Datasets:
bowphs
/
europarl_parallel

Dataset card Data Studio Files Community
1
text
stringlengths
3
37k
Det tjener intet formål at fortsætte forhandlingen. Jeg beder kommissæren om at svare så kort som muligt.
Jeg er bange for, at det, hr. Graefe zu Baringdorf har sagt, afslører en misforståelse af spørgsmålet. For det første er den aftale, der blev indgået med Rådet om at forkorte prosateksten, noget, som automatisk vil blive behandlet i overensstemmelse med den aftale, som jeg nævnte for lidt siden. For det andet kan jeg med hensyn til spørgsmålet om komitologi kun gentage det, jeg sagde, nemlig at det i enhver grundlæggende lovtekst, der bemyndiger Kommissionen til at ændre denne tekst ved komitologi, skal fastslås, hvilken procedure der skal anvendes. Det, hr. Graefe zu Baringdorf foreslår gjort i hans ændringsforslag, er at overlade det til et skøn at behandle spørgsmålet i hvert enkelt tilfælde på ad hoc-basis, således at den tekst, der skal ændres, vil henvise til artikel 17, men inden for artikel 17 vil der være et skøn om, hvorvidt det er artikel 7 eller artikel 8 i afgørelse 1999/468, der gælder. Dette betyder, at nogen - det vil sige Kommissionen - under disse omstændigheder vil skulle afgøre, hvilken af de to artikler der er den relevante afhængig af, om det er en fælles beslutning eller ej. Jeg vil hævde, at dette er uhensigtsmæssigt, fordi det rent faktisk tildeler Kommissionen beføjelser til at træffe afgørelse i dette spørgsmål i dets kontor frem for at gøre det muligt for læseren at konsultere teksten - den grundlæggende tekst - under enhver omstændighed, hvor Kommissionen har bemyndigelse til at ændre en bestemmelse ved komitologi, og henvise til den grundlæggende tekst. Af denne tekst vil det være klart, hvilken komitologiprocedure der er den relevante at følge. Om det er artikel 17 i den version, der foreslås af Kommissionen, og som finder anvendelse på alle omstændighederne i dette særlige direktiv, eller artikel 17A, der inkorporerer komitologiens undersøgelsesprocedure, og som er relevant for de omstændigheder, der er angivet i artikel 3 - det vil sige, hvor der er en yderligere udvidelse af tiden til efter den 31. december 2000, og hvor Kommissionen kan udvide den for en yderligere periode, som vi har drøftet. Det afklarer situationen. Det undgår enhver udøvelse af skøn fra Kommissionens eller nogen andens side. Det gør det klart for alle, der læser teksten, hvad der er den relevante procedure for den særlige situation. Jeg beklager, at jeg ikke kan gøre det klarere, og jeg beklager, at jeg ikke kan efterfølge Deres anmodning. Jeg vil bede Dem atter en gang i lyset af det, jeg har sagt om at ville komme til stede i Deres udvalg, om at drøfte samspillet mellem 152 og 37 og alvorligt overveje selv at trække dette ændringsforslag tilbage.
Mange tak, hr. kommissær. Dette spørgsmål vil fortsat blive drøftet i det relevante udvalg. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0201/2000). I dag er formanden for Rådet, hr. Seixas da Costa, her hos os. Han er nødt til at forlade mødesalen kl. 19, hvorfor vi skal forsøge at være meget hurtige og gøre en fælles indsats, så vi kan nå igennem størstedelen af spørgsmålene.
Spørgsmål nr. 1 af (H-0141/00): Om: Kvinders menneskerettigheder i Europa Den 19. januar 2000 trådte FN's Økonomiske Kommission for Europa sammen for at forberede den særlige konference i FN's Generalforsamling, som skal finde sted den 5.-9. juni 2000 i New York og dreje sig om kvindernes situation fem år efter Kvindernes Verdenskonference i Beijing, hvor der var blevet vedtaget en handlingsplan for løsning af kvindernes problemer på verdensplan. Under det forberedende arbejde erklærede den schweiziske indenrigsminister, Ruth Dreifuss, at tre hundrede tusinde (300.000) kvinder er genstand for handel i Europa. Er Rådet enig i denne erklæring? Mener det, at de foranstaltninger, der træffes, er tilstrækkelige til at beskytte kvindernes sikkerhed og værdighed i Europa, når de konfronteres med risikoen for at blive genstand for handel? Hvilke yderligere foranstaltninger agter det at træffe for at imødegå en eventuel forværring af situationen i lyset af udvidelsen, eftersom størstedelen af de kvindelige ofre kommer fra lande, der har ansøgt om tiltrædelse af Den Europæiske Union?
Hr. formand, ærede medlemmer, først vil jeg gerne erindre om, at EU's medlemsstater spillede en meget vigtig rolle på Beijing-konferencen i 1995 og for udarbejdelsen af den dér vedtagne handlingsplan. Efter vedtagelsen af denne handlingsplan har de europæiske institutioner og medlemsstaterne aktivt bestræbt sig på at gennemføre den både nationalt og på EU-plan. Hvad angår handlen med kvinder, der omtales i kapitlet om vold mod kvinder, er målene meget klare. De foranstaltninger, der skal træffes af regeringer og regionale og internationale organisationer i oprindelses-, transit- og bestemmelseslandene, er mange, og det ærede medlem påpeger med god ret, hvorledes kvinders sikkerhed og værdighed krænkes ved truslen om at blive genstand for handel. De kan være sikker på, at de øvrige institutioner betragter dette spørgsmål med megen alvor, og der er allerede blevet truffet visse foranstaltninger til at bekæmpe denne handel, hvilket jeg gerne vil omtale på en så kortfattet måde som muligt. For det første skal det nævnes, at Rådet (retlige og indre anliggender) siden november 1993 har vedtaget en række henstillinger vedrørende menneskehandel med henblik på prostitution, henstillinger, der tager sigte på at bekæmpe menneskehandlen. To år senere gjorde Europa-Parlamentet dette problem genstand for behandling, og ud over at have vedtaget nogle beslutningsforslag har det også udarbejdet en betænkning og en beslutning, der netop drejer sig om menneskehandel. Kommissionen har på sin side udsendt en første meddelelse om handel med kvinder og har igangsat programmet Stop med en årlig bevilling på 6,5 millioner euro i 1996, altså allerede året efter vedtagelsen af Beijing-handlingsplanen. Jeg mener ikke, at dette programs betydning skal undervurderes, eftersom det finansierer mange projekter og har vist sig virkelig effektivt. For det tredje har Kommissionen og Den Internationale Organisation for Migrationer i Wien, også i 1996, organiseret en konference, der behandlede problemet tværdisciplinært, med repræsentanter fra medlemsstaterne, EU's institutioner, akademiske kredse og flere ngo'er. Der foreligger en række sluterklæringer af dette arbejde. Endelig vedtog Rådet, også i 1996, en fælles aktion til bekæmpelse af menneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. I 1997 førte ministerkonferencen i Haag til ministererklæringen fra Haag om de europæiske retningslinjer om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af handel med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse. Endelig har Kommissionen i 1998 udsendt en ny meddelelse om nye aktioner i kampen mod handel med kvinder. Jeg vil også gerne nævne, at dette spørgsmål jævnligt er genstand for behandling i den transatlantiske dialog, fordi fænomenet ligeledes berører Canada og USA og ikke kun begrænser sig til EU's umiddelbare nærområde. Vi mener, at det er stadig vigtigere at udveksle synspunkter med andre bestemmelseslande, så der kan ske en sammenligning eller vurdering af fænomenet og arbejdes hen imod en række fælles metoder til at kontrollere det på. Dette spørgsmål har naturligt nok regelmæssigt været på dagsordenen i kontakterne med de central- og østeuropæiske lande, der er transitlande og også undertiden oprindelseslande for en stor del af denne handel. På dette felt har Phare-programmet finansieret kampagner, hvoraf nogle også har fået støtte fra Den Internationale Organisation for Migrationer. Rådet ønsker ikke - det ønsker jeg skal stå klart - at kommentere tallet 300.000 kvinder som genstand for handel i Europa, som den schweiziske udenrigsminister har nævnt. Der findes ikke statistiske data om dette spørgsmål, der er så nøjagtige, for der er tale om et område, hvor tal er yderst vanskelige at opnå, da det på den ene side hænger sammen problemet med ulovlig indvandring og på den anden med ulovlig beskæftigelse. Som udgangspunkt synes dét tal os da også temmelig højt, og vi mener, at der må en nøjere analyse til, og at vi ikke bør låse os fast på denne vurdering, som vi ikke finder belæg for. Problemet skal i alle tilfælde behandles med megen alvor, ikke kun på grund af det antal personer, som det omfatter, men også fordi menneskehandel er en type organiseret kriminalitet, der er i tydelig ekspansion over hele verden, eftersom den medfører høj profit med relativt beskeden risiko for menneskehandlerne. En del af denne handel er af lille omfang, men der findes også store virksomheder og internationale netværk, som står bag en sofistikeret og velorganiseret industri med politisk støtte og økonomiske ressourcer i oprindelses-, transit og bestemmelseslandene. Derfor behandles dette spørgsmål på allerhøjeste niveau, herunder i FN. Det ærede medlem er ganske givet klar over, at der diskuteres et udkast til en protokol, der skal medvirke til at forebygge, fjerne og straffe handel med mennesker, navnlig kvinder og børn, en protokol, der skal supplere FN's konvention mod organiseret kriminalitet. Med henblik herpå har Rådet for nylig truffet en beslutning, der netop bemyndiger Kommissionen til at forhandle denne protokol. EU's medlemsstater spiller også en meget aktiv rolle i Kommissionen for Kvinders Status under FN, der er ved at forberede en ekstraordinær session om kvinder i FN's Generalforsamling. Sammenfattende vil jeg gerne gentage den betydning, som Rådet stadig tillægger spørgsmålet om handel med børn og kvinder, og jeg håber, at det med det, jeg har sagt, er lykkedes mig at berolige det ærede medlem en smule, i det mindste med hensyn til, hvorledes Rådet er mobiliseret i denne sag.
Hr. formand for Rådet, jeg takker Dem oprigtigt for det fyldestgørende svar, De er kommet med til dette spørgsmål, og hvor De henviser til de programmer, der, som De minder os om, er blevet gennemført. Men i spørgsmålet blev det understreget, at det drejer sig om et problem, der er blevet forværret i den sidste tid, netop fordi det er så nemt at krydse grænserne; at det drejer sig om en handel, der som oftest har sin oprindelse i de østeuropæiske ansøgerlande; at det er kvinder, som befinder sig i en illegal situation i de fleste tilfælde; at det drejer sig om en indvandring under de værst tænkelige betingelser, og at disse kvinder ikke nyder nogen form for beskyttelse og er ofre for al slags udstødelse og alle slags problemer. Jeg finder, at der er gjort en indsats i de sidste år, men jeg vil gerne understrege, at man burde være særlig opmærksom nu og forebygge med henblik på fremtiden, eftersom det kan forudses, at det er et problem, som vil blive forværret.
Hr. formand, jeg skal blot tilføje, at jeg er helt enig med det, som det ærede medlem har sagt, og at Unionen i forbindelse med udvidelsesforhandlingerne og især inden for rammerne af de eksterne relationer på området retlige og indre anliggender bestræber sig på at opretholde en dialog med ansøgerlandene, der meget specifikt også drejer sig om alle de spørgsmål, der har med den fri bevægelighed for personer at gøre, og i særdeleshed med den ulovlige indvandring. Uden at betvivle, at EU skal have en politik præget af tolerance over for indvandring og have en politik, der i et vist omfang tillader, at vi tager imod personer, der flygter af økonomiske grunde, mener vi, at vi bør søge at undgå, at der ad denne vej skabes muligheder for udnyttelse særlig af kvinder, og at det kan befordre de former for kriminalitet, der netop har den fri bevægelighed for personer som forudsætning. Vi mener, at det arbejde, der er blevet udført, og den bevidsthed, som ansøgerlandene har af, hvor vigtigt det er, at de i den periode, der går forud for deres tilslutning, sammen med EU skærper kontrolmekanismerne og det fælles arbejde på dette område, kan give konkrete resultater. Jeg er overbevist om, at Kommissionen er særdeles opmærksom på dette spørgsmål, og jeg tror, at det forhold, at der netop under det portugisiske formandskab med ansøgerlandene i den såkaldte luxembourgfase åbnes flere kapitler, der vedrører dette spørgsmål, navnlig angående retlige og indre anliggender og den fri bevægelighed, kan være med til at skabe en fælles kultur, som jo også egentlig er den, som ansøgerlandene senere skal blive en del, når de overtager fællesskabslovgivningen.
Idet jeg ligeledes takker Rådet for det tidligere svar, vil jeg gerne gå videre og stille Rådet et spørgsmål om et beslægtet emne. BBC har for nylig fremlagt beviser for, at "livmodere", som de beskrev det, var til salg i Rumænien - at kvinder blev betalt for at få børn til eksport til Den Europæiske Unions medlemsstater. BBC hævdede endvidere, at dette fandt sted med de rumænske myndigheders stiltiende accept, fordi det bragte hård valuta til Rumænien. Vil Rådet rejse dette spørgsmål i deres dialog med Rumænien i forbindelse med Rumæniens ansøgning om medlemskab af Fællesskabet?
Jeg takker for Deres spørgsmål, som jeg benytter som anledning til at oplyse om en henvendelse, som det portugisiske formandskab for nylig har rettet til Rumænien. Jeg havde lejlighed til at udveksle indtryk med de rumænske myndigheder om dette spørgsmål for mindre end 10 dage siden, men ikke kun om handel med børn, men også om sigøjnerbefolkningen. Det er spørgsmål, som de rumænske myndigheder giver udtryk for at behandle med største alvor, og de mener, så vidt jeg forstod, at det skyldes kulturelle forhold og kun angår bestemte dele af befolkningen. De rumænske myndigheders beslutsomhed i behandlingen af dette spørgsmål forekom os ægte, så meget mere som de ved, at det har konkret betydning for den måde, hvorpå deres kandidatur opfattes af de nuværende 15 EU-lande. Jeg mener at have mærket et stort engagement fra de rumænske myndigheders side i at nå så langt som muligt i kampen mod denne type foreteelser.
Spørgsmål nr. 2 af (H-0148/00): Om: Unionstraktatens artikel 6 og 7 Rådet erklærede den 2. februar 2000, at det med hjemmel i unionstraktatens artikel 6 og 7 agter at overvåge Østrig efter FPÖ's indtræden i regeringen. I beslutningen af 3. februar 2000 opfordrede Europa-Parlamentet "Rådet og Kommissionen til, hvis en medlemsstat - uanset hvilken - groft og vedvarende overtræder principperne i EU-traktatens artikel 6, stk. 1, at være parat til at træffe foranstaltninger i henhold til traktatens artikel 7". Kommissionen erklærede fra sin side som svar på spørgsmål H-0826/99 - som reaktion på, at der heri henvistes til, at Italien er det land, der i flest tilfælde er blevet dømt af Menneskerettighedsdomstolen for langsommelighed og funktionsforstyrrelser i retssystemet, og at pædofili-retssagerne i Belgien trækkes i langdrag og behandles med foruroligende forsinkelser - at den ikke har til opgave at blande sig i retssystemets administration i medlemsstaterne, at den har oprettet et forvaltningsorgan, som eventuelt kan pålægges under anvendelse af de kriterier og principper, der allerede er fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og af De Europæiske Fællesskabers Domstol, at undersøge tilfælde, hvor en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de grundlæggende rettigheder, og at der i øjeblikket ikke er nogen undersøgelse i gang af en medlemsstats grove og vedvarende overtrædelse af menneskerettighederne. Kan Rådet udelukke, at de her beskrevne forhold udgør grove og vedvarende overtrædelser af de grundlæggende rettigheder som defineret i unionstraktatens artikel 6, og i bekræftende fald af hvilke grunde? Agter det i benægtende fald at indlede den i unionstraktatens artikel 7 fastsatte procedure?
Dette spørgsmål, hr. formand, er allerede mere end én gang blevet behandlet her i dag. Vi må forstå, at sagen om Østrig i særdeleshed, men også det, der nævnes i det stillede spørgsmål vedrørende Italien og Belgien, så ikke har noget at gøre med bestemmelserne i Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7. Amsterdam-traktatens artikel 6 - og dette punkt er det meget vigtigt at få frem, fordi der er tale om spørgsmål, der er ikke er taget højde for i traktaterne - fastsætter, at Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet. Selvom vi alle ved, at EU ikke er medunderskriver af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, nævner den samme artikel denne ved at sige, at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Med artikel 7, der i øvrigt er et portugisisk forslag, som jeg havde lejlighed til at fremlægge for den foregående regeringskonferences refleksionsgruppe, er der skabt en specifik procedure - og det er dette punkt, som spørgsmålet går på - til at gribe ind over for enhver medlemsstat, der groft og vedvarende overtræder nogle af de i den foregående artikel, artikel 6, nævnte principper. Denne sanktion kan bestå i suspension af denne medlemsstats rettigheder som medlem af Unionen. Denne procedure går tilbage til et forslag, som allerede var indeholdt i Spinelli-projektet i 1984, og som drejer sig om behovet for at kunne forebygge brud med de demokratiske principper i en medlemsstat og især krænkelser af retsstatsprincipperne. De forhold, som hr. Olivier Dupuis nævner i sit spørgsmål, udgør ikke - det er det vigtigt at pointere - en overtrædelse af noget princip nævnt i unionstraktatens artikel 6. Denne artikel kan ikke påkaldes til at iværksætte nogen form for indblanding i medlemsstaternes forvaltning af indre forhold, herunder på retsområdet. Om der er sket overtrædelse af et princip nævnt i artikel 6, skal fastslås af Rådet - og dette er også et vigtigt punkt, og det er grunden til, at der ikke er blevet indledt nogen procedure - på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Kommissionen og efter samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet. Nu er denne fremgangsmåde ikke blevet sat i gang af nogen af de instanser, der har initiativret i så henseende, og så vidt vi kan se, indeholder situationen ikke noget, der falder ind under omtalte artikel 7. Hvad angår Rådets erklæring den 2. februar, skal jeg gentage, da det var mig selv, der læste den op den her i Parlamentet, at den blev fremsat af Rådets formandskab, men på vegne af 14 medlemsstater, og at erklæringen og det, som den udtaler om forholdet til Østrig, kun forpligter den enkelte medlemsstat bilateralt. Den forpligter ikke Rådet, og den påvirker ikke fællesskabsinstitutionernes frie og normale virksomhed, som Østrig i øvrigt fortsat fuldt ud deltager i.
Hr. statssekretær, jeg synes, at De på en præcis og fyldestgørende måde har forklaret det tekniske spørgsmål om artikel 6 og 7. Så hvad det angår, har jeg intet at sige. Det afgørende at betænke her er følgende. Vi står over for et Europa, der er kommet enormt langt rent økonomisk, med det indre marked, med den fælles mønt, mens der stort set ingenting er sket inden for sikkerhed og retfærdighed. Vi har stadig forhold på disse områder, der næsten fuldstændig er nationale, men de er oppe mod en virkelighed, der er klart transnational. Vi konfronteres hele tiden med denne modsigelse især med hensyn til børns rettigheder, et område, hvor der er tilfælde, der berører mere end ét land, og hvor ofrene ikke blot ikke får meddelelse fra den stat, hvor der træffes afgørelse, men hvor de heller ikke får retshjælp.
Hr. formand for Rådet, jeg vil takke Dem udtrykkeligt, fordi De under den sidste spørgetid fastslog, at der ikke er konstateret nogen form for overtrædelse af artikel 6 og 7 for Østrigs vedkommende, og at det handler om en forebyggende fordømmelse af Østrig. Mine spørgsmål vedrører regeringschefernes ad hoc-beslutning. Det drejer sig her om bilaterale sanktioner, som blev iværksat ved udelukkelse af regeringernes udenrigsministre og parlamenterne i de europæiske stater. Samtlige EU-institutioner blev også ignoreret og stillet over for fuldbyrdede kendsgerninger. Derfor mine spørgsmål: Hvordan vil det udvikle sig i fremtiden, hvis vi ser bort fra Østrig nu? Vil de nationale regeringschefer fordømme lande i Europa fremover? Er det tilstrækkeligt med et flertal på otte stemmer, eller vil der blive behov for andre flertal? Hvordan taber Det Europæiske Råd og de europæiske institutioner magt og udformningsmuligheder herved? Opstår der en ny konkurrence her mellem europæiske institutioner og nationale stater?
. (PT) Jeg vil gerne sige til hr. Paulo Casaca, at jeg trods alt ikke er så pessimistisk i relation til, hvordan EU har udviklet sig med hensyn til at skabe en etisk dimension og i særdeleshed juridiske procedurer, der kan løse nye situationer som dem, De omtalte. Jeg tror, at det er vigtigt at erindre, at der med Amsterdam-traktaten blev overdraget beføjelser, og at der vil være flere beføjelser at overdrage i de næste fem år fra det, der var den tidligere tredje søjle til Unionens første søjle, især med hensyn til visum, retssamarbejde på det civilretlige område og toldsamarbejde. Vi har stadig under den tredje søjle det strafferetlige samarbejde og politisamarbejdet, men vi arbejder nu på at skabe et europæisk område med frihed, retfærdighed og sikkerhed, hvor vi forventer, at Kommissionen gennem fremlæggelsen af en resultattavle vil forsyne os med et katalog over ad hoc-foranstaltninger. Jeg vil også gerne understrege, at det europæiske charter for de grundlæggende rettigheder, som er til debat, meget sandsynligt vil være et styrkende element for disse nye dimensioner og med sikkerhed vil bidrage til at give EU en mere solid samling juridisk hjemlede principper, således som nogle af os - og Rådet i særdeleshed - ønsker det. Med hensyn til spørgsmålet om Østrig gentager jeg det, som jeg sagde om opfyldelsen af artikel 6 og 7 for Østrigs vedkommende indtil nu. Det var godt fra det ærede medlem at høre udtrykket "ad hoc-løsning". Selvfølgelig var det en ad hoc-løsning, og det var en ad hoc-løsning, som 14 medlemsstater valgte for deres forhold til regeringen, hvor det ikke drejer sig om dens adfærd, men dens politiske sammensætning. Jeg sagde i en tidligere debat, at i dag er vi alle østrigere i EU. Og jeg siger det igen. Vi er alle østrigere, fordi Unionens rum er udelt, hvad angår rettigheder, statsborgerskab, og jeg vil have de samme rettigheder i Østrig, som østrigske borgere skal have i mit eget land. Jeg vil derfor ikke styres af et parti, der udviser en adfærd og fremsætter udtalelser af racistisk eller fremmedhadsk karakter, som vi med rette kan være bekymrede over. Disse bekymringer kommer i øjeblikket til udtryk på et bilateralt plan, ikke på EU-plan, fordi dér kan der kun træffes en sådan beslutning, såfremt der sker overtrædelse af Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7. Derfor må vi, hr. Rübig, fremover vurdere, i hvilket omfang FPÖ's adfærd fjerner sig fra dets tidligere ideologi, fordi dét er det fundamentale spørgsmål. Det er afgørende, at FPÖ gør det klart, om det holder fast ved de principper, som dets tidligere erklæringer binder det op på, især ved den type personligheder, der har stået for denne type erklæringer, fordi jeg i modsat fald ikke ser anden løsning, end at de andre medlemsstater bliver ved med at opretholde den samme type forbehold over for denne østrigske regering og med de følger, som dét har. Og, som sagt, udelukkende på det bilaterale område. Østrigerne har al ret til at have den regering, som de vil have. Vi har også al ret til at have vores opfattelse af den østrigske regering.
) Hr. formand for Rådet, De sagde, at Østrig har et regeringsparti, som offentligt er kommet med racistiske bemærkninger. Her i Europa-Parlamentet er det mennesker, der taler, ikke partier. Som svar på Dupuis' spørgsmål henviste De til, at sanktionerne, der i fællesskab er godkendt af 14 stats- og regeringsoverhoveder, er af bilateral karakter. Kan man så også frafalde sanktionerne bilateralt, det vil sige, kan en enkel medlemsstat beslutte sig til at frafalde sanktionerne og overgå til en normal dagsorden? Hvis det er tilfældet, hvornår redder Rådet så officielt den østrigske befolkning ud af denne pine, der krænker dens demokratiske rettigheder? Skal hver stat frafalde sanktionerne enkeltvis, før Rådet kommer til besindelse og ophæver denne beslutning?
. (PT) De må ikke have forstået, hvad jeg sagde, eller der må have været en tolkefejl. Jeg har aldrig sagt, at den østrigske regering er racistisk. Lad det stå helt klart. Jeg kender personer i den østrigske regering, som jeg har arbejdet sammen med tidligere, og som jeg håber at arbejde sammen med i fremtiden, der på ingen måde kan sættes i forbindelse med nogen racistisk ideologi. Det, som jeg siger klart, er, at denne regering omfatter et parti, hvor nogle ledere ikke blot er fremkommet med ekstremt belastende erklæringer i henseende til racisme og fremmedhad, ligesom de har foreslået lovgivningsinitiativer (for Østrigs vedkommende), der klart giver udtryk for en racistisk ideologi. Og vi har endnu ikke fra FPÖ's side set nogen erklæring, der fuldstændigt gør op med dets forbindelse til denne type ideologier. Med hensyn til det andet spørgsmål, som De stillede, er svaret ja. Ethvert land kan frigøre sig fra den aftale, som de 14 indgik. Det er 14 frie lande, der frit tog den beslutning at vise Østrig på det bilaterale plan deres mishag ved den regeringsdannelse, der fandt sted, men ethvert af disse lande kan når som helst frigøre sig fra denne solidaritet. Den samme frihed, der fik dem til at stå sammen, kan i morgen få dem til at skilles, hvad denne beslutning angår, hvis de får en anden opfattelse af, hvorledes situationen i Østrig udvikler sig. De spørger endvidere, hvornår Rådet vil lade det østrigske flok slippe for denne pression. For det første er det ikke nogen beslutning, som Rådet har taget. Det drejer sig, som jeg siger, om de 14 lande, og dette spørgsmål hører slet ikke hjemme i EU. Jeg vil gerne have, at det står klart, at i alt, hvad der angår EU-institutionernes normale virke, har Østrig deltaget helt og fuldstændigt og vil blive ved med at gøre det. Man kan ikke forlange, fru Kauppi, at medlemmer af EU's regeringer skal føle tilfredshed ved at sætte sig ved siden af personer, som de betragter som tilhængere af ideologier, der vitterlig giver mindelser om en vis historisk periode og kalder gamle europæiske spøgelser frem. Det er et problem, der vedrører den enkeltes følelser. Jeg for min part bryder mig ikke om at sætte mig ved siden af fascister.
Spørgsmål nr. 3 af (H-0151/00): Om: Programmet "Energi for demokrati" i Forbundsrepublikken Jugoslavien Den nuværende vinter er en af de hårdeste i de seneste årtier, og adskillige europæiske lande er blevet hårdt ramt. Blandt de lande, der er blevet ramt, er også Forbundsrepublikken Jugoslavien, som endvidere må kæmpe mod følgerne af brændstofembargoen. Derfor kan hospitaler og skoler ikke opvarmes, og de har været tvunget til at indstille driften foreløbigt eller indskrænke den. I nogle tilfælde har brændstofmangelen allerede kostet menneskeliv. Embargoen fortsættes, og den strenge vinter varer ved. Agter Rådet på baggrund heraf at træffe foranstaltninger, således at programmet "Energi for demokrati" hurtigst muligt udvides, og hospitalers og skolers behov dækkes?
Som bekendt, hr. formand, er det med hensyn til de sanktioner på energiområdet, som er blevet iværksat over for Forbundsrepublikken Jugoslavien, på baggrund af et forslag diskuteret i Rådet blevet besluttet at gennemføre nogle undtagelsesforanstaltninger over for kommuner, der styres af demokratiske kræfter. Det var et tiltag, der skulle sende et budskab om støtte til de demokratiske kræfter og netop stimulere dem, der i Republikken Jugoslavien trods alle de vanskeligheder, som de er oppe mod, bestræber sig på at udvise en adfærd og en holdning, der er mere i overensstemmelse med beskyttelsen af menneskerettighederne og de synspunkter, som det jugoslaviske folk har gavn af. Dette program begyndte med to kommuner, der var ledet af oppositionen, men senere besluttede EU på forslag fra flere medlemsstater at udvide det til fem andre kommuner. Der er tale om en kompliceret proces, en proces, der betyder alvorlige og tunge omkostninger for budgettet, og Kommissionen har gjort en meget stor indsats for at finde midler til at udvide aktionen. Vi håber, at dette signal fra EU bliver forstået af de demokratiske kræfter i Serbien. Vi beklager dybt, at det stadig er nødvendigt at opretholde energisanktioner mod Jugoslavien, men de er en del af den række foranstaltninger, som man nåede frem til kunne virke som pression over for regimet og især over for den måde, hvorpå hr. Milosevic styrer landet. Det er indlysende, at det rammer civilbefolkningen. Det er vi klar over. Vi må imidlertid forstå, at den politiske situation i Jugoslavien og den måde, som hr. Milosevic stadig agerer på det internationale plan, efter Rådets hidtil enstemmige opfattelse berettiger, at denne type sanktioner stadig opretholdes.
Vi er her vidner til, hvad jeg ville kalde en hurtig forberedelse af en ny runde af den beskidte krig mod Jugoslavien, mod den jugoslaviske befolkning, og alt det, der foregår uden for Kosovo i disse dage, bevidner mine ord. Samtidig er det meget omtalte program "Energi for demokrati" ikke andet end en barbarisk afpresning fra NATO's og EU's side af den jugoslaviske befolkning for at få den til at acceptere deres nye orden og underkaste sig totalt. Det spørgsmål, man må stille her, er, om en befolkning har ret til at træffe beslutning om sin egen skæbne og vælge sin regering. Og i Jugoslavien har befolkningen truffet en demokratisk beslutning, det har en regering og en præsident. Sådan er det, hvad enten vi kan lide det eller ej! Hvad kan vi kalde en tankegang, som for at straffe en mand, der angiveligt undertrykker sin befolkning, straffer hans angivelige ofre? Det er det, der sker med de barbariske bombninger, det er det, der sker, når Jugoslaviens brændstofforsyning standses. Dette er en styrkelse af et politisk folkedrab begået mod en befolkning, der ikke vil acceptere de valg, som USA, NATO og Den Europæiske Union vil presse ned over hovedet på den. Det spørgsmål, der rejser sig, er: Vil man i betragtning af, at vi på grund af kulden allerede står med et stort antal døde, ophæve brændstofembargoen og lade den jugoslaviske befolkning frit bestemme sin egen skæbne?
. (PT) Hr. formand, jeg må erkende, at jeg synes ordet "folkedrab" unægtelig lyder lidt ejendommeligt, når det bruges om en aktion mod den jugoslaviske regering, den samme regering, der har gennemført adskillige aktioner i Kosovo, der viser lige præcis et adfærdsmønster af den art. Jeg vil heller ikke undlade at minde om, at samme regering utallige gange tidligere har stået bag aktioner, der har forstyrret stabiliteten af Bosnien-Hercegovina og af Kroatien, ligesom den har medvirket til at gøre hele regionen ustabil. Jeg er fuldstændig enig med det ærede medlem i, at hvert folk skal bestemme over sin egen skæbne, og vi ønsker ikke mere end det. Vi ønsker imidlertid, at dette betyder adgang til massemedierne, fuld ytringsfrihed for oppositionens medier, hel og fuld udøvelse af alle rettigheder, friheder og individuelle garantier, retsstat og en fuldstændig gennemsigtighed i alle institutioner. Hvis det er dét, som det ærede medlem ser i Serbien, så er vi blevet så kloge.
Spørgsmål nr. 4 af (H-0155/00): Om: Fortegnelse over dødsdømte borgere i Den Europæiske Union Da Rådet i modstrid med fristerne i Europa-Parlamentets forretningsorden endnu ikke har besvaret forespørgsel P-2697/99, opfordres det til at svare på følgende: Har eller har Rådet ikke kendskab til antal, identitet, retsstilling, fængslings- og tilbageholdelsesvilkår samt personlige og familiære forhold for dødsdømte EU-borgere i tredjelande? Har Rådet udarbejdet en fortegnelse herover, og vil det i givet fald sende en sådan til undertegnede medlem og til Europa-Parlamentet? Hvis Rådet ikke har kendskab til disse oplysninger, mener det da ikke, at det er nødvendigt at tage skridt til at foretage en systematisk kontrol af sådanne sager, og hvilke aktioner finder det i givet fald hensigtsmæssigt at iværksætte for at råde bod på denne mangel på information?
Det spørgsmål, som De stiller, er vigtigt, men jeg må erkende, at Rådet ikke råder over de ønskede oplysninger med hensyn til en fortegnelse over EU-borgere, der er dødsdømt i tredjelande. Der foregår imidlertid - og jeg vil gerne udtrykke mig tydeligt herom - for øjeblikket et konsulært samarbejde mellem medlemsstaterne om i tredjelande at følge og sikre interesser og rettigheder for borgere fra enhver medlemsstat navnlig i tilfælde af, at de står i fare for at blive idømt dødsstraf. Med dette specifikke formål for øje, og når som helst en borger fra en medlemsstat er udsat for risiko for dødsstraf i et tredjeland, er der nu en samordningsprocedure, så der foretages henvendelser til disse landes regering på en fælles og koordineret måde fra EU-landenes repræsentationer i disse lande. Dette samarbejde mellem medlemsstaternes repræsentationer omfatter også udveksling af oplysninger om borgere, der kan risikere dødsstraf. Jeg tror derfor, at vi inden længe vil kunne give et konkret svar på dette spørgsmål og også tilvejebringe konkrete og ajourførte oplysninger, men det afhænger selvfølgelig af, hvor langt dette konsulære samarbejde har udviklet sig, et samarbejde, som EU søger at give fast form.
Hr. formand for Rådet, jeg takker Dem for Deres ord, men ikke for indholdet i dem. Jeg vil gerne sige, at jeg er Dem taknemmelig for Deres bekymring, men ikke for indholdet - det vil jeg gerne gentage - i den information, De videregiver mig. Og det skyldes ikke tidsmangel, for undertegnede stillede dette spørgsmål til Rådet for tre måneder siden, og det kom ikke med et skriftligt svar. Det svarede ikke inden for den fastsatte frist, og det svarer nu mundtligt med to måneders forsinkelse. Finder De ikke, hr. rådsformand, at en opgørelse over de europæiske borgere, der er dømt til døden rundt omkring i verden, ville være et meget nyttigt instrument til at forsvare retten til livet, så de politiske institutioner inden for Den Europæiske Union kan forsvare retten til livet. Finder De ikke, at det er temmelig vanskeligt at acceptere, at en økonomisk og politisk magt som Europa, der er i stand til at bygge satellitter, at sende mennesker til månen, at lave en fælles mønt - kort sagt - en vigtig magt - ikke kan få et overblik over, hvor mange europæiske borgere der er dømt til døden rundt omkring i verden? Tror De ikke, at dette er temmelig vanskeligt at forstå for de europæiske borgere? Jeg ved godt, at vi forlanger en forpligtelse fra medlemsstaternes side, men finder De ikke, at det, vi forlanger, i bund og grund er en politisk vilje, som jeg indtil videre ikke har set nogle steder?
Fru Díez González, De har stillet to spørgsmål, hvoraf det første drejer sig om Rådets svar og den tid, som dette svar har været undervejs. Hvad dette angår, er det, som De ved, et spørgsmål om tidsfrister, der er blevet ensidigt fastsat af Europa-Parlamentet. Rådet har ikke medvirket i vedtagelsen af disse frister, har aldrig godkendt dem, og jeg skal derfor ikke kommentere dette punkt nærmere. Hvad angår det andet spørgsmål, vil jeg gerne sige, at De har fuldstændig ret i, at det er et af de spørgsmål, der helt sikkert hurtigt skal på dagsordenen på dette område. Det er helt rigtigt, det, De siger. Det er bestemt vigtigt, at EU, der, som De siger, er en magt, og som skaber adskillige instrumenter og procedurer til at styrke sig selv, også er i stand til på passende vis at beskytte sine borgeres rettigheder udenfor. De forstår nok, at det konsulære samarbejde er noget nyt. Det systematiske konsulære samarbejde og den fælles, samordnede konsulære indsats er først blevet udviklet i de seneste år. Jeg formoder, at man er bagud. Jeg mener, at De faktisk har helt ret, og pression på Rådet i denne sag er velkommen, synes jeg.
Jeg tillader mig at tilføje, at jeg deler fru Rosa Díez' opfattelse, og jeg er også enig i, at Den Europæiske Union er i stand til at sende et menneske til månen, men vi har ikke vist det endnu. Det er en udfordring, som vi endnu ikke har klaret, men jeg forstår godt, hvad der var meningen med denne udtalelse.
Spørgsmål nr. 5 af (H-0158/00): Om: Europa-Parlamentet og EURATOM Agter Rådet at fremsætte en generel anmodning om udtalelse fra Europa-Parlamentet om internationale aftaler, der indgås under EURATOM-traktaten, for derved at deltage i den såkaldte KEDO-procedure, som Kommissionen og Europa-Parlamentet indgik aftale om i 1998? Er Rådet i benægtende fald rede til at fremsætte separate anmodninger om en udtalelse i hvert enkelt tilfælde og navnlig i forbindelse med aftalen med Ukraine, som nu drøftes, og fusionsaftalen mellem USA og EURATOM, som nu er under forberedelse? Er Rådet rede til officielt at indføre KEDO-proceduren ved en ændring af EURATOM-traktaten under regeringskonferencen, eller i det mindste at erklære, at den er en interinstitutionel aftale om EURATOM mellem de tre institutioner, for derved at kompensere for EURATOM-traktatens demokratiske svagheder? Deler Rådet den opfattelse, at det forestående EURATOM-lån til Ukraine til k2/r4 bør forelægges Europa-Parlamentet i dets egenskab af budget­myndighedens anden part til forudgående høring, navnlig i betragtning af de seneste sikkerheds­ulykker i både Khmelnitsky- og Rivne-anlægget, såvel som nedgangen i elproduktionen og ­forbruget samt den omstændighed, at reformen af energimarkedet er stillet i bero, hvilket rejser endnu større tvivl til lånets levedygtighed og også dets tilbagebetaling?
Hr. formand, artikel 101 i EURATOM-traktaten udgør retsgrundlaget for de internationale aftaler på det nukleare område, herunder også for aftalen om Det Europæiske Atomenergifællesskabs tilslutning til Organisationen for Energiudvikling på Den Koreanske Halvø, KEDO. Denne artikel bestemmer, at aftaler og konventioner med tredjelande skal forhandles af Kommissionen efter Rådets retningslinjer og afsluttes af Kommissionen med godkendelse fra Rådet, der beslutter med kvalificeret flertal. Rådet skal respektere og gennemføre EURATOM-traktatens bestemmelser, der ikke tager højde for disse spørgsmål - men dét hænger sammen med traktaterne - og Europa-Parlamentet skal høres. Man skal erindre, at Rådet som institution naturligvis ikke er bemyndiget til at foretage nogen ændringer i traktaten, hvorfor et spørgsmål af denne art normalt kun kan bringes op på regeringskonferencen. Som formand for den forberedende gruppe skal jeg ikke undlade også at bemærke denne anmodning i forbindelse med regeringskonferencen. Med hensyn til de spørgsmål, der stilles om kernekraftanlæggene, hvis navn jeg vanskeligt kan udtale - Khmelnitsky og Rivne - i Ukraine, skal jeg minde om, at det er Kommissionens opgave at lade de tekniske vurderinger foretage, der skal anbefale, om disse skal opretholdes eller lukkes. Rådet vedtog i marts 1994 en beslutning, der bemyndiger Kommissionen til at bevilge EURATOM-lån på op til 1.100 millioner euro til finansiering af aktiviteter, der skal højne effektiviteten og sikkerheden i visse landes kernekraftanlæg. Indtil nu har intet tredjeland dog benyttet sig af denne mulighed. Denne fremgangsmåde havde i øvrigt EURATOM-traktaten som grundlag og forudsætter heller ikke høring hos Europa-Parlamentet. Sammenfattende kan det siges, at disse spørgsmål vedrører en følsom problematik, der som bekendt er blevet rejst af Europa-Parlamentet i de senere år med henblik på at få øgede beføjelser, til hvilket formål Parlamentet har benyttet sin budgetkompetence som legitimt pressionsmiddel. I det konkrete tilfælde med KEDO vil jeg gerne erindre om, at Parlamentet i 1998 blokerede midlerne for det år, og at det først kunne lade sig gøre at komme videre efter et kompromis med Kommissionen, hvor denne institution indvilgede i at informere Parlamentet ved hvert års begyndelse om EURATOM-aftaler under forhandling, således at dette kan tage dem under behandling.
Tak, minister. Jeg vil blot fortsætte med spørgsmålet om regeringskonferencen og sige, at Parlamentet formentlig under institutionelle reformer og navnlig kapitlet om beslutningsprocedurer vil bede om at give samtykke til internationale aftaler og fælles beslutningstagning om sådanne sager. Så har De en følelse af, hvordan disse diskussioner vil udvikle sig i forbindelse med regeringskonferencen?
Hr. Turmes, omfanget af medbestemmelsesretten på lovgivningsområdet er et spørgsmål, der er blevet diskuteret på regeringskonferencen, og der er, som De ved, den traditionelle mere radikale holdning, der i øvrigt støttes af mange medlemsstater, ifølge hvilken alle lovgivningsbeslutninger taget ved kvalificeret flertal i Rådet bør underkastes Europa-Parlamentets medbestemmelse. Dette er en holdning, der har vundet klar tilslutning på regeringskonferencen, men der er også medlemsstater, der går ind for afgørelse sag for sag med hensyn til, hvilken medbestemmelsesprocedure der skal benyttes, også når det drejer sig om lovgivningsområdet. Hvad angår ratificering af internationale aftaler, har jeg haft lejlighed til at rejse spørgsmålet på regeringskonferencen, og ved den første behandling fik dette ønske og Europa-Parlamentets traditionelle holdning ikke en modtagelse, der kan betegnes som særlig positiv fra medlemsstaternes side. Selvom dette spørgsmål ikke tages af dagsordenen, da alle disse spørgsmål bliver der indtil konferencens afslutning, tror vi ikke, at det i denne fase vil komme væsentligt videre. Vi vil dog ikke undlade at opretholde dialogen med Europa-Parlamentet i denne sag. Næste tirsdag har jeg et møde med Udvalget om Forfatningsspørgsmål, hvor jeg nok skal diskutere denne sag og forklare mere detaljeret, hvorledes regeringskonferencens forberedende gruppe behandler denne type spørgsmål, herunder også den række af bemærkninger og forslag, som Europa-Parlamentet har fremsat, og som vi håber vil blive beriget gennem det beslutningsforslag, der skal til afstemning d. 23.
Spørgsmål nr. 6 af (H-0160/00): Om: Erstatning til ofrene for fascismen under Anden Verdenskrig Mange afgørelser fra græske domstole har bekræftet de krav om erstatning, som græske statsborgere, der er blevet ofre for det nazistiske regime, har fremsat. Disse afgørelser er ikke blevet efterkommet, og den krigsskadeserstatning, som Tyskland skylder Grækenland, er endnu ikke blevet udbetalt; endvidere er det tvangslån, som den græske nationalbank måtte yde Tyskland under besættelsen i 1943, heller ikke blevet tilbagebetalt. Agter Rådet i lyset af den aftale om en erstatning på 10 milliarder. D-mark til tvangsarbejderne i den tyske industri, som Tyskland for nylig har underskrevet, at tage initiativer med henblik på at sørge for, at ofrene for fascismen under Anden Verdenskrig får udbetalt deres legitime erstatninger, og at det lån, der blev optaget under besættelsen, tilbagebetales, i betragtning af, at de tidligere fra tysk side fremførte formelle grunde til ikke at efterkomme disse rimelige og basale krav nu efter Tysklands genforening ikke længere kan betragtes som gyldige?
, Rådet. (PT) Hr. medlem, det er meget nemt at besvare dette spørgsmål: det område, spørgsmålet vedrører, er ikke Rådets ansvar, men henhører under de bilaterale forbindelser mellem Grækenland og Tyskland. Rådet har derfor ikke beføjelse til at træffe nogen som helst foranstaltninger, i særdeleshed dem som medlemmet lovpriser.
Hr. formand, jeg vil tillade mig at kalde formandens svar for et Pontius Pilatus-svar. Hvad er kendsgerningerne? Under besættelsen tvang den tyske besættelsesregering den græske besættelsesregering til at bevilge et lån, som i dag med renter og inflation beløber sig til omkring 25 milliarder dollars. Lånet er underskrevet, så der er tale om en forpligtelse. Når vi betragter spørgsmålet, er der altså tale om transaktioner mellem to EU-medlemsstater, og Rådet kan ikke bare lukke øjnene for den kendsgerning, at Tyskland tydeligvis udnytter sin magtposition til at nægte at opfylde sine forpligtelser. Selv kræver det hver eneste øre tilbagebetalt af de lån, det yder. Den anden ting er de store ødelæggelser, som Tyskland forårsagede med besættelsestropperne i Grækenland. De beløber sig til omkring 40 milliarder dollars. Andre lande har fået deres penge. Grækenland vil man ikke betale til. Hvorfor? Naturligvis bærer de græske regeringer også en del af ansvaret, men på et tidspunkt er man nødt til at få en løsning på spørgsmålet. Tyskland har længe anerkendt sine forpligtelser, men har under forskellige påskud undladt at betale. Nu er der ikke flere undskyldninger tilbage, så det er nødt til at betale, og Rådet kan ikke vaske sine hænder. Jeg finder formandens svar uacceptabelt.
. (PT) Jeg vil gerne sige til hr. Korakas, at Rådet er helt rede til at gå ind i denne sag, såfremt De oplyser os om, hvilket retsgrundlag Rådet skal påberåbe sig for at gøre det i lyset af traktaterne.
Spørgsmål nr. 7 af (H-0162/00): Om: Europæisk filmstøtte De europæiske film er meget vigtige ikke blot for de enkelte medlemslande, men også for Europas kulturelle mangfoldighed og kulturarv. I Sverige er imidlertid mellem 80 og 90% af de film, der fremvises, amerikanske. I øjeblikket accepterer EU en statsstøtte til filmproduktion på op til 50%. Det forlyder, at Kommissionen i øjeblikket fører drøftelser om at nedsætte grænsen for statsstøtte, det vil sige at fjerne undtagelsen for kulturstøtte til 30%. Det ville være en trussel mod den europæiske filmproduktion, da filmproduktion er kostbar og forbundet med store kommercielle risici, navnlig i de mindre medlemsstater. Deler Rådet den opfattelse, at statsstøtte er vigtig for at fremme den europæiske kultur? Mener Rådet, at det er vigtigt at fremme en alsidig europæisk filmproduktion?
Hr. formand, med hensyn til det spørgsmål, som det ærede medlem har stillet, og som er særdeles vigtigt, er vi ikke vidende om, at Kommissionen har til hensigt, at statsstøtten skal nedsættes på dette område. Rådet er derimod vidende om, at Kommissionen inden for sit aktionsområde forhandler med medlemsstaterne om netop dette spørgsmål. Jeg vil gerne oplyse, at denne type støtte, hvad angår de nationale aktioner, er medlemsstaternes kompetence og ansvar inden for de rammer, som traktaten angiver. På den anden side er det bestemt, at det nuværende program Media-II og det kommende Media-Plus skal yde supplerende finansiel støtte med henblik på at styrke europæisk film. Dette er en meget væsentlig indgrebslinje, som EU har fulgt for at beskytte sin kulturelle mangfoldighed, en linje, der også har været styrende for dets standpunkter i WTO-forhandlingerne på navnlig det audiovisuelle område.
Jeg vil gerne takke Rådets repræsentant for svaret. Først vil jeg sige, at der er stor forskel på at producere f.eks. biler eller lastbiler og at producere film. Vi ved, at filmproduktion er afhængig af støtte, eftersom det er en blanding af kultur og kommerciel produktion. Vi ved også, at europæiske film, især de, som produceres på de små sprog, har svært ved at opretholde en filmproduktion, der er så stor, som man kunne ønske sig det. Derfor er både den nationale og europæiske filmstøtte meget vigtig, og det samme gælder mulighederne for også efterfølgende at acceptere statsstøtte til filmproduktion på op til 50%. Jeg vil alligevel gerne spørge Rådets repræsentant, om han ikke mener, at det er vigtigt, at man på denne måde og ved hjælp af denne praksis kan give op til 50% støtte til produktion af europæiske film på de små sprog.
. (PT) Fru Hedkvist Petersen, på baggrund af den situation, som De har omtalt for de mindre stater i Unionen, kan De nok forstå, at jeg er særlig interesseret i dette område. Det er et spørgsmål, som også bekymrer os. Det er indlysende, at alle Unionens medlemsstater netop på grund af den særlige kulturelle mangfoldighed inden for EU og for at sikre, at denne kan afgøres af andet end filmindustriens rent økonomiske kalkyler, har kunnet opretholde en specifik støtte til deres filmindustri. Vi håber, at denne støtte kan bevares, og vi håber også, at den til fulde kan forliges med WTO's nye regler under den nye cyklus, som vi håber begynder før eller senere. Nu er den økonomiske støtte på højst 50% for støtten fra EU i forhold til det enkelte projekts samlede omkostninger, men denne procentdel kan nå op på 60% i tilfælde, som er udtrykkeligt nævnt i programmet. Vi har ikke for indeværende noget indtryk af, at Kommissionen påtænker en nedsættelse, og slet ikke i det omfang og med den procentdel, som De omtalte.
Spørgsmål nr. 8 af (H-0166/00): Om: Oplysning til borgerne Vil Rådet udarbejde en positivliste for partier, som vælgerne trygt kan stemme på uden at risikere, at deres land sættes i skammekrogen?
Hr. formand, det er selvfølgelig ikke en del af Unionens beføjelser at blande sig i medlemsstaternes forfatningsmæssige procedurer, ligesom det heller ikke er Unionens opgave at udarbejde en såkaldt positivliste over partier, som man bør stemme på. Hvis vi gik ind på dette område, ville vi virkelig betræde et farligt terræn. Dette betyder dog ikke, at det, der ligger bag spørgsmålet, ikke har en vis politisk betydning. Som det er tilfældet i visse lande, f.eks. i mit eget, har et nazistisk eller et fascistisk parti ikke lov til at lade sig registrere som et politisk parti, og det kan således ikke accepteres som et legitimt parti i demokratiet. Andre lande har anderledes ordninger, og de er lige så respektable som mit. Det, som vi skal indse, er, at når vi indtræder i et større fællesskab, er situationen for de demokratiske rettigheder i ét land ikke ligegyldige for de andre lande og deres borgere. Vi er alle europæiske borgere, og vi er alle borgere i et Europa, der politisk er styret af et grundlæggende sæt værdier. Hvis disse principper bringes i fare, har vi ret og pligt til at råbe gevalt. Men lister over ønskede og uønskede partier, lad os håbe, at dét aldrig kommer til at findes i EU.
Ja, men problemet er jo, at det er det, der er tale om her. Fordi Østrig har en amtsborgmester i Klagenfurt, der har udtalt sig på en måde, som De og jeg hader lige meget, så har De straffet et land med sanktioner, og De straffer en befolkning med sanktioner, også dem, der måtte have stemt imod det pågældende parti, uden at De har præciseret, hvori forbrydelsen består. Indtil nu er det kun meninger, De straffer, og ikke handlinger. Hvis der var tale om handlinger, så var det måske Danmark, der skulle straffes for et indvandrerforbud, som FPÖ ikke er kommet igennem med. Det er altså meninger, De har straffet, og ikke handlinger. Jeg vil da gerne vide, når jeg skal stemme næste gang, om Portugal og andre lande - uden for Rådet - vil foreslå sanktioner mod mit land, hvis f.eks. den nuværende regering optager ministre fra Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten, som begge er imod den Økonomiske og Monetære Union, eller man vil hindre udnævnelsen af en regering med Fogh Rasmussen fra Venstre, hvis han baserer sig på tilslutning fra Dansk Folkeparti, der i mange aviser er beskrevet som et parti, der svarer til FPÖ i Østrig. Det ville være nyttig forbrugeroplysning. Men det kan jo være, at man fortryder de 14 statsministres aktion.
. (PT) De er sikkert vidende om det, der blev sagt i de foregående svar. I den specifikke sag om Østrig, som jeg godt var klar over lå bag Deres spørgsmål, befinder vi os ikke i en EU-sammenhæng, men har at gøre med de bilaterale forbindelser. Den holdning, som nogle medlemsstater har indtaget i forhold til den østrigske regering, hænger sammen med en negativ opfattelse af den nye østrigske regerings karakter, hvilket ikke berører EU-samarbejdet. Vi befinder os ikke i en rådssammenhæng, og EU har ikke truffet nogen diskriminerende foranstaltning over for Østrig. De 14 medlemsstater har frit valgt at vise de østrigske myndigheder deres mishag over den type regering, som de har skabt, og især over det forhold, at de har ladet et parti indgå i regeringen, der står, eller som har stået - man kan ikke rigtig få fat på, hvor grænsen går mellem fortid og nutid i FPÖ's erklæringer - for en vis ideologi og en vis måde at fortolke de europæiske værdier på. Det ærede medlem bør dog ikke uden videre blande den Økonomiske og Monetære Union sammen med naziregimet. Der er en vis forskel på de to ting. Ethvert parti må gerne være imod den Økonomiske og Monetære Union eller imod Schengen-aftalen eller hvad som helst andet eller sågar imod EU. Der findes jo som bekendt partier, der er imod EU, men derfor er de jo stadig demokratiske partier. Det, som det drejer sig om, og det ved De lige så godt som jeg, er, at der er partier, der går ind for ideologier, der drager selve systemet i tvivl, og som anfægter det sæt værdier, der udgør kernen i EU, ja, der er en del af begrundelsen for at skabe EU. Det er derfor naturligt, hr. Bonde, at der hos nogle regeringer er et vist ubehag. Dette ubehag kommer kun til udtryk i de bilaterale relationer. Vi bør ikke blande EU sammen med de bilaterale forhold.
Spørgsmål nr. 9 af (H-0169/00): Om: Hemmelighedskræmmeri i Rådets lovgivningsprocedurer Under spørgetiden i januar svarede formanden på mit spørgsmål, at alle oplysninger om Rådets lovgivningsarbejde - såsom hvem der har stemt for hvad, protokoller og det kortfattede referat - allerede stod til offentlighedens fulde disposition. Jeg gav udtryk for tvivl, men formanden lovede i forbindelse med mit supplerende spørgsmål at skrive et brev til mig inden spørgetiden i februar med alle enkeltheder om, hvor og hvordan offentligheden havde fuld adgang til disse oplysninger. Jeg har ikke fået noget brev fra formanden, hvilket bekræfter min værste mistanke om Rådets sygelige hemmelighedskræmmeri. Vil formanden nu endelig oplyse, hvor offentligheden har fuld adgang til disse informationer - hvem stemte og hvordan, protokollerne og det kortfattede referat - sådan som han påstod under spørgetiden i januar?
Hr. formand, Rådets virksomhed kan følges af offentligheden gennem månedlige oversigter udarbejdet af Generalsekretariatet for Rådet - der siden januar 1999 er blevet offentliggjort på Rådets hjemmeside på Internettet, både retsakter og andre dokumenter, herunder afstemningsresultater, stemmeforklaringer og erklæringer til mødeprotokollen, når Rådet træffer afgørelse som lovgivningsorgan. Når der er tale om endelige retsakter, som Rådet har vedtaget, indeholder oversigterne eventuelt en angivelse af afstemningsresultatet samt Rådets, Kommissionens eller medlemsstaternes erklæringer til mødeprotokollen. Kun de endeligt vedtagne tekster er autentiske tekster, hvis uddrag stilles til rådighed af Generalsekretariatet for Rådet på Internettet på web-stedet Eudor, der varetages af Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, under rubrikken "Åbenhed i Rådets lovgivningsarbejde". Det er i øvrigt en af den så udskældte Amsterdam-traktats landvindinger, som jeg mener systematisk bør fremhæves. Efter hvert møde i Rådet udsendes en pressemeddelelse, der oplyser om de beslutninger, som det har taget, og som angiver de beslutninger, for hvilke der er blevet stillet erklæringer til mødeprotokollen til rådighed for offentligheden, og som kan erhverves fra pressetjenesten. Der er også mulighed for at få oplysninger om åbenheden i lovgivningsarbejdet via e-mail. Spørgsmålet om aktindsigt i Rådets dokumenter falder ind under artikel 255 i Traktat om Den Europæiske Union, der etablerer en frist på to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden for Rådet til at fastsætte generelle principper for og begrænsninger i denne aktindsigt. Det er værd at erindre om, at denne bestemmelse i Amsterdam-traktaten giver de forskellige institutioner mulighed for at regulere adgangen til deres egne dokumenter - og det må vi forstå på baggrund af den særlige karakter, der kendetegner visse meget følsomme områder som eksempelvis den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og de retlige og indre anliggender. Det er vigtigt, at denne regulering afspejler en række bestræbelser, der uden at drage reglerne om åbenhed i tvivl sørger for, at åbenheden ikke bliver en måde til at gøre ethvert arbejde i Rådet fuldstændig ineffektivt. Denne artikel bestemmer som sagt, at der i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens forretningsordner fastsættes specifikke betingelser for adgang til de respektive dokumenter. Dette spørgsmål hører ind under de almindelige regler for de europæiske institutioners åbenhed, der jo blev defineret i sluterklæringen fra Det Europæiske Råd i Helsinki som, og jeg citerer "et vigtigt element til at bringe Unionen nærmere til borgerne og øge dens effektivitet". Under det finske formandskab skete der betydningsfulde fremskridt vedrørende aktindsigt gennem brug af den moderne informationsteknologi, navnlig Internettet. Der blev også vedtaget en beslutning i Rådet om en forbedret oplysning om lovgivningsarbejdet og det offentlige register over Rådets dokumenter. I overensstemmelse med denne beslutning skal Generalsekretariatet for Rådet sørge for, at offentligheden får adgang til en liste over punkterne på den foreløbige dagsorden for Rådets møder og for dettes forberedende instanser, når Rådet virker som lovgivningsorgan. Denne praksis er blevet fulgt af det nuværende formandskab. Hvad angår det offentlige register over Rådets dokumenter, fastsætter denne beslutning, at dette også skal omfatte henvisninger til mængden og arten af de klassificerede dokumenter med undtagelse af de tilfælde, hvor oplysning om indholdet kan være til skade for almene interesser, enkeltpersoner og disses privatliv, forretnings- og fabrikationshemmeligheder, Fællesskabets økonomiske interesser og/eller fortrolighed, som enkeltpersoner eller grupper har anmodet om, der har oplyst om forhold indeholdt i dokumentet, eller som kræves af lovgivningen i den medlemsstat, der har meddelt disse oplysninger. Det portugisiske formandskab har hele tiden givet udtryk for sit ønske om at sætte gang i debatten om aktindsigt og sin hensigt om at lade gruppen "Formandskabets Venner" stå for opfølgningen i denne sag, så snart Kommissionen fremlagde forslag til forordning om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter. Dette forslag blev den 26. januar fremlagt af Kommissionen for kommissærerne, og det søger som sagt at indfri målsætningerne om åbenhed ved navnlig at foreslå betydningsfulde ændringer til adfærdskodekset af 99. Formandskabet satte straks diskussionen i gang om dette forslag, og det blev fremlagt på mødet i FAREKOM den 2. februar og nærmere behandlet på to senere møder. Det drejer sig altså, hr. formand, om en række opgaver, som Rådet har arbejdet med at løse på grundlag af Kommissionens forslag, der forekommer mig at udtrykke en ægte vilje til at øge åbenheden for disse dokumenters vedkommende.
Jeg vil gerne takke rådsformanden for et meget langt, detaljeret og seriøst svar. Da jeg ikke taler portugisisk, vil jeg studere svaret inden næste spørgetid og vende tilbage til Dem om det i april. Lige nu vil jeg gerne have, at De giver mig et meget enkelt svar på et meget enkelt principielt spørgsmål. Accepterer De, når det gælder lovgivning i et demokratisk miljø, som vi befinder os i i Den Europæiske Union, at den offentlighed, som lovene berører, bør være i stand til at se og høre, hvad deres valgte repræsentanter gør for at vedtage lovene? Jeg tror ikke, at det er tilfældet i Rådet, at offentligheden rent faktisk kan se og høre alt det, deres repræsentanter siger og gør, når de vedtager love. Ville De acceptere det princip?
. (PT) Hr. Newton Dunn, det er et kompliceret spørgsmål på grund af typen af lovgivningsarbejde og navnlig ligheden mellem lovgivningsarbejdet i EU og i medlemsstaterne. I medlemsstaterne er der lovgivningsarbejde, der foregår i parlamenterne, hvor diskussionen er åben og offentlig, og der er lovgivningsarbejde, der foregår enten med bemyndigelse fra Parlamentet eller af egen ret inden for regeringerne. Diskussionen om lovforslag inden for regeringen er ikke offentlig, men resultatet af disse lovforslag er offentligt, hvad enten de kommer for i Parlamentet eller ikke. I EU forekommer det mig ikke, at man kan gå længere end det, der er bestemt, altså, at resultaterne af diskussionerne i Rådet kan bringes til offentlighedens kendskab, og navnlig at stemmeafgivningen kan blive kendt ligesom erklæringerne om denne stemmeafgivning. Jeg mener, at dette er tilstrækkeligt på dette område, men det er som sagt en holdning, som jeg personligt står for, da det drejer sig om filosofien bag selve proceduren i Unionens lovgivningsproces.
) Hr. formand, under det finske formandskab nåede vi at gennemgå 20 spørgsmål i disse spørgetimer. Sidste gang blev der gennemgået 12 under det portugisiske formandskab. Det ser ud til, at vi heller ikke når flere i dag. Men mit egentlige spørgsmål drejer sig om, at Prodi, formand for Europa-Komissionen, har sendt et brev til Europa-Parlamentet, hvor ombudsmand Jacob Söderman kritiseres for, at han har deltaget i en offentlig debat og udtrykt ønske om større åbenhed vedrørende forskellige dokumenter, fremlagt sin egen holdning om, at offentligheden inden for Den Europæiske Unionen bør øges. Jeg spørger Rådets repræsentant, om Rådets repræsentant mener, at kommissionsformanden har handlet rigtigt og velbegrundet, og om Rådet også ønsker at indskrænke ombudsmandens frihed til at udtrykke sig om større offentlighed vedrørende dokumenter.
. (PT) To bemærkninger, hr. Seppänen. For det første kan også vi, hvis dét er Parlamentets opfattelse, give ikke 20, men 30 svar på de spørgsmål, som de ærede medlemmer kan stille. Men jeg skal svare på 15 sekunder og uden den detaljeringsgrad, som synes mig at svare til formandskabets ønske om at uddybe spørgsmålene og gå så langt som muligt for at give et konkret svar på de overvejelser, som de ærede medlemmer gør sig. Vi kan dog også vælge et bureaukratisk, officielt, hurtigt, syntetisk og sandsynligvis ikke tilfredsstillende svar. Vi vil så rent kvantitativt få succes, hvad angår svar her i Parlamentet. Jeg har været her siden kl. 9 i morges, og jeg tror ikke, at Rådet kan anklages for ikke at have udført et seriøst arbejde for at svare på de ærede medlemmers spørgsmål. Med hensyn til spørgsmålet om denne uoverensstemmelse mellem Parlamentet og Kommissionen skal Rådet selvfølgelig være den sidste til at blande sig i den, og det vil derfor overlade det til de to institutioner selv at løse denne mulige uenighed.
Blot for at fortsætte fra hr. Newton Dunns spørgsmål vedrørende de beslutninger, der træffes i al hemmelighed i Rådet, kunne ministeren mon give os en liste over de lovgivende forsamlinger i verden, som han henviste til, hvor der træffes beslutninger i al hemmelighed?
. (PT) Hr. Nicholson, jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De ville stille spørgsmålet igen, for jeg forstod det ikke. Jeg beder Dem undskylde, men jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De ville stille spørgsmålet igen.
De sagde, at Rådet ikke er alene om at være en lovgivningsmagt, der træffer sine beslutninger i hemmelighed. Jeg kunne godt lide at vide, om De kunne give os eksempler på andre lignende organisationer på regeringsplan, der træffer deres beslutninger på samme måde.
. (PT) Hr. Nicholson, enten tager jeg meget fejl, eller også meddeler de fleste regeringer ikke, hvad der foregår på deres møder, mens de foretager deres lovgivningsarbejde. Regeringernes lovgivningsarbejde foregår normalt på lukkede møder for en begrænset kreds i en hvilken som helst stat i verden. Jeg tror ikke, at der er regeringer, der udfører lovgivningsarbejde på offentlige møder; det gør kun parlamenter, og da der er lovgivningsarbejde, der foregår både i parlamenter og i regeringer, er der to forskellige måder at udføre dette arbejde på. I de fleste lande i verden arbejder regeringerne derfor, så vidt jeg ved, på lukkede møder og uden adgang for offentligheden.
Hr. Seixas da Costa havde meddelt os, at han var nødt til at gå kl. 19. Han har også sagt til os, at han har arbejdet sammen med os siden kl. 9 i morges. Jeg synes, at han har fortjent sin løn som minister og formand for Rådet i dag. Jeg synes derfor, at vi skal afslutte spørgetiden med at takke ham for hans tilstedeværelse. Spørgsmål nr. 10-38 besvares skriftligt. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet hævet kl. 19.00)
Jeg giver ordet til hr. Evans. Evans, Robert (PSE). (EN) Hr. formand, til forretningsordenen. Det drejer sig om forretningsordenens artikel 148 og 135 vedrørende omdeling af protokollen og navnlig afstemninger ved navneopråb. Her til morgen har alle medlemmer fået en lille bog med 113 siders afstemninger ved navneopråb. Jeg er sikker på, at dette vil være interessant for en række medlemmer, og at nogle få medlemmer vil kigge den igennem. Men af hensyn til økonomien og miljøet vil jeg foreslå, at Parlamentet, eller Parlamentets tjenestegrene endnu en gang ser på fortolkningen af ordet "omdeling". Måske burde resultaterne af afstemninger ved navneopråb distribueres via vores Intranet eller udleveres til de medlemmer, der ønsker det, så vi undgår dette spild og den overflødige omdeling af et 113-siders dokument med resultater af afstemninger ved navneopråb til alle. Hr. formand, kan De ikke bede Deres tjenestegrene undersøge det endnu en gang?
Tak, hr. Evans, for Deres bemærkning. Den vil blive forelagt, ikke tjenestegrenene, men naturligvis Præsidiet. For hvis De også tog den økonomiske belastning på Parlamentets budget, som hver enkelt af disse afstemninger udgør, i betragtning, så ville De have endnu en grund til bekymring.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0066/2000) af Ferrer for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om forslag til Rådets beslutning om den holdning, Fællesskabet skal indtage i Det Fælles Råd EF-Mexico med hensyn til gennemførelsen af artikel 3, 4, 5, 6 og 12 i interimsaftalen (5965/1/2000 - C5-0076/2000 - 2000/0024(CNS)).
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, den forhandling, jeg indleder om denne så lange titel, som De netop har bekendtgjort, udgør den sidste del af et arbejde, som Parlamentet i snævert samarbejde med Kommissionen har gennemført for at styrke forbindelserne med Mexico på basis af de principper og værdier, som er grundlaget for det demokratiske system. Parlamentet afgav faktisk i maj 1999 sin samstemmende udtalelse om indgåelse af en aftale om økonomisk partnerskab, politisk samordning og samarbejde undertegnet i 1997 mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Mexico på den anden, som, når den er ratificeret af alle medlemsstaterne, erstatter den samarbejdsaftale, der blev undertegnet i 1991 mellem Fællesskabet og Mexico. Aftalen fra 1997 var ledsaget af en midlertidig interimsaftale om handelsmæssige aspekter, for hvilken Europa-Parlamentet afgav samstemmende udtalelse i maj 1998, og som havde til formål at sikre, at forhandlingerne om liberalisering af de handelsmæssige aspekter, som henhører under Fællesskabets kompetenceområde, der er indeholdt i den globale aftale, kunne indledes hurtigst muligt, uden at det var nødvendigt at vente på, at de 15 medlemsstater havde ratificeret den. Da disse forhandlinger nu er afsluttet, og Rådet har udtalt sig om deres indhold, er det Parlamentets opgave som svar på Rådets formelle høring at afgive udtalelse om resultaterne af nævnte forhandlinger. I den forbindelse vil jeg takke Kommissionen, som har muliggjort Rådets høring i et ønske om samarbejde med Parlamentet - hvilket jeg glæder mig over og håber danner præcedens - selvom jeg må beklage, at den ikke har gjort den forrige Kommissions løfte om at informere os om forhandlingernes forløb til sit i betragtning af vigtigheden af de rejste spørgsmål. Hvad angår selve indholdet af min betænkning, vil jeg starte med at fremhæve, at vi står over for en gennemførelsesaftale, hvis indhold udelukkende vedrører handel, men med en politisk dimension, som vi også skal være opmærksomme på, når vi skal afgive vores udtalelse. Det er sådan, eftersom aftalen om økonomisk partnerskab, politisk samordning og samarbejde, som min betænkning vedrører, er en aftale, der er resultatet af ønsket om at fremme et fuldstændigt, politisk system, der overholder menneskerettighederne, de sociale rettigheder og miljørettighederne og fremmer mere retfærdige sociale forhold ved hjælp af den større økonomiske udvikling, som liberaliseringen af handlen vil skabe. Faktisk fremgår det af artikel 1 i denne aftale, at overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne i videste forstand er et væsentligt element og det grundlag, som aftalen er baseret på. På sin side garanterer inddragelsen af en klausul om opfyldelse af forpligtelser, der gør det muligt at suspendere aftalen i tilfælde af manglende opfyldelse af bestemmelserne i artikel 1, også parternes løfte med hensyn til demokrati og overholdelse af menneskerettighederne. Ved på den anden side at institutionalisere samarbejdet mellem Den Europæiske Union og Mexico, især hvad angår menneskerettigheder, sociale anliggender og fattigdomsbekæmpelse, skaber man et instrument, som kan være meget nyttigt til nedbringelse af de sociale uligheder, der stadig eksisterer i Mexico, og til forbedring af levevilkårene for de dårligst stillede sociale lag i befolkningen. For det andet og hvad angår indholdet af forhandlingerne om gennemførelsen af artikel 3, 4, 5, 6 og 12 i interimsaftalen om handel med varer, offentlige indkøb, konkurrence, konsultationsordning vedrørende intellektuel ejendomsret og bilæggelse af stridsspørgsmål, skal det understreges, at den aftalte foranstaltningspakke er en god aftale, om end den har nogle dårlige sider for nogle sektorer - jeg tænker konkret på tekstilsektoren, som er meget bekymret over især oprindelsesreglerne - hvis virkninger vil være til gavn for såvel Den Europæiske Union som Mexico. For Den Europæiske Union, fordi oprettelsen af et frihandelsområde vil gøre det muligt at genvinde den position, som medlemsstaterne havde på det mexicanske marked før NAFTA-aftalens ikrafttrædelse, hvilket betyder nye ekspansionsmuligheder for de europæiske virksomheder. For Mexico, fordi det får mulighed for at sprede og skabe balance i sine udenlandske handelsforbindelser, som i dag afhænger 80% af dets NAFTA-partnere, og samtidig forøge eksporten til Den Europæiske Union med den deraf følgende positive indvirkning på den mexicanske økonomi. Det er rigtigt, at den aftale, der er indgået, i overgangsperioden og så længe liberaliseringen ikke gælder alle varer, er mere fordelagtig for Mexico end for Den Europæiske Union, men denne uligevægt gælder også, hvad angår den europæiske økonomis udviklingstrin og konkurrencedygtighed i forhold til den mexicanske. Til trods for denne uligevægt skal det alligevel erkendes, at Fællesskabets producenter nu vil være i en meget bedre position end hidtil for at konkurrere med det mexicanske marked. Af alle disse grunde, mine damer og herrer, anbefaler Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi med stort flertal, at De stemmer for Rådets afgørelse om resultatet af nogle forhandlinger, hvis fordele vi har til opgave at overvåge, så de virkelig bidrager til at fremme et politisk system, der er mere demokratisk, overholder menneskerettighederne og er i overensstemmelse med den sociale retfærdighed.
Hr. formand, jeg vil gerne nævne et specifikt område for at vise faren for, at dette spørgsmål kan blive et meget alvorligt problem for den europæiske økonomi og samfund. Jeg taler om det europæiske reglement om oprindelse af sko. Det blev indført med aftalen mellem Mexico og EU. Det europæiske reglement er en faktuel aftale mellem Kommissionen og skotøjsindustrien, der skal overholdes, og det fordi denne specifikke industris konkurrenceevne er blevet forbedret på verdensplan. Desværre er der sket det modsatte med aftalen med Mexico. Her overholdes et andet oprindelsesreglement: Mexicos reglement. Det er til skade for den europæiske skotøjsindustri, som på den måde er dømt til at lide tab inden for dens eksport til Mexico. Som følge heraf findes der en eksportkvote på 865.000 par sko fra EU til Mexico. Det vil sige, at til en befolkning på 90 millioner mexicanere er det kun lykkedes os at eksportere et par europæiske sko pr. 100 indbyggere til Mexico. Det kan man ikke kalde en stor succes. Tværtimod. Jeg vil gerne give udtryk for den bekymring, som de små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med fremstilling af sko i EU, nærer, og sige, at problemet ikke løses ved, at vi forsikrer dem om, at der findes en undtagelse i aftalen. For den specifikke undtagelse i oprindelsesreglementet berører 15.000 små og mellemstore virksomheder i Europa og 650.000 lønmodtagere. Jeg håber ikke, at vi får mange af disse undtagelser, for så vil de problemer, som vi allerede står overfor, blive endnu større. Jeg vil gerne have, at Kommissionen garanterer, at denne undtagelse i aftalen med Mexico ikke gentager sig og ikke anses som præcedens for andre undtagelser i andre aftaler. Kommissionen må forstå, at hvis dette fortilfælde med undtagelsen med Mexico gentager sig, så vil 50% af skotøjsindustrien i Europa være i fare for at forsvinde. Og jeg vil gerne vide, om det, som vi her oplever, er Kommissionens opfattelse af en virkelig støtte til de små og mellemstore virksomheder, som vi kalder for EU's rygrad? Er det sådan, vi skal bekæmpe arbejdsløsheden? Jeg håber ikke, at en sådan svipser gentager sig, så den lille og mellemstore industri og lønarbejderne i EU igen skal betale regningen.
Hr. formand, mine damer og herrer, allerførst vil jeg gerne takke fru Ferrer for denne udmærkede betænkning. Hun har gjort sig overordentlig stor umage og har også fremstillet problemerne og fordele og ulemper ved dette projekt med Mexico i sit dokument. Det er en handelsaftale, som hører under Den Europæiske Unions kompetence, og som De så rigtigt sagde, har vi kun mulighed for at sige ja eller nej. Vi kan ikke genforhandle denne aftale. Alt i alt vil vores gruppe stemme for denne handelsaftale, og vi er også glade for den. I øvrigt vil jeg også gerne sige til hr. Folias, når han mener, der er problemer med sko, at helt generelt har handelsforbindelserne mellem Europa og Mexico hidtil altid vist sig at være nyttige. Vi kunne nemlig have sparet os betænkningen af Lannoye i går om chokoladen, hvis ikke mexicanerne tidligere havde givet os kakaoen. I øvrigt er chokolade - chocolatl - et mexicansk ord. Denne erfaring fra fortiden vil nok hjælpe os med den videre udbygning af forbindelserne til Mexico i fremtiden. Fordelen for Mexico er åbenbar. Mexico vil med denne aftale til en vis grad kunne udjævne sin ensidige afhængighed af USA. Jeg vil gerne minde om, at 85% af Mexicos eksport går mod nord, kun 5% til Europa. Her har Mexico mulighed for at opnå den fordel, som en større balance i handlen vil være. Fordelen for Mexico ligger sikkert også inden for bilindustrien, som jo i øvrigt til dels er af europæisk oprindelse, for bilerne kan så muligvis også eksporteres til Europa. For os indebærer det i øvrigt også en fordel, i hvert fald for den europæiske industri, om det nu er det mexicanske marked eller den kendsgerning, at man via det mexicanske marked også kan eksportere til USA. Set ud fra handelsmæssige aspekter er det hele altså fordelagtigt. Jeg vil imidlertid kort komme ind på to problemer eller i det mindste nævne dem. Det ene er de sociale problemer, det vil sige, at Mexico kommer nok til at se på sin socialpolitik, for handelspolitik alene kan ikke løse de sociale problemer. Der er også tabere i forbindelse med den voksende frihandel. Fattigdommen i Mexico er snarere vokset end aftaget. Socialpolitik er altså et vigtigt tema for Mexico, som vi bør integrere i dialogen med Mexico. Det andet er det videnskabelige og tekniske samarbejde. Her tror jeg, der ligger nogle muligheder mellem Europa og Mexico, som vi bør udnytte.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, aftalen om økonomisk partnerskab, politisk samordning og samarbejde undertegnet med Mexico i december 1997 tages igen op af Parlamentet med henblik på analyse af de handelsforanstaltninger, som blev aftalt i forbindelse med interimsaftalen. For få uger siden besøgte jeg af forskellige grunde Mexico bl.a. for at få indblik i mexicanernes holdning til den nye ramme for relationerne mellem deres land og Den Europæiske Union, som var blevet udbasuneret i mange medier. Efter at have analyseret det, som jeg så, læste og hørte under mit ophold i De Forenede Mexicanske Stater, nåede jeg til den samme konklusion som fru Ferrer, der er ordfører for den betænkning, som vi diskuterer i dag, og som jeg lykønsker offentligt: Det er den bedste aftale, Den Europæiske Union har indgået for at fremme samhandel og investeringer, og den er gunstig for begge parter. Visse ting har ændret sig på det sidste i Mexico siden offentliggørelsen og vedtagelsen af aftalen, hovedsagelig i positiv retning. Derfor støtter jeg ordførerens konklusioner, selvom virkningen af toldliberaliseringen for afskårne blomster bekymrer mig, da den kan få negative følger for nogle europæiske regioner, som er specialiserede i denne type landbrug, hvilket er tilfældet med regionerne i den yderste periferi. For mig, der kommer fra en region som De Kanariske Øer, der er placeret i den nordvestlige del af det afrikanske kontinent, og som har et politisk tilhørsforhold, der er delt mellem Europa og Amerika, er det glædeligt at være vidne til forhandlingen om fru Ferrers betænkning, hvori Parlamentets holdning til partnerskabsaftalen kommer til udtryk, ikke blot på grund af dens handelsmæssige baggrund, men på grund af det, den betyder set i et politisk perspektiv, i et scenarium, der er så enestående, som det vi oplever på grund af globaliseringen. Den Europæiske Union og Mexico slår med denne aftales iværksættelse - efter min mening - uden tvivl ind på en vej, der giver håb om forbedring af indkomstniveauet og livskvaliteten i de samfund, der omfattes af den, i en tid og under omstændigheder, der til trods for afstandene erindrer om det legendariske møde mellem Suchil og Quetzalcóatl, som er udødeliggjort i Salvador de Madariagas værk El corazón de piedra verde. Alligevel fremkommer vi i forbindelse med forslaget om at støtte denne betænkning med nogle konstruktive detaljer om følgende: for det første behovet for at give de ansvarlige tjenestegrene og departementer i Fællesskabet flere menneskelige ressourcer for at sikre større effektivitet i handelsaktionerne, og for det andet tilstedeværelsen af finansielle instrumenter for virksomhederne, når de skal implementere de forskellige handelsområder i det planlagte euromexicanske partnerskab, f.eks. i de gamle ECIP, som gav Mexico sådan nogle gode resultater. Hvis det ikke sker, kan vi risikere at gøre denne så betydningsfulde aftale til et værdiløst dokument.
Hr. formand, det er nu tredje gang, vi behandler aftalen mellem EU og Mexico, og netop i forbindelse med den mest omfattende aftale, Den Europæiske Union nogen sinde har indgået med et tredjeland, er det vigtigt, at man ikke kaster de principper over bord, som er karakteristiske for et fremtidsorienteret samarbejde. Ikke kun vi, men også mexicanerne har store forhåbninger til denne aftale. De har set den som en mulighed for at overvinde den ensidige afhængighed af NAFTA. De troede, at de med EU kunne få en partner, som står for demokrati og menneskerettigheder og for en social og økologisk udvikling. I dag analyserer vi aftalen og konstaterer, at aftalen med EU ikke bare skaber samme forhold som med NAFTA, men i visse dele endog er værre. Investeringsfrihed, som den med rette kuldsejlede MAI - gentaget på bilateralt plan - sørger ikke ligefrem for et demokratisk styret erhvervsliv, som er rettet mod lokal udvikling. Den grænseløse åbning af de offentlige indkøb fører kun til, at de store udbydere på verdensplan sluger de små. Bestemmelser som behandling af indlændinge og forbud mod påbud betyder, at f.eks. firmaer, som fortrinsvis vil ansætte kvinder eller producere miljøvenligt, bliver hægtet af. Her har EU forbeholdt sig undtagelser. For Mexico findes de ikke! Et andet tilbageskridt i forhold til NAFTA er, at man dér har en aftale om arbejdstagerrettigheder med sanktionsmekanisme. EU-aftalen kender ikke engang FN's sociale charter. Omvendt har man imidlertid husket at få en dispute settlement-mekanisme med sanktionsmulighed for handelstvister med. Fra WTO ved vi imidlertid, at den slags tvister ofte fører til, at miljølove bliver sat ud af kraft. "En frihandelsaftale, som skal bæres af mexicanerne". Med denne titel opfordrer det mexicanske civile samfund i disse dage Senatet til at forbedre aftalen og ikke forhaste sig med at tilslutte sig den. På nogle punkter er den sågar i modstrid med den mexicanske forfatning. "Vi lider ikke af globalfobi", skriver selskabet til slut, "men vi ønsker en globalisering, som er til velsignelse for menneskeheden, og en retfærdig verdensorden uden social udstødning". Heller ikke vi i Europa-Parlamentet er modstandere af en aftale med Mexico. Tværtimod! Vi kan imidlertid ikke tilslutte os denne aftale af de allerede nævnte grunde, derimod må vi fortsat arbejde for, at der fremover indgås bedre aftaler. En sidste bemærkning: Det er også nødvendigt, at der her i Europa-Parlamentet findes en kritisk stemme, som nu som før støtter det mexicanske samfund i dets berettigede anliggender og krav.
Jeg vil gerne takke ordføreren, fru Ferrer, for betænkningen om gennemførelsen af forskellige artikler i interimsaftalen om samhandlen mellem EF og Mexico. Det er et grundigt stykke arbejde, hvor jeg dog må beklage, at jeg ikke er enig i henstillingerne eller i de valg, der er foretaget, selvom vi støtter nogle af kritikpunkterne i betænkningen. Der er dog andre kritikpunkter, som gør, at vi ikke går ind for betænkningen. Her tænker jeg f.eks. på den manglende demokratiske gennemsigtighed i det forløb, der gik forud for aftalens indgåelse. Vi - og sikkert også alle de andre parlamentsmedlemmer - har i den forbindelse været udsat for meget kritik fra organisationer i Mexicos og Europas civile samfund, sådan som vores kollega Kreissl-Dörfler var inde på. Vi beklager navnlig, at ordføreren glæder sig over de fremskridt, som Mexico har gjort med hensyn til menneskerettighederne og demokratiet, og som skulle have fundet sted efter gennemførelsen af den globale aftale. Vi har nemlig andre beviser, der tværtimod afslører en forværring af menneskerettighedernes overtrædelse. Det er beviser, der ikke kun kommer fra det civile samfund, men også fra nogle af FN's repræsentanter og embedsmænd, Mary Robinson selv, det interamerikanske udvalg om menneskerettigheder og mange andre. De største overtrædelser består i systematisk brug af tortur, ulovlig fængsling, personers forsvinden, henrettelser foretaget af paramilitære styrker, arrest af fagforeningsfolk, strejkeforbud og tvangssterilisering i staten Guerrero. Samtidig overholder man ikke San Andrés-aftalerne eller den løsning, hvor de indfødtes rettigheder respekteres. Situationen er velkendt, så det er ikke nødvendigt at komme med flere eksempler. Ligesom parlamenterne i Tyskland og Belgien er vi af den opfattelse, at vi bør forlange en reel overholdelse af artikel 1 i aftalen, som udgør grundlaget for denne, og indføre nogle egentlige instrumenter og kontroller med hensyn til gennemførelsen. Der er mange andre spørgsmål, som efter vores mening bør ændres i denne aftale. Det er tilstrækkeligt med et enkelt eksempel på disse, nemlig EU's økonomiske politik, der ikke tager højde for den sociale og økonomiske situation i Mexico eller for landets menneskelige udvikling. Aftalen mellem EF og Mexico risikerer at få nogle uheldige konsekvenser, hvis man ikke tager højde for, at det er nødvendigt med en harmonisk udvikling og ikke en ukontrolleret liberalisering, der kan øge fattigdommen og ulighederne.
Hr. formand, titlen på fru Ferrers betænkning forekommer os i bedste fald ufuldstændig og i værste fald misvisende. Det ville således være mere korrekt at tale om en aftale mellem EU og NAFTA og ikke om en aftale, der kun vedrører Mexico og EU, for denne aftale, der fremstilles af ordføreren som den vigtigste, der nogensinde er underskrevet af EU med et tredjeland, vil ikke kun berøre vores relationer til Mexico, men vil få konsekvenser for vores forbindelser til alle landene i Nord- og Centralamerika. Ferrer-betænkningen, der er et udtryk for en stil, der tydeligvis er moderne i Europa-Parlamentet, lægger sig fast på et mål om at støtte skabelsen af nye rammer, der gør det muligt for de europæiske virksomheder at konkurrere på lige fod med bl.a. USA og Canada. Dette mål er totalt umuligt at opnå i en nær fremtid, og det er tydeligt, hvem de anbefalede foranstaltninger i teksten er til fordel for. Er det således ikke klart for enhver, at nedgangen i europæisk eksport til Mexico skyldes NAFTA-aftalen, der gør hele zonen til én stor frihandelszone? Hvem kan for alvor mene, at f.eks. europæiske tekstilprodukter og biler, der i dag beskattes med 35% og 23%, inden længe skal kunne konkurrere på lige fod, uanset detaljerne i den gennemførte foranstaltning, med den amerikanske eksport, der til sammenligning beskattes med 1,8 %? Hvem kan på disse betingelser forsvare, at åbningen af de respektive markeder sker med forskellig hastighed til skade for europæerne? Og endelig, hvem frygter ikke, at man derimod øjeblikkeligt kommer til at mærke konsekvenserne i beskæftigelsen i Europa inden for de sektorer, der åbnes for mexicanske produkter, navnlig i de svage sektorer - tekstilsektoren for bare at nævne en enkelt - som ikke har brug for yderligere konkurrence, til gengæld for åbningen af markeder, der er blokerede af amerikanerne? Desuden har de formuleringer, der skulle berolige os med hensyn til de regler, der er gældende for beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser, nærmere den modsatte effekt, for deres vaghed og ordlyd forekommer os snarere at udgøre en trussel end en garanti.
Hr. formand, afslutningen af handelsforhandlingerne mellem Den Europæiske Union og Mexico kan set fra den positive side betyde nye og varige rammer for institutionaliseringen af den politiske dialog og samarbejdet, hvis denne handelsaftale bliver til gavn for begge parter. Desværre viser erfaringerne med NAFTA, at den målsætning ikke opfyldes af sig selv, idet der er tegn på, at frihandel har en negativ indvirkning på mange menneskers hverdag, forværring af miljøskaderne og marginalisering af store dele af Mexicos befolkning - så meget desto mere, som mexicanske menneskerettighedsorganisationer også har meldt om en forværring af menneskerettighedssituationen, siden interimsaftalen trådte i kraft i 1998. Så alt i alt har den nuværende aftale ikke givet Mexico mulighed for at beskytte sårbare og arbejdskraftintensive sektorer og indføre minimumsstandarder på miljøområdet. I lyset af dette kan vi ikke være optimistiske, idet den procedure, man har fulgt ved de nylige forhandlinger uden effektiv kontrol i hverken Parlamentet eller i det mexicanske Senat, klart har vist, at aftalen mangler de mekanismer, der er absolut nødvendige for at sikre, at de skader, der sker i øjeblikket, ikke vil blive gentaget i fremtiden.
Hr. formand, hr. kommissær, vi skal stemme om noget, der er et skridt til ad en ny vej, som der blev slået ind på i midten af 1995, og som på det tidspunkt, som alt nyt, blev mødt med megen kritik og mange hentydninger. I dag er kritikken og hentydningerne heldigvis taget af, men man hører desværre stadig noget, f.eks. det, der blev sagt for et øjeblik siden her i Parlamentet. Jeg mener, at vi skal være bevidste om, at det vi gør netop er at imødegå den frygt, der er blevet givet udtryk for her, med en aftale, som i dette tilfælde udelukkende vedrører handel. Vi imødegår altså frygten for, at Europa får mindre betydning i forhold til USA, hvad angår eksport til Mexico. Samtidig styrker vi også med denne aftale demokratiseringsprocessen i landet. Som et resultat af det møde mellem civilisationer, som fandt sted for 500 år siden, er Mexico et land, der kulturelt og politisk er knyttet til Europa. Alligevel har det været USA, den magtfulde nabo i nord, der har haft den grundlæggende indflydelse på det politiske og det geopolitiske område. Og indtil disse aftaler begyndte at udvikle sig, var USA's magt på det økonomiske område og vedrørende handel og investeringer praktisk talt uindskrænket. Men Mexico har også gjort store fremskridt på menneskerettighedsområdet. Det er trådt ind som permanent observatør i OECD, og det har gennemført en forfatningsreform i 1999, hvorved det har givet den nationale menneskerettighedskommission autonomi. Af disse to grunde, af økonomiske grunde og også af politiske grunde, anbefaler vi indtrængende, at denne aftale vedtages.
Hr. formand, dette er et emne, som Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ikke har en fælles holdning til. Denne sidste del af gruppen, der som bekendt repræsenterer grupper, som anser sig selv for at være fortalere for nationer og regioner internt i de europæiske stater, har en divergerende holdning, og i gruppen er der naturligvis frihed til at indtage forskellige holdninger. Vi er selvfølgelig enige i den grundlæggende bekymring, hvad angår menneskerettigheder, bæredygtig udvikling og især i en ramme, hvor der ikke findes social udstødelse. Alligevel er vi mange, der mener, at vi reelt set oprigtigt talt ikke kan modsætte os en aftale, som den, vi i dag beskæftiger os med, især fordi vi mener, at den objektivt set vil skabe betingelser for mere udvikling og mere demokrati, og fordi selve aftalen desuden omfatter en klausul om suspension i tilfælde af, at menneskerettighederne krænkes. Samtidig mener jeg, at der kan træffes opfølgningsforanstaltninger med henblik på at se dens virkninger på alle planer, ikke kun hvad angår toldændringer osv. Jeg er mere bekymret over det, som hr. Sánchez har sagt her: at vi underskriver en aftale, som bagefter ikke kan gennemføres, fordi der f.eks. ikke er tilstrækkelige ressourcer og tjenester, eller at den har negative virkninger, fordi vi ikke har planlagt finansielle instrumenter for virksomhederne. Lad os derfor gøre alt det og være årvågne for at undgå det, vi ønsker at undgå: at menneskerettighederne fortsat krænkes.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske fru Ferrer med hendes fremragende arbejde og også sige, at vi desværre ikke denne gang kan stemme for det til trods for, at det er et godt stykke arbejde. Denne beslutning har ikke noget at gøre med hendes indsats, men med situationen i Mexico. For tre uger siden havde jeg en samtale med præsident Zedillo i Madrid, og jeg gav udtryk for vores bekymring over de oplysninger, vi modtog, om krænkelser af menneskerettighederne i Mexico, situationen på universitetet og situationen i de indfødtes kommuner i Chiapas og andre steder. Hr. Zedillo lovede at skaffe mig alle oplysninger for at vise mig, at vores bekymring var ubegrundet. Dagene er gået, og alligevel kommer disse oplysninger ikke fra hr. Zedillo, hvorimod vi får oplysninger fra mange kilder, der indikerer, at den alvorlige situation med krænkelse af menneskerettighederne fortsætter mange steder, hvilket forstærker vores bekymring. Vi forstår fuldt ud de forbedringer, som det økonomiske indhold af aftalen udgør, men vi mener også i den forbindelse, at vi ikke - som det var vores intention - har kunnet fortrænge den kolossale nordamerikanske indflydelse, der som en støvle lægger pres på Mexico og de øvrige lande i Latinamerika. Derfor rådførte vi os ligesom sidste gang med de venstreorienterede partier i Mexico om, hvordan vi skulle stemme - hvor vi valgte at undlade at stemme - denne gang kan vi ikke engang undlade at stemme, for jeg mener, at der skal gives et signal til Mexicos regering, et venligt signal, et solidarisk signal, for at den tager behovet for respekt for menneskerettighederne, overholdelse af San Andrés-aftalerne og genoprettelse af normale demokratiske forhold alvorligt, sådan som det fremgår af vores demokratiske klausul.
Hr. formand, jeg vil ikke omtale indholdet i denne aftale, flere af vores kolleger og ordføreren selv har allerede haft lejlighed til at gøre det, men jeg vil gerne henlede opmærksomheden på et politisk betydningsfuldt aspekt, det vil sige indgåelsen af denne frihandelsaftale mellem Den Europæiske Union og Mexico. For det første er det ud fra et strategisk synspunkt, ud fra et politisk synspunkt vigtigt at have en sådan forbindelse med et land med den betydning, som det har i den del af verden, og især et land, som er i færd med at udvikle sig og tilslutte sig menneskerettighederne. For kort tid siden blev dets tilslutning til OECD nævnt, og det er også på sin plads at erindre om dets tiltræden som observatør i Europarådet. På den anden side må vi heller ikke glemme de muligheder, som vi tilbydes på grund af de næsten 100 millioner indbyggere, der er i Mexico. Det er klart, at denne politiske symbolik ikke bør få os til at se bort fra nogen af vores bekymringer, og mange kolleger har allerede henvist til dem her i dag (miljøspørgsmålene, de sociale spørgsmål og ikke mindst menneskerettighedsspørgsmålene). Men vi finder, at disse bekymringer bør forstærke de krav, vi stiller i forholdet til Mexico. Og det er det, vi vil gøre om 10 dage. Den delegation i Europa-Parlamentet, som tager sig af forbindelsen til Mellemamerika og Mexico, rejser til sidstnævnte land. Og vi tager ikke kun af sted med henblik på en institutionel dialog mellem samhandelspartnere, mellem Kongressen og Europa-Parlamentet. Vi vil tale med ngo'er. Vi tager også til Chiapas for at tale med de indfødte og med repræsentanter fra det lokale samfund. Vi finder, at vi fortsat skal fastholde disse krav, men det bør ikke afholde os fra at kunne give vores støtte til vedtagelsen af denne aftale.
Alt i alt tror jeg ikke, at man kan være andet end tilhænger af denne aftale, og det på grund af de betragtninger, som vores kolleger Westendorp y Cabeza og Seguro gav udtryk for, og som jeg er enig i. Aftalen har dog nogle begrænsninger, som blev fremhævet i forhandlingen i dag, nemlig en mangelfuld forbindelse mellem den økonomiske liberalisering og garantien for overholdelsen af menneskerettighederne, de demokratiske rettigheder, fagforeningsrettighederne samt bestemmelserne om børnearbejde, og der er ligeledes en farlig undtagelsesbestemmelse om produkternes oprindelse, som uden tvivl er tilbøjelig til at gå ud over de europæiske produkter, navnlig inden for tekstil-, beklædnings- og skotøjssektoren. Eftersom det drejer sig om europæiske produktionssektorer med en høj grad af arbejdskraft, ville det virkelig være paradoksalt, at det netop skulle gå ud over de europæiske produkter til gavn for metoder, som er i modstrid med menneskerettighederne, og for uacceptable arbejdsmetoder - tænk f.eks. på børnearbejde - eller manglende fagforeningsbeskyttelse. Det ville virkelig være paradoksalt, at vi til skade for vores skotøjs- og beklædningsvirksomheder skulle ende med at gavne virksomheder og forhold, hvor man krænker de menneskerettigheder, vi altid giver udtryk for at ville beskytte. Derfor er det efter min opfattelse nødvendigt, at Rådet og Kommissionen udviser stor forsigtighed og opmærksomhed i gennemførelsesfasen, og at de fortsat er meget på vagt i denne aftales gyldighedsperiode. Jeg går ind for denne aftale i sin helhed, for det er en aftale, der så afgjort er et fremskridt. Alligevel vil jeg også gerne opfordre til årvågenhed, opmærksomhed og forsigtighed i løbet af denne aftales kommende gyldighedsperiode.
Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Ferrer for hendes betænkning og Parlamentet for de meget konstruktive bidrag vedrørende resultaterne af handelsforhandlingerne med Mexico. Disse resultater af handelsforhandlingerne er baseret på EU-Mexico-aftalen, som Parlamentet gav grønt lys for den 6. maj sidste år. Denne aftale er baseret på menneskerettigheder og demokratiske principper. Den dækker alle vores forbindelser med Mexico, navnlig samarbejde og politisk dialog. Forhandlingsresultaterne er afbalancerede, ambitiøse og giver begge sider gode muligheder. Alle de vigtige områder er med, navnlig varehandel, tjenesteydelser, offentlige indkøb, intellektuelle ejendomsrettigheder, konkurrence, kapitalbevægelser, investering og konfliktløsning. EU's erhvervsliv vil meget hurtigt kunne konkurrere på det mexicanske marked på lige fod med andre landes virksomheder, navnlig fra USA. Som i alle forhandlinger var det nødvendigt at finde kompromiser på visse områder, men resultaterne er en afbalanceret pakke, hvor markedsadgangen sikres, samtidig med at visse følsomme områder beskyttes. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne have lov til at udtrykke Kommissionens værdsættelse af, at Parlamentet vil fremsætte sin udtalelse inden for den meget korte frist på en måned. Det er meget vigtigt, da det vil bane vejen for afholdelse af et møde i Det Fælles Råd EF-Mexico i forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Lissabon i næste uge. Dette vil give mulighed for en hurtig gennemførelse af resultaterne, hvilket naturligvis vil være både i vores og i Mexicos interesse.
Mange tak, hr. Liikanen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0067/2000) af Read for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om eEurope - et informationssamfund for alle: Kommissionens initiativ op til Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 (KOM(1999) 687 - C5-0063/2000 - 2000/2034(COS)).
Hr. formand, først vil jeg gerne takke Kommissionen for dens betimelige, velovervejede og veldokumenterede dokument. Det er selvfølgelig planen, at det skal falde sammen med topmødet i Lissabon i næste uge, og Parlamentet har måttet arbejde utroligt hurtigt, og jeg vil gerne takke de mange kolleger, der har hjulpet med dette, og naturligvis også sekretariatet. Da jeg var barn, åbnede der et bibliotek i den landsby, hvor jeg er født og opvokset; da overlæreren i landsbyskolen åbnede biblioteket, sagde han, at der var over 4.000 bøger i biblioteket, og jeg tænkte med hele en seksårigs visdom: Nå, det er alle bøger i hele verden. Nu har jeg selv over 4.000 bøger, og selvom det næppe er nogen vidensrevolution i sig selv, er det alligevel et tegn, omsat fra det personlige plan til det politiske plan, på den hastighed, hvormed vurderingen, formidlingen, anvendelsen og forfinelsen af viden ændrer sig. Vi bør dog anbringe dette i en eller anden sammenhæng og minde os selv om, at de fleste mennesker i verden aldrig har og sikkert aldrig kommer til at foretage et eneste telefonopkald. Kommissionens forslag og Parlamentets reaktion er en tydelig erkendelse af, at markedet kan og bør være lokomotivet for mange af disse ændringer, men ikke i alle tilfælde. Udfordringen består i at finde ud af, hvornår Den Europæiske Union skal lade markedet gå forrest, og hvornår man bør gribe ind og regulere - hvornår vi bør gribe ind, i hvis interesse og hvor længe. Vi skal huske på - og det understreges i Kommissionens forslag og Parlamentets svar - at tredjegenerations mobiltelefoner, som så meget af vores fremtid afhænger af, er et område, hvor Den Europæiske Union helt klart har en vigtig førerposition, og at dette til dels, om end ikke helt, kan forklares med indgreb. Indførelsen af GSM-standarden har betydet, at Den Europæiske Union har en utrolig fordel. I vores betænkning nævner vi spørgsmål vedrørende social sikring og de sociale følger af denne forandring, og jeg er taknemmelig over for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og navnlig hr. Cercas, ordfører for udtalelsen fra dette udvalg - det eneste udvalg, der har nået at udarbejde en udtalelse inden for den korte frist - for deres hårde arbejde. Hvis jeg kort skal beskrive proceduren, stemte Socialudvalget mandag aften samtidig med Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, og med ordførerens tilladelse har jeg overtaget nogle af hans forslag og medtaget dem på min egen politiske gruppes vegne. Jeg håber, at disse finder støtte, da de indeholder en betydelig mængde vigtige detaljer. Andre ændringsforslag vedrører spørgsmål om handicappedes rettigheder. Jeg har rådført mig mange steder vedrørende behovet for at sikre, at visse grundlæggende principper for handicappede brugeres og arbejdstageres rettigheder medtages i denne betænkning og forhåbentlig også i kommende lovgivning under 1999-gennemgangen af telekommunikationslovgivningen, på et tilstrækkeligt tidligt tidspunkt. Vi har ændringsforslag om forbrugerbeskyttelse - hvilket er meget vigtigt for opbygningen af tilliden til e-handel - om beskatningens fremtid og om virkningerne for sundhed og transport. Noget særligt vigtigt bliver de beskæftigelsesmæssige konsekvenser, som allerede kan ses, og jeg har virkelig bestræbt mig på et finde en balance: ikke at ringe alt for meget med alarmklokkerne, for naturligvis vil nogle af disse ændringer føre til arbejdsløshed, men på den anden side må vi også se på mulighederne for nye former for arbejde, som disse ændringer vil medføre. Mens jeg søgte materiale til brug i mine bemærkninger til Dem i dag, ledte jeg efter eksempler, for jeg mener, at de er gode, når man over for Den Europæiske Unions borgere skal illustrere, hvordan denne udvikling vil medføre fordele i deres hverdag. Det er også vigtigt, at vi her i Parlamentet og i Den Europæiske Unions institutioner anvender moderne metoder, der er kendetegnet af gennemsigtighed og åbenhed, ved vores egne forhandlinger. Jeg vil gerne bruge de sidste par sekunder til at henlede Deres opmærksomhed på tre projekter i mit eget område. Et af disse ligger i Rutland, det mindste grevskab i England, hvor man har oprettet Rutnet for at samle mennesker i landlige og isolerede samfund om fritid, transport, beskæftigelse og samfundslivet generelt. Længere nordpå har landborådet i Nottingham oprettet et tilsvarende projekt i et område med mange minelukninger, og dette giver store fordele for områdets befolkning. På et lidt bredere plan har M-net, det europæiske East Midlands net, der hjælper små virksomheder og håndværksvirksomheder og knytter dem til universiteter og videregående uddannelsesinstitutioner, også stor betydning. Endelig, hr. formand, nogle bemærkninger om, hvad fremtiden vil bringe. Det er interessant at forsøge at skue ud i fremtiden, og jeg vil gerne citere nogle ord fra en berømt sang med Louis Armstrong, "What a wonderful world": "Babies are born, we watch them grow, they'll learn much more than I'll ever know". Jeg tror, at vores børn og børnebørns fremtid bliver en fremtid med store muligheder, men også med stor usikkerhed. Det er prisværdigt, at Kommissionen ønsker at spille en ledende og central rolle i denne udvikling, og jeg anbefaler Kommissionens forslag og min egen betænkning for Dem.
Hr. formand, hr. kommissær Liikanen, kære kolleger, jeg vil, før jeg går i gang med mit indlæg på vegne af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, oprigtigt og hjerteligt takke ordføreren, fru Read. Det har været et kapløb med tiden, og vi har haft at gøre med en solidarisk kollega, som har været meget åben over for at inddrage alle de perspektiver, som vores udvalg har ønsket at få med i denne vigtige forhandling. Mange tak, fru Read, for Deres betænkning og for Deres måde at være på. Med henblik på Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23. og 24. marts har Kommissionen forelagt et meget vigtigt initiativ, initiativet eEurope, som Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender støtter og har store forhåbninger til. Vi bifalder naturligvis Kommissionens intentioner om, at informationssamfundet skal være til gavn for alle sektorer og alle regioner i Europa, men vi har nu også mulighed for under overværelse af kommissæren at tage borgernes synspunkter i betragtning og at minde Kommissionen og offentligheden om, at vi ikke kan stille os tilfredse med blot retorisk at tilkendegive målene eller udtrykke ønsker, for vi ønsker, at snakken konkretiseres mest muligt med konkrete mål og præcise finansielle løfter, for kun på den måde er vi i besiddelse af en reel strategi, som omfatter alle aspekter af informationssamfundet, og kun hvis der er konkrete løfter, vil det være til nytte for de svageste grupper og borgere, som ellers er i større fare for at blive udelukket fra det nye samfund. Kommissionen er ganske vist meget generøs, men når problemet ses ud fra arbejdernes eller de ugunstigt stillede menneskers synspunkt, besvarer den stadig ikke spørgsmål, som Parlamentet har stillet i mange dokumenter, f.eks. i grønbogen "Liv og arbejde i informationssamfundet: mennesket i centrum", for vi ved fortsat ikke rigtigt, hvem der skal finansiere denne enorme digitale alfabetiseringsindsats, der skal gennemføres i Europa for at overvinde den kløft, der er mellem os og USA. Vi ved ikke rigtigt, hvordan ansvaret mellem regeringer og Kommission skal fordeles, hvilken rolle de faglige organisationer har i det civil samfund. Derfor ønsker vi, at supplerende analyser tages i betragtning, og at der er mere konkrete løfter, at der er et bestemt punkt, hvorpå beskæftigelsen og den sociale samhørighed i informationssamfundet styrkes - for der står intet om det i Kommissionens meddelelse - og at der er en strategi med retningslinjer, med henstillinger, med indikatorer. Vi ønsker, at der bliver talt om de ældre, ikke kun om de unge, at der bliver talt om de ugunstigt stillede grupper, vi ønsker, at De også husker på ligestilling. Det nye samfund kan ikke være en anledning til en ny ulighed mellem mænd og kvinder. Vi har, hr. kommissær, store muligheder, men de skal nå ud til hele befolkningen. Og vi ønsker, at der værnes om den europæiske sociale model. Derfor beder vi Dem om at gå et skridt videre, at give mere konkrete løfter og om, at den politiske og finansielle indsats præciseres meget mere.
Hr. formand, hr. kommissær Liikanen, kære kolleger, Europa-Kommissionens eEurope-initiativ er i princippet meget positivt. Det er hævet over enhver tvivl, at de nye teknologier vil føre til dybtgående ændringer, ikke kun i forretningslivet, men i alle aspekter af det samfundsmæssige liv. Det er også korrekt, at udviklingen fra industrisamfundet hen mod informationssamfundet ikke kan bremses, og at det derfor politisk set kun kan være rigtigt at forberede Europa bedst muligt på informationssamfundet. Jeg er derfor helt enig i udtalelsen i eEurope-initiativet, som siger, at dette først og fremmest har til formål at fremskynde den positive forandring hen mod informationssamfundet i Den Europæiske Union og at styre forandringen i retning af social og regional integration. Europa-Kommissionen opregner i sin meddelelse om eEurope-initiativet 10 initiativer, som skal jævne vejen til informationssamfundet i Europa. Lige så positive, som de enkelte initiativer er, lige så påkrævet er det at strukturere initiativerne som helhed og sætte klare prioriteter for politikken. Dette indebærer, at der skelnes klart mellem de opgaver, som Den Europæiske Union selv kan og skal løse, og de opgaver, der tilfalder de enkelte medlemsstater. I denne forbindelse skal der tages højde for, at nogle medlemsstater og regioner allerede i flere år har støttet de nye teknologier og deres udbredelse hos borgerne. Derfor må man ved rådsmødet i Lissabon gerne give de enkelte stater anbefalinger, men ikke omfattende forpligtelser, især ikke alt for store økonomiske byrder. Hvad skal Den Europæiske Union gøre inden for rammerne af eEurope-initiativet? Unionen har efter min opfattelse følgende opgaver, som også skal være omtalt som centrale punkter i betænkningen af Read, som jeg gerne vil benytte lejligheden til at takke hjerteligt. For det første er det nødvendigt, at vi skaber en åben og moderne, multimedial højeffektiv infrastruktur. Det må være en politisk opgave at sørge for en moderne højeffektiv infrastruktur i Europa, som giver mulighed for, at der kan udbydes og efterspørges kommunikationstjenester af høj kvalitet, fra telefonen over pc'en og fjernsynet. Hertil hører, at internetadgangen for alle borgere i Europa bliver billigere. Det kræver, at konkurrencen fremmes yderligere særligt inden for lokalnettene, f.eks. ved hjælp af adskilt fastsættelse af takster for abonnementstilslutningen. Men hertil hører også, at samtlige platforme bliver gjort tilgængelige for tjenesteudbydere til konkurrencedygtige priser, det vil sige f.eks. også, at fjernsynskablerne gøres tilgængelige. Hertil hører også, at frekvenspolitikken i Europa tages op til fornyet overvejelse, og at vi i højere grad går over til en strategisk model, som hviler på økonomiske principper, sådan som De også har foreslået, hr. kommissær. Men i den forbindelse må vi naturligvis ikke forsømme kommercielle anvendelser, som for den største dels vedkommende udføres i offentlighedens interesse, som f.eks. den offentlige radio. Tværtimod skal der tages højde for denne ved frekvenstildelingerne i et omfang, som modsvarer dens rolle som en meningsdannende og alsidig institution. For det andet må vi hurtigt skabe juridiske rammebetingelser for den elektroniske handel. F.eks. skal lovgivningsprojekter, som allerede er indledt, f.eks. e-commerce-direktivet eller direktivet om ændring af beskyttelsen af ophavsrettigheder, vedtages hurtigt. Der er dog grund til at være forsigtig på det lovgivningsmæssige område, for så vidt som der ikke må overreguleres på området, i forbindelse med nye lovgivningsprojekter bør man altså altid først spørge, om de overhovedet er nødvendige. For det tredje må vi stille det europæiske initiativ på en eEurope-prøvestand. Jeg har allerede nævnt, at forandringerne inden for informationsteknologien og de nye medier påvirker alle livsområder. Derfor er der også behov for at stille samtlige initiativer på europæisk niveau på eEurope-prøvestanden, det vil sige konkret ... (Formanden afbrød taleren) Hr. formand, undskyld. Jeg vil gerne bede om at få lov til at afslutte min sætning. Jeg er kommet til at tale for længe, men lad mig med min afsluttende sætning endnu en gang understrege, at jeg hilser eEurope-initiativet velkommen, men jeg beder om, at de opfordringer, jeg her er kommet med, også kommer med i mit indlæg.
Hr. formand, i dag er det på plads med lykønskninger til fru Read for hendes fremragende betænkning og ligeledes til kommissær Liikanen. Det er en positiv forhandling, meget positiv for Europa, og der er vist interesse fra mange sider, hvilket bevises af det store antal ændringsforslag. Jeg vil gerne pege på de punkter, vi finder af størst betydning: infrastruktur, retssikkerhed - folk må vide, hvor de står - og kvalifikationsoffensiven, som jeg vil bede Dem ikke udelukkende rette mod vores skolebørn og studerende, men også mod grupper, der er blevet forsømt, såsom kvinder og ældre, der kunne udgøre en kæmpemæssig kvalifikationsreserve, hvis den blev udnyttet. Det er en skændsel, at store lande tidligere ikke har forudset behovet for at uddanne disse grupper, og lande som Tyskland og Det Forenede Kongerige burde ikke have behov for at hente arbejdskraft andre steder. Jeg ved, at vi får en meget god reklame- og informationskampagne, og at vi vil appellere til de europæiske borgeres fantasi. Vi må ikke glemme de handicappede. Det forholder sig således, at dokumentationen ikke er tilgængelig for svagtseende, og det er en fejl, som kan rettes fremover. Vi må undgå skel, skel mellem Europas regioner, mellem Europas husholdninger og mellem Europas borgere. Kommunikationen mellem virksomheder fungerer udmærket, men vi må forbedre kommunikationen mellem virksomheder og forbrugere i Den Europæiske Union, hvor vi halter bagud i forhold til USA. For at opnå dette må vi naturligvis sikre, at borgerne - forbrugerne - har tillid til, at privatlivets fred og sikkerheden er garanteret, og Deres foranstaltninger vil bidrage til at skabe den tillid. Kommunikation mellem virksomheder og forbrugere er særlig vigtig for de ældre, for mennesker, der er bundet til deres hjem, og mennesker med familiemæssige forpligtelser, der har svært ved at jonglere med arbejde og karriere, hovedsagelig kvinder. Der findes etiske spørgsmål, som skal tages i betragtning, men jeg er meget optimistisk, og jeg tror, at fru Read vil fortsætte sit arbejde sammen med Dem, og her i Parlamentet findes der mange fortalere for meddelelsen om "eEurope".
Hr. formand, hr. kommissær, dette initiativ er vigtigt med henblik på at give beslutningstagerne i almindelighed større indblik i udviklingen, men også for at gøre dem bevidste om, at der er stor forskel på udviklingsniveauet i Europa. Det kan vi også se i de baggrundsdokumenter, Kommissionen har udarbejdet. Initiativet er vigtigt, fordi vi må holde op med at sige, at USA har den ubestridte førerposition på verdensplan inden for denne udvikling. I henhold til 2000 IDC/World Times Information Society Index, som blev offentliggjort i februar, har Sverige overhalet USA som det førende land inden for informationsøkonomi. USA har andenpladsen. Finland, Norge og Danmark befinder sig på de følgende pladser. Man kan have forskellige holdninger til værdien af denne type undersøgelser, men jeg finder det vigtigt at gøre opmærksom på, at den amerikanske model ikke er den eneste, der fører til succes i IT-samfundet, hvilket alt for mange her i Parlamentet har sagt. Norden klarer sig fint i kraft af sin sociale infrastruktur og måske også i kraft af sine pensionssystemer. Dette bør vi have i tankerne, hvilket jeg er overbevist om, at Kommissionen også har haft. Vi skal også huske på, at EU-landene er meget forskellige, og at udviklingen går meget hurtigt. Det skal fremgå af handlingsplanen. Det er også vigtigt ikke at bremse de hurtigste lande i deres udvikling. Det er vigtigt, at vi slår fast, hvad der skal gøres på EU-niveau, og hvad der skal gøres for EU-midler, samt at vi også er parat til at foretage ændringer i regionalpolitikken og omdirigere en del af forskningsmidlerne til gavn for eEurope. Jeg er også skeptisk over for informationsforanstaltninger og -kampagner på EU-niveau i lyset af landenes forskellige udviklingsniveau. eEurope er mere end blot e-handel. Direktivet om elektronisk handel drejer sig mest om andre ting end forbrugernes indkøb. Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til at undersøge det spørgsmål, der drøftes i et tilstødende lokale med Federal Trade Commissioner Thompson: Hvordan vi kan styrke forbrugernes tillid. Forbrugeren er kongen, når det gælder elektronisk handel, ellers kommer den aldrig rigtigt i gang. Når der diskuteres alternative metoder til løsning af tvister, bør vi samarbejde med USA på globalt plan. Vi bør ligeledes støtte arbejdet i OECD. Spørgsmålet om bredbåndsnet, spørgsmålet om god infrastruktur er på dagsordenen i de fleste lande. Det er nødvendigt med mangfoldighed, men nu efterlyser man flere standarder for de Digital Subscriber Lines, som kan bruges til opgradering af nettene. Mange påstår, at telefonselskaberne ikke benytter sig af teknikken, fordi der mangler standarder. Kære kolleger, smart cards, kryptering, mobiltelefoner og eEurope er vores styrke! Vi må fortsætte udviklingen på disse områder, men vi må intensivere arbejdet med standarderne. Det er ikke os politikere, der skal fastsætte standarderne, men vi skal lade industrien blive enige om standarder, fordi der findes et ønske om disse standarder. Det er vores opgave at lovgive hurtigere og at se nye lovgivningsmønstre, hvor det er muligt. Jeg er glad for, at dette punkt er med i betænkningen.
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, kære ordfører, som jeg her vil takke for den åbne debat og naturligvis også for betænkningen. Først vil jeg kommentere det politiske initiativ i eEurope-initiativet og også betænkningen af Read. Via Internet, e-mail og mobiltelefon vil man afskaffe arbejdsløsheden. Virkeligheden ser anderledes ud. Over for boomet i informationsteknologien står fusioner og afskedigelser. Også historisk viser det sig, at denne metode har slået fejl. Industrialisering, atomkraft og bioteknologi bragte ikke velstand og frihed til alle. I initiativet og betænkningen gives der udtryk for, at vejen skal jævnes for de yngste og bedste. Denne idé ignorerer desværre fuldstændig, at denne gruppe allerede er vinderne, det er den brede masse, der kommer til kort. For os må det da dreje sig om at lade alle mennesker profitere af tekniske fornyelser, lige meget hvor gamle eller hvor rige de er, eller hvilken region de bor i. Vi bør se på det reelle indhold i vores princip om lige muligheder. En universal service viser den rigtige retning, men idéen må ikke gennemføres af den slags udbydere, som censurerer Internettet ved teknisk at nægte deres kunder adgang til dele af nettet. Kommissionen vil med sit forslag skabe lighed ved hjælp af såkaldt markedsliberalisering. Det er i sig selv noget vrøvl, for en liberalisering går altid ud fra, at den stærke bliver endnu stærkere, og at staten skal støtte de svage mindst muligt. Men når det drejer sig om informationsteknologier, er udgangspunktet jo et helt andet. Der findes f.eks. mange initiativer, som fremmer Internet og computere på skoler. Men hvis man ikke tager højde for, at der i enhver klasse sidder en elev, som ved mere end læreren, kan initiativet kun mislykkes. At der desuden mange steder i betænkningen af Read anvendes en stærkt antiamerikansk argumentation for liberaliseringspolitikken, viser blot endnu en gang, i hvor høj grad det er privatindustriens interesser, der har dikteret teksten. Dermed kommer jeg til det næste stridspunkt, nemlig borgerrettighederne. Det, vi egentlig har brug for, er vel et koncept for en universal data protection. I stedet forestiller Kommissionen og dele af Europa-Parlamentet sig et smart card. Det ville betyde, at alle Deres data var lagret på ét kort. Så ville Deres sygekasse vide, at De er homoseksuel, Deres arbejdsgiver vil til enhver tid være fuldt informeret om hidtidige og kommende formodede sygdomme samt om Deres forfædre. Det er et skridt hen mod det gennemsigtige menneske, og det vil igen betyde, at staten trænger længere ind i privatsfæren. På den måde planlægger man med fuldt overlæg en yderligere massiv indskrænkning af de grundlæggende frihedsrettigheder og gennemfører den på europæisk niveau. Det sælges på den ene side som en innovativ politik, på den anden side strides man her i Parlamentet netop med andre institutioner om et charter for grundlæggende frihedsrettigheder. Hvordan passer det sammen? Netop set i lyset af Echelon kræver jeg, at man langt om længe ændrer kurs i denne sag. Der er brug for registersikkerhed og kryptering. I øvrigt er det borgerne, der skal kontrollere staten, ikke omvendt!
Hr. formand, i det oprindelige engelsksprogede dokument anvender Kommissionen udtrykket information society, og ikke udtrykket knowledge society. Det er to forskellige ting. Information er råmateriale for viden. Information er kaos, mens viden er orden, orden i kaos. Et informationssamfund er et kaossamfund. Et videnssamfund er mere, det kan også være et samfund med social orden, kulturel mangfoldighed og solidaritet mellem borgerne. Informationssamfundet har for borgernes vedkommende hidtil vist sig som kaotiske børskurser. Priserne på aktier inden for teknologien er steget på en måde, der ikke kan forsvares økonomisk. Ofte er pengene ikke gået til nye investeringer i virksomheder, men til virksomhedsejerne, der er blevet millionærer og milliardærer. På den måde ligner informationssamfundet en bobleøkonomi, som er tegn på social ulighed og skævhed. Informationssamfundet har indebåret, at millionærer har lavet en social revolution. De har på en fornyende måde nedbrudt de gamle samfundsstrukturer. Deres revolution har været at sælge hardware og software til alle. Vi andre er nødt til at lave en kontrarevolution. Vi skal stile højere end Kommissionen. Vi skal kræve et videnssamfund og ikke et kaotisk informationssamfund for alle. Det skal ikke kun være et spørgsmål om, at alle har en mobiltelefon, hvordan e-mail fungerer, og hvad der købes via elektronisk handel. I bedste fald kan videnssamfundet være en social dimension for ny kapitalisme. Et informationssamfund for alle er en alt for beskeden, for kommerciel og kulturel begrænset målsætning. Vi skal ønske et videnssamfund for alle, det er demokrati.
Hr. formand, "det bedste er det godes fjende", siger man i Frankrig, og jeg er bange for, at fru Reads betænkning er et typisk eksempel på dette. Der er ingen, der benægter den rolle, kommunikationsmidlerne og bl.a. Internettet har for vores samfunds fremtidige udvikling, det forspring, som medlemsstaterne i øjeblikket giver USA på dette område, eller behovet for at lovgive om den potentielt anarkistiske udvikling af disse midler, således at man begrænser de problemer, som de kan medføre, og sikrer dem den størst mulige succes hos vores befolkninger. Jeg frygter dog, at listen over gode hensigter, der i dag er fremlagt for os, i virkeligheden er til skade for det tilsigtede mål. I stedet for at gå gradvist frem sender Europa-Parlamentet - idet det over for medlemsstaterne fastsætter et konkret og defineret mål på kort eller mellemlangt sigt - et afvigende og forvirrende signal, hvilket godt nok for en stor dels vedkommende skyldes mærkværdigheder i udvalgsarbejdet. Vi havde gerne set en højere grad af præcision med hensyn til det særlige ved den europæiske tilnærmelse til emnet og navnlig med hensyn til, hvordan Kommissionen agter at hjælpe medlemsstaterne med at standse den galopperende ensretning, der er en efterligning af den amerikanske model, som ikke vil undlade at lette en udvikling af disse værktøjer, der udelukkende er baseret på tekniske og kommercielle overvejelser. De pædagogiske og sociale overvejelser i betænkningen er godt nok prisværdige, men de vil i sidste ende veje temmelig lidt i forhold til de virkninger, udvidelsen af dette redskab - i den nuværende udformning - vil få for det europæiske folk. Hvordan kan Kommissionens tekst og tilstedeværelsen af skattemæssige særegenheder i de forskellige medlemsstater med hensyn til handel og beskæftigelse forenes? Hvilken mulighed er der for at respektere vores opfattelse af individuel frihed og ytringsfrihed, som endnu ikke er harmoniseret på verdensplan? Hvilke garantier er der for at garantere vores staters sikkerhed inden for rammerne af udviklingen af en teknologi, hvis største aktører tilhører en stormagt, der, alt imens den belærer hele verden om liberalisme, aldrig selv undlader omhyggeligt at sørge for, at dens virksomheder overholder dens opfattelse af begrebet national interesse? Man bliver overrasket, fru ordfører, når man læser i punkt 55 i Deres betænkning, at Europa-Parlamentet resolut slutter sig til ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, det vrimler med muligheder i IT-verdenen, hvis vi skal tro meddelelsen fra Kommissionen og Parlamentets beslutning. Det benægter jeg heller ikke. Jeg har dog en bemærkning til informationssamfundets grænseløse muligheder. Jeg har lagt mærke til, at informationssamfundets bagside næsten ikke behandles. Med bagside side mener jeg ikke kun udelukkelsen af bestemte grupper, men også dannelsen af en ny elektronisk virkelighed. En virkelighed, som ikke tager hensyn til normer og værdier. Udviklingen af en IT-etik, som fru Schröder foreslår, er en god ting. Sådan en IT-etik må ikke være uforpligtende, men skal omsættes til adækvate regler. Støtte til udviklingen af filtre for at kunne tilbyde et rent Internet skal udgøre en del af sådan en etik. Jeg mener, at det er værdifuldt, at der i Parlamentets beslutning stilles spørgsmål om Kommissionens og medlemsstaternes beføjelser. Når det drejer sig om undervisningsinitiativer vil jeg understrege, at Europa ikke har nogen beføjelser. Med hensyn til den politik er det meget mere effektivt, hvis medlemsstaterne har ansvaret. Til sidst vil jeg gerne takke ordføreren, fru Read, for hendes arbejde. Det er takket være hende, at vi før topmødet i Lissabon kan stemme herom. Hende første version var mere konsistent end det foreliggende forslag til beslutning. Det er en blanding af stillingstagener, hvor der nogle gange står modsatte ting. Lad os i fremtiden sørge for konsistens i vores beslutninger.
Hr. formand, hr. kommissær, det er meget positivt, at det i Lissabon primært er hensigten at diskutere udviklingen af det europæiske videnssamfund. Ny økonomi, the new economy, er kommet for at blive også i Europa. Det europæiske svar på nye udfordringer og udnyttelse af muligheder har imidlertid ladet vente på sig. Det er derfor, eEurope-initiativet spiller en mere central rolle end nogensinde før med hensyn til Unionens konkurrenceevne og derved også for borgerne. De reformforslag, der er fremlagt i initiativet, er ambitiøse, men ikke nødvendigvis tilstrækkelige. Specielt for mit hjemland, Finland, hvor vi i mange henseender er foran vores europæiske partnere, hvad angår netværk, er målsætningerne for beskedne. Der bør således tilføjes fremtidige udfordringer også for stater med et højtudviklet videnssamfund i initiativet. Kære kommissær, jeg sætter pris på det arbejde, De rosværdigt har gjort for sagen om videnssamfundet. Heller ikke vi, medlemmer af Europa-Parlamentet, kan være bekendt at stå ved sidelinjen og se på, når Europa konstant sakker bagud i forhold til de globale udfordrere i internetverdenen. Den klare europæiske førerposition inden for global trådløs kommunikation er ikke nok til at eliminere bekymringen for den europæiske fremtid med hensyn til videnssamfundet og for, at vi virkelig kan følge med i konkurrencen. Skabelsen af det europæiske videnssamfund kræver primært en reel konkurrence inden for telekommunikationsnet. Konkurrence sætter omkostningerne ned, og det er netop kommunikationsomkostningerne, vi skal sænke, så forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder fuldt ud kan få gavn af den elektroniske revolution. Ud over en reduktion af omkostningerne er det også en forudsætning for den elektroniske handel, at sikkerhedsspørgsmålene bliver løst på en måde, der tilfredsstiller forbrugerne, og at mangler i lovgivningen bliver rettet. Jeg mener, at det er særlig vigtigt, at der indføres foranstaltninger til at øge risikovillig finansiering for de små og mellemstore virksomheder inden for højteknologien. I øjeblikket er de 20 milliarder euro, som årligt anvendes til risikovillig finansiering, kun en fjerdedel af, hvad der samtidig anvendes i USA. Beløbet er alt for lavt. Det er heldigt, at Kommissionen også i denne sag imidlertid har været initiativrig og lagt mærke til behovet for en hurtigere udvikling. Den accelererende udvikling af videnssamfundet forandrer afgørende vores miljø, arbejds- og levevilkår. Vi har som europæiske lovgivere en virkelig stor udfordring foran os, hvis vi agter at holde lovgivningen ajour. Det er ikke altid, at en lovgiver skal gribe ind over for udviklingen, for i visse tilfælde kan industrien og aktørerne selv med deres samarbejde løse problemerne hurtigt. Vi kan som eksempel nævne de positive erfaringer, der blev nået med den fælles standardisering af andengenerations mobiltelefonisystemer, og som nu kan ses som en direkte øget konkurrenceevne for tredje generations vedkommende. Administrationen af et nyt arbejdsmiljø kræver også øgede tekniske og pædagogiske færdigheder af uddannelsessystemerne. Det er derfor, at vi også i de europæiske uddannelsesprogrammer i stigende grad skal fokusere på uddannelse af undervisere. Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg går ind for ibrugtagningen af målere til udviklingen af videnssamfundet, benchmarking. Hvad angår de konkrete forslag i eEurope-meddelelsen, kan jeg kun undre mig over, hvorfor de ikke tidligere er behandlet i Rådet, så medlemsstaternes forpligtelse var sikret.
Hr. formand, i forbindelse med Kommissionens meddelelse om informationssamfundet er det efter min mening særligt vigtigt at fremhæve den vægt, der blev lagt på nødvendigheden af, at den nye teknologi skal være tilgængelig for alle de europæiske borgere. Det er ikke kun en økonomisk udfordring, men måske i endnu højere grad en gennemgribende kulturel ændringsproces, der vil berøre alle familier, alle skoler, alle virksomheder og alle offentlige myndigheder. For at nå denne vigtige målsætning skal man på den ene side fremme udbredelsen af den nye teknologi, men på den anden side er det også fundamentalt, at man iværksætter de foranstaltninger, der er nødvendige for at styrke forbrugernes tillid til de store muligheder, som den elektroniske handel giver. Dette er en sand nødvendighed på grund af den store forsigtighed, som vores medborgere nærmer sig disse nye instrumenter med. Kun en høj grad af beskyttelse vil muliggøre en reel udbredelse af brugen af den nye teknologi i millioner af menneskers dagligdag, og kun en fastlæggelse af nogle klare regler vil gøre det muligt for de europæiske borgere at benytte sig fuldt ud af fordelene ved den nye teknologi. På den baggrund havde jeg forelagt en række ændringsforslag for Udvalget om Industripolitik, og de tog netop sigte på at understrege vigtigheden af forbrugerbeskyttelse i det projekt med henblik på udbredelsen af ny teknologi, som Prodi-Kommissionen har foreslået. Jeg har med beklagelse måttet konstatere, at kun en del af disse ændringsforslag er medtaget i vores kollega Reads betænkning, som jeg i øvrigt er enig i i store træk, og jeg håber brændende, at dette kun var på grund af nogle uheldige omstændigheder, der medførte, at mit udvalg, som beskæftiger sig med forbrugerbeskyttelse, ikke nåede at vedtage en officiel udtalelse i tide. Jeg er sikker på, at der bliver et mere effektivt samarbejde mellem de to udvalg i fremtiden, når det gælder behandlingen af den handlingsplan, som følger efter topmødet i Lissabon.
Hr. formand, kommissærer, kære kolleger, når man med rette gør en stor indsats for at skabe mulighederne for at opnå et informationssamfund for alle mennesker, skal vi ligeledes gør alt for, at vi ikke på ny skaber et opsplittet samfund med informatikeksperterne på den ene side og dem, der ikke har forstand på informatik, på den anden side. Jeg tillægger desuden forsvaret af de små og mellemstore virksomheder, især de små virksomheder, stor betydning. I den forbindelse er det vigtigt at sørge for, at der indbygges garantier for reklameførelsen. På grund af mangelen på en harmoniseret politik om kommerciel kommunikation kan der opstå hindringer, som især rammer de små virksomheder. Tvungen harmonisering af kommerciel kommunikation er en uundgåelig følge. I sidste instans understreger jeg endvidere vigtigheden af, at i hvert fald de involverede parter, forbrugerne på den ene side og de erhvervsdrivende på den anden, stadigvæk skal være i stand til at lave aftaler på forhånd om den jurisdiktion, der skal anvendes. Hvis regelen er, at forbrugerne stadigvæk kan stævne for egen domstol, så bliver det umuligt for små virksomheder, idet de skal have juridisk bistand i de 14 andre medlemsstater, hvilket naturligvis ikke er opnåeligt for dem.
Hr. formand, kære kolleger, med initiativet eEurope minder Kommissionen os om, at Europa er sakket bagud i udviklingen af informationssamfundet. Og når man siger sakket bagud, mener man i forhold til USA, hvilket ikke kan benægtes. Men ud over at konstatere det må man vurdere denne forsinkelse. Hvordan måler vi den ud fra et økonomisk, politisk og socialt synspunkt? Kommissionen vil lancere et politisk initiativ, så lad os tage den på ordet. Ja, der eksisterer en europæisk forsinkelse i adgangen til informationssamfundet som redskab, redskab til viden, skabelse og udveksling. Ja, der findes en forsinkelse i udviklingen af den handel, der er gjort mulig af Internettet. Men er disse to forsinkelser det samme? Nogen ville sige, at det er lige meget, og at man må udvikle dette fantastiske redskab, som den elektroniske information er, i alle retninger, og at denne målsætning er nok i sig selv. Dette kunne være det indtryk, Kommissionens initiativ giver. Således stiller man sig tilfreds med en række målsætninger, hvor udviklingen af de små virksomheder sættes på samme niveau som udviklingen af den offentlige service, hvor den elektroniske handel gør universitetsuddannelser rangen stridig. Igen opstår spørgsmålet, gennem sit fravær, om indholdet af denne information, der skal cirkulere ved hjælp af det elektroniske redskab. Skal man have et standardiseret indhold eller et indhold, der afspejler den kulturelle eller sproglige forskellighed i Europa? Et socialt eller et udelukkende handelsmæssigt indhold? Allerede i dag fremstiller informationssamfundet sociale netværk, udvikler nye kulturelle erfaringer, skaber debatsteder for politiske debatter og meningsudvekslinger. Det gælder om at tage dette i betragtning. Kommissionen taler om den europæiske forsinkelse og om, hvor vigtigt det er at indhente denne forsinkelse. Men midt i al snakken om forsinkelse og hast skal vi ikke stille os tilfredse med blot at fremskynde en proces, der skader overvejelsen af demokratiske og politiske vilkår i udarbejdelsen. Det teknologiske fremskridt er et alt for velkendt slogan. Imidlertid er den ændring, vi er vidner til, magen til den, man så ved bogtrykkerkunstens opfindelse. Det, der står på spil, og de ændringer, der sker, forudsætter en egentlig overvejelse. Hvis målet er udviklingen af beskæftigelsen og den demokratiske adgang, som fru Reads betænkning så fint minder om, vil det være en skam at se, at denne udvikling kun sker til fordel for markedet og den økonomiske udvikling.
Hr. formand, det er svært på tre minutter at sammenfatte de tanker og følelser, der helt naturligt melder sig, når man skal kommentere et så bredt og interessant initiativ som det, hr. Liikanen har udarbejdet. De nye teknologier, som vi drøfter her, har ført til en radikal ændring af forudsætningerne inden for de fleste områder af samfundet: produktion, service, distribution, handel, forskning, brug af information osv. Produktiviteten stiger, kvaliteten af forskellige produkter er stigende, og en af grundene til, at vi har en forholdsvis høj vækst i verdensøkonomien og samtidig en lav inflation, er netop disse nye teknologier. Jeg tror, at vi alle er fascinerede af alle de nye produkter og applikationer, der udbydes. Det er imidlertid vigtigt, at vi som politikere er opmærksomme på de forudsætninger, der skyldes, at disse nye teknologier bidrager til løsninger på relevante samfundsproblemer, som markedsøkonomien ikke automatisk tager op. Et eksempel på dette er naturligvis uddannelsesområdet. Vi lever i en tid, hvor viden som produktionsfaktor bliver stadig vigtigere. Et lidt overset aspekt på dette område er, at viden til forskel fra andre produktionsfaktorer, f.eks. kapital, land, jord eller mineraler, ikke er en knap ressource. Viden har en klar tendens til at øges, at udvide sig, når den bruges. Dette åbner døren for en utroligt spændende udvikling med hensyn til demokrati og lighed. Vi fødes alle med forudsætningerne for at lære og erhverve viden. Dette kan dog ikke ske uden gode betingelser for uddannelse og indlæring. Derfor er betænkningens forslag om en indsats inden for uddannelse og indlæring så vigtige. Det drejer sig ikke blot om teknisk udstyr, det er også et spørgsmål om ny pædagogik og om at udvikle fjernundervisningen. Det er vigtigt i vores egen del af verden, men det er naturligvis ikke mindst vigtigt i de fattige lande. Jeg håber, at alle de erfaringer, som vi gør os i EU på dette område, ligeledes udnyttes inden for vores udviklingssamarbejde. Jeg opfordrer hr. Liikanen til at tage en grundig diskussion med hr. Nielson om dette. Et andet område, som er lige så vigtigt, er mulighederne for at effektivisere energi- og materialeanvendelsen gennem de nye teknologier. I dette program henvises der til transportområdet, hvilket er udmærket. Glem dog ikke, at man også kan nedbringe transportbehovet rent fysisk, og det er noget, vi bør forsøge at opnå! Endelig med hensyn til elektronisk handel er det utroligt vigtigt, at der skabes rammer, der giver forbrugerne tryghed ved denne form for handel, at det gøres lettere at handle inden for EU, at afgiftsspørgsmålet behandles lempeligt, og at man er opmærksom på at beskytte personers integritet. Vi befinder os kun i starten af en vigtig diskussion, og jeg ser frem til en fortsat spændende dialog. Tak til hr. Liikanen og tak til fru Read for en interessant betænkning.
Hr. formand, hr. kommissær, med de nye informations- og kommunikationsteknologier har vi virkelig - for nu at bruge et billede - fået nyt brændstof til vores økonomiske lokomotiv, så vi atter kan fyre op under vores økosystem. Men jeg vil også gerne nævne tre ting, som man måske også bør overveje. For det første kræves det helt tydeligt i Amsterdam-traktatens artikel 6, at alle politiske områder skal udformes efter princippet om bæredygtighed. Helt ærligt, hr. kommissær, når jeg kigger meddelelsen igennem, så synes jeg, at der er taget for lidt hensyn til bæredygtigheden, til spørgsmålet om økologiske produkter, incitamentet til at leve økologisk, spørgsmålet om, hvilke konsekvenser informations- og kommunikationsteknologierne har for miljøbeskyttelsen. Her er der altså behov for forbedringer. For det andet er der spørgsmålet om, hvordan vores arbejdsliv, vores arbejdsrelationer ændrer sig. Kan folk få indflydelse på det? Spørgsmålet er altså, om man ikke i lyset af denne revolutionære udvikling har brug for nye strukturer for medarbejderindflydelse, nye strukturer for høring og udformning. Også det bør man i højere grad inddrage. For det tredje indeholder netop det femte forskningsrammeprogram mange socioøkonomiske forskningsprojekter, som sigter mod at analysere, hvad det er, der holder Europa sammen, netop inden for informations- og kommunikationsteknologierne. Vi kan da ikke nu give os til at forsyne lokomotivet ordentligt med brændstof og på den anden side i rammeprogrammet udføre den socioøkonomiske ledsagende forskning, men uden relation til denne meddelelse. Essensen er altså et ja til at fyre op under lokomotivet, men det er ikke lige meget, hvor det kører hen, vi har brug for skinner til dette lokomotiv.
Hr. formand, kolleger, ikke siden den almindelige stemmeret blev udbredt i sidste århundrede, har vores samfund stået over for en så betydelig potentiel overførsel af magt. Informationssamfundet har potentiale til at overføre magt fra regeringen til borgeren, fra bureaukraten til borgeren og naturligvis fra erhvervslivet til forbrugerne. Det åbner for et globalt marked og nærmest uendelige informationer for alle med adgang til en computer. Det er den største maskine til nedbrydning af barrierer mellem samfund og nationaliteter, vi nogensinde har set - større end noget EU-direktiv kan blive. Det rummer mere magt, flere valgmuligheder, lavere priser for borgere i hele Europa og i hele verden, og efter min mening er det bedste, regeringerne kan gøre i cyberspace, så vidt muligt at holde sig ude af det og lade forbrugerne, virksomhederne og borgerne drive deres forretning og leve deres liv. Lovgiverne kan ikke holde trit med denne teknologi, selvom de prøver. Teknologien og industrien er bedre rustet til at imødekomme forbrugernes ønsker på et utroligt konkurrencebetonet marked. Det er det konkurrencebetonede marked, der vil sikre, at forbrugerne beskyttes, ikke restriktiv lovgivning, der kan kvæle e-handlen og give andre rundt om i verden mulighed for at høste frugterne af denne revolution i vores økonomi, der ikke har haft sit sidestykke siden den industrielle revolution i det 19. århundrede. Men vi ved alle, at vi har brug for en grænse for myndighedernes indgriben. Vi har brug for grundlæggende lovgivningsmæssige rammer for e-handel. Jeg håber, at der bliver tale om smidige rammer, men vi skal have dem hurtigt på plads, for e-uret tikker, og der findes mange organisationer verden over, der kæmper om denne branche. Det er i vores interesse at sikre, at vi får svarene og lovgivningen på plads, men også at det sker hurtigt. Her i Parlamentet bør vi sørge for at få direktivet om e-handel med princippet om oprindelsesland igennem hurtigst muligt. Vi bør vedtage nye regler om gældende lovgivning, hvor vi udviser tillid til, at forbrugerne kan træffe et velfunderet valg om, hvilken lovgivning de ønsker at være underlagt. Vi bør presse liberaliseringspakken på telekommunikationsområdet igennem, da det kun er på et konkurrencebetonet telekommunikationsmarked med rimelige priser, at vi leverer denne magt, disse lave priser og disse store muligheder til forbrugerne, for kun ad den vej kan vi sikre lave priser for vores forbrugere. Vi ønsker at udbygge Europas førerstilling inden for mobiltelefoni og lære af eksemplerne med store globale aktører som det finske Nokia. Medlemsstaterne bør udbygge undervisningen i IT-færdigheder på skolerne, men det skal gå hurtigt, for ellers snupper andre gevinsten her, nemlig dominansen på det globale marked for e-handel.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest takke fru Read for denne betænkning, og jeg vil gerne straks slå fast, at jeg blot vil koncentrere mig om de sociale aspekter, som efter vores mening bør udvikles. Her nogle dage efter afholdelsen af topmødet i Lissabon mener jeg, at Europa-Parlamentet skylder sig selv at sende et klart signal til regeringerne i medlemsstaterne, således at Europas indtræden i den elektroniske tidsalder, og som følge heraf i en ny økonomi med et enormt potentiale, ikke skader den sociale samhørighed. Behovet for en solid social forankring og hensynet til borgernes egentlige behov er efter min mening nødvendige betingelser for informationssamfundets succes, som vi forstår det i Europa, der ikke vil kunne opbygges ud fra markedskræfterne alene. Vi må med omhu sørge for, at alle samfundets sektorer drager fordel af informationssamfundet, og at man undgår et samfund, hvor adgangen til nye teknologier og udnyttelsen af det potentiale, der ligger heri, er betinget af den sociale inddragelse eller udstødelse. Jeg mener, vi må overveje tre aspekter med de risici og bekymringer, som de medfører. Den første vedrører brugeren og risikoen for at skabe en afgrund mellem de forskellige ofre for social udstødelse. Således er prisen for internetadgang, tilsidesættelsen af hele befolkningsgrupper (unge arbejdsløse, hjemmegående kvinder, ældre medborgere), manglerne i uddannelsessystemet eller med hensyn til erhvervsuddannelserne nogle af de forhindringer, der skal løses, således at informationssamfundet kan være til glæde for alle. Den anden overvejelse drejer sig om de personer, der skal arbejde i denne sektor. Lønmodtagerne skal, på grund af den fleksibilitet, som karakteriserer sektoren, drage fordel af organisationsstrukturer og garantier for deres rettigheder, hvad enten det drejer sig om social sikkerhed, pensioner eller udførelsen af arbejdet under de nødvendige sikkerhedsbetingelser. Det tredje og sidste element omhandler spørgsmålet om offentlig tjeneste og forbedring af de demokratiske systemer til udvikling af procedurer ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, hr. kommissær, eEurope er på vejen fra industrisamfundet til informationssamfundet et virkelig vigtigt program for alle. Jeg vil derfor gerne lykønske det portugisiske formandskab med beslutningen om at gøre dette emne til et centralt emne på det særlige topmøde. Jeg lykønsker Kommissionen med dens forslag og ordføreren med hendes betænkning, og jeg vil også meget tydeligt sige, hvorfor jeg udtaler denne ros, og hvorfor jeg også gerne vil tage dem alle sammen på ordet. Centralt i betænkningen og som første mål i Kommissionens forslag erklæres det, at det er nødvendigt at opnå lige muligheder og lige deltagelse for alle borgere i informationssamfundet. eEurope, står der i teksten, skal først og fremmest vise hver eneste borger, hver eneste husholdning og skole, hver eneste virksomhed og forvaltning vejen til den digitale tidsalder og til Nettet. Dette mål giver efter min mening ikke grundlag for de bekymringer, der er givet udtryk for her, om at samfundet vil blive opdelt i to grupper, dem, som har denne informationsadgang, og dem, som ikke har den. Og når jeg understreger dette mål så kraftigt, så er det, fordi jeg tror, at det på en særlig måde kan tydeliggøre fordelen ved Den Europæiske Unions indsats for informationssamfundet over for borgerne, men selvfølgelig kun, hvis vi står ved vores ord og opfylder de løfter, som vi giver borgerne, hvis vi faktisk inden udgangen af år 2002 garanterer og muliggør, at alle skoleelever - det står der i dette program - har en højhastighedsadgang til Internettet og til multimediale ressourcer i deres klasseværelse, hvis vi faktisk sikrer, at borgerne inden år 2003 - og det gælder alle, rig eller fattig - har en omfattende sikret adgang til sundhedssystemer, hvis vi virkelig inden for den fastsatte tidsramme opfylder det, som vi har hårdt brug for til støtte for vores SMV'er, nemlig sikring af de fælles risici for risikovillig kapital i Fællesskabet. Det er en opgave for Rådet, Parlamentet og Kommissionen. I borgernes interesse ønsker jeg os alle held og lykke.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg gratulerer ordføreren for et vellykket arbejde, der er udført på kort tid. Et informationssamfund for alle er bestemt kommissærens vægtning i denne proces. Det er vigtigt, og jeg takker ham for det. Netop på grund af denne tanke bør man også i Lissabon aftale principperne for en bæredygtig finansiering af den sociale sikring. Der skal også opnås enighed med arbejdsmarkedsparterne om f.eks. fjernarbejde og faguddannelse, når der er tale om et informationssamfund for alle. Det kan jo ikke være det uden at sikre de grundlæggende rettigheder for arbejdstagerne. Der er fare for, at alle tjenester bliver selvbetjening på grund af Internettet, og det bliver så igen et stort beskæftigelsesspørgsmål. For det andet har vi i ca. 10 år foretaget frigørende regulering i telebranchen, og nu opstår der igen den situation gennem fusioner af storkoncerner, at disse begynder at regulere markeder. Jeg synes, at der skal gribes ind her. Det må ikke ske, og jeg forventer, at Kommissionen holder nøje øje med dette og indfører de nødvendige foranstaltninger. For det tredje steg børskurserne for én netudbyder for nylig 400% på én måned, og det skete udelukkende ved at give børsmeddelelser uden dækning. Når mange virksomheder er magen til eller omtrent magen til, er en stor del af branchen altså en boble, og når den brister, håber jeg, at skatteyderne ikke kommer til at betale. Kan den ærede kommissær give et bud på, hvad der kan gøres, hvis denne branches ballonvirksomheder brister, så skatteyderne ikke skal betale, som det f.eks. skete under bankkriserne?
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg synes, at det er meget vigtigt, at Europa-Parlamentet deltager i drøftelsen om, hvordan Den Europæiske Union ser på de muligheder, som informationssamfundet har åbnet for den - emnet er på dagsordenen for topmødet i Lissabon. Selvom vi var mange, der havde forventet nogle mere klare svar herpå fra topmødet om beskæftigelsen, så undervurderer jeg ikke emnets relevans og behovet for at definere en europæisk strategi for sektoren. Vi er også alle klar over, at Unionen er sakket bagud i forhold til USA inden for dette område, der er så følsomt og essentielt for vores fremtid. Jeg er enig i den betænkning, som fru Read har forelagt for os, og jeg vil, idet jeg bruger et udtryk, der blev anvendt af formanden for Rådet, António Guterres, påpege de tre vigtigste mangler inden for sektoren. For det første er der for lidt pragmatisme. Som det så udmærket nævnes i betænkningen af Read, er Kommissionens foreslåede dokument fuld af generelle retningslinjer og hensigter, som fortjener vores ros, men det er svagt med hensyn til konkrete foranstaltninger og konsekvente aktioner. Jeg ønsker ikke at tro, at Rådets konklusioner begrænser sig til denne opremsning. Det, vi behøver inden for dette område, som inden for så mange andre, er ikke flere erklæringer og taler, men foranstaltninger og beslutninger, som gør det muligt at mindske den kløft, der adskiller os fra USA. For det andet er der for lidt demokrati. Også her er der for lidt demokrati - selvom det må indrømmes, at det har været værre - men det er vigtigt at bekæmpe opdelingen mellem dem, der har adgang til Internettet, til de nye teknologier og til informationssamfundets fordele, og dem, der er berøvet denne mulighed af økonomiske årsager eller på grund af utilstrækkelig information og IT-uddannelse. En satsning på uddannelsessystemet og transport- og telekommunikationsstrukturerne, som gør adgangen til Internettet billigere, hurtigere og kraftigere, er de prioriteringer, som vi først skal bekymre os om. Og endelig er der for få investeringer. Som det så udmærket nævnes i betænkningen, kan man ikke overlade det til markedet alene at finde et svar på disse problemer. Inden for sundhedsvæsenet, den offentlige forvaltning, i forholdet mellem staterne og borgerne, inden for de offentlige serviceydelser i al almindelighed kan der gøres, og skal der gøres meget, så Europa kan tage det kvalitative spring, som vi alle her har erkendt, at der er behov for.
Hr. formand, på det særlige topmøde i Lissabon i næste uge drejer det sig om at definere en selvstændig vej for europæerne til fremtidens arbejdsverden. Hvordan bliver vi mere konkurrencedygtige? Hvordan skaber vi nye markeder? Hvordan skaber vi permanent højere kvalificerede job? I morgendagens globale informationssamfund kan vi spille en af hovedrollerne, hvis vi behersker repertoiret. Europa har talenter. Europa har evner. Indimellem mangler der kompetente instruktører til motivationen. For mig er det vigtigt, at brede målgrupper får aktiv del i de graverende forandringer. Fra små skal de gøres fortrolige med Internet og databaser. Min kollega Hieronymi gjorde opmærksom på det. Skoler uden computerudstyr skal blive en sjældenhed! Vi har brug for en kvalificeringsoffensiv med computerstøttet undervisning og aktiv udnyttelse af netværk. Europa-Parlamentets Udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender plæderer for, at informationssamfundet skal være et alment gode for alle borgere, også de socialt svage, også de handicappede og de ældre. I det europæiske erhvervsliv sker forandringerne med stadigt højere tempo. Virksomheder oplever hele tiden reorganisationer, aktieopkøb, strategiske alliancer, venlige eller fjendtlige overtagelser. Konsekvensen for arbejdstagerne og for lederne er den samme, nemlig høj mobilitet og stadig hurtigere tilpasning. Der bliver flere selvstændige, men også flere pseudoselvstændige. I virksomhederne ændres kompetencerne. Teams har stadig kortere holdbarhed. Det har konsekvenser for arbejdstagernes indre sammenhold og repræsentationen af deres interesser. Mange virksomheder er for små til at oprette samarbejdsudvalg, eller de er så store, at der ikke opstår noget tilhørsforhold, og arbejdstagerrepræsentanterne bliver til rejsende pampere. Folk inden for informations- og kommunikationsteknologierne, som har mange friheder, analytikerne, ingeniørerne eller de kreative planlæggere, vil lede sig selv. De stræber efter nye arbejdstidsordninger, og på grund af variable kontrakter også nye tarif- og bonussystemer. Desuden frygter fagforeningerne i andre brancher, at der vil ske en udbredelse af uregulerede strukturer og en sænkning af sociale standarder. Borgerne må blive fortrolige med nye arbejdsformer og arbejdsrelationer inden for informations- og kommunikationsindustrien, om det nu er på hardware- eller softwareområdet, inden for service eller rådgivning. Først når de kan få del i innovationerne, når de kan overbevises om informationssamfundet, må det blive klart, at det ikke kun er en succes eller en fordel for de private og offentlige virksomheder, men i lige så høj grad for forbrugerne og arbejdstagerne.
Hr. formand, kære kolleger, først vil jeg gerne takke fru Read for alt det arbejde, hun har lagt i denne betænkning. Det er morsomt med den store interesse for dette område. Jeg finder det vigtigt, at vi nu øger vores viden om og gør os klar til forandringer med hensyn til denne komplicerede og spændende udvikling i Europa-Parlamentet. Kommissær Liikanen med sit personlige engagement og Kommissionens eEurope-dokument står for et positivt syn på den nye økonomi og en vækstorienteret politik, som jeg støtter helhjertet. Det er ulykkeligt, at nogle medlemmer ser det fremvoksende informationssamfund som en trussel i stedet for at glæde sig over de muligheder, det indebærer. Det er svært at overvurdere e-handlens betydning. Hidtil har det indre marked kun været virkelighed for de store virksomheder. E-handlen betyder, at det indre marked bliver helt anderledes tilgængeligt for de mindre virksomheder og frem for alt for enkeltpersoner, kunder og forbrugere, som nu endelig kan drage nytte af hele det indre marked i Europa. I kølvandet på de tekniske forandringer ændres ikke blot handelsmønstrene, men der opstår nye muligheder inden for kultur, fornøjelser og kontakter. For at støtte denne nye økonomi bedst muligt er det vigtigt, at vi politikere ikke tror, at vi kan forudsige alle virksomheders og privatpersoners behov. Vi må lade markedet, det vil sige køber og sælger, vælge selv. Med tanke på hvordan denne del af samfundet og økonomien ser ud, bliver det stadigt vigtigere ikke at styre virksomhederne i alle detaljer i et anfald af reguleringsiver. Vi må i stedet deregulere markederne yderligere for ad den vej at skabe øget konkurrence med det formål at bringe priserne ned. Det er helt klart den bedste metode til at gøre informationstjenesterne tilgængelige for alle borgere. Et vigtigt aspekt i skabelsen af vækst i den nye økonomi er at øge tilstrømningen af risikovillig kapital til nystartede og ekspanderende virksomheder. Vi må øge konkurrenceevnen og idéudviklingen i vores del af verden, i Europa. Det absolut vigtigste, stats- og regeringscheferne kan gøre i Lissabon, er at påbegynde en nedsættelse af kapitalbeskatningen i de forskellige lande, da disse i dag udgør den største hindring for en øget tilstrømning af risikovillig kapital. Til venstre side af salen vil jeg sige følgende efter denne forhandling: Prøv at fremhæve informationsrevolutionens muligheder for folk! Vær ikke så ængstelige og negative! Lyt til Villiers indsigt! Tag Wijkmans globale og positive holdning til jer, og lær af unge Kauppis erfaringer! Jeg mener ikke, at vi skal undervurdere problemet med omstilling, men vær rare ikke at begrave dette initiativ i jeres gamle forestillingsverden. Det vil være til skade for Europa!
Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Read og Parlamentet for denne betænkning, som er blevet udarbejdet utroligt hurtigt, og som har stor betydning, idet det ekstraordinære topmøde finder sted i næste uge, hvor eEurope-initiativet er et af de centrale dokumenter. eEurope-initiativets undertitel, "Et informationssamfund for alle", eller vi kunne også sige, som hr. Seppänen gjorde det, "Et videnbaseret samfund for alle", vidner om initiativets vidtrækkende mål. Vi glæder os over Parlamentets bidrag til denne meget vigtige politiske debat. Kommissionen bidrager i øjeblikket til forberedelserne forud for næste uges topmøde i Lissabon. I den forbindelse har Kommissionen vedtaget flere meddelelser, herunder en statusrapport om eEurope i sidste uge og et dokument med en dagsorden for økonomisk og social fornyelse for Europa for to uger siden. Jeg anser det for meget vigtigt, at Parlamentet gennem forhandlingen i dag deltager i diskussionerne forud for Lissabon-topmødet. Forhandlingen har været meget oplysende og har bevist Parlamentets store interesse og ekspertise inden for dette område. Vi håber, at Det Europæiske Råd i Lissabon vil give sin støtte til konkrete, målrettede politiske foranstaltninger, der kan sende et kraftigt signal om, at Europas ledere er fast besluttede på at omdanne Europa til en dynamisk og konkurrencedygtig økonomi. Med hensyn til indholdet i Deres betænkninger har jeg bemærket, at De udtrykker bekymring over, at mekanismerne for gennemførelse af målene i eEurope ikke beskrives fyldestgørende i vores oprindelige dokument. Situationsrapporten, som Kommissionen forelagde på Rådets møde i Lissabon i sidste uge, og som også blev forelagt for Dem i sidste uge, indeholder yderligere oplysninger. Vi vil endvidere udsende en handlingsplan for e-handel i juni måned, således som vi blev bedt om på Helsinki-topmødet. Jeg håber, at disse dokumenter vil indeholde svar på Deres ønsker med hensyn til gennemførelsen af målene for eEurope, men det er muligt, at nogle af spørgsmålene ikke vil blive taget op, da vi må forsøge at koncentrere indsatsen inden for dette initiativ. Jeg er især glad for at konstatere, at man i betænkningen deler Kommissionens holdning til de centrale aspekter af eEurope. Det er vigtigt at skabe en moderne, multimediebaseret og højtydende e-infrastruktur, at skabe retssikkerhed inden for e-handel, at modvirke mangelen på kvalifikationer og give den risikovillige kapital bedre mulighed for at stimulere innovation. Deres støtte til at gå videre med disse centrale aspekter af eEurope er yderst velkommen. Jeg finder tanken om at afholde en e-regeringskonference meget interessant. Det er vigtigt, at vi inden for de europæiske institutioner sammen med medlemsstaterne udvikler effektive metoder til udnyttelse af potentialet i regionale teknologier for at øge såvel effektiviteten som gennemsigtigheden i vores forbindelser med borgerne. Jeg kan meddele Dem, at dette bliver et af hovedemnerne for en ministerkonference, der afholdes af det portugisiske formandskab i Lissabon i begyndelsen af april måned. Jeg vil også gerne tilføje, at hvidbogen om den interne reform af Kommissionen indeholder en "e-Kommission"foranstaltning. Målet er at styrke Kommissionens IT- og kommunikationsinfrastruktur med henblik på at yde en bedre service via Internet. Jeg vil gerne kort reagere på nogle punkter, hvor fokus i diskussionen måske har været en lille smule anderledes end i Kommissionens dokument. Kommissionen blev bedt om at medtage en 11. aktionslinje om beskæftigelse og social samhørighed. Jeg erkender fuldt ud, at dette er meget vigtige prioriteringer, og netop derfor har vi udarbejdet særlige meddelelser om disse emner. Jeg vil især gerne nævne meddelelsen "Strategier for job i informationssamfundet". Jeg er også enig med Dem i, at informationssamfundet måske udgør vores hidtil største mulighed inden for struktur- og samhørighedspolitikkerne, fordi det betyder, at afstandene forsvinder. I "eEurope"meddelelsen fokuseres der på foranstaltninger, der er nødvendige for at fremskynde overgangen til informationssamfundet. Disse foranstaltninger vil resultere i et stigende antal arbejdspladser og vil dermed føre til en reduktion af den væsentligste årsag til social udstødelse, nemlig arbejdsløshed. I Deres betænkning udtrykkes der bekymring om smart card-foranstaltningen. Jeg vil gerne forsikre Dem om, at formålet med denne foranstaltning ikke er at gribe ind på et område, der, som det korrekt nævnes i betænkningen, skubbes fremad af markedet. Kommissionen skal udelukkende fungere som en hjælper, der kan samle nøgleaktørerne og give dem mulighed for at komme videre i retning af en aftale om standardmetoder. Målet er ikke at stille andre teknologier ringere. Det står ikke klart, hvordan Kommissionen kan garantere etisk sikkerhed for alle tjenester, men jeg er fuldstændig enig i synspunktet om, at vi bør træffe alle foranstaltninger for at sikre respekten for menneskerettighederne; disse spørgsmål tages op inden for eksisterende aktioner, navnlig handlingsplanen for Internet. Endelig vil jeg gerne slutte med endnu en gang at takke Dem for Deres arbejde på dette område. Deres anstrengelser bekræfter, at De deler vores opfattelse af, at dette er et betydningsfuldt og relevant spørgsmål for Europa.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
Hr. formand, forhandlingen om min betænkning om Den Europæiske Unions handlingsplaner vedrørende indvandring og asyl er blevet udsat til i aften kl. 18, og afstemningen til i morgen kl. 9. Da emnet er meget relevant, så jeg også gerne, at forhandlingen i Parlamentet og den efterfølgende afstemning fik samme relevans. Derfor vil jeg bede Dem om at anmode Parlamentet om, at den udsættes til næste mødeperiode i Bruxelles. (Forslaget vedtoges)
Jeg finder, at det før disse afstemninger er vigtigt, at plenum og Præsidiet endelig beslutter, om møderne i Strasbourg slutter om torsdagen, eller om man fastholder møderne om fredagen. Det giver ingen mening, at vi er ved at ændre dagsordenen, fordi det er hensigtsmæssigt på grund af nogle personers rejser, og sætte for mange ting på dagsordenen på minimøderne i Bruxelles, hvor der altid er for mange ting på programmet. Betænkning (A5-0064/2000) af Duff og Voggenhuber for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om Rådets afgørelse om udarbejdelse af et charter for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (C5-0058/1999 - 1999/2064(COS))
Hr. formand, jeg bad blot om ordet for at sige, at den italienske oversættelse af punkt 6c er meget mærkelig. Eftersom den skrivelse, vi allerede har fremsendt i den forbindelse, ikke var til megen nytte, beder jeg Dem nu om at undersøge sagen. Der står praktisk taget i teksten, at man godt kan krænke de grundlæggende rettigheder, hvis Europa-Parlamentet ønsker det, hvilket forekommer mig at være temmelig absurd.
Hr. formand, jeg vil gerne henlede opmærksomheden på teksten i afsnit 6, litra c, i tråd med den tvivl, der er blevet rejst af min italiensksprogede kollega. Vi foretog en hurtig kontrol, og den portugisiske tekst peger i samme retning som den franske tekst, det vil sige, at det, man kan slutte, er, at størstedelen af Parlamentet opfatter det således, at man kan krænke de grundlæggende rettigheder, når Europa-Parlamentet er enigt. Jeg ved ikke, om det er et sprogligt eller et politisk problem set i lyset af de indlæg, som vi har hørt her i forbindelse med de politiske rettigheder i Østrig. Men det er et yderst ømfindtligt spørgsmål, som jeg gerne vil henlede Præsidiets opmærksomhed på, så denne sag kan blive afklaret. For hvis det faktisk er med den intention, at man har stemt, så finder jeg, at der er blevet skabt en meget alvorlig politisk præcedens.