Datasets:

danish-foundation-models

/

danish-gigaword

like 4

Follow

Danish Foundation Models 26

Af . Oversat af A. Halling (1869-1917), udgivet på dansk i 1907.

wikisource

wikisource_3056

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Tekst: <br> Melodi: Evert Taube<br> <poem> Hvad er det, min Marie! som gør det, at vi to, vi tale eller tie, på færde og i ro, os føle viet sammen, som kirken og dens amen, som præst og menighed, som præst og menighed! Det er, at vi vil være hinanden som vi er, det er, at vi kan bære hinanden som vi er, det er, at vore munde, vi våge eller blunde, dog mødes i et kys, dog mødes i et kys! Kun på en egen måde er vi i grunden ét, vort liv var os en gåde, til vi opdaged' det. Men nu har vi opdaget, i hjerte-favnetaget vort liv er fælles lyst, vort liv er fælles lyst! Nu er det kun en gåde for os at tænke på, hvordan vi af Guds nåde kan evig leve så. Thi uden ny og næde kun varer liv og glæde, al synd og død til trods, al synd og død til trods! Derfor vi os forbinder i tro og kærlighed, med dødens overvinder, som daled' til os ned, som til Gud Faders ære vil støvet klart hjembære i Åndens favnetag </poem>

wikisource

wikisource_2562

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu" from=250 to=256 header=1 />

wikisource

wikisource_17611

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Bevægelseslovene Det gamle Ord: „Nød lærer nøgen Kvinde at spinde", er vel rigtigt, forsaavidt ,spinde" er ensbetydende med at „arbejde". Men det holder ikke Stik, dersom man mener, at Menneskeheden har gjort sine store Fremskridt af Nød, eller blot fordi den havde dem behov. Intet viser dette bedre end Uhrenes Historie. — Alle Mennesker trængte til en ordentlig Tidsmaaler, man havde trængt i Aartusin-der, og en Mængde snilde Hoveder havde anspændt sig for at tilfredsstille denne Trang; men — det blev til Automater o. 1. — Tidsmaalere kunde man ikke kalde dem.<br> Da fremstod en Mand, der ikke følte nogen saa-dan særlig udvortes Trang fremfor alle andre Mennesker, men som derimod besad den Trang til Forstaaelse, som i det hele har været Menneskehedens Ledestjerne til de store Fremskridt; og idet han op-naaede den attraaede Forstaaelse, fandt han som et Biprodukt den Nøgle, man hidtil havde savnet til at aabne sig Vej til en virkelig Tidsmaaling.<br> Manden var Italieneren Galileo Galilei (1564 —1642); og at det ikke var Nyttighedsdrift, der ledede ham, kan bl. a. sluttes deraf, at han allerede som 19-aarig Yngling kom ind paa den Bane, der førte til Maalet.<br> I Domkirken i Pisa vakte det nemlig den Gang hans Undren, at to ulige store Lysekroner i lige lange Snore, som var kommen til at dingle, svingede lige hurtigt. Dette forekom ham at stride imod den Lære af Aristoteles, som den Gang var anset for ufejlbar, at en tung Ting falder hurtigere end en lille; thi denne Dinglen er jo et gentaget Fald fra Pendulets yderste (højeste) Stilling, saa-ledes at hver Gang Kronen kom i sin nederste Stil-ling (Hvilestillingen), kom det der med en vis Ha-stighed og gik derfor ikke i Staa, men fortsatte ligesaa langt ud til den anden Side. Dersom nu virkelig den store Krone faldt hurtigere end den lille, maatte den ogsaa i kortere Tid bevæge sig fra sin yderste (højeste) Stilling til den laveste, kort sagt: den maatte svinge hurtigere; men dette skete ikke.<br> Dette vakte den unge Mands Eftertanke: er det rigtigt, at en dobbelt saa tung Ting falder dobbelt saa hurtigt? Han gjorde følgende Betragtning: en Hest kan løbe 3 Mil i Timen, en anden ligesaa, -de kan dog ikke løbe 6 Mil i Timen, naar man binder dem sammen; — et Pund Bly falder 16 Fod i et Sekund, et andet ligesaa, — da kan de vel ikke falde 32 Fod, hvis man hefter dem sammen? Galilei havde ingen Ro for den Konflikt, der saaledes var opstaaet mellem Aristoteles paa den ene Side og, hvad der viste sig, tillige med sund Fornuft, paa den anden. Han talte derom tidlig og silde og erhvervede sig Tilnavnet ,den Trættekære"; men denne Spænding blev Indledning til Udviklingen af Bevægelseslæren — med Forkastelse af de uholdbare Fraser hos Aristoteles; og under denne Udvikling blev Galilei tillige Grundlægger af Forsøget, Eksperimentet, denne forstandsmæssige Udspørgen af Naturen for at komme paa det rene med dens Hemmeligheder.<br> Tidligere havde man overfor Naturfænomenerne væsentlig kun brugt sin Tanke, noget som imidlertid var bleven mesterlig gjort af de gamle Grækere ved Hjælp af Matematiken, men ganske vist kun paa nogle faa Punkter af Naturlæren, hvor de havde faaet fat paa en enkelt Naturlov, saasom Lysets retlinede Forplantning, hvorpaa de grundede hele Perspektivlæren; men ved Galileis Indførelse af For-søget kom man nu ind paa ligefrem at forelægge Naturen Spørgsmaal, og denne Fremgangsmaade har været overordentlig frugtbar til Naturvidenskabens Fremme. Det er ret paafaldende, at m. H. t. saadanne Genstande, som vi ikke selv har mellem Hænder, f. Eks. Stjernerne, grundlagde vor store Landsmand Tyge Brahe (1546—1601) samtidig den regulære daglige Iagttagelse, Observationen. — Fra Galileis og Tyge Brahes Tid kom der først ret Fart i Sagerne, og paa faa Undtagelser nær skriver hele Nutidens store naturvidenskabelige Viden sig fra de senere forløbne 300 Aar.<br> Blandt de Sætninger hos Aristoteles, som navnlig trængte til Revision, er følgende:<br> 1) Et Legeme bevæger sig kun saalænge, til dets Bevægelse er brugt op; 2) Tyngden giver et Legeme en Fart nedad, der staar i Forhold til dets Vægt; 3) Luften opretholder denne Fart ved at styrte ind paa det ovenfra.<br> Ligeoverfor disse og som Modsætning til dem opstillede Galilei nu følgende:<br> 1) Et Legeme beholder sin Bevægelsestilstand uforandret; er det i Hvile, forbliver det i Hvile; er det i Bevægelse, vedbliver det i samme Retning og med samme Hastighed. Dette kaldes Inertiens eller Uvirksomhedens Lov. Sker der nogen Forandring - - Krumning af Banen eller Fremskynden eller Sagtnen af Farten -, maa der være noget, der har bevirket det; dette noget kaldes en Kraft. Dersom en Kugle, der triller hen ad Gulvet, „af sig selv" gaar i Staa, er dette dog ikke sket ,af sig selv"; der maa have virket en Kraft i modsat Retning, som ytrer sig i alle de Knups, som Sandkorn og Ujevnheder har givet Kug-len, der, hvis den kunde tale, vilde sige; jeg selv forholdt mig efter min Natur ganske rolig og uvirk-som; men jeg fik forfra det ene Stod efter det andet. Ligeledes naar en Kugle kastes opad, vilde den vedblive at gaa opad, dersom ikke Tyngdekraften virkede paa den og søgte at bringe den nedad. Tilsidst faar denne nedadgaaende Bestræbelse be-virket, at Kuglen gaar i Staa, og under Tyngdekraftens fortsatte Virken begynder Kuglen saa at gaa nedad.<br> 2) Tyngden virker ens paa alle Legemer. At et Legeme er dobbelt saa stort som et andet, har dobbelt saa stor Masse, vedkommer ikke den Sag. Tyngdekraften tager saa at sige fat i hver eneste lille Massedel. Derfor vil den faa et stort Legeme til at trykke haardt paa sit Underlag; men tages dette bort, vil Jordens Tiltrækning til hver lille Massedel give denne en Hastighed af 10 Meter (Metermaalet var forøvrigt endnu ikke i Brug paa Galileis Tid) i Løbet af et Sekund, ligegyldigt om denne lille Massedel tilhører et stort eller et lille Legeme, ja endog ligegyldigt, om den tilhører en Blyklump eller en Fjer.<br> 3) Derimod træder der under Faldet en anden Kraft til, og den hidrører fra den Luft, hvorigennem næsten ethvert Fald foregaar. Denne Kraft optræder (ligesom Sandkornene) som en Modstand mod Bevægelsen, og dens Størrelse beror ikke paa Legemets Masse, men paa dets Udstrækning. Derfor er denne Modstand forholdsvis langt mere virksom overfor Fjeren end overfor Blyklumpen; og man ser i det daglige Liv hin falde langsommere end denne; men sker Faldet inde i et stort og lufttomt Glasrør, falder de lige hurtigt.<br> I Galileis Hjemby Pisa er der som bekendt et skævt Taarn, og dette egnede sig selvfølgelig godt til nogle første Forsøg. Men den Hastighed, hvormed Legemer falder under Tyngdekraftens fri Virkning, er saa stor, at det er vanskeligt at afgøre, hvor det faldende Legeme er i ethvert Øjeblik. Galilei fandt derfor paa, saa at sige at nedsætte Tyngdekraften derved, at han — istedenfor at lade Kuglen, falde frit — lod den trille ned ad et Skraaplan, et skraat stillet Brædt, foret med Pergament, som afgav en meget glat Bane for Kuglen. Da man selv raader for den Skraahed, man giver Brædtet, kan man nedsætte Tyngdekraften ganske efter Behag; thi saa mange Gange, som Brædtets Længde er større end dets Højde (o: den øverste Endes Højde over den nederste), saa mange Gange bliver Tyngdekraften formindsket. Er Brædtet f. Eks. 10 Gange saa langt, som dets ene Ende er hævet over den anden, bliver den Kraft, der drager Kuglen, nedad Skraaplanet kun 1/10 af Tyngdekraften; og medens et Legeme ellers ved frit Fald i Løbet af 1 Sekund faar Hastigheden 10 Meter, faar det paa nævnte Skraaplan i samme Tid kun en Hastighed paa 1 Meter.<br> Saadanne Hastigheder kan man let følge; ja man kan ligefrem faa Tid til at sætte et Kridtmærke paa Steder af Brædtet, hvor Kuglen er i forskellige Tidsøjeblikke.<br> Tidsøjeblikke — ja, men her kommer Vanskeligheden; thi man havde paa Galileis Tid ingen tilfredsstillende Tidsmaalere. Han maatte lade en Person føle sin Puls og tælle højt efter denne, idet han saa forudsatte, at Pulsen i alt Fald en vis lille Tid holdt sig rolig og jevn.<br> De saaledes foretagne Studier stadfæstede fuldkommen de ovennævnte Bevægelseslove. Og naar nu først Grundlovene er kendte — fundne ved et lykkeligt Sammenspil mellem Spørger og Natur (Forsøget), — saa bliver det Tænkningens Sag med matematisk Nødvendighed at udlede mange forskellige Slutninger deraf, medens man dog atter bagefter kan ty tilbage til Naturen for at faa kontrolleret, at det saaledes udledede er rigtigt. Skulde det ikke være dette, saa maa der være Fejl enten i de først optegnede Grundlove eller i de fortagne Beregninger. — Galileis Behandling af Bevægelseslovene var et mønsterværdigt Eksempel paa den ny Naturforsknings Metode. Saavel Tænkningen som Forsøg førte da til følgende særdeles vigtige Resultat:<br> Naar et Legeme daler igennem en vis Højde, ligegyldigt ad hvilken Skraaning, forudsat at det blot bevæger sig frit, det vil sige, uden at udføre noget særligt Arbejde, vil det altid opnaa samme Hastighed, den samme, som det opnaar ved at falde helt frit gennem samme Højde. Bevæger det sig fra k (Fig. 13) til a, b, c eller d, vil det ankomme til ethvert af disse Punkter med samme Hastighed. Den opnaaede Hastighed er saa at sige det Ækvivalent, Legemet har faaet for den „Løftethed", det har tabt; men, som Galilei ogsaa fandt, baade ved Tankeslutninger og ved Forsøg, den vundne Hastighed kan atter blive ombyttet med den tabte Løftethed; thi naar Legemet med denne Hastighed begiver sig opad et nyt Skraaplan, vil det gaa i Staa i samme Højde som den, hvorfra det er kommet — alt under Forudsætning af, at man har sørget for, at Legemet under denne Fart ned og op ikke kommer til at aflevere noget Arbejde til sine Omgivelser, til Banens Sandkorn eller til Luftmassens Bevægelse. Fuldstændig lader disse Betingelser sig ganske vist ikke opfylde; men i samme Grad som de sker Fyldest, vil ogsaa Legemet nærme sig til den skyldige Højde.<br> Da den opnaaede Hastighed altsaa udelukkende beror paa den gennemløbne Faldhøjde, indser man, at i Fig. 14 vil et Legeme ankomme til n med samme Hastighed, hvad enten dets Vej har været on eller In eller kmn. Og man kan let eftergøre følgende Forsøg af Galilei.<br> Paa et Søm a (Fig. 15) ophænger man et Lod k i en Snor. Slipper man Loddet løs ved k, vil det gaa i en cirkulær Bane gennem I, hvor det har sin største Hastighed, og hvorfra det atter stiger til m, som viser sig at ligge væsentlig i samme Højde som k.<br> Slaar man nu et nyt Søm fast ved o, vil Snoren, naar Legemet er kommen fra k til 1, bøje sig om Sømmet og tvinge Legemet til at gaa ad den mindre Cirkelbane In; men det naar atter op til samme Højde som k.<br> Da det ved flere Lejligheder kan have Interesse at kende denne urokkelige Forbindelse mellem Hastighed h og Faldhøjde f, skal den her anføres, begge i Meter: Af denne Tabel følger f. Eks., at et Jernbanetog med 10 Meter i Sekundet (godt 4½ Mil i Timen) vil gaa i Staa blot ved en Stigning paa 5 Meters Højde.<br> Endvidere vil man bemærke, at en 2, 3, 4, 5 ... Gange saa stor Hastighed svarer til en 4, 9, 16, 25 ... Gange saa stor Stighøjde eller Faldhøjde.<br> Galilei studerer nu yderligere Lovene for Pendulet, de mellem k og m (Fig. 15) frem- og tilbage-gaaende Bevægelser, i Virkeligheden de samme, som han var falden i Tanker over som 19-aarig i Domkirken. Han finder som den Gang, at Pendulets Vægt er ganske ligegyldig; men endvidere finder han den meget vigtige Sætning, at Svingningerne tager lige lang Tid, hvad enten Udsvinget er stort eller lille, ligeledes ad Tankens og ad Forsøgets Vej.<br> Et Forsøg i den Retning er i den Grad simpelt, at enhver let kan kontrollere Sagens Rigtighed i grove Træk. Man ophænger blot en tung Ting i en Snor, og tæller dens Svingninger i en vis Tid, baade med smaa Udsving og med større. Bliver Udsvingene imidlertid særdeles store, faar man dog en lille Afvigelse.<br> Skal det fattes af Tanken, maa man ty til en Sætning i Matematiken, som siger, at naar Cirkelbuen km (Fig. 16) f. Eks. er dobbelt saa stor som Buen lm, og der fra k og fra l trækkes Linierne kp og Ir vinkelret hen paa om, saa er pm omtrent 4 Gange saa lang som rm. Heraf følger nemlig, at et Legeme ved at falde fra p til m faar 2 Gange saa stor Hastighed som ved at falde fra r til m. Følgelig faar det ogsaa 2 Gange saa stor Hastighed ved at dale fra k til m, som fra 1 til m. Men da Vejen km ogsaa er dobbelt saa lang, vil den ved den dobbelte Hastighed kunne tilbagelægges i samme Tid, „hvilket var det, som skulde bevises". Man prøve at føre Beviset for et 3 Gange saa stort Udsving, hvor pm er 9 Gange rm!<br> Pendulet er altsaa ligetidigt, isokront. Dets Svingningstid er den samme, hvad enten Svingningerne er store eller smaa.<br> Derimod er Svingningstiden forskellig ved ulige lange Penduler, og dette saaledes, at en 2, 3, 4, 5 ... Gange saa lang Svingningstid opnaas med et 4, 9, 16, 25 ... Gange saa langt Pendul. Ogsaa her anbefales et Forsøg, f. Eks. med to Penduler, hvoraf det ene er 4 Gange saa langt som det andet.<br> Ad Tankens Vej kan det forstaas ved Hjælp af Fig. 17. Pendulet ob er 4 Gange saa langt som Pendulet oa. Den lille Figur aec er da et Miniatur-billede af bfd i 1/4 Maalestok, saa at fd er 4 Gange saa lang som ec. Et Legeme, der falder fra f til d, vil altsaa faa dobbelt saa stor Hastighed som et, der falder fra e til c; og det Pendul, der gaar Vejen bd, vil følgelig ogsaa have dobbelt saa stor Hastighed som et, der gaar Vejen ae; men Vejen bd er 4 Gange saa lang som Vejen ae, og da Hastigheden kun er dobbelt saa stor, maa b bruge dobbelt saa lang Tid til sin Svingning som a til sin. Man prøve et lignende Raisonnement for et 9 Gange saa langt Pendul! Det vil vise sig at bruge 3 Gange saa lang Tid.<br> Det ligger i Sagens Natur, at Galilei efter disse Erkendelser foretrak et Penduls Takt fremfor Pulsens ved sine videnskabelige Forsøg.<br> Endvidere gjorde han Forslag til en Tidsmaaler bestaaende i et Pendul tungt nok til, at en lille Stift paa det ved hver Svingning kunde skubbe en Tand paa et Tandhjul frem. Dette Tandhjul tilligemed andre, som det stod i Forbindelse med, vilde da kunne vise, hvor mange Svingninger Pendulet havde gjort, og altsaa, hvor lang Tid der var gaaet. Her er dog den praktiske Ulæmpe, at selv et stort Pendul temmelig hurtig vil formindske sine Svingninger saa meget, at det ikke mere kan føre en Tand frem; men den Omstændighed, at Galilei ikke yderligere forfulgte netop denne Sag, viser allerbedst, at det ikke var Ønsket om Nytte og Fordel, der drev ham, men alene Trang til Forstaaelse.

wikisource

wikisource_2459

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Note. Teksten er af , 1837.<br> Der findes 5 melodier, der kan bruges til nedenstående tekster: af Johann Crüger (1649), af Johann Balthasar König (1738), af Heinrich von Nutzhorn (1866), af Knud Jeppesen (1930) og af Leif Kayser (1975).<br><br> Følgende salmer kan bruge de samme melodier: Teksten. Søndag morgen fra de døde<br> Jesus sejerrig opstod!<br> Hver en søndags morgenrøde<br> bringer nu for døden bod,<br> kalder underfuldt tilbage<br> alle Herrens levedage.<br> <br> Tusindtunget Herrens tale<br> da genfødes vidt om land:<br> Vågn nu op af søvn og dvale,<br> øre hvert, som høre kan!<br> Stander, sjæle, op af døde,<br> hilser påske-morgenrøde!<br> <br> Hver en søndag døden gyser,<br> mørket skælver under jord,<br> for med glans da Kristus lyser,<br> kæmpe-røst har livets ord;<br> sejersalig de bekrige<br> dødens drot og mørkets rige.<br>

wikisource

wikisource_3785

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Fisk.. Det er bekjendt, at jo hurtigere Fisken kan døe efter at være kommen op af Vandet, desto mere velsmagende bliver den. Man bør derfor strax overskære dens Nakkebeen, eller et lille Stykke over Halen skære en Ridse, som gaar ind i Benet, saa der kommer Blod ud. Herved døer Fisken strax, og man har tillige den Fordeel, at den kan bevares i et Par Dage uden at tabe i Smag. Naar den først paa denne Maade er dræbt, skærer man et Hul i Bugen oppe ved Hovedet, tager Indvoldende ud deraf og stopper den om Sommeren fuld af Græs for at bevare den mod Fluerne. Den staar sig bedst ved at lægges paa et Stengulv i en kølig Kjælder. Fisk maa ikke staa længe i Vand, da endeel af den fine Smag derved tabes; naar den er renset og ituskaaren, vaskes den i saa mange Hold Vand, at det sidste er klart, lægges derefter ½ Timestid i Lage og derfra paa et Dørslag eller lige paa Dørslaget, hvor den bestrøes rundeligt med Salt, det Sliimagtige, som fremkommer, trækker bort gjennem Dørslaget, hvorved Vandet, hvori Fiskende koges, bliver klarere. Det er bedst at koge Saltvandsfisk i Søvand; kan man ei erholde det, da koges den, saavelsom Ferskvandsfisk, i rundeligt fersk Vand med meget Salt i. Vandet maa være i stærk Kog med rask Ild under, før Fisken lægges deri; derved blive dens Ydersider hurtigt trukne sammen, og den Udvanding forhindres, fom vilde finde Sted, naar man satte den paa i koldt eller lunkent Vand. Fisken maa skummes godt, og naar den ophørere at skumme, er den i Almindelgihed kogt nok, Kjedlen løftes af Ilden, og der kommes saa meget koldt Vand deri, at den hurtigt gaar af Kog; derved stivner Fisken, saa den ei falder itu ved Anretningen, som maa skee strax. Flade Fiske, som Sletvarer, Pigvarer og Rødspætter, blive bedst ved at beholde Skindet paa begge Sider og at koges hele; Hovedet skæres da af, Indmaden tages ud, og naar Fisken er vasket i koldt Vand, holdes den ved Halen ganske kort i kogende Vand, derpaa skrabes den ren, hvilket herved skeer med Lethed, og skylles igjen i koldt Vand. Naar Fiskene ere saaledes behandlede, tages de op af Vandet, skrabes lidt igjen, Finnerne skæres af, de vaskes atter, lægges paa et Dørslag og bestrøes med Salt. Naar Fisk saaledes er skoldet, bliver den bedst ved at sættes paa i koldt Vand. Den lægges i Kjedlen lagviis med Salt, og der hældes saa meget koldt Vand paa, at dette rundeligt staar over Fisken; denne behøver kun at koge i nogle Minutter og bliver paa denne Maade saft og velsmagende. Det brune Skind kan tages af ved Anretningen, men for Tiden er det brugeligt at lade det blive paa. For at faa Fisken paa eengang op af Vandet, er det godt og, skal den være heel, næsten nødvendigt at have en Sie, som passer i Kjedlen; Fisken lægges derpaa med Saltet og sættes saaledes i Vandet. I Mangel af en Sie, kan der lægges et Klæde i Kjedlen, hvoraf de 4 Hjørner fastgjøres oppe ved Kanten; Fisken lægges derpaa, og naar den er kogt, løftes Klædet op ved Hjørnerne, dog uden at sammenholde disse, hvorved Fisken vilde gaa itu. Skal Fisken steges, da trækkes det brune Skind af de flade Fiske, den staar noget med Salt paa eller i Lage, tørres i et Klæde (uden at dette iagttages med Omhyggelighed, vil Fisken under Stegningen ikke blive haard udvendig) og dyppes i pidskede Æg (eller blot i Hvider) og fiint stødt Brød, blandet med stødt Peber eller Petersille. Naar Stegepanden er hedet, kommes meget rundeligt Klaret eller godt Stegefedt derpaa. Naar det koger, lægges Fisken deri og steges langsomt over gode Gløder med smaat hugget Tørv imellem, ikke Brænde, som vilde give for stærk Lueild. Fisken maa ikke hæves fra Panden før den er færdig, da den derved let kan komme til at hænge i; Panden maa derfor rystes, og naar Fisken er løs, er den i Almindelighed stegt nok paa den Side, som vender nedad, hvorefter den vendes. I Almindelighed regnes ½ Pund (50 O.) Fisk til hver Person, men dersom Fisken er første Ret, da lidt mere.

wikisource

wikisource_2224

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=71 to=77 fromsection=§19 tosection=§19 header=1 />

wikisource

wikisource_25667

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Banker. Gebyr. Statsgaranti. EØS-aftalen. EFTA-domstolens rådgivende udtalelse. "Parterne var ueninge om hvorvidt Í skulle betale garantigebyr af lån som blev optaget hos Den Nordiske Investeringsbank, og hvorvidt den sidstnævnte var at anse som en udenlandsk part i statsgarantilovens forstand. Højesteret sluttede sig til herredsrettens resultat om at den islandske bestemmelse i aftalen om oprettelsen af banken burde fortolkes således at bankens retslige stilling i de enkelte medlemsstater var den samme som hos kommensurable nationale låneinstitutioner. Det fandtes ikke at kunne lægges til grund at banken var udenlandsk i den forstand som tillægges loven om statsgarantier. Dette resultat førte til, at det ikke ansås nødvendigt at behandle søgsmålsgrundene som Í fremsatte, hvorvidt den omstridte lovbestemmelse om statsgaranti var i harmoni med EØS-aftalens regler eller ej, men Í havde udbedt sig rådgivende udtalelse fra EFTA-domstolen om dette punkt." I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Ingibjörg Benediktsdóttir. Appellanten indankede sagen til Højesteret 15. januar 2001. Han påstår indstævnte dømt til at betale ham gæld på 26.732.156 kroner med nærmere anført morarente - - - Indstævnte nedlægger påstand om stadfæstelse af herredsrettens dom - - - Som forklaret i herredsrettens dom handler parternes tvist om hvorvidt indstævnte – som tidligere var Industrilånefonden – som låntager var pligtig til at betale statsgarantigebyr af lån som var optaget hos Den Nordiske Investeringsbank i Helsinki som om den sidstnævnte var en udenlandsk bank i den forstand som dette tillægges i § 8, stk. 1 i lov nr. 37/1961 om statsgaranti, jf lov nr. 65/1988. I herredsretten er anført de søgmsålsgrunde og anbringender som parterne har fremført om denne tvist, men om sagens omstændigheder og beløb er der ingen tvist. Regeringerne i Island, Danmark, Finland, Norge og Sverige fik hjemmel hos de respektive parlamenter i året 1976 til at ratificere staternes aftale om oprettelse af Den Nordiske Investeringsbank, der var blevet undertegnet i København den 4. december 1975 i et eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk. Konventionens bestemmelser fik lovgyldighed i hvert af landene og alle teksterne skulle være lige gyldige. I konventionen om bankens oprettelse og dens vedtægter er dennes formål opgivet at yde lån og garanti på bankvilkår og i henhold til generelle nationaløkonomiske synspunkter, men dog med det for øje at iværksætte investeringsplaner og styrke eksport til gunst for Norden. I bestyrelsen sidder 10 medlemmer, 2 fra hvert af landene. I § 5 i den islandske del af konventionen hedder det: „ Banken skal nyde de samme rettigheder i medlemslandene til konventionen som juridiske personer som driver lignende virksomhed. Banken skal være fritaget for alle slags betalings- og udlånsbetingelser som er forhindrende eller bebyrdende for banken i at opfylde sine forpligtelser. Bankens aktiver og indtægter skal være fritaget for direkte beskatning. Banken skal være fritaget for stempelafgift og offentlige gebyrer på grund af låneaftaler, hvor banken er skyldner. Pålægges sådanne afgifter, bør de refunderes på forlangende.” Som beskrevet i herredsrettens dom er der ikke fuld harmoni mellem den islandske tekst på den ene side og den danske, norske og svenske tekst på den anden side om ordlyden af denne bestemmelse. Det tiltrædes med herredsretten at når der henses til teksten på dansk, norsk og svensk bør den islandske tekst fortolkes således at bankens retsstilling i de enkelte lande bør være den samme som hos kommensurable nationale låneinstitutioner, til trods for at det er klart af den førnævnte bestemmelse at banken nyder privilegier i hvert af landene, f.eks. fritagelse for skatter og afgifter. På grund af dette og når bankens rolle i hvert af landene tages i betragtning samt deres samarbejde, og eftersom loven er særlovgivning der går forud for de generelle bestemmelser om inddrivelse af statsgarantigebyret i ældre og yngre love om statsgaranti, kan det ikke godtages at banken er en udenlandsk bank i lovens forstand i § 8, stk. 1 i lov nr. 37/1961, sådan som den blev ændret med lov nr. 65/1988. Forpligtelser overfor den findes derfor ikke at falde under bestemmelsen. Allerede af denne grund bør den appellerede dom stadfæstes. Derfor er det unødvendigt at behandle indstævntes anbringende om at § 8 i lov nr. 37/1961 ikke er i overensstemmelse med reglerne i EØS aftalen, som blev lovfæstet her i landet ved lov nr. 2/1993. Derimod havde indstævnte fuld anledning til at begære at der indhentedes rådgivende udtalelse fra EFTA-domstolen om dette anliggende. Herredsrettens dom bør ved magt at stande. - - -

wikisource

wikisource_24006

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Lov Nedsættelse af en Rigsdagskommission og Afholdelse af en Folkeafstemning angaaende Konventionen mellem Danmark og de amerikanske Forenede Stater om Overdragelse til de nævnte Stater af Øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix i Vestindien.*) Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, "Gøre vitterligt:" Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov: § 1.               Der nedsættes en Rigsdagskommission, bestaaende af 30 Medlemmer, 15 valgte af hvert Ting. Kommissionen foretager en Undersøgelse og Overvejelse af Spørgsmaalet om Godkendelse af Konventionen med de amerikanske Forenede Stater angaaende Overdragelsen til de nævnte Stater af Øerne St. Thomas, St. Jan og St. Croix i Vestindien samt af de Forhold, der har ført til denne Konvention. Saafremt Kommissionen eller dens Flertal maatte komme til det Resultat, at Øerne bør bevares for Danmark, bliver det i Kommissionen at overveje, hvilke Foranstaltninger der bør foretages til Ordning af deres Forhold.               Kommissionen skal have endt sit Arbejde og afgivet Betænkning senest 6 Uger efter Dagen for dens Nedsættelse. § 2.               Der tillægges Kommissionen Ret til saavel af offentlige Myndigheder som af private Borgere at fordre Oplysninger meddelt mundtlig eller skriftlig og til om fornødent at foretage Afhøringer i retslige Former. Indkaldelse til personligt Møde for Kommissionen sker med et af denne fastsat Varsel. § 3.               Kommissionens Betænkning — Eller efter omstændighederne et af Kommissionen udarbejdet Uddrag af denne, der skal være saaledes affattet, at det indeholder en Fremstilling af de forskellige Synspunkter, som maatte gøre sig gældende indenfor Kommissionen med Hensyn til Øernes Overdragelse — offentliggøres ved Indenrigsministeriets Foranstaltning, hvorhos det fornødne Antal deraf sendes samtlige Kommunalbestyrelser i Landet, der skal være pligtige til paa den mest hensigtsmæssige Maade at uddele Betænkningen eller Uddraget til Vælgerne. § 4.               Tidligst 14 Dage efter, at Kommissionens Betænkning er offentliggjort, forelægges den imellem den danske og den amerikanske Regering afsluttede Konvention til en Folkeafstemning, i hvilken alle, der er optagne paa de i Henholdd til Lov Nr. 142 af 10. Maj 1915 § 114 udarbejdede Valglister til Folketinget, er berettigede til Deltagelse, naar de paa den Dag, Afstemningen finder Sted, har fyldt deres 29de Aar. Afstemningen foregaar i Kommunerne under Iagttagelse af de Regler, der er givne for Ja- og Nej-Afstemning i Lov Nr. 16 af 7 Februar 1901 §§ 38 og flg.               Dag og Tid for Folkeafstemningen bekendtgøres paa den i samme Lov fastsatte Maade. § 5.               Efter at Folkeafstemningen har fundet Sted, forelægger Regeringen Forslag til Konventionens Godkendelse for Rigsdagen til dennes frie Afgørelse, medmindre mindst Halvdelen af de stemmende Vælgere har stemt imod Overdragelsen, i hvilket Tilfælde Regeringen meddeler de amerikanske Forenede Stater, at Konventionen ikke kan ratificeres. § 6.               Denne Lov træder i Kraft straks.               Hvorefter alle vedkommende sig have at rette. Givet paa Amalienborg, den 30de September 1916. Under Vor Kongelige Haand og Segl. Christian R. ______ Zahle.

wikisource

wikisource_21780

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Den mest kendte melodi til denne sang er skrevet af Oluf Ring i 1922, men også P.A. Heise og Adolf Riis-Magnussen har skrevet melodi til teksten. <poem> Når egene knoppes, og granerne duppes, og skræpperne kante den støvede vej. Når frøen fortæller, mens guldregnen hælder sig over syrenen i hviskende leg, da dages, da kommer den danske skærsommer, farvel og på gensyn, du liflige maj! da dages, da kommer den danske skærsommer, farvel og på gensyn, du liflige maj! Når rugen alt bølger, og kornblomsten dølger sin blå lille kyse bag gitter af strå. Når føllene tumle, mens køerne gumle, og viben sig soler med ungerne små, da dages, da kommer den danske skærsommer, og derom alt fløjter den nattergal grå. Når skoven har skygge, og bien gør lykke, og bøgen har mørknet sit lyseste blad. Når roser udspringe blandt torne, som stinge, lig luende elskov af truende had, da dages, da kommer den danske skærsommer, den er der, og gør selv den tungeste glad. O, fly ej for snarlig, men bring os lidt varlig fra nætternes lyse til tusmørkets stund! Vi vented så længe på blommende enge, på duften fra rosernes svulmende mund, – men bedst som du kommer, du favre skærsommer, så hastigt du flyr som et drømmerigt blund! </poem>

wikisource

wikisource_4241

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

I hele Verden er der ingen, der kan saa mange Historier, som Ole Lukøie! - Han kan rigtignok fortælle! Saadan ud paa Aftenen, naar Børn sidde nok saa net ved Bordet, eller paa deres Skammel, kommer Ole Lukøie; han kommer saa stille op ad Trappen; for han gaaer paa Hosesokker, han lukker ganske sagte Døren op og fut! saa sprøiter han Børnene sød Mælk ind i Øinene, saa fiint, saa fiint, men dog altid nok til at de ikke kunne holde Øinene aabne, og derfor ikke see ham; han lister sig lige bag ved, blæser dem sagte i Nakken, og saa blive de tunge i Hovedet, o ja! men det gjør ikke ondt, for Ole Lukøie mener det just godt med Børnene, han vil bare have at de skulle være rolige, og det ere de bedst, naar man faaer dem i Seng, de skulle være stille, for at han kan fortælle dem Historier. - Naar Børnene nu sove, sætter Ole Lukøie sig paa Sengen; han er godt klædt paa, hans Frakke er af Silketøi, men det er ikke mueligt at sige, hvad Couleur den har, for den skinner grøn, rød og blaa, alt ligesom han dreier sig; under hver Arm holder han en Paraply, een med Billeder paa, og den sætter han over de gode Børn, og saa drømme de hele Natten de deiligste Historier, og een Paraply har han, hvor der slet intet er paa, og den sætter han over de uartige Børn, saa sove de saa tosset og har om Morgenen, naar de vaagne, ikke drømt det allermindste. Nu skulle vi høre, hvorledes Ole Lukøie i en heel Uge kom hver Aften til en lille Dreng, som hed Hjalmar, og hvad han fortalte ham! Det er hele syv Historier, for der er syv Dage i en Uge. Mandag.. "Hør nu engang!" sagde Ole Lukøie om Aftenen, da han havde faaet Hjalmar i Seng, "nu skal jeg pynte op!" og saa blev alle Blomsterne i Urtepotterne til store Træer, der strakte deres lange Grene hen under Loftet og langs med Væggen, saa hele Stuen saae ud som det deiligste Lysthuus, og alle Grene vare fulde af Blomster, og hver Blomst var smukkere end en Rose, lugtede saa deilig, og vilde man spise den, var den sødere end Syltetøi! Frugterne glindsede ligesom Guld og saa vare der Boller der revnede af Rosiner, det var mageløst! men i det samme begyndte det at jamre sig saa forskrækkeligt henne i Bordskuffen, hvor Hjalmars Skolebøger laae. "Hvad er nu det!" sagde Ole Lukøie og gik hen til Bordet og fik Skuffen op. Det var Tavlen, som det knugede og trykkede i, for der var kommet et galt Tal i Regnestykket, saa det var færdigt at falde fra hinanden; Griffelen hoppede og sprang i sit Seglgarnsbaand, ligesom den kunde være en lille Hund, den vilde hjælpe paa Regnestykket, men den kunde ikke! - Og saa var det Hjalmars Skrivebog, som det jamrede sig inden i, o det var ordentligt fælt at høre! langs ned paa hvert Blad stode alle de store Bogstaver, hvert med et lille ved Siden, en heel Række ned ad, det var saadan en Forskrift, og ved den igjen stode nogle Bogstaver, der troede de saae ud lige som den, for dem havde Hjalmar skrevet, de laae næsten ligesom om de vare faldne over Blyants-Stregen, hvilken de skulde staae paa. "See, saadan skulde I holde Eder!" sagde Forskriften, "see, saadan til Siden, med et rask Sving!" "O, vi ville gjerne," sagde Hjalmars Bogstaver, "men vi kunne ikke, vi ere saa daarlige!" "Saa skal I have Kinderpulver!" sagde Ole Lukøie. "O nei!" raabte de, og saa stode de saa ranke at det var en Lyst! "Ja nu faae vi ikke fortalt Historier!" sagde Ole Lukøie, "nu maa jeg exersere dem! een to! een to!" og saa exerserede han Bogstaverne, og de stode saa ranke og saa sunde som nogen Forskrift kunde staae, men da Ole Lukøie gik, og Hjalmar om Morgenen saae til dem, saa vare de lige saa elendige som før. Tirsdag.. Saasnart Hjalmar var i Seng, rørte Ole Lukøie med sin lille Troldsprøite ved alle Møblerne i Stuen og strax begyndte de at snakke, og Allesammen snakkede de om dem selv, undtagen Spyttebakken, den stod taus og ærgrede sig over, at de kunde være saa forfængelige, kun at tale om dem selv, kun at tænke paa dem selv og slet ikke at have Tanke for den, der dog stod saa beskeden i Krogen og lod sig spytte paa. Der hang over Komoden et stort Maleri i en forgyldt Ramme, det var et Landskab, man saae høie gamle Træer, Blomster i Græsset og et stort Vand med en Flod, der løb om bag Skoven, forbi mange Slotte, langt ud i det vilde Hav. Ole Lukøie rørte med sin Troldsprøite ved Maleriet og saa begyndte Fuglene derinde at synge, Træernes Grene bevægede sig og Skyerne toge ordentlig Flugt, man kunde see deres Skygge hen over Landskabet. Nu løftede Ole Lukøie den lille Hjalmar op mod Rammen, og Hjalmar stak Benene ind i Maleriet, lige ind i det høie Græs og der stod han; Solen skinnede mellem Træernes Grene ned paa ham. Han løb hen til Vandet, satte sig i en lille Baad der laae; den var malet rød og hvid, Seilene skinnede som Sølv og sex Svaner alle med Guldkroner nede om Halsen og en straalende blaa Stjerne paa Hovedet, trak Baaden forbi de grønne Skove, hvor Træerne fortalte om Røvere og Hexe og Blomsterne om de nydelige smaa Alfer og hvad Sommerfuglene havde fortalt dem. De deiligste Fiske, med Skjæl som Sølv og Guld, svømmede efter Baaden, imellem gjorde de et Spring saa det sagde Pladsk igjen i Vandet, og Fuglene, røde og blaa, smaa og store, fløi i to lange Rækker bag efter, Myggene dandsede og Oldenborren sagde bum, bum; de vilde allesammen følge Hjalmar, og hver havde de en Historie at fortælle! Det vare rigtignok en Seiltour! snart vare Skovene saa tætte og saa mørke, snart vare de som den deiligste Have med Solskin og Blomster og der laae store Slotte af Glas og af Marmor; paa Altanerne stode Prindsesser, og alle vare de smaa Piger, som Hjalmar godt kjendte, han havde leget med dem før. De rakte Haanden ud hver og holdt den yndigste Sukkergriis, som nogen Kagekone kunde sælge, og Hjalmar tog i den ene Ende af Sukkergrisen, i det han seilede forbi, og Prindsessen holdt godt fast, og saa fik hver sit Stykke, hun det mindste, Hjalmar det allerstørste! Ved hvert Slot stode smaa Prindser Skildvagt, de skuldrede med Guldsabel og lode det regne med Rosiner og Tinsoldater; det vare rigtige Prindser! Snart seilede Hjalmar gjennem Skove, snart ligesom igjennem store Sale, eller midt igjennem en By; han kom ogsaa igjennem den hvor hans Barnepige boede, hun der havde baaret ham, da han var en ganske lille Dreng, og havde holdt saa meget af ham, og hun nikkede og vinkede og sang det nydelige lille Vers, hun selv havde digtet og sendt Hjalmar: <poem> Jeg tænker paa Dig saa mangen Stund, Min egen Hjalmar, Du søde! Jeg har jo kysset Din lille Mund, Din Pande, de Kinder røde. Jeg hørte Dig sige de første Ord, Jeg maatte Dig Afsked sige. Vor Herre velsigne Dig her paa Jord, En Engel Du er fra hans Rige! </poem> Og alle Fuglene sang med, Blomsterne dandsede paa Stilken og de gamle Træer nikkede, ligesom om Ole Lukøie ogsaa fortalte dem Historier. Onsdag.. Nei hvor Regnen skyllede ned udenfor! Hjalmar kunde høre det i Søvne! og da Ole Lukøie lukkede et Vindue op, stod Vandet ligeop til Vindueskarmen; der var en heel Sø derude, men det prægtigste Skib laae op til Huset. "Vil Du seile med, lille Hjalmar!" sagde Ole Lukøie, "saa kan Du i Nat komme til de fremmede Lande og være her i Morgen igjen!" - Og saa stod med eet Hjalmar i sine Søndagsklæder midt paa det prægtige Skib, og strax blev Veiret velsignet og de seilede gjennem Gaderne, krydsede om Kirken og nu var Alt en stor vild Søe. De seilede saa længe, at der ingen Land var at øine mere, og de saae en Flok Storke, de kom ogsaa hjemme fra og vilde til de varme Lande; den ene Stork fløi bag ved den anden og de havde allerede fløiet saa langt, saa langt; een af dem var saa træt, at hans Vinger næsten ikke kunde bære ham længer, han var den allersidste i Rækken og snart kom han et stort Stykke bag efter, tilsidst sank han med udbredte Vinger lavere og lavere, han gjorde endnu et Par Slag med Vingerne, men det hjalp ikke; nu berørte han med sine Fødder Tougværket paa Skibet, nu gled han ned af Seilet og bums! der stod han paa Dækket. Saa tog Matrosdrengen ham og satte ham ind i Hønsehuset, til Høns, Ænder og Kalkuner; den stakkels Stork stod ganske forknyt midt imellem dem. "S'ikken een!" sagde alle Hønsene. Og den kalkunske Hane pustede sig op saa tykt den kunde og spurgte hvem han var; og Ænderne gik baglænds og puffede til hinanden: "rap Dig! rap Dig!" Og Storken fortalte om det varme Africa, om Pyramiderne og om Strudsen, der løb som en vild Hest hen over Ørkenen, men Ænderne forstode ikke hvad han sagde, og saa puffede de til hinanden: "Skal vi være enige om, at han er dum!" "Ja vist er han dum!" sagde den kalkunske Hane og saa pluddrede den op. Da taug Storken ganske stille og tænkte paa sit Africa. "Det er nogle deilige tynde Been I har!" sagde Kalkunen. "Hvad koster Alen?" "Skrat, skrat, skrat!" grinte alle Ænderne, men Storken lod, som om han slet ikke hørte det. "I kan gjerne lee med!" sagde Kalkunen til ham, "for det var meget vittigt sagt! eller var det maaskee for lavt for ham! ak, ak! han er ikke fleersidig! lad os blive ved at være interessante for os selv!" og saa klukkede de og Ænderne snaddrede, "gik, gak! gik, gak!" det var skrækkeligt hvor morsomt de selv havde det. Men Hjalmar gik hen til Hønsehuset, aabnede Døren, kaldte paa Storken og den hoppede ud paa Dækket til ham; nu havde den hvilet sig og det var ligesom om den nikkede til Hjalmar for at takke ham; derpaa bredte den sine Vinger ud og fløi til de varme Lande, men Hønsene klukkede, Ænderne snaddrede og den kalkunske Hane blev ganske ildrød i Hovedet. "Imorgen skal vi koge Suppe paa jer!" sagde Hjalmar og saa vaagnede han, og laae i sin lille Seng. Det var dog en forunderlig Reise Ole Lukøie havde ladet ham gjøre den Nat! Torsdag.. "Veed Du hvad!" sagde Ole Lukøie, "Bliv nu ikke bange! her skal Du see en lille Muus!" og saa holdt han sin Haand, med det lette, nydelige Dyr, hen imod ham. "Den er kommen for at invitere Dig til Bryllup. Her er to smaa Muus i Nat, som ville træde ind i Ægtestanden. De boe nede under Din Moders Spiiskammergulv, det skal være saadan en deilig Leilighed!" "Men hvor kan jeg komme gjennem det lille Musehul i Gulvet?" spurgte Hjalmar. "Lad mig om det!" sagde Ole Lukøie, "jeg skal nok faae Dig lille!" og saa rørte han med sin Troldsprøite ved Hjalmar, der strax blev mindre og mindre, tilsidst var han ikke saa stor, som en Finger. "Nu kan Du laane Tinsoldatens Klæder, jeg tænker de kunne passe og det seer saa rask ud at have Uniform paa, naar man er i Selskab!" "Ja nok!" sagde Hjalmar, og saa var han i Øieblikket klædt paa, som den nysseligste Tinsoldat. "Vil De ikke være saa god at sætte Dem i Deres Moders Fingerbøl," sagde den lille Muus, "saa skal jeg have den Ære at trække Dem!" "Gud, skal Frøkenen selv have Uleilighed!" sagde Hjalmar og saa kjørte de til Muse-Bryllup. Først kom de ind under Gulvet i en lang Gang, der slet ikke var høiere end at de netop kunde kjøre der med et Fingerbøl, og hele Gangen var illumineret med Trødske. "Lugter her ikke deiligt!" sagde Musen, som trak ham, "den hele Gang er bleven smurt med Fleskesvær! det kan ikke være deiligere!" Nu kom de ind i Brudesalen; her stode til Høire alle de smaae Hun-Muus og de hvidskede og tviskede, ligesom om de gjorde Nar af hinanden; til Venstre stode alle Han-Musene og strøg sig med Poten om Mundskjægget, men midt paa Gulvet saae man Brudeparret, de stode i en udhulet Osteskorpe og kyssedes saa skrækkeligt meget for Alles Øine, thi de vare jo forlovede og nu skulle de strax have Bryllup. Der kom altid flere og flere Fremmede; den ene Muus var færdig at træde den anden ihjel og Brudeparret havde stillet sig midt i Døren, saa man hverken kunde komme ud eller ind. Hele Stuen var ligesom Gangen smurt med Fleskesvær, det var hele Beværtningen, men til Desert blev der fremviist en Ært, som en lille Muus af Familien havde bidt Brudeparrets Navn ind i, det vil sige det første Bogstrav; det var noget ganske overordentligt. Alle Musene sagde, at det var et deiligt Bryllup og at Conversationen havde været saa god. Og saa kjørte Hjalmar igjen hjem; han havde rigtignok været i fornemt Selskab, men han maatte ogsaa krybe ordentlig sammen, gjøre sig lille og komme i Tinsoldat-Uniform. Fredag.. "Det er utroligt hvor mange der ere af ældre Folk, som gjerne ville have fat paa mig!" sagde Ole Lukøie, "det er især dem, som have gjort noget ondt. "Gode lille Ole," sige de til mig, "vi kunne ikke faae Øinene i og saa ligge vi hele Natten og see alle vore onde Gjerninger, der, som fæle smaa Trolde, sidde paa Sengekanten og sprøite os over med hedt Vand, vilde Du dog komme og jage dem bort, at vi kunne faae en god Søvn, og saa sukke de saa dybt: "vi ville saamænd gjerne betale: god Nat Ole! Pengene ligger i Vinduet, men jeg gjør det ikke for Penge," sagde Ole Lukøie. "Hvad skulle vi nu have for i Nat?" spurgte Hjalmar. "Ja, jeg ved ikke om Du har Lyst igjen i Nat at komme til Bryllup, det er en anden Slags end den igaar. Din Søsters store Dukke, den der seer ud som et Mandfolk og kaldes Herman, skal giftes med Dukken Bertha, det er desuden Dukkens Geburtsdag og derfor skal der komme saa mange Presenter!" "Ja, det kjender jeg nok," sagde Hjalmar, "altid naar Dukkerne trænge til nye Klæder saa lader min Søster dem have Geburtsdag eller holde Bryllup! det er vist skeet hundred Gange!" "Ja, men i Nat er Brylluppet hundred og eet og naar hundred og eet er ude, saa er Alt forbi! derfor bliver ogsaa dette saa mageløst. See en Gang!" Og Hjalmar saae hen paa Bordet; der stod det lille Paphuus med Lys i Vinduerne, og alle Tinsoldaterne præsenterede Gevær udenfor. Brudeparret sad paa Gulvet og lænede sig op til Bordbenet, ganske tankefuldt, og det kunde det jo have Grund til. Men Ole Lukøie, iført Bedstemoders sorte Skjørt, viede dem! da Vielsen var forbi, istemte alle Møblerne i Stuen følgende skjønne Sang, der var skrevet af Blyanten, den gik paa Melodie, som Tappenstregen. <poem> Vor Sang skal komme, som en Vind Til Brudeparret i Stuen ind; De kneise begge, som en Pind, De ere gjort' af Handskeskind! Det synge vi høit i Veir og Vind! :,: </poem> Og nu fik de Presenter, men de havde frabedet sig alle spiselige Ting, for de havde nok af deres Kjærlighed. "Skal vi nu ligge paa Landet, eller reise udenlands?" spurgte Brudgommen, og saa blev Svalen, som havde reist meget og den gamle Gaard-Høne, der fem Gange havde ruget Kyllinger ud, taget paa Raad; og Svalen fortalte om de deilige, varme Lande, hvor Viindruerne hang saa store og tunge, hvor Luften var saa mild, og Bjergene havde Farver, som man her slet ikke kjender dem! "De har dog ikke vor Grønkaal!" sagde Hønen. "Jeg laae en Sommer med alle mine Kyllinger paa Landet; der var en Gruusgrav, som vi kunde gaae og skrabe i, og saa havde vi Adgang til en Have med Grønkaal! O, hvor den var grøn! jeg kan ikke tænke mig noget kjønnere." "Men den ene Kaalstok seer ud ligesom den anden," sagde Svalen, "og saa er her tidt saa daarligt Veir!" "Ja det er man vant til!" sagde Hønen. "Men her er koldt, det fryser!" "Det har Kaalen godt af!" sagde Hønen. "Desuden kunne vi ogsaa have det varmt! havde vi ikke for fire Aar siden en Sommer, der varede i fem Uger, her var saa hedt, man kunde ikke trække Veiret! og saa have vi ikke alle de giftige Dyr, de have ude! og vi er fri for Røvere! Det er et Skarn, som ikke finder at vort Land er det kjønneste! han fortiente rigtig ikke at være her!" og saa græd Hønen "Jeg har ogsaa reist! jeg har kjørt i en Bøtte over tolv Mile! der er slet ingen Fornøielse ved at reise!" "Ja Hønen er en fornuftig Kone!" sagde Dukken Bertha, "jeg holder heller ikke af at reise paa Bjerge, for det er kun op og saa er det ned! nei, vi ville flytte ud ved Gruusgraven og spadsere i Kaalhaven!" Og derved blev det. Løverdag.. "Faaer jeg nu Historier!" sagde den lille Hjalmar, saasnart Ole Lukøie havde faaet ham i Søvn. "I Aften har vi ikke Tid til det," sagde Ole og spændte sin smukkeste Paraply over ham. "See nu paa disse Chinesere!" og hele Paraplyen saae ud som en stor chinesisk Skaal med blaa Træer og spidse Broer med smaa Chinesere paa, der stode og nikkede med Hovedet. "Vi skulde have hele Verden pudset kjønt op til imorgen," sagde Ole, "det er jo da en hellig Dag, det er Søndag. Jeg skal hen i Kirketaarnene for at see, om de smaa Kirkenisser polerer Klokkerne, at de kunne lyde smukt, jeg skal ud paa Marken, og see om Vindene blæse Støvet af Græs og Blade, og hvad der er det største Arbeide, jeg skal have alle Stjernerne ned for at polere dem af; jeg tager dem i mit Forklæde, men først maa hver nummereres og Hullerne, hvor de sidde deroppe, maa nummereres, at de kunne komme paa deres rette Pladser igjen, ellers ville de ikke sidde fast og vi faae for mange Stjerneskud, i det den ene dratter efter den anden!" "Hør, veed De hvad Hr. Lukøie!" sagde et gammelt Portræt, som hang paa Væggen hvor Hjalmar sov, "jeg er Hjalmars Oldefader: De skal have Tak fordi De fortæller Drengen Historier, men De maa ikke forvilde hans Begreber. Stjernerne kunne ikke tages ned og poleres! Stjernerne ere Kloder ligesom vor Jord og det er just det gode ved dem!" "Tak skal Du have, Du gamle Oldefader!" sagde Ole Lukøie, "Tak skal Du have! Du er jo Hovedet for Familien, Du er "Olde"-Hovedet! men jeg er ældre, end Du! jeg er gammel Hedning, Romerne og Grækerne kaldte mig Drømmeguden! jeg er kommet i de fornemste Huse og kommer der endnu! jeg forstaaer at omgaaes baade med Smaae og Store! Nu kan Du fortælle!" - og saa gik Ole Lukøie og tog Paraplyen med. "Nu tør man nok ikke mere sige sin Mening!" sagde det gamle Portræt. Og saa vaagnede Hjalmar. Søndag.. "God Aften!" sagde Ole Lukøie og Hjalmar nikkede, men sprang saa hen og vendte Oldefaderens Portræt om mod Væggen, at det ikke skulde snakke med, ligesom igaar. "Nu skal Du fortælle mig Historier, om de fem grønne Ærter, der boede i en Ærtebælg, og om "Hanebeen der gjorde Cuur til Hønebeen", og om Stoppenaalen, der var saa fiin paa det, at hun bildte sig ind hun var en Synaal!" "Man kan ogsaa faae for meget af det gode!" sagde Ole Lukøie, "jeg vil helst vise Dig noget, veed Du nok! jeg vil vise Dig min Broder, han hedder ogsaa Ole Lukøie, men han kommer aldrig til nogen meer end eengang og naar han kommer, tager han dem med paa sin Hest og fortæller dem Historier; han kan kun to, een der er saa mageløs deilig, at ingen i Verden kan tænke sig den, og een der er saa fæl og gruelig - ja det er ikke til at beskrive!" og saa løftede Ole Lukøie den lille Hjalmar op i Vinduet og sagde, "der skal Du see min Broder, den anden Ole Lukøie! de kalde ham ogsaa Døden! seer Du, han seer slet ikke slem ud, som i Billedebøgerne, hvor han er Been og Knokler! nei, det er Sølvbroderi han har paa Kjolen: det er den deiligste Husar-Uniform! en Kappe af sort Fløiel flyver bag ud over Hesten! see hvor han rider i Gallop." Og Hjalmar saae, hvordan den Ole Lukøie reed afsted og tog baade unge og gamle Folk op paa Hesten, nogle satte han for paa og andre satte han bag paa, men altid spurgte han først, "hvorledes staaer det med Characteerbogen?" - "Godt!" sagde de Allesammen; "ja lad mig selv see!" sagde han, og saa maatte de vise ham Bogen; og alle de som havde "Meget godt" og "Udmærket godt" kom for paa Hesten og fik den deilige Historie at høre, men de som havde "Temmeligt godt" og "Maadeligt" de maatte bag paa, og fik den fæle Historie; de rystede og græd, de vilde springe af Hesten, men kunde det slet ikke, thi de var lige strax voxet fast til den. "Men Døden er jo den deiligste Ole Lukøie!" sagde Hjalmar, "ham er jeg ikke bange for!" "Det skal Du heller ikke!" sagde Ole Lukøie, "see bare til at Du har en god Characteerbog!" "Ja det er lærerigt!" mumlede Oldefaderens Portræt, "det hjælper dog, man siger sin Mening!" og saa var han fornøiet. See, det er Historien om Ole Lukøie! nu kan han selv i Aften fortælle Dig noget mere!

wikisource

wikisource_3701

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=455 to=456 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9096

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Fra Hytterne.pdf" header=1 from=135 to=151 />

wikisource

wikisource_20664

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Glasset og dets Forarbejdelse. <poem>Indledende Bemærkninger. Under vore nuværende Kulturforhold kunne vi umuligt gjøre os nogen Forestilling om den Retning, Menneskeslægtens Udvikling vilde have taget, hvis Glasset ikke var blevet opfundet; vi vilde ikke alene have været nødte til at undvære en Mængde baade vigtige og behagelige Gjenstande, men hvad der er endnu langt vigtigere: mangfoldige store og epokegjørende Opdagelser og Opfindelser paa Videnskabens, Kunstens og Teknikens Omraade vilde ikke have været mulige — ialtfald under den samme Form — hvis Glassets Opfindelse ikke var gaaet forud. Ganske vist vilde vi ikke have savnet Glasset, da vi ikke kjendte dets Betydning, men det er dog vist ikke for meget sagt, naar man paastaar, at Opfindelsen af Glasset maa betragtes som et af de mærkeligste Kulturmomenter. Hvad er Glas egentlig, og hvoraf bestaar det? For at kunne besvare dette Spørgsmaal maa vi noget nærmere beskjæftige os med et Stof, som vi allerede adskillige Gange have havt Lejlighed til at omtale, nemlig Kiselsyren eller Kiseljorden; thi, hvilke Glasarter vi end beskjæftige os med, er det dog altid Kiselsyren, der i Forbindelse med visse basiske Legemer udgjør det egentlige glasdannende Grundstof. Kiselsyren er overordentlig udbredt i Naturen; den findes i alle Stenarter og udgjør ofte en meget betydelig Del af dem, saa at man med Sikkerhed kan paastaa, at den er det Stof, der mere end noget andet har bidraget til Dannelsen af vor Jordklode ligesom vistnok ogsaa af alle de andre Himmellegemer, der henhøre til vort Solsystem. Mineralet Kvarts bestaar ene og alene af Kiselsyre, hvis reneste Form, der gaar under Navn af Bjergkrystal, forekommer i pragtfulde, vandklare Krystaller i Form af sexsidede Prismer med pyramidalsk Tilspidsning. Hvad vi i Almindelighed kalde Sand og Sandsten bestaar af lutter smaa Kvartskorn, der ere mere eller mindre fast forbundne ved ler-, jern- eller kalkholdige Bestanddele. De gule og brune Farvetoner hidrøre fra disse Tilsætninger, thi i ren Tilstand er Kiselsyren enten ganske hvid eller dog paa det nærmeste farveløs. Skjøndt Kiselsyren hvad sine ydre Egenskaber angaar har endel Lighed med Kalk-, Talk- og Beryljord m. fl. (dette gjælder saaledes med Hensyn til dens Farveløshed, Gjennemskinnelighed, Lysbrydningsevne o. s. v.), adskiller den sig dog væsentlig fra disse Legemer ved sin kemiske Karakter. Kiselsyren er nemlig, saaledes som allerede Navnet antyder, af sur Natur, hvorimod de tre nysnævnte Legemer ere basiske. Det Grundstof, Silicium, der findes i Kiselsyren, kan udskilles ved Reduktionsmethoder, der svare til dem, vi have havt Lejlighed til at omtale ved Aluminiummetallets Behandling, og dette Stof viser sig da som et brunt Pulver uden paafaldende ydre Egenskaber. Silicium forekommer ikke i fri Tilstand i Naturen, og af det i og for sig ringe Antal Forbindelser, som det indgaar med andre Stoffer, er Kiselsyren vistnok ikke den eneste, der er bleven fremstillet i Naturens store Laboratorium, men dog den mest overvejende; af de andre Forbindelser er det kun Fluorkiselen, der findes i Topasen, som fortjener at nævnes. Kemikerne forstaa ganske vist ogsaa at forene andre Elementer med Kiselen, men disse have kun videnskabelig Interesse og kunne derfor forbigaas paa dette Sted. Men er Antallet af de Forbindelser, Kiselen danner med andre Stoffer, kun ringe, er Antallet af de Baser, hvormed Kiselsyren forener sig, og af de Salte, der dannes som Følge heraf, saa meget større. Disse Kiselsyreforbindelser, der ogsaa kaldes Silikater, og som Naturen har frembragt i mangfoldige Former, ere af særlig Betydning, dels som Hovedbestanddele i de fleste Stenarter, dels paa Grund af den Anvendelse, de — fremstillede ad kunstig Vej — have faaet baade i Videnskaben og i Industrien. Silikater ere enten enkelte Salte, f. Ex. kiselsur Lerjord, som vi have gjort Bekjendtskab med i Form af Kaolin og Pottemagerler, eller ogsaa ere de Dobbelsilikater, det vil sige Forbindelser mellem to enkelte Salte. Ja, man har endogsaa Silikater af endnu mere sammensat Natur, og saadanne kan man træffe i mange Mineralier. Glasmassen er ligeledes intet andet end en Forbindelse af Silikater af meget forskjellig kemisk Sammensætning, og den lader sig derfor ikke ret vel bringe ind under nogen bestemt kemisk Formel. Heraf kommer det ogsaa, at Glasset danner en amorf Masse, der under sædvanlige Forhold ikke viser nogen Tilbøjelighed til at krystallisere. Desuden udmærker det sig ved sin ejendommelige Glans og ved den Maade, hvorpaa det fremstilles, nemlig altid ad Smeltningens Vej. Til dets Hovedbestanddele høre Kiselsyre, Alkalier, alkaliske Jordarter og Metalilter, men det gjensidige Blandingsforhold mellem dem maa dog bevæge sig indenfor visse Grænser, hvis man skal kunne faa en Masse med glasartede Egenskaber. Et virkeligt Glas opstaar egentlig kun, naar en Dobbeltforening af et kiselsurt Alkali og en kiselsur alkalisk Jordart kan dannes. Den Lighed med visse Glassorter, som mange Mineralier og Stenarter vise i deres Sammensætning, har bevirket, at saadanne mineralske Produkter ere blevne anvendte til Glasberedning, og det hvad enten denne Lighed har ligget i Procentforholdet mellem de enkelte Bestanddele, eller let har kunnet tilvejebringes ved Sønderdeling af det ene eller det andet Stof. Basalt, Fonolith, Kryolith, Obsidian, Lava, ja endog visse Granitarter ere paa denne Maade blevne forvandlede til Glas, og i Amerika, Pittsbourgh, har man af Kryolit tilvirket et udmærket Fabrikat, der har faaet Navn af "hot-cast-porcelain". Naar Kiselsyre sammensmeltes med en større Mængde Alkali end der behøves til egentlig Glasdannelse, faar man en Fluss, der i Berøring med Luftens Fugtighed danner et Slags Gele. Findes der derimod lidt mindre Alkali i Forbindelsen, faar man et Produkt, der i tørret og pulveriseret Tilstand opløses i kogende Vand. Den først nævnte Form danner den saakaldte Kiselvædske, som man for længe siden har fremstillet i Laboratorierne for paa en bekvem Maade at skaffe sig frisk udskilt Kiselsyre. En Type for den anden Form have vi i det saakaldte Vandglas, der paa Grund af sin Evne til at blive haardt og at danne en glasagtig, vel beskyttende Fernis, naar det i tynde Lag stryges paa Træ og andre Gjenstande, har faaet en mangesidig teknisk Anvendelse. Lidt længere fremme komme vi til at omtale dette noget nærmere. Naar der til en af de nævnte Glasopløsninger sættes en eller anden svag Syre, f. Ex. Kulsyre, træder denne i Forbindelse med Alkaliet, og Kiselsyren bliver fri; denne viser sig saaledes som en svag Syre, ialtfald ad den saakaldte vaade Vej. Dens kemiske Slægtskabsforhold ere nemlig helt forskjellige herfra, naar Varmen kommer til at indvirke paa den. Bringer man nemlig Potaske (kulsurt Kali) til at smelte og hælder man pulveriseret Kvarts deri, vil man høre en Brusen, der kommer af at Kulsyren udjages af Kiselsyren. Kiselsyren indgaar en Forbindelse med Kaliet og danner en glasartet Masse. Det gaar ikke den stærke Svovlsyre bedre, naar man i Stedet for et kulsurt Alkalisalt anvender et svovlsurt, f. Ex. svovlsurt Natron eller Glaubersalt; Kiselsyren uddriver Svovlsyren og forbinder sig med Natronet til et glaslignende Stof (kiselsurt Natron). Men om man end ikke kan betragte Glasset som et Salt af bestemt kemisk Sammensætning, maa man dog erkjende, at en Forbindelse mellem de forskjellige Bestanddele kun kan finde Sted paa Grund af kemisk Attraktion, som altid efter Atomvægtene. Man nødes saaledes til at antage, at Kiselsyren har Evne til at indgaa Forbindelse med Alkalier og alkaliske Jordarter, navnlig med de første, efter mangfoldige Ækvivalentforhold, og at Glasset derfor maa betragtes som en Blanding af flere Forbindelser af dette Slags. Dette synes at vinde Bekræftelse ved den Omstændighed, at Glasset ikke er aldeles ude af Stand til at krystallisere, men kun hindres deri ved Smeltnings-, Bearbejdnings- og Afkølingsmaaden. Naar et Glaskar, der er blevet indpakket i Gips eller Teglmel for at forhindre det i at sprække og krympe sammen, en Tidlang udsættes for Rødglødhede, f. Ex. i en almindelig Pottemagerovn, vil man efter Afkølingen finde, at det er blevet uigjennemsigtigt og porcellænsagtigt (Réaumurs Porcellæn) uden at noget Stof er gaaet bort eller kommet til; dets Smaadele have nemlig under disse Omstændigheder havt Lejlighed til at gruppere sig til fine Krystaller, der hindre Lysets fuldstændige Gjennemgang. Da Glasset, som allerede nævnt, i Almindelighed bestaar af en amorf Masse, kan det naturligvis ikke spaltes som en Krystal; i tynde Blade, Traade o. l. er det elastisk i betydelig Grad, men i tykkere Stykker er det sprødt. Alle disse Egenskaber bero mere eller mindre paa dets kemiske Sammensætning. Glassets Vægtfylde vexler fra 1,5 til 5,6 eller endnu højere, og er størst for de Glasarter, der udmærke sig ved en betydeligere Blyilteholdighed. Glassets Haardhed staar derimod i omvendt Forhold til Tætheden: de lette Kalkglas have den største Haardhed uden dog nogensinde at opnaa Bjergkrystallens. Glasset mangler næsten fuldstændigt Evne til at lede Elektriciteten, men det har stor Tilbøjelighed til selv at blive elektrisk ved Gnidning. Dets Lysbrydningsevne er ogsaa meget forskjellig. Medens det almindelige Glas har en Brydningsexponent = 1,5, kan denne ved mindre blyholdigt Glas stige til 1,7 eller endnu højere ved meget blyholdige Glassorter. Merz' optiske Institut i München har gjort sig meget bekjendt ved Fremstilling af saadant stærkt lysbrydende Glas; dette Institut har saaledes nylig tilvirket en Glassort med en saa kraftig Lysbrydningsevne, at et eneste Prisme, forfærdiget heraf, giver en lige saa stærk Virkning i det spektroskopiske Apparat, som man hidtil kun har været i Stand til at opnaa ved Anvendelse af fire Prismer. Da et Silikat med stor Alkaliholdighed kan opløses i Vand, og da det endog tildels kan opløses af Luftens Fugtighed, er det klart, at man, naar man vil skaffe sig et godt og holdbart Glas, maa søge at lade en saa stor Mængde Kiselsyre som vel muligt træde i Forbindelse med Alkalierne. Som allerede nævnt, har Erfaringen imidlertid lært, at der fordres mere end Kiselsyre og Alkalier (Kali og Natron) til at fremstille godt og holdbart Glas; der udkræves nemlig endnu et andet Stof, der har Evne til at danne et Silikat med Kiselsyre. Glasset er, som ovenfor omtalt, i Almindelighed ikke blot et dobbelt, men et flerdobbelt Silikat som Følge af sine mange forskjellige andre Tilsætninger. Et fortræffeligt Tilsætningsmiddel til haardt Glas er Kalk, som man enten anvender i brændt Tilstand eller kulsurt (f. Ex. Kridt). I sidste Tilfælde uddrives Kulsyren deri af Kiselsyren. I og for sig er den kiselsure Kalk mere sten- end glasartet og næsten usmeltelig, men i Forbindelse med kiselsurt Kali giver den Glasset Haardhed og Holdbarhed uden at formindske dets Gjennemskinnelighed, og det er saaledes Kalkholdigheden, det bohmiske Glas kan takke for sine gode Egenskaber. Ved et Overskud af Kalk faar Glasset dog et grumset, mat eller mælkefarvet Udseende. løvrigt gives der ingen Glassorter, der ere fuldstændigt uforanderlige; thi, uafset at alle Slags Glas opløses af Fluorbrintesyre, ville vi ogsaa ved at lægge Mærke til Ruder i Staldbygninger, Drivhuse m. m. komme til Erkjendelse af, at almindeligt Glas ikke i Længden kan modstaa skarpt sure eller alkaliske Dampe. Endogsaa Vand kan under visse Omstændigheder angribe Glasset mere end man aner. Et almindeligt Drikkeglas kan vare i mangfoldige Aar uden at Massen lider noget ved Brugen; pulveriserer man derimod et saadant Glas, vejer man Pulveret og overgyder man det med en tilstrækkelig Mængde Vand, som man en Tidlang lader staa over det ved en forhøjet Temperatur, vil man — efter at have gjentaget Operationen nogle Gange — ved at veje det paany tørrede Pulver ganske sikkert iagttage en Vægtformindskelse, hvad der er et Bevis for, at en forholdsvis mindre Overflade ikke angribes i saa høj Grad under Vandets Paavirkning, som en Overflade, der er bleven større ved Pulverisering. Hvis der ikke stadigt skulde tages Hensyn til Omkostningerne ved Fremstillingen af tekniske Artikler, vilde vi i Kaliet sammen med Kalk have det bedste Glasmateriale; men Kaliet er dyrt, og derfor erstatter man det i mange Tilfælde med det billigere Natron. Vindusglas og alle mere almindelige Glasvarer ere Natronglas; dette er lettere smelteligt og mindre haardt end Kaliglasset, men viser i tykkere Skiver en blaagrøn Farvetone. En anden vigtig Tilsætning til Glasmassen er Blyilte; det gjør den mere letflydende og desto mere, jo større Mængde heraf det indeholder. Blyilte anvendtes først i England som Flussmiddel. De blyholdige Glas ere blødere og mindre holdbare, men besidde i høj Grad Evne til at antage Politur, Glans og Farveløshed, Blyglasset (Flinteglasset) spiller en vigtig Rolle i Optiken ved Fremstilling af akromatiske Linser, da det har en saa stor Lysbrydningsevne. Denne samme Egenskab gjør det ogsaa fortrinlig skikket til Efterligninger af Ædelstene (Strasser); det kan i sidste Tilfælde indeholde 50 Procent Blyilte. I den senere Tid har man med Held begyndt at anvende Baryt i Glastilvirkningen; dette Mineral, der forekommer temmelig udbredt i Naturen, havde man tidligere ikke skjænket den tilbørlige Opmærksomhed. Baryt kan ikke alene fuldstændigt erstatte Kalken, men ved Siden af dennes gode Egenskaber har den ogsaa den i betydelig Grad at forhøje Glassets Lysbrydningsevne, og den kan saaledes tildels gjøre det kostbare Blyilte overflødig. Mindre væsentlige ere nogle andre Bestanddele af Glasset, som man tilsætter enten i særlige Øjemed eller som Flussmidler eller i Stedet for de sædvanlige. Hertil høre Borax, Strontianit, Flussspat, Kryolith, Guano, Benmel (fosforsur Kalk), Zinkilte, Vismuthilte, Magnesia, Ler m. fl. Af det sidst nævnte kommer der allerede fra Smeltediglerne en ubetydelig Mængde over i Glasmassen uden at denne har nogen Gavn deraf, thi den kiselsure Lerjord gjør Glasmassen tungtsmeltende. Derimod gjør de Metalilter, der forekomme i Raastofferne, Massen mere letflydende; men, da de altid give Glasset en eller anden Farvetone, ere de naturligvis uvelkomne, hvor man vil fremstille farveløst Glas. Navnlig kan Jernet, der altid i større eller mindre Mængde forekommer som Ilte i Raastofferne, være højst besværligt. Efter den Mængde, hvori det findes, farver det Glasset fra lyse- til mørkegrønt — hvorpaa de almindelige Vin- og Ølflasker afgive et tydeligt Exempel. Som Midler, der anvendes for at raade Bod paa denne Ulempe, maa nævnes Salpeter, Arsenik og navnlig Brunsten (Manganoverilte). Deres Virkning i den angivne Retning forklarede man ved at antage, at de i Glasmassen afgave Ilt, som forbandt sig med Jernforiltet, hvorved der dannedes Jerntveilte. Da Jerniltet farver Glasset gult, hvorimod Manganiltet, der opstaar ved Ilttabet, farver violet, skulde begge Farver ophæve hinanden. Salpeter og Arsenik have en udelukkende iltende Virkning, hvilket derimod kun i mere indskrænket Forstand kan antages at være Tilfældet med Brunstenen, thi i Stedet kan man for at gjøre grønligt Glas farveløst ogsaa anvende Nikkelilte, der ikke afgiver Ilt og farver Glasset rødligt. Men den Farve, Manganiltet fremkalder, er ikke heller ren violet, men snarere rødlig og snarere komplementær til grønt end til gult. At grønligt Glas mister sin Farve ved Anvendelse af Brunsten maa derfor vistnok mere betragtes som et fysisk end som et kemisk Fænomen, og Fordelen ved disse Farvemidler skulde saaledes bestaa i deres Evne til at meddele Glasset en Farve, som er komplementær til Massens grønlige Farvetone og derfor kan ophæve dens Virkning, løvrigt maa der ofte nok foretages Affarvning ved Hjælp af Ilt afgivende Stoffer, navnlig hvis Massen er graa- eller brunfarvet af Kulpartikler, og hertil anvendes foruden Salpeter og Arseniksyrling ogsaa atmosfærisk Luft, som man lader stryge igjennem den smeltede Glasmasse. Disse affarvende Tilsætningsmidler, og navnlig Brunstenen, kaldes i flere fremmede Sprog med et fælleds Navn Glasmagersæbe. Endelig beror Tilsætningsmidlernes Virkning ogsaa paa den kemiske Form, hvorunder man anvender Alkalierne. For Bekostningens Skyld anvender man nemlig ikke rene Alkalier men Alkalisalte og overlader til Kiselsyren at sønderdele Saltforbindelserne og sætte sig i Besiddelse af Alkaliet. Denne Sønderdeling kan dog under visse Omstændigheder foregaa med temmelig stor Vanskelighed, og den maa derfor understøttes ved særlige Hjælpemidler; blandt disse maa nævnes kulsur Kalk (Kridt) og Kul. Samtidigt med at de selv tage Del i den kemiske Omsætning befordre de Sønderdelingen af Saltene og Dannelsen af Silikat. Kridtet er Befordringsmidlet for Kogsaltets og Kullet for de svovlsure Saltes (Glaubersaltets m. fl.) Sønderdeling. Men af Kullet maa der kun tilsættes saa meget, at det paa Svovlsyrens Bekostning kan iltes til Kulilte, der paa Grund af sin Luftform let gaar bort; men ogsaa Svovlsyren er ved en delvis Reduktion bleven forvandlet til en luftformig Tilstand og kan gaa bort som Svovlsyrling. Et Overskud af Kul vilde meddele Glasmassen en gul, brun eller endog en sort Farvetone. Af denne Grund kan man ikke faa fuldstændig farveløst Glas i Ovne, hvor der fyres med Tørv, Brun- eller Stenkul, hvis man da ikke anvender tildækkede Smeltedigler. Vi komme lidt senere, hvor de forskjellige Glassorter omhandles, specielt, hvor vi beskjæftige os med Glasmaleriet, til at omtale de forskjellige Midler, der anvendes for at farve Glasset. Men vi ville nu først og fremmest gjøre os noget bekjendte med Glassets Historie. Glassets Historie gaar saa langt tilbage i Tiden, at det ikke kan forundre os, at vort Kjendskab til dets første Oprindelse og dets Udviklingsgang kun er lidet tilfredsstillende. Plinius fortæller følgende: Et Skib med Nitrum — hvorved der vist snarere maa forstaas Soda end Salpeter, skjøndt dette nu kaldes Nitrum — blev af Storm drevet i Land i Nærheden af Floden Belus' Munding; da Søfolkene vilde tilberede deres Mad men ikke kunde finde Stene paa den sandede Bred, toge de nogle Klumper af Skibsladningen og anbragte deres Kogekar oven paa dem; da Maaltidet var forbi, fandt de til deres store Forbavselse en gjennemsigtig Glasmasse paa Sandet, og de havde da strax indset Betydningen af den tilfældige Opdagelse, de havde gjort. Sandet i denne lille gallilæiske Flod blev i lang Tid anset for særlig skikket til Anvendelse i Glastilvirkningen; der blev oprettet adskillige Glashytter i Nærheden af den, og langvejs fra kom man for at hente Sand paa dette Sted. Man bør imidlertid ikke fæste ubetinget Tillid til hvad Plinius her fortæller; det forekommer saaledes strax usandsynligt, at der ikke i Bjerget Karmels umiddelbare Nærhed skulde være nogle Stene at opdrive saaledes som Søfolkene ønskede dem, og dernæst kunde den Varme, der under de givne Omstændigheder udvikledes, umulig være stærk nok til at bevirke en Smeltning. Man kan vel imidlertid antage, at den første Opfindelse af Glasset skyldes et Tilfælde, og rimeligvis er dette Tilfælde indtruffet i et af Middelhavets østlige Kystlande; thi de Folkeslag, der boede her, Ægyptere, Føniciere o. s. v., havde i umindelige Tider beskjæftiget sig med forskjellige Industrigrene, saaledes Pottemageri og Malmudvinding, der udkræve en meget betydelig Varme, og som derfor meget let maatte føre til Glassets Opfindelse. Desuden laa de nødvendige Raastoffer, Sand og Soda, saa at sige for deres Fødder, og ogsaa det sidstnævnte er et Naturprodukt, der er meget udbredt i disse Lande. Det vides ikke med Sikkerhed, om Fønicierne oprindelig vare de eneste Glasmagere, eller om de blot som omkringrejsende Handelsmænd fortrinsvis havde bemægtiget sig Handelen med disse Varer; thi ogsaa Ægypterne havde fra gammel Tid givet sig af med at tilvirke, slibe og forgylde Glas, hvad man kan se af de Prydelser, der ofte findes i deres Grave. Disse Glassorter ere alle farvede og uigjennemskinnelige; navnlig har man ofte truffet blaafarvede Glassager, men ogsaa gule, røde, brune, hvide og sorte, dog kun sjeldent amethystfarvede. Forskjellige Kjendsgjerninger tale for, at der er blevet forfærdiget Glas mindst 1600 Aar f. Kr. Saafremt Hieroglyferne paa gamle Skarabæer og Glasperler angive Navnene paa samtidige Monarker, vilde Glasmageriet virkelig kunne gjøre Fordring paa denne høje Alder, og de bekjendte Afbildninger af Glaspustere, som findes i Gravene i Beni-Hassan, ere omgivne af Hieroglyfer ved hvis Fortolkning man faar at vide, at disse Afbildninger skrive sig fra Tiden før Israeliternes Udvandring fra Ægypten. Fig. 213 og 214 ere Exempler paa saadanne Afbildninger, der tydeliggjøre den Fremgangsmaade, der endnu bestandig følges i alle Glashytter. Glasfabrikerne i Sidon, for hvis første Begyndelse man dog ikke har kunnet fastsætte et bestemt Tidspunkt, have leveret os talrige Prøver paa deres Frembringelser, og de vidne alle om stor Kunstfærdighed baade med Hensyn til Form og Farve. I British Musæum i London findes der flere Brudstykker af Glas, hvorpaa Fabrikens Navn staar indpresset, blandt andet et gjennemskinneligt blaat Haandtag, der paa den ene Side har den græske Indskrift APTAΣ ΣEIΔΩ, paa den anden Side den latinske ARTAS SIDON. Man finder ogsaa der blandt de sidoniske Oldsager et Stykke blaat Hulglas, der indvendigt er overtrukket med et Slags hvidt Emaille. De ældste Glasvarer ere næsten udelukkende Prydelser og Smykker. Det var først senere at Glasset blev anvendt til mere praktisk Brug, men denne Anvendelsesmaade fik snart en betydelig Udstrækning, thi man finder allerede hos de gamle Ægyptere Glassager af store Dimensioner, f. Ex. Ligkister m. m. Saa længe man kun var i Stand til at støbe eller presse Glasset, maatte dets Anvendelse blive meget begrænset, og Kunsten at puste Glasset er i ethvert Tilfælde først bleven opfundet langt senere. Naar man derfor fra Glashytterne i Sidon og Alexandria foruden andre Slags Glas ogsaa træffer mange, der ere pustede med stor Kunstfærdighed, synes man at maatte henlægge Kunstens Begyndelse til et langt mere tilbageliggende Tidspunkt. Man kjendte allerede til den Kunst mosaikformigt at forene flere forskjelligtfarvede Glas med hverandre og derved at fremstille regelmæssigt formede Mønstre. Et Basrelief i British Musæum forestiller et mandligt Hoved, hvis Ansigt er dannet af en gul Glasmasse, medens Haaret er blaat med hvide, blaa og gule Ringe; et blaat og grønt Smykke hviler paa Panden, og Baggrunden er rød. Kjendere antage, at Arbejdet i dette Basrelief er udført ved Presning og Efterslibning. De Glassager, man har opgravet af Ninives Ruiner, ere yngre end de ældste ægyptiske, men de gaa dog temmelig langt tilbage i Tiden; man har nemlig beregnet, at de rimeligvis have ligget i Jorden omtrent fra Aar 1100 f. Kr. Layard fandt der en lille grønlig Vase af gjennemskinneligt Glas, 3½ Tomme høj med en Løve i Relief og en Inskription i Kileskrift. I det gamle Testament omtales Glas i Hjobs Bog og kaldes der Sasjukit. I Ægypten udviklede der sig senere en storartet Glasfabrikation, hvis Frembringelser tildels bleve udførte til Middelhavslandene. Glashytterne i Alexandria ere meget berømte, og de skulle have forsynet hele Italien med de nødvendige Glasartikler. Der findes intet, som med fuldstændig Sikkerhed kan betragtes som Frembringelser af den græske Glasindustri; men man maa dog være berettiget til at antage, at ogsaa Grækerne have forstaaet at udøve denne Kunst. De romerske Oldtidslevninger af dette Slags ere derimod meget talrige, og den saakaldte Portlandsvase (Fig. 215), der blev fundet i Nærheden af Rom i Midten af det 17de Aarhundrede, er berømt som et af de skjønneste Kunstværker i sit Slags. Den findes nu ligeledes i British Musæum; dens Masse er blaat Glas, og dette er prydet med hvide Relieffigurer. Romerne kjendte til Glasvarer allerede mere end 200 Aar f. Kr. Det var dog først under Neros Regering at der oprettedes den første Glashytte, der dog kun skal have leveret simplere Drikkeglas. De finere Glasvarer stode endnu dengang i saa høj Pris, at den nysnævnte Kejser f. Ex. maatte betale omtrent 3000 Kroner i vore Penge for et Par smukke Glasskaale. Men allerede Aar 210 e. Kr. fandtes der saa mange Glasmagere i Rom, at man ansaa sig foranlediget til at anvise dem en særlig Del af Staden til Opholdssted. At Romerne benyttede Glasruder i deres Boliger har man fundet talrige Beviser paa ved Udgravningerne i Pompeji. Dette Vindusglas synes strax at være blevet støbt i den ønskede Størrelse, thi det fremviser ingen skarpe Kanter saaledes som de fremkomme ved Tilskjæring, men derimod lutter afrundede Kanter. Under Kejser Tiberius skal man have opfundet at gjøre Glasset bøjeligt og smedeligt, men den ulykkelige Opfinder skal have maattet bøde med Livet for sin Opfindelse, fordi man frygtede, at Glasset herefter vilde gjøre Sølv og Guld mindre værdifulde. Det er meget muligt, at denne Historie kun er en Fabel, men den viser dog, at man dengang skjænkede Glastekniken megen Opmærksomhed, og de Sager, der findes mange Steder, hvor der tidligere var romerske Kolonier, saaledes i Rhinlandene (ved Bingen), ere aldeles formfuldendte og vidne desuden om en saadan mangesidig teknisk Færdighed i Behandlingen af Materialet og en saadan Sikkerhed i dets Anvendelse, som vi kun sjeldent træffe den i Nutiden; ja, der er endog Sager, som det er os ligefrem umuligt at fremstille. Fra det 3die Aarhundrede forfaldt den romerske Glasindustri; man vedblev ganske vist at anvende Materialet, men dets kunstneriske Benyttelse tabte sig mere og mere og dermed ogsaa selve den tekniske Færdighed. I de gamle germanske og slaviske Grave har man vistnok ogsaa fundet Levninger af Glassager, men de ere kun af ringe Betydning i historisk Henseende, da man nemlig ikke er i Stand til at afgjøre, om de ere blevne forfærdigede af disse Egnes Indvaanere, eller om de ere blevne indførte fra andre Lande; er det første Tilfælde, synes Glasmageriet at have været bekjendt blandt de slaviske Folkeslag længe før end hos de germanske; i de slaviske Gravhøje findes der nemlig Glasringe sammen med Stensager, medens det synes at fremgaa af mange forskjellige Omstændigheder, at Germanerne havde opnaaet en temmelig høj Grad af Færdighed i Metallernes Bearbejdning, førend de bleve bekjendte med Brugen af Glassager. I de oldnordiske Sagaer findes Glas ogsaa oftere omtalt, og ligeledes vare de keltiske Folkeslag bekjendte med Brugen af Glasset; man finder saaledes ofte Glasskaale, Armbaand og Perler i de keltiske Grave. Antike Glas ere blevne kemisk undersøgte, og mærkværdigt nok have de vist en ganske paafaldende Overensstemmelse i deres Sammensætning, skjøndt de ere komne fra fjernt liggende Egne og have havt et højst for-skjelligt Udseende. Den alkaliske Base i dem er Natron — af det ægyptiske Soda, de Gamles nitrum — og først senere begyndte man at anvende Soda af Havplanter, og heri synes man at maatte finde Aarsagen til den ringe Kaliholdighed, der er karakteristisk for visse gamle Glassorter. Det fremgaar ligeledes af den kemiske Undersøgelse, at man ogsaa allerede dengang anvendte Brunsten til Glasblandingerne, og det er rimeligvis dette Mineral, som Plinius omtaler under Navn af »magnes lapis«, og som man urigtigt har antaget for Magnetsten. Da nu ogsaa Kalk, dels af Muslingeskaller, dels vistnok ogsaa i Form af Marmor — thi den »lapis alabandicus«, som Plinius nævner, kan vist meget vel have været Marmor — hørte til de Bestanddele, hvoraf Glasmassen blev sammensat, have vi saaledes alle de Stoffer, der ogsaa nu hovedsagelig anvendes i Glasfabrikationen. Foruden den ovenfor nævnte Flod Belus var ogsaa Volturnus bekjendt for sit gode Sand, der var særlig skikket til Fremstilling af Glas, saaledes som det i vore Dage er Tilfældet med Sandlejerne ved Fontainebleau og Niselstein ved Aachen. Da der findes en temmelig stor Mængde Kogsalt i den ægyptiske Soda, maatte der ved Glassets Smeltning udskille sig meget saakaldt Galle (svovlsurt Natron og Kogsalt), og for at gjøre Massen fuldstændigt ren var det nødvendigt at foretage endnu en Smeltning, hvad Plinius ogsaa omtaler. Man kan vist med Sikkerhed forudsætte, at Gallerne have lært Glas-mageriet af Romerne, og at Kjendskabet til denne Kunst ikke meget senere er naaet over til England. I Glasindustriens oprindelige Hjemstavn, i de Egne, hvor de to Verdensdele Asien og Afrika støde sammen, blev denne Kunst dyrket uden Ophør. Man har endnu smukke Glassager fra det 10de Aarhundrede; de ere medbragte til Europa fra Østerlandene paa Korstogenes Tid og findes nu i forskjellige bekjendte Samlinger, saaledes i British Musæum, i Grüne Gewölbe i Dresden, i Stefanskirkens Skatkammer i Wien med flere Steder. I Europa blev Glasmageriet i Middelalderen vistnok væsentlig udøvet i Klostrene, og først senere udviklede der sig en Glasindustri udenfor Klostrenes Mure. Glasindustrien maatte tage et mægtigt Opsving, efter at det var blevet Brug at anbringe Glas for Lysaabningerne i Husene. Denne Brug forudsætter imidlertid allerede, at Materialet var temmelig billigt, og at man var i Stand til at fremstille større Skiver af ikke altfor stor Tykkelse. Som allerede nævnt, fandtes der ganske vist Glasvinduer allerede før Kristi Fødsel, og i de følgende Tider benyttedes de endog stundom efter en ret storartet Maalestok — saaledes forsynedes Sofiekirken i Konstantinopel rigeligt med dem i Midten af det 5te Aarhundrede — men de vare dog endnu saa kostbare, at de henregnedes til den største Luxus. Endnu i Slutningen af det 16de Aarhundrede maa Glasruder have været en meget dyr Artikel, thi det fortælles, at Hertugen af Northumberland Aar 1573, da han forlod sit Slot Alnwick Castle, gav sine Tjenere Befaling til at udtage Ruderne, for at de ikke skulde lide for meget af Vejrliget. De første Glasruder bestode dog ikke af enkelte større Skiver, men af lutter smaa Stykker, der bleve sammenføjede som Mosaiker i forskjellige Mønstre og Farver og saaledes paa en Maade dannede Udgangspunktet for Glasmaleriet. Da man efterhaanden fik Øvelse i at fremstille større Skiver, bleve Glasruderne billigere og bleve som Følge deraf mere almindelig anvendte, og dette maatte naturligvis atter an­spore Glasindustrien. Middelalderens Digtere omtale ofte Glas i deres Billeder, saaat man kan slutte sig til, at Spejle, Smykkestene, Ringe og Skaale maa have været temmelig almindeligt i Brug. Selv da Venedigs Glasindustri allerede havde opnaaet en saa høj Grad af Betydning, bleve visse Glasfabrikater, saaledes navnlig Spejle, navnlig fra Tyskland og Flandern, bragte til Venedig som Handelsvare. Disse Lande have saaledes vistnok ikke faaet deres Kjendskab til Glasmageriet fra Venedig, men Kunsten har der udviklet sig selvstændigt. I Venedig opnaaede Glasmageriet imidlertid en saadan Stilling og en saadan Indflydelse som intetsteds før eller senere. Glastekniken var sammen med andre græske og sarazeniske Kunster naaet til Venedig paa Grund af de Forbindelser, hvori denne By stod til Orienten; disse Forbindelser begunstigede dens Opblomstring, ligesom de ogsaa senere gave det hele Liv her et ejendommeligt Præg. Allerede i det 9de Aarhundrede blev der forfærdiget Mosaiker paa Murano; den mest glimrende Periode daterer sig imidlertid fra Konstantinopels Erobring Aar 1204 af Enrico Dandolo, da denne Verdensbegivenhed bragte alle Midler til Orientens yppige Liv fra Konstantinopel til Venedig. Den byzantinske Tradition blev endnu længe fremherskende, og navnlig i Mosaiken gjør den sig gjældende endnu langt ind i det 14de Aarhundrede, men fra nu af slog den italienske Kunst ind paa helt andre Veje, og den Bevægelse, der fremkom som Følge af denne Gjenfødelse i alle Retninger, greb da ogsaa lidt efter lidt den hele civiliserede Verden. Venedig gav Tonen an i forreste Række, hvortil denne By jo ogsaa var særlig skikket ved sin Rigdom, sin Magt og sine vidtstrakte Forbindelser. Metalstøbere, Bygmestre, Malere og alle Slags Haandværkere begave sig derhen og uddannede sig i den pragtfulde Stad, der skaffede alle skjønne Kunster fuldt op af vellønnet Arbejde. Da den venetianske Glasindustri frembyder saa meget interessant under hele sin Udvikling, og da dens Frembringelser som en meget kostbar Handelsvare kom til at øve en ikke uvæsentlig Indflydelse paa andre Landes Smagsretning, ville vi opholde os nogle Øjeblikke ved den. Den venetianske Glasindustri. Ved en Beslutning af det store Raad vare i Aaret 1290 alle de Glasovne, der vare blevne indrettede i Bispedømmet Rialto, flyttede til Øen Murano — ut ars tam nobilis semper stet et permaneat in loco Muriani (for at den saa ædle Kunst altid maa bestaa og vedvare paa Murano). løvrigt vare Glasmagerne allerede paa den Tid meget talrige i Venedig, og allerede ved det Aar 1091 omtales en vis Petrus Flavius som »Phiolarius«. Muranos Glasmagere fik vidtgaaende Privilegier, og de Dokumenter, der angaa dem, findes endnu opbevarede i det derværende Musæurn; der findes ogsaa Laugstatuterne, hvorefter Glasmagerne deltes i fire Klasser: Glaspustere, Forfærdigere af Spejl- og Vindusglas, Perlemagere og Emaillepustere, hvilke sidste ved Lampen fremstillede alle Slags Kunstgjenstande, Emailler o. l. af mangefarvet Glas. Hver af disse Klasser havde sine særlige Love, og en Komite tog Bestemmelse om, hvorvidt en Arbejder efter de Prøver, han fremviste, kunde anses skikket til at blive Mester. Ingen Udlænding kunde faa Tilladelse til at drive Glasmageri i Murano og kunde ikke engang faa Lov til at blive Medejer af nogen Fabrik der. Kun Muranesere og Venetianere kunde blive Fabrikejere, de sidste endog kun naar et tilstrækkelig stort Antal Muranesere anbefalede dem. Dette store Laug havde indrettet Understøttelseskasser, til hvilke enhver Fabrikejer maatte betale en vis Sum, der stod i Forhold til hans Fabriks Størrelse, og enhver Mester en Afgift, der svarede til to Dages Arbejdsløn. Naar en Fabrikejer eller en Mester efter i ti Aar at have hørt til Lauget, blev rammet af en eller anden uforskyldt Ulykke, fik de henholdsvis 70 og 40 Dukater i aarlig Pension. Der fandtes endvidere Skoler, som bleve underholdte ved frivillige Bidrag. Øen havde sin egen Jurisdiktion, som ingen af Republikens Sbirrer havde Tilladelse til at betræde. Glasmagerne følte sig som Adelens Jevnbyrdige; deres Døtre bleve ofte gifte med venetianske Patricier, og Børnene arvede Faderens Rang; Republikens Embeder stode derhos aabne for Muraneseren, og han kunde som en særlig Udmærkelse bære casa di coltelli, en Skede med to Sværd. Øen havde ogsaa sin gyldne Bog, i hvilken Navnene paa alle indfødte Muranesere fra Aar 1602 nøjagtigt bleve indførte, lige som der ogsaa holdtes Kontrol med alle deres Efterkommere. Murano slog selv baade Guld- og Sølvmønt. Man vil af alt dette kunne danne sig en Forestilling om, hvor højt i Anseelse Glasmageriet stod dengang; der blev ogsaa vaaget med den største Omhu over, at Hemmelighederne ved Kunsten ikke bleve røbede, og ethvert Brud paa Laugseden straffedes paa det strengeste. Flygtninge, der havde forraadt Hemmeligheden, bleve opfordrede til at vende tilbage, og deres Familie toges som Gidsler; naar dette ikke hjalp, blev der udsendt Agenter, der skulde opsøge og myrde den Skyldige. Men uagtet alle disse Forholdsregler fik man dog ogsaa i andre Lande Kjendskab til de Methoder, der anvendtes ved den venetianske Glasindustri. Den Kunst at tilvirke farvede Glas, kunstige Ædelstene og Emaille synes allerede tidligt at have været bekjendt og dyrket i Murano og Venedig. Det fortælles, at det var Marco Polos Meddelelse, der foranledigede Glasfabrikanterne Briani og Domenico Miotti til at fremstille kunstige Granater, Agater m. m. Disse Varer skulle de da have solgt i Bassora til meget høj Pris, og navnlig skal Miotti have tilvirket store Mængder af dem under Navn af Margariter, et Ord, som der paa Stedet betegner baade Perler og Ædelstene. Man hvis saadanne Efterligninger allerede dengang bleve fremstillede, er det mere end sandsynligt, at Kunsten at farve Glasflusser allerede i det 11te og 12te Aarhundrede har opnaaet en høj Grad af Fuldkommenhed; en Senatsbeslutning af Aaret 1445 viser, at man ikke altid var saa nøjeregnende ved Udøvelsen af denne Kunst; thi der fastsættes store Pengebøder og 2 Aars Fængsel for den, der udgiver saadanne kunstige Ædelstene for ægte. Martino da Canale, en venetiansk Historieskriver, fortæller, at der Aar 1268 blev oprejst et Monument af Muranoglas til Minde om Lorenzo Tiepoles Ophøjelse til Dogeværdigheden. Glaskaraffer omtales allerede Aar 1279, og 10 Aar senere blev der sendt et særligt Gesandtskab til Venedig for at bestille en Glaslanterne til Anconas Fyrtaarn. Ligeledes blev der allerede tidligt forfærdiget plant Glas til Vindusruder, hvad der fremgaar af et Reskript fra Aaret 1308, hvorved der bevilges 100 Lire til Forfærdigelse af Vindusglas til Assisis Kloster. Den kirkelige Bygningskunst, der anvendte brogede Glas med en ganske paafaldende Forkjærlighed, udøvede en heldig Indflydelse paa Glasindustrien, og navnlig var Giovanni fra Murano i det andet Decennium af det 14de Aarhundrede berømt for sine prægtigt farvede Glasflusser til Kirkevinduer. Lige saa berømte vare de to Beroviero, Angelo og hans Søn Martino, der af Republiken som en særlig Gunst fik Tilladelse til at modtage Indbydelser fra Fyrsterne af Ferrara, Majland og Florents, ja endog til at begive sig til Konstantinopel for at gjøre sig bekjendte med disse forskjellige Stæders Kunstprodukter. I det 17de Aarhundrede fik Brødrene Luna en lignende Tilladelse, og de begave sig til Florents. Blandt andre bekjendte Glaskunstnere i denne og i den følgende Tid maa endnu nævnes Bertelini, Briati og endelig i det 18de Aarhundrede Familien Miotti, der opfandt den kunstige Aventurin. Glasspejle ere først blevne forfærdigede i Murano Aar 1308; faa Aar senere (1317) fandt man et Glas, der var særlig egnet til Spejlfabrikationen. Det er imidlertid ikke rigtigt, naar man antager, at selve Opfindelsen af Spejlfabrikationen er af venetiansk Oprindelse; vi have ovenfor omtalt, at der i gamle tyske Digte omtales Glasspejle, og vi vide, at allerede Romerne benyttede Spejle af Obsidian, hvoraf man vistnok tør slutte, at de bleve førte til at forfærdige Spejle af sortfarvet Glas. Her tale vi imidlertid kun om Glasspejle med Metalbelægning, der udkræve en omhyggelig Slibning og forudsætte Brugen af Tinamalgamet, og det tekniske Kjendskab i begge disse Retninger var udviklet i Tyskland førend i Venedig. Om de venetianske Glasvarer end vare tidligt berømte, saa var det dog først i det 16de og 17de Aarhundrede at de naaede deres højeste Grad af Udvikling. Renaissancetiden, der gav alle Kunster et saa mægtigt Opsving, bragte ogsaa Glasmageriet til Opblomstring. Ved talrige Opdagelser var man bleven til fuldkommen Herre over Materialet, og den Kunstsands, der udmærkede de dannede Klasser paa den Tid, bevirkede, at man ganske almindeligt søgte til Muranos Værksteder for at finde kostbare Gjenstande til Udsmykning af Boligerne. Dr. Salviati, der har indlagt sig store Fortjenester af den gamle, berømte Glasindustris Gjenopblomstring, skriver følgende: »De muranske Kunstneres beundringsværdige Arbejder ledede endog Barbarerne i Fristelse. De kom med deres Guldsand og Elefanttænder, deres Krydderier og Dyreskind for at tiltuske sig venetiansk Sand, som Flid og Talent havde forvandlet til kostbare Brugs- og Kunstgjenstande. Det er den Tids Mænd, deres overlegne Begavelse og utrættelige Taalmodighed, man har at takke for de Pragtstykker, som endnu udgjøre Samlingernes Pryd, saaledes som disse prægtige Udsmykninger af Middelalderens berømteste Monumenter, denne Efterligning af Perler, Marmor og Ædelstene, saasom Kalcedon og Aventurin, de farvede Glas og brogede Skiver i Kirkernes Glasmalerier, Emaillerne til Mosaikarbejderne, Spejlglas, Lysekroner og Kandelabre, udsmykkede med Blomster og Løvværk af Glas o. s. v.« Øen Murano, som dengang havde 30,000 Indbyggere og mere end 40 store Fabriker, tæller nu kun 5000 Indbyggere. Fyrstebesøg i Værkstederne hørte dengang ikke til Sjeldenhederne, og Henrik III. af Frankrig gav sin Henrykkelse over alt det mærkværdige, han saa her under sit Besøg, et tydeligt Udtryk ved at ophøje alle Mestrene i Adelstanden. Det var ogsaa paa den Tid at Republiken Venedig havde en aarlig Indtægt af 8 Millioner Dukater af Murano. Imidlertid forfaldt Glasindustrien efterhaanden som Republikens Glans begyndte at blegne. Smagen, der i Slutningen af det 18de Aarhundrede gjennemgaaende ikke var saa kunstnerisk udviklet som i de forrige Aarhundreder, understøttede ikke i tilstrækkeligt høj Grad Glasmageriet, der jo nærmest var beregnet paa at tilfredsstille de finere Fornødenheder. Dertil kom, at der i andre Lande gjordes store Anstrengelser, for at de selv kunde skabe en Glasvareindustri og derved blive uafhængige af den venetianske. Saaledes havde man ved høj Betaling lokket venetianske Glasarbejdere til at flytte til Böhmen, Steyermark og Kärnthen, og Frankrig havde gjort store Fremskridt i Spejlglasfabrikationen. Murano med sine Værksteder gik mere og mere tilbage. Kun en eneste Gren af dens tidligere Kunstindustri forstod endnu at bevare sin Overvægt: det var Tilvirkningen af Glasperler, der endnu den Dag idag ligesom for Aarhundreder siden udbredes i Millioner af Pund over hele Jordkloden, ikke mindst blandt de vilde og halvvilde Folkeslag. Alt andet var imidlertid gaaet ganske i Glemme, og, da man i Aaret 1859 besluttede sig til at restaurere St. Marcokirkens Glasmosaiker, der længe havde befundet sig i en højst uheldig Forfatning, søgte man forgjæves i de endnu bestaaende Glasfabriker efter Emailler, hvormed man kunde erstatte de Partier, der vare faldne ud. Da var det, at Salviati kom paa den Tanke at gjenoplive den gamle Kunst. Skjøndt hans Virksomhed gik i en helt anden Retning, idet han nemlig var Advokat, var han dog tilstrækkeligt udrustet med Kundskaber og Erfaringer paa Kemiens og Arkæologiens Omraade og fremfor alt med en stærkt udpræget Begejstring for den Opgave, han havde stillet sig. Hans første Bestræbelser gik ud paa at fremstille Emailler af det Slags, der benyttes til de store Mosaiker, og da dette var lykkedes ham, henvendte han sin Opmærksomhed ogsaa paa andre Grene af Glasfabrikationen, der tidligere havde blomstret i Murano og som lovede at blive en Indtægtskilde, da de omfattede Tilvirkning af Glassager til Brug i det daglige Liv. Ved antikvarisk Forskning og ved sammenlignende Kunststudium, ved at indrette et særligt Musæum, ved Tegneskoler og Værksteder for Modellering har den Anstalt, som Salviati oprettede, i Løbet af kort Tid udviklet sig saa stærkt, at den atter har kunnet tilvirke Gjenstande, der baade hvad Masse og Form angaar staa paa samme Højde som de gamle venetianske, medens de i mange Henseender adskille sig væsentlig fra de Frembringelser, der udgaa fra de øvrige europæiske Glasvarefabriker. Salviati skriver selv herom følgende: »Hvad der udmærker de böhmiske, franske, engelske, belgiske m. fl. Glassorter, er deres store Gjennemskinnelighed og deres høje Glans. Det er, som om de kun havde sat sig til Opgave at efterligne Krystallen. For at naa dette Maal, der i og for sig kan være smukt nok, bliver man imidlertid nødt til at slibe og polere Glasset ved Hjælp af mange forskjellige mekaniske Midler. Paa denne Maade kan man vistnok opnaa en betydelig Effekt, men den opnaas kun ved at lade de Egenskaber, der ere mest karakteristiske for Glasset, forblive ubenyttede og uudviklede: nemlig dets Lethed og Plasticitet. Det venetianske Glas er i Besiddelse af Glassets væsentligste Egenskaber; dets Lethed er en Følge af Fremgangsmaader, der ere meget forskjellige fra dem, der siden Midten af det forrige Aarhundrede ere blevne anvendte andetsteds for at give Glasmassen Gjennemsigtighed, Glans og Lysbrydningsevne, Egenskaber, der egentlig kun tilhøre Krystallen. Dets Plasticitet gjør det muligt for det, naar det er blødgjort ved Varme, at antage hvilken som helst Form og Farve, som Arbejderen maatte finde for godt at give det. Da man vilde vende op og ned paa Naturen og forvandle Glasset til en Pseudokrystal, idet man gjorde dets Masse haard og kold for at give den Glans og Gjennemsigtighed, berøvede man det dets Ynde. De gamle Glaskunstnere paa Murano vare i Besiddelse af to væsentlige Betingelser for at hæve deres Industri til en Kunst og for af deres Kunst at kunne gjøre en Industri: det plastiske Materiale, som Aarhundreders Erfaring havde bidraget til at fuldkommengjøre, og den fine kunstneriske Følelse — et ejendommeligt Instinkt, der synes at være eget for denne Befolkning og for denne Klasse Mennesker. Denne kunstneriske Følelse er ikke gaaet tabt samtidigt med selve Kunstens Forfald, og det er den, man kan takke for, at Kunsten atter kunde hæve sig saa hurtigt.« De Frembringelser, der skyldes Salviatis Initiativ, vakte allerede Aar 1862 almindelig Beundring, da man fik Lejlighed til at se dem paa Londonerudstillingen, og de have dannet Glanspunkter paa de senere Verdensudstillinger. I det 15de og i de følgende Aarhundreder blev den tyske Industri paa det heldigste paavirket fra Italien, og navnlig Glasmagerkunsten tog et mægtigt Opsving, i Særdeleshed i Böhmen, som dengang var det rigeste og flittigste Land i det tyske Rige, og som stod i livlig Handelsforbindelse med Italien; den tyske Glasindustri maa dog ingenlunde betragtes som en blot Affødning af den italienske; i flere Henseender var den ganske ejendommelig, og vi ville derfor her opholde os lidt ved den. Den tyske Glasmagerkunst stod i fuld Blomstring i Middelalderen og navnlig fra det 14de Aarhundrede at regne. De pragtfulde Glasmalerier, som vi endnu kunne se i adskillige tyske Stæder, ere Beviser paa den Fuldkommenhed, som man dengang havde opnaaet i at farve Glasmasserne. Glasset blev imidlertid ikke alene anvendt til Kirkernes Udsmykning, men blev ogsaa benyttet med stor teknisk Dygtighed til det selskabelige Livs Behov, og fra denne Tid har man mange Drikkekar af højst besynderlig Form, hvorom Fig. 217 kan give os en Forestilling. I det 13de Aarhundrede blev der blandt Wiens Haandværkslaug ofte omtalt Glas- og Spejlmagere, og i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede blev venetiansk Glas eftergjort i Wien. Under Renaissancetiden var der en Dekorationsmaner, som Venetianerne havde lært af Araberne og Byzantinerne, og som vandt stor Udbredelse, nemlig Overmaling af Glasvarerne med Emaillefarver og Forgyldning. Ogsaa Slibningen og Graveringen naaede en høj Grad af Fuldkommenhed, og der findes Glas med de fineste Raderinger, der ere udførte ved Hjælp af Diamant. I Almindelighed blev der anvendt en grøn eller grønlig Masse til de Glassager, der skulde emailleres, medens de ganske farveløse Glasmasser navnlig kun bleve anvendte til Spejle, der i Tyskland bleve fremstillede lige saa smukke som i andre Lande. Dekoreringen med indbrændte Emaillefarver anvendtes paa de mest forskjellige Gjenstande, og bestod som oftest i alle Slags heraldiske Figurer. Det er ikke altid let at angive, hvor disse forskjellige Sager ere blevne tilvirkede, og det synes, at Fabrikationen af dem har været meget udbredt; de bajerske Fichtelgebirge have dog vistnok i lang Tid været Hovedsædet for denne Industri, der efter hvad der fortælles skal være bleven indført der af venetianske Guldsøgere. De ældste Glas af dette Slags gaa tilbage til Midten af det 16de Aarhundrede; i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede vare de dekorerede Glas ikke længere saa smukt og fint udførte som før. Ved Siden af saadanne Glasvarer, der ere ejendommelige for den tyske Glasindustri, træffe vi imidlertid ogsaa smukt formede Glas, der tydeligt nok ere fremstillede efter Modeller fra Murano, og lige saa smagfulde ere de Udsmykninger, der ere tilvejebragte ved Paasmeltning af forskjelligtfarvede Traade, ved Slibning o. s. v., og der er adskillige Glassager fra denne Tid, som blive ansete for kostbare venetianske Frembringelser, skjøndt der kan være meget, der taler for, at de ere tyske. Af de tyske Glasvarer udgjøre de saakaldte »böhmiske« en særegen Klasse, hvis Ejendommelighed beror paa de forskjellige Slibnings- og Graveringsmethoder, der anvendes ved deres Tilvirkning. Den facetterede Overflade, der meget hurtigt forstod at vinde almindelig Yndest, nødvendiggjorde tykke Glasvægge paa de Gjenstande, der skulde slibes paa denne Maade, og herved kom denne Methode til at faa en væsentlig Indflydelse paa Formen af de böhmiske Glas. Medens de venetianske Glasmagere droge Fordel af Massens store Plasticitet, saa at de ved Lampen fremstillede Gjenstande i de mest fantastiske og forbavsende fine Former, og medens de tilstræbte at gjøre Virkning foruden herved ogsaa ved Sammensætning af forskjelligt farvede Masser og ved Dekorering med Emaillefarver, gave de böhmiske Glasmagere Afkald paa disse Fordele og de søgte at fremstille Glasvarer med den størst mulige Lysbrydningsevne; som Følge heraf lagde man særlig Vægt paa at tilvirke et saa hvidt Glas som muligt, noget, Venetianerne ikke tilstræbte i særlig Grad. Denne ejendommelige Glasindustri slog tidlig Rod i det skovrige Böhmen; i Aaret 1442 var der saaledes allerede en Glashytte i Egnen omkring Steinschönau, der endnu den Dag idag er Hovedsædet for den böhmiske Glasindustri. Ved Hjælp af driftige Handelsfolk fik Varerne herfra en saa stor Afsætning ved deres Mangfoldighed, Nyhed og Billighed, at der herved blev skabt en farlig Konkurrence for den venetianske Glasindustri. Det laa i Frembringelsernes Natur, at der ved Fabrikationen af dem ganske af sig selv kom en Arbejdsdeling til at gjøre sig gjældende. Det Raaglas, der blev fremstillet i Hytterne, maatte gjøres færdigt paa Slibemøllerne, og de Arbejdere, der vare beskjæftigede her, ansaa det for hensigtsmæssigst, hver kun at udføre et enkelt bestemt Slags Slibning. Fremstillingen af kunstige Ædelstene slog navnlig Rod paa Iser- og Riesengebirges Affald. Farvede Glas, Koraller, Glassmykker, Knapper o. l., saaledes som de nutildags forfærdiges i Egnen omkring Turnau og Gablonz, bleve forfærdigede der allerede i den anden Halvdel af det 17de Aarhundrede; en Svensker, Georg Vander, skal Aar 1536 have indrettet den første Glashytte i Grünwald. Glassliberiet og navnlig Graveringen fik sit Hovedsæde i Haida. De Krystalslibere, Rudolf II. indkaldte, kom ved deres kunstneriske Smag til at udøve en særdeles heldig Indflydelse paa den böhmiske Glasindustri, og deres Teknik har holdt sig lige til vore Dage. Den böhmiske Industri er ganske vist fortrinsvis henvist til Fremstilling af Sager, der kunne finde Afsætning paa det store Marked, og den bliver derfor mangen Gang nødt til at rette sig efter Tidens mere eller mindre slette Smag, men nu og da ser man dog tydelige Beviser paa, at den er i Stand til at frembringe Gjenstande, der kunne betragtes som Mønstre i sit Slags, og at den kan hævde sin Plads i forreste Række blandt vor Tids Glasvarefabriker. Det böhmiske Glas kom ved sin ejendommelige Stil til at udøve Indflydelse paa andre Landes Glasindustri, navnlig Nederlandenes og Englands. I Nederlandene fandtes der Glashytter allerede i den første Trediedel af det 15de Aarhundrede, og det var tyske Arbejdere fra Schwarzwalderegnen, der omtrent Aar 1760 lærte Nederlænderne at fremstille Skiveglas ved Pustning. I det hele taget havde man imidlertid forhen tilegnet sig den venetianske Smag med stor Forkjærlighed, og Glaskunstnerne efterlignede med stor Dygtighed de venetianske Produkter, og der er ingen Tvivl om, at mange Gjenstande, der gaa og gjælde for ægte venetianske, ere blevne forfærdigede i nederlandske Værksteder. Som et Bevis paa, at den nederlandske Glasindustri kunde maale sig med den venetianske, ville vi kun anføre, at Magistraten i Lille, da den skulde komplettere det Inventarium, der ved store Festligheder benyttes paa Byens Raadhus, lod enslydende Bestillinger udgaa til Fabriker i Antverpen og Venedig. Brüssel og Antverpen vare Hovedsæderne for den nederlandske Industri, der trivedes fortræffeligt, dels paa Grund af Landets Rigdom, dels fordi der fandtes en stærkt udviklet Kunstsands hos Befolkningen. Paa Malerier fra denne Tid vil man hyppig kunne se Afbildninger af Kunst- og Brugsgjenstande saaledes som de dengang forfærdiges i Landet selv. Det varede ikke længe, førend det lykkedes Nederlænderne ogsaa at efterligne det böhmiske Glas; allerede i lang Tid havde Spejlene herfra været berømte dels for deres smukke Masse, dels for deres udmærkede Politur og Belægning, og nu drev man Kunstfærdigheden saa vidt, at man endog gav sig til at slibe og ætse de fine Glassager, der vare fremstillede efter venetiansk Mønster. Vi ville faa temmeligt enslydende Oplysninger, naar vi undersøge, hvorledes Glasindustrien har udviklet sig i England og Frankrig, og i det hele taget synes den vigtige Industri, der udgik fra Italien og Bøhmen, at have gjennemgaaet omtrent de samme Udviklingstrin i de forskjellige Kulturlande. Særligt maa dog fremhæves, at Spejlfabrikationen i det 17de Aarhundrede tog et mægtigt Opsving i Frankrig ved Lucas de Nehou, der indførte vigtige Forbedringer ved den Fremgangsmaade, som anvendes ved Støbning af store Spejlskiver. Colbert begunstigede i ganske særlig Grad denne Industri. I Frankrig er der endnu Glasfabriker, der ere blevne grundlagde for Aarhundreder siden; dette gjælder navnlig om Flaskefabriker; saaledes er det berømte Etablissement i Quiquengronne (Aisne), der tilhører en Vikomte Leempool, omtrent 600 Aar gammelt, idet det nemlig blev grundlagt Aar 1290. De böhmiske Glashytter fremkaldte en væsentlig Forandring med Hensyn til selve Glasmassens Sammensætning. Paa de gamle Fabrikationssteder og ogsaa i Venedig havde man hovedsagelig fremstillet Natronglas, dels med det naturligt forekommende kulsure Natron, dels af Havplanters natronholdige Aske; i Böhmen var man derimod nødt til at anvende Aske af Træer, idet man troede, at denne Aske var af samme Beskaffenhed; man vidste ikke, at den i Stedet for Natron indeholder Kali — det var jo først Aar 1757 at man lærte at skjelne mellem disse to Stoffer. Men netop herved var man ubevidst ført hen til at benytte en værdifuldere Bestanddel af Glasset, og denne Omstændighed, ligesom ogsaa den Renhed, der udmærker de mineralske Stoffer i Böhmen, vare Aarsagerne til, at dette Glas blev langt smukkere end andre Steder, og at det snart opnaaede en Berømmelse, som det stadigt har vidst at vedligeholde. Da Glasfabrikationen imidlertid bestandig blev mere omfangsrig, kunde Fastlandets Træer, som levere Potasken, ikke holde Skridt med den. Hist og her viste der sig Træmangel, og Kaliet er uafladelig steget i Pris, indtil man endelig i Afrømningssaltet ved Stassfurt har fundet Kaliaflejringer, der ogsaa ere komne Glasfabrikationen til gode. De høje Kalipriser havde imidlertid bevirket, at man i Frankrig igjen havde begyndt at anvende mere Natron; man havde i Mellemtiden lært at fremstille dette af Kogsalt; for Øjeblikket bliver det dog hyppigt anvendt i Form af svovlsurt Salt, Glaubersalt. Medens Træmanglen i Frankrig førte til Natronglasset, førte den i England til Blyglasset. Her maatte nemlig Stenkul erstatte Brænde, hvis man i det hele taget vilde forfærdige Glas; men man fik paa denne Maade ikke rene, men sodfarvede Glas, og, da man for at undgaa denne Ulempe, dækkede Smeltediglerne, var det ikke mere muligt at bringe Glasmassen til at flyde. Det gjaldt derfor om at finde et virksomt Flussmidde], og et saadant fandt man i Blyiltet, og det Glas, der fremstilledes ved Hjælp af det, var ganske vist noget blødt, men det besad til Gjengjæld de tidligere omtalte værdifulde Egenskaber, som man dog hverken havde søgt eller ventet, nemlig høj Grad af Gjennemsigtighed og livlig Glans. Iøvrigt har man senere ved Undersøgelse af nogle Oldsager fra Romernes Tid faaet Vished for, at man allerede før Kristi Fødsel fremstillede Blyglas, saa at vi atter her have et Exempel paa, at en Opfindelse kan gaa tabt i Tidernes Løb og da senere gjøres paany. Nu har man ved at fyre med Gas gjort det muligt at anvende baade Brunkul og Tørv til Glasfabrikationen; herom komme vi senere til at tale; kun saa meget ville vi anføre paa dette Sted, at disse Brændselsstoffer paa en ganske ejendommelig Maade blive forvandlede til Gas, der igjennem Ledninger føres hen til Ovnene; samtidigt sørges der for Tilstrømning af den nødvendige Mængde atmosfæriske Luft, og paa denne Maade faar man en meget intensiv Varme uden Røg og uden omkringflyvende Askepartikler, og denne kan med Lethed gjøres stærkere eller svagere. Arbejdet i Glashytterne. Naar vi nu efter den foregaaende korte Oversigt over Glassets Historie ville beskjæftige os med dette interessante Stof selv, ville vi begive os ind i en Glashytte, det Sted, hvor den smeltede Glasmasse og de forskjellige Glassager fremstilles. Glashytten danner et stort hvælvet Rum, hvis Gulv er belagt med Teglsten. Midten af dette Rum er i Almindelighed optaget af en høj Skorsten, ved hvis to Sider Smelte- eller Arbejdsovnene ere anbragte. Til Glasfabrikationen udkræves der flere forskjellige Slags Ovne, der alle ligge i det hvælvede Rum i Glashytten og for Størstedelen ogsaa staa i Forbindelse med hverandre, saaledes at den Varme, der gaar bort fra den ene Ovn kommer til Anvendelse i en Sideovn til andre Arbejder, inden den faar Lov at slippe bort. Saadanne Ovne eller Ovnafdelinger ere nødvendige til Glassatsens Tilberedning (Kalcinerings- og Fritteovne); til Opvarming af de store Smeltedigler; til Strækning af Glaspladerne til Vindus- og simplere Spejlglas (Strækkeovne); til langsom Afkøling af de færdige Glasvarer. Hovedovnen er den egentlige Glassmelteovn. Den er opmuret af ildfaste Sten og med den største Omhyggelighed og viser i Tvergjennemsnit en rund eller aflang Form. Man kan tænke sig til, hvor vigtigt det er, at denne Ovn er godt konstrueret og godt bygget, naar man erindrer, at den skal kunne taale en vedholdende Hvidglødhede og samtidigt uafladeligt angribes af Dampene fra Alkalierne og Klormetallerne i Glassatsen. Deraf kommer det, at selv en god Smelteovn ikke kan vare mere end 18 Maaneder; i Almindelighed holder Ovnen ikke nær saa længe. Glasovnene ere undergaaede betydelige Forandringer i Tidernes Løb, navnlig paa Grund af at nye Brændselsmaterialier ere komne til Anvendelse. Fig. 218 viser os en gammel Glassmelteovn. De Ovne, der bruges nutildags, ere vistnok meget forskjellige fra denne, men ogsaa meget forskjellige indbyrdes, thi efter Brændselmaterialets Beskaffenhed og Varmegraden, der udkræves til hvert enkelt Slags Glas, maa ogsaa Ovnkonstruktionen rette sig. Snart staa Smeltediglerne, og dette er det almindeligste, i en Kreds rundt om en Rist eller saaledes, at de ophedes fra det Ildsted, der befinder sig under dem; snart ere de opstillede i Række og ophedes da af Flammen, der stryger hen mellem Rækkerne. Over hver Digel er der en Aabning, Arbejdshullet, hvorigjennem Arbejderen med sine Redskaber kan komme til den smeltende Glasmasse. Det er aldeles nødvendigt, at der hvælver sig et kuppelformigt Loft over Diglerne, thi den Varme, der fremkommer, er saa betydelig, at ellers intet Menneske kunde udholde at være i Ildens Nærhed. Den hede Luft undviger tildels gjennem Essen eller Esserne, thi ved mange Ovnkonstruktioner, saaledes som f. Ex. ved den, der er fremstillet i Gjennemsnit i Fig. 219, eller den, hvis Ydre er gjengivet i Fig. 220, har hver Digle sit særlige Trækhul; tildels undviger den gjennem Sidekanaler, til de øvrige Ovnafdelinger, hvor den anvendes til Glassatsens Fritning, Brændselmaterialiernes Tørring, Glasvarernes Afkøling o. s. v. I Fig. 219 er a Risten, bb Kanalerne, T Esserne og C Arbejdshullerne. Smeltediglerne S anbringes gjennem Aabningerne F; R er Askerummet, hvor Luften allerede bliver opvarmet, inden den gjennem Risten kommer hen til Brændselmaterialet. Ovnspørgsmaalet er af den allerstørste Betydning for Glasfabrikationen; thi foruden det Hensyn, der naturligvis bør tages til den størst mulige Økonomi, den mest mulige Benyttelse af Ovngassen, Opnaaelsen af den størst mulige Varmevirkning m. m., kommer der endnu en Mængde andre Omstændigheder i Betragtning, dels med Hensyn til at modarbejde forstyrrende Indflydelser paa Smeltningens Gang, dels med Hensyn til at fjerne dem, hvis de gjøre sig gjældende o. s. v. Til disse forstyrrende Indflydelser maa først og fremmest henregnes Digelsprængningen, der har til Følge, at den smeltede Glassats løber ud. Da der i saa Tilfælde er Fare for at Glasmassen skal kunne lægge sig over og tilstoppe Ristens Aabninger, maa man være betænkt paa Foranstaltninger, hvorved den udstrømmende Masse hurtigst muligt kan fjernes fra Ovnen. Derfor er ofte den Del af Ovnbunden, hvorpaa Diglerne staa, skraanende noget udefter, og paa det dybeste Sted er der da anbragt en Udløbsaabning, der holdes lukket med en Lerprop, indtil det bliver nødvendigt at benytte denne Udvej. Det betydeligste Fremskridt i Ovnkonstruktionen blev gjort ved Indførelsen af Fyring med Gas, og denne Methode er i den sidste Tid endog bleven anvendt i saadanne Egne, hvor der er saa store Mængder Ved, at man ikke behøver at være videre sparsommelig med det, og der kan vist næppe være nogen Tvivl om, at Gasfyringen inden kort Tid vil have fortrængt alle andre Methoder. De Ovne, som anvendes til Gas, ere forskjelligt indrettede. Den, der har vundet den største Anerkjendelse, er Siemens Glassmelteovn med Regenerator; i Fig. 221 og 222 give vi Afbildninger af Ovnens to Hovedafdelinger, Generatoren og den egentlige Smelteovn. Generatoren har til Opgave at fremstille Gas, og til Beredningen heraf kan der anvendes ethvert Slags Brændselmateriale, saasom Ved, Savspaan, Stenkul, Brunkul, Tørv o. s. v., der Tid efter anden kastes ind paa Skraaplanet.P gjennem Aabningen4; de falde herfra ned paa Trapperisten O, hvor der er tændt Ild, og hvor Forbrændingen vedligeholdes ved den Luft, der strømmer til nedefra. Den Hede, som udvikles herved, bringer Kullaget oven over til at gløde og bringer det derved i en Tilstand, hvori det afgiver saa meget Kulstof til den Kulsyre, der indeholdes i den gjennemstrømmende Luft fra Fyringen, ligesom ogsaa til Ilten i den uforbrændte atmosfæriske Luft, at der atter dannes en brændbar Luft, Kuliltegas. Ved at regulere Lufttrækken kan man netop forstærke Heden saa meget, at al Kulsyre bliver forvandlet til brændbar Gas. Denne stiger op gjennem det lodrette Rør V og samler sig i det vandrette Ledningsrør U, hvorfra den naar til Smelteovnen. Som det vil ses af Fig. 222, er dennes øverste Del kun lidet forskjellig fra en almindelig Glassmelteovn, men dens nederste Del er indrettet paa en særlig Maade. Æl^. Her findes nemlig de saakaldte Regeneratorer, C' C" C"', et Slags Kamre, langs med hvis Sider der er opstaplet ildfaste Teglsten og bestemte til at optage den Varme, som frigjøres i de forbrugte Luftarter, der nu strømme til Skorstenen og til derved at forhøje Glødningsvirkningen. Kammersystemet er todelt; de to Afdelinger staa ikke i indbyrdes Forbindelse med hinanden, men kunne hver for sig sættes i Forbindelse saa vel med Smelterummet som med Skorstenen. Naar Smeltningen i Ovnen skal begynde og hvis Regeneratorerne endnu ere kolde, tilvejebringes Forbindelse paa den Maade, at den varme Ovngas, der kommer fra Forbrændingen i Smelterummet, først tvinges til at gaa igjennem den ene Afdeling, inden den slipper ud i Skorstenen. Derved kommer den til at afgive en betydelig Del af sin Varme til de kolde Teglsten, og lidt efter lidt opheder den dem saa betydeligt, at Kammeret endog bliver glødende. Nu forandrer man Forbindelsen. De varme Luftarter ledes hen til den anden Afdeling, der endnu er kold, og som nu sættes i Forbindelse med Skorstenen. Derimod ledes den brændbare Gas, inden den tændes, ind i den varme Afdeling. Teglstenene afgiver Varme til Gassen, hvorved Varmevirkningen i Smelterummet bliver betydelig forstærket. Naar Teglstenene atter ere blevne kolde forandres Forbindelsen paany, thi imidlertid er den anden Afdeling blevet saa varm, at den nu kan benyttes som Forvarmer. Den Besparelse af Brændselmateriale, man kan opnaa ved saadanne Ovne, beløber sig til 30—50 Procent, og naar man derhos betænker, hvilken Betydning det maa have, at der anvendes et Slags Brændsel, der ikke medfører nogen Urenlighed, og til hvis Fremstilling man kan anvende alle Slags Materialier, der ellers ikke ere til nogen Nytte, vil man kunne forstaa, hvilken Rolle disse Ovne ere komne til at spille i Glasfabrikationen. Glasfabrikationens Teknik. Det kunde maaske her være rigtigt at kaste et flygtigt Blik paa de Beholdere, hvori Glasmassen smeltes, de saakaldte Glasdigler. De ere ganske vist ikke andet end almindelige Smeltedigler af temmelig store Dimensioner, men de Fordringer, som stilles til deres Varighed, kræve dog en særligt omhyggelig Fabrikation. Glasdiglerne bestaa af ildfast Ler og forfærdiges sædvanligvis ved selve Fabriken. Formningen, Tørringen og Brændingen maa ske med den største Nøjagtighed, da enhver Digel, der springer itu under Smeltningen, saavel foraarsager Tab som betydelig Ulejlighed. Naar en til Øjemedet passende Lerart er funden, underkastes den først en grundig Bearbejdning, blandes derefter med Chamotte, der tilberedes af fint pulveriserede Skaar af gamle Digler, der tidligere have været udsatte for Ilden, tørres, males og sigtes, for at Massen kan blive saa ensartet som muligt, førend den kan blive tilstrækkelig formbar, naar den atter fugtes med Vand. De formede Digler lader man staa saa længe som muligt for at tørres førend Brændingen, da man har fundet, at de paa denne Maade blive bedst; man maa af den Grund stadig holde et temmelig stort Antal raa Digler i Beredskab. I Tyskland rumme de almindeligste Glasdigler omtrent 16 Centner smeltet Glasmasse, og man vil let kunne forstaa, hvilken Fasthed en Digel maa have for i en saa stærk Hvidglødhede, som den stadig udholder, at kunne modstaa Trykket af denne Vægt. Hos os rumme de sædvanlige Digler kun 4—5 Centner Glasmasse; de ere enten cylindriske eller hyppigere konisk udvidede foroven. De ikke aabne Glasdigler til Stenkulsfyring ere dækkede med en hvælvet Hat, hvorfra et kort, vidt Rør udmunder i Arbejdshullet. I den senere Tid har den samme Siemens, hvis Glassmelteovn vi nylig have omtalt, opfundet en Art Glasdigler, hvis Konstruktion grunder sig paa den Kjendsgjerning, at smeltelige Legemer i fuldkommen smeltet Tilstand have den største Vægtfylde. Indretningen er yderst sindrig og har den Fordel, at Smeltningen foregaar uafbrudt. For at lette Forstaaelsen af Diglens Konstruktion hidsætte vi her i Fig. 223—227 et vandret og et lodret Snit samt en Tegning af Diglen sat ovenfra. Som det deraf fremgaar, bestaar hver Digel af tre Afdelinger: A, B og C, af hvilke A tjener til deri at smelte Glasmassen, B til at rense den og C til derfra at udtage den til Forarbejdning. Indbyrdes ere Afdelingerne saaledes forenede, at den i A smeltede Glasmasse, der samler sig paa Bunden, gjennem Kanalen a stiger op i B. Afdelingen B, i hvilken Rensningen foregaar, og hvor selvfølgelig de urene Stoffer samle sig paa Overfladen, staar gjennem en Aabning b nede ved Bunden, hvor den rene Masse holder sig, i umiddelbar Forbindelse med C, den Afdeling, hvorfra Massen udtages til Forarbejdning. Det Tryk, der tvinger den flydende Masse til at tage den her angivne Vej, bevirkes ved dens forskjelligt høje Stand i de forskjellige Afdelinger saaledes som antydet paa Figurerne. Ilden omspænder Diglen saaledes, at den deri værende smeltede Masse har en noget lavere Temperatur i de nedre Dele end i de øvre, og saaledes kommer Massen ikke alene renset, men ogsaa forholdsvis afkølet fra B til C. Glasmassen tilberedes i Diglerne af sine Raastoffer, men disse have dog i Forvejen været underkastede en temmelig indviklet Behandling. Kvartsstykkerne maa først glødes og hurtig afkøles i koldt Vand, hvorved de blive sprøde, saaat de kunne males. Dertil anvendes ved større Glashytter særegne Kvartsmøller. Det malede Pulver eller Sand, naar saadant anvendes, vadskes flere Gange ved Tilberedelsen af hvidt Glas, for at befries for alle Urenligheder, i Særdeleshed for det ofte forekommende Jernilte. Alle Materialier til Glassatsen maa renses i samme Forhold, naar man skal fremstille absolut hvidt Glas. Vilde man anvende Raastofferne i den Skikkelse, hvori de forekomme i Naturen, kunde man sjeldent faa andet end daarligt, grønt Flaskeglas. En Rensning saavel ved Vand som navnlig ved Ild er derfor højst nødvendig. For at uddrive alt Vand, der ved Fordampning kunde foraarsage en for stærk Afkøling af Smelteovnen og en for heftig Bevægelse i Smeltemassen, ophedes Glassatsen til Rødglødhede. Herved forkulles og ødelægges de organiske Bestanddele, der trods al Paapasselighed forekomme i de sammenblandede Stoffer. Komme disse Substantser nemlig med i den smeltede Masse, hvor de ikke saa let kunne forbrænde som i fri Luft, ville de fordele sig i Glasset og derved give dette forskjellige Farvenuancer, dog mest gulbrunt. Ofte er det fordelagtigt at fortsætte Ophedningen saa længe, at Glasdannelsen begynder og Massen derved blødgjøres til en Dejg. Denne Proces kaldes Fritning. Den glødende Masse bringes dernæst, uden at afkøles, klumpvis i de egentlige Smeltedigler. I Glasmassen kunne næsten alle de Stoffer overføres, som forene sig med Kiselsyre; desuden iblandes ofte andre mekaniske for at ophæve Gjennemsigtigheden og frembringe mælke- eller alabasthvide Glasarter. Da de forskjellige Bestanddele give Glasset forskjellige Egenskaber, som ikke altid ere fordelagtige, maa flere Stoffer udelukkes eller kun anvendes i særegne Øjemed f. Ex. ved Fabrikationen af kunstige Ædelstene, idet Ædelstene og mange andre Mineralier med Hensyn til Sammensætningen have en stor Lighed med mange Glassorter. Med de ved Spektralanalysen nylig opdagede Metaller ere flere Forsøg foretagne over deres Forhold i Glasmassen, og ved disse Forsøg har især Talliumglasset, som Lamy først fremstillede, vist sig at udgjøre et meget værdifuldt Materiale til optisk Brug. Det samme gjælder om Didymglasset, som Werther i Königsberg har indført. Det vilde være uoverkommeligt her at nævne alle de Recepter til Glasmasse, der benyttes i de forskjellige Fabriker, vi ville derfor her nøjes med kun at anføre nogle faa, der følges ved Fabrikationen af de vigtigste Glassorter:</poem> <poem>Farvede Glas. Vi have allerede ved Omtalen af, hvorledes den almindelige hvide Glasmasse tilberedes, havt Lejlighed til at bemærke, at det er temmelig vanskeligt at hindre tilfældige Farvninger af denne eller med andre Ord at faa et farveløst Glas, Det er meget lettere at skaffe Glasset en bestemt Farve, og dertil anvendes saavel Metalilter, der smelte sammen til Silikater med Kiselsyren, som ogsaa nogle andre Stoffer, der frembringe visse Farver, væsentlig de samme Stoffer, som vi i det foregaaende have set anvendte i Porcellænmaleriet. Saaledes benyttes Guld- eller Kassiuspurpur (bestaaende af Guld- og Tinilte), Kobberilte og Jernilte til at fremstille røde Farver; Koboltilte giver blaa Farve; med Antimon-, Bly- og Jernilte, Kul og Uranilte samt adskillige Sølvpræparater kan der frembringes gule Farver; Kobber- og Kromilte giver grøn, Jern- og Uranilte sort, Manganilte blaa og violet Farve. Ved at blande forskjellige Farvestoffer kan man fremkalde mangfoldige Nuancer, ligesom ogsaa adskillige af disse Stoffer ved forskjellig Behandlingsmaade frembringe forskjellige Farver. Glas, der skal have et sort Udseende, faar man ved stærke Tilsætninger af grønne, brune eller blaafarvede Stoffer, hvorved disse Farvetoner blive saa dybe, at de absorbere alt det Lys, der falder ind paa dem, hvorved de komme til at tage sig ud, som om de vare sorte. Mange farvede Glassorter ere derfor heller ikke forfærdigede af en Masse, der er farvet helt igjennem, da de i saa Fald let vilde blive for mørke, men derimod dækkede »overfangede«, hvorved forstaas, at det hvide Glas, der er Grundlaget, er blevet dækket med et farvet Lag. Naar Glaspusteren skal fremstille dette Slags Overfangsglas, har han foran sig to Digler med smeltet Masse, af hvilke den ene indeholder hvidt Glas, den anden Glas af den ønskede Farve. Nu dypper han Piben først i den hvide Masse og derpaa i den farvede, og han tager desto mere af dette sidste, jo mørkere han ønsker Farven. Paa denne Maade faar han nu egentlig et Dobbeltglas, idet nemlig den Gjenstand, han former, er hvid forinden og farvet udenpaa; men Virkningen er den samme, som om Glasset var farvet helt igjennem. Gjenstandens tyndeste Dele faa ved denne Fremgangsmaade samme Farvetone som de tykkeste, hvad der ellers ikke vilde være muligt, og hertil kommer, at »Overfanget« let kan bortslibes hvor som helst man ønsker det, noget, der er af stor Betydning for Glassets Udsmykning, da man nu let kan frembringe lyse Mønstre paa farvet Grund. For at beskytte Øjnene mod for stærkt Lys, forfærdiger man Brille- og Lorgnetglas af en ganske ejendommelig Beskaffenhed. De ere fuldstændigt gjennemsigtige men have dog en ubestemt, temmelig mørk Røgfarve {London smoke), der mildner det stærke Lys. Farven skal faas ved at man til Glasmassen sætter to forskjellige Stoffer, der hvert frembringer sin Komplementfarve, f. Ex. Kobberilte (rødt) og Jernilte (grønt), i hvis hele Virkning der saaledes ikke bliver nogen bestemt Farve overvejende. Foruden de gjennemsigtige Glas forekommer der ogsaa nogle Varieteter, som man ved forskjellige Tilsætninger berøver deres Gjennemskinnelighed i højere eller mindre Grad. Dette er saaledes Tilfældet med Alabaster-, Opal-, Mælke- og Benglasset samt Emaillen. Alabasterglassets matte Udseende faas ved et Overskud af Kvartspulver; Opal-, Mælke- og Benglassene ere tilsatte med Benaske (fosforsurt Kalk), og deres forskjellige Udseende beror kun paa den forskjellige Mængde af dette Stof, der bliver blandet i Glassatsen. Det Glas, der benyttes til Fremstilling af kunstige Ædelstene, gaar under Navn af Strass; det er sammensat saaledes, at Lysbrydningen og Glansen bliver saa stærk som vel muligt. Strassen er et Kaliglas, der indeholder særdeles meget Blyilte og en vis Del Borsyre. Blyholdigheden er endnu større end i Flintglasset eller i de Glassatser, der benyttes i Optikens Tjeneste, og Strassen er derfor ganske særdeles blød. Skal Strassen forestille Diamant, farves den ikke, ellers tilsættes der noget af den allerede omtalte farvede Glasmasse, gul, grøn, rød, blaa o. s. v. Strasserne faa ganske samme Slibning som de tilsvarende Ædelstene, og deres Spil kan være i højeste Grad skuffende, navnlig naar de ere folierede (belagte med Folie paa Bagsiden) og ved kunstigt Lys. Smeltningen. I Almindelighed anbringes den yderst fint pulveriserede Glassats i flere Hold i Smeltediglerne, thi Glasflussen indtager altid betydeligt mindre Plads end Glassatsen. De tomme Digler ophedes i en særlig Afdeling, Forvarmingsovnen, hvorfra den ene hvidglødede og forvarmede Digel efter den anden kjøres ind i Ovnen paa et Slags Jernvogn og stilles paa sit Underlag. Man kan let tænke sig, hvilken glødende Temperatur Arbejderne maa udholde under dette Arbejde. Nu styrtes den første Portion Glassats i Diglerne, og efter et Par Timers Forløb den næste Portion o. s. v., indtil alle Diglerne ere fulde. Saa snart alle Diglerne ere indsatte, tilmures Ovnen, saa at kun de nødvendige Træk- og Arbejdshuller lades aabne, og derpaa forhøjes Varmen til den har naaet den fornødne Grad, der maa vedligeholdes ved jevn Fyring. I de store tyske Glasværker optage disse Forarbejder i Almindelighed baade Lørdag og Søndag; om Mandagen begynder det egentlige Arbejde, og Diglernes Beholdning af Glasmasse er saa stor, at der medgaar Resten af Ugen indtil Lørdag, før Diglerne ere arbejdede tomme. Ved andre Glasværker smeltes der nyt Glas hver Dag, men da naturligvis i betydeligt mindre Mængde. Det er ikke al den Glassats, der lægges i Diglerne, som forvandles til Glas; som allerede omtalt, bortgaar der endel af den i Luftform, og nogle Bestanddele, der ikke have kunnet optages i Glasmassen, svømme ovenpaa som et Slags Skum, der kaldes Glasgalle, og som jevnligt fjernes ved Hjælp af Skummeskeer, naar man ønsker at have nogenlunde smukt Glas. Der danner sig navnlig megen Galle, naar man anvender Alkaliet i Form af Aske (Sæbesyderlud), da denne indeholder en Mængde Urenligheder, der ikke kunne smelte. For at kunne holde Kontrol med Smeltningens Fremskridt, udtages der fra Tid til anden Prøver til Undersøgelse. Naar Processen er skredet saa vidt frem, at Kiselsyren har indgaaet Forbindelse med Baserne, foretages den saakaldte Lutring eller Varmskørning, der bestaar i at Glasmassen ophedes endnu stærkere eller til højere Temperatur end den, der herskede før og derpaa en Tid lang lades i Ro. Ved Temperaturforhøjelsen er den bleven mere tyndflydende, og derved bliver det muligt for endel Luftblærer, der have siddet indeklemte i den tykflydende Masse, at slippe bort, medens samtidigt de tungere Urenligheder, der findes i Massen, lettere kunne synke tilbunds. Efter at Lutringsprocessen er endt foretages Koldskørningen, hvorved Varmen formindskes saa meget, at Glasmassen faar den Fasthed, der er nødvendig til dens Bearbejdning. Ovnen maa holdes ved denne Temperatur saa længe Glasmassen bliver forarbejdet. Glasmassens Forarbejdning sker paa forskjellig Maade. De Gjenstande, der skulle fremstilles af den plastiske Glasmasse, formes enten ved Støbning, Presning eller — som det almindeligst sker — ved Pustning. De to første Methoder ere imidlertid ikke nær saa interessante som den sidste, der er aldeles karakteristisk for Glasfabrikationen; vi ville derfor begynde med nærmere at omtale Pustningen og kun lejlighedsvis opholde os ved de andre Methoder. Enhver maa vist have set, hvorledes man bærer sig ad med at blæse Sæbebobler; Glaspustningen foregaar paa en aldeles lignende Maade. Glaspusteren, der altid har en Medhjælper, benytter et langt Jernrør, den saakaldte Pibe (Fig. 228), der er forsynet med et Mundstykke af Træ; i Grøntglashytterne arbejder han staaende, i Hvidtglashytterne derimod siddende i et Slags Armstol med fremstaaende Arme. Først dypper han Piben i den smeltede Glasmasse, hvoraf der bliver en Klump hængende; denne former han til en Kugle ved at rulle den paa Gulvet, og denne oppuster han noget for at se, om der har fæstet sig en tilstrækkeligt stor Mængde af Massen ved Røret; skulde der ikke være nok til den Gjenstand, der tænkes fremstillet, maa Arbejderen igjen dyppe Piben ned i det smeltede Glas. Vil han nu f. Ex. fremstille en Flaske, puster han først Glasklumpen ud til en hul Kugle, som han ved Svingning i Luften giver en aflang Form. Han anbringer nu Glasmassen i en Form, der kan lukkes ved et Tryk med Foden, og puster i Piben; Glasset tvinges herved til at udfylde hele Formen; Flasken løftes nu op og lægges ind i Ovnen for at glødes fuldstændigt, da den under Formningen er bleven noget afkølet. Naar dette er sket, tager Glaspusteren med en Jernstang en Draabe Glasmasse op af Diglen, trækker en Traad deraf og vikler den et Par Gange omkring Flaskens Munding, som derved faar sit ejendommelige Udseende, hvorefter den færdige Flaske hensættes til langsom Afkøling. Skulde Glasblæren blive rød under Arbejdet, det vil sige blive for stærkt afkølet, bliver den atter opvarmet til Hvidglødning under stadig Omdrejning i et særligt Hul, der er anbragt i Ovnen. Ved finere, navnlig Hvidtglasarbejder, sidder Formeren — som allerede nævnt — i et Slags Armstol, medens Medhjælperen puster og Piben stadigt drejes rundt paa Stolens lange Arm. Hank og lignende fremspringende Dele blive anbragte særskilt, thi den bløde dejgagtige Glasmasse former sig meget let og forbinder Delene fast indbyrdes. Her kommer alt an paa, at Arbejderen har rigtigt Øjemaal og stor Fingerfærdighed, og en dygtig Glaspuster er i Stand til at fremstille et smukt Kunstværk i kortere Tid end der behøves til at fortælle, hvorledes Arbejdet udføres. Flasker og mange andre af de almindeligere Gjenstande, der fremstilles ved Pustning, og som derfor alle ere Hulglas, blive saaledes fuldførte blot ved visse Drejninger, Svingninger, Fladtrykninger o. s. v., maaske ogsaa ved Benyttelse af Saxen. Den, der første Gang besøger en Glashytte, bliver i Almindelighed forbavset over at saa mange og forskjelligartede Gjenstande kunne forfærdiges med saa faa og simple Instrumenter. Blæserøret eller Piben, der altid er Hovedredskabet, er saaledes for Glaspusteren hvad Skiven er for Pottemageren. Ganske vist hører der stor Øvelse til at benytte det, og det er ogsaa nødvendigt at have gode Lunger. Imidlertid gives der forskjellige Hjælpemidler, ved hvis Benyttelse man kan skaane Lungerne. Naar Arbejderen saaledes nærmer sig med Glasblæren til Ilden, bliver den Luft, der er indesluttet i Blæren, udvidet af Varmen, og Blæren bliver saaledes af sig selv større; kun maa Arbejderen holde Pibens Mundstykke godt tillukket med sin ene Haand, for at den udvidede Luft ikke skal slippe ud denne Vej. Ja, Glaspusteren arbejder endog med Damp: han kan nemlig meget vel sprøjte en Smule Vand ind i en glødende Glasblære, som han vil have større. Vandet forvandles naturligvis øjeblikkeligt tilDamp, der vil udvide Glasblæren, naar blot Pibens Mundstykke holdes godt lukket. Blandt de andre Apparater har Saxen temmelig ofte Anvendelse, thi det glødende Glas kan klippes ligesom blødt Bly. Tænger, der tjene til Ombøjning af Kanter o. s. v. og formede omtrent som almindelige Ildtænger; dernæst er der forskjellige Slags Jern, der ere af en Fingers Tykkelse, og som Arbejderen bruger til at gribe med om de glødende Gjenstande. Det saakaldte Navlejern benyttes paa følgende Maade: man forsyner Spidsen af Jernet med en Draabe Glas og holder den hen til det paagjældende Sted, hvor man vil anbringe Jernet, og hvor dette da strax klæber fast. Er der f. Ex. blæst en Flaske, og skal den nu fjernes fra Piben, hæfter man først Navlejernet til Bunden af Flasken, hvorved man faar et Haandtag, medens de skarpe Rande omkring Flaskemundingen, der opstaa ved Fraskillelsen, blive smeltede runde. Paa samme Maade benyttes dette Jern, naar de færdige Gjenstande skulle bringes til Afkølingsovnen. Tilsidst bliver det selv skilt fra Gjenstanden med et kort Slag; derved fremkommer det ru, skarpkantede Sted, Navlen, som man hyppig finder paa Bunden af simplere Glasvarer. Afbildningerne Fig. 229—240 kunne give os det bedste Begreb om, hvorledes mere sammensatte Hulglasvarer blive forfærdigede; de vise Fremstillingen af et Drikkeglas med Fod. Det første Stadium (1) viser, hvorledes den lille Glasklump sidder fast paa Piben; den er allerede pustet ud til Pæreform, og har derpaa ved Drejning og ved Stød paa Pladen, der er af poleret Marmor eller Granit, faaet den Form, der er gjengivet i 2. Heraf skal Glassets Overdel nu tildannes. Foden fremkommer ved at anbringe en Klump blødt Glas paa Midten af Overdelens Bund, og ved at trække den ud til en Stilk (3), der formes ved Hjælp af en Tang under stadig Omdrejning af Piben paa Stolens Arm (4). Efterat Stilken har faaet den Form, der er antydet paa sidstnævnte Figur, gjøres dens nederste Del atter glødende, og der anbringes paany en Klump Glas (5) paa den, hvorefter det overflødige afklippes; denne Klump holdes under stadig Omdrejning mod et fugtigt Brædt (6), hvorved den formes til en Flade, der yderligere tildannes ved Anvendelse af et Jern, der nærmest ligner en Pincet (7). I Stedet for Glasklumpen (5) kan man fastgjøre en allerede opblæst Glaskugle til Fodens Stilk; denne Kugles ene Halvdel fjernes, medens den resterende Halvdel glødes paany, og ved at bøje dens Rande om faar man en Fodplade. Til denne fastgjør man nu med en Draabe Glasmasse det Jern, der skal tjene som Haandtag under den videre Bearbejdelse (8); den øverste Del af det oprindelige Hulglas fjernes (9), og med en Sax giver man Glassets Sider den ønskede Højde (10). Ved Hjælp af et Stykke Træ bringer man Randene lidt udefter (11). Glasset har nu faaet sin endelige Form (12) og bliver derpaa bragt ind i Afkølingsovnen og adskilt fra Haandtaget ved et let Slag. Paa denne Maade, nemlig ved Arbejde paa Stolearmen og ved Hjælp af Sax og Tænger kan der ligesom paa Drejebænken kun fremstilles runde Gjenstande. Naar man ikke puster Glaskuglen i fri Luft men bringer den bløde Masse til under sin Udvidelse at lægge sig op imod de indre Vægge af en Hulform, vil den derimod komme til nøjagtigt at antage dennes Skikkelse. Paa denne Maade kan man altsaa fremstille Hulvarer, der udvendig ere begrænsede af flade eller ind- og udbuede Flader, som ellers kun kunde faas ved Støbning eller fri Modellering. Formene ere undertiden af Træ, men som oftest af Messing, navnlig naar der skal forfærdiges Gjenstande med skarpt begrænsede og meget jevne Flader. Støbejerns- og Lerforme forekomme ogsaa. Formen kan enten være enkelt eller sammensat, Klappeform, der er indrettet til at aabnes, for at den færdige Gjenstand kan blive taget ud af den; men saa længe det bløde Glas bliver blæst ind i den, ere dens enkelte Dele fast forbundne indbyrdes enten ved Stifter eller ved en Fjederkraft, som frembringes ved Tryk med Haand eller Fod. I Almindelighed forbinder et Hængsel de to Halvdele med hinanden; den todelte Form vil som oftest være tilstrækkelig. I Fig. 241 er der fremstillet en mere sammensat Form. Den øverste Del aa bliver først sat paa, naar Glasmassen, f, er bragt ind i Formen. Den underste Del, bb, er forfærdiget af et Stykke og kun forsynet med nogle enkelte fine Aabninger, hvorigjennem Luften kan slippe ud. Formstykket c c, der svarer til Halsen, bestaar derimod af to Stykker, der kunne drejes om et Hængsel, der er befæstet til Pladen dd. For at de to Halvdele skulle slutte rigtig tæt til hinanden, er der anbragt to Vægtstangsarme, i hvilke der indskrues Haandtag af Træ. Ved den derpaa følgende Pustning trykkes den glødende Masse mod Formens Vægge, hvis Fordybninger naturligvis komme til at fremtræde som Forhøjninger i den færdige Gjenstand, og omvendt. Hvis Formens Inderside er aldeles glat og rund, drejes den omkring under Blæsningen, hvorved Polituren bliver betydeligt smukkere. Anvendes der riflede eller kantede Forme, saaledes som den, der er afbildet i Fig. 241, kan der naturligvis ikke være Tale om nogen saadan Omdrejning. Endel mindre Artikler fremstilles ligeledes i Forme, men ved Presning i Stedet for ved Pustning. Disse Artikler ere da massive, og de Forme, der anvendes, have en vis Lighed med almindelige Kugleforme; de ere et Slags Tænger, hvormed man tager den nødvendige Mængde af den glødende, dejgagtige Glasmasse. Saadanne Forme anvendes f. Ex. ved Tilvirkning af Glasknapper og større Perler. Taffel- eller Skiveglas. Naar man under Pustningen holder Piben lodret op og ned, synker Blæren sammen, hvis den har faaet en tilstrækkeligt stor Udvidelse, og, idet man fastgjør den til et særligt Jern og skiller den fra Piben, kan man ved hurtig Omdrejning forvandle den til en rund Skive. Da denne Skive er tykkere i Midten, paa det Sted, hvor den har været fastgjort, bliver denne Del skaaret ud, og man beholder tilbage to Halvmaaneformede Stykker (Maaneglas), hvoraf der atter kan udskjæres Skiver. Jo dygtigere Arbejderen er, desto større Skiver kan han frembringe, og at dømme efter de Prøver, man endnu har tilbage fra gammel Tid, maa der ofte paa denne Maade være bleven pustet Skiver af 4—7 Fods Diameter. Det midterste Stykke, Oxeøjet, er en lille linseformig Skive med en fremstaaende Tap i Midten, og dette Stykke anvendtes tidligere meget til Stald- og Tagvinduer, til Glas i Gade- og Vognlygter m. m. De større Stykker, der skares ud af Skiven, anvendtes som Taffelglas, der før næsten udelukkende blev fremstillet paa denne Maade. Nu er denne Methode fuldkommen fortrængt af en anden, hvorved Skiven ikke formes ved Hjælp af Centrifugalkraften, men ved, en helt forskjellig Fremgangsmaade, som vi nu skulle til at beskrive. Naar der skal pustes Taffelglas, anbringes der en betydeligere Mængde af den glødende Masse, omtrent 2 Pund, ved den ene Ende af Piben. Da der ikke kan hefte sig saa meget paa engang ved Piben, maa den dyppes flere Gange, og imellem hver Neddypning bringes Glasklumpen til en vis Grad af Afkøling, dels ved Svingning i Luften, dels ved Besprøjtning med Vand. For bekvemmere at kunne tumle Piben med den vedhængende Glasmasse staar Glaspusteren enten paa en Forhøjning over Gulvet eller foran en Fordybning i Arbejdslokalet (Fig. 242). Ved Pustningen antager Glasmassen først den almindelige pæreagtige Form, der ved Svingning i Luften, Opvarming paany Tid efter anden, Rulning o. s. v. efterhaanden bringes til at antage Form som en hul Cylinder, der er lukket i begge Ender. Naar Glasset derpaa er blevet udblæst tilstrækkelig tyndt, aabnes Cylindren ved en vis Manipulation først i den nedre Ende, hvorefter den forlænges endnu mere ved yderligere Svingning. Derpaa afjevnes Kanterne med Saxen, og Piben fjernes paa sædvanlig Maade. Naar dernæst nu ogsaa den øvre Ende er bleven aabnet, opskjæres Cylindren langs efter med et glødende Jern eller en Diamant. Vor Afbildning Fig. 243 viser de forskjellige Stadier af den Proces, som Glasmassen her maa underkastes. Forberedte paa den ovenfor beskrevne Maade naa altsaa de halvt opklappede Cylindre til Strækkeovnen. Denne bestaar af to Afdelinger, Ildstedet og selve Strækkerummet, der ligger ovenpaa dette. Flammen slaar op gjennem forskjellige Aabninger, der ere anbragte i Ildstedets Loft og fremkalder her en Temperatur, der nok kan blødgjøre Glasset men dog ikke smelte det. Medens Cylindren med den opskaarne Side opad lidt efter lidt bliver skudt fremad i denne Ovn, kommer den tilsidst til et Sted, hvor Strækkestenen ligger, en afsleben Plade afbrændt, ildfast Ler. Her bliver Cylindren snart blød og dens to Lapper blive slaaede fra hinanden med et gaffelformet Jern; de synke nu ned paa Pladen og blive fuldstændigt udjevnede med et passende Redskab (Fig. 244). Ved Fremstilling af finere Taffelglas er Strækkestenen bedækket med en tyk Glasplade, der er forfærdiget specielt hertil, og hvorved Glasset bliver smukkere. Der udkræves imidlertid en større Dygtighed ved Udførelsen af dette sidste Slags Arbejde, da det kommer an paa at forhindre de to Glasplader fra at brænde sammen. Umiddelbart ved Siden af Strækkerummet befindes Afkølingsrummet hvor de nyformede Plader blive skudte ind gjennem en Aabning i Sidevæggen; saa snart de ere stivnede stilles de paa Højkant og lænnes op imod Tverstænger af Jern; naar Afkølingsovnen er fuld, lukker man den til og lader nu Pladerne langsomt afkøles. Plader, der ere bestemte til Spejlbelægning, maa derimod afkøles liggende. Som et Exempel paa en ganske særdeles vidtstrakt Anvendelse af Taffelglas til Bygningsbrug ville vi her kun anføre Krystalpaladset i London, fuldført Aar 1851; der medgik for omtrent 250,000 Kroner Taffelglas til Vægge og Loft i denne ganske ejendommelige Kæmpebygning. Støbning af Glas. Spejlplader. Taffelglasset finder en Hovedanvendelse til Fremstilling af Spejle, der, som bekjendt, ikke ere andet end jevnt og fint polerede rene Glasplader, der paa Bagsiden ere belagte med et Amalgam af Tin og Kviksølv. Et Spejls Værdi beror paa Glaspladens Størrelse, Renhed og Farveløshed, dens fuldstændige Jevnhed og Politur ligesom ogsaa paa at dens Forside og Bagside ere fuldstændigt parallele. Til simplere og mindre Spejle bruges der Skiver, der ere pustede og strakte paa samme Maade som Vindusglas; til finere Spejle og til de store Spejlglasruder, der nu benyttes saa meget, ere disse Skiver ikke gode nok, skjøndt man ved Pustning og trods de Vanskeligheder, der ere forbundne med at behandle betydeligere Glasmasser med Piben, er i Stand til at fremstille mærkværdigt store Skiver. Langt smukkere og langt renere Spejlflader faar man ved Støbning og efterfølgende Slibning af Glasset. Til de støbte Spejle benytter man i Almindelighed Natronglas, fordi dette er mere letflydende. Smelteovnen indeholder i Almindelighed 4 Digler, mellem hvilke der er anbragt 4 lave kvadratiske eller rektangulære Pander med opstaaende Kanter. Naar Glasmassen i Diglerne efter omtrent 10 Timers Forløb er bleven fuldstændig smeltet og for Størstedelen lutret, øser man forsigtigt — for ikke at faa noget af Bundfaldet med — den flydende Masse med Kobberskeer over i Klarepanderne, hvor den bliver staaende i 16 Timer indtil den er fuldstændigt ren og blærefri. Til Støbning af Massen i Taffelform hører der en godt jevnet Plade af Støbejern eller Bronce, 3—4 Tommer tyk, Støbebordet. Det hviler paa et Slags Vogn, der paa Jernskinner kan rulles hen til det Sted, hvor man skal bruge det, og som er forsynet med en Indretning, hvorved det kan faa en fuldstændigt nøjagtig vandret Stilling. Naar Glasmassen nu er saa vidt færdig, at den kan støbes, skydes Støbebordet hen til Mundingen af en af Afkølingsovnene, hvis Bund ligger ganske i Højde med Støbepladen, der forud er bleven opvarmet enten ved Ild, der lægges under den eller ved glødende Kul, der lægges paa den, og som naturligvis omhyggeligt maa fjernes lige før Støbningen skal begynde. Paa Bordet findes der 4 Metalskinner, der ligge i Firkant, og som bestemme Glassets Tykkelse og Størrelse (Fig. 245). Flere Mennesker ere beskjæftigede ved Støbningen, og deres Arbejde maa være ordnet saaledes, at dets forskjellige Dele gribe godt ind i hinanden, naar Støbningen, der kun tager kort Tid, men hvortil Forberedelserne have taget saa meget længere Tid, ret skal lykkes. To Arbejdere bringe hurtigt en Digle ud af Ovnen, hænge den op i en Kran, trække den i Vejret og pudse den af. To andre gribe den med Haandtag i Form af Tænger, trække den hen over Støbebordet og vende den om, hvorefter de atter fjerne Diglen ved at føre den paatvers over Bordet; i samme Øjeblik gribe to andre Arbejdere en tung Støbejernsvalse, der ligger i Gafler ved den ene Ende af Bordet, og ruller den hen over Glasmassen, saa at denne bliver trykket og fuldstændig udjevnet og Rummet mellem Pladens Skinner eller Linealer bliver ganske udfyldt. Medens denne Rulning foretages, bliver Glasmassen vedblivende iagttaget af Arbejderne; skulde der vise sig nogen Klump eller Urenhed deri, hvorved der vilde fremkomme en Fejl i Glasset, søge de behændigt at fjerne den ved Hjælp af et spidst Instrument. Medens Pladen endnu er rødglødende og blød anbringer man — for bedre at kunne tumle Massen, naar den skal ind i Afkølingsovnen — paa den Del af Pladen, der vender bort fra Ovnen, en Kant, der omtrent er 2 Tommer høj. Nogle Øjeblikke senere, naar Massen er bleven lidt mere fast men dog endnu er temmelig glødende, skydes Pladen ind i Afkølingsovnen, hvor den bliver liggende omtrent 8 Dage. Slibningen af Spejlglasskiverne foregaar i Slibemøllen og er et Arbejde, der udkræver stor Omhyggelighed. Begge Sider af Pladen skulle slibes og poleres, og det kommer her væsentligst an paa, at de to Slibeflader komme til at ligge fuldstændigt parallele, saa at Glasset overalt faar samme Tykkelse; ellers blive Spejlbillederne fortrukne, noget, man tidt kan se ved mindre godt slebne Glassorter. Slibningen foregaar paa Stenplader, der hvile paa omtrent 2 Fod høje Fødder af Jern eller Træ, og som maa have en fuldkomment horisontal Retning. Af saadanne billardlignende Slibeborde indeholder Sliberummet altid et temmelig stort Antal. Med Gipsgrød fastkittes den Glasplade, der skal slibes, til et saadant Bord, hvorefter den mere ujevne Side først tages under Behandling. Hvis Støbebordets Metalplade nemlig ikke nylig har været poleret, er den Side af den støbte Plade, som har ligget ned mod Bordet, den mest ujevne. Det vil let kunne indses, at man ogsaa kan fastkitte flere Glasskiver ved Siden af hinanden og samtidigt slibe dem, naar de blot have samme Tykkelse. Det slibende Legeme, Løberen, bestaar af en Sten, der som oftest har Form af en afstumpet Pyramide, paa hvis Grundflade der er fastkittet en jevn Glasflade, der omtrent er en Fjerdedel saa stor som den Glasskive, der ligger under den og skal poleres. Løberens Vægt er afpasset saaledes, at den udøver et Tryk af 10 Pund paa hver Kvadrattomme. For bekvemt at kunne haandteres, er den enten foroven forsynet med flere Haandtag eller ogsaa, hvis den er meget stor, med et horisontalt Hjul, der er omtrent 10 Fod i Gjennemsnit, og som overalt i sin Omkreds frembyder Holdepunkter. I Almindelighed bevæges Løberen dog ved Maskinkraft, og de mekaniske Indretninger ere ganske simple, da det jo ikke frembyder nogen større Vanskelighed ved Hjælp af en Vægtstangsarm at meddele Løberen samme kredsformige Bevægelse, som den faar ved Haandarbejdet, og hvorved Skiven efterhaanden slibes paa alle Punkter. Løberen sliber dog ikke umiddelbart paa Glasskiven; imellem dem findes nemlig det egentlige Slibemiddel, som bestaar af skarpt, vaadt Sand, der i Begyndelsen er grovt men senere tages noget finere. Naar Skiven nu er bleven saa vidt sleben paa den ene Side som det overhovedet lader sig gjøre med Sand, løsner man den, vender den og kitter den atter fast med den anden Side opad. Denne behandles paa selvsamme Maade som den første, og hermed er Raaslibningen til Ende; man gaar nu over til Klarslibningen, der foretages ganske paa samme Maade, kun med et finere Slibemiddel. Man anvender hertil slæmmet Smergel, i Begyndelsen grovere, derpaa finere og finere, og endelig faar Skiven sin Politur ved Behandling med en Løber, der er beklædt med Filt, og ved Anvendelse af en tynd Vælling, der bestaar af Vand og fint slæmmet Blodsten ell. lign. Den sidste og fineste Grad af Politur tilvejebringes i Almindelighed ved at man lægger to Spejlflader med de polerede Sider mod hinanden og lader den øverste glide hen over den nederste; imellem de to Skiver lægges fint slæmmet Tinaske. Ved Hjælp af Støbebord og Valse formes ogsaa de Glasskiver af ½ og 1 Tommes Tykkelse, der benyttes som Loft i større lyse Lokaler, saaledes f. Ex. i overdækkede Gaarde, større Forsamlingssale o. s. v., og som ikke behøve nogen Slibning. De slebne Glasskiver blive ikke alle til Spejle; mange af dem anvendes som bekjendt til Vinduer, og hertil kan man ogsaa benytte de Skiver, der have mindre Fejl. Man er i Stand til paa denne Maade at fremstille Glasskiver, der have en Længde og Brede af indtil 20 Fod, og der gjøres endnu bestandig Fremskridt i denne Retning. Spejlskivernes Belægning. Som det sidste Arbejde ved Spejlglasfabrikationen kommer nu Belægningen af den slebne Plade med en glinsende Metalmasse, Amalgam. Enhver har vist undersøgt, hvorledes det egentlig forholder sig med denne Belægning paa Spejlets Bagside. Den viser sig som en tynd, hvid Metalhinde, der ikke sidder videre fast og efter hvis Fjernelse Glasset ikke længere er noget Spejl. I Virkeligheden er der ikke stor Forskjel mellem et Glasspejl og en fint poleret Sølvplade, egentlig kun, at Gjenspejlingen ved Glasspejlet ikke foregaar fra den forreste men fra den bageste Flade; naar man berører Glasset med en Finger kan man faa at vide, hvor tykt det paagjældende Glas er, ved at se, hvor stor Afstand der er mellem Fingeren og dens Spejlbillede. Det er Kviksølvet vi have at takke for, at vi ved Hjælp af Glasset kunne frembringe et Metalspejl uden Metalarbejde, det vil sige uden Støbning, Slibning o. s. v.; blandt dette Metals mange mærkværdige Egenskaber er det navnlig dets Tilbøjelighed til at danne Forbindelser med mange Metaller, især med Tinnet, der kommer i Betragtning paa dette Sted. Naar man lægger et Stykke Tinfolio ned i en Skaal med Kviksølv og ryster det, vil Folien snart forsvinde, idet den optages i det flydende Metal; man kan endogsaa tilsætte temmelig meget Tin, førend man kan mærke, at Massen bliver mere tykflydende; naar den slet ikke mere flyder, kan man dog ved Æltning endnu faa optaget en god Del Tinfolie, saa at Massen derved bliver saa haard som Talg. Naar det saaledes dannede Amalgam ikke holdes i en tillukket Skaal, vil det tilsidst blive haardt af sig selv, thi Kviksølvet er ogsaa meget flygtigt, og ved den uafladelige Fordampning vil det andet, oprindeligt faste Metal efterhaanden blive det overvejende i Amalgamet, og Massen vil paa denne Maade blive haardere. Imidlertid kan denne Haardhed aldrig gaa saa vidt, at den bliver lige saa stor som det vedkommende Metals, thi ved Fordampning under almindelig Temperatur kan ikke alt Kviksølvet udskilles af Forbindelsen; først ved Anvendelse af en højere Varme bliver det muligt helt at afdrive det. Tinfolien er et fortræffeligt Middel til Fremstilling af Glasspejle. Naar man vil forfærdige særdeles fint slebne og overordentlig nøjagtigt afpudsede Spejle, maa man naturligvis først og fremmest have udmærket godt Spejlglas og dernæst et fuldstændig godt og jevnt Amalgameringsbord, helst af Marmor. Rundt om Randen af dette Bord løber en Rende, der er bestemt til at optage det Kviksølv, der drives ud, og i det ene Hjørne af denne Rende er der en Aabning, hvorigjennem Kviksølvet kan løbe bort. Bordpladen ligger i et Tapleje, saa at den kan bringes til at indtage hvilken som helst skraanende Stilling, hvori den da fastholdes ved Stilleskruer. De øvrige Redskaber, der anvendes ved Belægningen, bestaa af Borster, Glaslinealer, Ruller, der ere betrukne med Uld. større og mindre Stykker Flonel og endel Vægte af Sten eller Jern. Arbejderen pudser og renser først Belægningsbordet paa det omhyggeligste, lægger da et Stykke fuldkommen rent Staniol derpaa, noget større end Glasskiven, der skal belægges, og stryger nu med en Børste alle Folder ud. Dernæst hælder han lidt Kviksølv paa og breder det ud med Uldvalsen, saa at Tinnet overalt bliver ligeligt vædet dermed. Derpaa lægger han Glaslinealer paa de to Sider af Tinfolien og hælder saa meget Kviksølv paa, at det kommer til at staa omtrent 2/3 Linie højt. Det er indlysende, at Bordet under denne Operation maa staa aldeles horisontalt. Naar nu Spejlglassets Bagside og Kviksølvets Overflade ere blevne omhyggeligt rensede for alt Støv og Fedt, bliver Glaspladen forsigtigt skudt hen paa Kviksølvet, hvoraf den da strax trænger det overflødige til Side, hvorpaa man betynger den med tunge Vægte — der ved store Spejle kunne veje mange Centner — og lader dem staa nogle Dage. I Frankrig har man undgaaet Ulemperne ved at bruge saadanne Vægte, idet man i Stedet for disse lader Glaspladen trykkes ned ved Hjælp af Træstykker, der ere betrukne med Filt og som spændes fast ved at indskyde Trækiler i de bøjleformede Rammer (Fig. 246). Spejlet er nu egentlig færdigt, men Belægningen indeholder endnu Kviksølv i Overflod, og dette maa fjernes. Man begynder altsaa med at borttage Vægtene eller Træstykkerne og ved Hjælp af Skruen løfter man derpaa Bordet lidt ved den ene Side, saa at Kviksølvet, der endnu ligger derpaa, kan løbe ned i den ovenfor omtalte Rende og derfra ud gjennem Aabningen. I selve Spejlbelægningen samler det overflødige Kviksølv sig ved den laveste Side, og efter nogle Dages Forløb begynder man derfor ogsaa at løfte selve Spejlglasset ved den højeste Side, saa at det efter 10 Dages Forløb staar lodret. Endelig stiller man Spejlet saaledes, at det kun kommer til at hvile paa det ene Hjørne, og her løber da det sidste overflødige Kviksølv bort. Hele Operationen varer tre Uger, og nu skal Spejlet være færdigt. Naar vi saaledes have set, hvorledes et Spejl fremkommer, vil det ogsaa være os klart, hvilken Rolle Glasset spiller herved. Den er dobbelt: idet nemlig det polerede Glaslegeme trykker paa det grødagtige Amalgam, maa dette antage Glassets Form, og saaledes dannes den spejlende Metalflade, der kun vinder Hold og Fasthed ved at slutte sig nøje til Glasset. Metallet er saaledes Spejlets egentlige Stof, medens Glasset er Metallets Former, Bærer og Beskytter. Sølvspejle. Som Følge af de Dampe, der udvikle sig ved Kviksølvbelægningen, ere Arbejderne udsatte for mange alvorlige Sygdomme, thi Kviksølvet er et meget giftigt Stof, og dets Optagelse i det menneskelige Legeme ytrer sig navnlig ved Lidelser i Bensystemet, i Tandkjødet, Svælget o. s. v.; modarbejdes Ondet ikke i rette Tid, vil det som oftest medføre Døden. Det har derfor længe været en Opgave for Humaniteten at udfinde en anden mindre skadelig Art Belægning for Spejlene, der jo nu engang maa betragtes som uundværlige. I den senere Tid har man saaledes begyndt at fremstille den spejlende Flade ved kemisk Udfældning af et Sølvlag i Stedet for ved Hjælp af Amalgam. Paa denne Maade er man i Stand til at forfærdige meget smukke Spejle, der oven i Kjøbet ere billigere, da deres Fremstilling ikke kræver saa lang Tid. Glasskiven bliver forsynet med en Kant eller lagt i et Slags Kasse og derpaa overgydes den med en Sølvopløsning, saa at den kommer til at staa omtrent en Tomme højt over Skiven. Denne Opløsning bestaar af salpetersurt Sølvilte og kaustisk Ammoniak, hvori der er blandet saakaldte reducerende Stoffer, der tilberedes efter mange forskjellige Recepter. Som oftest anvender man hertil Nellike- og Kommenolie, opløst i Vinaand, Druesukker, Vinstensyre o. s. v. Alle saadanne Stoffer virke saaledes paa Sølvsaltet, at de berøve Sølviltet, der findes deri, dets Ilt, hvorved Sølvet udskilles i metallisk Form og lægger sig paa Glasset som et spejlende Lag, hvis Bagside derpaa beskyttes ved Overstrygning med en Fernis. Ved Hjælp af denne vaade Forsølvning bliver det muligt ogsaa at gjøre stærkt krummede Glasflader spejlende, noget, der ikke ret vel lader sig udføre ved Amalgamering. Saaledes kan man med stor Lethed forsølve den indvendige Side af hule Glaskugler; man forfærdiger ogsaa forskjellige Hulglasvarer af dobbelt Glas, hvor Forsølvningen da befinder sig mellem de to Glasvægge. Den nye Fremgangsmaade er af stor Betydning for Tilvirkning af Hulspejle til teleskopisk Brug. Denne Tilvirkningsmethode for Sølvspejle er angivet af Drayton, og siden Aar 1844 er den bleven fulgt uden væsentlige Forandringer, kun med lidt forskjelligt sammensatte Opløsninger. Liebig har betydelig forbedret Fremstillingsmaaden og har gjort Menneskeheden en stor Tjeneste herved, idet hans berømte Navn har vejet tungt i Vægtskaalen. Imidlertid have Sølvspejlene endnu ikke formaaet at fortrænge de amalgamerede, men man maa haabe, at disse snart have levet deres længste Tid. I den allernyeste Tid har det set ud, som om Sølvspejlene skulde faa farlige Medbejlere i Platinspejlene. Disse tilvirkes i Frankrig og lade virkelig til at frembyde mange store Fordele. Platineringen adskiller sig væsentlig fra Forsølvingen, idet nemlig Platinhinden ikke ligger paa Glassets Bagside men paa Forsiden, og der altsaa finder en umiddelbar Gjenspejling Sted fra selve Metallet. Hovedbestanddelen i Belægningsmassen bestaar af en Opløsning af Platinklorid, hvori der er en vel sammenreven Blanding af Lavendelolie, Sølverglød og borsurt Blyilte; denne Opløsning stryges med en Pensel paa den lodret staaende Glasplade, der er poleret saa omhyggelig som muligt; under Bestrygningen maa man saa vidt muligt undgaa at der kommer Støv eller Fugtighed til Glaspladen. Efter Tørringen blive Pladerne opvarmede i Mufler, og de skulle hvad Glans angaar aldeles ikke staa tilbage for de amalgamerede. I gjennemfaldende Lys ere disse Spejle gjennemsigtige, en Egenskab, der gjør dem skikkede til Anvendelse til Vindusglas, hvorigjennem man altsaa kan se uden selv at blive set. Da man selvfølgelig ikke behøver at anvende fuldstændig hvidt Glas til dette Slags Spejle men kan nøjes med mere eller mindre farvet, og da dette Glas kun behøver at slibes paa den ene Side og altsaa kan gjøres tyndere, hvad der naturligvis har Indflydelse paa Prisen, er det meget rimeligt, at denne Art Belægning vil have en Fremtid for sig. Glasrørene spille en saa stor Rolle i Glastekniken, at vi maa skjænke deres Tilvirkning nogle Øjeblikkes Omtale. Rørformigt Glas anvendes jo ikke alene til Thermometre, Barometre o. s. v., men danner ogsaa paa en vis Maade Udgangspunktet for Glassets videre Formforvandling i alle tænkelige Skikkelser. Ligesom Blyet kommer i Handelen i Blokke, Guldet i Barrer o. s. v., saaledes kommer Glasset som oftest i Handelen i Form af Rør, naar det skal afgive Raamaterialet til finere hvide eller farvede Glasvarer. Fremstillingen af Glasrør- og -stænger foregaar ganske simpelt saaledes: Arbejderen puster en Cylinder ligesom ved Taffelglas, kun gjør han den mere tykvægget og Hulrummet snevrere. Efter at han paany har opvarmet den tilstrækkelig i Ovnen, anbringer en anden Arbejder sin Pibe ved den anden Ende af denne glødende Cylinder, og, ved nu at fjerne sig saa hurtig som muligt fra hinanden, trække de Glasmassen ud til et langt tyndt Rør, som man atter kan forvandle til endnu tyndere, naar man tager Stykker af dette Rør, gløder dem og trækker dem paa samme Maade som nys beskreven. Dette kan fortsættes næsten ubegrænset i det uendelige. Naar man vil fremstille Glasstænger, bærer man sig ad paa samme Maade, kun at Oppustningen af Cylindren naturligvis falder bort. Denne Udtrækning af massiv Traad kan ske paa Maskine og drives saa vidt, at Traaden bliver finere end det fineste Haar, et interessant Exempel paa den smeltede Glasmasses store Strækbarhed. Det vil næsten være indlysende af det her sagte, at Glasrørene i det Indre aldrig ere rent cylindriske; de ere tykkest ved begge Ender og tyndest paa Midten. Dette har naturligvis ikke stort at sige, naar de skulle benyttes til almindelig Brug; anderledes forholder det sig derimod, naar Rørene skulle benyttes til fine fysiske Instrumenter, Thermometre, Barometre o. s. v. Der gives dog ikke noget Middel til at fremstille fuldstændigt cylindriske Rør; man maa nøjes med at vælge de bedste Stykker af Rør, der ere trukne paa sædvanlig Maade. Dette er imidlertid et meget besværligt Arbejde og bliver saa sjeldent lønnet med et heldigt Resultat, at der betales forholdsvis meget høje Priser for brugbare Rør til nøjagtige meteorologiske Instrumenter. Glasperler. Af Rørglas blive nu i Reglen de mindre Glasartikler fremstillede, og en ejendommelig Behandling, med hvilken vi nu skulle beskjæftige os noget nærmere, anvendes til Fremstilling af de smukke Glasperler, vi alle kjende. Glasperlerne ere en Specialitet for Venedig. Som vi allerede tidligere have omtalt, bestod der i Murano talrige Fabriker, af hvilke mange, og i den sidste Tid de fleste, befattede sig med Perlefabrikationen. Disse Fabrikanter ere Aar 1848 traadte sammen og have dannet et Selskab, der kalder sig »Società delle fabriche unite di canne di vetro e smalti per conterie« og som har sine Kontorer i Afrika og Asien (Tripolis, Alexandria, Bombay, Kalkutta), thi disse Verdensdele ere endnu bestandig de største Forbrugere af denne Artikel, der spiller en Hovedrolle i de vilde og halvvilde Naturfolks Pynt. Dette Selskab tilvirker i flere Fabriker de mest forskjelligartede Perler, lige fra de almindeligste til de aller fineste af Emaille — saaledes kaldes de uigjennemsigtige eller kun gjennemskinnelige farvede Glassorter — og hertil benytte de Sand fra Pola, Soda fra Catanien, Natron fra Ægypten og talrige metalliske Præparater, blandt hvilke Mønnie og farvende Metalilter indtage den første Plads. De røde Nuancer blive frembragte ved Guld, og man kan danne sig en Forestilling om Fabrikationens Omfang, naar man hører, at Zanetti anslaar den Mængde Guld, som en eneste Fabrik har brugt i et Aar til Farvning af sine Emailler til en Værdi af 10,000 Dukater. Til Glasovnene benyttes et ildfast Ler, som man faar fra Cerone i Friaul; Sandet bliver derimod gravet i Nærheden af Venedig, hvor man for ikke lang Tid siden har opdaget det. En Ovn indeholder 2—5 Digler til de ringere Glassorter; Glassatsen til de finere Perler bliver derimod smeltet i Digler, der hver for sig har sit Ildsted, hvad der er nødvendigt allerede af den Grund, at de forskjellige Emailler smelte ved forskjellig Varmegrad. Der anvendes kun Brænde til Fyringen, og det tørres altid omhyggeligt før det benyttes. Smeltningen retter sig efter Diglernes Størrelse og Glasmassens Beskaffenhed; i Almindelighed er den dog til Ende efter 12—18 Timers Forløb, og nu kan man begynde med Forarbejdningen. Først fremstilles der lange Rør eller massive Traade saaledes som vi allerede ovenfor have beskrevet det. Af dette Halvfabrikat fremstiller Glaspusteren nu alt muligt, idet han forarbejder det videre ved Lampen. For at Diglens Indhold, der kan beløbe sig til 15 Centner eller endnu mere, kan blive forarbejdet uden Tidsspilde, thi Brændselet er dyrt, inddeles Arbejderne i Hold, der afløse hinanden hver sjette Time, Dag og Nat. Hvert saadant Hold har sin Scagnero, Mesteren; to Pastoneri og fire Tiratori, Medhjælpere, samt en Conzaurero. Arbejdet fordeles nu paa følgende Maade: først tager den ene Pastonero med en Jernstang, der er glødet i den ene Ende, saa meget Glasmasse op af Diglen som han anser nødvendig; eftersom Stangen er tykkere eller tyndere og eftersom den dyppes mere eller mindre dybt ned i Diglen hænger der mere eller mindre Glasmasse fast ved den; den videre Behandling retter sig nu efter hvad man vil fremstille; skal der fabrikeres Perler, maa der først fremstilles Glasrør, og derfor maa den Masse, der skal anvendes, tages op med Piben og først pustes lidt. Vil man fremstille Overfangsglas, er Øjeblikket nu kommet til at dyppe Glasklumpen, der imidlertid har faaet en cylindrisk Form, ned i en Digel med farvet Glasmasse. Scagneroen giver nu Arbejdsstykket den rette Form og lader det derpaa paany komme ind i Ovnen, for at det kan blive jevnt blødgjort helt igjennem, thi under den sidste Behandling er det blevet afkølet, og der har dannet sig en ydre Skorpe. Naar det nu atter er blevet glødende, griber Scagneroen fat om den anden Ende af Cylindren med en Tang, der er forsynet med lidt flydende Glasmasse for at den bedre skal kunne fæste sig til Cylindren; han giver nu en af Medhjælperne Piben, en anden Tangen i Hænde, og de fjerne sig nu fra hinanden med større eller mindre Hastighed eftersom man vil have tyndere eller tykkere Rør. De lange Glasstænger eller -rør, der snart ere afkølede, blive lagte paa en Række Borde ved Siden af hverandre, og blive derpaa af Tagliatoren skaarne i Stykker paa 3 Fod hvert og pakkede i Trækasser. De Fabriker, hvor der tilvirkes Perler, Millefiori, Petlnet o. s. v., ere afsondrede, og Perlefabrikationen alene falder i ikke mindre end syv forskjellige Behandlinger, der ogsaa foretages i forskjellige Værksteder. Først blive Glasrørene efter deres Styrke sorterede i Grupper. Dette Arbejde udføres af Koner og Piger, Cernitrici; derpaa overgives disse ensartede Stykker til Tagliatorerne, der skjære dem i smaa Stykker af nøjagtig afmaalt Længde, ganske ligesom Hakkelse. Der findes Maskiner til at udføre dette Arbejde, men de have dog ikke været i Stand til at fortrænge Haandarbejdet; Operationen er nemlig af den Beskaffenhed, at en nogenlunde dygtig Arbejder altid vil kunne udføre den bedre end selv den bedste Maskine. Arbejderen bærer sig ad paa følgende Maade: han tager en Mængde Rørstykker, hvis Ender han bringer i samme Plan ved at støde dem mod en Væg; derpaa blive Rørene lagte over en fastliggende Klinge, og alle de Stykker, der rage ud over denne, blive afhuggede paa engang ved at en anden, tung Klinge føres ned over dem; nu skydes Rørene atter noget fremad over Klingens Eg, Stykkerne blive paany afhuggede o. s. v. Naar det kun er de saakaldte Straaperler, som Arbejderen tilsigter at fremstille, er Arbejdet allerede nu færdigt, thi de længere Smaacylindre beholde deres skarpe Kanter ved Snittefladerne. Ved de almindelige Perler blive Afsnittene gjorte kortere. Førend de bearbejdes videre, blive de ved Sigtning rensede for de uregelmæssige Stykker, der ere blandede mellem dem. Sigtningen besørges af de saakaldte Schizzatori, medens Tubanti besørge den efterfølgende Operation, der bestaar i at afrunde de skarpe Kanter og at give Perlerne deres kugleformede Skikkelse. Da dette sker ved at gløde Perlerne til begyndende Smeltning, maa man træffe Foranstaltninger, for at Perlerne ikke skulle brænde sammen og for at Gjennemboringerne i dem ikke skulle lukke sig. Efter den tidligere Fremgangsmaade bleve Perlerne omhyggeligt blandede med fint Kulpulver og derpaa under stadig Omrøren glødede i en Flammeovn paa en Kobberpande, der var omtrent 1 Fod i Gjennemsnit. Kulpulveret udfyldte Aabningerne og hindrede de blødgjorte Glasdele i at brænde sammen. Nu følger man en bedre Methode: man blander Perlerne med et usmelteligt Pulver af Ler, Kalk, Gips, Kul o. l. — Sirilitti kaldes det —, og dette fugtes lidt med Vand, førend Perlerne blandes deri, for at det bedre skal kunne sætte sig fast i Gjennemboringerne. Blandingen af Perler og Sirilitti bliver formelig sammenæltet med Hænderne, indtil alle Hullerne ere fuldstoppede. Glødningen foregaar derpaa i store Kobbertromler, der have megen Lighed med dem, hvori Kaffebønner brændes, og som drejes om deres Axel ligesom disse. Tromlen kaldes Tuba og deraf have Arbejderne faaet Navn af Tubanti. Som Følge af Glasmassens Glødning blive de skarpe Kanter afstumpede, og paa Grund af den uafladelige Riven og Støden mod hverandre antage Glasstykkerne endelig Kugleformen. Det maa tilføjes, at der for at hindre Perlerne i at brænde sammen i Tromlen, er blandet mellem dem et meget fint men særdeles tungt smeltende Sand, der navnlig findes nær ved Venedig; den Omstændighed, at dets Forekomst er saa temmelig indskrænket til dette Sted, maa vist betragtes som en af Hovedgrundene til, at Perlefabrikationen ikke kan forlægges andetsteds hen; thi da dette Sand bruges i store Masser, vilde Transportomkostningerne til fjernere liggende Fabriker blive altfor store til at Fabrikationen kunde svare Regning. Naar Perlerne nu ere tilstrækkeligt gjennemarbejdede og atter afkølede, blive de ved Rystning befriede for hvad der har sat sig fast i deres Gjennemboringer. Ved hver saadan Brænding bliver der i Almindelighed forarbejdet omtrent 30 Pund Perler. Perlerne mangle nu kun Politur; denne frembringer man ved at ryste dem i en Sæk med Hvedeklid; førend man skrider hertil sigter man dog Perlerne, for at de mislykkede ikke skulle blive polerede til ingen Nytte. Det er de saakaldte Governatori, som udføre dette Arbejde; da det jo egentlig kun kommer an paa at skille de runde Perler fra de kantede, lægge de Perlerne paa et svagt skraanende Bord, som de ryste ganske svagt og uden Ophold. De runde Perler trille herved ned ad Pladen og samles i en Pose, der er ophængt ved det ene Hjørne, medens de kantede blive liggende. Nu staar kun tilbage at trække de polerede Perler paa Traade. Dette sker paa den Maade, at en Kvinde — Infilzatrice — dypper et Bundt lange Naale ned i en Æske med Perler, som hun har staaende foran sig. Enhver af Naalene er fastgjort til en Traad, paa hvilken Perlerne komme til at sidde i lange Rækker. Man kan gjøre sig en Forestilling om, hvilken Udstrækning Perlefabrikationen i Murano har naaet, naar man hører, at der aarligt i Gjennemsnit udføres for 5—6 Millioner Kroner Perler, navnlig til oversøiske Lande, og naar man samtidigt erindrer, hvor billig denne Artikel er. Mange billige böhmiske Perler, der se ud, som om de vare facetterede, ere pressede i en tangagtig Form, saaledes som de almindelige Kugleforme. Uægte orientalske Perler, der navnlig forfærdiges i Frankrig, ere ikke lette at fremstille. De bestaa af smaa Glaskugler, hvis Indre er overtrukket med en sølvglinsende Masse, der udvindes af Fiskeskæl (Cyprinus alburnus) og derefter udfyldt med Vox. Der medgaar omtrent 18,000 af dette Slags Fisk til at faa et Pund af den saakaldte orientalske Perleessents: de sølvglinsende Skæl tages af Fisken og lægges nogle Timer i Vand for at det animalske Slim kan fjernes og derpaa knuste ved Omrøren i Vand. Denne Masse filtreres og Essentsen blandes nu med en Opløsning af Ammoniak og Husblas, dels for at den bedre skal kunne holde sig, dels for at give den større Bindekraft. De hule Perler, der pustes ved Hjælp af Lampe og Blæserør, blive ved Anvendelse af en fin lille Sprøjte overtrukne med det sølvglinsende Lag, og derefter indbringes det flydende Vox. Imitationen er saa fuldstændig, at der hører Kjenderblik til uden nøjagtigere Undersøgelse at afgjøre, om en saadan Perle er ægte eller ej. Navnlig forstaar man meget skuffende at efterligne de vanskabte Perler, der ikke sjeldent findes i Muslingerne, og som kunne naa en betydelig Størrelse. De smukkeste uægte Perler komme fra Paris, hvor Jaquin anlagde en Fabrik Aar 1824. Millefiori og Petinet. Visse Ejendommeligheder ved Glasset tilstede ganske særlige Behandlingsmaader, der ofte frembringe meget overraskende Resultater. En af disse er, at Glasset, uagtet sin store Plasticitet, i smeltet Tilstand dog ikke strax opgiver sin Form, naar det udtrækkes. Et Rør vedbliver at være et Rør, selv naar det trækkes ud i en Længde, der er mangfoldige Gange saa stor som den oprindelige, og en fir- eller sexkantet Stav beholder ligeledes sine Kanter under lignende Omstændigheder. Paa den anden Side blande forskjelligt sammensatte Glassorter sig ikke med hinanden, naar de komme i Berøring med hinanden, forudsat at de ikke ere ganske tyndtflydende; men de hænge let sammen og danne et Stykke. Herpaa beror Muligheden af at frembringe smukke Farveafvexlinger, Striber o. l., saaledes som vi kunne se det ved mange Artikler. Fine smaa Glasstave af forskjellig Farve, ofte ikke tykkere end en Traad, danne Hovedmaterialet hertil, og mange brogede Mønstre, der virkelig se ud, som om de vare tegnede med Pensel, bestaa kun af Traade, der med kunstfærdig Haand ere lagte tilrette og sammensmeltede. Det saakaldte Millefiori (Tusindblomst), Blomster, Stjerner o. s. v., der ere smeltede ind i en klar Glasmasse, fremkommer ved at sammensætte Tversnit af farvede Smaastænger; de forenes til det ønskede Mønster, sammensmeltes og trækkes derefter ud, hvorved man kan faa hvilken som helst Formindskelse af det oprindelige Mønster. En gul Stang sammensmeltes med fem blaa, der ere anbragte omkring den, og udtrækkes; hvert Tversnit af denne brogede Stang vil nu give en Blomst af den bekjendte Forglemmigej. De meget almindeligt benyttede Brevpressere af Glas i Halvkugleform med alle Slags indlagte Mønstre, vise en stor Mangfoldighed af dette Slags Frembringelser; ved Neddypning af Mønstret i en mere letflydende og farveløs Glasmasse faar man den ydre Skal, der omslutter Millefiorien. Ved Petinetglas eller Glasfiligran forstaar man saadanne Glas, i hvilke der navnlig viser sig smukt slyngede hvide eller farvede Linier. Disse skrive sig ogsaa fra Smaastænger, der blive indsmeltede i en farveløs Glasmasse. Ved Oppustning af det hele til en Cylinder, Udtrækning, skrueformig Drejning og Indstikning i hinanden af to Cylindre, der ere drejede i forskjellig Retning, ved Fladtrykning (ved Baandglas) og andre Manipulationer frembringer man endelig de meget tiltalende Glassager, som vi vist alle mange Gange have havt Lejlighed til at beundre. I Fig. 247 gjengive vi til bedre Forstaaelse en af de simpleste Forme af Petinetglas. Man har Petinetglas i allehaande forskjellige Farver, men man har ogsaa nogle, der ere farveløse og dog frembringe en særdeles overraskende Virkning. Det fine Netværk, der er synlig i det Indre af disse farveløse Glaslegemer, bestaar af regelmæssige Rækker af Luftblærer, og Sagen er i sig selv ganske simpel, skjøndt den synes temmelig uforstaaelig. Fremstillingen begynder med, at et Antal Stænger af farveløst Glas stilles ved Siden af hinanden i en Rundform og foreløbig forbindes indbyrdes med en Traad. Nu tager man dem paa Piben og smelter dem sammen, saa at de komme til at danne en riflet Hulcylinder, et Rørstykke, der under Glødning drejes saaledes, at Riflerne komme til at løbe Side om Side i Skruevindinger. Naar man nu anbringer to Cylindre af dette Slags — af hvilke den ene er drejet til højre, den anden til venstre — inden i hinanden, naar man derpaa forbinder dem ved Glødning og derpaa forstærker dem ved Neddypning i Glasmasse, vil der i det Indre, overalt, hvor to Striber krydse hinanden, blive en Luftblære tilbage, og, da der er særdeles mange af dem, og de ere regelmæssigt ordnede, frembyder den færdige Glasvare et særdeles smukt Syn. Glas af dette Slags kaldes retikuleret. De saakaldte Inkrustationer ere ogsaa at betragte som Kunststykker i Glastilvirkningen. I mange böhmiske Glasartikler ser man nemlig Sølv- eller Guldmønter eller ogsaa Medailler tilsyneladende indsmeltede i Glasmassen. Disse Stykker ere nu ganske vist ikke af saa ædelt Materiale, ja, de bestaa ikke engang af Metal, men af en brændt Ler- eller Porcellænmasse. Arbejderen trykker disse Kopier ind i den bløde Glasmasse og overtrækker dem med et Lag Glas. Naar dette er farveløst, faar man Indtryk som af en Sølvmønt; Indtryk som af en Guldmønt faar man derimod, naar Overtrækket er af gulligt Glas. Denne skuffende Metalglans kommer af at Glasovertrækket ikke har forbundet sig med det underliggende Aftryk; det berører kun de fremspringende Dele af det; mellem de to Legemer findes der altsaa et meget tyndt Luftlag, der frembringer en total Reflexion af Lyset, en fuldstændig Spejling, saaledes som vi i Almindelighed kun se den ved Metaller. En Dugdraabe, der ligger paa et ruhaaret Blad, glinser som Sølv, og dette Fænomen har ikke blot den samme Forklaringsgrund som det forrige, men det var ogsaa netop det, der bragte den böhmiske Opfinder paa Inkrustationstanken. Glaspusteriet. Mange af de finere Kunstarbejder, ja endog en meget stor Del af dem, blive ikke forfærdigede i Glashytterne direkte fra Diglerne, men de fuldføres af særlige Kunstnere ved Hjælp af Flammen fra en Lampe. Man benytter dertil en saakaldt Lodningsflamme, det vil sige Flammen fra en Olie- eller Vinaandslampe, gjennem hvilken man, i Reglen ved Hjælp af en dobbelt Blæsebælg, fører en fin Strøm af Luft eller Ilt saaledes, at den river Flammen med sig i en vandret eller skraat opad gaaende Retning. I denne Flamme, der i Spidsen udvikler den største Varme, blive nu Glasrørene eller Glasstængerne, saaledes som de komme fra Glashytterne, bragte til at antage en saa stor Varmegrad, at de blive saa bløde, at de med Lethed lade sig puste ud i alle Skikkelser. Den, der engang har set en rigtig Glaspuster af Profession, saaledes som de undertiden vise sig offentlig, er ganske sikkert bleven meget forbavset over den Hurtighed og tilsyneladende Lethed, hvormed han formede alle mulige Gjenstande af den bløde Masse, der ikke engang lader sig berøre med Hænderne. Naar Guldsmeden bearbejder sit Metal med Hammeren og presser det ned i den nedenunder liggende Form, hører der ogsaa dertil stor Kunstfærdighed; men Glaspusteren har dog et langt vanskeligere Arbejde , da han har at gjøre med et Materiale, hvis Blødhed og Strækbarhed forandres med enhver Forandring i Varmegraden, og da han kun har et eneste Middel til at forme det med, nemlig den Luft, som han med Munden puster ind i Glasmassens Indre. De bekjendte kartesianske Djævle, der stige op og ned i deres Flaske, naar man trykker paa det elastiske Laag, ere dannede af et Glasrør. Paa det Sted af Røret, hvor der skal fremvoxe en Arm, et Ben eller et Horn, bliver Glasmassen blødgjort og ved Hjælp af Blæserørsflammen pustes den derpaa ud i den ønskede Form. Hvis Kunstneren opvarmer et for stort eller for lille Stykke, hvis han puster for stærkt eller for svagt, faar han altid en mislykket Figur, der er fuldkommen ubrugelig. Men det ser alt saa let ud, og saaledes forekom det ogsaa den tyske Greve, der saa en Glaspuster i Italien; Greven mente at ogsaa han sagtens kunde gjøre, hvad der tog sig saa let ud og vilde dog engang forsøge derpaa. Han begyndte da at puste, men det første, han frembragte, var en pæreformet Hulhed, en Flaske (fiasco); ved det andet Forsøg fik han en lignende Flaske, og saaledes frembragte han med stigende Ærgrelse endnu mangen fiasco, hvorefter den bekjendte Talemaade »at gjøre fiasco« skal være opstaaet. Det er ikke ret vel muligt at give en Beskrivelse af alle de forskjellige Kunstgreb, som Glaspusteren anvender, og vi vilde heller ikke have opholdt os ret længe herved, naar det kun var alle Slags Snurrepiberier, der bleve frembragte ad denne Vej. Men dette er ingenlunde Tilfældet: alle de fysiske og kemiske Apparater, hvor Glasset forekommer i en anden Form end i Linser, Prismer eller Plader, alle de, hvor Rør eller Kugler eller tragtformige Hulforme ere sammensatte paa forskjellig Maade, ere forfærdigede ved Lampen. Ved Udtrækning bliver det glødede Sted paa et Rør gjort tyndere eller længere, ved Indblæsning af Luft svulmer det op til en Blære eller Kugle. Der kan kortsagt ikke tænkes noget Materiale, der saa hurtigt og saa fuldstændigt er i Stand til at rette sig efter Menneskets øjeblikkelige Indfald. Naar man puster en Klump Glas op til en meget tynd Kugle og derpaa sprænger denne ved et kraftigt Luftstød, flagre Brudstykkerne omkring som fine Hinder og vise et smukt Spil i alle Regnbuens Farver, ganske saaledes som vi ogsaa kunne se det ved Pustning af Sæbebobler; skal dette Fænomen fremkomme, maa der være en fin Hinde tilstede, og den maa ikke være af samme Tykkelse overalt. Derfor spiller Sæbeboblen kun i Regnbuefarverne saa længe Pustningen vedvarer og den altsaa forandrer Størrelse; naar dens Vægge have opnaaet samme Tykkelse paa alle Steder, ophører Spillet. Ved Glasboblen hindrer den hurtige Afkøling en saadan Udjevning i Tykkelse, og Brudstykkerne bevare derfor deres oprindelige Stil. Tidligere har man fremstillet dyre men særdeles pragtfulde Tapeter ved Opklæbning paa Papir eller Lærred af de smukkeste og største af disse glimrende Brudstykker. Emailleglas. Glasmosaik. Farvede Glas, der ere mere eller mindre gjennemskinnelige, og som tilvirkes for at tjene til Fremstillig af Mosaik, Perler og mange andre lignende Glasarbejder, kaldes Emailler. Særligt betegnes hermed Materialet til de Glasmosaiker af vidunderlig Skjønhed, som bleve udførte i Middelalderen, navnlig i de byzantinske Lande, og som mange Steder have forstaaet at bevare deres Friskhed lige til vore Tider. Den venetianske Glasindustri var ogsaa berømt for sine udmærket smukke Emailler, der bleve sendte vidt og bredt omkring. Rom hentede ogsaa sine Emailler fra Venedig, indtil Pave Sixtus V. ved Hjælp af den ansete venetianske Kunstner Marcello Provenciali lod indrette den store Anstalt for Fremstilling af Mosaiker i selve Vatikanet. Denne Kunst synes at skrive sig fra Venedig, hvor den allerede blomstrede i det 12te Aarhundrede. Men de gamle Værksteder mistede deres Berømmelse samtidigt med Republiken, og den ejendommelige Kunst søgte andetsteds hen. Imidlertid blev Kunsten endnu bestandig udøvet i Rom og i Rusland efter den gamle Tradition fra Murano. Nu fremstilles der atter i Murano baade Emailler og helt fuldførte Mosaiker, der ikke alene ere smukkere end de gamle, men ogsaa have det Fortrin fremfor disse, at de som færdige Malerier kunne forsendes og anbringes hvor som helst, medens det ved Emaillearbejderne i Middelalderen var nødvendigt, at Kunstneren selv rejste til det paagjældende Sted for at udføre Arbejdet, der ved større Malerier ofte kunde strække sig over flere Aar. Salviati, der har indlagt sig store Fortjenester af Gjenfødelsen ogsaa af denne Gren af den gamle venetianske Glasindustri, leverer saadanne Mosaikmalerier efter Bestilling og til en Pris, der i Sammenligning med de tidligere maa kaldes overordentlig lav. Emaillerne bestaa ganske vist af samme Materiale som det almindelige Glas, men til disses Bestanddele sættes der andre, som give Massen dens ejendommelige Farve, Tæthed og Holdbarhed. Denne sidste Egenskab eller Massens Evne til at modstaa Vejrligets Indflydelser er den vigtigste, thi netop heri ligger Mosaikmaleriernes store Fortrin fremfor andre Slags Malerier. De farvede Emailler fremstilles lige som de almindelige farvede Glas ved Anvendelse af Metalilter; men de Guld- og Sølvmedailler, der ofte forekomme i Mosaikerne, faas derimod ved en helt afvigende Fremgangsmaade: paa Overfladen af et kompakt Glas saaledes som man ogsaa anvender det som Grundmasse til de farvede Emailler, enten gjennemsigtigt og med en Farvetone eller ogsaa mat, eftersom man vil fremstille en gjennemsigtig eller uigjennemsigtig Guldmedaille, bliver der lagt fint Bladguld eller Bladsølv, og det bliver derpaa ved en særlig Smeltningsproces forenet med Underlaget; ovenpaa Metallet anbringes der nu et tyndt Glaslag, som man kan farve efter Behag for derved at give Metallet den Farvetone, man maatte ønske. Denne Fremstillingsmaade synes maaske ganske simpel og ligefrem, men i Virkeligheden er den det dog ingenlunde, thi der skal anvendes en ganske særdeles Omhu, for at de tre Lag, hvoraf en saadan Emaille bestaar, kunne blive aldeles fuldstændigt forenede med hinanden; kommer der den mindste Smule Luft eller Fugtighed ind til det tynde Metallag, er Emaillens Holdbarhed nemlig ganske illusorisk. Det skal egentlig ikke her være Gjenstand for Omtale, hvorledes Emailleglas bliver forvandlet til Glasmosaik; thi vi skulle nærmest kun beskjæftige os med den tekniske og ikke med den kunstneriske Side af Sagen. Kun saa meget ville vi anføre, at alle de smaa Emaillestykker af forskjellig Farve, der skulle benyttes til at gjengive Originaltegningen, blive anbragte paa et friskt, cementagtigt Underlag. Emaillestykkernes eller Stifternes Størrelse retter sig efter den Grad af Finhed, hvormed man vil have det paagjældende Arbejde udført; det følger naturligvis af sig selv, at enkelte Partier kunne udføres mindre fint, medens andre, f. Ex. Ansigter paa Figurer og lignende, maa udføres med en større Mængde Glasstykker. Afbildningen (Fig. 249) forestiller en Mosaik af Salviati, Kong Henrik III. Fra samme Fabrik er der for ikke mange Aar siden udgaaet et særdeles stort Mosaikmaleri, der har Hentydning til den sidste fransk-tyske Krig, og som er anbragt paa Fodstykket af den bekjendte »Siegessäule« i Berlin. Glasmaleriet. Den smukke Farve, som Glasset er i Stand til at antage, sammen med dets Gjennemsigtighed gjør det muligt at frembringe saa smukke Virkninger, at Kunsten snart maatte ledes til at betjene sig af disse Hjælpemidler til særlige Øjemed, saa meget mere som Frembringelserne af den Kunstgren, der udviklede sig paa denne Maade, udmærkede sig ved deres store Holdbarhed. Det egentlige Glasmaleri er for saa vidt forskjelligt fra alle lignende Kunstprodukter, som dets Virkning beror paa det gjennemfaldende Lys. Da det begyndte at blive mere almindeligt at forsyne Bygningers Lysaabninger med Glasvinduer, maatte det naturligvis snart føre til en kunstnerisk Behandling af disse. Vinduerne bestode jo nemlig ikke af faa, store Glasskiver, men kunde kun sammensættes af forholdsvis smaa Stykker, og da disse næsten aldrig vare ganske ensfarvede, maatte det ganske naturligt føre til at man ordnede dem i Mønstre efter de forskjellige Farver. Ved Anvendelse af Glas, der med Flid vare farvede, kunde man bringe Afvexling i disse oprindeligt geometriske Mønstre, og de kom derved til at have Lighed med de Tæpper, hvormed man dengang plejede at behænge Væggene. Mestere i saadan Glasmosaik omtales allerede i det 5te Aarhundrede. Men disse brogede Mønstre kunde dog ikke kaldes Glasmaleri i Ordets egentlige Betydning; der existerer ikke nogen virkelig fri Tegning i dem. For at kunne anbringe en saadan paa Glasskiverne maatte man først have lært at indbrænde i det mindste en mørk Farve paa Glasskiverne, for at man ved Hjælp af den kunde udføre alle de finere Omrids og Linier, hvortil det tunge Indfatningsbly ikke var tilstrækkeligt, og desuden ogsaa kunde lægge Skygge paa større farvede Flader. Der er mange, som mene, at det egentlige Glasmaleri er en tysk Opfindelse, og som endog paapege et bestemt Sted som Udgangspunktet for denne Kunst, nemlig Klosteret Tegernsee, hvis Munke skulle have udmærket sig ved stor Kunstfærdighed; men man har dog ingen fuldt paalidelige Beviser herfor. Omtrent ved det Aar 1000 fandtes der ganske vist brogede Kirkevinduer i Tegernsee, og det samme var allerede noget tidligere Tilfældet ved Kirker i Zürich, men man kan ikke se af de gamle Beskrivelser, om disse Vinduer have været virkelige Glasmalerier. Dette synes derimod med stor Bestemthed at kunne siges om Vinduerne i Kirken i Rheims, der bleve forfærdigede Aar 989, saaledes som det fremgaar af en Beskrivelse, der skyldes Munken Richerus. Det første Skrift, der omhandler Glasmaleri, er ogsaa omtrent fra denne Tid. Det er forfattet af Theophilus Presbyter og det omtaler, hvorledes man bærer sig ad med at sammensætte Glasmaleri; der gives ogsaa en Recept for Forfærdigelsen af den sorte Farve, hvormed man dengang begyndte at angive Tegningen og lægge Skygge; den bestod af lige Dele Kobberilte, grønt og blaat Glas, særdeles omhyggelig blandede med hverandre, og blev anbragt ved Hjælp af en Pensel. I sit Værk »Geschichte der technischen Künste« gjengiver Bucher efter Theophilus Fremgangsmaaden ved Glasmaleriet paa følgende Maade: Kunstneren afsatte først nøjagtigt Glasmaleriets Forhold paa en Trætavle, der var overtrukket med et Lag slæmmet Kridt. Herpaa tegnede han med Bly eller Tin Billedets Omrids lige som ogsaa Ornamenterne og den Tegning, der skulde tjene som et Slags Ramme omkring Billedet; han trak det derpaa altsammen op med rød eller sort Farve; Skyggerne bleve ligeledes afsatte saaledes som de skulde udføres paa Glasset med sort Farve. Paa denne Karton blev nu enten hver Farve enten ligefrem gjengivet eller betegnet med et Bogstav. Kunstneren dækkede nu efterhaanden hele Tegningen med Glas af forskjellige Farver, svarende til Tegningens Farver, afsatte Omridset paa Glasset med Kridt og tilskar derpaa Stykket med et glødende Jern. (Det var først i det 16de Aarhundrede at man begyndte at anvende Diamant som glasskjærende Redskab). I hin Tid vare Farvefabrikant, Tegner, Glasmaler og Glarmester i Almindelighed forenede i en og samme Person, som ofte med et fælleds Navn kaldes vitrarius; men denne Benævnelse anvendes imidlertid ogsaa specielt for Glarmester, og man kan derfor ikke altid afgjøre, om den, hvor den benyttes, skal betegne en virkelig Glasmaler eller blot den, der gav sig af med at indfatte Glasskiverne. I det 11te Aarhundrede blive Angivelserne med Hensyn til virkelige Glasmalerier i vor Betydning af Ordet langt mere bestemte. Det synes imidlertid, at de rent ornamentale Mønstre have været afgjort fremherskende i hele den første Tid. Glasmalerierne i Augsburgs Domkirke skulle være forfærdigede i det 11te Aarhundrede, men man har dog ingen absolut Vished i saa Henseende. I St. Denis berømte Kirke findes der Vinduer, som Abbed Suger (død 1152) har ladet forfærdige; paa et af disse Glasmalerier ser man Abbeden selv fremstillet liggende ved Jomfru Marias Fødder. I Tyskland findes der Glasmalerier fra samme Periode i Kölns Domkirke, i Heilbronns Klosterkirke m. fl. Steder; Glasmalerierne i Prags Domkirke skrive sig derimod fra det 13de Aarhundrede. Alle disse Malerier bære endnu Præget af den romanske Bygningskunst, og deres Ornamentik har stor Lighed med Mønstrene i de Tæpper, hvormed man plejede at tildække Kirkevinduerne. I det 14de Aarhundrede fik de malede Vinduer en mere arkitektonisk Karakter. Antallet af Farver, der stode til Glasmaleriets Raadighed, var samtidigt blevet større; navnlig tilstedede det røde Overfangsglas en større Frihed; man lærte derhos at fastbrænde andre Emaillefarver end den ovenfor omtalte sorte (Sortlodningen). Kunsten naaede sin højeste Grad af Udvikling i det 15de Aarhundrede, og dens egentlige Blomstringstid strakte sig ind i det 16de Aarhundrede, saa længe Gothiken endnu hævdede sin Indflydelse. Renaissancen stillede sig derimod næsten fjendtlig over for Glasmaleriet, hvis Væsen maatte staa og falde med dets ejendommelige Teknik. Da man nemlig havde lært at indbrænde ganske forskjellige Farver ved Siden af hverandre paa en Glasplade. og ved Overfang med paafølgende Afslibning at mangfoldiggjøre Virkningerne, var man bleven i Stand til at udføre billedlige Fremstillinger af langt ringere Omfang og dog med langt mere kompliceret Tegning end tidligere, hvor de forskjelligt farvede Partier kun kunde forenes med hverandre ved Hjælp af Blyfatninger; det var derhos ogsaa lykkedes i Glashytterne at fremstille langt større Skiver af et eneste Stykke, og Anvendelsen af Blyet var altsaa ogsaa af den Grund bleven overflødig. Men netop som Følge af denne tiltagende Rigdom paa tekniske Hjælpemidler mistede Glasmaleriet sin egentlige Karakter, der jo beror paa Anvendelsen af Hytteglas af farvet Masse. Der blev ganske vist endnu bestandig adført Glasmalerier, maaske endog flere end tidligere, men Kunsten gik nu mere og mere ud paa at efterligne Oliemaleriet. Glasmaleriets organiske Sammenhæng med Arkitekturen blev mere løs som Følge af den nye Bygningsstil, der i Stedet for de talrige gothiske Vinduer, som krævede en Dæmpning af det altfor rigeligt indstrømmende Lys, anbragte store Vægflader, hvorpaa alle andre Kunster kunde faa Lejlighed til at brede sig, og Glasmaleriet mistede derfor sin fremragende Plads blandt de dekorative Kunster. I det 15de Aarhundrede gjorde disse Indflydelser sig dog endnu ikke gjældende; Glasmaleriets Teknik havde hurtigt udviklet sig; allerede i den nærmest foregaaende Tid var Kunsten ikke udelukkende bleven udøvet i Klostrene, og nu sluttede Glasmalerne sig sammen i særlige Laug, der stillede betydelige Fordringer til Medlemmernes Dygtighed. Mange af de største Kirker have endnu malede Vinduer fra denne Blomstringstid. Det var imidlertid ikke alene Kirker og Klostre, men ogsaa mange andre offentlige og private Bygninger, der bleve smykkede med Glasmaleriets Frembringelser, saaledes Raadhuse, Laugshuse, Slotte m. m.; ofte udkastede berømte Malere Tegningerne til disse Malerier, ofte vare Kobberstik og Træsnit af fremragende Mestere Forbilleder for dem. Dette saakaldte Kabinetsmaleri, Fremstilling af Glasmalerier i mindre Rammer, i den senere Tid paa en eneste Skive, benyttedes senere meget til Gjengivelse af Vaabenskjolde og blomstrede helt ind i det 17de Aarhundrede, navnlig i Schweits. Men ogsaa denne Gren af Glasmaleriet gik ganske til Grunde under Reformationens Storme, saa fuldstændigt, at Kjendskabet til Beredningen af mange Farver tabtes. Først i Slutningen af forrige Aarhundrede blev der gjort nye Anstrengelser for at hæve den gamle Kunst; det er navnlig Sigmund Frank, født Aar 1770 i Nürnberg, der har indlagt sig Fortjenester heraf; han blev som Belønning herfor kaldet til München og ansat ved den derværende kongelige Porcellænfabrik (1818). Her fandt han alle Midler til at anstille Forsøg, og efter kort Tids Forløb lykkedes det ham ogsaa at forfærdige Glas, der vare smukkere end de bedste af de gamle Mestere. Efterat den kunstelskende Kong Ludvig havde besteget Tronen, blev der i München oprettet en stor Anstalt for Glasmaleri (1826), der allerede inden et Aars Forløb havde leveret storartede Værker, navnlig de prægtige Vinduer til Regensburgs Domkirke; blandt de Malerier, der senere ere udgaaede fra denne Anstalt, og hvortil de mest fremragende Kunstnere have leveret Udkastene, ville vi blot nævne de betydelige Arbejder, der smykke Isakskirken i St. Petersborg og de berømte Vinduer i Kölns Domkirke. Malerierne fra denne Kunstanstalt udmærke sig ved Glasflussernes pragtfulde Farver, og deres ejendommelige Karakter skyldes vistnok tildels ogsaa den sparsomme Anvendelse af hvidt Glas. Tekniken i det egentlige Glasmaleri, der ikke anvender Glas, der ere farvede gjennem hele Massen, bestaar i, at de farvende Metalilter, blandede med et letflydende Glas, blive fint pulveriserede og udrevne med Lavendelolie. Maleren anbringer nu med Pensel disse Farver paa Glasskiven, der er opstillet paa et Staffeli imod Lyset, for at han strax skal kunne bedømme Farvevirkningen. Indbrændingen foregaar i en Ovn, og under Brændingen ligge Skiverne paa Lerplader i Mufler af Ler eller Jern. Varmen bliver gradvis forøget; det let smeltelige Glas flyder omsider, og ogsaa det haardere Glas begynder at smelte paa Overfladen, saa at begge Glasmasser forene sig med hinanden og danne en fast sammenhængende Masse. Naar dette er sket — hvad man ser af de Prøveglas, der ere lagte ind i Ovnen, og som efterhaanden tages ud — slukker man Ilden og lader Glasskiverne blive liggende til Afkøling flere Dage. Billedet er imidlertid i de sjeldneste Tilfælde færdig med en eneste Brænding; som oftest maa der males paany, enten for at hæve matte Steder eller for at tilføje særdeles let smeltende Glasfarver. Den hele Fremgangsmaade, der maaske i og for sig kan kaldes let og simpel nok, kræver ikke desto mindre en ganske overordentlig høj Grad af Agtpaagivenhed, naar det skal lykkes at faa Farverne til at flyde smukt og naar Billederne ikke skulle springe under Brændingen. Det andet Slags Glasmaleri, det saakaldte musiviske, der anvender Glas, der er farvet i Massen, til sine Billeder, har en ganske anden Karakter, thi her afhænger den endelige Virkning ikke af den heldige Fuldførelse af en Brænding, men af den omhyggelige Formning og Sammensætning af de enkelte Glasstykker; dette Slags Maleri vilde saaledes i Grunden ikke være andet end et kunstfærdig udført Glarmesterarbejde. Det musiviske Maleri kommer imidlertid ikke mere til Anvendelse med saa fuldstændig Udelukkelse af andre tekniske Hjælpemidler til Maleriets Fremstilling. Der er altid Skygger, Partier med Tegning og Nuancering, Ansigter, Løvværk m. m., hvortil der benyttes indbrændte Farver, eller hvor Virkningen frembringes ved Afslibning af Overfangsglas, ved Udfyldning med andre Farver o. s. v., saa at det fordrer en lige saa stor Kunstfærdighed og er forbundet med lige saa store Vanskeligheder her som ved det andet Slags Glasmaleri at frembringe den tilsigtede Virkning. Blyfatningen gjengiver Konturerne i det musiviske Glasmaleri; er der Tale om at forfærdige større Vinduer, vil Blyfatningen imidlertid ikke kunne give Maleriet tilstrækkeligt stærk Sammenhæng, og man bliver derfor nødt til at støtte dem ved Anbringelse af Jernstænger, der udgaa fra Murværket og komme til at danne et Slags Rammer i Maleriet, hvorved dettes Virkning ikke lider. Hverken ved de malede eller ved de musiviske Vinduer ere Glasskiverne ganske gjennemsigtige, men matterede enten paa Bagsiden eller paa begge Sider for at frembringe en ligelig Lysvirkning. Herved opnaas tillige den Fordel, at man ikke indvendig fra kan opdage det Metaltraadsnet, der lægges over Vinduets udvendige Side for bedre at beskytte det mod Beskadigelse. Endnu ville vi med et Par Ord omtale et ganske ejendommeligt Slags Glasmaleri, der er opfundet af Oidtmann i Linnich ved Aachen; hans Methode gaar ud paa ved Trykning med en Presse at anbringe Afbildninger paa Glasskiverne, navnlig Mønstre, der gjentage sig saaledes som f. Ex. i Tæpper, og de komme til at staa særdeles skarpt og tydeligt paa Glasset. Denne Opfindelse blev første Gang forevist paa Verdensudstillingen i London Aar l862 og vakte allerede den Gang fortjent Opmærksomhed, da de Glasmalerier, der fremstilles paa denne Maade, ere virkeligt smukke og overordentlig billige. Senere er der foretaget adskillige Forbedringer ved Methoden. Hærdet Glas. Vi have ovenfor havt Lejlighed til at omtale det gamle Sagn om en Romer, der paa Kejserdømmets Tid skal have opfundet at gjøre Glasset ubrækkeligt. Hvordan det nu end forholder sig hermed, maa denne interessante Opfindelse i ethvert Tilfælde være gaaet tabt i Tidernes Løb, og det er altsaa en ganske ny Opfindelse, der er gjort, da det i Aaret 1874 lykkedes Franskmanden de la Bastie at fremstille hærdet Glas. Han havde nemlig opdaget, at Glas, naar det efter at have faaet sin endelige Form atter opvarmedes indtil begyndende Smeltning og derpaa pludseligt og ligeligt afkøledes, viste en saa stor Haardhed og Modstandskraft over for almindeliger Indflydelser, at det næsten kunde kaldes ubrækkeligt. Han fortsatte sine Forsøg og gjorde sin Fremgangsmaade almindelig bekjendt efter først at have sikret sig ved at udtage Patent i de fleste Lande. Sagen vakte en ganske overordentlig Opmærksomhed, thi det bekræftede sig virkelig, at et Glas, der var afkølet efter de la Basties Methode, kunde taale at kastes med stor Kraft imod en Væg eller et Gulv, og at tynde hærdede Glasskiver kunde udholde stærke Slag uden at gaa i Stykker; det nye Glas var lige saa ufølsomt over for pludselige Temperaturforandringer. Naturligvis knyttede der sig strax ganske overdrevne Forventninger til den nye Opfindelse, og man forudsaa, at Glasset vilde faa en langt mere alsidig Anvendelse end før. Hidtil er der dog ikke indtraadt nogen videre Forandring i saa Henseende, men dermed er dog ingenlunde sagt, at den interessante Opfindelse ikke med Tiden vil blive af stor praktisk Betydning. Forundersøgelserne kunne ikke engang betragtes som afsluttede, og der dukker endnu bestandig nye Forbedringer frem, tildels virkelige, tildels vistnok temmelig betydningsløse. De la Basties oprindelige Fremgangsmaade bestaar altsaa i paany at gløde de færdige Glasvarer indtil de nærme sig Smeltning, saa at deres Masse bliver blød uden dog at forandre sin Form, og da pludselig at dyppe dem ned i et Bad af Olie. eller smeltet Fedt, der selv er bragt til at have en temmelig høj Temperatur (200—300°). I dette Bad blive de i længere Tid og afkøles sammen med det. Jo stærkere Glasset kan glødes uden at smelte og jo større altsaa Temperaturforskjellen bliver ved Afkølingen, desto haardere vil Glasset da i Almindelighed blive. En Betingelse for et heldigt Resultat er det altid, at Glasset ved Glødningen er blevet tilstrækkelig blødgjort, Iøvrigt maa Badet rette sig efter Glassets Natur: ved en vis Temperatur springer Glasset, ved en anden bliver det nok haardt, men det er dog kun ved en aldeles bestemt Temperatur at det opnaar den højeste Grad af Haardhed; ved Forsøg maa, man søge at udfinde det rette. Til Afkølningsbadet anvender Opfinderen, som allerede nævnt, Olie eller smeltet Fedt, der dog maa være ganske vandfrit; Blandinger af Glycerin og Fedt eller ren Glycerin kunne ogsaa benyttes; vandholdige Opløsninger bevirke derimod næsten altid en Sprængning af Glasset. Badet befinder sig i et Kar, der staar paa Ruller, og hvori der er udspændt et Net med store Masker, bestemt til at optage Glassagerne. Badet maa helt igjennem have samme Varmegrad, ogsaa paa alle Punkter af Overfladen. Glasgjenstandene blive tagne ud af Ovnen ved Hjælp af Jernet, der med en Smule Glasmasse bringes til at hæfte sig fast til dem; ere de nu tilstrækkeligt og ligeligt gjennemglødede (er det nødvendigt, afkøles de enkelte Steder og glødes paany i Ovnen), dyppes de hurtigt i Oliebadet, der befinder sig umiddelbart foran Ovnmundingen, og løsnes ved et rask Slag fra Jernstangen, saa at de falde ned paa Nettet. Saa snart Nettet er fuldt, bliver Badekarret kjørt ind i et Rum, hvis Temperatur holdes paa 40—50°, og her bliver det indtil Badet selv har antaget den samme Varmegrad; Gjenstandene tages da op, aftørres, og ved Vadskning med varm Ætsnatronlud befries de for de Fedtstoffer, der endnu hænge fast ved dem. Man har foreslaaet i Stedet for smeltet Fedt at anvende smeltede Metaller til Hærdningsbadet, da Fedtstofferne ere meget udsatte for at komme i Brand ved Neddypningen af de glødende Glasgjenstande; men Metallernes store Vægtfylde er en væsentlig Ulempe ved dette Slags Bade; der er endvidere gjort Forsøg med Anvendelsen af overhedede Vanddampe i Stedet for Fedtbad, og disse Forsøg synes at skulle føre til et heldigt Resultat. Glas, der ikke ere lige tykke paa alle Steder, hærdes heller ikke ligeligt; Hulglas med snever Aabning, Vandkaraffer og alle lignende Glassager ere ogsaa vanskelige at behandle, fordi Badet ikke hurtigt nok kan trænge ind i det Indre, og Afkølingen derfor ikke kommer til at foregaa samtidigt paa alle Punkter. Man har ad mange Omveje søgt at undgaa denne Ulempe, men man bliver dog ikke herved sikker paa et tilfredsstillende Resultat. Hanke og lignende springe i Almindelighed af i Sammenføjningerne, naar de komme i Badet, og der gaar overhovedet en ikke ubetydelig Del i Stykker under Hærdningsprocessen. Naar Glødningen ikke foretages med stor For­sigtighed, faar Glasset let et uklart, grumset Ydre. Disse og flere andre Ulemper, der ere forbundne med hærdet Glas, ville dog maaske nok ved fortsatte Forsøg kunne fjernes; derimod er der en anden og langt væsentligere, som man hidtil ikke har været i Stand til at overvinde, vel nærmest fordi den saa nøje knytter sig til selve Fremstillingsmaaden af det hærdede Glas. Hvor haardt og fast dette Slags Glas end viser sig, kan det dog hænde, at det pludseligt springer uden synlig ydre Paavirkning, og der bliver ikke andet tilbage af det haarde Glas end utallige fine Splinter, et formeligt Mel, der slynges vidt og bredt omkring med stor Kraft. Det samme finder Sted, naar man med Forsæt eller tilfældigt beskadiger Glasset. Aarsagen hertil maa søges i at Glasmassens Spændingsforhold ere blevne voldsomt omændrede ved den pludselige Afkøling. Det hærdede Glas er for Overfladens Vedkommende blevet i højeste Grad afkølet og sammentrængt, medens dets Indre ikke i samme Grad er blevet underkastet denne Tvang og Fortætning: Overfladen er paa en Maade bleven for trang for Kjærnen, som derfor sprænger Skallen, saa snart den mindste Omstændighed forstyrrer den højst problematiske Ligevægt i Gjenstanden. I saa Henseende forholder det hærdede Glas sig ganske paa samme Maade som de saakaldte Glastaarer, smeltede Glasdraaber, som man har ladet falde ned i koldt Vand, og som ere saa haarde, at de kunne taale stærke Slag uden at gaa i Stykker, hvorimod de øjeblikkelig og med stor Kraft forvandles til Støv, saa snart man afbrækker den fine Spids, som har dannet sig ved Glaskuglens Afdrypning; det samme Fænomen viser sig ved de saakaldte Bologneser Flasker, der ere fremstillede paa lignende Maade, og som kunne taale de heftigste Slag, hvorimod de springe, naar deres Overflade bliver det mindste ridset, om det saa kun er et Sandkorn, der falder ned derpaa. Af alt, hvad vi nu have anført, fremgaar det, at Hærdningsprocessen paa sit nuværende Standpunkt ikke er af stor praktisk Betydning, og det er maaske tvivlsomt, om det nogensinde vil kunne vinde Indgang netop paa Grund af den ikke ringe Fare, der synes at kunne være forbunden med Anvendelsen af det. Glassets videre Bearbejdning og Udsmykning. I mange Tilfælde ere Glasvarerne færdige til at benyttes i det tilsigtede Øjemed allerede naar de forlade Glashytten, men i andre Tilfælde maa de først underkastes en videre Behandling ved Lampen, ved Bemaling, Emaillering, Tilsmeltning af Perler og eftergjorte Ædelstene, førend de have det Udseende, der var tilsigtet. Vi behøve ikke at opholde os videre ved disse forskjellige Dekorationsmaader. Emailleringen falder i flere Punkter sammen med Porcellænmaleriet, kun at man for at gjøre Farverne tykkere anvender en letflydende, tin- og blyholdig Sats, der gjør Farverne uigjennemsigtige og mere substantielle, saa at de komme til at hæve sig plastisk op over den øvrige Glasmasseflade. Farvernes ligesom ogsaa Guldets Indbrænding sker i Mufler. Ved en særlig Behandling er det ogsaa muligt at give Glasset Sæbeboblens Farvepragt, at frembringe en Iriseren paa klart Glas, saaledes som vi kunne iagttage det paa Vindusruder, der have tjent saa længe, at man næsten ikke mere kan se igjennem dem, og saaledes som vi ogsaa have Lejlighed til at beundre det paa de antike romerske Glaskar, der undertiden findes i gamle Begravelser. De iriserende Glas, fremstillede ad kunstig Vej, bleve først foreviste paa Wienerudstillingen Aar 1873 i den ungarske Afdeling; senere er der af mange forskjellige anstillet Forsøg paa at forfærdige dette Slags Glas, der efter den Fabrikant, der hidtil har fremstillet de smukkeste Produkter, kaldes Lobmeyrs Perlemorsglas. Det er de enkelte Fabrikers Hemmelighed, hvorledes denne Iriseren bliver frembragt; rimeligvis fremkaldes den ved en metallisk Indvirkning paa de færdigtformede Glas, der i glødende Tilstand bringes ind i en Atmosfære af metalliske Dampe, saa at der formelig bliver indbrændt en metallisk Hinde paa dem. Efter Afkølingen spille disse Glas i alle Regnbuens Farver; ofte udsmykker man dem yderligere med Forgyldning og hvid Emaille. En anden ejendommelig Udsmykning af Glas foregaar ad galvanisk Vej. Naar man nemlig anbringer et Glas, hvorpaa der er tegnet og indbrændt Forsiringer med Glansguld, i et galvanisk Apparat, udfældes der Kobber paa alle de Steder, der ere dækkede af Guld, medens alle andre — som ikke ledende — blive ved at være udækkede. Paa denne Maade kan man lade et temmelig tykt Lag afsætte sig; det sidder fuldstændig fast paa Underlaget og lader sig meget let ciselere og gravere. Man kan altsaa med stor Nøjagtighed afstikke Omridsene for det metalliske Ornament og atter behandle det paa forskjellig Maade, forgylde det o. s. v. Dette Slags Udsmykning tager sig navnlig godt ud, naar den anvendes paa emailleret Glas til at hæve Konturerne. Glasset bliver imidlertid ikke alene behandlet ved Hjælp af Ild, men ogsaa ved forskjellige mekaniske Midler, saaledes ved Anvendelse af Diamant, Staal, Slibesten og ætsende Syrer. Glasset har i Kulden en temmelig stor Grad af Haardhed, men angribes dog af hærdet Staal, af mange Ædelstene, ja endog af Kvarts. Diamanten skjærer Glas lige som en spids Kniv skjærer i en Lerskive og den er derfor et meget værdifuldt Materiale til at give Glasset de ønskede Former. Glarmesterdiamanten maa være saaledes indfattet, at to sammenstødende naturlige Krystalflader danne den skjærende Kant. Den sikre Føring af Diamanten opnaas først ved en længere Øvelse, og vanskeliggjøres i høj Grad, naar der ikke er Tale om at trække lige Linier, men hvor der skal udskjæres krumliniede Figurer paa fri Haand efter bestemte Mønstre. Cirkelrunde Glasplader kunne derimod let fremstilles, ved enten at sætte Diamanten i en Passer eller ved at indspænde Glaspladen i en Drejebænk og holde Diamanten ind imod Pladen, medens denne drejes rundt. De ru Kanter afslibes let paa en almindelig Slibesten. Ofte anvender man Sprængning for at dele et Glaslegeme i flere Stykker, og der anvendes dertil flere forskjellige Methoder. Glasstænger og Glasrør brydes let over paa bestemte Steder, ved først at give dem et tilstrækkelig dybt Indsnit med en Fil paa det Sted, hvor man ønsker Brudet. Andre Methoder bero i Reglen paa den uligeartede Udvidelse og Sammentrækning af Glasset, naar det ophedes eller afkøles paa det Sted, hvor der skal foregaa et Brud. Ved cylindriske Glasgjenstande benyttes meget Omlægning og Antændelse af en Svovltraad eller ogsaa Omlægning af en almindelig Traad, der, ved hurtigt at trækkes frem og tilbage, frembringer en stærk Opvarming paa dette Sted af Glasset, der knækker, naar det pludselig afkøles ved Paahælden af koldt Vand; disse Methoder slaa imidlertid heller ikke sjelden fejl. Mere hensigtsmæssig er derfor Sprængringen, en Jerntraad, der i den ene Ende er ringformet bøjet. Denne Ende af Traaden gjøres glødende og Ringen trækkes saa stramt sammen, at den nøjagtig passer omkring den Glascylinder, der skal sprænges. Efter omtrent et halvt Minuts Forløb borttages Ringen og man berører det ophedede Sted med et Stykke fugtigt Træ, hvorpaa Bruddet øjeblikkelig foregaar. I de fleste Tilfælde er dog det bedste Middel Anvendelsen af Sprængkul. Disse bestaa af smaa Stænger, der tilberedes efter forskjellige Recepter af en Dejg af fint pulveriseret Bøgekul og en Gummi- eller Harpixopløsning. Naar en saadan Stang antændes i den ene Ende gløder den ganske rolig indtil den er helt forbrændt. Man gjør nu et Filstrøg paa Glasset paa det Sted, hvor Brudet skal begynde, sætter derpaa den glødende Ende af Kulstangen paa og venter rolig indtil der dannes en lille Revne. Derefter bevæger man langsomt Kullet i den foreskrevne Retning og fører saaledes Revnen videre hen hvor man vil have den. Ved nogen Øvelse kan dette Arbejde udføres meget regelmæssigt, og man kan paa denne Maade skjære eller rettere sprænge et almindeligt Drikkeglas ud til en smal Skruegang fra oven og ned efter, saa at det lader sig strække som en almindelig Spiralfjeder. Man kan ogsaa anvende en Diamant sammen med disse Temperaturforandringer, hvad der ofte benyttes ved tykkere Glas, hvor Snittet med Diamanten er forholdsvis af for ringe Dybde til at man kan benytte den mekaniske Brydning af Glasset. Dypper man et Glas, der saaledes er skaaret med Diamanten, afvexlende i koldt og i varmt Vand, vil Snittet stadig blive dybere, indtil der endelig finder et Brud Sted. Man har forskjellige Methoder til Gjennemhulning af Glas. Smaa Huller kan man, ved Hjælp af et Metalbor, næsten lige saa let udføre i Glas som i Metal; med en Gravstik eller med en tilspidset trekantet Fil kan man udarbejde Huller paa fri Haand, hvorefter de kunne udvides ved en Rival. I alle Tilfælde, hvor Glas skal bearbejdes med et skarpt Metalinstrument, maa det omhandlede Sted stadig holdes fugtigt med harpixholdigt Terpentinolie for at forhindre at det splintres. Paa en mere langsom men ogsaa sikrere Maade frembringes runde Huller i Glas ved Slibning især ved Hjælp af Drejebænken. I Stedet for et Bor benyttes her en omløbende stump Stift, i Reglen af Kobber, til større Huller en lille paakittet Kobberskive. Disse Boremidler blive besmurte med Smergel udrørt i Olie, og denne Besmøring gjentages saa flere Gange under Arbejdet. Anvendes i Stedet for Skiven et ring- eller rørformet Stykke Metal, falder der en lille udskaaret Skive af, naar Hullet er færdigt. Paa denne Maade udskjæres af tykt Glas de Skiver, der benyttes til optiske Linser. I den Tilghmannske Sandblæsemaskine har man i den senere Tid faaet et meget sindrigt opfundet Apparat til at kunne udføre forskjellig dybe Graveringer, ja endog Gjennemboringer af de tykkeste Glasplader. Denne Maskine, en amerikansk Opfindelse, der paa Verdensudstillingen i Wien første Gang forevistes det europæiske Publikum, bestaar i Hovedsagen af et tragtformet Fad, i hvis smalle nedadvendende Del der udmunder et Rør fra en Blæsebælg; selve Fadet fyldes omtrent halvt med skarpt Sand og tildækkes med den Glasplade, der skal gjennemhulles, hvorefter Blæsten begynder at virke. Den stærke Blæst sætter nu Sandkornene i Bevægelse og slynger dem med Heftighed mod Glaspladen, paa hvilken hvert enkelt Sandkorn virker som en ganske lille Hammer. Hvert Sandkorn udslaar en lille Glassplint, og da Sandet uophørligt farer op og ned, bliver Glaspladen angreben paa alle de Steder, der ikke ere beskyttede ved et Læder- eller Kautschukovertræk, og lidt efter lidt saaledes udhulet, at det tilsidst bliver helt gjennemboret. Ved udskaarne Patroner kan man indskrænke Virkningen til bestemte Steder, hvorved der kan frembringes alle Slags Mønstre, som man kan udarbejde i en hvilken som helst Dybde, lige til den aller svageste Mattering, saaledes som det ellers kun er muligt at fremstille den ved Ætsning. Til saadanne Patroner maa dog kun anvendes bløde Stoffer, der ikke selv kunne splintres, og endog fine Kniplinger beskytte det bagved liggende Glas paa de dækkede Steder. Glasslibning. Denne Operation anvendes saa ofte, dels til at jevne og polere Glassagernes Overflade ganske paa samme Maade som vi have set anvende ved Spejlfabrikationen, dels for at udsmykke Glasvarer med fordybede Tegninger, Indskrifter o. s. v., dels endelig for at fremstille saadanne Sager, der hverken ved Pustning, Presning eller Støbning kunne faa en saa høj Grad af Regelmæssighed og Fuldendthed, som der er nødvendig i det paagjældende Tilfælde. De Redskaber, der anvendes hertil, bestaa af roterende Skiver, Plader eller Spidser, der angriber Glasset enten ved deres egen Masse eller ved paastrøede Legemer. Det lyder utroligt, naar man hører, at de overordentlig fine Mønstre, som navnlig de engelske og böhmiske Glasvarer ofte fremvise, udføres simpelt hen ved at trykke Glasset imod den roterende Slibeskive, og at disse Udsmykninger udføres af almindelige Arbejdere, hos hvem man ikke kan forudsætte nogen videre udviklet Kunstsands, og som dog udføre Arbejdet ganske paa fri Haand uden Hjælp af Tegning, der i Forvejen er afsat paa Glasset, undtagen hvor Mønstret er ganske særdeles indviklet. I Böhmen drives Slibeapparaterne i Almindelighed med Vandkraft, i England derimod med Damp, og Slibemøllerne ligge som oftest i Nærheden af store Glashytter, hvor der drives andre Grene af Glasindustrien, saaledes som Knap-, Prisme- og Perlefabrikation m. m. Slibemaskinerne ere egentlig ikke andet end et Slags Drejebænke, paa hvis Axel der fastskrues de forskjellige Skiver, Hjul m. m., der skulle benyttes til Arbejdet. Slibeskiverne ere af meget forskjellig Størrelse, Form og Materiale. Nogle bestaa af haard Sandsten og ere 6—8 Tommer i Gjennemsnit med en Tykkelse af 1/3—2/3 Tomme. Desuden findes der større Skiver af Jernblik og mindre af hamret Kobberblik fra en Tokrones indtil en Tiøres Størrelse og endnu mindre. Jo finere Udsmykningerne skulle blive, desto mindre Skiver anvendes der da ogsaa, og de ere da i Reglen af Staal i Stedet for af Kobber. Anbringelsen af fordybede Mønstre kaldes specielt Gravering til Forskjel fra den egentlige Slibning, der navnlig tilsigter Fremstilling af Facetter o. l. Til de fineste Graveringer benytter man ogsaa Diamant. Paa en af de sidste Verdensudstillinger var et engelsk Firma mødt med en graveret Karaffe til en Pris af 4000 Kroner. Vi nævne dette for at vise, hvor stort Arbejde der maa have været anvendt paa Graveringen af denne Karaffe, hvortil Materialet i det højeste kan have havt en Værdi af et Par Kroner. Slibeskivernes Forskjellighed indskrænker sig ikke alene til deres Gjennemsnit og Tykkelse, men gjælder ogsaa og navnlig deres Kant, den egentlige arbejdende Del; den er snart flad, snart hvælvet konkavt eller konvext, snart saa skarp som en Kniv, og Sliberen maa i ethvert foreliggende Tilfælde vælge hvad der passer bedst, Ved Slibning af større eller mindre Flader bliver først den overflødige Masse bortskaffet ved den saakaldte Raaslibning, hvortil der benyttes kraftige Slibemidler, i Almindelighed et haardt, skarptkornet Sand; derefter følger Blankslibningen, som glatter Overfladen, og endelig Poleringen med Skiver af Kork, Tin eller Træ, dette sidste Slags ofte overtrukket med Filt. Slibningen af Facetter paa Glasprismer, Perler o. s. v. foregaar paa en ganske simpel og ligefrem Maade ved at dreje den paagjældende Gjenstand imod Slibeskiven, saaledes at de Dele, der skulle facetteres, en efter en blive behandlede. Er det særligt nøjagtige Sager, man skal fremstille, udføres Arbejdet paa lignende Maade som Slibningen af Ædelstene, men i Almindelighed anvender man ikke videre Omhu herpaa; og dog kunne disse Godtkjøbsartikler ofte udvise en næsten mathematisk Nøjagtighed, thi den uafladelige Udførelse af de samme Haandgreb bevirker, at Sliberen tilsidst kommer til at arbejde med Maskines Nøjagtighed. En dygtig Glassliber arbejder med stor Hurtighed og kan i utrolig kort Tid udføre de fineste Mønstre paa Glasset, blot ved at vende og dreje det imod Slibeskiven. Udførelsen af klare Mønstre paa farvede Glas, der ere forfærdigede ved Overfang, sker ved at det farvede Lag bortslibes paa de vedkommende Steder. Slibningen af optiske Glas foregaar paa en ganske ejendommelig Maade, der allerede er omtalt ovenfor i III. Bind Side 274. Som et særligt Hjælpemiddel ved Udsmykningen af Glasvarer maa nævnes Ætsning med Flusssyre (Fluorbrintesyre). Denne Syre har den Ejendommelighed at opløse Glassets Kiselsyre og kan — ligesom Salpetersyre til Kobberstik — anvendes til at frembringe Fordybninger i Glasset. Man skaffer sig den luftformige Flusssyre ved at udrøre fint pulveriseret Flussspat med koncentreret Svovlsyre, destillere Blandingen og lade den frigjorte Syre indvirke paa Glasset, der skal ætses; i mange Tilfælde behøver man slet ikke at destillere Flussspatblandingen men kan nøjes med uden videre at anbringe denne paa det Glas, der skal ætses. Hvor Flussyren kommer til at virke, bliver det blanke Glas mat og omsider fordybet; naar man vil ætse en Tegning i Glasset, dækker man derfor de Dele, der skulle holdes blanke, med et beskyttende Lag Fernis af Vox og Terpentin eller lignende, og Ætsningen foregaar da enten i et lukket Rum ved den luftformige Syre eller ved Paalægning af Blandingen. I første Tilfælde komme de ætsede Steder til at tage sig ud som mat Glas, i sidste Tilfælde blive de derimod gjennemsigtige. Disse forskjellige Forædlingsmetoder udgjøre hvad man kalder Raaglassets Raffinering. Da der er en saa stor Forskjellighed i de Operationer, der udføres herved, er det en Selvfølge, at Arbejdsdelingen er skarpt gjennemført, og Arbejderne blive ofte paa Grund heraf udviklede til sande Kunstnere. Ganske vist bliver Glasset i Almindelighed forarbejdet i saa store Masser, at der ikke ret vel kan være Tale om Kunstproduktion; men paa den anden Side afgiver Glasset dog for mange Kunstgrene et Materiale, der er saa smukt og ædelt som tænkes kan. Glasindustrien deler sig saaledes i to Grene, hvoraf den ene befatter sig med Raaglassets Fremstilling, den anden forvandler det til mere eller mindre forfinede Gjenstande saaledes som de forlanges af Handelen. Den første maa drives ved Glashytterne, men frembringer iøvrigt ogsaa strax sælgelige Forbrugsartikler, saasom Flasker, Drikkeglas, Lampeglas o. s. v.; den sidste Gren kan ogsaa være forenet med Glashyttedriften, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet ved den berømte Josephinenhütte i Schlesien; men i de fleste Tilfælde er den dog adskilt derfra og drives som et Slags Husflid; da en fuldstændig Arbejdsdeling ligger til Grund for den, maa en Gjenstand mangen Gang passere en utrolig Mængde Værksteder, førend den faar sin endelige Form. Medens Glasindustrien ved Opfindelsen af nye Methoder og ved Opdagelsen af nye Stoffer har gjort store Fremskridt i den nyere Tid, har den paa den anden Side ogsaa i betydelig Grad udvidet sin Virksomhed og vundet en Indgang, hvorom man tidligere næppe havde drømt. Dette er vistnok hovedsagelig en Følge af Gasfyringen, som man nu har indført ved de fleste Glashytter, der drives paa en fornuftig Maade. Herved er der nemlig ikke blot opnaaet en betydelig Besparelse af Brændsel og som Følge deraf atter en billigere Tilvirkning, men det er ogsaa lykkedes at fremstille en bedre Vare; Glashytterne ere saaledes for Fremtiden ikke henviste til de skovrige Egne, og Glasindustrien kan derved komme til at nyde godt af mange Fordele, som den tidligere ganske eller delvist maatte savne paa Grund af den mere afsondrede Beliggenhed. Vi ville til Slutning meddele nogle faa statistiske Oplysninger, for at man kan danne sig en lille Forestilling om det uhyre Omfang, vor Tids Glasindustri har naaet. Belgien tilvirkede saaledes i Aaret 1873 i 68 Fabriker med 239 Ovne og 1690 Digler for 36 Millioner Kroner Vindusglas, for 6 Mill. Kr. Krystal- og Hulglas, for l½ Mill. Kr. Flaskeglas og for 5 Mill. Kr. Spejlglasvarer. England talte Aar 1873 ikke mindre end 232 Fabriker, hvori der var beskjæftiget 21,000 Arbejdere. Frankrig tilvirker aarlig i Gjennemsnit for over 80 Millioner Kroner Glasvarer af forskjelligt Slags og beskjæftiger over 35,000 Arbejdere. Østrig tilvirkede Aar 1872 for omtrent 40 Millioner Kroner. Tyskland har omtrent 350 Glashytter, hvor der tilvirkes Varer til et Beløb af henved 70 Millioner Kroner. Italien (Venedig og Murano) sender for c. 5 Millioner Kroner Glasvarer paa Markedet hvert Aar.</poem> Glastilvirkningen i de skandinaviske Lande.*) <poem>Kunsten at tilvirke Glas, har kun havt ringe Udbredelse her i tidligere Dage; vi have sikkert først sent lært at sammensmelte Kiseljord og Ludsalt til det haarde, glatte og gjennemsigtige Stof, som kaldes Glas. Vel er der Efterretninger om, at der i længst forsvundne Dage skal have været Glaspusterier i Jylland; man vil have fundet gamle Mure og Ildsteder, som Beboerne kaldte Glasovne, men sandsynligvis har det været Levninger af Mas ovne. Frederik II. indkaldte en Glasbrænder fra Hessen, og i Aaret 1596 leverede Leborius Threbing, »Glasbrænder boende for Skanderborg«, 20,000 Drikkeglas til Kristian IV.s Kroningshøjtid. Han fik dem betalt med næsten 200 »gode Daler«. Først fra omtrent Aaret 1660 har man Efterretning om et Glasværk i Kjøbenhavn; Frederik III. lagde nemlig Told paa Indførselen af fremmed Glas, for at dette Glasværk bedre kunde nyde Fremme. Hvorledes det er gaaet med dette Værk, vides imidlertid ikke, og da efter Branden i 1726 Domkirken i Viborg tilligemed endel andre Bygninger i denne By blev gjenopført af Kammerraad Stallknecht, »Bygmester udi Altona«, hedder det i Kontrakten herom, at Vinduerne i Kirken skulde gjøres af »godt mecklenborgsk Glas, firkantet, langagtigt og stærkt«, og ved Siden af det mecklenborgske Glas nævnes kun »Lybæker Glas«. Først omtrent Aar 1740 bliver den indenlandske Glasfabrikation fremtrædende. Aktieselskabet »det oktrojerede norske Kompagni« blev oprettet den 21de Maj Aar 1739 med det Formaal at tilvirke bl. a. Tjære, Beg, Harpix, Kønrøg, Olie, Glas, Salpeter og Kridt, at opsøge Alun, Blyhvidt, Marmorværker o. s. v. samt tilberede Farver, Huder, Skind, Fjer m. m.; dette Selskab var det, der bragte Glastilvirkningen i Gang, ja endog i saa god Gang, at der Aar 1760 udgik en Forordning, hvorved der saasom de norske Glasfabriker for billige Priser forfærdigede lige saa gode Glasvarer som de fremmede, under Straf blev forbudt at indføre alle Sorter fremmede Glas, baade Vindus- og Krystalglas, slebet og uslebet, fint og grovt saa vel som Bouteiller, Apothekerglas o. desl. Ja, Aar 1771 blev Forbudet endog skærpet derhen, at alt fremmed Glas, som til Forhandling maatte findes i Behold, inden Maj Maaneds Udgang Aar 1772 skulde være enten afsat eller udført til fremmede Steder. Vi staa her ved et af Datidens sædvanlige Forsøg paa at fremtvinge en indenlandsk Tilvirkning. Glasværkerne i Norge tilvirkede »norsk Krystalglas«, »norsk hvidt Glas«, »Taffelglas«, »Fensterglas«, »Bouteiller«, »grønt Glas« og endeligt »Medicinglas«. De skulde fra Aaret 1781 til 1787 gjennemsnitlig have solgt for 120,000 Kroner om Aaret. Først Aar 1825 fik Danmark et Glasværk nemlig Holmegaards Glasværk ved Næstved. Som vi ovenfor have set, gjordes der under Krigene i dette Aarhundredes Begyndelse betydelige Anstrengelser for at bringe et Glasværk i Gang i Danmark. Da England var Herre over Søen, kunde de norske Glasværkers Tilvirkning kun sparsomt komme hertil, og her var derfor stor Trang i saa Henseende. Og det Savn, der saaledes føltes, blev ikke mindre efter Freden i Aaret 1814, ved hvilken Norge jo helt blev skilt fra Danmark. Mærkeligt er det derfor, at der ikke før Aaret 1820 gjordes noget Skridt til et Glasværks Oprettelse, hvorved dog strax maa tilføjes: i selve Kongeriget; thi allerede Aaret efter Fredsslutningen havde Aktuar Pederstamme Petersen søgt og faaet Privilegium til at anlægge en saadan Fabrik i Frederiksfelt. I det Privilegium han fik blev det tilladt, at de af ham forfærdigede Glasvarer maatte indføres toldfrit her i Kongeriget. Den, der her i Landet satte sig i Bevægelse for at skaffe en dansk Glasfabrik tilveje, var Gehejmekonferensraad, Amtmand Sophus Danneskjold-Samsø, der ansøgte om Bevilling til ved Holmegaards Tørvemose i Fensmark Sogn paa Holmegaards Gods i Præstø Amt at anlægge en Glasfabrik til at brænde Bouteiller. Inden der imidlertid kom noget endeligt Resultat derpaa, døde han imidlertid, og vi se da Skiftekommissionen i hans Bo ansøge om et Laan af kun 6000 Kr. af Industri- og Kommercefonden til at fortsætte den Afdødes paabegyndte Værk, men det opnaaedes ikke. Boets Administratorer lode sig dog ikke forknytte heraf; skjøndt de strax lede under Mangel paa rede Penge, arbejdedes der dog lidt efter lidt videre i den Retning, som den Afdøde havde anvist, og i August Maaned 1826 var Værket saa vidt fremmet, at Enkegrevinde Danneskjold ansøgte om udelukkende Privilegium for sig og Arvinger til i 20 Aar paa Sjælland, Øerne og i Jylland at maatte drive og lade drive Fabrikation af Flasker, Medicin- og Vindusglas af grønt, hvidt og farvet Glas saavel af Skaar som af Aske, med den i flere Retninger oplysende Tilføjelse, at Privilegiet kun skulde gjælde saa længe Produktionen udgjorde mindst 100,000 Bouteiller om Aaret foruden andre Glassorter. Ansøgerinden oplyste, at Glasværket havde været i Gang siden den 9de November 1825, og at alene en norsk Mester sammen med en Svend fra den Dag til August 1826 havde tilvirket omtrent 40,000 Stykker hamrede Bouteiller, der vare afsatte ligesaa hurtigt som de kunde tilvirkes, til en Pris af 18 Kroner for 100, hvilket var 2 Kroner billigere end de norske. Hun gjorde endvidere opmærksom paa, at Anlæget ikke havde faaet noget som helst Tilskud fra Staten. En saadan udelukkende Eneret vilde Regeringen imidlertid ikke give, og det endte da med, at Grevinde Danneskjold-Samsø under 21de December 1826 fik et slet og ret Privilegium til paa Holmegaard Gods at anlægge og drive et Glasværk med Rettighed til at antage og holde de dertil fornødne Arbejdere og til sædvanligt Udsalg af de paa Værket forfærdigede Glasvarer til Alle og Enhver, samt med Ret til toldfri Indførsel fra Udlandet af Glasskaar, Brunsten og Kobold. Aar 1847 blev der tilvirket over 700,000 Stykker grønne Flasker og Grøntglasarbejder, over 500,000 Stykker forskjelligt Arbejde af Hvidtglas og Kronglas og endelig 1360 Pund hvide Glasrør, alt til en Værdi af over 130,000 Kroner, og Arbejdernes Antal var samtidigt steget til 24 Glasmagere og Lærlinge, 3 Glasslibere med 1 Lærling, 1 Glasmaler, 10 Smeltere, 36 andre Biarbejdere og et ubestemt Antal Daglejere. Tilvirkningen steg stadigt, og da Værkets Ejer ønskede vedblivende at kunne tilfredsstille Efterspørgselen uden dog at overskride Forbruget af et vist Kvantum Tørv, bestemte han sig til at anlægge et nyt Værk paa Kastrup paa Amager og til at drive det med Stenkul. Det traadte i Virksomhed med 12 Glasmagere og 6 Pottemagere i Begyndelsen af Aaret 1848 særligt beregnet paa Grøntglastilvirkningen, hvorfor denne indskrænkedes noget paa Holmegaard. Glasværket paa Kastrup var imidlertid ikke det eneste Glasværk, der opstod paa denne Tid. Allerede Aar 1834 havde Krigsraad Conradsen faaet Bevilling til paa sin Ejendom (Nørlund ved Aalborg) at anlægge et Glasværk, som kort efter fremtraadte under Navn af »Conradsminde«, og hvorfra der allerede udstilledes Flasker paa Udstillingen i Aaret 1836. Det var ligesom ved Holmegaard en hidtil næsten ubenyttet henliggende Tørvemose, der gav Anledning til Glasværkets Anlæg. Ved Siden af de saaledes nævnte Etablissementer Holmegaard og Conradsminde, anlagdes nu foruden Kastrup et Glasværk paa Bornholm. Trangen var stor dengang til Flasker — Folk begyndte bl. a. paa den Tid at tappe Øl paa Flasker og have disse henliggende i Stedet for hver Gang at tappe umiddelbart af Træet — men dog synes Glasværkstilvæxten at have været for stor. Holmegaard tilvirkede vel i Aaret 1847 over 700,000 Flasker og Conradsminde henved 400,000, men Glasværket paa Bornholm trivedes ikke. Det blev snart flyttet til Helsingør (»Godthaab«), og her førte det en vegeterende Tilværelse, indtil det i Aaret 1860 traadte i Forbindelse med Holmegaard. Foruden disse tre Glasværker, Holmegaard, Kastrup og Godthaab, drives der for Tiden her i Landet Glasværket i Aalborg, der med to Hytter, en til Flasker og en til Hvidtglasvarer, aarlig tilvirker omtrent 800,000 Flasker og en tilsvarende Mængde Hvidtglasvarer; fremdeles Odense Glasværk, anlagt Aar 1874, Lyngby Glasværk, anlagt samme Aar, og Kjøbenhavns Hvidtglasfabrik, der begyndte sin Virksomhed Aar 1875. Tilvirkningen ved Holmegaard ønskedes større i Aaret 1848, men Hensyn til Tørvemosen, som man ikke hensynsløst vilde ødelægge, gjorde, at man maatte bestemme sig for et nyt Anlæg, og Kastrup blev da valgt: Kultilførslen var let her ligesom enhver anden Tilførsel, saaledes som Soda fra England, Sand fra Belgien og Stevns m. m., til Glastilvirkningen. Der begyndtes med en Ovn, men efterhaanden voxede Anlæget og nu er der tre Ovne; ved den ene tilvirkes der navnlig Lampeglas (Blyglas) og Medicinglas, ved de to andre Flasker, og den aarlige Tilvirkning af disse sidste løber op til henved 1,800,000 Stykker. Kastrup Glasværk, der nu ejes af et Aktieselskab, er det betydeligste i hele Norden, og man maa gaa saa langt Syd paa som til Sachsen for paa Fastlandet at træffe et Glasværk af saa betydeligt Omfang. I Sundet, ganske i Nærheden af Kastrup, findes udmærket Sand, der nu næsten udelukkende benyttes i Fabriken. Udførslen af Glasvarer fra Danmark beløb sig i Aaret 1877 til c. 1 Million Pund. Norges betydeligste Hvidtglasfabriker ere Biris og Hadelands. Landets Udførsel af Glasvarer beløb sig i Aaret 1876 til 4 Millioner Pund Bouteiller til en Værdi af 270,000 Kroner og c. 116,000 Pund Hvidtglas. Af Sverigs Glasværker var Reymyres tidligere meget bekjendt; nu maa nævnes Kostas og Limmareds. Den samlede Udførsel var i Aaret 1876 kun omtrent 220,000 Pund Glasvarer af forskjelligt Slags.</poem>

wikisource

wikisource_3035

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=453 to=454 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9534

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Over al Forstand.djvu" header=1 from=13 to=30 />

wikisource

wikisource_30401

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=43 to=59 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_14163

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf" from=17 to=53 header=1 />

wikisource

wikisource_21412

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Breve fra Ensomheden.djvu" from=99 to=100 tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_15991

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Hummer, Krebs, Krabber og Reier. afskylles i koldt Vand og koges i rundeligt Vand med Salt; Vandet maa være i stærkt Kog, før de kommes deri. De skummes godt og ere kogte nok, naar Benene kunne tages af. Paa Reierne kommes først Salt, naar de ere tagne af Ilden, og de kunne bevares i flere Dage derved, at man lade dem blive staaende i lidt af det Vand, hvori de ere kogte, med rundeligt Salt i. Naar de skulle bruges, hældes de i et Dørslag, hvor Vandet afrystes. Reier og Asparges.. 25 Asparges af Mellemstørrelsen skrælles, skæres i korte Stykker og koges i ½ Pot Vand me lidt Salt; naar de ere møre, sies Vandet fra dem. 1 Pot kogte Reier pilles, Skallerne stødes med lidt Smør og svitses paa Ilden, derefter kommes lidt efter lidt ½ Pot hedt Vand eller tynd Bouillon derpaa, tilsidst Vandet, hvori Aspargeserne ere kogte. Naar det har kogt et lille Qvarteer, afsies det, og Suppen sættes igjen paa med en Jævning af omtrent 2 Lod (6 O.) Meel, udrørt med lidt Smør. Naar dette har kogt, kommes Aspargeserne og de pillede Reier deri tilligemed et Par Theskeer hvidt Sukker, mere Salt, om behøves, og lidt Muskatblomme, hvorefter det strax anrettes; der kan lægges Skiver af bagt Franskbrød paa Fadet, hvorover det Stuvede hældes, eller der lægges Rouletter af kogt Fisk eller Butterdeigskager rundt om Kanten af Fadet. Det kan ogsaa fyldes i smaa Posteier.<br> Paa samme Maade stuves og anvendes Krebs og Hummer; det smager godt at komme noget kogt Blomkaal derimellem og at sætte en Ris-Rand om Fadet, hvorpaa det serveres. Man kan ogsaa stuve dem i Melk eller Fløde, men da bruges ikke det Vand, hvori Aspargeserne ere kogte, og der tages Melk til at koge Skallerne i istedetfor Vand. Muslinger.. Den sorte Dusk, som sidder paa Muslingerne, rives af, og de skylles og skrubbes i flere Hold koldt Vand, tages op af det sidste, lægges i Kjedlen, hvori der er kommet lidt Eddike, men uden mere Vand end det, der følger med dem, kog koges med Laag paa, indtil de aabner sig. De pilles strasx af Skallerne; Skægget og den sorte Tunge skæres af, og den Sauce, som fremkommer ved deres Kogning, blandes med lidt Eddike og hældes paa dem. Skulle Muslingerne stuves, da bruges dertil fint stødte Tvebakker, Smør, Suppe, hvidt Vin, lidt Citronsaft, stødt Muskatblomme og Salt, hvilket koger, indtil der er jævnt, da gives Muslingerne tilligemed lidt af den Sauce, hvori de staa, et lidet Opkog deri. Istedetfor Tvebakker kan tages Meel, men da røres først et Par Æggeblommer hvide, hvori Melet og alt det Øvrige røres, naar det sættes paa Ilden. Stuvede Muslinger kunne fyldes i smaa Posteier, kommes inden i Gratin, Granade eller paa et dybt Fad og belægges da med Farce eller med et Lag stødt Brød, hvorpaa der hældes Smør, og bliver bagt i Fadet. Østers. spises for det meste raa med Citronsaft. De kunne ogsaa stuves ligesom Ovenstaaende. Vil man stege dem, da bruges dertil store Skaller, hvor 5 à 6 Østers lægges, tilligemed fint stødt Brød, hvid Vin, lidt Citronsaft, Muskatblomme, Smør, lidt Salt, lidt tynd Bouillon og den Sauce, som er ved Østerserne. Et Lag stødt Brød strøes derpaa, hvilket belægges med smaa stykker Smør. Saaledes sættes Skallerne med Østerserne i Ovnen eller Tærtepanden og bages lysebrune. De spises fortiden før Suppen. Skægget koges i lidt Vand og sies; denne Suppe kommes paa smaa Flasker og bruges til Saucer. Det kan ogsaa tørres i en Ovn, stødes fint og saaledes kommes i Saucer. Plukkefisk. laves af Gjedder, Torsk, Aborrer, Kuller og flade Fisk, som koges og pilles fra Benene. Et Stykke Smør smeltes, deri røres Meel; det spædes lidt efter lidt med Melk, indtil det har en passende Tykkelse, da kommes Fisken og stødt Muskatblomme eller Peber deri og koges lidt, tilsidst et lidet Stykke hvidt Sukker og Salt. Førend Saltet kommes i, kan man legere Plukkefisken med 1 eller 2 Æggeblommer, hvilket giver den en god Smag. Derpaa lægges Skiver Franskbrød som ere bagte i Klaret og Smør, paa Fadet, og Plukkefisken hældes derover. Man kan ogsaa komme den varme Plukkefisk paa et dybt Fad, strøe et Lag stødt Brød, saa tykt, som en Finger, derpaa, hælde smeltet Smør derover og sætte det i Ovnen eller paa en Ildgryde med Gløder paa et Laag, som maa lægges over Fadet, og lade den bage lysebrun. Men for af Brødet ikke skal synke ned i Fisken, maa denne være stuvet temmelig tyk og bliver derfor bedst ved at legeres med Æggeblomme. Istedetfor Brød kan man lægge et Laag eller smaa Kager af Buttrdeig over Plukkefisken, eller man kan støde Tvebakker, bage det i Smør paa Panden og lægge det paa Fadet som en Kant omkring Plukkefisken, naar den anrettes. Paa samme Maade laves den af kogt Klipfisk og Bergfisk, kun at den hakkes fin og behøver mere Smør. Dersom man ikke vil anvende Brød eller Kager til den salte Fisk, kan der enten kommes kogte og smaatskaarne Gulerødder eller Rosiner, som først ere kogte i Vand, derpaa tilligemed stødt Peber. Plukkefisk af fersk Fisk, paa en anden Maade.. Et stykke Smør smeltes, deri kommes fint stødt og sigtet Brød, Muskatblomme, hvidt Vin, Citronsaft, Salt, Bouillon og lidt af Fiskesuppen, om den haves. Det koger, indtil det er jævnt, da gives Fisken et Opkog deri. Denne Plukkefisk kan kommes i de Skaller, hvori man ellers steger Østers, bestrøes med stødt Brød, overhældes med Smør og bages i Ovnen. I øvrigt kan denne anvendes ligesom Foranførte. Klipfisk.. Finnerne skæres af Fisken, som skæres istykker og sættes i Vand om Aftenen, før den skal bruges. I Vandet kommes et lille Stykke Soda, hvilket er fuldkomment uskadeligt og bevirker, at Fisken bliver hurtigere kogt og hvidere af Udseende. Næste Dag skrabes den paa begge Sider, saa Skællerne, ikke Skindet, kommer af, og gives frisk Vand, hvori den staar, til den skal koges; da sættes den paa Ilden i koldt og rundeligt Vand uden Salt, skummes og koger, til den er mør, sædvanlig ½ eller ¾ Time. Den maa ikke blive i Vandet efter at den er kogt, men lægges strax paa Fadet med Skindet opad. Den spises med Smør og Sennop samt haardkogte hakkede Æg, som kommes i Saucen ved Bordet, og pillede Kartofler. Bergfisk.. Fisken skæres istykker og sættes i Vand samme Morgen, den skal bruges. Den kommes i kogende Vand uden Salt og behøver kun at koge et lille Qvarteer, da den er let til at gaa istykker. Naar Kjedlen løftes af Ilden, kommes Salt og lidt koldt Vand deri, hvorefter Fisken strax lægges paa Fadet med Skindet opad. Ved at koge med Salt bliver Fisken haard. Spises med smeltet Smør med Peber i, ogsaa med Sennop og Smør og Kartofler.

wikisource

wikisource_2250

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

"Dette er originalteksten fra sommerrevyen 'Fra Flakhaven til Fruens Bøge' på Odense Sommertheater, 1895." Sejle op ad åen, en dejlig sommerdag<br> hvilken lyst på engens kyst,<br> nikke tusind blomster tyst,<br> og ved den blinkende vove<br> langt fra vejenes støv<br> vinke de skyggende skove<br> med herlig duft og løv.<br> Kommer imellem der brud på maskinen<br> eller vi løber en smule på grund,<br> har ved forliset en trøst, vi i pinen<br> vi kan ej drukne, hvor vi føler bund.<br> Sejle op ad åen en dejlig sommerdag,<br> båden glider på den<br> med sagte stempelslag.<br> Dans i Fruens Bøge, under grønne træer<br> en og hver kan danse der<br> med og uden hjertenskær,<br> og i den bølgende vrimmel<br> båret af tonernes lys<br> højt i den syvende himmel<br> man soler sig i fryd.<br> Valsen den drager,<br> musikken den fængsler,<br> polka og hopsa gør sjælene glad.<br> Hjælp er her også for tørstendes længsler,<br> limonade, kager og øller fra fad.<br> Dans i Fruens Bøge under kronernes brus<br> her kan man sig søge en salig sus og dus.<br> Sejle hjem ad åen, dejlig måneskinsnat,<br> glide tyst langs skovens træ'r<br> skønt belyst af månens skær.<br> Og på de dampende enge<br> istemmes frøernes sang<br> isprængt med græshoppens strenge<br> en munter sommerens klang.<br> Båden glider så let gennem vandet,<br> natten er stille, og himlen er klar.<br> Ikke en sky varsler regn eller andet,<br> blæsten ej hindrer en passiar.<br> Sejle hjem ad åen, under stjernernes hær,<br> vanskeligt kan man finde<br> en pragt som denne her.<br> Musik komponeret, Ludvig Makwarth

wikisource

wikisource_15844

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=237 to=241 fromsection=§75 tosection=§75 header=1 />

wikisource

wikisource_25770

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Absolutismens historiske Udvikling. "[1]" Jeg frygter ikke for at modsiges af Nogen, der formaaer at afsee fra et forhaanden værende Standpunkt og at sætte sig tilbage paa et ældre, tilbagelagt, naar jeg her paastaaer, at de gjængse Forestillinger om den Revolution, der fandt Sted i Danmark i Aaret 1660, under den sidste Tid ere blevne meget forandrede. Endnu under de sidste Aar af Frederik den Sjettes Regjering var Intet almindeligere, end at forestille sig Souverainetetens Indførelse som en isoleret, i sit Slags eneste Begivenhed, hvad enten nu disse Forestillinger hos nogle, som jeg troer man har kaldet de Gammel-Danske, tillige maatte tjene som en af Grundene for noget sværmeriske Lovprisninger af det danske Folks »mageløse« Historie, eller hos andre, der vare mindre gunstigen stemte mod Absolutismen, blandede sig med, jeg veed ikke hvilke Ideer om formeentlige Intriguer, omtrent lige med dem, som Schiller saa dramatisk har fremstillet i sin Wallenstein. Først i de senere Aar have klarere Forestillinger vidst at gjøre sig almindelig gjældende, og dette er især skeet deels ved en vistnok ikke ringe Indflydelse af den hegelske Philosophies Principer, og deels ved det nu ikke længer saa saare "[2]" sjeldne, men temmelig almindelige Bekjendtskab med Frankrigs nyeste historiske Litteratur. Det er blevet anerkjendt, at det moderne Autokrati overhoved udviklede sig naturligen af Middelalderens feudale Monarki; at dets Skabelse har en Tanke til Grundlag; at det hviler paa den gjenvundne Idee om Staten, der paa sin lange Vandring gjennem Middelalderens »Lehr-und Wandeljahre« endelig var kommen til en klarere Bevidsthed om sig selv, for nu, befriet fra de Partikulariteter. der hidtil havde dannet den, at opstille sig i en aldeles ukjendt Eenhed. Efterat de germanske Folk havde ødelagt Romerriget, og nye Stater havde hævet sig paa dettes Ruiner, vare de germanske Begreber om Ret og Frihed blevne ganske almindeligen herskende i hele det occidentalske Europa. Fyrsterne og de politisk berettigede Individer stode nu der allevegne i et Kontraktsforhold til hverandre. Fyrsten kunde næsten intet uden Folkets Medvirken: ikke beslutte Krig, ikke indgaae Fred, ikke give Love, ikke styre Retten, og Folket lovede Fyrsten Lydighed, naar han opfyldte de Pligter, som man fordrede af ham; hvis ikke, var man, som Arragoniernes berømte Eedsformular især saa energisk indskjærper, uden videre løst fra al Troskab. Den samme Ret til Modværge og Opstand for det Tilfælde, at Fyrsten ei holdt sine givne Løfter, findes ligeledes i Frankrig allerede udtrykkelig anerkjendt ved den af Kong Carl den Skaldede indgaaede Forpligtelse, i Ungarn ved Kong Andreas IIs gyldne Bulle, i Nederlandene ved den brabantske Grundlov af Aaret 1312, i Danmark i Kong Hans's Haandfæstning, i Kong Christiern II's Haandfæstning og i Kong Frederik I's Haandfæstning, i Bøhmen i det saakaldte Majestætsbrev, der af Keiser Rudolf II. udstødtes som det slaviske "[3]" Lands Konge(1). Disse Exempler kunne vistnok let forøges, og det almindelige Forhold holdt sig, om endog hist og her noget modificeret, dog i sit Princip væsentligen ukrænket lige indtil Middelalderens Slutning, da, især efter de klassiske Videnskabers saakaldte Gjenfødelse, de gamle Traditioner om de romerske Keiseres Magtfylde blandede sig med den tilsidst altfor anarkiske Forfatnings Trængsler, for endeligen at frembringe det moderne Autokrati. Allerede ved Overgangen fra det femtende til det sextende Aarhundrede havde dette mærkelige Repræsentanter. I fiere af de italienske Smaastater var Magten allerede bleven usurperet af hine "tirannelli", der i Virkeligheden handlede efter de fleste af de Principer, som Macchiavelli opstillede i Bogen om Fyrsten. Paa samme Tid reiste Monarkiet sig myndigen paa den pyrenæiske Halvø, i Portugal under Johan den Anden, den Fuldkomne, og i Arragonien og i Castilien under Ferdinand den Anden, den Katholske, og hans navnkundige Minister, Richelieus Forgjænger, Ximenez de Cisneros; og da efter begges Død Valladolids kjække Cortes endnu engang havde vovet at minde om, at »Kongen kun er sine Undersaatters Tjener«(2), og da derefter, da denne Erindring viste sig frug- (1) (2) "[4]" tesløs, "los communeros" havde gjort deres ulykkelige Opstand under Juan de Padilla, bevirkede denne kun, at Carl den Femte end yderligere fortærede Castiliens gamle Friheder. I Frankrig maatte Rigets Store, trods deres "ligue pour le bien public", allerede nu bøie sig for Ludvig den Ellevte, hiin den tredie Stands Repræsentant, hvis Karakteer nyligen er bleven sat i et nyt Lys af Michelet(1), hiin forunderlige, grusomme Konge, der tog en Lakai til sin Herold, en Barbeer til sin Kammerherre, og som kaldte Profossen Tristan sin Kammerat. Og medens Kong Frants den Første derefter allerede turde sætte sig aldeles ud over at sammenkalde Rigets Stænder, see vi ligeledes i England, efter Kampen mellem den hvide og røde Rose, der ikke endte med at udrydde enten Huset York eller Huset Lancaster, men med at svække Feudalaristokratiet, hvorledes Greven af Warwick, der ifølge Hume dagligen fødte tredive tusinde Mennesker paa sine Godser, allerede nu, skjønt noget for tidligen, kunde blive kaldet »den sidste af Baronerne«, medens derimod Kongerne Henrik den Syvende og Henrik den Ottende vise sig i Besiddelse af en i alt væsentligt uindskrænket Magt. I de skandinaviske Riger forsøgte Christiern den Anden at træde i sine Samtidiges, i Ferdinand den Katholskes, Frants den Førstes og Henrik den Ottendes Spor, og i Vinteren 1519—20 sendte han endog en Bog, der med Grund antages at have været Macchiavellis fem Aar tidligere skrevne Bog om Fyrsten, til Paulus Eliæ med Anmodning om at oversætte den paa Dansk; men ligesom denne vægrede sig derved, fordi »hun mere lærte at gjøre Synd, end. at bedre og aflægge«(2), saaledes er det bekjendt nok, at Kongens vold- (1) (2) "[5]" somme Reformforsøg ogsaa i Virkeligheden viste sig her at komme over et Aarhundrede for tidlig. Men om det dog, som anført, allerede ved Overgangen fra det femtende til det sextende Aarhundrede var lykkedes enkelte Fyrster tildeels at opnaåe deres Hensigt, vare dog de Fordele, de havde vundet, ikke retligen anerkjendte, men bestode kun faktisk. Det var først Reformationen, der skaffede dem en Retstitel(1). Thi vel laa den uindskrænkede Ophøielse af Fyrsternes Magt ingenlunde i Reformationens inderste Væsen; at denne overhoved vilde Frihed i enhver Retning, viste ikke blot Ulrik Huttens og hans Venners Forhaabninger, ikke blot Bøndernes radikale Foretagender, men i Særdeleshed den paa republikansk Jordbund udsprungne Calvinisme, der tog til Valgsprog, at man bør adlyde Gud mere end Menneskene, og som til alle de Egne, hvorhen den fra Schweitz naaede, ved Siden af det religiøse, forplantede et stærkt Frihedselement, til Nederlandene nemlig, til det huguenottiske Frankrig, til England og Skotland. Men for den anden Halvdeel af den protestantiske Verden uddroge Reformatorerne, med Luther i Spidsen, allerede tidligen for at tilbagevise Hierarkiets Anmasselse over den verdslige Magt, og senere for at modstaae Bøndernes farlige Bevægelser, den Grundsætning af Biblen, at Øvrigheden er indsat af Gud, og at Enhver, der sætter sig op imod den, derfor handler imod Gud(2). Dengang Luther opstillede denne (1) (2) "[6]" Sætning paa den stærke Maade, der var ham egen, tænkte han vel neppe paa de uhyre Følger, som man kunde udlede deraf; (note fortsat fra forrige side) "[7]" og da senere hans Modstandere anvendte denne Grundsætning mod ham selv, da navnligen en af Tydsklands katholske Fyrster forekastede ham den uærbødige, ja oprørske Maade, hvorpaa han selv saa ofte skrev mod denne af Gud indsatte Øvrighed, gjorde han endog — i et af sine mindre Skrifter »wieder Hans Wurst« o: Hertug Henrik den Yngre af Brunsvig(1) — Forsøg paa at modificere sin Sætning og at skjelne mellem Forholdet til den gode og den slette Øvrighed. Men denne Adskillelse kom for sildig; Fyrsterne havde allerede optaget Principet i dets strængeste Form, og i hiin Tidsalder, der fortrinsviis maa kaldes religiøs, og for hvilken Biblen længe blev en Kilde for al Viden, ikke blot i aandelige, men ogsaa i verdslige Ting, vidste de efterhaanden at gjøre det gjældende paa en Maade, hvorved de tilsidst traadte i et aldeles nyt Forhold til deres Undersaatter(2). Og dette gjælder, i det Hele taget, ikke alene (note fortsat fra forrige side) "[8]" om de lutheranske Fyrster, men ogsaa om de katholske, for hvilke hiin Grundsætning ikke heller kunde andet end være velkommen, og hos hvem det katholske Kleresi, vel vidende, at det uden Understøttelse af den verdslige Magt ikke kunde bestaae Rampen, om endog ei i andet, saa dog i "dette" Punkt, snart lige saa ivrigen fulgte Tidens nye Retning, som det tidligere havde bekjæmpet den lige over for de i religiøs Henseende ikke orthodoxe Fyrster(1). I Midten af det sextende Aarhundrede staaer Philip den Ånden som Absolutismens fornemste Repræsentant i det occidentalske Europa. Efter den af hans krænkende Vilkaarlighed fremkaldte Opstand, som Mignets sidste Årbeide om Antonio Perez saa fortrinligen har opklaret(2), knækkede han Arragoniens Friheder, som hans Fader, efter Opstanden af "los communeros", havde knækket Castiliens, og paa samme Tid gjennemførte han, efter Landets Underkastelse, sit autokratiske Princip i Portugal, saa at paa hele Halvøen de baskiske Provindser fra nu af — og lige indtil vore Dage — alene beholdt deres gamle "fueros" ukrænkede. Den spanske Absolutisme satte sig ogsaa fast i de Besiddelser, som dengang i Italien tilhørte den spanske Krone, i Mailand, Neapel og Sicilien, og de Oprør mod Philip den Åndens Efterfølgere paa den spanske Throne, som i det følgende Aarhundrede betegnedes ved Devisen paa (note fortsat fra forrige side) (1) (2) "[9]" de spanske Kongers Mønter,: "Todos contra nos, y nos contra todos", Oprørerne af Catalonierne (1639), Portugiserne (1640), Neapolitanerne under Masaniello (1647) og af Sicilianerne i Messina (1674), disse Oprør, der ligesaa meget fremkaldtes af den gamle Frihedsaand, som af nationale Følelser, mislykkedes alle, trods deres Understøttelse af Fremmede, kun med Undtagelse af Portugals, der imidlertid ogsaa alene opnaaede en national Selvstændighed, hvorimod dets nye Fyrster af Huset Braganza i absolutistisk Aand gik den samme Vei, som de spanske Philiper tidligere, saa at ogsaa de lamegiske Cortes for sidste Gang bleve samlede i Aaret 1697. Af alle de Undersaatter, som i det sextende Aarhundrede vare det store spanske Monarki underkastede, vare saaledes Nederlænderne de eneste, der seirede i det, hvorom Kampen egentligen dreiede sig. Thi at hverken Nationaliteten eller Religionen havde været det især Afgjørende i deres Opstand, beviste de, som det synes, tilfulde, dengang de valgte tvende fremmede, katholske Herrer til Fyrster — først Erkehertug Mathias og senere Hertugen af Alencon —; og naar man læser de Artikler, som den østrigske Erkehertug maatte besværge, føler man, hvad det var, de egentligen vilde, nemlig en Skyggefyrste uden Magt og en Forfatning omtrent som den ældre venetianske(1). (1) "[10]" Den Udvikling, som Absolutismen altsaa i det sextende Åarhundrede, i det Hele taget, tilvandt sig i det store spanske Monarki, overgikkes endnu ved den, som i det syttende blev den til Deel i Frankrig, hvor det nye Monarki ogsaa brød den af Middelalderens Magter, som i det spanske undtagelsesviis — dog kun ved af al Magt at identificere sine Interesser med Kongedømmets — havde holdt sig nogenlunde, det vil sige, Hierarkiet. I Frankrig fortsattes den allerede af Ludvig den Ellevte paabegyndte Bygning, efter at være bleven noget standset under Religionskrigen, først under Henrik den Fjerdes Regjering, »den gode Konges«, ved hvem Nationen tilsidst sorgløs hang med sit hele Hjerte, og derefter under Ludvig den Trettendes, under hvem Richelieu erhvervede sig sit store Navn i Historien som den europæiske Absolutismes fornemste Grunder. Med en grusom Konsekvents og med en Bevidsthed, om hvis sjeldne Klarhed hans saakaldte »politiske Testament« afgiver det mærkeligste Vidnesbyrd (1), brød han baade Hugueuotternes Magt, der dannede en Stat i Staten, og Rigets Stores, og det katholske Kieresies, og selve den tredie Stands; den ringere Adel lænkede han til Thronen, og ved Hjælp af det af ham i Aaret 1635 grundede Akademi forsøgte han endog det Umulige, engang for alle ogsaa at flxere enhver Bevægelse af Sproget; vilkaarligen lovgivende skulde hans absolutistiske Institut ignorere og udrydde ethvert Udtryk og enhver Vending, om de endog stode i organisk Sammenhæng med Sprogets Bygning, naar de kun ikke gjaldt ved Hoffet og paa dettes Theatre. Efter Richelieus og Ludvig den Trettendes Død afbrødes vel, under Anna af Østrigs og Mazarins Styrelse, det (1) "[11]" store Værk for en kort Tid atter af Frondens Uroligheder; men disse, der, for at anvende en mathematisk Sprogbrug, reducerede til deres simpleste Udtryk, kun betegne Middelalderens sidste Opblussen i Frankrig, gik dog ogsaa snart sporløst forbi, saa at Ludvig den Fjortende allerede i sit syttende Aar med Ridepidsken i Haanden kunde irettesætte Parlementet i Paris, og for sin hele lange Regjering forblive selve Absolutismens Jeg, dens Inkarnation, dens verdenshistoriske Udtryk(1). Paa samme Tid, som Tydskland adopterede den Smag, hvormed den franske Absolutismes strænge Regelmæssighed ogsaa lagde sig for Dagen i den nye Arkitektur, der først udmærkede de kongelige Slotte, og i den nye Havekunst, hvorved endog Naturens Frihed blev indskræket og beskaaren, stiftede Ludvig den Fjortendes monarkiske Lovgivning tillige der ligesaa mange Kolonier, som der gaves tydske Residentsstæder og Fyrster. Vore sydlige Naboer vente iøvrigt endnu, trods deres overdrevne Skrivesyge, paa en virkelig historisk (1) "[12]" Forfatter, som Lærdom og Skarpsindighed vil sætte i Stand til, baade med Hensyn til det sønderlemmede Lands katholske og protestantiske Stater, Skridt for Skridt" at forfølge og fremhæve de afgjørende Momenter i Absolutismens Udvikling. At denne dog ikke heller i Tydskland fandt Sted uden heftig Modstand, sees allerede tydeligen af Bøhmernes Opstand, der endte med deres Nederlag paa det hvide Bjerg, og som unegteligen, lige saa lidet som Nederlændernes, kan siges blot at have havt religiøse Grunde. Havde man dengang spurgt en Raadsherre i Nürnberg eller Ulm, hvorfor de endeligen til deres egen Skade vilde sende saa mange Penge til Keiserens Fjender i Bøhmen, vilde de udentvivl kun have svaret, at de "handlede saaledes, for at »det populariske Regimente« maatte blive styrket. Fra Tydskland naaede de absolutistiske Ideer ogsaa ud over hele Skandinavien. I Dedikationen til den Udgave af Hvitfeldts Krønike, som Joachim Moltken udgav i Aaret 1652, siger denne til Kong Frederik den Tredie : »Dog have de europæiske, men allermeest de tydske og nordiske Nationer frem for alle andre elsket og efterstræbt altid en redelig Frihed, og imod Intet saa hart stræbt som Ufrihed, hvilken Berømmelse dem alle Skribenter samdrægteligen give«; og endnu i Aaret 1657 skrev en Adelsmand, Oluf Daa til Holmegaard, i en fransk Billet(1) til Kongen: »Sire! Man har seet en Pericles fortabes, fordi han ikke havde en Eneste, der vovede at sige ham Sandhed. Vogt Dig, Pericles, Du byder over et frit Folk, Du har at gjøre med Athenienser«. Men allerede tre Aar efter grundfæstede den blodløse Revolution i Aaret 1660 Enevoldsregje- (1) "[13]" ringen baade i Danmark og Norge, og tyve Aar senere fandt, under Carl den Ellevtes Regjering, en aldeles tilsvarende Omvæltning Sted i det tredie af de nordiske Broderriger, kun at man her ikke har kaldt den Omvæltning, der grundede den nye Kongemagt, en Revolution, men derimod "Reduktionen", fordi man efter den i Sverrig, som tidligere tildeels i Danmark, reducerede eller indløste de forhen, tildeels for en Spotpriis, i Adelens Hænder overgangne Krongodser. Allerede førend Rigsdagen i Stockholm traadte sammen i Aaret 1680, gik det Rygte i Kjøbenhavn, »at flere blandt de svenske Stænder, i Særdeleshed Præster og Bønder, ved næste Rigsdag agte at tilbyde Kongen Souveraineteten«(1), og efter at Carl XI. havde udnævnt Friherre Claes Hermansson Fleming til Landdagsmarskalk og andre af sine Tilhængere til Talemænd i de andre Stænder, overdroges ham virkeligen et Diktatur til Reduktionens Gjennemførelse. Skjønt iøvrigt Reduktionens og Diktaturens Indførelse ogsaa her fik Skin af Lovlighed, blev Ridderhuset dog i Virkeligheden intimideret ved en Slags Hædersvagt, der opstilledes foran Adelens Forsamlingsværelse, og ved den Underretning, som man erholdt om, at Garden, der udgjorde 2,000 Mand, og der befaledes af Friherre Hastfehr, der havde udmærket sig i Slagene ved Lund og Landskrona, og af andre tydske Officerer fra de til Sverrig hørende østersøiske Provindser, paa hvilke Kongen ligeledes blindt kunde stole, var beredt til at lyde hans mindste Vink. Vel forsvandt Stændernes gamle Maskineri ikke i Sverrig saa fuldstændigen som i Danmark, men ogsaa i Sverrig erklæredes dog Kongen senere udtrykkeligen for »en envålds allom bjudande och rådande, (1) "[14]" souverain Konung, der ingen på jorden vore for sine actioner responsabel, utan hade makt och våld efter sit behag och som en christlig Konung at styra sitt rika« (1). Hvor fuldkomment man havde tilegnet sig Tanken om Regentens og Rigets Identitet viser sig ogsaa betegnende i den Sprogbrug, som nu kun kjendte »Kongelige Raader« i Stedet for »Rigsraader«, der endog nævnte Præstegaardene som »Kongelig Majestæts Præstegaarde«, og som alene tillod Kongen at sige »vort Land,« »vor Armee«, medens alle Andre nødvendigviis skulde sige »Kongelig Majestæts Land«, »Kongelig Majestæts Armee.« Men skjønt den Diktatur, hvortil Reduktionen havde givet Anledning, ogsaa i Sverrig blev bibeholdt langt ud over det afgjørende Øieblik, skjønt Enevældet holdt sig baade under Karl den Ellevtes Regjering og under Karl den Tolvtes, der under sit Ophold i Tyrkiet yttrede, at han kun behøvede at sende en af sine Støvler hjem, for at præsidere i Raadet, gav dog senere det Skud, som i Aaret 1718 fældede Heltekongen, atter Aristokratiet Anledning til at reise Hovedet, og den saakaldte «Frihedstid«, under hvilken i en af vore Kongers, Christian den Sjettes, Breve Sverrig ligefrem findes nævnt som "en Republik" (2), varer nu, lige til Kong Gustav den Tredie ved Revolutionen i Aaret 1772 paany udvidede Kongemagten, og derpaa ved Sikkerhedsakten opnaaede en væsentligen absolut Magt i det samme Aar, da den nye, store Kamp mod det autokratiske Princip begyndte sin Bane i Syden. Nye Ideer blandede sig da ogsaa i Sverrig med de gamle, aristokratiske Frihedsideer, og ligesom begge Retninger havde deres Repræsentanter blandt de med Anckarström mod Gustav den (1) (2) "[15]" Tredie sammensvorne Mænd, saaledes fremkaldte de endeligen ogsaa i Forening Revolutionen i Aaret 1809, som styrtede Kong Gustav Adolf og gav Sverrig dets nuværende Konstitution, der er en saa forunderlig Blanding af Gammelt og Nyt. Allerede i Slutningen af det syttende Aarhundrede var altsaa det store Kredsløb foreløbigen blevet sluttet. Absolutismen herskede vældigen i Spanien, Portugal, Italien, Frankrig, Tydskland, Danmark, Norge og Sverrig, for ikke at tale om det barbariske Rusland, hvori det var Peter Czar forbeholdt at omklæde det slaviske Despoti i det occidentalske Europas nye, autokratiske Former. I Stedet for Middelalderens Princip, der bestandigen satte Regjering og Folk i et indbyrdes Kontraktsforhold, og der endnu udtaltes af alle Statsretslærere i Nederlandene, fra Languet (Junius Brutus) og indtil Hugo Grotius, og ligeledes af Milton og alle Retsphilosopher i England — kun med Undtagelse af den stuartisk sindede Hobbes —, i Stedet for dette Princip herskede nu i den største Deel af Europa et nyt Princip, ifølge hvilket Ludvig den Fjortende kunde sige: "L'état c'est moi"; ifølge hvilket Frederik Wilhelm den Første turde erklære: »Wir sind Herr und König und konnen thun, was wir wollen,« eller: »Ich stabiliere die "souveraineté" wie einen "rocher von bronze"« (1); et Princip, ifølge hvilket Kongelovens anden Artikel turde byde, at »Danmarks og Norges Enevolds Arvekonge skal være herefter og af alle Undersaatter holdes og agtes for det ypperste og høieste Hoved her paa. Jorden, over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved og Dommer kjender over sig, enten i geistlige eller verdslige Sager, uden Gud alene«. (1) "[16]" Absolutismens Sol er nu dalet; siden et nyt Princip fra Slutningen af det attende Aarhundrede begyndte at gjøre sig gjældende, siden den franske Revolution udbrød, have vi næsten bestandigen seet Autokratiet i Aftagende. Men om endog de sørgelige, demoraliserende Følger, hvortil Absolutismen i det forrige Aarhundrede tilsidst førte, nu ere anerkjendte nok; endskjønt Autokratiets Forfald er fremgaaet af det samme Jeghedens Princip, der havde hjulpet til at begrunde det; skjønt dets Skjæbne afgiver et meer end almindelig anskueligt Exempel paa Verdenshistoriens dialektiske Væsen, der bestandigen i de samme Midler, som opreise og opbygge, indeslutter Ødelæggelsens nedbrydende Kræfter; — ville vi dog ikke lukke Øinene for Absolutismens Fortjenester. Thiers har engang yttret: "Savez vous, comment commencent les gouvernemens? Ils commencent tons par avoir raison"; og disse Ord gjælde i Sandhed ikke mindst om Begyndelsen af den absolutistiske Periode. Den har, om endog vistnok paa en mere ydre, end indre Maade, ophævet Middelalderens uforsonlige Modsigelser, Kampen mellem den verdslige og geistlige Magt, den uafladelige Strid mellem de forskjellige Stænder; den har af Foreningen af disse i Oprindelse og Aand forskjellige Elementer skabt de moderne Stater, og i dem afgivet et Overgangsstadium, hvorpaa den europæiske Menneskehed skulde udhvile sig fra Middelalderens altfor anarkiske Væsen og trække Aande til en ny Tids Begyndelse og nye Kampes Komme. Og naar det endelige Resultat i alle Menneskehedens store Udviklinger overhoved afgiver et guddommeligt Vidnesbyrd, da synes Historien ogsaa selv forlængst at have udtalt sin Gudsdom til Fordeel for det moderne Autokrati, som et til en vis Grad nødvendigt Moment i den europæiske Udvikling. "[17]" Sees der nemlig hen til de civiliserede Stater, i hvilke Absolutismens sammenfattende Kraft ikke vidste at gjøre sig gjældende, da ere disse, ved Siden af Sverrig, hvor Geijer ved sin Skildring af »Frihedstiden« og ved sin Polemik mod Fryxell har oplyst de aristokratiske Perioders dybe Skyggesider, desuden England, Polen, Ungarn, de tydske Rigsstæder, Nederlandene, Schweitz, Genua, og Venedig. Dette er ingen aldeles ny Systematiseren; jeg har ikke vilkaarligen opfundet den. Lord Molesworth, hvis hele Skildring af Danmarks Forfatning efter Autokratiets Indførelse er gjennemtrængt af den Frihedsaand, som "the revolution" havde grundfæstet hos den bedre Deel af Englands aristokratiske Ungdom, der, ligesom Locke og Addison, stræbte efter at indskjærpe sine Landsmænd "the value of civil and religions freedom", og som ikke kan finde Ord, stærke nok for sit Had til Tidens almindelige Retning i de fleste kontinentale Stater, troede allerede i Modsætning til disse at maatte sammenstille Polen med England (1), og med begge disse Stater finder jeg ligeledes de fleste af de andre ovennævnte udtrykkeligen stillede i een Linie i en Memoire af Grev Frants Rzevuski, der i Slutningen af det forrige Aarhundrede var Polakkernes Gesandt i Rusland (2). Men hvorledes blev nu disse Staters Skjæbne? Bepublikerne i Nederlandene, Schweitz, Genua og Venedig, der saa længe bevarede deres gamle, oligarkiske Institutioner, formaaede ikke at bringe disse Levninger fra Middelalderen til at trives i den nyere Tids Atmosphære; de hang tilsidst kun som visne Blade paa hentørrede (1) (2) "[18]" Stammer; de henveiredes sporløst, da den franske Revolution fremstormede allevegne. Det samme er Tilfældet med Hensyn til Tydsklands Rigsstæder; disse, der tidligere havde været Tydsklands Salt, vare tilsidst, efter Niebuhrs træffende Udtryk (1), livløse som Mumier, og ogsaa de forsvandt næsten lydløst under Revolutionen, medens de absolutistiske Stater derimod under denne udviste en saa heel forskjellig, udholdende Kraft. I det gamle Polen, hvor Middelalderens isolerede Subjektivitet ved det absolute "veto" blev opstillet som formeligt Princip og ligefrem erholdt Lovskraft, ligesom i Ungarn, hvis Historie har saa megen Lighed med Polens, kunde de ubændige Magnater ingensinde bringes til at bøie sig for Autokratiet, men gjorde derimod en Modstand, der i sin Form var lige saa heltemodig, som den ifølge sit Indhold ofte viser sig ufornuftig. Følgerne af denne Modstand blev, hvad Polen angaaer, Rigets Sønderlemmelse og Deling, og, for Ungarns Vedkommende, Tyrkernes Oversvømmelser og en uendelig Række af Lidelser, hvorefter Massen af Folket indtil den nyeste Tid holdtes i en Forfatning, der kun havde hævet sig temmelig lidet over Middelalderens Livegenskab. Hvad endelig det stolte "Gammel-England" angaaer, da er det bekjendt, at Huset Stuart, hvis Opgave det havde været aldeles at gjennemføre Absolutismens endnu under Henrik den Ottendes Døttre seierrige Sag, ikke havde Kraft nok til at blive Mester over de, som det tilsidst viste "sig, dog altfor dybt rodfæstede Partikulariteter; at Stuarterne efter en langvarig Kamp styrtedes ved Revolutionen i Aaret 1688, og at den Understøttelse, som de erholdt (1) "[19]" af Autokratiet i Frankrig, ikke formaaede at tilbagevinde dem det Tabte; det er bekjendt, at England beholdt sine gamle Friheder, at det foretrak Middelalderens offentlige og private Institutioner for det syttende Aarhundredes nye Indretninger; det er endelig bekjendt nok, at medens England derfor er Hegel og hans historiske Skole en Torn i Øiet, pleie omvendt de, der ikke formaae at erkjende eller at troe paa nogensomhelst Adkomst for Autokratiet, triumpherende at henvise til dette Land. Men ligesom det dog ikke lader sig negte, at Absolutismen, uagtet Stuarterne maatte ligge under, ei forlod England, uden der at have efterladt varige Indtryk, saaledes bør man, hvorledes man endog ellers maatte dømme om den nuværende engelske Forfatnings Lys- eller Skyggesider, i alt Fald vistnok vel vogte sig for, som saa ofte er Tilfældet, at sammenblande denne med Forfatningen, saaledes som den endnu viser sig under en Deel af det forrige Aarhundrede, da endog nogle af Landets berømte Statsmænd ikke toge i Betænkning at yttre, at Friheden maatte begrundes paa Massens Uvidenhed. Man maa ikke glemme, at det først var samtidigen med den ældre franske Revolutions Periode og derpaa efter Julirevolutionen, at den engelske Konstitution, paavirket af den nyere Udvikling paa Kontinentet, undergik de store Forandringer, som hvis Kulmination Reformbillen kan betragtes, og som man, ihvorvel man i England ikke har villet indrømme det, vel ogsaa ikke upassende kunde sammenligne med en Revolution (1). (1) "[20]" Af det ovenfor Anførte vil det tilstrækkeligen sees, hvorledes Souverainetetens Indførelse i Danmark og Norge i Virkeligheden ingenlunde udgjør en i sit Slags aldeles enestaaende Begivenhed i Historien, og deraf vil man ogsaa allerede kunne slutte, at denne Begivenhed ikke paa nogen enkelt Dag pludseligen er falden ned fra Himlen, som Danebrog, ifølge Legenden, skal være neddalet i Slaget ved Volmer. Det Modsatte er Tilfældet; vor Revolution var, som alle andre betydningsfulde Omvæltninger, allerede meget længe bleven forberedet, og i denne Henseende synes de af Dr. P W. Becker udgivne Samlinger (1) især at meddele nye Vink eller i alt Fald at kunne stille det allerede Bekjendte i et noget andet Lys. Da det var kommet saa vidt, at »alle Undersaatter vare desperate«, og da Kong Frederik den Tredie — om hvem det hedder i en Skrivelse fra den svenske Resident Gustav Duvall til det svenske Rigsraad, at "han är för sin person stilla och retiré af humeur, öffver all måtta vindicatif, förgäter intet gerna eller aldrig" (2) — tilsidst »kun havde to Stemmer mod 22 eller 23 Rigsraader, saa at Hans Majestæt egentligen blot var en "administrator alienæ reipubliece"«, da maatte, under Tidens almindelige Retning, hos Kongen og hans nærmeste Omgivelser (note fortsat fra forrige side) (1) (2) "[21]" aldeles naturligen udvikle sig Tanken om en "transitus ex extremo ad extremum". Kongen styrtede først, ved Hjælp af nogle af Rigsraadernes personlige Jalousi, det Parti af Christian den Fjerdes Børn og Svigersønner ("Naturales"), der ved hans Tronbestigelse vare i Besiddelse af den største Magt, og allerede iAaret 1651 kunde saaledes den svenske Resident Magnus Durel melde Rigsdrosten Peter Brahe, at »Kongen har derved faaet mere Luft« (1). Sex Aar efter var det, at Odense saa den skjæbnesvangre Rigsdag samlet, der besluttede Krigen mod Sverrig. Paa denne Rigsdag, hvorom de Beckerske Samlinger give de bedste Oplysninger, lededes vistnok de Fleste kun af det nationale Had mod Sverrig og af en patriotisk Iver efter til Danmarks Krone at tilbagevinde de tolv Aar tidligere ved Freden i Brømsebro tabte Provindser og af disse især det gammeldanske Halland; men at ogsaa heelt andre Hensigter ved Siden deraf gjorde sig gjældende, synes aabenbart, hvor bestemt endog nogle Forfattere, og navnligen Holberg, har erklæret det for Hjernespind, at man allerede førend Rigsdagen i Kiøbenhavn skulde have næret Tanke om nogen Regjeringsforandring. I en Memorial af Magnus Durel til det svenske Rigsraad, af 31te Decbr. 1656, hvori han opregner de Grunde, som kunde tilskynde Danmark enten til Krig eller til Fred, anføres blandt de sidstnævnte: »Adelens Frygt for, at Kongen i Krigstider vil gjøre sig absolut, om han kunde faae Armeen i Hænder, er ikke den sidste Aarsag, som tilskynder Danmark til Fred. Denne Konge er, mere end nogen af hans Formænd, saaledes bunden ved sin Haandfæstning, at man troer, han vil gribe den første Leilighed til at skaffe sig friere Hænder. Den bedste Leilighed vilde det være, om han kunde faae Danmark (1) "[22]" i Harnisk og erholde Befalingen over Armeen« (1). Under 21de Februar 1657 skriver Durel ligeledes til Kong Carl Gustav: »Man er ei uden Mistanke om, at Kongens egen Interesse stikker herunder; at Hans Majestæt vil skaffe sig Armeen i Hænderne og til sin Devotion, og saaledes gjøre sig mere konsiderabel hos Adelen« (2). Og et Par Maaneder senere hen, under 11te April 1657, melder den Samme endnu bestemtere og mere truende: »Mig berettes, at Adelen i Almindelighed skal være imod disse "consilia" og mod Armatur til Offension, og at "caussa regis" skal spille herunder, nemlig ved denne Leilighed at skaffe sig under og ved Krigen større Auktoritet hos Adelen. Men røres denne Stræng, veed jeg ikke, om Alt vil gaae vel. — Efter min Forstand er det en vanskelig Sag at praktisere, hvis Adelen mærker det« (3). Det maa her være tilladt at tilføie, at ligesom Frankrig ogsaa ellers nærmest har været det Land, hvorfra heller ikke Danmark undlod at modtage sine ledende Ideer — ligesom dette til Exempel var Tilfældet under Valdemarernes Periode, da dennes fornemste Repræsentanter fra Universitetet i Paris tilbagebragte Tidens eiendommelige Aand, og ligesom dette ogsaa nu saa længe har været Tilfældet, lige siden de franske Encyklopædisters Tid, ja lige siden Holberg, under sit første Besøg i Paris, gaaende fra sin Bopæl i Faubourg St. Germain langs med Quaierne, faldt i Tanker ved at blive Vidne til, hvorledes en stor Mængde unge Franskmænd ventede paa, at Porten til det store mazarinske Bibliothek skulde aabnes, for da at slaaes om, hvo der først skulde naae Læsesalen, og der erholde Biblio- (1) (2) (3) "[23]" thekets Exemplarer af Bayles Lexikon (1) —, saaledes fandt det samme Forhorn aabenbart ogsaa Sted under Absolutismens Udvikling i det syttende Aarhundrede. Dengang Grev Corfitz Ulfeldt, i Aaret 1647, stod i Louvres Pragt, over for Regentinden, Ludvig den Fjortendes Moder, Enkedronningen Anna, sagde han ligefrem til hende, at der i Frankrig ikke længer gaves nogen Adelsmand, og da hun nu viste ham den store Mængde, som var tilstede i Salen, udbrød Danmarks Riges Hofmester: »Hvilken Adel er der i Frankrig, hvor Kongen, naar han finder for godt, sender de Allerstørste i Bastillen! Nei, i Danmark ere Adelsmænd; der har Kongen ingen Magt til at bringe en eneste Adelsmand til at gaae ud af sin Gaard, uden ad Rettens Vei.« (2). Og at Rigets myndige Hofmester vistnok ikke var den eneste danske Adelsmand, der med Uvillie blev Vidne til Absolutismens Herredømme, saaledes som det allerede nu var etableret i Frankrig, er hævet over al Tvivl; ogsaa Gunde Rosenkrands, Rigens Raad, der ligeledes tidligere personligen havde lært Frankrig at kjende, indskjærper endnu i »sin trohjertede Erindring og Betænkning om fire vigtige og fornødne Spørgsmaal«, at, hvad der kan være fortræffeligt for et Land, passer ofte slet ikke for et andet, og Richelieus Planer og Raad, som hævede Frankrig saa høit, kunde meget let styrte Sverrig og Danmark i Fordærvelse (3). Men heelt forskjellige vare de Indtryk og Ideer, som Reisende af de andre Stænder dengang bragte hjem med sig fra Frankrig. (1) (2) (3) "[24]" Derpaa afgiver i Særdeleshed Griffenfeldt et mærkeligt Exempel; og allerede da Dr. Christopher Dybvad i Aaret 1620 var hjemkommen fra Frankrig, lod han sig med ungdommelig Uforsigtighed offentligen forlyde med, at »Kongen af Danmark ikkun var Konge af Navn, ikke til Gavn, efterdi han ikke havde de syv "Jura majesstatis", som Bodin omtaler i sin Bog om Staten og som Kongen af Frankrig besad", at »Regjeringsformen i Danmark skulde være som i Frankrig, da var den rigtig«, at »Kongen skulde efter Ludvig den Ellevtes Exempel i Frankrig pludseligen afsætte Rigsraadet« (1). Det er bekjendt nok, hvorledes Dybvad kom for tidligen frem med disse Ideer, hvorledes han for sine Yttringer blev anklaget af det overmægtige Aristokrati og dømt til det Fængsel, hvori han omkom; men vi vide jo ogsaa, hvorledes disse Ideer allerede tyve Aar senere vandt den meest fuldendte Seier (2). (1) (2) "[25]" Ligesom det saaledes kan siges nærmest at have været franske Ideer, der triumpherede i vort Fædreland i Aaret 1660, ligesom Ordet "Souverainetet" dengang vel lød ligesaa fransk og fremmed i mange Gammeldanskes Øren, som Ordet Konstitution oprindelig gjorde det i vore egne Dage, saaledes var det dengang fortrinsviis Fremmede, der her gjennemførte de nye Ideer. Det var næsten udelukkende "Tydskere", der bleve den danske Absolutismes første Bærere, og det er derfor høist forunderligt, naar endog ellers ikke ubegavede tydske Forfattere, forvirrede af Sympathier for deres saakaldte Schleswig-Holstein, i de senere Aar have pleiet med en vis fornem Ringeagt, ja stundom med den meest ubetingede Foragt at omtale det autokratiske Princips Seier her i Landet som en i sit Slags aldeles enestaaende og dybt vanærende Plet i vor Historie (1). De skulde dog erindre, at Autokratiet for sin Tid, som deres egen philosophiske Skole jo saa stærkt har indskjærpet, ingenlunde mangler enhver fornuftig Adkomst, erindre, at den tillige vandt Seier paa saamange andre Steder, og deriblandt ogsaa i Tydskland; de burde vide, at de nyere konstitutionelle Ideer dengang endnu ikke havde udviklet sig, og fremfor Alt burde de i det Mindste ikke glemme, at det netop var Tydske, der under Frederik den Tredie i Danmark opfødte det nye autokratiske Princip, paa samme Maade, som de senere under og efter Peter Czar ogsaa fortrinsviis pleiede det i Rusland. Om Hoffets store Begunstigelser af de Fremmede, der bleve dets villige Redskaber, vidne allerede førend Revolutionen, blandt flere Andre, (1) "[26]" de tvende Rigsraader Gunde Rosenskrands og Christen Skeel. Med Føie harmedes den førstnævnte, i sin 1659 affattede »Betænkning om Rigets forvirrede Tilstand«, over at man, da Freden i Roeskilde lovede de Svenske Udleverelsen af to tusinde Ryttere, hertil havde valgt ikke nogle af de hvervede, tydske Regimenter, men derimod, uden Rigsraadets og Adelens Minde, saadanne "Danske", der paa egen Bekostning havde tjent som Frivillige; Aarsagen til de ulykkelige Forhold søger han for en stor Deel i den Mængde Fremmede, hvormed Kongen omgav sig, da de hverken kjendte Landets Sprog, Sæder eller Skikke; og han vilde endeligen, at man burde tage et Exempel af Sverrig, hvor den Lov gjaldt, at Ingen, som ikke var bosat inden for Sverrigs og Finlands Grændser, havde Stemme paa Rigsdage, i Møder og Raadsforsamlinger (1). Ligeledes klager den ærlige Christen Skeel i hans »Skrivelse til de andre Rigens Raad, der han laa paa sin Sotteseng, den 24de Novbr. 1658«, bitterligen over, at »ikke aleneste Rigens Raad, men "den hele danske Nation" ikke agtes, som de burde, og i forrige Tider pleiede at skee, men gaaes forbi og forglemmes; Andre, som det aldeles Intet vedkommer, og haver Intet dermed at tabe eller tilsidesætte, de søge en Part sig at indtrænge, og give allehaande Nyt og Skadeligt fore, som siden sættes i Exekution, Hans Kgl. Majestæt med det Kgl. Huus og det hele Land til Fordærvelse og Ødelæggelse« (2). Han minder sine Kolleger om, hvorledes »det tidt er skeet, at Andre uden Raadet ere komne derind, endog Fremmede, som hviske til Rigens Hofmester alene og undertiden skamme sig ikke ved at fordre ham. slet ud fra Bordet, og tage ham ved Ærmet aparte«, og om (1) (2) "[27]" nogle af disse Fremmede anfører han, at de »gjøre det saa grovt og blive saa kjække og dristige, at de tør sige os i Øinene, at »de agte Intet om Rigens Raad«, »de ere saa gode som de«, »def kommer dem Intet ved«, hvorfor alle Stænderne og gode Patrioter sukke og sørge, eftersom de vel kan see, hvad paa saadant vil følge«. Det gamle Medlem af Rigsraadet foreslaaer derfor sine »Medbrødre«, at de gjennem to af deres Midte »Hs. Kongelige Majestæt saadan vores retmæssige Klage og Besværing paa "Nationens" og vores egne Vegne ville underdanigst forebringe, eller og, at vi samtlig og eendrægtelig et underdanigt Indlæg derom til Hs. Majestæt under alle vores Hænder indgive, thi det er høi Tid og "periculum in mora". Dersom det ikke skeer, da fordrer min Eed og min Pligt, at jeg det alene gjør, og som en lydig og trofast Tjener varer Hs. Kongel. Majestæt ad sin Skade; thi jeg kan hverken for min Samvittigheds Skyld see mit Fædreneland saaledes af Mangel paa gode Raad og Exekution at undergaae, da Gud vil hjælpe os, om vi selv vil; ei heller kan jeg paa min Person længer taale at gaae her med Spot og Fortræd, være en Rigens Raad til Navn, og foragtet og mistroet i Gjerningen; thi jeg haver dét ikke forskyldt og vil svare og staae til Rette for alle mine Aktioner; Gud dømme mig, eftersom jeg haver meent og endnu mener min Konge og mit Fædreneland, som jeg udi saa mange Aar har tjent med stor Bekostning, at mine Børn det skal føle«. Og i den Skrivelse til Kong Frederik den Tredie, som Christen Skeel derefter under den 27de Februar 1659 paa sit Yderste virkelig dikterede sin dengang otteaarige Søn Mogens, søger han førend sin Død (den 30te Marts 1659) at frelse sin for Fædrelandets Fremtid bekymrede Samvittighed, ved ligefrem at erklære Kongen, »at Eders Majestæt, mere end Eders lovlige Forfædre, foragter og gaaer Eders Rigens Raad "[28]" og "de Danske" forbi; og i deres Sted betroer sig til "Fremmede", som veed Intet af vores Lands Lov«, hvorfor han besværger Kongen om at see til, at »"de Danske" af alle Stænder ikke udelukkes, mod Retten, fra al Employ og Fædrenelandets Tjeneste«, bønfalder ham om at gaae frem »paa de gamle fremfarne Kongers Viis, at "den danske Nation" ikke skal foragtes og undertrykkes«, og overhovedet »vil have Eders Majestæt, som udi Guds Aasyn, endnu formanet og ombedet, at I holder Eder til "Eders egne Danske"« (1). Naar man undtager Hannibal Sehested og Biskop Svane — og paa en Maade Borgermester Nansen, forsaavidt denne, skjønt han havde faaet en aldeles tydsk Opdragelse, dog var født i Flensborg — vare de Tydske, der ved Revolutionens Gjennemførelse spillede de betydeligste Roller: Dronningen Sophie Amalie, Gabel, Schack, Lenthe, Korbitz, Tscherning (2). Om (1) (2) "[29]" disse Tydskeres hele Væsen, om deres principmæssige Fortrængen af de Danske — allerede i Aaret 1662 nævnes Oberst Eiler Holk som »den eneste danske Adelsmand, der endnu er i dansk Krigstjeneste« (1) —, om deres indbyrdes Jalousier og om de Rygter om nye Krigsfarer fra Sverrig, som de længe vedbleve at udsprede, for at bevare deres Betydning og for at forebygge en Reduktion af de tydske Tropper, tales i flere af de fremmede Gesandters Beretninger, der ogsaa tilstrækkeligen røbe, hvorledes Hadet mod dem længe blev bevaret af de indfødte Danske. Gabel kan i denne Henseende her anføres som et Exempel. Da denne Tydsker, om hvem det snart meldes, at »han er den rette "Mignon du Roi"« (2), snart, at »han alene forestaaer nu, til Manges Klage, hele Værket« (3), efter Frederik den Tredies Død endelig mistede sin Kredit og fjærnedes fra Statsstyreisen, skriver den svenske Minister Gustav Liliekrona, under den 21de April 1670: »I Gaar spurgtes her ved Hoffet den Forandring, at Statholder Gabel, der i den gamle Konges Tid var den fornemste Minister, har anholdt Hs. M. om en naadig Afsked og faaet denne. Dette bestyrker den af Alle, "især de indfødte Danske", nærede Forhaabning om en mildere Regjering« (4). Og da Christian Ulfeldt, en Søn af Corfitz Ulfeldt, i Brugge var stødt sammen med en af den nye Regjerings Haandlangere og hans Faders Plageaander, den tydske General (1) (2) (3) (4) "[30]" Fuchs, der i en privat Sag var reist fra Danmark til Flandren, og da paa Gaden, ved høilys Dag, med et Dolkestød havde dræbt denne, idet han kjørte i sin Vogn (1), følte endog hele Partiet her hjemme sig selv truffet. Den svenske Resident Gustav Duvall skriver saaledes, under 22de November 1662, til sin Regjering, at flere Tydskere her i den Anledning havde forestillet Kongen, "huruledes dhe altydh hähr effter wahra y den fahran, att dhe på ingen fremmande orth kunna betro sig såkre för en Dansk"" (2). (1) (2)

wikisource

wikisource_3590

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=62 to=63 header=1 />

wikisource

wikisource_6736

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<poem> Vi, som er født i Hyttens ringe Ly, vi rykker frem mod Livets rige Gry; vi føler det med Tak: vor Far og Mor har skænket os den hele nye Jord. Vor Far og Mor har skænket os den hele nye Jord. De stred og har saa mangt et Offer bragt, at bane Vej for os mod Lysets Pragt den Sol, som gylden over Dagen staar, den kalder op til Vækst og Folkevaar, den gylden staar og kalder op til Vækst og Folkevaar. Vi kommer nu fra Spade, Høvl og Tang med Sjælen fyldt af Rigdom, Haab og Sang. Et bedre Land, en bedre Jord skal gro af Armens Kraft, i Glansen af vor Tro; ja, alt skal gro af Armens Kraft, i Glansen af vor Tro. Vi, som er født, hvor lavt man Bjælken drog, saa hævet Hoved stundom Panden slog, vil se en Gry, hvor Sol for alt staar op, vil se vor Jord en Gang fra Bakkens Top, fra Bakkens Top, vil se en Gry, hvor Sol for alt staar op. Om født paa Slottets Puder, Hyttens Straa, ser Barnet lige nøgent mod det Blaa, og Himlen smiler ens til høj og lav, og Lys og Fryd er alle Hjerters Krav. Hos høj og lav er Lys og Lykke hele Hjertets Krav. Vi klager ej, om Roser ej blev strøet paa Vuggen, da vi var til Verden født; jo dybere vor Rod i Jordens Muld, des mer er Himlen høj og underfuld. Med Rod i Muld vi gror mod Himlen, høj og underfuld. Og vi vil aabne Dør og fjerne Slaa og søge Sang og Straaler i det blaa; er Sjælen stænget, aabner vi dens Bur og nøjes ikke med en halv Kultur. Vi kræver klart i Slægtens Evneskat vor fulde Part. Men naar vi højt og ser vi viden om vi husker til vor Død, hvorfra vi kom, vor Far og Mor, vor Barndoms simple Kaar, hvorfra dog Solskin om vor Barndom staar, de simple Kaar, hvorfra dog Solskin om vor Barndom staar. Thi det er Liv for Hjerte som for Hjem at spænde Evner og at vinde frem, og højnes sundt vor egen Trang og Tarv, vi øger hele Slægtens Fædrearv. I Trang og Tro mod større Lykke Livets Træ skal gro. </poem>

wikisource

wikisource_4813

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Møllen.djvu" from=257 to=280 header=1 />

wikisource

wikisource_25697

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Fra Hytterne.pdf" header=1 from=7 to=11 />

wikisource

wikisource_20537

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu" from=99 to=101 header=1 />

wikisource

wikisource_13792

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=225 to=230 header=1 />

wikisource

wikisource_9298

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Skjøndt meget er sagt og skrevet angaaende Mormonismen, dens Oprindelse, Lærdomme, Planer etc., saa er dog kun en ringe Del deraf bleven kjendt eller fremstillet i det danske Sprog, og det Lidet, der er meddelt, har væsentlig været Oversættelser fra fremmede Forfattere, eller Skildringer, grundede paa enkelte Personers Iagttagelser og Erfaringer under et fortere eller længere Ophold blandt Mormonerne i Utah. Hensigten med følgende lille Værk er at give det danske Publikum en sammentrængt historisk Fremstilling af Mormonismens Oprindelse og Udbredelse, samt at afsløre det hemmelighedsfulde og bedrageriske System, som ligger til Grund, saavel for dens Tilblivelse som for de næsten utrolige Mysterier og Forbrydelser, den stadig har maattet anvende for at vedligeholde sin Magt og sin Indflydelse. Naar jeg saaledes uforbeholdent gjengiver og fremhæver Mormonismens „Endowment-Mysterier“ og nogle af dens mest bekjendte Blodsgjerninger i Utah, faa er det bog ingenlunde min Hensigt at beskylde alle dem som kalde sig Mormoner for at være delagtige eller medvidende i saadanne Forbrydelser. Af de i Utah afholdte retslige Forhør fremgaaer det tvertimod, at Forbrydelserne i Reglen bleve begaaede hemmeligt og saavidt muligt uden Folkets Vidende. Det er nok, at vi vide, at Kirkens Hoved og Lederne i de aller fleste Tilfælde have undfanget Planen til og anstiftet Forbrydelserne og at Kirken I ærer og sanktionerer dem. Der leve rimeligvis Tusinder af vore Landsmænd i Utah, som paa Grund af Sproget ikke alene ere uvidende om Mormonismen og dens Historie i Almindelighed, men ogsaa om de unaturlige og kriminelle Forpligtelser, de selv have indgaaet i „Endowmenthuset“. I den Tro, at Sandheden — den nøgne uforbeholdne Sandhed, om den ogsaa skulde findes bitter og skuffende for mange — er det eneste og sikre Middel til at føre disse vildedede, men ærlige og retskafne Mennesker, bort fra Mormonismens vanærende Slaveri, tilbage til Kristi milde og menneskekjærlige Lære, og mulig redde Andre fra at blive vildledede ved dette frække og snilde Bedrageri — er en anden og ikke mindre vigtig Hensigt med Bogens Offentliggjørelse. Jeg ved fuldt vel, at Mormonismen ikke er noget poetisk eller noget interessant Emne at behandle; det er derfor heller ikke af Tilbøielighed, men af Pligtfølelse, at jeg nu, efter saa mange Aars Taushed, indlader mig paa at fremstille Mormonismens Vranglærdomme og Forbrydelser — efter uomstødelige historiske Kjendsgjerninger, som Brighams Emissærer aldrig ville være i Stand til at modbevise. I Amerika — Mormonismens Vugge — og England er den mormonske Propoganda for længe siden næsten aldeles ophørt — og existerer nu næppe mere paa et eneste Sted undtagen i vore skandinaviske Lande — hvor den tilsyneladende endnu fortfarer. Tør vi ikke haabe, at ogsaa disse ville følge deres store og oplyste Naboers Exempel? Da jeg hverken er, eller gjør Fordring paa at være nogen Forfatter i Ordets egentlige Betydning, vil min Bog uden Tvivl i literær Henseende komme til at lide af mange Brøst og Mangler; men i saa Henseende haaber jeg, at mine oplyste og velvillige Læsere ville vise Overbærenhed og tage Villien i Gjerningens Sted. Omaha, i Juli 1876.

wikisource

wikisource_17697

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<poem> Nu lakker det ad tiden småt, da jomfru vår vil komme. Den søvn, som hun i nat har få't, er sagtens snarlig omme. Eja, eja! Hvor skønt! snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Der er hun jo! fra sit closett hun sagtelig fremtriner, så bly og rank, så pæn og net, bag klare sky-gardiner. Eja, eja! Hvor skønt! snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Hun lægger begge hænder om de halvtillukte øjne og paa de unge bryster, som i hvide liin sig højne. Eja, eja! Hvor skønt! snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Bort kaster hun sin camisol, mens listigt i det samme sig nærmer den forlibte sol i fulde fyr og flamme. Eja, eja! Hvor skønt! snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Så tager hun sit styrtebad i luftens milde strømme. Lig lette skyer skilles ad de mørke nattedrømme. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Og når hun så er toet og tør't, den ranke mø sig klæder i silkesærk og fløjelsskørt og stadselig fremtræder. Eja, eja! Hvor skønt! snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Men, solen med et rundt gesigt bag efter hende render. Han tror nu ret, det er hans pligt at være hendes tjener. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Og vil hun bruge ham som spejl, da er han så fornøjet, skønt stundom - det slår aldrig fejl, han tårer får i øjet. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Men altfor snart de unge to man ser ret ømt, fortroligt at søge ind i skovens bo, hvor der er tyst og roligt. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Og efter deres favnetag fremmyldre hele hære, thi han er stærk, og hun er svag, - det er, som det skal være. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Så, hvor de gå, nødvendigt må intriguen vorde røbet, thi overalt de kjække små sig vikle ud af svøbet. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Ja, hvor de gå, bag krat og tjørn, i skovens lune grotter, der kaste tusind blomsterbørn de grønne redingotter. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Men alt, hvad der har kraft og liv, sig glæder ved partiet, der gives ej en sjæl så stiv, der findes noget i'et. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Nej, gøgen ler til finkens slag, og storken halsen bøjer, og sommerfuglen for og bag gør tusind pæne løjer. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Kaninen morer sig i krat, græshoppen lystig vipper, mildt stjernen i den klare nat med sine øjne glipper. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. Selv glæder sig, skønt gammelklog, den blege, syge måne. Alverdens hjerter frydes og poeterne - de dåne. Eja, eja! Hvor skønt! Snart løvet er grønt, og fuglen vil kvidre så kønt. </poem>

wikisource

wikisource_7298

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=419 to=420 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9580

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=105 to=105 header=1 />

wikisource

wikisource_25669

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=94 to=111 header=1 />

wikisource

wikisource_23228

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=234 to=237 fromsection=§74 tosection=§74 header=1 />

wikisource

wikisource_25769

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Kager som koges.. Man kan koge Kager i afklaret Smør; men da det hurtigere bliver brunt end Klaret, foretrækkes dette saavelsom afsmeltet Nyretælle, hvilken kan blandes med Klaret eller smeltet Svine- eller Gaase-Ister. Det sættes paa Ilden, og naar det har kogt noget og er skummet, kan man prøve, om det har Kraft til at udbage Kagerne, ved at lægge et Stykke af Deigen deri; stiger dette strax iveiret, kan man begynde at koge, i modsat Fald maa Fedtet koge længere. Dersom der er mange Kager at koge, er det bedst at tage noget af det Klarede fra, inden man begynder, for senere at komme det deri igjen, hvis det under Kogningen for brunt eller taber i Kraft, hvilket mærkes deraf, at det skummer eller skyder klare Bobler op, saa man ikke kan see Kagerne. Der kan da kommes et Par Skiver raa Kartofler eller Gulerod deri for at følge og koge med hele Tiden. Det kan ogsaa komme til at skumme, naar der kommes for mange Kager i paa eengang; der maa ikke være flere, end at de have rundelig Plads til at vendes, naar man trykker lidt med en Skee paa dem. Ilden, som helst maa være af smaat hugget Tørv og lidt Brænde, maa passes godt, at den er jævn og eensformig, saa det hverken koger for stærkt, hvormed det ogsaa kan komme til at skumme for meget og maa da strax tages af for at gaa aff Kog, eller koge for lidt, hvormed Kagerne trække Fedtet til sig og blive daarlige. Naar Kagerne er ganske lysebrune, lægges de paa graat Papir eller rent Hø. Sprutbakkelser.. Naar ½ Pund (50 O.) Meel er bagt med 8 Lod (25 O.) Smør og 3 Lod (9 O.) Puddersukker, kommes lidt efter lidt ½ Pot kogende Vand derpaa, hvormed det bages længere; medens det er varmt, dog ikke ganske hedt, røres det stærkt med 10 à 12 Æg, 2 ad Gangen, og naar der er koldt, kommes en Skeefuld i Sputten og trykkes ud i det kogende Klaret. De kunne laves paa samme Maade med 8 Hvider og 2 hele Æg til denne Portion. Der kan da kommes lidt stødte, bittre Mandler i Deigen. Sneboller.. Deigen laves paa samme Maade, men sættes med en Skee som smaa Boller i Klaret. Tragtebakkelser eller Kniplingskager.. ½ Pund (50 O.) Meel, ½ Pund (50 O.) stødt hvidt Sukker og lidt stødt Kaneel udrøres med 12 à 16 Æggehvider, indtil de er flydende. Til disse Kager udkordres en liden Kasserolle eller Jydepande, som ikke er større end Kagen skal være, da der kun kan koges een ad Gangen, og ikke snevrere foroven end forneden, thi da er det vanskeligt at faa Kagen op. Naar det Klarede koger, hældes en Skeefuld Deig i en Tragt, som har 3 à 4 fine Piber, og som dreies hurtigt rundt over Kasserollen, saa at Deigen kommer overalt, dog uden at Kagen bliver tæt. Den kan ikke vendes, men trykkes sagte ned, saa det Klarede kan koge lidt over den. Naar Kagen er lysebrun lægges den med den Side op, som vendte ned under Kogningen, over Kagerullen eller en Flaske, belagt med graat Papir, saa den bliver krum. Kleiner.. 6 Æggeblommer, 2 hele Æg, ¼ Pund (25 O.) hvidt Sukker eller tørret og stødt Puddersukker pidskes godt og røres derpaa medd 2 Spiseskeer Fløde, 2 Lod (6 O.) Smør, som afklares, og saa meget af 1 Pund Meel, som man kan faa deri; det Øvrige æltes i paa Brædtet, indtil Deigen slipper dette og Hænderne, hvorefter den udrulles ganske tyndt, med Meel udenfor Vægten, og skæres i langagtige Stykker med Kagesporen, saa at disse blive takkede i Kanten; i Midten af hvert Stykke skæres en Ridse, hvorigjennem den ene Ende af Kagen stikkes, saa at den bliver slynget paa Midten. De koges ganske lyse. Flydende Æbleskiver.. ¼ Pund (25 O.) Meel udrøres med 4 Lod (12 O.) Smør, som afklares, ½ Pægel Øl, ½ Pægel Melk og 4 Æg, hvoraf Hviderne pidskes og røres i tilsidst. Æbler skrælles, udhules, skæres i Skiver, og der kan gives den et lidet Kog i Sukker og Vand, hver Skive dyppes i Deigen og koges.<br> Man kan ogsaa lave Deigen af ½ Pund (50 O.) Meel, ikke fuldt ½ Pot Melk, 4 Lod (12 O.) afklaret Smør og 1 Æg, hvoraf Hviden pidskes. Disse ere store Portioner. Kager paa Traad.. Paa en god Traad trækkes vexelviis Rosiner, som først ere kogte lidt, skoldede søde Mandler og smaa Stykker Æble. Naar 1 Qvarteer Traad er trukket fuldt og tæt, dog saaledes, at der er et Stykke Traad udenfor ved hver Ende, hvori man holder, medens den dyppes i Deig, tillavet efter den sidste Maade til flydende Æbleskiver, lægges de i kogende Klaret for at koges lysebrune. Traaden trækkes ud, inden Kagen er kold.

wikisource

wikisource_1881

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Menneskeløget Kzradock.djvu" from=179 to=190 header=1 />

wikisource

wikisource_15420

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Luftslotte.djvu" from=88 to=91 tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_15101

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Den gamle Verden.djvu" from=65 to=75 header=1 />

wikisource

wikisource_16120

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=167 to=171 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9432

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Guds Venner.djvu" header=1 from=139 to=148 />

wikisource

wikisource_18705

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=214 to=223 fromsection="b" titel="Kjærestesorg" />

wikisource

wikisource_22068

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<poem> Lyksalig, lyksalig, hver sjæl, som har fred! dog ingen kender dagen, før solen går ned. God morgen! God morgen! sang fuglen på kvist, tit så den aftensolen bag fængselets rist. Tit dufted, tit nikked småblomster ved gry, før aften lå de knust under haglvejrets sky. Tit leged småbarnet i morgensol rød, ved kvæld det lå på lejet så stille og død. På jorden ej lever så salig en sjæl, jo lykken kan omskiftes fra morgen til kvæld. Lyksalig dog sjælen, som kender Guds fred, skønt ingen kender dagen, før solen går ned! God morgen! vi sjunge med fuglen helt fro, skal selv i mørke fængsel til natten vi bo. Guds børn kan sig glæde som blomster ved gry, skal selv de ligge knust under aftenens sky. Som barn kan jeg frydes i morgensol rød, om også jeg før aften er stille og død. Guds fred og god aften! vi sjunge ved kvæld: Vorherre selv bevare hver flygtende sjæl. Lyksalig, lyksalig, hver sjæl, som har fred! Guds fred er sjæle-solen, som aldrig går ned. </poem>

wikisource

wikisource_4732

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=27 to=28 />

wikisource

wikisource_18327

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=29 to=30 header=1 />

wikisource

wikisource_6723

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=286 to=287 tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9666

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=508 to=515 header=1 />

wikisource

wikisource_17145

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=312 to=313 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9705

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=254 to=256 fromsection=b header=1 />

wikisource

wikisource_11786

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=15 to=16 />

wikisource

wikisource_18322

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<poem> Beder, og I skulle få. Beder, Jesus selv tillader, at udi hans navn vi må daglig tale til vor Fader. Bønnens Ånd vor bøn vejlede! Og vi skulle få, som bede. Led, og se, du finde skal. Når din glæde synes borte, når du græd i tårers dal,1 Jesus jager tanker sorte, lader trøstens sol oprinde: Hvo, som leder, han skal finde. Banker, og der lukkes op. Når i dødens strid du beder, gennem slagne fjenders trop Jesus åben vej bereder. Nådens dør, o søde tanke, lukkes op, når du vil banke. </poem>

wikisource

wikisource_4419

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<br>

wikisource

wikisource_3075

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=24 to=32 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_11512

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=94 to=96 header=1 />

wikisource

wikisource_6748

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Teknisk Elasticitetslære.djvu" from=30 to=32 header=1 fromsection=ni tosection=ni />

wikisource

wikisource_7638

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<poem> Se dig ud en sommerdag, når de bønder tromler: land æfor og by æbag, lærkesang og humler. Byg i skred og bær i blost, barneleg om frønnet post; rugens dræ med duft af most, i drift om brede gårde! Danmark er et lidet land, strakt fra nord til sønder, har dog brød til alle mand, købstadsfolk som bønder. Rugen med det svulne knæ vokser langt i bakkens læ. Humlekop og pæretræ får sol mod hvide gavle. Færgen med det brede bryst, klædt i stål og plade, pløjer vej fra kyst til kyst over bæltets flade. Kobberspir og tag af tegl ser sig selv i havets spejl. Langvejs ude hvide sejl mod grønne øer bovner. Toget stønner tungt af sted, højt sig røgen løfter- plagen står ved vangeled, slår sig løs og snøfter. Hyrden kobler sine kø'r; aftensuk i siv og rør- fra den åbne smededør går lange skumrings-gnister. – Slider byen, danske mand, alt for stærkt din trøje, tag et mål af Danmarks land fra dets egne høje: Synet – fjernt af banker lukt – bliver frit mod bælt og bugt – stemningsfyldt som hejreflugt om kvæld, når sol går under. </poem>

wikisource

wikisource_2361

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=54 to=62 fromsection=§17 tosection=§17 header=1 />

wikisource

wikisource_25665

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=205 to=210 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9521

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=112 to=117 header=1 />

wikisource

wikisource_8707

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=714 to=728 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_14927

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Jordkloden Der er tidligere (S. 10) omtalt, at man ved Jordens Nordpol vil have „Himlens Nordpol" lige over Hovedet, saa at alle de Stjerner, man ser, synes at gaa rundt paa Himlen i vandrette Kredse (parallele med Synskredsen). Himlens Ækvator falder da sammen med Synskredsen, og hele den sydlige Himmelkugles Stjerner kommer aldrig tilsyne.<br> Da nu Solen i det ene Halvaar er Nord for Himlens Ækvator, i det andet Syd for denne, er Solen uafbrudt paa Himlen i Sommerhalvaaret, og uafbrudt nede i Vinterhalvaaret. — Aaret bliver dog ikke nøjagtig halveret; thi Sommerhalvaaret fra Foraarsjevndøgn 21 Marts til Efteraarsjevndøgn 23 September er 7 Dage længere end Vinterhalvaaret, hvilket skyldes den Omstændighed, at Jorden om Vinteren er nærmere ved Solen og skrider hurtigere paa sin Vej end om Sommeren. — Ogsaa af en anden Grund er Solen mere end ½a Aar over Synskredsen, hvis man befinder sig ved Jordens Nordpol. Sol og Stjerner vil nemlig paa Grund af vort Lufthavs Lysbrydning altid ses lidt højere paa Himlen end de i Virkeligheden er, des mere, jo lavere de er paa Himlen. Denne Forskydning er i Synskredsen saa stor, at naar man ser Solen lige over Synskredsen, men dog saaledes, at dens nederste Rand synes at røre ved den fjerne Havflade, da er i Virkeligheden hele Solskiven under Synskredsen.<br> Man vil altsaa ved Jordens Nordpol ved Foraars-tid se Solen vandre Synskredsen rundt, men stadig løftende sig en Smule, saa at den i Løbet af et Fjerdingaar vinder sig efter en Slags Spirallinie op til sin højeste Stilling, 23½° over Synskredsen, den Afstand nemlig, hvori Solen overhovedet kan fjerne sig fra Ækvator. — I næste Fjerdingaar vinder den sig paa lignende Maade ned igen.<br> Fjerner man sig fra Jordens Nordpol, vil Verdensaksen blive mer og mer skraa; men saalænge man ikke har fjernet sig mere end 23½° fra Nordpolen, vil Aksen dog ikke helde mere, end at der bliver flere eller færre Dage, hvori Solen uafbrudt er paa Himlen. Antallet beror paa, hvor langt man fjerner sig fra Polen, eller med andre Ord paa, hvilken Breddegrad (Afstand fra Ækvator) man befinder sig paa.<br> Bortset fra den Forøgelse i Solskin, som Lysbrydningen giver, er det Antal Dage, hvori Solen stadigt er over og stadigt under Synskredsen følgende: Nærmer man sig endnu mere til Ækvator, helder Verdensaksen saa meget, at Solen selv ved Sommersolhværv gaar mer eller mindre dybt under Synskredsen i Nord; og Midsomraersdagens Længde beror saaledes paa Afstanden fra Ækvator efter følgende Tabel: Ved Ækvator er Dagen 12 Timer hele Aaret igennem. Verdensaksen ligger her vandret; og hvad enten Solen er i Ækvator eller nord eller syd for denne, er dens Dagbue 12 Timer.<br> Fjerner man sig fra Ækvator, men endnu ikke saa langt, at Verdensaksen har løftet sig 23½° fra den vandrette Stilling, har Himlens Ækvator heller ikke fjernet sig 23½° fra Lodlinien; og da Solen netop kan fjerne sig saa langt fra Himlens Ækvator, kan den endnu komme i éns Lodlinie. Med andre Ord paa ethvert Sted imellem 23½° nordlig og sydlig Bredde kan man faa Solen lige over Hovedet, og dette sker tilmed 2 Gange om Aaret, nemlig naar Solen er ligesaa mange Grader nord for Himlens Ækvator, som man er Grader nord for Jordens Ækvator.<br> Trækkes paa Jordkloden en Linie gennem vort Opholdssted imod Nord og Syd lige til Nordpolen og Sydpolen, vil alle de Steder, denne Linie gaar igennem, have Middag samtidig med os. Man siger, at alle disse Steder ligger i samme Middags-linie eller Meridian. Da Jorden drejer sig fra Vest til Øst, faar Steder øst for denne Linie tidligere Middag, Steder vest for denne senere Middag; og hvert Sted paa Jorden har derfor sit Klokkeslet, Lokal tid. — Heraf forstaaas den Besynderlighed, at man f. Eks. i Kjøbenhavn Kl. 91/4 Formiddag kan modtage et Telegram, der er afsendt fra St. Petersborg Kl. 10 samme Dag.<br> Inden Jernbaner og Telegraf endnu rigtig havde bragt de forskellige Egne i saa let Forbindelse med hinanden som nu, brugte man endog i vort lille Land paa hvert Sted Lokaltid. Kjøbenhavn havde sit Klokkeslet, Odense sit, Aarhus sit osv. Men da nævnte Forbindelser gjorde sig mere gældende, indførte man samme Klokkeslet (Kjøbenhavns) for hele Landet. Andre Lande med ringe Udstrækning i Øst—Vest gjorde noget lignende, medens udstrakte Lande indførte 2 eller flere Klokkeslet i østlige og vestlige Dele af Landet.<br> Derved opstod den Ulæmpe, at naar man passerede en Rigsgrænse, skulde Uret stilles et eller andet Antal Minuter frem eller tilbage; og det internationale Samkvem gjorde det derfor ønskeligt, at der blev indført en Simplifikation i saa Henseende. Denne traadte i Kraft 1 Januar 1894 i en Mængde Lande, ogsaa i Danmark, og den gik ud paa følgende.<br> Jorden skal kun have 24 forskellige Klokkeslet, der vælges saaledes, at man gaar ud fra Greenwich (London) Meridian. I den Meridian, som ligger 15° østligere (omtrent ved Bornholm), er Klokken 1 Time mere end i Greenwich, atter 15° 1 Time mere osv., derimod 15° vest paa giver 1 Time mindre osv. Hvert enkelt Land træffer saa selv Bestemmelse om, hvilken Meridians Klokkeslet det vil følge. Danmark, Norge, Sverig, Tyskland, Østerrig, Schweitz og Italien retter sig efter den Meridian, som er 15° øst for Greenwich. Derved faar Bornholm et Klokkeslet, der er temmelig rigtigt, Kjøbenhavns Uhr er 9 Minuter 41 Sekunder mere end det burde være, og Vestjylland er næsten ½ Time forud for sin egen Lokaltid.<br> Ved denne Anordning vil man, naar man paa Rejser overskrider en Rigsgrænse, enten slet ikke behøve at foretage nogen Forandring med sit Uhr, eller man stiller det nøjagtig 1 Time frem eller tilbage. — Minutviseren skal allevegne paa Jorden gaa ens; kun Timeviseren angiver noget forskelligt. — Noget anderledes forholder man sig paa en Damper f. Eks. over Atlanterhavet. Her forandrer man gerne sit Klokkeslet en Gang i Døgnet svarende til det Antal Grader, man er kommen vestligere eller østligere i det sidste Døgn. Paa Vejen til Amerika bliver Uhret daglig stillet tilbage, saa at Døgnene bliver f. Eks. ½ Time længere end 24 Timer; og omvendt paa Rejsen til Europa.<br> Fortsatte man Rejsen vest paa helt rundt om Jorden, vilde Døgnene vedblive at være længere end et rigtigt Døgn. Men da en Rejsende, der saaledes kom hjem øst fra, selvfølgelig ikke har levet flere Timer end en, der var forbleven hjemme i samme Tid, vil han have en anden Datum. Han maa nemlig have havt 1 Dag mindre end den hjemmeværende. Alle hans overskydende Timer fra de enkelte Døgn vil i alt være løbet op til 24 Timer, det Døgn, han har mistet. En Rejse om Jorden øster ud derimod gør Døgnene for korte, og naar man kommer hjem, kan man opleve den sidste Datum en Gang til.<br> Uventet gik det saaledes den spanske Søfarer Elcano, der fuldførte den undervejs afdøde Magalhaes' Togt om Jorden 1519—22. Rejsen var fore-gaaet vester paa, og da Elcano Torsdagen den 10 Juli 1522 kom til de kapoverdiske Øer, troede han, at det var Onsdagen den 9 Juli, idet man paa Rejsen selvfølgelig havde holdt nøje Rede paa Dagene.<br> Der eksisterer altsaa vitterlig i Almindelighed 2 Datumer samtidig paa Jordkloden. De to Daturner maa aabenbart støde sammen paa det Sted af Jorden, hvor der i Øjeblikket er Midnat; øst for dette Sted, hvor Klokken er over 12, er Datum 1 højere end vest for dette Sted, hvor Midnat endnu ikke er naaet. Man kan altsaa sige, at den ny Dag rykker frem over Jorden fra Øst til Vest med denne Midnatslinie. Men den s a m m e ny Datum kan aabenbart ikke vedblive at beklæde Jorden. Naar den kommer til et Sted, hvor den har været før, maa Datum forhøjes med 1, som saa ligeledes rykker Jorden rundt. Som det Sted, hvor den ny Datum saaledes ved Midnatstid saa at sige rinder op af Havet, har man valgt det stille Ocean. Saasnart den ny Datum med Midnatten er afgaaet fra dette Sted, foregaar herfra Fremrykningen af Grænsen imellem Egne, der har ny Datum, og Egne, dér har gammel Datum vester paa, Jorden rundt. Naar Folk fra de to Sider af Skillelinien i det stille Ocean omgaas, maa de vide, at de altid har forskellig Datum. Kun ved Midnat har de ligesom den hele Jord samme Datum, men hos dem lige vest for Skillelinien er denne Datum just ved at udløbe (sent paa Aftenen), hos dem øst for er den ny Datum først ved at begynde (aarle Morgen).<br> Skillelinien for Datum gik tidligere noget bugtet i det stille Ocean. Dette hidrørte fra, at Spanierne mest kom til deres Kolonier i det stille Ocean, Filipinerne og Karolinerne, øst fra (fra Amerika eller det magelhaenske Stræde), medens Hollænderne og Portugiserne kom til deres ved at sejle om det gode Haabs Forbjerg. I hine Tider, da Samkvemmet var ringe, gjorde det mindre til Sagen, at Datum paa Nyholland var 1 mere end paa Filippinerne og Karolinerne, der dog ligger under samme Meridian; men med Nutidens gode Dampskibsforbindelser er det uheldigt, og man lader derfor i vore Dage den Meridian, der er 180° fra Greenwich være mere raadende for Datumskiftet. Saaledes gik man i 1892 paa Samoaøerne over fra asiatisk til amerikansk Datum derved, at den 4 Juli (den nordamerikanske Frihedsdag) fik 48 Timer.<br> Medens det som tidligere omtalt (S. 14,) ikke er vanskeligt at bestemme et Steds Bredde, o: dets Afstand fra Ækvator udtrykt i Grader, idet man kun behøver at maale Polhøjden paa Stedet, er det betydelig vanskeligere at bestemme et Steds „Længde", o: hvor mange Grader det ligger øst eller vest for en bestemt Meridian, f. Eks. Greenwichs.<br> Denne Opgave er et Klokkesletspørgsmaal. Dersom man blot ved, hvad Klokken i et vist Øjeblik er paa begge Steder, vil Forskellen mellem Klokkeslettene give Stedernes Længdeforskel, idet 1 Time giver en Længdeforskel paa 15°, 1 Tidsminut en Længdeforskel paa 15 Bueminuter og 1 Tidssekund en Længdeforskel paa 15 Buesekunder.<br> Ogsaa her har Hippark vist Vejen. Han brugte en Maaneformørkelses Indtræden som det Signal, der kan ses samtidig fra to Steder paa Jorden; og naar man saa der afgør, hvad Klokken er i dette Øjeblik, kan man ved senere Sammenkomst erfare Forskellen og dermed Længdeforskellen.<br> Da Galilei kort efter Kikkertens Opfindelse 1609 opdagede, at Planeten Jupiter har 4 Maaner, der løber mere muntert om den end vor Maane om Jorden, nemlig den inderste i mindre end 2 Døgn, den yderste i 16½ Døgn, og de 3 inderste bliver formørkede i hvert eneste Omløb, og den yderste hyppigere, end den slipper udenom den store Jupiters Skygge, anbefalede han at bruge disse hyppigt indtrædende Formørkelser, som kan iagttages i en middelmaadig Kikkert, som Signal for Klokkeslets og dermed Længdebestemmelser. Der er da ogsaa nu lavet nøjagtige Tabeller, og Sømanden kan i sin „nautical Almanak" se, hvad Klokken er i Greenwich ved enhver synlig Formørkelse af Jupitermaanerne. Naar han da selv iagttager ved Stjernemaaling, hvad Klokken er hos ham i Formørkelsesøjeblikket, har han sin Klokkesletsforskel fra Greenwich og kender saa sin Længde. I vore Dage fører større Skibe gerne et Kronometer, der giver Klokkeslettet i Greenwich, og de behøver da ikke Jupitermaanerne til at angive dette Klokkeslet; men de bruger dem alligevel til Kontrol for Kronometret, der kan fejle, medens Jupitermaanerne er at stole paa.<br> Astronomiske Observatorier eller andre Steder, der i Nutiden er forbundne ved Telegraf, kan let ved et elektrisk Signal sammenligne deres Klokkeslet og altsaa bestemme deres Længdeforskel. Den hidtil omtalte Maaling af Tiden har væsentlig været knyttet til Bevægelser og Mekanismer, som ikke er skaffede tilveje af Mennesker, nemlig til Jordens Drejning om dens Akse, til dens Vandring omkring Solen og til Maanens Vandring omkring Jorden. Inden vi endnu gaar over til Mekanismer gjorte af Menneskehænder til at maale Tiden med, skal nævnes en storladen Bevægelse af Jordkloden, som ganske vist paa Grund af sin Storhed ikke spiller nogen Rolle i det daglige Liv; men som først i lange Tiders Forløb vil gøre sig gæl-, dende. Den er opdaget allerede af Hippark.<br> Denne omhyggelige Maaler af Fænomenerne paa Himlen fandt, at den Vej iblandt Stjernerne, som Solen synes at tilbagelægge i Løbet af Aaret, altid er nøjagtig den samme. Da denne Solens tilsyneladende Vandring imidlertid fremkommer derved, at Jorden gaar omkring Solen, betyder nævnte Iagttagelse, at Jordens Bane Aar efter Aar bliver liggende nøjagtig i samme Plan. Dette Plans Skæring med den uendelig fjerne Kugleskal, hvor vi forestiller os Stjernerne, betegner jo netop Solens Vej iblandt dem.<br> Derimod, fandt Hippark, Ækvator vedbliver ikke i Tidernes Løb at have samme Plads blandt Stjernerne, og Himlens Nordpol, det Sted paa Himlen, hvor Jordens Akse peger hen, altsaa heller ikke. Dette betyder, at Jordaksen kun nogenlunde vedbliver at pege paa samme Punkt, at have samme Retning hele Aaret, Fig. 7, men at det dog ikke er aldeles ufravigelig samme Retning. Jordaksen bevæger sig nemlig ganske langsomt, saa at, naar den nu har Retningen ab, vil den om 13000 Aar have Retningen αß og om 26000 Aar atter Retningen ab. Dette Fænomen kaldes Præcessionen.<br> Med andre Ord, Jorden er som en stor Snurretop, hvis Akse vralter en Gang rundt i 26000 Aar. Sammenligningen med en Snurretop er imidlertid ikke helt overfladisk. En Snurretop, der kelder til den ene Side, vil ikke falde til denne ligesom enhver anden heldende Genstand; men en Lov i Mekaniken siger, at naar en Kraft søger at dreje Aksen af et hastigt omdrejende Legeme i en eller anden Retning, vil Legemet gøre Modstand mod denne Drejning; og istedenfor vil Aksen stræbe at dreje sig lige tværs paa den Retning, hvori Kraften vilde dreje den.<br> Saaledes kunde man vente, at Snurretoppens øverste Ende vilde, naar den helder, drages nedad af Tyngden. Den følger imidlertid ikke denne Dragning, men gaar lige tværs paa; og naar den saaledes bestandig gaar tværs paa den Retning, hvori den skulde falde, vil den komme til at kredse omkring Lodlinien, saaledes som enhver har set den gøre.<br> Nu staar Jorden ikke som en Snurretop paa et Bord udsat for at vælte; men i dens Bane omkring Solen er den stadig Genstand for dennes og Maa-nens Dragning; og da Jorden er lidt fladtrykt, vil denne Dragning, der virker stærkest paa de nærmeste Dele af Jorden, stræbe efter at dreje Jorden, saa at dens Akse bliver lodret paa Jordbanen; men det hastigt omdrejende Jordlegeme vil ikke give efter for denne Bestræbelse, men derimod føre Jordaksen lige tværs paa; og vi har da den 26000-aarige Vraltning.<br> Medens de nulevende Mennesker ikke oplever at se nogen kendelig Forandring i Himlens Udseende bevirket herved, vil Stjernehimlen om 13000 Aar synes at vende helt anderledes end nu; thi da befinder Polarstjernen sig 47° borte fra Nordpolen, og ingen falder paa, at den nogensinde har kunnet tilkomme Navn af Polarstjerne. Forskellige andre Stjerner vil i Tidernes Løb blive ophøjede til denne Værdighed — set fra et jordisk Standpunkt. Om 10000 Aar vil Vega være Polarstjerne.

wikisource

wikisource_2455

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Harald Bergstedts tekst kan ikke vises her,idet rettighederne tilhører Bergstedts arvinger,men den optræder i talrige sangbøger for børn.

wikisource

wikisource_3957

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=19 to=21 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9041

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=162 to=163 />

wikisource

wikisource_18362

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Lykke-Per fjerde udgave bind 1.djvu" from=195 to=225 header=1 />

wikisource

wikisource_28737

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Luthers Reformatoriske Skrifter i Udvalg.pdf" from=5 to=11 header=1 />

wikisource

wikisource_28433

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937.pdf" from=98 to=106 header=1 />

wikisource

wikisource_27612

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=181 to=188 header=1 />

wikisource

wikisource_30272

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Kiøbenhavns Aften-Post, 1772, no. 7, spalte 133-136. En Vægters Dag-Bog. Den 1ste April var jeg den ordentlige Tid paa min Aften-Post. Her passerede intet, førend Klokken halvgaaen 12. Da kom et par Svingfyre til mig, dog i al Stilhed, og stak mig hver en Pies i Næven, og spurgte, om jeg vidste nogle Anstalter. Jeg forstod nok dette Mørkheds Sprog og Talemaade, og sagde, jo, mine Herrer, her strax ved. Jeg gav da tree smaa Pik med Skaftet af min Morgenstierne, det er Signalet, og strax bleve de indladte; naar de gik ud igien, skal jeg ey kunde sige, thi jeg slummede hen over den ene Pies. Det var meget koldt den Nat. - Den 2den dit. Klokken 1 blev der raabt Gevalt i den anden Ende af Gaden; men jeg gav mig til at raabe Eet, følgelig kunden ingen giøre mig noget. Jeg hørte nok, de bandte Vægteren, men jeg vidste nok, hvem der sloges. Manden kommer altid sildig og fuld hiem. - Den 3dte dito. Var en stor Storm. Om den slukte Lygterne, eller der var ingen Tran i dem, er mig ligemeget. Nok at de gik ud en Time for Tiden. - Den 4de dito. Klokken 2. Efterat jeg en Times Tid havde været i min sædvanlige Kielder, saae jeg et forunderligt Skin høyt oppe i Luften. Vi Vægtere seer mange forunderlige Ting i Luften og paa Jorden om Natten. Jeg tænkte i Førstningen det havde været en nye Komet; men strax ved gnistrede det, ligesom naar Dragerne kaster Penge ned. Jeg stod halvtumlende og betragtede dette Syn længe, imidlertid faldt Verset mig ind, naar jeg raabet Eet. Da jeg havde været noget i Luften, blev jeg vaer, at det var Stierne-Kigernes Lys paa runde Taarn, og at Stierne-Kigeren slog Ild til en Pibe-Tobak. En anden mindre agtpaagivende kunde næste Morgen have inbildt heele Byen et Vaertegn paa Himmelen; men jeg farer ey med Usandhed. - Den 5te dito. Søndag Nat er altid den uroeligste. 3 a 4 Slagsmaale skildte jeg ad, og trak 4 paa Raadstuen, saasom de satte sig til Modværge. En undrente mig dog, men jeg beholdte hans Hat, hvorom Pullen var et ret glimrende Spænde af uægte Steene indfattet i Tin, og saasom han neppe melder sig om sin Hat, solgte jeg den til en Marskandiser for 24 Sk. - Den 6te dito. Mandag Nat er ligesaa uroelig som Søndag Nat. Kunde disse Friemandage blive afskaffede, kunde vi stakkels Vægtere dog faae en lille Luur imellem Raabene, den Nat, saavel som de andre Nætter. Men formedelst det Hverver-Huus i mit Distrikt maa jeg have et vaaget Øye heele Natten. Her er altid Klammerie, Galen, Sværmen og Banden. En trak jeg denne Nat paa Raadstuen. - Den 7de dito, roeligt heele Natten. - Den 8de dito, raabte mine Kammerader Brand, jeg raabte med per Kompagnie; men ingen af os vidste, hvor Ilden var. Jeg troer ey heller der var nogen. - Den 9de dito, peeb min Kammerad i næste Gade; men saasom det ey var min Leylighed, at dandse efter andres Piber, blev jeg paa min Post. Han kom ey heller da jeg peeb sidst. Den 10de dito raabte de atter Brand; men da jeg ingen Lygte kunde see paa Taarnet, raabte jeg ey, fordi man blev vreede sidst. - 11te dito brændte Nordlysene meget stærk, som vist betyder et skarp Foraar. - Den 12te dito. Var Søndag Nat, altsaa uroelig; nogle unge Knøse fandt forgot Klokken henved 12, at ringe paa Gotfolkes Dørre, men jeg ringede for deres Ører med min Mund; thi de undløb min Morgenstierne, saa det havde Skik. Henne i Gaden blev Slagsmaal, jeg kunde ey styre tilfreds; men inden mine Kammerader kom, laae jeg i Rendesten. Min Kabutz faldt af, og har ey faaet den siden. Uden Tvivl har den Fyr taget den, som jeg tog Hatten fra; thi mig syntes han var i Flokken. Klokken over 1, bragte jeg en paa Raadstuen. Han havde hverken hvid eller Skilling. Man kastede ham op af en Kielder, og, saasom han giorde sig unyttig uden for, maatte han følge med mig. Kieldermanden er min gode Ven. - Den 13de dito Friemandag, og følgelig en uroelig og ufrie Nat for mig. Her var atter Allarm i Hverver-Hullet. Jeg stod bestandig uden for, om de kastede nogen ud, som jeg kunde annamme. Her var en grumme Allarm; det er en pokkers Tøs, der er. Jeg skal en anden Gang bede Politiet, at feye ud. Jeg veed ey, hvor de tør giøre saadan Allarm, da Politiet nu maa gaae frit ind. Dog, jeg er ingen Statsmand, og forstaaer mig ey derpaa. - Den 14de og 15de dito havde jeg to rolige Nætter undtagen af Kattene, en af dem traf jeg dog, som var broget; men en graa undløb; gid Fanden troe de graa Katte. Jeg har endnu aldrig truffet en graa Kat. - Den 16de dito. Klokken mod 12, kom atter en Springfyr, som spurgte om Anstalter. Fy, skamme Jer, sagde jeg, det er jo Skiertorsdags Nat. Men de stak mig hver en Rigsort i Næven. Dog, de bleve mig to dyre Rigsorter; thi saasom det var koldt om Natten, og jeg fik noget at varme mig paa, faldt jeg i Søvn; men Qvarteer-Commissaren fandt mig sovende. Jeg blev strax afløst, og maatte i Vægter-Vagten. - Den 17de dito raabte jeg ey selv, saasom jeg sad i Forvaring, og ventede paa min Dom. - Den 18de dito gad jeg ey heller raabt selv, saasom jeg om Dagen havde gaaet i den Spanske-Kappe; og log derfor Reserve-Vægteren raabe for mig, hvorfor jeg maatte give ham Betaling. Der var altsaa kun liden Lykke ved de toe Rigsorter. Jeg skal aldrig meere tage Penge en Skiertorsdags Nat. - den 19de og 20de dito, havde jeg to uroelige Nætter. Det er ret ligesom Nætterne skal være ugudelige, naar Dagene har været hellige. Alting skal og sværmes op, og det skulde fortryde mange, om de skulde beholde en Skilling til næste Søgndag. Disse Nat-Ravne, der flyver om i Mørket, er værre end Spøgelser; thi dem kan man dog korse fra sig. I et vist Huus i min Gade havde de god Søgning, og Kielderen hvor de smukke malede Paaske-Æg staaer, havde og temmelig Næring. Jeg siger endnu engang, at jeg ey veed, hvor de tør holde saadant Huus, da dog Politiet nu maa gaae i alle Huuse, Kieldere og Kipper. Hververne fik i disse to Nætter 7 Rekrytter, den aattende løb fra dem; jeg kunde nok have fanget ham, men det var en ung Burs og da jeg kiendte hans Mester, lod jeg ham løbe. 5 bragte jeg og paa Raadstuen i disse to Nætter; thi uagtet de gave mig Stik-Penge, maatte de dog smukt følge med. De bandte mig vel fælt derfor; men det loe jeg kun af. Jeg har jo lov at tage Stik-Penge, og dog alligevel forrette mit Embede, som en ærlig Mand. Dette kunde jo og tillades alle andre Betientere i andre Embeder, saa bleve ey saa mange meensvorne, og saa hørte ingen ilde for at tage Stik-Penge; men de var allene nogle Taasser, som gave dem. - Den 21de dito var og temmelig uroelig; thi mange vil dog ikke lade deres Rettighed fare om Aften og Natten med Sviir, skiønt den 3die Helligdag er afskaffet. - Den 22de dito ganske roeligt. Jeg tænker de sove ud, eller havde ingen fleere Penge at svire for. - Den 23de dito havde jeg en Bradullie med et par som Gaden var for snæver, og havde det ikke været dem, det var, havde jeg trukket dem paa Raadstuen; men det kan altid finde sig, naar man blive ædrue. - Den 24de og 25de dito roeligt, undtagen den sidste Nat i Hverver-Hullet. Jeg troer, de har faaet to Mameseller, og vidste jeg det til visse, skulde jeg give dem an for Politiet; thi de maa kun have en og hun skal være Pige; NB: om hun vil være det. - Den 26de dito atter uroeligt. Her støyede en Deel unge Mennesker omkring paa Gaderne temmelig langt ud paa Aftenen. Knøsene havde alle hvide Strømper og Handsker, et hvidt Tørklæde hang og somme ud af Lommen. Tøsene havde alle Husar Huer og Vifter i Haanden, dog havde de en temmelig tung og tvungen Gang i deres usædvanlige Prydelse. Jeg skulde aldrig troe disse unge Omsværmere vare Confirmations Børn; thi i den Kirke, hvor jeg om Dagen havde Vagt, hørte jeg Præsterne formanede dem til Skikkelighed, Sædelighed og al Ærbarhed og Gudsfrygt; men saadant er, desverre! snart glemt. Nogle af de sædvanlige Natfugle sværmede og denne Nat omkring over Midnat, dog giorde ingen Allarm. - 27de dito var frie Mandag, altsaa for mig en ufrie Nat. 2 trak jeg paa Raadstuen, men en undløb mig ved Hiørnet af Nyegade og Skovbodgaden. Gid han faae en Ulykke, saa sandt han giorde mig troeskyldig, at jeg ey skulde holde paa ham. - Den 28de dito. Den store Executions Dag havde vist nok foraarsaget ikke mindre Natte-Allarm, end den 17de Janaurii, havde der ey blevet sat saa mange Patroller og Vagter i Gader og Stræder. Jeg mærkede ey til videre Allarm, end nolg drak tæt; thi om Morgenen, jeg gik af Vagt, fandt jeg 3 liggende i Rendesteenen. Jeg lod dem sove væk. - Den 29de dito var temmelig roelig, dog raabte de Brand, men langt borte, hvorfore jeg taug. - Den 30de gandske roelig. Jeg hialp en skikkelig Mand i al Stilhed af Rendesteenen, og ledsagede ham til hans Huus. Han var ellers meget andægtig, og spurgte skiønt noget stammende, om det var Søndag i Morgen. Jeg vil saa mænd, sagde han i Fropræken. Han hikkede. Kiøbenhavns Aften-Post, 1773, no. 2, spalte 14-15. Tilskueren. Forleden Søndag førte min Nysgierrighed mig ind paa en af de saa kaldede Dandseboder – der holdt de ret hellig Aften og lod Fiolen sørge. - Dands i sig selv er uskyldig, og en Opfindelse som giør den menneskelige Vittighed stor Ære. Den Overeenstemmelse mellem Lemmernes Bevægelse, og i Musikkens Lyd, er virkelig artig og behagelig, og tillige naar den anbringes ret, virkelig kunstig. Aldrig kan jeg troe, at Cicero har meent sit nemo saltat sobrius, om den kunstige, den harmoniske Dands – thi dertil var han alt for fornuftig en Mand, og Kunsten alt for ædel. Om der har været Dandseboder til i hans Tid veed jeg ikke, men i det mindste maae man troe det, om ikke just af den Indretning som nu omstunder. - Spillehuse og Skiøger har der jo været til! hvorfore ikke ogsaa Dandseboder? - Men, at komme til min Hensigt. - Jeg gik ind, lokket af en Slags Nysgierrighed, for at see Maaden og Omgangen der. - En Hoben unge Mennesker hoppede omkring (thi andet kan jeg ikke kalde det, og troer derfor, at det bedre hedder Hoppe end Dandsebod). Den eene stræbte at overgaae den anden i Viid og Fliid – Men det første bestod i at trampe med Fødderne, for ret at døve Musikken, og det andet i at rette hinanden, naar de tog Feyl af Touren, som de kaldte det, med de herligste Eeder og smukkeste Udtryk – Hist i en Krog sad 2 unge Fættere, ved et Bord med en varm Bolle Punsch og en smuk Jomfrue, om jeg tænker ret, ved hver Side – de drak Jomfruernes, deres egen og heele Kompagniets Sundhed. Jeg tænkte: Disse Folk kan ret siges at drikke dres Sundhed. En ung vittig Herre bød mig en Stoel at sidde paa ved Siden af en smuk Husar-Hue – Jeg takker, sagde jeg, her er for varmt, thi det var ved Kakkelovnen. - Verten, en meget smuk og artig Mand, spurgte mig paa det høfligste, om jeg behagede Punsch eller Viin . . . maae jeg bede om en Flaske Øl . . . Ane! Øl! - Ane kom, hun var ikke nær saa venlig mod mig som mod de andre . . . Man kan ikke alle Tider være i lige god Line. - En Menuet vidskede en Lille mig i Øret – Ney, tak! jeg dandser aldrig – Snak! saadan sige alle de, der kan bedst – jeg forsikrer . . . aldrig dandse, raabte hun med Latter, og vil dog paa Dandseboden. Jeg er alt for beskeden til at sige hende imod og vilde gaae min Vey – i det samme aabnedes en Dør og jeg saae der et nyt Optog – En Hoben Mennesker stod omkring et Bord, og Een stod som Præses for Midten af Bordet – Kan man vel troe, at jeg indbildte mig, at det var en Professor Anatomiæ? der holdt Kollegium. Jeg gik, eller rettere at sige, sneeg mig derind, og saa – hvad? et endnu større Beviis paa menneskelig Daarlighed – Jeg mærkede, at jeg ikke just havde taget saa meget Feyl, thi den god Mand anatomerede og pillede virkelig de fleste saa reent og net af, at jeg forundrede mig over hans Færdighed, og det med saadan en Gravitet, som en grundlærd Professor, dog troer jeg at han var Licentiat. - Jeg kunde ikke komme Bordet nær for Mængden, men af den stærke Torden og Lynild som begyndte at buldre og blinke saa stærk, mærkede jeg nok at der var tyk Luft paa Lykkens Himmel, og at det trak op tl et forskrækkeligt Uveyr – Torden slog ogsaa virkelig need et Par Gange, thi der vankede nogle erbarmelige Næsestyvere og Ørefigen for et Par eenfoldige Karle; som, saavidt jeg kunde forstaae, vilde forsøge Lykken, men havde ingen flere Penge. - Af Frygt for at den skulde ramme mig med, skyndte jeg mig fra dette Huus, som var ret Scenen for den forlorne Søn. Kiøbenhavns Aften-Post, 1777, no. 6, spalte 44-45. Gade-Post. Kanefarten lover ikke megen Fornøielse i Aar, det klager Hyrekudsken for, det græder saa mangen brav Jomfrue over og maaske Madame med; hvortil nu de nye Topper, nye Kanehuer, de nye Forgyldninger paa Kanerne, og Husarhuerne? Bielde kime vel nede ved Høibroe, men hvilket Menneske af en fiin Smag og en høi Tænkemaade kunde overtale sig at lade sig slæbe over de blotte Broestene. O! hvor maa det synge for Vedkommendes Ørne i Torbek, Lyngbye og andre Lyststeder! her sulkes i Kamrene, her smeldes med Piskene forgiæves, man pynter Kanen, pudser Kanetøiet, forskaffer sig Kanehabitter, snakker om Forlystelserne, raaber og beder om Snee, bestemmer Fornøielserne, aftaler Tractementerne, deler sig i Selskaber, udvælger visse Compagnioner, kort: giør alle muelige Foranstaltninger, og det bedragelige Haab opholder dog alle Ønsker. Dog jeg har dog seet nogle i Aar ikke ønsket forgieves. Forleden mødte jeg en stor Ræveskinds foret Pels med en foret Hue oven paa, inden for sad et lille ungt Liv og gispede, som en Svale-Unge, stak Rebet ud af det øverste Stokverk, og frøs med saa megen sand Fornøjelse, at jeg var færdig at græde af Latter over dette Syn. Til al Fortræd fik Hesten Nøkker, og behagede at forkorte Touren til Østerport. Det er sandt, det var Malise af en Hest; men hvad var nu at giøre? En Karl, som Holgerdanskes Vaabendrager, stod bag paa Kanen, brugte alle sine Kræfter baade med Mund, Piske og Støvler, men Hesten var Hest og den blev Hest. Nær havde han kast den Spædlemmede af Kanen, da han oplod sin Helterøst, og tog en Eed til Hielp, som den bægede Vittighed havde opfunden i Timians eller Balsomgaden; men endnu vilde Hesten ikke staae. Frosten og den skarpe Vind giorte en skrekkelig Gevalt paa Tippen af det kiære Pigebarns Næse, hun maatte derfor ganske tage den til sig, saa den blev saa usynlig, at Officeren, som havde Vagt, havde Ondt ved at finde Adgang til Nymphens Ansigt, for at sige hende de meest rørende Bevægelser. Kanehuen var troe, thi hverken røbede den de store blaa Øine, eller de smilende Kindhuller, eller de kulsorte Øienbryne, som jeg opdagede ved en anden Leilighed; thi imedens hendes Chapeau stod og philosopherede over sin Hestes Stivhed, og saa hvad Klokken var paa sit Uhr, foer Hesten af med den Skiønne ud af Porten forbi alle Vagter, og med megen Hæder og Tugt lagde hende af ved de Fattiges Kirkegaard, hvor hun maaskee endnu var bleven liggende, om ikke jeg var kommen hende til Hielp, og salveret hende ind til Staden under et mere stadigt Geleide; thi hendes Cavaleer var rent os forbi, for at faae sin Hest og sin Kane fat. Imidlertid var jeg avanceret ind i Byen med mit Bytte, og havde preiet Hiørnet af Viingaardsstrædet, da hun betakkede mig, og dreiede allene om i Reverensgaden. Kiøbenhavns Aften-Post, 1777, no. 8, spalte 61-62. Huus-Post. Mine Læsere skulde vel mindst troe, at jeg har været i Julestue i Vinter. Jo! saa mænd har jeg saa, og det hos en Mand af smuk Næring i Fiolstrædet. Denne gode gamle Skik synes mig endnu vel om. Konen i Huset er min salig Kones Halvsyster, og det kunde ikke smage, uden jeg maatte være med til denne bestemte Fornøjelse. Sandt at sige, saa fandt jeg mig ret vel ved Gildet; thi det var alle mine gode Venner og Bekiendtere, som vare indbudne. Der var Christen Blyetækkers Jomfru Datter, og Sr. Larsen, Mestersvend hos Skoemageren i Kristenbernikovstrædet, den ærbare Jomfru hos Franskbageren, Underkommissaren og hans Kiæreste, Visitøren uden for Porten og hans Kiæreste, Møllersvenden fra Veirmøllen og Møllerens Datter, Kollektørens Fuldmægtig nede fra de smaa Gader, Jomfruen med de høihælede Skoe, og Mammesellen, som snerper Munden hver gang hun skal lee: Stakkel, hun har sorte Tænder, Madamen med den korte Næse, og den lille Perykmagersvend med de nette Been, foruden en Deel andre smukke Folk. Alting gik meget uskyldigt til; man opfandt Lege, man delede Fruens Penge ud, giemte Ringe, og dandsede i Kloster. Møllersvenden maatte agere Julebuk, og Underkommissaren det underlige Dyr i vor Herres Have. Perykmagersvenden var det lystige Raad, og Visitøren gik Blindebuk. Jeg havde ret mine evige Løier som Tilskuer af disse Lystigheder. Skulde jeg fortælle al det alvorlige Spøg, som blandede sig derimellem, nu med gesvindte Kys paa Haand og Mund, nu med trofaste Favnetag, nu med fordægte Blink, Smiil og Mundtegn, da forslog ikke 10 Aftenposter dertil. Sandt at sige, jeg blev ret i Lysten for et Julekys. Hvad vil I give mig, mine Venner, sagde jeg, saa skal jeg sige eder en meget smuk Leeg. Alle bleve glade, og bad mig sige den. Ja, sagde jeg, enhver af Fruentimrene forære mig et Kys, det er dog Juul I hvad vi giør. Smaa Ting, sagdev Madamen med den korte Næse, og gav mig det første. Skal jeg sige min Sandhed, var jeg glad ved, at det var det første; thi havde hun bleven den sidste, havde jeg nok aldrig bedet om Kys mere. Men jeg havde Øie paa den lille Blyetækkerjomfru; hendes nydelige lille Mund synes ret at lokke et Kys fra Alvorligheden selv. Vi ere alle Mennesker. Naa! derpaa kom Turen til Jomfruen, som snerper Munden sammen: den Dyst fik jeg overstaaet. Endelig kom alle de andre, og tilsidst Blyetækkerens Datter. Jeg fik ligesom et nyt Liv, blev opvakt, og vilde nu ret giøre mig til gode med min Gave; men hun spilte alt mit Haab. Et Kys! Jeg kysse en Huuspost, som fortæller alle vore Løier i Aviserne? Ja! pyt! see om jeg giorde det. Der stod jeg en Kiøn. Ikke desmindre gav jeg Julelegen op, og lovede ved mig selv, af lutter Harme, at fortælle i Aftenposten Jfr. Blyetækkers Egensindighed. Kiøbenhavns Aften-Post, 1777, no. 19, spalte 148-150. Huus-Post. Kom Moer! og tag Drengen med dig, saa vil vi gaae paa Viinkielderen; det er 7 Aar siden vi havde en glad Dag. Jeg troer ikke vi har smagt Viin i vor Mund siden lille Peer var i Kirke. Kom! nu gesvindt og tag Kaaben paa dig, saa gaae vi ned i Kielderen her henne paa Hiørnet. (Det er en Matros, som havde vundet en Toskillings Terne i Tallotteriet, og af lutter Glæde vilde holde sig lystig den Dag han hentede Gevinsten. Konen er færdig, og lille Peer med, og nu tridse de af) – Hvor mange Penge vandt vi nu Faer? - Ih vi vandt . . lad mig see, først 3 Udtræk, det var 2 Slettedaler paa 12 Sk. nær, saa 3 Amber. - 3 Amber Faer! du havde jo kun een Seddel, kunde du da vinde meer end een Amber? - Jeg troer du er gal Kone! naar jeg vinder en Terne, saa vinder jeg jo og 3 Amber, det maa jeg forstaae. Jeg er ligesaa klog paa Tallotteriet som Kollektøren, han skal ikke saa let naare mig. Seer du, 3 Amber det er nu . . lad mig . . ja som jeg siger, det er 25 Rdlr og en Rixort. - Hvor meget var nu det tilsammen Faer? - Hvor meget det var? det kan jeg let sige dig, 25 Daler og 3 Daler det er 27 . . hvad siger jeg, det er . . 28 Daler, og en Rixort og 12 Sk. er først 2 Mk., og saa er der 4 Sk. tilovers. - Aldrig har vi eiet saa mange Penge Faer! paa eengang. Nu leve vi længe godt, og nu giver du mig vel 4 Daler at løse min Poppelins Kiole ind med paa Assistentshuset. - Ja det kan vi altid tale om. Men mener du det forslaaer, nei Humlen er tilbagte Malene! Du skal vide Ternen, hvor mange Daler mener du ikke den giør! først 100 Slettedaler, saa 50 Slettedaler, saa 15 Daler, og saa 1 Daler mindre end 24 Sk. Læg nu det sammen, og hvor mege4t mener du ikke det giør! - Gud Fader bevare mig naadeligen vel! Vi kan jo aldrig øde de Penge; det maa jo giøre over Tusinde! - Nei Faen heller! men jeg skal sige dig hvor meget det giør tilsammen: 100 Slettedaler er 5 Snese Daler, og saa halvtredie Snees det er halvottende, og saa 1 Snees det er halvniende, og saa de 8 Daler og 2 Mk. 4 Sk. . . 2 Mk. 4 Sk. og 2 Mk. 8 Sk. det er 1 Daler 12 Sk. Der har vi 1 Daler, den lægger jeg til de 8, saa bliver 9 Daler, og naar jeg nu lægger disse 9 Daler til de halvottende, saa er det i alt 8 hele Snese Daler mindre end 3 Mk. 4 Sk. Saadan skal du regne. - Ja den der har lært noget, den kan noget; men saa nær vare vi jo dog de 10 Snese, Faer, og 10 Snese er jo 1000. - Kom nu og lad os gaae her ned, her har vi Kielderen; dog, du kan først springe over til Bagerens efter en Kringle til Peer, saa gaaer jeg ned med Drengen og bestiller Vinen; vil du tage for 1 Sk. med til dig selv, saa kan du. - Og een til dig Faer! - Ja men, det kan du ogsaa. (Kringlerne bleve hentede, og nu vare de alle tre i Kielderen.) - Sød Viin Monsør! med spansk Polsk i, eller spansk Bitter, hvad Faen det hedder. En heel Pot! Sæt dig ned Moer. Kom Peer, skal du sidde her hos mig. (Vinen stod paa Bordet, og 2 Glas.) Der er Penge for Vinen Monsør, vær saa god og tag saa meget I skal have, og giv mig Resten i Sølv. (Han skienker) Naa Moer! Tallotteriets Skaal! gid det maa straae til Verdens Ende! - Ja vor Herre høre det, Faer. (De drak, og lille Peer drak med) – Du skal drikke reent ud Moer; smager det dig ikke? - Jo marre smager det; men jeg tør nok ikke drikke saa meget af gangen. (Hun drak Resten, og Faer skienkede paa ny i.) - Naa det skal være Kollektørens og Direktørens Skaal. - Ja det forstaaer sig Faer! Huen under Armen Dreng! Gud velsigne dem alle, og lade det lykkes og trives for dem alt hvad de eie og have; faae den Ufærd, der skal fortryde det. (De drak, og lille Peer med.) Drik ud, drik ud Moer; den Skaal er nok værd at drikke reent ud. - Du har Ret i det Faer. (Hun drak, og Faer skienkede paa ny i.) - Naa, det skal være hans Skaal, som dreiede Maskinen. - Og Drengens med Faer, som trak Nummerne. - Ja det er og sandt! Havde han ikke trukket disse Tal, havde vi ikke sat her og giort os tilgode, og med disse gode Skillinger i vor Lomme. - Lad os da drikke hans Skaal endnu engang Faer. Det er en Deilig Viin. Jeg bliver ret saa varm om Hiertet. Drik Peer. (De skienkede og drak, og Flasken blev tom.) - Skal vi have een endnu Moer? - Nei det gaaer aldrig godt; men saa meget er det, saadan en Dag faae vi nok aldrig mere. - Kammerat! en Flaske endnu. - Gaaer det bare godt Faer. - Godt! det maa jeg forstaae, har du ikke hørt, Viin fryder Hiertet? - Jo det kan jeg mærke. Det er længe siden jeg var saa glad som i Dag. (Den anden Flaske kom ind) – Hør Monsør! jeg tiener Kongen for en Karl, og I tiener Viintapperen for Svend; hver er god for sig, det er en reen Sag. Men det er ligemeget derom, hvad vil I give mig for denne Dreng? - Jeg vil intet sælge ham Faer. - Lad mig derom Kone. - (Viintappersvenden) Der kunde kanske blive en Vintapper af ham. - Viintapper? nei høiere op Monsør. - Har du ikke lovet mig, Faer, han skulde blive Qvarteermester. - Qvarteermester! ja Moer, det var førend jeg vandt Ternen, men det har jeg nu ikke nødig; han har Hoved til andet. Drik engang Peer! Enten skal han være Præst eller Borgemester. Endnu kan han blive til hvad det skal; men faaer jeg ham først op, hvor de Store sidde, saa . . Naa Moer! vi skal have Flasken tømt, og saa gaae vi hiem og drømme om nogle andre Tal; thi faaer jeg en Terne endnu, slaaer jeg mig fra Baadsmanderiet.

wikisource

wikisource_10018

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<poem> Guds ord det er vort arvegods, det skal vort afkoms være; Gud, giv os i vor grav den ros, vi holdt det højt i ære! Det er vor hjælp i nød, vor trøst i liv og død, o Gud, ihvor det går, lad dog, mens verden står, det i vor æt nedarves! </poem>

wikisource

wikisource_2784

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Note. Den bedre kendte melodi af Oluf Ring er rettighedsbelagt til 2016.

wikisource

wikisource_7489

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Guds Venner.djvu" header=1 from=186 to=194 />

wikisource

wikisource_18864

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

HUCK FINNS HÆNDELSER AF MARK TWAIN I FULDSTÆNDIG OVERSÆTTELSE VED B. A. DUURLOO KØBENHAVN OG KRISTIANIA DET DANSK-NORSKE FORLAGSKOMPAGNI V. SCULTZS BOGTRYKKERI A/S 1910 FØRSTE KAPITEL. Da De sikkert nok har læst „Lille Toms Æventyr”, behøver jeg ikke at forestille mig for Dem. Denne Bog er skrevet af en vis Mark Twain, og hvad der staar at læse i den, er Sandhed - i hvert Fald det meste. Hist og her har han jo nok „digtet” lidt til, men det har ikke stort at sige. Jeg har endnu aldrig kendt nogen, som ikke i Ny og Næ, naar det passede, har stukket en lille Løgn ud; de eneste skulde da være Tante Polly, Enken Douglas eller Mary. Toms Tante Polly, hans Søster Mary og Enken Douglas optræder alle sammen i Bogen om Toms Æventyr, og den indeholder - som nævnt - den rene, skære Sandhed, blandet med en Smule „Usandfærdighed”. Denne Bog sluttede med, at Tom og jeg fandt de rare Penge, som Røverne havde gemt i en Hule, og saaledes begge to blev meget rige. Hver af os bekom 6000 Dollars i klingende Guld. Det var et storartet Syn som de laa stablet op i en Dynge. Saa var det, at Dommeren Thatcher tog min Andel i Opbevaring og satte den paa Renter, saa der faldt en Dollar af til mig hver Dag. Jeg vidste sandt at sige heller ikke, hvad jeg skulde have taget mig til med saa mange Penge. Enken Douglas tog mig saa til sig som sin Søn, og - som hun sagde - hun vilde forsøge at gøre mig til „en velopdragen Person” Men jeg kan forsikre, at 6 det smagte mig ilde; det blev et frygtelig surt Liv for mig i hendes Hus, hvor der herskede den modbyde- ligste Regelmæssighed fra Dag til Dag; man skulde spise og sove paa bestemt fastsatte Tider. Men saa stak jeg en skønne Dag fra det hele, fik fat i mine gamle Klude - og før nogen vidste et Ord af det, var jeg ude i Skoven og i Frihed. Men Tom Sawyer, min gamle Ven Tom, fik snuset mig op, og han fortalte, at han just var i Færd med at organisere en ny Røverbande, og lovede, at jeg skulde blive optaget som Medlem af den, hvis jeg vilde vende tilbage til Enken og igen lade mig gøre til „en velop- dragen Person”. Og saa føjede jeg ham da. Enken flød i Taarer, da jeg igen stillede hos hende; hun kaldte mig for et stakkels forvildet Lam og en hel Del mere, som hun dog ikke mente noget ondt med. Saa blev jeg igen puttet i de fine Klæder, hvori jeg ikke kunde andet end bare svede og svede, saa utilpas følte jeg mig i dem. Nu gik det igen i den gamle Lirumlarum. Naar Enkens Maaltids-Klokke tonede, maatte jeg være der paa Pletten. Var man saa lykkelig bænket ved Bordet, kunde man ikke en Gang straks fare løs; man maatte, Gud hjælpe mig, vente, indtil Enken med Hovedet dukket andægtigt ned mellem Skuldrene fik mumlet et eller andet. Men det var dog ikke noget om Maden, nej, den var i og for sig upaa- klagelig, kun stødte det mig, at hver Ting var tilberedt for sig; jeg havde hellere set, at Suppe, Kød og Gemyse havde været lavet sammen i en Vælling. Det holder jeg meget mere af, for saa faar man da en god Mund- fuld Sauce, der hjælper til at faa alt til at glide glat ned. Naa, det er imidlertid en ren Smagsag! Efter Maaltiderne fik hun saa listet en Bog frem og læste for mig om Moses og Profeterne og jeg straa- lede af Glæde over at høre om alt det, der skete med 7 den stakkels lille Fyr. Men saa slap det pludselig ud af hende, at de allesammen havde været døde og be- gravet i mange Herrens Tider. Naa, det skuffede mig og jeg var færdig med ham, - hvad vedkommer døde og begravede Mennesker mig, maa jeg spørge om? De interesserer i hvert Fald ikke mig! - Saa fik jeg engang saadan Lyst til at ryge og spurgte Enken, om jeg ikke nok maatte. Jo Tak! Der kom jeg godt op at køre! Hun fortalte, at det passede sig slet ikke; det maatte jeg ikke tænke paa; det var en afskyelig Vane og tilmed noget Griseri. Ja, saadan er Menneskene nu engang! De snakker om Ting, som de intet Begreb har om. Der sidder det Kvindemenneske og piner mig med Moses, som er hende aldeles uvedkom- mende, som hun ikke engang er den mindste Smule i Familie med, og som der ikke længere er det ringeste at stille op med, hvorimod hun glat væk forbyder mig al Rygning, som dog ikke er nogen ilde Skik. Naa, selv brugte hun Snus, men det er naturligvis en Selv- følgelighed og ikke nogen Fejl, eftersom det var noget, hun selv gjorde. Enkens Søster, Miss Watson, en temmelig indtørret Pebermø, der nylig var flyttet sammen med hende, gjorde nu, bevæbnet med en Lærebog, et Udfald mod mig. En Timestid maatte jeg holde hende Stangen, og derpaa afløste Enken med sin Moses hende; jeg var saa at sige stadig som et vist Dyr mellem to haarde Negle. Længe kunde det naturligvis ikke gaa paa denne Maade og der indtraadte saa heldigvis en Smule Pavse. Men saa kedede jeg mig paa den anden Side ganske frygteligt og følte mig helt urolig. Straks var Miss Watson der med at rette: „Sid dog stille med Fødderne, Huckle- berry,” eller „Lad dog være med at krumme Ryggen saadan, Du bliver jo helt puklet, Huckleberry, hold Dig dog lige!” Og saa lidt efter: „Sid nu dog ikke der og 8 stræk Dig saadan, Huckleberry, og lad være med den Gaben som om Du skulde sluge Alverden, kan Du da aldrig lære ordentlige Manerer?” Og saadan smældede hun, til jeg blev helt tummelumsk i Hovedet. Saa remsede hun op om et Sted, hvor uartige Børn kom hen, og jeg svarede, at jeg kun ønskede, jeg alle- rede var der. Ved det Svar blev hun helt rasende og fløj op; naa, saa slemt havde jeg nu heller ikke ment det, jeg vilde kun gærne bort fra hende, et eller andet Sted hen, ligemeget hvor, jeg er overhovedet ikke meget kræsen af mig i den Retning. Men hun blev ved med at skælde og sagde, at jeg var en uvorn Unge, at jeg kunde sige saadan noget. Ikke for aldrig det, kunde hun have faaet saadanne Ord over sine Læber; hendes Liv og hendes Tale skulde altid være saaledes, at hun engang med Glæde kunde sige Verden Farvel og drage ind i Himlen. Nu fandt jeg slet ingen Tillokkelse i at træffe sammen med hende paa det Sted, og jeg besluttede mig til at gøre mit Bedste for, at et saadant Møde ikke skulde finde Sted. Men jeg sagde ikke noget; saa var det bare blevet til endnu mere Kævleri til ingen Ver- dens Nytte. Men da hun nu engang var ved Himmelen, „de Lyk- saliges Opholdssted” som hun sagde, proppede hun mig rigeligt med alt, hvad hun vidste derom. Det eneste man der havde at tage sig til, var at drive rundt hele Dagen med en Harpe, slaa paa dens Strenge og evig og altid synge dertil. Det var jeg nu egentlig ikke slikken efter, men jeg tav og spurgte kun, om hun mente, at min Ven Tom Sawyer ogsaa vilde komme derhen, hvad hun bestemt benægtede Muligheden af. Hendes Svar glædede mig meget, for Tom og jeg skulde jo helst kunne blive sammen, hvor det saa maatte være. Miss Watson blev ved med at prædike og det var intet Under, at jeg til sidst følte mig helt ynkelig til 9 Mode. Saa kom Negrene ind, der blev holdt Andagt, indtil vi omsider blev sendt til Sengs. Jeg ogsaa. Jeg stormede op til mit Kammer med min lille Lysestump, som jeg stillede paa Bordet. Saa satte jeg mig paa en Stol ved Vinduet og forsøgte paa at komme til at tænke paa noget morsomt. Men det var ingen Nytte til. Jeg følte mig bare saa alene, at jeg kunde ønske, jeg var død og borte. Stjernerne glinsede og lynede og Vinden raslede saa uhyggeligt med Bladene paa Træerne. I det Fjærne lød en Ugles Skrig, der jo varsler om Død, og saa hørte jeg en Hunds ynkelige Tuden, der som bekendt for- kynder, at nogen kæmper den sidste Strid, og ogsaa Blæsten, forekom det mig, hylede nu og da paa saadan en underlig Maade, at der for Gysninger gennem Krop- pen paa mig, medens den kolde Sved sprang frem paa min Pande. Pludselig forekom det mig, at der overalt derude i Nattens Mørke færdedes stakkels, ulykkelige Aander, som ikke fandt nogen Ro i Graven, men maatte svæve ud, hylende, klagende og tænderskærende. Jeg følte Hede og Kulde paa samme Tid og jeg vilde have givet alt, hvad det skulde være, for at have et menneske- ligt Væsen hos mig. En Edderkop krøb paa min venstre Skulder; jeg knibsede den bort og lige ind i Flammen, hvor den brændte, før jeg kunde redde den. Ethvert Barn ved nu, at dette Varsel betyder noget Ondt, og mine Knæ rystede, da jeg nu begyndte at krænge Tøjet af mig. Jeg drejede mig tre Gange rundt i Sengen og slog mig hver Gang paa Brystet; saa tog jeg en Ende Traad og bandt dermed en lille Tot Haar sammen for saaledes at holde alle onde Aander paa Afstand; men jeg havde for Resten ikke synderlig Tiltro til dette Middel. Det kan være godt nok, naar man har kastet en funden Heste- sko bort i Stedet for at sømme den op over Døren, eller 10 i det hele taget i lignende ubetydelige Tilfælde; men naar man har været saa uheldig at slaa en Edderkop ihjel, saa ved jeg i Grunden ikke, hvad man skal stille op for at afværge Ulykker. Rystende satte jeg mig paa Sengekanten og tændte min Pibe for saaledes at berolige mit Sind. Der var Stilhed i hele Huset og Enken var vel langt borte i Drømmenes Rige. Saaledes sad jeg meget længe. Langt borte fra rungede tolv Slag, og saa var alt stille igen, ja mere stille end før. Pludselig hørte jeg nogen Lyd nede fra Haven mellem Træerne; der var noget, som raslede og en Gren blev knækket. Jeg sad stille som en Mus, med tilbageholdt Aandedræt, og lyttede. Igen var der noget som puslede og samtidig hørte jeg, ganske svagt som en Henaanden, et „Miau!” - Klagende og langtruk- kent lød det: „Miau, miau!” Og lige saa klagende, lige saa tyst svarede jeg: „Miau, miau!” Saa sprang jeg hurtig i mine Klæder, slukkede Lyset og krøb gennem. Vinduet ud paa et Halvtag. Derfra lod jeg mig glide ned paa Jorden, krøb paa alle fire ind i Skyggen af Træerne og der stod ganske rigtig selveste Tom Sawyer, min gamle Ven, og ventede paa mig. ANDET KAPITEL. Paa Taaspidserne listede vi ned ad den lille Havesti, som under Træere fører til Udkanten af Enkens Have; hele Tiden maatte vi dukke Hovedet for ikke at tumle mod Grenene. Lige som vi vilde forbi Køkkendøren skulde det jo træffe sig, at jeg snubler over en Trærod og falder, hvorved jeg gør nogen Støj. Nu galdt det om at blive liggende stille og holde Aandedrættet tilbage. Miss Watsons Neger sad paa Dørtrinet; vi kunde rigtig 11 godt se ham; fordi Lyset netop stod lige bag ved. Han sprang op, strakte Hovedet fremad, lyttede et Øjeblik og raabte saa: „Hvem der?” Saa lyttede han igen og sneg sig saa paa Taaspidserne frem; nu stod han lige midt mellem os, jeg kunde have rørt ved ham, om jeg havde villet. Han stod op og vi laa ned tavse som Mus og saaledes gik Minut efter Minut. Min ene Fod begyndte desværre at klø og jeg turde ikke klø igen. Saa kløede det paa mit Øre, saa paa Ryggen, midt mellem Skuldrene, det var til at blive vanvittig over! Hvor kan det dog være, at det altid skal klø, naar man ikke tør eller kan klø igen? Det Spørgsmaal har jeg senere grundet svært over. Enten naar man er sammen med fine Folk, eller ved en Be- gravelse, eller naar ens Lærer spørger En om noget, eller naar man skal vise sig andægtig, kort sagt, naar man befinder sig i en saadan Situation, at man umuligt kan eller tør gribe ind, saa skal man først rigtig føle Kløe paa hundrede forskellige Steder. Endelig mum- lede Jim: „Hej da, hvem der? Jeg la' mig hugge død, mig rigtig høre no'et! Men Jim ikke være saa dum! Jim sidde her og vente!” Og saa plantede han sig paa Jorden lige midt imel- lem mig og Tom, lænede Ryggen mod en Træstamme og strakte Benene ud, saa at han næsten berørte mig. Nu begyndte min pinefulde Kløe igen. Først kløede min Næse saa jeg fik Taarer i Øjnene, derefter kløede det over hele min stakkels Krop, saa jeg ikke begreb, hvorledes jeg skulde holde mig i Stilhed. Fem, seks Minutter varede denne Elendighed; de forekom mig som Timer. Jeg havde faaet Tal paa elleve forskellige Steder, hvor jeg følte Kløe. Ligesom jeg tænkte: „Nu gaar 12 det ikke længere!” begyndte Jim at aande dybt og hør- ligt, saa snorkede han - og jeg var reddet. Tom gav mig et Tegn, han knipsede sagte med Læ- berne, og vi krøb afsted igen. Da vi havde fjærnet os omtrent ti Fod standsede Tom og fløjtede til mig; han syntes, det kunde være morsomt, hvis vi bandt Jim fast til Træet. Nej, sagde jeg, det vilde jeg ikke være med til; Jim kunde vaagne, lave Spektakler - og saa vilde man opdage, at jeg ikke laa i min Seng. Men Tom for- sikrede, at han ikke havde Lys nok og derfor vilde tage et Par Stykker med fra Køkkenet. Af Angst for Jim vilde jeg heller ikke tillade det; men Enden blev dog, at vi listede ind i Køkkenet og fandt Lysene; Jim var saa elskelig at lægge fem Cent paa Bordet som Beta- ling for dem. Jeg svedte ligefrem af Angst for at naa godt afsted igen, men Tom kunde ikke holde sig i Skin- det, han krøb tilbage til Jim for at spille et Puds med ham. Jeg ventede saa i Mørket og Tiden faldt mig meget lang; alt var saa uhyggelig stille omkring mig. Endelig kom Tom og nu spændte vi hen ad Stien og klatrede op ad Bakkens stejle Side bag Huset. Tom fortalte, at han havde bundet Jim med et Reb til Træet og hængt hans Hat op paa en Gren; under det hele havde Fyren sovet videre uden at røre paa sig. Siden hen bildte Jim sig ind, at der havde været Hekse paa Spil, som havde redet ham langt omkring i Landet, hvorpaa de igen havde bragt ham tilbage, og som Tegn paa, at der havde været „Hekseri” paa Færde, havde de bundet ham til Træet og hængt hans Hat paa en Gren. Da Jim næste Gang foredrag sin Historie, havde Heksene redet ham til New Orleans, og saadan udvi- dedes Rejsen, hver Gang han gentog sin Hændelse; til sidst havde han været helt rundt om Jorden og hans Ryg havde om Morgenen været ligefrem mørbanket. Jim følte sig voldsom stolt over denne Begivenhed og 13 saa med endnu mere Hovmod end tidligere ned paa de andre Negre. Langvejs fra kom der Negre for at lytte til Jims Fortælling. Dette skaffede ham en vold- som Anseelse blandt Omegnens Negre og de fremmede Gæster gloede paa Jim som paa en Søslange. I Skum- ringen, naar Negre samles om Skorstensilden, samtaler de gerne om saadan noget som Hekse; men saa snart en eller anden havde faaet udkrammet sin Visdom og Jim kom til, udbrød han overlegent: „Herregud! Hvad vide Jer egentlig om Hekse!” hvorefter hver og en af Negrene med Beskæmmelse tav stille. Altid bar Jim det omtalte Fem-Cents-Stykke om Halsen i en Snor, det var, paastod han, en Amulet, som Djævelen egenhæn- dig havde skænket ham med den Bemærkning, at Jim med den kunde helbrede enhver og fremtrylle saa mange Hekse, som han vilde, naar han samtidig fremsagde en bestemt Trylleformular. Og dette bidrog ikke mindst til at hæve Jims Berømmelse. Da Tom og jeg naaede op paa Bakkekammen, kunde vi kigge lige ned i Byen, hvor der endnu udstraalede lidt Lys paa tre-fire Steder, sandsynligvis fra Sygevæ- relser. Ovenover os tindrede Stjernerne, saa det var helt fornøjeligt, og hist nede løb den brede Flod lydløst gennem sit Leje. Vi skyndte os saa ned ad Bakkens modsate Side og her traf vi Joe Harper og Ben Rogers og endnu et Par Drenge, som ventede paa os. Vi løs- nede en Baad og roede ned ad Floden til det Sted, hvor den dybe Indskæring ved Bredden er. Der lagde vi til. Vi kravlede op i et tæt Buskads og her lod Tom os alle sværge paa, at vi ikke vilde forraade Hemmelig- heden, og saa viste han os Hulen, som var et Hul ind i Bjærgskrænten. Vi tændte Lysene og krøb alle paa Hænder og Fødder ind. Saaledes gik det omtrent 200 Meter gennem en snæver Gang, indtil Hulen udvidede 14 sig her. Tom famlede rundt paa Hulens Vægge og for- svandt pludselig bag en Klippeblok, hvor ingen havde haft nogen Anelse om, at der kunde være en Aabning. Vi fulgte ham gennem en smal Gang til vi naaede en Hvælving, der kunde ligne et Værelse, kun var der noget koldt og fugtigt og Luften var noget klam. Her slog vi os saa ned. Tom holdt nu en smuk Tale og udtalte højtideligt: „Her paa denne Plet vil vi saa stifte en Røverbande. hvis Navn skal være „Tom Sawyers Bande” Enhver, som indtræder i den, skal sværge Eden og skrive sit Navn med Blod!” Alle erklærede vi os beredt til det og Tom trak et Ark Papir frem, hvorpaa han havde nedskrevet en gru- fuld Ed, som han læste højt for os. Der stod, at enhver skulde forpligte sig til at blive i Banden og maatte al- drig, under Dødsstraf, røbe dens Hemmeligheder; hvis nogensinde en eller anden forulemper en af Bandens Medlemmer, maatte den, som blev udvalgt dertil, over- tage Udførelsen af Blodhævnen, og den paagældende maatte forpligte sig til hverken at unde sig Føde eller Hvile, før han havde dræbt Fornærmeren og hele hans Familie og ridset et blodigt Kors paa Ofrenes Bryst, hvilket skulde være Bandens hemmelige Tegn. Ingen andre maatte benytte dette Tegn, og hvis nogen alligevel gjorde det, skulde han straffes, første Gang med en Bøde, i Gentagelsestilfælde skulde han simpelthen dræ- bes. Men, saafremt noget Medlem af Banden forraadte dens Hemmeligheder, da skulde hans Hals overskæres, hans Legeme brændes og dets Aske udstrøes for alle Vinde, tillige skulde hans Navn paa Listen overstreges med Blod; ingen maatte da under Straf nævne hans Navn og han selv skulde være overladt til evig For- glemmelse. Vi syntes allesammen, at denne Edsformular var 15 ganske udmærket, og spurgte Tom, om han virkelig gan- ske alene havde lavet den ud af Hovedet. Ja, svarede han, det meste af den; enkelte Ting havde han ganske vist plukket sammen fra gamle Piratfortællinger og Røver- romaner; men forøvrigt havde enhver anstændig Bande en saadan Ed. Nu indvendte en, at man skulde dog ogsaa dræbe Familien til det Medlem, der maatte forraade Hemmelig- heden, og ikke nøjes med ham selv. Tom fandt denne Idé god og tog en Blyant, hvormed han rettede det for- nødne i Edsformularen. Saa bemærkede Ben Rogers: „Ja, hør engang, det er nu altsammen godt! Men nu han der” - og han pegede paa mig - „han har jo ikke Spor af Familie - hvem skal vi i saa Tilfælde dræbe?” „Han har dog vel en Fader!” svarede Tom Sawyer. „Det er meget rigtigt, men hvor skal vi faa fat i ham? Tidligere flød han ofte drukken om i Rendestenen, men i det sidste Aarstid har ingen set ham her omkring!” Nu drøftede de Sagen frem og tilbage og var lige ved at udstøde mig af Banden. De holdt paa, at enhver maatte have en eller anden, der kunde dræbes, det var ikke mere end ret og billigt, at dette skulde være ens for alle. Saaledes sad de og raadslog og jeg var lige ved at græde, saa skamfuld følte jeg mig. Da faldt pludselig min Tanke paa Miss Watson og jeg tilbød hende som Drabsoffer. Forslaget syntes de alle om og raabte: „Det er godt! Hende kan vi bruge! Huck er aner- kendt som Medlem!” Saa fik vi fat paa en Naal og stak os allesammen i Fingeren for at faa Blod, hvorpaa vi underskrev vore Navne med vort „Hjærteblod”, som Tom sagde. „Naa”, udbrød nu Ben Rogers, „lad os saa tale lidt om, hvad; Banden især skal lægge sig efter!” 16 ”Foreløbig”, svarede Tom, „skal den indskrænke sig til Røveri, Mord og Drab!” „Men hvad skal vi røve? Huse eller Kvæg eller -” „Vrøvl!” afbrød Tom, „det kalder man Indbrudstyveri og almindeligt Tyveri, ikke Røveri og Plyndring! Vi skal rigtignok ikke være Tyve, men rigtige Røvere! Det er meget ædlere! Landevejsrøvere skal vi være! Vi skal med Masker for Ansigtet overfalde Postkuske og stoppe Vogne paa Landevejen, Folkene slaar vi ihjel og tager deres Penge og Ure!” „Er det nødvendigt altid at dræbe dern allesammen?” „Vist saa, det er det nemmeste! Jeg har forresten nok læst, at nogle bærer sig anderledes ad, men i Alminde- lighed gør man, som jeg har sagt. Nu og da kan man naturligvis ogsaa slæbe enkelte ind i Hulen og holde dem i Fangenskab der, indtil der betales „Løsepenge”!” „Løsepenge? Hvad er det?” „Det ved jeg ikke selv saa nøje, men saadan staar der at læse og saa maa vi rette os derefter!” „Ha, ha! det kan vi jo ikke, naar vi ikke ved, hvad det er!” „For Pokker, vi maa alligevel! Har jeg ikke allerede fortalt Dig, at saadan har jeg læst? Vil Du nu lave om paa det, som staar i Bøgerne, saa det bliver Kludderi det hele?” „Men saa forstaa mig dog, Tom Sawyer, hvorledes i al Verden skal vi faa de Fyre til at betale „Løsepenge”, naar vi ikke ved, hvorledes man skal gøre det? Det gad jeg nok vidst! Kan Du ikke indse det?” „Jo - jeg ved ikke, men jeg antager, at naar vi beholder dem, til der betales disse „Løsepenge” , saa maa det blive” det samme som at beholde dem, til de er døde!” „Det er der noget i, det kan man da forstaa, men hvorfor sagde Du ikke det straks? Naturligvis holder vi dem i Fangenskab, indtil de „løsepenges” ihjel. Vi faar 17 nu nok en Del Mas med dem, for de æder os jo ud af Hulen; ikke at tale om, at de vil forsøge paa at slippe bort!” „Du taler, som Du har Forstand til Ben. Hvor- ledes skulde de kunne slippe bort, naar der altid staar en paa Vagt, som er parat til at skyde dem ned, saa- snart de krummer en Finger?” „En Skildvagt - ja den er god! Der skulde altsaa staa en hele Natten, uden at sove, og passe paa dem! Nej, det er skrækkelig dumt. Saa maa vi hellere, saa- snart de kommer herind, tage en Knippel og „løsepenge” dem ihjel med det samme! Hvorfor skulde vi ikke det?” „Fordi der ikke staar saadan i mine Bøger! Jeg spørger Dig nu, Ben Rogers, agter Du at følge Reglerne, som det sig hør og bør? Jeg tror nok, at de Folk, som skriver Bøger, ved bedre Besked om den Ting end Du ved! Tror Du virkelig, at Du skulde kunne lære dem noget? Nej, lille Ven! Og derfor vil vi „løsepenge” de Fyre netop saaledes, som de gør det i Bøgerne og ikke en Smule anderledes.” „Ja, jeg er lige glad, men jeg siger kun, at det er græsselig dumt. Sig mig, skal vi ogsaa dræbe Kvin- derne?” „Ben Rogers, hvis jeg var saa enfoldig som Du er, vilde jeg rigtignok hellere holde min Mund i! Myrde Damer! Har Du nogensinde hørt eller læst om saadan noget? Nej, dem slæber man ind i Hulen og man op- træder saa høfligt og hensynsfuldt overfor dem, som det paa nogen Maade er muligt. Efter en Tids Forløb ender det med, at de bliver saa forelsket i os, at de slet ikke vil forlade Hulen igen.” „Ja, det forstaar jeg saa godt! Men jeg for min Part siger Tak. Paa den Maade vil vi snart faa hele Hulen saa smækfuld af Kvinder og Løsepenge-Mænd, at der til Slut ikke bliver Plads for Røverne selv til at være Huck Finns Hændelser 2 18 her. Jeg kan allerede se det! Men gør Du nu kun, som Du selv vil. Tom, jeg skal ikke sige et Ord mere!” Den lille Tommy Barnes var under Samtalen falden i Søvn, og da de vækkede ham, blev han bange og græd og vilde hjem til sin Moder og slet ikke mere være Røver. De drillede ham saa alle og kaldte ham for et rig- tigt „Mo'erbarn”; dette gjorde ham blot meget værre og han raabte op om, at nu vilde han ogsaa fortælle det hele og forraade alle Hemmelighederne. Men saa gav Tom ham en Fem-Cent for at han skulde tie stille, og sagde, at nu vilde vi allesammen gaa hjem. Men i næste Uge skulde vi saa mødes igen og saa skulde vi plyndre og myrde et Par Mennesker. Ben Rogers sagde, at han ikke saa godt kunde faa fri paa Hverdage; derfor vilde han helst begynde straks næste Søndag. Men alle de andre indvendte, at det ikke var rigtigt at bedrive saadan noget paa Helligdage og derved blev det. De blev enige om, at de skulde mødes igen saa snart som muligt og saa kunde man bestemme en passende Dag. Derefter valgte de Tom Sawyer til Overanfører for Banden og Joe Harper til Næstkom- manderende, hvorpaa de brød op for at gaa hjem. Jeg klatrede atter over Halvtaget og krøb derfra ind paa mit Kammer, netop som Dagen begyndte at grye. Mine nye Klæder var ganske forfærdelig tilsølede og fulde af Ler og selv var jeg dødtræt. TREDJE KAPITEL. Næste Morgen vankede der en ordentlig Straffepræ- diken af Miss Watson i Anledning af mit tilsølede Tøj. Enken derimod skændte slet ikke, men vaskede og bør- 19 stede Leret og Snavset af mine Klæder; og saa saa be- drøvet ud hele Tiden, at jeg besluttede mig til en Tid at være rigtig artig - hvis jeg da kunde. Derefter tog Miss Watson mig med ind i sit Værelse og knælede ned i Bøn for mig, uden at jeg dog sporede nogen forbedrende Virkning deraf. Hun foreholdt mig, at jeg hver Dag skulde bede inderligt; hvad jeg bad om, vilde jeg da faa opfyldt. Det kan man nu bilde andre ind, men ikke mig! Jeg forsøgte straks, men hvad blev Resultatet. En- gang fik jeg en Medesnor, men ingen Krog til den. Og jeg bad tre eller fire Gange, men der kom stadig ingen Krog. Saa spurgte jeg Miss Watson, om hun ikke vilde bede for mig; men hun blev fornærmet og sagde, at jeg var et Fæhovede. Hvorfor jeg nu var det, sagde hun ikke noget om, og selv kunde jeg ikke finde Grunden. En Dag sad jeg længe i Skoven og spekulerede der- over. Jeg sagde til mig selv: Naar man kan faa ethvert Ønske opfyldt, som man beder om, hvorfor faar vor Nabo Winn da ikke de Penge igen, som han tabte forleden paa sine Svin? Og hvorfor faar Enken ikke den Snus- tobaksdaase tilbage, der blev stjaalet fra hende? Hvor- for bliver den vindtørre og magre Miss Watson ikke saa fed og trind som hun saa gerne vil? Nej, sagde jeg til mig selv, der er ikke noget om det; det er Luft det hele! Jeg henvendte mig saa til Enken og fortalte hende, hvad Resultat jeg var kommen til, og hun gav mig den Belæring, at (man alene kunde opnaa „aandelige Gaver” paa den Maade! Da denne Forklaring laa for højt for mig, søgte hun at udtrykke sig mere tydeligt: jeg skulde- være skikkelig og god, bistaa andre, hvor jeg kunde, og aldrig have Tanke for mig selv, men altid kun for mine Medmennesker. Med „Medmennesker” maatte vel ogsaa Miss Watson være ment, skulde jeg antage. Jeg gik atter over i Skoven og eftertænkte Sagen endnu engang. Men saa kom jeg til det Resultat, at 2* 20 Fordelen derved altid maatte komme mine Medmenne- sker til Gode og ikke mig selv. Saa lod jeg de Tanker være og pinte mig ikke længere med det Spørgsmaal. Undertiden tog Enken mig i Enrum og fortalte mig om det gode og milde Forsyn, som mente det saa godt med Menneskene, og i Naade vilde forbarme sig over mig; mine Tænder kunde helt løbe i Vand, naar jeg hørte derom, og mine Øjne fyldtes med Taarer. Bag- efter kom Miss Watson igen og lod sit Forsyn saaledes lyne og tordne, at jeg med Ængstelse dukkede mig under den Skylle. Der maatte uden Tvivl være to Forsyn, tænkte jeg ved mig selv, og en stakkels Fyr som jeg maatte sik- kert staa mig bedst ved at holde mig til Enkens Forsyn; under Miss Watsons vilde jeg være fortabt. Saaledes grundede og grundede jeg, og bestemte mig til at rette min Bøn til Enkens Forsyn, hvis dette da overhovedet vilde have noget at bestille med saadan en stakkels, uvi- dende og ussel Fyr som jeg og ikke hellere foretrak at være uden Forbindelse med mig. Min Fader havde jeg nu ikke set noget til et helt Aar, hvilket kun var en Velgerning for mig; jeg havde saamænd heller ikke følt nogen Længsel efter Gensynet. Sædvanligvis gennempryglede han mig, naar han var ædru og kunde faa Fingre i mig; jeg gemte mig derfor gærne i Skoven, naar han viste sig i Farvandet. En Dag fortalte Folk, at man havde fundet min Fader druk- net i Floden et Stykke nedenfor Byen. Man mente i hvert Fald, at det maatte være ham. De paastod, at den Druknede havde samme Størrelse, samme lasede Paa- klædning og samme lange, uklippede Haar i Nakken som min Fader; Ansigtstrækkene kunde man derimod ikke genkende, da han havde ligget saa længe i Vandet. De begravede saa den Druknede, men desuagtet følte jeg mig ikke rolig; jeg troede ikke paa „den Gamle”s Død 21 og tænkte, at han nok dukkede frem et eller andet Sted for at pine og plage mig. Vi legede nu og da ogsaa Røvere en hel Maanedstid igennem, men saa gav jeg Afkald paa den For- nøjelse - og de andre gjorde ligesaa. Vi havde ikke plyndret et eneste Menneske, heller ikke myrdet nogen, men kun ladet som vi gjorde det. Vi sprang ud fra Skoven og jagede bag efter Svinedrivere eller Sælge- koner, der skød deres Trækvogne med Grøntsager paa Vej til Torvet, men vi medbragte aldrig noget som helst til Hulen og heller ikke nogen Moers Sjæl. Tom Sawyer kaldte det Bras, der laa i Trækvognene, for „Guldbarrer” og „Ædelstene”, skønt det kun var Rød- der og Kartofler, og saa trak vi os tilbage til Hulen, hvor vi tog Munden fuld af Pralerier om, hvad vi hver og en havde bedrevet, hvormange Kostbarheder vi havde rø- vet, hvormange Mennesker vi havde dræbt, og talte om alle de Kors, vi havde ridset i Ofrenes Bryst. Men lidt efter lidt begyndte dette at forekomme mig noget kedelig. En Dag sendte Tom en Dreng i Løb gennem Byens Gader med en brændende Fyrrestav, en „Budstikke”, som han kaldte det, i Haanden; det var aftalt Signal til, at Banden skulde samle sig. Da vi alle var samlet, meddelte han os, at hans Spejdere havde meddelt ham, at der den følgende Dag vilde komme en hel Masse spanske Købmænd og rige Arabere, som vilde slaa Lejr i „den store Dal” ; de førte med sig to Hundrede Elefan- ter, seks Hundrede Kameler og over Tusind Lastdyr, hvad de sidste var for Dyr, vidste han ikke en Gang selv, men de var allesammen belæssede med Diamanter. Til deres Bevogtning var der ikke mere end fire Hundrede Soldater med; derfor burde vi lægge os i „Baghold”, dræbe hele Styrken og erobre Diamanterne. Han paa- lagde os at hvæsse vore Klinger, lade Bøsserne, i det 22 hele holde alt i Beredskab til Overfaldet. Naa, han kunde nu aldrig saa meget som rende bag efter en Roevogn, uden at Sabler og Bøsser, der dog ikke var andet end Trælister og Kosteskafter, skulde spille en Rolle med. For mit Vedkommende troede jeg nu ikke, at vi kunde hamle op med en saadan Masse Spaniere og Ara- bere, men jeg havde nok stor Lyst til at se Kamelerne og Elefanterne paa nært Hold. Jeg indfandt mig der- for ogsaa den Lørdag og lagde mig i mit „Baghold” Tom kommanderede og vi braste løs, stormede ud af Skoven og løb ned ad Bakkeskrænten. Men med Spaniere, Arabere, Kameler og Elefanter var det den bare Vind. Kun en Søndagsskole, som bestod af gan- ske smaa Piger, der var paa Skovtur, havde lejret sig i Græsset. Vi jog dem op og løb efter de smaa Puds, men vor Erobring bestod kun i en Krukke Syltetøj og nogle. Smaakager, foruden at Ben langede ud efter en Dukke og Joe efter en Salmebog, men da Lærerinden saa kom, maatte vi kaste det hele fra os og stikke af. Jeg havde ikke set saa meget Diamant, som kunde ligge paa min Negl, og det sagde jeg da ogsaa til Tom. Der havde dog været Masser, svarede han, og ligeledes baade Arabere, Kameler og alt det andet. Men hvorfor kunde vi dog ikke faa Øje paa det? spurgte jeg. Han svarede, at hvis jeg ikke havde været saa stort et Fæhovede, og hvis jeg havde læst en Bog, der hed „Domkuisjot” eller saadan noget, saa vilde jeg vide Besked uden at behøve at spørge saa naivt. Der havde netop været Hundreder af Soldater og Elefanter og vidunderlige Skatte, men vore Modstandere stod i Ledtog med Troldmænd, som for vore Øjne havde for- vandlet det hele til Søndagsskolens yngste Klasse. Saa mente jeg, at det var Troldmændene, vi ved Lejlighed ordentlig burde klapse af; men Tom svarede kun, at jeg var et slemt Fæ. 23 „Saadan en Troldmand”, vedblev han, „er i Stand til at kalde en hel Hær af Aander til Hjælp, og de vilde mase Dig, før Du kunde faa saa meget som sagt Amen. Aanderne er saa høje som et Træ og saa tykke som et Kirketaarn.” „Godt!” svarede jeg, „saa lad os anskaffe os et Par Aander, der vil hjælpe os; saa skal vi min Sandten nok bakse de andre.” „Hvor vilde Du faa fat paa dem?” „Det véd jeg ikke. Hvorledes bærer de andre sig da ad?” „De andre? - aa, det er meget nemt. De gnider paa en gammel Bliklampe eller paa en Jærnring, og saa kommer Aanderne straks susende med Torden og Lyn og i Røg og Damp, og alt, hvad man befaler dem, det maa de paa Øjeblikket udføre. Det er en smal Sag for dem at rive et Kirketaarn op af Jorden og kyle det i Hovedet paa selve Skolelæreren.” „Ja, men, hvem lystrer de da?” „Naturligvis den Troldmand, som gnider paa Lampen eller Ringen, og de maa gøre alt, hvad han befaler. Naar han siger, at de skal bygge ham et Palads, der er fyrre- tyve Mil i Længden og helt igennem kun lavet af Dia- manter og fyldt med Bolscher eller Knaldviskelæder og saa hente ham Kejseren af Kinas Datter til Kone - kort sagt - i alt maa de parere Ordre. Og naar man vil have flyttet Paladset et andet Sted hen, maa de slæbe rundt med det gennem alle Lande, indtil han finder det rigtige Sted. Det kan Du rolig tage Gift paa!” „Men,” indvendte jeg, „hvorfor er de saadan nogle Fæhoveder, at de gider slæbe rundt med det for andre, i Stedet for at beholde Paladset for deres egen Mund. Var det mig, vilde jeg blæse dem et Stykke! Hvem der havde Lyst, kunde gnide paa saadan en gammel Lampe eler Jærnring til han blev baade sort og blaa, uden at 24 det skulde falde mig ind at spænde omkring og lade mig give Betalinger.” „Hvor Du dog snakker, Huck Finn. Du blev ganske simpelt nødt til det, hvis Du var en Aand, og en eller anden gned paa Ringen, - enten Du saa vilde eller ikke.” „Aah hvad? lade mig tvinge, naar jeg var saa høj som et Træ og saa tyk som et Taarn Jo, jeg skulde nok komme, men der blev ikke noget af at kalde paa mig en Gang til - det kan Du være sikker paa!” „Med Dig kan man ikke tale et fornuftigt Ord, Huck Finn, Du forstaar ingen Ting, Du er et rigtig Tyk- hoved!” To eller tre Dage grundede jeg nu paa alt dette, og saa besluttede jeg mig til at forsøge, om der virkelig var noget om det. Jeg anskaffede mig en gammel Bliklampe og en Jærnring, og saa gik jeg ud i Skoven, hvor jeg gned og gned, indtil jeg stønnede som en Væddeløbs- hest; jeg vilde saa gerne have et Palads, som jeg kunde sælge. Men ligemeget hjalp det. Der kom hverken Lyn eller Torden eller Røg eller Damp og ikke saa meget som Skyggen af en Aand. Saa gik det op for mig, at alt dette Vrøvl ikke var andet end en af Toms sædvan- lige Løgnehistorier. Han troede maaske paa Arabere og Elefanter, men det var for meget at forlange, at jeg ogsaa skulde gøre det. Alt det smagte for meget af Søndagsskolefabler. FJERDE KAPITEL. Omtrent et Fjerdingaar forløb, og vi var midt i Vin- teren. Jeg besøgte flittigt Skolen, kunde bogstavere, læse og skrive. Min Tabel kunde jeg til seks Gange 25 syv er fem og tredive;*) videre naaede jeg ikke, og selv om jeg skulde læse paa den i hundrede Aar, vilde jeg vel næppe naa længere - jeg havde nu en Gang ikke Anlæg for Mathematik. I Begyndelsen hadede jeg Skolen, men lidt efter lidt vænnede jeg mig til den. Naar jeg en enkelt Dag havde strængt mig særlig an, spillede jeg „Paradis” den næste, og de Prygl, jeg saa fik, gjorde mig godt og friskede mig op. Ogsaa vænnede jeg mig lidt efter lidt til Enkens Levevis og ærgrede mig ikke længere over alt muligt. Kun faldt det mig noget vanskeligt at bo i et rigtigt Hus og sove i en Seng, og før det begyndte at blive koldt, løb jeg mangen Nat op i Skoven og fik mig hvilet grundigt ud der. Jeg elskede mit tidligere frie Liv meget mere end det nye - men alligevel be- gyndte jeg at finde mig lidt mere til Rette med det. En- ken og jeg kom „langsomt, men sikkert” hinanden i Møde og var helt tilfredse med hinanden. Ja, hun ind- rømmede ogsaa, at hun ikke længere behøvede at skamme sig over mig. En Dag kom jeg ved Frokosten helt tilfældig til at støde til Saltkarret og vilde just tage lidt af det spildte Salt og kaste det over min venstre Skulder for at Uhel- det ikke skulde bringe mig Ulykke, men saa var Miss Watson straks over mig: „Bort med Haanden, Huckleberry,” hvæsede hun, „er Du nu igen paa Spil?” Enken vilde lægge et godt Ord ind for mig, men det kunde ikke afvende Ulykken, det vidste jeg kun alt for godt. Da jeg rejste mig fra Bordet, følte jeg mig be- klemt og uhyggelig til Mode. Jeg kunde ikke lade være med at tænke paa, hvor der vel vilde tilstøde mig noget videre dreven i Regnekunsten! 26 slemt, og hvad det vel kunde være. Jeg kendte nok andre Midler, som er i Stand til at afværge Ulykker, men de lod sig ikke anvende her; derfor forholdt jeg mig stille og gjorde ikke noget, men jeg følte mig nedslaaet og var hele Tiden paa Post overfor dette ubekendte, der vilde hænde mig. Jeg gik ned gennem Haven og klatrede over det høje Plankeværk. Om Natten var der faldet nogen Sne, og jeg opdagede Fodspor i den nyfaldne Sne. De førte lige fra Stenbruddet herhen og man kunde forstaa, at Vedkommende havde travet rundt ved Plankeværket. I selve Haven opdagede jeg ikke noget, og det fik mig til at studse. Hvem havde drevet om derude? Jeg bøjede mig ned for nærmere at se paa Fodsporene, og først da saa jeg noget, som var mig bekendt, og jeg vidste straks, hvad Klokken var slaaet. I det venstre Fodspors Hæl opdagede jeg nu et mig vel kendt Kors- aftryk af tykke Søm, saaledes som det bruges for at holde onde Aander borte. I samme Øjeblik var jeg oppe og pilede afsted ned over Højen. Af og til skelede jeg anelsesfuldt tilbage over Skulderen, men opdagede intet mistænkeligt. Med Lynets Hast løb jeg til Dommeren Mr. Thatcher, der modtog mig med de Ord: „Men Dreng dog, hvor Du stønner. Er det dine Rentepenge, det drejer sig om?” „Nej,” svarede jeg, „skal jeg nu igen have nogle?” „Ja, i Gaar Aftes er der tilsendt mig et halvt Aars Rente, over 150 Dollars. Det er jo en hel lille For- mue for Dig, min Dreng. Men maaske jeg hellere skulde sætte dem ved Kapitalen; naar Du selv har dem, klatter Du dem bare bort.” „Nej,” svarede jeg, „jeg bryder mig slet ikke om dem, hverken om Renterne eller de seks Tusind. Blot De selv vilde beholde dem; jeg vil forære Dem det hele.” 27 Han saa forundret paa mig og syntes ikke at for- staa mig. Saa udbrød han: „Hvad - hvad mener Du dermed, min Dreng?” Saa svarer jeg: „Spørg mig ikke ud om noget, Hr. Dommer, men tag dem allesammen; det vil De jo nok?” „Jeg forstaar Dig ikke, Dreng, hvad er der paa Færde med Dig?” „Jeg beder Dem om at tage Pengene og ikke Spørge mig videre ud - saa bliver jeg ogsaa fri for at lyve for Dem!” Han tænkte sig lidt om og udbrød bud: „Godt, jeg tror, jeg forstaar Dig. Du ønsker at overdrage mig, sælge din Formue til mig, - ikke for- ære mig den. Det er det, der ligger Dig paa Sinde, ikke sandt?” Uden videre skrev han saa et Par Linier paa et Stykke Papir, læste dem en Gang igennem og udbrød saa: „Se her! Det er en Overdragelse og deri staar, at jeg har afkøbt Dig din Formue og betalt Dig dens Værdi. Der har Du en Dollars. Underskriv saa!” Jeg skrev under og gik saa bort med tunge Skridt. Hen mod Aften opsøgte jeg Miss Watsons Neger Jim. Han havde en Haarbold, saa stor som en knyt- tet Næve; den var en Gang skaaret ud af en Okses fjerde Mave. Ved Hjælp af den var han i Stand til at forudsige Begivenheder. Der var en Aand inde i den, det vidste alle. Saa fortalte jeg ham, at min Fader ganske rigtig be- fandt sig i Egnen; jeg havde fundet hans Fodspor i Sneen. Hvad jeg ønskede at vide var, hvad den Gamle førte i sit Skjold og hvor længe han vilde blive her. Jim tog sin Haarbold, mumlede noget til den, løftede den op i Vejret og kastede den saa paa Jorden. Den faldt med et Plump og rullede næppe en Tomme fra 28 Stedet. Jim gjorde det om igen et Par Gange, og den faldt paa samme Maade. Saa knælede Jim ned og lagde Øret lyttende til Kuglen, men den vilde ikke fortælle noget. Mange Gange, sagde han, vilde den ikke uden ”den fik Penge. Jeg tilbød ham saa en gammel, falsk Sølvmønt, hvor det gule Messing overalt stak igennem, og tillige var den saa fedtet og klæbrig at føle paa, saa ingen kunde antage den som ægte. Om min Dollar tav jeg naturligvis stille; et falskt Pengestykke var saa- mænd god nok til saadan en gammel Kugle. Jim tog Mønten, gned paa den og bed i den og lovede saa at mage det saaledes, at Haarbolden ikke kunde mærke dens Uægthed. Han vilde tage en raa Kartoffel og stikke Mønten ind i den og lade den lige saadan Natten over; den næste Morgen vilde man ikke kunne opdage noget Messing, ligesom man ikke kunde føle dens Fedtethed; saa vilde intet Menneske, og da langt mindre Kuglen, tro, at den var uægte. Jeg vidste nu nok Besked med, hvorledes man behandler en uægte Mønt for at kunne give den ud med Held, men i Øjeblikket havde jeg ikke tænkt over det. Jim puttede altsaa nu Pengestykket ind under Bol- den og lagde atter Øret til den. Jo, sagde han, nu er alt i Orden, og Kuglen vil rigtig fortælle! „Saa pas paa!” svarede jeg. Og saa talte Kuglen til Jim, og Jim fortalte videre til mig: „Din gamle Fader ikke endnu rigtig véd, hvad gøre. Han vil blive og ikke blive. Du være rolig, Huck, ikke blande Dig i, hvad den Gamle foretager. Der være to Engle omkring ham. Den ene være hvid og den anden sort. Vil den Hvide denne gode Vej, komme den Sorte og sige Nej, denne Vej! Stakkels Jim kunne ikke sige, om det blive sort eller hvidt med ham. For Dig alt blive godt. Megen Sorg har Du i Livet og megen Glæde 29 ogsaa. Der kommer Sygdom og Ulykke og saa Sund- hed og Lykke. Dine Engler være to Pige, en lys og en brun, en rig og en fattig. Først gifte Du den fattige og saa den rige! Du ikke gaa til Vand, ellers Du plumpe i og hel drukne! Du høre stakkels Jim, Huck, Du ikke glemme, hvad han fortalte!” Dette lovede jeg da ogsaa højt og helligt. Da jeg saa om Aftenen havde faaet tændt mit Lys og med dette i Haanden traadte ind i mit Værelse. - saa jeg ganske rigtig min Gamle i fuld Legemsudgave! FEMTE KAPITEL. Jeg havde altid næret en vis Frygt overfor ham; han havde nemlig stadig garvet mit Skind eftertrykke- ligt. Men i dette Øjeblik mærkede jeg, at der var fore- gaaet ligesom en Forandring med ham. Det vil sige, først snappede jeg lidt efter Vejret - det faldt mig jo for Brystet saa pludselig at staa overfor ham; men saa strammede jeg mig sammen og traadte nærmere. Han var nu næsten de halvtreds Aar og bar ikke sin Alder videre smukt. Hans Haar var langt og hængte i indfiltrede Tjavser ned over Ansigtet, saa at hans Øjne forstak sig ligesom bag nedhængende Ranker. Endnu var det dog helt sort, kun med en Smule graa Stænk imellem, hans lange fedtede Kindskæg ligeledes. Hans Ansigt var farveløst, hvor man da kunde skimte Huden, snarest var det hvidt; man kom helt til at gyse ved at se paa det - det mindede nærmest i Farven om en lidt overhængt Kalvemave som man ser dem i Slagterforret- ningerne. Hvad hans Klædedragt angik, saa var det kun Pjalter, ikke andet. Sin højre Fod havde han ka- stet op paa det venstre Knæ, og hans Støvle gabede saa 30 meget i Snuden, at to-tre Tæer, som han fingererede ved, kom til Syne. Hans Hat, et gammelt, forrevet Filtlaag, havde han kylet paa Gulvet. Jeg gloede paa ham. Han sad med Stolen lidt til- bagevippet mod Væggen og stirrede paa mig igen. En- delig fik jeg sat Lyset fra mig og opdagede samtidig, at Vinduet stod aabent; den Gamle havde altsaa gjort sin Entré over Halvtaget. Ja - det forbistrede Tag! Jeg følte ligefrem, hvorledes den Gamle fulgte mig med Øjnene. Endelig udbrød han: „Det er svært, hvor Du er blevet fin i Tøjet! Du bilder Dig vel ogsaa noget storartet ind, hva? Du tror, Du er en Herre?” „Det véd jeg ikke,” svarede jeg. „Ka Du gi' mig et ordentlig Svar, forstaar Du?” brølte han. „Du har nok ordentlig faaet Nykker i Hove- det, siden vi to sidst saas. Men det skal jeg pille ud af Dig, det lader jeg Dig blot vide! Og saa gaar Du nok i Skole, har jeg hørt. Du læser og skriver. Du tror maaske, at Du er bedre end din Fader, hva', din Rakkerunge? Det skal jeg snart kurere Dig for! Hvem har for Resten ellers givet Dig Lov til at gaa i Skole, hvem, spør' jeg?” „Det har Enken!” „Du siger Enken, hva'? Men hvem monstro har givet Enken Lov til at stikke sin Snude i Sager, som aldeles ikke kommer hende ved, hvem, spør' jeg?” „Ingen!” „Godt, hende ska jeg nok tale et Ord med! Og Du, din infame Bengel, Du har ikke længere noget med denne herre Skole at skaffe, forstaar Du? Jeg skal nok lade de Folk vide, hvad det skal betyde, at sætte en saadan Slubbert de Griller i Hovedet, at han er bedre end sin Fader! La' mig blot se Dig gaa til Skole, saa ska' der vanke! Din Moder kunde hverken læse eller 31 skrive, saalænge hun levede, ingen i vor Familie kan det, jeg selv heller ikke, og saa kommer saadan en Løm- mel og vil være bedre end alle os andre og vil blære sig deraf. Det taaler jeg ikke, forstaar Du? Naa - la' mig saa en Gang høre, hvad Du ka' læse?” Jeg tog en Bog og begyndte paa noget om General Washington og om Frihedskrigen. Et lille Minut hørte han til, men saa slog han til Bogen, saa den klaskede over mod Væggen, og udbrød: „Jo Slubberten kan skam læse! Jeg havde ellers troet, at det var Pral. Men vent kun, jeg skal nok faa de Griller pillet væk; det skal jeg sætte en Stopper for, forstaar Du? Jeg skal passe paa, og hvis jeg ser Dig gaa i Skole, min fine Herre, saa skal jeg fugtle Dig til Du kan høre Englene fløjte i Himlen! Maaske Du ogsaa skulde til at læse Religion! Fy for Pokker, sikk'en Søn!” Han rev et Par gule og blaa Billeder, der forestil- lede en Dreng med nogle Køer, ned fra Væggen og spurgte: „Hvad er saa dette?” „De Billeder har jeg faaet, naar jeg har kunnet mine Lektier i Skolen. Han flængede dem i Stumper og Stykker og raabte: „Vent kun! Jeg skal give Dig noget, der er bedre; jeg skal male et Billede med de samme Kulører paa dine Rygstykker!” Derefter sad han en Stund og mumlede og brummede noget i Skægget. Endelig begyndte han paany: „At man skal opleve saadan noget! Det kalder jeg rigtignok en net Kavaller! Seng har han ogsaa, og Sengklæder! Og Tæppe paa Gulvet! Og hans egen Fader maa sove i en Svinestald eller hvor han kan luske sig til det! Og det skal kaldes en Søn? Men vent, som jeg siger Dig, de Nykker skal jeg pille Dig ud af 32 Hovedet. Dig skal jeg gøre kort Proces med, din Rakkerunge! Og saa fortæller Folk, at Du har Penge! Hvordan er det med det?” „Folk lyver - det er der ikke noget om!” „Hør nu, Dreng! Du husker vel paa, at Du taler med din Fader; se Dig lidt for, min Taalmodighed er det snart Slut med! Nu har jeg været i Byen i to Dage og overalt har jeg hørt Tale om, at Du er rig; det var allerede rygtedes langt ned ad Floden, saa noget maa der jo være om det! Det er derfor, at jeg er kommet. I Morgen skaffer Du mig Fingre i dine Penge! Jeg vil ha'e dem!” „Jeg ejer ingen Penge!” „Du lyver! Dommeren har sat dem ud for Dig, og Du skaffer mig dem her - jeg har sagt Dig, at jeg vil ha' dem!” „]eg ejer ingen Penge! Du kan jo selv spørge Dom- meren, saa faar Du da Besked!” „Ja, Du ka' tro, jeg skal spørge ham derom og han ska' nok komme til at punge ud enten han vil eller ikke. Hvormange har Du hos Dig? Frem med dem!” „Jeg har kun en Dollar og den skulde jeg gærne bruge til -” „Det er ganske ligegyldigt, hvad Du skal bruge den til. Op med den, naa skynd Dig!” Han fik den saa og bed i den for at prøve, om den var ægte. Saa sagde han, at han vilde gaa ned i Byen for at faa noget Whisky; hele Dagen, sagde han, havde han været tør paa Tungen, skønt han lug- tede som et Brændevinsudsalg. Saa klatrede han ud gennem Vinduet paa Halvtaget, men stak straks efter Hovedet ind igen og bandede endnu engang over mine Nykker og over, at jeg vilde være bedre end han. Da jeg omsider troede, at han var vel borte, viste han sig 33 paany og erindrede mig om Skolen og de læsterlige Prygl, der vilde vanke, hvis jeg mere lod mig se der. Den næste Dag var han fuld og gik til Dommeren. Men denne vilde ikke ud med Pengene og sluttelig truede han med Proces, da han ingen Vegne kunde komme med ham. Dommeren og Enken ønskede nu, at jeg skulde unddrages fra den Gamles Fadermyndighed, og at en af dem skulde indsættes som min Formynder. Det havde virkelig ogsaa været det fornuftigste, der var at gøre. Men der var nu en ny Bydommer, som ikke per- sonlig kendte mit faderlige Ophav, og hans uforgribe- lige Mening var, at det var urigtigt at skille Slægtninge fra hinanden; han vilde ikke paatage sig det Ansvar at tage et Barn fra dets Fader. Derefter maatte den gamle Dommer og Enken lade Sagen bero og lade det gaa, som det kunde. Dette var netop Vand paa min Faders Mølle og det gik ham rigtig til Hovedet. Han erklærede, at han vilde mørbanke mig, til jeg blev sort og blaa, hvis jeg ikke straks skaffede ham Penge. Saa løb jeg til Dommer Thatcher og laante tre Dollars af mine egne Penge. Den Gamle fik dem, hvorefter han drak sig fuld, og lavede saadanne Gadespektakler, at han blev anholdt og puttet ind i Brummen i otte Dage. Dette havde ikke Nyhedens Interesse for ham, men generede ham heller ikke synderligt. Men selv om Politiet var Herre over ham, saa havde han dog Herredømmet og Ejendoms- retten over sin Søn, mente han, og det skulde han nok lade hele Byen og sin Hr. Søn vide. Han skulde nok holde sig skadesløs hos ham! Da den Gamle havde udstaaet sin Straf, erklærede den ny Dommer, at han vilde gøre et „nyt Menneske” ud af ham. Den Gamle tog han med hjem til Familien. gav ham rene, ordentlige Klæder, beholdt ham baade Huck Finn Hændelser. 3 34 til Frokost, Middag og Aften og sluttede saa at sige Venskab med ham. Efter Aftensbordet holdt de An- dagt med ham og talte saa inderligt til ham om Afholden- hedens Velsignelse, at den Gamle tilsidst stak i at græde og erklærede, at han hele sit Liv havde været en uværdig Person, der havde handlet slet overfor sig selv og andre. Men nu vilde han vende om og begynde et nyt Liv og blive en Mand, som intet Menneske i Ver- den behøvede at se ned paa, naar blot Dommeren vilde støtte ham og ikke se med Foragt paa ham. Denne faldt ham om Halsen ved disse smukke Ord og græd af Rørelse og hans Kone stemte i med. Min Gamle forsikrede saa, at han i hele sit Liv var bleven miskendt af Verden; alt, hvad et saadant ulykkeligt Menneske i Grunden behøvede for at blive reddet var kun lidt Medfølelse. Og heri gav Dommeren ham Medhold, hvorefter de alle græd sammen igen. Da det var Tid at gaa til Ro, rejste min syndsbekendende Fader sig og udtalte: „Se her paa denne Haand, tag den kun og ryst den inderligt. Den har engang tilhørt et Svin; men nu skal det blive anderledes. Nu tilhører den en Mand, som har paabegyndt et helt nyt Liv og hellere vil gaa i Døden end falde tilbage til sit gamle, slette Levned. Jeg beder Dem huske disse Ord, og at det var mig, som udtalte dem. Nu er det en ren og ærlig Haand, modtag mit Haandtryk og frygt ikke for at give mig det igen!” Dommeren, hans Kone og alle Børnene trykkede ham nu i Haanden, og Fru Dommeren kyssede den endda. Saa skulde han skrive under paa et højtideligt Løfte - det gjorde han ogsaa, idet han kradsede tre Kryds paa Papiret. Dommeren gjorde en Bemærkning om, at denne Dag havde været den lykkeligste i hans 35 Liv og saa førte de i Triumf min Gamle til det aller- bedste Gæsteværelse. Men i Nattens Løb følte han sig forfærdelig tørstig. Medens alle sov, krøb han ud af Vinduet til Altanen og lod sig derefter glide ned ad en Tagrende. I Byen byttede han sin nye Frakke bort mod en stor Flaske Fuselbrændevin og bevæbnet med denne klatrede han atter op til sin varme Rede, hvor han paa sin ejendomme- lige Maade fejrede sin Syndomvendelse. Ud paa Mor- genstunden vilde han igen forlade sit Værelse paa samme Maade, men da han i Mellemtiden var blevet noget dinglevorn, faldt han ned fra Taget og brækkede Armen paa to forskellige Steder; han kunde ikke flytte sig ud af Pletten og blev et Par Timer senere fundet halvt ihjelfrossen i Sneen. Man skaffede ham den fornødne Pleje paa Sygehuset, hvor jeg nu vidste ham godt gemt i hvert Fald i nogle Uger. Men Dommeren maatte foranstalte en Slags ligefrem Oversvømmelse i sit Gæsteværelse, før der atter kunde være Tale om at tage det i Brug. For den nye Dommer blev min Gamles „Omvendel- seshistorie” et saarbart Punkt. Han erklærede ved Lejlighed, at Folk kun kunde omvendes saa det forslog noget ved Hjælp af et Skud Krudt, han kendte ihvert Fald ikke andre probate Midler. Og jeg tror, at man maa give Manden Ret heri. SJETTE KAPITEL. Det varede imidlertid ikke længe, før den Gamle var lappet sammen og paa ny gjorde Omegnen usikker. Han gik til Dommer Thatcher og truede ham paany med Proces, da han ikke vilde ud med Pengene, og 3* 36 han fik den ogsaa paabegyndt. Derpaa skred han ind overfor mig, fordi jeg trodsede hans Forbud og besøgte Skolen. Han fik ogsaa et Par Gange fat paa mig og saa vankede der en dygtig Overhaling; men jeg fort- satte alligevel med at gaa derhen, idet det som oftest lykkedes mig at narre ham ved en List eller at løbe fra ham. Tidligere havde jeg just ikke betragtet Skole- besøget som en Fornøjelse, men nu fandt jeg det ganske morsomt, fordi det ærgrede min Gamle saa frygteligt. Med Processen om Pengenes Udlevering gik det. kun ganske smaat fremad, man syntes at være faldet i Søvn over den. Saa laante jeg af og til to eller tre Dollars af min gamle Dommer og med disse købte jeg mig fri for Prygl, som var lovet mig. Saasnart han havde faaet Pengene i Lommen, anskaffede han sig en frygtelig „Bjørn”, og saa ofte som han gik rundt i denne lavede han Optøjer paa Gaden og blev spærret inde. Saadan ønskede han at leve, det passede lige for ham! Men lidt efter lidt gjorde han dog Omegnen af En- kens Hus altfor usikker. Hun havde et Par Gange givet ham Advarsler og truet med at tilkalde Hjælp fra Naboerne, men lige meget hjalp det. Han blev kun rasende og fortalte, at han nok skulde vise, hvem der raadede over Huck Finn! Saa fik han en smuk Foraarsdag, da jeg mindst anede noget Ondt, Fingre i mig og slæbte af med mig til Floden og roede mig i en Baad over til Illinois-Kysten, hvor Skoven var tættest. Derefter bragte han mig til et gammelt Blok- hus, som sikkert ingen vilde være i Stand til at finde, hvis de da ikke nøjagtig kendte dets Beliggenhed. Her maatte jeg stadig blive i hans Nærhed og fik ikke den mindste Lejlighed til at stikke fra ham. Vi boede i dette gamle Bjælkehus og om Natten laasede han Dørene og lagde Nøglen under sit Hovede. Han ejede en gammel Bøsse, som han sandsynligvis havde 37 stjaalet et eller andet Sted. Vi gik paa Jagt og Fiskeri og levede af vort Bytte. Af og til lukkede han mig inde og tog ned til Færgestedet, hvor han tiltuskede sig Snaps for Fisk og vort Jagtudbytte; saa kom han hjem og drak sig fuld; da var han fornøjet og jeg fik en Omgang Prygl. Imidlertid havde Enken faaet op- snuset, hvor den Gamle havde bragt mig hen, og hun sendte en Mand ud, der skulde befri mig for mit Fangen- skab. Men min Fader drev ham nemt paa Flugt med sin Bøsse. Snart havde jeg vænnet mig til dette Liv, der i Grunden tiltalte mig; kun Pryglene kunde jeg ikke rigtig faa Smag for. Der var jo en vis Behagelighed ved at ligge og drive og dovne af Hjærtenslyst der inde i Skoven, eller ryge og fiske, og saa lade Bøger og Lærere være det, de er. Saaledes hengik der to-tre Maaneder; mit Tøj var nu kun snavsede Laser og jeg kunde ikke længere faa i mit Hovede, hvorledes jeg dog havde kunnet holde Livet ud hos Enken, hvor man stadig skulde vaske sine Hæn- der, altid spise af Tallerken, rede Haaret pænt og gaa i Seng og staa op til bestemte Tider, - ikke at tale om, at man evig og altid skulde plages med Lektier, medens man maatte høre paa Miss Watsons Skænderier og For- maninger. Jeg vilde slet ikke tilbage til det tvungne Liv! Hos Enken havde jeg vænnet mig af med at bruge Eder, fordi hun ikke kunde lide at høre saadanne, men nu bandede jeg om Kap med den Gamle. Alt i alt befandt jeg mig rigtig godt derude i Skoven. Men efterhaanden fik den Gamle altfor stor Færdig- hed i at bruge sin Stok; jeg var fuld af Strimer paa Kroppen og Buler i Hovedet. Og saa tog han ogsaa oftere bort og lukkede mig inden Døre. En Gang udeblev han næsten i tre Dage. Det var en skrækkelig Ensomhed for mig; jeg troede allerede, at han var druknet, og at jeg saa maatte omkomme her af Hunger. 38 Vinduerne var saa smaa Huller, at ikke engang en Hund kunde smyge sig igennem dem, Skorstenspiben var for snæver til at jeg kunde krybe ud den Vej og Dørene var af tykke Egeplanker. Den Gamle sørgede omhyggeligt for, at der ikke fandtes en Kniv eller andet Redskab til at skære eller brække ud med, naar han fjærnede sig. Hvor ofte havde jeg ikke allerede tidligere støvet hele Huset igennem fra øverst til nederst uden at opdage et saadant Apparat. Men en Dag, jeg atter var alene indespærret, fandt jeg oppe bag en Tagbjælke, helt inde i en Revne, en gammel, rusten Sav. Hvor blev jeg dog glad! Hurtig fik jeg den godt indsmurt og saa tog jeg fat! I det Hjørne, hvor vort Bord stod, var et Stykke af et gammelt Hestedækken spigret fast langs Bræddevæ- gen, for at ikke Blæsten skulde slukke Lyset, naar vi havde det staaende tændt paa Bordet. Dette Dækken løsnede jeg ved det ene Hjørne og begyndte paa at save et Hul i Bræddevæggen bag ved, stort nok til at jeg kunde slippe ud gennem det. Det var rigtignok et be- sværligt Stykke Arbejde, men jeg var dog næsten kom- met til Ende med det, da jeg hørte Knaldet af min Fa- ders Bøsse derude etstedsi Skoven. Nu gjaldt det om at skynde sig. Jeg fik Savsmuldet skaffet bort, spig- rede Dækket for Hullet og gemte Saven. Næppe havde jeg alt i Orden, før den Gamle ganske rigtig stavrede ind ad Døren. Han var i daarligt Humør - havde altsaa ikke faaet noget at drikke - og fortalte, at han havde været inde i Byen, hvor alt gik helt forkert. Sagføreren havde sagt, at Processen uden Tvivl kunde vindes, naar den blot blev optaget til Doms. Men der var stadig et og andet, som bevirkede, at der maatte gives Udsættelse, og Dommer Thatcher fandt hele Tiden paa noget nyt i saa Henseende. Saa gik der ogsaa Tale om, at der atter skulde rejses Spørgsmaal om at fjærne mig fra 39 den Gamle og at indsætte Enken til min Formynder, og saa vilde Sagens Udfald sandsynligvis gaa ham imod nu, da den nye Dommer havde gjort hans personlige Be- kendtskab. Disse Efterretninger var et haardt Stød for mig, thi jeg vilde ikke paa nogen Maade tilbage til Enken, saaledes som hun gjorde alt muligt overfor mig, baade med Hensyn til Paaklædning og Manerer, for at skabe „en velopdragen Person” ud af mig. Saa tog den Gamle fat paa at bande alle og enhver, som han kendte, og da han var færdig dermed, tog han fat paany, af Frygt for at have glemt nogen, og endelig rundede han den hele Remse af med en saftfuld Ed over Verden i al Almindelighed. Enken skulde blot engang til vove paa at sende nogen ud for at faa Ram paa mig; han kendte et Sted, der laa seks-syv Mil inde i Skoven; der vilde han putte mig hen - og saa kunde de gærne lede efter mig, til de allesammen maatte stylte omkring paa Krykker uden dog at finde mig. Jeg blev ogsaa bange et Øjeblik, men saa kom jeg i Tanke om, at jeg til den Tid næppe var ved Haanden, saa jeg kunde gøre ham den Fornøj- else at flytte. Han var nu blevet roligere og befalede mig at gaa med for at losse Baaden. Der var en Sæk Mel paa et halvt hundrede Pund, en Flæskeside, Ammunition og et mægtigt Anker Brændevin, en gammel Bog og et Par Aviser til Forladning og endelig et Stykke Reb. Jeg pakkede Tingene sammen og bragte dem i Land. Saa satte jeg mig i Baaden for engang alvorligt at tænke over min Stilling. Jeg ansaa det for bedst at løbe ind Skoven med Bøssen og et Par Medestænger og skjule mig der. I Løbet af Natten vilde jeg saa vandre videre bort, saa vilde jeg jage og fiske for at faa Føden, men stadig 40 søge at komme længere og længere bort, saa hver- ken den Gamle eller Enken kunde finde mig igen. I Nattens Løb vilde jeg fuldende mit Udbrydnings- arbejde, saasnart den Gamle var fuld og faldet i Søvn. Dette kunde jeg sikkert regne med, naar jeg betragtede det Forraad af Brændevin, han havde forsynet sig med. Jeg var saa dybt inde i Uddybningen af min Plan, at jeg glemte alt omkring mig, indtil den Gamle traadte ud af Hytten og raabte til mig, om jeg var faldet i Søvn eller hvad der ellers var i Vejen med mig. Jeg bragte nu Tingene ind i Huset og imidlertid faldt Mørket paa. Medens jeg kogte Aftensmaden, fik den Gamle sig nogle store Dramme og var derved kommet i Humør. Sin sidste Rus havde han erhvervet sig i Byen, hvor han om Natten havde flydt i Rendestenene. Hvor saa han dog ogsaa ud! Man skulde tro, han var lavet af Jord som Adam, saa tilsølet var han af Ler og Slam. Naar Snapsene gjorde ham livlig, beskæftigede han sig næsten altid med Politik og med Regeringen. Denne Gang maatte den taale en saadan Overhaling: „Og det ska være en Regering, ret beset er den ikke en Sysling værd! Der kommer de stikkende med Lov og vil tage en Søn bort fra hans gamle Fader, hans eneste Søn, som han har opdraget med Møje, Angst og Nød og svære Ofre. Ja, og det tilmed paa et Tidspunkt, da Sønnen lykkeligvis er blevet bragt saa vidt frem, at han selv kan fortjene noget og ogsaa kan være noget over- for sin arme, gamle Fader - ja saa kommer de med deres Lov og vil tage ham bort. Og det skal naturlig- vis kaldes en Regering, man kan have Respekt overfor! Ikke nok med det! Nej, langtfra! Der gives ogsaa en Lov, som denne Skurk af Dommer Thatcher kan søge i Skjul bagved, naar han ikke vil ud med mine Penge - mine egne Penge! Ja, saadan er Loven! De tvinger med den en Mand, der er sine seks Tusind Dollars eller 41 maaske mere værd, til at krybe ind i saadant et Hul som dette her, og nøder ham; til i Stedet for Klæder at gaa i Laser, som et Svin vilde skamme sig ved - jo det er rigtignok en nydelig, velvis Regering! Man kan slet ikke faa sine Rettigheder! Jeg kunde fristes til at tage alle Stumperne paa Ryggen og helt forlade et saa- dant Land! Det har jeg ogsaa rentud ladet Dommer Thatcher vide, saa alle, der vilde, kunde høre det, det var mig ligemeget hvem der hørte det og enhver kan fortælle mine Ord videre, om han vil det. For en sølle To-Cent, sa' jeg, forlader jeg dette forbandede Land og sætter aldrig mine Fødder her mere. Det er nu sagt og jeg staar ved mit Ord! Se paa min Hat - sa' jeg - hvis man da kan kalde den Bør her, som mangler noget af Pullen og ellers er en Fedtklump, en Hat, se saadan en Tingest lader Regeringen i dette velsignede Land en Mand løbe rundt med, som kunde være Byens rigeste Borger, naar han blot kunde komme til sin Ret - ja, sikk'en Regering vi har!” Og saadan gik det nu løs, stadig væk i samme Tone- art. Under denne Ophidselse travede den Gamle frem og tilbage og lagde ikke saa nøje Mærke til, hvorledes hans vaklevorne Stænger teede sig; han faldt da ogsaa til- sidst over den lille Tønde med saltet Flæsk og stødte sig over Skinnebenene. Men saa skulde man have hørt hvor han tog paa Veje! Hele Verdenen, Regeringen og i Særdeleshed Tønden fik rigtignok sin Bekomst. Ikke engang jeg selv havde før hørt Magen til Mund, han brugte! Han sprang først rundt paa det ene Ben og saa paa det andet, idet han med Haanden gned paa de ømme Steder; men saa langede han et ordentligt Spark ud mod den uskyldige Tønde, som var Aarsag til, at han faldt. Uden at tænke derover, sparkede han med den Fod, hvor Tæerne kiggede frem fra Støvlesnuden. Det Brøl, der saa lød, fik Haarene til at rejse sig paa mit 42 Hoved - kladask! der laa han paa Gulvet og vaandede sig, hylte af Smerte og fremstammede hele det Udvalg af frygtelige Eder, som stod til hans Raadighed. - Efter Aftensmaden kom Whiskydunken paa Bordet. Den Gamle kælede for den og oplyste, at der endnu var nok i den til to sædvanlige „Bjørne” og en „Delirium tremens” - det var saadan et Udtryk, han af og til brugte; det var vistnok meget vittigt, for han grinte selv deraf, da han nævnte Udtrykket, som jeg ikke havde Forstand paa. I Løbet af en Timestid vilde han have fyldt sig saaledes, kunde jeg regne ud, at jeg enten kunde se mit Snit til ubemærket at tage Dørnøglen eller ogsaa faa Væggen savet helt igennem. Han drak og drak og faldt da ogsaa omsider om paa sine Tæpper, men Lykken stod mig ikke bi. Han sov ikke nogen dyb Søvn, men kastede sig urolig fra den ene til den anden Side. Efterhaanden blev jeg selv saa søvnig, at jeg ikke længere kunde holde Øjnene aabne, og før jeg selv vidste det, var jeg faldet i Søvn, medens Lyset stod og brændte. Hvorlænge jeg saa har sovet, ved jeg ikke; men pludselig blev jeg vækket ved et frygteligt Vræl og jeg fløj op. Den Gamle stod nu midt paa Gulvet; han fæg- tede om sig med en Kniv og brølte op om nogle Slan- ger. De krøb op ad hans Ben, vrælte han og sprang som vanvittig, slingrende omkring, nu havde de bidt ham, jamrede han; men jeg saa og saa og kunde ikke opdage en eneste Slange. Nu løb han som afsindig rundt i en Kreds og raabte: „Tag dem dog bort, skynd Dig! de bider mig jo i Halsen!” Endnu havde jeg aldrig set noget Menneske med saa vilde Øjne som dem, han satte op. Pludselig fægtede han med Armene i Luften og det hurtigere og hurtigere, medens han stødte alt tilside, som krydsede hans Vej og hele Tiden brølte han: Djævelen er efter 43 mig! Ogsaa det fik en Ende, han kastede sig ned og laa en Stund og stønnede stille. Efterhaanden blev han roligere og gav ikke længere nogen Lyd fra sig. Jeg kunde høre Ugler og Ulve udenfor i Skoven; saa blev alt tyst som Graven. Den Gamle laa der ovre i den anden Ende af Rummet. Men saa rejste han sig plud- selig halvt op, lagde Hovedet lidt paa Siden og lyttede spændt. Sagte hviskede han: „Trav, trav - nu kommer de Døde ridende! Trav, trav - de vil hente mig. Jeg vil ikke med dem - nej - der er de - lad mig dog have Ro - rør ikke ved mig, eller - væk med Haanden, si'er jeg - puh, hvor koldt - af Vejen eller jeg ska - aa, lad mig stakkels Djævel dog i Fred!” Nu krøb han rundt paa alle fire og bønfaldt de Døde om at lade ham være i Fred; omsider viklede han sig helt ind i sit gamle Tæppe og lod sig rulle ind under Bordet, medens han stadig tryglede om at maatte slippe fri. Saa begyndte han at græde; man kunde høre det under Tæppet. Lidt efter kylede han Tæppet fra sig, sprang op og Øjnene lynede vildt. Han fik Kig paa mig og jagede efter mig gennem hele Huset; han raabte, at jeg var Dødens Engel, at han vilde fange og dræbe mig, saa jeg ikke mere kunde gøre ham Fortræd. Jeg græd og bad for mit Liv, jeg var jo kun den lille Huck; men han skoggerlo og brølte og bandede og satte hele Tiden efter mig. Engang gjorde jeg pludselig omkring for at overraske ham og slippe bort under hans Arm. Men ved denne Lejlighed fik han fat i min Jakkekrave, og jeg tænkte allerede, at min sidste Time var kommen, men behændig som en Kat smøgede jeg ud af Jakken og reddede mig paa den Maade. Heldigvis var han nu ble- ven for udmattet til at fortsætte den vilde Jagt; han 44 satte sig med Ryggen op ad Døren og sagde, han vilde tage sig et Øjebliks Hvile, men saa vilde han dræbe mig. Kniven lagde han under sig, idet han mumlede noget om „at sove og samle nye Kræfter for saa at vise, hvem der er den stærkeste.” Saaledes slumrede han dog snart ind. Efter en lille Tids Forløb stod jeg saa lydløst som muligt op paa en gammel Stol og fik Bøssen hentet ned fra Væggen. Jeg trak Ladestokken ud og stødte den i Løbet for at over- bevise mig om, at den var ladt. Saa anbragte jeg Bøs- sen over Flæsketønden med Mundingen lige hen mod den Gamle, krøb selv bagved og afventede saaledes sikret det Øjeblik, da han vilde vaagne op. Hvor lang- somt og uhyggeligt Tiden dog gik for mig den Nat! - SYVENDE KAPITEL. „Vil Du nu se til at komme op! Hvad har Du der for?” Jeg aabnede Øjnene og saa mig forvirret og søvn- drukken omkring; jeg søgte straks forgæves at gen- kalde alt i Erindringen. Jeg maatte have sovet meget fast; det var allerede høj, lys Dag. Fader stod foran mig; han saa noget gnaven ud, som om han ikke befandt sig rigtig vel og spurgte: „Hvad har Du haft for med Bøssen?” Jeg opfattede straks, at han slet intet huskede om sine natlige Bedrifter. Saa svarede jeg: „Der var nogen, som vistnok vilde trænge herind i Nat, derfor lagde jeg Geværet i Anlægsstilling!” „Men hvorfor vækkede Du mig da ikke!” „Det prøvede jeg ogsaa paa, men jeg kunde ikke faa Dig vaagen.” 45 „Det er godt! Stram Dig sammen og vrøvl nu ikke saa meget! Gaa hen og se efter om der skulde være en Fisk til vor Frokost paa Medekrogen. Jeg kommer straks selv derned!” Han lukkede Døren op og jeg løb ned til vor Flod- bred. Jeg saa Tømmer og Grene flyde forbi i Vandet og vidste saa, at det stod i Begreb med at stige. Naar Floden stiger, indtræffer der en god Tid for Byen. Saa kommer der ofte drivende store Tømmerstykker, mange Gange hele Træstammer, ja undertiden fem-seks Styk- ker paa en Gang og ofte endnu mere. Byfolkene behø- ver saa kun at fiske dem op og sælge dem til Tømmer- pladserne eller Savmøllerne. Det var altid en indbrin- gende Forretning. Jeg drev hen langs Bredden for at se efter, om Vandet førte noget med sig, idet jeg stadig med det ene Øje passede paa den Gamle og med det andet lurede efter, om der viste sig noget. Pludselig fik jeg da vir- kelig Øje paa en lille Baad, der kom drivende; det var en net lille Indretning, tolv til fjorten Fod lang, og saa gled den fremad saa stolt som en Svane. Uden Be- tænkning sprang jeg lige paa Pletten i Vandet som en Frø og styrede hen mod Baaden. Jeg var dog forberedt paa, at der maaske kunde ligge en eller anden paa Bun- den af den, som saa vilde tage sig et billigt Grin over mine forgæves Bjærgningsanstrængelser; jeg vidste nok, at Folk mange Gange paa denne Tid, naar Floden steg, blev narret saaledes. Denne Gang viste det sig imidler- tid virkelig at være en tom Baad, jeg svang mig op i den og læmpede den ind til Kysten. Den Gamle vil blive glad, tænkte jeg, naar han ser den, for den er da mindst ti Dollars værd. Men da jeg naaede ind til Land var den Gamle endnu ikke i Sigte. Pludselig fik jeg saa en ny Idé. Jeg gemte Baaden inde i et lille lndhug, helt skjult mellem Sivene og 46 Buske. Jeg vilde selv beholde den, tænkte jeg, og saa vilde jeg, i Stedet for at vandre gennem Skoven, ro ned ad Floden og søge mig et skjult Sted ved Bredden, hvor jeg kunde slaa Lejr. Saa behøvede jeg ikke at stikke af til Fods og slide paa mine Ben. Da jeg befandt mig temmelig nær ved vort Blokhus, kunde jeg hvert Øje- blik vente at blive overrasket af den Gamle, men jeg fik dog Baaden godt gemt. Da jeg var færdig dermed og kigede frem bag et gammelt Piletræ - fik jeg Øje paa ham. Der stod han henne med Geværet ved Kinden og løsnede lige et Skud mod et eller andet i Luften. Han havde altsaa ikke lugtet Lunten! Da han kom nærmere, var jeg naturligvis ivrig i Lag med Snørerne. Han skændte og brummede lidt, fordi jeg var saa langsom i Vendingen, men jeg fortalte ham, at jeg var faldet i Vandet under Arbejdet; derfor havde det varet saa længe. For Resten var jeg belavet paa at stikke ham den ud, for jeg tænkte nok, at han vilde opdage mine vaade Klæder og spørge mig ud derom. Vi havde fem Havkatte paa Medekrogene og gik meget tilfredse hjem med dem. Efter Frokosten lagde vi os begge til at sove; vi var noget trætte ovenpaa de natlige Forlystelser. Før jeg sov ind, kom jeg i Tanker om, at det vilde være langt sikrere for mig, om jeg helt kunde afværge, at den Gamle og Enken optog en Forfølgelse af mig, i Stedet for at lade det bero paa Tilfældigheder, om jeg kunde faa et tilstrækkeligt stort Forspring. Godt er godt, men bedre er jo bedre! Til Begyndelse kunde jeg slet ikke komme paa nogen Udvej hertil. Men pludselig hæ- vede den Gamle sin Overkrop og lod nok et Maal Vand løbe ned til de andre, han allerede havde drukket, og saa udbrød han: „Hvis nogen igen skulde snuse omkring Huset, saa 47 maa Du ruske i mig, til jeg vaagner, hører Du? Han har ikke noget godt i Sinde, men jeg skal nok brænde ham paa Pelsen! Altsaa, Du har at vække mig!” Saa lagde han sig ned og døsede hen. Men hans Ord havde just givet mig den Tanke, som jeg søgte; og nu vidste jeg, hvad jeg vilde arrangere for at undgaa enhver Forfølgelse. Henimod Klokken tolv var vi igen paa Benene og gik langs med Floden. Vandet steg temmelig hastigt og førte en Mængde Tømmer med sig. Ogsaa en løsreven Flaade drev forbi, eller da i hvert Fald en Del af en saadan, omtrent ni sammenbundne Træstammer; vi gik i vor Baad og fik dem halet til Land. Men saa skulde vi spise til Middag. Enhver anden vilde have ventet ved Flod- bredden og holdt Udkig med, hvad der videre kunde indtræffe; men saadan var den Gamle ikke til Sinds. Ni Træstammer var nok til at faa en Rus for. Han vilde straks bringe dem til Byen og omsætte dem i klingende Mønt. Han lukkede altsaa mig inde, satte sig i Baaden, gjorde Tømmerfangsten fast til den og roede bort. Klokken var den Gang halv tre - jeg kunde være rolig for, at han ikke vilde komme tilbage i Nat. Jeg Ventede ikke længere end, til jeg antog, at han var udenfor Hørevidde, saa havde jeg min Sav fremme og kunde fortsætte Arbejdet fra den foregaaende Dag. Før den Gamle havde naaet over til den modsatte Flodbred. var jeg lykkelig naaet ud af det næsten for snævre Hul og kunde netop endnu se ham som et sort Punkt der- ude paa Floden med sin Bad og Tømmerhaaden. Jeg slæbte saa Melsækken ud til min lille Baad, bøjede Grene og Siv bort og gjorde den klar. Saa hen- tede jeg en Flæskeside og Whiskyankeret. Jeg tog hele Beholdningen af Kaffe, Sukker og Ammunition, Vandspanden, min rustne Sav, to Tæpper og en Kedel foruden endel andre Smaating. Saa tog jeg Fiskefangst- 48 redskaberne og Svovlstikkerne; kort sagt, jeg tog alt med, som lod sig bære bort og var blot det ringeste værd. Jeg raserede hele Huset. En Økse vilde jeg ogsaa gærne have haft med, men der var kun den, som laa derude paa Huggeblokken, - og jeg vidste nok, hvorfor jeg lod den ligge. Tilsidst tog jeg Bøssen ned fra Væggen og var saa færdig med den Del af Arbejdet. Ved at slæbe alle disse Ting ud gennem Hullet var jeg kommen til at trampe Jorden temmelig fast uden- for det. Saa godt det lod sig gøre, gik jeg i Gang med at give det sit tidligere Udseende, idet jeg strøede løs Jord paa, hvorved Savsmuldet ogsaa blev dækket. Det Bjælkestykke, jeg havde udsavet, passede jeg nøjagtig ind i Hullet igen og lagde et Par Sten op imod det for at holde det paa dets Plads. Naar man stod to-tre Skridt derfra og ikke vidste bedre Besked, kunde man ikke ane, at det havde været løsnet. Desuden var det paa Bagsiden af Huset, hvor den Gamle sjælden kom hen. Fra Huset ned til det Sted, hvor Baaden laa, gik Vejen gennem Græs; her var mine Spor ikke til at opdage, det var jeg rolig for. Jeg stillede mig ved Bred- den og spejdede ud over Floden. Alt roligt! Saa tog jeg Bøssen og gik et Stykke ind i Skoven for at skyde et Par Fugle, men fik saa Øje paa et vildt Svin; naar et Svin først engang er brudt ud hos en Far- mer, bliver det altid ved med at være vild. Jeg skød Fyren og slæbte den hen til Hytten. Nu hentede jeg Øksen og huggede løs paa Døren saa Splinterne Høj mig om Ørene. Derefter slæbte jeg Svinet hen til Bordet, skar med Økseæggen et Hul i dets Hals og lod den ligge paa Jorden til Forblødning. Paa den faststampede Lermasse, hvoraf Hyttens Gulv var lavet, samlede der sig saaledes en fæl Blodpøl. Der- efter tog jeg en gammel Sæk og fyldte en Del Sten i 49 den, sølede lidt om med den i Blodpølen og slæbte den saa ud gennem Døren og ned til Flodbredden, hvor jeg kylede den i Vandet. Den havde da efterladt sig et bredt, blodigt Spor, som selv en Blind maatte kunne finde. Hvor jeg dog ønskede, at Tom Sawyer havde væ- ret til Stede; han vilde nemt have fundet paa noget, som kunde kaste et romantisk Skær over alt dette; saa- dan noget var han ligefrem storartet til! Endelig rev jeg lidt Haar af mit Hoved, dyppede Øksebladet i Blod og klæbede Haarene fast i det - saa kastede jeg „Mordredskabet” hen i en Krog. Der- efter pressede jeg Saaret i Svinets Hals godt til, saa der ikke længere kunde dryppe Blod fra det, slæbte det ned til Stranden og lod det plumpe i Floden. Men da fik jeg endnu en god lde! Jeg tog hurtig Melsækken og Saven med mig tilbage til Huset; her ridsede jeg med Saven et lille Huli Sækken - jeg havde nemlig hverken Kniv eller Gaffel; den Gamle spiste altid alene ved Hjælp af sin Lomme- kniv. Derpaa slæbte jeg Sækken et Par Hundrede Me- ter gennem Græsset og Engen hen til en lille, østlig for Huset beliggende Sø, som var fuld af Siv, - og af Ænder, naar den Tid var. Ved Søens anden Side løb der en Sti ind i Skovtykningen; hvor den egentlig førte hen, vidste jeg ikke, men den gik da i hvert Fald i mod- sat Retning af Floden. Melet dryssede ganske jævnt og langsomt ud gennem Ridsen og Sækken efterlod et lille, hvidt Spor hele Vejen helt ned til Søen. Her efter- lod jeg den Gamles Slibesten; det skulde se ud, som om den tilfældig var tabt. Saa bandt jeg Hullet i Sækken til med en Stump Sejlgarn, tog den paa Nakken, hentede Saven og gik tilbage til min Baad. Nu var det næsten blevet helt mørkt; jeg roede Baaden et Stykke ned ad Floden, hvor jeg bandt den til en Pilestamme, og vilde vente her under de nedhæn- Huck Finns Hændelser. 4 50 gende Grene, indtil Maanen kom op paa Himlen. Saa spiste jeg et Par Mundfulde Mad, tændte min Pibe og begyndte for Alvor at eftertænke min Rejseplan. Jeg sagde til mig selv: naturligvis vil de følge det Spor, som den gamle Sæk har efterladt ned til Floden og der- efter vil de afsøge Vandet for at finde mit Lig. Og saa løber de efter Melsporet lige til Søen, og maaske meget længere gennem Skoven i Slugten paa dens modsatte Side, for at finde Røvere, der har myrdet mig og plyndret Huset. Ude i Floden vil de forgæves søge efter mit Lig, det er jeg forvisset om, og de vil snart blive trætte af Eftersøgninger og ikke længere gøre sig Bekymringer for min Skyld. Det er netop saaledes, jeg vil have det! Jeg kan da opholde mig i Fred, hvor jeg vil! Jack- son-Øen derovre er god nok til mig; fra tidligere Ud- flugter kender jeg Here gode Smuthuller og der kommer aldrig nogen hen. Ved Nattetider kan jeg saa ro over til Byen og forsøge, om jeg ikke hist og her kan rapse noget, som jeg særlig har Brug for. Hurra! Jackson- Øe-n- skal være mit Kongerige. - Jeg var blevet meget træt af alt det Slæberi og det første, jeg gjorde, var, at jeg faldt i Søvn! Da jeg igen vaagnede, vidste jeg ikke straks, hvor jeg var. Jeg satte mig over Ende og kigede lidt forundret omkring til alle Sider. Men saa kom jeg jo paa Tanke om det alt sammen! Floden saa nu saa umaadelig bred ud. Maanen straalede saa klart, at jeg ligefrem kunde tælle de Træ- stykker, der som mørke Genstande flød roligt afsted i en Afstand af hundrede Meter. Alt var saa stille og tyst, det lod til at være meget sent paa Natten, og Luf- ten var saa frisk, saa natlig, saa - ja, jeg kan ikke finde de rette Ord. Jeg gabede og rakte og strakte mig; saa skulde jeg lige til at gøre min Baad løs og ro videre, da jeg derude fra over Vandet blev opmærksom paa nogen Støj. Jeg 51 lyttede. Snart var jeg klar over, hvad det var. En dump, skurende og regelmæssig Lyd saaledes som den, Aarerne frembringer ved at bevæge sig i Jærnklam- merne, trængte gennem den tavse Nat. Jeg spejdede frem under Pilegrenene og - rigtig nok, det var en Baad, som gled hen over Vandet. Hvormange der var i den, kunde jeg ikke se. Den nærmede sig mere og mere og snart kunde jeg overtyde mig om, at kun en enkelt Mand sad i den. Hvad? tænkt jeg, det skulde da vel ikke være den Gamle, skønt jeg ikke havde ventet ham tilbage i Nat. Strømmen drev Baaden lige over mod mit Skjulested; Manden drejede saa af og roede frem gennem Breddens smuldne Vande, saa nær ved mig, at jeg kunde have berørt ham med Geværet. Rigtig nok, - der sad virkelig min Gamle og han var helt ædru, hvad jeg straks kunde slutte mig til af den Maade, hvorpaa han førte Aarerne. Nu gjaldt det om ikke spilde Tiden.. I næste Øjeblik drev jeg lydløst, men dog hastigt ned ad Floden, hele Tiden i Læ af Breddens Slagskygge. Saaledes bevægede jeg mig en halv Milsvej fremad, hvorpaa jeg lod min Baad drive mere ud i Midten af Floden, da jeg vidste. at jeg maatte være i Nærheden af Færgens Anlægsplads, hvorfra Folk kunde faa Øje paa mig og opholde mig. Jeg kom ind i Drivtømmerets Farvand og lod saa Strøm- men om Resten, idet jeg tændte min Pibe og lagde mig i Bunden af min Baad. Saa laa jeg der og røg og stirrede op paa den skyfri Himmel. Jeg havde ikke anet, at den kunde have et saa dybt, bundløst Udseende, naar man saaledes i Maaneskin ligger paa Ryggen og stirrer op mod den! Og hvor langt man dog i en saadan Nat kan høre Lyde paa Vandet! Jeg kunde høre Færgefolkenes Samtale inde fra Land og endog opfatte hvert Ord, de sagde. Den ene udtalte, at Dagene nu vilde blive længere og Næt- 4* 52 terne kortere. En anden svarede saa, at han ikke anslog den i Dag til de korteste, hvorpaa de alle lo; han gentog sin Bemærkning, som han vel har anset som en god Vittighed, - og de andre lo igen. Derefter ud- brød en af dem, at nu var Klokken allerede tre, saa det kunde vel næppe vare en hel Uge til, før det blev lyst; dette kom der endnu mere Munterhed ud af - og saa drev min Baad stadig længere og længere bort; efterhaanden blev Stemmerne utydelige, saa at jeg kun kunde høre Lyden, men ikke opfatte Ordene; deres Latterudbrud hørte jeg endnu længere, men saa svandt ogsaa det bort. Nu var jeg temmelig langt nedenfor Færgestedet. Jeg rejste mig op og saa Jackson-Øen forud for mig; med sin tætte, store Skov hævede den sig stor, mørk og omfangsrig op fra Havet; den kunde minde om en mægtig Damper uden Lanterner. Sandbanken, der af- sluttede dens Pynt, kunde ikke Ses; Vandet stod i Øje- blikket over den. Snart var jeg naaet ind. Først drev en stærk Strøm- ning min Baad forbi Pynten, saa kom jeg ind i roligt Vand og lagde til Kysten lige over for Illinois. Jeg gemte min Baad i en lille Vig, som jeg kendte; her laa den saa skjult bag tæt Pilekrat, at intet Menneske vilde kunne opdage den ude fra. Hurra, nu var jeg i Sik- kerhed! Saa krøb jeg op paa Strandbredden og satte mig paa Stammen af et væltet Træ; jeg sad og stirrede ud over den mægtige Flod med det sorte, stille drivende, Tømmer. Langt, langt derovre laa Byen; paa tre-fire Steder blinkede der Lys bag Vinduerne ligesom Stjær- ner. En kæmpemæssig Tømmerflaade dukkede nu frem med en Lanterne forude. Jeg betragtede den, da den langsomt kom svømmende forbi. En Mand stod paa den: „Agter-Aaren, giv Agt! Styrbord stød fra!” Det lød 53 som om han stod ved Siden af mig og dog var han midt ude i Strømmen. Paa Himlen tegnede sig de første dæmrende Forlø- bere for Daggryet og jeg lagde mig for at faa „en lille en paa Øjet” inden Frokost. OTTENDE KAPITEL. Solen stod højt paa Himlen, da jeg vaagnede; Klok- ken var sikkert allerede otte, om ikke mere endnu. Jeg hvilede i Græsset under Træernes Skygge og følte mig saa vel til Mode og tilfreds som Fuglen i sin Rede. So- len var kun synlig gennem smaa Aabninger mellem Træernes tætte Løvværk, som ellers indhyllede alt dunkel Skygge. De faa Solstraaler, som stjal sig gen- nem Kronerne, dannede ovale Lyspletter paa Skovbun- den, disse flyttede sig hele Tiden lidt frem og tilbage, hvoraf man kunde slutte, at der deroppe luftede en sagte Vind. Et Par Egern sprang muntert fra Gren til Gren og kigede glade ned til mig. Jeg følte mig saa doven og godt tilpas, at jeg slet ikke tænkte paa at rejse mig op og tilberede min Fro- kost. Tværtimod lukkede jeg igen Øjnene for at døse hen lidt endnu; men i det samme hørte jeg en noget ubestemt, dump Lyd; det forekom mig som der fra det Fjærne paa Floden lød: „Bum-bum”. Jeg rejste mig halvt op, idet jeg støttede mig paa Albuen og lyttede. Saa hørte jeg det igen! Men saa sprang jeg op, løb ned til Kysten og Spejdede gennem Buskene! Ganske rig- tig, et godt Stykke oppe ad Floden, omtrent ud for Fær- gestedet, saa jeg en Røgsky drive ud over Vandet. Der kom ogsaa Færgebaaden tilsyne, helt fuld af Folk. Nu vidste jeg, hvad der var paa Færde! Bum! lød det og 54 jeg kunde tydelig se en lille Røgsky puste ud fra en af Skibets Sider. Store Gud! de fyrede Kanoner af ud over Vandet for at faa mit Lig til at flyde op i Vand- skorpen! Imidlertid var jeg bleven dygtig sulten, men jeg kunde slet ikke tænke paa at tænde Ild; Røgen kunde nu let forraade mit Opholdssted. Saa satte jeg mig til Ro, betragtede Kanonrøgen og hørte paa deres: Bum! Bum! Floden var her en Fjerdingvej bred og frembød paa denne Sommerdag et overordentlig tiltrækkende Skue - jeg tilbragte en rigtig fornøjelig Tid, medens de der- ude søgte efter mine jordiske Rester. Naar blot jeg havde haft noget at spise! Da kom jeg pludselig i Tan- ker om, at Folk under saadanne Forhold plejede at skære en lille Fordybning i et Brød, hælde Kviksølv deri og saa sætte det ud i Vandet, fordi de mener, at det da vil drive lige hen til, hvor den Druknede ligger, og saaledes vise Vej. Naada! tænkte jeg, kunde Du faa Fingre i et saadant Brød, vilde det komme mere til Pas for Dig selv end for dit Lig. Og rigtig, næppe havde jeg passet lidt paa, før der virkelig kom noget, som i paafaldende Grad kunde ligne et saadant Brød. Med en Stang fik jeg det lykkeligt bjærget i Land; det var det skønneste Stykke Bagerbrød, man kunde ønske sig; den Slags, som fine Folk plejer at spise, og ikke det haarde, sorte, elendige Tøjeri, som man kun kan knække sine Tænder i. Jeg tog Proppen af, hældte Kviksølvet bort og smagte paa det. Ja, man maa sandelig først „gaa bort”, før man faar den Slags gode Sager! - Lidt efter sad jeg atter paa min Træstamme, lod Brødet smage mig og fulgte mine Ligfiskeres Anstræn- gelser. Pludselig fik jeg en lndskydelse, der gjorde mig varm om Hjertet. Ser Du, tænkte jeg, nu har sikkert Enken eller Præsten bedet en Bøn for, at Brødet skulde finde mig, og Forsynet har sørget for, at det har fundet 55 mig. Saa maa der altsaa alligevel være noget derom! Det var mærkeligt, naar et Menneske som Præsten eller Enken beder for mig, saa gaar det i Opfyldelse; for mig selv vil det aldrig lykkes. Saaledes er det, naar de rette Folk kommer til! Nu tændte jeg min Pibe og saa igen ud til Fartøjet. Det drev med Strømmen her over ad, og da det be- vægede sig langs Øen, vilde det sikkert komme om- trent lige saa nær hen til mig som Brødet. Paa den Maade vilde jeg faa Lejlighed til at betragte mine „sør- gende Efterladte” paa nært Hold. Da det kom nær- mere, slukkede jeg min Pibe, gik ned til Kysten, hvor jeg havde fisket Brødet, og lagde mig ned bag en tve- delt Træstamme, hvor jeg bekvemt kunde kigge dem alle om Bord ud. Nu var de tæt inde paa mig, saa nær, at de ved at stikke et Brædt ud kunde have gaaet i Land fra Far- tøjet. Næsten alle mine kære Bekendte var om Bord. Min Gamle, der dog saa lidt benauet ud, Dommer That- cher og hans Datter Bessie, Joe Harper og Tom Saw- yer med sin Broder, sin Søster, hans gamle Tante Polly og mange andre. Enken og Miss Watson savnede jeg, de var antagelig for dybt nedbøjede af Sorg til at kunne følge med. Alle tale de sammen om Mordet, men blev afbrudt af Kaptajnen, som raabte: „Her maa De alle passe godt paa! Strømmen sæt- ter stærkt mod Land her, og det kan let være sket, at den har drevet ham ind mod Kysten og at han hænger mellem Grenene i Vandkanten. Jeg haaber paa, at vi skal finde ham her!” Det kunde jeg ikke være enig med ham i! De trykkede sig nu alle op mod Rælingen, stirrede ind mod mig og turde næppe trække Vejret - jeg kunde have let dem op i Ansigtet, saa grundkomisk forekom deres alvorlige Miner mig. 56 „Bum-m-m!” Kanonen knaldede denne Gang saa nær ved mig, at jeg næsten blev døv af Braget og blæn- det af Røgen; jeg troede, jeg var dødsens. Havde der været Kugle i Kanonen, havde de sikkert faaet Ram paa det Lig, som de saa ivrigt søgte. Lidt efter lidt kom jeg til mig selv igen og mærkede, at jeg, Himlen være lovet, endnu var hel og holden. Imidlertid havde Færgen allerede fjærnet sig langs Øen og var næsten ude af Sigte. Ved Pynten af Øen drejede den nemlig og gled ned langs den anden Side, idet der stadig af og til lød et Skud. Hurtig løb jeg tværs over Øen og fik den endnu engang at se, før de, trætte af det sørge- lige Eftersøgelsesarbejde, atter vendte tilbage til Byen. Nu haabede jeg paa, at jeg kunde glæde mig ved ufor- styrret Ro! Jeg hentede mine Fangstredskaber fra Baaden og indrettede mig rigtig husligt dybt inde i tæt Skov. Ved Hjælp af mine Tæpper indrettede jeg mig en Slags Telt og stillede mine Sager derind for at beskytte dem mod muligt Regnvejr. Saa fangede jeg en Fisk, tændte Ild og kogte den som Aftensmad. Senere kastede jeg min Snøre ud for ogsaa den næste Dag at have noget til Frokost. Da det begyndte at mørkne, satte jeg mig med min Pibe ved Ilden og følte mig særdeles vel tilfreds med mig selv. Efterhaanden forekom det mig dog lidt en- somt; jeg gik da ned til Strandbredden og saa paa Vandmassernes Forbidragen, kiggede op paa Himlens blinkende Stjærner og gav mig til at tælle de Brædde- stumper, jeg saa flyde forbi. Saa gik jeg omsider til- bage til Teltet og lagde mig til at sove. Der givet in- tet bedre Middel end Søvn til at fordrive Følelsen af Ensomhed med. Saaledes gik nu tre Dage og Nætter i samme Ens- formighed. Jeg fik da den Tanke at foretage en Op- 57 dagelsesrejse til det Indre af Øen. Den var jo mit Rige; jeg var saa at sige Enehersker over den og vilde gerne lære hver Plet af den at kende; men frem for alt gjaldt det om at faa Tiden til at gaa. Jeg stødte paa en Overflødighed af saftfulde, modne Jordbær, og der var ogsaa en Mængde andre, men umodne Bær; jeg haabede, at de allesammen vilde blive spiselige Læk- kerbidskener for mig, naar Tidens Fylde kom. Jeg banede mig da Vej gennem den tætte Skv, ind- til jeg mente, at jeg omtrent maatte være naaet til Øens sydlige Pynt. Min Bøsse havde jeg taget med mig, men jeg havde ikke gjort Brug af den, da jeg frygtede for, at dens Knald skulde røbe mig. Engang var jeg nær snublet over en ret anselig Slange; den smuttede videre gennem Græsset, og, medens jeg løb bag efter den uden at se til Siderne, kom jeg pludselig til at staa foran Asken af et Lejrbaal, hvorfra det endnu røg lidt. Mit Hjærte var lige ved at holde op med at slaa, saa overrasket blev jeg. Uden at se mig videre omkring listede jeg paa Taaspidserne, saa lydløst som muligt, bort derfra. Fra Tid til anden standsede jeg lidt og spidsede Øren, men mit Hjærte bankede saa voldsomt, at det generede mig i at lytte. Saa listede jeg mig videre fremad. Hver Gang en ny Træstamme dukkede frem for mit Blik, troede jeg, at det var et Menneske; traadte jeg paa en tør Gren, saa den knækkede, fik jeg For- nemmelsen af, at jeg selv blev kløvet igennem af en eller anden, og at jeg kun fik Lov til selv at beholde den mindre Halvdel. Da jeg naaede min Lejrplads, var jeg ikke meget værd, mit Mod var sunket adskillige Grader, men jeg tænkte ved mig selv: Nu skal Du ikke være saadan en Nar, at Du længere snuser omkring i Skoven! Pak. dine Sager sammen i Baaden, saa Du kan være rede til Flugt, om det bliver nødvendigt! 58 Jeg slæbte saa igen hele mit Kram ned til Strand- bredden og fik det i Baaden, slukkede den sidste Glød af mit Lejrbaal og spredte Asken, saa enhver kunde se, at det maatte være mindst et Aarstid siden her havde været Ild sidste Gang. Saa klatrede jeg op i Kronen af et Træ og satte mig paa Udkig. Der oppe sad jeg et Par Timer uden at se eller høre noget mistænkeligt, skønt jeg hele Tiden troede at høre og se alt muligt. Evig og altid kunde jeg dog ikke sætte mig til Ro deroppe og krøb saa ned igen. Men dog holdt jeg mig stadig til den tætteste Del af Skoven og passede nøje paa alt, hvad der foregik rundt omkring mig. Jeg havde ingen anden Føde end Bær og saa det af Fisken, jeg havde levnet ved Frokosten. Da Mørket faldt paa, var jeg bleven skrupsulten. Før Maanen stod op, gik jeg saa i min Bad og roede over til Illinoisbredden - det var kun en Rotur paa en Fjerdingvejs Længde -, her landede jeg og kogte min Mad inde i Skoven. Jeg skulde just til at søge mig et bekvemt Sted her til at overnatte paa, da jeg hørte Hestetrampen og snart efter kunde skelne Lyden af Stemmer. Forberedt paa det værste skyndte jeg mig at slæbe mine Ting ned i Baaden, men listede mig saa dog tilbage for at se, hvad der vel kunde være paa Færde. Jeg var ikke naaet ret langt, da jeg pludselig hørte en Mandsstemme udtale de Ord: „Naar vi nu kunde finde en bekvem Plads, vil vi slaa os ned her, Hestene er jo dødtrætte.” Jeg nølede nu ikke længe, men krøb lydløst tilbage til min Baad og roede bort. Ved mit gamle Landings- sted paa Øen gjorde jeg Baaden fast og besluttede mig til at overnatte i den. Sove kunde jeg imidlertid ikke; Tankerne holdt mig vaagen. Om jeg end en enkelt Gang blundede lidt hen, 59 vaagnede jeg straks efter op og indbildte mig hver Gang. at jeg havde hørt en mistænkelig Knagen. Det var der ikke meget Grin ved! Paa den Maade kunde det ikke blive ved at gaa, og jeg sagde til mig selv: Du staar op og ser efter, hvem der bor paa Øen sammen med Dig; Du maa slaas med ham og overvinde ham eller selv dø! Allerede denne Beslutning satte mig i bedre Humør. Som tænkt, saa gjort. Jeg greb mine Aarer og gav Baaden et let Stød udad og saa lod jeg den drive langs Øen, idet jeg omhyggeligt sørgede for at holde mig un- der Kystens Slagskygge. Maanen skinnede saa klart, at det ude paa Floden var saa lyst som ved Dagstid. Om- trent en Time drev jeg saaledes, alt omkring mig var saa tyst, som om alt hvilede i dyb Søvn. Nu havde jeg næsten naaet Pynten. Jeg mærkede en kølig Luft- ning, og det betød det samme for mig, som om nogen havde fortalt, at Natten snart var til Ende. Saa vendte jeg min Baad, stødte Stævnen ind paa Land, greb min Bøsse og sneg mig ind i Skovbrynet. Her satte jeg mig paa en Træstamme og bemærkede, hvorledes Maa- nen lidt efter lidt viskedes ud, medens der faldt Tus- mørke over Vandet og en smal, graaliglys Stribe i Øst forkyndte Dagens Komme. Det var da Tid at hænge Geværet over Skulderen og liste hen til det Sted, hvor jeg havde opdaget de ulmende Rester af et Lejrbaal. Men det lykkedes ikke rigtig for mig at genfinde Stedet. Endelig fik jeg Øje paa et svagt Brandskær mellem Træerne. Jeg sneg mig derhen og, da jeg var ganske nær Stedet, fik jeg Øje paa en Mand, der laa paa Jor- den. Jeg troede, jeg skulde synke i Jorden. Manden havde viklet et Tørklæde om Hovedet og laa lige op til Ilden. Omtrent tre Alen fra ham krøb jeg ind i et tæt Buskads og holdt skarp Udkig med ham. Det lys- nede nu mere og mere. 60 Pludselig rejste han sig overende, gabede, strakte sig og viklede sig helt ud af Tørklædet. Mit Hjærte holdt ligefrem et Øjeblik op med at slaa, da jeg saa nøjere til - for hvad opdagede jeg saa? - Jim! Miss Watsons Jim, den gamle, tro Neger! Hvor blev jeg glad over at se ham! - „Jim, halløj Jim!” raabte jeg og sprang frem fra Buskene. Han stirrede paa mig med rullende Øjne, foldede sine Hænder og sank bønfaldende paa Knæ: „lkke gøre gamle Jim noget, ikke gøre noget! Mig kun stakkels, gammel Neger, mig ikke gøre stakkels Spøgelse noget. Gamle Jim altid været god mod døde Mennesker og Spøgelser. Du gaa igen ned i Vandet, hvor Du komme fra. Stakkels Hucks Spøgelse gøre ikke gamle Jim noget ondt, gamle Jim altid været din gode Ven!” Jeg fik ham dog snart beroliget og gjort begribeligt, at jeg ikke var død og min egen Genganger. Jeg var saa glad over at have fundet Jim; - jeg var da ikke længere alene. Jeg lod ogsaa Jim vide, at jeg ikke var bange for, at han skulde forraade mig. Jeg fortalte op og ned ad Stolper og han sad og stirrede forundret paa mig, men aabnede ikke sin Mund. Endelig udbrød jeg: „Naa, nu er det næsten høj, lys Dag. Lad os faa lidt Frokost. Kan Du sørge for, at Ilden blusser godt op!” „Hvorfor skal Jim blusse Ilden op? Hvorfor koge Jordbær og saadan Stads? Men Du har Bøsse jo og- saa, Du skyde anden Ting end Jordbær!” „Jordbær og saadan Stads?” gentog jeg, „har Du ikke faaet andet at leve af, stakkels Fyr?” „Mig ikke finde andet!” svarede han. „Hvor længe har Du været her, Jim?” 61 „Jim være kommet den Nat, Du var død!” „Hvad? Har Du været her saa længe?” „Ja, Jim tale Sandhed!” „Og i al den Tid har Du kun levet af Jordbær og „saadan Stads”?” „Kun saadan slette Stads, stakkels Jim!” „Saa maa Du jo være helt forsultet, stakkels Fyr!” „Jim kunde æde hel Hest, kunde Jim, sikker nok! Hvorlænge Du være paa Øen?” „Lige siden den Nat, da jeg blev myrdet!” „Tale Du Sandhed? Hvad har Du at spise? Aa. Du har Bøsse, det være godt! Du nu skyde god Steg, Jim saa lave Ild!” Nu gik vi først hen til Baaden, og medens Jim søgte en god Plads til Baalet, hentede jeg Flæsk og Kaffe, Kaffekande og Stegepande, Sukker og Stenkrus. Jim stirrede saa løjerligt, da han saa de mange Sager, og tænkte vel, at det gik til med Hekseri. Derpaa fangede jeg en mægtig Havkat, som Jim tilberedte og derefter ristede. Da Frokosten var færdig, gav vi os i Lag med den saa varm som den var, navnlig gik Jim til Værket med ligefrem Dampkraft; han var virkelig saa forsulten, den stakkels Fyr, at man næsten kunde høre de første, store Bidder falde med et Plump ned i hans tomme Mave. Da vi rigtig var blevet mættet, lagde vi os be- kvemt i Græsset og saa spurgte endelig Jim: „Men Huck, gode kære Huck, hør gamle Jim. Hvem da være det, som stukket Huck død i den gamle Hytte derovre?” Jeg fortalte ham saa det hele, og han fandt det ud- mærket klogt og fiffigt regnet ud. Han bemærkede, at selv Tom Sawyer ikke kunde have regnet det saa fint ud. Jeg følte mig meget stolt over den Ros, han ydede mig, og spurgte saa: 62 „Men hvordan i al Verden gik det til, at Du kom her over, Jim? Hvorledes og hvorfor?” Han saa med Uro paa mig, men tav; ikke et Ord kom han frem med. Lidt efter mumlede han dog: „Jim hellere ikke sige noget!” „Hvorfor dog det, Jim?” „Jim vide mange Grunde! Dog Huck ikke forraade gamle Jim, det vil Huck ikke?” „Jeg vil lade mig hænge, om jeg gjorde det, Jim!” „Jim tror Dig, gamle Jim tror Dig, Huck! Jim - stakkels gamle Jim være løbet bort!” „Jim, dog!! -” „Huck, Du ikke forraade Jim; det love Huck - Du ikke sladre om gamle Jim!” „Godt, det har jeg lovet Dig, Jim, og jeg skal holde mit Ord; jeg vil lade mig dræbe, om jeg ikke gør det! Saa lad Folk foragte mig og skælde mig ud for „Abo- litionist”, om det skal være, det er mig ligegyldigt. Jeg fortæller ikke noget og vender for Resten heller ikke selv tilbage. Altsaa, Jim; ud med Sproget!” „Ja, Huck! Det være saaledes: Gamle Misse - Miss Watson altsaa - har gamle Jim meget plaget. være altid saa vred paa gamle, stakkels Jim. Dog al- drig tale om ville sælge gamle Jim til New Orleans. Men saa være kommet en Negerkøbmand, som tale meget med gamle Missen, saa blive ]im saa meget bange. En Aften mig krybe hen til Døren og mig høre gamle Missen sige til Enken: „Missus Douglas,” sige hun, „jeg ikke vil sælge min Neger, men otte Hundrede Dollars være mange smukke Penge, mange smukke Penge, jeg ikke rigtig vide, hvad jeg gøre!” Enken sige: „O, ikke sælge stakkels, gamle Jim, han være god Karl, være brav Neger!” Jim ikke lytte mere, men løbe kun hur- tig bort, langt, langt bort!” „Mig løbe videre, videre ved Floden for at stjæle 63 Baad ved Vandet; men Jim se Folk alle Steder, hele Natten være Folk. Jim ligge i den gamle Smedehytte og vente. Ved seks Morgen kommer mange Herrer og Damer, de stiger i Baad, de fortæller Huck være dræbt derovre i Skoven, den Gamle været og sige det, de gaa og se Mordstedet. Stakkels Jim være saa bedrøvet, da han det høre. Han tænke: Stakkels Huck være en god Dreng og en lystig Dreng! Stakkels Huck!” „Gamle Jim maatte ligge altsaa i den gamle Smede- hytte hele Dagen. Han være frygtelig sulten, men ikke angst. Han vide, den gamle Misse og Enken gaa til Møde tidlig langt bort, og Jim maa drive Kvæg i Mar- ken; de vilde ikke altsaa søge efter Jim.” „Om Aftenen krybe Jim saa ud og gaa igen ned til Floden. Han tænke, hvad han gøre. Naar Jim gaa paa Fødderne, tager Hunde ham, naar han stjæler Skib, tager Mennesker ham; han bruge en Flaade, der er god, den sætte ikke Spor.” „Han altsaa se sig omkring - og snart se Jim Lys svømme paa Vandet. Han tænke, det være en Flaade, springe i Vandet og svømme langt, langt i Midten Kom- me saa ogsaa derhen til Flaade, og Jim, gamle, stak- kels vaade Jim holde fast og sidde helt bag paa Flaade. Han tænke, Natten være sort og Jim ogsaa være sort; saaledes ingen se Jim og han ligge paa Ryggen paa Flaa- den. Mange Mænd der være foran ved Lyset, de snakke, le og drikke, og stakkels Jim tænker, han kan drive saaledes den hele Nat. „Men Jim have ikke Lykke, stakkels Jim! Flaaden næppe være her ved Øen, saa komme en med Lan- terne hen, fare løs paa Jim. Stakkels Jim maa igen i det kolde Vand! Svømme saa til Øen, maa søge længe, for Kysten er saa stejl, men saa komme Jim endelig op. Han gaar ind i Skoven, Jim vil ikke mere kende Flaaden, hvor Mand komme med Lanterne. Men Jim 64 have Pibe og Tobak og tørre Svovlstik i Huen, saa være han helt glad, gamle Jim!” „Og saa har Du i hele den Tid slet ikke smagt hver- ken Kød eller Brød, stakkels Jim? Du har vel natur- ligvis hele Tiden holdt til, hvor Skoven er tættest? Har Du hørt, hvorledes de fyrede Kanoner af?” „Ja, det være Sandhed, Jim tænke: Stakkels lille Huck, nu søge de efter hans Knogler! Jim ogsaa se Færgebaaden gennem Buske!” Nogle unge Fugle kom flyvende, de fløj stadig nogle Meter og slog sig saa ned. Jim sagde, at det var Tegn paa Regn, i det mindste slog dette altid til, naar Agerhøns-Kyllinger fløj paa den Maade; saa maatte det samme vel være Tilfældet ogsaa for andre unge Fugles Vedkommende. Jeg vilde fange et Par af dem, men Jim fik mig fra det; det betød Død, oplyste han mig om. Hans Fader havde engang været meget syg, og saa havde Jim fanget en Fugl, men hans Bedstemoder havde saa straks forudsagt, at Faderen vilde dø, og gan- ske rigtig skete det et Par Dage senere. Jim belærte mig ligeledes om, at man aldrig maatte tælle de Sager, hvoraf man tilberedte Middagen; det vilde nemlig bringe Ulykke; heller ikke maatte man ryste en Dug efter Solnedgang. Endvidere sagde han, at, naar en Bistade-Ejer døde, skulde man fortælle Bi- erne om Dødsfaldet, før Solen stod op den næste Mor- gen; i modsat Tilfælde vilde de holde op med at bestille noget og ligeledes lægge sig til at dø. Bierne stak aldrig dumme Personer, fortalte Jim, men heri kunde jeg nu ikke give ham Medhold; jeg havde saa ofte haft Bier efter mig, men de havde aldrig stukket mig. Meget af dette vidste jeg i Forvejen, men dog langtfra alt. Jim kendte næsten alle Slags Varsler, sagde han. Nu forekom det mig, at alle Slags Varsler eller lignende Tegn altid betyder noget ondt, og jeg spurgte ham da, 65 om der ikke gaves Varsler eller Forudsigelser, som bragte Lykke. Han svarede: „Gruelig faa! og de være ikke stort værd. Hvor- dan Du da vide om, naar Lykke kommer? Du maaske Dig vil beskytte mod den? Lykken være mægtig stærk, Lykken komme helt selv uden Tegn. Naar Du have Haar paa Bryst og Haar paa Arme, Du blive meget rig engang. Det være godt Tegn. Naar Du være fattig og ulykkelig og ikke mere vil leve, Du se saa paa dine Haar og tænke, vente lidt endnu, bliver maaske bedre, snart, snart!” „Har Du haarigt Bryst og Arme, Jim?” „Hvorfor spørge Du? Du ikke selv se det? Jim har Haar!” „Er Du nu rig da?” „Nej, men Jim kunde være saa rig og Jim vil være rig engang til, snart! Engang Jim eje fjorten Dollars - men Jim spekelere og tabe - tabe alt!” „Og i hvad „spekelerede” Du da, Jim?” „I en Ko, Huck, i en levende Ko! Dumme gamle Jim, gaar hen og stikker ti Dollars i en gammel syg Ko. daarlig Kvæg, den dø tre Dage efter!” „Og de ti Dollars var gaaet fløjten, Jim?” „Nej, ikke helt fløjten! Kun ni! Jim gaa hen og sælge Skind og Talg for en Dollar ti Cent.” „Du reddede altsaa det og havde saa fem Dollars og ti Cent tilbage. Jim. „Spekelerede” Du saa endnu mere?” „Ja! Huck, Du kende nok den etbenet Neger, som være hos Mistor Bradish? Gamle Neger da grunde en Bank og sige, hver Neger, som bringe en Dollar, faar fire Dollar, naar Aaret være gaaet. Alle Negre komme og bringe Penge, men have ikke meget. Jim være den eneste, som have noget saa han vil ogsaa ha mere end andre Negre. Jim sige, naar Jim ikke faar mere, holde Huck Finns Hændelser. 5 66 han selv Bank. Den etbenet Neger sige, der være for lidt Penge for to Bank, han vil give Jim femogtredive Dollars for fem ved Enden af Aaret. Dumme Jim altsaa give fem Dollars i Bank. Tænke saa, han straks spekelere med de femogtredive Dollars og ikke vente til Aaret være til Ende. En anden Ne- ger, Bob, har fisket mange Træstammer Op af Floden, en hel Flaade, uden hans Herre vide det. Jim købe alt- saa Træet og sige, Bob skal have de femogtredive Dol lars af Banken ved Enden af Aaret. Men om Natten være Træet stjaalet, og den anden Morgen sige den et- benet Neger, Banken være fallit og saa ingen faa Penge, Jims fem Dollars være borte!” „Og de ti Cent. Jim, hvad har Du faaet ud af dem?” „Først vilde Jim købe noget med dem. Men saa drømme han i Nat, at han skal give de ti Cent til gamle Neger Balam - „Balams Æsel” kalde ham fordi han være saa meget dum -, men gamle Balam have altid Lykke, og stakkels Jim have slet ikke Lykke. Drøm- men saa fortælle: Jim skal give Balam Pengene og Ba- lam raade for dem, saa faa Jim ogsaa Lykke. Balam tage saa de ti Cent og gaa i Kirke og høre Præsten sige: „naar Du give den Fattige, saa laane Du Herren og Du vil faa hundrede Gange alt tilbage!” Gamle Balam saa give de ti Cent til de andre gamle, fattige Negre og sidde nu og vente og vente paa, hvad der nu komme!” „Naa, og hvad blev der saa af dem, Jim?” „Ingen Ting, Huck! Stakkels Jim hans Cent være ogsaa borte. Du skal faa Hundrede Gange, sige Præ- sten. Hundrede Gange! Jim være saa glad for sig stakkels, lille Ti-Cent, naar han have den igen!” „Naa, Jim, lad nu det være godt! Saalænge Du endnu har Haar paa Bryst og Arme har Du jo Udsigt til at blive rig endnu en Gang!” „Sandhed! Og Jim være allerede rig nu! Jim eje 67 sig selv og være sin egen Herre! Havde Jim kun de Penge, stakkels Jim ikke ønske mere!” NIENDE KAPITEL. Jeg havde Lyst til endnu en Gang at besøge et Sted, som jeg havde lagt Mærke til paa min Opdagelsesrejse, omtrent midt paa Øen. Saa begav vi os altsaa paa Vej og naaede ogsaa snart dertil, for hele Øen kunde man i Løbet af en Timestid spadsere igennem paa langs, og paa tværs var man ikke længere end en halv Time om det. Det Sted, jeg agtede at undersøge, var et temmelig stejlt Højdedrag, hvis øverste Spids vel nok befandt sig fyrretyve Fod over Jordsmonnet. Det tog os ikke saa kort Tid at klatre derop, thi de stejle Sider var fuldt af tæt Smaakrat. Deroppe kravlede vi rundt og eftersaa alt og opdagede da paa Illinois-Siden, næsten oppe ved Toppen, en stor, smuk Hule. Den var lige saa stor som to-tre Værelser tilsammen og Jim kunde magelig staa oprejst derinde. Og hvor behagelig køligt der var! Jim foreslog, at vi skulde straks forlægge vort Kvarter her- til, men jeg syntes ikke rigtig om det Forslag, da vi saa altid skulde klatre saa meget. Jim gjorde saa opmærksom paa, at vi, naar vi fik skjult Baaden rigtig godt og bragt alle vore Sager herhen saa udmærket kunde søge Skjul her, hvis der engang skulde komme nogen og søge efter os; uden Sporhund vilde det være umuligt at opdage vort Skjulested. Og, vedblev han indtrængende, de unge Fugle havde jo alle- rede bebudet Regn; jeg vilde maaske have alt gennem- blødt! Det fik mig til at give efter. 5* 68 Altsaa vendte vi tilbage til Baaden og roede den til det Sted paa Stranden, som var nærmest ved vor Klippe; saa lossede vi og bragte alt op i Hulen. Saa opsøgte vi et Skjulested for Baaden og fandt ogsaa et saadant under et Pilekrat; derefter tog vi de Fisk, som var paa Snø- rerne, og satte Fangstredskaberne ud igen. Nu var det Tid at tænke paa Middag. Hulens Aabning var temmelig stor, og ved den ene Side sprang Klippen noget frem, saa vi helt bekvemt kunde antænde vor Ild derpaa, hvilket vi ogsaa straks gjorde for at faa Middagsmaden kogt. Vore Tæpper udbredte vi over Hulens Gulv, lagde os derpaa og nød vort Maaltid. Vore mange Sager blev stillet op i Hulens Baggrund. Nu varede det ikke ret længe, før Himlen blev over- trukket af mørke, truende Skyer, og det begyndte at tordne og lyne. De unge Fugle havde altsaa denne Gang virkelig spaaet rigtigt! Aldrig havde jeg oplevet et saa- dant Vejr. Det øsede ned; det var ligefrem et helt Vandfald, som pøsede ned; alting udenfor blev helt gravsort, og selv de nærmeste Træer kunde man kun se som gennem et tæt Spindelvæv. Det var et helt Som- meruvejr. Ved de stærke Vindstød dukkede Træerne deres Kroner saa dybt ned som vilde de slaa Kulbøtter og til en Forandring for en Gangs Skyld stikke Rød- derne til Vejrs; det hele saa ganske forvirret og afsin- digt ud. Ligesom alt saa var allermørkest og Stormen rasede voldsomst, blev alt pludselig oplyst af et flammende Lyn, saa man kunde se langt, langt ud over og ind mel- lem de svajende Trækroner; i næste Øjeblik laa det hele igen i Gravmørke, medens Tordenen sprang frem med et frygteligt Knald og derefter skramlede over i en Buld- ren, der lød som om tomme Tønder blev rullet ned ad stejle Trapper, hvor de rigtig kunde brage og knage mel- lem hverandre. 69 „Dette her er rigtig nydeligt, Jim!” udbrød jeg. „Gud være lovet, at vi er inden Døre. Lang mig Fisken en Gang til og saa en ordentlig Skive Rugbrød.” „Gamle Jim være Skyld i, at Du er her, Huck! Uden gamle Jim være Du nu vaad og kold og næsten være druknet i Skoven. Ja, ja, unge Høner vide, naar Regnen kommer, og unge Fugle ogsaa vide det!” Floden vedblev nu med at stige omtrent i ti-tolv Dage indtil Vandet tilsidst naaede helt op over dens Bredder. Paa de laveste Steder var Øen tre til fire Fod under Vandoverfladen. Om Dagen roede vi om- kring paa disse Steder af Øen; det var herligt køligt inde i Skoven, medens Solen udenfor brændte og bagte. Naar vi saa trængte ind til Fods mellem Træerne, kunde det af og til hænde, at vi traf paa et saa tæt, uigennem- trængeligt Fletværk af Skovranker, der slyngede sig omkring Stammerne og fra Træ til Træ, at vi maatte søge fremad i en anden Retning. Paa hver omstyrtet Træstamme sad Kaniner og Egern, medens Slanger og Skildpadder holdt til i Sprækkerne; eftersom Over- svømmelsen havde varet to-tre Dage var de saa tamme, eller rettere saa udhungrede, at man kunde tage dem med Hænderne. Vi fangede ogsaa et Par Kaniner, men lod de andre Dyr løbe; der var ved vor Hule nok af dem; de holdt mere end ønskeligt var til i Klippekløften. Hele Floden drev med Drivtømmer. Vi fik Lejlig- hed til at bjerge et helt Stykke af en Tømmerflaade, det bestod af ni tykke Fyrretræ-Planker paa omtrent tolv Fods Bredde og henved seksten Fods Længde. Det var stærkt, solidt Tømmer, og vi gemte det da ogsaa godt under Pilene i den Tanke, at vi maaske en Gang kunde faa god Brug for det, hvilket ogsaa senere vir- kelig blev Tilfældet. En Nat lige før Daggry - om Dagen vovede vi os ikke herud - fik vi Øje paa et helt Bræddeskur, som 70 kom drivende paa en lille Flaade. Vi styrtede i Baa- den, lagde klods ind til Flaaden og kigede gennem et Vindue ind i Skuret; men endnu var det ikke lyst nok til at skelne noget derinde; vi gjorde derfor Baaden fast og ventede taalmodigt, indtil det blev Dag. Førend vi endnu havde passeret Øen, klarede det saa meget, at vi kunde skelne alt. Vi kigede da ind i Skuret og saa en Seng, et Bord, to gamle Stole, for- uden en Mængde Genstande, der laa spredt paa Gulvet. I et Hjørne laa der noget, som nok kunde se ud som et Menneske, men han rørte sig ikke. „Hallo, De der!” raabte Jim. Det rørte ikke paa sig. Saa brølte jeg - intet Svar. „Ham ikke sove,” udbrød Jim, „ham være død. Du blive her, Huck, Jim se efter.” Han traadte ind i Skuret, bøjede sig ned og betrag- tede Bylten, hvorpaa han udbrød: „Det være død Mand! Ja, ogsaa hans Klæder være borte. Han være skudt i Ryggen. Han nok ligge der død fire, fem Dage. Kom herind, Huck, men ikke se herhen, være gyseligt, puh!” Jeg saa følgelig ikke til den Side. Jim kastede et Par gamle Pjalter over Liget, hvad han ikke havde behø- vet; jeg skulde nok holde Øjnene derfra. Rundt om paa Gulvet laa gamle, krøllede og fedtede Spillekort, tømte Brændevinsflasker og to sorte Klædes Masker; Væggene var bemalet med tarvelige Fyndord og daar- lige Billeder, alt sammen ved Hjælp af Sortkridt. Paa Væggen hængte der ogsaa forskellige Mandfolke- og Kvindeklæder, blandt andet en Fruentimmerstraahat og nogle Skørter. Paa Gulvet laa henkastet en stribet Bar- nestraahat og en knust Patteflaske. Der stod ogsaa en gammel Koffert uden Laag; deri var dog intet bruge- ligt. Det var tydeligt nok, at Beboerne var kommet hastigt afsted, da de forlod Skuret. 71 En Mængde forskellige Ting stuvede vi i Baaden, idet vi tænkte, at det med Tiden kunde finde Anvendelse. En gammel Bliklygte, en Slagterkniv uden Skaft, en hel ny Lommekniv, som overalt var noget værd, en Mæng- de Tællelys, nogle gamle, forrevne Tæpper, en Kasse med Syrekvisitter, en Saks, Hammer og Søm og mange andre Sager fandt vi frem og slæbte ned i Baaden; til Slut fandt jeg en temmelig god Stok uden Haandtag; alt dette maatte ogsaa med. Med et rigt Bytte stødte vi saa fra Flaaden. Alt i alt kunde vi saaledes være rigtig tilfredse. Imidlertid var det blevet helt lys Dag og vi havde fjær- net os temmelig langt fra Øens Pynt. Jeg maatte bede Jim om at lægge sig ned i Baaden og dække sig til med de gamle Tæpper; hvis han nemlig havde siddet oprejst, vilde ethvert Barn, selv i en halv Mils Afstand, kunnet se, at der var noget saa mistænkeligt som en Neger om Bord. Saa roede jeg hastig ind til Øen uden selv at se nogen eller at blive set af nogen. Saaledes naaede vi lykkeligt vort Hjem efter det natlige Eventyr. TIENDE KAPITEL. Efter Frokost havde .jeg nu nok haft Lyst til at drøfte vor Oplevelse og anstille Gisninger om den døde Mand, vi havde fundet liggende i det drivende Skur; men Jim vilde ikke ind derpaa, fordi det vilde bringe os Uheld. Han paastod ogsaa, at den dødes Aand kunde spøge hos os, fordi et Menneske, der ikke er begravet, huserer lettere omkring end et, som tilfreds og behageligt ligger under tre Alen Jord. Denne Bemærkning kunde jeg 72 gaa ind paa og besluttede mig til ikke mere at omtale Sagen; men i mit stille Sind kunde jeg nok ønske at vide, hvem der vel havde skudt Manden, og hvorfor det var sket. Saa undersøgte vi de gamle Klædningsstykker, som vi havde taget med, og fandt otte Sølvdollars indsyet i Foret paa en gammel Overfrakke. Jim antog nu, at Folkene fra Skuret maatte have stjaalet den Frakke, thi de havde vel næppe saa skødesløst ladt den i Stikken, hvis de havde anet noget om de Penge. Jeg tænkte, at Frakken nok havde tilhørt den Døde, men da Jim havde advaret mig mod at omtale ham, vilde jeg ikke sige, hvad jeg tænkte. Lidt efter spurgte jeg dog: „Du siger jo, Jim, at det bringer Uheld, naar man taler om Døde; men det samme paastod Du for nylig, da jeg fandt en Slangehud og rørte ved den. Du sagde endog, at det var det værste, man kunde komme til. Kan Du nu se, hvilken Ulykke det førte over os? Vi fik otte Dollar og alt det Kram. Blot vi hver Dag kunde have saa megen Modgang, hvad, Jim? „Du ikke være saa sikker, Huck, ikke være saa sik- ker. Du ikke være trodsig. Det kommer nok! Jim sige Dig: det komme nok!” Destoværre, det kom virkelig. Det var om Ons- dagen, at vi havde vekslet disse Replikker. Saa om Fredagen, efter at vi havde spist til Middag, laa vi i Græsset ovenpaa Højen og røg paa vore Piber. Imid- lertid havde vi opbrugt Tobakken, og jeg gik derfor ind i Hulen for at hente noget mere. Da fik jeg der pludse- lig Øje paa en Klapperslange. Jeg drev den en over Hovedet, saa den glemte at gøre mig nogen Fortræd, og saa lagde jeg den døde Slange i en saa naturlig Stilling som muligt ved Fodenden af Jims Leje; jeg tænkte: nu skal han for en Gangs Skyld faa sig en ordentlig Skræk i Livet, og hvor jeg skal le ham ud! Om Af- 73 tenen tænkte jeg imidlertid ikke mere paa, hvad jeg havde arrangeret, og da vi kom ind i Hulen og Jim strakte sig paa sit Tæppe, medens jeg var i Færd med at tænde Lys, blev han bidt af den døde Slanges Mage, som i Eftermiddagens Løb var krøbet ind. Med et Brøl sprang han op, og det første, jeg saa ved Lysets Skin, var Udyret, som truende rejste Hove- det, idet det beredte sig til endnu et nyt Angreb. I næste Øjeblik havde jeg med en Stok sendt Bæstet til dets afsjælede Kammerat, medens Jim havde faaet fat i min Gamles Brændevinsdunk og skyllede i sig, det bedste han formaaede. Han var barfodet, og Slangen havde bidt ham lige i Hælen. Det hele var ene og alene min Skyld. Ethvert Barn véd nemlig, at hvor man saa lægger en død Slange, der vil efter kort Tids Forløb dens Mage ufejlbart ind- finde sig for at sno sig om den døde Kammerat, - det havde jeg i min Tankeløshed helt glemt. Jim bad mig nu om at hugge Hovedet af Slangen, flaa den og riste et Stykke af dens Kød. Det gjorde jeg, og han spiste det som Modgift. Klapperne bandt han om Haandled- dene; det hjalp ogsaa mod Slangegift, sagde han. Der- efter listede jeg mig slukøret ud med Slangerne og kastede dem ind i Buskene; jeg vilde ikke saa gærne have, at Jim skulde faa Syn for, at jeg havde været An- stifter til dette Uheld. Jim drak og drak af Brændevinsdunken som om han skyllede sød Mælk i sig. Nu og da kom Smerterne over ham og han sprang saa som en besat rundt paa det ene Ben, medens han brølte øredøvende. Hver Gang søgte han paa ny Tilflugt til Snapsene. Hans Fod svulmede stærkt op, og Benet ligeledes, men lidt efter lidt drak han sig overstadig fuld og jeg tænkte, at Faren nu var overstaaet. Jeg selv vilde nu have foretrukket et Bid af en Slange fremfor en Rus i min Gamles Brændevin. 74 Fire Dage og Nætter maatte Jim ligge paa sit Smer- tensleje, men saa begyndte Opsvulmningen at falde og der indtraadte god Bedring. Højtidelig lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere skulde røre ved en Slangehud; nu havde jeg set, hvilke Følger det kunde faa. Jim mente ogsaa, at en anden Gang vilde jeg nok straks lade mig belære og ikke le ad hans Erfaringer. Og, ved Gud, det skal jeg nok! Desuden tilføjede han, at han endnu ikke følte sig overbevist om, at vi nu var over de værste Følger. Han vilde mange Gange hellere se over sin venstre Skulder paa Nymaanen, thi det var ikke paa langt nær saa farligt som Berøring af en Slange- hud. Derom var jeg nu næsten selv overbevist, skønt jeg hidtil havde anset det, at se over den venstre Skul- der paa Nymaanen, som det uforsigtigste og mest dumme, et Menneske kan gøre. Saaledes havde en- gang den gamle „Fa'r Bunker”, som de kaldte ham i Byen, altsaa gjort, og der hændte ham da ogsaa noget rædselsfuldt; thi omtrent to Aar efter faldt han i en Rus ned fra Kirketaarnet og slog sig flad som en Pande- kage mod Jorden. Min Gamle havde ofte fortalt mig om denne Begivenhed og forklaret, at Aarsagen var den, at „Fa'r Bunker” engang uforsigtigt havde set paa Ny- maanen over sin venstre Skulder, - gamle Tosse, som han var. Imidlertid gled Dagene hen og Floden trak sig til- bage til sit gamle Leje. Vi anstillede nu Forsøg med den store Fiskekrog, vi havde fundet i det svømmende Skur, idet vi flaaede en Kanin og brugte den som Mad- ding. Vi fiskede da ogsaa en Havkat saa stor, som jeg aldrig før har set den. Den var seks Fod lang og vejede nok to Hundrede Pund. Naturligvis kunde vi ikke trække den i Land, den vilde i saa Fald meget snarere have trukket os ved Snøren helt over til Illi- nois-Kysten; saa sad vi taalmodigt og ventede, indtil den 75 havde sprællet sig ihjel. I dens Mave fandt vi en Mes- singknap, en rund mærkelig Bold og noget andet Kram. Da vi skar Bolden op fandt vi en Spole inde i den, hvorom den runde Skal havde dannet sig. Jim mente, at Fisken nok havde brugt hele Aar for at faa en Kugle ud af saadan en Spole, og han havde længe ønsket sig saadan en Spole til at lave sig en Bold af. Det var for- øvrigt nok den største Fisk, som var fanget i Mississippi- Floden; Jim sagde i det mindste, at han aldrig havde set nogen, der var større. Og den vilde have været mange Penge værd over i Byen, hvor man kunde sælge Kødet i Pundevis; det er snehvidt og smager godt, naar det er stegt. Den næste Morgen var jeg saa bedrøvet og kedede mig saadan, at jeg maatte til at udgrunde et eller andet, der kunde skaffe mig lidt Opmuntring. Saa faldt det mig da ind, at jeg for en Gang Skyld kunde liste over Floden for at se, hvorledes det stod til i Byen. Jim syntes godt om den Plan, men raadede mig kun til roligt at afvente Mørket og saa overhovedet at være meget for- sigtig. Efter nogen Overvejelse faldt det ham ind, at jeg kunde benytte vore Fruentimmerklæder og den Kysehat vi havde fundet, og saa forklæde mig som en lille Pige. Se det var da en rigtig god Idé! Vi gjorde saa en Shirtingskjole lidt kortere; jeg smø- gede saa mine Bukser op over Knæene og tog den paa. Jim lagde den lidt ind bagpaa og fik den til at passe for- træffeligt. Derefter tog jeg Hatten paa; det var en gam- mel Solhat med Klapper, der gik ned over Ørene, og saa mægtig fortil, at mit Hovede næsten blev helt skjult; den var til at binde med Baand ned omkring Hagen. Hvis nogen vilde se mig i Ansigtet, vilde han meget van- skeligt kunne gøre det, da det sad som i Baggrunden af et Knæ til et Kakkelovnsrør. Selv ved Dagslys, mente Jim, vilde ingen Dødelig være i Stand til at genkende 76 mig. Hele Dagen øvede jeg mig i at bære min uvante Paaklædning paa naturlig Maade og hen mod Aften var jeg helt fortrolig med den; kun irettesatte Jim mig stadig, fordi jeg ikke gik saa sippet som en lille Pige, og fordi jeg af og til løftede op i min Kjole for at komme til mine Bukselommer. Jeg tog mig hans Irettesættelser til Følge og søgte at gøre alt saa pigeagtigt som muligt. I Tusmørket roede jeg min Baad over til Illinois- Kysten. Lidt nedenfor Færgelejet drev Strømmen mig ind ad. Jeg steg i Land og gik lidt opad Kysten. Jeg op- dagede saa, at der skinnede Lys ud gennem Vinduerne fra et lille Hus, som jeg godt kendte, og som jeg vidste længe havde staaet ubeboet. Jeg fik da Lyst til at under- søge, hvem der vel var flyttet ind deri. Saa listede jeg mig hen til Vinduet og kigede ind. En Kvinde paa om- trent fyrretyve Aar sad ved et Lys og strikkede. Hen- des Ansigt var mig ubekendt, saa hun maatte være ny paa Egnen; i næsten en Mils Omkreds gaves der nem- lig næppe noget Menneske, som jeg ikke kendte, i hvert Fald af Udseende. Det var et Lykketræf for mig, at jeg saa dette fremmede Ansigt, for mit Mod var allerede, ved at svigte mig; jeg begyndte at nære nogen Frygt for, at jeg skulde blive genkendt, saa at hele mit Æventyr vilde blive spildt Ulejlighed. Alene min Stemme kunde jo være nok til at røbe mig. Ligeoverfor denne Fremmede behøvede jeg imidler- tid ikke at være bange herfor. Og, hvis denne Kone kun havde opholdt sig faa Dage i den lille By, vilde hun lige saa godt som enhver anden kunne give mig Besked om alt, hvad jeg ønskede at vide. Saa bankede jeg paa Døren, og foreholdt mig endnu engang, at jeg ikke noget Øjeblik maatte glemme, at jeg var en lille Pige. 77 ELLEVTE KAPITEL. „Kom ind!” raabte Konen og jeg traadte ind i Stuen. Hun begyndte: „Sæt Dig ned!” Det gjorde jeg. Saa betragtede hun mig nøje fra øverst til nederst med sine smaa, stikkende Øjne og udspurgte: „Naa, hvad hedder Du saa?” „Sarah Williams!” „Hvor har Du? Her i Nabolaget?” „Nej, i Hookerville, syv Mil herfra. Jeg har gaaet den hele Vej til Fods og er nu dødtræt!” „Og formodentlig ogsaa sulten? Vent lidt, nu skal jeg hente noget til Dig, Tøs!” „Tak, det er ikke nødvendigt. Nu er jeg ikke sulten. det var jeg for et Par Timerstid siden, men saa fik jeg Mad hos nogle Folk, paa en Farm, jeg kom forbi. Det er ogsaa Grunden til, at jeg blev forsinket, saa jeg kommer saa sent. Min Moder er syg og har ingen Penge og mangler alt; nu skal jeg til min Onkel Abner Moore og sige det til ham. Han bor oppe i den anden Ende af Byen, sagde min Moder. Men jeg har aldrig været her før. Kender De ham?” „Nej jeg gør ikke! Men jeg har ogsaa kun boet her nu i fjorten Dage og kan altsaa ikke kende alle og enhver. Men det er en lang Vej helt op gennem Byen. Det er bedst, Du bliver Natten over hos os. Tag din Hat af!” „Nej, Tak,” svarede jeg, „jeg vil kun hvile mig et Øjeblik og saa gaa videre. Jeg er ikke bange for at gaa i Mørke!” Hun sagde saa, at alene lod hun mig i hvert Fald ikke gaa, men hendes Mand kom snart hjem og saa skulde han følge mig. Saa fortalte hun mig om sin 78 Mand og om sine Slægtninge oppe ad Floden og nede ad Floden, og om hvor langt bedre de tidligere havde haft det, og om, at det maaske var en Dumhed af dem. at de havde slaaet sig ned her i Byen, i Stedet for at blive, hvor de nu engang var, - og saaledes fremdeles, indtil jeg tænkte, at jeg selv havde begaaet en Dumhed ved at gaa ind til hende for at høre nyt fra Byen. Men lidt efter lidt gled hun ind paa det rette Farvand og be- gyndte paa at fortælle mig om min Gamle og om Mordet; jeg lod hende snakke løs, saa længe hun vilde det. Hun fortalte om mig og om Tom Sawyer, hvorledes vi havde fundet de seks Tusind Dollars - de var forøvrigt nu svulmet op til ti Tusind -, om min Gamle, hvad han var for en Sjover, og hvilken Æsel jeg selv var, og lidt efter lidt naaede hun frem til at fortælle om, hvor- ledes jeg selv var blevet myrdet. Saa spurgte jeg: „Men hvem er egentlig Morderen? I Hookerville har vi ogsaa nok hørt om det Mord, men ikke, hvem der har begaaet det!” „Ja, saa gaar det der ligesom hos os! Hvormange er der ikke her paa Stedet, som gærne vilde vide, hvem der har begaaet det. Mange antager, at den gamle Finn selv er Manden!” „Nej, virkelig?” „I Begyndelsen troede næsten alle det. Han aner vist ikke noget om, hvor nær han har været ved at blive lynchet. Men i Løbet af Natten skiftede Meningerne, og nu tror man, at Morderen er en bortløben Neger ved Navn Jim!” „Nej, da -” Men pludselig holdt jeg inde; det vilde vist være det fornuftigste at tie stille. Hun overhørte mit Udbrud og blev rolig ved: „Jo, den Neger løb bort samme Nat, som Huck 79 Finn blev myrdet. Der er udlovet en Belønning paa tre Hundrede Dollars paa hans Hoved. Og for den gamle Finn en Belønning paa to Hundrede Dollars. Om Mor- genen var han kommet til Byen for at gøre Anmeldelse om Mordet, og han var ogsaa sammen med de Folk, som paa Færgen søgte efter den Myrdedes Lig, men saa forsvandt han straks efter; da Folk om Aftenen var kommet i Stemning til at lynche ham, var han ingen Steder mere at finde. Den næste Dag rygtedes det, at Negren var forsvundet og at han just var blevet set sidste Gang Klokken ti selve Mordnatten. Saa faldt Mis- tanken paa ham, og samme Dag dukkede ogsaa gamle Finn op igen og plagede Dommer Thatcher om at give ham Penge, saa han kunde forfølge Negeren, den elen- dige Morder. Dommeren gav ham et Par Dollars og om Aftenen tumlede han og to andre fordægtige Fyre rundt i Gaderne med en vældig Rus. Med disse to forlod han saa Byen. Senere har man ikke set noget til ham, og nu er alle igen fast overbevist om, at han er sin Søns Morder og at han har arrangeret alt, saa det kunde se ud, som om der havde været fremmede Mordere paa Færde. Alt det har han naturligvis kun gjort for at strø Folk Sand i Øjnene. Han har tænkt, at han saaledes langt hurtigere kunde faa fat i sin Søns Penge end ved at føre en langvarig Proces. Man tiltror ham alt, den slette Fyr! Men han er snu nok! Naar han blot holder sig borte et Aarstid, vil alt være glemt. Skaffe Beviser imod ham er man jo heller ikke i Stand til og saa vil han med den største Lethed faa Fingre i Arven efter Huck!” „Naturligvis, alt det lyder meget rimeligt. Den Ban- dit! Men, nærer man saa ikke længere nogen Mistanke til Negeren?” „Ja, saa ganske sikker er man jo ikke, noget er der nok derom. Men det varer vel næppe længe, før 80 man faar fat i ham og faar presset Sandheden ud af ham!” „Har man noget Spor at følge?” „Naa, Du er god nok! Men tre Hundrede Dollars faar man nu ikke saadan fat i paa aaben Gade. Ret langt borte kan han nu næppe være. Det mener mange og dem hører jeg til. I Færgen talte jeg med de gamle Folk, som bor her Dør om Dør saa at sige med os i det lille Blokhus. De fortalte mig, at den lille Ø ude i Floden er helt ubeboet, at der aldrig kommer nogen der- over. Saa tænkte jeg, det var dog mærkelig, men jeg syntes bestemt, at jeg for et Par Dage siden saa nogen Røg derovre; hvem ved, maaske har Negeren gemt sig der? Jeg sagde ikke noget, men tænkte: vent kun til min Mand kommer hjem. Han var nemlig just sammen med en Ven taget op ad Floden. Men nu har jeg for- talt ham, hvad jeg har set, og hvad jeg tænker, og han vil sammen med en anden tage derover til Øen og se efter!” Nu sad jeg som paa glødende Kul. Jeg var helt uro- lig og maatte finde et eller andet at fæste min Opmærk- somhed paa, medens hun talte. Der laa Naal og Traad paa Bordet og jeg gav mig til at prøve paa at træde Naalen. Men mine Hænder rystede og det vilde ikke lykkes for mig. Pludselig holdt Konen op med at tale og da jeg saa paa hende, bemærkede jeg, at hun betrag- tede mig med et anspændt Blik og smilte paa saa un- derfuld en Maade. Jeg lagde Naal og Traad fra mig og lod, som om jeg kun havde Tanke for hendes Be- retning, der ogsaa virkelig i høj Grad interesserede mig, og jeg udbrød: „Store Gud! tre Hundrede Dollars er ogsaa en or- dentlig Bunke Penge. Bare min Moder havde dem. Tager Deres Mand saa derover endnu i Nat?” „Det forstaar sig, enten maa det gøres saa hurtig 81 som; muligt eller ogsaa slet ikke. Han er nu just inde i Byen for at leje en Baad og et Gevær! Jeg antager, at de tager derover ved Midnatstid!” „De maa da bedre kunne se om Dagen?” „Hvor er Du naiv! Tror Du, at Negeren maaske er blind om Dagen? Nej! Just om Natten sover han sik- kert nok og min Mand med sin Ven kan da bedre liste sig gennem Skoven lige hen til hans Baal - hvis han da har et saadant.” „Ja, naturligvis, det tænkte jeg slet ikke paa!” Jeg mærkede, at Konen hele Tiden stirrede saa un- derligt paa mig og jeg blev helt ilde til Mode. Pludselig spurgte hun: „Hvad var det, Du sagde, at Du hed?” „Ma-Mary Williams!” Det forekom mig nu rigtignok, at jeg ikke før sagde Mary, men huskede ikke, om det var Sarah eller et andet Navn, jeg sagde, det vidste jeg ikke saa nøje, og saa vovede jeg ikke i min Forfjamskethed næppe at se op. Jeg mærkede, at jeg med koldt Overlæg var fanget i en Fælde, og saadan saa jeg vist ogsaa ud. Naar saa Konen i det mindste havde sagt noget, men hun sad kun og stirrede paa mig, hvorved jeg næsten blev bragt til Fortvivlelse. Endelig sagde hun med honningsød Stemme: „Hør, min kære lille Unge, jeg syntes saa bestemt, at Du kaldte Dig Sarah før, da jeg spurgte Dig.” „Det er meget rigtigt, Sarah Mary Williams. Sarah hedder jeg i hvert Fald. Nogle kalder mig Sarah og andre kalder mig Mary, det er mig lige meget.” „Naa - det er saadan at forstaa. Det er ganske naturligt!” Hun smilte hen for sig. Jeg følte mig lidt mindre trvkket, men ønskede dog, Huck Finns Hændelser. 6 82 at jeg velforvaret var ude af denne Klemme. Heller ikke turde jeg se paa hende. Saa begyndte Konen med Beklagelser over, hvor daarlige Tiderne dog var og fortalte om, hvor meget bedre hun tidligere havde haft det, om hvorfor hun nu maatte leve saa usselt, og hvormeget hun blev pla- get af Rotterne, som ligefrem spillede Herre i Huset, og saaledes blev hun ved, indtil jeg igen følte mig helt, beroliget. Endnu var hun stadig ved Rotterne. Nu og da kunde man se dem næsvist stikke Snuderne frem fra et Hul i Hjørnet af Værelset. Konen fortalte, at hun altid, naar hun var alene, havde et eller andet ved Haanden for at kunne kaste det efter de frække Skabninger, da hun ellers ikke kunde faa Fred for dem. Hun viste mig en Klump Bly, som var fastgjort til en Line; med denne kastede hun efter Rotterne og fortalte, at hun sædvanligvis havde god Nytte af dette Kaste- vaaben, men nu havde hun just forstuvet sin Arm, saa hun var ikke sikker paa, at hun kunde sigte rigtigt. Hun forsøgte det, men Blyklumpen havnede paa et helt forkert Sted, samtidig med, at hun raabte. „Av!” og gned sin Arm. Hun lod saa mig om at kaste næste Gang. Skønt jeg for alt i Verden vilde se at komme bort før hendes Mands Hjemkomst, lod jeg mig dog ikke mærke med noget. Jeg tog Indretningen og kastede den efter den første Rotte, som stak Snuden frem i Hullet; hvis den var blevet staaende der, hvor den stod, havde den for Eftertiden ikke kundet kalde sig for en smuk Rotte. Fruen udtalte, at det maatte kaldes et „Mesterskud”, eftersom det var første Gang, jeg prøvede at kaste med Slyngen; den næste Rotte vilde ikke være sikker paa sit Liv. Saa skulde jeg hjælpe hende med at rede noget 83 Garn; jeg strakte begge Arme frem og hun lagde Gar- net over dem, medens hun fortalte videre om sig og sin Mand. Pludselig udbrød hun: „Hold kun Øje med Rotterne; dér, hold Blyklum- pen i dit Skød, saa har Du saa nemt ved at tage den!” Hun lod Klumpen falde ned i mit Skød og jeg pres- sede Benene sammen for at gribe den. Endnu et Mi- nut talte hun videre, saa standsede hun pludseligt, saa mig ind i Ansigtet og udbrød, for øvrigt ikke uvenligt: „Naa, frem med Sproget - hvad hedder Du saa!” „Hvad -?” „Ja, ud med Sandheden,” gentog hun og prikkede mig med Fingren paa Armen, „hedder Du Bill eller Tom eller Jack? Naa, ud med Sproget.” Jeg rystede over hele Legemet og vidste hverken ud eller ind om, hvad jeg skulde svare. Men saa hak- kede jeg i det. „Det er virkelig ikke pænt af Fruen at gøre Nar af saadan en lille Pige som mig. Hvis jeg falder Dem til Besvær, saa vil jeg hellere straks -” „Du skal ikke andet end sidde roligt, hvor Du er. Jeg gør Dig ikke Fortræd og skal heller ikke forraade Dig. Fortæl Du mig kun, hvem Du er og hvad der er i Vejen med Dig. Jeg skal ikke fortælle det til nogen og lover at hjælpe Dig, og min Mand skal ogsaa hjælpe Dig, om vi kan. Du er vistnok en bortløben Læredreneg, - tager jeg Vel Fejl? Men det er der ikke nogen Ulykke i, min Dreng. De har været onde imod Dig og saa er Du løbet af Læren. Er det ikke saadan? Naa, fortæl mig saa det hele, lille Ven, jeg skal ikke fortælle din Hemmelighed videre!” Saa svarede jeg, at jeg nok kunde indse, det nyttede ikke at spille den Komedie længere, og jeg vilde tilstaa alt, blot hun vilde holde sit Løfte om ikke at forraade mig. Derefter fortalte jeg hende, at min Fader og Moder 6* 84 begge to var døde, at Fattigvæsenet havde overladt mig til en gammel Landmand tredive Mile herfra inde i Landet, og at jeg der blev saaledes mishandlet og sultet, at jeg ikke længere kunde udholde det Liv, hvor- for jeg havde besluttet mig til at løbe bort. Landmanden havde maattet tage paa en Rejse, der vilde vare nogle Dage og den Lejlighed havde jeg benyttet mig af. Jeg havde trukket i nogle af hans Datters Klæder og havde da begivet mig paa Vej. Dagen igennem havde jeg altid holdt mig skjult og kun gaaet om Natten. Jeg havde ogsaa taget noget Mad med mig og det havde strakt saa godt til, at jeg ikke havde lidt nogen Nød. Min Onkel, Abner Moore, vilde sikkert tage sig af mig og beskytte mig overfor den gamle Farmer; det var derfor, at jeg nu var kommet til Goshen. „Goshen, Barn? Men Du er jo slet ikke i Goshen! Dette her er Petersburg. Goshen naar Du ikke paa mindre end halvanden Time, naar Du gaar op langs med Floden. Hvem har dog fortalt Dig, at dette er Goshen?” „Det gjorde en Mand, som jeg traf i Morges ved Daggry, da jeg lige skulde gaa ind i Skoven for at finde mig et Sovested. Han sagde, at naar jeg kom til en Korsvej, skulde jeg blot dreje til højre og saa vilde jeg være i Goshen paa en Timestid.” „Han har sikkert været beruset, for han har givet Dig helt forkert Besked, Barn!” „Ja, han saa ogsaa nærmest saadan ud, men det tænkte jeg ikke videre over. Det gør heller ikke noget. for nu vil jeg begive mig videre og kommer saa nok til Goshen, før det bliver lyst.” „Vent blot et Øjeblik; jeg skal smøre Dig lidt Mad, det kan Du nok trænge til!” Hun gav mig lidt at spise og udbrød saa: „Svar mig nu, men uden at betænke Dig derpaa! 85 Naar en liggende Ko rejser sig, paa hvilke Ben staar den saa først op! „Bagbenene, Frue!” „Og en Hest?” „Forbenene.” „Paa hvilken Side af en Træstamme vokser der mest Mos?” „Paa den Side, som vender mod Nord!” „Og naar femten Køer græsser paa samme Eng, - hvormange af dem vender saa Hovedet samme Vej?” „Alle femten!” „Godt - nu tror jeg, hvad Du fortæller om, at Du har opholdt Dig paa Landet. Jeg tænkte, at Du maaske engang til vilde føre mig bag Lyset med Usand- heder. Og lad mig saa høre dit virkelige Navn!” „Georg Peters!” „Naa, husk det nu og sig ikke Alexander før Du gaar, og lad mig saa ikke faa den Forklaring, naar jeg fanger Dig, at Du egentlig hedder Georg-Alexander. Og den gamle Kjole skal Du ikke prøve paa at spille Pigebarn overfor en Kvinde. Maaske kan Du gennem- føre Rollen overfor Mænd, men ikke overfor Kvinder. Og hør saa, Barn, naar Du igen vil træde en Synaal og lade som en Pige, saa maa Du holde Naalen stille og føre Traaden gennem dens Øje, men ikke omvendt; saadan gør Mændene, men selv overfor en meget lille Pige vilde Du røbe Dig, naar Du fægter rundt i Luften med en Synaal for at træde den. Og naar Du skal slaa efter en Rotte eller en anden Ting, saa maa Du for at ligne en Pige, rejse Dig helt op paa Taaspidserne og strække Armen saa kejtet som muligt helt bag over Skuldrene og sørge for at træffe seks-syv Fod ved Siden af Maalet - saadan gør smaa Piger; Drenge bruger kun en Bøjning af Haandledet og Albuen. En- delig, fremfor alt maa Du huske paa, at, naar en lille 86 Pige vil opfange noget, man kaster hen i Skødet paa hende, saa spreder hun Knæene fra hinanden; presser dem ikke sammen, saaledes som Du gjorde, da jeg kastede Blyklumpen hen til Dig. Ser Du, jeg anede straks, da Du vilde træde den Synaal, at Du var en Dreng, og alt det øvrige lod jeg Dig gøre i den Hen- sigt derved at blive sikker i min Sag. Nu kan Du mar- chere til Din Onkel, lille Sarah Mary Williams Georg Alexander Peters, og skulde Du have Brug for nogen, som kan hjælpe Dig med Raad og Daad, saa skriv Du kun et Brev til Fru Judith Loftus - saaledes hedder jeg - og jeg skal da gøre for Dig, hvad jeg kan. Følg nu blot langs med Floden, men, hvis Du løber bort en- gang til, saa maa Du tage Sko og Strømper med; Vejen er meget stenet og Du vil nok faa ømme Fødder før Du naar til Goshen.” Omtrent halvtreds Meter gik jeg langs med Floden; saa sneg jeg mig igen tilbage forbi Huset hen til det Sted, hvor jeg havde efterladt min Baad, sprang op i den og nu gik det af alle Kræfter hjemad til Øen. Jeg lod mig først drive ned ad Kysten, indtil jeg antagelig be- fandt mig omtrent lige over for Øen; derefter styrede jeg med stærke Aaretag tværs over Floden. Min Hat havde jeg kastet bort; nu behøvede jeg ikke længere at Spille Pige Da jeg var naaet midtvejs ud, hørte jeg Kirkeuret slaa og talte elleve Slag! Da jeg naaede over til Øen gav jeg mig ikke engang Tid til at pudse min Næse, skønt jeg nok kunde trænge dertil, men styrtede lige op paa min oprindelige Lejrplads, hvor jeg tændte et stort Baal. Saa igen i Baaden og videre saa hurtig som det var muligt, indtil jeg naaede ud for Klippehulen. Jeg lan- dede, krøb op ad Højen og ind i Hulen. Her laa Jim i sin sødeste Søvn. Jeg raabte ind i Ørene paa ham: „Op, Jim! Jim, de er efter os.” 87 Ikke et Ord sagde han, spurgte heller ikke om noget, men fløj øjeblikkelig op. Den Maade, hvorpaa han i den følgende halve Time slæbte og asede, viste tilstræk- keligt, hvilken frygtelig Skræk der var faret i Kroppen paa ham. Alle vore Ejendele fik vi hurtigt bragt vel over paa Tømmerflaaden, som vi havde liggende gemt under Pile- buskene, og alt blev bragt i Orden til, at vi hurtig kunde bryde op. Ilden inde i Hulen havde vi straks sørget for at slukke; vi skulde vel vogte os for at tænde Lys. Jeg roede med Baaden et lille Stykke ud for saa- ledes bedre at holde Udkig; men selv om der havde været noget galt paa Færde, havde jeg ikke kunnet op- dage det i den ugunstige Belysning. Saa trak vi Flaa- den udad og gled sagte ind i Slagskyggen fra Kysten. Saa styrede vi bort fra Øen og kom ud i aabent Vande. Men ingen af os sagde saa meget som et eneste Muk. TOLVTE KAPITEL. Det var nok blevet henad Ettiden, før vi endelig blev klar af Øen; Flaaden skød en ganske snegleagtig Fart. For det Tilfælde, at vi skulde møde noget mis- tænkeligt, havde vi taget vore Forholdsregler; Baaden havde vi paa Slæb og kunde om! fornødent springe i den, for saa hurtig som muligt at stikke af til Illinois-Bredden. Godt var det, at dette ikke blev nødvendigt, ellers var vi kommet godt op at køre; vi havde nemlig i Skyndingen helt glemt at lægge Bøssen og Fiskered- skaberne og Levnedsmidler ned i Baaden. Et Menneske kan ikke i en Hast tage alle Muligheder i Betragtning. Men det var rigtignok en Dumhed, at vi havde anbragt alle Ejendele paa Flaaden alene. 88 Hvis de to Mænd virkelig var taget over til Øen, kunde de uden Tvivl ikke have undgaaet at se mit Baal, og saa havde de nok holdt sig hele Natten der i Nærhe- den for at afvente Jims Tilsynekomst. I hvert Fald slap vi bort fra dem, og, hvis mit Puds med Baalet ikke har narret dem, er det ikke min Skyld, jeg antændte det i den bedste Mening. Da det første Dagskær viste sig i Øst, fortøjede vi Baaden i en Bugt paa Illinois-Siden; med Saven afsavede vi saa endel Grene af nogle Bom- uldstræer og dækkede hele Flaaden dermed, saa den i Afstand saa ud som en lille, lys Brink. Ovre paa Missouri-Siden hævede der sig høje Bjærge, medens vor Side var dækket af tæt Skov; desuden var Flodens farbare Strækning over imod den førstnævnte Kyst. Der var derfor ikke nogen Fare for, at vi pludse- lig skulde blive overraskede. Saa laa vi da den Dag og saa over paa de Fartøjer, som gled ned ad Floden, og paa Damperne, der stønnende og pustende arbejdede sig op mod Strømmen. Jeg fortalte Jim om mit Æventyr Aftenen forud med Konen, som ikke vilde lade sig narre af min Kjole og min Pigehat. Han mente, at hvis hun skulde have ledet Undersøgelsen, vilde hun sikkert have baaret sig fiffigere ad end Mændene, saa vi maaske nok havde faaet Ulejlighed med at slippe bort. Hun vilde ikke have lagt sig dovent hen og vogte paa et ensomt Lejrbaal, nej! hun vilde straks være gaaet i Gang med at søge, og det var næppe rimeligt, at hun var taget derover uden at have en Blodhund med. „Men hvorfor har hun saa mon ikke raadet Mæn- dene til at tage en Hund med?” indskød jeg. Det havde hun ogsaa i sidste Øjeblik gjort, mente Jim; og af den Grund var disse Nathuer af Mænd sikkert blevet forsinkede og havde spildt al den kostbare Tid; derfor sad vi nu her saa hyggeligt i Krattet i Stedet 89 for derovre i Byen bag Laas og Slaa. For mit Vedkom- mende var det mig ganske ligegyldigt, hvad Grunden kunde være til, at vi opholdt os her i Stedet for der ovre, saalænge vi kun virkelig befandt os i Frihed og ingen berøvede os den. Saasnart Tusmørket begyndte at indfinde sig, strakte vi forsigtig Hovederne frem fra Buskene og spejdede. Forude, bagude, til Siderne - intet mistænkeligt! Nu tog Jim nogle af Flaadens øverste Planker og indret- tede os her en lille Slags Wigwam, hvori vi selv kunde søge Ly og tillige beskytte vore Ejendele mod Vejret; Gulvet blev lavet af Brædder og lagt omtrent en Fod hævet over Flaadens Overflade, saa at vore Tæpper og andre Sager ikke kunde tage Skade af de Bølger, Damp- baadene i Forbifarten skyllede ind mod Flaaden. Midt i Skuret lagde han noget Ler, der skulde tjene som Arnested, hvorpaa vi kunde have vor Ild uden at den vilde være videre synlig udefra. Derefter lavede vi en Reserve-Styreaare for ikke at komme i Forlegenhed, saafremt vi skulde knække en Aare. Paa en kløftet Stang hængte vi Laternen, thi det var nødvendigt at have Lys for ikke at blive boret i Sænk af en eller anden Dampbaad, der kom op ad Strømmen. I den anden Nat drev vi omtrent syv til otte Timer med Strømmen, der havde en Fart af over fire Knob. Vi fangede en Del Fisk og snakkede sammen; af og til tog vi en lille Svømmetur ved Siden af Flaaden for at holde os vaagne. Det var overordentlig betagende saa- ledes i den stille Nat at glide hen ad den store, brede Flod. Vi lagde os paa Ryggen og fæstede Blikket drøm- mende op mod Stjernehimlen; det faldt os slet ikke ind at tale højt, heller ikke at le, i det højeste af og til helt sagte. Vejret var ganske usædvanlig godt, og der hændte os intet Uheld, hverken den Nat eller de føl- gende. 90 Hver Aften kom vi forbi Byer, der ofte laa langt oppe paa de sorte Bjærgskraaninger; selve Husene kunde vi ikke skelne; men Byerne mindede om mørke Reder, hvori der flimrede Lys. Den femte Nat passerede vi St. Louis, der funklede og straalede med Lys som en helt oplyst Verden for sig. Hjemme i Petersburg havde jeg altid hørt Tale om, hvor forfærdelig stor St. Louis var, og at der skulde leve tyve eller tredive Tu- sinde Mennesker paa samme Plet. Det havde jeg nu aldrig rigtig troet paa. Men da jeg saa den ligge saa- ledes straalende for mine Øjne om Natten Klokken to, hvor ellers alle sover trygt og fast, saa forstod jeg, at det maatte være Sandhed, og at Folk ikke havde pralet. Hver Aften plejede jeg nu at snige mig i Land hen imod Klokken ti udfor en eller anden lille Flække og gøre de Indkøb af Flæsk, Mel eller Tobak, som vi just havde Brug for. Mangen Gang hjalp jeg ogsaa en Høne, som ikke holdt sig rigtig rolig, til en behagelig hvilende Stilling i min Arm. Min Gamle havde altid indprentet mig den Leveregel: naar Du nogensteds kan faa Fingre i en Høne, maa Du under alle Omstændigheder tage den med. Har Du ikke selv Brug for den, er der altid en anden, som den er velkommen, og en god Handling bærer altid Lønnen i sig selv. Rigtignok havde den Gamle altid selv Brug for en saadan Høne, under alle Omstændigheder, men det ændrede intet i selve hans Princip. Om Morgenen, før det blev lyst, stak jeg ind paa en eller anden Mark og laante en Vandmelon eller en Majs- melon eller andre Frugter, som jeg just stødte paa. „At laane” en Ting, var ikke noget slemt, naar blot man havde til Hensigt - engang senere at levere det tilbage, saaledes havde min Gamle ofte belært mig; Enken der- imod paastod, at det hele kun var et smukkere Udtryk for Tyveri, og at intet ordentligt Menneske bar sig saa- 91 ledes ad. Jim, som jeg spurgte til Raads i dette Spørgs- maai, gav baade Enken og min Gamle Ret, hver paa sin Maade; naar vi, sagde han, kun slettede enkelte Ting af vor „Laaneliste”, saaledes fordærvede Vand- meloner og sure Æbler, og besluttede os til i Fremtiden aldrig at laane dem, saa gik det nok an, at vi uden Sam- vittighedsnag laante de andre. Tidligere havde jeg nok haft lidt Betænkelighed ved dette, men da vi nu havde fundet denne Udvej, faldt disse bort, og - daarlige Vandmeloner og sure Æbler lod sig jo nok undvære. Af og til fik vi Ram paa en nysgerrig Vandhøne, der enten var kommet for tidlig paa Benene eller holdt sig for sent ude; kort sagt, vi levede helt behageligt, var lykkelige og tilfredse og glædede os ved Tilvæ- relsen. Den femte Nat efter at vi havde passeret St. Louis, drev et voldsomt Uvejr op, det lynede og tordnede og Regnen styrtede ned i Spandevis. Vi hyttede os ind i Skuret og lod ellers Flaade være Flaade, den klarede sig nok selv. Ved Lynenes Skær kunde vi iagttage, at Flodbredderne her var stejle og klippefulde, ogsaa i Vandet ragede hist og her et Rev frem. Pludselig udbrød jeg: „Hov, Jim! se der hen. Hvad kan det være!” Det var en Damper, som var stødt paa Grund mod et Skær. Vi holdt Kurs lige mod den og kunde se den tydeligt, naar Lynene oplyste Floden. Overdelen ra- gede endnu skævt op over Vandet, og naar et særlig skarpt Lyn flimrede over Himlen, fik vi et tydeligt Over- blik over Dækket og alt, hvad der befandt sig herpaa, endog en Stol, som stod i Nærheden af den store Skibs- klokke, og en gammel Bulehat paa et Rækværk. Det var saa uhyggeligt at se dette ensomme, hjælpe- løse Vrag her midt i Uvejrsnatten, og som det vel vilde have gaaet enhver anden Dreng i min Alder, jeg kom 92 dygtig til at gyse og dog følte jeg en ubetvingelig Lyst til at komme ombord paa Vraget og til at snuse lidt omkring der for mulig at opdage noget. „Jim, skulde vi ikke lægge til det?” bad jeg. „Jim ikke Lyst til at se paa Vrag, Jim være ikke nysgerrig. Du meget hellere blive derfra, eller Du brænde dine Fingre. Jim ikke vil have med Vagten om Bord at gøre.” „Du kan selv være en Vagtmand! Hvad tror Du at en saadan skulde der? Maaske passe paa Dækket og Styrehuset, hva'? Der er saamænd ingen, som en saadan Nat vilde risikere Livet for at passe paa nogle gamle Planker, der hvert Øjeblik kan ramle sammen og blive skyllet bort!” Det troede Jim nu heller ikke, og han svarede ikke med et Ord. „Og desuden,” fortsatte jeg, „vi kan uden Tvivl „laane” noget i Kaptajnens Kahyt, Jim - jeg Vædder paa, at der er Cigarer, Femcenter og mange fine Sager, Jim! Dampskibskaptajner er altid meget velhavende, Jim! De har treds Dollars i Maaneden og spørger rig- tignok aldrig om, hvad noget koster, naar de har Brug for det. Kom med, Jim, tag et Lys i Lommen - jeg har ingen Ro paa mig, før jeg kommer derover. Tror Du maaske, at Tom Sawyer vilde have ladet en saadan Lejlighed gaa fra sig? Aldrig! Han vilde kalde det et Æventyr, et heltemodigt Æventyr, og han vilde gaa om Bord, om det end skulde koste ham hans Liv. Og saa vilde han prale med det bagefter! Forstaar Du? Han vilde sammenligne sig med Christoffer Columbus, som opdagede Amerika! Hvor vilde jeg dog ønske, at Tom var her!” Jim brummede lidt uforstaaeligt hen for sig, men saa gav han efter. Først paalagde han mig dog ikke at tale mere end strængt nødvendigt og da kun hviske. Lynet 93 viste os nu atter i det belejlige Øjeblik Vraget saa op- lyst, at vi kunde styre hen til dets Styrbordsside og lægge til der. Endnu ragede Dækket her højt oven over Vandet. I Mørket sneg vi os forsigtig ned ad dets skraa Flade til Bagbordssiden, idet vi famlede os Skridt for Skridt fremad og strakte Hænderne ud for ikke at støde imod noget. Vi naaede ogsaa snart Skylightets Forkant og krøb langs med dette; endnu faa Skridt og vi stod ved Døren til Kaptajnens Kahyt. Den stod aaben og - store Gud! - helt i Baggrunden af den Gang, som førte ind til Salonen, skinnede der Lys og vi opfattede en utydelig Støj af samtalende Stemmer. Jim hviskede, at han var ved at besvime, og vinkede til mig om at følge efter ham. Jeg svarede, ligeledes hviskende: „Godt, jeg følger efter!” Jeg skulde lige til at snige mig tilbage til Flaaden, da jeg hørte en bønfaldende, stønnende Røst: „Aa, lad mig dog være, I unge Mennesker! Jeg sværger, at jeg aldrig skal forraade Jer med et Ord!” Dertil svarede en anden Stemme temmelig højt: „Du lyver, Jim Turner, vi kender nok din Lumsk- hed! Du har altid forlangt mere, end der tilkom Dig, naar der var noget at dele, og ogsaa faaet det, fordi Du vel at mærke altid har truet med at ville angive os, hvis Du ikke fik din Vilje! Men denne Gang sidder Du nu i Saksen, fordømte Fyr. Du er en gemen, løgn- agtig Hund!” Jim havde allerede fjærnet sig langt herfra og stod i Begreb med at gaa over paa Flaaden, men nu var min Nysgerrighed for Alvor vakt. Tom Sawyer var sikkert ikke den, der nu vilde give fortabt, tænkte jeg, og det vilde jeg heller ikke - jeg maatte have at vide, hvad der gik for sig. Jeg lagde mig derfor ned paa Hænderne og Knæ og krøb agterefter gennem den mørke, smalle 94 Gennemgang, indtil der kun var Bredden af et Passa- gerlukaf mellem mig og Salonen. Derinde laa paa Gul- vet en Mand, som var bundet paa Hænder og Fødder; to andre stod op foran ham, den ene med en lille Lygte, den anden med en spændt Pistol i Haanden. Den sidst- nævnte holdt Pistolløbet rettet mod den bundne Mands Hoved og gentog stadig: „Jeg kunde have Lyst til at skyde Dig ned, dit Stink- dyr, - og jeg gør det ogsaa - saadan en Forræder!” Hver Gang krummede Fyren sig sammen og bøn- faldt: „Gør det ikke, Bill, jeg beder Dig, gør det ikke - jeg skal aldrig fortælle en Tøddel mere!” Hver Gang han jamrede saaledes, grinte han, som holdt Lygten og svarede haanende: „Det skal Du heller ikke mere faa Lejlighed til, det kan jeg indestaa Dig for!” Og senere udbrød han: „Aa, hør, hvor den Fyr kan tigge, og dog, hvis han kunde være kommet afsted dermed, havde han slaaet os begge to ihjel; det er saa sandt som jeg staar her. Og hvorfor - monstro? For det rene ingenting! Kun fordi vi vilde have, hvad der tilhørte os, ene og alene derfor. Men nu bedrager Du ikke nogen mere, Jim Turner! Det kan jeg indestaa for! - Tag saa Pistolen væk, Bill!” Bill svarede: „Jeg er ikke meget for det, Jack Packard, jeg skal bringe den Hund til Tavshed. Har han ikke selv paa samme Maade myrdet den gamle Hatfield? Han for- tjener sgu ikke bedre Behandling selv, den Hund!” „Men jeg vil ikke ha', at Du skyder ham. Jeg har mine Grunde derfor!” „Gud velsigne Dig for det Ord, Jack, jeg skal al- drig glemme Dig det, saa længe jeg lever,” - klynkede Manden paa Gulvet. 95 Det lod ikke til, at Jack Packard brød sig synder- lig om denne Velsignelse; han hængte sin Lygte paa et Søm og traadte ud i Mørket omtrent hen til det Sted, hvor jeg opholdt mig, idet han vinkede til Bill om at følge ham. Jeg retirerede tilbage i Krebsegang. For ikke at blive opdaget var der dog nu intet andet for mig at gøre end at flygte ind i det nærmeste Lukaf. Udfor Indgangen til dette Lukaf standsede Jack og udbrød: „Korm herind, Bill!” Begge traadte de ind, men forinden var det lykke- des mig hurtig at skjule mig i en Overkøje. Se dem, kunde jeg ikke, derimod kunde jeg lugte dem, - saa- ledes stank de af Whisky. Gud være lovet, tænkte jeg, at jeg ikke havde drukket noget, skønt de havde vel næppe kunnet lugte det. Jeg følte mig saa angst til Mode, at jeg næppe kunde aande. Der laa jeg saa og holdt Vejret, medens de to lige for Næsen af mig for- handlede om deres Anliggender! De talte sagte, men ivrigt. Bill syntes, at det alligevel var sikrest at gøre det af med Turner. Bill udviklede: „Han har jo truet med at ville angive os, og det vil han ogsaa gøre hvis vi nu lader ham slippe; selv om vi nu ogsaa begge to giver ham vore Andele, nytter det ikke noget efter det Spektakel, vi har haft med ham. Det véd Du lige saa godt som jeg, Jack, og hvorfor skulde vi saa tøve? Jeg holder bestemt paa, at vi skal skille os af med ham.” „Det samme er ogsaa min Mening!” indrømmede Jack roligt. „Hva Pokker! det har jeg ikke mærket noget til! Saa er vi jo enige, lad os saa gaa ind til ham!” „Vent dog et Øjeblik, Bill, og hør først, hvad jeg har at sige; jeg er ikke færdig endnu. Ser Du, en Kugle 96 kan være god nok, men der gives ogsaa en nemmere Maade at klare Tingene paa, naar det saa skal være! Hvorfor skal vi udsætte os for Fare, naar vi uden Spor af Risiko kan opnaa det samme? Har jeg ikke Ret?” „Naturligvis! men hvad vil Du egentlig gøre?” „Nu skal Du høre! Jeg mener, at vi endnu engang skal se alle Rummene igennem, om vi maaske skulde have glemt noget værdifuldt; derefter lægger vi fra med Jollen og tager ind til Kysten, hvor vi skjuler Byttet. Og saa har vi Tiden for os. I mindre end to Timer vil denne gamle Rottefælde mases i Stumper og Stykker, og naar saa den Fyr er druknet, hvis Skyld er det saa und- tagen hans egen? Hvad vilde han her? Forstaar Du saa min Mening? Jeg har aldrig været rigtig for at myrde Folk, naar man kunde undgaa det, - det er dumt, og der er noget umoralsk deri!” „Du har for saa vidt Ret! Men hvis denne Kasse nu ikke saa hurtig gaar i Smadder?” „Aa, hvad, vi kan jo i hvert Fald se Tiden an et Par Timer. Kom saa!” Derpaa gik de ud, - og jeg kom! ogsaa temmelig hurtig afsted med kold Sved paa Panden. Jeg krøb il- somt tilbage til det Sted, hvor vi havde lagt bi. Endnu var det bælgmørkt og jeg kunde næppe se en Haand for mig, saa hviskede jeg sagte: „Jim!” Tæt ved mig hørte jeg en svag, angstfuld Stønnen. „Hurtig, Jim, det er ikke nu Tid til at klage sig. Der er en Røver- og Mor- derbande, og hvis vi ikke finder deres Jolle og sætter den i Drift, vil en af de Fyre komme i en slem Knibe. Men faar vi fat i Jollen- og lader den flyde bort, kan ingen af dem forlade Vraget. Jeg kunde nok ønske at faa dem alle i Fælden og saa udlevere dem til Sheriffen. Hurtig, skynd Dig! Jeg vil søge langs Bagbord efter deres Baad, saa afsøger Du Styrbordssiden. Saa mø- des vi i Flaaden -” 97 „Flaade? O, Herre Gud! Flaade? Der ikke mere være Flaade! Flaaden være revet løs, være borte, og stakkels gamle Jim og Huck være fortabte! Der ikke være Flaade der!” TRETTENDE KAPITEL. Naa - det var et haardt Slag for mig og jeg var nær ved at falde sammen. Alene her paa Vraget med saadan en Bande som den dernede i Lukaferne, det var ikke nogen Spas! Nu maatte vi finde deres Jolle, for vor egen Skyld var dette nødvendigt! Saa krøb vi rystende som Espeløv hen langs Styrbord og det fore- kom os som en Evighed, før vi naaede til Damperens Stævn. Men ikke Spor af nogen Jolle. Jim hviskede, at han næppe længere kunde flytte en Fod, saaledes rystede hans Knæ, en saadan Skræk havde han aldrig i sit Liv oplevet Magen til. Mig selv gik det ikke bedre, men jeg tav stille dermed. Jeg strammede ham op og forsikrede ham om, at, hvis han blev her, mellem Bølgerne og Banditterne dernede, sad vi fast i en slem Klemme. Saa tog vi da atter fat med at søge videre. Idet vi, stadig følende os for, naaede den Del af Vraget, hvor Dækket dukkede ned i Vandet, fik vi Øje paa en mørkere Aftegning i Skyggen - og se, det var virkelig den Jolle, vi længtes efter at finde. Det lettede ikke saa lidt! Vi vilde just til at lade os glide ned i den, da en Luge blev aabnet lige tæt ved Siden af mig og et Hoved kom til Syne. Det var en af Banditterne fra før! Et helt Vidunder, at han ikke straks saa mig! Han drejede Hovedet tilbage og hvæsede: „Stik dog den fordømte Lygte bort, Bill, Lyset kan jo forraade os!” Huck Finns Hændelser. 7 98 Han kastede en fyldt Sæk i Jollen, svang sig selv efter den og satte sig til rette. Det var Jack. Saa kom Bill krybende bag efter; han var ogsaa hurtig nede. Jack hviskede: „Alt klart - sæt saa af!” Jeg kunde næppe længere klamre mig fast, saa svag følte jeg mig. Da siger Bill: „Hør lidt. Var Du inde og undersøge ham, den Hund!” „Nej - har Du ikke gjort det?” „Nej, Gud straffe mig! Saa har han sin Del af Pengene i Lommen!” „Naa, saa hurtig tilbage igen! - det vilde jo være dumt at slæbe alt det Kram med sig og lade ham ligge tilbage med Penge. Kom nu hurtig!” „Tror Du ikke, han aner, hvad vi vil?” „Maaske, eller maaske ikke! Imidlertid vi maa ha' de Penge med.” Saa klatrede de begge tilbage paa Vraget igen og forsvandt ned gennem Lugen. I samme Øjeblik var vi begge i Jollen! Det gik som om vi fløj ombord! Kniven kom frem, Linen skar jeg over - og vi satte af saa stille som Mus. Ikke en Aare rørte vi, vi talte ikke et Ord, ja vi trak næsten ikke Vejret. Lydløst gled vi ned langs Skibsskroget og faa Minutter efter var vi udenfor Høre-, Syns- og Skudvidde. Vi saa Vraget forsvinde i Mørket - vi var reddede og takkede vor Skaber. Da vi var naaet to-tre Hundrede Meter ud, saa vi Lyset fra en Lygte som en lille Stjærne skinne et Øje- blik ud over Vandet; nu havde Banditterne sikkert op- daget, at deres Jolle var borte, og at de omtrent var i lige saa stor Knibe som Jim Turner. Men vi halede godt ud med Aarerne og spejdede 99 forud efter vor bortdrevne Flaade. Først nu stod det rigtig klart for min Bevidsthed, hvilken Skæbne jeg havde beredt Mændene paa Vraget ved at lade dem blive tilbage uden Jolle; indtil nu havde jeg vel været for optaget af alt det andet, der var hændet os, til rigtig at gøre mig deres Stilling klar. Det forekom mig da, at den Knibe, jeg havde bragt dem i, selv for Mordere var noget for haard. Jeg sagde til mig selv: Hvem véd, Huck, hvad der engang bliver ud af Dig; maaske ikke noget stort andet eller bedre, og i saa Fald vilde en lignende Knibe være højst ubehagelig for Dig. Saa raabte jeg til Jim: „Jim, saasnart vi ser Lys inde paa Kysten, gør vi Holdt og lægger ind; saa skjuler vi Dig og Baaden, me- dens jeg gaar hen til Folk, jeg kan træffe paa, og saa skal jeg finde paa noget at fortælle, saa de tager ud og ser efter de Fyre paa Vraget; de behøver da ikke at drukne som Rotter, men kan opnaa at blive hængt paa en anstændig Maade, naar de engang er modne dertil!” Men den Idé blev der foreløbig ikke noget af, thi paa én Gang tog Stormen til igen og rasede nu værre end før. Regnen strømmede ned og intet Steds kunde vi skimte noget Lys; i saadant et Hundevejr var alle vel allerede gaaet i Seng. Vi arbejdede os dog fremad, idet vi begge stadig holdt skarpt Udkig efter et Lys og efter vor fortabte Flaade. Omsider ophørte dog Reg- nen, medens Skyerne blev ved at hænge lige tungt over os og af og til saas endnu Lynglimt. Et Lyn viste os pludselig en mørk Masse, som flød foran os. Vi styrede lige løs paa den. Og virkelig, det var vor Flaade. Glade og muntre som Hundehvalpe sprang vi saa i Sikkerhed paa vor gamle, kære, tabte, men genfundne Flaade. Hvor Men- nesket dog hænger ved, hvad der er dets eget! Omtrent samtidig kom: et Lys til Syne derovre paa Bredden; der 7* 100 vilde jeg ind de tre Banditter laa mig saa tungt paa Hjærte. Jollen var halvt fuld af det Kram, som Skur- kene havde stjaalet fra Damperen. Vi hev nu det hele over i en Bunke paa Flaaden og jeg gav Jim Besked om at drive videre nogen Tid endnu, og saa, naar han mente, at der var gaaet en Timestid, at tænde et Baal og vedligeholde det, indtil jeg kom tilbage; jeg havde da noget at rette mig efter. Saa greb jeg Aarerne og roede indad efter Lyset. Efterhaanden som jeg kom Kysten nærmere, opdagede jeg tre-fire andre oppe ad Skrænten - her maatte der ligge en Landsby. Omsider trak jeg Aarerne ind og lod mig drive lidt med Strømmen for saaledes først at orien- tere mig. Under Forbidriften udfandt jeg da, at det først opdagede Lys kom fra en Lanterne, der hængte paa Masten af en Jærn-Dampfærge. Jeg lagde til og saa mig om efter Vægteren, som naturligvis sov et Steds om Bord. Jeg fandt ham da ogsaa rigtig nok forude et Steds, hvor han sad salig indslumret med Hovedet mel- lem Knæene. Saa pirrede jeg et Par Gange til ham og begyndte at hulke og græde. Han fo'r forskrækket i Vejret og saa sig forstyrret omkring. Men da han blev klar over, at det ikke var andre end min Ringhed, gav han sig først Tid til at række og strække sig og brummede saa: „Naa, hvad er der nu paa Færde? Tud ikke, Dreng! Hvad er det saa?” Jeg hulkede: „Fa'r og Mo'r og Søster og -” Jeg kunde ikke sige mere for Graad; men han ud- brød: „Naa, for Pokker, hold dog op med at hyle, Dreng; hver har sit at bære, og det kommer Du nok over! Hvad er det saa med Fa'r og Mo'r og Søster?” 101 „De er - De er maaske Vagtmand paa Fartøjet her?” „Ja, det er jeg!” bekræftede han med Selvfølelse, „jo, meget rigtig, det er jeg! Jeg er ogsaa Kaptejn og Reder, Matros og Lods, Styrmand og Vagtmand - alt- sammen i en Person. Mange Gange er jeg ogsaa Fragt og Passager tillige. Saa rig som gamle Jim Hornback det er jeg ganske vist ikke, og jeg kan ikke smide saa- dan om mig med Syle som han og heller ikke være saa djævleblændt godgørende overfor Tom og Dick og Har- ry og hvad de alle hedder, men alligevel vilde jeg for aldrig det bytte med ham. Som jeg siger til ham: Livet paa Vandet, det kan man kalde at leve; hellere lod jeg mig klyngne op end kline mig fast i en Rede inde bag Bjærgene, hvor man ikke aner, om Verden gaar rundt eller staar stille; ikke for aldrig det vilde jeg bytte med Dig, selv om Du lod mig forgylde og sætte i Ramme, og, siger jeg -” Nu afbrød jeg ham: „Aah, de er i saadan en skrækkelig Forlegenhed; de véd slet ikke, hvad de skal gøre -” „Hvem véd ikke, hvad de skal gøre?” „Fa'r og Mo'r og Søster og Miss Hooker. Aa, bare De vilde tage Færgebaaden og gaa derop og -” „Hvor op? Hvor er de?” „Paa Vraget!” „Hva' for et Vrag?” „Aa, der er vel kun et deroppe!” „Hva', Du mener da vel ikke paa „Walter Scott”?” „Jo!” „Du almægtige! Hva' i al Verden bestiller de der?” „Ja, det er ikke med deres gode Vilje, at de opholder sig der!” „Det forstaar jeg nok! Død og Pine, de vil jo sim- pelt hen gaa neden om og hjem, hvis de ikke sørger for 102 hurtigst muligt at slippe derfra. Men hvorledes er de da egentlig kommet saadan afsted?” „Jo - Miss Hooker var paa Besøg - der oppe i -” „I Booths Plads mener Du - og saa?” „Altsaa hun var paa Besøg i „Booths Plads”, og nu lige ved Aftenstide vilde hun, i Følgeskab med sin gamle Negertjenestepige, lade sig sætte over med Hestefær- gen for at besøge en Veninde og overnatte hos hende, det var en Miss - naa, jeg har glemt hendes Navn. Un- dervejs tabte de deres Styreaare midt i Vandet, Færgen svingede rundt og blev saa sat i Drift og tørnede saa omsider lige mod Vraget. Færgemanden og Negerpigen og Hestene gik til Bunds. Kun Miss Hooker lykkedes det at faa fat i Skroget og hun reddede sig om Bord paa Dækket. Omtrent en Timestid efter at det var blevet mørkt, kom saa vi ned ad Floden i vores Baad, vi var paa Hjemvej fra Marked; det var saa ravende mørkt, at vi ikke saa Vraget, før vi stødte lige mod det og kæn- trede. Baaden kunde vi jo kigge efter, men vi reddede os dog alle undtagen Bill Whipple - han druknede, - aa, han var saadan et rart Menneske, jeg vilde hellere selv have druknet end at just han skulde blive der.” „Bevars vel, det er den mærkeligste Historie, jeg nogen Sinde har hørt! Naa, og saa? Hvad gjorde I saa?” „Ja, hvad gjorde vi - vi raabte og skreg naturligvis som vi var vilde; men der var saa langt derud, at ingen kunde høre os. Saa siger min Gamle: Der er ikke andet for, end at en af os maa se at komme i Land for at skaffe Hjælp. Jeg var den eneste, der kunde svømme, og saa maatte jeg jo forsøge min Lykke. Der var ikke noget at betænke sig paa! Jeg sprang saa ud - Miss Hooker raabte efter mig, at, hvis jeg ikke tidligere kunde finde nogen, der vilde hjælpe, saa skulde jeg sørge for at finde hendes Onkel, han skulde nok finde paa Raad. 103 Saa svømmede jeg ind og naaede ogsaa Land et godt Stykke længere nede end her; men alle Steder, hvor jeg har banket Folk op og fortalt dem, hvad der var paa Færde, er jeg bleven afvist. „I saadan et skrækkeligt Vejr?” udbrød de. „Nej, min Dreng, det vilde være Vanvid; løb Du op til Dampfærgen; vil de hjælpe Dig der, saa bliver Du rigtig hjulpen!” Hvis nu bare De vil tage derud og -” „Min Salighed vil jeg saa; det skal jeg gerne gøre, men - sig mig, Du forstaar, helt for ingen Ting kan jeg ikke gøre det, hvorledes staar det til med - hvad jeg vilde sige, hvem skal betale? Tror Du, at din Fader kan -” „Aa, det skal De ikke være bange for, det skal nok blive betalt. Miss Hooker sagde udtrykkelig, at hendes Onkel Hornback -” „Du store Kineser! Hva', er Hornback hendes Onkel? Hør saa, hvad jeg siger - kan Du se det Lys derhenne? - Godt - Du ta'r Benene paa Nakken og løber efter det Lys der paa den anden Side, saa følger Du Vejen og træffer snart paa en Kro; der gaar Du ind og siger, at Du er ude efter Jim Hornback, og om de hurtig vil følge Dig op til ham. Saa fortæller Du ham, at jeg vil bringe hans Niece hel og holden i Land, endnu før end han selv naar at komme ind til Byen; han skal ikke være ængstelig og - men se nu til at komme af- sted, Dreng, - staar han ikke der og glor dumt i Stedet for at løbe! Nu lidt rask - jeg stikker om et Øjeblik i Søen!” Selvfølgelig lod jeg som om jeg rendte i Retning af det Lys, han havde peget hen imod. Næppe var Vagten gaaet ned, før jeg sneg mig tilbage i en stor Bue og fik fat i min Jolle; jeg gjorde den løs og lod mig stille drive langs Kysten, hvor jeg skjulte mig bag et Par Brænde- kvaser. Jeg maatte dog overbevise mig om, at Manden 104 gjorde Alvor af at gaa ud. I Grunden følte jeg mig helt tilfreds med mig selv; thi, tænkte jeg, de færreste vilde have gjort sig saa stor Ulejlighed for en Tyveban- des Skyld. Jeg vilde ønske, at jeg kunde fortælle Enken hele Historien; hun havde saa sikkert grædt af Rørelse over min Højmodighed overfor Skurkene, for, mærk- værdig nok, hun nærede altid, ligesom andre gode Sjæle, den største Deltagelse overfor Mordere og andre Kæltringe. Jeg saa nu, hvorledes Færgen begyndte at dreje paa sig. I en Fart roede jeg ud fra mit Skjul og satte alle Kræfter ind paa at blive Førstemand paa Stedet. Som et stort, mørkt Spøgelse hakkede Vraget nedad Floden; men det var øjensynlig nær ved at synke og sikkert alle- rede fuldt af Vand. Det gik meget dybt og jeg indsaa straks, at der næppe var nogen Sandsynlighed for Ban- ditternes Redning. Jeg roede da endnu nærmere og for- søgte ogsaa svagt at raabe til dem, i Fald de overhovedet endnu var levende, men fik intet Svar. Der var døds- stille paa Vraget. Jeg følte ogsaa lidt Medlidenhed med Banden, men ingen overvældende. Nu kom ogsaa Færgen dampende af fuld Kraft. Jeg holdt mig forsigtigt midt i Strømmen og trak Aarerne ind for rigtig at kunne iagttage, hvad der vilde ske. Jeg saa, hvorledes Færgen prustede dampende omkring Vra- get for at søge efter Miss Hookers jordiske Rester; men heller ikke disse kunde Vagtmanden finde og bringe dem som Trøst for den; stakkels Onkel Hornback, der altsaa havde mistet sin højt elskede Niece! Færgemanden kunde absolut intet opdage, og da Vraget hvert Minut paa en truende Maade sank dybere og dybere, opgav han om- sider Forsøget og dampede tilbage til Færgelejet. Jeg derimod skyndte mig nu hurtig ned ad Floden. Det forekom mig som en hel Evighed, før jeg fik Jims Ild i Sigte, og da dette endelig var Tilfældet, syntes 105 jeg, at den var mindst Tusind Mil borte. Da jeg om- sider naaede lykkelig derhen, begyndte Dagen allerede at dæmre i Øst. Vi lagde ind til en lille Ø, skjulte vor Flaade og borede Jollen fra Vraget i Sænk; saa gik vi til Køjs og sov snart efter de retfærdiges Søvn. FJORTENDE KAPITEL. Da vi omsider havde faaet udhvilet os og atter var kommet paa Benene, undersøgte vi det Bytte, som vi havde nappet fra Skurkene paa Vraget, og vi fandt her- lige Sager der imellem. Der var Støvler, Uldtæpper, Klædningsstykker, mange Bøger, en Kikkert, to Kasser Cigarer og meget andet brugbart. Aldrig i Livet havde vi før været saa velhavende! Cigarerne især var aldeles udmærkede, „ægte Havanna” eller hvad man kalder det. Hele Eftermiddagen laa vi under Træerne og dampede løs, medens jeg læste højt i Bøgerne - det var et Slaraf- fenliv! Jeg fortalte nu Jim om alt, hvad jeg havde oplevet paa Vraget og inde ved Færgelejet; det var da for en Gangs Skyld et fornøjeligt Æventyr. Naa, bagefter var det nu nemt nok at kalde det for et Æventyr, tænkte Jim, og sagde, at han allerede var halv død af Forfær- delse, da han ikke kunde finde Flaaden, og han havde troet, at nu var alt forbi for ham. Enten maatte han drukne, eller, selv om han blev bjærget i Land, var han lige saa uheldig stillet; thi saa vilde han blive afleveret til Miss Watson og derefter solgt Syd paa. I Virkelig- heden havde han Ret, det maatte jeg lade ham; over- hovedet havde han næsten altid Ret. Han var en mærk- værdig snu Fyr af en gammel Neger at være. Saa læste jeg for Jim i en af Bøgerne. Den handlede 106 om Konger, Hertuger, Lorder og lignende fine Folk, om hvor smagfuldt og kostbart de var klædt paa, og om hvorledes de sagde „Deres Majestæt”, „Deres Naade” og „Deres Herlighed” i Stedet for blot og bart „Hr.” den og den. Jims Øjne straalede ligefrem af Henryk- kelse, i den Grad var han interesseret i det, som jeg foredrog. „Jim vide slet ikke, at der være saa mange Konger! Jim aldrig høre derom! Jim kun vide om gamle Konge „Sallermon” og dem Konger i Spillekort. Hvor mange Penge faar saadan en Konge?” „Hvad han faar?” udbrød jeg, „ja, hvad faar han? Tusind Dollars om Maaneden, eller mere maaske, saa meget, som de selv vil have; alt tilhører dem jo!” „Oh! det være smukt! Hvad bestille han. Huck?” „Bestiller? ingen Ting! Konger tager sig ikke noget for, Jim, de sidder kun paa en Trone!” „Nej, være det Sandhed!” „Naturligvis, Jim, de sidder saadan rundt om paa en Trone. Naar der bliver Krig maa de maaske engang imellem rejse sig og gaa med, men ellers dovner de kun omkring Dagen lang eller gaar paa Jagt eller - tys, hørte Du ikke noget?” Vi krøb frem og lyttede, men det var kun den fjærne Støj fra Dampskibshjul. Damperen forsvandt snart ved en Krumning af Floden og vi satte os atter til Ro. „Jo,” vedblev jeg, „og af og til, naar Tiden falder ham for lang, saa driller han „Parlamentet” lidt eller og- saa lader han foretage et Par Henrettelser. Men for det meste opholder de sig i Haremet!” „I - hvor?” „I Haremet!” „Hvad det være?” „Det er det Sted, hvor de opbevarer deres Koner. Saa Du ved ikke, hvad et Harem er, Jim? Kong „Saller- 107 mon” havde jo ogsaa saadant et med en Million Koner!” „Oh, rigtig, gamle Jim ikke huske det! Jim tænke det Harem være saa stort som et helt Gæstgiveri! Hva', Huck? Hele Huset være fuldt af Børnestuer, og de skrige og de skændes! Børnene skrige og Konerne skændes! Gamle Sallermon ikke være vis Mand, som Folk sige. Han være slet ikke vis, sige gamle Jim. En vis Mand gaar ikke og bygge et Hus og stoppe det fuldt af Kvinder og Børn, og selv sidde midt i alt den Støj og Mudder. En vis Mand gøre ikke saadan dumme Ting, han blive pænt alene eller bygge helt lille Hus og købe Cigarer og Whisky, og han lukke Huset, naar han vil ha Fred. Og en Kone være nok for en vis Mand og ikke saa mange Børn - nej, Jim sige, Sallermon ikke være vis Mand!” „Men han var alligevel den viseste Konge, ham „Sal- lermon”; det har Enken fortalt mig og det ved Enken Besked med!” „Jim ikke bryde sig om, hvad Enken sige - Saller- mon være ikke vis! Han være halvt gal, sige Jim. Du kende den Gang ham hugge et lille Barn i to Stykker?” „Jo, det har Enken ofte fortalt mig om og -” „Naa, være det ikke splittergalt? Du høre et Øjeblik! Der ligge en Træstump - det være ene Kone, Du være anden Kone, Jim være Sallermon og den her Dollar være Barn! Træstump og Du vil ha' begge to den Dollar. Jim ikke gaa og spørge Nabo, hvems være den Dollar, din eller anden Kones, Jim ikke ta' den Dollar og rive den i to Stykker og sige: her har Du hal' Dollar, og Du hal' Dollar! Være det klogt? Du ikke have Nytte af hal' Dolar, stakkels Kone heller ikke! Saadan Sallermon vilde gøre med den Barn! Jim spørge Dig, hva' hal' Dollarstykke er værdt? Ingen Ting! Hva' hal' Barn værdt? Ingen Ting heller! En Million hal' Barn ingen Ting værdt! Nej Sallermon være ikke vis!” 108 „Men. Jim, stik Piben ind, Du har jo helt skudt forbi det vigtigste, Gud straffe mig, Du er rendt tusind Mil udenom Kærnepunktet i Fortællingen!” „Hvor skyde jeg forbi? Jim? Du seiv stikke Piben ind! Du ikke komme til Jim med Kærnepunkt. Jim vide, hva' være dumt, naar Jim se noet dumt. Og gamle Sallermon være dum med det Barn! Om hvad være Strid opstaaet? Om halve Barn eller hele Barn? Jim paastaa om hele Barn og Du saa ikke gøre det godt med halve Barn, og naar Sallermon tænke det, være han dum, være ikke værdt, at Solen varme ham! Du ikke komme med Sallermon, Jim ikke være hans Ven!” „Men Jim, saa hør dog, det er jo ikke det, det drejer sig om, Kærnepunktet er -” „Kærnepunktet være til Pokker! Jim vide, hvad han vide. Og Du, Huck, Jim sige Dig noget! Kærnepunk- tet helt andet, være hos Sallermons Forældre, de have opdraget ham forkert. Du tage engang en Mand, som have to eller tre Børn! Saadan Mand ikke smide Børn væk; han vide godt, Børn meget værdt! Men saa tage Du en Mand, som har fem Millioner Børn rumstere rundt i hans Hus, det ganske andet! Han spørge ikke, om det være et Barn eller en Kat, som han hugge itu; der være saa mange, han godt undvære en eller to. Og gamle Sallermon - han spørge ikke om Dusin mere eller mindre, han have stort Forraad - det være Kærne- punktet, Huck, Du tro gamle Jim!” Saadan en Neger snakker man ikke hans Mening fra! Naar han har sat sig noget fast i Hovedet, er det ikke til at tænke paa at drive det ud igen! I den Henseende var gamle Jim en haard og paastaaelig Negl; en Gang for alle havde han slaaet Haanden af ”Sallermon”. Saa lod jeg Spørgsmaalet om Salomon falde og saa fortalte jeg Jim om en anden Konge, nemlig om Ludvig 109 den sekstende af Frankrig som de engang for længe siden havde hugget Hovedet af derovre, og om hans lille Søn „Delphinen” som skulde have været Konge, naar hans Fader ikke længere havde et Hoved til at sætte Kronen paa, og om, at de kastede ham i Fængsel, hvor han - efter hvad man almindelig mente - senere skulde være død. „Stakkels, lille Fyr!” udbrød Jim. „Men, tænk engang, Jim, der er ogsaa mange som paastaar, at han ikke er død, men at han er flygtet og er naaet over til Amerika!” „Det være Sandhed? Men, Huck, stakkels lille Fyr være helt alene, have Hjemve, ikke være Konge hos os - han være ganske alene! Hvoraf han leve?” „Det ved jeg virkelig ikke. Han kan maaske faa An- sættelse ved Politiet eller give Undervisning i Fransk!” „Hva' Huck, tale franske Folk ikke som vi tale?” „Nej, bevares vel Jim! Man kan ikke forstaa et ene- ste Ord af, hvad de siger.” „Men Himmel! Nu vide Jim slet ikke mere, hvad han skulle tænke! Hvoraf komme det, Huck?” „Ja, det véd jeg ikke saa nøje, men nu er det saaledes engang! Det er sandt! Vent lidt, jeg har der fundet noget i en af Bøgerne. Jim! naar nogen kommer til Dig og spørger: „Pallewuhfranzä”? - hvad tænker Du saa?” „Tænke? Jim tænke ikke noget. Jim gi' ham en paa Hovedet, men kun, naar han ikke være Hvid; Jim ikke lade sig saadan udskælde af en Neger!” „Hvor er Du dum! Det er slet ikke Udskældning! Han vil kun spørge Dig, om Du taler Fransk!” „Hvorfor han saa ikke sige det lige ud?” „Men det siger han jo ogsaa; det er den Maade, hvorpaa en Franskmand taler.” 110 „Det være en fordømt latterlig Maade; Jim vil ikke høre mere; det være dumt!” „Men, Jim! taler da en Kat ligesom Du?” „Nej, en Kat tale ikke saaledes, men -” „Eller maaske en Ko?” „Nej, heller ikke en Ko tale som Jim, men -” „Taler da en Kat som en Ko, eller en Ko som en Kat?” „Nej, slet ikke, men -” „Og det er helt naturligt,” vedblev jeg, „at hvert Dyr taler paa sin Maade, ikke?” „Jim skulde tænke saaledes, men -” „Nej, hør kun et Øjeblik! Er det ikke ogsaa helt naturligt, at en Kat eller en Ko taler anderledes end vi?” „Hvorfor spørge Du saa dumt, Huck?” „Jo, hvorfor skulde da ikke ogsaa en Franskmand tale anderledes end vi?” „Være en Kat et Menneske, Huck?” „Nej!” „Godt, hvorfor skulde saa Kat tale som Menneske? Være Ko et Menneske? Eller være Ko Kat?” „Nej, en Ko er en Ko!” „Godt, saa have den ikke Grund til at tale som Kat og Menneske! Være Franskmand Menneske?” „Ja, naturligvis!” „Men - hvorfor tale han da ikke som Menneske? Fortælle Du mig det, Huck!” Det var mig dog for meget! Saaledes er det at for- klare en Neger noget! De er halstarrige. Og derfor tav jeg. - 111 FEMTENDE KAPITEL. I Løbet af tre Nætter antog vi nu, at vi med Lethed kunde naa frem til Kairo, der ligger paa Grænsen af Illinois, hvor Ohiofloden falder ud i Mississippi. Det var det foreløbige Maal for vor Rejse. Der vilde vi saa sælge Flaaden og gaa ombord i en Damper, der løber op ad Ohio til de Stater, hvor Negrene er fri. Naar vi naaede dertil, ansaa vi alle Farer for at være forbi. Anden Dags Nat faldt der en tæt Taage; vi søgte der- for at finde et Sted, hvor vi bekvemt kunde lægge ind; thi en Sejlads i Taagen fristede os ingenlunde. Jeg roede forud i Baden med Kastelinen for at gøre den fast, men fandt kun ganske unge Træer til Fortøjning. Imidlertid gjorde jeg Linen fast til et af disse. Uheldigvis var det paa et Sted, hvor Bredden dannede et Frem- spring, saa at der opstod en særlig haard Strømning. Denne førte Flaaden saa stærkt fremad, at Træet blev revet op med Rode og slæbt bort i Linen. Straks efter var Flaaden forsvundet i Taagen og jeg stod tilbage paa Bredden. I min Overraskelse sortnede det for mine Øjne, jeg var ikke i Stand til at røre mig ud af Pletten, endnu mindre kunde jeg give en Lyd fra mig. Den Tanke slog mig: nu er Du fortabt, thi Jim faar Du ikke mer at se! Da jeg havde sundet mig lidt, sprang jeg i Baaden og vrikkede med Aarene, men den rørte sig ikke ud af Stedet; i mit Hastværk havde jeg glemt at løsne den. Jeg gav mig saa til at løsne Knuden, men mine Hænder rystede febrilsk, saa det tog lang Tid. Da jeg endelig langt om længe kunde støde fra, var meget Tid gaaet tabt. Jeg satte efter Flaaden, idet jeg, saalænge det var mulig, holdt mig i Nærheden af Bredden for ikke at tage Fejl af Retningen, men lidt efter lidt gled jeg udad og kom ind i en saa tæt, mælke- 112 hvid Taage, at jeg ikke længere havde mere Begreb end en Blindebuk, om hvor jeg drev henad. Her nytter det ikke at ro, tænkte jeg, det fører dog kun til, at jeg sætter Baaden fast i en Sandbanke eller render den op mod Bredden; saa lad Dig hellere drive med Strømmen, det er i hvert Fald det sikreste. At sidde med Hænderne stille i Skødet, naar man helst vil arbejde af fuld Kraft for at komme fremad - det er en sand Taalmodighedsprøve. Jeg raabte saa højt, jeg kunde, og lyttede efter Svar. Pludselig lød der ogsaa langt borte fra et utydeligt Raab; det livede mig svært op. Jeg styrede hen imod den Kant, hvorfra det var kommet, og lyttede stadig efter, om det skulde gentages. Da jeg næste Gang fornam Lyden, forekom den mig at komme! fra en hel anden Retning; jeg maatte være dre- vet alt for meget til højre. Senere hørte jeg det igen og denne Gang langt ovre til venstre for mig, stadig lige fjærnt. Det var nu tydeligt for mig, at jeg i Taagen drev fra den ene Side til den anden, omtrent i en Kreds. Der var ikke meget Haab nu om at naa Flaaden, da denne stadig drev fremad, medens jeg tabte Tid ved saaledes at snurre rundt. Blot det Fæhoved til Jim dog vilde tage et gammelt Bliklaag og slaa dygtig, uafbrudt Allarm paa det, men det faldt ham vist slet ikke ind. Da hans Raab kun lød nu og da forvirrede de mig mere end de vejledede, Naa, jeg drev videre fremad, -- men man tænke sig min For- undring, da jeg pludselig hører Raabet bag ved mig. Nu var gode Raad dyre. Enten hidrørte disse Raab fra andre eller Baaden maatte, uden at jeg havde bemærket det, have drejet sig. Jeg vidste hverken ud eller ind mere. Jeg kastede Aarerne i Bunden af Baaden. Atter hørte jeg Raab, men stadig bagude og i en helt anden Retning. De kom hele Tiden nærmere, men vedblev 113 med at skifte Plads, og jeg blev ved med at besvare dem, indtil Raabene lidt efter lidt paa ny lød foran mig; samtidig bemærkede jeg, at Strømmen atter havde bragt Stævnen af min Baad ind i den rigtige Retning. Nu var alt for saa vidt godt, blot det var Jim, der havde raabt og ikke en eller anden fremmed Flaadeskipper. Stem- men havde jeg ikke kunnet genkende gennem Taagen. Alle Genstande faar et unaturligt Udseende i Taage og Stemmer mister ligeledes deres naturlige Ejendomme- lighed. Raabene forsvandt og omtrent samtidig blev jeg atter drevet ind til Kysten, der viste sig med store, spøgelse- agtigt udseende Træer; saa satte Strømmen mig ind til venstre og Bunden af Baaden raslede over en Mængde Rullesten, saa det ligefrem skrattede. I Løbet af et Sekund eller to var jeg dog atter i fri Vande og alt omkring mig var hvidt og stille. Jeg sad helt ubevægelig og hørte kun, hvorledes mit Hjærte hamrede, medens jeg næppe vovede at aande. Nu hørte jeg ikke mere noget Raab og nu forstod jeg ogsaa godt, hvoraf det kom. Jeg blev klar over, at det ikke var en Sandbanke, jeg før havle Strejfet, men en Ø, og Strømmen havde drevet mig til venstre for den, me- dens Jim drev frem med Flaaden langs den højre Side. Øen syntes at være temmelig stor. Af og til kunde jeg gennem Taagen skimte høje Træer. Saaledes kunde det blive ved timevis - var det endnu muligt, at jeg atter kunde naa Jim og Flaaden? Jeg holdt mig ganske stille og spidsede Øren. Alt forgæves. Strømmen førte mig fremad med en Fart af fire til fem Knob, antager jeg; men det kunde næppe mærkes. Tværtimod! Man tror at ligge helt stille i Vandet, og naar man suser forbi en eller anden Træ- stamme, der stikker fast i Bunden, har man ikke engang Fornemmelsen af, at man selv har denne Fart paa, men Huck Finns Hændelser. 8 114 snapper efter Vejret og tænker: Død og Pine, sikken Hast de farer afsted i! Tro mig, det er i højeste Grad uhyggeligt saaledes i tæt Taage, midt i den tavse, mørke Nat at drive ensom afsted paa denne Maade! Efter omtrent en halv Times Forløb begyndte jeg igen at raabe; jeg tænkte nemlig, at nu maatte jeg vel være dre- vet forbi den Ø - og virkelig, jeg hørte ogsaa Svar- raab, men langt, langt borte fra. Jeg gjorde Forsøg paa at rette mig derefter, men det lod sig ikke gøre. Saa fore- kom det mig pludselig som om jeg havde forvildet mig i et Krat, thi der flød smaa Buske til begge Sider. At der i min Nærhed fandtes ikke faa, kunde jeg ane, men ikke se, thi jeg hørte Vandet slaa imod Træstammer og piske mod Grene og Løvværk, der hængte ud fra Bredden. Af og til maatte jeg med Aarerne klare Pynterne af de Smaaøer, jeg flød rundt imellem; jeg maatte sørge for ikke at komme til at sidde fast paa en af dem og det gik jo heller ikke an med min Baad at flytte rundt med dem. Jeg antog, at Flaaden af samme Grund kom ligesaa langsomt fremad, thi efter Raabene at dømme, - forudsat at det virkelig var Jim, som raabte - drev den nu næppe hurtigere frem end jeg selv. Nu syntes jeg atter at være naaet til frit Farvand, men paa samme Tid kunde jeg ikke længere høre noget Svarraab. Jeg maatte formode, at Jim var stødt paa Grund et eller andet Sted - og saa var det forbi med Flaaden og ham! Jeg var saa træt og mat, saa bedrøvet og modløs, at jeg med Selvopgivelse lagde mig i Bunden af Baaden og sagde til mig selv: Lad nu ske, hvad der vil! Egentlig ønskede jeg ikke at falde i Søvn, men Trætheden overvældede mig; jeg stred ikke imod, jeg blundede hen. Men det maa vel nok have været noget mere end et lille Blund, for, da jeg atter slog Øjnene op, var Taagen 115 borte og Stjærnerne stod klare og skinnende paa Himlen; Baaden gled hen ad en rolig og meget bred Vandflade. Først forekom dette mig som en Drøm, jeg vidste ikke, hvor jeg var; men da saa Erindringen lidt efter lidt kla- rede sig, syntes de sidste Oplevelser at ligge flere Dage tilbage i Tiden. Floden var her overordentlig bred med store, gamle og høje Trær ved begge Sider - saa vidt jeg kunde bedømme ved Stjærnernes Lys stod de som en tæt Mur langs Bredderne. Nu spejdede jeg forud og opdagede omsider en sort Prik midt ude paa Vandfladen. Jeg styrede lige efter den; men da jeg naaede derhen og fik set rigtig efter, var det ikke andet end et Par sammen- bundne Træstammer. Atter fik jeg forude Øje paa et andet mørkt Punkt; igen lagde jeg alle Kræfter i for at indhente det - og se, det var virkelig Flaaden med Jim og alle vore Herligheder. Da jeg naaede derhen, fik jeg straks Øje paa Jim; han sad, fast indsovet, med Hovedet støttet mod Knæ- erne og med den højre Arm over Styreaaren. Den anden Aare var revet bort og Flaaden selv var oversaaet med Blade, afrevne Kviste og Ler. Den har nok ogsaa været udsat for adskilligt, tænkte jeg. Jeg gjorde min Baad fast til Flaaden og lagde mig saa lang jeg var lige foran Jim; saa begyndte jeg at gabe og række og strække mig, hvorived Jim da endelig vaagnede. „Halløj, Jim, har jeg ikke sovet?” udbrød jeg „men hvorfor har Du dog ikke purret ved mig?” „Store, almægtige Himmel! Det være Dig, Huck? Være Du ikke død? Ikke druknet? Være for smukt, være for godt til at være Sandhed. Jim kan slet ikke tro det, stakkels gamle Jim tænke, at han drømme! Saa Jim maa føle, om det være Dig, Huck! Nej, Du være ikke død, Du være igen her, Du gode, gamle, tro Huck 8* 116 - helt levende Du gamle, tro Huck. Gud være Tak og Lov og Pris og Ære!” „Hov, hov, lad os nu være her, Jim! Hvad er der i Vejen med Dig, gamle Fyr? Har Du drukket for meget?” „Hvem - gamle Jim? Drikke for meget? Gamle Jim have ikke haft Tid til at tænke paa drikke!” „Hvorfor brøler Du da saadan forrykt op?” „Hva' - forrykt?” „Ja, det maa jeg vel nok sige. Jim! Har Du ikke plapret om, at jeg var blevet borte, og druknet og kom- met tilbage igen? - jeg som har ligget her og sovet som en Sten!” „Huck - Huck Finn, Du se Jim i Øjnene, se gamle Jim i Øjnene! Være Du da ikke været borte?” - „Jeg været borte? - Men Jim, saa for Pokker, hvad mener Du med det? Været borte? Hvor i al Verden skulde jeg saa have været henne?” „Gamle Jim være helt dum paa alt det! Her være noget, som ikke gaa rigtig til! Være jeg Jim, eller være jeg ikke Jim? Være Jim paa Flaaden eller ikke? Jim vil vide det - gamle Jim helt forvirret!” „Naa, tag den med Ro, jeg tror nok, at Du endnu er paa Flaaden, Jim. Det er lige saa tydeligt, som at Du selv ikke har det rigtig godt i Øjeblikket, gamle Fyr.” „Jim altsaa være Jim! Saa fortælle Du mig Huck, være Du ikke gaaet i Baaden for at fortøje Flaaden i Land?” „Hvornaar? Hvad mener Du?” „Fortøje Du ikke Flaaden og saa komme Strømmen - brr - og rive Flaaden løs og Flaaden drive med, langt, langt bort, og Huck med Baaden langt bagved i Taagen?” „I hvilken Taage?” „Oh - i den tætte, hvide Taage det være i Nat. Og 117 har Jim ikke raabt og skreget, og Huck raabt og skreget tilbage, indtil der være kommet mange Øer og Huck og Jim nær være færdige? Og være Flaaden ikke rendt forbi alle de Øer og Jim være næsten druknet? Være det saadan Huck eller være det ikke saadan? Du for- tælle Jim det!” „Nej, Jim, den er dog for høj! Jeg har ikke obser- veret nogen Taage, heller ikke nogle Øer og ikke mær- ket nogen Besværlighed! Jeg har jo siddet her hele Natten og talt med Dig, indtil for maaske ti Minutter siden, da Du faldt i Søvn og saa har jeg vel gjort det samme. Du kan vel næppe have haft Lejlighed til at drikke noget i den korte Tid, jeg har sovet, saa det hele maa vel være en Drøm!” „Stop nu, Huck, - det ikke være sandt, Jim kunne ikke drømme saa meget paa ti Minutter, - nej, det være ikke sandt!” „Du kan nu tro, hvad Du vil, Fæhoved, men Du maa jo have drømt det, Du fabler om, for sket i Virke- ligheden er det ikke!” „Men, Huck, Jim vide alt, alt være saa klart -” „Det siger ikke noget, at det staar klart for Dig, derpaa kommer det ikke an! Jeg, som har været her hele Tiden, maa jo dog vide Besked.” I de første fem Minutter gjorde Jim ingen yderligere Indvendinger, men sad kun og grundede for sig selv. Saa begyndte han: „Jim have altsaa drømt, Huck? Du sige det, saa være det Sandhed! Men Huck, - det være saa skræk- kelig naturlig Drøm, som Jim aldrig før have drømt. Jim aldrig før have drømt noget, der gøre En saa træt!” „Aa, det er ikke nogen Sjældenhed! Det sker ofte, naar man har drømt noget rigtig spændende, at man ikke bagefter kan røre et Lem. Du ser nu ogsaa med- 118 taget ud, saa Du har nok drømt noget, der har taget paa Kræfterne - fortæl kun, Jim!” Nu begyndte Jim at fortælle mig hele sin besynder- lige Drøm, som han tilmed smykkede ganske overor- dentlig. Derefter sagde han, at han vilde forsøge paa at tyde Drømmen, for den var sikkert et Varsel for os, der var sendt fra Himlen. Han sagde, at vort første mis- lykkede Forsøg paa at fortøje Flaaden betød en Mand, som vilde gøre Godt for os, men saa kom Strømmen og rev os bort, det betød en anden Mand, som var os fjendtlig stemt. De Raab, som han saa havde hørt og ogsaa selv besvaret, var Advarsler fra Forsynet, der af og til vilde møde os; nu galdt det altsaa om at forsøge paa at forstaa dem og derved undgaa de Ulykker, der ellers vilde overgaa os. De mange Sandbanker, og vort Arbejde med at klare os udenom dem, betød Stridig- heder med onde Mennesker, som vi burde gaa ad Vejen for; men saa maatte vi erindre, at vi alligevel var sluppet helskindet forbi Øerne og Sandbankerne og gennem den tætte Taage gledet ind i aabent Vande; dette varslede, at vi skulde naa til de frie Stater, hvor al vor Nød og Modgang vilde være forbi. - Imidlertid var Himlen atter blevet temmelig skyet; hist og her blinkede dog nogle Stjærner gennem de lette Skyer. „Det kan nu være meget godt alt sammen, Jim, Du har gjort dine Sager godt - men hvad betyder saa det der?” Idet jeg gjorde denne Bemærkning pegede jeg paa de Blade, afrevne Kviste og Lerslam, hvormed Flaaden var tilsølet. Man kunde ved Lyset fra Stjærnerne tyde- ligt skælne det alt sammen. Jim stirrede paa det, saa saa han mig ind i Ansigtet; derefter stirrede han igen paa Flaaden, men ikke en Tød- del svarede han. Drømmen syntes at have sat sig saa 119 fast i hans Hjærne, at det faldt ham vanskeligt at lade den Tanke fare og at fæste sin Opmærksomhed paa Vir- keligheden. Da Sagen langt om længe endelig blev klar for ham, saa han paa mig med et langt, stirrende og alvorligt, næsten sørgmodigt Blik og udbrød: „Hvad det betyde, fortælle Jim Dig. Da gamle Jim være helt træt af at raabe og kalde, saa han tænke, Huck være helt borte, Huck være fortabt, og gamle Jims Hjærte være næsten itu, og han vilde sove og ikke høre mere og ikke se mere af Verden og al den Sorg. Naar han saa vaagne, saa se han Huck sund og rask foran sig, han maa græde hede Taarer og vil kysse dine Fødder, saa glad og taknemlig blive Jim. Men Du, Huck, kun tænke, hvorledes gøre Nar af gamle Jim og lave stor Løgn. Det Stads der være Smuds - og Smuds være ogsaa dem, der have Fornøielse af at bedrage og narre og lyve for stakkels, trofast Ven!” Langsomt rejste han sig og gik ind i Skuret uden at værdige mig et Ord mere, men jeg havde ogsaa faaet nok. Jeg følte mig helt skamfuld; helst vilde jeg have kastet mig for hans Fødder og kysset hans gamle, sorte Hud for saaledes at vise ham min Anger og gøre alt godt igen. Der gik dog et Kvarterstid, før jeg var blevet enig med mig selv om, hvorvidt jeg skulde bede en Neger- slave om Tilgivelse. Saa gjorde jeg det og har aldrig senere haft Grund til at fortryde det. Jeg spillede aldrig mere Puds med ham og havde vel heller ikke spillet ham det sidste, saafremt jeg forud havde vidst, hvor nær det gik den gamle, skikkelige Fyr til Hjærte. SEKSTENDE KAPITEL. Hele den følgende Dag sov vi fast; de natlige Æven- tyr tyngede os som Bly. Hen paa Aftenen begav vi os 120 saa videre, denne Gang i Kølvandet af en kolossal stor Flaade, hvis Forbipassage havde været som et Fest- optog for os. Om Bord paa den var bygget fire rumme- lige Skure eller Hytter, ved hver Ende var der rejst en høj Flagstang og paa dens Midte var indrettet et Ildsted, hvor det blussede lystigt. Omkring dette havde der lejret sig endel Folk, som drak og spillede Kort. Bemandingen maatte antagelig løbe op til henved tredive Folk. Ja, det maatte rigtignok være noget at blive Styr- mand om Bord paa et saadant Uhyre! Vor lille Flaade forekom; mig nu som en usselig Vandmyg, der klamrede sig fast til Halen af en veritabel Søslange. Vi naaede en stærk Krumning af Floden, Himlen blev overtrukken og det var meget varmt. Floden var meget bred her og tætte, store Skove strakte sig langs Bredderne som en mørk, uafbrudt Bræmme, hvorigennem ingen Lysstraale kunde sés. Vi samtalte mest om Kairo, og om hvorvidt vi vel kunde opdage den, naar vi kom der i Nærheden. Jeg mente, at vi kun havde ringe Udsigt til at finde Byen; thi jeg havde hørt, at den kun bestod af en halv Snes Huse, og hvis den nu ikke var særlig stærkt op- lyst, kunde vi jo umulig vide, at det skulde forestille en By! Jim var imidlertid af den Anskuelse, at vi dog maatte kunne se, hvor de to Floder - Mississippi og Ohio - løb sammen og rette os derefter. Dette syntes mig nu ikke saa overbevisende; vi kunde til den Tid let indbilde os, at vi passerede Pynten af en Ø og at være i den tidligere Strøms Farvand. - Dette foruroli- gede Jim endel, og mig selv ikke mindre. Hvad skulde vi da gøre? Jeg foreslog, at jeg skulde ro ind til Kysten, saasnart der viste sig et Lys paa Bredden, og fortælle, hvem jeg nu traf paa, at min Gamle var i Nærheden med et Fragtskib, men ikke vidste rigtig Besked med Egnen, og spørge om, hvor langt der vel endnu kunde 121 være til Kairo. Jim fandt denne Idé udmærket; saa røg vi paa vore Piber og holdt skarpt Udkig. I Øjeblikket kunde vi ikke gøre noget andet eller bedre end at holde Øjnene godt aabne. Det galdt om at finde Byen og ikke i Blinde at drive forbi den. Jim mente, at det ikke skulde falde ham vanskeligt at opdage den; i det Øjeblik, da han naaede den, vilde han jo være en fri Mand, en fri Neger og det æggede hans Opmærk- somhed. Hvis vi drev forbi den, betød det, at han atter gik Slaveriet i Møde, kun over Ohio kunde det lykkes ham at naa Friheden; hvis han kom længere syd paa var han atter inde i Slave-Territoriet. Hvert Øjeblik udbrød han: „Der maa det være!” Men hver Gang tog han fejl. Engang var det et Vagtblus, en anden Gang nogle St. Hansorme, som han antog for en Lysning fra Byen. Sukkende satte han sig atter hen og blev ved med at spejde. Han blev helt febrilsk og nervøs, sagde den sølle Stakkel, ved nu at befinde sig saa nær Friheden. Ogsaa jeg begyndte at blive febrilsk og nervøs, men rigtignok af helt andre Aarsager. Den Tanke fo'r mig nemlig gennem Hovedet, at Jim nu allerede var saa godt som fri - og hvem var saa Skyld heri? - Jeg - Huck Finn havde hjulpet en Neger med at flygte bort fra sin Herre og Ejer!*) For første Gang i al den Tid, jeg havde tilbragt sammen med Jim, stod det mig rigtig klart, hvad jeg egentlig havde gjort. Blodet steg mig til Hovedet ved den blotte Tanke derpaa. Jeg søgte at retfærdiggøre mig overfor mig selv: jeg havde jo dog ikke Skyld i, at han var løbet bort fra sin retmæssige Ejerinde! Men det beroligede mig ikke. Hele Tiden rejste min Samvittighed sig med en manende Røst: Men Du har hjulpet ham i hans Flugt, 122 Du havde kun behøvet at ro ind til Bredden og fortælle en eller anden, hvor han, opholdt sig. Ja, saaledes for- holdt det sig; der var ikke nogen Undskyldning for mig. Det gav mig ligesom et Stik i Hjærtet. Og Samvittig- heden nagede videre: Hvad har egentlig Miss Watson gjort Dig, Huck Finn, siden Du kan se paa, at hendes eneste Neger stikker af saa at sige for Næsen af hende, uden at Du rører en Lillefinger for at forhindre det? Hvad har den stakkels, gamle Tingest gjort Dig, siden Du kan nænne at spille hende det Puds? Ganske vist, hun vilde lære Dig at læse og bibringe Dig gode Mane- rer, - hun vilde dog kun dit eget Bedste, saa vidt det stod til hende! Og det er den Maade, Du lønner hende paa, Du Huck - Huck Finn! Jeg følte mig saa sølle og ussel til Mode, at jeg øn- skede, jeg slet ikke var til. Jeg løb frem og tilbage paa Flaaden og gjorde mig hele Tiden uslere og slettere i mit eget Omdømme, og Jim løb ogsaa urolig omkring. ingen af os havde Ro paa os. Hver Gang han raabte: „Det være Kairo!” gik det mig som et Stik gennem Hjærtet, og jeg var sikker paa, at naar Kairo virkelig var der, vilde jeg dø af Skræk. Jim blev ved med at pludre højt hen for sig, medens jeg i Stilhed gjorde min Brøde op med mig selv. Naar han først var fri - sagde han - vilde han slide i det som en Hest og spare hver Cent, han kunde, sammen, saa at han kunde frikøbe sin Kone fra den Ejendom i Nærheden af Miss Watsons, hvor hun opholdt sig som Slavinde. Saa skulde de begge to spare sammen, saa de kunde faa udløst deres to Børn, og hvis disses Herre ikke vilde afstaa dem for Penge og gode Ord, vilde han faa en „Ablitionist” eller en anden Fyr til at stjæle dem. Jeg ærgrede mig gulgrøn ved at høre dette Tøjeri. Tidligere havde han aldrig, aldrig vovet at udtale sig paa 123 den Maade. Tanken om, at han, hvad Øjeblik det skulde være, kunde blive en fri Mand, havde helt forandret hans Væsen! Jeg maatte sande det gamle Ord: „Giver man en Neger den lille Finger, tager han hele Armen!” Og det hele er min Tankeløshed Skyld i! Du har hjulpet en Neger til at flygte, og, endnu før han naar Maalet, traver han rundt paa sine Platfødder og fortæller Dig naivt og ugenert, at han vil stjæle sine Børn - Børn, der tilhører en Mand, Du slet ikke kender, og som Du ikke har det mindste udestaaende med! Jeg beklagede, at Jim kunde sige saadan noget, det satte ham saa dybt ned i min Agtelse. Min Samvittighed rumsterede værre end før med mig og jeg beroligede den tilsidst saaledes: „Vær kun stille, endnu er det ikke for sent; saasnart jeg ser et Lys inde i Land, ror jeg ind til Bredden og angiver ham.” Jeg følte mig nu rolig og tilfreds og lettet for en svær Byrde. Alt det, som i saa høj Grad havde pint mig, var forsvundet og som blæst bort, da jeg havde taget denne Beslutning. Jeg spejdede efter et Lys og nynnede hen for mig. Da kom der et Lys til Syne og Jim! udbrød: „Være sikker nu, Huck, være reddet! Dans og være glad, der være gode, gamle Kairo endelig! Jim vide det, Jim føle det! Gode, gamle Kairo!” Jeg svarede: „Jeg vil hellere tage ind med Baaden, Jim, og under- søge, om vi ikke alligevel tager fejl!” Han sprang hen til Baaden og gjorde den klar i et Nu; han lagde endog sin gamle Frakke paa Bænken for at jeg kunde sidde bekvemt, trykkede Aarerne i min Haand og jublede, idet jeg stødte fra: „Gamle Jim snart synge af bare Glæde! Han vil sige: Alt, alt takke Huck for! Jim være fri Mand; al- drig være fri Mand uden Huck, gode, gamle, trofaste Huck! Jim aldrig glemme det, Huck! Huck Finn være 124 stakkels, gamle, sorte Neger hans bedste Ven, være gamle Jim hans eneste Ven!” Og jeg var just i Begreb med at forraade ham for at berolige min Samvittighed! Da han talte saaledes til mig, faldt jeg sammen som en vaad Gulvklud, Aarerne forekom mig saa tunge som Bly og jeg vidste ikke, om jeg skulde være glad over, at jeg vilde tage ind til Land, eller jeg ikke skulde være det. Da jeg havde fjærnet mig endnu et lille Stykke, raabte Jim atter til mig: „Saa tager Du derind, gamle, trofaste Huck! Ene- ste hvide Mand, som aldrig lyve for stakkels, gamle Jim! Gode, trofaste Huck!” Jeg følte mig helt ilde til Mode, men sagde til mig selv: Du maa gøre det; der gives ingen anden Udvej; Du kan ikke lade Dig røre heraf! I samme Øjeblik kom en Jolle med to bevæbnede Mænd hen til min Baad; jeg trak Aarerne ind og de gjorde ligesaa. Den ene udbrød: „Hvad er det der henne?” „En lille Flaade,” svarede jeg. „Hører Du til der?” ”Ja!” „Hvormange er der foruden Dig?” „Kun en!” „Der er løbet fem Negre bort i Nat ovre fra en Farm lige ved Bugten derovre! Er Manden paa den Flaade hvid eller sort?” Straks kunde jeg ikke svare. Ordene stak mig lige- frem fast i Halsen. Et Øjeblik vilde jeg samle alt mit Mod og aabenbare alt, men jeg var ikke Mand for at gøre det - der var ikke for to Skilling Kurage i mig! Da jeg følte, hvor fejg jeg var, opgav jeg det og udbrød: „Han er hvid!” „Naa - ja, vi maa vel hellere selv se efter!” „Det kommer os meget til Pas,” svarede jeg, „for 125 det er min Fader, som er derovre. Maaske I vilde hjælpe mig med at faa Flaaden bragt ind til Land. Han er ikke rigtig rask, min Gamle, og Heller ikke Mor og Annemarie!” „Naa, for Pokker, Dreng, vi har Hastværk. Men lad nu bare være med at sætte det Ansigt op, vi skal nok hjælpe, saaledes som det ene Kristenmenneske bør hjælpe det andet! Tag saa fat! Hurtig, fremad; vi har ingen Tid at spilde!” De greb Aarerne og jeg gjorde ligesaa. Da vi havde gjort nogle Tag, udbrød jeg: „Fa'r vil være meget taknemlig overfor Jer! Alle og enhver, som jeg indtil nu har bedt om at hjælpe os, er løbet bort paa Halvvejen og alene kan jeg umuligt faa Flaaden ind til Land.” „Pokker heller, da! Men sig mig, Dreng, hvad fejler egentlig din Fader?” „lkke noget videre - ikke meget - han er kun - ja, det er egentlig slet ikke noget!” Pludselig standsede de; vi var lige i Nærheden af Flaaden, og den ene udbrød”: „Du lyver, Dreng! Hvad er der i Vejen med din Fader? Hurtig, ud med Sproget; prøv ikke paa Ud- flugter; det vil ikke være raadeligt for Dig!” „Jeg skal nok tilstaa alt; men, kære Mænd, men De maa ikke lade os i Stikken! Bare De vil tage med der- hen! Det er, - ja blot De kun vil ro helt hen, saa kunde jeg kaste en Varpeline ud til Dem, og De behø- ver saa slet ikke at komme om Bord paa Flaaden!” „Holdt Johan, tilbage,” raabte den anden, og de vendte pludselig om. „Hold Dig borte herfra, fordømte Unge, ro over til højre! Fy for den Lede, jeg anede nok, fra hvad Kant Vinden blæste! Din Fader har sik- kert sorte Kopper, din fordømte Unge; det vidste Du jo godt nok! Hvorfor sagde Du det ikke ærligt og aabent 126 i Stedet for at varpe her omkring og udsætte andre ær- lige! Folk for Smitte!” „Aa!” klynkede jeg og stak i at græde, „jeg har altid før sagt det, men saa flygtede alle bort fra mig!” ”Stakkels Fyr! Der kan være noget i, hvad Du si- ger; men, ser Du, det gør os jo ondt, men sorte Kop- per - det er nu saa sin Sag, maa Du vide! Jeg skal fortælle Dig, hvorledes Du skal gribe Sagen an. Du skal ikke selv forsøge at lægge til Land; det kommer Du alligevel ikke afsted med, uden at det hele gaar i Skud- dermudder. Driv nu ganske rolig endnu et Par Timer med Strømmen, indtil Du naar til en By paa den ven- stre Flodbred. Til den Tid vil Solen være staaet op, og naar Du søger Hjælp der, skal Du kun sige, at dine Folk ikke kan røre sig for Feber. Vis Dig saa ikke igen som en Dumrian, ellers lugter de, hvorledes det i Virkeligheden staar til. Det vilde saamænd heller ikke nytte Dig noget at lægge til derovre, hvor Lyset skinner; det er nemlig kun en Tømmerplads. Sig mig engang, din Fader er vel meget fattig, og nu er det rigtig slemt for ham, ikke? Naa, her lægger jeg nu et Tyve-Dol- larsstykke paa det Bræt; det kan Du saa have, naar Brætet driver over til Dig. Det gør mig meget ondt, at vi saaledes maa forlade Dig, stakkels Fyr, men sorte Kopper, ser Du, det er ikke til at spøge med!” „Vent lidt, Parker,” udbrød nu den anden, „her er ogsaa tyve Dollars fra mig. Læg ogsaa dem paa Brætet. Naa, lev vel, unge Mand, gør nu kun som Parker har fortalt Dig, saa skal det nok gaa altsammen!” „Det tænker jeg ogsaa, min Dreng, naa, lev vel! Hvis Du skulde træffe paa Negrene, saa gør, hvad Du kan, for at skaffe Hjælp og paagribe dem; i saa Fald er der Penge at tjene, mange Penge!” „Tak, mange Tak, mine Herrer! Er det mig muligt, 127 vilde jeg intet hellere end fange de Negre; jeg kan nok trænge til Penge og Fa'r ogsaa!” De roede videre, og jeg roede tilbage til Flaaden. Jeg følte mig igen ussel, og jeg vidste ogsaa, at jeg havde handlet urigtigt, men jeg var ikke længere i Stand til at prøve paa at gøre det anderledes og bedre. Intet Menneske, som ikke fra Barn af er vænnet til at handle rigtigt, opnaar nogensinde at gøre det; naar man sidder i en Klemme, er man ikke beslutsom nok til at gøre sig fri for den, men bliver en Gang for alle stikkende fast deri. Jeg havde altsaa ikke engang haft Mod til at handle ærligt, saaledes som ethvert andet hæderligt Men- neske vilde have handlet! Men saa faldt en anden Tanke mig ind: Hvis Du nu havde handlet ærligt og forraadt den gamle Jim, vilde Du saa mon føle Dig lettere om Hjærtet? Nej, sagde jeg til mig selv, saa havde det blot været endnu værre. Og, tænkte jeg, hvorfor skulde jeg da have handlet ærligt, naar det kun havde skaffet mig mere Bryderi, end naar jeg gjorde det urigtige, og Lønnen tilmed er lige den selv samme? Der stod jeg! Jeg var ikke i Stand til at give mig selv Svar paa dette Spørgsmaal. Heller ikke gad jeg nu plage mig mere dermed og besluttede for Fremtiden kun at gøre, hvad der passede mig selv bedst - Ret eller Uret, det var mig ligegyldigt! Jeg gik ind i Skuret, Jim var ikke derinde, jeg kigede rundt alle Vegne; han var ikke til at opdage. Saa raabte jeg: „Jim!” „Her være Jim, Huck! Være Mændene helt borte? Du ikke tale højt!” Han hængte ned i Vandet under Styreaaren og stak kun Næsetippen op. Da jeg fortalte ham, at de allerede var langt borte, krøb han op og kom om Bord. Saa udbrød han: 128 „Jim høre alt. Huck, alt, og Jim springe i Vandet for at svømme i Land, hvis Mændene kom. Saa vilde Jim svømme tilbage, naar Mændene være borte. Men, Huck, det gøre Du underfuldt godt! Det være det bedste Puds, Jim høre om i hele sit Liv! Huck, Du have reddet Jim; det vide Jim godt; Du have reddet Jim, og det glemme Jim aldrig nogensinde!” Saa talte vi om vore Penge. Tyve Dollars til hver af os, det var ikke Smaapenge! Jim antog, at vi mage-, lig kunde tage Dæksplads paa en Ohio-Damper og dog have en god Slup til overs, som vi kunde anvende til at begynde et nyt Liv i de frie Stater. Det var heller ikke noget at tale om, sagde han, at vi endnu maatte op- holde os et Par Timer paa Floden, men han ønskede dog, at vi var ved vort Maal. Ved Daggry fortøjede vi, og Jim sørgede denne Gang for at skjule Flaaden særlig godt. Saa havde han næsten hele Dagen travlt med at pakke vore Sager godt sammen i Pakker, saa vi var parate til hurtig at forlade Flaaden, naar Tiden var inde dertil. Samme Aften henimod Klokken ti fik vi ved venstre Side en By i Sigte. Jeg gik i Baaden for at skaffe Oplysning om, hvad det var for en By. Snart traf jeg da ogsaa en Mand, som vari Færd med at sætte Garn ud. „Er det Kairo, der henne?” spurgte jeg. „Kairo? Nej! Du har det vist ikke rigtig vel!” „Hvad hedder da den By?” „Vil Du vide det, kan Du jo tage derhen og spørge om det! Men nu maa jeg bede Dig om ikke at for- styrre Fiskene med dine dumme Spørgsmaal; hvis Du ikke øjeblikkelig forføjer Dig bort, skal jeg give Dig noget, Du næppe synes om!” Saa skyndte jeg mig tilbage til Flaaden. Jim var uhyre skuffet, men jeg trøstede ham saa godt jeg for- 129 maaede, og sagde, at Kairo saa vel snart maatte være der. Før Daggry passerede vi atter en By, og jeg vilde atter ind og spørge. Men saa sagde Jim, at Bredden her steg stejlt opad, Kairo laa ganske fladt, det vidste han, og saa tog jeg ikke derind. Dagen over skjulte vi atter Flaaden. Lidt efter lidt opstod der nogen Tvivl hos mig og ogsaa hos Jim. Jeg udbrød: „Jim, tror Du ikke, at vi sidste Nat i Taagen er løbet forbi Kairo?” Han svarede: „Vi ikke tale mere derom. Stakkels Neger kan ikke have nogen Lykke! Jim stadig tænke, den Klapper- slange paa Øen bringe stadig Ulykke!” „Jeg vilde ønske, at jeg aldrig havde set den Slange- ham for mine Øjne, Jim!” „Være ikke din Skyld, Huck, Du ikke kunne vide om Ulykke ved Slangehud!” Da det blev Morgen, saa vi tydeligt, hvorledes Ohio- flodens klare Vande blandede sig med Mississippis gule Strømme. Nu var vi altsaa kommet forbi Kairo, saa meget var sikkert. Det var ikke til at tænke paa at gaa tilbage med Flaaden imod Strømmen; der var ikke andet at gøre end forsøge vort Held med Baaden. Saa sov vi da hele Dagen inde under Breddens Skovtykning for at styrke os til de forestaaende Anstrængelser. Da vi hen mod Aften søgte tilbage til Flaaden, var Baaden, vort sidste Haab, - borte. Den havde slidt sig løs og var drevet bort med Strømmen. Længe sagde vi ikke et Ord; vi vidste begge, at Slangehammen atter havde været paa Spil. Hvad var der ogsaa at sige til det? Klager kunde maaske kun bringe endnu flere Ulykker over vore Hoveder; det bedste var derfor taalmodigt at tie stille! - Huck Finns Hændelser. 9 130 Saa raadslog vi indbyrdes om, hvad vi nu skulde stille op, og blev enige om, at det vilde være klogest ganske rolig at lade Flaaden drive videre, indtil vi et eller andet Sted kunde købe os en Baad. At „laane” en saadan efter min Gamles Metode vilde næppe være tilraadeligt, da vi saa blot opnaaede at faa Folk paa Halsen. Altsaa videre paa Flaaden med gode Miner til slet Spil! Da det begyndte at mørknes, fortsatte vi saa vor Vej. Enhver, der maaske endnu ikke er overbevist om det ulykkebringende i at berøre en Slangeham, vil føle sig overbevist, naar han hører om, hvad der videre hændte os. Ingen Steder kunde vi opdage nogen Lejlighed til at erhverve os en Baad, hvor meget vi end spejdede om- kring. Ellers møder man dog stadig Flaader eller lig- nende, som har en Baad tilovers, de gærne vil af med; men nej, vi havde ikke Lykken med os! Natten blev mørkere og mørkere; dette var næsten lige saa slemt som Taagen, man kunde ikke se en Haand for sig, end- sige overse Strømmen. Efterhaanden var det blevet sent, da hørte vi et Dampskib pruste i det fjærne. Vi tændte vor Lanterne og hængte den ud, for at man skulde kunne se os. Vi hørte Maskinens Stønnen nærme sig mere og mere, men fik først Øje paa Uhyret, da det var tæt inde paa os, og vi indsaa, at det styrede lige ind imod Flaaden. Dette gør store Dampere mange Gange, kun for at Lodsen kan faa Lejlighed til at vise, med hvilken Sikkerhed saadanne Kolosser lader sig styre. Naar de saa strejfer tæt forbi en - det hænder dog, at Fyren faar fat i en Aare og faar den knækket - stik- ker Styrmanden gemytligt Hovedet ud etsteds og skogger- ler, idet han øjensynlig indbilder sig, at han har udført en Heltedaad. Vi antog, at denne ville forsøge det 131 samme med os, og selv var vi i spændt Forventning for at se, om det vilde lykkes. Uhyret kom hastig nær- mere og nærmere, det lignede en tyk, begsort Sky, spæk- ket med lysende St. Hansorme. Og før vi egentlig vidste af det, oplystes vi af Maskinmmmets Ildsvælg, der var synligt gennem de vidt aabnede Luger, og syntes beredt til at sluge os. Der blev raabt til os, Dampfløjten gav et skærende Pift fra sig. Dampen hvislede og Røgen kvalmede, Jim ravede til den ene Side og jeg til den anden overbord og samtidig knagede og bragede det i vor Flaades Planker, medens Damperen fortsatte sin Vej gennem den sønderbrudte Flaade. Jeg dykkede ned og søgte saa hastig som muligt at naa ned til Bunden for ikke yderligere at genere den Rad til Damper, der gled hen over mig. Jeg har altid kunnet holde mig henved et Minut under Vandet; denne Gang udstrakte jeg Opholdet til halvandet Minut, men saa skød jeg ogsaa op igen som en Raket, ellers var jeg blevet dernede med det samme. Da jeg endelig havde faaet Hovedet op over Vandet, fik jeg travlt med at nyse Vandet ud af mine Næsebor og snappe efter Vejret. Damperen saa jeg ikke længere noget til i det ravende Mørke, endnu hørte jeg dog Hjulenes Stampen og Støn- nen, og jeg mærkede den Uro, den havde frembragt i Vandet. Efter faa Sekunders Ophold var Maskinen atter sat i Gang efter Sammenstødet, og nu dampede den videre, uden at man bekymrede sig længere for den usselige, lille Flaade. Jeg raabte efter Jim, atter og atter raabte jeg, men forgæves; der kom intet Svar. Store Gud, hvad var der dog bleven af den stakkels Fyr? En flydende Planke drev hen imod mig, jeg klyngede mig til den. Men jeg mærkede snart, at Strømmen førte mig mod den mod- satte Bred; jeg slap derfor Planken og svømmede til Land; langt om længe naaede jeg at klatre op paa det 9* 132 tørre. Det var meget mørkt; jeg maatte ligefrem føle mig frem. Saaledes travede jeg et godt Stykke paa maa og faa, indtil jeg var lige ved at brase mod et stort, gammeldags Træhus. Jeg skulde lige til at liste bort der- fra igen, da en Mængde Hunde kom farende ud mod mig og hylede græsseligt op. Jeg blev stum af Over- raskelse og havde svært nok med at holde dem fra Livet. SYTTENDE KAPITEL. Næppe et halvt Minut efter blev et Vindue aabnet paa Klem og en Røst lød ud gennem det: „Rolig Drenge - stille! Hvem der?” „Det er mig!” svarede jeg. „Hvilken mig?” „Georg Jackson, Sir!” „Hvad vil Du her?” „Jeg vil ingenting, Sir. Jeg vil bare gaa min Vej, men Hundene vil ikke lade mig komme videre.” „Hvorfor lusker Du her omkring ved Nattetid?” „Jeg lusker ikke omkring, Sir. Jeg er faldet over Bord fra Damperen!” „Er Du det, hvad? Aa, kom med Lys en af Jer. Hvad siger Du, at dit Navn er?” „Georg Jackson. Jeg er kun en Dreng.” „Hør nu; hvis Du har sagt Sandhed, behøver Du ikke at være bange, men foreløbig maa Du ikke under- staa Dig til at røre Dig ud af Stedet. Bliv, hvor Du er. Bob og Tom! ud af Køjen og faa fat i Geværerne. Georg Jackson, er der nogen med Dig?” „Nej, Sir, jeg er ganske alene.” Jeg hørte Folkene røre sig inde i Huset og saa, at der blev tændt Lys. Manden raabte: 133 „Bort med det Lys, Betsy, din gamle Dromedar - har Du mistet Forstanden? Sæt det paa Gulvet bag Døren. Bob, naar Du og Tom er færdige, stiller I Jer paa Plads!” „Nu er vi parate!” lød det. „Og nu, Georg Jackson, kender Du Familien Shepherdson?” „Nej, Sir, jeg har aldrig hørt den nævne før nu.” „Naa, maaske taler Du Sandhed, maaske ikke; det er ligegyldigt. Kom saa, Georg Jackson. Men hør, ikke for hurtigt, ganske langsomt! Er der nogen med Dig, maa han stikke af - hvis han viser sig, bliver han skudt paa Pelsen! Kom saa ind! Langsomt! Aabn selv Døren, men ikke mere end at Du lige kan slippe ind, forstaar Du?” Jeg var saamænd heller ikke i Stand til at skynde mig, selv om jeg havde villet. Langsomt gik jeg et Skridt nærmere; alt var saa uhyggeligt stille; kun mit Hjærtes voldsomme Banken kunde jeg høre. Hundene holdt sig lige saa stille som Menneskene og fulgte mig mistroiske og vagtsomme lige i Hælene. Da jeg naaede til de tre Bjælketrappetrin, hørte jeg Nøglen blive drejet om i Laasen og Slaaen trukket fra. Jeg lagde Haanden paa Dørhaandtaget og lindede lidt ved Døren, og saa lidt mere. „Saa, det er mere end nok, stik saa Hovedet ind,” blev der befalet inde fra. Jeg gjorde det, men med en isnende Anelse om, at det i samme Øjeblik vilde blive hugget af. Lyset stod paa Gulvet og brændte, og der inde stod hele Selskabet og gloede paa mig; jeg gloede lige saa forundret igen, mindst et kvart Minut. Tre store Fyre med Geværpiberne rettede imod mig, var det første, jeg fik Øje paa, og det fik mig til at skælve ikke saa lidt. Den ældste var graahaaret og vel over de treds 134 Aar, de to andre omtrent tredive-aarige Mænd, alle store og statelige; saa var der en nydelig, gammel graahaa- ret Dame og bag hende to unge Piger, som jeg ikke saa nøje kunde se. Den gamle udbrød endelig: „Naa, det lader til at være rigtigt. Kom ind!” Saasnart jeg var kommet indenfor, lukkede den Gamle Døren, laasede den og satte Slaaen for. Saa befalede han de andre med Geværerne at følge med og alle gik ind i en stor Dagligstue med et fint Tæppe paa Gulvet. I et Hjørne fjærnt fra Vinduerne blev jeg nøjere taget i Øjesyn. De holdt Lyset tæt hen til mig og mønstrede mig allesammen, idet de udbrød i Mun- den paa hverandre: „Nej, det er ingen Shepherdson - nej, ikke Spor af nogen Shepherdson!” Saa sagde den Gamle, at han antog, jeg intet havde imod, at han undersøgte, om jeg havde noget skjult Vaaben hos mig - det var mere for Sikkerheds Skyld. Undersøgelsen var ogsaa ganske hensynsfuld. Han stak ikke Haanden i mine Lommer, men lod den kun glide udenpaa Tøjet, og saa erklærede han, at det var godt. Han opfordrede mig til at lade som om jeg var hjemme, og sagde, at jeg ikke skulde være ked af det, men kun fortælle alt om, hvorledes jeg var faldet overbord fra Damperen. Men den gamle Dame faldt ham i Talen og udbrød: „Men Herregud! Saul, den stakkels Fyr er jo saa vaad som: en druknet Mus, - og tror Du ikke ogsaa at han er skrup sulten?” „Du har Ret, Rachel, det har jeg helt glemt!” Saa vedblev den gamle Dame, idet hun Vendte sig til en Negerkvinde: „Betsy, spring ned i en Fart og hent noget, han kan faa at spise, den stakkels Dreng; og en af Pige- 135 børnene maa gaa op og kalde paa Buck og sige til ham - naa, der er han jo selv. Buck, tag denne lille, frem- mede Dreng med Dig op paa dit Værelse og lad ham faa de vaade Klæder af og giv ham saa nogle af dine Stedet for.” Buck saa ud til at være paa samme Alder som jeg selv - tretten eller fjorten Aar gammel, skønt han var noget større end jeg. Han var i bar Skjorte og saa helt forsovet ud. Han gned Øjnene, da han traadte ind og slæbte paa et Gevær ligesom de andre. „Er der ikke en Shepherdson i Nærheden?” spurgte han. De svarede, at det havde været falsk Allarm. „Naa,” svarede han, „hvis det havde været saadan En, skulde jeg nok havde skudt ham paa Pelsen!” De lo allesammen og Bob udbrød: „Aa, Buck, Du er saa langsom i Vendingen, saa de kunde have skalperet os allesammen, før Du aabnede Ilden!” „Der er jo heller ingen, som har kaldt paa mig. Det er ogsaa ærgerligt; jeg bliver altid sat til Side, saa jeg ikke kan faa Lejlighed til at udmærke mig.” „Bryd Dig ikke om det, Buck, min Dreng,” sva- rede den Gamle. „Den Tid skal nok komme, da Du faar Lejlighed til at vise din Dygtighed; det kan Du stole paa. Men gaa nu med den lille Fremmede og gør, som din Moder har bedet Dig om.” Da vi var kommet op ad Trapperne og ind i hans Værelse, gav han mig en Skjorte og Strømper af sine egne og Bluse og Bukser, og jeg trak det altsammen paa. Under min Omklædning spurgte han, hvad jeg hed, men før jeg fik sagt ham mit Navn, var han inde paa at fortælle mig om en blaa Skovskade og en Kaninunge, som han for et Par Dage siden havde fanget i Skoven; og derefter spurgte han mig, hvor Moses var, da Lyset 136 blæste ud. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke; jeg havde aldrig før hørt fortælle derom. „Men saa gæt!” udbrød han. „Hvorledes skulde jeg kunne gætte”, spurgte jeg, „naar jeg aldrig før har hørt noget derom?” „Men Du kan jo gætte, kan Du ikke? Det er saa let.” „Hvilket Lys?” spurgte jeg saa. „Ethvert Lys, det har ikke noget at sige.” „Jeg véd ikke, hvor han var. Hvor var han?” „Han var naturligvis i Mørke! Kunde Du ikke gætte det - der var han.” „Men, naar Du vidste, hvor han var, hvorfor spurgte Du saa mig derom?” „For Pokker! kan Du ikke forstaa, at det er en Gaade? Sig mig, hvorlænge bli'r Du her? Kunde Du ikke blive altid; her er saa rart, her er ingen Skole i denne Tid. Sig mig, har Du ikke en Hund? Jeg har faaet en Hund, som kan springe i Vandet og hente Træ- stumper tilbage, naar man har kastet dem ud. Kan Du li' at blive kæmmet om Søndagen og alt det andet Nar- reri? Jeg kan ikke fordrage det, men Mama holder jo paa, at jeg skal. Prøv engang den gamle Trøje der; egentlig skulde jeg selv have den paa, men det er saa varmt med saadan en. Er Du færdig? Naa, lad os saa gaa nedenunder igen, Du gamle Jas!” De havde imidlertid stadset op for mig dernede med kold Majskage, koldt Oksekød, Smør og Kærne- mælk, - det var ikke saa lidt, og alt sammen var det saa godt, som jeg aldrig før havde faaet. Buck og hans Mama og de andre røg paa Kridtpiber, undtagen Negerkvinden, som ikke var tilstede, og saa de to unge Piger. De dampede løs og snakkede, medens jeg hug- gede i mig og besvarede deres Spørgsmaal. De unge 137 Piger havde taget deres Sengetæpper omkring sig og Haa- ret hængte udslaaet ned ad Nakken. Allesammen rettede de Spørgsmaal til mig og jeg fortalte saaledes om min triste Hændelse: Fa'r, jeg selv og hele Familien boede paa en lille Farm ved Arkan- saskysten. Min Søster Mary Anne var løbet bort og havde giftet sig og vi hørte ikke mere fra hende; saa blev Bill sendt ud for at finde hende, men han blev borte og lod nu ikke mere høre fra sig. Senere døde Tom og Mort, og nu var der kun min Fa'r og jeg tilbage; men han var saa nedtrykt, at han snart fulgte de andre i Graven. Da han saa var død, samlede jeg den Smule, der var tilbage - Farmen tilhørte nemlig ikke os selv og saa tog jeg en Dæksplads for at sejle ned ad Flo- den, hvor jeg havde været saa uheldig at falde over Bord, - og nu var jeg altsaa her. Saa sagde de, at jeg kunde betragte deres Hus som mit Hjem, saalænge jeg selv ønskede det. Imidlertid var det næsten blevet Morgen og alle gik til Sengs; jeg skulde ligge hos Buck. Da jeg op paa Formiddagen vaagnede, havde jeg glemt mit nye Navn. Jeg laa over en Time og spekulerede paa det, indtil Buck vaagnede. „Buck,” spurgte jeg saa, „kan Du stave?” „Ja,” svarede han. „Jeg vædder paa, at Du ikke kan stave mit Navn!” „Det kan jeg, gælde hvad det vil!” „Godt, lad mig saa høre da!” udbrød jeg. „G-e-o-r-g-e J-a-x-o-n, der har Du det,” svarede han. „Naa, det var jo rigtigt, jeg havde ikke troet, Du kunde. Jeg har selv lidt svært ved at stave Navne.” Ved mig selv indprentede jeg mig nøje, hvorledes Buck havde stavet det; jeg kunde jo risikere, at en eller anden bad mig stave mit Navn og saa maatte jeg jo kunne 138 gøre det paa staaende Fod; ellers kunde jeg jo let røbe mig. Det lod til at være en meget fin Familie og Huset var ogsaa smukt indvendigt. Jeg havde aldrig før set noget saa kønt. Der var ikke nogen Jærnklinke paa Døren og heller ikke et Stykke Træ med en Snor i, men en skin- nende blank Dørhammer af Messing, saaledes som det bruges i de fine Ejendomme i Byerne. I Dagligstuen stod der ingen Senge, - ikke Spor af nogen Seng; mange Steder i Byen, har jeg dog set Senge i Dagligstuen. Saa havde de en stor, muret og malet Kamin ligesom i Stadshuse; paa Kaminhylden stod et pynteligt Uhr med et Maleri forpaa og Pendulet hængende nedenfor. Det var herligt at høre Uhret slaa; naar der sommetider kom en Mand for at trække det op og gøre det i Stand, kunde det slaa halvtredsindstyve Slag efter hinanden. Det kunde sikkert ikke købes for Penge. Væggene var behængt med Malerier - mest af Was- hington og Lafayette samt endel Slagstykker. Saa var der nogle, som de kaldte for Medailloner; de var lavet af en afdød Datter, endnu før hun havde fyldt de femten Aar. De var forskellige fra alle andre Billeder, jeg hid- til havde set; de var alle saa sorte og gjorde et saa sørg- modigt Indtryk. Et af dem forestillede en ældre Kvinde i en glinsende sort Kjole, som var snørt sammen under Armene, og havde korte Ærmer i Facon som Kaalhove- der; paa Hovedet balancerede en mægtig Hat med Paa- fuglefjer; hendes snehvide Vrister, der kom til Syne under Kjolen, var omsnoede med sorte Baand og endelig havde hun dybsorte Sko ligesom en Mejse. Med højre Albue hvilede hun mod en Gravsten, overskygget af Taarepile. Hendes anden Haand hængte nedad og heri holdt hun et hvidt Lommetørklæde og en Strikkepose. Under Billedet læstes: „Oh, skal jeg aldrig se Dig mere?” 139 Et andet var et Maleri af en ung Dame, som havde Haaret sat op som et lille Taarn ovenpaa Hovedet. Hun hulkede i sit Lommetørklæde, medens hun i Haanden havde en død Fugl, der laa paa Ryggen med aabent Næb. Underneden stod: „Ak, aldrig skal jeg mere høre dit søde Kvidder!” Hele Familien var saa bedrøvet over, at hun var død i saa ung en Alder, thi hun kunde sikkert have drevet det vidt som Kunstnerinde. Af det, hun havde faaet færdigt, kunde man forstaa, at der i hende var gaaet et stort Talent tabt for Verdenen. Efter det Indtryk, jeg fik af hendes Kunstværker, maa jeg antage, at en Kvinde med hendes Sindelag befandt sig bedre i Graven end paa Jorden. Lige før sin sidste Sygdom havde hun just arbejdet paa et Billede, som de kaldte for hendes største Mester- værk. Dag og Nat havde Familien knælet i Bøn om, at hun dog maatte leve saa længe, at hun kunde naa at fuldende Arbejdet; men saaledes skulde det nu ikke være. Dette Billede forestillede en ung Pige i en lang, hvid Klædning, og staaende paa en Bro lige parat til at springe paa Hovedet i Vandet. Haaret havde hun ud- slaaet ned ad Ryggen og de taarefyldte Øjne var vendt op mod Maanen. Hun havde et Par Arme korslagt over Brystet, et andet Par strakt lige ud over Bølgerne og et tredje Par løftet højt over Hovedet op mod den lyse Maaneskive. Kunstnerindens Mening havde øjensynlig været den at se, hvilket Par Arme der klædte Skikkel- sen bedst; de øvrige to Sæt skulde da viskes ud. Men hun døde, før hun naaede saa vidt og nu hængte Kunstværket over Hovedenden af hendes Seng, og hver Gang, hendes Fødselsdag indtraf, blev det kran- set med levende Blomster. Den talentfulde Afdøde - Emmeline Grangerford 140 hed hun - førte ogsaa, medens hun endnu levede, en Dagbog, hvori hun optegnede alle sine Iagttagelser og Indfald - „Aandelige Iagttagelser” kaldte hun den. Og saa skrev hun ganske af sig selv Digte. Hun var ligefrem poetisk anlagt, fortalte de mig. Om en lille Dreng, Stephan Dowling Bott, der var faldet i en Brønd og druknet, skrev hun: Ode om afdøde Stephan Dowling Bott. Maatte Stephan under Sygdom lide? svandt hans Kraft og blegnede hans Kind, - gik al Slags Sygdom Side ved Side - ængstede den lumske Død hans Sind? Ved hans Sygdomsleje var ej Kvide over Koppers hæslig grumme Saar, heller ej han maatte Sygdom lide - Nej! saa rædselsfuld en Død han faar. Du, som staar med taarefyldte Øjne, gys dog ved hans tunge Skæbnelod! Ned han styrted i en Brønd en søgne Dag ved Middagstid - for Dødens Brod! Men igen paa Jorden op han droges, dog det unge Liv var svundet bort; ved hans bratte Død hans Slægt betoges dybt og sukked' alle: det var haardt! Naar salig Emmeline kunde lave saadanne Vers alle- rede i sit fjortende Aar, saa er det rigtignok ikke godt at vide, hvad hun den Dag i Dag kunde have drevet det til. Buch sagde, at hun ligefrem kunde ryste Vers ud af Kjoleærmet ligesom ingenting. Han sagde, at hun 141 bare kradsede en Linie ned, og naar hun saa ikke kunde finde et Rim til den, strøg hun den kun ud og skrev noget andet, og saa var det i Orden Hun var heller ikke en- sidig. Hun kunde digte om alt muligt, hvad man bad hende om, blot det var noget sørgeligt. Hver Gang der døde nogen, lige meget om det var en Mand, en Kone eller et Barn, saa ydede Emmeline dem straks, før de endnu var kolde, sin digteriske Tri- but, som hun kaldte det. Naboerne sagde ogsaa, først Doktoren, saa Emmeline og dernæst Bedemanden. Kun en eneste Gang var Emmeline kommet bag efter, men det var, fordi den Afdøde hed Whistler, og det var saa svært at finde et passende Rim herpaa. Sidenhen var hun ikke længere til at kende igen; hun klagede ikke, men hun skrantede og levede ikke længe efter den Tid. Stak- kels unge Pige! Ofte opholdt jeg mig alene i det Væ- relse, der havde været hendes, og saa tog jeg hendes Dagbog og læste i den; det var navnlig, naar hendes Bil- leder havde sat mig i Stemning og jeg trængte til at dvæle i denne. Jeg holdt meget af hele Familien, baade de levende og døde, og vogtede mig vel for ikke at faa noget udestaa- ende med dem. Kun syntes jeg, det var Synd af de efterlevende, at de ikke havde digtet lidt om Emmeline. nu hun var gaaet bort; selv havde hun dog aldrig und- ladt at digte om de Døde. Jeg forsøgte at sætte et Vers eller to sammen om hende, men jeg maatte opgive For- søget. Hendes Værelse blev holdt propert og net; det stod som hun havde forladt det, og aldrig sov der nogen der. Den gamle Dame hægede selv om dette Værelse, skønt der var en Del Negre, hun kunde have overladt Arbejdet til. Men hun holdt nu af at tilbringe sin Tid der og underholdt sig mest ved at læse i den Afdødes Bibel. Men det var Dagligstuen, jeg kom fra; Der var pragt- 142 fulde Rullegardiner for Vinduerne, de var hvide og be- malede med Billeder af Slotte, med Vildvin ranket op ad alle Mure, og af Køer, der blev ført til Drikkestedet. Saa var der ogsaa et gammelt Klaver, og aldrig har jeg op- levet noget saa skønt, som naar de unge Piger sang: „Det sidste Baand er overskaaret” eller „Slaget ved Prag” Væggene var rigtig tapetserede og Gulvet næ- sten helt dækket af et Tæppe. Boligen var et Dobbelthus med en stor, overdæk- ket Plads imellem, hvor Spisebordet af og til blev stil- let ud; man kunde ikke finde et mere køligt og behage- ligt Opholdssted. Og saadan god Mad, der altid van- kede! Jo, jeg var rigtignok kommet i Slaraffenland! ATTENDE KAPITEL. Min gæstfri Vært, Oberst Grangerford, var naturlig- vis til Fingerspidserne en Gentleman; og hans Familie lignede ham til Punkt og Prik. Hans Forfædre hørte til en anset Slægt, og dette har for Mennesker lige saa meget at betyde som for Heste. Saaledes paastod i hvert Fald Enken Douglas, og ingen kan vel benægte, at hun hørte til vor lille Bys fineste Spidser; min Gamle forfægtede den samme Mening, skønt hans personlige Anseelse næppe var saa stor som en gammel Huskats. Obersten var høj og slank og havde en noget mørk Ansigtsfarve uden Spor af Rødmossethed. Hver Mor- gen mødte han glatraget; hans Læber og Næsebor var ganske smalle, hans Næse lang og lige; Øjenbrynene var tykke og saa havde han gnistrende sorte Øjne, der laa saa dybt, at det saa ud som om de skinnede frem inde fra smaa Rør. Hans Pande var høj, Haaret sort og fyl- digt og det naaede ned til Skuldrene. Hans Hænder var 143 lange og smalle. Hver Dag tog han en blændende ren Skjorte paa, og han var altid klædt helt igennem i Hvidt fra Top til Taa, saa det ligefrem skar i Øjnene at se paa ham. Naar han gik ud, bar han Spaserestok med Sølv- knap. Han var stilfærdig og tilbageholdende i sin daglige Optræden; altid viste han Venlighed og vandt hurtig alles Tillid. Ofte smilede han, saa det ret kunde varme En; men, naar han rettede sig op som en Flagstang og Lynene begyndte at skyde frem under hans tykke Øjen- bryn, da fik man mest Lyst til at klatre højt op i Sikker- hed i et Træ, før man undersøgte, hvad Grunden var til hans Mishag. Det faldt ham aldrig ind at minde nogen om gode Manerer, - i hans Nærværelse tog alle og enhver sine bedste Manerer paa. Overhovedet var han vellidt i Nabolaget. Selv syntes han altid at føre Solskin med sig, hvor han saa var. Men, hvis hans Ansigt formørkedes blot et halvt Minut af optrækkende Uvejr, saa var Luften dermed renset til en hel Uges godt Vejr. Naar han og den gamle Frue om Morgenen viste sig i Spisestuen, rejste alle sig fra deres Stol og ønskede „God Morgen”, og ingen satte sig igen, før de havde sat sig. Saa gik Tom og Bob hen til Bufetten, hvor Flaskerne stod, og tilberedte et Glas Bitter, som de overrakte ham. Dette blev han ved med at holde i Haan- den, indtil Tom og Bob havde faaet lavet hver sit Glas Bitter, hvorefter de bukkede og udbrød: „Vor ærbødige Hilsen til Dem, Sir, og Frue!” Saa blev det deres Tur til at rejse og sige: „Tak!” Derpaa drak de alle tre. Tom og Bob lavede saa i to Vandglas en Drik af Vand og Sukker med lidt Whisky eller Æblevin og gav dem til mig og Buck, hvorefter ogsaa vi hilste paa de Gamle. Bob var ældste Søn og Tom Nummer to. Begge var det smukke, høje Mænd, bredskuldrede, med 144 brunlig Ansigtsfarve og langt, sort Haar og mørke Øjne. Ligesom Faderen var de klædt i Hvidt og bar bredskyg- gede Panamahatte. Saa var der Miss Charlotte; hun var fem og tyve Aar, høj, stor og stolt, men meget smuk. I Reglen var hun venlig og elskværdig, men, naar hun kom i det Humør, kunde hun maale En med et Blik, der gik gen- nem Marv og Ben, ligesom hendes Fader. Hun var en fuldendt Skønhed. Det samme kunde siges om hendes Søster, Miss Sophia; skønt hun havde det paa en anden Maade. Hun var sart og blid som en Due, og saa var hun ikke mere end lige fyldt tyve Aar. Hver af Familien havde nogle Negre til deres per- sonlige Opvartning; Buck ogsaa. Min Neger havde gode Tider, for jeg var ikke vant til at have en Person alene til min egen Bekvemmelighed; Buck derimod forstod stadig at holde sin i Aande. Af disse Medlemmer bestod Familien; men der havde været tre Personer til; to Sønner, som havde mistet Livet ved Vold, og saa Emmeline, der var død en na- turlig Død. Den gamle Herre ejede en Mængde Farme og over hundrede Negre. Ofte kom der en Mængde Fremmede paa Besøg i fem-seks Dage, tit langt borte fra og altid til Hest. Saa stod det paa Udflugter i Skovene om Dagen og Baller om Aftenen. De fleste af dem var Slægtninge til Familien. Mændene, der alle var flotte Folk, kom altid bevæbnede. Ikke saa langt borte fra os boede der ogsaa en anden Aristokrat-Slægt, bestaaende af fem eller seks Familier, der mest bar Navnet Shepherdson. De var lige saa stolte og højbyrdige og rige og fornemme som Fami- lien Grangerford. Begge Slægter benyttede det sam- me Dampskibs-Anlægssted, et Par Mils Vej fra vort 145 Hjem. Mange Gange, naar jeg sammen med vore Folk havde foretaget Udflugter ad den Kant, havde jeg set en hel Skare Shepherdson'er, naar de kom ridende paa deres smukke Fuldblodsheste. En Dag, da Buck og jeg var ude i Skoven paa Jagt, hørte vi Lyden af en Hests Hovslag. Vi sprang op paa Vejen, men saa hviskede Buck pludselig: „Skynd Dig ind i Tykningen! Vi maa skjule os!” Det gjorde vi og gemte os saa i et Buskads. Snart efter kom en fin, ung Herre galopperende langs ad Vejen; hans Holdning var stram og militærisk. Sit Ge- vær havde han lagt tværs over Sadlen. Jeg havde tid- ligere haft Lejlighed til at se ham; det var den unge Harney Shepherdson. Jeg hørte Knaldet af Bucks Jagt- gevær lige ved mit Øre, og Harneys Hat fløj af; sam- tidig greb Harney sit Gevær, løftede det op og sprængte hen til det Sted, hvor vi havde skjult os. Men vi ven- tede ikke; vi var allerede over Hals Og Hoved løbet ind i Skoven. Denne var ikke videre tæt, og jeg kigede over min Skulder for at se, om der maaske var nogle Kugler undervejs til os. Jeg saa da, at Harney sigtede efter Buck. Da han havde skudt et Par Gange, vendte han omkring - jeg antager, det var for at samle sin Hat op. Imidlertid løb vi, til vi naaede hjem. Den gamle Mands Øjne lynte et Minut - af Glæde antager jeg - men saa blev han atter helt alvorlig og sagde venligt: „Jeg holder ikke af dette Skyderi fra et Skjul! Hvor- for stillede Du Dig ikke midt paa Vejen, min Dreng?” „Det gør Shepherdsons aldrig, Fader. De benytter sig af enhver Fordel.” Miss Charlotte knejste som en Dronning, medens Buck fortalte, og hendes Næsebor dirrede og hendes Øjne skød Lyn. De to unge Mænd saa mørkt hen for sig, men sagde intet. Miss Sophia blegnede, men sin natur- Huck Finns Hændelser. 10 146 lige Ansigtsfarve fik hun tilbage, da hun hørte, at Manden ikke var kommet noget til. Saasnart jeg atter var alene med Buck, spurgte jeg: „Vilde Du dræbe ham, Buck?” „Ja, det er min Hensigt!” „Har han gjort Dig noget?” „Han? Nej, han har aldrig gjort mig nogen For- træd!” „Men hvorfor vilde Du slaa ham» ihjel?” „Hvorfor? Jo - fordi der er Familiekrig mel- lem os!” „Hvad er Familiekrig?” „Sig mig, hvor kommer Du egentlig fra, siden Du ikke kender til Familiekrig?” „Jeg har aldrig hørt Tale om saadan noget; fortæl mig, hvad det er?” „Nu skal Du høre,” svarede Buck. „Ved en Familie- krig gaar det saaledes til: En Mand kommer i Klammeri om et og andet med en anden Mand og dræber ham; derefter bliver den første selv dræbt af den andens Bro- der. Saa gaar de andre Brødre paa begge Sider paa Jagt efter hinanden - saa følger Fættere efter og slutte- lig er de dræbt allesammen og saa er der ikke længere nogen Familiekrig. Men det er en meget omstændelig Sag og trækker forbandet længe ud, inden Krigen er Slut.” „Hvor længe har denne varet, Buck?” „Aa, jeg antager i tredive Aar eller maaske noget mere. Det begyndte med en Strid om et eller andet og derefter fulgte der en Proces, for at Striden kunde blive afgjort og bilagt. En af dem tabte Processen, og saa gik Manden, der havde tabt, hen og skød den anden, som havde vundet - hvad der i Grunden var ganske natur- ligt. Enhver vilde have gjort det samme i hans Sted.” 147 „Hvorom drejede den Strid sig, Buck - om et Stykke Jord?” „Det kan saamænd gerne være, - jeg ved det ikke!” „Hvem begyndte med det Skyderi? Var det en Grangerford eller en Shepherdson?” „For Pokker! hvor skulde jeg vide det fra? Det er allerede længe siden.” „Er der ingen, der véd det?” „Aa jo, Papa véd det nok, og saa vel ogsaa nogle andre ældre Folk; men de véd ikke, hvoraf Stri- den opstod.” „Er der allerede blevet dræbt mange, Buck?” „Ja, der har været mange kønne Begravelser! Men de bliver jo ikke altid dræbt. Papa har allerede et Par Kugler i Kroppen; men det bryder han sig ikke synder- ligt om. Bob er blevet ramt af et Knivstik, og Tom er ogsaa en Gang blevet ramt.” „Er nogen dræbt i Aar?” „Ja, hvert Parti har mistet én Mand. Omtrent for tre Maaneder siden var min Fætter Bud - en Dreng paa fjorten Aar - redet gennem Skoven og havde glemt at tage Vaaben med, hvad der jo ogsaa var en forbistret Dumhed af ham; paa et ensomt Sted hørte han bag sig Lyden af Hestetrav, og saa saa han den gamle Baldy Shepherdson komme ridende med Geværet i Haanden og sit lange hvide Haar flagrende for Vinden. I Stedet for nu at springe af og løbe ind i Skoven, tænkte Bud, at han kunde ride fra ham. Over en Mil red de saaledes Væddeløb, medens den Gamle stadig holdt sig lige bag ved ham. Til sidst indsaa Bud, at det ikke kunde nytte noget, og saa vendte han omkring for at faa Kuglen forfra - forstaar Du - og den gamle Mand red saa hen og skød ham ned. Men han kunde ikke ret længe prale med den Bedrift, for ikke en Uge senere havde vore Folk ham!” 10* 148 „Det var da en rigtig fejg Person, den Baldy!” „Nej, han var ikke fejg; der er ikke nogen fejg blandt Shepherdsons - ikke en eneste. Heller ikke blandt Grangerfords er der nogen. Nej - den gamle Mand har saamænd tidligere vist, hvad han duede til; en Gang holdt han Stand overfor tre Grangerfords og blev Sejr- herre. De var alle til Hest. Han sprang af og stil- lede sig op ad en Træstamme med Hesten foran sig som en Slags Brystværn. Grangerfords blev til Hest og red rundt om den Gamle og skød paa ham. - og han paa dem. Han og hans Hest kom jo nok lidt elendige hjem, men Grangerfords maatte bæres hjem - den ene var død og den anden døde Dagen efter. Nej, min Ven. naar man vil finde fejge Personer, skal man ikke kige efter dem blandt Shepherdsons; dér findes ingen af den Slags!” Den næste Søndag drog vi alle til Kirke, omtrent tre Milsvej, alle var vi til Hest. Herrerne havde deres Ge- værer med sig, Buck ogsaa. Shepherdsons gjorde ligesaa. Præsten prædikede følt og indtrængende om broder- lig Samdrægtighed og Enighed; alligevel syntes de, at det var en rigtig smuk Prædiken og talte om den, medens de red hjem. Tillige sagde de saa meget om Tro og Næstekærlighed og Overbærenhed, at jeg syntes, det var den frommeste Søndag, jeg endnu havde oplevet. En Times Tid efter Middag lagde de alle sig til Hvile, nogle anbragte sig i Stole og andre gik op paa deres Værelser; det var frygtelig kedsommeligt. Buck laa sammen med en Hund i Græsset og sov midt i Solskinnet. Saa gik jeg op paa mit Værelse, idet jeg tænkte paa selv at faa en lille Skraber. Paa Vejen traf jeg den elskelige Miss Sophia, hun stod i Døren til sin Stue, som stødte op til min, og hun tog mig med ind i sit Værelse, lukkede Døren om- hyggeligt til, og spurgte mig, om jeg holdt af hende. Da 149 jeg naturligvis svarede „Ja!”, bad hun mig om at be- vise hende en Tjeneste, men ikke fortælle nogen noget derom, og det lovede jeg da ogsaa. Saa fortalte hun, at hun havde glemt sit Testamente i Kirkestolen, og bad mig løbe derhen og hente det; men endelig ikke sige det til nogen. Ogsaa det lovede jeg. Saa løb jeg da afsted og kom nemt ind i Kirken, da Døren stod aaben; jeg mødte ikke andre end et Par Svin, som paa Grund af Varmen havde søgt ind i dette kølige Rum. Saa kom jeg i Tanker om, at det var i Grunden en helt mærkværdig Omhu, den unge Pige udviste overfor det Testamente. Jeg rystede det derfor lidt, og se, saa faldt der en Stump Papir ud fra Bladene, hvorpaa der med Blyant stod skrevet: „Klokken halv tre.” Jeg gen- nemsøgte Testamentet, men kunde ikke finde andet. Pa- piret lagde jeg ind igen og skyndte mig hjem. Miss Sophia ventede mig udenfor sin Dør. Atter skubbede hun mig ind og lukkede Døren; saa søgte hun i Testa- mentet, til hun fandt Papirstrimlen, og, da hun havde læst den, saa hun helt henrykt ud. Før jeg anede noget, havde hun slynget Armene om min Hals og givet mig et Kys, og saa sagde hun, at jeg var den bedste Gut i hele Verden, og at jeg nu maatte holde godt Tand for Tunge. Hun var blussende rød i Ansigtet og hendes Øjne straalede; hun saa henrivende dejlig ud”. Jeg var overvældet af Forundring, men, da jeg havde samlet mig lidt, spurgte jeg, hvad det var, der stod paa det Papir. Men hun spurgte kun, om jeg havde læst det, og jeg svarede: nej! - Om jeg kunde læse Skrift? Jo, det kunde jeg, svarede jeg. Men saa sagde hun, at det ikke var andet end et Bogmærke og nu kunde jeg godt gaa neden under og lege igen. Jeg gik ned mod Floden for i Ro at spekulere paa dette, men jeg mærkede snart, at min opvartende Neger 150 kom bag efter og søgte at indhente mig. Da vi var kom- met ud af Synsvidde fra Huset, spejdede han forsigtig bagud og rundt om og kom saa helt hen til mig, idet han udbrød: „Massa Gorgy gaa med ned i Sumpen, mig vise Dem stor Mængde sjældne Vadefugle!” Det var da besynderligt, tænkte jeg, det samme For- slag gjorde han mig allerede i Gaar. Han maatte dog vide, at en Dreng som jeg, der har set saa mange Vade- fugle, ikke bryder mig om at tosse rundt efter „sjældne Vadefugle.” Hvad havde han mon i Sinde? Jeg svarede da: „Lad gaa, løb foran!” Jeg fulgte efter ham henved en Fjerdingvej, saa tra- vede vi videre lige saa langt gennem en Sump i Vand til Anklerne. Endelig kom vi til et tørt Sted, der var helt bevokset med Træer og Buske, og nu udbrød han: „Massa Gorgy gaa kun to Skridt til, saa se, hvor dem Vadefugle være. Mig selv set dem allerede i Gaar og vil ikke mere se dem.” Saa vendte han og gik bag en Træstamme; men jeg gik videre, og, idet jeg trak Grenene til Side, stod jeg ved en aaben Plads, ikke meget større end et Sengested; der laa en Mand i Græsset og han syntes at sove fast - og se! det var min gamle Jim! Jeg vækkede ham og tænkte, at han vilde blive vold- som overrasket ved at gense mig, men det blev han slet ikke. Han viste Glæde, men ingen Overraskelse. Han fortalte, at han hin Nat havde drevet rundt efter mig, men ikke turdet besvare mine Raab, da han fryg- tede, at en eller anden skulde opdage ham og sørge for, at han blev bragt tilbage til Slaveriet. „Og saa slaaet mig,” vedblev han, „og ikke kunne hurtig svømme, saa mig blive langt tilbage for Dig; naar Du komme i Land, tænke mig, saa indhente mig Dig. Men saa mig se Dig gaa til Huset og saa være mig rolig. 151 Mig være saa nær, saa mig høre, hvad de sige til Dig - mig ogsaa være bange for Hundene. Da der atter være stille, gaa mig ind i Skoven og vente til Dag. Ganske tidlig komme to Negre og vise Jim denne Plads, hvor Hundene ikke finde Jim paa Grund af Vandet. Og de hver Aften bringe Jim Mad og fortælle, hvordan Du leve.” „Hvorfor har Jack mon ikke tidligere tilbudt at føre mig herhen?” „Aah, det være ikke rigtig at forstyrre Dig, Huck, men nu være det godt. I Nat finde Flaaden -” „Hvilken Flaade, Jim?” „Gamle Flaade!” „Hvad siger Du, er vor gamle Flaade ikke rendt i Stumper og Stykker, Jim?u „Nej, det være den ikke. En god Del være der endnu og alt være godt, hvis ikke vore Sager næsten alle være skyllet væk. Være vi ikke dykket saa dybt og svømmet saa langt og være saa forskrækket, saa vi maatte se Flaaden. Men det gøre vi ikke den Nat!” „Naa, og hvor har Du saa faaet fat paa Flaaden, Jim? Har Du indhentet den?” „Mig faa fat i Flaaden her i Skoven? Hva? Nej, et Par Negre finde den og gemme den og de skændes om, hvem der skal have den Flaade, den ene eller den anden. Mig høre deres Strid og sige, Flaaden tilhøre Dig og mig, og de vide nok, hvad det være at stjæle Ejendom fra hvid Gentlemen. Saa mig give dem ti Cent hver og de være meget tilfreds og ønske mere Flaader, maa komme, som de kan sælge til mig, De være gode mod Jim, og naar Jim ønske noget, gaa de hen og hente dobbelt saa meget. Jack være en god Neger, meget god Neger!” „Ja, det ved jeg nok. Men han har intet fortalt mig om, at Du var her; han sagde, at han vilde vise mig et Sted, hvor der fandtes en Mængde store, sjældne Vade- 152 fugle. Hvis der skulde ske noget, klarer han sig saaledes ud af det. Han kan roligt sværge paa, at han ikke har set os sammen, - det er jo sandt nok.” Om den følgende Dags Hændelser kan jeg ikke for- tælle ret meget. Jeg maa derfor gøre det i al Korthed. Jeg vaagnede om Morgenen og syntes, at alt var saa stille. Det forundrede mig, at Buck allerede var staaet op. Der maatte sikkert være noget særligt paa Færde. Jeg klædte mig paa og gik ned - hele Huset stod tomt. Heller ikke udenfor opdagede jeg nogen. Hvad skal det dog betyde, tænkte jeg. Nede i Gaardspladsen kom Jack hen imod mig og jeg spurgte: „Hvad er der sket?” „Mars Jupiter. De ikke vide det?” „Nej,” svarede jeg, „jeg véd ingenting!” „Naa, Miss Sophia være løbet bort! Det være der i Vejen! Hun løbe bort i Nat, ingen vide noget, saa løbe hun bort for at gifte unge Harney Shepherdson, vide De. Familien opdage det for en halv Time siden, og mig fortælle Dem, de ikke spilde Tiden! Damer dem løbe og kalde alle Venner, og gamle Massa Saul og de unge være op ved Floden med Geværer for at fange og skyde unge Mand, før han komme over Floden med Miss Sophia. Mig tænke, det nu blive vanskelig Tid!” „Og Buck er stukket af uden at vække mig.” „Ja, mig tænke; de vil ikke blande Massa ind i det. Buck holde sin Bøsse højt op og sværge, han vil dø eller Shepherdson krepere!” Jeg løb ned til Floden, saa hurtig jeg kunde. Paa Vejen hørte jeg, at der lød Geværskud længere borte. Da jeg naaede til et Sted, hvorfra jeg kunde se Damp- skibsbroen, krøb jeg under Buskene til jeg fandt et godt Udsigtssted og her klatrede jeg op i et Piletræ og afven- tede Begivenhedernes Gang. Nede ved Landingspladsen galopperede tre-fire 153 Mænd frem og tilbage. De bandede højt og forsøgte at komme bag om et Buskads ved Landingsstedet, hvor to unge Mennesker eller Drenge havde skjult sig; men det lykkedes ikke rigtig. Hver Gang en af dem viste sig, blev der skudt paa ham. Men stadig flygtede de to Drenge tilbage til Buskadset, fordi de var Modstanderne under- legne. Pludselig holdt Rytterne op med at bande og fare rundt; alle red de ned til Bredden. I næste Øjeblik traadte en af de Ynglinge, der havde skjult sig i Buskad- set, frem, sigtede og skød: en af Rytterne faldt ned fra Sadlen. Alle de andre sprang af Hestene for at bringe den Saarede i Sikkerhed. Heraf benyttede, de to Drenge sig til at forlade Buskadset og de løb tæt hen til det Træ, hvori jeg sad. Saasnart Modstanderne opdagede Dren- genes Flugt, kastede de sig atter paa Hestene for at ind- hente dem. De andre havde imidlertid faaet Forspring og var naaet hen til en Bræddestabel ved mit Træ; her gemte de sig bagved, parat til at optage Kampen fra før. Nu saa jeg, at den ene var Buck, den anden en smuk Knøs paa omtrent nitten Aar. Rytterne forsøgte en Stund at komme dem paa Skud, men red saa videre. Saasnart de var ude af Syne, raabte jeg til Buck. Han forstod først ikke, hvem der raabte til ham fra Træets Top, han blev meget overrasket, da han opdagede, at det var mig. Saa bad han mig om at holde skarpt Udkig og lade ham vide, hvornaar jeg atter fik Øje paa Rytterne, som nok var i Færd med at lægge en ny Angrebsplan. Jeg vilde helst været ned til dem, men jeg maatte ikke forlade min Spejderpost, raabte Buck, og saa svor han dyrt og helligt, at han og hans Fætter (det var den unge Mand) vilde tage en frygtelig Hævn den Dag. Baade hans Fader og begge hans Brødre samt tre eller fire af Fjendens Parti var allerede faldne. Shepherdsons havde lagt sig i Baghold for dem 154 i et Krat; hans Fader og Brødre blev saaledes indviklet i Kamp, før de havde faaet Forstærkning fra Slægt og Paarørende, og Shepherdsons havde derfor faaet Over- magten. Jeg spurgte ham om, hvor den unge Harney og Miss Sophia var henne, og han svarede, at de for læn- ge siden var naaet i Sikkerhed paa den anden Side af Floden. Det glædede mig meget; men Buck ligefrem rasede over, at det ikke var lykkedes at dræbe ham, da han hin Dag skød paa ham i Skoven. Ved Tanken paa dette Uheld hidsede han sig op til glødende Raseri. Pludselig lød det: Bum, bum, bum! Tre, fire Skud faldt, - Angriberne havde listet sig rundt om Skoven og kom nu til Fods bagfra! Begge Drengene løb over Hals og Hoved ned til Floden og styrtede sig i den. Me- dens de svømmede med Strømmen, naaede Forfølgerne ned til Bredden, skød efter dem og ildnede sig op ved at raabe: „Dræb ham, dræb ham!” Det hele Optrin gjorde saa rædselsfuldt et Indtryk paa mig, at jeg nær var dumpet ned fra Træet! Jeg kan ikke heller nu skildre alt det, jeg blev Vidne til, uden atter at føle en grufuld Gysen! Jeg vilde ønske, at jeg slet ikke nogensinde var kommet til det Sted paa Flodbredden, hvor jeg maatte opleve alle disse Rædsler. Endnu staar de ofte lysle- vende for mig i Drømme. Jeg blev i Træet, indtil det blev mørkt; jeg havde ligefrem ikke Mod til at kravle ned. Senere hørte jeg flere Gange, at Geværskud drønede fra det fjærne gen- nem Skoven; og et Par Gange saa jeg smaa Ryttertrup- per galoppere med Geværerne i Anslag langs Bredden; jeg maatte da antage, at Spektaklerne var i Færd med at begynde forfra paany. Jeg følte mig meget trist til Mode og foresatte mig, overhovedet slet ikke mere at vende tilbage til Huset; der gik det vistnok alt for hedt til for mig. Nu vidste jeg altsaa, at den Papirslap, som Miss Sophia havde faaet i Testamentet, var fra Harney 155 og angav Klokkeslettet for deres Stævnemøde og Flugt, Det kunde jeg maaske nok have haft en Anelse om, og saa burde jeg have aabenbaret alt for hendes Fader; han vilde da have kunnet tage sine Forholdsregler og hele denne frygtelige Ulykke vilde maaske i rette Tid være afværget. Jeg gjorde mig mange Samvittighedskvaler i den Anledning. Da jeg omsider havde bestemt mig til at klatre ned fra Træet, gjorde jeg dette saa lydløst som muligt. Der- efter sneg jeg mig ned til Floden, hvor jeg fandt de to unge Menneskers Lig i lavt Vande. Jeg trak dem op paa Bredden, dækkede deres Ansigter med Blade, og flygtede saa fra Stedet, saa hurtig jeg kunde. Jeg smaa- hulkede lidt, da jeg dækkede Bucks blege Ansigt; han havde i Grunden været saa god overfor mig. Det var nu omtrent helt mørkt. Jeg gjorde en Om- vej udenom Huset, idet jeg gennem. Skoven søgte hen til Sumpen. Jim var ikke paa sit tidligere Sted; jeg higede efter at forlade denne Skueplads for det hæslige Drama, derfor gik jeg videre frem til det Sted, hvor Jim havde fortalt mig, at han havde skjult Flaaden. Jeg naaede derhen, - men Flaaden var borte. Blodet stiv- nede i mine Aarer, og jeg kunde næppe trække Vejret af Overraskelse! Saa undslap der mig uvilkaarligt et Forfærdelsens- og Fortvivlelsens-Skrig. I det samme lød der en Stemme, knap en Snes Alen fra mig ude fra Vandet. „Gu' dog! Du være her, Huck? Ikke gøre Støj!” Det var Jims Røst - aldrig før havde den klinget saa vederkvægende i mine Øren. Jeg løb hen ad Bred- den og kom da om Bord, og Jim trykkede mig til sig og løftede mig op, medens jeg klyngede Armene om hans Hals. Ogsaa han var saa lykkelig ved at gense mig. „Himmel velsigne Dig, Barn!” udbrød han, „Jim lige vilde rejse bort, fordi mig tro, Du være igen død! Jack 156 være her og han fortælle, han tænke, Du være skudt, fordi Du ikke komme hjem; saa mig drive Flaaden ud. Jim være saa glad, Du være her igen, Huck!” „Naa, det er jo meget godt,” svarede jeg, „naar de nu ikke finder mig, tror de, at jeg er skudt og mit Lig drevet bort med Strømmen - det er ganske naturligt, at de tænker saaledes. Lad os ikke spilde nogen Tid, Jim, lad os saa hurtigt som muligt komme ud paa dybt Vand, midt ud i Strømmen!” Jeg følte mig ikke sikker, før Flaaden var naaet en god Milsvej bort i Drift midt ned ad Mississippi. Saa hængte vi vor Signallanterne ud og vi følte os atter frie og trygge. Siden den foregaaende Dag havde jeg ikke smagt Mad i min Mund; nu kom Jim frem med Hvede- kage, Kærnemælk, Flæsk og forskellige Grønsager - og Mad havde ikke længe smagt mig saa godt. Vi svæl- gede i Velvære og snakkede sammen. Jeg var glad over at være sluppet bort fra „Familiekrigen”, og Jim var ikke mindre henrykt over at være fløjet bort fra „Sump- fængslet” lntet Hjem er saa frit som Flaaden; alle andre Bostæder er snævre og trange. Paa en Flaade har man fri og gyldne Dage. NITTENDE KAPITEL. Et Par Dage og Nætter gik hen; jeg kunde næsten sige, at de gled hen, thi de var rolige og uforstyrret af nogen Begivenhed. Floden havde nu udvidet sig mæg- tig i Bredde. Vi sejlede om Natten og laa skjult Dagen over, for det meste i smult Vande inde under den høje Kyst; som tidligere dækkede vi Flaaden med Grene og Kviste. Saa lagde vi vore Medestænger ud og sprang selv i Vandet for at forfriske os ved et Bad. Mangen 157 Gang kunde vi sidde paa en Sandbanke og beskue Sol- opgangen. Alt var fuldkommen stille, det var, som om hele Verden sov; kun af og til kunde vi høre Frøerne kvække inde i Skoven. Naar Dagen brød frem, viste der sig først en mørkladen Bræmme ude over Vandfladen; det var Skoven paa den anden Flodbred. Saa fremtraadte de første blege Striber paa den østlige Himmel og det matte Skær bredte sig videre og videre ud. Samtidig klaredes Floden op, nu var den ikke længere saa sort som før, men snarere graalig af Farve. Saa kunde man skimte smaa, mørke, bevægelige Punkter rundt om, det var Træstammer, der kom drivende, og lange, sorte Streger - Flaader. Mangen Gang lød der langt borte fra en let Støj eller en Stemme, og derefter var Stil- heden dobbelt betagende. Hist og her saa man en mær- kelig Stribe i Vandet, og man kunde forstaa, at den skyldtes et lille Skær, hvor Strømmen brødes imod og dannede en lille Hvirvel. Saa hævede Havgusen sig, medens Himmelen i Øst farvedes purpurrød og genspej- ledes i Floden; og Lysninger viste sig i den modsatte Breds mørke Skovbræmme. En let, forfriskende og køl- nende Brise kunde da kruse Vandet og bringe med sig over til os en mærkelig Duft af Skov og Blomster. Men undertiden var et saadant Pust ikke nær saa behageligt, nemlig, naar der over paa den modsatte Bred laa halv- raadne Fisk eller lignende Sager. Endelig gled Solen op over Horizonten og kastede Smil over alt - og saa hilste Fuglene Naturens Opvaagnen med deres jublende Toner. En lille Smule Røg kunde næppe forraade os. Der- for tog vi nogle Fisk af vore Snører og kogte dem til vor Frokost. Saa stirrer vi drømmende ud over Flodens Ensomhed og Trætheden falder over os, indtil vi sover ind. Af og til vækkes vi og ser os omkring: det er en 158 Damper, der stønnende glider op ad Floden, men den er saa langt ovre mod den anden Flodbred, saa man ikke engang kan skelne om det er en Skrue- eller Hjul- damper. Atter gaar der en Timestid i dyb Ensomhed. Langt ovre ser vi en Flaade drive med Strømmen; en Mand staar paa den og hugger Brænde - det gør de næsten altid paa Flaader. Man ser Øksen blinke i Luf- ten og falde ned - men hører intet; først længe efter kommer Lyden af dens Slag hen over Vandet. Saaledes tilbragte vi Dagen, idet vi uvirksomme dov- nede hen og lyttede til, hvad der afbrød Stilheden. Naar det var tæt Taage, varskoede Folkene paa Flaader og mindre Fartøjer for sig ved at tromme løs paa Blikkasse- roller, for at de ikke skulde blive løbet i Sænk af Dam- perne. En Lægter gled forbi os saa nær, at vi tydelig kunde høre, hvorledes man sludrede, bandede og lo; men vi kunde ikke skimte det ringeste til dem. Det gjorde et helt hemmelighedsfuldt Indtryk; det var, som om Aander drog forbi gennem Luften. Jim sagde, at det bestemt maatte være Spøgelser og Aander; men jeg sva- rede „Aander vil aldrig raabe: „Pokker staa i den for- bandede Taage”!” Saasnart Skumringen falder paa, kaster vi los og løber ud midt i Floden; saa lader vi staa til, hvorhen Strømmen vil føre os. Vi tænder Piberne, lader Benene dingle udenfor Flaaden i Vandet og snakker om alt mu- ligt. Vi var altid nøgne, baade Dag og Nat, saa længe kun Moskitoerne lod os i Fred. De nye Klæder, Buck havde foræret mig, var altfor fine til at være bekvemme, og saa vilde jeg forøvrigt nu helst ikke mere have Tøj paa Kroppen. Mange Gange kunde vi i lange Tider have Floden ganske for os selv, med Undtagelse naturligvis af de Sandbanker og Skær, der hist og her ragede frem; af 159 og til passerede en Skude, og der lød Sang og Harmonika- toner fra den; jo, det er herligt at leve paa Vandet! Helt stjærnebesat hvælvede Himlen sig over os; vi laa paa Ryggen og stirrede op paa Stjærnerne og kom til at tale om, hvorvidt de virkelig var til, eller kun syntes saaledes. Jim mente, at de virkelig sad deroppe; men jeg var af modsat Anskuelse, navnlig fordi jeg syntes, at det maatte tage alt for lang Tid at lave saa mange. Men Jim fremkom med den Formodning, at Maanen kunde have lagt dem, ligesom Hønen lægger Æg, og det lød jo ganske sandsynligt; og saa talte vi ikke mere om det. Vi passede paa Stjærneskuddene og saa dem falde hist og her, Jim sagde, at det var Stjærner, som var blevet overfaldet af de andre og sparket ud af Rederne. Et Par Gange i Nattens Løb iagttog vi en Damper stønne gennem Mørket; af og til pustede den et helt Fyr- værkeri af Gnister op af Skorstenen, og disse regnede ned i Vandet, hvor de sluktes. Det var rigtig kønt at se paa. Saa drejede de af og Lanternens Lys forsvandt og Lyden fra Hjulskovlene døede hen. Saa blev det atter helt stille; men lang Tid efter at den var ude af Syne, naaede Kølvandsbølgerne hen til os og satte Flaaden i en let gyngende Bevægelse - og saa hørte man, hvem kan sige hvor længe, ingen anden Lyd end Frøernes Kvækken inde fra Bredden. Ved Midnat plejede Beboerne ved Floden at gaa til Sengs og i nogle Timer var Bredden helt mørk - ikke et eneste Lys straalede ud gennem Blokhusenes Vin- duer. Disse Lys var for Resten vort Uhr. De første, som viste sig igen, bebudede os, at Natten snart var forbi; saa søgte vi et Smuthul paa en lille Ø og for- tøjede, hvor vi bedst kunde komme afsted dermed. En Morgen ved Daggry fandt jeg en Kano og tog i den fra Øen ind til Flodbredden for at forsøge paa at 160 faa fat i nogle Bær, og for at foretage et lille Strejftogt i Skoven. Da jeg passerede et Sted, hvor en Kvægsti førte ned til Floden, kom to Mænd styrtende frem. Jeg tænkte allerede, at nu var det forbi med mig, for jeg troede, de var ude paa Jagt efter Jim og mig; det troede jeg nu altid i lignende Situationer. Jeg skulde lige til at dreje Jollen, da de var kommet helt ned til Vandet og tryglede mig om at redde deres Liv; de havde slet ikke gjort noget, men desuagtet blev de forfulgt; der var baade Ryttere og Hunde lige i Hælene paa dem. De skulde lige til at springe ud for Næsen af mig, men jeg afværgede det, idet jeg udbrød: „Gør ikke det! Endnu hører jeg hverken Heste eller Hunde. I har endnu Tid nok til at krybe lidt langs med Floden gennem Buskadset; derefter” kan I vade ud til mig - saa bliver Hundene ledet paa Vildsporl” Saaledes gjorde de, og da jeg havde faaet dem op i Kanoen gik det hurtigt ud til vor Flaade. Omtrent fem Minutter senere hørte vi i det fjærne Spektakel af Mænd og Hunde. De syntes at være naaet ned til Floden - se dem kunde vi ikke - og rumstere omkring der. Vi roede længere udad, til vi ikke mere kunde høre dem. Da vi naaede midt ud i Strømmen var alt atter stille; vi kom omsider til Flaadens Skjulested og befandt os her Dagen over i Sikkerhed. Den ene af de to Fyre var en Mand paa godt og vel halvfjersindstyve Aar, han var skaldet ovenpaa Hovedet og havde graat Fuldskæg. Han bar en gammel, mishand- let Filthat, en snavset, blaagraa Uldskjorte, fedtede blaa Benklæder, som var stoppet ned i de lange Støvler, og endelig hjemmelavede Gamascher - eller rettere kun én. Over Armen har han en gammel, blaalig Frakke med Messingknapper. Begge havde de store, velstop- pede Vadsække. 161 Den anden var omtrent tredive Aar gammel og noget bedre paaklædt. Efter at have spist Frokost gjorde vi os det bekvemt og talte sammen; derved kom det straks frem, at de to var fremmede for hinanden. „Hvad bragte Dem i Fedtefadet?” spurgte Skalde- hovedet den anden. „Aa! jeg vilde sælge et Stof, der kan rense Tænder, men forøvrigt ogsaa gerne tager Glasuren med. Jeg blev en Nat længere i Byen end det var tilraadeligt for mig og skulde just til at stikke af, da De krydsede min Vej og fortalte mig, at man var paa Jagt efter Dem, og at jeg maatte hjælpe Dem. Saa fortalte jeg Dem, at det gik mig omtrent paa samme Maade, og at vi maatte gøre fælles Sag - det er hele Historien. Hvorledes kom De afsted?” „Jo, ser De, jeg er omrejsende Afholdenheds-Taler og havde nu omtrent i en Uge arrangeret Møder deroppe i Byen; det gik udmærket, jeg havde vundet alles Yn- dest, baade unge og gamles, og kunde inkassere omkring fem-seks Dollars hver Aften - ti Cent Personen, Negre og Børn gratis. Forretningen gik Dag for Dag mere strygende. Men saa kom i Gaar Aftes det Rygte ud blandt Folk, at jeg har en lille Privatflaske hos mig, som jeg i al Hemmelighed snakkede flittigt med. I Mor- ges tidlig vækkede en Neger mig og fortalte, at Folk i al Stilhed samlede sig til Hest og med Hunde; de vilde give mig en halv Times Forspring og saa jage efter mig, til jeg styrtede; naar de saa havde mig, vilde de stryge mig over med Tjære og rulle mig i Fjer og lade mig hænge og ride paa en Gærdestave. Jeg oppebiede natur- ligvis ikke den Frokost - jeg havde mistet Appetiten.” „Hør, Du Gamle,” udbrød den yngre, „skulde vi ikke gaa i Spænd sammen; hvad siger De til det?” Huck Finns Hændelser. 11 162 „Jeg er ikke utilbøjelig dertil. Hvad er Deres Nærings- vej - hovedsagelig, mener jeg?” „Af Profession er jeg Bogtrykker; men jeg gør ogsaa i Patentmedicin; saa er jeg Skuespiller, - gør mig bedst i Sørgespil; lejlighedsvis dyrker jeg lidt Mesme- risme og Frenologi; til Afveksling giver jeg Undervis- ning i Sang og Geografi; af og til lader jeg et Foredrag løbe af Stablen. Aa, jeg forstaar mig paa lidt af hver Slags - næsten paa alt, hvad jeg faar med at gøre; kun tør jeg ikke give mig i Lag med haardt Arbejde. Hvordan er det med Dem?” „Mest har jeg givet mig af med at „doktorere” Jeg har et godt Haandelag til at helbrede Kræft, Lamhed og deslige Sygdomme; og saa forstaar jeg mig temmelig godt paa at spaa Folk, at sige, naar jeg kan finde nogen, som forud kan forsyne mig med de fornødne Oplysnin- ger. At prædike ligger ogsaa fortrinligt for min Stemme, navnlig Omvendelsesmøder i fri Luft er min Speciali- tet. I det hele taget „missionærer” jeg godt.” En Stund sad de begge og spekulerede, saa sukkede den Unge og mumlede hen for sig: „Ah, ja!” „Hvorfor sukker De saa grufuldt?” spurgte Skalde- hovedet. „Ak, at jeg maa føre et saadant Liv og færdes i saa- dant Selskab!” Og han tørrede sit ene Øje med en gammel Klud. „Er dette Selskab maaske ikke godt nok for Dem?” snærrede den Gamle noget skarpt og ærgerlig. „Jo, det er godt nok for mig, just saa godt, som jeg fortjener det. Hvem har monstro trukket mig saa langt ned. Jeg som stilede saa højt? Kun jeg selv. Jeg kaster ikke Skylden paa nogen af Dem, mine Herrer - langt fra - jeg bebrejder ikke nogen noget som helst. Jeg selv alene er Skyld deri. Lad den ufølsomme Ver- 163 den kun tilføje mig Ondskab, lad Skæbnen kun ved- blive at forfølge mig og berøve mig alt - Venner, Ejen- dom, alt - et ved jeg dog: et Sted vil jeg finde en Grav, den maa Verden lade mig beholde, en skønne Dag vil jeg sænkes ned deri og da vil mit stakkels søn- derbrudte Hjærte finde Hvile!” Og atter tørrede han sine Øjne. „Af Vejen med det stakkels, sønderbrudte Hjærte! Hvorfor lader De det flyde over her for os? Hvad kan vi gøre for det?” „Meget rigtigt! Men jeg bebrejder Dem heller intet, Herre. Selv er jeg Skyld i, at jeg er sunket saa dybt - ja, jeg selv! Det er kun velfortjent, naar jeg lider, fuldstændig rigtigt - jeg bærer ikke Nag til nogen.” „Sunket saa dybt? Hvorfra er De sunket?” „Aa! De vilde ikke tro mig, selv om jeg fortalte det! Verden er vantro - lad mig i Ro - det kan jo være Dem ligegyldigt. Hemmeligheden ved min Fødsel -” „Hemmeligheden ved Deres Fødsel? Vil De maaske paastaa -” „Mine Herrer,” faldt den unge Mand ham højtidelig i Talen, „jeg vil afsløre mit Livs Hemmelighed for Dem, thi jeg føler, at jeg kan betro mig til Dem. De skal da alle vide: Jeg er Hertug af Fødsel!” Jims Øjne lyste af Forundring og mine egne vist og- saa, men den Skaldede sagde kun: „Vrøvl! Er det virkelig Deres Mening?” „Ja, tilvisse. Min Oldefader, ældste Søn af Hertugen af Sommerset, flygtede henimod Slutningen af forrige Aarhundrede herover for at kunne indaande Frihedens rene Luft. Han giftede sig her og efterlod ved sin Død en eneste Søn; hans egen Fader døde omtrent paa samme Tid. Dennes næstældste Søn satte sig i Besid- delse af hans Titler og Stamgodserne - den virkelige Stamherre blev der intet Hensyn taget til og hans Efter- 11* 164 kommer i lige nedgaaende Linie er jeg - jeg er retmæs- sig Hertug af Sommerset; og nu er jeg stødt bort, berø- vet min høje Stilling, forfulgt af Mennesker, ringeagtet af den kolde Verden, pjaltet, elendig og nedstødt i Sel- skab med noget forløbent Pak ombord paa en Flaade.” Jim og jeg følte begge Medlidenhed med ham. Vi forsøgte at trøste ham, men han sagde; det vilde være ganske spildt Ulejlighed, thi han var utrøstelig; dog, hvis vi vilde anerkende ham som Hertug, vilde dette være en ringe Oprejsning for ham. Den Tjeneste vilde vi gerne gøre ham, naar blot han vilde sige os, hvorledes vi skulde bære os ad. Han svarede, at vi skulde bukke, naar vi tiltalte ham, og altid bruge Udtryk som „Deres Naade”, „Deres Højhed” eller blot „Mylord” ; for øvrigt havde han ikke noget imod at blive kaldt slet og ret Sommerset, thi det var mere at betragte som en Titel end som et Navn. Desuden skulde en af os opvarte ham, naar vi holdt Maaltid, og i det hele være ham til Tjeneste. Naa, det var ikke mere end rimeligt, og vi var og- saa villige dertil. Ved Middagen vartede Jim ham op med de Ord: „Deres Naade ønske dette here eller andet?” og lignende af samme Art, og man kunde se paa ham, at det glædede ham. Men den Gamle blev lidt efter lidt tavs og indeslut- tet og det lod til, at denne Hertug-Dyrkelse faldt ham haardt for Brystet. Han syntes i Færd med at udklække noget. Hen paa Eftermiddagen kom det da saaledes frem: „Hør engang, De „Sommerfedt”!” udbrød han, „det gør mig forbandet ondt for Dem-, hvad De har gennem- gaaet, men De er ikke den eneste, der har kendt den Slags.” „lkke?” „Nej, De er ikke den eneste Person, som paa uret- 165 færdig Vis er revet bort fra en lignende Højhed, som den, der tilkommer Dem.” „Ah!” „Nej, De er ikke den eneste, der har en Hemmelig- hed ved Fødselen.” Og saa begyndte den Gamle at stikke i Graad. „Hvad mener De?” „„Sommerfedt”, - „Sommerfedt”, tør jeg betro mig til Dem?” vedblev den Gamle endnu hulkende. „Til min sidste Stund!” Og Hertugen greb ved disse Ord den Gamles Haand, trykkede den inderligt og vedblev: „Betro mig Hemmeligheden ved Deres Skæbne, saa- ledes som jeg har gjort det overfor Dem. Tal!” „„Sommerfedt”, - jeg er den afdøde franske Tron- ving.” „Hvad siger De?” „Ja, min Ven, det er kun altfor sandt - Deres Øjne betragter i dette Øjeblik den ulykkelige, saa længe for- svundne Dauphin: Ludvig den syttende. Søn af Kong Ludvig den sekstende og Dronning Marie Antoinette.” „Er De? i Deres Alder? Nej stop! De mener vel, at De er Karl den Store; De maa jo mindst være seks- syv Hundrede Aar gammel.” „Sorgen har taget paa mig, „Sommerfedt”, Sorgen har ældet mig. Sorgen har før Tiden berøvet mig mine Hovedhaar og bleget mit Skæg. Ja, mine Herrer, her ser De foran Dem, nedsunket til at bære blaa Bluse og i dyb Armod, den omflakkende, landflygtige, dybt ned- bøjede og lidende retmæssige Konge af Frankrig!” - Han græd og vred sig i en saadan Smerte, at hver- ken jeg eller Jim vidste, hvad vi skulde stille op; det gjorde os virkelig saa ondt for ham - og dog bævede vi samtidig af Glæde og Stolthed over at have ham i vor Midte her paa Flaaden. Ligesom vi havde gjort det 166 overfor Hertugen, gav vi os nu til at trøste ham saa godt, vi formaaede. Men han sagde, det var ingen Nytte til; kun Døden var i Stand til at udslette hans Sorg. Og dog, vedblev han, vilde Livet være ham min- dre tungt at bære, hvis Menneskene ydede ham lidt af den Ret, der tilkom ham, knælede for ham, naar de talte med ham, og stadig tiltalte ham „Deres Majestæt”, opvartede ham ved Maaltiderne og ikke satte sig ned, før han havde givet sin Tilladelse dertil. Jim og jeg gjorde da ogsaa i saa Henseende, hvad vi formaaede; vi sagde „Deres Majestæt” til ham, viste ham Ærbødig- hed og Tjenester og blev altid staaende, indtil han bød os at indtage vore Pladser. Det livede ham op og hans gode Humør vendte tilbage. Men Hertugen syntes øjen- synlig ikke om den Vending, Sagerne havde taget. Og dog behandlede Kongen ham overordentlig nedladende, idet han forsikrede, at hans Fader altid havde omtalt Hertugens Oldefader saavel som alle senere Hertuger af „Sommerfedt” med Bevaagenhed og Interesse, de havde altid nydt Gæstfrihed i hans Palads. Hertugen vedblev alligevel med at være gnaven, indtil Kongen endelig udbrød: „Uden Tvivl vil vi blive nødt til at tilbringe en Pok- kers lang Tid paa denne Flaade, „Sommerfedt”, - hvad Nytte er det saa til at vise et sørgmodigt Ansigt? Man gør sig bare selv led og ked af det paa den Maade. Det er jo ikke min Skyld, at jeg ikke er født som Hertug, og ikke Deres, at De ikke er født til Konge - hvorfor saa gøre sig Bekymringer derover? Man skal gøre sig den størst mulige Fordel ud af den Stilling, man befin- der sig i, - det er nu mit Motto. Og véd De hvad, i Grunden er her jo ikke saa slemt - her er nok at spise og intet Arbejde. Kom, ræk mig Deres Haand. Hertug, og lad os være Venner.” Hertugen slog til, hvad Jim og jeg var meget glade 167 over. Det gode Humør vendte nu tilbage hos alle - Surmuleri er en kedelig Ting at have paa en Flaade, hvor det netop kommer først og fremmest an paa, at enhver er tilfreds og venlig sindet overfor andre. Det varede ikke længe før jeg følte mig overbevist om, at disse Fyre hverken var Hertug eller Konge, men elendige Bedragere og Humbugsmagere. Jeg lod mig ikke mærke med noget og holdt min Overbevisning for mig selv: saa den gav ikke Anledning til Skænderi eller Bryderier. Naar det kunde more dem at blive kaldt Konge og Hertug - hvorfor skulde jeg saa ikke føje dem? Det galdt jo om at have Husfred. Da det ikke var nogen Nytte til at give Jim nogen Forklaring, sagde jeg intet til ham derom. De var ikke saa lidt nysgerige af sig og spurgte saa- ledes ogsaa om, hvorfor vi gemte Flaaden om Dagen i Stedet for at drive videre. Maaske Jim var en undvegen Neger? „lh, hvor kan Deres Majestæt tro det?” svarede jeg, „en bortløben Neger vil da ikke rejse syd paa?” Nej, det troede da hverken Kongen eller Hertugen, at han vilde. Imidlertid havde jeg for alle Tilfældes Skyld allerede udtænkt, hvad jeg vilde binde dem paa Ærmet og fortalte altsaa saaledes: „Mine Paarørende boede i „Pike Country” Missouri, hvor jeg var født, og de døde efterhaanden alle undta- gen min Fader og min Broder Ike. Den Gamle vilde nu helst bryde op og rejse til Onkel Ben, der ejer en lille Ejendom ved Floden, noget sønden for New Orle- ans. Fa'r var fattig og havde Gæld. Da han havde solgt alt og betalt hver sit, var der ikke andet og mere tilbage end seksten Dollars og vores Neger, Jim. Selv paa Dæksplads var dette ikke tilstrækkeligt for os til at rejse de henved fjorten Hundrede Mil derhen. Da Floden saa steg, havde Fa'r en Dag den store Lykke at kunne 168 indbjærge et Stykke af en Tømmerflaade; saa bestemte vi os til at rejse til Orleans paa den. Men Fa'rs Lykke var kun kort; en Nat løb et Dampskib ind paa Flaadens forreste Hjørne, vi styrtede alle i Vandet og kom ind under Damperen. Jim og jeg kom atter for Dagens Lys; men Far og Ike, som kun var fire Aar gammel - de blev begge dernede for bestandig. I nogle Dage havde vi en Mængde Bryderier, fordi forbisejlende Folk over- hængte os og vilde slæbe Jim fra mig i den Tro, at han var en bortløben Slave. Saa besluttede vi os til ikke at rejse om Dagen; om Natten lader Folk os være i Fred.” Saa sagde Hertugen: „Overlad det nu til mig at udtænke en Plan, som gør det muligt for os ogsaa at sejle ved Dagens Lys. Jeg skal nu tænke lidt derover, saa hitter jeg nok paa noget. I Dag er det ikke værdt at passere forbi Byen derovre - det kunde maaske bekomme os mindre vel!” Det blev tidlig mørkt og det saa ud til Regn. Rundt om i Horizonten glimtede der Kornmod og Træernes Blade begyndte at sitre, - alt tydede paa, at Natten vilde blive uhyggelig. Kongen og Hertugen støvede rundt i vort Skur for at udsøge sig noget Sengetøj. Mit bestod af en Sæk med Halm, og det var dog bedre end Jims, for hans Seng var en fyldt Kornsæk, hvor Avner stak frem alle Vegne og prikkede ham i Ryggen, naar han laa paa den. Hertugen mente, at han vilde have min Seng, men Kongen delte ikke denne Mening og udbrød: „Jeg skulde antage, at Forskellen i vor Rang gør Dem indlysende, at Kornsækken ikke er egnet til at tjene som Leje for mig. Deres Naade kan beholde den for sit Vedkommende!” Jim og jeg svedte af Angst for, at der nu igen skulde 169 opstaa Misstemning og Kævleri mellem dem, da Hertu- gen udbrød: „Det har altid været min Skæbne at blive kuet i Støvet af Undertrykkerens jærnbeskoede Hæl. Ulykken har knust min tilforn saa stolte Karakter; jeg viger til- side, jeg underkaster mig, saaledes er jo min Skæbne. Alene staar jeg i Verden - lad mig lide; jeg er vant til at bære Modgangen.” Vi stødte fra Land saasnart det var mørkt nok. Kon- gen befalede os at holde os midt i Strømmen og ikke vise noget Lys, før vi var naaet vel nedenfor den lille By paa Flodens modsatte Bred. Snart saa vi inde i Land en lille Samling Lyspunkter, det var den lille By. og vi drev nu videre en halv Mils Vej, før vi hejsede vor Signallanterne. Omtrent ved Titiden brød Uvejret løs med Regn og Torden. Kongen beordrede os begge til at holde Vagt, indtil Uvejret var drevet over. Saa krøb han og Hertugen ind i vor Wigwam og lagde sig til rette for Natten. Min Vagt varede egentlig til Klokken tolv; dog havde jeg ikke lagt mig til Hvile, selv om mit Leje havde staaet til Raadighed for mig, thi et saadant Uvejr, som det, der nu rasede, oplever man kun sjældent. Hvor Stormen hylte! Og hvert Øjeblik Lyn, som oplyste de skumklædte Bølgetoppe rundt om, saa langt Synet naa- ede; det kan nok være, at Stormen baksede med Træerne i Skovene inde langs Flodbredden! En vold- som Bølge fejede mig ned fra Flaaden, men det brød jeg mig ikke om; jeg havde jo ingen Klæder paa og krøb hurtig op igen. Heller ikke behøvede vi at frygte for at tørne mod Skær, „Flodtakker” som de kaldtes; Ly- nene oplyste, saa at sige uafbrudt, alt omkring os; det mindste Skær vilde vi saaledes have opdaget betids nok til at styre af Vejen for det. Imidlertid blev jeg dygtig søvnig, før min Vagt var 170 til Ende, og Jim tilbød mig at overtage den; han var altid saa omsorgsfuld for mig, den gamle Jim! Jeg krøb ind i Wigwamen, men her havde Hertugen og Kongen kastet sig saaledes omkring, at der slet ikke var Plads til mig derinde. Saa lagde jeg mig udenfor; Reg- nen brød jeg mig ikke om, den var temmelig varm, og Bølgerne gik ikke længere saa højt. Ved To-Tiden tog dette atter voldsomt fat, Jim tænkte paa at vække mig, men undlod det, fordi han dog troede, Vejret vilde lægge sig. Men han tog fejl; pludselig styrtede en hel Flod- bølge ind over Flaaden og rev mig ud af Søvne til en lille Svømmetur. Jim var ved dette Syn nær ved at kvæles af Latter. Af alle de Negre, jeg har kendt, var han den, som var mest lattermild. Jeg overtog nu Vagten og Jim forføjede sig hen at sove. Stormen lagde sig nu snart fuldstændig. Ved det første Tegn paa Dagens frembrud kaldte jeg paa ham og vi førte Flaaden ind til Land og fik den skjult. Efter Frokost halede Kongen et gammelt, fedtet Spil Kort frem og han og Hertugen tog sig en „Sjavs” om fem Cent pr. Spil. Da de blev kede heraf gav de sig til at samtale om at „lægge en fornuftig Slagplan” Her- tugen hentede derefter fra sin Vadsæk en Mængde trykte Kort og oplæste deres Indhold. Paa et af dem stod, at „Den verdensberømte Professor Armand de Montalbau fra Paris” agtede at holde et Foredrag om. Frenologi paa det og det Sted den og den Dag, mod en Entré af 10 Cent pro persona og at „en frenologisk Undersøgelse af Vedkommendes Karakter” udføres mod 25 Cent. Hertugen oplyste os om, at den verdensbe- rømte Professor var ham selv. Paa et andet Kort figu- rerede han som „den berømte Shakespeare-Fremstiller Garrick den Yngre fra Drury Lane-Teatret London.” Paa en Mængde andre Kort fremtraadte han under nye Navne og med de mest vidunderlige Egenskaber, saa- 171 ledes tilbød han „at paavise Vand og Guld ved Hjælp af en guddommelig Stav.” „at afværge Hekseri” og andet af samme Tønde. Tilsidst udbrød han: „Men alligevel er Skuespillets Muse min højeste Fryd. Har De aldrig betraadt Teatrets skraa Brædder. Maje- stæt?” „Nej,” svarede Kongen. „Oh! faldne Storhed, det maa De hellere søge at indhente den Dag i Dag i Stedet for i Morgen!”, ud- brød Hertugen. „I den første, den bedste lille By, vi kommer til, vil vi leje en Sal og opføre Tvekampen fra „Richard III.” og Balkonscenen fra „Romeo og Julie” Hvad synes De om det Forslag?” „Jeg gaar med til alt, blot det betaler sig, Sommer- fedt; men rent ud sagt, jeg forstaar mig forbandet lidt paa Skuespilkunsten; jeg har aldrig haft synderlig Lej- lighed til at lære den at kende. Jeg var kun et Barn endnu, da min Fa'r lod Skuespil opføre i sit Palads. Tror De, at De kunde lære mig at optræde?” „Det er ganske lige til!” „Det var rart! Jeg har stor Lyst til noget, der kunde live lidt op. Lad os bare begynde med det samme.” Nu fortalte Hertugen ham udførligt om, hvem Romeo og hvem hans Elskede Julie var, og da han selv plejede at udføre Romeos Rolle, maatte Kongen fremstille Julie. „Men,” indvendte Kongen, „naar Julie er saadan en ung Tøs, som Hertugen siger, saa maa min Skalde- pande og mit lange, hvide Skæg gøre et altfor komisk Indtryk paa Publikum, - mener De ikke ogsaa ” „Aa, bryd Dem ikke om det - det lægger disse Landflyndere slet ikke Mærke til. Desuden maa De huske paa, at De skal optræde i Kostyme og det gør jo en mægtig Virkning; Julie staar paa en Balkon og 172 slikker Maaneskin, før hun gaar i Seng, hun har kun Natkjole og Natkappe paa. Her har jeg Kostymerne.” Saa tog han to-tre Sæt Kalikoklædninger frem og sagde, at det var middelalderlige Rustninger til Richard III og et Par andre Fyre - og derefter en lang, hvid Natkjole og en rynket Natkappe. Kongen syntes godt om Dragten, Hertugen hentede sin Bog frem og begyndte at oplæse Rollen i en højtidelig, beaandet Toneart; samtidig for han omkring og slog ud med Ar- mene for at vise, hvorledes Rollen skulde spilles. Der- efter gav han Bogen til Kongen og opfordrede ham til at lære sin Rolle udenad. Imidlertid kom vi til en lille ussel „By”, og efter Middag udtalte Hertugen, at han nu havde fundet paa en Maade, paa hvilken vi godt om Dagen kunde lægge derind uden ringeste Fare for Jim. Han vilde selv tage derind og forberede Sagen. Kongen syntes, at det var bedst, om han tog med; maaske var der et eller an- det for ham at gøre. Vi havde brugt vor Kaffe op, og Jim foreslog, at jeg skulde tage med ind for at købe noget. Da vi med Jollen naaede ind til den lille By, var der ingen Mennesker at se; Gaderne laa fuldkommen tomme og saa stille som paa en Helligdag. Vi stødte paa en syg Neger, som solede sig i en Gaard, og han fortalte, at alt, hvad der kunde krybe og gaa, unge og gamle, var taget til et offentligt Møde, der blev afholdt et Par Milsvej inde i Skoven. Kongen forhørte sig om, i hvad Retning Mødestedet var; han agtede at gaa derud Og se, om der var noget at gøre, og jeg skulde følge med ham. Hertugen derimod udtalte, at det, han havde Brug for, var et Trykkeri. Vi fandt da ogsaa et mærkelig lille et. Det var i et Loftsrum over et Snedkerværk- sted; baade Snedkeren og Bogtrykkeren var til Møde 173 og alle Døre stod aabne. Det var et usselt, snavset Rum med Gulvet overspredt af knækkede Typer og Pa- pirlaser; Væggene var overklistrede med Billeder af Væddeløbsheste og bortløbne Slaver. Hertugen kastede Frakken og forsikrede, at alt var i den skønneste Or- den. Saa begav Kongen og jeg mig paa Vej til Mødet. Efter en god halv Times Gang naaede vi sveddryp- pende dertil; det var nemlig overordentlig lummervarmt. Mere end tusind Mennesker var samlet paa Pladsen; de var kommet fra en Omkreds paa maaske tyve Mil. Inde mellem Træerne stod der en Mængde Vogne og Forspand; Hestene stod rundt om og aad det Foder, der var lagt til dem paa Køretøjernes Bagsmække, og de trampede med Hovene og viskede rundt med Halerne for at holde Fluerne paa Afstand. Saa var der en Slags Telte, lavede af Stænger og Grene, og her solgtes Limo- nade, Peberkager, Vandmeloner og andre forfriskende Sager. Det var en Slags Missionsmøde, vi var kommet til. Talerne holdtes i en Art Skur af Lighed med Boderne, men blot langt rummeligere og saa var de propfulde af Tilhørere. Prædikanten stod paa en højere Brædde- platform ved Skurets ene Ende. Kvinderne bar Kjoler af hjemmevævet Tøj og store Solhatte. Mange af de unge Mænd var barfodede og en Mængde af Børnene havde kun en Skjorte af groft Lærred. De gamle Koner sad med Strikketøjet og hist og her fjantede de unge med hinanden. I det første Telt, vi traadte ind i, var Prædikanten just i Færd med at synge en Salme. Først sang han to Linier og saa stemte hele Forsamlingen i med og sang disse to Linier og saaledes blev de ved. Alle sang med, og det lød overordentlig betagende. Efterhaanden blev Folk mere og mere opildnede og sang højere og højere; hen mod Slutningen sukkede nogle, medens andre græd. 174 Saa tog Prædikanten fat paa sin Tale. Han vandrede fra den ene Side af Platformen til den anden, og bøjede sig af og til ud over Rækværket, alt imedens han fæg- tede med Armene og hele Kroppen og udstødte sine Ord med stor Kraft. Af og til greb han Bibelen og læste et Stykke op; og hver Gang raabte Folk: „Amen!” Saa lirede han videre og Tilhørerne sukkede og græd og raabte: „Amen!” Til Slut opfordrede han de Tilstede- værende til at begive sig op til de Bodfærdiges Bænk, som stod lige nedenfor Platformen. „O, kom her I angerfulde Børn, træd frem og sæt Eder paa de Bodfærdiges Bænk! (Amen!) Kom I, der ere trætte og syndefulde, (Amen!) kom I betrængte og fattige, alle I, som fortæres af Skændsel og Kummer; (A-a-men!) kom alle I, der have brudte Hjærter og er modløse i Aanden! Kom alle I, der vandrer i Synd og Smuds; det rensende Vand skal overskylle Eder. Himmelens Dør staar aaben for Eder - o, kom herhen og bekend Eders Synd.” (Halleluja! Halleluja! lød det fra Forsamlingen). I samme Toneart gik det nu videre. Man kunde snart ikke forstaa, hvad Prædikanten sagde, saa stærk blev Forsamlingens Graad og Skrigeri. Folk rejste sig, banede, sig Vej hen til Platformen, hvor Trængselen var stærkest, og faldt paa Knæ her, medens Taarerne løb dem ned ad Kinderne. Og saa sang de og hulkede og slog sig for Brystet; mange opførte sig som om de var fra Sans og Samling. Forrest af dem alle var Kongen; jeg kunde stadig høre, hvorledes hans Stemme overdøvede alle. Saa løb han hændervridende frem og tilbage ved Platformen; baade Prædikanten og de andre opfordrede ham til at tale - pludselig sprang han da op ved Prædikantens Side og talte med høj, dirrende Røst. Han fortalte Menigheden, at han var gammel Sørø- 175 ver; allerede i tredive Aar havde han drevet denne Pro- fession, mest i det indiske Ocean. Hans Mandskab var i en Kamp, der fandt Sted i Foraaret, svundet stærkt ind og nu var han netop kommet til denne Egn for at hverve nyt Mandskab. Nu takkede han det himmelske Forsyn, fordi han i Gaar Aftes var bleven udplyndret paa en Damper til sidste Cent. Det var han glad for, noget bedre kunde ikke være hændet ham, thi netop derved var han nu blevet et nyt Menneske og for første Gang i sit Liv følte han sig lykkelig i denne Stund. Fattig som han var, vilde han nu igen begive sig til det indiske Ocean og hellige Resten af sit Liv til at føre Sørøvere tilbage paa den rette Vej. Dertil havde han en bedre Kaldelse end nogen anden, thi han kendte alle Sørøverne i hele Oceanet. Og til Trods for, at det vilde vare længe for ham at komme hid uden Penge, skulde han dog nok naa derhen, og saa ofte som han stødte paa Sørøverne, vilde han sige: „Tak ikke mig, nej, Takken tilhører alene de velsignede Folk i Pokeville, de kære Brødre og Søstre og Menneskehedens Velgørere ved dette Møde - og Takken tilkommer hin velsignede Præ- dikant, enhver Sørøvers mest trofaste, jordiske Ven!” Og saa brød han ud i sønderskærende Graad og hele Forsamlingen stemte i med. Da raabte nogle: „Lad os sætte en Indsamling i Gang for ham, en Indsamling!” En halv Snes Mennesker vilde straks rundt om gaa i Gang hermed, men saa raabte man: „Lad ham selv gaa rundt og samle ind i sin Hat!” Da ogsaa Prædikanten billigede dette Forslag, blev det herved. Saa banede Kongen sig Vej rundt til dem alle med Hatten i Haanden, hans Øjne var taarefyldte og han vel- signede og takkede stadig de ædle Givere, der viste sig saa gode overfor Sørøverne, der dog var saa langt borte. 176 Hist og her traadte de nydeligste unge Piger, med Taare- dryp fra Næsen, hen til ham og spurgte, om de maatte vove at give ham et Kys - til Erindring. Kongen var gavmild med at give denne Tilladelse og mange af dem omfavnede og kyssede ham fem-seks Gange i Træk. Saa blev han anmodet om at opholde sig en Ugestid i deres Midte; enhver stillede sit Hjem til hans Raadig- hed, og forsikrede, at de vilde betragte det som en Ære, hvis han vilde modtage Tilbudet. Men han svarede, at det kunde han ikke, dels var det Mødets sidste Dag, og dels brændte han af Iver efter at komme til det indiske Ocean for at virke blandt Sørøverne. Da vi kom tilbage til Floden, talte han Pengene, og der viste sig at være indkommet syvogfirsindstyve Dollars og fem og halvfjeds Cent. Og desuden havde han snuppet tre Flasker Whisky, som han havde faaet Øje paa under en Vogn, da vi gik tilbage gennem Skoven. Alt iberegnet, sagde han, havde denne været den bedste Dag, han havde haft paa sin Missionsrejse. „Hedninger”, udbrød han, „er dog for intet at regne overfor Sørøvere, naar det gælder om at faa en Missionsforsamling til at punge ud!” Imidlertid havde Hertugen heller ikke ligget paa den lade Side og han glædede sig i sit stille Sind til at fortælle, hvad han havde indhøstet. Men da Kongen rykkede ud med sin Bedrift, følte han sig dog lidt flad derved. I Trykkeriet havde Hertugen udført to smaa Arbejder for et Par Farmere - det var nogle Regnings- blanketter- og derfor havde han modtaget fire Dollars. Derefter havde han taget imod for ti Dollars Avis-An- noncer; disse lovede han at optage mod fire Dollars, hvis dette Beløb blev betalt med det samme; paa den Maade havde han altsaa inkasseret fire Dollars. Prisen for Avisen var to Dollars om Aaret; der havde meldt sig tre nye Abonnenter, som han havde lovet Bladet 177 mod en halv Dollars under Betingelse af, at Beløbet be- taltes straks. De vilde betale med Løg og Brænde, men han havde gjort dem det indlysende, at han kun kunde modtage klingende Mønt, da han nylig havde overta- get Forretningen og Prisen allerede var sat saa lavt som vel muligt. Endelig havde han sat i Typer et lille Digt paa tre Vers, som han selv havde digtet; de stod fiks og færdig i Sats lige til at putte i det næste Nummer af Avisen, - og herfor havde han ikke beregnet sig noget Honorar - der kunde jo nok have været et eller andet, som man kunde have taget med. Men Versene var alt- saa en Slags Vederlag for hans „Dagvagt” i Trykkeriet, der havde indbragt ham ni og en halv Dollars. Saa viste han os endnu et lille Arbejde, han havde udført, men ikke solgt, da det var beregnet til vort eget Brug. Det var en Plakat med Billede af en bortløben Neger, som over Skulderen bar en Bylt paa Enden af en Stok; under Billedet stod med store Bogstaver: „200 Dollars Belønning til Paagriberen” og derefter med mindre Skrift et Signalement, der nøje passede paa ]im. Endvidere oplystes det, at vedkommende Neger var lø- bet bort fra St. Jakobs-Plantagen ti Mil syd for New- Orleans sidste Vinter - sandsynligvis var han gaaet nord paa -, og at den, som paagreb ham og førte ham tilbage, vilde modtage ovennævnte Belønning samt faa alle sine Omkostninger derved godtgjorte. „Herefter.” sagde Hertugen, „kan vi ogsaa sejle om Dagen, naar det passer os. Hvis vi ser nogen mistænke- lig komme anstigende, binder vi Jim paa Hænder og Fødder, lægger ham ind i Wigwamen og fremviser denne Plakat. Saa fortæller vi, at vi har fanget ham, men at vi har været for fattige til at tage med Dampe- ren, hvorfor vi har købt denne Flaade paa Kredit af nogle Venner, og nu er paa Vej for at hente vor Be- Huck Finns Hændelser. 12 178 lønning. Det havde naturligvis taget sig bedre ud med Haandjærn og Fodlænker, men saadanne stemmer ikke rigtig overens med Historien om vor Fattigdom. Derfor er det bedst at bruge almindelige Reb. Vi maa holde paa „Enheden i Handlingen”, saadan som vi siger i Teaterverdenen. Alle var vi enige om, at Hertugen var et meget fiffigt Hovede, og at vi nu trygt kunde rejse om Dagen uden at udsætte os for Fortrædeligheder. I den kom- mende Nat haabede vi at kunne fjærne os langt nok fra Aastedet for de Skandaler, som Hertugens Arbejde i Byens Trykkeri mulig vilde foraarsage - senere kunde vi rejse i Ro og Mag. Vi holdt os altsaa skjulte og vovede os ikke afsted før Klokken ti om Aftenen; saa gled vi afsted i en god Afstand udenfor Byen og hejste først vor Lanterne, da den lille By forlængst var ude af Sigte. Da Jim vækkede mig Klokken fire om Morgenen for at jeg skulde overtage Vagten, sagde han: „Huck, Dig tænke, vi træffe flere Konge paa Rejsen?” „Nej, det tænker jeg ikke, Jim,” svarede jeg. „Naa, det være godt, Jim gerne have en eller to, men det være ogsaa nok her paa Flaaden. Vor Konge være ganske mægtig fuld - og Hertug ikke mindre fuld!” - Jeg hørte senere, at Jim havde haft fat i Kongen for at faa ham til at tale Fransk, da han gerne vilde høre, hvorledes det lød; men han havde svaret, at han havde opholdt sig saa længe her i Landet og gennemgaaet saa store Sorger, at han ganske havde forglemt sit franske Modersmaal. 179 TYVENDE KAPITEL. Imidlertid stod Solen op, men vi fortsatte nu vor Fart uden at fortøje Dagen over. Først temmelig silde kom Kongen og Hertugen frem fra vor Wigwam; de saa no- get medtagne ud, men, efter at de var sprunget over Bord og havde plasket lidt omkring, steg Humøret igen. Efter Frokost satte Kongen sig paa et Hjørne af Flaaden, han trak Støvlerne af og smøgede Benklæderne op, hvor- efter han lod Benene velbehagelig hænge ned i Vandet; saa tændte han sin Pibe og begyndte paa at studere „Romeo og Julie” Da han nogenlunde havde lært sin Rolle, gik Hertugen i Gang med at gennemgaa den med ham. Hertugen lod ham sukke paa de rette Steder og lægge Haanden paa Hjærtet. Efter nogen Tids Forløb erklærede han, at det gik meget godt; „kun,” sagde han, „maa De ikke brøle „Romeo” som en Okse, - De maa sige Navnet henaandende, indsmigrende og smægtende. saaledes - R-o-o-meo! Julie er nemlig en bly, lille Pige, forstaar De, og hun vræler ikke som et Æsel.” Saa fik de fat paa nogle Sværd, som Hertugen havde lavet af Egegrene, og derefter øvede de sig i Tve- kamp. Det var storartet at se paa, hvor de slog løs og sprang omkring. Kongen gled og faldt overbord, hvor- efter de pustede lidt og talte om alle de Æventyr, de tid- ligere havde oplevet langs Floden. Efter Middagen sagde Hertugen: „Hør nu lidt, Capet, vi vil lave en første Klasses Forestilling ud af den Komedie, forstaar De? Vi maa ha et Stykke til og saa maa vi tænke paa noget til at besvare Dakapo'er med.” „Da - hvilket no'et?” Hertugen forklarede Udtrykket og fortsatte: „Jeg selv kan passende foredrage en „Highland” eller 12* 180 „Matrosens-Hornpibe”; og De - ja, lad mig se - aa, nu har jeg det - De kan gi' Hamlets Monolog.” „Hamlets -?” „Hamlets Monolog, for Pokker; den berømte Shakespeares allerberømteste Strofer. Aa! den er vid- underlig, ja guddommelig. Den ta'r fuldt Hus overalt. Jeg har den ikke skrevet op, men jeg tænker nok, jeg kan komme paa den. La' mig nu bare gaa et Øjeblik i Ro; saa skal det nok komme.” Saa skridtede han en Tidlang frem og tilbage, øjen- synlig hensunken i dyb Eftertanke - af og til rynkede han Panden ganske forskrækkeligt; saa løftede han Øjen- brynene og pressede Hænderne mod Hovedet; han hen- faldt i stille, dyb Eftertanke, udstødte dybe Suk og lod Blikket tankefyldt svæve ud i Rummet. Nu og da frem- stødte han nogle Linier, slog sig for Brystet og plaprede Vers frem, som jeg aldrig havde hørt Magen til. Her er Monologen, som jeg nemt lærte, medens han indøvede dem med Kongen: Det gælder om at være eller ikke, om det er mere sjælestort at taale den onde Skæbnes Svøbeslag og Haan end sig at væbne mod et Hav af Sorger og byde dem sin Trods. At dø, at sove, at sove, muligt drømme! Det er Gaaden; hvem gad vel finde sig i Døgnets Haan, Tyranners Vold og Adelsmænds Foragt, og en forsmaaet Elskovs Hjertekval, og Stormands-Hovmod, Puf og Spark, der føles som rette Mønt til dem, der ikke du'r - om selv han kunde gøre op sit Regnskab med en Stilét, der blank og slebent stak! Hvis ikke Frygt for dette efter Livet, 181 naar Dødens Port skal lukkes, aldrig aabnes, vor Vilje lammer og os tvinger til at blive, hvor vi er, ved det vi kender! Tys! tys, nu der! Ophelia, du fagre, forglem mig ikke i din Aftenbøn, du Rene, der kan sone al min Synd! Naa, den Gamle syntes rigtig godt om, denne Mono- log og lærte den hurtig udenad. Han syntes ligefrem født for Rollen. Det var et Syn for Guder, naar han rig- tig kom i Aaande, saa hvæsede og hulkede han den frem med halvkvalt Stemme og rev næsten Hjærtet ud af Brystet paa sig selv. Saasnart Lejlighed gaves, lod Hertugen trykke nogle Plakater. I de følgende Dage gik det rigtig livligt til paa Flaaden, medens vi stadig drev ned ad Strømmen; det gik løs med Tvekampe og Generalprøver, som Hertugen kaldte det. En skønne Morgen, da vi allerede befandt os temmelig langt nede i Arkansas, fik vi en lille By i Sigte inde i en stor Bugt. Vi lagde ind, omtrent en lille Milsvej overfor den, ved Mundingen af en Bæk, der var helt overdækket af Cyprestræer, saa den saa ud som en Tunnel. Med Undtagelse af Jim gik vi alle i Kanoen og tog ind til Byen for at se, om der var noget at gøre med en Teaterforestiiling. Det traf sig meget heldig; om Eftermiddagen skulde en omrejsende Cirkus give Forestilling og Omegnens Beboere strømmede allerede til Byen, dels i de mærk- værdigste gamle Rumlekasser, dels til Hest. Endnu før Aften agtede Cirkus at bryde op og rejse videre; der var saaledes den bedst tænkelige Lejlighed for vor Fore- stilling. Hertugen lejede Raadhushallen, og saa gik vi omkring og slog Plakater op. Disse lød saaledes: 182 Shakespeare-Forestilling!!! Enestaaende i sin Slags! Kun denne Aften. De verdensberømte Skuespillere David Garrick den yngre fra Drury-Lane-Theatret, London samt Edmund Kean den ældre fra det Kgl. Haymarket-Theater, Whitechapel, Pudding Lane, Piccadilly, London, og det Kgl. Kontinental-Theater i deres enestaaende Shakespeare-Skuespil: Balkon-Scenen fra Romeo og Julie!!! Romeo. Mr. Garrick Julie Mr. Kean Under Medvirkning af Selskabets samtlige Kræfter. Nye Kostymer. - Nye Dekorationer. Derefter: Den nervespændende, mesterlige, bloddryppende Sværdkamp. fra Richard III. Richard III. Mr. Garrick Richmond Mr. Kean Desuden efter speciel Opfordring: Hamlets udødelige Monolog! - Fremstilles af den berømte Mr. Kean. - Kun denne Aften. Entre 25 Cent. - Børn og Tyende 10 Cent. 183 Saa drev vi omkring for at tage Byen nærmere i Øjesyn. Husene bestod for Størstedelen af gamle, brøst- fældige Træbarakker, der ikke engang var malede; de hvilede paa tre-fire Fod høje Pæle for ikke at blive overskyllede, naar Floden svulmede op. Rundt om Husene var der anlagt Smaahaver, men der voksede ikke andet i dem end Sumpplanter, gamle, umage Støvler og Sko, Flaskeskaar og snavsede Smaa- klude. Stakitværkerne var klasket sammen af alle Slags Bræddestumper; de stod helt vaklevornt og alle havde de Laager, der ikke kunde lukkes helt til og kun hængte paa et Hængsel. Enkelte havde engang været hvidtede - uden Tvivl for meget længe siden; Hertugen mente, at det maatte være før Columbus' Tid. Mange Steder rodede Svin rundt i Haverne og efter dem løb Folk, som jog dem ud. Alle Butikerne laa i en og samme Gade. Over disses indgangsdøre var der spændt Sejldugs-Markiser ud over Fortovet; til de Jærnstandere, som bar Markiserne, bandt Folk deres Heste. Ved Butiksdørene stod Kasser med forskellige Varer stablet op. De fleste Folk gik med gule Straahatte, saa omfangrige somt Paraplyer, men uden Frakke og Vest. De kaldte hinanden for Bill og Buck og Hauk og Joe og Andy; deres Samtale var støj- ende og ugenert og de sparede just ikke paa Skældsord. Op ad hver Markisestander lænede sig mindst én Dag- driver med Hænderne dybt begravet i Bukselommerne; og de tog dem kun op, naar de langede hinanden en Skraa. Stadig kunde man høre: „Ta' og gi' mig en Skraa, Hauk!” „Ka' ikke, har kun den ene. Spø'r Bill.” Det kan ske, at Bill giver ham den; men det kan og- saa ske, at han ikke gør det og lyver, at han ikke ejer no- gen. Mange af dem ejer aldrig en Cent eller en Skraa; de skaffer sig deres uundværlige Skraa udelukkende ved 184 at „slaa den”. Dette sker paa følgende Facon: „Du kunde nok gi mig en Stump, Jack; nu ga' jeg lige i dette Minut Ben Thompson min sidste!” Det er natur- ligvis bare Usandhed, som kun en Fremmed lader sig narre af. Alle Gader var dygtig snavsede; der stod et bund- løst Pløre i dem, det var blaasort som Tjære og nogle Steder en halv Alen dybt; overalt var Plørelaget paa et Par Tommer. Det var rigtig noget for alle de Svin, der gryntende og snøftende travede rundt omkring. Vi saa et Modersvin med et Kuld Smaagrise omkring sig trave ned ad Gaden og pludselig helt ugenert gøre sig det rigtig mageligt i Pløret, hvor Folk skulde forbi; den bredte sig saaledes, at man maatte ud i det dybeste Pløre for at passere den. Ganske uforstyrrelig lukkede den Øjnene i Søvn, efter først at have viftet lidt med Ørene, medens Grisene med en Ivrighed, som om de var paa Akkordbestilling gav sig til at mætte sig ved Moder- brystet. Pludselig hører man saa en Sjover raabe: „Hov, paa'en Tiger!” Og ynkeligt skrigende løb Soen afsted med en Hund eller to i hvert Øre og en hel Sværm efter sig. Og alle de omdrivende Sjovere ser til og ler af fuld Hals, hjærtensglade over dette støjende Optrin, der dog er en Slags Afveksling. Saa lister de tilbage til Pakkasserne, hvor de dovner Tiden hen, ventende paa en ny Underholdning. De har ingen større Fornøjelse end at se paa en hidsig Kamp mellem nogle af Gadens Køtere; af og til dypper de en Hund i Petroleum og stik- ker Ild i den, saa den rasende springer omkring til den under Pinsler bukker under, eller ogsaa binder de en stor Blikkedel til Køterens Hale og jager den tildøde. Nede ved Flodbredden stod flere Huse, som var saa underminerede, at man skulde tro, de hvert Øjeblik vilde styrte i Vandet; Beboerne havde da ogsaa allerede for- 185 ladt dem. Ved andre Huse havde Floden skyllet Jorden bort under det ene Hjørne, saa de ludede helt for over. Til Trods herfor boede der endnu Folk i dem; men det var farligt, thi undertiden sank en Strækning saa bred som hele Huset paa en Gang. En saadan By maa sta- dig flytte sig længere og længere tilbage, thi Strømmen gnaver stadig løs paa den. Jo mere man nærmede sig Middag, des større Træng- sel opstod der i Gaderne af Køretøjer og Rideheste, og stadig kom der nye Folk til udefra. Landfamilierne havde Mad med sig hjemmefra og holdt Maaltid i deres Køretøjer. Der blev ogsaa drukket godt af Whisky- flaskerne, og jeg blev Vidne til tre Slagsmaal i Efter- middagens Løb. Pludselig er der nogen, som raaber: „Der kommer gamle Boggs! Han ska ha sin Maanedsbjørn, som han plejer van! Halløj, kom og se! Hurra!” Alle slog et fornøjet Grin op; de tænkte, at de nu skulde drive Løjer med ham som sædvanligt, og raabte forskellige Bemærkninger til ham. Boggs kom luntende paa sin Hest, fægtende om- kring sig med Armene og brølede værre end en lndianer: „Af Vejen der, I Fandens Pak! Jeg er paa Krigs- stien, og der skal snart blive Brug for Ligkister!” Han var fuld og dinglede paa Sadlen; han var over de halvtreds Aar og hans Ansigt var blussende rødt. Alle gav ham Stikpiller og lo ham ud; han vrængede kun af dem og raabte, at han nok skulde tage sig af hver enkelt, naar deres Tur kom; i Øjeblikket havde han ikke Tid, for han skulde lige hen og dræbe den gamle Oberst Sherburn. Tilfældig fik han Øje paa mig, red lige ind paa mig og raabte: „Hvorfor stiller Du Dig i Vejen for mig? Er Du klar til at himle?” Saa red han imidlertid videre. Jeg var som forstenet 186 af Skræk, men Folk sagde: „Han mener ikke no'et med det! Saadan si'r han altid, naar han er fuld. Han er den skikkeligste, gamle Fyr i hele Kansas - han har aldrig gjort en Kat Fortræd, hverken som ædru eller fuld.” Boggs red hen til Gadens største Butik, bukkede Hovedet lidt ned, saa han kunde kige ind under Marki- sen og raabte: „Kom herud, Sherburn! Korn ud Ansigt til Ansigt med den Mand, som Du har snydt og bedraget. Jeg skal dreje Halsen om paa Dig, din Hund! Jeg skal nok faa Tag i Dig!” Saaledes fortsatte han, idet han lod alle de Skælds- ord, der stod til hans Raadighed, regne med over Sher- burn. Folk standsede, lyttede til og lo ad ham. Pludselig traadte en statelig Mand paa godt et halvt- hundrede Aar ud af Butiken; han var uden Tvivl den mest velklædte Mand i hele Byen. Folk traadte tilbage, saa han kunde faa Plads til at træde nærmere. Roligt og koldt tiltalte han Boggs saaledes: „Egentlig skulde jeg ikke gøre det, men nu vil jeg lade Dig skælde til Klokken bliver Et. Ikke et Minut længere, forstaar Du? Hvis Du efter den Tid igen bru- ger Mund overfor mig, skal jeg nok faa Ram paa Dig, hvor Du end løber hen!” Saa drejede han sig om paa Hælen og gik ind i Butiken igen. Folk stod og saa ud som om de var faldet ned fra Maanen; ingen kom med nogen Bemærk- ning og al Latter var døet bort. Boggs red bort, medens han ned gennem Gaden skældte og smældte over Sher- burn. Kort efter vendte han tilbage og tog atter Opstil- ling foran Huset og begyndte forfra. Nogle søgte at lægge sig imellem for at berolige ham; de sagde til ham, at Klokken kun manglede et Kvarter i Et, derfor var det fornuftigere, om han luskede hjem. Men der 187 var intet at stille op med ham. Han raste og skældte af alle Kræfter; han kastede sin Hue i Pløret og red frem og tilbage over den, medens hans graa Haar stærkt viftede for Vinden. Man søgte at overtale ham til at stige af Hesten og komme hen for at sove Rusen ud. Men alt var forgæves, han gav kun Sherburn en endnu skrappere Overhaling af Skældsord. Endelig sagde en: „Løb hen efter hans Datter - men hurtigt. Undertiden lader han sig tale til rette af hende. Kan nogen bringe ham til Fornuft, saa kan hun det.” Et Par tilstedeværende Folk løb straks efter hende. Jeg slentrede lidt ned ad Gaden og vendte saa tilbage. Fem-ti Minutter senere dukkede Boggs igen frem, men til Fods. Han ravede barhovedet over Gaden med en Ven paa hver Side, som forsøgte at holde ham til- bage og slæbe af med ham. Han forholdt sig helt tavs, men Ondskabsfuldheden» lyste ud af hans Øjne. Pludselig lød der en Stemme: ”Boggs!” Jeg løb til for at se, hvad der nu var paa Færde. Det var Oberst Sherburn. Han stod stiv søm en Statue midt paa Gaden med en Pistol i den højre Haand; han sigtede ikke, men holdt Mundingen opad. I samme Øje- blik kom en ung Pige løbende med to Mænd i Hælene paa sig. Boggs og hans Ledsagere vendte sig om for at se, fra hvem Raabet kom. Da de fik Øje paa Pistolen, sprang de hurtig hver til sin Side, medens Pistolens Løb langsomt sænkede sig mere og mere, indtil det pegede i vandret Stilling; begge dens Haner var spændt. Rædselsslagen rakte Boggs begge Hænder i Vejret og raabte: ,Skyd ikke, Herre, skyd ikke!” Det første Skud faldt; Boggs tumlede tilbage og greb for sig i Luften; det andet Skud knaldede - og han faldt tungt og livløs til Jorden med vidtspredte Arme. 188 Den unge Pige udstødte et Skrig, løb frem og kastede sig over sin Faders afsjælede Legeme. „Han har dræbt ham; han har dræbt min Fader!” raabte hun hulkende. En Mængde Mennesker stimlede sammen om hende og de bagved værende forsøgte at albue sig frem for at komme til at se noget. De nærmeststaaende søgte at holde Trængslen tilbage og raabte: „Tilbage der! Til- bage! Lad ham for Pokker faa Luft!” Oberst Sherburn kastede Pistolen paa Jorden, drej- ede sig rundt paa Hælen og forsvandt ind i sit Hus. De slæbte Boggs ind i en Slags Apothekerbod, me- dens næsten hele Byens Befolkning fulgte dem i Hælene. Det lykkedes mig at faa en god Plads ved et af Vin- duerne,hvorfra jeg kunde se alt, hvad der gik for sig. De lagde ham paa Gulvet med en Bibel under Hovedet; en anden lagde de opslaaet paa hans Bryst. Først havde de dog taget Skjorten af ham og jeg kunde se de Steder, hvor Kuglerne var trængt ind. Han gispede ogsaa lidt og hver Gang hævedes Biblen paa hans Bryst lidt i Vejret; saa drog han et sidste Aandedræt og blev stille - han var død. Hans fortvivlede Datter maatte de med Magt rive bort fra ham og førte hende bort. Hun kunde være sejsten Aar gammel; hun var meget smuk og saa saa god ud, men hun var hvid i Ansigtet som et Lagen. Imidlertid masede Folk for at komme frem til Vin- duerne og faa noget at se; men de, der havde de bedste Pladser, vilde ikke godvillig lade sig skubbe tilside, skønt de bagved værende stadig raabte: „Naada! I har vel nu set nok; der er ikke Mening i, at I saadan skal blive staaende, saa andre ikke kan komme til. Vi har lige saa megen Ret som I!” Jeg trak mig lidt tilbage, da jeg tænkte, at der nu kunde opstaa nye Spektakler. Folk var stuvet sammen 189 paa Gaden og alle var stærkt opbragte. Hver af dem, som havde overværet Scenen, gav sig til at fortælle de senere ankomne om Begivenheden, medens Tilhørerne klumpede sig sammen og strakte Hals. En lang Fyr med langt Haar og lang Pibe viste, hvor Boggs havde staaet og hvor Sherburn havde staaet, og Folk fulgte ham Skridt for Skridt og var stærkt optaget af, hvad han fortalte. Med Hatteskyggen dybt ned over Øjnene stil- lede han sig paa Oberstens Plads Og raabte: „Boggs!” Samtidig holdt han sin Pibe som en Pistol først op i Vejret og saa vandret, saa sagde han „Bum!” og vak- lede tilbage: saa gentog han sit „Bum!” og kastede sig paa Ryggen i Pløret. Folk, som havde været tilstede. bekræftede, at han viste det livagtigt som det var sket. Som Tak for Præstationen trak en halv Snes Tilstedevæ- rende deres Flasker op af Lommen: og lod ham faa en Slurk. Pludselig fremkom En med det Forslag, at Sherburn burde lynches; straks blev Idéen bifaldet af alle. Et Øjeblik efter var man allerede paa Vej til ham og, hvor det lod sig gøre, tog man Tøjsnore og andre Reb med til at hænge Morderen i. Sværmen bevægede sig hen til Sherburns Hus under Hujen og Skrigen. I Spidsen for Hoben løb endel op- løbne Fyre; alle Vinduer fyldtes af nysgerrige Kvinde- ansigter, Negerungdommen krøb op i Træerne og bag hvert Stakitværk kigede halvvoksne Drenge og Piger frem. Saasnart Pøbelhoben kom dragende forbi, flygtede de forfærdede ind. Rundt om faldt ældre og yngre Kvinder i Besvimelse af Skræk. Foran Oberstens Hus gjorde man Holdt og Spek- taklet blev saa øredøvende, at man ikke kunde høre sine egne Ord. Nogle raabte: „Riv Plankeværket ned; ned med det!” Straks var travle Hænder i Gang med Arbejdet og i 190 et Nu var der brudt en mægtig Bresche i det, hvorigen- nem den opbragte Hob skyllede ind i Gaarden som en Bølge. I dette Øjeblik traadte Sherburn ud paa Taget af en lille Forhalle til Butiken; i Haanden holdt han en dob- beltløbet Riffel; uden at sige et Ord stod han fuldstæn- dig rolig og koldblodig og saa sig omkring. Fyrene stand- sede og Bølgen ebbede tilbage. Endnu sagde Sherburn ikke et Ord - han stod kun og saa sig omkring. Stilheden var betagende og lam- mende. Sherbum lod sit Blik glide over hele Pøbel- sværmen; hvor han saa hen, forsøgte Fyrene at holde Stand overfor hans skarpe Blik, men undgik det saa. De trak Øjnene til sig og saa skrækkelig flove ud. Saa smilede Sherburn pludselig, men paa en alt andet end behagelig Maade; Da Tavsheden var blevet fuldstændig, sagde han langsomt med Haan i Stemmen: „I vil altsaa lynche nogen? Det er et ganske latter- ligt indfald af Jer! At tænke sig, at I kan indbilde ]er. at I har Mod nok til at lynche en Mand! Fordi I har Kurage nok til at kramme et stakkels, venneløst og hjem- løst Fruentimmer, som maatte komme hertil, bilder I Jer maaske ind, at I ogsaa kan lægge Haand paa en Mand? En Mand er sikker nok selv blandt ti Tusind Fyre af jeres Kaliber - saalænge det er lyst og han sørger for, at I ikke kommer bag paa ham! Jo, jeg kender mine Pappenhejmere. Jeg er født i Syden og har levet baade der og Nord paa, saa jeg véd nok, hvad I i Gennemsnit er værd. De fleste af Jer er Krystere. I Norden lader saadan en Kujon sig pine og plage af en Friskfyr, som har Lyst dertil, og gaar saa hjem: og beder ydmygt Vorherre om at lade den anden times al Landsens Ulykker. I Syden plyndrer en eneste modig Mand ved højlys Dag en hel Postdeligence, der 191 er propfuld af Folk. Aviserne raaber saa op om „mo- dige Folk” og „tapre Mænd” - til Slut indbilder I jer selv, at I er modige, medens I i Virkeligheden ikke er mange sure Sild værd! Hvorfor hænger jeres Dommere ikke Mordere? Fordi de er bange for, at hans Venner senere skal myrde dem bagfra ved Nattetid - saaledes som I vilde gøre. Saa tier de hellere stille, og om Natten gaar en Mand med hundrede Krystere med Masker paa hen og lyncher Forbryderen. Det er Jeres Fejl, at I ikke har bragt en Mand med. Det er det første, og det andet er, at I ikke er kommet i Nattens Mørke og har med- bragt jeres Masker. Kun et Stykke af et Mandfolk har I med jer, det er - Buck Harknesz, og havde han ikke været her, var I andre allerede forlængst stukket af. I skulde hellere være blevet herfra. Gennemsnits- fyre holder nemlig ikke af nogen alvorlig Fare. Og I holder forbandet lidt af en saadan. Men naar det Stykke af en Karl som Buck Harknesz raaber: „Lynch ham, lynch ham!” saa generer I Jer for at holde Jer tilbage, fordi I frygter for, at man skal mærke, hvilke Ussel- rygge I er - og saa hænger I ham i Frakkeskøderne og gør stor Allarm. Pøbel er ynkelig - den kæmper ikke med det Mod, den selv har i Brystet, men med det. som dens Masse og Fører indgyder den. Men en Pø- bel uden en Mand i Spidsen, den er mere end ynkelig. Jeg raader Jer til at luske hjem og krybe i jeres Musehuller. Hvis her skal være Tale om at lynche nogen, saa maa det efter sydlandsk Skik ske om Natten. med Masker for Ansigtet - og saa maa der være en Mand med! Og se nu til at komme afsted og tag jeres Stykke af Mandfolk med Jer - ellers.. ” Han hævede Bøssen og spændte Hanerne. Pøbelhoben veg straks tilbage, saa spredtes den og 192 alle gav sig til at løbe. Buck Harknesz var blandt disse og han saa temmelig slukøret ud. Saa gik jeg hen til Cirkus og, da Kontrolløren vendte sig om, smuttede jeg ind under Teltet. Ganske vist havde jeg min Tyve-Dollar og ogsaa endel Smaa- mønt hos mig, men tænkte, at det var bedre at spare dem. Man kan jo saa langt fra Hjemmet og blandt fremmede Folk ikke forudse, hvor snart der kunde blive Brug for rede Penge. Man kan ikke være forsigtig nok med sine Udgifter; og jeg havde ikke Lyst til ligefrem at smide Penge hen til en Cirkusdirektør, naar det ikke er absolut nødvendigt, og det var ikke nødvendigt i dette Tilfælde. Det var en glimrende Forestilling. Noget mere be- tagende har jeg aldrig oplevet end da hele Trupen par- vis kom ridende ind i Manegen. Herrerne var ganske enkelt klædt, i Benklæder og Skjorteærmer, havde hver- ken Fodtøj eller Stigbøjle og red let og sorgløst om- kring med Hænderne paa Laarene uden at bruge Tøj- ler; der var vist en Snes Herrer. Og alle Damerne var dejlige med hvælvet Barm og tiltrækkende Rødme paa Kinderne: de saa omkring sig som Dronninger og var klædt i Toiletter, der funklede af Diamanter og nok har kostet flere Millioner Dollars. Aldrig har jeg set noget saa vidunderligt. Og deres Kunstridt gik saa nemt som en Leg. Saa slog Hestene over i Dansetem- po, strakte først det ene Ben ud i Luften og saa det an- det, medens Direktøren gik rundt og svingede sin lange Pisk og raabte: „Hi! Hi!” Bag efter ham kom Klow- nen, der efterlignede hans Bevægelser saa komisk, at man var ved at faa ondt af bare Latter. Det var de mest forbløffende Kunster, Beriderne ud- førte, og stadig kom Klownen saa kejtet afsted, at man maatte le. Direktøren kunde ikke sige et Ord til ham, før han straks var der med de besynderligste Løjer og 193 vittigste Svar. Det er mig ubegribeligt, at nogen saa hastig kunde finde paa dem, uden at tænke længe der- over! Jeg maatte da mindst have et Aar til at udspeku- lere det, han i samme Øjeblik fandt paa. Pludselig forsøgte en fuld Mand at sætte over Bar- riéren: han vilde ride, sagde han; han kunde ride lige saa godt som de andre, raabte han, naar han først kom op paa en Hest. Udefra forsøgte Tilskuerne at holde ham tilbage, men det nyttede ikke noget, og hele Fore- stillingen blev afbrudt ved det Vrøvl, han gjorde. Nu begyndte Folk ogsaa med at udskælde ham og sige Vit- tigheder om ham; det gjorde ham kun mere ilter, og han fægtede omkring med Armene. Nogle behjærtede Tilskuere blev da saa opbragte, at de ogsaa entrede over Barriéren, idet de raabte: „Slaa ham ned! Smid ham ud!”, og flere Kvinder var en Besvimelse nær. Da traadte Direktøren frem og udtalte, at det var hans Haab, der ikke maatte opstaa Spektakler - og med Publikums Tilladelse havde han ikke noget imod at lade Personen ride nogle Omgange, hvis han da mente, at han kunde sidde fast paa en Hest. Publikum lo, fandt Idéen udmærket, og Fyren kom nu frem til Manegens Midte. I samme Øjeblik som han var kommet op paa Hesten, stejlede denne og masede frem med to Cirkuskarle ved Tøjlerne og den fulde Mand ved Halen. Hans Ben fægtede ved Dyrets Bevægelse rundt i Luf- ten, og alle rejste sig op og raabte og lo, saa Taarerne løb dem ned ad Kinderne. Omsider rev Dyret sig løs trods Cirkusfolkenes Anstrængelser for at holde det til- bage og galopperede rundt i flyvende Fart med den beru- sede Mand paa Ryggen; han slyngede Armene om He- stens Hals, medens hans Ben dinglede vildt omkring. Folk ligefrem hylede af Henrykkelse. Jeg fandt det nu egentlig ikke saa fornøjeligt; det var uhyggeligt at se, hvilken Fare Manden befandt sig i. Men snart gled Huck Finns Hændelser. 13 194 han tilrette i Sadlen og greb Tømmerne; saa sprang han pludselig op og stod frit i Luften paa Sadlen uden at holde i Tømmen, medens Hesten galopperede rundt i vild Fart. Han smilede fornøjet og saa ud som om dette var den naturligste Sag af Verden: Tilmed begyndte han nu at tage sine Klæder af og kaste dem fra sig; da han omsider havde afført sig syt- ten Sæt Klæder, stod han i det smukkeste Trikot, jeg nogensinde har set. Medens Hesten var i hastigste Fart, sprang han let og elegant ned af dens Ryg, gjorde et Kunstnerbuk mod Publikum og løb ud fra Manegen. Alle brølte og klappede af Henrykkelse og Overraskelse. Direktøren traadte atter frem og forklarede, at han var blevet taget ved Næsen: Det havde nemlig været en af hans egne Folk, som havde spillet ham dette Puds! Uden at omtale det for nogen, havde Manden ene og alene iværksat det. Jeg selv følte mig temmelig slukøret over, at jeg saaledes havde ladet mig skuffe - men jeg vilde ikke for tusind Dollar have været i den narrede Direktørs Sted! Maaske der andre Steder fin- des noget pragtfuldere Cirkus; jeg fandt i hvert Fald dette enestaaende, og skal nu yde det min Bevaagen- hed, saa ofte jeg end maatte træffe paa det. Om Aftenen havde vi saa Forestilling; men der var ikke mødt mere end tolv Tilskuere - det var lige nok til at dække Udgifterne. Og Folk lo hele Tiden, hvad der gjorde Hertugen helt rasende. Endnu før Forestil- lingen var til Ende, gik de alle deres Vej, med Undta- gelse af et ungt Menneske, der var faldet i Søvn. Her- tugen oplyste os om, at disse Dumrianer i Arkansas endnu ikke var modne til at nyde Shakespeare. De skulde have noget rørende eller Rabalderstykker, hvad der efter hans Mening var overordentlig tarveligt. Den næste Morgen fik han fat i nogle store Ark Indpakningspapir og sort Farve.; saa lavede han nye Pla. 195 kater og klistrede dem op overalt i Byen. Disses lnd- hold var følgende: I RAADHUSET! Kun 3 Aftener! Kun 3 Aftener! David Garrick den Yngre! og Edmund Kean den Ældre! fra London- og Kontinental-Teatre. I deres gribende Sørgespil Kongens Giraf eller Vldunderkongen. Entre: 50 Cent. Nedenunder stod at læse med de fedeste Bogstaver: Damer og Børn forbydes Adgang! „Naa!” udbrød Hertugen, „hvis det ikke skulde kunne trække Folk derhen, saa kender jeg Arkansas daarligt!” Resten af Dagen var han og Kongen stærkt optaget af at lave Teatret i Orden. De fik stillet en Scene op med et Forhæng og anbragt en Række Lamper foran Rampen. Om Aftenen fyldtes Lokalet hurtigt til sidste Plads. Da der ikke kom flere, forlod Hertugen sin Post ved Indgangen, løb bag om og viste sig atter paa Scenen foran Tæppet. Han holdt nu en lille Tale til Tilskuerne, hvori han roste sit Sørgespil over al Maade, det var, forsikrede han, det mest spændende, der endnu var skre- vet af nogen Mester. Han meddelte om Edmund Kean den Ældre, der spillede Hovedrollen i Stykket osv. En- delig, da Forventningen havde naaet den yderste Grad 13* 196 af Spænding, lod han Tæppet gaa op. Et Øjeblik efter kom Kongen krybende ind paa alle fire, han var nøgen, men overmalet med Striber i alle mulige Kulører, saa han straalede som en Regnbue. Og - men nok om hans Udseende, han gebærdede sig som vanvittig; det var overordentlig komisk at se paa. Folk trillede næ- sten ned af Bænkene i Latter. Da Kongen saa begyndte at springe Bukkespring og fra Scenen hoppede ind bag Kulisserne, hylede og brølte og skreg og piftede Publikum lige indtil han paa ny viste sig og gentog sine mærkelige Fagter og Bevægelser. Men den for- rykte Fyr gjorde ogsaa alt saa sindssvagt, saa selv en Ko vilde have styrtet om i Latterkrampe, om den havde overværet Synet af ham. Hertugen lod nu Tæppet falde. Derpaa stillede han sig atter frem, bukkede og meddelte, at dette Sørgespil kun vilde blive opført to Gange endnu paa Grund af tvingende Engagementer i London, hvor allerede alle Pladser var forudbestilte i Drury-Lane-Teatret; saa gjor- de han atter et Buk og udtalte, at, naar det var lykkedes ham at underholde Publikum saa godt, vilde han sætte Pris paa, om enhver vilde omtale Forestillingen for Venner og Bekendte og opfordre disse til at give Møde ved de to paafølgende Forestillinger. Omtrent tyve Stemmer raabte nu: „Hvad? Er det det hele? Er det nu allerede forbi?” „]a!” svarede Hertugen. Men saa blev der først rigtig livligt. Alle sprang op og raabte: „Svindel! Hum- bug!” Og Publikum styrtede over Bænkene for at komme op paa Scenen og faa Fingre i Skuespillerne. Men en fed, fornemt udseende Herre sprang op paa en Stol og raabte: „Stilhed, mine Herrer! Kun et Ord!” Alle tav virkelig og lyttede til. Herren fortsatte: „Vi er blevet trukket til Vands - ganske uforskam- 197 met endog. Men derfor er det ikke sikkert, at vi alle vil lade os udgrine af hele Byen? Vel? Naa! Skal vi saa alle gaa pænt stille herfra og rigtig rose Forestil- lingen, saa at ogsaa Resten af Befolkningen kan blive aalede ligesom vi er blevet det; saa kommer alle i samme Situation som vi, og den ene kan ikke le ad den anden. Er det ikke det fornuftigste?” „Han har Ret, han har Ret!” raabte nu alle. „Altsaa ikke et eneste Ord mere! Gaa hjem og raad alle og enhver af Deres Venner til at overvære Sørgespillet!” Dagen efter genlød Byen af Lovtaler om det herlige Sørgespil. Om Aftenen var der selvfølgelig atter ud- solgt Hus ved Forestillingen, og ogsaa disse Tilskuere blev holdt for Nar. Da jeg og Kongen og Hertugen den Aften var kommet tilbage og havde spist Aftensmad, lod de Jim og mig, omtrent ved Midnatstide, styre Flaa- den ned ad Strømmen, hvorefter vi fortøjede et Par Milsvej neden for den lille By. Den tredje Aften var der atter fuldt Hus. - men denne Gang var der ingen nye Ansigter; det var alle- sammen Folk, som allerede havde overværet Forestil- lingen en af de foregaaende Aftener. Jeg stod sam- men med Hertugen ved Indgangen og lagde da Mærke til, at enhver, som gik ind, havde noget skjult i Lom- men eller under Frakken; jeg kunde ikke opdage, hvad det var - men jeg kunde indestaa for, at det ikke var Flasker med Parfume. Det udspredte en modbydelig Lugt, der mindede om raadne Æg og fordærvede Kaal- hoveder. Da der ikke mødte flere Tilskuere, gav Her- tugen en Dreng et Pengestykke og bad ham om at se efter Indgangen nogle Minutter. Saa gik han gennem Lokalet og bag om Scenen til den Dør, de Spillende be- nyttede; jeg fulgte i Hælene paa ham; næppe var vi 198 ved en Omdrejning blevet skjult for Tilskuerne, før han udbrød: „Lad det nu gaa hurtigt - ud til Flaaden som den Onde var i Hælene paa os! Løb!” Hver sin Vej løb vi saa gennem Byen og naaede paa samme Tid vort Maal. I et Nu var Flaaden gjort løs og vi drev ud i Strømmen; der blev ikke vekslet et eneste Ord. Jeg tænkte paa den stakkels Konge - hvorledes vilde hans smukke Dans mon blive modtaget af Publikum. Men i samme Øjeblik kom han oprømt krybende ud fra Wigwamen og spurgte: „Naa, Hertug, hvad har den Historie saa indbragt i Dag?” Han havde nemlig slet ikke været med oppe i Byen. Først da vi var naaet henved ti Mil nedenfor Byen, tændte vi Lys og spiste vor Aftensmad. Kongen og Hertugen fik sig en ordentlig Latter ved Tanken paa, hvorledes de havde narret disse Arkansasfolk. Her- tugen udbrød: „De Grønskollinger og Fæhoveder! Jeg kunde nok tænke mig, at den første Aftens Publikum nok skulde holde Mund for at faa de andre til at gaa i Fælden; jeg forudsaa ligeledes, at de den tredje Aften vilde tænke, nu kommer vor Tur til Hævn. Men de kom kønt til selv at brænde sig! Det kunde have moret mig at se de lange Ansigter, de har stillet op, da de opdagede, at Fuglene var fløjet. Naa, de kunde jo lave det om til en Fællesspisning - de havde saamænd Forraad nok med sig i Form af raadne Æg.” De to Skurke havde dog et Udbytte paa 465 Dol- lars af de tre Aftener. Aldrig før har jeg set et saa- dant Bjærg af Smaapenge paa ét Bræt. Omsider gik de til Ro og faldt i tryg Søvn; men Jim henvendte sig til mig: „Du ikke være forundret over vore Konger, Huck?” 199 „Nej,” svarede jeg, „ikke synderligt!” „Hvorfor Du ikke gøre det, Huck?” „Aa, det er ganske i sin Orden; saaledes bærer de sig allesammen ad!” „Men, Huck! dem være hele Tyveknægte, ikke være andet; vor Konge være Kæltring!” „Saa vidt jeg véd er mange Konger saaledes.” „Det virkelig være saa?” „Hvis Du havde læst nogen Historie, vilde Du vide det. Der er nu Henrik den ottende; i Forhold til ham er vores Konge en Søndagsskolelærer. Og saa er der Karl den anden og Ludvig den fjortende og fem- tende og James den anden. Richard den tredje og endnu mange flere. O, Du skulde have kendt Henrik den ot- tende i hans Velmagtsdage. Hver Dag giftede han sig med en ny Kone og den næste Morgen lod han kappe Hovedet af hende. Det var ham lige saa ligegyldig en Sag som at spise et Æg til Frokost. „Hent Nell Gwynn!” befalede han. De hentede hende. Den næste Morgen: „Ho'det af hende!” - saa røg Knappen. „Jane Shore!”, hun kommer, og næste Morgen: „Hug Ho'det af hende!” Det skete. „Lad den smukke Ro- samunde komme!” Den skønne Rosamunde lader sig lokke til ham. Næste Morgen: „Af med hendes Ho'de!” „Hver af dem maatte den hele Nat fortælle ham en Historie; disse samlede han sammen, indtil han havde Tusinde og en og saa udgav han dem i en Bog: „Domme- dagsbog” Du kender ikke meget til Konger, men jeg kender dem, Jim: og jeg kan forsikre Dig, at vores Konge er en af de bedste, jeg har truffet paa. Denne Henrik faldt engang under sit Middagsmaaltid paa, at han vilde i Lag med vores Land. Og hvorledes, tror Du, han saa bar sig ad - erklærede han først Krig? Nej, slet ikke. En skønne Dag lod han alle Theladnin- ger kaste over Bord i Bostons Havn og lod saa en Ud- 200 fordring løbe af Stablen, hvori han sagde, at nu kunde de blot komme an! Saadan var hans Maade at opføre sig paa - han tog ikke Spor af Hensyn til andre. Se- nere fik han Mistanke overfor sin Fader, Hertugen af Wellington. Hvad gjorde han saa? Bad han ham om at klare for sig? Nej, det var der ikke Tale om - han druknede ham som en Kattekilling i et Vinfad. Han rapsede Penge fra de Folk, der kom i hans Nærhed. Han behøvede kun at aabne Munden, og naar han ikke hurtig lukkede den igen, var der allerede kommet en tyvebrændt Løgn over hans Læber. Jo, hvis denne Hen- rik var kommet over den lille By, saa kan Du tro, at han havde spillet dem endnu værre Puds. Konger er Kon- ger, siger jeg, og de er alle Kæltringe!” „Huck, det være hæsligt. Vi ikke have saadanne Folk paa Flaaden!” „Det synes jeg heller ikke om, Jim. Men de er nu engang saaledes og vi maa slaa os til Taals med, at de er opdraget paa den Maade og ikke selv kan gøre for det.” Hvad kunde det have nyttet, om jeg havde fortalt Jim, at de to ikke var Konge og Hertug? lntet - og alligevel var Forskellen mellem dem og rigtige Konger og Hertuger vel ikke synderlig stor. Senere faldt jeg i Søvn; men Jim vækkede mig ikke, da det blev min Tur at holde Vagt. Saa hensynsfuldt bar han sig ofte ad. Da jeg vaagnede lige ved Daggry, fandt jeg ham siddende med Hovedet mellem Knæene og mum- lende med sig selv. Jeg vidste, hvad det betød. Han tænkte atter paa sin Kone og sine Børn, var sørgmodig stemt og led af Hjemvé. Han havde aldrig før været paa Rejse og jeg tænker, at det gik Folk af hans Slags paa samme Maade som hvide Folk, at de tænker meget paa deres Familie, naar de er langt borte fra den. Om Natten, naar han troede, at jeg sov, har jeg ofte set ham grunde derpaa. „Stakkels lille Lisabetty! stakkels lille 201 Johnny! Det være tungt; mig tænke, aldrig mere se Jer igen!” Saaledes kunde Jim mumle hen for sig. Han var i Sandhed en blødhjertet Neger, var Jim! EN OG TYVENDE KAPITEL. Den næste Dag fik vi hen mod Aften Øje paa to smaa Byer, hver paa sin Side af Flodbredderne lige overfor hinanden; vi fortøjede da ved en Sandbanke, der var bevokset med Piletrær og laa midt i Floden. Kon- gen og Hertugen var allerede i Færd med at lægge Pla- ner om, hvorledes de vel kunde udbytte disse to Smaa- byer. Da sagde Jim til Hertugen: „Jim haabe, De være ikke længe borte; det være saa fælt at ligge den hele Dag bunden i Wigwam.” Vi var jo nødt til at binde ham. thi, hvis nogen tilfældig stødte paa ham og saa, at han var alene og fri, vilde han straks blive antaget for en undvegen Neger. Hertugen indsaa ogsaa, at det var tem- melig besværligt for Jim, og lovede at tænke over, hvor- ledes han kunde indrette det lidt mere bekvemt for Jim. Denne Hertug var et snildt Hovede og fandt hurtig paa en Udvej! Han forklædte Jim som Kong Lear. Jim maatte iføre sig en lang Sække-Kjole af blomstret Gar- dinstof, saa fik han en hvid Hestehaarsparyk paa og et langt, hvidt Skæg, Derpaa hentede han Sminke og gav Jims Ansigt, Hals, Øren og Hænder en mørkeblaa Be- maling, saa han saa helt gyselig ud som en Druknet, der havde ligget en Ugestid i Vandet. Det var den snur- rigste Fremtoning, jeg nogensinde havde haft for Øje. Derpaa lavede. Hertugen en Plakat med denne Inskrip- tion: „Syg Araber - ufarlig, naar han ikke har Anfald!” Den sømmede han fast paa en Stage og rejste denne 202 fire-fem Fod fra Wigwamen. Jim var meget tilfreds. Han fandt, at dette var meget behageligere end at ligge bunden Dag efter Dag og fare sammen ved enhver Lyd. Hertugen lod ham vide, at han kunde gøre sig det saa behageligt som muligt; hvis nogen uvedkommende kom for nær til Teltet paa Flaaden, skulde han kun fare ud og fare lidt omkring og skære Tænder som et vildt Dyr, saa vilde Folk nok forføje sig bort og lade ham have Fred. De to Skælmer havde i Grunden nok Lyst til at gen- tage den Forestilling, der havde skæppet saa godt i Kas- sen tidligere, men de frygtede dog for, at Rygtet om deres lille Spøg imidlertid kunde være naaet til de to Byer. De kunde ikke blive enig om et nyt Projekt; saa udbrød Hertugen, at han vilde have Ro en Timestid eller to, han vilde da anstrænge sin Hjærne for at finde paa noget. der lod sig opføre i en af de to Smaabyer. Kongen der- imod bestemte sig til paa maa og faa at aflægge Besøg i Byen paa den anden Side af Floden; han havde den Fortrøstning, at Forsynet vilde hjælpe ham, saa han fik Lejlighed til at udrette et eller andet fordelagtigt. Han sagde „Forsynet” men mente vel egentlig Fanden. I den By, hvor vi sidst aflagde Besøg, havde vi alle for- synet os med nye Klæder. Kongen trak i sit Stadstøj og jeg ogsaa. Kongens Habit var helt sort, og han tog sig storartet fin og nobel ud i den. Hvor Klæder dog kan skabe Folk! Tidligere havde han haft et ganske almindeligt Udseende; naar han nu løftede sin nye, hvide Filthat og med et Smil bøjede sig lidt forover, gjorde han et saa godt og fromt Indtryk, saa man skulde tro, han var selve den gamle Noah, som steg ud af Arken. Jeg spulede Kanoen og vi kom afsted. En stor Dam- per laa omtrent tre Mil fra den lille By og havde allerede et Par Timer indtaget Fragtgods. Da udbrød Kongen! „Nu, da jeg er i de nye Klæder, vilde det vel egentlig 203 være mest passende, om» jeg kom fra St. Louis, Cincinnati eller en anden stor By. Altsaa hen til Dampskibet; vi vil tage til Byen med det.” Det lod jeg mig ikke sige to Gange, og styrede over mod Damperen. Vi naaede da Kysten en lille Milsvej ovenfor Byen; det første, vi fik Øje paa, var en uskyl- dig, meget landlig udseende Knøs, der sad paa en Sav- buk og tørrede Sveden af Panden. Ved hans Fødder stod et Par velfyldte Vadsække. „Løb ind her!” befalede Kongen, og jeg adlød. „Hvor- hen, min unge Ven?” spurgte han den fremmede, unge Mand. „Med Damperen til New Orleans.” „Kom om Bord,” udbrød Kongen. „Vent et Øjeblik. min Tjener skal hjælpe Dig med dine Vadsække. Spring ud og hjælp den Herre, Adolfus!” Jeg forstod, det var mig, han mente. Jeg gjorde det altsaa, og vi tre roede nu videre. Den unge Mand var meget taknemlig for vor Haandsrækning; han sagde, at det havde været svært for ham at slæbe paa saadanne Vadsække i denne Varme. Han spurgte Kongen om, hvor vi kom fra, og han svarede, at vi hørte hjemme et Par Milsvej herfra; vi skulde besøge en gam- mel Ven af hans Hus. Den unge udbrød saa: „Straks, da jeg saa Dem, sagde jeg til mig selv: „Det er sikkert Mr. Wilks, og nu kommer han nok allige- vel for sent!” Men saa tænkte jeg: „Nej, det kan allige- vel ikke være ham, han vilde ikke komme roende op ad Floden.” For De er vel ikke Mr. Wilks?” „Nej, mit Navn er Blodgett - Alexander Blodgett - hans Velærværdighed Mr. Alexander Blodgett - er det rigtigere at sige, eftersom jeg er en af Herrens ydmyge Tjenere. Det gør mig imidlertid oprigtig ondt, at Mr. Wilks ikke er indtruffet til rette Tid, saafremt han da har tabt noget derved, hvad jeg ikke haaber, han har.” 204 „Ja, han gaar vel ikke glip af Arven derved, den er han jo sikker paa, men sin Broder Peter vil han nu ikke længere finde i levende Live, - hvis han da sætter Pris herpaa, hvad jeg ikke kan sige noget om. Men saa meget er sikkert, at hans Broder vilde have givet meget for at have set ham endnu engang, før han lukkede sine Øjne. I de sidste tre Uger talte han ikke om andre end ham; de havde ikke set hinanden siden Drengeaarene. Sin yngste Broder William - han er døvstum og vel nu tredive eller femogtredive Aar - havde han overhove- det aldrig set. Peter og Georg var de eneste Brødre herovre; Georg var gift, men han og Konen døde begge to i Fjor. Harvey og William var alene tilbage af Brø- drene, og de er nu desværre ikke kommet tidsnok.” „Har man da skrevet til dem om at komme herover?” „Javist - for et Par Maaneder siden, da Peter blev syg; allerede dengang anede han, at han ikke denne Gang vilde komme over Sygdommen. Han var temmelig til Aars, maa De vide, og Georgs Døtre var altfor unge til at de kunde være Selskab for ham, undtagen Mary Jane, den rødhaarede. Saa han følte sig meget ensom, efter at Georg og hans Kone var død, og han brød sig ikke længere om Livet. Han længtes saa skrækkeligt efter at se Harvey, før han døde - og ogsaa William, for han var af den Slags Mennesker, som ikke kan bestemme sig til at opsætte Testamente. Han efterlader et Brev til Harvey, i hvilket der staar, hvor hans Penge er gemt, og at hans øvrige Ejendom skal deles ligeligt mellem Ge- orgs Døtre - thi Georg selv efterlod sig intet. Dette Brev er alt, - et lovformeligt Testamente kunde man ikke bevæge ham til at opsætte.” „Hvad mener De er Grunden til, at Harvey ikke kom- mer? Hvor bor han?” „Han bor i England - han er Præst i Sheffield; han 205 har aldrig været her i Landet. Han har vel ikke Tid - og maaske har han ikke engang faaet Brevet.” „Det er rigtig sørgeligt, at Mr. Wilks ikke Opnaaede at faa sin Broder at se, den Stakkel! Og De, De skal til New Orleans?” „Ja, men det er kun en Del af min Rejse, derfra gaar jeg ved Skibslejlighed til Rio Janeiro, hvor min Onkel bor.” „Det er en lang Rejse, men De faar jo set Dem om; jeg vilde ønske, det var mig, der havde Tid til at komme saadan ud i Verden. Er Mary Jane den ældste? Hvor gammel er de andre?” „Mary er nitten, Susanne femten og Johanne om- trent fjorten - hun har Hareskaar.” „Stakkels unge Piger, saa ensomme de nu staar i Verden!” „Aah, de kunde have det værre. Den gamle Peter havde mange Venner, og de sørger nok for, at de ikke lider Nød. Der er saaledes Baptistpræsten Hobson, Forstander Lot Hovey, Advokaten Levi Bell, Doktor Ro- binson med deres Koner og saa Enken Bartley og - ja, der er mange. Men dem, jeg har nævnt, stod nok Peter nærmest og han har nok af og til omtalt dem i sine Breve til sin Broder Præsten, saa Harvey véd nok, hvem han skal henvende sig til, naar han kommer.” Den Gamle blev ved med at udspørge den unge Mand, til han ligefrem havde pumpet ham læns for Oplysnin- ger. Han lod ham fortælle om alt og alle i den velsig- nede, lille By, men mest dog om Wilks” Familie. Peter havde været Garver, oplyste han, og Georg Snedker. Saa udbrød Kongen pludselig: „Hvorfor vilde De egentlig gaa den lange Vej her op til Damperen?” „Fordi det er en af de store Orleans-Baade, og jeg var bange for, at den ikke lægger ind til Byen. Naar 206 den er fuldlastet, lægger den ikke ind, selv om der gives Signal dertil. Cincinnati-Baadene gør det; men dette er en St. Louis-Baad.” „Var Peter velhavende?” „Ja, temmelig formuende. Han ejede baade Hus og Land, og man antager, at han har stukket tre-fire Tusind Dollars tilside et Steds i rede Penge.” „Hvornaar, sagde De, det var han døde?” „Det nævnte jeg ikke, men det var i Nat.” „Saa skal han vel begraves i Morgen?” „Ja, i Morgen ved Middagstid.” „Ah ja! det er meget, meget sørgeligt; men vi skal jo alle dø engang, tidlig eller silde. Derfor bør vi altid tragte efter at være forberedt paa den sidste Rejse. Da er Døden let.” „Ja, Sir, det har Deres Velærværdighed Ret i. Det samme sagde altid min Moder!” Da vi naaede Damperen, var den færdig med at ind- tage Ladning og lettede snart for Orleans. Men Kon- gen gav mig Ordre til at ro endnu en Fjerdingvej videre til et ensomt Sted. Der steg han i Land og gav mig følgende Besked: „Nu ror Du rask tilbage og bringer Hertugen her over til mig tillige med de nye Haandkufferter. Er han taget over til den anden Flodbred, maa Du tage derover og hente ham. Sig til ham, at han skal pynte sig saa meget som muligt.” Jeg havde allerede Færten af, hvad han havde i Sinde, men jeg indvendte ikke et Ord. Da jeg kom til- bage med Hertugen, gemte vi Kanoen og de satte sig paa en Vindfælde. Kongen fortalte ham nu alt om, hvad Knøsen havde sagt. Og hele Tiden gjorde han sig Umage for at tale som en indfødt Englænder, og det lykkedes ham ganske godt. 207 „Kan De optræde som Døvstum, Sommerfedt?” ud- brød han. jo, den Rolle havde Hertugen ofte givet. Saa ven- tede de nu kun paa en Damper. Hen paa Eftermiddagen kom en stor Damper forbi og vi raabte den an. En Kano blev sendt ud efter os og vi kom om Bord. Damperen kom fra Cincinnati. Da Kaptajnen hørte, at vi kun vilde rejse fire-fem Mil med den, blev han meget vred og bandede paa, at han ikke vilde sætte os i Land der. Men Kongen tog hans Hæf- tighed med oVerlegen Ro og udbrød: „Naar vi Gentlemen er villige til at betale hver en Dollars pr. Mil, skulde jeg antage, at Damperen kan staa sig ved at sætte os i Land, hvor vi ønsker det!” Dette beroligede Kaptajnen, han var tilfreds, og da vi naaede ud for Byen, blev vi sat i Land fra Damperen i en Baad. Godt og vel en Snes Mennesker forsamlede sig ved Havnen, da de saa Baaden løbe ind. Kongen henvendte sig til Klyngen: „Kan nogen af Dhrr. sige mig, hvor Mr. Peter Wilks bor?” De saa til hinanden og nikkede, som om de vilde sige: „Tænkte vi det ikke nok!” En af dem svarede saa med deltagende Stemme: „Det gør mig ondt, Sir, men vi er ikke i Stand til at gøre mere end at vise Dem det Sted, hvor han var i Live endnu i Gaar Aftes.” Straks syntes Kongen at falde sammen, han kastede sig ind til Manden og lagde sit Hoved paa hans Skulder, idet han brød ud i en sand Krampegraad. „Ak, ak,” hulkede han, „vor stakkels Broder - er gaaet bort, før vi skulde gense ham; det er saa haardt, o, saa tungt!” Saa vendte han sig om og - stadig hulkende - gestikulerede han til Hertugen, som ogsaa straks lod Kuf- ferten falde til jorden og brast i Graad. Det var det mest 208 forslagne Par, disse to Bedragere, som jeg nogensinde har set. De tilstedeværende omringede dem og søgte at trø- ste dem ved venlig Tiltale, bar deres Rejsetasker hen mod Sørgehuset og standsede, hver Gang Kongen og Hertugen ikke evnede at gaa videre for Graad. De for- talte Kongen om hans Broders sidste Øjeblikke, og Kon- gen lod alt gaa videre til Hertugen ved Hjælp af Fin- gersprog. I Løbet af to Minutter fløj Rygtet om deres Ankomst over Byen, og Folk kom løbende fra alle Hjørner og Kanter. Vi var omringet af en Mængde Folk, som fulgte med os. Vinduer og Døre stod fulde af Mennesker, Og hvert Øjeblik hørte man nogen raabe over Plankeværker: „Er det dem?” Og saa blev der svaret fra Mængden: „Ja, det er dem!” Da vi kom til Sørgehuset, var Gaden sort af Men- nesker, og i Døren stod de tre Pigebarn. Mary Jane var ganske rigtig rødhaaret, det misklædte ikke, for hun var ellers meget smuk, hendes Ansigt og Øjne var som for- klaret af Glæde over, at hendes Onkler nu endelig var ankommet. Kongen bredte sine Arme ud og Mary faldt til hans Bryst, og hende med Hareskaaret omfavnede Hertugen. Næsten alle, dog mest Kvinderne, græd af Rørelse over at se Slægtningene forenede. Saa gav Kongen Hertugen et hemmeligt Vink - jeg lagde Mærke til det - og saa sig omkring. Inde i en Krog af Stuen stod Kisten paa to Stole. De lagde den ene Arm om hinandens Skuldre og holdt den anden Haand for Øjnene, derefter skred de langsomt og højtideligt ind. Alle veg til Side, al Samtale døede hen og nogle hviskede. „Tys!” Alle tilstedeværende Mænd tog Hat- ten af og lagde Hovedet paa Sned, - der herskede en saa højtidelig Stilhed, at man kunde have hørt en Knap- penaal falde til jorden. Da de var naaet hen til Kisten, 209 bøjede de sig over den, og saa brast de i saa hæftig en Krampegraad, at den sikkert kunde høres over hele Byen. Saa omfavnede de hinanden og trykkede Hagen ind mod hinandens Skulder og i tre, maaske fire Minutter løb Taarerne dem begge ned ad Kinderne. Folk stemte i med. Saa knælede de ned ved den ene Side af Kisten og bøjede Hovedet ned paa dens Rand som om de var hensunken i stille Bøn. Dette gjorde altsammen et mæg- tigt Indtryk paa Forsamlingen, alle lod sig rive med af den Smerte, de to følte, og hulkede højt - de tre unge Piger ikke mindst, og næsten alle Konerne gik hen til Pigerne og kyssede dem stiltiende og højtideligt paa Panden, lagde Haanden paa deres Hoved og saa med taarefyldte Øjne op mod Himlen; derefter brast de i Graad og traadte, idet de tørrede Øjnene, til Side for at give Plads for de næste. Endelig traadte Kongen et Skridt frem ad, tog sig sammen med et Ryk og paabegyndte en Tale, der var spækket med Rørelse og Graad og Forsikringer om, hvil- ken tung Prøvelse dette var for ham og hans stakkels Broder, dette Tab af den Hedengangne, i Særdeleshed. da de havde foretaget den lange Rejse paa tusind Mil i Haabet om endnu at finde ham i Live. Men det var en Prøvelse, som blev forsødet og helliget ved den smukke Medfølelse og de Taarer, der flød her, og saa takkede han ret af et inderligt Hjærte alle tilstedeværende, skønt han kun havde fundet vage og kolde Udtryk for at frem- bære den. Saaledes vedblev han med at jamre sig: jeg næsten fik Kvalme derved. Sluttelig udslyngede han et: „Amen!” og vendte sig sønderknust bort for at græde videre. Næppe havde han talt ud, før en af de tilstedeværende begyndte at synge en Salme: Skaren stemte i med. Derefter talte Kongen paany. Han sagde, at det vilde glæde ham og hans Niecer meget, hvis Familiens Huck Finns Hændelser. 14 210 nærmeste Venner vilde spise til Aften sammen med dem, og derefter vaage ved den Afdødes Kiste. „Ja, ved- blev han, „hvis vor stakkels Broder, som nu ligger tavs her, kunde tale, saa véd jeg, hvem han særlig vilde nævne; de Navne, der var ham saa kære, og som han ofte har nævnt i sine Breve, er følgende: Pastor Hobson og Forstander Lot Hovey og Advokat Levi Bell og Dr. Robinson med deres Fruer samt Enken Bartley.” Pastor Hobson og Dr. Robinson var paa Jagt sammen i den anden Ende af Byen; jeg mener, Doktoren var i Færd med at hjælpe en Syg til det hinsides og Præsten viste ham den rette Vej. Advokat Bell var paa Forret- ningsrejse til Louisville. Men de andre var tilstede og traadte nu frem, rystede Kongens Haand og takkede ham. De rakte ogsaa Hertugen Haanden, men sagde ikke noget til ham, derimod smilede de venskabeligt og nikkede til ham, medens han med Fingrene gjorde de mærkeligste Fagter og hele Tiden gryntede: „Gu-Gu- Gu-Gu” ligesom et Pattebarn, der endnu ikke kan sige et Ord. Kongen snakkede nu op ad Stolper og ned ad Vægge om, hvad der var foregaaet i den lille By, han nævnte adskillige ved Navn og berørte alle Slags En- keltheder vedkommende Bybeboere, Georgs Familie og navnlig den afdøde Peter selv. Hvilken fræk Løgner! Jeg behøver ikke at gentage, at det altsammen var noget. som han havde pumpet den unge Knøs for, da vi i Kanoen førte ham til Dampskibet. Nu kom Mary Jane frem med det tilbageladte Brev, som Kongen læste og derefter græd over. Den Afdøde overdrog sit Hus og tre Tusind Dollars i Guld til Pigebør- nene; Garveriet, der var en indbringende Forretning. foruden nogle andre Ejendomme og nogle Grundstykker, af samlet Værdi 7000 Dollars, samt tre Tusind Dollars i Guld tilfaldt Harvey og William. I Brevet betegnedes det Sted, hvor de seks Tusind Dollars var gemt, nemlig 211 i Kælderen. Derefter mente Kongen, at det var bedst straks at gaa ned og hente dem frem, saa kunde det blive ordnet med det samme - og han befalede mig at følge med ned med et Lys. De lukkede Kælderdøren efter sig og, da de havde fundet Posen frem, rystede de noget af Indholdet ud paa Bræddegulvet - det var et herligt Syn alle disse klingende Guldstykker! Hvor Kongens Øjne lyste! Han slog Hertugen paa Skuldren og udbrød: „Penge, hva'! Det er da noget for sin Ulejlighed! Det stikker „Vidunderkongen”! Ikke sandt?” Hertugen stemte i med. De prøvede Guldstykkernes Ægthed ved at lade dem glide mellem Fingrene og lade dem klinge mod Gulvet. Kongen sagde: „Der er ikke Tale om det: at være Brødre til en rig Afdød og Arvinger til hans jordiske Gods, det er noget, De og jeg er skabt til, Sommerfedt!” Enhver anden vilde være tilfreds med en saadan Bunke Penge, men nej - de talte dem. Det viste sig, at der manglede fire Hundrede og halvtreds Dollars. Kongen udbrød: „For Pokker! Hvor kan han have gjort af de fire Hundrede og halvtreds Dollars?” De grundede lidt herover og søgte efter i alle Kroge. Saa udbrød Hertugen: „Han var jo meget syg i den sidste Tid, og har vel saa regnet forkert - saadan er det vel gaaet til. Jeg finder, at det bedste vilde være, at lade Sagen bero og slet ikke tale derom. Vi kan dog undvære den Klat- skilling!” „Det er der ikke tale om; vi maa gaa aabenlyst og ærligt til Værks ved denne Lejlighed. Vi maa bringe Pengesækken op og tælle dem i de andres Nærværelse. Naar den døde Mand har skrevet, at der er seks Tusinde, saa tør vi ikke -” „Stop!” udbrød Hertugen. „Saa lægger vi det mang- 14* 212 lende Beløb til,” - og han langede en Haandfuld Guld- mønter frem fra sin Lomme. „Det er en udmærket idé, Hertug - der sidder et godt Hoved paa dine Skuldre,” raabte Kongen. „Nu kom- mer Indtægten af „Vidunderkongen” ret tilpas” - og ogsaa han trak nu Guldstykker op af sin Lomme og stil- lede dem op i eftertalte Stabler. Næsten alle deres rede Penge gik med, men Summen, seks Tusinde, blev fuld- tallig. „Hør engang!” udbrød Hertugen. „Jeg faar en anden Ide. Lad os gaa ovenpaa, tælle alle Pengene op for Pigebørnene og saa forære dem den hele Sum.” „Hertug! Hertug! lad mig falde Dem om Halsen! Det er den brillanteste Idé, nogen kunde hitte paa. De har den mest opfindsomme Hjærne, som tænkes kan. Det er virkelig storartet! Lad saa kun hvem, der vil. køre frem med Tvivl og Mistanke - det Træk af os skal nok stoppe Munden paa dem alle.” Da vi saa var kommet op i Stuen, flokkedes de alle om Bordet. Kongen talte Guldstykkerne og stillede dem op i Stabler, tre Hundrede Dollars i hver Stabel - tyve elegante smaa Guldtaarne. Hele Selskabet saa misunde- lig til og slikkede sig om Munden. Saa blev de alle puttet i Posen igen og jeg lagde Mærke til, at Kongen allerede pustede sig op til en ny Tale. Saa begyndte han: „Kære Venner! Min kære Broder, hvis afsjælede Legeme hviler hist, har handlet ædelmodigt overfor os. der er blevet tilbage i Livets Jammerdal, ædelmodigt har han handlet overfor disse smaa Lam, som han elskede og vaagede over, fader- og moderløse som de var, - og nu maa de ogsaa undvære ham. Og vi, der stod ham personlig saa nær, vi ved, at han vilde have gjort endnu mere for dem, hvis han ikke havde frygtet for derved at saare sin dyrebare William og mig selv. Eller tror I 213 maaske ikke dette? Jeg nærer ikke mindste Tvivl derom. Naa, det vilde imidlertid kun være slette Brødre, der i et saadant Øjeblik tænker alene paa sig selv, og slette Onkler, der i Sorgens Time kunde berøve disse stakkels, elskelige Lam, som han elskede saa højt, - ja berøve dem for, hvad de med Rette kunde kalde deres. Om jeg kender min Broder William ret - og jeg tror, at jeg kender ham - saa vilde ogsaa han - dog, lad mig først spørge ham ad.” Han vendte sig nu om til Hertugen og begyndte de mærkeligste Fingertegn overfor ham; i Begyndelsen saa Hertugen noget dumt og uforstaaende til, men pludselig maatte der være gaaet et Lys op for ham, thi han faldt Kongen om Halsen og omfavnede ham mindst femten Gange, medens han nikkede og glad fornøjet sagde „gu -gu-gu!” i en Uendelighed. „Det vidste jeg!” tog Kongen saa atter til Orde. ”Forhaabentlig vil det Skridt, vi nu foretager os, overbevise alle om, hvorledes vort Hjærtelag er. Her, Mary Jane, Susanne og Johanne, tag Pengene - tag dem alle sammen. Det er en Gave fra ham, der ligger kold, men salig i sin Himmel!” Saa sprang Mary Jane ind paa ham, Susanne og „Hareskaaret” paa Hertugen; de omfavnede og trykkede og kyssede dem, saa de var ved at tabe Vejret. Med Taa- rer i Øjnene trængte ogsaa de øvrige tilstedeværende sig om dem og de fleste rystede Bedragernes Hænder med Talemaader som: „I kære, gode Sjæle! - hvor smukt dog! - Hvor kunde I dog gøre det?!” Derefter talte alle igen om den Afdøde, om hvor god han havde været, og om, hvor haardt Tabet af ham gik dem alle til Hjærte. En høj, solbrændt ældre Mand med Kæber som af ]ærn var imidlertid kommet tilstede udefra. Han stod en Stund og hørte efter, sagde intet, men maalte Brødrene skarpt og iagttagende; han blev 214 heller ikke tiltalt, for man havde nok med at lytte til Kongen, der atter holdt en Tale: „De var jo den Afdødes bedste Venner, derfor havde vi ogsaa indbudt dem til i Aften; men i Morgen, haaber vi, at alle vil møde - vi venter hver og en, thi ligesom den Afdøde bar Agtelse overfor alle, saaledes burde og- saa saa mange som muligt gives Lejlighed til at komme ved hans Begravelsesgilde.” Saaledes kørte han videre; man mærkede, at han holdt af at høre sig selv snakke; hvert Øjeblik kom han ind paa Begravelsesgildet, indtil Hertugen ikke kunde døje det længere. Han skrev en Seddel: „Jordfæstelsen, gamle Asen!”, foldede Papiret sammen og rakte det med nogle „gu-gu-” over Hovedet paa Folkene til Kongen. Kongen læste det, stak det i Lommen og vedblev: „Stakkels William, skønt han er dybt nedbøjet i Sorg, har han dog stedse sit Hjærte paa rette Sted. Han ønsker, at jeg skal anmode hver og en om at bivaane Jordfæstelsen - han skriver, at jeg skal byde alle vel- kommen. Men han havde ikke behøvet at gøre sig nogen Bekymring, thi saaledes vilde jeg netop have udtalt mig.” Efter at have vævet noget om sin Sorg, sluttede han omsider saaledes: „Jeg benyttede før Udtrykket Begravelsesgilde, ikke fordi det just er det almindelig brugte Ord, - det er jo Jordfæstelse - men fordi Begravelsesgilde er det rig- tige Udtryk. I England bruger vi ikke længere Beteg- nelsen Jordfæstelse, den er nemlig forældet. Vi bruger nu i England Udtrykket Gilde - det er bedre, da det nøje betegner, hvad man mener dermed. Ordet er sam- mensat af det græske „gil” eller „gel”, det aabne, det frie, og det hebraiske „de”, rettere „des”, der betyder at plante, dække med Jord, altsaa begrave. De vil da kunne skønne, at Begravelsesgilde betyder en aaben eller offentlig Begravelse.” 215 Det var den frækkeste Forklaring, jeg nogensinde havde hørt. Manden med Jærnkæberne lo ham lige op i Ansigtet. Alle blev forundrede og man udbrød: „Men Doktor dog!” og Abner Shackleford spurgte: „Men Ro- binson, har Du ikke hørt den store Nyhed? Dette er Harvey Wilks.” Kongen smilede velvilligt og anslog sin tidligere Kammertone: „Hvad? Er det min kære Broders gode, gamle Ven og Læge? Jeg -” „Træk Poten til Dem!” raabte Doktoren. „De - taler De som en Englænder? Det er det ynkeligste Sprog, jeg nogen Sinde har hørt! Og De skulde være Peter Wilks Broder? De er en Bedrager, er De! Nu ved De, hvad jeg anser Dem for!” Det kan nok være, der blev et Halløj! Alle flokkedes om Doktoren og forsøgte at bringe ham til Fornuft. De fortalte ham, hvorledes Harvey gennem de hundrede Smaating havde lagt for Dagen, at han virkelig var den rette Harvey, han kendte Navnene paa alle, om det saa var paa Hundene, og de besvor ham at tage Hensyn til Harveys, til Pigebørnenes og til deres egen store Sorg. Men alt dette hjalp intet. Doktoren blev ved at paastaa, at en Person, der udgav sig for Englænder og ikke var bedre dreven i engelsk Udtale end den paagæl- dende, kun kunde være en Bedrager og Løgner. De stak- kels Pigebørn klyngede sig ind til Kongen og græd ustandseligt. Pludselig gik Doktoren løs paa dem og udbrød: „Jeg var Eders Faders Ven og jeg er, som I ved, ogsaa Eders Ven; som saadan og som ærlig Mand, der vil tage Eder under min Beskyttelse og spare Eder for alle Sorger, raader jeg Eder til at Vende disse Slyngler Ryggen og intet have med dem at gøre, denne uvidende Landstryger, der disker frem med sit sindssvage Græsk og Hebraisk 216 eller hvad han kalder det. Han er en let gennemskuelig Bedrager - her kommer han med en Mængde tomme Navne, som han et eller andet Sted er kommet under Vejr med og stikker Eder dem ud som Beviser. Og Eders godtroende Venner her hjælper Eder i at blive be- draget - de burde dog kunne se klarere paa Sagen. Mary Jane Wilks, Du kender mig som din Ven, din uegennyttige Ven. Lad Dig tale til rette og vis disse elendige Slyngler Døren. Jeg beder Dig indtrængende derom, gør det! Vil Du?” Mary Jane rejste sig stolt i sin fulde Højde - hvor tog hun sig dog godt ud! - og udbrød: „Her er mit Svar!” Hun tog Posen med Guldstykkerne og overleverede den til Kongen med de Ord: „Tag disse seks Tusind Dollars og anbring dem for mig og mine Søstre paa den Maade, Du selv finder for godt. Vi behøver ingen Kvittering!” Saa omfavnede hun Kongen fra den ene Side, me- dens Susanne og „Hareskaaret” omfavnede ham fra den anden. Alle klappede i Hænderne og trampede hen- rykt med Fødderne mod Gulvet, medens Kongen knejste stolt med et Smil paa Læberne. Doktoren raabte: „Godt! jeg vasker mine Hænder. Men jeg siger til Eder alle, den Tid vil komme, da I bittert vil fortryde dette.” Saa gik han bort. „Meget vel, Doktor,” raabte Kongen haanende, „til den Tid skal vi sende. Bud efter Dem.” Alle gav sig til at le og sagde, at det var et vittigt Svar, som traf, hvor det skulde. 217 TO OG TYVENDE KAPITEL. Da alle de Fremmede havde trukket sig tilbage spurgte Kongen Mary Jane om, hvorledes hun havde tænkt at indrette det med Værelserne. Hun svarede, at der var et Gæsteværelse, som Onkel William maatte tage til Takke med; sit eget, der var noget større, vilde hun overlade til Onkel Harvey; selv vilde hun rykke ind til Søstrene og sove i en Hængekøje. Paa Loftet var der saa et lille Kammer med en Løjbænk; dette, sagde Kon- gen, kunde være godt nok for hans Tjener, hvormed han mente mig. Mary Jane førte os saa om og viste os alle Værel- serne, der vel ikke var rummelige, men meget hygge- lige. Hun sagde, at hun vilde lade sit Tøj og andre Ting flytte ud fra hans Værelse, hvis det var i Vejen for On- kel Harvey, men han svarede, at det saa godt kunde blive hængende. Klæderne hængte i et Hjørne bag et Forhæng, der naaede ned til Gulvet. I et andet Hjørne stod en Sælskinds Koffert og en Guitarkasse og for øv- rigt var der fuldt af alle Slags Smaating, hvormed unge Piger hygger op i deres Værelser. Kongen udtalte, at disse netop gjorde det saa meget hyggeligere og hjemligt for ham og der skulde ikke forandres noget derinde. Hertugens Værelse var endel smallere, men dog rumme- ligt nok, ligesom mit eget. Senere fandt der saa et større Aftensmaaltid Sted, hvortil en Mængde Fremmede havde indfundet sig. Jeg stod bagved Kongen og Hertugens Stole og vartede op; de øvrige betjentes af Negre. Mary Jane sad ved Bord- enden sammen med Susanne og fremkom nu og da med kritiserende Bemærkninger om, at Brødet ikke var bagt godt nok og Hønsene ikke kogt møre nok - saaledes som Husfruer gærne gør for at fiske efter Komplimenter. Gæsterne vidste nok, hvad dette betød og spurgte un- 218 drende; „Hvorledes bærer De Dem dog ad med at faa Hvedebrødet saa sprødt?” eller „Hvor i al Verden faar De dog saa henrivende Pickles fra?” Senere blev der serveret for „Hareskaaret” og mig ude i Køkkenet, medens de to andre hjalp Negrene med at tage af Bordet. „Hareskaaret” ledede Samtalen hen paa England og jeg maa bekende, at jeg her kom ud paa gyngende Grund. „Har Du nogensinde set Kongen?” spurgte hun. „Hvem? William den fjerde? Naturligvis har jeg det - han søger netop i vores Kirke.” jeg vidste for Resten, at han var død for endel Aar siden, men i Øje- blikket tænkte jeg ikke over det. Da jeg nu fortalte, at han søgte vores Kirke, spurgte hun videre: „Gør han det - til Stadighed?” „Ja - til Stadighed. Hans Stol er lige over for vores - paa den anden Side af Prækestolen.” „Jeg troede, at han boede i London?” „Vist saa! Hvor skulde han vel ellers bo?” „Men jeg tænker paa, I bor jo i Sheffield?” Jeg indsaa, at jeg havde rendt mig en Staver i Livet; for at overlægge, hvad der nu var at gøre, gav jeg mig pludselig til at hoste stærkt. Saa udbrød jeg: „Jeg mente selvfølgelig, at han besøger vores Kirke, naar han opholder sig i Sheffield - i Sommermaane- derne, naar han tager dertil for at bruge Søbade.” „Nej, hvor kan Du dog vrøvle! Sheffield ligger jo slet ikke ved Vandet!” „Hvem siger det?” „Du, naturligvis!” „Det har jeg ikke nævnt med et Ord!” „Det sagde Du da lige!” „Det kunde aldrig falde mig ind.” „Men Du sagde det nu alligevel!” „Saadan noget har jeg ikke sagt.” 219 „Saa - hvad sagde Du da?” „Jeg sagde, han kom derhen, naar han brugte Søbade - det er, hvad jeg sagde!” „Men hvorledes kan han tage Søbade, naar det ikke ligger ved Vandet?” „Sig mig - har De aldrig hørt Tale om Emservand?” „Jo!” „Naa, behøver man at rejse til Ems for at faa fat i det?” „Nej - men...” „Altsaa, Kongen behøver lige saa lidt at rejse til Søen for at bruge Søbade.” „Hvordan bærer han sig da ad?” „Ligesom Folk faar Emservand sendt i Flasker, saa- ledes faar Kongen Søvandet. I hans Palads i Scheffield findes der store Ovne, hvorved det bliver opvarmet, saa- ledes kan han bedst lide det; Søen selv kan man jo ikke varme op!” „Nu forstaar jeg Dig; men det kunde Du ogsaa straks have sagt.” Saaledes klarede jeg mig lykkeligt ud af Kniben og glad var jeg. Men saa Spørger hun igen: „Gaar Du ogsaa i Kirke?” „Jeg? Ja - hver Søndag.” „Hvor sidder Du?” „Naturligvis i vores Stol.” „Hvis Stol?” „Vores - Deres Onkels Stol.” „Hvad bruger han en Stol til?” „Han bruger den til at sidde i. Hvad troede De da, han skulde bruge den til?” „Jeg troede, at han var paa Prædikestolen?” Naada, nu havde jeg glemt, at han jo var Præst; atter fik jeg et Hosteanfald og tænkte uafladelig paa, hvorledes 220 jeg skulde smøge mig fra dette. Endelig fandt jeg paa det. „De tror maaske,” spurgte jeg, „at der kun er én Præst ved saadan: en Kirke?” „Ja, hvortil skulde der Vel bruges flere?” „Hvortil? Til at prædike for Kongen! Nu har jeg aldrig hørt saa galt før! Der er ikke mindre end sytten.” „Ih, Du Forbarmende - sytten Præster! Saadan en Overdaadighed vilde jeg ikke have, hvis jeg var Konge! Han maa jo blive helt tummelumsk derved.” „Naa, de præker nu ikke alle sammen paa samme Dag - altid en ad Gangen. „Men hvad bestiller da de andre?” „Aa, ikke noget videre. De driver omkring og nusler lidt hist og her.” „Heregud! hvorfor er de der da i det hele taget”? „De bliver holdt til Stads, for at pynte! Er der ellers noget, De vilde vide?” „Nej - jeg vil ikke høre mere om den Humbug! Hvorledes behandler man Tjenestefolk i England; bedre end Negrene hos os?” „Nej! Et Tyende regnes for slet ingenting. De be- handles værre end Hunde.” „Faar de ingen Fridage, saadan ved Jul, Nytaar og ved fjerde Juli-Festen?” „Man kan rigtignok høre, at De aldrig har været i England. Nej, Joanna, de har ikke en Fridag saa langt Aaret er; de kommer aldrig i Cirkus eller til Negerfore- stillinger eller saadant noget.” „Heller ikke i Kirke?” „Nej, de kommer heller ikke i Kirke!” „Ja, men Du kommer dog hver Søndag i Kirke?” Nu var jeg igen løbet fast; jeg havde glemt, at jeg var den Gamles Tjener! Men i samme nu bryggede jeg en Historie om, at en Præsts Oppasser var noget ganske 221 andet end et elendigt Tyende, at han netop skulde gaa i Kirke, enten han vilde eller ikke, og sidde sammen med Familien, da Loven paabød dette. Men jeg mær- kede nok, at min Forklaring ikke helt tilfredsstillede hende. „Ud med Sproget,” udbrød hun, „er det ikke Løgn alt det, Du nu har fortalt mig?” „Paa Ære nej!” „Er det sandt alt sammen?” „Hvert eneste Ord!” „Tør Du lægge Haanden paa denne Bog og sværge paa det?” Jeg saa straks, at det kun var et Leksikon; saa lagde jeg altsaa rolig Haanden paa Bogen. Dette beroligede hende lidt og hun udbrød: „Naa, jeg vil saa tro lidt af det; men at tro paa det hele vilde være for meget.” „Hvad er det, Du ikke vil tro, Jo?” spurgte Mary Jane, der pludselig sammen med Susanne dukkede frem bagved os. „Det er ikke rigtig af Dig at tiltale ham, der er fremmed her, og saa langt fra Hjemmet, paa den Maade. Hvorledes vilde det mon smage Dig selv at blive behandlet saaledes?” „Det ligner Dig, Maime, at komme alle fremmede Mennesker til Hjælp, før de selv har haft Bud efter Dig. Jeg har slet ikke gjort ham nogen Fortræd; jeg antog, at han havde proppet mig med Usandheder, og saa sagde jeg kun, at jeg ikke kunde tro det alt sammen. Det er alt, hvad jeg har sagt. Jeg skulde tro, han nok kunde staa for det?” „Jeg bryder mig slet ikke om at vide enten det ene eller det andet: han er Gæst i vort Hus og derfor var det uartigt af Dig at tiltale ham paa den Maade. Var Du i hans Sted, vilde Du føle Dig krænket, og Du maa ikke overfor andre udtale noget, der kan krænke dem.” 222 „Men, Maime, han sagde -” „Det er ligemeget, hvad han sagde, forstaar Du det. Du burde have behandlet ham med Venlighed og ikke have berørt saadanne Forhold, som maatte erindre ham om, at han ikke var i sit Fædreland og mellem sine egne.” Saa tog Mary Jane Sagen paa en anden Maade; hun blev igen blid og venlig - hvad der var hendes egentlige Natur - og saa fik hun ogsaa „Hareskaaret” til at bøje sig. „Du maa” sluttede hun, „bede ham pænt om Forla- delse!” Det gjorde hun da - tilmed saa elskværdigt, at det var en hel Fornøjelse at høre derpaa; jeg var over- bevist om, at jeg kunde fortælle hende tusind Løgne uden at hun vilde føle sig stødt derover. Jeg skammede mig indvendig over, at jeg var sammen med de to Slyngler for at narre de gode Piger for deres Penge. Fra dette Øjeblik gjorde de alt, hvad der stod i deres Magt for, at jeg skulde føle mig hjemme og blandt Venner. Jeg følte mig saa ussel og ynkelig til Mode, at jeg besluttede mig til at redde Pengene for dem, selv om jeg skulde sætte Livet til derved. Senere gik jeg op for at gaa til Sengs, som jeg sagde. Men da jeg blev alene, gav jeg mig til at grunde over Tingene. Skulde jeg i al Hemmelighed gaa til Dok- toren og forraade dem? Nej, det duede ikke. Han vilde lade Munden løbe over med, hvem der havde været hos ham, og saa vilde Kongen og Hertugen gøre Helvede hedt for mig. Skulde jeg tilstaa alt overfor Mary Jane? Nej, - heller ikke! Hendes Ansigtsudtryk vilde røbe hende og de vilde saa straks stikke af med Pengene. Der var overhovedet kun én Udvej tilbage: jeg maatte stjæle Pengene og det tilmed paa en saadan Maade, at man ikke fattede Mistanke til mig. Det gik dem jo saa godt og de befandt sig saa vel, at de sikkert ikke foreløbigt 223 tænkte paa at tage afsted; jeg havde altsaa Tiden for mig, saa jeg kunde gøre mit Kup, naar Forholdene var mest belejlige dertil. Min Plan var at stjæle Pengene og der- efter grave dem ned; naar jeg saa igen var ude paa Flo- den vilde jeg skrive et Brev til Mary Jane og fortælle hende, hvor de velforvaret laa skjult. Men saa faldt det mig ind, at jeg helst samme Nat maatte have Fingre i Pengene; maaske Doktoren vilde føle dem nærmere paa Tænderne og ende med at fordrive dem. Jeg gik da straks i Gang med at undersøge deres Værelser. Trappen var bælgmørk, men det lykkedes mig dog at finde hen til Hertugens Værelse, hvor jeg slap uhørligt ind, og gav mig til at rode omkring; men saa faldt det mig ind, at det ikke lignede Kongen at lade den anden passe paa Skatten. Jeg naaede ind i hans Stue og begyndte min Eftersøgning der. Men jeg indsaa snart, at jeg ingen Vegne kom uden Lys, og det var for risikabelt at tænde. Derfor ansaa jeg det for raadeligst at gemme mig og lure. Pludselig hørte jeg dem komme op ad Trappen og vilde nu smutte ind under Sengen. Jeg famlede mig frem, men kom i forkert Retning, jeg greb nemlig fat i Forhænget, der skjulte Mary Janes Garde- robe; her gemte jeg mig da bagved dybt inde mellem Kjolerne og stod saa stille som en Mus. Straks efter traadte de ind og laasede Døren; det første, Hertugen gjorde, var at bukke sig ned og kige ind under Sengen. Naturligvis var jeg glad over, at Tilfældet havde ladet mig finde et andet Skjulested. De satte sig og Kongen udbrød: „Naa, hvad er der saa. Men lad os gøre det kort, for vi maa hellere opholde os nedenunder hos Familien og istemme deres Klage- sange, end at sidde her og give andre Lejlighed til at rive ned paa os.” „Ser De. Capet! Det er ikke hyggeligt dette her; den Doktor ligger mig lidt haardt for Brystet. Hvad har De i 224 Sinde? Jeg har forresten en Idé og den er sikkert ikke ilde.” „Hvad er saa det, Hertug?” „Vilde det bedste ikke være at stikke herfra i Mor- gen tidlig Klokken tre og være tilfreds med, hvad vi har faaet; navnlig da vi har faaet det saa let - ligefrem til Givendes, lige i Hovedet, medens vi i modsat Fald først maatte have stjaalet det. Altsaa, lad os slutte af og komme afsted saa snart som muligt.” Dette var en Streg i min Regning. For et Par Timer siden havde det været mig saa temmelig ligegyldigt, men just nu gjorde hans Opfordring et dybt Indtryk paa mig. Kongen smagte paa det og udbrød: „Hvad? Skulde vi maaske lade Resten af Værdien i Stikken? Skulde vi løbe bort som nogle Kvæghoveder og lade Værdier paa godt og vel otte-ni Tusind Dollars blive tilbage, tilmed naar de ligger saa aabenlyst saa de lige er til at hente? Oven i Købet let afhændelige Sager?” Hertugen brummede noget om at det kunde være nok med Pengeposen og om at han ikke havde Lyst til- at rode sig dybere ind i de Affærer og at det jo ikke var absolut nødvendigt at rende med hver eneste Skilling disse Pigebørn havde arvet. „Hvor De dog taler!” smilte Kongen. „Vi løber jo kun bort med disse Penge. Hvad det øvrige angaar, saa bliver det dem, der køber de stjaalne Ejendomme af os. som maa tage Tabet. Saasnart det oplyses, at vi ikke, er dem vi udgiver os for at være - og det vil jo hurtigt opdages naar vi er vel borte - vil Salget af Ejendom- mene miste sin Gyldighed og det hele faar Pigebørnene saa tilbage. Paa den Maade faar Pigebørnene dernede Huset og alt, hvad der er deri, tilbage igen og det er saagu nok til dem; de er unge og dygtige og kan let 225 selv fortjene deres Brød. De skal nok kunne klare for sig. Tænk dog paa, at der er Tusinder og Tusinder, som man altid kan have Brug for. Vil De lade det gaa fra Dem?” Kongen blev saalænge ved, at Hertugen gav efter; men han fastholdt dog, at det var en stor Taabelighed at blive, eftersom Doktoren havde truet med at afsløre dem. Men Kongen afviste ham med en kraftig Ed, idet han udbrød: „Jeg giver Pokker i Doktoren! Hvorfor skulde vi kere os om ham? Vi har jo alle Tosserne i Byen paa vor Side - og de udgør dog Flertallet i denne Rede!” De skulde lige til at gaa nedenunder, da Hertugen pludselig standsede, saa uroligt paa Kongen og sagde: „Jeg tror ikke, at vi har gemt Pengene paa et sik- kert Sted.” Nu lyttede jeg anspændt efter; jeg havde allerede be- gyndt at frygte for, at jeg ikke skulde faa noget Vink, der kunde lede mig paa rette Spor. „Hvorfor?” spurgte Kongen. „Fordi Mary Jane fra nu af vil gaa i Sorg og den første Befaling, som hun vil give sin Negerinde, vil na- turligvis blive at bringe hendes Tøj ind til hende selv. og tror De, at saadant et sort Spøgelse kan staa overfor Pengeposen uden at rapse noget af den?” „De har igen Ret, Hertug,” udbrød Kongen og gav sig straks til at famle ind bag Forhænget, næppe to-tre Fod fra mit Skjulested. Skønt jeg skælvede, trykkede jeg mig dog tæt ind til Væggen og holdt mig stille. Jeg gad nok vidst, hvad de Fyre havde sagt, om de havde fundet mig her! Men Kongen havde allerede faaet fat i Posen, før jeg endnu ret havde besindet mig; og han havde ikke fattet nogensomhelst Mistanke. Saa løftede de Sengetøjet og den ene Madrats op og lagde Pengeposen Huck Finns Hændelser. 15 226 her; de ordnede atter Sengen og mente, at nu var den hellige Grav vel forvaret; en Neger ordner nemlig til daglig Brug kun Dynerne, højst et Par Gange om Aaret ulejliger han sig med at vende Madratserne. Nu mente de altsaa, at der ikke længere var nogen Fare. Men alligevel skulde de skuffes. Før de var halvt nede af Trapperne, havde jeg allerede halet Pengeposen frem. Saa listede jeg op i mit Kammer og gemte den der, indtil jeg kunde finde et bedre Skjulested. Jeg an- saa det for bedst snarest muligt at bringe Pengene i For- varing udenfor Huset; naar Tyveriet blev opdaget, vid- ste jeg nemlig godt, at Himmel og Jord vilde blive sat i Bevægelse for at finde dem. Jeg kastede mig med Klæderne paa ovenpaa Sengen; men sove kunde jeg ikke. da jeg ikke kunde finde Ro, før jeg havde udført mit Fore- havende. Saa hørte jeg endelig Kongen og Hertugen gaa op ad Trapperne. Jeg listede mig ud af mit Kam- mer, strakte Hovedet ud over Trappegelænderet og lyt- tede anspændt efter, om der skulde foregaa noget. Men der skete intet. Jeg ventede nu længe, indtil den sidste Uro i Huset havde lagt sig og alt blev tyst. Med Pengeposen i Haan- den sneg jeg mig da ned ad Trapperne. Jeg standsede udenfor deres Dør og lyttede. Da jeg mærkede, at baade Kongen og Hertugen sov, listede jeg paa Taaspid- serne helt ned i Stueetagen. Ogsaa her var alt stille. Jeg kigede gennem den halvt aabentstaaende Dør ind i Spisestuen og saa, at de Mænd, som holdt Vagt Ved Liget, sad i dyb Søvn paa deres Stole. Døren ind til den Forstue, hvor Kisten var stillet, stod helt aaben og i begge Værelser brændte Lys. Jeg gik videre og opdagede, at den anden Dør til Forstuen ogsaa stod aaben; et Blik overbeviste mig om, at der ikke opholdt sig andre derinde end salig Peter. Jeg gik nu videre. men fandt selve Husets lndgangsdør aflaaset og Nøglen 227 sad ikke i Laasen. Just i dette Øjeblik hørte jeg Skridt paa Trappen; nogen kom ned bagved mig. Hurtig sprang jeg ind i Forstuen og saa mig om efter et Skjule- sted for Pengeposen; det eneste tænkelige Sted var selve Kisten. Laaget var skudt noget tilbage, saa at den Afdødes Ansigt var synligt under en lille Dug. Hurtig stak jeg Posen ind under Laaget, helt ned til den Afdødes foldede Hænder. Saa løb jeg tværs gennem Værelset og gemte mig bag Døren. De Skridt, jeg havde hørt, var Mary Janes. Stille gik hun hen til Kisten, saa ned i den og knælede saa ned ved dens Side; hun førte sit Lommetørklæde mod Øjnene; jeg forstod, at hun græd, skønt jeg ikke, kunde høre det og hun vendte Ryggen mod mig. Imidlertid listede jeg mig ud, og da jeg kom forbi Spisestuen, faldt det mig ind at overbevise mig om, at de vaagende ikke havde opdaget mig; jeg kigede atter gennem Døren, alt var stille. De havde ikke rørt paa sig. Jeg listede saa op og kravlede i Seng. I Grunden var jeg ikke helt tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, efter at jeg havde gjort mig saa megen Umage og udsat mig for Fare. Hvis Posen blot kunde blive, hvor den nu laa, saa var det endda godt; naar vi var kommet et Par Hundrede Mil ned ad Floden, kunde jeg skrive til Mary Jane, somf saa kunde lade Kisten grave op igen og saaledes faa Pengene. Men der var kun ringe Udsigt til, at det vilde gaa saaledes; naar Laaget skulde skrues fast til Kisten, vilde man naturligvis finde Posen. Der- efter vilde den atter komme i Kongens Varetægt og saa skulde han nok passe paa den. Egentlig burde jeg igen liste ned og bringe den af Vejen. Men jeg havde ikke Mod dertil. Det blev snart lyst, saa vilde Vagten vel vaagne og jeg kunde blive opdaget. Desuden følte jeg mig ikke oplagt til endnu engang at indlade mig paa et saadant Æventyr. 15* 228 Da jeg om Morgenen kom ned, var Vagten gaaet. Der fandtes ikke andre i Huset end Familien, Enken Bartley og os. Jeg iagttog alle meget nøje for at op- dage, om der var sket noget usædvanligt, men deres An- sigtsudtryk røbede ikke noget. Ved Middagstid indtraf Bedemanden med sine Hjælpere; Kisten anbragtes midt i Forværelset paa nogle Stole, de andre Stole blev stillet i Rækker og flere laante de hos Naboerne, saa Forstuen, Salonen og Spisestuen tilsidst var lutter tomme Sidde- pladser. Kistelaaget laa endnu paa samme Maade; saa- længe der var Folk tilstede, turde jeg naturligvis ikke lette paa det. Efterhaanden begyndte Folk at strømme til. De falske Onkler og Pigebørnene tog Plads nærmest Ki- stens Hovedende; derefter defilerede Folk i mindst en halv Time forbi Kisten; hver enkelt standsede et Øje- blik og kastede et sorgfuldt Blik paa den døde Mands Ansigt og mangen en fældede en Taare. Det var meget højtideligt og betagende. Pigebørnene og de to Skurke holdt Lommetørklædet for Øjnene og hulkede sagte med andægtig nedbøjet Hovede. Ellers hørte man kun de slæbende Fodtrin og Lyden af Næsepudsen - ved Be- gravelser, og ved andre kirkelige Handlinger, synes Folk virkelig at have langt stærkere og hyppigere Trang til at pudse Næsen end andetsteds. I Dagens Anledning havde man laant et forøvrigt temmelig trægt Stueorgel. Da alle var kommet til Sæde. satte en ung Pige sig hen foran det og gav sig til at bearbejde Instrumentet. Dets Toner havde ikke saa faa falske Bilyde og saa pustede det skrækkeligt - plud- selig faldt alle ind med Salmesang; jeg tænkte ved mig selv, at egentlig havde Peter det fredeligst af os alle- sammen. Værdigt og langsomt traadte Pastor Hobson derefter frem og begyndte sin Tale. Men pludselig brød et ganske forskrækkeligt Spektakel løs i Kælderen un- 229 der os. Det var meget forstyrrende og ingen syntes at vide, hvad man skulde gribe til. Præsten maatte af- bryde sin trøsterige Tale. Men saa lagde man Mærke til, at den lange Bedemand gjorde et sælsomt Tegn til ham, som vilde han sige: „Lad Dem ikke forstyrre, jeg skal nok skaffe Stilhed!” Saa forsvandt han ned i Kæl- deren og et Øjeblik efter lyder et kort, gennemtrængende Hundehyl op til os, hvorefter der blev dødstille. Præ- sten kunde fortsætte Traaden, hvor han havde sluppet den. Da Bedemanden atter kom tilbage, stod han op paa en Stol lige over for Præsten, satte Haanden som en Raaber for Munden, strakte Hals og hviskede til ham hen over Folkets Hoveder: „Hunden ha'de snuppet en Rotte!” Saa steg han atter ned og indtog sin tid- ligere tilbagetrukne Plads. Man kunde se paa Forsam- lingen, at den var tilfreds med at faa denne Oplysning; selvfølgelig havde hver og en været ved at revne af Nysgerrighed efter at faa at vide, hvad der var paa Færde. En saadan lille Afveksling er netop af den Slags, som virker oplivende paa Folk; hele Landsbyen var enig om, at en mere omsigtsfuld Mand end Bede- manden var ikke til at finde. Naa, Prædikenen var uden Tvivl i og for sig meget god, men altfor lang og trættende, og til Overflod gav Kongen sit Besyv med. Endelig fik man overstaaet alt dette og Bedemanden traadte hen til Kisten med en Skruetrækker. Jeg blev noget hed i Karmmen. Heldigvis løftede han ikke Laaget, men skød det kun i Leje og skruede det fast. Nu vidste jeg rigtignok ikke, om Pen- gene endnu var i Kisten; - hvis en eller anden havde stjaalet Posen? fo'r det gennem mig. Turde jeg i denne Uvished skrive til Mary Jane eller ikke? Hvis hun til den Tid lod Kisten grave op og ikke fandt Pengene - hvad maatte hun saa tænke om mig? Der sad jeg i en slem Klemme; jeg havde tænkt at gøre alt saa godt som 230 muligt og saa var det kun blevet hundrede Gange værre; mit Ønske var nu, at jeg overhovedet slet ikke havde rodet mig ind i noget, der ikke vedkom mig! De begravede ham saa, vi kom hjem igen og jeg gik atter rundt og iagttog dem alle - jeg kunde ikke lade være, for jeg havde ingen Ro paa mig. Men det nyttede ikke noget - deres Miner røbede intet. I Løbet af Eftermiddagen aflagde Kongen Besøg rundt om i Familierne; overalt forstod han at indynde sig ved sin overordentlige Elskværdighed. Samtidig fik han bekvem Anledning til at fortælle om, at hans Me- nighed i England var helt utaalmodig efter at se ham hjemme igen, og at han saa sig nødsaget til hurtig at faa Boet ordnet for at kunne tiltræde sin Hjemrejse. Han beklagede, at han havde et saadant Hastværk, og Folk bevidnede ham deres Deltagelse. De udtalte alle Ønsket om, at han dog kunde blive længere, men indsaa jo nok, at dette ikke lod sig gøre. Tillige fortalte han, at han og William agtede at tage Pigebørnene med sig; det fandt alle nu, var saa overordentlig nydeligt et Træk af ham, fordi de stakkels forladte Væsener sikkert vilde føle sig bedst hjemme hos deres nære Slægtninge. Pige- børnene selv var saa henrykte ved denne Tanke, at de næsten glemte, de nogensinde havde haft Sorg. De bad ham indtrængende om snarest muligt at sælge alt, saa de kunde komme afsted. Det skar mig helt i Hjærtet at se de stakkels Pigebørns Glæde, naar jeg tænkte paa, at det hele var Humbug og Bedrag; men jeg øjnede ingen Udvej til at Skaane dem for disse Gavtyvestreger. Kongen lod sig heller ikke nøde ret længe. Allerede to Dage efter Begravelsen skulde der finde Auktion Sted over Huset, Negrene og alle øvrige Ejendele; dog kunde enhver forud under Haanden købe, hvad de ønskede. 231 TRE OG TYVENDE KAPITEL. Allerede Dagen efter Begravelsen gjordes den første Handel. To Slavehandlere indfandt sig nemlig og til dem solgte Kongen helt koldblodigt alle Negrene til en rimelig Betaling mod en tre Dages Veksel, som de kaldte det, og saa tog de afsted med dem. De to Sønner skulde ad Søvejen til Mempfis; deres Moder syd paa til New Orleans. Jeg maatte næsten tro, at Pigebørnenes og Negrenes Hjærter skulde briste af Sorg, da Afskedens Time kom. De græd og jamrede sig, saa man blev helt syg af at se derpaa. Pigebørnene forsikrede, at de aldrig havde tænkt sig, at Familien skulde splittes og sælges bort fra Byen. Jeg glemmer ikke det Øjeblik, da de stakkels Pigebarn faldt Negrene om Halsen og begge Parter fældede de bitreste Taarer. Jeg tror heller ikke, at jeg kunde have udholdt dette Syn, naar jeg ikke havde vidst, at Salget ingen Gyldighed havde, saa Negrene i Løbet af højst to Uger vilde blive genforenet med deres Herskab. Salget vakte stor Opsigt i hele Byen; medfølende Folk talte overalt om, at det var lavsindet handlet at skille en Moder og hendes Børn paa en saadan Maade. Dette gjorde et temmelig pinligt Indtryk paa de to Gav- tyve; men Kongen holdt stædigt paa det en Gang afslut- tede Salg, trods Hertugens Indvendinger. Jeg kunde nok mærke, at han følte sig meget ubehagelig til Mode ved dette. Den følgende Dag fandt Auktionen Sted. Men alle- rede i den tidlige Morgenstund kom baade Kongen og Hertugen op paa mit Loftsværelse og vækkede mig. Af deres Ansigtsudtryk kunde jeg straks forstaa, at der var noget galt paa Færde. „Har Du i Forgaars Aftes været inde i mit Værelse, svar!” udbrød Kongen. 232 „Nej, Deres Majestæt” - saaledes titulerede jeg ham altid, naar vi var alene. „Heller ikke i Gaar Aftes eller nu i Aftes?” „Nej, Deres Majestæt!” „Frem med Sproget, fordømte Unge - lyv ikke!” „Det er sandt, Deres Majestæt! Jeg har ikke været derinde i Værelset siden Mary Jane viste Dem og Her- tugen omkring.” „Har Du ikke set nogen anden gaa derind?” spurgte Hertugen. „Nej, Deres Naade, nej - det mindes jeg ikke!” „Tænk Dig godt om, Flab!” Jeg lod som om jeg grundede efter og tænkte, hvad der var bedst for mig at sige, og svarede saa: „Jo - jeg har set Negrene gaa omkring derinde!” Det gav et Sæt i dem begge og det saa ud, som om de ikke havde ventet dette Svar, men straks efter kunde jeg se paa dem, at de havde været forberedt paa det. „Hvad siger Du? Allesammen?” spurgte Hertugen. „Nej ikke alle paa en Gang. Det vil sige, jeg husker ikke rigtig, om jeg ikke engang saa dem allesammen paa samme Tid komme ud derfra.” „Hvornaar skulde det være?” „Det var paa Begravelsesdagen, om Morgenen. Men saa tidlig kan det ikke have været, for jeg husker, at jeg den Morgen sov over mig.” „Naa, videre, hvad bestilte de? Hvad vilde de der- inde?” „De bestilte ikke noget; saa vidt jeg kunde se, var der ikke noget særligt paa Færde. De listede sig ned ad Trappen. Jeg antog, at de var gaaet ind i Deres Naades Værelse for at gøre i Stand, men saa havde set, at De endnu ikke var staaet op, og derfor listede sig for- sigtig ud igen, for ikke at vække Dem; hvis de da ikke allerede havde vækket Dem.” 233 „For Pokker - det er en net Redelighed!” snærrede Kongen, og begge saa meget nedslaaede og harmfulde ud. Nogle Minutter stod de grublende og rystede paa Hoyedet, hvorefter Hertugen brød ud i en noget tvungen Latter og sagde: „Det overgaar dog alt, hvad jeg hidtil har set, naar Negre har haft en Finger med i Spillet. Hvor de ska- bede sig som Fortvivlede, da de skulde ud fra dette Hul. Og jeg, som virkelig troede, at de var saa bedrøvede, - ja, det troede De ogsaa og alle de andre. Fortæl mig saa ikke, at Negre ikke har Talent for Skuespilkunsten! Der stikker en Formue i dem. Hvis jeg havde Midler til at lave et Teater, skulde jeg ikke ønske andet end at jeg havde dem her. Og saa er vi gaaet hen og skilt os af med dem, solgt dem, for en Slik, en ussel Veksel! Sig mig, hvor er egentlig den Anvisning henne?” „I Banken! Hvor skulde den ellers være?” „Naa, det er da godt!” Nu spurgte jeg med lidt ængstelig Stemme: „Er der sket noget slemt?” Kongen vendte sig hæftigt om mod mig og udbrød: „Det Vedkommer ikke Dig, Dreng! Hold din Bøtte og pas dine egne Sager, - hvis Du har nogen. Pas paa Dig selv, saalænge vi er her i Byen, det raader jeg Dig til, forstaar Du?” Saa henvendte han sig til Hertugen: „Vi maa finde os deri og tie stille. Vi maa holde det hemmeligt.” Da de gik ned, gav Hertugen sin Misstemning Luft i følgende Bemærkning: „Hurtig Omsætning og ringe Fortjeneste! - det er et nydeligt Forretningsprincip - hva?” Kongen snærrede: „Jeg troede at gøre det rigtig godt, da jeg solgte de Fyre saa hurtigt. Naar Udbyttet alligevel blev Nul eller 234 snarere „minus”, saa er Fejlen lige saa lidt min som Deres.” „Aa, hva'”! Hvis De havde fulgt mit Raad, saa var de endnu her i Huset og vi velbeholdne ude af det!” Kongen trak paa Skuldrene, fordi han ikke kunde give igen herpaa og kom saa igen op til mig og gjorde et farligt Postyr, fordi jeg ikke havde fortalt, at jeg havde set Negrene ved hans Dør; den største Torsk maatte da have kunnet forstaa, at der maatte stikke noget under. Saa smaabandede han ved sig selv og mumlede, at det kom der ud af at staa tidligt op i Stedet for at unde sig en rolig Morgensøvn, og Pokker skulde tage ham, om han tiere skulde gøre det. Endelig trak han sig bandende tilbage. Men glad var jeg, der saaledes havde kastet Mistanken over paa Negrene, tilmed paa en Maade, saa de ikke kunde komme i ringeste Forlegenhed derved. Det var imidlertid blevet Tid at staa op. Dette gjorde jeg og gik saa ned ad Trapperne. Da jeg gik forbi Pi- gernes Værelse, Stod Døren hertil aaben. Jeg saa Mary Jane sidde ved den gamle Kuffert, hvori hun nedpakkede en hel Del Sager, - hun udrustede sig til Rejsen til Eng- land. Men i dette Øjeblik var Arbejdet gaaet i Staa; med en sammenfoldet Kjole paa Skødet og med Ansig- tet begravet i sine Hænder sad hun derinde og græd. Det gik mig til Hjærtet at se hende saaledes; derfor gik jeg ind til hende og sagde: „Miss Mary Jane! De kan ikke taale at se Folk be- drøvede, det kan jeg heller ikke. Fortæl mig om Deres Sorger!” Og saa fortalte hun. Det var Negrene, hun var saa bedrøvet over; Salget af dem havde ødelagt al hendes Glæde over den herlige Rejsen til England, og hun vid- ste ikke, hvorledes hun nogensinde skulde blive lykkelig mere nu, med Bevidstheden om, at Moder og Børn var blevet skilt fra hinanden og aldrig mere skulde mødes. 235 Og saa tog hun fat paa at græde endnu stærkere, vred Hænderne og jamrede: „Aa Gud! at tænke sig, at de aldrig mere skal se hinanden!” „Men de vil komme til det - endnu før der er gaaet to Uger - det véd jeg!” udbrød jeg. Nu var det sagt, før jeg rigtig havde tænkt over det! Jeg fik næppe Tid til at overtænke, hvad jeg havde gjort, før jeg mærkede begge hendes Arme om min Hals og hun udbrød: „Er det sandt? Sig det en Gang til!” Jeg indsaa nok, at jeg havde sladret af Skole og sagt lidt for meget; nu sad jeg rigtig i Knibe. Jeg udbad nogle Øjeblikkes Betænkningstid. Saa satte hun sig atter ned og hun straalede af Utaalmodighed og Forventning; hun saa tillige lige saa lykkelig og beroliget ud som et Menne- ske, der lige har faaet en smertefuld Tand trukket ud, - og saa var hun saa betagende smuk. Nu stod jeg altsaa og brød min Hjerne med, hvad jeg skulde gøre. Jeg kunde sige mig selv, at et Menneske, der taler Sandhed i en saa kilden Sag, løber en stor Ri- siko, - skønt jeg ikke havde gjort nogen Erfaring i denne Retning og altsaa ikke vidste det. Men det fore- kom mig saaledes. Sluttelig tog jeg dog den Beslutning at rykke ud med Sandheden, om jeg end satte meget paa Spil for mit eget Vedkommende og behøvede lige saa meget Mod dertil, som den Mand, der sætter sig paa en Krudttønde og stikker en tændt Lunte til den, kun for at se, hvor han vil flyve hen. „Miss Mary Jane,” begyndte jeg, „kender De ikke et Sted udenfor Byen, hvor De kan tage hen og opholde Dem tre til fire Dage?” „Jo - hos Lothrops. Hvorfor det?” svarede hun. „Naa, lad os nu vente med det „hvorfor”. Naar jeg nu siger Dem, at jeg ved, at Negrene vil komme her til- bage igen - inden to Uger og her i Huset - og beviser 236 Dem, hvorfra jeg ved det, vil De saa love mig at tage ud til Lothrops og blive der tre-fire Dage?” „Fire Dage! - et helt Aar, om det skulde være!” „Det er godt,” vedblev jeg. „jeg behøver ikke andet end Deres Ord, - det er lige saa godt som naar en an- den sværger med Haanden paa Bibelen.” Hun smilte og rødmede ved denne Ytring, medens jeg blev vel: „Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg lukke Dø- ren og dreje Nøglen om.” Da jeg havde gjort dette, satte jeg mig ved hendes Side og sagde: „Nu maa jeg bede Dem om ikke at blive forskrækket. Sid pænt stille og hør som en Mand paa, hvad jeg har at fortælle Dem. Jeg vil sige Sandheden og det kan være, at De bliver underlig til Mode ved at høre den, men De maa fatte Dem, Miss Mary, for det er en hæslig Historie, og maaske tung at bære for Dem, men Sandheden maa frem. Disse to Onkler er slet ikke Deres Onkler - de er et Par drevne Gavtyve, rigtig nogle ynkelige Land- strygere. Saa, nu har De faaet det værste at vide og Resten vil De let kunne taale at høre.” Naturligvis gjorde denne Begyndelse et dybt Indtryk paa hende, men nu var jeg over det vanskeligste og kunde roligt fortsætte. Hendes Øjne lyste mere og mere af Forundring, medens jeg fortalte hende alt, lige fra det første Øjeblik, da vi havde truffet den unge Knøs, der skulde med Dampskibet og indtil den Gang, da hun ved Husets Der havde kastet sig i den gamle Bedragers Favn og kysset ham seksten eller sytten Gange. Ved Tanken herpaa sprang hun op, blussende rød i Ansigtet som den nedgaaende Sol og udbrød: „Hvilken Nederdrægtighed! - Kom med, vi maa ikke spilde et Minut, ikke et Sekund, de skal smøres ind med Tjære og rulles i Fjer og kastes ud i Floden!” 237 „Ja, naturligvis,” indrømmede jeg, „men mener De, at det bør ske, før De rejser til Lothrops, eller -” „Aa,” udbrød hun, „hvor kan jeg dog sige saadan noget”, og satte sig atter ned. „Du maa ikke bryde Dig om, hvad jeg sagde - Du er jo ikke vred paa mig, vel?” Og saa lagde hun sin fløjelsbløde Haand paa min, saa jeg sitrede derved. „Jeg havde ikke troet,” vedblev hun, „at jeg kunde blive saa opfarende. Fortæl kun videre, jeg skal nu tage mig sammen. Sig mig, hvad jeg skal gøre, og jeg skal rette mig efter, hvad Du siger.” „Ja,” udbrød jeg, „det er et Par slemme Fyre, disse to Bedragere og jeg er desværre nødt til, enten jeg vil eller ikke, endnu en Tid at fortsætte min Rejse i deres Selskab - Grunden vil jeg ikke saa gærne fortælle Dem. Men hvis De kunde faa Byens Folk til at tage dem ved Vingebenet, blev jeg befriet fra deres Kløer, og det var det bedste, jeg kunde ønske mig. Men der er en anden Person, som De ikke kender, der netop derved vilde komme i en stor Forlegenhed. Ham maa vi redde, ikke? Altsaa, endnu vil vi ikke lade dem klynge op.” Som jeg sagde dette, fik jeg en udmærket Idé. Det skulde nok lykkes mig og Jim at gøre os fri for Gavty- vene og saa maatte de for min Skyld gærne hænge dem op her. Da jeg ikke vilde lade Flaaden drive om Dagen, kunde min Plan ikke komme til Udførelse før ved Aftens- tide. - Jeg udbrød da: „Miss Mary Jane, jeg skal sige Dem, hvad vi skal gøre - og De behøver da ikke at blive ret længe hos Lothrops. Hvor langt bor de herfra?” „Det er en god Times Kørsel - ind ad Landet til.” „Naa, det er godt. Nu tager De straks derud og for- holder Dem roligt derude til Klokken ni-ti i Aften og saa beder De dem om at køre Dem hjem igen. Kommer 238 De tilbage før Klokken elleve, sætter De et Lys i Deres Vindue. Hvis jeg saa ikke straks kommer, maa De vente til Klokken halv tolv; er jeg ikke kommet til den Tid, betyder det, at jeg er rejst” og i Sikkerhed. Saa kan De allarmere Folk og faa Fyrene sat fast.” „Ja, det vil jeg saa gøre!” svarede hun. „Og skulde det nu ske, at jeg ikke er kommet bort i rette Tid, men bliver blandet med ind i Ubehagelighe- derne, saa maa De træde i Brechen for mig og oplyse, at jeg forud har forraadt alt overfor Dem. De maa staa inde for min Uskyldighed i disse Slyngelstreger.” ”Selvfølgelig skal jeg staa paa din Side! Ingen skal komme til at krumme et Haar paa dit Hoved!” svarede hun højtideligt, medens hendes Næsevige dirrede og Øj- nene flammede. „Naar jeg er borte, kan jeg ganske vist ikke bevise, at disse Landstrygere ikke er Deres Onkler - hvad jeg forøvrigt heller ikke kunde gøre, hvis jeg blev; jeg kan sværge paa, at de er Snydere og Bedragere, det er det hele, og det er sandt nok! Men der gives andre, som bedre kan bevise det end jeg, Folk, som man ogsaa vil fæste mere Tillid til. Jeg skal fortælle Dem, hvorledes De skal faa fat i dem. Lad mig faa en Blyant og et Stykke Papir - Tak!” „Her skal De se,” fortsatte jeg og gav hende Papiret, „altsaa: „Det kongelige Vidunder. Brichsville”, gem nu Papiret godt og kast det ikke bort. Hvis Retten ønsker nærmere Oplysning om de to Svindlere, skal den blot sende Bud til Brichsville om, at man har anholdt de to Personer, der spillede „det kongelige Vidunder” der, og gærne vilde have et Par Vidner; jeg antager, at hele Byens Befolkning vil komme hæsblæsende hertil for at vidne.” Nu var Sagen i Orden, tænkte jeg, men tilføjede dog: „Lad kun Auktionen gaa sin rolige Gang og bryd 239 Dem ikke om det. Ingen behøver at betale de Sager, som de køber, før Dagen efter, og de to vil ikke stikke af, før de har modtaget Betalingen. Som vi nu har for- beredt Sagen, vil alt blive opklaret forinden. Salget vil være ugyldigt og maa gaa tilbage. Paa samme Maade gaar det med Negrene; som snart vil blive sendt hjem: igen. De kan ikke engang faa fat i Betalingen for dem, Miss Mary Jane!” „Jeg vil saa nu gaa ned til Frokost og derefter straks tage til Lothrops.” svarede hun. „Nej, nej, Miss Mary Jane”, indvendte jeg, „det gaar slet ikke an; De maa tage afsted før Frokost. Tror De virkelig, at De rolig kan se Deres Onkel i Ansigtet, naar De nu løber paa ham og han ønsker Dem „God Morgen” og kysser Dem?” „Ja, ja, Du har Ret! Saa vil jeg hellere rejse før Frokost! Men skal mine Søstre blive tilbage her?” „Ja, men bryd Dem blot ikke om det. De maa holde lidt ud endnu. Det kunde let vække Mistanke, om I alle tre rejste paa en Gang… Nej rejs De kun straks afsted og lad saa mig om Resten. Jeg skal sige til Miss Susanne, at han skulde hilse Deres Onkel og fortælle, at De var taget bort nogle Timer paa Afskedsvisit hos nogle Ven- inder og tænkte at kunne være tilbage i Aften eller se- nest i Morgen tidlig.” Miss Mary Jane studsede lidt og svarede saa lidt spidst: „Afskedsvisit hos mine Veninder er meget godt - men Du skal ikke lade nogen Hilsen overbringe fra mig til det noble Par!” „Naa, ingen Hilsen! Men endnu er der én Ting, - Pengeposen!” „Ja, den har de jo; jeg skammer mig frygteligt, naar jeg tænker paa, hvorledes de fik den.” „Nej - De misforstaar mig. De har den ikke mere!” 240 „Hvad siger Du? Hvor er den da?” „Jeg vilde ønske, at jeg vidste det; men jeg ved det ikke. Jeg har haft den, for jeg stjal den fra dem; stjal den for at give den til Dem. Jeg ved ogsaa, hvor jeg gemte den, men jeg er bange for, at den ikke er der mere. Det gør mig meget ondt, Miss Mary Jane, aldrig har noget gjort mig saa ondt; men jeg gjorde det i den bedste Mening; saa sandt jeg lever, jeg mente det ærligt og redeligt. Jeg blev overrasket og maatte stikke den til Side paa det første det bedste Sted, jeg kunde finde - og det var et uheldigt Sted.” „Aa, lad dog være med at anklag Dig selv - det hol- der jeg ikke af at høre paa; Du kunde vel ikke gøre andet, det var ikke din Skyld. Hvor har Du saa gemt den?” Jeg vilde ikke minde hende om hendes store Sorg, derfor tav jeg et Øjeblik og udbrød saa: „Jeg kan ikke sige Dem, Miss Mary Jane, hvor jeg har gjort af den, hvis ikke De udtrykkelig forlanger det; men jeg vil skrive det paa et Stykke Papir og saa kan De læse det paa Vejen til Lothrops, naar De Selv vil. Er De tilfreds med det?” „Det er jeg!” Saa skrev jeg da: „Jeg har lagt Pengeposen i Kisten. Det skete den sidste Nat, da De laa og græd over den Afdøde; jeg stod bag Døren og betragtede Dem og det gjorde mig saa ondt for Dem, Miss Mary Jane.” Mine Øjne fyldtes med Taarer ved Tanken paa, at hun hin Nat knælede ned og græd, medens de to Slyngler, der be- dragede og bestjal hende, sov trygt under hendes eget Tag. Og da jeg havde sammenfoldet Papiret og overrakte hende det, glinsede der ogsaa Taarer i hendes Øjne. Hun trykkede inderligt min Haand og udbrød: „Lev nu vel! Lev vel! Jeg skal gøre alt, saaledes som Du har sagt mig det; og, om jeg end aldrig mere 241 skulde gense Dig, vil jeg aldrig glemme Dig. Jeg vil ofte sende Dig venlige Tanker og bede for Dig!” Saa gik hun. Hun vilde bede for mig! Hvis hun havde kendt mig nøjere, tænkte jeg, vilde hun sikkert have paataget sig et mere udbytterigt Arbejde. Men hun har uden Tvivl holdt sit Løfte. Saa vidt jeg kunne bedømme, havde hun mere Hjærte og Karakter end nogen anden Kvinde, jeg har truffet paa. Hvad Skønhed og Blidhed angaar - saa overgik hun alle. Siden det Øjeblik, hun forsvandt ud af Døren, har jeg aldrig set hende, aldrig; men mange Millioner Gange har jeg tænkt paa hende, og erindret hendes Ord, at hun vilde bede for mig. Altsaa Mary Jane var gaaet bort og ingen havde set hende tage afsted. Da jeg senere mødte Susanne og „Hareskaaret” , spurgte jeg: „Hvad hedder de Folk paa den anden Side af Floden, som De af og til besøger?” „Der er flere forskellige, mest kommer vi til Proku- ratorens.” „Det er rigtig! jeg havde glemt det. Men Miss Mary Jane har paalagt mig at fortælle Dem, at hun har været nødt til at tage derover i stor Hast - der er en blevet syg.” „Hvem da?” „Det ved jeg ikke, rettere sagt, jeg har glemt Navnet. Jeg synes det var, -” „Det er da aldrig Hanne?” „Det gør mig ondt at sige det, men det var netop hende!” „Og i forrige Uge var hun sund og rask! Er hun meget syg?” „Ja, hvad skal man sige. De har vaaget over hende hele Natten, fortalte Miss Mary Jane, og de frygtede for, at hun ikke havde ret længe igen.” Huck Finns Hændelser. 16 242 „Hvem skulde tænke det! Hvad fejler hun da?” I en Fart kunde jeg ikke finde paa noget fornuftigt og udbrød frækt: „Faaresyge!” „Faresyge, din Dumrian? Man sætter ikke Vagt ved Folk, som lider af Faaresyge.” „Saa det gør man ikke, nej virkelig? Jo, De kan tro, man vaager ved denne Faaresyge, det er nemlig en ond- artet Faaresyge, en hel ny Slags - sagde Miss Mary Jane.” „Hvad er det da for en ny Slags?” „Aa, der er saa meget andet forbundet med den.” „Hvilket da?” „Naa ja, Mæslinger og Strubehoste og Rosen og - og Blodforgiftning, ja, og gul Feber - ja, jeg husker det ikke altsammen.” „Ih du Gode! Kalder Du det for Faaresyge?” „Ja, saaledes benævnte Miss Mary Jane det!” „Men hvorfor i al Verden kalder de det Faaresyge?” „Hvorfor? Simpelt hen, fordi det er Faaresyge. Der- med begynder det!” „Men det er der jo ingen Fornuft i! Lad os antage, at en Mand støder sin ene Taa og saa falder ned af det Tag, han staar paa, og brækker Halsen. Naar man da spørger om, hvad Manden er død af, og et Tossehoved svarer: „Han stødte sin ene Taa!” - maa jeg saa spørge, om der er Spor af Fornuft heri? Nej! Paa samme Maade er det med din ”Faaresyge” ! Smitter den?” „Om den smitter? Hvor kan De spørge om det. Naar man i Mørke hænger fat i en Hage af en Harve, hænger man saa fast eller ikke? Man kan ikke gaa bort med den ene Hage uden at slæbe Harven efter sig? Ser De, den nye Art af Sygdommen er som en Harve; det hele skal nok følge med, man blot er kommet i Lag med den!” 243 „Det er ganske skrækkeligt,” udbrød „Hareskaaret” „Jeg tror, jeg straks maa løbe op til Onkel Harvey og -” „Ja, vist saa.” udbrød jeg. „Det vilde jeg ogsaa i Deres Sted. De skulde for Resten skynde Dem lidt!” „Hvad mener Du? Du siger det saa underligt!” „Vær en Smule taalmodig, saa skal der nok gaa et Lys op for Dem. De ved, at Deres Onkel helst maa rejse tilbage til England saa snart som muligt. Men De kan vel ikke antage, at Deres Onkler kan nænne nu at forlade Dem og Deres Søster og lade dem senere tage den lange Sørejse alene? De ved godt, at de vil vente, indtil de alle kan følges ad. Altsaa, Deres Onkel Harvey er jo Præst, ikke sandt? Tror De, at en Præst vil bestikke en Skibskaptajn til at tage Mary Jane om Bord? Tiltror De Deres Onkel, at han vil udsætte de øvrige Passagerer for Smitte? De ved godt, at det vilde han aldrig gøre! Hvad skal han da gøre? Han maa ganske rolig sige: „Dette er en slem Historie, men min Menighed maa se at komme over den, saa godt den kan; naar min Niece des- værre har været udsat for Smitte af denne frygtelige Uni- versal-Faaresyge, saa er det min uafviselige Pligt og Skyl- dighed at blive herovre og vente i tre Maaneder for at forvisse mig om, hvorvidt hun er smittet af den eller ikke!” - I Deres Sted vilde jeg intet sige, men, hvis De mener, at Deres Onkel Harvey helst maa faa det at vide, saa -” „Hvad? Vi skulde blive her i Stedet for at more os i England, blot for at faa Vished om, hvorvidt Mary Jane er smittet eller ikke? Nej, det gaar jeg ikke med til!” „Hvad mener De?” indskød jeg, „Vilde det ikke saa være rigtigere at fortælle det til en eller anden af Nabo- erne?” „Nej, ved Du hvad - din Dumhed gaar over alle Grænser. Kan Du ikke forstaa, at de straks vilde sladre 16* 244 af Skole med Nyheden? Det bedste er, slet ikke at sige det til nogen.” „Det kan nok være, De har Ret - jeg tror nok, det er det bedste.” „Men skal vi ikke fortælle Onkel Harvey, at hun er taget bort - for at han ikke skal ængstes?” „Jo, Miss Mary Jane udtalte Ønsket om, at De vilde meddele ham det. Hun sagde: Hils mine Onkler Harvey og William saa kærligt og fortæl dem, at jeg blot er taget over Floden paa et lille, hastigt Besøg hos Mr. - Mr. - hvad hed nu den rige Familie derovre, som Deres Onkel Peter satte saa megen Pris paa? „Du mener vel Apthorps, ikke?” „Jo, rigtig! Det er saa vanskeligt at finde Rede i de mange Navne. Jo, hun sagde, at jeg skulde melde, at hun var taget over for at formaa Apthorps til at komme over til Auktionen og købe Ejendommen, fordi hun mente, at Onkel Peter helst havde set, at den kom i deres og ikke i helt fremmedes Hænder. Hun vilde blive derovre, indtil hun fik dem overtalt til at komme tilstede, og hvis hun ikke var for træt, vilde hun komme tilbage i Aften; i hvert Fald vilde hun være bestemt tilbage i Morgen tidlig.” „Det er godt!” svarede Pigebørnene og gik hen for at sige „God Morgen til den gamle Svindler-Onkel og overbringe ham den aftalte Besked. For saa vidt var alt nu i den bedste Gænge. Pige- børnene vilde holde Tand for Tunge, thi de længtes efter at rejse til England. Kongen og Hertugen paa deres Side maatte synes bedre om at vide Mary Jane ude paa Agitationsrejse for Auktionen end indenfor Dr. Robinsons Rækkevidde. Jeg var tilfreds med mig selv og smigrede mig med at have ordnet Sagerne godt - selv Tom Sawyer kunde næppe have gjort det bedre, skønt han vel 245 nok vilde have anlagt dem noget mere storstilet, med noget større Effekt. FIRE OG TYVENDE KAPITEL. Sent om Eftermiddagen fandt Auktionen Sted og den trak længe ud. Straks fra Begyndelsen var der rigtig Gang i Forretningen; den Gamle befandt sig ret i sit Element. Han havde stillet sig ved Siden af Auktions- holderen og gav opmuntrede Tilraab fra sig for at ægge Købelysten. Hertugen gik rundt og sagde „gu-gu- gu!” for at opmuntre Folk. Omsider var da ogsaa alt solgt. Der manglede kun en lille Begravelsesplads paa Kirkegaarden og den blev netop nu budt op. Aldrig har jeg set Mage til den Maade, hvorpaa Kongen søgte at gøre alt i Penge. Medens man altsaa var ved at afslutte Auktionen, lagde Damperen til og næppe to Minutter efter kommer en hujende og skrigende og skoggerleende Skare Menne- sker op ad Gaden; nogle af dem raabte i Munden paa hverandre: „Se her kommer vi med et nyt Par Arvinger til! Her har vi et nyt Sæt Brødre til den gamle Peter Wilks! Nu kan vi betale til hvem, vi har Lyst! Hurra!” De førte med sig en nobelt udseende ældre Herre og en net, ung Mand, som bar sin højre Arm i Bind om- kring Halsen. Folk flokkedes jublende og leende omkring dem. Mig forekom dette nu ikke saa lysteligt, for jeg tænkte, at denne Begivenhed vilde give Kongen og Hertugen et Grundskud. Men, nej; det rørte dem ikke det ringeste. Hertugen lod som om han ingen Anelse havde om, hvad der foregik omkring ham, men vedblev med fornøjet og tilfreds at grynte ligesom før. Hvad Kongen angik, saa 246 stirrede han paa de Nyankomne med et dybt bedrøvet Aasyn, som om det gik ham tungt til Hjærte, at der vir- kelig kunde findes saadanne Bedragere og Skurke til i Verden. Han tog sig ligefrem betagende ud! Folk veg til Side, for at han ret kunde tage disse Elendige i Øje- syn. Den gamle Herre saa ud, som om han befandt sig i den pinligste Forlegenhed. Saa begyndte han at tale, og jeg mærkede straks, at hans engelske Sprog lød mere troværdigt end Kongens, skønt denne ogsaa var ret dre- ven deri. Den gamle Herres Ord kan jeg ikke saa nøje gengive, men han udtalte omtrent følgende, medens han saa sig omkring i Kredsen: „Dette er i Sandhed en Overraskelse, som jeg ikke havde ventet mig; og jeg vil frit og ærligt tilstaa, at jeg kun daarligt er forberedt paa at kunne tage til Orde overfor den. Min Broder og jeg har haft Uheld med os; han har brækket sin Arm og vor Bagage er kommet bort fra os ved en Forbytning. Jeg er Peter Wilks Broder Harvey og dette er min Broder William, der hverken kan høre eller tale; tilmed kan han i denne Tid kun daar- ligt gøre sig forstaaelig ved Tegn, da han bærer den ene Arm i Bind. Vi er dem, vi udgiver os for at være; naar jeg i Løbet af en Dags Tid eller to faar vor Bagage, er jeg i Stand til at bevise mine Ord. Før den Tid agter jeg ikke at udtale mig yderligere, men vil tage ind paa en Gæstgivergaard og afvente Begivenhedernes Gang.” De vendte sig begge om og gik bort. Kongen saa haanligt efter dem og sagde smilende: „Brækket sin Arm! det lyder meget sandsynligt, ikke? Og saa er det saa bekvem en Undskyldning for en Slyngel, der ikke kan Fingersproget - fordi han aldrig har haft Brug for at lære det! Mistet Jeres Bagage! Er det ikke skarp- sindigt fundet paa - navnlig under disse Omstændig- heder!” Han gav sig til at le hjærteligt og rev ogsaa de fleste 247 tilstedeværende med sig; kun nogle enkelte forblev alvor- lige. Den ene af disse var Doktoren, en anden var en ældre Gentleman med Falkeøjne; han bar Rejsetaske over Skulderen og var lige ankommet med Damperen. Han stod i Samtale med Doktoren, saa af og til hen paa Kongen og rystede paa Hovedet. Det var Sagføreren Levi Bell, der havde været i Louisville. Endnu var der en tredje Person, en stor, sværlemmet Fyr, som opmærk- somt havde lyttet til, hvad den Gamle havde sagt, og nu hørte paa Kongens Ytringer. Næppe tav Kongen, før denne traadte frem og ud- brød: „Halløj, stop lidt! De paastaar altsaa, at De er Harvey Wilks - maa jeg spørge, hvornaar ankom De her til Byen?” „Dagen før Begravelsen, min Ven!” svarede Kongen. „Paa hvad Tid af Dagen?” „Om Aftenen - en Time eller to før Solnedgang.” „Naa - hvorledes kom De saa hertil?” „Jeg kom med Damperen „Susan Pawell” fra Cin- cinnati.” „Naa, det gjorde De! Men hvorledes kunde De i saa Fald samme Dags Morgen blive set lægge til ved Land- tungen med en Kano?” „Jeg har ikke været ved den Landtunge, De omtaler, hin Morgen.” „Det er Løgn!” Flere trængte sig imellem og anmodede ham om ikke at tiltale en ældre Mand og Præst paa den Maade. „Præst, jo Tak! Nej, han er en Løgner og Bedrager, er han! Jeg har set ham i en Baad paa Floden om Mor- genen. Jeg var der oppe, og det var ham; jeg genkender ham. Han kom i en Baad sammen med Tim Collins og en Dreng.” Nu traadte Doktoren hen til ham og spurgte: 248 „Vil Du kunne kende Drengen, naar Du ser ham, Hines?” „Det antager jeg, men jeg ved det ikke. Jo, der er han jo. Nu genkender jeg ham rigtig godt!” - Og han pegede paa mig. Doktoren tog atter til Orde: „Naboer, jeg ved ikke,” sagde han. „om de nyankomne Personer er Bedragere eller ikke: men hvis disse ikke er det, maa De kalde mig for en Idiot! Jeg mener, det er vor Pligt, ikke at tillade dem at forsvinde, før Sandheden er bleven opklaret. Kom nu med Hines og alle I andre; disse to Fyre tager vi med til Gæstgivergaarden og stil- ler dem overfor de to andre: man skulde da tro, vi snart maa kunne faa den Sag opklaret.” Dette Forslag syntes de fleste naturligvis godt om, medens det faldt Kongens Venner for Brystet. Saa skred man til Værks. Det var nu ved Solnedgang og temmelig dunkelt. Doktoren tog mig i Haanden; han var meget venlig, men slap mig ikke løs et eneste Øjeblik. Man samledes i Gæstgiveriets store Sal; der blev tændt nogle Lys og de to andre „Brødre” blev hentet ind. Først talte Doktoren: „Jeg ønsker ikke at gaa strængt i Rette med disse to Personer - han pegede paa Kongen og Hertugen, men det er min Overbevisning, at de er Bedragere, og maa- ske har de Medskyldige, som vi slet ikke kender. Saa- fremt de staar i Ledtog med saadanne, har disse maaske allerede skaffet Peter Wilks rede Penge bort - det er ikke usandsynligt! Men er de ikke Bedragere, da bør de ikke undslaa sig for at sende Bud efter Pengeposen og overlevere os den til Opbevaring, indtil de har ført Be- vis for, at alt er i Orden for deres Vedkommende. Har jeg Ret?” Alle bifaldt hans Forslag. Det forekom mig, at vi 249 nu sad godt i Klemme. Men Kongen satte blot en be- kymret Mine op og svarede: „Mine Herrer, jeg vilde kun ønske, at Pengene var tilstede, thi intet er mig mere kærkomment, end at denne sørgelige Affære maa blive underkastet en ærlig og aaben- lys Undersøgelse. Desværre er det ikke længere muligt at skaffe Pengene til Veje!” „Hvor er de da henne?” „Nuvel! Da min Niece gav mig dem til Forvaring, gemte jeg Pengeposen i Bunden af min Seng, og agtede at lade den ligge der, saalænge vi opholdt os her. Jeg ansaa Sengen for et fuldt ud sikkert Gemmested, - jeg havde nemlig intet Kendskab til Negre og ansaa dem for lige saa ærlige som vort Tyende i England. Da jeg den følgende Morgen havde forladt mit Værelse, stjal Negrene den. Dengang jeg skilte mig af med dem, havde jeg endnu ikke opdaget Tyveriet, og saaledes er de slupne afsted med Pengene. Min Tjener her kan give Dem yder- ligere Oplysninger derom; mine Herrer.” Doktoren og flere andre raabte: „Svindel!” og jeg indsaa, at ingen virkelig troede paa Kongens Udsagn. Jeg blev spurgt, om jeg havde set Negrene stjæle Pen- gene. Det havde jeg ikke, svarede jeg, men jeg havde set dem liste ud af Værelset og ned ad Trappen, men havde ikke tænkt videre derover, fordi jeg antog, at de frygtede for at vække min Herre og derfor vilde liste sig bort uden at sætte Værelset i Orden. Det var alt, hvad jeg kunde fortælle. Pludselig vendte Doktoren sig til mig og spurgte: „Du er maaske ogsaa Englænder?” „Ja!” svarede jeg, men saa gav han og de andre sig til at le og raabte igen: „Svindel”!” Saa begyndte de et storartet Krydsforhør, Time efter Time gik, uden at nogen tænkte paa at komme hjem og spise til Aften. Først lod de Kongen fortælle op ad 250 Vægge og ned ad Stolper og derefter den gamle Herre; enhver, der ikke var et udpræget Faarehovede, maatte kunne indse, at det var den gamle Herre, som talte Sand- hed, og Kongen, der diskede op med Løgn. Saa paa en Gang faldt det dem ind, at jeg skulde frem med, hvad jeg kunde fortælle om Sagen. Kongen tilkastede mig fra venstre Øjenkrog et Sideblik, der for mig var nok til at forstaa, hvad jeg havde at sige. Jeg fortalte om vort Hjem i Sheffield og om de engelske Wilks'er og lignende. Ret meget fik jeg ikke sagt, før Doktoren gav sig til at le og Sagfører Levi Bell afbrød mig med de Ord: „Sæt Dig kun hen, min Dreng, i dit Sted vilde jeg ikke an- strænge mig saaledes. Jeg tror ikke, Du er rigtig øvet i Løgn, i hvert Fald gaar det lidt trægt for Dig; Du mangler Øvelse og Du laver den for tyk!” Hans Kompliment saarede mig ikke; men jeg var glad ved at slippe saa nemt. Doktoren skulde lige til at tale igen, men fik kun sagt: „Naar blot De havde været her i Byen fra først af, Levi Bell -” Da afbrød Kongen ham, strakte sin Haand ud imod ham og udbrød: „Hvad, er De min salig Broders gamle Ven, som han saa ofte har omtalt i sine Breve?” Saa rystede de hinandens Hænder, og Sagføreren smilte og saa helt fornøjet ud. De talte lidt sammen og trak sig hviskende hen til Siden. Tilsidst sagde Sag- føreren højt: „Ja, paa den Maade vil Sagen snart kunne bringes i Orden. Jeg sender Anvisningen tillige med Deres Bro- ders videre; saa skal man snart kunne overbevise Folk om, at alt forholder sig rigtigt.” Papir og Pen blev skaffet til Veje; Kongen satte sig ned, lagde Hovedet lidt paa Sned, stak Tungespid- sen frem og fik endelig kradset noget ned paa Papiret. 251 Saa gav han Pennen til Hertugen; denne syntes lidt ube- hagelig til Mode, men greb dog Pennen og nedskrev nogle Ord. Derpaa vendte Sagføreren sig til den gamle Herre og udbrød: „Jeg anmoder Dem og Deres Broder om at skrive et Par Ord her og undertegne dem med Deres Navn.” Den gamle Herre skrev noget, som ingen kunde tyde. Sagføreren kunde ikke skjule en Studsen og udbrød: „Nej, nu hører alting op!” - Saa tog han endel Breve Frem fra sin Brystlomme og sammenlignede dem med Haandskrifterne. „Disse gamle Breve,” vedblev han, „er fra Harvey Wilks - og her er hans foregivne Brødres to Haandskrifter - man ser straks, at de ikke kan have skrevet dem (Kongen og Hertugen saa meget modfaldne ud, da de mærkede, at Sagføreren havde over- listet dem); saa har vi her den gamle Herres Haand- skrift, og med et eneste Øjekast kan man overbevise sig om, at heller ikke han har skrevet Brevene - hvis man overhovedet har Lov til at kalde hans Kragetær for Haandskrift. Endvidere har jeg her nogle Breve fra -” Den gamle Herre faldt ham nu i Talen: „Tillad mig at fremkomme med en kort Forklaring. Kun min Broder dér kan læse min Skrift - derfor skri- ver han alle mine Breve af for mig. Det er hans Haandskrift, ikke min, De har i de Breve.” „Godt,” svarede Sagføreren, „det kan jo være; men jeg har ogsaa nogle af Williams Breve; lad os se en Prøve af hans Skrift, saa kan vi snart -” „Han kan ikke skrive med venstre Haand,” indskød den ældre Herre. „Hvis han blot havde sin højre Haand til Raadighed, saa kunde De nemt overbevise Dem om, at hans egne og mine Breve er skrevet af ham. Jeg an- moder Dem om at sammenligne, de er skrevet med samme Haandskrift.” Sagføreren gjorde det og udbrød: 252 „Jo, det forholder sig vist rigtig nok! Der er i hvert Fald en mærkelig Lighed i Haandskriften. Naa, jeg an- tog, at vi saaledes skulde komme paa det rette Spor, men det lykkedes nok ikke helt. Et er i hvert Fald bevist, og det er, at ingen af de to er Wilks'er,” sam- tidig gjorde han en Hovedbøjning hen mod Kongen og Hertugen. Selv nu gav den paastaaelige gamle Nar, Kongen, ikke efter, men paastod, at der ikke forelaa noget vir- keligt Bevis. Hans Broder William havde undertiden saadan mærkelige Paafund; nu havde han fundet For- nøjelse i at fordreje sin Haandskrift; han havde strax lagt Mærke dertil, da han satte Pennen til Papiret. Saa- ledes snakkede Kongen løs, indtil han selv begyndte at tro paa, hvad han fremførte - indtil den gamle Herre afbrød ham med de Ord: „Der falder mig noget ind! Er her nogen tilstede, som var nærværende, dengang min Broder, dengang Peter Wilks Lig blev klædt?” „Ja!” var der en, som svarede, „jeg og Ab Turner. Derefter henvendte den Gamle sig til Kongen: „Saa kunde den Herre maaske fortælle mig, hvad der var tatoveret paa hans Bryst?” Nu maatte Kongen hurtig tage sig sammen, ellers var han vist sunket sammen som en Flodbred, der bli- ver undermineret af en rivende Strøm. Spørgsmaalet kom saa pludselig og uventet og var jo godt egnet til at bringe en Mand, der var uforberedt, ud af Fatning. Hvorledes skulde han vel vide noget om den Tatove- ring? Han kunde ikke, lade være at blegne lidt; der blev helt stille i Salen, alle bøjede sig fremefter og stir- rede paa ham. Jeg tænkte, at nu maatte han vel opgive den ulige Kamp - hvad skulde han ogsaa sige? Men nej, saa utrolig det end var, han holdt Stand. Sandsyn- ligvis vilde han forsøge paa at gøre Folk trætte, saa 253 de lidt efter lidt listede af, og da kunde maaske han og Hertugen se Lejlighed til at slippe bort. Hans Mund fortrak sig til et underligt Smil, og han udbrød: „Tja! Det er et lidt kildent Spørgsmaal, synes De ikke? I hvert Fald ved jeg, mine Herrer, hvad der er tatoveret paa min kære Broders Bryst. Det er en tynd, lille, blaalig Pil, som man næppe lægger Mærke til uden at se meget nøje efter.” Den gamle Herre vendte sig hurtig om til Ab Turner og hans Kammerat; hans Øjne skød Lyn, som om han denne Gang havde fanget Kongen. „Naa,” udbrød han. „hørte De, hvad han sagde! Fandtes der en saadan Tatovering paa Peter Wilks Bryst?” „Nej, vi har ikke set noget til den!” „Godt!” vedblev den gamle Herre. „Hvad der fin- des paa hans Bryst, det er et lille mat P og et B (Be- gyndelsesbogstavet til et Navn, han aflagde allerede som ung) og et W. Disse tre Bogstaver er forbundet med Streger, - saaledes P-B-W” - han viste det paa et Stykke Papir. „Har I set det?” Begge svarede: „Nej, de havde ikke lagt Mærke til nogen Bogsta- ver.” Nu blev Folk først rigtig forbavsede, og der lød Raab som: „De er Bedragere alle til Hobe! Lad dem løbe Spidsrod! Hele Sylten skal druknes!” Alle raabte i Munden paa hverandre, og der blev et frygteligt Spek- takel. Sagføreren sprang op paa Bordet og tordnede: „Gentlemen, Gentlemen! Hør endnu et Ord - et eneste Ord! Lad os grave Liget op og selv undersøge det!” Dette Forslag vandt Bifald. „Hurra!” raabte man og stod op for strax at drage afsted; men Sagføreren og Lægen udbrød: 254 „Stop lidt! Vi maa have de fire Fyre med os - og Drengen ogsaa; pas paa, at ingen stikker af!” Jeg blev helt bange; men jeg vidste, at der ikke fandtes nogen Udvej til at undslippe. Saa greb de os og slæbte os med ud paa Kirkegaarden, der laa halv- anden Mil borte. Næsten hele Byen sluttede sig til Op- toget, der overalt vakte stor Opsigt. Klokken var om- trent ni. Da vi kom forbi Peter Wilks Hus, ønskede jeg rig- tignok, at jeg ikke havde sendt Mary Jane bort; hun havde kunnet redde mig. De jog afsted ad Kirkegaarden til som en Flok vilde Dyr. Endnu uhyggeligere blev hele Situationen derved, at et Uvejr trak op, Lynene skar gennem Mørket, og Vinden ruskede i Træerne. Aldrig havde jeg været i en saadan Klemme, og jeg var helt sønderknust ved at se, hvorledes alt gik helt anderledes, end jeg havde ven- tet. I Stedet for, at jeg selv kunde have spillet mit Puds til Ende, for saa i rette Tid at blive reddet af den frel- sende Engel Mary Jane, kunde nu intet andet end denne Tatovering Skaane mig for en forsmædelig Død. Og hvis de nu slet ikke fandt nogen! Denne Tanke fik mig til at isne, og dog kunde jeg ikke lade være at tænke den. Det blev mørkere og mør- kere, og jeg kunde saamænd haft god Lejlighed til at smutte bort, hvis ikke denne brutale Fyr Hines holdt mig med et sikkert Greb om Haandledet. Jeg kunde nemmere have gjort mig løs fra selve Kæmpen Goliath end fra ham. Han halede ivrigt afsted med mig; jeg havde kun at skynde mig for ikke at falde. Da vi naaede Kirkegaarden, strømmede Menneske- massen i et Nu ud over den. Ved Gravstedet opdage- des det, at der var hundrede Gange saa mange Spader som nødvendigt; men ingen havde tænkt paa nogen Lygte. Men saa gravede de løs ved Lynenes ustadige 255 Lys, medens en Mand blev sendt til det nærmeste Hus for at hente en Lygte. De gravede ivrigt væk, medens Uvejret tog til; nu skylregnede det ogsaa. Men det lagde Folk ikke Mærke til, saa optaget var de af spændt Forventning. Det ene Øjeblik kunde man tydeligt se alle disse interesserede Ansigter og Mændene, der arbejdede med Skovle; i næste Øjeblik udslettedes alt i et saadant Mørke, at man ikke kunde se en Haand for sig. Endelig stødte man paa Kisten og gav sig til at skrue Laaget af. Der opstod en frygtelig Trykken, Skub- ben - alle trængte paa for at faa noget at se. Hines holdt mig stadig om Haandledet; han trængte sig vold- somt frem og trak mig med, saa jeg næsten maatte skrige. Men jeg havde en Fornemmelse af, at han var saa optaget, at han helt havde glemt mig. Pludselig dirrede et langvarigt Lyn og oplyste hele Sceneriet og en Stemme raabte: „Min Sandten! Her ligger Pengeposen paa hans Bryst!” Hines udstødte et Forundringsraab som alle de an- dre og gjorde en Kraftanstrængelse for at naa helt hen til Graven; jeg smuttede Haanden ud af hans Tag og som vanvittig løb jeg bort i Mørket. Da jeg naaede Byen, spejdede jeg omkring og saa, at Gaden var mennesketom; jeg behøvede ikke at løbe nogen Omvej. Vort Hus laa mørkt og som uddøet - in- tet Lys i Mary Janes Vindue; det gjorde mig saa ondt, jeg véd ikke hvorfor. Men lige som jeg netop løb forbi Stedet, tændtes et Lys i hendes Vindue; mit Hjærte slog hæftigt i min Sindsbevægelse! Et Øjeblik efter var Huset for stedse forsvundet i Mørket, for jeg løb hurtig til. I Sandhed, hun var det elskeligste Væsen, jeg har truffet paa! Saasnart jeg var kommet saa langt bort, at jeg i 256 Øjeblikket ikke havde noget at frygte for, saa jeg mig om efter en Baad; ved Hjælp af Lynene opdagede jeg da snart en saadan, der ikke var fastgjort med Lænke. Det var en Kano, som kun var bundet med et Reb. Min Flaade laa jo langt ude i Midten af Strømmen ved den lille Ø, saa jeg turde ikke spilde Tiden. Da jeg endelig naaede Tømmerflaaden, var jeg ved at styrte af Udmattelse. Dog sprang jeg om Bord og raabte: „Hallo, Jim! Ud og gør los, for Himlens Skyld, el- lers er vi fortabte!” Med udspredte Arme tørnede Jim ud imod mig. Da saa et Lyn oplyste ham, blev jeg saa forfærdet, at jeg faldt baglænds i Vandet. Jeg havde helt glemt, at han var malet og udklædt som Araber. Men Jim fiskede mig op af Vandet igen; han var helt vild af Glæde ved at gense mig uden Kongen og Hertugen, og vilde om- favne mig og trykke mig til sit Hjærte, men jeg afbrød ham med de Ord: „Ikke nu - senere, vent til Frokost, Jim. Nu maa vi hurtig gøre los og komme afsted!” Faa Sekunder senere drev vi ned ad Floden. Hvor var det herligt, saaledes igen at være alene sammen paa den mægtige Strøm uden generende Selskab! Men pludselig lød der en Lyd, som var mig vel kendt; jeg holdt Vejret og lyttede anspændt - og sandelig, da Ly- net oplyste Vandfladen, saa jeg dem komme anstigende! Kongen og Hertugen halede ud efter os i en Baad! Jeg sank helt sammen og kunde næppe tilbageholde Graa- den. Saa kom de da om Bord. Straks for Kongen ind paa mig, greb mig i Kraven og sagde: „Du vilde nok lade os i Stikken, din Rakkerunge! Var ked af os, hva'?” „Nej, Deres Majestæt,” svarede jeg, „det var ikke 257 af den Grund, aa, la' vær med at ryst mig saadan!” „Naa, frem med Sproget! hvad havde Du i Sinde? Svar! Eller jeg skal ryste lndvoldene ud af Dig!” „Jeg skal sandfærdigt fortælle alt, Deres Majestæt, slip mig blot! Den Mand, som holdt fast paa mig, var saa venlig imod mig og fortalte, at han havde mistet en Søn i min Alder sidste Aar, og nu gjorde det ham saa ondt at se en Dreng som mig i en saadan Knibe. Da saa alle blev saa forbavsede over, at de fandt Guld- pengene, og stimlede sammen om Kisten, slap han mig løs og hviskede: „Se nu til at komme bort, ellers bliver Du sikkert nok hængt!” og saa løb jeg naturligvis. Det havde jo ikke været nogen. Nytte til, om jeg var blevet, for jeg kunde jo dog ikke hjaelpe Dem, og jeg havde ingen Lyst til at blive hængt, naar det ikke var nød- vendigt. Da jeg saa kom herud, bad jeg Jim om at støde fra, for at Folkene ikke skulde komme efter mig og alligevel klynge mig op. Jeg fortalte ogsaa Jim, at De og Hertugen vistnok allerede var hængt, hvad Jim og jeg var saa grænseløs bedrøvede over. Nu blev vi ogsaa saa glade over at se Dem komme Spørg Jim, om det ikke er sandt?” Jim bekræftede ivrig alt, men Kongen paabød Tavs- hed og udbrød haanligt: „Ja, det lyder jo meget sandsynligt!” Og saa rystede han mig igen og sagde, at han vilde kaste mig i Vandet og lade mig drukne. Men saa blandede Hertugen sig i Laget: „Slip nu Drengen, gamle Fæhoved! Vilde De maa- ske selv have handlet anderledes? Spurgte De om ham, da De selv slap fri? Det mindes jeg ikke noget om!” Saa gav Kongen da slip paa mig men vedblev at udspy Eder over Byen og alle dens Beboere. Men atter afbrød Hertugen ham: „De skulde hellere bande over Dem selv; det har Huck Finns Hændelser. 17 258 De al Grund til. Lige fra Begyndelsen har De taget paa Tingene som en Klodrian og opført Dem som et Fæ- hoved, naar jeg lige undtager den frække Historie, De stak ud om den blaa Pil. Den var god - ligefrem ud- mærket! Og det var da ogsaa den, som reddede os. Havde De ikke stukket den ud, vilde de have spærret os inde, til Englændernes Bagage var kommet, og saa stod Tugthuset os aabent. Men det Paafund jog Folk ud paa Kirkegaarden, og her hjalp Pengene os. Hvis de Tosser ikke havde givet slip paa os for at glo paa Guld- stykkerne, kunde vi i Nat have sovet med Jærnhalsbind - ja, saa kunde vi være blevet opholdt længere, end vi brød os om!” Nogle Minutter talte ingen af os; saa sagde Kon- gen, øjensynlig noget aandsfraværende: „Og vi, som troede, at Negrene havde stjaalet Pengene!” „Ja,” mumlede Hertugen langsomt og med haanligt Tonefald, „vi troede det!” Lidt efter mumlede Kongen: „I hvert Fald troede jeg det!” „Tvært imod, det var mig, som troede det!” udbrød Hertugen. „Sig mig engang, Sommerfeldt, hvad sigter De til?” spurgte Kongen hurtigt. Men Hertugen svarede groft: „Naar vi skal tale om det, maa jeg nok tillade mig det Spørgsmaal, hvad De sigter til?” „Hm! hvem ved?” udbrød Kongen haanligt, „maaske har De gaaet i Søvne og ikke selv vidst, hvad De fore- tog Dem.” Nu blev Hertugen for Alvor vred: „Hold op med det fordømte Vrøvl! Anser De maa- ske mig for en Idiot? Tror De maaske, at jeg ikke vidste, hvem der havde lagt Pengene i Kisten?” 259 „Naturligvis vidste De det, eftersom De selv havde gjort det!” „De lyver!” raabte Hertugen og kværkede Kongen. „Bort med Hænderne!” stammede Kongen. „Giv slip paa mig! Jeg tager mine Ord tilbage!” „Tilstaa først,” raabte Hertugen, „at De har stukket Pengene til Side for senere at grave dem op og beholde hele Klatten for Deres egen Mund!” „Vent et Øjeblik, Hertug, og svar mig aabent og ærligt paa det Spørgsmaal, om De virkelig ikke har lagt Pengene i Kisten; jeg tror Dem, naar De siger nej, og tager alt tilbage, hvad jeg har sagt!” „Gamle Skurk - De ved meget godt, at jeg ikke har gjort det! Altsaa bekend!” „Naa, ja, saa tror jeg Dem! Men sig mig - naa, bliv nu ikke straks vred igen - havde De i Sinde at hugge Pengene ved Lejlighed?” Hertugen tøvede lidt med sit Svar, men udbrød saa: „Jeg er ikke sikker paa, om jeg havde i Sinde at gøre det. Men De har ikke alene haft det i Sinde, De har ogsaa gjort det!” „Lad mig synke i Jorden, Hertug, om jeg har gjort det; det er Sandhed! Jeg vil ikke benægte, at jeg tænkte paa at skaffe dem afvejen. Men De - eller maaske en anden, vilde jeg sige - er kommet mig i Forkøbet!” Atter sprang Hertugen ind paa ham og greb ham om Halsen: „De lyver! De har gjort det og ingen anden! Be- kend, eller -” Kongen rallede, gispede efter Luft og kunde lige med Møje hviske: „Ja, jeg tilstaar, det var mig!” Det glædede mig at høre denne Selvbekendelse; en Sten faldt fra mit Hjærte derved. Hertugen tog Hæn- derne til sig og raabte: 17* 260 „Hvis De vover at tage Deres Bekendelse tilbage, drukner jeg Dem. Aldrig har jeg truffet paa en saadan gammel Slynge! som Dem; og jeg troede Dein dog som min egen Fader. De skulde skamme Dem over at handle saaledes og saa tilmed skyde Skylden over paa nogle elendige Negre! Jeg maa næsten le ad mig selv, fordi jeg viste Tiltro overfor saadan en lumpen Fyr. Nu for- staar jeg godt, hvorfor De vilde have Summen rundet af med - De vilde have fat i Pengene fra Forestillingen og alle de andre for Deres egen Mund!” Ængstelig indvendte Kongen med klynkende Stem- me: „Nej, Hertug! Det var Dem, der fandt paa at runde Summen af, og ikke mig!” „Stille! jeg vil ikke høre mere,” raabte Hertugen, „Nu ser De Følgerne. De Folk har faaet alle deres egne Penge tilbage og vores med; jeg har næppe et Par Sølvskilling tilovers. Skrub nu til Køjs med Dem og stjæl ikke en anden Gang fra mig, hvis De skøtter om Deres Liv!” Kongen krøb ind i Wigwamen og søgte sin Trøst i Flasken; snart efter gjorde Hertugen ligesaa. I mindre end en halv Time var de atter blevet de bedste Venner af Verden, og jo mere, de pæglede i sig, desto ømmere blev Venskabet, og snart sov de ind i hinandens Arme. Jeg lagde Mærke til, at Kongen vel vogtede sig for at fragaa, at han havde stukket Pengene tilside, og dette beroligede mig. Da de omsider var faldet i Søvn», for- talte jeg naturligvis Jim alt om vore Oplevelser. Dagevis drev vi nu med Strømmen uden at lægge ind nogensteds. Vi var nu langt syd paa, langt borte fra Hjemmet, i det varme Klima. Her saa vi Træer med det lange, spanske Mos hængende ned fra Grenene lige- som et langt, graat Skæg; derved fik Skovene et un- derlig forladt Udseende. Imidlertid begyndte Slynglerne 261 atter at føle sig i Sikkerhed og genoptog med friske Kræf- ter deres Arbejde i de Landsbyer, vi passerede. Til Begyndelse forsøgte de et Foredrag om Afholds- sagen, men Udbyttet heraf var næppe stort nok til, at de derfor kunde erhverve sig en almindelig Rus. I en anden By oprettede de et Dansekursus, skønt de ikke havde mere Forstand paa Dans end en Kænguru; under den første Undervisningstime jog den halve Bybefolk- ning dem paa Flugt med Hujen og Spot. Derefter gik det løs med Missionsmøder, Kvaksalveri, Spaaning og Mesmerisme, kort sagt med lidt af hvert; men det syn- tes ikke, at de længere ret havde Lykke med sig. Til Slut kom de ynkelige og modfaldne tilbage paa Flaa- den; de talte ikke et Ord, men laa og grublede Dagen lang. Og saa var de ikke til at gøre tilpas. Engang stak de dog Hovederne sammen flere Timer inde i Wigwamen og hviskede paa saa hemmeligheds- fuld en Maade. Jim og jeg var ikke hyggelig til Mode ved dette; vi kunde forstaa, at de nu bryggede en rig- tig Gavtyvestreg sammen; vi forsøgte at lytte efter, og blev enige om, at de lagde Raad op om at gøre Indbrud eller lave Falskmøntneri eller noget lignende; vi fore- satte os for enhver Pris at holde os udenfor deres hem- melige Anliggender, og om mulig at afsløre dem for at blive fri for deres Selskab. En skønne Morgen lagde vi til Land og skjulte Tøm- merflaaden paa et sikkert Sted omtrent et Par Milsvej nedenfor en ussel, lille By ved Navn Pikesville. Kon- gen gjorde sig klar til at gaa i Land, men gav os for- inden Ordre til at blive, hvor vi var. Selv vilde han gaa ind til Byen og se, om der var Jordbund for Op- førelsen af „Det kongelige Vidunder” - „Du skal na- turligvis spille lndbrudstyv,” sagde jeg til mig selv; „hvis det lykkes dig, vil Du komme her tilbage og for- undre Dig saare over, hvor jeg og Jim og Flaaden er 262 blevet af, og det kan Du faa Lov til at forundre Dig længe over!” - Hvis han ikke kom tilbage inden Mid- dag, var det Tegn paa, at alt var i Orden, og da skulde Hertugen og jeg tage ind til Byen. Vi blev altsaa, hvor vi var. Hertugen syntes at være i meget daarligt Humør og snuste saa underligt om- kring. Jeg blev glad, da Middagen kom, og Kongen endnu ikke havde ladet sig se. Saa gik da Hertugen og jeg ind til Byen for at se efter ham. Langt om længe fandt vi ham i et tomt Hundehus; han var fuldstændig beskænket, og en stor Flok Gadeungdom og Dagdrivere havde deres Morskab af at stritte Sten ind til ham og tirre ham; det var umuligt for ham at komme; ud; da han ligefrem ikke kunde støtte paa Benene. Hertugen skæld- te ham ud for et gammelt Fjols, Kongen svarede med samme Mønt, og Skænderiet var snart i fuld Gang. Dette Øjeblik benyttede jeg til at løbe bort; som en Pil fløj jeg ned til Floden; jeg vidste godt, at det nu skulde vare længe, før vi igen traf paa dem. De skulde ikke paany komme sammen med mig og Jim. FEM OG TYVENDE KAPITEL. Straalende af Glæde og stakaandet paa Grund af mit hurtige Løb naaede jeg hen til Flaaden. Allerede et Stykke borte begyndte jeg at raabe: „Jim, skynd Dig ud! vi er fri for dem!” Men jeg fik intet Svar, og Jim kom ikke frem fra vores Wigwam. Jim var borte! Jeg blev Ved med at kalde, løb ogsaa op i Skoven og raabte, men til ingen Nytte - Jim var og blev borte. Overvældet af Sorg satte jeg mig ned og græd - 263 jeg kunde ikke andet! Men længe kunde jeg ikke holde mig i Ro. Jeg drev om paa Kysten og tænkte over, hvad jeg skulde gøre. Da mødte jeg en Dreng, hvem jeg spurgte, om han ikke havde set en fremmed Neger, der var saadan og saadan klædt Jo, det er netop, hvad jeg har!” svarede Drengen. „Hvor da?” „I Nærheden af Silas Phelps Plantage, et Par Mils- vej ned ad Floden. Han var nok en bortløben Neger. men nu har de- faaet Fingre i ham igen. Har Du ogsaa truffet ham?” „Om jeg har?” vedblev jeg. „Jo, for et Par Timers- tid siden løb jeg forbi ham i Skoven, og han truede med at stikke mig ihjæl, hvis jeg sagde et Kny. Han jagede mig ind i et Skjul, og der har jeg ligget indtil nu.” „Saa er det da godt, at de har ham. Han er løbet bort fra et Sted sydpaa. Der var udlovet to Hundrede Dollars i Belønning for hans Paagribelse.” „Ja, og dem kunde jeg have faaet, hvis jeg kunde have paagrebet ham.” svarede jeg, „for jeg har først set ham. Hvem paagreb ham saa?” „Det var en gammel Mand” med stort, hvidt Skæg - en Fremmed - han solgte sin Ret til Belønningen for fyrrere Dollars; han kunde nemlig ikke vente, fordi han skulde rejse videre. Jeg skulde rigtignok have ven- tet, om det saa var i syv Aar, bare for at faa det hele.” „Ja, jeg ogsaa.” svarede jeg. „Men maaske det ikke hængte rigtig sammen med den udlovede Belønning, si- den han forlangte saa lidt; var alt i Orden?” „Jo, det var rigtignok godt nok. Manden havde selv et Eksemplar af Efterlysningen. Negeren var ganske liv- agtig beskrevet deri og ogsaa Plantagen, hvor han hører hjemme. Aa, giv mig en Skraa!” Da jeg ikke kunde byde ham en saadan, var han 264 færdig med mig. Jeg gik tilbage til Flaaden, satte mig ind i Wigwamen og overtænkte Sagen. Men skønt jeg tænkte og tænkte, lige til jeg fik Hovedpine, kunde jeg dog ikke finde paa Raad: Det var altsaa Takken for den lange Rejse og alt andet, vi havde gjort for disse Slyng- ler. At de havde Hjærte til at spille den Kæltringestreg. at Jim igen skulde blive Slave hos fremmede Menne- sker - og det for usle fyrretyve Dollars! For hans Vedkommende vilde det da være tusind Gange bedre at være Slave i Nærheden af, hvor hans Familie opholdt sig - saa længe han var nødt til at være Slave. Jeg bestemte mig derfor til at skrive et Brev til Tom Sawyer og bede ham fortælle Miss Wat- son, hvor Jim opholdt sig. Men af to Grunde lod jeg den Tanke fare. Hun var naturligvis meget vred over den Utaknemlighed, han udviste ved sin Flugt og vilde i Fremtiden behandle ham strængt, eller maaske hun endog vilde sælge ham for ikke at have ham i sin Nær- hed. Og saa maatte jeg tage Hensyn til mig selv! Det vilde jo hurtig rygtes alle Vegne, at Huck Finn havde hjulpet en Neger med at flygte. Hvis jeg nogensinde kom tilbage til Byen, maatte jeg da skamme mig som en Hund. Hvad vilde ikke Tom Sawyer sige? Saadan er det nu engang; gør man noget urigtigt, skal Følgerne nok komme af sig selv. Jo mere jeg tænkte over min Opførsel derhjemme i den gamle Rede, des højere raabte min Samvittighed. I Grunden havde der været saa hyg- geligt. Selv i Huset hos Enken var der dog til at holde ud, og Miss Watson havde jo ogsaa ment det saa godt med mig. Omsider forsøgte jeg at bede, men jeg kunde ikke finde Ord. Hvorfor kom de ikke? Jeg vidste det egent- lig godt; det var, fordi jeg stadig spillede dobbelt Spil. Jeg vilde nok aflade med al min Synd, men inderst i mit Hjærte holdt jeg deg fast ved den. Snart følte jeg 265 da ogsaa, at det var umuligt at bede om en Usandhed. Jeg var helt tvivlraadig og vidste ingen Udvej. Slut- telig fik jeg den Tanke at sætte mig hen og skrive et Brev - og saa bede! Efter denne Beslutning følte jeg mig let som en Fugl! Jeg tog Papir og Blyant og skrev: „Miss Watson! Deres bortløbne Neger Jim er her nede ved Byen Pikesville hos Mr. Phelps. Han vil sende ham tilbage, naar De udbetaler den udlovede Belønning. Huck Finn.” Nu var jeg vasket ren for alle Synder og følte, at jeg endogsaa kunde bede. Men jeg udsatte Bønnen lidt endnu. Jeg lagde Brevet foran mig og tænkte, hvor godt det var, at jeg var kommet saa vidt, og hvor nær jeg havde været ved at gaa til Grunde. I Tankerne saa jeg Jim ved Dag og Nat, i Maaneskin og under Uvejr, naar vi gled ned ad Floden- og snakkede sammen og sang og lo - jeg erindrede, hvorledes han tog mine Vagter for ikke at forstyrre min rolige Søvn; hvor lyk- kelig var han ikke mangen Gang blevet, naar jeg efter lang Fraværelse kom tilbage til Flaaden? Altid var han beredt til at yde mig Tjenester og gøre alt det bedste for mig! Atter greb jeg Papiret og saa paa det. Jeg rystede ligefrem, fordi jeg godt følte, at jeg stod overfor en Afgørelse. Et Minut grublede jeg dybt, og saa sagde jeg til mig selv: „Nej, jeg kan ikke være troløs overfor Jim! - Er det en Dødssynd, saa lad mig være fortabt!” Og dermed rev jeg Papiret i smaa Stykker. Ja, fortabt! Det var en skrækkelig Tanke, men nu var Tærningen kastet; det kunde ikke gøres om. Jeg besluttede at stjæle Jim tilbage, og hvis jeg ellers kunde foretage mig noget andet Ondt, saa vilde jeg gøre det, da jeg dog nu var fortabt. Derefter overlagde jeg længe, 266 hvorledes jeg skulde gribe Sagen an og lagde allehaande Planer. Sluttelig kom jeg paa en, som tiltalte mig. Saa- snart det blev mørkt, drev jeg med Flaaden hen til en lille skovbevokset Holm, jeg havde set længere ned ad Floden, og her gemte jeg min Flaade rigtig godt. Hele Natten sov jeg, men var Oppe ved Daggry, spiste Frokost og samlede nogle Klædningsstykker og andet til en lille Bylt; saa gik jeg i Kanoen og roede bort fra Holmen. Jeg landede noget længere nede ud for det Sted, hvor jeg kunde skønne, at Silas Phelps Plan- tage maatte være. Derefter gemte jeg min Bylt i Sko- ven, fyldte Baaden med Vand og kastede store Sten i den, indtil den sank til Bunds; jeg vidste da, hvor jeg skulde finde den, naar jeg maatte faa Brug for den. Min Vej førte mig et Stykke gennem tæt, gammel Skov, indtil jeg naaede en vid, grøn Dalstrækning, hvor jeg langt borte fik Øje paa nogle Bjælkebygninger. Jeg styrede mine Skridt derhen og kom til et Sted, hvor et Skilt udviste, at her var „Phelps Savmølle”; nogle Hun- drede Skridt længere henne ad Vejen naaede jeg til hans Gaard; jeg holdt nøje Udkig, men opdagede intet le- vende Væsen her, skønt det nu var lys Dag. For øv- rigt hørte det til min velovervejede Plan at komme til Gaarden fra Landsbyen og ikke fra den modsatte Kant. Derfor slentrede jeg til Byen. Den første, jeg her løb i Armene paa, var - Her- tugen. Han var i Færd med at gaa rundt og opklistre de kendte Plakater over tre Gange Opførelse af „Det kongelige Vidunder” Jeg var kommet saa nær ind paa Livet af ham, før jeg opdagede ham, at det var umu- ligt at slippe bort. „Halløj! Hvordan kommer Du her, Æsel?” Men saa 267 slog han over i en mild Toneart og spurgte: „Hvor er Flaaden - Du har vel gemt den godt?” „Det var just det, som jeg vilde have spurgt Deres Naade om,” løj jeg. Han satte et temmelig fromt Ansigt op og spurgte: „Hvor falder det Dig ind at ville spørge mig efter den?” „Jo.” svarede jeg, „da jeg i Gaar saa Kongen ligge fuld inde i det Hundehus, saa tænkte jeg, at det vilde vare en rum Tid, før vi igen kunde faa ham hjem. Jeg drev da rundt i Byen for at faa Tiden til at gaa. Saa mødte jeg en Mand, som tilbød mig ti Cent for at ro med ham over Floden med et Faar; men da vi slæbte af med det til Baaden, og jeg holdt i Tovet, gjorde det sig saa udtilbens, at jeg ikke kunde holde det, og det løb fra os. Vi fik først langt om længe fat paa det igen og fik det da ogsaa over, men da var det allerede blevet mørkt. Da jeg saa kom ned til Floden, var Flaa- den borte. Jeg sagde til mig selv: „De har maaske haft Uheld med Dem og har taget afsted med min Neger, den eneste Neger, jeg har ejet i hele mit Liv, og nu staar jeg i et fremmet Land uden Penge eller noget og ved ikke, hvad ieg skal leve af!” Saa satte jeg mig ned og græd, indtil jeg faldt i Søvn i Skoven. For- tæl mig dog, hvad der er blevet af Flaaden og af Jim. min stakkels Jim!” „Pokker staa i det, om jeg aner noget derom - det. vil sig om Flaaden. Det gamle Asen havde lavet en For- retning og tjente fyrretyve Dollars, og da vi fandt ham i Hundehuset havde disse Dagdrivere rapset saa omtrent- lig hver Sysling fra ham, undtagen naturligvis hvad han havde sat i Whisky. Da vi langt om længe i god Be- hold kom ned til Floden, var Flaaden borte, og vi sagde: Den lille Slubbert har stjaalet vores Flaade og har smurt Haser ned ad Floden.” 268 „Tror De maaske, at jeg kunde lade min Neger i Stikken? Den eneste Neger, jeg nogensinde har ejet. min eneste Ejndom?” „Det har jeg oprigtig talt ikke skænket en Tanke; vi syntes nu, at det var vores Neger og vi har da, for Pok- ker, ogsaa haft Ubehageligheder nok for hans Skyld. Da vi altsaa opdagede, at Flaaden var borte, maatte vi jo endnu en Gang gøre et Forsøg med dette Teatervæ- sen: heldigvis havde jeg jo Restpartiet af Plakaterne med mig. Hør, jeg har en tør Plet paa Ganen, stik mig den Ticent, Du tjente!” Jeg havde jo temmelig godt med Penge, derfor gav jeg ham de ti Cent, men bad ham om at købe noget Mad for den og levne lidt til mig, for den var det eneste, jeg ejede - sagde jeg - og jeg havde ikke spist siden den foregaaende Dag. Denne Bemærkning lod han til at overhøre, men vedblev saa: „Tror Du for Resten, at det Negerskrog vil gøre Ondt for os? Jeg skal garve hans sorte Bælg, hvis han vover det!” „Hvorledes skulde De komme til det - er han da ikke løbet bort?” „Ih, bevares nej! Den gamle Drukkendidrik har solgt ham og ikke engang delt med mig - ja nu er Pengene jo borte.” „Solgt ham?” udbrød jeg og gav mig til at græde. „Det er jo min Neger - Pengene tilhørte altsaa mig! Hvor er han - jeg vil have min Neger igen!” „Naa da, Du kan da nok begribe, at Du ikke kan faa din Neger! Men hør - vil Du maaske bringe os i Fedtefadet? Hvis Du prøver -” Han afbrød sig selv og saa ondt paa mig; derfor skyndte jeg mig at sige: 269 „Nej, det tænker jeg rigtignok ikke paa. Nu har jeg nok at gøre med at finde min Neger igen!” Med sine Plakater under Armen og Klisterpenslen i Haanden stod Hertugen en Tidlang tavs og eftertænk- som; saa udbrød han: „Nu skal jeg sige Dig noget. Vi bliver her i tre Dage. Lover Du mig at holde Bøtte og sørger Du for, at din Neger gør ligesaa, saa skal jeg fortælle Dig, hvor han er.” Det lovede jeg, og han fortalte: „En Farmer, der hedder Silas Ph-” Nu skulde han lige til at sige Sandheden, men, da han saa brød af, vidste jeg, at han havde forandret Mening. Han havde ikke Tillid til mig, og vilde have mig fra Haanden i disse Dage. Derfor fortsatte han saaledes: „Naa, ja, den Mand, som har købt Jim, hedder Abram Foster - Abram G. Foster - og han bor fyrre Mil inde i Landet, i Nærheden af Lafayette.” „Det er godt!” udbrød jeg, „det kan jeg nok naa paa tre Dage; endnu i Eftermiddag vil jeg begive mig paa Vej.” „Nej, det vil Du ikke; Du gaar straks derud uden at drive Tiden hen.” Det var netop mit Ønske; jeg vilde have fri Hæn- der for at kunne udføre min Plan. „Altsaa, afsted med Dig!” kommanderede Hertugen. „Du kan sige til Mr. Foster, hvad Du selv synes. Maa- ske kan Du faa ham til at tro, at ]im er din Neger - der gives jo de Tosser, som ikke forlanger at se Papirer. Sig til ham, hvad Du vil, men understaa Dig ikke til at sladre om os hverken her eller der!” Saa begav jeg mig paa Vej; med velberaad Hu saa jeg mig ikke tilbage, men jeg mærkede, at han holdt Øje med mig. Jeg vandrede uden Ophold mere end en Fjerdingvej ind ad Landet til; men saa gjorde jeg om- krin, løb gennem Skoven og satte Kursen mod Silas 270 Phelps farm. Jeg ansaa det for heldigst at gaa lige løs paa Maalet frem for at liste omkring det. Saaledes kunde jeg maaske stoppe Munden paa Jim, til Gavtyvene var stukket af. I modsat Fald blev jeg udsat for Kævle- rier og jeg ønskede intet hellere end helt og holdent at være af med dem. Ude ved farmen var alt Liv som uddøet; alt var stille som paa en Helligdag. Solen varmede stærkt og badede alt i et hvidt Lys. Alle Folk syntes at være langt ude paa Markerne ved Arbejdet, thi ingen var at øjne fra Landevejen. Insekternes fine Summen vibrerede i Luften; ellers hørtes ikke en Lyd. Disse uforstyrrede Toner bringer altid med sig en Følelse af, at alt er ensomt og forladt af Mennesker. Naar saa en let Luftning brin- ger træernes Løv til sagte at rasle, da er det som man fornemmer Pustet af de Henfarnes Aander, man gyser og ønsker, at man ogsaa selv var død og begravet og udløst fra alle denne Verdens Fortrædeligheder. Netop saa trist var min Stemning. Silas Phelps Farm var en af disse smaa Bomulds- Plantager, man træffer paa i Dusinvis, og som lader sig beskrive i Drømme. Et Stakitværk indhegnede en to Akre stor Gaard, som man kom ind i ved at stige over en Stænte eller, hvis man kom til Vogns, gennem et Led. Nogle magre Græspletter fandtes hist og her i Gaarden, der forøvrigt var bar som en Hattepul. I Bag- grunden hævede sig et to-Etages Blokhus af raa Træ- stammer, hvis Mellemrum var udfyldt med Ler og Ce- ment, og hvis Hvidtning omtrent var afskallet. Dette var Familiens Vaaningshus. Tæt herved laa et Køkken- hus, ligeledes opført af utilhugne Træstammer, og det var forbundet med Vaaningshuset ved en bred, aaben, men dækket Gang. Bag Køkkenet laa et Rygeri af Bræd- der og bag ved dette igen tre smaa Træskure ved Siden af hinanden til Beboelse for Negrene. Endelig saas et 271 lille, ensomt beliggende Skur ved Stakitværket i Baggrun- den tillige med et Par mindre Udbygninger. Ved det ensomme Skur stod en stor Kedel og andet Tilbehør til Sæbesyderi; udenfor Køkkendøren en Bænk med Vand- spande og Øsekar og en Hund, der sov midt i den stær- keste Solhede. Rundt omkring i Gaarden slangede andre Hunde sig dovent i Solskinnet. I et Hjørne saas et Par Træer, hvis noget afsvedne Kroner kun gav ringe Skygge, og langs Stakitværket endel Ribs- og Stikkelsbærbuske. Udenfor Gaardens Indhegning fandtes en Have med Vandmelonbede; derefter fulgte Bomuldsmarkerne og bag disse strakte Skoven sig. Først gik jeg engang forbi og saa mig godt om. Men saa klatrede jeg over Stænten og gik lige over mod Køk- kenet. Ud fra det hørte jeg nu Summen fra en Spinde- rok, denne klagende ensartede Tone, som er den mest sørgmodigste Lyd, der kan tænkes; nu ønskede jeg da ogsaa, at jeg var død og borte, for den Lyd gjorde mig saa melankolsk. Dog lod jeg mig ikke standse, men sty- rede hastig fremad idet Haab, at mit gode Forsyn nok til rette Tid vilde lægge mig de rigtige Ord i Munden; hid- til havde det stadig gjort dette i det rette Øjeblik, naar jeg kun rolig havde overladt alt til det. Næppe var jeg naaet halvvejs gennem Gaardspladsen, før en Hund bjæffende rejste sig op og straks efter fulgte en anden Eksemplet. I næste Øjeblik var jeg omringet af et helt Kobbel og alle Hundene snuste op ad mig og gav Hals i alle Tonearter. Hvor jeg saa hen, kom Efter- nølere springende frem, ud fra alle Hjørner af Hytterne og over Stakitværket. Jeg standsede og rørte mig ikke ud af Pletten, medens jeg saa paa hele denne Meute. En gammel Negerkvinde kom nu styrtende ud fra Køkkenet og slog løs paa Hundene med et langt Stege- spid, som hun haandterede helt krigerisk: „Hvad vil I? - Afvejen Du ”Tiger”, væk med Dig „Juno”!” raabte 272 hun og kylede rundt med Hundene, som slukøret luskede af med Halen mellem Benene. Men snart efter kom omtrent Halvdelen af dem igen hen til mig og gned sig op ad mig for at slutte Venskab. Nej! der er saa- mænd ikke nogen Falskhed hos Hunde! Bagefter den Gamle kom en lille sort Pige og to smaa Negerbørn i meget sparsomt Kostyme; de holdt sig fast i Moderens Kjole og kigede frem sky og ængstelige som Fugleunger, saaledes som disse smaa, sorte Skab- ninger altid gør det. Ovre fra Hovedbygningen kom nu en hvid Kone styrtende hen mod mig; hun kunde være omtrent femogfyrre Aar gammel, var barhovedet og havde endnu sit Haandarbejde i Haanden. Bag hende fulgte to smaa hvide Børn, som opførte sig akkurat ligesom de sorte. Hun smilte over hele Ansigtet og straalede af Venlighed. Allerede langt fra mig raabte hun: „Aa, er Du da endelig der! Er det virkelig Dig!” „Ja, det er mig!” svarede jeg, uden egentlig at vide, hvad jeg gjorde eller sagde. Saa trykkede hun mig ind til sig og omfavnede mig, saa jeg var ved at tabe Vejret. Derefter greb hun begge mine Hænder og rystede og trykkede dem, medens Glæ- destaarer trillede ned ad Kinderne. Hun overøste mig med Omfavnelser og Kærtegn, medens hun snakkede løs: „Min elskelige lille Dreng, Du ligner jo ikke din Moder saa meget, som jeg havde tænkt mig, men det gør ikke noget. Herregud! Hvor er jeg glad over at se Dig, jeg kunde næsten spise Dig af Glæde! Børn, se her, det er jeres Fætter Tom, giv ham Haanden og sig pænt Goddag!” Men de dukkede kun Hovedet og stak Fingrene i Munden. Og Konen vedblev: „Lise, skynd Dig ind og sørg for, at han kan faa 273 lidt varmt til Frokost!” kommanderede hun. „Du maa da være meget sulten Tom? Eller maaske Du har spist Frokost om Bord paa Dampskibet?” I stærk Modstrid med Sandheden svarede jeg, at jeg allerede havde spist paa Skibet. Saa førte hun mig ved Haanden ind i Huset, medens Børnene luntede bag efter. Inde i Stuen blev jeg sat i en Rørstol, medens hun tog Plads paa en Skammel overfor mig og tog begge mine Hænder i sine. Længe saa hun mig lige ind i Ansigtet og udbrød saa: „Endelig kan jeg engang rigtig af Hjærtenslyst be- tragte Dig, min Dreng! Hvor har jeg i Aar og Dag læng- tes efter at have Dig her og nu er det da endelig sket! For Resten har vi allerede i flere Dage ventet Dig! Hvad har dog sinket din Rejse Maaske Damperen løb paa Grund?” „Ja, Frue - Damperen -” „Men Dreng dog, man siger da ikke Frue, sig dog Tante Sally! Det var altsaa den Damper, hvor skete det?” Det sidste Spørgsmaal faldt mig haardt at besvare og jeg maatte lade det ligge: jeg havde jo ingen Anelse om, hvor den Damper ventedes fra. Jeg havde paa Fornem- melsen, at den skulde komme syd fra, men det nyttede mig ikke meget da jeg ikke kendte Navnene paa de nærmeste Byer syd paa og da slet ikke de farlige Steder for Sejladsen. Der var da ikke andet at gribe til end at finde paa et Stednavn eller at sige, at jeg havde glemt det. Men saa fik jeg en indskydelse og greb den hurtigt.” „]a, det var nu egentlig ikke det, at Damperen stødte paa Grund - det var Maskinens Cylinder, som sprang.” „Du store Gud! der kom vel ikke nogen til Skade?” „Aa, næ - kun en Neger blev slaaet ihjel!” „Det var da et Held: Folk kan godt blive dræbt ved en saadan Ulykke. For to Aar siden - det var for Huck Finns Hændelser. 18 274 Resten paa Juleaftens Dag - kom din Onkel tilbage fra New-Orleans med den gamle „Sally Rook” og da pas- serede akkurat det samme Uheld - en Mand blev me- get haardt saaret og døde senere deraf, tror jeg. Han var Baptist; ja, din Onkel kender en Familie i Baton-Rouge, som ved nøje Besked med hans Slægt. Jo, nu staar det tydeligt for mig, han døde virkelig af Lemlæstelsen. Der kom Blodforgiftning til og han maatte opereres, men det hjalp ikke noget, alt hvad de gjorde; tilsidst blev han helt blaa over hele Kroppen og døde i Haabet om et evigt Liv. Det skal have været noget saa grusomt at se paa. Naa, hvad jeg vilde sige, din Onkel har hver Dag i den senere Tid været inde i Byen for at se efter Dig. For en Timestid siden er han just taget derind, og han kan være her tilbage hvert Øjeblik. Har Du ikke mødt ham undervejs? En ældre Mand med en -” „Nej, jeg har ikke set nogen, Tante Sally. Straks da Damperen lagde til tidlig i Morges, begav jeg mig paa Vej herud. Da det var saa varmt, lagde jeg mig lidt i Skyggen i Skoven og der er jeg saa faldet i Søvn. Jeg blev vækket ved Støjen af en Vogn; maaske det netop var Onkels Vogn?” „Du siger noget! Hvor længe er det siden?” „Jeg ved ikke saa nøje, maaske en Timestid.” „Naa, men hvor har Du din Bagage? Hvem har Du givet den i Forvaring?” „lngen!” „Men Barn dog, den er vel ikke stjaalet fra Dig?” „Nej, det tror jeg ikke. Det var saa varmt, da jeg gik herud, derfor lod jeg min Bagage ligge i Skoven. jeg har gemt Tøjet rigtig godt og sat et Mærke, saa jeg kan finde det igen.” „Ja, saa maa Du rigtignok selv derhen: men sig mig, hvorledes kunde Du saa tidlig faa Frokost om Bord paa Damperen?” 275 „Jo - Kaptajnen fik Øje paa mig og tilbød mig Fro- kost, før jeg gik i Land. Han tog mig med ned i det Rum, hvor Officererne spiste og lod mig faa, hvad jeg ønskede.” Jeg følte mig saa ilde til Mode ved Situationen, at jeg næppe kunde lyve. Hele Tiden holdt jeg Øje med Bør- nene; jeg ønskede, at jeg kunde komme udenfor med et af dem for saaledes at faa lidt Besked om, hvem jeg i Grunden var. Men det lod sig ikke gøre. Imidlertid løb Munden paa Fru Phelps som en ustandselig Kværn. Pludselig fik hun Haarene til at rejse sig paa mit Hoved ved at udbryde: „Men her sidder vi og snakker og Du har endnu ikke faaet Lejlighed til at fortælle mig det mindste om Søster og alle de andre derhjemme. Naa, nu tier jeg stille, fortæl Du saa løs min Dreng, fortæl om hver og en i Familien. Hvorledes det gaar dem, hvad de tager sig for, hvilken Besked Du har til mig fra dem, fortæl det nu pænt alt sammen!” Ved denne ligefremme Opfordring løb en Gysning gennem mig. Nu stak jeg fast i det! Hidtil havde det gode Forsyn holdt mig oven Vande, nu syntes det at svigte mig. Som en Fisk, der kommer op paa Landjor- den, snappede jeg efter Vejret og pinte min Hjærne for at finde en lille Udvej. Just som jeg skal til at frem- komme med et Par ligegyldige Bemærkninger for at faa Luft, før jeg begav mig videre ud i dette vanskelige Far- vand, greb Tante Sally mig hastigt i Armen, trak mig om bagved Sengen og hviskede: „Der kommer han! Duk Hovedet lidt ned, længere endnu, det er godt: nu kan han ikke se Dig. Lad nu være med at røbe Dig, forstaar Du? Nu skal vi rigtig have Løjer Børn - ikke et Ord om, at Fætter Tom er kommet!” Nu havde jeg kun- at forholde mig rolig og stille 18* 276 vente til Lynet slog ned. Jeg fik lige kastet et flygtigt Blik paa den indtrædende gamle Herre, før jeg forsvandt ned bag Sengen. Fru Phelps løb ham i Møde og udbrød „Er han saa med?” „Nej,” svarede hendes Mand. „Du gode Gud!” fortvivlede hun, „hvad i al Verden kan der da være hændet den stakkels Dreng?” „Ja, der spørger Du mig om mere end jeg kan give Svar paa.” - den gamle Herre trak paa Skuldrene, „jeg maa sige, at jeg begynder at blive meget urolig.” „Urolig - urolig,” raabte hun, „jeg er ligefrem for- tvivlet! Han maa være kommet; Du maa være kørt forbi ham paa Vejen, saaledes maa det være. Jeg har en Følelse af, at det er saaledes!” „Sally, kørt forbi ham! Det er umuligt paa den Vej!” „Ak, almægtige Himmel, hvad vil Søster sige! Han maa jo være kommet, - Du maa ikke have set ham! Han -” „Naa, gør mig nu ikke forrykt; jeg ved simpelt hen ikke, hvad der er at gøre. Kommet er han ikke, det er sikkert, thi jeg kan ikke have undgaaet at træffe ham, Sally, det er forfærdeligt - men jeg begynder at tro, at der er hændet Damperen et Uheld paa Vejen!” „Nej se! Silas, se dog ud ad Vinduet - kommer der ikke nogen derude paa Vejen?” Han gik hen til Vinduet og kigede ud med Ryggen ind til Værelset; det var netop, hvad hun tilsigtede. Hur- tig bukkede hun sig ned efter mig, greb mig i Frakke- kraven, og jeg krøb frem. Da den gamle Herre vendte sig om fra Vinduet stod hun straalende og glødende som en hel Sol og jeg ved Siden af hende, ynkelig at skue som en vaad Pudel med hængende Øren og bedrøvet Hale. „Hvem - hvem er det?” udbrød han og stirrede paa mig. 277 „Hvem tror Du?” „Hvor skulde jeg vide det? lkke Spor af Anelse! Hvem er han?” „Aa, Tom Sawyer er det, lille Mand!” Det forekom mig, som var et Lyn slaaet ned fra Him- len ved min Side. Tom Sawyer! - Men der blev ikke Tid til Forundring. Den gamle Herre greb min Haand og rystede og trykkede den, medens hans Kone dansede rundt som en Indianerhøvding og baade lo og græd af Henrykkelse. Og saa affyrede de begge hele Salver mod mig af Spørgsmaal om Tante Polly og Sid og Mary og alle de andre derhjemme. Hvor stor deres Glæde end var, saa stod den ikke Maal med min. Jeg følte mig som nyfødt; nu vidste jeg endelig, hvem jeg var. At jeg saaledes skulde aabenbare mig som en god, gammel Bekendt af mig selv - nej, jeg kan ikke fortælle, hvor let jeg blev om Hjærtet. I hele to Timer bestormede de mig saa med deres Spørgs- maal, men da var mit Snakketøj ogsaa saa medtaget, at det næsten nægtede at gøre Tjeneste længere. Jeg havde da ogsaa fortalt dem saa meget om min Familie, det vil sige den Sawyerske Familie, som seks Familier umuligt kunde opleve i seks Gange seks Aar. Derefter gik jeg over til min Rejse, fortalte om den sprængte Dampcylin- der, om den Rædsel og den Forsinkelse, Uheldet for- voldte, og de hængte ved mine Læber og slugte hvert af mine Ord. Jeg følte mig saa vel tilpas og munter som Fisken i Havet; det var helt behageligt og morsomt at spille Tom Sawyer og jeg havde allerede trygt levet mig ind i Rollen, da Lyden af en Dampers hule Stønnen naaede til os ude fra Floden. Da slog den Tanke mig: Hvis nu Tom, den rigtige Tom, var med denne Damper? Og hvis han saa uventet traadte ind ad Døren og nævnte mit Navn, før jeg kunde give ham et Vink om at holde Mund? Nej, 278 det maatte ikke ske - det vilde ødelægge hele Sagen for mig. Jeg maatte gaa ham i Møde paa Vejen og sætte ham ind i min Stilling. Jeg sagde da, at det vilde være bedst, om, jeg gik hen og hentede min Bagage. Den Gamle vilde følge med, men jeg takkede og sagde, at han rolig kunde betro mig at køre Hestene den Smule Vej; for alt i Verden maatte han ikke ulejlige sig mere for min Skyld i denne Varme. Denne Bemærkning slog Hovedet paa Sømmet og de lod mig alene ordne Sagen. SEKS OG TYVENDE KAPITEL. Jeg raslede altsaa afsted til Byen med min Onkels Vogn. Da jeg var naaet Halvvejen, ser jeg et andet Køre- tøj fra Byen komme mig i Møde. Og hvem sidder deri? Tom Sawyer, min gamle Ven Tom. Jeg standsede og ven- tede, indtil han kom helt hen til mig. Saa raabte jeg: „Holdt!” og det gjorde han. Med aabenstaaende Mund stirrede han paa mig og snappede saa flere Gange efter Vejret som et Menneske, der har faaet en forsvarlig Duk- kert, indtil han endelig begyndte at fremstamme: „Du ved jo godt, Huck Finn, at jeg aldrig har gjort Dig noget ondt. Vi har jo altid været gode Kammerater. Hvorfor spøger Du saa her omkring og gør mig bange - mig, din egen Tom?” „Tom! Hvor kan jeg spøge, naar jeg aldrig har været død?” Min Stemme syntes at berolige ham noget, men helt sikker var han endnu ikke. „Hold mig ikke for Nar, Huck, jeg vilde ikke gøre det i dit Sted,” bad han med angstfuld Stemme. „Sig mig ærlig og oprigtig, er Du virkelig ikke et Spøgelse?” 279 „Paa Ære og Samvittighed, nej, jeg er ikke et Spø- gelse!” „Naa, ja, - saa er det vel sandt; men jeg forstaar det dog ikke endnu. Blev Du da ikke myrdet dengang?” „Nej, jeg er endnu aldrig blevet myrdet! Fatter Du ikke, Tom, at det var noget, jeg kun lavede, for at blive fri for den Gamle og de andre. Kom over og undersøg mig, hvis Du ikke tror mig!” Det gjorde han saa og dermed forsvandt hans Tvivl; han var saa glad ved at gense mig, at han næppe vidste, hvorledes han skulde vise mig sin Glæde. Han vilde have nøje Besked om alt. Det var jo et dejligt Æventyr, jeg havde oplevet, rigtig efter hans Smag. Jeg lovede ham senere at fortælle Enkelthederne og gik lidt hen ad Vejen med ham for at Kusken ikke skulde høre vor Sam- tale. Jeg fortalte ham da om den Knibe, hvori jeg be- fandt mig, og spurgte ham, hvorledes vi skulde komme over det. Han svarede, at jeg nogle Minutter skulde lade ham have Ro; han overvejede Situationen nøje og sagde saa: „Nu har jeg det! Ja, saadan skal det være. Du skal tage min Koffert over paa din Vogn og lade som om det er din, og saa kører Du rigtig langsomt hjem, saa Du ikke kommer tidligere end de venter Dig. Jeg kører til- bage et Stykke ind ad Byen til og kommer saa til Onkel en halv Timestid efter Dig. I Begyndelsen skal Du ikke lade som om; Du kender mig.” „Godt!” svarede jeg, „men vent lidt, der er endnu noget at tage i Betragtning - noget, som ingen andre ved end jeg. Der er nemlig en Neger i Fangenskab hos din Slægtning; ham vilde jeg gerne befri - det er Jim, gamle Miss Watsons Jim!” „Hvad? Jim er jo -” Han brød sig selv af og jeg sagde hurtigt: „Jeg ved, hvad Du vilde sige, Tom! Og Du tænker, 280 at det er en simpel og modbydelig Handling, og det er det maaske ogsaa! Men hvad bryder jeg mig om det? Jeg er ogsaa selv simpel og jeg vil stjæle ham og befri ham. Af Dig forlanger jeg kun, at Du holder Mund og ikke fortæller det til nogen. Lover Du mig det, Tom!” Hans Øjne skød Lyn og han udbrød begejstret: „Jeg - fortælle det! Nej, jeg vil hjælpe Dig med at stjæle ham.” Der faldt virkelig en Sten fra mit Hjærte. Det var det forunderligste, jeg havde hørt i mit Liv, og, skønt det gør mig ondt, maa jeg dog sige, at Tom Sawyer derved sank betydeligt i min Agtelse. Jeg turde næppe tro mine Øren - Tom Sawyer, Søn af ærbare Forældre - vilde gøre sig til Negertyv. Det overgik min Forstand! „Umuligt,” udbrød jeg, „Du vil drive Spøg med mig!” „Nej, det er mit ramme Alvor, Huck!” „Naa ja, enten det nu er dit Alvor eller ikke, saa husk i hvert Fald paa, at ingen af os, hverken Du eller jeg, kender noget til det, hvis de taler om en bortløben Neger.” Saa var den Sag afgjort. Vi tog Kofferten, satte den over i min Vogn og kørte hver sin Vej. Men jeg glemte, at jeg skulde køre langsomt for at trække Tiden ud. Saa- ledes kom jeg meget for tidlig tilbage i Forhold til Vejens Længde. Den Gamle stod i Døren og udbrød helt forun- dret: „Nej, det er dog udmærket! Hvem skulde tænke sig, at de gamle Skrog kunde hale saadan ud! Og ikke Spor af svedte er de, det er dog besynderligt. Nu vil jeg ikke skille mig af med dem for hundrede Dollars, paa Ære! Jeg havde forleden nær solgt dem for femten og mente endda, at Krikkerne ikke engang var det værdt.” Imidlertid hjalp han mig hovedrystende at spænde fra. Han var den mest skikkelige og naive Sjæl af Verden! Det forundrede mig dog ikke, for han var 281 ikke alene Farmer, men ogsaa Præst. Af egne Midler havde han bygget en lille Kirke, der tillige blev brugt som Skolestue; den var opført ved Plantagens Udkant og her prædikede og gav han Undervisning af og til. Der, nede i Syden findes mange Præstefarmere og Farmer- Præster af denne Slags. Efter en Timestids Forløb kom Toms Vogn i Sigte. Tante Sally opdagede den gennem Vinduet og udbrød helt forbavset: „Se dog, der kommer nok Fremmede! Hvem kan det mon være? Jeg tror virkelig, at det er en Fremmed! Jimmy (det var en af Børnene) løb ud og sig til Lise, at hun skal sætte en Tallerken til ind paa Spisebordet.” Alle skyndte sig til Indgangsdøren, det er jo ingen Hverdagsbegivenhed, at der kommer en Fremmed, og naar dette hænder, fængsler det Interessen stærkere end om det var den gule Feber, der var kommen anstigende. Tom var imidlertid sprunget af Vognen og var paa Vej til Døren, medens Vognen rumlede tilbage til Byen. Vi trængte os sammen i Døraabningen som en Flok Faar og den ene søgte at skubbe sig foran den anden. Tom. havde sine bedste Klæder paa og en forventningsfuld Skare foran sig. I denne Situation tog han sig overordent- lig godt ud. Han optraadte med stor Værdighed. Han luskede ikke ind, nej, stolt og rank gik han hen mod os saa vigtig som en kalkunsk Hane. Da han traadte hen foran os, lettede han yndefuldt paa sin Hat og spurgte: „Det er vel Mr. Archibald Nicols jeg har den Ære at hilse paa?” „Nej, min Dreng,” svarede den Gamle, „det er des- værre ikke mig. Kusken maa vist have taget fejl, Nicols Farm ligger omtrent tre Milsvej længere borte. Men træd kun nærmere!” Tom kastede et Blik over Skulderen efter Vognen. som allerede var næsten ude af Syne og udbrød: 282 „Det er nu for sent - jeg kan ikke kalde den tilbage!” „Ja, den er borte, min Søn; Du maa hellere gaa med ind og spise til Middag med os; senere vil jeg saa spænde for og køre Dig hen til Nicols.” „Aa, den Ulejlighed tør jeg ikke gøre Dem, min Herre - det kan: der ikke være Tale om. Jeg kan godt gaa; det Stykke Vej er ikke saa farligt.” „Men vi lader Dig nu ikke gaa! det stemmer ikke med vor sydlandske Gæstfrihed. Naa, kom saa ind.” „Det er ikke til Spor Ulejlighed,” faldt Tante Sally nu ogsaa ind. „Saadan bliver det, vi kan ikke lade Dig spasere ad den lange, støvede Landevej. Da jeg saa Vognen komme, lod jeg straks sætte en Kuvert ind til Dig, saa alt er i Orden. Kom nu og lad som om Du var hjemme!” Tom takkede hjærteligt og traadte ind; da vi kom ind i Stuen fortalte han med et høfligt Buk, at han var fra Hicksville, Ohio, hans Navn var William Thompson - lutter Opspind altsammen. Man satte sig til Bords og Tom fortalte om Folkene i Hicksville og om sin Rejse; Munden stod ikke stille paa ham et Øjeblik og han havde nok at fortælle. Men efterhaanden blev jeg helt trist til Mode og brød min Hjærne med at udfinde, hvorledes han egentlig havde tænkt at bringe mig Hjælp. Men pludselig, lige midt i sin Fortællen, bøjede han sig hen til Tante Sally, som sad ved Siden af ham, og kyssede hende lige midt paa Mun- den. Derefter lænede han sig roligt tilbage i Stolen og snakkede videre! Forfærdet sprang den rare Kone op, tørrede sig med Bagfladen af Haanden om Munden og tordnede til Tom: „Uforskammede, lille Lømmel!” Tom saa meget stødt ud og svarede kun: „De forundrer mig, Frue!” 283 „Du er forundret - hvad antager Du mig for? Jeg kunde tage en Stok og - hvor falder Du paa at kysse mig?” Helt ydmyg svarede han: „Falder paa? Jeg troede ikke, jeg gjorde noget slemt, jeg troede, De vilde synes godt derom!” „Hvad siger Du - din dumme Dreng!” Hun tog sin Mands Spaserestok og det lod næsten til, at hun vilde lade den danse paa Toms Rygstykker, men kun med Overvindelse lod det være. „Hvor har Du faaet den tos- sede Tanke fra, at jeg vilde synes godt om at blive kysset?” „Det - det ved jeg ikke. De - de sagde det til mig.” „Hvilke de? Hvem har bildt Dig saadan noget ind? Hvem mener Du med de?” „Dem allesammen! De sagde det alle!” Hun kunde næppe tilbageholde sin Harme, hendes Øjne skød Lyn og hun krummede Fingrene som om hun vilde kradse ham i Ansigtet. Hæftigt udbrød hun: „Hvilke „alle” taler Du om? Frem med Sproget!” Tom rejste sig nu ogsaa op og syntes meget bedrø- vet. Halvt grædende stammede han: „Det gør mig ondt, det havde jeg ikke ventet! De har allesammen paalagt mig det! Alle sagde de: giv hende et rigtig hjærteligt Kys, saa bliver hun glad; det vil hun synes godt om. Alle sagde de det, hver eneste en! Jeg beder om Forladelse, fordi jeg har gjort det, Frue og jeg skal aldrig, aldrig mere gøre det!” „Aldrig mere gøre det! Nej, det skulde jeg nok mene!” „Nej, det er sikkert og vist, aldrig mere - indtil jeg bliver bedet derom! indtil De beder mig derom!” „Indtil jeg beder Dig derom? Har man hørt Magen? Jeg siger Dig, Dreng, at Du kan blive saa gammel som 284 Methusalem, før jeg beder Dig eller dine Lige om saa- dan noget!” Tom rystede tvivlende paa Hovedet og mumlede hen for sig: „Det forundrer mig. Jeg kan slet ikke blive klog paa det! Alle har sagt det til mig og det havde jeg ogsaa selv tænkt! Men -” han tav og saa langsomt fra den ene til den anden, som om han ventede at finde Medhold hos en eller anden. Hans Blik standsede ved den gamle Mand og han spurgte nu ham: „Havde da ikke De troet, at hun havde syntes om det, naar jeg gav hende det Kys?” „Jeg - jeg? Nej, - den Tanke er virkelig aldrig faldet mig ind!” Tom granskede nu atter vore Ansigtsudtryk og, da hans Blik naaede mig, spurgte han: „Og Du, Tom, havde Du ikke ogsaa troet, at Tante Sally vilde have aabnet sine Arme, naar Sid Sawyer -” „Store Gud!” raabte Tanten og løb hen til ham, „Du søde, ækle Dreng! Skal Du saadan narre din skikkelige, gamle Tante!” Hun vilde trykke ham ind til sig, men han afværgede det og sagde: „Holdt Tante! Først naar Du har bedet mig derom!” Hun nølede ikke med den Bøn og omfavnede og kys- sede ham, saa det næsten ingen Ende fik; derefter over- lod hun ham til sin Mand, som nu gav sit kærlige Besyv med. Da de gode Folk atter havde samlet sig lidt, udbrød Tante Sally: „Det var rigtignok en Overraskelse! Vi havde jo kun ventet Tom! Tante Polly har aldrig nævnt, at Du, Sid, vilde komme med Tom. Hvor kan det være?” „Jo, I havde jo ikke indbudt andre end Tom,” sagde han, „men saa bad og plagede jeg om at rejse med og endelig i sidste Øjeblik fik jeg da ogsaa Lov dertil. Paa 285 Dampskibet aftalte saa Tom og jeg, at det vilde være mor- somt, naar han kom først alene og jeg kom bag efter som» „Fremmed” ind i Huset og overraskede Jer. Men vi havde nok forregnet os; her er nok ikke saa rart for Fremmede!” „Hvor er Du uforskammet, Sid! Saa længe jeg husker tilbage, har jeg ikke været saa harmfuld. Men nu tænker vi ikke mere paa det - jeg kunde bære meget af den Slags Spøg, nu, da jeg har begge mine Drenge her hos mig. Ja - det var et rigtig Puds, I spil- lede mig! Jeg blev som forstenet, da Du gav mig det Trykkys!” Maaltidet fandt Sted i den brede, aabne Gang mellem Vaaningshuset og Køkkenet og der var Mad nok paa Bor- det til syv Gange saa mange, som vi var - og alt var saa velsmagende og veltilberedt, - det var noget andet end saadant usselt Kød, der først har ligget flere Dage i en sur Kælder og smager som en Skive af en gammel branket Menneskeæder. Onkel Silas holdt en temmelig lang Bordbøn, men det var dog rigtig kønt, hvad han sagde: I Løbet af Eftermiddagen kom Samtalen hen paa alt muligt, og Tom og jeg lyttede stadig opmærksomt til; men ikke med et Ord blev det nævnt, at der opholdt sig en undvegen Neger paa Gaarden. Selv skulde vi nok vogte os for ligefrem at spørge derom. Efter at vi havde spist til Aften, spurgte et af Bør- nene: „Far, maa Tom og Sid og jeg faa Lov til at tage ind til Byen og se Teaterforestillingen i Aften?” „Aa nej.” svarede den gamle Mand, „jeg tror ikke, det bliver til noget med Forestillingen i Dag, og maaske gaar den helt i Vasken. Den undvegne Neger har for- talt Burton og mig adskilligt om de paagældende Ar- rangørers Skandaler andet Steds, og Burton sagde, at 286 han vilde lade det gaa videre og sørge for, at de Slyngler blev jaget ud af Byen.” Saa var det altsaa sket! Men jeg var da uden Skyld her. Tom og jeg skulde sove i et fælles Værelse. Un- der Paaskud af, at vi var trætte af Rejsen, sagde vi tidligt Godnat og gik op paa vort Sovekammer. Men straks efter klatrede vi ud gennem Vinduet og ilede ind ad Byen til. Da det næppe var sandsynligt, at no- gen anden vilde give Kongen og Hertugen et advarende Vink, var det min Hensigt at gøre dette; ellers vilde de løbe i en slem Fælde. Undervejs fortalte Tom mig, hvorledes han havde troet paa, at jeg var blevet myrdet, og at min Gamle snart efter var forsvundet fra Byen uden senere at have vist sig, og endelig om den Opsigt, det vakte, da Jim løb bort; jeg fortalte paa min Side om de to fyrstelige Skurke og saa meget om min Rejse nedad Floden, jeg i den korte Tid kunde overkomme. Da vi naaede ned til Byen, slog Klokken halv el- leve. Da kom et mærkeligt Optog os i Møde; det be- stod af en Mængde hujende, skrigende og raabende Folk med Fakler. Vi sprang til Side for at lade dem komme forbi, og midt inde i Sværmen fik jeg da Øje paa Kon- gen og Hertugen. Det vil sige. Jeg kunde forstaa, det maatte være dem. De var nemlig næppe til at gen- kende, helt oversmurte med Tjære og rullede i Fjer, som de var. Mere lignede de to kæmpestore Soldaterfjer- buske end egentlig Mennesker. Ved dette Syn havde jeg nær faaet ondt og følte virkelig Medlidenhed med dem; men Vrede mod dem svandt bort. Det var hæsligt! Hvor Mennesker dog kan vise Grusomhed overfor hinanden. naar de kommer i det Hjørne! Vi var altsaa kommet forsent og kunde ingen Hjælp bringe. Nogle Folk fortalte os, at alle efter Aftale var 287 mødt til Forestillingen uden at have ladet sig mærke med noget og forholdt sig rolige, indtil Kongen var kommet godt i Gang med sine mærkelige Krumspring. Da var Signalet givet, og alle havde stormet løs paa Fyrene. Skønt jeg ikke havde nogen Skyld heri, vendte vi dog hjem i en meget trist Stemning. Men saaledes gaar det jo altid; enten man handler ret eller ikke, gaar Men- neskets Samvittighed ad den lige Vej. Deri gav Tom Sawyer mig Medhold. SYV OG TYVENDE KAPITEL. Paa Vejen tilbage ebbede vor Samtale snart ud og vi fulgtes ad, hver fordybet i sine Tanker. Pludselig ud- bryder saa Tom: „Hør engang, Huck, hvad er vi dog for Fæhoveder, at vi ikke før har tænkt paa det. Jeg tror nu, jeg ved, hvor de gemmer Jim!” „Saa - hvor da?” „Naturligvis henne i det ensomme Skur ovre ved Sta- kitværket; det er da klart nok! Husker Du ikke, at en Neger bar noget derover paa en Tallerken, dengang vi sad og spiste?” „Jo.” „Og hvem tror Du, det var til?” „Til en af Hundene!” „Det tænkte jeg ogsaa; men nu kommer jeg i Tanker om, at det ikke var Hundeæde.” ”Hvordan det?” „Jo, der var ogsaa et Stykke Vandmelon paa Taller- kenen - og det er da ikke noget for en Hund. Lagde Du ikke Mærke dertil?” „Jeg saa godt det Stykke Vandmelon, men jeg tænkte ikke videre derved. Hvor man dog kan se noget og alli- gevel ikke se det! Sikken en Muldvarp, man kan være!” 288 „Og Negeren, Huck, var saa paafaldende omhyggelig med at laase Døren, da han kom ud, og gav Onkel en Nøgle ved Bordet; det var naturligvis Nøglen til Fange- huset. Melonen beviser, at der er et Menneske, og Nøg- len siger: en Fange. Af saadanne sjældne Fugle er der vel næppe flere end en ad Gangen paa saa lille en Farm, hvor Folkene er saa prægtige Mennesker, at de ikke nænner at gøre en Kat Fortræd. Følgelig: Jim er Fan- gen! Se det har vi nu udforsket som snu Detektiver, Huck. Nu udspekulerer Du en Plan til at stjæle Jim, og jeg lægger ogsaa en; derefter vælger vi den, som er bedst.” Hvilket snildt Hovede der dog sad paa den Dreng! Havde det været mit, vilde jeg ikke bytte det bort for at blive Hertug eller Styrmand eller Klovn i en Cirkus eller noget andet fremragende! Jeg gav mig til at tænke over en Plan, men havde dog ingen Tillid til mine Evner i den Retning, for jeg vidste altfor vel, hvem der vilde sætte Rekorden. Faa Minutter efter spurgte Tom da ogsaa: „Er Du færdig?” „Ja,” svarede jeg. „Lad os saa høre!” „Min Plan gaar ud paa først at faa Vished for, om Jim virkelig er derinde; saa bringer vi allerede i Morgen Aften min Kano her hen i Nærheden - tillige med Flaa- den; naar det saa falder ind med en rigtig mørk Nat, stjæler vi Nøglen ud af Onkels Bukselommer, medens han sover; vi udløser derefter Jim og løber saa ned til Flaaden, hvorefter vi sejler om Natten og gemmer os om Dagen ligesom jeg og Jim hele Tiden har gjort. Tror Du ikke, at den Plan lader sig udføre?” „Udføre?” gentog Tom med en noget langtrukken og foragtelig Betoning. „Det gør den vel nok, men for os er den altfor enkel og ligefrem, det er omtrent som 289 at spise et Stykke Smørrebrød. Har Du slet ikke no- gen Fantasi, Huck? Er der noget ved den Plan, naar man ikke løber nogen Fare ved at udføre den? Nej, Huck, den bryder jeg mig ikke om - der maa noget andet til.” Jeg svarede ikke; jeg vidste, at mit Forslag vilde faa den Modtagelse. Det var mig ogsaa klart, at hans Plan, naar den kom for Dagens Lys, ikke vilde blive Fuskeri! Det var ogsaa Tilfældet. Da Tom rykkede frem med den, indsaa jeg øjeblikkelig, at den var femten Gange bedre end min. Den gik ligesom min ud paa at gøre Jim til en fri Mand, men havde den Fordel, at vi alle tre risikerede at sætte Livet til ved dens Udførelse. Jeg erklærede mig tilfreds og udtalte, at jeg med Fornøjelse gik med dertil! Jeg vil helst ikke fortælle, hvori Planen egentlig bestod, thi jeg vidste forud, at den hvert Øjeblik vilde komme til at undergaa Forandringer og det blev ogsaa Tilfældet. Naar som helst, Tom saa sit Snit dertil, skabte han os med fuldt Overlæg nye Vanskeligheder, - kun for at gøre det mere svært og morsomt. Men er stod bombesikkert fast, nemlig at Tom Sawyer, Tante Pollys og Tante Sallys rare Tom Sawyer, som altid havde boet i et rigtigt Hus, altid haft en Seng at sove i og pænt havde besøgt Skolen og Kirken, at han fuldt og fast var bestemt paa at stjæle en anden Mands Neger! Det var vanskeligt for mig at fatte! Han var jo dog en net, velopdragen Dreng, som havde et godt Navn at sætte over Styr, og hans Familie nød almindelig Agtelse der hjemme. Og han var jo klog og omsigtsfuld, havde læst en hel Del og havde en aabenhjærtig og godmodig Karakter, - men alligevel havde han ikke ringeste For- staaeise af den Handlings Strafbarhed, som han stod i Begreb med at udføre, tilmed i Ledtog med en saa ussel og elendig Fyr som mig, Huck Finn! Det var mig umu- ligt at forstaa! Og det var min Pligt at gøre ham dette klart - som hans trofaste Ven maatte jeg søge at skaane Huck Finns Hændelser. 19 290 ham for den Skændsel, han vilde bringe over sit eget og sine paarørendes Hoveder. Jeg begyndte da ogsaa at snakke ham fra dette Foretagende, men han afbrød mig: „Tror Du maaske, jeg ikke ved, hvad jeg indlader mig paa? Plejer jeg maaske sædvanligvis ikke at ane, hvad jeg foretager mig?” „Jo, men -” „Har jeg da ikke sagt, at jeg vil hjælpe Dig med at stjæle Niggeren, Huck Finn?” „Jo.” „Altsaa gør jeg det!” Mere blev der ikke talt om den Ting. Det havde og- saa været ørkesløst; hvad Tom vilde, det vilde han. Og jeg lod ham faa sin Vilje. Da vi naaede hjem, var der lukket og slukket over- alt. Vi sneg os ned til Skuret for at tage det nærmere i Øjesyn og for at prøve, om Hundene lod sig forurolige. Men disse kendte os allerede og gjorde ingen Allarm. Paa Nordsiden af Skuret, hvilken vi ikke tidligere havde kunnet se, fandt vi omtrent i Mands Højde en Firkantet Vinduesaabning, der var lukket med et fastsømmet Bræt. „Her er Stedet, Tom,” udbrød jeg, „Aabningen er stor nok til at Jim kan krybe ud gennem den, naar vi fjærner Brættet.” „Det er ret efter din Smag!” haanede Tom. „Jeg skulde dog mene, at vi kan finde en anden Maade, der ikke er saa ligefrem at løbe til, Huck!” „Naa, ja,” svarede jeg, „hvad synes Du om at save ham ud, saaledes som jeg gjorde, dengang jeg blev myr- det?” „Det gaar jeg hellere med til,” bifaldt han, „det er da mere hemmelighedsfuldt og sværere. „Men jeg tænker næsten, at jeg kan finde paa en Maade, der ikke saadan 291 er at løbe til. Vi har jo ikke Hastværk. Lad os nu en- gang se ordentlig efter.” Mellem Stakitværket og Skuret var der en Slags Ud- bygning til Skuret, slaaet sammen af uhøvlede Brædder. Den havde samme Længde som selve Skuret, men meget smallere, kun fem-seks Fod bredt. Paa dens Sydside fandtes en Dør med en Hængelaas for. Tom fandt snart en rusten Jærnstang, hvormed han kunde bryde Kram- pen ud; langsomt og sikkert traadte vi ind i det lille Skur. Ved Hjælp af en Tændstik opdagede vi, at Rummet kun blev brugt som Opbevaringssted for kasserede Skovle, Spader, Hakker og lignende Skrammel. Det stod ikke ved en Dør i Forbindelse med selve Skuret og Gulvet bestod af stampet Ler. Saa gik Tændstikken og vi to ud igen; Døren blev omhyggelig lukket og den udtrukne Krampe trykket paa Plads. Tom lo fornøjet og udbrød: „Nu har jeg det, vi graver ham ud. Det vil tage os mindst en Uge!” Dette Forslag var saaledes vedtaget og vi begav os paa Vej til Vaaningshuset. Jeg vilde ind gennem Bag- døren, hvor man kun behøvede at løfte Klinken. Men dette forekom ikke Tom romantisk nok; han holdt paa, at vi skulde klatre op ad Lynaflederen. Tre Gange naaede han halvvejs op, men rutschede saa med Lynets Hast ned igen. Skønt han var blevet helt stakaandet, opgav han ikke Forsøget. Han forsøgte da fjerde Gang og triumfe- rende som en Sejrherre kravlede han ind gennem Vin- duet. Men jeg derimod gik behagelig og let Op ad Trap- pen; naa, jeg er heller ikke saa stor en Helt som Tom og bryder mig heller ikke om at være det, fordi det er saa besværligt. Den næste Morgen var vi oppe med Solen og løb straks ned i Gaarden for at lege med Hundene og ind- smigre os hos den Neger, der havde med Jims Opvart- ning at gøre - hvis det da var Jim. Negrene var just 19* 292 i Begreb med at rejse sig fra Frokosten og gaa ud til Arbejde i Marken; Jims Neger lagde noget Brød, Kød og andre Fødemidler paa en Tintallerken. Medens de andre begav sig afsted, hentede han Nøglen til Sku- ret oppe hos Onkel. Jims Neger saa meget godmodig ud; hans uldne Ho- vedhaar var bundet sammen med Staaltraad til en Mængde smaa Totter; det havde han gjort for at holde Trold- tøj og Aander paa Afstand. Tidligere, fortalte han, havde det været stærkt ude efter ham og nu ogsaa sidste Nat. Han havde set og hørt de mærkeligste Ting, havde hørt forskellig Støj og Lyden af Stemmer; al- drig havde Spøgeriet plaget ham saaledes. Saa optaget var han af sin Fortællen, at han glemte, hvad han havde for. Derfor spurgte Tom: „Hvorfor staar den Mad der, skal Hundene have den?” Negeren grinte over hele Ansigtet og svarede: „Ja, unge Herre, det være til en Hund, en ganske mærk- værdig Hund! Vil Dem komme at se den Hund?” „Ja, naturligvis!” Jeg skubbede til Tom og hviskede: „Vil du gaa der- hen ved højlys Dag? Det strider dog mod vor Plan!” „Ja, - det gjorde det, men nu ikke længere.” Saa travede vi altsaa bag efter Negeren lige hen til det ensomt beliggende Skur, skønt jeg ikke syntes om denne Fremgangsmaade. Da vi kom derind, var alt ravende mørkt, saa vi ikke kunde se noget. Men der var ingen Tvivl om, at Jim var derinde og, vant som han var til Mørket, kunde se os. „Ih, det være Huck! Og - det være Mr. Tom, unge Mr. Tom!” raabte Jim. Jeg havde nok tænkt mig, hvorledes det vilde kom- me. Nu var vi forraadte! Hvad var der at gøre? Jeg vid- ste det ikke, men stod kan og maabede med aaben Mund. 293 Selv om jeg ogsaa havde fundet paa noget at sige, havde der ikke været Tid dertil; den anden Neger vendte sig helt forbavset til os og udbrød: „Hvad, gode Gud! gamle Neger kender unge Her- rer!” Imidlertid havde vore Øjne vænnet sig til Mørket, og vi kunde nu skelne Omgivelserne. Tom stirrede ufra- vendt og forundret Negeren ind i Ansigtet og spurgte: „Kende - hvem kender os?” „Oh, ham gamle, bortløbne Neger her!” ”Hvorfra skulde han kende os? Hvorledes falder De paa det?” „Hvorledes Sam falde paa det? Være Sam døv? Sige den gamle Neger ikke i dette Øjeblik Navne paa de unge Herrer?” „Nej, det er storartet,” lo Tom. „Hvem har sagt noget? Hvornaar har han sagt det? Hvad har han sagt?” Saa vendte han sig rolig om til mig og spurgte: „Har Du hørt ham sige noget, Tom?” „Jeg, nej, jeg har ikke hørt noget.” Derefter vendte Tom sig til Jim, mønstrede ham som om han aldrig før havde set ham og spurgte saa: „Har Du maaske sagt noget?” „Næ - mig ikke aabne min Mund,” svarede Jim. „Du har jo ikke sagt et Ord, vel?” „Næ - ikke et Ord.” „Har Du nogen Sinde før set os?” „Næ - det Jim ikke har, Jim aldrig set de unge Herrer!” Atter vendte Tom sig til Negeren Sam, der stod helt forvirret og rystende. Tom saa strængt og alvorligt paa ham og udbrød: „Hvad gaar der egentlig af Dig, Gamle? Rabler det for Dig? Hvor falder det Dig ind, at den Neger der har sagt et Ord - at han kender os?” 294 „O, unge Herre, det være kun de gamle, slemme Spøgelser. Sam ønske, han være død! Altid plage de Aander ham. Unge Herre ikke sige Massa Silas noget, ellers han skænde paa gamle Sam. Han sige, der være ikke Spøgelser og Hekse paa Jorden, og gamle Sam dog høre og se dem altid. Nu han være her, han maatte tro det. Men saadan altid være, Folk tro ikke, hvad de ikke vil tro.” Tom gav ham et Par Cent og lovede ham, at vi ikke skulde fortælle Onkel noget. Og saa skulde, sagde han, Sam blot købe lidt mere Staaltraad og binde Uldtot- terne noget fastere sammen, for det var aabenbart ikke gjort omhyggeligt nok. Saa blinkede han med det ene Øje til Jim og udbrød: „Det skulde undre mig, om Onkel Silas ikke vil lade den Neger hænge op! I hans Sted vilde jeg gøre det. Saadan en utaknemlig Hund, der løber bort fra sin Herre!” Medens Sam traadte hen til Døren for at kigge paa sit Pengestykke, nærmede Tom sig til Jim og hviskede: „Lad Dig ikke mærke med, at Du kender os. Naar Du ved Nattetide hører nogen grave, saa er det os, som er i Færd med at befri Dig!” Jim fik lige Tid til at gribe vore Hænder og kysse dem, før Sam vendte sig om. Vi lovede oftere at ville følge med ham over til Fangen, hvilket han var glad over, fordi han mest i Mørke forfulgtes af Spøgeriet; derfor var det heldigst, om han havde Følgeskab. Saa skiltes vi fra vor genfundne Jim! OTTE OG TYVENDE KAPITEL. Endnu var der mindst en Time til Frokost. Vi løb over i Skoven, fordi Tom mente, at vi maatte skaffe 295 os nogen Belysning, naar vi skulde grave i det mørke Sideskur. En Lygte røbede os for let; derfor søgte vi noget trøsket Træ af den Art, der lyser i Mørke. Rig- tignok er dette Lys kun svagt, men vilde være tilstræk- keligt for os. Vi fandt en hel Favn fuld og gemte det bag nogle Buske; saa satte vi os lidt til Hvile, og Tom udbrød: „Det er i Grunden væmmeligt, hvor alt gaar ligefremt til. Men det er ogsaa vanskeligt at finde paa en Plan. der er rigtig vanskelig at udføre; der er ikke engang en Vægter, som man er nødt til at give et Sovemiddel - det hører sig dog til, at der er en saadan Vægter! Ikke engang en Hund, vi er nødt til at give Gift! Og Jim har kun om Benet en Lænke saa tynd som min Lillefinger, og saa er den tilmed kun gjort fast om Sengebenet. Er det nu noget, maa jeg spørge? Man behøver kun at løfte Sengen op for at stryge Lænken af, og Jim er fri. Hvor Onkel dog er godtroende! Han betror Nøglen til dette Rundhoved af en Neger og sørger ikke for, at der passes paa ham. Jim kunde saamænd godt for længe siden have sluppet bort, hvis han ikke havde været klog nok til at indse, at han ikke kunde komme langt omkring med en Lænke om Benet. Det er den dummeste Historie, jeg nogensinde har været med til, Huck! Vi er tvunget til selv at finde paa alle Van- skelighederne. Naa, andet er der jo ikke at gøre, og vi maa forsøge at faa det mest mulige ud af Sagen. Det er dog en Trøst at vide, at der er langt større Ære og Berømmelse ved at befri Jim gennem mange Farer og Æventyr end uden Vanskeligheder, selv hvor de, hvis Pligt det er at skaffe saadanne tilveje, har forsømt det, og vi altsaa selv maa opfinde dem. Dette giver mig Trøst og Mod! Som nu blot med denne Lygte, Huck. Man skulde overfladisk set tro, at det vilde være farligt for os at grave i Lygteskin. Men jeg tror, at 296 vi kunde drage der ben med et helt Fakkeltog, uden at nogen lagde Mærke til det! Det er sandt, vi maa skaffe os noget, hvoraf vi kan lave en Sav.” „Hvad skal vi bruge den til?” „Sikken et Spørgsmaal! Vi maa jo save Benet over paa Jims Seng for at faa Lænken løs.” „Du sagde jo lige, at man kun behøvede at løfte Sengen op for at smøge Lænken af.” „Nu er Du helt Dig selv igen, Huck Finn. Alting vil Du gøre paa Pattebørns-Manér! Har Du nogen Sinde læst, at man bærer sig saadan ad i Røverhistorier eller Heltefortællinger? Mon Baron Trenck, Casanova eller Benvenuto Cellini eller Henrik den fjerde anvender en saa simpel Metode? Nej, man har aldrig læst om, at man befriede en Fange paa saa simpel en Maade. De bedste Autoriteter tilraader at save Benet over, slikke Savsmuldet op og sluge det for ikke at røbe, hvad der er sket, hvorefter man smører et Lag Smuds eller Vogn- smørelse paa Gennemsavningsstedet, saa selv den mest snedige Fangevogter intet kan opdage, men tror, at Be- net er helt. Den Nat, da Flugten skal finde Sted, giver man saa Sengebenet et Spark - det ramler sammen. man smøger Lænken af, og Fangen er fri! Resten gaar af sig selv - han haler Rebstigen frem, gør den fast til Vinduet og stiger ned langs Muren, i det sidste Spring ned i den omliggende Grav brækker han Be- net - en Rebstige er nemlig altid nitten Fod for kort. maa Du vide - og saa løber hans tro Vasaller til, som venter hernede i Mørket, de løfter ham op paa en Hest, og som en Stormvind rider de alle til hans Borg i Lan- guedoc eller Navarra, eller hvad det nu hedder. Det er storartet, Huck! Hvis vi paa Bortførelses-Natten faar Tid dertil, skal vi grave en!” „Hvad skulde vi bruge en saadan Grav til,” ind- vendte jeg, „da vi jo vil liste Jim bort under Skuret?” 297 Men han overhørte ganske mit Spørgsmaal; med Hovedet støttet i Hænderne havde han glemt mig og alle sine Omgivelser. Saa sukkede han, rystede paa Ho- vedet og udbrød: „Nej, det er maaske ikke værdt; - der er ingen tvingende Grund til at gøre det.” „Grund - til hvad?” „Aa, til at save Jims Ben af,” svarede han. „Men Gud dog,” udbrød jeg, „nej, det er virkelig slet ikke nødvendigt. Hvorfor i al Verden vilde Du save Benet af ham?” „Aa, der er saamænd nok af berømte Forbilleder i saa Henseende; det er der mange, som har gjort. Naar de ikke paa anden Maade har kunnet fjærne Lænken, saa har de simpelt hen kappet Haanden eller Foden af for at komme løs. Bedre vilde det dog være med et Ben. Men vi maa opgive det, da det ikke ligefrem er nød- vendigt; desuden er Jim en tykhovedet Neger, som al- drig vilde kunne forstaa, hvorfor det burde være saa- ledes, og at det er Skik og Brug i Evropa, altsaa - det opgiver vi! Men en Ting kan og maa han have, nemlig en Rebstige; vi behøver kun at rive vore La- gener i Stykker og lave ham en, det er som Fod i Hose. Saa sender vi den ind til ham i en Postej; saa- ledes bliver det næsten altid gjort.” „Hvor Du dog vrøvler, Tom Sawyer,” indskød jeg. „Jim har ingen Brug for en: Rebstige; han ved ikke engang, hvad han skal gøre med den!” „Han skal have Brug for den! Du taler som den Blinde om Farverne! Tilstaa hellere, at Du ingen Anelse har om, hvordan saadan noget gaar til. Han maa have en Rebstige, enten han saa bruger den eller ikke, for alle Fanger har saadan en!” „Men hvad i al Verden skal han gøre med den?” „Gøre med den? Han skal gemme den i sin Seng. 298 Han kan maaske ikke det? Det har de Heste kunnet, og saa maa han vel ogsaa kunne det. Huck - Du har ingen Sans for at gøre saadan noget efter de rette Regler; Du vil hele Tiden have det anderledes end de andre. Selv om han nu ikke benyttede den - saa vil man senere finde dette vigtige „Indicium”, eller hvad det hedder, i hans Seng. Det hører med til en saadan Flugt, at der bag efter findes noget, som kan lede paa Sporet, naar det opdages, at han er flygtet bort. Nej, det er slet bevendt med din Omsigt, Huck!” „Naa, ja!” svarede jeg, „behøver han en Rebstige, saa lad ham kun faa den, for min Skyld ingen Allarm! Men det ved jeg, at river vi vore Sengelagner i Styk- ker for at lave en Rebstige, faar vi et syndigt Vrøvl med Tante Sally. Sig mig, Tom, kan en Stige af al- mindelig Bast ikke gøre samme Nytte, den er lettere at skaffe tilveje. Saa behøver vi ikke at rive Lag- nerne i Stykker, og i en Postej lader den sig ogsaa indsmugle. Desuden har Jim jo ingen Erfaring i de Dele, saa ham er det ligegyldigt, om Stigen er af Bast eller af Senge -” „Sludder! Var jeg saa tykhovedet som Du, Huck Finn, holdt jeg hellere min Mund i. Naar i Verden har man hørt om, at en Statsfange er undsluppet ved Hjælp af en Baststige - det er ganske latterligt!” „Naa godt, Tom! gør, som Du synes, men mit Raad er det, at vi hellere skal rapse et Lagen fra Tørresno- rene i Stedet for fra vores Senge!” Denne Bemærkning gav ham en ny Idé: „Du har Ret, Huck,” svarede han, „men saa kan vi ogsaa med det samme tage en Skjorte!” „En Skjorte? Hvad skal vi bruge den til?” „Den skal Jim have til at føre sin Dagbog paa.” „Aah, hvor naragtigt! Jim kan jo slet ikke skrive.” „Det ved jeg godt; men kan han ikke skrive, saa 299 kan han dog i det mindste male nogle Tegn eller Mær- ker paa den, naar vi skaffer ham en Pen af en gam- mel Tinske eller en tyk Jærnnaal.” „Ja, men, Tom, det var dog meget lettere Og bedre, hvis vi rev en Fjer af Onkels Gæs og lavede Pennen deraf!” „Fanger har ikke Gæs løbende omkring i Fængslet, hvoraf de kan rive Fjer til Penne, Dumrian! Fanger laver altid deres Penne af et haardt, gammelt og rustent Stykke Jærn, de tilfældig faar Fingre i, for Eksempel Haandgrebet af en gammel Lygte, og saa bruger de Uger - ja Maaneder før de naar saa vidt, at de faar det filet til, da de kun har Muren at slibe det mod. De vilde, selv om de kunde komme til det, aldrig tage en Fjerpen i Haanden - det strider mod Reglerne.” „Og Blæk? Hvorledes skal vi lave det? Af La- krits?” „Mange bruger Rust blandet med Taarer, men det gælder mest for Kvinders Vedkommende, da de kom- mer let til Taarer. De bedste Forbilleder, jeg kender, har altid brugt deres eget Blod dertil, og det maa Jim ogsaa gøre. Naar han kun vil give et almindeligt Bud- skab fra sig, for Eksempel for at oplyse Yderverdenen om, hvor han sidder fængslet, saa kan han nøjes med at ridse med en Gaffel paa en Tintallerken og derefter kaste den ud gennem Vinduet. Saaledes gjorde „Jærn- masken”, og han forstod sig paa de Ting.” „Men Jim har ingen Tintallerken; de giver ham Ma- den i en Blikskaal.” „Det spiller ingen Rolle, saa skaffer vi ham nogle!” „Men hvem skal kunne læse hans Tallerkenskrift?” „Det har vi ikke med at gøre, Huck! Han har kun at kradse ned og saa kaste Tallerkenen ud. Om det bliver læst, er mindre væsentligt! I nioghalvfems af hundrede Tilfælde er Du ikke i Stand til at udtyde, 300 hvad en Fange kradser ned paa en Tallerken eller an- den Genstand; det er ikke det, der er Hovedsagen!” „Ja, men hvorfor skal vi saa rutte med Tallerkener?” „Hvorfor? Det er nødvendigt - desuden tilhører de jo ikke Fangen!” „Men det er jo dog en andens Ejendom, ikke?” „Naa, hvad saa! Hvad tror Du, en Fange bryder sig om det!” Her blev vor Samtale afbrudt, da vi hørte det Horn- signal, som kaldte os til Frokostbordet, og vi løb da hurtig hjem. I Løbet af Formiddagen hentede jeg altsaa efter Aftalen en Skjorte og et Lagen fra Tørrepladsen og stak begge Dele i en gammel Pose, jeg ogsaa havde fundet; saa hentede vi noget af det trøskede Træ og puttede ogsaa det i Posen. Jeg siger hentede, eller „laante”, som min Gamle altid benævnte det; Tom kaldte det derimod rent ud „at stjæle” Men det gjorde ikke noget, tilføjede han; vi var nu en Fanges Hjælpere - paa en Maade stillet som Fanger selv - og som saa- danne maatte vi skaffe os de nødvendige Hjælpemidler, paa hvad Maade det lod sig gøre - og man vilde ikke af den Grund kunne dadle os. Det er ikke at regne som Synd, naar en Fanges Hjælper eller Fangen selv stjæler de Ting, han har Brug for til sin Befrielse, udtalte Tom, det er kun hans Ret; saalænge vi altsaa repræ- senterede Fangen, havde vi Ret til at stjæle alt til Brug for hans Befrielse. I modsat Fald var det noget helt andet; det er en elendig Stymper, som stjæler for egen Fordels Skyld. Vi blev altsaa enige om at nappe alt, hvad vi havde Brug for, hvor vi end kunde faa Fingre i det. Ud fra denne Anskuelse lavede Tom senere et frygteligt Spektakel, fordi jeg havde faaet Fingre i en af Negrenes Vandmeloner ude paa Marken og fortæ- rede den. Han tvang mig endog til at give Fyren lidt Penge i Vederlag, og foreholdt mig, at det var noget 301 helt andet, saaledes var det ikke ment - den havde jeg ligefrem stjaalet, - vi maatte kun tage, hvad vi virkelig havde Brug for. Jeg indvendte, at Vandmelonen havde jeg haft Brug for. Men det galdt ikke, vedblev han; en anden Sag havde det været, om jeg havde brugt Vandmelonen til at smugle en Kniv ind til Jim, saa at han med den kunde dræbe sin Fangevogter - det havde der ikke været noget at sige til. Men i mit stille Sind tænkte jeg rigtignok, at der ikke var stor Stads ved at repræsentere en Fange, naar man ikke engang maatte rapse en sølle Vandmelon. Vi afventede nu et Tidspunkt, da alle i Huset var gaaet til deres Arbejde, og ingen var at se paa Gaards- pladsen. Saa slæbte Tom Sækken ind i Tilbygningen ved Jims Fangeskur, medens jeg holdt Udkig, Da vi kom ud derfra, satte vi os paa en Brændestabel og sludrede sammen. „Ja, nu er alt jo i Orden,” bemærkede Tom, „vi mangler kun Værktøj, og det kan vi snart faa fat i.” „Værktøj, til hvad?” spurgte jeg. „Til at grave med, naturligvis! Du har vel ikke tænkt, at vi kan grave ham ud med de bare Negle?” „Nej, men de gamle Spader og Hakker inde i Sku- ret er vel gode nok!” Med medlidende Foragt saa Tom paa mig og ud- brød: „Huck Finn! der er intet at stille op med Dig! Har Du nogen Sinde hørt om Fanger, der saadan lige kunde tage Hakke og Spade og grave sig ud med? Jeg spørger Dig, Huck Finn, saafremt der er Spor af sund Fornuft i Dig: med hvad Ret kunde en Fange i saa Tilfælde regnes for en Helt? Saa kunde man lige saa godt med det samme laane ham en Nøgle til Fængslet, saa han selv kunde lukke sig ud. Spader og Hakker! Jeg tror, du vil - ikke engang en Konge vilde bruge saadanne Redskaber!” 302 „Naa, ja!” svarede jeg, „naar vi altsaa ikke skal bruge de Spader og Hakker, der findes derinde, hvad skal vi da grave med?” „Et Par store, gode Osteknive!” „Hvad siger Du! Grave Grunden ud under Fængs- let med dem? Du maa jo fejle noget, Tom; det er ren Vanvid!” „Det er ligegyldigt! Enten det er Vanvid eller ikke, saa maa det gøres, det er i Overensstemmelse med Reg- lerne; saa vidt jeg ved, gives der ingen anden Maade - og jeg har dog læst alle de Bøger, der handler om den Slags Ting. Altid graver man sig ud med Knive! - og det tilmed sædvanligvis ikke gennem Ler og Jord, men gennem fast Klippegrund. Dertil har de brugt Uger og Maaneder, ja ofte meget mere Tid. Der var engang en Fange i det underjordiske Fængsel Chateau d'If ved Marseilles Havn, og han gravede sig ud paa den Maade. Hvorlænge tror Du, han var om det?” „Det ved jeg ikke!” „Ja, men Du kan jo gætte!” „Aa, jeg tænker en halvanden Maaned!” „Syv og tredive Aar tog det ham. Han kom frem paa et Sted, som hedder Kina! Der ser Du - saadan gaar det til. Jeg vilde ønske, at denne Fæstning her hvilede paa fast, solid Klippegrund!” „Men Jim kender ingen i Kina, hvis han skulde komme frem til Overfladen der.” „Det kommer ikke Sagen ved! Du gaar altid bort fra selve Sagens Kærne!” „Naa, det er mig ogsaa lige meget, hvor han kom- mer frem, naar blot han bliver fri, og saaledes tænker vel Jim selv. Men et maa vi dog tage Hensyn til. Jim er altfor gammel til at blive gravet ud med Knive, saa længe vil han ikke leve.” „Det vil vise sig! Men du tror da ikke, at vi skulde 303 behøve syv og tredive Aar for at grave Hul i Ler- gulvet?” „Hvorlænge mener Du vel, det vil vare, Tom?” „Ja, vi tør jo ikke anvende saa lang Tid derpaa, som vi burde i Henhold til Reglerne, for Onkel Silas vil nok snart faa Rede paa, hvor Jim hører til. Hvem kan vide, hvornaar Jim skal føres bort? Egentlig burde Ud- gravningen jo nok tage os et Aarstid, men under de for- haandenværende usikre Forhold anser jeg det for rigtigst, at vi graver saa hurtigt som muligt og saa indbilder os, at det har varet syv og tredive Aar. Saa kan vi rolig se Tiden an, og, saasnart der viser sig Tegn paa Fare, kan vi hurtig bringe ham ud og skaffe ham af Vejen. Jeg tænker, at det er bedst saaledes.” „Det er da en fornuftig Tale,” svarede jeg. „At ind- bilde sig koster jo ikke noget og for min Skyld kan vi godt indbilde os, at Udgravningen har varet halvtreds Aar. Saa er det bedst, jeg ser at faa fat i et Par Knive!” „Tre maa vi have,” tilraadede Tom; „den ene maa vi lave en Sav af.” „Ja vel, Tom; men,” vovede jeg at indvende, „der bag i det lille Skur har jeg mellem Skramlet set en gammel, rusten Sav, - hvis det altsaa ikke strider mod Skik og Brug -” Med Fortvivlelse malet i Ansigtsudtrykket afbrød Tom mig og sagde: „Det er haabløst at lære Dig noget, Huck! Løb nu hen og skaf de Knive - tre maa vi have, forstaar Du?” Det gjorde jeg da. 304 NI OG TYVENDE KAPITEL. Som vi havde ventet, gik alle tidlig til Ro om Afte- nen og snart hvilede de alle i dyb, tryg Søvn. Vi ned ad Lynaflederen og listede os forsigtigt ind i Skuret; vort trøskede Træ afgav tilstrækkelig Belysning - saa ki- lede vi paa Arbejdet. Først ryddede vi alt til Side, der var stablet Op ad Væggen udfor det Sted, hvor Jims Seng antagelig stod. Tom mente, det vilde være bedst, hvis vor Løbegang mundede ud under Sengen, thi saa var det vanskeligt at opdage Aabningen, da Jims Tæppe hængte temmelig langt ned mod Gulvet, og det skulde være mærkeligt, om nogen faldt paa at løfte Tæppet og kigge under Sengen. Vi gravede og rodede derefter til hen mod Midnat med vore Knive. Saa var vi da død- trætte og vore Hænder fulde af Vabler uden at vi dog var skredet ret langt fremad med Arbejdet. Endelig op- gav jeg det og udbrød: „Hør, Tom! dette Arbejde her bliver vi ikke færdig med i syv og tredive Aar, som vi efter Reglerne skulde; hvis det ikke mindst vil tage os otte og tredive Aar, maa Du kalde mig Mads!” Ikke et Ord svarede han; han sukkede dybt og hørte op med at rode videre. Da vidste jeg, at han var i Færd med at tænke og lod ham have Ro. Pludselig udbrød han: „Huck, paa den Maade kommer vi ingen Vegne. Ja, hvis vi virkelig var i Fængsel og havde saa mange Aar at løbe paa, som det var nødvendigt at bruge, havde det ingen Hast, saa behøvede vi kun at grave et Par Minutter, hver Dag, medens Vagten blev afløst og fik ikke Vabler i Hænderne deraf. Saa kunde vi arbejde os frem Aar ud og Aar ind og udføre alt i Overensstemmelse med Reglerne. Men vi har ingen Tid at ødsle hen. Naar vi endnu kiler saadan paa en Nat til, maa vi vente mindst en Uge, indtil vore Hænder er blevet saa raske, at vi 305 igen kan grave videre med Knivene. Rigtigt og moralsk er det ikke - jeg vilde heller ikke gribe til denne Ud- vej, hvis der fandtes nogen anden» - men vi maa tage Spaderne - og lade, som om det er Knive.” „Bravo! Tom, det er da fornuftig talt! Din Tanke bliver mere og mere klar, synes jeg, Du gør dit Bedste for at overgaa Dig selv.” svarede jeg. „Spaderne bør være vort Løsen, - enten det maa betragtes som mo- ralsk eller ikke. I saa Henseende blæser jeg Moralen et Stykke. Naar jeg vil have fat i en Neger eller en Vandmelon, er Metoden mig uvæsentlig, blot jeg opnaar min Hensigt. Hvad det gælder om for mig, er at faa min Neger tilbage; naar jeg behøver en Spade for at grave ham ud, bruger jeg en Spade, - saa lad „Avtori- teterne” tænke derom, hvad de lyster!” „Ja.” svarede han, „i vort Tilfælde er det forsvarligt at bruge Spade, ellers indlod jeg mig ikke paa det; thi Ret er Ret og Uret er Uret, og man skal ikke paa Trods af bedre Indsigt begaa Uret! Du kunde maaske for dit Vedkommende grave Jim ud med en Spade uden at ind- bilde Dig, at det er en Kniv; for mit Vedkommende for- holder Sagen sig anderledes; jeg ved, hvad der er rig- tigt og maa handle i Overensstemmelse dermed, altsaa - giv mig saa en Kniv!” Han havde sin egen i Haanden, men uden videre at tænke over det, rakte jeg ham nu ogsaa min egen: men han kastede den paa Jorden og gentog utaalmodigt: „Giv mig en Kniv, Huck Finn!” Først stirrede jeg forundret paa ham, men pludse- lig gik der et Lys op for mig. Jeg rodede blandt det gamle Skrammel og fandt en Spade, som jeg rakte ham. Uden at sige et Ord tog han imod den og gik løs paa Arbejdet. Saaledes var han - altid fast i sine Prin- cipper! Jeg bevæbnede mig med en Skovl og nu gik Arbej- Huck Finns Hændelser. 20 306 det hurtigt fra Haanden. En halv Timestid gravede vi flittigt, men saa var vi saa søvnige, at vi maatte indstille det. Dog havde vi da faaet udført et kønt Stykke Ar- bejde med vore „Knive” Som sædvanligt løb jeg op ad Bagtrappen og mente, at Tom vilde komme bag efter. Da han ikke viste sig, saa jeg ud ad vort Vindue og fik Øje paa ham ved Lynaflederen, som han forsøgte at klatre op ad. Det gjorde ondt i hans vablede Hænder og han udbrød helt ynkeligt: „Jeg kan ikke, Huck, jeg naar aldrig op! Hvad skal jeg dog gøre? Giv mig et godt Raad!” „Ja,” svarede jeg. „men det bliver vist ikke moralsk og efter Reglerne. Gaa op ad Trapperne og bild Dig ind, at det er ad Lynaflederen!” Stiltiende fulgte han dette Raad. Den næste Morgen „laante” Tom etsteds inde i Hu- set en Tinske og en Messinglysestage for at kunne lave Penne til Jim, samt en Pakke Tændstikker og seks Tælle- lys, imidlertid luskede jeg omkring ved Negrenes Hytter og saa mit Snit til at faa Fingre i tre Tintallerkener. Tom mente, at dette Antal langt fra vilde slaa til, men jeg gjorde ham opmærksom paa, at ingen vilde se de Tallerkener, som Jim kastede ud gennem Vinduesspræk- ken, fordi de vilde falde i endel højt Ukrudt udenfor; der kunde vi da samle dem op og benytte dem engang til. Dette Svar tilfredsstillede ham: „Nu gælder det om at bringe disse Sager ind til Jim!” „Aa, vi kan stikke dem ind til ham gennem Hullet, naar vi faar det gravet!” Tom paatog sig en foragtende Mine og brummede noget om, at Mage til Vaas havde han ikke forhen hørt. Derefter fortalte han, at han havde udspekuleret tre- fire forskellige Maader, hvorpaa det kunde ske, men det havde jo ingen Hast med at tage den endelige Be- 307 stemmelse, da vi først maatte søge at forklare Jim, hvor- til han skulde bruge disse Ting. Ved Titiden om Aftenen rutschede vi ned ad Lynafle- deren og tog et af vore Tællelys med os; vi lyttede udenfor Jims Glukhul, hørte ham snorke og kastede saa Lyset ind, hvilket han slet ikke lagde Mærke til. Med friske Kræfter kilede vi paa med Spade og Skovl og i Løbe; af to-tre Timer havde vi vor lille Tunnel færdig. Vi krøb gennem den og kom ind i Fangeskuret under Jims Seng, saa famlede vi lidt omkring og fandt Tælle- lyset, som vi hurtig fik tændt. En kort Stund stod vi begge bøjede over Jim, der stadig snorkede, og saa væk- kede vi ham lempeligt. Hvor blev han lykkelig, da han saa, at det var os! Han overøste os med Kælenavne og bad os indtrængende om at hente en gammel Fil til at file Lænken over med; saa vilde han straks stikke bort derfra. Dette stemmede aldeles ikke overens med Toms Hensigt og han gjorde da Jim forstaaeligt, at det stred mod alle Regler; Tom udviklede derefter vore Pla- ner for ham og tilføjede, at vi kunde foretage Foran- dringer i disse, hvad Øjeblik det skulde være, hvis der viste sig nogen overhængende Fare; han behøvede ikke at nære nogen Frygt, thi vi skulde nok sørge for, at han blev fri. Jim slog sig da ogsaa til Ro med denne For- klaring og vi sad længe og talte om gamle Tider. Tom rettede en Mængde Spørgsmaal til ham, og da Jim saa fortalte, at Onkel Silas hver Dag kom over til ham for at bede med ham og Tante Sally for at paase, at han fik nok at spise, samt at de begge var saa gode og venlige mod ham, udbrød Tom: „Ja, saa ved jeg ogsaa, hvad jeg har at gøre. De to maa selv bære Sagerne over til Dig, Jim!” „Lad dog være med det, Tom” svarede jeg. „Det er da den mest forrykte Idé, Du endnu har faaet!” Men han agtede ikke paa min Ytring; uforstyrret 20* 308 snakkede han videre, saaledes som han plejede, naar han havde sat sig en bestemt Ting i Hovedet. Jim fik da Besked om, at vi agtede at indsmugle en Rebstige til ham i en Postej med Negeren Sam, der bragte ham hans Kost; han maatte ikke lade sig mærke med noget og passe paa, at Sam ikke saa ham aabne Postejen. De mindre Sager vilde vi stikke i Onkels Frakkelommer, hvorfra han saa maatte stjæle dem; naar det lod sig gøre, vilde vi ogsaa benytte Tantes Forklæde- lommer. Endelig lod han ham vide, hvortil han skulde anvende de forskellige Sager, og viste ham, hvorledes han skulde føre Dagbog, skrevet med sit Blod, paa Skjorten, - og mere af samme Art. Tom forklarede ham alt meget nøje. Rigtignok kunde Jim ikke forstaa Nytten af alt dette, men slog sig til Taals med, at vi dog var „kloge, hvide Mennesker” og derfor maatte for- staa os bedre paa saadanne Ting end en ussel, dum Neger. Og han lovede at udføre alt nøje efter Toms Op- givende. Jim havde nogle Smaapiber og Tobak, saa vi kunde faa os en rigtig hyggelig Passiar, før vi atter krøb ud gennem Hullet og begav os op i Seng. Tom var i glim- rende Humør. Det var den bedste Fornøjelse, han end- nu havde været med til og denne Undvigelsesbedrift maatte ganske sikkert bringe os alle stor Ære og Be- rømmelse, naar den engang blev almindelig bekendt. Næste Morgen var vi ude i Brændeskuret og slog Messinglysestagen i passende Stykker, hvilke Tom tog i Lommen tillige med Tinskeen. Saa begav vi os over til Negerhytterne; medens jeg afledede Sams Opmærksom- hed, borede Tom et Stykke af Lysestagen ind i den Majs- postej, der var bestemt for Jim-. Saa travede vi bag efter Sam over til Fængselsskuret for at iagttage Virkningen. Den var over al Forventning, for Jim var næsten ved at knække alle sine Tænder, da han hed i Messingstumpen. 309 Han lod sig dog ikke mærke med andet end, at det var en Sten eller lignende, der saa let kan forvilde sig ind i Brød; men senere satte han ikke Tænderne i noget, før han med sin Gaffel havde undersøgt det. Medens vi saa staar i Halvmørket derinde, dukker pludselig to Hunde snusende og snøftende frem under Jims Seng, og flere følger efter, saa Rummet i Løbet af et Øjeblik er saa overfyldt med Hunde, at vi næppe kan trække Vejret. Hvilken Overraskelse! For Pokker, vi maatte altsaa have glemt at lukke Døren til Side- skuret ordentlig. Sam fik en saadan Forskrækkelse, at han kun med Udraabet: „Spøgeri!” faldt om mellem Hundene og væl- tede sig omkring som i Krampe. Hurtig aabnede Tom Døren til Fængslet, snappede et Stykke Kød fra Jims Tallerken og kastede det udenfor; medens Hundene suste som forrykte efter Kødet, løb han selv lynsnart om bag Skuret og fik Døren forsvarlig lukket. I næste Øjeblik var han atter tilbage i Fængslet og trak Døren til efter sig. Saa bøjede han sig over Sam, der endnu laa støn- nende paa Lergulvet. Tom klappede og beroligede ham og spurgte, om han maaske igen havde set noget og om Aanderne atter havde foruroliget ham. Sam kom til sig selv, rejste sig og saa sig angstfuld omkring. „Massa Sid,” hviskede han, „Dem tænke, Sam være en Nar, men Sam synes mig se en hel Million Hunde eller Djævler, helt tydelig mig set dem! Sam mærke dem, - føle dem! De springe over stakkels, gamle Sam! Der være saa mange - saa mange! Mig kun engang fange saadan Spøgelse - kun en eneste - en- gang! Saa de Spøgelser nok næste Gang blive væk fra Sam!” „Jeg skal sige Dig, Sam, hvad jeg tror,” udbrød Tom beroligende. „Ved Du, hvorfor disse Spøgelser kommer her hver Gang Du bringer Frokost til denne bortrømte 310 Slave? Det er fordi de er sultne. Ved Du, hvad Du saa skal gøre? Naa, ikke! Du maa lave dem en Hekse- postej, det alene kan hjælpe Dig!” „Men, Massa Sid, hvorledes gamle Sam lave en Heksepostej? Det vide mig slet ikke. Mig aldrig hørt om en saadan Postej!” „Naa, saa skal jeg lave den for Dig!” „Massa Sid gøre det? Sam kysse Jorden, hvor Massa Sid gaar!” „Det er godt, Gamle! Jeg gør det, fordi Du er venlig og tjenstvillig og har gjort os den Tjeneste at vise os den Fyr der. Men Du maa være forsigtig, forstaar Du? Naar vi laver Postejen, maa Du vende Ryggen til og end ikke gøre Forsøg paa at se, hvad vi kommer i den; heller ikke maa Du se paa, naar Jim spiser den. Ellers kommer Spøgelserne atter over Dig og hvem ved, om de ikke næste Gang slæber Dig med i Stedet for at for- svinde saa hurtigt. Og fremfor alt maa Du ikke røre ved Postejerne.” „Røre dem, Massa Sid? Sam ikke røre med den mindste Fingerspids, ikke for ti Hundrede Tusind Milli- oner Dollars!” TREDIVTE KAPITEL. Der var nu lagt for med Hensyn til Postejen. Vi skyndte os hen til et Rum i et af Skurene, der blev brugt som et Slags Pulterkammer. Tidligere havde vi udspio- neret det og vidste, at her laa en Bunke gamle Støvler, forslidt Tøj, ituslaaede Flasker, hullede Kasseroller og Kedler - alt sammen ganske nyttige Sager til sit Brug. Efter endel Roderi fandt vi endelig et noget gennem- sigtigt Blikvandfad, hvori vi godt kunde bage Postejen. 311 naar vi tætnede de Største Huller. Saa listede vi ned i Kælderen og fyldte det med Mel. Da det saa imidlertid blev Frokosttid, maatte vi skynde os op; paa Vejen fandt vi et Par store rustne Søm og Tom sagde, at de vilde være velkomne for en Fange, da han med dem kunde indridse sit Navn og sin Kummer paa Fængslets Vægge. Det ene lagde vi i Lommen paa Tante Sallys Forklæde, der hang paa et Dørgreb, det andet satte vi fast under Onkels Hattebaand - Børnene fortalte os nemlig, at Papa og Mama skulde over til den bortrømte Neger. Da vi satte os til Frokostbordet, fik Tom Lejlighed til at putte Tinskeen i Onkels Frakkelomme. Tante Sally lod paafaldende længe vente paa sig. Da hun endelig kom, var hun helt blussende rød og saa vred ud. Hun kunde næppe vente, til Bordbønnen var til Ende, før hun pøsede Kaffen omkring i Kopperne med den ene Haand, medens hun med den anden knubsede sit nærmest sid- dende Barn oven i Hovedet, samtidig talte han saaledes til Onkel Silas: „Nu har jeg gennemstøvet hele Huset fra øverst til nederst, og - sandelig det overgaar min Forstand - jeg kan absolut ikke opdage, hvor den ene af dine Skjorter er blevet af.” Ved disse Ord fik jeg et Stykke Skorpe i den for- kerte Hals, hvorfra det blev drevet tilbage af et saa hæftigt Hosteanfald, at det fløj lige over Bordet i Øj- et paa et af de smaa Børn, der krummede sig som en Orm og udstødte sande Indianerhyl; Toms Ansigt fik en underlig grønlig Farve - i et Øjeblik syntes vi at have tabt Vejret. Men saa var det forbi - det var kun den pludselige Overraskelse, der virkede saa hæftigt. On- kel Silas sagde: „Ja, det er i Sandhed højst besynderligt, det forstaar jeg ikke. Jeg ved med Bestemthed, at jeg tog den af, fordi -” 312 „Naturligvis, fordi Du kun havde denne ene paa! Jeg ved rigtig godt, at Du har taget den af - i Gaar har jeg nemlig med mine egne Øjne set den hænge paa Tørre- snorene. Men nu er den borte, saameget er sikkert og vist, og Du bliver nødt til at skifte med dine røde Flonels- skjorter, indtil jeg faar Tid til at sy Dig en ny. Det bliver saa den tredje, jeg syr i Løbet af de to sidste Aar. Du kunde saamænd sætte en hel Sværm af Syersker i Arbejde med dine Skjorter! Og hvorledes Du bærer Dig ad med at kaste dem bort, det er mig en Gaade! Man skulde tro, at Du i din Alder endelig havde lært at passe paa dit Tøj!” „Ja, ja, Sally, jeg ved det; men, ser Du, i dette Til- fælde er Skylden ikke alene min, for jeg har dog egent- lig intet at gøre med den Skjorte, naar jeg ikke længere har den paa, og tabt den af Kroppen, tror jeg ikke, jeg har!” „Aa, Silas, det kan Du ikke regne Dig til Fortjeneste; hvis det var Dig muligt at tabe den, medens Du havde den paa, saa havde Du nok gjort det! For Resten er Skjorten ikke det eneste, der er borte - der mangler og- saa en en Ske. Der var ti og nu er der kun ni. Maaske Kalven kan have ædt Skjorten, men en Ske sætter den ikke til Livs, det ved jeg da! „Savner Du endnu mere?” „Ja - seks Tællelys er forsvundet! Dem kan Rot- terne have ædt og jeg antager ogsaa, at de har gjort det. Et helt Under er det, at de ikke har slugt hele Huset, Silas. Du bekymrer Dig ikke en Døjt om at faa Rotte- hullerne stoppede til; Du taler altid om det, men faar det aldrig gjort. Rotterne kunde, tror jeg, godt bygge Reder i dit Haar, uden at Du mærkede det - men man kan ikke kaste Skylden for Skeens Forsvinden- over paa Rotterne - det er da klart nok!” „Ja, Sally, Du har Ret! jeg har vist Forsømmelighed, 313 men jeg lover Dig, at jeg endnu i Dag egenhændig skal stoppe alle Hullerne til.” „Aa, forhast Dig endelig ikke; det er tidsnok en- gang til næste Aar!” I samme Øjeblik tildelte hun det yngste Barn et knaldende Smæk med Bagsiden af Haanden; den paa- gældende havde benyttet Lejligheden til at stikke Fing- rene i Sukkerskaalen og trak dem nu hastigt til sig med en lydelig Flæben. Da viste Lise, den Negerkone, som havde med det indvendige Husarbejde at gøre, sig i Døren: „Missers - et Lagen ogsaa være væk!” „Et Lagen ogsaa! Barmhjærtige Himmel!” „Nu skal jeg straks stoppe Rottehullerne!” sukkede Onkel Silas og saa meget angerfuld ud. „Ti!” befalede Tante Sally, „Dumrian! tror Du maa- ske, at Rotterne har ædt Lagenet? Hvor kan det Lagen være blevet af, Lise?” „Lise vide intet! Igaar være det paa Tørresnor, i Dag være det borte - helt, helt væk!” „Det er dog for galt! Sligt har jeg aldrig oplevet Ma- gen til! En Skjorte, et Lagen, en Ske og seks Lys -” Den opløbne Negertøs kom nu styrtende som gal ind og raabte: „Der mangler en Messinglysestage! Kan ikke finde den!” „Skrub af, Tøs! Gaa allesammen eller -” Nu skummede hun af Raseri. Vi dukkede os alle, trak Skuldrene sammen og holdt os saa stille som Mus, medens han som en Hvirvelvind fløj ud og ind. Jeg spej- dede allerede efter en Lejlighed til at slippe bort, til Uvejret var drevet over, da Onkel Silas pludselig stak Haanden i Lommen og med et forbavset, helt faare- agtigt Ansigtsudtryk trak han Skeen frem for Dagens Lys. Med vidt opspilet Mund standsede hun midt i sin 314 Tales hæftige Strøm og ved dette Syn ønskede jeg mig langt borte til Jerusalem. Men saa udbrød hun: „Just som jeg havde tænkt! Lige det, jeg ventede! Der sidder Du hele Tiden og ruger over Skeen i din egen Lomme uden at mæle et Ord og lader din Kone ærgre sig til Døde. Maaske har Du ogsaa de andre Sager i dine Lommer? Se dog efter! Hvorledes er Skeen kom- met der? „Hvis jeg vidste det, vilde jeg fortælle Dig det, Sally,” vedblev han ligefrem undskyldende sig. „Før Frokost sad jeg just og studerede min Tekst til paa Søn- dag og da havde jeg mit nye Testamente fremme paa Bordet; jeg kan kun tænke mig, at jeg har taget fejl og stukket Skeen i Lommen i Stedet for, - nu mærker jeg, at mit Testamente har jeg da ikke i den. Jeg skal gaa ind og se efter; hvis det endnu ligger, hvor jeg læste i det før Frokost, saa er jeg sikker i min Sag, jeg har da byttet om og puttet Skeen -” „Men kan Du dog ikke tie stille? Du gør mig syg med al din Tale! Gaa nu allesammen, og kom mig ikke for Øje før mit Sind er faldet til Ro, hører I!” Vi to var raske nok til at følge hendes Befaling. Da vi gik gennem Dagligstuen, stod den gamle Mand just og tog sin Hat ned fra Knagen. Sømmet faldt paa Gulvet, men han tog det kun skikkeligt op og lagde det paa Ka- minen uden at sige et Ord. Saa gik han ud. Tom havde nøje iagttaget ham og udbrød: „Med ham kan vi ikke for Fremtiden sende noget. han er ikke til at stole paa! For Resten har han med Hensyn til den Ske vist os en Tjeneste uden selv at ville det. Nu maa vi, uden at han behøver at vide det, yde ham nogen Gengæld. Skal vi ikke stoppe hans Rotte- huller; det faar han vist aldrig gjort!” Som sagt, saa gjort. Der var nok af dem nede i Kæl- deren og det tog os en hel Time, men saa var Arbejdet 315 ogsaa lavet godt og grundigt; det Skulde være en meget stærk Rotte, som skulde kunne bryde derigennem! Saa hørte vi pludselig Fodtrin paa Trapperne og skyndte os da at puste vort Lys ud og gemme os. Det var den gamle Mand, som kom med et Lys i den ene Haand og bærende paa noget i den anden Haand til at stoppe Hullerne; han saa helt aandsfraværende ud. Han gik fra det ene Hul til det andet, saa blev han staaende nogle Minutter i stille Eftertanke, medens Tællen dryp- pede fra hans Lys. Omsider gik han langsomt op ad Trap- pen, idet han mumlede ved sig selv: „Om jeg saa brød min Hjærne nok saa meget, er det mig umuligt at komme paa, hvornaar jeg har gjort det. Men Hullerne er tilstoppede og nu har jeg Bevis for, at jeg ikke er Skyld i, at Rotterne har været paa Spil! Dog, hvad Nytte er det til - lad mig hellere tie; det er ikke Umagen værd at retfærdiggøre mig.” - Med disse Ord forsvandt han og vi listede os op igen. Ja, han var, og er den Dag i Dag endnu, en skikkelig Mand! Tom var i stor Forlegenhed med Hensyn til, hvad han skulde gøre for at faa en ny Ske; i hvert Fald maatte vi have en saadan. Da han havde tænkt sig lidt om, havde han sin Plan færdig. Vi gik ind i Stuen og hen til, hvor Kurven med Skeerne stod; da saa Tante viste sig, snuppede Tom en af dem op i sit Ærme, bredte de andre ud paa Bordet og udbrød: „Tante Sally, der er jo kun ni Skeer.” „Gaa nu jeres Vej og plag mig ikke - jeg ved bedre, hvor mange der er, jeg har lige talt dem.” „Ja, men jeg har talt to Gange, Tante; der er ikke flere end ni!” Først blev hun lidt vred, men saa gav hun sig da til at tælle: „Ja, Du har Ret, der er kun ni. Hvorledes kan det dog være - lad mig tælle engang til!” 316 Nu lod Tom Skeen glide ud fra sit Ærme, og da hun havde endt sin Tælling, udbrød hun; „Det maa jo gaa til med Hekseri - nu er der igen ti!” „Men Tante! jeg tror dog ikke, der er ti!” indskød Tom. „Lad mig saa tælle om igen, er Du saa tilfreds!” Tom nappede hurtig en Ske uden hun saa det og saa var der igen ni tilbage. Tante skummede af Raseri og rystede over hele Legemet. Hun talte efter flere Gange, snart var der ni og snart ti Skeer, for af og til talte hun Kurven med. Saa tabte hun Taalmodigheden og slyngede Kurven ind til Væggen, gav Katten et Spark, saa den hvæsende hoppede højt i Vejret, og raabte, at vi skulde skrubbe af og lade hende have Ro. Men Hoved- sagen var, at vi havde vor Ske; vi fik dog puttet den i hendes Forklædelomme, og Jim modtog den rigtig endnu før Middag. For saa vidt havde vi haft Held med vort Forehavende, og Tom mente, at den Spøg nok havde væ- ret Ulejligheden værd, for herefter vilde Tante Sally aldrig mere være sikker paa, om! hun havde ni eller ti Skeer; hvis hun talte rigtig, troede hun, at det var for- kert og omvendt. Om Aftenen hængte vi saa Lagenet tilbage paa Tørre- snoren igen, men stjal samtidig et andet fra en af hendes Skuffer; i de følgende Dage tog vi Lagener bort og lagde tilbage igen, saa hun tilsidst kom i fuldstændig Vildrede med, hvormange Lagenet, hun egentlig ejede; alt dette skabte hende et saadant Bryderi, at hun omsider opgav at finde Rede i dette Lagen-Regnskab. Nu .var alt i den skønneste Orden med Hensyn til Skjorten og Lagenet og Skeen og Lysene - takket være Kalven og Rotterne og det noget indviklede Sammentæl- lings-Eksperiment. Lysestagen spillede ikke saa stor en 317 Rolle - lidt efter lidt havde Stormen lagt sig fuldstæn- dig. Men Postejen, den berømte Heksepostej, skaffede os et stort Arbejde og endeløse Bryderier. Alt, hvad der var nødvendigt, havde vi bragt ud i Skoven og her gik Bagningen for sig. Vi maatte bage den stykkevis og brugte tre Kasseroller fulde af Mel, før vi naaede saa vidt; men da havde vi ogsaa opnaaet at blive forbrændt paa Hænder og Arme og Øjnene var svulne af Røg. Egentlig lagde vi an paa at faa en højt hvælvet Skorpe, men hele Tiden sank vore Postejdele sammen i Midten; saa fandt vi paa, at det maaske gik bedre, naar vi straks fra Be- gyndelsen lagde Rebstigen inden i og bagte den med. Natten tilbragte vi hos Jim, ivrigt beskæftigede med at rive Lagenet i smalle Strimler og binde dem sammen; inden Dagens Frembrud havde vi faaet lavet et herligt Tov, med hvilket man kunde have hængt en Okse. Vi „lod” saa, som om vi havde været ni Maaneder om at lave det. Samme Formiddag bragte vi Tovet ud i Skoven, men vi kunde ikke faa det ind i Postejen; der var Tov nok til at fylde fyrretyve Postejer med, og saa vilde der endog blive Længde nok tilbage til Suppe, Pølse eller hvad man ellers ønskede. Saadant et Lagen er stort - det kunde række til flere Middagsmaaltider! Men vi behøvede jo ikke hele Tovet; vi vilde kun bruge saa meget, som kunde udfylde Postejen. Resten kastede vi bort. Til Bagningen turde vi nu ikke bruge Kasserollen, fordi Bunden truede med at falde af, og hele vor Herlighed da vilde ende i Ilden. Men Onkel Silas ejede et pragtfuldt Varmebækken af Messing: det var overordentlig kunstfærdigt udgraveret og havde et langt Skaft. Det var et gammelt Arvestykke og var kom- met fra England sammen med Wilhelm Erobreren paa „Liljekonval'en, tror jeg, eller ogsaa med det første Ud- 318 vandrerskib. Det tilhørte en Samling af endel andet Skrammel, som Onkel satte uhyre Pris paa - ikke just paa Grund af Pengeværdien, men fordi det var „Rari- teter” som Onkel sagde. Dette Messing-Varmebækken fik vi i al Hemmelig- hed taget ned fra dets Plads og bragt ud i Skoven. Den første Postej vilde ikke rigtig lykkes, da den hængte paa Fanden, men saa tog vi fat paany. Vi fyldte Dejg i Bækkenet, stoppede Tovet ned, hældte atter Dejg oven- paa, lukkede Laaget og satte det over Ilden - et Kvar- terstid efter havde vi den smukkeste Postej, som selv den dygtigste Kok ikke behøvede at blues ved. Men spises kunde den rigtignok ikke - i hvert Fald maatte man have et Vognmandslæs Tandstikkere ved Haanden. for Tovet vilde vel nok falde lidt seigt at faa Bugt med. Sam holdt Øjnene vel borte, da vi lagde Heksepo- stejen i den Kurv, hvori han bar Maden over til Jim; tillige skjulte vi tre Tintallerkener paa Bunden af Kur- ven. Saaledes fik Jim alt bragt over: saasnart han var ene, halede han Stigen frem fra Postejen og gemte den i sin Seng; saa kradsede han nogle Tegn paa en af Tin- tallerkenerne og kastede den ud gennem Glughullet. Tom var meget tilfreds og udtalte, at Jim nøjagtig havde opfyldt de ham givne Paalæg. EN OG TREDIVTE KAPITEL. At tildanne Pennene var et møjsommeligt Arbejde. og ligeledes gik det med Saven; dog mente Jim, at det værste af alt vilde blive at kradse denne Indskrift paa Muren. Det maatte imidlertid gøres, for Tom fast- holdt, at det var aldeles nødvendigt - aldrig i sit Liv havde han hørt om nogen Statsfange, der ikke havde 319 efterladt sig en Inskription paa sit Fængsels Væg, - og som Regel baade med Navn og Skjoldmærke. „Tænk blot paa Lady Jane Grey,” udbrød han. „eller paa Gilford Dudley og den gamle Northumberland! Og- saa de brugte lang Tid dertil og lagde stort Arbejde deri, Huck, men saadan maatte det være; man kan ikke smøge saadanne Ting fra sig! Jim maa indkradse en Inskription og sit Vaaben!” Jim svarede: „Men, unge Massa Tom, Jim have in- gen Vaaben; mig have kun den gamle Skjorte, og Tom vide selv, den mig bruge til at skrive Dagbog paa!” „Du misforstaar mig, Jim; men jeg indser nok, at Du ikke har Forstand paa, hvad et Vaaben eller Skjold- mærke betyder. Men Du kan være sikker paa, at Du skal faa et, før Du slipper ud herfra. Det skal ikke senere kunne bebrejdes os, at vi har vist en saadan Forsømmelse!” Medens Jim og jeg hver paa sin Teglsten sleb Pen- nene til - Jim lavede sin af et Stykke Messing, jeg behandlede Tinskeen -, sad Tom og brød sin Hjærne med, hvorledes Vaabnet skulde være. Kort efter sagde han, at han havde flere gode Idéer, og næsten ikke kunde blive enig med sig selv om, hvilken han skulde bestemme sig til; endelig erklærede han: „Jo, det passer! I Skjoldet sætter vi en Tværbjælke. og i højre nederste Felt et mørkerødt Andreaskors, der- over anbringes en Hund i siddende Stilling, ved dens Poter ligger en søndersprængt Lænke - dette er Sym- bolet paa Slaveri; saa maa vi endnu have en grøn Tvær- bjælke og en syvtakket Krone paa azurblaa Bund. I det andet Felt sættes to krydsende Klinger, derover en bortløben Neger, som med Møje slæber paa sin Bylt over Skulderen. Som Vaabenholdere: to Statuer - hvilket betyder os to - og som Motto: „Maggiore fretta, mi- 320 nore atto” Det har jeg læst i en Bog og betyder: „Hastværk er Lastværk” Hvad, er det ikke godt?” „Go-ga-se-sa - udmærket! Men jeg forstaar ikke et Muk deraf!” udbrød jeg. „Naa, det har vi ikke Tid til at snakke om nu, Huck; nu maa vi kile paa!” „Hvad betyder for Eksempel et Andreaskors og en Tværbjælke og et Felt?” vedblev jeg. „Aa, pin mig nu ikke! Et Felt - har Du aldrig hørt, at nogen drager i Felten? Jeg skal nok vise Jim, hvorle- des man laver det.” „Men Du kan da give en Forklaring, Tom! Hvad er et Andreaskors?” „Ja, det ved jeg ikke! - men han maa have det, for alle Adelsmænd har den Slags!” Saadan var han. Naar det ikke passede ham, kunde man gærne pumpe ham i tre Uger uden at faa nogen Forklaring. Da han nu var færdig med Vaabnet, begyndte han at udgranske en rigtig mørk og tungsindig Indskrift - en saadan maatte Jims have. Han havde straks flere til Ud- valg paa rede Haand og skrev dem ned: 1. Her brast en Fanges Hjærte. 2. Her har en ulykkelig Fange, forladt af Gud og Mennesker, henslæbt sit glædeløse Liv. 3. Her brast et ensomt Hjærte og en træt, udpint Sjæl gik ind til evig Hvile efter syv og tredive lange Aars martrende Fangenskab. 4. Her udaandede - hjemløs og forladt, efter syv og tredive bitre Aars Indespærring - en ædel Frem- med, naturlig Søn af Ludvig den 14. Fred med hans Støv! Saa bevæget var Tom, da han læste disse Indskrif- ter for os, at hans Stemme skælvede og næsten kvaltes. Tilsidst var de blevet ham saa kære, at han ikke kunde 321 give Afkald paa nogen af dem - Jim maatte have dem alle sammen op paa Væggen. Jim gjorde Indvendinger; han vilde bruge et helt Aar til at kradse alt det Stads op, tilmed kunde han ikke skrive et eneste Bogstav; men Tom lovede selv at tegne Bogstaverne, saa behøvede Jim kun at følge Skrifttrækkene med sin „Pen” Plud- selig udbrød han saa: „Hør, der falder mig noget ind! Her er jo Brædde- vægge og det passer ikke til lnskriptioner i et Fæng- sel. Det maa være haard Klippevæg, saaledes som Fæng- selsmure plejer at være! Det maa skaffes til Veje!” Jim fandt imidlertid, at dette var meget værre; han vilde bruge saa lang Tid til at gravere det i Sten, at han aldrig mere kom paa fri Fod. Dog trøstede det ham noget, da Tom lovede at hjælpe ham. Saa undersøgte han, hvorvidt vi var naaet med Filningen af Pennene; skønt mine Hænder allerede rystede af Anstrængelse, var Arbejdet kun skredet helt umærkeligt frem. „Nu ved jeg, hvad vi gør!” udbrød Tom. „Vi maa alli- gevel have en Klippe til Vaabnet og Inskriptionerne, saa nu kan vi slaa to Fluer med ét Smæk. Nede ved Vandmøllen ligger der en stor, brugt Møllesten, den slæ- ber vi herhen; paa den kan vi ridse Vaabnet og Ordene og tillige slibe Pennene og Saven.” Det var en storslaaet Idé, men Møllestenen var og- saa en voldsom stor Tingest. Endnu var det ikke Midnat; vi løb altsaa til Møllen, efterladende Jim ved Arbejdet. Vi fandt den ganske rigtig og begyndte at rulle afsted med den, men det var et haardt Arbejde; mange Gange faldt den om paa Siden og havde nær knust en af os; Tom var ogsaa sikker paa, at dette nok vilde ske, før vi fik den bakset hen paa rette Sted. Da vi var naaet Halvvejen, maatte vi give fortabt, vore Kræfter var udtømte og vi var badet i Sved. Der var ikke andet at gøre - Jim maatte ud og tage et Tag med. Han løftede altsaa Senge- Huck Finns Hændelser. 21 322 benet, gjorde Lænken løs og viklede den tre Gange om Livet; vi krøb saa ud gennem vort Hul og Jim og jeg rullede Stenen videre, medens Tom ledede Arbejdet. Han var et rent Jærn til at lede et Arbejde, - allerede fra ganske lille havde han et vist Greb paa den Slags Ting. Skønt vort Hul ikke var saa lille, var det dog ikke stort nok til at lempe Møllestenen igennem, men Jim greb en Spade, udvidede Hullet og snart var vi alle og Stenen inde i hans Fangeskur. Med et Søm ridsede Tom nu ganske let, hvad der skulde staa, og gav Jim Ordre til at udmejsle Skrifttrækkene og Vaabnet; dette skulde han holde paa med, indtil Lyset var brændt ned; han kunde da gaa til Ro, men maatte først sørge for, at Møllestenen blev omhyggelig skjult i Sengen. Saa hjalp vi ham med at faa Lænken anbragt om Sengebenet igen og skulde just selv trække os tilbage, da Tom fik et nyt Indfald: „Har Du Edderkopper her, Jim?” „Nej, Massa Tom, Jim takke Himlen for der være ingen Edderkopper!” „Saa maa vi skaffe Dig nogle!” „Jim behøve ikke Edderkopper! Mig bange for dem, mig li'saa gerne have en Klapperslange, uha!” Tom tænkte sig et Øjeblik om og udbrød saa: „Det var en god Idé, Jim! Saadan burde det netop være, - hvor kan Du gemme den?” „Gemme hvem?” „Klapperslangen, selvfølgelig!” „Herre i Himlen, Massa Tom! Naar Klapperslange komme her, mig løbe bort! Jim støde Hul gennem Væg- gen med sit Ho'de og springe ud!” „Aa, Jim, efter kort Tids Forløb vil Du ikke føle nogen Frygt for den -- Du kan blot tæmme den!” „Tæmme Klapperslange?” „Naturligvis - det er let nok. Ethvert Dyr er saa taknemligt, naar man omgaas det med Venlighed, og 323 tænker slet ikke paa at gøre dem noget Ondt, som er god imod det. Det vil Du kunne se i enhver Bog! Prøv blot - det er alt, hvad jeg beder Dig om, prøv for en Gangs Skyld i et Par Dage. Jeg er overbevist om, at Du i den korte Tid naar saa vidt, at den vil holde af Dig, sove hos Dig og aldrig være borte fra Dig et Minut; Du vil kunne vikle den om din Hals og tage dens Hoved i din Mund, hvis Du vil.” „Massa Tom ikke tale saadan. Jim ikke putte Slan- geho'de i Munden - og Jim ikke sove med Slange - nej, Jim vil aldeles ikke!” „Kom dog til Fornuft, Jim! En Fange maa tæmme et Yndlingsdyr til at underholde sig med. Og naar nu ingen tidligere har forsøgt med en Klapperslange, saa vil din Ære og Berømmelse netop blive saa meget større, da Du er Foregangsmand. Du vil aldrig senere i Livet faa saa let Adgang til at sikre Dig et smukt og berøm- meligt Eftermæle!” „Nej, Massa Tom, Jim behøve ikke saadan Efter- mæle! Slangen bide Jim død - nej, Jim blæse paa be- rømt Eftermæle!” „Du kan jo dog gøre et Forsøg, Jim! Du kan jo slippe den ud igen, hvis Forsøget ikke lykkes.” „Oh, saa være det for sent, naar Slangen først bide stakkels Jim. Massa Tom, Jim gøre alt, som ikke være dumt og ufornuftigt - men naar Massa Tom og Huck bringe Jim Klapperslange at tæmme - saa løbe Jim bort - lige straks; det være sikkert!” „Naa, saa lader vi det Forslag fare, siden Du viser Dig saa paastaaelig! I Stedet for skaffer vi Dig et Par Snoge, og dem binder Du nogle Knapper i Halen og saa lader vi, som om det er Klapperslanger - lad os saa gøre det!” „Jim hellere have dem, Massa Tom, mig ikke bange for Snoge; men Jim sige: mig ingen Brug have for dem! 21* 324 Mig aldrig tænkt det være saa haardt at være Fange!” „Jo, man maa underkaste sig, hvad der hører til. Sig mig, er der Rotter her i Skuret?” „Nej, Jim ikke set no'en Rotter!” „Saa maa vi sørge for, at Du faar nogle!” „Rotter, Massa Tom? Jim ikke behøve Rotter! Være saa hæslige Dyr, forstyrre Folk, naar de sove. De sprin- ge op i Sengen og bide Jim i Næsen, saa han ikke sove for Rotter. Nej, Massa Tom, Dem give Jim Snog, naar mig skal have noget, men ikke Rotter!” „Det maa Du ikke modsætte Dig, alle Fanger har Rotter. Man tæmmer dem og kæler for dem! og lærer dem alle mulige Kunster, tilsidst bliver de da lige saa fortrolige med En som Fluer. Men Du maa jo spille for dem! Har Du noget at spille paa?” „Jim have en gammel Kam og et Stykke Papir - en lille Mundharmonika! Rotter maaske ikke holde af Har- monikamusik?” „Jo, vist saa; det har ikke noget at sige, hvilket In- strument man anvender, blot det er Musik. En Mund- harmonika er god nok til dem. Alle Dyr elsker Musik - og i Fængsler sværmer de for det; navnlig sørgmodig Musik, og dertil er en Mundharmonika som skabt. Det interesserer dem og de kommer frem for at se, hvad der er paa Færde. Før Du om Aftenen gaar til Ro, sætter Du Dig altsaa paa din Seng og spiller paa Harmonika - ja ogsaa om Morgenen. Spil „den sidste Rose” eller noget andet bedrøveligt, saa skal Du se, efter to Minut- ters Forløb kryber Rotter, Slanger og Edderkopper og andre Smaadyr frem og nærmer sig Dig, - efterhaanden vinder Du deres Fortrolighed, de giver sig til at danse og føler sig vel tilfredse.” „Ja, de føle sig tilfredse, det tro Jim nok! Men mig ikke tilfreds. Mig ikke forstaa, det være til nogen Nytte! Men Jim gøre det, naar det maa være saadan. Jim gøre 325 dem tilfreds med Musik, saa de Bæster ikke plage Jim: Tom stod fordybet i Tanker, maaske havde han fun- det paa endnu flere Dyr til Jims Menageri; han udbrød; „Det havde jeg nær glemt! Tror Du, at Du kan pleje en Blomst her, Jim!” „Maaske - her rigtignok være mørkt og Jim behøve ingen Blomst”; der være saa meget Besvær med den og Jim ikke forstaa det!” „Naa, Du faar prøve; det er lykkedes andre Fanger at fremelske Blomster.” „Saadan gammel, pigget Tidsel eller gul Koblomme nok vokse her, Massa Tom; men det være ikke Umagen værdt at pleje dem.” „Sig ikke det, Jim! Nu henter vi til Dig en lille Ko- blomme og den maa Du plante der henne i Krogen og pleje den godt; men Du maa ikke kalde den „Koblomme” for alle Blomster i Fængsler hedder „Picciola” - og saa maa Du vande den med dine Taarer.” „O, Jim” have Kildevand nok i Kruset!” „Vand duer ikke - det maa være Taarer - saaledes bærer alle Fanger sig ad.!” „Men, Massa Tom, Jim har Kildevand i Kruset til tyve Koblommer; mig ikke have Taarer nok til en!” „Hovedsagen er, at den faar Taarer - hvor skulde en Fange dog skaffe sig Kildevand fra?” „Saa Koblomme visne straks. Massa Tom, - Jim næsten aldrig græde, - næsten aldrig!” Denne Bemærkning slog Tom, og Enden paa det blev, at Jim skulde prøve paa at drive et Løg frem. Han lovede. at Jim næste Morgen skulde faa et sendt over i sin Kaffe. Jim vilde lige saa gærne have Tobak i Kaffen og gjorde en Mængde Ophævelser saavel mod dette som overfor alt det andet med Rotter. Snoge, Penne og lndskrifter og Dagbøger, hvorved han vilde faa mere Ulejlighed og større Ansvar end Fanger i Almindelighed plejede at 326 have. Herover blev Tom først rigtig utaalmodig Og vred: Jim maatte skamme sig, sagde han, Jim havde just al Grund til at vise Taknemlighed overfor ham; mere end nogen anden Fange i Verden gav han Jim Lejlighed til at skabe sig et berømt Navn - og det vidste han ikke at skatte højere end et umælende Dyr. Denne Overhaling fik den skikkelige Jim til at krybe i sit gode Skind igen og han lovede, at han i Fremtiden ikke skulde gøre Indvendinger imod vore Ønsker. Der- efter gik vi op for at sove. TO OG TREDIVTE KAPITEL. Morgenen efter sneg vi os begge ind til Byen og købte en solid Rottefælde; den anbragte vi i Kælderen. hvorefter vi aabnede nogle af de største Rottehuller; i Løbet af knapt en halv Time havde vi fanget en Sam- ling paa femten fede, gamle Rotter. Nu stillede vi Fæl- den med hele Forsyningen ind under Tante Sallys Seng. som maatte antages at være det unærmeligste og mest fredhellige Sted i hele Huset; her kunde den vel staa i Fred for de smaa Rollinger. Medens vi saa hengav os til Jagt paa Edderkopper. skete den Ulykke, at den lille Thomas Franklin Benja- min Jefferson Alexander Phelps opdagede vort Gemme- sted, og han kunde naturligvis ikke dy sig for at prøve. om Rotterne vilde gaa ud af sig selv, naar han aabnede Fælden. Og det viste de sig svært villige til! Da vi kom tilbage for at afhente von møjsommelig erhvervede Ejendom, stod Tante Sally oppe i Sengen og raabte Mord og Brand og Tyve og Røvere, medens Rot- terne opførte en vild Krigsdans over Seng og Borde og Stole. Da den vilde Jagt havde spredt sig lidt gennem 327 den af os aabnede Dør, greb den ophidsede Dame en Tæppebanker og gav os en Omgang Prygl uden først at kræve nogen undskyldende Forklaring. Derefter maatte vi anvende to samfulde Timer for paa ny at indfange femten-seksten Rotter, der langt fra i Henseende til Stør- relse og Skønhed kunde maale sig med det første Hold. Dette bestod just af saa dadelløse Eksemplarer, som man kun sjeldent træffer paa. Efterhaanden samlede vi yderligere et stort Lager af Edderkopper, Biller, Frøer, Larver og lignende Smaa- sager; vi tænkte ogsaa paa at tage en hel Hvepserede med os, men det maatte vi opgive. Saa stod Slange- jagten kun tilbage, og i Løbet af kort Tid fik vi indsamlet henved en halv Snes lange Snoge og Staalorme. Alle disse Dyr anbragte vi i en tilbunden Sæk, som vi lagde op i vort Sovekammer. Imidlertid stod Aftensmaden paa Bordet, og vi var skrupsultne ovenpaa dette Dagværk. Vi huggede alt- saa godt i os, og da vi atter kom op paa vort Værelse - var der ikke en Snog mere at opdage; vi maa ikke have bundet Sækken godt nok til og de har da smøget sig ud. Imidlertid tænkte vi, at de ikke kunde være kommet ret langt bort, saa vi snart kunde indfange dem igen. Dog nej - i den paafølgende Tid kunde man ikke beklage sig over Snogemangel dér i Huset. Stadig faldt de ned. hvor man: mindst ønskede dem, snart i Suppeterrinen og snart i Tallerkenerne, medens man sad og spiste. De var saamænd alle sammen smukke at se til med nyde- lige Striber, og en Million af den Slags vilde ikke have generet mig. Men Tante Sally tænkte anderledes, hun hadede dem uden Persons Anseelse; enten de var stri- bede eller plettede, kunde hun ikke udstaa dem. Hver Gang hun mødte en af dem paa sin Vej, kastede hun alt, hvad hun havde i Haanden, fra sig og løb med Vindens Hast bort, idet hun udstødte et Skrig, som man sikkert 328 kunde høre i Jericho. Ikke engang med en Ildtang turde hun tage paa dem. Hvis hun saa om Natten vendte sig i sin Seng og tilfældig kom i Berøring med et af disse stakkels, uskyldige Dyr, slog hun et Vræl op, som om hele Huset stod i lys Lue. Jeg kunde ikke forstaa den Dame! Overfor sin gamle Mand gjorde hun et saadant Postyr i denne Anledning, saa han engang sagde, at han vilde ønske Vorherre havde glemt at skabe Slangerne. Selv da den sidste Snog efter en Ugestids Forløb var sporløst forsvundet fra Huset, holdt Tante Sallys Angst ikke op, ikke paa langt nær. Naar hun saa sad i sine egne Tanker, behøvede man kun at kilde hende paa Hal- sen med en Fjer, straks fløj hun skrækslagen op og gik næsten ud af sit gode Skind. Men morsomt var det, og Tom sagde, at saaledes var alle Kvinder; af en eller anden Grund var de alle saaledes indrettet, hvorfor vid- ste han ikke. Vi fik en Dragt Prygl, hver Gang en Snog kom hende i Vejen, og hun betydede os, at der skulde tages andre Forholdsregler overfor os, hvis vi igen befolkede Huset med Snoge. Hvilke det skulde være, vilde hun. trods alt, ikke ud med, jo, - hun var en klog Kvinde, Tante Sally. Pryglene generede mig ikke synderligt, jeg var bedre vant i saa Henseende, men den Ulejlighed, vi havde for at indfange en ny Forsyning af Snoge, ærgrede mig endel. Naa, det lykkedes omsider for os, og vi bragte det nye Parti sammen med de øvrige Dyr over i Jims Fan- geskur. For Dyrenes Bekvemmeligheds Skyld burde det dog have været dobbelt saa rummeligt. Der var rigtig- nok Munterhed, naar Jim opførte sin Musik og de svær- mede om ham. Edderkopperne kunde han navnlig ikke forsone sig med, og de var heller ikke glade ved ham. saa de laa i stadig, indbyrdes Strid. Jim sagde, at der for Rotter og Snoge og Møllestenen ikke var Plads til 329 ham i Sengen. Og selv om saa var, kunde han umulig falde i Søvn, fordi Dyrene ikke gik til Ro paa samme Tid. Naar Rotterne sov, mødte Slangerne paa Dækket og om- vendt - det forekom ham, som om en Cirkusforestilling bestandig gik for sig omkring ham i Mørket; søgte han sig en anden Soveplads, tørnede han mod Edderkopper og Biller. Naar han engang slap ud derfra, sagde han. vilde han aldrig mere være Fange, selv mod en høj Betaling! Efter tre Ugers Forløb var alt i den bedste Orden. Skjorten var forlængst smuglet ind i en Postej, og. naar Rotterne om Natten bed Jim, benyttede han Blod- draaberne til hurtig at kradse noget ned i sin „Dagbog” medens „Blækket” endnu var flydende. Pennene var lavede. Inskriptionerne og hvad dertil hørte, var allerede indridset paa Møllestenen. Sengebenet var gennemsavet og Savsmuldet omhyggeligt slikket op, hvilket vore Ma- ver maatte bekende; vi troede, vor sidste Time var kom- met, men ogsaa det gled over. Men det forekom mig at være det mest ufordøjelige Savsmuld, jeg nogensinde havde fortæret, og Tom var heri enig med mig. Som sagt, alt var overstaaet; Arbejdet og Spændingen havde rigtignok taget haardt paa os, dog mest paa Jim, men det regnede vi os til Ære! Onkel Silas havde et Par Gange skrevet til New Orleans om den undvegne Neger, men havde naturlig- vis ikke miodtaget noget Svar. Nu talte han om, at han vilde prøve med et Avertissement i St. Louis og New Orleans Dagblade. Da han nævnte St. Louis. løb det mig koldt ned ad Ryggen, og selv Tom mente, at nu var der ikke længere nogen Tid at spilde. Nu maatte vi først skrive et anonymt Brev, tilføjede han. „Et hvad for noget?” spurgte jeg. „Et anonymt Brev!” gentog han. „Det er en Ad- varsel til Folk om, at der er noget paa Færde. Nogle 330 Steder gøres det paa den ene Maade, andre Steder paa en anden Maade. Men altid er der en, som er Spion og hemmeligt bringer Budskab om alt til Slottets Kom- mandant. Da Ludvig den 16. vilde bryde ud fra Tuille- rieme, var det en Tjenestepige, der optraadte som Spion. Saaledes kan man altsaa gøre det, men et anonymt Brev er lige saa godt. Vi kan jo bruge begge Metoder. Det er ogsaa almindeligt, at Fangens Moder bytter Klæder med ham og bliver tilbage i Fængslet, medens han for- svinder. Saaledes maa vi ogsaa gøre!” „Men, Tom - hvorfor skulde vi dog give Folk Ad- varsel om, at der er noget paa Færde? Det maa da blive deres egen Sag, om de selv kan opdage det!” „Det er for saa vidt rigtig nok, men jeg stoler ikke paa Folkene her, de er altfor dumme; lige fra Begyn- delsen har de jo ladet os selv skaffe alle Vanskelig- hederne. De er altfor godtroende og blinde til at op- dage noget. Hvis vi altsaa ikke varskoer dem, saa la- der de os ganske rolig og stille stikke af, og da er al vor Møje og Besvær jo til ingen Nytte. Jims Be- frielse vilde da gaa for sig uden Sang og Klang. - vi kunde i saa Fald lige saa godt simpelt hen lukke Døren op Ved højlys Dag og bede ham spasere ud - ikke en vilde lægge ham et Halmstraa i Vejen!” „Jeg vilde dog hellere have, at det gik stille af, men -” „Naturligvis!” afbrød han foragteligt. „Men,” vedblev jeg uden at lade mig afbryde. „Jeg vilde kun sige, at hvad Du finder rigtigst, ogsaa fore- kommer mig rigtigst. Hvorledes skal vi saa indrette det med den Tjenestepige, som skal forraade os?” „Den Rolle maa Du overtage! Du sniger Dig i Nat ind og laaner en Kjole hos den lange Mulattøs i Køk- kenet!” 331 „Men, Tom, der vil jo blive et forfærdeligt Spek- takel den næste Morgen, for hun har vel ikke andet, end hvad hun staar og gaar i.” „Det ved jeg meget godt. Men Du behøver jo ikke Kjolen længere end et Kvarterstid, medens Du stikker det anonyme Brev ind under den store Indgangsdør!” „Det kan jeg lige saa godt gøre i mit eget Tøj!” „Vilde Du saa maaske ligne en Tjenestepige, Huck?” „Nej, men der er jo ingen, som maa se mig, og saa er det da ligegyldigt, om jeg ser saadan eller saa- dan ud.” „Kommer aldeles ikke Sagen ved, Huck! For os gælder det om, at vi gør vor Skyldighed, hvad enten saa nogen ser det eller ikke. Har Du ikke moralsk Sans. Huck?” „Godt, jeg siger ikke mere. Jeg er altsaa Tjeneste- pigen. - hvem skal saa være Jims Moder?” „Det vil jeg selv være. Jeg laaner en af Tante Sallys Kjoler - saa bliver jeg en flot Moder!” „Vil Du da blive tilbage i Skuret, naar Jim og jeg stikker af?” „Aldeles ikke, det har jeg ikke talt om. Jeg har tænkt mig at stoppe Jims Tøj ud med Halm og lægge Dukken paa Sengen, det skal saa forestille Moderen. Jim tager Tante Sallys Kjole paa efter mig, og saa undviger vi alle tre. Naar en Fange af Rang og Stand bryder ud, for Eksempel en Konge, saa kalder man det at undvige - ikke „stikke af” Det samme gæl- der en Kongesøn, skønt der er naturligvis Forskel paa, om det er en naturlig Søn eller ikke.” Tom skrev saa det anonyme Brev; jeg huggede den lange, gule Køkkenpiges Kjole om Natten, iførte mig den og stak Brevet under Døren i Overensstemmelse med, hvad Tom havde paalagt mig. 332 I Brevet stod: „Vogter Eder! Forræderiet nærmer sig! Vær paa Vagt! En ubekendt Ven.” Den næste Nat befæstede vi paa Hovedindgangs- døren en Tegning, der var lavet af Tom; den var teg- net med Blod og forestillede et Dødningehoved med korslagte Knogler neden under; den følgende Nat satte vi paa Køkkendøren en Plakat med en Ligkiste. - Aldrig har jeg set en Familie i saa rædselsslagen en Ophidselse. De kunde ikke have følt større Angst, om hele Huset havde sværmet med Spøgelser. Hvis blot en Dør smældede til, fo'r Tante Sally op med et Angst- udbrud, faldt noget paa Gulvet, raabte hun: „Men Gud dog!” Kom man bag paa hende, uden hun mærkede det, rystede hun i Skræk. Intet Øjeblik havde hun Ro - hun troede stadig, at der lurede en Fare bagved hende. I Seng turde hun ikke gaa, og hun frygtede ogsaa for at sidde alene oppe. Vore Advarselstegn havde altsaa gjort deres Virk- ning; Tom udtalte, at han næppe havde turdet haabe paa saa gunstigt Resultat; men det viste netop, at vi havde grebet Sagen rigtig an. „Og nu den sidste Bombe!” udbrød han. Afgørel- sens Stund var inde! Ved Daggry næste Dag fik vi et sidste Budskab færdigt og overlagde nu, hvorledes det skulde stikkes Onkel i Hænde; vi havde nemlig ved Aftensbordet hørt fortælle om, at en Negervagt om Nat- ten skulde posteres udenfor Dørene. Tom listede ned ad Lynaflederen og spejdede. Da han fandt Negeren ved Bagdøren i dyb Søvn, stak han Brevet ned bag hans Halslinning. Brevet havde denne Ordlyd: „Forraad mig ikke, jeg ønsker at være Eders Ven! En morderisk Røverbande ude fra Indianer- Territoriet er undervejs for i Nat at befri Eders 333 bortrømte Negerslave. Banden har forsøgt at ind- gyde Eder Skræk, for at ingen skal vove sig ud af Huset, og den saaledes kan handle paa fri Haand. Selv tilhører jeg Banden, men min ædle Sjæl tillader mig ikke at deltage i denne Skændselsgerning uden i det mindste at sende en Advarsel. Mit inderligste Ønske er at forlade disse Røvere og Mordere og begynde et nyt Liv. Derfor forraader jeg deres djæ- velske Plan! De vil snige sig frem fra Nordsiden; med en falsk Nøgle vil de aabne Skurets Dør og befri Negeren. Selv skal jeg have Vagtpost ved Stuehuset og skal afgive et Hornsignal, saasnart jeg aner nogen Fare. I Stedet for at advare Røverne vil jeg bræge som et Faar, naar de trænger ind til Fangen. Medens de løser Fangen, kan De lukke Døren til bag dem og dræbe dem efter Behag. Gør nu, som jeg har sagt, ellers aner de Uraad og flyg- ter over Hals og Hoved! Belønning fordrer jeg ikke - Bevidstheden om at have gjort min Pligt, er mig nok. En ubekendt Ven.” TRE OG TREDIVTE KAPITEL. Da alle var staaet op, foregav vi for Tante Sally, at vi vilde tage en Tur ud paa Fiskeri i Floden. Vi fik et solidt Foder med os og gik ned til det Sted, hvor jeg havde sænket min Kano. Denne fik vi snart gjort tjenlig til Brug og aflagde ved Hjælp af den et Besøg paa Flaaden, hvor alt viste sig at være i den bedste Orden. Endelig naaede vi sent tilbage, just som man sad ved Aftensbordet. Alle befandt sig i en voldsom Op- hidselse og Angst; endnu før vi havde tygget af Mun- 334 den blev vi sendt op og i Seng; ingen nævnte et Ord om det sidste Brev eller i det hele om Aarsagen til den almindelige Forvirring. Det var ganske vist hel- ler ikke nødvendigt, eftersom vi vidste bedre Besked end nogen anden. Næppe var vi halvt oppe ad Trap- perne og Tante ude af Syne, før vi listede ned til For- raadskælderen og forsynede os med tilstrækkelige Føde- midler til Rejsen; saa gik vi op og i Seng. Men alle- rede Klokken halv tolv var vi paa Benene igen. Tom fik fat i en af Tante Sallys Kjoler og stod just i Be- greb med at forsvinde med denne og Madvarerne, da han pludselig udbrød: „Hvor er Smørret?” „Jeg stak en stor Kile af og svøbte den ind i et Majsblad,” svarede jeg. „Saa maa Du have ladet den ligge dernede - her er den ikke.” „Saa maa vi tage afsted uden Smør,” foreslog jeg. „Nej, det er bedre at faa det med,” vedblev Tom; „Du kan bare liste Dig ned igen og hente det - det er jo hurtig gjort! Saa glider Du ned ad Lynaflederen og kommer bag efter mig. Nu stikker jeg over til Jim og stopper Klæderne, der skal forestille hans Moder, ud med Hø; saasnart Du indfinder Dig, bræger jeg som et Faar - og saa spænder vi alle tre bort!” Han forsvandt ned ad Lynaflederen, og jeg listede ned i Kælderen. Smørklumpen laa ganske rigtig endnu indsvøbt i Bladet, hvor jeg havde lagt den; jeg tog den, slukkede mit Lys og listede tilbage. Lykkelig naa- ede jeg op til Afsatsen, hvorfra Trappen førte op til vort Værelse, da en Dør blev aabnet, og Tante Sally kom til Syne med et Lys i Haanden. Hurtig gemte jeg Smørret i min Hue og tog den paa Hovedet. I samme Øjeblik havde hun set mig. „Du har været nede i Kælderen?” spurgte hun. „Hvad havde Du der nede at gøre?” 335 „Ikke noget!” „Hvorfor i al Verden falder Du da paa at gaa der ned ved Nattetide, medens alle sover?” „Det ved jeg ikke!” „Du ved det ikke! Maa jeg være fritaget for et saa- dant Svar, Tom - jeg vil vide, hvad Du har haft for dernede!” „Jeg har ikke haft noget for, Tante Sally - slet ikke noget, det er virkelig sandt!” Jeg stolede paa, at hun saa vilde lade mig løbe, og under sædvanlige Forhold vilde hun sikkert ogsaa have gjort det. Men de sidste Dages hemmelighedsfulde Foreteelser maa sikkert have gjort hende mistroisk, thi hun udbrød voldsomt alvorligt: „Marsch - ind i Dagligstuen med Dig, og der bli- ver Du, til jeg kommer. Du har noget for, som jeg ikke skal vide; men jeg sværger Dig til, at jeg skal faa det pillet ud af Dig inden ret længe!” Hun skubbede mig ind gennem Døren og forsvandt. Men hvor var der mange Mennesker derinde! Femten af Omegnens Farmere og hver bevæbnet med et Gevær. Dette Syn overvældede mig, jeg sneg mig hen til en Stol og satte mig slukøret ned. Nogle af dem sad ned i Smaagrupper, andre stod op; de snakkede sammen med dæmpet Stemme og saa sig stadig ængstelig uro- ligt omkring; de lod som om der ikke var noget særligt paa Færde. Men jeg mærkede nok, hvorledes de stadig løftede paa Hatten, rystede paa Hovedet med betænkelige Miner og fingererede febrilsk paa Knap- perne. Selv var jeg ikke synderlig vel til Mode, men vogtede mig dog for at løfte paa min Hue. Hvor ønskede jeg, at Tante vilde komme ind og give mig en ordentlig Dragt Prygl og saa lade mig gaa, - blot jeg kunde komme ned til Tom og for- tælle ham, i hvilken Hvepserede vi befandt os, og at vi gjorde bedst i at holde inde med Taabelighederne 336 og liste af med Jim, før den væbnede Magt satte sig i Bevægelse. Jeg sad som paa Naale. Endelig viste Tante sig og gik straks i Gang med et Krydsforhør over mig. Men jeg kunde ikke give noget fornuftigt Svar; jeg vidste nemlig næppe længere, hvad jeg sagde, for jeg mærkede, at Folkene begyndte at blive utaalmodige og gjorde sig rede til Opbrud. Nogle holdt paa straks at gaa ud og passe Røverne op, da det nu snart var Midnat; andre tilraadede Taal- modighed og vilde afvente det bebudede Signal. Tante blev ved med at rette Spørgsmaal til mig, medens jeg rystede og bævede af Angst; imidlertid steg Varmen i Værelset, og Smørret begyndte at smelte under min Hue og drev bagom mine Øren ned ad Halsen. Da saa en af de Bevæbnede bestemt erklærede: „Jeg til- raader, at vi nu gaar ned til Skuret og angriber Ban- den, saasnart den viser sig,” var jeg en Besvimelse nær. Paa samme Tid begyndte em lille Smørstrøm at liste sig ned over min Pande, - Tante saa det, og bleg som et Lagen udbrød hun: „Men Gud i Himlen! Hvad fejler Barnet. Saa sandt jeg lever, han har sik- kert Hjærnebetændelse, hans stakkels Hjærne begyn- der at flyde ud!” Alle flokkedes om mig for at se Vidunderet. De tog min Hue af, og Bladet med Resten af Smørklumpen kom til Syne. Men Tante trykkede mig til sit Hjærte, kyssede mig og udbrød under en hed Taarestrøm: „Hvor Du forskrækkede mig! Og hvor taknemmelig og glad er jeg ikke over, at det ikke er andet - Ulykker strømmer jo ind paa os i disse Dage, og de kommer gærne i Følge! Da jeg saa det pible frem, troede jeg forvist, at Du var færdig; hvad Farve og Gennemsigtighed angaar, vilde din Hjærne sikkert se saaledes ud, hvis -. Hvorfor sagde Du mig det ikke straks; hvad tror Du, jeg bryder mig om den Klat 337 Smør! Gaa nu straks paa Hovedet i Seng og lad mig ikke se Dig mere før i Morgen tidlig!” Dette lod jeg mig ikke sige to Gange! I Løbet af et Sekund var jeg oppe, - i det næste igen nede ad Lynaflederen og løb gennem Mørket til Skuret. Saa betaget var jeg, at jeg næsten ikke kunde faa et Ord frem; saa hurtig som muligt fik jeg dog gjort Tom forstaaelig, at vi maatte afsted - Huset var fuldt af bevæbnede Folk. Toms Øjne straalede af Henrykkelse, og han ud- brød: „Nej, virkelig? Sikken Spænd! Hvis jeg skulde gøre det om igen, Huck, kunde jeg nok tromme hun- drede Mand herhen! Skal vi ikke udsætte det og -” „Skynd Dig - skynd Dig!” afbrød jeg. „Hvor er Jim?” „Lige ved din Albue; strækker Du Armen ud, kan Du naa ham. Han er paaklædt, hans Mor ogsaa; alt er færdigt. Nu lister vi os ud og giver dem Sig- nalet.” I samme Øjeblik lød der Fodtrin udenfor Døren; man hørte dem pille ved Laasen, og en Stemme sagde: „Jeg sagde jo nok, at vi kom for tidligt. De er der ikke endnu; Døren er aflaaset. Et Par af os maa gaa ind i Skuret og i Mørket vente paa Fyrene; vi andre hol- der os paa Lur her udenfor og skyder, naar de nærmer sig!” Før vi næsten vidste af det, var de allerede inde. men kunde heldigvis ikke i Mørket opdage os, der alle- rede havde søgt Tilflugt under Sengen. Hurtig og lyd- løst smøgede vi os gennem Hullet, forrest Jim, saa jeg og til sidst Tom- -- saaledes var Aftalen. Nu befandt vi os i Sideskuret, men hørte Lyden af Fodtrin lige uden for. Vi krøb stille hen til Døren; Tom holdt os tilbage, medens han satte Øjet til en lille Revne; men Huck Finns Hændelser. 22 338 i Mørket var det ikke muligt at opdage noget. Han hviskede til os, at han vilde lytte og vente, indtil Tri- nene udenfor havde fjærnet sig, og naar han stødte til os, skulde først Jim og saa jeg sagte liste ud - han vilde komme bag efter. Med Øret mod Revnen lyttede han en Tid, medens Fodtrinene stadig lød i vor Nærhed. Men saa stødte han pludselig til os, vi aab- nede sagte Døren, listede lydløst ud; med tilbageholdt Aandedræt og uden den ringeste Støj naaede vi, den ene bag den anden, hen til Stakitværket. Her satte vi heldigt over, - det vil sige Jim og jeg, thi Tom blev hængende midtvejs, idet hans Benklæder hængte fast ved en Splint. Da han vilde frigøre sig, knagede det og samtidig nær- mede Fodtrinene sig. Saa rev han sig da løs med et Sæt og skyndte sig efter os, men da hørte vi allerede en Stemme, som raabte: „Hvem der? Staa stille eller jeg skyder!” Men vi standsede ikke - løb blot videre som besatte. Saa lød der et voldsomt Spektakel og bum, bum! knal- dede Geværerne, saa Kuglerne peb os om Ørene. Ind imellem hørte vi Raab: „Der er de! De løber ned ad Floden til! Efter dem, Folk! Slip Hundene løs!” Et Øjebliks Stilhed - saa satte hele Banden efter os. Vi kunde høre dem, fordi de bar tunge Støvler, og skreg i Munden paa hverandre; vi derimod var barfo- dede og løb uden Støj. Vi fulgte Stien, der løb til Møl- len; men da vi mærkede, at vore Forfølgere kom os nær- mere ind paa Livet, dukkede vi ind mellem nogle Buske og lod dem slippe forbi, saa vi i Ro og Mag kunde lunte bag efter dem. Hundene havde de været saa snedige at spærre inde og før man fik dem sluppet løs, spildtes der nogen Tid. Men nu kom de ogsaa halsende oppe fra Gaarden med en Gøen og et Spektakel, som om der kunde have været flere Tusinde. Heldigvis kendte de os godt - da de indhentede os og opdagede, at det kun var os, 339 og at alt gik saa roligt og fredeligt til omkring os, snuste de kun lidt til os og satte i fuldt Firspring afsted efter vore Forfølgeres skrigende og trampende Skare. Vi løb bag efter stadig ned ad Møllen til, men drejede saa brat af til højre ned til det Sted ved Floden, hvor min Kano laa fortøjet. I et Nu var den gjort løs og vi sprang lyd- løst ned i den. Saa roede vi ud i Flodens Midte som om det galdt vort Liv. Først da vi var naaet saa langt, gav vi os mere Tid med at naa hen til Øen, hvor Flaaden laa skjult. Stadig hørte vi inde langs Bredden Raab og Støj fra vore Forfølgere, hvori Hundenes Gøen blandede sig - omsider var vi kommet saa langt hørt, at enhver Lyd døede hen i det Fjærne. Da var vi dog ogsaa naaet at komme om Bord paa Flaaden og jeg udbrød: „Jim, nu er Du igen en fri Mand-, og jeg giver Dig mit Ord paa, at Du aldrig mere skal være Slave!” „Og godt være det gjort, og kønt være det udført. Huck! Gamle Jim aldrig før set saa køn og god Plan til at gøre stakkels Neger fri med! Være den bedste Plan. nogen kan udfinde. Saa meget Arbejde og saa haardt og saa lang Tid den tage og saa indviklet! Men det ogsaa være gode Massa Toms Plan!” Naturligvis var vi alle glade og fornøjede over Ud- faldet; men den allerlykkeligste af os var Tom; han havde nemlig faaet en Kugle i Læggen. Da Jim og jeg erfarede det, svandt vort gode Humør. Saaret smertede ham endel og Blødningen var ikke ringe, vi fik ham derfor lagt til Ro i vor Wigwam. Derefter hen- tede jeg en af Hertugens efterladte Skjorter for at for- binde ham med nogle Strimler, jeg rev af. Men han stødte mig lempeligt tilbage og udbrød: „Giv mig selv de Klude, det klarer jeg nok. Spild dog ikke Tiden! Frem med Stagerne og stød fra! - Gælde, hvad det vil - det gjorde vi fint! Voldsom fint! Bare vi havde haft med Ludvig den 16.s Undvigelse at gøre - saa havde alt 22* 340 set anderledes ud, der var ikke blevet Tale om Henret- telse og Guillotine og den Slags! Nej - vi havde nemt faaet ham skaffet helskindet over Grænsen! Men nu alle Mand til Stagerne - fremad!” Jim og jeg raadslog nu lidt om, hvad vi havde at gøre og et Par Minutter efter udbrød jeg: „Jim - tal Du!” Og Jim sagde: „Du, Huck, gamle Jim kun sige én Ting. Naar unge Massa Tom være reddet og befriet af Jim og Huck, og Jim havde faaet en Kugle i Benet, da vilde Tom Sawyer aldrig sige: Den Kugle gøre intet for gamle Jims Ben - mig bare afsted. Jim behøve ingen Doktor, naar bare Tom selv være fri. Nej, unge Massa Tom aldrig tale saadan! Og gamle Jim vide ogsaa, hvad han gøre. Gamle Jim ikke gaa ud af Stedet, før Doktor være! hentet og set efter den Kugle; mig ikke gaa et Skridt videre om ogsaa vente fyrretyve Aar!” Jeg vidste jo, at Jim indvendig følte som en hvid Mand, og at han vilde tale saaledes. Vi meddelte nu Tom vor Beslutning; men han vilde ikke vide af nogen Læge og gjorde en Mængde Ophævelser - ja han vilde endog selv krybe ud for at sætte Flaaden i Drift, hvilket vi dog forhindrede ham i. Da han indsaa, at vor Beslut- ning var urokkelig, og at jeg allerede gjorde min Kano i Stand til Fart ind til Byen, bøjede han sig og udbrød: „Naa. - naar I endelig vil være saa taabelige at hente Doktor, saa er det bedst, Huck, at jeg giver Dig Besked om, hvad Du har at gøre, naar Du kommer til ham. Luk Døren godt efter Dig, bind saa Doktoren for Øjnene og lad ham sværge paa, at han vil være tavs som Graven, stik ham en Posefuld Guldpenge i Haanden og led ham saa i Mørket ad Bagdøren gennem Smaagyderne ned til Baaden. Derefter skal Du ro paa Kryds og tværs mellem alle Holmene for at lede ham paa Vildspor - desuden maa Du nøje undersøge hans Lommer, navnlig 341 sørge for, at han ikke har Kridt med sig, det maa Du tage fra ham, at han ikke skal sætte Mærke paa vores Flaade for at kunne genkende den senere, og ikke give ham det igen, før Du kommer tilbage med ham til Byen. - Saaledes bærer alle sig ad og det er ogsaa den ene- ste Maade at sikre sig paa.” Jeg lovede nøje at rette mig derefter. Jim skulde gemme sig paa Øen, naar han saa mig komme med Doktoren, og vente derinde, indtil han atter var borte. Saa satte jeg fra og roede hurtig ind til Byen. FIRE OG TREDIVTE KAPITEL. Doktoren var en ældre Herre, venlig og godmodig at se til; selvfølgelig kaldte jeg ham først op af hans bedste Søvn. Saa fortalte jeg ham, at jeg og min Broder den foregaaende Dag havde været paa Jagt paa Spanske-Øen, og at vi havde taget Ophold paa en Smule Tømmerflaade, vi tilfældig havde fundet. Ved Midnat maatte min Broder sandsynligvis have haft en styg Drøm, thi han havde i Søvne sparket til sit Gevær, saa Skuddet var gaaet af og havde ramt ham i Benet. Doktoren maatte endelig følge med, vedblev jeg, og se, hvad der var at gøre; men han maatte und- lade at tale om Sagen, fordi vi agtede endnu i Nat at vende hjem og overraske dem alle derhjemme. „Hvem er dem alle?” spurgte Doktoren. „Aa, Phelps nede ved Møllen.” „Naa, saa,” mumlede han, og et Øjeblik efter spurgte han: „Hvorledes var det, Du sagde, at din Broder fik det Skudsaar?” „Han drømte, og saa gik Geværet af.” „Mærkelig Drøm!” brummede Lægen. 342 Han tændte en Lygte, tog sin Forbindingstaske, og vi begav os paa Vej. Da han saa Kanoen, fik han Be- tænkeligheder og sagde, at den maaske var god nok til en, men for to var den ubrugbar. „Aa, De behøver ikke at være bange,” busede jeg ud, „vi var før tre i den, og det gik helt godt!” „Tre? Hvem var saa de tre?” „Det var mig og Sid og - og Geværerne, det var kun dem, jeg mente med den tredje.” „Ja, saa!” var hans Svar. Han satte Foden paa Baadens Rand, vippede lidt til den og rystede paa Hovedet. Det var bedre at se sig om efter et større Fartøj, erklærede han. Men de viste sig at være lænkede, og saa gik Doktoren alene ned i Kanoen. Jeg fik Besked om at vente, til han kom tilbage, eller længere oppe ad Bredden at se mig om efter et andet Befordringsmiddel; det bedste, ud- talte han, vilde være, om jeg tog hjem og forberedte Familien paa den Overraskelse, der ventede den. Men dette, sagde jeg, vilde jeg ikke, hvorefter jeg forklarede ham, hvor han kunde finde Flaaden - og saa roede han bort. Straks efter slog den Tanke mig: Hvis han nu ikke i en Haandevending kan lappe Benet sammen? Hvis han behøver tre- fire Dage dertil? Hvad saa? - Blive liggende derovre, indtil Hemmeligheden med vort Opholdssted bliver bekendt? „Nej, Doktor! jeg ved, hvad der er at gøre! Jeg venter her, til De kommer tilbage. Naar De da lader mig vide, at De maa gen- tage Besøget, binder jeg Dem og tager Dem med over paa Flaaden, som vi sætter i Drift. De far da først Deres Frihed igen, naar Toms Saar er lægt. Saa be- taler vi Dem kongeligt, det vil sige, vi giver alt, hvad vi ejer, og ror Dem saa ind til Land.” -- Jo, jo, jeg 343 havde høstet Udbytte af Toms Belæring og følte Stolt- hed derved. Imidlertid krøb jeg ind mellem nogle Bræddestab- ler for at sove lidt, men da jeg vaagnede, stod Solen højt paa Himlen. Hurtig løb jeg hen til Doktorens Hus, hvor jeg fik den Besked, at han om Natten var kaldt ud paa Sygebesøg og endnu ikke var kommet tilbage. Stakkels Tom, tænkte jeg, saa ser det nok slemt ud for Dig, og jeg satte i Løb ned ad Flodbredden til - for enhver Pris maatte jeg nu over til Flaaden. Jeg ilede altsaa afsted, og idet jeg drejer om det næste Gadehjørne, løber jeg Panden lige ind i Maven paa Onkel Silas, der raabte: „Halløj, Tom! Hvor har Du været henne i al den Tid, din Slyngel?” „Jeg - ingen Steder! jeg har kun været paa Jagt efter den bortrømte Neger - jeg og Sid.” „Hvem i al Verden har bedt Jer om det? Jeres Tante er i den dødeligste Angst for Jeres Skyld!” „Det behøver hun saamænd ikke,” svarede jeg, „vi er ikke kommet noget til. Vi løb efter Folkene og Hundene, men kunde ikke følge med og tabte dem af Syne. Saa forekom det os, at vi hørte dem ude paa Floden, og vi fik fat i en Kano og roede op langs Ky- sten uden at finde dem. Da vi saa var søvnige, bandt vi Baaden fast og lagde os til at sove; vi vaagnede først for en Time siden. Straks roede vi her tilbage til Byen for at høre, hvorledes det var gaaet. Sid er bare løbet hen paa Posthuset, medens jeg skulde faa fat i noget Mad, før vi begav os paa Vejen hjem.” - Onkel og jeg fulgtes nu hen til Posthuset for at se efter „Sid”, men han var der naturligvis ikke. I Stedet for modtog den Gamle egenhændigt et Brev. Vi Ventede en rum Tid, men stadig udeblev Sid. Saa tabte Onkel omsider Taalmodigheden og sagde, at „Sid” 344 nok fandt hjem, han kunde enten flyve eller svømme hjem, eller hvorledes han ønskede det, vi derimod vilde benytte Køretøjet. Han var ikke til at formaa til at lade mig blive tilbage og vente paa Sid; jeg maatte med, for at Tante Sally kunde se, at jeg endnu var i god Behold. Da vi kom hjem, blev Tante Sally som himmelfal- den af Henrykkelse over at se mig sund og frisk. Hun lo og græd paa samme Tid, idet hun omfavnede mig; jeg fik ogsaa et Par af hendes sædvanlige Dask, som ikke generede; og hun sagde, at Sid, naar han kom, ogsaa skulde faa sin velfortjente Portion. Huset var fuldt af Farmere og deres Koner; de agtede øjensynligt alle at blive til Middag, og der lød en Snakken og Sludren, saa man næppe kunde høre sine egne Ord. En gammel Mrs. Hotchkisz var den værste af dem alle; hendes Mund stod ikke stille et eneste Sekund. „Naa, Søster Phelps,” sagde hun, „jeg har nu væ- ret inde i Skuret derovre, og min Mening er, at den Neger simpelt hen maa have været gal. Sagde jeg ikke det samme straks til Dig, Søster Damrell: Søster Damrell, sa'e jeg, den Fyr er gal, sa'e jeg - det var mine Ord. I har jo alle hørt det, ikke? Han er gal, sa'e jeg, det kan selv et lille Svøbebarn se! Alt ty- der paa det, sae jeg. Og, si'r jeg, læg kun Mærke til den Møllesten derovre! Et sundt Menneske med fem Sandser kunde da umuligt finde paa at ridse saa- dan no'et paa en Møllesten! „Her brast den og dens Hjærte, og her pintes den og den i syv og tredive Aar” - og saa den Galskab om „en naturlig Søn af ingen mindre end Ludvig den 16.” Han er skrupskør, sa'e jeg straks, og det si'r jeg til mit Livs salige Endeligt. Ja, den Fyr er gal, og dermed Basta!” „Og har De saa set den Tovstige af lutter Lageen- 345 strimler?” faldt den gamle Mrs. Damrell ind, „hvad i al Verden har Personen tænkt med den -” „Just hvad jeg selv for et Par Minutter siden ud- talte til Søster Utterback - hvad kan han vel have haft i Sinde med den, sa'e jeg -” „Men hvorledes har han faaet den Møllesten ind i Skuret til sig, og hvem har gravet det Hul under Sengen -” „Netop mine egne Ord, Broder Penrod! - aa, ræk mig den Kagebakke, Tak! Det samme udtalte jeg ny- lig til Søster Dunlap - Søster Dunlap, sa'e jeg, hvor- ledes har den Fyr faaet Møllestenen derind uden nogen Hjælp - uden Hjælp! Der ligger Hunden begravet! Det la'r jeg mig ikke tale fra, sa'e jeg: Han har haft Hjælpere, endog mange Hjælpere. Jeg holder paa, at den Fyr har haft mindst en halv Snes; stod det til mig, vilde jeg lade hver og en af Negrene her paa Plantagen riste over en sagte Ild, indtil de tilstod, hvem der har spillet Hjælpere. Det er min Mening, og jeg -” „En halv Snes, si'r De? Nej, fyrretyve Hjælpere kan vel næppe have udført, hvad her er lavet! Tænk paa Savene, der var gjort af Knive - hvilken Tid maa ikke alt dette have taget? Og saa det oversavede Sengeben - det er et Arbejde, som maa have op- taget en Ugestid alene for en seks Mand, og Hødduk- ken i Sengen og -” „Det er let nok at sige saadan, Broder Hightower, det selv samme har jeg nylig sagt til Broder Phelps selv. Han spurgte mig: „Hvad tænker Du om den Ting, Søster Hotchkisz?” Om hvad, Broder Phelps, sa'e jeg? „Om det oversavede Sengeben!” svarede han. Tænker om det? sa'e jeg. Ja, det har ikke savet sig selv over, sa'e jeg, det holder jeg mit Hoved paa. Det er nu engang min Mening, sa'e jeg, og den er 346 maaske ikke meget værdt, men ved nogen bedre Be- sked, saa skulde han komme frem med den, sa'e jeg -” „Ja, min Sandten! Der maa have været en hel Hær- skare af Negre paa Færde derovre i Skuret, Nat efter Nat maa de have drevet deres Spil for at faa alt det udført, Søster Phelps. Tænk paa den Skjorte, som var helt dækket af hemmelig, afrikansk Blodskrift. Ar- bejde nok for en hel Hærskare i flere Uger, si'r jeg! Jeg vilde give to Dollars for at faa udtydet den Skrift, og jeg vilde lade de Fyre, der har begaaet den, piske til -” „De har Ret, Broder Marples; der har været ad- skillige Hjælpere. Jeg kunde ønske, at De havde været her i Ulykkeshuset og boet den sidste Uge sammen med os. De Fyre har stjaalet alt, hvad de kunde faa Fingre i - til Trods for vor Aarvaagenhed stjal de sta- dig. Lige for Næsen af mig har de stjaalet en Skjorte fra Tørresnoren - ja og et Lagen til at lave en Stige af! Og Mel og Lys og Lygte og det antike Varme- bækken - ja tusind andre Ting, jeg ikke husker, har de stjaalet, og dog passede vi alle paa Dag og Nat, baade jeg selv og Silas og min Tom og Sid, som jeg har fortalt, men ikke en eneste af os opdagede noget til Tyvene. Og nu til Slut fører disse Fyre os en hel Røverbande fra Indianerterritoriet paa Halsen og snap- per Negeren, skønt der er femten Mand og toogtyve Hunde lige i Hælene paa dem. Det er det værste, jeg har oplevet! Spøgelser kunde ikke have besørget det bedre og hurtigere! Jeg tror næsten, at der maa være Spøgeri med i Spillet, for tænk blot paa vore Hunde - De kender dem alle, og de er saa gode som nogen - havde en eneste af dem fundet det mindste Spor af Røverne - men nej! Forklar mig det, hvem der kan!” „Ja, det overgaar al Forstand -” „Maaske Hustyve har været paa Spil -” 347 „Ih, du Fredsens! Jeg kunde ikke have udholdt at opholde mig i Huset, naar -” „lkke udholde?” faldt Tante Sally ind. „Aa, jeg var ogsaa nær ved at dø af Angst! Jeg vovede hverken at gaa i Seng eller blive oppe, vidste ikke, hvor jeg turde staa eller gaa, Søster Ridgeway. Det er ikke let at beskrive, hvor frygtelig angst jeg var i Nat; hvert Minut troede jeg, at jeg skulde gaa fra Forstanden; maaske vilde de ogsaa stjæle Børnene, tænkte jeg. Ja, nu ved højlys Dag lyder det maaske lidt komisk, men jeg sa'e virkelig til mig selv: deroppe i det en- somme, mørke Værelse ligger nu mine to uskyldige Drenge i sød Søvn og aner intet om alt dette! Den Tanke gjorde mig saa urolig, at jeg løb op og laasede Døren - enhver vilde have gjort det samme i mit Sted. Naar man først engang har faaet Skrækken i Livet, saa frygter man det værste. Jeg tænkte, hvis Du var saadant en lille Dreng og sov deroppe, og Døren ikke var aflaaset, saa --” Her holdt hun inde og stirrede frem for sig med et mærkeligt Ansigtsudtryk, som om en pludselig lndsky- delse betog hende. Saa drejede hun langsomt Hovedet, og hendes Blik strejfede mig. Før hun atter kom til Orde, havde jeg rejst mig og gaaet udenfor. Jeg sagde nemlig til mig selv: Huck, naar Du nu spaserer lidt omkring og lægger Hovedet godt i Blød, vil Du bedre kunne give en troværdig Forklaring paa, hvorfor Du og Tom ikke var i Jeres Værelse i Morges til Trods for, at Tante Sally om Natten havde aflaaset Døren! Det gjorde jeg altsaa; men af Frygt for, at hun skulde Sende Bud efter mig og saa for Alvor under- kaste mig et Forhør, turde jeg ikke fjærne mig altfor langt bort. Hen paa Eftermiddagen forsvandt omsider alle de Fremmede, og jeg gik ind og fortalte Tante, hvorledes 348 jeg og „Sid” var blevet opskræmmet af Støjen og Skud- dene, og, da vi vilde vide, hvad der gik for sig, fandt vi Døren tillaaset, hvorfor vi maatte glide ned ad Lyn- aflederen, men at vi aldrig mere skulde prøve derpaa. Saa gav jeg hende videre den Beretning, jeg havde bundet Onkel Silas paa Ærmet. Hun lovede at tilgive os det hele, da det var ganske naturlig handlet af saa- dan et Par vilde Krabater; da der ikke var sket nogen Ulykke, vilde hun være taknemlig for, at vi endnu var i Live, og ikke mere tænke paa det forbigangne. Til Slut fik jeg da et Kys. Men pludselig rejste hun sig urolig og udbrød: „Tom - hvor er Sid? Det er næ- sten Aften, og Sid er ikke kommet hjem! Hvor kan han dog være henne?” Dette Spørgsmaal var mig en kærkommen Lejlig- hed til at stikke af, og jeg svarede straks: „Jeg skal løbe ind til Byen og finde ham!” Men det kom jeg uheldigt fra. „Du bliver her!” sagde hun med Eftertryk og greb mig i Armen. „Det er nok med, at den ene af Jer er borte. Hvis han ikke er her til Aftensbordet, tager din Onkel ind til Byen!” Han kom naturligvis ikke, og Onkel tog ind til Byen. Henimod Titiden kom han noget ærgerlig og urolig tilbage - han havde ikke set Spor til Sid. Tante Sally blev nu ikke noget, men meget urolig til Mode; Onkel Silas beroligede hende og mente, at der ikke var Grund til større Uro: Drenge er jo Drenge, og hen paa Mor- genen vilde han nok indfinde sig i god Behold, men dygtig sulten. Dermed maatte hun slaa sig til Taals, men bestemte sig dog til at sidde oppe og vente paa ham, ligesom hun vilde holde Lyset tændt, saa han i Mørket kunde styre sin Gang derefter. Da jeg var gaaet i Seng, kom hun op til mig med 349 sit Lys og dækkede mig saa varmt og godt til, som om hun var en Moder for mig; jeg følte mig saa beskæmmet, at jeg næppe kunde se ind i hendes gode, venlige Øjne. Hun satte sig paa Sengekanten hos mig og talte længe om Sid, hvilken prægtig Dreng han var, og der syntes ikke at være Ende paa hendes Lovprisning; saa spurgte hun om min Mening, om jeg troede, at han kunde være kommet til Skade, maaske druknet eller maaske nu ligge et eller andet Sted syg og hjælpeløs uden at hun kunde være hos ham med Hjælp og Trøst. Alene ved Tanken herpaa randt hede Taarer fra hendes Øjne og gled stille ned over hen- des Kinder: men jeg trøstede hende med, at Sid sik- kert nok i Morgen vilde indfinde sig i god Behold. Saa kyssede hun mig og bad mig om endnu engang at sige dette, thi det gjorde hende saa godt at høre, da hun rystede af Ængstelse for ham. Da hun omsider vilde gaa, saa hun mig fast, men venligt ind i Øjnene og udbrød: „Nu laaser jeg ikke Døren, Tom, og der er Vin- duet, og der er Lynaflederen, men - ikke sandt - Du vil være en god Dreng? Du løber jo ikke nogen Steder hen. Tom, ikke sandt - for min Skyld bliver Du?” Det havde været min faste Beslutning at komme afsted for at se til den rigtige Tom: ret beset var dette kun min Pligt. Men efter dette var det mig ikke mu- ligt, selv om jeg havde faaet et Kongerige i Beløn- ning. Men mine Tanker kredsede om Tom, og derfor blev det ikke til noget med Søvnen; hvileløs kastede jeg mig frem og tilbage. To Gange rutschede jeg ned ad Lynaflederen og listede mig om Hjørnet af Huset for at kigge op paa den gode Kvinde, som sad der ved Vinduet med sit ensomme Lys og med taarefyldte Øjne 350 stirrede ud i Mørket. Hvor jeg dog ønskede, at jeg var i Stand til at bringe hende nogen Trøst, men det kunde jeg ikke! Højt og helligt lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere skulde volde hende nogen Sorg. Da jeg saa tredje Gang vaagnede helt op, dæmrede Dagen allerede. Atter gled jeg ned og listede mig frem - ganske rigtig, endnu sad hun paa Vagt, men Lyset var næsten brændt ned, og hendes trætte, graa Hoved hvilede i Haanden, hun var endelig slumret ind. FEM OG TREDIVTE KAPITEL. Endnu før Frokost næste Dag havde Onkel Silas paany været inde i Byen, men vendte naturligvis hjem uden at have opdaget Spor af Tom:. Begge satte de sig sørgmodige og hensunket i dybe Tanker til Frokost- bordet uden at veksle et eneste Ord; Kaffen stod og blev kold; spise kunde hverken Onkel eller Tante. Saa udbrød den Gamle: „Gav jeg Dig det Brev, Sally?” „Hvilket Brev?” „Det, jeg i Gaar fik paa Posthuset.” „Nej. Du har ikke givet mig noget Brev!” „Naa, saa maa jeg have glemt det!” Han gennemsøgte alle sine Lommer, fandt det om- sider og gav hende det med de Ord: „Aa, det er nok fra St. Petersburg dér oppe ved Mississippifloden - det maa nok være fra din Søster!” Nu kunde det være rart igen at svippe lidt bort paa en Spaseretur, tænkte jeg, hed om Ørene, men jeg saa ingen Udvej til at komme ud af Pletten. Men før hun fik aabnet Konvolutten, lod hun Brevet falde sig ud af Hænderne og styrtede hen til Døren. Gen- 351 nem Vinduet havde hun faaet Øje paa noget overra- skende; ogsaa jeg havde set det samme. Det var et mærkeligt Optog: Forrest blev Tom, liggende paa en Madrats, baaret af fire haandfaste Mænd. derefter fulgte Lægen og Jim, iført Tantes Kattunskjole og med Hænderne bundet paa Ryggen - og endelig et talrigt Følge af fremmede Folk. Dette betagende Øje- blik benyttede jeg til hurtigt at faa Brevet stukket ind bag et Skab i Stuen. Imidlertid var Tante Sally alle- rede styrtet ud af Døren og kastede sig jamrende over Tom: „Aa Gud! han er død; jeg ved, han er død!” Tom drejede nu Hovedet lidt og mumlede noget uforstaaeligt - han havde øjensynlig stærk Feber. Men Tante Sally slog Hænderne sammen og raabte: „Han lever, Gud være lovet! Mere behøver jeg ikke at vide!” Flygtig kyssede hun Tom og løb saa tilbage ind i Huset for at gøre hans Seng i Stand; ved hvert Skridt, hun tog, fløj Befalinger til højre og venstre fra hendes Læber, og som i vild Jagt fulgte Negre og Tjenere efter hende. Medens Doktoren og Onkel Silas forsvandt ind i Huset efter Toms Baare, sluttede jeg mig til Følget. mest for at se, hvad man vilde gøre med Jim. Alle syntes meget opbragte, og nogle foreslog straks at hænge Jim op som advarende Eksempel for alle andre Negre, at de ikke skulde falde paa at rømme, saaledes som Jim havde gjort det, og tillige sætte en hæder- lig Familie i ugelang Ængstelse og Uro. Andre fra- raadede dette og sagde: „Gør det ikke! Han er ikke vores Neger, og naar hans Ejermand engang indfinder sig, maa vi betale Skadeserstatning for den fordømte Fyr!” Dette slog lidt koldt Vand i Blodet paa de hid- sigste, thi de, som er hurtigst til at klynge en bort- 352 rømt Neger op, er altid mest trevne til at betale, naar der senere fordres Erstatning. Men de forbandede Jim, skubbede og sparkede til ham og viste ham lignende udsøgte Opmærksomheder. Jim sagde ikke et Ord og lod stadig, som om han ikke kendte mig. Saa førte de ham over i hans gamle Skur, iførte ham paany hans egne Klæder og lænkede ham denne Gang ikke til et Sengeben men til en so- lid Pæl, der blev rammet ned i Lergulvet; baade hans Hænder og Fødder lænkede de sammen og lovede, at han herefter ikke skulde faa andet end Vand og Brød. indtil hans Ejermand indfandt sig, eller ogsaa skulde han sælges paa Auktion. Vort Hul kastede.de til og talte om, at et Par Mand om Natten maatte staa Vagt med skarpladte Geværer, medens en glubsk Buldog burde sættes ind til ham som Dagvagt. Da alt dette var udført, tog de efter Tur Afsked med Jim ved Hjælp af Støvlehælene. Pludselig viste den gamle Doktor sig og sagde: „Hør, Folk! I skal ikke behandle den Fyr haardere end strængt nødvendig, for han hører ikke til de ond- artede Negre. Da jeg kom der over paa Flaaden til Drengen og fik undersøgt Saaret, indsaa jeg hurtigt, at jeg ikke uden Hjælp kunde fjærne Kuglen. Imidler- tid kunde jeg ikke forlade Drengen for at skaffe Hjælp, thi hans Tilstand blev mere og mere alvorlig, - til Slut begyndte han at rase i Febervildelse og raabte, at han vilde dræbe mig, hvis jeg vovede at mærke Flaaden med Kridt. Saa var det, at jeg halvhøjt sagde til mig selv: „Her maa skaffes Hjælp - koste, hvad det vil!” I samme Nu, siger jeg, Folk, stod den Ne- ger foran mig som tryllet frem - og han hjalp mig, uden Spor af Omsvøb, og hjalp mig udmærket! Na- turligvis vidste jeg straks, at han maatte være den bortrømte Neger. Men hvad skulde jeg gøre andet end 353 roligt holde ud hele Dagen og Natten med? Inde i Byen ventede mine Patienter paa mig, hvad maatte de vel tænke? Dog maatte jeg blive derude, dels af Hensyn til Drengen, dels fordi Negeren, hvis jeg for- lod ham, kunde stikke af, og jeg senere faa Bebrej- delser af den Grund. Først i Morges slog Befrielsens Time. Men det siger jeg, at aldrig har jeg set en Ne- ger yde saa trofast og omhyggelig en Pleje som han der, til Trods for, at han dog satte sin Frihed paa Spil og syntes dødtræt efter Flugten og den sidste Uges vedholdende Arbejde med Forberedelserne dertil. Den Neger har vundet mit Hjærte; han er, siger jeg Eder, mere end tusind Dollars værd - og han fortjener nok en god Behandling. Jeg forefandt der alt, hvad jeg havde Brug for, og Drengen havde al den Stilhed og Ro, som en Syg kan tiltræmge. Alligevel nærede jeg stor Uro af Hensyn til mit Ansvar overfor dem begge to - jeg kunde jo ikke blive ugevis derude. Naa, saa kom der hen paa Formiddagen en Baad med et Par Mand nær nok til, at jeg kunde anraabe dem. Heldigvis sad Negeren halvsovende, med Hovedet ned mod Knæene, ved Drengens Leje; uden nogen Ulejlighed blev han bundet, før han rigtig var vaagnet op. Drengen var just ogsaa faldet i Søvn, og uden at han mærkede det fik vi Flaaden løsnet og bugseret ind til Bredden. Ne- geren gjorde ikke Spor af Ophævelser og har ikke talt et Ord under det hele. Han er ikke nogen ondartet Fyr; tro mig, mine Herrer, jeg ved det!” „Det lyder altsammen meget godt og kønt, Doktor, det kan ikke nægtes!” udbrød flere i Skaren. De øv- riges Stemning syntes ogsaa endel formildet og jeg var virkelig den gamle Læge taknemlig for den Velgerning, han havde vist Jim; jo, jeg havde bedømt ham rigtig fra Begyndelsen af - jeg vidste, at han havde et godt, Huck Finns Hændelser. 23 354 hvidt Hjærte i sit sorte Bryst. Ogsaa Jim fik Fordel af Anbefalingen, ingen stødte længer til ham. Men det var for Resten ogsaa alt. Jeg havde haa- bet, at de vilde befri ham for de tunge Lænker og til- lade ham at faa Kød og Gemyse til hans Vand og Brød, men det syntes ingen at tænke paa og jeg vovede ikke at blande mig i Sagen. Derimod besluttede jeg at ind- virke paa Tante Sally ved saa snart som muligt at fortælle hende om Doktorens Erklæring. Men først maatte jeg klare de slemme Skær paa min egen Vej, nemlig den Forklaring, Tante Sally havde tilgode fra min Side an- gaaende Toms Skudsaar. Jeg havde Tid nok til at tænke herover. Tante veg hverken Dag eller Nat fra Sygelejet og hver Gang On- kel Silas dukkede frem, undgik jeg ham. Den næste Morgen hørte jeg, at Tom var meget bedre, og at Tante havde lagt sig lidt til Hvile. Jeg smut- tede derfor ind i Sygeværelset i det Haab at finde ham vaagen, saa vi kunde aftale, hvilken Ende vi skulde spinde Familien, hvis det kom til et Krydsforhør. Men han laa i tryg Søvn; hans Ansigt var blegt og havde ikke den stærke Rødme som den Dag, han kom. Jeg satte mig for at vente, til han vaagnede. Efter knap en halv Times Forløb gled Tante Sally stille som en Aand ind i Stuen - nu sad jeg igen net i det! Hun gav mig et Vink om at være stille og satte sig ved Si- den af mig, hvorefter hun sagte hviskede til mig, at vi alle rigtig maatte være taknemmelige for, at „Sid” var saa meget bedre og sov saa roligt; naar han nu vaagnede, vilde han sikkert igen være kommet til Bevidsthed. Pludselig slog han Øjnene op og raabte: „Halløj - hvorledes er jeg kommet her hjem? Hvor er Flaa- den?” „Alt er i Orden!” svarede jeg. „Naa - og Jim?” spurgte han. „Han ligeledes,” vedblev jeg noget nølende; han 355 bemærkede ikke min Usikkerhed, men udbrød glad: „Udmærket! Saa er det jo godt alt sammen! Har Du fortalt Tante det?” Jeg vilde lige til at sige Ja, da hun kom mig i For- købet. „Fortalt hvilket, Sid?” spurgte hun. „Aa, alt om Maaden, hvorpaa vi lavede den Historie. Tante!” - „Hvilken Historie?” spurgte hun. „Historien om, hvorledes vi befriede Negeren, jeg og - og Tom!” „Befriede Neg-! Hvad taler Du om, Dreng? Ak, nu taler han i Vildelse igen!” jamrede hun. „Nej, Tante, jeg taler ikke i Vildelse; jeg ved rigtig godt, hvad jeg siger. Vi har befriet Negeren - jeg og Tom. Vi har længe arbejdet derpaa og enhver maa ind- rømme, at vi gjorde det flot!” Nu var han inde i det rette Farvand og hun lod ham snakke løs, medens hun forundret stirrede paa ham. „Ja, lille Tante,” vedblev han, „det Arbejde gav os nok at gøre i flere Uger, Nat efter Nat, medens I andre sov. Vi maatte stjæle Lys, forstaar Du, og Lygte, Lagener, Skjorter og dine egne Klæder, Ske og Tintallerkener og Kniv og Varmebæk- kenet, Møllestenen og Mel og saa meget andet; Du be- griber ikke det Mas, vi havde med at tildanne Saven og Pennene og med Inskriptionerne - og Du forstaar ikke, hvor morsomt det var. Saa maatte vi jo skrive anonyme Breve med Ligkister og Dødningehoveder paa og grave Hullet ind under Skuret og lave en Tovstige. som vi indbagte i en Postej, og indsmugle Skeer i din Forklædelomme og saa meget andet.” „Ih. Du Almægtige, hvad maa jeg høre!” „- ja og saa Rotterne og Slangerne, som vi maatte skaffe Jim til Selskab! Til sidst holdt Du jo Tom saa længe tilbage med Smørret, saa hele Historien var ved at gaa i Vasken, for Folkene kom ned til Skuret, før vi andre var kommet afsted. Vi maatte løbe, men de 23* 356 hørte os og skød løs og jeg fik min Del; saa lod vi dem storme forbi os - Hundene vilde heller ikke have med os at bestille, men løb gøende videre. Vi skyndte os til Kanoen og roede ud til Flaaden, som vi holdt i Be- redskab - her var vi i Sikkerhed og Jim en fri Mand! Se alt dette har vi besørget ganske alene; var det ikke flot gjort, lille Tante?” „Aldrig har jeg hørt noget lignende! Saa er det altsaa Jer to Smaaslyngler, som har sat Huset paa den anden Ende og næsten skræmmet os alle til Døde! Men vent! Jeg kunde nok have Lyst til eftertrykkelig at vise Jer, hvad min Mening derom er! Jeg, som Aften efter Aften - naa, vent kun til Du bliver rask, saa skal Du faa din velfortjente Revselse - ja glæd Dig nu kun. saa længe Du kan derover, din Æsel, men det siger jeg. at i ikke herefter understaar Jer til at blande Jer i den Fyrs Affærer, ellers -” „Hvilken Fyr?” spurgte Tom alvorligt og uforstaa- ende. „Hvilken Fyr - spørger Du - naturligvis Negeren derovre! Hvem ellers?” Tom saa alvorligt paa mig og udbrød: ”Tom! sagde Du ikke, at alt var i Orden? Er Jim da ikke fri?” „Han, Negeren?” udbrød Tante Sally. „Nej, ham har de lykkelig og vel faaet anbragt under Laas og Lukke i hans Fangehul paa Vand og Brød. Han sidder lænket. indtil han bliver fordret tilbage eller solgt!” Tom rejste sig overende i Sengen, med lynende Øjne og dirrende Mundviger: „Det har de ingen Ret til.” raabte han til mig. „De har ingen Ret over ham, hører Du! Skynd Dig, spild ikke et Sekund! Sæt ham fri! Han er ikke Slave. han er en fri Mand! - lige saa fri som nogen af os!” „Hvad mener Du med det, Dreng?” „Jeg mener hvert Ord, som jeg siger det, Tante, og 357 hvis ikke en af Jer straks gaar ned og sætter ham i Fri- hed, saa gør jeg det selv. Jeg har kendt ham, saalænge jeg kan huske - og Tom ogsaa. Hans Ejerinde, Miss Watson, er død for to Maaneder siden; hun skammede sig over, at hun engang tidligere havde villet sælge ham Syd paa. For at bøde derpaa havde hun i sit Te- stamente givet Jim hans Frihed!” „Ja, saa forstaar jeg rigtignok ikke, hvorfor Du har sat alt det i Værk for at befri ham, naar han dog alle rede var fri!” „Det er ret et Fruentimmer-Spørgsmaal! Hvorfor - for at faa et Æventyr! For hans Skyld vilde jeg vade igennem Blod, naar - men se - Tante Polly!” Der stod hun virkelig lige i Døren, saa straalende og lykkelig at skue som en Sukkerengel. Med et Sæt fløj Tante Sally i Armene paa sin Søster, medens jeg søgte mig en mere sikker Plads under Sengen, thi Situatio- nen syntes mig nu temmelig kritisk for os begge to. Jeg tittede forsigtig frem og saa, hvorledes Toms Pleje- moder gjorde sig fri fra Søsterens Favntag og saa paa ham over Brillerne med et gennemborende Blik. En- delig begyndte hun: „Ja, jeg forstaar godt, at Du vender Hovedet ind mod Væggen, Tom; det vilde jeg ogsaa gøre i dit Sted!” „Herregud,” faldt Tante ind, „har Drengen forandret sig saa meget? Det er jo slet ikke Tom, det er Sid - Tom er - men hvor er Tom blevet af? Han var her jo lige nu!” „Du mener vel, hvor er Huck Finn? Jeg kan da nok kende en Æsel, som min Tom, naar jeg ser ham! Naa, frem fra Sengen, Huck Finn, og det straks!” Jeg krøb frem, men var alt andet end glad derved. Aldrig har jeg set et mere forstyrret og uforstaaende Ansigt end Tante Sallys i dette Øjeblik, - det skulde da være Onkel Silas', da han senere fik Sammenhængen 358 at vide. Han blev ligesom fuld - gik hele Dagen rundt som i Drømme og holdt om Aftenen en Prædiken, som højnede hans Anseelse viden om, da ingen forstod et Ord af den. Toms Plejemoder oplyste nu, hvem jeg var; og jeg maatte bekende, hvorledes jeg havde været i en saadan Klemme, at jeg ikke vidste anden Udvej end at sige „ja” da Fru Phelps bød mig velkommen som Tom Sawyer. Her afbrød Fru Phelps mig: „Aa, sig Du kun Tante Sally som tidligere; nu er jeg vant til det, og det gør ikke noget!” Hendes gode Hjærte fornægtede sig ikke. Toms Tante Polly bekræftede, at Miss Watson i sit Testamente havde frigivet Jim. Det viste sig altsaa, at Tom Sawyer virkelig havde gjort sig selv og os alle den Ulejlighed for at skaffe en frigiven Neger hans Frihed. Nu forstod jeg først rigtig, hvorledes Tom med sin gode Opdragelse havde kunnet være mig behjælpelig ved Jims Befrielse. Tante Polly fortalte nu videre, at hun, da Tante Sally havde skrevet til hende, at baade Tom og Sid var an- kommet i god Behold, straks havde anet Uraad og sagt til sig selv: „Der kan man se; det kunde jeg have forudsagt, naar jeg saaledes sendte Drengen afsted paa egen Haand uden Opsigt. Nu var der ikke andet for mig at gøre end at begive mig selv afsted paa den lange Rejse for at erfare, hvad der denne Gang var paa Færde. Af Dig, Søster, fik jeg jo ikke noget at vide.” „Du har jo aldrig spurgt mig om noget!” „Hva sir Du? Har jeg ikke to Gange skrevet til Dig og spurgt, hvad Du egentlig mente med den Sid, som ogsaa var kommet i Besøg?” „Jeg har aldrig modtaget en Linie derom fra Dig!” Tavs vendte Tante Polly sig langsomt imod Tom og saa stift paa ham. 359 „Det er Dig, Tom!” udbrød hun saa. „Hvad mener Du?” spurgte han fortrydeligt. „Hvad jeg mener, din vanartede Unge! Hvor er Brevene?” ”Hvilke Breve?” „Brevene, siger jeg! Naa, blir det til noget?” „De ligger i Kufferten derhenne! Jeg har ikke rørt ved dem, de ligger som jeg hentede dem paa Posthuset - jeg har ikke engang set i dem. Jeg troede ikke, det hastede med dem, og tænkte, at de kun kunde volde os Besvar, og saa -” „Ja, ja - min Dreng! Hvis ikke Du fortjente en dygtig Portion Prygl, saa ved jeg ikke, hvem der skulde have dem. Forresten skrev jeg et tredje Brev, hvori jeg fortalte, at jeg vilde tage hertil, og ogsaa det Brev -” „Nej,” faldt Tante Sally ind, „det kom i Gaar; det har jeg!” Jeg havde gærne væddet to Dollars med hende om, at det ikke forholdt sig saaledes, men tænkte, det var bedre ikke at gøre det. Altsaa tav jeg stille. SEKS OG TREDIVTE KAPITEL. Saasnart jeg fik Lejlighed til at tale alene med Tom, spurgte jeg ham, hvilke Tanker han egentlig havde for- bundet med Jims Undvigelse, hvad han havde tænkt at foretage sig, hvis det var lykkedes og Negeren havde faaet den Frihed, han allerede forinden var berettiget til. Han svarede, at hans Plan fra Begyndelsen var den, naar Jim var befriet, at drive med Flaaden helt ned til Mississippiflodens Munding og saaledes opleve alle- haande Æventyr. Da vilde han først aabenbare for 360 Jim, at han var fri Mand, og saa betale ham for Tids- spilde og i Triumftog føre ham tilbage paa en Damp- baad; alle Negrene i Byen skulde forud underrettes om vor Ankomst, saa at de kunde modtage ham med Musik og Fakkeltog - som Helte skulde vi alle tre holde vort lndtog i Byen. Naa - jeg fandt dog, at det var bedre saaledes, som det gik til nu. Jim blev øjeblikkelig befriet for sine Lænker, og da Tante Polly og Tante Sally og Onkel Silas hørte, hvor trofast han havde hjulpet Doktoren med at pleje Tom, stadsede de paa alle Maader op for ham; han fik nye Klæder, saa meget at spise, som han vilde have, og behøvede ikke at arbejde. Han kom med op til Toms Sygeleje og vi havde nok at snakke med hverandre om. Tom forærede ham fyrretyve Dollars, fordi han saa taal- modigt havde fundet sig i at være Fange og ikke gjort Skaar i vor Fornøjelse. Jim var opløst af Rørelse og vidste næppe, hvorledes han skulde vise sin Taknem- lighed. „Naa, Huck, der ser Du, hvad Jim altid sige,” ud- brød han. „Hvad sige Jim til Dig paa Øen? Jim for- tælle Dig, mig have meget Haar paa Brystet og hvad det betyde. Jim fortælle Dig, mig været rig engang. Nu mig rig igen! Du ikke mere sige, Tegn være intet værdt; den Tegn være god Tegn - og Jim have vidst, mig nok blive rig og nu mig er rig igen!” Tom foreslog, at vi alle tre i al Hemmelighed skulde stikke af en skønne Nat og udruste os i Byen for saa at tilbringe et Par Ugerstid i Indianer-Territoriet, hvor vi kunde opleve alle mulige Æventyr. For mit Ved- kommende var jeg villig hertil, men bemærkede dog, at jeg ikke havde Penge til Ekvipering; hjemme fra kunde jeg heller næppe faa nogen, thi min Gamle havde sikkert nok nu faaet mine Penge udleveret af Domme- ren Mr. Thatcher og allerede drukket dem op. 361 „Nej, det har han ikke, forsikrede Tom; „dine seks Tusind Dollars med Renter ligger der endnu, din Gamle har ikke ladet sig se i Byen siden, i det mindste ikke indtil jeg forlod den.” „Ham aldrig mere komme igen, Huck!” „Hvorfra ved Du det, Jim?” spurgte jeg. „Aldrig mere, Huck! - Du ikke spørge mig!” Men jeg lod mig ikke afvise; jeg vilde vide Besked og saa fortalte han: „Du huske det Hus, som flyde forbi Øen? Og deri ligge en død Mand paa Gulvet? Jim dække ham til, saa Du ikke se ham, Du huske det, Huck? Du faa dine Penge, naar Du vil, for den døde Mand - det være din Fa'r!” --- Tom er nu næsten helt rask; sin Kugle bærer han som Ur om Halsen i en Kæde, og han ser hvert Øjeblik paa den, hvad Klokken er. Om mig selv er der nu ikke mere at fortælle, hvad jeg er rigtig glad over. Havde jeg forud anet, hvilket besværligt Arbejde det vilde blive at skrive en saadan Bog, havde ti Arbejdsheste ikke kunnet drive mig dertil - og jeg gør det ikke oftere. Saa hellere slaa Sten eller hugge Brænde! Saameget indser jeg allerede nu, at jeg bliver nødt til, før de andre og helt alene, at begive mig ind i Indianer-Territoriet, for Tante Sally har faaet den lndskydelse at ville adop- tere mig og „civilisere” mig. Det holder jeg ikke ud - jeg kender det fra tidligere Tid. Ærbødigst HUCK FINN.

wikisource

wikisource_28342

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Note. Melodien er P. E. Lange-Müllers opus 19 nr. 1. Teksten. <poem> 1. Himlen ulmer svagt i flammerødt bag de dunkle graner, bag de drømmende. Skjult, hvor skyggen falder tæt og blødt, synger nattergalen højt og strømmende. 2. Aftenstjernen dirrer stor og blank mod den matte guldgrund sig fortonende. Nåleskoven dufter. Mørket sank over jord, befriende, forsonende. 3. Hele dagen har du tappert stridt uden suk, med blege læber smilende. Græd nu, stakkels søster, græd kun frit, tvangløst i din dybe smerte hvilende. </poem>

wikisource

wikisource_13502

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=222 to=225 header=1 />

wikisource

wikisource_8839

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=420 to=423 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9584

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=7 to=14 fromsection=b tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_11489

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Teknisk Elasticitetslære.djvu" from=76 to=79 header=1 fromsection=kap21 tosection=kap21 />

wikisource

wikisource_7984

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Note. Teksten er en gendigtning af s tyske tekst fra 1554. oversatte sangen i 1578 og i 1848 (revideret 1884). Teksten. <poem> Nu vil vi sjunge og være glad i Jesu Kristi navn! Guds Søn er født i Betlehems stad, os alle til glæde og gavn. Han steg fra tronen i Himmerig og blev et barn på jord; for os han daled så nederlig, hans kærlighed var så stor. Han verden skabte til sit behag og styrer alt deri, han føder den liden fugl hver dag, som flyver i luften fri. Men ned han lagde sin Guddoms-magt, en tjener vorder han, han os vil tjene, det er hans agt, og blive vor frelsermand. Han ligger nu ved sin moders bryst, så spæd i ringe bo, Guds engle ser på ham deres lyst, hvem ville ej være fro! Med os han bytter så underlig, Guds Søn, vor broder fin, vort kød og blod han tager på sig og skænker os guddom sin. En svend han bliver og herre jeg, som før var fattig træl, hans kærligheds dyb udgrundes ej og ikke hans rigdoms væld. O, han oplader på ny den dør til glædens Paradis, som længe for os stod lukket før, ham være lov, tak og pris! Ham vil vi synge vor julesang, og er den så kun svag, det er dog vort hjertes efterklang af engelens bud i dag. </poem>

wikisource

wikisource_7466

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Ferskvandsfisk.. Karper. ere mest velsmagende om Vinteren og bedst paa 3 til 4 Punds Størrelse. De skrabes langs med Skællene, saa disse blive paa, og naar de ere behørig rengjorte og vaskede i flere Hold Vand, flækkes Hovedet samt hele Fisken, saa Benet sidder ved den ene Side; de skæres i Stykker og lægges paa et Fad med Skælsiden op, saa der kan hældes lidt Eddike paa hvert Stykke, hvoraf de blive blaa; lidt Salt strøes paa, og de staa saaledes, indtil de skulle koges. Der kommes Salt og lidt af den Eddike, som er bleven paa Fadet, i Vandet. Hovedet ansees for det bedste Stykke. De spises med kold Peberrod-Sauce. Karper i Rødvin.. Naar Karperne ere rengjorte, flækkede og skaarne i Stykker, lægges de i en Kasserolle med Laurbærblade, heelt Peber, lidt Nelliker og Salt. Hovederne lægges nederst. Der kommes lidt Vand og saa meget Rødvin og Hvidtøl paa, at det knapt staar over Fisken; naar denne har kogt lidt, jævnes det med lidt Meel og noget revet Rugbrød, som udrøres med lidt af den varme Suppe og gnides igjennem en Sigte. Brasen. ere fedest og meest velsmagende om Vinteren; de behandles som Karper og spises med samme Sauce. Flier ere ikke gode og kunne let tages for Brasen; med skielnes fra den ved en fladere Dannelse og blegere Farve; for det meste ere de rødspængte under Skællene. Karudser. ere mindre gode i Mai, Juni og Juli, efter den Tid blive de stedses mere velsmagende. Skællene rives af. Kogte spises de med Fløde-Sauce med Petersille; ere de smaa, kunne de steges. Aborrer. ere gode undtagen i Marts og April. Skjællene rives af; de spises kogte med Smør og Petersille eller Æggesauce. De kunne ogsaa koges som Fricasée. Man koger da en god Vist, Sellerier og Petersillerødder i Vand og lidt Sparesuppe; naar de ere møre, tages de op, Fisken kommes i tilligemed Salt og koges, indtil den har nok, da lægges den paa Fadettilligemed Rødderne, som skæres istykker. Suppen sies, sættes paa med en Jævning af Smør og Meel og lidt Muskatblomme og hældes over Fisken. Herpaa kan kommes Champignoner, Østers eller Muslinger; da bruges ingen Rødder, men lidt Vin eller Citronsaft, som kommes i Saucen, hvilken legeres med Æggeblommer. Bagte Aborrer.. Naar Fisken er opskaaren og afvasket, flækkes den i to Dele. Benene udtages, Skindet aftrækkes, og der kommes Eddike, Olie, Peber, Salt, Petersille og hakkede Løg paa den, hvormed den staar i 2 à 3 Timer. Derpaa tages Fisken op, aftørres i Fiskeklædet, dyppes i pidskede Æggehvider, derefter i Brød og steges paa Panden. Spises med Kaperssauce. Man kan ogsaa flække de rengjorte Aborre fra Ryggen, lægge den i Lage eller bestrøe dem med Salt. De aftørres, belægges med Kapers, som hakkes med Petersille, stødt Peber og Smør. Derpaa lægges de sammen, smøres udvendig med Smør, steges paa en Rist og spises med samme Sauce. Gjedder. ere gode, undtagen i Marts, og fedest i Februar. De blive bedst ved at koges hele. Skællee blive paa, de overstryges med lidt Eddike og strøes med Salt. Halen ansees for det beste og fedeste Stykke. Spises med Smør og Peberrod. De kunne koges i Fricasée ligesom Aborrer, men da maa Skællene rives af. En stor Gjedde kan steges hel, Skindet tages da af, den spækkes, steges i Ovnen og maa flittig dryppes. Den spises med brunet Smør, hvori kommes Kapers. Suder. ere mindst gode fra Marts til Juni. De skrabes og skoldes i flere Hold hedt Vand, for derved at kunne skyde Slimen af; tilsidst vaskes de i koldt Vand, skæres i Stykker og bestrøes med Salt. Spises kun kogte med Peberrod-Sauce. De kunne ogsaa tillaves ligesom Karper i Rødvin. Aal. tillaves paa forskjellige Maader; Suppe, Karri, Gelée og Rulleaal ere anførte under de tilhørende Rubrikker; kogte spises de med kold Peberrod-Sauce, eller med Smør smeltet med Eddike. Til at stege tager man helst de tykke Aal. Naar de ere flaaede, Finnerne afklippede paa begge Sider, afvaskede og skaarne i Stykker saa lange som en Finger, staa de noget med Salt paa; derpaa tørres de i Fiskeklædet, paa begge Sider af Stykkerne skæres tynde Ridser, de trilles i Brød blandet med Meel, lægges paa Panden med ganske lidt Smør og kunne taale at stege længe. De spises med Eddike og Peber. Til at røge maa der tages store Aal. Skindet, som bliver paa, skures og vaskes godt, før Aalene skæres op, hvilket skeer fra Ryggen, saa at Bugen forbliver hel; de overstryges med Blodet, bestrøes med Salt paa Kjødsiderne, lægges med disse mod hinanden mellem to Brædter med lidt Presse paa og staa saaledes Natten over. Der sættes tynde Pinde i hver Aal, for at de ikke skulle folde sig sammen. De bringes til Røgmanden, eller dersom man selv røger dem, da sættes en Halvtønde uden Bund over nogle antændte Saugspaaner, og Aalene hænges paa en Stok, som lægges over Tønden, hvor de hænge et Par Dage over vedvarende Røg, hvilken man dog ikke behøver at vedligeholde om Natten. Herved maa iagttages, at Aalene ikke komme for nær ved Varmen, hvorfor Tønden hæves, dersom de ere lange. Naar man vil spise Aalene, skæres de i Stykker, smøres paa Kjødsiden med Smør eller Klaret og lægges paa Risten over Gløder, indtil de ere godt hede. De kunne spises med Eddike til, ogsaa med stuvede Snittebønner eller stuvede Kartofler.

wikisource

wikisource_3321

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Jagtbreve.pdf" header=1 from=53 to=60 />

wikisource

wikisource_21581

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=368 to=380 header=1 />

wikisource

wikisource_16972

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Salmen stammer oprindeligt fra den latinske middelaldersalme "Puer natus in Bethlehem". Hans Tausen oversatte i 1553 den latinske salme til dansk, mens denne version er af Grundtvig og blev til i 1820. Den kendte melodi til sangen angives at være fra 1600-tallets Tyskland af en ukendt komponist. Den danske komponist og musikforsker A.P. Berggreen har angiveligt skrevet en ny melodi i 1849. Et barn er født i Bethlehem,<br> Bethlehem,<br> thi glæder sig Jerusalem.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> En fattig jomfru sad i løn,<br> sad i løn,<br> og fødte himlens kongesøn.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> Han lagdes i et krybberum,<br> krybberum,<br> Guds engle sang med fryd derom.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> Og østens vise ofred der,<br> ofred der,<br> Guld, røgelse og myrra skær.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> Forvunden er nu al vor nød,<br> al vor nød,<br> os er i dag en frelser fød.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> Guds kære børn vi blev påny,<br> blev påny,<br> skal holde jul i himmelby.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> På stjernetæpper lyse blå,<br> lyseblå,<br> skal glade vi til kirke gå.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> Guds engle der os lære brat,<br> lære brat,<br> at synge, som de sang i nat.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> Da vorde engle vi som de,<br> vi som de,<br> Guds milde ansigt skal vi se.<br> Halleluja, halleluja!<br> <br> Ham være pris til evig tid,<br> evig tid,<br> for frelser bold og broder blid!<br> Halleluja, halleluja!<br>

wikisource

wikisource_2536

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<poem> 1. Kom, lad os trøstig vandre Vor korte Valfartsgang, Og styrke saa hverandre Ved Haab og Bøn og Sang! Som gode Børn vi maa Paa Vejen ikke stride, Guds Engle vid vor Side Som vore Brødre gaa. 2. Det skal ej længe vare, Hold kun et lidet ud, Sen skal vi hjemad fare Til Himlen, til vor Gud; O hvilken Salighed, Naar vi med alle fromme Hjem til vor Fader komme Og faa en evig Fred! </poem>

wikisource

wikisource_2581

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=201 to=206 fromsection=§61 tosection=§61 header=1 />

wikisource

wikisource_26094

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=286 to=288 fromsection=§86 tosection=§86 header=1 />

wikisource

wikisource_25857

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Den nye Almanak Udgivet af Mads Hansen og Anton Nielsen. Udgivet første gang 1870 for 1871. Sidte gang 1873 for 1874. Udkom hos Jul. Hoffensberg og Th. Michaelsen. 1871. Indhold ifølge annonce i Fyens Stiftstidende, 10-11-1870: Denne Aarbog indeholder, foruden Universitets-Almanaken, følgende Bidrag: H. C. Andersen: Lysene. Mads Hansen: Julemærker. - Foraar (med Melodi). - Til Bonden. C. Hostrup: Lidt om Dannelse. Anton Nielsen: Svinehandleren fra Lejstrup. - Det er skidt med Laves! - Ved Solbjergslag og Morgengry (med Melodi). C. Ploug: Ole Gabriel Ueland. Chr. Richardt: Sommervise. - Grundlovsvise. Chr. Rosenberg, Dr: En nordisk Folkehøvding. L. Schröder: Hvad hører der til for at være en Vismand? Bogen er prydet med mange Illustrationer. 1872. Indhold ifølge annonce i Aarhuus Stifts-Tidende 15-11-1871, Eftermiddag: Denne Aarbog indeholder, foruden Universitets-Almanaken, følgende Bidrag: Vilhelm Birkedal: Kjæmpehøie. Mads Hansen: Til Sønderjyderne, Digt, med Melodi. Mads Hansen: Skatten, Digt, efter et Folkesagn. Anton Nielsen: Noget jeg har seet, Pennestrøg. C. Ploug: Biografi af Orla Lehmann, med Portrait. Chr. Richardt: Sang for Danske. L. Schrøder: Vismanden og Rigmanden. C. A. Thyregod: Daniel Vind, en Fortælling. Hother Tolderlund: Skjærsliberen, en Fortælling. Bogen er prydet med mange Illustrationer. 1873. Indhold ifølge annonce i Adresseavisen (Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger) 7-11-1872: Denne tredie Aargang af "Den nye Almanak" indeholder, foruden Universitets-Almanakken, følgende Bidrag: Mads Hansen, Mailøvet, med Melodi af Anton Nielsen. - Ejlers Frieri, med Melodi af J. C. Gebauer. - Alterbægeret. Anton Nielsen, En Familie. C. Ploug, Johannes Carsten Hauch. Jens Skytte, Nis Pagh, jydsk Folkesagn. Knud Skytte, Spøgeri. C. A. Thyregod, Fra Vissing Skov. Almanakken er prydet med mange Illustrationer. 1874. Indhold ifølge annonce i Aalborg Stiftstidende 17-10-1873: Denne 4de Aargang af "Den nye Almanak" indeholder, foruden Universitets-Almanakken: L. Budde: En Historie om en dum Djævel. Mads Hansen: N. F. S. Grundtvig. - Liremanden (Digte). Marie Hansen: Moderen. Anton Nielsen: En lille Komedie. - Hos Ingemann. Zacharias Nielsen: Selvovervindelse (Digt). Jens Skytte: Hva' Palle ka' hovs. Hvordan man kan finde Vand, opskrevet paa Folkehøiskolen i Askov. Almanakken er prydet med mange Billeder.

wikisource

wikisource_20744

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Skyggerne af de Forklarede, Professor Jakob Baden’s Barndoms, Ungdoms, og<br> Manddoms Velgørere, Understøttere og Forfremmere: <br> Else Baden, fød From, <br> Dr. og Professor Theologiæ Peder Holm, <br> og Biskop Ludvig Harboe. <br> Helliges denne Biografi med taknemmeligst Erindring, af Gustav Ludvig Baden. Indhold: Forerindring<br> Jakob Baden’s Ungdom og Skolegang<br> Baden som Student<br> Baden’s Udenlandsrejse<br> Baden’s Hjemkomst<br> Baden som Rektor i Altona<br> Baden som Rektor i Helsingør<br> Baden som Professor ved Københavns Universitet<br> Chronologisk Fortegnelse over Professor Jakob Badens samtlige Skrifter<br>

wikisource

wikisource_1318

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=37 to=39 header=1 />

wikisource

wikisource_6727

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Rum og Tid. <poem> Ethvert Menneske træder ind i Verden paa et bestemt Sted og en bestemt Tid. Vi befinder os senere paa et andet Sted og en anden Tid. Vi færdes gennem Rummet og Tiden. De er os medfødte Begreber, saa medfødte, at skønt vi har en klar Opfattelse af dem, kan vi dog ikke sige, hvad de er; men vi kan paa den anden Side heller ikke forestille os nogensomhelst Tildragelse uden at knytte den til Forestillingen om Rum og Tid. Enhver nøjagtig Besked — af hvad Navn nævnes kan — forudsætter derfor en nøjagtig Angivelse af Sted og Tid. En hvilkensomhelst Art af Maaling i denne Verden forudsætter, at man kan maale Rum eller Tid eller begge Dele; men dog har det ikke været nogen simpel Sag at naa frem til Maaling af Rum og Tid. Tvertimod: denne Maalings Historie er selv et stort Stykke Kulturhistorie, og dens Udøvelse er Grundlaget for megen anden Kultur. Der kan her først nævnes den Rummets Naturlære, som under Navn af Geometri, Stereometri, Trigonometri m.m. er bleven udviklet af Oldtidsfolkene, navnlig af Grækerne, til en saa-dan Fuldkommenhed, at man i visse Henseender kan siges at have naaet den absolute Sandhed, idet man kan udtale sig om visse Rumforhold uden at der i Udtalelsen findes den allermindste Unøjagtighed. Naar det derimod gælder om at praktisere Maaling af Rumstørrelser, kan der aldrig opnaas absolut Sandhed, men kun en større eller mindre Grad af Tilnærmelse til Sandheden. Der vil være Fejl ved enhver praktisk Maaling, ved enhver Sammenligning mellem to Størrelser: Maalenheden og det maalte. Men selve Valget af den simpleste af alle Maal-enheder, Liniemaalet, som det kunde synes saa let at fastslaa, idet den kunde være repræsenteret ved Længden af en dertil valgt Stang, er det først i den nyeste Tid lykkedes at faa truffet paa en nogenlunde bestemt betegnet Maade. Denne Enhed har faaet Navnet Meter, og alene dennes Forhistorie er et omfattende og indgribende Stykke Kulturhistorie,*) som næppe endnu har fundet sin Afslutning. Saaledes er Meteren endnu ikke indført i alle civiliserede Stater, navnlig ikke i Danmark og England. — Vi skal dog ikke her komme nærmere ind paa denne Sag, men kun nævne, at dette Grundmaal, Meteren, underafdeles efter Titalsystemet og optælles paa tilsvarende Maade, og at der gives særlig latin-dannede Navne paa de nedadgaaende Trin og græsk-dannede paa de opadgaaende, nemlig:</poem> <poem> Hertil knytter sig nu paa sædvanlig Maade Flademaal, f. Eks. en Kvadratmeter, en Kvadratkilometer, og Rummaal, f. Eks. en Kubikcentimeter, en Kubikdecimeter, hvilket sidste Maal forøvrigt har det særlige Navn: en Liter. Det er en gammel Tanke, at alle andre Arter af Maal burde sættes i Forhold til det en Gang valgte Liniemaal; og dette skal have været sat i Værk af Kaldæerne, der baade knyttede Vægtmaal, Værdimaal og Tidsmaal til Rummaalet og altsaa til Liniemaalet. For Meterens Vedkommende har man bestemt, at Vægtenheden et Gram skal være Vægten af 1 Kubikcentimeter destilleret Vand ved 4° Celsius. For Tid er det endnu vanskeligere at skaffe et Maal end for Rum. Her kan man ikke saaledes uden videre tage en Genstand og sige, at nu skal den repræsentere Tidsenheden. Dertil kommer, at Tidsmaalet uundgaaelig kræver Hjælp af Rummaalet. Det forholder sig nemlig saaledes, at Bevægelse er det eneste Naturfænomen, der kan give Udtryk og Maal for Tiden. Enhver Bevægelse betegner en Flytning baade i Rum og i Tid, en Forandring fra et Sted til et andet, fra et Tidsøjeblik til et andet: bliver ikke Stedet forandret, er der ingen Bevægelse, og bliver ikke Tidsøjeblikket forandret, kan der heller ikke tales om Bevægelse, men om samtidig Eksistens paa 2 Steder; men forsaavidt Bevægelsen foregaar uforandret — er jevn — vil Tidsforandringen staa i simpelt Forhold til Stedforandringen, og Rummaalet kan under saadanne Omstændigheder blive Maal for Tiden. Man maa derfor først og fremmest have sin Rummaaling i Orden, inden man kan indlade sig paa Tidsmaaling. Udviklingen af denne er derfor ogsaa kommen senere end af hin. Vil man forsøge at betegne eller maale Tiden ad andre Veje end ved Bevægelse, vil man finde det umuligt. Der findes ganske vist kemiske Processer, der kræve Tid, og som altsaa kunde synes at maale den til deres Fuldbyrdelse fornødne Tid. Men selve disse Processer er i Virkeligheden Bevægelsesfænomener: Smaadelene (Atomerne) flytte sig, og hertil behøves Tid. — Man kunde mene, at ethvert Menneske i sig har i det mindste et Skøn over Tidens Længde; men der er ingen Tvivl om, at dette Skøn beroer paa visse Fænomener i vor Organisme, Fænomener, der ligesom de nævnte kemiske, i sidste Instans viser sig at være Bevægelsesfænomener. Dersom derfor vore indre Bevægelser ved en eller anden Lejlighed optræder paa noget uregelmæssig Maade, kan vort Skøn m. H. t. Tiden blive meget fejlagtigt. </poem>

wikisource

wikisource_2451

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=319 to=323 tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9322

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Edvard Brandes - Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier.djvu" from=267 to=282 header=1 />

wikisource

wikisource_5009

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Jærnet.djvu" from=153 to=182 header=1 />

wikisource

wikisource_19947

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=47 to=50 header=1 />

wikisource

wikisource_6730

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=217 to=221 fromsection=b header=1 />

wikisource

wikisource_11742

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=155 to=157 tosection=a header=1 />

wikisource

wikisource_9283

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=34 to=36 />

wikisource

wikisource_18329

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

Den almindelige Frihed, som Grundloven af 1849 skjænkede det danske Folk, gav, som bekjendt, Stødet til en aandelig Vækkelse og et indre kraftigt Liv, som ytrede sig paa mange Maader. Uagtet eller maaske netop paa Grund af den langvarige, byrdefulde Krig (1840-50), luede Fædrelandskjærligheden da høiere end nogensinde i Menigmands Bryst. Det var ikke enkelte Patrioter, men hele det danske Folk, som sørgede over Skjærtorsdagsaffæren og jublede over Fredericiaslaget. — Gemytterne synes i den Tid at have besiddet en særdeles Modtagelighed for Indtryk af Begivenheder, som ellers tildels laa udenfor Interessen. Ogsaa i det kirkelige Liv herskede dengang et usædvanligt Røre, især hos de forskjellige Sekter, hvis Tilhængere i de foregaaende Aar havde lidt megen Forfølgelse og Undertrykkelse. Under disse gunstige Omstændigheder optraadte pludfelig en hidtil i Danmark ukjendt Sekt, som kjækt kaldte sig selv „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige“ — men senere, da dens Fremgang begyndte at vække Opmærksomhed, oplyste en Artikel i „Fædrelandet“ Lægfolk om, at Sektens almindelige Navn var „Mormoner!“ I Amerika havde dette ny Evangelium allerede været forkyndt i mange Aar, og derfra udsendtes fire Missionærer, som kom til Kjøbenhavn i Sommeren 1850. Det var to Amerikanere, Erasthus Snow og G. P. Oykes, en Dansk ved Navn P. O. Hansen og endelig en Svensk. Snow, en af det ny Zions tolv Apostle, var Missionens Formand, Hansen var dens Tolk og Secretær. Forfatteren besøgte dengang undertiden en Baptistmenighed som holdt Gudstjeneste i Hotel Skandinavien paa Hjørnet af Kongens Gade og Kongens Nytorv. Præsten, en vis Hr. Mønster, gjorde Indtrykket af at være en i alle Henseender høit begavet Mand, ligesom Menigheden i kristelig Henseende syntes at befinde sig i en blomstrende Tilstand; men mærkeligt nok vandt den ny Sekt netop sine første Proselyter i Danmark blandt disse Baptister. En Søndag saa vi de ovenomtalte fire Fremmede komme ind i Forsamlingssalen og tage Plads i Nærheden af Døren. Ingen lagde videre Mærke til dem og anede endnu mindre deres Hensigter; men den beskedne, næsten ydmyge Andagt, som de i Lighed med alle Amerikanere udviste under Gudstjenesten, opvakte hos Mange en gunstig Mening om dem. De kom oftere, gjorde Bekjendtskab med Præsten og mange Menighedsmedlemmer, fik Adgang til disses private Huse, og nu begyndte de forsigtigt lidt efter lidt at omtale deres Mission og forkynde det ny Evangelium. Deres Fortællinger om den nye Prophets vidunderlige Kaldelse og Aabenbaringer vakte naturligvis megen Opmærksomhed og Omtale, derfor tog Pastor Mønster sig for at undersøge Sagen; men Apostelen Snow satte ham saaledes ind i den, at han selv, uden just at blive Mormon, for en Tid syntes aldeles henreven og overbevist om den ny Prophets guddommelige Kaldelse. Hans Prædikener svulmede da af det gamle Testamentes Prophetier med Udlæggelse af Citater fra Johannes Aabenbaring, af origanale Forudsigelser om kommende store Begivenheder, thi „Tidens Fylde var kommet nær“ etc. etc. Og dette tjente naturligvis til at gjøre Meningheden betænkelig og berede Veien endnu mere for Mormonerne. Disse havde udtænkt en lang Række af Argumenter til Fordel for deres Lære, støttet paa snildt anvendte Brudstykker af Bibelen og Historien. Gangen deri var omtrent følgende: Den sande kristne Kirke var gaaet til Grunde under de første Aarhundreders Kristenforfølgelser; Romerkirken, som siden anmassede Kristenforfølgelser; Romerkirken, som siden anmassede sig det aandelige Herredømme i Kristenheden og derved blev Moder til alle nuværende Kirker og Sekter, kunde selvfølgelig ikke besidde nogen „apostolisk Succession“ eller geistlig Myndighed, som nedsteg direkte fra den første apostoliske Kirke. Den var tvertimod „Skjøgen“, som omtales i Joh. Aab. 17, 3-6. De henviste til Kristenhedens nuværende Strid, Adsplittelse, Sekter og Partier og spurgte triumpherende, om det kande være den Kirke, der skulde have „een Tro“, een Daab, een Gud og Alles Fader? Eftersom intet Præstedømme saaledes kan bevises at nedstamme direkte fra Apostlene, og det staaer skrevet at „Ingen tager sig selv denne Ære, uden at han er kaldet dertil af Gud ligesom Aron var“, hvorfra skulde saa Myndigheden komme, undtagen ved „en ny direkte Aabenbaring fra Himlen?“ — Men dette var ru sket! Gud havde igjen besøgt Jorden, opreist en Prophet ligesom i gamle Dage og befalet ham at forkynde det „evige Evangelium (Aab. 15, 6), til alle Slægter, Stammer, Tungemaal og Folk“. Kristi Kirke var igjen oprettet paa Jorden, og den var i Besiddelse af alle de aandelige Naadegaver og Velsignelser, som den havde i „Begyndelsen“. — „De adspredte Faar af Israel“ skulde atter blive samlede, saa at der blev „en Hjord og een Hyrde“. Som videre Bevis for Ægtheden af deres Lære og Tro, henvistes til de Lidelser og Forfølgelser, deres Kirke alt havde udstaaet i Amerika, hvor Propheten Joseph Smith, hans Broder Hyrum og mange af de „Hellige“ havde beseglet Læren med deres Blod og lidt Martyrdøden. Missionærernes Lærdomme fandt i Baptistkirken en frugtbar Jordbund. Der var endogsaa Tale om at hele Menigheden med Pastor Mønster i Spidsen vilde gaa over til Mormonismen. Saavidt kom det vel ikke, men Mange gik over til den nye Apostels Lære, og der blev i Hast organiseret et nyt Kirkesamfund under Navn af „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige“. Disse Proselyters Enthusiasme var ubegrændset, thi det syntes virkelig som om den Ild, der besjælede de første Kristne, igjen var kommet tilbage i deres Samfund. De Nydøbte bleve velsignede ved Haandspaalæggelse for at modtage „den Hellige Aands Gave“ i Forbindelse med den prophetiske Udtalelse: „Og Du skal leve og se Kristus igjen komme til Jorden for at regjere med sine Hellige“. Forældrene frembar deres smaa Børn, for at disse kunde modtage lignende Velsignelser o. s. v. Jeg (Forfatteren) forblev ikke uberørt af denne almindelige Bevægelse; i Førstningen søgte jeg længe oprigtigt at bekæmpe deres Beviser og Argumenter, men disse Mænd vare i Besiddelse af en overordentlig stor Bibelkundskab og forstod udmærket at benytte denne. — Snart var jeg i Hjertet overbevist om Lærens bibelske Sandhed, men min Fornuft stred endnu længe mod det Uhørte, det Utrolige ved Sagen. Kunde Missionærerne ikke enten være Bedragne eller Bedragere? Det var egentlig ikke rimeligt at antage dem for Bedragne, thi deres Kundskab og Udsagn om den ny Lære vare altfor bestemte og fuldstændige. I flere Aar havde de personlig kjendt og havt Omgang med Joseph Smith. Religiøs Fanatisme var fjernt fra dem Alle; deres Virksomhed var derimod praktisk og deres Maal nærliggende. Desuden havde jo alle disse Begivenheder, hvorom de vidnede, fundet Sted fornylig i et oplyst og kristeligt Land. Selve Propheten med sin Ungdom og ringe Lærdom kunde kun synes daarlig skikket til at føre saa oplyste og dybttænkende Folk bag Lyset. Endnu mere urimeligt forekom det mig at antage dem for Bedragere, thi, hvad var da deres Hensigt? — De havde forladt Hus og Hjem, Hustru og Børn, for at begive sig til langt bortliggende, fremmede Verdensdele for at forkynde Evangeliet for deres Medmennesker, uden nogetsomhelst Vederlag. Deres Liv og daglige Omgang syntes tillige at stemme strengt overens med den Lære, de forkyndte. Saadanne Reflexsioner maatte nødvendigvis omsider føre mig igjennem mange indvortes Prøvelser og Anfægtelser til et uundgaaeligt „Enten-Eller“: Enten at antage den ny Lære eller opgive min Tro paa Bibelen som Guds Ord. — Jeg valgte det Første. — Blev altsaa døbt og optaget i den „gjenoprettede kristne Kirke“. Dette skete i Slutningen af 1850. Hvad der foregik i Kjøbenhavn med Hensyn til Mormonismens Indførelse, blev kort efter gjentaget i Aalborg, hvor der ogsaa var en anselig Baptistmenighed. Dertil sendtes G. P. Oykes, og han var desuden den af Udsendingerne, som besad størst aandelig Dannelse i Forbindelse med et ualmindeligt indtagende og dannet ydre Væsen I 1851 blev Mormonismen derpaa overført til Norge af en Skipper, Gwen Larsen, som seilede mellem Aalborg og Øster Ris Øer. I den førstnævnte By var han bleven omvendt og døbt. — „Mormons Bog“, som P. O. Hansen allerede i Nauvoo havde oversat paa Dansk, var nu bleven trykt og udgivet tilligemed „Pagtens Bog“, men da disse Bøgers Indhold ingenlunde svarede til de Forventninger, man ifølge deres vidunderlige Oprindelse havde gjort sig derom, saa vedblev Bibelen endnu at være deres ufejlbare „Prøvesten“ og deres Troes Vaaben baade til Angreb og Forsvar. Men ved at bese Mormonernes Skrifter, saa vidt som de endnu vare udkomne paa Dansk, fandt jeg snart ud, at vi endnu kun havde faaet fat i Begyndelseslæren; thi Apostlene meddelte kun „lidt her og lidt der“, da de formodentlig kun troede os istand til at taale „Mælk og ikke haard Føde“. Fuld af Længsel efter at trænge tilbunds i Sagen, besluttede sluttede jeg da reise til Liverpool, hvor en mormonsk Kirke havde bestaaet siden 1839, for at lære det engelske Sprog og gjøre mig bekjendt med alle Mormonismens Skrifter. Erasthus Snow billigede og understøttede min Beslutning, men Skjæbnen vilde det anderledes, thi medens jeg ventede, at Dampskibet til Liverpool skulde anløbe Kjøbenhavn, ankom der Brev til E. Snow fra Skipper Larsen i Norge, med Begjæring om at sende nogle Ældste derover. Det var et nyt Raab fra Macedonien: „Kom over og hjælp os!“ Brevet blev oplæst i Brødrenes Raadsforsamling, og Apostelen udtalte det som fin Mening og sit Ønske, at jeg skulde gaa til Norge istedetfor til England. Da Lydighed er en Kristens og navnlig en Mormons første Pligt erklærede jeg mig villig til at forandre min Bestemmelse. Han ordinerede mig den for til Ældste, og snart var jeg paa Reisen til Norge i Forening med Áldste H. P. Pedersen fra Aalborg. I Norge havde Mormonismen god Fremgang; mange troede og bleve døbte. Paa enkelte Steder dannedes blomstrende Menigheder f. Ex. i Øster Riis Øer. Men pludselig kom der Modstand fra en uventet Side; nemlig fra Landets Regjering. Normændene havde nok fri Religionsudøvelse, men ikke aldeles uindskrænket som de Danske. Loven fordrede nemlig, af alle Dissenter (Afvigende fra Statskirken) først skulde sende en Ansøgning derom til Regjeringen i Christiania, som da bevilgede Ansøgningen, hvis den ansaa Sekten for kristelig, men i modsat Fald afslog den. At en saadan Ansøgning derom til Regjeringen i Christiania, som da bevilgede Ansøgningen, hvis den ansaa Sekten for kristelig, men i modsat Fald afslog den. At en saadan Ansøgning i sin Tid var indsendt af „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige, følger af sig selv, men Regjeringen eller Kirkedepartementet fandt Sagen betænkelig og henviste den til det theologiske Facultet. Theologerne fandt den ny Religion endnu mere betænkelig, og spekulerede længe forgjæves paa, om den var kristelig eller ei. Tilsidst tog den særdeles dygtige og dristige Amtmand i Smaalehnene, Birch Reichenwald, fat paa Sagen og fremtvang en Afgjørelse. Da nogle af Missionærerne nemlig engang traf sammen med ham, og i al Enfoldighed fortalte ham deres Ærinde, lod han dem udenvidere Allesammen“ arrestere og indsætte i Frederiksstads Borgerfængsel. De vare fire Danske og to Normænd, deriblandt den fornævnte Skipper Larsen, som enthusiastisk havde opgivet sin Forretning for at prædike det ny Evangelium. Medens dette foregik i Østlandet, var jeg i Øster Riis Øer paa Vestlandet. Rygtet om Arrestationen naaede dog snart ned til os, men samtidig dermed fik jeg en høflig Anmodning om at komme op til Byfogden, som underrettede mig om, at han havde faaet Ordre fra Amtmanden i Smaalehnene til at lade mig arrestere og bringe til Frederiksstad med Dampskibet „Constitutionen“ som anløb Byerne ved Fjorden paa sin Route fra Bergen til Christiania. Byfogden, hvis Navn jeg nu ikke erindrer, var forresten en meget honnet, gammel Mand. Han forundrede sig lige saa meget over denne Ordre som jeg, og forlangte kun mit Løfte om at give Møde naar „Constitutionen“ anløb Havnen. — Dampskibet kom endelig, jeg mødte punktlig og havde en lige saa billig som behagelig Seiltour langs Østlandets afverlende Klippepartier, indtil vi naaede Frederiksstad. Med Undtagelse af, at jeg maatte melde mig hos Amtmanden i Moss, var der Intet i mine ydre Forhold, fom kunde minde mig om, at jeg var Arrestant. I Frederiksstad blev jeg modtaget af Byens Underfoged, J. Fjeldstad, som efter et kort Ophold paa Fogedkontoret førte mig op til min fremtidige Bolig, Byens Borgerarrest. Løjerligt nok ventede mig her en særdeles behagelig Overraskelse, jeg havde nemlig gjort Regning paa at sidde i et mørkt og ensomt Fængsel, men istedetfor førte den brave gamle Underfoged mig lige ind til mine tidligere fængslede „Troesbrødre“ ind i et Iyst og temmelig bekvemt Værelse. Efterat vor Sag med Sneglefjed var gaaet fra Sorenskriveriet til Over-Retten, som afgav sin Kjendelse i vor Favør, lod Amtmanden den gaa til Høiesteret, og der sov den rolig til Efteraaret 1852, og vor Sag var tabt. Det theologiske Facultet havde imidlertid ogsaa afgivet sin Betænkning, som blandt andet indeholdt den mærkelige men træffende Paastand: at „Mormonismen“, var et „politisk System“, som gik ud paa at danne „et Rige i Riget, en Stat i Staten“. Skjøndt vort Fangenskab var saa mildt som muligt, forekom det dog vor Medfange, den nidkjære Kapt. S. Larsen, med flere ansete Normænd, der havde sluttet sig til Mormonismen, at den norske Frihed ikke svarede saa ganske til deres egne Tanker i denne Retning. Som norske Borgere og med den enhver Normand medfødte National-Stolthed forekom det dem uden Tvivl krænkende, at se sig selv med deres Venner forfulgte og fængslede for deres Troes Skyld. Højrøstede Protester og Ansøgninger udgik derfor fra Fængslet i Frederiksstad til Reajeringen i Christiania, med Raab om Retfærdighed for „Jesu Kristi Kirkes sidste Dages Hellige. Men med lukkede Øine og en kold Mine syntes Retfærdighedens Gudinde vedvarende at vende sig bort fra os! Hun havde ligesaa lidt Øre for vore Bønner, som for vor Sang, der daglig opsteg i svulmende Toner fra Raadhusets anden Etage. — Men havde den kjære Gudinde ingen Øre for os fangne Mormoner, saa syntes hun at have saa meget mere Hengivenhed for den dygtige Amtmand af Smaalehnene; — og der er nu ikke ringeste Tvivl om, at Statsmanden Birch Reichenwald og den blinde Gudinde saa dybere ind i Tingene end vi, skjøndt det ikke var saa let at indse den Gang. Hvad der ogsaa bidrog til at gjøre os Tiden taalelig, var den meget liberale Omgang, som blev os bevist af den gamle Underfoged Fieldstad. Da han var Enkemand, forestod den ældste af hans hjemmeværende tre Døtre Husholdningen og var Familiens "Majorus Domus". Skjøndt den gamle Mand ikke kunde undgaa at lytte til sine Fangers Udvikling af deres Tro, saa var han dog altfor gammel og erfaren en Verdensmand til selv at lade sig henrive deraf. Som Mennesker if Ungdommens bedste Aar, fuld af Haab og en levende religiøs Begeistring, forekom vi den gamle Mand ingenlunde frastødende, — men den amerikanske Mormonisme kunde han paa ingen Maade fordrage, og det var ogsaa af denne Aarsag, at han var imod sin ældste Datters Forlovelse med Forfatteren af dette lille Værf; men som det i stige Tilfælde gjerne gaaer, hans Modstand udrette intet. Hun blev min Hustru, og endnu efter mange Aars Forløb fremdrage vi ofte Mindet om hine Ungdommens og Haabets Dage. Da Amtmanden omsider paa visse Betingelser tilbød os vor Frihed blev hans Tilbud modtaget, og efter syv lange Maaneders Fængsel forlod de sidste af os Frederiksstads gjæstfrie Borgerarrest. I November 1853, paa samme Tid som Høiesteretsdom blev bekjendtgjort forlod jeg Norge og reiste tilbage til Kjøbenhavn. Under min Missionsreise i Norge var Mormonismen i Danmarks Hovedstad undergaaet en stor Forandring. „Polygamilæren“ var bleven bekjendtgjort som en guddommelig Aabenbaring, og skjøndt endnu kun kjendt i en meget modificeret Form, havde den dog havt en forstyrrende og demoraliserende Indflydelse paa mange af de Ældste saa vel som paa Kirken i det Hele taget. Willard Snow, der havde efterfulgt sin Broder, Erasthus, som Missionens Præsident, var død. Han blev afsindig og døde i denne Tilstand paa en Reise fra Kjøbenhavn til England. John van Cott blev derpaa Missionens Præsident og han gjorde Indtrykket af at være en dygtig og troende Mand, som tidligere maatte have hørt til den „bedre Klasse“ i Amerika, men det Danske Sprog forstod han endnu ikke. — Det var min Bestemmelse, da jeg forlod Norge, at afrejse fra Kjøbenhavn i Efteraaret med et stort Antal Emigranter til Saltsøstaden i Utah, men under Kirkens ovenomtalte mislige Tilstand anmodede Hr. John Van Cott mig indstændig om at blive i Danmark, indtil han selv blev afløst fra Missionen. Dette havde sine Betænkeligheder; — jeg var nemlig bleven forlovet og havde allerede taget Udlysning i Trinitatis Kirke for at blive gift efter „Landets Love“ i Overensstemmelse med et Ønske af min Forlovedes Fader, Hr. Underfoged Fjeldstad i Frederiksstad; dog dette blev arrangeret tilfredsstillende, fredsstillende, og jeg holdt Bryllup den 9de Dec. 1853, blev derpaa beskikket som omreisende Ældste over hele Missionen. Mormonmenighederne i Danmark vare dengang organiserede i sex „Conferencer“, som hver dirigeredes af en Præsident. Det blev nu min Pligt at være tilstede ved disse Conferencers halvaarlige Møder for at se til, at Alting skete efter Kirkens Lære og Anordninger etc. Ingen af de Mange, som dengang kjendte mig, vil nægte, at jeg udførte dette mit Hverv efter bedste Evne og Skjønnende; jeg havde nemlig antaget Troens Sandhed og klyngede mig endnu til den af hele mit Hjerte, trods det, at Mormonismen gradvis antog nye Former ved ny og hidtil aldeles uhørte Lærdomme. — Blandt dem var Polygamiaabenbarelsen en slem Anstødssten. Skjøndt den endnu kun blev fremstillet i et saa mystisk svævende Lys, at den syntes mere beregnet for salige Aander end sandselige Væsner, og naturligvis ikke kom i praktisk Anvendelse i Danmark; men det værste ved Sagen var, at Mormonerne hidtil paa det Bestemteste havde benægtet en saadan Læres Existents. Det var, hvad man i jevn Tale kalder en forsætlig Løgn, men Mormonapostlene havde ikke læst Biblen omsonst; Abraham bildte Pharo ind, at Sarah var hans Søfter og kaldtes ligefuldt de Troendes Fader, hvorledes kunde da saadan en lille Historie, lavet i et kristenkjærligt Øiemed for ikke at vække Forargelse, lægges en Mormon-apostel til Last. I det Hele taget paastod de, som nu ogsaa var blevet en faktisk Kjendsgjerning, at man kun kunde komme tilbunds i Mormonlæren ved at reise til „Zion“, hvor „Herrens Prophet“ var, og hvor hans hellige Tempel skulde bygges. Dette Zion blev ikke alene fremstillet som et Tilflugtssted for de Hellige, hvor de skulde undfly Herrens Vrede, som inden lang Tid vilde hjemsøge Jordens Nationer for deres Synders Skyld, men man var ogsaa blevet forvisset om, at der var visse „aandelige Naadegaver“, som kun kunde modtages der. Hvad disse Naadegaver egentlig bestod i, kunde ikke forklares, kun vidste man, at de vare forbeholdne det høiere Præstedømme og kaldtes Begavelse eller Besegling for „Tiden og al Evigheden“ Disse hemmelige melige Naadegaver kaldtes paa Engelsk: „Endowment“ og Stedet hvor de meddeles kaldes „Endowment-House“. Vi skulle senere komme tilbage til denne Institution, men Læseren faaer alligevel her et Begreb om, hvor vel-beregnet Mormonernes Fremgangsmaade var: idet deres Proselyter for at opnaa Troens vigtigste, herligste Naadegave, først maatte reise til Utah ↄ: ganske og aldeles give sig i Mormonernes Vold. Folk spekulere undertiden paa, hvorledes det er muligt, at noget Menneske med sund Forstand kan gaa over til Mormonismen, og man har søgt at møde Mormonismen med Bemærkninger om, at dens Bekjendere vare en Hob uoplyste og uvidende Mennesker. Meget muligt, men hvad udretter saadanne Argumenter? Ingenting. Bestod den første kristne Menighedskirke maaske af sin Tids Iærdeste og mest verdsligvise Mænd?. Var Kristi Lære ikke en „Forargelse“ for de skriftkloge Jøder, „en Daarlighed“ for de philosophiske Græker? Og dog triumpherede den over baade Grækerne og Romerne. Mormonismen er ikke Dumhed og Galskab; den er derimod et udmærket detailleret System til at bringe Folk under en fuldkommen despotisk Præstvælde; men kun med særdeles Forsigtighed og kun gradvis meddeles dette Proselyten; først efter et Ophold i Utah bliver Sagen ham klar, og saa kan han kun med stor Vanskelighed trække sig tilbage. Det er betegnende, at Mormonismen først fremtraadte i Amerika. Oplysning og Folkefrihed som stedse burde gaa Haand i Haand, staaer som bekjendt ofte der i en skrigende Modsætning og følgelig er Massen af det amerikanske Folk saa godt som altid tilbøielig til at gaa ind paa ethvert Humbugvæsen, med en ubegribelig Letsindighed og villig til at arbeide i Humbuggets Tjenste med den „Nankeerne“ egne Udholdenhed og Energi. I et Land, hvor Ukrudet eller Lasten, med Frækhed kan reise hovedet og paaberaabe sig „Frihed og Lighed“, der kan Mormonismen først ret forstaaes og opfattes. Hvad der i andre Lande maa betragtes som noget uhørt og utroligt forekommer her som noget ganske naturligt, som Moget der hører til Dagens Orde

wikisource

wikisource_17698

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=160 to=167 header=1 />

wikisource

wikisource_23129

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01

<pages index="Menneskeløget Kzradock.djvu" from=105 to=116 header=1 />

wikisource

wikisource_15336

2021-03-28

1700-01-01, 2022-01-01