetencer. De er imidlertid ikke kodificeret, de er uklare, og de er utilstrækkelige hvad angår effektivitet og demokrati. Vi glæder os over forsøgene på at forbedre dem.
Jeg deltog ikke i afstemningen. Jeg finder det helt afgørende, at chartret om EU's grundlæggende rettigheder indebærer en tilslutning til Europarådets menneskerettighedskonvention. Ordet konstitution giver forkerte politiske associationer. I stedet burde man bruge sammenfatning og forenkling af EU-traktaten. De svenske kristelige demokrater synes ikke, at forsamlingen som arbejdsform har vist sig demokratisk eller velfungerende med hensyn til udarbejdelse af et charter om EU's grundlæggende rettigheder. Det gælder både for indsigt i de nationale parlamenter og deres forfatningsudvalg og for Europa-Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender. I praksis har formandskabet lavet sin egen sammenfatning af, hvad den mener, at de forskellige deltagere er nået frem til. Hvis forsamlingen skal anvendes fremover, bør dens opgave være begrænset til at fungere som referencegruppe.
. (FR) Jeg har med begejstring stemt for hr. Duhamels betænkning. Den ligger på linje med de stærke røster og viljer, som siden Anden Verdenskrig skridt for skridt har videreudviklet den europæiske integration. Det er imidlertid værd at bemærke, at det er en parlamentarisk røst, der lyder, udgået fra en institution, som dag for dag konsoliderer folkets indflydelse i Den Europæiske Union og EU's institutioner. Skridt for skridt, fra traktat til traktat - og Nice-traktaten bliver forhåbentlig ikke nogen undtagelse - overskrider medlemsstaterne grundfæstede nationalpolitiske grænser og optræder som verdensmagt i en verden, hvor de store præger billedet. Vi ved alle, at Europa - mønten, diplomatiet, sikkerheden, livsformen, kulturen, den sociale model - ikke lever videre efter tidligere tiders stolte historie, men også frugtesløse stridigheder, medmindre vi når frem til en føderation af nationalstater med stærke, kohærente og respekterede institutioner, som defineres i en europæisk forfatning. Duhamel-betænkningen bereder vejen for en sådan. Frem til vedtagelsen af Amsterdam-traktaten i 1997 var Europa et mellemstatsligt superforbund. Med Amsterdam-traktaten og den udvidede adgang til anvendelse af den fælles beslutningsprocedure fører Europa-Parlamentet reelt Europa i retning af politisk integration og overstatslige strukturer. Ønsker vi, at Unionen skal omfatte hele Europa, altså alle lande, der geografisk udgør det europæiske kontinent, og ønsker vi dermed at gå videre end den forestående udvidelse, er der behov for modne institutioner i såvel politisk som demokratisk henseende. År 2000, som nogle betragter som farveløst, vil gå over i historien som året, hvor tankerne om en europæisk forfatning modnedes og vandt genklang hos flertallet af Europa-Parlamentets medlemmer, således at Duhamel-betænkningen i dag kunne vedtages. Vi må på denne baggrund inderligt håbe, at topmødet i Nice og regeringskonferencen afsluttes med godt resultat og sikrer, at vi hurtigt kan fortsætte udviklingen. Betænkning af Gil-Robles (A5-0288/2000)
Hr. formand, lige siden jeg blev valgt til Europa-Parlamentet, har jeg haft en bekymring, der nogle gange gør mig søvnløs om natten: Vil det lykkes mig at bidrage til en europæisk pensionslovgivning, inden min valgperiode er slut? Hidtil har det ikke været muligt, eftersom vi ikke har beføjelse hertil! Men hr. Gil-Robles' betænkning kommer mig til undsætning, da man i betænkningen foreslår, at nogle af EU's medlemsstater bliver enige om en fælles indsats på nogle områder og med hensyn til visse spørgsmål. Jeg håber således, at man snart træffer beslutning om et tættere samarbejde mellem nogle stater, herunder Italien, med det formål at fastlægge nogle fælles bestemmelser for pensionsudbetalingen og for de pensionsbidrag, som arbejdstagerne indbetaler. Så vil jeg endelig kunne sove roligt!
Hr. Fatuzzo, det er noget, vi alle ønsker!
De svenske og danske socialdemokrater har i dag stemt imod betænkningen af José Maria Gil-Robles Gil-Delgado om et tættere samarbejde. Vi er enige i de overordnede principper, som betænkningen lægger fast, om, at et tættere samarbejde skal udvikles inden for Den Europæiske Unions institutionelle rammer, og at de politiske og juridiske betingelser, som Amsterdam-traktaten fastsætter for indførelse af et tættere samarbejde, har til formål at begrænse risikoen for brud på de solidariske bånd mellem medlemsstaterne og for opsplitning af det fælles retlige område. Vi anerkender, at en vis grad af differentiering af den europæiske integration, hvad angår tempo og omfang, kan være nyttig, såfremt de fælles mål bevares og differentieringen opfattes som et instrument, der anvendes undtagelsesvist og i en overgangsperiode, under behørig respekt for, at det ene og alene er op til de lande, der står uden for at beslutte, om - og i givet fald hvornår - de ønsker at indtræde i de områder, der er omfattet af det tættere samarbejde. Når vi ikke kan stemme for betænkningen, er det fordi vi ikke kan støtte forslagene til ændringer i de politiske og juridiske betingelser for et tættere samarbejde. Afskaffelse af betingelserne om, at et tættere samarbejde ikke må gå ud over traktatens rammer og afskaffelse af vetoretten og muligheden for at bringe spørgsmålet op i Det Europæiske Råd, vil være et brud på de helt grundlæggende principper, som det europæiske samarbejde i EU fungerer på.
EDD-Gruppen stemmer imod Gil-Robles Gil-Delgados betænkning om forstærket samarbejde. Betænkningen foreslår en afskaffelse af vetoretten, hvilket reelt vil betyde, at meget integrationsivrige lande kan gå i front uden at have en bred folkelig opbakning. Det bagvedliggende ønske er at kunne fortsætte udviklingen frem mod en "stadig snævrere union" uden at blive hindret heri på grund af den udvidelse, EU-landene har forpligtet sig til. Forstærket samarbejde vil centralisere de fleste politikker, også de mest følsomme, i endnu højere grad end i dag. Gil-Robles foreslår således inddragelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi finder derimod, at den fremtidige udvikling vil øge behovet for et langt mere forskelligartet og fleksibelt samarbejde i Europa. At lade beslutninger om stadig flere vigtige emner træffes med kvalificeret flertal er i strid med basale demokratinormer. Lande med tradition for at holde folkeafstemning ved afgivelse af suverænitet kan fremover risikere at komme i den situation, at et forslag, der er forkastet nationalt, vedtages på EU-niveau. De knap så integrationsivrige lande står tilbage med et ringe alternativ, nemlig at kopiere lovgivningen uden reel medindflydelse. Men undgå pionerlandenes lovgivning kan de ikke. EDD-Gruppen ønsker et friere og mere fleksibelt Europa, hvor man ikke presses til at være med i alt. Vi ønsker et demokratiernes og mangfoldighedens Europa. Derfor stemmer vi imod betænkningen.
Jeg har stemt imod Gil-Robles' betænkning om tættere samarbejde - altså samarbejde, som ikke omfatter samtlige medlemsstater, men blot nogle af disse. Betænkningen søger ganske vist at opbløde de meget strenge regler, der fastsættes i afsnit VII i Amsterdam-traktaten, hvilket må betegnes som positivt. Men resultatet er alligevel langtfra tilfredsstillende. Betænkningen er udtryk for en alt for monolitisk opfattelse af en Europæisk Union, hvor alt samarbejde bør finde sted inden for den "fælles institutionelle ramme", og hvor alt bør rettes imod målet om en superstat. Gil-Robles' betænkning foreslår endog at medtage den fælles udenrigspolitik og forsvarspolitik under anvendelsesområdet for tættere samarbejde, hvilket betyder en endnu større centralisering af disse politikker, end det er tilfældet i dag (punkt 4). Disse forslag er ikke acceptable, da behovet for samarbejde i Europa, som er intenst og forskelligartet, og som udfolder sig under mange former, ikke længere kan begrænses til en fælles EF-ramme, hvor der træffes afgørelser ved flertalsbeslutninger. Desuden forklarer betænkningen ikke konkret - og det er en vigtig mangel - hvordan den vil få samarbejde, der omfatter en tredjedel af medlemmerne, til at fungere inden for den nuværende institutionelle ramme uden at ændre denne. Europa-Parlamentet kæmper i virkeligheden en forhalingskamp. Det ville allerede hindre indførelsen af differentieret samarbejde i Amsterdam-traktaten, hvor det blev tvunget til at give efter og acceptere tættere samarbejde. I dag søger det at hindre en smidiggørelse af det tættere samarbejde, og det vil også tabe den kamp. Vi mener, at samarbejdet, som bør kaldes "differentieret", ikke bør forudbestemmes med hensyn til formål eller begrænses med hensyn til indførelse eller funktion. Visse samarbejder kan anvende EF-rammen, hvis det ønskes, andre kan oprette ad hoc-institutioner, som kun er knyttet til Unionen gennem et forbindelsessekretariat. Det er i høj grad at foretrække, at differentieret samarbejde fungerer efter princippet om enstemmighed, for så vidt man ikke falder tilbage til fællesskabssystemets ulemper.
. (FR) Der er grund til at erindre om, at den mekanisme, vi i dag kender under betegnelsen tættere samarbejde, allerede eksisterede længe før vedtagelsen af Amsterdam-traktaten. Medlemsstater, som har ønsket at styrke deres indbyrdes samarbejde, og har ønsket en højere grad af integration, end traktaten åbner mulighed for, har således udviklet instrumenter som eksempelvis Den Europæiske Socialpagt, Schengen-aftalerne, Den Økonomiske og Monetære Union osv. De har på denne måde kunnet arbejde videre i forskelligt tempo og/eller med forskellige mål. Med Amsterdam-traktatens ikrafttræden formaliseredes anvendelsen af sådanne instrumenter, idet begrebet "tættere samarbejde" er indføjet i såvel traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber (Afsnit VII) som traktaten om Den Europæiske Union (artikel 11). Et sådant samarbejde har til formål at sikre, at et begrænset antal medlemsstater, som er i stand til og måtte ønske at gå videre, får mulighed for at styrke den europæiske integration inden for Den Europæiske Unions institutionelle ramme. Det bliver stadig vanskeligere for Europa at udvikle sig i samme takt. Vi bør derfor undgå, at alle bremses, og gennem udvikling af det tættere samarbejde åbne mulighed for, at nogle medlemsstater kan gå hurtigere frem. Anvendelsen af tættere samarbejde er underlagt betingelser, som tager sigte på at undgå, at Den Europæiske Union udvikler sig til et Europa a la carte eller et Europa i flere hastigheder. Det er i øvrigt netop denne helt legitime bekymring, der er det centrale punkt i den igangværende debat om dette spørgsmål. Der er grund til at erindre om, at tættere samarbejde, som dette er defineret i Amsterdam-traktaten, primært vedrører områder, som ikke eksklusivt henhører under Fællesskabets kompetence. Tættere samarbejde skal tage sigte på at fremme Unionens målsætninger, skal overholde traktaternes principper, skal kun anvendes som en sidste udvej og skal omfatte et flertal af medlemsstaterne. Tættere samarbejde kan komme til at spille en vigtig rolle i et udvidet EU. Det tættere samarbejde kan imidlertid ikke fungere hensigtsmæssigt på grundlag af de nuværende bestemmelser. Der er behov for reformer for at lette anvendelsen af dette instrument, hvilket er baggrunden for, at emnet er sat på dagsordenen for regeringskonferencen. Den foreliggende betænkning skal bidrage til at give Europa-Parlamentets holdning (Europa-Parlamentets beslutning af den 13. april 2000) konkret indhold. Blandt reformelementerne kan bl.a. nævnes ophævelse af vetoretten, muligheden for tættere samarbejde, såfremt mindst en tredjedel af medlemsstaterne deltager heri, og udvidelse af det tættere samarbejde til også at omfatte den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ordføreren understreger med rette, at Kommissionens initiativret, fuld inddragelse af Europa-Parlamentet og fastholdelse af Domstolens kontrolfunktion bør være normen for det tættere samarbejde. Tættere samarbejde anvendt med besindighed kan være et af midlerne til at bringe Unionen ud af den nuværende fastlåste situation.
På det seneste har der været mange forhandlinger i Den Europæiske Union om princippet om et udvidet samarbejde. Det handler kort sagt om, at større medlemsstater skal have mulighed for en hurtigere og mere omfattende integration end EU's mindre medlemsstater. I princippet ønsker fortalerne for en sådan politik at indføre et todelt Europa. De vil have Den Europæiske Union gennemført med to forskellige hastigheder: En hastighed for lande, der ønsker en øget integration, og en anden hastighed for lande, der er mere forsigtige med hensyn til spørgsmålet om økonomisk integration. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er et sundt skridt for Den Europæiske Union, hvis EU's ledere fuldtud accepterer og implementerer princippet om et udvidet samarbejde. Efter min mening vil det være en åbenlys tilsidesættelse af både de grundlæggende principper og ånden i Rom-traktaten og alle senere traktater. Man skal huske på, at Den Europæiske Fælles Akt i 1987 lagde grunden til gennemførelsen af det indre marked. Der blev lagt mange penge til side i EU's strukturfonde for at hjælpe EU-lande under mål nr. 1, så de med tiden kunne blive mere konkurrencedygtige. EU's ledere oplyste, at de ikke ønskede et indre marked bestående af nogle få lande. De ønskede, at alle deltagende lande i Den Europæiske Union skulle tage aktivt del i det nye indre marked på konkurrencemæssige vilkår. Det er grunden til, at der blev uddelt mange midler under EU's strukturfonde. Det indre markeds driftsstrukturer har været en succes siden starten af 1990'erne. Dette princip om ligestilling mellem fattige og rige nationer blev overført til de politikker, der blev iværksat for at indføre en ny ordning med en fælles valuta. Her gjaldt det også, at hvis de fattigere og mindre lande i Den Europæiske Union ikke kunne reformere deres økonomiske strukturer, så ville de ikke kunne opfylde de økonomiske konvergenskriterier, der var fastsat i Maastricht-traktaten. EU's ledere finansierede store EU-programmer under strukturfondene og Samhørighedsfonden for at hjælpe de mindre og fattigere lande til deltagelse i EU's fælles valuta. Der er behov for institutionel ligestilling under forhandlingerne på den kommende regeringskonference. De mindre medlemsstaters indflydelse kan ikke tilsidesættes af en gruppe af de større EU-lande, der forsøger at gennemføre princippet om et udvidet samarbejde. Det vil ikke være sundt for Den Europæiske Union hverken nu eller i fremtiden. Det vil bestemt ikke være sundt i forbindelse med den nært forestående udvidelse af Den Europæiske Union.
Vi er overvejende positive over for en såkaldt fleksibel integration. Ved at give en gruppe lande mulighed for at gå videre og uddybe samarbejdet inden for et bestemt område, samtidig med at man hindrer et eller flere medlemslande i at bremse en fleksibel integration, kan integrationen i hele Unionen gå fremad. Så længe Unionens fælles mål fremmes inden for rammerne af en fleksibel integration, og så længe ingen medlemslande udelukkes fra deltagelse, synes vi, at det er en positiv løsning, der bør udvikles. For at undgå, at vi i et kommende EU med 25-30 medlemslande får et Europa a la carte, hvor man risikerer en fragmentering af medlemslandenes sammenhold, mener vi imidlertid, at mindst halvdelen af alle medlemslande skal deltage i en fleksibel integration. Vi går også imod indførslen af dobbelte forsvarsstrukturer i EU, ligesom vi er imod en fleksibel integration inden for EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik. Efter EU's fiasko på Balkan er det utroligt vigtigt, at EU i sin helhed formår at handle i sit eget nærområde, og at den i tide kan levere det nødvendige personale og de nødvendige ressourcer til konfliktløsning og fredsbevarende foranstaltninger. WEU's institutionelle og operative strukturer bør fuldt ud integreres i den fælles sikkerhedspolitik. EU skal føre en troværdig udenrigspolitik. Vi kan ikke stole på USA i al fremtid. Samtidig er det vigtigt at bevare USA's fortsatte engagement, og vi vil ikke have EU til at udvikle et parallelt mini-NATO. Vi ønsker endnu mindre, at nogle medlemslande går videre inden for rammerne for en fleksibel integration på dette område. Det er derfor vigtigt at bevare den transatlantiske forbindelse, selv om der naturligvis kunne være en bedre arbejdsfordeling og koordinering. Vi mener imidlertid, at der fortsat skal udvikles en troværdig fælles europæisk udenrigspolitik inden for de gældende regler. Beslutninger bør træffes med flertalsafgørelser, men muligheden for et konstruktivt veto - hvor et land kan vælge at stå udenfor uden at hindre de andre lande i at gå videre - bør fortsat eksistere.
Jeg glæder mig over Gil-Robles-betænkningen om tættere samarbejde. Mens jeg modvilligt accepterer, at der er brug for en "spydspids" i et udvidet EU, så giver jeg hr. Gil-Robles helt ret i, at der er nogle grundlæggende betingelser, der skal opfyldes: Der skal udvikles et tættere samarbejde inden for Den Europæiske Unions institutionelle rammer. Det er absolut nødvendigt at bevare en fælles institutionel ramme, inden for hvilken alle medlemmer af Parlamentet og Kommissionen deltager fuldt ud i udøvelsen af de funktioner, som tilkommer hver enkelt af disse institutioner. Proceduren for indførelse af et tættere samarbejde bør være den samme inden for alle søjler, og der bør tages udgangspunkt i den procedure, der er fastsat under første søjle med de få ændringer, der er anført i Gil-Robles-betænkningen. Hvis det viser sig nødvendigt med et tættere samarbejde, er jeg overbevist om, at kun fællesskabssystemet giver tilstrækkelige garantier for demokratisk kontrol, domstolskontrol og solidaritet.
Europæisk samarbejde kan være nyttigt til at løse grænseoverskridende problemer. Hvad er da mere nærliggende end samarbejde mellem tilgrænsende lande, således som det eksisterede allerede inden oprettelsen af Den Europæiske Union i form af Benelux og samarbejdet mellem de nordiske lande? Et sådant samarbejde mellem naboer er i mange tilfælde at foretrække frem for dyre, uigennemsigtige EU-strukturer, som det for vælgerne er vanskeligt at påvirke. Der er ikke nogen som helst regel i EU, der bør stå i vejen for videregående samarbejde, opstille betingelser eller kræve, at også andre skal deltage. Derfor vil jeg pålægge et forstærket samarbejde mellem naboer, så længe dette ikke sigter på at skade andre, så få regler og begrænsninger som muligt. I praksis ser vi allerede nu eurolande og ikke-eurolande inden for EU. Det drejer sig ikke om førerfelter, men om en mangfoldighed, som kun bliver større med 30 medlemsstater. Derfor er det bedre for hele EU at gå ud fra interparlamentarisk samarbejde og retten til mangfoldighed: Kommissionen stiller forslag, Parlamentet træffer den endelige beslutning, og de nationale parlamenter beslutter, om deres medlemsstat tilslutter sig en sådan udtalelse.
De britiske Labour-medlemmer af PSE-Gruppen glæder sig over, at deres bidrag til regeringskonferencens løbende arbejde vedrørende et tættere samarbejde er blevet vedtaget, men de kan ikke tilslutte sig alle detaljer. Det skal helt klart gøres lettere at starte et tættere samarbejde i et udvidet EU. Det skal bruges med måde, og der skal fortsat være adgang for dem, der ikke deltager i første omgang. Det må ikke underminere den eksisterende kerne af fælles politikker og forpligtelser. Det skal foregå inden for den eksisterende institutionelle struktur. Vi er enige med betænkningen om disse centrale principper, selv om detaljerne kræver en yderligere finjustering på regeringskonferencen.
Jeg deltog ikke i afstemningen. De svenske kristelige demokrater mener ikke, at de militære spørgsmål skal med i det tættere samarbejde. Samtidig er det min opfattelse, at spørgsmålet om en reduktion i antallet af medlemslande fra halvdelen til en tredjedel som betingelse for et tættere samarbejde samt fjernelsen af vetoretten egentlig ikke er aktuelt, før udvidelsen mod øst er overstået. De nye medlemsstater bør også deltage i udformningen af de regler, der skal styre det nærmere samarbejde til den tid. Betænkning af Sudre (A5-0285/2000)
Hr. formand, Sudre-betænkningen er af stor, ja, afgørende betydning for regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi. Alligevel har Verts/ALE-Gruppen undladt at stemme, og jeg vil gerne forklare hvorfor. De spørgsmål, der rejses i betænkningen er velkendte og kræver ikke nærmere dokumentation. Verts/ALE-Gruppen er imidlertid skuffet over, at Europa-Parlamentet ikke med denne betænkning griber lejligheden til at iværksætte en økologisk, socialt og kulturelt bæredygtig udvikling i disse regioner. De vedtagne ændringsforslag forbedrer ikke teksten i så henseende. Vi beklager, at Europa-Parlamentet med de beslutningsforslag, som i dag vedtages, indtager en holdning, som helt ligger på linje med Unionens holdning til disse regioner. Verts/ALE-Gruppen beklager ikke mindst, at Europa-Parlamentet med denne betænkning indtager en forholdsvis defensiv holdning til AVS-staterne og ansøgerlandene. Verts/ALE-Gruppen er endvidere imod de fortsatte undtagelsesbestemmelser. Vi ønsker, at princippet om afvigelse fra de fælles politikker tilpasses den konkrete situation, når det gælder disse politikkers gennemførelse i regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi. Jeg tænker i denne forbindelse på spørgsmål som statsstøtte og skattepolitik. Vi beklager, at Europa-Parlamentet har vedtaget forslaget om tilpasning af princippet om, at forureneren betaler. Vi frygter, at disse særrettigheder åbner mulighed for misbrug. Vi beklager også, at betænkningen slet ikke omtaler behovet for at beskytte biodiversiteten, som er kendetegnende for regionerne i Den Europæiske Unions yderste periferi. Disse regioner kunne netop levere et enestående erfaringsmateriale for en bæredygtig udvikling. Endnu en gang forspilder vi en oplagt chance. Vi glæder os til gengæld over de afsnit i betænkningen, som omhandler fremme af vedvarende energi og kontrol med forurenende industrivirksomheder.
Kære hr. Fernández, du sidder her ved siden af mig, når vi stemmer, og jeg stemte med glæde for dette beslutningsforslag, som du uden tvivl støttede, sådan som du altid gør, hver gang det drejer sig om dine Kanariske Øer. Pensionistpartiet og de pensionister, som støtter dette parti, kender disse øer godt, da de er af afgørende betydning for turismen. Den Europæiske Union bør efter min mening være mere opmærksom på og gøre en større indsats end hidtil for Azorerne, De Kanariske Øer, Guadeloupe, Guyana, Martinique, Madeira og Réunion. Disse øer skal føle sig som en aktiv del af Den Europæiske Union, som jeg håber vil gøre øerne til et paradis for turister og til et paradis for øernes egne indbyggere.
Europa-Parlamentet, og navnlig PPE-Gruppen er altid gået i brechen for den yderste periferi. Det kom til udtryk i Gutiérrez Díaz-betænkningen, Fernández Martín-betænkningen, som medvirkede til, at dette begreb blev en del af traktaten, og nu i Sudre-betænkningen, der sætter ny gang i EU's politik for regionerne i den yderste periferi. I betragtning af Kommissionens tøven og selvmodsigende tiltag, som man kan se i, at Regis er forsvundet, at revisionen af Posei er udskudt, og at de tilhørende bevillinger er skåret ned, kommer Sudre-betænkningen på rette tidspunkt. Europa-Parlamentet manifesterer sig ved at vedtage foranstaltninger på diverse områder, lige fra landbrug til fiskeri, fra miljø til transport og energi samt informationssamfundet, med den nødvendige budgetgrundlag. Samtidig lægges der vægt på de produktive sektorer, som for Azorernes vedkommende betyder en løsning af striden om mælk og sukker. Jeg citerer i denne sammenhæng Sudre-betænkningens punkt 7, der "finder det vigtigt, at der i overensstemmelse med artikel 299, stk. 2 i traktaten foretages særlige tilpasninger af de fælles politikker, når regionerne i den yderste periferi er fuldstændig afhængige af et begrænset antal økonomiske aktiviteter eller endog af én enkelt økonomisk aktivitet". Der forventes nu initiativer fra Kommissionen såvel som fra de nationale og regionale myndigheder.
Bag den bureaukratiske term "regioner i Den Europæiske Unions yderste periferi" skjuler sig kvinder og mænd fra Ny Caledonien, Guadeloupe, Martinique, Guyana, Réunion, Mayotte, Sct. Pierre og Miquelon, Polynesien, Wallis, Futuna og alle de øvrige regioner i Stillehavet, Det Indiske Ocean og Atlanterhavet, som med klogskab, solidaritet og ynde slår bro mellem Europa og andre kontinenter og kulturer. EU har i sin iver efter at udligne og ensrette optrådt uretfærdigt og uklogt over for vores landsmænd, som mange tusinde kilometer fra Paris, Madrid eller Lissabon holder vores værdier i hævd. Teknokraterne, Europas dommere i denne sag, har med deres initiativ ønsket at ophæve den særtold, som skaffer vores oversøiske departementer indtægter, og som i særdeleshed beskytter håndværkerne. EU bringer således vores rom fra Martinique, vores ris og tropiske frugter i fare. Og initiativet vil ikke mindst systematisk undergrave bananproduktionen i regioner som Guadeloupe, Martinique, Madeira eller De Kanariske Øer. Kommissionen har føjet sig efter de multinationale bananproducenter og sender hvert år en gave på to milliarder euro i toldafgifter til Chiquita eller Del Monte. Hvordan kan man så nægte at afsætte de fornødne budgetmidler til vores fjerntliggende departementer og territorier som godtgørelse for transportomkostninger, omkostninger som følge af cykloner eller investeringer i universitets- og hospitalsvæsen? Der er regioner på Antillerne og i Stillehavet, som regnes for skatteparadiser, og amerikanske multinationale selskaber som Kodak, Microsoft, Boeing eller Cargill udnytter dette til massive skatteunddragelser i forbindelse med eksportvirksomhed. Under henvisning til retten til lige konkurrencevilkår uanset geografisk placering, der supplerer alle europæeres grundlæggende ret til lige behandling, kræves det ikke desto mindre, at vi afsætter midler på EU's budget - hvis indtægter for 17%'s vedkommende stammer fra skatterne - til at støtte vores landsmænd og den erhvervsmæssige, sociale og kulturelle udvikling i disse regioner, som måske nok geografisk er beliggende i den yderste periferi, men langtfra hvad udviklingsniveau angår.
Eksistensen af regioner i den yderste periferi har i høj grad at gøre med den koloniale forhistorie. I Middelalderen hørte disse områder og deres befolkninger ikke under Europa, og heller ikke i dag betragtes de som virkelig europæiske. Spanien, Portugal, Frankrig, England og Nederlandene havde allerede i det 19. århundrede erobret store koloniriger, og derefter forsøgte også Belgien, Tyskland, Danmark og Italien kortvarigt at gøre det samme. I mellemtiden er denne koloniperiode forbi. De undertrykte folk kæmpede sig selv fri, eller de fik præventivt tilbud om uafhængighed, fordi de gamle magthavere ikke havde lyst til en befrielseskrig, som de i sidste instans alligevel ville tabe. Hvad EU's medlemsstater stadig har tilbage af landområder uden for det geografiske Europa, er små eller tyndtbefolkede rester af deres tidligere kolonirige. EU's medlemsstater behandler deres perifere regioner meget forskelligt. Spanien og Portugal henregner deres øer i Atlanterhavet dertil. Disse øer kan på grund af deres nuværende befolkningssammensætning og deres relative nærhed betragtes som en almindelig del af deres land. Nederlandene og Danmark har hver også to områder i eller på den anden side af Atlanterhavet, men disse områder henregnes udtrykkeligt ikke til Den Europæiske Union. Derimod har Frankrig oversøiske departementer i Det Indiske Ocean og Det Caribiske Område. Dette forslag stiller min gruppe over for et vanskeligt valg. På den ene side vil vi støtte dårligt stillede områder inden for og uden for Europa med henblik på at opnå samme levestandard og serviceniveau, som i øjeblikket er almindeligt i EU's medlemsstater. Det er et spørgsmål om solidaritet. På den anden side har vi alvorlige tvivl med hensyn til at udråbe tidligere kolonier til regioner i den yderste periferi. For de spanske og portugisiske øer kan denne model forsvares, men det kan det egentlig ikke for de områder, der ligger længere væk. De skulle hellere have samme status som de nuværende AVS-lande, som efter den samme forhistorie nu har en anden forbindelse med Europa. Ved vurderingen af ændringsforslagene har min gruppe forsøgt at finde en gylden middelvej mellem de mest vidtgående ønsker, som forsvarerne af de perifere interesser har, og den ligegyldighed med hensyn til eller endog den modvilje mod dette emne, som findes i medlemsstater, der ikke har nogen som helst tilknytning til dette emne. Vores modvilje mod dette emnes kolonibaggrund har vi imidlertid i alle tilfælde gjort mindre betydelig end de interesser, som indbyggerne i disse områder har.
Vi er ganske tilfredse med, at denne betænkning er fremkommet, da der er behov for hurtig og effektiv udmøntning i praksis af artikel 299, stk. 2 i Traktaten om Den Europæiske Union, og vi kan i det væsentlige tilslutte os dens synspunkter om fremme af en bæredygtig udvikling i regionerne i den yderste periferi. Disse regioners særlige forhold, som i vid udstrækning skyldes, at de er øer og ligger fjernt fra det europæiske kontinent, men også deres kroniske afhængighed af nogle få eller et enkelt produkt, fordrer særlige foranstaltninger, hvis disse hindringer skal overvindes. Vi glæder os derfor over, at betænkningen foreslår foranstaltninger, der i vidt omfang medtager de forslag, som vi fremsatte på mødet i udvalget. Vi vil dog også gerne fremhæve, at betænkningen ikke er tilstrækkelig opmærksom på nogle særlige forhold på det sociale område, der gør sig gældende i nogle af disse regioner, og som også fordrer særlige foranstaltninger. Dette kunne være afhjulpet med vedtagelse af det ændringsforslag, som vi har fremsat med det formål. Betænkning af Bowis (A5-0272/2000)
Hr. formand, Verts/ALE-Gruppen har stemt for Bowis-betænkningen, og vi glæder os over, at Europa-Parlamentet og Kommissionen med hvidbogen åbner perspektiver, som er løfterige for de europæiske forbrugere, og understreger, at fødevaresikkerheden må have højeste prioritet i vores politikker. Der bør dog manes til besindighed. I takt med den videnskabelige forsknings landvindinger rejses også nye spørgsmål. Vi behøver blot at tænke på BSE-problematikken. Der konstateres hver uge nye tilfælde også i regioner, som hidtil er gået fri, eksempelvis i et departement i Lothringen i Vogeserne. I hvidbogen foreslås en række foranstaltninger. Disse må imidlertid styrkes på flere områder, hvis vi skal opnå den ønskede fødevaresikkerhed og ikke mindst genskabe forbrugernes tillid. En af de vigtigste foranstaltninger er oprettelsen af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndighed (EFSA). Vi glæder os over dette initiativ og venter os meget heraf. Det er af afgørende betydning for denne myndigheds troværdighed, at den er uafhængig. Det er et helt centralt punkt. Myndigheden skal være uafhængig både i forhold til private virksomheder og i forhold til medlemsstaterne. En sådan uafhængighed forudsætter finansiel uafhængighed. Den Europæiske Union bør afsætte de fornødne midler til myndighedens drift. Spørgsmålet er imidlertid, om Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndighed formår at berolige forbrugerne, som føler sig utrygge ved det, de spiser, og snart også ved det, de drikker? Myndigheden tænkes etableret inden 2002/2003, og vi håber ikke, dens placering giver anledning til problemer, som forsinker dens oprettelse. Indtil da bør EU fortsætte den igangværende indsats med henblik på risikovurdering og -styring, for så vidt angår fødevaresikkerheden. Det er et spørgsmål om årvågenhed i det daglige. Det er et spørgsmål om at sikre, at politikerne og den politik, der føres, er i overensstemmelse med borgernes ønsker. Sagen om kød- og benmel, som har foranlediget en ny fødevareskandale, er således helt uacceptabel. Anvendelse af enhver form for kød- og benmel bør forbydes. Borgerne forventer konsekvente holdninger og ikke udstrakt tolerance, som kan få alvorlige følger for forbrugernes sundhed. Der bør ikke være plads for tolerance, når det gælder anerkendte videnskabelige resultater af denne art. Bowis-betænkningen betegner et skridt i denne retning. De Grønne har derfor fuldt ud støttet dette initiativ og har stemt for betænkningen.
Hr. formand, De må undskylde, at jeg endnu en gang opholder formandskabet og tolkene med min stemmeforklaring - der er den sidste - og jeg vil navnlig gerne give udtryk for min solidaritet med oversætterne af vores stemmeforklaringer, for mit vedkommende italieneren Ornella Buson. Jeg vil forsøge at gøre brug af denne ret så lidt som muligt, men jeg vil gerne sige, at jeg også stemte for betænkningen om oprettelsen af en fødevaresikkerhedsmyndighed. Det siger sig selv, at en sådan myndighed er vigtig, ikke mindst når jeg tænker på, at en af mine naboer en dag blev indlagt på hospitalet med stærke mavesmerter, fordi han havde spist giftige svampe, som ikke var blev kontrolleret af dem, der havde pligt til dette. Med sin betænkning sørger John Bowis for, at vi altid kommer til at spise sund og naturlig mad, som ikke er skadelig for os.
De sagde, at det var Deres sidste stemmeforklaring, hr. Fatuzzo, men det var vel kun den sidste for i dag! Jeg var lige ved at blive bekymret!
Hr. formand, jeg har stemt for Bowis-betænkningen og vil gerne udtrykke min anerkendelse af ordførerens dygtige indsats i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning. Det glæder mig, at Europa-Parlamentet omsider afgiver udtalelse om dette vigtige emne, om end jeg må beklage, at udtalelsen først afgives 10 måneder efter offentliggørelsen af Kommissionens hvidbog af den 12. januar 2000. Det var bydende nødvendigt, at Europa-Parlamentet udtalte sig om dette emne, som er af afgørende betydning for borgerne. Med vedtagelsen af Europa-Parlamentets beslutningsforslag præciseres den fremtidige europæiske myndigheds rolle og sammensætning, men også vores krav, for så vidt angår myndighedens finansiering og uafhængighed. Jeg håber, Kommissionen vil tilslutte sig Europa-Parlamentets krav. Der er imidlertid tale om første skridt, og der kræves fortsat en betydelig indsats, når det gælder risikostyring, hvor det hurtige varslingssystem må udvikles og forbedres. Eller når det gælder sporbarhed og information til offentligheden. Bowis-betænkningen betegner altså ikke afslutningen på, men indledningen til en stor opgave, som trænger sig på, nemlig en samlet omarbejdelse af levnedsmiddellovgivningen.
. (FR) Kommissionens hvidbog om fødevaresikkerhed forekommer umiddelbart at være fuld af gode hensigter. Der stilles forslag om oprettelse af et europæisk fødevaresikkerhedsagentur, som skal forvalte et hurtigt varslingssystem og kunne afgive uvildige udtalelser til de myndigheder, der har det styringsmæssige ansvar. Læser man imidlertid betænkningen og ser Europa-Parlamentets beslutningsforslag om emnet, får man et mindre positivt indtryk. Det fremgår således klart, at det omhandlede agentur har til formål at lægge de nationale sikkerhedsmyndigheder i sele eller lamme disse og sikre, at disse tjener Kommissionens formål. Det er imidlertid helt uacceptabelt. Franskmændene bør have i erindring, at det er Kommissionen, som, uagtet dens smukke erklæringer om at ville sikre "den højst mulige standard for fødevaresikkerheden i Den Europæiske Union", lader hensynet til varernes frie bevægelighed gå forud for hensynet til folkesundheden. Det er også Kommissionen, som eksempelvis nu indstævner Frankrig for EF-Domstolen, fordi Frankrig har fastholdt sit forbud mod import af britisk oksekød. Det er uantageligt, at vi opgiver den nationale selvbestemmelsesret og retten til at iværksætte beskyttelsesforanstaltninger, når det gælder spørgsmålet om fødevaresikkerhed. Oprettelsen af det omhandlede agentur fører os imidlertid umærkeligt i denne retning. For det første er der grund til at erindre om, at retten til at fremsætte udtalelser spiller en ganske væsentlig rolle. Når den franske regering i sagen om kogalskab fastholdt importforbuddet, skyldtes det, at den kunne henholde sig til en uvildig udtalelse fra det franske fødevaresikkerhedsagentur, mens den europæiske såkaldt videnskabelige komité fandt, at der intet var til hinder for, at Frankrig tillod import af britisk oksekød. Der er med andre ord nok behov for et europæisk agentur. Men det bør være et supplement til de nationale agenturer og på ingen måde mindske disses legitimitet. Hvidbogen udstikker imidlertid en anden kurs og ser det europæiske agentur som "et videnskabeligt referencepunkt for Den Europæiske Union" (jf. side 5). For det andet skal det europæiske agentur være uafhængigt i enhver henseende. Agenturets direktør bør afgjort ikke udpeges af Kommissionen, som foreslået af Europa-Parlamentet (jf. punkt 21 i beslutningsforslaget). Det samme gælder de videnskabelige eksperter. De bør ikke udpeges af Kommissionen, heller ikke selv om det sker på baggrund af en tilsyneladende nøje defineret udvælgelsesprocedure. Endelig skal agenturet kunne forholde sig kritisk også til Kommissionen. Hvidbogen anlægger en ganske anden synsvinkel og anfører, at agenturet og Kommissionens tjenestegrene skal arbejde tæt sammen. Takket være dette samarbejde "vil myndigheden (agenturet) kunne betjene Kommissionens tjenestegrene", som det anføres med eftertryk (jf. side 22). For det tredje bør agenturets ansvarsområde ikke brede sig til risikostyring og lovgivning. Det medgiver Kommissionens hvidbog da også. Men studerer man teksten mere indgående, viser det sig, at den regulerende myndighed, det er så vigtigt at beskytte... er Kommissionens, ikke medlemsstaternes. Ikke desto mindre omtaler både Kommissionen og Europa-Parlamentet dette agentur som en "europæisk myndighed", hvilket står i skarp kontrast til det idégrundlag, agenturet må formodes at bygge på. Europa-Parlamentet tilføjer sågar under punkt 6 i beslutningsforslaget, at "det nøje skal undersøges, hvilke kompetenceområder der skal overdrages". Vi troede ellers ikke, der var tale om overdragelse af kompetence. Hvidbogen og Europa-Parlamentets betænkning forekommer os således at indeholde en række fælder, og vi kan derfor ikke støtte disse forslag. Medlemsstaterne bør bevare det fulde ansvar i anliggender vedrørende fødevaresikkerhed. De er nærmest borgerne og reagerer hurtigere end Kommissionen, som ydermere er forblindet af sine forudfattede meninger om frihandelspolitikken. Der er givetvis behov for et agentur, som anlægger et europæisk perspektiv. Men agenturet bør udelukkende have en rådgivende funktion, og det bør være uafhængigt i enhver henseende. Det ville være at foretrække, om agenturet blot udgik fra de nationale agenturer og arbejdede tæt sammen med disse.
De alvorlige kriser og skandaler, der er forekommet i flere EU-lande omkring fødevarer på grund af produktionsmetoder, der for enhver pris og uden hensyn til forbrugernes interesser skal skaffe størst mulig profit for fødevareproducenterne, er blevet et alvorligt problem for samfundet og for fødevaresikkerheden. Således skal alle foranstaltninger støttes, der ændrer på denne situation og tager forbrugerne i forsvar, herunder oprettelsen af en europæisk fødevaresikkerhedsmyndighed, der kan foretage videnskabelig risikovurdering i tæt samarbejde med medlemsstaternes nationale fødevaremyndigheder og de vigtigste europæiske forbrugerbeskyttelsesorganisationer. Det er imidlertid nødvendigt at gå videre. Der må tages højde for landbrugets og fødevareindustriens produktionsmetoder, problemer med importerede fødevarer, dyrefoderets sammensætning, maksimale grænseværdier for dioxiner og pesticidrester, tilsætningsstoffer og lign., hvor fødevaresikkerheden må prioriteres højest. Det er ligeledes vigtigt at støtte regionale afgrøder og produkter, familielandbruget og landdistrikternes udvikling.
. (FR) Fødevaresikkerheden optager i dag borgerne i alle medlemslandene. Problemerne melder sig med ekstra styrke, ikke blot som et resultat af de forbedrede videnskabelige undersøgelsesmetoder, men især fordi vi nu tydeligt ser konsekvenserne af en driftsform, som er præget af, at landbruget tilstræber produktivitet for enhver pris og bekender sig til frihandelstanken. Det er således de uheldige følger for folkesundheden af en politik, som i vid udstrækning er iværksat af Kommissionen, vi i dag skal rette op på, som også korrekt påpeget af fru Thomas-Mauro under formiddagens debat. Det drejer sig om at finde det middel, som mest effektivt beskytter EU's borgere. Ser vi på den seneste tids begivenheder, konstaterer vi, eksempelvis når det gælder BSE-problematikken, og hvis vi blot holder os til Frankrig som eksempel, at de franske myndigheder kun var i stand til hurtigt at træffe de fornødne foranstaltninger til beskyttelse af befolkningens sundhed takket være et kompetent og uvildigt nationalt agentur for fødevaresikkerhed. EU's institutioner har derimod hidtil kun bidraget negativt til løsningen af disse problemer. Først nægtede såvel Rådet som Kommissionen at tage de franske videnskabsmænds advarsler alvorligt. Disses relevans er i dag indiskutabel. Derpå fulgte Domstolens forbløffende afgørelse. Domstolen fordømte det fortsatte importforbud mod britisk oksekød, som Frankrig havde indført, efter at videnskabsmændene udtrykkeligt havde anbefalet dette. Vi konstaterer således, at EU-institutionernes optræden i denne sag, som er helt central for borgerne og for fødevaresikkerheden, reelt bringer folkesundheden i fare. Heraf kan uddrages den lære, at vi med henvisning til subsidiaritetsprincippet og i effektivitetens navn bør prioritere den nationale indsats højest. Uafhængige nationale agenturer kan hurtigere udarbejde videnskabelige udtalelser, og disse farves ikke af andre hensyn. Og de nationale myndigheder kan hurtigt træffe de fornødne afgørelser med hensyn til risikostyring. Til bedste for befolkningen, der netop har givet myndighederne i opdrag at varetage hensynet til borgernes sikkerhed. Et europæisk agentur kan i denne sammenhæng spille en nyttig rolle, såfremt agenturet reelt er uafhængigt af ikke mindst Kommissionens tjenestegrene og de forskellige pressionsgrupper. Og såfremt agenturet får til opgave at komplettere og støtte de nationale agenturer (hvorfra det europæiske agentur i øvrigt burde udgå) og primært bliver et forum for udveksling af ekspertviden. Bowis-betænkningens forslag går i en noget anden retning. Fødevaresikkerheden synes primært at tjene som endnu et påskud for at give ny næring til den velkendte udvikling i retning af en styrkelse af Kommissionen på bekostning af de nationale organer og borgernes sikkerhed. Betænkningen tager således uden mindste tøven den semantiske ændring til sig, som Kommissionen har ønsket. Der tales ikke længere om et europæisk agentur, men om en myndighed. Det følger naturligt, at direktøren for denne myndighed udpeges af Kommissionen. Det er utvivlsomt den bedste måde at sikre myndighedens uafhængighed på! Myndigheden bør selvsagt have adresse i Bruxelles. Den vil dermed være tæt på Kommissionens tjenestegrene og kunne betjene disse, som anbefalet i hvidbogen... Til gengæld skal myndigheden gives "beføjelser til at pålægge" medlemsstaterne at udlevere rapporter, statistikker, dokumenter... Og under punkt 6 anføres den klassiske bemærkning om den uundgåelige overdragelse af kompetenceområder. Bag det tilsyneladende oprigtige ønske om at styrke fødevaresikkerheden i Europa, finder vi med andre ord den velkendte tankegang. Det drejer sig om at sætte medlemsstaterne "under administration", på dette såvel som på andre områder. Det drejer sig om at fratage nationale instanser kompetence og effektivitet til fordel for en stor europæisk institution, som er både kraftesløs og slap, som teoretisk set er uafhængig, men som reelt kontrolleres af Kommissionen og styres af dennes tanker om rendyrket frihandel.
. (FR) Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndigheds ansvarsområde skal alene omfatte videnskabelig analyse af fødevarerisici og ikke den politiske styring af disse risici. Kompetenceområdet bør således begrænses. Og vi havde i øvrigt foretrukket et agentur frem for en myndighed. Såfremt den omhandlede myndighed på sigt skal forvalte det hurtige varslingssystem, som indsamler oplysninger fra medlemsstaterne eller Kommissionen, kommer myndigheden til at spille en koordinerende rolle i forhold til de nationale agenturer. Vi tager afstand fra denne sprogbrug, som i kommissærens ordbog er synonym med rollen som autoritær harmoniseringsivrig ordregiver. Tales der eksempelvis ikke om, at det hurtige varslingssystem for så vidt angår fødevarespørgsmål på sigt skal forvaltes af den omhandlede myndighed? Jeg har derfor undladt at stemme. Personligt har jeg i Frankrig ikke behov for nogen myndighed for at genskabe tillid. Jeg har tillid til det franske fødevaresikkerhedsagentur og dets udtalelser, ikke mindst når det gælder spørgsmålet om kogalskab. Vi har stemt for ændringsforslag 15, idet vi finder det særdeles vigtigt at bevare den europæiske kulturarv, for så vidt angår den lokale produktion af levnedsmidler. Vi frygter imidlertid, at de midler, der tænkes anvendt for at beskytte de lokalt producerede levnedsmidler, kan virke stik imod hensigten. Er godkendelser og produktcertificeringer ikke netop midler til at omgå det princip, der anføres indledningsvis under punkt I i betragtningerne? Små lokale producenter opnår ikke certificeringer, idet proceduren for udstedelse af sådanne er både tung, kompleks og kostbar. Vi har stemt imod ændringsforslag 7. Med dette forslag bevæger vi os allerede fra risikovurdering til risikostyring. Den europæiske myndighed skal ikke kunne rette henstilling til medlemsstaterne om gennemførelse af denne eller hin kontrolforanstaltning. Det ligger uden for myndighedens ansvarsområde. (Mødet udsat kl. 14.05 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5­0296/2000) af Van Hecke for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om samarbejde med AVS-stater, der er involveret i væbnede konflikter (Hughes-proceduren) (KOM(1999) 240 - C5­0115/1999 - 1999/2118(COS)).
Hr. formand, Kommissionens meddelelse, som vi her drøfter, blev offentliggjort for halvandet år siden i anledning af krigsudbruddet i Centralafrika. På grund af manglende konsensus er den blevet liggende i Rådet i al den tid. Siden da skønnes det, at 1,2 millioner mennesker er dræbt i krigen i Congo. I min betænkning forsøger jeg beskedent at formulere en række forslag for at hjælpe med at gøre en ende på den voldsspiral og den underudvikling, som mange af vores AVS-partnere er kommet ud i. Også forslag, der skal hindre, at europæiske fonde misbruges til at finansiere krigsmaskinen. Min betænkning kan sammenfattes i tre ord: konditionalitet, sammenhæng og kontrol. Mere end det hidtil har været tilfældet, skal der være en tydelig forbindelse mellem dels finansiel hjælp og gældslettelse, dels god forvaltning, demokrati, respekt for menneskerettighederne og retsstaten. Jeg opfordrer endda til, at der fastsættes et loft for militære udgifter i AVS-landene, hvorover der ikke længere tilkendes bistand og gældslettelse. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, må Den Europæiske Union turde træffe passende foranstaltninger, der går fra diplomatisk pres og suspension af bistand til sanktioner, helst med henblik på våben- og diamantembargoer eller såkaldte "smarte" sanktioner, som rammer de herskende eliter og ikke befolkningen. Jeg vil også gerne i den forbindelse opfordre Kommissionen til at anvende entydige kriterier for suspension af bistand. Jeg tror, det ville være særdeles nyttigt inden for rammerne af artikel 96 i Cotonou-konventionen at opstille en liste over alle mulige overtrædelser af denne konvention. I øjeblikket kan jeg ikke frigøre mig for det indtryk, at Kommissionen i for høj grad anvender en ad hoc-fremgangssmåde, som kan resultere i, at den bebrejdes, at den arbejder med to målestokke. Foruden konditionalitet fremhæves en øget sammenhæng, en øget sammenhæng mellem Lomé-sporet og FUSP-sporet og mellem Unionens politik og medlemsstaternes politik. Situationer som i tilfældet med Etiopien, hvor Kommissionen og nogle medlemsstater har fastfrosset bistanden, mens andre medlemsstater har startet nye programmer, skal absolut undgås. Desuden er der presserende behov for en strengere kontrol med anvendelsen af europæiske penge. AVS-lande, der er involverede i væbnede konflikter, skal give Verdensbanken og IMF fuld mulighed for at se deres regnskaber. Hvor der anvendes europæiske udviklingspenge til indkøb af våben, skal den strukturelle bistand ufortøvet suspenderes. På det område kan Europa ikke være streng nok. Jeg synes ikke, at alt dette må bortlede opmærksomheden fra en af Den Europæiske Unions vigtigste opgaver: konfliktforebyggelse. Således som Rwanda og Etiopien har vist, er det for det meste ikke alarmsignaler, der mangler, men der reageres ikke altid passende og i tide på disse. Derfor er det vigtigt tidligt at tage fat på årsagerne til problemerne. Konfliktforebyggelse omfatter også bekæmpelse af fattigdom, styrkelse af demokratiet og det civile samfund, en bedre kontrol med den illegale våbenhandel, oprettelsen af en afrikansk fredsmagt, en international ordning for anvendelsen af lejetropper og en bedre kontrol med det verdensomspændende forbud mod børnesoldater. Jeg opfordrer for øvrigt, hr. formand, i min betænkning også til en øget inddragelse af Europa-Parlamentet. Det forekommer mig væsentligt, at vi opnår større medindflydelse med hensyn til fastfrysningen eller optøningen af bistanden. Hr. formand, jeg håber ikke, at Rådet på ny vil udsætte denne vigtige meddelelse, som blev inspireret af den forhenværende kommissær, Deus Pinheiro, på ubestemt tid. Hvis vi virkelig vil yde et bidrag til en fredsordning i Centralafrika, skal der nu optrædes handlekraftigt og sammenhængende, der skal stilles betingelser for bistanden, og der skal indføres et fuldstændig våbenembargo for området omkring de store søer. Udviklingspenge må under ingen omstændigheder anvendes til krigen. Dette er uacceptabelt, både over for den ramte befolkning og over for de europæiske skatteydere.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, på vegne af Udvalget om Udvikling og Samarbejde vil jeg lige tilføje et par indvendinger til de bemærkelsesværdige ting, som hr. Van Hecke allerede har taget op. Jeg kan i enhver henseende støtte ham, for øvrigt på hele udvalgets vegne, og jeg vil også takke ham for det konstruktive samarbejde, som har gjort det muligt, at alle ændringsforslag fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde allerede er inkorporeret i teksten, således at formanden vil kunne være tilfreds. Han behøver ikke afvikle ret mange afstemninger. De indvendinger, som jeg i dag vil bede Dem tænke over, hr. kommissær, har først og fremmest at gøre med praksis. Så sent som i dag læste vi i vores aviser, at det nu igen går dårligt i Elfenbenskysten, og at vores egne folk, som er til stede der for at berette om valget, risikerer at blive inddraget i en ny væbnet intern konflikt. Vi spørger os selv, om der er sammenhæng i den politik, som Kommissionen og Rådet, hvis fravær jeg endnu en gang beklager, fører. Mens det i september 1998 blev aftalt, at der ikke skulle ydes nogen budgetmæssig bistand til lande i krig, ydede Kommissionen i marts 2000 110 millioner euro til Rwanda, selv om dette land holder betydelige dele af Den Demokratiske Republik Congo besat til trods for fredsaftalerne. Jeg ved godt, at der er mange skyldige i denne konflikt. Men er man så ikke strengere over for Kabilas Demokratiske Republik Congo end over for Uganda? Er man ikke strengere over for Zimbabwe end over for Rwanda? Jeg har indtryk af, at det klart er tilfældet, for i praksis føres der en politik, der anvender to målestokke over for lande, som endda er forviklet i den samme væbnede konflikt. Nogle lande støttes næsten betingelsesløst af Den Europæiske Union, IMF og andre. Andre lande får bistand under strenge forudsætninger. Det påvirker sommetider direkte magtforholdene mellem lande, der er involveret i den samme konflikt. Lad mig sige det klart: Jeg er imod enhver form for budgetmæssig bistand til krigsførende lande, for denne bistand anvendes for det meste alligevel direkte eller indirekte til indkøb af våben. Her findes det andet ømme punkt i vores europæiske udformning af politik. Våbeneksporten fortjener at blive nævnt her på grund af absolut medskyld i de forskellige konflikter. Ikke blot den illegale våbenhandel florerer, men også den kontrollerede våbenhandel har mere øje for våbenhandlernes indbyrdes "ærlige konkurrence" end for den fred, som vi opfordrer til.
Hr. formand, hr. kommissær, Den Paritetiske Forsamling AVS-EU har sat sig som mål at udrydde nøden og fattigdommen i de omhandlede regioner i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Det er de rige europæiske landes pligt. Men jeg er overbevist om, at det også er i Europas interesse. Ordføreren, Johan Van Hecke, peger i sin særdeles udførlige betænkning med rette på, at fattigdommen bl.a. skyldes det herskende anarki, der er en følge af de væbnede konflikter, som uophørligt hærger nogle af disse regioner. I betænkningen anføres en række foranstaltninger, som kunne rette op på denne situation, i øvrigt uden indblanding i disse landes indre anliggender - der er som bekendt tale om lande, som vogter nidkært over deres selvstændighed. Johan Van Hecke peger med rette på bl.a. oprettelsen af en fredsstyrke. Jeg vil gerne på baggrund af mine erfaringer på dette felt, knytte enkelte uddybende bemærkninger til dette punkt. Den tid er forbi, hvor løsningen består i militær intervention. Ikke så meget fordi de europæiske troppekontingenter bringer mindelser om nykolonialistiske tilbøjeligheder, men fordi det internationale samfunds seneste forsøg på indgriben - det være sig på grundlag af et FN-mandat eller på grundlag af multilaterale aftaler- har vist, at kriser bedst håndteres på lokalt plan. For på hensigtsmæssig vis at kunne håndtere fredsbevarende og fredsskabende opgaver kræves indgående kendskab til det pågældende lands historie, kultur og sågar sprog. Det er baggrunden for, at der er oprettet og fortsat med Den Europæiske Unions bistand uddannes og udvikles regionale enheder til varetagelse af konfliktstyring. Disse regionale enheder skal gradvist overtage ansvaret for indsatsen i området inden for en fælles strategisk ramme, som koordineres af Den Europæiske Unions medlemsstater og AVS-staterne. Europa-Parlamentet skal fortsat definere og mere aktivt kontrollere oprettelsen af sådanne enheder. Det er ordførerens fortjeneste, at betænkningen indeholder en fyldig liste over initiativer og aktioner, som set i dette perspektiv kan og bør iværksættes.
Hr. formand, den nye samarbejdsaftale, der blev undertegnet i Cotonou, er en passende lejlighed til at få afhjulpet de mangler, der er blevet konstateret tidligere og til at præcisere begreber og normer for handling i specifikke situationer i vores samarbejde med AVS-landene, f.eks. i den situation, som gav anledning til Kommissionens redegørelse, som vi beskæftiger os med her, og de to betænkninger fra kollegerne Van Hecke og Maes, det vil sige, hvad der bør ske, når et associeret land indblandes i en væbnet konflikt. I tråd med det, ordførerne har bekræftet, mener vi, det er selvskrevet, at Unionen reviderer sine bistandsprogrammer til lande i krig bl.a. for at undgå, at de tildelte midler omledes til militære aktiviteter. Selv som et principspørgsmål bør man revurdere støtten til lande eller regimer, som er ansvarlige for væbnede udskejelser i nabolande, eller som bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på oprustning, når de ikke bruges til at undertrykke deres egne befolkningers individuelle rettigheder eller mindretal. Vi må være meget opmærksomme på artikel 11 i den nye traktat, hvor man bekræfter den europæiske forpligtelse i forbindelse med fredsskabende politikker samt forebyggelse og løsning af væbnede konflikter. Dialogen mellem de konfronterede styrker og Unionens dialog med disse parter bør være nøglemekanismen for disse handlinger. Vi giver sammen med fru Maes udtryk for vores forvirring over for en paradoksal adfærd, hvor vi ser, hvordan man fra Unionens side har vedtaget bistand på millioner af euro til lande, som klart er indblandet i den militære besættelse af et af deres nabolande. I denne henseende kan vi ikke acceptere denne dobbeltmoralske adfærd, hvormed man nogle gange anvender bistandspolitikken, og vi er ligeledes bekymret for de modsigelser, der kan opstå i medlemsstaternes eller nogle medlemsstaters og selve Unionens adfærd. Jeg tror, det er hensigtsmæssigt, at Parlamentet får mere gennemsigtighed, mere sammenhæng, mere information og mere kontrol over disse politikker. Afslutningsvis må vi være klar over, at en reduktion eller en indefrysning af vores udviklingsbistand til et bestemt land i krig nødvendigvis bør medføre en supplerende bestræbelse, hvad angår humanitær hjælp til det samme lands befolkning, som er hovedofrene for sådanne konflikter. Her vil det endnu en gang være absolut nødvendigt med de solvente ngo'ers indblanding, hvorigennem sådanne programmer kunne gennemføres med garanti for succes og effektivitet.
Hr. formand, voldelige konflikter er altid menneskers arbejde, hvor bestialsk en karakter de end har, de er aldrig uundgåelige som en naturkatastrofe, og de ledere, som forårsager dem, bærer et enormt ansvar. Det er altid sådan, men først og fremmest i ludfattige lande, dér må befolkningen lide dobbelt, dér stoppes udviklingen, og årelange bestræbelser og bistand udefra tilintetgøres. Og hvad drejer det sig om, erobre magt eller netop nægte at afgive magt? Indsamle mineraler, myrde andre etniske grupperinger, løsrive sig eller erobre et stykke ørken? Først og fremmest Afrika er et sjældent krigerisk kontinent. En ud af fem afrikanere lever i et land, som er forviklet i en alvorlig konflikt, og for at gøre det endnu værre øges konflikterne, både i antal og i intensitet. Det store spørgsmål er, hvorfor det egentligt forholder sig sådan? Det er Den Europæiske Unions politiske og moralske pligt at gøre alt for at forhindre konflikter i AVS-landene. Betænkningen herom af hr. Van Hecke tilslutter jeg mig helhjertet. Vi må blive meget strengere med hensyn til uansvarlige AVS-regimer, kriterier for standsning af bistand skal være tydelige, sanktioner bør tilpasses de enkelte lande. Vi må ramme magthaverne og ikke befolkningen, hvor vanskeligt det end er, og Parlamentet bør inddrages direkte ved beslutningen om suspension af bistand. Det er en grov skandale, hvis europæiske udviklingspenge anvendes til våbenkøb. Fra deres side er de EU-medlemsstater, som leverer våben til stridende parter, medansvarlige for de svære menneskelige lidelser og tilintetgørelsen af vores egen udviklingsbistand. Cotonou-konventionen, hr. formand, lægger med rette grundlaget for yderligere udvikling, deltagelse i verdenshandlen og i den politiske dialog, men AVS-lande, som henfalder til vold, ødelægger dette samarbejde og skyder konventionen i stumper og stykker.
Hr. formand, jeg bifalder varmt denne betænkning og lykønsker ordføreren med den. Der er kun et alvorligt problem, nemlig at ordføreren udvider konditionalitetsprincippet til også at omfatte gældslettelse. På næsten alle andre områder ville jeg støtte konditionalitet. Efter min mening har vi ansvar for at benytte de redskaber, der står til vores rådighed, til at fremme en forsvarlig styreform, demokrati og retsstatsprincipper i vores internationale relationer. Men selv om disse principper skal danne udgangspunkt for vores bistandspolitik, skal vi skelne kraftigt, når det gælder gældslettelse. Historien har nemlig vist, at ansvaret for gældslettelse påhviler såvel långivere som låntagere. Desuden er gældsbyrden vokset, siden lånene blev optaget, så den nu er langt større end de oprindelige lån. Mange lande tilbagebetaler deres gæld flere gange. Visse lande bruger mere på at tilbagebetale lån end på sundhed og uddannelse tilsammen, og alligevel er de mennesker, som lider under denne omlægning af ressourcerne, bestemt ikke de samme, som dem, der nød godt af de oprindelige lån. Der er god grund til at spørge, hvad formålet er med at eftergive gæld, hvis udemokratiske regeringer simpelthen misbruger midlerne til deres egen fordel? Det er en mulighed. Men en endnu større mulighed er, at når befolkningen bliver klar over, at gælden er eftergivet, kan de selv lægge yderligere pres på deres regeringer for at opnå, at pengene bliver brugt på de yderst tiltrængte sociale foranstaltninger. Ifølge hr. Van Heckes betænkning kræver indførelsen af konditionalitet konsekvens og mod. Jeg er enig heri. Men i forbindelse med gældslettelse kræver det også retfærdighed og anerkendelse af, at den oprindelige gæld i mange tilfælde allerede er blevet betalt tilbage mange gange.
Hr. formand, tak til ordføreren for de særdeles relevante bemærkninger og de mange forslag. Af de 34 fattigste lande i verden er 20 involveret i konflikter, hvilket destabiliserer de berørte regioner. Hr. Morillon påpeger med rette fattigdomsproblemet. Under vores møde med AVS-staterne satte vi os netop som mål bl.a. at udrydde fattigdommen. Efter min opfattelse kommer vi ikke uden om at måtte overveje spørgsmålet om gældseftergivelse og spørgsmålet om de såkaldte strukturtilpasningspolitikker, som bringer disse lande ud af kurs. Efter min opfattelse bør vi ophøre med selv at fastsætte råvarepriserne, og vi bør sælge bl.a. lægemidler til kostpriser. Jeg føler mig således overbevist om, at der er behov for at vise solidaritet på en række punkter. Hr. formand, kære kolleger, jeg har i dag i særlig grad de demokratiske kræfter og befolkningen i Elfenbenskysten i tankerne. De demonstrerer i dette øjeblik og kræver i demokratiets navn militærjuntaens og general Gueïs afgang. Med ham ved magten vil vi se en begyndende balkanisering af Afrika. Det er en etnisk funderet magt, vi ikke kan acceptere. Jeg mener derfor også, som påpeget af ordføreren, at vi bør sende et klart budskab til såvel EU's skatteborgere som AVS-staterne. Vi bør forpligte os til at lade militærjuntaen i Elfenbenskysten - og i øvrigt alle diktatoriske styrer - vide, at der aldrig bliver udstedt visa til dem, at vi vil indefryse deres aktiver, og at vi i øvrigt fuldt og helt støtter alle demokratiske kræfter. Med enkle og stærke budskaber af denne art kunne vi skaffe os ørenlyd.
Hr. formand, hr. Van Heckes betænkning rejser et grundlæggende spørgsmål, nemlig om, hvor vidt den internationale bistand til lande i konflikt er en faktor i konflikten, og hvor vidt bistanden er til fordel for korrupte og krigsførende regeringer. Jeg vil gerne vedrørende et af de fattigste og ulykkeligste områder i verden trække to eksempler frem på den smertefulde rolle, som international bistand kan få, når den gives uden betingelser. Jeg taler om et land, der har været uafbrudt i krig siden 60'erne, og et land, hvor der hersker en skrøbelig fred, men som den internationale bistand på uheldig måde kan skade, nemlig henholdsvis Angola og Mozambique. I Angola fører regeringen og UNITA en af de blodigste borgerkrige i Afrika, og det er desværre tydeligt, at den internationale bistand, i særdeleshed til regeringen i Luanda, har spillet en rolle for opretholdelsen af denne konflikt. Jeg må desværre beklage, at min egen regering, den portugisiske regering, er involveret i denne militære indsats. Med hensyn til Mozambique, hvor der med besvær råder en skrøbelig fred, kan anvendelsen af den internationale bistand fra regeringspartiets side for at tilgodese visse provinser frem for andre på baggrund af valgresultaterne i sig selv udgøre en vigtig faktor for den krise, som den fred, der blev opnået med så store anstrengelser, er kommet ud i, og for at borgerkrigen igen måske bryder ud i Mozambique. Det må virkelig bekymre EU og donorlandene, om bistanden i lande som f.eks. Mozambique benyttes som et magtredskab for at legitimere en regering, der befinder sig i kanten af demokratiet, og på den måde medvirker til at ødelægge en meget skrøbelig fred. Det er den slags problemer, som betænkningen rejser, og som fortjener vores grundige overvejelser.
Hr. formand, jeg bifalder også både Kommissionens meddelelse og den betænkning, vi taler om i dag. Et af hovedbudskaberne deri er behovet for overensstemmelse. Den Europæiske Union har en række aktiviteter under sin paraply: handel, Lomé-aftalerne, FUSP, eksterne politikker, og alt for ofte er den ene aktivitet ikke i overensstemmelse med den anden. Overensstemmelse skal være vores hovedmålsætning. For det andet må konfliktforebyggelse prioriteres meget højt af EU. Vi er ved at få foranstaltningerne på plads. Vi har den højtstående repræsentant, vi har Enheden for Politisk Planlægning og Hurtig Varsling under Rådet. De må nu understrege, at vi skal fokusere på konfliktforebyggelse i stedet for at gribe ind militært, efter at man har mistet kontrollen med en konflikt. Vi må være særligt opmærksomme på ting som knappe vandressourcer som en årsag til konflikt. Kommissionens politik bør sigte mod at sikre, at vi forbedrer vandforsyningen i stedet for at begrænse den, hvad der ind imellem har været tilfældet. Som det tidligere har været nævnt, skal vi understrege vigtigheden af en forsvarlig styreform og demokrati. Det kunne være en del af konditionaliteten, og vi bør forlange af medlemsstaterne, at de ikke støtter politikere ud fra kortsigtede begrundelser, hvis de ikke opfylder de basale krav til en forsvarlig styreform og demokrati. Vi er alt for ofte parat til at støtte en gruppe på bekostning af en anden og på langt sigt på bekostning af freden i et bestemt område. Endelig skal vi selvfølgelig dæmme op for strømmen af våben til disse områder, og ikke blot ved foranstaltninger mod håndvåben. Jeg ønsker, som det fremgik af min betænkning fra sidste måned, at der gribes ind over for våbenhandlere i hele Den Europæiske Union. I mange lande er der ingen kontrol med våbenhandlernes aktiviteter. De kan handle, som de vil, og i næsten alle konflikter står våbenhandlere bag udbredelsen af våben. Det er altafgørende som led i EU's adfærdskodeks, at våbenhandlerne skal have licens, og at vi begynder at kontrollere deres aktiviteter. Det nytter ikke noget, at regeringerne gør noget ved våbeneksporten, hvis vi lader private enkeltpersoner opføre sig, som de gør. Vi bør ligeledes se på fremstillingslicenser. Det nytter ikke at indføre regler om fremstilling af våben i EU, hvis virksomhederne i EU kan omgå kontrollen ved at give deres produktion i licens til et land uden for EU. Jeg bifalder denne betænkning, men vil gerne understrege, at vi ikke kommer nogen vegne, medmindre vi er parat til at dæmme op for strømmen af våben til konfliktområderne. Det kræver meget skrappere foranstaltninger, end vi hidtil har været parat til at indføre.
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om gennemførelse af budgetposten "Menneskerettigheder/demokrati" om kampagner til fordel for et moratorium for dødsstraf og henrettelser.
Dette Parlament og også denne kommissær har længe været modstandere af dødsstraf. Jeg stemte for mit eget vedkommende konsekvent imod, da jeg var medlem af et andet parlament. En af de første beslutninger, jeg traf, da jeg var Hongkongs guvernør, var med støtte fra organisationer som Amnesty og Human Rights Watch at afskaffe dødsstraffen i Hongkong, og det glæder mig, at den ikke er blevet genindført. Parlamentet har tidligere erklæret, at det betragter dødsstraf som en umenneskelig, middelalderlig form for straf, der er et moderne samfund uværdig. Jeg ved, at mange mennesker deler den opfattelse. Jeg er glad for, at alle ansøgerlandene i Central- og Østeuropa har afskaffet dødsstraffen. Vi er på vej mod et Europa, hvor dødsstraffen er afskaffet på hele kontinentet. Den Europæiske Union er imod dødsstraf under alle omstændigheder og har indvilliget i at deltage i en støttekampagne for dødsstraffens universelle afskaffelse. Denne holdning bygger på vores tro på alle menneskers værdighed og ukrænkelighed. For mit eget vedkommende bygger min modstand mod dødsstraf også på min tro på menneskelivets ukrænkelighed. Dødsstraffen anvendes stadig i omkring 87 lande, og der udføres ca. 30 henrettelser om året. Et par lande udfører henrettelser som på samlebånd. Den Europæiske Union har nu i nogen tid aktivt søgt at opnå et globalt moratorium. Unionen har defineret et sæt retningslinjer for at identificere omstændigheder, hvor EU kan træffe specifikke, målrettede foranstaltninger. Ifølge disse retningslinjer vil EU opfordre landene til at tilslutte sig den anden valgfri protokol til konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og tilsvarende regionale mekanismer, der sigter mod afskaffelse af dødsstraf. Vi vil også tage dødsstrafproblematikken op i multilaterale fora. Den Europæiske Union deler den dybe bekymring, som alle modstandere af dødsstraf nærer, for, at det er umuligt helt at fjerne risikoen for, at nogen bliver uskyldigt dømt. Den risiko, risikoen for at tage en uskyldigs liv, er efter manges mening nok til at erklære dødsstraffen ulovlig. Vi accepterer heller ikke det argument, at dødsstraffen har en præventiv effekt på voldsforbrydere, da der simpelthen ikke er bevis for den påstand i vores lande. I lande, som benytter dødsstraf, stræber Den Europæiske Union mod en progressiv begrænsning af dens anvendelsesområde samt respekt for de strenge betingelser, der er opstillet i flere internationale menneskerettighedsinstrumenter, under hvilke dødsstraf kan anvendes, samt etablering af et moratorium for henrettelser, således at dødsstraf fuldstændig afskaffes. Under det finske og portugisiske formandskab rejste Den Europæiske Union spørgsmålet om dødsstraf med en lang række lande, herunder myndighederne i Antigua og Barbuda, Burundi, Bahamas, Filippinerne, De Forenede Arabiske Emirater, Guyana, Indien, Iran, Kina, Kirgisistan, Pakistan, De Palæstinensiske Selvstyreområder, Tadsjikistan, Thailand, Trinidad og Tobago, Tyrkiet, USA, Usbekistan, Yemen og Zimbabwe. I Kinas tilfælde brugte vi dialogen om menneskerettighederne til at fremføre sagen igen og igen. Jeg beklager, at Kina stadig næsten daglig gør brug af dødsstraffen. Den Europæiske Union er særligt bekymret over idømmelsen af dødsstraf for unge, som på tidspunktet for forbrydelsen endnu ikke var fyldt 18 år. Den europæiske holdning til retsforfølgelse af børn og unge er i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder for retsforfølgelse af børn og unge, som er nedfældet i de internationale menneskerettighedsinstrumenter. Jeg sagde i starten, at Den Europæiske Union havde besluttet at tage spørgsmålet om dødsstraf op i multilaterale fora. Det har ikke altid været let. Som De husker, besluttede vi efter intensive forhandlinger på FN's Generalforsamling sidste år i november, at ingen resolution var bedre end en resolution med en livsfarligt mangelfuld tekst, og at Den Europæiske Union derfor ikke skulle gå videre med sit initiativ i FN's Generalforsamling. Det er derfor meget glædeligt, at FN's menneskerettighedsresolution fra april blev vedtaget med stort flertal. Det ser ud til, at selv om de, der går ind for at bevare dødsstraffen, affinder sig med Menneskerettighedskommissionens tekster om dette emne, så går de stadig stærkt imod ethvert forsøg på at gennemføre en generalforsamlingsresolution. Det ville yderligere splitte parterne. Den Europæiske Union har derfor besluttet, at det hverken ville være tilrådeligt eller betimeligt at fremlægge et resolutionsforslag om dødsstraf på UNGA 55. Vi fortsætter dog med at støtte kampagner for et moratorium for dødsstraf og henrettelser og i sidste ende afskaffelse af dødsstraf i hele verden. Det gør vi under de budgetposter, som hører under det europæiske initiativ til demokrati og menneskerettigheder. Navnlig under budgetpost B7-704 har vi iværksat en række initiativer verden over, som har til formål at mobilisere den offentlige mening imod dødsstraf. I 1999 blev der etableret et fælles program mellem Kommissionen og Europarådet, der skulle øge den offentlige bevidsthed om forskellige temaer i forbindelse med afskaffelse af dødsstraffen i Rusland, Tyrkiet, Albanien og Ukraine. Programmet til over 670.000 euro over to år tilvejebringer information til parlamentarikere, jurister og almenheden om strafferetslige argumenter imod dødsstraf. Jeg vil gerne gentage, at dette er et emne, vi tager alvorligt. Det er et emne, som jeg personligt tager yderst alvorligt. Vi deltager i debatten om det som en union med en vis moralsk indflydelse. Vi gør fremskridt. Men det kommer til at tage tid og kræfter samt dette Parlaments fortsatte kamp at nå vores mål, som er, at dødsstraf bliver noget, man læser om i historiebøgerne som en form for straf, der overhovedet ikke hører hjemme i den moderne verden.
Hr. formand, hr. kommissær, som De rigtigt nok har sagt gentagne gange, har Europa-Parlamentet og hermed Gruppen for Det Europæiske Folkeparti talt imod dødsstraf og for et universelt moratorium om dødsstraf, hvis eneste målsætning er at opnå en endelig verdensomspændende afskaffelse af dødsstraffen. Det kunne ikke være anderledes, eftersom denne praksis, som direkte krænker respekten for menneskeliv, er i modstrid med forsvaret af menneskerettighederne, hvoraf den første, som danner grundlag for alle de andre, er retten til livet, som Den Europæiske Union fremmer. Men der kommer et øjeblik, hvor ord ikke er tilstrækkeligt, og hvor man bliver nødt til at indtage en langt mere kamporienteret holdning i forsvaret af det, som for os kristelige demokrater udgør grundkernen i vores filosofi og i vores politiske handlemåde. Menneskets grundlæggende værdi og retten til livet fra det øjeblik, det undfanges, og til dets naturlige død udgør to principper, der er uforenelige med dødsstraffen. Derfor skal vi ikke alene være fortalere for en afskaffelse af dødsstraffen, men vi skal også foreslå muligheden for at anvende de budgetkonti, der er øremærket til menneskerettigheder for at gennemføre kampagner til fordel for et moratorium om dødsstraffen og således, at de ikke-statslige organisationer såvel på internationalt som på lokalt plan og de religiøse myndigheder også kan deltage i anvendelsen af disse budgetkonti. Og det foreslår vi først og fremmest, fordi menneskerettigheder og afskaffelse af dødsstraffen udgør en helhed, og fordi det gør det muligt for os at lade handling følge ord, og fordi det civile samfunds deltagelse er absolut nødvendig for at opbygge en opinionsstat og en kollektiv bevidsthed, der går ind for en afskaffelse af dødsstraffen. Det er rigtigt, at der er tendens til en positiv indstilling over for afskaffelsen af dødsstraffen. Man behøver blot se på statistikkerne. Imidlertid anvendes dødsstraffen stadig i 90 stater, og man kan ikke lukke øjnene for de 1.625 kendte henrettelser, som blev gennemført i 1998. Heraf fandt 80% sted i kun fire lande, hvor USA ligger på tredjepladsen med 68 henrettelser. Derfor bør afskaffelsen af dødsstraffen sammen med respekten for menneskerettighederne være et centralt element, hr. kommissær, i forbindelserne mellem Den Europæiske Union og tredjelande. Det burde navnlig gælde i forbindelserne med USA på grund af den modsigelse, der ligger i at være bannerfører for friheden i hele verden og så råde over sine egne borgeres liv og død, selv om det er for at statuere et eksempel og i den offentlige ordens navn, eller fordi et flertal af befolkningen beder om det. Demokratiet kan ikke altid rette sig efter flertallets ønsker, eftersom man ikke på flertallets vegne kan igangsætte eller berettige nogen aktion, der krænker individets vigtigste rettigheder, hvoraf den vigtigste er retten til livet. Hvis dødsstraffen - som San Egidio-fællesskabet fortalte os - umenneskeliggør vores verden ved at prioritere gengældelsesforanstaltninger og hævn, bør det udgøre en prioriteret målsætning i Den Europæiske Union at stille alle, såvel økonomiske som politiske midler til vores rådighed, for at bandlyse en praksis, der er i modstrid med de principper og værdier, som udgør vores eksistensberettigelse. Derfor er vi glade for, at Kommissionen gør dette til sin målsætning, og at den tillægger dette grundlæggende spørgsmål den betydning, som kommissæren fortalte os, det fortjener at få tillagt, således at vi er i overensstemmelse med de principper, vi forsvarer.
Hr. formand, endnu en gang udtaler Europa-Parlamentet sig til fordel for den menneskelige værdighed og imod dødsstraffen. Men i dette tilfælde gør den det efter Forsamlingens vedtagelse af den endelige tekst til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Dette charter tildeler netop sit første kapitel til den menneskelige værdighed, idet det erklærer, at den er ukrænkelig, og at den vil blive respekteret og beskyttet. Det bekræfter ligeledes, at ingen kan dømmes til døden eller henrettes. Europa-Parlamentet har udtalt sig til fordel for, at chartret skal indskrives i traktaterne og for, at disse europæiske borgerrettigheder skal gælde for statsborgere fra tredjelande. Derfor er det mere end nogensinde før belejligt, at vi nu spørger os selv, om det ikke er på tide, at vi afkræver Kommissionen og Rådet, at de i forhandlinger med alle tredjelande, og ikke alene dem, der venter i køen på at komme med i Unionen, kræver, at de medtager afskaffelse af dødsstraffen som klausul for respekt for menneskerettighederne. 1999 er igen blevet et sort år. Ifølge Amnesty International er næsten 2.000 personer blevet henrettet, og i 63 lande er der blevet afsagt 4.000 nye dødsdomme. Kina, Irak, Saudi-Arabien, Den Demokratiske Republik Congo og USA er nogle af de 31 lande, hvor der har været henrettelser. Er De klar over, at der i dette sidstnævnte land, USA, som er den store vogter af demokratiet - som min kollega Concepció Ferrer netop sagde - i 1999 blev henrettet 98 personer? Er De klar over, at det i 18 amerikanske stater er muligt at henrette 16-årige? Er De klar over, at man i det samme land siden 1976 har henrettet 34 mentalt retarderede kriminelle? Jeg henleder opmærksomheden på USA, ikke fordi jeg er antiamerikansk, for det er jeg ikke, men fordi vi taler om en af vores demokrativenner, som overvåger freds- og demokratiinteresserne i verden. Jeg kunne godt tænke mig, at vi alle spurgte os selv, om vi kan gøre noget mere. Det er på tide, at vi forstår, at det ikke er tilstrækkeligt med humanitære erklæringer alene. Jeg tror, at vi, hvis vi ikke gør denne kamp til en politisk forpligtelse, politisk med store bogstaver, i centrum for vores europæiske udenrigspolitik - og derfor er jeg glad for, at kommissær Patten er til stede her - gør mindre, end vi er i stand til for at undgå denne grusomhed. Lad os her fra Europa-Parlamentet gøre alt, hvad vi kan. Lad os mindes Albert Camus' ord: "Hverken i menneskenes hjerte eller i samfundets sædvaner vil der være fred, så længe døden ikke erklæres forbudt ved lov". Og en anden ting, hr. Patten. I Deres indlæg sagde De, at vi ikke kan garantere, at der ikke sker fejltagelser i forbindelse med henrettelser. Enhver henrettelse er en fejltagelse. Jeg er agnostiker, men jeg læser Bibelen, og her står der, at ingen må røre Kain på trods af, at han har slået sin bror, Abel, ihjel. Enhver henrettelse er en fejltagelse, som demokratiet, forsvaret af menneskerettighederne og den menneskelige værdighed ikke kan tillade.
Hr. formand, jeg glædede mig over kommissær Pattens indlæg, over de ord, han sagde - navnlig om sin personlige erfaring - og over vurderingen af, at det er absurd at benytte en straf, der på verdensplan virker stadig mindre afskrækkende på en effektiv måde for et stadig større antal borgere. Europa har uden tvivl gjort nogle betydelige fremskridt med hensyn til sin egen indsats, nemlig den formelle afvisning af dødsstraffen og bekræftelsen af retten til livet i udkastet til chartret om grundlæggende rettigheder, den klare fastlæggelse af, at enhver, der ønsker at deltage i Europas udvidelsesproces, skal give afkald på dødsstraffen, det øgede antal interventionsredskaber, når det gælder forbindelserne til tredjelande, hvor der eksisterer en klausul om menneskerettigheder, og endelig moratoriet for dødsstraf som en prioriteret aktion i Rådets fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Når vores internationale institutioner og domstolen i Haag betragter den dom, som forbryderen Tadic - der har begået nogle meget alvorlige forbrydelser - trues med, og når vi sammenligner med det grusomme ansvar, man har i et hvilket som helst - også demokratisk - land for alle de sager, hvor tusindvis af mennesker i dag afventer deres dødsdom, kan vi måske forstå betydningen af, at det, der var et europæisk særpræg, nemlig afvisningen af dødsstraf, ud fra et politisk og ikke et historisk synspunkt kan blive et særpræg, som bliver mere og mere udbredt og til sidst kommer til at gælde for et overvejende flertal af de politiske, institutionelle og humanitære handlinger i hele verden. Dette tjener som inspiration for det nye Europa, der opstår i det tredje årtusinde. Derfor er det nødvendigt, hr. formand, at Kommissionen - og jeg vil gerne bede kommissær Patten om et klart svar - gør ordentlig brug af de ændringsforslag til EU's budget, som vores gruppe, Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe, har stillet til budgettet for 2000. Der kan nemlig ikke iværksættes noget institutionelt initiativ på dette område, hvis ikke det sker i tæt samarbejde med de ikke-statslige organisationer. Jeg vil gerne foreslå Dem, hr. kommissær, at De overvejer muligheden for, at Europa indfører en europæisk dag mod dødsstraf i verden. Det ville være et væsentligt bidrag til den globale bevidstgørelse her fra Europa, som er og fortsat skal være kulturens vugge.
Hr. formand, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance går stærkt ind for det beslutningsforslag om et moratorium for dødsstraf, som bliver vedtaget i morgen. Den 10. marts 1992 forelagde fru Adelaide Aglietta den første vigtige betænkning for Europa-Parlamentet, hvor man anmodede om et moratorium for dødsstraf, der skulle vedtages i FN. Otte år efter er situationen alvorlig og bekymrende - sådan som det også understreges i vores beslutningsforslag - men den internationale indsats for et moratorium bliver hele tiden større. Vi skal tage udgangspunkt i denne kendsgerning på trods af den stilstand i processen, der har været i FN for nylig, og vi skal derfor udnytte de midler, som er til rådighed på budgettet. Et moratorium ville naturligvis ikke have kunnet standse de over 4.000 hurtige henrettelser, der har fundet sted i Irak i de senere år, eller de tusindvis af henrettelser i Kina. I andre lande - først og fremmest i USA, som er det eneste store demokrati, hvor man med stædig stolthed stadig anvender dødsstraf - er denne langvarige indsats for at slå til lyd for et moratorium dog ved at få nogle ganske spæde virkninger. Det lykkedes præsidentkandidat Bush, i hvis stat man har foretaget 144 henrettelser, at undgå dødsstrafspørgsmålet i valgkampagnen, og på en diskret og hyklerisk måde udsatte han henrettelserne i sin stat til efter valget. Er dette måske ikke et af de talrige beviser på en kynisk politisk udnyttelse, hvor man leger med andre menneskers liv - mennesker, som naturligvis ofte er skyldige - på grund af nogle kyniske politiske beregninger? Vi skal derfor fortsætte ad samme vej med den overbevisning og ihærdighed, som fru Aglietta lagde for dagen, da hun stiftede foreningen mod dødsstraf Hands off Cain. Måske er det ikke noget, vi opnår lige med det samme, men vi har tiltro til, at det - også med de penge, der er til rådighed på budgettet, og med Kommissionens hjælp - vil lykkes os at nå denne målsætning.
Hr. formand, kære kolleger, ethvert menneske har ret til liv og frihed, således hedder det i FN's menneskerettighedserklæring. Alle FN's medlemsstater har forpligtet sig til at overholde denne erklæring. Dødsstraffen strider uigenkaldeligt mod retten til liv og er altid grusom, umenneskelig og fornedrende. Alene i 2000 er der henrettet 70 mennesker i USA. Listen over stater, hvor dødsstraffen eksekveres, eller hvor der afsiges dødsdomme, er lang, som eksempelvis Kina, Iran og Irak. Selv om der ikke er eksekveret dødsdomme i Tyrkiet siden 1984, er mere end 69 personer blevet dømt til døden. Det tyrkiske parlament har det sidste ord om eksekveringen af dommen og skal behandle 49 sager. Netop for en stat, som ønsker medlemskab af Den Europæiske Union, kan dette ikke accepteres. Tyrkiet skal afskaffe dødsstraffen for at kunne blive optaget i Den Europæiske Union. Hvorfor dødsstraf? Så længe der har eksisteret dødsstraf, har man uden resultat forsøgt at begrunde, hvorfor den er nødvendig. I dag benytter tilhængere af dødsstraffen i første række argumentet om afskrækkelse. De hævder, at hvis dødsstraffen afskaffes, stiger antallet af alvorligt kriminelle. Intetsteds i verden kan der fremlægges det mindste bevis for denne påstand. Hvordan kan man eksempelvis forklare, at mordprocenten er væsentligt højere i USA, hvor dødsstraffen stadigvæk anvendes, end i andre lande, hvor dødsstraffen er afskaffet? Ved enhver henrettelse kan det også ramme uskyldige. Der findes allerede mange eksempler på, at uskyldige er blevet dømt. Især blandt fattige og medlemmer af mindretal anvendes dødsstraffen uforholdsmæssigt ofte. Bag fuldbyrdelsen af dødsstraf ligger tanken om hævn, som ikke hører hjemme i en civiliseret stat. Hvad enten det drejer sig om Abu Dschamal i USA, Öcalan i Tyrkiet eller endda den fuldbyrdede henrettelse af Abdul Achmin Sabi i Irak - i alle tilfælde skal det fordømmes. Jeg betragter dødsstraffen som en barbarisk ... (Formanden fratog taleren ordet)
Hr. formand, ligesom det er tilfældet med Amsterdam-traktaten og EU-chartret om grundlæggende rettigheder, har Parlamentet flere gange givet udtryk for sin modstand mod dødsstraf, som desværre stadig - sådan som det allerede er blevet sagt - eksisterer i mange af verdens lande, både i lande, der ligesom det kommunistiske Kina har tradition for at være udemokratiske, og i nogle yderst liberale lande som USA. Vi er også klar over, hvor vanskeligt det er at få afskaffet denne abnorme og umenneskelige straf. Det er endda vanskeligt i USA, hvor fru Frassoni mindede om, at politikerne og institutionernes repræsentanter ikke tør foreslå en afskaffelse af dødsstraffen, fordi de er bange for at miste stemmer. Der er en indlysende grund til dette. Over for den tiltagende organiserede kriminalitet betragtes dødsstraffen nemlig som et afskrækkende middel, der kan mindske og bekæmpe det stadig større antal forbrydelser og ulovligheder. Men vi ved godt, at det slet ikke er sandt, og at dødsstraffen er en forfærdelig handling og en slags lovlig forbrydelse fra statens side. Vi er klar over, at selv om kampen mod kriminalitet er hård og kompromisløs, skal den foretages i rettens og resocialiseringens tegn og bestemt ikke med den tankegang, at det udelukkende drejer sig om at straffe eller - værre endnu - om øje for øje og tand for tand. Netop derfor er det nødvendigt, at vi i hele Europa iværksætter en kampagne for moratoriet for dødsstraf i form af en stor menneskerettighedskampagne, der inddrager alle, både dem, der spiller en politisk og institutionel rolle, og de almindelige borgere, ikke mindst de yngste borgere, så vi netop får skabt en egentlig bevidsthed om dette emne hos befolkningen og får lagt et politisk pres på de lande, i hvis retssystem der stadig er taget højde for dødsstraf. Med fare for at virke alt for naiv ville jeg desuden gerne foreslå, at medlemsstaterne sagde nej til handelsforbindelser med de lande, der praktiserer dødsstraf, men jeg ved godt, at det er helt utopisk. Jeg tænker særligt på Kina, der - som kommissæren også mindede om - afsiger en dødsdom hver eneste dag, og hvis overholdelse af menneskerettighederne i det hele taget er meget mangelfuld, men som desværre også er en meget attraktiv og uundværlig handelspartner for alle de europæiske lande. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at disse kampagner mod dødsstraf vil blive meget mere effektive og populære, hvis det som institution lykkes os også at give borgerne den fornemmelse, at vi samtidig arbejder lige så beslutsomt og effektivt på at skabe et sikkert Europa, hvor man snarest muligt kan overvinde de alvorlige kriminalitetsproblemer som narkohandel, pædofili samt menneskehandel og -udnyttelse.
Hr. formand, enhver, som ikke er et ungt parlamentsmedlem eller førstegangsparlamentsmedlem, kan ligesom Monica Frassoni kun indlede denne forhandling med bevæget at mindes vores kollega Adelaide Aglietta, for hun har efter min mening æren for, at man i 1992 påbegyndte den meget langvarige indsats og kamp, som vi stadig er i gang med. Det er netop, når jeg ser tilbage i tiden, og når jeg ser på de fremskridt, der er sket siden 1992, hr. kommissær, at jeg ikke kan være enig i Deres holdning og Deres positive syn på EU's tilbagetrækning af den resolution, der skulle fremlægges i november i FN-regi. Hr. kommissær, jeg er overbevist om, at vi er gået glip af en sejr, og at den ubøjelighed med hensyn til teksten, som gjorde, at man afviste et kompromis om indledningen - og jeg sagde indledningen - der ikke ændrede noget i selve bestemmelsen, i virkeligheden risikerede at skjule en kendsgerning, der var vigtig for livet, og i stedet endte med at være en fordel for en hel række mere eller mindre venlige stormagter og vigtige markeder, som uden tvivl var irriterede over dette initiativ. Det er der ikke noget nyt i. Allerede i 1994 var der nemlig delte meninger i Europa om det forslag til resolution, som Italien havde stillet. Netop derfor er det dog så meget mere alvorligt, for otte års arbejde for Parlamentet, Deres personale, hr. kommissær, og Unionen som sådan burde efter min mening have ført til, at vi her i november i år fik den sejr, som jeg tror var fuldt ud mulig. Derfor vil jeg gerne gentage, at vi efter min mening er gået glip af en sejr. Når det er sagt, hr. kommissær, er jeg af den opfattelse, at samarbejdet mellem samfundsorganisationerne eller de ikke-statslige organisationer netop er vigtigt med hensyn til den slags spørgsmål, for det er almindeligvis organisationer, der har et bredere virkefelt, er mere modige og har nogle holdninger, som så at sige er mindre afhængige af andre betragtninger eller interesser. Disse betragtninger og interesser er i sig selv legitime, men de risikerer meget ofte at give regeringerne og institutionerne nogle mindre modige og mere kompromissøgende holdninger. Netop derfor beder vi i en del af beslutningsforslaget Kommissionen om at være mere klar i sin redegørelse og i sin gennemsigtige information om anvendelsen af budgetposterne for 2000, når det gælder dette spørgsmål og demokratiseringen i bred forstand. Det er nemlig sket - og det sker - at netop de organisationer, der har arbejdet mest med dette spørgsmål, så at sige er blevet afskåret fra samarbejdet med Kommissionen, selv om dette samarbejde har varet i mange år, og det er tilsyneladende, fordi der ikke længere er nogen midler, og man ikke ved, hvor disse midler helt præcist er blevet af. Jeg er derfor af den opfattelse, hr. kommissær, at gennemsigtighed og information kunne fremme et samarbejde, som jeg tror, at vi alle er interesserede i.
Hr. formand, vi bør takke Kommissionen og Rådets formandskab for, at de i halvårsprioriteterne har medtaget dette vigtige emne, navnlig på et tidspunkt - som fru Díez mindede os om - hvor Det Europæiske Råd netop har bekendtgjort Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Som det er blevet sagt, så har vi alle frisk i erindringen billederne fra den amerikanske valgkampagne og den sidste debat mellem de to hovedkandidater, hvor Demokraternes kandidat offentligt bekræftede, at det eneste, de to kandidater kunne enes om, var, at de begge gik ind for dødsstraffen. Jeg tror, det er vigtigt, at Den Europæiske Union fører an i kampagnen for at afskaffe dødsstraffen, eftersom det er en kampagne til fordel for den menneskelige værdighed og for den mest basale af de grundlæggende rettigheder. Jeg tror, hr. kommissær - og De sagde det selv meget godt - at når Den Europæiske Unions udenrigspolitik skal udformes, så skal vi i forhold til tredjelande tænke på, at der allerede findes en erklæring i form af et bilag til Amsterdam-traktaten, hvor det klart afspejles, at et land for at være medlem af Den Europæiske Union skal have afskaffet dødsstraffen. Men jeg insisterer på, at vi i vores forbindelser med tredjelande bør være meget klare og på afgørende vis fremme forbindelserne med de lande, som befinder sig på samme bølgelængde som os. Hr. kommissær, som fru Ferrer rigtigt nok tilkendegav for et øjeblik siden, så skal vi nogle gange gå fra lovprisningerne til regnskabsbøgerne, og derfor bør vi støtte Kommissionens handling i en passende planlægning, i en effektiv handling og navnlig i en handling fra Den Europæiske Unions side, som er synlig og gennemsigtig, og som kan regne med deltagelse - som fru Bonino mindede os om - fra de ikke-statslige organisationer, som har meget at sige og meget at bidrage med i dette aspekt. Hr. formand, jeg tror, at institutionerne skal være på højde med vores civilisations værdier, og at vores borgere skal kunne se sig afspejlet i det etiske spejl, som vi takket være vores arbejde bør være for dem.
Hr. formand, hr. kommissær, hvis der for hvert af de forslag, som vi har drøftet og vedtaget her i Parlamentet, var blevet reddet et liv, ville jeg være tilfreds. Men sådan var og er det desværre ikke. Vi skal undgå at gøre vores betragtninger og harme til en passiv beklagelse, for mens vi harmes, fortsætter de andre med at slå ihjel. Vi beder derfor Parlamentet, Kommissionen og også Rådet om en sund pragmatisme, så vi prøver at finde ud af, hvordan vi kan gøre en effektiv og afgørende indsats for, at dødsstraffen ikke længere bliver en ydmygelse for hele menneskeheden. Dette er tankegangen bag det pågældende beslutningsforslag. Der er to punkter, som efter vores mening er særligt praktiske. Det første punkt er, at moratoriet for dødsstraf eller afskaffelsen af denne skal være en uundværlig prioritet i vores forbindelser med tredjelandene. Det skal ikke være en betingelse for vores venskab, men derimod en betingelse for det politiske, handelsmæssige og økonomiske samarbejde. Det andet punkt - som De heldigvis tog op, hr. kommissær, og som flere af vores kolleger gentog - er, at Kommissionen med stor dygtighed skal mobilisere sine egne finansielle ressourcer for at støtte nogle kampagner, der kan ændre det civile samfunds opfattelse af dødsstraffen. Som vores kollega Salafranca mindede om, var det et meget ubehageligt øjeblik i den debat, der fandt sted i forbindelse med præsidentvalget, da begge USA's præsidentkandidater erklærede sig for tilhængere af dødsstraffen. Vi er Cesare Beccarias efterkommere, og denne arv bør efter vores mening ikke være begrænset til europæisk jord. Det er således nødvendigt med nogle målrettede aktioner for at støtte de ikke-statslige organisationer, det civile samfund og dem, der vil gøre en modig indsats på dette område, sådan som vores kollega Bonino så rigtigt sagde. Til sidst vil jeg gerne bede Dem, hr. kommissær, om den størst mulige pragmatisme fra Kommissionens side. Jeg vil bede Rådet om lade vores regeringer give deres mening til kende, og jeg vil bede Parlamentet om fortsat at være modig nok til aldrig nogensinde at forbigå dette spørgsmål i tavshed.
Hr. formand, hver dag henrettes mennesker, og hver dag dømmes mennesker til døden. Det er utroligt og forfærdeligt, at det fortsat sker i år 2000. Som kollegerne - hvoraf de fleste har været italienere, men jeg tror ikke, det egentlig har været betegnende for den afsky, vi føler - har sagt her i salen, er det en uværdig straf, en straf der er uværdig for et civiliseret samfund, og som altid indebærer en risiko for, at uskyldige mennesker dømmes. Kina topper listen med hensyn til dødsstraf, og ofte har jeg og andre parlamentsmedlemmer fordømt Kina her i salen. I dag vil jeg til gengæld koncentrere mig om USA. Der er præsidentvalg i USA om to uger, og den næste præsident kan komme til at hedde George Bush, en person, der har underskrevet 145 henrettelser. Blandt disse findes en række juridisk tvivlsomme tilfælde samt nogle børn. I mindst ét af disse tilfælde var barnet mentalt handicappet. Det er modbydeligt og skammeligt, og det skader i høj grad USA's demokratiske omdømme. Med hensyn til præsidentvalget er det utroligt vigtigt, at vi giver udtryk for vores afsky her i salen. Jeg støtter kraftigt forslaget fra min kollega Rutelli om en europæisk dag mod dødsstraf i vores regi.
Hr. formand, der hviler en skygge mellem den ædle hensigt og den praktiske handling. I forbindelse med dødsstraffen er det skyggen af geopolitik og økonomiske interesser. Deres standpunkt om dødsstraf rækker videre end ædle hensigter. De nævnte 2000-budgetposter til finansiering af støttekampagner til afskaffelse af dødsstraffen. Så vidt så godt. Men skyggen er der stadig. Lad mig gå lige til sagen, kommissær Patten. De 700.000 euro, som Kommissionen investerede, gik først og fremmest til Penal Reform International, en juridisk organisation, som opererer på de caribiske øer, og til universitetet i Westminster, som stiller en database og forskningsresultater til rådighed for jurister i studiegrupper i Filippinerne. Jeg vil derfor kraftigt opfordre Kommissionen til at fokusere på og udvide bistandsmidlerne til at omfatte de to vigtigste nationer, hvor statsligt mord praktiseres uden begrænsninger og med stort velbehag: Folkerepublikken Kina og Amerikas Forenede Stater. Ja, vi ved, at spørgsmålet med mellemrum er blevet taget op med regeringerne i begge lande, men vi må gøre meget mere end det. Hvad USA angår, må nogle af pengene investeres i oplysningskampagner i Europa, bestemt ikke for at boykotte en suveræn stat som Texas, men for at omdirigere den europæiske turisme og europæiske industrielle investeringer til de 12 stater, som ikke praktiserer disse barbariske skikke.
Hr. formand, jeg er personligt af forskellige grunde ikke tilhænger af dødsstraf, og alligevel vil jeg her fremsætte to fundamentale bemærkninger, som afviger fra alt det, som er sagt før mig. For det første synes jeg ikke, at man må sammenligne æbler med pærer. Der er en kæmpe forskel mellem udførelsen af dødsstraffen i f.eks. USA på den ene side og i lande som Kina, Pakistan, Saudi-Arabien og Nordkorea, for blot at nævne nogle få ud af en lang række, på den anden side. I det første tilfælde drejer det sig om den højeste straf til de allerværste forbrydere, som desuden har kunnet råde over utallige forsvarsmekanismer i den demokratiske rettergang. I de andre tilfælde drejer det sig for det meste om en slags vilkårlig rædselsvækkende intimidering mod langtfra udelukkende storforbrydere, der overtræder almindelig ret. Den, som skærer alt dette over én kam, er fuldstændigt på vildspor. For det andet må jeg dog også sige, at det er let at græde krokodilletårer i demokratiske lande over storforbryderes skæbne. Det er noget vanskeligere at tage sig den skæbne nær, som de efterladte lider, f.eks. gamle mennesker, som tortureres ihjel for deres sparepenge, dårligt betalte pengekurerer, der samvittighedsløst bliver skudt ned af gangstere, og børn, som bliver voldtaget og myrdet. Hvis jeg var overbevist om, at der i Europa findes en vilje til frem for alt at tage sig ofrenes skæbne og ofrenes sikkerhed nær, ville jeg her i dag ligesom De og uden forbehold fordømme dødsstraffen. Jeg kan kun konstatere i praksis, i hvert fald i mit land, at de allerstørste forbrydere systematisk løslades før tiden og ikke sjældent på ny begår rædselsvækkende forbrydelser. Det er under disse omstændigheder ikke underligt, at talrige mennesker siger, at dødsstraffen for nogle multirecidivistiske uhyrer kunne have reddet temmelig mange uskyldige menneskers liv.
Hr. formand, hr. kommissær, ved første øjekast lader denne forhandling - som er en gentagelse af tidligere forhandlinger - til at være overflødig og uaktuel. En forhandling om dødsstraffen er en forhandling, hvor man minder om den retskultur, som Europa tager udgangspunkt i. Denne debat er dog vigtig og aktuel på grund af alt det, der sker i verden. Det er vigtigt, at den finder sted i Europa-Parlamentet - i Vesteuropas Parlament - for Europa har to tusindårige traditioner. Den ene stammer fra den romerske tradition, som har haft indflydelse på Europas retskultur, navnlig for Italiens og Tysklands vedkommende, og som viste den moderne vej for de nye frihedsrettigheder, og den anden stammer fra common law, der bygger på Englands Bill of Rights. Selv om der har været nogle meget tragiske perioder i Europas historie med fascistiske og kommunistiske kulturer, som trådte friheds- og menneskerettighederne under fode, er det efter min mening vigtigt, at vi her i Parlamentet med jævne mellemrum bliver enige om at drøfte og give udtryk for vores kraftige fordømmelse af enhver form for dødsstraf. Jeg tror, at det charter om grundlæggende rettigheder, som vi drøfter i øjeblikket, og som mødet i Nice vil være et afgørende vendepunkt for, tager sit grundlæggende udgangspunkt i denne værdi, nemlig menneskets værdi, rettens værdi og frihedsrettens værdi. Vi italienere kommer fra Cesare Beccarias kultur, som allerede er blevet nævnt, men Beccaria er efter min mening en mand, der hører med til Europa. Han forkastede hele det middelalderlige og oplysningsfjendske retssystem til fordel for et retssystem, hvor mennesket ikke er sin egen værste fjende, men som sikrer frihedsrettighederne gennem en civil sameksistens. Dødsstraffen vil altid være skadelig for freden i den civile sameksistens, og vi skal være modige nok til at sige, at et land først er rigtig demokratisk, hvis det afskaffer dødsstraffen og ikke bare accepterer et moratorium, selv om dette trods alt ville være et væsentligt fremskridt. Det er således rigtigt, at det ikke er nok med en humanitær indsats, men jeg tror, at det er nødvendigt at give højt og tydeligt udtryk for, at dødsstraffen ikke har noget at gøre i lovgivningen.
Hr. formand, i 1999 fandt 85% af alle eksekutioner i verden sted i kun fem lande: Kina, Iran, Saudi-Arabien, Den Demokratiske Republik Congo og USA. Det er naturligvis rigtigt, at Den Europæiske Union ikke tillader dødsstraf inden for sine grænser. Dødsstraf er den mest grusomme, umenneskelige og nedværdigende straf. Den krænker retten til at leve, den er uigenkaldelig, og den kan ramme uskyldige personer. Desuden er det aldrig bevist, at den afskrækker bedre fra kriminalitet end en anden form for straf. Det blev netop sagt, at der i USA måske er en bedre rettergang, eller at der også kan begås overordentlig grove forbrydelser. Men det er naturligvis præcist det vanskelige punkt. Vi kan, også som myndighed, ikke nedlade os til at handle på samme plan som de forbrydere, vi straffer. Det er nu præcist den civilisation, vi har opnået her i Europa, og det er den civilisation, vi skal holde fast ved, og derfor støtter vi helhjertet kommissær Pattens politik.
Hr. formand, det er på tide, der vedtages et universelt moratorium for dødsstraf. Regulært justitsmord var den betegnelse, Albert Camus anvendte herom. Jeg gav udtryk for dette ønske i Europa-Parlamentet i oktober 1999, hvor det var påtrængende nødvendigt at mobilisere støtte til den sorte amerikanske journalist, Mumia Abu Jamal, og afværge dennes henrettelse. Hvordan er situationen i dag? 77 stater anser fortsat dødsstraf for at være en rimelig straf for visse forbrydelser. I 1999 blev 1813 personer henrettet i 31 forskellige lande, og mindst 3857 er dømt til døden i 63 lande. Mumia Abu Jamal afventer i øjeblikket, at hans sag eventuelt tages op til fornyet prøvelse, og hans liv afhænger mere end nogensinde af den internationale solidaritet. Hvilken rolle vil Den Europæiske Union spille i indsatsen for at afskaffe dødsstraf med udgangen af dette århundrede? Mumia Abu Jamal sendte et modigt budskab, mens han sad på dødsgangen i andet afsnit: "Andet afsnit er andet afsnit i kampen. Vi skal nok sejre." Vist er der positive signaler, som vidner om, at ønsket om afskaffelse af dødsstraf vinder øget genklang på verdensplan. Såvel FN som Europa-Parlamentet deltager i den uundgåelige debat, som overalt berører alle samfundslag. I USA er tilhængerne af dødsstraf fortsat klart i overtal, om end der spores en ændring i den offentlige mening. En undersøgelse, som er gennemført af Universitetet i Columbia, har således påvist, at der over en periode på 20 år kunne konstateres fejl i forbindelse med 60% af de gennemførte henrettelser. Uskyldige henrettes, og raceforskelle afspejles tydeligt i anvendelsen af dødsstraf. Guvernøren i Texas, som også er det Republikanske partis præsidentkandidat, oplever jævnligt, at modstandere af dødsstraf demonstrerer foran hans bolig. Den Europæiske Union bør sætte alle kræfter ind på at opnå det omhandlede moratorium og sikre, det bliver et ukrænkeligt princip for alle nationer, som fortsat praktiserer denne statsforbrydelse, som traumatiserer menneskeheden, som Victor Hugo i sin tid udtrykte det. 19 år efter at dødsstraffen blev afskaffet i Frankrig er der iværksat initiativer med henblik på at fastsætte en nationaldag for et universelt moratorium for dødsstraf. Jeg ser gerne, at vi fremsætter dette forslag også på europæisk plan. Den 10. december 2000 vil hundredtusinder af andragender blive afleveret til USA. Formandskabet kunne deltage i denne kampagne og dermed opmuntre og yde vigtig støtte til dem, der kæmper for afskaffelsen af dødsstraf. Indsatsen fra europæisk side er helt afgørende.
Hr. formand, jeg vil opsummere ganske kort, og jeg håber, at Parlamentet ikke misforstår, hvad jeg starter med at sige. Jeg ønsker ikke at konkurrere om, hvem der er mest human, men jeg går lige så lidenskabeligt op i dette emne som noget parlamentsmedlem, og jeg har talt om dette emne i debatter lige så ofte som noget parlamentsmedlem, faktisk tror jeg, at jeg har deltaget i flere debatter end mange parlamentsmedlemmer. Jeg deltog i debatter, da jeg gik på universitetet. Jeg har siden i løbet af min politiske karriere deltaget i debatter på universiteterne. Jeg har deltaget i radio- og tv-programmer. Jeg er blevet pebet ud for det, jeg har sagt ved offentlige møder om dødsstraf. Jeg har talt i Parlamentet om dødsstraf. Jeg har talt i Parlamentet under meget ophedede debatter om terrorisme, om terrorhandlinger og dødsstraf, imod brugen af dødsstraf. På den baggrund er dette en helt enestående debat. Jeg har aldrig deltaget i en debat om dødsstraf, hvor alle var på samme side, og det er værd at tænke over. Fru Díaz González nævnte i en fantastisk god og bevægende tale Bibelen og Kain og Abel. Der er ikke mange andre tekster, der er blevet så misbrugt som Bibelen i disse debatter - og jeg vil ikke hermed antyde, at medlemmet misbrugte den - måske lige med undtagelse af Kong-fu-tse. Normalt citeres Bibelen anderledes. Vi hører om øje for øje og tand for tand. Det er normalt den tekst, der bliver citeret, så det er beundringsværdigt at høre medlemmet gå helt tilbage til første Mosebog. Man kan faktisk ikke komme meget længere tilbage. Jeg beder blot Parlamentet tænke over, at indlæggene i denne debat alle var på samme side - den side, som jeg lidenskabeligt tilslutter mig. Det fortæller mig, at vi ikke blot skal tænke på offentlige informationskampagner i andre lande, men også over behovet for løbende informationskampagner i Den Europæiske Union, for jeg er ikke sikker på, at alle uden for dette usædvanlige sted, uden for Parlamentet, tænker ligesom os. Og vi skal huske på, at en af vores opgaver som ansvarlige politikere er at vinde den offentlige mening for vores synspunkter og ikke blot gå ud fra, at alle er enige med os. Efter min mening er hr. Rutellis idé om en europæisk dag, hvor vi fremfører vores synspunkter mod dødsstraf igen og igen, fornuftig og effektiv, og den falder ind under det område, jeg har berørt. Da jeg alligevel var uenig med fru Díaz González, var min første reaktion, at jeg måtte tage fejl. Vores uenighed om FN's Generalforsamling er udelukkende en uenighed om taktikken. Der er ingen tvivl om, at vi på mellemlangt sigt har som målsætning at få gennemført en generalforsamlingsresolution mod dødsstraf. Det er der slet ingen tvivl om. Vi mente sidste år, at vi ikke kunne få det igennem, vi ville. At der var reel fare for, at vi endte med at få vedtaget en resolution med et indhold, som jeg er fuldstændig uenig i, og som jeg mener, at fru Díaz González også er fuldstændig uenig i, nemlig at de enkelte landes behandling af menneskerettighederne ikke kommer andre lande ved. Vi kunne have risikeret, at traktaten blev formuleret på en sådan måde, at det blev tilfældet. Vi vil have en god, klar tekst, som fordømmer dødsstraf og forsvarer menneskerettighedernes almengyldighed, herunder livets ukrænkelighed. Vi vil bygge videre på det, Menneskerettighedskommissionen har opnået, så vi kan opnå et flertal for det, vi ønsker, i FN. Der var flere henvisninger til lande, hvor dødsstraffen anvendes i uhyrligt antal. Der var henvisninger til Kina, og vi kender alle situationen der. Det er et spørgsmål, som vi tager op igen og igen i dialogen om menneskerettigheder. Jeg kan ikke sige med hånden på hjertet, og ikke engang uden hånden på hjertet, at vi er kommet særligt langt, men vi vil fortsat tage sagen op. Det er også en sag, som vi tager op med USA. Vi rettede en generel demarche til USA i februar i år ud over de demarcher, som vi rettede til myndighederne i de enkelte stater, f.eks. i forbindelse med enkeltsager, som involverer dødsstraf. Vi opfordrede USA til at etablere et moratorium for dødsstraf med henblik på helt at afskaffe dødsstraffen. Vi opfordrede kraftigt USA til at trække deres forbehold over for artiklen i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder om forbuddet mod at idømme mindreårige dødsstraf tilbage. Vi opfordrede også USA til at respektere de strenge betingelser for anvendelse af dødsstraffen, som er nedfældet i flere internationale instrumenter. Et par medlemmer nævnte præsidentkandidaternes tv-debatter. De nævnte, at hvis der var noget Republikanernes kandidat og Demokraternes kandidat kunne blive enige om - og der var ellers mange ting, de var uenige om - regeringens størrelse, skatteprocenten, moralske normer i den offentlige sektor - så var det dødsstraffen. Det kan godt være, at de er enige om dødsstraffen. Det kan godt være, at de siger, at dødsstraffen er effektiv og moralsk begrundet, fordi de tror på det. De fleste amerikanske politikere og embedsmænd lader til at have den holdning, og det sker også, at politikere og embedsmænd tager det standpunkt, fordi de mener, at det er populært. Det kan godt være, at vi også i forbindelse med den offentlige information skal tage højde for det i selv det mest oplyste samfund i verden. Antallet af henrettelser, antallet af indsatte i fængslerne, antallet af henrettelser i USA er usædvanligt højt for et land, hvis demokrati blev hyldet i så passende, udtryksfulde vendinger af Alexis de Tocqueville for hundrede år siden. Hvad mon han ville sige til præsidentkandidaternes tv-debatter? Hvad mon han ville sige til antallet af dødsdomme i USA? Det har været en nyttig, om end beundringsværdigt atypisk debat. Jeg håber, vi får flere af dem. Men jeg håber også, at vi også tager dette emne op i andre sammenhænge, hvor der ikke er så stor enighed om udfaldet. Jeg håber, vi vil bruge vores intellektuelle og økonomiske ressourcer på igen og igen at tale for menneskelivets ukrænkelighed og imod den utålelige anvendelse af dødsstraf. Vi må alle se frem til den dag, hvor dødsstraffen betragtes som et barbarisk levn fra middelalderen, for det er, hvad den er.
Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget to beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag.
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om kommissær Pattens rejse til Serbien.
Som nogle af Dem nok ved, skulle jeg sammen med Javier Solana og Bodo Hombach fra Stabilitetspagten have deltaget i det særlige topmøde mellem de sydøsteuropæiske regeringsledere i Skopje i dag. Mødet er arrangeret af præsident Trajkovski for at byde Jugoslavien velkommen tilbage blandt de sydøsteuropæiske nationer. Men jeg fortalte præsident Trajkovski, at selv om jeg meget gerne ville have deltaget, så måtte jeg være til stede i Parlamentet i dag for at demonstrere demokratisk ansvarlighed i praksis. Jeg har deltaget i flere debatter, og det har været en fornøjelse. Men jeg er glad for at kunne fortælle Parlamentet om mit besøg i Jugoslavien i mandags og i går. Ligesom mange af Parlamentets medlemmer havde jeg længe håbet på at få mulighed for at fortælle om et sådant besøg og om vores bestræbelser på at knytte bånd til et demokratisk Beograd. Mange af os er blevet overrasket over og inspireret af den triumf, det har været, at demokratiet er vendt tilbage til Serbien i de forløbne uger. Egentlig er det vel ingen overraskelse, at demokratiet vandt til slut. Den Europæiske Union gjorde det til overflod klart inden valget, som fandt sted for blot en måned siden i dag, at indførelsen af demokrati i Jugoslavien ville medføre en radikal ændring af EU's politik over for landet. Sikke en forskel en måned kan gøre. I sommer rapporterede jeg til Parlamentet om et Serbien, som var en udstødt blandt Europas nationer, om undertrykkelsen af de modige, uafhængige medier, om vores støtte til oppositionen. Det er endnu for tidligt at sige noget om fremtiden, men i dag sidder oppositionen i regeringen, og de uafhængige medier er pludselig ikke længere i kamp og alene, men står i spidsen for nye bestræbelser på at skabe åbne og pluralistiske medier for hele landet. Fra det øjeblik det serbiske folk gjorde deres vilje til demokrati klar, og fra det øjeblik de insisterede på, at deres vilje skulle respekteres, har Den Europæiske Union stået ved sit ord. Der var dårligt nok gået fire dage fra overgangen til demokrati den 5. oktober, før EU's udenrigsministre meddelte, at sanktionerne ville blive ophævet, og at olieembargoen og flyveforbuddet ville blive ophævet. De meddelte, at Det Europæiske Genopbygningsagentur ville blive udvidet til også at omfatte Serbien og Montenegro. De understregede vores vilje til at gå videre med rydningen af Donau og til at stille de nødvendige ressourcer til rådighed. De bad Kommissionen opstille forslag til at udvide vores netop annoncerede handelspræferencer for Balkan til at omfatte hele Jugoslavien. De udtrykte ønske om, at medlemsstaterne genetablerer eller normaliserer deres diplomatiske forbindelser med Jugoslavien snarest muligt. De understregede EU's villighed til at bidrage til den institutionelle og økonomiske genopbygning af Jugoslavien, og de inviterede præsident Kostunica til at deltage i Det Europæiske Råds uformelle møde i Biarritz og til at deltage i det regionale topmøde, som formandskabet organiserer, og som den kroatiske regering skal være vært for i Zagreb den 24. november. Dagen efter udenrigsministrenes møde fløj udenrigsminister Védrine som repræsentant for formandskabet til Beograd for at informere præsident Kostunica personligt om de foranstaltninger, som Den Europæiske Union har truffet for at indfri de løfter til det serbiske folk, som blev fremsat under valgkampagnen. Samme dag, blot fem dage efter den 5. oktober, ankom en gruppe embedsmænd fra Kommissionen til Beograd for at drøfte en presserende, kortsigtet bistandspakke med præsident Kostunicas rådgivere. Senere samme uge stillede Europa-Kommissionen forslag til Det Europæiske Råd i Biarritz om, at budgetmyndigheden, herunder Parlamentet, skulle godkende en nødhjælpspakke til Serbien på 200 millioner euro, hvoraf de 180 millioner skulle komme fra nødhjælpsreserven. I de sidste par dage har en gruppe fra vores Genopbygningsagentur været i Beograd for i tæt samarbejde med præsident Kostunicas hold, og især professor Labus og G17-gruppen af økonomer samt andre donorer at finde frem til, præcis hvilken bistand vi kan yde, og hvordan vi kan sikre, at den når frem til Serbien så hurtigt som muligt i løbet af de næste par uger, inden vinteren sætter ind, og inden valget i Den Serbiske Republik den 23. december. Efter disse indledende missioner tog jeg selv til Beograd i mandags, og i går eftermiddags besøgte jeg Podgorica. I Beograd mødte jeg præsident Kostunica og holdt et særskilt møde med ham og omkring 80 borgmestre fra demokratiske kommuner. Jeg besøgte hovedkvarteret for studenternes modstandsbevægelse og mødte den modige, uafhængige journalist Marislav Filipovic, som blev fængslet af Milosevic for at fortælle sandheden og løsladt for nylig af præsident Kostunica. Jeg mødtes med professor Labus og hans kolleger i G17-gruppen af økonomer og med kolleger fra Verdensbanken for at drøfte bistand på kort sigt og den mere langsigtede, men vitale genopbygningsopgave, navnlig af institutionerne, samt indførelse af retsstatsprincipper. Jeg mødtes med Beograds borgmester og besøgte sammen med ham en skole i Beograd, som er ved at blive renoveret under Europa-Kommissionens Skoler for demokrati-program. Jeg besøgte det uafhængige mediecenter, en slags tilflugtssted for uafhængige journalister, som Europa-Kommissionen har ydet støtte, og gav et interview. Jeg besøgte også den uafhængige tv- og radiostation, B92, som blev chikaneret af Milosevic og støttet af bl.a. Europa-Kommissionen, og hvis journalister ligesom mange andre uafhængige journalister fortjener ros og en fremtrædende plads i historiebøgerne. De har udvist uendeligt større mod, end jeg nogensinde har haft brug for. Jeg deltog også i vigtige møder med repræsentanter for Serbiens demokratiske opposition og med ngo'er og repræsentanter for det civile samfund, bl.a. den imponerende leder af den borgerlige demokratiske alliance, Goran Svilanovic. Jeg orienterede EU's missionschefer inden min afrejse til Montenegro, hvor jeg i går aftes mødtes med præsident Djukanovic og premierminister Vujanovic. Lad mig sige et par ord om mit møde med præsident Kostunica og om den nødhjælpspakke, vi er ved at sammensætte til Serbien. Jeg fortalte præsident Kostunica, at vi er fast besluttede på at yde hjælp til Serbien så hurtigt som muligt. Jeg var imponeret over hans vilje til demokrati og blev i høj grad klar over, hvilke enorme udfordringer han står over for i forbindelse med konsolideringen af demokratiet i Serbien, navnlig op til valget. Jeg gjorde ham klart, at vi er villige til at yde så meget hjælp som muligt. Jeg roste den holdning, han havde indtaget i Biarritz og under sit besøg i Sarajevo for nylig, især hans vilje til straks at oprette diplomatiske forbindelser med Bosnien og Hercegovina. Andre har måske set hans udtalelser i CBS-interviewet med ham for nylig. For mig at se er præsident Kostunica kommet utroligt godt fra start under yderst vanskelige omstændigheder, som kun få af os kunne forudsige for et par måneder siden. Han fortjener et vist politisk spillerum til at løse disse problemer og befæste sin position samt al den praktiske støtte, vi kan byde på. Derfor har vi arbejdet hurtigt på at sammensætte et storstilet nødhjælpsprogram for Serbien. Vores prioriteter, som er opstillet efter nøje samråd med Beograds demokratiske ledere, er først og fremmest at yde hjælp, herunder energiforsyning, medicin og muligvis mad. Som led i den samme pakke vil vi udvide vores meget vellykkede Skoler for demokrati-program til hele landet. Det har nu i nogle måneder bidraget til basale skoleforbedringer i de kommuner, som blev ledet af oppositionen. Nu kommer det til at omfatte hele Serbien. Vi vil starte et nyt program med titlen Byer for demokrati, som skal bidrage til basale kommunale forbedringer og kommunal service, og vi vil forstærke støtten til medierne og det civile samfund i denne kritiske fase. Det er klart, at Serbien går en meget vanskelig vinter i møde, navnlig på energifronten. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at lette problemerne, men det bliver alligevel svært, for Milosevic har efterladt et omfattende kaos til Serbiens nye ledere. På energiområdet har vi planer om så hurtigt som muligt at udvide vores Energi for demokrati-program til at omfatte hele Serbien. Vi forestiller os navnlig levering af diesel- og fyringsolie, både for at holde kraftværkerne i gang og for at forsyne distriktsvarmeværkerne med brændstof. Vi vil først og fremmest operere via kommunerne, ligesom vi gjorde sidste år i forbindelse med vores banebrydende Energi for demokrati-initiativ. Jeg havde et særdeles nyttigt møde med præsident Kostunica og mange af borgmestrene, hvor vi drøftede prioriteringerne. Jeg håber, jeg har gjort det klart, hvilken kæmpeopgave vi står over for. Vi bliver nødt til at arbejde sammen med andre, og uanset vores indsats går Serbien en vanskelig periode i møde. Men vi arbejder hårdt på at få hjælpen på plads så hurtigt som muligt, det vil sige fra midten af november. Serbiens befolkning ved, at de fra nu af ikke længere står alene, men har Den Europæiske Union og hele familien af europæiske demokratier i ryggen. Mine møder med borgmestrene og andre viste klart, at forventningerne til Den Europæiske Union er meget store. Vi må ikke skuffe dem. Jeg håber, at man hurtigt vil nå til enighed i Kommissionen og styringskomitéen om de programmer, vi har i støbeskeen, så vi faktisk kan sætte dem i værk i anden halvdel af november. Serbiens befolkning vil ikke forstå det, hvis bureaukratiet kommer i vejen, og det vil jeg heller ikke. Vi må ganske enkelt komme i gang meget hurtigt. Lad mig nævne endnu et meget vigtigt punkt: Der er ikke noget af den hjælp, som jeg har beskrevet, der ydes på bekostning af andre aktiviteter andre steder i regionen. Jeg er yderst opmærksom på Den Europæiske Unions forpligtelser over for Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Albanien, Makedonien og befolkningerne i Kosovo og Montenegro, og det mener jeg også gør sig gældende for ministrene i Rådet (almindelige anliggender). Vi vil ikke slække på indsatsen andre steder i regionen. Vi kommer snarere til at forstærke den. Det var en af grundene til, at jeg besøgte Podgorica i går, mit tredje besøg siden marts og første gang, jeg kunne flyve dertil med et visum fra Beograd. Jeg drøftede vores omfattende hjælpeprogram med præsident Djukanovic. Vi har givet 55 millioner euro til Montenegro i år i erkendelse af det pres, Montenegro var underlagt fra Milosovic-regimets side, og den modige demokratiske vej, landet har fulgt i de sidste tre år. Jeg informerede præsidenten og premierministeren om vores planer om at udvide Det Europæiske Genopbygningsagenturs aktiviteter til Montenegro, og jeg fortalte dem i lyset af den glædelige indførelse af demokratiske tilstande i Beograd om vores forslag om at udvide ydelserne under de nye asymmetriske handelsforanstaltninger for regionen til både Montenegro og Serbien. Det vil virkelig være en indsprøjtning for Montenegros økonomi. Jeg lyttede til premierministerens og præsidentens synspunkter om den seneste udvikling og om forholdet mellem Montenegro og Serbien. Jeg gjorde det klart over for dem og pressen, at jeg var imponeret over præsident Kostunicas vilje til demokrati og de vældige udfordringer, han står over for i den forbindelse. Jeg sagde, at Den Europæiske Union er fast besluttet på at gøre alt for at hjælpe, og at vi derfor er ved at sammensætte en omfattende nødhjælpspakke til vinter. Jeg udtalte som en ven af Montenegro, at når de demokratisk valgte ledere tilbød venskab, var det meget vigtigt at tage imod det. Jeg understregede, at nu hvor Milosevic er væk, skal de resterende problemer løses gennem rationel og rolig dialog, hvor man respekterer hinandens synspunkter og udviser en vis generøsitet og tålmodighed. (Det har for at sige det mildt ikke altid været lige let i regionen i det sidste årti). Og jeg konkluderede, at der nu var en ny generation af ledere ved magten, som ville gøre tingene anderledes. Jeg vil gerne slutte med at sige, at året begyndte med en demokratisk forandring i Zagreb, og her i efteråret har vi endelig set demokratiet slå rod i Beograd. Der er stadig meget at gøre. Selv om jeg mener, at demokrati er uomstødeligt, er det stadig ungt og skrøbeligt i Serbien. Den nuværende generation har nu de bedste muligheder for at sikre varig fred og velstand i hele Sydøsteuropa - chancen for at slå en streg over den nære fortids traumer og se fremad mod en fremtid i Europa. Den Europæiske Union er parat til at tage opgaven op og til at gøre alt, hvad der står i dens magt for at opfylde håbet hos de mange, hvis liv er blevet ødelagt af de rædsler, som Milosevic-regimet udsatte befolkningerne for i og uden for Serbien. Det er en enorm udfordring, men det er den udfordring, vi alle har arbejdet hen imod så længe. Nu er det vores pligt at tage den op.
Hr. formand, lad mig begynde med at takke kommissæren for, at han så hurtigt tog til Beograd, og for, at han så hurtigt aflægger beretning derom i Parlamentet. Normalt synes jeg, at det er kommissærers opgave, og at det normalt ikke skal nævnes, at jeg hermed vil gøre en undtagelse for den kendsgerning, at han nu gør dette her. Sidste gang vi talte om Serbien, opfordrede jeg mine kolleger til at have nogen tålmodighed med hr. Kostunica, fordi det var mit indtryk, at der næsten hver dag skete fremskridt, og jeg tror, at vi kan konstatere, at disse fremskridt er gjort, til og med i går, da hr. Kostunica erklærede sig rede til at påtage sig ansvaret for de serbiske forbrydelser i Kosovo. Helt konkret har jeg tre spørgsmål til kommissæren. Har han talt med hr. Kostunica om Kosovo-flygtningenes stilling? Som bekendt er der i øjeblikket stadig omkring to tusinde mennesker uden nogen anklage i serbiske fængsler. Der er rygter om, at der hurtigt vil blive gjort noget ved det. Jeg var spændt på, om han havde nærmere oplysninger derom. Det andet spørgsmål vedrører Kosovo. Jeg er enig med ham i, hvad han her har sagt om Montenegro, men det følgende største problem er naturligvis, hvad gør man med Kosovo? Endelig er der det tredje spørgsmål, pengene. Det er udmærket, at der er nødhjælp. Er kommissæren overbevist om, at de 250 millioner, som der maksimalt vil være til næste år, er nok til at hjælpe Serbien strukturelt til næste år?
Hr. formand, hr. kommissær, tak for det, De sagde her. Jeg kan skrive under på det hele. Jeg ville have sagt det samme, jeg siger det blot på en anden måde end De. Jeg har gjort de samme erfaringer, da jeg for 14 dage siden var i Serbien sammen med hr. Swoboda. Vi var der ganske vist ikke før hr. Hombach, men vi tog derned, fordi vi har pengene til at hjælpe menneskene dér. Hr. Hombach tog kun derned for at vise sit ansigt og konstatere, hvad man måske kunne gøre. Vi ved, hvad man kan gøre, og vi kan stille pengene til rådighed i morgen. Det er jeg glad for. Jeg er også sikker på, at under Deres ledelse, hr. kommissær, vil nødhjælpen virkelig være en hurtig hjælp. Her kan Kommissionen vise, at den er bedre end sit rygte. Jeg har to spørgsmål. For det første hævdede hr. Modrow i går aftes, at alt det, vi nu gør dernede, er at reparere på skaderne efter NATO's bombardementer. Jeg sagde til ham, at det var noget vrøvl. 90% af de skader, vi afhjælper dér, skyldes den forfejlede socialistiske og kommunistiske økonomi. Jeg ville gerne have hørt en bekræftelse af min udtalelse fra Dem. For det andet sagde man til os, da vi var dernede for 14 dage siden, at sanktionerne var ophævet, men de er ikke ophævet. Hvad sker der med handelssanktionerne? Har De nu løst det? Det er nemlig nu, firmaerne skal have mulighed for at drive handel. Sæt kredsen omkring Milosevic på den sorte liste, men åbn listen for alle andre.
Hr. formand, hr. kommissær, den dramatiske indrømmelse af sin egen og det serbiske folks skyld, som den jugoslaviske præsident Kostunica kom med, og som vores kollega også henviste til, er en ting, som mange lande aldrig har gjort, og det er en gestus, der gør ham ære og giver et betydeligt bidrag til forbedringen af klimaet i regionen. Politisk set er Kostunica således enig i det internationale samfunds beslutninger, hvor Kosovo stadig betragtes som en del af Forbundsrepublikken Jugoslavien, og samtidig svinder kosovoalbanernes håb om at få en uafhængig stat. Hvilke spændinger - spændinger, der naturligvis forekommer os paradoksale, selv med de serbiske flygtninges delvise tilbagevenden - vil kunne udløses af mangelen på det selvstyre, som albanerne ønsker sig så brændende? I hvilken grad mener De - efter Deres samtaler, hr. kommissær - at den moderate Rugova vil være villig til at acceptere en dialog med sin demokratiske kollega i Beograd?
Jeg er sikker på, at medlemmet har ret i, at vi skal udvise tålmodighed, når det gælder udviklingen i Beograd, i Jugoslavien i de næste uger, hvor demokratiet skal befæstes. Det betyder ikke, at vi opgiver eller afstår fra vores principper eller værdier. Det kan vi ikke. Men vi skal sikre, at hr. Kostunica får tid til at udvikle og styrke sin regerings demokratiske grundlag. Alle ønsker, at det skal lykkes for ham at løse den vældige opgave, han har påtaget sig, og alt, hvad han har sagt og gjort, peger i samme demokratiske retning. Han har nedsat et amnestiudvalg, som skal arbejde med spørgsmålet om indsatte i fængslerne. Nogle er allerede blevet løsladt, og et par af disse sager er blevet forelagt os, men som jeg sagde til den serbiske ortodokse kirkes patriark i Wien for en uge siden, er det de albanske fangers sag, han skal se på meget hurtigt. Som to medlemmer har nævnt, står og falder min holdning til Kosovo med Sikkerhedsrådets resolution 1244. Jeg har noteret mig andres fantasifulde krumspring. Jeg er ikke sikker på, hvor velovervejede og kloge de altid er, men efter min mening er udgangspunktet for politikken resolution 1244. Nødhjælpspakken på 200 millioner euro kommer delvis til at bestå af strukturstøtte, men i mit indlæg gav jeg en indikation af, hvad vi vil forsøge at bruge dem på, og da størsteparten kommer fra budgetposten til nødhjælp til tredjelande, skal vi ikke tage pengene fra andre lande i regionen eller fra andre regioner for at yde denne hjælp. Fru Pack, som ved så meget om Sydøsteuropa, og som har presset på for at gennemføre mere fornuftige og effektive handlingsplaner for Sydøsteuropa i flere måneder, ja, flere år, nævnte vigtigheden af at sikre, at vi kan yde nødhjælp hurtigt og realistisk. Jeg er faktisk overrasket over nogle af de temmelig urealistiske løfter, som folk afgiver i Serbien. Det ville glæde mig, hvis vi kunne rydde Donau på et par uger, men det er umuligt. Det har været antydet et par gange, at tingene måske kunne ske lidt hurtigere, og måske bør vi tage det som en opfordring til at arbejde hurtigere og yde hjælpen så hurtigt som muligt. Jeg vil gerne pege på et meget vigtigt forhold. Vi taler om nødhjælp, og mens den nødhjælp leveres, vil vi sammen med Verdensbanken foretage en vurdering af de langsigtede behov. Samtidig håber jeg, at vi hjælper Jugoslavien med at løse problemerne i forbindelse med dets medlemskab af FN, dets medlemskab af Verdensbanken samt dets problemer med de internationale finansielle institutioner, som de har en stor gæld til. Jeg håber, at vi kan løse de problemer, og at vi har afsluttet behovsvurderingen medio 2001. Det ville være det glade vanvid at afholde en donorkonference, før de ting er på plads. Der er ingen grund til at afholde en donorkonference, før vi kan få tilsagn om en masse penge. Hvis vi f.eks. bringer os i en situation, hvor vi ikke kan låne penge, men udelukkende er afhængige af tilskud, betyder det, at donorkonferencen mislykkes, fordi vi ikke er ordentligt forberedt. Så jeg håber, at vi kan gå frem i et fornuftigt tempo. Med hensyn til, hvad nødhjælpen skal bruges til, er der nok behov for en del genopbygning efter NATO's luftbombardementer. Men som folk sagde dengang, så ser vi i Beograd, at uanset de tragiske tab af menneskeliv, blev de i det store hele udført med stor præcision. De vigtigste reparationer skyldes års kommunisme samt år med fremmedhad og nationalisme. Den største genopbygningsopgave er at føre økonomien ind i det 21. århundrede og at gøre den konkurrencedygtig i et Europa med åbne grænser og åbne markeder. Det bliver en stor opgave, men siden der er så mange dygtige serbere, der bidrager til økonomien i Australien, Canada, Tyskland og andre steder i verden, kan vi alle se frem til den dag, hvor serberne kan gøre meget mere for at få deres egen økonomi i Serbien til at blomstre. Det ønsker vi at hjælpe dem med. Hvad angår sanktionerne, har vi - som Parlamentet ved - ophævet sanktionerne på olie og flyvning. Vi drøfter i øjeblikket med jugoslaviske embedsmænd, hvad der skal ske med de økonomiske sanktioner. Efter min mening skal Rådet (almindelige anliggender) træffe den beslutning meget hurtigt. Jeg er altid tilbageholdende med at være mere katolsk end paven - eller med et mere passende udtryk - mere ortodoks end patriarken. Hvis myndighederne i Beograd fortæller os, at de vil af med de økonomiske sanktioner, ville det være temmelig overraskende, hvis vi sagde: "Tag det roligt, vi mener, vi kan udforme nogle smarte sanktioner, som opfylder nogle behov, som I siger, I ikke har spor imod, at vi glemmer alt om". Jeg vil, når tiden kommer, meddele Rådet (almindelige anliggender) det samme.
På denne tid sidste år besøgte jeg Beograd, en temmelig trist by, som dag for dag skiftede fra fortvivlelse til håb. Jeg besøgte de ngo'er, som arbejdede med humanitære områder og frie medier, og som blev finansieret af Den Europæiske Union. Det var ikke særligt opmuntrende. Forhåbningerne var der, men de blev ikke opfyldt. Løfterne var der, men de blev ikke indfriet, fordi pengene ikke kom frem, og der var rod i administrationen. Jeg vil gerne spørge kommissæren, om han kan bekræfte, at han vil takke personalet i Kommissionen både i Bruxelles, og i særdeleshed i Beograd-kontoret under Michael Graham, som er leder af delegationen, der i hele denne periode har undergået enorme forandringer og faktisk har haft stor betydning for demokratiseringsprocessen? Trods vanskelige vilkår har de opnået noget ganske bemærkelsesværdigt. Jeg vil gerne høre, om kommissæren kan bekræfte, at han ikke blot vil takke dem, men også ngo'erne, som arbejder på dette område. Mere specifikt håber jeg, at han vil modtage Parlamentets tak, fordi han har bevist, at demokratisk aktivisme ikke kun fungerer i Hongkong, men også i Serbien.
Jeg vil også gerne takke kommissæren for hans indsats, og jeg håber, at jeg uden at lyde prætentiøs kan forsikre ham om, at det relativt lave fremmøde i Parlamentet ikke på nogen måde afspejler interessen for dette emne. Jeg mener i parentes bemærket, at der er noget underligt ved procedurerne i Parlamentet, når vi tilbringer halvanden time med at stemme omkring frokosttid, men når det gælder sådan et vigtigt emne, så gør vi det ikke muligt for folk at være til stede i et antal, som modsvarer interessen. Jeg vil gerne spørge kommissæren om regionalt samarbejde. Gør kommissæren og Den Europæiske Union fremskridt med hensyn til at overbevise lederne i regionen om, at når vi opfordrer dem til regionalt samarbejde, så er det ikke en afledningsmanøvre i forhold til et eventuelt medlemskab af Den Europæiske Union, forudsat at alle kriterierne opfyldes uden tidsfrister, men et skridt på vejen til EU-medlemskab?
Hr. formand, mit indlæg drejer sig om Kosovo, eftersom det oprindelig var emnet for Kommissionens meddelelse. Det blev ændret til en meddelelse om Serbien, hvilket jeg har fuld forståelse for, eftersom der nu er en ny leder i Serbien, præsident Kostunica, og der er behov for at støtte ham og bidrage til, at den igangværende proces forløber på bedste vis. Jeg besøgte Pristina i sidste uge. Jeg mødte en række personer, herunder Bernard Kouchner i forbindelse med en arbejdssammenkomst. Og jeg så, hvor store problemerne er i Kosovo. De omtalte ganske vist Donau i Deres indlæg. Men undersøgelser gør det ikke i denne sammenhæng. Det er påtrængende nødvendigt at skride til handling. Donau forurenes af svolvsyrelagre fra Mitrovica-området. Der bør udarbejdes en plan for forebyggelse af risici for dette område, men også for Pristina og andre byer i Kosovo. Befolkningen lever i yderste fattigdom. Granatspidser med beriget uran har forurenet Pristina og andre områder. I forbindelse med ødelæggelsen af byens idrætshal blev der frigjort asbest, som er spredt over hele byen. Sundhedsproblemerne er meget alvorlige. Jeg ønsker at henlede Europa-Parlamentets opmærksomhed på disse forhold. Der er tale om sociale problemer. Bistanden bør gå til den sociale indsats, til enker, forældreløse osv. Og jeg må understrege, at det er bydende nødvendigt at gribe ind snarest.
Jeg er glad for, hvad hr. McMillan-Scott sagde om Michael Graham og hans stab i Beograd. De har gjort en fantastisk indsats. Heldigvis har jeg haft lejlighed til at takke nogle af dem, men ved mit næste besøg håber jeg at kunne takke dem alle, og jeg vil helt sikkert viderebringe Deres smukke hyldest. Ngo'ernes indsats har ligeledes været storslået. Organisationerne på medieområdet har gjort en storslået indsats. Vi fik glimrende hjælp fra f.eks. Helsinki-udvalget, men samarbejdet har i det hele taget været udmærket, og trods alle de forhindringer, som Milosovic-regimet lagde i vejen for os, lykkedes det os at få en betydelig mængde hjælp igennem til demokraterne og de demokratiske kræfter i Serbien. Jeg håber, at det bidrog en smule til omvæltningen. Fru Ludford har fuldstændig ret i, at opfordringen til regionalt samarbejde undertiden opfattes som en afledningsmanøvre på vejen til EU. Vi må forklare folk, at det, vi prøver at få gennemført i Sydøsteuropa, er det, vi ved, har fungeret for os. Den Europæiske Union er verdens bedste eksempel på lande, som tackler ældgamle fjendskaber, lande, som bliver mere politisk stabile og velstående, fordi de nedbryder landegrænserne og på visse områder forener deres suverænitet og gør de ting sammen, som de kan gøre bedre sammen. Det er det, vi opfordrer landene i Sydøsteuropa til at gøre. Vi siger f.eks. til dem, at vi vil give dem meget gunstige handelsvilkår på vores markeder, men de skal også give gunstige handelsvilkår på deres naboers markeder. Det er grundlaget for stabiliserings- og associeringsprocessen, som forløber støt og roligt. Med hensyn til Donau og miljø- og sundhedsproblemerne er jeg enig med hr. Piétrasanta. Præsident Kostunica sagde på mødet med borgmestrene, at i den nye demokratiske æra måtte Jugoslavien gøre en del mere ved ligestillingen, for der var vist kun tre kvinder til stede ved mødet. Men en af de tilstedeværende kvindelige borgmestre tog specifikt spørgsmålet om de seneste års miljø- og sundhedsrisici op, og vi må se på den type problemer, fordi de udgør en alvorlig sundhedsrisiko for mange mennesker i Sydøsteuropa.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0270/2000 af Moreira Da Silva for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Kommissionens meddelelse om EU's politikker og foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissionerne: Mod et europæisk klimaændringsprogram (KOM(2000) 88 - C5-0192/2000 - 2000/2103(COS)); A5-0271/2000 af Moreira Da Silva for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Kommissionens grønbog om handel med emissioner af drivhusgasser inden for Den Europæiske Union (Hughes-proceduren) (KOM(2000) 87 - C5-0193/2000 - 2000/2104(COS)); den mundtlige forespørgsel (B5-0547/2000) af Jackson til Kommissionen for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Kommissionens strategi med henblik på den sjette konference i Haag om klimaændring (COP6); en redegørelse fra Kommissionen om oversvømmelserne i det nordlige Italien og i Spanien.
Hr. formand, kære medlemmer, otte år efter Rio de Janeiro og tre år efter Kyoto kan vi uden overdrivelse hævde, at klimaændringsspørgsmålet befinder sig i dets mest kritiske fase, et virkeligt sandhedens øjeblik, af først og fremmest to årsager. For det første fordi COP6-mødet, der finder sted i Haag til november, skal færdigformulere Kyoto-protokollen og påbegynde ratificeringsfasen, så den kan træde i kraft inden Rio+10-konferencen, altså inden 2002. Det er for det andet et kritisk øjeblik, fordi vi på grund af manglende gennemførelse af politiske og praktiske foranstaltninger i medlemsstaterne som f.eks. energieffektivitet, fremme af vedvarende energikilder, grønne afgifter og afgifter på drivhusgasser internt er ved at fjerne os og ikke nærme os de forpligtelser til reduktion af drivhusgasemissionerne, der blev aftalt i Kyoto. I denne overordentlig krævende sammenhæng bifalder vi Kommissionens initiativ om at fremlægge grønbogen om handel med emissioner af drivhusgasser og meddelelsen "Mod et europæisk klimaændringsprogram". Sagen er nemlig, at selv om der kan rejses nogle indvendinger og kritik af forslagene, som det vil fremgå af det følgende, har dette initiativ udsendt to utvetydige politiske signaler. Udadtil har det genskabt EU's evne til at påtage sig en ledende rolle. Indadtil har det gennemført en lektion i overholdelsespædagogik. Lad os først se på grønbogen om "handel med emissioner". Denne grønbog har taget hul på diskussionen om udformningen af en fremtidig ordning til handel med emissioner i EU. Ved indførelsen af systemet har Kommissionen fastlagt en hård kerne af forudsætninger, nemlig, at det skal baseres på en learning by doing-strategi, at det skal begynde i 2005, og at det i en første fase kun skal vedrøre kuldioxid og store punktkilder. Ud fra vores synspunkt, og det er det, som betænkningen afspejler, vil gennemførelsen af en sådan ordning i EU allerede fra 2005 indebære indlysende fordele. Lad mig fremhæve tre. For det første vil dette system give de forskellige sektorer, selskaber og medlemsstaterne praktiske erfaringer og forberede dem i økonomisk henseende på indførelsen af handel med emissioner på internationalt plan i 2008. For det andet vil dette system gøre det lettere at rette op på den manglende overholdelse i de fleste af medlemsstaterne. For det tredje vil systemet gøre det muligt at begrænse omkostningerne ved at overholde de forpligtelser, som Fællesskabet indgik i Kyoto, med flere milliarder euro pr. år. Trods det gode ved dette initiativ og grønbogens tekniske kvalitet, som vi lykønsker Kommissionen med, har nogle punkter fået en temmelig begrænset behandling. Det har derfor været denne betænknings opgave at udvide og uddybe den debat, som er blevet sat i gang af grønbogen. Dét er vores opgave. Lad mig fremhæve seks punkter i mine overvejelser. For det første burde grønbogen have fastsat kvantificerede mål for den reduktion af drivhusgasser, som systemet for handel med emissioner skal afstedkomme; grønbogen burde altså have sagt, hvilken procentdel af reduktionen af drivhusgasser som systemet for handel med emissioner skulle tilskrives. For det andet mener vi, at grønbogen ikke burde have undladt at analysere, om systemet for handel med emissioner kan medføre konkurrencefordele for nuklear energi. For det tredje mener vi, at systemet senere uundgåeligt kommer til at omfatte nogle sektorer, som grønbogen indtil videre har udelukket, navnlig transportsektoren, hvor emissionerne vokser meget stærkt. For det fjerde burde Kommissionen ikke i spørgsmålet om systemets anvendelsesområde have fastsat handel med emissioner direkte mellem virksomhederne i EU som den eneste mulige løsning. Der er andre muligheder, og vi håber, at Kommissionen næste gang overvejer alle alternativer. For det femte mener vi, at ansøgerlandene skal inddrages i ordningen for handel med emissioner så hurtigt som muligt. Vi opfordrer derfor Kommissionen til i en kommende meddelelse at fremlægge en plan for, hvorledes disse lande kan inddrages i systemet for handel med emissioner. For det sjette og sidste mener vi med hensyn til metoden for tildeling af emissionskvoter, at auktionsmodellen lettere vil kunne sikre det ønskede miljøresultat, undgå konkurrenceforvridning og forenkle systemet end grandfathering. Det er imidlertid ikke det rette øjeblik til at udelukke nogen metode, af hvilken årsag vi anmoder Kommissionen om at arbejde videre med disse overvejelser og også lade dem omfatte en tredje mulighed, nemlig benchmarking. Lad os derpå se på meddelelsen om det europæiske klimaændringsprogram. På baggrund af engagementet og kvaliteten i grønbogen om handel med emissioner er meddelelsen om politikker og foranstaltninger, altså meddelelsen "Mod et europæisk klimaændringsprogram", en skuffelse. Den er en skuffelse, fordi den nedprioriterer den rolle, som de forskellige politikker og foranstaltninger skal spille, altså medlemsstaterne og Fællesskabets politiske indsats i forhold til markedsmekanismerne. Den er også en skuffelse, fordi den medfører en ulige behandling af de forskellige økonomiske sektorer; særlig forventede man, at de sektorer, der ikke var blevet omfattet af systemet for handel med emissioner, skulle blive genstand for en ambitiøs tilgang med veldefinerede forpligtelser i den anden meddelelse, meddelelsen om politikker og foranstaltninger. Vi anmoder derfor Kommissionen om straks at færdiggøre det europæiske klimaændringsprogram (ECCP) og forelægge konkrete forslag om gennemførelsen af de forskellige politikker og foranstaltninger inden seks måneder efter COP6, hvor de kvantificerede bidrag til reduktionen af drivhusgasemissionerne for hver enkelt økonomisk sektor og foreslået politik eller foranstaltning defineres. Lad mig ganske kort sige nogle ord om den kommende FN-konference, COP6, der skal foregå i Haag til november. COP6's vanskeligheder ligger ikke kun i de indviklede left overs fra Kyoto, men hænger også sammen med de politiske konjunkturer i USA. Bemærk, at det uanset resultatet af det amerikanske valg bliver Bill Clinton og Al Gore, der i Haag skal forhandle Kyoto-protokollen. Vi står således over for særdeles bekymringsvækkende scenarier. Hvis Bush vinder, vil alle de aftaler, som vi indgår med Clinton-administrationen, kunne blive fuldstændig tilsidesat af den nye administration. Hvis Al Gore vinder, er der intet i vejen for, at det fortsat bliver meget svært at finde de to tredjedele, der skal til, for at få ratificeret protokollen. Jeg mener derfor, at EU ikke bør ændre forhandlingsoplægget. EU har et godt forhandlingsoplæg og bør ikke fravige det. Hvis vi gør det med henblik på en aftale med USA, risikerer vi at få et loose loose-resultat, hvor vi forringer protokollen, og den måske ydermere ikke engang bliver ratificeret af USA. Derfor må vi vise åbning over for Rusland, Canada, Japan, Norge og landene i Central- og Østeuropa. Jeg vil slutte, hr. formand, idet jeg takker alle Parlamentets medlemmer, i særlig grad ordførerne for udtalelserne og skyggeordførerne, for at det har kunnet lade sig gøre at nå en høj grad af enighed omkring strategien for en standsning af klimaændringerne.
Hr. formand, emissionen af drivhusgasser tiltager stadig, selv om Den Europæiske Union har forpligtet sig til at reducere emissionen af disse gasser i perioden 2008-2012 med 8%. På denne baggrund må vi betragte grønbogen om handel med emissioner. Grønbogen er det første skridt i retning af et markedskonformt instrument, som binder emissionen til et loft og på længere sigt giver meget hensigtsmæssige og effektive muligheder for at reducere emissionerne. På denne måde er der en chance for, at Den Europæiske Union alligevel opfylder sine forpligtelser i henhold til Kyoto-protokollen. Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål indtager i det store og hele en positiv holdning til grønbogen. Men det lægger stor vægt på en solid udformning af systemet til handel med emissioner. Det skal være enkelt og gennemsigtigt for deltagerne og forsynes med gode markedsinstitutioner. Ellers går det til grunde som følge af den manglende tillid mellem markedets parter. Desuden skal systemet skabe ensartede konkurrencebetingelser for de pågældende virksomheder. På dette punkt har vi store indvendinger mod nogle punkter i det foreliggende beslutningsforslag, for dette stræber efter forstyrrelse af konkurrencen ved, at vurderingen af de enkelte sektorer ikke gennemføres konsekvent. Ordførerens holdning resulterer i, at virksomheder fra samme sektor i de forskellige medlemsstater kan blive ulige behandlet. En transportvirksomhed konkurrerer nu engang ikke med en kemifabrik, men med transportvirksomheder fra andre medlemsstater. Med en række ændringsforslag håber jeg, at denne misforståelse kan rettes. Jeg er spændt på, om kommissær Wallström også støtter dem. Hr. formand, det endelige mål er et renere miljø. Det kan opnås gennem indførelse af handel med emissioner uden at gribe direkte ind i de økonomiske strukturer. Når alt kommer til alt, bør vi forvalte vores kollektive ansvar for Guds skabelse forsvarligt og opfylde vores forpligtelser uden tøven.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg takker først ordføreren for, at han virkelig har samlet alle vores synspunkter sammen og gjort det fortræffeligt. Emissionshandlen kom jo med i klimadebatten som en del af de såkaldte fleksible mekanismer. Det var egentlig ikke Den Europæiske Union, der ønskede dem med i udvalget af instrumenter, men de er nu alligevel med i den internationale aftale, og der udarbejdes regler for disse såkaldte fleksible mekanismer, hvor emissionshandlen er ét af de centrale emner, i Haag. Fordi EU indtil nu har været den ledende kraft i de internationale forhandlinger, ønsker vi sikkert alle, at denne ledende position bevares, og her stoler vi på Kommissionen. Det er derfor, at Den Europæiske Union har besluttet at foreslå, at man inden for Unionen overgår til handlen med drivhusgasemissioner allerede fra begyndelsen af 2005, og dette er ikke det samme som det aspekt, at Kyoto-aftalen muliggør en sådan international emissionshandel fra begyndelsen af 2008. Men dette system kan afprøves og udvikles inden for Den Europæiske Union. Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked ønsker således Kommissionens grønbog og det faktum, at der på basis af den udarbejdes et rammedirektiv, velkommen. Arbejdet på Den Europæiske Unions plan om emissionshandel er absolut berettiget, for ellers forvrides konkurrencen. Jeg vil på udvalgets vegne henlede opmærksomheden på, at man kan gøre meget ved hjælp af emissionshandlen, men ikke alt. Det er meget vigtigt, at emissionshandlen fungerer som et supplement til andre instrumenter, hvor det centrale instrument er økonomisk styring. Det er også meget vigtigt, at emissionshandlen bliver effektivt overvåget, og jeg tror, at vi også har brug for miljøkontrollører, som vi i øjeblikket forhandler om med Rådet.
Hr. formand, kære kolleger, også Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi mener, at handlen med emissioner er en fornuftig løsning. Men vi mener også ligesom de andre, at den kun bør omfatte 50% af den samlede reduktion af emissionerne. Det afgørende ved handlen med emissioner er jo, at ikke blot el eller gas i fremtiden har en pris, men også CO2. Det lyder så enkelt, men det betyder en total omvæltning af energisektoren. Det må man være klar over. Det har enorme konsekvenser og kan - det er jeg overbevist om - også være til stor hjælp i forbindelse med reduktionen af emissioner. Hvordan kunne drejebogen se ud for de næste år? Jeg håber, at Den Europæiske Union efter en succesrig afslutning af forhandlingerne i Haag vil ratificere Kyoto. Det betyder, at vores underskrift er retligt bindende. Som det næste skal Kommissionen derefter fremlægge et direktiv, som fordeler byrderne på de 15 medlemsstater. Vi har altså brug for kvoter. Disse kvoter skal imidlertid være forbundet med sanktioner, ellers giver de ingen mening. Med andre ord har vi derefter via omvejen over miljøpolitikken en fælles energipolitik. I 2005 kunne vi påbegynde denne handel med emissioner inden for Den Europæiske Union. Endnu en gang vil jeg sige, at jeg håber, at denne drejebog mere eller mindre bliver overholdt, og at vi ikke lader os forstyrre af, at andre, måske endda USA, indtil videre ikke skriver under. I den ånd bør vi støtte Kommissionen og også så vidt muligt optræde samlet.
Hr. formand, det er på høje tid, at der foreligger et konkret program fra Kommissionen om begrænsning af drivhuseffekten. Klimaændringerne er synlige i hele verden, og vi europæere er ikke så hårdt ramt som andre zoner - jeg tænker på den amerikanske vestkyst eller Bangladesh. Men de sidste katastrofer i Italien - specielt i Aostadalen eller i Schweiz - har vist, at der også hos os en gang imellem sker alvorlige katastrofer, som den lokale befolkning næppe kan stille noget op imod. Nu drejer det sig om at føre Kyoto-erklæringen ud i livet, og det næste klimatopmøde i Haag skal gå videre end vores hidtidige bestræbelser. Efter at det også er klart, at CO2 bærer hovedansvaret for klimaændringerne, og at trafikken fortsat vokser, gælder det først og fremmest om at stille konkrete forslag til en begrænsning af bytrafikken, beskatte transittransporten rigtigt og give road pricing den ideelle udformning. Nu gælder det om ud over denne handel med emissionsmængder at iværksætte foranstaltninger for at få det hele under kontrol. Jeg vil ikke så tvivl om eller angribe mobiliteten - vi har brug for mobilitet - men vi skal ændre adfærden på transportområdet. Handel med emissioner må ikke føre til, at vi ikke mere diskuterer de andre konkrete foranstaltninger. I Europa er vi førende inden for miljøpolitik, og hvis vi vil bevare vores troværdighed, må vi gå videre end det, hvidbogen siger i dag.
Hr. formand, jeg vil gerne give udtryk for Europa-Parlamentets bekymring for og opfattelse af Haag-konferencen. For det første er der, som det blev nævnt tidligere, spørgsmålet om medlemmerne af Europa-Parlamentets deltagelse i konferencen overhovedet. Uanset hvilke EU-politikker der vil udspringe af denne konference i Den Haag, skal de forelægges til diskussion, ændring og vedtagelse i Parlamentet, altså de europæiske politikker. De nationale politikker skal uanset indhold igennem de nationale parlamenter, men vi får et ord at skulle have sagt, uanset resultatet i form af Den Europæiske Unions politik som en konsekvens af konferencen i Den Haag. Hidtil har vi kun fået løfte om at deltage i EU-delegationen med tre medlemmer. Samtidig er selve arten af den parlamentariske deltagelse meget uklar. Vi vil gerne kunne sende en større delegation. Vi er klar over, at COREPER skal slås med dette spørgsmål i næste uge, men vi ser frem til at høre nyt fra kommissæren i denne sag. Vi vil også gerne have, at vores repræsentanter bliver briefet før konferencen. Jeg håber, at vi kan få en fuldstændig briefing fra kommissæren, det hører vi om et øjeblik, og få alle de nødvendige oplysninger der. Men ikke nok med det: Vores repræsentanter skal være til stede ved alle møderne i EU-delegationen, også møder, hvor der diskuteres taktik og politik. Vi mener ikke, at det er for meget at bede om. I lyset af vores engagement i udformningen af Den Europæiske Unions lovgivning er det absurd, at Kommissionen og Rådet holder forhandlingerne for sig selv. For det andet er der spørgsmålet om, hvorvidt de industrialiserede lande, herunder Det Forenede Kongerige, mener det alvorligt med COP6 og ratificeringen af Kyoto-protokollen. Ønsker de, og ønsker vi, helt ærligt at gå videre, eller vil vi snart blive vidner til, at de står på bremsen? Vi har tilsyneladende allerede ødelæggende tegn på klimaændringernes konsekvenser, men da Miljøudvalgets medlemmer for nylig mødtes med medlemmer fra den amerikanske Kongres, heldigvis via en videoforbindelse, fik de det indtryk, at Kongressen ikke vil støtte en ratificering af Kyoto-protokollen. Og hvis USA ikke kan tilslutte sig sådanne miljøgavnlige foranstaltninger under et økonomisk opsving af denne kaliber, hvor store er chancerne så på et andet tidspunkt, når forholdene er mindre gunstige? Vi vil gerne høre Kommissionens mening om, hvorvidt amerikanerne vil sabotere Haag-konferencen, og hvad vi i givet fald kan redde op fra vraget. Hvis USA udsender stærke signaler om, at man aldrig nogensinde vil ratificere Kyoto-protokollen uden de største udviklingslandes deltagelse, hvilke udsigter er der da til, at vi kan sammensætte en koalition af lande, der vil ratificere, og hvor stor er faren for, at vi i givet fald bringer Den Europæiske Union i en ringere økonomisk situation? Vi vil også gerne have Kommissionen til at give os en klar tidsplan for planerne om indførelse af foranstaltninger over for klimaændringerne til næste år. Jeg er klar over, at det betyder, at man skal løfte sløret for det sjette miljøhandlingsprogram, men det vil være en god lejlighed til at afklare de store linjer i det, vi kan forvente. Endelig, fordi vi kender årsagerne til klimaændringerne, eller vi er ret sikre på, at vi kender årsagerne til klimaændringerne, vil kommende generationer næppe tilgive os, at vi handler så langsomt. Regeringerne er bange for at lægge afgifter på brændstof, fordi de frygter for ikke at blive genvalgt. Det er menneskeligt og måske uundgåeligt. Men vi kan i det mindste bruge flere ressourcer på at udvikle alternative og vedvarende energikilder og hurtigt gøre dem til realistiske alternativer. Det er trist, at vi sidste år skar ned i midlerne til Den Europæiske Unions program for vedvarende energi, Save, som nu kun bevilges en brøkdel af de penge, vi bruger til at støtte tobaksdyrkning. Kommende generationer vil ikke tilgive os det, og de kommende generationer vil have ret.
Lad mig først takke ordføreren hr. Moreira Da Silva, som har udarbejdet to fremragende betænkninger om vores nuværende strategi over for klimaændringer. Lad mig også udtrykke min anerkendelse af, at Europa-Parlamentet fortsat lægger vægt på de globale problemer med klimaændringer. Jeg glæder mig over den brede debat om spørgsmålet her i dag. Denne forhandling er særligt velkommen, fordi vi om kun fire uger skal træffe centrale beslutninger ved den sjette konference for underskriverne af konventionen om klimaændringer - den såkaldte COP6 - i Haag. Som De ved, støtter Den Europæiske Union på det kraftigste, at Kyoto-protokollen træder i kraft senest 2002, hvilket vil sige Rio plus 10 år. Den Europæiske Union har til hensigt at ratificere protokollen, så snart COP6 når til en vellykket afslutning med beslutninger, der sikrer protokollens miljømæssige integritet og troværdighed. Med henblik på at opnå dette er det vigtigt, at Den Europæiske Union spiller en stærk og proaktiv lederrolle. I den forbindelse vil jeg opsummere EU's hovedmålsætninger for COP6, som følger. For det første må vi sikre, at de industrialiserede lande handler aktivt hjemme hos sig selv. De industrialiserede lande udsender flest drivhusgasser og har et ansvar for at udvise lederskab med hensyn til at afhjælpe klimaændringerne. Resultatet af COP6 bør sikre dette gennem en kombination af Kyoto-mekanismerne såsom handel med emissioner og en indsats i hjemlandet - supplementaritet - og ved at se på behovet for at påvise fremskridt inden for politikkerne til reduktion af emissionen inden 2005. For det andet skal vi sikre, at Kyoto-målsætningerne overholdes. De industrialiserede lande enedes om et reduktionsmål under Kyoto-protokollen. For at sikre, at vi når disse mål, skal vi ved COP6 enes om faste rammebestemmelser for Kyoto-mekanismerne og et stærkt og effektivt system, der skal sikre overholdelsen. Dette er nødvendigt for at få mekanismerne til at fungere effektivt, fordi markederne kun kan fungere effektivt inden for solide institutionelle rammer. For det tredje har Den Europæiske Union med hensyn til at sikre, at målene er fornuftige, store bekymringer, hvad angår medtagelsen af dræn på grund af de videnskabelige og andre usikkerheder og risici, der er forbundet med dem. Vi har også vores tvivl med hensyn til drænenes potentielle størrelse, fordi dette påvirker nødvendigheden af, at de industrialiserede lande griber ind for at nedbringe deres emissioner. Medmindre der findes en løsning på disse problemer, kan vi ikke gå med til at medtage yderligere skovbrugs- og arealanvendelsesaktiviteter end skovrejsning, afskovning og genrejsning af skov. Dræn bør ikke medtages i mekanismen for ren udvikling, idet dette er en mekanisme, der bør bruges til at skabe social og økonomisk udvikling i landene. For det fjerde skal vi opfylde udviklingslandenes og overgangsøkonomiernes behov ved at fremme kapacitetsopbygning, teknologioverførsel og tilpasningsbistand. I den henseende fortjener de mindst udviklede landes behov særlig opmærksomhed. Ved COP6 skal vi arbejde videre med disse spørgsmål og blive enige om, at mekanismen for ren udvikling skal baseres på sikre, miljøvenlige teknologier, som kan hjælpe disse lande til at udvikle sig på en mindre forurenende måde. Jeg glæder mig over, at medlemmer af Europa-Parlamentet deltager i Fællesskabets delegation til COP6. Den endelige afgørelse om, hvor mange medlemmer af Europa-Parlamentet, der skal deltage i COP6, ventes den 31. oktober. Kommissionen har foreslået, at Europa-Parlamentet bliver repræsenteret ved otte medlemmer. I henhold til de institutionelle regler for en sådan deltagelse kan disse medlemmer deltage på plenarmøderne, og jeg kan forsikre Dem om, at mine medarbejdere og jeg selv vil gøre vores yderste for regelmæssigt at informere alle de tilstedeværende medlemmer ved COP6 om forhandlingerne, som ikke er åbne for observatører. Jeg kan også give løfte om at afholde en relevant briefing, før COP6 begynder, måske mellem den 7. og 11. november, hvis det er muligt - det vil vi forsøge at arrangere på den bedst mulige måde. Jeg vil også gerne kommentere spørgsmålet om en ratificering uden USA. Den Europæiske Union lægger stor vægt på ratificeringen og på, at protokollen kan træde i kraft senest i 2002. Ved enhver given lejlighed opfordrer vi de øvrige parter, navnlig USA og Rusland, til også at begynde at forberede ratificeringen. Mens protokollen i princippet kan træde i kraft, uden at USA ratificerer den, vil det klart være den næstbedste løsning ikke at have verdens største udleder af drivhusgas med i ordningen. Dette vil også med stor sandsynlighed have betydelige konsekvenser for EU's konkurrenceevne. Det glæder mig at kunne notere, at Kommissionen støttes af Parlamentet og Rådet i sine bestræbelser på at opbygge et effektivt europæisk program vedrørende klimaændringer. I udtalelsen fra Europa-Parlamentets Udvalg for Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om dette program understreges det, at politikker og foranstaltninger bør have højeste prioritet for EU's strategi over for klimaændringer. Det er vigtigt, at denne strategi får støtte fra alle de involverede parter, og derfor har Kommissionen indledt denne procedure med at involvere flere parter inden for rammerne af klimaændringsprogrammet. Rådet (miljø) vedtog for nylig konklusioner vedrørende politikker og foranstaltninger til begrænsning af udledningerne af drivhusgasser, idet man bekræfter de valg, der er truffet inden for rammerne af det europæiske program om klimaændringer. Samtidig angiver Rådet visse specifikke prioriteringer inden for transport, energieffektivitet og industri, som bør udvikles yderligere under hensyntagen til foranstaltningernes miljøpåvirkning og omkostningseffektivitet. Disse forslag vil blive overvejet nøje ved det løbende arbejde inden for det europæiske klimaændringsprogram. Som De ved, er programmet kommet i gang og fungerer, og de seks nuværende arbejdsgrupper - fleksible mekanismer, energiforsyning, energiforbrug, transport, industri og forskning - har fungeret siden juni måned. Lige fra starten har det europæiske klimaændringsprogram været en krævende øvelse i integration, hvor man bringer Kommissionens tjenestegrene, erhvervslivet, ngo'er og nationale eksperter sammen. Det første indtryk er bestemt positivt efter de første fire måneder. Der har udviklet sig en konstruktiv holdning i de forskellige grupper. En statusrapport om dette program vil danne grundlag for min mundtlige fremlæggelse ved det særlige rådsmøde om klimaspørgsmål den 7. november. Trods den meget korte frist foreslår man inden for programmet allerede en første liste med sandsynlige foranstaltninger inden for alle de relevante sektorer. Fremme af kraftvarme og vedvarende energikilder, tilskyndelse til at skifte til brændsel med lavt kulstofindhold, tilskud til energieffektivitet i bygninger, bevidsthedsskabelse inden for transportsektoren, forbedringer af lette erhvervskøretøjer, foranstaltninger til begrænsning af lækager og genindvinding af fluorinerede gasser er at finde blandt forslagene i det europæiske klimaændringsprogram. Mod slutningen af denne høringsproces til næste sommer vil klimaændringsprogrammet have givet ny dynamik til og fremskyndet gennemførelsen af eksisterende forslag. Men samtidig vil man have fremmet nye idéer. Derfor er dette klimaændringsprogram en enestående lejlighed til at samle alle bestanddele af en ambitiøs klimaændringsstrategi for EU, og Kommissionen vil følge op ved at færdiggøre de mest lovende forslag. Med hensyn til grønbogen om handel med emissioner vil jeg gerne takke medlemmerne for deres grundige behandling af den. Kommissionen er ivrig efter at høre de forskellige parters synspunkter og naturligvis også Europa-Parlamentets. Meningsforskelle om de nærmere enkeltheder er kun at forvente, når man går i gang med et nyt instrument inden for miljøpolitikken, og jeg glæder mig meget over Parlamentets positive og konstruktive indstilling. Handel med emissioner er et nyt begreb, og der findes en forståelig mistillid i nogle kredse. Jeg håber, at grønbogen har ydet et bidrag til at fjerne denne mistillid. Handel med emissioner inden for Den Europæiske Union kan blive endnu en politisk foranstaltning, der kan eksistere sideløbende med andre politiske foranstaltninger, der allerede er indført, eller som er på vej fra Kommissionen inden for rammerne af klimaændringsprogrammet. Kommissionen lægger ikke alle sine æg i en kurv. En større nedbringelse af emissionerne vil kræve en hel række politikker og foranstaltninger. Med henblik på at fremme drøftelserne inden for Den Europæiske Union har Kommissionen skitseret en vision for, hvordan handlen med emissioner skal fungere. Det var bestemt ikke nogen endelig skitse. Selv om man måske føler, at grønbogen trækker i retning af bestemte løsninger, ønsker Kommissionen i hovedsagen at have en åben indstilling til dette nye instrument og opfordre til en forsigtig, gennemtænkt og gradvis udvikling af handlen med emissioner inden for EU. Det var denne forsigtighed, der forhindrede, at Kommissionen forestillede sig, at alle drivhusgasser og andre sektorer, også transportsektoren og husholdningerne, allerede fra starten skulle være omfattet af handlen med emissioner. På et senere tidspunkt kan en ordning, der har vist sig at kunne fungere, udvides, men først skal systemet vise sit værd. Jeg tror ikke, at handel med emissioner fremmer atomkraft mere end nogen af de andre foranstaltninger over for klimaændringer, som overvejes inden for rammerne af det europæiske klimaændringsprogram. Der er ingen planer om, at atomkraft skal med i ordningen for handel med emissioner. Argumenterne for at komme i gang i 2005 er så stærke som nogensinde før, for at Fællesskabet skal kunne lære gennem at gøre praktiske erfaringer. Medlemsstaterne er jo allerede gået i gang, og vi må hele tiden holde os Fællesskabet fælles interesser for øje. Det er endvidere min hensigt - og jeg har allerede ført samtaler om dette i oktober måned - at inddrage de central- og østeuropæiske lande i fremtidige ordninger for handel med emissioner. Endelig afspejler de hidtidige reaktioner på grønbogen - der er tale om omkring 50 - den store interesse for dette instrument. Der er forskellige holdninger til, hvad man skal gøre som det næste, og Kommissionen vil beslutte, hvordan man kommer videre i løbet af de næste par måneder, når forslagene er blevet analyseret grundigere, og når vi kender resultaterne af COP6. Det har altid været og er fortsat Kommissionens ønske, at uanset hvad Fællesskabet gør med hensyn til handel med emissioner, skal det være fuldt ud foreneligt med Kyoto-protokollens handelssystem for emissioner, når denne træder i kraft. Som De ved, vil EU-systemet træde i kraft i 2005, mens den internationale handel i henhold til Kyoto først træder i kraft på et senere tidspunkt. Sammenfattende kan jeg udtrykke generel støtte til Deres beslutninger, og jeg vil gerne endnu en gang udtrykke min taknemmelighed og anerkendelse over Parlamentets konstruktive forsøg på at øge bevidstheden om klimaændringer og dets støtte til Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen.
Fru kommissær, når det gælder en så glimrende betænkning som hr. Da Silvas og det vigtige og perspektivrige scenario, De lige beskrev for os, vil jeg gerne have lov til at komme ind på noget, der er ved at tage en dramatisk vending, nemlig de oversvømmelser, der fandt sted i store dele af Europa i sidste uge, først og fremmest i Norditalien, men også i Frankrig og Spanien. Vi er ved at vænne os til en dramatisk sprogbrug om vores vejr, for verber som gå over sine bredder, løbe over og oversvømme er næsten blevet en almindelig del af vores ordforråd. Vi er af den opfattelse, at dette er en alvorlig konsekvens af klimaændringerne, og det er nødvendigt, at vi tager højde for disse klimaændringer i vores sociale og økonomiske system. Også klimaeksperterne fortæller os, at vejrforholdene i vores regioner faktisk er ved at ændre sig. Den ekstraordinære regn, der er faldet i de sidste par dage, har genoprettet balancen i det klima, vi havde for et år siden, hvor tørken var dominerende. Eksperterne siger også, at tørketendensen også vil vise sig - og forværres - i de kommende år, og at vejret vil skifte mellem tørke og nogle få kraftige regnskyl med de heraf følgende oversvømmelser og floder, der går over deres bredder. Nu, hvor vi desværre har begravet vores døde, hvor journalisterne har forladt de ødelagte områder, og hvor vandstanden i floden - i dette tilfælde Po, som jeg bor i nærheden af - er ved at blive normal igen, er tiden således inde til at "åbne paraplyen", som vi siger i Italien, og gøre en forebyggende indsats, ikke for at tage sorgerne på forskud, men for endnu en gang at vurdere behovene og løsningerne. Der er ingen tvivl om, at der i de senere år er sket nogle store fremskridt med de varslings- og alarmsystemer, som har gjort det muligt at mindske skadernes omfang, men selv om dette er vigtigt og relevant, må det ikke betragtes som den vigtigste faktor. Vi har brug for en forebyggende politik for netop at tage højde for det, som klimaeksperterne fortæller os. Det er nødvendigt med nogle politiske og territorielle valg, hvor området bevares, også når solen skinner. Jeg vil derfor gerne understrege nogle punkter. Det første punkt er vores måde at bygge på, som ikke må glemmes, da det er nødvendigt at målrette den ved hjælp af en stadig strengere anvendelse af planlægning, bestemmelser og kontrol, og der skal ikke mindst sættes den størst mulige fokus på vores landbrugsarbejde. Ved den nye oversvømmelse, hvor Po gik over sine bredder, fungerede landbrugsarealerne som afløbskanal for byområderne, og landbruget mindskede højvandets konsekvenser ved at lade det gå ud over sig selv for at skåne byområderne. Vi skal derfor bekræfte landmændenes rolle som miljøbeskyttere. Denne rolle bliver tilsidesat, glemt og undervurderet, når solen skinner. Der gives ikke tilstrækkelig plads til denne rolle i landbrugs- og miljøpolitikken eller i byplanlægnings- og den fysiske planlægningspolitik. Vi skal sørge for nogle hensigtsmæssige former for koordinering i Europa.
Hr. formand, det er tre vigtige dokumenter, vi har drøftet i dag, og som handler om en af de absolut største udfordringer, vi står over for, nemlig klimaændringerne. For en nordbo fra et område, hvor temperaturen på denne årstid sjældent når over syv grader, og hvor regnen står ned i stride strømme, kan tanken om et varmere klima i første omgang synes tiltalende. Men så enkelt er det ikke. De klimaændringer, vi står over for, indebærer næppe noget positivt for nogen af os. I stedet er scenariet præcist som beskrevet for nylig fyldt med storme, regn og oversvømmelser. Hertil skal lægges forandringer i flora og fauna. Livet bliver aldrig rigtig det samme igen og næppe heller behageligt. De tre dokumenter om klimaændringer, som Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har behandlet, kan betragtes som dokumenter, der repræsenterer forskellige tidsperioder. Beslutningen om Haag-konferencen er den, der ligger nærmest i tid. Deri præsenterer vi i Miljøudvalget vores - og forhåbentlig også Unionens - ønsker om, hvad der skal ske i Haag. Den er præget af stor enighed, hvilket er et godt udgangspunkt for Haag-konferencens begyndelse. Beslutningen markerer tydeligt nødvendigheden af Kyoto-protokollens underskrivelse, og af, at det er industrilandene, der skal lede arbejdet med at standse klimaændringerne. Den understreger også tydeligt, at de fleksible mekanismer kun skal være et supplement til de nationale foranstaltninger. Det glæder mig at høre, at det også er kommissær Wallströms opfattelse. Jeg synes, at ordføreren for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har sendt et tydeligt budskab om, at vi ikke finder det tilstrækkeligt med tre repræsentanter fra Europa-Parlamentet til Haag-konferencen. Jeg er også glad for, at Wallström siger, at Kommissionen foreslår otte repræsentanter. Europa-Parlamentet og de parlamentsmedlemmer, der arbejder med miljøspørgsmål, skal snart tages alvorligt og ikke kun bruges som en slags galionsfigurer, når det passer. Det er også vigtigt at understrege, når man taler om regelmæssige møder og regelmæssig information på Haag-konferencen, at de skal være konstruktive. Det er vigtigt, at man også lytter til parlamentsmedlemmernes synspunkter, så der ikke bare bliver tale om envejskommunikation. Beslutningen om handel med emissioner er et godt dokument, men det er blevet yderligere forbedret efter Miljøudvalgets ændringer. De vigtigste ændringer er den tydelige markering - præcis som i COP6-dokumentet - af, at selve handlen med emissioner ikke må overstige 50% af foranstaltningerne vedrørende emissionsreduktioner. Det er også vigtigt, at der skal være målelige mål for hvert land og for hver sektor. Endvidere skal der findes retligt bindende foranstaltninger, der tvinger medlemsstaterne til at respektere deres kvoter. Der er også en vis bekymring over, at visse sektorer udelades i grønbogen, f.eks. transportsektoren. Vi betinger os, at dette arbejde kommer med i næste dokument, det vil sige i EU's politikker og foranstaltninger til reduktion af emissioner, samt at transportsektoren ikke glemmes, når vi diskuterer klimaændringer. Budskabet er meget klart: Princippet skal være, at alle emissioner uanset kilde skal omfattes af visse foranstaltninger i form af emissionsrettigheder eller lovgivning, men der skal findes konkrete begrænsninger og foranstaltninger for hver emissionstype. Mange har været usikre over for forslaget om handel med emissioner, først og fremmest hvad angår de socioøkonomiske konsekvenser. Man er ganske enkelt bange for at miste arbejdspladser. Man er bange for, at virksomhederne skal spille de forskellige industrier ud mod hinanden. Jeg synes, at vi har taget hensyn til denne usikkerhed og bekymring i beslutningens punkt 13, og jeg håber, at det i det mindste vil berolige nogle af dem, der har været urolige. Jeg vil understrege, at der er en tydelig fejl i den svenske version af dette punkt. Kun halvdelen af det ændringsforslag, der er offentliggjort i det svenske dokument, er godkendt. Det tredje dokument er måske det vigtigste på langt sigt. Det handler om EU's politikker og foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissioner. Det handler også om det, der egentlig er nødvendigt, nemlig at vi ændrer vores eget liv og levned for at skaffe resultater. Det er et kærkomment dokument. Det havde været endnu bedre, hvis det havde været mere konkret og tydeligt, men vi håber, at det bliver tydeligere med de ændringer, som Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har vedtaget.
Hr. formand, fru kommissær, jeg glæder mig over, at debatten om klimaændringer i Europa og i verden giver anledning til at nævne den cyklon, som ramte en stor del af Europa. De tyske meteorologer døbte den Josephine. Cyklonen ramte det nordvestlige Italien hårdt og ikke mindst den region, jeg kommer fra, Aosta-dalen. I løbet af tre eller fire dage faldt der i et område på ca. 10.000 km2 gennemsnitligt 500­700 mm regn, hvilket stort set svarer til den årlige nedbørsmængde i området. Cyklonen skabte følgelig stor rædsel i Aosta-dalen og i andre regioner og lande, som blev ramt af denne smertelige prøvelse. Cyklonen har efterladt disse områder i regulær undtagelsestilstand og har anrettet omfattende skader, som det vil være bekosteligt at få udbedret. Hvad er så Den Europæiske Unions opgave i denne sammenhæng? At få os til at ændre adfærd og ikke mindst skabe forståelse for det kredsløb, som ændrer vejrforholdene. At skaffe de nødvendige ressourcer for at kunne imødekomme befolkningens krav. Og endelig - hvilket afspejler min opfattelse som bosiddende i et bjergområde - at tage de nødvendige initiativer til indgriben i de europæiske bjergområder. I modsat fald risikerer vi desværre at opleve nye oversvømmelser af den her omtalte art.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, vores klima ændres allerede nu. I de forløbne tusinde år er det blevet en femtedel grad koldere. Men i de sidste 50 år er det blevet halvanden grad varmere. Denne opvarmning går stadig hurtigere. En eller to grader mere er da rart, synes mange borgere, men den varme Golfstrøm, som giver os et behageligt klima, kan hvert øjeblik vende den anden vej. Så får vi i Europa samme klima som i Canada. Om vinteren mange uger med 20-30 graders frost. Der er behov for radikale foranstaltninger for at standse opvarmningen af Jorden. Kyoto-protokollen er for begrænset. Alene væksten i flytrafikken i de kommende 15 år ophæver alle reduktioner i henhold til Kyoto-protokollen. Kina udstøder allerede nu flere drivhusgasser, end hvad der er bæredygtigt. Det må vi ikke lukke øjnene for. Efter 2020 bør udviklingslandene også bekæmpe drivhusgasser. Men det skal være på grundlag af ligeværdighed. Hver verdensborger har lige stor ret til at udstøde CO2. De amerikanske borgere har ikke ret til at udstøde to hundrede gange så meget som folk i det østlige Afrika. Det ville være ret og rimeligt, at den internationale handel med CO2-certifikater startes efter 2008. Kun på dette grundlag vil udviklingslande som Kina og Indien være med. At vælge den amerikanske holdning med gratis tildeling (grandfathering) i Haag vil blokere denne vej. Energieffektivitet og vedvarende energikilder er vejen frem, både i nord og i syd. Ikke 25 cm høje buske, som den australske regering foreslår. Og heller ikke andre skovprojekter, der ikke kan kontrolleres. Heller ikke subsidier til atomenergi med penge fra mekanismen for ren udvikling. Det ville være perverst på et tidspunkt, hvor Amerika og Europa kun lukker atomkraftværker. Heldigvis står vores ministre og Kommissionen på den gode side. På min gruppes vegne ønsker jeg, at de vil være standhaftige. En hurtig ratificering af Kyoto-protokollen er den rette vej. Vi må ikke gøre os afhængige af det amerikanske Senat. Efter ratificeringen får CO2-emissionen en pris. Nu er det stadig gratis for de store industrier og elektricitetsproducenterne i Europa, som i fællesskab er ansvarlige for 45% af CO2-emissionen. Grønbogen om handel med emissioner i Europa er et udmærket initiativ. Europa må gøre alt for at nå denne målsætning om en reduktion på 8%. Jeg vil gerne appellere til Kommissionen om at udarbejde ekstra forslag for at bremse emissionen inden for transportsektoren. Kun hvis vi selv når denne målsætning om en reduktion på 8%, er vi troværdige. Og kun da er der mulighed for gennembrud på verdens klimascene.
Hr. formand, som vi alle ved, er klimaspørgsmålene vores tids måske vanskeligste problem at løse. Det er jo ikke fordi, vi ikke ved, hvilke ændringer der skal til, men de nødvendige ændringer har meget store konsekvenser for hele transport- og energisektoren og egentlig for hele vores forbrugsmønster. Der er behov for helt grundlæggende samfundsændringer, hvis vi skal reducere drivhusgasemissionerne. Det er de mest udviklede lande - de lande, der har den højeste økonomiske standard, og som har de største emissioner pr. person - der har det største ansvar for at gå i brechen med hensyn til at nedbringe emissionerne. Inden Haag-konferencen er det derfor helt afgørende at få USA med i en aftale, der både fører til virkelige fremskridt og til en ratificering af Kyoto-protokollen. En ansvarsfuld politik fra de mest udviklede landes side skal baseres på, at de kan reducere deres egne emissioner. Hvis der skal være plads til handel med emissioner, hvilket jeg er meget skeptisk over for, skal de kun udgøre en mindre del af den samlede politik. En sådan handel skal i så fald også være nøje kontrolleret med hensyn til sociale hensyn og hensynet til fremtidige udviklingsmuligheder i udviklingslandene. Dette system kan indebære meget store risici i fremtiden, når Rusland og udviklingslandene kommer med i handlen med emissioner, og den bliver global. Derimod findes der andre former for fleksible mekanismer, der med fordel kan anvendes på globalt plan. Handel med emissioner og dræn kan ikke erstatte de reelle forandringer, der er nødvendige, og det samme gælder naturligvis for atomkraft. I stedet er der brug for en effektiv politik vedrørende lavere energiforbrug, vedvarende energikilder, alternative brændstoffer og miljøafgifter på transport. Det er frem for alt de enkelte medlemsstaters ansvar at gennemføre sådanne foranstaltninger. På skatteområdet er det ønskværdigt med en fælles mindsteskat. Hvis ikke det er muligt at blive enige om en skat på drivhusgasser i EU, bør de lande, der er villige til at gå i spidsen, i fællesskab kunne indføre en sådan skat. Hvad angår Moreira Da Silvas betænkning, er vi enige i indholdet i de fleste punkter, men vi er skeptiske over for handlen med emissioner. Et sådant system kan være et interessant eksperiment på EU-plan, men det kan ikke erstatte andre foranstaltninger.
Hr. formand, i de senere år har vi oplevet en eksplosiv vækst i de katatrofer, der finder sted på vores eget område. Det drejer sig om naturkatastrofer, der i mange tilfælde har vendt op og ned på hele regioner og lande, og om naturkatastrofer, som dog ikke udelukkende skyldes klimaændringerne - dem er mennesket i øvrigt også skyld i - men også menneskets ændringer af området, ændringer, der er foretaget af forvaltninger, regeringer og borgere, som ikke har været i stand til at forbedre, beskytte og sikre det. I Italien var der i år først tragedien i Calabrien og derefter den meget store tragedie i Norditalien for nylig, hvor over 25 mennesker døde, og 45.000 mennesker måtte evakueres. Det gik hårdest ud over Aosta-dalen, Piemonte og mange områder i Podalen og Lombardiet. Sidste år ødelagde tragedien i Frankrig nogle hundrede år gamle skove, hvilket resulterede i et umådeligt tab for hele menneskeheden. Hr. formand, for fem år siden var der en anden stor oversvømmelse i Italien. Også ved den lejlighed blev der ødelagt huse, broer, fabrikker, forretninger og hele landsbyer. Som parlamentsmedlem fra Den Nationale Alliance bad jeg dengang Kommissionen om, at man straks traf en foranstaltning for at finde ud af, hvilke områder der risikerede at blive oversvømmet, og at man udarbejdede et hydrogeologisk kort over Den Europæiske Unions regioner. Nu er der gået fem år, vi taler om en ny oversvømmelse, og der eksisterer endnu ikke noget hydrogeologisk kort. Europa har ikke gjort nogen indsats og har ikke engang lagt pres på medlemsstaterne, så de ændrede og forbedrede situationen i de enkelte landes områder. Vi gentager nu forslaget om dette kort i håbet om, at vi ikke kommer til at stå her igen om fem år og tælle de døde og bebrejde os selv, at vi ikke gjorde vores pligt. Der skal udarbejdes et kort over de områder af EU, som er i farezonen, og vedtages et direktiv om sikkerhedsstandarderne for opførelse af bygninger ved floders og bækkes bredder, så der kan fastlægges nogle driftskriterier for forvaltningen af træer, og så man kan forhindre driften af grave og lossepladser i risikofyldte områder ved at straffe dem, der giver tilladelse hertil, og dem, der står for gennemførelsen heraf. Vi skal overbevise os selv om, at den bedste miljøbeskyttelse er en risikoforebyggelse ved at omlægge miljøet. Udviklingen - herunder landbrugsudviklingen - skal ske i respekt for miljøet og dermed også for mennesket.
Hr. formand, kære kolleger, i de sidste årtier har klimaændringerne i Europa efterhånden medført nogle katastrofer, som endnu ikke er blevet undersøgt og vurderet ordentligt. Posletten, som er et af de geopolitiske og kulturelle områder, der er længst fremme i Europa, har været ramt af en dramatisk oversvømmelse, der har kostet mange menneskeliv og været årsag til store materielle skader. Den italienske regering har bevilget nogle fuldstændigt latterlige beløb i forhold til omfanget af katastrofen - som man i øvrigt vidste ville komme - i et strategisk produktionsområde for Italien og Europa, og regeringens opførsel over for denne meget aktive befolkning er således upassende, uansvarlig og ineffektiv, hvilket den allerede har vist over for den jordskælvsramte befolkning i Umbrien og den oversvømmelsesramte befolkning i Syditalien. Der er endnu ikke blevet truffet nogen ordentlige foranstaltninger for at forebygge og sørge for en hydrogeologisk planlægning. Europa bør være garant for dette og henvende sig til den italienske regering, så den straks giver fuld skadeserstatning til virksomhederne - der i øvrigt bør fritages for at betale nogen som helst afgifter - og til borgerne, som får støtte fra nogle aktive og forbilledlige frivillige arbejdere fra Posletten, og som med det samme har smøget ærmerne op for at genskabe de normale forhold.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne først sige en hjertelig tak til ordføreren, Jorge Moreira da Silva, for hans fremragende indsats og for hans betænkning. Klimabeskyttelse er ikke et perifert tema for miljøfreaks, men en af de største udfordringer i vores tid. De skrækkelige storme og oversvømmelser, der har hjemsøgt Europa og verden i de sidste måneder, bør ruske os vågne. Næsten alle forskere fortæller os, at disse storme og oversvømmelser vil tiltage drastisk, hvis vi ikke reducerer drivhusgasserne betydeligt. Derfor er klimabeskyttelse også et krav, der er begrundet i økonomisk fornuft. Det ærgrer mig derfor, at man stillet over for denne udfordring i diskussionen om klimabeskyttelse alt for ofte kun siger, hvad man ikke vil, og ikke, hvad man reelt vil. Der mangler alternativer, der mangler konstruktive debatter. Mange siger, at vi under ingen omstændigheder vil have atomenergi. Andre siger, at vi under ingen omstændigheder vil have skatte- og afgiftsforanstaltninger. Men jeg mener, at enhver mulighed for at reducere drivhusgasser skal udnyttes. Det ærgrer mig også, at der i diskussionen i medlemsstaterne om de nationale grønne afgifter ganske vist med rette rejses kritik af disse nationale instrumenter, men at der stilles for få positive forslag om en erstatning for disse. Dette er grunden til, at jeg på vegne af PPE-DE-Gruppen har indgivet et forslag, som kræver en europæisk klimaafgift, der omfatter alle drivhusgasser og er indtægtsneutral. Vi har chancen for at rette de fejl, der er gjort på nationalt plan, og at vise et positivt eksempel for Europa. PPE-DE-Gruppen repræsenterer også den opfattelse, at atomenergien i det mindste i de næste årtier er uomgængelig nødvendig, hvis man vil reducere emissionen af klimagasser. Et stop for atomenergi, som det planlægges og gennemføres i nogle medlemsstater, er netop det forkerte signal, for atomkraftværker producerer væsentligt færre drivhusgasser end fossil energi. Før man opgiver atomenergien, må man først sige, hvordan man vil reducere drivhusgasserne.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, først vil også jeg gerne takke ordføreren, fordi det efter min mening på fremragende måde er lykkedes ham at føre de forskellige interesser her i Parlamentet sammen og finde en fælles holdning. Fru kommissær, jeg har fulgt klimadiskussionen her i Parlamentet siden 1995. Det, jeg her har oplevet siden 1995, har egentlig været, at Parlamentet har gjort indrømmelser, og at det altid er sket ud fra den taktiske baggrund, at vi ønsker, at selv det land, der emitterer mest CO2, skal kunne accepteres i forhold til Kyoto. Derfor er vi gået med til det og har sagt, at vi accepterer handel med emissioner. I princippet går vi ind for det og har gjort mange andre indrømmelser. På et eller andet tidspunkt er grænsen for, hvad vi vil acceptere, for mig sat så lavt, at jeg kan sige, at nu kan den ikke sættes lavere. Yderligere indrømmelser er ikke mulige. Derfor mener jeg, at vi i de fremtidige forhandlinger virkelig skal koncentrere os om, at vi, hvis ikke USA gør det, skal igangsætte en ratificeringsproces, og derefter indgå aftaler med de andre lande om, at en ratificering i sidste ende er mulig uden USA, så der endelig kommer bevægelse i situationen. Vi kan ikke blive ved med at gøre indrømmelser, indtil vi har nået nulpunktet, og uden vished for, at Kongressen også virkelig vil stemme for det. Fru kommissær, jeg har naturligvis hørt Deres indlæg om det europæiske klimaændringsprogram. Det var et politisk skønmaleri om alt det, man kunne gøre, og hvor dejligt det ville være. Sådan et skønmaleri har jeg hørt adskillige gange før i de seneste år. Jeg vil meget hellere sammen med Dem kæmpe for helt konkrete initiativer, f.eks. for øget anvendelse af vedvarende energikilder. Det foreligger der jo nu også et forslag om, og i den forbindelse spørger jeg mig selv, hvad der egentlig er Kommissionens politik, når dette forslag om at fremme vedvarende energikilder med midler i henhold til rammebestemmelserne om støtte til miljøbeskyttelse modarbejdes og måske endda forhindres af Generaldirektoratet for Konkurrence. Jeg vil gerne sammen med Dem kæmpe for en ny standard for lavenergihuse. Jeg vil gerne sammen med Dem kæmpe for et afgiftssystem, der favoriserer biler med lavt benzinforbrug. Skift derfor skønmaleriet ud med konkrete tiltag i virkelighedens verden, så skønmaleriet engang kan blive til ægte virkelighed.
Hr. formand, jeg er glad for at høre, at kommissæren kæmper for, at otte medlemmer af Parlamentet kan deltage i COP6, men jeg vil gerne understrege, at vi ønsker at spille en konstruktiv rolle ved udformningen af EU's strategi. Vi ønsker ikke at blive holdt udenfor ligesom de medlemmer, der for nylig deltog i Verdenssundhedsorganisationens konference. Vi ønsker at samarbejde som en gruppe af europæiske institutioner, der kæmper for at forbedre situationen og sikre, at Kyoto-protokollen ratificeres. Vi kan blot sammenligne vores fælles aftale med vores nylige erfaringer fra telekonferencen med medlemmer af den amerikanske Kongres, som helt ærligt var en meget deprimerende oplevelse. Formanden for det amerikanske sundhedsudvalg understregede, at set fra deres side er dette et økonomisk spørgsmål og ikke et miljøspørgsmål. Det siger alt om forskellene mellem de amerikanske repræsentanters indfaldsvinkel og Parlamentets. Der var ingen erkendelse af behovet for at yde ofre eller acceptere, at vi har et historisk ansvar på begge sider af Atlanten som de største udledere af drivhusgasser. Trods alle vores gode hensigter ser det imidlertid ud til, at Den Europæiske Union langt fra vil reducere CO2-emissionerne ved udgangen af dette årti, men at vi tværtimod vil forøge dem. Så udsigterne for COP6 er ikke gode, men ikke en gang udsigterne til, at vi overholder vores mål fra Kyoto, er gode. Det bliver ikke bedre af, at regeringer over hele Den Europæiske Union giver efter for krav om nedsættelse af brændstofpriserne. Hvis vi mener det alvorligt med miljøet, må man modstå sådanne krav. Vi bør ikke sænke brændstofafgifterne. Jeg siger "ja" til handel med emissioner - lad os fortsætte med det. Vi må også fremskynde de foranstaltninger, som skal gennemføres i de enkelte medlemsstaterne for at begrænse emissionerne fra trafikken, øge energieffektiviteten, fremme brugen af vedvarende energikilder og kraftvarme. Den sørgelige sandhed er, at det ikke vil lykkes os at forebygge klimaændringerne alligevel, men hvis vi ikke handler nu, vil problemerne blive så meget desto værre.
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, der er medlemmer, som søger at sætte anvendelsen af atomkraft på dagsordenen. De europæiske miljøministre har efter min opfattelse indtaget en fornuftig holdning ved hidtil ikke at lade atomkraft være omfattet af bestemmelserne om fleksible mekanismer. Atomkraft adskiller sig bl.a. fra de øvrige muligheder, eksempelvis energieffektivitet, ved at være en langt dyrere løsning. Og hver eneste dollar, der investeres i atomkraft, reducerer de øvrige, langt mere rentable investeringer. Atomkraftløsningen opfylder heller ikke befolkningens behov. Der er et ønske om en bolig, som opvarmes eller afkøles, alt efter hvor i verden man bor. Atomkraft løser ikke opgaven. Løsningen er kombineret kraftvarmeproduktion på grundlag af biomasse eller gas. Atomkraft er fortsat en farlig teknologi. Ulykken i Tokai-mura vidner herom. Og vi har i dag - 50 år efter at atomkraft blev introduceret til civile formål - endnu ikke løst problemerne med det nukleare affald. Der er allerede investeret milliarder i forskning, uden af man er kommet en løsning nærmere. Jeg mener til gengæld, vi bør være meget opmærksomme på de muligheder, der ligger i energieffektivitet. Vi har langt større muligheder for at hjælpe kineserne, inderne, indoneserne og pakistanerne ved at sætte dem i stand til at købe køleskabe med lavt energiforbrug. Vi taler om 800 millioner køleskabe i de næste 10 år. Det vil have lagt større betydning for udviklingslandenes CO2-emissioner end de tre, fire eller fem atomkraftværker, man kan sælge til dem.
Hr. formand, ordføreren bekræfter rigtigt nok, at klimaændringen er et af de alvorligste miljøproblemer, vi står over for. Selv om der nu er gået tre år siden Kyoto-konferencen og siden forpligtelsen til at reducere drivhusgasserne med 8% i forhold til 1990-niveauerne, påminder Det Europæiske Miljøagentur os om, at denne reduktion ikke vil kunne gennemføres, hvis der ikke træffes meget konkrete politiske foranstaltninger, snarere tværtimod: Drivhusgasserne vil stige med 6%. Man bør tage hensyn til, at det eventuelt er de emissioner, der produceres på grund af transport, som stiger hurtigst, og at de i år 2010 kan nå op på 39%. Jeg deler også ordførerens bekymring for, om de konkrete foranstaltninger og politikker nu også prioriteres i forhold til handlen med emissionsrettigheder, som jo bør supplere førstnævnte. Jeg kan slet ikke dele hr. Lieses tro på og begejstring for atomenergi. Ligesom den kollega, der netop talte, mener jeg, at atomenergien har uløste problemer, og det beroliger mig, at kommissæren siger, at atomenergien ikke vil blive forstærket i de forslag, man behandler. Under alle omstændigheder mener vi, at Den Europæiske Union bør prioritere de konkrete politikker og foranstaltninger og definitionen af et europæisk klimaændringsprogram med tilsvarende konkrete målsætninger, og det bekymrer os, at det ikke er den filosofi, man vil forsvare på næste Haag-møde. Hr. formand, ligesom andre kolleger afslutter jeg med at påminde om oversvømmelserne i Spanien og i Italien, som vi mener er forårsaget af klimaændringen, ligesom andre såkaldte naturkatastrofer.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, først og fremmest vil jeg tilslutte mig de lykønskninger, som ordføreren allerede har fået for disse to glimrende betænkninger. Hvad angår den første, vil jeg kun nævne de oversvømmelser og ofre, der har været i Østspanien, og som klimaændringen er skyld i, for de tidligere talere har allerede talt om det. Hvad angår den anden betænkning, mener jeg, at handlen med emissionsrettigheder bør være et instrument til at lette opfyldelsen af Kyoto-protokollens forpligtelser. Man kan indtage forskellige holdninger til denne fleksibilitetsmekanisme: forventningsfulde, reaktionære eller aktive. Set såvel ud fra et økonomisk som et miljømæssigt perspektiv tror jeg, at vi bør vedtage en aktiv fremgangsmåde. Blandt årsagerne hertil er den realistiske betragtning, at dette vil gøre det muligt at nå miljømålsætninger på kort sigt, idet der fastsættes nogle konkrete reduktionsniveauer og nogle tidsfrister for opfyldelse. Det er ligeledes en mulighed for at tilskynde til forskning og udvikling af nye teknologier i kontrollen med forureningen, imod den opfattelse, nogle har af, at denne mekanisme er en måde, hvorpå man kan fremme de store forurenende virksomheders interesser. Hvis dette redskab anvendes korrekt, bliver det stadigt dyrere at forurene, og markedet vil sørge for at udelukke de produkter, der er opnået på en mindre ren måde. Når emissionerne bliver en handelsgenstand, opnår man ligeledes en større kontrol med dem, og derudover bliver de dokumenteret. Dette vil fremme udviklingen af aktiviteter, der har en mindre miljømæssig indflydelse. Det er absolut nødvendigt at udvikle denne mekanisme på en gennemsigtig måde og som en uadskillelig del af den række foranstaltninger, som medlemsstaterne skal vedtage inden for den europæiske strategi i kampen mod klimaændringen. I denne henseende bør alle medlemsstaterne gøre sig store bestræbelser for at kommunikere med offentligheden, således at man lige fra begyndelsen af har en god forståelse for, hvilke målsætninger der efterstræbes med denne mekanisme, og hvilke fordele den har. Sådanne målsætninger skal altid være en del af og et supplement til andre former for foranstaltninger. På denne måde opstår der ingen fejlfortolkninger.
Hr. formand, fru kommissær, en stor del af verdens befolkning har snart brug for gummistøvler. Først og fremmest i den tredje verden må fødderne beskyttes mod den stigende vandstand. Men også i Italien kunne man for nylig se de dramatiske effekter. Det præcise forhold mellem CO2-emission og opvarmning af Jorden er endnu ikke fuldstændig tydelig, men dette må ikke være en grund til ikke at træffe gennemgribende foranstaltninger nu. Begrebet forsigtighed kan anvendes her. Eksperter fortæller os, at vi skal reducere den nuværende CO2-emission med 60% for at stoppe klimaændringen. Vi arbejder nu på en reduktion på 8%. Det er allerede en svær opgave. Vi arbejder for mere bæredygtig energi og større effektivitet. Med rette. Men vores hensigter er ikke nye. Alligevel må vi konstatere, at vores afhængighed af fossile brændstoffer næppe er formindsket siden 1970'erne. Vi må derfor anvende alle instrumenter og udnytte dem så meget som muligt. Det betyder et helhjertet ja til handlen med emissionsrettigheder, men det skal naturligvis være ordentligt gennemtænkt. Vi må stadig finde løsninger på vigtige økonomiske og politiske problemer. Emissionshandel kan føre til en ny form for kolonialisme. Rige lande køber lettere reduktioner i udviklingslandene, og således slipper de nemt for deres forpligtelser. Teknologisk fornyelse bremses hermed. Emissionshandlens succes vil således afhænge af prisen. En for lav pris gør det meget tillokkende at købe emissionskvoter. Succesen vil også afhænge af den støtte, den får. Emissionshandel skal være ærlig og skal være en level playing field. Markedet skal anvendes til at fremme bæredygtig vækst og retfærdig fordeling. Med henblik herpå er der brug for tydelige politiske valg. Klimakonferencen i Haag er en chance for at tage skridt på verdensplan, en chance, som vi ikke må gå glip af. Vi må ikke skjule os bag ved USA's manglende vilje. Et godt samarbejde mellem rige og fattige lande for at nå klimamålsætningerne er nødvendigt. Vi må fastsætte retfærdige udgangspunkter. Samme emissioner for alle verdens borgere er ikke blot retfærdigt, men også effektivt. Det er et middel til at få udviklingslandene med og til at fremme teknologiske bestræbelser. Haag må også resultere i en dagsorden for fremtiden. Denne må absolut omfatte lige emissionsrettigheder for alle verdens borgere. Jeg takker til sidst ordføreren for hans indsats, og jeg ønsker Kommissionen held og lykke.
Hr. formand, der kan allerede konstateres tegn på klimaændringer som følge af vores forbrugsmønstre. Flere kolleger har peget på rækken af naturkatastrofer. Det er advarselssignaler, som kalder på konkrete og politiske initiativer. Vi hilser Moreira Da Silvas betænkning velkommen. Den gør status over udfordringer og forventninger, men også over den resignation og desillusion, som har præget kampen for nedbringelse af emissionen af drivhusgasser. Den centrale etape vil være Haag-konferencen i november. Det vil på det tidspunkt vise sig, om de parter, der forpligtede sig ved Kyoto-protokollen, lever op til deres ansvar og tager de globale udfordringer op. Det er udfordringer, vi alle står over for. Ingen går fri. Mange forudser imidlertid en fiasko eller en discount-aftale, som varsler Kyoto-protokollens endeligt. Vi nægter at tro på disse gisninger. Den Europæiske Unions delegation bør stå fast. Den Europæiske Union bør som i Kyoto være i front, foregå med et godt eksempel og ikke give efter for lokkende toner om nemme løsninger. Mandatet er klart, og kravene er store. Det er afgørende, at Kyoto-protokollen ratificeres. Og det er afgørende, at der iværksættes foranstaltninger, også i de enkelte husholdninger, som kan bidrage effektivt til bekæmpelsen af emissioner af drivhusgasser. Det Europæiske Råd må ikke lade sig lokke i de fælder, der stilles op. Den Europæiske Union bør afvise, at også atomkraft inkluderes, om end der øves betydelig pression til fordel for anvendelsen af rene energikilder i forbindelse med den videre udvikling. Atomkraft er hverken en vedvarende eller ren energikilde. Det ville være fuldt ud lige så uacceptabelt at lade kulminer være omfattet af bestemmelserne om fleksible mekanismer. Og det ville være både uanstændigt og vildledende at foregøgle borgerne, at Kyoto-forpligtelserne er opfyldt, blot vi planter flere træer. 80% af Frankrigs elproduktion varetages af atomkraftværker, og store arealer er dækket af skov. Alligevel lever Frankrig ikke op til Kyoto-forpligtelserne, om end disse var moderate, nemlig 0%. Der må altså sættes aktivt ind på andre fronter. Den Europæiske Union må ikke løbe fra sine forpligtelser.
Hr. formand, de to foreliggende betænkninger af Moreira da Silva er markante nu, hvor Fællesskabet forbereder sig til mødet mellem Kyoto-aftaleparterne i næste måned. De stræber efter, at EU har en ledende rolle i den internationale bekæmpelse med henblik på at dæmme op for klimaændringer. Jeg tror, at Moreira da Silvas arbejde har gavnet dette formål. Ifølge en vurdering fra Det Europæiske Miljøagentur forventes EU's drivhusgasemissioner at vokse med 6% i perioden 1990 til 2010. Vurderingen viser også, at emissionerne vokser klart mest inden for trafikken. Især udgør bytrafikken en nøgleposition ved reducering af trafikkens kuldioxidemissioner. Derfor opmuntrer udvalget Kommissionen til at stille forslag om forandring af trafikkulturen i tætbefolkede områder i sin nye grønbog med henblik på en varig reducering af drivhusgasemissioner og anser det som nødvendigt at øge støtten til den offentlige trafik. Udvalget bebrejder Kommissionen for, at politikken og foranstaltningerne er sekundære i EU's strategi for reducering af drivhusgasemissioner. Dette kan ikke accepteres, hvis EU virkelig tænker at fastholde sin ledende rolle ved opbremsningen af klimaændringer. EU's egen indsats er nødvendig især, fordi der endnu ikke er sikkerhed om resultaterne fra aftaleparternes sjette konference. Hr. formand, nu vil jeg sige det meget enkelt. Jeg har den fornemmelse, at vi politikere stadig ikke har fattet alvoren i klimaændringerne. Som politikere er vi vant til at lave kompromiser for næsten alt, og vi har lært, at verden har en vis form, en form af et kompromis. Men nu er vi oppe mod en part, som vi ikke kan forhandle med. Naturen er en hård kendsgerning, den vil ikke underkaste sig som aftalepartner, den er der bare. Dette er så enkelt, at man næsten skammer sig over at sige det, men det er netop her vores tankegangs sløringspunkt ligger, tror jeg.
Hr. formand, jeg er naturligvis enig i rigtig mange af de ting, der er blevet sagt flere gange her i dag, men jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på et meget konkret spørgsmål, som har at gøre med de oversvømmelser, der fandt sted i det nordvestlige Italien, i Spanien og i Frankrig i sidste uge. Jeg er en af dem, der har skrevet under på det forslag til kompromisbeslutning, som bliver sat under afstemning i morgen, og hvor vi anmoder Kommissionen om at tage nødhjælpsmidler fra sit eget budget som et supplement til de nationale myndigheders støtte til de oversvømmelsesramte områder. Vi anmoder ligeledes om, at den i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 2, straks yder en passende finansiel støtte til de ramte sektorer, og at den i det hele taget tager højde for, at en stor del af de ramte områder opfylder betingelserne for at nyde godt af Fællesskabets strukturfonde, der kan give et væsentligt bidrag til genopbyggelsesarbejdet og ikke mindst til forebyggelsen. Med hensyn til dette specifikke spørgsmål er det tvingende nødvendigt, at Unionen ikke nøjes med at gribe ekstraordinært ind, når katastroferne allerede er indtruffet, sådan som det allerede er blevet sagt. Jeg vil navnlig gerne understrege punkt 6, 7 og 8 i forslaget til kompromisbeslutning, hvor der står, at EU skal få medlemsstaterne til at forbedre deres miljølovgivning og deres lovgivning om ulovlig opførelse af bygninger, genplantning af skov, udvikling af bjergområderne og det generelle fremme af et landbrug, der ikke blot tager sigte på en kvantitativ stigning i produktionen, men også på at beskytte og bevare området. Det er klart, at en så omfattende indsats ikke kan foretages på en effektiv måde, hvis den kun sker på nationalt plan. Det skyldes først og fremmest de betydelige midler, der er nødvendige, men det skyldes også de pågældende naturkatastrofers karakter. Ligesom skader i forbindelse med klimaændringerne og skader som følge af CO2-udslip går disse naturkatastrofers konsekvenser nemlig langt ud over landegrænserne. Kære kolleger, ved at vedtage det beslutningsforslag, vi har fremsat, anmoder vi ikke blot om et hasteindgreb, der bidrager til at råde bod på skaderne, men om en mere langsigtet politik, som gør Europas miljø stadig mere sikkert og bedre at leve i for de europæiske borgere.
Hr. formand, Kommissionen og andre har forudsagt, at de fleste medlemsstater ikke vil nå målene for en reduktion af drivhusgasemissionerne i henhold til forpligtelserne under Kyoto-protokollen, så det er vigtigt at gennemføre effektive foranstaltninger nu. Det må simpelthen ikke glippe med at opfylde målsætningerne. I henhold til et skøn er 10.000 mennesker i de sidste to år døde som følge af klimaændringerne, hovedparten i udviklingslandene. Vi har brug for en radikal retningsændring. Vi kan og skal indføre effektive og innovative løsninger for at nedbringe emissionerne af drivhusgasser og samtidig beskytte vores samfund og arbejdspladser. Wales, den valgkreds, jeg repræsenterer, er stærkt afhængig af fremstillingsindustri og tung industri. Det Forenede Kongerige indfører en klimaændringsafgift til april næste år, og derfor bestilte jeg en undersøgelse af dennes indvirkning på industrien i min egen valgkreds. Resultaterne viser, at den ikke blot kan betyde, at Storbritannien kommer på rette spor med hensyn til at opfylde emissionsmålene, men afgiften vil rent faktisk kunne afstedkomme en mindre stigning i beskæftigelsen. Adskillige økonomer har analyseret virkningerne af dette på europæisk plan og er nået frem til tilsvarende konklusioner, nemlig at det har eller kan have en gavnlig indvirkning på beskæftigelsen. Diskussionen er gået videre, og vi må nu se på, hvordan vi reducerer emissionerne, ikke som en trussel, men som en udfordring og en mulighed. Jeg håber, at Parlamentets krav, som opstilles i de betænkninger, vi har liggende foran os, fører til handling, og at regeringerne vil arbejde positivt på Haag-konferencen, således at vi kan få Kyoto-protokollen ratificeret i den nærmeste fremtid.
Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske hr. Moreira Da Silva med hans betænkninger og med det samme bekendtgøre, at jeg har en personlig interesse i denne sag. Jeg ejer nogle skove i Det Forenede Kongerige, og økonomien i disse skove er ret håbløs i den nuværende økonomiske situation. Men mine træer og mange andres træer renser op i de CO2-emissioner, der udledes fra nogle af de rigeste virksomheder i landet. Ingen skovejere får en rød øre som direkte betaling for denne vigtige samfundsfunktion, og de monetære udbetalinger for miljøtilladelser og handlen med dem skal efter min mening finde vej til dem, der rent faktisk dyrker og forvalter træerne, og ikke eksproprieres af skatteministre og andre på vejen. Medmindre skovbrug kan betale sig, vil ingen naturligvis plante træerne, og hvis ingen planter træerne, kan de ikke omsætte CO2. Desuden er det helt forkert, at den forholdsvis fattige industri skal rydde op efter den forholdsvis rige industri, ganske gratis. Dette giver dernæst mulighed for en kommende ekstra indtægtskilde til betrængte landmænd og andre i landdistrikterne, som kan hjælpe dem med at genopbygge deres økonomiske grundlag, der jo, som alle vil vide, i dag består i at producere for meget mad til for høj en pris. Landbrug er en industri med mange produkter, og det kan meget vel blive nødvendigt med offentlige midler for at nå frem til hele spektret af offentlige goder, som erhvervet kan og bør fremstille. I lyset af mulighederne med biomasse og andre afgrøder til energifremstilling og fremstilling af brint, er der en åbenlys skævhed, hvis man sammenligner de beløb, der bruges som støtte til fremstilling af uønskede fødevarer, og støtten til alternative produkter og anvendelsesteknologierne i den sammenhæng. Der findes mange gode argumenter for at rette op på skævheden i disse tal, for medmindre der udformes nye og vedvarende landbrugsprodukter, vil landbrugets og landdistrikternes problemer kun blive værre. Dette drejer sig i lige så høj grad om reformen af den fælles landbrugspolitik som om miljøpolitik, og kun ved at kombinere de to kan vi gøre fornuftige fremskridt.
Hr. formand, som nogle talere allerede har påpeget i et tragisk sammenfald med denne debat - og jeg lykønsker fru Moreira Da Silva med betænkningen - så har naturen sørget for at påminde os om, hvilke konsekvenser klimaændringen har. I Norditalien og ligeledes i det område, hvor jeg bor - Spaniens Middelhavskyst - brød naturen igen løs og var skyld i tab af menneskeliv, tab af ejendele, på landejendommene, på fabrikkerne osv. På vores kyst - den spanske Middelhavskyst - skyldes dette et fænomen, der kaldes den kolde dråbe, og som fremkaldes på grund af opvarmningen af vandet i Middelhavet. Dette skaber en dampopstigning af vand, der, når disse kolde dråber støder sammen med de kolde luftlag i stratosfæren, skaber disse store mængder nedbør. Det er rigtigt, at det sædvanligvis finder sted i efterårsmånederne, men det er ligeledes rigtigt, at denne række af kraftig nedbør tidligere forekom hvert 15. eller hvert 20. år, mens den nu finder sted praktisk talt hvert år, og i det mindste hvert tredje eller fjerde år medfører den tragiske konsekvenser. Skyldes dette drivhuseffekten og klimaændringen? Selv om eksperterne ikke kan garantere det med alle de videnskabelige prøver, tror jeg, det er tilfældet. Derfor skal der sættes en stopper for denne situation. Det er rigtigt, at man med de foranstaltninger, der er medtaget i Kyoto-protokollen, som den betænkning, vi behandler i dag, handler om, ikke vil opnå nogle resultater på kort sigt, men det er også rigtigt, at vi mennesker bør prøve at løse de problemer, vi selv forårsager. Til denne drivhuseffekt skal tilføjes andre årsager - som også skyldes den menneskelige begærlighed - så som at bygge i kløfter og flodlejer, hvilket skærper disse naturkatastrofers skadelige effekter endnu mere. Derfor er jeg også en af undertegnerne af et beslutningsforslag, hvor der ikke alene foreslås en hurtig anvendelse af de foranstaltninger, der er medtaget i Kyoto-protokollen til bekæmpelse af klimaændringen, men også en anden form for forebyggende foranstaltninger, fortsættelsen og den forstærkede indsats i gennemførelsen af infrastrukturer som f.eks. at forudse de syndflodslignende virkninger og til sidst også bistanden til alle de skaderamte, eftersom de ikke er ansvarlige for de skader, der på kort eller langt sigt er forårsaget af spekulation og menneskelig begærlighed.
Hr. formand, i det fælles beslutningsforslag om oversvømmelser anmoder vi om en europæisk civilbeskyttelse og om nødhjælpsmidler. Men vi skal huske, at ude i områderne er miljøaktivisterne næsten altid ene om at kæmpe for, at der ikke bygges på flodsenge, at vandløbene renses, at flodbredderne ikke cementeres, at der ikke foretages autoriserede udgravninger, og at der træffes foranstaltninger for at plante nye skove og beskytte bjergområderne, hvilket er de eneste indgreb, der kan dæmme op for regnvandet og hindre jordskred. Jeg håber det ikke, men jeg er alvorligt bange for, at der om nogle få dage, når oversvømmelsen ikke længere har nyhedens interesse, og når dem, der er blevet ramt af den, står alene med deres problemer, ikke længere er nogen, som vil have, at deres jord skal fungere som opsamlingsbassiner i tilfælde af oversvømmelse. Jeg håber det ikke, men jeg er alvorligt bange for, at nogle af borgmestrene gør modstand og kræver, at digerne bliver bygget et andet sted. Alt dette ville være i modstrid med enhver logik, når det gælder den fysiske planlægning og sikkerheden. Fru kommissær, kære kolleger, der er ingen tvivl om, at det hjælper at gøre en indsats på EU-plan, men det er i selve området - også ved at træffe nogle upopulære valg - at man virkelig skal gøre en indsats for, at disse katastrofale begivenheder ikke gentager sig.
Hr. formand, alle er enige om klimaspørgsmålets vigtighed, og alle er enige om, at EU skal føre en klog politik for at leve op til de forpligtelser, vi påtog os i Kyoto. Jeg tror, at vi skal gå et skridt videre. Det er ikke nok med en god politik i Europa. EU skal føre an i det internationale klimaarbejde, for ellers tror jeg ikke, at klimakonventionen bliver meget mere end teori. Hvis man vil påtage sig en sådan ledende rolle, skal man føre en offensiv energipolitik. Sandheden er den, at Unionen i dag savner en nævneværdig energipolitik. Jeg er selv medlem af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, der har ansvaret for energispørgsmål. I de seneste måneder har jeg gang på gang kunnet konstatere, hvor usystematisk energipolitikken føres i Unionen. De forslag, der fremsættes, er ikke en del af en sammenhængende strategi, men fremsættes tværtimod uden indbyrdes sammenhæng. Den ene måned klapper vi i hænderne over, at liberaliseringen af elmarkedet har ført til lavere priser. Nogle måneder senere beklager vi os over, at de lavere priser har mindsket incitamentet til at fremme energieffektivitet og vedvarende energikilder. Det er bare nogle eksempler. En offensiv strategi skal omfatte ændringer i vores energisystemer. Samtidig skal den også omfatte en mere aktiv støtte til udviklingslandene. Det er trods alt i udviklingslandene, at der fremover bliver de største investeringer i energiproduktion. Jeg kan se, at Kommissionen gør sit bedste. Som jeg ser det, ligger ansvaret for de manglende resultater hos medlemslandene og hos vores regeringer, fordi de vægrer sig ved at acceptere en fælles kuldioxidskat samt ved at acceptere behovet for en fælles energipolitik. Jeg ønsker kommissær Wallström held og lykke med hendes indsats, men jeg vil slutte med et spørgsmål: Tror hun virkelig på, at man kan gennemføre en offensiv klimastrategi uden en fælles energipolitik?
Indledningsvis vil jeg gerne takke hr. Moreira Da Silva for de både klarsynede og relevante analyser og de fortræffelige forslag, der præsenteres i de to betænkninger. Jeg må dog tage forbehold over for den præmature etablering af, hvad man må betegne som en "formaliseret ret til at forurene". Jeg vil først og fremmest understrege, at vi ganske vist må acceptere et system for handel med emissionsrettigheder. Det følger af de internationale aftaler, der er indgået, og der skal ikke ændres herved. Men Kommissionen synes at glemme, at dette blot er et af de instrumenter, der i Kyoto-protokollen betegnes som fleksible. Systemet bør derfor ikke ses som den foretrukne mekanisme, men som en mekanisme, der supplerer andre foranstaltninger til reduktion af drivhusgasser. Det er velkendt, at denne mekanisme ikke ansporer virksomhederne til at ændre adfærd og nedbringe forureningen. Iværksættes der ikke andre foranstaltninger, især på transportområdet, når vi afgjort ikke de mål, der er fastsat i Kyoto-protokollen. Man kan således beklage, at Kommissionens grønbog så at sige gør tingene bagvendt. Den Europæiske Union tilskyndes således til på forhånd at etablere et system for handel med emissionsrettigheder, uagtet at Den Europæiske Union ikke er forpligtet til at fastlægge dette på forhånd, heller ikke i forhold til vores samhandelspartnere. Der er efter min opfattelse al mulig grund til at støtte det ændringsforslag, der er fremsat af GUE/NGL-Gruppen, ifølge hvilket den omhandlede formalisering af retten til at forurene bør stilles i bero, så længe Rådet og medlemsstaterne ikke har udarbejdet og ratificeret en plan for operationelle initiativer til reduktion af emissionen af drivhusgasser omfattende samtlige sektorer og i særdeleshed transportsektoren og landbruget. Kommissionen undlader i øvrigt at omtale de økonomiske og sociale følger af det omhandlede system. Ingen kan imidlertid være uvidende om de kapitalistiske strategier, der anlægges af de mest forurenende virksomheder, og den helt uacceptable praksis, der uundgåeligt følger heraf. Ingen kan være uvidende om, at der er industrikoncerner, som fusionerer med afskedigelser til følge. At der er koncerner, som opkøber ikke-forurenende eller mindre forurenende virksomheder med det ene formål at erhverve deres rettigheder til at forurene for dernæst at flytte eller simpelthen lukke de pågældende virksomheder. Hvor er miljømålene henne, når det gælder denne internationale børs for forureningsrettigheder? Og hvilke resultater kan vi forvente af et system, som blot skaber et stort marked for de omhandlede rettigheder til fordel for lande som eksempelvis Rusland, som måske nok har et vist råderum i dag. Ikke fordi deres virksomheder opfylder miljøkravene, men ganske enkelt fordi industriproduktionen i de pågældende lande er faldet drastisk. Jeg mener med andre ord, vi bør kræve, at der udarbejdes en rammeaftale for samarbejdet mellem Rusland og Den Europæiske Union med henblik på iværksættelse... (Formanden fratog taleren ordet)
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, selv om en bæredygtig miljøpolitik bør have en høj prioritering i Unionens klimapolitik, skal vi alligevel i vores beslutninger også tage hensyn til industriens internationale konkurrenceevne og uforstyrrede funktion i det indre marked. Det er landene, der har ansvaret for gennemførelsen af Kyoto-protokollen samt for forpligtelserne i forbindelse med Unionens byrdefordeling. Mulighederne for at gennemføre foranstaltninger til reducering af emissioner er meget forskellige fra land til land. Hvis kvoterne pr. land fordeles mellem forskellige sektorer inden for EU, som bl.a. hr. Blokland sagde ved afgivelsen af udtalelsen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, vil virksomhederne i samme branche havne i fuldkomment ulige situationer fra medlemsstat til medlemsstat. Skønt en sektor i en medlemsstat ligger blandt verdens bedste, for så vidt angår miljøeffektiviteten, og det kan man sige om industrisektoren i mange lande f.eks. mit hjemland, Finland, kan den komme til at stå for en mere stram emissionskvote end dens mindre effektive konkurrent i et andet land. Dette vil uden tvivl føre til forvridning af konkurrencesituationen, og det er derfor, der på fællesskabsplan ikke skal fastsættes bindende, kvantitative målsætninger for forskellige sektorer. Det er væsentligt at fremme de foranstaltninger, som i praksis kan gennemføres, og som ikke udgør en risiko for virksomhedernes konkurrenceevne. Mit hjemland, Finland, er bortset fra Frankrig i øjeblikket det eneste land i EU, der overvejer udbygning af kernekraften. Jeg er en varm fortaler for kernekraft, for den kan øge konkurrencefordelene for vores energiintensive industri, både hvad angår økonomi og emissioner. Det er derfor, det ikke betaler sig i denne betænkning at tage stilling for og især ikke imod enkelte elproduktionsformer, men alle energiproduktionsformer skal være brugbare ved udformningen af de nationale klimastrategier. Jeg vil også gerne påpege frivillige, forhandlede målaftaler. De er i mange lande anset for at være meget effektive instrumenter til gennemførelse af klimamålsætninger. Frivillige aftaler kan især være en god mekanisme ved udvidelsesprocessen.
Hr. formand, kære kolleger, når man taler om det beslutningsforslag, der er blevet fremsat af italienske parlamentsmedlemmer, må man efter min mening sige, at det nu er anden gang i løbet af fem år, at vi har oplevet nogle dramatiske begivenheder som følge af naturens kræfter i samme region i vores land, Italien. Dette har på den ene side givet os mulighed for at blive mere bevidste om problemet - og det er en bevidsthed, der er forbundet med nogle alvorlige hændelser - men på den anden side giver det os også visse forpligtelser, som naturligvis ikke kun er vores, regionens eller de ramte regioners, og som ikke kun er landets, men hele det internationale samfunds, idet man skal bekræfte en solidaritet, der efter min mening bør vise sig på flere niveauer. Og som har vist sig - i det mindste i starten - på moralsk, politisk, økonomisk og lovgivningsmæssigt niveau. Vi forventer ikke alene, at Kommissionen anerkender katastrofetilstanden i visse af vores lands regioner, og vi forventer ikke alene en genoprettelse - nemlig at Kommissionen gør en indsats for at genoprette forholdene, naturligvis sammen med medlemsstaten - men også, at der gøres en indsats på lovgivningsområdet for at skabe en europæisk bevidsthed, så problemet med oversvømmelser, katastrofer og naturens uheldige sejr over mennesket og det organiserede samfund på en eller anden måde kan løses.
Hr. formand, spørgsmålet om den globale opvarmning er ganske vist endnu ikke afklaret, så der ikke længere hersker nogen tvivl. Det er til stor bekymring for hele verden og respekterer ikke landegrænser. Det er i høj grad en del af teorien bag Gaia eller geofysiologi. Som fortaler for frie markeder og den kolossale fremgang og frihed disse har betydet for utallige millioner mennesker, glæder jeg mig over, at markedsmekanismerne tages i anvendelse, hvor det er muligt for at fremme miljøvenlige målsætninger såsom en reduktion af CO2-emissionerne, hvilket foreslås i Kommissionens grønbog og i hr. Moreira Da Silvas betænkning, som jeg er stort set enig i, og som uden tvivl vil bidrage til at nå Kyoto-målsætningerne. Jeg stiller to ændringsforslag, i det ene opfordres der til yderligere forskning i de øvrige drivhusgasser som metan, sod, CFC osv. Jeg mener, at et kvotehandelssystem bør udvides til at omfatte disse, da det på mange måder vil være langt mere omkostningseffektivt og mindre destruktivt for verdensøkonomien at reducere emissionerne af disse stoffer. Mit andet ændringsforslag drejer sig om at forhøje de nationale kvoter, når man planter skove, der som påpeget af min kollega lord Inglewood lige før, fungerer som kulstofdræn. De er ønskværdige med henblik på at sikre landskabets skønhed, og de er også meget lette at kontrollere via satellitteknologien. Jeg tror også, at nye idéer som såning af plankton i verdenshavene for at binde CO2 permanent til havbunden bør undersøges nærmere. Jeg vil lige komme ind på to kontroversielle emner i betænkningen. Det ene er spørgsmålet om en EU-dækkende kulstofafgift, som jeg afviser, både fordi den knæsætter beskatningsprærogativer, og fordi den efter min mening vil tvinge arbejdspladser uden for EU's område og dermed skade vores økonomier. Det andet drejer sig om spørgsmålet om at fordele snarere end at bortauktionere CO2-kvoterne nationalt. Jeg går personligt ind for fordelingsmetoden i henhold til de amerikanske retningslinjer for at undgå at straffe de eksisterende industrier med et meget højt energiforbrug og give dobbelt belønning til industrier, der har indført energibesparelser tidligere og dermed besparelser på deres elregning. Til sidst vil jeg i lighed med min kollega fru Kaupi støtte atomkraften som den eneste langsigtede løsning, der kan nedbringe CO2-udslippet.
Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer. Jeg vil naturligvis takke for Deres konstruktive bidrag til debatten om klimaændringer og bekæmpelsen heraf. Om et ganske kort øjeblik vil jeg kommentere de oversvømmelser, der har ramt Italien og Spanien. Jeg vil læse en udtalelse op fra Kommissionen, og jeg vender tilbage hertil om et øjeblik. Først vil jeg imidlertid afrunde diskussionen om, hvad vi forestiller os, der skal ske i Haag om nogle uger, ved at sige, at vi selvfølgelig skal fuldføre rollen som international tilskynder. Vi er nødt til at være dem, der tager initiativet, presser på og bygger broer mellem ikke mindst udviklingslandene og lande som USA og andre lande i den gruppe. Vi skal tvinge de uvillige parter til at gøre denne konference om klimaændringer til en succes og vise, at vi også er troværdige i vores handlinger. Som svar på et direkte spørgsmål tror jeg ikke, at det vil lykkes os på langt sigt, hvis ikke vi har adgang til en række instrumenter og en række politiske indsatser. Det handler selvfølgelig om transport og om vores transportsystemer, som skal forbedres fremover, og det handler om energipolitikken. Jeg er imidlertid glad for, at man i dette spørgsmål har rost Kommissionen for dens initiativer på området. Jeg synes, at der er brug for flere instrumenter til økonomisk styring. Vi skal selvfølgelig også diskutere nye områder samt integrationen af miljø- og klimahensyn i samtlige politiske områder. Her handler det også om troværdighed. Handel med emissioner er bare et supplement til de foranstaltninger, både på medlemsstatsniveau og på europæisk plan, som vi forsøger at vedtage i vores grundlæggende politiske systemer og infrastrukturer for at rette op på klimaændringerne. Jeg finder det vigtigt - hvilket også er blevet påpeget her i dag - at vi passer på, når det handler om konkurrenceevne og de socioøkonomiske effekter. Dette problem må imidlertid ikke bruges som en begrundelse for ikke at handle, men det kan måske tilmed vendes til vores fordel, til noget, der styrker konkurrenceevnen og giver os fordele. Jeg vil endnu en gang takke ordføreren og alle, der har deltaget i debatten. Vi skal naturligvis snarest muligt efter konferencen i Haag vende tilbage med en plan for, hvordan vi skal gennemføre alle disse foranstaltninger. Til den tid er reglerne forhåbentlig også færdige og vedtagne. Jeg håber, at vi kan vende tilbage og sige, at det har været en stor succes. De naturkatastrofer, der har ramt Den Europæiske Union og dens borgere, har haft tragiske konsekvenser. De har påført os alvorlige fysiske skader og i nogle tilfælde tab af menneskeliv, for nylig i Italien og nu i Spanien. Kommissionen er fuldt ud klar over omfanget af disse katastrofer. Derfor er Kommissionen inden for rammerne af Fællesskabets handlingsprogram for civilbeskyttelse for perioden 2000-2004 i færd med at udvikle initiativer i tæt samarbejde med medlemsstaterne for at forebygge katastrofer og undervise befolkningen. Den 27. september vedtog Kommissionen således et forslag baseret på en afgørelse fra Rådet om indførelse af en fællesskabsmekanisme til koordinering af foranstaltninger til civilbeskyttelse i nødsituationer. Afgørelsen omfatter følgende nøgleaktioner: identificering af og forbedret koordinering blandt nøgleaktørerne om indgriben i nødsituationer, særlige uddannelsesprogrammer til fremme af bedre samarbejde og komplementaritet blandt de involverede aktører, oprettelse af effektive kommunikationssystemer til bedre og hurtigere kommunikation. Forslaget giver også mulighed for at tage hurtigere og mere effektive skridt til gavn for ofrene. På forskningsområdet vil jeg gerne påpege, at der i øjeblikket er adskillige projekter undervejs vedrørende oversvømmelser samt den samordnede indsats til reduktion af klimarelaterede risici. Og endelig kan strukturfondene, selv om de ikke er beregnet til afhjælpning af konsekvenserne af naturkatastrofer, bruges til genopbygningsprojekter, hvis modtagermedlemsstaterne bevilger midlerne til sådanne formål, og hvis den katastroferamte region er støtteberettiget. Muligheden for at inddrage strukturfondene i forbindelse med naturkatastrofer skal overvejes under hensyntagen til bestemmelserne vedrørende fondene, og følgende betingelser skal være opfyldt: Det pågældende område skal være berettiget til støtte under de geografiske mål, nemlig mål 1 eller mål 2. Samfinansieringsprojekter skal omfatte udgifter, der normalt er støtteberettigede under strukturfondene. Støtteberettigede genopbygningsprojekter må ikke udgøre størstedelen af udgifterne under det pågældende program. Aktionerne skal være af midlertidig karakter, højst et eller to år, og de må ikke fortsætte gennem hele programperioden. Og strukturfondene må ikke træde i stedet for forsikringer. For at kunne anvende strukturfondene til denne form for aktioner skal det påvises, at programmet har en intern manøvremargen. Det er klart, at de pågældende medlemsstater har ansvaret, og at det er op til dem at planlægge, hvilken type af foranstaltninger de i sidste ende ønsker finansieret af strukturfondene, når betingelserne for intervention er opfyldt. Med hensyn til samarbejdet om fysiske planlægningsløsninger på oversvømmelsesproblemer er Kommissionen klar over, at der i Interreg III-retningslinjerne specifikt henvises til muligheden af at udforme fælles strategier for risikoforvaltning i områder, der er særligt udsatte for naturkatastrofer, samt udformning og gennemførelse af integrerede strategier og aktioner til forebyggelse af oversvømmelser i floders afvandingsområder, der dækker flere lande. Kommissionen vil også forvente, at foranstaltninger til forebyggelse af oversvømmelser vil udgøre en del af en tværnational strategi, der omfatter områder, hvor oversvømmelser udgør en særlig risiko i henhold til Interreg III. Kommissionen vil for sin del fortsætte med at behandle sådanne anmodninger hurtigt og konstruktivt. Jeg vil gerne slutte med at fremhæve støtten til ofrene. Europa-Parlamentet beder regelmæssigt Kommissionen om at gribe ind for at hjælpe ofrene for disse katastrofer. Kommissionen er nødt til at svare, at der ikke længere findes en budgetpost, der giver mulighed for sådanne foranstaltninger. I forbindelse med Parlamentets beslutning om skovbrande i september meddelte Poul Nielson, at Kommissionen overvejer, om man skal fremsætte forslag til retsgrundlag for en budgetpost, som vil give Kommissionen mulighed for at reagere på disse behov i nødsituationer i Unionen. Men Kommissionen har endnu ikke truffet nogen endelig afgørelse om, hvorvidt man vil fremsætte forslag om et retsgrundlag på dette område. Under alle omstændigheder vil vi i vores diskussioner være nødt til at tage hensyn til tidligere erfaringer, som tyder på, at der er to mulige fremgangsmåder. Den første kan være en budgetpost, hvor bevillingerne tildeles halvautomatisk, men hvor beløbsstørrelserne i bedste fald kun kan være symbolske. Den anden mulighed er, at Kommissionen foreslår et retsgrundlag, men dette vil indebære, at man binder betydelige beløb inden for budgetpost 3 i de finansielle overslag. Kommissionen vil også skulle tage hensyn til de ressourcemæssige konsekvenser af at skulle forvalte eventuelle nye aktiviteter på dette område.
Tak for Deres bidrag til denne forhandling. Som afslutning på denne forhandling har jeg modtaget et beslutningsforslag om klimaændringer i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 42, stk. 5, og seks beslutningsforslag om oversvømmelserne i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2.
Hr. formand, findes der ikke en bestemmelse i forretningsordenen, hvor det kræves, at medlemmerne er til stede for at høre svaret på deres indlæg til kommissæren i løbet af forhandlingen? Det er da yderst uhøfligt over for Kommissionen at opføre sig på den måde. Bør dette ikke tages op af Formandskonferencen?
Nej, hr. Davies, dette kan der ikke træffes bestemmelser om i en forretningsorden. Dette er et spørgsmål om parlamentsmedlemmernes opfattelse af deres hverv. Jeg er i hvert fald tilfreds med, at De stadig er her, men der kunne godt have været flere medlemmer. Det er jeg absolut enig med Dem i. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 10.00. (Mødet udsat kl. 19.40 og genoptaget kl. 21.00)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0197/2000) af Lund for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en EF-strategi for hormonsystemforstyrrende stoffer, der mistænkes for at forstyrre hormonsystemet hos mennesker og vilde dyr og planter.
Fru formand, vi har i dag en betydelig viden om hormonforstyrrende stoffer. Der har været mange mistanker, men mange årsagssammenhænge er klarlagt om, hvorledes de hormonforstyrrende stoffer kan virke på mennesker og dyr. Vi ved, at det kan give en ringere forplantningsevne. Vi ved, at der kan være tale om misdannelser af kønsdele, både hos dyr og mennesker, og vi ved, at de kan fremkalde svære sygdomme, herunder testikelkræft og brystkræft. Men samtidig er der stadig stor usikkerhed om de samlede konsekvenser af de mange hormonforstyrrende stoffer. I virkeligheden er situationen således uoverskuelig, også for de næste generationer. Det er efter min mening et ret skræmmende perspektiv. Hidtil har holdningen været, at farligheden ved stofferne først skal erkendes, og at der først gribes ind, når skaden er sket. Den situation er naturligvis uholdbar. Derfor er det godt, at Kommissionen har spillet ud med en meddelelse om en EF-strategi for hormonforstyrrende stoffer. Blot synes jeg, at Kommissionens strategi er lidt for afventende. Den kunne godt være lidt mere ambitiøs. Jeg synes, der mangler nogle mere offensive og effektive initiativer på kort sigt. Og det er det, jeg i betænkningen her prøver at rette op på. Først og fremmest er det vigtigt, at fortegnelsen over stoffer, der er eller mistænkes for at være hormonforstyrrende, bliver lavet, og at det sker meget hurtigt. I betænkningen har jeg foreslået, at det skal ske inden udgangen af i år. Det er også vigtigt, at man har de fornødne midler til, at fortegnelsen kommer til at omfatte alle de relevante stoffer, formentlig ca. 560. Det er samtidig nødvendigt, at de farligste stoffer på den liste bliver identificeret, sådan at der umiddelbart kan tages initiativ til indgreb over for de farligste stoffer. Der kan være tale om forskellige foranstaltninger: Forbud, udfasninger over en kortere eller længere årrække og andre begrænsninger i anvendelsen. Denne fortegnelse over de farlige stoffer bør kunne fastlægges inden midten af år 2001. I den forbindelse tror jeg, det er vigtigt at slå fast, at det må ske, uden at vi skal afvente yderligere testning. Vi skal altså gøre det ved at bruge forsigtighedsprincippet offensivt, i hvilken forbindelse jeg også synes, det er vigtigt at være opmærksom på de særlig sårbare grupper. Jeg tænker på gravide kvinder, jeg tænker på spædbørn og visse grupper af arbejdstagere, hvor riskoen for at blive påvirket af disse stoffer er særlig stor. Jeg mener også, at der skal gøres en stor indsats for at få etableret en effektiv overvågning i medlemslandene og i EU-regi. Der må være krav om, at industrien skal indberette, hvilke kemiske stoffer der markedsføres, i hvilke mængder de anvendes, og hvad deres forventede virkninger er. Vi ved også alle, at der skal sættes flere midler af til forskning både om omfang og konsekvenser, og også forskning i testmetoder og en særlig forskning om blandingseffekter og synergieffekter. Vi ved, at disse stoffer kan virke sammen på en særlig uheldig måde. Jeg synes også i den forbindelse, at en særlig forskning omkring risici er vigtig, og at vi i øvrigt bør sikre, at forskningen er uafhængig, det vil sige at vi altså ikke baserer vores politiske initiativer på producenternes egen forskning. Omkring det forskningsmæssige ved vi også, at et internationalt samarbejde er vigtigt, herunder med USA og Japan. Som led i en fremtidig lovgivning om de kemiske stoffer tror jeg, det er godt, hvis man får fastlagt en særlig ramme, nogle særlige kapitler for de hormonforstyrrende stoffer. Der skal være en lovgivningsmæssig ramme, der bygger på forsigtighedsprincippet og på princippet om omvendt bevisbyrde. Samtidig bør der lægges en tidsplan for testning af allerede eksisterende stoffer. Når jeg peger på en lovgivningsmæssig ramme, så er det også for at sige, at jeg tror, reglerne skal være bindende. Al erfaring med frivillige aftaler på dette område er dårlig. Jeg vil gerne sige tak til de forskellige gruppers ordførere og tak til Kommissionen for det samarbejde, vi har haft i forbindelse med udformningen af betænkningen. Vedrørende ændringsforslagene skal jeg blot pege på, at mit eget er en sproglig forbedring af punkt 15 i betænkningen, og at jeg ikke vil kunne anbefale, at vi stemmer for fru Grossetêtes tre ændringsforslag. Jeg tror, at forslagene i høj grad er inspireret af den kemiske industri, som jeg selv er blevet kontaktet af. Meningen er klart, at man vil forsøge at lægge sten i vejen for, at der kommer indgreb her og nu, og jeg tror, det er vigtigt at understrege, at de råd, vi får fra de videnskabsetiske komitéer, er råd, og at de ikke bliver egentlig lovgivning. Det er os i Kommissionen, Rådet og Parlamentet, der skal lægge de lovgivningsmæssige rammer, og ikke de videnskabelige komitéer. De tjener som rådgivere på samme måde, som vi modtager råd fra anden side.
Fru formand, jeg vil gerne takke ordføreren for en fremragende betænkning, og jeg håber, at vi kan arbejde hurtigt med dette vigtige problem. Jeg er enig med ordføreren i, at det er skræmmende, navnlig virkningerne på de kommende generationer og på de ufødte børn. I de seneste årtier er der kommet stadig flere beviser for de hormonlignende virkninger af en række industrielle kemikalier, der er dukket op i miljøet. Disse stoffer er blevet betegnet hormonforstyrrende stoffer. Hormonforstyrrelser er ikke i sig selv en negativ virkning, men en mekanisme, der kan have kræftfremkaldende, forplantningsmæssige, udviklingsmæssige eller adfærdsmæssige virkninger. Nogle af disse virkninger kan spores ved hjælp af de nuværende testprocedurer, selv om det ikke står klart, hvorvidt lidelsen skyldes hormonforstyrrelser. EU's Videnskabelige Udvalg for Toksicitet og Økotoksicitet har bemærket, at der findes et muligvis globalt problem med dyrelivet. I Det Videnskabelige Udvalgs udtalelse om indvirkningen på menneskers og dyrs sundhed - med hovedvægten lagt på dyrelivet - hedder det, at sundhedsvirkningerne på mennesker må undersøges nærmere, fordi sammenhængen mellem hormonforstyrrende kemikalier og lidelser hos mennesker skal bekræftes. Generelt har videnskaben mistanke til organiske klorforbindelser som PCB'er. Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi er derfor nået frem til visse konklusioner, navnlig at alle de mere end 560 mistænkte hormonforstyrrende stoffer skal undersøges til bunds. Vi må undersøge alle disse inden for rammerne af det sjette rammeprogram. Vi må fokusere på både kvinder og mænd. Vi henviser til det tekniske udtryk "østrogen" og "androgen", så det er ikke kun et problem for mænd.
Fru formand, fru kommissær, når det gælder hormonsystemforstyrrende stoffer, hersker der i øjeblikket stor uvished, mange spørgsmål er fortsat ubesvarede, og intet kan siges med sikkerhed. Der er tale om stoffer, som kan have en skadelig virkning på forplantningsevnen hos såvel mennesker som dyr og planter. Vi kender ikke grænseværdierne, når det gælder eksponering for disse stoffer, ligesom de kritiske eksponeringstidspunkter ikke kendes. Stofferne selv er heller ikke fuldt identificerede. For blot at nævne nogle af de mange ubesvarede spørgsmål. Ved at fokusere på forskningsindsatsen bidrager vi til at få besvaret nogle af disse spørgsmål. Betænkningen peger i øvrigt på dette forhold (jf. punkterne 3, 6 og 7). Det er tvingende nødvendigt at samarbejde med de amerikanske og japanske forskningsmyndigheder. Vi bør støtte et europæisk forskningsprogram med henblik på at indsamle flest mulige oplysninger og videnskabelige beviser. Og vi bør i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2001 sikre, at bevillingerne til sjette rammeprogram for forskning står mål med ambitionerne. Forskningsindsatsen er forudsætningen for, at vi i en fremtidig rammelovgivning for kemiske stoffer kan tage højde for de omhandlede hormonsystemforstyrrende stoffer. Ordføreren, hvis indsats jeg i øvrigt anerkender, omtaler forsigtighedsprincippet som grundlag for de foranstaltninger, der træffes på dette område. Vi skylder dog at tilføje, at forsigtighedsprincippet ikke blot giver sig udslag i lovgivningsmæssige foranstaltninger. Der kan ligeledes iværksættes konkrete foranstaltninger af anden art. Det er dette forhold, jeg ønsker at præcisere med mit ændringsforslag. Jeg ønsker i øvrigt, at den udtalelse, der den 5. september 2000 blev afgivet af Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø, inddrages. Den videnskabelige komité råder over anerkendt ekspertise, og komitéens udtalelse bør indgå i forberedelsen af lovgivningsmæssige initiativer. Det er efter min opfattelse vigtigt, at vi tager afsæt i ekspertudtalelser. Forsigtighedsprincippet indebærer også, at vi til enhver tid skal træffe afgørelser på et så solidt videnskabeligt grundlag som vel muligt. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater modsætter sig kravet om allerede på nuværende tidspunkt at indføre omvendt bevisbyrde. Det er en holdning, jeg gentagne gange har givet udtryk for, og må gentage også i denne sag. Der foreligger ikke sikker viden om disse forhold, og det er derfor ikke rimeligt allerede nu at kræve omvendt bevisbyrde på dette område. Når der er tale om farlige stoffer, kræves der en godkendelse, før disse introduceres på markedet. Denne procedure betegner efter min opfattelse i sig selv en beskyttelsesforanstaltning. Europa-Parlamentet bør, som også påpeget af ordføreren, sende et realistisk og ansvarligt budskab til offentligheden, til forbrugerne, til Kommissionen samt til industrien. Usikkerheden og bekymringen er reel. Vi må reagere herpå på passende vis.
Fru formand, jeg repræsenterer det nordvestlige England, som med byer som Manchester og Liverpool formentlig er blandt de tættest befolkede områder i Den Europæiske Union. Vi har et særligt problem med fladfisk - skrubber i Mersey-flodens delta - som udviser ekstrem tvekønnethed, og vi ved ikke, hvad grunden er. Vi har en masse kemiske fabrikker omkring floddeltaet, og mistanken er blevet rettet mod dem, men videnskaben undersøger også vaskemidler, som både bruges i industrien og i husholdningerne. De undersøger østrogener - navnlig syntetiske østrogener - der bruges i p-piller af måske hundreder eller tusinder af kvinder i regionen. Og de undersøger endda de naturlige østrogener, som millioner af kvinder producerer. Det kan være en kombination af alle disse ting - og det er heri, problemet ligger. Vi kender ikke svarene, og der er mere end 500 kemikalier at vælge imellem. Jeg har mine tvivl om brugen af forsigtighedsprincippet og naturligvis om misbruget af forsigtighedsprincippet - i sagens natur ved vi aldrig, om det er på sin plads at bruge det eller ej. Vi skal være meget bekymrede over langtidsvirkningerne af at udlede tusinder af kemikalier i det naturlige miljø, men det er vanskeligt præcis at identificere de kemikalier, vi bør koncentrere os om. Beviserne for nedsat sædkvalitet, det stigende antal tilfælde af brystkræft, isbjørnehunner, der udvikler penisser, eller hvad det nu kan være, skaber en meget reel frygt, og vi er nødt til at være parat til at forbyde nogle stoffer alene på grund af mistanken, også før vi står med uigendrivelige videnskabelige beviser. Jeg støtter både Kommissionens forslag og ordførerens forslag. Men vi kan være sikre på, at der vil komme mange stridigheder, når vi begynder at udpege kemikalier, der skal forbydes.
Fru formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne give Torben Lund en kompliment for hans udmærkede betænkning, som min gruppe kan støtte 100%. Hormonsystemforstyrrende stoffer er et forholdsvis nyt begreb. I mit eget sprogområde er det først optaget i sproget for ét til to år siden. Jeg ved, at det på dansk hedder østrogene stoffer, og at man der har talt herom i næsten ti år. På engelsk hedder det endocrine disruptors, og i hvert fald i den videnskabelige litteratur er der stor diskussion derom. Men der er f.eks. på tysk stadig intet udtryk, som er optaget i sproget. Det viser, at det er et nyt problem, men ikke mindre alvorligt af den grund. Vi kan fuldstændigt støtte fristen 2001. Jeg er bange for, at Kommissionen under pres fra den kemiske industri vil vente for længe med lovgivningsmæssige foranstaltninger. Halvdelen af de 560 stoffer, som mistænkes for at være hormonsystemforstyrrende, er pesticider. Det har Kommissionen indrømmet i sit svar på mine spørgsmål i Udvalget om Miljøanliggender. Dem bør vi begynde med. I hvert fald bør de ikke placeres nederst på listen. Spiller hormonsystemforstyrrende egenskaber en rolle i forbindelse med godkendelse af pesticider i øjeblikket? Desværre ikke. I de såkaldte ensartede principper står de ikke. Det bør de gøre. Jeg synes, at der bør træffes bestemmelser herom senest ved revisionen af pesticiddirektivet i 2003. Jeg håber, at kommissæren kan give et svar herpå.
Fru formand, jeg vil gerne takke Torben Lund for den fremragende betænkning, han har udarbejdet, og som fortjener at få hele Parlamentets fulde støtte. Effekterne af kunstigt fremstillede kemikalier, som udledes i miljøet, er tydelige. Der findes mange eksempler på, at dyr og planter har taget skade i deres evne til forplantning og udvikling. Et af de mere uhyggelige eksempler på dette er kønsforstyrrelser iagttaget hos bjørne i Antarktis. Dette eksempel viser, at skadevirkningerne af forskellige hormonforstyrrende stoffer er et globalt problem, der har ramt selv de mest isolerede dele af verden. De forskningsresultater, som den danske professor Skakkebæk har fremlagt, om den markante forringelse af mænds sædkvalitet, bør også vække dyb uro. Vi er faktisk derhenne, hvor unge mænd bør lade sig teste for deres sædkvalitet for at se, om de bør begynde at stifte familie, før de havde tænkt sig det, for at være bare nogenlunde sikre på at få børn. Forsigtighedsprincippet bør derfor, som Torben Lund så rigtigt anførte, sættes øverst på dagsordenen. Det er netop nu, der er anledning til en langt mere offensiv anvendelse af dette princip. Med henvisning til forsigtighedsprincippet vil vi kunne indføre hasteforanstaltninger med henblik på at undgå mulige uoprettelige skader på mennesker, dyr og planter. Det er oplagt nu at sætte praksis bag de flotte ord om beskyttelse af miljø og sundhed og benytte sig af princippet på et område, som vi endnu ved meget lidt om. Det er det eneste svar at give til en utryg offentlighed. Det kan ikke gå hurtigt nok med at følge betænkningens anbefalinger om, at fremtidig rammelovgivning for kemiske stoffer skal være baseret både på forsigtighedsprincippet og på omvendt bevisbyrde.
Fru formand, det er nu vores opgave som politikere at træffe beslutninger på et meget vanskeligt sundhedsområde. Det siger jeg til trods for, at jeg i mit civile erhverv arbejder inden for intern medicin. Virkningsmekanismerne for hormonsystemforstyrrende stoffer er ikke altid kendte. De individuelle variationer er meget store. Desuden varierer følsomheden fra én periode til en anden i den menneskelige livscyklus. Vi kan derfor ikke følge de sædvanlige rutiner og fastsatte grænseværdier for hensigtsmæssig normal eksponering, da man ikke kan fastsætte sådanne grænseværdier for hormonsystemforstyrrende stoffer. Som politikere skal vi tage problemerne med hormonsystemforstyrrende stoffer meget alvorligt. Jeg synes, at Kommissionens strategidokument på området er meget udmærket. Vi har brug for større viden, forskningen skal prioriteres, risikovurderingen skal fremskyndes, og mulige erstatningsstoffer skal identificeres. Vi har brug for en udtalelse fra det videnskabelige udvalg. Offentligheden skal have saglig information. Vi skal høre medlemslandene, industrien og forskellige organisationer. For at nå dertil er det rimeligt, at Kommissionen arbejder ud fra en prioriteret liste. Jeg har en vigtig indvendig til udkastet til betænkning fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. Jeg deler nemlig ikke den opfattelse, at frivillige aftaler generelt ikke er en farbar vej. Jeg mener tværtimod, at frivillige aftaler kan være hurtigere end lovgivningsvejen. Aftaler som midlertidige stop, begrænsninger i markedsføringen og indfasning af enkelte risikofrie produkter er ofte at foretrække, når forholdene ikke er klarlagt, men hvor fleksibilitet og hurtige foranstaltninger er værdifulde. Til slut vil jeg understrege, at foranstaltninger, der er fastsat ved lov, altid skal baseres på alsidige videnskabelige vurderinger og anbefalinger fra det videnskabelige udvalg. Som beslutningstagere skal vi tage hensyn til sådanne vurderinger og anbefalinger. Det er et politisk anstændighedskrav.
Jeg tror, at enhver, der lytter til denne forhandling, og som ikke har hørt om hormonforstyrrende stoffer ("endocrine disrupters") vil være undskyldt, hvis de tror, at det mere har noget at gøre med en science fiction skrækhistorie end med deres egen folkesundhed. Men sandheden er, at dette er et yderst vigtigt spørgsmål, der vedrører folkesundhed og dyresundhed. I øjeblikket tages der i Fællesskabets kemikalielovgivning ikke højde for den risiko, som hormonforstyrrende stoffer indebærer. Det er bekymrende, at den menneskelige krop indeholder mere end 100 kemikalier, der ikke fandtes for 50 år siden. Adskillige sundhedsproblemer hos kvinder er blevet kædet sammen med eksponeringen for hormonforstyrrende stoffer. Der findes også en mulig forbindelse mellem sådanne stoffer - som andre kolleger har nævnt her i aften - og det stigende antal brystkræfttilfælde, andre kræftformer og den nedsatte sædkvalitet. Disse faktorers konsekvenser for både menneskers og dyrs sundhed og forplantningsevne giver anledning til bekymring, idet børn, gravide arbejdstagere og andre sårbare arbejdstagere er blandt de mest udsatte grupper. Det er et yderligere problem, at det er næsten umuligt at fastsætte grænseværdier for hormonlignende stoffer. Fra forbrugerside har det været fremme, at bevisbyrden skal ændres, så producenterne skal bevise, at der som minimum er en rimelig sikkerhed for, at produkter ikke er skadelige, før de kommer på markedet. En bredere adgang til information anbefales også under princippet om ret til viden. Der er brug for mere forskning, så vi får mulighed for at handle hurtigt, effektivt og sikkert. Der findes et stort behov for en europæisk strategi. Derfor er denne betænkning så vigtig. Der er brug for mere information, mere offentlig bevidsthed og vigtigst af alt mere forskning. Jeg takker ordføreren for denne betænkning, og jeg anbefaler den for Parlamentet.
Først vil jeg gerne udtrykke min anerkendelse af Parlamentets reaktion på Kommissionens meddelelse om en fællesskabsstrategi for hormonforstyrrende stoffer samt for ordføreren Torben Lunds indsats. Der afholdes næppe nogen konferencer om kemikalier, hvor man ikke kommer ind på spørgsmålet om hormonforstyrrende stoffer. En af grundene til dette er den betydelige potentielle skade, som sådanne stoffer kan have på dyr og mennesker og vigtigst af alt på fostre og vores forplantningsevne. Det er svært at forestille sig en mere uholdbar udvikling end en, der fører til en forringelse af vores forplantningsevne. Området hormonforstyrrende stoffer er kompliceret, og der findes fortsat mange ubesvarede spørgsmål. Visse ting ved vi med sikkerhed. For andres vedkommende kan vi komme med velbegrundede forudsigelser, og på andre punkter står vi over for en betydelig usikkerhed. Hvad vi ved, er, at en række menneskeskabte, og ligeledes nogle få naturlige, kemikalier er blevet frigivet til miljøet, og at de kan forstyrre det hormonale system hos dyr og mennesker. Blandt disse findes hårdføre, bioakkumulerbare stoffer, der omfatter pesticider og industrielle kemikalier samt mange andre syntetiske produkter. Mange dyrepopulationer påvirkes allerede af disse stoffer. Der findes relevante kvantitative data, der viser en årsagssammenhæng mellem eksponering for disse stoffer og nedsat forplantningsevne hos dyr. Der findes også nogle generelle konklusioner, som forskerne har udledt, såsom det forhold, at virkningen af de pågældende kemikalier er helt forskellig, som hr. Arvidsson nævnte, hos embryoer, fostre og perinatale organismer og hos voksne, og at virkningerne ofte kommer til udtryk hos afkommet frem for hos den voksne, der har været eksponeret for stoffet. Men der findes også mange usikkerhedsmomenter, idet arten og omfanget af eksponeringens konsekvenser for mennesker ikke er tydeligt påvist. Oplysningerne er begrænsede, navnlig om forureningskoncentrationer i embryoer. Behovet for yderligere undersøgelser af de potentielle risici ved sådanne stoffer med henblik på at udfylde hullerne i vores viden, således at vi kan træffe de rette foranstaltninger, er selve baggrunden for, at jeg fremlagde et forslag til en fællesskabsstrategi for hormonforstyrrende stoffer. Vi har alle ret til at vide og en pligt til at lære. Jeg vil gerne komme ind på nogle af strategiens nøgleaspekter. Den er baseret på forsigtighedsprincippet. Jeg glæder mig over, at Parlamentet støtter Kommissionens målsætning om at identificere hensigtsmæssige politiske foranstaltninger på grundlag af forsigtighedsprincippet med henblik på at reagere hurtigt og effektivt på problemer med hormonforstyrrelser. Dette princip og behovet for at udvikle hurtige og effektive risikoforvaltningsstrategier med hensyn til hormonforstyrrelser blev også understreget af Rådet (miljø) i dets konklusioner af 30. marts. Samtidig påpeger Parlamentet manglende ambitioner i Kommissionens strategi om behovet for at reducere menneskers eksponering for hormonforstyrrende stoffer og for at beskytte dyrelivet. Det vil jeg gerne knytte en række kommentarer til med det samme. Kommissionens strategi omfatter to nøglekomponenter. Den ene er mere forskning og udvikling, og den anden er udvikling af godkendte testmetoder. Med hensyn til forskning og udvikling er Kommissionens vigtigste instrument det femte rammeprogram for forskning og udvikling. Det glæder mig at kunne meddele Dem, at hormonforstyrrende stoffer fremhæves som et prioriteret forskningsområde i den seneste udgave af de relevante programmer for menneskers sundhed og miljøet. Kommissionen planlægger også en særlig indkaldelse af forslag om hormonforstyrrende stoffer, som skal anvendes til en yderligere styrkelse af forskningen i hormonforstyrrende stoffer. Der vil blive taget hensyn til henstillingerne i Parlamentets beslutningsforslag. Udviklingen af godkendte testmetoder forudsætter en to- til fireårig tidshorisont. Aftaler om testmetoder har til formål at sikre, at alle de involverede er enige om, at tests udformet til at spore de pågældende stoffer og testresultaterne kan fortolkes ensartet. Uden en sådan aftale vil vi konstant stå over for ikke blot den videnskabelige usikkerhed, men også modstridende synspunkter om videnskaben. Derfor mener vi, at man først kan overveje omfattende lovgivning for at reducere eksponeringen på grundlag af forsigtighedsprincippet, når der findes aftalte testmetoder. Der er også brug for aftalte testmetoder i forbindelse med det store projekt med at lede efter erstatningsstoffer. Ellers vil mulige erstatningsstoffer blive udsat for den samme mistanke som de stoffer, de skal erstatte. Samtidig må vi tage højde for de eksisterende videnskabelige resultater. Det er grunden til, at vi på kort sigt åbner mulighed for at handle uden aftalte testmetoder på grundlag af forsigtighedsprincippet og fra sag til sag. Parlamentet støtter Kommissionens målsætning om at identificere en første gruppe af hormonforstyrrende stoffer ved udgangen af i år og identificere bestemte tilfælde af forbrugernes anvendelse og eksponering af økosystemer, hvor der kan iværksættes særlige foranstaltninger, uden at vi behøver at afvente yderligere tests. En analyse af eksisterende juridiske instrumenter vedrørende hormonforstyrrende stoffer vil også blive en del af projektet. Jeg vil gerne knytte to kommentarer til dette. For det første er Kommissionens målsætning ved udgangen af 2000 baseret på en totrins proces: for det første en kandidatliste sammensat af konsulenter og dernæst prioritering. Derefter følger Kommissionens vedtagelse af et forslag til prioritering. Indtil videre er denne kandidatliste gjort færdig. Det næste trin i processen omfatter høring af de involverede parter, hvor vi sigter mod at opnå størst mulig enighed om, hvilke stoffer der skal prioriteres. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt love, at alle 553 stoffer kommer med på prioriteringslisten uden at foregribe resultatet af den igangværende diskussion blandt de involverede parter. Både Den Videnskabelige Komité og industrien har været kritisk over for kandidatlisten, BKH-rapporten. Derimod indikerer de første kommentarer fra medlemsstaterne og ngo'er støtte til rapporten som et godt udgangspunkt. Den Videnskabelige Komités kritik af rapportens videnskabelige mangler vil blive behandlet i de kommende faser af prioriteringen og den videre evaluering. Jeg vil gerne tilføje, at nogle af kritikpunkterne er baseret på en forkert antagelse om, at en gruppe på 60 stoffer, som identificeres i denne rapport, vil blive de prioriterede stoffer. Disse stoffer er rent faktisk med på listen over de 553 stoffer, som man stadig drøfter prioriteringsrækkefølgen af. Det er også vigtigt at huske på, at den liste, der udarbejdes, skal være dynamisk. Nye stoffer kan tilføjes, og oprindelige stoffer fjernes, efterhånden som nye beviser dukker op. Min anden kommentar i forbindelse med prioriteringslisten vedrører anmodningen i beslutningsforslaget om en beslutning om intervention i specifikke tilfælde medio 2001. For at kunne identificere specifikke behov for intervention ud fra prioriteringslisten er der behov for en mere dybtgående evaluering af forbrugernes anvendelse og eksponeringen af økosystemet. Endvidere vil de videnskabelige komitéer få en vigtig rolle med at levere uafhængig videnskabelig rådgivning i disse specifikke tilfælde. Det er ambitiøst at forvente at nå disse mål på seks måneder. Men vi vil gøre vores yderste for at arbejde så hurtigt som muligt. Endelig er De sikkert klar over, at Kommissionen har til hensigt at fremlægge en hvidbog om den overordnede kemikaliepolitik ved årets udgang. Vi arbejder med dette i øjeblikket, og jeg har set de første udkast. Et af grundprincipperne for denne politik er at sikre et højt beskyttelsesniveau. Det er klart, at strategien for hormonforstyrrende stoffer skal være i overensstemmelse med den overordnede kemikaliepolitik. En række specifikke aspekter i Parlamentets beslutningsforslag såsom omvendt bevisbyrde, en omdefinering af producentansvaret, en gennemgang af mærkningslovgivningen og gruppering af kemikalier med henblik på screening og testning skal tages op og vil blive taget op i forbindelse med denne overordnede kemikaliepolitik. Der vil blive taget hensyn til Parlamentets synspunkter, som kommer til udtryk i beslutningsforslaget, i den hvidbog, der er under udarbejdelse. Endelig med hensyn til internationalt samarbejde og informationsudveksling afholder Kommissionen en workshop om hormonforstyrrende stoffer i første halvdel af 2001, bl.a. sponseret af Verdenssundhedsorganisationen. Denne workshop vil samle alle involverede parter, og man vil gøre status over fremskridtene og komme med yderligere anbefalinger vedrørende udvikling af testmetoder og teststrategier, forskning og oprettelse af overvågningsprogrammer. Jeg vil gerne endnu en gang takke Parlamentet for dets støtte til behandlingen af dette spørgsmål, og jeg vil gerne understrege Kommissionens stærke ønske om at få gennemført sin strategi og generelt tage hensyn til punkterne i Parlamentets beslutningsforslag.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 10.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0273/2000) af Jové Peres for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2200/96 om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, forordning (EF) nr. 2201/96 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager og forordning (EF) nr. 2202/96 om en støtteordning for producenter af visse citrusfrugter.
Fru formand, Kommissionen har fremlagt et forslag, der forklædt som en teknisk tilpasning gemmer nye budgetbegrænsninger for en sektor, der allerede diskrimineres imod i den fælles landbrugspolitik. I de seneste år har udviklingen i euro-dollar-pariteten og andre omstændigheder fået støtteniveauet til at falde til halvdelen af det niveau, det havde for fire år siden. Kommissionens forslag består i at stabilisere støtten til det reducerede niveau og tildele støtten direkte til producentorganisationerne, hvormed ordningen for minimumspriser ville forsvinde. Før årets afslutning bør Kommissionen fremlægge en rapport om, hvordan den fælles markedsordning for frugt og grøntsager skal fungere, og eventuelt følge den op med nye reformforslag. Kommissionen berettiger det forslag, vi nu behandler, på grundlag af en uopsættelighed. Uden nu at stille spørgsmålstegn ved den uopsættelige karakter i de sager, som Kommissionen behandler, har Landbrugsudvalget identificeret nye uopsætteligheder, og på den anden side er det ikke kvantitativt enigt i Kommissionens forslag. Blandt de ting, Landbrugsudvalget prioriterer højest, er en styrkelse af producentorganisationerne. Problemet består i, at producentorganisationerne efter reformen i 1996 af den fællesmarkedsordning blev dens vigtigste instrument. Imidlertid er det nu kun 40% af frugt- og grøntproduktionen, der er koncentreret i producentorganisationer. En fælles markedsordning, som kun dækker 40% af produktionen fortjener ikke sådan et navn. Hvis der er nogen uopsættelighed, består den derfor i at fremme koncentrationen af udbuddet i producentorganisationerne. Eftersom det udgør en undtagelse i den fælles landbrugspolitik, og producenterne selv er forpligtet til at samfinansiere driftsfondene, er det klart, at stigningen i fællesskabsfinansieringen er det mest åbenlyse instrument for at nå dette mål. Derfor har Landbrugsudvalget foreslået at forøge Fællesskabets finansieringsprocentsats til visse fællesaktioner i flere producentorganisationer og under visse betingelser, først og fremmest i de regioner, der er mest afhængige af frugt- og grøntsagsproduktionen eller til sammenslutninger eller fusioner af producentorganisationer. De kvantitative forskelle mellem Kommissionens forslag og Landbrugsudvalgets forslag, som faktisk blev enstemmigt vedtaget, ligger grundlæggende i støtteniveauet og i forarbejdningstærsklerne. Den støtte, som Landbrugsudvalget anmoder om, kan forekomme overdrevent stor, men man må ikke lade sig narre. Det er Kommissionens foreslåede støtte, der er overdrevent lille, og den prøver at gøre en konjunkturel situation til noget permanent, og nedbryder dermed landmændenes indtjening. Denne konjunkturelle situation skyldes udviklingen i euro-dollar-pariteten og særlige hændelser på markederne. Faktisk begrænses Landbrugsudvalgets budgetpost til at genoprette den støtte, der eksisterede før 1996. I forbindelse med støttespørgsmålet kan afskaffelsen af minimumsprisen og den direkte betaling via producentorganisationer derudover skabe problemer, navnlig i lande, der har en stor frugt- og grøntsagsproduktion. Et rimeligt støtteniveau ville gøre det muligt for producenter i en særlig problematisk situation at bevare deres indtægt. For at undgå absurde situationer med systematiske skadevirkninger har landbrugsudvalget besluttet at foreslå fastsættelsen på niveau med det, der er blevet fremstillet de seneste år. Dermed sørger vi for at tilpasse støtten til produktionsstrukturen og til markedets muligheder for at absorbere produktionen uden at risikere at skabe en overskudsproduktion. Det spørgsmål, som nogen kunne stille, er, hvordan ændringsforslagene skal finansieres. Jo, hør her, på nuværende tidspunkt modtager frugt og grøntsager 445 millioner euro mindre end det beløb, der blev fastsat i de finansielle overslag. Det er rigtigt, at budgetneutraliteten skal respekteres, men man må blive enige om, hvad det skal betyde. Efter min mening betyder budgetneutraliteten, at man skal holde sig inden for de grænser, der blev fastsat, da de finansielle overslag blev vedtaget. Imidlertid prøver Kommissionen at få udgifterne reduceret til under de historiske minimumssatser. Jeg tror, at diskussionen grundlæggende burde koncentreres om, hvordan man opnår de målsætninger, som den fælles markedsordning er blevet betroet, og derfra kan man så fastlægge nogle budgetforpligtelser. Det ser ud til, at man ofte kræver mindre akkuratesse af institutionerne, når blot de begrænser sig til at foreslå budgetbesparelser. Vores største bekymring burde være at forbedre effektiviteten i de instrumenter, vi sammen har opbygget. Uden budget kan der ikke være europæisk integration, og budgettet for frugt og grøntsager symboliserer og afspejler mange af de vigtigste sociale og territoriale uligevægte i den fælles politik. Jeg vil afslutte med at takke mine kolleger fra Landbrugsudvalget. Deres forståelse og bestræbelser har været til stor hjælp for at nå frem til de endelige kompromiser, der har gjort det muligt at udarbejde en betænkning, der virkelig ikke har været let.
Fru formand, hr. kommissær, i morgen skal Parlamentet udtale sig om reformforslaget for sektoren for forarbejdede frugter og grøntsager. Vi mener, denne reform er nødvendig, men Europa-Kommissionen går ikke ligefrem i den rigtige retning med sit forslag. Vi bør opfylde målsætningen med at fremme koncentrationen af udbuddet ved at støtte producentorganisationerne. Som min kollega lige sagde, så blev kun 40% af produktionen sidste år markedsført via producentsorganisationerne. Hr. kommissær, derfor opfylder de ændringsforslag, der blev vedtaget i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, et behov. De tager hensyn til, at man via EUGFL's Garantisektion kan samfinansiere op til 50% af igangsættelses- og driftsomkostningerne for de første fem år. Det samme gælder for en dækning af den finansielle støtte fra 3 til 4,5% af hver producentorganisations markedsførte produktion, som det blev vedtaget i Landbrugsudvalget. Vi er ikke tilfredse med de tærskler, som Europa-Kommissionen foreslår, eftersom de burde tilpasses markedernes udvikling. Derfor har vi accepteret de ændringsforslag, der allerede er vedtaget, og som ordføreren har stillet i denne henseende. Produktlisten burde forlænges med de produkter, der af meteorologiske eller konjunkturelle grunde kan udsættes for store prisfald. Kommissionens forslag om at nedsætte maksimumsgrænsen for tilbagekøb af citrusfrugter fra 10 til 5% er ikke berettiget, og jeg synes ikke, det bør opretholdes. Hvad angår de instrumenter, der gør det muligt at regulere markedet i krisesituationer, så skal der indføres nogle instrumenter, som udgør et sikkerhedsnet, f.eks. at overskride grænserne for tilbagekøb med ca. 10% i tilfælde af alvorlige kriser. Der er en lakune i forbindelse med mærkningen. Den gældende lovgivning på området bør ændres, således at forbrugeren er fuldt informeret og ved, om produktet er blevet produceret med frisk frugt eller ej. Det er en tilbagevendende anmodning og et krav fra forbrugerne. Jeg støtter de ændringsforslag, der har indflydelse på tomater, pærer, ferskner, kirsebær, abrikoser og asparges, som har stor regional betydning, og som bør få forhøjet støtte pr. hektar for at forbedre deres konkurrencedygtighed. For så vidt angår tørrede frugter - navnlig mandler - anmoder vi stadig om en forlængelse af støtten til de producentorganisationer, som har anvendt deres forbedringsplaner, ligesom de specifikke foranstaltninger for denne sektor, som udløber med den næste sæson, og hvis omstændigheder ikke er blevet ændret. Analysen af reformen bør fremlægges før den 30. juni 2001, som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter vedholdende har anmodet om for at få at vide, hvordan sektoren har udviklet sig. Denne reform betyder en budgetstigning, men kun inden for den budgetpost, som Det Europæiske Råd i Berlin vedtog. Kommissionen bør regne på det igen, eftersom man ikke overskrider dette loft. Forskellen mellem det, Kommissionen og Europa-Parlamentet har foreslået, er 151 euro. Hr. kommissær, budgetneutralitet er ikke, at forslagets udgifter ikke overstiger de udgifter, der er gældende på nuværende tidspunkt, men at de ligger under det, Det Europæiske Råd i Berlin blev enige om. Jeg benytter lejligheden til at lykønske ordføreren, og jeg er glad for det teamwork, vi har haft. Jeg tror, det har været et af de mest forhandlede og drøftede forslag i Europa-Parlamentet.
Fru formand, denne debat er en følge af den reform, som Kommissionen foreslår af tre forordninger om frugt og grøntsager, om forarbejdede frugt- og grøntsagsprodukter og om støtteordningen til producenterne af visse citrusfrugter. Kommissionen har - som det allerede er blevet sagt - handlet uden at vente på rapporten om funktionen af Forordning (EF) nr. 2020/1996, som ifølge Kommissionens oplysninger vil stå til rådighed inden årets udgang. Det, at man ikke har ventet på dette dokument - hvilket ville synes logisk - og at man har igangsat reformen, viser klart og tydeligt, at Kommissionen enten ikke er særlig interesseret i sin rapports resultat, eller så er den ligeglad med indholdet. Med en sådan opførsel kan det ikke undgås, at Kommissionen giver indtryk af at insistere på en reform af disse forordninger for enhver pris. Haster reformen så meget? Hvis spørgsmålet er at få at vide, om disse forordninger har brug for en reform, så er svaret efter vores mening ja, men hvis spørgsmålet derimod er at få at vide, om den reform, der er brug for, er den, der er i Kommissionens forslag, så er svaret klart nej, for forbedringerne af sektorens driftsmekanismer kan ikke gennemføres netop på bekostning af en af de sektorer, som modtager mindst støtte fra fællesskabsbudgetterne. De oplysninger, der medtages i rapporten, er opsigtsvækkende, også selv om de er velkendte. Frugt- og grøntsektoren har en betydningsfuld andel i den endelige landbrugsproduktion, nemlig omkring 15%, mens den finansielle indsats er lille, og derudover aftagende. Mens beløbet i 1995 udgjorde 5,3% af de samlede udgifter i EUGFL's Garantisektion, er det i 1999 blevet nedsat til 3,6%. Hertil kan tilføjes to konkrete oplysninger. På den ene side den betydning, denne sektor har for beskæftigelsen, og på den anden side de hyppige udligningsordninger for frugt og grøntsager i aftalerne med tredjelande. Vi vil ikke modsætte os disse aftaler eller kritisere dem, for de udgør en solidarisk handling i forhold til udviklingslande i den tredje verden, men det forekommer ikke logisk, at prisen for solidaritet alene rammer en sektor, som ikke traditionelt er blevet godt behandlet i fællesskabsbudgetterne. Vi vil uden tvivl støtte hr. Jové Peres' betænkning. Det drejer sig om en glimrende betænkning, som vi lykønsker ordføreren med, og som afbalanceret har afspejlet de forskellige interesser og aftaler. Betænkningens forslag, f.eks. dem, der afhjælper de mest uretfærdige aspekter i Kommissionens forslag, kan få positive følger. Denne støtte bliver ubetinget og betingelsesløs. Desuden giver vi denne støtte med den overbevisning, at Rådet vil være mere fornuftigt indstillet end Kommissionen over for Europa-Parlamentets berettigede og rimelige forslag.
Fru formand, hr. kommissær, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance støtter generelt ordføreren, hr. Jové Peres' betænkning. Vi er overbevist om, at Kommissionens forslag er budgetmæssigt restriktivt, hvilket ville betyde en stor finansiel nedskæring for sektoren. Vi må huske på, at frugt- og grøntsektoren er den første fælles markedsordning, som finansieres af sine egne producenter. Derfor er det meget afgørende at fremme producentorganisationerne og støtte en forhøjelse af driftsfondene. Jeg må understrege, at frugt- og grøntsektoren udgør en betydelig procentdel af Den Europæiske Unions samlede landbrugsproduktion. Men derimod udgør den kun 4% af EUGFL's Garantisektion. Vi skal ligeledes huske den brede enighed, man nåede frem til i Landbrugsudvalgets skød, da denne betænkning skulle vedtages. Vi må henvise til den Middelhavskarakter, som denne produktion hovedsageligt har, og som påvirker visse medlemsstater. Det er en sektor, som skaber et meget stort antal direkte og indirekte arbejdspladser, hvilket medfører en meget dynamisk økonomisk aktivitet. Generelt er det den vigtigste indtægtskilde for næsten to millioner europæiske familier. Det er nødvendigt at fremhæve, at de producentorganisationer, som bliver forstærket og fremmet af den ændring, Landbrugsudvalget har foreslået, er utroligt vigtige for udviklingen af visse landdistrikter. Frugt- og grøntsagsproduktionen er ligeledes forbundet med Middelhavskulturen og -kosten, som er indbegrebet af en afbalanceret og sund kost for vores forbrugere. Derfor er det nødvendigt, at producentorganisationerne blandt sine prioriterede mål har at fremme kvalitetsproduktionen. Frugt- og grøntsektoren står imidlertid over for en usikker fremtid, bl.a. på grund af de forværrede fællesskabspræferencer i Euro-Middelhavsfrihandelsområdet, som kan sprænge det udførte arbejde. Derfor bliver vi nødt til at opretholde en konstruktiv og overvågende holdning for fremtiden.
Fru formand, med sit forslag om ændring af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager forværrer Kommissionen problemerne for den eksisterende markedsordning og uretfærdighederne i den fælles landbrugsordning, ligesom den skaber større vanskeligheder for de landmænd, der producerer frugt og grøntsager. Særlig alvorlige er de foranstaltninger, der har til hensigt at fjerne mindsteprisen, som det er tilfældet med industritomater, nedsættelsen af grænserne for støtte til driftsfondene fra 4,5 % til 3% af værdien af hver producentorganisations afsatte produktion, den forebyggende nedsættelse på 9,1% af støttebeløbet for det første produktionsår efter reformen af den fælles landbrugsordning og nedsættelsen af den mængde citrusfrugter, der kan tilbagekøbes. En sektor af så stor økonomisk, social og strategisk betydning som denne, ikke mindst for Portugal, med store muligheder for yderligere beskæftigelse og bidrag til landdistrikternes udvikling i store dele af Sydeuropa, fortjener en særlig opmærksomhed, hvilket Kommissionen ikke yder den. De ændringsforslag, som ordføreren og vores kollega, hr. Jové Peres, fremlægger, fortjener derfor vores støtte, da de sigter på at udbedre Kommissionens uacceptable holdninger, ikke mindst dens forslag mod øget støtte til landmændene, øgede tærskler og tilbageføring af grænserne for støtte til producentorganisationerne.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi har behandlet den fælles markedsordning for vin og olivenolie. I dag drejer det sig om den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, som især vedrører de sydeuropæiske lande - i øvrigt har der også næsten udelukkende været spanske parlamentsmedlemmer på talerlisten. Jové Peres har i denne sammenhæng udarbejdet en glimrende betænkning, som omhandler et alvorligt spørgsmål og et spørgsmål med stor symbolværdi. Tallene vidner i sig selv om problemets alvor, idet næsten to millioner familier eller 500.000 arbejdspladser er berørt, som allerede påpeget. Og bag tallene og den fejlslagne reform i 1996 finder vi kvinder og mænd, vi finder landdistrikter, som Kommissionen og kommissær Fischler med fuldt overlæg har dømt til undergang. Når det gælder æbleproduktionen, kan man eksempelvis i Provence i Sydfrankrig se en 40 hektar stor bedrift, hvis produktionsomkostninger ligger på dette dobbelte af salgsprisen. Med en produktion på 40.000 æbler pr. hektar betyder det et tab på 320.000 euro pr. år. Den omhandlede bedrift vil selvsagt forsvinde. Hvem har ansvaret herfor? Ikke frugtavlerne. De har forsøgt at slutte sig sammen i producentorganisationer og etablere samfinansierede driftsfonde. Samfinansiering forudsætter imidlertid indtægter, og indtægter forudsætter omsætning. Men frugtavlerne er ikke i stand til at afsætte deres produkter, fordi distributørernes indkøbscentraler køber frugt produceret uden for Europa. Eksempelvis pærer fra Argentina, æbler fra Chile, New Zealand eller Sydafrika. Det sker, fordi de omhandlede lande kan tilbyde mere fordelagtige priser. Arbejdstagerne i det sydlige Middelhavsområde eller på øer i Stillehavet er ikke omfattet af bestemmelser om social sikring, og toldafgifterne er fjernet, eftersom Kommissionen er ramt af "diplomatigalskab" og uhæmmet hylder den globale frihandel! EU hylder den globale udenrigspolitik på bekostning af frugtavlere, handels- og havegartnere. De tjener som skillemønt i den globale frihandel. Aftalen er klar og kendt: Den sydlige halvkugle er viet til produktion af frugt, grøntsager, blomster og vin, mens den nordlige halvkugle i bedste fald er viet til industriproduktion. Hvad gør vi så? Vi bør afgjort vedtage de udmærkede og lindrende ændringsforslag, der er fremsat at Jové Peres. Han og Landbrugsudvalget har ydet en stor indsats. Også uden påstande om budgetneutralitet. Når der skal bevilges penge til Kosovo, Balkan, Indonesien eller Asien, så er midlerne til stede. Kære kolleger, den europæiske integration er ude af kurs med retning mod globaliseringens afgrund, og får vi ikke vendt udviklingen, vil vi snart opleve, at ikke blot landbrugerne forsvinder. Europa selv vil forsvinde i det globale markeds dyb.
Fru formand, hr. kommissær, grundlaget for enhver strategi er en analyse af det, der er blevet gjort, inden man fejlfortolker fortiden og vedtager nogle nye retningslinjer. I dag er det efter min mening en ubestridelig kendsgerning, at man siden 1996 - det år, hvor der blev foretaget en samlet revidering af den fælles markedsordning for friske og forarbejdede frugter og grøntsager - endnu ikke har gjort sig nogen overvejelser - selv om man altid havde sagt, at dette ville ske - om den fælles markedsordnings konsekvenser for sektoren, og det på trods af, at vi nu er nået frem til ordningens tredje anvendelsesår. Dette analysetidsrum må anses for at være en passende forløber for ethvert reforminitiativ. Det er en hel sektors interesser, der står på spil, og denne sektor beskæftiger næsten to millioner mennesker i Middelhavslandenes centrale og sydlige områder, der enstemmigt betragtes som nogle af EU's mest ugunstigt stillede. Frugt- og grøntsagssektoren må slås med produktionskvoter, global liberalisering af markederne og mangelen på en forskningspolitik for bioteknologiske innovationer. Det er den produktionsektor, der lider mest under de internationale Marrakesh-aftaler, selv om den tegner sig for 16% af værdien af EU's landbrugsproduktion. Hvis idéen med den nye markedsordning er at fremme producentsammenslutningerne som et alternativt instrument til en integration i Europas økonomiske system, når det gælder distributionen til supermarkederne, er det hensigtsmæssigt, at denne politik styrkes med de finansielle midler, der er nødvendige for at gennemføre de operative programmer, så man sikrer en reel finansieringsandel, der mindst svarer til 4,5% af den markedsførte produktion i stedet for de 3%, som Kommissionen har foreslået. For at kunne fortsætte med at arbejde anmoder producenterne om, at der vedtages nogle lovtekster, som er en støtte og ikke en hindring for frugt- og grøntsagssektorens udvikling.
Fru formand, hr. kommissær, der blev i 1997 gennemført en reform af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager. Vi må efter tre år konstatere, at resultaterne langtfra står mål med forventningerne. Reformen byggede på en økonomisk styrkelse af producenterne, udarbejdelse af fælles projekter og indgåelse af aftaler med det offentlige inden for rammerne af samfinansierede driftsfonde. Resultaterne af reformen må betegnes som utilstrækkelige og skuffende. Reformen førte ikke til fremtidsorienterede løsninger som først antaget. Tilslutningen til producentorganisationerne ligger på mindre end 40% og må som tidligere påpeget betegnes som utilstrækkelig. Producentorganisationerne har under disse omstændigheder ikke haft reel indflydelse på hverken lovgivningsmæssige forhold eller prisforhold, når det det gælder frugt- og grøntsagssektoren. EUGFL's budgetbevillinger, for så vidt angår denne sektor, har ganske vist været støt stigende siden 1997, men er altid blevet nedjusteret i regnskabsårets løb på grund af manglende udnyttelse af de disponible bevillinger, hvilket må tilskrives de uhensigtsmæssige regler for tildeling af midler fra garantifonden. Vi befinder os i den paradoksale situation, at en af europæisk landbrugs vigtigste sektorer, som tegner sig for 20% af samtlige produktionsenheder, som bidrager væsentligt til beskæftigelsen i såvel produktions- som forarbejdningsleddet, og som tegner sig for 16% af landbrugets samlede produktion, rangerer lavt og markant forfordeles i den fælles landbrugspolitik. Set i dette perspektiv vil jeg gerne understrege, at Kommissionens forslag, som i aften er sat under debat, er højst påkrævet. Samtidig hilser jeg Jové Peres' betænkning velkommen. Den er af høj kvalitet, og dens velbegrundede forslag tager endnu mere markant sigte på at forbedre resultaterne for denne del af landbrugsproduktionen i de sydeuropæiske lande. Bl.a. foreslås den finansielle støtte fastsat til 4,5% af den afsatte produktions værdi og endog forhøjet til 6% for at anspore til koncentration af udbuddet i form af producentorganisationer. Jeg håber, denne reform kan vedtages hurtigt i Ministerrådet, således at reformen, med behørig finansiering, kan træde i kraft i 2001.
Fru formand, vores ordfører har ydet en imponerende indsats. Det var et vanskeligt emne omkring krisen inden for frugt- og grøntsagssektoren i dele af Europa. Denne analyse støtter jeg, og denne analyse må vi også bruge i de kommende WTO-forhandlinger, således at der forhandles indgående om de produkter, for hvilke der ikke findes nogen markedsbeskyttelse. Også for disse må der findes en løsning. Det andet punkt er producenternes stilling. Hans opfordring til at støtte disse kraftigere og styrke producenternes stilling støtter jeg, og jeg anser det for væsentligt. For med den nuværende vold fra supermarkedernes indkøbsorganisationers side kan det spørgsmål efterhånden rejse sig, om der ikke er tale om i hvert fald en for stor sammenklumpning og sammenslutning af indkøbsorganisationer, og spørgsmålet er, om dette efterhånden ikke er monopolstillinger. Dertil er der kun ét svar muligt: en stærkere optræden fra producentorganisationernes side og en bedre tilrettelæggelse deraf. Her ser jeg større muligheder end ved at pumpe flere penge i en sektor. Sektoren skal have en stærkere markedsstilling. Og jeg må også sige, at jeg ser større muligheder der, i hvert fald for frugt og grøntsager, for sårbare produkter, som skal sælges hurtigt. En række bemærkninger med hensyn til fordelingen mellem landene, også af kvoterne med hensyn til forarbejdningen og tærsklerne. Jeg konstaterer, at denne fordeling ikke er helt afbalanceret på en række punkter. Og jeg forventer også, at ordføreren i morgen stiller et mundtligt ændringsforslag om i hvert fald et af landene i forbindelse med forarbejdning af pærer. Men også når man ser på fordelingen mellem de sydlige lande, se f.eks. på Portugals stilling i forhold til andre lande, kan man spørge sig selv, om denne fordeling er afbalanceret i alle henseender. Principielt vil jeg gerne sige, og i den forstand vil jeg også støtte vores talsmand fru Redondos opfordring, at det er væsentligt, at producenternes stilling styrkes, at producentorganisationerne bliver stærkere, for jeg kan sige Dem, at det må ske, de må stå stærkere på markedet, sådan skal politikken være. Så længe vi har en markedsordning og på den ene side siger, at vi ikke vil have flere penge deri, vil det kun fungere, hvis man på den anden side også ser på produktionssiden og måske en bestemt styring deraf. Men jeg foretrækker i denne betænkning og også som reaktion på denne betænkning en styrkelse af producentorganisationerne.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, Kommissionen stillede den 12. juli et forslag om ændring af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, selv om vi forventer at få en evalueringsrapport fra Kommissionen om, hvordan netop denne markedsordning fungerer, i december 2000. Når vi nu foregriber begivenhedernes gang ved at ændre nogle punkter, skal Kommissionen derefter straks gøre brug af den foreliggende evaluering som grundlag for en revision af markedsordningen for frugt og grøntsager samt foretage de nødvendige ændringer. Netop for markedssektoren for frugt og grøntsager er sammenslutningen af producentorganisationer og dannelsen af producentorganisationer særdeles vigtig og ligeledes det kommercielle samarbejde mellem producentorganisationer fra forskellige regioner. Her kommer markedsordningen til sin ret. Alligevel skal der også tages hensyn til de landmænd, der selv og sammen med deres familie lægger meget energi i at markedsføre en del af deres produktion direkte fra gården til forbrugeren. For mange bedrifter er den selvstændige markedsføring en nødvendig supplerende indtægt, og ofte føres den som en selvstændig virksomhed af landmændenes hustruer. Desuden fremhæver det direkte salg fra gården produkternes særpræg og opnår dermed også et særligt potentiale hos kunderne. Derfor skal ændringen vedrørende artikel 11, stk. 1, litra c, være formuleret således, at producenterne i samråd med producentorganisationerne i enkelte tilfælde kan afgive en bestemt del af deres produkter direkte til forbrugerne til privat brug. Hvis den stive grænse, der gælder lige i øjeblikket, fortsat opretholdes, er producentorganisationerne tvunget til at udelukke de medlemmer, der ikke overholder bestemmelserne. Konsekvensen vil så være, at producentorganisationerne vil blive svækket med henblik på omfanget af deres markedsføring, og at de vil miste indflydelse på disse producenter med hensyn til direkte markedsføringsaktiviteter, det vil sige overholdelse af kvalitetsstandarder, produktionsretningslinjer og forfølgelse af fælles markedsstrategier. Derfor vil jeg gerne opfordre til også at være opmærksom på det.
Fru formand, hr. kommissær, frugt- og grøntsagsproduktionen, som vi behandler i dag, er koncentreret i landene i Sydeuropa. Den udgør 13% af hele Den Europæiske Unions samlede landbrugsproduktion og når op på 25% i størstedelen af producentlandene. I flere provinser i Sydspanien overstiger denne procentdel 80%, og det er den eneste udviklings- og beskæftigelsesskabende drivkraft i landområderne. Derudover handler det om nogle produktioner, som har mistet fællesskabspræferencen, og som skal konkurrere i udlandet uden den kompensationsparaply, som de klassiske kontinentale produkter har via ca. 70% af EUGFL-bevillingerne. Hr. kommissær, denne sektor ligner de byttepenge, der bruges i præferenceaftalerne med tredjelande og i de på hinanden følgende protokolrevisioner med den skærpende omstændighed, at disse lande producerer uden de økonomiske, sociale og miljømæssige vilkår, som vi har i Europa, men med de samme sæsonforhold som vores producentområder. Denne situation er hverken rimelig eller retfærdig, for det er hverken rimeligt eller retfærdigt at skulle konkurrere i udlandet uden den beskyttelse, som de kontinentale produkter nyder godt af. Og det er heller ikke rimeligt, at man ikke i medfør af de interne hindringer og straffe, som står i forskrifterne, ikke opfylder den budgetneutralitet, der blev fastsat til 1,9 milliarder euro i Agenda 2000. Afslutningsvis tror jeg, at dette forslag kan forbedres betydeligt, og at betænkningen af hr. Jové, som jeg oprigtigt lykønsker, viser vejen til at kunne gøre det. Og dette ville være det hensigtsmæssige og det rigtige at gøre.
Fru formand, hr. kommissær, Kommissionens forslag vedrørende politikken for frugt og grøntsager er meget ufuldstændigt og utilstrækkeligt. Jeg vil gerne i denne sammenhæng fremhæve fire forhold. For det første skal garantitærsklerne for de forskellige typer frugt og grøntsager hæves med det formål at tilnærme dem til EU's faktiske produktion og bedre imødekomme efterspørgslen. Derfor peger jeg særlig på, at garantitærsklen for tomater til industriel forarbejdning skal øges, i Portugal, så det som minimum nærmer sig den værdi, der blev fastsat på topmødet i Berlin, 953.000 ton. For det andet vil jeg gerne nævne, at det støtteniveau pr. ton, som Kommissionen foreslår, er temmelig utilstrækkeligt, og en øgning synes nødvendig, sådan som ordføreren også foreslår. Sagen er jo, at mindsteprisens ophør, der jo sker nu, vil medføre en betragtelig nedgang i produktionspriserne, og det er vigtigt at sikre, at landmændene ikke kommer til at miste indtægt. For det tredje vil jeg gerne sige, at niveauet for driftsfondene også er ret så utilstrækkeligt. Som ordføreren ligeledes bemærker, kan vi ikke uden et bedre finansieringsniveau for fondene forbedre producentorganisationernes virksomhed. Til sidst vil jeg gerne sige, at Kommissionen har forpasset en mere end oplagt lejlighed til at gøre den fælles landbrugsordning en smule mere rimelig. Som De ved, hr. kommissær, modtager en sektor, der omfatter 16% af landbrugsproduktionen, kun 4% af budgettet, ja, ikke engang 4%. Nu lever EU's producenter af frugt og grøntsager først og fremmest af markedsindtægter, af det, som de sælger på markedet, og de løber markedets risici, udsætter sig for markedets uvished, til forskel fra kolleger fra andre lande, der fremstiller andre produkter, f.eks. korn, olieplanter, oksekød, mælk osv., som har deres indkomst sikret af den fælles landbrugsordning uden at løbe nogen som helst risici. Hr. kommissær, vi må hurtigst muligt gøre op med denne skizofreni i den fælles landbrugsordning.
Fru formand, kære kolleger, jeg bifalder betænkningen i den udformning, den er blevet forelagt for os i, og jeg bifalder ligeledes Landbrugsudvalgets arbejde i forbindelse med den holdning, Parlamentet skal indtage til såvel den tidligere indfaldsvinkel i de gamle forordninger som Kommissionens og Rådets nuværende indfaldsvinkel. Det forhindrer selvfølgelig ikke, at vores holdninger kan være forskellige - hvilket de også er, sådan som det vil vise sig i morgen og under afstemningen - ligesom der kan være nogle indfaldsvinkler, der medfører eller går i retning af et krav om ændringer. Det lader til, at der i Kommissionens og Rådets indfaldsvinkel ikke tages særlig meget højde for dyrkningsbetingelserne for bestemte produkter, som har nogle særpræg og karakteristika, der kommer til udtryk i et bestemt socialt miljø - sådan som det også blev sagt af en af de foregående talere for lidt siden - når det gælder visse sektorer. Her tænker jeg på industritomater og citrusfrugter, men også på nødder. Jeg er derfor af den opfattelse, at det specielt er visse tilskud, der er blevet for små, ikke blot på grund af den generelle værdiforringelse, vi har set for euroens vedkommende i de sidste par dage - og som gør, at det ville være hensigtsmæssigt at træffe nogle foranstaltninger, før situationen forværres og giver sig udslag i en modstand mod EU i det hele taget - men også, når det gælder den indfaldsvinkel, vi skal anvende for produkter fra Middelhavsområdet. Der har været nogle meget korrekte protester og indsigelser for nylig. Men der er også blevet fremsat nogle forslag i Parlamentet, nemlig forslag om et loft for den finansielle støtte, et forslag, der tager sigte på at harmonisere de fordele, som alle producentsammenslutningerne får uafhængigt af retsgrundlaget, og et forslag - der efter min mening bør støttes - om at bevare produktionsstøtten i endnu en periode efter treårsperioden. Endelig er det blevet foreslået, at der for visse produkters vedkommende, navnlig nødder, foretages en særligt retfærdig vurdering af den støtte og de tilskud, der skal gives.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg har stor forståelse for Kommissionens og kommissærens bestræbelser på at indføre besparelser, og det er også rigtigt at gøre det. Men uden at hylde Florianiprincippet er det tydeligt, at situationen på frugt- og grøntsagsområdet forværres. Større mængder, import fra tredjelande, svingninger i forbruget, hvad enten det drejer sig om mængde eller kvalitet, er de vigtigste argumenter i den forbindelse. Det bliver mere kritisk, også selv om det ikke er så kritisk, som hr. Martinez siger. Med 40 hektar kunne man f.eks. leve rigtigt godt i min hjemegn Sydtyrol. Altså, så slemt er det endnu ikke, men alligevel! Når man f.eks. ser, at frugt- og grøntsagsområdet støttes med 3,8% og markafgrøder med 41%, får man alligevel det indtryk, at der måske kunne være sat et komma for meget. Desværre er kommaet sat rigtigt. Det er virkelig 3,8%. Det er en ulempe, der kommer et andet landbrugsområde til gode, nemlig markafgrøderne, hvor der sikkert er meget mere spillerum end hos frugt og grønt. Internationale handelsaftaler sker delvis på bekostning af frugt- og grøntsagssektoren og er dermed til fordel for andre erhvervssektorer. Jeg mener, at denne yderligere finansielle restriktion er vanskelig at klare, og jeg håber, at kommissæren, Kommissionen og Rådet har så meget indsigt, at der ikke vil blive føjet endnu en tredje ulempe til de to allerede eksisterende, fordi man vil spare yderligere, og at der vil blive taget hensyn til ønsker og forslag fra Parlamentet, ordføreren og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.
Kære fru formand, mine damer og herrer, inden jeg kommer ind på indholdet i betænkningen, vil jeg gerne takke hr. Jové Perez for hans betænkning og også medlemmerne i udvalget for den tid og det arbejde, som de har brugt på de 61 ændringsforslag. Ét synes at stå klart for mig. Som ved enhver anden helt ny bestemmelse skal der også på frugt- og grøntsagsområdet finde en revision sted på grundlag af de erfaringer, som vi har gjort i praksis de seneste år, og markedsordningen skal også finpudses. Medlemsstaterne og ligeledes repræsentanterne for sektoren er enig med Kommissionen i, at der er nogle højtprioriterede problemer, som vi skal have løst så hurtigt som muligt. Det var årsagen til, at Kommissionen så at sige foregreb betænkningen og nu har sat dette forslag til diskussion uden at vente på den endelige betænkning. Vi har koncentreret os om fire områder, nemlig det dobbelte loft over støtten til driftsfondene, hvordan støttebestemmelserne om forarbejdede tomater fungerer, størrelsen på kvoterne for tomater, citrusfrugter og pærer samt eksportrestitutioner. Men det faktum, at vi har foregrebet disse fire emner, betyder ikke, at vi alligevel ikke vil fremlægge denne betænkning, der kræves i markedsordningen. Det vil vi under alle omstændigheder gøre, og vi vil også gøre det i år. Men som jeg kan se ud af de mange ændringsforslag, har De ud over de fire emner, som Kommissionen har sat til debat, benyttet lejligheden til også at foregribe den endelige betænkning. Derved opstår en vis uoverensstemmelse mellem Kommissionens opfattelse og det, som De her foreslår. Hvilke principper har Kommissionen så ladet sig lede af i udarbejdelsen af forslaget? I betragtning af den budgetmæssige situation og beslutningerne fra Berlin er ethvert forslag, der vil medføre betydelige forhøjelser i de budgetmæssige udgifter til fordel for en specifik sektor, urealistisk. Derfor er forslaget baseret på princippet om budgetneutralitet. Jeg er naturligvis klar over, at midlerne til frugt- og grøntsagsområdet - hvis man lige ser bort fra bananerne - er reduceret siden reformen fra 1996, og at prognoserne fra Agenda 2000 ikke er realiseret i fuldt omfang. Det er hovedsageligt to faktorer, der er årsag til det. For det første er udgifterne til støtte til driftsfondene steget meget mindre end forventet, og det skyldes især, at medlemstallene i producentorganisationerne ikke er vokset så meget, som man havde håbet, og for det andet blev der i forbindelse med beregning af forarbejdningsstøtten også taget højde for de stigende verdensmarkedspriser og dollarens udvikling. Endelig sigter Kommissionens forslag mod en vidtrækkende forenkling, idet de eksisterende forarbejdningsbestemmelser for de vigtigste produkter bliver harmoniseret, og dermed bliver de også mere gennemsigtige. For tomater, pærer, ferskner og citrusfrugter bliver der ud over EF-tærsklen fastlagt nationale tærskler, og en løbende støtte betales direkte til producentorganisationerne. Den foreslåede ændring har også den fordel, at producentorganisationerne på grundlag af det fremtidige - nu på ubestemt tid fastlagte - støttebeløb frit kan forhandle sig til prisen på råvarer. I den forbindelse bliver minimumspriserne fremover overflødige. Desuden vil indførelsen af et enkelt garanteret loft for støtte til driftsfondene forenkle både opgørelsen af operationelle programmer og afviklingen af dem. Med disse principper for øje vil jeg nu komme ind på de ændringsforslag, som De har foreslået. Jeg mener, at disse ændringsforslag kan inddeles i tre grupper. Den første gruppe handler om generelle bemærkninger til den fælles markedsordning. Ændringsforslag 1, 2, 44 og 19 handler om at styrke producentorganisationernes rolle, ændringsforslag 8, 14, 26, 27 og 35 om mere støtte til regionerne i geografiske randområder og dårligt stillede områder samt om handelsmæssige foranstaltninger. Ændringsforslag 17, 48, 49, 50, 55, 56 og 59 drejer sig om indberetning vedrørende den fælles markedsordning. Ændringsforslag 3 og 4 vedrører forhøjelse af EU-midlerne til frugt- og grøntsagssektoren. Efter min mening passer alle disse generelle bemærkninger til markedsordningen ikke ind i rammerne for det forslag, der i øjeblikket foreligger. De er nemlig en foregribelse af det, som vi foreløbig kun har i sinde at fremlægge, og de skal derfor diskuteres i forbindelse med denne betænkning. I den anden gruppe handler det om specifikke krav til, hvordan den fælles markedsordning fungerer, som f.eks. ændringsforslag 5 om ny ubehandlet gødning og ændringsforslag 27, 21, 25 og 34 om særlige støtteforanstaltninger, hvis der opstår alvorlige kriser. Med ændringsforslag 18 skal de direkte afsætningsmuligheder forbedres, og ændringsforslag 22 til 24 vedrører igen driftsfondene. Ændringsforslag 28-30, 33, 36, 37 og 38 vedrører brancheorganisationer, nødder og tilbagekøb. Som det er tilfældet med den første gruppe, ligger disse ændringsforslag heller ikke inden for rammerne af det forslag, som vi har diskuteret i dag, og kan derfor heller ikke godkendes. Jeg indrømmer dog, at begge grupper indeholder nogle interessante aspekter, som Kommissionen vil behandle grundigt inden for rammerne af de betænkninger, der fremlægges inden årsskiftet. Jeg vil gerne påpege, at en undersøgelse om at forhøje midlerne til nødder allerede er genstand for et forslag til Rådet, der blev vedtaget den 5. oktober. Den tredje gruppe ændringsforslag vedrører det forslag, der faktisk er til debat her. I ændringsforslag 6 og 25 foreslås det at forhøje EU-støtten til driftsfondene. Ændringsforslag 31 og 32 handler om, at den nedsættelse af maksimumsgrænser for markedstilbagekøb, som Kommissionen har foreslået, skal udgå. Ændringsforslag 67 og 68 fokuserer på vandforbruget, og ændringsforslag 9, 11, 15, 16, 40, 41, 51, 53, 57, 60 og 61 foreslår på forskellig måde at forhøje eller ændre forarbejdningstærsklerne og støtten til tomater, ferskner, pærer og citrusfrugter. Ændringsforslag 39 påtænker at forenkle proceduren til at tilpasse nye produkter til forarbejdningssektoren. Ændringsforslag 43 handler om en overgangsbestemmelse for tomater, og ændringsforslag 12 kræver en undersøgelse af, hvilke virkninger ophævelsen af minimumsprisen har. Endelig vedrører ændringsforslag 62-66 direkte støtte til producenter, der ikke tager del i forarbejdningen. De fleste ændringsforslag i denne gruppe medfører til dels betragtelige forhøjelser af budgetudgifterne og krænker derfor neutralitetsprincippet betydeligt. Af den grund kan jeg ikke acceptere disse ændringsforslag. Naturligvis blev spørgsmålet om det globale omfang af Fællesskabets finansiering af denne sektor diskuteret i Rådet i mandags. Disse diskussioner vil sandsynligvis fortsætte, og dette punkt vil sikkert også være et vigtigt element for en endelig vedtagelse af forslaget. Ændringsforslag 41, 53, 67 og 68 vil efter min mening snarere komplicere bestemmelsen end forenkle den, og rammebestemmelsen dækker ikke ændringsforslag 12. Kommissionen er dog indforstået med ændringsforslag 39 med hensyn til indhold. Vi vil desuden undersøge mulighederne for en bedre juridisk form. Ændringsforslag 62-66 vil ændre det eksisterende system på en sådan måde, at det kan hæmme bestræbelserne på at udvikle producentorganisationerne. Afslutningsvis vil jeg gerne påpege, at enhver udsættelse af Kommissionens forslag vil medføre, at de fleste ændringer, der ifølge det nuværende forslag skal gælde fra den 1. januar 2001, eller når regnskabsåret 2001/2002 begynder, først vil gælde et år senere. Kommissionen betragter dette som en unødig ulempe for sektoren. Derfor blev forslaget stillet netop nu, og jeg håber, at Parlamentet vil komme med sin udtalelse i denne uge, og at Rådet vil acceptere forslaget inden årets udgang.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 10.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0276/2000) af Nicholson for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om yderligere tekniske foranstaltninger til genopbygning af torskebestanden i Det Irske Hav (ICES-afsnit VIIa).
Fru formand, da jeg først gik i gang med at udarbejde denne betænkning, spurgte jeg mig selv, om det var en klog beslutning for nogen politiker fra Nordirland at fremlægge en betænkning om afsnit VIIa i Det Irske Hav. Men jeg tror på, at man inden for politik skal se på nogle af livets mere positive aspekter. Selv om det måske i begyndelsen var et forgiftet bæger, håber jeg, at vi, jeg selv, Parlamentet og Kommissionen, i sidste ende i fællesskab kan udvikle noget, som bliver meget positivt og frugtbart for de fiskere, der lever af at fiske i Det Irske Hav. Betænkningen er beregnet på at beskytte torskeyngelen i Det Irske Hav. Vi må gøre det helt klart, at den ikke kun skal beskytte torskeyngelen, men også de mange andre arter i Det Irske Hav. Det er vigtigt. De øvrige arter i Det Irske Hav vil også få gavn af denne beskyttelse. Set fra det synspunkt er det eneste, der har ændret sig dramatisk i den senere tid, at der hersker en voksende forståelse for, at en sådan beskyttelse af nødvendig. Hvis man for måske fem år siden fortalte fiskerne i dette område, at der var behov for dette, ville de have sagt, at det var der ikke. Nu vil man få et mere positivt svar og en erkendelse af, at der er et problem, at der har været et problem. Det egentlige spørgsmål er, hvordan vi kan løse det problem. Jeg glæder mig over det samarbejde, der har været mellem fiskerne, deres repræsentanter, Kommissionen samt lokale, regionale og nationale myndigheder om dette spørgsmål. Hvis vi skal finde en udvej, må vi sikre et fortsat samarbejde. Det er positivt, og det må der bygges videre på. Det skal videreudvikles og nyttiggøres. Men det må ikke blive en envejs dialog. Det duer ikke, at Kommissionen fortæller fiskerne, at den alene vide. Kommissionen skal lytte til fiskerne, lytte til deres erfaringer, lytte til, hvad de ved, tage hensyn til dette og samarbejde med dem. I betænkningen stilles der krav om tekniske ændringer af nettenes maskestørrelse. Det er en meget teknisk betænkning, og der er brug for, at fiskerne samarbejder med Kommissionen og de regionale myndigheder for at sikre, at vi ikke længere ødelægger det, der tidligere blev anset for en meget naturlig ressource. I afsnit VIIa i Nordirland er tre havne fuldstændig afhængige af fiskeindustrien: Kilkeel, Ardglass og Portavogie. Sidste år fik fiskerne i dette område suspenderet deres fiskerettigheder i 11 uger. Det var hårdt. Men for at beskytte torskeyngelen og gydeperioden samarbejdede de og var meget positive. Jeg tror også, at de vil samarbejde næste år. Det, fiskerne beder om, er, at Kommissionen reagerer mere positivt over for dem end tidligere. Vi er nødt til at finde en udvej. Vi må finde en løsning på problemet. Det er ikke let for nogen. Jeg tror, at vi kan finde en løsning og en meget positiv løsning, men kun hvis alle samarbejder. Jeg har forsøgt at stille ændringsforslag, som forhåbentlig kan være nyttige. Jeg håber, at kommissæren kan reagere positivt. De tekniske foranstaltninger bør revideres årligt. Det vil være en stor hjælp for fiskerne i det område. Det er ikke en byrde, der er let at bære, så vi kræver en revision hver 12. måned. Jeg håber også, at kommissæren kan kaste en livline ud og finde løsninger på de socioøkonomiske problemer, der er forbundet med forslagene. Vil kommissæren, hvis de regionale eller nationale myndigheder fremsætter et forslag, reagere positivt og forsøge at finde en udvej for at støtte disse fiskere, for at forbedre de tekniske aspekter, der kræver en forbedring, for at overholde de nye standarder, der er udarbejdet? Dette er en meget vanskelig situation. Det er ikke let at finde en løsning. Jeg beder kommissæren reagere positivt.
Fru formand, hr. kommissær, jeg vil gerne indlede med et omskrevet citat af den tyske digter Heinrich Heine: "Denk ich an Fischerei in der Nacht, bin ich um meinen Schlaf gebracht" (tænker jeg på fiskeri om natten, bliver jeg berøvet min søvn). Med en tilføjelse lyder det sådan: Tænker jeg på torskebestanden i Det Irske Hav, bliver jeg med det samme lysvågen. Det er på sin plads at være årvågen, eller ved De, hvorfor torsk, der i mange år har været en mere end knap ressource, overhovedet kunne slå sin historiske bundrekord? Skyldes det nu fisken, fiskeren, miljøbetingelserne eller samfundet? Hvad nytter en integreret kystzonestyring, som vi snart skal diskutere, når struktursvage kystområder har brug for en ny selvforståelse og frem for alt moderne arbejdspladser. Men det går kun, hvis spørgsmålene om oprindelsesprincip, gældstildeling, kompetencer og ansvarlighed på alle niveauer omsider bliver løst. Der skal anvendes fornuftige, tekniske foranstaltninger, der kan kontrolleres. Vi har brug for sanktioner, der forpligter, og vi har brug for medlemsstater, der udøver deres grundlæggende kontrolbeføjelse, også under økonomiske belastninger. Desuden skal der være en treklang, nemlig mellem den politiske vilje, den driftsøkonomisk tænkende fisker og kombinationen af forbruger og erhvervsdrivende på markedet. Alle tre kræfter skal forpligte sig til en grundtanke, nemlig grundtanken om en bæredygtig forvaltning af en næringsvej, der er værdifuld, og som ikke kan erstattes. Aktørerne på stedet er ansvarlige i fællesskab. Med penge alene kan jeg på sigt ikke løse nogen problemer, hr. Nicholson! De tekniske foranstaltninger hjælper helt afgjort en natur, der er kommet i ubalance, med at komme på benene igen, og jeg tror, at de også vil hjælpe torsken i Det Irske Hav med at komme ned i vandet igen. Vores samfund er desværre tilbøjeligt til at omgås love. Midt om natten er det også uden videre muligt i Det Irske Hav. Med en målrettet kontrol og indberetning og en løbende dialog fra bund til top mellem alle implicerede parter vil vi efter min mening alle kunne sove roligt igen, også jeg. Derfor har Fiskeriudvalget enstemmigt støttet betænkningen af vores kampglade kollega, James Nicholson. Vi vil gerne opfordre Parlamentet, Kommissionen og Rådet til også at støtte den!
Fru formand, hr. ordfører, hr. kommissær, denne betænkning er en tragisk fortælling om en fisk, som en forfatter har beskrevet som fisken, der bogstavelig talt har ændret verden i de sidste tusind år. Begyndelsen af det nye årtusinde er meget forskellig fra begyndelsen af det sidste. Der har været tale om en fiske-iver over hele verden, der har berørt alle områder, og Det Irske Hav er ingen undtagelse, og resultaterne er ødelæggende. Det drastiske fald i torskebestanden i Det Irske Hav taler sit alt for tydelige sprog. Fra 1988 til 1997 faldt Republikken Irlands torskefangst fra 5.821 ton til 1.492 ton. Man behøver ikke være matematiker for at vide, at det er af yderste vigtighed at bevare bestanden, hvis der overhovedet skal fiskes torsk i Det Irske Hav. Før jeg taler om tekniske foranstaltninger, vil jeg fortælle om selve fisken, da ingen har gjort det før mig. Vidste De, at torsk er altædende? Torsk er ret dovne fisk. Det lyse kød, som vi alle nyder at spise, skyldes dovenskab snarere end muskeltonus, men det ironiske er, at torsk er den perfekte slankekur. Torsk indeholder kun 0,3% fedt og kan prale med 18% protein, og når fisken tørres, stiger proteinindholdet kraftigt til 80%. Intet går til spilde ved en torsk. Rækken af kulinariske lækkerier, hvori torsk indgår, er meget lang - og der er skrevet hele bøger om det. I denne betænkning skitseres der tekniske foranstaltninger, som kan bruges til at beskytte unge torsk. Der tales især om maskestørrelser og net. Ordføreren nævner erstatning, men jeg siger det med største forsigtighed: Erstatning er et skråplan. Det kan være en kortsigtet løsning på et langsigtet problem. Et bæredygtigt fiskeri, hvor fiskerne og deres familier kan overleve samtidig med gennemførelsen af bevarelsesforanstaltninger, er til gavn for alle parter. Dermed får torskebestanden tid til at blive genopbygget, så man igen kan nå frem til et bæredygtigt fiskeri. Lad os sikre, at folk i dette årtusinde kan nyde torsk fra Det Irske Hav lige så meget, som de gjorde i det sidste årtusinde.
Fru formand, jeg vil takke hr. Nicholson for den hast, hvormed han har fremlagt sin betænkning. Det gør det muligt for os at stemme i morgen om et kommissionsforslag, hvis gennemførelse er meget nødvendig. Imidlertid vil jeg gerne fremsætte en række tvivlsspørgsmål, jeg har, vedrørende ændringsforslag 1 og 2, som anmoder om, at ændringerne i fiskeredskaberne, som danner grundlag for dette forslag, støttes med midler fra FIUF. Selv om jeg i princippet ikke har noget imod støtten til fiskerne, så synes jeg, at denne burde tildeles inden for nogle konkrete rammer og i overensstemmelse med utvetydige kriterier, og dette er grunden til mit spørgsmål: Jeg ønsker at få præciseret, hvad det er for nogle kriterier. Ordføreren gør for sin støtteanmodning artikel 15 og 16 i forordning (EF) nr. 27/92/1999 gældende. Jeg tror, at man under alle omstændigheder kun ville kunne gøre artikel 16, stk. 2 gældende, og derfor vil jeg bede kommissæren om at præcisere, om betænkningens anmodninger vil blive medtaget i den nævnte artikels tekst, for hvis man mener, at de foranstaltninger, der er medtaget i dette forslag, kan finansieres i henhold til FIUF' s artikel 16, stk. 2, så betyder det, at enhver teknisk foranstaltning, som ville begrænse fiskeriaktiviteten mere, også ville være det. Vi må huske på, at enhver teknisk foranstaltning pr. definition på en eller anden måde begrænser aktiviteten. Jeg synes, det er værd at få afklaret dette punkt, for det er klart, at enhver teknisk foranstaltning mere eller mindre direkte betyder et økonomisk tab for fiskerne. Hvis dette er det kriterium, man skal følge, er det ligeledes klart, at hvis man støtter foranstaltninger som dem, der foreslås, ville alle de foranstaltninger, som følger af en ændring af de tekniske foranstaltninger, som betyder en ændring i anvendelsen af fiskeredskaber eller -metoder, også være støtteberettigede, det vil sige praktisk talt alle reformerne i forordningen for tekniske foranstaltninger. Hr. kommissær, jeg vil virkelig gerne have, at De afklarer dette punkt for os, eftersom artikel 16, stk. 2 kan fortolkes på mange forskellige måder. Jeg vil gerne høre Kommissionens fortolkning af artikel 16, stk. 2. Tak, fru formand, og jeg giver dem et minut her i aften, hvor det er ved at blive sent for alle.
Fru formand, jeg ønsker hr. Nicholson tillykke med hans fremragende betænkning. Han påpegede, at hvis sådanne foranstaltninger skal være effektive, er det nødvendigt med opbakning fra de fiskere og videnskabsfolk, der bor og arbejder i området. Dette kan meget vel vise sig at blive en vigtig spydspids for strategien for decentral fiskeriforvaltning, som vi alle har diskuteret i forbindelse med reformen af den fælles fiskeripolitik. Det er blevet stadig mere klart, at fiskere og videnskabsfolk, der arbejder inden for en bestemt fiskerigren, med langt større sandsynlighed vil overholde regler og bestemmelser, som de selv har udformet, frem for færdigsyede løsninger fra Bruxelles. De største fiskeriorganisationer i Det Forenede Kongerige - Scottish Fishermen's Federation og National Federation of Fishermen's Organisations - som tilsammen repræsenterer 1900 fartøjers interesser, støtter begge principperne om zoneforvaltning. Fiskerne er også dybt bekymrede over, at sådanne regler og bestemmelser kan fortolkes og anvendes forskelligt af fiskerfartøjer fra forskellige medlemsstater. Derfor gælder det også her, at fiskeriforvaltning, der inddrager alle fiskere, der arbejder inden for samme fiskeri, vil sikre en retfærdig og ligelig anvendelse af reglerne for alle. Betænkningen kommer på et relevant tidspunkt, da torskebestanden reduceres hurtigt, ikke blot i Det Irske Hav, men også falder brat i alle britiske farvande. For nogle år siden, da Underhuset i London udformede en aftale, der bragte en endelig afslutning på torskekrigen mellem Det Forenede Kongerige og Island, omtalte man denne som "et stykke torsk hinsides al forståelse". Forhåbentlig vil denne betænkning markere begyndelsen på en genopretning af torskebestanden i Det Irske Hav og bane vej til fremtiden.
Fru formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne takke hr. Nicholson for hans udmærkede betænkning. Jeg vil samtidig forsikre ham om, at jeg er meget villig til at lytte til fiskerne, ydermere fordi jeg netop er i Irland næste uge igen og dér vil pleje kontakter og føre meget intensive forhandlinger og diskussioner med fiskerne og hele sektoren. Forslaget er De udmærket bekendt med. Jeg tror ikke, at det er nødvendigt at præsentere det her længere. Jeg vil derfor straks komme ind på de foreslåede ændringsforslag og må desværre sige til Dem, at jeg her har nogle problemer. Hvad angår ændringsforslag 3 og 4 om udligningsstøtte, er der to grunde til, at Kommissionen ikke kan godkende disse ændringsforslag. For det første har vi her en tekst om tekniske foranstaltninger, og en tekst om tekniske foranstaltninger er ikke et sted, hvor man samtidig kan medtage bestemmelser om udligningsstøtte. For det andet, og det er endnu vigtigere, er det medlemsstaterne, der i henhold til forordning 97/27 skal afgøre, om de vil tilbyde fiskerne udligningsstøtte for den midlertidige ophævelse af fiskeriaktiviteterne. De andre to ændringsforslag 1 og 2 handler om den fremtidige revision af forordningen og er problematiske for Kommissionen. Det skyldes for det første, at alle - Kommissionen, de administrative myndigheder i medlemsstaterne og også fiskerne selv - vil lade forordningen træde i kraft den 1. januar næste år. Jeg mener, at enhver forhaling af denne ikrafttrædelse bør undgås. For det andet blev denne forordning udarbejdet på grundlag af resultater fra møder med fiskere, forskere og ansatte i den offentlige administration, og vi har til hensigt at gennemføre disse møder, så længe der er torskekrise. Det kan så absolut føre til en revision af de foranstaltninger og betingelser, der nu skal fastlægges. Jeg beder Dem derfor om at have tillid til os. I praksis vil vi holde os til revisionsbetingelsen. Men for at forordningen kan træde i kraft så tidligt som muligt, kan jeg ikke godkende dette ændringsforslag. Jeg takker for Deres forståelse!
Fru formand, jeg har lyttet meget interesseret til kommissæren. Måske kan han fortælle mig, om han skal besøge havnen i Kilkeel, Ardglass eller Portavogie. Kan han fortælle mig det? Han sagde, at han skulle besøge fiskerne. Jeg vil meget gerne være der sammen med ham. Jeg vil meget gerne ledsage ham og tale med fiskerne sammen med ham. Kan han fortælle mig, hvornår han skal besøge disse havne?
Fru formand, jeg har sagt, at jeg rejser til Irland - i øvrigt også til Skotland - og jeg har overladt det til regeringerne og de ansvarlige myndigheder dér at udarbejde et program og ligeledes udpege de fiskere, jeg skal mødes med. Derfor kan jeg ikke ændre det i øjeblikket, men hvis De vil, er De velkommen til at ledsage mig.
Fru formand, jeg ønsker ikke at trække dette i langdrag, men jeg har en grim mistanke om, at kommissæren ikke kommer til Nordirland, men måske til en anden del af øen "Irland", som ikke har noget med Nordirland at gøre. Nordirland er en del af Det Forenede Kongerige. Hvis han ønsker at komme til Nordirland for at besøge fiskere, vil jeg med glæde tage med ham. Men spar mig for den slags platoniske svar, som De lige har givet. Det vil jeg ikke acceptere. Hvis De ønsker at forsvare det over for fiskerne, står det Dem frit for, men jeg vil ikke tage del i det. Lad være med at rode Dem ind i noget sådant. Fiskeri er noget, vi alle samarbejder om, både på den nordlige og sydlige del af øen. Lad være med at gøre det til et politisk spørgsmål.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 10.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0298/2000) af Clegg for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om adgang til abonnentnet.
Fru formand, kære kolleger, det er altid en fornøjelse at føre forhandlinger med hinanden i en så hyggelig atmosfære som i aften. Da jeg accepterede at være ordfører for noget så obskurt som adgang til abonnentnet, var jeg bestemt ikke klar over, at det var helt så kontroversielt og kompliceret, som det har vist sig at være, eller at vores drøftelser ville slutte med en nocturne. Forordningen om adgang til abonnentnet er et vigtigt stykke lovgivning, som er afslutningen på en verserende sag fra fortiden, men som også udgør et vigtigt skridt ind i fremtiden. Det er afslutningen på en verserende sag fra fortiden, fordi der indføres konkurrence i det sidste segment inden for telekommunikationsverdenen, som hidtil har undsluppet liberaliseringsforanstaltningerne i Europa. Samtidig sikres adgangen til abonnentnettene - den sidste kilometer af såkaldt rå kobber - så disse nu er åbne for alle nye markedsdeltagere og ikke er forbeholdt de såkaldte anmeldte operatører, så forordningen vil give et kraftigt skub i retning af bedre valgmuligheder for ikke-talebaserede tjenester til forbrugerne. Den vil medføre lavere priser for forbrugerne og give et skub i retning af indførelsen af de nye, smarte bredbåndstjenester og dermed meget håndfast dreje Europa i en dynamisk og fremadskuende retning. På denne måde vil den bidrage til at opfylde løftet fra Lissabon i marts måned, hvor man opstillede en række ambitiøse mål, der, som det siges, vil bidrage til hurtigst muligt at lukke det hul, der er opstået mellem Den Europæiske Union og USA inden for informationsøkonomien. Den procedure, vi har måttet følge for at kunne reagere så hurtigt som muligt på konklusionerne fra Lissabon-topmødet og Kommissionens forslag fra juli, har været usædvanlig. Jeg har fået at vide, at hvis vi stemmer om betænkningen i morgen og vedtager den i den form, som den blev vedtaget i udvalget, bliver det den hurtigste lovgivning af denne art, der nogensinde er blevet behandlet af Den Europæiske Unions institutioner. Dette har kun været muligt takket være en hidtil uset samarbejdsvilje. For det første samarbejdet med Kommissionen - og jeg vil gerne takke kommissær Liikanen og alle hans fantastisk gode tjenestemænd, der har arbejdet med dette, for deres ivrige hjælp gennem hele processen. Deres indsats har været uvurderlig. Jeg vil også gerne takke Rådet for dets samarbejde, for det første i kraft af mandatet i konklusionerne fra Lissabon-topmødet, men også gennem en yderst effektiv række af initiativer fra det franske formandskab i Ministerrådet og sidst, men på ingen måde mindst, vil jeg gerne have lov til at sige tak for samarbejdet her i Parlamentet. Jeg har haft det privilegium og den fordel at arbejde sammen med en række kolleger fra alle grupper, som har trukket på samme hammel i udvalget for at udarbejde den betænkning, vi skal stemme om i morgen. Jeg vil gerne takke dem alle for den store samarbejdsvilje, de har vist over for mig. Det har ikke været let: For det første, fordi proceduren er vanskelig, den er ny. De af os, der har arbejdet med den, er enige om, at hvis den danner præcedens fremover, skal vi måske overveje at indføre nogle regler, der letter en tilsvarende proces for fremtiden, men også nogle regler om det rent indholdsmæssige. Det er en foranstaltning, som helt klart vil vise sig smertefuld for nogle at de anmeldte operatører, og jeg har forstået, at en række kolleger har ført diskussioner med de anmeldte operatører, og jeg er dem meget taknemmelig, fordi de har viderebragt deres bekymringer til mig og ligeledes samarbejdet med mig for at finde en passende løsning. Vi kan være stolte af det arbejde, vi har udført, og som jeg håber, at vi kan afslutte ved afstemningen i morgen. Det viser, at selv inden for vanskelige og kontroversielle områder som dette, kan Parlamentet handle beslutsomt og entydigt, når det er nødvendigt, og jeg vil gerne endnu en gang takke alle de involverede for det.
Fru formand, først takker jeg ordføreren. Hun har ydet en fortræffeligt indsats i denne svære proces, og under hensyntagen til de problemer, som fast-track-metoden medfører både for lovgivningsarbejdets tidsskemaer og de parlamentariske forhandlinger, skal vi være meget tilfredse med det kompromis, som nu er opnået. For så vidt angår forbrugerne, er det yderst vigtigt, at forordningen træder i kraft straks efter nytår. Sagen haster faktisk meget, for idéen med fri priskonkurrence i de lokale net er én af de europæiske hjørnestene og i et videre perspektiv en hjørnesten for udviklingen i hele det europæiske informationssamfund. Jeg er meget tilfreds med, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen var i stand til i denne sag at arbejde tæt sammen og forhandlede denne komplicerede sag ved hjælp af en konstruktiv debat, måske for første gang i så stort enighed. Når Parlamentet forhåbentlig i morgen vedtager betænkningen, som jeg faktisk tror og håber, det gør, og i atmosfæren af den opnåede enighed, flyttes bolden over til Rådet. Fri konkurrence i de lokale telefonnet er specielt til gavn for internetbrugerne. Telemonopolerne har indtil i dag opkrævet overpriser. Den europæiske bruger har i de værste tilfælde måttet betale tidobbelt pris for sine netforbindelser sammenlignet med amerikanerne. Nedsættelse af priserne reducerer også folks tærskel med hensyn til benyttelsen af Internettet til deres gøremål i hverdagen. Europæerne kan nu bedre nå de grænseløse muligheder i den elektroniske handel. Nedsættelse af de lokale samtalepriser er til gavn for alle, også for dem, der ikke er begejstrede for biteventyr og Internettet. De nationale tilsynsmyndigheder har et stort ansvar for, at de telefonselskaber, der har monopol, faktisk stiller hver eneste kobbertråd til rådighed for nye virksomheder i branchen. Man kan gætte på, at nogle monopoler med kunstige tricks vil forsøge at holde fast i deres konkurrencefordel. Over for dette skal der gribes ind med hård hånd. Monopolerne skal betale mærkbare erstatninger, såfremt de forhaler åbningen af deres net. Det er den eneste måde at sikre etableringen af fri konkurrence på straks fra starten af næste år. På min gruppes vegne håber jeg, at afstemningen i morgen bliver positiv, og bolden da faktisk går over til Rådet, og at vi efter årsskiftet kan håndhæve den nye lovgivning.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, tak til hr. Glegg for et god og glimrende indsats, selv om hans historie i den senere tid har været en smule aparte, men alligevel tak til ham. Man må sige, at dette er en vigtig og vellykket præstation af Kommissionen. Nu blev der slået en rekord på et område, hvor udviklingen er så hurtig, at rekorderne er på sin plads. At kunne åbne konkurrencen inden for de lokale net den hurtige vej skyldes den mulighed, som Amsterdam-traktaten giver, og den skal vi nu benytte, for ellers mister vi hver dag mange penge i form af overpriser, og vi sætter således hindringer i vejen for aktiviteten. I løbet af et par uger er det lykkedes for os, der har kørt denne sag i Industriudvalget, under ledelse af ordføreren at forhandle dette forslag, som sikkert vedtages uden ændringer i morgen, såvel med Kommissionen som Rådet. Det er jeg stærkt overbevist om. Vi har i praksis diskuteret det samtidig både med Kommissionen og Rådet og med hinanden og mange andre, og nu foreligger et resultat, som man ikke har nogen grund til at skamme sig over. De lokale net har, vil jeg sige, været den største flaskehals på det europæiske telemarked, og nu bliver den elimineret, og hvis det ikke sker, kan de nationale myndigheder gribe ind, og hvis der ikke er de rigtige priser, så kan vi kræve erstatning. Forbrugerne og virksomhederne har én efter én mistet millioner på grund af de høje priser. Nu går priserne ned i hele Europa, såvel hvad angår samtaler som hurtige internetforbindelser som multimedietjenester. For en bruger er dette netop de rette foranstaltninger, og det hjælper os. Nettene skal jo åbnes på retfærdige og ikke-diskriminerende vilkår. Det er meget vigtigt. På den anden side har vi i kraft af Parlamentets ændringer taget højde for, at netindehaverne eller de, der har bygget dem, ikke kommer til at stå på bar bund, men de skal have en rimelig kompensation herfor, og det skal også være muligt for dem at foretage fremtidige investeringer i nettene ved opgradering af infrastrukturer. Dette indebærer selvfølgelig problemer; problemet med privatiseringen forværres, for nu kan boligblokke, centre, alle slags installatører, som det lykkes at få en tilladelse dertil, installere deres eget udstyr. Således er den traditionelle taletelefonis hemmelighedsfuldhed nu ved at blive brudt. Auktionen med radiofrekvenser går derimod i den modsatte retning. Den vil forhøje forbrugerpriserne og har ført til en form for kaos på markedet. Auktionerne vil, som jeg sagde, forhøje forbrugerpriserne, og hvad skal der ske på området med fjerde og femte generations mobiltelefoner? Staterne mister deres styringsevne. Det er allerede nu på vej dertil, at den oligopolistiske udvikling stiger, hvilket vil medføre, at markedet bliver direkte splittet op. Sådan gik det i Nederlandene, og sådan gik det også for nylig i Italien, hvor der ved auktionen kun var det antal parter til stede, som der var tilgængelige licenser til. Således er der tale om en form for aftale, hvilket betyder, at markedet ikke fungerer. Jeg foreslår, at Kommissionen udarbejder en redegørelse nu, hvor der er meget information om, hvad alt dette kan betyde. Dette er jo den omvendte udvikling sammenlignet med den, vi nu har arbejdet med i forbindelse med denne forordning.
Fru formand, hr. kommissær, kære medlemmer, ifølge Grækenlands Kommunistpartis synspunkt er telekommunikation en sektor med strategisk betydning. Følgelig kan den ikke fungere med monopolernes spekulation som drivkraft, men den bør have den bedst mulige public service som mål. Inden for rammerne af EU's mere generelle politik, som åbner alle områderne af samfundsaktivitet for storkapitalen, overlader den forordning, som vi undersøger i dag, den måske vigtigste del af telefonnettet til monopolerne. Dette udstyr, som har krævet mange år og mange offentlige penge for at udvikle sig, tilbydes for en klatskilling, eftersom telekommunikationsorganisationerne ikke får mere som modydelse end omkostningerne til vedligeholdelse og funktion. Argumentet om, at der på den måde vil udvikle sig nye tjenester, holder ikke stik, eftersom sådanne tjenester kan udvikles lige så godt af telekommunikationsorganisationerne og sikkert billigere, eftersom de ikke bliver belastet af superprofitter. Europa-Kommissionen og Rådet begrænser sig ikke kun til at overlade abonnentnettet til privatkapitalen, men de gør det i form af en forordning, som skal implementeres straks og i et bemærkelsesværdigt hastværk. Kære medlemmer, jeg tror, at man af dette eksempel kan drage nyttige konklusioner om, hvis interesser EU egentlig tjener.
Først vil jeg gerne rose hr. Clegg, som har arbejdet utroligt hårdt i de sidste par uger for at sikre, at den endelige betænkning blev velafstemt og udtrykte bekymringen over vanskelighederne hos de forskellige politiske grupper i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. Jeg er tilfreds med, at der i den tekst, udvalget har vedtaget, tages hensyn til to spørgsmål, jeg lagde særlig vægt på. Det første drejer sig om rimelig prissætning, og det andet drejer sig om levering af en universel tjeneste i forbindelse med en yderligere åbning for konkurrence på kommunikationsmarkedet. Jeg finder det vigtigt at sikre, at ændringerne sker på en kontrolleret måde, så alle involverede parter får mulighed for at tilpasse sig og garantere alle forbrugeres rettigheder. Det er klart, at vi alle må støtte moderniseringen af de eksisterende telekommunikationsinfrastrukturer, så vi kan udnytte de nye teknologier, der er på vej. I mit land er vi fast besluttede på, at vores telekommunikationsinfrastruktur skal være af bedste standard med henblik på at sikre nye investeringer i landet. Investeringer i vores infrastruktur er et væsentligt aspekt for den irske økonomis fortsatte succes og vækst; Irland stræber navnlig imod at blive et verdenscenter for e-handel. Samtidig er det vigtigt, at alle borgere garanteres de samme fordele ved moderniseringen af telekommunikationsinfrastrukturerne. Åbningen af de lokale kobbernet med henblik på at skabe konkurrence skal føre til, at alle lokalnet moderniseres i alle byer og ligeledes i landsbyerne. Vi må undgå, at nye markedsdeltagere blot skummer fløden ved kun at ville modernisere nettene i de største byområder. Med hensyn til spørgsmålet om rimelige priser skal den opkrævede pris for adgang til abonnentnettene kunne afspejle de lavere udgifter ud over en geninvesteringsmargen. I den forbindelse er jeg glad for at se, at Kommissionen støtter princippet om omkostningsægthed ved prissætningen. Vi må garantere, at de eksisterende telekommunikationsoperatører sikres en rimelig kompensation for åbningen af abonnentnettene. Jeg mener, at de nationale myndighedsorganer skal kunne spille rollen som retfærdige mæglere mellem eksisterende operatører og nye selskaber. Sammenfattende vil jeg sige, at det er en god og velafstemt tekst. Jeg vil gerne takke hr. Clegg, fordi han har været parat til at lytte til så mange af sine kolleger.
Fru formand, hr. kommissær, på Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon opstillede man en strategisk grundmålsætning for Den Europæiske Union, nemlig at den skal være den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden. Hvis disse ord skal blive til virkelighed, skal de først og fremmest følges op af nogle foranstaltninger, der tager sigte på at liberalisere markederne og fremme konkurrencen, hvorved man letter nye virksomheders adgang til at yde telekommunikationstjenester og navnlig internettjenester. Kommissionen og de europæiske myndigheder har efter min opfattelse altid fulgt Lissabon-erklæringerne. Her tænker jeg f.eks. på det forslag til direktiv om elektronisk handel, som har den målsætning eller det alibi at hindre diskrimination af de europæiske leverandører af IT-tjenester, og som ender med at gå ud over den elektroniske handels udvikling i hele Europa. Med hensyn til dette emne går man til gengæld hurtigt og tilsyneladende også meget fornuftigt frem. Vores ordfører, hr. Clegg, har efter min mening ydet en god indsats. Han har nemlig gjort Kommissionens forslag mere klart og præcist og skabt forudsætningerne for den hurtig afslutning på det lovgivningsmæssige forløb, som mange af os ønsker, og som vi også vil gå ind for i morgen. Jeg vil dog gerne benytte lejligheden til at advare Kommissionen, hvis det er muligt. Når denne forordning først er blevet vedtaget, er der andre hindringer, der skal overvindes, så vi også kan få en sand implementering og liberalisering af den sidste del af telekommunikationssektoren. I mit land, Italien, har betingelserne for en liberalisering af den sidste del af sektoren været til stede i lang tid, men den nationale telekommunikationsmyndigheds konkrete gennemførelse heraf er længe om at finde sted, navnlig når det gælder fastlæggelsen af tarifferne for adgangen til det lokale net. I Italiens tilfælde - men også i andre europæiske landes tilfælde - skyldes dette formodentlig, at den nuværende rettighedshaver har stor magt og presser på for at forsinke gennemførelsen så meget som muligt. Der står nogle meget store fordelagtige stillinger på spil, og i Italien er der en interessekonflikt mellem staten som lovgiver og staten som ejer af eller tilsynsførende for nogle af de største udbydere af telekommunikationstjenester.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, som de foregående talere allerede har sagt, betræder vi nye veje med forordningen om ubundtet adgang til abonnentnet. For første gang bliver den forenklede beslutningsprocedure i henhold til Amsterdam-traktaten anvendt, det vil sige, at andenbehandlingen skal udgå. Det er målet at vedtage forordningen om ubundtet adgang hurtigt, for at de lokale telekommunikationsmarkeder allerede ved årets udgang kan åbnes for konkurrence. De første erfaringer med denne procedure har vist, at den kun er egnet til helt begrænsede undtagelsestilfælde, men at den, og det glæder mig naturligvis meget, er mulig, når der i forbindelse med så vigtige emner som ubundtet adgang hurtigst muligt skal træffes en lovgivningsmæssig beslutning her i Parlamentet. Uden Nicholas Clegg og hans engagerede indsats ville det ikke have været muligt at behandle forordningen så hurtigt i udvalget og her i plenum, og jeg håber, at den kan vedtages i morgen. Han har forstået at samordne forskellige holdninger hele vejen igennem og ligeledes lagt sig i selen for os i Rådet på Parlamentets vegne. Kære Nick, her vil jeg endnu en gang takke dig for din glimrende præstation! Hvorfor har vi brug for forordningen? Trods en fuldstændig liberalisering af telekommunikationsmarkedet i Europa siden 1998 ligger abonnentnettet faktisk stadig hos de hidtidige selskabsnet. Forordningen vil nu sørge for konkurrence på dette område. Kun med en velfungerende konkurrence på dette marked kan det på sigt garanteres, at der tilbydes en hurtig og billig adgang til Internet og til multimedietilbuddene. Dette opfylder ikke kun enhver internetbrugers drøm, men er også tvingende nødvendigt i en tid med new economy. I store dele af Europa er virkeligheden for øjeblikket stadig en anden, det er dyrt at ringe op til Nettet, telefonlinjerne er optaget, mens der surfes, det er dyrt at surfe, og der er lange ventetider. Ifølge aktuelle undersøgelser var der i begyndelsen af år 2000 kun 400.000 europæere, der havde adgang til bredbåndstjenester, mens der i USA var 3 millioner. Europa-Kommissionen har derfor med rette besluttet at finde en løsning på dette. Politisk set er der efter min mening intet andet alternativ end at godkende forordningen i den foreliggende udgave og herved åbne op for den sidste flaskehals.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, mange tak også til Nicholas Clegg for den intensive indsats. Jeg vil gerne give et godt eksempel: Jeg fik hans kompromistilbud på motorvejen, mens jeg var på vej hjem. Jeg standsede pligtskyldigt og diskuterede så videre med ham. Det viser jo, hvordan vi har arbejdet her. Jeg mener, det er forbilledligt. Vi er parate til fortsat at gøre det på den måde, ganske vist kunne vi af og til tage os en smule mere tid til at diskutere det ene eller andet punkt mere indgående. Vi havde et politisk mål om endnu en gang at agitere for konkurrence og dermed bane vejen ind i informationssamfundet. Denne forordning skal styrke konkurrencen inden for lokalnet betydeligt, og derved kan f.eks. internettjenesterne først få en bedre adgang til massemarkedet. Gennemtrængningen vil øges. Initiativet vil i sidste ende også bidrage til at fremme informationssamfundet. Men en hurtigere og billigere internetadgang er intet værd uden indhold. Informationssamfundet skal frem for alt sikres ved at investere i mennesker og deres evner. Det er et vigtigt punkt, at forordningen reguleres i henhold til den oprindelige telekommunikationsliberalisering, altså asymmetrisk. Det har helt sikkert vist sig at være en god idé, hvis man vil være med i konkurrencen. Men i fremtiden vil denne forordning udgå, og vi vil overgå til konkurrenceretlige bestemmelser. På denne baggrund er ændringsforslag 13 vel særlig vigtigt, og ligeledes den nye betragtning 10a, der endnu en gang understreger, at om ikke alt for lang tid erstattes den af en ny lovramme. Mindst lige så vigtigt er det, at Rådet ikke forhaler den såkaldte telekommunikationspakke. Jeg har også tillid til, at Rådet nu vil vedtage den snarest, og at vi hurtigt og seriøst vil fortsætte forhandlingerne om resten af pakken. Jeg håber ikke, at Rådet i den forbindelse lader os i stikken, og at det ene eller andet medlemsland måske alligevel får kolde fødder. Vores arbejde bør i den forbindelse være forbilledligt. Vi blev hurtigt og på en god måde enige, og jeg håber, at Rådet også vil gøre sådan.
Hr. Clegg sagde i sin tale, at dette var et kontroversielt og kompliceret stykke arbejde, og derfor gjorde vi efter min mening ret i at vælge ham til ordfører. Han har været uforstyrrelig gennem hele forløbet, og på Parlamentets vegne vil jeg gerne påpege, at samtidig med, at det lykkedes ham at give adgang til abonnentkredsløbene, skabte han også sin helt personlige adgang, nemlig ved at blive gift. Jeg er sikker på, at vi alle vil ønske ham tillykke. Det vil ikke være nogen overraskelse for Parlamentet, at jeg som repræsentant for det britiske Konservative parti - og det var den konservative regering, der privatiserede British Telecom for mere end 17 år siden, nok den første større privatisering inden for telekommunikation i Europa - glæder jeg mig meget over dette vigtige skridt i retning af en deregulering og åbning af markedet. Ved gennemførelsen af dette har det været meget vigtigt for Kommissionen at skabe grundlaget med den telekommunikationspakke, som vi nu behandler, og vi beundrer ambition og engagement inden for denne sag. Min eneste bemærkning, når jeg kigger på de lidt løse formuleringer om visse dele af tidsplanen - f.eks. at de underrettede operatører fra den 31. december skal opfylde rimelige anmodninger fra ansøgerne - skal være at bede kommissæren forsikre os om, at han vil overvåge dette meget nøje, fordi det ikke giver mening at presse denne tekst igennem, hvis gennemførelsen i medlemsstaterne bliver inkonsekvent og slap. Her skal den også presses igennem. Jeg vil også gerne sige, at dette har været et prisværdigt initiativ, der er udsprunget af Lissabon-topmødet, men der blev også nævnt en lang række andre nøgleaspekter for videreudvikling af den nye økonomi i Lissabon. Hvem skal bruge al denne nye, deregulerede lavpriskapacitet? Vi vil se de nye iværksættere, det nye internetvirksomheder på markedet. Jeg minder kommissæren om, at et af nøgleaspekterne fra Lissabon var skabelsen af nye betingelser i den europæiske økonomi for at tiltrække nye investorer. Jeg vil gerne i den nye eventyrlyst, vi er vidne til her - og det er måske ikke et ord, som vi altid forbinder med Kommissionen - opfordre ham til at arbejde målrettet og energisk videre for at gennemføre de øvrige aspekter fra Lissabon med samme effektivitet.
Først vil jeg gerne lykønske hr. Clegg med tempoet i og kvaliteten af hans indsats og ligeledes byde ham velkommen til denne ret eksklusive flok af medlemmer, der så ofte sidder her sent om aftenen og diskuterer telekommunikationsspørgsmål. Kommissær Liikanens forgænger, kommissær Bangemann, beskrev os en gang som "vi få, vi lykkelige få, vi brødre". Han ignorerede søstrene, men jeg tror godt, at De kan fange meningen med hans Shakespeare-citat. Jeg vil også gerne kommentere retsakten - forordningen - fordi den er enestående og historisk, og der findes helt særlige grunde til det: på grund af hastigheden - efter Lissabon-topmødet - og på grund af den tekniske overensstemmelse, som vi vist alle kan værdsætte og forstå. Parlamentet skal være parat til at se på nye arbejdsmetoder, være opfindsomt og, som hr. Harbour siger, eventyrlystent. Men vi må også gøre det klart, hvornår sådanne foranstaltninger er på deres plads, og det er næsten sikkert, at de øvrige dele af denne seneste telekommunikationspakke vil tage noget længere tid og følge en mere traditionel udvikling. Jeg vil også gerne kommentere en meget vigtig del af hr. Cleggs forslag, som vedrører de nationale lovgiveres beføjelser og initiativret, som efter min mening er meget vigtige forudsætninger for en hurtig og konsekvent håndhævelse og gennemførelse af denne forordning. Andre har nævnt Lissabon-topmødet, og det er naturligvis rigtigt at understrege, at denne lovgivning følger Den Europæiske Unions medlemsstaters løfte om at støtte udbredelsen og brugen af Internettet i Europa i henhold til eEurope-handlingsplanen. Mange af disse ting vil ikke kunne gennemføres uden dette løfte om at levere højhastigheds-internetadgang til rimelige priser, og vi noterer os betydningen af adgangen til abonnentnettene for hele eEurope-planens succes. Det er også sandt, at den kombinerede indsats fra Kommissionen, Parlamentet og Rådet har ledt frem til denne lovgivning som et led i de overordnede bestræbelser på at modernisere telekommunikationslovgivningen. Disse bestræbelser vil føre til åbenhed, gennemsigtighed og konkurrence for industrien og samtidig skabe ligevægt mellem behovet for lovgivning og ønsket om liberalisering. Vi har mere lovgivning foran os, og vi må lære af erfaringerne fra så store dele af den lovgivning, som vi sammen har været involveret i tidligere. Dengang forsøgte vi at kigge bagud, at ekstrapolere fra det, vi havde gjort tidligere, før vi kiggede fremad og forsøgte at forudsige eller gætte på, hvad der lå foran os. Vi begik fejl på dette foranderlige og flygtige marked, men jeg vil gerne slutte med at slå fast, at hvis Europa fortsat skal være konkurrencedygtigt, holde fast på dette område, bringe fordelene ved eEurope ud til alle Den Europæiske Unions borgere, bevare førerpositionen inden for tredjegenerations mobiltelefoner - hvis jeg må springe fremad - i forhold til USA, må vi levere en samlet indsats for at sikre, at hele pakken gennemføres korrekt.
Fru formand, formålet med at give adgang til abonnentnet er at åbne for graden af konkurrence, sikre forbrugerne lavere priser samt lettere og billigere adgang til Internettet og fremme den teknologiske fornyelse inden for abonnentnet. Jeg glæder mig over disse lovede udviklingstendenser. Men som ordføreren nævnte, er mange af os blevet opmærksomme på de lokale telekommunikationsleverandørers bekymringer. Den irske telekommunikationsleverandør Eirecom fastholder, at den bør indrømmes en rimelig frist til at gennemføre ændringerne, og at fristen den 31. december nærmest er umulig at overholde. Desuden skal prisen på abonnentadgang være rimelig og passende med henblik på at sikre den langsigtede udvikling og modernisering af abonnentnettenes infrastruktur. Hvis der ikke er økonomi i at investere i tyndt befolkede og mindre udviklede områder, vil de sandsynligvis ikke være attraktive for nye operatører. Når vi kombinerer denne mulige udvikling med andre foranstaltninger, der påvirker landdistrikterne i negativ retning, såsom liberaliseringen af posttjenesterne, som truer de små landpostkontorers overlevelse, og den seneste tids lukning af mange mindre banker i landdistrikterne, hvordan vil de mulige nedskæringer i langsigtet udvikling og modernisering af abonnentnettenes infrastruktur da påvirke allerede dårligt stillede landdistrikter. Jeg håber inderligt, at alle disse bekymringer gøres til skamme, og at vi fremover undgår risikoen for en kraftig begrænsning af diskussionerne i Parlamentet ved at fremskynde proceduren i sager, der i sidste ende vil få størst betydning for de mest sårbare grupper.
Fru kommissær, fru formand, kære kolleger, emnet for aftenens debat er et forslag til forordning om ubundtet adgang til abonnentnet. Den noget utilgængelige og for gennemsnitsborgeren i øvrigt ganske uforståelige titel dækker imidlertid over en både enkel og vigtig beslutning om liberalisering af abonnentnet til brug for taletelefoni og datatelekommunikationstjenester. Der er dem - også blandt Europa-Parlamentets medlemmer - der mener, at priserne for lokalsamtaler automatisk vil falde, hvis de sidste rester af det offentlige monopol brydes, hvilket kun kan være til fordel for forbrugerne. Jeg hører til dem, der mener, at dette er mindre indlysende og langtfra nogen selvfølge. Hvis uhæmmet konkurrence altid førte til varigt lavere priser og altid var til gavn for forbrugerne - samtlige forbrugere og forbrugere overalt - ville det være rygtedes for længst. I øvrigt vidner udviklingen inden for mobiltelefonien, som er fuldt liberaliseret, om det modsatte. De reelle samtalepriser for mobiltelefoni er fortsat høje, og ikke mindst er omkostninger og priser langtfra gennemskuelige. Der er et stort spring fra reklame til virkelighed. Der er en afgrund mellem de to størrelser. Og mange borgere står dagligt som ofre og ved ikke, hvordan de skal kunne betale regningen. Som en sidste udvej griber de måske til at melde mobiltelefonen stjålet. Som udgangspunkt går jeg ind for ubundtet adgang til abonnentnet, men det er nødvendigt også på dette felt at fastsætte enkle, klare og bindende regler, som præciserer udstrækningen heraf. Det er nødvendigt at følge udviklingen og træffe bestemmelse om finansieringen af det almene tjenesteudbud. Ordføreren, Nicholas Clegg, har ydet en stor indsats, og jeg lykønsker ham med resultatet. Endvidere vil jeg takke ordføreren, fordi han har været parat til at gå ind i en diskussion med kollegerne. Ordføreren er imidlertid meget liberalt indstillet og har derfor også modsat sig alle forslag, som gik i retning af et egentligt alment tjenesteudbud. Ordføreren frygter i højere grad offentlige monopoler end private monopoler. Jeg håber imidlertid, det kommende udkast til direktiv om alment tjenesteudbud til en vis grad vil kunne rette op herpå. Jeg blev i juli 2000 udpeget som ordfører for Industriudvalget i forbindelse med udarbejdelsen af omhandlede direktiv, og udvalget skulle nu igen have ansvaret for sagen efter Retsudvalgets "overtagelsesforsøg". Hr. Clegg præciserer i teknisk henseende Kommissionens forslag på helt korrekt og meget omhyggelig vis. Jeg beklager imidlertid, at ordføreren efter min opfattelse ikke i fornødent omfang tager højde for den risiko, forslaget på sigt indebærer for de svageste og mest sårbare i et fuldt liberaliseret system, ligesom der heller ikke tages højde for risikoen for private monopoler. Jeg må endnu en gang gentage, foranlediget af aftenens debat, at offentlige tjenester ikke blot bør betragtes som vedhæng til det frie marked. Offentlige tjenester kan være et mål i sig selv og kan for EU's borgere betegne en værdi og en force med henblik på at sikre en afbalanceret og bæredygtig udvikling. Fru formand, som udgangspunkt er de tre EU-institutioner enige om at give adgang til abonnentnet, og jeg vil derfor også i morgen stemme for det foreliggende forslag uagtet de her anførte bemærkninger.
Fru formand, hr. kommissær, foran mig ser De dokumenterne, som vi har stemt om i denne uge. Jeg mener, at den vigtigste betænkning er Clegg-betænkningen. Den har ganske enkelt vist, at man kan træffe beslutninger ukonventionelt og hurtigt. Jeg mener, at det er det, der skal være vores forbillede inden for europæisk lovgivning, nemlig at kunne træffe de rigtige beslutninger på en hurtig, ukompliceret og ubureaukratisk måde i forbindelse med nye udviklinger. Jeg vil gerne ønske ham tillykke med, at det er lykkedes ham at samle alle under ét, men jeg vil også gerne takke Kommissionen for, at den på en så effektiv og kompetent måde er efterkommet Rådets ordre om hurtigt at gå til værks på dette område. Jeg mener, at vi virkelig tager nogle fremtidsorienterede initiativer for borgerne i Europa. Den europæiske borger vil mærke på sin tegnebog, på servicekvaliteten og også på arbejdsmarkedet, at Europa med disse initiativer er blevet mere konkurrencedygtig internationalt set. Vi ved, at vi med UMTS får en ny service. Miljøet og telekommunikationsområdet vil i fremtiden spille en helt speciel rolle for den internationale konkurrencedygtighed. Derfor er det efter min mening vigtigt at udvikle nogle rimelige rammebetingelser. Netop dette direktiv viser, at retfærdighedsprincippet er velovervejet, og direktivet er en eksemplarisk proces for, hvordan man bør lave lovgivning, med et review, med ordentlig og grundig kontrol, ved at lytte til alle implicerede parter og til sidst med en god, effektiv, hurtig og præcis procedure i Europa-Parlamentet. Jeg vil endnu en gang takke mange gange!
Fru formand, det påhviler mig at være den, der råber "ulven kommer" ved denne lejlighed. Normalt tager jeg her i Parlamentet ikke stilling udelukkende ud fra nationale overvejelser, men for mig ser det ud, som om vi forsøger at indføre en regulering, som er ufleksibel, og som ikke tager højde for markedet i Irland. I henhold til det foreliggende forslag vil Eirecom, et privat aktieselskab, et tidligere statsmonopol, blive tvunget til at åbne sine linjer for alternative udbydere, mens alternative udbydere, der allerede er på markedet, såsom kabel-tv-operatører, satellitoperatører og operatører af trådløse linjer ikke underlægges samme forpligtelse. De omfattes ikke af denne forordning. Kabel-tv-selskaberne i Irland råder allerede over nettet og er allerede ved at opgradere deres net, så de kan tilbyde telefoni, internetadgang og andre interaktive tjenester. I mange tilfælde opererer de i store og eksklusive franchise-områder. For Irlands vedkommende ligger disse selskabers markedspenetration i de større byer i størrelsesordenen 90%, langt over Eirecom PLC's. Det er fuldstændig uforståeligt og helt uacceptabelt, at forslaget ikke også omfatter disse kabel-tv-selskaber. Endvidere vil fastnetoperatører som Eirecom umuligt kunne konkurrere med disse selskaber, som leverer pakketjenester til forbrugerne, der ofte omfatter internetadgang og gratis lokaltelefoni, som en del af deres standardtjenestetilbud. Det er klart, at når et alternativt og konkurrerende net findes side om side med et kobbernet, skal enten det hele eller ingenting være ubundtet. Dette vil være i overensstemmelse med den anførte begrundelse for brug af ubundtede løsninger, som Kommissionen har fremført. Forordningen om ubundtet adgang til abonnentkredsløb har i sagens natur en række iboende fejl. Jeg mener, at den værste lovgivning i de fleste tilfælde er dårlig lovgivning, og det er tilfældet med denne forordning.
Disse nattemøder er ikke altid den største fornøjelse i Europa-Parlamentet, men i aften må jeg sige, at det har været en behagelig og positiv forhandling. Jeg er enig med dem, der betragter dette spørgsmål som historisk. Det er historisk på to måder. For det første vil vi afslutte den lange march imod en liberalisering af telekommunikationsområdet. Det er også til gavn for den universelle tjeneste. Når vi øger konkurrencen på nettene, vil priserne falde, kvaliteten vil blive bedre, og det bliver lettere at få råd til tjenesterne. Det vil bidrage til at skabe et informationssamfund for alle. For det andet er det historisk, fordi vi har besvaret et ofte stillet spørgsmål: Reagerer Europa for langsomt? Er vi i stand til at gribe de muligheder, der ligger i informationsteknologien? Der hersker stor mistillid. Vil Fællesskabets institutioner nogensinde kunne klare det? Hvis Parlamentet i morgen vedtager Clegg-betænkningen, kan vi vise, at det kan vi. Vi kan vise, at vi er i stand til at reagere i internettid. Vi vil have et konkret bevis, som vil øge Den Europæiske Unions troværdighed enormt, navnlig i den unge generations øje, som lever i denne Internettets tidsalder. Intet af dette vil kunne lade sig gøre uden et godt samarbejde institutionerne imellem. Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Clegg, for den fremragende indsats, han har ydet, og det samme gælder hele udvalget. Det ville ikke have været muligt uden en dyb indsigt i emnet. Det ville heller ikke have været muligt uden en stærk vilje til at forhandle med mange parter. Jeg vil også takke Rådets formandskab, som har stået fast og været meget opsat på at få denne sag igennem. I mange medlemsstater har det været et meget følsomt og kompliceret emne. Hr. Gallagher og hr. Haarder rejste et par spørgsmål i denne forbindelse. Det er virkelig en central del af eEurope-handlingsplanen at liberalisere telekommunikationsmarkedet for at bringe priserne ned og tjenestekvaliteten op. Samtidig må vi huske på, at dette er den ene side af sagen. På den anden side har vi brug for folk med færdigheder og kvalifikationer, der kan bruge disse tjenester. Så vi må fortsat investere i uddannelsen af alle, både unge og ældre. Med hensyn til gennemførelsen af denne forordning mødtes de nationale myndigheder i går med Kommissionens tjenestemænd. Man blev enige om at forsøge at fremskynde gennemførelsen af forordningen og gøre det på så harmoniseret vis som muligt med henblik på at opnå et stærkt europæisk marked inden for denne sektor. Kommissionen kan også gå ind for stort set alt i denne betænkning. I betænkningen støtter man de målsætninger og forslag til foranstaltninger, der findes i Kommissionens forslag. Jeg skal blot nævne tre af disse. For det første målsætningen om at forpligte operatører, der ikke er defineret som havende en betydende markedsstilling inden for levering af fastnettelefoni, til at give fri adgang til abonnentkredsløb fra 31. december 2000 på gennemskuelige, ikke-diskriminerende og objektive vilkår. For at sikre gennemsigtigheden for andre operatører vil vi for det andet offentliggøre et referencetilbud for disse adgangsbetingelser til abonnentkredsløb og tilhørende faciliteter såsom samtrafik, herunder priser, der skal overvåges af det nationale myndighedsorgan med henblik på at sikre retfærdige vilkår. Her er jeg glad for at kunne konstatere, at de nationale myndighedsorganer ønsker at samarbejde for at gøre dette effektivt overalt. Endelig vil bestemmelserne om adgang til abonnentkredsløbet give nye markedsdeltagere alle former for adgang, som er teknisk gennemførlige, fuld, ubundtet adgang til abonnentkredsløb og fælles brug af abonnentkredsløb og abonnentafsnit. Dette maksimerer den tekniske fornyelse, giver øget konkurrence og flere valgmuligheder for brugerne. Kommissionen kan acceptere alle 18 ændringsforslag i Clegg-betænkningen i deres helhed. De forbedrer Kommissionens forslag, giver mere præcise tekniske definitioner og mere specifikke krav til de nationale aktører og myndighedsorganer. Ændringsforslagene er konstruktive og vil sikre, at forordningen bliver fuldt operationel. Dermed garanterer de, at abonnentnettet åbnes hurtigt og effektivt fra den 31. december 2000. Kommissionen håber ligeledes, at Rådet vil godkende den ændrede tekst i betænkningen, som Parlamentet forhåbentlig vedtager i morgen. Så vil Rådet kunne afslutte den fælles beslutningsprocedure med en enkelt behandling.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 10.00. (Mødet hævet kl. 23.40)