Datasets:

bowphs

/

europarl_parallel

like 0

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt fredag den 17. december, for genoptaget. Endnu en gang vil jeg ønske Dem godt nytår, og jeg håber, De har haft en god ferie. Som De kan se, indfandt det store "år 2000-problem" sig ikke. Til gengæld har borgerne i en del af medlemslandene været ramt af meget forfærdelige naturkatastrofer. De har udtrykt ønske om en debat om dette emne i løbet af mødeperioden. I mellemtiden ønsker jeg - som også en del kolleger har anmodet om - at vi iagttager et minuts stilhed til minde om ofrene for bl.a. stormene i de medlemslande, der blev ramt. Jeg opfordrer Dem til stående at iagttage et minuts stilhed. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed

Fru formand, en bemærkning til forretningsordenen. Gennem pressen og tv vil De være bekendt med en række bombeeksplosioner og drab i Sri Lanka. En af de personer, der blev myrdet for ganske nylig i Sri Lanka, var hr. Kumar Ponnambalam, der besøgte Europa-Parlamentet for få måneder siden. Ville det være passende, hvis De, fru formand, sendte en skrivelse til Sri Lankas præsident for at udtrykke vores dybe beklagelse i forbindelse med Kumar Ponnambalams død og de andre voldsomme dødsfald i Sri Lanka og for indtrængende at anmode præsidenten om at gøre alt for at opnå en fredelig løsning på en meget vanskelig situation?

Ja, hr. Evans, jeg mener, at et initiativ, som det, De foreslår, ville være meget hensigtsmæssigt. Hvis Europa-Parlamentet er enigt, vil jeg gøre, som hr. Evans har foreslået.

Fru formand, en bemærkning til forretningsordenen. Jeg vil gerne have Deres råd om artikel 143 vedrørende afvisning. Mit spørgsmål omhandler et emne, der vil blive behandlet på torsdag, og jeg vil gerne tage emnet op igen ved den lejlighed. Betænkningen af Cunha om flerårige udviklingsprogrammer skal forhandles af Parlamentet på torsdag og indeholder et forslag i punkt 6 om, at der skal indføres kvotesanktioner for lande, der ikke overholder deres årlige målsætninger for flådereduktion. Dette skal i henhold til punkt 6 indføres til trods for princippet om relativ stabilitet. Jeg mener, at princippet om relativ stabilitet er et grundlæggende retsprincip for den fælles fiskeripolitik, og at der vil være juridisk belæg for at afvise et forslag om at undergrave dette princip. Jeg vil gerne vide, om man kan gøre indsigelse mod noget, der bare er en betænkning og ikke et forslag til retsakt, og om det er noget, jeg kan gøre på torsdag?

Det er netop dér, De - hvis De ønsker det - kan rejse dette spørgsmål, det vil sige på torsdag ved forhandlingens begyndelse.

Fru formand, samtidig med Europa-Parlamentets første mødeperiode i år har man i Texas i USA fastsat datoen for henrettelsen af en dødsdømt, nemlig en ung mand på 34 år ved navn Hicks, og det er desværre på næste torsdag. På anmodning af et fransk parlamentsmedlem, hr. Zimeray, er der allerede indgivet et andragende, som mange har skrevet under på, heriblandt undertegnede, men i tråd med den holdning, som Europa-Parlamentet og hele Det Europæiske Fællesskab konstant giver udtryk for, anmoder jeg Dem om at gøre den indflydelse, De har i kraft af Deres embede og den institution, De repræsenterer, gældende over for præsidenten og Texas' guvernør Bush, som har beføjelse til at ophæve dødsdommen og benåde den dømte. Alt dette er i tråd med de principper, vi altid har været tilhængere af.

Tak, hr. Segni, det gør jeg med glæde. Det er således helt i tråd med den holdning, Europa-Parlamentet altid har indtaget.

Fru formand, jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på en sag, som Parlamentet har beskæftiget sig med gentagne gange. Det drejer sig om Alexander Nikitin. Vi glæder os alle sammen over, at domstolen har frifundet ham og understreget, at adgangen til miljøinformationer også er konstitutionel ret i Rusland. Men nu er det sådan, at han skal anklages igen, fordi statsadvokaten har anket dommen. Vi ved og har fastslået i virkelig mange beslutninger - netop på det sidste møde sidste år - at dette ikke bare er en juridisk sag, og at det er forkert at beskylde Alexander Nikitin for at have begået kriminalitet og forræderi, fordi vi som berørte nyder godt af hans resultater. Disse resultater er grundlaget for de europæiske programmer til beskyttelse af Barentsee, og derfor beder jeg Dem gennemgå et brevudkast, som beskriver de vigtigste fakta, og tydeliggøre denne holdning i Rusland i overensstemmelse med Parlamentets beslutninger.

Ja, fru Schroedter, jeg skal med glæde undersøge dette spørgsmål, når jeg har modtaget Deres brev.

Fru formand, jeg vil gerne først give Dem en kompliment for den kendsgerning, at De har holdt Deres ord, og at antallet af tv-kanaler på vores kontorer faktisk er udvidet enormt nu i denne første mødeperiode i det nye år. Men, fru formand, det, som jeg havde anmodet om, er ikke sket. Der er nu ganske vist to finske kanaler og en portugisisk kanal, men der er stadig ingen nederlandsk kanal, og jeg havde anmodet Dem om en nederlandsk kanal, fordi også nederlændere gerne vil følge med i nyhederne hver måned, når vi forvises til dette sted. Jeg vil således endnu en gang anmode Dem om alligevel at sørge for, at vi også får en nederlandsk kanal.

Fru Plooij-van Gorsel, jeg kan oplyse Dem om, at dette spørgsmål er opført på dagsordenen for kvæstorernes møde på onsdag. Det vil, håber jeg, blive behandlet i en positiv ånd.

Fru formand, kan De fortælle mig, hvorfor Parlamentet ikke overholder de lovgivningsbestemmelser om sundhed og sikkerhed, som det selv har fastsat? Hvorfor er der ikke foretaget en undersøgelse af luftkvaliteten i denne bygning, siden vi blev valgt? Hvorfor har Sundheds- og Sikkerhedsudvalget ikke haft et møde siden 1998? Hvorfor har der ikke været brandøvelser, hverken i parlamentsbygningerne i Bruxelles eller Strasbourg? Hvorfor er der ingen brandinstrukser? Hvorfor etableres der ikke områder med rygeforbud? Det er fuldstændig skandaløst, at vi fastsætter lovgivningsbestemmelser og så ikke overholder dem selv.

Fru Lynne, De har fuldstændig ret, og jeg vil kontrollere, om alle disse ting virkelig ikke er blevet gjort. Jeg vil ligeledes fremlægge problemet for kvæstorerne, og jeg er sikker på, at kvæstorerne vil bestræbe sig på at sørge for, at vi overholder den lovgivning, vi vedtager.

Fru formand, fru Díez González og jeg havde stillet nogle spørgsmål om visse holdninger gengivet i en spansk avis, som næstformanden, fru de Palacio, har givet udtryk for. De kompetente tjenestegrene har ikke opført dem på dagsordenen, fordi de mener, at de blev besvaret ved et tidligere møde. Jeg anmoder om, at denne beslutning tages op til fornyet overvejelse, for det er ikke tilfældet. De spørgsmål, der tidligere er blevet besvaret, drejede sig om fru de Palacios medvirken i en bestemt sag og ikke om de erklæringer, som kunne læses i avisen ABC den 18. november sidste år.

Kære kolleger, vi vil undersøge alt dette. Jeg må indrømme, at det hele forekommer mig lidt forvirrende i øjeblikket. Derfor vil vi undersøge det meget omhyggeligt, således at alt er, som det skal være.

Fru formand, jeg vil gerne vide, om der kommer en klar melding fra Parlamentet i denne uge om vores utilfredshed i forbindelse med dagens beslutning om ikke at forlænge embargoen mod våbeneksport til Indonesien i betragtning af, at et stort flertal i Parlamentet tidligere har undertegnet våbenembargoen i Indonesien. Dagens beslutning om ikke at forlænge embargoen er meget farlig på grund af situationen der. Parlamentet bør derfor tilkendegive sin holdning, da det er flertallets ønske. Det er uansvarligt af EU-medlemsstater at nægte at forlænge embargoen. Som nævnt tidligere er der tale om en meget ustabil situation. Der er endog fare for et militærkup i fremtiden. Vi ved ikke, hvad der sker. Så hvorfor skal våbenproducenter i EU profitere på bekostning af uskyldige mennesker?

Under alle omstændigheder er punktet ikke på nuværende tidspunkt opført under forhandlingen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål på torsdag.

Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen på mødet torsdag den 13. januar i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 95, er omdelt. Det foreligger ingen forslag til ændring for mandag og tirsdag. Onsdag: PSE-gruppen anmoder om at få en redegørelse fra Kommissionen om dens strategiske mål for de kommende fem år samt om den administrative reform opført på dagsordenen. Hvis hr. Barón Crespo, der har fremsat anmodningen, ønsker det, opfordrer jeg ham til at begrunde sit forslag. Dernæst gør vi, som vi plejer, det vil sige, at vi hører et indlæg for og et indlæg imod forslaget.

Fru formand, forelæggelsen af Prodi-Kommissionens politiske program for hele valgperioden var til at begynde med et forslag fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, som opnåede enstemmighed på Formandskonferencen i september og også hr. Prodis udtrykkelige accept, og han gentog sit løfte i sin indsættelsestale. Dette løfte er vigtigt, fordi Kommissionen er et organ, der har initiativmonopol i henhold til traktaterne og derfor grundlæggende udformer Parlamentets politiske arbejde og lovgivningsarbejde i de kommende fem år. Jeg vil også minde om, fru formand, at Parlamentet to gange i foregående valgperiode ved afstemning gav udtryk for sin tillid til formand Prodi. I denne valgperiode igen i juli og senere, med den nye Kommission på plads, gav det igen i september hele Kommissionen et tillidsvotum. Der har derfor været tid nok til, at Kommissionen kunne forberede sit program, og til at vi kunne få kendskab til det og forklare det til borgerne. I den forbindelse vil jeg minde om beslutningen fra 15. september, hvori der blev henstillet til, at forslaget blev forelagt hurtigst muligt. Det, der skete i sidste uge - og som opstod uden for Formandskonferencen, hvor den udelukkende blev brugt til at bekræfte og godkende beslutninger, som var truffet uden for den - skaber et dilemma: Enten er Kommissionen ikke i stand til at fremlægge det program. (I så fald ville det være passende, at den informerede om det. Ifølge kommissionsformandens udsagn er de i stand til at gøre det. Eftersom Kommissionen er repræsenteret af næstformanden, fru de Palacio, mener jeg, at det før afstemningen ville være på sin plads at være på det rene med Kommissionens situation, hvad angår dets vilje til at forelægge programmet, ligesom det var blevet aftalt.) Eller også er Parlamentet ikke i stand til at behandle dette program, som der vist er nogle, der påstår. Efter min mening ville denne anden hypotese være det samme som at give afkald på vores ansvar som parlament og desuden at indføre en original teori, en ukendt metode, der består i skriftligt at give de politiske grupper kendskab til Kommissionens program en uge før - og ikke dagen før, som det var aftalen - i betragtning af, at lovgivningsprogrammet skal diskuteres i februar, således at vi kunne springe forhandlingen over, fordi pressen og Internettet dagen efter havde givet alle borgerne kendskab til det, og Parlamentet ville ikke længere behøve at bekymre sig om sagen. Da min gruppe mener, at et parlament er til for at lytte, diskutere og overveje, mener vi, at der ikke er noget som helst, der kan retfærdiggøre denne udsættelse, og vi mener, at hvis Kommissionen er i stand til at gøre det, er der tid nok til, at vi kan genetablere den oprindelige aftale mellem Parlamentet og Kommissionen og handle ansvarligt over for vores medborgere. Derfor går det forslag, som De Europæiske Socialdemokraters Gruppe stiller, og som De har nævnt, ud på, at vi holder fast ved forelæggelsen af Prodi-Kommissionens program for valgperioden på onsdag, og at dette program også omfatter forslaget til administrativ reform, for hvis det ikke bliver sådan, kan vi komme i en paradoksal situation: Med en undskyldning om at der ikke er en tekst, nægtes formanden for Kommissionen på den ene side retten til at tale i Parlamentet, og på den anden side forhindres det, at der finder en forhandling sted om reformen, uden at Parlamentet på forhånd kender de tekster, som den er baseret på. Derfor, fru formand, anmoder jeg Dem om at bede Kommissionen om at udtale sig nu, og at vi derefter går over til afstemning. (Bifald fra PSE-gruppen)

Fru formand, kære kolleger, jeg er godt nok noget forbavset over vores kollega Barón Crespos opførsel. Han forlanger nu, at dette punkt sættes på dagsordenen for onsdag. Hr. Barón Crespo, De kunne ikke deltage den sidste torsdag på Formandskonferencen. Det kritiserer jeg ikke, for det sker af og til, at man lader sig repræsentere. Hr. Hänsch repræsenterede Dem dér. Vi havde en udførlig debat på Formandskonferencen. Kun Deres gruppe repræsenterede det, som De siger nu. Vi stemte derefter om det. Hver ordfører har jo lige så mange stemmer, som der er medlemmer i gruppen. Der var en afstemning om dette punkt. Så vidt jeg husker, faldt denne afstemning således ud: 422 mod 180 stemmer og nogle få, der undlod at stemme. Det vil sige, at alle grupper med undtagelse af løsgængerne - men de udgør jo ikke nogen gruppe - var enige, kun Deres gruppe mente, at man skulle bære sig sådan ad, som De har foreslået her. Alle andre mente noget andet. Det var beslutningen. Nu vil jeg gerne sige noget til selve sagen. Vi har tillid til Kommissionen, til Romano Prodi, og flertallet i vores gruppe har udtrykt tillid til Romano Prodi og Kommissionen efter en vanskelig proces, som alle kender til. Men vi mener også, at vi skal have en debat om Kommissionens strategi i en ordinær procedure, ikke kun på baggrund af en mundtlig forklaring her i Europa-Parlamentet, men også på baggrund af et dokument, som er blevet besluttet i Kommissionen, og som beskriver dette program for fem år. Et sådant dokument findes ikke! Kommissionen vil fremlægge programmet for år 2000 til februar. Vi har sagt, at hvis Kommissionen ikke ønsker at lave programmet for år 2000 i januar, så gør vi det i februar. Det har vi godkendt. Vi ønsker sådan set ikke nogen konflikt med Kommissionen, vi mener derimod, at hvis det går, skal Kommissionen og Parlamentet gå samme vej. Men Parlamentet er også Kommissionens kontrollør. Og ikke alt, hvad der kommer fra Kommissionen, skal nødvendigvis være i overensstemmelse med os. Jeg vil gerne have, at vi får mulighed for at forberede os fornuftigt på en debat om femårsprogrammet i grupperne. Man kan ikke forberede sig, hvis man hører en forklaring her og slet ikke ved, hvad indholdet af en sådan forklaring er. Derfor anbefaler vi - og det er mit indtryk, at Kommissionen også er åben over for denne tanke - at vi fører debatten om Kommissionens langsigtede program frem til år 2005 i februar - jeg håber også, at Kommissionen er blevet enig om et program til den tid, som den vil foreslå os - og at vi samtidig fører en debat om Kommissionens lovgivningsprogram for år 2000 i februar. Det er således også en fornuftig saglig sammenhæng, som råder os til at føre debatten om begge programmer i fællesskab. Derfor afviser min gruppe på det bestemteste Den Socialdemokratiske Gruppes forslag! (Bifald fra PPE-DE-gruppen)

Fru formand, jeg vil gøre det meget klart, at Kommissionen først og fremmest har den største respekt for Parlamentets beslutninger, deriblandt opstillingen af dagsordenen. Derfor respekterer vi Parlamentets beslutning, hvad det angår. Men jeg vil også gøre det meget klart, at hr. Prodi aftalte med Parlamentet at indføre en ny forhandling, som hr. Barón nok husker, ud over den årlige forhandling om Kommissionens lovgivningsprogram, om hovedlinjerne i aktionerne for den kommende femårsperiode, altså for denne valgperiode. Jeg vil sige, fru formand, at denne forhandling i den aftale, som blev indgået i september, adskilte sig fra Kommissionens årlige forelæggelse af programmet for lovgivningen. Og jeg vil sige, fru formand, at vi i Kommissionen er forberedt på og rede til at deltage i den forhandling, når det er belejligt, at vi var rede til at gennemføre den i denne uge, som det var aftalt fra begyndelsen, med udgangspunkt i at den blev forelagt dagen før i en tale til de parlamentariske grupper. Jeg vil derfor gentage, fru formand, at vi for vores del har diskuteret handlingsprogrammet for de kommende fem år, og at vi er rede til, når Parlamentet bestemmer det - i denne uge, hvis det er beslutningen - at komme og forelægge programmet for de kommende fem år og i næste måned programmet for 2000, hvilket er helt i overensstemmelse med aftalen.

Jeg foreslår, at vi stemmer om PSE-gruppens anmodning om at få en redegørelse fra Kommissionen om dens strategiske mål genopført på dagsordenen. (Forslaget forkastedes) Formanden. Stadig med hensyn til dagsordenen for onsdag har jeg et forslag om de mundtlige forespørgsler om kapitalskat. PPE-DE-gruppen ønsker, at dette punkt tages af dagsordenen. Ønsker nogen at tage ordet på vegne af gruppen for at begrunde denne anmodning?

Fru formand, da jeg kan høre en smule latter fra Socialdemokraterne - jeg har fået fortalt, at brede kredse i Den Socialdemokratiske Gruppe også gerne vil have taget dette punkt af dagsordenen, fordi der ved afstemningen på Formandskonferencen ikke forelå noget votum fra arbejdsgruppen af ansvarlige kolleger i Den Socialdemokratiske Gruppe. Jeg ved ikke, om denne oplysning er rigtig, men PPE-DE-gruppen ville i hvert fald være taknemmelig, hvis dette punkt blev annulleret, fordi Parlamentet allerede har beskæftiget sig med dette spørgsmål flere gange. Der er også truffet beslutninger mod en sådan skat. Derfor anmoder min gruppe om, at dette punkt tages af dagsordenen.

Tak, hr. Poettering. Vi skal nu høre hr. Wurtz, der er imod forslaget.

Fru formand, jeg vil først og fremmest fremhæve hr. Poetterings manglende konsekvens. For et øjeblik siden belærte han socialdemokraterne, fordi de ville ændre en klar beslutning truffet på Formandskonferencen. Imidlertid gør han det samme. Vi havde en diskussion, vi var alle - på nær PPE-DE-gruppen og Den Liberale Gruppe - enige, og jeg bemærkede endda - som De sikkert husker, kære medformænd - at det ikke drejede sig om, hvorvidt De er for eller imod Tobin-afgiften, men om De turde høre, hvad Kommissionen og Rådet mente om den. Dette er ikke for meget forlangt. Derfor fastholder jeg forslaget om at bevare det mundtlige spørgsmål til Kommissionen og Rådet, således at vi én gang for alle får opklaret, hvilken holdning de to institutioner har til dette ret beskedne forslag, som dog sender et vigtigt signal til befolkningen, navnlig efter fiaskoen i Seattle.

Vi skal stemme om PPE-DE-gruppens anmodning om, at de mundtlige forespørgsler om kapitalskat tages af dagsordenen. (Forslaget forkastedes. 164 stemte for, 166 stemte imod, og 7 undlod at stemme)

Fru formand, jeg vil gerne takke hr. Poettering for den reklame, han netop har gjort for denne debat. Tak.

Fru formand, er min stemme, som jeg ikke kunne afgive elektronisk, fordi jeg ikke har kortet, blevet talt med? Jeg stemte for.

Det er rigtigt. Hvis vi tilføjer de to kolleger, der har givet sig til kende, bliver resultatet ...

Fru formand, formandskabet har bekendtgjort afstemningens udfald. Det kan der ikke laves om på.

Kære kolleger, jeg minder endnu en gang om, at det er vigtigt, at alle har deres kort om mandagen. Det er tydeligt, at vi har et problem, og jeg må derfor træffe en beslutning. Jeg har også glemt mit kort, og jeg ville have stemt imod. Derfor mener jeg, at det mundtlige spørgsmål fortsat skal medtages på dagsordenen. Det er sidste gang, vi vil tage hensyn til glemte kort. Lad dette være helt klart, og husk det. (Bifald) Ja, det mundtlige spørgsmål er fortsat opført på dagsordenen, og ja, formanden har ret til at stemme, ligesom hun har ret til at glemme sit kort. Vi fortsætter nu med de øvrige ændringer af dagsordenen.

Fru formand, i den tidligere afstemning - og jeg vil rette mig efter Deres afgørelse om dette emne - om spørgsmålet om Kommissionens redegørelse om dens strategiske mål gav jeg udtryk for, at jeg gerne ville tale på vegne af min gruppe før afstemningen. Det blev ikke til noget. Jeg vil sætte pris på at få lejlighed til at afgive stemmeforklaring på vegne af min gruppe i forbindelse med afslutningen af dette spørgsmål. Det er et vigtigt spørgsmål, og det vil være nyttigt for Parlamentet, hvis det er angivet, hvordan de forskellige personer opfatter vores handlinger i lyset af deres egne politiske analyser.

Fru formand, jeg vil ikke genoptage debatten, men jeg havde også meldt mig for at tage stilling til hr. Barón Crespos ændringsforslag. De råbte mig heller ikke op. Det beklager jeg, men afstemningen er gennemført, afgørelsen er truffet, vi lader det altså ligge.

Jeg beklager, hr. Hänsch og hr. Cox, jeg så ikke, at De anmodede om ordet. Men i øvrigt mener jeg, at holdningerne er meget klare, og de vil blive indført i protokollen. Når vi i morgen skal vedtage protokollen for i dag, kan de kolleger, der ikke synes, at holdningerne er blevet tilstrækkeligt forklaret, anmode om ændringer. Det, mener jeg, er en god løsning. Selvfølgelig vil protokollen for mødet i morgen tage hensyn til alle de supplerende forklaringer. Jeg mener, at det er en bedre løsning end at gå over til stemmeforklaringer på nuværende tidspunkt, som ville være et stort sidespring. Hr. Cox og hr. Hänsch, passer denne løsning Dem?

Fru formand, hvis protokollen giver korrekt udtryk for min gruppes holdning i forbindelse med afstemningen, vil og kan jeg ikke gøre indsigelser. Hvis De afgør, at der ikke er grund til at afgive stemmeforklaring, vil jeg acceptere det, men med forbehold.

Vi vil derfor være meget opmærksomme på udarbejdelsen af protokollen. Det er vi i øvrigt altid. Hvis holdningerne ikke klart fremgår, kan vi eventuelt ændre den. (Den således ændrede dagsorden godkendtes)

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0105/1999) af Koch for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om minimumseksamenskravene for sikkerhedsrådgivere i forbindelse med transport af farligt gods med jernbane eller ad vej eller indre vandveje (C5-0208/1999 - 1998/0106(COD)).

Ærede fru kommissær, ærede formand, kære kolleger, jeg bifalder Rådets fælles holdning om harmonisering af uddannelsen af sikkerhedsrådgivere i forbindelse med transport af farligt gods med jernbane eller ad vej eller indre vandveje uforbeholdent. For det første skulle vi formelt være aktive for at opfylde kravene i direktiv 96/35/EF, som forpligter medlemsstaterne til at anvende sikkerhedsansvarlige eller sikkerhedsrådgivere og til at organisere uddannelse, kurser og eksaminer for netop disse personer uden at udføre dette eksplicit. For det andet opnår vi følgende med dette direktiv: a) øget sikkerhed både ved transport og ved omladning af farligt gods, b) afskaffelse af konkurrenceforvridning som følge af de mest forskelligartede nationale uddannelsesstrukturer og uddannelsesomkostninger og c) etablering af lige muligheder for sikkerhedsrådgivere på det europæiske arbejdsmarked. For det tredje garanterer vi med direktivet, sådan som det foreligger nu som fælles holdning, især da det udelukkende er begrænset til minimumsstandarder, en høj grad af fleksibilitet og begrænset regulering fra Den Europæiske Unions side, og vi bidrager til et stort egetansvar i medlemsstaterne. Alt dette skal hilses særdeles velkomment i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Vores ændringsforslag fra førstebehandlingen anser jeg for at være tilgodeset på en meget tilfredsstillende måde. De blev overtaget, gennemført efter hensigten eller bortfaldt, fordi de tilsvarende europæiske bestemmelser ikke blev optaget, f.eks. et sanktionssystem ved krænkelser eller en kompliceret blokdannelse af spørgsmål. Hvad angår det ene ændringsforslag, der blev vedtaget enstemmigt, fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, og som vedrører den tidsmæssige gennemførelse af direktivet, beder jeg om godkendelse. Idet vi ikke fastsætter en specifik dato for medlemsstaterne med henblik på gennemførelse af direktivet, men derimod indrømmer dem en periode på tre måneder efter direktivets ikrafttræden, indfører vi en fleksibilitetsklausul, som garanterer omgående gennemførelse. Jeg beder om Deres godkendelse.

Fru formand, vi kan og må ikke affinde os med, at vi oftere og oftere hører om ulykker, hvor der opstår store skader i forbindelse med transport ad vej, men også med jernbane eller ad indre vandveje, ikke kun, men også fordi de berørte ikke tager transport af farligt gods alvorligt nok, eller fordi der på grund af uvidenhed eller på grund af manglende uddannelse af chauffører eller øvrige ansvarlige for diverse transportmidler alt for ofte udvikler sig en stor katastrofe af et lille uheld. Som østriger, men det gælder vist for os alle har jeg stadigvæk den katastrofe i frisk erindring, som kostede talrige mennesker livet sidste år i Tauern-tunnellen, og hvor der i mange måneder efter med gigantiske økonomiske omkostninger måtte genopbygges det, der blev ødelagt i tunnellen ved denne brand. Den månedlange renovering har afskåret denne vigtige transportvej mellem Nord- og Sydeuropa. Den omkørselstrafik, der er blevet en følge heraf, har belastet mange tusinde EU-borgere til grænsen af det udholdelige. Helvede var virkelig løs i enkelte af kommunerne i mit land. Forebyggelse må være vores svar på sådanne katastrofer, og med det foreliggende direktivforslag skaber vi et vigtigt grundlag for, at veluddannede sikkerhedsrådgivere står til rådighed, således at der bliver gjort det rigtige i rette tid. Vi må imidlertid ikke nøjes med at skabe europæisk ret til fordel for større sikkerhed. Vi skal også konsekvent sørge for, at vores mål gennemføres af medlemsstaterne i rette tid, og hvad der er endnu vigtigere, vi skal sørge for, at de også anvendes. Ikke endnu et område, hvor vi efterfølgende må beklage mangelen på gennemførelse, tak. Jeg vil gerne komme ind på et sidste punkt: Vi må ikke nøjes med at lukke endnu et hul i sikkerhedsnettet og lukke øjnene for, at der stadig er meget mere at gøre i forbindelse med temaet trafiksikkerhed i Europa. Jeg forlanger også i denne forbindelse og beder den tilstedeværende ansvarlige kommissær om så snart som muligt at fremlægge en relevant tekst for også fremover at sørge for større sikkerhed i tunneltrafikken, således at vi ikke mere skal opleve katastrofer af et sådant omfang i Europa!

Fru formand, jeg vil først og fremmest gerne takke hr. Koch for hans betænkning, som omhandler spørgsmålet om transportsikkerhed. Betænkningen ser på spørgsmålet om harmonisering af eksamenskravene for sikkerhedsrådgivere inden for transport af farlige stoffer ad landevej, med jernbane og ad vandveje. Jeg vil gerne takke ham for hans fremragende betænkning. Transportsikkerhed har desværre været i nyhederne for nylig: Paddington-togulykken i London, den forfærdelige togulykke i Norge, de to flyulykker med EU-borgere og naturkatastrofen med Erika ud for Bretagne - alle inden for de seneste fire måneder - minder os om, at transportsikkerhed aldrig skal tages for givet, og at de personer, der har til opgave at beskytte offentligheden, skal være meget motiverede og højt kvalificerede. Ordføreren har over for Parlamentet understreget, at Rådet i sin fælles holdning har accepteret seks af Parlamentets 10 ændringsforslag fra førstebehandlingen, og at indholdet af Parlamentets øvrige ændringsforslag er bibeholdt. Min gruppe vil derfor støtte den fælles holdning og imødese lovbestemmelserne, der vil give os endnu et middel i kampen for at gøre transporten i Den Europæiske Union så sikker som mulig. Når det drejer sig om sikkerhed, vil min gruppe altid støtte initiativer til forbedring af transportsikkerheden. Som de seneste begivenheder vidner om, har vi stadig meget arbejde foran os på dette område.

Fru formand, her i Parlamentet henledes med rette opmærksomheden med jævne mellemrum på betydningen af transportsikkerhed. De stadig stigende varemængder, som transporteres gennem Europa, medfører bevidst eller ubevidst alle mulige risici for personalet og samfundet. De, som skal omgås disse risici, bør derfor opfylde store krav. De normer, som er fastlagt med henblik herpå i et andet direktiv, 95/35/EF, forekommer at være tilstrækkeligt fyldestgørende til at rådgive folk på en forsvarlig måde om udformningen af transporten med farlige stoffer. Det glæder mig, at der også er enighed med Rådet om minimumsnormer for deres eksamen, selvom jeg hellere ville have haft, at der var fastlagt ensartede, faste normer og dele, således at eksamensbeviser ville være ens på internationalt plan. Dette viser sig imidlertid at være uigennemførligt. Endelig er det ændringsforslag, som ordføreren stiller, ikke andet end logisk, og det kan jeg derfor helhjertet støtte.

Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg vil først gratulere vores kollega Koch med hans betænkninger, der måske er tekniske betænkninger, men til gengæld af meget stor betydning for sikkerheden. Jeg vil kun komme med få bemærkninger. Først vil jeg gerne bede kommissæren - og jeg er overbevist om, at mit ønske falder i god jord - om, at man giver spørgsmålet om sikkerhed, hvad enten det er ad vej, ad indre vandveje eller til havs, øget opmærksomhed. Når jeg ser, at Kommissionens første forslag blev stillet den 19. marts 1998, og at vi beskæftiger os med det i dag - hvor Parlamentet har reageret forholdsvist hurtigt - så er denne periode lidt for lang. Det er ikke kun Kommissionens skyld, men jeg mener, at vi er nødt til at reagere hurtigere for også at opnå en harmonisering her. Det andet punkt er allerede blevet nævnt: minimumsstandarderne. Jeg er principielt af den opfattelse, at vi på mange trafikområder bør tilstræbe øget fleksibilitet og bestemmelser for de enkelte lande. Hvad angår sikkerheden, er jeg dog lidt skeptisk, fordi sikkerheden i f.eks. Sverige i princippet ikke adskiller sig fra sikkerheden i Tyskland, Italien eller Østrig. Jeg kan godt leve med disse minimumsstandarder, men jeg anmoder Kommissionen om at følge forholdene virkelig opmærksomt. Hvis denne type fleksibilitet skulle skabe utilstrækkelige bestemmelser i nogle lande, bør vi foretage en ny harmonisering. Det tredje punkt er også allerede blevet nævnt. Jeg kommer ligesom vores kollega Rack fra et transitland, hvor dette spørgsmål spiller en særlig rolle. Vi ønsker ikke at forringe konkurrencebetingelserne ensidigt for nogle lande og at forbedre dem for lande som Østrig eller andre transitlande. Men jeg mener, at vi bør gøre alt for at holde transport af farligt gods på et så lavt niveau som muligt, og det i alle lande, hvad enten der er tale om transitlande eller ej.

Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske ordføreren, hr. Koch, med hans fremragende arbejde og med hans positive samarbejde med Kommissionen, hvad angår forbedring af teksterne og fremlæggelse af denne betænkning og dette forslag. Her til sidst er der kun et ændringsforslag vedrørende eksamenskravene for sikkerhedsrådgivere i forbindelse med transport af farligt gods med jernbane eller ad vej eller indre vandveje. Vi mener, at samarbejdet, de to institutioners - Parlamentets og Rådets - fælles arbejde, er vigtigt, og at det samarbejde, der er med Udvalget om Regionalpolitik, nærmere betegnet med transportgruppen, er glimrende. Den fælles holdning indeholder praktisk talt alle de ændringsforslag, som Kommissionen har godkendt, den harmoniserer minimumseksamenskravene for sikkerhedsrådgivere, og ved andenbehandlingen kan vi godkende ændringsforslaget vedrørende datoen, som er meget mere realistisk end det, som Kommissionen foreslog til at begynde med, når man tænker på, at vi allerede har diskuteret dette spørgsmål i flere år. Jeg vil også ganske kort takke for de forskellige medlemmers indlæg og sige til Dem, at Kommissionen prioriterer sikkerhed højt på transportområdet. Og som hr. Simpson så rigtigt sagde, kan man aldrig tage processen for givet, for gennemført eller for kulmineret. Processen med at udvide sikkerhedsmargenerne, sikkerhedsgarantierne under transport, er en proces, der skal forbedres dag for dag. I den forbindelse vil jeg også kort komme ind på problemerne med tunnellerne, som hr. Rack og hr. Swoboda har nævnt, og som uden tvivl for Østrigs vedkommende er et meget følsomt emne, og derfor skal der gøres en indsats for at finde ud af, hvordan deres sikkerhed kan forøges. Ved en af de store ulykker, der er sket for nylig, var det transporterede gods ikke i sig selv farligt. Margarinen og nogle kilo maling, som i princippet ikke udgjorde nogen risiko, skabte en sand katastrofe. Derfor må det undersøges, hvordan de krav, der kan garantere størst mulig sikkerhed, kan forbedres endnu mere. Endelig vil jeg gerne sige, at vi må se på sikkerheden inden for alle former for transport. I denne uge skal vi her have en forhandling om sikkerhed ved søtransport på grund af katastrofen med Erika, og i løbet af i år skal vi drøfte målene for sikkerhed inden for lufttransport. Men jeg vil sige, mine damer og herrer, at sikkerhed er et prioriteret mål for Kommissionen. Som jeg vil sige under forhandlingen om Erika, venter vi ikke på, at der sker en katastrofe, før vi gør en indsats for sikkerhed, vi arbejder derimod med spørgsmålet hele tiden, og disse omstændigheder viser blot, hvor meget det haster med en effektiv løsning af denne type problemer. Jeg vil endnu en gang takke alle, der har deltaget i forhandlingen, og især ordføreren, hr. Koch.

Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0104/1999) af Koch for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/55/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej (KOM(1999) 158 - C5-0004/1999 - 1999/0083(COD)).

Hr. formand, ærede fru kommissær, kære kolleger, det direktiv, der trådte i kraft den 1. januar 1997, om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af farligt gods ad vej indeholder nogle overgangsbestemmelser med midlertidig gyldighed, som er forbundet med afslutningen af CEN's (Den Europæiske Standardiseringsorganisation) arbejde med at fastlægge bestemte standarder. Forsinkelser i CEN's arbejde giver nu problemer ved anvendelse af netop dette direktiv. Især kan bilag ikke tilpasses i overensstemmelse med den tekniske og industrielle udvikling. Jeg beklager dette, for vi skal være aktive, fordi andre ikke har gjort deres arbejde. For så vidt accepterer jeg det foreliggende forslag til ændring af direktiv 94/55/EF, som står til diskussion i dag. Hvis Den Europæiske Union ikke foretog sig noget, skulle medlemsstaterne ændre deres nationale retsforskrifter for en kort periode, nemlig indtil CEN havde afsluttet sit arbejde, hvilket ville afstedkomme unødvendige omkostninger og usikkerhed. Den ændring af direktivet, som står på dagsordenen i dag, bevirker altså ingen ændring af den harmonisering af transport af farligt gods, som eksisterer i Fællesskabet. Den forlænger kun overgangsbestemmelserne ved at udskyde aftalte tidspunkter, den annullerer bestemmelser, der ikke længere er aktuelle, og den regulerer procedurerne for a) ad hoc-transport af farligt gods og b) udstedelse af mindre strenge nationale bestemmelser, især ved transport af meget små mængder af farligt gods på lokalt stærkt begrænsede områder. Således er ændringen af direktivet helt i overensstemmelse med nærhedsprincippet, idet medlemsstaterne får flere beføjelser. Kommissionen afgør, om medlemsstaterne kan udstede deres egne bestemmelser. Den støttes i den forbindelse af et ekspertudvalg om transport af farligt gods efter forskriftsproceduren. De nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, blev reguleret på ny ved Rådets beslutning fra juni 1999. Det forslag, som står til diskussion i dag, om en ændring af direktivet om transport af farligt gods ad vej stammer imidlertid fra maj 1999 og kunne således ikke tage højde for den aktuelle komitologiprocedure (forskriftsprocedure). De fremsatte ændringsforslag, som blev godkendt enstemmigt af udvalget, vedrører i to tilfælde netop denne ændrede komitologiprocedure. Vi ønsker at sikre, at der henvises hertil allerede i betragtningsgrundene, og at den tvetydigt formulerede frist, inden for hvilken Rådet skal træffe en afgørelse, fastsættes til maksimalt tre måneder. Desuden henvises der til, at det er nødvendigt med en større gennemskuelighed. Et andet ændringsforslag gør det muligt for medlemsstaterne at formulere strengere krav, især hvad angår vakuumtanke, hvis der fortrinsvis arbejdes eller transporteres ved temperaturer langt under -20ºC. Dette er især i nordeuropæiske regioners interesse. Et sidste ændringsforslag skal bevirke, at anvendelsen af de tanke og tankbiler, der er taget i brug mellem den 1. januar 1997 og det tidspunkt, hvor dette direktiv træder i kraft, også er tilladt fremover, hvis de er rigtigt konstrueret og vedligeholdt. Vel vidende, at dette kun er et lille skridt i retning mod større trafiksikkerhed, anmoder jeg Dem om at godkende denne betænkning.

Hr. formand, kære kolleger, godt nytår og millennium. Jeg taler for første gang på plenarmødet, så det er spændende, næsten lidt som den første kærlighed, men den første kærlighed varede dog længere end to minutter. Jeg vil kort kommentere Kommissionens forslag til ændring af direktivet om transport af farligt gods ad vej. Det er godt, at dette direktiv udarbejdes nu, for ellers skal medlemsstaterne ændre deres nationale bestemmelser for en meget kort tid, i overgangsperioden, hvilket igen vil medføre unødvendige omkostninger og endnu en gang øge folks irritation over bureaukratiet i EU. Kommissionens forslag tager imidlertid ikke højde for alt, f.eks. de nordlige regioners kolde klima. Således har jeg fremsat nogle ændringsforslag, der er vedtaget i vores udvalg, til denne for øvrigt udmærkede Koch-betænkning. Mine ændringsforslag drejer sig om frostbestandigheden af tanke til transport af farligt gods. Efter Kommissionens forslag er -20C tilstrækkeligt. Det er svært ved Middelhavet at forestille sig, at frosten i Lapland når betydeligt længere ned. EU bliver bakket op også i Lapland, så lad os huske dem. Jeg har derfor foreslået frostgrænsen sat ned til -40C. Dette er nødvendigt for at bevare det eksisterende sikkerhedsniveau i de nordlige regioner. Jeg håber, at der tages højde for mit forslag ved afstemningen i morgen.

Hr. formand, hvis De tillader det, vil jeg gerne starte med at udtrykke min respekt for den måde, som De klarede det flyvende skifte i forsædet på under debatten før. Efter min mening var det fremragende. Til selve emnet: Jeg mener, at Europas borgere skal kunne stole på, at det, som transporteres på Europas veje, jernbaner osv., hvis der da er tale om farligt gods, er så sikkert som muligt. Dette direktiv er et bidrag hertil. Det, vi gør i dag, er i grunden ærgerligt. Ordfører Koch, som vi takker for det arbejde, han har udført i den forbindelse, har påpeget, at alt egentlig allerede kunne være kommet et skridt videre, hvis ikke CEN havde forsømt sådan, hvilket giver meget nøl i udarbejdelsen og tilpasningen af direktivet. Derfor kan vi kun håbe - og vi bør beslutte det hele i denne uge - at vi langt om længe har fælles regler for transport af farligt gods ad vej i 2001, således at vi får retssikkerhed og også større sikkerhed på vores veje på dette område.

Fru kommissær, hr. formand, jeg vil først takke hr. Koch for hans betænkning, som efter min mening er fortræffelig, og som jeg nu heller ikke vil føje særligt meget til. Jeg vil ved denne lejlighed blot påpege, at transport af farligt gods stadig medfører store problemer ikke kun i Indien, hvorfra jeg netop er kommet, men også i EU. Vi behøver bare at tænke på den alvorlige ulykke i Mont Blanc-tunnellen for ca. et år siden - også Tauern-tunnellen hører til her. Vi mærker, at det stadig kan skabe store vanskeligheder dér, hvor der er naturproblemer - tåge, storm, kulde - og især også i de snævre pas i Alperne. Jeg plæderer generelt for, at farligt gods i højere grad skal flyttes til jernbanen. I den forbindelse skal den rigtige løsning for fremtiden tages præventivt med i planlægningen af fremtidige linjer - jernbane eller motorvej. Tænk på Brenner-basistunnellen, der endnu ikke er blevet diskuteret på en gennemskuelig måde. I den forbindelse vil jeg også gerne gøre opmærksom på og anmode Kommissionen om at tage det seriøst, at transportproblematikken hører til EU's centrale spørgsmål. Vi skal tale meget mere indgående og vedvarende om, hvordan vi undgår transport, om tung trafik på jernbanen, om road pricing og privatisering af jernbanen for at forbedre funktionaliteten. Når jeg tænker på, at udvidelsen mod øst vil give flere problemer, bliver det klart for os alle, at EU's troværdighed fremover også måles på, om og hvordan vi får reguleret trafikken.

Hr. formand, den betænkning, som vi behandler her, medfører i sig selv ingen store forandringer. De fleste af ændringsforslagene er af ren teknisk art. Det er dog værd at understrege, at hver gang vi tager en sådan beslutning, er det godt ud fra et bredt miljøperspektiv, og det er godt, fordi det skaber bedre forudsætninger for, at det indre marked kan fungere. Rundt omkring i EU transporteres der meget store mængder farligt gods ad vej, vandvej eller med jernbane. Det er derfor nødvendigt med klare regler for, hvordan dette skal foregå. På flere og flere områder indfører vi fælles minimumsregler for medlemslandene. Det er meget positivt, og det giver anledning til at takke ordføreren, Koch, for det arbejde, som han har udført. Dette er også vigtigt, når det drejer sig om forudsætningerne for det indre marked. Hvis vi skal få et fælles transportmarked til at fungere godt, er det vigtigt, at vi ikke bare har regler, men også at disse regler så vidt muligt er fælles regler. Til sidst vil jeg gerne kommentere en tredje sag, som også er vigtig, nemlig et ændringsforslag fremsat af parlamentsmedlem Ari Vatanen. Forudsætningerne er forskellige fra medlemsland til medlemsland. Ved at godkende dette ændringsforslag tager vi højde for, at det kan være meget koldt i de nordlige dele af Unionen. Dette medfører, at det er nødvendigt også at tage hensyn til, hvordan materiale og emballage påvirkes af kulden. Hr. formand, det er positivt, at vi i forbindelse med denne ordning også kan være fleksible. Jeg håber, at Kommissionen kan acceptere denne ændring.

Hr. formand, jeg vil ikke kun takke hr. Koch, men også næstformanden for Kommissionen for, at de begge har bekendt sig så klart og tydeligt til sikkerheden på transportområdet og til prioriteringen af sikkerheden. Hr. Koch har udarbejdet en udmærket betænkning, fordi arbejdet i CEN og også inden for rammerne af FN's Økonomiske Kommission ikke er blevet udført så hurtigt. Jeg vil gerne spørge næstformanden, om hun kan sige os i dag, hvordan det står til med hensyn til de to organisationers harmoniseringsbestræbelser, og om EU har mulighed for at fremskynde harmoniseringsbestræbelserne efter så enkle principper som muligt. For følgende står klart: Selvom vi fastsætter usædvanlige bestemmelser inden for Den Europæiske Union, stopper trafikken ikke ved disse grænser, den overskrider dem. Derfor er vidtgående, det vil sige regionalt vidtgående bestemmelser helt sikkert meningsfulde. Hvis kommissæren ikke kan gøre det i dag, er hun så rede til at sende oplysningerne om situationen og forhandlingerne mellem CEN og Den Økonomiske Kommission til udvalget skriftligt?

Hr. formand, jeg lykønsker igen hr. Koch med hans arbejde med denne anden betænkning, som på en måde supplerer den forhandling, vi havde i oktober om jernbanetransport. Vi beklager alle, at Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) ikke har været i stand til inden for den fastsatte tid at gennemføre den ændring af bestemmelser, der er nødvendig for en passende harmonisering inden for Den Europæiske Union. Denne forhandling og ændringen af det gældende direktiv giver os mulighed for at inddrage forskellige forhold, som er et udtryk for Europas mangfoldighed. For et øjeblik siden fortalte hr. Vatanen os om temperaturer på under ikke -20ºC, men -40ºC. Naturligvis accepterer vi det ændringsforslag, det er helt berettiget, og jeg mener, at det er nødvendigt at inddrage konkrete forhold, der er et udtryk for den klimatiske variation i Den Europæiske Union, og som af og til giver sig udslag i konkrete specifikationer og krav, når der skal tages stilling til standardisering eller karakterisering af teknisk art. I forbindelse med hr. Swobodas kommentarer hvad angår aktiviteterne i CEN, vil jeg sige, at vi presser på, for at de fremskynder deres arbejde mest muligt, for det ville være katastrofalt, hvis vi, på trods af den nye frist, om lidt over et år stod over for de samme problemer, fordi arbejdet ikke var afsluttet. Endelig, hr. formand, er der allerede blevet nævnt grundlæggende problemer, der retfærdiggør denne ændring af direktivet. Vi har talt om forsinkelsen i CEN, ændringen af nogle bestemmelser, sammenhængen mellem direktivets tekst og indholdet af bilagene, behovet for større præcision. Alle bidragene fra det parlamentariske udvalg og fra ordføreren, hr. Koch, som er kommet til udtryk i forskellige ændringsforslag, nærmere betegnet fire, er blevet godkendt af Kommissionen. Vi accepterer altså de fire ændringsforslag, som er blevet fremsat.

Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0108/1999) af Schroedter for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om meddelelse fra Kommissionen om strukturfondene og deres samordning med Samhørighedsfonden - Retningslinjer for programmer for perioden 2000-2006 (KOM(1999)344 - C5-0122/1999 - 1999/2127(COS)).

Hr. formand, fru kommissær, nå, kommissæren er der, jeg troede faktisk ikke, at De kom. Velkommen i Parlamentet! Kære kolleger, vi kan ikke se bort fra, at gevinsten af det indre marked er koncentreret om de rige regioner, og at det selv dér ikke kommer alle dele af befolkningen til gode. Hvor længe ønsker vi egentlig at acceptere en udvikling, som sigter mod en voksende kløft mellem fattige og rige regioner? Mens arbejdsløsheden i de fattige regioner lå syv gange højere end i de rige regioner ifølge den femte rapport om situationen i regionerne, taler den sjette rapport allerede om en arbejdsløshed, der ligger otte gange højere, selvom der strømmer midler fra de europæiske strukturfonde til regionerne. Derfor undrer det selvfølgelig ikke nogen, at kravet om at anvende midlerne mere effektivt og koncentreret til de europæiske mål højt beskæftigelsesniveau og bæredygtig udvikling - for blot at nævne nogle - bliver tydeligt allerede under forberedelsen af den nye strukturfondsforordning. Parlamentet, men især medlemsstaterne, krævede i høj grad forbedringer. Det blev dog ret hurtigt glemt igen, da Kommissionen havde udviklet det nye instrument hertil, retningslinjerne, og ønskede at integrere større forpligtelser i kravet om effektivitet, koncentration og forenkling af forvaltningsstrukturerne ved at anvende de europæiske strukturfonde. Derefter henviste medlemsstaternes regeringer til nærhedsprincippet og ville simpelthen have pengene stillet til rådighed. Fra topmødet i Berlin i 1999 var der kun retningslinjernes indikative karakter tilbage. Det forpligter dog i det mindste Kommissionen til kun at godkende de programmer, med hvilke de europæiske mål rent faktisk også kan nås. Selvom jeg tvivler på, at dette indikative instrument virkelig er tilstrækkeligt til at opnå effektivitet og koncentration og til virkelig at gennemføre de europæiske mål, er det dog en kendsgerning, at retningslinjerne vil komme til at spille en central rolle i forhandlingerne om Fællesskabets støttekoncept. Hvis det europæiske niveau ønsker at blive taget alvorligt, skal de det også! Parlamentet havde ikke mulighed for at gå ind på indholdet i retningslinjerne, fordi det først blev hørt, da lovgivningsperioden for længst var forbi. Nu, hvor programmeringsperioden er langt foran, giver det mindre mening at holde alt tilbage. Derfor koncentrerer jeg mig i min betænkning om instrumentets strategiske karakter i overensstemmelse med udvalget. For det første prøver betænkningen virkningen af selve instrumentet. For det andet afslører den manglerne i Kommissionens dokument. F.eks. blev partnerskabet ganske enkelt glemt i den centrale del af strukturfondene. Det centrale princip, som opfordrer medlemsstaterne til, at der på stedet udarbejdes programmer sammen med kommunerne og regionerne, men også sammen med de lokale aktører, økonomiske og sociale forbund, ngo'er, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, kvindesammenslutninger, græsrodsbevægelser, beskæftigelsesinitiativer, søger man forgæves efter i dokumentet. Spørgsmålet om, hvorfor det blev glemt, er ikke blevet besvaret endnu. Her stiller Parlamentet centrale krav. Det forventer af Kommissionen, at den kun godkender de programmer, som er opstået i et sådant partnerskab. Det undrer mig dog, kære kolleger fra Den Konservative Gruppe, at jeg ganske pludselig finder ændringsforslag, hvor man ønsker at annullere det decentrale initiativ. Jeg kan kun sige: Gå ud i Deres regioner med dette, og forklar Deres vælgere, hvorfor det europæiske princip om decentralisering ikke skal realiseres i regionerne. Jeg kan sige Dem, at De ikke vil slippe helt godt fra det. Det kan ikke være rigtigt, at vi aftaler principper her, og når det handler om gennemførelsen, gør enhver alligevel, hvad han vil. I den forbindelse endnu en bemærkning til regeringen i mit land, hvor man ganske enkelt ønsker at ignorere den horisontale fællesskabspolitik vedrørende miljøbeskyttelse og mener, at FFH-linjen ikke behøver at blive gennemført. Jeg synes, at det er godt, at Kommissionen holder fast her. Hermed indleder jeg det sidste punkt. Retningslinjerne skal være en konkret gradmåler for, om artikel 1 i forordningen gennemføres i praksis. Jeg forventer af Kommissionen, at retningslinjerne, som skaber tilstrækkelig fleksibilitet, reelt er målestok for forhandlingerne. Vi repræsenterer den europæiske holdning. Det vil sige, at der skal tages lige så meget højde for bæredygtighed i transportpolitikken som for andelen af kvinder i støtten samt for den kendsgerning, at ethvert program også fastsætter globaltilskud, og at det dermed bliver muligt med en bæredygtig udvikling i byerne og modelprojekter i landdistrikterne. Jeg forventer, at det er resultaterne af fællesskabets støttekoncepter, og at De ikke igen giver op her. For hvordan skal vi ellers opnå, at arbejdsløshedstallet falder, hvis vi igen venter, hvis vi igen forsøger at imitere her? Vi kan ikke vente! Det er de sidste år, hvor vi kan gennemføre den europæiske strukturpolitik i denne høje finansieringsgrad. Herefter kommer der mange lande til, og så skal vi skabe endnu bedre, mere effektive og koncentrerede strukturer. Og det er først begyndelsen. Derfor forventer jeg af Kommissionen, at den tager Parlamentets krav i forhandlingerne alvorligt, og at den virkelig realiserer den europæiske holdning på dette område og således endelig giver en progressiv regionalpolitik en chance.

) Hr. formand, det er en særlig glæde for mig at holde min første tale i Europa-Parlamentet om noget, der betragtes som det væsentligste spørgsmål inden for den del af Det Forenede Kongerige, som jeg repræsenterer her i Parlamentet, nemlig Wales. En stor del af Wales har, som mange ved, opnået status som mål 1-område under programmet om strukturfondene. Det er helt klart, at mange i Wales forventer, at det europæiske strukturfondsprogram vil afhjælpe nogle af de problemer, som vi utvivlsomt vil møde. Der er stigende fattigdom i Wales, endnu mere end i 1997. Afgrunden mellem rige og fattige vokser. Derfor håber vi med strukturfondsprogrammet ikke blot at opnå en industriel omstrukturering, men også en mere overordnet forbedring af hele det økonomiske fundament inden for det pågældende område. Det, der er meget skadeligt for os, er opfattelsen af, at støttten fra strukturfondene skyldes regeringens succes. Det er desværre en sørgelig erkendelse af de store vanskeligheder, som Wales oplever. Derfor ønsker jeg at fremhæve nogle af de spørgsmål, som jeg mener, at Kommissionen skal fokusere mest på. Vi forventer, at Kommissionen tager sig af spørgsmål i forbindelse med additionsprincippet. Vi er utilfredse med, at tallene på en eller anden måde har været skjult i tallene for Det Forenede Kongerige. Vi forventer endvidere, at Kommissionen også sikrer, at der er "matched funding" til projekterne. Vi håber, at Kommissionen vil udfordre den britiske regering for at sikre, at den private sektor, der helt sikkert må være den største aftager af strukturfondsudgifter, inddrages på planlægningsstadiet. Endelig anmoder vi om, at Kommissionen sikrer, at pengene fra strukturfondene anvendes på en gennemsigtig måde. Alt for meget af det, der foregår i Parlamentet, er uigennemsigtigt. På dette område tror jeg, at Kommissionen kan være en rigtig god ven for Wales.

Hr. formand, vores udvalg behandler disse sager ud fra mange forskellige aspekter, og først taler jeg om aspektet forskning. Vi mener, at det er meget positivt, at ordføreren har taget forslaget fra vores udvalg om, at forskningsinfrastrukturen udbygges navnlig i samhørighedslande, ved at højskoler og læreanstalter placeres, således at de i højere grad kan komme indbyggerne i de mindre udviklede regioner til gode og gøre det lettere for veluddannede at blive boende på deres hjemegn, med i sine egne konklusioner. Dette er muligt gennem offentlige foranstaltninger, og den type decentralisering af de højere uddannelser er uden tvivl gavnlig politik for at opnå en mere ligelig udvikling. Et andet aspekt, som vi gerne vil påpege navnlig ud fra industripolitiske synspunkter, er, at vi gerne ville have haft, at Kommissionen ved planlægningen af samordning af strukturfonden og Samhørighedsfonden tager mere hensyn til påvirkninger fra vækst i anvendelsen af tjenester, elektronisk handel og Internet. Tidligere var fattigdom og rigdom i højere grad afhængig af erhvervsstrukturer. De regioner, hvor der var arbejdspladser i industrien, var rige, men i dag er disse regioner måske blevet til en belastning og er eventuelt fattige, så der også skal investeres i nye erhvervsområder, såkaldt elektronisk produktion og serviceproduktion, for de er fremtidens erhvervsområder. Dette har udvalget, som udarbejdede betænkningen, efter min mening ikke taget tilstrækkeligt højde for i sin egen betænkning, så på vegne af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi påpeger jeg dette for Kommissionen. Til sidst havde vi som energiudvalg et ønske om, at støtten til vedvarende energikilder fra midlerne i Samhørighedsfonden og fonden til regionaludvikling var mere fremhævet, og at de den vej ved samordning kan øge anvendelsen af vedvarende energiformer, således at disse rigelige midler kan kompensere for energiprogrammernes utilstrækkelige finansieringsressourcer.

Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Schroedter for hendes arbejde i forbindelse med betænkningen og forklare kollegerne, at jeg taler på vegne af min kollega, fru Flautre, som har fulgt dette for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, men som desværre er syg. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på ændringsforslag 1 og 2, som blev godkendt af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, men ikke af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Disse ændringsforslag omhandler socialøkonomi og behovet for at yde social risikokapital og støtte lokale ordninger økonomisk for at udvikle beskæftigelsesmuligheder og styrke social samhørighed. Parlamentet har tidligere opfattet socialøkonomien som en vigtig potentiel faktor til øget beskæftigelse. Ændringsforslagene afspejler også Parlamentets opfattelse af, at social udstødelse er et alvorligt spørgsmål, der bør behandles konstruktivt. Vi håber, at de personer, der overvejer at forkaste ændringsforslagene, har meget tungtvejende grunde, som de kan forklare Parlamentet og de borgere, som søger beskæftigelse. Fru Flautre henledte i sin betænkning også opmærksomheden på et område, hvor der er katastrofal mangel på - og kolossalt behov for - samordning. Kommissionens forslag henviser til de fire beskæftigelsessøjler og de fire aktionsområder for Den Europæiske Socialfond. Men mangelen på specifikke retningslinjer er særlig beklagelig, da idéen om at kæde støtte fra Den Europæiske Socialfond sammen med beskæftigelsesstrategien vil få virkning for første gang i programmet for 2000-2006. Man kan sige, at mangelen på retningslinjer giver det indtryk, at Kommissionen heller ikke har nogen idé om, hvordan man opnår maksimal samordning mellem støtten fra Den Europæiske Socialfond, der skal gennemgås efter 3 1/2 år, og medlemsstaternes årlige nationale planer for beskæftigelse. Vi håber, at Kommissionen kan forsikre os om, at der er tale om en forglemmelse, som nu tages op på en konstruktiv måde.

Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det forslag, som Kommissionen under udøvelse af sit mandat har forelagt, er et fornuftigt udgangspunkt for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Men jeg vil gerne her fremhæve, at dette udgangspunkt gør os opmærksomme på de udfordringer, som vi står over for: at fastholde befolkningen i landområderne under de igangværende forandringer i de forskellige erhverv, fordi landbrugets betydning som indtægtskilde i landbrugssamfundet konstant mindskes. Dette i forening med de mangelfulde infrastrukturer og serviceydelser samt meget begrænsede og i bedste fald sæsonbestemte og lidet varierede beskæftigelsesmuligheder forstærker afvandringen i landområderne. Følgerne lader ikke vente på sig. Det er de unge, der forsvinder, de får uddannelser og finder arbejde uden for landområderne, hvilket har en ugunstig indvirkning på disse områder. Denne mangel på infrastrukturer er også en hindring for, at virksomheder etablerer sig, og at der kan opstå nye arbejdspladser. Det bør ikke glemmes, at landbrugsområderne udgør næsten 4/5 af Den Europæiske Unions område. Landbruget tegner sig kun for 5,5% af beskæftigelsen i EU. Hertil kommer, at tre fjerdedele af landmændene er deltidsbeskæftigede og har behov for solide supplerende indtægter. Et af de vigtigste og mest betydningsfulde mål, som vi skulle sættes os i Den Europæiske Union, er derfor at gøre en indsats for at oprette nye arbejdspladser i landområderne, som ikke er af landbrugsmæssig art, på områder som turisme i landbrugsområder, sport, kultur, genoprettelse af kulturarv, etablering, omdannelse af virksomheder, nye teknologier, tjenesteydelser osv. Selvom landbruget ikke længere er hovedaktiviteten, er erhvervet fortsat af væsentlig betydning, ikke kun når det gælder om at hindre en økonomisk og social opløsning i landbrugsområderne og opståen af nye spøgelsesbyer, men fordi landmændene spiller en vigtig rolle for forvaltningen af territoriet, opretholdelsen af biodiversiteten og beskyttelsen af miljøet. Derfor gå vi ind for en landbrugspolitik og en politik til udvikling af landdistrikterne, der hænger sammen med de mål, som vi har angivet, og vi går ind for, at landdistrikterne i begyndelsen af det 21. århundrede bør være konkurrencedygtige og alsidige i landbrugsmæssig forstand og samtidig give plads til forskellige andre aktiviteter. Det er væsentligt at prioritere overordnede kriterier for den fysiske planlægning og for befolkningsbalancen og at tage hensyn til de konklusioner, som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter er nået frem til på fem centrale områder, som kun delvist er blevet inddraget af Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme i punkt 16 og 17. Jeg vil slutte af med at bede Kommissionen om at tage disse fem punkter i betragtning, når konklusionerne om de fire søjler skal fastlægges, for jeg mener, at fastholdelsen af befolkningen i landdistrikterne bør være et af Den Europæiske Unions prioriterede mål.

Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil indlede mit indlæg med at takke for det arbejde, som fru Schroedter, ordføreren, har udført. Jeg synes, at det er et meget veludført arbejde. Og desuden vil jeg også takke hende for hendes vilje til dialog med resten af de politiske grupper, når der skulle findes kompromisformuleringer i forbindelse med strømmen af ændringsforslag, måske flere end forventet, men de afspejler i virkeligheden betydningen af den betænkning, vi behandler. For os er det vigtigt, at Kommissionen tager hensyn til de konklusioner, der vedtages i Parlamentet, som minimum ånden i dem, for på dette niveau kunne det synes, som om vi her udfører et nyttesløst arbejde, ren retorik. Men sandheden er, at vi mener, og det afspejles også i indholdet af konklusionerne, at Kommissionen skal tage hensyn til det, der vedtages i Parlamentet, hovedsagelig med henblik på midtvejsrevisionen af disse retningslinjer. I vores ændringsforslag har vi givet udtryk for den betydning, det har for os, at der skabes den nødvendige synergi mellem strukturfondene, Samhørighedsfonden og EF-initiativerne, således at de anvendes optimalt, med størst muligt udbytte, i forbindelse med den fremadskridende nedbrydning af uligheder mellem regioner og skabelsen af arbejdspladser, som, når alt kommer til alt, er de to vigtigste mål med de fonde, vi taler om. Og for at opnå en hurtigere og mere effektiv fremdrift i forfølgelsen af disse mål, mener vi, at det er nødvendigt, at de, der skaber arbejdspladser, de driftige og de, der i virkeligheden skaffer de nye kilder til beskæftigelse, nemlig iværksætterne, inddrages i dette initiativ. Især de små og mellemstore virksomheder skal inddrages i fordelingen af disse midler. Hvis det ikke bliver sådan, hvis iværksætterne føler sig udenfor, hvis iværksætterne ikke inddrages, ikke kun i forvaltningen, men også i modtagelsen af disse midler, vil vi være gået glip af en mulighed for at nå vores mål hurtigere. Det er også, for at vi kan nå vores mål, for at vi kan overvinde ulighederne mellem regionerne og finde kilder til beskæftigelse, vigtigt at satse stærkt på ny teknologi, transport- og kommunikationsnet og vedvarende energi. Og alt det - vel at mærke - med inddragelse af den private virksomhed, som ved en indsats i fællesskab med de offentlige myndigheder, hvor de supplerer hinanden og aldrig forhindrer eller udelukker hinanden, er den, der skaber velstand i samfundet og nye arbejdspladser.

Hr. formand, det er min pligt at minde min kollega, hr. Evans, om, hvorfor Wales faktisk har opnået status som mål 1-område. Årsagen er hans eget konservative partis tvivlsomme politik. Lad mig også minde ham om, at hans partileder, hr. Hague, overtrådte samtlige regler om additionsprincippet, da han var minister for Wales, og at dette gav anledning til et alvorligt brev fra kommissionær Wulf-Mathies vedrørende krav til regulering. Jeg kan fortælle, at den britiske regering er opmærksom på kravene om regulering i forbindelse med additionsprincippet og mål 1. Jeg vil foreslå, at hr. Evans læser bestemmelserne. Min gruppe har udarbejdet omfattende ændringsforslag til begge betænkninger til forhandling i dag. Jeg vil gerne fokusere på væsentligheden af retningslinjerne. Målet er at etablere rammer og værktøj til støtte og forbedring af økonomisk reaktivering, at få den mest effektive udnyttelse af ressourcer inden for det bredest mulige partnerskab og at hjælpe disse regioner på fode igen, så de kan kobles fra den regionale respirator. Det er vigtigt at identificere kvalifikationer og potentiale for vores regioner i den højteknologiske sektor. Det er særlig vigtigt i lyset af rapporterne i medierne om, at Europa er ved at tabe terræn til USA inden for fremtidens højteknologiske industrier. Erfaringer med tidligere programmer kan også vise os, hvordan retningslinjerne ikke skal være. De skal ikke skabe yderligere bureaukrati. De skal ikke medføre ændring af prioriteter og politikker halvvejs gennem projektet med resulterende forsinkelser og underforbrug, især i lyset af det nye budgetkrav. Gennemførelsen af retningslinjerne kan ikke overlades til personlig fortolkning af tilfældige medarbejdere, hverken i Kommissionen eller i den offentlige tjeneste. Der skal være intern sammenhæng i Kommissionens generaldirektorater med behørig hensyntagen til Kommissionens programmers specifikke lokale og regionale aspekter. Konklusionen må være, at vi skal gøre en indsats for, at retningslinjerne er vidtrækkende, vejledende og fleksible for at støtte vores programledere og brugere og få maksimalt udbytte af vores nye reaktiveringsområder. Hvis vi kan skabe en ånd af foretagsomhed i vores fattige og struktursvage regioner, kan vi efterhånden få genskabt et miljø, der tiltrækker store investorer, og det er nøglen til fremtidig succes. Sådan vil vi måle retningslinjernes succes: Om EU's regionalpolitik med gode og præcise retningslinjer kan skabe nye muligheder og gøre det muligt for fattige og struktursvage regioner at bidrage til vækst og velstand i EU.

Hr. formand, kære medlem af Kommissionen, kære kolleger, jeg takker fru Schroedter for en god betænkning. Hun har sat sig godt ind i sagen og taget meget godt hensyn til de talrige ændringer, der er foretaget i betænkningen under udvalgsbehandlingen. Ordføreren har også helt rigtigt konstateret, at Parlamentet ikke er blevet hørt i tide med hensyn til retningslinjer. Nu er man kommet meget bagud i sagen. Forhåbentlig kan Parlamentets holdninger imidlertid stadig være til hjælp ved midtvejsevalueringen af programmerne og ved den praktiske gennemførelse. Med hensyn til tidspunktet er betænkningen under behandlingen blevet for omfattende. Der er indsamlet detaljer og også sådanne aspekter, som allerede har været fremlagt ved tidligere betænkninger. I denne fase er det vigtigst at koncentrere sig om at vurdere, hvordan Unionens regionalpolitik kan styres, uden at glemme, at det er hensigten at udjævne de regionale uligheder. Vores gruppe vil gerne påpege subsidiaritetsprincippet, medlemsstaternes ansvar, og hvor vigtigt det er, at de lokale aktører deltager i udarbejdelsen og gennemførelsen af programmerne. Det er specielt vigtigt at inddrage de små og mellemstore virksomheder i planlægningen og gennemførelsen af programmerne. Vores gruppe mener også, at det er vigtigt at tage mere hensyn til oversøiske og perifere områder, og vil gerne øge vekselvirkningen mellem byer og landdistrikter. Vi er imod et overdrevet formynderskab fra Unionen og medlemsstaters centralforvaltning og kræver reducering af bureaukrati, der har fået fodfæste i udarbejdelsen og gennemførelsen af programmerne. Effekten af projekter, der er gennemført ved hjælp af unionsstøtte, svækkes ofte ved en langsom beslutningstagning og kompliceret forvaltning. Der er ofte bevilget midler til projekter, som ikke har været til varig nytte for regionen. Projekterne skal have højere effektivitet, større fleksibilitet og give bedre resultater. Det har været interessant i forbindelse med udarbejdelse af betænkningen at føre forhandlinger om Unionens regionalpolitik i almindelighed. For os nye medlemmer var det første gang, og dette er en meget interessant proces. Betænkningen er rigtig god, og vores gruppe bakker den op.

Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, som bevis på, at Parlamentet endnu ikke har overstået stadiet som rådgivende og underordnet institution, kan den fremragende betænkning af Elisabeth Schroedter fra min gruppe ikke nå frem til plenarforsamlingen, fordi planerne for regionaludvikling for perioden 2000-2006 for områderne i mål 1 allerede har ligget i flere måneder i Kommissionens kabinetter. Når man tager dette i betragtning, bør vi under alle omstændigheder fra Parlamentets side kræve, at fællesskabsstøttereglerne for den omtalte periode, før de bliver vedtaget, bliver undersøgt og sendt til forhandling her i Parlamentet netop i lyset af de retningslinjer, som vi i dag har fået forelagt, for vi finder det meget vigtigt, at de er i stand til at skabe beskæftigelse i de fattigste eller mindst udviklede regioner, idet vi også skal bidrage til at ændre de negative tendenser for de eksisterende uligheder i det europæiske samfund, og for at vi får et mere retfærdigt Europa.

Hr. formand, vi må aldrig glemme, at det overordnede og strategiske mål med strukturfondene og Samhørighedsfonden og med deres samordning er at opnå økonomisk og social samhørighed. Vi er forpligtede til at deltage i udarbejdelsen af retningslinjerne og også i evalueringen af resultaterne. Og det er, fordi vi er borgernes repræsentanter i Borgernes Europa og ikke kun i et staternes og regionernes Europa. Vi kan konstatere, at fondene er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for at opnå økonomisk og social samhørighed. Hvis vi som eneste indikator tager bruttonationalproduktet pr. indbygger, kan vi tage fejl. Nogle kolleger har allerede talt om arbejdsløshed, om faldet i befolkningstallet. Det er nødvendigt at undersøge et antal indikatorer, der giver os mulighed for at se tilstanden og udviklingen i regionale samfund, som er dårligere stillet end andre. Af nogle betænkninger, som er blevet forelagt i Parlamentet i dag, fremgår det klart, at de 25 mest gunstigt stillede europæiske regioner har fem gange mindre arbejdsløshed end de 25 mindst gunstigt stillede regioner. Det forpligter Europa-Parlamentet, kommissæren og Kommissionen til at handle beslutsomt og strategisk. Jeg er enig i, at Europa-Parlamentet ikke har haft mulighed for - eller ikke har givet sig mulighed for, fordi det var i slutningen af valgperioden - at tale om retningslinjerne. Men jeg mener ikke, at betænkningen kommer for sent. Vi har brug for en samlet overvejelse, for at de nye mål 1-programmer og planerne for regionaludvikling, som er blevet udarbejdet, før retningslinjerne er operative, kan revideres og vurderes ordentligt. Det er nødvendigt at koordinere programmerne for de forskellige mål. Vi er alle enige om at anmode om, at Parlamentet midtvejs i disse programmers afvikling, når evalueringen af retningslinjerne skal gennemføres, kan være medaktør, for vi er borgernes repræsentanter. Borgerne kan ikke acceptere, at Den Europæiske Union træffer beslutninger på en måde, som i det mindste tilsyneladende er bureaukratisk. De har brug for, at den politiske dimension fungerer, at der er ansvarsbevidsthed, at der er kommunikation med borgerne. Det er det, vi i dag beder kommissæren om. Jeg vælger at tro, at han på baggrund af sin tidligere erfaring som regional formand vil være enig i at foreslå nogle indikatorer og en strategi til fordel for den økonomiske og sociale samhørighed og ikke kun for produktiviteten.

Hr. formand, jeg støtter betænkningens væsentligste forslag vedrørende administrationen af strukturfondene og Samhørighedsfonden for perioden 2000-2006 samt betænkningens væsentligste henstillinger, som omfatter følgende: Der skal altid være integrerede tiltag i forbindelse med anvendelsen af EU's struktur- og Samhørighedsfond. Det betyder, at der skal være et omfattende partnerskab mellem lokale myndigheder og nationale regeringer med hensyn til anvendelsen af disse fonde. Medlemsstater anmodes indtrængende om at lægge større vægt på integrerede strategier til at genoplive forholdet mellem byområder og landdistrikter. Det sidste punkt er af stor betydning. Selvom byfornyelse er meget vigtigt, skal der i vores politikker altid være en balance mellem byfornyelse og udvikling af landdistrikter. Vi ønsker ikke et Europa, der kun består af byer. Strukturfondene har spillet en vigtig rolle i udviklingen af både byområder og landdistrikter i lande i randområderne, hovedsagelig gennem opgradering af veje, vandbehandling og transportnet. Denne proces vil fortsætte i overensstemmelse med retningslinjerne for udgifterne fastsat af EU-lederne på topmødet i Berlin sidste år og støttet af Parlamentet under mødeperioden i maj. De vigtigste EU-programmer i 1989, 1993, 1994 og 1999 har bestemt medvirket til forbedringen af den økonomiske konkurrenceevne hos lande i randområderne og mål 1-områder i Europa. Det vigtigste nu er at konsolidere og fastetablere alle fremskridt, der hidtil er opnået. Det vil sikre, at lande i randområderneog de ultraperifere regioner - de fattige regioner i Europa - kan fungere tilfredsstillende i den nye eurozone og i det evigt voksende indre marked, hvor der er fri bevægelighed af varer, personer, tjenester og kapital. Afslutningsvis bør vi huske, at Den Europæiske Socialfond har spillet en vigtig rolle i forbindelse med at hjælpe de mindre privilegerede i vores samfund, mens de vigtigste infrastrukturprojekter har været støttet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden. Den Europæiske Socialfond har forbedret vores regionale institutioner, finansieret vores efteruddannelsesprogrammer og iværksat omfattende ordninger til bekæmpelse af ungdoms- og langtidsarbejdsløshed, støtte til personer, der har forladt skolen tidligt, samt højere standarder for læse- og skrivefærdigheder hos voksne.

(PPE-DE), formand for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. (EL) Hr. formand, jeg har mange gange før i tiden været uenig med ordføreren om, hvordan man skal beskæftige sig med spørgsmålene vedrørende regionalpolitikken, men denne gang er jeg enig med hende. Jeg ved ikke, om det vil tilskynde hende til at fortsætte i samme retning, men jeg vil under alle omstændigheder gerne lykønske hende. En anden ting, som jeg også gerne vil sige, er, at vi som ordførere for den generelle forordning ville foretrække, sådan som vi har bedt fru McCarthy om, hvis retningslinjerne blev tilføjet forordningen som et bilag. Desværre er dette ikke sket, men det er ikke hr. Berniés ansvar, det skyldes den tidligere Kommission. Jeg forklarer dette for at gentage Parlamentets indstilling. Det tredje, som jeg gerne vil påpege, er, at vi generelt er enige i retningslinjerne, for så vidt de ikke strider mod de bemærkninger, som vi er fremkommet med. De udgør en betydelig hjælp til medlemsstaterne. Og jeg vil især gerne betone den vægt, som udvalget lægger på bæredygtig udvikling, forøgelse af beskæftigelsen med vægt på lige muligheder samt på transportspørgsmålene. Personligt er jeg i hvert fald fuldstændig enig. Når det er sagt, vil jeg gerne som øbo udtrykke min bekymring over, at man undervurderer udviklingen på øerne. Man tillægger dem ikke den vægt, som man burde, og det er ikke første gang, at det sker. Det er en gammel historie i de fem år, hvor jeg har været medlem af Parlamentet, og jeg har berørt dette emne gentagne gange. Hr. kommissær, vi vil blive ved med at berøre det, for det står i artikel 158, stk. 1, i Amsterdam-traktaten, som taler om en samlet politik for øerne. Følgelig må Kommissionen nu undersøge dette specifikke spørgsmål. Desuden, hr. kommissær, er tiden nu endelig kommet til at gennemføre disse programmer, altså må medlemsstaterne også påtage sig deres ansvar og gøre deres arbejde godt. Hvad angår os her i Parlamentet, vil jeg gerne erindre om, at der findes en adfærdskodeks mellem Parlamentet og Kommissionen, som blev underskrevet i maj. Jeg er absolut sikker på, at denne kodeks vil blive overholdt, og at Parlamentet bliver orienteret om hele udviklingen af og detaljerne i programmernes gennemførelse.

Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, det halvandet minut, jeg har til min rådighed, vil jeg først og fremmest bruge til at lykønske vores kollega Schroedter. Der er sikkert mange, der allerede har gjort det, men det er fuldt ud fortjent, for hun har været særdeles åben og lydhør over for forskellige forslag, og det er min opfattelse, at hendes modtagelighed har givet betænkningen den kvalitet, som vi ser i dag. Jeg vil tilslutte mig hendes beklagelse over, at Europa-Parlamentet på en måde er sprunget på den rullende vogn med hensyn til disse retningslinjer, eftersom forhandlingen med staterne i dag er på et så fremskredent stadium, at man ikke må tro, at denne betænkning vil have en omgående virkning, hvilket jeg beklager dybt. Derfor mener jeg, at man bør foregribe begivenhedernes gang og udarbejde retningslinjer for midtvejsrevisionen i 2003 eller endda påvirke den anden programperiode, der kommer efter 2003. Jeg vil gerne med få ord sige, at vi nu går ind i programperioden 2000-2006, som ikke må blive en rutineperiode af den enkle og gode grund, at vi står over for to store udfordringer. For det første en harmonisering af de nationale politikker med hensyn til fysisk planlægning og regional udvikling. Bistand alene er ikke nok til at skabe udvikling, når infrastrukturen og det offentlige svigter. Vi må således stille os selv det afgørende spørgsmål: Hvordan kan vi sørge for, at Unionens politikker og de nationale politikker med hensyn til fysisk planlægning danner en helhed. For det andet udvidelsen, som naturligvis vil få betydelige budgetmæssige og geografiske konsekvenser. Dette er to arbejdsområder, som jeg opfordrer kommissæren til at beskæftige sig med, og som jeg anmoder om, at han indvier os i. Endelig vil jeg gerne - midt i denne periode med naturkatastrofer - rejse spørgsmålet om strukturfondenes anvendelse. Vi ved, at det er op til staterne at fordele en del af bevillingerne. Vi må undgå - som der er tendens til i staterne - at Europa forsvinder fuldstændigt. I dag beskyldes vi i meningsmålingerne og i pressen for at være fraværende, selvom vi rent faktisk finansierer en stor del af de nationale indsatser. Jeg mener, at vi skal blive bedre til at sige det højt og tydeligt. Jeg mener også, at vi må indføre en information eller kræve af staterne, at de informerer om den europæiske støtte, hver gang den mobiliseres for at udbedre skader, der skyldes naturkatastrofer eller ulykker.

Hr. formand, den prioritet, man giver de finansielle og monetære kriterier, øger den stigende ulighed i alle henseender. F.eks. mener franske eksperter, at det mest sandsynlige forløb i dag er en forøgelse af de regionale forskelle i alle medlemslandene. Imidlertid har strukturfondene bidraget til at bremse denne proces. Vores projekt om et Europa, der er koncentreret omkring opfyldelsen af de sociale behov, sigter mod en harmonisering af landene på højt plan med hensyn til levevilkår. En gennemførelse heraf vil ganske givet forudsætte en udvidet anvendelse af omfordelingsinstrumenter som strukturfondene. Vi foreslår navnlig en enhedskapitalskat, som vil gøre det muligt at forsyne de fonde, der anvendes med henblik på harmoniseringen af de sociale sikringssystemer og arbejdstidsnedsættelsen i hele Europa. Men Kommissionen, der skulle fremlægge retningslinjer, gør dette modstræbende og vagt. Den i dag fremlagte betænkning sætter politik i centrum igen. Den er et skridt mod en bæredygtig beskæftigelses- og udviklingspolitik. Derfor stemmer vi for den.

Hr. formand, også jeg vil gerne lykønske ordføreren med det glimrende arbejde, hun har udført. I de kommende år har Europa, som nu står over for udfordringen fra globaliseringen og fra udvidelsen med østlandene efter min mening mere end nogensinde behov for nogle egnede og præcise retningslinjer for planlægningen og relanceringen af sin økonomi. I den forbindelse må Europa som helhed og de enkelte medlemsstater hver for sig udnytte deres midler og muligheder bedst muligt, hvilket således også gælder de strukturfonde, der står til rådighed. For at kunne gøre dette er det nødvendigt med en Kommission, som ikke blot har gode hensigter, men som også skaber større klarhed i sine retningslinjer og gør den størst mulige indsats for at kontrollere medlemsstaternes anvendelse af disse midler. F.eks. har Italien i de senere år haft problemer med anvendelsen af strukturfondene, hvilket navnlig har skyldtes for meget bureaukrati, utilstrækkelig information samt en ringe inddragelse af de økonomiske og sociale aktører på lokalplan. Der er således to punkter, som jeg gerne vil henlede Kommissionens opmærksomhed på. For det første er det nødvendigt at gøre bedst muligt brug af samrådsproceduren som metode til koordinering og til inddragelse af alle de lokale og regionale aktører i beslutningerne, netop for at undgå ubalance og uligheder. For det andet er det nødvendigt med en sand forenkling af og gennemsigtighed i de administrative processer, som alt for ofte er unødigt lange og så komplekse, at det går ud over adgangen til fondene, hvilket navnlig de små og mellemstore europæiske virksomheder beklager sig over. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, hr. formand, at det er ret alvorligt, at der i Kommissionens meddelelse er gjort så lidt ud af de regionale og lokale beskæftigelsespagter og ikke mindst af metoderne til bekæmpelse af arbejdsløsheden blandt kvinder og unge.

Hr. formand, jeg føler som min kollega, hr. Evans, en særlig glæde over at kunne holde min første tale i Parlamentet om dette meget vigtige spørgsmål, især da jeg repræsenterer en del af Det Forenede Kongerige, West Midlands, som tidligere har haft glæde af mål 2-støtte. Men betænkningen til forhandling i Parlamentet i aften er et førsteklasses eksempel på, hvordan vi, hvis vi ikke passer på, skaber idéer, der lyder fantastiske, men som ikke har den fornødne substans til at gavne de relevante personer. Hensigten med betænkningen er god, men den mangler - som så ofte i forbindelse med disse spørgsmål - tydeligt mål og grundlag for handling. Derfor foreslår min gruppe og jeg tre vigtige ændringsforslag og tilføjelser til teksten, ikke for at fjerne noget fra forslaget, men for at gøre det mere relevant for de personer, som det henvender sig til. Jeg vil gerne forklare vores tankegang. Vi er først og fremmest optaget af den rette anvendelse af strukturfondene og Samhørighedsfonden. Tidligere erfaringer viser, at vi som valgte repræsentanter for de europæiske skatteydere bør og skal kræve økonomisk redelighed og gennemsigtighed i fordelingen og revisionen af disse midler. Derfor ønsker vi med vores ændringsforslag og tilføjelser at "få noget for pengene" i forbindelse med uddeling af midler. Endvidere ser vi alt for ofte, at store beløb bruges på projekter, hvis udbytte nødvendigvis vil være uklart i begyndelsen af programperioden. Men der er ingen effektive måder, hvorpå man kan afslutte et projekt, der ikke er en succes, i midten eller afslutningen af perioden. Vores tilføjelser indeholder derfor en anmodning om praktisk mulige afslutningsstrategier, så vi ikke blot får den fornødne sikring mod fortsatte omkostninger, der oftest pålægges skatteyderne, men også undgår at smide penge ud af vinduet. Endelig anmoder vi om en ændring af balancen og metoden til fordeling af midlerne. Der bør fokuseres mere på den private sektor, som kan skabe økonomiske realiteter som et perspektiv i støtteligningen. I forbindelse med udvælgelsen af de projekttyper, der støttes, skal der fokuseres mindre på små indtægtsbaserede projekter, der er vanskelige at overvåge, og mere på kapitalordninger, hvor fordelene i de fleste tilfælde er tydelige. På den måde mindskes det ofte fremhævede behov for gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af disse fonde og fristelsen til i det lange løb at trække unødvendigt på skatteyderne i de områder, hvor sådanne projekter forefindes, og Europa-Parlamentet kan vise, hvor alvorligt det ser på behovet for en sådan reform. Hvis disse ændringer til betænkningen støttes af Parlamentet i dag, mener jeg, at vi vil være endnu et skridt nærmere opnåelsen af de historiske målsætninger, som fondene blev etableret med henblik på, nemlig - økonomisk - støtte af Den Europæiske Unions dårligt stillede områder, der har behov for at opnå en anstændig levestandard, ikke ved at vi giver dem en håndøre, men en "håndsrækning". Jeg vil gerne anmode Parlamentet om at støtte disse ændringer.

. (EL) Hr. formand, hr. kommissær, ærede medlemmer, jeg vil også gerne gratulere ordføreren for hendes betænkning, som er et møjsommeligt og seriøst stykke arbejde. Der hersker ikke nogen tvivl om, at EU's strukturpolitikker og samhørighedspolitik udgør de basale redskaber til at skabe forudsætningerne for udvikling og for at formindske de økonomiske og sociale uligheder mellem regionerne, som til trods for de skridt, som allerede er taget, fortsat ligger på et højt niveau. I forbindelse med arbejdsløsheden på et uacceptabelt højt niveau. For at målene for disse politikker i højere grad kan nås, er det nødvendigt at koordinere dem og organisere dem på basis af godt gennemarbejdede, man kunne sige kloge, retningslinjer. Vi må ikke glemme, at det er tydeligt for den europæiske borger, når disse politikker er effektive, for han kan straks se en forbedring af sin livskvalitet. Vi må ligeledes heller ikke glemme, at vi bør lægge særlig vægt på de fjerne egne og øerne i EU, for de møder fundamentale forhindringer i deres økonomiske og sociale udvikling på grund af deres geografiske placering, medmindre naturligvis Kommissionen har til hensigt at bygge broer eller undersøiske tunneller og forbinde dem med det europæiske fastland. Til sidst vil jeg gerne betone, at strukturpolitikkerne generelt bør være mere smidige, så de kan tilpasses de ændrede forhold og svare til de nye udfordringer og muligheder, som dukker op med det nye årtusindes komme, i forbindelse med hvilket jeg ønsker alle alt godt.

(GUE/NGL). (EL) Hr. formand, fru Schroedters betænkning indeholder uden tvivl mange vigtige bemærkninger, og jeg vil gerne komplimentere hende med den. Men jeg er af den mening, at vi i højere grad burde være mere urolige over retningen og resultaterne af Fællesskabets regionalpolitik. Sagt ganske kort, så falder den uhyrlige massearbejdsløshed ikke, men tværtimod skærpes den yderligere inden for rammerne af strukturpolitikken. Landbrugsøkonomien og landbrugsområderne lider uoprettelig skade af den førte regionalpolitik med dramatiske følger for beskæftigelsen i landdistrikterne og for bøndernes livsbetingelser, især i Syden. De regionale uligheder uddybes dramatisk inden for medlemsstaterne. Hvis vi betragter dataene i den sjette rapport, vil vi se uhyrlige afvigelser med hensyn til regionale uligheder gennem de sidste 10 år. Man har kun vist ganske lille, om overhovedet nogen som helst, opmærksomhed på de uhyrlige problemer i Unionens øegne, hvor mangler inden for infrastruktur, transport, kommunikation og energi fører støt til en affolkning. Ansvarlig for alle disse ting er såvel Unionens regional- som den mere generelle økonomi- og socialpolitik. Store dele af Unionens borgere fordømmer intenst denne politik som farlig og folkefjendsk. De nye retningslinjer bevæger sig desværre i samme retning, og der er intet, der tyder på, at den kan ændres med disse retningslinjer.

Hr. formand, kære kolleger, jeg beder Dem om lov til at sige et par ord for at understrege to punkter, som disse betænkninger minder os om, og som har en væsentlig strategisk betydning for den opfattelse, vi har af Unionen. Det første er den væsentlige og centrale betydning, som vi stadig tillægger princippet om økonomisk og social samhørighed. Og vi giver udtryk for bekymring på grund af meddelelser om, at betydningen af dette mål bliver mindre i Kommissionens bevidsthed. Vi synes fortsat, at økonomisk og social samhørighed er et centralt mål for Unionen. For det andet er jeg enig i de ting, som en kollega allerede har sagt om spørgsmålet om øerne, og jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på regionerne i Fællesskabets yderste periferi. Det ville glæde os i fremtiden at se mere vovemod i behandlingen af spørgsmålet om regionerne i Fællesskabets yderste periferi, som det i mit land er tilfældet med Acorerne og Madeira. Jeg benytter denne lejlighed til at spørge Kommissionen, om den kan forklare os baggrunden for forsinkelsen i Kommissionens beretning om regioner i Fællesskabets yderste periferi, som Parlamentet har ventet på i temmelig lang tid.

Hr. formand, først tak til ordføreren, også for den beredvillige optagelse af vores idéer i betænkningen. Hr. formand, mine ærede damer og herrer, hr. kommissær, ved hjælp af retningslinjer skal medlemsstaterne tilbydes en orientering om, hvordan de når reformmålene inden for rammerne af programmeringen. Kommissionens mål i den forbindelse er imidlertid imod dets eget krav om orientering snarere et udbudskatalog over mulige foranstaltninger på de politiske områder. At angive retningen og foretage prioriteringer er dog dens egentlige hensigt. Jeg er enig med ordføreren i, at Kommissionens dokument desværre indeholder for få henstillinger til medlemsstaterne vedrørende forenkling af forvaltningsstrukturerne, og jeg understreger krav som koncentration under forhandlingerne om støtte til et gunstigt område for arbejdsintensive små og mellemstore virksomheder, om en klar målsætning for alternative finansieringskilder inklusive bestemmelser om risikovillig kapital og privat finansiering, om iværksætterydelse inklusive ny informationsteknologi samt om investeringer på innovative områder. Min særlige støtte gælder et ændringsforslag fra min gruppe til nr. 10, der skal sikre en rimelig inddragelse af den private sektor ved planlægningen og gennemførelsen af projekter. Det ville glæde mig, fru Schroedter, hvis De ville medtage dette ændringsforslag under aspektet om nærhed i Deres positive betragtninger.

Hr. formand, hr. kommissær, i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender var vi enige i det synspunkt, at det var strategisk og meget vigtigt at støtte de tiltag i strukturfondene og Samhørighedsfonden, der arbejder for at forbedre beskæftigelsesmulighederne for de arbejdsløse og for lighed mellem kvinder og mænd. Desværre er dette synspunkt ikke inddraget i den udmærkede Schroedter-betænkning til trods for, at der er mange beviser på - og det vil vi se senere i Berend-betænkningen - at fondene rent faktisk hjælper de mindre udviklede regioner glimrende med at mindske den afstand, der adskiller dem fra de mere udviklede regioner i Europa. De har vækst, men regnet i BNP. Deres konkurrenceevne øges, men velstandsstigningen når ikke ud til alle, for beskæftigelsen stiger ikke, og der er stadig forskel på beskæftigelsesmulighederne i de forskellige regioner. Hr. kommissær, læs udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, og giv den høj prioritet, for dette er borgernes store problem. Tag ved revisionen, ved tildelingen af midler, strategisk hensyn til beskæftigelsesbehovene, for det er, når alt kommer til alt, hvad strukturfondene og Samhørighedsfonden kræver.

. (EL) Hr. formand, det er nødvendigt, at retningslinjerne kan lede programmerne for denne kritiske syvårige periode 2002-2006 i rigtig retning og styrke deres effektivitet, så en bæredygtig udvikling, en styrkelse af beskæftigelsen især for kvinderne og de unge endelig kan blive praksis, og så vi kan sikre en balance mellem økonomi-, social- og miljøpolitikken. Det er særligt vigtigt, at vi gør noget ved de skærpede problemer i byerne, at vi bevarer beskæftigelsen på landet, at vi styrker landdistrikterne, og selvfølgelig at vi skaber lige udviklingsbetingelser for øerne i EU, og naturligvis for de græske øer, som udgør halvdelen af Unionens øer, sådan som der står i artikel 158 i Amsterdam-traktaten. Samhørighedspolitikken skal styrkes yderligere, for et Europa med voldsomme uligheder i levestandarden mellem de forskellige egne er hverken troværdigt eller levedygtigt.

Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg har med stor interesse og opmærksomhed lyttet til de til tider kritiske bemærkninger og forslag, som mange blandt Dem netop har fremsat i Deres indlæg i forbindelse med fru Schroedters betænkning. Alle forstår - fru ordfører, mine damer og herrer - grundene, fristerne - det vender jeg tilbage til om et øjeblik - men uanset disse frister eller forsinkelser mener jeg på vegne af Kommissionen, eftersom det er nu, vi forhandler om denne betænkning, at den kommer i rette tid, hvad angår retningslinjerne for 2000-2006, fordi det er nu, vi indleder den nye regionale programmeringsperiode. Fru ordfører, De mindede med rette om, at selvom det primært er medlemsstaternes og regionernes opgave at fastsætte deres egne prioriteter med hensyn til udvikling, kræves det i de programmer, som Den Europæiske Union medfinansierer, at der også tages hensyn til Fællesskabets hovedmålsætninger i den udformning, de forhandles og vedtages her i Europa-Parlamentet med henblik på at fremme den økonomiske og sociale samhørigheds fællesskabsdimension, som mange af Dem kraftigt har understreget. Mine damer og herrer, jeg vil gerne vende tilbage til retningslinjernes rolle og struktur, inden jeg kommenterer de vigtigste bemærkninger og den kritik, som De, fru ordfører, eller De, mine damer og herrer, har fremsat. Med hensyn til retningslinjernes struktur og rolle mindede hr. Hatzidakis, ordføreren og fru McCarthy om, at disse retningslinjer har til formål at hjælpe de nationale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af deres programmeringsstrategier for strukturfondenes mål 1, 2 og 3 og deres sammenkædning med Samhørighedsfonden. Det drejer sig om at fremlægge Kommissionens prioriteter, der bygger på erfaringen fra iværksættelsen af programmerne, såvel som de aktuelle fællesskabspolitikker, der er forbundet med strukturpolitikken. Og formålet er netop, at disse prioriteter kan bidrage til en bedre anvendelse, til en optimal og effektiv anvendelse, som flere blandt Dem har ønsket, af fællesskabspolitikkerne, herunder, hr. Bradbourn, ved i rette tid at anvende resultatsreserven, som navnlig har til formål at fremme en optimal og effektiv anvendelse af de offentlige europæiske midler. Og når jeg taler om en optimal anvendelse, mener jeg både på nationalt og regionalt niveau. Derfor, hr. Seppänen, når jeg her taler om det nationale niveau, taler jeg ligeledes om forbindelsen til Samhørighedsfonden. Dette er målene for disse retningslinjer. Med hensyn til indholdet drejer retningslinjerne - som De ved, mine damer og herrer - sig om tre strategiske prioriteter, som Deres ordfører meget klart og samtidig med megen iver, der skinnede igennem ved hendes fremlæggelse, har mindet om. Den første prioritet er forbedring af konkurrenceevnen i de regionale økonomier for at skabe det størst mulige antal varige arbejdspladser inden for alle sektorer, men navnlig i den private sektor, som hr. Berendt sagde. Konkurrenceevnen i de regionale økonomier, i alle regionale økonomier og især, hr. Evans, i Wales, men ikke kun i Wales. Og jeg vil gerne tilføje, eftersom flere blandt Dem for et øjeblik siden igen fremhævede dette, som De mener bliver glemt, økonomierne i de europæiske regioner, der møder forhindringer på grund af deres fjerne beliggenhed, hvad enten det drejer sig om randområder, øregioner eller naturligvis regionerne i Fællesskabets yderste periferi, der er de mest isolerede. I denne forbindelse vil jeg gerne sige til hr. Ribeiro e Castro, som har rettet en forespørgsel til mig, at Kommissionen - som jeg skrev til myndighederne i alle regionerne i den yderste periferi - har ansøgt om nogle ugers ekstra frist med hensyn til offentliggørelsen af den ventede rapport. Vi modtog først temmeligt sent memorandummet fra de forskellige myndigheder i randområderne, dette er ikke nødvendigvis en undskyldning, men det er en forklaring. Vi skal således tage disse memorandummer i betragtning og udføre et meget seriøst arbejde. Jeg deltog selv i et møde med regionerne i Fællesskabets yderste periferi den 23. november, og vi vurderede inden for kommissærkollegiet, at vi havde brug for nogle ekstra uger til at udarbejde en rapport, der lever op til de meget alvorlige og omfattende problemer i samt forventningerne hos disse regioner i Fællesskabets yderste periferi, og jeg takker for Deres forståelse i denne forbindelse. Dette var, hvad jeg ville sige om den første prioritet, nemlig konkurrenceevnen i de regionale økonomier. Den anden prioritet, som mange blandt Dem har understreget, bl.a. hr. Puerta, men også mange andre - og jeg opstiller i øvrigt ikke prioriteterne i en prioriteret rækkefølge - omhandler social samhørighed og beskæftigelse, bl.a. ved en bedre udnyttelse end tidligere af de menneskelige ressourcer. Mine damer og herrer, en situation, hvor man kan konstatere, at skellene mellem landene i Unionen mindskes, hvilket i øvrigt er et bevis på Samhørighedsfondens effektivitet og anvendelighed, men hvor man samtidig kan konstatere, at forskellen mellem de 15-20 rigeste og de 15-20 fattigste eller dårligst stillede regioner med hensyn til arbejdsløshed øges - ordføreren gør opmærksom på dette - kan ikke retfærdiggøres eller accepteres. For mit vedkommende - med hensyn til min opfattelse af den europæiske opbygning og navnlig den regionale udviklingspolitik - er det en situation, som jeg ikke kan tolerere, og det er min hensigt - i den udstrækning det er mig muligt og med støtte fra Dem - at stille alle de bevillinger, jeg har ansvaret for, til rådighed for en højere grad af social, menneskelig og territorial samhørighed, således at der ikke opstår det, jeg på et tidspunkt over for Dem kaldte et Europa med to hastigheder, et Europa med rige kvarterer og fattige forstæder. Det tredje mål er udvikling af byområder og landdistrikter med henblik på en afbalanceret territorial udvikling. I øvrigt tages der i retningslinjerne hensyn til to horisontale principper: udviklingen af landdistrikter og - fru ordfører - i forbindelse med udviklingen af landdistrikterne omtaler jeg også spørgsmålet om en bæredygtig transportsektor, som længe har optaget mig personligt - især på det tidspunkt, hvor jeg var miljøminister i mit hjemland - og dernæst princippet om lige muligheder for mænd og kvinder samt den europæiske strategi for beskæftigelse og rammerne for Den Økonomiske og Monetære Union. Endelig, og for at svare på de bekymringer, som nogle blandt Dem har givet udtryk for - navnlig Dem, fru ordfører - mindes der i disse retningslinjer om vigtigheden af samt definitionen på de integrerede strategier til udvikling eller omstilling, der blandt alle disse prioriteter giver den største chance for synergierne, for de trufne forholdsregler og for oprettelsen af et decentraliseret partnerskab. De er bekymret over det, som kunne fremstå som en manglende reference til dette partnerskab, men dette fremgår tydeligt på side 5 i disse retningslinjer, og jeg vil gerne minde om - eftersom De opfordrer mig hertil - at for mit vedkommende er dette partnerskab - og jeg har været en drivende kraft i en region i mit hjemland tilstrækkeligt længe til at sige det ærligt - et redskab og en forstærkende effekt til den regionale forståelse, hvad enten det drejer sig om den offentlige sektor - de folkevalgte, ungdomssektoren, foreningerne - eller den private sektor. Et decentraliseret partnerskab, og jeg kommer naturligvis ind på dette emne for at svare fru Angelilli, de regionale pagter, som er et af midlerne for dette decentraliserede partnerskab. Dette er grunden til, at retningslinjerne er inddelt efter tematiske prioriteter, for de skal tages i betragtning i forbindelse med hvert enkelt mål på forskellige niveauer alt efter medlemsstaternes og regionernes specifikke situationer. Jeg vil gerne nu svare hurtigt på nogle af de bemærkninger, De har fremsat, mine damer og herrer, for det første om proceduren. Det er sandt, at høringen af Europa-Parlamentet skete på et sent tidspunkt. Tillad mig at minde om, at da retningslinjerne var vedtaget som udkast af Kommissionen i februar 1999, blev de ifølge en ny procedure, der skulle lette fremsættelsen af kommentarer til denne tekst, øjeblikkeligt forelagt Europa-Parlamentet af min forgænger Monica Wulf-Mathies. Men på grund af det kommende valg til Europa-Parlamentet kunne Parlamentet ikke behandle retningslinjerne før efter den endelige vedtagelse af teksten i juli 1999. Jeg vil, mine damer og herrer, her blandt Dem gerne forsikre Dem om, at Deres bemærkninger vil blive taget i betragtning i forhandlingerne om programmerne, som kun lige netop er indledt for størstedelen af medlemsstaternes vedkommende - det var hr. Hatzidakis, der havde et spørgsmål i denne forbindelse. Jeg kan desuden forsikre Dem for, at når Kommissionen vedtager retningslinjer med henblik på det, man kalder midtvejsrevisionen, som det fastsættes i forordningen, vil der ligeledes blive taget hensyn til Europa-Parlamentets synspunkter, som er udtrykt i denne betænkning. Og nu til indholdet. Med hensyn til retningslinjernes rolle, fru ordfører, har De understreget, at det er inden for denne ramme, at man skal fremsætte retningslinjer for et bestemt antal europæiske mål, der ofte er meget præcise. Jeg vil ikke opremse alle: iværksættelsen af tværsektorielle politikker, en øget effektivitet i forbindelse med anvendelsen af offentlige midler, hjælp til de forskellige partnere, så de sammen kan udarbejde de regionale og nationale programmer osv. Kommissionen bemærker sig dette, men flere af disse retningslinjer eller disse spørgsmål henhører snarere under andre dokumenter, f.eks. Vademecum eller det metodologiske arbejdsdokument. Jeg vil gerne som afslutning koncentrere mig om visse forespørgsler, som De har gentaget, fru ordfører. Jeg tænker f.eks. på idéen om, at retningslinjerne ikke er tilstrækkeligt specifikke i deres anbefalinger. Dette slås fast i Deres betænkning, men forhandlingsperspektiverne sidste forår skal tages i betragtning i denne forbindelse. Kommissionen har holdt fast ved selve teksten i artikel 10 i forordningen om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene, hvori det fastsættes, at disse retningslinjer skal give medlemsstaterne "generelle og vejledende retningslinjer vedrørende relevante og aftalte fællesskabspolitikker". Dette er et citat fra selve teksten. Desuden kan retningslinjerne ikke erstatte programmeringen eller de forudgående vurderinger, som skal tjene til at præcisere programmernes effektivitet og prioriteter. De nævner dernæst, fru ordfører, retningslinjerne for udvikling af landdistrikter og byområder, idet De understreger, at der ikke skulle være taget tilstrækkeligt hensyn til udviklingen af byområder. Jeg mener, at det modsatte er tilfældet. Jeg vil gerne understrege over for Dem, at Kommissionen tillægger og vil tillægge denne bydimension i samhørighedspolitikken stor betydning. Jeg har desuden for nyligt haft lejlighed til at give udtryk for dette over for alle ministrene med ansvar for byplanlægning på et møde i Tampere. Hvad angår udviklingen af landdistrikter, som flere blandt Dem har nævnt, og navnlig fru Redondo Jiménez, opfylder retningslinjerne den dobbelte målsætning, som ordføreren nævner: en stærk landbrugssektor, der er forbundet med en øget konkurrenceevne i landbrugszonerne, men også bevarelsen af miljøet og af landdistrikternes arv i Europa. Det skal dog understreges, at de retningslinjer, som vi taler om, kun vedrører de strukturfonde, for hvilke mål 1 og 2 især har landbrugets forskellighed som prioritet. Imidlertid med hensyn til denne balance i landbruget er der også, og det må vi ikke glemme, den nye politik til udvikling af landdistrikterne, der er medfinansieret af EUGFL "Garantifonden", hvis rolle det er at fremme den europæiske landbrugsreform og støtte den multifunktionelle dimension i landbruget. Jeg vil blot på dette stadium sige, at jeg ønsker, at den medtages i programmeringen for landdistrikterne inden for mål 2, ligesom EUGFL's "retningslinjer" er det for regionerne inden for mål 1. Under alle omstændigheder har jeg indset, hvor opmærksomt Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter er i denne forbindelse. Inden jeg afslutter, vil jeg gerne sige til hr. Savary, at vi i morgen skal have en specifik debat om konsekvenserne af den storm, der især har ramt Frankrig, Tyskland og Østrig i de seneste uger, samtidig med at vi igen med min kollega, fru de Palacio, drøfter de erfaringer, vi kan drage i forbindelse med den olieforurening, der har ramt de franske kyster. Jeg vil altså, hvis De tillader det, hr. parlamentsmedlem, vente med at indvie Dem i min holdning, men jeg tilslutter mig i stor udstrækning Deres anbefaling med henblik på at bekæmpe denne sorte tidevandsbølge i medfør af mål 2. Jeg minder om, at Kommissionen i morgen vil godkende kortet til støtteinddeling i medfør af mål 2 for Frankrig, Sverige, Østrig og Luxembourg. Vi får således et arbejdsredskab, bl.a. med henblik på en stor del af de departementer, der er ramt af stormen. Det er i øvrigt af denne grund, at jeg personligt i overmorgen tager til to franske departementer, som er blevet hårdt ramt af uvejret. Som konklusion vil jeg, idet jeg takker Dem for Deres forståelse, hr. formand, også takke Dem, fru ordfører, for kvaliteten af Deres arbejde og for det arbejde, Deres udvalg har udført, og sige, at jeg - på trods af nogle få uoverensstemmelser i vurderingen af retningslinjernes rolle - det har vi talt om, og jeg har forsøgt at belyse min holdning - er meget glad for Europa-Parlamentets støtte til Kommissionens udarbejdelse af retningslinjerne, der er forelagt medlemsstaterne med henblik på udarbejdelsen af deres egne programmer. Dette kan kun styrke dette koncept, der er baseret på et vist antal gode praksiser, der er draget af erfaringen fra programmerne 1994-1999. Jeg synes, at dette lover godt for samarbejdet mellem vores to institutioner her ved begyndelsen af programperioden 2000-2006, for en god fælles arbejdspraktik, der er styrket, hr. Hatzidakis, af den respekt, over for hvilken jeg er meget lydhør, og for den adfærdskodeks, der er forbinder vores to institutioner.

Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0107/1999) af Berend for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om den sjette periodiske rapport om den socioøkonomiske situation og regionaludviklingen i Den Europæiske Union (SEK(1999) 66 - C5-0120/1999 - 1999/2123(COS)).

Hr. formand, hr. kommissær Barnier, mine ærede damer og herrer, kære kolleger, den sjette periodiske rapport indeholder en omfattende og detaljeret beskrivelse af den økonomiske og sociale situation i Unionens regioner og deres udviklingstendenser og udgør efter min mening et solidt grundlag for opstilling af strukturpolitiske prioriteringer på unionsplan. Rapporten viser, at der - målt på bruttonationalproduktet pr. indbygger - har fundet en indhentningsproces sted i de fattigste regioner, og at denne proces fortsætter. Dette skyldes for en stor del strukturfondene, selvom forskellen mellem de fattigste og de rigeste områder fortsat er betydelig. Der har allerede fundet en harmonisering af levevilkårene sted ved hjælp af de europæiske strukturfonde. Afstanden for det gennemsnitlige bruttonationalprodukt er på 10 år reduceret med 10%. De, der er særligt ramt - naturligvis i positiv forstand - er de fire samhørighedslande og de fem nye tyske delstater. Desværre skete denne udvikling i Europa hovedsageligt ved en stigning i produktiviteten og kun i ringe grad ved en stigning i beskæftigelsen. Derfor opfordrer vi Kommissionen og medlemsstaterne til også at give foranstaltningernes beskæftigelsesmæssige virkning passende opmærksomhed fremover. En stor del af overførselsbetalingerne blev og bliver anvendt til rationaliserings- og moderniseringsinvesteringer med det formål at forbedre arbejdsproduktiviteten. Det har dog dæmpet beskæftigelseseffekterne af strukturpolitikken tilsvarende. Dette er ingen vurdering, men i første omgang blot en konstatering. Rapporten dokumenterer imidlertid, at regionale forskelle på arbejdsmarkedet endda er blevet yderligere skærpet. I de 25 svageste regioner udgør arbejdsløsheden i dag 24%. For 10 år siden var den 4% lavere, altså 20%. Og i de 25 bedste regioner, for også at nævne dem, har vi i dag en gennemsnitlig arbejdsløshed på 3,6%, for 10 år siden på 2,5%, altså en stigning på kun 1,1%. Af rapporten fremgår det tydeligt, at 50% af arbejdsløsheden er strukturel arbejdsløshed. Derfor skal, og det er en konklusion af denne rapport, støtten til erhvervslivets konkurrenceevne, støtten til infrastruktur tæt på erhvervslivet stå i centrum for strukturpolitikken. Her er rækkefølgen også lig med rangfølgen. I den forbindelse - det skal siges i tilslutning hertil - skal ikke mindst foranstaltningerne til omskoling og efteruddannelse af arbejdskraften nævnes. Desuden skal der lægges større vægt på en styrkelse af igangsætterpotentialet i små og mellemstore virksomheder, og tjenesteydelserne for SMV skal videreudvikles. En anden konklusion i rapporten lyder, at støtteforanstaltninger skal afstemmes med den meget varierede støtte til mellemstore virksomheder og med henblik på etablering af nye virksomheder i overensstemmelse med en effektiv anvendelse af støttemidlerne. Et meget vigtigt punkt efter min mening. Som resultat af denne rapport gør vi Kommissionen opmærksom på, at det retlige grundlag for et samarbejde mellem regionerne og medlemsstaterne og tiltrædelseslandene skal forbedres, og henviser til den særlige og nødvendige budgetkonsolidering som forudsætning for succes for Den Økonomiske og Monetære Union og udvidelsen mod øst. Vi opfordrer de medlemsstater, der endnu ikke har indgivet noget fyldestgørende kort over et egnsudviklingsområde, til at gøre det omgående, og forventer naturligvis også af Kommissionen, at den hurtigt kontrollerer de operationelle programmer for regionerne for den nye støtteperiode fra 2000 til 2006 i lyset af resultaterne fra den sjette periodiske rapport og gør alt for, at denne støtteperiode kan begynde ordentligt og på stedet uden tidsmæssig forsinkelse.

Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, denne sjette periodiske rapport om den socioøkonomiske situation og regionaludviklingen i Den Europæiske Union markerer et nyt skridt i forbindelse med analysen af regionale oplysninger og belyser de fremskridt, der er gjort inden for dette område siden den femte periodiske rapport. Dog mener jeg, at henvisningen til en egentlig konvergens med hensyn til regional udvikling i Europa giver en lidt ufuldstændig opfattelse af situationen, og det er desværre ofte det budskab, der gentages i pressen og i visse taler. I Kommissionens rapport sættes denne konstatering i høj grad i perspektiv, bl.a. når rapporten omtaler den socioøkonomiske situation i visse dele af Unionen, der ligger mig særligt på sinde. Jeg taler her om de franske oversøiske departementer og mere generelt om regionerne i Fællesskabets yderste periferi. I denne forbindelse glæder jeg mig over, at Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har vedtaget et af mine ændringsforslag, der opfordrer Kommissionen til - i sin næste rapport om samhørighed - i et særligt afsnit at behandle de særtilfælde, som regionerne i Fællesskabets yderste periferi udgør, og mere præcist foretage en undersøgelse af konsekvenserne af de foranstaltninger, der snart skal vedtages i medfør af den nye artikel 299, stk. 2, i Amsterdam-traktaten. Endelig forekommer det mig, at den sjette periodiske rapport fremsætter interessante argumenter med henblik på et sandt bæredygtigt og afbalanceret udviklingsprojekt for Europa, bl.a når den sammenfatter vigtigheden af forholdet mellem det centrale Europa og områderne i den yderste periferi. Selvom Kommissionen stadig tøver med at sige dette lige ud, viser dens periodiske rapport, hvor vigtigt det er at fremme en flersidet udvikling af det europæiske territorium gennem Unionens strukturpolitikker og inden for rammerne af det skridt, der er taget af ENS.

Hr. formand, De Europæiske Socialdemokraters Gruppe i Parlamentet er enige i den betænkning, som hr. Berend netop har forelagt, og den lykønsker forfatteren med såvel konklusionernes kvalitet som hans fleksibilitet, der har gjort det muligt at indarbejde ændringsforslag fra de forskellige grupper under udvalgsarbejdet. Det er værd at huske på, at Den Europæiske Unions samlede konkurrenceevne i øjeblikket er 81% af USA's, og at dette tal kun kan forbedres, hvis tallene for vores konkurrencedygtige enheder, som er regionerne, bliver bedre, og det tillige i en tid, hvor den teknologiske udvikling, den økonomiske globalisering og vores problemer, udvidelsen og den fælles valuta, kræver, at regionerne, men også virksomhederne og de enkelte mennesker, er mere konkurrencedygtige. Den sjette rapport fra Europa-Kommissionen indeholder meget værdifulde konklusioner. Jeg opridser to af dem, ordføreren har allerede mindet om dem, en positiv og en negativ. Den første er, at der er opnået store fremskridt i den territorielle og sociale samhørighed i hele Unionens område, og at fællesskabsbidragene har været en vigtig, om end ikke altafgørende, faktor for formindskelsen af de regionale uligheder. Den negative er, at den store indsats, der er gjort, var mere effektiv, hvad angår tilnærmelsen af BNP og produktiviteten i de europæiske regioner, end hvad angår deres beskæftigelsesniveau. Det er derfor nødvendigt at knytte den strukturelle finansiering tættere sammen med skabelse af arbejdspladser. Det, hr. kommissær, er det første bud for den kommende periode. Jeg anmoder derfor, hr. formand, mine ærede kolleger om at vedtage denne betænkning, og jeg anmoder, ligesom andre kolleger har gjort det, Kommissionen om at være meget opmærksom på konklusionerne om dens sjette periodiske rapport i forbindelse med programmeringsperioden 2000-2006.

) Hr. formand, ærede kommissionsmedlem, ærede kolleger, til at starte med vil jeg takke ordføreren for et godt arbejde og også for nøgtern hensyntagen til ændringsforslag under udvalgsbehandlingen. Den sjette periodiske rapport skaber grundlag for evaluering af gennemførelsen af målsætninger for Unionens regionalpolitik. Rapporten viser, at væksten trods alle bestræbelser er ulige. En særdeles hurtig vækst fortsætter i de centrale dele af Europa. Den hurtige vækst i de stærkeste centre ligger fortsat over EU­gennemsnittet, mens flere østeuropæiske og nordlige regioner udvikler sig betydeligt langsommere. Nu er der behov for en dybtgående analyse af, hvorfor regionalpolitikken ikke skaber det ønskede resultat i alle regioner. Er årsagen bureaukrati, eller er der ikke taget tilstrækkelig højde for forskelle mellem regionerne, lange afstande, for koldt eller for varmt klima, tynd befolkning og barske forhold? Hvordan kan Unionen leve op til udfordringerne fra den globale udvikling, således at de svagest udviklede regioner kan holde trit med udviklingen? Det er også vigtigt at gøre rede for virkningerne af unionsudvidelsen på strukturfonde og udviklingen i regionerne i Unionens yderste periferi. Medlemsstaterne skal også huske deres ansvar. Nogle medlemsstater har krænket tiltagsprincippet og reduceret de nationale regionale midler, når den regionale støtte fra Unionen er vokset. Dette har tæret på resultaterne fra regionalpolitikken. Fremover skal også udviklingen af indikatorer overvejes for at kunne foretage de rette foranstaltninger på rette tid og sted. Der er f.eks. ikke taget tilstrækkelig hensyn til den ukontrollerede befolkningsbevægelse. Også i denne forbindelse er der grund til at fremhæve den afgørende betydning, små og mellemstore virksomheder har som beskæftiger og motor for den regionale udvikling. Det er uhyre vigtigt, at den nyeste teknik og knowhow overføres til anvendelse i virksomheder i de regioner, som udvikles langsommere. Vores gruppe er for godkendelse af denne betænkning.

Hr. formand, hr. kommissær, ærede kolleger, Det Europæiske Fællesskabs regionalpolitik har endnu ikke formået at ændre signifikant på de eksisterende indkomstforskelle pr. indbygger. Situationen er alvorlig, eftersom der i dag inden for selve Den Europæiske Union er en tydelig sammenhæng mellem arbejdsløshed og fattigdom, som det påvises af den meget bekymrende kendsgerning, at arbejdsløsheden i gennemsnit berører 23,7% af de regioner, der er hårdest ramt af dette problem, og som samtidig er fattige regioner, mens der i de 25 regioner, der har mindst arbejdsløshed, og som er de rigeste, er en arbejdsløshed på under 4%. I lyset af denne situation bør det i den betænkning, som Parlamentet vedtager, klart fremgå, at der er behov for foranstaltninger, der udelukkende skal anvendes til at bekæmpe den arbejdsløshedsrelaterede fattigdom. Foranstaltninger som f.eks. en ordentlig anvendelse af strukturfondene, som ofte bortødsles, med centraliserede statslige politikker, modernisering af telekommunikationen og trafikforbindelserne, især ved at inddrage de mindre udviklede områder i de transeuropæiske jernbanenet inden for en tidshorisont, som hedder 2007, respekten for og udviklingen af ressourcerne og af landbrugs- og fiskerimulighederne i disse lande, som ofte rammes af Den Europæiske Unions ufølsomme politikker, fremme af aktive jobskabelsespolitikker, især til kvinder og unge. Kun ved en målrettet anvendelse af denne type foranstaltninger vil man kunne afskaffe den sociale og regionale ulighed, som ikke er det historiske resultat af uundgåelige skavanker, men slet og ret af marginalisering og af økonomiske politikker med negative følgevirkninger.

Hr. formand, hr. kommissær, den foreliggende betænkning af Berend følger præcis den strategi, som Europa-Kommissionen har fastlagt, idet spørgsmålet om at forbedre konkurrenceevnen absolut sættes i fokus. Den omfattende målsætning med strukturfondene, som f.eks. mere beskæftigelse, større garanti for lige muligheder, forøgelse af langtidsbeskæftigelsen og udvikling, nævnes kun i forbigående. Denne synsvinkel forekommer mig uberettiget, og jeg vil anmode om, at disse punkter bliver udtrykt meget stærkere i den syvende periodiske rapport. Det betyder ikke, at jeg ikke kan se nødvendigheden af en styrkelse af konkurrenceevnen, så meget desto mere som jeg selv er erhvervsdrivende i et mål 1-område, det vil sige i Brandenburg i Forbundsrepublikken Tyskland, og derfor kender de små og mellemstore virksomheders bekymringer og nød meget vel. I mål 1-regionerne er midlertidige foranstaltninger parallelt dermed absolut nødvendige, nemlig foranstaltninger til skabelse af arbejdspladser, specielle programmer til fremme af kvinders erhvervsaktivitet og initiativer til fremme af etablering af egen virksomhed. De får støtte gennem egnede aktiviteter fra strukturfondene i Den Europæiske Union. Alene støtten til virksomheders konkurrenceevne kan aldrig kompensere for den tilsigtede samhørighed mellem økonomisk og social udvikling, fordi grundlaget for et selvfinansierende opsving simpelthen mangler i disse mål 1-regioner. Og den erfaring, at økonomisk udvikling alene ikke er med til at afskaffe arbejdsløsheden, underbygger imidlertid den kendsgerning, at man har brug for en stigning i bruttonationalproduktet på mindst 3% for overhovedet at skabe flere arbejdspladser. Udelukkende at koncentrere sig om en efterspørgselsorienteret, udbudsorienteret økonomisk politik kan ikke fungere på denne måde. Og hvis man allerede fører en sådan politik, skal man for det meste foretage udvidelsesinvesteringer og færre rationaliseringsinvesteringer. Man skal ubetinget koble det sammen med en efterspørgselsorienteret økonomisk politik, for at vi overhovedet får chancen for at forbedre den sociale situation i disse områder. I regionerne er disse situationer meget, meget forskellige. Det vil sige, at der netop er behov for en mængde ledsagende foranstaltninger for overhovedet at kunne gøre noget dér. Det kunne f.eks. være foranstaltninger til erhvervsuddannelse, til videreuddannelse, til genindslusning af personer, som allerede er blevet jaget ud af produktionsprocessen, til fleksible arbejdstider og arbejdstidsformer for bedre at kunne kombinere personlige og sociale aspekter afgørende og måske også igen fremme kvinders erhvervsaktivitet.

Hr. formand, min kompliment til ordføreren for hans grundige betænkning. Strukturfondenes hovedmålsætning er at øge den sociale og økonomiske samhørighed mellem regionerne i Den Europæiske Union. Gennem stimulering af investeringer af forskellige slags forsøger Den Europæiske Union at gennemføre en stigning af BNP pr. indbygger samt øget beskæftigelse. Af den sjette periodiske rapport om regionerne kan man forsigtigt konkludere, at disse stimuleringer ikke altid har den ønskede virkning. De bestræbelser, der sigter mod stigningen af BNP pr. indbygger i mål 1-regionerne, resulterer ikke altid i en sådan stigning. Ikke rigtigt et tilfredsstillende resultat i en periode, hvor der, i hvert fald i de seneste år, har været tale om økonomisk fremgang. Som ordføreren bemærker, er virkningerne af strukturforanstaltningerne desuden ringe, for så vidt angår beskæftigelsen. En vis tilbageholdenhed med hensyn til effektiviteten af fællesskabsstøtte er derfor på sin plads. Også konstateringen af, at forskellene mellem regionerne inden for medlemsstaterne sommetider endda øges, rejser alvorlige spørgsmål. Hr. formand, det forekommer mig derfor hensigtsmæssigt og nødvendigt, netop når det drejer sig om stimuleringen af beskæftigelsen, at henlede opmærksomheden på både de nationale og de regionale myndigheder. Det er jo dem, som har størst kendskab til de regioner, der hører under deres ansvar. Ved at lade dem udvikle skræddersyede planer for de pågældende regioner og om nødvendigt give finansiel støtte kan der opnås større resultater. Og det er jo i sidste instans målet. Jeg tilslutter mig derfor gerne, at Kommissionen overlader den praktiske udformning og gennemførelsen af foranstaltninger til medlemsstaterne og regionerne. Det er i tilslutning hertil, måske også mere hensigtsmæssigt med hensyn til den finansielle støtte til regioner i det hele taget at lægge større vægt på medlemsstaterne. Ved at flytte kriterierne med hensyn til regionerne over til medlemsstaterne forhindrer vi en masse problemer i fremtiden. Til sidst vil jeg henlede opmærksomheden på de mellem- og østeuropæiske landes stilling. Af betænkningen fremgår det, at de generelt er langt bagefter landene i Den Europæiske Union, navnlig med hensyn til BNP pr. indbygger. Med den planlagte tiltrædelse af en lang række af disse lande inden for en overskuelig fremtid er det tvingende nødvendigt at revidere den nuværende strukturpolitik. Jeg vil derfor i lighed med andre hermed opfordre Kommissionen til snarligt at fremsætte forslag om en reform.

Ærede hr. formand, ærede kolleger, hr. kommissær, efter nøje granskning af den foreliggende betænkning når man utvivlsomt frem til den konklusion, at det angivne mål for strukturpolitikken kun kunne opfyldes delvist. F.eks. er forskellen mellem regionerne snarere blevet større end mindre, medlemsstaterne selv noterer her en vis tilnærmelse. Ligeledes kunne arbejdsløshedstallene i de hårdest ramte regioner næppe reduceres, de er endda til dels steget. Jeg spørger altså mig selv, hvorfor strukturfondsmidlerne ikke blev anvendt mere effektivt. Selv kumulationen af midler fra Samhørighedsfonden og strukturfondene har ikke bragt det ønskede resultat i alle regioner og lande. Efter at alle politikeres erklærede mål i hele Europa er blevet en reduktion af arbejdsløsheden, skal man stille sig det kritiske spørgsmål, om den anvendte politik er den rigtige, eller om det ikke er mere hensigtsmæssigt at styrke regionerens konkurrenceevne ved passende foranstaltninger som øget støtte til forskning og udvikling, forbedring af infrastrukturen, forøgelse af uddannelsesniveauet. Seriøse strukturreformer og en konkurrencevenlig skatte- og afgiftspolitik er byggestenene for et vellykket erhvervsområde. Hvis vi ikke vil finde os i at blive bebrejdet, at vi fører en omkostningstung strukturpolitik, som ikke ændrer noget vedvarende i spørgsmålet om beskæftigelse, skal der sættes spørgsmålstegn ved de hidtidige foranstaltninger. Unionens strukturpolitik er først vellykket, når det lykkes at skabe tilstrækkeligt med arbejdspladser og at reducere arbejdsløshedskvoten betydeligt.

Hr. formand, ærede kommissær, ærede kolleger, tak til ordføreren for behandlingen af dette meget vigtige emne, idet udviklingen i den socioøkonomiske situation er afgørende for, hvordan Europas borgere mener, at det er lykkedes for os at udføre vores arbejde. Denne sag, som har indflydelse på deres hverdag, er et afgørende spørgsmål med hensyn til EU's troværdighed. Man må indrømme, at EU allerede har støttet, for ikke at sige på udmærket vis, udviklingen i de fattige lande. Jeg erindrer, hvordan der så ud i Portugal og Grækenland, da jeg første gang for 25 år siden kørte der. I denne forbindelse vil de fransktalende sige "coup de chapeau", jeg tager hatten af for EU. EU fortjener faktisk denne hæder, men inden for landene er forskellene mellem fattige og velhavende områder stadig for store. Hvad medfører dette? Befolkningen reagerer ved at stemme med deres fødder ved at rejse derhen, hvor der er velstand. Det resulterer i, at vi flere gange skal bygge skoler og sygehuse, hele infrastrukturen til den samme befolkning i det samme land. Dette bliver meget dyrt og medfører også særdeles store sociale problemer. Den største del af befolkningen vil gerne bo på sin hjemegn, hvis den får mulighed for det, det vil sige, hvis der er arbejde. Vi skal give dem denne mulighed. Dette er den moralske pligt for EU og for os alle. Jeg ser en klar støtte til iværksætterpotentialet som en løsning. Med iværksætterånd mener jeg bestemt ikke kun at eje en virksomhed, men jeg mener viljepotentialet. Jeg mener den indstilling, at mennesket vil fremad i sit liv, uanset om man er arbejdstager, virksomhedsejer eller embedsmand. Hvordan er et retfærdigt samfund? Det er, når et menneske, som kommer fra beskedne forhold, kan komme videre i sit liv, således at hans/hendes børn får det lidt nemmere. Sådan er det også muligt at skabe en positiv udvikling i regioner, for befolkningen vil gerne igangsætte og arbejde, hvis den bare får mulighed for det. Jeg vil sige, at vi i denne forbindelse bør tage ved lære af USA, hvor flid stadig er in, og succes er et tegn på kompetence og ikke genstand for misundelse, som det ofte er hos os i Europa.

Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, eftersom man tæller de sekunder, jeg har til min rådighed, vil jeg gå direkte til sagen. Allerførst en konstatering: Afkastet af væksten er ikke delt ligeligt inden for Den Europæiske Union. Tag f.eks. regionerne i Fællesskabets yderste periferier, der endnu en gang er ramt hårdt af en meget høj arbejdsløshedsprocent. På Réunion er der f.eks. en arbejdsløshed på 37%. Men dette skyldes ikke konjunkturerne, der er strukturelle årsager hertil. Det er vores fjerne beliggenhed, vores status som øregion, kort sagt vores egen personlighed, der skaber denne arbejdsløshed. For at bekæmpe situationen fastsatte man i Amsterdam-traktatens artikel 299, stk. 2, princippet om særlige foranstaltninger. Nu skal vi blot omsætte disse principper til handling. Kommissionens dokument, der blev bebudet til december 1999, er blevet udskudt til januar og dernæst til februar, og de første overvejelser giver ikke ligefrem grund til optimisme. Derfor udsender jeg en højtidelig appel til Rådet og Kommissionen. Med hensyn til skat, statsstøtte, strukturfondene og forsvaret af vores traditionelle produktion er det vigtigt at overveje konkrete foranstaltninger, der er kendetegnet af mod og ambitioner. Uden dette vil konvergens og samhørighed desværre blot forblive flotte ord, og man kan frygte, at den strukturpolitik, der føres i vores regioner, vil afsluttes med en fiasko på trods af de store summer, der skydes ind.

Hr. formand, nu er det min tur til i lighed med andre talere at takke hr. Berend og lykønske ham for kvaliteten af det arbejde, han har udført. Som det var tilfældet med den foregående betænkning, vil denne meget kompetente og præcise analyse samt de henstillinger, den indeholder, og Deres bemærkninger, mine damer og herrer, være til hjælp for Kommissionen i almindelighed og især for den kommissær, der har ansvaret for regionalpolitikken på et tidspunkt, hvor vi indleder programmeringen af bevillingerne for 2000-2006. Det er min tur til at fremsætte nogle bemærkninger, først og fremmest om Deres bedømmelse, hr. ordfører, af denne sjette periodiske rapport. De har fremhævet kvaliteten heraf, og De har selv skrevet, hvis jeg ikke tager fejl, at i forhold til den foregående rapport viste den en sand forbedring. På vegne af alle Kommissionens funktionærer og min forgænger fru Wulf-Mathies vil jeg gerne sige, at vi har været meget spændt på Europa-Parlamentets og Deres vurdering. Det er sandt, hr. Berend, at Kommissionen tillægger det særlig betydning, at denne sjette periodiske rapport gør det muligt at konstatere en indsats og en klar kvalitetsmæssig forbedring med hensyn til den analyse, der er foreslået Dem. Jeg tænker navnlig på indholdet i kapitel 2.1 i rapporten, hvor Kommissionen mere omhyggeligt har undersøgt de økonomiske definitioner i forbindelse med den regionale konkurrencedygtighed og har forsøgt at analysere, i hvilken udstrækning denne konkurrencedygtighed skal støttes, forbedres og påvirkes af de faktorer, som nogle af Dem, bl.a. hr. Markov for et øjeblik siden eller fru Raschhofer, kraftigt har understreget. Jeg tænker på den teknologiske forskning og udvikling, på bevillingerne til eller kvaliteten af infrastrukturen, på de menneskelige ressourcers potentiale, på små og mellemstore virksomheder og på den direkte investering i udlandet. Dette er kvalitet. Jeg vil ikke komme nærmere ind på min opfattelse af disse generelle punkter, som Europa-Parlamentet allerede har godkendt. Jeg vil blot nævne dem meget kort: Det første vedrører anvendeligheden af konklusionerne i denne rapport med henblik på at udarbejde prioriteter for den nye regionalpolitik, navnlig i forbindelse med forhandlingen med medlemsstaterne om programmeringsdokumenterne. For det andet partnerskabet, som flere blandt Dem har fremhævet, de lokale og regionale myndigheders rolle, den private sektor, arbejdsmarkedet parter, foreningssektoren og lokalsamfundene. Jeg vil være yderst opmærksom på den korrekte anvendelse af bestemmelserne i den generelle forordning om strukturfondene med hensyn til dette problem om partnerskaber. Det tredje punkt er behovet for at udvikle indholdet ved brug af væksten, selvom jeg godt ved, hr. van Dam sagde det lige før, at medlemsstaterne har det største ansvar, og at man, når man taler om ansvar hos medlemsstaterne - eller i øvrigt om anvendelsen eller effektiviteten af regionalpolitik - skal tage hensyn til den periode, vi befinder os i. Lige før erklærede hr. Fruteau, at afkastet fra væksten er ulige delt. Det er dog nødvendigt, hr. parlamentsmedlem, at der er en vækst, og at man ikke på globalt plan befinder sig i en periode med stagnation eller tilbagegang, som det har været tilfældet tidligere. De mener ikke, at væksten eller nøden er ligeligt fordelt. Jeg er enig i Deres analyse. Når der er vækst, skal den fordeles bedre, men det, der er endnu mere vanskeligt, og som i endnu højere grad rammer de regioner, der har problemer på grund af deres afsides beliggenhed eller beliggenhed i Fællesskabets yderste periferi eller øregioner, er den manglende vækst gennem de seneste to årtier på globalt niveau. Det fjerde punkt, som fru Hedkvist Petersen for et øjeblik siden understregede, drejer sig om en politik til fremme af lige chancer for mænd og kvinder og for de unge. Det femte punkt drejer sig om de små og mellemstore virksomheders roller og betydning, hr. Vatanen sagde dette med stor overbevisning for et øjeblik siden. Til sidst de positive effekter for den nationale administration i forbindelse med forvaltningen af strukturfondene, funktionærernes bevæggrunde i forbindelse med forvaltningen af disse fonde, selvom det nogle gange er svært, og det vigtige i igen at forbedre Kommissionens vurderingsprocedurer og kontrolprocedurer. Jeg informerer i denne forbindelse Europa-Parlamentet om min hensigt om at organisere et seminar i midten af 2000 med deltagelse af de nationale og regionale myndigheder om vurdering af procedurerne til udveksling af god praksis inden for forvaltningen af strukturfondene. Jeg vil gerne nævne nogle specifikke punkter. Hr. Berend, De har ønsket, at planen over støtteområder udarbejdes hurtigst muligt. Vi er ved at være færdige med denne opdeling. I morgen træffer Kommissionen afgørelse med hensyn til fire nye lande, og turen vil meget snart - håber jeg - komme til Italien. Deres ønsker på dette punkt vil således blive opfyldt, eftersom alle landene under mål 2 vil blive inddelt i områder. Med hensyn til den undergrundsøkonomi, som De henviser til i Deres betænkning, ved jeg godt, at analysen og udarbejdelsen af statistikken i denne forbindelse er afhængig af oplysningernes troværdighed, og som hr. Cocilovo har nævnt, er der et troværdighedsproblem med hensyn til oplysningerne. I en vis udstrækning tages de igen i betragtning i statistikkerne om BNP, undersøgelserne om arbejdsstyrken, og under alle omstændigheder vil jeg gerne understrege, at Eurostat forbedrer og fortsat vil forbedre statistikkernes kvalitet. De nævnte ligeledes, hr. Berend, i lighed med hr. Aparicio Sánchez, den manglende reform af fiskerisektoren. Med hensyn til dette punkt, som interesserer mig personligt, vil jeg gerne minde om, at sektorens ringe omfang - hvilket ikke betyder, at den er ubetydelig - og det faktum, at den er koncentreret i meget få regioner, ikke letter en regional analyse. Denne form for sektoranalyse henhører snarere under generaldirektoratet for fiskeri, som min kollega hr. Fischler er ansvarlig for. Dog vil jeg gerne forsikre Dem om, at Kommissionen vil gøre alt for at medtage en sådan analyse i den 2. rapport om samhørighed, som uden tvivl vil omhandle disse bekymringer. Der er flere blandt Dem, der har nævnt disse punkter, som skal medtages i den 2. rapport om samhørighed, og Deres ordfører har nævnt nogle af disse punkter. Jeg vil allerførst forsikre Dem om, at sammenlægningen af de periodiske rapporter om samhørighed ikke burde medføre tab af informationer eller en reduceret interesse for indholdet i denne rapport om samhørighed, som for mig, hr. ordfører, er et yderst vigtigt instrument, ikke blot med henblik på at blive klar over, hvad der er gjort, og dette skal der gøres rede for på en omhyggelig og gennemsigtig måde, således at man kan undersøge eller vurdere de kommende retningslinjer, men også for at skabe en offentlig debat med borgerne og derudover med de folkevalgte som Dem selv om denne regionalpolitik og om det, der en dag kunne blive en europæisk politik for fysisk planlægning. Under alle omstændigheder har jeg noteret mig Deres ønske om at tilføje følgende punkter til betænkningen: en definition, indsamling og analyse af repræsentative indikatorer, især på regionalt plan og for de central- og østeuropæiske landes vedkommende, et afsnit om øregioner og regioner i Fællesskabets yderste periferi, som flere blandt Dem har nævnt, bl.a. fru Sudre og hr. Fruteau, analyser om regionernes konkurrencedygtighed for landene i Central- og Østeuropa - det vil være den store udfordring for os, for Dem og for Kommissionen i de kommende år - og endelig de grænseoverskridende aspekter. På alle disse punkter vil jeg gøre mit bedste for at følge Deres anbefalinger. Endelig vil jeg nævne nogle politiske konklusioner, som De i øvrigt kender, men som jeg vil minde om de vigtigste elementer i. Mine damer og herrer, der er gjort betydelige fremskridt på vejen mod egentlig konvergens, navnlig for de fire samhørighedslande, men også, hr. Pohjamo, jeg siger dette lige ud, for regionerne i mål 2, som har indhentet visse forsinkelser i deres udvikling, navnlig hvad angår infrastrukturen. Dette er det første politiske punkt. Det andet politiske punkt er, at strukturfondene har været og fortsat vil være et betydeligt bidrag til tilnærmelsesprocessen. Alle de makroøkonomiske modeller, som vi arbejder på, viser med hensyn til det sidste årti, at mere end en tredjedel af den opnåede konvergens i de regioner, der er bagud, ikke ville have fundet sted, hvis der ikke havde været strukturfonde. Dog har jeg bemærket, især hvad angår regionerne i Fællesskabets yderste periferi, fru Sudre, hr. Fruteau, eller endda hr. Nogueira Román, at De konstaterer, at vi fortsat har et stort arbejde foran os - og dette er mit tredje punkt - med henblik på at forbedre beskæftigelsen og at bekæmpe social udstødelse, der er særlig alvorlig og uacceptabel i mange af vores regioner, og med henblik på kvinders og de unges integration på arbejdsmarkedet. Det fjerde politiske punkt er Unionens udvidelse. Vores institutioners store politiske og humanistiske projekt i de kommende år er ligeledes en stor udfordring for samarbejdspolitikken i Europa - et punkt, som hr. van Dam har understreget. Jeg mener, at vi allerede i Berlin og med de finansielle redskaber, der er til vores rådighed, ser omridset af en samarbejdspolitik for de første lande, der vil slutte sig til os. Jeg tænker bl.a. på ISPA, hvis iværksættelse jeg har ansvaret for i de kommende uger. Som De kan se, mine damer og herrer, er vores nye programmering næppe gennemført, før vi sammen gør os overvejelser om indvirkningen af Unionens udvidelse på vores strukturpolitik. Denne sjette rapport, som De stort set har afgivet en positiv bedømmelse af, hr. Berend, udgør for os - for mig - et godt grundlag for overvejelse. Jeg vil gerne takke Dem inderligt for Deres bidrag til den diskussion, vi har indledt om de næste retningslinjer samt om en fornuftig anvendelse af retningslinjerne for perioden 2000-2006.

Hr. formand, jeg vil blot give en oplysning: Her til morgen er der sket et terrorattentat i Madrid. Der blev placeret en bombe i en bil. En person døde. Jeg vil blot på min gruppes vegne endnu en gang fordømme disse terrorhandlinger.

Mange tak, fru Fraga. Vi har faktisk fået besked om den triste begivenhed. Ulykkeligvis straffer den morderiske terrorisme igen det spanske samfund, og formandskabet hæfter sig, som De sikkert forstår, særligt ved Deres ord, da formandskabet under dette møde også er spansk. (Protokollen godkendtes)

Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 21. januar, for genoptaget.

Fru formand, tillad mig at minde om, at det i morgen er to år siden, ulykken på Cermis fandt sted. I Cavalese i Italien var der nemlig for to år siden et amerikansk fly fra NATO-basen i Aviano, som fløj lavt under en øvelse - lavere end de fastlagte sikkerhedsgrænser - og skar kablerne over på en svævebane, så over 20 europæiske borgere blev slået ihjel. Siden da har ofrenes pårørende - som ikke har haft den trøst, at retfærdigheden er sket fyldest, eftersom den ansvarlige pilot ikke er blevet straffet - forventet, at USA i det mindste gav dem en omgående økonomisk erstatning. For at forsvare de pårørendes rettigheder vil jeg derfor gerne appellere til formanden for Parlamentet og formanden for Kommissionen om at garantere, at de amerikanske myndigheder straks udbetaler en erstatning.

Tak, jeg har bemærket mig Deres indlæg.

Næste punkt på dagsordenen er fastsættelse af arbejdsplanen. Efter anmodning fra flere politiske grupper og efter den netop afholdte Formandskonference foreslår jeg opførelsen af en debat om et aktuelt og uopsætteligt spørgsmål af væsentlig betydning i medfør af artikel 50 i forretningsordenen vedrørende Unionens reaktion på forhandlingerne i Østrig med henblik på regeringsdannelsen. Hvis denne debat vedtages, vil den blive indledt med indlæg fra hr. Seixas da Costa, formand for Rådet, og hr. Prodi, formand for Kommissionen. Er der nogen, som vil udtale sig for dette forslag?

Fru formand, jeg har taget ordet for at støtte Formandskonferencens beslutning, og jeg benytter lejligheden til at sige, at det, selvom jeg offentligt kritiserede formandskabet i januar måned, på egne vegne og på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe, nu forholder sig således, at de erklæringer, som formandskabet er kommet med om dette spørgsmål, har været hensigtsmæssige, og vi deler dem fuldt ud, både hvad angår tidspunktet og formen. Og når det er sagt, fru formand, så er det virkelig vanskeligt at finde en debat, som passer bedre til det, der står i artikel 50 i vores forretningsorden. Dette er en aktuel, yderst vigtig og uopsættelig forhandling. Vi finder derfor, at vi bør ændre dagsordenen, så den kan blive optaget. (Bifald)

Er der indvendinger mod dette forslag?

Fru formand, jeg tager ordet mod forslaget og dette af principielle grunde, der forekommer mig meget væsentlige, og som drejer sig om overholdelsen af traktaterne, særlig artikel 7 i Amsterdam-traktaten. Fru formand, kære kolleger, vi har hidtil troet, at Den Europæiske Union - i medfør af bestemmelserne i traktaterne fra Rom og Paris, som grundlagde det Fællesskab, der senere blev til Den Europæiske Union - var en samling af frie, uafhængige og selvstændige stater. Selvom de mange ændringer godt kunne så tvivl herom, mente vi trods alt, at dette var tilfældet, og indtil for nylig anvendte man - ganske vist modstræbende - subsidiaritetsprincippet. Men i dag forekommer det indlysende, at hvis man indleder en debat, som den De, fru formand, og Formandskonferencen anmoder om i medfør af artikel 50, så skader man princippet om frihed, om staternes selvstændighed og om den frie regeringsdannelse som følge af demokratiske valg, og i fremtiden vil et tilfældigt flertal i Europa-Parlamentet kunne blande sig i en regeringsdannelse, der dog er et resultat af frie, hæderlige, fredelige og demokratiske valg i en medlemsstat. Hvis De accepterer ...

Hr. Gollnisch, undskyld, men De har et minut. Jeg ved, at De altid er meget opmærksom på, at forretningsordenen overholdes.