id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
244
| title
stringlengths 1
148
| text
stringlengths 1
173k
|
|---|---|---|---|
151916 | https://is.wikipedia.org/wiki/Krist%C3%ADn%20V%C3%ADdal%C3%ADn%20Jacobson | Kristín Vídalín Jacobson | Kristín Vídalín Jacobson (fædd 10. febrúar 1864, dáin 6. maí 1943) var íslensk myndlistarkona og fyrsti formaður Kvenfélagsins Hringsins.
Foreldrar Kristínar voru hjónin Páll Vídalín alþingismaður (1827-1873) og kona hans Elínborg Friðriksdóttir Vídalín (1833-1918). Eiginmaður Kristínar var Jón Jacobson alþingismaður og landsbókavörður og eignuðust þau fjögur börn.
Kristín er talin vera fyrsta íslenska konan sem stundaði nám í málaralist en hún nam við Kvennaakademíuna í Kaupmannahöfn 1890-92. Á námsárum sínum veiktist hún af berklum og hét því í kjölfarið að hún skyldi beita sér fyrir bættum hag fátækra berklasjúklinga. Síðar beitti hún sér fyrir stofnun Kvenfélagsins Hringsins en félagið var stofnað 26. janúar 1904 en í upphafi var markmið félagsins að bæta hag berklasjúklinga.
Kristín var formaður Hringsins í 39 ár eða til ársins 1943. Árið 1942 var Kristín sæmd stórriddarakrossi Hinnar íslensku fálkaorðu.
Tilvísanir
Íslenskir myndlistarmenn
Fólk fætt árið 1864
Fólk dáið árið 1943
Íslenskar konur
Handhafar stórriddarakross Hinnar íslensku fálkaorðu |
595564 | https://no.wikipedia.org/wiki/Affektl%C3%A6re | Affektlære | Affektlære er en skoleretning innen barokkmusikken som omhandler klangens påvirkning på menneskets psyke. Opprinnelse til teorien lå i den greske antikkens retorikk.
I barokken forsøkte ikke komponistene å framstille sine egne følelser, men ble ansett – og anså seg selv – som håndverkere. Hovedideen var at komponisten skulle tilstrebe en gjennomgående affekt i et stykke eller sats for å unngå forvirring og kaos, og for å sikre at de oppnådde dette kunne de bruke de virkemidler som i henhold til affektlæren framkalte de ønskede «affekter» hos tilhørerne. Eksempelvis ble det postulert at en ren kvart førte til glede, stolthet og håp, mens en stigende melodi gav glede og små intervaller framkalte sorg. Tritonusfall var djevelen i musikken (diabolus in musica).
Doktrinen mistet sin betydning i den klassiske æra fordi komponister og teoretikere begynte å finne den i overkant mekanisk og unaturlig.
Litteratur
Rolf Dammann: Der Musikbegriff im deutschen Barock. Volk, Köln 1967
Corinna Herr: Medeas Zorn. Eine «starke Frau» in Opern des 17. und 18. Jahrhunderts. Centaurus, Herbolzheim 2000, ISBN 3-8255-0299-6 (Beiträge zur Kultur- und Sozialgeschichte der Musik 2), (Zugleich: Bremen, Univ., Diss., 2000).
Marin Mersenne: Harmonie universelle, contenant la theorie er la pratique de la musique, 1636, Paris: Sebastien Cramoisy
Burkhard Meyer-Sickendiek: Affektpoetik. Eine Kulturgeschichte literarischer Emotionen. Königshausen & Neumann, Würzburg 2005, ISBN 3-8260-3065-6.
Ulrich Michels: dtv-Atlas zur Musik. Bind 2: Historischer Teil: Vom Barock bis zur Gegenwart. Deutscher Taschenbuchverlag, München u. a. 1985, ISBN 3-423-03023-2.
Michael Praetorius: Syntagma Musicum, 1615–1620
Hans-Heinrich Unger: Die Beziehungen zwischen Musik und Rhetorik im 16.–18. Jahrhundert. Triltsch, Würzburg 1941 (Musik und Geistesgeschichte 4, Olms, Hildesheim u. a. 2009, ISBN 978-3-487-02308-3.)
Eksterne lenker
Om Athanasius Kirchers Musurgia universalis, 1650, Glasgow University Library
Musikkvitenskap
Musikkhistorie |
345003 | https://da.wikipedia.org/wiki/Magel%C3%A6gsplan | Magelægsplan | En magelægsplan var i tiden forud for planlovreformen en stedplan, der alene skulle sikre en hensigtsmæssig arrondering af ejendomme ved at lade ulige berørte jordejere bytte jordstykker. Sådanne magelæg har lange traditioner inden for landbruget men fandt først plads i byplanlægningen i nyere tid.
Baggrund og lovgrundlag
Baggrunden for magelægsplaner var ønsket om at sikre "gennemførelse af en tilfredsstillende bebyggelse på en eller flere af grundene" (hvis matrikelskel blev flyttet dels ved bytte af frataget jord med anden jord, dels ved hel eller delvis kontant modydelse), som det formuleredes.
Regler om mageskifte af bygrunde blev først optaget i byplanloven 1938 og Københavns byggelov 1939 og siden optaget i landsbyggeloven 1960.
Partielle byplanvedtægters indhold
Magelægsplanen har karakter af et matrikelkort, hvorpå de hidtidige og planlagte nye ejendomsskel er vist.
Gyldighed
En magelægsplan har efter ikrafttrædelse juridisk gyldighed, idet skelændringerne tinglyses på de berørte ejendomme.
Ophævelse
En tinglyst magelægning kan kun ændres ved nye køb og salg af opmålte jordstykker – eller ved nymatrikulering i form af en udstykningsplan.
Magelægsplaners omfang
Magelægsplaner i byområder har kun fundet anvendelse i få tilfælde, således ved reguleringer i Rønne og Neksø efter de sovjetiske terrorbombardementer i 1945.
Noter
Litteratur
Arne Gaardmand: Dansk Byplanlægning 1938-1992, Arkitektens Forlag 1993, .
Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.
Eksterne henvisninger
Eyvind Sivertsen: Københavns Byggelov med tilhørende Vedtægter m.m. Kommenteret Udgave; København 1940
Byplanlægning i Danmark |
84250 | https://is.wikipedia.org/wiki/Samt%C3%B6k%20atvinnurekenda%20%C3%AD%20raf-%20og%20t%C3%B6lvui%C3%B0na%C3%B0i | Samtök atvinnurekenda í raf- og tölvuiðnaði | Samtök atvinnurekenda í raf- og tölvuiðnaði (SART) eru hagsmunasamtök fyrirtækja sem starfa í rafiðnaði á Íslandi.
SART á aðild að Samtökum atvinnulífsins.
Tenglar
Heimasíða SART
Íslensk félagasamtök |
218099 | https://da.wikipedia.org/wiki/Uffe%20Riis%20S%C3%B8rensen | Uffe Riis Sørensen | Uffe Riis Sørensen (født 30. september 1943 i Aalborg) er en tidligere dansk chefredaktør og administrerende direktør på det danske nyhedsbureau Ritzaus Bureau i København frem til den 1. januar 2008, hvor han gik på pension. Derefter blev stillingen overtaget af den tidligere DR-programdirektør Lars Vesterløkke.
Erhvervsfolk fra Danmark
Personer i Kraks Blå Bog |
3817622 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Orchymontia | Orchymontia | Orchymontia är ett släkte av skalbaggar. Orchymontia ingår i familjen vattenbrynsbaggar.
Kladogram enligt Catalogue of Life:
Källor
Externa länkar
Vattenbrynsbaggar
Orchymontia |
533708 | https://da.wikipedia.org/wiki/Honolulu%20County | Honolulu County | Honolulu County er et county af i alt fem i den amerikanske delstat Hawaii.
Honolulu Countys totale areal er 5.509 km² hvoraf 3.955 km² er vand. I år 2000 havde Honolulu 876.156 indbyggere. County'ets administration ligger i byen Honolulu, som også er delstatens Hawaiis hovedstad.
Counties i Hawaii |
1003438 | https://da.wikipedia.org/wiki/Skydning%20under%20sommer-OL%202020%20-%2025%20meter%20silhuetpistol%20%28herrer%29 | Skydning under sommer-OL 2020 - 25 meter silhuetpistol (herrer) | 25 meter silhuetpistolskydning for herrer, der er en del af Skydning under Sommer-OL 2020, finder sted den 1. august - 2. august 2021 i Asaka Shooting Range, Saitama.
Turneringsformat
Konkurrencen bliver indledt med to kvalifikationsrunder, hvor de 29 kvalificerede deltagere bliver testet i hurtighed. Kvalifikationsrunderne afvikles over to dage og formatet er ens de to dage. I hver kvalifikationsrunde skydes der 30 skud, hvor afviklingen er to gange fem skud på maksimalt otte sekunder, det samme på seks sekunder og det samme på fire sekunder. Det giver i alt 60 skud over de to dage og en maksimalscore på 600 point. De seks bedste skytter går i finalen..
I finalen ændres reglerne for point. Skiven er den samme, men i finalen kan man enten ramme eller misse. Et ramt skud (et point) svarer til at skyde 9,7 point eller derover. Skyder man 9,6 point og derunder på en skive, giver det nul point.
I finalen skal samtlige serier afvikles inden for fire sekunder. Alle seks skytter får lov til at skyde tre serier á fem skud, hvorefter der påbegyndes elimineringsrunder. Efter skytternes fjerde runde elimineres den skytte, der sammenlagt har færrest point. Efter hver runde herfra bliver endnu en skytte elimineret, indtil der står en vinder.
Deltagere
Tidsplan
Nedenstående tabel viser tidsplanen for afvikling af konkurrencen:
Resultater
Kvalifikation
Finale
Referencer
Eksterne henvisninger
https://tokyo2020.org/en/games/sport/olympic/shooting/
http://www.issf-sports.org/
25 meter silhuetpistol (herrer) |
69384 | https://da.wikipedia.org/wiki/Snesere%20Sogn | Snesere Sogn | Snesere Sogn er et sogn i Næstved Provsti (Roskilde Stift).
I 1800-tallet var Snesere Sogn et selvstændigt pastorat. Det hørte til Bårse Herred i Præstø Amt. Snesere sognekommune blev ved kommunalreformen i 1970 indlemmet i Fladså Kommune, der ved strukturreformen i 2007 indgik i Næstved Kommune.
I Snesere Sogn ligger Snesere Kirke.
I sognet findes følgende autoriserede stednavne:
Askov Huse (bebyggelse)
Bredeshave (ejerlav, landbrugsejendom)
Brøderup (bebyggelse, ejerlav)
Engelholm (ejerlav, landbrugsejendom)
Even Huse (bebyggelse)
Hulebæk (vandareal)
Hulebæk Huse (bebyggelse)
Hønsehuse (bebyggelse)
Lille Røttinge (bebyggelse, ejerlav)
Nørre Smidstrup (bebyggelse, ejerlav)
Over Even (bebyggelse, ejerlav)
Sjolte (bebyggelse, ejerlav)
Sjolte Strandhuse (bebyggelse)
Snesere (bebyggelse, ejerlav)
Snesere Overdrev (bebyggelse)
Snesere Præstemark (bebyggelse)
Snesere Spang (bebyggelse)
Snesere Sø (bebyggelse)
Snesere Torp (bebyggelse, ejerlav)
Store Røttinge (bebyggelse, ejerlav)
Strandhuse (bebyggelse)
Sølperup (bebyggelse, ejerlav)
Tappernøje (bebyggelse)
Tjørneskov (bebyggelse)
Torpenholt (bebyggelse)
Åside (bebyggelse, ejerlav)
Noter
Eksterne kilder/henvisninger
Sogne i Næstved Kommune
Sogne i Roskilde Stift
Sogne i Bårse Herred |
2006861 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Clathria%20simae | Clathria simae | Clathria simae är en svampdjursart som beskrevs av Hooper 1996. Clathria simae ingår i släktet Clathria och familjen Microcionidae. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Horn- och kiselsvampar
simae |
360574 | https://nn.wikipedia.org/wiki/CSN%20av%20Crosby%2C%20Stills%20%26%20Nash | CSN av Crosby, Stills & Nash | CSN er det tredje studioalbumet til Crosby, Stills & Nash, gjeve ut på Atlantic Records i 1977. Det var det første sidan debutalbumet deira utan Neil Young. Albumet nådde andreplassen på Billboard Top Pop Albums-lista. To av singlane frå albumet, Nash sin «Just a Song Before I Go» og Stills sin «Fair Game» nådde høvesvis sjuande og 43. plassen på Billboard Hot 100. Albumet har seld til firedobbelt platinaplate i USA.
Innhald
I tida mellom turneen deira våren og sommaren 1970 for å marknadsføre Déjà Vu og dette albumet, hadde Crosby, Stills og Nash berre fullført eit prosjekt i lag, ein turné i lag med Neil Young i 1974. David Crosby og Graham Nash hadde spelt inn tre album som duo, og Crosby hadde gjeve ut eit soloalbum (i tillegg til eit album med The Byrds) og Nash hadde gjeve ut to album. Stephen Stills hadde gjeve ut fire soloalbum og drive sitt eige band, Manassas, som gav ut to album. I tillegg hadde han turnert og gjeve ut eit album med Neil Young, som i seg sjølv nesten vart eit CSNY-prosjekt.
CSN bestod av originale songar av alle tre medlemmane og det var siste gongen på 17 år at bandet skreiv songar og song all vokal sjølv, utanom større hjelp frå utsida.
Mange av songane til Stills omhandla ekteskapsproblema hans og «Dark Star» nytta latinamerikanske rytmar han hadde brukt heilt attande til Buffalo Springfield-tida. Crosby fortsette med songar om eksistensielle tema, slik han ofte hadde gjort før, og Nash kom med både den radiovenlege, akustiske balladen «Just a Song Before I Go» og eit utførleg stykke som prøvde å gjenskape ei LSD-oppleving han hadde hatt i Winchesterkatedralen med «Cathedral».
Innhald
Side ein
Side to
Medverkande
David Crosby – vokal; rytmegitar på «Fair Game» og «Dark Star»; akustisk gitar på «Just A Song Before I Go» og «In My Dreams»; strykearrangement på «Cathedral» og «Cold Rain»
Stephen Stills – vokal; gitar på alle spor utanom «Carried Away,» «Cathedral» og «Cold Rain» elektrisk piano på «Anything at All»; piano, strykearrangement på «I Give You Give Blind»; timbales på «Fair Game»
Graham Nash – vokal; piano på «Carried Away,» «Cathedral,» «Just A Song Before I Go,» og «Cold Rain»; munnspel på «Carried Away»; strykearrangement på «Cathedral» og «Cold Rain»
Andre medverkande
Joe Vitale – trommer på «Carried Away,» «Fair Game,» «Cathedral,» «Dark Star,» «Run From Tears» og «I Give You Give Blind»; orgel på «Shadow Captain,» «Fair Game,» «Anything at All,» «Dark Star»; elektrisk piano på «Carried Away,» «Just A Song Before I Go»; perkusjon på «Cathedral,» «I Give You Give Blind»; fløyte på «Shadow Captain»; pauke på «Cathedral»; vibrafon på «In My Dreams»
Craig Doerge – piano på «Shadow Captain» og «Anything at All»; elektrisk piano på «Shadow Captain» og «Dark Star»
Mike Finnigan – orgel på «Run From Tears»
George «Chocolate» Perry – bass på «Shadow Captain,» «Fair Game,» «Anything at All», «Cathedral,» «Dark Star,» og «I Give You Give Blind»
Jimmy Haslip – bass på «Carried Away»
Tim Drummond – bass på «Just A Song Before I Go»
Gerald Johnson – bass på «Run From Tears»
Russ Kunkel – trommer på «Shadow Captain» «Anything at All,» «Just A Song Before I Go,» og «In My Dreams»; congatrommer på «Shadow Captain» «Dark Star»; perkusjon på «Just A Song Before I Go»
Ray Barretto – congatrommer på «Fair Game»
Mike Lewis – strykearrangement på «Cathedral,» «Cold Rain,» og «I Give You Give Blind»
Joel Bernstein – strykearrangement på «Cathedral»
Produksjon
Crosby, Stills & Nash – produsentar
Howard Albert, Ron Albert – medprodusentar, lydteknikarar
Steve Gursky – assisterande lydteknikar
Joel Bernstein – fotografi
Gary Burden – kunstnarisk leiar, design
Joe Gastwirt – digital remastering
Kjelder
Denne artikkelen bygger på «CSN (album)» frå , den 13. januar 2019.
oppgav desse kjeldene:
Musikkalbum frå 1977
Atlantic Records-album
Crosby, Stills, Nash & Young-album
Album produserte av David Crosby
Album produserte av Graham Nash
Album produserte av Stephen Stills
Album produserte av The Albert Brothers |
764176 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ister%C3%B8dvejen | Isterødvejen | Isterødvejen er en 2 sporet og 2+1 sporet motortrafikvej mellem Isterød ved Hørsholm og Tulstrup ved Hillerød.
Det var den første motortrafikvej i Danmark, og åbnede i midten af 60'erne
Vejen starter i Sjælsmarkvej ved Hørsholm Golfklub og forsætter derefter mod nord. Vejen passer Kirkeltevej i en rundkørsel med adgang til landsbyen Kirkelte. Derfra går motortrafikvejen i udkanten af Store Dyrhave og passerer Overdrevsvejen (Ring 2) med frakørsel til Hillerød. Vejen forsætter under lokalbanen mellem Hillerød og Helsingør, og igennem skoven Stenholtvang og passerer derefter Fredensborgvej med frakørsel til Hillerød C, og derefter frakørsel mod Kagerup.
Vejen forsætter derefter videre nord om Hillerød, hvor den passerer Gadevangsvej med frakørsel til Hillerød V, og derefter Hillerødmotorvejen forlængelsen i en tilslutningsanlæg med frakørsel til København, Roskilde og Helsinge. Motortrafikvejen forsætter videre vest mod Frederiksværk og ender ved Præstevej, hvor der er frakørsel mod Tulstrup.
Noter
Transport i Hillerød
Motortrafikveje i Danmark |
60447 | https://nn.wikipedia.org/wiki/K%C3%A5lsommarfuglar | Kålsommarfuglar | Kålsommarfuglar (Pieris) er ei slekt av dagsommarfuglar som er kjenneteikna ved kvit eller kvitaktig grunnfarge og svarte flekkar. Dei to artane av kålsommarfugl som finst i Noreg er stor kålsommarfugl (Pieris brassicae) og liten kålsommarfugl (Pieris rapae). Andre kålsommarfuglartar er Pieris canidia, Pieris cheiranthi og Pieris napi.
Bakgrunnsstoff
Sommarfuglar |
114552 | https://is.wikipedia.org/wiki/S%C3%BAlaves%C3%AD | Súlavesí | Súlavesí (áður Celebes-eyja) er eyja í Indónesíu. Hún er milli Borneó og Mólúkkaeyja og er ein fjögurra Stóru-Sundaeyja. Súlavesí er ellefta stærsta eyja jarðar og er flatarmál eyjunnar er 174.600 km². Í Indónesíu eru aðeins Súmatra, Borneó og Papúa stærri að flatarmáli og aðeins Java og Súmatra byggðar fleira fólki. Sundið milli Súlavesí og Borneó er nefnt Makassarsund.
Súlavesí er mjög óregluleg í laginu með fjóra langa skaga og lítur út eins og nokkurs konar krossfiskur. Þessir skagar eru venjulega einfaldlega nefndir Norðurskagi, Austurskagi, Suðurskagi og Suðausturskagi. Þó er norðurskaginn stundum nefndur Mínahassa-skagi. Tomíníflói liggur milli Mínahassa og austurskagans, Tólóflói milli austur- og suðausturskagans og Boneflói milli suður- og suðausturskagans.
Miðhluti eyjunnar er aðallega fjalllendi. Eldfjöll eru hins vegar einkum á Mínahassa-skaga og má meðal þeirra nefna Lokon, Awu, Soputan og Karangetang. Sex þjóðgarðar eru á eyjunni og eru nokkrir þeirra við hafið til að vernda kóralrif. Dýralíf á Súlavesí er fjölbreytt, þar hafa t.d. fundist 127 tegundir spendýra, þar af 79 sem eru einlendar á eyjunni. Skógeyðing hefur verið vandamál á eyjunni.
Sex héruð eru á Súlavesi; Gorontalo, Vestur-Súlavesí, Suður-Súlavesí, Mið-Súlavesí, Suðaustur-Súlavesí og Norður-Súlavesí. Margar smáeyjar eru hluti af þessum héruðum.
Íbúar voru um 18,5 milljónir árið 2014 og er stærsta borgin Makassar. Flestir íbúanna fylgja íslam en kristinn minnihluti er nyrst.
Árið 2018 varð stór jarðskjálfti við eyjuna og skall flóðbylgja á henni. Talsverð eyðilegging og manntjón varð.
Landafræði Indónesíu
Sundaeyjar |
520516 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hammerodde | Hammerodde | Hammerodde har flere betydninger:
Hammerodde er Bornholms nordligste område.
Hammerodde Fyr – et fyr på Bornholm
M/S Hammerodde – en færge fra BornholmerFærgen |
425235 | https://no.wikipedia.org/wiki/Muusap%20Atuarfia | Muusap Atuarfia | Muusap Atuarfia er folkeskolen i bygda Saattut på vestkysten av Grønland.
Skolen har ca. 50 elever, fordelt på tre klasser (1. til 7. klassetrinn). De har bl.a. videokonferanseutstyr for å drive fjernundervisning. Ca åtte lærere er ansatt her. De har kun én lærerbolig, og søkte i 2006 om bygging av en ny i løpet av 2007.
Skoler på Grønland |
906077 | https://da.wikipedia.org/wiki/Gustavo%20Dudamel | Gustavo Dudamel | Gustavo Adolfo Dudamel Ramírez (født 26. januar 1981) er en venezuelansk dirigent og violinist. Han er leder af Orquesta Sinfónica Simón Bolívar og Los Angeles Philharmonic.
Dudamel blev født i Barquisimeto, Venezuela, søn af en trombone- og en stemmelærer. Han studerede musik fra en tidlig alder, og blev involveret med El Sistema, den berømte Venezuelanske musikuddannelse, og begyndte at spille violin i en alder af ti år. Han begyndte at studere komposition. Han arbejdede med José Francisco del Castillo i den Latin-Amerikanske Violin Academy.
Diskografi
2006
Beethoven: Symphonies Nos. 5 & 7 [w / the Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela]
2007
Birthday Concert for Pope Benedict XVI [w / Hilary Hahn & the Radio-Sinfonieorchester Stuttgart]
Mahler: Symphony No. 5 [w / the Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela]
Bartók: Concerto for Orchestra [w / the Los Angeles Philharmonic]
2008
The Promise of Music [w / the Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela]
Fiesta [w / the Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela]
Berlioz: Symphonie Fantastique [w / the Los Angeles Philharmonic]
2009
Gustavo Dudamel and the Los Angeles Philharmonic: The Inaugural Concert [w / the Los Angeles Philharmonic]
Mahler: Symphony No. 1 (From the Inaugural Concert) [w / the Los Angeles Philharmonic]
Discoveries [w / the Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela]
Live from Salzburg [w / the Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela]
Tchaikovsky: Symphony No. 5; Francesca da Rimini [w / the Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela]
2010
Celebración – Opening Night Concert & Gala [w/ Juan Diego Flórez and the Los Angeles Philharmonic]
Adams: City Noir (From the Inaugural Concert) [w/ the Los Angeles Philharmonic]
Rite [w / the Simón Bolívar Youth Orchestra of Venezuela]
2011
Sibelius: Symphony No. 2 – Nielsen: Symphonies Nos. 4 & 5 – Bruckner: Symphony No. 9 [w/ the Gothenburg Symphony Orchestra]
Tchaikovsky & Shakespeare [w/ the Simón Bolívar Symphony Orchestra of Venezuela]
New Year's Eve Concert 2010 [w/ Elīna Garanča and the Berliner Philharmoniker]
Adams: Slonimsky's Earbox – Bernstein: Symphony No. 1 "Jeremiah" [w/ the Los Angeles Philharmonic]
Brahms: Symphony No. 4 [w/ the Los Angeles Philharmonic]
2012
An American in Paris [w/ the Los Angeles Philharmonic]
Dances and Waves [w/ the Vienna Philharmonic]
Mendelssohn: Symphony No. 3 [w/ the Vienna Philharmonic]
Beethoven: Symphony No. 3, "Eroica" [w/ the Simón Bolívar Symphony Orchestra of Venezuela]
Discoveries [w/ Simón Bolívar Symphony Orchestra of Venezuela, Berliner Philharmoniker, Wiener Philharmoniker, Gothenburg Symphony Orchestra]
Mahler: Symphony No. 8 [w/ Los Angeles Philharmonic and the Simón Bolívar Symphony Orchestra of Venezuela]
2013
Mahler: Symphony No. 9 [w/ Los Angeles Philharmonic]
2014
Mahler: Symphony No. 7 [w/ Símon Bolívar Symphony Orchestra of Venezuela]
2015
Wagner [w/ Símon Bolívar Symphony Orchestra of Venezuela]
Philip Glass: Double Piano Concerto [w/ Katia and Marielle Labeque (Piano), Los Angeles Philharmonic. ]
Eksterne henvisninger
Officielle hjemmeside af Gustavo Dudamel
Kilder
Musikere fra Venezuela |
8208809 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Fly%20%28musikalbum%29 | Fly (musikalbum) | Fly är det andra studioalbumet av Yoko Ono, utgivet på Apple Records den 20 september 1971. Albumet producerades av Ono och John Lennon. Originalutgåvan av albumet innehöll en fullstor poster, samt ett vykort för att kunna beställa Onos bok Grapefruit. Albumet innehåller bland annat låtarna "Mrs. Lennon" och "Mind Train", som släpptes som singlar. Albumet innehåller även låten "Don't Worry, Kyoko (Mummy's Only Looking for Her Hand in the Snow)", som är tillägnad Onos dotter Kyoko Cox.
Låten "Airmale" används som soundtrack i Lennons film Erection, som visar en timelapsevideo av byggandet av London International Hotel , och låten "Fly" används som soundtrack i Onos film Fly.
Inspelning
Albumet spelades in runt samma tid som Lennons Imagine. Ono var tvungen att spela om sångspåret till låten "Open Your Box", då EMI kallat den ursprungliga texten för smaklös. Låten innehöll en rad som gick "Open your trousers, open your skirt, open your legs and open your thighs" (på svenska: Öppna dina byxor, öppna din kjol, öppna dina ben och öppna dina höfter). Orden "Trousers", "skirt", "legs" och "thighs" ändrades till "houses", "church", "lakes", and "eyes" (hus, kyrkor, sjöar och ögon). Lennon och Ono klagade inte över ändringen av orden, utan ville endast få släppt albumet, enligt deras talesman.
"Will You Touch Me" spelades först in under inspelningarna till Fly i november 1971, men släpptes inte förrän Onos album Season of Glass 1981. Originalversionen släpptes på nyutgåvan av Fly 1997.
Albumsläpp
Fly gick in som nummer 199 på Billboardlistan. Den 1 februari 1972 framförde Lennon och Ono låten "Midsummer New York" tillsammans med kompbandet Elephant's Memory till ett avsnitt av The Mike Douglas Show, som sändes den 15 februari.
Låtlista
Medverkande
Yoko Ono – sång, claves på "Airmale" och "Don't Count the Waves"
John Lennon – gitarr, piano på "Mrs. Lennon", orgel, automatiserade instrument på "Airmale" och "Don't Count the Waves"
Klaus Voormann – gitarr, bas, klockor på "Mrs. Lennon", cymbal på "O'Wind", percussion på "Don't Count the Waves"
Bobby Keys – claves på "O'Wind"
Eric Clapton – gitarr på "Don't Worry, Kyoko (Mummy's Only Looking for Her Hand in the Snow)"
Jim Keltner – trummor, tabla, percussion
Ringo Starr – trummor på "Don't Worry, Kyoko (Mummy's Only Looking for Her Hand in the Snow)"
Jim Gordon – trummor på "Hirake", tabla på "O'Wind"
Chris Osborne – dobro på "Midsummer New York" och "Mind Train"
Joe Jones – automatiserade instrument på "Airmale", "Don't Count the Waves" och "You"
George Marino – mastringstekniker
Referenser
Noter
Album av Yoko Ono
Musikalbum 1971
Album utgivna på Apple Records
Engelskspråkiga musikalbum
Album producerade av John Lennon
Album producerade av Yoko Ono |
143359 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Kafir | Kafir | Sjå også «kaffarar».
Kafir (Arabisk: كافر, kāfir; fleirtal كفّار, kuffār, «vantru») er i islam ei nemning for ein person som avviser Gud (Allah) eller profeten Muhammad (med andre ord alle ikkje-muslimar), eller som gøymer eller fornektar «sanninga».
Vanlege omsetjingar på norsk er «vantru», «fråfallen» og «ateist». I seinare tid har omgrepet vorte sett på som nedlatande, og difor frårår nokre muslimske lærde å bruke det, og føreslår i staden «ikkje-muslim».
Kjelder
«Kafir» på SNL.no, innhenta 25. november 2009.
«Kafir» på Caplex.no, innhenta 25. november 2009.
«Kafir» på Wikipedia på engelsk, innhenta 25. november 2009.
Referansar
Islam |
1475489 | https://no.wikipedia.org/wiki/Liste%20over%20Aserbajdsjans%20presidenter | Liste over Aserbajdsjans presidenter | Liste over Aserbajdsjans presidenter (aserbajdsjansk: Azərbaycan Respublikasının Prezidenti) er en liste over presidenter i Aserbajdsjan siden 1991.
Liste over Aserbajdsjans presidenter
Referanser
Eksterne lenker
Aserbajdsjan
Presidenter |
1348273 | https://no.wikipedia.org/wiki/Breel%20Embolo | Breel Embolo | Breel Donald Embolo (født 14. februar 1997) er en kamerunsk-født sveitsisk fotballspiller som spiller for .
Den 26. juni 2016 skrev han under en kontrakt med Schalke 04 til 30. juni 2021.
Landslaget
Den 31. mars 2015 debuterte han for i en treningskamp hjemme mot , kampen endte 1-1.
Han ble tatt ut i ' EM-tropp til EM i Frankrike 2016.
Han ble tatt ut i ' tropp til VM i fotball 2018 i Russland.
Han ble tatt ut i ' EM-tropp til EM i fotball 2021.
Han ble tatt ut i ' tropp til VM i fotball 2022 i Qatar.
Referanser
Eksterne lenker
Profil på FC Basel
Profil på Topforward
Sveitsiske fotballspillere
Spillere i Fotball-EM 2016
Spillere i Fotball-VM 2018
Spillere i Fotball-VM 2022
Spillere i Fotball-EM 2021
Fotballspillere for FC Basel
Fotballspillere for FC Schalke 04
Fotballspillere for Borussia VfL 1900 Mönchengladbach
Fotballspillere for AS Monaco
Personer fra Yaoundé
Fødsler i 1997 |
65426 | https://is.wikipedia.org/wiki/Tungn%C3%A1rhraun | Tungnárhraun | Tungnárhraun er samheiti yfir allmörg hraun sem upptök eiga á Tungnáröræfum, í eldstöðvum sem flestar tilheyra Veiðivatnagosreininni en hún tengist megineldstöð í Bárðarbungu. Hraunin eru flest stór og hafa runnið niður með Tungná og Þjórsá. Þjórsárhraunið mikla er þeirra elst og stærst. Það rann fyrir um 8700 árum og nær til sjávar við Eyrarbakka og Stokkseyri. Búrfellshraun er einnig gríðarmikið hraun sem rann frá gígaröð á Veiðivatnasvæðinu og niður í Landsveit fyrir um 3200 árum. Tungnárhraunin eru stórdílótt þar sem stórir ljósir feldspatdílar sitja í dökkum fínkorna grunnmassa. Elsa G. Vilmundardóttir skilgreindi þessi hraun, rannsakaði þau og kortlagði. Í rannsóknarskýrslu Elsu frá 1977 er ellefu Tungnárhraunum lýst, þar hafa þau einkennisstafina THa til THk og er raðað eftir aldri.
Tungnárhraun
THa Þjórsárhraunið mikla 8700 ára
THb Þjórsárhraunið mikla (syðsti hluti) 8700 ára
THc nafnlaust hraun 8200 ára
THd nafnlaust hraun 7900 ára
THe nafnlaust hraun 7900 ára
THf Kvíslahraun sem síðar fékk nafnið Sigölduhraun 4500-7000 ára
THg Hnubbahraun
THh Þjórsárdalshraun (líklega hluti Búrfellshrauns) 3200 ára
THi Búrfellshraun 3200 ára
THj Tjörvahraun 1850 ára
THk Hnausarhaun 1850 ára
Heimildir
Árni Hjartarson 1988: „Þjórsárhraunið mikla - stærsta nútímahraun jarðar“. Náttúrufræðingurinn 58: 1-16.
Árni Hjartarson 1994: „Environmental changes in Iceland following the Great Þjórsá Lava Eruption 7800 14C years BP“. Hjá J. Stötter og F. Wilhelm (ritstj.) Environmental Change in Iceland (Munchen): 147-155.
Elsa G. Vilmundardóttir 1977: Tungnárhraun, jarðfræðiskýrsla. OS ROD 7702, 156 bls. + kort.
Elsa G. Vilmundardóttir 1980. Hnubbafossar - eftirmæli. Týli 18. árg. 1. hefti bls. 3-6.
Ingibjörg Kaldal, Árni Hjartarson, Kristján Sæmundsson, Magnús Á. Sigurgeirsson og Skúli Víkingsson 2018. Jarðfræðikort af Austurgosbelti - Tungnaáröræfi, 1:100.000. Reykjavík: Íslenskar orkurannsóknir, Landsvirkjun og Umhverfis og auðlindaáðuneytið.
Hraun á Íslandi
Suðurland |
139958 | https://da.wikipedia.org/wiki/Franchise | Franchise | Franchising er et system til markedsføring af varer og/eller serviceydelser og/eller teknologi, som er baseret på et tæt og vedvarende samarbejde mellem virksomheder, som er indbyrdes juridisk og økonomisk adskilte og uafhængige: Franchisegiveren og dennes individuelle franchisetagere, hvorved franchisegiveren overdrager til sine franchisetagere retten og forpligtelsen til at drive virksomhed i henhold til franchisegiverens koncept.
Denne ret berettiger og forpligter den enkelte franchisetager til mod et direkte eller indirekte vederlag at anvende franchisegiverens forretningsnavn og/eller varemærke og/eller servicemærke, knowhow, forretningsmetoder, teknologi, processer, opskrifter og andre immaterielle rettigheder, altsammen understøttet af en forpligtelse for franchisegiveren til at yde vedvarende forretningsmæssig og teknisk bistand, inden for rammerne og kontraktsperioden i henhold til en skriftlig franchiseaftale, der med dette formål er indgået mellem parterne.
Ved franchising forstås, at en eksportvirksomhed (franchisegiver) sælger et bestemt koncept til en franchisetager.
Eksempler på virksomheder, der drives efter franchiseprincippet er McDonald's, Rema 1000 og 7-Eleven.
Markedsføring
Forretningskæder
Aftaleret |
1700025 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Le%20M%C3%A9nil | Le Ménil | Le Ménil är en kommun i departementet Vosges i regionen Grand Est (tidigare regionen Lorraine) i nordöstra Frankrike. Kommunen ligger i kantonen Le Thillot som tillhör arrondissementet Épinal. År hade Le Ménil invånare.
Befolkningsutveckling
Antalet invånare i kommunen Le Ménil
Se även
Lista över kommuner i departementet Vosges
Källor
Externa länkar
Kommuner i Vosges |
165227 | https://is.wikipedia.org/wiki/Tj%C3%B6rva%C3%A6tt | Tjörvaætt | Rhytismataceae er ætt sveppa í tjörvabálki (Rhytismatales). Hún inniheldur 55 ættkvíslir og 728 tegundir.
Ættkvíslir
Samkvæmt "Outline of Ascomycota" 2007, eru eftirfarandi ættkvíslir í Rhytismataceae. Staðsetning ættkvíslarinnar Nymanomyces er óviss.
Bifusella —
Bifusepta —
Bivallium —
Canavirgella —
Ceratophacidium —
Cerion —
Coccomyces —
Colpoma —
Criella —
Davisomycella —
Discocainia —
Duplicaria —
Duplicariella —
Elytroderma —
Hypoderma —
Hypodermella —
Hypohelion —
Isthmiella —
Lirula —
Lophodermella —
Lophodermium —
Lophomerum —
Marthamyces —
Meloderma —
Moutoniella —
Myriophacidium —
Nematococcomyces —
Neococcomyces —
Nothorhytisma —
Nymanomyces —
Parvacoccum —
Ploioderma —
Propolis —
Pureke —
Rhytisma —
Soleella —
Sporomega —
Terriera —
Therrya —
Triblidiopsis —
Virgella —
Vladracula —
Xyloschizon —
Zeus
Tilvísanir
Sníkjusveppir
Asksveppir |
58325 | https://da.wikipedia.org/wiki/M%C3%A5lesystem | Målesystem | I gamle dage havde hvert land sine egne målesystemer både hvad angik længdemål, flademål, masse og rummål. F.eks. var der forskel på en dansk og en engelsk fod. Dette vanskeliggjorde handel mellem landene.
SI-systemet har rødder tilbage til tiden efter Revolutionen i Frankrig, hvor man for at lette handelen i Europa udarbejdede man et helt nyt system af mål.
Først definerede en længdeenhed, som man kaldte en meter og definerede som en timilliontedel af afstanden fra Nordpolen til ækvator. For at få nogle mindre og større længdemål kaldte man 1/10 m en decimeter (1 dm ), 1/100 m for en centimeter ( 1 cm ) og 1/1000 m for en millimeter ( 1 mm ). 10 m kaldtes 1 decameter ( 1 dam ), 100 m en hektometer ( 1 hm ) og 1000 m en kilometer. Dvs. afstanden fra nordpolen til ækvator blev således 10.000 km. For at få et rummål lavede man en terningformet kasse med indvendigt mål på 1 dm og definerede dens indhold til 1 liter.
De samme SI-præfikser fra 1/1000 til 1000 bruges i forhold til liter, altså er en kiloliter = 1000 l. For at få en vægtenhed definerede man vægten 1 gram som vægten af 1 kubikcentimeter vand ved 4 grader Celsius. Også her bruger man de samme præfixer. Dette medfører at 1 liter vand vejer 1 kilogram, og at vands massefylde er 1.
Måleenheder
Konceptuelle systemer |
1937339 | https://no.wikipedia.org/wiki/Paradis%20holdeplass | Paradis holdeplass | Paradis holdeplass har flere betydninger:
Paradis holdeplass (Jærbanen)
Paradis holdeplass (Bybanen) |
2674340 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Alichtensia%20attenuata | Alichtensia attenuata | Alichtensia attenuata är en insektsart som först beskrevs av Hempel 1900. Alichtensia attenuata ingår i släktet Alichtensia och familjen skålsköldlöss. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Skålsköldlöss
attenuata |
271224 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Schultzbreen | Schultzbreen | Schultzbreen er ein isbre som flyt aust mellom Pond Peak og Purgatory Peak og saman med Victoria Lower-breen. Han vart namngjeven av Advisory Committee on Antarctic Names (US-ACAN) etter løytnant Robert L. Schultz i U.S. Navy som var øvstkommanderande for Naval Support Force ved McMurdo-basen vinteren 1975.
Kjelder
Isbrear i Victoria Land
McMurdo Dry Valleys |
494998 | https://no.wikipedia.org/wiki/971%20Alsatia | 971 Alsatia | 971 Alsatia er en hovedbelteasteroide. Den ble oppdaga den 23. november 1921 av Alexandre Schaumasse fra Observatoire de Nice i Nice. Den er oppkalt etter Alsace.
Eksterne lenker
Minor Planet Center – «Discovery Circumstances: Numbered Minor Planets»
Hovedbelteasteroider
C-type-asteroider
Artikler i astronomiprosjektet |
994375 | https://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%B8gni%20Mohr | Høgni Mohr | Høgni Mohr (født i Thorshavn den 8. oktober 1968) er en færøsk forfatter og journalist. I 2014 blev han nomineret til kortfilmsprisen Geytin for Fall for Ewe. Hans bog Fractura Nasi var den mest solgte bog på Færøerne i 2017.
Mohr har arbejdet for flere færøske aviser, og er tilmed blevet publiceret i danske og islandske aviser. I mange år arbejdede han som radio- og tv-reporter på Kringvarp Føroya. Derudover har han arbejdet for BBC og Al-Jazeera, været vært i naturprogrammer for Vice Media og korrespondent for Huffington Post.
Bibliografi
Siden 2006 har Mohr udgivet otte bøger på færøsk på Øgiliga egið forlag.
Ali babba- og 49 aðrar blaðgreinir (2006),
Tá deyðin verður avdúkaður (2010),
Fractura nasi (2017),
Slepp tær til heiti fani (2018), Med illustrationer af Astrid Andreasen
Mær dámar ikki høgna hoydal (2019),
Tað tómliga tolsemið (2020),
Grøðandi greinir (2021),
Saga JAM (2022),
Kilder
Forfattere fra Færøerne |
1623592 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Tailhac | Tailhac | Tailhac är en kommun i departementet Haute-Loire i regionen Auvergne-Rhône-Alpes i centrala Frankrike. Kommunen ligger i kantonen Pinols som tillhör arrondissementet Brioude. År hade Tailhac invånare.
Befolkningsutveckling
Antalet invånare i kommunen Tailhac
Se även
Lista över kommuner i departementet Haute-Loire
Källor
Externa länkar
Kommuner i Haute-Loire |
1586633 | https://no.wikipedia.org/wiki/Jamie%20Macdonald | Jamie Macdonald | Jamie Macdonald (født 22. desember 1994) er en canadisk kortbaneløper.
Hun representerte Canada under Vinter-OL 2018 i Pyeongchang, hvor hun ble utslått i heatene på 500 meter.
Referanser
Eksterne lenker
Canadiske kortbaneløpere
Deltakere for Canada under Vinter-OL 2018
Kortbaneløpere på skøyter under Vinter-OL 2018
Artikler i skøytesportprosjektet |
18264 | https://fo.wikipedia.org/wiki/Cunningsburgh | Cunningsburgh | Cunningsburgh, (norrønt Konungsborg), er ein grend (grannalag) og gomul kirkjusókn í syðra partinum av Mainlandi í Hetlandi. Grendin liggur við strondina á eystursíðuni, níggju míl sunnan fyri Lerwick, uml. hálva leið haðani og til Sumburgh Head. Kirkjusóknin er nú løgd saman við Dunrossness og Sandwick. Hon liggur við høvuðsvegin A970.
Tryggasta havnin á Suður Mainland er í Aithsvoe, har ein marina varð gjørd í 2004.
Millum bygdirnar í sóknini er Aithsetter
Hetland |
1087602 | https://da.wikipedia.org/wiki/Katok%20i%20skripka | Katok i skripka | Katok i skripka () er en sovjetisk spillefilm fra 1961 af Andrej Tarkovskij.
Medvirkende
Igor Fomenko som Sasja
Vladimir Zamanskij som Sergej
Natalja Arkhangelskaja
Marina Adzjubej
Jura Brusser
Referencer
Eksterne henvisninger
Sovjetiske film fra 1961 |
488625 | https://no.wikipedia.org/wiki/Malm%C3%B8-salmeboken | Malmø-salmeboken | Før reformasjonen eksisterte det to kjente trykte salmebøker i Danmark-Norge, med enkelte tillegg. De går gjerne under navnet Malmø-salmeboken etter byen Malmø, men har hver sine redaktører og behandles nedenfor i to avsnitt.
Malmø-Tidesangboken
Reformasjonen hadde begynt i Malmø ni år før den ble landets offisielle religion. Den første evangeliske og danskspråklige gudstjenesten ble holdt 1. juni 1527 i Malmø av Claus Mortensen.
I forbindelse med reformasjonen begynte man i Danmark å synge salmer på dansk, noen ble oversatt fra latin, andre – som f.eks. Luthers nyskrevne salmer – ble oversatt fra tysk. Det ble også diktet en del salmer på dansk som i første omgang ble utgitt som løsblad. Men i 1528 ble mange av salmene samlet i den såkalte ”Malmø-Tidesangboken”, som i første utgave inneholdt 30 salmer. Boken er ikke bevart i sin helhet, men man kjenner til innholdet. Den lille boken ble brukt flittig, og det første opplag ble raskt utsolgt. Mortensen forberedte en ny utgave i begynnelsen av 1529, men samtidig var det kommet flere nye salmer, så den nye utgaven inneholdt 67 salmer.
Claus Mortensen og Hans Olufsen stod som redaktører av boken.
I 1529 utgav Claus Mortensen den første danske messen: «Thet christelighe messze embedhe paa dansche», og samme år fornyet Arvid Pedersen Malmø-Tidesangboken med et tillegg, og «Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange» ble utgitt.
Claus Mortensens liturgiske arbeide består av salmer, men man vet ikke nøyaktig hvilke og hvor mange han selv har oversatt, bearbeidet eller diktet. Messeboken er et lite hefte på 24 blad, hvor tekstene er forsynt med tomme notelinjer. Mortensens og Olufsens Malmøbøker fra 1528-29 er begynnelsen på den evangelisk-lutherske salmesang på dansk.
Mortensen er knyttet til fire salmer i Kingos salmebok. Noen er oversettelse fra Luther, gjerne med noen vers i tillegg, andre er antakelig diktet av ham selv:
Gud Fader, Sønn og Helligånd (Kingo nr 48)
Du være lovet, Jesus Krist (Kingo nr 71)
Nå er oss Gud miskunnelig (Kingo nr 91)
Gud Fader uti himmerik (Kingo nr 108)
Kom Helligånd, o Herre Gud (Kingo nr 205)
Malmø-salmeboken 1533
Christiern Pedersen var boktrykker i Malmø og utgav i 1533 den såkalte Malmø-salmeboken. Tittelbladet finnes ikke. Salmeboken er en revidert og utvidet utgave av Claus Mortensøns tidligere salmesamlinger, en jysk samling ("den jyske aftensang") og antakelig andre. Christiern Pedersen forbedret språket, føyde til et kalendarium og kollektbønner, men foretok ikke større endringer, «…Thi ieg fornam ath den menige mand vaar før bewan saa ath siunge oc quede dem almindelige offuer alt riget baade met ord noder oc thoner/ Oc kunde dem oc saa mesten parten vden til/ Fordi [derfor] lod ieg her nu inge noder sette/ Dog haffuer ieg mangestedis forbedret dansken som de vel see oc mercke som hende læse kunde».
Christiern Pedersens utgave holdt sin posisjon som den første danske fellessalmebok og ble revidert flere ganger. Hvilken rolle Pedersen kan ha spilt i forbindelse med revisjonene, er uvisst. Den feilaktige oppfatning at Hans Tausen utarbeidet en ny utgave i 1544, skyldes en bemerkning hos Hans Thomissøn. Noen salmebok fra 1544 er verken bevart eller omtalt i andre kilder. Den bevarte salmeboken fra 1553, En Ny Psalmebog, kan imidlertid være et opptrykk av en antatt utgave fra 1544. Den bygger på Malmø-salmeboken.
Det finnes kun ett eksemplar av boken, som eies av Universitetsbiblioteket i Oslo.
Fra Malmø-salmeboken finner vi en salme som er representert i Kingos salmebok, nemlig nr. 4: Kyrie, Gud Fader i himmerik.
Litteratur
Faksimileutgave av «Malmø-salmebogen 1533» (Malmö 1967)
Jørgen Kjærgaard, Salmehåndbog bd. I, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag 2003
Eksterne lenker
Danske Salmebøker Gennem 475 År
Den Danske Salmebog Online – Biografi av Claus Mortensøn
Salmebøker
Bøker fra 1533 |
771169 | https://da.wikipedia.org/wiki/T%C3%A4by%20%28%C3%96rebro%20kommun%29 | Täby (Örebro kommun) | Täby er kyrkbyen i Täby Sogn i Örebro kommun i Närke, Sverige. I årene 2015 til 2020 afgrænsedes den af SCB som en småort.
Det nærliggende område består til størstedelen af sletter, og præges af jordbrug. Täbyån løber gennem Täby, hvor der også ligger en middelalderkirke, Täby Kyrka, og i nærheden ligger Örebro Airport. Europavejene E18 og E20 går gennem byen, som ligger sydvest for Örebro på den såkaldte Närkeslätten.
Byens navn
(i) Tæbo sokn 1415. Sognet har fået sit navn efter kyrkbyen, hvis indbyggere på svensk kaldes täboar. Denne betegnelse er afledt af ordet tä. Det oprindelige suffiks -bo er senere blevet ændret til -by.
Referencer
Byer i Örebro kommun |
203857 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fritz%20Crome | Fritz Crome | Fritz Crome (6. maj 1879 – 25. april 1948) var en dansk komponist og klaverpædagog.
Fritz Crome var søn af August Crome, der var den ene medgrundlægger af stormagasinet Crome & Goldschmidt i Horsens. Han påbegyndte et ingeniørstudium ved Polyteknisk Læreanstalt (DTU), men skiftede hurtigt til musikken. Han uddannede sig som pianist hos Louis Glass og studerede senere i Paris og Berlin. Derefter var han indtil Første Verdenskrigs slutning lærer ved Sterns Konservatorium i Berlin, og samtidig virkede han som musikskribent både i Tyskland og i Norden. Fra 1925 til sin død var han ansat som lærer ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og var efter sigende i det job en uselvisk altid hjælpsom person, både over for elever og kolleger. Han optrådte ikke som egentlig koncertpianist, men var ved mange lejligheder akkompagnatør for andre solister.
Cromes musikproduktion var ret lille og konservativ. Den omfattede mest sange, der var inspireret af bl.a. Hugo Wolf. Som et kuriosum kan nævnes, at han komponerede musik til et klokkespil i sin faders forretning bl.a. over tonerne C & G.
Musik
op. 2 Nocturne (violin og klaver)
op. 3 Sonate (violin og klaver 1905)
op. 4 Seks Sange
op. 5 Fünf heitere Gesänge (uoverensstemmelse i kilden)
op. 5 Frühlingsstimmungen (variationer for klaver 1903 – uoverensstemmelse i kilden)
op. 6 Pres d’un berceau
op. 7 Quatre pièces pour piano
op. 8 Fünf Lieder
op. 9 Zwei Madonnalieder
op. 10 Zwei Lieder
op. 11 Fire Sange
op. 13 Allegretto/Scherzo (orkester)
op. 14 Vackert väder (sang og orkester)
op. 17 Trio i f-mol (violin, cello og klaver 1912)
op. 23 (3 duetter for mezzosopran og baryton med klaver)
op. 27 Helene (damekor, solo og orkester 1919)
op. 29 Zwei Lieder
To sange af Thor Lange (1901)
Tre sange (1902)
Præludium og fuga i a-mol (strygekvartet 1903)
Caprice for Klaver (1905)
Tordenskjold (melodrama: recitation og orkester 1921)
4 jyske sange (1925)
Kilak (sang og orkester 1924)
3 spanske Sange
5 sange af Louis Levy
15 leichte Klavierstücke verwendbar beim Unterricht
Da Søndenvinden sad fangen
Maria Gnadenmutter (fra des Knaben Wunderhorn) (sang og orkester)
To aandelige Sange (mandskor)
Villa Borghese (sang og orkester)
Tre Sange for Damekor
Kilder m.m.
Nekrolog i DMT
Eksterne henvisninger
Komponister fra Danmark
Pianister fra Danmark
Danskere i 1900-tallet |
234505 | https://da.wikipedia.org/wiki/Henrik%20Kaare%20Nielsen | Henrik Kaare Nielsen | Henrik Kaare Nielsen (født 1953) er en dansk kulturteoretiker inspireret af Kritisk teori og filosoffer som Jürgen Habermas. Han er dr.phil. og professor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Henrik Kaare Nielsen blev ansat på Aarhus Universitet i 1980 som kandidat- og senere seniorstipendiat på Germansk Institut. I 1988-90 var han forskningsstipendiat ved det daværende Center for Kulturforskning. I 1990 blev han ansat ved faget Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet, hvor han fortsat forsker og underviser.
Forskning
Henrik Kaare Nielsen forsker i æstetiseringstendenser og demokratisk politisk kultur. Han blev i 2010 udnævnt som professor MSO (professor med særlige opgaver) på Institut for Æstetiske Fag på Det Humanistiske Fakultet i Aarhus. I 2019 udnævnt til ordinær professor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.
Udgivelser
Henrik Kaare Nielsen har udgivet flere bøger, deriblandt
Demokrati i bevægelse (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 1991),
Kultur og modernitet (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 1993),
Æstetik, kultur og politik (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 1996),
Kritisk teori og samtidsanalyse (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2001),
Konsument eller samfundsborger? Kritiske essays (Aarhus: Klim 2007)
Æstetik og politisk offentlighed (Aarhus: Klim 2014)
Kulturel offentlighed og kvalitet (Aarhus: Klim 2015)
Aesthetics and Political Culture in Modern Society (New York: Routledge 2018)
I affekt. Studier i senmoderne politik og kultur (Aarhus: Aarhus Universitetsforlag 2021)
Eksterne kilder/henvisninger
Om Henrik Kaare Nielsen på au.dk
Filosoffer fra Danmark
Dansksprogede forfattere fra Danmark |
837631 | https://da.wikipedia.org/wiki/Du%20kan%20hj%C3%A6lpe | Du kan hjælpe | Du kan hjælpe er en dansk propagandafilm fra 1953 med instruktion og manuskript af Svend Aage Lorentz.
Handling
Reklame-/propagandafilm for Dansk Røde Kors. Billeder fra Jutlandia, Hollands digebrud, astmahjælp mv.
Referencer
Eksterne henvisninger
Danske film fra 1953
Film fra Danmark (administrationskategori)
Propagandafilm fra Danmark |
374679 | https://da.wikipedia.org/wiki/Amy%20Poehler | Amy Poehler | Amy Meredith Poehler (16. september 1971) er en amerikansk skuespiller og komiker bedst kendt som en del af holdet på Saturday Night Live fra 2001 til 2008, og for sin hovedrolle i komedieserien Parks and Recreation.
Privatliv
Fra 2003 har Poehler været gift med skuespilleren Will Arnett med hvem hun har to sønner. I 2012 blev parret imidlertid separeret.
Udvalgt Filmografi
Mean Girls (2004)
Envy (2004)
Tenacious D in The Pick of Destiny (2006)
Man of the Year (2006)
Blades of Glory (2007)
Shrek den Tredje (2007)
Mr. Woodcock (2007)
Hamlet 2 (2008)
Monsters vs. Aliens (2009)
Baby Mama (2008)
Referencer
Eksterne henvisninger
Filmskuespillere fra USA
Komikere fra USA
Amerikanere i 1900-tallet
Amerikanere i 2000-tallet |
399734 | https://da.wikipedia.org/wiki/Den%20S%C3%B8nderjyske%20Garde | Den Sønderjyske Garde | Den Sønderjyske garde er en garde, der blev stiftet i Gråsten i oktober 1982, men flyttede 1. januar 1996 til Aabenraa.
Garden består af ca. 50 medlemmer i alderen fra 10-20 år, deraf omkring 30 i uniform. Medlemmerne kommer fra hele den østlige del af Sønderjylland. Den Sønderjyske Garde består i dag af et Trommekorps, et Show Band og et Brassband. Garden har sin egen musikalske grundskole, hvor gardisterne bliver undervist af professionelle instruktører.
Garden spiller foruden marchmusik også til kirkekoncerter, koncerter, bryllupper, byfester og ringridderfester. Garden deltaget i mange forskellige arrangementer i såvel ind- som udland.
Den Sønderjyske Garde kunne 2007 fejre sit 25 års jubilæum.
Uniformen er næsten en tro kopi af Den Kongelige Livgardes gallauniform, og består af blå bukser med hvide signalstriber, rød jakke samt sort pelshue.
Eksterne henvisninger
Den Sønderjyske Gardes officielle hjemmeside
Frivillige garder og tamburkorps fra Danmark
Aabenraa
Musikgrupper fra 1982
Kultur i Sønderjylland |
76353 | https://da.wikipedia.org/wiki/Tovstrup | Tovstrup | Tovstrup kan henvise til flere stednavne i Danmark:
Tovstrup (Dallerup Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Dallerup Sogn
Tovstrup (Hover Sogn) – en bebyggelse i Hover Sogn
Tovstrup (Snejbjerg Sogn) – en bebyggelse og et ejerlav i Snejbjerg Sogn
Tovstrup (Vinding Sogn) – en bebyggelse i Vinding Sogn |
219417 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Edsvalla | Edsvalla | Edsvalla er ein svensk tettstad i Karlstads kommun i Värmlands län i landskapet Värmland. I 2005 hadde tettstaden 1 029 innbyggjarar.
Kjelder
Denne artikkelen bygger på «Edsvalla» frå , den 30. juni 2012.
Karlstads kommun
Tettstader i Värmlands län |
66907 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Br%C3%B6stbom | Bröstbom | Bröstbom är den tvärslå i vävstolen som sitter närmast bröstet på vävaren under arbetet. För att skydda väven från slitage under vävningen finns ofta en extra tvärslå att anbringa närmast vävaren, men denna tvärslå måste vara lätt borttagbar eftersom käppen som varpen sitter på vid framknytningen måste passera närmast vävaren.
Vävredskap |
325847 | https://da.wikipedia.org/wiki/Plaguewielder | Plaguewielder | {{Infoboks album
|Titel = Plaguewielder
|Kunstner = Darkthrone
|Type = studie
|Spor = 6
|Genre = Black metal
|Længde = 42:50
|Sprog =
|Indspillet = Juni 2001 i Studio Studio
|Udgivet = 10. september 2001
|Producer = Darkthrone
|Udgiver = Moonfog Productions
|Musikere =
Fenriz
Trommer
Nocturno Culto
Guitar, bas, vokal
Apollyon
Baggrundsvokal på "Command"
Sverre Dæhli
Baggrundsvokal på "Command"
|Anmeldelser = *Allmusic link
|Hitlister =
|Priser =
|Før = Ravishing Grimness(1999)
|Nu = Plaguewielder(2001)
|Efter = Hate Them(2003)
}}Plaguewielder'' er det ottende album fra det norske black metal-band Darkthrone. Det blev udgivet gennem Moonfog Productions i 2001.
Spor
"Weakling Avenger" – 7:55
"Raining Murder" – 5:14
"Sin Origin" – 6:45
"Command" – 8:02
"I, Voidhanger" – 5:38
"Wreak" – 9:16
Darkthrone-album
Album fra 2001 |
373953 | https://nn.wikipedia.org/wiki/No%20Promises...No%20Debts | No Promises...No Debts | No Promises...No Debts er det 14. studioalbumet til det nederlandske rockebandet Golden Earring, gjeve ut i 1979. I USA kom albumet ut med eit anna plateomslag med bilete av gruppa ståande.
Etter å ha spelt inn det førre albumet deira, Grab It for a Second i USA, drog Golden Earring attende til heimlandet for å spele inn dette albumet. Denne gongen tok sologitaristen George Kooymans over rolla som produsent, og alle medlemmane medverka til låtskrivinga. No Promises...No Debts held likevel fram den streite hardrockretninga dei hadde følgd på dei siste platene. Ein av singlane frå albumet, «Weekend Love», vart ein hit i Europa.
Innhald
Alle songane er skrivne av Gerritsen, Hay, Kooymans og Zuiderwijk.
Medverkande
George Kooymans - gitar, vokal
Rinus Gerritsen - bassgitar, klaverinstrument
Barry Hay - fløyte, vokal
Cesar Zuiderwijk - trommer
John Legrand - munnspel
Production
Produsent: George Kooymans
Lydteknikar: John Kriek
Miksing: George Kooymans, John Kriek, Arnold Muhren
Blåsearrangement: Jan Rietman
Design: Jeep Bunt
Kjelder
<div class="references-small">
Denne artikkelen bygger på «No Promises...No Debts» frå , den 28. november 2019.
oppgav desse kjeldene:
Golden Earring-album
Musikkalbum frå 1979
Polydor Records-album |
39311 | https://da.wikipedia.org/wiki/Cleveland | Cleveland | Cleveland er en amerikansk by i staten Ohio. Byen er administrativt centrum i det amerikanske county Cuyahoga County. I 2000 havde byen 478.403 indbyggere. Storcleveland (inklusiv forstæder) har helt op mod 2,9 millioner indbyggere.
Det berømte musikkonservatorium Cleveland Institute of Music er blandt andet beliggende i byen.
Eksterne henvisninger
Byer i Ohio |
167460 | https://da.wikipedia.org/wiki/Strandv%C3%A6nget-sagen | Strandvænget-sagen | Strandvænget-sagen handler om omsorgssvigt over for de udviklingshæmmede bebeoere på institutionen Strandvænget i Nyborg. Institutionen, der har 158 beboere, drives af Region Syddanmark.
Afsløringerne
I dokumentarudsendelsen "Er du åndssvag?", sendt 13. februar 2007 på TV 2, blev det ved hjælp af et skjult kamera monteret på journalisten Adam Dyrvig Tatt, som i efteråret 2006 havde fået ansættelse som ferieafløser på stedet, vist, hvordan personalet på Strandvængets afdeling 17 behandlede beboerne.
På billederne ser man en usædvanlig hård og kynisk omgangstone over for beboerne, ligesom personalet i meget ringe omfang yder omsorg for beboerne. Blandt andet får en beboer lov til at sidde i dagligstuen og slå sig selv i hovedet uden at personalet griber ind. Medarbejderne er mere optaget af at drikke kaffe, se tv og føre samtaler med hinanden end at tage vare på stedets beboere, som ikke har noget sprog og dermed må kommunikere ved hjælp af deres handlinger og bevægelser. Direkte adspurgt siger en af de fastansatte, at hun er ligeglad med, om beboernes handleplaner bliver opfyldt, ligesom hun heller ikke gider lave aktiviteter med beboerne. Både stedets eget værdigrundlag og mission samt Lov om Social Service bliver klart overtrådt.
Lederen af bostedet, Dorrit West, afviser i lighed med Region Syddanmarks socialdirektør Anders Møller Jensen, at dokumentaren tegner et retvisende billede af forholdene på Strandvænget. Dog har Dorrit West udtalt, at hun er opmærksom på, at der blandt medarbejderne på Strandvænget kan opstå en forråelse.
Efterspillet
Region Syddanmark meddelte samme dag som dokumentaren blev sendt, at man overvejede at indbringe sagen for Pressenævnet på grund af de skjulte optagelser. Det kom også frem, at socialminister Eva Kjer Hansen (V) ville kræve en redegørelse som skulle afdække, hvordan Strandvængets ledelse vil gøre forholdene bedre. SF og De Radikale krævede desuden en redegørelse fra ministeren, mens Dansk Folkepartis Birthe Skaarup ville kalde ministeren i samråd.
14. februar meddelte de udviklingshæmmedes landsforening, LEV, at de havde meldt personalet på Strandvænget til politiet for ulovlig frihedsberøvelse, vold og særdeles truende adfærd samt for at overtræde Straffelovens §250, der fastslår, at det er strafbart at efterlade folk i hjælpeløs tilstand.
Regionsrådet i Syddanmark forlangte 15. februar en redegørelse om forholdene på Strandvænget og regionens øvrige sociale institutioner. Samme dag kom det frem, at en tidligere ansat havde advaret Fyns Amt, der drev og førte tilsyn med Strandvænget frem til 31. december 2006, om forholdene på bostedet allerede i 2006 –, men amtet gjorde intet.
16. februar oplyste Nyborg Politi, at Dorrit West af en borger var blevet politianmeldt for skødesløshed.
De fire medarbejdere, som ses sløret i udsendelsen, var efter udsendelsen sygemeldt, og
den 21. februar meddelte Region Syddanmarks formand, Carl Holst, at de fire medarbejdere var blevet fyret.
På et møde i Region Syddanmarks forretningsudvalg 28. februar blev det besluttet at indlede en afskedigelsessag mod Dorrit West.
Region Syddanmark besluttede i februar 2009, at institutionerne Strandvænget og Østerhuse i Nyborg skulle splittes op, så de fremover ville udgøre fire institutioner med hver sin ledelse.
Eksterne henvisninger
TV 2's side om "Er du åndssvag?"
Region Syddanmarks side om Strandvænget-sagen
Noter
Begivenheder i 2007
Nyborg |
338365 | https://da.wikipedia.org/wiki/Randersvej%20%28Aarhus%29 | Randersvej (Aarhus) | Randersvej er en af de otte radiale hovedveje Grenåvej, Randersvej, Viborgvej, Silkeborgvej, Århus Syd Motorvejen, Skanderborgvej, Gl. Horsens Landevej og Oddervej, der fører ind til Aarhus. Vejen er en del af hovedlandevej 180. I løbet af 2007 blev flere af krydsene på Randersvej forbedret i et forsøg på at håndtere belastningen i myldretiden.
Randersvej har fem letbanestationer. Universitetsparken Station, Aarhus Universitet Station, Stjernepladsen Station, Stockholmsgade Station, Vandtårnet Station.
Linjeføring
Randersvej er hovedvejen mellem Randers og Aarhus. På landet er den mest tosporet landevej, men i Skejby mødes den med Søftenvejen i en ottesporet sammenfletning, der udmunder i en firesporet Randersvej, ind mod Aarhus. Siden 2013 har der været busbaner i begge retninger fra lyskrydset Nehrus Allé/Nydamsvej og helt ind til Nørreport i Centrum. Randersvej fører forbi Skejby og fortsætter gennem Christiansbjerg med det gamle vandtårn og slutter med udmunding i Nørrebrogade ved Nobelparken og Aarhus Universitet. Uden for Ring 2 er det tilladt at køre 70 km i timen, hvorimod det mellem Ring 2 og Ring 1 kun er tilladt at køre 60 km i timen.
Fodnoter
Eksterne henvisninger
De radiale hovedveje
Gader i Aarhus |
819283 | https://no.wikipedia.org/wiki/Treklassestemmeretten | Treklassestemmeretten | Treklassestemmeretten (tysk: Dreiklassenwahlrecht) var en stemmerettsordning som ble innført av Fredrik Vilhelm IV av Preussen i 1849 for valgene til Preußisches Abgeordnetenhaus som var det andre kammeret eller underhuset i den prøyssiske Landdagen. Det dreide seg om en spesiell form for manntalls-stemmerett, hvor de stemmeberettigede ble inndelt i tre klasser med forskjellig skattbar inntekt.
Stemmeretten til underhuset var bygd opp etter modell av systemet i Rhinprovinsen, hvor det i 1845 ble etablert et treklassesystem på lokalt nivå. I kommunalvalget i Essen førte dette til at Alfred Krupp kunne regjere hele bystyret med støtte fra bare en tredjedel av representantene.
Etter novemberrevolusjonen i 1918 ble treklassestemmeretten avskaffet av sosialdemokratene i Fristaten Preussen.
Preussen
Valgordninger |
348012 | https://da.wikipedia.org/wiki/M%C3%A5nekratere | Månekratere | Dette er en liste over månekratere. Den altovervejende del af kraterne på Månen er nedslagskratere. Nomenklaturen for månekraterne er reguleret af den Internationale Astronomiske Union, IAU, og listen indeholder kun kratere, som er officielt anerkendt af denne organisation.
Kratere
Månekraterne er listet i de følgende underlister. Hvor et krater har status som et satellitkrater til et andet krater, findes den detaljerede beskrivelse af det i artiklen om hovedkrateret.
Se også
Liste over bjerge på Månen
Liste over dale på Månen
Liste over have på Månen
Månekrater.
Selenografi
Kilder
Specifikke kilder er anført på artiklen om det enkelte krater. Desuden er anvendt følgende kilder:
Eksterne henvisninger
Deskriptive data og geologiske kort over detaljer på måneoverfladen ifølge IAU, vist på hjemmesiden fra USAs geologiske institut :
NASAs side om månekratere:
Wikiprojekt til samling af informationer om Månens overflade (The-Moon Wiki) på http://the-moon.wikispaces.com/ .
Program og integreret database på:
Bibliografi |
395863 | https://da.wikipedia.org/wiki/Helene%20Marie%20Blixt | Helene Marie Blixt | Helene Marie Blixt (kaldet Marie Mille) er en dansk erotisk danser og tidligere pornomodel. Hun har danset striptease på natklubben Maxim Bar i Aalborg og deltaget i et par amatør-pornofilm, inden hun i 2006 fik et professionelt filmtilbud i Sverige. Siden har hun lavet blandt andet Danish Deluxe Farlige Fantasier. Da hun stoppede med at strippe og lave porno startede hun en karriere inden for andet sexarbejde.
I 2010 optrådte hun i en birolle i den danske film "Klovn - The Movie".
I 2014 udgav hun et debatindlæg i Politiken, hvor hun kritiserede forholdene i den danske prostitutionsbranche.
I 2018 startede hun på sygeplejerskeuddannelsen og fik pludselig øje på, hvor svært danskerne i sundhedssektoren har ved at italesætte seksuelle problematikker. Hun udgav derfor en populær podcast i 2021, hvor hun i fortæller hele sin biografiske baggrund, med strip, porno, prostitution og misbrug.
I 2022 arbejder hun på en podcast, hvor hun netop forsøger at tale om seksuelle deficits og udfylde generelle mangler i seksualundervisningen til både unge og personer med enten funktionsnedsættelse eller andre barrierer.
Privat
Helene Marie Blixt er niece til Liselott Blixt, som er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti. Hun var elev på Maribo Gymnasium indtil 2006.
I 2012 blev hun gift med en kvinde, flyttede til Nordjylland og stiftede familie.
Filmografi
Danish Deluxe – Farlige fantasier
Babes of Denmark vol. 1
Don LP – Adventures in porn
Sofies farlige Fantasier
Danish Pornstars
Girls like girls
Klovn - The Movie
Noter
Eksterne henvisninger
Pornoskuespillere fra Danmark
Pornomodeller fra Danmark |
758567 | https://no.wikipedia.org/wiki/Bag%20of%20Nails | Bag of Nails | Bag of Nails er et musikkalbum med Bjørn Berge fra 2000.
Sporliste
«Asshole»
«Hell of a Party»
«Buy You Things»
«Hey Hey What Can I Do»
«The Other Day»
«Whipping Boy»
«King of Speed»
«Tell Me»
«Ain't That Bad»
«Bring it on Home»
«Just Allright»
Musikere
Bjørn Berge – gitar, sang
Tore Jamne – trommer
Kjetil Ulland – bass
Eksterne lenker
Bjørn Berge-album
Musikkalbum fra 2000 |
1003323 | https://no.wikipedia.org/wiki/Veet%20p%C3%A5%20Ranheim | Veet på Ranheim | Veet på Ranheim betegner rester og spor etter et førkristent kultanlegg som ble avdekket under arkeologiske utgravninger i 2010 på et jorde på Ranheim i Trondheim som skulle bebygges med boligblokker. Det kom for dagen en oppbygd innretning av stein som ble tolket som en horg, spor og rester i grunnen etter loddrette stolper som har hørt til en liten bygning som ble tolket som et hov som var blitt fjernet den gangen bruken av kultanlegget opphørte, og dessuten lave steingjerder som ble antatt å kunne ha markert en veg som hadde blitt benyttet til kultiske opptog mellom veet og sjøen. Fordi moldlaget som lå over anlegget var så tykt, og horgen dessuten var dekket av en lag med naturstein i blåleire, ble det antatt at arealet var blitt tildekket og skjult av dem som i sin tid hadde benyttet det, antakeligvis fordi de var blitt tvunget til å forlate distriktet.
Horgen var en flat, tilnærmet sirkulær oppbygning av stein, 15 meter i diameter og knapt meteren høy, med flate heller i to konsentriske sirkler på toppen. Oppå denne innretningen fantes det større og mindre stykker av hvit kvarts og seks små kuler av voks. I sentrum av horgen fantes en trekasse som var 1,3 meter lang, om lag 1 meter bred og 55 cm dyp, fylt med rødbrun sand og skjørbrent stein, såkalt kokestein som var blitt varmet på bål og brukt til å varme opp innholdet i en kjele, og mellom steinene fantes mye brente beinrester, mellom annet av mennesketenner og -kranium, men ellers var det få andre funn. Under den sentrale delen av horgen lå et sort, tynt lag med trekull iblandet fragmenter av brent bein, blant annet en mennesketann, og under der den forhistoriske åkeren med spor etter pløying med ard.
Hovet hadde hatt en rektangulær grunnplan på 5,3 x 4,5 meter med en stolpe i hvert hjørne og to stolper i hver av de fire veggene, i en innbyrdes avstand mellom stolpene på om lag 1,8 meter. Sporene etter stolpene viste at de hadde vært kraftige, og dette tyder på at bygningen har vært høy. Det fantes ikke rester etter ildsted i bygningen. Tett ved bygningen fantes spor etter fire hjørnestolper i et kvadrat på 2,5 x 2,5 meter etter en annen konstruksjon.
De lave steingjerdene har kunnet markere en prosesjonsveg i om lag 15 meters bredde i øst-vestretning. Vegen ville i så fall ha pekt mot hovet, og ha dannet forbindelse mellom kultanlegget og et lavere område som i jernalderen kan ha hatt kontakt med sjøen ved at vannstanden var høyere enn i dag. Den nordre av disse to lave steingjerdene hadde sitt nedre utgangspunkt i en stor, jordfast stein.
Kilder
Artikkel av arkeolog Preben Rønne i tidsskriftet Spor nr. 2/2010, utgitt av NTNU Vitenskapsmuseet, Seksjon for arkeologi og kulturhistorie, side 32 – 35.
Artikkel av arkeolog Preben Rønne i det svenske fagtidsskriftet Adoranten 2011: Horg, Hov and Ve - a cult place in Trøndelag, Norway. Med nærmere dateringer av funnene.
Eksterne lenker
Illustrasjoner og annet stoff om veet, publisert av Strinda historielag.
Artikkel av arkeolog, førsteamanuensis Preben Rønne, om det førkristne kultanlegget på Ranheim i Trondheim
Offersteder i Norge
Ranheim |
25412 | https://is.wikipedia.org/wiki/Knarrar%C3%B3sviti | Knarrarósviti | Knarrarósviti er 26 metra hár viti sem stendur við Knarrarós austan við Stokkseyri. Vitinn stendur á landi Baugsstaða og er svæðið kallað kampur. Vitinn er nefndur eftir ós sem er fyrir framan hann sem kallaður er Knarrarós. Hann var byggður árið 1939. Höfundur er Axel Sveinsson, verkfræðingur.
Samgöngur á Íslandi
Vitar á Íslandi
Sveitarfélagið Árborg |
63225 | https://da.wikipedia.org/wiki/Niels%20Hemmingsen | Niels Hemmingsen | Niels Hemmingsen var dansk teolog (født maj/juni 1513, død 23. maj 1600).
Han var født i Errindlev på Lolland i en bondefamilie, gik i latinskole i bl.a. Nysted, Nykøbing F. og Roskilde og studerede fra 1537 til 1542 ved universitetet i Wittenberg, hvor især Philipp Melanchthons humanistisk betonede teologi gjorde et stærkt indtryk på ham. I 1543 blev han professor i græsk ved Københavns Universitet og i 1553 professor i teologi. Han fik stor indflydelse som underviser og var samtidig rådgiver for kongen og rigsrådet.
Også internationalt gjorde han sig gældende i den protestantiske del af Europa, og hans teologiske skrifter fik stor udbredelse og blev oversat til flere europæiske sprog. Niels Hemmingsen må anses for at være den danske teolog, der har opnået den største berømmelse uden for landets grænser. Han var også flere gange rektor for universitetet og stod i venskabsforhold til mange af tidens betydende personer, både af de mægtige og de lærde.
Men i 1572 kom han i vanskeligheder, idet han tilsluttede sig reformatoren Calvins nadverlære, og han kom dermed i modstrid med den lutherske opfattelse. I 1576 følte han sig tvunget til at tilbagekalde sine synspunkter, og det skal også siges, at han hele tiden indædt havde bekæmpet den calvinistiske lære om dobbelt prædestination. Mistænkeliggørelsen ophørte dog ikke, og i 1579 blev han af Frederik 2. afsat fra universitetsembedet og forsat til et kannikeembede i Roskilde, hvor han levede som en højt anset person til sin død.
Litteratur
Martin Schwarz Lausten, Niels Hemmingsen - Storhed og fald, Anis, 2013. .
Eksterne henvisninger
Danskere i 1500-tallet
Skandinaver fra middelalderen
Personer i reformationen
Teologer fra Danmark
Rektorer ved Københavns Universitet
Dæmonologer |
6488714 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Pareja | Pareja | Pareja kan syfta på följande platser:
Spanien
Pareja (kommunhuvudort), Kastilien-La Mancha, Provincia de Guadalajara,
Pareja (kommun), Kastilien-La Mancha, Provincia de Guadalajara,
Robotskapade Spanienförgreningar |
293842 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bundesliga%20%28h%C3%A5ndbold%29 | Bundesliga (håndbold) | Bundesligaen er øverste række i tysk håndbold hos begge køn. Der spilles en dobbeltturnering således at man møder hver modstander én gang ude og én gang hjemme. Herrernes bundesliga har 18 hold og kvindernes har 12. Dette giver så 34 kampe pr. sæson hos herrerne og 22 til kvinderne. Kvinderne skal dog lige igennem et slutspil, for at afgøre mesterskabet (ligesom i Danmark), mens herrerne spiller en "ligeudturnering", ligesom man gør i fodbold. Altså en turnering, hvor mesterskabet er afgjort efter det, der i en turnering med slutspil kaldes for grundspillet.
Når alle 34 kampe hos herrerne er spillet, rykker nr. 17 og 18 ned i 2. bundesligaen (nord eller syd), mens nr. 16 skal spille to playoffkampe mod vinderen af et dobbeltopgør mellem 2'erne i 2. bundesliga nord og 2. bundesliga syd.
Kvindernes turnering hedder Handball-Bundesliga Frauen.
Oversigt over tyske mestre i herrehåndbold
Herunder ses de seneste sæsoners tyske mestre i herrehåndbold.
Mestre i damehåndbold efter år
Noter
Eksterne henvisninger
Herreligaens hjemmeside
Kvindeligaens hjemmeside
Håndboldligaer
Håndbold i Tyskland |
8637740 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Kruh%20Tj%D0%B5rk%D0%B0sy | Kruh Tjеrkаsy | Kruh Tjеrкаsy (ukrainska: Круг) är en volleybollklubb (damer) från Tjerkasy, Ukraina. Klubben grundades 1991. Den har blivit ukrainsk mästare sex gånger (1998, 2000, 2005, 2006, 2007 och 2008) och vunnit ukrainska cupen åtta gånger (1997, 1998, 1999, 2000, 2005, 2006, 2007 och 2008).
Referenser
Volleybollklubbar i Ukraina
Sportklubbar bildade 1991
Tjerkasy |
326787 | https://da.wikipedia.org/wiki/Periodiske%20system | Periodiske system | Det periodiske system er en tabelarrangering af grundstofferne, ordnet efter deres atomnumre (antal protoner), elektronkonfigurationer og gennemgående kemiske egenskaber. Denne ordning viser periodiske tendenser, såsom grundstoffer med lignende opførsel i samme søjle. Det viser også fire rektangulære blokke med omtrentligt ens kemiske egenskaber. Generelt gælder det indenfor enhver række, at metallerne er i venstre side og ikkemetallerne er i højre side.
Rækkerne i systemet kaldes perioder; søjlerne kaldes grupper. Seks grupper har navne såvel som numre: for eksempel kaldes gruppe 17-grundstoffer for halogener og gruppe 18-grundstoffer for ædelgasser. Det periodiske system kan bruges til at udlede forholdene mellem grundstoffernes egenskaber og forudsige egenskaberne for nye grundstoffer, der endnu ikke er blevet opdaget eller syntetiseret. Det periodiske system er et nyttigt framework til analyse af kemisk opførsel og bruges bredt indenfor kemi og andre videnskaber.
Dmitrij Mendelejev udgav i 1869 det første anerkendte periodiske system. Han udviklede sit system for at illustrere de periodiske tendenser i egenskaberne blandt de dengang kendte grundstoffer. Mendelejev forudsagde også nogle egenskaber for dengang ukendte grundstoffer, som han forventede ville udfylde nogle huller i hans system. De fleste af hans forudsigelser blev bevist at være korrekte, da de pågældende grundstoffer efterfølgende blev opdaget. Mendelejevs periodiske system er sidenhen blevet udvidet og forfinet i takt med opdagelsen eller syntetiseringen af flere nye grundstoffer og udviklingen af nye teoretiske modeller til at forklare kemisk opførsel.
Alle grundstofferne fra atomnummer 1 (hydrogen) til 118 (oganesson) er blevet opdaget eller syntetiseret. De seneste tilføjelser (grundstof 113, 115, 117 og 118) blev bekræftet af IUPAC 30. december 2015. De første 94 grundstoffer eksisterer naturligt, selvom nogle kun findes i spormængder og blev syntetiseret i laboratorier, før de blev fundet i naturen. Grundstofferne med atomnumrene 95 til 118 er kun blevet syntetiseret i laboratorier, kernereaktorer eller ved kernevåbensprængninger. Flere syntetiske radionuklider af naturligt forekommende grundstoffer er også blevet produceret i laboratorier. Der forsøges aktivt at syntetisere grundstoffer med højere atomnumre.
Oversigt
Hvert grundstof har et unikt atomnummer (Z), der repræsenterer antallet af protoner i dets kerne. De fleste grundstoffer har forskellige antal neutroner blandt de forskellige atomer. Disse varianter kaldes isotoper. For eksempel har carbon tre naturligt forekommende isotoper: alle dets atomer har seks protoner, og de fleste har også seks neutroner, men omkring 1% har syv neutroner, og en meget lille andel har otte neutroner. Isotoper separeres aldrig i det periodiske system; de grupperes altid sammen under et enkelt grundstof. Grundstoffer uden stabile isotoper har deres mindst ustabile isotopers atommasser vist i parentes.
I standardudgaven af det periodiske system opføres grundstofferne efter stigende atomnummer (antallet af protoner i et atoms kerne). En ny række (kaldet en periode) påbegyndes når en ny elektronskal får sin første elektron. Søjler (grupper) afgøres af atomets elektronkonfiguration; grundstoffer med det samme antal elektroner i en bestemt underskal placeres i den samme gruppe (oxygen og selenium er eksempelvis i samme gruppe fordi de begge har fire elektroner i den yderste p-underskal). Grundstoffer med lignende kemiske egenskaber placeres generelt i den samme gruppe i det periodiske system, selvom grundstofferne i f-blokken, og til en vis grad i d-blokken, ofte også deler egenskaber med andre grundstoffer i samme periode. Det er derfor relativt let at forudsige et grundstofs kemiske egenskaber hvis man kender egenskaberne for de grundstoffer, der omgiver det.
Pr. 2016 har det periodiske system 118 bekræftede grundstoffer, fra grundstof 1 (hydrogen) til 118 (ununoctium). Grundstofferne 113, 115, 117 og 118 blev officielt bekræftet af International Union of Pure and Applied Chemistry (IUPAC) i december 2015. Deres foreslåede navne, hhv. nihonium (Nh), moscovium (Mc), tennessine (Ts) og oganesson (Og), blev bekendtgjort af IUPAC i juni 2016. Disse navne vil ikke blive formelt godkendt før efter den fem-måneder-lange periode for offentlige kommentarer slutter i november 2016. Indtil da identificeres de formel ved deres atomnummer (f.eks. "grundstof 113"), eller ved deres midlertidige systematiske navne ("ununtrium", symbol "Uut").
De første 94 grundstoffer forekommer naturligt; de resterende 24, americium til oganesson (95–118), er menneskeskabte. Af de 94 naturligt forekommende grundstoffer er 84 primordiale og 10 forekommer kun i primordiale grundstoffers henfaldskæder.
Grupperingsmetoder
Grupper
En gruppe eller familie er en lodret søjle i det periodiske system. Grupper har normalt mere signifikante periodiske tendenser end perioder og blokke. Moderne kvantemekaniske teorier om atomstruktur forklarer gruppetendenser ved at foreslå, at grundstoffer indenfor samme gruppe generelt har de samme elektronkonfigurationer i deres valensskal. Som konsekvens heraf har grundstofferne i samme gruppe en tendens til at have en del kemi til fælles, og udviser klare tendenser i egenskaber med stigende atomnummer. I nogle dele af det periodiske system, såsom d-blokken og f-blokken, kan de vandrette ligheder dog være lige så vigtige, hvis ikke vigtigere, end de lodrette ligheder.
Som følge af en international navngivningskonvention er grupperne nummereret fra 1 til 18, fra den yderste venstre søjle (alkalimetallerne) til den yderste højre søjle (ædelgasserne). De var tidligere nummereret i romertal. I USA blev romertallene fulgt af enten et "A", hvis gruppen var i s-blokken eller p-blokken, eller et "B" hvis gruppen var i d-blokken. Romertallene svarede til det sidste tal i den moderne navngivningskonvention (dvs. gruppe 4 var gruppe IVB, og gruppe 14 var gruppe IVA). I Europa var bogstaverne lignende, bortset fra at "A" blev brugt hvis gruppen var før gruppe 10, og "B" blev brugt for grupper fra og med gruppe 10. Herudover blev gruppe 8, 9 og 10 oprindeligt set som en enkelt, tredobbelt gruppe, der på begge notationsformer var kendt som gruppe VIII. I 1988 blev det nye IUPAC-navngivningssystem taget i anvendelse, og de gamle gruppenavne blev betragtet som forældede.
Nogle af disse grupper har fået trivialnavne, selvom nogle af disse sjældent anvendes. Gruppe 3–10 har ingen trivialnavne, og omtales kun ved deres gruppenummer eller ved navnet på det første grundstof i gruppen (såsom "scandiumgruppen" for gruppe 3), da de udviser færre ligheder og/eller lodrette tendenser.
Grundstoffer i den samme gruppe har en tendens til at udvise mønstre i atomradius, ioniseringsenergi og elektronegativitet. Grundstoffernes atomradius øges fra toppen af gruppen og til bunden. Da der er flere fyldte energiniveauer, findes valenselektroner længere fra kernen. Fra toppen og ned har hvert på hinanden følgende grundstof en lavere ioniseringsenergi, da det er lettere at fjerne en elektron idet atomerne er mindre stramt bundet. På samme måde har en gruppe fra toppen og ned en aftagende elektronegativitet på grund af en øget afstand mellem valenselektroner og kernen. Der er dog undtagelser fra disse tendenser - et eksempel på dette er i gruppe 11, hvor elektronegativitet øges jo længere ned i gruppen man kommer.
Perioder
En periode er en vandret række i det periodiske system. Selvom grupper generelt har større periodiske tendenser, er der regioner hvor vandrette tendenser er mere udtalte end de lodrette gruppetendenser, såsom f-blokken, hvor lanthanider og actinider danner to betydelige grundstof-rækker.
Grundstoffer i den samme periode viser tendenser i atomradius, ioniseringsenergi, elektronaffinitet og elektronegativitet. Fra venstre mod højre daler atomradius normalt henover en periode. Dette sker fordi hvert følgende grundstof har en tilføjet proton og elektron, hvilket får elektronerne til at blive trukket tættere til kernen. Denne formindskelse af atomradiussen får også ioniseringsenergien til at stige, når man bevæger sig fra venstre mod højre i en periode. Jo strammere bundet et grundstof er, desto mere energi kræves for at fjerne en elektron. Elektronegativitet stiger på samme måde som ioniseringsenergi, på grund af det træk, der udøves på elektronerne af kernen. Elektronaffinitet viser også en lille tendens henover en periode. Metaller (den venstre side af en periode) har generelt en lavere elektronaffinitet end ikkemetaller (den højre side af en periode), med undtagelse af ædelgasserne.
Blokke
Specifikke regioner af det periodiske system kan omtales som blokke efter den sekvens hvori grundstoffernes elektronskaller fyldes. Hver blok er navngivet efter den underskal hvori den "sidste" elektron teoretisk befinder sig. s-blokken består af de to første grupper (alkalimetaller og jordalkalimetaller) plus hydrogen og helium. p-blokken består af de sidste seks grupper, som er gruppe 13 til 18 i IUPAC-gruppenummereringen og indeholder, blandt andre grundstoffer, alle halvmetallerne. d-blokken består af gruppe 3 til 12 og indeholder alle overgangsmetallerne. f-blokken, der ofte vises under resten af det periodiske system, har ingen gruppenumre, og består af lanthanider og actinider.
Metaller, halvmetaller og ikkemetaller
Grundstofferne kan klassificeres i de tre store kategorier metaller, halvmetaller og ikkemetaller i henhold til deres delte fysiske og kemiske egenskaber. Metaller er generelt skinnende, stærkt ledende faste stoffer, der danner legeringer med hinanden og saltlignende ioniske forbindelser med ikkemetaller (bortset fra ædelgasserne). Størstedelen af ikkemetaller er farvede eller farveløse isolerende gasser; ikkemetaller, der danner forbindelser med andre ikkemetaller gør det ved kovalente bindinger. Mellem metaller og ikkemetaller står halvmetaller, som har mellemliggende eller blandede egenskaber.
Metaller og ikkemetaller kan yderligere klassificeres i underkategorier, der viser en gradering fra metalliske til ikkemetalliske egenskaber, når man går fra venstre mod højre i rækkerne. Metallerne underopdeles i de stærkt reaktive alkalimetaller, de mindre reaktive jordalkalimetaller, lanthanider (også kaldet "jordmetaller") og actinider, de arketypiske overgangsmetaller og til slut de fysisk og kemisk svage post-overgangsmetaller (også blot kaldet "andre metaller"). Ikkemetallerne er blot opdelt i de polyatomiske ikkemetaller, der viser nogle gryende metalliske egenskaber idet de grænser op til halvmetallerne; de diatomiske ikkemetaller, der hovedsageligt er ikkemetalliske; og de monatomiske ædelgasser, som er ikkemetalliske og næsten fuldstændig inaktive. Somme tider anvendes også specialiserede grupperinger, såsom varmebestandige metaller (også kaldet "refraktære" eller "ildfaste" metaller) og ædelmetaller.
Placeringen af grundstofferne i kategorier og underkategorier baseret på delte egenskaber er ikke en perfekt videnskab. Der findes et spektrum af egenskaber indenfor hver kategori, og det er ikke svært at se overlappende grænser. For eksempel klassificeres beryllium som et jordalkalimetal på trods af at dets amfotere kemi og tendens til hovedsageligt at danne kovalente bindinger begge er egenskaber, der normalt forbindes med kemisk svage eller post-overgangsmetaller. Radon klassificeres som et ikkemetal og en ædelgas, på trods af at det har en del kationisk kemi, som er mere karakteristisk for et metal.
Periodiske tendenser
Elektronkonfiguration
Elektronkonfigurationen, eller organiseringen af elektroner i kredsløb omkring neutrale atomer, viser et tilbagevendende mønster eller periodicitet. Elektronerne fylder en række elektronskaller (nummereret skal 1, skal 2 og så videre). Hver skal består af en eller flere underskaller (navngivet s, p, d, f og g). Efterhånden som atomnummeret stiger fylder elektroner progressivt mere eller mindre i disse skaller og underskaller, ifølge Madelung-reglen eller energiopstillingsreglen. Neons elektronkonfiguration er for eksempel 1s2 2s2 2p6. Neon har et atomnummer på ti, og har dermed to elektroner i den første skal og otte elektroner i den anden skal — to i s-underskallen og seks i p-underskallen. I det periodiske system svarer påbegyndelsen af en ny periode til den første gang en elektron placeres i en ny skal. Disse positioner besættes af hydrogen og alkalimetallerne.
Da et grundstofs egenskaber hovedsageligt afgøres af dets elektronkonfiguration udviser grundstoffernes egenskaber ligeledes tilbagevendende mønstre eller periodisk opførsel. Denne "periodicitet" (hyppighed) blandt egenskaberne blev bemærket af Johann Wolfgang Döbereiner i 1800-tallet, længe før Niels Bohr udviklede den underliggende teori, og førte til etableringen af den periodiske lov.
Atomradiusser
Atomradiusser varierer på forudsigelig og forklarlig måde henover det periodiske system. For eksempel mindskes radius generelt henover hver periode i systemet, fra alkalimetallerne til ædelgasserne; og stiger efterhånden som man bevæger sig nedad i hver gruppe. Radius stiger skarpt mellem ædelgassen i slutningen af hver periode og alkalimetallet i begyndelsen af den næste periode. Disse tendenser i atomradius (og diverse andre kemiske og fysiske egenskaber ved grundstofferne) kan forklares ved elektronskalsteorien om atomerne; de var vigtige beviser for udviklingen af bekræftelsen af kvanteteori.
Elektronerne i 4f-underskallen, som fyldes progressivt fra cerium (grundstof 58) til ytterbium (grundstof 70), er ikke synderligt effektive til at skærme den voksende atomladning fra de yderliggende underskaller. Grundstofferne, der følger øjeblikkeligt efter lanthaniderne har atomradiusser, der er mindre end forventet og som er næsten identiske med atomradius på de grundstoffer, der ligger umiddelbart over dem. Således har hafnium næsten den samme atomradius (og kemi) som zirconium og tantalum har en atomradius, der minder om niobiums, etc. Dette kendes som lanthanidkontraktionen. Lanthanidkontraktionens effekt kan ses helt op til platin (grundstof 78), hvorefter den maskeres af en relativistisk effekt, der kendes som de inaktive elektronpars effekt. d-blok-kontraktionen, som er en lignende effekt mellem d-blokken og p-blokken, er mindre udtalt end lanthanidkontraktionen, men skyldes lignende omstændigheder.
Ioniseringsenergi
Den første ioniseringsenergi er den energi, der kræves for at fjerne en elektron fra et atom, den anden ioniseringsenergi er den energi der kræves for at fjerne et andet elektron fra atomet, og så videre. For ethvert givent atom stiger de ioniseringsenergierne i takt med graden af ionisering. I magnesiums tilfælde er den første ioniseringsenergi for eksempel 738 kJ/mol og den anden er 1450 kJ/mol. Elektroner i de tættere kredsløb oplever større elektrostatisk tiltrækningskraft; derfor kræver deres fjernelse i stigende grad mere energi. Ioniseringsenergi bliver større jo længere op mod øverste højre hjørne af det periodiske system man befinder sig.
Store spring i de successive molære ioniseringsenergier sker når man fjerner en elektron fra en ædelgas' komplette elektronskalskonfiguration. I magnesiums tilfælde svarer de to første molære ioniseringsenergier, nævnt ovenfor, til at fjerne de to 3s-elektroner, og den tredje ioniseringsenergi er en langt større 7730 kJ/mol, for fjernelsen af en 2p-elektron fra Mg2+'s meget stabile, neon-lignende konfiguration. Lignende spring sker i ioniseringsenergierne hos andre atomer på tredje-række.
Elektronegativitet
Elektronegativitet er et atoms tendens til at tiltrække elektroner. Et atoms elektronegativitet påvirkes både af dets atomnummer og afstanden mellem valenselektronerne og kernen. Jo højere elektronegativitet et grundstof har, desto mere tiltrækker det elektroner. Det blev for første gang foreslået af Linus Pauling i 1932. Generelt øges elektronegativitet når man går fra venstre mod højre i en periode, og daler jo længere ned man kommer i en gruppe. Af den grund er fluor det mest elektronegative af alle grundstofferne, mens cæsium er det mindst elektronegative, i det mindste blandt de grundstoffer som der findes omfattende data om.
Der findes dog nogle undtagelser fra denne generelle regel. Gallium og germanium har højere elektronegativitet end henholdsvis aluminium og silicium på grund af d-blok-kontraktionen. Grundstoffer i den fjerde periode umiddelbart efter den første række af overgangsmetallerne har usædvanligt små atomradiusser idet 3d-elektronerne ikke effektivt skærmer den øgede kerneladning, og mindre atomstørrelse korrelerer med højere elektronegativitet. Blys usædvanligt høje elektronegativitet, især når det sammenlignes med thallium og bismuth, lader til at være et resultat af dataselektion (og datatilgængelighed) — andre udregningsmetoder end Pauling-metoden viser de normale periodiske tendenser for disse grundstoffer.
Elektronaffinitet
Et atoms elektronaffinitet er den mængde energi, der frigives når et elektron tilføjes til et neutralt atom for at danne en negativ ion. Selvom elektronaffinitet varierer voldsomt kan der dog ses nogle mønstre. Generelt set har ikkemetallerne flere positive elektronaffinitetsværdier end metallerne. Klor er det grundstof der stærkest tiltrækker en ekstra elektron. Ædelgassernes elektronaffiniteter er ikke blevet målt afgørende, så de kan muligvis have let negative værdier.
Elektronaffinitet stiger generelt henover en periode. Dette skyldes påfyldningen af atomets valensskal; et gruppe 17-atom frigiver mere energi end et gruppe 1-atom ved modtagelsen af et elektron, fordi det opnår en fyldt valensskal og derfor er mere stabilt.
Man kunne forvente en dalende elektronaffinitet efterhånden som man gik ned ad en gruppe, idet det nytilkomne elektron ville komme ind i et kredsløb, der ligger længere væk fra kernen, derfor ville være mindre tiltrukket af kernen og ville frigive mindre energi når det blev tilføjet. Imidlertid viser det sig, når man kører nedover en gruppe, at omkring en tredjedel af grundstommerne er anormale, og tungere grundstoffer har højere elektronaffiniteter end deres lettere kongener. Dette skyldes overordnet d- og f-elektronernes ringe skærmning. Et fælles fald i elektronaffinitet ses kun i gruppe 1-atomer.
Metallisk karakter
Jo lavere ioniseringsenergi, elektronegativitet og elektronaffinitet, desto mere metallisk er et grundstof. Vice versa betyder en ikkemetallisk karakter en stigning i disse værdier. På grund af disse tre egenskabers periodiske tendenser, har metallisk karakter en tendens til at dale idet man bevæger sig henover en periode, og at stige idet man bevæger sig nedover en gruppe - dog med nogle uregelmæssigheder, der hovedsageligt skyldes dårlig skærmning af kernen fra d- og f-elektroner, samt relativistiske effekter. Således befinder de mest metalliske grundstoffer (såsom cæsium og francium) sig nederst til venstre i det traditionelle periodiske system, mens de mest ikkemetalliske grundstoffer (oxygen, fluor, klor) befinder sig øverst til højre. Kombinationen af vandrette og lodrette tendenser i metallisk karakter forklarer den trappeformede opdeling mellem metaller og ikkemetaller, der findes på nogle udgaver af det periodiske system, samt den praksis at man somme tider kategoriserer flere grundstoffer langs den linje, samt grundstofferne ved siden af disse, som halvmetaller.
Historie
Første forsøg på systematisering
I 1789 udgav Antoine Lavoisier en liste over 33 kemiske grundstoffer, som han grupperede i gasser, metaller, ikkemetaller og de sjældne jordarters metaller. Kemikere brugte det følgende århundrede på at søge efter en mere præcis klassifikationsordning. I 1829 bemærkede Johann Wolfgang Döbereiner at mange af grundstofferne kunne grupperes i triader baseret på deres kemiske egenskaber. Lithium, natrium og kalium blev for eksempel grupperet sammen i en triade som bløde, reaktive metaller. Döbereiner bemærkede også at, når de blev arrangeret efter atomvægt, svarede det andet grundstof i hver triade omtrent til gennemsnittet af det første og tredje; dette blev kendt som triadeloven. Den tyske kemiker Leopold Gmelin arbejdede videre med dette system, og i 1843 havde han identificeret ti triader, tre grupper af fire, samt en gruppe af fem. Jean-Baptiste Dumas udgav i 1857 værker, der beskrev forholdet mellem forskellige grupper af metaller. Selvom forskellige kemikere var i stand til at identificere forholdene mellem små grupper af grundstoffer, manglede der stadig en ordning, der kunne omfatte dem alle.
I 1857 bemærkede den tyske kemiker August Kekulé at carbon ofte har fire andre atomer bundet til det. Methan har for eksempel et carbonatom og fire hydrogenatomer. Dette koncept blev senere kendt som valens; forskellige grundstoffer binder med forskelligt antal atomer.
I 1862 udgav Alexandre-Emile Béguyer de Chancourtois, en fransk geolog, en tidlig form for periodisk system, som han kaldte den telluriske helix eller skrue. Han var den første person til at bemærke grundstoffernes periodicitet. Idet de Chancourtois arrangerede grundstofferne i en spiral på en cylinder efter stigende atomvægt, var han i stand til at vise at grundstoffer med lignende egenskaber fremkom med regelmæssige intervaller. Hans kortlægning inkluderede ikke kun grundstoffer, men også nogle ioner og forbindelser. Det anvendte derudover geologiske snarere end kemiske begreber, og inkluderede ikke et diagram; som resultat heraf blev det i det store ignoreret frem til Dmitrij Mendelejevs værk.
I 1864 udgav Julius Lothar Meyer, en tysk kemiker, et system med 44 grundstoffer arrangeret efter valens. Systemet viste at grundstoffer med lignende egenskaber ofte delte den samme valens. Omtrent samtidig udgav William Odling, en engelsk kemiker, en ordning af 57 grundstoffer, ordnet på basis af deres atomvægt. Han bemærkede, omend med nogle uregelmæssigheder og huller, at der lod til at være en periodicitet af atomvægt blandt grundstofferne, og at dette stemte overens med deres normale grupperinger. Odling antydede idéen om en periodisk lov, men undersølte ikke muligheden nærmere. Han foreslog efterfølgende (i 1870) en valensbaseret klassifikation af grundstofferne.
Den engelske kemiker John Newlands producerede en række afhandlinger fra 1863 til 1866, hvori han bemærkede at når grundstofferne blev opstillet efter stigende atomvægt kunne man se ens fysiske og kemiske egenskaber vende tilbage ved et interval på otte; han sammenlignede denne periodicitet med musikkens oktaver. Denne såkaldte "oktavlov" blev dog latterliggjort af Newlands' samtidige, og Chemical Society nægtede at udgive hans værk. Newlands var dog alligevel i stand til at udarbejde en tabel over grundstofferne, og bruge den til at forudsige eksistensen af manglende grundstoffer, såsom germanium. Chemical Society anerkendte først hans opdagelsers betydning fem år efter de anerkendte Mendelejev.
I 1867 udgav Gustavus Hinrichs, en danskfødt kemiker fra USA, et spiralformet periodsik system baseret på atomare spektre og vægt, samt kemiske ligheder. Hans værk blev betragtet som idiosynkratisk, demonstrativt og unødigt kringlet, hvilket kan have medvirket til samtidens modstand mod det.
Mendelejevs system
Den russiske kemiprofessor Dmitrij Mendelejev og den tyske kemiker Julius Lothar Meyer udgav uafhængigt af hinanden deres periodiske systemer i henholdsvis 1869 og 1870. Mendelejevs system var hans første udgivne udgave, mens Meyers var en udvidet version af Meyers egne system fra 1864. De konstruerede begge deres systemer ved at liste grundstofferne i rækker eller søjler efter atomvægt, og startede en ny række eller søjle hver gang grundstoffernes elementer begyndte at gå igen.
Mendelejevs system blev bredt anerkendt og accepteret, hvilket særligt skyldtes to beslutninger han traf: For det første efterlod han huller i systemet når det lod til at det tilsvarende grundstof endnu ikke var blevet opdaget. Mendelejev var ikke den første kemiker med den tilgang, men han var den første der blev anerkendt for at bruge tendenserne i sit periodiske system til at forudsige egenskaberne på de manglende grundstoffer, såsom gallium og germanium. For det andet ignorerede han til tider den orden som atomvægten indikerede, og byttede rundt på tilstødende grundstoffer, såsom tellur og jod, for bedre at klassificere dem i kemiske familier. Senere, i 1913, afgjorde Henry Moseley atomladningens eksperimentelle værdier, eller hvert grundstofs atomnummer, og viste at Mendelejevs opstilling faktisk svarede til rækkefølgen ved opstilling efter stigende atomnummer.
Atomnumrenes vigtighed for organiseringen af det periodiske system blev ikke værdsat før protoner og neutroners eksistens (og funktioner) blev bedre forstået mange år senere. Mendelejevs periodiske system brugte atomvægt i stedet for atomnummer til at organisere grundstofferne, da atomvægt omtrentligt kunne fastslås på hans tid. Atomvægt blev i de fleste tilfælde forstået godt nok til at der kunne gives en præsentation, der kunne forudsige de manglende grundstoffers egenskaber mere præcist end nogen anden metode der var kendt på den tid. Udskiftning til atomnumre gav senere en definitiv, heltalsbaseret sekvens for grundstofferne, og Moseley forudsagde (i 1913) at de eneste grundstoffer der stadig manglede mellem aluminium (Z=13) og guld (Z=79) var Z = 43, 61, 72 og 75, som alle senere blev opdaget. Sekvensen af atomnumre anvendes stadig i dag, selv mens nye syntetiske grundstoffer bliver produceret og studeret.
Anden udgave og yderligere udvikling
I 1871 udgav Mendelejev sit periodiske system i en ny udgave, med grupper af lignende grundstoffer arrangeret i søjler snarere end i rækker, og disse søjler nummereret I til VIII svarende til grundstoffets oxideringsstadie. Han gav også detaljerede forudsigelser af egenskaberne for grundstoffer, som han tidligere havde bemærket manglede, men burde eksistere. Disse huller blev senere udfyldt, efterhånden som kemikere opdagede flere naturligt forekommende grundstoffer. Det nævnes ofte at det naturligt forekommende grundstof, der blev opdaget sidst, var francium (af Mendelejev kaldet eka-cæsium) in 1939. Plutonium, der blev produceret syntetisk i 1940, blev dog identificeret i spormængder som et naturligt forekommende primordielt grundstof i 1971.
Det populære periodiske tabellayout, der også kendes som standardudgaven, tilskrives Horace Groves Deming. I 1923 udgav Deming, en amerikansk kemiker, et kort (Mendelejev-stil) og et mellemstort (18-søjlet) periodisk system. Merck & Co. forberedte et uddelingsark af Demings 18-søjlede mellemstore system i 1928, som derefter blev vidt omdelt i amerikanske skoler. I 1930'erne figurerede Demings system i lærebøger og kemiencyklopædier. Det blev også distribueret i mange år efter distribueret af Sargent-Welch Scientific Company.
I takt med udviklingen af moderne kvantemekaniske teorier om elektronkonfigurationer i atomer, blev det tydeligt at hver periode i systemet svarede til opfyldningen af en kvanteskal af elektroner. Større atomer har flere elektron-underskaller, så senere systemer har fået stadig længere perioder.
I 1945 foreslog den amerikanske forsker Glenn Seaborg at actinid-grundstoffer, såsom lanthaniderne, fyldte et f-underniveau. Indtil da havde man ment at actiniderne dannede en fjerde række i d-blokken. Seaborgs kollegaer frarådede ham at udgive en så radikal påstand, da den sandsynligvis ville ødelægge hans karriere. Da Seaborg mente at han på daværende tidspunkt ikke havde nogen egentlig karriere at ødelægge, udgav han alligevel sin påstand. Seaborgs påstand viste sig at være korrekt, og han i 1951 vandt han Nobelprisen i kemi for sit arbejde med at syntetisere actinid-grundstoffer.
Selvom der naturligt forekommer små mængder af nogle transuraner, blev de opdaget i laboratorier først. Produktionen af disse grundstoffer - hvoraf det første, neptunium, blev syntetiseret i 1939 - udvidede det periodiske system betragteligt. Det er svært at påvise og karakterisere transuranerne når de produceres, idet mange af transuranerne er højst ustabile og henfalder meget hurtigt. Der har været kontroverser omkring accept af konkurrerende påstande om opdagelse (og navngivning) for nogle grundstoffer, hvilket har krævet uafhængige eftersyn til at afgøre hvem der kan få prioritet, og dermed navngivningsret.
3. december 2015 blev grundstofferne 113, 115, 117 og 118 formelt anerkendt af IUPAC, hvilket færdiggjorde den syvende række i det periodiske system. 8. juni 2016 bekendtgjorde IUPAC de foreslåede navne for hvert grundstof: Nihonium (Nh) for grundstof 113 på grund af at dets opdagelse blev gjort ved RIKEN i Japan. Det bliver dermed det første grundstof til at blive navngivet efter et sted i Østasien. Grundstof 115 foreslås navngivet moscovium (Mc) efter Det forenede institut for kerneforsknings placering i Moskva, Rusland. Grundstof 117 bliver tennessin (Ts), som henvisning til den amerikanske delstat Tennessee, hvor Oak Ridge National Laboratory ligger. Grundstof 118 foreslås navngivet til oganesson (Og), til ære for den russiske fysiker Yuri Oganessian, som var leder af det holde der syntetiserede det.
Forskellige periodiske systemer
Varianter af gruppe 3
Der findes tre centrale varianter af det periodiske system, som hver især varierer i gruppe 3. Scandium og yttrium vises altid som de to første grundstoffer i denne gruppe; forskellene består i de tilbageværende grundstoffer.
{{nowrap|1=Gruppe 3 er Sc, Y og La, Ac}}. Lanthanum (La) og actinium (Ac) i de to positioner under yttrium. Denne variant er den mest udbredte. Den lægger vægt på lighederne i periodiske tendenser når man går nedover gruppe 1, 2 og 3, på bekostning af diskontinuiteter mellem gruppe 3 og 4 og fragmentering af lanthaniderne og actiniderne.
. Lutetium (Lu) og lawrencium (Lr) i de to positioner under yttrium. Denne variant bevarer en 14-søjler-bred f-blok, mens den fragmenterer lanthaniderne og actiniderne. Den lægger vægt på ligheder i periodiske tendenser mellem gruppe 3 og de følgende grupper på bekostning af diskontinuiteter mellem gruppe 2 og 3.
. De to positioner under yttrium indeholder lanthaniderne og actinider (muligvis angivet ved fodnotemarkører). Denne variant fokuserer lægger vægt på ligheder i kemien for de 15 lanthanid-grundstoffer (La–Lu), på bekostning af flertydighed omkring hvilke grundstoffer, der indtager de to gruppe 3-positioner under yttrium, og tilsyneladende en 15-søjler-bred f-blok (der kan kun være 14 grundstoffer i en række i f-blokken).
De tre varianter stammer fra historiske problemer med at placere lanthaniderne i det periodiske system, og diskussioner om hvor f-blokkens grundstoffer starter og slutter. Det er blevet foreslået at sådanne diskussioner er bevis på at "det er en fejl at opbryde det [periodiske] system i skarpt afgrænsede blokke". Sideløbende er nogle versioner af tomarkørs-systemet blevet kritiseret for at antyde at alle 15 lanthanider placeres på den ene placering under yttrium, hvilket bryder med det grundlæggende princip om "en plads, et grundstof".
Når Lu-og-Lr-systemet sammenlignes med La-og-Ac-varianten er der tilsyneladende færre undtagelser fra den regelmæssig påfyldning af 4f-kredsløbene blandt de efterfølgende grundstoffer i serien.<ref group ="n">
De følgende to tabeller sammenligner det idealiserede antal f-elektroner for grundstoffer i periode 6 og 7 i f-blokken med deres faktiske antal f-elektroner. Der er 20 uregelmæssigheder i den første tabel sammenlignet med 9 i den anden.
TABEL 1: Periodisk system med Sc-Y-La-AcTABEL 2: Periodisk system med Sc-Y-Lu-Lr periodic table'For idealiseret antal f-elektroner i Tabel 1, se: Newell, S. B. (1977). Chemistry: An Introduction. Boston: Little, Brown and Company, p. 196. For Tabel 2, se: Brown et al. (2009). Chemistry: The Central Science (11ed.). Upper Saddle River, New Jersey: Pearson Education, pp. 207, 208–210. I begge tilfælde svarer antallet til en ideel grundtilstandskonfiguration for f-blok-grundstoffer af [Ædelgas](n–2)f xns2 hvor n = periodenummeret og x = et heltal fra 1 til 14. Se: Rouvray D. H. (2015). "The Surprising Periodic Table: Ten Remarkable Facts". In B. Hargittai & I. Hargittai (eds). Culture of Chemistry: The Best Articles on the Human Side of 20th-Century Chemistry from the Archives of the Chemical Intelligencer. New York: Springer Science+Business Media, pp. 183–193 (190).</ref> I modsætning til varianten med de to markører, er der ingen flertydighed i gruppe 3.
Periodiske systemer med forskellige strukturer
Indenfor de første 100 år efter udgivelsen af Mendelejevs system i 1869, er der blevet udgivet omkring 700 forskellige versioner af det periodiske system. Dette inkluderer både mange rektangulære varianter, såvel som periodiske systemer i andre former, for eksempel cirkler, kuber, cylindere, bygninger, spiraler, lemniskat, oktagone prismer, pyramider, kugler eller trekanter. Sådanne alternativer er ofte blevet udviklet for at understrege eller tydeliggøre nogle af grundstoffernes kemiske eller fysiske egenskaber, der ikke er tydeliggjorte i traditionelle periodiske systemer.
Det moderne periodiske system udvides somme tider til sin 32-søjler-lange form ved at genindsætte f-blok-grundstofferne fra fodnoten i deres naturlige position mellem s- og d-blokkene. I modsætning til formen med 18 søjler så resulterer dette arrangement ikke nogle forstørrelser af sekvensen af stigende atomnumre". f-blokkens forhold til det periodiske systems andre blokke bliver også tydeligere. Jensen anbefaler en form med 32 søjler på basis af at lanthaniderne og actiniderne ellers kan komme til at blive betragtet som kedelige, uvigtige grundstoffer, der kan sættes for sig selv og ignoreres. På trods af disse fordele undgås versionen med 32 søjler generelt af mange udgivere på grund af dens aflange rektangulære form, der passer dårligt ind i de fleste bøger.
En populær alternativ struktur kan findes hos Theodor Benfey (1960). Han arrangerede således grundstofferne i en spiral, med hydrogen i midten og overgangsmetallerne, lanthaniderne og actiniderne på deres egne "halvøer".
De fleste periodiske systemer er todimensionelle; der kendes dog tredimensionelle systemer helt tilbage til mindst 1862 (før Mendeleevs todimensionelle system fra 1869). Blandt nyere eksempler er Courtines' periodiske klassifikation (1925), Wringley's Lamina-system (1949),
Giguère's Periodiske helix (1965) og Dufours periodiske træ (1996). Stowes "Fysikerens periodiske system" (1989) går et skridt videre, og er blevet beskrevet som firedimensionelt (med tre spatielle dimensioner og en farvedimension).
De forskellige former for periodiske systemer kan forstås som liggende på et kontinuum mellem kemi og fysik. I den kemiske ende af dette kontinuum ligger eksempelvis Rayner-Canham's "ustyrlige" Inorganic Chemist's Periodic Table (2002), som lægger vægt på tendenser og mønstre, samt usædvanlige kemiske forhold og egenskaber. Nær fysik-enden af kontinuumet ligger Janet's Left-Step Periodic Table (1928). Dette har en struktur, der viser en tættere forbindelse til rækkefølgen af påfyldning på elektronskallerne og, som følge heraf, på kvantemekanik. En ret lignende tilgang er blevet taget af Alper, omend denne er blevet kritiseret af Scerri for at ignorere behovet for at vise kemisk og fysisk periodicitet. Et sted i midten af kontinuumet ligger den velkendte standardudgave af det periodiske system. Denne vurderes at være bedre til at udtrykke empiriske tendenser i fysisk stadie, elektrisk og termisk ledningsevne samt oxidationsnummer, og andre egenskaber kan let udledes gennem traditionelle teknikker i kemiske laboratorier.
Åbne spørgsmål og kontroverser
Grundstoffer med ukendte kemiske egenskaber
Selvom alle grundstofferne frem til ununoctium er blevet opdaget, er det, ud af alle grundstofferne over hassium (grundstof 108), kun copernicium (grundstof 112) og flerovium (grundstof 114), der har kendte kemiske egenskaber. De andre grundstoffer kan opføre sig anderledes end hvad der er forudsagt ved ekstrapolering, på grund af relativistiske effekter; for eksempel blev det forudsagt at flerovium muligvis ville udvise nogle ædelgas-lignende egenskaber, selvom det i øjeblikket er placeret i carbongruppen. Nylige eksperimenter har dog antydet at flerovium kemisk opfører sig som bly, hvilket er hvad der forventes ud fra dets placering i det periodiske system.
Yderligere udvidelser til det periodiske system
Det er uklar hvorvidt nye grundstoffer vil fortsætte det nuværende periodiske system som en ottende periode, eller hvorvidt der vil kræves yderligere tilpasninger af systemet. Seaborg forventede at den ottende periode ville følge det tidligere etablerede mønster præcist, så det ville inkludere en to-grundstof-lang s-blok til grundstof 119 og 120, en ny g-blok til de næste 18 grundstoffer, og 30 yderligere grundstoffer som fortsættelse af de nuværende f-, d- og p-blokke. Efterfølgende har fysikere såsom Pekka Pyykkö teoretiseret at disse yderligere grundstoffer ikke følger Madelung-reglen, som forudsiger hvordan elektronskaller fyldes, og dermed påvirker det nuværende periodiske systems udseende.
Grundstof med det højest mulige atomnummer
Det vides ikke hvad der er det maksimale antal mulige grundstoffer. En meget tidlig formodning blev fremsat af Elliot Adams, der i 1911, baseret på arrangeringen af grundstofferne i hver horisontal periodiske række, vurderede at grundstoffer med atomvægt på mere end 256± (hvilket svarer til et sted mellem grundstof 99 og 100) ikke kunne eksistere. Et højere — og mere nyligt — estimat er at det periodiske system kan slutte kort efter det Magiske tal, som forventes at ligge omkring grundstof 126, da udvidelsen af de periodiske og nuklidemæssige systemer begrænses af protoners og neutroners drip line. Blandt andre forudsigelser af slutningen på det periodiske system er John Emsleys forudsigelse af en afslutning på grundstof 128, Richard Feynmans på grundstof 137, og Albert Khazan, der foreslog en afslutning ved grundstof 155.Karol (2002, p. 63) anfører at tyngdekrafteffekter kan komme til at få betydning når atomnumre bliver astronomisk store, og overvinder dermed andre supermassive kerneustabilitet-fænomener, og at neutronstjerner (med atomnumre der ligger i 1021) kan siges at repræsentere de tungeste kendte grundstoffer i universet. Se: Karol P. J. (2002). "The Mendeleev–Seaborg periodic table: Through Z = 1138 and beyond". Journal of Chemical Education 79 (1): 60–63.
Bohr-modellen
Bohr-modellen udviser problemer for atomer med atomnumre på mere end 137, da ethvert grundstof med et atomnummer på mere end 137 ville kræve 1s-elektroner, der bevægede sig hurtigere end c, lysets hastighed. Den ikke-relativistiske Bohr-model er derfor upræcis når den anvendes på sådanne grundstoffer.
Relativistisk Dirac-ligning
Den relativistiske Dirac-ligning har problemer med grundstoffer med mere end 137 protoner. For sådanne grundstoffer bliver Dirac-grundtilstandens bølgefunktion oscillerende snarere end bundet, og der er intet hul mellem de positive og negative energispektra, som i Klein-paradokset. Mere præcise udregninger tager kernens finitte størrelse med i beregningerne, og indikerer at den bindende energi først overskrider grundstoffernes begrænsning ved mere end 173 protoner. For tungere grundstoffer er det tilfældet at hvis det inderste kredsløb (1s) ikke er fyldt så vil kernens elektriske felt trække en elektron ud af vakuumet, hvilket vil resultere i den spontane emission af en positron; Dette sker dog ikke hvis det inderste kredsløb er fyldt, så grundstof 173 er ikke nødvendigvis afslutningen på det periodiske system.
Hydrogen og heliums placering
Hvis man blot fulgte elektronkonfigurationerne skulle hydrogen (elektronkonfiguration 1s1) og helium (1s2) placeres i gruppe 1 og 2, over lithium ([He]2s1) og beryllium ([He]2s2). Sådan placering bruges dog kun i forbindelse med elektronkonfigurationer: Da ædelgasserne (dengang kaldet "inaktive gasser") blev opdaget tilbage i 1900 blev de kendt som "gruppe 0", hvilket reflekterede at de ikke på daværende tidspunkt så ud til at udvise nogen kemisk reaktivitet, og helium blev placeret i toppen af gruppen, da det delte gruppens ekstreme kemiske inaktivitet. Efter gruppen skiftede sit formelle gruppenummer fortsatte mange forfattere med at sætte helium direkte over neon, i gruppe 18.
Hydrogens kemiske egenskaber ligner ikke alkalimetallerne i gruppe 1 særlig meget, og af den grund placeres grundstoffet somme tider andre steder: et af de mest almindelige alternativer er i gruppe 17; en af faktorerne bag dette er hydrogens strengt univalente, hovedsageligt ikke-metalliske kemi, og at fluor (grundstoffet i toppen af gruppe 17) er strengt univalent og ikke-metallisk. Somme tider kan det vises i to søjler på en gang, for at vise hvordan hydrogen har egenskaber der svarer til både alkalimetaller og halogener. Et andet forslag er at placere hydrogen over carbon i gruppe 14: der passer det ind i tendensen af stigende ioniseringspotentiale og elektronaffinitet, og er ikke synderligt langt fra elektronegativitetstendensen. Slutteligt placeres hydrogen også somme tider helt separat fra alle grupper; dette forklares med hvordan hydrogens generelle egenskaber adskiller sig fra nogen gruppes: i modsætning til hydrogen viser de andre gruppe 1-grundstoffer ekstremt metallisk opførsel; gruppe 17-grundstofferne danner ofte salte (deraf udtrykket "halogen"); alle andre gruppers grundstoffer udviser en del multivalent kemi. Det andet grundstof i periode 1, helium, placeres ligeledes somme tider separat fra alle grupperne. Den egenskab, der adskiller helium fra resten af ædelgasserne (skønt heliums ekstraordinære inaktivitet er ekstremt tæt på neons og argons) er dens lukkede elektronskal, da helium kun har to elektroner i det yderste elektronkredsløb, mens resten af ædelgasserne har otte.
Grupper omfattet som overgangsmetaller
Definitionen på et overgangsmetal, som den gives af IUPAC, er et grundstof, hvis atom har en ufuldendt d-underskal, eller som kan få kationer til at rejse sig med en ufyldt d-underskal. Pr. denne definition er alle grundstofferne i gruppe 3-11 overgangsmetaller. IUPAC-definitionen ekskluderer derfor gruppe 12, bestående af zink, cadmium og kviksølv, fra kategorien af overgangsmetaller.
Nogle kemikere behandler "d-blok-grundstoffer" og "overgangsmetaller" i flæng, og inkluderer dermed gruppe 3–12 blandt overgangsmetallerne. I dette eksempel behandles gruppe 12-grundstofferne som et særligt tilfælde af overgangsmetaller, hvori d-elektronerne ikke er normalt involveret i kemisk binding. Den nylige opdagelse af, at kviksølv kan bruge sine d-elektroner i dannelsen af kviksølv(IV)fluorid (HgF4) har fået nogle kommentatorer til at foreslå at kviksølv bør anses som et overgangsmetal. Andre kommentatorer, såsom Jensen, har indvendt at dannelsen af en forbindelse såsom HgF4 kun kan ske under meget usædvanlige betingelser, og at kviksølv derfor ikke kan betragtes som et overgangsmetal ifølge nogen almindeligt vedtaget fortolkning af betegnelsen.
En tredje gruppe kemikere ekskluderer også gruppe 3-grundstoffer fra definitionen af et overgangsmetal. De gør dette på basis af at gruppe 3-grundstoffer ikke danner ioner med en delvist fyldt d-skal, og derfor ikke udviser nogle af de egenskaber, der er karakteristiske for overgangsmetallers kemi. I dette tilfælde er det derfor kun gruppe 4–11 der betragtes som overgangsmetaller.
Periode 6 og 7 i gruppe 3
Selvom scandium og yttrium altid er de to første grundstoffer i gruppe 3, er der uenighed om de to næste grundstoffer. De er enten lanthanum og actinium; eller lutetium og lawrencium. Der er blevet fremført både fysiske og kemiske begrundelser for sidstnævnte ordninger men der er stadig uenighed. De fleste arbejdende kemikere er ikke klar over at der er uenighed på området. I december 2015 blev der etableret et IUPAC-projekt til at komme med en anbefaling på området.
Lanthanum og actinium afbildes traditionelt som de sidste to gruppe 3-grundstoffer.See, for example: Det er blevet nævnt at dette layout stammer fra 1940'erne, hvor det periodiske systems udformning afhang af grundstoffernes elektronkonfigurationer og idéen om det differentierende elektron. Caesium, barium og lanthanums konfigurationer er [Xe]6s1, [Xe]6s2 og [Xe]5d16s2. Lanthanum har dermed en 5d differentierende elektron, og dette placerer det i gruppe 3, som det første element i d-blokken for periode 6. Der ses dermed et konsekvent sæt elektronkonfigurationer i gruppe 3: scandium [Ar]3d14s2, yttrium [Kr]4d15s2 og lanthanum [Xe]5d16s2. I periode 6 blev ytterbium dog stadig tilskrevet en elektronkonfiguration på [Xe]4f135d16s2 og lutetium [Xe]4f145d16s2, hvilket resulterede i en 4f differentierende elektron for lutetium og etablerede det som det sidste element i f-blokken for periode 6". Matthias beskrev placeringen af lanthanum under yttrium som "en fejl i det periodiske system — desværre hovedsageligt udbredt af det walisiske Sargent-Welch Company [...] og [...] alle kopierede det". Lavelle argumenterede yderligere for bevarelsen af lanthanum under yttrium givet at flere velkendte lærebøger indeholdt periodiske systemer med en sådan opstilling.
I andre systemer er lutetium og lawrencium de tilbageværende grundstoffer i gruppe 3. Tidlige teknikker til at kunne adskille scandium, yttrium og lutetium kemisk var afhængige af det faktum at disse grundstoffer fremkom sammen i den såkaldte "yttriumgruppe" hvorimod La og Ac fremkom sammen i "ceriumgruppen". Af denne grund blev lutetium, snarere end lanthanum, placeret i gruppe 3 af nogle kemikere i 1920'erne og 1930'erne. Senere påviste arbejde med spektroskopi at ytterbiums elektronkonfiguration faktisk var [Xe]4f146s2. Dette betød at ytterbium og lutetium — sidstnævnte med [Xe]4f145d16s2 — begge havde 14 f-elektroner, hvilket resulterede i en d- snarere end en f- differentierende elektron for lutetium og gjorde den til en lige så gyldig kandidat som [Xe]5d16s2 lanthanum til positionen under yttrium i gruppe 3 i det periodiske system. Flere fysikere valgte i 1950'erne og 1960'erne lutetium til pladsen, på grund af en sammenligning af flere fysiske egenskaber med lanthanums. Denne opstilling, hvori lanthanum er det første element i f-blokken, bestrides af nogle forfattere idet lanthanum slet ikke har nogle f-elektroner. Det er dog blevet indvendt at dette ikke er en gyldig bekymring givet nogle af det periodiske systems andre abnormiteter — thorium har for eksempel heller ingen f-elektroner, men er alligevel en del af f-blokken. Hvad angår lawrencium så blev dets elektronkonfiguration bekræftet i 2015 som værende [Rn]5f147s27p1. En sådanne konfiguration repræsenterer en anden abnormitet i det periodiske system, uanset om lawrencium placeres i f-blokken eller d-blokken, da den eneste potentielt anvendelige placering i p-blokken er blevet reserveret til ununtrium med den forudsagte elektronkonfiguration [Rn]5f146d107s27p1.
Optimal form
De mange forskellige former for periodiske systemer har affødt spørgsmålet om hvorvidt der findes en optimal eller definitiv udgave af det periodiske system. Svaret på dette spørgsmål menes at afhænge af hvorvidt den kemiske periodicitet, der ses blandt grundstofferne, har en underliggende sandhed - så at sige "hardcoded" ind i universet, eller om sådanne periodicitet blot er et produkt af subjektiv menneskelig fortolkning, der afhænger af de menneskelige observatørers omstændigheder, overbevisninger og præferencer (et videnskabsteoretisk problem, der kendes bedst fra Thomas Kuhns magnum opus The Structure of Scientific Revolutions''). En objektiv basis for kemisk periodicitet ville bilægge spørgsmålene om hydrogen og heliums placering, samt sammensætningen af gruppe 3. En sådanne underliggende sandhed, såfremt den måtte eksistere, menes ikke at være fundet endnu. I dens fravær kan de mange forskellige former for periodiske systemer forstås som variationer over temaet om kemisk periodicitet, der hver især udforsker og lægger vægt på forskellige aspekter, egenskaber, perspektiver og forhold grundstofferne imellem. Det almindelige eller mellem-lange periodiske systems store udbredelse menes at være resultat af at dette layout havde en god balance hvad angår konstruktion og størrelse, samt dets afbildning af atomorden og periodiske tendenser.
Noter
Referencer
Bibliografi
Eksterne links
Interaktivt periodisk system fra Water Treatment Solutions med historie, kemiske egenskaber, sundhed og miljø
Grundstoffer
Fysik
Kemi |
1028893 | https://da.wikipedia.org/wiki/Konrad%20af%20Querfurt | Konrad af Querfurt | Der findes flere personer med navnet Konrad af Querfurt:
Konrad af Querfurt (ærkebiskop af Magdeburg) (ca. 1100–1142), ærkebiskop af Magdeburg
Konrad af Querfurt (biskop af Würzburg) (ca. 1160–1202), biskop af Hildesheim og biskop af Würzburg |
551021 | https://no.wikipedia.org/wiki/S%C3%B8rsamisk%20syntaks | Sørsamisk syntaks | Sørsamisk syntaks er læra om hvordan sørsamisk setter ordformer sammen til større strukturer. Det er denne delen av sørsamisk grammatikk som skiller seg mest fra det man finner i de andre samiske språka.
Nominalfraser
Som i de fleste uralske språk, er sørsamiske nominalfraser av typen (Determinativ) – (Kvantor) – (Adjektiv) – Substantiv. Som i alle samiske språk har adjektivet en egen attributtform når det står i samme frase som et substantiv (jf. artikkelen om sørsamisk morfologi).
Determinativene kongruerer med substantivet i kasus, til forskjell fra f.eks. nordsamisk, som bare har delvis kongruens. I sørsamisk står altså determinativen i samme kasus som substantivet, mens nordsamiske determinativer bare kongruerer i halvparten av kasusa, og står i genitiv foran de andre.
Til forskjell fra andre uralske språk står sørsamiske substantiv i flertall etter kvantorer. På sørsamisk heter det således gøøkte niejth «to jenter» (der niejth er nominativ flertall. I andre uralske språk står substantivet i entall, og kasus er bestemt av kvantoren. På nordsamisk heter det guokte nieidda (genitiv entall), på finsk kaksi tyttöä (partitiv entall), og i ungarsk kettő lány (nominativ entall).
Pre- og postposisjonsfraser
Sørsamisk har, som alle uralske språk, postposisjoner, og noen av disse postposisjonene kan også være preposisjoner. Postposisjonene tar komplementa sine i genitiv, og de kan sjøl bøyes i kasus. Sammenlign disse setningene, der roehtsen er genitiv av roehtse «rot», og nualan, nuelesne, nueleste er illativ‚ inessiv og elativ-formene av postposisjonen «under»:
Riepie roehtsen nualan goegkerdi / R. roehtsen nuelesne guarjesji / R. roehtsen nueleste goegkerdi
Reven krøyp inn under rota / R. lå under rota / Reven krøyp fram fra under rota
Noen postposisjoner, som sisnie «i», kan bare bøyes i de adverbiale kasusa, mens andre kan bøyes i flere.
Postposisjonsfrasene minner om substantivfraser (som også har ei genitivfrase foran seg, men postposisjonsfrasene kan ikke bli modifisert av adjektiv på den måten substantivfraser kan.
Når de kombinerte pre- og postposisjonene opptrer som preposisjoner, i preposisjonsfraser, tar de komplementa sine i akkusativ eller (i flertall også) nominativ, fordelinga av nomininativ og akkusativ følger de samme reglene som for objektet til verb. Eksempler på preposisjoner er rastah «tvers over», allkesth «langs etter» og lihke «ved sida av». Noen preposisjoner, som bijre, har ulik betydning alt etter om de er pre- eller postposisjoner: Som preposisjon betyr bijre «rundt», som postposisjon betyr det «om» (saemiej bijre «om samene»).
Verbalfraser
Verb og objekt
I sørsamisk står objektet i akkusativ hvis det er entallsobjekt. Hvis det er et flertallsobjekt, står det i akkusativ når det viser til noe kjent og/eller avgrensa, og i nominativ når det viser til noe ukjent og/eller uavgrensa. Ordstillinga i sørsamisk er SOV, dvs. objektet står foran verbet. Hvis det er flere verb (finitt hjelpeverb pluss infinitt hovedverb, er ordstillinga SHOV (subjekt – hjelpeverb – objekt – verb)
Komplekse verbaler
Det sørsamiske verbalsystemet har, som de andre samiske og østersjøfinske språka, et tempussystem som minner om systemet i de nordgermanske språka.
Subjektsløse setninger
Sørsamisk har ikke formelle subjekter av den typen man finner i norsk, verken det regner eller Det kom en mann i går. Tilsvarende setninger er uten subjekt på sørsamisk. Hvis verbet står i første eller andre person, kan subjektet bli utelatt.
Referanser
Litteratur
Bergsland, Knut 1980: Sydsamisk grammatikk. Oslo: Universitetsforlaget
Trosterud, Trond 1996: Die südsamische Wortfolge als eine Kombination der deutschen und marischen Wortfolgen analysiert. Studia Uralica Upsaliensia 26:103-112. Uppsala.
Sørsamisk
Syntaks |
25618 | https://no.wikipedia.org/wiki/Det%20osmanske%20rike | Det osmanske rike | Det osmanske riket eller Det ottomanske riket var et imperium sentrert rundt det østlige Middelhavet fra 1299 til 1923. På høyden av sin makt omkring 1600-tallet omfattet det Anatolia, Midtøsten, deler av Nord-Afrika, store deler av Sørøst-Europa og Kaukasus. De mest perifere delene av riket var styrt av lokale herskere og var bare indirekte under kontroll av sentralregjeringen (suzerenitet). Det hadde sitt hovedsete i dagens Tyrkia og ekspanderte både mot vest, sør og øst under sin 600 år lange historie.
Riket kalles iblant Det ottomanske riket eller Det ottomanske imperiet på grunn av påvirkning fra de engelske og franske benevnelsene, som baseres på rikets grunnlegger Osmans navn på arabisk: ʿUthmān (عُثمَان). Tidligere kunne det også bli kalt Det tyrkiske riket (eller bare Tyrkia).
Det osmanske riket ble etablert av en klan bestående av oghuz-tyrkere, og ble styrt av det osmanske dynastiet, etterkommere av disse tyrkerne. Imperiet ble grunnlagt av Osman I. I 1453 erobret sultan Mehmet II Konstantinopel, det moderne Istanbul, fra Det bysantinske riket og gjorde byen til sin hovedstad. Tyrkerne brukte blant annet den arabiske navneformen Kostantiniye på denne byen. I det 16. og 17. århundre var riket en av verdens mest innflytelsesrike og mektige politiske enheter, som konstant truet europeiske stormakter med sine stadige fremstøt på Balkan og i de sørlige deler av Polen-Litauen. Riket ble også sentrum i den islamske verden etter erobringen av Konstantinopel, og særlig etter at sultanen overtok verdigheten som kalif i 1517. På sitt største kontrollerte riket steder som Aleksander den stores gravsted, Homers Olympos og Nilen.
Oppløsningen av riket var en av følgene av første verdenskrig, da de allierte, sammen med arabiske opprørere, nedkjempet osmanene i Midtøsten. Mot slutten av krigen falt Det osmanske rike sammen, og store stykker av det ble fordelt mellom de allierte maktene. I årene som fulgte, ble mange nye stater opprettet, deriblant republikken Tyrkia. Medlemmene av osmandynastiet ble utvist og nektet adgang til Anatolia, hvor de engang hadde lagt grunnlaget for et mektig verdensrike og en sivilisasjon som satte varig preg på store deler av den gamle verden. I 1999, etter 76 år, skjenket det tyrkiske parlamentet statsborgerskap til de nåværende medlemmene av osmanfamilien. Den siste som fikk statsborgerskap, var det daværende overhodet for familien, Ertuğrul Osman V.
Historie
Historien til Det osmanske rike spenner fra 1299 til 1923.
Opprinnelse
Det osmanske riket utviklet seg fra en vasall-stat (Uç Beyliği) innenfor Seldsjukk-staten i Anatolia mot slutten av 1200-tallet. Denne staten var selv underlagt mongol-riket Ilkhanatet. Uavhengighet ble erklært av Osman I i 1299 (nøyaktig dato er usikker).
Riket grunnlegges (1299–1453)
I rikets vekstfase, var Mehmet II («erobreren») en av statssjefene. Det var i denne perioden at den osmanske eliten (kjernen av tyrkere rundt Osman I) diskuterte hvordan man skulle organisere en ny stat. Det er viktig å legge vekt på det ekspanderende rikets geopolitiske situasjon. Det hadde kontakt med og kunne hente erfaringer fra mange forskjellige kulturer. Ut fra sin kunnskap om tidligere imperier og deres historie, var den osmanske elite av den klare oppfatning at det ikke var sverdet alene som kunne bygge og vedlikeholde store imperier.
Det var viktig å finne sterke og dyktige menn som var villige til å samarbeide for å erobre store deler av Europa, Asia og Afrika. Det var også viktig å organisere og regjere disse erobrede områdene på en tilfredsstillende måte, og etablere en struktur det ville være vanskelig å bryte ned senere. Den osmanske elite gav prioritet til politiske ideer som legitimerte imperiet. Kun med disse ideene var det mulig å skape samhold mellom så mange forskjellige folkeslag, kulturer og religioner, og få alle disse til å dra i samme retning. Ideen og kulturen som ble skapt i disse tidene, var så sterk at det tok 300 år med forfall og katastrofer å bryte ned riket. Under byggingen av dette enorme riket ble det utvilsomt utøvet både urett, vold og ødeleggelse. Men det ville være urettferdig ikke å gi anerkjennelse til den historien som begynte i det 8. århundre, da tyrkerne begynte å utvandre fra et sarasenrike i forfall.
Til tross for at Det osmanske riket oppsto før Osman I, blir han sett på som grunnleggeren av riket. Han var den først høvdingen (Bey på tyrkisk). Han erklærte uavhengighet av Det bysantinske riket og skapte en front mot det, og hans eget rike fikk navn etter ham. Tidligere tyrkiske ledere slet med interne konflikter. Osman I flyttet hovedstaden til Bursa, hvor han preget mynt i sitt navn. Som bevis på hans gode ettermæle var uttrykket «måtte han bli like god som Osman» mye brukt blant tyrkere, og det blir til dels fortsatt brukt i dag. Mehmet II var bare tolv år da han ble sultan, og han ble omtalt som en «lærd kriger». Hans militære ferdigheter ble demonstrert ved slaget om Konstantinopel. Han reorganiserte statens struktur og militærvesen.
Veksten (1453–1683)
Man kan dele inn veksten av Det osmanske riket i to perioder. Den første perioden var preget av erobringer og vekst; fra erobringen av Konstantinopel i 1453 til sultan Süleyman den stores bortgang i 1566. Dette var en periode med store bragder sett med osman-tyrkiske øyne. Etter erobringen av Konstantinopel ekspanderte imperiet nordover. Slaget ved Kosovo Polje var et gjennombrudd for osman-tyrkerne, til tross for at den serbiske ridderen Miloš Obilić klarte å drepe den daværende sultan Murat I. Seieren var grunnlaget for ekspansjonen videre inn i Sentral-Europa. Sultan Selim I (1512–1520) gikk mot øst, slo safavidene i Persia under slaget på Chaldiran, og etablerte en egen marine i Rødehavet. Hans etterfølger Süleyman den store skulle øke imperiets makt og størrelse ytterligere. Etter å ha inntatt Beograd, erobret han Ungarn i 1526, men tapte 16 000 mann i slaget ved Mohács. Det ungarske kongedømmet brøt sammen etter dette, og huset Habsburg overtok de delene av Ungarn som tyrkerne ikke besatte. Süleyman den store fortsatte mot Wien, men inntok ikke byen, og vinteren kom og tvang ham til retrett. Ikke lenge etter ble Transilvania, Valakia og Moldavia fyrstedømmer under Det osmanske rike.
I øst ble Bagdad erobret fra Persia i 1535, stadig under ledelse av sultan Süleyman den store. Dette innebar at osmanere fikk kontroll over store deler av Midtøsten. Det osmanske riket gikk inn i sin gullalder i regjeringstiden til Suleiman den store, også kjent som «Lovgiveren».
De 230 årene med ubrutt vekst ble avsluttet med den første beleiringen av Wien i 1529. Angrepet på Wien var ikke et egentlig erobringsforsøk, men nærmest en reaksjon på Huset Habsburgs innblanding i Ungarn. De osmanske styrkene tapte rundt 25 000 mann, mens motpartens tap kun var minimale. Dette førte også til at noen av imperiets allierte vendte dem ryggen. Paven mante nå til et korstog mot osmanere, etter at han tidligere hadde inntatt en relativt passiv holdning. Nå var Det osmanske riket ikke lenger bare en inntrenger og okkupasjonsmakt, men en varig faktor i europeisk politikk. Det andre slaget om Wien i 1683, da Polens konge Jan III Sobieski brøt osmaneres beleiring, ble et vendepunkt i den 300 år lange kampen mellom de kristne rikene i Sentral-Europa og Det osmanske imperiet. Riket gikk nå inn i en langvarig periode med stagnasjon.
Stagnasjonen (1683–1827)
I denne perioden hadde Det osmanske riket en rekke av sultaner som til tross for gode forutsetningene ikke klarte å nå målene sine i samme grad som Mehmet II, Selim I og Suleiman I. Riket var på sitt største i 1683 med et område på rundt 5 200 000 km². Under denne stagnasjonen ble imperiet svekket av kriger mot Persia, Polen-Litauen,
Det russiske keiserdømmet og Østerrike. Den russiske ekspansjonen sørover ga opphav til serie på ti kriger mellom Det russiske imperiet og Det osmanske imperiet på 1600-tallet, 1700-tallet og 1800-tallet. Det osmanske imperiet viste stor utholdenhet under disse krigene og holdt stand lenge.
Da Kara Mustafa tapte slaget om Wien i 1683 mot Jan III Sobieski fra Polen, begynte tilbaketrekningen fra Europa. Kara Mustafa falt ikke i slaget, men ble beordret henrettet i Beograd desember 1683 som følge av nederlaget. Etter nok et nederlag i den store osmanske krigen i 1699 gav Det osmanske rike for første gang fra seg områder i Karlowitz-traktaten. Disse vesentlig ungarske områdene hadde vært under Det osmanske rikes kontroll i 200 år. Men tyrkerne slo Russland i Pruth-kampanjen i 1712, og Passarowitz-traktaten skapte en kortvarig fred mellom de to imperiene fra 1718 til 1730. Etter dette samlet osmanere seg til en kraftanstrengelse og seiret over Østerrike i 1736. Ved Beograd-traktaten fikk osmanene igjen noen av de europeiske områdene som hadde gått tapt i 1699.
Det osmanske riket konsentrerte seg etterhvert om å beholde det man hadde vunnet fremfor å ekspandere ytterligere. Riket begynte å utvikle byene på Balkan, dets ytterste forpost mot europeisk ekspansjon. Man begynte å forbedre levekårene for folkene i riket. Skattetrykket ble redusert, det ble opprettet konsulater, og handel, håndverk og industri ble oppmuntret. Tiden ble kalt «tulipanæraen» etter et motiv som ble mye anvendt i dekorativ kunst. Det vitenskapelige forspranget som den muslimske verden hadde hatt over Europa, ble innhentet i denne perioden. I stagnasjonsperioden klarte tyrkerne ikke å holde tritt med utviklingen hos de europeiske rivalene Frankrike, Storbritannia, Østerrike og det russiske keiserdømmet.
Kriger ble tapt og områder avstått på Balkan og i Kaukasus til fordel for Østerrike og Russiske Keiserdømme. Områder som Egypt og Algerie fikk reell uavhengighet, selv om de i navnet tilhørte riket. Frankrike og Storbritannia fikk økende innflytelse i Nord-Afrika. Under sultan Selim III ble det gjort forsøk på å modernisere systemet. Men mange av reformene som sultanene forsøkte å gjennomføre for å fornye riket ble motarbeidet av konservative krefter, både de religiøse og det nå korrupte elitekorpset janitsjarene. Janitsjarkorpset ble til slutt tilintetgjort i 1826.
«Europas syke mann» (1828–1908)
Til tross for stagnasjonen hadde Det osmanske riket beholdt sin posisjon som stormakt helt frem til 1800-tallet, men da begynte oppløsningen av det enorme riket (det ble kjent som «Europas syke mann»). Samtidig var perioden preget av omfattende moderniseringsforsøk med reorganisering og forandringer i alle deler av riket. Karikaturen til høyre er fra denne perioden (1885) og viser hvordan riket ble oppfattet. Det er en parodi av en funksjonær i det osmanske utenlandskontoret (anden). Papegøyen, apen, og grisen (briter, italienere og tyskere) som plager ham er voktere og oversettere (europeiske stormakter). Det russiske keiserdømmets representanter er i bakgrunnen som bjørner.
Perioden er kjent som Tanzimat (tyrkisk for reorganisering) og varte fra 1839 til 1876. I denne tiden ble hæren betydelig modernisert. Likeså gjennomgikk banksystemet store reformer. En begynnende industrialisering førte til at håndverkslaugene fikk konkurranse fra moderne fabrikker. Økonomisk hadde imperiet problemer med å betjene lånene det hadde tatt opp i europeiske banker. Militært hadde det problemer med å forsvare seg mot utenlandsk aggresjon og de balkanske minoritetenes ønsker om løsrivelse. Frankrike okkuperte Egypt i 1798 og erobret Algerie i 1830. Montenegro fikk autonomi i 1798, og Serbia i 1804. Hellas frigjorde seg i 1829, etter en langvarig frihetskamp, hjulpet av utenlandske frivillige og trusler om intervensjon fra stormaktenes side. Vasallstatene på Balkan oppnådde å gjøre seg mer autonome.
En betydningsfull forandring var at imperiet sluttet å gå til krig alene og etablerte allianser med europeiske land. Det ble inngått en rekke allianser med land som Frankrike, Nederland, Storbritannia og Det russiske keiserdømmet. Krimkrigen ble utkjempet i allianse med Frankrike, Storbritannia og Kongedømmet Sardinia for å stanse den russiske fremmarsj, som vestmaktene var bekymret for. De allierte slo Russiske Keiserdømmet i september 1856.
Av alle ideer Det osmanske imperium ervervet fra vesten var nasjonalismen en av de mest innflytelsesrike ideologiene. Osmanene måtte ikke bare bekymre seg for nasjonalismen innenfor egne grenser, men også utenfor. Mange nasjonale minoriteter gjorde opprør i løpet av det 19. århundre. Det er blitt sagt at disse opprørene var avgjørende for den politikken som Det osmanske imperiet måtte slå inn på i det 20. århundre, men grunnene til opprørene er omstridte. Det osmanske imperiet hevdet selv at årsakene til de nasjonalistiske opprørene var interne og at de ble støttet av krefter som hadde skjulte mål.
Et opprør i Bosnia-Hercegovina i 1875 spredte seg til Bulgaria og utløste intervensjon fra Østerrike-Ungarn, Serbia, Montenegro og Russiske Keiserdømmet. Keiserdømmet inntok nesten Istanbul, men ble stanset etter press fra vestmaktene. Fredsslutningen i 1878 etter Berlinerkongressen førte til at Østerrike-Ungarn besatte Bosnia-Hercegovina, mens Serbia, Montenegro, Valakia og Moldavia vant full uavhengighet. Bulgaria ble utskilt som autonomt fyrstedømme. Kypros ble overlatt til britene til gjengjeld for britisk støtte i krigen mot det russiske keiserdømmet. Frankrike sikret seg herredømmet i Tunis. Av landevinningene i Europa var bare Albania, Novi Pazar og Trakia tilbake.
Det osmanske riket fikk en kortvarig periode med konstitusjonelt styre mens konfliktene med indre og ytre fiender pågikk. Reformkreftene, kjent som Ung-Osmanene, gjennomførte i 1876 et militærkupp og tvang sultan Abdülaziz til å abdisere til fordel for Murat V. Han var mentalt syk og måtte gå av etter få måneder, og kuppmakerne tilbød Abdülhamit II (1876–1909) tronen mot løfte om å innføre konstitusjonelt monarki, noe han gjorde 23. november 1876. En grunnlov (Kanûn-ı Esâsî) ble utformet og et parlament med representanter for alle folkegrupper i imperiet ble sammenkalt. Men det første konstitusjonelle styret varte bare i to år, til Abdulhamit oppløste parlamentet i 1878.
Oppløsningen (1908–1922)
Mot slutten av 1800-årene ble arven etter ung-osmanene tatt opp av en ny generasjon progressive tyrkere, nå med et sterkere innslag av tyrkisk nasjonalisme. Ungtyrkerne (tyrkisk: Jöntürkler) var en patriotisk organisasjon, offisielt kjent som «Komiteen for enhet og fremskritt» (tyrkisk: İttihat ve Terakki Cemiyeti). Lederne gjorde i opprør mot sultan Abdülhamit II i 1908 og fremtvang gjeninnføringen av konstitusjonelt styre. De hadde regjeringsmakten i Det osmanske rike til slutten av første verdenskrig i november 1918.
Oppløsningen av imperiet hadde pågått lenge da Kreta gikk tapt i 1898, etter at et opprør i den greske befolkningen førte til at stormaktene grep inn og fremtvang opprettelsen av en autonom republikk under formell osmansk overhøyhet, men med en gresk prins som president. I 1908 ble øya annektert av Hellas.
I 1908 ble også Bosnia-Hercegovina formelt annektert av Østerrike-Ungarn, og Bulgaria benyttet anledningen til å erklære seg som et fullt uavhengig kongedømme.
Italias ønske om å skaffe seg et kolonirike gjorde at landet med støtte fra vestmaktene gjorde invasjon i Libya i 1911 og uløste slik den italiensk-tyrkiske krig. Den osmanske hær under general Mustafa Kemal Pasja gjorde sterk motstand, men italienernes overmakt til sjøs førte til at både de osmanske provinsene Tripolitania og Kyrenaika som ble til Libya og øyene Rhodos og Dodekanesene ble avstått til Italia i 1912.
Det var store uroligheter på Balkan før den første Balkankrigen brøt ut i 1912. Den osmanske hærens styrke på Balkan var stor, og tilsynelatende var den moderne. Men det var bare på overflaten, i virkeligheten var den korrupt, dårlig ledet, dårlig trent og lite stridsdyktig. Etter opprør i Albania, og oppmuntret av italienernes militære fremgang, angrep Balkanforbundet (bestående av Serbia, Montenegro, Hellas og Bulgaria) de osmanske styrkene i oktober. Albania erklærte uavhengighet 28. november. Det ble inngått våpenhvile 2. desember. Det osmanske riket måtte avstå nesten alle sine gjenværende besittelser i Europa – Albania, Kosovo, Novi Pazar-regionen, Makedonia og det meste av den historiske regionen Trakia. Bare et brohode ble tilbake, en kyststripe fra Svartehavet til Middelhavet.
Seierherrene ble imidlertid uenige om fordelingen av erobringene, og i den andre Balkankrigen i 1913 gikk Det osmanske rike sammen med de andre Balkan-statene mot Bulgaria og lyktes i år gjenerobre deler av Trakia, omtrent til de nåværende grensene.
Første verdenskrig
I et siste forsøk på å gjenvinne tidligere tapte områder og utfordre britenes herredømme over Suezkanalen inngikk den ungtyrkiske krigsminister Enver Pasja en avtale med Sentralmaktene under første verdenskrig. Dette ledet i utgangspunktet til tre potensielle fronter, hvorav Osmanriket var aktivt på to av dem, men hvor man under krigen primært kom til å forsvare land det allerede holdt fremfor å invadere nye områder eller områder man hadde før 1913. Disse frontene var:
Kampene i Kaukasus mot det russiske keiserdømmet og senere Den demokratiske republikken Armenia.
Kampene i (det øvrige) Midtøsten mot det britiske imperiet og lokale uavhengigshetsopprørere som araberoppstanden.
Balkanfronten (første verdenskrig) – involverte seg i liten grad, med unntak av å forsvare seg ved slaget om Gallipoli som akkurat er grensen for Balkan/Europa.
I begynnelsen av krigen hadde Det osmanske rike noe fremgang. De allierte, som nå også omfattet den nydannede ANZAC-styrken, ble beseiret i Irak og i forsøket på å erobre Gallipoli. Britene ble slått tilbake, og noen av de tapte territoriene ble gjenerobret. I Kaukasus tapte imidlertid osmanene store landområder og over 100 000 soldater. Russiske Keiserdømmet hær rykket frem i Armenia til en linje fra Trabzon, Erzurum til Van. Den russiske revolusjon gav Det osmanske rike en sjanse til å slå tilbake, men den britiske offensiven i Midtøsten ble for mye. Osmanene ble beseiret helt mot slutten av krigen av de allierte under ledelse av general Edmund Allenby, med hjelp av arabiske opprørere og Thomas Edward Lawrence.
Under første verdenskrig innledet det ungtyrkiske styret en massiv forfølgelse av den store og innflytelsesrike armenske minoriteten i riket. Konsentrert armensk bosetning fantes i det historiske Armenia i rikets østlige deler mot Kaukasus, men armenere utgjorde også et stort innslag i bybefolkningen i hele riket, hvor de var kjent som dyktige handelsmenn. De første isolerte massakrene mot armenere i det østlige Anatolia ble opptakten til en statlig organisert utryddelsesaksjon, til dels med bakgrunn i frykten for at armenerne skulle gå sammen med rikets kristne fiender.
I 1915 innførte staten lover rettet mot armenere, og organisasjonen Teşkilat-ı Mahsusa ble opprettet for å gjennomføre deportasjoner over de neste to år. Kanskje så mange som én million armenere ble drept eller omkom under deportasjonene. Antallet døde er imidlertid usikkert og omstridt, og den tyrkiske stat benekter at det fant sted. (Se Folkemordet på armenerne for mer informasjon).
Etter første verdenskrig
Ved våpenhvilen i Moudros 30. oktober 1918 måtte Det osmanske riket trekke seg tilbake fra alle sine besittelser utenfor Anatolia og godta alliert okkupasjon av hovedstaden Istanbul og byen İzmir (Smyrna). Som vilkår for fred måtte osmanene godta en oppdeling av riket ved Sèvres-traktaten av 10. august 1920. Ifølge denne skulle Italia og Hellas få overta store deler av Anatolias kyst, Armenias selvstendighet skulle anerkjennes, og hele Midtøsten skulle deles mellom Storbritannia og Frankrike.
De ydmykende fredsbetingelsene, sammen med okkupasjonen av Istanbul og İzmir, utløste en så sterk reaksjon blant rikets tyrkiske innbyggere at den utløste et opprør som førte til Osman-rikets fall og til opprettelsen av republikken Tyrkia i 1923. Men i mellomtiden tok nye nasjonalistiske ledere makten i det svekkede imperiet og innledet den tyrkiske uavhengighetskrigen, som skulle komme til å omstøte de fleste av bestemmelsene i Sèvres-traktaten og jage okkupasjonsstyrkene ut av det tyrkiske kjerneområdet.
Den osmanske regjeringen ble sett på som passiv og mistet respekt blant folk. Den ble kritisert for å avgi for store landområder etter krigen. Hellas hadde forestillinger om et nytt Stor-Hellas forsøkte med base i det okkuperte İzmir å utvide sitt herredømme langs hele kysten mot Egeerhavet. Frankrike okkuperte Hatay og Syria og ønsket i tillegg deler av Anatolia. Italienerne ville ha den sørlige delen av Anatolia, som de også var blitt lovet. Britene hadde allerede Arabia, Palestina, Libanon, Jordan og Irak. Den tyrkiske nasjonalismen blusset opp, spesielt næret av frykten for gresk ekspansjon. Anført av Mustafa Kemal Atatürk, en tidligere seierrik general i den osmanske hæren, slo tyrkerne tilbake. I april 1920 opprettet Kemal Pasja en revolusjonsregjering med hovedkvarter i Ankara. Den besluttet å slå tilbake med militær makt mot okkupasjonen av tyrkiske områder. De allierte var krigstrette og trakk seg fort tilbake. Det ble holdt mange kongresser, deriblant en nasjonal kongress i Sivas. Der ble det bestemt at gresk uavhengighet i Aydin, Manisa og Balıkesir var uakseptabelt. Lausannetraktaten (undertegnet 24. juli 1923) annullerte så Sèvres-traktaten oppdeling av Anatolia-delen (hvor det nå bodde nesten kun etniske tyrkere og kurdere, ettersom grekerne og armenerne var jagd ut) av Det osmanske rike.
Sultan Mehmet VI Vahdettin ble den siste sultanen. Han frasa seg sin verdslige makt den 1. november 1922 og forlot Konstantinopel 17. november ombord på et britisk krigsskip for å gå i eksil på Malta. Han døde i Italia den 15. mai 1926. Men sultanatets religiøse lederstilling som kalif ble opprettholdt ennå i to år under prins Abdülmecid II, inntil republikken avskaffet kalifatet 3. mars 1924.
Republikken Tyrkia ble etablert 29. oktober 1923.
Staten
Det osmanske riket ble administrert ved hjelp av erfarne kristne, jøder og folk fra andre etniske og religiøse grupper, i motsetning til andre herskere, som favoriserte folk av egen religion og nasjonalitet. Det var et fornuftig veivalg for en raskt ekspanderende stat, som trengte lokalkjente undersåtter til å styre imperiet. Denne pragmatiske holdningen kom også til uttrykk ved at riket i begynnelsen brukte gresk språk i sin diplomatiske korrespondanse med fremmede makter. Sultanene brukte rådgivere (såkalte vesirer) som ofte ble valgt blant lojale kristne – grekere, italienere og andre. Diplomater omtalte ofte imperiet som بابِ علی (Bâb-i-âlî «Den store porten» eller «Porten»), en hentydning til den store slottsporten til det keiserlige Topkapı-palasset, der Sultanen tok i mot utenlandske ambassadører. Andre tror det stammer fra imperiets plassering og byen Istanbul, som en slags passasje mellom Europa og Asia, øst og vest. Folk fra vest omtalte ofte Det osmanske riket som Det tyrkiske rike eller bare Tyrkia, noe som er noe misvisende. Det osmanske riket må ikke forveksles med den moderne nasjonalstaten Tyrkia.
Riket produserte lite varer, bortsett fra osmantyrkiske bønder som produserte matvarer. Det osmanske riket var ikke økonomisk utnyttende eller oppstått og motivert som de europeiske koloniriker. Den osmanske regjeringen var opptatt av å beskytte landet og å sørge for sikkerhet og harmoni i landet. Det er en del vestlige og kristne som forbinder Det osmanske rike med vold på grunn av rikets siste år, men dette var heller et resultat av nasjonsbygging, og ikke av den osmanske administrasjonen. Ellers er Det osmanske rike også kjent for å være et sentrum for forskere og vitenskapsmenn, og det er først på 1700-tallet at de ble forbigått av andre europeiske stormakter når det gjelder teknologi og medisin.
Sultaner
Sultanen var den offisielle enehersker i riket. Dynastiet ble som oftest kalt Osmanli eller Huset Osman. De første herskerne kalte seg for bey og gav med det til kjenne at de aksepterte Suljek-sultanatets forrang og overherredømme, etterfølgerriket etter Ilkhanat-sultanatet. Murad I var den første tyrkeren som tok tittelen «sultan» (konge). Med erobringen av Konstantinopel i 1453 var staten på vei til å bli et mektig rike med Mehmed II som hersker, eller padishah, i Europa ofte omtalt som Stortyrken (den store tyrker). Fra 1517 og framover var sultanen også kalif av Islam, og fram til 1922 (eller 1924) var Det osmanske rike synonymt med Kalifatet, den islamske verdensstaten. Sultanen hadde mange titler som «Hersker av huset Osman, sultanenes sultan, khanenes khan», og fra 1517, «Kommandør av de trofaste og etterfølger av Profeten for universets Herre», m.a.o. kalif, som teoretisk sett gav ham herredømme over alle andre muslimske herskere i hele verden.
Organisasjon
Det var en del endringer i organisasjonen opp igjennom tiden, men det var også mye som var konsekvent. Den øverste herskeren var alltid sultanen. De utviklet en avansert organisasjon over tid. De hadde en veldig sentralisert regjering med sultan som overhode, men hadde også en veldig effektiv kontroll på sine provinser og byer. De hadde en klasse som ble kalt for askeri, som inkluderte adelige, militære offiserer og den religiøse klasse ulama. Middelklassen ble kalt reaya. Denne klassen hadde ingen hentydning til religion, det betydde i en mer praktisk forstand at man ikke tilhørte askeriklassen. Likevel har klasseskillet aldri vært like stort i Det osmanske riket som i land som Storbritannia og Russland.
Regjeringen
Alle avgjørelser ble tatt av den imperiale regjeringen. Rikdom og rang var ikke noe du nødvendigvis arvet, men derimot måtte det fortjenes. Militærtjeneste var ett viktig element for å kunne stige i hierarkiet. Dette viser seg ved at videreføring av sultantittelen ikke fulgte noe spesifikt mønster: Tittelen kunne gå til eldste sønn, men like gjerne til eldste bror.
Den administrative eliten
Ministrene (Nazirene) hadde ikke så mye innflytelse på sultanen som vesirene, men kontrollerte ministerium (Nazereti). Ministeriet og avdelingene var viktige deler av det osmanske byråkratiet. Ministeriet gav vesirene alt av informasjon som de krevde. Den viktigste ministeren var Adliye Nazırı (justisministeren) som omfattet både den borgerlige rett (kadis) og den militære rett (kadiaskers eller kaziaskers), som var den øverste juridiske autoriteten etter seyhulislam som var den øverste religiøse lederen av ulama. Andre representanter innenfor et ministerium var Kethüdar, en assistent til ministeren som hadde flere funksjonærer (kalfas) under ham. Det var kalfaene som gjorde alt papirarbeidet.
Den militære eliten
For hver militære avdeling var det en nazir som hadde den administrative makten. Under ham var det en Ağa som hadde den høytidelige kommandoen over avdelingen. Det var også en avdeling av palassvakter (Zuluflu Baltaci) som var under kommando av Sverdmesteren og palassgartnere (Bostancı) som også hadde ansvaret for sultanens luksusbåt. De som ble lært i europeisk etikette og språk (for det meste fransk) tjente som yasakçi, vakter for utenlandske ambassadører i Konstantinopel. Man hadde også det berømte elitekorpset janitsjarene.
Den politiske eliten
Til tross for at sultanen var eneveldig, hadde han mange rådgivere og ministere. Den med størst makt var vizeri, storvesiren, av Divanet. Divanet var et råd hvor vesirene møttes og diskuterte politikken i imperiet. Det var den øverste vesiren sin plikt å informere sultanen om rådets mening. Sultanen tok veldig ofte dets mening til betraktning, men han måtte på ingen måte adlyde det. Noen ganger innkalte sultanen selv til møte hvis det var noe viktig han måtte informere om, som for eksempel en forstående krig. Vesirene sørget så for at hans ordre ble fulgt. Antallet vesirer i Divanet varierte fra tre til sju. Enkelte ganger deltok også lederen av janitsjarene (ağa) på møtene.
Retten
Vesirene var den harde kjerne av adelen, til tross for at de hovedsakelig var tjenere for sultanen. I tillegg hadde vesirene egne rådgivere (kahya). Andre adelige familier som bodde i Konstantinopel besøkte ofte retten for festlige anledninger og seremonier. Geistligheten var en annen prominent del av retten. Muftiene og imamene var alltid til stede ved religiøse seremonier, noe som det ofte var. Müteferrika var en slags klubb for unge adelige menn. De var ofte ute på jakt med sultanen.
Palasset
I palasset var det også en hel del tjenere som brakte mat, drikke og ved til peisene gjennom palasset. Avdelingen til døråpnerne (Kapıcı) talte mange hundre og var ansvarlige for å åpne dører. Den øverste av døråpnerne var også ansvarlig for å eskortere viktige gjester. En del lakeier (Çikadar) tjente som budbringere i palasset og i byen.
Osmanhuset
Sultanen ble bevertet av en hærskare av tjenere. Han hadde kokker, tjenestemenn til å vedlikeholde sine skatter og våpen, tjenere som fulgte han på kampanje, og de beste av tjenerne ble valgt til å tjene sultanen personlig. En som var ansvarlig for hans garderobe, en til å servere han drikkevarer, en til å bære hans våpen, en til å hjelpe han på hesten, en var ansvarlig for turbanen hans og en barberer som barberte sultanen hver dag. Men mange av sultanene er også kjente for å ha gitt avkall på luksus selv om de levde i palasset.
Harem
Haremet var et av de viktigste delene av det osmanske hoffet. Den ble styrt av Valide Sultan (eller Baş Kadın), som var moren til sultanen. Hun nøt absolutt makt over haremet og en utsøkt posisjon i hoffet. Hun ville til tider involvere seg i statspolitikk og svekke makten og posisjonen til sultanen i det som ble kalt «Sultanatet av kvinner». Under sultanens mor i hierarkiet var Hasseki Sultan, dronningen og moren til sultanens førstefødte sønn. Sultanen hadde også tre andre offisielle koner, Hasseki Kadın. Under sultanens koner kom hans åtte favorittelskerinner (ikbaliks eller hassodaliks direkte oversatt «heldig jente») foran de «foretrukne» elskerinnene (gözde eller gedik). Neste på rangstigen var elskerinnene til embetsmenn under sultanen. Elever (acemi) eller noviser (cariye eller şahgird) var yngre kvinner som enten ventet på å bli giftet bort eller som ikke var ferdig med Haremskolen.
Haremet var under administrasjon av evnukkene, som igjen var delt i to kategorier, svarte og hvite evnukker. Svarte evnukker var slaver tatt i Afrika som serverte og tjente harem-kvinnene og embetsmennene i haremet som sammen med vanlige tjenestepiker var av lav rang. Hvite evnukker var europeere fra Balkan. De tjenestegjorde som rekrutter til Palasskolen og mistet adgang til haremet fra 1582. En viktig person i det osmanske hoffet var sjefen for de svarte evnukkene (Kızlar Ağası eller Harem Ağası). Han hadde kontroll over haremet og hadde et nettverk av spioner over hele palasset, blant de svarte evnukkene. Han var involvert i de fleste intriger og kunne dermed oppnå en viss makt over sultanen, vesirer og andre embetsmenn av hoffet.
Feil av staten
Slutten på Det osmanske imperiet var sterkt knytet til økonomi. Det er allment ment at de ikke klarte å etablere ett økonomisk og politisk hegemoni innenfor sitt eget imperium. Uten økonomisk støtte eller deltagelse i sykehus, biblioteker, nært sagt med alt som hadde med allmenn trivsel og velferd å gjøre, så var dette kun avhengig av sivile investeringer som fikk navnet vakif. Gjennom hele veksten til imperiet gikk så å si all handel mellom Europa og Asia gjennom Det osmanske imperiet både på land og på sjø. Når dette endret seg på slutten av 1700-tallet mistet imperiet ett av sine viktigste inntektskilder. Staten feilet også ved at de ikke fornyet seg med tanke på at de ikke industrialiserte seg noe nevneverdig, men var stort sett avhengig av bønder som en inntektskilde. Mens Europa hadde en enorm industrialisering i samme periode, stod Det osmanske riket i det store og det hele stille.
Økonomi
Den økonomiske strukturen til Det osmanske rike var definert av geopolitisk struktur. Imperiet stod midt i mellom Vesten og Østen, og dermed blokkerte de spanjolene og tvang dem til å søke ut en ny rute til Orienten. Imperiet holdt samme rute som Marco Polo en gang brukte. Da Christofer Columbus ankom Amerika var Det osmanske rike på sitt største og en økonomisk stormakt som spredde seg over tre kontinenter. Det er studier som viser at det er en sammenheng mellom en endret politikk mellom Det osmanske imperiet og Sentral-Europa og åpninger av nye ruter til Østen. Det er også mulig å se forfallet av Det osmanske imperiet ved følge tapene av viktigheten av land rutene. I realiteten stod imperiet fast på sine tradisjoner, mens Sentral-Europa beveget seg framover.
Lov og rett
Rettssystemet til imperiet var basert på filosofien av lokal rettsvitenskap. Lokale rettssystemer som ikke var i konflikt med staten som en helhet, ble stort sett latt være i fred. Det betydde at kristne og andre grupper kunne dømme hverandre etter egne roller. Det osmanske imperiet hadde tre rettssystemer; en for muslimer styrt av kadi (dommere), en for ikke-muslimer (utnevnte jøder og kristne hadde sine trosretninger som ansvar) og en for handel. Retten som ble brukt var avhengig av hvilke parter som var involvert. På toppen av dette var Kanun-loven. Disse kategoriene var ikke eksklusive; muslimske rett kunne bli brukt for en handelskonflikt eller intern-religiøse saker. Øverst var den islamske retten.
For lovsystemer gjaldt Kanun-loven og Sharia-loven. Det osmanske imperiet involverte seg ikke i andre religiøse lovsystemer. Sharia utviklet seg fra Qur'an og fra ordene til profeten Muhammed, og baserte seg hovedsakelig på Hanafi-tradisjonen. Kanun-loven var en sekulær lov fra sultanen. Det var undervisning av begge på jusskolene, som var lokalisert i Bursa og i Konstantinopel.
Jøder og kristne gikk ofte til den islamske retten for å få en mer mektig avgjørelse på konflikter og saker. Kvinner gikk som regel alltid til den islamske retten, da denne oftere tok parti for kvinner og gav dem mer rettferdige erstatninger.
Militæret
Det første osmanske militæret var en hær organisert av Osman I. Den bestod av tyrkiske stammefolk fra Anatolia, sent på 1400-tallet. Dette var ryttere som var utstyrt med enkle våpen, som pil og bue og spyd. De ble tildelt landområder i okkuperte land som ble kalt timars, og de ble tildelt tyvgods eller krigsbytte. Dette var belønning og lønn for deltakelse i kampanjen. Orhan I organiserte en hær som ble betalt lønn og ikke landområder som de okkuperte. Infanteriet ble kalt yayas og kavaleriet ble kalt müsellems. Det var stort sett utenlandske leiesoldater, fordi tyrkere generelt ikke godtok overgangen fra ikke å få tyvegods og landområder. Disse utenlandske leiesoldatene ble ikke tvunget eller bedt om å konvertere til islam, de måtte kun adlyde den osmanske kommandøren. Under et bilde av H. G. Dwight av begravelsen til mange frivillige osmanske soldater var teksten:
«En offiser var igjen, han holdt en enkel tale for de som gravde gravene. Brødre, sa han, her er menn av alle nasjonaliteter, tyrkere, albanere, grekere, bulgarere, jøder; men de døde sammen, på samme dag, kjempet under samme flagg. Mellom oss er det også menn fra alle nasjoner, både muhammedanere og kristne; men vi har ett flagg og vi ber til en Gud. Nå kommer jeg til å be en bønn, og når jeg ber så skal enhver av dere be også, på deres språk og på deres måte.»
Den osmanske hæren var på sin tid en av de mest avanserte og best trente. Hæren var blant annet en av de første til å ta i bruk muskett. De berømte janitsjarsoldatene var en eliteavdeling som tok seg av vaktholdet rundt sultanen. De var også kjent for å være korrupte, og avdelingen ble oppløst i 1826. Den osmanske hæren led under janitsjarenes korrupsjon, og i krigene mot Russland manglet hæren moderne våpen og teknologi. Moderniseringen av Det osmanske rike på 1800-tallet startet med militæret. Offiserer ble sendt på trening i vesteuropeiske land, og det ble hyret inn utenlandske eksperter som skulle forbedre militæret. Teknologi og nye våpen ble kjøpt inn fra Tyskland og Storbritannia. Landet fikk både flyvåpen og marine. Modernisering av hæren var vellykket, men det var fortsatt veldig langt igjen til de vestlige stormaktene.
Religion
Før tyrkerne konverterte til islam, praktiserte de en monoteistisk religion. Etter den første kontakten med araberne, aksepterte en rekke tyrkiske stammer islam og forkynte sin nye tro lengre inn i Turkistan. Prosessen med konvertering var over lenge før imperiet oppstod. Så tidlig som i 1453, etter at tyrkerne hadde beseiret Konstantinopel, gav de spesielle privilegier til kristne som hadde tilhørt det gamle bysantinske riket. De kristne ble undersåtter av Det osmanske imperiet, men ikke av muslimsk tro og regler.
Det osmanske imperiet gikk aldri aggressivt til verks for å konvertere individer eller fremme islam blant ikke-muslimske grupper. Staten var det viktigste målet for Det osmanske imperiet, og samarbeid med alle forskjellige parter var livsviktig hvis imperiet skulle bestå. I mange hundre år ble Det osmanske imperiet sett på som en trygg havn for jøder og andre som ble forfulgt for sin tro. Det osmanske imperiet hadde også et fredelig forhold til den ortodokse kirken. Den fikk lov til å fortsette de stedene den befant seg. Konstantinopel ble forandret eksternt for å fremstå som mer tyrkisk. Navnet ble endret til Istanbul, og mange kirker ble omgjort til moskéer. Dette gjaldt også Hagia Sofia, men lite ble ødelagt i kirken. De kristne mosaikkene ble kun tildekt. I 1935 ble de igjen tatt frem, og Hagia Sofia er i dag et museum. Den ortodokse kirke kjemper for at Hagia Sofia igjen skal bli en kirke.
Se også
Liste over osmanske herskere
Referanser
Litteratur
Norsk litteratur
Finn Fuglestad: Fra svartedauden til Wienerkongressen: den vesterlandske kulturkretsens historie 1347-1815 i et globalt-sammenliknende perspektiv En europahistorie der utviklingen i Det osmanske riket blir sammenlignet med utviklingen i det kristne Europa. Cappelen 2004 (1.utg 1999) ISBN 82-02-23857-9
Knut S. Vikør: Ei verd bygd på islam: oversikt over Midtaustens historie Oversikt over 1300 års Midtøsten-historie skrevet av Norges fremste spesialister på islams rettshistorie og historie. Samlaget 2004 (1.utg 1993) ISBN 82-521-6327-0
Engelsk litteratur
Cleveland, William L. The Ottoman and Safavid Empires: A New Imperial Synthesis i A History of the Modern Middle East. s. 37–56. ISBN 0-8133-4048-9.
Creasy, Edward Shepherd. History of the Ottoman Turks: From the beginning of their empire to the present time. R. Bentley and Son, 1877.
Finkel, Caroline. Osman's Dream: The Story of the Ottoman Empire, 1300–1923. ISBN 0-7195-5513-2.
Imber, Colin. The Ottoman Empire, 1300–1650: The Structure of Power. ISBN 0-333-61386-4.
Jelavich, Barbara. History of the Balkans: Eighteenth and Nineteenth Centuries. ISBN 0-521-25249-0.
Lybyer, Albert Howe. The Government of the Ottoman Empire in the Time of Suleiman the Magnificent. ISBN 0-404-14681-3.
Necipoğlu, Gülru. Architecture, Ceremonial, and Power: The Topkapi Palace in the Fifteenth and Sixteenth Centuries. ISBN 0-262-14050-0.
Artikkelen inneholder oversatt tekst fra Encyclopædia Britannica 1911 versjon som ikke lenger er beskyttet av opphavsrett.
Eksterne lenker
Ottoman Nettside – Inneholder detaljert informasjon om Det osmanske imperiet
Royal Ark: Turkey – Stor side med masse detaljert informasjon
World Civilizations: The Ottomans – Omfattende side som har mye informasjon om staten og regjeringen.
The Ottomans.org
Hovedstedene i imperiet
Alt om myntene i imperiet
Osmanske rike
Stater og territorier etablert i 1299
Stater og territorier opphørt i 1923
1000 artikler enhver Wikipedia bør ha
Imperialisme |
373694 | https://nn.wikipedia.org/wiki/On%20the%20Double | On the Double | On the Double er det fjerde studioalbumet til det nederlandske rockebandet Golden Earring, gjeve ut som eit dobbeltalbum i 1969.
Det var det siste albumet dei gav ut under namnet Golden Earrings, før dei droppa s-en i namnet, og det siste med trommeslagaren Jaap Eggermont, som slutta i bandet for å bli plateprodusent.
Mottaking
Allmusic skreiv om albumet: «Det er berre vanleg, sein 60-tals rock, men absolutt betre enn dei fleste andre ikkje-engelsktalande land gjorde på den tida. Det skil seg derimot ikkje særskild mykje ut. Det er nokre riff-prega songar som hintar om retninga dei kom til å ta inn i 1970-åra. Her er akustiske viser, folkrock, hardrockande poprock, pompøs rock med element av klassisk musikk, soulpop og ein sjølvmedviten varieté-parodi.»
Innhald
Alle songane er skrivne av Kooymans utanom der andre er nemnde.
Medverkande
George Kooymans - gitar, vokal
Rinus Gerritsen - bass, klaverinstrument
Barry Hay - fløyte, rytmegitar, vokal
Jaap Eggermont - trommer
Andre medverkande
Fans Mijts - orkesterarrangement
Cees Schrama - klaverinstrument
Niko Venneker - saksofon
Teknisk
Fred Haayen - produsent
Gerard Beckers - lydteknikar
Bary Hay - design
Ronnie Herts og Claude van Heye - fotografi
Kjelder
<div class="references-small">
Denne artikkelen bygger på «On the Double (album)» frå , den 24. november 2019.
oppgav desse kjeldene:
Golden Earring-album
Musikkalbum frå 1969
Polydor Records-album |
417246 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jenny%20Maxwell | Jenny Maxwell | Jenny Maxwell (3. september 1941 – 10. juni 1981) var en amerikansk skuespiller.
Jenny Maxwell er bedst kendt for sin rolle som Ellie Corbett i Elvis Presley-filmen Blue Hawaii fra 1961. Hun havde endvidere mindre roller i filmene Blue Denim (1959), Shotgun Wedding (1963) og Take Her, She's Mine (også fra 1963) Sidstnævnte var med James Stewart i hovedrollen.
I 1981 blev Jenny Maxwell og hendes mand, Irvin Roeder, skudt ned under et røveri foran deres hjem i Beverly Hills. Hun blev 39 år.
Links
Skuespillere fra USA |
383083 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Distriktet%20Fier | Distriktet Fier | Distriktet Fier (albansk: Rrethi i Fierit) var eit distrikt i Albania. Ved ei administrasjonsreform i år 2000 vart distrikta oppløyste som administrativ eining og erstatta av større regionar. I dag inngår området i regionen Fier. Hovudstaden i distriktet var Fier.
Etter kommunereforma i 2014 er dei tidlegare landkommunane og bykommunane i dag fordelte slik på dei nye kommunane:
Referansar
Distrikt i Albania |
146001 | https://is.wikipedia.org/wiki/Lyngbobba%C3%A6tt | Lyngbobbaætt | Lyngbobbaætt (fræðiheiti: Helicidae) er stór og fjölbreytt ætt stórra landsnigla sem eru oft taldir „dæmigerðir sniglar“.
Fjöldi tegunda í ættinni eru mikilsmetnar til matar, þar á meðal garðabobbi (Cornu aspersum, áður Helix aspersa) og krásarbobbi (Helix pomatia). Líffræði þessara tveggja tegunda hefur verið sérstaklega rannsökuð og skráð.
Útbreiðsla
Ættkvíslin er upprunnin frá Evrasíu og tilheyra hópi fornnorðurskautssvæðisins.
Tvær tegundir, lyngbobbi (Arianta arbustorum) og brekkubobbi (Cepaea hortensis), finnast hérlendis og aðrar fimm eru slæðingar: garðabobbi (Cornu aspersum), krásarbobbi (Helix pomatia), sandhólabobbi (Theba pisana), skógarbobbi (Cepaea nemoralis) og vínekrubobbi (Eobania vermiculata).
Ættkvíslir
Lyngbobbaætt skiptist í þrjár undirættir:
Undirætt Helicinae Rafinesque, 1815
Í þessari undirætt eru kirtlarnir skiptir. Mökunarspjótið er með fjögur blöð eða fanir.
Tribe Allognathini
Allognathus
Cepaea Held, 1838
Hemicycla
Iberus
Pseudotachea
Tribe Helicini Rafinesque, 1815
Assyriella
Caucasotachea
Codringtonia
Helix Linnaeus, 1758 - type genus
Isaurica
Levantina
Lindholmia
Maltzanella
Neocrassa
Tyrrhenaria
Tribe Otalini
Cantareus Risso, 1826
Cornu Born, 1778
Eobania P. Hesse, 1913
Macularia
Otala Schumacher, 1817
Rossmaessleria
Theba Risso, 1826
Undirætt Murellinae
Tribe Murellini Hesse, 1918
Marmorana W. Hartmann, 1844 - Þessi ættkvísl gæti í raun tilheyrt undirættinni Ariantinae en ekki undirættinni Helicinae, eins og hafði verið talið til nú.
Tacheocampylaea
Tyrrheniberus
Undirætt Ariantinae Mörch, 1864
Í þessari undirætt eru kirtlarnir skiftir eða óskiftir. Mökunarspjótin eeru með tvö til fjögur blöð.
Arianta Turton, 1831
Causa
Chilostoma Fitzinger, 1833
Cylindrus Fitzinger, 1833
Drobacia
Faustina
Helicigona A. Férussac, 1821
Isognomostoma Fitzinger, 1833
Vidovicia
Pseudochloritis (útdauð) C. R. Boettger, 1909
Incertae sedis
Idiomela T. Cockerell, 1921
Lampadia
Tilvísanir
Lyngbobbaætt |
455782 | https://da.wikipedia.org/wiki/Peter%20Christian%20Bianco%20Boeck | Peter Christian Bianco Boeck | Peter Christian Bianco Boeck (født 29. januar 1812 i Sæby, død 4. december 1876 på plantagen Work and rest på St. Croix, Dansk Vestindien) var en dansk officer.
Han var søn af etatsråd Christian Carl Boeck, senest herredsfoged i Elbo, Brusk og Holmans herreder (d. 1846), og Anna Elisabeth f. Buchhave, datter af praktiserende læge Rudolph Buchhave.
Han blev i 1826 volontær, senere kadet og stykjunker og i 1830 sekondløjtnant i artilleriet; endnu samme år indtrådte han som elev på den nylig oprettede kgl. militære Højskole, og blev et år efter afgangen der fra beordret som kontrolofficer til Sverige. Ved hjemkomsten 1837 ansattes han ved 7. Batteri, senere ved pontonnerkompagniet og i krudtkommissionen, og blev premierløjtnant i 1840, hvorefter han atter sendtes til Sverige, hvor han var i en række af år og i 1847 ægteviedes til Zelma Virginia Moberg, datter af den i 1832 afdøde assessor i Svea Hofret Moberg.
Hjemkommen til Danmark i 1848 (han var kaptajn fra 1846) blev han chef for et granathalvbatteri, men beordredes om efteråret til Lüttich for at kontrollere en større leverance forladerifler og gik derefter atter til Sverige. I 1853 kom han til København som chef for håndværkeretaten, blev i 1856 sekretær i Artilleri-og Konstruktionskommissionen, i 1857 Chef for håndvåbenafdelingen og i 1861 Major, men sendtes samme år på ny til Sverige, hvorfra han ved udsigten til krig kom tilbage, idet han ansattes ved hærens artillerikommando under general Lüttichau.
Denne fulgte han som stabschef til København, men i august samme år (1864) sendtes han til Frankrig for at kontrollere støbningen af de første riffelkanoner til de danske søforter.
I 1865 blev han oberstløjtnant og kort efter tøjmester ved Københavns Arsenal, hvornæst han i 1866 tiltrådte en rejse til Nordamerika for at træffe valget imellem Peabody- og Remington-geværet som bevæbning for vort fodfolk. I det han bestemte sig for det sidste, overdroges ham i 1867-68 kontrollen over leverancen. Han var imidlertid blevet oberst og chef for Tøjhusafdelingen og ansattes efter hjemkomsten fra Amerika tillige som formand i Artilleri- og Konstruktionskommissionen.
Udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrog i 1868 udfoldede han endnu i henved 8 år en betydningsfuld virksomhed som chef for Tøjhusafdelingen, var også en tid (fra 1872) formand for Det Krigsvidenskabelige Selskab, men overtog i efteråret 1876 en kontrollerende virksomhed ved fabrikanlæg i Vestindien, hvor han døde samme år og blev begravet.
Boeck var korresponderende medlem af det kgl. svenske Örlogsmanna Selskab.
Der findes en tegning af J.Th. Lundbye 1838 og et posthumt maleri af tysk kunstner, begge i familieeje.
Eksterne henvisninger
Danskere i 1800-tallet
Kommandører af 1. grad af Dannebrog
Artilleriofficerer fra Danmark
Personer fra Sæby
Foreningsformænd fra Danmark
Personer i Dansk Biografisk Leksikon |
77398 | https://da.wikipedia.org/wiki/Volc%C3%A1n%20Arenal | Volcán Arenal | Volcán Arenal er en vulkan i Costa Rica nær byen La Fortuna. Vulkanen er 1657 meter høj og ligger ved siden af Lago Arenal, som er en stor kunstig sø, og drivkraft bag et vandkraftværk.
Indtil den 29. juli 1968 troede man at vulkanen var inaktiv, men et udbrud der dræbte 87 mennesker ændrede den opfattelse. Arenal har fortsat med at være aktiv frem til i dag og man skal ikke mange år tilbage før man finder de sidste dræbte ved vulkanen. Om natten kan man, hvis vejret ellers tillader det, se vulkanen spy lava op fra krateret.
Vulkaner i Costa Rica |
686683 | https://da.wikipedia.org/wiki/Vulkan%20%28flertydig%29 | Vulkan (flertydig) | Vulkan eller Vulcano samt tilknyttede artikler:
Vulcanus - smedekunstens gud i romersk mytologi
Vulkan – en åbning eller sprække i jordoverfladen der tillader varm, smeltet bjergart (magma), aske og gasser at undvige til overfladen
Vulkansk aske – består af stenpartikler og mineraler med en kornstørrelse mindre end 2 mm i diameter, der slynges ud af en vulkanåbning
Vulkanologi – læren om vulkaner, lava, magma og relaterede geologiske fænomener
Vulkansk aktivitet i Island – Island har en høj koncentration af aktive vulkaner på grund af unikke geologiske forhold.
Vulkangade – gade på Ydre Nørrebro i København
Vulkanudbrud i Eyjafjalla-Gletcher – Vulkanudbrud i 1821 – 1823 samt 2010
Vulkaner i Norge – liste over aktive og uddøde (eller ikke-aktive) vulkaner i norske besiddelser
Caldera – en kraterlignende formation, der fremkommer når en vulkan synker sammen efter et stort udbrud
VEI-skalaen – (Volcanic Explosivity Index scale) (VEI) er en skala, som give et relativt mål for eksplosivitet i vulkanske udbrud.
Vulcano - ø nord for Sicilien
Vulcano (band) (1981) - black / death metal band fra Santos, São Paulo, Brasilien |
2101391 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Cyclopinodes%20pusilla | Cyclopinodes pusilla | Cyclopinodes pusilla är en kräftdjursart. Cyclopinodes pusilla ingår i släktet Cyclopinodes och familjen Cyclopinidae. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Hoppkräftor
pusilla |
2169564 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Anaptomecus%20longiventris | Anaptomecus longiventris | Anaptomecus longiventris är en spindelart som beskrevs av Simon 1903. Anaptomecus longiventris ingår i släktet Anaptomecus och familjen jättekrabbspindlar.
Artens utbredningsområde är Ecuador. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Jättekrabbspindlar
longiventris |
3968152 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Robert%20Francis%20Withers%20Allston | Robert Francis Withers Allston | Robert Francis Withers Allston, född 21 april 1801 i Georgetown District (nuvarande Georgetown County) i South Carolina, död 7 april 1864 i Georgetown i South Carolina, var en amerikansk politiker (demokrat). Han var South Carolinas guvernör 1856–1858.
Allston utexaminerades 1821 från United States Military Academy. År 1822 tog han avsked från USA:s militär och var därefter verksam som plantageägare. Något tidigare hade han ärvt plantagen Chicora Wood efter faderns död.
Allston efterträdde 1856 James Hopkins Adams som South Carolinas guvernör och efterträddes 1858 av William Henry Gist. Allston avled 1864 och gravsattes i Georgetown i South Carolina.
Referenser
Externa länkar
Guvernörer i South Carolina
Amerikanska demokrater
Amerikanska politiker under 1800-talet
Personer från Georgetown County
Plantageägare
Födda 1801
Avlidna 1864
Män
Alumner från United States Military Academy |
91692 | https://is.wikipedia.org/wiki/3%20%28a%C3%B0greining%29 | 3 (aðgreining) | 3 eða þrír getur átt við:
3, ártal
3, tölustaf
3, tölu |
967459 | https://da.wikipedia.org/wiki/Vladimir%20Granat | Vladimir Granat | Vladimir Vasiljevitj Granat (, ; født 22. maj 1987 i Ulan-Ude, Sovjetunionen), er en russisk fodboldspiller (forsvarer). Han spiller for den russiske ligaklub Rubin Kazan, som han var været tilknyttet siden 2017. Han har tidligere repræsenteret blandt andet Spartak Moskva, Dynamo Moskva og FK Rostov.
Landshold
Granat har (pr. juni 2018) spillet 12 kampe og scoret ét mål for Ruslands landshold. Han debuterede for holdet 6. december 2013 i en VM-kvalifikationskamp mod Luxembourg. Han repræsenterede sit land ved både EM 2012 i Polen/Ukraine, VM 2014 i Brasilien og VM 2018 på hjemmebane.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Rusland
Fodboldspillere fra FC Rostov
Fodboldspillere fra FC Spartak Moskva
Fodboldspillere fra Dynamo Moskva
Fodboldspillere fra Rubin Kazan
Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 2012
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2014
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2018 |
295800 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Dmitrij%20Sokolov | Dmitrij Sokolov | Dmitrij Petrovitsj Sokolov () var ein skiskyttar, leirdueskyttar og skytetrenar frå Fadjusjino i Kurgan oblast i dåverande Sovjetunionen, seinare Russland.
Sokolov var mellom pionerane då skiskyting vart ein internasjonal idrett. Han vart nummer ni på 20 km, den einaste VM-øvinga fram til 1964, då den fyrste verdsmeisterskapen i skiskyting vart avvikla i Saalfelden i Austerrike i 1958. Året etter tok han i italienske Courmayeur sølvmedaljen på 20 km, med tida 1.41.15 kom han i mål ti sekundar etter landsmannen Vladimir Melanjin.
Både under Vinter-OL 1960 i Squaw Valley og VM i skiskyting 1961 i Umeå, enda Sokolov på sjetteplassen. Han vart sovjetisk meister i skiskyting både i 1958 og 1961.
Frå 1963 deltok han i leirdueskyting.
Kjelder
Sportsboken, aktuelle årgangar
Denne artikkelen bygger på «Dmitri Petrowitsch Sokolow» frå , den 2. mars 2015.
Sovjetiske skiskyttarar
Russiske skiskyttarar
Sovjetiske deltakarar under vinter-OL 1960
Skiskyttarar under vinter-OL 1960 |
996094 | https://da.wikipedia.org/wiki/Padria | Padria | Padria (sardisk: Pàdria) er en by og en kommune (comune) i provinsen Sassari i regionen Sardinien i Italien. Byen ligger i 304 meters højde og har 633 indbyggere (2016). Kommunen har et areal på 48,39 km² og grænser til kommunerne Bosa, Cossoine, Mara, Monteleone Rocca Doria, Montresta, Pozzomaggiore, Romana og Villanova Monteleone.
Referencer
Henvisninger
Kommuner i provinsen Sassari |
539572 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ilir%20Hasani | Ilir Hasani | Ilir Hasani (født 10. maj 1983) er direktør for performancevirksomheden Team JiYo. Ilir er desuden professionel parkourudøver, stuntman og reklamemodel og har medvirket i adskillige reklamer, tv-programmer, musikvideoer etc.
Ilir Hasani startede Team JiYo tilbage i 2002. Han er pioneer indenfor bevægelseskunsten parkour & freerunning, som han har startet i Danmark sammen med sin kompagnon Martin Coops.
Efter at have performet størstedelen af sit liv, vandt han i 2006 talentprogrammet Scenen er din i underholdningskategorien med Team JiYo.
Sammen med sine kompagnoner Martin Coops og Rinaldo Madiotto har han designet verdens største Parkour Park "JiYo Parken" (budget ca. 2,5 mio.) som er beliggende i Ørestad, København.
Sidenhen har han designet flere bevægelsesparker i Skandinavien og har samarbejdet med flere fremtrædende arkitekter, bl.a. Bjarke Ingels, som ejer BIG Architects. I 2010 var han i Kina i forbindelse med åbningen af den danske pavillon Welfairytales, for at holde foredrag om parkour, arkitektur og byudvikling.
Ilirs modelkarriere har budt på flere reklameoptrædender for bl.a. Telmore, Chevrolet, Mascot, Nike, Ofir, TV2, hummel, Asics, CULT m.fl.
I 2009 medvirkede han i programmet Høvdingebold 2009 og nåede ubesejret med sit hold (Parkourholdet) til finalen.
Ilir har bl.a. medvirket i filmen My Playground (2010) af filminstruktør Kaspar Astrup Schröder, hvor bl.a. Bjarke Ingels, Klaus Bondam og Pia Allerslev medvirker.
Eksterne henvisninger
Ilir Hasanis officielle hjemmeside
Sportsfolk fra Danmark |
661196 | https://da.wikipedia.org/wiki/VM%20i%20landevejscykling%202012%20-%20enkeltstart%20%28kvinder%29 | VM i landevejscykling 2012 - enkeltstart (kvinder) | Kvindernes enkeltstart ved VM i landevejscykling 2012 blev afviklet den 18. september 2012 omkring Valkenburg, Holland.
Verdensmesteren i enkeltstart ved VM i landevejscykling 2011 i København, Danmark, Judith Arndt genvandt verdensmesterskabet.
Klassifikation
Referencer
Eksterne henvisninger
Officielle side
Enkeltstart (kvinder)
Cykelløb for kvinder |
11309 | https://fo.wikipedia.org/wiki/Vince%20Neil | Vince Neil | Vincent Neil Wharton er forsangari í hard rock bólkinum Mötley Crüe. Umframt hetta hevur hann givið fleiri útgávur út sjálvur.
Útgávur
Solo útgávur
Exposed, 1993, USA #13.
Carved in Stone, 1995, USA #139.
Live at the Whisky: One Night Only, 2003.
Útvortis leinkjur
Vince Neil - Official website.
Mötley Crüe - Official website.
Official Cruefest 2009 Tour website.
Amerikanskir tónleikarar |
294917 | https://da.wikipedia.org/wiki/Morten%20Ramsland | Morten Ramsland | Morten Ramsland (født 10. juni 1971 i Næsby ved Odense, Fyn) er en dansk forfatter.
Morten Ramsland blev student i 1991 fra Søndersø Gymnasium på Nordfyn og debuterede to år senere som forfatter med den roste digtsamling Når fuglene driver bort. I 1999 blev han cand.mag. i dansk og kunsthistorie fra Aarhus Universitet.
I 1998 fik han udgivet romanen Akaciedrømme, som ikke blev den store succes og året efter afsluttede han sit studie.
Det endelige gennembrud fik Ramsland i 2005 med slægtsromanen Hundehoved. Romanen følger en norsk familie og dens turbulente liv gennem det 20. århundrede. Romanen tog ham fem år at skrive og indbragte ham Boghandlernes gyldne Laurbær, Læsernes Bogpris samt P2 Romanprisen. Den er desuden blevet oversat til 13 sprog. Desuden er bogen på vej til at blive til en norsk tv-serie i 12 afsnit.
Ramsland har desuden udgivet seks billedbøger for børn.
I 2010 fik Morten Ramsland Danske Banks Litteraturpris på BogForum for sin selvbiografiske roman Sumobrødre.
Bibliografi
1993: Når fuglene driver bort (digtsamling)
1998: Akaciedrømme (roman)
2004: Da Børge B blev gennemsigtig (billedbog) – illustreret af Lise Arildskov Rasmussen
2004: Da Bernard skød hul i himlen (billedbog) – illustreret af Rasmus Juul
2005: Onkel Pedro kommer hjem (billedbog) – illustreret af Rasmus Juul
2005: Pedes uhyrer (billedbog) – illustreret af Jarl Egeberg
2005: Hundehoved (roman)
2006: Havmanden (billedbog) – illustreret af Morten Nobel
2006: Tarvelige Tom (billedbog) – illustreret af Kamilla Kristiansen
2007: Ungeheuer! (billedbog) – illustreret af Vitali Konstantinov
2009: Als Bernhard ein Loch in den Himmel schoss (billedbog) – illustreret af Vitali Konstantinov
2010: Sumobrødre (roman)
Referencer
Eksterne henvisninger
Litteratursiden: Morten Ramsland
Forfatterens hjemmeside
Børnebogsforfattere fra Danmark
Romanforfattere fra Danmark
Personer fra Odense
Modtagere af Boghandlernes gyldne Laurbær
Dansksprogede forfattere fra Danmark
Modtagere af DR Romanprisen
Personer i Kraks Blå Bog |
29724 | https://da.wikipedia.org/wiki/Aeroport | Aeroport | Aeroport kan henvise til:
Et andet ord for lufthavn
Aeroport (Moskvas metro) - station på Zamoskvoretskajalinjen i Moskvas metro
Aéroport Paris-Charles de Gaulle |
528988 | https://da.wikipedia.org/wiki/Georg%20Hansen | Georg Hansen | Georg Hansen, (31. maj 1906 i København-?), var en dansk fodboldspiller som vandt DM med B.93 1927, hvor han spillede 121 kampe og scorede 40 mål i perioden 1922-1932.
Georg Hansen debuterede på B.93s førstehold som 16-årig i september 1922 og spillede han sin sidste kamp i april 1932.
Han var med til at vinde tre DM-titler til B.93 i 1927, 1929 og 1930.
Der udover vandt han pokalturneringen fire gange. Første gang 1922 med 4-0 over Frem, 1926 med 5-1 over KB, 1929 med 3-2 over B.1903 og 1930 med 4-3 over Frem). Han blev KBU-mester i 1927, 1928 og 1930.
De første seks sæsoner spillede på venstre fløj og derefter på højre fløj.
I sæsonen 1927/28 scorede han 15 mål i 21 kampe.
Eksterne henvisninger
B93s spillerprofiler
Fodboldspillere fra B.93
Fodboldspillere fra Danmark
Personer fra København |
322291 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Wilhelm%20Suhrke | Wilhelm Suhrke | Wilhelm Christian Suhrke () var ein norsk arkitekt og politikar frå Halden. Han representerte partiet Høgre på Stortinget i to åtskilde treårsbolkar.
Suhrke var son til ein tyskfødd arkitekt og byggmeister. Etter han i 1882 var utdanna i byggfag ved Trondhjems Tekniske Læreanstalt, studerte han ved Hannover polytekniske skule til 1886. Frå 1892 leidde han byggfirmaet til faren i heimbyen Halden.
Arkitekt Suhrke er kjend for å ha teikna Halden Arbeidersamfund si bygning frå 1891, skihytta Høiåshytta tilhøyrande Halden Skiklubb frå 1902, og Halden Bad frå 1932 som er prega av stilretninga funksjonalismen. Sjølv budde Suhrke i ein lafta villa i drakestil, bygt i 1901.
Frå 1902 var Suhrke medlem i Halden bystyre. Perioden 1903-06 var han stortingsmann frå einmannskrinsen Fredrikshald, medlem av Budsjettkomitéen. Ved stortingsvalet 1906 nådde han ikkje opp, men lukkast kome tilbake på Tinget for perioden 1910-12, då medlem i Konstitusjonskomitéen.
Kjelder
Lindstøl, Tallak: Stortinget og Statsraadet 1814-1914. Kristiania, 1914
Norske arkitektar
Stortingsrepresentantar 1904-1906
Stortingsrepresentantar 1910-1912
Stortingsrepresentantar frå Høgre
Stortingsrepresentantar for Fredrikshald
Folk frå Halden |
2947189 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Euphyia%20promptata | Euphyia promptata | Euphyia promptata är en fjärilsart som beskrevs av Walker 1862. Euphyia promptata ingår i släktet Euphyia och familjen mätare. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Mätare
promptata |
1180420 | https://no.wikipedia.org/wiki/S%C3%B8r-%20og%20Midt-Troms | Sør- og Midt-Troms | Sør- og Midt-Troms er områdene i den sørvestlige delen av Troms og Finnmark fylke som ligger mellom fylkesgrensen mot Nordland i sør og Malangen i nord. Distriktet omfatter i dag 12 kommuner med til sammen 66 758 innbyggere (1. januar 2015) og et samlet areal på 11 386,65 km². Harstad og Finnsnes er de to byene i området.
Kommuner
Sør- og Midt-Troms er inndelt i disse 12 kommunene:
Kommuneinndelingshistorikk
I 1838 ble området delt inn i Ibestad, Kvæfjord, Trondenes, Sand (Bjarkøy), Lenvik, Tranøy og Berg kommuner. Fra Ibestad ble Bardu utskilt som egen kommune i 1854, Salangen i 1871, Lavangen i 1906, Andørja, Gratangen og Astafjord kommuner i 1926. Fra Lenvik ble Målselv skilt ut som en egen kommune i 1848 og Hillesøy i 1856. Fra Tranøy ble Dyrøy og Sørreisa skilt ut som egne kommuner i 1886, og fra Berg ble Torsken skilt ut som egen kommune i 1902. Fra Trondenes ble Harstad skilt ut som bykommune i 1903, og Skånland og Sandtorg som egne kommuner i 1926. Fra Målselv ble Øverbygd utskilt som egen kommune i 1924. (Kilde: Brøgger, Waldemar: Norge. Geografisk leksikon. Cappelen, 1963). I 1964 ble Andørja gjeninnlemmet i Ibestad, Astafjord ble innlemmet i Skånland, Sandtorg og deler av Trondenes ble innlemmet i Harstad, og resterende Trondenes ble innlemmet i Bjarkøy. Øverbygd ble gjeninnlemmet i Målselv kommune, og Hillesøy ble delt mellom Lenvik og Tromsø kommuner. Det ble også gjennomført en rekke mindre grensejusteringer. I 2013 ble Bjarkøy innlemmet i Harstad. I 2020 ble Skånland slått sammen med Tjeldsund i Nordland til nye Tjeldsund kommune, og de fire kommunene Berg, Lenvik, Tranøy og Torsken ble slått sammen til nye Senja kommune.
Administrative inndelinger
Området utgjorde tidligere Senjen fogderi, som i 1695 ble slått sammen med Tromsø fogderi (Nord-Troms) til Senjen og Tromsø fogderi. Fogderiet var inndelt i Senjen sorenskriveri og Tromsø sorenskriveri (tilsvarende de tidligere fogderiene).
Rettslig inndeling: Trondenes tingrett (Harstad, Ibestad, Kvæfjord, Skånland), Ofoten tingrett (Gratangen, Lavangen, Salangen) og Senja tingrett (Bardu, Berg, Dyrøy, Lenvik, Målselv, Tranøy, Torsken, Sørreisa).
Kirkelig inndeling: Trondenes prosti (Gratangen, Harstad, Ibestad, Kvæfjord, Skånland) Indre Troms prosti (Bardu, Lavangen, Målselv, Salangen) og Senja prosti (Berg, Dyrøy, Lenvik, Tranøy, Torsken, Sørreisa).
Interkommunale regionråd: Hålogalandsrådet (Gratangen, Harstad, Ibestad, Kvæfjord, Lavangen, Tjeldsund samt Evenes og Narvik i Nordland) og Midt-Troms regionråd (Bardu, Dyrøy, Målselv, Salangen, Senja, Sørreisa).
Økonomiske regioner (SSB): Harstad (Harstad, Ibestad, Kvæfjord, Skånland), Andselv (Bardu, Gratangen, Lavangen, Målselv, Salangen) og Finnsnes (Berg, Dyrøy, Lenvik, Torsken, Tranøy, Sørreisa).
Befolkningsutvikling
Tabellen viser befolkningsutviklingen i Sør- og Midt-Troms i årene 1769-2001 basert på kommunegrensene fra 2002.
Tettsteder
Tettsteder i Sør- og Midt-Troms, rangert etter innbyggertall 1. januar 2017 (kommune i parentes):
Harstad - 20 953 (Harstad)
Finnsnes - 4 658 (Lenvik)
Setermoen - 2 464 (Bardu)
Silsand - 1 583 (Lenvik)
Sørreisa - 1 538 (Sørreisa)
Borkenes - 1 508 (Kvæfjord)
Andselv - 1 030 (Målselv)
Heggelia - 970 (Målselv)
Moen - 847 (Målselv)
Evenskjer - 785 (Skånland)
Sjøvegan - 780 (Salangen)
Andslimoen - 545 (Målselv)
Ibestad - 474 (Ibestad)
Grov - 400 (Skånland)
Gryllefjord - 383 (Torsken)
Gibostad - 326 (Lenvik)
Tennevoll - 307 (Lavangen)
Senjahopen - 305 (Berg)
Skjold - 303 (Målselv)
Vikvågen - 286 (Kvæfjord)
Husøy - 285 (Lenvik)
Vangsvik- 285 (Tranøy)
Torsken - 202 (Torsken)
Byer
Harstad fikk bystatus som ladested i 1903. Finnsnes fikk bystatus av kommunen i 2000.
Politikk
Stortingsvalg 2017
Valgresultat ved Stortingsvalget 2017 i Sør- og Midt-Troms:
Stortingsvalg 2013
Valgresultat ved Stortingsvalget 2013 i Sør- og Midt-Troms:
Referanser
Se også
Sør-Troms
Midt-Troms
Eksterne lenker
Midt-Troms regionråd
Hålogalandsrådet
Politikk i Troms og Finnmark
Distrikter i Norge |
137926 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Michael%20Krohn%20%281793-1878%29 | Michael Krohn (1793-1878) | Michael Krohn () var ein norsk kjøpmann frå Bergen.
Michael Krohns gate i Laksevåg bydel i Bergen er kalla opp etter denne Michael Krohn.
Tidleg liv
Michael Krohn høyrde til ein av dei fremste kjøpmannsslektene i Bergen og var son av kjøpmann Wollert Danchertsen Krohn (1765–1834) og Cecilie Margrethe Meyer (1763–97). 11. mars 1817 gifta han seg med Fridrica Lovise Monrad (8. desember 1794–17. juli 1868).
Etter skule i Bergen fekk han handelsutdanning i utlandet og så praktisk forretningserfaring i handelshuset til familien Wollert Krohn, seinare Krohn & Co. I 1829 tok han over familiebedrifta, som han i 1850 overlet til sonen Wollert Danckert Krohn.
I 1829 kjøpte han lyststaden Wernersholm på Hop i Fana etter Werner Christie. Her fekk han oppført eit hovedhus i empirestil. På Hop dreiv han òg det eldre marmorbrotet til Christie fram til 1850-åra. I 1859 vart Krohn vitja av Bjørnstjerne Bjørnson som skreiv «Ja, vi elsker» under besøket.
Karriere
Michael Krohn var drivkrafta bak opprettinga av fleire store selskap i Bergen. I 1845 starta han Det Bergenske Søassuranceselskab. Frå 1851 til 1868 var han direktør i Bergens Assuranceforening. Han arbeidde med å binde Bergen og distrikta rundt saman med å opprette lokale dampskipselskap. I tillegg kom han med ideen om å byggje Nygårdsbrua over Nygårdsstrømmen mellom Store Lungegårdsvannet og Puddefjorden for slik å knyte Bergen tettare til naboherradet Årstad i sør.
I 1851 fekk han hjelp av britane til å starte Det Bergenske Dampskibsselskab som skulle spele ei viktig rolle i rute- og linjefart i Bergen i meir enn 100 år. Dette var ei økonomisk vanskeleg tid for Bergen og motstanden til oppstarten av selskapet var stor. Enno større var motstanden til planane hans om eit skipsverft i Solheimsviken i Bergen. Han fekk likevel startkapital og starta Bergen Mekaniske Verksted i 1855. Same året starta han òg Bergens Privatbank.
Verdt å merke seg er at det var først då han var i 50-60-årsalderen at han starta den store innsatsen for handel, skipsfart og industri i Bergen.
Krohn vart vald som suppleant til Stortinget 1845, 1854 og 1857, men var lite interessert for rikspolitikk. Han sat derimot i bystyret i Bergen i fleire år frå 1839. Her arbeidde han hardt for å skaffe Bergen offentleg vassleidning, noko som kom til i 1855. Året etter var han med på å starte eit lite gassverk i 1849, som var det første i Bergen. Krohn var medlem av børskomitéen i byen 1848 til 1856, sekretær i losjen Den Gode Hensigt og medlem i Det Nyttige Selskab frå 1817. Han var òg austerriksk konsul frå 1829.
Kjelder
Forretningsfolk frå Bergen
Norske gründerar
Norske kjøpmenn |
238402 | https://da.wikipedia.org/wiki/Pyrzyce | Pyrzyce | Pyrzyce (tysk: Pyritz) er en by i det vestlige Polen, i zachodniopomorskie voivodskab (Stettin Byområdet). Pyrzyce ligger mellem Stargard Szczeciński og Schwedt (Schwedt/Oder).
befolkning: 12.688 (2006)
areal: 39 km²
Natur (omegn)
1) Brodogóry Naturreservatet (polsk: Rezerwat Brodogóry)
2) Stary Przylep Naturreservatet (polsk: Rezerwat Stary Przylep)
Turisme
Seværdigheder (by)
Kirke (14. århundrede)
Kirke (15. århundrede)
Rådhus
Bymur
Byer ved Pyrzyce
Stargard Szczeciński
Lipiany
Choszczno
Gryfino
Cedynia
Trzcińsko - Zdrój
Moryń
Mieszkowice
Schwedt (Schwedt/Oder, Tyskland)
Myślibórz
Landsbyer ved Pyrzyce
Przelewice
Żabów
Bielice
Banie
Eksterne henvisninger
Pyrzyce online
Byer i Polen
Tidligere tyske byer |
92761 | https://da.wikipedia.org/wiki/CNT | CNT | CNT kan hentyde til flere artikler:
CNT (fagforening) – Spansk anarko-syndikalistisk fagforening.
CNT (urbanisatorisk forskning) – En amerikansk institution, som har til formål at udvikle metoder, der kan skabe et bedre bymiljø.
CNT (nasa) – Center for nanoteknologi |
1464659 | https://no.wikipedia.org/wiki/Peter%20Lombard%20II | Peter Lombard II | Peter Lombard II (født 25. mai 1976) er en guamsk syklist.
Han representerte Guam under Sommer-OL 2016 i Rio de Janeiro, der han ikke fullførte konkurransen i terrengsykling.
Referanser
Eksterne lenker
Guamske syklister
Deltakere for Guam under Sommer-OL 2016
Syklister under Sommer-OL 2016
Fødsler i 1976 |
92686 | https://da.wikipedia.org/wiki/Charlotte%20Corday | Charlotte Corday | Marie Anne Charlotte Corday d'Armont, der er kendt og omtalt som Charlotte Corday (27. juli 1768 – 17. juli 1793), myrdede 13. juli 1793 den franske revolutionære leder Jean-Paul Marat ved et knivattentat og blev få dage efter henrettet i guillotinen for mordet.
Mordet på Marat var en betydningsfuld begivenhed i den tidlige del af Den Franske Revolution, og at han ikke længere kunne øve indflydelse bidrog nok til, at revolutionen løb løbsk i Dantons og Robespierres jakobinske rædselsregime. Corday er bemærkelsesværdig ved at kunne se, hvad der var på vej, og ved at sætte sit liv ind og trodse alle konventioner i forsøg på at standse det, men det lykkedes hende ikke, og hun kom måske endda utilsigtet til at befordre netop det, hun troede at forhindre.
Charlotte Corday kan med sin målbevidsthed, karakterstyrke og foragt for sin personlige skæbne minde en del om Jeanne d'Arc 362 år tidligere. Det fremgår af de billeder, der findes af hende, at hun var en ung, særdeles tiltrækkende kvinde, og hendes skrifter og optræden efter mordet vidner både om dybde i tanken og om en helt enestående sindsro, om end man ikke kan se bort fra en vis overdreven, romantiserende idealisme. Hun gjorde et voldsomt indtryk på dem, som kom i kontakt med hende under fængslingen, retssagen og ved henrettelsen. Selv bøddelen i Paris, Sanson, hvis gemyt nok hørte til de mindre følsomme, var stærkt påvirket og lod måske af den grund en anden foretage henrettelsen.
Baggrund
Hun blev født i den lille by Saint-Saturnin-des-Ligneries i Normandiet som medlem af en fattig, aristokratisk familie og havde fire søskende. En beundret grandonkel på hendes mors side var dramatikeren Pierre Corneille, som bl.a. skrev helteepos om det klassiske Spartas magt og bedrifter, hvis miljø og tanker Charlotte levede sig stærkt ind i.
Efter hendes mors død blev hun som 13-årig indskrevet i klosterskolen Abbaye aux Dames i Caen sammen med sine to søstre. Klosteret var grundlagt år 1060 af Vilhelm Erobrerens hustru, Mathilde af Flandern. Corday blev uddannet her fra 1782 til 1790, hvor klostrene blev opløst ifølge et dekret af 13. december 1790. En gammel tante i Caen optog hende derefter i sit hus.
Hun havde altså gået i en katolsk skole, men selvom hun officielt bekendte sig som katolik, gik hun lidenskabeligt ind for den franske revolution og dens forsøg på at afkristne Frankrig. Samtidig var hun begejstret tilhænger af det moderate parti girondinerne, som havde flertal i Nationalforsamlingen, men var ved at blive fortrængt af det yderligtgående parti jakobinerne (ofte omtalt som "bjerget", fransk: La Montagne). En del girondinere var på grund af forfølgelser flygtet til Calvados, hvor de holdt møder, som Corday overværede; hun var derfor velorienteret om revolutionens hovedpersoner.
Jean-Paul Marat (1743-1793) var en fremtrædende videnskabsmand, men han kastede sig over politik op til og under revolutionen. Han var politisk skribent og udgiver af avisen Folkets Ven (L'ami du Peuple). Han var af natur modstander af alle magthavere. Marat havde stor indflydelse gennem sine skrifter og tvang Danton og Robespierre til mådehold. Han og den radikale, jakobinske bevægelse bekæmpede girondinerne, især efter at de i 1793 havde forsøgt at rejse provinserne til væbnet opstand imod regeringen i Paris. Og det på et tidspunkt, hvor landet var i krig. Charlotte Corday opfattede ham som revolutionens personificerede tyranni. Som "folkets ven" var han den, som forførte og vildledte det franske folk.
Mordet
Charlotte Corday begyndte allerede i 1789 at overveje at dræbe Marat, der da havde ladet 22 girondinere arrestere. Den endelige beslutning om drabet tog hun, efter at kong Ludvig 16. blev henrettet (21. januar 1793), og efter at Marat blev fordømt af en ledende girondiner, Jacques Pierre Brissot.
Den 9. juli rejste hun fra Caen med Levnedsskildringer af Plutarch i bagagen. Hun ankom til Paris den 11. juli ved middagstid og indlogerede sig på Hotel de Providence. Med en introduktionsskrivelse opsøgte hun en deputeret i Nationalforsamlingen. Han oplyste, at Marat ikke længere kom der, men opholdt sig hjemme. (Marat varetog de fleste af sine pligter fra et badekar, fordi han led af en ondartet hudsygdom).
Om aftenen den 12. juli skrev hun på hotellet sin Adresse til de franske venner af lovene og freden. I den forklarede hun sine handlinger og opfordrede med stor kraft sine landsmænd til at rejse sig mod tyranniet. Denne henvendelse lå gemt i hendes tøj og havde følgende hovedindhold:
Adresse til de franske venner af lovene og freden.
" Hvor længe, oh ulykkelige franskmænd, vil I stille jer tilfreds midt i besværet og i splittelserne? Tilstrækkeligt og længe nok har oprørere, slyngler, sat deres egne ambitioner i stedet for det fælles bedste; hvorfor tilintetgør I, ofrene for deres galskab, jer selv for at opbygge deres begærs tyranni på Frankrigs ruiner?"
"Oprør bryder ud fra alle egne, "bjerget" triumferer ved forbrydelse og undertrykkelse, monstre gennemvædet med vort blod gennemfører disse afskyelige komplotter […] Vi arbejder på vor egen ødelæggelse med mere ildhu og energi, end man nogensinde har brugt på at vinde friheden! Oh franskmænd, om kort tid vil der af jer kun være mindet om jeres eksistens tilbage!"
"De vrede departementer marcherer allerede mod Paris, ufredens og borgerkrigens ild dækker allerede halvdelen af dette udstrakte rige; der er endnu et middel tilbage til at slukke den, men dette middel må anvendes straks. Den ondeste af slynglerne, Marat, hvis navn alene fremkalder billederne af alle hans forbrydelser, vil – allerede ved at falde for det hævnende jern – få "bjerget" til at ryste og Danton, Robespierre til at blegne, disse andre banditter på den blodige trone, omgivet af det lys, som menneskehedens hævnende guder uden tvivl kun hænger op for at gøres deres fald mere tydeligt og for at afskrække alle dem, som måtte føle sig fristet til at bygge deres egen lykke på bedragne folks ruin!"
"Franskmænd ! I kender jeres fjender, rejs jer ! Marchér ! Så det ødelagte "bjerg" ikke efterlader sig flere brødre og venner ! Jeg ser bort fra, om himlen skulle have en republikansk regering i baghånden til os, men den kan ikke give os en fra "bjerget" til herre uden at overdrive sin hævngerrighed […] Oh Frankrig! Din fred afhænger af lovenes overholdelse; jeg krænker dem ikke ved at dræbe Marat : Forbandet af universet er han udenfor loven. Hvilket tribunal vil dømme mig? Hvis jeg er skyldig, var Alcide det også, da han tilintetgjorde uhyrerne! […]"
"Oh, mit fædreland ! Dine ulykker sønderriver mit hjerte; jeg kan kun tilbyde dig mit liv ! og jeg takker himlen for den frihed, jeg har fået til at disponere over det ; ingen vil tabe ved min død ; jeg efterligner bestemt ikke Pâris (Bem.: Som myrdede Lepelletier de Saint-Fargeau, der blev republikkens første martyr) ved at lade mig dræbe. Jeg ønsker, at mit sidste suk skal være til nytte for mine medborgere, at mit hoved båret i Paris skal være et samlingsmærke for alle venner af lovene ! at det vaklende "bjerg" ser sin undergang skrevet med mit blod ! at jeg er deres sidste offer, og at det hævnede univers tilkendegiver, at jeg godt har tjent menneskehedens vel! Hvad resten angår, såfremt man skulle se på min handling med andre øjne, er jeg ikke urolig af den grund:
Om universet overraskes over denne store aktion, om jeg er genstand for skræk eller beundring. Min ånd, en smule jaloux over at leve videre i mindet, tager hverken bebrejdelse eller ære i betragtning. Altid uafhængig og altid borger, min pligt er nok for mig, al resten er intet. Gå i gang, drøm ikke om andet end at undgå slaveriet!..."
"Mine slægtninge og mine venner bør ikke udsættes for forhør, ingen kendte mine projekter. Jeg føjer min dåbsattest til denne adresse for at vise, at selv den svageste hånd føres af en fuldstændig hengivelse. Hvis jeg ikke skulle have held med mit forehavende, franskmænd ! Jeg har vist jer vejen, I kender jeres fjender; Rejs jer ! Marchér! Slå til ! "
Den 13. juli om morgenen sendte hun et kort til Marat og bad ham modtage hende, så hun kunne fortælle ham om begivenhederne i Caen. Derpå købte hun i Palais-Royal en skarp køkkenkniv med skæfte af ibenholt i en sort skede og tog til hans hus ved 13-tiden, hvor hun blev afvist i døren med den besked, at Marat var syg, ikke kunne modtage besøg, og at det var omsonst at opsøge ham igen. Hun tog tilbage til hotellet og skrev endnu et brev til Marat med en antydning om et planlagt girondinsk oprør i Caen, som hun ville afsløre for ham. Hun beklagede, at hun var blevet afvist tidligere på dagen og udtrykte håb om, at han ville modtage hende. Hun opholdt sig på sit hotel og afventede, at brevet skulle nå Marat. Uden at vente på svar, tog hun sit mest elegante tøj på, skjulte kniven i sit snøreliv og tog igen til Marats hus ved 19.30-tiden.
Efter at hun atter blev afvist ved døren, hørte Marat postyret på trappen (lejligheden var på 1. sal) og ønskede at tale med den, hvis brev han netop havde læst. Simone Evrard førte da Corday til et lille sovegemak ved siden af det rum, hvor Marat sad i sit badekar af kobber. Over siddebadekarret lå en træplade med hans papirer. Corday kunne ikke se Marat fra sovegemakket. Hun gav ham opdigtede navne på oprørere, mens hun ventede på, at Simone og de andre forlod værelserne. Da det var sket, og mens Marat sad bøjet over træpladen for at notere de opgivne navne, trak Corday kniven, trådte ind til Marat og huggede den i hans bryst med et eneste stik lige til skæftet. Kniven gennemborede hans ene lunge, aorta og venstre hjertekammer. Marat nåede at råbe: A moi, ma chère amie! ("Kom til mig, min kære veninde"), før han udåndede.
Øjeblikket er fastholdt af Jacques-Louis David i det berømte maleri Marats død.
Simone og andre kom styrtende til og alarmerede andre i huset, der også tjente som trykkeri for Marats avis. En medarbejder slog Corday ned, da hun passerede ham under sit forsøg på at flygte, og han bandt hendes hænder. Hun tilbragte resten af aftenen i salonen op til det sovegemak, hvor hendes offer blev balsameret under Simones hjerteskærende gråd. Corday blev ret hurtigt bevogtet af gendarmer, som var blevet tilkaldt, og som måtte beskytte hende mod at blive lynchet af dem, der strømmede til huset, efterhånden som nyheden om mordet bredte sig. Her forbløffede hun deputerede og journalister ved at være aldeles kold og behersket, og besvarede fx et spørgsmål om, hun havde øvet sig, siden hun kunne ramme Marat i hjertet med et eneste stød. Hun svarede, at: "Den vrede, som fyldte mit hjerte, viste mig hvordan". Først efter midnat blev hun ført til nærmeste fængsel, l'Abbaye, hvorfra hun næste dag blev overført til en celle i Conciergeriet.
Her sad hun, til retssagen mod hende blev indledt den 17. juli kl. 8 om morgenen. Den var udsat til det "revolutionære Paris" havde arrangeret en storslået begravelse for Marat. Hun brugte tiden på at reparere sit tøj, der var blevet flænget under tilfangetagelsen, og desuden skrev hun til sin far:
Undskyld mig, min kære papa, for at have disponeret over min eksistens uden Deres tilladelse. Jeg har dygtigt hævnet uskyldige ofre, jeg er dygtigt kommet andre katastrofer i forkøbet. Folket vil, når det en dag ikke længere bedrages, glæde sig over at være befriet for en tyran. Når jeg har søgt at overbevise Dem om, at jeg tog til England, er det fordi, jeg håbede at kunne forblive incognito, men jeg har indset umuligheden af det. Jeg håber, at De ikke bliver udsat for forfølgelse. I alle tilfælde tror jeg, at De vil finde forsvarere i Caen. Jeg har bedt om at få Gustave Doulcet (Bem: Gustave Doulcet de Pontecoulant var deputeret og medlem af den yderligtgående, jacobinske bevægelse, altså Cordays fjende) som forsvarer: Et sådant attentat tillader alligevel intet forsvar, det er for en forms skyld. Farvel, min kære papa, jeg beder Dem glemme mig, eller snarere glæde Dem over min skæbne, hvortil årsagen er smuk. Jeg omfavner min søster, som jeg elsker af hele mit hjerte, og ligeså alle mine slægtninge. Glem ikke dette vers af Corneille:
Forbrydelsen udgør skammen, ikke skafottet!
Det er i morgen kl. 8, man dømmer mig. (Skrevet) denne 16. juli.
Retssagen
Som retspræsident fungerede Montané, som blev assisteret af dommerne Foucault, Roussillon og Ardouin. Fouquier-Tinville indtog sin plads som offentlig anklager. De tolv medlemmer af juryen var Jourdeuil, Fallot, Ganney, Le Roy, Brochet, Chrétien, Godin, Rhoumin, Brichet, Sion, Antoine Fualdès og Duplain.
Chaveau-Lagarde, som tidligere havde repræsenteret Marie-Antoinette, blev udpeget som forsvarer. Gustave Dulcet de Pontecoulant, som hun selv havde peget på i sit brev til sin far, havde ikke svaret på en henvendelse om at påtage sig hvervet. Retspræsidenten instruerede forsvareren om at plædere for utilregnelighed på grund af sindssyge, måske som forsøg på politisk rygdækning, måske som forsøg på at undgå dødsdommen. Chaveau-Lagarde, som udmærket forstod begrundelsen for Cordays handlinger, kunne ikke modsætte sig instruksen, men benyttede anledningen til at gøre nar af rettens ønske ved at fremføre det i et velformuleret og tvetydigt indlæg. I øvrigt dementerede Corday selv enhver sådan mulig udlægning ved sin totale overlegenhed over for anklager og dommere.
Vidner bekræftede, at hun havde begået forbrydelsen, og Cordays vidneudsagn, der gik ud på, at hun havde planlagt og udført mordet alene efter sin egen tilskyndelse, inddrog hverken girondinerne eller andre. "Jeg dræbte én mand for at redde tusinder", sagde hun, idet hun formodentlig dermed hentydede til modparten Robespierres ord før henrettelsen af Ludvig 16. Igen forsøgte anklageren Fouquier-Tinville at få svar på, om hun havde erfaring i at bruge kniv, idet han nævnte, at det er uhyre vanskeligt at myrde et menneske næsten øjeblikkeligt med et eneste stød i hjertet. Cordays svar vakte opstandelse, da hun dramatisk henvendte sig til retten med ordene: "Dette uhyre anser mig minsandten for at være en morderske!"
Anklageren påstod hende dømt til halshugning i guillotinen, og juryen kendte hende skyldig i at have begået drab med forsæt. Tribunalet dømte hende logisk nok til døden og til at bære dødsdømte morderes røde kappe. Dommen faldt lidt over middag, og fuldbyrdelsen skulle, som det var sædvane, ske så snart den kunne arrangeres.
Corday blev i mellemtiden ført til sin celle, hvor hun afslog at modtage besøg af en præst. Hun sad hun tilsyneladende uberørt af situationen i ca. to timer model for en kunstmaler (Johann Jakob Hauer, 1751-1829), som malede hendes portræt. Det hænger i dag i Versailles og kan ses her.
Henrettelsen
Bøddelen i Paris, Charles-Henri Sanson, som skulle foretage henrettelsen, har beskrevet forløbet i sine erindringer. Charlotte Corday har i løbet af deres kun to timer sammen tydeligvis gjort et så voldsomt indtryk på ham, at han er tæt på at indrømme, at han med vilje overlod selve henrettelsen til sine hjælpere. Trods sin store erfaring (han henrettede i alt 2.918 mennesker under revolutionen) har han næppe i sin gerning mødt nogen, som i den grad var upåvirket af udsigten til at skulle dø, og så er hun endda en ung kvinde. Sanson beskriver forløbet således:
"Onsdag den 17., kl. 10 om morgenen meldte jeg mig på borger Fouquiers ordre. Fouquier var i møde, han lod mig svare, at jeg skulle vente og ikke fjerne mig. Jeg gik ned ad trappen og fik en bid mad hos borger Fournier. Hen mod kl. 1 om eftermiddagen fortalte en borger, som kom ned fra Tribunalet, at pigen var blevet dømt. Jeg gik derfor op igen og befandt mig i vidnernes opholdsrum, da borger Fouquier gik gennem det sammen med borger Montané. Han så mig ikke, fordi han skændes temmelig voldsomt med nævnte Montané, som han bebrejdede at være den anklagede gunstigt stemt. De forblev i mere end en time bag den lukkede dør til kontoret. Da de kom ud igen, opdagede borger Fouquier mig og spurgte mig vredt: "Er du dér endnu?" Jeg svarede ham, at jeg endnu ikke havde modtaget nogen ordre. Borger Fabricius kom ind med et udkast og kopien af dommen, som blev underskrevet, og vi gik ned til Conciergeriet. Jeg talte med borger Richard, og mens jeg gjorde det, så jeg hans borgerinde hustru, som var helt bleg og ligesom skælvende. Jeg spurgte hende, om hun var syg. Hun svarede mig: "Vent De bare, måske vil Deres hjerte svigte Dem mere, end mit har gjort."
"Borger Richard førte os til den dømtes kammer. Borgerne Firrase og Monet, tribunalets betjente, gik først ind, mens jeg forblev ved døren. I den dømtes rum befandt sig to personer, en gendarm og en borger, som malede hendes portræt. Hun sad på en stol og skrev noget med en bog som underlag. Hun så ikke på betjentene, men på mig, og gjorde tegn til mig om at vente. Da hun var færdig, begyndte borgerne Firrase og Monet at oplæse dommen, og imens foldede borgerinde Corday det papir sammen, som hun havde skrevet, til et brev, og gav det til borger Monet, idet hun bad ham lade det komme borger deputeret Pontecoulant i hænde. Derpå flyttede hun sin stol ind midt i værelset, tog sin hætte af, løste sit kastanjebrune hår – der var meget langt og meget smukt – og gjorde tegn til mig om at klippe det af."
"Siden M. de la Barre havde jeg aldrig mødt et lignende mod stillet overfor at skulle dø. Vi var dérinde seks eller syv borgere, hvis bestilling ikke var egnet til at gøre os rørte; men hun syntes mindre bevæget end os alle, og hendes læber havde ikke engang mistet deres farve. Da hendes hår faldt, gav hun en lok af det til borger maleren, som havde tegnet hende, og overlod resten til borger Richard som gave til hans hustru. Jeg gav hende den røde dragt, som hun selv tog på og arrangerede. Hun spurgte mig, da jeg gjorde klar til at binde hende, om hun måtte tage sine handsker på, fordi dé, som havde bundet hende ved arrestationen, havde strammet rebet så hårdt, at der stadig var sår på hendes håndled. Jeg sagde til hende, at hun kunne gøre, som hun ville, men at denne forholdsregel var unødvendig, fordi jeg vidste, hvordan jeg skulle binde hende uden at gøre hende nogen som helst skade. Hun sagde leende: "Man havde virkelig ikke Deres øvelse" og rakte mig sine bare hænder."
"Vi steg op i kærren. Der var to stole, og jeg indbød hende til at sidde, men hun afslog. Jeg sagde til hende, at hun havde ret, og at rystelserne på den måde ville være mindre trættende; hun lo endnu engang, men uden at svare mig. Hun forblev stående, støttet mod sidefjælene. Firmin, som sad bag i vognen, ville tage taburetten, men jeg forhindrede ham i det, og jeg satte den foran borgerinden, for at hun kunne støtte et af sine knæ på den. Det regnede og tordnede i det øjeblik, vi nåede til kajerne; men folk, som stod i stort tal langs vores vej, spredte sig ikke af den grund, som det ellers plejede at ske. Man havde råbt og skreget meget i det øjeblik, hvor vi kom ud fra arkaden, men jo længere vi kom frem, desto mindre talrige syntes disse råb at blive. Der var næppe andre end dem, som gik ved siden af os, som fornærmede den dømte og bebrejdede hende mordet på Marat. I et vindue i rue de Saint-Honoré genkendte jeg borgerne Robespierre, Camille Desmoulins og Danton. Borger Robespierre syntes meget ophidset og talte meget til sine kolleger, men disse – og særlig borger Danton – gav indtryk af ikke at høre efter, så meget var de optaget af at betragte den dømte."
"Jeg selv vendte mig hvert øjeblik for at se hende, og jo mere jeg betragtede hende, desto mere havde jeg lyst til at se på hende. Det var ikke på grund af hendes skønhed, så stor den end var; men det syntes mig at være umuligt, at hun lige til slutningen forblev lige så mild, lige så modig som jeg så hende, og jeg ville forsikre mig om, at hun da måtte vise svaghed som de andre, men jeg véd ikke hvorfor, hver gang jeg rettede mit blik mod hende, rystede jeg over, at hun ikke var faldet i afmagt. Imidlertid skete der det, som jeg anså for umuligt: I løbet af de to timer, hvor hun var tæt ved mig, dirrede hende øjenlåg ikke det mindste, og jeg så ikke en bevægelse af vrede eller indignation på hendes ansigt. Hun talte ikke, hun betragtede – ikke dem, som omgav kærren og afleverede deres ondskabsfuldheder – men de borgere, som stod langs husene. Der var så mange på gaden, at vi kom meget langsomt frem. Eftersom hun havde sukket, mente jeg at kunne sige til hende: "De finder vel, at der er temmelig langt, ikke sandt?" Hun svarede mig: "Bah! Vi er alligevel sikre på at komme frem", og hendes stemme var lige så rolig, lige så tydelig som i fængslet."
"I det øjeblik, hvor vi nåede frem til Place de la Révolution (den nuværende Place de la Concorde), rejste jeg mig og placerede mig foran hende for at hindre hende i at se guillotinen. Men hun lænede sig frem for at se og sagde til mig: "Jeg har ret til at være nysgerrig, for jeg har aldrig set sådan en!". Jeg tror ikke desto mindre, at hendes nysgerrighed fik hende til at blegne, men det varede kun et kort øjeblik, og næsten straks genvandt hendes teint sin farve, som var meget levende. Da vi steg ud af kærren, opdagede jeg, at en del ukendte havde blandet sig med mine folk. Mens jeg henvendte mig til gendarmerne, for at de kunne hjælpe mig med at rydde pladsen, var den dømte hurtigt gået op ad trappen. Da hun nåede platformen, efter at Firmin på lidt barsk måde havde fjernet hendes halstørklæde, skyndte hun sig selv hen til vippebrættet, hvor hun blev bundet fast."
"Selvom jeg ikke var på min plads, tænkte jeg, at det ville være barbarisk at forlænge denne modige kvindes dødsangst så meget som et sekund mere, og jeg gav tegn til Firmin, som befandt sig ved højre pæl, om at frigøre udløseren. Jeg befandt mig stadig ved foden af skafottet, da en af de uvedkommende, som havde blandet sig mellem de andre, en tømrer ved navn Legros, der i løbet af dagen havde arbejdet på at reparere guillotinen, samlede borgerinde Cordays hoved op og viste det til folket. Selv om jeg var vant til den slags optræden, blev jeg alligevel bange. Det forekom mig, at det var mig, disse halvåbne øjne så på, og at jeg endnu i dem genfandt denne gennemtrængende og uimodståelige blidhed, som havde forbavset mig så meget. Jeg vendte mit hoved bort. Det var kun fra folks mumlen, som jeg hørte rundt om mig, at jeg erfarede, at denne slyngel havde givet hovedet en lussing, det var andre, som forsikrede mig om, at hun var rødmet ved denne fornærmelse."
Kommunen Paris og tribunalet tilfredsstillede den offentlige mening ved at idømme Legros tre måneders fængsel for overtrædelse af etiketten på skafottet.
Efter obduktion af Cordays lig, der bl.a. fastslog, at hun var jomfru, blev det uden ceremoni begravet på Madeleine kirkegården. I 1804 sattes et simpelt kors på graven, og i 1815 flyttedes resterne til kirkegården på Montparnasse.
Senere begivenheder
Mordet på Marat standsede bestemt ikke jakobinerne eller terroren. Marat blev martyr, og buster af Marat blev sat op i stedet for krucifikser og religiøse statuer, som ikke længere var velsete under det nye regime. Den anti-feministiske holdning hos mange af revolutionens ledere forstærkedes af Cordays handlinger, og revolutionen vendte sig bl.a. med fuld styrke mod Marie-Antoinette, kongens fængslede enke.
Denne begejstring for Marat varede kun to år, og han blev omvurderet af offentligheden; Charlotte blev nu nærmest en heltinde, som havde givet sit liv for at befri sit land for et uhyre.
Se også
Tidslinje for den franske revolution
Eksterne henvisninger
Billeder og dokumenter vedrørende Charlotte Corday og steder med relation til hendes liv.
Lady Stanley (enke efter Henry Morton Stanley, som fandt David Livingstone i Afrika) skriver i et brev til den franske historiker Théodore Lenôtre i 1923, at hendes mor, som var fransk og født i 1819, har set Cordays hoved mange år efter henrettelsen.
Litteratur
Charles Franklin: World-famous trials (Dansk titel: Bøddelen venter ikke), 1968. Bogen synes dog at vægte den dramatiske beskrivelse højere end korrektheden i forløbets detaljer.
Shearing, Joseph: The angel of assassination, London 1935, (engelsk).
Beise, Arnd: Charlotte Corday: Karriere einer Attentäterin, Marburg 1992, (tysk)
Epois, Jean: L'affaire Corday-Marat: prélude à la terreur, Les Sables-d'Olonne 1980, , (fransk)
Alphonse de Lamartine, Histoire des Girondins. (fransk)
Jules Michelet, Histoire de la Révolution française. (fransk)
Gérard Walter, Actes du Tribunal révolutionnaire. (fransk)
Personer fra Frankrig
Mordere
Personer guillotineret under Den franske revolution
Personer fra Den franske revolution |
447864 | https://da.wikipedia.org/wiki/Carrie%20Bradshaw | Carrie Bradshaw | Caroline Marie "Carrie" Bradshaw er en fiktiv forfatter og hovedrollefiguren i serien Sex and the City, spillet af skuespilleren Sarah Jessica Parker. Hun er en semi-selvbiografisk karakter skabt af Candace Bushnell, som udgav bogen Sex and the City, baseret på sin egen klumme i New York Observer.
Historie & personlighed
Carrie skriver en ugentlig klumme kaldet "Sex and the City" for den fiktive avis The New York Star. Klummen fokuserer på Carries seksuelle eskapader og hendes venners oplevelser, samt spekulationer om forholdet mellem mænd og kvinder, dating og New York. Klummen giver Carrie en vis anerkendelse i byen. Folk, der læser hendes klumme, beskriver hende som deres ikon. I femte sæson samles nogle af hendes klummer endda i en bog.
I slutningen af fjerde sæson begynder Carrie at skrive freelanceartikler for Vogue. Selv om hun oprindeligt har problemer med sin chefredaktør, Enid (Candice Bergen), på Vogue, ender han dog med at blive venner med hende.
Carrie er notorisk ledet af hendes følelser og er en hyper-neurotisk version af en stereotyp desperat kvinde, idet hun konstant kræver accept (en dørnøgle, badeværelse, skabsplads) fra Mr. Big og andre. "Bare fortæl mig, at jeg den eneste ene" siger hun til Mr. Big i slutningen af sæson 1, hvor hun også siger, at hun ikke har særlig meget tiltro til forholdet og behøver noget tryghed. Hun opfører sig ofte på en selvisk måde (som set under hendes utroskabsaffære). Hun skyder tit skylden på andre, men dette er ikke tegn på usikkerhed, men hendes tendens til at blive 'Carried Away', et udtryk opfundet af Mr. Big i sæson 2. Resultatet er en forkert, men relaterbar karakter på grund af hendes selvstændige afværgende humor, hvormed hun behandler stereotype problemer i mellem kvinder og mænd er det gennemgående tema.
Carrie er en on-igen, off-igen ryger. Hun ryger ofte "Marlboro Lights". Hun forsøger at holde op i sæsonerne, 3 og 4 ved hjælp af Nicotine plaster, da hun dater Aidan. Hun nyder cocktails (især Cosmopolitans-hendes karakters kærlighed for dem har bidraget til at udbrede drikken), men hun er har hjertet på det rette sted, men er en anelse konservativ, som kan ses i episoden Boy, Girl , Boy, Girl ... da hun dropper hendes date fordi, at hans veninde kysser hende i spillet flaskehalsen peger på. Hun er på en endeløs søgen efter ægte kærlighed, og nægter at gå efter, som hun selv udtrykker det, "noget mindre end sommerfugle". På trods af dette, gentagne gange udtrykker hun tvivl om, at hun er den type, der bliver gift og stifter familie.
Carrie bor i et hus med sandstensfacade på Upper East Side på det fiktive husnummer nr. 245, på East 73rd Street, mellem Park og Madison. Hun bor i denne lejlighed hele serien, og køber den i fjerde sæson. I de første episoder af første sæson, er Carrie's lejlighed set at ligge over en café et sted i nærheden af Madison Avenue. Ved omkring den fjerde episode, er den sædvanlige facade af en række sandstenshuse støder op til hendes vedtaget, og er stadig på den måde hele serien. Den første episode har også en anden lejlighed end den, der anvendes til de næste 93 episoder, og filmen.
Lidt er nævnt omkring Carries liv før serien. I begyndelsen af den femte sæson, hedder det, at Carries forhold til byen er "omkring de 18 år," hvilket indebærer at hun flyttede til New York, da hun var 21 år gammel, og som får mange til at spekulere på, om hun flyttede til byen for at gå på universitetet. Hun siger i filmen at hun boede i hendes lejlighed i tyve år, hvilket betyder, hun boede i byen fem år, før hun flytter ind. Hun er mest sandsynligt fra en middelklasse baggrund, som Stanford Blatch nævner, at hun var Candie's og tog Metroen, da hun først flyttede til byen. Det nævnes, at hendes far forlod hende og hendes mor, da hun var fem, ingen søskende er nogensinde blevet nævnt. Det er også afsløret, at Carrie havde en abort i 1980'erne, efter en one night stand, da hun var 22 år gammel. I den første sæson er det afsløret, at Carrie ikke er opdraget religiøst. Efter at have løbet ind i Mr. Big i kirke sammen med hans mor, siger hun "efter at ikke at være blevet opdraget i kirken. Har jeg lært at være rar mod mennesker og ikke tale med munden fuld", hvilket indebærer, at hun ikke tilhører nogen officiel religion. Selvom hun havde datet i mange år, før mødet med Mr. Big i den første episode af serien, er han hendes første rigtige kærlighed, den mand, hun mener kan være hendes soulmate. Hun fortæller Charlotte, at hun mistede sin mødom i Seth Bateman's ildelugtende hobbyrummet på ping pong tabellen i 11. klasse. I sæson 6 ("dreng Afbrød"), møder Carrie op med en anden kæreste fra high school Jeremy (David Duchovny). Carrie, siger at hun aldrig har haft sex med denne high school kæreste, fordi de var unge og ville vente, men tidligere i serien, nåede hun at fortælle Charlotte en historie om at miste sin mødom i gymnasiet.
Klædeskab
Carrie er blevet beskrevet som en person, der "lever for mode", og har tilstået at købe Vogue i stedet for middag. En kendt sko-elsker med forkærlighed for dyre designersko (især Manolo Blahniks, men også Christian Louboutin og Jimmy Choo), Carrie hævder, at hun har brugt over $ 40,000 på sko. Hendes par synes at være på et gennemsnit af mindst $ 400 parret (ifølge Miranda), og det er underforstået, at hun har mindst, hvis ikke mere end 100 unikke par.
Hun blander ofte cool vintage fund med høje stiletter. Det nævnes, at Barneys, Bergdorf Goodman og Saks Fifth Avenue er blandt hendes foretrukne steder at shoppe. Carrie i stedet for at tage en kæreste med til at møde hendes forældre, tager hun sin kæreste med ud og møde salgsassistenter på Prada. Hendes veninde Charlotte hævder, at Carrie slæbte hende til otte shows i New Yorks Fashion Week. Carrie var engang model for en velgørende organisation modeshow (med både "rigtige mennesker" og modeller), på betingelse af, at hun kunne beholde et outfit, en Dolce & Gabbana original. Carrie er også kendt for at have båret Alexander McQueen, Balenciaga, Betsey Johnson, Chanel, Chloé, Christian Dior, Christian Louboutin, Diane von Fürstenberg, Fendi, Givenchy, Gucci, Heatherette, Helmut Lang, Hermès, Jean Paul Gaultier, Jeremy Scott, Louis Vuitton, Manolo Blahnik, Marc Jacobs, Marni, Missoni, Miu Miu, Moschino, Oscar de la Renta, Roberto Cavalli, Shiatzy Chen, Sonia Rykiel Tom Ford, Vera Wang, Versace, Vivienne Westwood, osv.
Carries utrolige garderobe synes at være helt uoverkommelige for en forfatter på en beskeden indkomst. (I hvert fald indtil sæson 5, da hun får et bog tilbud.) Mange af de mennesker omkring hende kommentere om, at hun ikke har råd til hendes shopping afhængighed. Carrie lejlighedsvis får et max. ud af kreditkortet, og kan ikke sikre et lån på grund af hendes dårlige opsparing og en dårlig kreditværdighed som et resultat af omfattende shopping, og har erkendt sit "sko behov" tegnede sig for de fleste af hendes udgifter.
Carrie er især kendt for sin afhængighed af sko, at kalde det hendes "stof misbrug problem" i den episode "Power of Female Sex" i sæson 1. Bemærkelsesværdige øjeblikke omfatter en hændelse, da hun bliver overfaldet i nærheden af West Broadway og banditet slipper væk med hendes Manolo Blahnik pink ruskindssandaler, som hun har købt til "halv pris ved et prøvesalg!" og tilføjede, at de er hendes foretrukne sko. I sæson 3 jager hun efter Staten Island færgen og ender med ikke at nå den, efter det at glide ud af hendes sko råber hun: "Vent, jeg mistede min Choo!".
Forhold
"Mr. Big"
"Mr. Big" (Chris North) vises i den første episode som en velhavende mand, der løb ind Carrie på gaden, og senere opdagede hende til en fest. Deres forhold er en historie bue kørende i længden af serien. I starten var hun intimideret og imponeret af ham. Men i sidste ende deler Carrie og Big en venlig og ofte lidenskabelig intimitet, men Mr. Big er stadig (i producent Michael Patrick King 's ord), "altid lidt uden for rækkevidde." Mr. Big navn er aldrig nævnt indtil den sidste episode af den 6. sæson, hvor det er afsløret at hans navn er John gennem Carrie's mobiltelefons opkald-id. Hans fulde navn er endelig afsløret i filmen som John James Preston.
De slår op for første gang på grund af Mr. Big's manglende evne til at blive følelsesmæssigt intim med Carrie. De bliver endelig genforenet, men slår op igen da Big annoncerer, at han er på vej til Paris på grund af arbejde. Da han vender tilbage til USA flere måneder senere, løber han og Carrie ind i hinanden uventet på en undergrundsbane i Hamptons. Ved sin tilbagekomst, opdager man, at han er forlovet med en ung kvinde på 26, som er hedder Natasha, der arbejdede for Ralph Lauren i Paris. Ved nogens overraskelse, kæmper Carrie for at komme overens med Big's hurtige beslutning om at gifte sig, men kommer sig over ham for at begynde et forhold til Aidan Shaw. Men Carrie kan ikke sætte Big bag sig og indgår en affære med ham. Efter forstand erstatter begær, bekender hun hulkende sig til Aidan forud for brylluppet af hendes veninde, Charlotte. Carrie og Big fortsætter en tæt, til tider seksuel altid flirtende venskab indtil sidste episode. Her er vi vidne til en romantisk udstilling af kærlighed og hengivenhed, når Big hvisker de hårdt ventede ord til Carrie-'du er den eneste ene'.
I begyndelsen af filmen Carrie og Big, i god ro og mode, beslutter sig for at gifte sig. Men lige før ceremonien, bliver Big overvældet af medieopmærksomhed og antallet af gæster, og ændringer i hans sind. Han bliver straks klar over sin fejl, men skaden er sket. Carrie, er såret og forrådt, og blokerer al kommunikation med ham, og ubevidst ignorerer hans kærlighedsbreve og undskyldende e-mails. Endelig, efter bestemte begivenheder i filmen, møder de hinanden ufrivilligt, og kommer overens med hinanden, fortæller hinanden deres følelser, og gifter sig privat (som Mr. Big oprindeligt forestillede sig).
I den anden film, har Carrie og John's passion aftaget. Carrie begynder at føle som om hendes og John's ægteskab har mistet det "gnist" John nyder at tilbringe natten sovende, spise mad udefra og se tv. Carrie føler trang til at flygte tilbage til sin gamle lejlighed i to dage for at gøre noget skriftligt og nyde et stykke tid for sig selv, og er overrasket, da Big henter hende og tager hende ud til middag, og hun føler romancen genindtræde i deres ægteskab. Big foreslår så, at Carrie og ham tilbringer to dage om ugen fra hinanden, for at nyde deres alene-tid, som han mener er, hvad der har brug for til at give deres ægteskab nyt liv, Carrie modvilligt accepterer, og derefter rejse hun til Abu Dhabi med Samantha, Charlotte og Miranda. Mens de er i Abu Dhabi, lærer Carrie hvor vigtigt et ægteskab kan være, når hendes Butler fortæller hende, hvor ondt det gør , at han skal være adskilt fra sin kone. Carrie genforenes også med hendes gamle flamme, Aidan Shaw, som hun møder ved et tilfældigt møde på et Abu Dhabi marked. Carrie føler sig kriseramt som følge af en dårlig anmeldelse af hendes nye bog i The New Yorker, og derfor for at opmutre sig selv siger hun ja til en middags invitation fra Aiden. De to bliver så alene, og kommer kort til at kysse hinanden. Carrie beklager straks dette og beder hendes venner til råds om at lade Big vide det eller ej. Samantha fortæller Carrie hun ikke skulle nævne det, fordi det var sådan en lille hændelse, men Carrie er for brudt op for at lade det glide, og fortæller John det med det samme. Big er blevet såret, og Carrie bekymrer sig for, om Big vil gå fra at ville to dage off, til syv fridage. Efter Carrie's hjemkomst til New York, er hun ked af, at Big ikke er hjemme, og han ikke har kaldt hende tilbage. Den nat han ankommer til hjemmet, taler Carrie og John om deres ægteskab, Big fortæller Carrie at hun skal stoppe med at bekymre sig om, at de bliver et træt, kedeligt gammelt ægtepar, og de siger nye bryllupsløfter til hinanden. Big (som ikke var i stand til at bedømme Carrie, da han gjorde det samme mod Aiden) tilgiver han Carrie, og giver hende en diamantring (for at kompensere for et jubilæum gave, et fladskærm TV) for virkelig at vise verden hun er ude af markedet . Da deres ægteskab vokser ud af "forfærdelige to" synes Big og Carrie at de er meget meget glad, og afslappede med hinanden, nu hvor de begge gør en indsats, og på grund af ringen Big gav hende, har de fået gnisten tilbage.
Aidan Shaw
Manhattan møbler designer Aidan Shaw (John Corbett) er Carrie's næste alvorlige kæreste efter det smertefulde break-up med Mr. Big. Carrie mødte ham gennem hendes ven Stanford Blatch. Deres første forhold sluttede, da Carrie tilstår, på Charlotte og Trey's bryllupsdag, at hun havde en affære med Mr. Big. Senere i serien, kommer Carrie og Aidan tilbage sammen og bliver engageret, det midlertidige engagement bliver brudt, da Carrie opdager at hun er ikke klar til at gifte sig med ham, og han er ikke villig til at vente på hende. det gør Yderligere ondt da Carrie indser Aiden kun ønsker at gifte sig med hende, fordi han stadig ikke har tillid til hende, Aiden håber, at ved at gifte sig Carrie, ville det vise verden, at hun var hans. Under den sjette sæson premiere, løber Carrie på Aidan på gaden. Hun opdager, at han har giftet sig med en fyr-møbel designer, Cathy, og har en søn ved navn Tate (spillet af Sarah Jessica Parker's søn). De to er enige om at mødes til kaffe, Carrie sagde i kommentatorstemme, at "der er nogle dates, du kan ikke vente med at holde, og der er nogle du begge ved, i vil aldrig holde." I filmen Sex and the City 2, ved et tilfældigt møde mellem Aidan og Carrie i Abu Dhabi kommer et stort plot punkt. Mens Carrie shopper i et lokalt marked med Miranda i Abu Dhabi, møder Carrie og Aiden hinanden, de laver så en plan om at tale over en middag, og i et øjeblik af lidenskab, deler de et kort kys. Carrie er revet op over dette, og bekender det kys til John, han tilgiver hende.
Jack Berger
Efter afslutningen af hendes forhold til Aidan, begynder Carrie at date Jack Berger (Ron Livingston), en forfatter med et blandet held. Hun møder ham, mens han diskuterer hendes kommende bog på hendes udgiverens (Amy Sedaris) kontor. Han er en romanforfatter, og føler sig usikker på Carrie's nyfundne succes som forfatter, efter at hendes bog går de internationale veje og hun begynder at modtage high-sum royalties. Den dag, Carrie og Berger går en tur, hvor Carrie får en jordbær milkshake fra McDonalds. Siger Berger til hende: "Hvordan kan nogen spise jordbær efter de fyldte elleve?", Og Carrie kan naturligvis kan lide hans sans for humor. Men da hun beder ham om at være hendes "Plus One" på hendes parti, hedder det, at han har en kæreste. Efter en indledningsvis klippefyldt start (hvor Berger skal bryde båndene til sin ex-kæreste, Lauren), danner de et temmelig legende forhold, og en, som i første omgang synes at gøre Carrie meget glad. Så begynder Carrie's succes at montere, og især efter Bergers anden roman bliver den ikke læst op for offentliggørelse, forholdet forringes, kulminerende i en 'pause' mellem de to. Berger vender tilbage, bekender sin kærlighed til Carrie, og erklærer, at han ønsker at prøve igen. Men han ender forladt senere, midt om natten. Berger slår op med Carrie på en Post-it note, som lyder: "Jeg er ked af det,men jeg kan ikke.Du må ikke hade mig." Efter denne forhastede afgang, er Berger kun henvist til i én mere episode-efter Carrie løber ind i hans venner på en bar, sender hun Berger en vred besked (gennem hans venner), at hans brud-up-metoden var uhøflig og patetisk.
Aleksander Petrovsky
Dernæst Carrie møder og begynder et forhold med Aleksandr Petrovsky (Mikhail Barysjnikov), i sjette sæson. Han er en rig, succesfuld, og en ældre Russisk kunstner. Carrie elsker forholdet, men problemerne opstår, da hun opdager, at han allerede har en datter i tyverne, og han ønsker ikke flere børn. For at sikre dette, har han haft en vasectomy. Carrie føler sig tvunget til at vælge mellem et langsigtet forhold til Petrovsky og muligheden for at få børn. Hun beslutter sig for at blive i forholdet, trods stigende bevis for, at han aldrig vil være i stand til fuldt ud at forpligte sig til hende følelsesmæssigt, da han er meget selvstændig involveret, og endda på et tidspunkt hævder, at Carrie er "ikke hans ven, hun er hans elskerinde . "
Han beder Carrie til at forlade sit job og liv i New York og flytte med ham til Paris. Efter en vis grad af overbevisende, hun accepterer, men er skuffet og forvirret over hendes ankomst. Hun taler ikke Fransk godt, og Petrovsky efterlader hende ofte alene med henblik på at passe sin egen karriere. I serie finale Carrie vender senere tilbage til new york.
Tv-serier fra USA
Fiktive personer |
267894 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Austerbreen | Austerbreen | Austerbreen er ein isbre kring 3 km brei, som flyt nordvest mot søraustenden av Amundsen Bay. Han vart oppdaga i oktober 1956 av ei gruppe frå Australian National Antarctic Research Expeditions (ANARE) leia av P.W. Crohn og kalla opp etter Auster-flyet nytta av ANARE under utforskinga av kysten.
Kjelder
Denne artikkelen bygger på «Auster Glacier» frå , den 19. desember 2013.
oppgav desse kjeldene:
Isbrear i Enderby Land |
1560514 | https://no.wikipedia.org/wiki/Evocation%20I%3A%20The%20Arcane%20Dominion | Evocation I: The Arcane Dominion | Evocation I: The Arcane Dominion er det tredje studioalbumet til Eluveitie. Det kom ut 17. april 2009, på Nuclear Blast. Albumet er stort sett akustisk og tekstene er på gallisk, inspirerte av galliske inskripsjoner.
Sporliste
"Sacrapos - At First Glance" 2:01
"Brictom" 4:22
"A Girl's Oath" 1:18
"The Arcane Dominion" 5:43
"Within the Grove" 1:52
"The Cauldron of Renascence" 2:05
"Nata" 4:02
"Omnos" 3:48
"Carnutian Forest" 3:17
"Dessumiis Luge" 3:28
"Gobanno" 3:15
"Voveso in Mori" 4:09
"Memento" 3:20
"Ne Regv Na" 5:07
"Sacrapos - The Disparaging Last Gaze" 2:43
Besetning
Chrigel Glanzmann – fløyter, mandola, mandolin, uilleann pipes, bodhrán, vokal
Anna Murphy – dreielire, fløyte, vokal
Ivo Henzi – akustisk gitar
Päde Kistler – fløyter, skotsk sekkepipe, redpipe
Meri Tadic – violin, vokal
Kay Brem – akustisk bass
Sime Koch – akustisk gitar
Merlin Sutter – trommer
Gjestemusikere
Freddy Schnyder - hammered dulcimer på "Within the Grove" og "Gobanno"
Mina The Fiddler - 5-strenget bratsj på "Within the Grove" og "Gobanno"
Oliver S. Tyr - langhalset lutt på "The Arcane Dominion"
Alan Nemtheanga - ytterligere vokal på "Sacrapos- At First Glance" og "Nata"
Sarah Wauquiez - zugerörgeli (trekkspill) på "Gobanno"
Eksterne lenker
Musikkalbum fra 2009
Folk metal-album |
16762 | https://is.wikipedia.org/wiki/Falur%20%28nafn%29 | Falur (nafn) | Falur er íslenskt karlmannsnafn. Árið 1989 voru 57 í þjóðskrá sem báru þetta nafn sem fyrsta eiginnafn og 10 sem báru það sem seinna eiginnafn, en árið 1910 var aðeins einn sem hét Falur sem fyrsta eiginnafn, og 5 sem voru skráðir með það nafn sem seinna eiginnafn.
Dreifing á Íslandi
Frægir nafnberar
Falur Harðarson
Heimildir
Neðanmálsgreinar
Íslensk karlmannsnöfn |
300985 | https://da.wikipedia.org/wiki/Haumea | Haumea | Haumea kan henvise til:
Haumea (gudinde)
Haumea (dværgplanet) – opkaldt efter gudinden |
95183 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Skrikjofossen | Skrikjofossen | Skrikjofossen er den 31. høgaste fossen i Noreg ut frå totalt fall. Han ligg ved Lofthus i Ullensvang kommune i Vestland. Fossen ligg like ved den mindre Opofossen og vert ofte forveksla med denne. Fossen har to fall med ei total høgd på 455 meter. Det høgste fallet er på 260 meter.
Sjå òg
Fossar i Noreg
Bakgrunnsstoff
Bilete av fossen
Bilete av fossen, sett lenger bortefrå
Skrikjofossen sett oppifrå
Kjelder
Skrikjofossen på World Waterfall Database
Fossar i Ullensvang |
298314 | https://da.wikipedia.org/wiki/Magda%20Lupescu | Magda Lupescu | Elena Lupescu, bedre kendt som Magda Lupescu, (født 15. september 1895?, død 29. juni 1977) var kong Carol 2. af Rumæniens elskerinde. Efter hans abdikation og eksil, blev de gift i Rio de Janeiro i 1947.
Carol døde i 1953. Lupescu levede til sin død i eksil i Estoril, Portugal.
Eksterne henvisninger
Personer fra Rumænien |
717258 | https://no.wikipedia.org/wiki/Huseby%20skole | Huseby skole | Huseby skole kan sikte til:
Huseby skole (Trondheim) (1976–2015)
Huseby barneskole
Huseby ungdomsskole
Huseby skole (Oslo)
Se også
Husby skole
Pekersider til skoler med like navn |