Datasets:

jealk

/

wiki40b-da-clean

like 0

Mikkel Bay Mortensen (født 6. januar 1972) er en dansk skuespiller. Mikkel Bay Mortensen er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2001, og har siden været fastansat på teatret. Han har sideløbende kunnet opleves på bl.a. Odsherred Teater, teatret Svalegangen, Kaleidoskop og Århus Teater. Han har bl.a. medvirket i forestillingerne Guitaristerne, Drengene i Skyggen, Peter Pan, Mågen, Mine to Søstre, Galefyrsten, De Onde, Hitlers Barndom og Glengarry Glen Ross.

Laila Anna-Maria Milana Mišić-Puukari (født 23. oktober 1970 i Espoo) er en finsk sangerinde og optiker. Hun er datter af afdøde sangerinde Laila Kinnunen og den kroatisk-jugoslaviske sanger Milan "Mišo" Mišić. Milana Mišić har udgivet flere album, deriblandt to, hvor hun synger moderens sange. Hendes forhold til sin mor var ikke altid så varmt, især efter at Laila Kinnunens sidste samlever ikke havde en særlig god kemi med Milana.

I to år studerede hun grafisk design på Lebanese American University i Beirut. Da den Libanesiske borgerkrig brød ud i 1975 var Hatoum på besøg i London, og hun valgte derfor at gå i eksil i den britiske hovedstad. Her begyndte hun kunststudier på Byam Shaw School of Art og Slade School of Fine Art. I 2004 modtog Hatoum Sonningprisen for sin kunstneriske produktion.

Montpellier-Nellike er en plante med en gennemsnitlig størrelse på 30 - 60 cm. Stilken er grøn, rank, glat og forgrenet ved toppen, bladene er modsatte, enkle og lineære og mere eller mindre oprejst med en kappe, som omfavner stilken. De er omkring 3 mm tykke, 0,5 cm brede og 10 cm lange. Blomsterbægeret er et grøn cylindrisk rør, som er 2 cm lang, med rødlige tænder. Montpellier-Nelliker er hermafroditer og findes oftest tæt på hinanden 3-5 stykker sammen. De har fem lyserøde eller hvide kronblade, som er 10-15 mm lange med frynsede spidser. Blomstringen strækker sig fra maj til august. Deres frugt er kapsler med et par frø.

Morgenbladet blev grundlagt i 1819 af bogtrykker Niels Wulfsberg. Avisen var Norges første dagligt omdelte avis; den ugentligt omdelte Adresseavisen blev dog grundlagt tidligere. I lang tid var Morgenbladet også den norske avis med det største oplag. Det oprindelige format var 20 x 20 cm, mindre enn dagens A4-format. Sidetallet var fire. Formatet blev beholdt i 17 år. Avisens gennembrud kom i maj 1819 under en brand på de vigtige trælastlagre i Christiania. Branden varede i flere døgn, og medførte et større for nyhedsopdateringer. I 1821 blev Wulfsberg avisens første stortingskorrespondent. Referater fra Stortinget var noget helt nyt i norske aviser, og Wulfsbergs indsats førte til en forøget leserskare under stortingssessionen. Samme år trak Wulfsberg sig dog som redaktør, og trykkeren Rasmus Hviid overtog avisen sammen med sin velhavende forlovede, Else Marie Ring. Sammen undgik de, at avisen gik konkurs. Avisen tog afstand fra unionen med Sverige; skrev endog en beklagelse af, at Stortinget ikke fejrede grundlovsdagen 17. maj 1829; og dristede sig til at sætte den højst kontroversielle forfatterinde Germaine de Staël på tryk. Hendes forfatterskab var ellers forbudt i det meste av Europa; men Morgenbladet stolede på accepten fra forfatterindens gamle ven Karl Johan. Adolf Bredo Stabell, chefredaktør fra 1831 til 1857, fortsatte linjen, der gjorde Morgenbladet til en vigtig oppositionskraft, både i politik og litteratur. Blandt avisens skribenter i denne periode var forfatter Henrik Wergeland. Efter 13. marts 1841 var Morgenbladet dog lukket land for Wergeland. Hans digt Mig selv, med åbningslinjen "Jeg i slet lune, Morgenblad?", blev sendt i retur efter en bitter fejde med redaktør Stabell. I 1849 skrev Friedrich Engels dog i Karl Marx’ avis, Neue Rheinische Gazette, at Morgenbladet var "et dejligt lille blad". Utvivlsomt var det Norges vigtigste avis i 1800-tallet, og Wilhelm Munthe ved Oslos universitetsbibliotek skrev i 1930, at Morgenbladet alene blev benyttet som kilde af historikere lige meget som de andre hovedstadsaviser sammenlagt. Prisen var det samme i hele 1800-tallet; et årsabonnement kostede det samme som en ko, nemlig seks speciedaler. Det var så dyrt, at mange delte abonnement, og dannede læseklubber i byerne, hvor medlemmerne byttede på at læse avisen. Mange så Morgenbladet i et heroisk lys på baggrund af dens indbidte modstand mod moderniseringen af norsk politik og kulturliv i 1870'erne og 1880'erne. Avisens største ekspansion skete dog gennem en lang periode med i dag ukendte, men markante kvindelige ejere. Christian Frieles lederskab fra 1857 til 1893 gjorde Morgenbladet til den førende konservative nyhedskilde i Norge. Den blev læst af de fleste mennesker i magtpositioner og blev avisen for højtstående bureaukrater. Den blev snart udfordret af nye konkurrenter: Aftenposten (1860), der henvendte sig til handelsstanden, og Verdens Gang (1868) og Dagbladet (1869), der repræsenterede modstand mod de herskende klasser. Forbindelserne til det konservative parti voksede sig endnu stærkere efter århundredeskiftet. C. J. Hambro, der senere blev både formand for Høyre i otte år og formand for Stortinget i 18 år, var redaktør af Morgenbladet i perioden 1913-1919. Efter at have modsat sig anvisninger udstukket af den tyske besættelsesmagt under anden verdenskrig, blev avisens chefredaktør Olaf Gjerløw og nyhedsredaktør Frederik Ramm anholdt af nazisterne i 1941. Da den nye chefredaktør Rolv Werner Erichsen blev sendt til Grini-lejren af den tyske besættelsesmagt i 1943, ophørte avisen med at udkomme indtil krigens afslutning. Efter krigen kæmpede Morgenbladet for sin overlevelse, dels fordi den nægtede at give efter for kommercialisme og føre annoncer. Under Vietnamkrigen anså avisen det som hyklerisk, at norske myndigheder i langt højere grad rettede kritik mod USA end mod Sovjetunionens brud på folkeret og menneskerettigheder. Den konservative og liberale erhvervsorganisation Libertas ejede avis i perioden 1983-87. Det blev relanceret som en uafhængig meningsavis i 1987 under redaktør Hans Geelmuyden, der siden trak sig, sammen med de fleste af de redaktionelle medarbejdere efter talrige konflikter med ejeren Hroar Hansen. Fra 1988 og frem orienterede Hansen avisen mod det norske parti Fremskrittspartiet. Denne æra sluttede i 1993, hvor Morgenbladet blev opkøbt af Truls Lie. Lie gjorde avisen til en ugentligt omdelt broadsheet-avis igen – nu mere finkulturel i tonen, med vægt på kultur, kunst, litteratur og anti-neoliberale standpunkter, i stil med den franske månedsavis Le Monde diplomatique. Journalisten Odd Eidem udtalte, at Morgenbladet "er den eneste avis, der overbeviser mig om et liv efter døden". Med det sigtede han til alle de gange, helt fra 1930'erne, da avisen blev tvunget til at belånes og refinancieres. Men nye investorer og journalister trådte altid til, selv om avisen tilbød lave lønninger, umoderne kontorer og små rejsebudgetter. I 2003 skiftede avisen igen ejerskab, da den blev købt af organisationen Fritt Ord, Forlagskonsult AS/Bjørn Smith-Simonsen og Dagsavisen. Alf van der Hagen blev udgiver, og avisen genindførte det kompakte tabloid-format. Anna B. Jenssen erstattede van der Hagen som udgiver i september 2012. I perioden 2003-2014, mere end tredobledes avisens oplag, der nåede 29.382 i 2014, hvilket gjorde den til den største ugeomdelte avis i Norge, målt i oplag, og den niendestørste af alle landets aviser. Efter en serie opkøb fra 2013 til 2016, har NHST Media Group opkøbt mere end 90 pct af aktierne i Morgenbladet. Fra og med 2016 er Morgenbladets hovedkvarter placeret sammen med NHST Media Group og Dagens Næringsliv ved Akerselva Atrium. Nuværende profil På sin forside beskriver Morgenbladet beskriver sig selv som "en uafhængig ugentlig avis om politik, kultur og akademikere". Den er blevet beskrevet som sammenlignelig med den tyske Die Zeit og danske Weekendavisen. Avisens målgruppe er de veluddannede og kultur-orienterede. 68 pct af dens læsere har mere end fire års universitetsuddannelse. Ifølge redaktør Anna B. Jenssen sigter avisen efter at være "et mødested for idéer, et rum for refleksion og debat, og en plads til lange tanker, der er en nødvendig del af en kritisk, offentlig debat, men som ikke falder naturligt ind i dagbladenes og netavisernes rytme". Avisen er opdelt i fire hovedafsnit: aktuelle begivenheder, idéer, kultur og bøger. Morgenbladets online-version er hovedsageligt lig den trykte version. Den var den første store nyhedshjemmeside i Norge til at skifte til udelukkende krypteret adgang via HTTPS.

Morten Rasmussen repræsenterede Glostrup IF 32 i sine ungdomsår. Forsvarssspilleren skiftede som junior til Brøndby IF i 2005 og debuterede på klubbens førstehold den 2. oktober 2005 i en Superliga-kamp mod AC Horsens, som blev vundet med cifrene 4-1. Han fik kun en enkelt kamp i efteråret 2005, men fik mere spilletid på holdet i foråret 2006 og var med til at sikre Brøndby IF DM-sølv i 2005/06-sæsonen. I starten af 2012-2013 sæsonen vikarierede Morten som anfører for AC Horsens, da den normale anfører, Martin Retov, havde pådraget sig en skade. Molle var bl.a. anfører da Horsens tørnede sammen med Elfsborg IF i kvalifikationen til Europa League. International karriere Han opnåede tre kampe på det danske U/21-landshold. Han fik sin for U/21-landsholdet den 16. august 2006, da han blev skiftet ind i det 46. minut i stedet for Simon Nagel.

Nakskov Byskole er en offentligt finansieret skole (folkeskole) beliggende på Nørrevold 13, Nakskov. Tæt beliggende ved både Nakskov Svømmehal og Nakskov Idrætscenter. Ligger i Distrikt 1, Lolland Kommune. Skolen blev bygget i 1915 og var sammenbygget med gymnasiet. I 1979 overtog skolen gymnasiets bygning. Skolens distrikt udgør 1/4 af det samlede befolkningsunderlag på ca. 15000 indbyggere i Nakskov. Klasserækkerne er 0.kl.i et spor, 1.-6.kl.i to spor, 7.-9.i fire spor, 10. kl i to spor, samt en udslusningsklasse for unge med generelle indlæringsvanskeligheder og en modtageklasse for elever med anden etnisk baggrund. 10. kl. er fysisk placeret på Nakskov Uddannelsescenter. Strukturreformen Som følge af centralisering af folkeskolerne i Lolland Kommune, er Byskolen (pr. 1. august 2008) slået sammen med Madeskovskolen og Dannelunde Skole. Vestenskov skole (1.august 2010) og Møllemarkskolen (1. august 2008) blev lukket. Nakskov Byskole, nu Byskoleafdelingen er den eneste afdeling i Fjordskolen med overbygning (7.-9. kl.). Tidligere lærere og elever Victor Cornelins – lærer, født på Sankt Croix og var barn af efterkommere af negerslaver. Mette Jacobsen – elitesvømmer, svømmer hovedsaglig butterfly, men også rygcrawl og crawl.

I 2013 udsendte Natur- og Landbrugskommissionen 10 anbefalinger for at få at få mere og bedre natur. Disse anbefalinger blev igen aktuelle, da oppositionen, en række eksperter og Danmarks Naturfredningsforening havde anført, at landbrugspakken vil forstørre problemet med iltsvind, som er forårsaget af, at spildevand fra boliger og overskydende gødning fra markerne siver ud i vandmiljøet. Kritikerne hævder også, at landbrugspakken blev hastet igennem lovgivningsprocessen og baseret på ensidige oplysninger fra organisationen Bæredygtigt landbrug, som Ida Auken har betegnet som "en ekstremistisk forening, der opfinder deres egne fakta, som de ikke kan dokumentere." Denne forening har via sin advokat tilbagevist kritikken, blandt andet med argumentationen:"30 års massiv reduktion af kvælstofudledningen (kan) selvfølgelig ikke sættes over styr af en teoretisk, kortvarig, marginal forøgelse af kvælstofudledningen." EU-kommissionen har i en skrivelse til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen forespurgt om mulige brud på tre EU-direktiver: Vandrammedirektivet, nitratdirektivet og habitatdirektivet. Ministeren kunne den 26. maj 2016 ikke svare på, om naturpakken er tilstrækkelig til at imødegå EU's kritik af landbrugspakken. Kritik Oppositionen har generelt udvist skepsis overfor rækkevidden af de "kompenserende foranstaltninger", fordi den kun er en delvis kompensation for landbrugspakkens virkninger. Alternativet har udarbejdet en "alternativ naturpakke", hvor der angives 42 områder, der kan sikre en bedre naturtilstand. Dansk Ornitologisk Forening påpeger flere problemer i pakken f.eks. om øgede muligheder for udlægning af erstatningsnatur, svækket beskyttelse af §3-naturtyper ved udvidelse af bedrifter og udtagning af landbrugsarealer fra Natura 2000-områder .

Naturstien Horsens-Silkeborg eller Bryrupbanestien er en sti, der ligger mellem Horsens og Silkeborg. Den er beregnet til færdsel på cykel, til fods, på rulleskøjter eller til hest og er 60 kilometer lang. Stien er oprettet efter nedlæggelsen af Horsens-Bryrup-Silkeborg Jernbane i 1968. Stiens forløb Stien forløber principielt i jernbanens tracé. I realiteten går den dog ikke fra Horsens Station, men fra hovedindgangen til Bygholm Park. Bryrupbanestien følger igen banetracéen for enden af Studentervænget helt ud til Skanderborgvej, hvor den føres under denne. Som følge af at stien er "skåret over" ved Den Østjyske Motorvej, E45, er der opsat skilte med alternative ruter ad små mark- og skovveje. Det forlænger turen og er lidet attraktivt for cyklister. Også på den centrale strækning mellem Bryrup og Vrads St. må cyklister og gående ud på små og stejle veje. Her løber Veteranbanen Bryrup-Vrads' spor. Flere steder skal cyklister være opmærksomme på farlige krydsende veje, eftersom der ikke længere er bomme og blink i "overkørslerne". Markveje og gårdindkørsler kan her og der have ødelagt stiens komfort og sikkerhed. I byerne Østbirk, Brædstrup og Bryrup forlader naturstien delvist det oprindelige banetracé og føres ad lokale småveje. Udbygning Naturstien har i 1990'erne fået tilført en smal stribe asfalt. Hermed er det samtidig markeret, at cyklister og gående kan færdes på denne, mens hestehoves ødelæggelse af den jævne overflade er henvist til det gruslagte eller græsbevoksede tracé ved siden af. Omgivelser På tracéens skråninger gror en mangfoldighed af træer og buske, fx mange æbletræer, men også brombær, hyldebær, mirabeller, kirsebær og blommer. Æbletræerne er spiret fra æbleskrog, som de togrejsende har kastet ud af togets vinduer. Naturstien gennemløber et smukt morænelandskab og ved Vrads Sande tillige karakteristiske indlandsklitter. Trods det kuperede terræn er stigninger og fald på turen begrænsede. Med en snoet linjeføring og med lange gennemskæringer og dæmninger lykkedes det at føre jernbanen igennem med stigningsgrader, som datidens damplokomotiver kunne forcere ved jernbanens indvielse i 1899. Ved Vestbirk førtes banen i sin tid over Gudenåen på en for samtiden meget dristig, høj stålbro. Denne blev dog siden ved en ombygning indkapslet i en dæmning og blev anset for at være rustet væk. Den fine gamle jernbanebro havde imidlertid overlevet indkapslingen i dæmningen og er i 2014 gravet fri og sat i stand. Samtidig er der genetableret et frit løb for åen, samt mulighed for gydepladser for fisk i åen. Den genfundne Bro, som broen er kommet til at hedde, blev indviet for offentligheden 13. december 2014. Faciliteter Der er langs naturstien oprettet primitive overnatningspladser, hvor der er etableret shelter, multtoilet, affaldsstativ og vandhane. Afstanden mellem pladserne er ca. 10-15 km.

Rohde blev hentet til FC Nordsjælland som 16 årig fra Brøndby IF ved årsskiftet 2008/2009. Han debuterede for klubben i Superligaen den 7. august 2011 i en 2-1 sejr over Silkeborg IF. Han havde blot været på banen i 12 minutter da han scorede sit første mål da han udlignede Silkeborgs føring. Kort efter sin Superliga-debut blev Rohde belønnet med en kontraktforlængelse frem til nytår 2014. Breiðablik I efteråret 2012 blev Rohde udlejet i to måneder til den islandske klub Breiðablik. Allerede i sin første kamp for den islandske klub kom Rohde på scoringstavlen, da han blev matchvinder i en 1-0 sejr over ÍB Vestmannaeyja. Opholdet i Island blev en succes for angriberen, der blev klubbens topscorer samt blev nummer to i kampen om det islandske mesterskab. Den 9. april 2013 blev Rohde igen udlejet til Breiðablik. Denne gang for resten af 2013 med mulighed for at skifte permanent i transfervinduet sommeren 2013. Da han vendte tilbage til FC Nordsjælland efter 2013-sæsonen havde han scoret 11 mål i 27 kampe for den islandske klub. Akademisk Boldklub Den 31. januar 2014 blev det offentliggjort, at Rohde skiftede til Akademikerne fra Gladsaxe på en lejekontrakt. Lejeaftalen ville gælde sæsonen ud. Nichlas havde en god halvsæson for AB, hvor han bl.a. med sine 7 ligamål i 13 kampe, var forårstopscorer i AB. Lejeopholdet sluttede i sommerpausen 2014, men han blev efter sin lejekontrakts udløb, udlejet til AB igen på en etårig lejeaftale gældende hele sæsonen 2014/15. Rohdes kontrakt med FC Nordsjælland løb dog kun frem til 31. december 2014, men aftalen med AB gjaldt hele sæsonen. Akademisk Boldklub I sommeren 2015 blev det offentliggjort, at Nichlas Rohde havde skrevet under på en toårig aftale med Akademisk Boldklub.

Niels Gustav Meyn (11. december 1891 – 15. april 1957) var en dansk forfatter og journalist, gift med Ebba Lili Weller. Baggrund og karriere Meyns far var cand. pharm. og driftschef på bryggeriet Carlsberg. Moderen var officersdatter af den tyske slægt von Kohl. Meyn blev cand.phil. i 1911. Han var i en periode ansat i ØK og i 1917-1919 ansat i Politikens Lejebibliotek, men levede derefter af sit mangfoldige forfatterskab. Meyn skrev under 39 pseudonymer. Charles Bristol er det mest kendte og anvendte. Forfatterskabet var ca. 300 titler populærlitteratur som seriehæfterne Kurt Danners Bedrifter, Styrmand Rasmussen og Betjent Ole Ny skrevet under pseudonymet Peter Anker i 1940'erne. Meyns forfatterskab omfatter flere børne- og kriminalbøger, dyrebøger, noveller i ugebladet Hjemmet under forskellige pseudonymer. Meyn debuterede i 1911 med Med luftskib til Mars, som han skrev sammen med August Klingsey. Nazist Niels Meyn blev medlem af D.N.S.A.P. i 1940 og blev medarbejder ved Fædrelandet samtidig med at han fortsatte som en flittig forfatter af ungdomsbøger. Hans skønlitterære bidrag til den nationalsocialistiske danske litteratur er til gengæld ret beskeden, selv om man i D.N.S.A.P.s Maanedsbreve kan finde enkelte noveller, der meget klart afspejler hans nationalsocialistiske indstilling. Interessant er således novellen "Elfenbensviften", der både strukturelt og tematisk er et af de mest rendyrkede eksempler på tendensen i den nationalsocialistiske danske litteratur.

I Københavns berygtede Nordvestkvarter bor den 18-årig Casper (Gustav Dyekjær Giese) sammen med sin mor Olivia (Lene Maria Christensen), lillebroren Andy (Oscar Dyekjær Giese) og lillesøsteren Freja. Hverdagene går primært med at hænge ud og begå indbrud i pragtvillaer i Nordsjælland sammen med sin faste makker Robin (Kidd). Hælervarerne sælger de til indvandreren Jamal (Dulfi Al-Jabouri), der styrer en mindre bande i kvarteret. Casper er dog træt af at blive snydt økonomisk af Jamal hele tiden, og ind på scenen træder den rockerrelaterede alfons Bjørn (Roland Møller), som tilbyder Casper bedre betaling for sine tyvekoster. Først er Casper dog ikke interesseret, men da Jamals folk banker hans lillebror Andy, får han nok. Han indtræder efterfølgende i Bjørns kriminelle miljø, der består af østeuropæiske ludere og kokainhandel. Hurtigt avancerer han sig til luderchauffør og kokaindealer. Men Jamal har ikke glemt sin tidligere samarbejdspartner, og da spændingerne mellem Bjørn og Jamal optrappes, forandrer det Caspers barndomskvarter til en regulær kampplads. Casper er nu fanget i en konflikt som truer med at ødelægge ham og hans familie. Modtagelse Nordvest blev hovedsageligt mødt med gode anmeldelser. Den er blandt andet blevet sammenlignet med Nicolas Winding Refns Pusher – kaldt som en ny generations »Pusher« og den er også blevet sammenlignet med Thomas Vinterbergs Submarino. Jacob Wendt Jensen fra Berlingske gav den 5 stjerner og skrev: "Et socialrealistisk næsten-mesterværk er født, og havde manuskriptet ikke hostet en lillebitte smule til sidst i filmen, kunne man fjerne ordet 'næsten'", og filmanmelder Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet gav den også 5 stjerner og skrev: "... et emotionelt vedkommende og ualmindeligt veludført karakterbåret drama...". Nanna Frank Rasmussen fra Jyllands-Posten gav 4 stjerner og skrev: "Hvis det ikke var for skuespillet, især af Gustav Dyekjær Giese og Møller, ville den være på nippet til at nærme sig det ordinære. Deres ansigter og samspil er dog ikke lige til at glemme. [...] Det er skuespillernes tryllebindende, rastløse energi, man får mest ud af, når turen går til Nordvest." Både BT og Politiken gav den 5 stjerner. Rikke Rottensten fra Kristeligt Dagblad var dog ikke så begejstret: "Trods gode præstationer er Nordvest ret forudsigelig – måske fordi fiktionen bliver for realistisk. Det havde været mere interessant at følge en af filmens biroller end at se på Casper, der bliver ved med at være en god dreng gennem hele filmen." Liselotte Michelsen fra Dagbladet Information skrev: "Det er lidt distraherende at genkende rapperen Kidd og jungle-divaen Irina i biroller, men kan man se bort fra det, er castet lige i øjet. Roland Møller fylder lærredet med en uhyggelig kombination af lun jovialitet og voldspsykopatisk temperament. Og Gustav Dyekjær Giese, der ingen skuespilserfaring eller -uddannelse har, bærer hovedrollen imponerende godt for en ung amatør. Michael Noer kan noget helt særligt, når det gælder personinstruktion og autenticitet." DVD-udgivelse Nordvest udkom på DVD og Blu-ray.

Harvard blev ikke uden grund betegnet som 'Avanceret træner'. Hvor for eksempel en Tiger Moth var relativt nem og omgængelig, var det ikke meningen at en Harvard skulle være en nydelse for eleven. Flyet ville ikke stille uovervindelige krav, men det skulle flyves omhyggeligt; en elev ville lære noget af dette fly, hvadenten han ville eller ej. En pilot med stor forkærlighed for flyet tøvede alligevel ikke med at kalde det "En stor klods jern", brokke sig over dens elendige taxiegenskaber på jorden, og hævde at flyet besad "...den fineste samling af udfordringer der nogensinde er fundet i en militær træner..." Et udmærket bevis på flyets kvaliteter som træner var at det blev benyttet langt ind i jetalderen til avanceret træning. Mange piloter der blev omskolet til f. eks. P-51 Mustang blev overraskede over hvor nem og ukompliceret jageren var at flyve i sammenligning med skoleflyet. En Harvard var i øvrigt det fly der havde gjort længst tjeneste ved RAF - et enkelt fly var taget i tjeneste i 1945, og blev stadig benyttet i 1990: dets lave stallhastighed gjorde Harvard velegnet som følgefly for tests af helikoptere. Harvard i Danmark Til genopbygningen af det danske flyvevåben blev der i 1946 indkøbt 26 + 10 Harvard IIA & III fly fra RAF. I 1949 købtes yderligere 5 Harvard IIB og i 20 stk. TEXAN T-6D blev i 1950 leveret som våbenhjælp fra USA. Harvard var i dansk tjeneste indtil 1959 - 1961, hvor flyene blev udfaset. Danmark købte i første omgang 26 Mk. IIB, der blev leveret i 1946-47 fra England. Færgeflyvningerne udgik fra Pershore i Worcestershire og blev udført med danske piloter. De første ankom til Karup 19. december 1946 og de sidste til Værløse 19. september 1947. 10 Harvard IIA og III købt og leveret med skib fra Sydafrika i 1946. 3 blev samlet og gjort flyvedygtige. De fik øgenavnet "Kannibal-Harvards": alle flyene skulle have været "kanniballiseret" til reservedele. I 1949 købtes fem Harvard IIB af det amerikanske firma The Babb Company Inc. for 30.000 kr. stk. Flyene blev sendt til hovedeftersyn hos Skandinavisk Aero Industri (producenten af "KZ" flyene) i Kastrup, inden de blev udleveret til Flyvevåbnet. Flyveskolen på Avnø tog sig af "Elementærkursus" med bl.a. KZII og Chipmunk, Flyveskolens Overgangskursus foregik på Karup, hvor man fløj Harvard. I 1951 blev Overgangskursus flyttet til USA, og her foregik omskolingen til jetfly også. I 1950 modtog vi 20 stk. T-6D 'Texan' som våbenhjælp fra USA, men da den videregående pilotuddannelse ophørte herhjemme i 1951, blev kun 5 taget i brug. I marts 1952 blev de sendt tilbage til USAF, der videregav dem til andre NATO-lande. 14 kom til det franske flyvevåben, en enkelt (nr. 361) endte i Spanien. Harvard forblev i tjeneste nogle år, og anvendtes til instrumentflyvning, målflyvning o.l. indtil 1959. Flyene blev samlet i Værløse og udbudt til salg. Det lykkedes kun at sælge fire. I modsætning til Chipmunk og KZ VII var flyene for dyre i drift til at være interessante for privatpiloter. Harvard nummer 306 (ex. RAF FH114, USAF 4212501) blev erhvervet af arkitekt Jørn Utzon som legetøj for børnene. Utzon overdrog i 1978 flyet til Danmarks Flymuseum. Nr. 309 blev restaureret til flyvedygtig stand, men styrtede ned 18. juni 2005 under øvelse til et flyveshow; pilot og passager blev dræbt. Nr 324 er udstillet i Veteranmuseet på Egeskov Slot. Som kampfly Det Græske Luftvåben benyttede T-6D og G til close air support, observation, og artilleriledelse under den græske borgerkrig, og gav betydelig støtte til den Græske Hær unde slaget om Gramos. De Kommunistiske guerillaer kaldte flyene "O Galatas" ("Mælkemanden"), fordi de altid dukkede op meget tidligt om morgenen. Efter "Mælkemanden", kunne guerillaerne forvente besøg af de stærkt bevæbnede Spitfires og Helldivere. 20 stk. AT-6 Texans blev benyttet af Syriens Luftvåben i den Arabisk-Israelske krig 1948, hvor den udførte close air support for de Syriske tropper, såvel som at gennemføre angreb på Israelske flyvepladser, skibe og transportkolonner. Et enkelt fly blev skudt ned af antiluftskyts. Ved flere lejligheder blev de involveret i luftkamp, i et enkelt tilfælde lykkedes det for en agterskytte at nedskyde et Israelsk Avia S-199 jagerfly. Israels Luftvåben indkøbte 17 Harvards, og brugte uden tab ni af dem mod Egyptiske landtropper i slutningen af 1948-krigen. Israelske Harvards angreb også Egyptiske landtropper på Sinai-halvøen. Her gik to fly tabt. Under Koreakrigen (og i mindre grad Vietnamkrigen) blev T-6 benyttet til fremskudt angrebsledelse (kontrol af 'close air support'). Disse fly blev kaldt T-6 "Mosquito". I Kenya brugte RAF Harvard imod Mau Mau-oprøret 1952-57. Flyene blev udrustet med 20-lb bomber og maskingeværer og sat ind mod oprørerne. Nogle af operationerne foregik i højtliggende terræn, helt op til 20,000 ft (6100 meter). T-6G blev benyttet som let angrebsfly og COIN-fly af Frankrig under den Algeriske Krig, bevæbnet med maskingeværer, bomber og raketter. På det højeste af kampene blev der benyttet 38 fly. Den største enhed var Groupe d'Aviation Légère d'Appui 72, som havde 21 fly. Den 16. Juni 1955 bombede Argentinske SNJ-4 Plaza de Mayo i et kupforsøg mod præsident Juan Perón, og en af dem blev skudt ned af en Gloster Meteor. SNJ-4 fra den Argentinske Flåde blev senere benyttet af colorado rebellerne i Flådeoprøret 1963. De angreb 8ne Tank Regiment den 2. og 3. April, og ødelagde adskillige M4 Sherman tanks. En SNJ blev skudt ned af antiluftskyts. I 1957-58 benyttede det Spanske Luftvåben T-6 som COIN fly i Ifni krigen i Spansk Vestafrika. Flyene var bevæbnet med maskingeværer, bomber og raketter, og opnåede et fremragende rygte for deres pålidelighed og evne til at overleve skader. Fra 1961 til 1975 benyttede Portugal mere end hundrede T-6G, også som COIN fly, under den Portugisiske Kolonikrig. Under denne krig havde næsten alle det Portugisiske Luftvåbens baser og flyvepladser i Angola, Mozambique, og Guinea-Bissau en afdeling T-6G. Det Pakistanske Luftvåben benyttede i 1971-krigen T-6G til natangreb mod jordmål, og angreb hovedsageligt den Indiske hærs transportkolonner. De bedagede trænere løste deres opgaver på tilfredsstillende vis. T-6 forblev i tjeneste som trænere for Sydafrikas Luftvåben indtil 1995, hovedsageligt på grund af de Forenede Nationers våbenembargo mod apartheid-styret. De blev erstattet af Pilatus PC-7 MkII turboprop trænere. Civil anvendelse Efter 2. verdenskrig etablerede de Amerikanske National Air Races en unik konkurrenceklasse for AT-6/Texan/Harvard fly. Klassen er stadig i brug hvert år ved Reno National Air Races. T-6 har været en flittig deltager i flystævner. Her i Danmark blev den sidst sidst set i Danish Air Show 2016, hvor fire Harvards fra Swedish Air Force Historic Flight deltog. Det New Zealandske opvisningsteam "Roaring 40s" benytter ex-Royal New Zealand Air Force Harvards. De "Flyvende Løver", Flying Lions Aerobatic Team, benytter Harvard'er overtaget fra Sydafrikas Luftvåben. Texan/Harvard har - takket være sit lidt anonyme udseende - ofte været benyttet som 'skuespiller' i film. Et tidligt eksempel var i A Yank in the R.A.F.(1941). Årtier senere blev modificerede T-6 malet i Japanske farver og optrådte som Mitsubishi Zero i filmene Tora! Tora! Tora! (1970) og The Final Countdown (1980), og i filmen A Bridge too Far (1977) optrådte den som Republic P-47 Thunderbolt. I den Hollandske film Soldaat van Oranje (1977) optrådte T-6 forklædt som Fokker D.XXI. I langt de fleste tilfælde måtte T-6 træde til, fordi der ikke fandtes flyvedygtige eksemplarer af de originale fly. En Harvard 4 har mellem 2002 - 2005 været benyttet i Canada til at evaluere nye typer digitale displays. Flyets kunstflyvningsegenskaber muliggjorde at piloten kunne bringe flyet i en usædvanelig flyvestilling. Derefter ville piloten i det mørklagte bagsæde overtage styringen, og forsøge at bringe flyet under kontrol igen ved hjælp af data fra de eksperimentelle displays. Varianter Der er et stort antal versioner, plus underversioner og feltmodifikationer, og alt er ikke lige godt beskrevet. Derudover er referencebøgerne ikke altid enige. Listens rigtighed bør tages med forbehold.

Olympia Looping er en flytbar stålrutsjebane bygget af Anton Schwartzkopf. Det er den største flytbare rutsjebane i verden og den eneste med fem loops. Den bruges til en række festivaler i Tyskland, heriblandt til Oktoberfesten, hvor den første gang blev præsenteret i 1989. Den har navn efter de fem loops, der er udformet, så de ligner de olympiske ringe.

Perth-traktaten (1266) var en traktat, som afsluttede krigshandlingerne mellem Norge under kong Magnus Lagabøte og Skotland under Alexander 3. af Skotland. Aftalen slog fast, at overherredømmet over de nordvestlige øer, nordspidsen Caithness i Skotland og øen Isle of Man i Irske hav tilhørte Skotland, og at Norge opgav alle krav på disse. Traktaten markerede således afslutningen på Norgesvældets territoriale udvidelser ud for Skotland og ned i Irske hav. I Norge var de nordvestlige øer kendt som Sudrey (Sydøerne) og havde været norsk territorium i de århundreder, hvor både Skotland og Norge fortsat befandt sig i den historiske proces, som førte til selvstændige nationer. Norsk kontrol over øerne var blevet formaliseret i 1088, da Edgar af Skotland formelt havde overdraget øerne til Magnus Berrføtt af Norge. Traktaten i Perth blev indgået blot tre år efter slaget ved Largs i 1263. Historikeren Michael Lynch har sammenlignet Perth-traktatens betydning som værende sammenlignelig med York-traktaten af 1237, hvilken havde fastlagt grænsen mellem Skotland og England (som stort set er identisk med nutidens grænse). Slaget ved Largs er nogen gange blevet set som en skotsk sejr, men de norske styrker ledet af kong Håkon Håkonsson led kun små tab, og udfaldet blev heller ikke afgørende for stridighederne. Den aldrende kong Håkon havde planlagt at fornye kampene næste sommer, både mod Skotland og med ambitioner om også at overtage den irske trone, men han døde på Orkneyøerne samme vinter. Hans efterfølger, sønnen Magnus Lagabøte, mente imidlertid, at herredømmet over Irske hav kun var af marginal betydning for Norge og desuden for kostbar. Han gik derfor med på Alexanders krav om at købe øerne. I traktaten anerkendte Norge skotsk overherredømme over de omtalte territorier for en betaling på 4.000 merker sølv og en årlig afgift på 100 merker og mod, at Skotland anerkendte Norges ret til Orkneyøerne, Shetlandsøerne og Færøerne. Det er uvist hvor længe, den årlige afgift blev betalt efter aftalens indgåelse. Norske historikere mener, at det kun skete nogen få år.

Peter Kofod blev født den 27. februar 1990 som søn af smed Karsten Poulsen og sygeplejerske Birte Kofod Poulsen. Han er student fra Bornholms Gymnasium i 2009. Han tog i 2010 Hærens basisuddannelse ved Telegrafregimentet i Fredericia, inden han blev uddannet folkeskolelærer fra UC Syddanmark, Haderslev i 2015. Han er født Peter Kofod Poulsen og antog efternavnet Hristov, da han i 2018 giftede sig med sin kone Vasileva. I politiske sammenhænge ønskede han at anvende Peter Kofod og dermed ikke sit bulgarske efternavn.

Philippe de Hauteclocque blev født i Belloy-Saint-Léonard i departementet Somme. Han var det femte af seks børn af Adrien de Hauteclocque, comte de Hauteclocque (1864-1945) og Marie-Thérèse van der Cruisse de Waziers (1870-1956). Philippe blev opkaldt efter en forfader, som blev dræbt af kroater i 1635. Leclerc kom fra en gammel landadelig familie, hans direkte forfædre havde deltaget i det Femte korstog mod Ægypten og igen i det Ottende korstog, som Ludvig den Hellige gennemførte mod Tunesien i 1270. De havde også kæmpet i de store slag ved Saint-Omer i 1340 og Fontenoy i 1745. Det var lykkedes familien at overleve den franske revolution med fire familiemedlemmer, der gjorde tjeneste i den franske hær under kejser Napoleon. Tre gjorde tjeneste i La Grande Armée og en fjerde, som havde dårligt helbred i forsyningstropperne. Den yngste af disse fik en søn, som blev ægyptolog. Han fik tre sønner. Den første og den tredje blev officerer i den franske hær og gjorde tjeneste ved felttog i kolonierne inden de begge blev dræbt i 1. Verdenskrig. Den anden søn var Leclercs far, som også gjorde tjeneste i krigen, men overlevede og arvede familiens ejendom i Belloy Saint Leonard. Han gik på École Spéciale Militaire de Saint-Cyr, fik eksamen i 1924, og gik ind i den franske hær. Han opnåede rang af kaptajn i 1937. Under 2. verdenskrig sluttede han sig til de Frie franske styrker efter slaget om Frankrig og begav sig til London. Da Charles de Gaulle mødte ham forfremmede han ham til major og beordrede ham til Fransk Ækvatorialafrika som guvernør i Cameroun fra 29. august 1940 til 12. november 1940. Han anførte den kolonne som angreb Aksemagternes styrker fra Tchad, og efter at have marcheret sine tropper gennem Vestafrika udmærkede han sig i Tunesien. Han blev afsendt fra Normandiet med sin 2. franske pansrede division for at deltage i Befrielsen af Paris. Nogle hævder at general George S. Patton befriede hovedparten af Nordfrankrig og fik ordre til at stoppe ved udkanten af Paris af general Dwight D. Eisenhower, så det kunne se ud som om Leclerc befriede byen. Andre bemærker at de allierede tropper omgik Paris norden om i retning mod Tyskland og at Leclerc og De Gaulle måtte overtale Eisenhower til at lade nogle tropper hjælpe pariserne, som havde gjort opstand mod de tyske tropper. Sammen med Maurice Kriegel-Valrimont og Henri Rol-Tanguy modtog Leclerc Dietrich von Choltitzs overgivelse på Gare Montparnasse. Hans tropper befriede efterfølgende Strasbourg og sluttede krigen i Berchtesgaden, Hitlers hovedkvarter i de Bayerske alper. Da krigen var ovre i Europa fik han ordre til at lede den franske ekspeditionsstyrke i Fjernøsten, og repræsenterede Frankrig ved den japanske overgivelse den 2. september. Tidligere, i maj, var han blevet udnævnt til medlem af Légion d'honneur. Som ny leder af de franske styrker i Fjernøsten fortsatte Leclercs ekspeditionskorps til Fransk Indokina i oktober 1945, hvor de først brød Viet Minhs blokade omkring Saigon, og rykkede derpå gennem Mekong deltaet og op i højlandet. Jean Sainteny fløj til Saigon for at rådslå med Leclerc, som på daværende tidspunkt fungere de som højkommissær. Denne godkendte Saintenys forslag om at forhandle med Vietnam. Admiral d'Argenlieu fordømte Leclerc: "Jer er forbløffet, ja, det er ordet, forbløffet over at Frankrigs fine ekspeditionskorps i Indokina ledes af officerer som hellere vil forhandle end slås". Forhandlingen mislykkedes. General Leclerc vendte tilbage til Paris, og advarede nu om, at "anti-kommunisme vil være et nytteløst redskab med mindre problemet med nationalisme bliver løst". Mens hans ord blev ignoreret. De franske kommunister udløste, efter at have brudt med Paul Ramadier, en række strejker og andre uroligheder, som kastede Frankrig ud i indbyrdes strid. Leclerc blev senere udskiftet med Jean-Etienne Valluy. Han døde ved et flystyrt i 1947 nær Colomb-Béchar i Algeriet. Han blev æret med titlen marskal af Frankrig i 1952. Posthume æresbevisninger Leclerc kampvognen, som bygges af GIAT Industries i Frankrig er opkaldt efter ham. Der er et monument over Leclerc (48.82105°N 2.32494°Ø), i Petit-Montrouge kvarteret i 14. arrondissement i Paris, mellem Avenue de la Porte d'Orléans og Rue de la Légion Etrangère. Monumentet ligger nær ved Square du Serment-de-Koufra. "Serment de Koufra" er et løftem som Leclerc afgav den 2. marts 1941, dagen efter erobringen af det italienske fort ved Kufra i Libyen: han svor at hans våben ikke ville blev lagt ned inden det franske flag vejede over katedralerne i Metz og Strasbourg, To gader i Paris er opkaldt efter Leclerc: Avenue du Général Leclerc i 14. arrondissement og Rue du Maréchal Leclerc i 12. arrondissement, mellem Bois de Vincennes og Marne floden.

Pressesiloen er en beboelsesejendom på Islands Brygge i København. Ejendommen var tidligere en del af Dansk Sojakagefabrik.

Prinsesse Isabella blev født på Rigshospitalet i København den 21. april 2007 kl. 16.02 og vejede ved fødslen 3350 gram og målte 50 cm. Dagen efter fødslen affyredes en 21 skuds kanonsalut fra Batteriet Sixtus og Kronborg for at markere fødslen, og samtidig var det officiel flagdag. Børnehave og uddannelse Prinsesse Isabella har gået i børnehave i Garnisonskirkens Menighedsbørnehave i København. Den 13. august 2013 begyndte Isabella sin skolegang på Tranegårdskolen i Gentofte Kommune. Prinsesse Isabella vil i begyndelsen af 2020 begynde på et 12-ugers skoleophold i Schweiz sammen med sine søskende. Komtesse af Monpezat Titlen føres endvidere af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen greve af Monpezat videreføres af mandlige descendenter, medens kvindelige descendenter fører titlen komtesse af Monpezat. ..." Derfor er Prinsessens titel herefter: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella, komtesse af Monpezat.

Barken er først orangebrun og lidt afskallende. Senere bliver den mørkegrå med lyse barkporer. Gammel bark er mørkerød og skaller af i papirtynde flager. Knopperne er spredte, brune og spidse. Bladene er ovale med dobbelt savtakket rand. Oversiden er mørkt gulgrøn, mens undersiden er mere bleg. Høstfarven er gullig. Blomsterne er samlet i rakler af forskelligt køn. Frøene er vingede. Rodnettet er højtliggende og når langt omnkring. Højde x bredde og årlig tilvækst: 20 × 10 m (40 × 20 cm/år). Disse mål kan fx anvendes, når arten udplantes. Hjemsted Rødbirk findes som pionertræ i bjergskovene i det nordvestlige Sichuan. Den vokser i både blandskovbæltet (2400-2700 m.o.h.) og i tågeskovbæltet (2700-3200 m.o.h.) sammen med bl.a.: Cotonester adpressus, Dipelta ventricosa, himalayabirk, kinesisk blommetaks, perlerøn, Phlomis umbrosa, Picea asperata, sort bambus og mange arter af star-slægten. Navngivning Det har tidligere været mest almindeligt at benævne dette træ "kobberbirk", vel vidende, at man egentlig talte om varianten Betula albosinensis var. septentrionalis. Arten har en brunrød bark, mens varianten har en smuk rød bark. De er altså meget forskelige i barken. Navnene rødbirk og blodbirk blev tidligere brugt om den rødbladede sort af vortebirk, 'Purpurea', som er sjældent plantet i Danmark.

Klubben blev grundlagt den 1. maj 1897 som cricketklub, og fik først fodbold på programmet i 1903. Det var i starten borgerskabet der dyrkede idræt i klubben, mens Stjernen og KFUM var for henholdsvis afholdsfolk og kirkefolk. Samtidig blev Idrætsklubben Viking Rønne stiftet af Socialdemokratisk Ungdom, som en rival til Rønne BK. I 1947 påbegyndte klubberne i Rønne snak om at slå sig sammen, men først ni år senere lykkedes det to af klubberne af blive enige, da B1910 og Rønne BK slog sig sammen, og dannede Rønne IK den 17. juni 1956.

Stirling havde sin første større optræden på scenen i 1996 som Desdemona i National Youth Theatres opsætning af Othellopå Arts Theatremed Chiwetel Ejiofor i titelrollen Året efter spillede hun Olive i The Odd Couple, og optrådte som Kate i Dancing at Lughnasa for NYT at the Arts. Skønt hun fik en række rolle i film og TV – stykker, vedblev hun at optræde på teateret, bl.a. da hun fulgte sin mors fodspor som Miranda Lionheart i National Theatres version af Theatre of Blood (2005). I 2006 spillede hun rollen som Helena i Peter Gill's genopførelse af Look Back in Anger på Theatre Royal, Bath, mens hun i 2007 spillede en af hovedrollerne, Yelena, i David Mamet's version af Onkel Vanja I Wilton's Music Hall i London, og som Katharina i The Taming of the Shrew. Hun spillede rollen som Lady Chiltern i opførelse i 2010 af An Ideal Husband på Vaudeville Theatre, hvilket indbragte hende en nominering til Laurence Olivier Award. Film og TV Stirlings første optræden på lærredet var i 1998 i komedien Still Crazy. Senere har hun medvirket i en række film, bl.a. ‘’The Triumph of Love (med bl.a. Mira Sorvino), samt i rollerne som Mary Jones i Laksefiskeri i Yemen og som Anna i Snow White and the Huntsman. På TV har hun bl.a. spillet den unge Rebeccah i miniserien In the Beginning fra 2000, hvor hendes mor spillede rollen som Rebeccah som ældre kvinde . Hun havde en af hovedrollerne -og overstrålede ifølge anmeldelserne sin rivalinde, spillet af Julie Cox i TV- episoden Seksten år efter med David Suchet som Hercule Poirot.

Rajamangala National Stadium (thailandsk: ราชมังคลากีฬาสถาน) er det nationale fodboldstadion, hvor Thailands fodboldlandshold spiller deres hjemmekampe. Stadionet ligger i Bang Kapi, Bangkok og blev officielt åbnet i 1998. Der er plads til 49.749 personer.

Elm står (pr. april 2018) noteret for 39 kampe og fire scoringer for Sveriges landshold, som han debuterede for den 24. januar 2009 i en venskabskamp mod USA.

I starten, dengang RHEL bare hed Red Hat Linux, var Red Hat-distributionen gratis, for alle der gad hente den. Men så begyndte Red Hat at tage penge for support, og den begyndte at blive opdelt i RHEL, som satsede på stabilitet og support, og Fedora Core, som der ikke var support på. Så var der nogen der ikke gad betale, men stadig ønskede et stabilt system baseret på Red Hat og ud af det kom et par distributioner, blandt andet CentOS, White Box Linux og Pie Box Linux

Lovforslag nr. L 168 (2016-17) blev fremsat skriftligt for Folketinget af justitsminister Søren Pape Poulsen (KF) den 28. marts 2017. Formålet med lovforslaget var at gennemføre retshåndhævelsesdirektivet. Gennemførelsen af direktivet var en forudsætning for, at der kunne indgås en samarbejdsaftale mellem Danmark og Europol, som skulle have virkning fra den 1. maj 2017. Af hensyn til at skabe overskuelighed for de myndigheder, der skal anvende lovgivningen, besluttede Justitsministeriet at ændre databeskyttelseslovens anvendelsesområde, så de i loven kompetente myndigheders behandling af personoplysninger ikke længere er omfattet af databeskyttelsesloven, når behandlingen er omfattet af retshåndhævelseslovens anvendelsesområde. 1. behandling Lovforslaget var til 1. behandling den 30. marts 2017. Udvalgsbehandling Formanden Peter Skaarup (DF) stillede på vegne af udvalget to spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse inden 2. behandling. Der blev desuden stillet ni ændringsforslag til lovforslaget. Justitsministeren stillede ændringsforslag nr. 1-2, mens Enhedslistens medlemmer af udvalget stillede ændringsforslag nr. 3-9. 2. behandling I forbindelse med 2. behandling den 25. april 2017 stemte Folketinget om og forkastede syv ændringsforslag, hvorefter Pia Kjærsgaard (DF) i sin egenskab af Folketingets formand foreslog og fik vedtaget uden indsigelser, at lovforslaget gik direkte videre til 3. behandling uden fornyet udvalgsbehandling. 3. behandling I forbindelse med 3. behandling den 27. april 2017 blev der stemt om lovforslagets endelige vedtagelse. Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget. 108 stemte for (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), nul stemte imod, og nul hverken for eller imod. Ikrafttrædelse Loven trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og lovforslaget kunne stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

Reykjavik-topmødet var et topmøde mellem USAs præsident Ronald Reagan og generalsekretær Mikhail Gorbatjov fra Sovjetunionen afholdt 11.-12. oktober 1986 Höfði i Reykjavík, Island. Samtalerne brød sammen til sidst, men de fremskridt, der var sket, banede vejen for INF-traktaten i 1987 om gensidig destruktion af en række mellemdistanceraketter mellem de to stormagter. Forhandlinger I 1986 havde Gorbatjov foreslået, at alle ballistiske missiler skulle forbydes, men Reagan ønskede at fortsætte forskningen i det strategiske forsvarsinitiativ, som indebar militarisering af rummet. Sovjetunionen var meget mistænksomme over for SDI, og forholdet mellem USA og Sovjetunionen, der allerede var anstrengt efter sammenbruddet af Geneve-topmødet året forinden, blev yderligere forværret efter Daniloff-Zakharov-spionaffæren. I Reykjavík søgte Reagan at komme til at diskutere menneskerettigheder, emigration af sovjetiske jøder og systemkritikere samt Sovjetunionens invasion i Afghanistan. Gorbatjov søgte at begrænse forhandlingerne til kun at handle om våbenkontrol. Sovjetunionen var imødekommende over for forslaget om at fjerne alle INF-våben fra Europa, hvilket Reagan oprindeligt havde foreslået i november 1981. Sovjetunionen foreslog også at eliminere halvdelen af alle strategiske våben, inklusiv interkontinentale ballistiske missiler, og accepterede ikke at medregne britiske og franske våben i optællingen. Alt dette blev foreslået til gengæld for et amerikansk løfte om ikke at implementere strategisk forsvar de næste ti år i overensstemmelse med SALT I. Amerikanerne svarede med et forslag om at eliminere alle ballistiske missiler inden ti år, men krævede samtidig retten til at indsætte strategisk forsvar mod de tilbageværende trusler efterfølgende. Gorbatjov foreslog derpå at eliminere alle atomvåben inden for et tiår. Imidlertid tilføjede han med henvisning til et stærkt ønske om at styrke den Anti-Ballistiske Missil-traktat (ABM) betingelsen om, at al SDI-forskning skulle holdes i laboratorier i løbet af dette tiår. Reagan argumenterede med, at hans foreslåede SDI-forskning var tilladt ud fra alle rimelige fortolkninger af ABM-aftalen, og at han ikke kunne se bort fra det løfte, han havde givet til det amerikanske folk, om at undersøge, hvor vidt SDI var gennemførlig. Han lovede også at dele SDI-teknologien, et løfte Gorbatjov sagde, at han stærkt tvivlede på ville blive opfyldt, da amerikanerne ikke engang ville dele teknologi til olieboring. Nogle, heriblandt den amerikanske diplomat Jack F. Matlock, Jr., tilskriver Reagans afvisning af at gå på kompromis med testen af SDI til en misforstået opfattelse af, at de foreslåede begrænsninger ville være skadelige for programmet, selv om de ifølge Matlock i realiteten ville have meget lidt effekt på forskningen, der på det tidspunkt fortsat var på et meget tidligt trin. Da forhandlingerne gik i hårdknude, spurgte Reagan, om Gorbatjov ville "afvise en historisk mulighed på grund af et enkelt ord" med henvisning til hans insisteren på laboratorietest. Gorbatjov svarede hertil, at det var et principspørgsmål, og topmødet sluttede dermed. Resultat Trods det, at der uventet opstod en mulighed for at eliminere alle atomvåben, blev mødet hævet uden nogen aftale. Men til gengæld opdagede begge parter, hvor langt den anden part var villig til at give indrømmelser. Menneskerettigheder blev for første gang diskuteret seriøst. En accept fra Gorbatjov om inspektioner hos hinanden, som amerikanerne længe havde krævet, men som ikke var blevet gennemført med prøvestopaftalen fra 1963 eller med ABM eller SALT I fra 1972, gav et markant skridt fremad. Trods den tilsyneladende fiasko af topmødet gav såvel deltagere som iagttagere udtryk for topmødet som et stort gennembrud, som skulle komme til at bane vejen for INF-traktaten, som blev underskrevet ved Washington-topmødet 8. december 1987.

Roßtal ligger omkring 15 kilometer vest for Nürnberg. Floden Bibert Løber gennem den nordlige del af kommunen.

Rollerball pennen er i flere sammenhænge blevet omtalt som en mulig tronarving til den ellers hyppigt benyttede kuglepen. Dette på baggrund af dens mange fordele, der her udspiller sig i pennens detaljer.

Romantisk kærlighed er en slags kærlighed, som ofte betragtes som anderledes end et simpelt behov drevet af seksuelt begær eller lyst. Romantisk kærlighed er normalt en blanding af følelsesmæssigt og seksuelt begær i modsætning til platonisk kærlighed. Der er ofte til at begynde med vægt på følelserne frem for den fysiske tilfredsstillelse. Fantasi kontra virkelighed Romantisk kærlighed er manges drøm, men andre mener, at en kærlighed fra bøger og film sjældent forekommer i virkeligheden, hvis den da overhovedet forekommer. De peger på den moderne datingmetode, hvor målet ofte er at have samleje så hurtigt som muligt – i stedet for at opbygge et holdbart forhold. Ofte gør karrierelivet, at mange simpelthen ikke har tid til at finde ideelle ledsagere, og social fobi forhindrer mange i at møde hinanden. I moderne tid har forestillingen om, at romantisk kærlighed er en konstruktion, bl.a medført en slags "selvhjælpsindustri" med det formål at lære mennesker selv at udvikle deres forhold (John Grays Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus).

Rummelhul (tysk: Rummelloch og nordfrisisk Romelgat) er en større pril (tidevandsrende) mellem Hoge og Pelvorm i det nordfrisiske vadehav ud for Sydslesvigs vestkyst. Prilen, der adskiller højsandene Nørreogsand og Sønderogsand, er op til fem meter dyb. Rummelhulen ligger i beskyttelseszone I i Nationalpark Slesvig-Holstensk Vadehav, prilen ligger altså i nationalparkens kerneområde med skærpede regler til blandt andet fiskerne. Syd for Rummelhulen ligger søgattet Heveren.

S.H.I.E.L.D. er et fiktivt agentur, der arbejder med kontraspionage, kontraterrorisme og særlig lovhåndhævelse. Ofte med opgaver der involverer overnaturlige aktiviteter og mennesker med særlige superkræfter. Det optræder i Marvel Comics og er skabt af Stan Lee og Jack Kirby i Strange Tales #135 i august 1965. Agenturet ledes af Nick Fury, og har nazi-agenturet HYDRA som fjende. Akronymet stod oprindeligt for Supreme Headquarters, International Espionage, Law-enforcement Division. I 1991 blev det ændret til Strategic Hazard Intervention Espionage Logistics Directorate. I filmene og TV-serierne i Marvel Cinematic Universe samt adskillige animerede og live-action TV-serier står akronymet for Strategic Homeland Intervention, Enforcement and Logistics Division.

SC Bastia blev stiftet i 1905, og har sidenhen i flere omgange markeret sig i toppen af fransk fodbold med pæne resultater. I 1978 nåede klubben finalen i UEFA Cuppen, der dog blev tabt til hollandske PSV Eindhoven, og tre år efter vandt man sin hidtil største titel, da man efter finalesejr over AS Saint-Étienne sikrede sig pokaltitlen, Coupe de France. I 1997 vandt man desuden UEFA Intertoto Cup.

Byen ligger ved Salzach-flodens bredder ved Alpernes nordlige grænse. Den nærmeste alpetop – det 1.972 m høje Untersberg – ligger kun få kilometer fra byens centrum. Den indre by, eller gamle by, er præget af tårne i barokstil og af mange kirker. I området ligger to andre mindre bjerge, Mönchsberg og Kapuzinerberg. Byen ligger ca. 150 km øst for München og ca. 300 km vest for Wien. Tidlig historie De første bosættelser ved Salzburg var keltiske. Omkring 15 f.Kr. samledes disse bosættelser til én by af romerne. Denne by kaldtes Juvavum og fik status som romersk municipium i 45. Juvavum blev en vigtig by i den romerske provins Noricum. Byen blev romersk-katolsk bispesæde omkring 700. Byens økonomiske velstand var i denne periode baseret på saltminer. Salz er det tyske ord for salt, så byens navn betyder ”saltborgen”. I 1077 blev byens borg, Festung Hohensalzburg, bygget. Indtil 1803 var Salzburgs ærkebiskop hersker over byen og det omkringliggende område, der var et suverænt land i det Tysk-Romerske Rige. I 1803 blev Salzburg et sekulært kurfyrstendømme under storhertug Ferdinand 3. af Toscana. I 1805 blev Salzburg en del af det nyoprettede østrigske kejserrige. I 1810 blev Salzburg indlemmet i Bayern for efter Wienerkongressen atter at tilfalde Østrig i 1816. Under ærkebiskop Wolf Dietrich von Raitenau blev bl.a. katedralen i Salzburg bygget. Det 20. århundrede Under 2. verdenskrig undgik byen store ødelæggelser. Selv om byens broer og kuplen på katedralen blev ødelagt, forblev mange af bygningerne i barokstil intakte. I 1965 blev filmen The Sound of Music optaget i byen Salzburg og forbundslandet Salzburg. Transport Byens lufthavn er Salzburg Airport W. A. Mozart der ligger 4 kilometer fra byens centrum og 5–20 minuter med tog fra Salzburgs hovedbanegård. Flyselskabet Sterling fløj tidligere direkte til Salzburg fra København, men i forbindelse med selskabets konkurs blev ruten indstillet. En del af Sterlings rutenet blev overtaget af Cimber Sterling, der ifølge selskabets hjemmeside overvejer at genoptage direkte flyvninger. Fra Salzburg fører kabelbanen Festungsbahn Salzburg op til Festung Hohensalzburg, byens gamle borg.

Samson og Sally er en billedbog skrevet af Bent Haller.

To venners møde og deres forsøg på at mødes. Den ene med krigens rædsler som frisk bagage, den anden en helt 'almindelig' dansker. Samtalen bringer os vidt omkring i danske landskaber og foregår alle steder på én gang.

Ahmadi blev født i Kabul som ligger i Afghanistan, men flyttede senere til Hamburg i Tyskland med familien og boede der. Han startede med at spille fodbold som 7-årig. Klubkarriere Ahmadi startede senior karrieren hos tyske SC Vier- und Marschlande. Her spillede han i to år, og spillede hele 56 kampe og scorede otte mål. Her efter skiftede den unge afghaner videre til en anden tysk klub, nemlig TuS Dassendorf. Han spillede for klubben i ca. 2 måneder, og det er uvist, hvor mange kampe han spillede for klubben. I september 2013 skiftede Ahmadi til Mumbai FC som ligger i Indien. Han spillede for klubben i tre måneder og scorede to mål i ni kampe. Begge hans mål for Mumbai FC faldt i 3-1 sejren over Sri Lanka. Herefter skiftede han tilbage til sin tidligere klub TuS Dassendorf, hvor han blev tildelt rygnummer 7. Landshold Med sine blot 21 år, blev Ahmadi en af de bedste spillere i Afghanistans historie. Han scorede flere vigtige mål, og bl.a. bragte han sit land til finalen i 2013 SAFF championship, da han scorede det mål som var nøglen til sejren imod Nepal. I finalen scorede han igen det vindende mål, denne gang mod Indien, og sikrede dermed, at hans land havde vundet den første FIFA turnering nogensinde. Dermed fik landet en check på $50,000 US Dollars, og landsholdets anfører, Zohib Islam Amiri, udtalte således i sammenhæng med Ahmadis præstationer: "Han er en fantastisk spiller, og vi kunne ikke have vundet uden ham."

Sankt Bavo Kirken (nl. Sint-Bavokerk el. De Grote Kerk) er en kirke i den nederlandske by Haarlem. Den ligger midt på det store torv i Haarlem (De Grote Markt), og er en af Nederlands største kirker. St. Bavo er opført i såkaldt gotisk stil, og byggeriet begyndte omkring 1370. Det menes at kirken først stod færdig i 1520. Fra 1559 til 1578 var kirken katolsk hvorefter protestanter overtog og konverterede den. Orgel Orglet i Skt. Bavo Kirken, er et af verdens mest berømte kirkeorgler. Det er bygget af Christian Müller mellem 1735 og 1738, og besidder hele 60 forskellige stemmer. Store musikere som Mendelssohn, Händel og Mozart har spillet på dette orgel.

Sankt Petersborgs Statsuniversitet (russisk: Санкт-Петербургский государственный университет) er et statsejet universitet beliggende i Sankt Petersborg i Rusland. Det er et af landets ældste og mest prestigefyldte universiteter og består af 19 fakulteter, 13 institutteter samt Canada College, et militært fakultet og Chair of Physical Culture and Sports. På bachelorniveau har universitetet omkring 32.000 studerende, mens antallet af ansatte er omkring 4.500. Universitetet har to campusser. Det er omstridt hvilket år, universitetet blev grundlagt. Skt. Petersborgs Statsuniversitet har eksisteret siden 1819, men universitetet selv hævder at være en efterfølger til det videnskabsakademi, som Peter den Store grundlagde i byen i 1724. Universitetet har haft otte Nobelprisvindere.

Ved udgivelsen fik romanen fine anmeldelser. D. Beresford skrev blandt andet i The Guardian' den 20. januar 1943: "...Christie snyder os aldrig, og hendes Five Little Pigs præsenterer et meget nydeligt problem for den intelligente læser". Han konkluderede, at det afgørende spor, der peger på den skyldige i forbrydelsen var "fuldstændig tilfredsstillende". Maurice Richardson var glad for, at Poirot efter en pause vendte tilbage i en Christie. Han anmeldte romanen den 10. januar 1943 i The Observer og konkluderede: "På trods af blot fem mistænkte lykkes det som sædvanlig Mrs. Christie at trække en ring gennem læserens næse og trække denne i retning af et sidste minuts trylleri." Mens bogen således oprindelig blev betragtet som en "almindelig" krimi, er den senere især blevet krediteret for at være mere intens i såvel handlingsforløb som karakterbeskrivelser end normalt i Christies krimier. Den intense situation mellem de to rivalinder, set fra forskellige synsvinkler skaber "en fremragende roman, der også viser sig at være en førsteklasses krimi, med en mere kompleks struktur og mere livlig personkarakteristik end i de fleste Poirot-sager". Det fremhæves også, at Poirot i forbindelse med sine interviews under forskellige påskud, hvor han ikke viger tilbage for at fortælle usandheder, overtaler de fem små grise til at skrive hver sin beretning om drabet. Christie eksperimenterer her med fortællersynsvinkelen, og dette eksperiment giver læseren et troværdigt billede af, hvordan deres personligheder var seksten år tidligere som en kontrast til det, de gennem årene har udviklet sig til. Det skiftende perspektiv har Robert Barnard karakteriseret som "ualmindeligt vellykket" og medvirkende til, at denne roman sprænger de normale grænser for krimien. Netop fordi de mistænktes beretninger er afvigende på afgørende punkter, fremstår de som forskellige tolkninger af samme hændelse og medvirker til at føre Poirot på sporet af, hvad der virkelig skete. Et dramatisk højdepunkt opnås, da Poirot på baggrund af beretningerne stiller hvert vidne et spørgsmål, og svarene herpå er væsentlige ledetråde til at udrede sagen. Under opklaringen afslører han ikke blot, på hvilke punkter fire af vidnerne har en fejlagtig erindring om afgørende episoder, men også, at den femte, Elsa, har nedskrevet bevidste løgne og derfor må være den skyldige. Denne løsning opfattes af en af de kendte Christie biografer som "uundgåelig" og "usædvanlig tilfredsstillende", med en karakteristik af personerne, som berettiger til Seksten år efter til betegnelsen "den bedste af alle Christie – romaner"'. Derfor må denne bog være "den bedste at anbefale folk, der ikke forstår, hvorfor folk foretrækker Christie frem for hendes konkurrenter". Det er også blevet påpeget, at romanen er skrevet 16 år efter, at hendes mand, Archie, bedrog Agatha Christie. Mordet på Crale opfattes derfor som et symbolsk drab på ægtefællen, der havde samme initialer i sit navn.

Den 25. september 2011 var der Valg til Senatet i Frankrig.

Seth ligger cirka 12 kilometer sydvest for Bad Segeberg. Øst for kommunen går Bundesstraße B 432.

Paul Hartmut Würdig voksede op sammen med sin lillesøster og sin mor i Märkisches Viertel, et område i Reinickendorf, en bydel i Berlin. I hans barndom og ungdom fik Märkisches Viertel en høj proportion af emigranter og lavindkomst familier. Han gik på Bettina-von-Arnim-Oberschule, der lå i bydelen. Man kan sige at sangen, der startede alting var Mein Block. Den handler om livet i forstæderne, hvor meget handler om penge og stoffer. I år 2004 udgav Sido albummet Maske, der blandt andet indeholdt singlen Mein Block (Maske referer til den maske som forbindes med Sido). Dette album havnede på en tredje plads Tysklands LP-Charts, og dermed skrev Aggro Berlin musikhistorie. I september opnåede albummet guldstatus, og Sido vandt en pris som 'årets nykommer'. Det andet album "Ich" var noget af det, der betød mest. Med det album slog Sido sammen med Aggro Berlin for alvor igennem, fik rigtig mange fans i Tyskland og de tysktalende lande. Sidos tredje og album hed Ich und meine maske, og var det afsluttende album i en trilogi. I januar 2007 kritiserede han rockband som Linkin Park og Mike Shinodas projekt Fort Minor for deres musik. Dette gjorde han på tv-kanalen MTV Germany TRL. Sido og nævnte rockband havde dog de samme beundrere, der ikke værdsatte udtalelsen. Familie Paul har en søn, hvis navn ikke er kendt for offentligheden, men sido har skrevet en sang om sønnen. Sangen hedder "Ein Teil Von Mir" (en del af mig) og findes på albummet Ich och Eine Hand waescht die Andere. Siden midten af 2005, har han været i forhold med tidligere Nu Pagadi-sangeren Doreen Steinert.

Sierra Canyon School (SCS) er en privatskole i Los Angeles-forstaden Chatsworth i Californien i USA. Sierra Canyon optager elever fra preschool til 12. klasse. Sierra Canyon School er tilknyttet California Association of Independent Schools (CAIS) og er medlem af den amerikanske sammenslutning National Association of Independent Schools (NAIS). Skolen blev grundlagt i 1972 som Sierra Canyon Day Camp. I 1990 modtog skolen som den eneste i Los Angeles udmærkelsen 'Recognized School of Excellence' af det amerikanske undervisningsministerium og skolens grundlæggere Mark Horwitz og Howard Wang samt skoleleder Ann Gillinger modtog 'Blue Ribbon Award of Excellence in Education' af præsident George H. W. Bush i Det Hvide Hus.

De ti deltagende hold spillede en enkeltturnering alle-mod-alle. De fire bedst placerede hold i grundspillet gik videre til semifinalerne.

Simon Bonde en dansk forfatter og instruktør. Han instruerer reklamefilm og har sammen med sin faste makker Michael Spooner stået bag TV-serierne P.I.S. - Politiets Indsats Styrke og Manden med de gyldne ører. Simon er også kendt som den ene halvdel af Gramsespektrum.

En Skakolympiade er en turnering i skak, som officielt er blevet arrangeret af den internationale skakunion FIDE siden 1927, og som nu regelmæssigt finder sted hvert andet år. Før 2. verdenskrig blev olympiaden af og til holdt hvert år, og navnet skakolympiade for turneringen blev først antaget som officielt navn i 1952. Trods begivenhedens navn og det forhold, at skak dækkes i sportssektioner i aviser over hele verden, er skak ikke en anerkendt olympisk sportsgren. FIDE blev imidlertid anerkendt af den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 1999 og følger nu dennes regler, bl.a. omkring doping. Det betyder principielt, at skak kan blive en olympisk begivenhed engang i fremtiden, omend de fleste iagttagere anser det for at være usandsynligt. Skakolympiaderne har været stærkt medvirkende til at udbrede skakspillet, fordi mindre landes spillere her får en mulighed for at møde de stærkeste fra andre lande, hvilket ellers sjældent er muligt. Tilsvarende har skakolympiaderne medvirket til, at FIDE er blevet styrket og har fået flere medlemslande, fordi man ønsker at kunne deltage. Skakolympiaden er et holdmesterskab for FIDE's medlemslande. Turneringsformen har varieret gennem årene. Siden den 38. Skakolympiade i 2008 i Dresden har et hold i såvel åben række som kvinderækken bestået af 1 holdkaptajn, 4 spillere og 1 reserve. Tidligere bestod holdene i kvinderækken af 2 eller 3 spillere. Turneringen afvikles efter schweizersystemet. Generelt var de tidlige turneringer meget anstrengende for deltagerne, som skulle spille 3 partier på 2 dage, inklusive eventuelle hængepartier. Dette er nu ændret, så der kun spilles et parti pr. dag, og der er indlagt en hviledag under turneringen, tidligere var der endda to hviledage. Trofæet for at vinde skakolympiaden for kvinder kaldes Vera Menchik Cup. FIDE's kongres finder sted samtidig med olympiaden og her vælges bl.a. værtsbyen for den olympiade, som skal finde sted 4 år senere. Uofficielle "skakolympiader" Udover FIDE's officielle skakolympiader har der været nogle "uofficielle olympiader". Allerede i 1924 afholdt det franske skakforbund en skakolympiade, som fandt sted samtidig med Sommer-OL 1924. Turneringen indeholdt et mesterskab både for hold og individuelt, men arrangementet levede ikke helt op til forventningerne. Der var inviteret hold fra 18 lande, men disse viste sig at have forskelligt antal spillere etc. Ellers er denne turnering mest bemærkelsesværdig ved, at FIDE blev grundlagt i forbindelse med dens afholdelse. I 1926 afholdtes igen en såkaldt "skakolympiade" i Budapest i forbindelse med en FIDE-kongres, men turneringen blev en fiasko, da kun 4 lande deltog. Disse to første "olympiadeturneringer" regnes ikke med blandt de officielle turneringer. I 1936 afholdt det tyske skakforbund en "skakolympiade" i München som et modstykke til Sommer-OL 1936. Samtidig fejredes München Skakklubs 100-års jubilæum. Tyskland var imidlertid blevet ekskluderet fra FIDE på grund af sine racelove, som forbød andre end ariere at deltage. Der var af denne grund – og også på grund af, at den internationale skakturnering i Nottingham blev afholdt samtidig – færre deltagerlande, og fra disse manglede mange af de stærkeste mestre. Den foreløbig sidste uofficielle turnering fandt sted i Tripoli i Libyen i 1976 samtidig med den ordinære skakolympiade i Haifa i Israel, som var boytcottet af Sovjetunionen og de fleste kommunistiske lande. Der deltog 38 lande i den alternative begivenhed, herunder enkelte lande som var medlemmer af FIDE – bl.a. Italien, Portugal og Filippinerne – men ingen af de kommunistiske lande. Turneringen var svagt besat, idet der ikke deltog én eneste stormester.

Julekalenderen Canal Wild Card havde Viggo Sommer fra De Nattergale i rollen som tv-værten Finn Nissen, der på meget akavet vis udtalte skråstregerne (som var lige lovligt rigelige) i hans manuskripter. Brugen af skråstreger i talesprog bredte sig meget i december 2001, hvor denne julekalender blev sendt på TV 2. Brug i filsystemer I Unix-baserede operativsystemer og mange tilsvarende bruges skråstregen til at angive en fils sti i en biblioteksstruktur: /usr/home/wiki/.profile Dette bruges også til en URL: http://da.wikipedia.org/wiki/Skråstreg På Windows- og DOS-baserede operativsystemer bruges ofte en omvendt skråstreg ( \ ) i stedet til filers stier. Brug i chat I mange internetbaserede chat-systemer (for eksempel IRC) bruges skråstregen til at indikere særlige beskeder til systemet: /connect irc.wikipedia.org /join #wikipedia-da/me bruger også IRC

Udover de to officielle fanklubber har de to klubber flere uofficielle fanklubber og fraktioner. FCKFC Stiftet: 24. oktober 1991 Medlemstal: ca. 21.000 pr. september 2008 Brøndby Support Stiftet: 30. september 1993 Medlemstal: ca. 12.000 pr. september 2008

Spaniens rigsvåben er Spaniens vigtigste symbol sammen med flaget, hvis ikke mere. Det repræsenterer for det første de fem kongerriger der dannede og stadig danner Kongerriget Spanien. For det andet symboliserer det Spaniens historie og repræsenterer det, ved hjælp af kongekronerne på søjlerne, for siden Spaniens dannelse har rigsvåbenet altid været dets supreme symbol, og det er det stadig. Søjlerne repræsenterer Spaniens geografiske situation. Kronen, på toppen af skjoldet, symboliserer Spaniens monarki og at det er et kongerrige. Derfor, er rigsvåbenet med i det spanske statsflag, mens det nationale uden rigsvåben også er tilladt.

Spiritusforbuddet i USA varede fra januar 1920 indtil 1933, hvor den 18. tillægsartikel til USA's forfatning gjaldt (også kendt som Forbudstiden). Formålet var at opnå alkoholafholdenhed ad juridisk vej. I perioden var fremstilling, transport og salg af alkoholiske drikke forbudt i hele USA ifølge forfatningen. men der er dog mange undtagelser, fordi enkelte delstater indførte forbud før 1920, og nogle opretholdt forbuddet helt op 1960'erne (Mississippi 1966). Kriminaliteten steg i forbindelse med forbuddet, og gangstere, som kunne skaffe spiritus, havde en god forretning. Stederne, hvor man kunne skaffe spiritus hed "speakeasies", fordi folk skulle holde mund med, hvad de så. Politiagenter blev forhindret i at komme ind disse steder af udsmidere. Agenterne havde kun få magtbeføjelser og kunne ikke nå videre uden beviser. Spiritus blev smuglet ind i USA fra franske øer og Canada. Forbuddet blev ophævet med den 21. tillægsartikel, der blev ratificeret den 5. december 1933.

Statens Institut for Strålebeskyttelse er et institut under Sundhedsstyrelsen. De primære opgaver handler om beskyttelse mod radioaktivitet, samt tilsyn med nukleare installationer. Opgaverne har mest administrativ karakter. En del af instituttets opgaver udføres i tæt samarbejde med Beredskabsstyrelsen, Nukleart beredskab og ikke mindst IAEA. Instituttet blev oprettet i 1961. I maj 2007 fik det sit nuværende navn. Indtil da hed det Statens Institut for Strålehygiejne.

Storbritanniens folkeafstemning om medlemskab af EF 1975 var en folkeafstemning afholdt den 5. juni 1975 i Storbritannien, for at måle støtten til landets fortsatte medlemskab af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), ofte kendt som det fælles marked på det tidspunkt, hvor landet indtrådt i 1973 under den konservative Edward Heaths regering. Labours manifest for oktober valget 1974 lovede, at folk skulle beslutte "gennem stemmeboksen", om kongeriget skulle forblive i EF. Vælgerne udtrykte betydelig støtte til EF-medlemskab, med 67% for, til fordel for en valgdeltagelse på 65%. Dette var den første folkeafstemning, der blev afholdt i hele Storbritannien; tidligere, havde andre folkeafstemninger kun været arrangeret i Skotland, Wales, Nordirland, London og enkelte byer. Det forblev den eneste britiske folkeafstemning i indtil Folkeafstemning om ny valgordning i Storbritannien i 2011.

Konkurrencen bliver afviklet med indledende heats og finale. Efter de indledende heats går de 8 bedste tider videre til finalen, hvor medaljerne bliver fordelt.

Konkurrencen bliver afviklet med indledende heats og finale. Efter de indledende heats går de 8 bedste tider videre til finalen, hvor medaljerne bliver fordelt.

Sveinung Eide (født 1974 i Oslo, Norge) bedre kendt som Dr. S, er en tidligere norsk rapper og var medlem af det norske hiphopband Klovner i Kamp. Han startede i 1999 den daværende hiphopduo Klovner i Kamp sammen med sin gode ven, Aslak Hartberg (Alis) og debuterede med singlen Bare meg. Efter singlen blev han for usikker på musikkarieren til at kunne fortsætte i gruppen og valgte at uddane sig som læge. Han dukkede dog op igen på deres Kunsten å fortelle fra 2003, hvor der også var kommet to nye medlemmer til, der var danskeren Esben Selvig (Dansken), der begyndte at rappe med i bandet, samt DJ'en Thomas Gullestad (Goldfinger), der begyndte at lave beats til gruppens sange. Eide lavede et godt comeback på albummet, med et solotrack ("5 år"), der omhandlede et forlovelsesforhold gennem 5 år, med sin kæreste, der havde været ham utro. I 2006, blev gruppen opløst.

Svend Aage Pedersen Horn (11. marts 1906 i Risinge – 9. oktober 1992) var en dansk politiker (Socialdemokraterne) og minister. Baggrund Horn blev født i Risinge i Flødstrup Sogn som søn af en husmand. Han kom ud at tjene som 14-årig. Senere uddannede han sig som smed og arbejdede på Nyborg Jernstøberi. Han flyttede til Nyborg og boede i Sprotoften. Forbindelse til KGB Svend Horn skulle i midten af 1960'erne være blevet hvervet af den sovjetiske efterretningstjeneste KGB på ideologisk grundlag. Horn var sekretær for den socialdemokratiske folketingsgruppe 1950-1965, medlem af Udenrigspolitisk Nævn 1964-66 og trafikminister 1966-68, og skal som sådan have videregivet oplysninger til KGB om bl.a. økonomiske forhold, dansk-sovjetiske forhold samt dansk udenrigspolitik. Forbindelse ophørte, da Horn i 1972 ikke blev genvalgt til Folketinget. Svend Horns familie og bekendte afviste, at han skulle have fungeret som KGB-agent. Informationer om Horn var fremkommet til Politiets Efterretningstjeneste gennem agenten Oleg Gordijevskij, der dog ikke selv havde direkte adgang kilden.PET-Kommissionen skriver i sin beretning, udgivet i sommeren 2009, at det ikke med sikkerhed er muligt at afgøre, hvorvidt Horn havde været egentlig KGB-agent.

Sydkoreas historie begynder formelt set ved proklameringen af Republikken Korea den 15. august 1948, selv om Syngman Rhee havde erklæret republikken i Seoul allerede den 13. august. Efter, at Korea under japansk overherredømme havde fået sin afslutning i forbindelse med afslutningen af 2. verdenskrig den 15. august 1945, blev Korea delt ved den 38. breddegrad. USA besatte den del, som lå syd for denne, Sovjetunionen den nordlige del. Imidlertid blev man ikke enige om den videre implementering af tidligere indgåede aftaler i FN-regi. I efteråret 1948 blev som følge heraf de to koreanske stater proklamerede, begge hævdede at repræsentere hele den koreanske nation. Delingen af Korea blev forstærket som en følge af Koreakrigen i det, som i dag er Sydkorea og Nordkorea. Siden delingen har Sydkorea oplevet en rivende udvikling indenfor uddannelse, økonomi og kultur. Siden 1960-tallet er landet udviklet fra at være en af Asias fattigste nationer til at blive en af verdens rigeste. Sydkorea indgår i samlebetegnelsen De fire tigre, sammen med Singapore, Taiwan og Hongkong. USAMGIK (1945–1948) Efter, at Japan havde kapituleret til de allierede, blev delingen ved den 38. breddegrad starten på den planlagte overgangsfase, hvor Sovjetunionen og USA midlertidigt skulle okkupere henholdsvis den nordlige og den sydlige del af Koreahalvøen. Delingen var ment som en midlertidig løsning, indtil de fire sejrsmagter, som foruden Sovjetunionen og USA bestod af Storbritannien og Kina, blev enige om en fælles administration for landet. Dette havde været diskuteret i februar 1945 på Jaltakonferencen. Amerikanske styrker ankom til Incheon den 8. september 1945 og etablerede et militærstyre lige efter. De amerikanske styrkers kommandør var general generalløjtnant John R. Hodge. For at møde den stadig stærkere modstand mod militærstyret etablerede Hodge i oktober et koreansk rådgivende organ. Et år senere blev der etableret en midlertidig nationalforsamling og en overgangsregering ledet af henholdsvis Kim Kyu-sik og Syngman Rhee. Organerne manglede imidlertid nødvendig autoritet og de jure suverænitet, som fortsat lå hos Koreas eksilregering i Kina. Amerikanske ledere valgte at ignorere dennes legitimitet, delvis fordi en troede, at eksilregeringen var tilknyttet kommunisterne. Korea var i denne periode præget og plaget af politisk og økonomisk kaos af flere årsager. Eftervirkningene af den japanske udnyttelse af landets ressourcer var stærk, både i syd og i nord. Desuden var de amerikanske styrker uforberedte på den udfordring, det var at administrere landet uden nødvendig kundskab om sprog, kultur eller politisk situation. Mange af amerikanernes egne tiltag havde derfor en destabiliserende effekt. Det hjalp heller ikke på stabiliteten, at man fra nord oplevede en stadig flygtningestrøm suppleret med en immigrationsbølge bestående af hjemvendte koreanere i eksil. I december 1945 blev Moskvakonferencen afholdt for at diskutere Koreas fremtid. Der blev diskuteret en femårig forvaltningsregering, og en fælles amerikansk-sovjetisk kommission blev etableret. Kommissionen møttes i Seoul men kørte hurtigt fast i spørgsmålet om etablering af et nationalt styre, idet man ikke formåede at komme til enighed. Uden en løsning i sigte tog amerikanerne det koreanske spørgsmål til FNs generalforsamling i september 1947. I resolutionen fra FNs generalforsamling blev der taget til orde for FN-overvågede valg i begge dele af Korea. I nord afviste man disse planer, og valgene blev derfor alene gennemført i den sydlige del den 10. maj 1948. Der blev reserveret et større antal pladser i Sydkoreas nationalforsamling til nordkoreanerne med tanke på et eventuelt fremtidig valg således, at nationalforsamlingen kunne have legitimitet i hele Korea. I virkeligheden var delingen af Korea ved valget et faktum. Et flertal af vælgerne var imod valget. En forfatning blev udarbejdet, som lagde grundlaget for en regering ledet af en præsident, med en fireårig periode for præsidentembedet. Som den midlertidige forfatning fastlagde, blev der afholdt et indirekte præsidentvalg i juli. Som leder af den nye nationalforsamling blev Syngman Rhee valgt til præsidentembedet og han proklamerede Republikken Korea den 15. august 1948. Første republik (1948–1960) Sydkorea blev formelt set etableret ved proklamationen den 15. august 1948 med Syngman Rhee som første præsident. Ved etableringen af Rhees regering blev også landets de jure suverænitet overført til den nye styre. Den 9. september 1948 blev Den demokratiske folkerepublik Korea (Nordkorea) proklameret, baseret på politisk og økonomisk støtte fra Sovjetunionen og med en kommunistisk ledelse under Kim Il-sung. I FN-resolution 195 fra 12. december 1948 er Sydkorea beskrevet som den eneste lovlige koreanske myndighed. I 1946 blev der nord for 38. breddegrad implementeret landreformer, hvor privat ejet land samt virksomheder og bygninger tilhørende japanske eller pro-japanske ejere blev konfiskerede af staten. Krav om en jordreform syd for den 38. breddegrad voksede, og en jordreform blev gennemført i juni 1949. Koreanere med store landejendomme blev pålagt at sælge det meste af landarealet. Vel 40 % af småbønderne blev landejere. Fordi en del rettigheder blev givet til personer med forbindelse til landejere fra før befrielsen, blev en del ejendomme overtaget og beholdt af pro-japanske grupper. Korea var nu delt, og forholdet mellem de to koreanske stater blev stadig mere konfliktfyldt. De sovjetiske styrker blev trukket tilbage i 1948, og i Nordkorea pressede man på for, at de amerikanske styrker skulle trækkes ud af Sydkorea. Rhee på sin side ønskede at knytte tættere bånd til USA mod fjendestaterne Japan og Nordkorea. Samtaler om normalisering af forholdet til Japan blev indledt men uden særlig resultat. I mellemtiden modtog den sydkoreanske regering enorme pengesummer i amerikansk støtte, i enkelte tilfælde lige så meget som nationalbudgettet alene. Nationalistregeringen i Seoul fortsatte i mange tilfælde det amerikanske militærstyres politik. Antikommunisten Rhee arbejdede blandt andet på at "fjerne kommunisme" fra Sydkorea, hvilket i praksis betød at man fjernede al politisk opposition. Således blev Koreas kommunistparti og en provisorisk regering kendt som Folkerepublikken Korea forbudt. Han lod landets sikkerhedspoliti, ledet af den fanatiske antikommunist Kim Chang-ryong, opspore og torturere personer, som var mistænkte for at være kommunister eller nordkoreanske spioner. Den brutale udgang på Jeju-massakren i 1948, hvor mellem 14.000 og 60.000 personer blev dræbte under en opstand blandt venstreorienterede, blev bagatelliseret. Det samme blev oprøret i Suncheon og Yeosu. Politisk var det vigtigste i den første republik anti-kommunisme og "genforening ved at ekspandere nordover". Sydkoreas militære styrke var imidlertid hverken udstyret eller forberedt, men Rhee var alligevel fast bestemt på at genforene Korea med militærmagt med støtte fra USA. I landets andet parlamentsvalg den 30. maj 1950 mødte Rhee imidlertid en stærkere opposition ved, at uafhængige repræsentanter vandt et flertal af pladserne i parlamentet. Dette bekræftede, at Rhee ikke havde en særlig stærk støtte i befolkningen. Om morgenen den 25. juni 1950 angreb nordkoreanske styrker over den 38. breddegrad i det, som blev indledningen til Koreakrigen. Ledet af USA sendte 16 nationer soldater og yderligere fem medicinske enheder, formelt set under ledelse af FN-kommandoen (UNC). Stadig ændrede frontlinjer førte til et højt antal af civile tab og materielle ødelæggelser. I 1951 engagerede det kommunistiske Kina sig i krigen med flere hundrede tusinde soldater i en "frivillig" hær, hvilket førte til, at fronterne stabiliserede sig langs den oprindelige grænse mellem de to koreanske stater. I juli 1951 blev der indledt våbenhvilesamtaler i grænsebyen Panmunjom. Først to år senere blev en våbenhvile indgået, den 27. juli 1953. Den sydkoreanske regering vendte tilbage til Seoul på den symbolske dato 15. august 1953. Efter, at Koreakrigen blev afløst af en våbenhvile, oplevede Sydkorea politisk uro efter flere år med autoritært styre under Syngman Rhee. Rhee gik af som præsident efter et studenteroprør i 1960. Under sit styre forsøgte Rhee at tage kontrol over magtapparatet efter, at regeringen i 1952 var flyttet til Busan. I maj havde Rhee fået gennemført et tillæg til forfatningen, som gjorde præsidentembedet til en direkte valgt position. I forlængelse af dette erklærede han undtagelsestilstand, arresterede alle politiske modstandere i parlamentet, demonstranter og grupper, som var modstandere af regeringen. Rhee blev som en følge af dette genvalgt med overvældende margin. Rhee fik kontrollen over parlamentet tilbage efter valget i 1954 og kunne dermed gennemføre et lovtillæg, som gjorde en undtagelse for ham fra begrænsningen i forfatningen, hvorefter en præsident kun kunne genvælges een gang og tilsammen sidde maksimalt i to perioder eller otte år. Han blev derefter genvalgt for anden gang i 1956. Lige efter begyndte Rhees administration at arrestere medlemmer af oppositionspartiet og henrettede dets leder efter at have anklaget ham for at være en nordkoreansk spion. Rhee-administrationens undertrykkelse voksede i løbet af 1950-erne og dominerede landets politiske liv. I 1958 blev en en sikkerhedslov vedtaget for at styrke regeringens kontrol over alle led i administrationen. Tiltagene mødte stærk modstand i befolkningen, og til trods for protester sørgede Rhee for, at præsidentvalget i maj 1960 var så gennemsyret af svindel, at han endnu en gang vandt en overlegen sejr. På valgdagen udbrød der protester blandt studenter og andre mod påstået valgsvindel i Masan. Protesterne blev i starten kvalt af lokalt politi. Men efter, at liget af en student blev fundet flydende i vandet i havneområdet den 11. april med en gasgranat i det ene øje, udbrød der uro og protester over hele landet. Den 19. april demonstrerede 30.000 studenter fra flere universiteter og højskoler, og de gik i protesttog mod regeringskontorerne i Seoul i det, som senere er blevet kaldt for April-revolutionen. Studenterne råbte slagord for retfærdighed og demokrati. Regeringen erklærede undtagelsestilstand og indkaldte soldater fra hæren, som blev beordrede til at skyde med skarpe skud ind i folkemængderne. Skyderierne krævede 120 menneskeliv og tusindvis af skadede. Protesterne rystede det politiske lederskab og tiltog i styrke. Den 25. april deltog også universtetsprofessorerne i gadedemonstrationerne. Rhee indleverede sin formelle afskedsansøgning dagen efter, den 26. april. Anden republik (1960–1961) Efter studenterdemonstrationerne blev den politiske magt for en kort periode overført til en midlertidig administration under ledelse af udenrigsminister Heo Jeong. Et nyt parlamentsvalg blev afholdt den 29. juli 1960. Det demokratiske parti, som havde været oppositionsparti under den første republik, vandt en enkel sejr, som også markerede starten på den anden republik. En revideret forfatning præciserede, at den anden republik skulle have form af et parlamentarisk system, hvor præsidenten havde en underordnet rolle. Dette var første gang, hvor Sydkorea antog en parlamentarisk styremåde. Nationalforsamlingen valgte Yun Bo-seon som præsident og Chang Myon som statsminister i august i 1960. I den anden republik voksede den politiske aktivitet, som havde været undertrykt under Rhee. Megen af aktiviteterne var i regi af venstreradikale og studentergrupper. Fagforeningsmedlemskab og aktiviteter voksede kraftigt i 1960, herunder fagforeninger for lærere, journalister og overbygningen Federation of Korean Trade Union. Vel 2000 demonstrationer blev afholdt de otte måneder, som den anden republik eksisterede. Efter pres fra venstrefløjen gennemførte Chang en politisk udrensning af flere inden for militæret og politiet blandt dem, som havde været involverede i anti-demokratiske aktiviteter eller blev beskyldt for korruption. En særlig lov for dette blev vedtaget den 31. oktober 1960. 40.000 personer blev efterforsket, mere end 2.200 statsansatte og 4.000 polititjenestemænd blev med magt fjernet fra deres stillinger. En plan om at reducere antallet af soldater med 100.000 blev skrinlagt. Den nye regering mødte store udfordringer, blandt andet indenfor økonomien. Man udarbejdede en femårsplan, men formåede aldrig at gennemføre denne før regeringen blev styrtet. Under den anden republik blev værdien af valutaen hwan halveret i forhold til dollar mellem efteråret 1960 og foråret 1961. Selv om regeringen var kommet til magten ved hjælp af folkelig støtte, viste den sig uden evne til at gennemføre effektive reformer for blandt andet at standse den sociale uro i landet, og den formåede heller ikke at standse den politiske uro, som til sidst førte til statskuppet den 16. maj 1961. Militærjunta (1961–1963) 16. maj-kuppet blev ledet af generalmajor Park Chung-hee og fandt sted den 16. maj 1961. Det satte en effektiv stopper for den anden republik. Park var en af flere i en gruppe militære ledere, som havde arbejdet for en depolitisering af militæret. Gruppen var misfornøjet med de politiske udrensninger, regeringen havde gennemført, og var overbevist om at den desorienterede staten kunne kollapse og blive til en kommuniststat. De valgte at tage sagen i egne hænder. Nationalforsamlingen blev opløst og officerer erstattede civile tjenestemænd. I maj erklærede juntaen sine løfter. Landets hovedmål politisk var anti-kommunisme, samtidig som man ville styrke venskabet med sine allierede i den frie verden, især USA. Korruption og overgreb fra myndighedernes side ville der blive slået ned på, og en frisk og ren moral skulle lægges til grund for det videre arbejde, hvor reetablering af en bæredygtig økonomi ville blive givet prioritet foruden, at nationen skulle opmuntres til at kæmpe mod kommunisme for nå målet om genforening. Der blev lovet en overgang til demokratisk civilt styre indenfor to år. Militærjuntaen etablerede efterretningstjenesten Korean Central Intelligence Agency (KCIA) i juni 1961, ledet af en slægtning af Park, Kim Jong-pil. I december 1962 blev der afholdt en folkeafstemning om spørgsmålet, om man skulle vende tilbage til præsidentstyre, et forslag som opnåede 78 % majoritet. Park og de andre militære ledere lovede ikke at stille til valg ved førstkommende valg. Til trods for dette stillede Park op som præsidentkandidat for det nyetablerede parti Democratic Republican Party (DRP), som i hovedsagen bestod af KCIA-folk, og vandt præsidentvalget i 1963 med en margin på 1½ %. Tredje republik (1963–1972) Park's administrtion startede den tredje republik ved at igangsætte den eksportorienterede industripolitik, som lå i Sydkoreas femårsplan. Det blev det prioritert at udvikle en selvforsynet og moderne økonomi under slagordet; "Udvikling først, genforening senere". Den økonomiske vækst indtraf hurtigt med betydelig forbedring af landets industrielle struktur, særlig indenfor basis- og tung kemisk industri. Industrialiseringen krævede betydelige mængder af kapital. Park-regeringen benyttede økonomiske hjælpepakker fra Japan og USA til at finansiere både billige banklån og skattefordele rettede mod den eksport-baserede del af industrien. Disse virksomheder blev senere kendt som chaebol. Forholdet til Japan blev normaliseret ved underskrivelsen af en Traktat om basisrelationer mellem Japan og Republikken Korea i juni 1965. Traktaten førte til, at Japan gav Sydkorea yderligere finansiering i form af lån og kompensation for besættelsen af Korea mellem 1910 og 1945, men uden en officiel japansk beklagelse. Den manglende beklagelse førte til højlydte protester rundt om i Sydkorea. Den sydkoreanske regering benyttede det meste af kompensationen til økonomisk udvikling af landet, og tilbød ikke ofre for den japanske undertrykkelse anden form for kompensation end 300.000 won per døde mellem 1975 og 1977 til efterlatte efter ofre, som var døde efter tvangsarbejde. Myndighederne benyttede i stedet det meste af pengene i at udvikle en social infrastruktur, etablerede POSCO, byggede Gyeongbu-motorvejen og Soyang-dæmningen. Ifølge Research on the use of reparation from Japan, offentliggjort i 2000 af Korean Institute for International Economic Policy (KIEP), brugte Sydkorea den japanske kompensation mest effektivt af de fem lande, som Japan betalte dette til, de fire andre var Myanmar, Filippinerne, Indonesien og Vietnam. Park-regeringen fastholdt de tætte bånd til USA, og modtog betydelige pengegaver fra landet. Der blev opsat en aftale i 1966, som afklarede den juridiske situation for de amerikanske styrker i landet. Lige efter engagerede Sydorea sig i Vietnamkrigen. Sammenlagt deltog over 300.000 sydkoreanske soldater i konflikten sammen med amerikanske og sydvietnamesiske soldater. Den økonomiske og teknologiske udvikling i denne periode af Sydkoreas historie forbedrede den jævne sydkoreaners muligheder for højere uddannelse. Den stærkt voksende sydkoreanske økonomi absorberede både nyuddannede studenter og arbejdere, som fik en højere uddannelse. Væksten førte også til en stærkt stigende urbanisering. Gyeongbu-motorvejen på 416 km blev bygget på to og et halvt år og knyttede Seoul sammen med landets sydøstlige industriregion og med havnebyerne Busan og Incheon. Trods den stærke økonomiske vækst fulgte den jævne sydkoreaners levestandard ikke med. Arbejdere måtte acceptere lave lønninger for at sikre den sydkoreanske industris konkurrenceevne, mens bønder levede i nær fattigdom, fordi myndighederne bestemte priserne på landbrugsprodukter. Landdistrikterne sakkede sakte men sikkert efter byerne i udvikling, hvilket førte til stadig højlydte protester fra landarbejderne. Myndighedernes svar var at forøge landbrugets produktivitet og bøndenes indtægter gennom det politiske initiativ Semaul ("den nye landsbybevægelse") i 1971. Målet var at forbedre landdistrikternes levestandard samt at modernisere hele det koreanske samfund, herunder at reducere indtægtsforskellen, som var opstået mellem by og land. Park genopstillede til præsidentvalget i 1967 og fik 51,4 % af stemmerne. På denne tid var der i henhold til landets forfatning kun mulighed for et genvalg til præsidentemedet. Men park fik gennemført et tillæg til grundloven i 1969, som tillod ham at søge genvalg for en tredje periode. Dette førte til voldsomme protester og demonstrationer landet over, og oppositionskandidaten ved præsidentvalget i 1971, Kim Dae-jung fik over 45 % af stemmerne. Park blev imidlertid genvalgt med 53,2 % af stemmerne. Måneden efter var der parlamentsvalg, som førte til, at oppositionspartiet gik mest frem og nok til, at partiet kunne blokere ændringer i landets grundlov. Park følte sig så truet af dette, at han erklærede undtagelsestilstand den 6. december 1971. Nixon-doktrinen havde på denne tid ført til bedre forhold mellem flere af verdens stormagter. Park fik med dette et dilemma, eftersom hans eget styre var baseret på en tydelig anti-kommunistisk politik. I en usædvanlig proklamation offentliggjorde den sydkoreanske regerin sammen med den nordkoreanske regering den 4. juli 1972 et fælles kommuniké for en koreansk genforening. Endvidere afholdt de to landes Røde Kors-foreninger samtaler i Seoul og Pyongyang. Regeringens politik i genforeningsspørgsmålet blev imidlertid ikke ændret, og den 17. oktober 1972 erklærede Park atter undtagelsestilstand, opløste nationalforsamlingen og satte grundloven til side. Fjerde republik (1972–1981) Den fjerde republik startede med indførelsen af Yusin-forfatningen den 21. november 1972. Denne gav Park en effektiv kontrol over parlamentet og en mulighed for at sidde som præsident på livstid. Præsidenten skulle herefter vælges indirekte af et valgmandskollegium og præsidentperioden blev udvidet til seks år uden begrænsninger i antal genvalg. Lovgivningen og retsvæsenet blev kontrolleret af regeringen, og retningslinjerne for uddannelsesvæsenet var under regeringens direkte overvågning. Skolebøger, som støttede regeringens ideologi, blev godkendt af regeringen selv, ved at uddannelsesdepartementet blev underkendt. Trods social og politisk uro, fortsatte den økonomiske vækst baseret på den tredje republiks autoritære styre med fokus på eksportrettet industri. De første to femårsplaner for økonomisk vækst var en succes, den tredje og fjerde plan fokuserede på tung- og kemisk industri, hvor blandt andet kapaciteten til stål- og olieindustri skulle forøges. De store konglomerater, som var vokset frem på grund af regeringens økonomiske politik, (chaebolerne), blev fortsat prioriterede og dominerede efterhånden hjemmemarkedet. Den økonomiske udvikling var sket ved hjælp af udenlandsk kapital, og det meste af bedrifternes overskud gik til at yde lån og afdrag på lån. Studenter og aktivister for demokrati fortsatte med deres demonstrationer for afviklingen af Yushin-systemet. For at forebygge en mere folkelig støtte til protesterne indførte Park-styret særlige love i 1974 og 1975, som gav anledning til at arrestere hundredvis af dissidenter. Men protesterne voksede og fik efterhånden støtte af politikere, intellektuelle, religiøse ledere, arbejdere og bønder. I 1978 blev Park genvalgt som præsident, et valg som nok en gang blev mødt med protester og demonstrationer. Regeringen svarede med at udelukke oppositionens leder, Kim Young-sam fra hans plads i nationalforsamlingen, og fortsatte med undertrykkelse af protesterne med voldelige midler. I 1979 blev der gennemført massive og landsomfattende demonstrationer mod regeringen. Midt i den politiske uro, som fulgte, blev præsident Park skudt af direktøren for hans egen sikkerhedstjeneste KCIA, Kim Jae-kyu. Parks militærstyre var dermed over. Femte republik (1981–1987) Efter attentatet mod Park Chung-hee overtog statsminister Choi Kyu-hah præsidentembedet men blev efter seks dage erstattet af generalmajor Chun Doo-hwan i et nyt statskup den 12. december 1979. I maj året efter gik fortrinsvis studenter og fagforeninger over hele landet atter på gaderne for at protestere mod landets autoritære ledelse. Chun Doo-hwan erklærede undtagelsestilstand den 17. maj 1980, men protesterne voksede. Oppositionsledere som Kim Dae-jung og Kim Jong-pil blev arresterede, mens Kim Young-sam fik husarrest. Den 18. maj 1980 udbrød der en åben konfrontation i Gwangju mellem protesterende studenter ved Chonnam National University og militære styrker udkommanderede i henhold til undtagelseslovene. Hændelsen førte til landsomfattende protester, som varede i ni dage. Den 27. maj fandt Gwangju-massakren sted. Umiddelbare tal over døde varierede stærkt fra nogen dusin til over 2.000, men efter en nærmere efterforskning udført af civile myndigheder endte antallet af dræbte på vel 200 og 850 skadede. I juni 1980 opløste Chun nationalforsamlingen. Derefter etablerede han National Defense Emergency Policy Committee, og indsatte sig selv som medlem. Den 17. juli trak han sig som direktør for KCIA. I september 1980 blev Chun Doo-hwan valgt til ny præsident i et indirekte valg, og han blev taget i ed i embedet i marts året efter, hvilket er den officielle start på den femte republik. En ny forfatning blev udformet, med flere ændringer i forhold til den gamle; blandt andet skulle præsidentembedet bestå af en periode på syv år, nationalforsamlingen skulle få større magt. Men systemet med indirekte valg til præsidentembedet bestod, og flere officerer blev udnævnte til ledende stillinger i statsapparatet. Regeringen lovede en ny tid med økonomisk vækst og et demokratisk juridisk system. Strenge love for finansmarkederne og lavt renteniveau bidrog til prisstabilitet og hurtig økonomisk vækst, særlig indenfor elektronik, halvledere og bilindustrien. Landet åbnede for udenlandske investeringer, og BNP voksede parallelt med eksportindustriens vækst. Væksten afslørede imidlertid også et stærkt voksende gab mellem fattig og rig, byer og landdistrikter, men også konflikter mellem landets regioner. Uenighederne førte til nye hårde tiltag fra regeringens side mod landets opposition, som igen gav grobund for stadig nye protester fra landdistrikterne og fra studenterne. Udenrikspolitisk blev båndene til Japan styrkede ved gensidige statsbesøg af Chun til Japan og den japanske statsminister Nakasone Yasuhiro til Sydkorea. USAs præsident Ronald Reagan kom også på besøg, mens forholdet mellem Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina blev bedre. Forholdet til Nordkorea blev meget anstrengt efter attentatet i Rangoon i 1983, som dræbte 17 sydkoreanske tjenestemænd, som deltog i en mindeceremoni for Aung San. Nordkorea blev beskyldt for at stå bag attentatet, som antagelig var ment rettet mod den sydkoreanske præsident selv. Imidlertid havde Nordkorea allerede i 1980 tilsluttet sig princippet om, at en koreansk genforening kunne ske efter princippet "en nation, to systemer". Dette blev mødt af et forslag fra Sydkorea om at få i stand et møde for at forberede en fælles forfatning og en fælles regering gennem et valg. Det menneskelige spørgsmål knyttet til familier, som blev splittede efter Koreakrigen, blev håndteret først. I september 1985 fik familier fra begge sider lov til at besøge slægtninge i både Seoul og Pyongyang i det, som da blev anset som en historisk hændelse. Den sydkoreanske regering startede en række projekter af kulturel betydning; National Museum of Korea, Seoul Arts Center, National Museum of Contemporary Art blev etablerede. De asiatiske Lege i 1986 blev arrangerede i Seoul som en forberedelse til Sommer-OL 1988 ligeledes i Seoul, begge arrangementer gik over al forventning. Trods økonomisk vækst og udvikling i udenrigspolitiske forhold var regeringen fortsat et resultat af et statskup, i realiteten et militærstyre. Støtten blandt folket var lav, og tidlige løfter om et demokratisk retsvesen blev ikke nævnt siden. Ved parlamentsvalget i 1985 fik oppositionspartierne flere stemmer end regeringspartiet, en indikation på at vælgerne ønskede en forandring. Studentprotesterne fik ´mere sympati og støtte, Gwangju-massakren blev ikke glemt, og i januar 1987 udbrød uroen løs på ny. Forløbet denne gang var en student ved Seoul National University, som døde under afhøring hos politiet. I april erklærede præsident Chun, i et forsøg på at komme oppositionen i møde, at tiltag ville blive sat i værk for at beskytte den eksisterende forfatning perioden ud i stedet for at præsentere reformer, som blandt andet kunne imødekomme kravet om direkte valg til præsidentembedet. Erklæringen førte til en mere sammensvejset opposition, og i juni demonstrerede mere end en million sydkoreanere for kravet om demokratiske reformer. Den 29. juni 1987 accepterede regeringspartiets nominerede til præsidentvalget, Roh Tae-woo, kravene fra de protesterende og offentliggjorde en deklaration for politiske reformer, deriblandt direkte valg til præsidentembedet og genoprettelse af civile rettigheder. I oktober blev ændringerne genstand for en folkeafstemning, og efter overvældende flertal for direkte valg til præsidentembedet, blev det første præsidentvalg afholdt den 16. december. Sjette republik (efter 1987) Den sjette republik startede i 1987 og repræsenterer nutidens politiske styre i Sydkorea. Republikken blev etableret ved valget af Roh Tae-woo til landets præsident den 16. december 1987. Valget var det første direkte præsidentvalg i 16 år. Roh havde også militær baggrund og var en af lederne for statskuppet i december 1979. Han vandt præsidentvalget blandt andet, fordi de to oppositionsledere, Kim Dae-jung og Kim Young-sam ikke kunne blive enige om en fælles oppositionskandidat. Oppositionens stemmer blev derfor splittet, men udgjorde tilsammen mere end halvdelen af de afgivede stemmer. Roh aflagde præsidenteden i februar 1988. Den nye regering satte sig for at fjerne resterne af det tidligere autoritære regime, blandt andet ved at reversere og tilpasse tidligere love og dekreter en demokratisk styreform. Pressefriheden blev udvidet, universiteterne fik anerkendt egen autonomi, og rejserestriktioner blev ophævede. Den økonomiske vækst var aftaget i sammenlignet med 1980-erne, fagforeningerne havde vokset sig stærkere, og voksende lønnninger havde reduceret den sydkoreanske industris konkurrenceevne. Eksporten voksede ikke længere, mens prisniveauet på forbrugsvarer indenlands voksede. Lige efter, at Roh overtog som præsident, blev Sommer-OL arrangeret i Seoul. Dette førte til voksende international anerkendelse af Sydkorea, men fik også stor betydning for den sydkoreanske udenrigspolitik. Regeringen lancerede en plan for genforening, Nordpolitik og etablerede diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen, Folkerepublikken Kina og staterne i Østeuropa. Det var en historisk begivenhed, da det i 1990 fra nordkoreansk side blev accepteret en plan for udveksling indenfor områderne sport og kultur, samt samtaler på højt politisk niveau. I 1991 blev der underskrevet et fælles kommunike om at gøre Koreahalvøen atomvåbenfri, samt at de to koreanske stater meldte sig ind i FN ved en fælles ceremoni den 17. september. Kim Young-sam præsident (1992-1998) Efter, at Rohs præsidentperiode var ovre, blev den tidligere oppositionspolitiker Kim Young-sam valgt til ny præsident ved 1992. Han blev landets første civile præsident i 30 år og lovede at bygge et "Nyt Korea". Regeringen ville korrigere tidligere regeringers fejlgreb. Første valg til folkevalgte forsamlinger i provinser, amter, byer og kommuner blev afholdte i 1995, og parlamentsvalg i 1996. For at imødekomme krav fra befolkningen blev de tidligere præsidenter Chun og Roh stævnet for en rigsret for flere forhold knyttet til korruption, illegale fonde og for Chuns ansvar for Gwangju-massakren. De blev stillede for retten og dømt til fængsel i december 1996. Forholdet til Nordkorea blev stadig forbedret, og et topmøde blev planlagt, men udsat på ubestemt tid efter Kim Il-sungs død i 1994. De koreansk-koreansk forhold var spændte efter dette, med en række mindre grænseepisoder, ofte efterfulgte af beklagelser. Regeringen gennemførte betydelige finansielle og økonomiske reformer, deriblandt medlemskab i OECD i 1996, men ramtes af både politiske og finansielle skandaler. Samtidig måtte man takle flere nationale katastrofer: en togafsporing i 1993 ved Busan kostede 79 menneskeliv, Seongsubroen faldt sammen den 21. oktober 1994 og kostede 32 menneskeliv og skadede 17, mens kollapsen af indkøbscenteret Sampoong i Seoul i 1994 dræbte 501 og skadede 937. Alle disse og andre ulykker svækkede regeringen. Kim Dae-jung præsident (1998-2002) I 1997 blev landet hårdt ramt af den finansielle Asienkrise, og man måtte bede om hjælp fra IMF. Dette var på grænsen til hvad nationen kunne tåle, og oppositionsleder Kim Dae-jung vandt præsidentvalget samme år. Kim Dae-jung blev taget i ed i februar 1998. Landet havde fulgt op på sine løfter om at demokratisere de politiske processer, og dette var første gang politisk magt blev overført mellem politiske partier på en fredelig måde. Kims første store opgave var at imødegå den finansielle krise, som landet var havnet i. Med en samlet indsats fra regeringen for at skaffe udenlandsk kapital til veje, samarbejde med landets næringsliv og en kampagne for at indsamle guld fra befolkningen, formåede landet at komme ud af krisen nogenlunde helskindet efter kort tid. Arbejdet med at reorganisere de store industrikonglomerater chaebolerne blev startet, et nationalt pensionssystem blev etableret i 1998, der blev indført flere reformer af uddannelsessektoren, støtten til IT-industrien blev forøget, og de første verdensarvsteder blev registrerede. Landet samarbejdede med Japan om at arrangere VM i fodbold 2002, som fik millioner af sydkoreanske fodboldsupportere frem i takt med, at Sydkorea nærmede sig en finaleplads. Blandt Kim Dae-jungs politiske initiativer var "Solskinspolitikken", som bestod af flere tiltag for at forbedre forholdet til Nordkorea. Dette kulminerede i flere genforeninger af familier, som var blevet splittet efter Koreakrigen, og et koreansk topmøde i 2000 mellem Kim og den nordkoreanske leder Kim Jong-il. For sin forsonende politik fik Kim i år 2000 Nobels fredspris. Nordkorea på sin side samarbejdede ikke for en fredelig sameksistens, og efter Terrorangrebet 11. september 2001 mod USA, ændrede også USAs syn på Nordkorea, og effekten af solskinspolitikken blev stærkt svækket. Tillige blev der framsat anklager om, at Sydkorea betalte Nordkorea for at få topmødet i 2000 i stand. Kims regering mistede betydelig støtte i befolkningen efter disse anklager. Roh Moo-hyun præsident (2002-2008) Roh Moo-hyun blev valgt som landets præsident i december 2002. Han vandt betydelig støtte blandt den yngre del af befolkningen og civile grupper, som håbede på et mere inkluderende demokrati. Roh lancerede sin regering med mottoet "deltagende regering". I modsætning til tidligere regeringer valgte Roh at planlægge for en længere horisont og indførte markedsreformer i et roligere tempo. De fleste koreanere satte imidlertid ikke pris på dette tempo, og mod slutningen af 2003 mistede regeringen betydelig støtte i meningsmålingerne. Roh-administrationen klarede at samle de ulige regioner i landet, løsnede de tidligere stærke bånd mellem politik og næringsliv, styrkede den civile sektor, kom til enighed med USA om en frihandelsaftale, fortsatte samtalerne med Nordkorea og etablerede en højhastighedsbane, Korea Train Express. Aktiemarkedet voksede hurtigt, ungdomsarbejdsløsheden voksede, boligpriserne gik i vejret og væksten i økonomien stagnerede. I marts 1994 blev Roh sat under rigsret, beskyldt for at have brudt landets valglove og korruption. Dette fik hans støtter frem, og hans parti fik flertal ved parlamentsvalget i 2004. I maj fik Roh præsidentembedet tilbage af landets forfatningsdomstol, som havde afvist anklagerne mod han. Ved suppleringsvalget året efter mistede regeringspartiet den marginale majoritet, det havde fået ved parlamentsvalget året før. Årsagerne var mange, men omfattede blandt andet manglende fremgang med reformplanerne, strejker, Rohs personlige kampe overfor flere medier, diplomatisk gnidning med USA og Japan, og kritik overfor regeringens inkompetence i spørgsmål knyttede til politiske, socioøkonomiske sager og udenrigspolitik.. Roh Moo-hyun og flere af hans familiemedlemmer blev efterforskede for at have modtaget bestikkelser og korruption i april 2009. Roh benægtede anklagerne, men tog sit eget liv ved at hoppe i en ravine den 23. maj 2009. Lee Myung-bak præsident (2008-2013) Roh's efterfølger, Lee Myung-bak, blev taget i ed i embedet i februar 2008. Hans rettesnor var "kreativ pragmatisme", og hans første udfordring var at få fart på en stagnerende økonomi, revitalisere landets diplomati, stabilisere velfærdsprogrammerne og møde udfordringerne, som globaliseringen førte med sig. I april 2008 fik præsidentens konservative parti rent flertal med solid margin ved parlamentsvalget. Samme måned blev der gennemført samtaler med USA for at løsne på den anspændte situation mellem de to lande, som havde sit udspring i Roh-administrationens politik over for Nordkorea og den koreansk-amerikanske frihandelsaftale. Lee accepterede at afvikle et sydkoreansk importforbud mod amerikansk oksekød, hvilket førte til demonstrationer for et fortsat importforbud af frygt for, at det impoterede kød ville bringe med sig kogalskab. Lee-regeringen fik mange problemer i starten af sin periode: kritik for udnævnelse af flere højere statstjenestemænd, stadige politiske konflikter, beskyldninger for at undertrykke medier og en stilstand i de diplomatiske forbindelser med Nordkorea og Japan. Økonomien forværredes i takt med, at den globale finanskrise slog til, og landet var ude i sin værste økonomiske krise siden 1997. Lee håndterede kriserne ved blandt andet at foretage ændringer i regeringen og indføre reformer for administration og industri. Efter flere reformer, blev den økonomiske nedgang vendt til et opsving, og landet var snart tilbage og over niveauet fra før, finanskrisen slog til. Lee-administrationen har også arbejdet for at forbedre diplomatiske forbindelser ved at aktivt deltage i samtaler med andre nationer: USA, topmøde mellem Korea, Kina og Japan, samt ASEAN-deltagelse for at styrke båndene med andre asiatiske nationer. G20-topmødet 2010 i Seoul blev en arena for at diskurere international økonomi, og det var første gang, at et land uden for de oprindelige G7-lande arrangerede et sådant topmøde. Sænkningen af den sydkoreanske korvet "Cheonan" den 26. marts 2010, som Sydkorea mener, at Nordkorea stod bag, og det nordkoreanske bombardement af Yeonpyeong den 23. november 2010, førte til et nyt meget anstrengt forhold mellem de to koreanske stater. Park Geun-hye præsident (2013- ) Den 19. december 2012 vandt Park Geun-hye præsidentvalget og den 25. februar 2013 skrev hun historie ved at blive den første kvindelige præsident i Sydkorea. Som vision for hendes regering satte hun "en ny æra af håb og lykke". De erklærede mål for den nye regering omfatter "kreativitet-orienteret uddannelse og kulturel berigelse", "en job-centreret kreativ økonomi", "skræddersyet beskæftigelse og velfærd", "stærke sikkerhedsforanstaltninger for bæredygtig fred på den koreanske halvø" og "et sikkert og forenet samfund ". For at gennemføre sin administrative vision og sine mål foretog hun radikale ændringer, herunder omstrukturering af "Blue House '. Mens stillingen som "vicepremierminister for økonomiske anliggender" blev fornyet, blev flere nye kontorer, herunder den for "Videnskabsministeriet", "Office of National Security" på Blue House, og "ICT og fremtidig planlægning", oprettede. Hun besøgte USA i maj 2013 og mødte præsident Barack Obama. De to ledere havde bilateralt møde om forskellige udviklingsmæssige og andre samarbejdsspørgsmål med fokus på udvikling af begge økonomier. Mens mere end 20.000 amerikanske militære mænd er udstationeret i Sydkorea, ser hun den strategiske alliance af både nationer som den mest frugtbare. Ved en fælles samling i den amerikanske kongres appellerede hun til en fælles front for at imødegå udfordringer fra Nordkoreas side. Hun fortsætter med at opretholde et tæt samarbejde med USA som mange af hendes forgængere. Under indtryk af, at Nordkorea har overtrådt en resolution vedtaget af FNs Sikkerhedsråd og optrådt udfordrende over for Sydkorea, er hun forblevet engageret at foretage politiske koordinering sammen med partnere som FN, USA og Kina om forholdet til Nordkorea. Hun besøgte Kina i juni 2013 og mødte præsident Xi Jinping. Hun vandt støtte fra præsidenten efter at have forklaret Sydkoreas standpunkt i spørgsmål vedrørende Nordkorea. Hun holdt et topmøde den 13. november 2013 den russiske præsident Vladimir Putin under dennes besøg i Sydkorea. De to ledere havde en omfattende og dynamisk samtale centreret om en styrkelse af den økonomiske og politiske udvikling. For at gennemføre sin vision om genstyrket økonomi sammen med skabelsen af nye arbejdspladser, erklærede hun sin målsætning om at opbygge en "kreativ økonomi" den 5. juni 2013. Park Geun-hye og Tony Abbott, Australiens premierminister, underskrev en frihandelsaftale mellem Australien og Sydkorea den 8. april 2014. I marts 2015 ansøgte Sydkorea officielt om at tillutte sig den "Asian Infrastructure Investment Bank" og den 26. maj 2015 rettede hun henvendelse til chefen for "Asian Development Bank" om at samarbejdet med "Asian Infrastructure Investment Bank" også skulle omfatte Sydkorea. Hun har talt om at fjerne "fire store sociale onder", der omfatter farlige fødevarer, vold i hjemmet, seksuel vold og skolevold som en af de sociale dagsordener for nationen. Et "National Unity Committee" blev oprettet af hende, der skulle fungere som rådgiver for præsidenten i arbejdet for at løse de samfundsmæssige konflikter i nationen for dermed at fremme et miljø af fælles velstand og sameksistens.

Sygeplejeeksamen giver adgang til udvalgte diplomuddannelser på professionshøjskolerne og til udvalgte masteruddannelser på landets universiteter. Bestået dansk sygeplejeeksamen giver adgang til det akademiske 2-årige cand.cur.-studium (kandidat i sygeplejevidenskab), som kan læses på Afdeling for Sygeplejevidenskab ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Efter bestået embedseksamen i sygeplejevidenskab kan man tage en ph.d.-grad i sygeplejevidenskab. Autorisation Det er ifølge autorisationsloven forbudt at betegne sig 'sygeplejerske' uden Sundhedsstyrelsens autorisation. I Danmark bærer både mænd og kvinder betegnelsen 'sygeplejerske', eftersom der er tale om en statsautorisation med én titelbetegnelse. Den engelske title "nurse" og den norske "sykepleier" er fx ikke beskyttet på samme måde. 97 procent af danske sygeplejersker er kvinder, mens ca. 3 procent er mænd. Organisation Sygeplejersker kan organiseres i forskellige fagforeninger, herunder Dansk Sygeplejeråd (DSR) med Grete Christensen som formand. Sygeplejestuderende har også mulighed for at melde sig ind i DSR, som er medlem af Sundhedskartellet. Sygeplejestuderende har tillige mulighed for at blive medlem af Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) under studietiden. Det er ikke en forudsætning for arbejdet som sygeplejerske (eller -studerende) at være medlem af disse organisationer. Erhverv Sygeplejersker, der er ansat i lægepraksis som lægesekretærer, benævnes praksissygeplejersker. Hvis sådanne sygeplejersker også har konsultationsopgaver med patienter, benævnes de konsultationssygeplejersker. Løn Den månedlige basisløn for sygeplejersker, der er offentligt ansatte af regionerne på sygehusene, er i gennemsnit 23.953,- kr. brutto. Den månedlige basisløn for sygeplejersker, der er kommunalt offentligt ansat af KL, er i gennemsnit 25.187,- kr. brutto. Den månedlige gennemsnitsløn for privatansatte sygeplejersker er 36.320,- kr. inkl. pension. Teoretisk grundlag Definerende for sygeplejen er hovedsageligt den humanistiske tilgang, der blandt andet rummer sygepleje- og omsorgsteori, sygeplejebegreber og -modeller, kliniske metoder i sygeplejen. Essentielle områder som smerte, angst, død, sorg og håb kan betragtes som sygeplejerskens spidskompetencer i forhold til forebyggelse og sygdom. Der undervises for eksempel i fagene psykologi, kommunikation, filosofi og etik, sociologi og antropologi, organisation og ledelse samt jura. Den naturvidenskabelige del af uddannelsen nødvendiggør den objektive del af sygeplejen, hvor der således undervises i sundhedsvidenskabelige fag, for eksempel folkesundhedsvidenskab, sygdomslære samt videnskabsteori og forskningsmetode, biokemi, mikrobiologi og anatomi og fysiologi. Sygeplejeteoretikere, som har betydet meget i udviklingen af sygeplejen som fag gennem sidste halvdel af 1900-tallet er Dorothea Orems egenomsorgsteori, Kari Martinsens værker og danskeren Merry Scheel, som bidrog til yderligere forståelse af begrebet omsorg. På grundlag af uddannelsen som sygeplejerske kan der læses til kandidat i Sygepleje, der giver ret til titlerne cand.cur. og Master of Science (MSc) in Nursing. Der undervises i sygeplejejens teoriudvikling og kernefaglighed, kvalitativ forskning og metode, epidemiologi og biostatistik, relationer og interaktioner, sygepleje og samfund, etc. Sygeplejens historie Sygeplejen er gennem den vestlige verdens historie blevet varetaget af mange forskellige. Som regel har den almindelige, lettere sygepleje været udført i hjemmene af huset kvinder, mens den sværere sygepleje har været religiøst betinget; især de kristne munke har haft en stor indflydelse på sygeplejen gennem sidste årtusinde. Først i 1860 oprettedes den første egentlige, verdslige sygeplejeskole af Florence Nightingale, der under Krimkrigen drog sig en mængde erfaringer, der førte til et stort skridt fremad for sygeplejefaget. Dette har ført til, at sundhed og sygeplejen i dag er et selvstændigt erhverv, ligesom sygeplejen har etableret sig som en uddannelse, der kan føre til kandidatgrad samt videnskabelig forskning inden for sygeplejen. I 1950 blev de første syv mandlige sygeplejeelver optaget ved Rigshospitalets Sygeplejeskole. Det første hold mandlige sygeplejersker blev således færdiguddannet i år 1954. I år 2014 var andelen af mandlige sygeplejersker i Danmark 3,4-3,5 % af den samlede mængde sygeplejersker; dette tal har ligget rimeligt stabilt igennem de seneste årtier, og befinder sig således under gennemsnittet med for eksempel England (10,2 %), Tyskland, Norge (6 % i år 2013) og Italien (25 % i år 2013).

Tårnby kommune består af 3 overordnede kvarterer. Centrum af kommunen kaldes blot Tårnby. Det er her den ene af kommunens jernbanestationer Tårnby Station findes, samt Tårnby Torv der bl.a. er kendt for at være fødestedet for dansk hip hop kultur. Den østlige del af kommunen hedder Kastrup og lægger navn til næsten hele kommunens postnummer. Det er i denne del af kommunen at man finder Københavns Lufthavn med jernbanestation og den del af metroen som strækker sig ind i kommunen. Den vestlige del af kommunen kaldes Vestamager, men har reelt intet officielt navn. Dette område består både af store dele af Fælleden samt beboelser. Vestamager syd for Alkmaar allé deler postnummer med Dragør Kommune. De to områder Tårnby og Vestamager forveksles ofte med området Kastrup i medierne. Dette skyldes kommunens misvisende postnummer, Kastrup er blot en del af den samlede kommune. Den langt største del af kommunens areal, er ubebyggede områder som Saltholm, Peberholm, Københavns lufthavn og det sydvestlige Amager. Erhverv Kommunes største arbejdsplads er Københavns Lufthavn. Sport Tårnby er hjemsted for fodboldklubberne AB Tårnby, Kastrup Boldklub, Tårnby FF og Amager FF, samt gymnastikklubben Kastrup Gymnastikforening af 1966. Ligeledes er kommunen hjemsted for Danmarks ældste rugby klub Speed, den amerikanske fodboldklub Amager Demons, Basketball Klubben Amager og Svømmeklubben KVIK, Kastrup. Også atletik klubben Amager Atletik Club, AAC, er lokaliseret i Tårnby Kommune. Klubben har en stor ungdomsafdeling, med børn helt ned til 4-års alderen. Også Kastrup Magleby Badminton, Amager Cykle Ring og vægtløftnings klubben AK. Viking samt ishockeyklubben Amager Ishockey Club, der spiller under turneringsnavnet Ama'r Jets, er kendte og respekterede idrætsklubber vis hjemsted er Tårnby Kommune. Finland Karis Stad, 10300 Karis (mellem Åbo og Helsingfors) Norge Skedsmo Kommune, 2001 Lillestrøm (ved Oslo) Sverige Alingsås Kommune, 44181 Alingsås (ved Göteborg)

Ted Williams' barndom var præget af forældrenes fravær. Allerede tidligt i sit liv udtrykte Ted et ønske om at blive kendt som "alle tiders bedste hitter". Efter high school blev han professionel og spillede for San Diego Padres og Minneapolis Millers i de lavere rækker. Der gik dog ikke lang tid, før han skrev kontrakt med Boston Red Sox. Hans første sæson (1939) i MLB var fænomenal: 31 home runs, 145 RBI og en batting average på 0,327. Han etablerede sig hurtigt som holdets rygrad, men desværre var holdkammeraterne ikke i stand til at løfte det generelle niveau. Det afholdt imidlertid ikke Williams fra at vinde MVP-prisen i 1946 og 1949 samt den sagnomspundne Triple Crown i 1942 og 1947. Williams, der var leftfielder, var hverken særlig hurtig eller blandt eliten defensivt set, men hans exceptionelle øje for bolden gjorde ham til æraens dygtigste og mest stabile batter. Modstanderholdene følte sig endda nødsaget til at ændre på den ellers faste forsvarsopstilling for at prøve at gøre noget ved Williams' dominans. Dette uortodokse indgreb, som var opfundet af Cleveland Indians' manager, blev kendt som The Williams Shift. I 1960, efter at have tilbragt 19 år i MLB – og fire år som marinepilot – trak Williams sig tilbage fra sporten. I sin sidste at bat slog han en home run. Han forsøgte sig i nogle år som manager for Washington Senators (der senere blev til Texas Rangers) uden den store succes. I 1970 forfattede han den vidtberømte bog The Science of Hitting, der af mange betragtes som den definitive bibel for offensive baseballspillere. Derudover brugte han en masse tid på sin foretrukne hobby: fiskeri (han er også medlem af Fishing Hall of Fame). Ted Williams døde af et hjertestop i 2002. Hans søn, der i nogen tid havde fungeret som hans de facto-manager, placerede Williams på en nedfrysningsinstitution, hvor hans krop bliver bevaret vha. kryoteknik.

The Football League 1888–89 var den første sæson af The Football League og dermed også det første engelske mesterskab i fodbold. Ligaen havde deltagelse af 12 hold, der spillede en dobbeltturnering alle-mod-alle. Ligaen blev vundet af Preston North End FC, som dermed blev de første engelske mestre i fodbold. Eftersom Preston North End også vandt FA Cup'en i sæsonen 1888-89, blev klubben den første vinder af The Double.

Tom Marqvertsen (født 1946) er en tidligere dansk atlet. Han var medlem af Fremad Holbæk.

Havmåger mellem strandasters. Havmågeunger. Vadehavet. Flodbølgen kommer. Flokke af måger, kobbersnepper og strandskader. Regnspover, gravænder, ryler, stenvender, svartbag-måger, andeflokke og vildgæs, edderfugle, strandskader, stormfugl. Måger, der flænser i ådslet af et strandet marsvin.

Trøjborgvej er en gade i det nordlige Aarhus, der strækker sig fra t-krydset Dronning Margrethes Vej/Skovvejen mod sydøst til Nørrebrogade mod nordvest. Vejen udgør en grænse mellem den tætbebyggede del af bydelen Trøjborg på den ene side og det gamle Århus Kommunehospital, N. Kochs Skole, Sankt Johannes Kirke og Nordre Kirkegård på den anden. Trøjborgvej blev navngivet i 1897.

Ordet kommer af det latinske tran(s)scendens, hvilket betyder at overskride eller at gå ud over.

Transnistrien eller Transdnjestr er et udbryderområde primært beliggende på en stribe land mellem Dnestr og den østlige moldaviske grænse til Ukraine. Siden uafhængighedserklæringen i 1990, og især efter krigen i Transnistrien i 1992, bliver området de facto regeret som Den Pridnestroviske Moldaviske Republik (PMR), også kendt som "Pridnestrovien"), en af verdenssamfundet ikke-anerkendt republik, som påberåber sig området øst for floden Dnestr, byen Bender, og dens omgivende lokaliteter på vestbredden. Republikken Moldova anerkender ikke løsrivelsen og anser områder kontrolleret af PMR at være en del af Moldovas autonome region Stînga Nistrului ("venstre bred af Dnestr"). Transnistrien er 4.163 km² og har et indbyggertal på forventet 509.439 (2013). Befolkningstætheden er på 122,37 pr km² (2013). Hovedstaden er Tiraspol (ca. 150.000 indbyggere), som også er Moldovas andenstørste by. Transnistriens suverænitet anerkendes ikke af nogen medlemsstater af de Forenede Nationer, og det har ingen diplomatiske forbindelser med dem.

True Jackson, VP er en amerikansk tv-serie der sendes på Nickelodeon. Handling Serien handler om den 15-årige pige, True, der bliver underdirektør i et stort modefirma, "Mad Style". Men de andre – især den tidligere underdirektør, Amanda – er ikke specielt glade for at se en pige der stadig går i skole, som deres chef. Heldigvis bliver True hurtigt gode venner med direktøren, mr. Madigan, og sekretæren, Oscar. Og så har hun jo også sine to bedste venner, Lulu og Ryan. Og med Trues tre, gode sider, kreativitet, fantasi og gode idéer, klarer hun alle problemer der popper op i modeindustrien. For hun blev jo ikke underdirektør som 15-årig for ingenting.

Luiz Adriano bragte efter 25 minutter Shakhtar Donetsk foran 1-0. Den stilling holdt kun ti minutter, inden Naldo havde udlignet. Der blev ikke scoret flere mål i den ordinære spilletid, og holdene måtte derfor ud i forlænget spilletid for at få afgjort kampen. Efter syv minutter dukkede Jádson op og scorede til 2-1 for ukrainerne, hvilket også blev kampen resultat. Darijo Srna blev kåret til kampens bedste spiller.

I Ukkusiksalik National Park findes spor som viser at mennesker har beboet området i lang tid. Der er omkring 500 arkæologiske fundsteder, fra både tiden for Dorset-kulturen (500 f.kr til 1000 e.Kr) og Thulekulturen (1000-tallet til 1800-tallet). Der findes også levn af bosættelser fra de seneste to århundreder, som en efterladt handelsstation fra 1925-1947 som tilhørte Hudson's Bay Company. 1742 blev Christopher Middleton med sit skib Furnace den første europæer som besøgte området. Han navngav Wager Bay efter sir Charles Wager, en af sponsorerne for hans ekspedition. Den fjerntliggende region viste sig dog at være af meget ringe værdi for europæerne og det varede næsten 100 år inden den blev givet nogen særlig opmærksomhed igen. 1864 kom den amerikanske opdagelsesrejsende Charles Francis Hall med sit skib Monticello til at overvintre i udmundingen af Wager Bay under sit søgen efter den forsvundne Franklin-ekspedition. Mere kendt blev regionen først da pelshandlen begyndte at etablere sig i området i slutningen af 1800-tallet. Omkring midten af 1940'erne var hovedparten af områdets indfødte befolkning flyttet ind i byer og Hudson Bay-kompagniet opgav sin aktivitet i området. I 1960'erne forlod de sidste inuiter den jord som senere skulle blive Ukkusiksalik National Park. Geografi og klima Naturen i Ukkusiksalik National Park består af tidevandspåvirkede arktiske kystområder, tundraområder, søer, vandfald og floder. Bugten Wager Bay, med sin smalle indsejling, er parkens centrum. Forskellen mellem høj- og lavvande kan være op til otte meter. Forholdene i området karakteriseres af et arktisk kystklima, men relativt lidt nedbør, lave temperaturer og kraftige vinde, særligt om vinteren. Normalt er Wager Bay ikke helt isfri før begyndelsen af juli. Dyreliv Pattedyr som findes i Ukkusiksalik National Park er eksempelvis isbjørn, caribou, arktisk jordegern (Spermophilus parryi), brun lemming, polarræv, polarhare, polarulv, moskusokse, sneskohare og jærv. I vandene i Wager Bay forekommer havlevende pattedyr som ringsæl, remmesæl, hvalros, spættet sæl, hvidhval og narhval. Omkring 40 forskellige arter fugle er blevet observeret i parken. Planteliv Plantesamfundet i Ukksiksalik National Park er typisk for fattige tundraområder, med 25 højere familier repræsenteret og mosser, lav og alger. Der er blomstrende urter som rypelyng, purpurstenbræk, topspirende slangeurt, laplands-valmue og rosmarinlyng.

University of Michigan blev etableret i Detroit i 1817. I 1837 flyttede universitetet til Ann Arbor, hvor det fortsat har sit hovedkontor. I tillæg til Ann Arbor har UM campus i Flint og i Dearborn. Kvinder fik lov til at studere ved UM allerede i 1870, og University of Michigan var det tredje universitet i USA, der tillod dette. I første halvdel af 1900-tallet ekspanderede University of Michigan stærkt, og satsede meget på forskning. Under 2. verdenskrig foregik omfattende militærteknologisk forskning på UM, specielt for US Navy. I 1960'erne og 1970'erne havde universitetet mange politisk radikale studenter, og der var på universitetet flere protester mod regeringens politik i Indokina. Studier Det er 25 000 studenter på bachelorniveau og 15 000 studenter på masterniveau ved University of Michigan i Ann Arbor. Det findes 600 forskellige studieprogrammer. 90% af studieprogrammene er rangeret blandt de 20 bedste i USA. University of Michigan har omkring 5.000 akademisk ansatte. Som mange andre forskningsuniversiteter benyttes i stort omfang masterstudenter til at undervise på lavere niveauer. Undervisningsgebyret ved University of Michigan er det højeste i USA blandt offentlige universiteter. For studenter udenfor Michigan er prisen omkring 30.000 US $ årligt for undervisningen alene. For studenter bosat i Michigan udgør undervisningsgebyret ca. US$ 6.000 – 10.000. Idræt Idrætsholdet ved University of Michigan hedder U of M Wolverines. Det spiller i øverste division i National Collegiate Athletic Association i alle sportsgrene undtagen ishockey. Som ved de fleste universiteter i USA er det amerikansk fodbold, der er den mest populære sportsgren. Wolverines vandt den første Rose Bowl i 1902 og har tilsammen elleve nationale sejre. Det sidste nationale mesterskab blev vundet i 1997. Tre vindere af Heisman-trofæet, som årligt gives til den bedste spiller i amerikansk college football, er kommet fra University of Michigan. Hjemmebanen for Wolverines i amerikansk football er Michigan Stadium, som med en kapacitet på 107.500 er verdens største af sin art, og som har øgenavnet The Big House. Hovedrivalerne til Wolverines er Michigan State Spartans, Notre Dame Fighting Irish og Ohio State Buckeyes. Biblioteksressurser De forskellige afdelinger ved University of Michigan har tilsammen 8,134 millioner titler, hvilket gør biblioteket til USAs tolvte største bibliotek (2006).

Václav Kozák (14. april 1937 - 15. marts 2004) var en tjekkisk roer og olympisk guldvinder. Kozák vandt guld for Tjekkoslovakiet i dobbeltsculler ved OL 1960 i Rom, sammen med Pavel Schmidt. Han deltog også i singlesculler ved både OL 1964 i Tokyo og OL 1968 i Mexico City, dog uden at vinde nogen medaljer. Kozák vandt også flere medaljer ved EM i roning, blandt andet guld i singlesculler i 1963 i København.

Vale of York-skatten (engelsk: Vale of York Hoard) også kendt som Harrogateskatten (Harrogate Hoard) og Vale of York vikingeskat (Vale of York Viking Hoard) er en sølvskat fra 900-tallet under vikingetiden, som består af 617 sølvmønter og 65 andre genstande. Den blev fundet i 2007 nær byen Harrogate i North Yorkshire, England. Skattedepotet var den største vikingskat, der var fundet i Storbritannien siden 1840, hvor Cuerdaleskatten blev fundet i Lancashire. I 2009 fandt man den angelaksiske Staffordshireskat, som er endnu større.

Vibe-Hastrup's kemiske Fabriker I/S var en dansk fabrik, der blev grundlagt i 1895 og blandt andet producerede skosværte, lakker og voks. Fabrikken var grundlagt i 1895 af cand.pharm. Frederik Vibe-Hastrup (f. 4. aug. 1855, d. 1904). Efter grundlæggerens død i 1904 overtoges virksomheden af hans enke, fru Betty Vibe-Hastrup (f. 28. marts 1860, d. 1942); medens den daglige ledelse af fabrikerne varetoges af grundlæggerens 3 sønner, C. Vibe-Hastrup (f. 4. sept. 1883), Edvard Vibe-Hastrup (f. 5. febr. 1885, d. 13. maj 1949) og Erik Vibe-Hastrup. Efter fru Betty Vibe-Hastrups død i 1942 overgik virksomheden til børnene, ovennævnte C. Vibe-Hastrup og Edvard Vibe-Hastrup, overretssagfører Johs. Vibe-Hastrup (f. 1886), ovennævnte Erik Vibe-Hastrup samt tandlæge, dr. chir. dent. Ove Vibe-Hastrup (f. 1890), fru Clara Rizzo og fru Vibeke Ringsted. Fabrikken lå på Howitzvej 52 på Frederiksberg. Komplekset var tegnet 1910 af Ejnar Thuren og er nedrevet. I dag ligger et alment boligbyggeri på grunden.

Victor Frants Nachtegall Haderup (25. juli 1845 i Vesterborg på Lolland – 29. april 1913 i Charlottenlund) var en dansk tandlæge, der er kendt for at have udviklet det tandskema for navngivning af tænder, der stadig anvendes. Han var med til at oprette Tandlægehøjskolen. Victor Haderup blev dimitteret fra Nykøbing Falster Skole i 1863, tog lægeeksamen i 1871, var derpå kandidat på Kommunehospitalet i København og virkede i de følgende år som praktiserende læge forskellige steder på Øerne. Efter at have uddannet sig som tandlæge i Berlin og København oprettede han her i 1878 en klinik for mund- og tandsygdomme, blev i 1880 medlem af Kommissionen for tandlægeeksamen, 1881 formand for Dansk Tandlægeforening (indtil 1886 og atter 1890-91 og 1899-1900), 1884 læge i sit specialfag ved poliklinikken for ubemidlede og medlem af sammes bestyrelse, 1885 medlem af Kommissionen for ordning af tandlægevæsenet i Danmark. Han var i flere år medredaktør af Skandinavisk Tidsskrift for Tandlæger, blev i 1888 leder af den teoretiske undervisning ved den nyoprettede Tandlægehøjskole og tog samme år doktorgraden. Han foretog flere studierejser og repræsenterede sit specialfag ved forskellige internationale lægevidenskabelige kongresser. I sit specialfag, ligesom også på andre lægevidenskabelige områder, har han publiceret forskellige afhandlinger. I store dele af verden anvendtes indtil 1970'erne Haderups nomenklatur fra 1887 og i Danmark bruges dette tandskema fortsat. Han var redaktør af Nordisk Tidsskrift for Abnormvæsen 1889-1902, formand for Den skandinaviske Tandlægeforening 1891-92, leder af fonetisk kursus ved Universitetet 1895-99, ved Statens Lærerhøjskole 1898, medlem af flere udenlandske tandlægeselskaber, redaktør af Tandlægebladet. I 1902 blev han professor. Han var Ridder af Dannebrog og af den svenske Vasaorden.

White Sands Missile Range (WSMR), tidligere kendt som White Sands Proving Grounds, er en militær testinstallation, hvor der blandt andet afprøves missiler. WSMR ligger i Doña Ana County og Otero County i New Mexico, USA, primært i dalen Tularosa Basin mellem Organ Mountains, San Andreas Mountains og Sacramento Mountains. Med et areal på næsten 8.300 km² er det den største militære installation i USA. Den 16. juli 1945 detonerede plutoniumbomben The Gadget på Trinity Site. Stedet er i dag som Trinity Historic National Landmark et turistmål to dage om året. Bomben omdannede ørkensandet til glas, der stadig er for radioaktivt til at kunne berøres. Efter en del atomprøvesprængninger i Stillehavet blev Nevada Test Site oprettet i december 1950. New Mexico blev ikke brugt til kernevåben mere. Raketsonder Den 10. maj 1946 blev en erobret tysk V2-raket opsendt til 112 km højde og nåede derved ud i rummet. Den havde måleinstrumenter med til undersøge atmosfærens forskellige lag. Senere opsendelser havde insekter, plantefrø, mus og til sidst en abe med. Den maksimale højde for en V2-raket var 212 km højde. Bumper-raketten havde en V2-raket som førstetrin og en 300 kg WAC-Corporal som andettrin. Den 24. februar 1949 nåede Bumper nummer fem op i 393 km højde. Tiden var efterhånden løbet fra de lodrette opsendelser og landing i øde ørkenområder. Raketbaser med store havområder mod øst kunne udnytte Jordens rotation og overtog rumflyvningerne fra White Sands.

Wilhelm Marstrand var søn af opfinder, bagermester og kommerceråd Nicolai Jacob Marstrand, og han voksede op i en søskendeflok på fem drenge: Theodor Marstrand, Troels Marstrand, Osvald Marstrand, og Otto Marstrand. Som dreng blev Marstrand sat til at studere, men han havde ringe boglig interesse. Han forlod Metropolitanskolen i 1826 for at blive elev hos maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg. Marstrand viste tidligt kunstneriske evner. Han tumlede som 15-årig elev med store kompositioner som genrebilleder med mange figurer og med venligt satiriske og karikerende blyantstegninger. Allerede på dette tidspunkt følte han trang til at improvisere med blyanten i hånden og i få, raske træk nedskrive, hvad han så og iagttog, eller hvad der havde bundet sig fast i hans hukommelse. Da han kom under Eckersbergs vejledning og senere gennemgik akademiets skoler, måtte han naturligvis holde denne Lyst i ave, delvis endog undertrykke den, og man tager næppe fejl i, at hans læreår i mange henseender har været ham besværlige og trykkende. Han så den store, brogede verden om sig og længtes kun efter at trænge ind i den med en stor kunstnerisk evnes hele modtagelighed og brændende reproduktionslyst – i stedet måtte han tegne gibsornamenter og modelfigurer i sit ansigts sved. Der var trang til ørneflugt hos ham, men hans mentor holdt ham hårdnakket ved jorden og tvang ham til at blive på den gamle, akademiske skolesti. Naturligvis havde han fordel deraf, selv om han måtte lide den skuffelse, at hans forsøg på at vinde Akademiets guldmedalje – efter at han (1833) havde vundet begge sølvmedaljer – gentagne gange (1833 og 1835) mislykkedes. På dette tidspunkt af hans liv havde opgaver som "Flugten til Ægypten" eller "Odysseus og Nausikae" næppe synderlig tillokkelse for ham; han interesserede sig mere for københavnsk gadeliv end for bibelske motiver og græske heroer. Det er værd at bemærke, at han netop begyndte på det område, man kunne kalde det satiriske genremaleri, troede sig kaldet til at sejre på det og i årenes løb, endog optagen af andre, store historiske eller monumentale, opgaver, atter og atter vendte tilbage til det. Sit lune satte han ingen sinde over styr, ihvorvel det efterhånden mistede sin skarpeste brod og fik en elskværdigere klangfarve; end ikke sorger og lidelser formåede at kue det. Tvært imod fandt han deri en foryngelsens kilde, som indgød ham ny livslyst og bar ham oppe, når alderdom og svaghed tog hårdt fat på hans sjæl. Hans tidligste arbejder på dette felt, der så godt som alle er specifik københavnske, vakte stor opsigt i hovedstaden, fordi de var noget nyt, en popularisering eller demokratisering af kunsten, som vel var indledt af Eckersberg, men nu førtes videre. En sådan djærv realisme havde man aldrig før set mage til. "En Kanefart ved Maaneskin" (udstillet 1829), "En Kilderejse" (1830), "En Flyttedagsscene" (1831), "Nedgang til en Kjælder" (1831), "Scene ved et Konsumtionshus" (1831), "Gadescene i Hundedagene" (1833), "Beskjænkede, der forlade Kjælderen" (1835) og endelig "En Avktionsscene" (1836) illustrerede det ret tarvelige, brave København i 1830-erne med dets originaler, spidsborgere, Holmens folk, madammer, gadedrenge og hunde. Det var datidens københavnere med et provinsielt tilsnit, som her så sig i spejl og blev foreviget til glæde for sig selv og efterverdenen. Det var vel den gang, at man ventede en Hogarth af den unge kunstner, thi man troede at skimte den puritanske moralprædikant bag hans munterhed og spot. Intet lå imidlertid ham fjernere end at sætte sit liv ind herpå; han betragtede selv disse arbejder som et slags impromptuer, i det væsentlige fremkomne for at skaffe mad på bordet. Hans kernesunde natur fandt behag i at iagttage almuen og så at sige forberede sig til større opgaver under påvirkning af folkelivets oprindelighed, men samtidig – endog på et meget tidligt tidspunkt – følte han sig hendragen til historiemaleriet ("Svend Estridsen og Biskop Vilhelm", 1832), skønt han længe tvivlede om sine evner i denne retning. Af hans egne ytringer får man nærmest det indtryk, at han var sig målets storhed bevidst, og at han ville stå fuldt rustet til sådan mandelig idræt, før han overhovedet turde indlade sig på den for alvor. Også begyndte han tidlig at kæmpe for en malerisk virkning i farvegivning og behandling. "Et musikalsk aftenselskab hos grosserer, vinhandler Waagepetersen" med portrætfigurer fra 1834 afslører hans bestræbelser i denne retning og betegner så at sige det tidspunkt, da han fra at have været karakterskildrer begyndte at føle sig som maler. Holberg Hjemme igen i København i 1841 efter sin første italiensrejse følte Marstrand sig inspireret af Holberg: han brugte Holberg til at frigøre sig fra Italien med. "Ingen kunne bedre end den velmeriterede borger og indvåner udi Kalundborg Hans Mikkelsen overbevise ham om, at han meget vel kunne finde sig til rette i hvidroernes og kartoflernes land efter at have levet mellem myrter og oranger". Det virker som et udslag af uforfalsket holbergsk lune, at Marstrand besvarede opgaven fra Akademiet: Scene af det danske Folkeliv ved at indsende Erasmus Montanus, det ofte gengivne billede, hvoraf en gentagelse findes i Den Kongelige Malerisamling. Det taler til Akademiets ære, at det uden indvendinger accepterede den sælsomme besvarelse og enstemmigt optog kunstneren som medlem 19. juni 1843. Marstrand fordybede sig i Holberg (scene af Barselstuen i Den Kongelige Malerisamling) og skabte inspireret af ham en hel række arbejder, der er så livfulde og selvstændige, at de snarere er historiske skildringer fra den holbergske tidsalder end illustrationer til hans komedier. Nært beslægtede er illustrationerne til "Hans Mikkelsens" (Holbergs) Peder Paars, Don Quixote-billederne, fremstillingerne af Holberg i forskellige situationer, Wessel hos Guldberg (1865 med forbillede i Cornelius Høyers miniature), Ewald og Arense (1865), fru Gyllembourg i sit hjem og andre litterært påvirkede motiver, som ligger uden for hans øvrige, meget omfattende produktion. Marstrands gennembrud kom under hans andet ophold i Rom 1845-48. Her gav han sig for første gang i kast med at male legemsstore figurer. Og det kostede ham megen anstrengelse: "man må gøre Rede for det mindste, og jeg beflitter mig på at være så redelig mod mig selv og andre i den Henseende, som muligt". Billedet, den vidt berømte italienske osteriscene (Piger, der byde den indtrædende velkommen), var "temmelig avanceret" i 1846, og blev alligevel udstillet tre år efter. En ny stil Samtidig tog han fat på en række kompositioner til udsmykningen af Universitetets Solennitetssal og malede forskellige mindre arbejder som En Dans i det frie på Ischia (1849). Det var lykkelige år for ham: han følte selv, at der var foregået et omslag i hans kunst af gennemgribende betydning. Han havde forladt "sin sædvanlige Størrelse" og mente ikke længere, at "det alvorlige laa ham fjærnt". Nu gik det også op for hans landsmænd, "at de i ham havde en udmærket mester, et geni, som stillede alle forgængerne i skyggen. Han var bleven mere mådeholden, rolig og bevidst end før; den noget pyntelige og glatte pensel veg for en bred og stort anlagt, hans farve var varmere og kraftigere, den maleriske behandling friere og djærvere, hans lune elskværdigere og mildere, hans ånd mere omfattende og almen". Man forstod, at han var bleven mere mådeholden, rolig og bevidst end før; man så den tidligere noget pyntelige og glatte pensel vige for en bred og stort anlagt, hans farve var bleven varmere og kraftigere, den maleriske behandling ligesom friere og djærvere, hans lune elskværdigere og mildere, hans ånd mere omfattende og almen. Disse egenskaber udvikledes og styrkedes ved de påfølgende rejser til Sverige (i 1850) så vel som til Venedig, Nederlandene og Paris, selv om hans kolorit af og til kunne blive tung og sort i skyggerne, nærmest på grund af en øjensygdom, og hans hele malemåde for flygtig, således at han nøjedes med antydninger, hvor andre netop søgte at gå tingene på klingen. Portrætter Marstrand fortsatte med at male svenske og italienske motiver. I slutningen af 1850'erne tog han fat på portrætmaleriet i større stil og med større held end tidligere. En lang række af tidens kendte mænd og kvinder blev levende og sandfærdigt skildret af Marstrand, fx professor Blache, Ingemann (1860), Orla Lehmann (1861), Grundtvig (1863), Johanne Luise Heiberg (1859), Constantin Hansen (1852 og 62), N.L. Høyen (1869), H. Puggaard (1873), og om alle disse arbejder gælder det mere eller mindre, at de ved deres livfulde opfattelse af personligheden virke med overbevisende kraft og sandhed. Gennemførelsen af og troskaben over for de enkelte former kunne ikke sjælden lade adskilligt tilbage at ønske, men som skildringer af ånd og væsen, personlighed og karakter hører hans portrætter til de bedste. For kunstneren personlig blev portrætmaleriet af største betydning, thi herigennem så vel som ved det samtidige billede af hverdagslivet ("Besøget", 1857), et af Marstrands skønneste og inderligste genrebilleder, førtes han til den monumentale kunst, historiemaleriet, i hvilket mente, at hans geni skulle sætte sig det varigste minde. Monumental kunst Den kolossale altertavle til Faaborg Kirke, Christus i Emmaus (malet i 1858), og andre store værker lagde beslag på ham til hans død. Først i 1859 overtog han arbejdet med udsmykningen af Christian 4.’s kapel i Roskilde Domkirke efter Eddelien, der døde i 1852. Motiverne til de to store vægbilleder: Christian IV’s Dom over Christoffer Rosenkrantz og Christian IV på "Trefoldigheden" i søslaget på Kolberger Heide lå fast. Nyt var Christi Opstandelse, som han malede til det vanskelige lys på pillen mellem vinduerne i stedet for Thorvaldsens statue af kongen, som ansås for lille og uanselig. Efter tre års arbejde stod kapellet færdigt i 1866. De store vægbilleder med kraftige oliefarver i modsætning til loftets allegoriske freskomalerier gør de store vægbilleder med deres kraftige farver og overlegne maleriske behandling, den præcise karakteristik af de historiske personer og den gribende dramatik gør et overordentlig livfuldt og fyldigt indtryk; ikke blot imponeres man over kunstnerens talent til at komponere og fortælle, men måske i endnu højere grad over hans evne til at give en svunden tidsalder et uforfalsket virkelighedspræg. Vistnok endnu tydeligere lægge disse egenskaber sig for dagen i det store vægbillede i Universitetets festsal, som Marstrand afleverede i 1871. Det forestiller "Universitetets Indvielse i Frue Kirke 1. Juni 1479" og indtager ved sin stilfulde alvor og dog rent menneskelige skildring af begivenheden, sit sjælfulde indhold parret med streng malerisk holdning en meget høj rang i Marstrands kunst, og i hele det danske historiemaleri. "Det er mesterens hovedværk, som vil bære hans navn gennem tiderne, den fuldmodne frugt af hans geniale stræben", erklærede en samtidig kritiker. Hans malerier omtales anderledes – drillende – i det satiriske tidsskrift Corsaren i 1845 og 1846. Marstrand satte aldrig sit lune over styr, end ikke da alderdom og svaghed tog hårdt på hans sjæl. Hans søn læste i Marstrands høje alder højt af Don Quixote, og det fik igen latteren frem hos maleren. Eftermæle I 1850 giftede Marstrand sig med Margrethe Christine Weidemann og fik med hende fem børn. Marstrand led af sukkersyge og var tungsindig og mørk efter sin hustrus pludselige død 26. januar 1867. Han udstillede i 1869 Den store Nadver, som allerede havde foresvævet ham i Venedig, hvor han så malerier af Paolo Veronese. Han fortsatte med at male og tegne efter et apoplektisk tilfælde i oktober 1871, efter at han havde fuldført det store universitetsbillede. I april 1872 pådrog han sig en brystlidelse, som 25. marts 1873 gjorde ende på hans liv. Han er begravet på Assistens Kirkegård. Vurderingen af hans geni Begejstringen for Marstrands farvestrålende malerier svandt senere, da betydelige samlere som Hans Tobiesen døde. I de seneste år er interessen dog steget for hans store litterære og fortællende billeder. Marstrand omtales i dag som en af de første, der som Frankrigs Jean-Baptiste Greuze overførte det akademiske historiemaleri til dagligdagen. Interessen for Marstrands liggende kvindelige modeller er usvækket. Vurderingen af Marstrands geni er ændret. Der skal en nyvurdering til, før det igen kan siges som i Dansk biografisk leksikon 1887 – 1905: "Hans geni har tvært imod holdt stand og vundet i glans i tidernes løb; ingen har forsøgt at gøre det den udmærkede plads stridig, som det indtager i vor kunsthistorie". Kunstnere som C.A. Jensen, Christen Købke (som i 1836 malede Marstrand, siddende med en rose i munden), J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard og Lorenz Frølich kom ikke på tale omkring 1890. Karl Madsen placerede i sin monografi fra 1905 Marstrand side om side med Bertel Thorvaldsen. I de følgende ca. 75 år faldt hans status drastisk bl.a. pga. hans problemer med farverne. Dog har Marstrands status i de forgangne år igen været for opadgående, især for at have trukket kunsten ud af guldalderens harmoniske univers. En lignende vurdering findes i Weilbachs Kunstnerleksikon forskellige udgaver, Weilbach 1. udgave fra 1877-78 kalder ham en stor mester, Weilbach 2. udgave fra 1895 er meget kritisk over for hans kunst, mens Weilbach 3. udgave fra 1947 er nøgternt beskrivende og taler om en decideret "omvurdering". Fælles for de to sidste er, at de finder, at Marstrand var for produktiv, og det gik ud over kvaliteten. Gennem tiden er der skrevet meget om vurderingen af Marstrand fra den første biografi i 1857 af Johan Louis Ussing i Danmarks Illustrerede Almanak til Kasper Monrads Hverdagsbilleder fra 1989. Vurderingen af Marstrand ændrede sig i 1930'erne, årsagen hertil var sikkert, at der skete et generationsskifte blandt ledere i Kunstmuseet, Glyptoteket, Kunstakademiets bibliotek og på Universitetet, de nye ledere undlod at beskæftige sig med med guldalderen. Gader, frimærker og tyveri I København anlægges i 1883 Marstrandsgade, siden Wilhelm Marstrands Gade, som en del af Kartoffelrækkerne, hvis gader har fået navne efter en række kunstnere. I 1984 blev et af hans malerier trykt i frimærkeserien med danske malerier. To malerier af Marstrand med Holbergmotiver blev stjålet fra Det Kongelige Teater i foråret 2010: Barselsstuen er vurderet til kr. 250.000 og Per Degn synger for en Snaps til kr. 125.000. Billederne er fundet og restaureret efter tyvens hårdhændede behandling.

William "Willie" Park, Sr. (30. juni 1833 i Wallyford, Skotland – 25. juli 1903) var en af pionererne inden for professionel golf. Ligesom andre af de første professionelle golfspillere startede Park som caddie. Senere bestyrede han et firma, der producerede golfudstyr. På golfbanen tjente han penge på udfordringsmatcher mod rivaler som Old Tom Morris, Willie Dunn og Allan Robertson, som var den mest populære form for golf for tilskuerne på den tid. Willie Park var en høj, stærk mand. Han slog meget langt og var en fremragende putter, men nogle gange kom han i problemer på grund af for aggressivt spil. Som 20-årig havde han overgået den ældre Willie Dunn og rejste til St Andrews Links for at spille og lære den bane at kende. I 1853 udsendte han en offentlig udfordring af Allan Robertson, der blev anset for den bedste spiller, men udfordringen blev ikke taget op. Det var imidlertid normalt på den tid, at den bedste spiller kunne afslå en sådan udfordring uden at det skadede hans omdømme. Park fik forøget interessen for rivaliseringen mellem golfspillerne på grund af sin aggressive selvpromovering. Det medførte øget pressedækning og flere arrangerede matcher og turneringer, hvilket udviklede den professionelle golf og førte til højere indtjening for spillere som Park, Morris og Robertson. Park huskes primært for sine fire sejre i The Open Championship, herunder den allerførste turnering i 1860, hvor feltet blot bestod af otte spillere. De øvrige tre sejre kom i 1863, 1866 og 1875. Park var medindehaver af rekorden for flest sejre i the Open indtil James Braid opnåede sin femte sejr i 1910. Parks bror, Mungo, og hans søn Willie, Jr. vandt også begge The Open Championship. I 2005 blev han valgt ind i World Golf Hall of Fame.

Wilmette er en by i delstaten Illinois i USA med 27.087 indbyggere (2010). Byen ligger i den nordlige udkant af Stor-Chicago. Byen ligger ca. 23 km fra Chicagos centrum, og ligger 5 km fra Chicagos nordlige grænse mod staten Wisconsin.

En wrapballe er en balle af græs eller andre grønne afgrøder, der umiddelbart efter høst presses i bigballer eller rundballer og pakkes ind i flere lag tætsluttende plastic med en ballewrapper. Formålet er en erstatning af ensilagebunker og plansiloer, hvor det afklippede (og eventuelt snittede) materiale pakkes og lagres for gæring inden det anvendes som foder i staldene. Ensilagen tåler ikke luft, da den så rådner og mugner, og derfor er wrapballer ideelle til mindre besætninger, hvor forbruget er lavt, og man ikke kan nå at bruge det yderste lag af en større bunke før det bliver dårligt. Samtidig er der mulighed for at ballerne kan stables hvor de står mindst i vejen, i stedet for at man skal "spilde" en permanent plads på en støbt plansilo. Desuden kan næste års afgrøde stables ved siden af, hvis man ikke når at tømme foregående års lager.

Yaoi (やおい Yaoi) er en genre indenfor manga, anime og fanfiktion, der omhandler intime og gerne erotiske homoseksuelle forhold mellem mænd. Yaoi adskiller sig i princippet fra den lignende genre shounen-ai, der fokuserer på det romantiske, men i praksis bruges begreberne til en vis grad synonymt, ligesom alternative betegnelser som Boys' Love kan ses brugt om begge dele. Yaoi bliver overvejende lavet og læst af kvinder. Det kvindelige modstykke til yaoi er yuri, der henvender sig til mænd. Yaoi i Japan Begrebet yaoi er et akronym for det japanske udtryk "yamanashi ochinashi iminashi" (山無し 落無し 意味無し), der oversat betyder "uden [fortællermæssigt] højdepunkt, uden pointe, uden mening". Mange yaoi-forfattere gør da heller ikke det store ud af historien eller figurernes udvikling. I stedet lægges vægten på gengivelsen af genretypiske homoseksuelle forhold og åbenlyse seksuelle aktiviteter. Ordets baggrund gør dog, at begrebet i princippet også kan benyttes om uselvstændige historier, der kopierer kendte figurer og efterligner andre værker. Denne betydning er ikke knyttet til nogen bestemt genre. Yaoi tegnes og læses overvejende af kvinder, der delvist betegner sig selvironisk som "fujoshi" (腐女子 rådden pige), et ordspil på fujoshi (婦女子 kvinde). Romaner indenfor genren læses også af et ældre publikum. Her har udtrykket "kifujin" (貴腐人 bogst. "ædelt, råddent menneske"), et ordspil på kifujin (貴婦人 ædel dame). I fanfiktion og doujinshi er figurerne typiske mandlige personer, som læserne allerede kender fra film, fjernsyn eller litteratur, og hvis forhold til hinanden forfatterne her gengiver på homoerotisk vis. Historien bliver for det meste kun antydet, da den i forvejen er kendt fra de originale værker. I Japan bruges betegnelsen yaoi i almindelighed kun ved ting som fanfiktion og doujinshi. Udgivelser fra kommercielle forlag benytter den pseudo-engelske betegnelse Boys’ Love ( ボーイズラブ, booizu rabu), ofte forkortet som BL (udtales bi eru på japansk). I daglig tale kan både BL og yaoi dog bruges som overordnet betegnelse for hele genren, idet ældre personer er tilbøjelige til at bruge yaoi. Yaoi i vesten I vesten benyttes yaoi stedvist som overordnet begreb for anime, manga, fanfiktion og fantegninger, der beskæftiger sig med romantisk, homoseksuel kærlighed mellem mænd. Mange forfattere trækker en grænse mellem yaoi, hvor åbenlys erotik er i forgrunden, og shounen-ai, hvor der er lagt vægt på det romantiske, mens det erotiske spiller en underordnet rolle. I praksis benyttes ingen af betegnelserne dog entydigt.

Ynglingatal er et kvad i dunkle vers. Det skal stamme fra omkring år 900 og være forfattet af den norske skjald Tjodolv fra Hvine til Harald Hårfager. Det skal handle om de svenske konger. Selv om mange af kongerne er historiske, er nogle af dem forfædre til svenske konger uden selv at være svenske konger. Nogle samtidige er sat efter hinanden. Ynglingesaga, Snorre Sturlasons indledende del af Heimskringla, bygger på Ynglingatal.

Zebulon Baird Vance (13. maj 1830 til 14. april 1894) var en amerikansk advokat, officer i sydstatshæren under den amerikanske borgerkrig og politiker. Han blev to gange valgt som guvernør over North Carolina, og han blev valgt som senator for North Carolina. Vance var en dygtig forfatter og blev en af sydens mest indflydelsesrige ledere, både under og efter borgerkrigen. Barndom Vance blev født Buncombe County i North Carolina. Han var det tredje af otte børn. Hans onkel var kongresmedlemmet Robert B. Vance, og hans ældre bror var opkaldt efter denne onkel. Familien var forholdsvis velstående og ejede blandt andet 18 slaver, hvilket var ret mange uden for de helt store plantager. Som 12-årig blev han sendt til Washington College i Tennessee for at studere. Imidlertid måtte Vance forlade studiet allerede som 14-årig, da hans far døde. Vance besluttede sig for at tage en juridisk uddannelse, men savnede midler. 21 år gammel, skrev han til den tidligere guvernør, David L. Swain, der nu var rektor for University of North Carolina, og bad denne om et lån, så han kunne studere jura. På foranledning af Swain lånte universitetet 300 dollars til Vance, så han kunne gennemføre sit studium, hvilket han klarede fremragende. I 1852 etablerede han en sagførerpraksis i Asheville, North Carolina, og kort efter blev han valgt som offentlig anklager i byen. I 1853 giftede han sig med Harriet Espy, som han havde kendt, siden han var 14 år gammel. Sammen fik de fire sønner. Karriere før borgerkrigen Da han var 24, stillede Zebulon Vance op som kandidat til North Carolinas lovgivende forsamling som repræsentant for Whig-partiet. Han vandt valget og sad en enkelt periode i North Carolinas "State House", som forsamlingen blev kaldt. I 1856 opstillede han som kandidat til statens senat, men tabte dette valg, det eneste valg han nogensinde tabte. I 1858 blev kongresmedlem Thomas L. Clingman valgt til USA's senat og trak sig fra posten som medlem af Repræsentanternes Hus. Den ledige post skulle besættes ved et ekstraordinært valg, og her opstillede Vance og vandt valget sikkert. Med sine 28 år var Vance det yngste medlem af USAs Kongres. Vance havde på dette tidspunkt forladt Whig-partiet og repræsenterede nu det såkaldte "American Party", en politisk udløber af den såkaldte "Know Nothing" bevægelse, der florerede i USA i 1850'erne. I sin tid i kongressen var Vance tilhænger af Unionen, men samtidigt støttede han staternes selvstændige rettigheder. I 1861 var der tegn på, at North Carolina ville stemme for løsrivelse fra USA, og Vance opgav sin plads i kongressen og vendte tilbage til sin hjemstat og gik ind i den lokale milits. Borgerkrigen Da North Carolina i maj 1861 vedtog forordningen om løsrivelse, var Vance udnævnt til kaptajn i en styrke, som blev kaldt "The Rough and Ready Guard", som var en del af North Carolinas 14. infanteriregiment. I august blev Vance valgt som oberst (militsen valgte sine egne officerer), for 26. North Carolina infanteriregiment. Regimentet deltog under Vances ledelse i Slaget ved New Bern i 1862 og i kampene ved Richmond samme år. I august forlod Vance militæret for at stille op som guvernør. Hans gamle regiment deltog i flere kampe, men blev til sidst nærmest udslettet i Slaget ved Gettysburg, hvor regimentet mistede 700 af de oprindeligt 800 soldater. I september 1862 vandt Vance valget til guvernørposten. Han var da 32 år og én af de yngste guvernører i syden. Vance var en stor fortaler for individuelle rettigheder og lokalt selvstyre, hvilket bragte ham på kollisionskurs med Konføderationen og præsident Jefferson Davis. Således var North Carolina den eneste stat, der fastholdt reglen om, at ingen kunne fængsles vilkårligt, og at alle anholdte skulle fremstilles for en dommer (Writ of Habeas Corpus/(dansk: Habeas corpus-reglen), og i øvrigt holde sit retssystem fuldt funktionsdygtigt under hele borgerkrigen. Vance forbød også, at forsyninger, der blev smuglet ind i North Carolina, blev givet videre til andre stater, før North Carolina havde fået en passende andel. Vance arbejdede meget for at hjælpe og understøtte folkets moral under krigen, og det gav ham tilnavnet "Sydens krigsguvernør". Da han genopstillede til guvernørvalget i 1864 blev han genvalgt med stort flertal. I Iredell County fik han for eksempel 1.106 stemmer mod modkandidatens 97. Efter borgerkrigen Da borgerkrigen principielt sluttede med general Robert E. Lees overgivelse til Generalløjtnant Ulysses S. Grant ved Appomattox Courthouse den 9. april 1865 (enkelte styrker overgav sig ikke og fortsatte kampene frem til juni), stod Vance på tabernes side, og han blev arresteret af nordstatssoldater i maj 1865 og sat i fængsel i Washington DC. Han blev dog hurtigt "prøveløsladt" og vendte tilbage til North Carolina, hvor han etablerede sagførerpraksis i byen Charlotte. I 1870 valgte statens lovgivende forsamling ham til USA's senat, men da han fortsat var prøveløsladt, fik han ikke lov til at fungere som senator. I 1876 blev han igen valgt som guvernør, og i denne valgperiode fokuserede han meget på uddannelse. I 1879 valgte statens lovgivende forsamling ham igen til senatet, og denne gang fik han lov til at indtage pladsen, og han fungerede som senator til sin død i 1894. Begravelseshøjtideligheden blev holdt i senatets mødesal i i Washington DC, hvorefter Vances kiste blev ført til Asheville, hvor han i dag ligger begravet på Riverside Cemetery. Forskelligt Vance er tillagt en række citater, mest kendt er nok hans udtalelse om borgerkrigen "The great popular heart is not now and has never been in this war. It was a revolution of the politicians, not the people" (Dansk: Nogenlunde: "Det store flertals hjerte er ikke, og har aldrig været med i denne krig. Det er politikernes revolution, ikke folkets"). I 1866 påtog Vance sig, af grunde der i dag i er ukendte, forsvaret af en fattig, tidligere sydstatssoldat, Thomas C. Dula, der var anklaget for mord på en ung kvinde. Hverken Thomas Dula, eller hans medanklagede havde råd til at betale for deres forsvar, og Vance, der på dette tidspunkt var nystartet som advokat, havde heller ikke selv mange penge. Rygter vil vide, at Vance blev overtalt til at tage sagen af en bekendt fra krigens tid, som han skyldte en tjeneste, men ingen ved det med sikkerhed. Sagen startede i efteråret 1866, men på grund af flere udsættelser og appeller blev den først bragt til afslutning i januar 1868, hvor Vance og hans klient tabte sagen. Thomas Dula blev dømt for mord på Laura Foster, og blev senere hængt. Efter hængningen påtog Vance sig også forsvaret af Ann Melton, der var anklaget som medskyldig i mordet. Her lykkedes det for Vance at få sin klient frikendt. Flere steder er opkaldt efter Vance, blandt andre byene Zebulon og Vanceboro, begge i North Carolina. Desuden Vance County på grænsen mellem North Carolina og Virginia.

Zitadelle Spandau er et citadel i Spandau i det vestlige Berlin. Det blev opført 1559-1594 og regnes for at være en af Europas mest betydningsfulde og bedst bevarede fæstninger fra renæssancen. Fæstningsanlægget er opført på en ø nordøst for Spandauer Altstadt, hvor floderne Havel og Spree møder hinanden og blev bygget for at beskytte byen, der helt frem til 1920 var selvstændig. Arkitekten var italieneren Francesco Chiaramella de Gandino. Byggeriet afspejler datidens byggetekniske ideal – den er symmetrisk, har fire bastioner og således ingen blinde vinkler. Det har været anvendt til en række forskellige formål, bl.a. som ammunitionsfabrik under Trediveårskrigen og gaslaboratorium under 2. verdenskrig. I de senere år har det fungeret som museum og er en populær turistseværdighed.

Årets Harald er betegnelsen for en undervisningspris, som årligt uddeles til en af Københavns Universitets fastansatte videnskabsfolk som hæder for god og inspirerende undervisning. Prisen blev uddelt første gang i 1988. Den uddeles i forbindelse med universitets årsfest i november og ledsages af en ugle-statuette og et kontantbeløb. Prisen er opkaldt efter matematikeren Harald Bohr, der var professor på universitetet siden 1930.

Vindmøllen blev bygget i 1862 af gårdejerne Rasmus Vejstrup og Lars Kragegård i Vester Åby sammen med jernstøber Lars Jensen fra Faaborg. De dannede et selskab, som i 1865 forpagtede den til Søren L. Ågård, som beskæftigede sig med møllebyggeri. Året efter købte han både den og de tilliggende 3 tønder land for 9 500 Rdl. I løbet af 1870'erne fik møllen selvregulerende vinger, og der blev indlagt et fransk sigteri og et renseri for hvede. Dermed fremstillede møllen længe størstedelen af det hvedemel, som blev forbrugt på egnen. Ladebygningerne rundt om møllen blev bygget i 1871, og samme år blev bedriftens areal øget med 18 tønder land. Yderligere 3 tønder land blev købt i 1887, og foruden ejeren var da 6 – 7 mand samt tre spand heste beskæftiget. I 1889 fik møllen selvkrøjer under en restaurering, og tre år senere blev den og resten af bedriften overdraget til møllerens søn Carl Ågård. I hans tid begyndte man at indkøbe og knuse oliekager til salg som foder. Samtidig blev en 8 HK petroleumsmotor lagt ind, så møllen kunne male uden vind. Denne motor blev efter ti år udskiftet med en 16 HK motor. I 1910 moderniseredes grynmølleriet, og møllen fik en ny centrifugalsigte. Således blev det muligt at efterkomme de større krav, som specielt gjorde sig gældende i krigsperioden. Fra første verdenskrig til nu Efter første verdenskrig begyndte fremstillingen af animalsk hønsefoder, og møllevirksomheden var nu så stor, at mølleren frasolgte de 18 tønder land, som lå længst borte. Han overlod efterhånden ledelsen af møllen til svigersønnen Carl Rasmussen og flyttede selv til "Møllebakken" – den store hvide ejendom bag møllen. En lastbil blev indkøbt i 1924, og den kunne klare samme arbejde som 2 – 3 møllevogne. Fire år senere fik møllen igen en ny motor, denne gang en dieselmotor på 25 HK. Samme år indrettedes en afdeling for forædling af såsæd, der rummede anlæg til rensning og bejdsning. I 1936 blæste vingerne af møllen under en voldsom storm, og møllen begyndte at forfalde. Mølleriet blev drevet videre med elkraft. I 1940 solgte Carl Ågård møllen til sin søn Laurits Ågård. På denne tid forarbejdedes hovedsagelig byggryn, hvede- og rugmel, og man forsynede syv bagerier med mel. Under krigen dyrkedes desuden tobaksplanter, som blev tørret i en stor specialbygget lade ved møllen. Laden er nu nedrevet. Møllen blev solgt videre i 1953, og i 1956 blev de tre øverste fag fjernet, og den fik en flad hat. Den omdannedes til møbelforretning, hvilket den tjente som frem til 1981, hvor den blev solgt til tekstilhandler Bjerne Bonefeld Tychsen. I hans tid er møllen blevet restaureret af møllebygger John Jensen fra Vig i Odsherred. Der er indsat moderne energiproducerende maskineri af ingeniør Jørgen Krogsgård fra Risø. Udover ejeren selv har Energistyrelsen, Sparekassen Faaborgs Fond og BFR ydet økonomisk støtte til restaurering af møllen.

Mustafa İsmet İnönü (24. september 1884 – 25. december 1973) var Tyrkiets premierminister i 1923-24, 1925-37 og 1961-65 og præsident i 1938-50. Han var også leder af det Republikanske Folkeparti fra 1938 indtil 1972, da han blev afløst af Bülent Ecevit. Hans søn Erdal İnönü var interim premierminister i 1993.

30 er en film om idéer, forestillinger og frustrationer. Om at være 30 år og færdiguddannet, men alligevel ikke være sikker på, hvad man vil være, når man bliver voksen.

ABC-øerne er Aruba, Bonaire og Curaçao. Alle tre hørte de til de Nederlandske Antiller – Aruba til 1986, Bonaire og Curaçao til De Nederlandske Antiller ophørte d. 10. oktober 2010. Bonaire er nu en direkte del af Nederlandene som en særlig kommune, mens Aruba og Curaçao har status som selvstændige lande indenfor Kongeriget Nederlandene.

APG II-systemet er en måde at klassificere de dækfrøede planter (Angiospermae). Systemet blev i 2003 udviklet af Angiosperm Phylogeny Group. Det er en opdatering af APG-systemet fra 1998. I 2009 kom APG III-systemet.

HVEM-HVAD-HVOR 1969, Politikens Forlag, København 1968.

Adelshofen ligger i Region München, og har et areal på 13,28 km².

Aerotoksi-syndrom, er en betegnelse der siden 1999 har beskrevet en tilsyneladende kort- eller langtids sygdoms-effekt, som påvirker rejsende og ansatte i passagerfly, når de indånder kabineluften . Årsag Ved insugning af luft gennem flyets motorer til aircondition-systemet, kan mindre lækager fra motor-og hydrauliksystemerne frigive giftige stoffer, hvorefter de opvarmede gasser blander sig med den luft der sendes ind i flyets kabiner. Olieproducenterne bruger forskellige additiver for at mindske slitage på flyets motorer, blandt andet TDC (tricresylfosfat), som kan give nerveskader. Myndighederne Relevante myndigheder, anno 2013, har ikke valgt at gribe ind, da man anser de skadelige koncentrationer ligger lavere end godkendte grænseværdier for de forurenende stoffer samt at der for tiden ikke er videnskabeligt belæg for at forureningen er skadelig.

Agdenes har vekslende natur med fjeld og fjord, frodige marker og fugtige moseområder, skovklædte lier og nøgent, vejrhærdet landskab. Klimamæssigt er kommunen delt i to, og vejrskellet går i en fjeldryg gennem kommunen. I ydre del af kommunen har man et typisk kystklima, milde vintre og lidt sne, mens indre del har mere vegetation, mindre vind og snerige vintre. Samfund Agdenes kommune svarer til Agdenes prestegjeld i Den norske kirke. Kommunen har tre kirker: Agdenes kirke, Lensvik kirke og Ingdal kapell. Kommunen deltager i flere interkommunale samarbejder i Hamos-regionen: Hemne, Agdenes, Meldal, Orkdal og Skaun. Erhvervsliv Kommunen har en industritæthed som ligger over landsgennemsnittet. Primærerhvervene er de som beskæftiger flest indbyggere i kommunen, hovedsagelig indenfor mælkeproduktion og skovdrift. Pelsdyropdræt og jordbærproduktion er også vigtige erhverv i kommunen. Hyttekommune Kommunen har ca 800 fritidsboliger. Kombinationen af bynær og kystnær beliggenhed, gør at kommunen er attraktiv for hytteejere. Historie Kong Øysteins havn nær Agdenes fyr er en vigtig marinarkæologisk lokalitet. Nuværende kommune blev oprettet i 1964, da indre del af gamle Agdenes kommune, Lensvik kommune, og Ingdalen kreds af Stadsbygd kommune, blev slået sammen. Før 1964 var gamle Agdenes kommune delt fra Ørland i 1896, Lensvik kommune var delt fra Rissa i 1905, mens Ingdalen tilhørte Statsbygd kommune helt frem til 1964. I 1995 blev bebyggelsen Moldtun overført fra Agdenes til Snillfjord kommune. Stedet fik først vejforbindelse 1994, og da vejløsningen kom, var det mod Snillfjord, og man ønskede derfor at blive overført dertil. Kommunevåbenet Kommunevåpenet med navnet «I hermelin et rødt skjoldhode» blev godkendt i 1991. Hermelin symboliserer at de kongelige i tidligere tider holdt til i Agdenes, og det symboliserer samtidig nutidens skindproduksjon. Det røde felt står for jordbær, hjertevarme eller blodet fra Erik Blodøkses økse .

Akusmata (græsk: ἀκούσματα akúsmata dansk: ~ rygter) er et begreb fra den græske antikke filosofi. Det er nævnt i mundtlige traditioner, der blev tilskrevet filosoffen Pythagoras. Det kaldes i ældre kilder Symbola. Udtrykket Akusmata i Pythagoras hgetydning rygter er tidligst kendt fra senantikken, men kan stamme tilbage fra Aristoteles. Akusmata: gr. a´kuein – høre. lat.akusmata – det hørte. Etymologi Første rod i ordet har forbindelse til akustik. Ordets anden rod er gr. metron, at måle, måling, og i media, det at kunne føre det afkodede ud i en begrebsverden. Begrebets oprindelse og betydning Den libyske nyplatoniske filosof og skribent Iamblichus (ca. 245-325) har i bogen – De Vita Pythagorica Liber, som den første beskrevet begrebet akusmatikoi, en art mystisk ’matematisk’ åndelig livsførelse hos pythagoræerne, en lære, som er gemt i hemmelige symbolske sentenser, som er svær tilgængelig. Bogen var til stede i fyrst Federico da Montefeltros (1444-1482) omfattende bibliotek på dennes slot i Urbino i Italien. Matematikeren, perspektivikeren og kunstneren Piero della Francesca (1416-1492) opdagede i bogen akusmata. Disse to påstår at de antikke forfattere indkodede deres beskrivelse af viden om geometriske konstruktioner i fascinerende og spektakulære beretninger, så det således blev bevaret og indkapslet i skinteksten. De mener at [Platon]] bruger akusmata i sit forfatterskab og fuldender traditionen startet af tidligere filosoffer, så som Pythagoras, Parmenides og Zenon. Federico da Montefeltro og Piero della Francesca omsætter i et fælles projekt – den transcendente geometri – som de mener at afkode fra Platons dialog Timaios og Det Ny Testamente. De gestalter det og inkorporeres det i billedet – Flagellazione (1470). Matematikeleven af Piero della Francesca, munken Luca Pacioli (1450-1520), var ven med Leonardo da Vinci, og han har videregivet begrebet "akusmata", som Leonardo da Vinci (1453-1517) også omsætter i sin kunst.

Aleksandr Viktorovitj Lukjanov (på russisk: Александр Викторович Лукьянов) (født 19. august 1949 i Moskva, Sovjetunionen) er en russisk tidligere roer og olympisk guldvinder. Lukjanov var styrmanden i den sovjetiske firer med styrmand, der vandt guld ved OL 1976 i Montreal. Fire år senere vandt han en sølvmedalje i toer med styrmand ved OL 1980 i fødebyen Moskva. Han vandt sin tredje OL-medalje ved OL 1988 i Seoul, da han var styrmand i den sovjetiske otter, der fik sølv. Ved OL 1996 i Atlanta, i en alder af 46 år, vandt han sin fjerde og sidste OL-medalje, denne gang repræsenterende Rusland, i landets otter, der fik bronze. Lukjanov vandt desuden to VM-guldmedaljer, én i toer med styrmand i 1974 og én i firer med styrmand i 1975.

Allesø Kirke blev bygget omkring 1450 i gotisk stil og senere ombygget under tilføjelse af tårn og våbenhus, ligeledes i gotisk stil. Inde i kirken er der sengotiske krydshvælv og et kalkmaleri fra omkring 1500, som blev afdækket i 1984 sammen med nogle andre udsmykninger af kirken. Kong Christian 7. og Dronning Caroline Mathildes dobbeltmonogram er sandsynligvis fra omkring 1766. Inventar Alterbilledet "Kristus velsigner de små børn" er af Tony Müller i 1914 efter et forbillede i Lumsås Kirke. Både den romanske døbefont af granit og krucifikset er fra omkring 1500, mens prædikestolen og stolestadene er fra 1914. Kirkeklokken er fra 1453.

Almindelig dansefatning eller almindelig fatning er ligesom flyverfatning, Trojkafatning og Sidevendt korsgreb, et udtryk man møder i forbindelse med folkedans. Ved almindelig fatning står de to dansere sammen med fronten mod hinanden. Det er faktisk samme fatning som inden for valse i standarddans, hvor damen holder på skulderen, herren om livet og deres anden frie hånd mødes foran.

Oz blev født i Jerusalem og voksede op i Amos Street nr. 18 i det såkaldte Kerem Avraham-kvarter. En stor del af hans skønlitterære produktion henter inspiration fra netop dette kvarter. Hans forældre, Yehuda Arieh Klausner og Fania Musman, var begge zionister og indvandret til Israel fra Østeuropa. Hans far studerede historie og litteratur i Vilnius i Litauen, men i Israel blev han ansat som bibliotekar og fortsatte sine skriverier ved siden af jobbet. Hans morfar ejede en mølle i Rovno i det nuværende Ukraine, men flyttede med sin familie til Haifa i 1934 pga. den tiltagende jødeforfølgelse. Politisk var hans familie højreorienterede, såkaldte revisionistiske zionister. Hans onkel, Jospeh Klausner, var en respekteret forsker som formand for det hebræiske litteraturselskab og stillede op som formandskandidat i Herut-partiet, men tabte til Chaim Weizmann. Oz' familie var ikke ortodokse jøder, men sendte dog drengen i den lokale religiøse skole Tachkemoni. Dette skyldtes dog primært, at alternativet var en socialistisk skole, der var tilknyttet arbejderbevægelsen, som hans familie tog afstand fra. I denne skole blev han bl.a. undervist af den senere berømte digter, Zelda. Anden del af skoletiden foregik i det hebræiske gymnasium, Rehavia. Oz' mor begik selvmord, da han var tolv år gammel, hvilket han gjorde til særlig grundig genstand i autobiografien "En fortælling om Kærlighed og Mørke" (2005). Hans ungdomsoprør bestod i et opgør med familiens politiske overbevisning. Han meldte sig under Arbejderpartiets faner og blev en del af Kibbutz Hulda, da han var fjorten år gammel. Der blev han optaget af familien Huldai, hvis ældste søn, Ron, i dag er borgmester i Tel Aviv. Det var i kibbutzen, han ændrede sit navn til det hebræiske Oz, der betyder "styrke". Han blev i kibbutzen på trods af, at han ifølge sig selv var "en elendig arbejder", indtil hans kone i 1986 flyttede til Arad pga. sønnen Daniels astma. I takt med at hans skriverier blev mere og mere anerkendte, fik han dog lov til at bruge en større og større del af sin tid på dette frem for det fysiske arbejde i kibbutzen. Dette skyldtes også, at kibbutzen fik store økonomiske fordele af Oz' litterære produktion. Oz aftjente værnepligt, bl.a. under seksdageskrigen i 1967, hvor han var en del af en infanteri-gruppe i Sinai. Under Yom Kippur-krigen i 1973 deltog han i slagene ved Golan-højderne. Oz læste filosofi og hebræisk litteratur ved det Hebræiske Universitet. Hans første bog var en samling noveller med titlen "Where the Jackal Howls", der udkom i 1965. Hans første roman "Elsewhere, Perhaps" blev udgivet i 1966. Siden udgav han næsten en bog om året på Arbejderpartiets forlag, Am Oved. Oz forlod Am Oved til fordel for Keter, fordi han her fik en eksklusiv kontrakt, der sikrede ham en fast månedsløn, uanset hvor meget han publicerede. Bruddet skyldtes ikke politisk uenighed. I 1998 blev Oz tildelt Israels mest prestigiøse pris, "Israel Prize for Literature". I 2005 blev han tildelt "Goethe Cultural Award", som uddeles af den tyske by Frankfurt am Main, og tidligere er tildelt personer som Sigmund Freud og Thomas Mann. Oz skrev 18 bøger på hebræisk og omkring 450 artikler og essays. Hans værker er i dag oversat til over 30 forskellige sprog.

Jochumsen startede med at spille fodbold som fire-årig i amatørafdelingen hos Brøndby IF, hvor han forblev igennem alle ungdomsårene (indtil han blev 17 år). Han fortsatte sin udvikling som yngling i Vestegnsklubben og blev i 1999 en af de fremtrædende spillere på klubbens ynglingehold, der endte som Danmarksmestre den pågældende sæson. I januar måned 2000 sikrede de daværende Superliga-kollegaer fra Akademisk Boldklub sig den 18-årige spillers underskrift på en halvandet år lang kontrakt. Jochumsen kunne ikke nå til enighed med Brøndby IF om en kontrakt ved overgangen til seniortiden til trods for at klubben var kommet med et tilbud om en flerårig kontrakt. I AB trænede han i første omgang med U/21-mandskabet (talenttruppen) under ledelse af træner Flemming Christensen og fik sin Superligadebut på førsteholdet i efteråret 2000 på Herfølge Stadion. Efter en meget kortvarig Superligakarriere hos AB (bestående af to kampe) indgik 2. divisionsklubben Boldklubben Skjold (netop oprykket fra Danmarksserien) en kontrakt med den venstrefodede angriber i sommerpausen 2001. Det følgende efterår kåredes han til årets profil i 2. division i 2002 af Spillerforeningen (stemmeafgiverne var divisionsspillerne) for sin indsats i 2001/02-sæsonen for den københavnske fælledklub, der bl.a. indkluderede topscorer-titlen med 21 mål (efter deltagelse i 30 kampe) og klubbens oprykning til 1. division som vinder af den tredjebedste fodboldrække. Endvidere stemte trænerne i 1. division ham ind på en andenplads ved kåringen af "efterårets profil" i 1. division efter han havde markeret sig med 12 mål i 15 kampe. Jochumsen skrev sig selv på Spillerforeningens transferliste den 24. juli 2002 for at "skabe noget interesse" om hans person i og med hans oprindelige spillerkontrakt med Østerbroklubben udløb den 31. december samme år. Til trods for en række henvendelser endte han med at spille hele efterårssæsonen for københavnerne. Forinden havde Jochumsen, på dette tidspunkt som topscorer på Boldklubben Skjolds divisionshold med 8 mål i 10 kampe, i november 2001 underskrevet en 2½-årig kontrakt med FC Nordjylland (den daværende professionelle overbygning for Aalborg Changs 1. seniorhold) gældende fra nytåret 2001/02 frem til og med sommeren 2004. Kort tid inden det officielle skifte fortrød Jochumsen imidlertidigt denne kontraktunderskrivelse og fik gennem sin advokat spillerkontrakten med den nordjyske fodboldklub annulleret. I stedet forlængede Jochumsen sin kontrakt med københavnerklubben med halvandet år, så den nu løb frem til og med den 30. juni 2004. Han endte 2002/03-sæsonen med at blive førsteholdets topscorer med 19 mål i 1. division (kun overgået af Chris Hermansen fra Herfølge Boldklub) på trods af en længere skadesperiode i forårssæsonen. Grundet sportslige ambitioner valgte han den 15. juli 2003 at fortsætte spillerkarrieren hos Herfølge Boldklub på en tre-årig kontrakt og begyndte træningen den efterfølgende dag hos den nyligt oprykkede Superliga-klub. Jochumsen var ellers på kontrakt i Skjold i yderligere 18 måneder, men HB betalte Skjold for et øjeblikkeligt klubskifte. I sin første halvsæson i Superligaen fik Jochumsen 15 optrædener og noteredes for tre scoringer. I tiden hos den sjællandske fodboldklub blev det til samlet 17 mål fordelt på 55 kampe – herunder et hattrick (alle mål i kampen) på hjemmebane mod Lyngby Boldklub i august 2005. Undervejs i opholdet hos Herfølge Boldklub blev Jochumsen i december 2004 udlejet til 1. divisions- og naboklubben Køge Boldklub for den resterende del af sæsonen, hvor den væsentligste årsag for skiftet var ønsket om mere spilletid eftersom han hidtidigt i efterårssæsonen var blevet anvendt som indskiftningsspiller (11 kampe og 1 mål). Jochumsen vendte tilbage til HB efter lejekontraktens udløb og blev derefter noteret for 11 scoringer i efteråret 2005, hvilket på daværende tidspunkt placerede ham som nummer to på topscorerlisten. Kort før forårssæsonens start, den 31. marts 2006, fik han sin spillerkontrakt med Herfølge Boldklub ophævet – tre måneder før kontraktens egentlige udløb, da klubben kun ønskede at satse på spillere, der også var til rådighed efter sommerpausen. Dansk Boldspil-Unions regler på området forhindrede ham i skrive kontrakt med en ny klub, før transfervinduet åbnede igen den kommende sommer. Den efterfølgende dag skiftede angrebsspilleren dog til Odense Boldklub og cheftræner Bruce Rioch (far til hans tidligere træner Greg Rioch i Køge Boldklub) og OB's administrerende direktør Thomas Christensen (den tidligere formand under Jochumsens tid i Boldklubben Skjold, hvor han fik sit spillemæssige gennembrud) i Superligaen og optrådte som amatørspiller for fynboerne resten af foråret eftersom at DBU's amatørregler tillod en fritstillet fodboldspiller at spille som amatør, såfremt denne ikke har spillet andre steder i sæsonhalvdelen. Jochumsen debuterede for odenseanerne den 13. april hjemme mod AC Horsens og opnåede i alt 11 Superliga-kampe og en enkel scoring. Jochumsen lavede i sommerpausen 2006 en 1½-årig aftale med Lyngby Boldklub (med kontraktudløb den 31. december). Angriberen var således med til at spille den nordsjællandske klub op i Superligaen i 2006/07-sæsonen som samlet vinder af 1. division og blev med sin 16 divisionsmål ligeledes klubbens topscorer i den næstbedste fodboldrække. Anders Jochumsen opnåede fire kampe for den nyoprykkede Superligaklub i 2007/08-sæsonen, før han den 7. august 2007 i fællesskab med klubbens bestyrelse fik ophævet sin spillerkontrakt, grundet udsigten til mindre spilletid. Efter at have spillet 38 kampe og scoret 24 mål, forlod Jochumsen som transferfri holdet med øjeblikkelig virkning. Den efterfølgende dag blev Jochumsen præsenteret som ny spiller i 2. divisionsklubben Fremad Amager. Han fik sin debut for amagerkanerne den 12. august 2007 i en hjemmebanekamp i Sundby Idrætspark, hvor han blev matchvinder ved at score begge Fremad Amagers mål, hvilket i sidste ende skaffede sejren over gæsterne fra Boldklubben Søllerød-Vedbæk. Efter FC Amagers konkurs i marts 2009 levede Jochumsen en omskiftelige tilværelse. Foråret 2009 spillede han for Brønshøj Boldklub, efteråret 2009 spillede han i Vanløse IF, og i foråret 2010 startede han op i Avedøre IF i Danmarksserien, men skiftede efter et par uger til Stenløse BK i 2. division. Landsholdskarriere Jochumsen opnåede at spille i alt 25 kampe på diverse ungdomslandshold, hvor han har scoret samlet fem mål for samtlige hold. Han repræsenterede Brøndby IF i 21 landskampe, Akademisk Boldklub i to landskampe og Boldklubben Skjold i to landskampe. Jochumsens første scoring på landsholdet skete i en U/16-landsholdskamp på udebane i Graz (Østrig) den 4. april 1996, hvor han stod for Danmarks andet mål i 2-0 sejren over Holland. Hans anden scoring faldt i en kamp for U/17-landsholdet den 17. september samme år mod Skotland efter 43 minutters spil (2-0) på Rønne Stadion. Danmark førte med 2-0 efter første halvleg, men Skotland fik kæmpet sig tilbage og kampen endte med cifrene 2-2. Den tredje scoring fik han i forbindelse med en firkantsturnering for U/19-landshold i Belgien, hvor Danmark vandt med cifrene 2-0 over værtsnationen. Jochumsen deltog i slutningen af januar måned 2003 i en træningsturnering i Asien, hvor han opnåede to optrædener og fik scoret en enkelt gang for U/21-landsholdstruppen. Trænerkarriere I juni 2010 stoppede han sin aktive karriere i Stenløse BK for i stedet at blive cheftræner for klubben sammen med Thomas Skov. Den 1. juli 2011 blev Jochumsen ansat som cheftræner for Greve IF. Men allerede en halvanden måned senere, blev Jochumsen fyrret igen. Ifølge klubben blev han fyrret, på grund af han ikke ville følge klubbens strategi med at bruge og udvikle spillere fra egne rækker.