Datasets:

bowphs
/

europarl_parallel

Dataset card Data Studio Files Files and versions Community

Split (2)

train · 467k rows

text stringlengths 3 37k
Vi foretager altid en kontrol af sprogudgaverne for at sikre, at de stemmer overens med den originale sprogudgave ved afslutningen af afstemningen. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, ganske kort om et andet punkt. Jeg må respektere, at vi før med flertal udskød kollega Hernández Mollars betænkning. Men jeg vil gerne bede om, at det ikke sker igen, at man under afstemningen mellem to betænkninger, uden talere for eller imod og uden at tænke på konsekvenserne, bare ændrer dagsordenen. Det er et brud på forretningsordenen og bør ikke ske igen.
Jeg kan udmærket se relevansen af denne bemærkning. Måske burde vi bede Udvalget om Forfatningsspørgsmål om at gennemgå de proceduremæssige metoder, vi anvender her. Det er helt klart, at hvis en betænkning er kommet fra et udvalg, kan dette udvalg anmode om at få den henvist til fornyet udvalgsbehandling. Men når den er sat på dagsordenen ved ugens begyndelse, er jeg ikke klar over, om medlemmerne kan bede om at få den henvist til fornyet udvalgsbehandling. Jeg var ikke sikker, så vi bør henvise spørgsmålet til Udvalget om Forfatningsspørgsmål.
Hr. formand, inden afstemningen om Jackson-beslutningen om strukturfondene vil jeg gerne henlede Europa-Parlamentets opmærksomhed på statsrådets dom i Frankrig af 27. september 1999, som annullerer overførelsen af 500 områder, der kunne klassificeres som særlige bevaringsområder, og som derfor udgør et problem. Kommissionen har ikke udtalt sig herom. Statsrådet fastslog, at der var tale om manglende overholdelse af proceduren, det vil sige manglende høring af de pågældende borgmestre, lokalområder, organisationer og foreninger. Man ved ikke helt, hvor man står i øjeblikket. For at medlemsstaterne ikke skal straffes uretfærdigt, anmoder jeg om, at denne betænkning vedtages på et senere tidspunkt, når Kommissionen har afgivet sin udtalelse og begrundelse om den opfølgning, der skal ske på statsrådets dom. Jeg mener heller ikke, at Parlamentet både kan være dommer og part i sagen på en gang.
Vi kunne drøfte dette spørgsmål længe, men frem for at havne i en proceduremæssig hårdknude vil jeg sige, at De strengt taget ikke kan foreslå dette. Jeg vil ikke diskutere det. Det letteste er at stemme om det. (Forslaget forkastedes)
Hr. formand, jeg vil gerne gentage det, jeg sagde i går, nemlig at de franske socialister ikke deltager i afstemningen i betragtning af, at denne fremgangsmåde ikke er korrekt, eftersom de eneste miljødirektiver, der er omtalt, omhandler vilde fugle og i øvrigt Natura 2000, selvom det blev aftalt, at der skulle være en mere ligevægtig indfaldsvinkel. For det andet mener vi ikke, at det tilkommer den lovgivende myndighed at være et dømmende organ med hensyn til gennemførelsen af love, men at dette ansvar henhører under Kommissionen og i øvrigt domstolen.
Hr. formand, jeg vil blot sige, at hvis fru Lienemann er så bekymret, er det en skam, at hun ikke deltog i forhandlingen og fremførte sine synspunkter over for kommissæren der.
Hr. formand, jeg vil fremsætte samme bemærkning, for jeg undrer mig over visse indlæg. Således er det første gang, at der er den slags bemærkninger, som man ikke hører i udvalgene, og det beklager jeg. I dag skal vi stemme om denne beslutning, og det er derfor, vi anmoder om, at det arbejde, der er gjort i udvalget, bliver vedtaget.
Jeg synes, at det er en udmærket ting, at vi forsøger at overholde forretningsordenen, og på grundlag af det, som blev fremført af min franske kollega for et øjeblik siden, er det helt øjensynligt, at der foreligger omstændigheder, som ikke har været behandlet i udvalget, og derfor tillader jeg mig under henvisning til forretningsordenen at foreslå, at sagen udsættes, og at den tilbagevises til udvalget.
Hr. formand, jeg vil gerne komme med en personlig bemærkning og minde fru Jackson, som bestemt har meget arbejde som formand for udvalget, om, at under det første udvalgsmøde, hvor vi behandlede dette emne, gav jeg udtryk for min uenighed med hensyn til den partipolitiske udvælgelse af nogle direktiver og ikke andre. Jeg fremsatte i øvrigt, hr. formand, adskillige ændringsforslag, der sigtede mod ophævelsen af de mange artikler, som De foreslog. Mine ændringsforslag blev ikke vedtaget i udvalget, og jeg mente således ikke, at det var acceptabelt, at vi fortsatte på dette grundlag. Fru Isler Béguin var ikke til stede i udvalget i de dage, hvor vi behandlede disse emner. I protokollen over udvalgets møde og i mine fremsatte ændringsforslag finder De nøjagtig den argumentation, som jeg kunne fremføre i dag. Jeg ved, at vi har meget arbejde i udvalget, og at kollegerne ikke altid kan huske detaljerne i ændringsforslagene, og det forstår jeg udmærket. Men jeg ville minde om det.
Hr. formand, hvis De vil henvise denne sag til behandling i Udvalget om Forfatningsspørgsmål, kan De så ikke også bede dem overveje det fornuftige i at udarbejde et beslutningsforslag flere uger før forhandlingen med kommissæren og stemme om det, efter at kommissæren har afgivet sine svar, som går videre end hele formålet med beslutningen. Forslag til beslutning (B5-0227/2000) af Jackson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om programmer under strukturfondene i medlemsstaterne og den nationale gennemførelse af EU's miljølove (Forslaget til beslutning vedtoges) Forslag til fælles beslutning om 50-året for Genève-konventionerne af 12. august 1949 og den humanitære folkeret (Forslag til fælles beslutning vedtoges) Årlig betænkning (A5-0060/2000) af Malmström for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om internationale menneskerettigheder og Den Europæiske Unions menneskerettighedspolitik, 1999 (11350/1999 - C5-0265/1999 - 1999/2002(INI)) (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, undskyld, at jeg prøver at tiltrække mig Deres opmærksomhed, men De går meget hurtigt frem, hvilket jeg kun kan rose Dem for. Jeg vil blot gerne sige med hensyn til fru Jacksons betænkning, at jeg ikke har deltaget i afstemningen af nogenlunde samme grunde som fru Lienemann. Jeg mener, at overholdelsen af fællesskabsretten skal være generel og ikke må kunne være genstand for selektive fortolkninger, der nødvendigvis er vilkårlige. Jeg ønsker, at det indføres i protokollen, at jeg ikke har deltaget i afstemningen. Årlig betænkning (A5-0050/2000) af Haarder for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender om respekten for menneskerettighederne i Den Europæiske Union (1988-1999) (11350/1999 - C5-0265/1999 - 1999/2001(INI)) Om punkt 45
Hr. formand, før vi sætter punkt 45 under afstemning, vil jeg gerne have, at ordføreren hører, hvad jeg har at sige. I anden del af punktet taler man først om seksuelle overgreb samt fysisk og psykisk vold mod børn, og til sidst står der så i den italienske udgave, at man opfordrer dem til kun at ty til fængsling af personer, der misbruger børn, som en sidste mulighed. Jeg ville gerne vide, om det er, hvad der står på hans eget sprog. Jeg beder derfor ordføreren om at være så venlig at opklare dette spørgsmål og fortælle, at det er hans udgave, der er gældende, for ellers er betydningen den stik modsatte.
Jeg vil gerne hjælpe Parlamentet, hr. formand. Jeg har læst teksten på fransk, og i denne tekst står der noget helt andet. I den italienske tekst står der, at man ikke skal fængsle dem, der misbruger børn, hvilket forekommer mig uforståeligt, men i den franske tekst står der, at man ikke skal fængsle børn, der overtræder loven. Jeg tror, at det er den franske tekst, der er autentisk. Det er en ret alvorlig oversættelsesfejl, og der er ingen tvivl om, at det er blevet forkert oversat til italiensk. Jeg tror, at der i den originale tekst står "opfordrer dem til kun at ty til fængsling af børn, der overtræder loven, som en sidste mulighed".
. Jeg kan bekræfte, at det er hr. Imbenis udlægning, der er den rigtige. Den italienske, den danske og den engelske udgave er korrekt. Det skal forstås præcist, som Imbeni sagde.
Hr. formand, hvis man ændrer betydningen af dette punkt, begynder debatten igen. Det er tydeligt, at der ofte ikke er overensstemmelse mellem teksterne her i Parlamentet. Kan De huske, da vi for et par måneder siden skulle bede præsterne om at uddele kondomer? Nu skal vi i nogle sprogudgaver beskytte dem, der misbruger børn! Hr. formand, hvis man også ændrer den engelske sprogudgave nu, får vi en ny debat, og i betragtning af, at De skal nå et fly kl. 16.30, mener jeg bestemt ikke, at det ville være rigtigt at gøre dette. Måske var det nemmere, hvis vi sluttede ved kommaet dér, hvor der står "seksuelle overgreb, fysisk og psykisk vold og alle former for forskelsbehandling". Spørgsmålet om, hvorvidt vi skal kodificere holdningen til børn, der overtræder loven, kan vi tage op på et senere tidspunkt i en af alle de betænkninger, Parlamentet producerer.
Hr. formand, ordføreren har entydigt forklaret tekstens mening, sådan som hr. Imbeni udlagde den. De har oplæst den engelske version, som accepteres af det overvældende flertal af de tilstedeværende. Nu vil jeg virkelig gerne bede Dem om at fortsætte afstemningen, især da disse semantiske lege altid kommer fra de folk, som ikke deltager i det faglige arbejde i udvalget.
Hvis Parlamentet kan acceptere det, kunne vi klare alle de problemer, vi har med de forskellige sprogudgaver, ved at tilføje et separat punkt - enten som et underpunkt til 45 eller et nyt punkt 45(a) - hvori det hedder "og opfordrer medlemsstaterne til at undlade fængsling af mindreårige lovovertrædere, medmindre det er den sidste udvej". På den måde kan vi løse alle problemerne. Så er der ingen tvetydigheder og ingen usikkerhed.
Det lyder meget fornuftigt. Det kan så indsættes mellem det nuværende punkt 45 og 46. Om punkt 61
. Hr. formand, i den danske udgave er der faldet nogle ord ud i punkt 61. Det er den engelske udgave, der er den rigtige. I den danske udgave skal der efter ordet "sammenslutninger" tilføjes: "og den enkeltes rettigheder i forhold til faglige sammenslutninger". Der er altså ikke kun tale om retten til at danne faglige sammenslutninger, men også om de rettigheder, man har i forhold til disse faglige sammenslutninger. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, til forretningsordenen. Vi stemte om denne betænkning i udvalget, et udvalg, hvor alle grupper er repræsenteret. Vi stemte om 170 ændringsforslag til denne betænkning i udvalget. Nu får vi præsenteret 66 ændringsforslag i plenum. Der er ikke tale om nogen lovgivningsmæssig beslutning. Hvis Parlamentet fortsætter med at tilrettelægge sit arbejde på denne måde, bliver vi ikke kun til grin, men der er mange vigtige ting, som vi ikke når. Vi beder de relevante instanser i Parlamentet foretage endnu en gennemgang af vores tilrettelæggelse af arbejdet.
Vi har tilfældigvis en betænkning af hr. Provan, hvor Præsidiet nu skal se nærmere på, hvordan procedurerne for plenarmødet fungerer. Vi drøftede det i Præsidiet i tirsdags, og jeg fremførte præcis det samme argument, som De netop har gjort. Så jeg er fuldstændig enig med Dem.
Hr. formand, det er kun fjerde gang, jeg i mine 11 år i Parlamentet har en bemærkning til forretningsordenen, så jeg håber, at De vil lytte. Jeg vil gerne bede Dem og de andre, der leder disse møder, om at være strenge med hensyn til indlæg til forretningsordenen. Vi spildte næsten en halv time her til formiddag, og mange af de indlæg til forretningsordenen, der blev fremført der, og som ofte fremføres her, er betragtninger, som medlemmerne lige synes, at de vil dele med andre. Det kan næppe betragtes som indlæg til forretningsordenen. Jeg føler mig sikkert særlig irriteret, fordi min egen betænkning om eEurope, som er Parlamentets eneste bidrag forud for topmødet i Lissabon, er blevet skubbet hen til et tidspunkt, hvor der vil være forholdsvis få til stede. Jeg beder Dem - og jeg er enig i det, hr. Watson sagde i sit indlæg til forretningsordenen - forelægge disse synspunkter for formanden og Deres med-næstformænd og bede dem være langt strengere. Det gør Dem måske upopulær på kort sigt, men jeg tror, at det vil gøre Dem elsket og beundret på længere sigt.
Jeg bliver normalt beskyldt for at være for skrap over for medlemmer, der ønsker at tage ordet til forretningsordenen. Det er en umulig kamp. Problemet er, at når folk beder om ordet til forretningsordenen, kan man ikke vide, om punktet er relevant, før taleren har fremført det.
Hr. formand, De har tilkendegivet, at De ville afbryde nu. Jeg vil imidlertid indtrængende bede Dem om at fortsætte afstemningen. Vi lider under, at der igen og igen med kort varsel foretages ændringer af dagsordener eller udsættelser. Jeg beder Dem derfor om hurtigt at fortsætte og afslutte afstemningen om Ludford-betænkningen, og hvad der ellers er på programmet.
Jeg er enig med hr. Pirker, og det er sikkert det eneste, jeg vil være enig med ham i, hvis vi vedtager Ludford-betænkningen. Det bliver en interessant afstemning. På nuværende tidspunkt er det urimeligt at udskyde den til et tidspunkt, hvor mange vil være taget af sted. Hvis De ønsker at udskyde den til kl. 17.30, vil det fuldstændig forvanske afstemningen om denne betænkning. Jeg opfordrer til, at vi fortsætter nu, idet jeg har forståelse for alle de problemer, De har nævnt.
Hr. formand, kære kolleger, jeg har forståelse for det, som er foreslået her. Men jeg må sige til Dem, se Dem dog om her i salen. Der har allerede fundet en afstemning sted, med fødderne! Kollegerne er her jo allerede! Vi kan ikke arbejde seriøst, hvis vi går frem på den måde, som De sagde, hr. formand, men heller ikke, hvis vi arbejder med tilfældige flertal. Lige nu mangler der måske flere kolleger fra en gruppe end fra en anden, det forvansker måske det hele i forbindelse med kollega Ludfords betænkning. Det ønsker hun jo heller ikke selv bagefter. I øvrigt kan man også stemme i aften kl. 17.30. Det er absolut muligt. Jeg synes, man bør gå frem efter en ordnet procedure. Vi har allerede overskredet tiden med 45 minutter. Jeg foreslår, at vi stemmer i aften!
Hr. formand, hvis flertallet i Parlamentet, hver gang det skal foretage ændringer af forretningsordenen, opfører sig ligesom De gjorde, da De gav mig ordet til sidst, og giver sin mening til kende på denne måde, nemlig i små grupper, så vil jeg hellere have, at tingene forbliver helt, som de er. Hver gang Parlamentet har villet løse problemet med den lange afstemningstid, er det nemlig endt med at undertrykke de enkelte parlamentsmedlemmers rettigheder. Kære kolleger, problemet er, at mødeugen strækker sig fra mandag til fredag. Hvis De skal gå før tiden, er det Deres egen sag, det er ikke et problem, der har med afstemningen at gøre.
Hr. formand, jeg vil gerne anmode om, at vi ikke skal stemme i aften. Afstemningen vil blive fuldstændig misvisende. Vi ved, at mange vil tage af sted i eftermiddag. De forventer ikke denne type afstemning en torsdag eftermiddag. Kan vi ikke udskyde den til mødeperioden i april i Strasbourg?
Jeg er bange for, at det skal besluttes, før vi tager afstemningen i aften.
Hr. formand, der er andre kategorier af arbejdstagere, som udfører et meget mere anstrengende arbejde end vores, og som på grund af deres arbejde også er nødt til at udskyde deres måltid lidt. De klager ikke, og de render ikke fra deres arbejdsplads, sådan som vi gør nu. Jeg synes, at det er flovt. Vi har ikke engang været her i to timer, og vi er allerede trætte af at arbejde. Hvad skal sømænd, piloter, chauffører, vagtlæger og ansatte på tankstationer så sige? Vi er ikke i stand til at arbejde mere end to timer i træk, og det synes jeg virkelig er absurd!
De fremfører det samme argument, som jeg gjorde, da jeg sagde, at vi ikke skulle fortsætte afstemningen.
Hr. formand, måske fik vi ikke en nøjagtig oversættelse af det, hr. Speroni sagde, for det forekommer mig, at han sagde noget helt andet end det valg, man har truffet. Hvis også parlamentsmedlemmerne kunne vente en halv time med at spise, ville det efter min mening ikke være et alt for stort offer. Der er rent faktisk nogle problemer, når De helt tilfældigt flytter alle de vigtige forslag til fredag. Forslaget om narkotika, der er et omstridt emne, blev sat under afstemning om fredagen, og vi skal stemme om disse forslag enten om aftenen eller om fredagen. Det er efter vores mening et politisk valg, hvor man forsøger at få nogle planlagte flertal, for De vælger dagsordenen og tidsplanerne alt efter, om De ønsker at få visse forslag vedtaget eller ej. Hr. formand, jeg mener, at De for at være korrekt burde have bedt om et indlæg for og et indlæg imod beslutningen om, hvorvidt man skulle afbryde mødet eller fortsætte det med de planlagte afstemninger. Endnu en gang er Parlamentet blevet tilsidesat. Demokrati er et ord, der kun findes på papiret, og som ikke anvendes her i Parlamentet.
Hr. formand, jeg beklager, men jeg bad om ordet fra starten af. To helt konkrete punkter. For det første ville jeg stemme for ændringsforslag 24 og ikke imod. For det andet vil jeg gerne sige, at der findes et reglement her, normalt en praksis, hvor vi stemmer til kl. 13.30 om torsdagen, og der stemmes om resten om aftenen kl. 18.00 efter afstemningerne om aktuelle og uopsættelige emner. Sådan har det været i årevis, og det kan man ikke flytte rundt på efter forgodtbefindende, snart den ene vej og snart den anden vej. Det skulle man måske repetere over for alle kolleger. Kollegerne skal ganske enkelt arbejde her til fredag, så vi også kan tage os af vores gæster midt på dagen!
Hr. formand, måske kan jeg hjælp. Ordføreren har sagt, at hun er indforstået med Deres forslag - altså med formandens forslag. Jeg rekapitulerer: Formanden sagde, vi stemmer kl. 17.30 i eftermiddag om udsættelse af afstemningen til næste plenarmøde. Jeg beder om, at vi nu går frem på den måde. Sarah Ludford har sagt, at hun er indforstået med det. Altså, kl. 17.30 afstemning om, at betænkningen af Ludford udsættes til næste plenarmøde. Det foreslår jeg.
Det er der absolut ingen problemer med. Det er helt i overensstemmelse med forretningsordenen. Det kan ske umiddelbart efter afstemningen. I henhold til forretningsordenen skal De anmode om udsættelse inden den pågældende afstemning. Afstemningen af afsluttet. STEMMEFORKLARINGER - Betænkning af Graefe zu Baringdorf (A5-0044/2000)
Spørgsmålet om veterinærsundheden fortjener vores største opmærksomhed, især for kvæg og svin. Det er derfor, at veterinærkontrollen med handlen med kvæg og svin inden for Fællesskabet er så vigtig. Denne debat bør også tage hensyn til behovet for en større opmærksomhed for definitivt at få udryddet sygdomme som leukose, tuberkulose og brucellose og for passende procedurer inden for sundhedsområdet. Men det er vigtigt ikke at glemme behovet for at støtte producenterne ordentligt og tage særligt hensyn til de små bedrifter og til familielandbruget, eftersom de små landbrugs i forvejen beskedne indkomst, som det er tilfældet i Portugal, ofte bliver dybt berørt af disse sygdomme, som de lave erstatningsbeløb almindeligvis ikke kompenserer for. Der bør derfor i fremtiden fastsættes en intervention, som gør det muligt på ordentlig vis at varetage såvel forbrugernes som producenternes interesse, især de små landbrugs. Betænkning af Ferrer (A5-0066/2000)
. Vi kan ikke stemme for betænkningen, da menneskerettighederne i Mexico overtrædes groft. Dette er senest påvist i en Amnesty-rapport fra december 1999, hvor der bl.a. peges på de alvorlige problemer i Chiapas-regionen. Vi mener, det er fint, at der i handelsaftalen er indbygget et krav om fremme af demokrati i Mexico - herunder overholdelse af menneskerettighederne - men så længe dette krav ikke følges op af konkret handling, er der blot tale om tomme ord. I den gamle handelsaftale med Mexico var der også indbygget en demokratiklausul, men denne er ikke blevet efterlevet. Der må derfor lægges pres på Mexico via internationale organisationer som FN og via de enkelte lande, og først derefter, når der er sket væsentlige forbedringer på menneskerettighedsområdet, mener vi, at vi kan indgå en ny handelsaftale med Mexico.
På mødet den 7. maj 1999 godkendte Europa-Parlamentet hele associeringsaftalen EF-Mexico, selvom ingen kendte forhandlingsbetingelserne i handelsdelen. Desuden forekommer der stadig ustraffede overtrædelser af menneskerettighederne i Mexico. De sociale bevægelser undertrykkes, og der føres en skjult krig mod de indfødte i Chiapas - dette blev bl.a. afsløret af FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder og den tværamerikanske menneskerettighedskomité - og en sådan praksis er i strid med de forpligtelser, som de mexicanske myndigheder har skrevet under på i aftalen (kapitel 1, artikel 1). Associeringsaftalen EF-Mexico er udarbejdet til fordel for de store virksomheder på begge sider af Atlanten, som det ses i indholdet af kapitel IV, der henviser til kapitalflytninger og betalinger i denne forbindelse. I det afsnit, der vedrører handel, genfinder man adskillige af de farligste punkter i den multilaterale investeringsaftale. Endelig gør denne aftale det umuligt at gennemføre de fleste af forslagene fra de sociale organisationer, fagforeninger, menneskerettighedsorganisationer eller miljøorganisationer i Mexico og EU, der ønsker, at det sociale, kulturelle og politiske aspekt kommer før de kommercielle aspekter. Af alle disse grunde stemmer vi mod ratifikationen af denne aftale.
Vi har stemt mod det fælles beslutningsforslag, fordi det udgør en godkendelse, der på forhånd er givet til Kommissionen, som vi er uenige i både med hensyn til form og indhold. Vi undlod at stemme om Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppes beslutning, for selvom vi er enige i en del af kritikken over for Kommissionen, omtales Kommissionen som et uundværligt institutionelt redskab, hvilket vi ikke er enige i. Betænkning af Duff og Voggenhuber (A5-0064/2000)
Hr. formand, vi hørte i går talerne fra det føderalistiske flertal i Europa-Parlamentet sige, at charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, der er under udarbejdelse, ville sætte skub i borgernes rettigheder. Dog tyder de betingelser, under hvilke denne operation er blevet iværksat, snarere på en ringeagt over for borgernes holdning og kan senere give anledning til alvorlige bekymringer. Først og fremmest så vi for nogle måneder siden, at beslutningen om at påbegynde udarbejdelsen af charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder opstod i en afkrog af konklusionerne fra Köln, nemlig i punkt 44 og 45. Hvem var blevet hørt forudgående? Ingen, og slet ikke de nationale parlamenter, som aldrig havde hørt tale om det. Imidlertid skal man huske på, at de grundlæggende rettigheder for størstedelens vedkommende henhører under de nationale parlamenters oprindelige beføjelser og for alles vedkommende under de forskellige folk i Europa. Der er selvfølgelig nogen, der vil sige, at det ikke drejer sig om at realisere en ny udarbejdelse af allerede eksisterende rettigheder, men det er klart, at operationen vil gå meget længere, idet Europa-Parlamentet allerede ønsker et fornyende charter. Under alle omstændigheder var der ikke grund til at fjerne de nationale parlamenter. Sidstnævnte befinder sig nu inden for den aftale, der udarbejder charteret, men som en partner blandt andre, der tjener som garant for et arbejde, den ikke har kunnet magte. Hvad værre er, de vil ikke engang deltage i den endelige etape, eftersom konklusionerne fra Köln har fastsat, at charteret skal proklameres i fællesskab af Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen. Ja, jeg sagde Kommissionen. Således er de nationale parlamenter kørt ud på et sidespor og erstattet af et funktionærorgan, der vil proklamere et charter. Man vender tingene på hovedet! Demokratier bliver tilsidesat - efter sigende for borgernes bedste. Men er det ikke sådan, Europa normalt fungerer?
Hr. formand, jeg har trods forskellige betænkeligheder stemt for betænkningen, fordi kollega Morgans glimrende ændringsforslag vedrørende mindretalssprog og kulturer blev optaget. Det ville have glædet mig, hvis også kollega Vidals forslag var blevet vedtaget. Jeg tror imidlertid, at vi her har taget et vigtigt skridt hen mod en bedre beskyttelse af de traditionelle mindretal i Den Europæiske Union. Vi kan ikke hele tiden opstille kriterier for tiltrædelseskandidaterne, som vi ikke selv opfylder.
Hr. formand, mit parti, Socialdemokratiet i Nederlandene, går ind for demokratisk samarbejde nedefra mellem de europæiske folkeslag, men går ikke ind for en stor europæisk superstat ligesom USA. En europæisk grundlov kan være begyndelsen til sådan en superstat. Jeg har derfor støttet enkelte ændringsforslag fra UEN- og EDD-gruppen til Duff- og Voggenhuber-betænkningen. Det gælder ikke for lignende ændringsforslag fra TDI-gruppen, selvom jeg helt støtter kritikken af, at nationale parlamenter forbigås, mangelen på folkeafstemninger og forsøgene på at lave EU om til en superstat. Hvis partierne i TDI-gruppen altid konsekvent støttede ligeværdigheden af alle mennesker og demokrati, støttede jeg bestemt deres ændringsforslag. Jeg har dog i mine overvejelser måttet tage hensyn til indgivernes verdensbillede. Det er for alle repræsenterede grupper i det mindste ligeværdighed, demokrati og menneskerettigheder. Derfor har jeg ikke støttet deres ændringsforslag.
Hr. formand, i denne uge har vi i Parlamentet behandlet charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, og vi har - efter min mening på en god måde - konkretiseret borgernes individuelle rettigheder. Men som repræsentant for Baskerlandet savner jeg stadig - og jeg håber, at de inddrages snart - de kollektive rettigheder som f.eks. retten til selvbestemmelse for de europæiske befolkninger og nationer, der har en kollektiv bevidsthed om at være det, og det skal ske, for at de, hvis et flertal af borgerne på demokratisk vis bestemmer det sådan, kan være en del af Den Europæiske Union på en direkte måde og ikke bare gennem de nuværende stater. Vi har også vedtaget inddragelsen af retten til at beskytte mangfoldigheden af sprog og kulturer i Europa, særligt de nationale og regionale sprog, som er mindst udbredte og anvendte, hvilket også udøver retfærdighed for de officielle sprog i selvstyrende områder og regioner, som det er tilfældet med baskisk i Baskerlandet. I denne verden - som globaliseres mere og mere - er der nogle, der forsøger at ensrette os, som om vi alle sammen var soldater eller fremstillet på samlebånd. Jeg vil gøre krav på retten til selve den individuelle og kollektive identitet, retten til mangfoldighed og forskel. Det er nemlig en grundlæggende rettighed, som det er værd at værne om i Den Europæiske Union.
De danske og svenske socialdemokrater har i dag stemt for betænkningen af Andrew Nicholas Duff og Johannes Voggenhuber om udarbejdelsen af et charter for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder. Vi støtter udarbejdelse af et charter for grundlæggende rettigheder i form af et politisk dokument. I denne periode med reformer af EU, herunder udvidelsen, er det vigtigt at fokusere på, at EU er sat i verden for at beskytte de enkelte borgere. Et charter kan bidrage positivt til dette. Ved udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder er der altid en vis fare for, at borgerne alene opfatter det som et pænt stykke papir, der kan bruges ved festlige lejligheder, og som derfor vil skuffe deres forventninger. Et flertal i Europa-Parlamentet taler derfor for, at chartret skal have bindende virkning og indarbejdes i traktaten. At dagsordenen for den igangværende regeringskonference med andre ord skal udvides. Vi har i forbindelse med tidligere afstemninger om dette emne klart givet udtryk for, at vi mener, at der ikke skal flere emner på dagsordenen, end det er muligt at afslutte ved topmødet i Nice til december. Vi har tidligere understreget, at der ikke må lægges yderligere hindringer i vejen for udvidelsen. At udarbejde et sæt bindende grundlæggende rettigheder rejser en række meget principielle og vanskelige spørgsmål, både indholdsmæssigt, men også med hensyn til forholdet til andre sæt af grundlæggende rettigheder, eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er derfor ikke realistisk at forvente, at man bliver færdig inden december. Og allerede af den grund mener vi ikke, at de grundlæggende rettigheder skal ind på dagsordenen for den igangværende regeringskonference. Dette har vi tilkendegivet ved de enkelte afstemninger undervejs i betænkningen. Når vi alligevel vælger at stemme for den samlede betænkning, skyldes det, at vi finder, at grundlæggende menneskerettigheder er et af de fundamenter, som EU hviler på, og at vi ønsker, at der udarbejdes et charter for dette i form af et politisk dokument. Om det efterfølgende skal indarbejdes i traktaten på bindende vis, må afhænge af en vurdering af, om indholdet giver borgerne en bedre beskyttelse, end den de har i dag.
Det vigtigste med hensyn til EU's fremtid netop nu er, at man på regeringskonferencen når til enighed om de reformer, der er nødvendige for at gennemføre udvidelsen i henhold til den fastsatte tidsplan. Det er derfor vigtigt, at man på topmødet i Nice kan træffe beslutning om de resterende punkter fra Amsterdam. Vi har stemt for, at charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder skal behandles på regeringskonferencen for derigennem bl.a. at sikre borgernes rettigheder over for EU's institutioner. Charteret er udtryk for EU's ambition om at bringe EU tættere på borgerne. Vores udgangspunkt er, at arbejdet med revisionen af traktaten skal fortsætte efter Nice, og at charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder skal indgå i den efterfølgende proces.
EU-Parlamentets betænkning om charteret bærer præg af én gennemgående ting: Ønsket om et unionsborgerskab i en overnational statsdannelse, om man kan lide denne betegnelse eller ej. Denne tankegang er grundlæggende anderledes end vores vision om et europæisk fællesskab. Unionen er og skal fortsat være en sammenslutning af stater. Derfor må det sikres, at charteret på ingen måde griber ind i medlemsstaternes nationale forfatninger eller tilsvarende ordninger for grundlæggende rettigheder. Dette er ikke en opbakning til den holdning, at magthavere kan skalte og valte inden for et givet lands grænser, men et udtryk for, at menneskerettighederne netop er universelle og kræver universelle redskaber til beskyttelse. Vi ønsker desuden ikke at se to sæt rettigheder på det europæiske kontinent - et for borgere i EU-lande, et andet for borgere i ikkeEU-lande. Således er det centralt, at et eventuelt EU-charter heller ikke berører, men snarere blot kræver EU-landenes underskrivelse af eksisterende internationale konventioner og erklæringer om rettigheder. Der opstår stigende problemer, når EU får flere og flere beføjelser som stat uden at kunne forpligtes i forhold til eksempelvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Men vi anser det ikke for en løsning, at EU tiltræder Menneskerettighedskonventionen som juridisk "person", da vi ikke deler den opfattelse, at EU har eller skal have status som særskilt politisk-statslig identitet. Ej heller støtter vi den konstitutionelle proces, som vedtagelsen af et charter er en integreret del af. Vi foretrækker, at det i traktaten fastslås, at EU's myndigheder respekterer Menneskerettighedsdomstolens kompetence og afgørelser. Denne retspraksis gør det muligt at fordømme et kritisabelt aspekt ved fællesskabsretten, som er opstået ved en medlemsstats anvendelse heraf. EF-Domstolens jurisdiktion skal ikke omfatte områder, der allerede er garanteret af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg eller andre internationale organer. Hvis man ikke finder, at de eksisterende konventioner er tilstrækkelige, eksempelvis fordi den bioteknologiske udvikling udgør nye problemer, så er det et internationalt problem, der skal søges internationale løsninger på. Det er ikke et EU-anliggende alene, og vi må i internationale fora søge en international/global konsensus. Derfor stemmer vi imod den samlede betænkning.
Vores forbehold over for charteret er ikke på nogen måde et tegn på modstand mod dets europæiske karakter. Vi er tværtimod overbevist om, at fremtiden tilhører et Europa uden grænser mellem befolkningerne, som er forenet fra den ene ende af kontinentet til den anden. Dog er de europæiske institutioner - i lighed med de nationale institutioner - i langt højere grad repræsentanter for storkapitalens interesser end for befolkningen generelt og den arbejdende befolkning i særdeleshed. De demokratiske rettigheder og friheder - som demokratiet selv - kan i virkeligheden kun komme til udtryk i den udstrækning, de ikke er i strid med de store finansielle og industrielle koncerners interesser. Uanset om man vedtager den ene eller den anden af de to institutionelle udviklinger i debatten om charteret, kan disse grupper selvstændigt træffe katastrofale økonomiske beslutninger for en hel befolkning, der kan medføre f.eks. lukning af fabrikker eller ødelæggelse eller forurening af en hel region. Derfor mener vi, at et ægte forenet og demokratisk Europa kun kan eksistere, hvis det skiller sig af med de store industrielle og finansielle koncerners store magt, hvilket er en nødvendig betingelse for befolkningernes ægte og demokratiske kontrol af deres institutioner.
Det var med stor tilfredshed, at jeg i juni blev klar over beslutningen fra Rådet i Köln om at indgå en aftale (mellem repræsentanter for stats- og regeringscheferne, Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og Kommissionen) med henblik på at udarbejde et charter for de grundlæggende rettigheder. Dette charter viser sig uundværligt for den gode fortsættelse af den politiske udvidelse af EU. Således vil det gøre det muligt at afhjælpe den fejltagelse, som eksisterer, efter at Unionen og EU har set deres kompetencer udvikle sig, hvor de europæiske institutioner træffer beslutninger, som stadig mere direkte berører de europæiske borgeres liv. Disse skal råde over en tekst, hvortil man skal henvise for at underbygge deres forsvar ved De Europæiske Fællesskabers Domstol. Man må i denne forbindelse fastsætte en direkte appelmulighed efter faste metoder. Charteret vil desuden bidrage til definitionen af "den kollektive arv af værdier og rettigheder, der knytter europæere sammen og underbygger alle Unionens politikker", en arv, vi uophørligt må forsvare over for racisme og fremmedhad, som desværre ikke er forsvundet! Som repræsentant for EU's befolkninger skal Europa-Parlamentet vise sig særlig årvågen med hensyn til indholdet af dette dokument. Borgernes forventninger skal føre til, at vi bliver dristige. Vores krav skal være klare. Charteret skal være juridisk bindende og må indføres i traktaten. Til dette formål anmoder Udvalget om Forfatningsspørgsmål Rådet om at opføre charteret på dagsordenen for regeringskonferencen. Enhver ændring af charteret skal følge samme procedure som i forbindelse med udviklingen, herunder en samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet. Enhver lovgivningsmæssig disposition, der kan indvirke på de grundlæggende rettigheder, skal godkendes af Europa-Parlamentet. De grundlæggende rettigheders uadskillelige karakter skal anerkendes, og anvendelsesområdet skal omfatte alle institutioner og Unionens organer og alle dens politikker (herunder de politikker, der henhører under 2. og 3. søjle inden for rammerne af de kompetencer, det har i medfør af traktaten). Medlemsstaterne skal respektere charteret i den udstrækning, de anvender eller gennemfører Unionens lovgivning. Med hensyn til charterets egentlige indhold forekommer en fordeling af rettigheder i de tre kategorier ønskeligt. Charteret skal omhandle de borgerrettigheder, der er direkte forbundet med det europæiske borgerskab - som stemmeretten, retten til at indgive andragender, retten til at rette henvendelse til ombudsmanden, menneskerettighederne - det vil sige alle de rettigheder, der er beskyttet af de forskellige internationale organisationer og de nye rettigheder (bioetik, beskyttelse af personlige oplysninger) og de sociale rettigheder, nemlig retten til en minimumsindkomst, strejkeretten, retten til arbejdsløshedsunderstøttelse. Jeg vil afslutte med det faktum, at dette charter skal skabes som et centralt stykke i en proces, der skal ende med, at EU udstyres med en forfatning!
Jeg vil gerne anføre grundene til, at jeg følte, at jeg var nødt til at afholde mig fra at stemme ved den endelige afstemning, selvom jeg i lighed med andre medlemmer går helt og fuldt ind for beskyttelsen af grundlæggende friheder og rettigheder og for, at det bliver muligt at tage hensyn til den fremtidige udvikling i samfundet. Inden for Den Europæiske Union har medlemsstaterne allerede ratificeret og omsat Den Europæiske Menneskerettighedserklæring i national lov, og selvom denne erklæring er næsten 50 år gammel, har den vist sig i stand til at udvikle sig i takt med ændrede forudsætninger, og det har også være muligt at udvikle nye rettigheder. Jeg mener, at det, der nu foreslås med dette charter, efterhånden vil føre til konflikter mellem fortolkningen af rettigheder i henhold til forskellige dokumenter, hvilket kan skabe et juridisk tomrum og ironisk nok indskrænke de rettigheder, der er til rådighed. Vi har behov for mere tid og flere drøftelser af disse politiske konflikter.
På Rådets møde i Köln besluttede man at udarbejde et charter for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder. I charteret skulle man samle og fastslå de rettigheder, der findes i traktaterne, og gøre dem tydeligere og udbrede kendskabet til dem. Vi hilser et sådant charter for grundlæggende rettigheder velkommen. Det kan naturligvis også omfatte rettigheder fra eksisterende internationale konventioner, som medlemsstaterne har underskrevet. Samtidig skal menneskerettigheder betragtes som et internationalt og globalt spørgsmål og ikke blot som et anliggende for EU-borgere. Vi stiller os derimod tvivlende med hensyn til at gøre et sådant charter juridisk bindende, inden det står helt klart, hvad det vil indebære i praksis. Forholdet mellem EF-Domstolen og EF-Domstolen forekommer f.eks. juridisk kompliceret og vil kunne undergrave Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Vi mener, at der findes en række spørgsmål, som bør afklares, inden man lægger sig fast på en model. Derfor afstår vi fra at stemme ved den endelige afstemning.
Venstres fem medlemmer af Europa-Parlamentet, Bertel Haarder, Anne E. Jensen, Ole Andreasen og Niels Busk, har i dag stemt imod pkt. 14a i betænkningen, da man ønsker at holde charteret ude fra regeringskonferencen.
Denne betænkning bekræfter vores værste frygt med hensyn til visse personers hensigter med dette charter, og derfor har vi stemt imod. Vi stemmer ikke imod selve charteret, men hidtil synes processen at lede frem til en forspildt mulighed for at beskytte Europas borgere mod de europæiske institutioners overvældende magt. Der er et hul, der skal udfyldes, ved at give medlemsstaternes borgere grundlæggende rettigheder med hensyn til regulering og lovgivning på europæisk plan. I denne betænkning ignorerer man dette behov og reducerer dermed charterets potentiale. I forbindelse med at vi har stemt imod, har vi naturligvis forsøgt at forbedre indholdet til gavn for borgerne i Europas nationalstater, der kan blive berørt, og nogle af de ændringsforslag, vi har støttet, har netop dette formål. De konservative MEP'er vil fortsat følge udviklingen med hensyn til det foreslåede charter gennem vores repræsentant i dette organ, Timothy Kirkhope, MEP (Yorkshire), samt i diskussioner med vores kolleger i Europa-Parlamentet, og vi vil være så positive som muligt i denne proces. Vi har imidlertid ikke de store forhåbninger om at ændre hele dette projekt til noget, der kan blive virkeligt positivt med hensyn til at vende flodbølgen af lovgivningsmæssigt bureaukrati og overregulering og indføre en reel beskyttelse af de europæiske borgeres menneskerettigheder.
Diskussionen om charteret for grundlæggende rettigheder afslører en mangel på lovmæssighed og gennemsigtighed i forbindelse med Europas konstruktion. For konkurrencelovgivningen og profitten går forud for menneskerettighederne. Vi går ind for en anden tankegang, der tager udgangspunkt i kravet om, at økonomien underordnes overholdelsen af rettigheder og menneskelige og miljømæssige behov. Udarbejdelsen af charteret bør ske gennem en offentlig debat, der føres af hele befolkningen, herunder ansøgerlandene, ved at sammensætte fagforeninger, foreninger, kvindebevægelser og arbejdsløse i en grundlovgivende proces. På grundlag af de mest avancerede fremskridt skal et sådant charter blande de sociale og demokratiske rettigheder. En radikal nedsættelse af arbejdstiden, som fremmer ansættelser og ikke fleksibilitet, forbud mod fyringer, rekvirering af tomme boliger, lighed og ret til at vælge for kvinder, stemmeret og retten til fri bevægelighed for indvandrere: Det er, hvad der bør fremgå af denne tekst. Et sådant charter ville være en støtte til alle dem, der kæmper mod et Europa, der fyrer lønmodtagere eller udviser illegale indvandrere.
Jeg har undladt at stemme om beslutningen, selvom jeg går ind for at udarbejde et charter for grundlæggende rettigheder, fordi den indeholder krav, som skyder langt over målet og risikerer at føre til et stort roderi med forskellige formuleringer af de samme rettigheder og især at true menneskerettighedernes universalitet. Jeg mener heller ikke, at dette charter skulle indeholde økonomiske og sociale rettigheder, som kan indbringes for domstolene. Sidstnævnte er forbeholdt medlemsstaternes arbejdsret og arbejdsmarkedets parters autonomi. De, som vil læsse for meget på vognen, f.eks. med nye grundlæggende rettigheder inden for informations- og bioteknologi og miljøbeskyttelse, og som ser charteret som en del af en europæisk forfatning, gør den sympatiske idé om et unionscharter, som skal indeholde subjektive grundlæggende rettigheder, som kan indbringes for domstolene, en bjørnetjeneste. Jeg så meget hellere, at Den Europæiske Union og naturligvis alle medlemsstater hurtigt tiltrådte menneskerettighedskonventionen af 1950 frem for en uvægerligt forprogrammeret strid om nye formuleringer af unionsborgernes grundlæggende rettigheder. For at sikre en fælles domspraksis og forhindre forskellige fortolkninger bør det være forbeholdt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg at træffe afgørelser, som jo med kvaliteten af sin domspraksis gennem 40 år har gjort konventionen fra 1950 til et dynamisk instrument, som til fulde tager højde for de sociale, økonomiske og etiske udviklinger i vores samfund. Hvilke uoverensstemmelser eller misforhold forskellige ideologisk farvede opfattelser kan føre til, fremgår af udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder, som f.eks. kræver, at charteret for grundlæggende rettigheder skulle indeholde en bestemmelse om et forbud mod diskriminering af seksuel orientering, men som hævder, at familiens rettigheder som sådan ikke eksisterer. Der er grund til at være forsigtig over for måske velmente, storsindede forslag, hvis vi vil forhindre, at beslutningsprocesser i EU lammes af en mangfoldighed af ankesager, at EF-Domstolen skal mere end fordoble antallet af dommere, og ingen længere vil vide, hvor det nu er, han kan få prøvet sine grundlæggende rettigheder, og hvor længe han skal vente på en dom.
Vi glæder os over det arbejde, der nu er gået i gang vedrørende udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder i EU. Et sådant charter har en meget vigtig symbolværdi og vil styrke unionsborgernes tillid til EU og den europæiske integration. Charteret for grundlæggende rettigheder skal ses som et supplement til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som efter vores mening skal indskrives i traktaten. I charteret bør man koncentrere sig om forholdet mellem borgerne og de europæiske institutioner. Dets primære mål skal være at garantere, at Unionen styres i åbenhed. Charteret skal være juridisk bindende, idet det også indskrives i EU-traktaten. Charteret må ikke blot blive en erklæring uden nogen som helst forpligtelser for EU's institutioner og medlemsstater. Vi ønsker at understrege subsidaritetsprincippet, og at charteret skal være koncentreret om borgernes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, således som disse fremstilles i henhold til medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner. Vi ønsker at fremhæve den sociale dimensions betydning inden for EU's aktiviteter, men mener, at socialpolitik i hovedsagen er et anliggende, som medlemsstaterne selv skal træffe beslutning om.
Charteret for grundlæggende rettigheder er den seneste legemliggørelse af den skæve udvikling, som fællesskabslovgivningen er. Således er der en tydelig fordel i en sådan tekst, hvis man anser den som en mulig indledning til en europæisk forfatning. Men ellers vil den være overflødig i forbindelse med medlemsstater, der medtager de såkaldte rettigheder i deres egen forfatning og egne juridiske traditioner og bekræfter dem ved ratifikationen af internationale tekster som Den Europæiske Konvention eller Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Man kan altid forestille sig løsninger til at forbedre anvendelsen af de eksisterende tekster, men den teknokratiske karakter i konstruktionen af Fællesskabet gennemtvinges endnu en gang ved udarbejdelsen af en supplerende tekst, hvor man vil få svært ved at udgå gentagelser. Det, der bekymrer mig mest, er dog det indhold, som man agter at give disse rettigheder. Således diskuterer vi på dette møde betænkningerne fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender, som præsenterer os for en anarkistisk vision med hensyn til samfundet. Det er ikke så meget spørgsmålet om at forsvare og fremme menneskerettighederne som at gøre rent bord med hensyn til alle de mærkepunkter, som er grundlaget for vores samfund, og erstatte dem med et individualistisk sammensurium "uden hverken Gud eller herre". I denne konstruktion finder man grundlaget for et nyt totalitært system, i hvilket mennesket befinder sig alene over for en fællesskabsadministration, der både er fjern og upersonlig, idet de mellemliggende værdier - og navnlig den væsentligste af dem, nemlig familien - gradvist er blevet ødelagt. Vores samfund vil ikke længere være et fællesskab af skæbner, men en sammensætning af mindretal, der alle har deres rettigheder uden at have fællesskabspligter. Den konklusion, jeg vil uddrage med hensyn til disse tekster, er, at den retfærdige kamp for menneskerettighederne er blevet et ideologisk legetøj for uansvarlige personer og egoister. De forslag, der i dag fremlægges af folk, der udelukkende beskæftiger sig med menneskerettighederne, fordi de har glemt, hvad mennesket først og fremmest er, og hvad der er dets rødder og håb, betyder enden på det fælles bedste og i øvrigt også på selve livets betydning.
De britiske Labour-medlemmer erklærer deres fulde støtte til et charter for grundlæggende rettigheder, der vil synliggøre borgernes rettigheder overalt i EU. Men vi befinder os meget tidligt i processen med fastlæggelse af charteret. Det er derfor for tidligt at sige, hvilke ting der skal være juridisk bindende. Denne afgørelse vil blive truffet på et senere tidspunkt, hvilket også fremgår af punkt 6 i betænkningen. I samme punkt hedder det, at enhver juridisk bindende status skal indeholde en anerkendelse af, at de grundlæggende rettigheder er udelelige ved at lade charteret gælde for alle Den Europæiske Unions institutioner og organer og alle dens politikker. Det er et anerkendelsesværdigt mål, som de britiske Labour-medlemmer vil støtte. Da charterets endelige tekst ikke foreligger, giver vi charteret vores principielle støtte, men afventer den endelige udgave. Det er en kompliceret proces, hvor der er behov for klarhed og præcision i alle faser for at sikre, at slutresultatet bliver et positivt og synligt skridt fremad for befolkningerne i alle EU-lande.
Når vi undlader at stemme om den foreliggende betænkning om charteret for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, sker det primært ud fra den betragtning, at det kan blive indskrevet i en føderalistisk logik, som vi er uenige i, og som kunne være et klart og tydeligt udtryk for, at man udstyrer Den Europæiske Union med en forfatning, som man slår til lyd for i betænkningen, og som nævnte charter kunne være en vigtig del af. Imidlertid har identificeringen af mange af de rettigheder, som man ønsker indskrevet i charteret (og som desuden er indholdt i den portugisiske republiks forfatning), foranlediget os til ikke at stemme imod betænkningen, selvom vi finder, at den bebudede samling af rettigheder så absolut kunne eller burde omfatte det sociale område, hvilket ville kunne ske ved vedtagelsen af de ændringsforslag, som GUE/NGL har fremlagt i så henseende.
Beslutningen om ikke at stemme ja til Duff- og Voggenhuber-betænkningen er ikke et udtryk for en kritik af indholdet i de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt af medlemsstaterne; som man minder om i EU-traktaten; som Domstolen i Luxembourg anvender i mange af sine afgørelser, og som i lang tid har været medtaget i Menneskerettighedskonventionen, som det nye charter tilsyneladende er inspireret af. Disse rettigheder udgør forfatningsgrundlaget i alle EU-landene. De sikrer således den europæiske borger mod eventuelle krænkelser og misbrug i alle medlemsstaterne, og via fortolkningen af retspraksis er de en del af de specifikke situationer i EU-landene. Man kan godt være enig i, at der skal udarbejdes et charter, som er en ren politisk erklæring med et højt moralsk indhold, hvormed Unionen fastslår - hvis ellers der stadig er brug for dette - de grundlæggende rettigheders betydningsfulde, stabile og uforgængelige karakter. På denne måde kunne det nye charter være inspirationen til en filosofi, som medlemsstaterne - eller nogle af dem - kunne implementere i deres systemer. Jeg mener til gengæld, at udvidelsen af et EU-charter for grundlæggende rettigheder, som er bindende for institutionerne, men indirekte også for medlemsstaterne i deres forhold til borgerne, kan skabe forvirring, når det gælder forholdet mellem Unionen og medlemsstaterne, forvise subsidiaritetsprincippet til andenpladsen og skabe et system, hvor de forskellige nationale og europæiske niveauer, som disse grundlæggende rettigheder og beskyttelsen af dem fungerer på, naturligvis ville overlappe hinanden, hvilket ville medføre nogle farlige sammenblandinger med forskellige fortolkninger af ét og samme princip. Denne mulige situation ville, når alt kommer til alt, paradoksalt nok være i modstrid med det princip, som ligger bag EU-charteret for grundlæggende rettigheder, nemlig at man ønsker at beskytte og sikre de europæiske borgere bedre.
Den Europæiske Union hviler på grundlæggende principper om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Når jeg imidlertid finder det betænkeligt at indføre et nyt sæt menneskerettigheder i EU-traktaterne, skal det ses i lyset af det forvirrende signal, der dermed ville udsendes, samt frygten for, at man sætter eksisterende og velfungerende instrumenter på spil. En erklæring ville i mine øjne være mere passende. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention udgør et udmærket instrument til beskyttelse af menneskerettigheder i Europa. Den indebærer en håndhævelse af disse rettigheder på grundlag af domme, afsagt af Menneskerettighedsdomstolen, som har udviklet en stor ekspertise på området samt en omfattende praksis. Den har desuden den fordel, at den ikke kun begrænser sig til EU-området, men opererer i forhold til næsten hele det europæiske kontinent. Samtidig tager EF-Domstolen i sin praksis hensyn til de nationale grundrettigheder i medlemsstaterne. Denne praksis ville kunne blive påvirket, såfremt EU selv skulle få sit eget sæt grund- og menneskerettigheder. Beslutning af Jackson (B5-0227/2000)
Min gruppe stemte for Jackson-beslutningen om strukturfondene på miljøområdet, da vi tror på princippet om at sikre en effektiv gennemførelse af miljølovgivningen - i dette tilfælde direktivet om vildfugle og levesteder. Vi er imidlertid overraskede over, at Parlamentets medlemmer stemte for det oprindelige forslag i punkt 7 om at beskære midlerne til nogle af de fattigste regioner i EU. I sin reaktion på diskussionen sagde kommissæren netop, at hun ikke ville standse godkendelsen af de centrale finansieringsprogrammer. Miljøudvalgets medlemmer kan umuligt være klar over de urimelige forsinkelser, som enhver manglende godkendelse af strukturfondsprogrammerne vil medføre eller den nye budgetprocedure, der ikke blot vil medføre forsinkelser, men også tab af millioner i støtte, for Det Forenede Kongeriges vedkommende til Merseyside, South Yorkshire, the Highlands and Islands, Nordirland, Cornwall og Isle of Wight. Der er tale om vitale, livsnødvendige midler til arbejdspladser og vækst. Jeg glæder mig over, at et flertal i Parlamentet stemte imod beskæringen er ressourcerne. Kommissæren ville under alle omstændigheder ikke have nogen juridisk kompetence til at standse godkendelsen, og derfor er jeg glad for, at den sunde fornuft sejrede til sidst ved afstemningen.
Miljøbeskyttelse i Fællesskabet har ingen lobby, selv ikke hos fællesskabsorganerne, ser det ud til. På anden måde kan det ikke forklares, hvorfor Kommissionen i går gav efter og pludselig har en ny fortolkning af strukturfondsforordningen. Efter at Kommissionen sidste år virkelig mandede sig op og langt om længe indkrævede meldingerne fra FFH-områderne for det fælles vedtagne projekt "Natura 2000", som skulle have været indleveret for flere år siden, har den nu spændt ben for sig selv ved at acceptere, at meldingerne kan indleveres senere. Det var ikke nødvendigt, for i forordningen var der fuld dækning for Kommissionens krav om, at FFH-listerne skulle indleveres senest samtidig med planerne, og den giver i og for sig ikke Kommissionen noget spillerum her. Strukturfondsforordningen, som blev vedtaget enstemmigt sidste år af alle medlemsstaterne, siger helt klart, at den forudgående evaluering er en forudsætning for de programmer og planlægningsdokumenter, som medlemsstaterne forelægger for Kommissionen til godkendelse. Strukturfondsforordningen siger også, at denne forudgående evaluering omfatter en vurdering af miljøsituationen, især af de områder, som muligvis kan blive påvirket af en strukturfondsintervention. Dermed har Kommissionen pligt til at være opmærksom på, at den bliver oplyst om potentielle områder for europæisk naturbeskyttelse i papirerne, før den godkender planerne. Det giver ingen mening at indlevere FFH-listen, efter at planerne er godkendt - hverken indholdsmæssigt, fordi fredningsområderne bliver formindsket og tilpasset til planlagte investeringer (og det ikke, som fastlagt i forordningen, er fredningsområderne, som udgør rammen), eller juridisk, fordi der så naturligvis sker netop det, som Kommissionen ville forhindre, nemlig at planlægningskonflikter trækker lange stridigheder efter sig. Det er en illusion, når Kommissionen tror, at den via artikel 39 kan indhente det, som den undlod at kræve i forbindelse med den forudgående evaluering. Hvordan kan en sådan Kommission være troværdig for de europæiske borgere, hvis den ikke er i stand til at sætte sine egne krav igennem? Kommissionen har ved at give efter mistet sin tillid hos mange, som opfatter bæredygtig udvikling som den næste generations chance.
De franske parlamentsmedlemmer fra Gruppen Union for Nationernes Europa er meget optagede af bevarelsen af vores naturarv generelt og af de følsomme områder i særdeleshed. Vi deler bekymringen om at bevare et miljø, som vi har pligt til at overlade intakt til vores børn. Der er tale om en nødvendig og prisværdig ambition. Dog har Kommissionen, der er tro mod sin natur og sine vaner, ikke kunnet lade være med at benytte sig af lejligheden til at overlæsse medlemsstaterne og deres borgere med nye direktiver og små pedantiske regler, der ofte er utilpassede i forhold til den lokale virkelighed. En sådan overbydning medfører kun, at man lidt efter lidt lammer de økonomiske aktører og forhindrer det frie initiativ. Det var f.eks. tilfældet i forbindelse med CTE, der ville omdanne vores landmænd til miljøfunktionærer, som ikke skulle lønnes gennem afkastet af deres arbejde, men af den støtte, der gives som godtgørelse til gengæld for at underkaste sig Bruxelles' Gosplan. Fremover vil vi kategorisk afvise at sammenknytte, som fru Jackson foreslår det, strukturfondenes bidrag og medlemsstaternes gennemførelse af fællesskabslovgivningen inden for miljøområdet. Dette er en meget farlig blanding, der kan bane vejen for en udbredt praksis af finansiel afpresning, der er endnu mere uacceptabel i betragtning af, at strukturfondenes penge frem for alt fortsat er - og det skal man huske på - frugten af medlemsstaternes bidrag til Fællesskabets budget. Betænkning af Malmström (A5-0060/2000)
Hr. formand, jeg vil i hvert fald gerne takke Parlamentet for dets støtte til hjælp til Mongoliet. Jeg håber, at det bevirker, at Kommissionen indtager en meget mere aktiv holdning, for det har jeg savnet indtil nu. Det kan ikke være rigtigt, at Kommissionen om et land, som ganske vist ikke har råstoffer, som med hensyn til menneskerettigheder i denne region klarer sig relativt godt, og som er lille og også meget landbrugsorienteret, kan sige, at det ikke gør fra eller til. Det er ikke rampelyset, men derfor er nøden stadigvæk stor. Parlamentet har erkendt og støttet det, og jeg anmoder Kommissionen om at tage det signal meget alvorligt og sørge for hjælp.
Selvom jeg deler visse konkrete bekymringer i betænkningen, bl.a. om kvinders rettigheder, og selvom jeg stemmer for visse ændringsforslag, der går i retning af fremskridt, kan vi ikke stå inde for EU's påstande om at gøre respekten for og fremme af menneskerettigheder og grundlæggende friheder til grundlag for dens udenrigspolitik. Inden for Den Europæiske Union overtrædes en af de grundlæggende menneskerettigheder, nemlig retten til at kunne leve ordentligt af sit arbejde for næsten 20 millioner kvinder og mænd. En større eller mindre del af illegale indvandrere, dem, man omtaler som papirløse, er udelukket fra enhver lovlig eksistens. Og med hensyn til udenrigsanliggender støtter, bevæbner og finansierer flere stater - nogle af de mest magtfulde - i Den Europæiske Union infame diktaturer i bl.a. deres gamle koloniimperier. Og hvad er der at sige om denne demonstration af respekt for menneskerettighederne, som gav udslag i en ugelang bombning af Kosovo og Serbien? Under disse betingelser undlader vi at stemme om denne betænkning.
I denne debat om menneskerettighederne analyserer den pågældende betænkning de instrumenter, Den Europæiske Union har til rådighed med henblik på at fremme disse rettigheder i verden og deres konkrete gennemførelse fra 1. juni 1998 til 30. juni 1999. Som De ved, er Unionens internationale aktion til fremme og beskyttelse af menneskerettighederne baseret på flere instrumenter, hvad enten det drejer sig om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik eller om udviklingssamarbejdet. Med iværksættelsen af Amsterdam-traktaten er Unionens synlighed på den internationale arena blevet styrket gennem udnævnelsen af den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Javier Solana. Amsterdam-traktaten har gjort respekten for menneskerettighederne til et af de store mål i udenrigspolitikken og i Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik. Den Europæiske Union råder over flere instrumenter på dette område. Således findes der fælles strategier (et nyt instrument, der er skabt siden Amsterdam-traktaten, som sigter mod at styrke den samlede samhørighed i Unionens aktioner på internationalt plan), de fælles holdninger (som fastslår Unionens indfaldsvinkel på et bestemt emne) og de fælles aktioner (der vedrører visse særlige situationer og medfører øjeblikkelige reaktioner med hensyn til humanitær bistand). Der eksisterer ligeledes specifikke og horisontale aktioner med hensyn til en bestemt politik. Det er bl.a. tilfældet for kampen mod dødsstraf. Endelig gør den såkaldte menneskerettighedsklausul, der siden 90'erne har været medtaget i størstedelen af samarbejdsaftalerne og udviklingsaftalerne med tredjelande, det muligt for Unionen af opretholde presset med hensyn til respekten for menneskerettigheder over for de lande, den har forbindelser med. Denne klausul ændrer ikke det grundlæggende i aftalerne, men gør det muligt på alle fronter at gentage de fælles værdier og principper som forudgående betingelse for enhver form for samarbejde af økonomisk eller af anden art. Ordføreren vurderer imidlertid, at den nuværende europæiske menneskerettighedspolitik er opdelt og skal erstattes med en fælles sammenhængende strategi, som er kendetegnet ved et bedre interinstitutionelt samarbejde. Jeg er naturligvis enig i denne konstatering. Jeg mener, at det ville være muligt at skabe mere sammenhæng og således mere effektivitet gennem initiativer som nedsættelsen af en rådgivende gruppe, der omfatter repræsentanter fra Unionens institutioner, medlemsstater og menneskerettighedseksperter, en gruppe, der har til opgave at debattere strategiske aspekter med hensyn til aktiviteterne på dette område. I samme forbindelse er Unionens egen udarbejdelse af indikatorer med henblik på at overvåge respekten for menneskerettigheder, udnævnelsen af en særlig udsending fra Europa-Parlamentet for samvittighedsfanger samt oprettelsen på Internettet af en hjemmeside om menneskerettigheder nogle af de forslag, der fortjener at blive godkendt. Betænkningen understreger ligeledes det faktum, at den systematiske elimination af diskriminationen af kvinder skal være en prioritet i EU's strategi. Jeg giver min ubetingede støtte til et sådant krav!
Labour-medlemmerne i Europa-Parlamentet stemte imod ændringsforslag 7, da vi ikke mener, at en henvisning til det formodede Echelon-net er relevant i denne betænkning. Påstandene om eksistensen af et sådant Echelon-net er baseret på rygter og indicier. Endvidere er det demokratiske tilsyn med nationale efterretningstjenester under alle omstændigheder i første række en opgave for de nationale parlamenter. Det Forenede Kongerige har et af verdens mest effektive systemer til demokratisk tilsyn, både politisk og juridisk, med sine efterretningstjenester. Det politiske tilsyn udøves af et udvalg i Underhuset, der har fuld adgang til dokumentation. Desuden er efterretningsoperationer udført af tredjelande, herunder USA, der sker i samarbejde med britiske efterretningstjenester i Det Forende Kongerige, underlagt samme demokratiske tilsyn.
De britiske konservative går i spidsen, når det drejer sig om at forbedre menneskerettighederne i mange dele af verden. Selvom vi kan støtte store dele af Malmström-betænkningen, er der desværre væsentlige aspekter i betænkningen, som vi finder uacceptable. Vi deler f.eks. ikke entusiasmen for et EU-charter for grundlæggende rettigheder. Vi er skeptiske over for kravene om betydelige forhøjelser af udgifterne og af den bureaukratiske aktivitet samt af EF-finansierede ngo'ers rolle. Vi er bekymrede over, at man stimulerer forskellene mellem mindretallene, mens der kun i begrænset omfang lægges vægt på integration. Vi er bekymrede over, at begrebet menneskerettigheder udvides til at omfatte f.eks. vold i hjemmet, som i bund og grund er en sag, der bør behandles ved hjælp af andre juridiske instrumenter. Vi er imod indførelsen af generelle nye kategorier med hensyn til asylret, som kan give anledning til misbrug. Mange af os støtter ikke princippet om afskaffelse af dødsstraf. Og vi er skeptiske over for forslag om indførelse af yderligere adfærdskodekser for erhvervslivet. Selvom vi værdsætter EU's rolle som garant for menneskerettighederne, mener vi, at regulering og lovgivning på menneskerettighedsområdet, som for så mange andre aspekter af forholdet mellem borger og stat, er et anliggende for de nationale regeringer, og vi bifalder ikke en udvidelse af EU's indgriben på dette område. Af disse grunde har de britiske konservative stemt imod Malmström-betænkningen. Betænkning af Haarder (A5-0050/2000)
Hr. formand, jeg ville have stemt for Haarder-betænkningen på trods af visse afsnit og indlæg - bl.a. fra talerstolen - hvoraf det fremgår, at der ikke skal være rettigheder for familien, og at det ville være diskriminerende eller endda en racistisk handling at tildele familien særlige rettigheder. Tilhængerne af denne teori burde blive enige med sig selv. Hvis der ikke findes rettigheder for familien - som Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder besluttede mod min vilje - findes der heller ikke rettigheder for de andre hetero- eller homoseksuelle forhold, og kapitlet "Livsstil og samlivsformer" hører ikke hjemme i denne betænkning. Jeg har selv været så heldig at vokse op i en helt normal familie, der bestod af en mor og en far, der ikke var skilt, og jeg mener fortsat, at en lykkelig og forenet familie er en af grundstenene for vores samfund. Denne model fortjener stadig at blive anerkendt og nyde godt af en privilegeret status, der ikke falder i god jord hos nogle, men resultatet af afstemningen om ændringsforslagene faldt ud på en sådan måde, at jeg i sidste ende virkelig ikke kunne stemme for denne betænkning, navnlig fordi punkt 18 blev vedtaget.
Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig kollega Lulling. Jeg vil gerne sige, at kollega Haarder har gjort sig forbilledlige anstrengelser for at nå frem til en konsensus. Derfor er hans betænkning blevet meget bedre end alle tidligere betænkninger. Jeg har alligevel sammen med den største del af min gruppe stemt imod denne betænkning, fordi der i 52-56 alligevel er medtaget kontroversielle samfundspolitiske krav, som ganske vist støttes af venstre side af Parlamentet, men som ikke har noget med menneskerettigheder at gøre. Den tyske grundlov stiller ægteskabet og familien under forfatningens særlige beskyttelse, og det har ikke noget med en overtrædelse af menneskerettighederne at gøre. Det er tværtimod en menneskerettighedsgaranti. Ægteskab og familie er menneskerettighedernes basis, ligesom retten til livet. Derfor tror jeg, man skulle have udeladt disse punkter i menneskerettighedsbetænkningen. Så ville denne menneskerettighedsbetænkning have opnået enstemmighed her i Parlamentet, fordi kollega Haarders arbejde var forbilledligt bortset fra dette.
Hr. formand, jeg konstaterer med nogen forundring, at jeg nu kommer til til sidst, selvom jeg som den første skriftligt bad om ordet. For det andet vil jeg også gerne bemærke, at min gruppe i det store og hele støtter betænkningen af Haarder og udtrykkeligt understreger, at der har været et fremragende samarbejde med ordføreren. Vi er endelig kommet så langt, at der foreligger en betænkning, som virkelig tager fat på dette tema, den angivne periode og også med rettigheder, som kan indbringes for domstolene. Derfor vores principielle støtte. Men vi har stemt imod, fordi to punkter her er blevet vedtaget af Parlamentets flertal, nemlig 53 og 54, som omhandler emnet familie og den uforholdsmæssigt store støtte eller særlige støtte til alle alternative former for partnerskaber. Vi i Det Europæiske Folkeparti betragter familien som en værdi i sig selv, som samfundets grundsten, om De vil, som samfundets hjerte, og vi accepterer ikke, hvis alternative livsformer skal have særlig støtte og dermed sættes over familien, som vi betragter som kernen i vores samfund. Men efter at det blev tilfældet med disse punkter og flertalsbeslutningen i Parlamentet om 53 og 54, at der altså netop sker en særlig støtte til alternative samlivsformer, og disse former dermed sættes over familien, anser vi det ikke for muligt at stemme for den samlede betænkning.
Hr. formand, jeg ville kun som supplement til kollega Pirker sige, at jeg har stemt for 42 i Haarder-betænkningen, selvom den indeholder en fejl, fordi Østrig nævnes i forbindelse med den frie bevægelighed. Østrigs regering har på grundlag af en beslutning i regeringens hovedudvalg vedtaget i henhold til § 2 i lov af 3. april 1919 at erklære hovedudvalgets enighed med forbundsregeringens beslutning af 26. marts 1996 og betragte Felix Habsburg-Lothringens og Karl Ludwig Habsburg-Lothringens afståelseserklæringer som tilstrækkelige, således at der ikke er noget til hinder for udstedelse af pas, som også har gyldighed for indrejse i Østrig. Jeg kan derfor sige her, at såvel Felix Habsburg-Lothringen som Karl Ludwig Habsburg-Lothringen har et gyldigt rejsepas uden begrænsninger. Ingen af dem har underskrevet de afståelseserklæringer, som forlanges af forfatningsmyndighederne, fordi de distancerer sig fra familien Habsburg, men har anført en formulering i deres pasansøgning, som lyder som følger: "For at undgå misforståelser skal det i denne sammenhæng bemærkes, at jeg, ansøgeren, ikke har stillet eller stiller spørgsmålstegn ved Østrigs republikanske statsform eller på noget tidspunkt har overvejet at fremkomme med nogen form for magtkrav". Opfordringen til Østrig om at gøre noget for den frie bevægelighed savner derfor ethvert grundlag.
Europa-Parlamentet har med vedtagelsen af Haarder-betænkningen netop begået en af disse pludselige vendinger, som det har for vane. I betænkningen kræves der bl.a. lige rettigheder for homoseksuelle par og traditionelle familier og en nedsættelse af den seksuelle lavalder i forbindelse med homoseksuelle forbindelser. Jeg vil blot minde om, at ifølge Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (artikel 16) er familien det naturlige og grundlæggende element for samfundet og skal beskyttes af samfundet og staten. Familien er i samme artikel defineret som ægteskab mellem mand og kvinde. I den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder gentages samme holdning, idet der i artikel 10 står, at der skal ydes så stor beskyttelse og bistand som muligt til familien, der er et naturligt og grundlæggende samfundselement. Når den traditionelle familie har ret til denne anseelse, er det, fordi den sikrer en tjeneste, man ikke kan prissætte, nemlig generationernes fornyelse, samfundets bevarelse, børneopdragelsen og videreførelsen af værdier. Denne tjeneste retfærdiggør, at familien nyder godt af særlige fordele, der er forbeholdt den alene. Ved ikke at være klar over denne naturlov viser Haarder-betænkningen, at de europæiske mekanismer på dette punkt - som på mange andre - ikke alene går imod nationerne, men også mod selve samfundet.
Vi støtter de generelle henstillinger i betænkningen til medlemsstaterne om at leve op til de internationale konventioner om menneskerettigheder. Ligeledes deler vi de i betænkningen nævnte bekymringer vedrørende situationen i visse lande med hensyn til rettighederne for asylansøgere, mindretal, kvinder, børn o.a. Vi er derimod modstandere af, at den årlige betænkning om menneskerettigheder bliver brugt til at fremme yderligere integration i EU. Vi støtter ikke de institutionelle nyskabelser, der bliver foreslået i betænkningen, herunder at EU skal fastlægge en fælles retlig ramme og en fælles flygtninge- og asylpolitik. Vi mener, at menneskerettighedsproblemerne skal bekæmpes på lokalt plan og gennem de internationale menneskerettighedsinstitutioner og -fora, der allerede eksisterer og er oprettet til dette formål, f.eks. FN og Europarådet. Vi støtter heller ikke, at EU udarbejder et nyt EU-charter for grundlæggende rettigheder med juridisk bindende kraft, idet vi er af den opfattelse, at et sådant charter vil skabe konflikter i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Et EU-charter for grundlæggende rettigheder vil ikke i sig selv bidrage til en forbedring af den menneskelige situation, hverken på europæisk eller internationalt niveau. Vi har imidlertid valgt at stemme for betænkningen på trods af ovenstående, idet vi mener, at det er ekstremt vigtigt at kæmpe for, at menneskerettighederne bliver forbedret i Europa.
Jeg vil rose det arbejde, der blev udført af Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik i forbindelse med den årlige betænkning om menneskerettigheder for den del, der angår EU. Jeg minder om, at denne betænkning erstatter det traditionelle memorandum om Unionens aktiviteter på dette område, som indtil nu hvert år har henvendt sig til Europa-Parlamentet for at informere os om Unionens aktioner med hensyn til menneskerettighederne i verden gennem det forløbne år. Dokumentet sigter mod at fremme forståelsen for Unionens motivationer samt de institutionelle strukturer og instrumenter, som den råder over for at iværksætte en aktiv politik i overensstemmelse med menneskerettighederne. Mere specifikt oplyses i betænkningen, at der er skabt nye bestemmelser i medfør af Amsterdam-traktaten inden for menneskerettighedsområdet med henblik på at styrke Unionens aktionsgrundlag, navnlig inden for FUSP. Vi må udnytte disse nye muligheder. Traktaten har således gjort respekten for menneskerettighederne, som er garanteret med Rådets konvention om bevarelse af de grundlæggende menneskerettigheder, til et princip. Unionen baserer således sin aktion på demokratiske principper, respekten for de grundlæggende menneskerettigheder og grundlæggende friheder. I forbindelse med udvidelsen har Den Europæiske Union klart bebudet, at alle ansøgerlande som grundlæggende kriterium for tiltrædelsen bør overholde demokratiet, lovgivningen, menneskerettighederne og mindretallenes rettigheder. Europa-Parlamentet er en vigtig aktør i udarbejdelsen og konkretiseringen af Den Europæiske Unions politik med hensyn til menneskerettigheder. Vores kompetencer er lidt efter lidt blevet udbredt indtil det punkt, hvor Europa-Parlamentet er blevet et diskussionsforum om menneskerettighederne - et anerkendt forum, som vores forhandling i dag viser det! Den betænkning, vi diskuterer, minder os om, at selvom EU foregiver at eksportere sin model til tredjelande, er situationen inden for EU ikke problemfri. Således er 11 medlemslande ud af 15 nævnt i Anmesty Internationals beretning for 1999, hvori de beskyldes for større eller mindre overtrædelser af menneskerettighederne. Ordføreren kommer foruden kritikken med konkrete forslag, som jeg støtter, f.eks. at udvide stemmeretten og valgbarheden i forbindelse med lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet til også at omfatte personer uden statsborgerskab, der har opholdt sig i et medlemsland i mere end fem år. Der findes andre forslag om forbedringen af asylretten, der forekommer mig vældig interessante, og som skal konkretiseres hurtigt. Med hensyn til situationen i ansøgerlandene skal der stadig ske store fremskridt, navnlig hvad angår mindretallenes rettigheder. Europa-Parlamentet skal således fortsat være årvågent.
Vedrørende udtalelsen i ændringsforslag 32 af Rack, Schleicher, Cederschiöld og Méndez de Vigo for PPE-DE-gruppen til Duff- og Voggenhuber-betænkningen om et EU-charter for grundlæggende rettigheder stiller vores gruppe sig under de nuværende omstændigheder tvivlende over for, hvorvidt det stadig er nødvendigt for Unionen at blive kontraherende part i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er et spørgsmål, som kræver en nøjere analyse. Overlapning og konflikter mellem De Europæiske Fællesskabers Domstol og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør under alle omstændigheder undgås.
Jeg mener, at dette er en god betænkning, som fortjener støtte. Der er imidlertid problemer med bestemmelserne i punkt 52, 53, 54 og 56. Jeg stemte for disse punkter, fordi jeg er enig i ordførerens målsætninger. Jeg ønsker imidlertid at sikre, at man ikke misforstår baggrunden for min stemmeafgivelse. Med hensyn til punkt 52 støtter jeg retten til individuel samvittighed. Når dette princip er slået fast, vil jeg også gerne gøre det helt klart, at dette på ingen måde betyder, at jeg personligt går ind for abort. Med hensyn til punkt 53, 54 og 56 er jeg modstander af diskriminering på grund af seksuel orientering. Jeg ønsker dog at tage visse forbehold. For det første går jeg ikke ind for homoseksuelle pars ret til adoption. For det andet støtter jeg ikke en sænkning af lavalderen til under 18 år. Med disse forklaringer til protokollen stemmer jeg med glæde for Haarder-betænkningen.
Alt taget i betragtning er dette en fremragende betænkning med undtagelse af punkt 52 til 56. Denne del af betænkningen er dårligt formuleret og tvetydig. Der er tale om anliggender, der klart ligger inden for de enkelte medlemsstaters kompetence, og det bør fortsat være sådan.
Jeg vil gerne lykønske Haarder for kvaliteten af betænkningen om overholdelsen af menneskerettigheder i EU. Jeg er tilhænger af tekstens generelle filosofi, som sigter mod at styrke den europæiske politik med hensyn til politiske og borgerlige rettigheder, men også med hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder for Den Europæiske Unions borgere. Jeg ønsker ikke desto mindre at henlede mine kollegers opmærksomhed på to elementer i betænkningen, som efter min mening er problematiske, nemlig punkt 19 i betænkningen om beskyttelse af de nationale mindretal samt punkt 20, der anbefaler en ratificering af den europæiske pagt om regionale sprog og mindretalssprog, og som giver anledning til alvorlige overvejelser. Selvfølgelig forstår vi godt tankegangen bag ordførerens bemærkning om beskyttelse af de nationale mindretal. Den er et kraftigt signal til visse ansøgerlande - og navnlig de østeuropæiske - hvor ikke alle borgere har opnået grundlæggende rettigheder. Europa-Parlamentet fordømmer overtrædelserne af de grundlæggende friheder overalt i Europa, og Haarder-betænkningen minder kraftigt om dette. Vi beklager dog, at der hentydes til de nationale mindretals rettigheder, for betydningen af dette udtryk er mere begrænset end betydningen af et mere universelt udtryk som menneskerettigheder. Desuden forsvarer vi idéen om en udelelig europæisk politik, hvor tilhørsforholdene ikke er skjulte, men "distancerede". Republikken vil ikke kunne anerkende specifikke mindretal eller fællesskaber, da der i dens øjne kun eksisterer selvstændige, frie borgere med lige rettigheder. Vores overbevisning fører os ligeledes til at komme med stærke indsigelser mod punkt 20 i betænkningen, som omtaler pagten om regionale sprog og mindretalssprog. Alle er frie til at praktisere et eller flere sprog efter eget valg ud over republikkens sprog, og alle har ret til at modtage undervisning i dette sprog i skolen. Men der er tale om et valg og ikke om en pligt. Charteret er for uklart i denne forbindelse, hvilket kan bevirke fremkomsten af regionale samfund, der således ikke blot truer republikkens enhed, men på sigt også Den Europæiske Unions samhørighed. Ikke desto mindre stemmer jeg for hr. Haarders betænkning på grund af tekstens kvalitet og den filosofi, der ligger til grund herfor.
Vi har naturligvis intet imod, at der i Europa-Parlamentet forelægges en betænkning om menneskerettigheder, men da alle Den Europæiske Unions medlemsstater er kontraherende parter i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og alle borgere derfor (om end indirekte) kan indbringe sager om overtrædelser af disse menneskerettigheder for en domstol til endelig afgørelse, er vi bekymrede over, at man i betænkningen går langt videre end de væsentlige principper, der er fastlagt af FN og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er ikke Parlamentets primære funktion at udarbejde omfattende og kontroversielle tilføjelser til den eksisterende lovgivning og supplerende muligheder for genoprejsning ud fra en antagelse om, at disse automatisk vil være acceptable, blot fordi de er blevet foreslået. Vi ønsker alle, at menneskerettighederne prioriteres højt hos nationale og europæiske lovgivere. Det bliver de også i de fleste tilfælde. Vi har hverken brug for denne betænkning til at minde os om dem eller til at forsøge at skubbe dagsordenen over på områder, der efter al sandsynlighed vil være meget kontroversielle, og som vil føre til det stik modsatte af en forbedring af de allerede fastlagte menneskerettigheder.
Endnu en gang fremtræder EU's hykleri tydeligt, både hvad angår tilstanden af og respekten for menneskerettighederne inden for Unionens egne grænser, og hvad angår dens internationale politik inden for disse spørgsmål. Vi er især bekymrede over forslagene om den forstærkede afgørelse med hensyn til disse spørgsmål under udøvelsen af EU's udenrigspolitik. Naturligvis ikke så meget fordi vi undervurderer deres betydning og behovet for at fremme og sikre dem, men fordi erfaringen viser, at de anvendes selektivt. EU lukker sine øjne for tilstande af grov overtrædelse af menneskerettighederne og prioriterer sine egne imperialistiske interesser. Et grelt eksempel er EU's holdning over for det tyrkiske styre. Andre steder anvendes det følsomme emne, menneskerettighederne, som påskud for interventioner, sågar militære, til at gennemtvinge specifikke politikker og retningslinjer. Den nylige og fortsatte invasion i Kosovo under påskud af, at mindretallenes rettigheder bliver overtrådt, og de krav, som fremsættes mod Jugoslaviens lovformelige regering, er et karakteristisk eksempel på, at interventionen bliver udnævnt til at være et generelt princip om international ret på bekostning af princippet om nationalt herredømme og suverænitet. Selve den politik, som EU og medlemsstaterne fører internt, fører til en virkelig nedprioritering af en række menneskerettigheder og til, at de bliver forvandlet til et indholdsløst skrift. Resultaterne af denne politik kommer allerede til udtryk i opvæksten af yderliggående fascistiske kræfter og racistiske opfattelser, og det ikke kun i Østrig. Således fremgår det ikke af rapporten om bekæmpelse af racisme, at man har draget de nødvendige konklusioner. Vi anklager derfor EU's forsøg på at anvende dem som påskud til at styrke sin folkefjendske og antidemokratiske karakter, til at gennemføre nye interventioner mod befolkningen. Vi opfordrer befolkningen til at være årvågen og ikke tillade, at dens rettigheder bliver trådt over ende af de selvbestaltede "frelsere", men gennem sin kamp skal den kræve løsninger, som sikrer, at dens rettigheder fremmes og blomstrer. Af alle disse grunde afholder de tre parlamentsmedlemmer fra Det Græske Kommunistparti (KKE) sig fra at stemme.
Jeg vil gerne drage en parallel mellem fru Ludfords og hr. Haarders betænkning og hr. Duffs og Voggenhubers betænkning. Det er foreslået, at man deltager i udarbejdelsen af et charter for de grundlæggende rettigheder. Og hvorfor ikke? Ikke desto mindre kan vi ikke se, hvad denne ekstra tekst vil bibringe kampen for menneskerettighederne - andet end en yderligere juridisk forvirring. Og hvad skal man synes om, at Europa-Parlamentet lader som om, at det kæmper for disse rettigheder? Ved læsningen af Ludfords og Haarders betænkning aner man en begyndelse: Projektet om et anarkistisk samfund, der er grundlagt på rettigheder uden pligter og på frihed uden ansvar. Man kan ikke lovgive om frihed. Dette er den europæiske konstruktion tilsyneladende ikke bevidst om: Den vil ikke alene skabe folks lykke ud af intet, idet den ser bort fra deres forskelle og deres forhåbninger, men i øvrigt oprette et samfund uden holdepunkter, uden forskel mellem det, man kan gøre, og det, man ikke kan gøre, et samfund, der er tilhænger af hedonisme eller dødskultur. Mennesket må ikke opfatte sig selv som en uafhængig del af omgivelserne og udelukkende bekymre sig om det, der er vigtigt i øjeblikket. Det er sandt, at det har rettigheder, hvoraf den vigtigste paradoksalt nok er den, der forkastes oftest, nemlig retten til livet, som man skal forsvare og fremme, men det virker, som om De har glemt, at mennesket har brug for, at der bliver etableret objektive grænser, der er nødvendige for ethvert liv i samfundet. Mennesket har ikke kun brug for, at man giver det midler til at leve for, men også - og især - grunde til at leve for. Et supplerende charter, uanset om det er europæisk eller ej, vil uden tvivl ikke leve op til dette.
Vi har støttet Haarder-betænkningen, men har følgende bemærkninger til punkt 19 og 20 i forslaget til beslutning. Punkt 19 vedrører anmodningen til Belgien om at underskrive pagten for nationale mindretal. Det er ikke sådan, at Flandern nægter, at Belgien skal ratificere denne pagt for nationale mindretal, men det skal konditioneres ved at fastsætte, at det ikke finder anvendelse på den belgiske konstitutionelle kontekst. I den belgiske føderation er delstater ligeværdige i henhold til grundloven. Ingen udgør et egentligt mindretal. Da pagten ikke indeholder en klar definition af nationale mindretal, mener Flandern ikke, at den finder anvendelse på området omkring Bruxelles. For Flandern betyder "nationale mindretal" i en sådan kontekst kun et mindretal, som i århundreder har boet i et bestemt område, mens de fransktalende kun har boet der i tre årtier og nægter at integrere, hvilket normalt forventes (sammenlign den flamske flytning til Vallonien og dens perfekt integrerede efterkommere). Desuden råder de fransktalende i området omkring Bruxelles med deres sprogfaciliteter over en beskyttelse, som virkelige mindretal kan skyde en hvid pind efter. De, der via dette charter forsøger at ændre situationen i området omkring Bruxelles, reviderer implicit balancen i den belgiske grundlov og gør det endnu en gang klart, at europæisk mangel på viden om vores føderale system fører til den konklusion, at det er bedre at være særskilte medlemsstater som Flandern og Vallonien end den føderale medlemsstat Belgien. Fransktalende belgiske medlemmer af Parlamentet vil højst sandsynligt misbruge denne afstemning til interne belgiske politiske spil. Det vil vi ikke have noget med at gøre, og det distancerer vi os klart fra. Vi beklager desuden, at der i punkt 5 i Ludford-betænkningen om racisme og xenofobi anvendes en lignende tekst. Ud fra det samme perspektiv mener Flandern, at pagten om mindretallenes sprog, jf. punkt 20 i Haarder-betænkningen, ikke vedrører situationen med hensyn til det franske sprog i området omkring Bruxelles, men f.eks. dialekten i Limburg (anerkendt i Nederlandene ved anvendelse af denne pagt) eller Arelertysk i Luxembourg.
Bortset fra de godkendte eller forkastede ændringsforslag og de ophævede eller ændrede punkter er vi virkeligt forargede over, at der i en årlig betænkning fra Europa-Parlamentet om et så vanskeligt og presserende emne som beskyttelsen af menneskerettighederne er nogle punkter, hvor man foreslår, at man kun skal ty til fængsling af personer, der misbruger børn, som en sidste mulighed, og over, at man anmoder medlemsstaterne om at sænke lavalderen for homoseksuelle forhold. Vi skal bekæmpe pornografi, den stadig mere udbredte pædofili, handel med mænd og kvinder samt sexturisme, der altid går ud over børnene. Vi skal bekæmpe diskrimination og vold, også psykisk vold, når det gælder arbejde, information, politik og familien, der igen er blevet midtpunkt for debatten på et tidspunkt, hvor børn er ved at blive et redskab, der skal opfylde det egoistiske ønske hos dem, der har mistet alle andre værdier, og som med et "teknologisk" moderskab eller faderskab forsøger at tilfredsstille deres eget ego og deres besiddelsestrang. Vi forkaster med beklagelse et forslag til beslutning, der ødelægger sine positive punkter med de vildfarelser, vi har nævnt, og det er med bekymring, at vi udsender denne advarsel: Den vej, som De er slået ind på, vil ødelægge Den Europæiske Union og fjerne den fra den almindelige holdning hos det altovervejende flertal af befolkningen.
Jeg vil gerne forklare grundene til min forkastelse af den årlige betænkning om respekten for menneskerettighederne i Den Europæiske Union. To af bestemmelserne i teksten er henvendt til et antal lande - bl.a. Frankrig - for at få dem til hurtigt at ratificere den europæiske rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og den europæiske pagt om regionale sprog og mindretalssprog. Først og fremmest vil jeg gerne udrydde en misforståelse, der skæmmer debatten om regionale sprog. Der er ikke tale om at forbyde nogen at tale, undervise i eller promovere regionale sprog eller mindretalssprog. Således går jeg ind for enhver foranstaltning, der fremmer bevarelsen og videreførelsen af disse sprog, der er en del af nationernes kulturelle arv, for så vidt som undervisningen heri eller anvendelsen heraf fortsat forbliver en personlig sag. Jeg har udtalt mig imod denne betænkning, fordi Haarder-betænkningen gennem ratificeringen af den omtalte rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal og den europæiske pagt om regionale sprog og mindretalssprog agter at fremme en opfattelse af den europæiske konstruktion, som hviler på en fællesskabsvision, som jeg ikke kan tilslutte mig. I denne opfattelse råder individet over særlige rettigheder på grund af sit tilhørsforhold til et bestemt område eller til en etnisk eller religiøs gruppe, idet dette fællesskab udgør det uomgængelige mellemled mellem individet og den ret, han kræver. Men selvom anerkendelsen af et sådant fællesskab ved første øjekast kan forekomme som en beskyttelsesfaktor til fordel for integrationen af minoriteterne, udgør den tværtimod i virkeligheden en magtfuld faktor til adskillelse og social tilbagegang (man bør tænke på de unge tyrkiske eller nordafrikanske piger, der er udelukket fra de frigørende fordele ved sammensmeltningen i skolen, og som er underkastet en arkaisk kvindestatus). Og selvom anerkendelsen af en særlig status for samfundene tilsyneladende beskytter de svageste og mindst begunstigede, udgør den tværtimod en social adskillelse, hvoraf den triumferende liberalisme skummer fløden. Og selvom det i øvrigt er sandt, at udvidelsen af Den Europæiske Union tvinger os til at overveje visse nationale mindretals særlige skæbne, udgør fællesskaberne intet fremtidsperspektiv i forbindelse med truede eller undertrykte befolkninger. Tværtimod har nyere historie vist, i hvor høj grad et overdrevet tilhørsforhold til et fællesskab kan blive den gnist, der får de etniske stridigheder til at blusse op, og som fører til forfærdelige borgerkrige. Frem for denne opfattelse foretrækker jeg den universalistiske vision om et republikansk Europa, hvor hvert individ fuldt ud kæmper aktivt for sine rettigheder og friheder. Jeg foretrækker et Europa, der giver en chance for integration til alle dem, der tilslutter sig de fælles værdier, hvad enten de har et tilhørsforhold til en religion eller ej, om de taler deres forfædres sprog, eller om de har valgt at sætte sig ud over deres rødder. Dette Europa garanterer en førende rolle for et princip, der mangler i Haarders betænkning, nemlig princippet om verdslighed, der indeholder og sammenfatter alle andre friheder: retten til et privatliv, tros- og religionsfriheden, ytringsfriheden og foreningsfriheden. Republikken Europa skal fortsat opbygges: Lad os ønske, at det charter for grundlæggende rettigheder, der i øjeblikket er under udarbejdelse, vil være første del af og hjørnestenen i dette Europa. Ovennævnte grunde har fået mig til at undlade at stemme om denne betænkning om bekæmpelse af racisme og fremmedhad i Den Europæiske Union.
Det er ikke foreneligt med subsidaritetsprincippet, at Europa-Parlamentets 626 medlemmer skal fastlægge, hvilket familiesyn og hvilken familielovgivning de 15 medlemsstater og de 12 ansøgerlandes nationale parlamentet skal komme frem til. I højtidelige tal og vendinger understreger man, som formandslandet Portugals premierminister gjorde det i Parlamentet i denne uge, gang på gang rigdommen i Europas forskellige kulturer, traditioner, sprog og nationale identiteter. Når man derefter går ind for, at spørgsmål om familiens, dermed også indirekte om børns, retlige stilling skal ensrettes i hele Europa, hvilket sker i dette beslutningsforslags punkt 53 og 54, er der tale om en grundlæggende krænkelse af den nationale lovgivningsret og af EU's eget subsidiaritetsprincip, således som dette er formuleret i Maastricht- og Amsterdam-trakaterne. Som svenske kristelige demokrater vil vi naturligvis fortsætte vores arbejde i den svenske Rigsdag til fordel for familiens grundlæggende stilling og for ægteskabet mellem mand og kvinde med henblik på at gøre vores lands lovgivning mere familie- og børnevenlig og ud fra en aktiv vilje til at støtte stabile og langvarige forældrerelationer til gavn for børns behov for tryghed, omsorg og videregivelse af normer.
Den årlige betænkning om respekten for menneskerettigheder i Den Europæiske Union er normalt en anledning til en politisk korrekt og temmelig bedrøvelig overbydning. Tilhængerne af en anarkistisk ideologi undlader aldrig at gribe lejligheden til at udarbejde en række krav, der er mere eller mindre groteske og omkranset af gode hensigter. Måske skal det bare være således. Her i det nye år undslipper vi desværre heller ikke denne mærkværdige tradition. Idet man strækker sig over stemmeret til udenlandske statsborgere ved lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet, harmoniseringen af asylretsproceduren inden for Den Europæiske Union og at give "par af det samme køn de samme rettigheder som traditionelle par og familier", mangler der intet, heller ikke Bruxelles' evige vilje til at tilrane sig nye beføjelser. Som medlem af Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder vil jeg nøjes med at fremhæve dels ligheden mellem mænd og kvinder og dels familien. Selvom den fortsatte diskrimination mellem mænd og kvinder, f.eks. i lønningerne, er utilstedelig, er det at sætte mænd og kvinder op mod hinanden, som de feministiske bevægelser ofte gør, sterilt og farligt for det sociale grundlag. Derfor forkaster vi kategorisk enhver kvotepolitik og positiv særbehandling, der er det foretrukne emne i den politisk korrekte tale. En sådan politik ville, som vi havde lejlighed til at udtrykke det i Bruxelles den 1. marts, således markere en dyb ringeagt over for kvinder: Kvinderne skal ikke have adgang til politiske og administrative poster gennem et mekanisk kvotesystem, men gennem anerkendelsen af deres gerninger og kompetencer. Kvinden har en speciel rolle i samfundet, nemlig den vigtige familierolle gennem skabelsen af nye uundværlige generationer, der er uundværlige for samfundet, en opdragelsesrolle med hensyn til de unge generationer, en økonomisk rolle som mor i familien, men også inden for familievirksomheder (landbrug, handel, SMV). Denne rolle er alt for længe blevet nedprioriteret, selvom den er altafgørende. Man må på den ene side give en stabil status til selvstændiges ægtefæller, der deltager i dagligdagen i familievirksomheden, og på den anden side anerkende den økonomiske og sociale rolle, familiemoderen spiller. Man må give kvinden mulighed for at forene et familieliv med arbejdslivet og give hende alle muligheder for at træffe sine egne valg: Hvor mange kvinder giver ikke efter for økonomiske vanskeligheder og opgiver at få det tredje barn, de ønsker? Hvor mange er ikke forpligtet til at ofre mere tid på deres arbejdsliv, end de ønsker? En sådan politik ville kræve, at man giver familien dens rette plads. Men i betænkningen rettes et farligt angreb mod familien. Der kræves samme rettigheder for par af samme køn og traditionelle par og familier, og man glemmer den væsentlige rolle, familien spiller for sammenhængen i samfundet. Men vi må ikke fordømme. Alle fører det privatliv, de foretrækker, der er ikke tale om at løfte dyner. Ikke desto mindre har de homoseksuelle relationer som sådan ingen nytte for samfundet, de er ufrugtbare og kan kun tilføre samfundet sterilitet, og samfundet kan således ikke anerkende dem eller tilkende dem rettigheder. Samfundet bør ignorere dem. Familien er derimod det grundlæggende fundament, der sikrer samfundet stabilitet. Den skal tilbyde så stabile rammer som muligt for en fornyelse af generationerne og deres opdragelse og dermed bidrage til menneskehedens overlevelse. Der er endda nogle, der ved kraftig anvendelse af de europæiske beslutninger og under pres fra interessegrupperne, planlægger at give homoseksuelle par ret til at adoptere et barn. Forestil Dem, hvilken psykisk skade et barn, der har haft to fædre og ingen mor eller to mødre og ingen far, kan tage. Et barn har i sin udvikling brug for en far og en mor, det har brug for et stabilt familieliv. Over for denne tilintetgørende kultur er det vores pligt at fremme den livsbekræftende kultur. Vi tillægger menneskets værdighed stor betydning, og hermed mener vi alle mennesker - uden diskrimination - fra undfangelsen til døden. Dette kræver, at vi bryder med den materialistiske og individualistiske opfattelse af mennesket og indser, at der i hvert væsen er en hellig del, der er grundlaget for dets værdighed. Dette er betingelsen for, at vi effektivt kan forbyde menneskekloning eller diskrimination, der udøves på grund af genetiske arveanlæg, en diskrimination, som f.eks. børn med Downs syndrom - i den bedste menings navn - alt for ofte er ofre for. Dette er prisen for at bryde med det uacceptable hykleri, der tillader os at sludre fredeligt om menneskerettighederne, mens vi lukker øjnene for et økonomisk og kommercielt system, der i frihandlens navn fremmer udnyttelsen af børn i adskillige lande i den tredje verden. Således vil vi kunne slippe ud af en mindretalspolitik, der er et levn fra en individualistisk tankegang, der truer den sociale fred, en minoritetsideologi, der er et nyt udtryk for klassekamp, som overser den menneskelige families fasttømrede fællesskab og udarbejder overfladiske delinger, der er baseret på race, seksuelle vaner, alder, etnisk tilhørsforhold, og som for hver af disse kræver specielle rettigheder. Mennesket er hverken et CPR-nummer eller en bonde i det sociale og økonomiske skakspil, som man kan manipulere med efter forgodtbefindende og smide væk efter brug. Mennesket er mere værd end det. Ethvert menneske er en hellig historie.
Parlamentsmedlemmerne fra SP-gruppen Anne Van Lancker og Kathleen Van Brempt stemte hverken-eller ved afstemningen om punkt 19 og 20 i forslaget til beslutning om efterlevelse af menneskerettighederne i EU, hvor Belgien anmodes om at underskrive Den Europæiske Rammeaftale om beskyttelse af nationale mindretal af 1995 og Den Europæiske Pagt om dialekter og mindretallenes sprog af 1998. "Vi underskriver fuldt ud de internationale aftaler om beskyttelse af mindretal og mindretallenes sprog. Vi kan imidlertid ikke tolerere, at sådanne internationale aftaler misbruges i Belgien af bestemte grupper til at revidere sproglovgivningen, som sikrer et fredeligt forhold mellem de tre sprogsamfund."
Stemmeforklaringerne er afsluttet. (Mødet udsat kl. 14.11 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0246/2000 af González Álvarez m.fl. for GUE/NGL-gruppen; B5-0253/2000 af Sánchez García m.fl. for ELDR-gruppen; B5-0262/2000 af Carnero González m.fl. for PSE-gruppen; B5-0272/2000 af Schröder m.fl. for Verts/ALE-gruppen; B5-0278/2000 af Salafranca Sánchez Neyra m.fl. for PPE-DE-gruppen om Vestsahara.
Hr. formand, vi har i mange år her i Parlamentet anmodet om, for det første at FN's resolutioner opfyldes, for det andet at Den Europæiske Union, det vil sige Kommissionen og Rådet, inddrages mere i løsningen af det vestsahariske problem, og for det tredje at selvom vi vil stemme for denne beslutning - som efter min mening er en god beslutning med bred opbakning, hvor der igen anmodes om det, der er indlysende - ville jeg måske have formuleret visse ting anderledes. Her tænker jeg på bekræftelsen af, at begge parter, Marokko og Vestsahara, skal sætte alt ind på at finde en løsning på konflikten. Vi mener, at Marokko skal anmodes kraftigere om at sætte al sin politiske vilje ind på at løse konflikten, for vestsaharanerne har givet utallige beviser på, at de ønsker at løse den én gang for alle. De har frigivet fanger, og de har accepteret det, som FN har sagt om de mulige stemmeberettigede, og det betyder, at det er Marokkos regering, der har lagt hindringer i vejen for løsning af konflikten. Den sidste hindring, som har udsat denne afstemning på ubestemt tid, er 76.000 klager til FN indgivet af mulige stemmeberettigede ved folkeafstemningen om Vestsahara. Hvis der fortsat bliver lagt hindringer i vejen, bliver vi muligvis ansvarlige for, at der opstår en alvorligere konflikt. Der er mennesker, som bliver forargede over, at den vestsahariske befolkning igen siger, at den kan gribe til våben igen, hvis der ikke er anden udvej. Jeg bliver ikke forarget. Jeg forstår det godt, for det er en løsning, som ingen naturligvis ønsker, men det er den, vi tvinger dem til at gribe til. Hr. formand, Den Europæiske Union - og dermed naturligvis Parlamentet - skal bestræbe sig på at undgå en ny konflikt i et område, der allerede i sig selv er temmelig konfliktfyldt. Lad os ikke håbe, at Vestsahara bliver et nyt Østtimor, hr. formand.
Hr. formand, mine damer og herrer, der er omstændigheder, der gør spørgsmålet om Vestsahara yderst aktuelt, og som er relevante i eftermiddag. Den første er FN's Sikkerhedsråds resolution af 29. februar, som indeholder en beslutning om at forlænge MINURSO's mandat til udgangen af maj i år. For det andet den kritiske fødevaresituation, som de vestsahariske flygtninge i ørkenlejrene befinder sig i. Det er nødvendigt at nævne de alvorlige begivenheder, der på det seneste har fundet sted i de besatte områder af Vestsahara, hvor demonstrationerne for afstemning er blevet bekæmpet af de marokkanske myndigheder. Det er også værd at nævne Maghreb-delegationens besøg i Marokko i næste uge, og den marokkanske konges indstilling til, at Europa-Parlamentet for første gang besøger Vestsahara. Den ustabile situation, der kan opstå i denne del af det afrikanske kontinent, kan få indflydelse på nogle af Fællesskabets regioner i den yderste periferi, hvilket er tilfældet for min region, De Kanariske Øer, og mange borgere ønsker en fredelig løsning på konflikten i Vestsahara og ønsker, at den vestsahariske befolkning kan afholde en fri, gennemsigtig og demokratisk folkeafstemning. Og endelig er et af målene med Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og forsvarspolitik opretholdelse af fred og styrkelse af den internationale sikkerhed. Og i den forbindelse ville det være hensigtsmæssigt, om den højtstående repræsentant for FUSP, hr. Solana, spillede en mere aktiv rolle for at opnå de nødvendige garantier for den vestsahariske befolkning gennem aktiv tilstedeværelse og direkte deltagelse i faserne i forbindelse med fredsprocessen og folkeafstemningen. Derfor støtter vi forslaget til beslutning.
Hr. formand, det er først og fremmest nødvendigt her at give udtryk for vores bekymring for den vestsahariske befolkning, en befolkning, der i mange år har levet under forhold, som i mange tilfælde har været præget af eksil og lidelser. Og for at løse denne befolknings problem er det nødvendigt med en overholdelse af de allerede fastsatte tidsfrister for afholdelse af folkeafstemningen, som er blevet udsat den ene gang efter den anden. Der kan altså ske endnu en udsættelse, som kunne føre til en alvorlig forværring af problemet. Stabiliteten, sikkerheden og freden i Maghrebområdet afhænger af denne folkeafstemning. Men for at denne folkeafstemning kan tjene til at opfylde disse mål, er det nødvendigt at overvåge, at det forberedende arbejde udføres ordentligt, og især at processen med identifikation af de stemmeberettigede foregår korrekt, hvilket endnu ikke er tilfældet, og det er nødvendigt at insistere på, at de kriterier, der gælder for denne identifikation, opfyldes til punkt og prikke. Og i denne proces - som er vigtig ikke bare for området, men også for hele Europa og især for visse lande - er det nødvendigt, at Den Europæiske Union fuldt ud påtager sig sin rolle som mægler. En rolle, der bl.a. skal udfyldes ved at støtte FN's beslutninger og overvåge, at processen gennemføres med fuld gennemsigtighed og maksimale garantier og med fuldstændig troværdighed og respekt for demokratiet.
Hr. formand, efter selvbestemmelsesprocessen i Østtimor er den i Vestsahara den sidste, der er tilbage i verden. En selvbestemmelsesproces, som desuden foregår i en situation, der bliver vanskeligere dag for dag, hvilket nyhederne i løbet af den sidste uges tid om den undertrykkelse, der finder sted i de besatte områder af Vestsahara, vidner om. Stabiliteten, freden og også den økonomiske integration og udviklingen i hele Maghreb afhænger af, om denne selvbestemmelsesproces får et positivt udfald. Jeg drister mig endog til at sige, at den overgang til fuldt demokrati, som synes at være iværksat i Kongeriget Marokko, også afhænger af det. Efter vores mening skal kulminationen af selvbestemmelsesprocessen i Vestsahara ske ved gennemførelse af fredsplanen fra FN og også fra Organisationen for Afrikansk Enhed. Og kernen i den fredsplan er netop afholdelse af en retfærdig og fri folkeafstemning om selvbestemmelse, hvor de stemmeberettigede kan give udtryk for deres holdning uden at være udsat for nogen form for pression. Til trods for FN's bestræbelser, til trods for MINURSO, til trods for de fremskridt, der er gjort i forbindelse med identifikation af de stemmeberettigede, udsættes folkeafstemningen nærmest i det uendelige. Det er rigtigt, at forsinkelsen af afstemningen hovedsageligt kan tilskrives den ene af parterne, som ikke kan acceptere de betingelser, hvorpå den skal finde sted. For at den afstemning kan blive gennemført, således at Vestsaharas selvbestemmelse kan blive en realitet meget snart, er det nødvendigt, at vi anvender de instrumenter, som vi har til rådighed: først og fremmest Houston-aftalerne og dernæst James Bakers foranstaltninger. Og det er påkrævet, at der er en direkte dialog mellem parterne. Kongeriget Marokko og Frente Polisario bør genoptage den direkte dialog, som fandt sted i slutningen af 80'erne, og som også mundede ud i Houston-aftalerne. Det skal være af største vigtighed for Den Europæiske Union at samarbejde for at sikre, at denne proces ikke standser, at denne proces lykkes. Og hidtil har Unionen desværre ikke handlet på den mest hensigtsmæssige måde. Der har været mange erklæringer, men der er blevet gjort meget lidt i praksis. Det vigtigste ved den beslutning, som vi vedtager her i dag, er Europa-Parlamentets opfordring til, at Rådet vedtager en fælles aktion, sådan som det fremgår af Traktaten om Den Europæiske Union, for Vestsahara. Og det betyder erklæringer, instrumenter, at anvende alle de instrumenter, vi har til rådighed, for at sikre at denne selvbestemmelsesproces lykkes, ved at hjælpe hr. Baker, støtte FN, anmode parterne om at respektere betingelserne i de internationale resolutioner og også ved at iværksætte det nødvendige humanitære hjælpearbejde. På den måde bidrager vi til at nå et prioriteret mål: fred i Maghreb. Selvbestemmelsen i Vestsahara er en betingelse for den.
Hr. formand, på min gruppes vegne vil jeg gerne meddele Europa-Parlamentet, men især Kommissionen og Rådet, vores store bekymring over den aktuelle situation i Vestsahara. Den gentagne udsættelse af folkeafstemningen om Vestsaharas fremtid er uacceptabel. I de besatte områder hersker der undtagelsestilstand. Mindst 56 mennesker er blevet anholdt, deraf 27 kvinder, fordi de havde engageret sig for deres ret til selvbestemmelse. Vi appellerer til Marokkos regering om at indstille repressionen, ophæve undtagelsestilstanden og tillade ytringsfrihed. Vi opfordrer Rådet til at vedtage fælles initiativer, som gør det muligt omgående og korrekt at gennemføre fredsplanen. Det hidtidige engagement hos den personlige udsending for FN's generalsekretær, hr. James Baker, bør udnyttes til et fortsat formidlingsarbejde for at få gennemført FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1292/2000. Vi opfordrer indtrængende Europa-Kommissionen til straks at sørge for at sikre fødevareforsyningen til menneskene i flygtningelejrene. Forsyningssituationen er blevet dramatisk forværret. Alle forråd af basisfødevarer er opbrugt. Ifølge oplysninger fra forskellige ngo'er har fødevarerne været rationeret siden december. Den bilaterale hjælp er igen trukket tilbage fra flere staters side. Verdensfødevareprogrammet forlader sig på EU, hvilket betyder, at ECHO nu må yde 80% af den fødevarehjælp, som oprindeligt var tænkt som komplementær. Rådet og Kommissionen må derfor omgående lægge pres på FN for at få forbedret fødevaresituationen. Kommissionen må oprette en økonomiske sikkerhedsfond for de næste tre måneder. Er det korrekt, at der i øjeblikket ikke ydes fødevarehjælp på grund af personaleproblemer hos ECHO, og fordi der mangler en ny samlet plan? Det, der bliver bevilget i dag, bliver tidligst gennemført i august. Så længe kan menneskene imidlertid ikke undvære forsyninger, medmindre det er meningen, at de skal sulte ihjel. For et år siden havde vi en lignende dramatisk situation i Østtimor. Der fandt en folkeafstemning sted. Der fulgte undtagelsestilstand. Først da reagerede den internationale hjælp, men en præventiv konfliktforebyggelse udeblev. Derfor opfordrer vi Kommissionen og Rådet til at handle nu, før det er for sent!
Hr. formand, først vil jeg erklære mig enig i det meste, der er blevet sagt, navnlig af min kollega González Álvarez. Jeg vil også benytte lejligheden til at rette en opfordring til Rådet. Så vidt jeg har forstået, har Portugal under sit formandskab ingen planer om at tage initiativer på dette område. Jeg vil derfor opfordre Frankrig til at gøre det under deres kommende formandskab, og sidst, men ikke mindst vil jeg opfordre mit eget land Sverige til under deres formandskab, hvis der ikke er sket noget inden da, at indføre foranstaltninger med henblik på en fredelig løsning på denne konflikt efter alle disse år. Jeg er især glad for, at kommissær Nielson er til stede her i dag. Jeg håber, at vi forholdsvis hurtigt kan mødes og diskutere det, som tyske hjælpeorganisationer fortalte her i Europa-Parlamentet forleden dag, nemlig at flygtningene i lejrene kommer til at sulte, og at børnedødeligheden og dødeligheden i forbindelse med svangerskab allerede er steget til forfærdelige højder inden for de seneste måneder. ECHO har påtaget sig det store ansvar med løbende at levere forsyninger til flygtningene, og når denne organisation svigter, står de frivillige organisationer rundt omkring magtesløse. De har brugt deres bistand, og der savnes en velfungerende koordinering. Jeg opfordrer virkelig kommissær Nielson til at handle hurtigt. Jeg opfordrer ligeledes Budgetudvalgets formand og medlemmer til at behandle dette spørgsmål snarest muligt. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at sidde i 25 år ude midt i sandklitterne, at blive snydt ved folkeafstemninger år efter år og derudover senere sulte ihjel.
Hr. formand, spørgsmålet om Vestsahara er desværre et gammelt spørgsmål. Det er en af de få rester fra kolonitiden, der stadig er tilbage i år 2000, og det er et spørgsmål, hvor Marokko ikke overholder FN-resolutionerne. Man har efterhånden skullet afholde en folkeafstemning i flere år, en folkeafstemning, som er blevet afholdt i andre lande, f.eks. Østtimor, Letland og andre steder, hvor folkene har krævet at kunne udøve deres ret til selvstyre. Europa-Parlamentet har altid været tilhænger af, at Vestsaharas folk kunne udtrykke sig frit, ikke af deres uafhængighed. Det kan de dog stadig ikke i dag, hvilket skyldes forskellige påskud. I mellemtiden er Vestsaharas folk efterhånden blevet meget dårligt stillet, og selv folkets fysiske overlevelse er nu truet. På trods heraf fortsætter man med at have gode forbindelser til Marokko, og man fortsætter med at indgå handelsaftaler på forskellige områder, lige fra fiskeri til citrusfrugter, mens man overhovedet ikke tager hensyn til overtrædelsen af menneskerettighederne og folkenes ret til selvstyre. Jeg anmoder derfor om, at man gør alt, hvad der er muligt for at stadfæste Vestsaharas folks ret til selvstyre, eventuelt også ved at ændre og sætte tempoet ned i forbindelserne til Marokko, der i øvrigt allerede har brugt alt for mange penge på at kæmpe mod dette princip.
Hr. formand, fredsprocessen i Vestsahara, der er indledt og ledet af FN's generalsekretariat, er på rette vej. Identificeringen af vælgerne blev gennemført takket være den effektive FN-mission MINURSO. Men den marokkanske regering har på kunstig vis mangedoblet klagerne over de stemmende med det klare formål at forhindre afholdelsen af folkeafstemningen om selvstændighed. Den stillede sig i øvrigt ikke tilfreds med disse forhalingsmanøvrer. Den har i de seneste uger iværksat en voldelig undertrykkelse af befolkningen i Vestsahara, der har givet sig udtryk i arrestationer, forsvindinger og indførelsen af en egentlig belejringstilstand i de besatte områder. Min gruppe gentager i beslutningsforslaget det vestsahariske folks ret til selvbestemmelse og anmoder Marokko om at stoppe enhver form for undertrykkelse og gennemføre Houston-aftalerne, som det har underskrevet. FN skal sætte alt i værk for, at folkeafstemningen kan afholdes inden udgangen af 2000. Jeg opfordrer Rådet og medlemsstaternes regeringer - og især Frankrig og Spanien - til at stoppe al overbærenhed over for de marokkanske myndigheder og engagere sig mere aktivt i en fuldendelse af fredsplanen indtil afholdelsen af folkeafstemningen, der er en demokratisk og hensigtsmæssig metode til at nå til en fredelig og bæredygtig løsning på konflikten i Vestsahara.

Subsets and Splits

No community queries yet

The top public SQL queries from the community will appear here once available.