data/train/da_ep-00-03-17.txt

Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, vi erfarede i går aftes i tv-nyhederne på ARD, at anklagemyndigheden igen har indledt en undersøgelse mod EU's ansvarlige for Balkan, hr. Hombach. Da der allerede har været store problemer i denne retning og også med henvisning til problemerne i den tidligere Kommission, drejer det sig nu om en mistanke om, at der angiveligt er blevet udbetalt 300.000 D-mark uden modydelser til et agentur. Jeg anmoder Dem om at informere Rådet herom og opfordre det til at suspendere hr. Hombach fra alle hans pligter, indtil der er truffet en endelig og retskraftig afgørelse i undersøgelsessagen. Vi kan ikke tillade os, at der igen opstår et negativt indtryk i forbindelse med Den Europæiske Union.
Vi har noteret os Deres bemærkning, kære kollega.
I går aftes efter afstemningerne her i salen blev der fremsat en kommentar, som jeg gerne vil tage afstand fra og ikke forbindes med. Det var ikke nogen fejl ved tolkningen, og medlemmer af Europa-Parlamentet omtalte Den Tekniske Gruppe som Den Tekniske Gruppe af Racister. Det var en urimelig kommentar. Ingen kunne i deres vildeste fantasi betragte f.eks. Emma Bonino som racist. Folk bør være meget forsigtige med, hvordan de behandler andre her i salen. Nogle bryder sig måske ikke om, at Den Tekniske Gruppe er blevet etableret, men det er sket. Disse medlemmer blev valgt ligesom jeg og ethvert andet medlem af Europa-Parlamentet, og det må vi acceptere. Folk har rettigheder, og jeg finder ikke, at den kommentar, der blev fremsat i går, var acceptabel.
Vi har noteret os Deres bemærkning, frue.
Hr. formand, da jeg på mødet i mandags takkede den franske stat, Strasbourg by og Europa-Parlamentet for, at der kun var lyd på den finsksprogede fjernsynskanal, og at der kom koldt vand ud af hanerne, men ikke varmt, mente jeg ikke, at det skulle være sådan, men mente, at disse ting burde ordnes. Jeg håber, at den franske stat, Strasbourg by og Europa-Parlamentet indleder foranstaltninger for at rette op på den slags småting i en så dyr bygning.
Udmærket, hr. Seppänen, vi har ligeledes noteret os Deres bemærkning.
Hr. formand, da jeg læste protokollen, opdagede jeg til min forfærdelse, at jeg endnu en gang har undladt at underskrive tilstedeværelseslisterne, selvom jeg deltog i et antal mundtlige afstemninger, der var ret vigtige. Jeg ønsker, at min tilstedeværelse opføres i protokollen for i går.
Det er ikke noget problem.
Hr. formand, jeg har ingen bemærkninger til protokollen, men til Europa-Parlamentets informationstjeneste. Jeg ved ikke, om det her er et passende tidspunkt at sige dette. Det vedrører ikke protokollen, men derimod er det en anden bemærkning. Kan jeg komme med den nu? Altså, jeg har fra en kollega netop modtaget session news om gårsdagens debat om betænkning af Ludford, og jeg må med beklagelse konstatere, at den forklaring, som jeg afgav på vores gruppes vegne, ikke er refereret her. Jeg anmoder Parlamentets tjenestegrene om at undersøge, hvorfor det ikke blev nævnt.
Hr. Poettering, Parlamentets tjenestegrene vil undersøge det nærmere, det lover jeg Dem.
Godt, hr. Manders, alt er noteret. (Protokollen godkendtes)
Hvad enten den er national eller europæisk, er en centralbank altid udelukkende til tjeneste for storkapitalen og dens ejere. Vi nægter at vælge mellem de forskellige måder, hvorpå de kapitalistiske grupper og overklassen kan forvalte deres bankforretninger, for under alle omstændigheder sker det i strid med arbejderklassens og størstedelen af befolkningens interesser. Vores nej er et udtryk for vores modstand over for en national såvel som en europæisk organisation af banksystemet.
Den Europæiske Centralbanks forslag har fået os til at undre os og til fare frem med lempe med hensyn til to aspekter. Hvad angår metoden, kan man konstatere, at fremgangsmåden fortsat er den samme. Fællesskabsinstitutionerne fremsætter ufuldstændige betænkninger, der nedtoner konsekvenserne for medlemsstaterne i forbindelse med endnu en suverænitetsafgivelse, og de går gradvist frem. Således understregede Kommissionen under indførelsen af euroen, at staternes suverænitet ikke på nogen måde var truet af ECB eller ECBS, der er ophøjet til detentor og forvalter af medlemsstaternes officielle valutareserver. Man glemmer dog at minde om, at nationalbankerne forvalter disse midler for ECB, der er enerådig med hensyn til fastlæggelsen af den monetære politik, og at man - selvom der i artikel 30-1 i ECB's vedtægter fastsættes et maksimumbeløb på 50 milliarder euro med hensyn til reserverne, hvilket man mente var tilstrækkeligt til at sikre ECB's uafhængighed - i uafhængighedens navn to år senere anvender artikel 30-4 for at få supplerende midler med det formål at kunne øge bankens uafhængighed og troværdighed. Vi mener, det er berettiget at spørge sig selv, om dette er et gabende og bundløst hul! Med hensyn til indholdet må vi ikke lade os narre af den måde, dette nye overdrevne krav er pakket ind på. Det drejer sig ikke kun om at tildele større finansielle midler til en uafhængig institution for at gennemføre en effektiv monetær politik til fordel for medlemsstaterne, men ligeledes om indirekte at skaffe supplerende ressourcer til en teknokratisk struktur med henblik på at gøre det muligt for den at finansiere de stadig større funktionsbehov. Klogt nok opretholdes den kunstneriske vaghed således, og selvom euroen burde være stærk og stabil, og at det fra begyndelsen var meningen, at reserverne var til forsvarsbrug i overgangsperioden (hvis det blev nødvendigt!), lader det i dag til, at hverken den ene eller den anden af disse forudsigelser er blevet overholdt, og at Frankfurt er fuldstændig ubevægelig! Derfor opstår et nyt spørgsmål omkring den effektive anvendelse af disse finansielle midler. Hvorfor skulle medlemsstaterne overlade deres ressourcer til en fællesskabsinstitution, der på grund af sin uafhængighed ikke kan kontrolleres? Som afslutning vil jeg minde om, at en stat ikke blot defineres ved den suverænitet, den besidder på grund af sin handlefrihed. Erfaringen viser, at dens autoritet og troværdighed på den internationale scene i meget høj grad afhænger af de ressourcer, som den råder over. Man må derfor være på vagt, fordi en gradvis fratagelse af begge dele på længere sigt vil vise sig at give bagslag.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0046/2000) af Izquierdo Rojo for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik (KOM(1999) 536 - C5-0249/1999 - 1999/0209(CNS)).
Hr. formand, jeg forelægger en betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik. Det er en betænkning, som skaber præcedens, for det er første gang, Rådet hører Parlamentet om disse foranstaltninger. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har med stor interesse og hast studeret dette forslag til lovgivningsmæssig beslutning, og det har vedtaget det enstemmigt. Blandt de ændringsforslag, som Parlamentet forelægger, vil jeg fremhæve følgende aspekter: For det første inddrages informations- og igangsætningscentrene for landdistrikterne i ændringsforslag 2 som mulige aktører i forbindelse med disse foranstaltninger. For det andet henvises der udtrykkeligt til den vigtige rolle, som unge landmænd kan spille for nævnte foranstaltninger. For det tredje henleder vi Kommissionens opmærksomhed på formålstjenligheden ved forenkling og hurtig forvaltning i forbindelse med den administrative behandling med hensyn til såvel analysen af programmerne som den efterfølgende kontrol. For det fjerde fremhæver vi mænd og kvinder inden for landbruget, landbrugere og øvrige aktører i landdistrikterne som ideelle målgrupper for disse foranstaltninger. Hvis man ser på vores ændringsforslag, vil man lægge mærke til, at de er humane, og at der lægges op til en åben og meget mere dynamisk debat. Der tages afstand fra informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik, som er udelukkende bureaukratiske, teknologiske og passive. Derfor mener vi, at Parlamentets ændringsforslag forbedrer teksten. For det femte ønsker Parlamentet, hvad angår medfinansieringssatsen, at Kommissionen kunne forhøje denne sats og dermed forhøje finansieringen, når det drejer sig om organisationer eller foreninger uden økonomiske midler. For det sjette ved vi med hensyn til de lovede bevillinger allerede, at det ifølge forslaget drejer sig om et beløb på 4,5 millioner euro om året gennem EUGFL - Garantisektionen, hvilket for indeværende periode 2000-2006 svarer til 27 millioner euro. Men i Parlamentets forslag peges der på, at Kommissionen skal sørge for, at der afsættes tilstrækkelige budgetbevillinger til det store antal organisationer, der er omfattet af denne forordning. Endelig, hr. formand, vil jeg fremhæve indholdet af ændringsforslag 10, hvorved der foreslås en ny artikel 5a, hvor de kriterier, der skal gælde for de støtteberettigede programmer eller aktioner, er følgende: at det er programmer, der styrker et bæredygtigt og multifunktionelt landbrug, at de opretholder og skaber beskæftigelse, fremmer social og geografisk samhørighed, giver kvinder og unge en mere fremtrædende rolle, beskytter miljøet og sikrer vandforsyningen, luft- og jordbundskvaliteten, forarbejder landbrugsaffald og begrænser energiudgifterne i landdistrikterne og transporten. Det drejer sig efter vores mening om projekter, der skal fremme udviklingen af landdistrikterne, forbedre fødevaresikkerheden og produktkvaliteten. Europa-Parlamentet ser gerne, at Kommissionen i forbindelse med disse kommende informationsforanstaltninger foranlediger, at disse prioriteringer, som er prioriteringerne for landbruget i 2000, anskueliggøres. Det var det hele, hr. formand. Jeg vil takke for samarbejdet og for den opbakning, jeg har fået fra alle medlemmer af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter på alle de møder, som vi har holdt. Jeg håber også, at Europa-Kommissionen på en eller anden måde tager Parlamentets synspunkter i betragtning.
Hr. formand, der er tale om et målrettet instrument, som er yderst vigtigt for alle borgerne, men hvis hovedpersoner skal være landmændene. Dette kunne kort fortalt være vores holdning til forslaget til forordning om informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik. Efter GD VI's administrationsperiode og støtten fra EUGFL's Udviklingssektion får vi endelig en mulighed for yderligere gennemsigtighed, som vi absolut ikke må gå glip af. Den fælles landbrugspolitik er et instrument for landmændene og er den søjle, der skal give landbrugsbedrifterne en global anerkendelse af landmændenes rolle, både med hensyn til forbrugerne og med hensyn til de store miljøspørgsmål. Det er også en måde, hvorpå man kan gøre en mere tidssvarende bevidsthed udbredt blandt landmændene, en bevidsthed, der ikke mindst er nært knyttet til hele det europæiske samfunds behov. Vi har hørt alt for mange lovprisende ord om den produktive, miljømæssige, landbrugs- og forbrugerbeskyttende rolle. Disse ord har ofte vist sig at være et mål i sig selv, uden at man fik nogle klare lejligheder til konkret at føre de muligheder, der blev tilbudt, ud i livet. Vi har nu muligheden for at sende et klart budskab til landbruget. Vi er derfor ikke så glade for medtagelsen af alle forbruger- og miljøorganisationerne, der ikke kan udøve eller kræve nogen rettigheder og pligter med hensyn til en sådan aktion. I modsat fald ville vi gå glip af endnu en lejlighed til at nå de målsætninger om vækst, fællesskab, multifunktionalitet og opprioritering af kvaliteten, som de europæiske aktioner til fordel for landbrugssektoren er baseret på. Hertil kommer vores bekymring over de ringe finansielle midler, der er sat af til gennemførelsen af programmet. Der er derfor så meget mere grund til, at man ikke kan have en politisk udvidelse, der inddrager det størst mulige antal potentielle erhververe af udbuddene. Denne udvidelse skal derimod - med udgangspunkt i det, jeg lige sagde om målsætningerne for landbrugets repræsentativitet - give sig udslag i en fornuftig finansiering med et hensigtsmæssigt formål, som er beregnet på det, der er nævnt i selve programmets titel, nemlig den fælles landbrugspolitik, hvor ordet "landbrug" efter vores mening er meget sigende. Hvis man i stedet ønsker at gå i en anden retning, vil vi blot fremhæve, at der bliver en rolleforvirring, som hverken gavner det første eller det sidste led i fremstillingsprocessen. Med dette programs betydning kan man til gengæld også fastlægge og anerkende ansvaret for at give landbruget en effektiv lejlighed til at spille en hovedrolle i de igangværende ændringer. Med alt dette ønsker man naturligvis heller ikke at glemme eller forbigå betydningen af de andre organisationer, der har spillet den bedst mulige rolle med hensyn til landbrugsproduktionen. Hertil kommer, at udvidelsen med informations- og igangsætningscentrene allerede fremstår som en udvikling af muligheder, der er anerkendt af Unionen. Overgangen fra EUGFL's Udviklingssektion til EUGFL's Garantisektion er endnu et positivt element, når det gælder om at nå de tidligere fastlagte målsætninger og samtidig kunne følge med i midlernes anvendelse og ikke mindst i de målsætninger, man har til hensigt at nå. I tilknytning til alt dette og for at fremhæve de holdninger, der blev givet udtryk for, må man ikke glemme meningen med programmet i mere snæver forstand, nemlig landmændenes inddragelse i en mere klar stillingtagen til værdien af de instrumenter, der iværksættes med reformen af den fælles landbrugspolitik. Dette instrument lader i dag til at være blevet forstået fuldt ud af en stor del af landmændene. Der er dog stadig nogle, som mangler at blive inddraget. Det er sandsynligvis den del af dem, der er stærkest knyttet til de traditionelle modeller, som vanskeligt kan forbindes med den hurtige og overvældende udvikling, vi oplever i øjeblikket. Men det er en del, som EU agter at føre i retning af en situation, der i højere grad er tilpasset til de aktuelle levevilkår i vores europæiske samfund, nemlig euroen, globaliseringen, det åbne marked og de markedsnicher, der er kendetegnende for nogle økonomisk solide områder, som bør fremmes i endnu større grad. I den forbindelse kommer man ret spontant til at drage en parallel til f.eks. landboturismen, der er en indtægtskilde og samtidig et instrument til bevarelse af borgernes område, og som er et forbilledligt eksempel på, hvordan der kan sættes nyt skub i et europæisk landbrug, som ønsker at tage højde for de mest forskellige muligheder for produktion og indtægtskilder. Eksemplet med landboturisme går godt i spænd med det økologiske landbrug, men kommer også helt ud til yderspidsen af de produkter, hvis kvalitet er anerkendt af EU. Det er faktorer, der bekræfter, at landbrugspolitikken skal integreres i de andre former for økonomisk og social udvikling i Den Europæiske Union.
Hr. formand, åbenhed og information af borgerne i EU om arbejdet i EU bør prioriteres så højt som muligt. Det at informere om samarbejdet i Europa på et sagligt og reelt niveau er meget vigtigt i disse år, hvor vi står over for meget store udfordringer med udvidelsen med Central- og Østeuropa. Især er det vigtigt at forklare, hvad den fælles landbrugspolitik handler om, og at informere om mål, midler og udviklingsmuligheder. Der er mange målgrupper, der er først og fremmest landbrugerne, men også offentligheden i det hele taget og alle indirekte og direkte berørte personer. Det er vigtigt, at der bliver etableret et samarbejde med landbrugsorganisationerne og også med forbrugerne, hvis dette arbejde skal lykkes. Den fælles landbrugspolitik er den første, men også den største af Fællesskabets integrerede politikker og udgør en meget stor del af EU's budget. Det er derfor også vigtigt at præcisere, at tilskudsordningerne sikrer forbrugerne fødevarer til priser, der som følge af tilskuddet er lavere, end de ellers ville være uden tilskud. Det vil sige, at EU's landbrugsordninger er til gavn for alle borgere i EU. Den fælles landbrugspolitik er altid i udvikling og under forandring. Det stiller store krav til information og især til den koordinering, der er nødvendig, for at samarbejdet kan lykkes, både i medlemslandene og på tværs af medlemslandene. Forholdene er meget forskellige, og derfor bør det være landbrugets organisationer, der er hovedaktører, fordi disse organisationer først og fremmest fokuserer på landmændene.
Hr. formand, min gruppe vil først gerne takke ordføreren, fru Izquierdo, for denne betænkning. Det er det nødvendige forsøg på at skabe et juridisk grundlag for finansiering af interessegrupper og -organisationer i Den Europæiske Union inden for landbrugsområdet. Budgetposten har altid eksisteret, blot har den ikke været retligt sikret, og det har Revisionsretten påtalt. Kommissionen efterkommer nu denne nødvendighed med denne retlige foranstaltning. Vanskeligheden ved gennemførelsen ligger blot i, at Kommissionen nu selv tager en stor del af budgettet, som tidligere - i forskellig størrelsesorden - stod til fuld rådighed for organisationerne, og anvender den til egne informationsforanstaltninger - det siger man der. Vi må frygte, at disse midler holdes tilbage for organisationerne, og det er ikke nogen særlig heldig udvikling. På den anden side blev pengene tidligere stillet til rådighed for organisationerne, der selv skulle opstille kriterier for, hvorledes disse penge skulle bruges. Det var og er ikke længere tilladt, og derfor er det rigtigt, at der nu anføres kriterier. Her fastlægges imidlertid nu - og det har Izquierdo været inde på - bestemte procentsatser for finansiering og dermed fratages små økonomisk svage organisationer muligheden for at få adgang til denne pulje, fordi de ikke selv har midler. De små svage organisationer bliver diskrimineret. Derfor bifalder vi i høj grad, at fru Izquierdo også er kommet med det forslag, at fuld finansiering kan komme på tale, såfremt det er dokumenteret, at foranstaltningerne opfylder kriterierne, og såfremt der er tale om finansiel svaghed muligvis også om en svag økonomi i hele regionen, således at disse områder ikke sakker fuldstændig bagud. Vores gruppe bifalder altså, at vi nu får et juridisk grundlag, og vi støtter også ændringsforslagene, som ordføreren har indgivet.
Hr. formand, ærede medlemmer, informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik må have som mål i første række at etablere en kommunikationsstrategi i forhold til aktørerne i landdistrikterne. Efter vores opfattelse er den væsentligste kritik, som man kan rette mod dette forslag til forordning fra Kommissionen, at denne budgetlinje åbnes for organisationer uden for landbruget, og at bevillingerne skæres ned til 4,5 millioner euro. Denne situation bliver yderligere forværret af den budgetreserve, som Kommissionen tillægger sig selv, hvilket sammen med punktaktionerne kun efterlader 3 millioner euro til organisationerne, hvilket er en klart formindsket bevilling. Det forslag, som ordføreren fremlægger, er således positivt, når hun foreslår, at Kommissionen sørger for, at der afsættes tilstrækkelige budgetbevillinger til det store antal organisationer, der er omfattet af nærværende forordning. Et andet negativt aspekt ved Kommissionens forslag er begrænsningen af medfinansieringen til 75%, når de aktioner, som Kommissionen iværksætter direkte, finansieres med 100%. Desuden er det jo sådan, at forslaget om forordningsvejledningen vil gøre det endnu vanskeligere for organisationerne at få adgang til omtalte budgetlinje, især de økonomisk svageste, altså netop dem, der har brug for mest støtte. Derfor betydningen af det forslag, som vi stiller i forlængelse af betænkningens hovedtanke. Med vores forslag ønsker vi, at fællesskabsfinansieringen kan gå op til 75%, når der er tale om organisationer, der repræsenterer de små brug og familiebrugene med økonomiske vanskeligheder. Det håber vi kan vedtages. Forslaget om at skære 1 million euro fra Kommissionens bevilling for i stedet at øge punktaktionerne mener vi kan være en mulig løsning til at forbedre Kommissionens forslag til forordning. Til slut skal det understreges, at Kommissionen bør forenkle de administrative procedurer, både med hensyn til vurderingen af de programmer, som organisationerne fremlægger, og den påfølgende kontrol.
Hr. formand, jeg glæder mig over denne foranstaltning. Fra et administrativt synspunkt er formalisering af det gode. Men når vi kommer til at tænke på beløbet, er det ganske lille - 27 millioner euro over en periode på seks år. I betragtning af landbrugsbudgettets størrelse og af, at det går til hver eneste afkrog af Unionen, er det et relativt lille beløb. Det er derfor, jeg glæder mig over, at det meste af det bliver brugt med en finansieringssats på 50% snarere end 75%. Jo mere af det, der bruges med en finansieringssats på op til 50%, jo længere vil pengene række, og jo større vil virkningen blive. Den fælles landbrugspolitik bliver udsat for en masse kritik. En af de ting, der ikke har været almindelig forståelse for, er vigtigheden af denne politik fra et socialt synspunkt: det at den fælles landbrugspolitik socialt set i alle regioner med nedgang i Unionen har opretholdt befolkningstallet og støttet lokalsamfundet, som ellers ikke ville have overlevet. Det gælder i særlig grad for landene i randområderne, såsom Irland, Grækenland, Spanien og Portugal, hvor lokalsamfund, der ville være forsvundet, er blevet støttet og opretholdt, om ikke for bestandig, så i hvert fald indtil der skete en ændring i det økonomiske miljø, indtil den nye teknologi kom. Den langsigtede virkning af den fælles landbrugspolitik på dette område vil være større, end folk ofte har forestillet sig. Jeg har ikke noget at udsætte på den måde, hvorpå Kommissionen har samarbejdet med landbrugserhvervet i årenes løb. Ifølge min erfaring har Kommissionen været mere åben over for henstillinger og udveksling af information med landbrugserhvervet end de fleste landbrugsministerier i de fleste medlemsstater. Kommissionen har i årenes løb lært medlemsstaterne, hvordan de skal være åbne med meget begrænsede ressourcer. Men der er nye former for pres, der opstår på grund af forbrugernes bekymring for nye processer og systemer til fremstilling af fødevarer. De må forklares ikke bare for landbrugerne, men også for forbrugerne. Der findes mange myter om, hvad der er sikkert, og hvad der ikke er sikkert. Vi har et vigtigt stykke arbejde at gøre med at forklare, hvorledes hele produktionssystemet fungerer for Europas forbrugere og for dem uden for Unionen, der vil købe vores fødevarer. Det er vigtigt, at vi anvender så mange ressourcer som muligt herpå. Det sidste, jeg gerne vil fremhæve, er, at vi som følge af disse former for pres vil få en reaktion fra landbruget. Efterhånden som vi uundgåeligt må afvikle nogle af støtteordningerne under udvidelsesprocessen og samtidig opretholde presset for at beskytte miljøet og forbrugerne, vil der opstå gnidninger mellem producenterne og Unionens administration. Det vil være klogt at afsætte så mange ressourcer som muligt af hensyn til det gode forhold.
Hr. formand, jeg vil først takke ordfører Maria Izquierdo Rojo og udvalgets medlemmer for betænkningen. Meningen med den foreslåede forordning er at give Kommissionen et middel, som Kommissionen kan bruge til at præsentere den europæiske landbrugsmodel og skabe bredere kendskab til den fælles landbrugspolitik. På denne måde vil gennemførelsen af landbrugspolitikken blive lettere. Dernæst vil jeg tale om de ændringsforslag, Parlamentet er fremkommet med. De sigter generelt ikke mod at ændre indholdet, men snarere mod en justering af forslagene. Ændringsforslag 2 og 6 vedrører de sammenslutninger og organisationer, der hører under støttens område. Efter Kommissionens mening er det ikke nødvendigt at nævne grupper og organisationer ved navn. Med artikel 2 kommer alle landbrugssammenslutninger og aktører i landdistrikterne med i billedet. Således er tillæg til forslaget unødvendige. Ændringsforslag 5, 8 og 10 vedrører de støtteberettigede aktiviteter. Ændringsforslag 5 indeholder præciseringer af informationsforanstaltninger og diskussionsfora for mænd og kvinder indenfor landbruget. De er unødvendige, da de allerede er indeholdt i Kommissionens forslag. En af de præciseringer, der fremsættes i dette ændringsforslag, "at støtte dem med hensyn til de valg, de træffer", er ikke i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Denne forordning har ikke til hensigt at tilbyde landbrugerne en særlig tjeneste. Det kan de lokale institutioner gøre bedre. De midler, der er til rådighed, ville heller ikke række til det. Derudover, hvad angår tilføjelserne til artikel 3, vil jeg gøre opmærksom på, at informationsbesøg ikke er udelukkede. Listen over støtteberettigede aktiviteter er nemlig ikke udtømmende, hvilket fremgår af ordet "bl.a.". Kommissionen er dog parat til at godkende denne præcisering. Man kan imidlertid ikke godkende finansiering af længerevarende udvekslingsprogrammer, da sådanne aktiviteter ikke hører ind under informationspolitik. Ændringsforslag 10 vedrører artikel 5. Kommissionen støtter de her nævnte mål, hvilket bevidnes ved, at de er indeholdt implicit i artikel 1, som vedrører den europæiske landbrugsmodel. Derfor er der ingen mening i at gentage indholdet af denne model i detaljer. Ændringsforslag 7 og 13 vedrører den procentuelle andel af finansieringen. Efter Kommissionens mening er det ikke ønskeligt at betale mere end 75% af de støtteberettigede omkostninger. De midler, der er til rådighed, er knappe. Jo lavere andelen af finansieringen bliver, des større antal aktiviteter kan man støtte, og des større bliver virkningen. Ændringsforslag 9 og 12 vedrører tildelingen og sikringen af bevillinger. Som bekendt har Kommissionen budgetmyndighed sammen med Rådet. Derfor behøver man efter Kommissionens mening ikke ændringsforslag 9. Hvad angår ændringsforslag 12, hvor man foreslår at indarbejde tildelingen af bevillinger i forordningen, vil jeg konstatere, at hvis man på forhånd lægger låg på bevillingerne, mister budgetpunktet den for forvaltningen nødvendige fleksibilitet, hvilket kan være skadeligt for de fremsatte finansieringsansøgninger. Ændringsforslag 11 vedrører evaluering. Kommissionen er enig med Parlamentet i det gavnlige i regelmæssig evaluering. Det kan man bedst tage med i betragtning i forordningen om gennemførelsen. Ændringsforslag 4 vedrører den administrative behandling. Dette ekstra afsnit i indledningsdelen er efter Kommissionens mening unødvendig i forordningen. I Kommissionens forordning om gennemførelsen bestemmes de administrative detaljer, den løbende evalueringen og den senere evaluering. I denne forbindelse er der grund til at konstatere, at man i proceduren må sikre en effektiv kontrol med de offentlige midler, uanset hvor åben og simpel proceduren end er. Ændringsforslag 1 og 3 er sproglige præciseringer. Disse præciseringer anser Kommissionen ikke for fornuftige, da afsnit 4 og 7 i indledningsdelen til Kommissionens forslag ikke er lige så begrænsede.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5­045/2000) af Izquierdo Rojo for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning (EF) om ændring af forordning nr. 1577/96 om indførelse af en særlig støtte for visse bælgplanter (KOM(1999) 428 - C5­0187/1999 - 1999/0182(CNS)).
Hr. formand, jeg forelægger en betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1577/96 om indførelse af en særlig støtte for visse bælgplanter. Europa-Parlamentet har analyseret dette forslag siden oktober 1999, og den 23. februar 2000 vedtog det dette forslag til lovgivningsmæssig beslutning enstemmigt. Jeg vil fremhæve følgende aspekter af de ændringsforslag, som Europa-Parlamentet fremsætter. For det første ændringsforslag 1 vedrørende betragtning 2a. Dette ændringsforslag supplerer Rådets politik, som er helt igennem handelsorienteret, og går ind for et forslag med et bredere sigte på økonomisk og menneskeligt plan, og hvad angår fødevarekvalitet. Hvor Rådet udelukkende taler om markedet, gør Parlamentet opmærksom på, at produktionen af disse bælgplanter er af økonomisk interesse på fællesskabsplan. Som følge af underskuddet i proteinafgrøder i Den Europæiske Union mener Parlamentet, at det er nødvendigt at forbedre ordningen, uden at støtteniveauet mindskes. For det andet foreslår Parlamentet i ændringsforslag 2, at støtten også skal omfatte produktion af vikker til frøavl. Denne støtte til frø eksisterer allerede for ris, kikærter og linser. Det foreslår vi, fordi produktion af frø, som vi alle ved, er underkastet yderligere tekniske krav og kvalitetskontrol, således at hvis produktionen ikke støttes, ville opgivelse heraf få meget negative følger for kvaliteten af vikkeproduktionen. For det tredje fremgår det af ændringsforslag 3, at Kommissionen efter vores mening uden yderligere forsinkelser skulle fremsætte forslag for produktionsåret 2000-2003. Før jeg slutter, hr. formand, vil jeg minde om, at Rådet i 1993 - som snart er længe siden - meddelte, at det var dets intention gradvist at udbygge den gældende støtteordning for bælgplanter. Det er imidlertid endnu ikke sket. For det andet viser produktionsårene gang på gang, at vi står over for en kronisk fejljustering af denne ordning. Det garanterede maksimumsareal indskrænkes systematisk, og dermed straffes de landmænd, som har været udsat for støttereduktioner på op til 20%, gang på gang. Af alle disse årsager, hr. formand, ønsker Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter i Europa-Parlamentet virkelig at forbedre ordningen. Vi er godt klar over det, som Kommissionen siger til os, om at vi befinder os i en periode med store budgetbegrænsninger, at vi ikke kan gennemføre dem uden at mindske støtten. Det er derfor, vi forelægger dette forslag, som i virkeligheden er et forslag om vedligeholdelse, og det, vi siger til Kommissionen, er, at den uden opsættelse senest til produktionsåret 2000-2003 skal udarbejde forslag, der forbedrer denne ordning, uden at støtten mindskes. Jeg takker for samarbejdet og støtten fra alle medlemmer af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og for Budgetudvalgets udtalelse og også tak til Kommissionen for dens vilje til dialog og dens forhåbentlig åbne indstilling til vores forslag.
Hr. formand, hr. kommissær, den betænkning, som vi i dag bliver foreslået at vedtage i Parlamentet, drejer sig om en minimal reform af forordning nr. 1577/96 om støtte til bælgplantesektoren. Reformen er så minimal, at den ikke engang ændrer det samlede garanterede maksimumsareal, om end den deler det i to blokke, og heller ikke støtten pr. hektar. Den byder kun på en enkelt nyhed, hvad angår forvaltningskomitéen, idet den erstattes med en forvaltningskomité for korn. Som et spansk ordsprog siger - meget apropos denne forordning - "Dette er linser. Hvis du vil, tager du dem, hvis ikke, lader du dem ligge". Derfor vil min gruppe støtte ordførerens betænkning og i særdeleshed ændringsforslag 2, hvori det foreslås, at støtten omfatter arealer til produktion af vikker til frøavl, for det vil sikre kvalitetsafgrøder. Jeg vil imidlertid gøre opmærksom på, at man har forspildt chancen for at støtte et stort, temmelig ufrugtbart område i Sydeuropa, hvor jorden ikke byder på andre dyrkningsmuligheder. Desuden er efterspørgselen efter vikker til kvægfoder voksende, hvilket kan bevises ved, at det tilsåede areal, i det mindste i Spanien, i de seneste tre produktionsår har oversteget det foreslåede garanterede maksimumsareal med et gennemsnit på 100.000 ha. pr. produktionsår. Desuden skyldes de fødevareproblemer, vi har haft i Den Europæiske Union, at planteædende kvæg er blevet fodret med foder af animalsk oprindelse, og hvis vi ikke nedsætter udgifterne ved og støtter, at kvægbestandene fodres med planteproteiner som bælgplanter, vil landmændene fortsætte med at bruge mel af animalsk oprindelse, for de er presset af en enorm konkurrence. Til slut vil jeg blot endnu en gang beklage, at Kommissionens landbrugspolitik går mere ud på at nedbringe udgifterne - eller i bedste fald ikke at forøge dem, som i dette tilfælde - end at bevare den ægte europæiske landbrugssektor, som er så vigtig for at skabe ligevægt i området.
Hr. formand, jeg tager ordet i denne forhandling for at støtte betænkningen af min kollega, María Izquierdo, hvis forslag i lighed med Kommissionens forekommer mig gavnlige og interessante. Bælgplanter er en traditionel afgrøde i nogle dele af Sydeuropa, bl.a. Spanien, nærmere betegnet Castilien-La Mancha, den region, som jeg kommer fra, og hvor en tredjedel af Spaniens samlede areal anvendt til denne type produktion befinder sig. Vi har derfor interesse i, at støtteordningen for denne sektor inden for landbrugsproduktionen, nærmere betegnet produktionen af kikærter, linser og vikker, ikke forværres. Kikærter og linser er to væsentlige produkter for den spanske gastronomiske kultur og for vores kost, middelhavskosten, nu så lovprist af videnskaben, hvor tørrede bælgfrugter indgår i vores traditionelle opskrifter. Købet af tørrede bælgfrugter i Spanien er for opadgående og stiger med op til 5% om året. I mit land når forbruget op på 6,5 kg pr. indbygger pr. år, og alle, der ved, hvordan disse produkter tilberedes, kan bekræfte, at det er meget. Religiøse skikke f.eks., gør, at man ikke spiser kød i fastetider, og med vores landsmænds opfindsomhed og fornuft er kødet blevet erstattet af andre - og meget lækre - retter, som vores kikærte- og spinatsuppe. Det drejer sig om skikke, som er groet fast op gennem historien og strækker sig over hele året, også for mennesker, der ikke praktiserer religionen eller er ikketroende, og som har efterladt sig en række næsten uendeligt varierede menuer på basis af tørrede bælgfrugter som hovedret, der utvivlsomt øger forbruget. En anden sektor, der har behov for denne type produkter er kvægsektoren. I en tid hvor vi er vidner til svindel med opfedning af kvæg og brug af produkter, som ikke er godkendte, er det vigtigt, at der på markedet udbydes naturligt kvalitetsfoder til en fornuftig pris, f.eks. noget af det, der er omfattet af denne forordning, nærmere betegnet vikker. Når alt kommer til alt, taler vi om en fællesskabsbeskyttelse af en produktion, som sidste år i min region gav 17.000 familier mulighed for at leve værdigt og af deres arbejde. Desuden drejer det sig om en sektor, hvor de dusørjægere, som slår sig ned i landbruget for at inkassere støtte fra Unionen, heldigvis ikke har formeret sig. Det drejer sig om traditionelle afgrøder, dyrket af mennesker, der generation efter generation sætter deres kræfter ind på dem, og som har bidraget til at profilere en stor del af landskabet og af gastronomien i betydningsfulde regioner i Europa, et landskab og en gastronomi, som vi alle interesserer os for, og som vi skal bevare. Jeg anmoder derfor om Parlamentets støtte til Kommissionens forslag og til de forbedringer, som ændringsforslagene i María Izquierdos betænkning udgør.
Hr. formand, vi kan støtte en forlængelse af forslaget, men samtidig vil jeg minde om, at Agenda 2000, der blev besluttet sidste år i Berlin, jo bygger på, at vi skal søge i retning af frihandel, at vi skal bestræbe os på at få de nuværende støtteordninger reduceret og på at få truffet nogle aftaler i WTO-regi, som gør, at vi kraft af markedsmekanismer kan få større adgang til de mange markeder ude i verden. Jeg vil også minde om, at det konventionelle landbrug i disse år er sat under pres, der er prisfald på stort set alle produkter. Det er det, nogle kalder stabilitet, landbrugerne oplever det noget anderledes, fordi omkostningerne jo stiger, og derfor vil en fastlåsning af prissystemerne pr. automatik virke som tilbagegang. Jeg vil også minde om, at Kommissionen for nylig har strammet betingelserne for intervention på kornområdet. Især hvedeavlerne vil blive ramt meget kraftigt, hvilket de er i forvejen på grund af et prisfald på 15%, men dertil kommer så stramningen med hensyn til kvalitet og med hensyn til proteinbegrebet, og det betyder, at der - især i den nordlige del af EU - vil være yderligere prisfald på vej. Jeg vil, som jeg sagde, på vegne af min gruppe støtte en forlængelse af ordningen, men jeg vil stærkt opfordre til, at Kommissionen inden 2002-2003 virkelig lægger sig i selen for at undersøge mulighederne for, at der kan ske nogle ændringer med hensyn til, hvordan vi anvender midlerne, så vi også fortsat kan sikre den gruppe af avlere, der indtil nu har været sikret gennem disse støtteordninger.
Hr. formand, kære kolleger, som bekendt skal dyrkningen af afgrøder med bælgplanter støttes ved at forbedre ordningen, men uden at støtteniveauet mindskes, på grund af det nuværende underskud i bælgplanter såvel til menneskeføde som til dyrefoder. Sagen er, at den støtteordning, der blev indført i 1989, er blevet ændret flere gange, men der er ikke blevet fremlagt en beretning om anvendelsen af den nuværende ordning. Nu ønsker Kommissionen, da den går ud fra et garanteret maksimumsareal på 400.000 ha, at reducere produktionsgennemsnittet i de tre seneste produktionsår med ca. 100.000 ha, hvilket vil medføre betydelige nedskæringer i støtten. Selvom vi ikke er uenige i opsplitningen af det garanterede maksimumsareal i to, mener vi, at der må ske en korrigering af den periode, som hver enkelt garanteret maksimumsareal beregnes ud fra, ved at fjerne de tre sidste høstår, så den negative virkning for Portugal mindskes, hvad angår produkter bestemt til menneskeføde. Til slut skal det nævnes, at det for Portugal er vigtigt, at stangbønner bliver omfattet af denne ordning, også uden ændringen af det garanterede maksimumsareal. Vi insisterer derfor på, at Kommissionen tager hensyn til disse forslag til ændring af den nye ordning, som den ønsker at indføre for bælgplanter.
Hr. formand, jeg vil igen takke ordfører Maria Izquierdo Rojo for en fremragende og konstruktiv betænkning. Som grundlag for spørgsmålet om bælgplanter, som nu er til behandling, ligger der to dokumenter fra Kommissionen. Det første er en rapport om støttesystemet for bælgplanter og det andet et forslag til forbedring af administrationen af systemet. Hvilke vækster er der egentlig tale om? Jeg ved, at de spanske medlemmer er godt inde i sagen, men der er grund til at konstatere, at man med bælgplanter mener treårige vækster, hvis proteinindhold er højt og som høstes som tørre frø. Som menneskeføde anvendes linser og kikærter, mens man anvender frøene fra vikker, som er mere fremmede vækster for os, til dyrefoder. Bælgplanter dyrkes specielt på markerne i den sydlige del af Unionen, da de gror godt i et tørt klima. Rent faktisk er Spaniens andel af EU's bælgplanteavl da også på 90%. Bælgplanterne hører ikke med i det støttesystem, som blev reformeret med Agenda 2000, selvom de kan anvendes til avlsrotation sammen med andre markvækster såsom korn. Bælgplanter har deres eget system, hvor størrelsen på den faste hektarstøtte er 181 euro, og det garanterede maksimumsareal er 400.000 hektar. Systemet blev oprettet i 1989, da dyrkningsarealerne for bælgplanter formindskedes til fordel for korn, som der allerede var overproduktion af. Formålet med særarrangementet var at bevare de oprindelige bælgplanteplantager ved hjælp af hektarstøtte. Hvad er Kommissionens konklusioner af rapporten? Ved en undersøgelse af systemets anvendelse bemærkede man, at det garanterede overfladeareal på 400.000 hektarer systematisk overskrides. Af dette kan man drage to konklusioner. For det første er målet med systemet opnået med succes, og for det andet er der grund til at kontrollere arealerne bedre. Ved undersøgelsen af overskridelserne af maksimumsarealet i de senere år bemærkede man, at arealerne specielt blev overskredet for vikkes vedkommende. Selvom systemet som helhed blev anvendt tilfredsstillende, var administrationen af maksimumsarealer problematisk, da de producenter, der overskred arealerne, ikke blev behandlet anderledes end de øvrige producenter. Hvorledes kunne man forbedre systemet? Man måtte forsøge at finde måder at forbedre det på inden for rammerne af det nuværende system og inden for de bevillinger, der var afsat til det. Vi er i en situation, hvor reformen af Agenda 2000 er vedtaget og de internationale handelsforhandlinger er på vej. Jeg vil også understrege, at den ændring, ordføreren foreslår, om at man kunne akkumulere vikkeproducenternes nuværende støtte sammen med støtten til det andet markedssystem, det vil sige markedssystemet for frøavl, ikke ville medføre den ønskede forbedring. Dette er altså ændringsforslag 2. Det kan ikke godkendes af to årsager: For det første står systemerne i indbyrdes modstrid, da frøene under det ene system principielt høstes til dyrefoder, mens de under det andet er beregnet til såsæd. Den anden årsag er, at det kunne medføre ekstraudgifter. Kommissionen foreslår i overensstemmelse med sin rapport, at det garanterede maksimumsareal på baggrund af den tidligere arealfordeling deles i to dele i forholdet 40/60. Så er opdelingen følgende: Linsers og kikærters samlede andel er 160.000 hektar og vikkes andel er 240.000 hektar. Desuden foreslår man i forslaget, at Forvaltningskomitéen for Tørret Foder erstatter Forvaltningskomitéen for Korn. Formålet med denne ændring er udelukkende at indføje en praksis i foreskrifterne, som er blevet almindelig i komitéerne. Til sidst vil jeg konstatere, at Kommissionen godkender de ændringsforslag, fremsat af ordføreren, som styrker dens holdning, og hvori det foreslås, at Kommissionen skal fremlægge en ny rapport, det vil sige ændringsforslag 3, og forsøge at forbedre systemet, det vil sige ændringsforslag 1. Ærede parlamentsmedlemmer, i lyset af de kommentarer, jeg har fremsat, skulle det ikke være vanskeligt at godkende forslaget således, at man kan gennemføre det fra produktionsåret 2000-2001.
Næste punkt på dagsordenen er følgende mundtlige forspørgsler til Kommissionen: B5-0207/2000 af Jillian Evans m.fl. for Verts/ALE-gruppen om additionalitet; B5-0209/2000 af Davies og Attwooll for ELDR-gruppen. om additionalitetsprincippet i strukturfondsbestemmelser.
Hr. formand, hr. kommissær, formålet med strukturfondene er at hjælpe de fattigste og mest nedslidte områder i Den Europæiske Union, de, der trænger mest til udviklingsbistand, for at hjælpe dem til at begynde at genopbygge deres økonomi, skabe job og genrejse de fattigere områder. Additionalitet skal sikre, at dette sker, og forhindre, at regeringerne bruger midler fra EU til at erstatte deres egen bistand, da det ville modvirke hensigten. Men i mange regioner og nationer er det det, der sker i øjeblikket, og jeg kan illustrere problemet med et eksempel fra Wales. Det, at det vestlige Wales og dalområdet fik status under mål 1 sidste år, var udtryk for en erkendelse af fattigdommen i to tredjedele af landet. 1,2 milliarder euro i EU-bistand kunne, hvis pengene blev brugt effektivt, give netop den ekstra hjælp, som man ønskede. Men hvis vi ser på regeringens budget for Wales, vil der i praksis ikke blive brugt flere penge fra den britiske regering næste år under mål 1, end det sker i dette år før mål 1. Budgettet for Nationalforsamlingen, der kommer fra det britiske Finansministerium, forbliver det samme, så der i det mindste i de første 15 måneder af den nye programperiode ikke tilføres nogen som helst ekstra ressourcer. Pengene bliver taget fra andre budgetter under Nationalforsamlingen, såsom sundhed og uddannelse. Derfor bliver centralregeringens udgifter reduceret. Under strukturfondene bliver de områder, der har de største behov, udpeget og udvalgt ud fra regionale kriterier. Men når Kommissionen ser på additionalitet, behandles det på medlemsstatsniveau. Det er klart selvmodsigende. Sådan som reglerne er nu, er dette lovligt. Der er ikke noget lovkrav om, at medlemsstaterne skal vise additionalitet på regionalt niveau eller programniveau. Jeg er enig i den udtalelse, som hr. Barnier har fremsat i et skriftligt svar til mig, hvor han sagde, at det er vigtigt at tage hensyn til ånden i additionalitetsprincippet snarere end til lovens bogstav i denne sag. Vi har brug for en revision af systemet, og en væsentlig del heraf er at se på additionalitet inden for de enkelte medlemsstater på programniveau såvel som på medlemsstatsniveau. Der må etableres mekanismer, der kan sikre, at medlemsstaterne respekterer princippet og ånden i additionaliteten, således at pengene bliver målrettet og brugt effektivt. Så i dette spørgsmål, hr. kommissær, beder vi om bekræftelse af, at dette vil ske, og jeg ser frem til afstemningen om denne debat i april.
Hr. formand, princippet om additionalitet eksisterer for at sikre, at overførsler til medlemsstaterne under strukturfondene supplerer snarere end erstatter nationale bevillinger til strukturelle udviklingsforanstaltninger. På denne måde får Den Europæiske Unions strukturpolitik større virkning i retning af at reducere regionale og sociale uligheder. Ex-ante-verifikationen af additionalitet foretages i øjeblikket under anvendelse af artikel 11 i forordning 1260/99. Det er en integrerende del af forhandlingerne om strukturfondenes programmer for medlemsstaterne. Dette er en demonstration af medlemsstaternes hensigt om at gennemføre princippet om additionalitet i løbet af den programperiode, der ligger forude. Hvor det er nødvendigt, kan Kommissionen bede medlemsstaterne om at gøre nøjere rede for detaljer i deres prognoser for støtteberettigede udgifter i perioden 2000-2006. Hertil kommer, at Kommissionen har forberedt detaljerede gennemførelsesbestemmelser til medtagelse i programdokumenterne, der både skal dække situationen ex ante og midtvejs samt den endelige verifikation af additionaliteten. Det andet problem, som dette spørgsmål rejser, er muligheden af verifikation for additionalitet på regionalt niveau. Jeg vil gerne uddybe nogle elementer i tidligere svar. For det første er det sådan, at selvom additionalitet gennemføres i forhold til de samlede støtteberettigede udgifter fra medlemsstaterne snarere end på regionalt niveau, må man erindre, at den samlede additionalitet, som kræves bevist, pr. definition er summen af støtteberettigede udgifter på lavere niveau. I praksis vil det at reducere den nationale støtte til støtteberettigede udgifter skulle afbalanceres med en forøgelse i andre regioner, for at additionaliteten kan overholdes i det samlede billede. Angående dette kan Kommissionen klart forsikre, at hvis der findes vidnesbyrd om en reduceret national indsats i én eller flere givne regioner, vil man være særlig opmærksom med hensyn til troværdigheden af de samlede tal. Et andet punkt, der trænger til forklaring, drejer sig om omfanget af additionalitet og den idé, at når additionaliteten gennemføres på nationalt niveau, er den måske uforenelig med strukturfondenes regionale karakter. Man må erindre, at de udviklingsrelaterede udgifter i en medlemsstat, der lægges til grund for vurderingen af additionalitet, normalt består af en blanding af ressourcer, der bevilges og forvaltes på nationalt niveau, og de, der forvaltes på regionalt niveau. Der kan ganske vist være nogle udgiftskategorier, hvor man vil forvente stabilitet på regionalt niveau i de forskellige programperioder, men man kan næppe påstå, at udgifterne f.eks. til større infrastrukturprojekter skal opretholdes på samme niveau i hver region uanset de aktuelle behov. Det er derfor, Kommissionen er af den opfattelse, at en streng anvendelse af additionalitet på regionalt niveau ville føre til en overdreven stivhed i medlemsstaternes forvaltning af deres egne udviklingsbevillinger. Endelig med hensyn til budgetmæssige bestemmelser inden for medlemsstaterne, der angår forholdet mellem centralregeringen og regionerne, kan Kommissionen kun gentage, at disse sager udelukkende henhører under det nationale niveau og ikke har noget at gøre med additionalitet, sådan som det er defineret i forordningerne.
Hr. formand, må jeg begynde med at takke min kollega fra Wales, Jillian Evans - selvom hun kommer fra et andet parti - for at have rejst dette spørgsmål. Jeg mener ikke, der er noget vigtigere spørgsmål i Wales i øjeblikket end anvendelsen af bevillinger under mål 1, og det er vigtigt at se på baggrunden for de spørgsmål, vi har til overvejelse i øjeblikket. Der er to væsentlige nye historier på trapperne i Det Forenede Kongerige i dag. Den ene er den chokerende nyhed om BMW's beslutning om at splitte Rover-Land Rover-gruppen med truslen om massive afskedigelser over hele Det Forenede Kongerige, og den anden nyhed, der er på vej ud her til morgen, er Det Konservative Partis overvældende sejr ved suppleringsvalget i Ayr, hvor det forsvarende Labour-parti blev tvunget ned på en elendig tredjeplads og tabte næsten 10 procentpoint. Disse historier er ikke bare lokal baggrund for denne debat. Efter min mening understreger de netop de spørgsmål, som vi har til overvejelse inden for strukturfondenes bevillinger under mål 1 og 2 i de dele af Den Europæiske Union, der står over for store økonomiske problemer. Som vi allerede har hørt fra Jillian Evans, har en større del af Wales i valgkredse, som også jeg repræsenterer, fået status under mål 1, men desværre er vores problemer i Wales faktisk blevet endnu værre, lige siden Kommissionen kom med denne meddelelse. Som direkte følge af hvad jeg ville kalde Det Forenede Kongeriges regeringspolitik, er vores landbrugs økonomi næsten faldet sammen. Landbrugernes indkomster er på det laveste niveau i en generation, og denne nedgang rammer også vores produktionssektor. Jeg undskylder ikke, at jeg siger, at den massive overvurdering af pundet, som giver Det Forenede Kongeriges Labour-finansminister en valgkrigskasse af en størrelse uden fortilfælde, har handicappet hver eneste producent i Wales og Det Forenede Kongerige, der forsøger at eksportere til det europæiske marked. Det er ikke underligt, at BMW direkte giver Det Forenede Kongeriges regerings økonomiske politik skylden for beslutningen om Rover, men det er vist desværre kun en ringe trøst for de tusinder af arbejdstagere hos Rover, der har forsøgt at forbedre virksomhedens effektivitet, kun for at se, at deres anstrengelser er blevet undermineret i Downing Street. Jeg går nu over til den centrale rolle, Labour-regeringen har haft med hensyn til pakken med støtte fra de europæiske strukturfonde. Det Forenede Kongeriges regerings uacceptable opførsel i denne sag har allerede og fuldt fortjent gjort ende på førstesekretæren for Den Walisiske Forsamlings karriere. Desværre har spørgsmålet om udbetaling fra strukturfondene været karakteriseret ved forsinkelser på grund af uenighed om afbalanceret medfinansiering og også om spørgsmålet om additionalitet. For at det ikke skal komme op senere under debatten, så lad mig gøre følgende klart: Det er ikke noget nyt spørgsmål, og jeg deler den opfattelse, at det er et spørgsmål, som Kommissionen selv må se meget nøje på. Jeg har den ære at være udpeget som ordfører for betænkningen fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om retningslinjerne for strukturfondene for 2000-2006, og ved den lejlighed enedes udvalget på basis af vores indstilling til Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om, at Kommissionen burde være opmærksom på spørgsmålet om additionalitet. Vi gentog vigtigheden af at sikre, at strukturfondene ikke bare så at sige erstatter offentlige udgifter, der ellers er øremærket til de områder, der er sakket agterud. Jeg er ret ked af, at Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme ikke tog dette med i selve betænkningen, men sådan er det. Der er flere spørgsmål, jeg gerne vil bede hr. Liikanen om at tage med tilbage til hr. Barnier. Jeg forstår, at han er fungerende kommissær i dag, men han kan muligvis ikke selv besvare disse spørgsmål. Men det er ting, som jeg gerne vil have placeret inden for rammerne af det område, jeg repræsenterer, og jeg er sikker på, at Jillian Evans på sit partis vegne vil støtte dem. Hvilke fremskridt sker der i Kommissionen med hensyn til godkendelsen af programdokumenter? Vil kommissæren af hensyn til gennemskueligheden på et passende tidspunkt offentliggøre den korrespondance, der har fundet sted mellem Kommissionen og Nationalforsamlingen? Jeg må sige, at vi af en temmelig selvtilfreds økonomiminister, der nu er blevet førstesekretær, bliver forsikret om, at alt er gået ordentligt for sig. Men alligevel hører vi af bemærkninger, der fra tid til anden falder fra Kommissionen, at der er reelle problemer, og vi finder det vanskeligt at gøre vores arbejde her i Europa-Parlamentet uden en sådan grad af gennemskuelighed. Så vil Kommissionen påtage sig at stille oplysninger til rådighed for alle medlemmerne af Europa-Parlamentet? Vil den påtage sig at holde os underrettet om disse spørgsmål? Vil den love at få medlemsstaterne til at gøre rede for de kort, der er blevet tegnet i forbindelse med mål 2, hvor der også har været klare tegn på fusk med grænsedragningen? Spørgsmålet om additionalitet er vigtigt, men jeg må sige, at det ikke er det eneste, der bekymrer mange medlemmer af Europa-Parlamentet meget.
Hr. formand, jeg vil gerne lige berøre et par problemer, som hr. Evans har rejst. For det første erkender jeg, at der er vanskeligheder i The Midlands i England med Rover-gruppen. Jeg vil nødig score politiske point på det. Der står mange arbejdspladser på spil. For det andet nævnte han også deres suppleringsvalg. Jeg komplimenterer hans parti for sejren ved dette suppleringsvalg. Men i modsætning til ham har jeg været i Ayr inden for de sidste tre uger, lige dér hvor det foregik. Jeg kan fortælle Dem, at spørgsmålet om additionalitet ikke blev rejst én eneste gang. Jeg går nu over til den sag, vi har foran os. Jeg takker Nationalisterne for at have rejst den. Det er rigtigt, at vi får en ordentlig diskussion om hele spørgsmålet om strukturfondene. Men jeg nærer mistanke om et mere skummelt komplot her. Hvad er det, de forsøger at opnå? Jeg har hørt, hvad fru Evans sagde. Grundlæggende var det, jeg fik ud af hendes bidrag, at hun gerne vil omdefinere forordningerne om strukturfondene. Jeg vil gerne minde Europa-Parlamentet om, at det ikke er så længe siden, at Europa-Parlamentet ved proceduren med samstemmende udtalelse vedtog de regler og bestemmelser, der styrer strukturfondene, herunder artikel 11, der definerer additionalitet. Er det derfor Europa-Parlamentets opgave nu at ændre dette? Det bør vi ikke gøre. Europa-Parlamentets rolle er at sikre, at reglerne bliver overholdt. Det er det, vi bør koncentrere os om. Jeg ved, at fru Evans sammen med sin kollega, Dafydd Wigley, og et medlem af Det Skotske Nationalistparti, hr. Wilson, tog til møde hos hr. Barnier. Jeg vil gerne læse den udtalelse, hr. Barnier fremsatte efter dette møde: "I know that there has been a great deal of debate in Scotland and Wales recently about European regional funding. But I have the impression that this has sometimes confused two separate issues - additionality and co-financing." (Jeg ved, at der i den seneste tid har været megen debat i Skotland og Wales om den europæiske regionalstøtte. Men jeg har det indtryk, at man her undertiden har sammenblandet to separate spørgsmål - additionalitet og medfinansiering.) Jeg er ikke overrasket over, at der hersker en vis forvirring hos Nationalisterne om dette. "Additionality, whether or not EU funds are providing additional impact, compared to what would otherwise have happened, can be used as one of the selection criteria by the local programme planners before they decide to approve aid to individual projects. The Commission, on the other hand, is obliged by the rules to make a global assessment of additionality for the UK as a whole, with the specific aim of ensuring that the European financial aid is additional to, and not a substitute for, national finance. We have always been satisfied in the past that the national requirements have been met." (Additionalitet kan, hvad enten EU-midler yder et ekstra bidrag eller ej, i sammenligning med hvad der ellers ville være sket, bruges som et af udvælgelseskriterierne af de lokale planlæggere, før de beslutter at godkende bistand til de enkelte projekter. Kommissionen må på den anden side ifølge bestemmelserne foretage en samlet vurdering af additionaliteten for hele Det Forenede Kongerige med det specifikke formål at sikre, at den finansielle støtte fra Unionen gives i tilgift til og ikke som en erstatning for nationale midler. Vi har indtil nu altid været overbevist om, at disse krav om national finansiering blev overholdt.)
Hr. formand, det fremgår klart af det, kommissæren har sagt, at Kommissionen er samvittighedsfuld med at måle additionaliteten ved den strukturelle finansiering på medlemsstatsniveau, og det var også godt at høre hans forsikringer om de forskellige niveauer af evaluering, der finder sted. Som Kommissionen vil være opmærksom på, har et antal medlemsstater inden for Den Europæiske Union imidlertid udviklet systemer med regionale regeringer. Sådanne regionale systemer bliver normalt finansieret helt eller delvis af centralregeringen. Det forekommer mig, at centralregeringen under de nuværende bestemmelser kan indbygge EU-bidraget til planstrukturel finansiering i sine beregninger for de regionale regeringers budget. Der synes til trods for, hvad kommissæren har sagt, ikke at være nogen mekanisme, der sikrer følgende to ting: For det første at regelen om additionalitet anvendes under disse beregninger, og for det andet at det beløb i EU-finansiering, som i sidste instans når de enkelte regioner, direkte svarer til det beløb, der er afsat til disse regioner på planlægningsstadiet. I det mindste bringer det gennemskueligheden i fare. Det kan også betyde, at additionalitetsprincippet ikke gennemføres ordentligt region for region. Jeg forstår ligesom fru Evans, at dette strengt taget ikke er i modstrid med bogstavet i den europæiske lovgivning om denne sag. Men jeg synes ligesom hun, at det er i klar modstrid med ånden i additionalitetsbestemmelserne og underminerer selve det formål, der lå bag etableringen af strukturfondene fra begyndelsen. Selvom jeg kommer fra Skotland, ved jeg, at disse spørgsmål ikke kun bekymrer mine liberaldemokratiske kolleger fra andre dele af Det Forenede Kongerige, men også ELDR-medlemmer, der repræsenterer regioner spredt ud over hele Den Europæiske Union.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske vores walisiske kollega med hendes fremragende redegørelse og også glæde mig over, at folk med andre ideologiske holdninger er enige i baggrunden for spørgsmålet. Nogle af os, der er nye i Parlamentet, var allerede begyndt at blive trætte af gode intentioner, storslåede programmer og af at blive fortalt om ånden i fællesskabslovgivningen. For det ender med, at det vi får i stedet for ånd, er spøgelser og søvnløse nætter, fordi forpligtelserne ikke bliver opfyldt. Derfor vil det i forbindelse med dette spørgsmål om additionalitet være passende, hvis de europæiske institutioner selv starter med at overholde deres forpligtelser. Revisionsretten udarbejdede allerede i juni 1999 en oversigt over gennemførelsen af additionalitetsprincippet, og den viser, at den er en katastrofe og en tåbelighed. For det andet skal der tages hensyn til - og dette er en politisk erklæring - det virkelige Europa, borgernes Europa, nationernes Europa og de enkelte staters befolkninger, for så længe der ikke tages hensyn til det, har vi det evigt tilbagevendende problem. Skotland, Wales, Baskerlandet, Catalonien, Galicien, selv en region så stor som Andalusien, kan ikke ligge under for, hvad en central stat beslutter, ligegyldigt hvor meget stat den er.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg gør de ord, som hr. Miller udtalte for lidt siden, til mine - og jeg beklager, at han ikke er til stede nu - da han kritiserede dem, der har stillet dette spørgsmål, og sagde, at vores vigtigste opgave er at sørge for, at reglerne bliver overholdt. De første regler, der skal overholdes, er traktatens, i dette tilfælde artikel 158, der sætter den økonomiske og sociale samhørighed allerhøjest. Vores opgave er derefter at sørge for, at forordningerne og Kommissionens arbejde når og tjener til at nå disse mål, og også for, at vi her er på vagt med kritik og påpegning af problemet, når vi konstaterer, at det ikke sker. Vi er enige i anledning og betydning, hvad angår den sag, som er rejst i det mundtlige spørgsmål, og vi tilslutter os de betragtninger, der er kommet til udtryk. Vi appellerer til Kommissionen om i stedet for, som det forekommer os, at nedtone målet om økonomisk og social samhørighed, at den sætter mere ind på, at disse redskaber faktisk virker til gavn for de regioner, der har størst behov. Denne sag er selvfølgelig følsom, og der har været meget diskussion om den i de seneste år, med mange regler, der systematisk er blevet revideret, men det, som man ikke kan acceptere, er, at revisionen af reglerne og bureaukratiets udvikling altid skal skade dem, der har størst behov. Vi kan f.eks. ikke gå med til, at der rejses forhindringer for sammenkobling af fondene til regioner udpeget til de forskellige programmer, fordi hvis disse regioner er blevet udpeget, er det, fordi de netop har størst behov. Alt det, der vanskeliggør disse fondes anvendelse, forhaler regionernes udvikling og er til skade for målet om den økonomiske og sociale samhørighed. Vi kan heller ikke acceptere, at Kommissionen på nogen måde slutter sig til visse nationale regeringers inerti, når de ikke står på spring til at komme de regioner til undsætning, der har størst behov. Vi appellerer derfor til Kommissionen om at ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, jeg har i mange år iagttaget hele dette spørgsmål om strukturfondene og additionalitet, og der er mange ting, vi kan lære af fortiden. For det første at pengene i absolutte tal er temmelig små i de fleste regioner af Fællesskabet, og at virkningen er politisk snarere end økonomisk - selvom dette også er vigtigt. Jeg har ofte sagt, at det er vigtigt, at vi her i Den Europæiske Union ikke bare laver forordninger, der fortæller folk, hvad de må eller ikke må gøre, men at vi bør give offentlig europæisk bistand, der bringer mærkbare fordele til den europæiske offentlighed og til regionerne. Selv i velstående regioner vil de værdsætte, at Den Europæiske Union forsøger at indsnævre kløften mellem de rige og de fattige. Det andet, vi kan sige i makroøkonomisk forstand, er, at hvis et vist beløb af strukturfondene bliver bevilget til Portugal eller Grækenland eller Irland, sådan som det har været tilfældet tidligere, går disse penge til de pågældende stater under alle omstændigheder, og det er den første virkning af dem. Pengene bliver faktisk overført, og ligegyldig hvordan lovens bogstav bliver overholdt eller ikke, så stilles disse lande bedre. Desuden vil jeg gerne sige, at vi kan lære af fortiden. For det første har vi nu i en vis udstrækning saneret forordningerne, men oprindelig blev de skrevet i en bestræbelse på at glæde alle sektorer og politiske interesser, så det blev umuligt med det personale, Kommissionen havde til rådighed, at overvåge anvendelsen af bevillingerne, og det er stadig i vid udstrækning tilfældet. Vi befinder os nu ved det tredje eller fjerde program. Det, vi må lære at gøre, er at lære af fortidens fejltagelser og forsøge at anvende denne lære for fremtiden. Hvis man vil være helt effektiv med hensyn til, hvordan pengene gives ud, må man se på, hvad et land tidligere har brugt og så bede dem om at forelægge deres planer for Kommissionen. Kommissionen udpeger så svaghederne i planen og siger, sådan vil vi gerne have brugt vores penge ud over det, I allerede har bevilget til det arbejde, I agter at gøre. Ifølge min personlige erfaring i Irland har jeg aldrig hørt Kommissionen kritisere Irland for ikke at have levet op til additionalitetsprincippet. Men man bør erindre, at strukturmidlerne til Irland toppede mellem 1982 og 1992. De bliver mindre nu, og dengang var det mange penge. Men mellem 1982 og 1992 blev programmet med offentlige midler faktisk reduceret, selv når man regner strukturmidlerne med. I faste priser gik det tilbage med 30%. Så hvor blev pengene fra strukturfondene af? Strukturfondene gik faktisk til lønninger til den offentlige sektor og til velfærd, og det kan i høj grad diskuteres om, de gavnede den irske økonomi i disse år, for de bidrog til inflationen og øgede lønpresset. Så der er en lektie at lære: Over for det personale, Kommissionen havde til rådighed til at håndtere det irske problem - 3-4 mennesker - havde Irland 30.000 embedsmænd, og den irske centraladministration vandt hver eneste gang!
Hr. formand, jeg vil tale om noget, som ingen af de foregående talere har nævnt. Nemlig Revisionsrettens beretning om additionalitetsprincippet. Det er en beretning, der blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 9. marts i år. I den beretning er der et meget interessant afsnit - afsnit 62 - som drejer sig om privatiseringer. I de senere år har flere regeringer i Den Europæiske Union entusiastisk kastet sig ud i en privatiseringspolitik, som har anbragt den formue, der før var samfundets, på få hænder. I Spanien f.eks. er der i løbet af de sidste fire år blevet privatiseret offentlige virksomheder til en værdi af 4 billioner - med b som Barcelona, med b som Bruxelles - offentlige virksomheder, der er kommet på private hænder. Hr. Liikanen er en ekspert i regnskabsudtryk, og han ved, at privatisering er en form for offentlig negativ investering, og at der konkret kan være tale om negativ investering på regionalt plan. Hvis man f.eks. privatiserer et luftfartsselskab, der flyver på regionale strækninger, kan der ske en negativ investering på regionalt plan, og dermed ville vi overtræde additionalitetsprincippet. Revisionsretten har henvist til dette ved at sige, at når udgifterne som følge af privatiseringer er faldende, har medlemsstaten, som allerede kender resultaterne, størst interesse i, at de udelades. I betragtning af at der er tale om meget store udgiftsområder - telekommunikation, energi m.m. kan denne enkle transaktion ændre det endelige resultat betydeligt. Og vi har også Kommissionens svar, som må være meget nyt, og som kommissær Liikanen, som medlem af Kommissionen, udemærket må kunne huske. Og Kommissionen svarer her efter et system, som vi i Spanien kalder Olendorf-metoden, en metode til indlæring af sprog, som bestod i, at læreren spurgte eleven: "Har De min onkels underbukser?", og eleven svarede "Nej, men jeg har min bedstemors briller." Og det svar, som Kommissionen giver os på afsnit 62, er meget enkelt. Det lyder: "Selvom den private sektor sommetider foretager investeringer på områder, der traditionelt anses for at ligge inden for den offentlige sektor, ville det være yderst vanskeligt at udvide additionalitetskontrollen til også at omfatte private investeringer. En sådan praksis ville kræve indsamling og gennemgang af en række private firmaers regnskaber - og disse ville ikke på nogen måde være forpligtet til at give hverken de nationale myndigheder eller Kommissionen relevante oplysninger." Kommissionen svarer altså efter Olendorf-metoden. Kommissær Liikanen, som har et stort kendskab til dette område, er her, og måske kan han give et mere præcist svar, for jeg mener, at det har stor indflydelse på kernen i additionalitetsprincippet. Det andet emne drejer sig om, at der i de finansielle overslag fra Berlin blev planlagt en voldsom reduktion af strukturfondene. I år har vi 29.430 millioner euro, i 2006 vil vi have 26.600 millioner euro i faste priser, det vil sige, at der sker en reduktion på 14% på syv år. Hvis man tager inflationen i betragtning, får jeg det til en reduktion på 20%. Det vil sige, at strukturfondene fra nu og frem til 2006 vil have et tab på mere end 20% i forhold til det, der er i dag, og derfor vil det blive meget vanskeligt at imødekomme de behov, som vi imødekommer i dag, og at dømme efter det, vi har hørt, vil der fortsat være mange problemer i mange af Fællesskabets regioner. Og der er endnu et problem, som heller ikke har undgået hverken kommissærens eller Parlamentets medlemmers opmærksomhed: Vi taler om en nært forestående udvidelse af Den Europæiske Union med 13 nye medlemsstater, hvoraf størstedelen har et gennemsnitsindkomstniveau, som er meget lavere end niveauet i de fattigste regioner i Fællesskabet, og der er ikke gjort noget for at forberede samhørighedspolitikkerne på ansøgerlandene. Jeg ved, at kommissæren ikke kan svare mig på det, men jeg vil alligevel gøre Parlamentet og kommissæren opmærksom på det problem, som det vil blive for Fællesskabets samhørighedspolitikker.
Hr. formand, samtidig med at jeg er enig i alt det, som hr. Medina Ortega har sagt, vil jeg sige til ham, at selvom vi er en meget lille gruppe, og vi har meget kort tid til at fremstille vores synspunkter, har jeg faktisk refereret til den beretning fra Revisionsretten, som han nævnte, og som netop er fra den 9. marts i år.
Hr. formand, hr. kommissær, som det her er blevet konstateret, kan vi ikke med EU-fondenes midler erstatte medlemslandenes offentlige og hermed ligestillede støtte. Dette additionalitetsprincip er vigtigt, for at den reducering af de regionale forskelle, som er målet for Unionens regional- og strukturpolitik, kan opfyldes. Kommissionen bør forpligte medlemslandene til at arbejde for, at additionalitetsprincippet gennemføres såvel nationalt som lokalt. Jeg har en mistanke om, at man i medlemslandene groft bryder dette princip. Det svækker effekten af Unionens regionalpolitik afgørende, at regeringerne sænker den nationale, den offentlige og den strukturelle støtte til områderne, endog betydeligt mere, end hvad der kommer ind til regionerne via Unionens fonde. I nogle tilfælde er brud på additionalitetsprincippet skjult ved at regne de udviklingsmidler, der er beregnet hovedsageligt for de hurtigst voksende regioner, med til den nationale regionalfinansiering. Regional forsømmelse i forhold til additionalitetsprincippet tilspidser medlemslandenes interne regionale forskelle, hvilket er i strid med målsætningen i Unionens regionalpolitik.
Hr. formand, det er en stor skam, at kommissær Barnier ikke har været i stand til at komme her til morgen, for det er en sag inden for hans område, der volder stor bekymring ikke bare i Skotland og Wales, men også i andre dele af Unionen. Det er noget, der virkelig bekymrer, fordi det ser ud som om, at en ordning, der skulle give målrettet hjælp, faktisk ender med bare at være en tryllekunst, der involverer Kommissionen og de nationale regeringer, og hvor ekstra penge formodes at komme ind, men så får vi bagefter at vide, at det ikke gør nogen forskel, om der kom ekstra penge til en bestemt region, når bare de kom ind i hele landet. Det er simpelthen uacceptabelt. Men vi hører yderligere, at alt er i orden, fordi reglerne i forordningen om additionalitet bliver overholdt på en ordentlig måde. Og så hører vi fra Revisionsretten i netop den rapport, vi har talt om, at de siger følgende: De vanskeligheder, man kommer ud for, skyldes den begrænsede udvikling af princippet med hensyn til begreber og metode og den fælles fiasko med at finde passende og effektive procedurer til at verificere det med. Og to afsnit senere hedder det, at konstateringen af tilstedeværelsen af den strukturelle bistand i de områder, der skal have den, er upålidelig, og det fører til medtagelse af en masse skøn og hypoteser, som er svære at verificere. Ja, de er vel nok "svære". Det er ikke underligt, at dette volder uro i hele Fællesskabet, og må vi bede Kommissionen om at give sagen sin fulde opmærksomhed.
Hr. formand, det er med særlig interesse, jeg tager ordet under denne debat i dag. Storbritannien modtager som helhed ca. 10 milliarder pund i støtte fra strukturfondsprogrammet. En del af min egen valgkreds i West Midlands har faktisk fået 550 millioner pund under mål 2. Ud over strukturfondsprogrammet giver Den Europæiske Union ved at have dette program faktisk en mulighed - en mulighed for, at regionerne kan udvikle sig, og at de forskellige lokalsamfund kan styrkes, en mulighed for, at erhvervslivet kan blomstre og befolkningens livskvalitet forbedres. Strukturfondsprogrammet giver i mange tilfælde den vigtigste og mest positive mulighed for, at vores værst ramte og mest underprivilegerede områder kan komme på benene igen. Det er et prisværdigt mål og noget, som jeg håber, ethvert medlem af Europa-Parlamentet støtter. Men strukturfondene giver også de nationale regeringer en mulighed. Hvis de ikke bliver underkastet kontrolbestemmelser og overvåget, giver de en mulighed for, at de nationale regeringer kan mildne deres lommesmerter og jævne deres regnskabsmæssige vanskeligheder - eller for at sige det mere kynisk, tilrane sig midler til at føre valgkamp for eller til at betale for skattelettelser, der kan vinde stemmer. Bevillinger af strukturfondsmidler bliver ofte udbasuneret af regeringerne som et tegn på succes, mens det faktisk blot er udtryk for en erkendelse af de vanskelige problemer, en region står over for. Målet med strukturfondsprogrammet er ikke at hjælpe regeringerne med at vinde valg, men at lette livet for Europas borgere. Derfor er det en stor skam, at vi blot ved at have denne debat her i dag giver udtryk for, at vi er klar over, at penge fra strukturfondsprogrammerne i mange medlemsstater ikke bliver brugt, som de bør. Vi accepterer f.eks., at de nationale regeringer ofte undlader at give bevillinger, der svarer til strukturfondsbevillingerne, og at tallene ved kreativ bogføring ofte bliver tilsløret og forvansket. Så hvad kan vi gøre? Hvad kan man gøre for at sikre, at vi når vores mål? Til en begyndelse må additionalitet betyde, præcis hvad ordet betyder - at der bliver brugt ekstra penge dér, hvor der er mest brug for dem, og til de vigtigste projekter. Vi må arbejde hårdere for at sikre, at de rigtige udgiftstal bliver nøje checket, og at man mere klart får hold på pengeforbruget. For ganske nylig har Kommissionen offentliggjort en sønderlemmende kritik af den britiske regerings håndtering af strukturfondene, som i vid udstrækning går på, at der ikke kommer tilstrækkelig mange penge fra den offentlige sektor. Det er helt klart uacceptabelt. Alene i ét område - Liverpool og Merseyside - bringer mangelen på støtte fra Det Forenede Kongeriges finansministerium skabelsen af 10.000 arbejdspladser i fare, og op til 5.000 af de nuværende vil gå tabt ifølge en rapport fra Liverpools handelskammer. Det endelige resultat af alt dette er, at partnere fra den private sektor kun kan have ringe tiltro til projekterne, hvilket ofte fører til fiasko for gode projekter. Afslutningsvis må vi, som jeg har sagt her i Europa-Parlamentet under tidligere debatter om dette emne, bestræbe os på at sikre, at disse midler ikke bliver set som en almisse, men som hjælp til selvhjælp.
Hr. formand, et af de vigtigste problemer i hele denne sag er, at der ikke er nogen juridiske sanktioner fra Unionen, der kan sikre, at medlemsstaterne holder sig til den udmærkede idé med additionalitet. Jeg tror, vi må se nøje på dette problem, og vi trænger også til en bedre koordination mellem generaldirektoraterne om denne sag. Additionalitet er Deres begreb, og det er op til Dem at sikre, at det fungerer effektivt i medlemsstaterne. Vi forstår naturligvis også det problem, De står over for med hensyn til overlappende programmer, der skaber problemer med kontinuiteten for Dem. Verifikation er en anden sag, som må afklares med medlemsstaterne, for de bærer også en del af skylden. Vi forstår Deres problem, at de ikke giver Dem tilstrækkelige data i rette tid, særlig når det gælder mål 2, 3 og 4, til at De kan sikre, at systemet arbejder mere effektivt. En af de værste syndere i denne forbindelse er Det Forenede Kongerige. Der er ikke blevet bygget nogen ekstra penge ind i budgettet for vores forsamling i Wales. Det er et klart tegn på overtrædelse af bestemmelserne. Europa-Parlamentet og Den Europæiske Union indrømmer, at vores nation i Wales er fattig, og alligevel har Det Forenede Kongeriges regering, og ikke kun Labour-regeringen, ikke rettet sig efter additionalitetsprincippet. Det er meget godt, at min kollega, Jonathan Evans, antyder, at det ikke er hans partis skyld. I 18 lange år overholdt hans regering heller ikke additionalitetsprincippet. Jeg tror, at vi er ved at miste tempo, hr. formand. Jeg talte med nogle lokalråd i Wales i går. De har brug for, at denne ordning går videre. Den svarer til det udmærkede princip om samhørighed, og vi anmoder Kommissionen om at holde sig til det og at bistå de fattigste regioner i Den Europæiske Union.
Hr. formand, jeg havde ikke tænkt mig at tage ordet i dag, for jeg repræsenterer det sydøstlige England, som er en af de mere velstående regioner i England og i Europa. Vi betaler de skatter, der indgår i de bevillinger, som andre områder modtager. Vi har ingen midler under mål 1. De midler under mål 2, vi havde, er blevet reduceret af den nuværende regering, og Conver-fonden, der plejede at være meget nyttig, er nu ved at blive afviklet. Så hvorfor tager jeg ordet? Fordi der selv i det sydøstlige England findes underudviklede lommer. Jeg vil i særdeleshed gerne tale om Isle of Wight, en smuk ø med 130.000 brave borgere, men med et bruttonationalprodukt på 68% af det europæiske gennemsnit - en meget fattig region. Den får ingen støtte fra Unionen. Hvorfor ikke? Det gør den ikke, fordi den under Nuts II bliver slået sammen med Hampshire. Hampshire er et velstående amt - omkring 100% af det europæiske gennemsnit, så derfor får Isle of Wight ingen penge. Men øen har en befolkning på 130.000, en større befolkning end Ålandsøerne, som hører under Nuts II, og som får penge fra Den Europæiske Union. Øen har indbragt sin klage over den britiske regering, som den føler behandler den uretfærdigt, for Højesteret i London. Jeg tror, de har en chance for at vinde. Hvad angår Europa, har de på min anbefaling indbragt deres sag for ombudsmanden, fordi vi mente, at EUROSTAT ved at nægte at definere Isle of Wight som en særlig region under Nuts II behandlede øen urimeligt. I denne uge har ombudsmanden i, hvad jeg vil sige er en skelsættende afgørelse sagt, at dette udgør dårlig administration fra EUROSTAT og Kommissionen. Lad mig læse hans udtalelse: "In the present case the Commission has not provided the Ombudsman with elements which show that EUROSTAT, when deciding not to classify the Isle of Wight as a separate NUTS II region, has taken into account all relevant factors including Article 158 of the Treaty and the Viola report of the European Parliament." (I den foreliggende sag har Kommissionen ikke over for ombudsmanden fremført noget, der viser, at EUROSTAT, dengang man besluttede ikke at klassificere Isle of Wight som en særlig region under Nuts II, har taget hensyn til alle relevante faktorer, herunder artikel 158 i traktaten og Viola-betænkningen fra Europa-Parlamentet.) Han har anbefalet, at Kommissionen og EUROSTAT ser på dette problem igen. Jeg vil anmode Kommissionen om at se fordomsfrit på denne henstilling fra ombudsmanden, så jeg kan gå tilbage til folk på Isle of Wight og sige, at man vil se på denne sag igen. Vi kan forvente, at øens problemer vil blive behandlet på en fair måde. Så kan vi også begynde at interessere os for additionalitet og tage kampen op med den britiske regering for at sikre, at vi får støtte fra Unionen og fra den britiske regering til at behandle en ø ordentligt, som til dato hverken er blevet behandlet ordentligt af den britiske regering eller Den Europæiske Union.
Hr. formand, Tony Blair og Donald Dewar har nok ikke sovet i nat! Deres værste mareridt er blevet til virkelighed. Labours centrale område i Skotland har sendt dem et umisforståeligt budskab. Den skotske Labour-vælger - som man så længe har taget for givet - har talt. Kandidaten for det skotske Konservative Parti i Ayr, John Scott, har ydmyget Labour og henvist det til tredjepladsen - 5.000 stemmer eller mere bagud. Det vil kun blive værre for Labour, når sandheden om deres inkompetente og kyniske administration af Den Europæiske Unions strukturfonde bliver bedre kendt og bedre forstået. På grund af Labour-regeringens sendrægtighed med at fremlægge de kort, der var foreslået, og som kom med en forsinkelse på ni måneder i december i stedet for i marts sidste år, kæmper den stadig for at få formuleret acceptable, præcise projekter. De skotske lokalmyndigheder sidder og ved ikke, om de projekter, de har måtte skrive under på, faktisk får støtte fra strukturfondene. Tre spørgsmål, hr. kommissær: Hvornår forventer De at være i stand til at give vished til de skotske regioner og deltagerne i de projekter, som så hårdt trænger til støtte fra EU? Er De tilfreds med de skotske myndigheders vilje til at give tilsvarende bevillinger og til at forsikre Dem om, at disse bevillinger faktisk udgør additionalitet? Eller er det bare den sædvanlige varme luft fra Labour og de Liberale, en masse ord, mens de slæber på fødderne hen over Edinburghs brosten, og penge fra Unionen bliver kapret af Finansministeriet i London?
Jeg har hørt nøje på denne interessante debat, og jeg vil videregive alle spørgsmål, der er blevet rejst her, til min kollega, Barnier, som vil besvare dem. Jeg er sikker på, at han vil besvare i det mindste alle de spørgsmål, der drejer sig om strukturfondene og additionalitet.
Hr. formand, hr. Liikanen kunne naturligvis ikke gøre andet end at afgive et formelt svar på debatten og sige, at han havde hørt, hvad der var blevet sagt, og ville give det videre. Det er ikke særlig tilfredsstillende for de mange medlemmer af Europa-Parlamentet, der har bragt vigtige problemer på bane. Jeg vil anmode om, at hr. Barnier giver et skriftligt resumé af sine svar på disse ting.
Jeg er sikker på, at hr. Barnier ikke vil undlade at følge op på denne interessante debat. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted den 11. april.
Mine damer og herrer, jeg ønsker Dem en god weekend og erklærer hermed Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 10. 50)