id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
244
| title
stringlengths 1
148
| text
stringlengths 1
173k
|
|---|---|---|---|
604762 | https://no.wikipedia.org/wiki/Far%2C%20mor%20og%20oss | Far, mor og oss | Far, mor og oss er en humoristisk skildring av en families hverdagsliv under andre verdenskrig, skrevet av den norske forfatteren Johan Borgen under hans vanlige kåseripseudonym Mumle Gåsegg, og utgitt i 1945.
Boken skildrer en familie med likhetstrekk med forfatterens egen: tre veslevoksne døtre, og barnslige kunstnerforeldre. Fortellerstemmen og synsvinkelen, som ligger hos den ene av døtrene, minner om Borgens ene barnebok fra tre år tidligere Anes eventyr
Boken ble utgitt på svensk samme år, med tittelen Far mor och vi.
Referanser
Eksterne lenker
Utgaven fra 1995 hos Nasjonalbiblioteket.
Lanternebøkene
Norske bøker
Bøker fra 1945 |
2701802 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Trepobates%20taylori | Trepobates taylori | Trepobates taylori är en insektsart som först beskrevs av George Willis Kirkaldy 1899. Trepobates taylori ingår i släktet Trepobates och familjen skräddare. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Skräddare
taylori |
459175 | https://da.wikipedia.org/wiki/Redningsb%C3%A5d | Redningsbåd | Redningsbåde kan deles op i to kategorier:
Redningsbåde, Search and rescue, der anvendes fra land, fra en kystredningsstation eller fra en havn, for at undsætte nødstedte skibe.
Redningsbåde der anvendes fra det nødstedte skib, disse sidstnævnte kaldes ofte for redningsflåde og er da oppustelige gummibåde.
Den danske udvikling indenfor landbaserede redningsbåde
Tidlige redningsbåde
I 1857 godkendte staten en type redningsbåd, som blev anvendt i mere end 100 år.
Redningsbådene anvendes, når et skib varr strandet så langt fra land, at raketapparatet ikke kunne anvendes. De var næsten af samme type, men noget forskellig i størrelse, alt efter båden, om båden skullle sættes ud fra stranden eller havde en havn som basis. Indtil omkring 1914 har der været anvendt robåde, der for de størres vedkommende havde sejl til hjælp; men derefter blev bådene bygget med forbrændingsmotor, dog som regel med bibehold af årer eller sejl. De almindelige fordringer, der må stilles til en redningsbåd, er, at den må være meget stærk, sødygtig, synkefri og rummelig, have ringe dybgående og for kystbådenes vedkommende ikke være sværere, end at de kan transporteres på vogn.
De danske redningsbåde før 1914 var konstrueret og bygget på Orlogsværftet i København. De var klinkbyggede af eg og elm med høj stævn og stor bredde, men ringe dybde. De var forsynet med et vandtæt dæk, og under dette samt i enderne og på siderne er anbragt vandtætte kobberkasser, der sammen med et tykt korkbælte rundt om bådens essing giver båden tilstrækkelig opdrift. Ved hjælp af ventiler i bunden og på siderne er den gjort selvlænsende, idet ventilerne åbnedes udefter, når båden løftes af søerne, så vandet kan løbe ud, medens de lukkes, når båden sænkes ned i søen, endvidere findes en pumpe til lænsning. Rorfladen kunne forstørres ved en kvadrant, og i de større både haves sænkekøle. Den almindelige robådstype havde dimensionerne (L×B×D) 9,4 m × 2,5 m × 0,2 m. Som tom vejede den 600 kg og fuldt udrustet ca. 1725 kg og transporteredes på en transportvogn trukket af 6-8 heste til strandingsstedet. Besætningen var 12 mand. Den større type, der anvendtes fra havn, vejede ca. 6 tons og havde 14 mands besætning og kunne medtage ca. 30 nødstedte.
De første redningsmotorbåde
De første redningsmotorbåde var næsten af samme konstruktion som robådene. Skruen vandrede i en i båden indbygget tunnel, så den ikke kunne beskadiges af vragstumper eller komme til at beskadige folk, der lå i vandet. I Danmark anvendtes to størrelser af, hvilke den mindste kunne udsættes fra stranden og transporteres på vogn. Den første blev bygget 1914 på Orlogsværftet og blev stationeret i Skagen med dimensionerne (L×B×D) 12,2 m × 3,78 m × 0,8 m. Den vejede fuldt udrustet 9,6 tons; besætningen var 14 mand; motoren er en 40 hk motor, der gav båden en fart på 7 knob. Den var rigget med to master med sejl. Båden til udsætning fra stranden var en 10,2 m båd med en 12 hk benzinmotor, der gav båden en fart på ca. 5½ knob. Den vejede 3,2 tons og havde et dybgående på 0,4 m. Til anbringelse af båden på transportvognen anvendtes en mindre kran. Besætningen var stor, nemlig 14 mand, af hensyn til bådens ud- og indsætning. I 1916 fik Klitmøller en motorredningsbåd og i 1920 fik Vorupør en.
Motorredningsbådene var i starten åbne, men blev med tiden ombygget på Orlogsværftet til dæksbåde. Ved et sammenarbejde mellem redningsmændene og værftet blev bådene videreudviklet og fik bl.a. større motor og radioanlæg.
MRB 34 og 35
I 1965 startede et udviklingsarbejde med en ny type motorredningsbåd til anvendelse fra havnene på den jyske vestkyst og Skagerrakkysten. I dette arbejde deltog redningsvæsenet og redningsfolk, konstruktionsarbejde, beregninger og modelforsøg i prøvetank blev udført af skibskonstruktionsfirmaet Knud E. Hansen, København, med godkendelse af Orlogsværftet. Resultatet blev MRB 34, som blev bygget på Rømø Bådværft A/S den var færdig i 1969 og blev placeret i Hvide Sande. Næste båd blev MRB 35, som blev bygget i Rantzausminde i 1973 og stationeret i Thyborøn. Begge både er selvoprettende og blev før levering testet ved at de blev trukket helt rundt hvorpå de selv rejste sig på ret køl. Begge både har vist sig at kunne klare sig i selv meget hårdt vejr.
RF 2's forlis i Hirtshals 1981
Den 1. dec 1981 forliste redningsbåden RF 2 fra redningsstationen i Hirtshals under et forsøg på at komme kutteren Hanne Dorthe til undsætning. Vejret var yderst dårligt med storm fra vest og op til seks meter høje bølger. Herunder mistede ni mennesker livet, idet hele redningsfartøjets besætning på seks mand omkom og de tre fiskere fra Hanne Dorthe. Fra havnemolen kunne man iagttage, at redningsfartøjet, da det kom klar af molen, krængede over og sank i brændingen uden for havnen.
En haverikommission fastslog efterfølgende, al redningsfolkene, selv var skyld i forliset bl.a. fordi en vandtæt luge mellem styrhus og kabine ikke var lukket, og fordi noget grej havde blokeret roret. Det blev dog senere dementeret.
Emile Robin og Martha Lerche
I 1982 startede et udviklingsarbejde på basis af erfaringerne med MRB 34 og 35 og med baggrund i undersøgelseskommissionens rapport om RF 2's forlis, rapporten indeholdt forslag til forbedringer af fremtiden redningsbåde. Det blev en lang proces at udvikle de nye både. ”Emile Robin” blev bygget på Nordsøværftet i Ringkøbing og i januar 1989 blev hun krængningsprøvet i Esbjerg Havn. Sommeren 1989 var søsterskibet, ”Martha Lerche” klar til levering. ”Emile Robin” er fast stationeret ved Redningsstationen i Hvide Sande og ” Martha Lerche” i Thyborøn. MRB 35, den sidste danskbyggede redningsbåd af træ, kom i 1992 til Thorsminde, MRB 34 er på Anholt.
Redningsvæsenets velgører
Redningsbåden, ”Emile Robin”, er navngivet efter den parisiske storkøbmand Emile Robin, filantrop, cognacfabrikant og vicepræsident i den franske velgørende sammenslutning La Société Centrale de Sauvetage des Naufragés (Selskabet for skibbrudnes redning). Han står som den mest betydningsfulde velgører i Det danske Redningsvæsens 150-årige historie.
Skibsbårne redningsbåde
Kilder
Salmonsens konversationsleksikon, Anden Udgave
Robert Svalgaard, Redningsvæsenet – 125 år,
Redningsbåden
Referencer
Brand- og redningsudstyr
Både |
7152 | https://da.wikipedia.org/wiki/Pejling | Pejling | Pejling er stedbestemmelse ud fra retnings- og/eller afstandsbestemmelse til genkendelige objekter i landskabet.
Pejling er i jagtterminologi, den orientering man foretager før der skydes til et stillestående stykke vildt for i tilfælde af anskydning at kunne finde det sted, hvor vildtet stod i skudøjeblikket.
Se også
Triangulering
Navigation
Jagtterminologi |
106616 | https://is.wikipedia.org/wiki/Fimleikaf%C3%A9lag%20Akureyrar | Fimleikafélag Akureyrar | Fimleikafélag Akureyrar var stofnað 17. nóvember 2004 en áður var starfandi fimleikaráð, sérráð innan Íþróttabandalags Akureyrar. Iðkendur félagsins voru í upphafi tæplega 400 en eru nú rúmlega 800 (vorönn 2012). Fyrsti formaður Fimleikafélags Akureyrar var Fríða Pétursdóttir
Heimildir
Akureyri
Fimleikar
Íslensk fimleikafélög
Íslensk íþróttafélög |
689140 | https://da.wikipedia.org/wiki/Frederick%20Semple | Frederick Semple | Frederick Humphrey Semple (24. december 1872 i St. Louis - 21. december 1927 smst) var en amerikansk golfspiller og tennisspiller som deltog i OL 1904 i St. Louis.
Semple vandt en sølvmedalje i golf under OL 1904 i St. Louis. Han var med på det amerikanske hold Trans Mississippi Golf Association som kom på en andenplads i holdkonkurrencen i golf bag et andet amerikansk hold.
Eksterne henvisninger
Golfspillere fra USA
Tennisspillere fra USA
Deltagere ved sommer-OL 1904 |
18829 | https://is.wikipedia.org/wiki/Inghei%C3%B0ur | Ingheiður | Ingheiður er íslenskt kvenmannsnafn.
Dreifing á Íslandi
Heimildir
Íslensk kvenmannsnöfn |
136322 | https://is.wikipedia.org/wiki/M%C3%B3tm%C3%A6lendah%C3%B3purinn%20J%C3%A6ja | Mótmælendahópurinn Jæja | Jæja-hópurinn var stofnaður í október 2014 en fyrstu mótmæli voru 3.nóvember sama ár. Þar var orðið Jæja fyrst og átti eftir að verða hærra með hverju skipti.
Jæja þýðir: "Jæja, er þetta ekki komið gott?"
Hópurinn hefur staðið fyrir tugum viðburða en segjast aðeins skipuleggjendur en fólkið sem mætir á viðburðina halda starfinu uppi. Jæja-hópurinn trúir að ef allir standa saman verði samfélagið okkar land lýðræðis, velferðar og jafnaðar.
Orðið "Jæja"
Sagan Heimsljós eftir Halldór Laxness var orðið Jæja besta vörn Ólafs Ljósvíkings gegn yfirlæti og hroka valdhafanna, en þó með sem hógværasta hætti.
Svo þetta nafn þótti vel við hæfi í þessari risu gegn ríkisstjórninni.
Mótmælin
Mótmælin voru að ýmsum toga en snerust þó öll um eitt, að ríkisstjórnin væri ekki að gera nóg fyrir landið. Met þáttaka átti sér stað þann 4.apríl 2016, talið er að um 22.000 manns hafi mætt á Austurvöll. Þar var krafist afsagnar forsætisráðherra Íslands Sigmundar Davíðs Gunnlaugssonar. Það er dagurinn eftir hinn víðsfræga Kastljós þátt sem sýndur var á Rúv.
Þöggun
Almannatengslafyrirtækið Kom lét fjarlægja mynband sem gefið var út á vegum Jæja-hópsins. Í mmyndbandinu var farið yfir tengsl GAMMA og Sjálfstæðisflokksins um stórtæk uppkaup fyrirtækisins á fasteignum.
Forsætisráðherra leynir upplýsingum
Stærsti gagnaleki til þessa, Panamaskjölin sem upplýsti um harðlæstar hirslur um skattaskjól um allan heim. Þar kom fram tengsl á milli íslenskra stjórnmálamanna við aflandsfélög í skattaskjólum og lögfræðistofuna Mossack Fonsecka sem er staðsett í Panama. Það sem stóð hæst upp úr var aflandsfélagið Wintris sem skráð var á forsætisráðherra Íslands Sigmund Davíð Gunnlaugsson og eiginkonu hans Önnu Sigurlaugu Pálsdóttur. Einnig kom umfjöllun um Bjarna Benedikstson fjármálaráðherra um aflandsfélagið Falson og Ólöfu Nordal innanríkisráðherra sem skráð var fyrir skúffufyrirtækinu Tortóla.
Ný Ríkisstjórn
Ríkisstjórn Bjarna Benediktsonar, formann Sjálfstæðisflokksins tók við völdum þrátt fyrir að hafa verið í Panamaskjölunum. Um hann stóð að hann hafi haldið skýrslu leyndri um eignir Íslendinga í aflandsfélögum sem leggja hafði átt tilbúna fram fyrir kosningar vegna þess að innihald hennar hafði með hagsmuni almennings að gera. Í stað þess að leggja hana heiðarlega fram um leið og skýrslan var til, hélt Bjarni Benediktsson skýrslunni leyndri í nafni sinna eiginn hagsmuna. Þegar slíkt er gert, að menn í valdastöðu nýti sér leynd um mikilvægt mál er varðar almenning fyrir sína eigin hagsmuni telst það vanhæfni í starfi og spilling.
Fundardagsetningar
10.nóvember 2014 kl.17:00
Mótmæli á Austurvelli til að standa vörð um heilbrigðiskerfið, sýna samstöðu með starfsfólki heilbrigðiskerfisins og mótmæla auknum kostnaði fyrir almenning.
Kári Örn Hinriksson, krabbameinssjúklingur og Sigurveig Margrét Stefánsdóttir læknir flytja ávörp. Almenningur greiðir nú um fimmtung allra heilbrigðisútgjalda úr eigin vasa og sem dæmi þá getur kostnaður krabbameinssjúklinga numið hundruðum þúsunda króna á ári hverju.
17.nóvember 2014 kl.17:00
Mótmæli á Austurvelli til að krefjast þess að stjórnmálamenn taki ábyrgð og berjist fyrir réttindum allra ekki bara þeirra ríku.
Illugi Jökulsson og Bragi Páll Sigurðsson sem er höfundur greinarinnaar Ísland er ónýtt flytja ávörp
24.nóvember- 28.nóvember 2014
Netmótmæli. Fyrstu netmótmælin sem haldin voru til að sýna fram á það hversu óhæf ríkisstjórnin var. Netmótmælin stóðu yfir í 5 daga og voru spjótum þeirra beind ad LÍÚ yfirmönnum ráðherra.Í tölvupóstunum vou kröfur sem Jæja-hópurinn setti fram og einnig voru tölvupóstföng stjórnarmanna LÍÚ birt á facebook síðu hópsinshttps://www.facebook.com/events/870721766301601/
1.desember 2014 kl.18:00
Stjórnarráðið. Þar komu einstaklingar saman í þögn með sogarborða. Verið var að mótmæla stöðu heilbrigðiskerfissins, þ.e fjársvelti því embættis.
13.mars 2015 kl.19:30
Hótel Saga. Hér var fólki boðið að mæta í sparifötunum með potta og pönnur fyrir utan Súlnasalinn í Hótel Sögu því þar voru alþingismenn að fagna. Það sem kveikti á þessum mótmælum var að fyrr í vikunni tóku ráðamenn þá ákvörðun að taka íslendinga úr aðildaaviðræðum við Evrópusambandið án þess að spurja þjóðina.
13.júní 2015 kl.13:00
Austurvöllur. Ríkisstjórnin ætlaði að reyna að samþykkja lög á verkfall hjúkrunarfræðinga og BHM svo allir komu saman til að sstyðja við réttlátar kröfur launafólks. Hjúkrunarfræðingar mættu til að sýna andlit sín og tala við fólk.
17.júní 2015 kl.11:00
Austurvöllur. Ríkisstjórnin tók verkfallsréttinn af launaafólki í heilbrigðisgeiranum.
1.júlí 2015 kl.19:40
Austurvöllur. Hljóð reiðinnar. Fólk hvatt með hluti sem heyrist hátt í til að benda á að það sé ósamið við marga samningsaðila ríkisins í kjaramálum.
4.apríl 2016 kl.17:00
Austurvöllur.Kosningar strax! nr1. Jæja-hópurinn og Skiltakarlarnir boða til mótmæla. Ríkisstjórn Íslands er umboðslaus. Þjóðin búin að lýsa því yfir í heilt ár að þessi ríkisstjórn er ekki að fara eftir vilja þjóðarinnar þó halda ráðamenn áfram að ganga á auðlindir, selja eignir bankanna og spillingarmál dúkka upp nær á hverjum degi.Fjölmennustu mótmæli í sögu landsins
6.apríl 2016 kl.17:00
Austurvöllur. Kosningar strax! þriðji í mótmælum. Haldið áfram að krefjast kosninga.
7.apríl 2016 kl.14:30 og kl.17:00
Bessastaðir og Austurvöllur. Þriðji og hálfti og svo fjórði í mótmælum. Byrjað var við Bessastaði fyrr um daginn og svo var fært sig á Austurvöll. Þar var sömu kröfu hadið fram, kosningar.
8.apríl 2016 kl.17:00
Austurvöllur. Kosningar stax! fimmti í mótmælum. Þingrof ekki siðrof ómaði úr hverjum manni.
9.apríl 2016 kl.14:00
Austurvöllur. Kosningar strax! sjötti í mótmælum. Stórmótmæli með yfirskriftinni "Kosningar strax!-Ríkisstjórnina burt". Boðoð var upp á mikla dagskrá, þeir sem komu fram voru: Tiny í Quarshi, Franz og Guðni í Dr. Spock og Kiriyama Family með Rage Against the Machine lög. Ræðumenn: Illugi Jökulsson rithöfundur og Sara Óskarsson einn meðstofnenda Jæja-hópsins. Fundarstjóri var Sigríður Bylgja Sigurjónsdóttir.
11.apríl- 15.apríl 2016 kl.17:00
Austurvöllur. Mæting til að beita pressu á ríkisstjórnina.
16.apríl 2016 kl.14:00
Austurvöllur. Laugardgsmótmæli II. Fram komu KK-band, Mosi Musik.Ræðumenn: Illugi Jökulsson og Kristín Vala Ragnarsdóttir. Túlkur var á staðnum.
17.apríl-20. apríl 2016 kl.17:00
Austurvöllur. Tunnumótmæli. Beitt pressu á ríkisstjórnina
23.apríl 2016 kl.14:00
Austurvöllur. Laugardagsmótmæli III. Kröfum mótmælanda hefur enn ekki verið mætt. Fram kom AmabaDama. Ræðumenn Þórhildur Sunna Ævarsdóttir, Maríanna Vilbergs og Hjördís Heiða. Fundarstjóri Illugi Jökulsson.
26.apríl- 28.apríl 2016 kl.17:00
Austurvöllur. Tunnumótmæli. Beitt pressu á ríkisstjórnina
30.apríl 2016 kl.15:00
Austurvöllur. Laugardagsmótmæli IV. Gangan byrjaði í höfuðstöðvum Íslenskrar Erfðagreiningar þar sem ráðamönnum var afhentur stærsti undirskriftarlisti Ísandssögunnar, 86000 nöfn. Fram komu: Rúnar Þór og Klettarnir, KK og Band. Ræðumenn:Hallgrímur Helgason Rithöfundur, Halldóra K Thoroddsen Rithöfundur og Hákon Helgi Leifsson.
14.maí 2016 kl.14:00
Austurvöllur. Laugardagsmótmæli VI. Fundarstjóri Kristín Vala Ragnarsdóttir. Ræðumenn: Þórhildur Sunna Ævarsdóttir lögfræðingur, Maríanna Vilbergs og Hjördís Heiða.
Tilvísanir
https://kjarninn.is/skodun/island-er-onytt/
Heimildir
https://kjarninn.is/skyring/2016-04-14-hvad-liggur-ad-baki-hja-skipuleggjendum-motmaela/
http://www.visir.is/jaeja-hopurinn-fundadi-med-forseta-islands/article/2016160408909
http://www.ruv.is/sarpurinn/ruv/kastljos/20160404
http://www.ruv.is/sarpurinn/ruv/kastljos/20160403
https://is.wikipedia.org/wiki/Sigmundur_Dav%C3%AD%C3%B0_Gunnlaugsson#Fj.C3.B6lskylda_og_einkal.C3.ADf
http://kvennabladid.is/2014/11/10/motmaeli-bodud-a-austurvelli-i-dag-klukkan-17-00/
http://kvennabladid.is/2016/10/24/almannatengslafyrirtaeki-i-eigu-sjalfstaedismanna-tradkar-a-tjaningarfrelsi-jaeja-hopsins/
Tenglar
https://www.facebook.com/jaejajaejajaeja/ |
322745 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Marhamid | Marhamid | Marhamid er ein busetnad i Ras al-Khaimah i Dei sameinte arabiske emirata.
Kjelder
Denne artikkelen bygger på «Marhamid» frå , den 22. oktober 2016.
Busetnader i Ras al-Khaimah |
1033367 | https://da.wikipedia.org/wiki/Guildford%20Dudley | Guildford Dudley | Lord Guildford Dudley (også stavet Guilford) (ca. 1535 - 12. februar 1554) var en engelsk adelsmand, der var gift med Lady Jane Grey. Kong Edvard 6. havde erklæret hende som sin arving, og hun bestred den engelske trone fra den 10. juli til den 19. juli 1553. Guildford Dudley havde en humanistisk uddannelse og blev gift med Jane i en storslået fest omkring seks uger før kongens død. Efter at Guildfords far John Dudley, hertugen af Northumberland, havde fået gennemført Janes trobestigelse, tilbragte Jane og Guildford hendes korte styre bosiddende i Tower of London. De var stadig i Tower, da deres styre kollapsede, og de forblev der, i forskellige lejligheder, som fanger. De blev dømt til døden for højforræderi i november 1553. Dronning Maria 1. var tilbøjelig til at skåne deres liv, men Thomas Wyatts oprør mod Marias planer om at gifte sig med Filip af Spanien førte til det unge parret henrettelse, en handling, der i vid udstrækning blev betragtet som unødigt hård.
Familie og ægteskab
Lord Guildford Dudley var den næstyngste overlevende søn af John Dudley, 1. hertug af Northumberland, og hans hustru Jane Guildford. Dudley-slægten nedstamme fra en familie, der hed Sutton. I begyndelsen af det 14. århundrede blev de herrer over Dudley Castle, hvorfra Guildford nedstammede gennem sin farfar. Dette var Edmund Dudley, en rådgiver for Henrik 7., der blev henrettet efter sin kongelige herres død. Gennem sin fars mor, Elizabeth Gray, viscountess Lisle, nedstammede Guildford fra krigesheltene fra Hundredårskrigen Richard Beauchamp, 13. jarl af Warwick og John Talbot, 1. jarl af Shrewsbury.
De tretten Dudley-børn voksede op i en protestantisk husstand og nød en humanistisk uddannelse. Under den unge konge Edvard 6. blev Guildfords far leder af Gehejmerådet og regerede de facto England fra 1550 til 1553. Krønikeskriveren Richard Grafton, der kendte ham personligt, beskrev Guildford som "en køn, dydig og god herre". I 1552 forsøgte Northumberland uden held at arrangere et ægteskab mellem Guildford og Margaret Clifford. I stedet blev Guildford i foråret 1553 forlovet med den seksten år gamle Jane Gray. Jane Gray og Margaret Clifford var begge oldebørn af Kong Henrik 7., men Jane var højere oppe i arvefølgen. Den 25. maj 1553 blev tre bryllupper fejret på Durham Place, hertugen af Northumberlands bypalads. Guildford blev gift med Jane, hans søster Katherine blev gift med Henry Hastings, jarlen af Huntingdons arving, og en anden Catherine, Janes søster, blev gift med Lord Herbert, jarlen af Pembrokes arving. Det var en storslået fest med ridderdyster, spil og maskarader. For sidstnævnte var der to forskellige selskaber indbudt, et for mænd, et for kvinder. De venetianske og franske ambassadører var gæster, og der var "et stort antal af almindelige mennesker ... og af de mest magtfulde i riget". Guildford og nogle andre blev ramt af madforgiftning på grund af "en fejl begået af en kok, der plukkede det ene blad i stedet for det andet."
De facto konge
Kong Edvard bestemte, i sin "Anordning til arvefølgen" (Device of the Succession), at anbringe kronen på sin grandkusine Jane Gray hoved, og gik udenom sine halvsøstre Maria og Elizabeth. Efter Edvards død den 6. juli 1553 overtog hertugen af Northumberland håndhævelsen af kongens vilje. Sendebuddene fra Det Det tysk-romerske Rige og Frankrig var sikre på planens succes. Jane var tilbageholdende med at acceptere kronen: Hun gav efter formaninger fra en forsamling af adelige, herunder hendes forældre og svigerforældre. Guildford stemte med en tilgang af kærliged, med "bønner og kærtegn". Den 10. juli gjorde Jane og Guildford deres ceremonielle indtog i Tower of London. Boende derinde, ønskede Guildford at blive konge. Ifølge sin egen senere beretning havde Jane en lang diskussion om dette med Guildford, der "accepterede, at hvis han blev gjort til konge, ville han være sådan af mig ved Parlamentets lov. Men indtil da var Jane kun villig til at gøre ham til hertug af Clarence. Guildford svarede, at han ikke ønskede at være en hertug, men konge. Da hertuginden af Northumberland hørte om skænderiet, blev hun rasende og forbød Guildford at sove mere med hans hustru. Hun beordrede ham også til at forlade Tower og tage hjem, men Jane insisterede på, at han bliver ved hoffet ved hendes side.
I henhold til senere bemærkninger fra de kejserlige ambassadører blev de daglige rådsmøder ledet af Guildford, der angiveligt også spiste alene og fik alle til at adressere ham i kongelig stil. Antoine de Noailles, den franske ambassadør, beskrev Guildford som "den nye konge". Det kejserlige hof i Bruxelles troede også på eksistensen af Kong Guildford.
Fangenskab
Den 10. juli, samme dag som Janes kundgørelse, ankom et brev fra Maria Tudor til London, hvor hun sagde, at hun nu var dronning og krævede Gehejremerådets lydighed. Maria samlede sine tilhængere i East Anglia. Det blev besluttet at sende en hær mod hende efter nogen diskussion om, hvem der skulle tage af sted, hvor Jane fik sørget for, at hendes far ikke skulle. Hertugen af Northumberland marcherede med sine tropper til Cambridge, og der gik en uge uden nogen handling, indtil han den 20. juli hørte, at Gehejmrerådet i London havde erklæret sig på Marias side. Northumberland proklamerede nu sin støtte til Maria Tudor på markedspladsen og blev arresteret næste morgen. Den 19. juli, få timer før dronning Maria 1.'s kundgørelse i London, blev dåben af et barn af en af monarkens livvagter afholdt. Jane havde accepteret at være gudmor og ønskede, at barnets navn skulle være Guildford. Biskoppen af Winchester Stephen Gardiner, der havde været fængslet i Tower i fem år, blev voldsomt fornærmet af denne handling, da han hørte om det.
Et flertal af Gehejmerådet flyttede ud af tårnet, inde de skiftede deres troskab. Da han blev opmærksom på sine kollegers ændrede mening, opgav Janes far Henry Grey, hertugen af Suffolk, sin kommando over fæstningen og proklamerede Maria 1. på Tower Hill. Efter at han var rejst, fik hans hustru besked om, at hun også kunne tage hjem, mens Jane, Guildford og hertuginden af Northumberland ikke fik lov. Jane blev senere flyttet fra de kongelige lejligheder til Gentleman Gaoler's lejlighed, og Guildford blev holdt fanget i Bell Tower. Der fik han snart selskab af sin bror Robert Dudley. Hans resterende brødre blev fængslet i andre tårne, ligesom hans far, der på det tidspunkt var den eneste fremtrædende person, der blev henrettet ved halshugning. Maria var parat til at skåne Janes og Guildfords liv.
Jane og Guildford blev tiltalt den 12. august, og Jane sendte et brev med sin forklaring til dronningen, "og bad om tilgivelse ... for den synd, hun blev beskyldt for, og hun informerede hendes majestæt om begivenhedernes sandhed." I denne beretning talte hun om sig selv som "en hustru, der elsker sin mand". Den 13. november 1553 blev Jane og Guildford ført for retten i Guildhall sammen med ærkebiskop Cranmer og Guildfords brødre Ambrose og Henry. De blev alle dømt for højforræderi efter at have erklæret sig skyldige. Guildford blev dømt for at have ønsket at afsætte Dronning Maria 1. ved at sende tropper til hertugen af Northumberland og ved at proklamere og ære Jane som dronning.
I december fik Jane lov til at gå frit rundt i Queen's Garden. Lord Robert og Lord Guildford måtte nøjes med at indånde luften fra blytaget af Bell Tower. Jane og Guildford kan have haft en vis kontakt med hinanden, og på et tidspunkt skrev Guildford en besked til sin svigerfar i Jane's bønnebog: Din kærlige og lydige søn ønsker Deres nåde et langt liv i denne verden med så meget glæde og trøst som jeg nogensinde havde ønsket mig selv, og at der i verden kom evig glæde. Din ydmyge søn til sin død, G. Dudley
Henrettelse
Dronning Maria 1.'s plan om at gifte sig med Filip 2. af Spanien blev mødt med udbredt modstand, ikke kun i befolkningen, men også blandt medlemmer af parlamenter og gehejmerådsmænd. Thomas Wyatts oprør i begyndelsen af 1554, hvor hertugen af Suffolk også deltog, var et resultat af denne modvilje. Det var ikke de sammensvornes intention at bringe Jane Gray tilbage på tronen igen. Ikke desto mindre besluttede regeringen mens den militære krise var højest omkring den 7. februar at henrette Jane og hendes mand, muligvis i panik. Det var også en mulighed for at fjerne den mulige inspiration til fremtidig uro og uvelkomne påmindelser om fortiden. Det bekymrede Maria at lade sin kusine dø, men hun accepterede Gehejmrerådets anbefaling. Biskop Gardiner pressede i en hofprædiken på for at få henrettet det unge par, og kejserens ambassadør Simon Renard var glad for at kunne rapportere, at "Jane af Suffolk og hendes mand skal miste deres hoveder."
Dagen inden deres henrettelse bad Guildford Jane om et sidste møde, men hun nægtede, idet hun forklarede, at det "ville kun ... øge deres elendighed og smerte, det var bedre at udsætte det ... da de ville mødes snarest andetsteds og leve bundet i uopløselige bånd. "Omkring klokken ti om morgenen den 12. februar blev Guildford ført mod Tower Hill, hvor "mange ... herrer" ventede på at trykke hans hånd. Guildford holdt en kort tale til den sammenstimlede forsamling, som det var sædvanen. ”Uden nogen åndelig far hos sig”, knælede han, bad til Gud og bad folket om at bede for ham, ”og løftede sine øjne og hænder mange gang op for Gud”. Han blev dræbt med et øksehug, hvorefter hans lig blev transporteret på en vogn til kapellet i Tower St. Peter ad Vincula. Jane så scenen fra hendes vindue og udbrød: "Åh, Guildford, Guildford!" Han blev begravet i kapellet sammen med Jane, der var død inden for en time.
Henrettelserne hjalp ikke på Marias eller regeringens popularitet. Fem måneder efter parret døde, skrev John Knox, den berømte skotske reformator, om dem som "uskyldige ... som ved retfærdige love og trofaste vidner aldrig kan bevises at have fornærmet af sig selv." Om Guildford skrev krønikeskriveren Grafton ti år senere: "Selv dem, der aldrig inden hans henrettelse havde set ham, begrad med beklagelige tårer hans død."
Se også
Lady Jane Gray
Noter
Referencer
Litteratur
Adams, Simon (2002): Leicester and the Court: Essays in Elizabethan Politics Manchester University Press
Adams, Simon (2008): "Dudley, Robert, earl of Leicester (1532/3–1588)" Oxford Dictionary of National Biography online edn. May 2008 (subscription required) Retrieved 2010-04-03
Alford, Stephen (2002): Kingship and Politics in the Reign of Edward VI Cambridge University Press
Bellamy, John (1979): The Tudor Law of Treason: An Introduction Routledge & Kegan Paul
Chapman, Hester (1962): Lady Jane Grey Jonathan Cape
de Lisle, Leanda (2008): The Sisters Who Would Be Queen: Mary, Katherine and Lady Jane Grey. A Tudor Tragedy Ballantine Books
Doran, Susan (2008): The Tudor Chronicles 1485-1603 Quercus Publishing Ltd.
Erickson, Carolly (1978): Bloody Mary: The Remarkable Life of Mary Tudor Doubleday & Co, Inc.
Ives, Eric (2009): Lady Jane Grey: A Tudor Mystery Wiley-Blackwell
Jordan, W.K. and M.R. Gleason (1975): The Saying of John Late Duke of Northumberland Upon the Scaffold, 1553 Harvard Library
Loades, David (1996): John Dudley, Duke of Northumberland 1504–1553 Clarendon Press
Nichols, J. G. (ed.) (1850): The Chronicle of Queen Jane Camden Society
Lewis, Hilda (1974): Bloody Mary Hutchinson of London
Porter, Linda (2007): The First Queen of England: The Myth of "Bloody Mary" St. Martin's Press
Dictionary of National Biography, volume 16, Guildford Dudley
Richardson, G. J. (2008): "Dudley, Lord Guildford (c.1535–1554)" Oxford Dictionary of National Biography online edn. Oct 2008 (subscription required) Retrieved 2010-05-19
Tytler, P. F. (1839): England under the Reigns of Edward VI. and Mary Vol. II Richard Bentley
Wilson, Derek (1981): Sweet Robin: A Biography of Robert Dudley Earl of Leicester 1533–1588 Hamish Hamilton
Tjek fødselsår
Personer fra England |
4059265 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Celastrus%20paniculatus | Celastrus paniculatus | Celastrus paniculatus är en benvedsväxtart. Celastrus paniculatus ingår i släktet Celastrus och familjen Celastraceae.
Underarter
Arten delas in i följande underarter:
C. p. aggregatus
C. p. paniculatus
Bildgalleri
Källor
Externa länkar
Kärlväxter
paniculatus |
160730 | https://is.wikipedia.org/wiki/%C3%81rni%20Steinar%20J%C3%B3hannsson | Árni Steinar Jóhannsson | Árni Steinar Jóhannsson (12. júní 1953 - 1. nóvember 2015) var íslenskur garðyrkjufræðingur og stjórnmálamaður sem átti sæti á þingi fyrir Vinstri hreyfinguna - grænt framboð.
Hann fæddist og ólst upp á Dalvík og nam garðyrkjufræði við Garðyrkjuskóla ríkisins og í Danmörku. Hann varð garðyrkjustjóri á Akureyri árið 1979 og síðar umhverfisstjóri sveitarfélagsins allt til ársins 1999.
Árni Steinar var oddviti Þjóðarflokksins í Norðurlandskjördæmi eystra í Alþingiskosningunum 1991. Árangur flokksins í kjördæminu var sá langbesti á landinu, rúmlega 1.000 atkvæði og mátti litlu muna að flokkurinn hlyti þar sinn fyrsta og eina þingmann. Fjórum árum síðar gekk Árni Steinar til liðs við Alþýðubandalagið og óháða og náði kjöri sem varaþingmaður. Hann varð síðar þingmaður fyrir Vinstrihreyfinguna - grænt framboð kjörtímabilið 1999-2003, þar sem hann átti sæti í iðnaðarnefnd.
Fyrir kosningarnar 2003 var kjördæmakerfinu breytt, þar sem Norðurlandskjördæmi eystra og Austurlandskjördæmi voru sameinuð. Þegar ljóst varð að Árni Steinar kæmist ekki ofar á lista en í þriðja sæti, sem talið var nær útilokað til að ná inn á þing, færði hann sig yfir í hið nýstofnaða Norðvesturkjördæmi og tók annað sæti á eftir Jóni Bjarnasyni. Hann náði ekki kjöri en tók þó tvívegis sæti sem varaþingmaður á kjörtímabilinu.
Eftir að stjórnmálaferlinum lauk sneri Árni Steinar sér aftur að fyrri verkefnum og gerðist umhverfisstjóri í Fjarðabyggð. Hann lést 62 ára að aldri eftir baráttu við krabbamein.
Tilvísanir
Alþingismenn
Þingmenn Vinstrihreyfingarinnar - græns framboðs
Vinstrihreyfingin - grænt framboð |
435647 | https://no.wikipedia.org/wiki/Museet%20for%20mausoleet%20for%20kongen%20av%20Nanyue%20fra%20det%20vestlige%20Han-dynastiets%20tid | Museet for mausoleet for kongen av Nanyue fra det vestlige Han-dynastiets tid | Museet for mausoleet for kongen av Nanyue fra det vestlige Han-dynastiets tid (kinesisk: 西汉南越王博物馆, pinyin: Xi Han Nanyue Wang Bowuguan, eller Museum of the Western Han Dynasty Mausoleum of the Nanyue King) er et museum i Guangzhou (Kanton) i Folkerepublikken Kina. Her er utstilt funnene fra graven til Nanyue-herskeren Zhao Mo og fra en rekke andre arkeologiske utgravninger.
Eksterne lenker
Museets hjemmeside (Xi Han Nanyue wang bowuguan)
Informasjon om museet på engelsk
Mer informasjon på engelsk
Og enda mer
Museer i Kina
Guangzhou
Han-dynastiets historie
Arkeologiske museer i Kina
Nanyue |
142050 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Torolf%20Fossland | Torolf Fossland | Torolf Fossland () var ein norsk tollar og biletkunstnar som spesielt arbeidde med akvarell og grafikk.
Torolf Fossland vart fødd og voks opp på øya Tomma i Nesna, der foreldra Joakim Sørensen og Anna Kristensdotter levde av fiske og gardsdrift på hennar heimgard Forsland. Sjølv gjekk han underoffiserskole på Vardøhus, og arbeidde lenge som tollassistent i Svanvik. I 1937 vart han gift med Lulla EInrid Melvik. Dei flytta til Lierne i 1945 og til Karmøy i 1958. Som pensjonist flytta han i lag med kona til Rakkestad.
Målarkunsten var ein fritidssyssel som han utvikla gjennom arbeidet med kunsten, sidan gjennom kurs delfinansiert av stipend frå UNESCO. Han debuterte som utstillar i HTAL Galleries i New York i 1967. Sidan hadde han to separtutstillingar i New York, i 1970 og 1974. Den første separatutstillinga si hadde han i Haugesund kunstforening i 1968. Han hadde sidan fleire separatutstillingar både i Noreg, Danmark og Frankrike; den siste i Paris 1983.
Bileta hans utvikla seg ut over 1960-åra frå eit naturalistisk uttrykk i retning av det abstrakte. Kunsten hans heng i dag mellom anna ved Høgskolen i Nesna, Svanvik folkehøgskole og Petter Dass-museet.
Kjelde:
Helge O. Larsen; «Torolf Fossland» i Årbok for Helgeland 2009 ISBN 978-92-90148-02-2
Norske biletkunstnarar
Folk frå Nesna |
78350 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Forint | Forint | Forint (HUF) er mynteininga nytta i Ungarn. Ein forint består av 100 fillér, men grunna forinten sin låge verdi har ikkje fillér-myntar vore i sirkulasjon sidan 1999.
Namnet på mynten kjem frå den italienske byen Firenze, der gullmyntar kalla fiorino d'oro vart prega sidan 1252. I Ungarn nytta dei opphavleg namnet florentius på myntane. Då Austerrike-Ungarn oppstod vart forint namnet den ungarske delen av folket nytta på mynteininga, medan dei på tysk vart kalla austerriksk-ungarske gülden, eller austerrikske florin, som bestod av 100 krajczár.
Avhengig av den økonomiske situasjonen i Ungarn skal bruken av forint fasast ut i perioden 2010-2012, og erstattast med euro.
I januar 2008 tilsvarte 100 HUF om lag 3,20 NOK.
Ungarske myntar
1989
1989 - ..
Valuta
Ungarn |
462319 | https://da.wikipedia.org/wiki/York%20%28Nebraska%29 | York (Nebraska) | York er en amerikansk by og administrativt centrum for det amerikanske county York County i staten Nebraska. I 2000 havde byen et indbyggertal på .
Eksterne henvisninger
Byer i Nebraska |
4144871 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Cleistes%20castaneoides | Cleistes castaneoides | Cleistes castaneoides är en orkidéart som beskrevs av Frederico Carlos Hoehne. Cleistes castaneoides ingår i släktet Cleistes, och familjen orkidéer. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Orkidéer
castaneoides |
259074 | https://da.wikipedia.org/wiki/Vietnams%20historie | Vietnams historie | Vietnams historie har i lange perioder været præget af naboskabet til Kina i nord. I omkring 1000 år hørte det nordlige Vietnam til Kina, men fra 938 blev landet selvstændigt og ekspanderede senere sydover på bekostning af Champariget. I 1800-tallet blev landet koloniseret af Frankrig og under 2. verdenskrig blev landet besat af Japan. Efter denne krig havde kolonimagten ikke resurser til at genoprette styret, og tabte den militære kamp mod befrielsesstyrkerne. Dette førte til deling af landet, noget som igen førte til Vietnamkrigen med store menneskelige og materielle tab for landet. Krigen blev afsluttet 30. april 1975 ved at Nordvietnam indtog den sydlige del. Efter forsøg med planøkonomi i 1970- og 1980'erne, blev økonomien reformeret i markedsøkonomisk retning.
Den ældste historie
De fleste vietnamesiske historikere betragter Dong Son-civilisationen fra bronzealderen som starten på Vietnams historie. Civilisationen dækkede store dele af Sydøstasien. Der er bl.a. fundet spor efter denne i oldtidsbyen Co Lao, ikke langt fra dagens Hanoi. Dong Son-kulturen er også knyttet til Tibeto-Burman-kulturen, Dai-kulturen i Yunnan og Laos, Mon-Khmer-kulturen og til Krukkesletten i Laos. Der er fundet tilsvarende genstande i Cambodja langs Mekong-floden, og disse fund er dateret tilbage til fjerde århundrede før Kristus.
Ifølge kinesisk historieskrivning er det den kinesiske general Zhao Tuo under Qin-dynastiet, der dannede kongedømmet Nanyue i det nordlige af dagens Vietnam.
I denne tidsperiode skal mange af stammerne som levede syd for Chang Jiang-floden have omtalt sig som Yue (Việt på vietnamesisk). Mange af disse stammer skulle sprogligt være beslægtet med det nordlige Kina, mens Lạc Việt-stammen skulle have sproglige rødder sydover. Văn Lang-kulturen udspringer angiveligt fra de lokale indfødte, som bosatte sig langs Den røde flod, frem for at have opstået som følge af immigration nordfra, som den kinesiske historieskrivning antyder.
Under kinesisk styre 111 f.kr – 938 e.kr
I 111 f.Kr. besatte kinesiske styrker området og indtog Nanyue. Området blev delt ind i fire administrative enheder. Til trods for den strenge kinesiske militære tilstedeværelse, klarede nogen vietnamesiske klaner at opretholde enkelte selvstændige områder i højlandet. Der var stadige oprør mod det kinesiske styre og enkelte af disse varede i flere år.
Blandt disse oprørsstater var Champa, som under den lokale feudalherre Kiu-lin, gjorde oprør mod den kinesiske kejser og løsrev sig fra det kinesiske styre allerede i 192 og forblev selvstændig helt frem til omkring 1700.
Det nordlige Vietnam, omtrent ned til dagens Hue blev styret af kinesiske dynastier.
Udover i 900-tallet bliver Kina politisk og militært svækket med forskellige herskere, og Vietnam havde forskellige herskere under det kinesiske Tang-dynasti. I 938 blev der sendt tropper og en støtteflåde sydover for at knække den enerådige vietnamesiske hersker Giao Châu. Ved slaget ved Bach Dang floden helt nord i landet ved dagens Ha Long i 938 blev den kinesiske flåde slået ved hjælp af list og lokalkendskab. Giao Châu udråbte sig selv til kong Ngô efter denne sejr, som indledede periode med vietnamesisk uafhængighed som skulle vise sig at blive ganske urolig. Han indførte et centralistisk styre ud fra den tidligere hovedstad Co Loa hvor han byggede citadellet Cổ Loa Thành, beliggende omtrent 20 km vest for dagens Hanoi.
Selvstændighed 938-1009
Kong Ngô døde imidlertid efter ganske kort tid og dette førte til en langvarig magtkamp for tronen. Denne udviklede sig til landets første borgerkrig. De såkaldte tolv klanlederes oprør (Loạn Thập Nhị Sứ Quân) varede fra 945 til 967, da klanen ledet af Đinh Bộ Lĩnh slog de andre klaner og samlede landet.
Dinh skabte så Đinh-dynastiet og udråbte sig selv til den første kejser (Tiên Hoàng) af Đại Cồ Việt, som betyder Store Viet landet, med hovedstad i Hoa Lư, dagens Ninh Bình. Imidlertid godkendte det kinesiske Song-dynasti ham kun som prins af Jiaozhi (Giao Chỉ Quận Vương). Kejser Đinh indførte en streng straffelovgivning for at undgå nyt kaos og prøvede at skabe alliancer ved at uddele dronningtitler til fem kvinder fra de fem vigtigste familier.
I 979 blev kejser Đinh Bộ Lĩnh og hans kronprins myrdet og kun den seks år gamle søn Đinh Toàn var tilbage til at påberåbe sig tronen. Denne situation prøvede det kinesiske Song-dynasti at udnytte og invaderede landet. Dette førte til en national mobilisering og kommandanten Lê Hoan slog de kinesiske styrker ved hjælp af list og dygtighed. Lê Hoan blev da den nye hersker og startede senere den militære aktion mod Champa længere syd.
Da kejser Lê Hoàn døde i 1005 medførte dette intriger og kampe blandt hans sønner for tronen. Sejrherren i denne magtkamp blev Lê Long Đĩnh, som også blev den mest berygtede tyran i vietnamesisk historie. Hans sadistiske straffeudøvelse kun for sin egen underholdnings skyld og hans seksuelle udskejelser førte til en kort styre, han blev dræbt allerede da han var 24 år i 1009 og han blev senere så syg at han kun kunne ligge ned da han blev stillet for retten.
Forskellige dynastier 1009-1527
Lý-dynastiet 1009-1225
Efter Lê Long Đĩnh død i 1009, blev lederen for de militære styrker Lý Thái Tổ (i sin samtid blev han omtalt som Lý Công Uẩn) udpeget til at overtage tronen, og grundlagde Ly-dynastiet. Han var vokset op i et tempel, og var en veluddannet hersker. Dette var en unormal vej til tronen, men hans styre blev indledningen til en god periode i landets historie,. Som en højere officer som befandt sig i hovedstaden, havde han haft mange muligheder til at gribe magten efter kejser Lê Hoàns død, men havde afstået fra dette ud fra pligtfølelse. Han blev på en måde valgt til monark af hoffet, som kom enstemmig frem til dette efter en vis debat.
Ly Thai To ændrede landets navn til Đại Việt ("Store Viet") og flyttede hovedstaden til dagens Hanoi, men kaldte byen Thăng Long ("Stigende drage"). Videre gik han over til en mere offensiv forsvarstænkning og styrkede økonomien for gennem dette også trygge landet. Senere konger i Ly-dynastiet videreførte Lys offensive tanker, blandt andet gennem udbygning af dige-system for at beskytte ris-produktionen, grundlæggelse af det adelige universitet Quốc Tử Giám, treårige optag ad dygtige medarbejdere, gerne fra lavere sociale klasser, til den offentlige administration, så at dygtighed frem for familietilknytning blev afgørende, indføring af et forbedret skattesystem, forbedret behandling af fanger. Kvinderne havde en vigtig rolle i samfundsordenen i Ly-dynastiet, blandt andet lå skatteindkrævningen hos såkaldte "retskvinner". Ly-dynastiet fremmede og Buddhismen i landet, men opretholdt det religiøst pluralistiske samfund hvor Buddhismen, Konfucianismen og Taoismen levede ved siden af hinanden. I løbet af Ly-dynastiet godkendte det kinesiske Song-dynasti Đại Việt-monarken som kongen af Giao Chỉ (Giao Chỉ Quận Vương).
Ly-dynastiet havde to større krige med Song-dynastiets Kina. Den vigtigste foregik inde i Kina i 1075 for at komme et kinesisk angreb i forkøbet, og de ødelagde de kinesiske angrebsstyrker. Året efter gik Kina til angreb inde i Đại Việt og de mødtes til et større slag ca. 40 km fra hovedstaden. Det var imidlertid klart for begge parter at et sådant slag ville ingen af partene vinde, og de blev enige om våbenhvile og de kinesiske styrker trak sig ud.
I løbet af Ly-dynastiet ekspanderede også riget sydover på bekostning af kongeriget Champa.
Trần-dynastiet 1225-1400
Mod slutningen af Ly-dynastiet, tvang den mægtige medarbejder Trần Thủ Độ kong Lý Huệ Tông til at gå i buddhistisk kloster og udråbte derefter kongens syv år gamle datter til dronning. Trần Thủ Độ arrangerede så ægteskab mellem hende og hans otte år gamle nevø Trần Cảnh og fik tronen overført til sin nevø. Dette blev indledningen til Tran-dynastiet. Trần Thủ Độ forfulgte hensynsløst medlemmerne af det tidligere dynasti, og nogle prinser flygtede til Korea, og er så senere blevet omtalt som Vietnams første politiske flygtninge i eksil.
Til trods for Trần Thủ Độs hensynsløshed, viste de fleste Trần-herskere at styre ud fra de samme tanker som under Ly-dynastiet. Af det som blev opnået under dette styre, var blandt andet system for folketællinger ned på landsbyniveau, fuldføring af 30-binds historieværket om Đại Việt (Đại Việt Sử Ký) af Lê Văn Hưu og udviklingen af skriftsproget Nôm, som er et skriftsprog for det vietnamesiske sprog. Tran-dynastiet udviklede også et system for uddannelse af nye konger; senere som en konge blev gammel, overførte han styret til kronprinsen, men beholdt positionen som Thái Thượng Hoàng ("højere majestætisk kejser") og i denne position optrådte som mentor for den nye kejser.
I årene 1257, 1284 og i 1288 blev landet invaderet af den mongolske hær under Kublai-khan som på dette tidspunkt havde etableret Yuan-dynastiet i Kina, men disse angreb blev slået tilbage. Også her vandt vietnameserne over en stærkere modstander ved at undgå store slag i åbent tærren og brugte list og lokalkundskab for at få kampene ind på sine præmisser.
I denne periode ekspanderede vietnameserne også sydover på bekostning af kongeriget Champa. Gennem politiske ægteskab fik de også to provinser omkring dagens Huế fra kongeriget i syd.
Hồ-dynastiet 1400-1407
Hồ-dynastiet eksisterede i kun syv år og havde de to kejsere Hồ Quý Ly i 1400 og hans næst ældste søn Hồ Hán Thương, som styrede fra 1400 til 1407. Hồ Quý Ly var en højere tjenestemand ved hoffet, og han tvang den sidste Tran-hersker til at gå af og tog selv magten. Han ændrede landets navn til Đại Ngu og flyttede hovedstaden til Tây Đô ("Den vestlige hovedstad"), dagens Thanh Hóa. Thăng Long (Hanoi) blev omdøbt til Đông Đô ("Den østlige hovedstad").
I eftertiden har dette dynasti fået ansvaret for at skabe intern strid og så at tabe landet til en ny kinesisk okkupation af Ming-dynastiet. Men i løbet af denne relative korte periode blev der gennemført en række ambitiøse reformer, som styrkelse af matematik i uddannelsen, åben kritik af konfusiansk filosofi, indføring af papirpenge, opførelse af store krigsskibe og artilleri og en landreform. Hồ Quý Ly gik af allerede året efter magtovertagelsen, men fortsatte som rådgiver og mentor for sin søn Hồ Hán Thương som Trần-kongerne havde gjort.
Ny kinesisk okkupation 1407-1428
I 1407 besatte kinesiske styrker under Ming-dynastiet igen Vietnam, officielt for at genindsætte Tran-dynastiet. Kineserne tog både Hồ Quý Ly og Hồ Hán Thương til fange. Kineserne annekterede landet og lagde det ind under den kinesiske kejsertrone da de hævdede at der ikke fandtes nogen Tran-arving til tronen. Men næsten umiddelbart startede Tran-tilhængere en militær modstandskamp. Denne havde indledningsvis fremgang, men interne stridigheder førte til et større nederlag i 1413.
Under ledelse af den rige Lê Lợis ledelse blev der organiseret en ny modstandskamp med udgangspunkt i hans områder lidt syd i landet, og efter en række indledende nederlag kunne de rykke nordover og indtage Đông Quan, dagens Hanoi, hvor kineserne havde sin hovedbase og administrationcenter. Den kinesiske kejser sendte forstærkninger sydover, men disse blev stoppet i et baghold og den kinesiske kommandant blev dræbt. De kinesiske styrker i landet overgav sig i 1428.
Lê-dynastiet 1428-1527
Lê Lợi tog magten og besteg tronen efter sejren mod kineserne, og indledede så Le-dynastiet. Lê Lợi tog navnet Đại Việt tilbage for landet og flyttede hovedstaden tilbage til Thăng Long (Hanoi).
Le-dynastiet gennemførte en ny landreform for at revitalisere landbruget efter krigen og den kinesiske okkupation. I modsætning til de tidligere Ly- og Tran-konger, som var mere influeret af buddhistisk tænkning, baserede Le-kongerne sig mere på konfusianisme. Der blev udarbejdet et omfattende lovværk, den såkaldte Hồng Đức som indeholdte stærke konfusianske elementer, men også en styrkelse af kvindernes rettigheder. Kunst og arkitektur blev i denne periode mere kinesiske inspireret end i Ly- og Tran-dynastierne. Le-dynastiet udarbejdede et nationalt kortværk og bad Ngô Sĩ Liên fortsætte og videreføre historieværkerne om landet frem til Lê Lợi. Der blev i denne periode oprettet sygehus og tilsyn med ældre og syge og der blev organiseret distribution af mediciner til områder som var ramt af epidemier.
I 1471 invaderede Le-dynastiets styrker under ledelse af kong Lê Thánh Tôn Champa og indtog hovedstaden Vijaya, og som afsluttede Champas periode som et magtcentrum i regionen, selv om mindre dele af kongedømmet overlevede frem til 1700-tallet. Det militære nederlag førte til at Cham-folket blev spredt over hele Sydøstasien og området som nu er det centrale Vietnam blev koloniseret af vietnamesere uden særlig modstand. Med fortsat eksisterer Cham-gruppen som en vigtig national minoritet i dagens Vietnam. Byen Huế blev anlagt i 1600 nær hvor hvor Champas hovedstad Indrapura en gang lå.
I 1479 rykkede kong Lê Thánh Tôn ind i Laos og indtog hovedstaden Luang Phrabang.
Trinh-klanen i nord og Nguyen-klanen i syd 1527-1802
Lê-dynastiet endte, da general Mạc Đăng Dung tog magten i 1527. Han dræbte Le-kejseren og udråbte sig selv til kejser, og startede der med Mạc-dynastiet. Efter to år med uroligheder overtog han Tran-dynastiets ordning og overlod tronen til sin søn Mạc Đăng Doanh og blev selv Thái Thượng Hoàng.
Samtidig organiserede en anden tidligere tjenestemand ved Le-hoffet, Nguyễn Kim et oprør mod Mạc-styret og hjalp kong Lê Trang Tông til at genoprette et styre i Thanh Hóa-området. Derved udbrød der en borgerkrig mellem det nordlige styre ved Mac-dynastiet og det genoprettede Le-styre i syd. Nguyễn Kim kontrollerede den sydlige del af Đại Việt (fra Thanh Hoa i syd) og Mac-dynastiet kontrollerede den nordligste del her under Đông Kinh (Hanoi). Da Nguyễn Kim blev dræbt i 1545, overtog svigersønnen Trịnh Kiểm den militære kontrol.
I 1558 frygtede Nguyễn Kims søn Nguyễn Hoàng, at Trịnh Kiểm ville dræbe ham og broderen og sikre sig magten, og bad om at blive guvernør i de sydligste provinser (området omkring nutidens Quang Tri-provinsen ved Quang Nam-provinsen – omtrent midt i dagens Vietnam). Han styrede her på en effektiv måde, mens Trịnh Kiểm, og senere hans søn Trịnh Tùng havde belastningen med krigdførelsen mod Mac-herskerne. Nguyễn Hoàng sendte både penge og soldater nord over for at støtte denne kamp, men opnåede en stadig større uafhængighed og selvstændighed.
Borgerkrigen mellem Lê/Trịnh- og Mạc-dynastiene sluttede i 1592, da Trịnh Tùngs styrker rykkede ind i Hanoi og henrettede kong Mạc Mậu Hợp. Resterne af Mac-dynastiets familie, styrker og støtter flygtede nord på til bjergene i Cao Bằng-provinsen og fortsatte at styre her frem til 1667, da Trịnh Tạc erobrede disse sidste områder under Mac-dynastiets kontrol. Lê-kongerne, som formelt havde siddet på tronen siden, Nguyễn Kim tog kontrollen men efter Mac-dynastiets fald, besad al magt og styre i nord hos Trịnh-klanen.
I 1600 udråbte Nguyễn Hoàng som Vương («lord»), folkelig betegnet Chúa og nægtede at sende flere penge eller soldater nord på for at hjælpe Trịnh-klanen. Han flyttede også sin hovedstad til Phú Xuân, nu Huế. Nguyễn Hoàng døde i 1613 efter at have styret i syd i 55 år. Han blev efterfulgt af sin sjette søn Nguyễn Phúc Nguyên, som også nægtede at underkaste sig Trịnh-klanen. Da Trịnh Tùng døde i 1623, blev han efterfulgt af sin søn Trịnh Tráng, som beordrede Nguyễn Phúc Nguyên at underkaste sig hans autoritet. Dette blev afslået to gange, og i 1627 gik Trịnh Tráng til angreb syd over med 150.000 mand, men blev slået.
Krigene mellem Trinh og Nguyen varede i årene 1627-1672 uden, at nogen af parterne formåede at vinde over den anden. Efter denne periode fulgte 100 år med fred, hvor begge parter udviklede sine områder. Trịnh-klanen skabte et centralisert styre og administration, som stod for offentlige budgetter, valuta, standardiserede mål og vægtsystemet overgang til decimalsystemet, startede trykkerier for at reducere afhængigheden af kinesiske leverandører, startede et militærakademi og fuldførte den historiske dokumentation.
Samtidig ekspanderede Nguyen-klanen også videre syd over både på bekostning af de tilbageværende Champa-områder men også ind over mod Mekongdeltaet og sikrede sig kontrol over Saigon-området og områder, som havde været under kambodsjansk kontrol.
I 1771 udbrød der et oprør ved medlemmer af Tây Sơn-familien i Quy Nhon, som på denne tid var under Nguyễn-klanens kontrol. Dette oprør blev ledet af brødrene Nguyễn Nhạc, Nguyễn Lữ, og Nguyễn Huệ. Disse var ikke i slægt med klanledelsen, selv om de havde samme familienavn. I 1776 havde de overtaget kontrollen over hele det område, som Nguyễn-klanen havde kontrolleret, og udryddet næsten hele den kongelige familie. Den overlevende prins Nguyễn Phúc Anh flygtede til Siam og fik mobiliseret militær støtte fra den siamesiske konge. Han gjorde et mislykket forsøg på at genindtage magten militært, men blev i første omgang slået.
I 1786 invaderede Nguyễn Huệ de nordlige områder for at bekæmpe Trịnh-klanens Trịnh Khải. Nguyễn Huệs hær vandt en knusende sejr, og Trịnh Khải begik selvmord. Trịnh-klanen søgte kinesisk støtte og til trods for hjælp fra en kinesisk styrke på hele 290.000 mand, blev de slået af Nguyễn Huệ i en hurtig kampagne rundt nytårsfejringen Tết. Han udråbte sig da til kejser Quang Trung. I sin regeringtid gennemførte han mange reformer, men han blev forgiftet og døde 40 år gammel i 1792.
Under kejser Quang Trung blev Đại Việt delt i tre politiske enheder. Broren Nguyễn Nhạc styrede de centrale dele af landet fra sin hovedstad i Quy Nhon. Kejser Quang Trung styrede den nordlige del fra hovedstaden Phượng Hoàng Trung Đô. I syd styrede Nguyễn Ánh, og han ekspanderte videre syd over og erobrede Saigon-området i 1788 og etablerte her en stærk base for sit styre.
Efter kejser Quang Trungs død blev Tây Sơn-dynastiet ustabilt og de tilbageværende brødre begyndte at kæmpe indbyrdes og mod de folke, som støttede Nguyễn Huệs søn. Nguyễn Ánh rejste fra sin base i Saigon i 1799 og erobrede Tây Sơn-dynastiets stærke militære støttepunkt Quy Nhon. I 1801 indtok hans styrker Phú Xuân, Tây Sơn-dynastiets hovedstad. Nguyễn Ánh vandt til sidst krigen året efter i 1802, da han besejrede Thăng Long (Hanoi) og henrettede Nguyễn Huệs søn, Nguyễn Quang Toản, sammen med store dele af Tây Sơn-dynastiets magtelite.
Nguyễn Ánh indtog tronen og kaldte sig kejser Gia Long. Gia er efter Gia Định, det gamle navn for Saigon; Long efter Thăng Long, det gamle navn for Hanoi. Således ville han markere samlingen af landet. Kejser Gia Định indledte derved Nguyễn-dynastiet, som varede frem til kejser Bảo Đạis abdikation i 1945.
Kina havde i århundreder kaldt Đại Việt for Annam. Gia Long anmodede den kinesiske Qing-kejser om at give landet et nyt navn: i stedet for Annam skulle det kaldes Nam Việt. Men for at undgå sammenblanding med det tidligere kongedømme ved Triệu Đà, som eksisterede i perioden 207 – 111 f.Kr. og havde haft dette navn, gik den kinesiske kejseren med på et nyt navn, men vendte om på de to ord til Việt Nam.
Nguyễn-dynastiet 1802-1945 - fransk kolonialisme
De første handelsforbindelser mellem Vietnam og vestlige aktører kan spores tilbage til 166 f.Kr., da romerske handelsmænd besøgte området. Senere blev dette område besøgt af Marco Polo og i 1500-tallet blev det også besøgt af portugisiske handelsmænd og missionærer.
Den franske jesuiterpater Alexandre de Rhodes udviklede i midten af 1600-tallet det skriftsystem, som i dag anvendes for at skrive vietnamesisk med latinske bogstaver, kaldet Quốc ngữ.
Den katolske kirke skulle også på anden måde end ved skriftsystemet give Vietnam sit præg. I Østasien er det kun Filippinerne, som er blevet stærkere præget af katolicismen. Fra 1600-tallet gik hundredetusinder af vietnamesere over til den nye tro. Nogen var købmænd, som gerne ville være de udenlandske handelspartnere til lags. Andre var bønder, som oppdagede, at de i den nye religion kunne undslippe det traditionelle konfucianske systems tvangsbånd og undertrykkende mandariner. Men omvendelserne var ikke overfladiske: troen ble stadig væk prøvet gennem hårde forfølgelser. I det nordlige Vietnam, hvor folket var særlig ramt af presset på utilstrækkelige jordbrugsarealer, var man særlig modtagelige over for de katolske præster, som mange steder blev samfundsledere. Hele distrikter blev katolske, og nogen blev befæstede bastioner.
Under krigene mellem Trịnh- og Nguyễn-klanerne forsynede vestlige handelsmænd de krigførende parter, portugiserne støttede Nguyễn-klanen mens hollænderne støttede Trịnh.
Den franske biskop Pigneaux de Behaine støttede Nguyễn Ánh kamp og sikrede ham støtte ved Ludvig 16.s hof og franskmændene lovede militær støtte, hvis de fik handelsfordele efterfølgende. Da Den franske revolution brød ud i 1789, faldt denne aftale sammen, men Pigneaux rejste til de franske besiddelser i Puducherry i Indien og fik militær støtte der fra til Nguyễn Ánh. Blandt andet deltog franske marinefartøjer, da Nguyễn Ánh indtok Quy Nhon i 1792. Senere deltog franskmænd i udbygningen af befeætningerne i Saigon.
Efter, at Nguyễn Ánh etablerede Nguyễn-dynastiet i 1802 og blev kejser Gia Long, var en af hans indrømmelser til franskmændene, at han tolererede den katolske kirke i landet. Desuden ansatte han enkelte europæere som rådgivere ved hoffet. Men både han og hans efterfølgere var konservative konfutsianere og modsatte sig en vestliggørelse af samfunnet. De næste Nguyễn-kejsere, Minh Mạng, Thiệu Trị, og Tự Đức, undertrykkede brutalt katolicismen og praktiserede en "lukket dør"-politik, hvor de anså alle vestlige som trusler. Titusindvis af vietnamesiske og udenlandske katolikker blev henrettede, og handelen med udlandet blev stærkt reduceret. Denne udvikling blev til sidst en undskyldning for Frankrig til at invadere landet.
Selv om de tidlige herskerne i Nguyễn-dynastiet gennemførte mange af de typer reformer, som tidligere herskere havde gjort, som vejbyggeri, kanaler, lovarbejder, uddannelsesystemet, sundhedsvæsen, udarbejdelse af landkort, historieskrivning og betryggelse af områderne mod Laos og Cambodja, var dette ikke tilstrækkeligt i den nye tid med stor teknologisk udvikling, industrialisering og international handel. Således stod Nguyễn-dynastiet i vejen for en tilstrækkelig modernisering af landet for at kunne modstå den franske kolonisering i slutningen af 1800-tallet.
Kejser Napoleon 3. af Frankrig brugte den religiøse forfølgelse og isolationen af landet som undskyldning for at invadere Vietnam og sendte militære flåder for at kolonisere landet. Angrebet blev indledt ved et angrep på havnen i Danang i 1858. Dette var imidlertid mislykket, og franskmændene rettede der efter fokus mod Mekongdeltaet. I 1859 blev Saigon angrebet, og i årene frem til 1867 tog de stadig større områder i Mekongdeltaet og dannede med den første Saigontraktat kolonien Cochinkina.
Få år senere gik de i land i det nordlige Vietnam og indtok Hanoi to gange, i 1873 og 1882. Efter hårde kampe som en del af den fransk-kinesiske krig blev franskmennene med den andre Saigontraktat koloniherrer og etablerede Fransk Indokina i 1887.
Den franske overhøjhed mødte stærk modstand fra forskellige dele af samfundet, her under også fra Nguyễn-dynastiets herskere. Flere var aktive i anti-fransk modstandsarbejde. Kejser Hàm Nghi var blot i teenager, da han forlod det kejserlige palads i Huế i 1885 og startede modstandsbevægelsen Cần Vương ("Red kongen"). Han blev taget til fange i 1888 og sendt i eksil i Fransk Algeriet. Senere blev også kejserne Thanh Thai (1907) og sønnen Duy Tân (1916) sendt i eksil på den franske ø Réunion i Det indiske Ocean 800 km fra Madagaskar på grund af anti-fransk modstandsarbejde.
Modstandarbejdet havde forskellige former: i 1905 startede Phan Chu Trinh en fredelig, ikke-voldelig moderniseringsbevægelse med sigte på at frigøre Vietnam ved at højne uddannelsesniveauet i befolkningen, modernisering af samfundet og appellere til Frankrigs demokratiske principper. Efter, at kejserdømmet faldt i Kina i 1912 og den russiske revolution i 1917, skete der både en radikalisering i den vietnamesiske modstand, og den franske undertrykkelse af modstanden blev endnu stærkere.
Politiske partier som Việt Nam Quốc Dân Đảng, et socialistisk, revolutionært parti, blev stiftet i midten af 1920'erne af intellektuelle i Hanoi. Efter, at disse ledede et oprør i Tonkin, blev ledelsen henrettet ved gilluotinering. Flere kommunistiske grupperinger blev dannede på samme tid, og i 1930 blev disse slået sammen til Đảng Cộng sản Việt Nam, ("Vietnams kommunistiske parti") i Hongkong under ledelse af Ho Chi Minh.
2. verdenkrig
Under 2. verdenskrig rykkede japanerne ind i Indokina i 1940 men fjernede ikke den franske koloniadministration. Japanerne beholdt Vichy-regimet som marionetregime og styrede bag kulisserne gennem diplomatisk pres. Således gav Vichy-regjeringen i Frankrig den 24. juli 1941 Japan tilladelse til at bruge baser i Fransk Indokina. I september samme år fik japanerne militær adgang til Tonkin, som var et vigtigt opmarchområde i krigen mod Kina. Japanerne afsatte ikke den franske administrationen før end i marts 1945 og tog først da fuld kontrol over landet.
I 1941 fik Ho Chi Minh samlet de forskellige nationale bevægelser i en fælles front under navnet Viet Minh. Chiang Kai-shek ville skabe en modbevegelse med kinesisk støtte, men dette mislykkedes. Viet Minh organiserede guerillakrigen mod Japan, samlede information og organiserede redningen af nedskudte amerikanske piloter. Med sin kamp mod den japanske okkupation og sit radikale program ville Viet Minh bruge de stærke nationalistiske strømninger i det vietnamesiske folk og den radikale reformbevægelse og give dem et socialistisk indhold.
I begyndelsen af 1945 udbrød der hungersnød i Nordvietnam som resultat af kombinationen mellem dårlige vejrforhold og japanernes udnyttelse af madressourcerne. Hungersnøden tog livet af skøbsvis to mio. vietnamesere.
Da japanerne kapitulerede i august 1945, havde Viet Minh en stærk hær og bred folkelig opbakning. Videre tillod japanerne, at nationalistiske grupper overtog offentlige bygninger og holdt fængslede franske tjenestemænd i fængsel i den hensigt at skabe vanskeligheder for sejrherrerne fra 2. verdenskrig efter krigen. Den 18. august 1945 beordrede Ho Chi Minh opprør i den såkalte "August-revolution". To uger senere var Viet Minh etableret i Hanoi, og republikkens uafhængighed blev proklameret den 9. september. Kejser Bao Dai trådte tilbage og tilbød at fungere som rådgiver for det nye styre. I det sydlige Vietnam rykkede britiske styrker ind i Saigon for at afvæbne de japanske styrker. De blev efterfulgt af franske styrker, som prøvede at genoprette deres tidligere styre. I nord rykkede kinesiske nationalistiske styrker tilhørende Chiang Kai-shek ind for tilsvarende at afvæbne japanerne.
Kolonikrig mod Frankrig 1945 - 1954
Det kommunistiske parti i Vietnam overtog magten på samme måde som det kinesiske kommunistparti gjorde i Kina. Men mens de kinesiske kommunister opnåede fuld kontrol i 1949, måtte de vietnamesiske kommunister først kæmpe mod Frankrig og senere mod USA (med allierede) i den såkaldte Vietnamkrig frem til sin endelige magtovertagelse i 1975.
I 1946 blev det forsøgt at afholde det første valg i Vietnam, men situationen var vanskelig med de franske styrker, som prøvede at genoprette kontrollen, og i Cochinkina prøvede en del politikere at overtage magten. Der var væbnede sammenstød mellem kommunistiske og ikke-kommunistiske grupperinger, og en række grupperinger dannede egne væbnede grupper. I løbet af 1946-1947 kunne de kommunistiske grupper vinde en vis kontrol men ikke over for de franske styrker.
Forhandlinger mellem Frankrig – som kontrollerede den sydlige del af landet – og Ho Chi Minh førte i marts 1946 til en aftale, hvori Frankrig anerkendte Viet Minh-regeringen og gav Vietnam status som fri stat inden for det franske samvælde. Men samtidig var franskmændenes egentlige mål reetableringen af kolonistyret, og i Hanoi var regeringens mål fuldstændig uafhængighed. I juni 1946 proklamerede Frankrigs højkommissær for Indokina, admiral Georges Thierry d'Argenlieu, Cochinkina som selvstændig republik og udnævnte den afsatte hersker Bao Dai til statsleder. Frankrig sendte der efter soldater for at forene Cochinkina med den nordlige del i den nyoprettede stat Nordvietnam.
I mellemtiden havde Mao Zedong og kommunisterne overtaget magten i Kina, og dette ændrede det strategiske billede i området. Vietminh modtog materiel og politisk støtte fra sin ideologiske nabo i nord. Politiske emissærer fra Kina rådgav den politiske ledelse i Vietminh, og en række såkaldte "borgerlige og feudale elementer" blev fjernet. Denne udvikling blev i vest set i sammenhæng med den kommunistiske magtovertakelse både i Kina, Korea og Østeuropa, og vestmagterne, her under Storbritannien og USA, blev stærke modstandere af Vietminh og godkendte Bao Dais selvstændige stat Vietnam.
Efter ni års guerillakrig prøvede franskmændene at få bevægelse i situationen og tvinge Viet Minh til at optage kampen ude i åbent land og på franske præmisser og således få dem ind i en fælde. Samtidig ønskede franskmændene derved at afskære Vietminhs forsyningslinjer mod Hanoi. Dette gjorde de ved at etablere en base ved landsbyen Dien Bien Phu i en dal vest for Hanoi.
Men den nordvietnamesiske general Võ Nguyên Giáp gik ikke i fælden, som franskmændene havde lagt, og i slaget ved Dien Bien Phu slog det franske oplæg fejl, og efter to måneders belejring og en række fejldisponeringer måtte franskmændene opgive deres stillinger 7. maj 1954.
Optakten til Vietnamkrigen 1954-1958/59
Genève-konferencen i 1954 markerede afslutningen på Fransk Indokina og en midlertidig deling af Vietnam frem til, at der kunne afholdes valg i hele Vietnam i juli 1956. Landet blev delt langs den 17. breddegrad, lige nord for Nguyen-dynastiets hovedstad Huế, og de Viet Minh-styrkene, som stod syd for denne, skulle trække sig nord for denne, og der blev etableret en demilitariseret zone mellem de to parter. De franske styrker trak sig ud, mens styringen af området syd for 17. breddegrad blev videreført af det samme magtapparat, som franskmændene havde baseret sig på. En international kontrolkommission bestående af Polen, Indien og Canada skulle overvåge udviklingen frem mod valget to år efter.
I 300 dage, frem til 18. maj 1955, var grænsen mellem nord og syd åben, så at folk frit kunne flytte til den del af landet, de ønskede at bo i. Dette førte til en flygtningestrøm på mellem 800.000 og en million nord-vietnamesere fra nord til syd, for en stor del af katolikker, som frygtede religiøs forfølgelse under kommunisterne. 310.000 af disse blev evakuerede under Operation Passage to Freedom, organiseert af United States Navy i oktober 1954.
Viet mihn havde haft en afgørende betydning i krigen mod franskmændene. Samtidig blev Ho Chi Minh opfattet ikke kun som en kommunistleder, men også som en mere nationalistisk og selvstændig leder end politikerne i syd. I syd fjernede Ngô Đình Diệm tidligere kejser Bao Dai i 1955 ved at blive valgt til præsident efter et noget tvivlsomt valg, hvor han blandt andet fik 133% af stemmerne i Saigon. Det politiske miljø i syd blev mere forbundet med det franske kolonistyre. Der var derfor en forventning hos begge parter om, at Ho Chi Minh ville vinde valget. Diem nægtede at afholde dette valg under henvisning til, at Sydvietnam ikke havde undertegnet Genève-aftalen, og startede der efter forfølgelse af den kommunistiske opposition i landet.
Diem erklærede Sydvietnam selvstændig under det officielle navn Việt Nam Cộng Hòa ("Republikken Vietnam"). Ud fra en frygt for en videre kommunistisk ekspansion gav USA både militær og økonomisk støtte til Sydvietnam, sendte rådgivere både til organisering og administration af landet, og i udviklingen af landets infrastruktur. De øvrige politiske og religiøst baserede militser i syd, blandt andet fra Cao Dai, blev knust.
Anden indokinesiske krig/Vietnamkrigen 1958/59-1975
I 1960 blev den politiske overbygning FNL etableret, som skulle give den militære virksomhed i Vietcong et politisk ansigt. Denne blev ledet af advokaten Nguyen Huu Tho og "Den 2. modstandskamp" blev indledt, denne gang mod de skiftende militærregeringer i Saigon og især mod USA, som støttede, bevæbnede og rådgav dem – i første omgang med rådgivere, men præsident John F. Kennedy sendte senere regulære tropper. Desuden kom der styrker fra USAs allierede Thailand, Sydkorea, New Zealand og Australien.
USA blev trukket ind i en guerillakrig, som krævede stadig større tab og skabte mere og mere modstand i hjemlandet. Krigen kostede USA 150 milliarder dollars, og 58.148 amerikanske soldater mistede livet. Ingen ved sikkert hvor mange vietnamesere, som døde, ulige kilder opererer med tal fra 1,5 til 5 millioner dræbte.
Efter, at general William Westmorelands strategi med udmattelseskrig mod Nordvietnam viste sig mislykket efter Tet-offensiven i 1968, ændrede den nye amerikanske øverstkommanderende Creighton Abrams den amerikanske taktik til aggressiv patruljevirksomhed med små enheder. Tanken var, at dette skulle lette overføringen af ansvaret Sydvietnams hær (ARVN). Dette såkaldte "vietnamiseringsprogram", hvor de amerikanske styrker langsomt blev trukket ud af aktiv kamp for at overlade dette til ARVN, blev særlig en realitet under påskeoffensiven i 1972. De amerikanske styrkers hovedopgave blev mere rådgivende, og styrkerne blev trukket helt ud af Vietnam den 29. marts 1973. Denne strategi viste sig imidlertid ikke at være særlig vellykket, og ARVN blev ydermere svækket af svag koordinering og til dels lav moral samtidig, som Nordvietnam gennem stadig tættere forbindelser med Sovjetunionen blev oprustet militært især med tungt artilleri og stridsvogne. Dette videreførte en proces, som havde pågået gennem hele krigen, med overgang fra guerillakrigsføring til mere moderne krigføring i form af en konventionel, mekaniseret manøvrekrigsføring støttet af tungt skyts.
Parallelt med med disse kampe udbrød der også kampe med kinesiske styrker om den omstridte øgruppe Paraceløerne i januar 1974. Efter blodige kampe tog de kinesiske styrker kontrol over hele øgruppen efter at have okkuperet dele af øgruppen efter det franske nederlag i 1956.
Samtidig afskar amerikanerne stadig mere på den økonomiske støtte til Sydvietnam. I efteråret 1974 blev det økonomiske bidrag til Sydvietnam beskåret med 30% til 700 millioner dollars. I løbet af vinteren og foråret 1975 rykkede de nordvietnamesiske styrker støttede af stridsvogne og artilleri mod Saigon. Den sydvietnamesiske general Dương Văn Minh, som på dette tidspunkt også fungerede som præsident, havde fortsat en del styrker i Mekongdeltaet intakte men ønskede at spare byen for et ødelæggende angreb og kapitulerede. Den 30. april kunne de nordvietnamesiske styrker rykke ind i Saigon, og den 2. juli 1976 blev landet genforenet under navnet Den socialistiske republik Vietnam.
Efter Vietnamkrigen
Bådflygtninge og omskoleringslejre
I modsætning til Røde Khmerer i Cambodja gik sejrherrerne ikke til blodbad mod sine modstandere efter Vietnamkrigen. Men de, som havde haft stillinger inden for det sydvietnamesiske styre eller militær, samt indflydelsesrige personer inden for intelligentsiaen og kirkelige kredse, blev sendt på såkaldte omskoleringslejre, som i realiteten var tvangsarbejdslejre.
Under Vietnamkrigen havde mange vietnamesere oplevet, at den amerikanske tilstedeværelse ødelagde vigtige vietnamesiske værdier og kulturudtryk, især ved alkoholmisbruget, brugen af narkotika og prostitution, som nationalistiske vietnamesere havde set på med stor skam. De nordvietnamesiske magthaverne var efter erobringen af Sydvietnam hurtig med at genoprette de traditionelle værdier, hvilket havde folkelig støtte.
Det skabte imidlertid visse spændinger, da en række nordvietnamesiske soldater og partikadre opdagede, at det fjendebillede, som var oparbejdet under krigen, ikke stemte, og at befolkningen ikke var så fattige og undertrykkede slaver for udenlandske imperialister, som de var blevet fremstillet af krigsretorikken. I stedet var det materielle niveau i syd, både med hensyn til mad, klæder og andre forbrugsvarer, bøger og musik, langt højere end det, de var vant til fra Nordvietnam. Ganske snart førte tvangskollektiviseringen i landbruget, restriktioner for mad- og varetransport og overtagelsen af private virksomheder til madmangel og mangel på andre livsnødvendigheder.
Den nordvietnamesiske hær havde under krigen en renommé for at nådeløst straffe dem, de opfattede som "forrædere", og der var en frygt for, at de ville igangsætte sådanne repressalier også efter krigen. Flere hundrede tusind forlod landet, blandt andet som bådflygtninge. Blandt disse flygtninge fandtes det folk fra alle lag af samfundet, men mange af dem, som flygtede, var folk, som havde støttet det sydvietnamesiske styre, eller som frygtede kommunistisk forfølgelse blandt andet på religiøst grundlag.
Krig med nabolande
Som en reaktion mod etnisk udrensning af vietnamesere i Cambodja, og grænseovertrædelser udførte af Røde Khmerer, invaderede Vietnam Cambodja sent i 1978. Efter to ugers krig var Røde Khmer og dets leder Pol Pot fjernet fra magten. Men den 17. februar 1979 brød den kinesisk-vietnamesiske krig ud, da Kina angreb det nordlige Vietnam med omkring 200.000 soldater. Angrebet var hovedsagelig en straffeaktion for, at Vietnam havde fjernet Røde Khmer, Kinas allierede, fra magten. Den 16. marts 1979 trak kineserne sig tilbage. Begge parter påberåbte sig sejr. Vietnamesiske styrker forlod ikke Cambodja før end i 1989 trods kinesernes invasion og internationale handelsblokader. Flere grænsesammenstød mellem Kina og Vietnam forekom også i løbet af 1980-erne.
Under den thailandsk-laotiske grænsekrig blev Laos angrebet af Thailand. Det er først i nyere tid kommet frem, at vietnamesiske ekspeditionsstyrker deltog i krigen på den laotiske side.
Der har været militære sammenstød om Spratlyøerne (vietnamesisk: Truong Sa) i det Sydkinesiske hav, da en række lande har framsat krav om jurisdiktion over de omkring 600 øer, blandt dem Vietnam. Der er både et rigt fiskeri i havene omkring øerne samtidig, som der er antaget at være store mængder olie i området. Området er omtalt i vietnamesiske kilder siden 1600-tallet. Efter Frankrigs aftale med Nguyễn-dynastiet blev området administreret af det franske kolonistyre. Det mest alvorlige sammenstød var i 1988 mellem Kina og Vietnam, den såkaldte Johnson South Reef-træfningen med omkring 70 dræbte og savnede. Desuden har der fra vietnamesisk side været skudepisoder med Taiwan.
Økonomisk udvikling
Orientering mod Sovjetunionen
Siden krigen havde beslaglagt alle ressourcerne, havde der ikke været nogen reel økonomisk vækst i perioden fra 1965 til 1975. Videre førte flygtningstrømmen og de omfattende fængslinger til en mangel på kompetance i offentlig styring og næringsliv. Den socialistiske republik Vietnam blev i stadig stærkere grad knyttet til Sovjetunionen og blev medlem af COMECON fra 1978. Der blev også undertegnet en såkaldt venskabstraktat, som i realiteten var en militær alliance.
Markedsøkonomi
Der var frem til 1986 beskeden økonomisk vækst i en ineffektiv planøkonomi og uden handel med de vestlige lande. De første fem år efter Vietnamkrigen blev private foretagender i syd overtaget af det offentlige, og bøndene blev tvangskollektiviserede i statlige landbrugskooperationer. Videre havde alene staten lov til at fragte madvarer mellem provinserne. Dette førte snart til madmangel og mangel på andre livsnødvendigheder. Selv det frugtbare Mekongdelta med sin tidligere store risproduktion blev truet af sult. Men siden økonomien blev rettet mod markedsøkonomi i 1986, og det er kommet til en forsoning med USA, har Vietnam haft en af de hurtigst voksende økonomier i Sydøstasien.
Eksterne henvisninger |
1014928 | https://da.wikipedia.org/wiki/Rikke%20M%C3%B8lb%C3%A6k%20Thomsen | Rikke Mølbæk Thomsen | Rikke Mølbæk Thomsen (født 23. december 1990 i Grønland) er en dansk sangerinde og guitarist. Hun er opvokset i Blans og Vester Sottrup i Sønderjylland, hvor hun boede til hun var 16 år. Den 15. september 2019 modtog hun Modersmål-Prisen for sin indsats for den sønderjyske dialekt.
På Eckersberg Friskole lærte hun at spille guitar. 2006 flyttede hun til Nordjylland og blev i 2010 student fra Dronninglund Gymnasium med studieretningen Musik & Engelsk. Fra 2013 til 2016 blev hun uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg som cand.musicae i sang og guitar.
Tidligere har hun overvejende skrevet og optrådt med sange på engelsk. Rikke Thomsen arbejder blandt andet med, hvordan sproget knytter sig til den måde, vi lever og udvikler os på. 2019 udgav hun albummet Omve’n Hjemve med seks sange på sønderjysk, der handler om hjemstavn, kærlighed, længsel og ophav.
Diskografi
Omve’n Hjemve (2019)
Opland (2021)
Eksterne henvisninger og kilder
Sønderjysk sangerinde hædret af Modersmål-Selskabet
Rikke Thomsen synger på sønderjysk
Personer fra Sønderborg
Sangere fra Danmark
Modtagere af Modersmål-Prisen |
995758 | https://da.wikipedia.org/wiki/Wish%20Bone | Wish Bone | Wish Bone er det tredje studiealbum af den danske sanger og sangskriver Oh Land, der udkom den 16. september 2013 via A:larm.
Baggrund og udgivelse
I 2012 annocerede Oh Land, at hun udviklede ny musik i sit studie.
Den 10. juli 2013 debuterede sangen "My Boxer" på Spin.com som den første smagsprøve på albummet. Albummets lead single "Renaissance Girls" blev udgivet i Danmark den 20. maj 2013 og i USA den 6. august. Den relaterede musikvideo blev lanceret den 6. august 2013 og indeholdt Oh Land sammen med fire baggrundsdansere dansende i et tomt varehus. "Pyromaniac" blev udgivet den 2. september 2013 som albummets anden single.
Spor
Referencer
Album fra 2013
Oh Land-album |
1076609 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jim%20Simons | Jim Simons | James Harris Simons (født 25. april 1938) er en amerikansk matematiker, milliardær hedgefond-direktør og filantrop. Han er grundlægger af Renaissance Technologies, en kvantitativ hedgefond der ligger i East Setauket, New York. Simons og hans fond er kendt for at være kvantitative investorer, der anvender maetmatiske modeller og algoritmer til investeringer. Som følge af konsistente afkast i Renaissance og dens Medallion Fund, bliver Simons beskrevet som den "største investor på Wall Street og mere specifikt den "mest succesfulde hedgefond-forvalter nogensinde."
Ifølge Bloomberg Billionaires Index har Simons' en estimeret formue på $25,2 mia., hvilket gør ham til den 66 rigeste person i verden i 2021.
Simons er kendt for sin forskning i mønstergenkendelse. Han udviklede Chern–Simons form (med Shiing-Shen Chern), og bidrog til udvikling af strengteori med en teoretisk ramme der kombinerer geometri og topologi med kvantefeltteori. I 1994 grundlagde han Simons Foundation sammen med sin kone for at støtte forsknig i matematik og grundvidenskab. Han er en af de største donorer til University of California, Berkeley, hvor han har etableret Simons Institute for the Theory of Computing i 2012, og til Berkeley's Mathematical Sciences Research Institute, hvor han er medlem af bestyrelsen. Derudover er han stifteren af den filantropiske organisation Simons Foundation og det private forskningsinstitut Flatiron Institute i New York City.
I 2016 blev asteroiden 6618 Jimsimons opkaldt efter Simons af International Astronomical Union efter ham. Den blev opdaget Clyde Tombaugh i 1936.
Referencer
Erhvervsfolk fra USA
Matematikere fra USA
Milliardærer |
1845916 | https://no.wikipedia.org/wiki/Afrikamesterskapet%20i%20h%C3%A5ndball%20for%20menn%202012 | Afrikamesterskapet i håndball for menn 2012 | Afrikamesterskapet i håndball for menn 2012 ble arrangert i Rabat og Salé i Marokko i 2012.
Sluttspill
Sluttstilling
Referanser
Afrikamesterskapet i håndball for menn
Internasjonale mesterskap i Marokko
Internasjonale mesterskap i 2012
Sport i Marokko i 2012
Håndball i 2012
Håndball i Marokko
Sport i Rabat |
783689 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fasandr%C3%A6berne | Fasandræberne | Fasandræberne er en dansk krimi fra 2008 af Jussi Adler-Olsen. Bogen er filmatiseret, instrueret af Mikkel Nørgaard.
Handling
I 1987 findes et søskendepar brutalt myrdet i et sommerhus. Politiets efterforskning peger i retning af en gruppe rigmandsbørn fra en nærliggende kostskole, men sagen lukkes, da en lokal outsider erklærer sig skyldig og dømmes for mordene. Mange år senere ender sagen på vicekriminalkommissær Carl Mørcks skrivebord, og han indser hurtigt, at noget er galt. Carl og hans assistent Assad genoptager sagen og finder frem til et gammelt nødopkald fra en desperat pige, der tilsyneladende kender til mordene.
Snart bliver de to kastet ud i en intens søgen efter pigen, Kimmie, der har været forsvundet siden mordene fandt sted. Men Carl og Assad er ikke de eneste, der jagter Kimmie, da hendes viden er til stor fare for en gruppe indflydelsesrige mænd i toppen af samfundet, og de vil gøre alt hvad de kan for at forhindre fortiden i at indhente dem.
Referencer
Litteratur i 2008
Krimier
Dansksprogede bøger
Bøger af Jussi Adler-Olsen |
1785944 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Ivan%20Sjmeljov | Ivan Sjmeljov | Ivan Sergejevitj Sjmeljov (ryska: Иван Сергеевич Шмелёв), född 3 oktober (gamla stilen: 21 september) 1873 i Moskva död 24 juni 1950 i Paris, var en rysk författare, mest känd för sina idylliska skildringar av livet i utkanten av Moskva före revolutionen sett ur ett barns perspektiv. Hans mest kända bok i Ryssland, Herrens år, [лето господне] fungerar närmast som ett uppslagsverk i de ryska traditionerna kring året.
Svenska översättningar
Kypare! (Čelovek iz restorana) (översättning Ruth Wedin Rothstein) (Bonnier, 1926)
Gamla Valamo: en dokumentär skildring av ett besök år 1895 på den legendariska klosterön i Ladogasjön (Staryj Valaam) (översättning Gabriella Oxenstierna) (Åsak, 1988)
Pilgrimsresan: en dokumentär skildring i romanens form av en pilgrimsresa år 1879 till Sergius-Treenighetsklostret utanför Moskva (Bogomolie) (översättning Gabriella Oxenstierna) (Åsak, 1990)
Se även
Lista över ryskspråkiga författare
Ryska författare under 1900-talet
Ryskspråkiga författare
Födda 1873
Avlidna 1950
Män
Författare från Moskva |
716272 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ajstrup%20%28Mariagerfjord%20Kommune%29 | Ajstrup (Mariagerfjord Kommune) | Ajstrup er en lille landsby med ca. 70 indbyggere. Den er beliggende fem km syd for Hadsund i Falslev-Vindblæs Sogn, Mariagerfjord Kommune på sydsiden af Mariager Fjord ud til Ajstrup Bugt. Ajstrup er en af de ældste byer i området og har været beboet siden stenalderen.
I Ajstrup finder du Ajstrup vandværk, en guldsmed med galleri og designværksted samt en skovpavillon med plads til 70 gæster.
Landsbyen ligger tæt ved Ajstrup Krat, Havkær Skov og sommerhusområdet Dalsminde.
Fra Ajstrup er der 25 km til Randers.
Noter
Litteratur
Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83; Bygd 1983;
Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688; København 1928 (genoptryk ved Landbohistorisk Selskab, København 1975);
J.P. Trap: Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, Andet Bind; Kjøbenhavn 1859
Eksterne henvisninger
Ajstrups hjemmeside
Landsbyer i Mariagerfjord Kommune |
505883 | https://no.wikipedia.org/wiki/Piazza%20Navona | Piazza Navona | Piazza Navona er en plass i Roma i Italia oppført på restene etter Domitians stadion fra det første århundre, Circus Agonalis, dit romerne kom for å se på sportsarrangementer (italiensk: agone). En går ut fra at navnet «Navona» er utledet fra det italienske in agone som har blitt til navone og til slutt navona. «Navona» ble også en måleenhet som tilsvarte 600 fot (ca. 180 meter). Dette var den mest populære distansen for kappløp. Dette skal ha vært det første idrettsanlegget vest for Hellas - romerne var ikke særlig opptatt av sport. Det ble avholdt fem dager lange leker her, der førstepremiene var flettede kroner av eik og oliventre.
Blikkpunktet på plassen er den store egyptiske obelisken ved «Fontana dei Quattro Fiumi» foran kirken Sant'Agnese in Agone. Plassen har også to andre fontener, «Fontana del Moro» og «Fontana del Nettuno». Mange av bygningene som omkranser Piazza Navona, stammer fra pave Innocent X' tid, og den dominerende byggestilen er barokken. Romas marked holdt til på Piazza Navona fra det ble flyttet fra Kapitolhøyden på 1400-tallet til det ble flyttet til Campo dei Fiori i 1869. Plassen har også vært arena for teater og hesteveddeløp etter Domitianus' tid.
Fontener
«Fontana dei Quattro Fiumi» («De fire elvers fontene») er et mesterverk signert Giovanni Lorenzo Bernini og plassert midt på Piazza Navona. Statuen ble laget til pave Innocent X og avduket i 1651. Kjernen i statuen er en stor egyptisk obelisk, som før den ble en del av fontenen sto på Maxentius' sirkus på Via Appia. Rundt obelisken er de store elvene i de fire verdensdelene som var kjent på den tiden – Ganges, Donau, Nilen og Rio de la Plata – symbolisert med fire giganter. En finner også pavens våpenskjold, duen og olivengrenen strategisk plassert på fontenen.
Fundamentet til «Fontana del Moro» («Maurerfontenen») ble reist på den sørlige enden av Piazza Navona av i 1575. Senere designet Bernini den sentrale figuren, en maurer som kjemper med en delfin, som også ga fontenen dens navn. Han lot sin elev, , hugge ut skulpturen etter en «bozzetto» (tredimensjonal skisse) han selv hadde laget, og denne ble reist i 1654. Maskene og tritonene ble lagt til på 1800-tallet. Under en restaurering i 1874 ble originalstatuene flyttet til forskjellige fontener i Villa Borghese og ble dermed erstattet med kopier.
«Fontana del Nettuno» («Neptunfontenen»), tidligere kjent som «Calderari», står på den nordlige enden av plassen og ble reist i 1576 av della Porto. Selve statuen, Neptun som kjemper med en blekksprut – omringet av havnymfer, ble laget av og på 1800-tallet etter en konkurranse om å utsmykke fontenen som den gang fremsto som ganske gjennomsnittlig.
Bygninger
Sant'Agnese in Agone (= St. Agnes i pine) er en basilika som ble bestilt av pave Innocent X i 1652, og de første arkitektene var far og sønn og . Disse ble senere byttet ut med Francesco Borromini som videreførte arbeidet med kirken hovedsakelig etter Rainaldienes planer i årene 1653–1657. Det eneste avviket fra de opprinnelige tegningene var den konkave fasaden som ble konstruert for å fremheve kuppelen. Kirken sies å være bygget på stedet for et tidligere bordell der en ung ble kledd naken og vist frem for at hun skulle avsverge kristendommen etter å ha avslått en ung manns frieri. Hun mente at hun allerede hadde en brudgom i Kristus. Sankt Agnes led martyrdøden i år 304.
Nostra Signora del Sacro Cuore er en katolsk kirke dedisert jomfru Maria. En tidligere kirke ble satt opp på 1100-tallet på ruinene av Domitianus' stadion, men den nåværende bygningen ble oppført i 1450. Fra 1506 var kirken den offisielle nasjonale kirken i Roma for det spanske folk, men på 1600-tallet, etter at Santa Maria in Monserrato degli Spagnoli ble fullført, overtok denne som nasjonalkirke for Spania.
Palazzo Pamphili ble bygget av pave Innocent X i årene 1644–1650. Det opprinnelige palasset ble bygget over en rekke hus i familien Pamphilis eie i 1630, men da Giovanni Battista Pamphili ble pave Innocent X i 1644 fant familien ut at palasset ikke var stort nok og started derfor arbeidet med en større og ennå mer majestetisk bygning. Siden 1920 har palasset huset den brasilianske ambassaden i Italia.
Palazzo Braschi er et stort nyklassisk palass bygget på slutten av 1700-tallet og begynnelsen av 1800-tallet av pavens nevø . Dette var det siste romerske palasset som ble bygget til en pavefamilie. Bygningen huser i dag Museo di Roma, et museum som inneholder samlinger av bruksgjenstander, bilder og tegninger som viser livet i byen fra middelalderen til 1800-tallet.
Referanser
Eksterne lenker
Rome Guide – Piazza Navona
Plasser i Roma
Rione Parione |
349180 | https://da.wikipedia.org/wiki/Billum | Billum | Billum er en lille by i Sydvestjylland med , beliggende i Billum Sogn. Byen ligger i Varde Kommune og tilhører Region Syddanmark. Billum består af to dele, henholdsvis Billum Kirkeby vest for Sekundærrute 463 (Tarphagevej) og Billum stationsby centreret omkring Sekundærrute 431 (Vesterhavsvej) opstået som en vejklyngeby.
Stationsbyen ligger på jernbanestrækningen Varde-Nørre Nebel Jernbane. Fra den lille by er der 4 kilometer til Oksbøl, 10 kilometer til Varde og knap 15 til Vesterhavet (ved Vejers Strand).
Historie, geografi og infrastruktur
Byen blev oprindeligt til omkring Billum Kirke, der er en tufstenskirke fra 1200-tallet. Kirken var samlingspunkt i Billum Sogn, og fra kirken var der gode muligheder for græsning og derudover mulighed for sejlads via Ho Bugt som ligger lige syd for byen. Da jernbanen mellem Varde og Nørre Nebel kom til i 1903 udvikledes byen i stedet omkring stationen. I dag har de to områder derfor to separate vejskilte påtrykt henholdsvis Billum Kirkeby og Billum. Området omkring Billum Kirkeby bliver i visse kort refereret til som Vesterager.
I området omkring Billum ligger flere spredte bebyggelser med autoriserede stednavne. I den nordlige udkant af byen er Hannevang og Nørre Billum, mens Billum Gårde forlænger byen mod syd. Nybyggeri i Billum foregår i dag i den sydlige del af byen mod Billum Gårde.
Foruden kirken fra 1200-tallet er der i området fundet et trelleborghus, som vidner om tidlige bosættelser.
Billum Kro er en kongelig privilegeret landevejskro fra 1700-tallet, der i perioden 1913-1968 tjente som afholdskro. Spiritusforbuddet har været ophævet siden 1969.
Ved Kjelst nær Billum ligger et radiofyr der ejes af Naviair (nedlagt ca. 2014-2015).
Demografi, social- og sundhedsvæsen
Befolkningen i Billum er relativt ung i Varde Kommune målt på gennemsnitsalder. Dette skyldes nybyg særligt i 90'erne og 00'erne, hvilket også har resulteret i en lille befolkningsvækst.
Billum Skole var en folkeskole indtil 2017, hvor den blev lukket og eleverne i stedet henvistes til Blåvandshuk Skole i Oksbøl. De gamle skolelokaler blev overtaget af Billum Friskole, der giver et lokalt skoletilbud i Billum. I forlængelse af friskolen er også en fribørnehave og frivuggestue. Disse institutioner er beliggende i Billum Kirkeby.
Administration og politik
Billum hører administrativt under Varde kommune siden strukturreformen i 2007. Før 1970 var byen administreret under Janderup-Billum Sognekommune, som med kommunalreformen i 1970 blev indlemmet i tidligere Varde Kommune.
Størstedelen af borgerne i Billum er borgerligt orienteret, hvor Venstre får over 50 % af stemmerne i Billum-området ved kommunalvalgene.
Billum Sogneforening står for det lokalpolitiske arbejde i Billum og en repræsentant herfra repræsenterer Billum i "Det Lokale Udviklingsråd for Varde Opland", som er et af 9 udviklingsråd i Varde Kommune. Tidligere formand for sogneforeningen i 25 år Walther Bech Sørensen, der også stillede op til byrådet i Varde ved kommunalvalget i Varde Kommune 2017 er den nuværende repræsentant.
Kilder
Eksterne henvisninger
Billum bys hjemmeside
Byer i Varde Kommune |
756875 | https://da.wikipedia.org/wiki/DSM | DSM | DSM har flere betydninger:
DSM N.V. - hollandsk virksomhed
Ivanti DSM - Desktop and Server Management
En forkortelse for Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders
En forkortelse for den tredjehøjeste militærdekoration i den amerikanske hær, Distinguished Service Medal (U.S. Army)
IATA-betegnelsen for Des Moines International Airport |
399283 | https://da.wikipedia.org/wiki/Vores%20b%C3%B8rn | Vores børn | Vores børn er et dansk månedsmagasin der udgives af Oxygen Magasiner.
Vores børn har fokus på forældre med børn i alderen 0-3 år. Magasinet udkom første gang i marts 1989 og udkommer 15 gange årligt, 12 gange som månedsudgivelser og 3 gange som specialudgivelser.
Eksterne henvisninger
Vores Børn
Tidsskrifter fra Danmark
Etableret i 1989 |
3514885 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Proleptacis%20oryzae | Proleptacis oryzae | Proleptacis oryzae är en stekelart som beskrevs av Rao 1950. Proleptacis oryzae ingår i släktet Proleptacis och familjen gallmyggesteklar. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Gallmyggesteklar
oryzae |
666182 | https://no.wikipedia.org/wiki/Taxi%20%281969%29 | Taxi (1969) | Taxi var en norsk krimserie på fem episoder som gikk på NRK Fjernsynet i 1969. Seriens manus ble skrevet av André Bjerke (under pseudonymet Bernhard Borge) og Harald Tusberg, og regien var ved Morten Kolstad og Harald Tusberg. Hovedrollen som hobbydetektiven Oscar ble spilt av Henki Kolstad. Alle episodene var avsluttende.
Taxi regnes som den første norskproduserte kriminalserie og var blant de mest omfattende produksjoner i NRK-TV på 1960-tallet. Den ble sendt annenhver lørdag høsten 1969.
Det ble også utgitt kriminalnoveller med onkel Oscar, skrevet av Bjerke og Tusberg: Onkel Oscar starter opp (1970) og Onkel Oscar kjører videre (1970).
Handling
Handlingen spinner rundt Oscar, som i kraft av sitt yrke som drosjesjåfør kommer i kontakt med alle sider av Oslos pulserende liv. Oscars niese Vibeke (Wenche Medbøe) steller huset for ham, og hjelpesjåføren (Per Theodor Haugen) bor i samme hus. Kriminalbetjent Klementsen, som er en gammel barndomsvenn av Oscar, har også en sentral rolle.
Episoder
1. «Det lukkede rom»: (18. oktober) (med Henny Moan, Bonne Gauguin, Aud Schønemann, Carsten Byhring, Sverre Hansen, Georg Richter, Thorleif Reiss)
2. «En pose reker»: (01. november)
3. «Knappestøperen»: (15. november)
4. «Nattsvermere»: (29. november)
5. «Et godt papir»: (13. desember)
Om serien
Serien ble godt mottatt av Aftenpostens TV-anmelder.
Den ble innspilt vinteren og våren 1969.
Rollebesetning
Gjennomgangsfigurer
Henki Kolstad ... Oscar
Wenche Medbøe ... Vibeke
Per Theodor Haugen ... Hjelpesjåføren
Jack Fjeldstad ... Kriminalbetjent Klementsen
Jon Eikemo ... Assistent Pålsrud
Referanser
Eksterne lenker
TV-produksjoner på NRK
Norske TV-serier fra 1960-årene
Norske krimserier |
2902657 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Dysglyptogona | Dysglyptogona | Dysglyptogona är ett släkte av fjärilar. Dysglyptogona ingår i familjen nattflyn.
Kladogram enligt Catalogue of Life:
Källor
Nattflyn
Dysglyptogona |
1012272 | https://da.wikipedia.org/wiki/Tom%20Stallard | Tom Stallard | Thomas Alexander "Tom" Stallard (født 11. september 1978 i London, England) er en engelsk tidligere roer.
Stallard vandt sølv for Storbritannien ved OL 2008 i Beijing i disciplinen otter. Alex Partridge, Tom Lucy, Richard Egington, Josh West, Alastair Heathcote, Matt Langridge, Colin Smith og styrmand Acer Nethercott udgjorde resten af besætningen. Der deltog otte både i konkurrencen, hvor Canada vandt guld, mens USA sikrede sig bronzemedaljerne. Han deltog også ved OL 2004 i Beijing, igen som del af briternes otter.
Stallard vandt desuden en VM-guldmedalje i 2002 i disciplinen firer med styrmand.
OL-medaljer
2008: Sølv i otter
Referencer
Eksterne henvisninger
Roere fra Storbritannien
Personer fra London |
1384970 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Tomas%20Skogs | Tomas Skogs | Tomas Skogs, född 19 februari 1984 i Mora, är en svensk professionell ishockeyspelare. Skogs har spelat i SHL med Mora IK, Timrå IK, Skellefteå AIK, Örebro HK och Färjestad BK. Från och med säsongen 2017/18 spelar Skogs åter med Mora IK.
Karriär
Skogs föddes och växte upp i Mora där han började spela ishockey för kommunens hockeylag Mora IK. Efter spel i klubbens juniorlag debuterade han i A-laget säsongen 2001-2002 där han spelade sju matcher i Hockeyallsvenskan. Säsongen 2003-2004 var han med och förde upp Mora i Elitserien (nuvarande SHL). Han spelade en kortare tid för Halmstad Hammers och Nyköping Hockey under säsongen 2004-2005. Inför säsongen 2005-2006 var åter tillbaka till Mora som ordinarie spelare. Inför säsongen 2008-2009 värvades han till Timrå IK. Efter sin tid i Timrå IK skrev Tomas på för Skellefteå AIK inför säsongen 2011/2012. Efter sin första säsong i Skellefteå skrev han tidigt efter säsongen på ett nytt kontrakt som gällde över säsongen 2012/2013. Efter två säsonger för Skellefteå AIK som resulterade i ett SM-silver 2012 och ett SM-guld 2013 valde han att inför säsongen 2013/2014 skriva på för nyligen uppflyttade Örebro HK. Det blev två säsonger med Örebro och efter det två säsonger med Färjestad BK. Inför säsongen 2017/18 har Skogs tecknat ett tvåårs kontrakt med moderklubben, Mora IK, som åter är i högsta serien.
Klubbar
Mora IK 2000–2004
Halmstad Hammers 2004
Nyköpings Hockey 2004–05
Mora IK 2005–2008
Timrå IK 2008–2011
Skellefteå AIK 2011–2013
Örebro HK 2013-2015
Färjestad BK 2015-2017
Mora IK 2017-
Referenser
Externa länkar
Elite Prospects
Svenska ishockeyspelare
Spelare i Mora IK
Spelare i Timrå IK
Män
Födda 1984
Levande personer
Spelare i Nyköpings Hockey
Spelare i Skellefteå AIK
Spelare i Färjestads BK
Personer från Mora
Svenska mästare i ishockey
Spelare i Halmstad Hammers |
1519176 | https://no.wikipedia.org/wiki/VM%20i%20friidrett%202017%20%E2%80%93%20Kulest%C3%B8t%20menn | VM i friidrett 2017 – Kulestøt menn | Øvelsen Kulestøt menn ved VM i friidrett 2017 blir avholdt på Olympiastadion i London 5. og 6. august 2017.
Resultater
Kvalifisering
Kvalifisering: Utøverne som oppnådde 20.75 m (Q) eller var blant de 12 beste (q).
Finale
Finalen fant sted 6. august kl. 20:35. Resultatet var som følger:
Referanser
00200
Kulestøt under VM i friidrett |
892842 | https://da.wikipedia.org/wiki/Giro%20d%27Italia%201993 | Giro d'Italia 1993 | Giro d'Italia 1993 var den 76. udgave af Giro d'Italia. Giroen startede i Porto Azzurro den 23. maj med en delt etape, hvor første del var en bjergetape på 85 km, og anden del var en individuel enkeltstartsetape. Løbets samlede vinder var den spanske cykelrytter, Miguel Indurain. Den danske cykelrytter Bjarne Riis vandt Giroens 7. etape.
Deltagende hold
Trøjerne dag for dag
Referencer
Eksterne henvisninger
1993
Cykelløb i 1993 |
52151 | https://is.wikipedia.org/wiki/1001 | 1001 | Árið 1001 (MI í rómverskum tölum)
Atburðir
Fædd
Dáin
1001
1001-1010 |
146330 | https://da.wikipedia.org/wiki/Clostridium%20botulinum | Clostridium botulinum | Clostridium botulinum er en Gram-positiv, stavformet bakterie, der producerer nervegiften botulinumtoksin, der forårsager den slappe muskellammelse set i pølseforgiftning. Det er også det primære lammelsesmiddel i botox. Bakterien er anaerob og sporedannende og findes i jord.
Se også
Clostridium difficile
Eksterne henvisninger
Botulinum |
59803 | https://is.wikipedia.org/wiki/Hjar%C3%B0kv%C3%A6%C3%B0i | Hjarðkvæði | Hjarðkvæði (á latínu Bucolica, einnig þekkt sem Eclogae) er fyrsta ljóðabók rómverska skáldsins Virgils. Kvæðin voru samin á árunum 42-39 f.Kr. Í bókinni eru alls tíu kvæði og eru samtals 829 ljóðlínur undir sexliðahætti. Hjarðkvæðin eru sveitasælukveðskapur að hætti gríska skáldsins Þeókrítosar.
Heimildir og frekari fróðleikur
Clausen, Wendell (ritstj.), Virgil: Eclogues (Oxford: Clarendon Press, 1994) ISBN 0198150350
Coleman, Robert (ritstj.), Vergil: Eclogues (Cambridge: Cambridge University Press, 1977) ISBN 0521291070
Van Sickle, John B., The Design of Virgil's Bucolics (London: Duckworth, 2004) ISBN 1853996769
Latneskur kveðskapur |
84235 | https://da.wikipedia.org/wiki/UUencode | UUencode | Uuencode/UUencode er en computeralgoritme der benyttes til dataenkapsulering ved at konvertere et sæt datas tegnsæt til et andet tegnsæt med det formål at undgå tegn, der kan virke forstyrrende i nogle protokoller og formater.
Historie
Uuencode blev oprindeligt brugt i Unix-styresystemet til transmission af data over UUCP-postsystemet. Uuencode har derfor sit navn fra "Unix-til-Unix encode". Uuencode er senere hen blevet populært i andre postsystemer og på Usenet selvom det i stort omfang er erstattet af Base64 og senere MIME. Uuencode understøttes af de fleste E-mail-programmer.
Problemet i en nøddeskal
Dette afsnit beskriver dataenkapsulering.
Netværk og Internet består i dag af mange lag (se OSI-modellen) fra de fysiske ledninger og netværksudstyr frem til de protokoller som bliver håndteret af computerbrugerens programmer. Foruden de lag understøtter mange protokoller at man sender flere slags data, for eksempel vedhæftede filer i e-mails eller videosamtaler over chat hvor tekst tidligere har været den primære kommunikationsform. I protokoller og filformater hvor indre protokoller og/eller filformater forekommer, opstår et problem idet noget af det data i det indre format kan forstyrre dataet i det ydre format. Det skyldes at datasekvenser der har en speciel betydning i det indre data (for eksempel farven på et vedhæftet billede) kan have en betydning i det ydre data (for eksempel e-mailen), der, hvis der opstår en forvirring i form af eksempelvis tvetydighed i fortolkningen af dataet, kan korruptere den endelige besked.
Uuencode kan i et sådan tilfælde benyttes til at omformulere det indre data sådan at det umuligt kan indeholde datasekvenser der kan kollidere med ydre protokoller eller formater. Dette opnås ved først at finde et subset af det benyttede tegnsæt (ASCII) der ikke volder problemer – Uuencode benytter altid symbolerne i ASCII-tabellen mellem 32 og 96 fordi de alle sammen kan udskrives og findes i andre tegnsæt som ISO 8859 og UTF-8.
En anden løsning til ovenstående problem er escape-sekvenser, ofte brugt i programmering. En tredje løsning er at benytte protokoller som bruger datablokke af ens længder, sådan at man altid ved hvorvidt data skal fortolkes som det indeholdende format eller som det indeholdte.
Algoritmen beskrevet
Uuencode kan beskrives ved følgende pseudokode:
Begynd
Læs 3 bytes.
Hvis der er færre,
Fyld de sidste bits, op til tre bytes, med 0'er.
Del disse 24 bits (3 bytes) i 4 grupper med 6 bits i hver.
Betragt disse 4 grupper som henholdsvis 4 tal fra 0-63.
Læg 32 (decimal) til hvert af disse tal.
Udskriv ASCII-tegnet for hvert af disse tal.
Gentag indtil der ikke er mere data.
Denne algoritme bryder dataet op så sæt af tre bytes bliver fordelt over fire bytes. Dette gør algoritmen ekspansiv og derfor modsat en komprimeringsalgoritme. Det betyder effektivt at data som er uuencoded fylder over 33% mere. Grunden til at 32 bliver lagt til hvert tal, er fordi det i ASCII-tabellen svarer til tegnet for mellemrum (" "), hvilket betyder at hver af de fire nye bytes, der bliver skrevet, ligger i rækken 32 til (32+63=95), hvor tegn 95 er understreg ("_"). ASCII-tegn over 95 må også godt bruges, men kun de seks bits mest til højre vil blive betragtet.
Efterfølgende består uuencode-formatet af grupper a 60 tegn (svarende til 45 input-bytes) der er adskilt med linjeskift og starter med et tegn der fortæller hvor meget data der er på linjen. Dette tegn er ofte 'M', da dette tegn svarer til ASCII-kode 77, som er lig med 32 + 45, hvor 45 er antallet af oprindelige bytes. Det plejer dog at være forskelligt på sidste linje, da mængden af bytes i det meste data ikke går op i 45.
Nogle gange indeholder uuencode desuden accent grave-tegnet for at undgå et problem med nogle e-mail-programmer der fjerner tomme linjer i slutningen af en tekst. Accent grave, blandt andre, bliver ignoreret af Uuencode, da den ikke ligger inden for det gyldige tegnsæt. Accent grave (ASCII 96) kan desuden bruges som mellemrumstegn, da dens seks bits mest til højre svarer til det samme som tegnet for mellemrums seks bits mest til højre, 100000.
Eksempel på uuencoded tekst
Disse 45 tegn:
Dette er et eksempel på en uuencoded tekst..
Oversættes til disse 61 tegn (60 tegn plus det første tegn der indeholder længden af den efterfølgende streng):
M1&5T=&4@97(@970@96MS96UP96P@<.4@96X@=75E;F-O9&5D('1E:W-T+BX*
Anvendelse
Uuencode løste mange problemer, men der forekommer stadig nogle problemer med ældre computere som fx EBCDIC der ikke benytter ASCII-tegnsættet. Xxencode er en mere robust løsning på dette problem, da den kun benytter alfanumeriske tegn samt plus og minus.
Referencer
FOLDOC's forklaring af uuencode
Se også
Base64
UNIX SUS2008-værktøjer
Binær-til-tekst kodningsformater |
124064 | https://is.wikipedia.org/wiki/%C3%9Er%C3%A1%C3%B0laus%20samskipti | Þráðlaus samskipti | Þráðlaus samskipti eiga við skammdrægan eða langdrægan flutning gagna á milli tveggja stöðva sem eru ekki tengdar með rafleiðara. Algengasta þraðlausa samskiptatæknin byggir á útvarpi. Með útvarpsbylgjum er hægt að senda gögn álengdar eða í nokkur hundruð eða þúsundir kílómetra. Mörg tæki styðjast við þráðlaus samskipti, meðal annars talstöðvar, farsímar, lófatölvur og þráðlaus staðarnet. Önnur dæmi um þráðlausa samskiptatækni eru GPS-tæki, sjónvarp og þráðlausir heimasímar.
Við þráðlaus samskipti eru loftnet notuð til að senda út og taka á móti sendingum. Þessar sendingar eru kóðaðar af senditæki og afkóðaðar af viðtæki. Þráðlaus samskipti geta annaðhvort verið hliðræn eða stafræn.
Flokkur
Jarðsjónvarp
Útsending
Samskipti |
533580 | https://no.wikipedia.org/wiki/VM%20i%20friidrett%202007%20%E2%80%93%20Spydkast%20menn | VM i friidrett 2007 – Spydkast menn | Øvelsen Spydkast menn ved VM i friidrett 2007 ble avholdt på Nagai stadion i Osaka, Japan 31. august (kvalifikasjon) og 2. september (finalen).
Norge var representert av Andreas Thorkildsen som tok sølvmedaljen.
Rekorder
Resultater
Kvalifisering
Gruppe A
Gruppe B
Finalen
Kilder
Offisielle resultater, kvalifikasjonen - IAAF.org
Offisielle resultater, finalen - IAAF.org
Rapport fra finalen - IAAF.org
Spyd h
Spydkast under VM i friidrett |
1724440 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Phlyctochytrium%20zygnematis | Phlyctochytrium zygnematis | Phlyctochytrium zygnematis är en svampart som först beskrevs av F. Rosen, och fick sitt nu gällande namn av Joseph Schröter 1892. Phlyctochytrium zygnematis ingår i släktet Phlyctochytrium och familjen Chytridiaceae. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Pisksvampar
zygnematis |
469264 | https://da.wikipedia.org/wiki/F%C3%A4rgelanda%20kommun | Färgelanda kommun | Färgelanda kommune ligger i det svenske län Västra Götalands län i landskapet Dalsland. Kommunens administrationscenter ligger i Färgelanda. Søen og naturreservatet Gålsjön ligger i kommunen.
Byer
Färgelanda kommune har fire byer
(Indb. pr. 31. december 2005.)
Kommuner i Västra Götalands län |
399241 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Svenskar | Svenskar | Svenskar er personar av svensk nasjonalitet eller avstamming. I tillegg til å visa til svenske statsborgarar kan omgrepet òg visa til personar som, til dømes gjennom morsmål, kultur, tradisjonar eller familieband reknar seg som svenske.
Majoritetsbefolkninga i Sverige har tradisjonelt blitt kategoriserte som etniske svensk, som har blitt omtalt som ei skandinavisk folkegruppe av germansk opphav. Gjennom historia har ho også blitt påverka av migrasjonsstraumar og språklege og kulturelle trekk frå andre folkeslag.
Ordsoge
Omgrepet «svenskar» som nemning for eit folk var ei vidareutvikling av folkenamnet svear, der ordet svensk var adjektivforma.
Sveane (svioner) blei nemnde av Tacitus i verket Germania som blei skrive kring år 98. Namnet Svearike (Swēorice) og svitjod ('sveafolket') opptrer fyrste gong i det angelsaksiske Beowulfkvadet i eit handskrift frå 1000-talet. Namna viste i vikingtida og størstedelen av mellomalderen berre til innbyggjarar i Mälarlandskapet, og statsdanninga deira, opphavleg styrt frå Gamle Uppsala. Andre innbyggjarar i dåtidas Sverige, som götar og gutar, var ikkje omfatta i omgrepet «svensk». I avsnittet om mannebøter i den eldre västgötalagen frå cirka 1220 blir det såleis gjort skilnad mellom svensk, västgötar og smålänningar: «Dræpær maþær svænskan mann...».
I den første svenske historieboka, Erikskrönikan som blei skriven på 1320-talet, står ikkje omgrepet svensk (derimot blir Mälarlandskapet nemnt som Swidhido). Det er først i rimkrønikene frå 1400-talet, som hadde ein sterk propagandistisk bodskap retta mot unionkongar, futar og utlendingar generelt, at omgrepet «svensk» for fyrste gong blir nytta som fellesnamn for alle nordisktalande folkegrupper i landet Sverige og i eldre litteratur som eit folk sett saman av tre folkestammar: svear, götar og gutar. I mellomalderkjelder nytta ein elles omgrepet «inländska menn» i samanhengar der ein kunne venta seg å lesa «svensk».
Omgrepet svensk har såleis blitt utvida gjennom historia frå å opphavleg berre omfatta sveane til å bli eit fellesomgrep for alle norrøne folkestammar som var blitt innlemma i Sveariket, frå götar og gutar, til smålänningar og hälsingar, og til slutt òg folk som tidlegare hadde høyrd til Danmark og Noreg som skåningar, jämtar osb.
Opphavet til befolkninga
Førhistorisk tid
Genetisk forsking har gjeve kunnskap om migrasjonsstraumar frå ulike stader til det området som i dag er Sverige, og om korleis desse har gitt opphav til ei genetisk blanding blant dagens svenskar. I førhistorisk tid kom det tre store innvandringsbølgjer til Europa frå andre område, og som med tida òg kom at folka det som skulle bli Sverige: (1) Jeger-samlarar, (2) dei første steinalderbøndene frå Vesleasia, og dessutan (3) indo-europeiske steppegjetarar rett før bronsealderen. Deretter har ingen store migrasjonar skjedd til Europa ifrå andre kontinent fram til moderne tid. Blant dagens svenske etterkomarar går 78 prosent av farslinjene til mennene tilbake til den indoeuropeiske innvandringa kring bronsealderen. Ein har funne få farslinjer frå tidlegare innvandringsbølgjer. Morslinjene til befolkninga er meir blanda frå dei tre innvandringsbølgjene. Kampøkskulturen som kom til Skandinavia kring 2900 f.Kr. blir gjerne sett på som opphav til dei protogermanske kulturane, og den germanske populasjon har sidan vore i stort sett stabil i Skandinavia. Kampøkskulturen blir meint å ha delvis smelta saman med den eldre gropkeramiske kulturen og gitt opphav til den nordiske bronsealderkulturen som i sin tur blir sett på som opphavet til dei germanske kulturane.
Svenskar dukkar fyrst opp i nedskriven historie i Tacitus sitt verk Germania frå år 98. Eit av dei germanske folka Tacitus skildrar er eit folk han kallar suiones, som allment blir rekna som sveane. Desse blir omtalte som å skilja seg ut for flåtane sine, som har skip med har «ein baug i kvar ende». Denne skildringa meiner ein stemmer med det ein veit om skipsbygging i Skandinavia på denne tida.
Klimaendringa i 535–536 blir trudd å ha hatt stor påverknad på kulturen i Skandinavia. Ein reknar med at så mange som halvparten av befolkninga i Skandinavia kan ha døydd. Som ei følgje blei kulturen meir militarisert under den påfølgjande venedeltida.
Vendeltida og vikingtida
På vendeltida vart det nære relasjonar med den angelsaksiske kulturen i dagens England. På denne tida blei det bygt storslagne gravhaugar der ein har funne rike gravgåver som tyder på ei framveksande kongsmakt som kom til å starta riksdanninga. På 700-talet så byrja svear ifrå Roslagen å dra på vikingaekspedisjonar i austerled mot Kurland, Estland og Finland. Desse roselovvikingane kom til å gje oppheva til dei finske (Ruotsi), estiske (Rootsi) og nordsamiskae (Ruoŧŧa) namna på Sverige. Svear etablerte handelsplassar ved Staraja Ladoga og Novgorod, og blei ein viktig del av riksbygginga til Kyiviket. Slavarane sitt namn på sveane, russ´, kom seinare til å bli namnet på alle dei ulike slavarfolka som kom til å bli del av Kyivriket. På same måte kom sveane til å gje namn til dei samla nordisktalande folka som kom til å bli del av den politiske eininga deira. Ved slutten av 800-talet var det som dei tidlege mellomalderske krønikene kalla svearveldet kome til å også omfatta Gotland, Möre, Öland og Blekinge.
Seinast ved slutten av 1000-talet omfatta området også Hälsingland, Götaland och Värmland. Adam av Bremen talar om befolkninga som sueonum populi ('sveoniske folk' eller 'svenske folk' alt etter omsetjing). Ved byrjinga av 1100-talet var den førkristne religionen som seinare er blitt kjend som åsatru blitt fortrengd av kristendommen. På 1100- og 1200-talet erobra Sverige dei austlege områda Finland (Egentliga Finland), Tavastland og Karelen). Dette førte til stor innvandring av nordisktalande kolonisatorar som danna grunnlaget for den svensktalande befolkninga i Finland, finlandssvenskar. Sveane som 300 år tidlegare hadde busett seg blant austslavarane hadde sjøl blitt slavifiserte og assimilerte inn i den nye etniske identiteten der, men hadde tidlegare hatt venlege relasjonar til opphavslandet, der giftarmål mellom aust og vest hadde halde slektskapen i live. Men då bufferen som dei finske folka hadde utgjort forsvann tok dei gode relasjonane slutt, og republikken Novgorod og seinare Tsar-Russland blei bitre rivalar av Sverige. Fram til 1200-talet hadde ein hatt eit felles språk i Skandinavia, fyrst urnordisk og sidan norrønt. Etter år 1000 hadde språket byrja å brytast opp i ein vestleg og ein austleg dialekt. På 1200-talet hadde den austnordiske dialekten byrja å gå over til klassisk gammalsvensk, og på 1300-talet gjekk det over til yngre gammalsvensk.
Arbeidskraftinnvandring og flyktingmottaking
På 1400- og 1500-talet slo tyske kjøpmenn og handverkarar seg ned, for det meste i byane, men også i Bergslagen. Mindre grupper av vallonarar migrerte til Sverige på 1600-talet. Hollendarar, engelskmenn og skottar innvandra som kjøpmenn og industrifolk på 1600-talet.
Frå slutten av 1940-talet og fram till midten av 1970-talet fann det stad ei omfattande arbeidsinnvandring som svar på ein direkte etterspurnad frå svensk industri. Innvandringa frå Finland kom til å utgjera den største arbeidsinnvandringa til Sverige gjennom tidene. Det blei også rekruttert arbeidskraft i Italia, Ungarn og Austerrike. På 1950-talet fokuserte ein på rekruttering frå Vest-Tyskland, Nederland, Belgia og Hellas. På 1960-talet var den ikkje-nordiske innvandringa dominert av folk frå Jugoslavia. Arbeidsinnvandringa i etterkrigstida var likevel i fyrste grad eit nordisk fenomen.
Frå 1980-talet kom innvandringa til å bli prega av familie- og flyktningsinnvandring. Flyktingbølgja frå Balkan til Sverige nådde ein topp i 1992 under Jugoslaviakrigane. Flyktinginnvandringa fortsette deretter med større grupper frå Afghanistan, Syria, Irak og Somalia.
Utviklinga av ein svensk nasjonal identitet
Like før og under eldre mellomalder var landskapa i Mälardalen og rundt Vättern som regel samla under same konge, men Sverige blir ikkje rekna som ei stabil statsdanning av dagens svenske historikarar før på 1200-talet. Sverige i eldre mellomalder bestod av fleire laust samanhengande område, som i løpet av 1000-talet hadde utvikla ein felles militær organisasjon (leidang) etter dansk mønster. Sverige under Kalmarunionen (1389-1523) hadde ingen eigen utanrikespolitikk eller regent, men det dåvarande Sverige hadde likevel sitt eige lovverk. Den svenske nasjonalstaten blir rekna for å ha blitt skipa etter unionsoppløysinga år 1523, og Gustaf Vasa blir rekna som nasjonsfader.
Som i resten av Europa utvikla ikkje nasjonalismen seg før på 1800-talet i Sverige, då det blei bygd ein felles skandinavisk eller nasjonal identitet for å sameina regionen eller landet. Nasjonalromantiske diktarar og studentkor byrja å prisa landet og idealisera krigsinnsatsen til gamle kongar og krigsheltar sin vilje til å ofra seg. Götisisme-historikarar romantiserte vikingbragder og sogekongane, som skulle visa at folkesjelen til «det svenske folket» hadde vore prega av ein mental styrke. Finland sitt tap mot Russland blei tolka som at den svenske styrken hadde byrja å gå tapt som følgje av det late bylivet og utanlandske impulsar. Den lokale romantikken henta symbol, tradisjonar og folkemusikk frå bondesamfunnet, i ei tid då dette bondesamfunnet var i ferd med å gå i oppløysing.
Før denne tida levde ein gjerne med svært ulike livsstilar i ulike landsdelar, og adel og bønder hadde identiteten sin i samfunnsklassa si heller enn i riket, og gifta seg sjeldan med kvarandre. Det var fyrst rundt denne tida at landet fekk eit felles språk. Før dette brukte adelen eit svensk blanda med utanlandske lånord som bøndene sjeldan forstod, og latin hadde hatt rolla som språket til det trykte ordet. Ved midten av 1800-talet fekk statskyrkja konkurranse av akademisk religionskritikk og frikyrkjer, som danna grunnlag for fleire andre folkerørsler. Nasjonalismen kom til å erstatta den lutherske religionen som overideologi, og sameina ulike samfunnssjikt, politiske ideologiar, religiøse retningar og landsdelar fram til midten av 1900-talet.
Innleiingsvis var ikkje nasjonalismen prega av framandfiendtlegheit, men dei katastrofale konsekvensane av dei aggressive nasjonalismane 1930- og 1940-talet (mellom anna fascisme) førte til ein motreaksjon hjå ållmenta bort frå nasjonalisme i det heile. Deretter har i staden demokratiet hatt rollo som overideologi i landet. Den svenske kulturen er i dag fleirkulturell og individuell. Den sterke sekularismen i landet inneber at religion no blir sett på som ein privatsak, og at få er truande, men den lutherske og vekkingskristne kulturarven blir framleis sett på slom å ha tyding for verdiar, økonomi og arbeidsmoral. Nye nasjonalistiske og framandfiendtlege rørsler har vokse seg sterkare sidan 1990-talet, men har ikkje fått rolla av felles verdigrunnlag for Sverige.
Befolkningsgrupper i Sverige
Majoritetsbefolkning
Omgrepa etniska svenskar og Sveriges majoritetsbefolkning blir brukt i svenskspråkleg forsking for å klargjera at ein meiner personar som identifiserer seg med svensk kulturarv. Dette kan til dømes omfatta adoptivbarn fødde i andre land og oppvaksne i Sverige og med svensk morsmål. Omgrepa blir ofte sett i kontrast til dei som fyrst og fremst identifiserer seg med nokre av minoritetsfolka i landet og innvandrargrupper. Det er likevel ikkje uvanleg at medlemmer av etniske minoritetar har vore tospråklege og oppretthalde doble kulturelle identitetar gjennom fleire generasjonar, og at innvandrarungdommar utviklar ein multikulturell identitet – og òg vurderer seg som del av den svenske kulturen. Omgrepet etnisk svensk har vore omdiskutert i svensk politisk debatt, då det i kvardagsleg språkbruk av og til blir gitt ei tolking som kvit svensk, er ekskluderande og òg er vanleg i fordomsfull og rasistisk argumentasjon.
I Sverige blir det ikkje ført offisiell statistikk over talet på svenskar som etnisk gruppe. Talet på innbyggjarar med svensk som morsmål blei rekna til 8 000 000 i 2012.
Språklege minoritetar
Folk av svensk nasjonalitet omfattar òg samar (mellom 17 000 og 20 000 personar i Sverige, der 6 000 hadde samisk morsmål i 2012). Dei har status som urfolk ettersom befolkninga deira «är lika gammal som eller äldre än landets majoritetsbefolkning.»
Fire andre anerkjende språklege minoritetar har vore lenge i landet:
meänkielitalande (rundt 15 000 svenskar hadde dette morsmålet i 2012),
finsktalande (185 000 svenske innbyggarar),
romani chib-pratande (11 000 svenskar) og
jiddisktalande (3 000 svenskar).
Følgjande nordiske varieteter blir av og til omtalte som egne språk, men har ikkje offisiell status som minoritetsspråk:
Älvdalska (1 900 hadde dette som morsmål i 2012).
Överkalixmål (1 600)
Utflytta svenskar og etterkomarane deira
Folk med svensk som morsmål som stammar frå folk som har budd i såkalla venskbygder som historisk har vore del av Sverige, framfor alt i Finland men også i Estland, kallar seg finlandssvenskar eller estlandssvenskar, men sjeldan berre svenskar. Dei utgjer nasjonale minoritetar i dessa landa, og dei svenske dialektane deira er vanlegvis ikkje rikssvensk. Ei gruppe estlandssvenskar blei tvangsflytta til Gammalsvenskby i Ukraina, der svensktalande etterkomarar har halde fram med å bu.
Folk som har utvandra frå Sverige identifiserer seg ofte som svenskar og blir gjerne kalla utlandssvenskar. Etterkomarar av desse som har bevart språk og tradisjonar og danner eit større fellesskap kan også regne seg som svenskar, og som ei namngjeven etnisk gruppe, som australiasvenskar, svenskkanadiarar eller svenskamerikanarar.
Kjelder
Denne artikkelen bygger på «Svenskar» frå , den 16. juni 2022.
Genetisk genealogi
Svensk samfunn
Germanarar
Europeiske folkegrupper |
184893 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hamburg-Blankenese | Hamburg-Blankenese | Blankenese er en bydel i Bezirk Altona i den tyske bystat Hamborg.
Blankenese ligger mellem høje bakker ved Elbens nordbred, cirka syv kilometer fra den gamle bydel i Altona. Blankenese har en S-tog-station.
Før i tiden var den kendt som en skipper- og fiskerby og havde 5.612 indbyggere i 1910.
Historie
Middelalderen
Det mest fremtrædende højdedrag ved Elben er Süllberg (tidligere Sollonberch, senere Blankeneser-Berge), hvor ærkebiskop Adalbert af Bremen havde oprettet en provsti i 1059, som dog blev ødelagt af holstenerne, da ærkebiskoppens misbrugte befæstningen. Senere havde greverne af Holsten selv en befæstning på toppen af bjerget, som de dog i 1258 forpligtede sig til at nedrive, men som endnu i 1262 var til stede.
Blankenese nævnes som en bebyggelse første gang i begyndelsen af det 14. århundrede. På dette tidspunkt var der allerede en grevelig færgeoverfart. Blankenese tilhørte oprindelig til det schauenburgske grevskab Holsten-Pinneberg, derefter til Hertugdømmet Holsten, som fra 1460 blev regeret af de danske konger i en personalunion. I det 15. århundrede blev bækken mellem Elben og Süllberg tildækket.
Renæssancen
I det 16. århundrede fremstår bebyggelsen hovedsagelig som et fiskerleje, og indbyggerne havde mange stridigheder om fiskeriet i Elben med de nærliggende bebyggelser. Det var studehandelens tid, og skønt Wedel var midtpunkt for denne handel, var Blankenese et af de steder, hvor okser blev fragtet over Elben, og hvor der derfor skulle betales afgift. Studetransporterne voksede, og trods pramme til overfarten i Altona, Neumühlen, Fischerboden, Ottensen og Nienstedten klagedes der fra 1590 over, at overfarten ikke havde tilstrækkelig stor og hurtig kapacitet, hvilket sammen med andre problemer medførte, at studetransporterne til dels søgte andre steder hen.
I Helstaten
I midten af 1800-tallet var bebyggelsen langstrakt således, at man skelnede mellem Osterende eller Oster-Blankenese, Mittel-Blankenese, som lå mellem Süllberg og Kiekeberg, og Westerende eller Wester-Blankenese. En del af bebyggelsen lå i Mühlenberg. Indbyggertallet var i midten af 1800-tallet 2.939, hvoraf 182 i Blankenese-Mühlenberg. I byen lå et kongeligt toldsted. Byen havde ingen havn, så bådene måtte trækkes op på stranden.
I 1812 fandtes 167 fiskerbåde, som frem til 1855 faldt til 70. Man fiskede blandt andet flynder, tunger, rødspætter, kuller og smelt, dels i Elben, dels ved den hollandske og vestjyske kyst og solgte fangsterne i Hamborg, Altona og om sommeren tillige i Holland og England. I 1812 fandtes kun 4 fragtfartøjer, men dette tal voksede til 168 i 1854, heraf 5 brigger, 4 skonnertbrigger, 87 skonnerter, i alt på 6.100 kmcl. Med disse fartøjer sejlede man til alle havne langs Nordsøen og i Middelhavet, også til amerikanske havne men fortrinsvis til engelske og hollandske havnebyer. Endvidere fandtes 5 lodsfartøjer.
I 1814 brændte 107 huse, i 1826 brændte 23 huse.
I 1830 anlagdes en chaussé til Altona.
Udviklingen i de hjemmehørende handelsskibes antal og læstedrægtighed fremgår af nedenstående tabel:
Byen havde i midten af 1800-tallet blandt andet en læge, 9 kongelige lodser, 14 kræmmere og høkere, 3 smede, 3 sejlmagere, 4 slagtere, 5 bagere og flere håndværkere.
Befolkningsudviklingen i Blankenese (inklusive Mühlenberg) var i 1840 2.909 indbyggere og i 1860 3.628 indbyggere
Blankenese efter 1860
Blankenese i dag
Noter
Litteratur
Adolph Frederik Bergsøe: Den Danske Stats Statistik, Andet Bind; Kjøbenhavn 1847
Carsten Dürkob: Wedel. Eine Stadtgeschichte. Beig, Pinneberg 2000, .
Meddelelser fra Det statistiske Bureau, Sjette Samling: Folketællingen i Kongeriget Danmark, Hertugdømmet Slesvig og Hertugdømmet Holsten og Hertugdømmet Lauenborg den 1ste Februar 1860; Kjøbenhavn 1861
http://scans.library.utoronto.ca/pdf/3/38/zurschleswighols00jruoft/zurschleswighols00jruoft.pdf
Johannes von Schrödèr: Topographie des herzogthums Holstein, des fürstenthums Lübek und der freien und Hanse-Städte Hamburg und Lübek; Erster Band; Oldenburg 1855 (tysk)
Eksterne henvisninger
Salmonsens konversationsleksikon, Blankenese, Anden udgave, Bind III.
Blankenese
Byer langs Elben |
3355205 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Dicladocera%20riveti | Dicladocera riveti | Dicladocera riveti är en tvåvingeart som först beskrevs av Surcouf 1919. Dicladocera riveti ingår i släktet Dicladocera och familjen bromsar.
Artens utbredningsområde är Ecuador. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Bromsar
riveti |
988348 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kento%20Shiratani | Kento Shiratani | Kento Shiratani (født 10. juni 1989) er en tidligere japansk fodboldspiller.
Han har spillet for flere forskellige klubber i sin karriere, herunder Cerezo Osaka, Mito HollyHock, Fagiano Okayama, Roasso Kumamoto og FC Machida Zelvia.
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Japan |
958613 | https://da.wikipedia.org/wiki/Maria%20Poulsen | Maria Poulsen | Maria Poulsen (født 29. oktober 1984) er en dansk curlingspiller.
Poulsen repræsenterede landet under Vinter OL 2014 i Sotji, hvor hun blev nummer 6 med det danske hold.
Noter
Artiklen er oversat fra den norsksprogede Wikipedia
Eksterne henvisninger
Curlingspillere ved vinter-OL 2014
Curlingspillere fra Danmark
Deltagere for Danmark ved vinter-OL 2006
Deltagere for Danmark ved vinter-OL 2014 |
229593 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Land%C3%B8ya | Landøya | Landøya er ei slags halvøy og bustadområde i Asker kommune i nærleiken av Holmen. Halvøya grensar til Holmenfjorden og til sundet mellom fastlandet og Nesøya, der ein finn Hestesund og Nesbukta, og vert administrativt rekna til Nesbru. Over Landøya går Landøyveien frå kryss med vegen Fekjan langs Neselva og fram til Hestesund, der det er ei brygge, og før i tida var ferjeoverfart til øyane utanføre.
Landøya har inga typisk form til halvøy å vere, for strekninga som knyter ho til fastlandet, det låge eidet som strekkjer seg frå Nesbukta i sundet mellom Nesøya og fastlandet og fram til Holmenbukta i Holmenfjorden, er særs langt i høve til forma og storleiken på arealet på halvøya. Namnet Landøya syner nok difor ikkje berre til at dette er ei halvøy, men har truleg mykje å gjere med at halvøya har likskap med ei øy som hever seg opp over både dette låge eidet og sjøen ikring, og på den måten står fram som ei «landøy».
I bakkane ned mot Holmenbukta og Holmenfjorden ligg det mange eldre hus i sveitserstil på tomter med strandline, brygger og såkalla badehus, små hus som i gamal tid var viktige for å kunne kle seg om i klede som søma seg for bading i fjorden. I Nesbukta ligg det eit lystbåtverft, og sjølve bukta er full av flytebrygger og fortøyningsplassar for lystbåtar.
Forfattaren Kristofer Uppdal budde på Landøya nokre år før sjukdomen tok makta over han. Den norske skeisedronninga Sonja Henie hadde eit stort bustadhus på Landøya, der ho budde når ho var i Noreg. (Vegen som huset ligg attmed, har no fått namnet Sonja Henies vei.) Den kjende motstandsmannen frå siste verdskrigen, Max Manus, budde òg på Landøya etter krigen og fram til han døydde i 1996.
I 1972 vart det bygd ein ungdomsskule på eit større areal på Øvre Nes i skråninga ned mot eidet som skil Landøya frå Nes-området, og denne skulen fekk namnet Landøya ungdomsskole, sjølv om han eigenleg ikkje ligg på Landøya.
Geografi i Asker |
258776 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Kvik%20Halden%20Fotballklubb | Kvik Halden Fotballklubb | Kvik Halden Fotballklubb (stifta 19. juni 1906 som Fotballklubben Kvik) er ein norsk fotballklubb frå Halden. Klubben ligg i 2. divisjon og spelar heimekampane sine på Halden Stadion. Drakta har raude og kvite vertikale striper, medan buksene er blå. På vinterstid har Kvik Halden dei fleste treningane sine på det nyanlagte kunstgrasanlegget på Strupe.
Klubben spelar denne sesongen i .
Historikk
På slutten av 1800-talet fanst det fleire fotballklubbar i Halden, eller Fredrikshald som det heitte den gongen. I 1904/05 danna alle klubbane i byen Halden Idrætsforening. Sidan idrettslaget hovudsakleg var retta mot friidrett, skipa dei fotballinteresserte medlemmane Fotballklubben Kvik. Klubben vart stifta 19. juni 1906 på Os i Halden, og Edvard Sem jr. vart vald til formann.
Klubben vart noregsmeistrar i 1918, etter ha slått Brann 4–0 på Marienlyst i Drammen. I tillegg har klubben spelt to andre cupfinalar, i 1915 og 1922, begge enda med tap mot Odd. I same periode nådde klubben semifinalen fire gonger, i 1913, 1916, 1917, og 1927.
I 1997 slo Fotballklubben Kvik seg saman med Halden Fotballklubb og danna dagens fotballklubb; Kvik Halden Fotballklubb.
I 2005-sesongen rykte Kvik ned frå 2. divisjon, og spelte i 3. divisjon fram til 2011. Den tredje opprykkskvalifiseringa på fire år enda igjen i ein skuffande tap den 24. oktober 2009 — då haldensarane rauk ut på bortemål mot Vestfold-laget Ørn Horten. I 2010-sesongen lukkast dei endeleg, Kvik Halden vann 3. divisjonsavdelinga si. I opprykkskvalifiseringa slo Kvik ut Eik-Tønsberg og rykte opp til 2. divisjon 2011. Returen til 2. divisjon enda med 5.plass.
Bakgrunnsstoff
«Fortet Supporters»
Fotballag i Halden
Fotballag skipa i 1906
1906 i Noreg |
260162 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Cooper%20Nunatak | Cooper Nunatak | Cooper Nunatak er ein stor klipperik nunatak, 5 nautiske mil nord for Diamond Hill, som stikk opp av isen aust for Brown Hills. Han vart kartlagd av Victoria University of Wellington Antarctic Expedition (VUWAE), 1962–63, og kalla opp etter R.A. Cooper, ein geolog i VUWAE, 1960–61.
Kjelder
Nunatakar i Oates Land |
403653 | https://da.wikipedia.org/wiki/Asef%20Soltanzadeh | Asef Soltanzadeh | Mohammad Asef Soltanzadeh (født maj 1964 i Kabul) er en afghansk forfatter, der nu bor i Danmark.
Under den russiske besættelse af Afghanistan flygtede han i 1986 til Iran hvor han boede i en årrække. Her skrev han en række noveller og skuespil, der vakte både litterær opmærksomhed, og religiøs vrede. I 2002 blev han anerkendt som FN kvoteflygtning og fik opholdstilladelse i Danmark, hvor han har boet siden. Asef Soltanzadeh har udgivet værker på farsi og fransk, og på dansk en novellesamling med titlen Mennesker på flugt med historier om, hvordan krigen i Afghanistan har påvirket landet og menneskene.
I Iran har Asef Soltanzadeh modtaget en prestigefyldt litterær pris, Golshiri-prisen og i Danmark modtog han i 2003 Dansk Flygtningehjælps kunstnerpris.
Værker
Noveller
Novellesamlingen "Du,som her ikke er dit hjemland", Agah, Teheran.
Novellesamlingen "Desertør"(2006), Agah, Teheran. Under udgivelsen på forlaget Vandkunsten, Danmark.
Novellesamlingen "Nu Danmark" (2005), Nilofar, Teheran.
Novellesamlingen "Nytårsfesten kan kun nydes i Kabul" (2003), Markaz, Teheran.
Novellesamlingen "Mennesker på flugt", (2005) udgivet på dansk på forlaget Per Kofod, på fransk på Actes Sud (okt 2002), på italiensk på forlaget Alminate (sep 2002) og (2000) på persisk på forlaget Agah, Teheran, på kurdisk (2011) på forlaget Dazgai Vargiran, på arabisk (2013), på engelsk (2013), på forlaget H&S.
Romaner
”Den giftige jord" (2017), Bita Book, Danmark.
"De bronze Tyre” (2014), Bita Book, Danmark.
”Alas Mullah Omar” (2013), Bita Book, Danmark.
”Biografmanden fra Noqrah” (2012), Bita Book, Danmark, (2012) Taak, Afghanistan.
”Book of Exodus” (2011), Diyare Ketab, Danmark, (2014) Taak, Afghanistan.
”Edens helvede” 2 bind (2009), Bita Book, Danmark.
Antologier
”Mine yndlinge noveller” Iran,
”Naqshe 80” Iran,
"Another Sea, Another Shore": Persian Stories of Migration. Ed. and trans. Shouleh Vatanabadi and Mohammad Mehdi Khorrami. Northampton, MA: Interlink Books, 2004.[3]
"Sohrab's Wars: Counter Discourses of Contemporary Persian Fiction". Ed. and trans. Mohammad Mehdi Khorrami and Pari Shirazi. Costa Mesa, California, Mazda Publishers, Inc., 2008.
"Herfra min verden går. 23 fleresprogede forfattere i Danmark". Copenhagen, Dansk PEN, 2009.
"Writing from Afghanistan". Ed. and trans. Anders Widmark.
”Naar de stad” Holland,
”Cagdas Afganistan Öyküsü”'' Tyrkiet.
Priser
2013: Nawrooz-prisen (Afghanistan), for bogen ”Book of Exodus”, den næstbedste roman.
2009: Nawrooz-prisen (Afghanistan), for bogen ”Desertør”, den bedste novellesamling i årti.
2007: Golshiri-prisen (Den mest prestigefyldte, litterære pris i Iran), for bogen "Desertør".
2006: Nomineret for ALOA prisen, Danmark, for bogen "Mennesker på flugt".
2003: Årets Flygtningekunstner, Dansk Flygtningehjælp, for bogen "Mennesker på flugt".
2001: Golshiri-prisen i Iran, for bogen "Mennesker på flugt".
2001: Pressekritikernes Pris, Iran, for bogen "Mennesker på flugt".
Eksterne kilder/henvisninger
Om Asef Soltanzadeh
Skønlitterære forfattere fra Afghanistan
Dramatikere
Dansksprogede forfattere
Personer fra Kabul |
1893240 | https://no.wikipedia.org/wiki/S%C3%B8ramerikansk%20mesterskap%20i%20volleyball%20for%20menn%201975 | Søramerikansk mesterskap i volleyball for menn 1975 | Søramerikansk mesterskap i volleyball for menn 1975 ble arrangert i Asunción i Paraguay i 1975.
Sluttstilling
Referanser
Søramerikansk mesterskap i volleyball for menn
Internasjonale mesterskap i Paraguay
Internasjonale mesterskap i 1975
Sport i Paraguay i 1975
Volleyball i 1975
Volleyball i Paraguay
Sport i Asunción |
1021198 | https://da.wikipedia.org/wiki/Boeslunde%20guldfund | Boeslunde guldfund | Boeslunde guldfund (guldfundene fra Boeslunde, guldringene fra Boeslunde eller Borgbjerg guldfund) er et depotfund fra den yngre bronzealder. Det består af en række genstande i guld fundet omkring Boeslunde på Sydvestsjælland. Der er flere edsringe, skåle og flere tusinde små spiraler, alt sammen af guld, som er blevet fundet ad flere omgange over 150 år.
Området er blevet kaldt Nordeuropas mest guldrige i bronzealderen, og de mange fund på i alt omkring 4,5 kg guld udgør tilsammen et af de største guldfund fra bronzealderen i Nordeuropa.
Fundene
I 1842 blev der fundet to guldskåle på Borgbjerg Banke umiddelbart sydvest for Boeslunde Kirke under pløjning. De ene kar var beskadiget af ploven og det manglende stykke kunne ikke lokaliseres. De blev fundet af politikeren Frederik Borgbjergs bedsteforældre. Skålene var 9,4 cm høje og 17,5 cm i diameter, og der blev udbetalt 454 rigsdaler i danefægodtgørelse.
I 1874 blev der under pløjning på banken fundet yderligere fire guldskåle omkring 70 alen (ca. 44 m) fra det sted, hvor de to skåle blev fundet i 1842. Fundet bestod af to bægre og to øser, der havde et guldbelagt bronzehåndtag, som var udformet som heste. Sammenlagt vejede de to fund 1,2 kg. Skålene var ca. 10 cm høje og 11,5 cm og 10 cm i diameter. Der blev udbetalt 548 rigsdaler i danefægodtgørelse.
I Neble omkring 250 m nord for Borgbjerg Banke fandt en niårig pige i 1981 en tredelt edsring i guld. Hendes forældre fandt yderligere en ring, og hendes bror fandt også en. Presseomtalen fik en kvinde fra lokalområdet til at kontakte Nationalmuseet, da hun havde endnu en ring, som hun havde fået med, da hun købte et gammelt strygejern. Finderen troede, at ringen var af messing. I 1993 fandt en kusk under en træning en femte ring, da marken var blevet omdannet til travbane. I 2009 blev der fundet yderligere en ring af en amatørarkæolog med metaldetektor. Sammenlagt vejer de seks ringe næsten 3 kg.
I 2013 blev der fundet yderligere fire edsringe af to amatørarkæologer med metaldetektor.
I 2015 blev der fundet omkring 2000 guldspiraler af snoede strimler.
Omkring 200 sydvest for Borgbjerg Banke blev der i 1838 fundet to bronzelurer i et mosehul, som bliver sat i forbindelse med det vigtige sted, som Borgbjerg Banke har været i bronzealderen.
Fundene er udstillet på Nationalmuseet.
Galleri
Referencer
Eksterne henvisninger
Arkæologiske fund fra Danmark
Depotfund
Oldsager fra Bronzealderen
Slagelse Kommune
Genstande i guld |
457873 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hind%20Laroussi | Hind Laroussi | Hind Laroussi Tahiri (født 3. december 1984), kendt professionelt som Hind, er en nederlandsk sanger, som repræsenterede Nederlandene ved Eurovision Song Contest 2008, med sangen "Your heart belongs to me".
Referencer
Eksterne henvisninger
Sangere fra Nederlandene
Personer fra Gouda
Hollands Eurovision Song Contest-deltagere
Deltagere ved Eurovision Song Contest 2008 |
140113 | https://is.wikipedia.org/wiki/Jos%C3%A9phine%20de%20Beauharnais | Joséphine de Beauharnais | Marie Josèphe Rose Tascher de La Pagerie eða Joséphine de Beauharnais (23. júní 1763 – 29. maí 1814) var fyrsta eiginkona Napóleons Bónaparte, frá 1796 til 1809. Sem slík var hún keisaraynja Frakka frá 1804 til 1809 og drottning Ítalíu frá 1805 til 1809.
Joséphine hlaut gælunafnið „la belle Créole“ eða Kreóladaman fagra. Hún fæddist á búgarði í Martinique en ferðaðist til Frakklands eftir að hún giftist Alexandre de Beauharnais, sem tók þátt í frönsku byltingunni. Alexandre var tekinn af lífi í Ógnarstjórninni og Joséphine var sjálf fangelsuð í nokkra mánuði. Eftir að henni var sleppt kynntist hún Bónaparte hershöfðingja á skemmtistöðum Parísar og giftist honum. Hjónaband þeirra gerði hana seinna að keisaraynju en samband hennar við tengdafjölskylduna var aldrei gott. Þar sem Joséphine tókst ekki að sjá Napóleon fyrir erfingja skildi keisarinn við hana og hún dró sig til hlés í landeign sinni við Malmaison. Þrátt fyrir að hafa ekki eignast börn með Napóleon átti Joséphine fræga afkomendur úr fyrra hjónabandinu, þar sem dóttir hennar, Hortense de Beauharnais, varð síðar móðir Napóleons III Frakkakeisara. Auk þess varð hún langamma konunga og drottninga Svíþjóðar og Danmerkur í gegn um son sinn, Eugène. Joséphine er einnig minnst fyrir áhuga sinn á tísku og á blómarækt, en setur hennar í Malmaison var þekkt fyrir ægifagran rósagarð sinn.
Heimild
Franskar keisaraynjur
Joséphine |
123164 | https://is.wikipedia.org/wiki/Leeuwin-straumurinn | Leeuwin-straumurinn | Leeuwin-straumurinn er hlýr hafstraumur sem streymir í suður eftir vesturströnd Ástralíu. Hann fer fyrir Leeuwin-höfða inn á Stóra-Ástralíuflóa þar sem áhrifa hans gætir allt til Tasmaníu. Vestur-Ástralíustraumurinn (sem er utar) og Suður-Ástralíugagnstraumurinn (sem er innar) renna í öfuga átt við hann.
Styrkur Leeuwin-straumsins er breytilegur eftir árstíma. Hann er veikastur yfir sumarmánuðina frá nóvember til mars þegar vindar blása frá suðri til norðurs, en sterkastur á haustin og veturna, öfugt við Vestur-Ástralíustrauminn.
Indlandshaf
Hafstraumar |
826072 | https://no.wikipedia.org/wiki/Stephen%20Ackles%20%28album%29 | Stephen Ackles (album) | Stephen Ackles er et musikkalbum med Stephen Ackles, utgitt i 2005.
Sporliste
«Hell and High Water» (T. Graham Brown)
«She» (Gram Parsons/Chris Ethridge)
«There's a Fire Down Below» (Jerry Scheff)
«Sail on Sailor» (Van Dyke Parks/Tandyn Almer/Jack Rieley)
«I Don't Know What They Wanted Me to Say» (Mickey Newbury)
«Did You Get Rained On» (?)
«Don't Boogie Woogie» (Layng Martine Jr.)
«Love Makes the Difference» (Linda Gail Lewis)
«July 12th 1939» (Norro Wilson)
«Break It to Me Gently» (Joe Seneca/Diane Lampert)
«Mama Snake Shake» (Allen)
«Tulane» (Chuck Berry)
«The Future is Not What It Used to Be» (Mickey Newbury)
Musikkalbum fra 2005
Stephen Ackles-album |
80743 | https://is.wikipedia.org/wiki/Gu%C3%B0mundur%20d%C3%BDri%20%C3%9Eorvaldsson | Guðmundur dýri Þorvaldsson | Guðmundur Þorvaldsson dýri (d. 1212) var eyfirskur goðorðsmaður og höfðingi á 12. og 13. öld og er þekktastur fyrir deilur sem hann átti í við Önund Þorkelsson, sem lauk með Önundarbrennu.
Guðmundur var sonur Þorvaldar auðga Guðmundssonar (d. 1161) og síðari konu hans, Þuríðar dóttur Guðmundar Þorgeirssonar lögsögumanns. Hann bjó á Bakka í Öxnadal og var auðugur. Á Laugalandi í Eyjafirði bjó Önundur Þorkelsson. Hann átti son sem hét Þorfinnur en Guðmundur átti óskilgetna dóttur sem hét Ingibjörg. Þorfinnur vildi giftast henni en þau voru of skyld til að mega giftast. Guðmundur hafnaði því bónorðinu en þeir feðgar komu þá með hóp manna að Bakka og neyddu Guðmund til að samþykkja ráðahaginn. Biskup lýsti því yfir að börn þeirra skyldu ekki teljast skilgetin. Önundur lét svo nýgiftu hjónin hafa bújörð sína en fór sjálfur að Lönguhlíð í Hörgárdal, rak burtu bóndann sem þar bjó og tók bú hans undir sig þótt hann ætti engan rétt á því.
Margt fleira varð til þess að orsaka óvináttu milli Önundar og Guðmundar, til dæmis gaf maður Guðmundi hesta til að ná sáttum við hann í deilumáli en stal þeim jafnóðum úr haga á Bakka og gaf Önundi. Guðmundur lét sem hann vissi ekki af þessu en menn Önundar hæddu hann og sögðu að hann sæti á friðarstóli í Öxnadal og myndu þeir hlaða vegg fyrir ofan og neðan, tyrfa yfir og kasa þannig metorð Guðmundar. Þeir líktu honum líka við kollótta á sem ullin væri fallin af. Á endanum stóðst Guðmundur ekki mátið lengur, heldur safnaði að sér mönnum, fékk Kolbein Tumason til liðs við sig og fór til Lönguhlíðar 7. maí 1197. Önundur var heima ásamt Þorfinni en hafði töluvert færri menn. Þeir fóru inn í bæinn til að geta betur varist aðkomumönnum. Sagt er að Ögmundur hafi spurt hver réði þar fyrir en Guðmundur hafi svarað:
„Lítil er forystan. Hér er nú komin ær ein kollótt, gengin úr dal ofan og þó af ullin harla mjög, og er ei forystusauðurinn fengilegri en svo, en þó ætlar hún nú að annaðhvort skal verða, að hún skal láta af sér allt reyfið eða ganga með fullu reyfi heim."
Síðan lét hann kveikja í bænum og þegar logaði leyfði hann konum að ganga út og öðrum sem hann vildi gefa grið. Þorfinnur tengdasonur hans sagði að það væri illa að Ingibjörg væri ekki þarna en Guðmundur svaraði að það væri vel að hún væri þar ekki en þó mundi það fyrir engu standa. Þorfinnur hljóp svo út úr eldinum ásamt fleiri mönnum og voru þeir allir felldir en Önundur brann inni. Önundarbrenna þótti níðingsverk en á Alþingi um sumarið kom Jón Loftsson á sættum og dæmdi brennumenn í þungar fésektir sem þó voru ekki greiddar, enda var Jón þá orðinn aldraður og hrumur og dó skömmu síðar.
Guðmundur var síðustu æviárin munkur í Þingeyraklaustri og dó þar 1212. Kona hans var Arndís Pálsdóttir, dóttir Páls Sölvasonar prests í Reykholti og Þorbjargar konu hans og var sonur þeirra Þorvaldur, goðorðsmaður og bóndi á Silfrastöðum. En „sá skapsannmarki lagðist á fyrir Guðmundi, að hann elskaði konur fleiri en þá er hann átti“, eins og segir í Guðmundar sögu dýra, og með öðrum konum átti hann dæturnar Signýju og Ingibjörgu, sem áður er nefnd. Seinni maður Ingibjargar var Hallur Kleppjárnsson, goðorðsmaður á Hrafnagili.
Heimildir
Eyjafjarðarsýsla |
1072637 | https://da.wikipedia.org/wiki/Malerg%C3%A5rden | Malergården | Malergården eller Sigurd Swanes gård er et kunstmuseum og kunstnerhjem for Sigurd Swane (1879-1973), der ligger på nordsiden af Lammefjorden uden for Plejerup mellem Holbæk og Nykøbing Sjælland i Odsherred. Museet er en del af Museum Vestsjælland. Museet blev oprettet i 2005, efter Sigurd Swanes datter, Gerda Swane, havde testamenteret gården til Odsherred Kommune.
Den faste udstilling består af originalt inventar og malerier af Swane, der er fordelt i flere stuer og værelser fra midten af 1930'erne og fremefter. Udendørs er en stor have med bl.a. gamle frugttræer.
I 1945 blev der optaget en kort stumfilm med Sigurd Swane, der malede på Malergården.
Referencer
Eksterne henvisninger
Museer i Region Sjælland
Bygninger, konstruktioner og anlæg i Odsherred Kommune
Kunstnerhjem i Danmark |
650438 | https://no.wikipedia.org/wiki/Litteratur%C3%A5ret%201861 | Litteraturåret 1861 | Litteraturåret 1861 er en oversikt over utgivelser, hendelser, prisvinnere og avdøde personer med tilknytning til litteratur i 1861.
Hendelser
Prisvinnere
Nye bøker og skrifter
A - G
Ferdaminne av Aasmund Olavsson Vinje
H - N
Mutterrecht av Johann Jakob Bachofen
O - U
Olav Trygvason av Bjørnstjerne Bjørnson
Store forventninger (Great Expectations) av Charles Dickens
V - Å
Fødsler
6. mai – Rabindranath Tagore, indisk forfatter, nobelprisvinner
10. oktober – Fridtjof Nansen, norsk oppdagelsesreisende, polarforsker, forfatter og nobelprisvinner
17. desember – Axel Lundegård, svensk forfatter
Dødsfall
17. januar – Malla Silfverstolpe, svensk forfatter
21. februar – Lars Levi Læstadius, svensk prest, vekkelsesleder, forfatter og botaniker
22. april – Anne Elizabeth Baker, britisk filolog. |
192437 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jesuist | Jesuist | En jesuist er et menneske der læser og lever efter Jesus ord i både bibel og apokryfe skrifter. Jesuisten forsøger så vidt muligt at frasortere alle "menneskelige" tilføjelser/ændringer/tolkninger, der i de forløbne 2000 år har sneget sig ind overalt i den kristne tro.
Religion |
74176 | https://da.wikipedia.org/wiki/664 | 664 | Århundreder: 6. århundrede – 7. århundrede – 8. århundrede
Årtier: 610'erne 620'erne 630'erne 640'erne 650'erne – 660'erne – 670'erne 680'erne 690'erne 700'erne 710'erne
År: 659 660 661 662 663 – 664 – 665 666 667 668 669
Se også 664 (tal)
Begivenheder
Født
Dødsfald
Eksterne henvisninger
64
Artikler om enkelte år |
506238 | https://da.wikipedia.org/wiki/Christian%20August%20von%20Johnn%20%28d%C3%B8d%201791%29 | Christian August von Johnn (død 1791) | Christian August von Johnn (død 1791) var en dansk diplomat.
Han var brodersøn til Christian August von Johnn. Johnn blev udnævnt til sekretær hos Cai Ranzau, da denne 1762 skulle afgå som dansk afsending tillige med Carl Juel til den påtænkte konference i Berlin, og senere fungerede han som legationssekretær i Stockholm. Han døde 1791.
Danskere i 1700-tallet
Diplomater fra Danmark |
15459 | https://da.wikipedia.org/wiki/1852 | 1852 | Konge i Danmark: Frederik 7. 1848-1863
Se også 1852 (tal)
Begivenheder
6. januar – 1800 tønder land uden for Københavns volde bliver frigivet til bebyggelse. Opførelsen af brokvartererne starter.
27. januar – C.A. Bluhme dansk regeringschef.
8. maj – den anden London-protokol underskrives – Protokollen fastslog, at det danske monarki bestod af Kongeriget Danmark med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, og at prins Christian af Glyksborg skulle arve den danske trone
4. november - medlemmer af pressen får for første gang adgang til Underhuset
2. december – Frankrig bliver atter kejserdømme med Napoleon 3. som hersker
Født
1. marts – Martin Borch, dansk arkitekt (død 1937)
25. juli – Antoni Gaudí, spansk arkitekt
7. august – Andreas Clemmensen, dansk arkitekt (død 1928).
10. september – H.N. Andersen, dansk etatsråd og ØK's stifter (død 1937).
12. september – H.H. Asquith, britisk premierminister og jarl (død 1928)
21. november – Francisco Tárrega, spansk guitarist
15. december – Henri Becquerel, fransk fysiker (død 1908)
28. december – Kristian Erslev, dansk historiker (død 1930)
Dødsfald
6. januar – Louis Braille – fransk opfinder af blindeskriften. 43 år.
21. marts – Dronning Marie Sophie Frederikke, dansk dronning (født 1767)
16. april - Paul af Württemberg (født 1785)
4. august - Alfred d'Orsay, fransk amatørkunstner og dandy (født 1801).
27. november – Augusta Ada Lovelace – computerpioner. 36 år.
Sport
Musik
Litteratur
Tante Cousine – Madam Mangor
Eksterne henvisninger
52
Artikler om enkelte år |
1035308 | https://da.wikipedia.org/wiki/Italiens%20historie | Italiens historie | Italiens historie dækker perioden fra oldtiden op til middelalderen og op til moderne tid. I antikken var Italien hjemland for romerne og de romerske provinser.. Rom blev grundlagt som et kongerige i 753 f.v.t. og blev en republik i 509 f.v.t., hvor monarkiet blev forkastet til fordel for en regering bestående af senatet og folket. Den romerske republik forenede Italien på bekostning af etruskerne, kelterne og grækerne på halvøen. Rom ledte føderationen af italienske folk, hvorfra det stammede, i en ekspansion, der sikrede dominans i Vesteuropa, Nordafrika og Nærorienten.
Romerriget dominerede senere Vesteuropa og Middelhavsområdet i mange århundreder og skabte enorme fremskridt for menneskeheden. Nogle af disse ledte til udviklingen af vestlig filosofi, naturvidenskab og kunst, der forblev central op igennem middelalderen og renæssancen. Efter Romerrigets fald i 476 blev Italien opdelt i mange mindre bystater og politiske enheder, hvilket eksisterede frem til Italiens samling hvor landet blev etableret som en nationalstat. Det nye land, Kongeriget Italien, blev etableret i 1861 og blev hurtigt moderniseret og etablerede et stort koloniimperium, hvor dele af Afrika og lande omkring middelhavet blev koloniseret. De sydlige regioner af den unge nation forblev dog fattige landbrugssamfund, hvilket igangsatte den italienske emigration.
Under første verdenskrig sluttede Italien sig til Tripelententen med Frankrig og Storbritannien, på trods af at have været medlem af Tripelalliancen med Tyskland og Østrig-Ungarn, og landets bidrag i krigen var fundamentale for sejren, da det var en af de primære allierede nationer. Italien afsluttede foreningen ved at få Trento og Trieste, og fik permanent sæde i Folkeforbundets øverste råd. Italienske nationalister betragtede dog første verdenskrig som en lemlæstet sejr, og denne følelse ledte til Benito Mussolinis fascistiske diktatur i 1922. Den efterfølgende deltagelse i anden verdenskrig med Aksemagterne sammen med Nazityskland og Kejserriget Japan, endte med et militært nederlag og Mussolini blev arresteret og flygtede (hjulpet af den tyske diktator Adolf Hitler), og en borgerkrig mellem Den italienske modstandsbevægelse (hjulpet af De Allierede) og en nazifascistisk marionetstat kendt som "Salò-republikken". Efter befrielsen af Italien og republikkens fald, hvor Mussolini blev dræbt af modstandsbevægelsen, afskaffede landet monarkiet ved en folkeafstemning, hvorved demokratiet blev genetableret. Landet oplevede herefter et økonomisk mirakel og grundlagde Den Europæiske Union, NATO og G6 (senere G7 og G20. Landet er fortsat en stærk økonomi og en stor kulturel, militær ogpolitisk faktor i 2000-tallet.
Referencer
Eksterne henvisninger |
132374 | https://is.wikipedia.org/wiki/Gagea | Gagea | Gagea er stór ættkvísl af vorblómstrandi plöntum í liljuætt. Hún finnst aðallega í Evrasíu með nokkrar tegundir sem ná til Norður Afríku og Norður Ameríku.
Ættkvíslin er nefnd eftir enska náttúrufræðingnum Sir Thomas Gage (1791-1820). Henni var upphaflega lýst sem hluta af Ornithogalum.
Tegundir
World Checklist of Selected Plant Families viðurkennir yfir 200 tegundir, þar á meðal þær sem áður voru undir Lloydia.
Gagea afghanica A.Terracc. – Íran, Afghanistan, Mið Asia
Gagea aipetriensis Levichev – Krím
Gagea alashanica Y.Z.Zhao & L.Q.Zhao – Innri Mongólía
Gagea alberti Regel – Xinjiang, Kazakhstan, Kyrgyzstan
Gagea alexeenkoana Miscz. – Tyrkland, Íran, Kákasus
Gagea alexejana Kamelin ex Levichev – Tajikistan
Gagea alexii Ali & Levichev – Tajikistan, Íran, Pakistan
Gagea algeriensis (Chabert) Chabert ex Batt. – Spánn, Marokkó, Algería
Gagea alii Levichev – Pakistan
Gagea altaica Schischk. & Sumnev. – Xinjiang, Kazakhstan, Síbería
Gagea amblyopetala Boiss. & Heldr. – suðaustur Evrópa
Gagea ancestralis Levichev – Altay Krai
Gagea angelae Levichev & Schnittler – Xinjiang
Gagea angrenica Levichev – Tajikistan
Gagea anisopoda Popov – Túrkmenistan
Gagea artemczukii Krasnova – Úkraína, Rússland (meðt. Krím, Norður Kákasus)
Gagea azutavica Kotukhov – Altay Krai
Gagea baluchistanica Levichev & Ali – Pakistan
Gagea baschkyzylsaica Levichev – Kyrgyzstan, Úsbekistan
Gagea bashoensis Ali – Pakistan, Kashmír
Gagea bergii Litv. – Íran, Afghanistan, Úsbekistan, Kazakhstan
Gagea bezengiensis Levichev – Norður Kákasus
Gagea bithynica Pascher – Tyrkland
Gagea bohemica (Zauschn.) Schult. & Schult.f. (syn. G. fistulosa) – – Evrópa, Miðjarðarhafssvæðið
Gagea bornmuelleriana Pascher – Íran
Gagea bowes-lyonii Levichev – Pakistan, Kashmír
Gagea brevistolonifera Levichev – Kyrgyzstan
Gagea bulbifera (Pall.) Salisb. – Evrasía, frá Rúmeníu til Xinjiang
Gagea caelestis Levichev – Kyrgyzstan
Gagea calantha Levichev – Úsbekistan
Gagea calcicola Zarrei & Wilkin – Íran
Gagea calyptrifolia Levichev – Kyrgyzstan
Gagea capillifolia Vved. – Íran, Afghanistan, mið Asia
Gagea capusii A.Terracc. – Afghanistan, mið Asia
Gagea caroli-kochii Grossh. – Íran, suður Kákasus
Gagea chabertii A.Terracc. – Algería, Túnis
Gagea chanae Grossh. – Íran, Tyrkland, Kákasus
Gagea charadzeae Davlian. – Kákasus
Gagea chinensis Y.Z.Zhao & L.Q.Zhao – Innri Mongólía
Gagea chitralensis S.Dasgupta & D.B.Deb – Kyrgyzstan, Tajikistan, Pakistan
Gagea chlorantha (M.Bieb.) Schult. & Schult.f. – Mipðausturlönd, Túrkmenistan, Kákasus
Gagea chloroneura Rech.f. – Afghanistan
Gagea chomutovae (Pascher) Pascher – Tyrkland, Kákasus, Íran, Afghanistan, mið Asía
Gagea chrysantha (Jan) Schult. & Schult.f. – Ítalía og Sikiley
Gagea circumplexa Vved. – Miðausturlönd, mið Asía
Gagea commutata K.Koch – Kákasus, Íran
Gagea confusa A.Terracc. – Íran, Írak, Tyrkland, Kákasus, Túrkmenistan
Gagea cuneata Levichev & Murtaz. – norður Kákasus
Gagea czatkalica Levichev – Úsbekistan
Gagea daghestanica Levichev & Murtaz. – norður Kákasus
Gagea daqingshanensis L.Q.Zhao & Jie Yang – Innri Mongólía
Gagea davlianidzeae Levichev Kyrgyzstan
Gagea dayana Chodat & Beauverd – Miðausturlönd
Gagea delicatula Vved. – Úsbekistan, Tajikistan
Gagea deserticola Levichev – Úsbekistan
Gagea divaricata Regel – Xinjiang, mið Asía
Gagea drummondii Levichev & Ali – Pakistan, Kashmír
Gagea dschungarica Regel – Xinjiang, mið Asía, Pakistan, Afghanistan, Íran
Gagea dubia A.Terracc. – Miðjarðarhafssvæðið, Íran
Gagea durieui Parl. ex Trab. – Marokkó, Algería, Spánn ásamt Baleareyjar
Gagea eleonorae Levichev – Tyrkland, Kákasus
Gagea elliptica (A.Terracc.) Prain – Spánn, Portúgal, Marokkó
Gagea exilis Vved. – Íran, Afghanistan, Kyrgyzstan, Tajikistan
Gagea extremadurensis M.Gut. & F.M.Vázquez – Spánn
Gagea fedtschenkoana Pascher – Mongólía, Xinjiang, Kazakhstan, Síbería
Gagea ferganica Levichev – Kyrgyzstan, Tajikistan, Úsbekistan
Gagea fibrosa (Desf.) Schult. & Schult.f. – Norður Afríka
Gagea filiformis (Ledeb.) Kar. & Kir. – Altay Krai, mið Asía, Xinjiang, Mongólía, Afghanistan, Pakistan
Gagea flavonutans (H.Hara) Zarrei & Wilkin – Tíbet, Nepal, Sikkim, Bhutan, Assam
Gagea foliosa (C.Presl) Schult. & Schult.f. – Frakkland, Ítalía, Algería
Gagea gageoides (Zucc.) Vved. – Kákasus, Miðausturlönd, mið Asía
Gagea germainae Grossh. – Kákasus
Gagea glacialis K.Koch – Kákasus, Tyrkland
Gagea glaucescens Levichev – Kyrgyzstan
Gagea goljakovii Levichev – Altay Krai
Gagea gracillima Pamp. – Kashmír
Gagea graeca (L.) Irmsch. – Grikkland, Tyrkland, Kýpur, Ísrael
Gagea graminifolia Vved. – Íran, Afghanistan, mið Asía
Gagea granatellii (Parl.) Parl. – Miðjarðarhafssvæðið og kringum Svartahaf
Gagea granulosa Turcz. – Rússland, Kazakhstan, Xinjiang, Mongólía
Gagea grey-wilsonii Rech.f. – Íran
Gagea gymnopoda Vved. – Tajikistan, Uzbekistan
Gagea gypsacea Levichev – Tajikistan
Gagea helenae Grossh. – Tyrkland, Kákasus
Gagea hiensis Pascher – Rússland, Kína, Kórea, Mongólía
Gagea hissarica Lipsky – Afghanistan, mið Asía
Gagea humicola Levichev – Úsbekistan
Gagea huochengensis Levichev – Xinjiang
Gagea ignota Levichev – Úsbekistan
Gagea incrustata Vved. – Úsbekistan, Tajikistan
Gagea intercedens Pascher – Íran
Gagea iranica Zarrei & Zarre – Íran
Gagea jaeschkei Pascher – Xinjiang, mið Asía,Afghanistan, Pakistan, vestur Himalaja
Gagea japonica Pascher – Japan
Gagea jensii Levichev & Schnittler – Xinjiang
Gagea jispensis Ali & Levichev – vestur Himalaja
Gagea joannis Grossh. – Tyrkland, Kákasus
Gagea juliae Pascher – Tyrkland, Kýpur
Gagea kamelinii Levichev – Úsbekistan
Gagea kneissea J.Thiébaut – Sýrland
Gagea kopetdagensis Vved. – Túrkmenistan
Gagea kunawurensis (Royle) Greuter – mið og suðvaestur Asía
Gagea kuraiensis Levichev – Altay Krai
Gagea kuraminica Levichev – Tajikiistan
Gagea lacaitae A.Terracc. – Frakkland, Spánn, Ítalía, Algería, Marokkó
Gagea leosii Ali & Levichev – vestur Himalajas
Gagea libanotica (Hochst.) Greuter. – Sýrland, Líbanon, Ísrael
Gagea liotardii (Sternb.) Schult. & Schult.f. – Evrasía frá Spáni til Mongólía
Gagea lojaconoi Peruzzi – Sikiley, Sardinía, Tyrkland
Gagea longiscapa Grossh. – Síbería, Prinorye
Gagea ludmilae Levichev – Úsbekistan
Gagea lusitanica A.Terracc. – Spánn, Portúgal
Gagea lutea (L.) Ker Gawl. – Gullstirni – Evrasía frá Spáni til Japan
Gagea luteoides Stapf – Kákasus, Miðausturlönd
Gagea maeotica Artemczuk – Úkraína, Rússland ásamt norður Kákasus
Gagea marchica Henker – Þýskaland
Gagea mauritanica Durieu – Frakkland, Ítalía, Balearikeyjar, Algería
Gagea menitskyi Levichev – Íran, suður Kákasus
Gagea mergalahensis Ali & Levichev – vestur Himalaja, Pakistan
Gagea michaelis Golosk. – Kazakhstan, Kyrgyzstan
Gagea micrantha (Boiss.) Pascher – Líbanon, Sýrland
Gagea minima (L.) Ker Gawl. –Lensugullstirni – Evrópa, Kákasus
Gagea minutiflora Regel – mið Asía
Gagea minutissima Vved. – Tajikiistan
Gagea multipedunculifera Levichev – Kyrgyzstan
Gagea nabievii Levichev – Úsbekistan
Gagea nakaiana Kitag. – austur og mið Asía, Himalaja
Gagea neopopovii Golosk. – Kazakhstan, Xinjiang
Gagea nevadensis Boiss. – Spánn, Marokkó
Gagea noltiei Peruzzi. syn Lloydia delicatula – Nepal, Sikkim, Bhútan
Gagea novoascanica Klokov – Úkraíne
Gagea olgae Regel – Íran, Afghanistan, Pakistan, mið Asía, Xinjiang
Gagea paedophila Vved. – Tajikiistan, Afghanistan
Gagea pakistanica Levichev & Ali – vestur Himalaja, Pakistan
Gagea paniculata Levichev – Úsbekistan
Gagea pauciflora (Turcz. ex Trautv.) Ledeb. – Asíuhluti Rússlands, Kína, Mongólía
Gagea pedata Levichev – Kyrgyzstan
Gagea peduncularis (C.Presl) Pascher – Miðjarðarhafssvæðið
Gagea podolica Schult. & Schult.f. – Rússland, Úkraína
Gagea polymorpha Boiss. – Spánn
Gagea popovii Vved. – mið Asía
Gagea praemixta Vved. – Úsbekistan
Gagea pratensis (Pers.) Dumort. – Engjagullstirni – Evrópa, Marokkó, Tyrkland
Gagea pseudominutiflora Levichev – Kazakhstan, Kyrgyzstan
Gagea punjabica Levichev & Ali – vestur Himalaja, Pakistan
Gagea pusilla (F.W.Schmidt) Sweet – Evrópa, Kazakhstan
Gagea quasitenuifolia Levichev – Kákasus, Íran, Túrkmenistan, Afghanistan, Úsbekistan
Gagea quettica Levichev & Ali – Pakistan
Gagea ramulosa A.Terracc. – austur Miðjarðarhafssvæðið, Svartahafssvæðið
Gagea rawalpindica Levichev & Ali – Pakistan
Gagea reinhardii Levichev – Úsbekistan
Gagea reticulata (Pall.) Schult. & Schult.f. suðaustur Evrópa, N Afríka, SV Asía
Gagea reverchonii Degen – Spánn
Gagea rigida Boiss. & Spruner – Miðausturlönd, austur Miðjarðarhafssvæðið
Gagea robusta Zarrei & Wilkin – Íran, Afghanistan
Gagea rubicunda Meinsh. – Rússland, Eystrasaltslöndin(Baltic)
Gagea rubinae Ali – Pakistan
Gagea rufidula Levichev – Kyrgyzstan
Gagea rupicola Levichev – Úsbekistan
Gagea sarmentosa K.Koch – Kákasus, Íran
Gagea sarysuensis Murz. – Kazakhstan
Gagea schachimardanica Levichev – Úsbekistan
Gagea schugnanica Levichev & Navruzsh. – Tajikistan
Gagea scythica Artemczuk – Rússland, Úkraína
Gagea serotina (L.) Ker Gawl. – Arctic + Subarctic Evrasía + N-Ameríka
Gagea setifolia Baker – Kákasus, Íran, Afghanistan, Pakistan, Himalaja, Tajikistan, Kazakhstan
Gagea shmakoviana Levichev – Altay Krai
Gagea sicula Lojac. – Sikiley
Gagea siphonantha Rech.f. – Afghanistan
Gagea sivasica Hamzaoglu – Tyrkland
Gagea soleirolii F.W.Schultz – Spánn, Frakkland, Portúgal, Sardinía
Gagea spathacea (Hayne) Salisb. – Slíðurgullstirni – Evrópa
Gagea spumosa Levichev – Pakistan, Tajikistan, Kyrgyzstan
Gagea staintonii Rech.f. – Afghanistan, Pakistan
Gagea stepposa L.Z.Shue – Xinjiang
Gagea subtilis Vved. – Tajikistan, Kyrgyzstan, Uzbekistan
Gagea subtrigona J.-M.Tison – Spánn, Marokkó
Gagea sulfurea Miscz. – Tyrkland, Kákasus
Gagea tadshikistanica Levichev – Tajikistan
Gagea takhtajanii Levichev – Úsbekistan
Gagea talassica Levichev – Kyrgyzstan
Gagea taschkentica Levichev – Úsbekistan
Gagea taurica Steven – Krím, norður Kákasus
Gagea tenera Pascher – mið og suðvestur Asía, Xinjiang, Himalaja
Gagea tenuissima Miscz. – Kákasus, Tyrkland
Gagea tesquicola Krasnova – Úkraína
Gagea tisoniana Peruzzi – Ítalía
Gagea toktogulii Levichev – Kyrgyzstan
Gagea toppinii S.Dasgupta & D.B.Deb – Pakistan
Gagea transversalis (Pall.) Steven – austur Evrópa
Gagea triflora (Ledeb.) Schult. & Schult.f. – austast í Rússlandi, Kórea, Japan, norðaustur Kína
Gagea trinervia (Viv.) Greuter – Sikiley, Líbía
Gagea turanica Levichev – suður Kákasus, Íran, Afghanistan, Turkmenistan, Úsbekistan
Gagea ucrainica Klokov – Úkraína, Rússland, Xinjiang, Mongólía
Gagea ugamica Pavlov – Kazakhstan
Gagea ulazsaica Levichev – Kazakhstan, Uzbekistan
Gagea uliginosa Siehe & Pascher – Íran, Írak, Tyrkland
Gagea utriculosa Levichev – Himachal Pradesh
Gagea vaginata Pascher – Kúrileyjar, Hokkaido
Gagea vegeta Vved. – Kyrgyzstan, Tajikistan, Afghanistan, Íran, Kákasus
Gagea villosa (M.Bieb.) Sweet – – Evrópa, Miðjarðarhafssvæðið, Miðausturlönd
Gagea villosula Vved. – Tajikistan
Gagea vvedenskyi Grossh. – mið Asía, Afghanistan, Pakistan
Gagea wallichii Levichev & Ali – vestur Himalaja
Gagea wendelboi Rech.f. – Íran
Gagea xiphoidea Levichev – Altay Krai
Tilvísanir
Heimildir
Ytri tenglar
Pacific Bulb Society myndir af nokkrum tegundum
Treknature, Photos of Gagea sp., a genus of the Liliaceae family myndir af nokkrum tegundum
Liljuætt |
245554 | https://nn.wikipedia.org/wiki/Pieckryggen | Pieckryggen | Pieckryggen er ei kort fjellkjede nedanfor Zwieselhøgda, på austsida av Humboldtsøkket i Petermannkjedene i Wohlthatmassivet i Antarktis.
Fjellkjeda vart oppdaga og kartlagd frå flyfoto av Den tyske antarktisekspedisjonen, 1938-39. Ho vart kartlagd frå flyfoto og landmålingar av den norske antarktisekspedisjonen, 1956–60. Fjellkjeda vart kartlagd på ny av Den sovjetiske antarktisekspedisjonen, 1960–61. og kalla opp etter Wilhelm Pieck, den første kommunistpresidenten i Aust-Tyskland.
Kjelder
Denne artikkelen bygger på «Pieck Range» frå , den 26. februar 2013.
oppgav desse kjeldene:
Fjellkjeder i Dronning Maud Land
Prinsesse Astrid Kyst |
637845 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Alver%20%28fantasy%29 | Alver (fantasy) | Alv är en humanoid varelse eller ett övernaturligt väsen som förekommer i fantasygenren (fantasylitteratur, bordsrollspel, datorspel och lajv).
Tolkiens alver
De stilbildande fantasyalverna är de som förekommer i J. R. R. Tolkiens böcker. De är inspirerade av vissa typer av mytologiska alver. Tolkiens alver är mer mänskliga än gudomliga, om än odödliga, rättrådiga, i regel vackra och utrustade med god fysik och fina sinnen. De kan närmast ses som en vision av hur människan hade varit om hon inte hade gjort sig skyldig till syndafallet. De talar ett antal mycket noggrant konstruerade språk, främst quenya och sindarin. Inspiration till språken fick Tolkien främst från finsk grammatik och keltisk (walesisk) vokabulär.
Alver efter Tolkien
Alver i litteraturen
Fantasyalver efter Tolkien kännetecknas förutom av rättrådighet och hög ålder ofta av långa och spetsiga öron. De uppvisar påfallande ofta en keltisk influens, framför allt från de iriska väsena sídhe och tuatha dé danann. I J. K. Rowlings böcker om Harry Potter förekommer husalfer som är påtagligt inspirerade av bröderna Grimms saga om Skomakaren och pysslingarna (eng. The Shoemaker and the Elves); och i serietidningen Alverfolket av Wendy och Richard Pini är alverna inspirerade av de nordamerikanska indianernas kultur.
Alver finns också i Christopher Paolinis böcker om Eragon som är en drakryttare.
I böckerna sägs att alverna lägger stor tonvikt vid artighet och att de kan bli mycket gamla utan att förändras utseendemässigt.
Alver i bordsrollspel och datorspel
I bordsrollspel och datorspel är alver vanliga både som roll- respektive spelfigurer och som spelledarperson. Alverna är ofta uppdelade på ett antal arter med olika särdrag, såsom högalver, skogsalver, mörkeralver och drower.
Alver på lajv
På fantasylajv hör alver till de populäraste icke-mänskliga rollerna. En av anledningarna till detta kan vara att de flesta alvroller kräver relativt lite arbete med mask och smink. Gemensamt för de flesta alver på lajv är att de har spetsiga öron, vilket åstadkoms med latexdetaljer eller hudtejp/silvertejp. Exakt hur alver ska gestaltas kan variera mellan olika arrangemang. Som skogsalv krävs för det mesta ingen ytterligare sminkning utöver att man sminkar latexöronen och täcker skarven mellan latexöronen och huden. Andra typer av alver som brukar gestaltas på fantasylajv är mörkeralv (vit hy, svart hår, ofta svarta kläder och rustningar i svart läder; någon accentfärg, exempelvis grönt eller lila, kan ibland förekomma), drow (svart hy och vitt hår; svarta kläder och rustningar) och högalv (ibland bleka och ljust klädda, ibland finns längdkrav på spelarna).
Vissa alvgrupper lär sig utökade versioner av Tolkiens alvspråk quenya och sindarin för att öka känslan i gestaltningen.
Se även
Alver
Alver (Tolkien)
Svartalf (Harry Potter)
Husalf (Harry Potter)
Fiskarhustrun i Palermo
Externa länkar
Alaric Hall: The Meanings of Elf, and Elves, in Medieval England
How Elvish Were The Álfar?
Om fantasyalver
Övernaturliga väsen
Fantasy
Rollspel
Lajv |
1670456 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Meyrieux-Trouet | Meyrieux-Trouet | Meyrieux-Trouet är en kommun i departementet Savoie i regionen Auvergne-Rhône-Alpes i sydöstra Frankrike. Kommunen ligger i kantonen Yenne som tillhör arrondissementet Chambéry. År hade Meyrieux-Trouet invånare.
Befolkningsutveckling
Antalet invånare i kommunen Meyrieux-Trouet
Se även
Lista över kommuner i departementet Savoie
Källor
Kommuner i Savoie |
1961 | https://fo.wikipedia.org/wiki/21.%20apr%C3%ADl | 21. apríl | 21. apríl er dagur 111 í árinum í gregorianska kalendaranum (dagur 112 um skotár er). 254 dagar eru eftir av árinum.
Hendingar
753 f.Kr. - Sambært søgnini varð býurin Róm grundlagdur av Romulusi.
1960 – Ortodoksa Bahá'í trúgvin verður stovnað í Washington, D.C..
Føðingar
1915 - Anthony Quinn, meksikansk-amerikanskur sjónleikari (d. 2001)
1926 - Elisabeth II, bretsk drotning (d. 2022).
1930 - Silvana Mangano, itolsk sjonleikarinna (d. 1989)
1947 - Iggy Pop, amerikanskur tónleikari.
1970 - Nicole Sullivan, amerikonsk sjónleikarinna.
1958 - Andie MacDowell, amerikonsk sjónleikarinna.
1979 - Tobias Linderoth, svenskur fótbóltsleikari.
1979 - James McAvoy, skotskur sjónleikari.
2007 - Isabella Danaprinsessa.
Andlát
1910 - Mark Twain, amerikanskur rithøvundur (f. 1835)
2003 - Nina Simone, amerikonsk songkvinna (f. 1933)
2016 - Prince, amerikanskur sangari og tónleikari (f. 1958)
2018 - Verne Troyer, amerikanskur sjónleikari (f. 1969)
Apríl, 21. |
779928 | https://no.wikipedia.org/wiki/Nils%20Nilsen | Nils Nilsen | Nils Kristian Nilsen (født 29. desember 1952 i Oslo) er en norsk tidligere ishockeyspiller. Han representerte Frisk Asker.
Nilsen spilte 52 offisielle landskamper for Norge, og deltok under vinter-OL for Norge i 1980 i Lake Placid med ellevteplass.
Eksterne lenker
Norges Ishockeyforbund: Internasjonale spillere, menn – Adelskalender (pdf-fil)
Norske ishockeyspillere
Ishockeyspillere for Frisk Asker
Deltakere for Norge under Vinter-OL 1980
Ishockeyspillere under Vinter-OL 1980
Personer fra Oslo
Fødsler i 1952 |
182875 | https://da.wikipedia.org/wiki/Frederik%20af%20N%C3%B8r | Frederik af Nør | Frederik Emil August, prins af Nør (født 23. august 1800, død 2. juli 1865) var søn af Frederik 6.s søster Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg. Hans mor købte i 1832 godset Nør ved Egernførde til ham, og han kaldte sig herefter prins af Nør. Han havde to søskende: dronning Caroline Amalie af Danmark (1796-1881) og hertug Christian-August af Augustenborg (1798-1869).
Prins Frederik af Nør tjente fra 1825 som officer i Sønderjylland og udnævntes i 1842 til dansk statholder og kommanderende general i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Selvom han blev opdraget med dansk sprog, gik han imod bevarelsen af det danske sprog i Sydslesvig. På trods heraf blev han i 1842 af Christian 8. udnævnt til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne.
Han overrumplede den 24. marts 1848 den danske garnison i Rendsborg ved at optræde i dansk uniform og blev efterfølgende krigsminister i den tyske slesvig-holstenske oprørsregering. Det var optakten til treårskrigen. Efter de slesvigske krige produceredes natpotter med portrætter af Frederik af Nør og hans bror Christian-August af Augustenborg i bunden. Han blev landsforvist i 1851 og levede resten af livet forskellige steder i udlandet. I 1864 udnævnte den østrigske kejser Franz Joseph 1. ham til fyrste af Nør.
Han er begravet sammen med sin første hustru på Krusentorp kirkegård (ved Nør).
Ægteskab
1. I 1829 blev han gift med en søster til broderens kone komtesse Henriette Danneskjold-Samsøe (1806-1858). Parret fik sønnen Frederik Christian Carl August (1830-1881), tituleret greve af Nør.
2. I 1864 giftede han sig igen med en amerikaner miss Lee (død 1914).
Litteratur
Mikkel Venborg Pedersen, Hertuger: At synes og at være i Augustenborg 1750-1850, København: Museum Tusculanums Forlag 2005.
Eksterne henvisninger
Salmonsens Leksikon
Sønderborgske fyrstelige
Danske statholdere i Slesvig-Holsten
Generalmajorer fra Danmark
Godsejere fra Slesvig og Holsten
Huset Augustenborg
Stænderdeputerede fra Slesvig
Tilhængere af slesvig-holstenismen
Personer i Treårskrigen fra Slesvig-Holsten
Personer i Dansk Biografisk Leksikon
Danskere i 1800-tallet
Tyskere i 1800-tallet
Fyrster fra Østrig
Personer fra Kiel |
60968 | https://is.wikipedia.org/wiki/Klagenfurt | Klagenfurt | Klagenfurt er borg í Austurríki og jafnframt höfuðborg sambandslandsins Kärnten. Borgin er miðstöð ferðamennsku í suðurhluta Austurríkis. Íbúar eru tæp 100 þúsund.
Lega og lýsing
Klagenfurt liggur við austurenda stöðuvatnsins Wörthersee syðst í Austurríki. Borgin liggur í fjalladal í 450 m hæð. Næstu borgir eru Villach til vesturs (20 km), Ljubljana í Slóveníu til suðurs (85 km) og Graz til norðausturs (130 km). Árnar Glan og Gurk renna í gegnum Klagenfurt.
Skjaldarmerki
Skjaldarmerki borgarinnar sýnir hvítan varðturn á rauðum grunni. Fyrir framan er grænn dreki. Turninn er merki borgarinnar, en drekinn stendur fyrir þjóðsöguna um uppruna borgarinnar. Drekinn kom fyrst fyrir á 16. öld, en síðustu breytingar á merkinu voru gerðar á 20. öld.
Orðsifjar
Mjög merkileg saga liggur að baki heitisins Klagenfurt, en það er upphaflega rómanskt.
Upphaflega hét bærinn la quiliu, sem merkir staðurinn við vatnið. Hér er átt við ána Glan, ekki stöðuvatnið Wörthersee.
Þegar slavar stofnuðu ríki á svæðinu á miðöldum, þýddu þeir heitið. Hét bærinn þá Cviljovec, sem merkir það sama og la quiliu. Hins vegar merkir fyrri hlutinn, cvilja, einnig harmur eða að harma.
Þegar bærinn var þýskumælandi á ný síðla á miðöldum var slavneska heitið þýtt á þýsku. Hins vegar var það síðari merkingin sem var þýdd og bærinn nefndur Klagenfurt. Það merkir harmavað (Klagen = harma, furt = vað).
3. júlí 2007 ákvað borgarráð að lengja heiti borgarinnar í Klagenfurt am Wörthersee. Breytingin var samþykkt í sambandsþingi Kärnten og tók gildi 1. febrúar 2008.
Saga Klagenfurts
Þjóðsaga
Til er þjóðsaga um uppruna borgarinnar. Í mýri við austurenda Wörthersee bjó dreki nokkur sem gerði sér far um að éta þær manneskjur sem voguðu sér að nálgast mýrina. Til að ráða niðurlögum drekans var reistur turn. Við hann var fest keðja með króki, en á krókinn var settur dauður uxi. Þegar drekinn nældi sér í uxann, festist hann við krókinn. Eftir það var hann barinn til bana af íbúunum í kring. Turninn varð síðan að miðborg Klagenfurt.
Upphaf
Á 13. öld ríkti Spanheimer-ættin yfir svæðinu og hvatti fólk til að setjast að við austurbakka Wörthersee. Hertoganir Hermann og Bernhard af Spanheim gilda sem stofnendur Klagenfurt. Hermann reisti bæinn á mýrinni við Wörthersee, en þar flæddi gjarnan inn í bæinn. Bernhard færði því bæinn aðeins austar árið 1246, þar sem miðborgin stendur í dag. 1252 fékk Klagenfurt almenn borgarréttindi. Brátt fékk nýja borgin virki og borgarmúra. Hins vegar var íbúatalan nokkuð lág næstu aldir.
Blómatími
1514 eyddi stórbruni nær gjörvallri borginni. Til að auðvelda uppbyggingu borgarinnar á ný veitti Maximilian keisari gildum borgarinnar gjafabréf, þ.e. þeim var veitt uppgjöf allra skatta og skyldna. Auk þess var myntsláttan færð frá St. Veit til Klagenfurt 1529, en hún reyndist borginni mikil lyftistöng. 1527 var lokið við að búa til lítinn skipaskurð frá borginni til bakka Wörthersee, Lendkanal. Með honum stórjókst verslun og varð Klagenfurt að mikilvægum áfangastað á verslunarleið til vesturs. Til austurs lágu árnar Glan og Gurk. Í kjölfarið óx Klagenfurt mikið og varð brátt að fjölmennasta bæ í Kärnten.
Siðaskipti og gagnsiðaskipti
Siðaskiptin gengu í garð í Klagenfurt á fyrri hluta 16. aldar. Um miðja öldina var nánast öll borgin lútersk. Habsborgararnir voru hins vegar enn kaþólskir og rétt fyrir aldamótin 1600 var hafist handa við að umbreyta trúnni á ný. Gagnsiðaskiptin fóru fram með miklu valdi. Íbúar Klagenfurt voru gefnir þeir kostir að snúa til kaþólskrar trúar á ný eða yfirgefa landið. Lúterskar bækur voru brenndar og lúterskum kirkjum lokað (eða breytt í kaþólskar kirkjur). Harðast gengu Jesúítar fram. Snemma á 17. öld var öll borgin orðin rammkaþólsk á ný.
19. öldin
1797 hertóku Frakkar Klagenfurt og aftur 1805-1809. Ekki kom til átaka í borginni, en Frakkar rifu niður borgarmúrana. Fyrir vikið myndaðist rýmra byggingapláss. Fátækt ríkti þó næstu áratugina. 1848 varð Kärnten myndað og varð Klagenfurt höfuðborg þess. Héraðsþing var sett í borginni. 1863 fékk Klagenfurt járnbrautartengingu, en við það óx borgin mjög. Iðnvæðingin fór þó rólega af stað. Þess í stað var landbúnaður nærsveita styrktur með áveitum. Iðnaður hélst takmarkaður. Til dæmis hafnaði borgarráð rafmagnsvæðingu borgarinnar árið 1896. Rafmagn komst ekki á í Klagenfurt fyrr en 1903 eftir miklar kappræður og samningsþóf.
20. öldin
Í fyrri heimstyrjöldinni lá Klagenfurt ekki langt frá bardagasvæðum við ítölsku landamærin. Þúsundir austurrískra hermanna fóru um borgina. Í stríðslok hertóku júgóslavneskar hersveitir borgina, en rétt áður hafði héraðsþingið í Klagenfurt flutt sig um set til bæjarins Spittal og síðar til St. Veit. Í júní 1919 urðu Júgóslavar að hverfa frá borginni á ný. Í almennri atkvæðagreiðslu 10. október 1920 kusu íbúar borgarinnar áframhaldandi tilveru í Austurríki, frekar en að sameinast Júgóslavíu. Við innlimun Austurríkis í Þýskaland 1938 urðu miklar breytingar í borginni. Austur-Tíról var sett undir stjórn Klagenfurts, sem og hlutar Slóveníu. Öll dagblöð voru bönnuð. Torgið Neuer Platz fékk heitið Adolf Hitler Platz og önnur torg hlutu heiti annarra háttsettra nasista. Nærliggjandi bæir voru sameinaðir Klagenfurt, sem þar með óx talsvert. Íbúar fóru úr 30 þús í 50 þús. Nær allir gyðingar borgarinnar voru fluttir brott þótt fáir væru (1934 voru þeir 269). Þeir voru aðeins 9 árið 1951. Frá 1945 til 1955 var Klagenfurt á breska hernámssvæðinu. Það var ekki fyrr en með brotthvarf breskra hermanna að borgin tók að dafna á ný. 1955 var fyrsta háhýsið reist. 1961 myndaðist fyrsta göngugatan í miðborginni, sú fyrsta í Austurríki. Skólar voru reistir. Í Klagenfurt er framhaldsskóli fyrir slóvenska minnihlutann. Háskóli var stofnaður í borginni 1970.
Íþróttir
Kärnten Ironman Austria er næstfjölmennasta þríþrauterkeppni Evrópu. Þátttakendur eru um 2.500.
Strandblakkeppnin Grand-Slam er haldin árlega í Klagenfurt, en þar leiða bestu strandblakkeppendur heims saman hesta sína.
Íshokkíliðið EC KAC í Klagenfurt er eitt sigursælasta íshokkílið Austurríkis. Það hefur 29 sinnum orðið austurrískur meistari.
Helsta knattspyrnulið borgarinnar er SK Austria Kärnten, sem lék í efstu deild 2007-2010. Knattspyrnuliðið SAK Klagenfurt er eingöngu skipað Slóvenum. Liðið leikur í 3. deild.
Vinabæir
Klagenfurt viðheldur vinabæjatengslum við eftirfarandi borgir:
Frægustu börn borgarinnar
(1880) Robert Musil, rithöfundur
(1934) Udo Jürgens, dægurlagasöngvari og sigurvegari í Eurovision 1965
Byggingar og kennileiti
Dómkirkjan í Klagenfurt er höfuðkirkja kaþólsku kirkjunnar í borginni. Hún var reist 1581-91 af siðaskiptamönnum. En aðeins nokkrum árum síðar hófust gagnsiðaskipti kaþólsku kirkjunnar og var kirkjunni lokað árið 1600. Fjórum árum síðar var hún eftirlátin Jesúítum, sem helguðu hana postulunum Pétri og Páli og bættu klausturbyggingu við. 1787 varð Klagenfurt biskupssetur og varð kirkjan þá að dómkirkju, sem hún er enn. 1960 var klausturbyggingin í kringum kirkjuna rifin niður og við það kom kirkjan betur í ljós. Dómkirkjan er ákaflega fögur að innan. Þar eru nokkur stór altari, sem og hásæti biskupsins.
Landhúsið í Klagenfurt er nokkurs konar gamalt samkomuhús gildanna. Húsið var reist 1574-94 og var meðal annars notað af formönnum verslunar. Tveir turnar skörtuðu húsið. 1723 brann húsið, en var lagfært í síðbarokkstíl. Þegar Frakkar hernámu Klagenfurt á tímum Napoleons, notuðu þeir húsið sem vopnabúr og herspítala. 1883 var húsinu breytt í safn, en aðalsalir voru notaðir fyrir viðhafnir. Á jarðhæð voru skrifstofur. Á tímum heimstyrjaldarinnar síðari notuðu nasistar húsið sem skrifstofur og bækistöðvar. Það slapp algjörlega við eyðileggingu í loftárásum. 1945 var nýrri héraðsstjórn komið á laggirnar í húsinu, enda var Klagenfurt höfuðborg. Þar voru einnig aðalstöðvar breska hernámsstjórnarinnar. Eftir miklar umbætur 1964-76 varð húsið að þinghúsi sambandsþingsins í Kärnten. Miklar deilur spunnust um nýjar umbætur á aðalsal hússins, Grosser Wappensaal, á árunum fyrir 2000.
Maria-Loretto-kastalinn var reistur 1652 á nesi við Wörthersee. Kastalinn var mikið hús með mörgum turnum og bogahliðum. 1708 eyðilagðist nær öll samstæðan í bruna, en eftir stóð núverandi hús. Árið 2002 keypti borgin húsið og er það nú opið almenningi.
Minimundus er skemmtigarður við Klagenfurt. Þar eru módel af 150 heimsþekktum byggingum í mælikvarðanum 1:25. Garðurinn var opnaður 1958. Ágóðinn af miðasölunni rennur til bjarnahjálparinnar Rettet das Kind.
Heimildir
Borgir í Austurríki |
169587 | https://is.wikipedia.org/wiki/Lundey%20%28Skj%C3%A1lfanda%29 | Lundey (Skjálfanda) | Lundey er óbyggð eyja á Skjálfanda rétt hjá Húsavík. Eyjan er um 300 metra löng og 150 metra breið með bröttum klettabeltum allt í kring. Hæsti punktur eyjunnar er 34 metra yfir sjávarmáli. Eyjan dregur nafn sitt af því að þar er stór lundabyggð á sumrin.
Viti var fyrst reistur þar árið 1955, en nýr hringlaga turn úr trefjaplasti reistur með aðstoð þyrlu árið 1978. Ljóseinkenni vitans er Fl W 5s (hvítt blikkljós á 5 sekúndna fresti).
Norðurþing
Skjálfandi
Eyjar við Ísland
Vitar á Íslandi |
1571286 | https://no.wikipedia.org/wiki/Sparr%C3%B8nningen | Sparrønningen | Sparrønningen er et område sørøst på Nøtterøy i Færder kommune. Det befinner seg nede ved Bjerkøysundet ovafor Bjerkøy, like sør for Arås.
Eksterne lenker
Faktaark hos Kartverket
Nøtterøys geografi |
660320 | https://no.wikipedia.org/wiki/Galina%20Murasjova | Galina Murasjova | Galina Murasjova (russisk: Галина Мурашова; født 22. desember 1955 i Vilnius, Litauen) er en tidligere diskoskaster, som konkurrerte for Sovjetunionen. Karrierens høydepunkt er sølvmedaljen i VM 1983 i Helsingfors, bak Martina Opitz. Murasjova har en personlig rekord på 72.14 m fra et stevne i Praha 18. august 1984.
Referanser
Eksterne lenker
Litauiske diskoskastere
Sovjetiske diskoskastere
Deltakere for Sovjetunionen under Sommer-OL 1980
Friidrettsutøvere under Sommer-OL 1980
Deltakere for Sovjetunionen under Sommer-OL 1988
Friidrettsutøvere under Sommer-OL 1988
Deltakere under VM i friidrett 1983 |
8139344 | https://sv.wikipedia.org/wiki/2000%20Herschel | 2000 Herschel | 2000 Herschel eller 1960 OA är en asteroid i huvudbältet som upptäcktes den 29 juli 1960 av den tyske astronomen Joachim Schubart vid Sonneberg-observatoriet. Den är uppkallad efter astronomen William Herschel..
Asteroiden har en diameter på ungefär 14 kilometer.
Referenser
Huvudbältesasteroider
Småplaneter namngivna efter personer
Astronomiska upptäckter av J Schubart
Astronomiska upptäckter 1960 |
83869 | https://is.wikipedia.org/wiki/Reutlingen | Reutlingen | Reutlingen er borg í sambandslandinu Baden-Württemberg í Þýskalandi. Íbúar eru 116 þúsund (2019). Borgin er um 30 km fyrir sunnan Stuttgart. Reutlingen kom fyrst við skjöl 1089/90. Árið 1519 urðu siðaskiptin í borginni. Hún varð að sterkri miðstöð mótmælenda. Kaþólskur söfnuður var ekki stofnaður aftur þar fyrr en 1823.
Á fyrri hluta 16. aldar tilnefndi Maximilian I. keisari borgina sem griðastað fyrir manndrápara. Reutlingen er í dag nokkurs konar hlið að hálendinu Svafnesku ölpunum.
Borgir í Þýskalandi
Baden-Württemberg |
12280 | https://fo.wikipedia.org/wiki/The%20Coca%20Cola%20Company | The Coca Cola Company | The Coca Cola Company er ein amerikonsk fyritøka, ið var stovnað í 1886. Fyritøkan eitur eftir leskidrykkinum Coca-Cola, sum gjørdist eitt hitt kendasta merki í heiminum. Coca-Cola varð fyrstu ferð bryggjað í Georgia, USA í 1886. Uppfinnarin gjørdi eitt eyðkent vørumerki, sum fall væl í eyguni við snøggum, reyðum stavum, sum taka í hvør annan, og frá fyrsta degi varð lýst allastaðni við hesum nýggja drykki. 10 ár seinni drukku tey Coca-Cola í øllum Amerika. Nú er Coca-Cola so grógvið inn í hugaheim okkara, at vit kenna merkið aftur, hvussu navnið so er skrivað.
Amerikanskar fyritøkur
1886 |
558614 | https://da.wikipedia.org/wiki/Leif%20Skov | Leif Skov | Leif Skov er navnet på flere personer:
Leif Skov (advokat), advokat og formand i Aage V. Jensens Fondene
Leif Skov (politiker) (1947), politiker og borgmester.
Leif Skov (festivalsarrangør) (1946), arrangør af Roskildefestivalen
Leif Skov (fodboldspiller) (1940), fodboldspiller |
168856 | https://da.wikipedia.org/wiki/Furunkel | Furunkel | Furunkel eller furunculus er en infektion i huden, udgående fra en hårfollikel. Infektionen er forårsaget af staphylococcus aureus. Der er nekrose omkring hårfolliklen og den tilstødende hud.
Flere furunkler sammen kaldes en karbunkel.
Abscessen skal normalt åbnes kirurgisk og lokalbehandles med antibiotika.
Bakteriesygdomme |
4441804 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Napoleonaea | Napoleonaea | Napoleonaea är ett släkte av tvåhjärtbladiga växter. Napoleonaea ingår i familjen Napoleonaceae.
Napoleonaea är enda släktet i familjen Napoleonaceae.
Kladogram enligt Catalogue of Life:
Bildgalleri
Källor
Externa länkar
Ljungordningen
Napoleonaea |
289603 | https://da.wikipedia.org/wiki/Spidskommen | Spidskommen | Spidskommen (Cuminum cyminum) er en enårig, urteagtig plante med en opret og åbent forgrenet vækst. Spidskommen blev først brugt som lægemiddel i det gamle Egypten og blev først senere brugt som krydderi. I Danmark er den tidligere blevet brugt som en vigtig del af kærlighedsmidler.
Beskrivelse
Stænglerne er hårløse og furede. De bærer spredte blade, der er uligefinnede eller dobbelt finnede. Småbladene er trådagtige og helrandede. Blomstringen sker på forskelligt tidspunkt alt efter voksestedet og fremspiringstidspunktet. Blomsterne sidder samlet i endestillede, flade skærme. De enkelte blomster er små og enten hvide eller lyserøde. Frugterne er nøddeagtige stenfrugter med hver én kerne. Frøene minder om Fennikel-frø, men er mindre og mere mørkfarvede.
Rodnettet består af en dybtgående pælerod, som kun bærer forholdsvist få siderødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,25 x 0,20 m (25 x 20 cm/år). Målene kan bruges til beregning af planteafstande i fx haver.
Hjemsted
Da planten bliver dyrket alle vegne, hvor den overhovedet kan trives, kendes dens præcise hjemsted ikke, men da navnet formentlig kan afledes af et sumerisk ord, er det nærliggende at søge dens hjemsted i Mellemøsten. Den formodes at høre hjemme i steppe- eller ørkenagtige plantesamfund med sandet eller gruset jord en smule vinternedbør og langvarig tørke om sommeren.
Ved Shahrood i Semnan provinsen, Iran vokser den sammen med bl.a. Alm. Berberis, Cikorie, Fennikel, Hjulkrone, Alm. Røllike, Alm. Syre, Dild, Eng-Gedeskæg, Glat Lakrids og Lancet-Vejbred.
Indholdsstoffer
Planten indeholder mængder af duftende og biologisk aktive stoffer: 1,8-cineol, acetylkolin, aldehyd, alfa-fellandren, alfa-pinen, alfa-terpinen, alfa-terpineol, anisaldehyd, apiin, ascorbinsyre, beta-farnesen, beta-fellandren, betakaroten, beta-pinen, beta-sitosterol, beta-terpinen, bornylacetat, campesterol, carvol, caryofyllen, caryofyllen-oxid, cis-beta-farnesen, cumen, delta-3-caren, dipenten, elainsyre, eugenol, farnesol, fytosterin, gamma-terpinen, garvesyre, iso-caryofyllen, kamfen, kolin, limonen, linalool, luteolin, mannit, metylchavicol, myrcen, myrtenol, p-cymen, salicylat, stigmasterol, terpinen-4-ol, terpinolen, thymol, vitamin B1, vitamin B2, vitamin B3, xantofyl og æterisk olie.
Anvendelse
Spidskommen blev først brugt som lægemiddel i det gamle Egypten og blev først senere brugt som krydderi. I Danmark er den tidligere blevet brugt som en vigtig del af kærlighedsmidler, da den blev anset for at fremme troskaben mellem to elskende. Frøene bruges enten hele eller stødt i blandt andet indisk og mellemøstlig madlavning og har en særpræget skarp smag. Spidskommen er smagsmæssigt en af de vigtigste ingredienser i Curry-krydderiblandinger, der anvendes i den indiske ret Curry. Spidskommen kan, trods navnet, ikke erstattes af almindelig kommen, da det er to forskellige planter med meget forskellige smagsnuancer. Også sortkommen er noget helt andet.
Noter
Krydderier
Skærmplante-familien |
550581 | https://da.wikipedia.org/wiki/Corina%20Morariu | Corina Morariu | Corina Morariu (født 26. januar 1978 i Detroit, Michigan, USA) er en tidligere professionel tennisspiller fra USA.
Corina Morariu højeste rangering på WTA single rangliste var som nummer 29, hvilket hun opnåede 24. august 1998. I double er den bedste placering nummer 1, hvilket blev opnået 3. april 2000.
Corina Morariu vandt damedouble titel i Wimbledon i 1999 med Lindsay Davenport. Endvidere vandt hun mixed double titlen i 2001 Australian Open med Ellis Ferreira.
I 2001 blev Corina Morariu diagnosticeret med leukæmi og var ude af tennisverdenen i over et år mens hun var under behandling. Hun blev dog fuld helbredt og vendte tilbage til konkurrence i efteråret 2002.
Eksterne henvisninger
Tennisspillere fra USA
Personer fra Detroit |
1010940 | https://da.wikipedia.org/wiki/Hugo%20R%C3%BCster | Hugo Rüster | Carl Wilhelm Hugo Rüster (født 15. januar 1872 i Berlin, ukendt dødsår) var en tysk roer.
Rüster deltog i OL 1900 i Paris, hvor han stillede op i firer med styrmand sammen med holdkammerater fra RC Favorite-Hammonia fra Hamburg. Firer med styrmand-konkurrencen blev den mest kontroversielle i den olympiske historie, hvor der blev gennemført to finaler, som begge af IOC er erklæret som officielle, og der derfor er dobbelte medaljevindere i konkurrencen.
Hammonia-båden, hvis besætning foruden Carstens bestod af Julius Körner, Adolf Möller, Wilhelm Carstens og styrmand Gustav Moths (Max Ammermann i indledende heat), blev nummer tre i deres heat i indledende runde og var dermed egentlig ude af konkurrencen. Imidlertid havde de fjerdebedste tid af alle både, og arrangørerne besluttede, at der de tre heatvindere og de tre hurtigste blandt de øvrige skulle i finalen, hvilket betød, at Hammonia-båden var med. Imidlertid var der kun fire baner, og heatvinderne nægtede så at deltage. Derfor blev der afholdt en finale mellem toeren fra heat to og toeren og treeren fra heat tre, og her blev Hammonia nummer tre efter to franske både.
OL-medaljer
1900: Bronze i firer med styrmand
Referencer
Eksterne henvisninger
Roere fra Tyskland
Personer fra Berlin
Deltagere for Tyskland ved sommer-OL 1900
Olympiske bronzemedaljevindere fra Tyskland |
98480 | https://da.wikipedia.org/wiki/Symbolsk%20interaktionisme | Symbolsk interaktionisme | Symbolsk interaktionisme er en retning inden for sociologien der hovedsageligt har sit udspring i den amerikanske pragmatisme. Det er en handlingsteori, der baserer sig på den grundtanke, at betydningen af sociale kendsgerninger, situationer og forhold erkendes gennem en symbolsk formidlet proces, bestående af interaktion og kommunikation.
Flere forfattere har bidraget til denne retning:
Den canadiske sociolog Erving Goffman
Den amerikanske pragmatist George Herbert Mead
Anselm Strauss
Susan Leigh Star
Sociologi |
4747616 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Kibatalia%20wigmanii | Kibatalia wigmanii | Kibatalia wigmanii är en oleanderväxtart som först beskrevs av Sijfert Hendrik Koorders, och fick sitt nu gällande namn av Elmer Drew Merrill. Kibatalia wigmanii ingår i släktet Kibatalia och familjen oleanderväxter. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Oleanderväxter
wigmanii |
1032651 | https://da.wikipedia.org/wiki/Raymond%20Moulaert | Raymond Moulaert | Raymond Auguste Marie Moulaert (født 4. februar 1875 i Bruxelles, Belgien - død 18. januar 1962) var en belgisk komponist, professor, pianist, lærer og musikolog.
Moulaert studerede komposition på det Kongelige Musikkonservatorium i Bruxelles hos bl.a. Arthur De Greef og Edgar Tinel. Han blev professor på samme skole i harmonilærer, og lærer i komposition på Dronning Elisabeths Kapel for Musik i Bruxelles.
Moulaert har skrevet 2 symfonier, orkesterværker, koncertmusik, kammermusik, kantater, religiøsmusik og vokalværker sidstnævnte, som han specialiserede sig i.
Udvalgte værker
Symfoni nr. 1 "Valse" (1936) - for orkester
Symfoni nr. 2 "af Fugues" (1942) - for orkester
Klaverkoncert (1938) - for klaver og orkester
"Symfonisk Etude" (1943) - for orkester
Sinfonietta (1955) - for orkester
Trompetkoncert (1937) - for trompet og orkester
Eksterne henvisninger
om Raymond Moulaert på www.musicweb-international.com
Komponister fra Belgien
Professorer
Pianister
Lærere |
151206 | https://is.wikipedia.org/wiki/Isoetes%20brittonii | Isoetes brittonii | Isoetes brittonii er tegund af álftalaukum sem var lýst af D.F. Brunt. & W. C. Taylor. Hún er frá austurhluta Bandaríkjanna. Samkvæmt sumum heimildum er hún blendingur; Isoetes x brittanica
(I. engelmannii x I. riparia)
Tilvísanir
Mosajafnar |
2157791 | https://sv.wikipedia.org/wiki/Argyrodes%20kratochvili | Argyrodes kratochvili | Argyrodes kratochvili är en spindelart som först beskrevs av Lodovico di Caporiacco 1949. Argyrodes kratochvili ingår i släktet Argyrodes och familjen klotspindlar.
Artens utbredningsområde är Kenya. Inga underarter finns listade i Catalogue of Life.
Källor
Klotspindlar
kratochvili |
16552 | https://fo.wikipedia.org/wiki/John%20Hansen | John Hansen | John Hansen (føddur 14. november 1988) er ein miðvallaleikari, ið er uppvaksin í B36. Her hevur hann leikt meginpartin av síni yrkisleið, tó hevur hann eisini leikt við AB í 2009 og 2010. Hann býr í løtuni í Danmark, har hann er í lestrarørindum. Har leikar hann við ÍF Føroyum í Keypmannahavn. John hevur fingið eyknevni av teimum hann hevur spælt fótbólt saman við, m.a. varð hann eftir ein dyst, har hann bleiv róstur, nevndur Gattuso, onkuntíð er hann eisini blivin nevndur Rambo, av tí at hann er lágvaksin, tættur og kompromisleysur, ein spælari, sum veruliga ofrar seg sjálvan, tá harðast leikar á. Skrivaði heimasíðan hjá B36 í 2011.
Keldur
Føðingar í 1988
B36 leikarar |
230875 | https://da.wikipedia.org/wiki/Velbert | Velbert | Velbert er en by i Tyskland i delstaten Nordrhein-Westfalen med cirka 90.000 indbyggere. Byen ligger i kreisen Mettmann og er kendt for den 300 meter høje radiomast Sender Langenberg.
Geografi
Velbert ligger i åsen Berg, cirka 20 km nordøst for Düsseldorf og 12 km nordvest for Wuppertal ved den venstre bred af floden Ruhr.
Velbert ligger i den højeste del af Berg og gennemsnitshøjden i byen er 230 meter over havet. Det højeste punkt er 303 meter, ved Hordt-Berg, og det laveste er cirka 80 meter ved Nierenhof am Deilbach.
Eksterne henvisninger
Byer i Nordrhein-Westfalen |
10791 | https://is.wikipedia.org/wiki/Melilla | Melilla | Melilla er spænsk útlenda og sjálfstjórnarborg á norðurströnd Afríku. Svæðið var fríhöfn þar til Spánn gekk í Evrópusambandið. Marokkó gerir tilkall til svæðisins.
Borgir á Spáni |
238095 | https://da.wikipedia.org/wiki/S%C3%B8ren%20Thorst | Søren Thorst | Søren Thorst (født 8. januar 1965) er tidligere dansk fodboldspiller. Han spillede bl.a. for AaB og gjorde sig i 1993 fortjent til titlen som pokalfighter i DBUs Landspokalturnering for herrer.
Søren Thorst er søn af den tidligere landsholdsspiller i fodbold Kjeld Thorst, der opnåede 26 landskampe for Danmark med 6 mål til følge.
Fodboldkarriere
Som juniorspiller skiftede Søren Thorst fra barndomsklubben Sulsted IF til AaB i Aalborg, hvor han spillede resten af sin aktive karriere.
Søren Thorst opnåede i alt 371 kampe på AaBs førstehold og scorede i alt 11 mål. Søren Thorst var gennem alle årene kendt som en kompromisløs fighter, der altid gav sig fuldt ud for sin klub.
Han debuterede på AaBs bedste hold i 3. division mod Frederikshavn fI i 1983, og den første sæson var han med for at lære. Han rykkede op i 2.division i 1984 som marginalspiller, men da AaB igen rykkede op i 1986, var det som stensikker i startopstillingen. Og sådan blev det ved til karrieren stoppede i 1996 med en slem korsbåndsskade.
I løbet af sin lange karriere spillede Søren Thorst med i tre finaler i DBUs Landspokalturnering for herrer. Første gang 1 1987 mod AGF og de to sidste i 1991 og 1993 mod OB.
Søren Thorst var ikke kendt som den store målscorer, men han tegnede sig i 1993 for en af de mest legendariske scoringer i klubbens historie, da han i modbydeligt regnfuldt og ufatteligt blæsende vejr, scorede på frispark mod spanske Deportivo de La Coruña i UEFA Cuppen, til den første danske sejr for klubhold over et spansk Primera División hold.
Søren Thorst var ligeledes med, da AaB i sæsonen 1994/1995 for første gang i klubbens historie vandt Danmarksturneringen i fodbold.
Da AaB året efter som de første danske klubhold nogensinde kvalificerede sig til UEFA Champions League var Thorst også med. Her blev det blandt andet til en sejr over Panathinaikos A.O. fra Grækenland. Søren Thorst fik således en god afslutning på sin aktive fodboldkarriere, selv om de sidste år var præget af mange skader.
Det civile liv
Søren Thorst har 4 børn Lasse, Rasmus, Rikke og Mathilde.
Under hele sin tid i AaB var han ansat ved Aalborg Kommune, hvor han også er udlært. Han var i 10 år ansat på deltid. Han endte med at få et job i kommunen på grund af sine tillærte færdigheder på computeren.
Søren Thorst arbejder i dag for Event Aalborg et sekretariat under Aalborg Kommune, der bl.a. har stået for Tall Ships' Races, Milleniummarkeringen, Europartenariatet, Aalborg Triennalen, "AERO" med Jean Michel Jarre, The Tall Ships’ Race 2004, Che Guevara udstilling og Firmaidrætsfestival 2007.
Fodboldspillere fra Danmark
Fodboldspillere fra AaB |
946340 | https://da.wikipedia.org/wiki/Evenstad%20Station | Evenstad Station | Evenstad Station (Evenstad stasjon) er en jernbanestation på Rørosbanen, der ligger ved byområdet Evenstad i Stor-Elvdal kommune i Norge. Stationen består af et spor og en perron med et læskur samt en lille parkeringsplads.
Stationen blev oprettet som holdeplads med ekspedition af passagerer og gods 15. januar 1934. Den blev nedgraderet til trinbræt 1. juni 1970.
Stationsbygningen var en flyttet og ombygget banevogterbolig. Den blev revet ned i 1979.
Litteratur
Eksterne henvisninger
Stationer på Rørosbanen
Etableret i 1934
Jernbanestationer i Hedmark |
120477 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ludvig%20den%20Hellige | Ludvig den Hellige | Ludvig 9. (), kaldet Ludvig den Hellige (), (25. april 1214 i Poissy – 25. august 1270 i Tunis) var konge af Frankrig 1226-1270.
Ludvig 9. var søn af Ludvig 8. og Blanka af Kastilien. I 1234 blev han gift med Margrete af Provence (1221-1295), der var datter af greve Raimund Berengar af Provence og grevinde Beatrice af Savoyen.
Det gyldne århundrede
Det 13. århundrede er gået over i fransk historie som "le siècle doré de St Louis" ("Ludvig den Helliges gyldne århundrede"). Frankrig nåede da et økonomisk og udenrigspolitisk højdepunkt. Ludvig rådede over den største hær, og han regerede det største kongerige i Europa. Landet blev centrum for kunsten og den elegante, intellektuelle livsførelse som blandt andet sås på Sorbonne. Kongens ry som troende og retfærdig var udbredt allerede i hans levetid, og han blev valgt til at afgøre stridigheder rundt om i Europa. Han blev anset for at være primus inter pares (den første blandt ligemænd).
Byen Saint-Louis-de-France i den canadiske provins Québec, Saint Louis i det nuværende USA og søen Lac Saint-Louis i Québec er alle opkaldt efter Ludvig 9. af Frankrig. Det samme gælder byen Saint-Louis i Senegal.
Tidlig magtovertagelse
Ludvig var kun 12 år, da han blev salvet som konge i Reims den 29. november 1226. Hans moder, Blanka af Kastilien, overtog regentskabet under titlen "baillistre" (omtrent svarende Margrete 1., der blev "fuldmægtig frue og husbonde"). Hun beholdt magten helt til 1242.
Vigtige begivenheder
Ludvig den Hellige var meget troende, og han ønskede at gøre Frankrig til "kirkens førstefødte" og Paris til et hovedsæde for kristenheden.
Han styrkede retsvæsnet og moderniserede administrationen. Han forfulgte misbrug hos embedsmændene ved at oprette det, der senere skulle blive til finansretten.
Han påtog sig at skabe fred i konfliktområder. I 1229 gjorde han en ende på albigenserkorstogene ved at undertegne en traktat med grev Raymond 7. af Toulouse. I 1258 befæstede Ludvig rigets sydgrænse ved at underskrive Corbeiltraktaten med kong Jakob 1. af Aragonien.
Den 4. december 1259 underskrev han i Paris en fredstraktat med England, som endeligt afsluttede den første hundredårskrig mellem de to lande.
Ludvig var antijødisk, og han organiserede flere forfølgelser:
1242 offentlig afbrænding af alle hebraiske manuskripter i Paris.
1254 landsforvisning af alle jøder, der ikke ville omvende sig til kristendommen. Beslutningen blev i øvrigt omgjort nogle år senere mod betaling af et beløb til den kongelige kasse.
1269 iværksættelse af en beslutning fra det 4. laterankoncil om, at jøder skulle bære et tydeligt tegn på deres tøj. For mændene var det et rundt, gult stykke stof, der blev syet på brystet, og for kvinderne var det en særlig hue. Disse tegn gjorde det muligt at adskille jøderne fra den øvrige befolkning, sådan at man kunne undgå blandingsægteskaber, med mindre begge parter konverterede til kristendommen. Det skal bemærkes, at den slags "mærkninger" allerede var i brug i datidens muslimske verden. Begge steder måtte jøderne ophøre med at bo sammen med de kristne, og det skabte forudsætningen for de jødiske ghettoer.
I 1244 blev Ludvig alvorligt syg, og han svor at ville drage på korstog, hvis han kom sig. Da han blev rask, iværksatte han to korstog på trods af, at paven (Innocens 4.) frarådede det:
I 1248 drog han til Egypten på det 7. korstog. Han blev taget til fange og sad fængslet i fire år, indtil han blev frigivet mod en løsesum.
I 1270 indledte han det 8. korstog (det sidste) mod sultanatet Tunis, hvor han døde.
Han havde håbet at kunne omvende sultanen af Tunis og at kunne vende ham mod sultanen af Egypten. Korsfarerne sejlede uden problemer til Karthago, men dér blev hæren ramt af dysenteri. Ludvig blev også smittet og døde af sygdommen den 25. august 1270 nær ved fæstningsværkerne omkring Tunis. Det blev slutningen på korstogene.
Hans lig blev ført til kirken i Saint-Denis, men det forsvandt under huguenotkrigene. Forskellige dele havde dog været gemt som relikvier i bl.a. Tunis og på Sicilien, og de blev efterhånden samlet i Frankrig, hvortil de sidste ankom i forbindelse med, at staten Tunesien blev selvstændigt i 1956. Ludvig 9. blev kanoniseret i 1297 af pave Bonifacius 8. under navnet Ludvig den Hellige af Frankrig.
Børn
Blanka (1240-1243), begravet i Saint-Denis Basilikaen
Isabella (1241-1271), gift med kong Theobald 2. af Navarra (1237-1270)
Ludvig (1244-1260), kronprins 1244-1260, begravet i Saint-Denis Basilikaen
Filip 3., 1245-1285, kronprins 1260-1270, konge i perioden 1270-1285
Johan (1248-1248), greve af Valois, begravet i Saint-Denis Basilikaen
Johan Tristan (1250-1270), greve af Nevers, gift med Jolanda af Burgund (1247-1280)
Peter (1251-1284), greve af Alençon, gift med Johanna af Chatillon (1258-1292)
Blanka (1252-1320), gift med Ferdinand 4. af Kastilien
Margrete (1255-1271), gift med hertug Johan 1. af Brabant (1251-1294)
Robert af Clermont (1256-1318), greve af Clermont, gift med Beatrice af Bourbon (1257-1310)
Agnes (1260-1327), gift med hertug Robert 2. af Burgund (1248-1305)
Anetavle
Eksterne henvisninger
Konger af Frankrig
Helgener fra Frankrig
Huset Capet |
354619 | https://no.wikipedia.org/wiki/Magasinet%20for%20Alle | Magasinet for Alle | Magasinet for Alle var et norsk ukeblad som kom ut mellom 1927 og 1970, opprinnelig under navnet Arbeidermagasinet, senere Arbeidermagasinet for Alle, før navnet under andre verdenskrig ble endret til Magasinet for Alle.
Opphav i NKP-miljø
Initiativet til magasinet kom fra Otto Luihn, Auden Båstad, Birger Madsen og Oddvar Larsen. Alle var medlemmer av Norges Kommunistiske Parti, men magasinet var opprinnelig ment som et «upolitisk underholdningsblad for arbeidsfolk». Selv om det fra starten av hadde en klar sosialistisk profil var dette noe de klarte å følge, og bladet var endog legalt under krigen, selv om det hadde flere skjulte angrep på okkupasjonsmakten. På tross av opphavet i et NKP-miljø rekrutterte magasinet først og fremst partipolitisk uavhengige medarbeidere.
Arbeidermagasinet kom ut med sitt første nummer 23. november 1927. Det var på 64 sider og kostet 35 øre. Med en lånt håndkjerre og egen muskelkraft fraktet de fire initiativtakerne papir mellom trykkeribransjens mange ledd i Oslos gater. Hos Tengs & Brodersen fikk de kreditt på papirinnkjøp; slik klarte de første nummer.
Opplagsøkning og forretningsmessig suksess
Magasinet oppnådde raskt stor popularitet, med et opplag på 100 000 i 1935. Denne suksessen bidro blant annet til å finansiere Arbeidernes Leksikon, som ble utgitt av Arbeidermagasinets forlag mellom 1932 og 1936. I mellomkrigstiden absorberte Arbeidermagasinet også ukebladet For Alle og vittighetsbladet Hvepsen.
Økende fokus på skjønnlitteratur
Magasinet fokuserte i mellomkrigstiden på reportasjer, blant annet fra Sovjetunionen og borgerkrigens Spania og skjønnlitteratur. Etter krigen ble skjønnlitteraturen imidlertid bladets hovedfokus. I tillegg hadde også magasinet faste spalter, blant annet hadde Karl Evang en fast spalte om seksuell opplysning.
En rekke kjente norske forfattere slapp opprinnelig til gjennom Arbeidermagasinet/Magasinet for Alle, og redaktør Nils Johan Rud fikk etter hvert et omdømme som mentor og hjelper for mer enn en generasjon forfattere. De som «begynte i Arbeidermagasinet» teller blant andre Tor Jonsson, Arthur Omre, Alf Prøysen og Inger Hagerup. Også etablerte forfattere som Aksel Sandemose, Arnulf Øverland, Rudolf Nilsen, Sigurd Hoel, Lars Berg, og Helge Krog bidro i perioder jevnlig til bladet. Kristen Gundelach var blitt ekskludert fra Forfatterforeningen i 1945, men før han ble gjenopptatt i 1952 fikk han publisere under pseudonym, bl.a. i Magasinet for alle.
Tegneserier og illustrasjoner
Arbeidermagasinet spilte også en viktig rolle for utviklingen av kulturen for norske tegneserier. Magasinet hadde flere årelange ukentlige føljetonger. Tegneren Bjarne Restan var med fra begynnelsen og tegnet serien Sjur Sjursen fra 1927 til nummer 52 i 1932. Anders Bjørgaard tegnet Jens von Bustenskjold i Magasinet fra 1935 til 1962. Kunstneren Tore Deinboll bidro med seriene Den evige ilds land (1936/1937) og Petter Framgutt (kalenderåret 1938), mens kunstnervennen Trygve Mosebekk tegnet og akvarellmalte tegneserien Krigsspekulantens fiende (1937/1938).
Bjarne Restan var Magasinet for Alles faste tegner fra begynnelsen til slutten. Han tegnet ca. 10 forsider årlig gjennom 1930-, 40- og 50-tallet. Videre tegnet han mellom 5-15 illustrasjoner i hvert nummer alle disse årene. Borghild Rud og Kåre Espolin Johnson var også faste leverandører av illustrasjoner til magasinet.
Etterkrigstiden
Magasinet hadde sin opplagstopp på 140 000 eksemplarer kort tid etter frigjøringen. Konkurransen fra andre blader og etter hvert også andre medier, det faktum at distribusjonsnettet gikk i oppløsning, samt innføringen av bladmomsen bidro imidlertid til at magasinet ble nedlagt i desember 1970.
Redaktører
Otto Luihn (1927–1931)
Aksel Zachariassen (1931)
Oddvar Larsen (1931–1932)
Nils Johan Rud (1932–1970)
Referanser
Litteratur
Bjørn Tore Pedersen: Det var der vi ble til. Arbeidermagasinet som folkeopplyser og samfunnsdanner. Bokbyen Forlag 2016, ISBN 978-82-8316-039-0
Eivind Berggrav: «Magasinet. Bladet som skapte kulturhistorie». Tiden Norsk Forlag 1979
Nedlagte norske ukeblader
Publikasjoner etablert i 1927
Publikasjoner nedlagt i 1970
1927 i Norge
Kunst og kultur i 1927
Kunst og kultur i 1970 |
136258 | https://is.wikipedia.org/wiki/DDT%20skord%C3%BDraeitur%20%28hlj%C3%B3msveit%29 | DDT skordýraeitur (hljómsveit) | DDT skordýraeitur er íslensk pönkhljómsveit frá Neskaupstað. Nafn hljómsveitarinnar vísar til DDT.
Saga
Hljómsveitin var stofnuð haustið 2015 í Neskaupstað. Hún er afsprengi annarrar hljómsveitar sem hét Doddi og draumaprinsarnir sem var skipuð starfsfólki Verkmenntaskóla Austurlands. Hljómsveitina DDT skordýraeitur stofnuðu framhaldsskólakennararnir Arnar Guðmundsson söngur og gítar, Ágúst Ingi Ágústsson trommur, Pjetur St. Arason gítar og söngur og Þorvarður Sigurbjörnsson bassi og söngur. Sveitin spilar pönkskotið rokk sem oft á tíðum er í þyngri kantinum. Meðlimir sveitarinnar stofnuðu svo félag í kringum sveitina sem hefur það markmið að standa fyrir hátíðum og ýmsum uppákomum. Þetta félag heitir DDT pönkviðburðir og var stofnað í október 2018. Vorið 2020 sagði svo Ágúst Ingi Ágústsson skilið við hljómsveitina en til liðs við hljómsveitina gekk þá trymbillinn Hjálmar Joensen sem hafði áður trommað í hljómsveitinni Winson Will Rocktheworld.
Fyrstu skref DDT skordýraeiturs
Fyrstu vikurnar æfði sveitin í kjallara sem ber heitið Blúskjallarinn. En svo færðust æfingar og tónleikahald í Valsmýri 5.
Útgáfur og lagasmíð
DDT skordýraeitur hefur sent frá sér eina EP plötu, Aleppo sem kom út í 29. desember 2017, rafræn útgáfa kom út á Spotify 22. desember sama ár. Á þeirri plötu voru 5 lög, Tinder, Götubarn, Klæddu þig úr gervi, Bless Aleppo og Svarta ekkjan. Platan var tekin upp í Stúdió Mána í nóvember sama ár og var upptökustjóri Guðjón Birgir Jóhannsson. Platan var gefin út í 50 eintökum.
Árið 2019 kom út fyrsta breiðskífa sveitarinnar. Sú plata var tekin upp á haustmánuðum 2019 í Stúdíó Síló á Stöðvarfirði og upptökustjóri var Vincent Wood frá Írlandi. Platan innihélt 16 lög, 15 þeirra frumsamin og ein ábreiða af lagi Bubba Morthens, Leyndarmál frægðarinnar. Fjögur af þessum lögum höfðu þó komið út áður á EP plötu sveitarinnar tveimur árum áður. Platan var gefin út í 300 eintökum. Einnig voru gefin út 5 eintök af plötunni á vínylformi í svörtu albúmi.
Íslenskar hljómsveitir |