Datasets:

jealk

/

wiki40b-da-clean

like 0

Salar de Uyuni er verdens største saltslette med en overflade på 10.582 km². Saltsletten ligger i Bolivias sydvestlige del i departementerne Potosí og Oruro i ca. 3650 meter over havet. De rigeste mineralforekomster i saltsletten er halit og gips. Saltsletten er ca. 25 gange større end de nordamerikanske Bonneville Salt Flats. I regntiden kan saltsletten i nogle områder være dækket af vand på overfladen, op til flere decimeter dybt. Fra slutningen af juni til begyndelsen af regntiden i begyndelsen af december er søen tør. I denne periode kan køretøjer færdes på Salar de Uyuni, bortset fra zoner, hvortil vandet er ledt hen. Området er et vigtigt habitat og yngleområde for tre sydamerikanske flamingoarter: Chileflamingo, punaflamingo og andesflamingo. Dannelse For omtrent 40.000 år siden var området en del af en gigantisk forhistorisk indsø kaldet Minchin. Da indsøen tørrede ud, efterlod den sig to nutidige indsøer, Poopósøen og Uru Uru-søen, samt to store saltsletter, Salar de Coipasa og den større Salar de Uyuni. Økonomisk betydning Det antages, at Salar de Uyuni indeholder 10 milliarder ton salt, hvoraf knap 25.000 ton udvindes årligt. Salar de Uyuni tiltrækker et stort antal turister på grund af det unikke landskab. Der er bygget et hotel af salt på saltsletten. Op af saltsletten rejser sig flere steder individulle øer, herudner øen Isla del Pescado, der er et vigtigt turistmål. Da sletten er helt flad, er den også en vigtig transportrute over det bolivianske Altiplano. Salar de Uyuni indeholder halvdelen af verdens kendte reserver af litium, et metal der anvendes i bl.a. litium- og lithium-ion-batterier. Der er dog i dag (2015) endnu ikke en kommerciel udvinding af litium-reserverne, dels på grund af miljøhensyn, dels på grund af, at Bolivias regering ikke ønsker at lade udenlandske selskaber stå for udvindingen. Kalibrering af satellitter På grund af Salar de Uyunis størrelse, jævne overflade, høj grad af refleksion fra de vanddækkede områder og minimal højdeforskel, er saltsletten et ideelt område til test og kalibrering af udstyr på satellitter, der anvendes for at studere Jorden. Udover at være en glimrende overflade, er atmosfæren i den tynde og meget tørre luft op til fem gange bedre til kalibrering af satellitter end brug af havområder.

Salvador er beliggende på en halvø der der på den ene side vender ud imod Atlanterhavet og på den anden side vender ind imod Allehelgens-bugten (Baía de todos santos). Udover den del af byen der ligger på denne halvø, består kommunen også af 2 større øer i bugten: Ilha dos Frades og Ilha de Maré. Et særligt kendetegn ved Bahia, er den klint, der deler byen i Cidade Baixa ("den lave by" – den nordvestlige del af byen) og Cidade Alta ("den høje by" – resten af byen), der ligger cirka 85 meter højere end Cidade Baixa. I Cidade Alta ligger byens katedral og de fleste administrative bygninger. Højdeforskellen har gjort, at man i 1873 byggede en elevator til at forbinde de 2 dele af byen: Elevador Lacerda

I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der 800 børn i sognet i 1877. I 1889 var tallet 1405. I årene 1890-1912 blev derfor yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans sogn: Hellig Kors i 1890, Kapernaum i 1902, Simeon i 1903, Kingo i 1908, og Anna i 1912. Kirkebygningen St. Stefans Kirke er 35 m lang og 14 m bred, og der er 31 m fra gulvet til tårnets fløjstang. Arkitekttegningerne til kirken blev senere genbrugt ved opførelsen af Sankt Clemens Kirke på Bornholm, der således hvad selve kirkeskibet angår fremstår som en kopi af Stefanskirken, som den så ud fra begyndelsen. Stefanskirkens kirkerum har i mellemtiden gennemgået visse forandringer. Prædikestolen er sænket og flyttet nærmere koret, og kirkeskibets bagerste del er inddraget til toiletter og dåbsværelse. Alter Altertavlen er malet af Anton Dorph, og forestiller Jesus på besøg hos søstrene Martha og Maria. Frøkenerne Dorph Petersen fra Blågårds stod model. Af Dorphs 71 altertavler i Danmark har 6 motivet med Martha og Maria. Den ældste af disse findes i Tyrstrup kirke ved Haderslev; Stefanskirkens er den næstældste. I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. De to store kandelabre på alteret blev skænket af Holmens Kirke i 1874. Prædikestol Prædikestolen fra 1874 var oprindelig udsmykket med fire felter med allegoriske motiver: Tro, håb, kærlighed og retfærdighed. Ved 25-årsjubilæet i 1899 dekorerede malermester Johan N. Schrøder den med ny maling og forgyldning af fem felter. Han indsatte allegoriske figurer efter de tidligere motiver forestillende Kristus med lammet, tro, håb, kærlighed og retfærdighed. Under hovedrestaureringen i 1974 blev prædikestolen sænket og rykket nærmere koret. Døbefont Døbefonten er af grønlandsk marmor. Orgel Kirkens orgel er bygget i 1983 af Carsten Lund, der – noget usædvanligt – fik frie hænder af kirkens menighedsråd mht. orglets udførelse. Det har resulteret i et meget særegent orgel med 25 stemmer fordelt på tre manualer og pedalklaviatur. Det er uligesvævende tempereret à la 1750 og intoneret således, at hver stemme har en stærk karakter. Foruden de almindelige orgelstemmer har orglet desuden en nattergal, et klokkespil og – som det eneste orgel i Nordeuropa – indbygget slagtøj, dvs. stortromme og bækken. Carsten Lund fremhæver selv orglet som et af sine bedste værker. Kirkeskib I 1882 skænkede skibsbygger Skifter Andersen fra Aabenraa kirkeskibet St. Stefan til kirken, og året efter blev det hængt op. Master og rigning blev indsat af skibsførerne S.C. Ibsen og Th. Knudsen. Skroget har været model til skibet Heinrich Augusta, som Skifter Andersen byggede til et købmandshus i Hamburg.

Kilder angiver at turneringen startede med 128 hold, men der kan ikke redegøres for så mange hold. Resultaterne nedenfor nævner i alt 113 hold. Kilder angiver endvidere, at Glasgow og Edinburgh University fik lov at stille op fra tredje runde, men det kan der heller ikke redegøres for.

Selvstyrepartiet, også kaldt Selvstyrebevægelsen, var et dansk parti i Sønderjylland som blev stiftet i 1926 af Cornelius Petersen. Partiet ville afskaffe demokratiet og indføre en slesvigsk bonderepublik med et nationalt diktatur baseret på De 10 bud og Jyske Lov. Partiet stillede op til Folketingsvalget 1926 i Haderslev Amtskreds uden først at have indsamlet underskrifter til at blive opstillingsberettiget, idet partiet brugte reglen i Folketingsvalgloven af 1920 om at sønderjyske partier kunne opstille i Sønderjylland uden det sædvanlige krav om vælgererklæringer. Partiet fik ved valget 2.117 ud af 66.843 gyldige stemmer i Haderslev Amt, svarende til 3,2 % af stemmerne i amtskredsen, eller til 0,16 % af stemmerne i hele Danmark. Partiet indgik senere i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti.

Da Simensbråtenlinjen blev anlagt, forestillede man sig, at den på sigt skulle forlænges via Brattlikollen til Lambertseter, hvilket gav den tilnavnet Ryenlinjen. Der blev også gjort et stort arbejde for at forberede Jomfrubråten som en niveaufrit knudepunkt. Man lagde den nye hovedlinje højere i landskabet og udsprængte en gennemskæring i fjeldet mellem Jomfrubråten og Sportsplassen. Tanken var at trafikken fra byen til Simensbråte skulle følge en linje langs med og på niveau med Kongsveien og svinge ind under Ekebergbanen mod Simensbråten. De store planer om udvidelse af linjen blev imidlertid aldrig realiseret. Ekebergbanens sidelinje kom aldrig længere end til Simensbråten. Områderne Ryen, Brattlikollen og Lambertseter blev i stedet forbundet med byen med Lambertseterbanen over Manglerud, der først trafikeredes som sporvej og senere som T-bane. Med et begrænset trafikgrundlag blev Simensbråtenlinjen aldrig nogen succes. Kommunen måtte i mange år bidrage for at dække overskuddet på driften. I 1967 blev Simensbråtenlinjen nedlagt og erstattet ved, at buslinje 18 blev udvidet med et stoppested mellem Brannfjellveien og Ekeberg skole, året efter at Lambertseterbanen var blevet T-bane. Skinnerne blev senere fjernet, men i 2014 kunne man endnu ane traceen i landskabet. Ved Jomfrubråten er gennemskæringen fortsat synlig, og der er bygget rækkehuse på en langstrakt, smal og buen grund, hvor sporvejen tidligere gik. Øst for rækkehusene er der anlagt en parkeringsplads med tilkørselsvej ad traceet. På Ekebergsletta blev der anlagt en gangsti langs nordsiden af den tidligere sporvej, men den er siden ændret som følge af udvidelsen af Ekeberg skole.

Skamlæber (også kønslæber, lat.: Labia pudendi = labia=læber, pudendi=skam) er en eller to par hudfolder der omkranser skedeåbningen som del af kvindens ydre kønsorganer, Vulva. I menneskehunner og andre primathunner er der to sæt, kaldt hhv. de ydre skamlæber og de indre skamlæber (også de store og små skamlæber, Lat. labia majora pudendi og Labia minora pudendi). Mens der i de resterende pattedyrhunner kun er et sæt (kaldet labia pudendi eller labia vulvae), svarende til de små skamlæber. Anatomi De ydre/"store" skamlæber (lat. labia majora pudendi) er to "store" hudvolde der omgiver skamfuren. De ydre skamlæber går fra venusbjerget til mellemkødet. De dækker over og beskytter klitoris, urinrørsåbningen og skedeåbningen. De ydre skamlæber består af pigmenteret hud, fedtvæv og en anelse glat muskulatur og vil i kønsmodne kvinder i naturlig tilstand være delvist dækket af kønshår, desuden indeholder de en del sved- og talgkirtler. De indre skamlæber De indre/"små" skamlæber (lat. labia minora pudendi) er to bløde hårløse hudfolder indenfor de ydre skamlæber, men som sagtens kan være længere ude end de ydre og til hver side af skedeåbningen. Hvor de indre skamlæber mødes over skedeåbningen findes klitoris, delvist eller helt dækket af klitorisforhud (lat. glans clitoridis). Ydresiden af de indre skamlæber er pigmenterede, indersiden indeholder talgkirtler der har en smørende virkning i forbindelse med samleje. De indre skamlæber Pigmenteringen (farve), størrelse, form og det generelle udseende af skamlæberne kan variere stort fra kvinde til kvinde, således at et normalt eller generelt udseende ikke kan defineres. Nogle kvinder har indre skamlæber der er så små at de næsten er ikke eksisterende, mens andre har indre skamlæber der er fyldige og stikker ud over de ydre skamlæber (57%). Ofte er skamlæberne asymmetriske. Den gennemsnitlige størrelse på de danske kvinders indre kønslæber er 15,5 mm. 13 % af de danske kvinder føler sig unormale i forhold til størrelsen på deres kønslæber. Både de indre og ydre skamlæber er erogene zoner der kan stimuleres under sex. I forbindelse med seksuel opstemthed vil blodgennemstrømningen til skamlæberne øges således at de ændre farve og vokser i størrelse. Ændring af skamlæberne Fjernelse kønsbehåringen er ret udbredt i Danmark og Vesten, enten udelukkende i området omkring skamlæberne eller kombineret med fjernelse af det resterende kønshår på venusbjerget. Dette er en forholdsvist ny udvikling i vesten, men har forekommet i andre kulturer i gennem århundreder. Nogle kvinder vælger af æstetiske grunde at lade deres vulva udsmykke med forskellige piercinger igennem de ydre eller indre skamlæber, eller at lade dem tatovere. Kosmetiske operationer af skamlæberne (nogle gange betegnet som intimkirurgiske operationer) er hovedsagligt reduktion af de indre skamlæber hvis de hænger så langt uden for de store skamlæber at det er generende eller opfattes som uæstetisk. Operationen kan medføre permanent nedsat følelse i kønsorganerne, arvæv og infektioner. Kosmetiske operationer af de kvindelige kønsorganer, inkl. skamlæberne, er i Danmark kun lovlig hvis der er en medicinsk – ikke æstetisk/kosmetisk – grund dertil . Forbuddet gælder både for børn og voksne. Lovlige grunde kan inkludere store gener i forbindelse med sex, sport, problemer med at cykle, etc. Mange læger og gynækologer har vist stor bekymring over det stigende antal af unge piger der får foretaget kønslæbe-kirurgi, af kosmetiske grunde, på kønslæber der ligger indenfor det anatomisk normale spektrum. De mener, at lægerne som foretager disse operationer er med til at sygeliggøre det normale . I 2011 tog nogle universitetsstuderende i samarbejde med Sex og Samfund, initiativ til opstillingen af en såkaldt "kussomat", hvor kvinder i alle aldre anonymt kunne komme og bidrage med et billede af deres kønsorgan. Idéen var at vise, især de unge, hvor forskellige kvinders kønsorganer er, for at gøre op med pornoidealet som de mener er misvisende og skadeligt . Nogle kulturer, hovedsagligt i Afrika, praktiseres kvindelig omskæring, hvorved det hele eller store dele af skamlæberne, både de indre og ydre, skæres bort (sammen med klitoris, klitorisforhuden – og resterne eventuelt syes sammen). Kønslemlæstelse er ulovlig i Danmark. Forbuddet og straf gælder også selvom indgrebet sker uden for Danmarks grænser. Nogle afrikanske kulturer finder store indre skamlæber æstetiske og praktisere en form for manuel udvidelse hvorved de bliver betydeligt større. Mest dramatisk set hos Khoisan-folket (hottentot) fra den sydlige del af Afrika, hvor det efter at have været selekteret efter i generation har udviklet sig til et genetisk karakteristika at kvinderne har indre skamlæber der stikker 6 centimeter uden for de ydre skamlæber – kaldet Hottentotforklæde af de første europæiske tilrejsende.

Skivebremser er den type bremser, der typisk bruges i biler, men også i cykler, motorcykler osv. Virkemåde En skivebremse fungerer ved at en kraftigt bygget flad skive er monteret på indersiden af hjulet. Uden om skiven sidder så en caliber med et stempel der skubber bremseklodserne ind imod bremse skiven og der ved bremser bilen/ hjulet Skivebremsen er en transducer, da den omdanner fartøjets kinetiske energi til varme via Friktion. Omdannelsen sker i overgangen mellem bremseskiven og bremsebakkerne. det vi ser på billede er en glidecaliber.

Skovlunde landsby havde i 1682 15 gårde og 7 huse uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 642,6 tønder land skyldsat til 169,32 tønder hartkorn. Dyrkningsformen var trevangsbrug. Stationsbyen I 1879 anlagdes jernbanen fra København til Frederikssund forbi Skovlunde. Med anlæggelsen af jernbanen og en bedre Frederikssundsvej fik man udvidet kontakten til omverdenen. Nu kunne man med tog levere daglige landbrugsvarer og mælkeprodukter til københavnerne, og den daglige postforbindelse og telefonen var medvirkende til begyndende forandringer i Skovlunde fra starten af 1900-tallet. I første halvdel af 1900-tallet voksede Skovlunde kun langsomt: i 1925 havde Skovlunde Villaby 267 indbyggere, i 1930 389 indbyggere fordelt på 88 husstande, i 1935 607 indbyggere fordelt på 149 husstande, i 1940 271 indbyggere fordelt på 81 husstande. I 1930 havde Skovlunde 389 indbyggere, hvoraf 159 levede af landbrug, 110 af håndværk og industri, 34 af handel, 34 af transport, 14 af immaterial virksomhed, 15 af husgerning, 21 var ude af erhverv og 2 havde ikke oplyst næringsvej. https://www.ofharrestrup.dk/historien-bag-skovlunde.html Byudviklingsplanlægning Den fremadskridende byudvikling i tilknytning til hovedstaden fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Ballerup på længere sigt ville forblive en satellitby, mens Skovlunde ville vokse til at udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Herlev. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan. Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Da Skovlunde havde station på jernbanen, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til byen syd og nord for jernbanen lagt i mellemzone, det vil sige skulle kunne inddrages til bebyggelse på længere sigt. Det var forudsat, at Skovlunde fortsat skulle udgøre et særskilt byområde. Således gik det ikke. I de følgende år skete der en dispensation for byggeri på området beliggende mellem Ballerup og Skovlunde, hvorved de to byområder ville vokse sammen. Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 6 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1965, som for Skovlundes vedkommende forudsatte en kraftig udbygning af både nord og syd for jernbane og landevej og sammenvoksning med Ballerup mod vest. Det blev forudset, at der skulle udlægges et aflangt parkareal til rekreationsformål langs bebyggelsens sydside samt mellem Ballerup og Måløv. I planen indgik både områder til boliger og til industri. Allerede omkring 1960 fremstod Skovlunde som en integreret forstad til København med karakter af soveby. Syd for banen lå den gamle landsby, men mellem denne og jernbanen var udbygget et område med etagehuse, syd for landsbyen lå et stort kolonihaveområde og øst for dette enfamilieboliger. Også nord for jernbanen lå et omfattende villakvarter, og mod nordvest var udlagt et område til industrigrunde. Byen havde fået S-baneforbindelse. I 1945 havde Skovlunde 306 indbyggere fordelt på 88 husstande, i 1950 416 indbyggere fordelt på 126 husstande, i 1955 1.006 indbyggere fordelt på 332 husstande (og Skovlunde by 697 indbyggere fordelt på 232 husstande), i 1960 1.816 indbyggere (samt 3.562 i Skovlunde by) mens Skovlunde Sogn i 1965 havde 14.857 indbyggere fordelt på 4.642 husstande. Skovlundes voksende inddragelse i Hovedstadens udvikling afspejles i udviklingen i pendling fra Ballerup-Måløv Kommune til København: i 1948 1.200 pendlere svarende til 36,1% af de beskæftigede, i 1957 3.567 pendlere svarende til 43,2% af de beskæftigede. Ballerupplanen Byudviklingsplanerne blev fulgt op med et omfattende byggeri. I årene 1962-1965 gennemførtes "Ballerup-planen". Denne bestod af tre adskilte bebyggelsesområder, hvoraf et i Ballerup og to i Skovlunde, med i alt ca. 1.700 lejligheder fordelt på etagebebyggelser i 3-4 etager opførte som elementbyggeri med bygningerne placerede retvinklet i forhold til hinanden. S-tog Fra Skovlunde Station går Linje C toget hvert 10. minut i dagstimerne (06-00) og to gange i timen i nattetimerne fredag og lørdag nat (00-06). Fra Skovlunde Station kan man nå Vanløse Station på 10 minutter, Københavns Hovedbanegård på 24 minutter og Nørreport Station på 28 minutter. Udnytter man Københavns Metro fra Vanløse Station kan man nå Nørreport Station på 19 minutter (ventetiden fraregnet). Busser Fra Skovlunde Station kan du tage linje 142 mod Flintholm Station med en transporttid på 33 minutter. For at komme rundt i Skovlunde kører linje 145. I bil Fra Skovlunde Station er der 2,3 km til Motorring 4, 8 km til Frederikssundmotorvejen og 6,7 km til Hillerødmotorvejen. Du kan dermed nå Roskilde på 20 minutter, Køge på 30 minutter, Hillerød på 35 minutter, Helsingør på 40 minutter og Næstved på 55 minutter. I Skovlunde er man tilknyttet Herlev Hospital som kan nås på 10 minutter.

Grant indledte sit felttog mod Vicksburg i foråret 1863 med udgangspunkt i Milliken's Bend på den vestlige side af Mississippifloden. Han ville storme Grand Gulf mens hans underordnede generalmajor William T. Sherman narrede fjendens hovedstyrke i Vicksburg ved at finte et angreb på højderne ved Yazoo River. Grant ville derpå overføre 13. korps til generalmajor Nathaniel P. Banks ved Port Hudson mens Sherman skyndte sig med at slutte sig til Grant og James B. McPherson til en fremrykning ind i landet mod jernbanen. Unionsflåden havde imidlertid ikke held af at nedkæmpe de konfødererede batterier ved Grand Gulf, og Grant sejlede derfor længere sydpå og begyndte at krydse Mississippifloden ved Bruinsburg den 30. april. Shermans finte mod Yazoo Bluffs i Slaget ved Snyder's Bluff var en stor succes, og kun en enkelt konfødereret brigade blev sendt sydpå. Det eneste konfødererede kavaleri i området, Wirt Adams' kavaleriregiment var blevet beordret til at forlade området og forfølge Grierson's ryttere, så generalmajor John S. Bowen gennemførte en rekognoscering i styrke for at afklare unionsstyrkens hensigter. Bowen rykkede sydpå fra Grand Gulf med Greens Brigade og tog opstilling over Rodney vejen lige sydvest for Port Gibson i nærheden af Magnolia Church. En enkelt brigade med forstærkninger fra Vicksburg under brigadegeneral Edward D. Tracy ankom senere og blev placeret over Bruinsburg vejen tre kilometer nord for Greens stilling. Baldwins Brigade ankom senere og blev placeret som støtte for Greens Brigade. 20 meter høje bakker adskilte af næsten lodrette kløfter fyldt med sukkerrør og underskov gjorde Bowens stilling holdbar trods de overvældende Unionsstyrker, der var på vej mod ham. Det konfødererede kavaleris fravær skulle få en stor betydning for det efterfølgende felttog. Havde Bowen været sikker på at unionstropperne gik i land ved Bruinsburg og ikke Rodney, kunne han havde taget opstilling på skrænterne over Bruinsburg og forhindret Grants armé i at få et brohoved. Unionstroppernes indsats for hurtigt at komme ind i landet var understøttet af det faktum at generalmajor John A. McClernand havde glemt at uddele rationer til mændene. Trods den heraf følgende forsinkelse rykkede Army of the Tennessee op på skrænterne over floden uden at møde modstand og forsatte hurtigt mod Port Gibson. Lige efter midnat den 1. maj stødte fortroppen af 14. division under brigadegeneral Eugene A. Carr på konfødererede forposter ved Schaiffer House. Sporadisk skydning og artilleriild forsatte indtil kl. 3 om morgenen. På vagt overfor Tracys brigade mod nord posterede McClernand brigadegeneral Peter J. Osterhauss 9. division med front i den retning. Efter at have fået klarlagt modstanderens stillinger faldt begge sider til ro, og ventede på daggryet. Slaget General Carr afsøgte terrænet foran sig og konstaterede at et frontalt angreb gennem krattet af sukkerrør ville være omsonst. Han udtænkte en omgående bevægelse hvorved en brigade langsomt rykkede frem gennem krattet mens den anden brigade gik ned til bunden af Widow's Creek og derfra slog til mod de konfødererede styrkes venstre flanke. Brigadegeneral Alvin P. Hoveys 12. division ankom og strømmede frem netop som Carrs mænd stormede den konfødererede stilling. Begge flanker var blevet omgået, og Greens mænd tog flugten. McClernand stoppede op for at reorganisere, og derpå, som den politiker han var, holdt han en række højtravende taler indtil Grant påpegede overfor ham, at de konfødererede blot havde trukket sig tilbage til stillinger, som var lettere at holde. Forstærket af brigadegeneral A. J. Smiths 10. division og Stevensons brigade fra McPhersons 17. Korps genoptog McClernand forfølgelse. Med 20.000 mand presset sammen på en 2½ km bred front virkede det som om det var McClernands plan at tvinge sig vej forbi den konfødererede front. Et angreb i flanken fra oberst Francis Cockrells tropper fra Missouri tvang Unionens højre flanke tilbage og gav McClernand en pause. Ved solnedgang faldt begge sider til ro i et dødvande land en bred front på Rodney Road adskillige kilometer fra Port Gibson. På fronten ved vejen til Bruinsburg havde Osterhaus været tilfreds med at presse Tracys styrke med skarpskytter og artilleri, og sendte ind imellem et regiment uden støtte af sted kom den konfødererede linje. Generalmajor James B. McPherson dukkede op sidst på eftermiddagen med John E. Smiths brigade. Iklædt en kappe for at skjule sin rang indspicerede han fronten og planlagde hurtigt en omgående bevægelse, som ville gøre hele den konfødererede højrefløj umulig at holde. Tyve minutter efter at tropper var blevet opstillet til angrebet var de konfødererede på tilbagetog ind i det nederste af Bayou Pierre, og flere hundrede blev taget til fange. Da vejen bagud nu var truet begyndte Bowen at trække sig tilbage gennem Port Gibson til den nordlige bred af Bayou Pierre. Efterspil Den 2. maj manøvrerede Grant hurtigt Bown ud af sine stilling ved at sende McPherson af sted for at krydse Bayou Pierre ved et vadested nogle kilometer oppe ad floden. I erkendelse af at McPherson kunne afskære ham fra broen over Big Black River gav Bowen ordre til at de imponerende stillinger ved Grand Gulf skulle opgives, magasinet sprænges og det tunge artilleri ødelægges. Kanonbåde fra Unionen, som undersøgte årsagen til eksplosionen ankom og erobrede Grand Gulf uden at affyre et skud. Grant forstod årsagen til eksplosionen og red til Grand Gulf med en beskeden eskorte, fik sit første bad i ugevis og fejrede erobringen af det som blev hans centrale forsyningsdepot mens han rykkede ind i landet. Mens han slappede af fik han læst sin post, herunder en besked fra Banks om at han ikke var i nærheden af Port Hudson. Grants plan om at afsende McClernand til Banks måtte vente. Da det var for sent at gøre andet end at bekræfte Bowens beslutning ankom generalmajor William W. Loring og overtog ledelsen. Der foregik en omfattende aktivitet i de konfødereredes bagområde, da de hastede med at bringe deres styrke over den smalle bro. Fortroppen af 17. Korps ankom i tide til at redde broen fra ødelæggelse. Den pjaltede hær, som havde kæmpet så godt ved Port Gibson stoppede ikke før de var nået til befæstningerne i Warrenton 15 km borte. Her begyndte de at forbedre befæstningerne langs vejen til Vicksburg i forventning om at Grant ville være i hælene på dem. Grant havde imidlertid andre planer. Vejene på den vestlige bred af Big Black River var åbne hele vejen til delstaten Mississippis hovedstad, og den kritiske jernbaneforbindelse til Vicksburg. Det var mod disse mål Grant rettede sit næste fremstød.

Efter at Lee havde bremset Unionens fremrykning i the Wilderness, besluttede Grant at drage fordel af sin position og lade sin hær rykke rundt om Lees højre flanke og fortsætte med at rykke mod den konfødererede hovedstad Richmond. Han havde allerede tropper på vej om natten den 7. maj, blot en dag efter at slaget ved the Wilderness var sluttet, og den 8. maj sendte han generalmajor Gouverneur K. Warren og hans V Korps af sted for at tage Spotsylvania, 16 km mod sydøst. Lee havde forudset Grant's namøvre og sendte styrker af sted for at opfange ham: kavaleri under generalmajor J.E.B. Stuart og hans første korps under kommando af generalmajor Richard H. Anderson, som havde overtaget kommandoen efter generalløjtnant James Longstreet, som var blevet såret i slaget. Slaget De konfødererede kom først til Spotsylvania og den 9. maj begyndte begge hære at tage stilling nord for den lille by. Da Unionsstyrker undersøgte den konfødererede forpostlinje den 9. maj, for at finde ud af hvor fjenden var placeret blev kommandøren for Unionens VI Korps, generalmajor John Sedgwick, dræbt af en snigskytte. Han blev efterfulgt af generalmajor Horatio G. Wright. Lee placerede sine mænd i en skyttegravslinje, som strakte sig mere end 6,5 km med artilleri placeret, så det kunne beskyde enhver angriber i siden. Der var kun en større svaghed i Lee's linje et udsat fremskudt område, som blev kendt som "Mule Shoe" (muldyrs skoen) som strakte sig over 1½ km foran hovedlinjen. Lee erkendte denne svaghed under kampen den 10. maj da 12 unionsregimenter under kommando af oberst Emory Upton fulgte op på et intenst artilleriangreb med at ramme ind i tåen på Mule Shoe langs en smal front. De gennembrød de konfødereredes linje, og Andet Korps havde meget svært ved at drive dem tilbage. Uptons angreb betød at han på stedet blev forfremmet til brigadegeneral, og det blev lærebogseksemplet på hvordan man gennembryder en fjentlig skyttegravslinje. Tilsvarende taktik blev anvendt af Tyskland i Operation Michael, den succesfulde forårsoffensiv i 1918 under 1. verdenskrig. Andre Unionsangreb den 10. maj var knap så succesfulde og dagen var generalt karakteriseret af ukoordinerede frontalangreb, som Grant impulsivt beordrede. Gentagne angreb var især uden resultat langs konføderationens venstre flanke, hvor det mange gange mislykkedes for general Warren at storme en position kaldet Laurel Hill. Den 11. maj begyndte Grant at planlægge et nyt stort angreb på fremspringet ved Mule Shoe med den hensigt at bruge Upton's taktik i et helt korps. Lee tog Grants manglende aktivitet som tegn på at Unionshæren var ved at gøre sig klar til at trække sig tilbage eller for at glide mod øst og derfor svækkede han det kritiske område af Mule Shoe ved at trække sit artilleri tilbage. Grants angreb før daggry på Mule Shoe den 12. maj var i starten en komplet succes. Det velkæmpende II Korps på 20.000 mand under kommando af generalmajor Winfield S. Hancock, ledte angrebet mod Mule Shoe på samme måde som Upton havde angrebet den 10. maj. Denne gang var gennembruddet i den konfødererede linje komplet, tildels på grund af det manglende artilleri og dels fordi mange konfødererede soldater havde vådt krudt til deres riflede musketter som følge af et regnvejr den foregående aften hvorfor deres våben ikke ville skyde. Hancocks Korps tog næsten 4.000 fanger og ødelagde Edward Johnsons division i de konfødereredes Andet Korps. Både divisionskommandøren og en af hans brigadegeneraler blev fanget. Derefter gik kampen i stå, dels fordi Grant ikke ordentlig havde forberedt en anden bølge, som kunne drage fordel af successen. Ivrig efter at fastholde momentum beordrede Grant støtte angreb fra Wrights VI Korps og fra IX Korps under generalmajor Ambrose E. Burnside, men angrebene var ikke velkoordinerede og momentum udeblev. Lee kunne også flytte tusinder af tropper og lukke hullet, mest bemærkelsesværdigt gennem et modangreb fra brigadegeneral John Brown Gordon's division, og fik også meget hjælp fra det dygtige lederskab af brigadegeneral Stephen Dodson Ramseur. På grund af alvoren i krisen følte Lee sig tvunget til personligt at føre soldater i modangrebet. Hans mænd erkendte den fare det ville udsætte ham for og nægtede at rykke frem før Lee havde flyttet sig til en mere sikker position bagude. De adskillige "Lee to the rear" episoder blev senere berømte, og var et tydeligt eksempel på det personlige bånd, som Lees tropper følte til ham. Slaget i Mule Shoe varede hele dagen og aftenen mens konføderationen langsomt vandt det meste af den grund tilbage, som de havde tabt og påførte II Korps og VI Korps, som forstærkede det, store tab. Kampene var kendetegnet ved en intensitet i ildkraft, som aldrig tidligere var oplevet i borgerkrigen, da store dele af landskabet var helt fladt og alt løv ødelagt. Begge sider kæmpede frem og tilbage over de samme ligstrøede skyttegrave i kampe mand-mod-mand og der var mange beskrivelser af slagmarken som et morads af lig, som lå så højt at sårede, som lå nederst blev trykket ned i mudderet hvor de drukned. Vinklen mellem Unionens II Korps og VI Korps blev kendt som "Bloody Angle of Spotsylvania", og her foregik måske noget af den mest voldsomme kamp i hele borgerkrigen. Klokken 3 om morgenen den 13. maj havde de ødelagte rester af Lees Andet Korps afsluttet bygning af en ny linje ved bunden af Mule Shoe fremspringet, som blev overladt til Unionens styrker uden kamp. Den 18. maj sendte Grant to af sine korps frem for at angribe den nye linje, men de blev slået tilbage. Det overbeviste Grant, som ellers havde svoret at kæmpe til den bitre ende, om det så skulle vare hele sommeren, om at Lees mænd ikke kunne fjernes fra deres linje ved Spotsylvania. Grant som således var blevet bremset af Lee for anden gang, svarede på samme måde som to uger tidligere. Han flyttede vægten af sin hær over mod højre flanke og rykkede mod sydøst langs veje, som Lee ikke kunne blokere. Den 20.-21. maj var de to hære på vej til positioner langs North Anna floden, 20 km nærmere på Richmond.

En sneplov er et redskab til snerydning. Tidligere var det ofte en kileformet anordning af træ som blev trukket af en hest og som skubbede sneen tilside. I nyere tid laves sneplove som regel af en metalskinne med hældning til den ene side for at skubbe sneen sammen i en ryg i vejens længderetning. Det er vigtigt, når man vil fjerne sne fra en vejs ene side, at al sne samles kun på sneplovens ene side, idet man ved gentagen kørsel derved får ryddet et stadigt bredere område. Da biler kom frem, kunne de erstatte hesten. Sneploven kunne monteres foran på en bil. I 1930'erne kunne taxi i Sverige have en plov på bilen og forestå snerydning. Efter som en personbil er et relativt let køretøj, kunne det blive besværligt at komme frem ved større snefald. Med en stang forbundet til en bus kunne bussen skubbe taxien bagfra, som derved kunne trænge igennem selv større snedriver. I nyere tid er sneplove normalt af metal og monterede på lastbil, traktor eller andre typer af større køretøjer. Den oprindelig form på plovbladet er en kileform med en spids foran, kaldet "spidsplov". En enklere variant er at have et sneblad (diagonalplov) som skubber sne kun til den ene side, hvilket gør systematisk snerydning af bredere vejbaner lettere. Ved store snemængder kan spidsploven være diagonalploven overlegen, efter som en diagonal udsætter køretøjet for en siderettet reaktionskraft i modsat retning af den side, som sneen skubbes til. Ved meget store snemængder bliver denne kraft for stor til, at køretøjet kan fastholde sin kørsel i lige linje i vejens kørselsretning og risikerer at kure til siden. Ved snerydning af brede veje kan 2 lastbiler køre i tandemkørsel, hvorved de kan overkomme snerydning af vejen i en kørsel.

Songvårfjorden (tidligere også kaldt Hundsøyfjorden)er en fjord i Søgne kommune i Vest-Agder fylke i Norge. Fjorden ligger i havgabet til Kattegat mellem en række øer, i området syd for Høllen og selve Søgne. Fjorden har indløb i øst, mellem Songvår fyr i syd og Skarvøya i nord. Den går omkring ti kilometer mod vest til indløbet af Kumlefjorden, nær kommunegrænsen til Mandal. På sydsiden af fjorden ligger øerne Songvår, Grønningan, Ramnøy, Gjæve, Bøddelen, Drengene, Seiholmen og Vassøyan. På nordsiden af fjorden ligger Skarvøya, som ligger lige syd for Ny-Hellesund, samt Hundsøya, Varholmen, Torsholmen, Lamholmen, Langøya, Geiderøya, Havnøyane og Åløya. Fra Songvårfjorden går fjordene Høllefjorden, Torvefjorden, Rivenesfjorden og Trysfjorden mod nord.

Arten er kun fundet i 15 eksemplarer i Danmark og det er tvivlsomt at den yngler her. Det første eksemplar blev fundet i Roden Skov på Lolland i 1939. I Nordtyskland er den ret almindelig og her flyver den fra sidst i juni til først i august. Den findes desuden spredt i det øvrige Europa og østpå findes den gennem den tempererede del af Asien helt til Korea. Udseende Vingeoversiderne er ensfarvet brun med lyse frynser og enkelte små lyse pletter. Undersiden er derimod meget flot, med 12 store ovale lysegule til hvide pletter indrammet med mørkebrune streger på en orangegul bund. De to køn ligner hinanden og der er ringe variation indenfor arten. Spejlbredpanden har et vingefang på op til 36 mm og er dermed en af Europas største bredpander. Livscyklus Ægget lægges på græsblade og klækkes efter ca. en uge. Larven lever i et rør den har konstrueret ud af et græsblad. Her overvintrer larven til næste forår, hvor den forpupper sig i juni. Efter et par uger kommer den voksne spejlbredpande frem fra puppen. Larvens foderplanter Sommerfuglelarver er specialiserede til kun at æde nogle få planter. Larver af spejlbredpande lever af Almindelig Blåtop, Kattehale og Mynte.

Kirken blev påbegyndt 1030 under Kejser Konrad 2. og er opført i romansk stil. Speyerdomen har været gravkirke for Salier-dynastiet, hohenstauferne og habsburgerne og blev anset som et symbol for kejserlig magt. Den regnes som et vendepunkt i europæisk arkitekturhistorie og som et af de vigtigste arkitektoniske mindesmærker fra sin tid. Kirken har siden 1981 været på UNESCOs Verdensarvsliste.

Claus i 9. klasse kommer i skole og får at vide, at en klassekammerat er blevet dræbt af en spritbilist. Han var ikke en nær ven, men den måde, kammeraterne omtaler hans død på, sætter noget i gang i Claus. Hvad, hvis det havde været ham selv? En film om venskab - hvor dybt stikker det?

Det var på dette stadion, at der den 12. oktober fandt tilskueruroligheder sted, der bevirkede at dommeren måtte afbryde kvalifikationskampen mellem Italien og Serbien, efter bare seks minutters spil.

Star Tribune er den største avis i Minnesota og udkommer syv dage om ugen i en udgave for storbyområdet Minneapolis-Saint Paul. Avisen udkommer også i en udgave i hele staten og i dele af Wisconsin, Iowa, South Dakota og North Dakota.

En ung mand, som lever en eremit tilværelse, begynder gennem et hul i væggen at belure sin nabo. Naboen viser sig at være en ung kvinde, som vækker hans kærlighed, og hvis liv han bliver vidne til - for en stund.

Han bor i Aalborg og kaldes Steso-Thomas og har, efter sin egen mening, et godt liv. For Steso er livet at tage stoffer. Det er et valg, han selv har taget. Han har ingen grænser. Steso stjæler fra sine venner, selv sin gode ven Taber, men det tager de ikke så tungt. Det er en del af ham, og han har trods alt altid været deres ven. Steso læser alle de bøger, som han kan få fat i, og er fast kunde hos bogbutikken Læsehesten. Han snakker også meget om: "den anale fase, den orale fase", som er de sjove faser, og til sidst "den banale fase", hvor man er voksen og det hele er rutinepræget og ensformigt. Steso tager stoffer, fordi han er "sig selv", når han tager stoffer, mener han. Hans venner mener, at Steso ville være irriterende og uudholdelig at være sammen med, hvis han ikke tog stoffer. I hans kæresteforhold er han sammen med den forsigtige, forvirrede pige ("Gule") Tilde, der konstant skal indlægges på hospitalet. Men da ægte kærlighed ikke betyder noget for ham længere, vælger hun at forlade ham. Steso får en depression og tager hjem til sine forældres tomme hus, hvor han dør af en overdosis. Steso mener selv, at meningen med hans liv er at have prøvet alle stoffer inden han dør. Han optrådte også i spillefilmen, Nordkraft, baseret på bogen og instrueret af Ole Christian Madsen. I filmen bliver han spillet af skuespilleren Thure Lindhardt.

i den muslimske verden har politiske uenigheder ofte haft form af religiøse konflikter. Det tidligste eksempel på dette var 30 år efter Muhammeds død. Det islamiske samfund havnede i en borgerkrig, som blev grundlaget for islams opdeling i tre retninger. En vigtig grund til denne første borgerkrig var, at nogle oprørere i Irak og Egypten modsatte sig den tredje kalif og hans guvernører. Efter at kaliffen var blevet dræbt, brød krigen ud i fuldt omfang mellem de forskellige grupper, der kæmpede om magten. Krigen endte med, at der blev skabt et nyt dynasti af kaliffer, der regerede fra Damaskus. Fire grupper brød med hovedstrømningen blandt muslimerne i denne periode, to af dem med et trosgrundlag som ligner det, vi i dag kender fra sunnier. En af dem krævede, at attentatmændene, som havde dræbt den tredje kalif, skulle henrettes, og de blev kaldt shia (partisanerne) fra Uthman; den anden gruppe mente, at genoprettelsen af ro og orden var vigtigere, de blev kaldt shia af Ali. To andre grupper dukkede op som følge af konflikten. Khwarijgruppen mente, at begge partisan-grupperne var vantro, mens Rawafidh, som var mere ekstreme partisaner, helt afskrev de tidligere kaliffer. Doktriner Inden for sunnisme udgøres de grundlæggende doktriner primært af forskellige ritualer. Disse betegnes oftest som 'søjler af religionen' eller 'de fem søjler' (arabisk: أركان الإسلام). Grundlaget for sunnimuslimsk teologi Nogle af sunnierne baserer deres religion på Koranen og Profeten Muhammads Sunna. Mange andre grupper hævder også at følge Koranen og Sunnaen, men forskellen mellem sunnimuslimer og andre grupper er, at sunnierne følger den historiske sunnimuslimske lære fra de sidste 1400 år for derigennem at forstå Koranen og Profetens Sunna. Den traditionelle sunnimuslimske forståelse af Koranen og Sunna er baseret på tre (2?) skoler inden for den sunnimuslimske teologi: Ashari og Maturidi Mange selvstændige teologiretninger er udledt fra den sunnimuslimske retning og har startet nye retninger inden for islam. Disse retninger inkluderer blandt andet Kharijiterne, Mu'taziliterne, Jahmiterne, Murjiterne, Qadarierne og Wahhabierne. Selvom nogle af disse grupper refererer til sig selv som værende Sunni, så anser majoriteten af Sunnimuslimerne ikke disse grupper for at være Sunnier, men snarere afvigere, pga. deres afvigelse i spørgsmål om grundlæggende doktriner. Eksempelvis fordømmes flere af disse grupper i klassiske teologiske Sunni værker, såsom al-'Aqida al-Tahawiyya af Imam Abu Ja'far al-Tahawi, et af de mest anerkendte og udbredte værker der opsummerer Sunni troslære. De fire lovskoler (madhāhib), Hanafi, Maliki, Shafi´i og Hanbali, er til tider blevet misforstået som værende selvstændige religiøse retninger eller sekter. De fire lovretninger er baseret på fire tidlige islamiske lærdes teologiske arbejde: Abu Hanifa, Malik, Shafi'i, og Ahmed bin Hanbal. Disse lærde var blandt andet kendt for deres kundskaber i forbindelse med tolkning af Koranen og de islamiske bud. De blev berømte for deres store indsigt i islamiske spørgsmål i de muslimske lande. De havde kun forskellige holdninger til mindre spørgsmål om anvendelsen af enkelte principper inden for den islamiske religion og var på ingen måde i opposition til hinanden. Rent faktisk var tre af de fire elever hos hinanden. Ahmed bin Hanbal var elev hos Shafi`i, som var elev hos Malik såvel som Muhammad ibn al-Hasan, elev til Imam Abu Hanifa. Tasawwuf eller sufismen bliver af flertallet af sunnimuslimerne anset for at være en integreret del af sunni-islam. Sufismen står for de mere åndelige aspekter af sunnimuslimernes hverdagsliv. Nogle af de mest kendte sufi-retninger er Qadiri, Naqshbandi, Shadhili, Chishti og Rifa‘i. Palæstina (97%) (?)

I 1970'erne voksede antallet af Sydbank-afdelinger til 50 – alle i Sønderjylland – indtil Sydbank i 1976 gik over Kongeåen og åbnede en afdeling i Fredericia. 1980'erne I 1980'erne voksede Sydbank stærkt. I 1983 etablerede Sydbank sig på Kgs. Nytorv i København og fusionerede samme år med Århus Bank – og i 1984 med Fynske Bank. Samtidig etablerede banken sig med en afdeling i Flensborg samt datterselskabet SBK-Finans. I 1985 fulgte en afdeling i Hamborg. I 1987 stiftede Sydbank Investeringsforeningen SydInvest, og banken overtog dele af den københavnske 6. Juli Banken, der var gået i betalingsstandsning i marts samme år. I 1988 overtog Sydbank Fællesbanken for Danmarks Sparekassers afdelinger i København. I 1989 købte Sydbank DMK-Holding. Banken gik ud af 1980'erne med en markedsandel på godt 2 procent, 70 afdelinger og 1.400 medarbejdere. 1990'erne Sydbank fusionerede i 1990 med Sparekassen Sønderjylland. Ved afviklingen af Varde Bank overtog Sydbank med virkning fra 1. januar 1994 de fleste af denne banks aktiviteter, blandt andet 30 vestjyske afdelinger. I maj 1994 købte Sydbank Aktivbanken og dermed 40 østjyske afdelinger fra Topdanmark. Efter 2000 Efter årtusindskiftet har Sydbank markeret sig om en fremgangsrig, voksende, solid og velindtjenende bank, der nu er næsten landsdækkende. Sydbank overtog Odense-banken Egnsbank Fyn i 2002 og har siden etableret afdelinger i Midtjylland og på Nordsjælland. Desuden åbnede Sydbank i 2002 datterbanken Sydbank (Schweiz) AG i St. Gallen i Schweiz. I 2007 solgte Sydbank DMK-Holding til ebh bank og åbnede en afdeling i Kiel. I 2008 overtog Sydbank sjællandske bankTrelleborg med hovedsæde i Slagelse. I 2011 har banken åbnet 3 nye afdelinger – en i Hørsholm, samt 2 afdelinger på Amager – den ene på Amagerbrogade, den anden i Dragør. Sydbank er i dag blandt landets største banker med base i Sønderjylland og hovedsæde i Aabenraa. Banken har en markedsandel i sektoren på omkring 7 procent, cirka 2.600 medarbejdere og mere end 110 afdelinger – heraf tre i Tyskland. Den administrerende direktør er siden 2010 Karen Frøsig, derudover består direktionen af Preben Lund Hansen. I 2012 overtog Sydbank Tønder Bank, der forinden havde indgivet konkursbegæring som følge af øgede krav til bankens solvens fra Finanstilsynet. I 2013 købte Sydbank DiBa Bank. SydbankFonden Sydbank stiftede i 2002 SydbankFonden, der hvert år uddeler millioner af kroner til velgørende, kulturelle og folkelige formål. Blandt andet skænkede SydbankFonden i 2008 bronzeskulpturen ”Myten” – inspireret af myten om Christian II, der ifølge sagnet med en finger skabte en rille i et bord under fangenskab på Sønderborg Slot – til Sønderborg Kommune. Sydbanks Musikpris I 2008 indstiftede SydbankFonden ”Sydbanks Musikpris”, som er en af Danmarks største priser til klassisk musik. Ud over en vinder af 50.000 kroner i hvert af de fem landsdelsorkestre får én af vinderne oven i købet 100.000 kroner i den landsdækkende konkurrence. Læs mere på sydbank.dk/musikpris.

Sygehusapoteket Holbæk (tidligere Sygehusapoteket Vestsjællands Amt) er et af de tre sygehusapoteker i Region Sjælland og er offentligt ejet af regionen. Sygehusapoteket er en sygehusafdeling beliggende på Holbæk Sygehus. Under hospitalsapoteket hører en sygehusapoteksfilial (Sygehusapoteksfilialen Slagelse), som er beliggende på Slagelse Sygehus. Hospitalsapoteket i Holbæk ledes overordnet af en sygehusapoteker og til dagligt af en ledende farmakonom. Sygehusapoteksfilialen i Slagelse ledes af en sygehusapoteksfilialleder. Sygehusapoteket er delt op i 4 afdelinger, der hver styres af en afdelingsfarmakonom eller afdelingsfarmaceut. Sygehusapoteket udfører klinisk farmaci, rationel farmakoterapi, lægemiddelfremstilling, medicinservice og vejleder læger og sygeplejepersonale i forbindelse med ordination og administration af lægemidler til sygehusenes patienter. Hospitalsapoteket (inkl. filialen) beskæftiger tilsammen 39 medarbejdere, som er farmakonomer, farmaceuter, defektricer, apoteksmedhjælpere, laboranter, apoteksportører og hospitalsmedhjælpere. Derudover har sygehusapoteket løbende farmaceut- og farmakonomstuderende på praktik- og studieophold.

Table Bay (afrikaans Tafelbaai) er en naturlig lille bugt ved Cape Town ved den nordlige ende af Kaphalvøen som strækker sig sydover til Kap det Gode Håb. Den fik navnet fordi den domineres af bjerget med den flade top, Table Mountain, på dansk Taffelbjerget. Robben Island, hvor Nelson Mandela var fængslet i mange år, ligger i denne bugt. Selv om bugten var berømmet i flere århundreder som naturhavn for skibe, er den faktisk meget udsat for storm fra både sydøst og nordvest. Mange sejlskibe, som søgte tilflugt i bugten i løbet af 17. og 18. århundrede, blev drevet op på kysten af stormenes rasen. Hollandske kolonister holdt fast ved sin koloni ved bredden af Table Bay eftersom naturlige havne langs denne kystlinje er sjældne, og de eneste realistiske alternativer, Simon's Bay og Saldanha Bay, næsten ikke havde ferskvand. Til slut blev en havn bygget i Table Bay ved at bygge land op og lave bølgebrydere for at beskytte skibene. Den ældre del af denne struktur kaldes Victoria Dock. Den nyere del kaldes Duncan Dock.

Tandjilé er en af de 22 regioner i Tchad. Regionens hovedby er Laï.

Blandt fangerne er Sisyfos, en gammel konge af Korinth, der havde truet med at afsløre en af Zeus' mange seksuelle affærer. Da Sisyfos døde, sagde han til sin kone at hun ikke skulle begrave ham med ritualerne, og han kunne derfor ikke komme ind i Hades. Som hvileløs sjæl uden for Hades, undskyldte han det over for Hades ( (de dødes gud), der gav ham lov til at tage tilbage til overfladen for at udbedre fejlen. Men Sisyfos havde været i underverdenen i meget lang tid, og da han igen var i live indhentedes han af sin usandsynligt høje alder. Dermed havde han brudt med Zeus' universelle verdensorden og blev smidt i Tartaros. Her må han for evigt skubbe en tung sten op ad en stejl bakke, blot for at se den rulle ned igen, hvorefter han igen skal skubbe den op. 49 af de 50 danaiderne, kong Danaos' døtre, soner også i Tartaros, hvor de må bære vand i bundløse kar. De havde fulgt deres fars ordre om at slå deres brudgomme ihjel på bryllupsnatten, men den ene Hypermestra skånede sin Lynkeus' liv, og hjalp ham med at flygte. Senere blev han forsonet med Danaos og arvede tronen med sin hustru. Iapithernes konge Ixion er også endt i Tartaros. Han var en af de dødelige, Zeus havde inviteret til taffel på Olympen, hvor han uheldigvis blev forelsket i Hera, Zeus' hustru. Da han prøvede at have sex med hende, erstattede Zeus hende dog med en kopi (ifølge andre kilder forvirrede Zeus hans sanser, og han forgreb sig i stedet på en sky. Det samleje skabte kentaurne). Selv om han ikke fuldførte samlejet med Hera, blev han alligevel sendt til Tartaros for sin trodsighed overfor Zeus der ellers havde udvist gæstfrihed. I Tartaros blev han spændt på et brændende hjul der drejer rundt i al evighed. Han skal gentage: "Vær taknemlige over for jeres velgørere." Sammen med Ixion var også Tantalos, konge af Sipylos, en dødelig som Zeus havde ubegrænset tillid til, blevet inviteret til middag på Olympen. Her stjal han dog gudernes nektar og ambrosia. Det gik godt i lang tid, og derfor tvivlede han på gudernes visdom. Tantalos inviterede guderne til middag. Som hovedret slagtede han sin søn Pelops og serverede ham for guderne. Alle guderne undtagen Demeter gennemskuede det naturligvis, men Demeter, der var fuld af sorg over sin datter Persefone, der var blevet taget af Hades som dronning, tog en bid af Pelops' skulder. Zeus bragte Pelops tilbage til livet, og Tantalos blev dømt til evig sult og tørst i Tartaros. Her står han i vand til hagen, men det synker, når han bukker sig ned, og over hans hoved hænger modne frugter, der flytter sig væk, når han rækker ud efter dem. Over ham hænger en sten, der kan falde ned over ham hvert øjeblik.

Taulis ligger 53 km sydvest for Perpignan. Nærmeste byer er mod nord Saint-Marsal (6 km) og mod syd Amélie-les-Bains (15 km).

Det er svært at skrige i tavshed. En historie om en mand, en kvinde og en by.

Man dyrker meget sport på øen, og specielt fodbold bliver spillet i store mængder. Også f.eks. tennis bliver spillet meget rundt omkring på Tenerife. Øen Tenerife har sit eget fodboldhold. Holdet blev grundlagt i 1922. Klubben har før spillet i den bedste spanske fodboldrække, og den tidligere Liverpool-manager Rafael Benitez fik sit gennembrud som manager for Tenerife. I 2007/2008 sæsonen endte Tenerife på en 11. plads i den næstbedste række, og i slutningen af sæsonen florerede der rygter om at en Tenerife spiller havde taget imod bestikkelse (beløbet var angiveligt 45.000) for at lade Malaga vinde, og dermed rykke op i Priméra Division på bekostning af Real Sociedad, som måtte blive i Liga Adelante. Man spiller sine hjemmekampe på stadionet Heliodoro Rodríguez López som kan rumme 22.941 tilskuere. Heliodoro Rodríguez López ligger på selve øen og er værd at besøge hvis man er fodboldfan.

The Tonight Show er et stilskabende amerikansk talk-show på netværket NBC (hverdage kl. 23.35 ET) med indslag af komik, gæster og musikalske optrædender. Siden begyndelsen af 1954 har The Tonight Show' været forbillede for forskellige talkshows verden over. Johnny Carson var programvært i 30 år, inden Jay Leno tog over. Den 1. juni 2009 overtog Conan O'Brien som vært efter Jay Leno, da Leno fik et helt nyt prime time-talkshow, Jay Leno Show, i september 2009. Efter at Conan O'Brien valgte at forlade programmet den 22. januar 2010 som en følge af en intressekonflikt med NBC, vendte Jay Leno tilbage som vært den 1. marts 2010. Den nuværende vært er Jimmy Fallon.  The Tonight Show bliver sendt fem dage om ugen på TV-netværket NBC's kanaler over hele USA. The Tonight Show er et af TV-verdens længstkørende programmer og har været vist siden  1954. Historie NBC's lige så legendariske  morgenprogram, der har været sendt siden 1951, hedder The Today Show. Normalt medvirker to eller tre gæster i Tonight Show, hvoraf en plejer være komiker eller musiker. The Tonight Show har en tradition for at vise unge lovende stand-up'ere, blandt andet har David Letterman, Jay Leno og Jerry Seinfeld optrådt tidligt i deres respektive karrierer i The Tonight Show. Programmets fulde navn i dag er The Tonight Show starring Jimmy Fallon, og har på samme måde tidligere haft studieværtens navn i titlen. I begyndelsen hed det dog blot The Tonight Show. Showet har siden 2000-tallet været vist i Danmark på forskellige kanaler og vises pr. 2015 på DR3. Johnny Carson bliver verdens talkshowkonge Programmet blev sendt første gang den 27. september 1954 med skuespilleren Steve Allen, der var vært frem til 1957, hvor Hak Paar tog over. Paar havde været vært på NBC i et antal år inden da. Hak Paar blev dog fyret på grund af en kontroversiel udtalelse til støtte for Fidel Castro. I 1962 overtog den legendariske Johnny Carson. Carson var vært på programmet i 30 år og var en af de mest indflydelsesrige personer i amerikansk showbusiness. Han blev i USA kaldt "King of Late Night TV" (Kongen af aften-tv). I mange år blev The Tonight Show sendt seks aftener om ugen, men da Johnny Carson tilkendegav, at han ikke længere vil være vært på programmet om lørdagen, skabte NBC programmet Saturday Night Live. De to programmers studier lå i mange år ved siden af hinanden i NBC's studiokompleks ved Rockefeller Centrum i New York. Letterman som mulig vært på  "The Tonight Show" 1982 begyndte NBC at sende Late Night with David Letterman sent om aftenen mandag til fredag kl. 00.30 lokal tid, direkte efter The Tonight Show. I 1992 havde Letterman forhåbninger om at efterfølge Carson som vært på The Tonight Show. Den eneste konkurrent til jobbet var vennen Jay Leno, som i nogle år havde fungeret som Carsons afløser. Letterman var dog Carsons egen favorit til arbejdet. Efter stor opmærksomhed i medierne og måneder af rygter gav NBC jobbet til Leno. Året efter, i 1993, flyttede Letterman til CBS efter at have fået en meget lukrativt kontrakt med dette selskab. CBS sendte Letterman på samme tidspunkt som NBC's Tonight Show, mandag - fredag 23.30 lokal tid. I de første år havde Letterman bedre seertal end Jay Leno, men siden vendte populariteten til Lenos fordel, hvilket var situationen, indtil Leno stoppede som vært.  Conan O'Brien bliver kortest fungerende vært Den 1. juni 2009 overtog Conan O'Brien rollen som vært efter Leno begyndte sit eget prime time-talkshow Jay Leno Show, der blev sendt fra september 2009. Efter at Conan O'Brien forlod programmet den 22. januar 2010 som en følge af en intressekonflikt med NBC, vendte Jay Leno tilbage som vært den 1. marts 2010. Leno forlod showet i 2014, hvor han blev afløst af Jimmy Fallon, der overtog som vært den 17. februar 2014.

Omeyer har i en årrække været en vigtig brik på det franske landshold, og har været med til at vinde adskillige guldmedaljer med holdet.

Thisted Bredning er navnet på et farvand mellem Mors og Thy i Limfjorden. Det ca. 85 km² store strækker sig fra Limfjorden Vilsund og Vilsundbroen i sydvest til Feggesund i øst, ved nordspidsen af Mors, og har vanddybde op til 12 meter. Nord for bredningen ligger byerne Thisted og Sennels, og nord for halvøen Sennels Hage ligger bugten Hovsør Havn, og bag en dæmning mod nordvest Lønnerup Fjord; mod nord, bag en anden dæmning ligger Østerild Fjord. Den nordøstlige afgrænsning hedder Arup Holm og Feggesund Nord, og nordøst for Feggesund fortsætter Limfjorden via Amtoft Vig til Løgstør Bredning. På sydsiden af Thisted Bredning på øen Mors ligger den 61 meter høje molersklint Hanklit, og nord for Sø Bugt, hvor kysten svinger mod nord, ligger pynten Skarrehage, hvor 238 ha. er udlagt som vildtreservat, og hvor der er molersfabrik og museum. Thisted Bredning afgrænses på Mors-siden mod nordøst af Feggeklit, og den yderste spids af Mors Feggerøn. Den nordøstlige del af bredningen (med vestgrænse mellem Sennels Hage og et punkt lidt syd for Skarre Hage) er en del af Natura 2000-område nummer 16: Løgstør Bredning, Vejlerne og Bulbjerg, og er udpeget til både Ramsarområde, EF-fuglebeskyttelsesområde og EF-habitatområde.

Thom de Klerk studerede ved Koninklijk Conservatorium Den Haag hos Jacq. Poons, en gammeldags underviser, der lod sine elever studere skalaer i timevis. I 1935 vandt Thom de Klerk som 23-årig stillingen som førstefagottist i Concertgebouworkest under Willem Mengelbergs ledelse. Fagotbyggeri Lige efter anden verdenskrig blev de Klerk inviteret til at være konsulent hos den anerkendte instrumentbygger Cabart i Paris. I 1950 opstartede Thom de Klerk sit eget fagotværksted; først på øverste etage i hans eget hjem i Amsterdam, men senere i et større lokale. Antallet af producerede fagotter forblev dog beskedent. Thom de Klerk havde mange talenter, men at være forretningsmand var ikke en af dem. Ret hurtigt, i 1952, gik fagotværkstedet konkurs.

Severin Georg Thorvald Sørensen (24. august 1849 i København – 10. juni 1905 sammesteds) var en dansk arkitekt, der især satte sit præg på industrialiseringens København med boligejendomme og fabriksbygninger. Hans hovedværker, fabrikken for Beauvais og lagerbygningerne for S.N. Meyer & Co., er begge blevet nedrevet. Thorvald Sørensen blev født 1849 som søn af arkitekt Theodor Sørensen og Petrine Charlotte Amalie Corfitz. Han tog præliminæreksamen, fik afgang fra Polyteknisk Læreanstalt, var i tømrerlære i to år og var dernæst på Det tekniske Institut. Derefter kom han i Kunstakademiets forberedelsesklasse og i arkitektskolens forberedelsesklasse 1869-71. I 1870'erne var han ansat hos Ove Petersen. Han var assistent hos bygningsinspektør, senere stadsbygmester P.C. Bønecke 1877-88 og efterfulgte ham som bygningsinspektør i Københavns Kommunes 2. distrikt 1888-1905. I 1890 rejste han i Tyskland. Stilistisk tilhørte han den meldahlske historicisme, men hans sidste værker viser indflydelse fra nationalromantikken. Sørensen blev gift 19. marts 1876 med Petrine Vilhelmine Knack (1. januar 1859 i Auderød, Kregme Sogn – 19. juli 1917 i København), datter af støberiarbejder Anthon Knack og Ane Kirstine Nielsen. Han er begravet på Assistens Kirkegård.

En af Blushøjlejrens tidligere beboere, som holder fast ved sin levevis som "rejsende", fortæller om sin tilværelse og om de sociale følger af saneringen af "sigøjnerlejren" ved Køgevejen i Valby.

I Rusland og de tidligere sovjetrepublikker findes tjuvasjiske kulturforeninger, der holder kontakten til Republikken Tjuvasjien, organiserer litteratur- og kulturarrangementer, markerer tjuvasjisk Akatuj (omtrent modsvarende Sankt Hans), Tjavarni (forårsfest). I 1990'erne oprettedes den "tjuvasjiske nationalkongres". Kongressen organiserer tjuvasjiske konkurrencer med sprogolympiader, "Miss Tjuvasjien" og lignende. Kongressen repræsenterer tjuvasjerne i UNPO (Unrepresented Nations and Peoples Organization) Sproget Tjuvasjisk, der sammen med russisk er officielt sprog i Republikken Tjuvasien, tilhører den tyrkiske sprogfamilie. 1.043.000 indbyggere i Den Russiske Føderation opgav at have tjuvasjisk som modersmål ved folketælling i 2010. Tjuvasjiske navne De fleste tjuvasiske navne er russificerede. Med kristningen under Ivan 4. måtte tjuvasjererne lade deres børn døbe og antage ortodokse navne. Efternavnene dannedes som patronymer efter faderens navn: Ivan Stepan-ov (dansk: ~ Stepans Ivan, Ivan Stepansen). Ivans søn fik efternavnet Ivanov, Ivans datter fik efternavnet Ivanova. Arvede slægtsnavne blev taget i anvendelse i midten af 1900-tallet. Ved siden af russiske, officielle navne anvender tjuvasjiserne navne uformelt: Stappan Ivane (dansk: Stepan søn Ivan). Familier, som ikke kristnedes, anvender fortsat gamle tjuvasjiske navne. Blandt kunstnere er det almindeligt at tage tjuvasjiske pseudonymer. Gennadij Lisin, en tjuvasjisk forfatter, tog navnet Ajhi (Ajgi), som betyder "den der". Religion Majoriteten af tjuvasjerne tilhører den russisk-ortodokse kirke. Ifølge visse kilder gik mange tjuvasjere over til islam i Zar-rusland, fordi muslimer blev ladet i fred mens der fandtes strengere regler og betalinger for den kristne befolkning. Resultatet heraf blev "tatariseringen". En del af tjuvaserne er tilhængere af den gamle animistiske tjuvasjiske tro. Hvert år mødes de i Ucük ved en gammel eg og læser bønner til den guden Tor. I øvrigt påpeges det, at tjuvaserne har en blanding af den ortodokse lære og gamle animistiske forestillinger.

Torghatten er et 258 meter højt fjeld der er et populært turistmål, hvor der i gennemsnit er omtrent 100.000 besøgende hvert år. Der er en campingplads, en lille badeplads og en lille restaurant ved vandet. Fjeldet er kendt for sit karakteristiske hul, som går tværs gennem bjerget. Hullet, som er 160 meter langt, 35 meter højt, og 20 meter bredt, blev skabt i istiden, hvor is og vand gravede i de løse bjergarter, mens de hårdere i fjeldets top stod imod. Gangturen op til tager omkring 20 minutter på en anlagt sti. Hvis man går op på den ene siden, ned på den anden side og rundt om Torghatten tager det omtrent 1 time. Ud for Torget er der mange små og store øer og fiskevær som man kan se fra Torghatthullet, blandt andet Torværet og langt i det fjerne Sandværet. Mange af øerne er privatejet og der er huse på nogle få af dem. Der findes et sagn om Torghatten som sigeer at Vågakallen skulle skyde med pil og bue mod Lekamøya. Så tog Skarsfjellgubben hatten af, og kastede den mod pilen. Pilen gik gennem hatten og landede på Torget. Torghatten-ulykken Torghatten-ulykken var en flyulykke som indtraf den 6. maj 1988 da et norsk Widerøe-fly af typen Dash 7 (reg. LN-WFN) fløj ind i Torghatten under indflyvning til Brønnøysund Lufthavn, Brønnøy. Alle 36 ombord mistede livet, hvilket gør det til den ulykke med flest omkomne med et Dash 7-fly.

Traktaten i Corbeil var en traktat underskrevet 11. maj 1258 i Corbeil (i dag Corbeil-Essonnes) nær Paris af repræsentanter for Ludvig 9. af Frankrig og Jakob 1. af Aragonien. Den franske konge afstod, som arving til Karl den Store, sine krav på overherredømmet til grevskaberne i den Spanske Mark. Jakob 1. afstod sine krav på Fenouillet-du-Razès og Peyrepertuse inklusiv borgene Puilaurens, Fenouillet, Castellfisel og Quéribus. Derudover afstod han sine krav på overherredømmet over Toulouse, Saint Gilles, Quercy, Narbonne, Albi, Carcassonne (del af Grevskabet Toulouse siden 1213), Razès, Béziers, Lauragais, Termes og Ménerbes (givet som len i 1179 til Roger 2. Trencavel). Ligeledes afstod han Agde og Nîmes, hvor vicegreven siden 1112 havde været underlagt greverne af Barcelona samt Rouergue, Millau og Gévaudan (fra arven efter Douce af Provence). Han bevarede overherredømmet over Vicegrevskabet Carlat, Herskabet Montpellier og baroniet Aumelas. I traktaten stod også at kongen af Aragonien skulle afstå sine feudale rettigheder til Grevskabet Foix, men det blev afvist af kongen, da han ratificerede traktaten 16. juli 1258 med den begrundelse, at det ikke var under den franske konges overherredømme. I følge traktaten skulle Jakob 1.s datter Isabella af Aragonien gifte sig med Ludvig 9.s arving Filip 3. Den 17. juli afstod Aragoniens konge sine arverettigheder til Grevskabet Provence i det Tysk-romerske Rige efter sin onkel Ramon Berenguer 4., greve af Provence, som døde i 1245 til fordel for grevens datter Marguerite, der var gift med den franske konge. Det direkte resultat af traktaten var en begrænsning af Aragoniens kongers interesser i Sydfrankrig. Indirekte muliggjorde det også at Provence kunne blive inkorporeret i Frankrig efter at Huset Capet uddøde.

Tredagesfeber, også kaldet Exanthema subitum eller Roseola infantum, er en meget almindelig tilstand, som rammer så godt som alle børn. De fleste smittes i løbet af de 2-3 første leveår. Den ses hos børn i seks måneders-alderen til tre års-alderen. Sygdommen er meget smitsom. Den er en virussygdom fra herpesvirus-familien. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om tredagesfeber. Man kan kun få den én gang i livet. Symptomer Tredagesfeber er en mild børnesygdom, der først giver feber i 3 dage og derefter udslæt på kroppen.

Tyfjorden (nordsamisk: Dáigevuotna) er en fjordarm af Tanafjorden på østsiden af Nordkinnhalvøen i Gamvik kommune i Finnmark fylke i Norge. Fjorden har indløb mellem Hanstyske i nord og Tyfjordneset i syd og går 4,5 kilometer mod vest til Tyfjord i bunden af fjorden. Tyfjord er en gammel bygd ved fjorden, og den eneste bebyggelse her.

En sværvægtskamp mellem tidligere Bellator-mester, russiske Alexander Volkov og hollandske Stefan Struve var stævnets hovedattraktion. Tidligt i august, meldte Islam Makhachev afbud på en planlagt kamp mod brasilianske Michel Prazeres og blev erstattet af den danske nykommer Mads Burnell. Til indvejningen klarede Michel Prazeres ikke letvægtskravet på 156 pund, da han vejde ind på 159 pund. Dette resulterede i at kampen mod Burnell blev ændret til en catchweight og Prazeres fik en både 20% af sin løn, hvilket blev givet til Burnell. Burnell tabte til Prazeres via Submission (north-south choke) efter 1 minut og 26 sekunder i 3. omgang. Nick Hein skulle have mødt nykommeren Zabit Magomedsharipov ved dette event, men meldte afbud den 21. august på grund af en skade. Hein blev erstattet af nykommeren Mike Santiago. Den tidligere kvindelige UFC-fjervægts-mester, hollandske Germaine de Randamie skulle have mødt Marion Reneau ved stævnet. Men de Randamie meldte afbud den 25. august på grund af en skade. Hun blev erstattet af nykommeren Talita Bernardo. Engelske Darren Till besejrede ved stævnet serbiske Bojan Veličković via en enstemmig afgørelse med dommerstemmerne 30-27, 30-27, 30-27. Russiske Mairbek Taisumov besejrede ved stævnet, brasilianske Felipe Silva på knock out efter 1 minut og 24 sekunder i 1. omgang og vandt Performance of the Night-prisen for sin indsats.

Uchte er administrationsby i Samtgemeinde Uchte og ligger vest for floden Weser, mellem naturparkerne Dümmer og Steinhuder Meer ved Großen Moor omkring midt mellem byerne Sulingen og Minden ved grænsen til delstaten Nordrhein-Westfalen. Inddeling I Uchte ligger landsbyerne Hoysinghausen, Darlaten, Höfen, Lohhof og Woltringhausen, der ind til 1. marts 1974 var selvstændige kommuner.

Ungarns parlament (ungarsk: Országgyűlés) er den lovgivende magt i Ungarn. Parlamentet består af et kammer med 199 repræsentanter valgt for en fireårig periode. 106 repræsentanter vælges fra valgkredse og 93 fra nationale lister. Ungarn fik ny valgordning forud for valget i 2014. Efter valget i 2010 havde parlamentet 386 repræsentanter. Parlamentet vælger både Ungarns præsident og landets premierminister.

Der har gennem årerne været en del rygter om Unleashed in the East var et ægte livealbum, da det er påstået at det meste, hvis ikke det hele, af Rob Halfords vokal var indspillet i studiet sammen med guitarspor af Glenn Tipton og K.K. Downing. Faktisk siger et rygte at hele albummet blev indspillet i studiet, og ved hjælp af lydeffekter havde man imiteret et publikum. Glenn Tipton har dog afvist disse påstande, men indrømmede at noget af Rob Halfords vokal var blevet hævet i studiet, da han under optrædenden havde influenza, og nogle få guitarpassager også var blevet indspillet i studiet. Der gik også et rygte om at albumsomslaget var et foto taget fra en optræden i Queensway Hall, Dunstable, England og ikke den fra Tokyo i Japan. Genudgivelse Unleashed in the East blev genudgivet som cd i 2001 med fire bonusspor som var "Rock Forever," "Delivering the Goods," "Hell Bent for Leather" og "Starbreaker." Tre af sporerne kom fra deres forrige album Killing Machine. Disse spor var dog allerede før genudgivelsen med på en sjælden japansk udgave af albummet ved navn Priest In The East, og var blevet indspillet på samme tid som de andre ni originale numre. To andre sange var også indspillet til den samme koncert, men var kun mulige som B-sides på forskellige singler: "Evil Fantasies" var med på "Living After Midnight" sammen med "Delivering the Goods." Sporerne "Beyond The Realms of Death," "Rock Forever" og "Hell Bent for Leather" blev trykt sammen på en speciel live ep, der i begyndelsen fulgte med på den britiske udgivelse af "Unleashed In The East." Der er også en britisk kassette fra 1979 med tolv sange: "Delivering the Goods", "Hell Bent for Leather" og "Beyond the Realms of Death" samt de originale ni spor.

VHF (engelsk forkortelse af Very High Frequency) er elektromagnetiske bølger med en frekvens på mellem 30 MHz og 300 MHz. En VHF-radio er et apparat til talekommunikation (kaldtes også tidligere en radiotelefon). I VHF-båndet (dvs. VHF-frekvensområdet) er man i nogen grad afhængig af at der er fri sigt mellem sende- og modtageantenner, specielt i den høje del af båndet, da VHF-signaler ikke følger jordens krumning i samme grad som lavere frekvenser. Dette betyder at f.eks. tv- og radiostationer, der skal dække større områder eller bjergrigt landskab er henvist til høje master og stor sendeeffekt.

Verdensmesterskab i orientering (engelsk: World Orienteering Championships, fork. WOC) er det officielle verdensmesterskab i orientering. Det blev for første gang afholdt i 1966 i den finske by Fiskars. I perioden 1966-2003 blev stævnet afholdt hvert andet år, dog både i 1978 og 1979. Siden 2003 har det været en årlig begivenhed. Deltagende lande skal være medlem af det Internationale Orienterings-Forbund (IOF). Ved stævnet konkurreres der i fire forskellige discipliner, en langdistance, en mellemdistance, en sprintdistance og en stafet. Oprindeligt var der kun to discipliner, klassisk og stafet. I 1991 kom der en kort distance med, som dog i 2003 blev erstattet af en mellemdistance. I 2001 kom sprintorientering med på programmet. Siden 1990 har der været afholdt et særskilt Junior-VM. Nyt mesterskabskoncept IOF har til hensigt at ændre formatet for VM i de kommende år, til det formål at øge interessen for både tilskuere og tv. Bl.a. har man valgt at øge antallet af medaljer, ved at oprette en mix-stafet. Der er også lagt op til at begrænse antallet af kvalifikationer til én, som skal være sprintdisciplinen. På IOF's generalforsamling Lausanne i 2012 blev det besluttet at tilføje Spritstafet til programmet, der er en såkaldt knock-out-sprint, til programmet. Det planlægges at indføre det til programmet ved VM i Italien i 2014. Historie IOF blev dannet den 21. maj 1961, på en kongres i København mellem de nationale forbund i Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Tyske Demokratiske Republik, Finland, Ungarn, Norge, Sverige og Schweiz. Formålet var at standardisering sporten, herunder blev der nedsat et udvalg, der skulle forberede ensartede internationale konkurrenceregler. Ved den efterfølgende kongres i 1963 i Leipzig, blev udvalgets arbejde godkendt, og udvalget blev derefter omdannet til en teknisk komité. Det første skridt til en international konkurrence var taget. Det første til, at der i 1962 blev afholdt den første internationale konkurrence, der fik status af EM, ved byen Løten i Norge. Ved konkurrencen var der kun én disciplin, klassisk orientering, med deltagelse af atleter fra flere europæiske lande. Kortet var i målestokket 1:25.000 topografisk, hvor mændene skulle konkurrere på en 16,7 km bane med 13 poster, og kvinderne på en bane der var 7,5 og med syv poster. Ved EM året efter i Le Brassus, Schweiz blev stafet en del af programmet for første gang. EM betragtes som forløberen til VM. På den tredje IOF-kongres, der fandt sted i Bulgarien 1965, blev det besluttet at omdøbe EM til World Cup, selvom de 11 medlemslande i IOF på daværende tidspunkt var lokaliseret i Europa. I dag tæller IOF 74 medlemslande. VM i skiorientering blev første gang afholdt i Finland, 1975, mens det første VM i MTB-orientering blev afholdt i Frankrig i 2002.

En film om det danske socialdemokrati under krigens og besættelsens tid, hvor vilkårene for partiets politiske virksomhed er af en ganske anden art end under normale forhold. Filmen har til hensigt at opmuntre til øget indsats for tilgang af medlemmer, at anspore til deltagelse i partiets omfattende virke, og at give tilskueren et indblik i den måde, hvorpå organisationsapparatet er bygget op, og hvorledes det fungerer.

Veksebo er en landsby i Asminderød Sogn, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt, til 1970 Asminderød-Grønholt Kommune, fra 1970 til 2006 i Fredensborg-Humlebæk Kommune, siden 2006 i Fredensborg Kommune. Historie Veksebo var fra middelalderen en landsby. I 1682 talte landsbyen 4 gårde. Det samlede dyrkede areal udgjorde 114,6 tønder land skyldsat til 20,34 tdr hartkorn. Dyrkningsformen var trevangsbrug. I Veksebo lå Veksebo Rytterskole

Volsemenhusen er en landbrugspræget marskkommune, der er inddelt i mange små bebyggelser. Den er beliggende øst for byen Marne og består ud over af selve Volsemenhusen, af bebyggelserne Harsemenhusen, Kannemoor, Kannemoorfelde, Klitzhusen, Norderlandsteig, Norderwisch, Rösthusen, Süderlandsteig, Süderwisch, Schüttung, og Westerhusen.

I juni 1991 introducerede Volvo en ny, forhjulstrukket model med navnet 850. Ifølge fabrikanten havde bilen fire tekniske "verdensnyheder" i en serieproduceret bil: En Deltalink-bagaksel, som skulle forbedre køreegenskaberne, de første tværliggende femcylindermotorer, sikkerhedsseler som automatisk tilpassede sig førerens størrelse, og sidst men ikke mindst sidekollisionsbeskyttelsessystemet SIPS (Side Impact Protection System). Dermed var 850 forbillede for andre bilers sikkerhed. Konkurrenterne til den forhjulstrukne 850 var Mercedes-Benz E-klassen, BMW 5-serien og Audi 100/A6. Fra starten af 1993 fandtes 850 også som stationcar. Stationcarudgaven havde de karakteristiske vertikale baglygter, som frem til 2016 kendetegnede alle store Volvo-stationcars. Fra sommeren 1993 kunne femcylindermotorerne fås i turboladede versioner, som skulle give bilen et sportsligere image. Denne version med navnet T5 ydede 166 kW (226 hk). Næsten samtidig med dette blev 850 let modificeret og udstyret med nye kofangere og forlygter. T5 blev i sommeren 1994 overgået i effekt af T-5R med 177 kW (241 hk, med overboost). T-5R blev i 1996 afløst af R med 184 kW (250 hk). Disse versioner var 850-seriens topmodeller. Til modelåret 1996 blev modelserien udvidet med en "Bi-Fuel"-model, som både kunne køres på naturgas og benzin, en firehjulstrukket model kaldet AWD og dieselmodellen TDI. I slutningen af 1996 blev 850 i forbindelse med et omfangsrigt facelift omdøbt til Volvo S70 (sedan) hhv. Volvo V70 (stationcar) for at betone slægtskabet med den mindre S40/V40-serie, som kom på markedet et år forinden, yderligere. T-5R Specialserien T-5R blev introduceret i sommeren 1994. Oprindeligt skulle modellen have heddet Volvo 850 plus 5. Modellen var baseret på T-5. Med speciel software var det muligt at øge ladetrykket med 0,1 bar i op til 30 sekunder, hvilket midlertidigt øgede effekten med 11 kW (15 hk) og 30 Nm. Denne specialmodel fandtes kun i tre forskellige farver: Gul (2500 eksemplarer), sort (2500 eksemplarer) og grøn (2500 eksemplarer), hvor de gule og sorte kun blev fremstillet i 1995 og de grønne i 1996. Alle T-5R-modeller blev leveret med specielle 17" fælge og havde kabineudstyr i læder/alcantara. Bilerne havde ligeledes modificerede frontskørter og kunne som ekstraudstyr leveres med hækspoiler. R Fra sommeren 1995 til slutningen af 1996 blev en modificeret og i styktal ubegrænset version solgt under navnet 850 R, som afløste T-5R. Ud over enkelte modifikationer i kabinen var modellen udstyret med en 16T-turbolader i stedet for T-5R's 15G-turbolader.

WWE All Stars er et wrestlingspil baseret på WWE der udgives til PlayStation 2, PlayStation 3 og Xbox 360 i foråret 2011. Stil Spillet er kendetegnet ved en meget speciel udtryksmæssig stil. Wrestlerne er alle ekstremt overdrevne i udseende, hvor musklerne er tegneserieagtigt store, og deres manøvre og angreb også er væsentligt overdrevent, for at give det en mere arcade og fiktionspræget stil. Spillemæssigt er det også mere arcadepræget, med fokus på combos.

Kommunen er beliggende syd for Preetz og består ud over byen Wahlstorf, af landsbyerne Wahlstorf-Hof og Wielen. Ved kommunens østgrænse går Bundesstraße 76, der fra Kiel, over Preetz fører til Plön. I kommunen ligger søerne Fuhlensee, Kronsee og en del af Lanker See. Søerne er forbundet af floden Schwentine.

Wallace Spearmon Jr. (født 24. december 1984 i Chicago, Illinois, USA) er en amerikansk atletikudøver (sprinter), der vandt sølv på 200 meter-distancen ved VM 2005 i Helsingfors og bronze 2 år senere ved VM i Osaka. Han var ved VM i Osaka desuden en del af det amerikanske stafethold, der vandt guld på 4 x 100 meter-distancen. Ved OL i Beijing 2008 sluttede Spearmon på tredjepladsen i 200 meter-løbet og troede dermed han havde sikret sig bronzemedaljen. Han blev dog diskvalificeret for at have trådt på banelinjen, og bronzemedaljen gik i stedet til landsmanden Walter Dix.

William Ridout Wadsworth (17. december 1875 – 1971) var en canadisk roer som deltog i de olympiske lege 1904 i St. Louis. Wadsworth vandt en sølvmedalje i roning under OL 1904 i St. Louis. Han var med på den canadiske otter som kom på en andenplads efter den amerikanske båd fra Vesper Boat Club, Philadelphia. Roerne fra Argonaut Rowing Club, Toronto som repræsenterede Canada var Arthur Bailey, William Rice, George Reiffenstein, Phil Boyd, George Strange, William Wadsworth, Donald MacKenzie, Joseph Wright og Thomas Loudon som var styrmand. Der var kun to hold som deltog i denne klasse og finalen blev afholdt den 30. juli 1904.

Zdeněk Miler (21. februar 1921 – 30. november 2011), var en tjekkisk filmskaber og animator. Han er mest kendt for filmene om Krtek, den lille muldvarp.

Zemgales priekšpilsēta (Semgallens forstad; tidligere Jelgavas priekšpilsēta og Rīgas Ļeņina rajons) er én af Rigas, hovedstaden i Letlands, seks territoriale administrative enheder. Zemgales priekšpilsēta ligger langs Daugavas venstre bred, i byens sydvestlige del. Zemgales priekšpilsētas areal udgør 41 kvadratkilometer (13,34% af Rigas samlede areal), og antallet af indbyggere udgjorde 131.451 per 1. januar 2012 (14,8% af Rigas samlede indbyggertal). Historie I 1787, efter ordre af Kejserriget Ruslands zarina Katharina den Store, blev en tredje territorial administrativ enhed oprettet i Riga, på den tid under navnet Mitauer Vorstadt (lettisk: Jelgavas priekšpilsēta, russisk: Митавский форштадт eller Митавская часть). Efter besættelsen af Letland i 1940 omdannedes forstaden til Pārdaugavas rajons, der hurtigt blev omdøbt til Ļeņina rajons. I 1956 blev Ļeņina rajons lagt sammen med Sarkanarmijas rajons. Den 16. maj 1969 udskiltes Ļeņina rajons nordlige og nordvestlige dele og Ļeņingradas rajons blev dannet. Efter genopretningen af Republikken Letland blev Ļeņina rajons i 1990 omdøbt til det nuværende Zemgales priekšpilsēta.

Árnafjall (dansk: Ørnefjeld) er det højeste fjeld på Vágar i Færøerne. Fjeldtoppen har en højde på 722 moh., og er dermed det højeste punkt på øen og det 37. højeste fjeld på Færøerne. Árnafjall ligger på Vágars vestkyst tæt ved bygden Gásadalur. Det er også et mindre fjeld på Mykines ved navn Árnafjall. Det er 350 moh.

Íngrid Betancourt Pulecio (født 25. december 1961 i Bogotá) er en colombiansk politiker, tidligere senator, korruptionsjæger og præsidentkandidat for miljøpartiet Oxígeno Verde under valget i 2002. Under kampagner nær FARC-kontrollerede områder i forbindelse med valgkampen blev hun sammen med sin kampagneleder Clara Rojas bortført af den venstreekstreme terrororganisation FARC den 23. februar 2002 og holdt som gidsel i junglen i seks og et halvt år. Betancourt blev befriet af colombianske sikkerhedsstyrker den 2. juli 2008, sammen med fjorten andre gidsler (tre amerikanere og elleve colombianske politibetjente og soldater), efter at repræsentanter fra de colombianske sikkerhedsstyrker havde infiltreret FARC under dække af at de repræsenterede en venstreorienteret organisation. Íngrid Betancourt har dobbelt statsborgerskab (colombiansk og fransk) og Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy havde gjort det til en af sine mærkesager at støtte hendes løsladelse.

Øresund's chemiske Fabriker A/S eller Fabriken Øresund (ofte blot kaldt Kryolitfabrikken) var en stor kemivirksomhed på Strandboulevarden 84 på Østerbro i København. Fabrikken var grundlagt 1859 under sidstnævnte navn og skiftede navn til førstnævnte i 1870, da G.A. Hagemann overtog ledelsen af fabrikken. Fabrikken, der forarbejdede kryolit fra Grønland, lukkede i 1990. I 1992 fusionerede firmaet med Incentive A/S, som gik konkurs 2004. Historie Virksomheden anlagdes i 1859 til sodafremstilling af kryolit efter plan af professor Julius Thomsen for handelshuset Th. Weber & Co. Han havde i 1852 opfundet en proces, hvorved kryolit kunne omdannes til soda – datidens vigtigste husholdningskemikalium. Samme år begyndtes en alunfabrik og nogle år senere en stråmassefabrik. Fabrikkens første bygninger var tegnet af en murermester Schmock. Selve transporten af kryolitten fra Ivittuut i Grønland skete i regi af Kryolith Mine og Handels Selskabet. Historien bag var den, at Theobald Weber og broderen Sigwaldt i 1851 oprettede en spejl-, glas- og træslibefabrik på Christiansdal i nærheden af Haderslev sammen med deres onkel hofspejlsfabrikant Frederik Lehmann. I glasproduktionen blev der bl.a. brugt en del soda, som blev udvundet af kryolit, og i 1859 byggede grosserer Weber og hans bror Fabriken Øresund med hofspejlsfabrikant Lehmann og svigerfar August Meldola som økonomiske støtter. Den importerede grønlandsk kryolit og udvandt soda med Thomsens metode. Det var en strålende forretning indtil 1866, hvor verdensmarkedsprisen på soda faldt drastisk. Theobald Weber trak sig derfor ud af fabrikken og slog sig ned som frugtvinsproducent og skibsværftejer i Svendborg. Han fik dog stadig indtægter fra minen i Grønland, som han var medejer af. Fra 1866 til 70 var virksomheden under administration. I 1870 overdroges fabriken til G.A. Hagemann og Vilhelm Jørgensen. Samme år byggedes en svovlsyrefabrik. Fra slutningen af 1870'erne indskrænkedes sodafabrikationen for helt at ophøre i 1894. Svovlsyrefabrikationen var ophørt iflg. kontrakt med Fredens Mølle i 1880'erne, og hovedvirksomheden blev nu rensning af kryolit, der eksporteredes til anvendelse i aluminium-, glas- og emaljeindustrien. Fra 1870 blev produktionen således fokuseret på kryolitudvinding og sodafremstilling og fabrikken kom efterhånden til at omfatte et meget stort areal, nemlig hele grunden mellem Strandboulevarden, Østbanegade, Gammel Kalkbrænderi Vej og Hjørringgade. I 1902 omdannedes firmaet til et aktieselskab, i 1912 til et kommanditselskab med Vilh. Jørgensens søn, C.F. Jarl, som eneansvarlig indehaver. I 1943 omdannedes firmaet igen til et aktieselskab. I 1938 blev der opført nye bygninger ved arkitekterne Viggo Berner Nielsen og Henning Ortmann. Eftersom kryolitminen på Ivittuut i Grønland var udtømt i 1987, blev fabrikken lukket i 1990. Grunden blev ryddet for bebyggelse, hvorefter erhvervskomplekset Tietgens Have blev opført på den østlige halvdel af grunden i 1992-1994 efter planer af Hvidt & Mølgaard. Det huser i dag Skat. Den vestlige halvdel af grunden måtte vente længere på at blive bebygget. Det skete først i 2001, da Lundgaard & Tranbergs boligkompleks Charlottehaven blev opført. Firmaets data i 1950 Direktør: C.F. Jarl Bestyrelsen består af civilingeniør C.F. Jarl, bankier Paul Hagemann, bankdirektør Ernst v. Kauffmann (f. 1897) og godsejer G.A. Hagemann jr.. Aktiekapital: kr. 3.600.000. Fra 1. januar 1940 har firmaet overdraget sin kryolitforretning til "Kryolitselskabet Øresund A/S", der er dannet af Grønlands styrelse og Kryolith Mine og Handels Selskabet A/S samt Øresunds chemiske Fabriker, kommanditselskab ved C.F. Jarl. Kryolitselskabet Øresund A/S, har overtaget Øresunds chemiske Fabrikers kontoradresse, Strandboulevarden 84, København Ø, medens sidstnævnte firma, der fortsætter som et investeringsselskab, har adresse Østbanegade 121.

Den 15. østlige længdekreds (eller 15 grader østlig længde) er en længdekreds, der ligger 15 grader øst for nulmeridianen. Den løber gennem Ishavet, Atlanterhavet, Europa, Afrika, det Sydlige Ishav og Antarktis. Denne meridian gennemskærer Bornholm øst for Gudhjem. Ved Slusegården i nærheden af landsbyen Pedersker krydser meridianen den 55. nordlige breddekreds. Lov om Tidens Bestemmelse fastsætter dansk normaltid til at være middelsoltiden for denne meridian. Den 15. østlige længdekreds udgør halvdelen af en storcirkel, hvor den 165. vestlige længdekreds er den anden halvdel.

Den oprindelige 7400-serie af transistor–transistor logik (TTL) integrerede kredsløb var den mest populære familie af TTL integrerede kredsløb logik. 7400-serien erstattede hurtigt diode–transistor logik efter sin fremkomst i 1963-1966. 7400-serien blev bygget til minicomputere og mainframe computere i 1960'erne og 1970'erne. 74LVC multifunktionsgate Der eksisterer to 74LVC multifunktionsgates kaldet 74LVC1G97 og 74LVC1G98 med 1,65 V til 5,5 V forsyningsspænding. Begge har tre Schmitt-trigger indgange og kan udføre to-input gate funktionerne MUX (multipleksning), AND, OR, NAND, NOR (med eller uden invertering af en input) - og en-input gate funktionerne inverter og buffer.

AU Center for Entreprenørskab og Innovation (CEI) er et kompetencecenter for entreprenørskabs-undervisning på Aarhus Universitet. Et centralt fokus er, at de studerende i deres studieforløb tilegner sig handlekraft og kompetencer til værdiskabelse ved anvendelse af deres faglighed. AU CEI er et videncenter med en servicefunktion overfor alle universitetets faglige miljøer. Centerets funktion er at danne bro mellem den teoretiske forskning og dens anvendelse i samfundet.

Aage Barfoeds og Frank Lunds Legat var et legat, som delte midler ud fra 1969 til 2002 til ældre forfattere, som træner til støtte eller søger. Legatet fik navn efter forfatterne Aage Barfoed og Frank Lund. Dansk Forfatterforenings var repræsenteret i legatets udvælgere. Legatet blev nedlagt ved sidste uddeling i 2006.

Opførelsen af det nuværende Aarhus Rådhus blev påbegyndt i 1938 og afsluttet tre år efter i 1941. Den officielle indvielse fandt sted den 2. juli 1941 - året for byens 500 års jubilæum som købstad. Det er byens tredje rådhus. Det første rådhus blev bygget i 1400-tallet og lå på Store Torv ved Domkirkens tårnindgang. Det andet rådhus blev opført i årene 1856-1857, og lå på hjørnet af Mejlgade og Domkirkepladsen - denne bygning rummer i dag Kvindemuseet. Historien Det første rådhus i Aarhus, blev opført i midten af det 15. århundrede og lå på Store Torv foran Aarhus Domkirkes tårn. Det blev nedrevet 1859. Byens andet rådhus, blev opført i årene 1856-1857 bag Domkirken på hjørnet af Domkirkepladsen og Mejlgade. Officielt var det et rådhus, domhus og arresthus, med plads til 28 arrestanter. Også amtsrådet holdt fra 1856 til 1906 sine møder i bygningen. Dette rådhus blev opført efter tegning af arkitekt C.G.F. Thielemann. Efter tiden som rådhus, fungerede bygningen som politistation i perioden 1941-1984, hvorefter Kvindemuseet i Danmark flyttede ind. En konkurrence for arkitekter Det første skridt til det nuværende og tredje rådhus, blev taget 28. april 1937 i Aarhus byråd. Baggrund var, at man på det gamle rådhus på Domkirkepladsen led af en udpræget pladsmangel for den kommunale administration. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence og de ønsker man havde til det nye rådhus, og som de deltagende arkitekter skulle forsøge at indfri var, at det skulle ”udformes som en udpræget administrationsbygning, en arbejdsbygning uden noget tilstræbt pompøst og uden en forloren ”rådhusstil””. Da fristen for indlevering af forslag til byggeriet udløb d. 2. august, var der indkommet ikke færre end 53 projekter, som konkurrencens dommerkomité skulle tage stilling til. Et vinderprojekt i stormvejr Afgørelsen kom ikke til at tage lang tid, idet dommerne allerede den 14. august kunne annoncere, at de enstemmigt havde vedtaget at udnævne det projekt, der var indsendt af arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller som vinder af konkurrencen. Som begrundelse for valget angav dommerpanelet, at ”Forslaget er en særdeles talentfuldt udformet og en indtagende og værdig Løsning af den stillede Opgave, som Fagdommerne anser for egnet til Opførelse…”. Det var dog langt fra alle, der var enige i dommernes afgørelse og bedømmelsen af projektet, og de efterfølgende reaktioner afstedkom en langvarig offentlig debat i den lokale presse – en debat, der endda skulle komme til at forplante sig helt over til Københavnerpressen. Under debatten blev planerne for den arkitektoniske udformning af det nye rådhus af modstanderne blandt andet karakteriseret ved følgende beskrivelse: ”Tidens ordinære Stil, der her ytrer sig som en lidt afsvækket og traurig Funktionalisme med de kendte og halvt opslidte Virkemidler”. Der var, med andre ord temmelig langt mellem den opfattelse arkitektkonkurrencens dommerpanel havde af planerne for byggeriet og det syn, den stadigt voksende skare af modstandere havde på projektet. Samtidig var der ikke udsigt til, at man umiddelbart kunne nå til enighed. Tilbage på tegnebordet I et forsøg på at ende polemikken og finde en løsning på uenighederne blev de to arkitekter bag vinderprojektet 28. oktober indkaldt til et møde. På mødet blev de bedt om at ændre deres projekt, så bygningen ville få en mere monumental karakter – en formulering, der nok kunne virke noget svævende. Der fulgte ikke nogen nærmere beskrivelse af, hvad der skulle til for at opnå dette, men kun at ændringerne efterfølgende skulle godkendes af byrådet, for at de fortsat ville være forpligtet på udførelse af byggeriet. En andenudgave med tårn Den 15. november kunne arkitekterne sende en ny og revideret udgave af rådhusprojektet til godkendelse i byrådet. I den reviderede udgave af planen for rådhusbygningen var der to ændringer, der umiddelbart faldt i øjnene. For det første havde man i det nye projektudkast valgt at beklæde hele bygningen med 6000 m² marmorplader fra Porsgrunn i Norge der ellers var helstøbt jernbeton. For det andet, og nok mere væsentligt, var der nu tilføjet et 60 meter højt tårn til bygningen. Et tårn, hvis tidligere mangel sandsynligvis havde været en af hovedårsagerne til den store modstand mod opførelsen af det nye rådhus. De to ændringer af rådhusbyggeriet kunne foretages, uden at man ellers ville være nødt til at forandre noget af betydning ved det oprindelige projekt. De forandringer de to arkitekter havde foreslået var med andre ord, alene af kosmetisk betydning og ændrede dermed ikke ved bygningens oprindelige funktionalitet. På denne måde var det dermed lykkedes arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller at tilføre deres bygning den monumentale karakter, den ifølge nogle havde savnet. Det betød, at byrådet allerede 18. november 1937, kun tre dage efter afleveringen af det reviderede projekt vedtog, at man ville påbegynde opførelsen af det ny rådhus. Det færdige rådhus Den samlede pris for opførelsen af Aarhus’ nye rådhus endte på 8 millioner kroner. Dertil kom desuden en udgift på 1,5 millioner kroner til interiør og møbler, som alt sammen blev designet af møbelarkitekten Hans J. Wegner i samarbejde med de to arkitekter bag byggeriet. Rådhuset under 2. Verdenskrig Rådhuset var sidst i 30'erne og i 40'ernes Danmark genstand for stor folkelig opmærksomhed. Derudover havde besættelsesmagten mistanke om at rådhus ansatte hjalp med produktion af illegale dokumenter, derfor blev rådhuset under 2. Verdenskrig to gange udsat for bombeattentat i forbindelse med gengældelsesaktioner for danske modstandsaktioner. Bygningen og arkitekturen Rådhuset har et areal på 19.380 m², inklusive kælder. Rumfanget er på omkring 10.000 m³. Tårnet er 60 meter højt, tårnuret har en diameter på 7 meter; den lille viser er 2,5 meter og den store 3 meter lang. Tre grundsten De tre grundsten blev henmuret den 24. september 1938 af daværende viceborgmester Einar Stecher Christensen, af formanden for den borgelig gruppe I.C. Sørensen og af borgmester H.P. Christensen. Egentlig skulle statsminister Thorvald Stauning og indenrigsminister Bertel Dahlgaard have henmuret to af de tre sten, men den politiske situation i Europa gjorde at de ikke kunne deltage. Over grundstenene blev lagt en dæksten, hvis overflade var glatsleben, denne dæksten blev fixpunktet for højdejusteringen under hele byggeriet. Dækstenen kan ses den dag i dag. Opbygning Rådhuset består primært af fire bygningselementer: halfløjen, den høje panoptikonfløj, den lave fløj og tårnet, de skærer sig ind i hinanden. Både rådhusets hovedbygning med rådhushallen og den høje og lange og høje panoptikonfløj rummer en centralkorridor med ovenlys mellem de administrative kontorer. Desuden får begge bygninger lys via vinduespartier hver i en gavl, den lave fløj med det hvælvede kobbertag rummer i dag borgerservice. Tårnet er en skeletkonstruktion med to urskiver, seks balkoner, en udsigtsplatform og klokkespil på toppen. Dertil kommer tre sekundære elementer: byrådssalen, der springer frem over hovedindgangen, rampen under hovedindgangen, samt hvad der tidligere var turistkontor, der springer frem i hjørnet ved tårnet og den høje fløj. Det hele er opbygget over et net med moduler på 315 cm, som i den lave fløj er udvidet til 349,5 cm. Alle tværskillerum kan flyttes uden konstruktive ændringer, i hovedskillerummet findes for hvert fag en niche som kan bruges som dør fra gangen eller skab fra kontoret. Detaljer Arkitekterne har gennemtegnet rådhuset helt ned til de små detaljer, selv dørhåndtag og nøglehuller, da der ikke fandtes udbud af acceptabelt isenkram. Arne Jacobsen designede ure til Aarhus Rådhus både til tårnet og til indvendigt brug, designet er senere blevet sat i produktion til privat brug. Lamper indvendig og udvendig til rådhuset blev udbudt i licitation efter arkitekternes tegninger. De indvendige lamper var i mat poleret messing med specielt formede glasskærme. Skriften på skilte i rådhuset er gennemført med et nydesignet alfabet med skrifttypen Grotesk som forlæg. Talerstolen i rådhushallen er udformet med et skjold bag taleren, som danner baggrund for taleren mod de store vinduer i rådhushallen. En lignende skærm er bag borgmesterens plads i byrådssalen. Møblerne, interiører og andre detaljer var Hans J. Wegners første større opgave, som blev tegnet i samarbejde med Erik Møller og Arne Jacobsen. Tæpper blev nydesignet til borgmesterkontor, et motiv af grundris af rådhuset, rådhusparken og byrådssalens tæppe viser en kortskitse af Aarhus by. og bryllupssalen er specielt vævet til rummet med motiver fra den danske natur. Gelænder og rækværker på balkoner og langs trapper er med messing håndlister fremstillet af Nordisk Kabelfabrik. Gulvene er alle steder udført som egeparket, i hallen er der brugt moseeg til parkettet. Udsmykning Ved byjubilæet fik Aarhus by en del gaver der skulle bruges til udsmykning af det nye rådhus. Til løsning af nogle af disse opgaver blev der afholdt konkurrencer blandt malere og billedhuggere. Thorvald Hagedorn-Olsen udførte det store vægmaleri Menneskesamfundet. Albert Nauer udsmykkede væggene i vielsesrummet med blomster. Maleren Eiler Krag fik til opgave at dekorere et udvalgsværelse, en figurfrise fra Aarhus by. Kræsten Iversen udsmykkede to udvalgsværelser ved byrådssalen. Anker Hoffmann skabte to relieffer i forhallen. Billedhuggeren Mogens Bøggild med hjælp fra Agnete Varming skulle udføre mosaikken i gulvet i forhallen, der dog ikke blev til noget, det måtte flyttes til en væg i foyeren i biografen, Aarhus Scala, da det ikke kunne tåle sliddet som gulv, mosaikken blev nedtaget i 1982 og anbragt på depot i ARoS Aarhus Kunstmuseum. Udformning og udsmykning af rådhusets omgivelser Rådhuset omgivelser blev udført i samarbejde mellem arkitekterne og kommunens embedsmænd. En del træer fra den tidligere kirkegård er bevaret. På Rådhuspladsen er Ceresbrønden af Mogens Bøgild, Agnete og Havmanden af Johannes Bjerg står i Park Allé ved sydfacaden af rådhuset og i Rådhusparken er opstillet Svend Rathsacks Pigen af 1940. Senere er tilføjet flere skulpturer: Kai Nielsens Vaagnende kvinde eller Aarhuspigen fra 1920 er udført hos kgl. hofbronzestøber Lauritz Rasmussen og en gave til Aarhus by fra Frede Skaarup, der var direktør på Scala Teatret i København. Oprindeligt stod skulpturen foran Stadion, der brændte i 1943, skulpturen blev reddet og i 1948 opstillet i Rådhusparken. Johannes C. Bjergs Den Svangre udført i 1914 -18 blev opstillet i linde-rotunden i Rådhusparken 26. maj 1955 efter i en årrække at have været i privateje og stået i en have i Risskov. Minderelief af Ole Rømer udført af Olaf Stæhr-Nielsen blev afsløret 25. september 1965, det er opsat ved tårnindgangen til Rådhuset. I Rådhusparken står også Atlante af Einar Utzon-Frank, udført i 1919. Klokketårnet Rådhusets klokker blev indviet ved klokkespil den 7. august 1948 kl. 4 om eftermiddagen. Ved indvielsen blev den gamle majvise fra 1491 – forfattet og komponeret af Morten Børup – "In vernalis temporis" sunget af Aarhus Studentersangere. Denne melodi har senere været byens kendingsmelodi som spilles fra rådhusklokkerne hver dag klokken 12. Fredning Rådhusparken i forbindelse med Rådhuset er beliggende på det tidligere Aarhus Søndre Kirkegårds areal, som fungerede i årene 1818-1926. En del af gravstenene derfra er samlet i et lapidarium langs den sydlige kant af Rådhusparken og en anden del af Aarhus Søndre Kirkegård er bevaret som den jødiske kirkegård mellem Rådhuset og Musikhuset. Som et af de få danske rådhuse, blev Aarhus Rådhus og omgivelser, på baggrund af bygningens enestående arkitektur, fredet i marts 1995 og efterfølgende i januar 2006 blev det medtaget i Kulturkanonen under området arkitektur.

Filmen er et essay om troen og bønnen fortalt gennem den danske novice Antonia Holstein-Ledreborg på hendes fortsatte vej til mødet med Gud. Som katolsk opdraget på en dansk herregård og senere religiøst vakt under en pilgrimsrejse i Jugoslavien søger hun et ordenssamfund med hovedkloster i Paris. Det er i denne fristelsernes og forfængelighedens by, at hun, omgivet af byens liv i stor indre ro i en fortsat bøns samtale med Gud, forbereder sig til afgivelsen af det endelige løfte, afkaldsløftet, og finder sig til rette med konsekvenserne af sin fuldbyrdede indtræden i livet som nonne. Filmen viser os i tilbageblik glimt af barndommens paradis og lader os være med under forberedelserne frem til den dag, hun vier sit liv til Jesus.

Aistulf (? – 756) var en langobardisk konge af Italien, der regerede fra 749 til 756. Han var desuden hertug af Friuli fra 744 og hertug af Spoleto fra 751. Han var søn af Pemmo, hertug af Friuli og yngre bror til kong Ratchis. Efter at hans bror Ratchis var blevet langobardernes konge i 744, blev han hertug af Friuli. Og da Ratchis senere afstod kronen og gik i kloster, blev han selv konge. Aistulf fortsatte langobardernes ekspansive udenrigspolitik på bekostning af byzantinernes italienske besiddelser og Pavestaten. I 751 indtog han Ravenna, byzantinernes sidste vigtige bastion i Italien. Han truede Rom og krævede, at Pavestaten betalte kopskat. Paverne, klemt og truet af langobarderne – og uden håb om undsætning fra byzantinerne, som Rom nominelt tilhørte, klagede i stedet deres nød til de karolingske rigshofmestre af Austrasien – de egentlige herskere over det frankiske kongedømme. Først opfordrede pave Gregor 3. Karl Martell til at intervenere, men han var for travlt optaget andetsteds og afslog. I 753 besøgte pave Stefan 2. Karl Martells søn Pipin den Lille, som med sin forgænger, pave Zacharias' velsignelse var blevet kronet til frankernes konge i 751. Som tak for den pavelige støtte og opbakning til sin kroning krydsede Pipin Alperne, besejrede Aistulf og tilbagegav pavestaten de områder omkring Rom, ducatus Romanus, som Aistulf havde indtaget, foruden de tidligere byzantinske områder omkring Ravenna og ned langs kysten (Emilia-Romagna og Pentapolis) som Aistulf havde erobret fra Konstantinopel. Aistulf døde under en jagt i 756. Han blev efterfulgt af Desiderius som langobardernes konge og af Alboin som hertug af Spoleto. Han havde da allerede givet Friuli til sin svoger Anselm, abbed af Nonantula, hvis søster Gisaltruda han havde giftet sig med, da han blev kronet i 749.

Küchler var søn af den fattige snedkermester Christian Küchler, og fik ikke megen skolegang. Som tolvårig begyndte han i lære hos sin far. Senere kom han ind ved Kunstakademiet, som den gang fungerede som vor tids teknisk skole. I 1821 vandt han den lille sølvmedalje, i 1822 den store, og i 1823 stillede han for første gang ud, blandt annet et ikke antaget guldmedaljearbejde. C.W. Eckersberg havde ham som elev på sin private malerskole frem til 1830, hvor Küchler udviklede sit talent videre. Som udlært malersvend stod valget mellem håndværk eller kunst. I 1825 vandt han den lille guldmedaljen, kun 22 år gammel, med maleriet Tobias ledsaget af englen. Senere vandt han den store guldmedalje med maleriet Josef forklarer drømmen om kornnegene for sine brødre. Hans tidligste kompositioner viser tydelig inspiration fra den romantiske litteratur, såsom Oehlenschläger. Küchler malede flere genremalerier med motiver fra København sidst i 1820'erne. Til C.F. Hansens Christiansborg lavede han fem dørstykker i grisaille med emblemer. I påvente af det treårige rejselegat, der almindeligvis blev tildelt vinderen af den store guldmedalje, rejste Küchler i maj 1830 til München, hvor han blev optaget i kredsen af danske kunstnere, der satte stor pris på hans gode humør. Samme efterår rejste han videre til Rom. I Rom som kunstmaler Han kom i forbindelse med kredsen af danske digtere og malere og blev en bekendt af forfatteren Christian Winther for hvem han malede billedet Albanerinden, også kaldet Italienerinden, der hænger på Glyptoteket i København. Küchler var en populær skikkelse i den danske koloni, og han indgår som person i flere digte og romaner og også på nogle af de mest kendte billeder fra tiden som Constantin Hansens billede af de danske kunstnere ved balkonen og af Ditlev Bluncks billede fra osteriet "La Gensola". Konversion til katolicismen. Franciskanermunk Efter nogle år konverterede Küchler til katolicismen, og senere blev han lægbroder i Franciskanerordenen under navnet Pietro di Sante Pio. Efter et par år i et kloster i Schlesien, hvor han så at sige udlevede nogle asketisk-fundamentalistiske idealer, vendte Küchler tilbage til Rom, hvor han blev resten af sine dage. Da Christian 9. besøgte byen inkognito, opsøgte han Pietro i hans enkle munkecelle i Bonaventura-klostret, der er bygget over det tidligere vandreservoir for det kejserlige palads på Palatinerhøjen. Bagefter gik kongen til pladsen ved Den Spanske Trappe for at se den kvinde, der havde sendt Küchler i kloster. Han opdagede, at hun i løbet af få år var blevet en meget overvægtig blomstersælgerske med en hel skok børn. H.C. Andersen besøgte også Küchler i klostret, og fortæller i Mit livs eventyr: "Da jeg flere år senere kom til Rom for anden gang, var ungdomssindet borte [hos Küchler], kun enkelte gange kom lunet lidt frem, og i 1841, da jeg for tredje gang var i Rom, var han blevet katolik og malede kun altertavler og fromme billeder. Nu er han, som vi ved, for et par år siden blevet indviet til tiggermunk af Pius 9., og han drog barbenet gennem Tyskland og til et fattigt kloster(...) Gud give ham her den fred og lykke som han vistnok - idet han misforstår den alkærlige Gud - søger på en forvildet vej, og vil finde." Tilbage i Rom. Religiøse malerier Küchler vedblev med at male, men lagde stort set de verdslige motiver til side for at male religiøse motiver. Ud fra enhver kunstnerisk vurdering er de religiøse billeder af ringere kvalitet end de verdslige. Det var Küchler givetvis selv klar over, men intet bekymrede ham mindre. Et par af hans religiøse billeder hænger i danske kirker, Ballerup, Esbønderup og Toreby på Lolland. Forbindelsen til Danmark Küchler blev som munk i Rom flere gange opsøgt af danskere; han fik besøg af kongefamilien, af malerkolleger og af forfattere. Nogle af forfatterne har fortalt om besøgene i artikler (bl.a. i Illustreret Tidende) og i bogform. En af forfatterne var Nicolaj Bøgh, Christian Winthers biograf. Albanerinden i albanske medier Küchlers billede af Christian Winthers kæreste er i 2005-2006 blevet genstand for debat i albanske aviser, tidsskrifter og elektroniske medier. Nogle mener, at pigen havde albanske aner – eventuelt at hun stammede fra en af de albanske landsbyer i det sydligste Italien – nogle at hun kom fra Albanerbjergene uden for Rom.

Brown kommer fra Taulov-Skærbæk og blev far som 21-årig. Karriere Alexander Brown startede som DJ i en alder af 15 år. Han blev hurtigt en del af diskoteksmiljøet, blandt andet som frivillig DJ på VLR og senere på et diskotek i Nyborg. Gennembruddet kom i efteråret i 2009 med "Skub til taget", som blev lavet sammen med Morten Hampenberg og Yepha som sanger. Sangen blev skrevet i Skærbæk. Den 21. oktober 2013 udgav Alexander Brown sin første EP kaldet #Human, som er den første ud af i alt 4 EP'er som udgives inden sommeren 2014. I 2015 blev han nomineret til Årets danske clubnavn ved Danish Music Awards for "Jack In A Box" feat. Jack Savoretti, men hæderen gik til TooManyLeftHands for "Too Young To Die".

Alexandre Deschapelles (1780-1847), var en fransk skakspiller, som formodes i en periode efter Philidor at have været verdens stærkeste spiller og derfor er listet som uofficiel verdensmester i skak i perioden 1800-1820. Han dominerede det franske skakmiljø, som udfoldede sig omkring den navnkundige Café de la Régence i Paris. Han var en farverig person, som var veteran fra Napoleonskrigene, hvor han havde mistet den ene arm på slagmarken. Det forhindrede ham ikke i at være en habil billardspiller med den tilbageværende arm. Han var desuden en kendt bridgespiller, og et Deschapelles coup er stadig kendt af millioner af bridgespillere. Hans overlegenhed var sådan, at han spillede de fleste af sine partier med skak. Desværre kendes ingen partier af ham, da han var hævet over at nedskrive dem. Han optrænede sin elev, Louis de la Bourdonnais i skak, og da han ikke længere kunne slå ham, trak han sig tilbage fra skakspillet.

Guzzoni kom fra Mantua i Italien. Italienske hær Guzzoni gik ind i den Kongelige italienske hær (Regio Esercito Italiana) i 1911 og kæmpede i 1. verdenskrig. Efter den Anden italiensk-abessinske krig, blev Guzzoni udpeget som Eritreas guvernør. Han var guvernør fra 1936 til 1937. I 1939 havde Guzzoni en vigtig rolle i den italienske invasion af Albanien, og han blev øverstbefalende der i 1940. I juni 1940, efter at Italien var gået ind i 2. verdenskrig, ledede Guzzoni den italienske 4. armé under invasionen af Frankrig. Den 29. november 1940 efterfulgte Guzzoni Ubaldo Soddu som vicekrigsminister og næstkommanderende for overkommandoen. I 1943 var Guzzoni general for den 6. armé på Sicilien og var kommandør for aksemagternes tropper på Sicilien under den allierede invasion af øen. Armégruppe Liguria Guzzoni endte krigen som øverstbefalende for Armégruppe Liguria. Det var en italiensk-tysk hær (Esercito Nazionale Repubblicano) i den Mussolini-tro Salò-republik. (Repubblica Sociale Italiana eller RSI). Salò-republikkens hær blev opbygget i 1943, efter at Italien havde kapituleret, og den italienske diktator Benito Mussolini var blevet befriet af tyskerne. Salò-republikkens hær blev opløst ved kapitulationen i 1945. Armégruppe Liguria omfattede mange tyske enheder, og de italienske enheder blev også brugt i tyske operationer.

Alluitsup Paa (da.: Sydprøven) er en grønlandsk bygd under Kujalleq Kommune. Med sine ca. 390 indbyggere (Pr. 2005) var Alluitsup Paa den største bygd i den daværende Nanortalik Kommune. Bygden blev grundlagt i 1830 som en handelsstation. Alluitsup Paa er venskabsby med Rudersdal Kommune (før 1.1.2007 med Birkerød Kommune).

Almindelig milturt er en flerårig urt med en opstigende til opret vækst med en tilbøjelighed til at blive tæppedannende. Stænglen er rund og glat. Bladene er spredt stillede og runde eller nyreformede med rundtakket rand. Over- og undersiden er først gulgrøn og senere lysegrøn. Blomstringen sker i april-maj, hvor man ser blomsterne siddende endestillet i små skærmagtige stande. Blomsterne er gule, regelmæssige og 4-tallige. Frugterne er mangefrøede kapsler. Rodnettet består af nogle få, trævlede rødder og en krybende jordstængel. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,20 x 0,10 m (20 x 10 cm/år), heri ikke medregnet skud fra jordstænglen.

Som fransk født af marokkanske forældre havde Harit mulighed for at repræsentere både det franske og det marokkanske landshold. Gennem sine ungdomsår spillede han for flere af de franske ungdomslandshold, blandt andet fire kampe for Frankrigs U/21-landshold i 2017. Senere samme år valgte han dog at repræsentere Marokko på seniorplan. Han debuterede for holdet 7. oktober 2017 i et opgør mod Gabon. Han var en del af den marokkanske trup til VM 2018 i Rusland.

Anatol Vieru (født 8. juni 1926 i Iasi, død 8. oktober 1998 i Bukarest Rumænien) var en rumænsk komponist,musikteoretiker og lærer af jødisk afstamning. Vieru hører til det 20. århundredes mest betydningsfulde rumænske komponister. Han har skrevet 7 symfonier, 3 operaer, 8 strygerkvartetter, Kammermusik og orkesterværker. Han blev undervist af Aram Khatjaturian, og modtog Herder Prisen i 1986.

Virksomheden blev grundlagt i 1921 af Michael Andersen og Alfred Nielsen. Begge havde et solidt sprogkundskab og var udlært inden for isenkram, så det var naturligt, at virksomheden primært kom til at beskæftige sig med import af værktøj og køkkenudstyr. Michael Andersen og Alfred Nielsen gik dog efter kort tid hver til sit, og virksomheden havde indtil 1971 skiftende ejere. Fra 1971–2000 stod Henrik Blicher bag roret, og i dag har næste generation taget over. Marianne og Flemming Blicher leder i dag virksomheden, der igennem årene har udviklet sig fra en lille agenturvirksomhed med kælderkontor på Vesterbro til en virksomhed med over 35 ansatte (2013) og mere end 3000 m² lager og kontor placeret i industrikvarteret i Skovlunde .

Efter Frankrigs fald i 1940 under 2. verdenskrig og våbenhvilen mellem Frankrig og Nazityskland var Storbritannien bekymret for, at den franske flåde kunne blive udleveret til Tyskland og kunne påvirke Storbritanniens muligheder for at modtage råvarer over Atlanten og fra kolonierne. Den britiske regering frygtede, at tyskerne ville tage kontrol over skibene på trods af artikel 8, 2. afsnit i våbenhvilebetingelserne, hvorefter den tyske regering "højtideligt og fast erklærede at den ikke havde til hensigt at fremsætte krav vedrørende den franske flåde under fredsforhandlingerne" og tilsvarende betingelser i våbenhvilen med Italien. Hertil kom, at admiral Darlan den 24. juni personligt havde forsikret Churchill om, at noget sådant ikke ville finde sted. (rent faktisk førte et tysk forsøg på at overtage flåden i 1942 til at besætningerne sænkede skibene i Toulon, for at de ikke skulle falde i tyskernes hænder). Det viste sig også senere, at Hitler hverken havde til hensigt eller de fornødne midler til at gøre noget sådant. Winston Churchill gav ordre til at den franske flåde (Marine Nationale) enten skulle slutte sig til den britiske Royal Navy eller skulle neutraliseres for at forhindre skibene i at falde i tyske eller italienske hænder. Den franske flåde var vidt spredt. Nogle skibe lå i havn i Frankrig. Andre var undsluppet til havne under britisk kontrol, fortrinsvis i Storbritannien eller i Alexandria i Ægypten. I første trin af Operation Catapult blev skibene i de britiske havne Plymouth og Portsmouth ganske simpelt entret om natten den 3. juli 1940. På den dengang største undervandsbåd, den franske Surcouf, som havde søgt asyl i Portsmouth i juni 1940 efter den tyske invasion af Frankrig, gjorde besætningen modstand og to britiske officerer og en fransk matros blev dræbt. Angrebet på de franske fartøjer i havn skabte vrede blandt franskmændene mod deres allierede og forøgede spændingerne mellem Churchill og lederen af de Frie franske styrker, general Charles de Gaulle. De øvrige skibe var to forældede slagskibe Paris og Courbet, destroyerne Triomphant og Léopard, otte torpedobåde, fem undervandsbåde og en række mindre skibe. Mange – heriblandt Surcouf – blev senere anvendt af de Frie franske styrker. Nogle søfolk sluttede sig til de Frie franske styrker, mens andre blev hjemsendt til Frankrig. Angrebet Den britiske styrke bestod af slagkrydseren HMS Hood, slagskibene HMS Valiant og Resolution, hangarskibet HMS Ark Royal samt en eskorte af krydsere og destroyere. Trods den nogenlunde ligevægt i styrke havde briterne afgørende fordele. Den franske flåde lå for anker i en snæver havn og trods de utvetydelige betingelser i ultimatummet, var den ikke forberedt på et angreb og var ikke klar til kamp. De tunge kanoner på Dunkerque og Strasbourg var på forskibet og kunne ikke straks bringes til at bære. De britiske slagskibe med 15 tommer kanoner havde også en tungere bredside end franskmændenes. Briterne åbnede ilden på længst mulig afstand den 3. juli kl. 16.56. Franskmændene svarede omsider igen, men ikke effektivt. Den tredje salve fra den britiske styrke, og den første der ramte, forårsagede en eksplosion i magasinet på Bretagne, som sank med 977 besætningsmedlemmer kl. 17:09. Efter omkring 30 salver holdt de franske styrker inde med skydningen. I mellemtiden havde briterne skiftet kurs for at undgå beskydning fra de franske kystforter. Slagskibene Provence og Dunkerque samt destroyeren Mogador blev beskadigede og sat på grund af deres besætninger. Det lykkedes Strasbourg at undslippe fra den belejrede havn sammen med fire destroyere. Da de fem skibe satte kurs mod det åbne hav, kom de under angreb fra en gruppe Swordfish fly udstyret med bomber fra Ark Royal. To af dem gik tabt, men besætningerne blev reddet af destroyeren HMS Wrestler. Bombeangrebet havde ikke større virkning, og Somerville gav sine styrker ordre til at indlede forfølgelsen kl. 18:43. De britiske krydsere HMS Arethusa og HMS Enterprise rapporterede at de var i kamp med en fransk destroyer. Klokken 20.20 afblæste Somerville forfølgelsen, da han følte, at hans skibe var dårligt placeret til en natlig kamp. Efter at have modstået endnu et Swordfish angreb kl. 20:55 uden skader nåede Strasbourg den franske havn Toulon den 4. juli. Den 4. juli sænkede den britiske undervandsbåde HMS Pandora den franske korvet Rigault de Genouilly, som sejlede fra Oran. Samme nat gennemførte franske bombefly et gengældelsesangreb mod den britiske flåde i Gibraltar uden større effekt. Da briterne troede at skaderne på Dunkerque og Provence ikke var særlig alvorlige, gennemførte britiske Fairey Swordfish fly fra Ark Royal et angreb på Mers-el-Kebir om morgenen den 6 juli. En torpedo ramte patrulkebåden Terre-Neuve, som lå fortøjet ved siden af Dunkerque med en forsyning dybdebomber. Terre-Neuve sank hurtigt og dens dybdebomber udløste en stor eksplosion, som forårsagede alvorlige skader på Dunkerque . Efterspil 1.297 franske søfolk døde og omkring 350 blev såret ved Mers-el-Kébir. Forholdet mellem Storbritannien og Frankrig blev alvorligt forværret, og tyskerne vandt en stor propagandasejr. Som gengældelse blev adskillige tusinde kvinder og børn fra Gibraltar, som havde været evakueret til det fransk kontrollerede Marokko, udvist med magt og tvunget ud på overfyldte og beskidte transportskibe, mens de måtte efterlade de fleste af deres ejendele. Den britiske admiral Somerville var ikke begejstret for aktionen og sagde, at det var "den største politiske fejltagelse i moderne tid, og vil rejse hele verden mod os ... vi skammer os alle ..." Rent faktisk viste aktionen at Storbritannien var indstillet på at fortsætte krigen alene og samlede de britiske konservative omkring Churchill (selv om han var premierminister var han ikke leder af partiet). Churchill selv erklærede senere, at aktionen betød at "i de øverste regeringskredse i USA ... var der ikke længere tale om at Storbritannien ville give op." Harold Nicholson rapporterede til Underhuset, at han var blevet "befæstet" af Churchills rapport om aktionen. De franske skibe i Alexandria under kommando af admiral René-Emile Godfroy, herunder det gamle slagskib Lorraine og fire krydsere, blev blokeret af briterne i havnen den 3. juli og tilbudt samme vilhår som ved Mers-el-Kébir. Efter ømtålelige forhandlinger, der på britisk side blev ført af admiral Andrew Cunningham indvilligede den franske admiral den 7. juli i at afvæbne sin flåde og blive i havn indtil krigens slutning. Der blev de, til de sluttede sig til de allierede i 1943. Den sidste fase i Operation Catapult var et angreb den 8. juli med fly fra hangarskibet HMS Hermes mod det moderne franske slagskib Richelieu ved Dakar. En torpedo ramte og beskadigede skibet. Dunkerque, Provence og Mogador blev repareret delvis og sejlet tilbage til Toulon. Den 27. november 1942 forsøgte tyskerne at erobre den franske flåde med base i Toulon, en operation der havde kodenavnet Fall Anton. Alle skibe af militær værdi blev sænket af franskmændene, herunder Dunkerque og Strasbourg.

Anousheh Ansari (farsi: انوشه انصاری [ænuːˈʃɛ ænsɔːˈriː], født 12. september 1966 i Iran) iransk-amerikansk forretningskvinde. I 1982 flygtede hun fra præstestyret til sin tante i USA. Den 18. september 2006 fløj hun som den fjerde rumturist op til Den Internationale Rumstation med det russiske rumfartøj Sojuz TMA-9. Efter landingen d. 29. september havde hun været 10 døgn, 21 timer og 6 minutter i verdensrummet. Prisen var på 20 millioner USD. Hun har bidraget til Ansari X-Prize, der var en pris på 10 millioner USD til den første private, der kunne sende tre mennesker ud i rummet. Prisen blev vundet 4. oktober 2004 af Scaled Composites med deres SpaceShipOne.

Aorta, legemspulsåren eller hovedpulsåren er en arterie, der udspringer fra venstre hjertekammer, som den adskilles fra af aortaklappen, og strækker sig til 4. lændehvirvel, hvor det deler sig i de to aa. iliacae communes, der forsyner bækkenet og underekstremiteterne. Alt det iltede blod fra lungerne passerer gennem aorta, hvorfra det fordeles via det systemiske kredsløb til kroppens væv. Aorta inddeles i aorta ascendens, arcus aortae og aorta descendens. Aorta ascendens ligger inden for hjertesækken og begynder ved den tredelte aortaklap, der forhindrer blodet i at løbe tilbage til venstre ventrikel i hjertets afslapningsfase, diastolen. Lige efter aortaklappen afgår de to kranspulsårer, a. coronaria dextra og a. coronaria sinistra, der forsyner hjertet med blod. Den går over i arcus aortae i samme niveau som 2. ribbens ledforbindelse med brystbenet, og løber først opad og lidt bagud for så at tage et hårnålesving i nedadgående retning, hvor den bliver til aorta descendens, omtrent på niveau med underkanten af 4. brysthvirvel. Fra arcus aortae afgår truncus brachiocephalicus, venstre a. carotis communis og venstre a. subclavia. Aorta descendens er forbundet med lungepulsårestammen med et lille ligament, lig. arteriosum, der er en rest af et kar, ductus arteriosus, der i fosterlivet har forbundet de to pulsårer. Normalt inddeles aorta descendens i aorta thoracica, der ligger i brysthulen, og aorta abdominalis, der ligger i bughulen. Fra et histologisk synspunkt er aorta en elastisk pulsåre. Aortas elasticitet bidrager til at opretholde blodets strømning ud i organismen under hjertets afslapningsfase.

Den "klassiske" stillingssav, der i forskellig størrelse og med forskelligt udformede tænder er blevet brugt – men som nu kun til dels bruges – af træsmede. Tænderne kan være ret- eller krydsfilede, de kan være grove eller fine, lige som vinklen i forhold til savryggen kan variere efter formålet. Klingelængden kan variere fra ca 400 mm på børnesaven til sløjd til omtrent det dobbelte på en grov brændesav. Bestanddelene Armsavens bestanddele er en ramme, (sav)stillingen, (sav)ramme, -stel, gestel eller armstilling, bestående af to arme, og en bom (bjælke, midterstang), der sidder fastgjort midt mellem armene. Ifølge Håndbog for Snedkere kaldes den øverste del af armene snorstykke, og den nederste håndstykke. Nederst på armene er savbladet ved hjælp af to (sav)angler, fastgjort til et par krykker (der også kaldes kryk, knibe, knag(e), horn, (sav)skrue, knap, eller savknap) Jf. Kaj Bom (Dialektforskningsinstituttet), har ordet dølle samme betydning, hvis den sidder i en brændesav. Spænding af savbladet Savbladet spændes ved hjælp af en spændesnor, savsnor og en stillepind (spillemand, spænd(e)pind eller spænd(e)stok). Andre navne Sinksaven har en klingelængde på ca 500 mm og ca 10 tænder pr. tomme. Håndværkersav er hvad der i CFP-kataloget fra 1987 kaldes en armsav med klingelængde på 750-800 mm og 3½-5 tænder pr. tomme. Fordelen ved armsaven er at bladet kan drejes i forhold til bommen, så denne kan gå langs siden af arbejdsstykket, og således at den, der saver, har frit udsyn til snittet.

Stammen er som regel kortskaftet, svær og gennemgående. Hovedgrenene er først opstigende, så mere udspærrede, og til sidst helt vandrette. Barken er først strågul, så gråbrun, og til sidst grå og opsprækkende i små firkanter. Knopperne er spredte, ægformede og lysebrune med mørke spidser på knopskællene. Fra bladhjørnerne på étårsskuddene dannes der fra andet år små kortskud med knippestillede nåle. Nålene er grågrønne med tydelig spids. De er runde i tværsnit. Han- og hunblomster sidder adskilt i tætte, oprette stande. Hunstandene bliver til tøndeformede, oprette kogler. De modner over to år. Først er de lysegrønne med et violet skær mod spidsen, senere mere mørkt violet, og til sidst lysebrune. De falder fra hinanden ved modning. Frøene modner sandsynligvis ikke her i landet. Rodsystemet er kraftigt, og det når langt ud og ned. Udenfor kronens radius dannes et tæt rodfilt. Højde x bredde og årlig tilvækst: 25 x 12 m (30 x 20 cm/år). Målene kan anvendes ved udplantning. Hjemsted Atlas-Ceder hører hjemme i Atlas-bjergene i Algeriet og Marokko. Her danner den skove på de allerhøjeste skråninger sammen med bl.a. Strand-Fyr, Rødfrugtet Ene, Afrikansk Cypres, Sten-Eg, Buksbom og Vild Figen. Siden år 1860'erne er arten naturaliseret og under kraftig spredning på Mont Ventoux i Provence.

Atomradius er radius for et atom, hvor både kernepartikel (nukleon) og elektroner er medregnet. Radius går altså fra atomkernen til den yderste stabile elektronskal for et atom.

Båndet jernformationer er rigelige omkring iltkatastrofen, 2,4 milliarder år siden, og blev mindre hyppige omkring 1,8 milliarder år siden (mindre ilt). Betingelser for opløst jern (mindre ilt) tog fart igen ved 1,9 milliarder år siden, og BIF tog fart igen i forbindelse med den formodede "sneboldjord" for 750 millioner år siden, og her er BIF svær at forklare. Båndede jernformation senge er vigtige kommercielle kilder af jernmalm, såsom Pilbara området i vestaustralien og Animikie Group i Minnesota. Oprindelse Den konventionelle opfattelse er at båndede jernaflejringer blev dannet i havvand grundet frit ilt (O₂) dannet af fotosyntetiserende cyanobakterier, kombineret med opløst jern i Jordens oceaner danner vanduopløselige jernoxider, hvilket "regner" ud, og danner tynde lag på underlaget, hvilket kan have været anoxisk mudder (dannende skiferler og kiseljord(en.chert?)). Hvert bånd kan minde om en "årring", forstået på den måde at båndene skyldes cykliske variationer i tilgængelig ilt. Det er uklart om disse båndede jernstensformationer var årstidsafhængige, fulgte en tilbagekoblende oscillation i oceanernes komplekse system eller fulgte en anden cykel. Det formodes at jorden i starten startede med enorme mængder opløst jernforbindelser i verdens sure have. Efterhånden som fotosyntetiserende organismer dannede frit ilt, dryssede vanduopløselige jernoxider ud i samme takt.

Bayerbach bei Ergoldsbach ligger i den nordøstlige del af Landkreis Landshut, omkring 25 km nordøst for Landshut og 35 km sydvest for Straubing.

Bengtsfors kommuneblok var en kommuneblok i det daværende Älvsborgs län (nu i Västra Götalands län). Kommuneblokken blev oprettet i 1964 og nedlagt i 1977. Som en forberedelse til kommunalreformen i 1971 blev Sveriges daværende 1006 kommuner grupperede i 282 kommuneblokke med virkning fra 1. januar 1964. Bengtsfors kommuneblok bestod af de nuværende kommuner Dals-Eds kommun og Bengtsfors kommun. De fleste kommuneblokke blev nedlagte ved udgangen af 1973, men Bengtsfors kommuneblok bestod frem til udgangen af 1977.

Sony's Betamax er et 12,7 mm hjemmevideo videobåndsformat (VCR) introduceret i 1975 og afledt fra det tidligere, professionelle 19,1 mm U-matic-format. Ligesom VCR systemet VHS, introduceret af JVC i 1976, havde det intet beskyttelsesbånd og brugte azimutoptagelse for at reducere elektronisk krydstale. "Betamax"navnet kom af, at når båndet løb igennem løbeværket lignede det det græske bogstav "Beta". Trods Betamax' fordele med f.eks. en bedre billedkvalitet, klarede det sig ikke mod VHS-formatet i den globale markedskonkurrence og efter konstant faldende markedsandele standsede Sony produktionen helt i 2002.

Bhutans flag er et af de nationale symboler for Bhutan. Flaget er baseret på traditionen for den tibetanske buddhismes Drukpa-afstamning og har Druk, bhutanesisk mytologis tordendrage. Flagets grundlæggende design af Mayum Choying Wangmo Dorji stammer fra 1947. En version blev vist i 1949 ved underskrivelsen af ​​Indo-Bhutan-traktaten. En anden version blev introduceret i 1956 til besøg af Druk Gyalpo Jigme Dorji Wangchuk i det østlige Bhutan; det var baseret på fotos af sin forgænger fra 1949 og indeholdt et hvidt tryk i stedet for den grønne original.

Bielefeldkomplottet (tysk: Bielefeldverschwörung eller Bielefeld-Verschwörung) er en satire på konspirationsteorier, der stammer fra 1993 på et tysk Usenet, som påstår at byen Bielefeld i Tyskland ikke eksisterer, men i stedet er et produkt af propaganda fra forskellige kanter. Det var oprindeligt et internetfænomen, men komplottet er siden blevte repræsenteret i byens marketing, og den er blevet referet til af Angela Merkel.

Big Mac index er et redskab til sammenligning af leveomkostninger lande imellem og er oprindeligt opfundet som en morsomhed fra det engelske magasin The Economist i 1986 Da en Big Mac har stort set samme bestanddele over hele verden, brugte The Economist prisen på denne burger som udgangspunkt for at sammenligne forskellige landes valutaer ud fra en forestilling om, at en amerikansk dollar skulle kunne købe den samme mængde varer i alle lande. På trods af den oprindelige spøg, er indekset nu så populært, at det opdateres hvert år i april måned. Det meget simple indeks rammer oftest ret godt de mere autoriserede og væsentligt mere komplicerede beregningsmetoder, og giver overordnet en hurtig målestok for, hvor det er billigst eller dyrest at leve, men økonomer mener dog ikke, at det er præcist nok i forhold til beregning af valutakurser, da der er for mange lokale faktorer der kan indvirke på tallene.

Bioteknologiindustrien eller biotekindustrien er en fællesbetegnelse for private virksomheder, der forsker i brugen af levende organismer til fremstilling af f.eks. fødevarer eller lægemidler ved hjælp af gensplejsning, genteknologi eller andre metoder.

Birte Jensen er en tidligere dansk atlet. Hun var medlem af Københavns IF.

Bodstedter Bodden er en del af fjorkæden Darß-Zingster Boddenkette og Nationalpark Vorpommersche Boddenlandschaft. Den ligger på den sydlige del af halvøen Fischland-Darß-Zingst ved Mecklenburg-Vorpommerns kyst. Den bugtrige med siv bevoksede kystlinie er et smukt landskab, hvor de ved kysten nærliggende landsbyer er populære turistmål. Boddens vestgrænse til bugten Koppelstrom er den lille lave siv-ø Borner Blüten". Srømmen Koppelstrom Saaler Bodden. Mod øst danner det smalle havstræde Meiningen overgangen til Barther Bodden og Zingster Strom. I den sydlige del af Bodden befinder søen Redensee med landsbyen Fuhlendor]]. Mod nordøst udmunder strømmen Prerower Strom, den tidligere havudgang, i Bodden. Boddens med ti meter dybeste sted ligger lige før den lave siv-ø Meininger Bülten'. Resten af Bodden er sjældent mere end tre meter dyb.

Stationen åbnede i 1871 som mellemstation på Vendsysselbanen. Vendsysselbanen blev indviet den 15. august 1871 og gik i første omgang fra Nørresundby til Frederikshavn. Senere kom der forbindelse til Aalborg Banegård via Jernbanebroen over Limfjorden, som blev åbnet for trafik den 8. januar 1879. Den oprindelige stationsbygning blev tegnet af N P C Holsøe. I 1966 lukkede stationen og en ny blev bygget i forbindelse med en ny linjeføring for sporene gennem Brønderslev.

Brad Wright er en canadisk manuskriptforfatter, producer og instruktør, kendt som medskaberen af science fiction-serier som Stargate SG-1, Stargate Atlantis og Stargate Universe.

Kanonen var udformet så den både kunne bruges mod fly og mod mål på jorden. Den var effektiv mod lette kampvogne, da de panserbrydende granater kunne trænge gennem 30 mm panser på en afstand af 500 m. Det havde en tohjulet trailer, men på grund af dens strukturelle svaghed, som begrænsede hastigheden til 20 km/t blev våbnet i reglen transporteret på ladet af en lastbil i stedet. Flådeudgave Denne kanon blev i vid udstrækning anvendt af Regia Marina som dæk-monteret antiluftskytskanon på de fleste italienske krigsskibe i såvel enkelt som dobbelt affutager, og blev betragtet som et ret effektivt våben i den ret udbredte Model 1935 dobbelt affutage, som den delte med den lignende Cannone-Mitragliera da 37/54. De havde de samme svagheder, nemlig at de havde behov for et kraftigt underlag og udsendte kraftige vibrationer. I de to enkelt affutager (Model 1939 and 1940), var den sidste (hyppigt anvendt på mindre skibe såsom korvetter og motortorpedobåde delvis kureret for disse fejl og havde et bedre sigte, men generelt blev Breda 20 mm kanonen anset for at være noget underlegen i forhold til Oerlikon 20 mm kanon (som blev anvendt af Regia Marina fra 1941). Alle affutager kunne eleveres fra -10 til +90 grader. Brug Udover at blivce brugt som antiluftskyts kanon blev Model 35 også anvendt som hovedvåben på flere køretøjer. Den blev først monteret på fire Panzer I køretøjer, som blev konverteret under den Spanske borgerkrig, af de spanske nationalister i et forsøg på at styrke deres kampkraft mod de sovjetiske T-26 kampvogne, som blev brugt af de republikanske styrker. Senere blev den monteret på Fiat L6/40 lette kampvogne og AB 41 panservogne. Efter at Vinterkrigen var brudt ud købte Finland i alt 88 Breda kanoner fra Italien, de sidste ankom efter fredstraktaten i Moskva i juni 1940. Fem af de finske Bredaer gik senere tabt i kamp under Fortsættelseskrigen. Desuden havde de fire italiensk byggede motortorpedobåde, som blev anvendt af Finland, en 20 mm Breda kanon på bagdækket. Den finske hær brugte de 20 ItK/35 Breda, som var kanonens officielle betegnelse i Finland, som træningsvåben for antiluftskyts besætninger i adskillige årtier efter afslutningen på 2. verdenskrig. I 1985 var der stadig 76 kanoner tilbage i dens lagre, men de blev alle skrottet senere i årtiet. I Nordafrika havde de britiske styrker erobret et stort antal Breda Model 35-er under Operation Compass, hvilket gjorde det muligt for det australske 2/3 Light Anti-Aircraft Regiment, dele af 4. antiluftskytsbrigade, som havde i alt 42 Bredaer i sine lette antiluftskyts batterier under belejringen af Tobruk, samt et batteri af 106. (Lancashire Husar) Regiment at blive udstyret med dem. Erobrede Bredaer blev brugt af Long Range Desert Group og ombord på et antal Royal Australian Navy og Royal Navy fartøjer, heriblandt HMAS Vendetta, HMAS Perth og HMS Ladybird samt mindst en Marmon-Herrington Mk II panservogn. Under den Anden kinesisk-japanske krig brugte den kinesiske nationalist armés soldater Breda Model 35 under slaget om Xinkou, hvor de nedskød 3 japanske fly. Breda Model 35 blev ikke kun brugt som antiluftskyts, men blev også brugt til at ødelægge japanske kampvogne og pansrede køretøjer.

Bruttonationalindkomsten, forkortet BNI, er et økonomisk begreb, der angiver den årlige indkomst for et lands indbyggere. Som et mål for et lands samlede indkomster er BNI et centralt begreb i nationalregnskabet. BNI kan beregnes med udgangspunkt i bruttonationalproduktet (BNP), idet der korrigeres for lønninger betalt af indenlandske virksomheder til lønmodtagere, der bor i udlandet, formueindkomster til eller fra udlandet (afkast af formue i eller gæld til udlandet i form af renter, aktieudbytte mv.) samt produktions- og importskatter fra eller til udlandet. BNI i forhold til BNP Selvom BNP er det mest anvendte tal til internationale sammenligninger af landes velstandsniveau, er BNI et mere retvisende mål herfor. BNP udtrykker værdien af den produktion (eller mere præcist værditilvækst), der finder sted i et land, men tager ikke højde for, at noget af denne produktionsværdi kan tilfalde udlandet, hvis produktionsfaktorerne er udenlandsk ejede, mens et lands indbyggere omvendt kan have udenlandsk indkomst. BNI angiver derimod den både indenlandske og udenlandske indkomst, som et lands indbyggere indtjener. BNP måler altså aktivitetsniveauet i et land, mens BNI måler landets indbyggeres indkomstniveau. Ofte vil niveauerne for et lands BNI og BNP ligge tæt på hinanden, men undertiden kan der være store forskelle. Luxembourgs BNP er således betydelig højere end BNI, fordi der arbejder mange grænsegængere (dvs. personer, der bor i nabolandene, men pendler til Luxembourg og arbejder) i landet. Grænsegængernes aflønning indgår i Luxembourgs BNP, men i nabolandenes BNI. Ligeledes voksede Irlands BNP betydelig hurtigere end landets BNI siden 1980'erne som følge af et stort indryk af udenlandske virksomheder til Irland, hvis overskud delvis blev sendt ud af landet. For Danmark er forskellen mellem BNP og BNI beskeden. I 2017 var Danmarks BNP 2.178 mia. kr., mens BNI var 2.227 mia. kr., altså 2,2 % højere. Når Danmarks bruttonationalindkomst er højere end landets bruttonationalprodukt, skyldes det først og fremmest Danmarks udlandsformue, som medfører, at danskerne netto modtager en del formueindkomst fra udlandet hvert år. I EU regnes en stor del af medlemslandenes bidrag til EU's fælles budget i forhold til medlemslandenes bruttonationalindkomst, fordi det giver en mere retvisende indikation af landenes velstand end BNP-målet. Danmarks officielle udviklingsbistand offentliggøres normalt også som en andel af Danmarks BNI.

Brylluppet mellem prinsesse Madeleine, hertuginde af Hälsingland og Gästrikland og den britisk-fødte amerikanske forretningsmand Christopher O'Neill fandt sted i Stockholm den 8. juni 2013. Baggrund Prinsesse Madeleine er den anden datter og yngste barn af kong Carl XVI Gustaf og Dronning Silvia af Sverige. Hun er den fjerde i arvefølgen til den svenske trone. I 2009 blev hun forlovet med den svenske advokat Jonas Bergström, med hvem hun havde været i forhold siden 2002. Brylluppet blev sat til at finde sted i 2010, kort tid efter brylluppet mellem kronprinsesse Victoria og Daniel Westling. I april 2010 blev brylluppet dog aflyst og forlovelsen blev brudt. Madeleine flyttede efterfølgende til New York, hvor hun mødte den britisk-fødte finansmand Christopher O'Neill. Den første gang de dukkede op i offentligheden som et par var i januar 2011. Deres forlovelse blev annonceret den 25. oktober 2012. Vielsen Ceremonien blev afholdt i Storkyrkan i Stockholm den 8. juni 2013. Lars-Göran Lönnermark,biskop i Skara, og Michael Bjerkhagen gennemførte ceremonien. SVT, TV4 og TV4 Nyheter sendte brylluppet live hele dagen for svenske seere. Madeleine bar en brudekjole designet af den italienske modedesigner Valentino Garavani. Efter vielsen Efter vielsen blev skudt salut fra Skeppsholmen med 21 skud med fem sekunders mellemrum. Vielsen blev afholdt på både svensk og engelsk, og parret gav hinanden deres løfter på engelsk og svensk, og svarede dermed "Ja" og "I will." Efter at have taget billeder af bruden og gommen og deres familier, kørte Prinsesse Madeleine og Christopher O'Neill med hest og vogn langs en næsten to kilometer lang rute gennem det centrale Stockholm. Ruten gik fra det kongelige palads til Riddarholmen via ekstern bakke til Evert Taube terrasse på Riddarholmen. Så trådte de ombord på S/S Stockholm sammen med de inviterede gæster, og sejlede sammen til Drottningholm Slot, hvor middag og bryllup blev afholdt. Forsvaret paraderede langs processionens ruten og ved ankomsten til Drottningholm.

Byggeforeningshusene ved Nyboder er de tredje i rækken af bebyggelser som Arbejdernes Byggeforening byggede og de første af foreningens huse der havde Frederik Bøttger som arkitekt og blev således en slags pilotprojekt for de næste mange huse, bl.a. de næste 480 der kendes som Kartoffelrækkerne. De 45 huse der ligger i fire rækker på fundamenter af gamle nyboderhuse i Gernersgade, Krusemyntegade og Sankt Pauls Gade med fire hjørnehuse mod Kronprinsessegade er bygget mellem 1870-72. De indrettedes til bolig for to-tre familier og hjørnehusene og en del huse i Gernersgade har i en periode haft butik i stueetagen. I dag er husene bevaringsværdige familieboliger.

Carl Adolph Castenschiold (1740 på Sankt Thomas, Dansk Vestindien – 30. juli 1820 på Hagestedgård) var en dansk godsejer, bror til Jørgen Frederik og Joachim Castenschiold og far til Christian Castenschiold og Jacob August Castenschiold. Han var søn af Johan Lorentz Castenschiold og Jacobe von Holten og ejede fra 1760 til 1764 Knabstrup og fra 1769 Hagestedgård. I 1777 blev han etatsråd og 1780 kammerherre. 5. maj 1760 ægtede han Dorothea Augusta Brøer (1744 i København - 14. juni 1819 på Hagestedgård). Parret fik ti børn, hvoraf en del døde som spæde. 14. juni 1820 ægtede han på Hagestedgård Dorothea Lyngbye (1761 i Maribo - 9. juli 1838 i Næstved), men de fik ingen børn, da han døde kort efter.

Cervecería del Pacífico er et mexikansk bryggeri. Det blev grundlagt i Mazatlán i 1900 af tyskerne Jorge Claussen, Germán Evers og Emilio Philippy. I 1954 blev bryggeriet solgt til Grupo Modelo. Bryggeriet er vigtig for industrien i Mazatlán. Bryggeriet producerer blandt andet det velkendte ølmærke Pacífico.

Chavela Vargas, fejlagtigt også Chabela, født Isabel Vargas Lizano, (17. april 1919 i Costa Rica – 5. august 2012) var en mexicansk rancherasanger. Chavela Vargas blev født i Costa Rica og flyttede, da hun var omkring 14 år, til Mexico, hvor hun levede som gademusikant. I 1930'erne blev hun professionel musiker og fik hurtigt gang i en egentlig karriere. I 1940'erne og 1950'erne var Chavela Vargas konstant splittet mellem sit mangeårige alkoholmisbrug og musikkarrieren. Derfor udkom først i 1963 hendes første egentlige album. Siden har hun udgivet over 80 album. Fra 1970'erne og mange år frem levede hun på grund af sit alkoholmisbrug et tilbagetrukket liv, med meget få offentlige optrædender. Hun gjorde et mislykket forsøg på comeback i slutningen af 1980'erne, men slog for alvor igennem igen, da den spanske filmskaber Pedro Almodóvar brugte en af hendes sange i filmen Høje hæle (Tacones Lejanos) i 1991. Hun optrådte stadig stort set til sin død og opnåede med tiden meget høj status for sit mangeårige virke og sin karismatiske person. Hendes genre var den maskuline ranchera, som traditionelt kun synges af mænd. Alle hendes sange har altid handlet om kvinder – selv de enkelte sange hun har sunget, der oprindeligt var skrevet til mænd, blev næsten altid ændret. Hendes homoseksualitet var aldrig nogen velbevogtet hemmelighed. Hun havde blandt andet et forhold til maleren Frida Kahlo, som skildres i filmen Frida, hvor Chavela Vargas også sang en del af lydsporet. Første gang hun offentligt udtalte sig om sin seksualitet var i 2000, hvor hun, 80 år gammel, officielt sprang ud af skabet i et colombiansk tv-show. Siden optrådte hun bl.a. ved den stort anlagte årlige homoparade i Madrid. Chavela Vargas modtog i 2000 den spanske stats fornemmeste udmærkelse, Isabel la Católica ordenens store kors I 2010 udgav Chavela i en alder af 91 år et nyt album med titlen Por mi culpa!.