data/train/da_ep-00-06-16.txt

Hr. formand, til forretningsordenen. Jeg forstår, at det første punkt på dagsordenen, som blev rejst i det direkte valgte Parlament i 1979, var af Ian Paisley, og det var, at det engelsk flag var hejst omvendt. 21 år senere må jeg fortælle Dem, at i går eftermiddags foran højhuset, hvor motorcyklerne var ved at samles, var der hejst 16 flag. 15 af dem vendte rigtigt, men det britiske var vendt på hovedet. At flage med det britiske flag omvendt er et internationalt anerkendt nødsignal, og at gøre det, når det ikke er noget nødsignal, er en grov krænkelse af flaget og Storbritannien. Jeg har korresponderet med vores formand om denne sag, og hun har skrevet til mig og forsikret mig, at sagen ville blive ordnet, og at man ville hejse flaget rigtigt. Må jeg nu først og fremmest bede Dem om at forsikre mig, at flaget øjeblikkelig bliver anbragt rigtigt og også, at der bliver draget omsorg for, at dette altid sker i fremtiden.
Jeg kan forsikre Dem om, kære kollega, at der vil blive gjort alt for at give Deres flag sin fulde glans tilbage.
Hr. formand, jeg har nyt til hr. Helmer, som bør glæde ham. Han bør være glad for, at vi overhovedet har det britiske flag oppe. Jeg hører, at det er det flag, som det er mest populært at stjæle her.
Hr. formand, sidste år stemte et flertal af medlemmerne af Parlamentet for at holde møde om fredagen. Ikke desto mindre har nogle af vores kolleger i den sidste tid her i Strasbourg forsøgt at forhindre de andre medlemmer i at arbejde under disse møder om fredagen. Jeg tager afstand fra denne meget lidt demokratiske holdning, så meget desto mere som de medlemmer, som ikke ville have, at deres kolleger skulle arbejde, alligevel har indkasseret deres dagpenge. Endvidere vil jeg sige, at vi lige har truffet en anden beslutning om, at der fra næste år ikke mere skal afholdes møde om fredagen. Imidlertid har jeg i min e-mail fundet en meddelelse på engelsk fra et hollandsk medlem. Den lyder som følger, og jeg citerer: "If these amendments" (hvis disse ændringsforslag), det vil sige om, at der ikke skal være møde om fredagen, "are adopted and under the existing rules Members who cannot travel back to their home country on Thursday evening will still be able to sign the attendance register on Friday" (bliver vedtaget, vil medlemmer, der ikke kan rejse tilbage til deres hjemland torsdag aften, i henhold til den eksisterende forretningsorden stadig kunne skrive sig på deltagerlisten om fredagen). (FR) Jeg finder det skandaløst, hr. formand, at man opfordrer medlemmerne til alligevel at blive her fredag morgen for at skrive sig på tilstedeværelseslisten og indkassere dagpenge uden at arbejde, og jeg håber, at Parlamentet har mod til at ændre de nuværende regler. (Bifald)
Kære kollega, jeg anmoder Dem om ikke at genoptage drøftelsen og tage hensyn til mig, for jeg er selv en art, der er truet af udryddelse som formand for mødet fredag morgen i Strasbourg.
Hr. formand, jeg vil gerne vende tilbage til den telefax, som hr. van Hulten stillede os alle til rådighed før afstemningen, og som vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der stadig skal afholdes møde om fredagen. Det handler ikke kun om deltagelse i plenarmøderne, men også om, at der skal udføres andre opgaver her. Disse opgaver må vi nu klare hjemme. Men vi får ingen dagpenge for arbejdet hjemme. Da dette imidlertid garanteres i skrivelsen fra hr. van Hulten, vil jeg gøre de manglende dagpenge gældende hos hr. van Hulten i det kommende år. Jeg opfordrer alle mine kolleger til at gøre det samme. Hr. van Hulten må hellere begynde at spare sammen allerede nu! (Bifald)
Hr. formand, Parlamentet har i sin vished truffet en beslutning om fredagsmøderne. Jeg vil gerne opfordre til, at de ansvarlige organer sikrer, at chaufførtjenesten i det mindste fungerer, når der ikke afholdes møde om fredagen, for der bliver tale om mange medlemmer, der i hvert fald udnytter torsdagene her fuldt ud og gerne vil transporteres til deres transportmidler på en eller anden måde om fredagen.
Vi tager Deres forslag til efterretning.
Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Tak, fordi De gjorde os opmærksom på dette problem. Vi vil undersøge sagen og rette det, hvis det er nødvendigt. (Protokollen godkendtes)
(Kommissionens forslag godkendtes) - Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1103/97 om visse bestemmelser vedrørende indførelsen af euroen (KOM(2000) 346 - C5-0292/2000 - 2000/0134(CNS)) (Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål) (Kommissionens forslag godkendtes) Betænkning (A5-0137/2000) af Casaca for Budgetkontroludvalget om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 3508/92 om et integreret system for forvaltning og kontrol af visse EF-støtteordninger (KOM(1999) 517 - C5-0317/1999 - 1999/0207(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0140/2000) af Ripoll y Martínez de Bedoya for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Kommissionens årsrapport for Samhørighedsfonden 1998 (KOM(1999) 483 - C5-0326/1999 - 1999/2212(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Forslag til beslutning (B5-0566/2000) om støtteforanstaltninger for nødder og johannesbrød (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING- Betænkning af Ripoll y Martínez de Bedoya (A5-0140/2000) Fatuzzo (PPE-DE). (IT) Hr. formand, aldrig har der været større behov for en stemmeforklaring, eftersom jeg ved en fejltagelse stemte nej til Bedoyas betænkning, selv om jeg ville have stemt ja. Jeg vil derfor bruge den tid, jeg har til rådighed, til denne meddelelse. Jeg ville selvfølgelig stemme ja til denne betænkning. Hvordan kan man være andet end enig i, at Samhørighedsfonden skal anvendes til Spanien, Portugal, Grækenland og Irland? Jeg vil dog gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på, at det ville være hensigtsmæssigt at yde denne støtte til lande med et bruttonationalprodukt på 100% af gennemsnittet, for ellers tror jeg, at efterhånden som landene når op på 100%, vil deres budget- og finansministre sige: "Lad os stoppe her, ellers mister vi EU-støtten!" Betænkning af Casaca (A5-0137/2000)
Hr. formand, når jeg stemte nej til Casacas betænkning, var det ikke, fordi jeg er modstander af en kontrol med den måde, EU bruger sine penge på, men fordi det efter min mening er på tide at begynde at ændre landbrugsstøttesystemet. Vi har alle sammen set, at EU's landbrugssystem har for mange mangler og medfører for mange tab. Hvis vi ønsker at støtte landbrugsprodukterne og landmændenes virksomhed, skal vi efter min mening gå frem efter en helt anden metode. Jeg foreslår, at man i stedet for at yde finansiel støtte til landmændene giver dem en reduktion af skatteudgifterne, pensionsudgifterne og udgifterne til social sikring i forbindelse med deres virksomhed. Disse udgifter skal så afholdes af medlemsstaterne og herefter af Den Europæiske Union.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0147/2000 af Sousa Pinto for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) 302/93 om oprettelse af et europæisk overvågningscenter for narkotika og narkotikamisbrug (EONN) (KOM(1999) 430 - C5-0304/1999 - 1999/0187(CNS)); A5-0157/2000 af Turco for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Norge om Norges deltagelse i arbejdet inden for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (KOM(1999) 496 - C5-0054/2000 - 1999/0203(CNS)).
Hr. formand, kære kolleger, forordning nr. 302/93, hvis ændring er genstand for denne betænkning, oprettede Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug. Siden 1993 har dette agentur bidraget afgørende til et bedre kendskab til narkotikafænomenet i alle dets aspekter inden for EU. Da udvidelsen af Unionen nærmer sig, har Kommissionen med rette ment, at overvågningscenteret havde en rolle at spille i forhold til ansøgerlandene i forbindelse med en førtiltrædelsesstrategi. Det drejer sig således om at forberede inddragelsen af disse lande i centerets aktiviteter og navnlig skabe betingelser for at oprette strukturforbindelser med Reitox-netværket, der samler data på dette område fra medlemsstaterne og bearbejder dem statistisk. Konkret ønskes det at overlade det direkte til overvågningscenteret at udføre tekniske bistandsprojekter, der finansieres af Phare-programmet, vedrørende informationssystemer om narkotika. Det må erkendes, at indholdet af denne betænkning, der skal udtrykke Europa-Parlamentets synspunkt, går ud over Kommissionens forslag. Sagen er nemlig, at der siden 1993, hvor overvågningscenteret blev oprettet, aldrig har været lejlighed til at gennemgå forordningen om det på baggrund af en evaluering af dets anvendelse af de instrumenter, som det råder over, og den opgave, som det er blevet tildelt. Der har heller aldrig været lejlighed til at indføre eventuelle justeringer. I mellemtiden er der fremkommet nye data som resultat dels af centerets virksomhed, dels af den såkaldte "uafhængige evalueringsrapport" offentliggjort i marts i år, dels også af Unionens udvikling og udviklingen i dens retsregler samt de udfordringer, som den står over for. Den betænkning, der her fremlægges, tager udgangspunkt i princippet om, at Parlamentet ikke bør overse disse forhold i forbindelse med denne enestående lejlighed, hvor det kan tilkendegive sin holdning i sagen. Hvis de ændringer, der foreslås i denne betænkning, således på den ene side går ud over de ændringer, der er strengt nødvendige for centerets tilpasning til de krav, som udvidelsen stiller, forekommer disse forslag på den anden side at være absolut uomgængelige for, at overvågningscenteret på en tilfredsstillende måde skal kunne løse sin opgave, selv inden for Unionens nuværende rammer. Ud fra denne grundopfattelse mener Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, at observationscenteret uomgængeligt skal få som opgave at foretage evaluering af såvel medlemsstaternes som Unionens indsats over for narkotika og narkotikamisbrug. Der er ikke tale om at overdrage et specialiseret agentur beføjelser til politisk evaluering, der er uforenelige med dets status. Det drejer sig derimod om at tilvejebringe bedre og mere kvalificerede redskaber til den politiske beslutning. Politisk beslutning taget andetsteds og af dem, der har beføjelser hertil. Det drejer sig ligeledes om at forsyne offentligheden med præcis og objektiv information, der kan tjene den almindelige afklaring på et socialt meget følsomt område. Observationscenteret må ikke fungere som en simpel postboks, hvortil medlemsstaterne sender data, der beskriver deres forhold, men ikke altid i bedste form eller til den foreskrevne tid. Medlemsstaternes opgave er rettidigt at præstere det foreskrevne samarbejde med observationscenteret. Dette har til opgave at indsamle information og underkaste den adækvat statistisk behandling med vægt på oplysningernes sammenlignelighed, men det skal også analysere de opnåede data på baggrund af erfaringer og teknisk kunnen hos dets medarbejdere. På denne måde kan de forskellige staters erfaringer i narkotikabekæmpelsen blive til gensidig gavn, og de ansvarlige politikere kommer til at råde over et værdifuldt redskab til teknisk begrundelse af deres beslutninger. Efter vores opfattelse må dette europæiske agentur ikke forblive underudnyttet. Den komplekse problematik med hensyn til narkotika og narkotikamisbrug gør mere end nogensinde, at der er behov for det europæiske narkotikaovervågningscenter og dets kvalificerede stemme.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne lykønske begge ordførere med deres bidrag, som udgør endnu et skridt i vores kamp mod den svøbe, som narkotikaproblemet er. For os er det hævet over enhver tvivl, at narkotika er et onde, der skal bekæmpes, såvel gennem undertrykkelse af handlen med det som gennem en effektiv indsats inden for forebyggelse, behandling og revalidering. Som det fremhæves i den rapport, der for nylig evaluerede Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, har dette leveret et enormt bidrag til den europæiske narkotikapolitik, og det har udfyldt de huller, der var med hensyn til information og viden. Samme rapport konkluderede, at overvågningscenteret har udviklet en imponerende række aktiviteter siden sin start, og at disse har tilført den europæiske narkotikabekæmpelse en øget værdi. Dette agenturs blotte eksistens har bidraget til, at spørgsmål vedrørende narkotikaproblemet er forblevet på den politiske dagsorden, og det har givet EU og dens medlemsstater en større synlighed og troværdighed i den internationale narkotikadebat. Arbejdet med at udvikle syntetisk narkotika har udmærket sig ved sin effektivitet og udnyttelse af situationen. I dag begrænser forbruget af rusmidler sig ikke til de gamle produkter, men vi er med bekymring vidne til fremvæksten af nye markeder for syntetiske produkter, der er lettere og billigere at frembringe, og som skaber stor profit for narkotikahandlerne og yderligere negative følger for misbrugernes helbred. Overvågningscenteret udøver sin virksomhed på informationsområdet, således som den gældende forordning foreskriver. Den tilvejebragte information er beregnet på at bistå Fællesskabet og medlemsstaterne med at få et overblik over situationen med hensyn til narkotikaproblematikken, således at de på deres respektive kompetenceområder kan træffe foranstaltninger og igangsætte aktioner på dette felt. Overvågningscenterets afgørende rolle som støtte til beslutningsprocessen understreges herved. Samme rapport påpegede imidlertid funktionsproblemer og forsinkelser i oprettelsen af nogle af de afgørende strukturer for overvågningscenterets virksomhed. Det er således forståeligt, at man for at højne dette instruments effektivitet går ind for, at det skal optimeres og udnyttes bedre, i stedet for at samarbejde om den spredning af dets aktiviteter, der kan være til skade for dets grundlæggende formål. Af denne årsag vil PPE, der er enig i det væsentlige i de to betænkninger, som vi diskuterer i dag, og som vi vil godkende, ikke afholde sig fra i afstemningen særligt at give udtryk for sin uenighed i forslag, der efter vores mening ikke vil bidrage til at leve op til det formål, som jeg har omtalt. EU's udvidelse med nye lande er en forpligtelse for Unionen; den vil bringe stater ind i vores kreds med meget forskellige politiske kulturer og i mange tilfælde med forfatninger og strukturer, der er nye og skrøbelige. Også for disse stater og for alle dem, der dér kæmper for at gøre en ende på narkotikasvøben, er overvågningscenterets virksomhed uundværlig. Førtiltrædelsesstrategien indeholder muligheden for, at ansøgerlandene kan deltage i visse agenturer - sådan som tilfældet er med overvågningscenteret - også inden de er egentlige medlemmer af EU. Vi bifalder, at Norge er indtrådt i overvågningscenteret efter sit eget udtrykkelige ønske, ikke mindst på baggrund af de meget tætte kulturelle, handelsmæssige og sociale relationer, der forbinder EU og Norge.
Hr. formand, hr. Turcos betænkning - hvori det anbefales at godkende udkastet til aftale mellem EU og Kongeriget Norge om Norges deltagelse i arbejdet inden for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug - blev drøftet indgående og til sidst enstemmigt vedtaget af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder. De ændringsforslag, som udvalget har tilføjet i samråd med ordføreren, og som er medtaget i forslaget til beslutning, tager sigte på at benytte den lejlighed, som denne aftale med Norge giver, til at puste nyt liv i centerets arbejde. Udvalget har navnlig taget højde for EONN's årsberetning om arbejdet i 1999, for de vanskeligheder, man er stødt på i den forbindelse, og for resultaterne af den interinstitutionelle konference om narkotika, der blev afholdt i Bruxelles i slutningen af februar. Ved disse forskellige lejligheder konstaterede man, at visse begrænsninger ved centerets hidtidige aktivitet, som også har en negativ indflydelse på EU's aktivitet på dette område, skyldes de uensartede oplysninger, man indhenter fra de forskellige nationale kontaktpunkter, som centeret har forbindelse til. Ud fra disse oplysninger er det således vanskeligt at drage nogle konklusioner, der er nyttige, når det gælder den forebyggende indsats, skadesbegrænsningen og bekæmpelsen af ulovlig handel. De forskellige ændringsforslag - også dem om centerets bestyrelse - har således til formål at sørge for, at centeret får nogle virkeligt effektive metoder til indhentning af oplysninger, at de bliver fortolket efter fælles kriterier, og at de gør det muligt at få nogle nyttige fingerpeg om effektiviteten af de forskellige nationale narkotikapolitikker. Mange medlemmer af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder havde nemlig indtrykket af, at der hverken i EONN's årsberetninger eller i de betænkninger, som Parlamentet selv fremlægger og vedtager, tages tilstrækkeligt højde for undersøgelsen af resultaterne fra de forskellige lande, som fører forskellige politikker for at bekæmpe narkotikaens udbredelse. Det er nødvendigt, at Unionen kan fastlægge sine egne politikker og henstillinger til medlemsstaternes regeringer ved hjælp af en vurdering, som ikke er overfladisk - og som alt for ofte kun er moraliserende - af de forskellige strategier, der iværksættes i de forskellige lande, navnlig hvad angår forebyggelse, skadesbegrænsning og forbrugernes sikkerhed med hensyn til de nye syntetiske stoffer, der hele tiden dukker op. Aftalen om Norges deltagelse i centerets arbejde - som forhåbentlig er begyndelsen til andre udvidelsesinitiativer - er efter vores mening en væsentlig lejlighed til at sætte nyt skub i aktiviteterne i dette teknisk-videnskabelige instrument, der skal være et stadig vigtigere holdepunkt i forbindelse med udarbejdelsen af en europæisk politik til bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel og udbredelsen af stoffer, som er skadelige for vores borgeres sundhed.
Hr. formand, efter at vi tidligere i denne uge førte en følelsesladet debat om tobak, skal vi nu tage de nødvendige skridt for at sikre en mere hensigtsmæssig gennemførelse af narkotikapolitikken i Unionen. Bekæmpelsen af narkotika skal helt sikkert have førsteprioritet. I sidste uge blev jeg i mine nærmeste omgivelser konfronteret med den kendsgerning, at en ud af tre unge, som blev kontrolleret i weekenden, viste sig at bruge narkotika. Det er rystende! De politisk ansvarlige på alle planer bør derfor gribe meget hurtigere ind. EU's opgave består primært i at iværksætte harmonisering. I den forbindelse bør man snarest udvikle nye initiativer. Initiativer, som kendetegnes af handlekraft. Man skal ikke lade sig stille tilfreds med ord alene. Det, som jeg har problemer med i denne betænkning, er, at Kommissionen kun hvert tredje år skal forelægge en rapport om overvågningscenterets resultater samt en eventuel tilpasning eller udvidelse af opgaverne. Det er efter min mening en alt for lang periode. Man skal kontrollere hele tiden. Hvis man vil opnå noget, skal man tage små skridt. En målrettet narkotikapolitik forudsætter, at overvågningscenteret for narkotika og narkotikamisbrug får en vigtig rolle. Det er ikke tilstrækkeligt, at overvågningscenteret er en ren databank, og jeg tilslutter mig ordføreren, når han siger, at det bestemt ikke kan være de fælles beslutningstageres hensigt at begrænse overvågningscenterets opgave så meget, at det bliver en databank uden nogen som helst kritisk dimension.
Hr. formand, kære kolleger, i en tid, hvor vendinger som "tilnærme Den Europæiske Union til borgerne" eller "god styring" er på alles læber, forbløffer undersøgelsen af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrugs videnskabelige resultater, fordi disse er næsten lig med nul. I lighed med de mange overvågningscentre, der er oprettet for bedre at kunne skjule forskellene mellem medlemsstaterne, har overvågningscenteret for narkotika og narkotikamisbrug i de fem år, det har eksisteret, ikke opnået resultater, der berettiger de millioner euro, det bevilges hvert år. Når man sammenligner de beløb, det tildeles, med de midler, de nationale organer råder over, kunne man forvente grundige undersøgelser, der gør det muligt at få objektive, troværdige og sammenlignelige data på området for narkotika og narkotikamisbrug, ligesom det er fastsat i målsætningen i artikel 2. Overvågningscenteret burde være i stand til at udarbejde ensartede definitioner og fingerpeg, der gør det muligt at evaluere medlemsstaternes forskellige politikker til bekæmpelse af narkotikamisbrug, både på det sundhedsmæssige og socio-økonomiske plan, og for så vidt angår den offentlige orden. Hvornår kan man f.eks. vide, hvad konsekvenserne af den franske forbudspolitik eller Nederlandenes overdrevne statskontrol har været? Den uafhængige evaluering af aktiviteterne i Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, hvorfra konklusionerne blev offentliggjort i marts 2000, er meget klar og tydelig, for så vidt angår den dårlige måde, bestyrelsen og Reitox-netværket til indsamling af oplysninger om narkotika og narkotikamisbrug har fungeret på. De betænkninger, vi diskuterer i dag, har til formål at udvide overvågningscenteret til Norge og de 13 ansøgerlande. Man kan kun være enig heri, men ville det ikke være bedre først at ændre dette organ, således at det endelig kommer til at tjene et formål? Naturligvis skal man optage nye medlemmer, men ud fra hvilke perspektiver? At øge omfanget af de sidste års fiasko endnu mere? At øge kvaliteten af kønne årsberetninger, som intet formål tjener? Det er på tide, at Den Europæiske Union indser, at langt fra overvågningscenterets prægtige lokaler i Lissabon bliver tusindvis af mennesker konfronteret direkte med de sundhedsmæssige og sociale problemer, som afhængighed af stoffer medfører. Vi opfordrer ikke overvågningscenteret til at gå i gang med disse problemer, men simpelthen at dechifrere dem. Der er iværksat flere hundrede forskellige initiativer i Europa på institutionelt plan eller foreningsplan for at bekæmpe eller i det mindste mindske farerne. Hvad venter overvågningscenteret på for at gå i gang med at evaluere disse forsøg? Hvorfor tøver medlemsstaterne med at samarbejde om en sådan evaluering? Skyldes det frygt for politiske resultater, der er lidet glorværdige? Jeg tilslutter mig således ordføreren, når han går ind for en reform af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, både hvad angår dets virkemåde og udvidelsen af dets beføjelser. Dette er for øvrigt en nødvendig forudsætning for optagelsen af nye medlemmer.
Hr. formand, vi behandler nu to forslag til en delvis ændring af procedurerne og arbejdsmetoderne for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug i Lissabon, og det drejer sig nærmere betegnet om to forslag, der omhandler forbindelserne til ansøgerlandene og Norge. De aspekter, der tages op i disse forslag, er ikke i sig selv revolutionerende for EONN, og det er således en lejlighed til at drøfte centerets rolle og nytte i forbindelse med det, der burde være vores opgave, nemlig at udstikke politiske retningslinjer, foretage vurderinger samt træffe beslutninger og initiativer på narkotikaområdet, selv om EU's beføjelser er yderst begrænsede på dette punkt. Vi kan efter min mening kun indlede sådanne drøftelser på baggrund af den evaluering, som et uafhængigt organ har foretaget. Mange af talerne understregede - og det gjaldt ikke mindst ordføreren, hr. Turco - at dette center på rigtigt mange punkter giver den politiske beslutningstager en helt utilstrækkelig støtte, f.eks. med hensyn til strategien, funktionsdygtigheden og den ringe evne til at integrere det videnskabelige arbejde. Det forekommer mig i den forbindelse nødvendigt, at Kommissionen tager ansvaret for så hurtigt som muligt at forelægge et forslag til en reform for Parlamentet, for vi kan ikke hvert eneste år konstatere, jeg vil ikke sige dette centers unyttighed, men i hvert fald dets ringe nytte for de politiske beslutninger, og så år efter år udskyde dette emne og tale om det året efter. Kommissionen skal forelægge et forslag for Parlamentet til en reform af de procedurer, man siger er bureaukratiske og tunge, og som ikke mindst er ude af stand til at fremhæve dette centers videnskabelige funktion. En anden vigtig ting er, at EONN og Kommissionen hvert år fortæller os, at det er problematisk at harmonisere oplysningerne, og at kriterierne for indhentningen af oplysningerne er forskellige. Det er et problem, der skal løses politisk. Kommissionen bør således fremsætte et forslag om, hvordan man kan harmonisere indhentningen af oplysninger, for ellers er der absolut ikke noget formål med det hele. EONN har ikke selv denne beføjelse, men skal give Kommissionen retninglinjerne for en harmonisering af indhentningen af oplysninger, og Kommissionen skal fremsætte et forslag om dette. Jeg ved ikke, om det skal være et forslag til direktiv, men det skal under alle omstændigheder være et forslag til retsakt, eftersom det er et politisk problem. I starten af 1990'erne vakte det stor skandale i Italien, da det kom frem, at indenrigsministeren og sundhedsministeren havde anvendt nogle kriterier, som dækkede over de rigtige tal for de dødsfald, der var sket på grund af en overdosis. Det er klart, at det er mere belejligt for politikerne og regeringerne at sige, at et ungt menneske på gaden er død af en blodprop, end at indrømme, at vedkommende er død af en overdosis og således også som følge af de politikker, man har ført. Vi har fået et officielt dokument fra GD XIV om alkoholforbruget, hvor der står, at der ifølge de svenske myndigheder sker 2.000 dødsfald om året på grund af alkoholmisbrug, mens der i virkeligheden dør 6.000-7.000 mennesker om året. Disse tal har til formål at dække over en politiks fiasko. Problemet med oplysningerne er således et politisk problem, der skal løses politisk, nemlig ved hjælp af nogle forslag fra Kommissionen, som Parlamentet skal tage stilling til.
Hr. formand, der foreligger et enkelt ændringsforslag fra Kommissionen. Hermed får overvågningscenteret mulighed for at yde teknisk bistand til de central- og østeuropæiske ansøgerlande ved udarbejdelsen af narkotikainformationssystemer. I Sousa Pinto-betænkningen foreslås der ændringsforslag om bestyrelsens arbejde og Reitox-systemet. Dette i anledning af den nylige evalueringsrapport om EONN. Selv om disse ændringsforslag ligger uden for emnet, og spørgsmålet er, om en sådan praksis kommer forholdet mellem Kommissionen og Rådet til gode, har jeg i dette tilfælde nogen sympati for dette initiativ fra ordførerens side. Sådan en chance skal benyttes. Desværre går ændringsforslagene for vidt på nogle punkter. Jeg har indvendinger imod tilføjelsen af Tyrkiet til listen over ansøgerlande, som kommer i betragtning som modtagere af bistand fra EONN. Eftersom Tyrkiet nu er ansøgerland til Unionen, kan man mene, at det er rimeligt at give landet denne mulighed. Men netop på grund af den specifikke, politisk farvede narkotikaproblematik i det land og den kendsgerning, at Tyrkiets ansøgning er meget ny, bliver det ikke en nem opgave for EONN. Endelig er jeg imod at overdrage evalueringen af oplysninger til netop EONN. Ifølge betænkningen bliver det ellers en databank uden en kritisk dimension. Men evaluering af oplysninger munder tit ud i politisk stillingtagen, og det er netop hverken EONN's opgave eller formål. Det er derimod de kompetente politiske organer, som på grundlag af objektive oplysninger fra overvågningscenteret skal tage stilling og udarbejde en politik. I betragtning af de problemer, som kom frem i evalueringsrapporten om EONN, og i betragtning af de nye opgaver, som nu pålægges EONN via denne forordning, skal vi i øvrigt være meget tilfredse, hvis vi i første instans formår at oprette en velfungerende informationsbank.
Hr. formand, da jeg er et af de medlemmer her i Europa-Parlamentet med størst anciennitet, går min erindring helt tilbage til det første undersøgelsesudvalg om narkotika i Fællesskabet, som jeg havde den ære at være medlem af. Jeg husker også andre fællesskabsinstitutioner. Vi har lykkeligvis i årenes løb etableret adskillige halveuropæiske institutioner i forskellige medlemsstater. Nogle af dem er modnet og vokset og blevet ganske effektive. Men hvis de ikke gør det, bliver de slappe, rådner og bliver helt nyttesløse - bare endnu en dyr statsstøttet organisation, som faktisk ikke opnår særlig strålende resultater. Det er passende, at vi i øjeblikket vurderer Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug. Når vi ikke kan gøre noget mere konkret, er jeg bange for, at vi altid her i Europa-Parlamentet har en tendens til at etablere endnu en institution. Det får os til at føle os godt tilpas, men derved udrettes der faktisk ikke noget. Så det er rimeligt, at vi ser på dette centers arbejde i Lissabon på dette stadium. Vi bør ikke standse det, før vi er sikre på, at det ikke er effektivt. Men vi må acceptere, at ingen af vores medlemslande vil komme med en harmoniseret holdning til håndtering af tragedien med stigende narkotikaafhængighed og de mord, dødsfald osv., som knytter sig til denne skrækkelige handel. Jeg benytter denne lejlighed til at sige til mine kære kolleger fra alle partier i Nederlandene: Deres politik har tenderet imod at skabe et smørhul for de kriminelle i mange af tiltrædelseslandene. Alene i sidste måned flyttede fem unge irske narkotikahandlere - og jeg vil gerne indrømme, at det burde de ikke have gjort - til Nederlandene, fordi det var mere bekvemt for dem at være dér. De er alle blevet bestialsk myrdet af folk fra nogle af de stater, der søger optagelse i Fællesskabet. Så det er vigtigt, at vi tager dem med i overvågningscenterets arbejde. Det er meget vigtigt, at vi ser alvorligt på politikken i Tyrkiet, en stat, der søger om tiltrædelse, i forbindelse med leveringen af narkotika og med de heraf afledte kriminelle aktiviteter. Overvågningscenteret i Lissabon kan ikke arbejde uden tætte forbindelser til Europol-agenturet i Haag. Jeg vil gerne takke begge ordførerne. De har gjort et godt og seriøst stykke arbejde. De har stillet meget seriøse spørgsmål. Man har fremhævet, at tre år er alt for lang tid at lade gå mellem vurderingerne. Jeg vil gerne have, at vi får endnu en debat som denne til næste år for virkelig at vurdere, hvor effektivt overvågningscenteret er, og hvor effektivt det bruger sit meget betydelige budget til dette arbejde.
Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Turco og min kollega, hr. Sousa Pinto, for deres vigtige betænkninger, som viser det helt nødvendige arbejde, overvågningscentrene udretter under deres undersøgelser af, hvordan narkotika rent faktisk virker, af effekten, herunder på samfundet, og ved deres beskrivelse af, hvilken hjælp og hvilke forbedringer der kan tilvejebringes. Det er særlig vigtigt og betydningsfuldt, når vi ser på hele spørgsmålet om udvidelse. En tidligere taler udfoldede stor veltalenhed med hensyn til narkotikaens forbandelse, og hr. Beysen nævnte tobaksafstemningen for et par dage siden. Her er der et element af hykleri, for halvdelen af Europa-Parlamentet stemte imod at få stærkere foranstaltninger i forbindelse med tobaksreklamer og - jeg har valgt mine ord med omhu - der er mange medlemmer her i Europa-Parlamentet, som regelmæssigt i forskellig udstrækning bruger alkohol, der er et meget kraftigt rusmiddel. Jeg er ikke afholdsmand, og jeg vil ikke være skinhellig i denne forbindelse, men vi må være realistiske omkring den situation, der findes i Europa i dag. Det må være udgangspunktet. Vi må også være realistiske med hensyn til, hvad vi ønsker af centeret. Jeg er uenig med fru Boumediene-Thiery og hr. Cappato angående nogle af deres bemærkninger om centeret, sådan som det virker i øjeblikket. For at overvågningscenterets arbejde i Lissabon skal kunne blive effektivt, må medlemsstaterne samarbejde fuldt ud. Som fru Banotti lige har sagt, skal agenturerne involveres. Lissabon-centeret må have pålidelige og nøjagtige oplysninger og være i stand til at overvåge og inddrage alle de forskellige agenturer i så mange lande som muligt. Hr. Blokland har sagt, at vi ikke bør medtage Tyrkiet. Hvis man ser på hele spørgsmålet om narkotika og spørgsmålet om udvidelse af Den Europæiske Union, er Tyrkiet en væsentlig del af det rodnet, hvorfra den europæiske narkotika kommer. Jeg ved, at de tyrkiske myndigheder ligesom ansøgerlandene og de potentielle ansøgerlande arbejder på at finde måder til at forbedre situationen. De vil gerne tage fat på dette problem. I mange tilfælde har de ikke de samfundsmæssige strukturer eller andre organisationer på plads, så de ordentligt kan håndhæve nogle af de bestemmelser, vi gerne vil have, og noget af den overvågning, som så må skulle finde sted. Så vi kan ikke udelukke et enkelt land, fordi vi ikke synes særlig godt om det; vi må åbne vores døre for så mange lande som muligt og støtte det arbejde, som gøres. Naturligvis gøres der ikke nok. Der er brug for yderligere fremskridt. Men hvis vi bare læner os tilbage og siger, at alt er i orden, eller bare siger nej til narkotika, og at folk skulle lade være med at bruge det, accepterer vi ikke situationen, som den er; vi giver ikke redskaber til dem, der gerne vil forbedre forholdene. Jeg ser frem til endnu en debat, som fru Banotti har sagt - måske om et år - så vi virkelig kan begynde at udpege nogle af de fremskridt, der sker. Jeg vil gerne komplimentere hr. Sousa Pinto og hr. Turco.
Hr. formand, ærede ordfører, mine damer og herrer, Europa-Parlamentets ændringsforslag vedrørende et overvågningscenter for narkotika går ud på at ændre de opgaver fundamentalt, der påhviler det oprindelige overvågningscenter for narkotika. Man går dermed bort fra den hidtidige konsensus. Det regulære center for indsamling af data skal ændres til et center for bekæmpelse af narkotika. Det kan ikke være rigtigt, at den svenske metode indføres ad bagvejen, for det betyder, at man i hele Europa stræber efter målet om et narkofrit samfund. Men vi får aldrig et narkofrit samfund. Eller skal cigaretter og alkohol måske også forbydes? Trods en øget indsats som følge af denne restriktive politik er antallet af døde på grund af narkomisbrug ikke faldet. Alene i Tyskland udgjorde tallet sidste år mere end 1.800. Abstinens som narkotikapolitik har hverken ført til færre afhængige eller til mindre kriminalitet, ej heller til mindre prostitution i forbindelse med anskaffelse af narko, og den har heller ikke mindsket den såkaldt organiserede kriminalitet. Den europæiske narkotikapolitik skal altså følge et nyt princip. Dette princip hedder minimering af skader. Minimering af skader er pragmatisk og i overensstemmelse med virkeligheden, mens abstinens er et moralsk program, der ikke fungerer. Men i stedet for at lede efter løsninger skal mandatet for det oprindeligt neutrale center for indsamling af informationer nu udvides til også at omfatte strafforfølgelse. Samtidig skal præventive foranstaltninger kun spille en lille rolle som et lille sundhedsemne i Kommissionen. Desuden gør Kommissionen det vanskeligt for narko-ngo'erne. De forebyggende aktiviteter vanskeliggøres f.eks. ved, at Kommissionen overfører de godkendte midler med flere måneders forsinkelse. Er formålet med den europæiske narkotikapolitik at styrke strafforfølgelse og reducere de forebyggende foranstaltninger? Efter min mening er det den forkerte vej at gå. Derfor stemmer jeg mod forslaget om at integrere strafforfølgelse i centeret for bekæmpelse af narkotika og dermed udvide det. Jeg håber, at alle de medlemmer, der er interesseret i en menneskeorienteret narkotikapolitik, gør det samme.
(GUE/NGL). (EL) Hr. formand, der findes ikke nogle geografiske, sociale eller nationale grænser, som kan begrænse eller tackle narkotikaens svøbe. Følgelig bør ethvert forsøg på at undersøge fænomenet ikke være begrænset til medlemslandenes geografiske grænser eller for den sags skyld til ansøgerlandene, men de data, som en undersøgelse skal basere sig på, skal angå så mange lande som muligt, så de mere effektivt kan bidrage til at forebygge og tackle problemet. Vi bliver nødt til i dybden at undersøge de årsager samt de processer, som får et stadigt større antal unge, som hele tiden bliver yngre og yngre, til at søge tilflugt i flugtens og narkotikaens verden. Koncentrering, dokumentation og evaluering af data fra flere lande vil medvirke til en fuldstændig undersøgelse og søgen efter virkelige løsninger, hvis dog denne koncentrering og udveksling af oplysninger sker på en måde, som sikrer et så stort indsamlingsområde som muligt samt oplysninger, som er sammenlignelige. I mit land f.eks. har hovedparten af de oplysninger, som vi er i besiddelse af, hidtil været baseret på afvænningscentre, hvilket lader andre institutioner uudnyttet, selv om de ellers kunne have bidraget til at give en mere fuldstændig og mere samlet vurdering af problemets dimensioner. De unge, som har mulighed for det, tager deres tilflugt til afvænningscentrene hjulpet enten af deres familie eller af deres bredere sociale netværk. Men hvad sker der med en stor del af befolkningen, som ikke har denne mulighed for at få adgang, såsom de økonomiske immigranter? Ifølge oplysninger fra Det Græske Afvænningscenter For Afhængige Personer er 97% af de personer, som søger hertil, græske statsborgere. Men ifølge statistiske data fra fængslerne er flertallet af de misbrugere, som befinder sig i fængsel, økonomiske immigranter, som enten på grund af sprogvanskeligheder, mangel på oplysning eller social eksklusion ikke har haft kontakt med noget center. Følgelig er denne kategori af misbrugere næsten ikkeeksisterende i afvænningscenterets indsamlede og evaluerede data. Ifølge min mening burde enhver misbruger have mulighed for at komme på disse afvænningscentre uden at være forpligtet til at opgive alle sine personlige data. Det er kendt, at narkotikamisbrug fører til kriminalitet, ikke kun fordi misbruget i sig selv er ulovligt, men fordi den høje pris på disse stoffer, som bliver bestemt af de enorme, økonomiske kredse, som markedsfører dem, med matematisk nøjagtighed fører alle misbrugerne ud i kriminalitet.
Hr. formand, ligesom mange af de kolleger, der har talt før mig, kan jeg kun bemærke, at vi med hensyn til disse to betænkninger udelukkende kan følge to linjer. Den første linje er en positiv vurdering, hvor vi er enige i Kommissionens forslag. Når der er tale om emner som i dette tilfælde narkotikamisbrug og handel med euforiserende stoffer, er der nemlig ingen grænser, og derfor må man naturligvis bifalde og støtte det initiativ, der går ud på at opstille nogle målsætninger, som også medtager de lande, der på nuværende tidspunkt ikke er med i EU, men som befinder sig i føroptagelsesfasen, samt Norge og de lande, der deltager i Phare-programmet, i bekæmpelses- og forebyggelsesstrategierne. Dette hjælper os nemlig med at give vores narkotikabekæmpelsesstrategi en stor spændvidde. På den anden side blev det dog både understreget af ordføreren og af vores kolleger, at vi ved denne lejlighed skal drøfte, hvordan EONN fungerer, og hvilke resultater det har haft i disse år. I den henseende mener jeg ikke, at vi hidtil kan kalde os tilfredse. Ikke alene kan vi ikke kalde os tilfredse; der er også en uafhængig evaluering, som lige er blevet nævnt, og som netop præsenterer os for denne indsats' begrænsninger og mangler. Vores kollega før mig sagde, at vi med disse ændringer går fra et statistisk overvågningscenter og til et overvågningscenter, der bekæmper narkotikaproblemet. Jeg ville ønske, at det var sådan, men jeg er ikke lige så overbevist som hende. Jeg frygter faktisk, at mange af de forslag og bekymringer, som andre af vores kolleger også gav udtryk for, udelukkende går i retning af, at oplysningerne skal rationaliseres og gøres sammenlignelige. Til min overraskelse hørte jeg endda fru Ghilardotti tale om forbrugersikkerhed. Jeg synes ikke, at vi skal sammenligne Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug med Det Europæiske Fødevareagentur! Vi skal være opmærksomme på, at vi taler om et meget alvorligt fænomen, som er nedbrydende for hele vores samfund, som ødelægger hele generationer, og som vi skal bekæmpe. Det er således godt, at vi gør en indsats for at gøre oplysningerne sammenlignelige mellem landene, og det er godt, at vi beder om disse oplysningers reelle udbredelse, men hvis vi tror, at vi kan nå disse målsætninger - selv målsætningerne om information - ved at se bort fra den støtte, som enkeltpersoner, ikke-statslige organisationer, frivillige foreninger og behandlingshjem yder i de respektive lande, hvor de er i direkte kontakt med disse fænomener og disse mennesker, tror jeg, at denne indsats udelukkende bliver ønsketænkning. Det er nødvendigt at inddrage dem, for så kan dette overvågningscenter - og det skal vi vurdere - måske komme til at spille en rolle, der reelt er effektiv og virksom i kampen mod dette fænomen.
Hr. formand, desværre kommer narkotikaproblemet til at beskæftige det internationale samfund i mange årtier endnu. Grundlæggelsen for syv år siden af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug er et vigtigt middel til at indsamle sammenlignelige oplysninger fra medlemslandene. Gennem det opnår man at overvåge dette alvorlige fænomen og præcisere fællespunkterne i den mangedimensionelle politik på nationalt og europæisk plan. Dette mål kræver bl.a. to hovedforudsætninger: For det første en troværdig evaluering af de foranstaltninger, der allerede er truffet, og på basis af deres effektivitet deres gennemførelse ikke kun i medlemslandene, men også i ansøgerlandene, i de øvrige lande i Central- og Østeuropa og i ethvert tredjeland, hvor der findes den fornødne lovramme gennem relaterede aftaler. Tillad mig at sige, at behandlingen af narkotikaproblemet måske er det eneste tilfælde, hvor globaliseringen af foranstaltninger og beslutninger er påkrævet og kun vil få positive resultater. Som den anden forudsætning vil jeg nævne, at man må yde de nødvendige økonomiske og administrative midler til overvågningscenteret i Lissabon, så de kan lette dets vanskelige og ambitiøse mål. Eksperternes rapport for nylig har vist, at dets hidtidige arbejde ikke kun kræver, at forordning 302/93 bliver gennemført, sådan som Kommissionen foreslår, men at den bliver ændret, sådan som det bliver beskrevet i Europa-Parlamentets ændringsforslag. Disse ændringsforslag angår især den måde, som bestyrelsen arbejder på, centerets ydelse af teknisk bistand til de føromtalte lande samt centerets bidrag til evalueringer på nationalt, europæisk og internationalt plan. Jeg er sikker på, at man på den måde sikrer bedre betingelser for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrugs arbejde og øger mulighederne for, at man kan tage fuldstændige og effektive beslutninger. Til sidst vil jeg gerne lykønske de to ordførere med deres betydningsfulde arbejde.
Hr. formand, når man taler om en virksomhed, er det fornuftigt at gøre status over, hvordan den fungerer, for at alt kan forbedres på grundlag af kulturen, kvaliteten og den fortsatte forbedring. I den forstand kan vi kun give dem ret, der taler om, at Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug ikke har udført sin opgave tilfredsstillende, og derfor tilslutter vi os de kritiske betænkninger. Og vi tilslutter os også de ændringsforslag og reformer, der har til formål at forbedre oplysningerne med hensyn til objektivitet, troværdighed og sammenlignelighed, for på baggrund af oplysningernes kvalitet vil vi kunne forbedre politikkerne på området. Som gruppe ville vi gerne gå længere end forslaget, så der også bliver taget hensyn til programmerne for begrænsning af skader, og endelig vil jeg sige, at dette naturligvis er et område med sundhedsmæssige, sociale og menneskelige implikationer for hele Europa, og derfor er det nødvendigt med en europæisk strategi. Europa er, hvad enten vi ønsker det eller ej, ikke bare Den Europæiske Union, og derfor skal det også støttes, at aktionsradiussen for forslagets indhold udvides til lande, der ikke er med i Unionen, og til de lande, der i dag er ansøgerlande. Da der tales så meget om hykleri i forbindelse med debatten om tobak og narkotika, hvorfor ikke også tale om andre former for hykleri, f.eks. om de skatteparadiser, hvor narkopengene holdes skjult?
Hr. formand, mange, specielt de sydeuropæiske medlemmer af det forrige Parlament, støttede fri handel med blød narkotika. I Norden hersker den generelle opfattelse, at fri handel med blød narkotika nedsætter tærsklen til at overgå til anvendelse af hård narkotika. Det er vigtigt i den positive ånd, der hersker i Europa-Parlamentet med hensyn til narkotika, at Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug også får tilstrækkelige ressourcer til bekæmpelse af narkotika uden for Den Europæiske Union. Det ser ud til, at det nu ikke er tilfældet. Centeret er ved at få nye opgaver uden tilsvarende ressourcer, og ændringsforslag fra Verts/ALE-Gruppen især peger i den retning. Ressourcer skal øges gennem Phare og Tacis. De vigtigste narkotikaruter til Den Europæiske Unions område vil nemlig fremover være Afghanistan, Rusland, Tjetjenien, Tyrkiet, Kosovo og andre områder i det tidligere Jugoslavien. Alle Phare-lande skal bringes til at følge Norges vej. De skal have teknisk bistand dertil. Estland er en af de vigtigste narkotikaruter fra Rusland til Finland og derigennem til EU's indre marked. Alle lande, der modtager økonomisk støtte, skal bringes til at følge Norges vej. I dag stilles der ingen betingelser for at få støtte fra EU, og f.eks. modtager Montenegro økonomisk og politisk støtte fra EU til lønudbetalinger til politiet, men ikke til bekæmpelse af smugling og narkotika, men til kampen mod Milosevic. Den form for betingelser stilles ikke af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. EU bør stille den form for betingelser for modtagelse af støtte fra EU.
Hr. formand, evalueringen af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug gør det klart, at det er nødvendigt med en markant tilpasning af opgaverne. Overvågningscenteret skal fungere bedre, men skal også ledes effektivt. For en hensigtsmæssig bekæmpelse af narkotika er udvidelse af kompetenceområdet og et mere intensivt samarbejde med ansøgerlandene meget nødvendigt. Ordføreren har gjort et godt arbejde, hvilket jeg takker ham for. Jeg støtter ændringsforslagene. Jeg har to bemærkninger. For det første indsamlingen af oplysninger, som stadigvæk er et svagt punkt. Hvordan kontrolleres oplysningernes rigtighed? Hvilken garanti er der for, at medlemsstaterne samarbejder fuldstændigt? For nylig viste det sig i mit eget land f.eks., at retsvæsenet havde vurderet antallet af såkaldte coffee shops til at være 50% lavere end i virkeligheden. Hvordan kan man på grundlag af sådanne oplysninger gennemføre en aktiv bekæmpelse af narkotika? Kan samarbejde med Europol ikke være en løsning, som antydet af fru Banotti? Et andet punkt, hr. formand, som jeg vil henlede Deres opmærksomhed på, er syntetisk narkotika. Det virker uskyldigt, men er derfor endnu farligere end andre typer narkotika. Mit land, Nederlandene, har den tvivlsomme ære at være den største producent og eksportør af denne type narkotika. Jeg konstaterer, at stadig mere af denne designer-narkotika nu også kommer fra Østeuropa og Tyrkiet. Jeg anmoder derfor om, at der etableres et mere intensivt samarbejde også på dette punkt med Østeuropa, ansøgerlandene, og anmoder om, at bekæmpelsen af denne type narkotika gøres til en ny prioritet i den europæiske politik mod narkotika.
Hr. formand, bekæmpelse af narkotika er en af de vigtigste opgaver, vi har som medborgere og politikere. Det gælder både for de medborgere, som sidder i Parlamentet, og for dem, som sidder oppe i tilskuerlogen. Narkotika føder kriminalitet og social elendighed og ødelægger mange menneskers liv. Derfor er det positivt, at vi i dag oplever både ansøgerlandene og Norge deltage i det samarbejde, vi allerede har. For at kunne foretage en troværdig bedømmelse og udarbejde en pålidelig statistik har vi imidlertid brug for en strategi for, hvilke oplysninger medlemslandene skal indberette til centeret. Ellers bliver grundlaget meget tyndt og tjener ikke noget større formål. Dette påhviler dog ikke alene centeret, men det er også det pågældende medlemslands ansvar at sørge for, at de oplysninger, der bliver indberettet, også er relevante og kan bruges til noget. Ansvaret for foranstaltninger mod narkomisbrug ligger i dag først og fremmest hos medlemsstaterne. Det bør dog ikke afholde os fra at forsøge at udarbejde fælles opgaver og strategier for et forebyggende arbejde, hvilket måske er den vigtigste grundpille i bekæmpelsen af narkotika. Unionen og centeret burde desuden spille en rolle som overvågningsinstans for vores egen narkotikaproduktion, hvilket en af de foregående talere var inde på. Vi kan nemlig ikke komme uden om, at en stor del af den narkotika, der findes i dag, og som de unge møder, når de går ud, er syntetiske stoffer, som bliver produceret i Unionen og ikke noget andet sted. Eftersom vi har den grænsefrihed, vi har i dag, er det et problem, hvis produktionen er større et andet sted, end vi ønsker. Jeg vil gerne sige, at definitionen på et narkofrit samfund er en god definition. Det er et mål, en vision, præcis som alle andre visioner, Unionen har med hensyn til social elendighed osv., som vi ønsker at bekæmpe. Det er en offensiv holdning, som efter min mening skal bibeholdes.
Hr. formand, jeg vil indlede med at takke ordførerne, Sousa Pinto og Turco, for de udmærkede betænkninger. Bekæmpelsen af narkomisbrug og narkohandel er vigtig. Denne betænkning er kommet i stand med henblik på at komplettere den gældende forordning, hvad angår overvågningscenteret. Desuden er det meningen, at ansøgerlandene skal inddrages i arbejdet. Lad mig først kommentere dette. Det er vigtigt, at ansøgerlandene inddrages! Jeg kommer selv fra Sverige. Her har vi gennem de seneste år opbygget et samarbejde med de baltiske lande og med Polen for at forhindre narkohandel og narkomisbrug. Narkohandlen foregår på tværs af grænserne Vi skal derfor have et samarbejde på tværs af grænserne for at forhindre, at handlen udvikles. Det samme gør sig gældende for samarbejdet med Norge. Norge deltager i det indre marked. Norge bliver optaget i Schengen-aftalen. Norge har omtrent de samme problemer som Sverige, når det handler om narkotika, som passerer grænserne. Det er derfor vigtigt, at vi samarbejder og modtager oplysninger fra disse nabolande samt får kendskab til, hvordan de fører deres politik. Ordføreren beskæftiger sig desuden med, hvordan centeret fungerer i dag. Han skelner efter min mening på et vigtigt sted. Centeret skal nemlig ikke beskæftige sig med politik, det skal vi gøre her i politiske forsamlinger, og det skal vi gøre i medlemsstaterne - hovedsageligt i medlemsstaterne, når det handler om narkotikapolitikken. Derimod skal centeret danne grundlag for politiske beslutninger. Her oplever vi nogle mangler i dag - mangler med hensyn til indsamling til statistiske formål. Vi skal have relevante, pålidelige og sammenlignelige oplysninger. Desuden kan centeret foretage analyser og en evaluering af de mål, vi sætter i de politiske forsamlinger, så vi kan indrette politikken efter det. På dette område skal centeret blive betydeligt bedre end nu. Der skal foretages analyser af den politik, der føres - der føres jo forskellige politikker i f.eks. Nederlandene og Sverige. Jeg mener, det er vigtigt, at vi analyserer, hvordan forskellene i de politikker, der føres, rent faktisk ser ud med hensyn til misbrug blandt unge osv.
Hr. formand, på vegne af Kommissionen vil jeg gerne takke ordførerne for deres arbejde og meddele, at Kommissionen er glad for, at vi har de samme målsætninger. Selv om De i nogle ændringsforslag går et skridt videre end vores forslag, især hvor det drejer sig om de foreslåede forbedringer af driften af overvågningscenteret for narkotika og narkotikamisbrug. Kommissionen er enig med Parlamentet i, at EONN skal fungere bedre. Jeg vil lige minde Dem om, at det var Kommissionen, der bestilte den eksterne evaluering af EONN. Vi tager naturligvis hensyn til Parlamentets udtalelser og overvågningscenterets bestyrelses beslutninger, som er baseret på konklusionerne i denne evalueringsrapport. Kommissionens to forslag er dog meget mere omfattende. Formålet med det første forslag er at muliggøre en aftale med Norge. Det er der fuldstændig politisk enighed om, og jeg er glad for, at Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender også støtter denne aftale. Aftalen har stor politisk betydning for nordmændene. Det fremgår af, at de gerne vil have mere indsigt i narkotikaproblemet på det europæiske kontinent. Aftalen er også vigtig for Unionen, fordi narkotikaproblematikken, som alle ved, er grænseoverskridende. Norge har modtaget en kopi af evalueringsrapporten om EONN og har gennem en positiv udtalelse fra det norske storting bekræftet, at det gerne vil indgå denne aftale. Kommissionen mener, at vi ikke skal give et negativt signal til vores norske partnere ved at koble vedtagelsen af aftalen sammen med betingelser om at forbedre driften af overvågningscenteret og derved forsinke indgåelsen af aftalen. Derfor fremsætter Kommissionen, selv om den ikke har indholdsmæssige indvendinger imod ændringsforslagene i hr. Turcos betænkning, ikke et ændret forslag om forbedring af driften af EONN. Vores andet forslag har til formål at gøre ansøgerlandenes deltagelse i EONN nemmere og hjælpe disse lande med at starte nationale støttecentre og oprette forbindelser til Reitox-netværket. Af de 22 ændringsforslag i Sousa Pinto-betænkningen vedrører fem direkte dette punkt. Vi har lagt mærke til, at Parlamentet udtrykkeligt ønsker at nævne Malta, Cypern og Tyrkiet som lande, som skal have denne tekniske bistand. Det er vores hensigt, og så vidt jeg ved også Rådets, at give bistanden til alle ansøgerlande og altså også til Malta, Cypern og Tyrkiet. Vi overtager derfor den præciserende bemærkning, som Parlamentet har indføjet ved at nævne Malta, Cypern og Tyrkiet særskilt, og forsvarer den i Rådet. Derimod er udvidelsen til tredjelande, som ikke er ansøgerlande, ifølge Kommissionen uacceptabel. Fordi vi ikke tilstræber at gøre EONN til et verdensomspændende center for teknisk bistand, men at gøre det i stand til at overføre den tilstedeværende viden til ansøgerlandene med henblik på deres fremtidige deltagelse. Vi er enig med Parlamentet i, at vurderingen af narkotikapolitikken i medlemsstaterne er meget vigtig. Det står i øvrigt også i narkotikahandlingsplanen 2000-2004, som drøftes på Det Europæiske Råds møde i Feira. I vores øjne er det ikke EONN's opgave at bedømme medlemsstaternes narkotikapolitik. Det er et politisk spørgsmål, som ikke må overlades til EONN, som snarere er et teknisk kontor, men som henhører under Unionens institutioner. Det er imidlertid EONN's opgave at udvikle metodologiske midler til at bedømme den nationale politik. Sådanne aktiviteter kan allerede udføres nu og er f.eks. også medtaget i arbejdsprogrammet for 2000. EONN-budgettet er derfor forhøjet med 500.000 euro. Vi mener ikke, at det er det rigtige tidspunkt til et forslag om ændring af EONN-forordningen for deri udtrykkeligt at optage udviklingen af et metodologisk evalueringsmiddel og dermed gøre sådanne aktiviteter mere synlige. Det er der to grunde til. For det første drøfter EONN's bestyrelse i øjeblikket overvågningscenterets rolle og opgaver i anledning af evalueringsrapporten, og Kommissionen mener, at det er klogt at afvente bestyrelsens konklusioner, før der kommer nye forslag på det område. For det andet er der risiko for, at vi, hvis vi i den forbindelse udvider vores forslag, går en lang diskussion med Rådet i møde og derfor ikke kan træffe en beslutning, før året er omme. Hvis det sker, må vi se bort fra et Phare-program på 2 millioner euro, som har til formål med teknisk støtte fra EONN at hjælpe de fremtidige medlemsstater med at oprette eller forstærke nationale knudepunkter. De penge kan ikke overføres efter 31. december 2000. De øvrige ændringsforslag, som ikke har direkte relation til vores forslag, er især baseret på evauleringsrapporten om EONN, og ville betyde en grundig reform af basisforordningen. På grundlag af disse ændringsforslag ville medlemsstaterne nemlig have pligt til at give overvågningscenteret de ønskede oplysninger, mens der indtil nu er tale om et samarbejde på frivilligt grundlag. Også ansvarsfordelingen mellem direktøren og bestyrelsen ville ændres samt den måde, som der gives decharge på. Det sidste punkt er en horisontal sag, som skal ordnes på samme måde for alle organer, og som der foreligger et forslag om fra Kommissionen hos Rådet. Til sidst indføres der med disse ændringsforslag en treårig evalueringsrapport om EONN. De ændringsforslag, som er fremsat af Ilka Schröder, vedrører alle det samme emne. De har nemlig alle til formål at pålægge overvågningscenteret endnu en opgave, nemlig evaluering af politikken om risikoreduktion. Her drejer det sig om en terminologi, som forklares på forskellige måder, og som derfor ikke findes i Unionens strategi på narkotikaområdet for 2000-2004. Desuden skal dette emne ikke behandles særskilt, men som en del af en afbalanceret helhed, som forebyggelse, behandling, rehabilitering og vejledende sociale foranstaltninger også er del af. Som tidligere nævnt, hr. formand, er Kommissionen enig med Parlamentet i, at EONN's arbejde skal forbedres. Det vil jeg gerne understrege. Men især fordi det ikke nu er det rigtige tidspunkt, fremsætter vi som sagt ikke et ændret forslag. I anledning af en evalueringsrapport træffer EONN's bestyrelse, hvori Parlamentet også er repræsenteret, på mødet i september en række beslutninger, og vi mener, at det er bedre at afvente resultaterne af dette, før der forslås nye ændringer af EONN-forordningen, herunder den førnævnte angående evalueringsspørgsmålet. På dette møde i EONN's bestyrelse vil Kommissionen argumentere for, at EONN's arbejde skal revideres, og at målsætningerne og opgaverne skal klargøres. Afhængig af de foranstaltninger, som bestyrelsen træffer, kan Kommissionen eventuelt fremsætte et forslag om ændring af EONN-forordningen, som også opfylder Parlamentets ønske om at evaluere EONN's arbejde regelmæssigt. I så fald tager vi ved udarbejdelsen af forslaget hensyn til Parlamentets udtalelse.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. Betænkning (A5-0147/2000) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0157/2000) Efter afstemningen om Kommissionens forslag.
Hr. formand, jeg tager ordet for at henvise til forretningsordenen, nærmere bestemt til artikel 69. Jeg lyttede til kommissærens indlæg, men jeg forstod ikke rigtigt, om Kommissionen godkender de ændringsforslag, som Parlamentet lige har vedtaget. Jeg forstod navnlig ikke, om Norges deltagelse i overvågningscenteret bliver gyldig efter reformen af dette center, det vil sige, om Kommissionen agter at lade Norge deltage med det samme, eller om den vil vente til september - sådan som den har til hensigt at gøre med reformen af centeret - når bestyrelsen angiver sine retningslinjer, og således give Norge mulighed for at deltage i noget, der eksisterer, og ikke i noget, som i dag - ifølge de uafhængige konsulenters rapport - er unyttigt og utilstrækkeligt, koster en masse penge og ikke har noget formål.
Hr. formand, det er Kommissionens hensigt, at Norge så hurtigt som muligt bliver medlem af overvågningscenteret, som vi drøftede i morges. Som tidligere nævnt, også på vegne af hr. Vitorino, deler vi mange af de følelser, som nogle af Parlamentets medlemmer har givet udtryk for, men det er i øjeblikket ikke hensigtsmæssigt at drøfte overvågningscenterets drift. Debatten denne morgen vedrører set med Kommissionens øjne udvidelsen af centeret med Norge og naturligvis også de østeuropæiske lande.
Hr. formand, hvad angår betænkningen om Norges deltagelse, er jeg ikke tilfreds med det, som kommissæren lige sagde. Parlamentet er nemlig også - hvilket det nu har givet enstemmigt udtryk for - meget interesseret i, at Norge kommer til at deltage i overvågningscenteret så hurtigt som muligt. Problemet i dag er, at centeret ikke er i stand til at lade Norge deltage. Jeg anmoder derfor Parlamentet om at udsætte afstemningen.
Jeg takker for Deres imødekommenhed for at sige, at den debat, som vi har haft her til formiddag, udgør den første lejlighed siden 1993, da Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug blev oprettet, Europa-Parlamentet har haft til at udtale sig om det vigtige spørgsmål om ændringen af dette agenturs forordning. Jeg mener, at Parlamentet alvorligt ville have svigtet sit mest elementære politiske ansvar, hvis det ikke havde fortolket sine forpligtelser bredt og ikke havde fremlagt en række forslag, der udgør en dybtgående reformulering af overvågningscenterets virksomhed, for vi er overbevist om, at dette er uundværligt og nødvendigt, og at det vil kunne få en nyttig rolle i EU's fremtid, om end ikke med den aktuelle betænkning, som Kommissionen åbenbart er enig med det væsentlige i.
I henhold til forretningsordenen skal jeg nu forelægge Parlamentet anmodningen fra hr. Turco om at udsætte afstemningen. (Anmodningen forkastedes) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0150/2000) af Ferri for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om forslag til Rådets forordning om EF-mønstre (KOM(1999) 310 - C5-0129/1999 - 1993/0463(CNS)).
Hr. formand, efter direktiv 98/71/EF om retlig beskyttelse af mønstre skal vi nu vurdere og tage stilling til et forslag til forordning, der naturligvis bevæger sig inden for direktivets rammer, det vil sige med alle de lys- og skyggesider, som dette medfører, når det gælder et så konfliktfyldt og konkurrencebetonet emne, hvor der står mange interesser på spil. Det er således også sandt, at man i direktivet til sidst fjernede en del af dette emne, nemlig det om de sammensatte produkter til reparationsformål. Der er ligeledes den berømte reparations- og reservedelsklausul, som vedrører bilindustriens meget komplekse og sammensatte verden. Udvalget har udført et meget omhyggeligt arbejde - og jeg vil navnlig gerne takke dets formand - selv om det til sidst var en noget konservativ og meget forsigtig indfaldsvinkel og fortolkning, der kom til at dominere, da man ikke ønsker at gå så vidt, mens man venter på, at direktivet fuldstændiggøres efter tre års overvejelser om det fjernede emne, som jeg nævnte før. Der er dog en fordel ved forordningens fastlæggelse af EF-mønsteret og af de registrerede og ikke-registrerede produkter, nemlig forslaget om også at benytte Harmoniseringskontoret for det Indre Marked til mønstre, det vil sige en eksklusiv ret til beskyttet anvendelse på EU-plan, bortset fra nogle få undtagelser. Dette er selvfølgelig i tråd med det indre markeds grundlæggende krav og med en fælles lovgivning, der også omfatter ugyldighed, frafald og anvendelsesmuligheder, navnlig når det gælder to meget vigtige aspekter, nemlig den innovative karakter, der har at gøre med udbredelsen, og den individuelle karakter, der har at gøre med kreativiteten. Det er to forskellige aspekter inden for et meget fascinerende område, som naturligvis har brug for beskyttelse, men også for smidighed. Derfor lægger jeg særlig vægt på, at pakken med ændringsforslag skal være minimal, og at den med hensyn til den kumulative beskyttelse af EF-mønsteret og ophavsretten - jeg stoler på, at Europa-Parlamentet vil foretage en moderne og ikke mindst realistisk vurdering af det meget komplekse område, mønstrene udgør - ikke forhindrer monopolsituationer. Hvis vi, som det foreslås i ændringsforslag 23 - jeg vil forklare det nærmere, hvis det bliver nødvendigt - sætter et loft på 25 år over beskyttelsen af registrerede mønstre, ville dette loft således være rigeligt efter min opfattelse. På den anden side giver direktivet os ikke nogen tegn på, at der er uønskede virkninger herved. Der står i direktivet, at medlemsstaterne skal muliggøre en kumulation af EF-mønsteret og ophavsretten. Vi skal huske, at ophavsretten har en varighed af 70 år i mange medlemsstater. Hvis vi lægger 25 og 70 sammen, vil vi således ende med at blokere for et gennemsnitsprodukt, der ofte ikke kan vare meget længere end et menneskeliv, også på grund af produktets karakter, både den innovative karakter og kreativiteten. Et loft på 25 år forekommer mig derfor at være rimeligt. Jeg vil derfor tillade mig at insistere på, at man i det mindste modererer sine krav i den retning og overlader EU og det indre marked dette område - der ikke mindst er så vigtigt for de små og mellemstore industrier - hvor mønstrenes og fantasiens produktivitet, som naturligvis også sætter skub i de europæiske landes beskæftigelse, faktisk passer perfekt ind i dette netværk af friheder og rettigheder. Dette forslag til forordning, der indfører en fælles ordning med en ensartet beskyttelse på hele Fællesskabets område - selv om det sker med de begrænsninger og indskrænkninger, jeg også ønskede at fremhæve af hensyn til vores kolleger - udgør efter min mening et vigtigt mål for vores måde at opbygge Europa på.
Hr. formand, jeg vil indlede med at sige, at ordførerens arbejde har været næsten herkulisk for ikke at sige enormt prisværdigt, og i arbejdet er der især blevet givet udtryk for bekymring for de små og mellemstore virksomheder, som i virkeligheden er målet for hele denne reform. Ordføreren har med den venlighed, der karakteriserer ham, beskyldt mig for at have stået for en mere konservativ og forsigtig holdning. Jeg deler hans bekymringer. Især den bekymring, som han har givet udtryk for i ændringsforslag 13. Men problemet er, at vi her står over for et meget kompliceret puslespil af rettigheder, som filtres sammen fra 15 forskellige nationale oprindelser, og vores harmonisering kan hverken gennemføres umiddelbart eller samlet. Jeg tror, at de problemer, som ordføreren, hr. Ferris, peger på, jeg er personligt ikke enig i dem alle sammen, men jeg har talt for dem som medlem af PPE-Gruppen, vil vise sig i de kommende år, og jeg vil sige til ham, at vi alle sammen vil støtte ham, for i mange af de sager, som han har talt for, har han fuldstændig ret. Lad mig nu gå over til at tale om forordningen. Denne forordning tager sit udgangspunkt i direktivet fra 1993, og det er efter min mening det første, der skal fremhæves. Det er på tide, at denne forordning ser dagens lys, vi kan ikke udsætte den længere. Behandlingen af den er bl.a. blevet forhalet af en berømt afgørelse fra Domstolen, som forpligter til at ændre retsgrundlaget, og af reparationsklausulen for dele til sammensatte produkter, som ordføreren har talt om. Jeg vil derfor først og fremmest, og på det punkt tror jeg, at jeg ikke bare giver udtryk for PPE-Gruppens holdning, men for hele Parlamentets, anmode Kommissionen om ufortøvet i videst muligt omfang at lette muligheden for, at Rådet vedtager denne forordning, for Parlamentets ændringsforslag er, med forbehold af de forklaringer, som ordføreren har givet, ændringsforslag, der forbedrer tekstens kvalitet væsentligt - og det siger jeg med stolthed. Parlamentet udarbejder i mange tilfælde, på grund af politisk kompleksitet, tekster, der er uklare og af kritisabel kvalitet. Jeg mener, at disse ændringsforslag generelt forbedrer teksten væsentligt, og at Kommissionen vil vedtage den uden problemer. Jeg vil nævne en, som jeg mener er vigtig - ændringsforslag 16 - hvori det forklares, at i en række tilfælde kan ugyldighedsgrunden for mønstre, hvis den kun foreligger i forhold til en eller flere medlemsstater, ikke kun gøre mønsteret ugyldigt i de stater, for det kunne resultere i den paradoksale situation, hvor et fællesskabsmønster kunne være ugyldigt i 14 medlemsstater og gyldigt i en enkelt medlemsstat. Hr. formand, da det er fredag, vil jeg ikke tale længe. Jeg synes, at budskabet er klart. Jeg håber, at Kommissionen vil acceptere størstedelen af vores ændringsforslag, og at behandlingen sker hurtigt, så denne forordning ser dagens lys hurtigst muligt.
Hr. formand, det synes, som om den lange vej, der skal føre til, at Den Europæiske Union får en ensartet regulering af mønsterbeskyttelse, nu er ved at være tilbagelagt. Størstedelen af den tid, der er blevet brugt på behandlingen af denne bestemmelse, var nødvendig for at få vedtaget direktivet om mønstre, et arbejde, der praktisk talt tog hele den foregående valgperiode og også en del af denne. Det er indlysende, at arbejdet med forordningen ville blive meget enklere, efter at de alvorligste problemer var overvundet, og der var udarbejdet et direktiv, som kan betegnes som afbalanceret. Det har været tilfældet. Det betyder, at vi i dag kan bekræfte, at den strategi, som Parlamentet i sin tid vedtog, der bestod i først at behandle direktivet og dernæst forordningen, var god. Parlamentets indgriben for at opnå kompromiset om fastfrysning i forbindelse med udarbejdelse af bestemmelsen, med et direktiv underlagt fælles beslutningsprocedure, viste sig at være afgørende, og det var måske ikke blevet opnået, hvis behandlingen havde foregået den anden vej rundt, altså først forordningen og dernæst direktivet. I så fald havde Parlamentets rolle ikke været afgørende, og der var ikke blevet opnået den ligevægt mellem motorkøretøjsfabrikanternes interesser på den ene side og interesserne hos de uafhængige fabrikanter af dele til karosserier på den anden eller mellem forbrugernes interesser og forsikringsselskabernes. Med den indgåede aftale, der langt fra er perfekt, men som løste op for et så konfliktfyldt område, gik arbejdet med udarbejdelsen af forordningen og denne betænkning om Kommissionens forslag meget lettere. Det drejede sig faktisk om i forordningen at afspejle de kompromiser, der blev opnået i direktivets tekst. Hvis Den Europæiske Union fastlagde bestemmelser for at harmonisere medlemsstaternes lovgivninger, var det logisk, at dens egne bestemmelser var i overensstemmelse med indholdet af harmoniseringsbestemmelserne. Det er rigtigt, at Kommissionens forslag praktisk talt fulgte direktivets ordlyd, og derfor har vi støttet det. Tro mod dette kriterium består en stor del af de ændringsforslag, som vi vil støtte, netop i at forøge ordretheden og sammenfaldet mellem direktivets og forordningens ordlyd. Og netop på dette punkt vil jeg lykønske hr. Ferri med hans betænkning og samtidig takke ham for den fleksibilitet, som han har udvist under hele behandlingen. Det er rigtigt, at ordføreren i sin første betænkning forelagde visse ændringsforslag, som efter hans mening var korrekte, men som efter mange af Parlamentets gruppers - mere velbegrundede, synes jeg - mening modsagde kompromiset om fastfrysning vedrørende reparationsklausulen. Hr. Ferri udviste imidlertid fleksibilitet under behandlingen og trak sine forslag tilbage, og det lykønsker jeg ham med. Der er nu kun to punkter, hvorpå ordføreren og min gruppe ikke er enige. Det første vedrører definitionen af et mønsters individuelle karakter, der omfatter en del, som formentlig skal få det til at stemme overens med teksten i TRIPs-aftalerne. Dette er ikke tidspunktet for at indlede en diskussion om spørgsmålet, men vi er ikke enige i denne fortolkning, og desuden mener vi, at det pågældende ændringsforslag indeholder nogle fordrejende elementer. Det andet punkt, som vi ikke er enige i, drejer sig om ophavsret, og vi stemmer imod ændringsforslagene fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater.
Hr. formand, min kollega fra PPE-DE-Gruppen, fru Palacio Vallelersundi, siger, at ordføreren, hr. Ferri, har anklaget hende for at være konservativ. Jeg vil gerne sige til min kollega, fru Palacio Vallelersundi, at det er en etikette, hun bør være glad for at tage imod, og et emblem, hun kan bære med stolthed. I dag taler jeg på vegne af mine britiske konservative kolleger, lord Inglewood og hr. Harbour, som desværre ikke kan være til stede. Jeg vil gerne have ført til protokols, at de britiske konservative støtter hr. Ferris betænkning, som vi føler er et acceptabelt kompromis mellem de forskellige modstridende interesser. I særdeleshed mener vi, at det er rigtigt, at direktivet og forordningen kommer på linje for at give en så strømlinjet ordning for beskyttelse af industrielt design i hele Unionen som muligt. Jeg vil også gerne give udtryk for min støtte til fru Grossetêtes betænkning og sige, at det efter vores opfattelse er af den største betydning, at Europa-Parlamentets lovgivning anvendes konsekvent, korrekt og i rette tid.
Hr. formand, for Kommissionen er forordningen om EF-mønstre en vigtig sag. Derfor er Kommissionen glad for den meget grundige og gennemtænkte betænkning af hr. Ferri. Som jeg allerede meddelte på Rådets møde (indre marked) den 16. maj i år, har jeg til hensigt inden længe at forelægge et nyt og ændret forslag til forordningen til godkendelse i Kommissionen. I det ændrede forslag behandles de problemer, som er konstateret, siden Kommissionen indgav sit forslag i juni sidste år. I den forbindelse er udtalelserne i Ferri-betænkningen meget nyttige og vigtige. Jeg er glad for at kunne meddele, at Kommissionen støtter udtalelserne i følgende ændringsforslag: 1, 2, 3, 4, 5, 7, 8, 9, 13, 14, 16, 18 og 20. Nogle ændringsforslag, og især ændringsforslag 10, 11, 21, 22 og 23, er imidlertid ikke helt i overensstemmelse med det aftalte i henhold til mønsterdirektivet af 1998, og derfor støtter Kommissionen dem desværre ikke. I den forbindelse bemærker jeg, at Kommissionen lægger stor vægt på princippet om, at forordningen ikke må afvige fra de i direktivet fastsatte koncepter. Jeg vil endvidere kort behandle sagen om beskyttelse af mønstre ved brugen af komponenter fra sammensatte produkter til reparationsformål, som de foreslåede ændringsforslag 6 og 12 omhandler. Denne sag, hvorom der inden for rammerne af forligsproceduren om direktivet er ført langvarige og indviklede forhandlinger, resulterede i direktivet og i godkendelsen af det såkaldte kompromis om indefrysning af reparationsklausulen. I denne kontekst og i overensstemmelse med det kompromis, der blev opnået, da direktivet blev vedtaget, lovede Kommissionen at undersøge sagen nærmere og fremsætte et forslag inden for rammerne af direktivet. Uden at ville foregribe den løsning, som i den sidste ende vedtages, fastsættes det i Kommissionens forslag til forordning, at komponenterne ikke er beskyttet inden for rammerne af det fælles system, i hvert fald ikke så længe der ikke er opnået enighed om en definitiv løsning. Kommissionen er åben over for Parlamentets forslag om i højere grad at knytte forordningens tekst til direktivets, og jeg lover, at Kommissionen tænker nærmere over dette. Endvidere peger jeg på ændringsforslag 15 og 19 om varemærkeforfalskning. Med hensyn til ændringsforslag 15 er Kommissionen enig i Parlamentets holdning om nødvendigheden af ret til information. Kommissionen foretrækker imidlertid at behandle denne sag inden for rammerne af bekæmpelse af varemærkeforfalskning. I den forbindelse gør jeg opmærksom på, at Kommissionen medtager dette i grønbogen om bekæmpelse af varemærkeforfalskning i det indre marked. Med hensyn til den i ændringsforslag 19 foreslåede pligt til at overdrage mønsterkrænkende produkter til rettighedshaveren mener Kommissionen, at det måske ikke i alle tilfælde er en egnet løsning, og at det i nogle tilfælde kan være besværligt for rettighedshaveren. Derfor, og fordi artikel 93, stk. 1, litra D, i forordningen giver mulighed for, at den nationale dommer om nødvendigt kan træffe sådanne foranstaltninger, støtter Kommissionen ikke det foreslåede ændringsforslag. Til sidst vil jeg gerne takke Parlamentets medlemmer for deres støtte til og samarbejde om denne vigtige forordning. Jeg håber og har tiltro til, at det europæiske erhvervsliv er glad for, at det inden længe har en enkel og billig procedure for beskyttelsen af industrimønstre i EU.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING
Jeg undlod at stemme ved afstemningen om det ændrede forslag til forordning om EF-mønstre. Ikke fordi jeg er imod et fælles system om mønstre og modeller, tværtimod. Det er meget nødvendigt. Men fordi jeg beklager, at Mønsterbureauet nu anbringes under Mærkebureauet uden at gøre brug af muligheden for at ændre sprogvalget. I det gamle forordningsforslag fra 1993 valgte man udtrykkeligt Mærkebureauets sprogbrug. I det foreliggende forslag finder det sted i stilhed. Jeg håber, at kollegerne fra Industriudvalget er klar over dette, ligesom alle andre der godkender denne forordning uden nogen form for kritik på dette punkt. Bureauet skal naturligvis kunne arbejde effektivt og omkostningseffektivt. Hurtige beslutninger er en korrekt målsætning. Ikke alle papirer skal nødvendigvis oversættes. Men det er ikke overdrevet at kræve, at ud over registreringsansøgningen skal også tvistproceduren og korrespondancen med bureauet finde sted på borgerens sprog. Da Mærkebureauet blev oprettet, valgte man, med en teknisk løsning som undskyldning, et diskriminerende valg af sprog. Nu gentages denne uheldige manøvre. Hvad betyder så en traktatartikel, som giver borgerne ret til at bruge deres eget sprog i kontakter med denne institution? Det er for mig en grund til at protestere mod denne fremgangsmåde.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0132/2000) af Grossetête for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om Kommissionens sekstende beretning om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten - 1998 (KOM(1999) 301 - C5-0213/1999 - 1999/2168 (COS)).
Hr. formand, denne betænkning er ikke det sidste emne på møderne i denne uge, fordi den ikke er vigtig, tværtimod interesserer vi os jo alle for borgernes Europa og Europa for borgerne. Vi har pligt til at tænke på den europæiske borgers interesse, at sørge for at fællesskabsretten gennemføres i medlemsstaterne, og at Europa-Kommissionen, som er traktaternes vogter, følger denne proces med den største opmærksomhed. Tallene i den beretning, Europa-Kommissionens tjenestegrene har udarbejdet for 1998, vidner desværre ikke om en væsentlig forbedring og tilskynder fra begyndelsen til årvågenhed. Kun få områder går ram forbi, og Parlamentet skal fremhæve de områder, hvor der er særlige vanskeligheder, nemlig miljøet, det sociale område og offentlige kontrakter. Når dette er sagt, er jeg overbevist om, at det for fremtiden er nødvendigt også at være opmærksom på andre aktivitetsområder. Europa-Parlamentet skal endvidere gentage sin anmodning om oplysninger om anvendelsen af internationale normer. Alle medlemsstaterne er mere eller mindre berørt af disse problemer med gennemførelsen af fællesskabsretten. Derfor har jeg villet understrege, hvor vigtigt det er, at medlemsstaterne opfører sig eksemplarisk her lige inden flere på hinanden følgende udvidelser. Hvordan skulle man kunne forlange af de nye lande, der bliver medlem af Den Europæiske Union, at de gennemfører fællesskabsretten, hvis medlemsstaterne ikke selv kan overholde det? Hvis der er brug for yderligere oplysninger, er det i borgernes egen interesse, som bliver mere og mere involveret i processen med kontrol af fællesskabsretten. Det er her, at hele spørgsmålet om overtrædelsesproceduren ligger. Europa-Kommissionen skal ikke slå til lyd for en større selektivitet i forbindelse med behandlingen af sager, der kan give anledning til en overtrædelsesprocedure, da dette forslag medfører, at Kommissionen i sager af begrænset omfang, f.eks. gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, kunne afstå fra at gribe ind. Vi må på det kraftigste protestere imod denne fremgangsmåde, som kun vil være berettiget af grunde som effektivitet eller en bedre forvaltning af omkostningerne. På denne måde fjerner Europa-Kommissionen sig fra sin rolle som traktaternes vogter og forhindrer EU-borgerne i at få adgang til retsvæsenet. Endvidere mener jeg, at betingelserne kan forbedres. Som Den Europæiske Ombudsmand flere gange har antydet, er det vigtigt at bevare individets rettigheder gennem en større fortrolighed, bedre adgang til dokumenter og en begrundelse fra Europa-Kommissionen af afgørelser om sagers henlæggelse. Ud fra samme tankegang skal der indhentes flere data om medlemsstaternes ansvar for tab, der er forvoldt borgerne. Der er ingen, der har til hensigt at betvivle vigtigheden af andragenderne, som i stort omfang er med til at gøre opmærksom på, at fællesskabsretten hist og her ikke anvendes i medlemsstaterne. På baggrund heraf opfordrer vi til, at alle klager offentliggøres specielt for at gøre de foretagne handlinger mere synlige. På grund af holdningen i ændringsforslag 2, som først og fremmest fokuserer på at forsvare arbejdsmetoderne i Udvalget for Andragender, ønsker jeg imidlertid ikke at støtte det. Den opmærksomhed, der gives databaserne CELEX og EUR-LEX, det vil sige en bedre adgang og en løbende optimering, går efter min mening i en retning, der er til fordel for borgerne. Komplette dokumenter går hånd i hånd med oplysninger om løbende ændringer heri, som der opfordres til i ændringsforslag 1. Jeg går således ind for dette ændringsforslag. Endelig er der problemet med det præjudicielle spørgsmål. Det skal efter min mening i princippet ikke tages op til fornyet overvejelse, men man kan betvivle formen. Dårligt affattede præjudicielle spørgsmål kan modvirke målsætningen, som er at afklare fællesskabsretten. Jeg foreslår derfor, at EU-Domstolen på ny overvejer, hvordan denne procedure virker. Endvidere mener jeg at for bedre at kunne forstå teksten i betragtning G, som lyder således: "der henviser til, at det primært er de nationale domstole, som skal anvende fællesskabsretten", vil det være at foretrække at sige "som skal kontrollere anvendelsen af fællesskabsretten". Endelig er der spørgsmålet om forbindelserne med de offentlige myndigheder, som skal behandle de nye EF-normer. Den nuværende situation i forbindelse med opbygningen af Europa bygger på subsidiaritetsprincippet. Jeg er imod ændringsforslag 3 på grund af dette nøgleprincip. Det forekommer mig ikke hensigtsmæssigt at oprette en europæisk forvaltningsret. Til sidst kan jeg konkludere, at det alligevel står fast, at formålet med et kontrolsystem er at straffe den manglende gennemførelse af fællesskabsretten. Jeg kan i den forbindelse understrege vigtigheden af proceduren i artikel 228, stk. 2, i EF-traktaten. Det er en ny procedure, som uden tvivl har en afskrækkende virkning, og Kommissionen burde for fremtiden være mindre tilbageholdende med at anvende den. Ved at stemme for dette beslutningsforslag sender vi således et positivt signal, nemlig et signal fra et Europa-Parlament, der lytter til borgerne.
Hr. formand, jeg er enig med ordføreren i hendes ængstelse over, at en betænkning af denne art, som vi mener er så vigtig på grund af kravet om overholdelse af fællesskabsretten, diskuteres en fredag og sidst på dagen, når de tal, som ordføreren har fremlagt, tydeligt viser, at medlemsstaterne ikke opfylder fællesskabsretten, og betænkningen går i retning af at inddrage ændringsforslag, der skal få medlemsstaterne til at opfylde den. Det faktum, at der er 1101 åbningsskrivelser, 675 begrundede udtalelser og 123 søgsmål anlagt ved Domstolen, viser tydeligt de vanskeligheder, der er med at få opfyldt fællesskabsretten. Jeg vil hovedsageligt beskæftige mig med forslaget fra Udvalget for Andragender. Det drejer sig om nogle ændringsforslag, som er underskrevet af alle grupper i Udvalget for Andragender. Jeg vil i den forbindelse sige, at konklusionerne fra Udvalget for Andragender på grund af de nisser, der sommetider er på spil her i huset, ikke var inddraget i ordførerens betænkning. For mig er det, som om Udvalget for Andragender er lidt af en fattig søster i Parlamentet, og ved afslutningen på den foregående valgperiode forsøgte man faktisk at nedlægge det. Det er imidlertid efter min mening et af de vigtigste udvalg i Parlamentet, for det har en direkte og konkret kontakt med de europæiske borgere, især hvad angår miljøspørgsmål. Ordføreren siger, at mere end 25% af klagerne drejer sig om miljø, fri bevægelighed, borgernes sociale rettigheder og markedet. Jeg mener, at disse emner er grundlæggende for den europæiske opbygning, og stigningen i det antal andragender, der indgives hvert år, afspejler borgernes interesse for, at fællesskabsretten overholdes. I visse tilfælde og i forbindelse med miljøspørgsmål - som jeg behandler, mere fordi jeg er medlem af Miljøudvalget - er borgergrupper, beboerforeninger og lign. mere bekymrede for, om fællesskabsretten overholdes end myndighederne selv, som det fremgår af de klager, som vi hver dag behandler i Udvalget for Andragender. Derfor anmoder jeg om, at de to ændringsforslag fra Udvalget for Andragender vedtages, og de er hverken mere eller mindre end et udtryk for de overvejelser, som Udvalget for Andragender har i forbindelse med arbejdet med borgernes klager. Der er en betydelig forsinkelse mellem behandlingen af borgerens klage, som nogle gange kræver et, to eller tre år, og afgørelsen fra Udvalget for Andragender eller Europa-Kommissionen. I disse ændringsforslag anmodes der grundlæggende om, at de processer forkortes, for i modsat fald vil borgernes tillid til de europæiske institutioners effektivitet blive svækket alvorligt. I disse to ændringsforslag anmodes der bl.a. også om, at den europæiske forvaltningsret på en eller anden måde harmoniseres, så der kan ske en lige behandling af alle Unionens borgere. Der kunne siges meget mere, hr. formand, om karakteren og betydningen af Udvalget for Andragender, men vi har ikke mere tid, og derfor anmoder jeg medlemmerne om, at vi her i dag bliver enige om at vedtage de ændringsforslag, som er udtryk for holdningen i Udvalget for Andragender.
Hr. formand, jeg må tilslutte mig fru Grossetêtes beklagelse. Hvis vi ønsker at opbygge Europa, skal vi have et retssamarbejde, og den opmærksomhed, vi viser nu - hvor vi sætter en så vigtig betænkning på dagsordenen fredag morgen - bestyrker os bestemt ikke i troen på, at vi får et sådant. Der er en stor filosof fra mit land, som siger, at et samfund kun regnes for at være et samfund i den almindelige opfattelse, såfremt det er i stand til at opstille nogle regler, der overholdes af dets medlemmer. Der er ingen tvivl om, at Det Europæiske Fællesskab tidligere var - og at Unionen i dag er - en institutionsform af et fantastisk historisk omfang, hvor vi har opstillet nogle regler - som medlemsstaterne og borgere overholder - men når det gælder gennemførelsen af og undersøgelsen af gennemførelsen af fællesskabsrettens bestemmelser, kan Parlamentet ikke unddrage sig sin egen retmæssige opgave, men skal faktisk også give denne gennemførelse en saltvandsindsprøjtning, for vi har gjort en stor indsats, og vi gør en stor indsats, men efter min mening er der stadig meget, der skal gøres. Vi må konstatere, at der er en lang række mangler med hensyn til ensartetheden på det indre marked, og der er ikke mindst en lang række mangler med hensyn til udviklingen af Europas retssystem. Vi kan med tilfredshed konstatere, at 95% af Fællesskabets direktiver er blevet gennemført i medlemsstaterne, men dette er ikke tilstrækkeligt, når den ukorrekte gennemførelse af fællesskabsretten i højere grad skyldes forvaltningernes dårlige praksis, end den skyldes en manglende implementering. Derfor er det efter min mening nødvendigt, at man - ligesom Retsudvalget understreger - gør en effektiv indsats, når det gælder medlemsstaternes forvaltninger. Dette er ikke mindst nødvendigt, fordi dem, der er i kontakt med loven og retssystemet, ofte ikke har et perfekt kendskab til fællesskabsrettens bestemmelser. Som det anmodes om i betænkningen, er det således hensigtsmæssigt, at retsmedarbejdere og dommere er særligt opmærksomme på de bestemmelser, vi vedtager. Jeg har indgivet nogle ændringsforslag til min kollega Grossetêtes glimrende arbejde i Retsudvalget, da jeg var bekymret for, at den juridiske beskyttelse af de borgere, vi repræsenterer, ikke skulle være tilstrækkeligt anerkendt og harmoniseret i de enkelte medlemsstater. Klagerne til Kommissionen og Parlamentet i den forbindelse burde ikke alene give os stof til eftertanke, men også vække vores bekymring. En anden ting, der bekymrer os, er, at domstolene i nogle medlemsstater næsten ikke rejser præjudicielle spørgsmål i henhold til traktatens artikel 234. Medlemmerne af Kommissionen bør give deres tjenestregrene til opgave at undersøge årsagerne hertil. Endelig må vi ikke undervurdere de økonomiske og praktiske vanskeligheder, som borgerne støder på, når de indbringer sager for EU-domstole. Jeg spørger derfor mig selv, om det ikke ville være hensigtmæssigt hurtigst muligt at vedtage et lovgivningsinitiativ for at lette adgangen til disse domstole økonomisk set, eventuelt ved at oprette en støttefond.
Hr. formand, Kommissionens rapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten er en af de vigtigste tekster, fordi den afdækker den virkelige situation i EU, og måske burde vi bruge flere møder på den end blot fredagens møde. Ordføreren fru Grossetête fremkommer i sin særdeles velafbalancerede betænkning med en række rammende bemærkninger, som burde være genstand for nærmere undersøgelser. De to tekster opstiller på rigtig vis gennemførelsen af fællesskabsretten i tre dimensioner, nemlig en manglende indførelse af fællesskabsretten, en uforenelighed mellem indførelsesforanstaltningerne og indholdet af fællesskabsretten samt måden for gennemførelsen. Hvad angår spørgsmålet om den manglende indførelse, er forsinkelserne fortsat betydelige, især inden for visse områder. Jeg vil blandt dem nævne det sociale område, som jeg med sorg ser, Kommissionens rapport kun vier ganske få linjer, mens de tilsvarende spørgsmål sættes i forbindelse med det sociale sammenhold. Der er mange grunde til den manglende indførelse, og de skal undersøges. Samtidig er det på tide, at vi udtænker forskellige politiske midler til at formindske forsinkelserne. Således kunne man forestille sig, at der i hvert land på højeste politiske plan bliver udnævnt et samlet organ, som står til ansvar over for EU, for at der sker en pålidelig og rigtig indførelse af fællesskabsretten. Man kunne også sige, at ethvert land, som får formandsposten, rettidigt og offentligt skal erklære, i hvor høj grad deres land har rettet sig efter fællesskabsretten, og at det ikke er logisk, at man har det politiske ansvar for at forvalte de politiske spørgsmål, hvis man ikke er konsekvent over for dens forpligtelser. Det ville måske også være nyttigt, hvis man før hvert topmøde offentligt skulle meddele, hvor meget hvert land havde tilpasset sig. Før i tiden havde forsømmelighederne i indførelsen af fællesskabsretten ikke de følger, som de har i et samlet, økonomisk område, hvor det er ubegribeligt, hvis der ikke på samme tidspunkt bliver indført en samlet og fælles juridisk orden. Med hensyn til spørgsmålet om måden for gennemførelsen af fællesskabsretten har det først og fremmest forbindelse med lovgivningssystemet, såvel det nationale som EU's, og med definitionerne fra Udvalget for Andragender og Den Europæiske Ombudsmand. De to grundlæggende problemer, som har forbindelse med det lovgivende system, er på den ene side den mange gange uberettigede, præjudicielle rekurs over for Den Europæiske Domstol eller den dårligt forberedte rekurs, sådan som også fru Álvarez nævner, og på den anden side undladelse af rekurs i kritiske spørgsmål. Til trods for deres tilsyneladende forskel har de to problemer samme årsag, nemlig at de nationale dommere ikke er tilstrækkeligt fortrolige med fællesskabsretten. Der skal indledes en bred kampagne i den retning. Det er nødvendigt at præsentere den for medlemsstaterne, så de kan forestå en gradvis efteruddannelse af alle dommerne. For de gamle dommere skal det være en forudsætning for, at de kan blive forfremmet til højere grader, mens det for de nyuddannede skal være en forudsætning for, at de kan blive optaget i standen. De eksisterende programmer Grotius og Falcone er overhalet af udviklingen. Til sidst vil jeg gerne fortælle lidt om de punkter, hvor Udvalget for Andragender skal spille en vigtig rolle for at forbedre gennemførelsesniveauet af fællesskabsretten. Udvalget er et knudepunkt i forholdet mellem den europæiske borger, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Det er en grundlæggende forudsætning for i praksis at dække de forsømmelser, der har været med gennemførelsen af fællesskabsretten, at dette udvalg bliver opgraderet. Jeg går ind for fru Álvarez' forslag, som virkelig er en begyndelse til udformningen af en europæisk, administrativ fællesskabsret.
Hr. formand, på min gruppes vegne har jeg den fornøjelse at hilse fru Grossetêtes betænkning velkommen. Jeg vil i særdeleshed gerne understrege en bestemmelse, som hun nævnte i sit eget indlæg. I betragtning (e) står der, at her umiddelbart forud for flere udvidelser efter hinanden må de nuværende medlemsstaters adfærd med hensyn til anvendelsen af fællesskabslovgivningen være eksemplarisk. Og det er rigtigt. Vi ved desværre, at det ikke altid er tilfældet. Jeg har i lighed med andre ved mere end én lejlighed her i Europa-Parlamentet nævnt det chokerende tilfælde med lektorerne i fremmedsprog i Italien, som første gang fik en dom til deres fordel for 11 år siden. Italiens lovgivning er endnu ikke blevet bragt i overensstemmelse med den, således at deres rettigheder tilgodeses. Vi bliver prøvet ud fra vores vilje til at gøre noget for enkeltindividet, borgeren, som søger sin ret under fællesskabslovgivningen. Ingen rettigheder er vigtigere end dem, der er rettet mod diskrimination og støtter fri bevægelighed. Hvis vi ikke opfylder dem, svigter vi os selv i forhold til vores mål. Jeg har modtaget foruroligende breve i denne uge fra flere forskellige kilder i Tyskland, der tyder på, at et lignende problem er ved at opstå dér med hensyn til selvstændige lærere i fremmedsprog, som arbejder dér, hvor loven anvendes med tilbagevirkende kraft af hensyn til statens bekvemmelighed, men med åbenbar uretfærdighed over for lærerne som resultat. Det vil jeg følge op, og det bliver måske nødvendigt, at vi ser på det igen. Jeg anfører simpelthen disse to eksempler for at understrege vigtigheden af fru Grossetêtes betænkning og for personligt at takke hende for hendes egen indgriben i det førstnævnte tilfælde, som jeg er sikker på vil fremme løsningen af problemet. Jeg undskylder, at jeg ikke kan blive, til debatten er forbi, på grund af transportproblemer herfra og til Edinburgh, men jeg er meget glad for at have kunnet være med indtil nu.
Hr. formand, mine kære kolleger, denne fællesskabsret, som vi er med til at udarbejde, giver det alvorlige problemer at gennemføre i medlemsstaterne. De europæiske borgere har anvendt denne sidste udvej til at give udtryk for deres vrede og indignation over for den omvæltning, ja endog ødelæggelse af deres dagligliv, som bureaukraterne har forårsaget, ud fra et formål, vi af og til ikke forstår, og udfordringer, der ikke berettiger det. Selv om denne betænkning skulle give de folkevalgte, som vi jo er, lejlighed til at gøre status over de talrige tekster, vi stemmer om, og drage en lære heraf for fremtiden, begrænser vi os til at anvende en fremgangsmåde af typen kontrol/straf. Dette styrede og overregulerede Europa er bestemt ikke det Europa, vores respektive medborgere ønsker. Den måde, denne betænkning er blevet vedtaget på, er oprørende. Ordføreren fra Retsudvalget har udvist en dyb ringeagt over for Udvalget for Andragender, idet han ikke engang har anset det for hensigtsmæssigt at sætte konklusionerne til afstemning. I går udviste plenarforsamlingen den samme ringeagt ved at se bort fra udtalelsen fra Retsudvalget om Maaten-betænkningen. Jeg er bange for, at Kommissionen som en afsmittende virkning heraf ikke vil ofre den tekst, vi skal til at stemme om i en næsten tom sal, meget mere opmærksomhed. I stedet for unyttige ændringsforslag vil jeg hellere have svar på følgende spørgsmål. Statistikken for 1998 viser, at antallet af begrundede udtalelser er fordoblet, sagerne om ikke-overensstemmelse eller forkert anvendelse, der er anlagt sager om ved Domstolen, er steget med mere end 50%, klagerne med 18% og åbningsskrivelserne med 12%. På nuværende stade er dette ikke bevis for en effektiv kontrol, men for, at der findes et overvældende antal tekster, som, idet de overlades til dommernes vurdering, udsætter de nationale parlamenter, der udtrykker folkets ønske på en legitim og demokratisk måde, for trusler om at blive idømt bøder. Mener Kommissionen og vores ordfører ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at begrænse antallet af tekster og særlig at ændre dem, der øjensynligt rejser væsentlige politiske, juridiske og praktiske spørgsmål, der ikke fremtræder med den samme selvfølgelighed eller skarphed på det tidspunkt, hvor de udarbejdes, eller foretrækker de at fortsætte med at straffe medlemsstaterne ved at gøre vores medborgere til de egentlige ofre?
Hr. formand, hr. kommissær, fru ordfører, jeg vil gerne komme med tre bemærkninger til betænkningen "Kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten" ud fra den betragtning, at en korrekt gennemførelse af fællesskabsretten ikke kun er et spørgsmål om en matematisk vurdering af gennemførelsen, men også om en evaluering af foranstaltningerne ud fra aspektet om en effektiv gennemførelse. For det første vil jeg gerne sige vedrørende rets- og værdisamfundet, at retssamfundet og værdisamfundet efter min mening ikke er i modstrid med hinanden, men derimod betinger hinanden. Den, der bryder loven, krænker værdierne. Og den, der krænker værdierne, kan be- og fordømmes på grundlag af loven. De vil forstå, at jeg i denne forbindelse siger ud fra et østrigsk synspunkt, at de 14 EU-medlemslande har overtrådt EU-lovgivningen, folkeretten og FN's charter over for Østrig, handlet i modstrid med de europæiske fædres ånd og dermed tilføjet værdisamfundet skade. Og jeg opfordrer Dem derfor til at gøre skaden god igen. For det andet vil jeg gerne sige med hensyn til Kommissionen som traktatens vogter, at Kommissionen i denne forbindelse afgav en erklæring den 1. februar 2000 om, at den fortsat vil varetage sine forpligtelser som traktatens vogter. Og den har sagt til Østrig, at den i denne forbindelse vil følge situationen opmærksomt i tæt kontakt med regeringerne i medlemsstaterne, mens den opretholder sine arbejdsforbindelser til de østrigske myndigheder. Jeg vil gerne fastholde, at Kommissionen som traktatens vogter har fulgt situationen opmærksomt siden den 1. februar 2000 og hidtil ikke har fundet grund til kritik, hvorfor det står klart, at rets- og værdisamfundet ikke krænkes i Østrig. Min tredje bemærkning lyder som følger: Jeg begik en fejl i går! Det vil jeg gerne sige afslutningsvis. Jeg kritiserede mine socialdemokratiske kolleger fra Østrig på grund af deres modsætningsfyldte afstemningsadfærd og påstod, at de undlod at stemme til slut under afstemningen om Feira-beslutningen. Det er ikke korrekt, de stemte for. Det ændrer ikke noget ved min kritik af det østrigske socialdemokratis dobbeltmoral, der også kom til udtryk i går gennem deres afstemningsadfærd. Men jeg må indrømme, at jeg har begået denne fejl. Der ville heller ikke gå skår af De 14, hvis de i al offentlighed bekendte den fejl, de uretmæssigt begik i Feira den 31. januar 2000 over for en medlemsstat, og korrigerede den.
Hr. formand, jeg vil benytte en del af min taletid til på vegne af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked og i min egenskab af formand for det at imødegå visse påstande om vores syn på andre udvalgs udtalelser. Hr. formand, jeg giver ordføreren fuldstændig ret. Disse ændringsforslag hører ikke hjemme her, selv om de er meget interessante. For det første bekræfter de det, som jeg har kæmpet for, nemlig at der skal være en virkelig forvaltningsret på hele dette område. Men dette er en betænkning om noget andet. Og det samme kan siges om det andet ændringsforslag fra Udvalget for Andragender, hvori der tales om en interinstitutionel aftale, og som indeholder en opfordring til Rådet og Kommissionen. Vi skal stemme om disse ændringsforslag, men i en anden betænkning. Lad mig nu, hr. formand, gå over til at tale om fru Grossetêtes betænkning. For at give udtryk for, hvor meget jeg har værdsat hendes arbejde og hendes holdning, kan jeg blot sige, at jeg kun har forelagt et ændringsforslag, og det har været i samarbejde med hende. Og de, der kender mig, ved, at jeg ikke holder mig tilbage fra at korrigere, når jeg ikke kan lide en tekst, og især ikke, når det drejer sig om et emne, der optager mig så meget, og som jeg lægger så stor vægt på. Der er et punkt, som jeg håber, at fru Grossetête vil nævne ved afstemningen - og jeg vil desværre ikke være til stede, det siger jeg med det samme. I afsnit G er der en egentlig fejl. Der skulle have stået, at det primært er domstolene, som skal kontrollere gennemførelsen af fællesskabsretten. Derudover mener jeg, at det er en fuldkommen, præcis og meget vigtig betænkning. Jeg har nogle bemærkninger til fru Grossetêtes betænkning. Hvad angår anvendelsesområdet, skal det overvejes at udvide det ikke bare til afsnit IV, altså ikke bare til videreudvikling af artikel 65, men muligvis længere og måske med henblik på oprettelsen af dette borgernes Europa skabe en bro, der knytter borgerne sammen med det, der har indflydelse på dem og grænser op til fællesskabsretten, herunder unionstraktaten. Hr. kommissær, til næste år ønsker vi en beretning, der er mere afbalanceret og fyldestgørende. Som fru Grossetête har sagt, er denne beretning meget fyldestgørende og afbalanceret på nogle områder, og på andre er den det ikke. Og dernæst er budskabet her, at det at gennemføre fællesskabsretten betyder virkelig at gennemføre den, at vores fællesskab er et retsfællesskab, at Europa vil være et retssamfund eller ikke vil være, og at overvågningen af fællesskabsretten er af største vigtighed. Endelig har jeg en enkelt, kort bemærkning vedrørende betydningen af overtrædelsesprocedurerne. Jeg vil ligesom andre talere før mig gøre opmærksom på denne reform, som muligvis ønskes gennemført, og som vi alle er enige om. Disse overtrædelsesprocedurers funktion skal forbedres, men uden at der røres ved den mindste mulighed for, at borgerne sætter sig i direkte forbindelse med Kommissionen, som i den sidste ende er det, der mindsker afstanden. Vi taler alle sammen om, at borgerne skal bringes nærmere til institutionerne. Det er en måde.
Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Grossetête for hendes betænkning. Jeg er enig med hende: Der er ikke noget vigtigere at bruge tid på at drøfte her i Europa-Parlamentet. Før Romerrigets fald var det almindeligt at tage det kejserlige dekret frem, rulle den store rulle i purpur og guld op, læse den og få den kopieret og distribueret - uden at nogen tog mindste notits af det. Der er ikke nogen sikrere vej til at bringe Unionen til fald og opløsning end at udstede love, som medlemsstaterne ikke sørger for at få overholdt. En ting, som ikke kom frem under drøftelserne, var den større brug, men kunne gøre af arbejdet her i Europa-Parlamentet, særlig spørgetiden, for at henlede Kommissionens opmærksomhed på de problemer, der opstår i hele Unionen, og drøfte dem med den. Parlamentsmedlemmernes opmærksomhed bliver i stigende grad henledt på disse ting. I gamle dage boede jeg i et grænseområde, hvor retten til fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser ikke bliver overholdt, og jeg fandt det meget tilfredsstillende at rejse spørgsmålet direkte over for Kommissionen. Dengang havde Europa-Parlamentet ikke samme magt og prestige som i dag. Så i stedet for at reducere arbejdstiden her i Europa-Parlamentet burde vi bruge lidt mere tid på at undersøge de tilfælde, hvor Den Europæiske Union ikke får gennemført sine bestemmelser. Der er nogle områder, som folk, særlig forretningsfolk, er meget fortrolige med, såsom det indre marked. Men der er andre områder, hvor der hersker megen forvirring. Jeg var til en konference i sidste uge. Nogen påpegede, at vi har brug for 100 millioner vandrende arbejdstagere i Europa i de næste 25 år, hvis vi skal opretholde den økonomiske vækst og leve op til vores sociale forpligtelser. Hvis det sker, vil der komme megen bevægelse af personer. Hvis Den Europæiske Union og medlemsstaterne lige fra begyndelsen gør det klart, at disse mennesker har samme rettigheder, at de betingelser, hvorunder de får indrejsetilladelse, er fælles betingelser, og at de kan flytte, hvorhen i Unionen de vil, efter at de er kommet ind, vil borgerne være nået halvvejs hen imod en accept af situationen, og så kan vi forebygge en masse af de vanskeligheder med vandrende arbejdstagere, som allerede er ved at vise sig.
Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. McCartin for at have sammenlignet Den Europæiske Union og Romerriget. En sådan sammenligning fører heldigvis til, at Kommissionen kommer til at indtage senatets rolle, og den ophøjer hr. Prodi til romersk kejser. Hr. formand, beretningen om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten, som forelægges i dag, er den 16. beretning på dette område. Dermed imødekommes Parlamentets anmodning i beslutning af 9. februar 1983. Denne beretning indeholder Kommissionens årlige status med hensyn til kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten. Det er en af Kommissionens vigtigste opgaver. Kommissionen tilstræber hele tiden at forbedre tempoet og effektiviteten samt gennemskueligheden af sine arbejdsmetoder på dette område. Den betænkning, som er udarbejdet af fru Grossetête for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, som jeg i denne forbindelse vil takke mange gange, indeholder i den forbindelse mange konklusioner og forslag. Tillad mig at kommentere de vigtige punkter. For det første vil jeg på vegne af Kommissionen komplimentere Parlamentet for, at det modtog den for nylig indførte reform i forbindelse med behandlingen af klager fra borgerne så positivt. Endvidere konstaterer Kommissionen til sin tilfredshed, at der i den forelagte betænkning peges på, at dens tjenester gør en indstats for en bedre uddannelse i fællesskabsretten af jurister i medlemsstaterne. Jeg gør opmærksom på, at betænkningen omfatter en anmodning til Kommissionen om at gøre en større indsats for gennemskueligheden, når det gælder undersøgelsen af krænkelsessager. Jeg kan forsikre Dem, at denne indsats fortsættes og intensiveres, hvor det er muligt, det vil sige under hensyn til bestemmelserne i traktaterne og i enkelte tilfælde med de heraf følgende begrænsninger især i forbindelse med fortroligheden. Endvidere fremgår det efter min mening af det stadigt stigende antal pressemeddelelser fra Kommissionen, 334 i 1998, hvor hver meddelelse omfatter mere end én sag, at Kommissionen er villig til en gennemskuelighed, som rækker langt videre end sagsøgerens naturlige og vigtige ønske om information om den videre behandling af hans klage. Offentliggørelsen af en pressemeddelelse er i mellemtiden blevet rutine, når Kommissionen beslutter at rette en begrundet udtalelse til en medlemsstat eller at gå til Domstolen. På dette område sikrer de nylige initiativer fra Kommissionen om borgerinformation, såsom "Europa direkte", også mere gennemskuelighed. I deres omgang med de sagsøgende parter er Kommissionens tjenester særlig opmærksom på overholdelsen af fortroligheden. Fortrolighed med hensyn til sagsøgerens identitet er altid udgangspunktet, medmindre denne udtrykkeligt anmoder om offentliggørelse af sit navn. Vedrørende behandlingen af de klager, som Kommissionen modtager, forsikrer jeg Dem endnu en gang, at Kommissionen ikke har til hensigt at tillægge den mindre betydning. Det understreger jeg, fordi flere af de tilstedeværende medlemmer har anmodet om mere opmærksomhed vedrørende dette spørgsmål. Af den 16. beretning fremgår det klart, at disse klager er uundværlige for Kommissionens tjenester ved opsporingen af krænkelser. På dette område tilstræber Kommissionen en todelt målsætning. For det første at forkorte den i nogle tilfælde stadigvæk alt for lange undersøgelse af sagerne. For det andet at gøre den nationale retspraksis mere tilgængelig for de europæiske borgere, eftersom kun denne retspraksis kan genoprette den af borgerne lidte skade. Betydningen af de foranstaltninger, som Kommissionen for nylig meddelte Parlamentet, inden for rammerne af oversigten over fremskridt med hensyn til oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, bliver klar på denne baggrund. Kommissionen stræber efter at begrænse antallet af overtrædelser ved kilden og forbedrer derfor hele tiden sine procedurer for kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten. Forskellige typer af foranstaltninger kan bidrage til at opnå dette resultat. Først skal der ske en forbedring af den i medfør af artikel 234 i EF-traktaten fastsatte procedure om det præjudicielle problem. I den forbindelse har Kommissionen allerede fremsat konkrete forslag inden for rammerne af sit bidrag til regeringskonferencen. En ændring af artikel 234 i den førnævnte traktat har følgende formål. For det første at give de nationale dommere ansvar som dem, der skal gennemføre fællesskabsretten. For det andet at anmode de nationale retsinstanser, der ikke afsiger domme i sidste instans, om, at de i tilfælde af præjudicielle henvisninger begrunder, hvorfor de er i tvivl om fortolkningen af de fælles regler. For det tredje at forpligte alle nationale retsinstanser til at rådføre sig med Domstolen, når en sådan instans har til hensigt ikke at gennemføre fællesskabsretlige bestemmelser på grund af formodet ugyldighed. Endvidere tilstræber Kommissionen en mere målrettet gennemførelse af de fælles regler i medlemsstaterne ved hjælp af en mere systematisk kontrol med implementeringsforanstaltningerne af de fælles direktiver. Endvidere vil Kommissionens tjenester, når de har bedre kontakt med de nationale myndigheder, være bedre i stand til at opspore og standse overtrædelser så tidligt som muligt. Til sidst to bemærkninger. Med hensyn til muligheden for at tage anvendelsen af den anden og tredje søjle i betænkningen i betragtning peger jeg endnu en gang på, at vi inden for rammerne af disse søjler ikke råder over et instrument, som kan sammenlignes med de i artikel 226 i EF-traktaten fastsatte krænkelsesprocedurer. Med hensyn til de internationale aftaler: Når der er tale om krænkelser, er disse indeholdt i den årlige beretning. Endelig glæder Kommissionen sig over Parlamentets støtte ved udførelsen af denne komplicerede opgave, nemlig kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten. Under overholdelse af traktaterne vil Kommissionen overveje behovet for forbedringer i forbindelse med en løbende analyse- og forbedringsproces af krænkelsesprocedurerne.
Hr. formand, jeg beklager, at fru Palacio er gået, men jeg skal slå til lyd for konklusionerne fra Udvalget for Andragender. I mit indlæg talte jeg af hensyn til mine kolleger om nisserne, men de stakkels nisser har ikke skylden. Fru Palacio gjorde det helt klart, at Retsudvalget ikke havde nogen som helst intentioner om at inddrage konklusionerne fra Udvalget for Andragender. Beviset på, at de konklusioner blev vedtaget enstemmigt, er, at de er underskrevet af formanden for Udvalget for Andragender, et andet medlem af Udvalget for Andragender fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, to medlemmer af Den Socialdemokratiske Gruppe og mig selv som ordfører for udtalelsen. Efter min mening er det absolut nødvendigt, at en betænkning om opfyldelsen af fællesskabsretten indeholder konklusionerne fra Udvalget for Andragender, da dette udvalg samarbejder og bidrager stærkt til, at medlemsstaterne gennemfører fællesskabsretten. Derfor anmoder jeg om, at der stemmes for ændringsforslag 2 og 3.
Hr. formand, jeg ønsker ikke, at der skal være problemer mellem Retsudvalget og Udvalget for Andragender. Imidlertid er hovedtrækkene i det, Udvalget for Andragender har givet udtryk for, gengivet i teksten til den betænkning, jeg har udarbejdet. Vi er blot ikke enige i deres ændringsforslag, som fru Palacio har forklaret, fordi de ikke skal indsættes dér. Hvis De gennemgår betænkningen grundigt, vil De se, at hovedtrækkene i Deres konklusioner er medtaget.
Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER
Hr. formand, min gruppe afstod fra at stemme om Grossetête-betænkningen, fordi blandt generelle, meget acceptable betragtninger om gennemførelsen af fællesskabsretten indeholder beslutningsforslaget et afsnit, vi ikke kan acceptere. Det drejer sig om punkt 11, som opfordrer Kommissionen til, og jeg citerer: "at være mindre tilbageholdende med anvendelsen af proceduren for tvangsbøder i henhold til EF-traktatens artikel 228, stk. 2, tredje afsnit". Denne artikel giver EU-Domstolen mulighed for at idømme en medlemsstat, som af en eller anden grund ikke anvender fællesskabsretten som ønsket, tvangsbøder eller bøder på et undertiden meget højt beløb. Vi mener imidlertid, at det juridiske problem ikke er så enkelt, og at det er overdrevent at idømme medlemsstaterne sådanne straffe. Der kan faktisk være uoverensstemmelser mellem fællesskabsretten og den nationale ret, som er helt legitime. Der kan f.eks. være tale om en uoverensstemmelse, som ville fremkomme som følge af en afgørelse ved kvalificeret flertal i Rådet - og De ved, at der kommer flere af den slags afgørelser - eller en uoverensstemmelse, der ville fremkomme mellem en national forfatning og fællesskabsretten, eller endelig en uoverensstemmelse, der ville fremkomme mellem fællesskabsretten og en lov, der på en velovervejet måde er blevet vedtaget af befolkningen i en medlemsstat. Disse uoverensstemmelser er meget alvorlige. De er ikke blevet løst, og derfor mener vi, at eksistensen af denne artikel 228, som blev indført i Maastricht-traktaten, i høj grad er angribelig. Jeg vil særligt gøre opmærksom på, at Frankrig i dag kan risikere at blive idømt meget store tvangsbøder i forbindelse med loven af 1998, f.eks. for de jagtperioder, der er i modstrid med fællesskabsretten, eller i tilfældet med importforbuddet mod engelsk oksekød, eller i forbindelse med den konflikt, der er ved at opstå, hr. formand, om patent på menneskets gener, som et EU-direktiv giver tilladelse til, men som er i modstrid med fransk lov. Af disse grunde kan vi absolut ikke godtage denne betænkning. Det er et spørgsmål om respekt for den nationale suverænitet.
Jeg glæder mig over, at beslutningsforslaget i betænkningen om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten i 1998 blev vedtaget på plenarmødet i Strasbourg. Det er udarbejdet for Retsudvalget, og jeg er ordfører for det. Europa-Parlamentet sender således et positivt signal til de europæiske borgere, som har ret til at forvente, at fællesskabsretten giver et godt beskyttelsesniveau. Parlamentet har således vist sin årvågenhed over for de vanskeligheder med at gennemføre den, som findes i flere medlemsstater og på adskillige aktivitetsområder. Det har gjort opmærksom på vigtigheden af overtrædelsesproceduren, som ikke må gøres til genstand for en hensigtsmæssighedsreform fra Kommissionens side. Det har understreget den plads, som det præjudicielle spørgsmål indtager i EU-systemet, og nødvendigheden af at forbedre uddannelsen i fællesskabsret i medlemsstaterne. Selv om ingen kan tænkes at betvivle vigtigheden af andragenderne, har jeg ikke ønsket at følge ændringsforslagene fra medlemmerne af Udvalget for Andragender, og særlig ikke forslaget om at oprette en "europæisk forvaltningsret". Den nuværende status for opbygningen af Europa og subsidiaritetsprincippet skal tages i betragtning. Jeg understreger imidlertid, at det er planen at opfordre Kommissionen til at styrke dens forbindelser med de nationale myndigheder, når der opstår et problem, for at løse det for fremtiden. Helheden i det således vedtagne beslutningsforslag går i retning af en større gennemsigtighed og effektivitet til fordel for EU-borgerne.
Protokollen for dette møde forelægges Parlamentet til godkendelse i begyndelsen af næste mødeperiode, hvis ingen gør indsigelse.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 12.00)