text
stringlengths 3
37k
|
|---|
Hr. formand, Den Europæiske Union har nogle ambitiøse miljømålsætninger, som er blevet præsenteret bl.a. i det femte miljøhandlingsprogram såvel som i strategien til bekæmpelse af forsuring fra 1997. I disse programmer har man opstillet som mål at beskytte mennesker og natur mod skadevirkninger fra luftforurening på den måde, at grænserne for, hvornår det er skadeligt for natur og mennesker, ikke overskrides. Kommissionens direktivforslag om nationale emissionslofter er et betydeligt skridt på vejen til at opfylde de målsætninger, Unionen har opstillet for sig selv: at beskytte sine borgere mod skadevirkninger fra luftforurenende stoffer. Det tager dog tid at dække sporene fra de forgangne årtier. Endnu har man ikke engang kendskab til alle de tekniske muligheder for at eliminere emissionskilderne totalt. Af denne grund er det fornuftigt at gå trinvist frem, som Kommissionen har foreslået. Første etape er at opnå en foreløbig målsætning for miljøområdet inden år 2010, hvilket indebærer, at man skal nedskære den sundhedsskadelige ozonmængde med to tredjedel inden da. Dette kan vi dog ikke stille os tilfredse med, da der også efter opfyldelsen af dette mål er for mange områder, hvor forureningsmængderne overskrider de grænser, som er farlige både for mennesker og for naturen. Derfor har jeg i min betænkning, ud over den foreløbige målsætning, også foreslået et mål på langt sigt og et endeligt mål frem til år 2020. På den måde kan vi endelig nå en situation, hvor de kritiske niveauer og mængder ikke overskrides, og alle mennesker beskyttes effektivt mod alle kendte sundhedsrisici forårsaget af luftforurenende stoffer. I denne forbindelse vil jeg gerne henlede opmærksomheden på mit ændringsforslag til sagen, hvor der på grund af en sproglig fejl står et forkert ord i Deres dokument. I stedet for ordet opfylde, skulle der stå overskride. Jeg håber, at man bliver opmærksom på dette inden afstemningen i morgen. Hvorledes når vi så frem til en situation, hvor de luftforurenende stoffer ikke overskrider naturens og menneskets tolerancetærskel? I Kommissionens forslag er der for hvert medlemsland fastsat grænseværdier for visse indbyrdes forbundne emissioner, som forårsager forsuring, en forøgelse af den troposfæriske ozon og eutrofiering af jordbunden. Sammen med en undersøgelse af disse problemer og de emissioner, der forårsager dem, peges der på en mere omkostningseffektiv måde at få pågrebet luftforurenerne og disciplinere dem. I forbindelse med gennemførelsen af direktivet er der da også store meningsforskelle vedrørende grænseværdierne, det vil sige det emissionsloft, der er fastsat for hvert land. I FN's Økonomiske Kommission for Europa har man også gennemgået de samme målsætninger for reducering af emissionskilderne som i det direktivforslag, der nu er til behandling, og som resultat af deres drøftelser har man besluttet at underskrive den såkaldte Göteborg-protokol. Der er en klar forskel mellem dette forslag og Kommissionens forslag. Hvis vi stiller os tilfredse med niveauet i Göteborg-protokollen, opnår vi aldrig de mål, som Unionen har stillet sig for de luftforurenende stoffer. Hvis man sammenligner forskellene mellem Göteborg-protokollen og Kommissionens forslag med hensyn til helbredsrisici, redder det niveau, Kommissionens foreslår at nedbringe emissionen til, årligt hele 4.000 menneskeliv i Europa. Selvom det uomtvisteligt er påvist, at ambitiøse miljømålsætninger bidrager til borgernes sundhed og sikkerhed, forsvares et lavere niveau med, at en renere luft koster mere for industrien og for samfundet. Det skal dog siges, at omkostningerne i denne forbindelser er stærkt overdrevne. Og hvis man medregner de fordele, som en bedre luftkvalitet medfører for mennesker og miljø samt bygninger, får man det resultat, at de økonomiske fordele er fire gange større end omkostningerne. Man må endnu bestræbe sig på at bearbejde direktivforslaget bl.a. således, at man tager bedre hensyn til ansøgerlandenes situation og de spørgsmål, som har relation til Den Europæiske Unions nærområder. |
Hr. formand, efter mange diskussioner og alvorlige overvejelser går et stort flertal af Industriudvalgets medlemmer imod Kommissionens foreslåede emissionslofter, og det er på tværs af politiske grupperinger og nationaliteter. UNECE-lofterne blev fastsat af alle medlemsstater, af ansøgerlandene og globalt i en protokol, der blev underskrevet i Göteborg så sent som i november 1999. Hvorfor fremlægger Kommissionen disse endnu strengere og langt dyrere lofter bare én måned senere? Jeg kan forstå, at grupperne og hele Parlamentet er delt i dette spørgsmål mellem dem, der støtter Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, og tilhængerne af Industriudvalgets principper. Parlamentsmedlemmerne skal være opmærksomme på de alvorlige følger for industrien og landbruget, for vores konkurrenceevne, for beskæftigelsen og - ja - for befolkningen og vores valgkredse, hvis Kommissionens forslag bliver vedtaget. Industriudvalget opfordrer parlamentsmedlemmerne til at stemme for de ændringsforslag, der er fremsat i mit og hr. Bowes navn. Industriudvalget har vedtaget disse ændringsforslag. FN's lofter er tilstrækkeligt ambitiøse til, at vi kan opfylde vores internationalt vedtagne mål inden for en fornuftig tidshorisont. Industriudvalget ønsker at se disse grænser gennemført helt og holdent i hele Den Europæiske Union og globalt. Så kan Kommissionen koncentrere sig om at håndhæve bestemmelserne, perfektionere de anvendte modeller og måske om to eller tre år fremsætte nye forslag på baggrund af langt mere overbevisende argumenter vedrørende relevante omkostninger og fordele. Støt ændringsforslagene fra Purvis og De Forenede Nationers Göteborg-tabel over nationale emissionslofter. |
Hr. formand, jeg håber, at det i mellemtiden kan antages for velkendt, at miljøforurening og bestemt også netop luftforurening er et problem med en grænseoverskridende karakter. Det foreliggende direktivforslag om de nationale emissionslofter gør noget ved de vigtigste luftforurenere. Det vedrører emissionslofter for stoffer, som er ansvarlige for forsuring, dannelsen af ozon i troposfæren og eutrofiering af jordbunden. Emnet er af temmelig teknisk art, og jeg vil derfor kun fremhæve de vigtigste punkter for mig og for os. Direktivets hovedmål er at nedbringe emissionen af de nævnte stoffer til under de kritiske niveauer og belastninger. Disse målsætninger bør opnås i 2010 med en midtvejsvurdering af de nationale programmer i 2006. Det vigtigste - og det har De netop hørt - og den mest omdiskuterede del af forslaget er naturligvis den tabel, hvori den tilladte årlige emission for hvert stof er optaget for de enkelte lande. En stor rolle i diskussionen spillede det i den forbindelse, at 36 lande, herunder 15 EU-medlemsstater, for nylig i FN-regi i de fleste tilfælde aftalte mindre strenge standarder for de samme stoffer. Nu er der kolleger, som opfordrer til en erstatning af denne tabel, altså Kommissionens tabel, af FN's såkaldte Göteborg-tabel, som tillader et højere loft. Hr. formand, jeg må erkende, at argumentationen ikke er stærk. FN-aftaler ligger jo med hensyn til ambitionsniveau altid lavere på grund af den kendsgerning, at situationen i rige, blomstrende og således ofte mere forurenende lande og situationen i udviklingslandene vanskeligt kan tages under ét. Det er for øvrigt heller ikke rigtigt, at de europæiske lofter er fastlagt efter, at FN-forhandlingerne var afsluttet. Når jeg ser på forslaget og på argumentationen - og jeg formoder, at også mine kolleger har gjort dette - så konstaterer jeg, at der på det tidspunkt, hvor de europæiske lofter blev fastlagt, stadig forhandledes om FN-protokollen. Når man hertil føjer den kendsgerning, at miljøvirkningerne af navnlig SO2, NOx og de flygtige organiske forbindelser har direkte indvirkning på vores eget kontinent, kan jeg - og flertallet i vores gruppe, tror jeg - støtte kommissionsforslaget for disse stoffer. Jeg har dog et andet problem, nemlig ammoniakken. Det loft, som nu findes, vil PPE-gruppen justere. Når jeg ser på nitratdirektivet, konstaterer jeg, at der næsten ikke er nogen som helst medlemsstat, der opfylder den standard, som er nævnt deri. At gå endnu længere nu end Göteborg-standarden forekommer mig absolut urealistisk. Jeg tilføjer, at virkningerne af ammoniakemissionen for en del navnlig er lokale, og at en lavere ambition derfor er acceptabel. Jeg har på PPE-gruppens vegne stillet et ændringsforslag, som for ammoniak går ud fra den lavere Göteborg-standard og desuden lader den endelige fastsættelse af loftet åben indtil år 2006. Grunden er, at jeg håber, at virkningerne af gennemførelsen og også den nært forestående europæiske lovgivning om nitrat kan give os bedre indikationer. Hr. formand, til sidst vil jeg sige, at lovgivningen om lofterne egentlig er et sidestykke til lovgivningen om de store fyringsanlæg, som jeg også er ordfører for. Allerede inden valgene sidste år havde vi førstebehandlingen. Ministerrådet blokerer imidlertid stadig. Kan vi få oplyst, hvilke fremskridt der er? Min sidste bemærkning er en tak til ordføreren fru Myller. |
Hr. formand, jeg vil starte med at takke fru Myller for hendes betænkning og ambitiøse behandling af det direktiv, som Kommissionen foreslår. Selvom Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi virker en lille smule, som om det pludselig er vågnet op og blevet taget på sengen, kan man under alle omstændigheder informere om, at forsuringsproblemet næppe er et nyt problem, men derimod har eksisteret lige siden industrialiseringen - i 100 år. Man har forsket heri i 30 år. Ingen af os burde være i tvivl om kilderne, når det handler om forsuring, og heller ikke om, hvad vi skal gøre ved det. En del anklager Kommissionens forslag og også betænkningen for at være overdrevne og alt for dyre samt siger, at de beregninger, der foreligger, er utopiske. Det er imidlertid forkert at sige sådan, da vi jo ved, at medlemslandene selv har bidraget til den rapportering, som danner grundlag for hele direktivet. Man kan snarere forholde sig kritisk til, at vi ikke har medtaget det energiscenarie, som vi ellers fremhæver, f.eks. i Kyoto-protokollen, nemlig at vi skal reducere forbrændingen af fossilt brændsel for også at klare de klimaproblemer, vi står over for. Uden at sige noget ondt om Göteborg-protokollen - og selvom den har lånt min hjembys navn - må jeg sige, at man faktisk ikke må sammenligne Göteborg-protokollen med det direktiv, som vi skal træffe en beslutning om i morgen. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor Kommissionens direktiv kommer bare en måned senere, nærmest som en straf mod denne FN-protokol, men det skyldes jo vores egen langsomme håndtering af spørgsmålet - ikke noget andet. Havde vi været lidt hurtigere i vendingen, havde dette direktiv ligget klar på bordet, lang tid før den såkaldte Göteborg-protokol. Direktivet kaldes umuligt, men det umulige er, vil jeg gerne sige, den situation, vi har i dag. Det ligger altså ikke i direktivet, men derimod i den nuværende situation. |
Hr. formand, jeg vil lykønske fru Myller, der har arbejdet længe og hårdt med denne betænkning. Det forekommer mig, at forhandlingen kan koges ned til ét spørgsmål: Tror vi realistisk set, at Göteborg-protokollen er det bedste, medlemsstaterne kan gøre? Jeg erkender, at Kommissionen og nogle miljøgrupper mener, at man i praksis kan gøre det langt bedre, men ikke desto mindre har nogle - men desværre ikke alle - medlemsstater forpligtet sig til at mindske luftforureningen ganske betydeligt. Nogle medlemsstater synes at være gået ind til forhandlingerne efter nogle få beregninger på bagsiden af en kuvert, hvorefter de har nægtet på nogen måde at opstille realistiske mål. Andre har end ikke benyttet samme metodologi og samme beregningsmetode som de øvrige medlemsstater. Derfor er protokollen på mange måder det rene nonsens. Den kan ikke skabe nogen som helst tillid. Den er et rodet politisk kompromis og intet andet. Jeg ved ikke, hvor meget mere kommissæren kan udrette, men vi skal forsøge at reducere luftforureningen, og vi bør støtte hende i bestræbelserne på at forhandle herom. Vi bør støtte betænkningen og bakke hende op. |
Hr. formand, fru Myller har udarbejdet en rigtig god betænkning, og også vores gruppe mener, at vi skal gå meget længere end Göteborg-protokollen. Under udarbejdelsen af dette direktiv er man sandsynligvis gået på national auktion, og slutresultatet er yderst fordringsløst, når man tænker på, hvilke udfordringer der egentlig er. Men i hvert fald er det vigtigt, at Europa-Parlamentet nu i det mindste støtter den linje, som Kommissionen har valgt. Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance foreslår, at man opstiller endnu strammere målsætninger for år 2010 end dem, Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har foreslået. Vi vil gerne understrege, at man må tage en integreret strategi for nedbringelse af emissioner i anvendelse. Man må huske på, at vi under alle omstændigheder står over for at skulle opfylde målene fra Kyoto-protokollen, hvilket forudsætter, at energianvendelsen nødvendigvis må effektiviseres, og at der simpelthen må anvendes mindre energi. Dermed er der efter vores mening grund til allerede i dette direktiv at tage hensyn til, at en integreret strategi giver en sidegevinst for opfyldelsen af målsætningerne i det andet direktiv. Vi er meget tilfredse med, at Miljøudvalget tog søfart og flytrafik med ind i dette direktiv, og vi er overbevist om, at fordelene ved en integreret strategi er virkelig store. |
Hr. formand, for at opfylde de mål med hensyn til luftemissioner, som er opstillet i det femte miljøhandlingsprogram, er dette direktiv om emissionslofter overordentlig nødvendigt. Bekæmpelsen af forsuring, gødningsforurening og smogdannelse kræver en nedbringelse af emissioner af svovldioxid, nitrogenoxid, ammoniak og flygtige organiske forbindelser. Rådets konklusioner vedrørende EU's forsuringsstrategi har skabt forventninger, som nu skal tage mere fast form. Dette kan endda ske på en omkostningseffektiv måde, således som det fremgår af begrundelsen i kommissionsforslaget. Nu ved vi alle sammen, at man for et halvt år siden blev enige om højere emissionslofter i Göteborg. Disse værdier er imidlertid følgen af et politisk kompromis mellem landene, og man så bort fra resultaterne af den anvendte model. Den model, som Kommissionen brugte, er solid, og resultaterne er veldokumenterede. Bl.a. i betragtning af den kendsgerning, at man med disse emissionslofter stadig ikke kan opfylde målsætningerne i Den Europæiske Unions femte miljøhandlingsprogram, er en afsvækkelse ikke forsvarlig. Det første skridt, som vil blive sat med henblik på virkeliggørelsen af emissionslofterne, er uden tvivl en ihærdig gennemførelse og håndhævelse af eksisterende direktiver såsom auto-olieprogrammet. Desuden bør ny lovgivning på dette område hurtigst muligt vedtages. I denne forbindelse opfordrer jeg endnu en gang Rådet til hurtigt at fremkomme med en fælles holdning om store fyringsanlæg. Endelig vil en supplerende politik som med hensyn til flygtige opløsningsmidler i maling og fernis samt lakering af biler fortsat være nødvendig. |
Hr. formand, mine damer og herrer, fru kommissær, jeg vil også først takke ordføreren. Nu til emnet. Som man ser, er der i Europa-Parlamentet forskellige meninger om, hvorvidt Europa-Kommissionens forslag er for ambitiøst. Mange siger, at det ikke kan gennemføres med de eksisterende tekniske muligheder, eller at det er alt for dyrt. Kommissionen selv siger, at dette forslag skal gennemføres omkostningseffektivt. For mig er det interessant at se, at Kommissionen i den forbindelse går ud fra, at energiforbruget i Den Europæiske Union stiger med 8% de næste år, og at der ikke er nogen ændring af energimixet, altså heller ingen reduktion i de fossile energikilders andel. Det er efter min mening ikke ambitiøst! Det er vist præcis det modsatte af ambitiøst. For i Europa-Parlamentet har vi altid været enige om, at vi skal reducere andelen af fossile energikilder, og at vi skal spare på energien. Hvis det ikke lykkes for os, så er det en miljøpolitisk falliterklæring. Hvis Europa-Kommissionens forestillinger bliver en realitet med denne grundholdning, behøver vi ikke længere tale om klimabeskyttelse her i Europa-Parlamentet. Vi skal øge energieffektiviteten! Vi skal forbedre energibesparelserne! Vi skal fremme regenerative energiformer, og vi må anerkende, at atomenergien hverken producerer CO2 eller SO2 eller NH3, VOC eller NOx. Jeg tror, begge dele hører med til sandheden, når vi diskuterer åbent. Derfor er jeg også modstander af, at nogle medlemsstater forlanger undtagelser i forbindelse med dette direktiv, såfremt de afskaffer atomenergien. Det kan heller ikke gå an som et led i et samlet miljøpolitisk ansvar. Men jeg vil understrege det endnu en gang, Kommissionens forslag er ikke for ambitiøst, men derimod måske endda for lidt ambitiøst. Jeg stemmer for det i morgen ved afstemningen. Jeg håber også, at flertallet i Parlamentet gør det! |
Hr. formand, jeg glæder mig meget over denne betænkning, og jeg gav den min varmeste støtte i Miljøudvalget. Den opstiller passende rammer for et langsigtet arbejde med at nedbringe emissionerne. Jeg kan støtte langt størstedelen af ændringsforslagene. Jeg har visse betænkeligheder ved et par stykker af dem, specielt ændringsforslag 7, som jeg slet ikke synes er miljøvenligt eller bidrager til det overordnede forsøg på at reducere mængden af ozonnedbrydende stoffer i Unionen. Jeg vil gerne fortsætte med det spørgsmål, som hr. Davies tog fat på, nemlig hvor vi skal begynde. Hvilke mål skal vi starte med? Hr. formand, jeg finder det logisk at starte med den række praktisk anvendelige, velargumenterede og gennemforhandlede tal, vi nåede frem til i Göteborg lige inden jul i forbindelse med UNECE-protokollen. Jeg synes ikke, at det er det rigtige sted at slutte, men det er bestemt det rigtige sted at starte, og det er grunden til, at jeg i modsætning til mine kolleger fra Miljøudvalget blev overbevist om, at det var det rigtige sted at starte, da jeg deltog i forhandlingen i Industriudvalget. Jeg finder det værd at stræbe efter Kommissionens tal. Jeg tror, at vi kan nå så langt. Vi bør forsøge at nå så langt, men det er ikke stedet at starte. Vi bør starte med UNECE-tallene - med Göteborg-protokollen - og så revidere dem som foreslået af fru Myller i hendes betænkning. |
Hr. formand, fru kommissær, jeg har naturligvis ikke noget som helst problem med direktivets princip. Det er et vigtigt instrument for miljøpolitikken i de kommende år. Medlemsstaterne får en tydeligere målsætning. De ved, hvad de skal arbejde hen imod. Men når jeg ser på tabellen med lofter for hver medlemsstat, har jeg indtryk af, at de samme ting ikke behandles ens. For jeg konstaterer, at mit land, Belgien, f.eks. skal opnå det maksimalt opnåelige scenarie, altså ikke det økonomisk opnåelige, men at samtidig områder, som ligger lige i nærheden, og som er lige så forurenede som mit land, kan følge en meget mildere politik. For et stort land kan kompensere for dets dårlige regler med dets bedre regioner. Det kan et lille land ikke gøre. Jeg giver et eksempel: Af Deres oplysninger og Deres kort fremgår det, at sagerne kan afvikles på et lavere niveau i Nordfrankrig, som er lige så forurenende og forurenet som Belgien. Gennemførelsen af dette direktiv koster f.eks. for hver belgier 103 euro om året ifølge Deres beregninger. En franskmand, altså også fra Nordfrankrig, betaler kun 15 euro, og det er otte gange så lidt, og for en del skyldes det, at vi er et lille land og omringes af forurenere. For mit land betyder 1% af bruttonationalproduktet om året en for kraftig anstrengelse. Jeg anmoder derfor om støtte til ændringsforslag 16 og 17, hvori jeg beder om, at den belgiske regering får chancen for at se på situationen på ny på grundlag af de årlige rapporter. |
Hr. formand, det største miljøproblem i mit land er forsuringen af marker, skove, søer og vandløb. Forsuringen fører til skovdød, reduceret skovtilvækst, reduceret forekomst af vækstbestand samt fiskedød. Forsuret vand udløser desuden tungmetaller, som udgør et sundhedsproblem. Naturen i de nordiske lande er særligt følsom over for forsuring, da den for en stor dels vedkommende ikke har en tilstrækkeligt stor modstandskraft over for forsuring. Forsuringseffekten opstår ved nedfald af sur regn forårsaget af luftudslip fra forbrænding af fossilt brændsel. I Sverige og Finland har vi truffet omfattende foranstaltninger for at nedbringe luftforureningen på nationalt plan. Vi gør en stor indsats for at tilsætte kalk i søer og vådområder. Vi lever for en stor dels vedkommende op til det emissionsmål, som foreslås i det aktuelle direktiv. Mere end 80% af den sure regn, der falder over vores land, kommer imidlertid fra luftforurening i andre vesteuropæiske lande. Vi appellerer derfor til Deres hjælp. Mange nordeuropæere erkender, at vores forsuringsproblemer kun kan løses i et miljøsamarbejde med andre EU-lande. Til medlemmerne i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi vil jeg sige følgende: FN-beslutningen er i sammenligning med Göteborg-protokollen langtfra tilstrækkelig. Jeg er overbevist om, at EU kan være bedre end FN til at klare miljøproblemerne i Europa. Det foreslåede EU-direktiv om luftforurening kan nemlig blive et stort skridt hen imod at bekæmpe forsuringen af naturen især i det nordlige EU-område. Desuden kan man samtidig opnå en betydelig reduktion i den sundhedsskadelige ozon især i store byer i det sydlige EU-område. Vi bør således derfor have en fælles interesse i at bifalde forslaget til EU-direktivet. |
Hr. formand, ærede medlemmer, fru kommissær, vinden blæser til fordel for miljøet i EU og modtages godt i Europa-Parlamentet. På dagens dagsorden er der således ved et sjældent lykkeligt sammenfald direktiver om affaldsafbrænding, nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer og kontrol med luftens indhold af ozon. Luftforurening betød tidligere gaden; den blev forbundet med gaden. I dag er den i stor skala hele planeten og i lille skala vores eget hus, altså hele vores økosystem. Der må gøres noget. At fastsætte emissionslofter for de fire forurenende stoffer er en sikker vej og et bidrag til at nedbringe forureningen, bekæmpe forsuringen og de skadelige virkninger af disse forurenende stoffer for menneskers sundhed og for plantevæksten. I sit direktivforslag foreslår Kommissionen nationale emissionslofter, der skal være nået inden 2010 for de fire forurenende stoffer. Ydermere anslås den enkelte stats omkostninger ved at opfylde disse mål. Det synes mig at være en god strategi. Fru Myllers fremragende betænkning anser Kommissionens forslag for afbalanceret og søger at styrke det på nogle punkter. Parlamentsudvalget har særlig bifaldet den obligatoriske revision af direktivet i 2004, hvilket gør det muligt at revidere de i teksten fastsatte lofter og de foranstaltninger, der træffes for at nå dem. Alt dette synes fornuftigt. Jeg har dog her et spørgsmål. Hvorfor ikke tillade, at en medlemsstat kan vise, at den er særlig ugunstigt stillet med hensyn til gennemførelsen af direktivet, eksempelvis på grund af dens geografiske beliggenhed eller dens klima, og at der deraf følger alvorlige ulemper for den? Ville det ikke være klogt? EU's luftforureningsbekæmpelsessystem bliver således udvidet, styrket og forfinet. EU's miljøpolitik bliver stadig mere den enkelte stats miljøpolitik, med hvad det giver af klare fordele for alle borgere i EU. |
Hr. formand, fru kommissær, emissionsgrænseværdierne i Kommissionens forslag er meget ambitiøse, mere ambitiøse end de målsætninger, der er aftalt i FN's Økonomiske Kommission for Europa i den såkaldte Göteborg-protokol, og således bør det også være. For mit eget vedkommende er jeg parat til at godkende det kompromis, der er udarbejdet i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik på initiativ af PPE-DE-gruppen, ifølge hvilket vi overholder Kommissionens forslag om emissioner på nær for ammoniak, da det ikke medfører store problemer for mit land, Finland, eller vores naboland, Sverige, som det allerede gentagne gange er kommet frem i løbet af denne drøftelse. Jeg forstår dog også godt synspunkterne om, at man burde vælge grænseværdierne fra Göteborg-protokollen. Hvorledes det end går til afstemningen i morgen, bør Kommissionen efter min mening løbende kontrollere, at udviklingen finder sted i alle medlemslandene, og fremme foranstaltninger, som hjælper industrien med at foretage de nødvendige ændringer. Det er vigtigt, at man opfylder miljømålsætningerne på den mest omkostningseffektive måde i hele Fællesskabet. Luftkvaliteten i Europa er forbedret betydeligt i de senere år. Emissionerne er formindsket betydeligt i hvert fald inden for energiområdet, trafikken og industrien. I de senere år er der da også løbende kommet nye EU-regler på miljøområdet, og der er opstillet nye målsætninger for industrien. Jeg ser det som lidt problematisk, at målsætningerne gentagne gange ændres, inden man rigtigt har evalueret de allerede vedtagne lovgivningsforanstaltningers påvirkning af miljøet og omkostninger for industrien. Inden man pålægger nogen yderligere forpligtelser, er det vigtigt at sikre sig, at de allerede aftalte foranstaltninger efterleves til fulde i medlemslandene. Disse to målsætninger er efter min mening ikke i modstrid med hinanden. Endelig, hvad angår emissioner fra skibs- og flytrafik, bør begrænsningerne for emissioner efter min mening aftales internationalt, og i denne fase bør de udelades af direktivet. Med hensyn til målsætningerne på længere sigt mener jeg ikke, at der bør opstilles en stram tidsplan, men at medlemslandene med deres egne målsætninger skal forsøge at opfylde standarderne til den aftalte tid eller inden da. |
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, i de seneste år har vi gjort store fremskridt med hensyn til at håndtere forsuring og forurening. Jeg håber, at dette forslag bliver endnu et vigtigt skridt i denne retning, og derfor ønsker jeg specielt at takke ordføreren fru Myller for hendes værdifulde indsats. Göteborg-protokollen er et skridt i den rigtige retning, men det er slet ikke nok. Protokollen når kun halvvejs hen til det mål for forsuring, som Parlamentet og Rådet allerede er blevet enige om. Et betydeligt antal mennesker vil dø tidligt, hvis ikke vi vedtager de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået. Protokollen er resultatet af en proces, hvor der er for lidt pres på de modvillige til, at de gør, hvad de burde. Det må ikke få Kommissionen til at afvige fra de aftalte mål. Omkostningerne ved Kommissionens forslag skal fastholdes i det rette perspektiv, selv med hensyn til Kommissionens meget pessimistiske vurdering, der ikke fuldt ud tager hensyn til Kyoto eller ikketekniske løsninger. Omkostningerne beløber sig kun til 0,08% af Fællesskabets BNP i 2010. Medlemsstaterne er nødt til at gøre nogle af de ting, der gør det muligt for dem at gennemføre de foreslåede emissionslofter billigere, hvis de skal opfylde deres Kyoto-tilsagn. Hvis man siger, at lofterne er for skrappe, er man svært tæt på at ignorere Kyoto. Jeg vil nu kommentere ændringsforslagene. Kommissionen kan fuldt ud acceptere ændringsforslag 3, 8, 9, 13, 19 og 21. Kommissionen kan delvis acceptere princippet bag ændringsforslag 1 og 2. Vi vil udarbejde en betragtning, der ikke begrænser Kommissionens initiativret, og som skal medtages i vores ændrede forslag. Vi vil også medtage en henvisning i direktivets artikel 9 for at gøre den nye betragtning gennemførlig. Det følger heraf, at Kommissionen ikke accepterer ændringsforsalg 27. Formålet med Kommissionens forslag er at gøre det så fleksibelt som muligt for medlemsstaterne, men vi kan ikke udelukke yderligere fællesskabsaktioner, hvis det kan hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre emissionslofterne på en mere omkostningseffektiv måde. Kommissionen kan også delvis acceptere ændringsforslag 11, der vil indføre yderligere ændringer i artikel 9. Vi er enige i, at gennemgangen af lovgivningen skal tage hensyn til emissioner fra luftfartøjer, yderligere emissionsreduktioner i regioner, der grænser op til Fællesskabet, foranstaltninger i ansøgerlandene og transportfaktorer. Kommissionen kan imidlertid ikke acceptere datoerne for Kommissionens overlevering af rapporter til Parlamentet og Rådet. I 2003 vil Kommissionen næsten ikke have nogen data fra medlemsstaterne at rapportere om og træffe beslutninger ud fra. I 2011 ved Kommissionen ikke, om lofterne blev overholdt i 2010 på grund af den tid, som medlemsstaterne skal have til at lave opgørelser. Vi kan delvis acceptere principperne bag ændringsforslag 12. Vi vil derfor omarbejde artikel 9, stk. 3, så det kommer til at indeholde meget af materialet fra dette ændringsforslag. Kommissionen accepterer principperne bag ændringsforslag 23. Henvisningen til lande uden for UNECE-processen skal begrænses til de lande, der har leveret data, og hvis emissioner er relevante for forureningen i Fællesskabet. Kommissionen accepterer i princippet ændringsforslag 24, 25 og 26, og den vil også tage dem i betragtning, når den omarbejder artikel 9 som en del af dens ændrede forslag. Kommissionen har stor sympati med tankerne bag ændringsforslag 16 og 17. Der skal tages hensyn til det faktum, at mindre medlemsstater har mindre plads til at fordele belastningen. Det handler imidlertid om grænseoverskridende forurening, så Kommissionen mener, at justeringer i lofterne for de enkelte medlemsstater kun kan foretages som en del af en generel revision af lofterne. Vi vil derfor foreslå en ny betragtning og ændringer i artikel 9, der vil sikre, at der tages passende hensyn til virkningerne på de mindre medlemsstater ved en revision. Kommissionen kan acceptere den del af ændringsforslag 20, der vil indsætte "passende" i betragtning 9. Vi kan ikke acceptere resten af ændringsforslag 20. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 15, 28, 29 og 32. De søger at erstatte de emissionslofter, der skal opfylde det vedtagne fællesskabsmål for forsuring, og som skal beskytte borgernes sundhed, med emissionslofterne fra Göteborg-protokollen. Göteborg-lofterne lever ikke op til det, der er nødvendigt, hvilket allerede er blevet nævnt. Kommissionen mener ikke, at det er vanskeligt at gennemføre de foreslåede emissionslofter, hvis medlemsstaterne tager Kyoto-tilsagnene alvorligt. Det er meget muligt, at vi kan gå endnu videre i 2010, men det kan vi kun afgøre, når vi ved, hvordan medlemsstaterne vil opfylde Kyoto-målene. Vi kan derfor ikke acceptere ændringsforslag 31. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 4 og 14: I henhold til subsidiaritetsprincippet er det op til medlemsstaterne - ikke Kommissionen - at fastsætte sanktioner for overtrædelser af den nationale lovgivning. Endvidere søger ændringsforslag 14 at begrænse Kommissionens traktatfæstede ret til at beslutte, hvornår der skal iværksættes overtrædelsesprocedurer. Ændringsforslag 5, 18 og 30 er også uacceptable. Kommissionen er forpligtet til at forfølge langsigtede mål for beskyttelse af miljøet og menneskets helbred, men i øjeblikket har vi ikke tilstrækkelige oplysninger til at forudsige, hvornår de langsigtede mål kan nås. Kommissionen må afvise ændringsforslag 6. Emissioner fra international skibsfart og krydsende luftfartøjer kan ikke fuldt ud kontrolleres af de enkelte medlemsstater eller gennem fællesskabsaktioner, og derfor kan de ikke medtages i de nationale emissionslofter. Hvor det er hensigtsmæssigt, skal der træffes foranstaltninger af Den Internationale Søfartsorganisation eller Organisationen for International Civil Luftfart. I sidste uge accepterede IMO et forslag fra Fællesskabet om at erklære Nordsøen for svovldioxidkontrolområde. Kommissionen vil undersøge, om der skal fremsættes flere sådanne forslag til IMO, og om det også er nødvendigt med en international indsats vedrørende emissioner fra luftfartøjer. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 7. Den bygger på en vildledende sammenligning med opløsningsdirektivet, hvor processer kan involvere høje temperaturer. Ikkeflygtige organiske forbindelser udelukkes automatisk ved definitionen af "flygtige organiske forbindelser" i disse forslag, da de ikke findes i atmosfærisk luft, og da de ikke bidrager til ozondannelse. Den foreslåede definition er identisk i Göteborg-protokollen. Vi skal bevare den tekniske sammenhæng. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 10. Det vil fjerne et afgørende krav om, at medlemsstaterne regelmæssigt skal ajourføre emissionsopgørelser. Endelig, hr. formand, kan vi ikke acceptere ændringsforslag 22. Kommissionens foreslåede formulering i det centrale spørgsmål om oplysning af offentligheden er i tråd med aftalerne om de første to afledte luftkvalitetsdirektiver. Til slut vil jeg gerne besvare fru Oomen-Ruijtens spørgsmål om store forbrændingsanlæg. Svaret er, at Rådet ikke nåede frem til en fælles holdning i december, og at Kommissionen støtter det portugisiske formandskab i bestræbelserne på at gøre fremskridt sideløbende med udviklingen i dette forslag. |
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen middag. |
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om to mundtlige forespørgsler til Kommissionen om medlemsstaternes program for strukturfondene og anvendelsen af EU-lovgivningen om miljø på nationalt plan (B5 -0014/2000 og B5 0208/2000). |
Hr. formand, på vegne af udvalget vil jeg gerne fremsætte mindst én af de mundtlige forespørgsler. Jeg er særdeles forstående over for kommissærens ønske om at få en bedre gennemførelse af Den Europæiske Unions lovgivning. Det er noget, som ligger hele udvalget meget på sinde. Jeg vil gerne citere fra en artikel i søndagens udgave af den britiske avis Sunday Telegraph. Den starter således: "Europa-Kommissionen har fortalt Storbritannien, at man vil miste op mod 200 millioner britiske pund i støtte til fattige områder, hvis ikke man gennemfører Unionens lovgivning om beskyttelse af fugle og deres levesteder". Jeg vil gerne vide, om Kommissionen fremsætter disse trusler, og om den i givet fald føler sig berettiget hertil. Det er et spørgsmål, som mine tyske kolleger, der fremsætter den anden forespørgsel, vil følge op på. Miljøudvalget er meget interesseret i at finde metoder til at integrere miljøhensyn i andre politikker. Spørgsmålet lyder: Er dette en forfatningsmæssig levedygtig fremgangsmåde? Det, vi undersøger i det overfyldte Parlament i aften, er spørgsmålet om sammenkobling. Sammenkobling - det vil med andre ord sige truslen om at tilbagetrække eller tilbageholde midler med henblik på at sikre en bedre gennemførelse af lovgivningen i en undertiden ret usammenhængende sektor, som i dette tilfælde er en meget sammenhængende sektor - er noget, som Europa-Parlamentets medlemmer undertiden overvejer og derefter dropper, når de indser, at det kan ramme de regioner, de repræsenterer. Det afspejles ikke blot i synspunkterne fra nogle af de tyske medlemmer, der er til stede i aften, men også i synspunkterne fra nogle af mine britiske kolleger. Vi er nødt til at spørge, i hvilket omfang Europa-Kommissionen er villig til at anvende artikel 12 og 41 i den almindelige bestemmelse om strukturfondene for at forsinke udbetalingen af støtte, hvor der er utilstrækkelige oplysninger om effekten af de projekter, der er søgt miljøtilskud til. I værste fald ønsker vi at undgå muligheden for en konflikt mellem strukturfondenes målsætning og Den Europæiske Unions ønske om at beskytte naturlige levesteder. Hvis man f.eks. ønsker at bygge en motorvej på tværs af en del af Den Europæiske Union for at bruge strukturfondsmidler og skaffe job til den del af Unionen, skal man så ikke være forsigtig, hvis motorvejen føres gennem noget, den nationale regering har udpeget som et beskyttet område? Sådanne situationer er tidligere opstået, specielt i forbindelse med store infrastrukturprojekter. Det ønsker vi at undgå, men vi mener, at sådanne konflikter kan opstå, hvis ikke medlemsstaterne gennemfører direktivet om levesteder eller fugledirektivet, eller hvis ikke de allerede inden juni 1995 havde indsendt en liste over steder, der kan have betydning for Fællesskabet, enten som vært for naturtyper eller som levested for dyre- og plantearter af betydning for Fællesskabet. Vi er nødt til at spørge: Hvordan kan Kommissionen uden sådanne oplysninger være sikker på, at strukturfondsprojekter, der normalt er store, ikke vil være til skade for projekter, der kan have betydning for hele Den Europæiske Union? De kommende generationer vil ikke tilgive os, hvis vi tillader en ødelæggelse af uerstattelige levesteder, som vi faktisk for otte år siden vedtog at bevare, da vi vedtog rapporten om direktivet om levesteder, og som vi støttede igen i 1997 i forbindelse med ændringerne i bilaget til direktivet. Fejlen ligger hos de medlemsstater, der ikke har overholdt direktivet, herunder min egen medlemsstat. Hvis der er tvivl om deres ret til strukturfondsmidler, er det de nationale regeringers fejl. Der er nu sået tvivl om Det Forenede Kongeriges holdning og ret til strukturfondsmidler, fordi den britiske regering ikke fuldt ud har gennemført eller overholdt direktivet om levesteder. Det står i den britiske, den tyske og de øvrige nationale regeringers magt at fjerne denne trussel ved at overholde direktivet om levesteder og fugledirektivet. I Det Forenede Kongerige står amter såsom Cornwall, som jeg repræsenterer, og som for nylig har fået status som mål 1-område, over for en dobbelt trussel i form af regeringsmæssig indolens vedrørende dette direktiv samt regeringsmæssig inkompetence og smålighed. Selv hvis Europa-Kommissionen gør sit yderste i Det Forenede Kongerige, er der ingen garanti for, at den gnieragtige britiske finansminister finder tilskudsmidler. |
Hr. formand, mine damer og herrer, FFH-direktivet er et emne, som allerede har beskæftiget os i lang tid, specielt oplever vi i øjeblikket en svær fødsel. Lad mig til at begynde med sige, at FFH-direktivet er et vigtigt direktiv, og det skaber et nyt klima af natur-, miljø- og fuglebeskyttelse i Europa. Jeg ønsker egentlig ikke at ændre noget eller forbedre noget ved denne målsætning. Jeg synes også, at det er godt, at Kommissionen konsekvent er opmærksom på, at EU-lovgivningen gennemføres. Med hensyn til FFH-direktivet er det imidlertid et spørgsmål om, hvorvidt den af os vedtagne lovgivning også virkelig kan gennemføres. Her ser jeg tydeligt nogle svage punkter. For mig er FFH-direktivet et eksempel på, at lovgivningen ikke er tilpasset regionernes muligheder. Jeg ser et problem i de forskellige fortolkninger af loven i medlemsstaterne på grund af den delvis uklare definition i EU-lovgivningen, på den anden side mangler der dog også stærke subsidiære aspekter og tiltag. En revision af FFH-direktivet, hvor vanskelighederne i forbindelse med den nuværende gennemførelse inddrages, bør ikke udelukkes, mener jeg. Ud over denne generelle kritik af FFH-direktivet ser jeg imidlertid et særligt problem i sammenblandingen af EU's miljø- og strukturpolitik. Artikel 12 i strukturfondsforordningen af 21. juni 1999 indeholder en sanktionsmulighed, der finder anvendelse ved overtrædelse inden for følgende områder: gennemførelse af miljølovgivning, misligholdelse af offentlige kontrakter og krænkelse af ligestillingen mellem mænd og kvinder. Hidtil har Kommissionen kun truet med sanktioner i forbindelse med FFH. Planlægger den måske også at indføre sanktionsmekanismer i forbindelse med de øvrige aspekter? Efter min mening er denne vej meget problematisk. EU råder over et helt andet middel til at gennemføre sanktioner, nemlig EF-Domstolen. En eventuel reduktion af midlerne eller en udsættelse af udbetalingerne fra strukturfondene er en sanktionsmulighed, hvis konsekvenser slet ikke er til at overskue for de pågældende regioner. Hvad sker der med påbegyndte projekter, og hvad sker der frem for alt i de tilfælde, hvor en region slet ikke får penge fra strukturfondene? Hvilke sanktioner indfører Kommissionen så, hvis EU-miljølovgivningen ikke gennemføres? At Kommissionen selv er meget usikker, viser den kendsgerning, at det i første omgang skulle være hele landet, der var omfattet af sanktionerne, men siden hen alligevel kun regionerne, som De, fru kommissær, sagde til miljøminister Trittin. Jeg ønsker, at dette kommer klart og tydeligt frem. |
Hr. formand, når jeg ser på denne debat, på kredsen af kolleger og på klokken, er jeg ikke sikker på, hvad jeg ønsker mig mest i øjeblikket: beskyttede områder for fauna, flora og habitat eller beskyttede områder for miljøinteresserede parlamentsmedlemmer. I øjeblikket er min interesse nok større med hensyn til beskyttede områder for parlamentsmedlemmer, men det taler vi jo ikke om. Den forespørgsel, vi retter til Dem, fru kommissær, har et andet formål. Jeg ville ønske, at jeg kunne få Deres svar først. Men De foretrækker at tale ved afslutningen på debatten. Vi taler om noget, som de fleste kender forhistorien til. Fauna-flora-habitat-lovgivningen skulle være gennemført i 1994 - vi har i dag år 2000. Den Europæiske Unions oversigt over sammenhængende beskyttede naturområder skulle have været færdig i 1998 - vi har i dag år 2000. Medlemslandene skulle have indberettet deres områder til Kommissionen frem til 1995 - vi har i dag år 2000. Mange medlemslande, inklusive mit eget land, har ikke gjort det. Tyskland har gennemført lovgivningen i 1998 i stedet for 1994 - kun fire år for sent. Det er jo ikke så dårligt, skulle man tro! Som følge heraf er Den Europæiske Unions oversigt naturligvis ikke færdig. Hvordan skulle den også kunne være det! Mange medlemslande og mange regioner har ikke indberettet deres områder. Nu har hr. Schnellhardt lige sagt, nå ja, måske har vi gjort noget forkert i forbindelse med fauna-flora-habitat-direktivet. Det er muligt, hr. Schnellhardt, at vi har lavet noget, der ikke er helt så ligetil, ikke helt så perfekt, ikke helt så godt. Men dumt nok er det ikke den fremgangsmåde, vi anvender i Den Europæiske Union, i en vis udstrækning, at hvis man ikke finder lovgivningen i orden, overholder man den ikke. Hvis det forholdt sig sådan, så ville det også gå ud over områder, som både De og jeg slet ikke synes så godt om. Vi har et dumt system i Den Europæiske Union - det kaldes retssikkerhed. Vi har sådant et dumt system - det kaldes lovgivning, som er blevet vedtaget af dette Europa-Parlament med godkendelse af medlemslandene. Det skal overholdes! Det er måske en smule for strengt og juridisk, men det er desværre sådan: I Den Europæiske Union lever vi i et retssystem. Hr. Jarzembowski er den, der har støttet det mest, for han bor i Hamburg, og Hamburg hører til de få regioner i Tyskland, der har indberettet - sammen med Berlin, mit eget område - men nu skal det retfærdigvis siges, at vi som bystater også har det ulige nemmere. Men jeg vil slet ikke dømme hr. Schnellhardt, der kommer fra en af de nye delstater, der ikke er særlig godt stillet. Det er et internt tysk problem - det løser vi på et senere tidspunkt et andet sted og ikke her i Europa-Parlamentet. Vi taler i dag om, at Europa mister sin natur, og vi taler om, at Europa skal overholde retssikkerheden, hr. formand. Jeg er nu kommet til sidste punkt: Hvis De, fru kommissær, ikke formår at gå til EF-Domstolen og anklage de medlemslande, der ikke gennemfører lovgivningen ordentligt, mister De Deres egen autoritet og Deres berettigelse. Det bliver De nødt til at gøre! Hvis De mener, at lovgivningen ikke duer, så lad os revidere den. Hvis De mener, den er god, så gå til EF-Domstolen hurtigst muligt! |
Hr. formand, det er en fornøjelse at sidde over for kommissæren for femte gang i dag på dette ukristelige tidspunkt. Jeg lykønsker hende med indsatsen for at gennemføre direktivet om levesteder og tilknyttede direktiver. Jeg ønsker hende held og lykke. Jeg har hørt, at nogen i Kommissionen mener, at det er lykkedes dem at presse mere ud af medlemsstaterne i de seneste seks måneder end i de foregående seks år. Hvis det er tilfældet, så er det i sandhed godt nyt. Men kommissæren sætter sig mellem to stole: På den ene side søger hun at beskytte udryddelsestruede arter, og på den anden side ønsker hun at hjælpe Europas fattigste egne. Jeg befinder mig til en vis grad i en lignende situation. Jeg har nogle helt enkle spørgsmål: Hvor længe er kommissæren villig til at udføre denne balanceakt? Præcist hvor meget skal medlemsstaterne gøre for at opfylde hendes krav? Er hun virkelig villig til f.eks. at fortælle de mennesker, som jeg repræsenterer i Merseyside og det nordvestlige England, at de går glip af strukturfondsmidler, fordi deres regering ikke har overholdt direktivet om levesteder? Jeg formoder, at det er bundlinjen. Er hun i sidste ende villig til at gå på kompromis og løse problemerne, hvis regeringernes løfter eller arbejde tager længere tid end ønsket? Hvis f.eks. en minister går på knæ, skærer håndleddene over og med sit eget blod skriver et løfte om fuldt ud at gennemføre direktivet om levesteder inden for en aftalt tidsfrist, er hun så villig til at hjælpe regionen og bevilge strukturfondsmidler? |
Spørgsmålet om, hvorvidt strukturfondene respekterer vores miljølovgivning, er meget vigtigt, og jeg påskønner den interesse, som fru Jackson, hr. Poettering og fru Schnellhardt har udvist. Vi diskuterede emnet på Kommissionens møde i dag - specielt forbindelsen til direktivet om levesteder og fugledirektivet. Hovedprincippet er klart: De aktioner, der samfinansieres under strukturfondene og Samhørighedsfonden, bør medvirke til at beskytte og forbedre miljøet i Den Europæiske Union. Det bekræftes i de nye lovgivningsmæssige rammer for strukturfondene og Samhørighedsfonden samt i Kommissionens tilhørende retningslinjer. Vi skal huske, at både Samhørighedsfonden og strukturfondene finansierer vigtige investeringer i miljøinfrastruktur såsom rensningsanlæg for spildevand og renovationssystemer. Jeg vil gerne starte med at gøre en ting helt klart for at undgå misforståelser: Ifølge de almindelige bestemmelser om strukturfondene skal finansierede aktioner være i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, med de instrumenter, der er vedtaget under traktaten, og med Fællesskabets politikker og aktioner. I modsætning til det, der blev antydet i en af de mundtlige forespørgsler, er det ikke en ny forpligtelse i medlemsstaterne. Det følger faktisk nøje den tidligere rammeforordning om strukturfondene for programperioden 1994-1999. Forordningen om strukturfondene er vedtaget af medlemsstaterne og Rådet. Hvad angår beskyttelse af områder under direktivet om levesteder og fugledirektivet, er det vigtigt, at vi ikke giver penge til foranstaltninger, der har en negativ indvirkning på områder, der skal beskyttes - det vil sige, at vi udbetaler penge med den ene hånd, mens vi måske med den anden giver en bøde til en medlemsstat. Det bekræftede vi i Kommissionen i eftermiddags, og Michel Barnier vil fremsætte vores afgørelser i et brev til medlemsstaterne om nogle få dage. I den forbindelse agter Kommissionen at udnytte alle mulighederne inden for de nye lovgivningsmæssige rammer for Samhørighedsfonden og strukturfondene. Som opfølgning på det brev, kommissærerne Wulf-Mathies og Bjerregaard sendte til medlemsstaterne den 23. juni 1999, vil Kommissionen insistere på, at programmeringsdokumenterne for perioden 2000-2006 indeholder et fast og uigenkaldeligt tilsagn om, at programmerne er i overensstemmelse med beskyttelsen af Natura 2000-områder. Medlemsstaterne skal inden for en aftalt tidsfrist underrette områderne, hvis de ikke allerede har gjort det, og formelt garantere, at de ikke vil træffe foranstaltninger, der kan være til skade for Natura 2000-områder. Kommissionen vil så bruge alle til rådighed stående midler for at sikre, at alle forpligtelserne under programmeringsdokumenterne fuldt ud overholdes. Kommissionen agter at overvåge situationen i medlemsstaterne, bl.a. gennem brugen af kontroller på stedet. Kommissionens repræsentant i tilsynsudvalget for det enkelte program vil også søge at sikre, at medlemsstaterne fuldt ud overholder deres forpligtelser med hensyn til Natura 2000. Endvidere vil Kommissionen straks skride ind, hvis en medlemsstat ikke opfylder sin pligt til at levere lister i henhold til direktivet om levesteder og fugledirektivet inden for den tidsfrist, der er anført i programmeringsdokumenterne. Det handler specielt om at undgå konkrete situationer og med hensyn til proportionalitetsprincippet om at anvende bestemmelserne i forordningerne om strukturfondene og Samhørighedsfonden vedrørende betalingsstandsning. Alt dette ligger naturligvis ud over de igangværende overtrædelsesprocedurer mod en række medlemsstater for deres manglende gennemførelse af direktiverne. Kort fortalt besluttede vi i dag i Kommissionen at insistere på, at medlemsstaterne sender os deres Natura 2000-lister. De skulle allerede have været sendt til os, hvilket er blevet fastslået for mange år siden. Vi vil bruge de tilgængelige midler for at sikre, at medlemsstaterne lever op til de indgåede forpligtelser. Uden disse lister kan hverken medlemsstaterne eller Kommissionen sikre, at vi beskytter vigtige naturområder, når vi udfører aktioner under strukturfondene af den enkle grund, at vi ikke ved, hvor disse områder findes. Endnu et par ord om direktivet om levesteder: Kommissionen er ikke enig i, at der mangler klarhed i dette direktiv. Direktivet skal opstille en referenceramme, der i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet overlader den detaljerede gennemførelse til medlemsstaterne. Kommissionen har ingen planer om at revidere direktivet, men dens tjenestegrene er villige til at vejlede medlemsstaterne om gennemførelsen, hvilket vi langt om længe er ved at være klar til. De eneste områder, som Kommissionen tager hensyn til under direktivet om levesteder, er dem, som medlemsstaternes myndigheder har oplyst om. Såkaldte skyggelister kan kun hjælpe i bestræbelserne på at identificere områder i medlemsstaterne. På fællesskabsplan kan de bidrage til videnskabeligt referencemateriale under udarbejdelsen af fortegnelser over naturlige levesteder og eksisterende arter. |
Tak for Deres besvarelse, hvis indhold imidlertid giver anledning til en vis bekymring. Vi havde indtryk af, at den afgåede Kommission havde et helt klart princip, nemlig: ingen lister, ingen penge. De fraviger nu dette princip, idet De på ny henvender Dem til medlemsstaterne og beder dem fremsende de omhandlede lister. Medlemsstaterne har for længst overskredet tidsfristen. De har klart misligholdt EU's direktiver. I øjeblikket er vi i den situation, at vi stadig ikke ved, om De vil etablere de tekniske, juridiske og politiske instrumenter, De kan tage i anvendelse for at sikre, at EU's direktiver overholdes. Medlemsstaterne må i sandhed godte sig over denne holdning. De har vundet yderligere tid, og naturen er endnu en gang taberen i dette spil. EU's betænkninger og Det Europæiske Miljøagenturs rapporter vidner fortsat om miljøskader og forurening. Jeg må derfor rejse følgende spørgsmål: Har Kommissionen i forbindelse med godkendelsen af forslaget til fællesskabsstøtteramme for Portugal mon krævet en liste over fredede områder, sådan som direktiverne foreskriver? |
Hr. formand, den første betænkning, jeg lavede som parlamentsmedlem, handlede om nøjagtigt det samme, som det vi debatterer i dag: Miljø og strukturfonde. Og jeg er kommet frem til den grundlæggende konklusion, at de aktioner, som finansieres gennem strukturfondene, under ingen omstændigheder må gå ud over miljøet i medlemslandene, og at man derfor skal forstærke den betydning, man giver miljødimensionen, på alle niveauer af planlægningen og realiseringen af de pågældende EU-politikker. Den anskuelse har jeg også i dag. Jeg mener altså, at vores hovedmål altid bør være en bæredygtig udvikling, det vil sige en udvikling, som respekterer og fremmer miljøet. For at fremme dette mener jeg derfor også, at Europa-Parlamentet gennem sin afstemning skal opfordre Kommissionen til at anvende programmerne i strukturfondene på en sådan måde, at den tager hensyn til Fællesskabets miljølovgivning, især hvad angår direktiverne om bevarelse af naturreservaterne og de vilde fugle. Men samtidig skal vi også undgå overdrivelser. Vi skal altså ikke standse alle programmerne eller undlade at godkende et, blot fordi der ikke er garanti for, at det vil overholde et eller to af reglementerne. Det minder mig om et græsk ordsprog, der hedder, at man kan ikke skære hovedet af sig selv, når man har ondt i en tand. Jeg foreslår ikke, at vi skal overtræde lovgivningen. Jeg foreslår tværtimod, at vi skal begynde at anvende programmerne, samtidig med at vi kontrollerer anvendelsen af lovgivningen og selvfølgelig sikrer, at Parlamentet bliver holdt orienteret af Kommissionen. Det er vigtigt, at vi husker på, at strukturfondene fremmer yderst vigtige foranstaltninger og aktioner, som drejer sig om de mest problematiske lande og regioner af Unionen. Disse lande har meget stor brug for støtte i deres svære forsøg på at udvikle sig og blive harmoniseret med de mest udviklede medlemslande. Det er desuden nødvendigt, hr. formand, at vi er klar over, at der gennem strukturfondene mange gange fremmes foranstaltninger, som fremmer miljøet. Hvis vi standser alle programmerne uden undtagelse af den grund, som mange medlemmer her påberåber sig, vil vi i sidste ende nok nærmere skade miljøet end gavne det. |
Hr. formand, vi er ikke uenige i, at denne lov skal overholdes. Det overraskede mig at høre Dem citeret for trusler om at standse EU's finansiering. Det betragter jeg som en uforholdsmæssig kraftig foranstaltning i forhold til målet. De vil vide, at Kommissionen med hensyn til Det Forenede Kongerige på et modereringsseminar vedtog en tidsplan med plads til en revision og medtagelse af yderligere områder. I Paris blev der fastsat en tidsplan, hvor der kunne forelægges en revideret liste i juli med en yderligere moderering i oktober 2000. Efter at den tidligere konservative regering - fru Jacksons parti - i årevis har nølet med at opfylde kravene i Det Forenede Kongerige, agter vi nu i god tro at følge den korrekte lovgivning og den korrekte høringsprocedure for at sikre, at direktivet overholdes. Der er tale om en fortsat proces, og på nuværende tidspunkt har jeg ingen grund til at tro, at nogen af de planer, der er fremlagt til regional finansiering, har overtrådt EU's direktiv om levesteder eller fugledirektivet. Derfor kan jeg ikke forstå eller acceptere den sammenkobling, som søges etableret med denne resolution. Men lad os være præcise: Hvis Kommissionen nægter at godkende programmet - f.eks. i Merseyside - og dermed underminerer investeringer til en værdi af 2 milliarder engelske pund, eller ethvert andet Mål 1-område, herunder Cornwall, der berører 5 millioner mennesker i Det Forenede Kongerige, vil det, som kommissæren sagde, være et brud på Kommissionens gode gamle proportionalitetsprincip, nemlig pligten til at være mindst mulig restriktiv i bestræbelserne på at sikre overholdelse af EU-lovgivningen - i dette tilfælde direktivet om levesteder og fugledirektivet. Vi skal derfor have et afbalanceret forhold mellem mål og midler. I den endelige analyse skal ethvert brud på EU-lovgivningen faktisk behandles af EF-Domstolen. Jeg kan ikke acceptere, at en sådan balance resulterer i et brud på vitale livliner til de fattigste og dårligst stillede regioner i form af tilbageholdte EU-midler. Kommissær Wallström, kommissær Barnier har sikkert tidligere i dag sagt til Dem, at alle europæiske programmer bør kunne starte uden unødig forsinkelse, fordi det kan blive ekstremt vanskeligt at indhente den tabte tid senere. Jeg beder derfor kommissæren om at påtage sig et kollektivt ansvar for at sikre, at strukturfondsprogrammerne gennemføres i tide. Det er Deres ansvar som medlem af kommissærkollegiet. |
I modsætning til den forrige taler vil jeg gerne lykønske Dem, hr. kommissær, med truslen om at standse EU's finansiering. Den bør ikke blot være en tom trussel. Den bør føres ud i livet, hvis medlemsstaterne ikke handler ansvarligt. Jeg kommer fra en medlemsstat, der modtager EU-finansiering, men jeg er rystet over dens hidtidige resultater med gennemførelsen af fugledirektivet, direktivet om levesteder og mange andre direktiver. Pr. indbygger er vi det værste land, hvad klager angår. Det er på tide, at Europa-Kommissionen skrider ind og bestemmer, at lande skal nægtes EU-finansiering, hvis de ikke er villige til at følge reglerne. Hvis det berører mit eget land, så kan det ikke være anderledes. Medlemsstaterne skal overholde EU's forordninger. Tidligere kommissærer skrev følgende til den irske regering: "Hvis ikke der findes levesteder, der skal beskyttes, på Deres område, hvordan skal vi så kunne vurdere, om den nationale plan er i overensstemmelse med EU's direktiver, når den bliver indsendt?". Det må De fastholde. Hvis medlemsstaterne ikke er rede til at overholde direktiverne, så må EU's finansiering ophøre. Jeg vil støtte Dem 100%. |
Hr. formand, ærede medlemmer, der er for mange projekter og programmer finansieret af EU, der ikke overholder de målsætninger om en bæredygtig udvikling og bevarelse af naturen, som traktaterne kræver. Det kan man let overbevise sig om. Dels anvender vi næsten halvdelen af vores ressourcer på landbruget, men sandheden er, at vi stadig finansierer et intensivt landbrug, som stræber efter produktivitet for enhver pris, samtidig med at vi undlader at støtte det biologiske og det ekstensive landbrug. Dels bruger vi en tredjedel af vores ressourcer på strukturfondene, men sandheden er, at de projekter, der finansieres på dette område, er de første til ikke at overholde habitatdirektiverne. Portugal er et eksemplarisk tilfælde for det, som jeg netop har nævnt. Som eksemplarisk tilfælde bør det forklares nærmere. I Portugal er der ikke blot ikke udfærdiget en endegyldig liste over beskyttede områder af betydning for Fællesskabet, som kan indgå i netværk Natura 2000, men der findes heller ikke, således som der skal, nogen som helst planer, regler eller forvaltnings- eller beskyttelsesordninger for de allerede udvalgte områder. De portugisiske områder, der nu indgår i netværk Natura 2000, er fuldstændig overladt til økonomiske grupper eller skrupelløse bygherrer, fordi der ikke er nogen bestemmelser, der sikrer deres beskyttelse. Det alvorligste tilfælde er det turistanlæg, der er godkendt i Abano-området i naturparken Sintra-Cascais, og som jeg anmoder Kommissionen om at gribe ind over for øjeblikkelig. Det er imidlertid sådan, hr. formand, ærede medlemmer, at i Portugal er det staten selv, der nu er i gang med at gennemføre projekter, nogle af dem finansieret af strukturfondene, i områder, der er blevet klassificeret, eller som skal klassificeres, af EU som del af netværket Natura 2000. Desværre er det, der foregår i Portugal, ikke et enestående tilfælde. Jeg håber således, at Kommissionen gør brug af sin lovfæstede myndighed og ikke godkender nogen som helst finansiering af den tredje fællesskabsstøtteramme, så længe medlemsstaterne ikke indsender listerne inden for netværk Natura 2000. |
Hr. formand, denne forhandling handler om, hvorvidt EU's teoretiske forpligtelse til at sikre en bæredygtig udvikling betyder noget i praksis, og om vi er villige til at træffe nogle meget vanskelige beslutninger, når det for alvor går løs. En bæredygtig udvikling skal handle om at integrere økonomisk udvikling og miljøhensyn. Det har EU skrevet under på i talløse traktater fra Rio-topmødet og fremefter. Det er det, EF-traktatens artikel 6 forpligter os til at gøre - at integrere disse politikker. Kernen i denne forhandling handler om, at den økonomiske udvikling kolliderer med miljøhensyn. Vi vil i stigende grad skulle træffe vanskelige beslutninger i den henseende. Det bliver en glimrende prøve på, hvad vores tilsagn om en bæredygtig udvikling virkelig betyder. På et plenarmøde for nylig talte vi meget om kohærens i EU's politikker. Medlemmer fra hele Parlamentet understregede med rette betydningen af politisk kohærens, og alligevel står vi her med et enestående eksempel på politisk inkohærens. Derfor støtter De Grønne kraftigt beslutningen fra Miljøudvalget. |
Hr. formand, fru kommissær, jeg har lyttet opmærksomt til Deres tale, men jeg har ikke helt forstået den. Jeg vil læse Kommissionens meddelelse meget grundigt. Måske kan De hjælpe mig med forståelsen. Mener De, at Kommissionen ligefrem kan standse godkendelsen af hele planer, eller drejer det sig blot om udbetalingen af midler til enkelte projekter? Det var ikke særligt klart alt sammen. Lad mig sige tre ting. For det første mener jeg, at fællesskabsretten skal ses som en helhed. Fællesskabsretten bestemmer, at der kan lægges sag an mod en medlemsstat. Hvis landet ikke gennemfører EU-lovgivningen eller gennemfører den forkert, kan der lægges sag an mod landet. Det bør De gøre! Det, De ikke opnår ved sagsanlæg og almindelig retssag, bør De ikke forsøge at opnå ad bagdøren ved at tilbageholde penge. Det mener jeg ikke er rigtigt. Hvis De mener, at en medlemsstat handler imod fællesskabsretten, overtræder fællesskabsretten, så læg sag an mod medlemsstaten! Men ikke at turde gøre dette, men derimod ad bagvejen forsøge at standse udbetaling af midler for indirekte at tvinge medlemsstaterne, det mener jeg for det første er saglig forkert, og for det andet er det ikke særlig modigt! For det andet, fru kommissær, tildeles strukturmidlerne jo ikke for at skade naturen. De tildeles for at skabe arbejdspladser for at få gang i regionerne. Man må derfor ikke blokere eller sætte en stopper for det oprindelige mål om at støtte forfordelte områder blot for at opnå et andet mål. Desuden er det uhørt, at en kommissær puster sig op som overkommissær, og at en kommissær siger: "Jeg bestemmer, hvad de andre har lov til.". Ingen af os ønsker, at der ikke gøres noget for miljøbeskyttelsen. Men det går ikke an, hr. formand, fru kommissær, at regioner lider under, at medlemsstater muligvis ikke gør noget! Dette må også iagttages nøje! |
Hr. formand, tillad mig efter det, som mine kolleger har sagt, og som bekræfter behovet for den beslutning, der er til debat, at jeg benytter mit indlæg til at påpege to særlig negative tilfælde, der vedrører mit land, Galicien, men som man også kan finde i andre europæiske lande. I Pontevedra, næsten inde i byen ligger i et særlig smukt område ud til vandet det store kemiske industrikompleks skabt af de offentlige virksomheder ENCE-ELNOSA, der producerer cellulosemasse og klor, og som forurener vand og luft med tilladelse fra de galiciske og spanske myndigheder og imod befolkningens vedvarende protester. I Vila Garcia de Arousa er der på en mole finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling blevet placeret depoter til 80.000 m3 kulbrinter, der ved almindelig behandling eller i tilfælde af ulykke med fragtskibe udsætter det fiskeri for fare, der beskæftiger 18.000 mennesker. |
Hr. formand, jeg anser spørgsmålet om at sikre en fuldstændig og rigtig anvendelse af Fællesskabets miljøpolitik for nok den største udfordring, som medlemsstaterne står over for i dag. Men desværre bliver kravene til miljøpolitikken ikke respekteret, og de bliver ikke implementeret, sådan som de bør, i udarbejdelsen og godkendelsen af programmer og planlægninger i medlemsstaterne. Men problemet er endnu større, for ud over de overtrædelser af miljølovgivningen inden for arbejder og programmer, der foregår for EU-midler og med EU's godkendelse, forekommer der også omgåelser i realiseringen af arbejder og programmer, der foregår for private og nationale finansieringer. Og her vil jeg gerne rette Deres opmærksomhed mod litra b og punkterne 3 og 8 i afstemningsforslaget, som netop tager hensyn til dette spørgsmål. For det er uforståeligt, hvis anvendelsen og overholdelsen af EU-miljølovgivningen i medlemslandene ikke indeholder alle planerne, uanset om de kræver fællesskabs- eller anden finansiering. De lande, som overtræder miljølovgivningen må altså tydeligt forstå det budskab, at Kommissionen, som er vogteren over den primære og sekundære fællesskabsret, vil sikre, at miljøet ikke ødelægges under udførelsen af forskellige arbejder. Den nedbrydende overtrædelse af vigtige miljølove kan ikke fortsætte. Nu må vi fortælle, hvad der foregår i medlemslandene, for en korrekt politik kræver åbenhed, mod og sandhed. Og sandheden er, at direktiverne i Natura 2000 bliver anvendt i utilstrækkelig grad såvel i mit land som i andre medlemslande. F.eks. skønt Maliakos-bugten og naturområdet ved floden Spercheios er blevet erklæret beskyttede områder i programmet Natura 2000, så foreslås det alligevel, selvom det er en overtrædelse af fællesskabsreglerne, at man bygger en bro over Maliakos-bugten, selvom der findes en alternativ løsning. Jeg insisterer altså og beder Kommissionen om at sikre, at Fællesskabets miljølovgivning bliver effektivt anvendt og overholdt i alle udkast, og om nødvendigt, sådan som et andet medlem foreslog, at ty til EF-Domstolen, at foreslå betydelige bøder og at være streng. |
Hr. formand, jeg kan ikke lade være med at sige, at min irske kollega på den anden side af salen bor i hovedstaden Dublin, hvor disse områder ikke vil give hende de store problemer. Når det er sagt, støtter jeg essensen i forespørgslerne og Kommissionens mulighed for at bruge strukturfondene som gulerod og kæp i bestræbelserne på at få de mest genstridige medlemsstater såsom Irland til at rydde op med hensyn til Natura 2000-områder. Ingen medlemsstater har f.eks. fuldt ud opfyldt bestemmelserne i direktivet om levesteder og langt mindre inden for den juridisk bindende tidsfrist. Kommissionen er i øjeblikket i færd med at indlede procedurer over for næsten alle medlemsstater - faktisk 12 medlemsstater - i henhold til direktivet om levesteder. 12 EU-lande er indbragt for EF-Domstolen. Status er ikke meget bedre for fugledirektivet, idet 13 lande står over for et retligt krav på grund af manglende opfyldelse af direktivet, 20 år efter det blev vedtaget. Der ser ud til, at seks lande i øjeblikket risikerer forsinkelser eller afvisninger af strukturfondsmidler - herunder mit eget land, Det Forenede Kongerige, visse tyske delstater, Frankrig, Sverige og Belgien. Så sent som i december 1999 tog jeg spørgsmålet op i det irske Senat og citerede de forskellige direktiver - primært miljødirektiver - som vi ikke havde gennemført i national lovgivning inden for den fastsatte tidsfrist eller først flere år efter udløbet af fristen for gennemførelse. Forfatningsmæssige indvendinger nævnes ofte som en grund i Irland. Det har i sandhed vist sig vanskeligt for regeringen at komme uden om vores skriftlige forfatning med beskyttelse af ejendomsretten i mange af spørgsmålene vedrørende udnævnelse af områder. Men hvis man overholder proportionalitetsprincippet, vil forslag om at bruge strukturfondene på denne måde hjælpe lande som Irland med at fokusere på det, de rent faktisk skal gøre. I denne henseende fremsætter jeg i morgen to ændringsforslag til punkt 2 og 3, så der tilføjes et ord: "for at sikre, at EU-finansierede programmer ikke er årsag til "uautoriseret" skade eller ødelægger faktiske eller potentielle beskyttede områder". De vil måske acceptere dette i forslagets punkt 2 og 3. |
Hr. formand, fru kommissær, gennemførelsen af flora-fauna-habitatdirektivet har skabt røre i mange regioner og støder også på meget store vanskeligheder. Upræcist formulerede anvendelseskriterier er også årsagen til, at gennemførelsen har trukket ud i over ni år. I min hjemstavnsregion er der indledt en dialogprocedure forud for indberetningen af FFH-områder. Dialogen har først og fremmest bragt følgende problemer frem i lyset: Små og mellemstore landbrugsbedrifter opfatter direktivet som en begrænsning i udnyttelsen og driften af dyrknings- og græsningsarealer. Dette medfører indirekte en værdiforringelse af ejendommene. I kommunerne medfører direktivet i sin nuværende form hindringer for vigtige infrastrukturforanstaltninger. Truslen om at tilbageholde støttemidler fra strukturfondene ved manglende gennemførelse er et forsøg fra Kommissionens side på at sætte medlemsstaterne under pres og er helt sikkert den forkerte vej, for ved en betalingsstandsning af støttemidlerne fra strukturfondene i forbindelse med manglende gennemførelse er der også risiko for, at løbende projekter drages i tvivl, og der således generelt standses for og stilles spørgsmål ved den økonomiske udvikling i en region. Dette kan helt sikkert heller ikke være i Kommissionens interesse. Det er hensigtsmæssigt at gennemgå og revidere direktiv 92/43/EØF endnu en gang med henblik på større sikkerhed og klarhed. Borgerne har ret til at vide, hvilke følger de kan regne med. Allerede inden indberetningen af et område skal ejeren kende målene for bevarelse, og hvilke bevarende foranstaltninger der skal anvendes. Derfor beder jeg om støtte til mit ændringsforslag, som jeg har afleveret sammen med hr. Schnellhardt. |
Mine damer og herrer, jeg vil gerne komme med nogle få afsluttende bemærkninger. Det handler ikke om gennemførelsen af direktivet om levesteder. Husk på, at det ikke er et direktiv, vi arbejder med, men et direktiv, der er på plads. Det handler om at opfylde vores forpligtelser under strukturfondsforordningen, og uden disse lister kan vi ikke sikre, at vi beskytter vigtige naturområder under strukturfondsaktionerne. Det er det, det handler om. Hvis der f.eks. i et af de lande, vi har forhandlet om i dag, findes 40 igangværende projekter, der kan påvirke beskyttede områder, hvordan kan vi så kontrollere det, hvis vi ikke har de nødvendige lister? Det er Kommissionens pligt at beskytte disse områder. For at besvare Deres spørgsmål, betyder det så, at vi ikke vil godkende de operationelle programmer? Vi er rimelige. Vi ønsker ikke at forsinke processen med at godkende operationelle programmer under strukturfondene, men programmerne skal indeholde en fast aftale om, at medlemsstaterne skal sende os deres lister inden en bestemt dato. Det er en klar tidsfrist. Hvis ikke de gør det, vil vi straks iværksætte proceduren om at blokere for udbetalingen af strukturfondsmidler. Den beslutning har vi truffet i dag. For også at gøre det helt klart over for fru Isler Béguin, så betyder det, at ordlyden i det fælles brev fra fru Bjerregaard og fru Wulf-Mathies stadig er gældende. Vi må forstå, at det giver os mulighed for at opfylde vores forpligtelser i henhold til bestemmelserne vedrørende strukturfondene. Det bliver et meget vigtigt værktøj. Selvfølgelig håber vi ikke, at det bliver nødvendigt at bruge det, fordi medlemsstaterne vil levere de pågældende lister. Vi må håbe på og måske også bede til, at det sker. |
Jeg har modtaget et beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 40, stk. 5. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 00.09) |
Jeg giver ordet til fru Maes, som har en bemærkning til forretningsordenen. Maes (Verts/ALE). (NL) Hr. formand, Parlamentet blev underrettet om en brevveksling. Hr. Prodi har skrevet et brev til fru Fontaine som formand for Parlamentet, og heri kritiserede han kraftigt den måde, som Budgetkontroludvalget gør sit arbejde på. Vi er i øjeblikket ikke i besiddelse af et svar fra fru Fontaine, men De forstår - og Deres formandskab må føle det samme - at dette brev har overrasket os meget, for at sige det mildt. Hr. Prodi har endvidere skrevet et brev til hr. Söderman, hvor han kritiserer den måde, som hr. Söderman varetager sit embede på. Hr. Söderman har svaret herpå. Dette brev er vi i besiddelse af. Hvad foretager formandskabet sig med hensyn til denne brevveksling? |
Fru Maes, det spørgsmål, De har rejst, vil straks blive undersøgt af formandskabet og Formandskonferencen. |
Næste punkt på dagsordenen er redegørelsen fra Rådet om 50-årsdagen for Genève-konventionen - humanitær folkeret. |
Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, for få måneder siden fejrede vi 50-årsdagen for Genève-konventionen om beskyttelse af krigsofre. For 50 år siden undertegnede 63 lande de fire konventioner og de to protokoller, der endnu i dag danner grundlag for den humanitære folkeret. Det er værd at erindre, at disse folkeretlige aftaler blev vedtaget i perioden kort efter Anden Verdenskrig, og at de dengang var udtryk for det internationale samfunds bevidsthed, der stadig var dybt præget af denne krigs ødelæggende virkninger. Det, der er sket siden da, har givet alle dem ret, der mente, at det var afgørende at styrke rettighederne for dem, der befinder sig i krigszoner, hvad enten det er civile eller militærpersoner, der ikke er direkte involveret i den givne konflikt. En ny adfærdsetik er således blevet et krav til krigsførende parter på linje med den større værdighed, som er blevet tillagt livet, og som på flere andre felter er blevet styrket i folkeretten. Desværre har virkeligheden vist, at konventionernes bindende karakter og måden, hvorpå de kan bringes i anvendelse, langtfra kan leve op til de situationer, hvor de skal yde beskyttelse. Vi er i dag stadig vidner til barbariske krigshandlinger, hvor der ses helt bort fra de rettigheder, som gælder for civile og militærpersoner, der ikke er i kamp, og mange stater og krigsførende styrker udviser en adfærd, der ikke tager hensyn til nogen principper overhovedet, men kun er styret af krigens logik. Ikke sjældent kan man også konstatere, hvorledes netop civilbefolkningerne er den militære aktions foretrukne mål, både gennem terrorisme og som middel til politisk pression. Endvidere kan visse konflikters atypiske karakter, især hvor de tager form af borgerkrig, synes at tjene som yderligere undskyldning for de alvorligste forbrydelser, der ofte kan gennemføres takket være manglende oplysninger til omverdenen og en form for den brændte jords politik, der skal sikre sejr for enhver pris, selv folkemord. Her bliver alle de handlinger særligt tydelige og særligt chokerende, der udføres mod samfundets mest sårbare grupper, hvis forsvarsløshed udsætter dem for umenneskelig behandling af alskens art. Børn og ældre synes i dag at være de vigtigste ofre i en vis type konflikter og synes sågar undertiden netop at blive udvalgt som eksempel. Her indgår også spørgsmålet om de humanitære organisationer, hvis rolle ofte påvirkes af en uacceptabel adfærd hos de krigsførende parter, der kynisk forsøger at vinde tid til at befæste deres sejr eller til at gennemføre hævnaktioner til skade for udsatte befolkninger. Det er vigtigt at blive ved med at styrke disse organisationers muligheder for at agere frit og beskytte nødhjælpsarbejderne. Jeg vil i denne forbindelse gerne gøre særlig opmærksom på Den Internationale Røde Kors Komité, der i sine rapporter allerede peger på behovet for en præcisering af, hvorledes Genève-konventionernes bestemmelser skal gennemføres. Havde det ikke været for massemedierne og den nye rolle, som de spiller for at bringe oplysninger ud om konflikter - og den chokvirkning, som nogle af disse oplysninger har med hensyn til at mobilisere det internationale samfund - ville den situation, som vi i dag oplever i visse krigszoner, være langt værre, og krigsforbryderne ville endnu lettere kunne slippe for straf. Hr. formand, EU, der står for et sæt værdier, som vi med stolthed kan sige placerer sig forrest i det internationale samfund, har med styrke understreget, hvor fundamentalt det er, at Genève-konventionerne iagttages. EU søger at fremme disse værdier også udadtil og sikre, at de er en fast bestanddel af dets praktiske politik. Vi er derfor meget opmærksomme på alt det, der kan ligne et brud på de principper, som forener os på dette område, og vi har inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks rammer ikke undladt at påpege alle de overtrædelser, der måtte forekomme. Vi søger i disse tilfælde at tage de redskaber i brug, som vi råder over, for at sikre, at der bliver lagt det nødvendige pres i den givne situation. Ikke altid - det er vi klar over - er det lykkedes i det omfang, som vi kunne ønske, men det er vores faste hensigt at forfølge denne politik med den samme målbevidsthed også i fremtiden. Hr. formand, selvom de krænkelser af menneskerettighederne, som Genève-konventionerne og deres protokoller skal søge at hindre, er mange og hyppige, tror jeg, at det nye årtusinde rummer nogle elementer af håb. Dette håb ligger først og fremmest i den stigende stabilisering af et internationalt værdifællesskab, hvor det allerede nu er vanskeligt at søge tilflugt i forældede kriterier som kulturelle forskelle og visse nationale særforhold. Selvom det sker langsomt, er vi i dag utvivlsomt på vej mod dette nye internationale værdifællesskab, som informationsglobaliseringen fremmer og hjælper til at fælde sig i vores samfunds kollektive bevidsthed. Det er vigtigt, at borgerne får inderliggjort disse værdier, så der skabes et automatisk reaktionsmønster over for handlinger, som betyder manglende respekt for de grundlæggende principper, der i dag må anses for en fælles arv. Med oprettelse af internationale domstole som dem, der i dag vedrører det tidligere Jugoslavien eller Rwanda, har vi taget endnu et skridt til at gøre livet mere besværligt for dem, der udfører handlinger imod Genève-konventionernes værdier. Disse personer må begynde at forstå, at verden er blevet et sted, hvor straffrihed ikke er det sædvanlige. Hvis dette budskab bliver hørt, vil vi helt sikkert komme til at bidrage til en styrkelse af menneskerettighederne og til den nødvendige proces med at gøre de principper, som Genève-konventionerne og deres protokoller søger at beskytte, mere troværdige og effektive. |
Idet jeg gerne vil lykønske formanden af hjemlige årsager, taler jeg nu for Den Socialdemokratiske Gruppe under denne forhandling, som følger efter den - for os - tilfredsstillende redegørelse fra Rådet i forbindelse med Genève-konventionerne, og jeg vil gerne komme med en første betragtning, som retfærdiggør, hvorfor min gruppe fremsatte en beslutning om det selv samme spørgsmål på det sidste plenarmøde i Parlamentet i 1999, og som endte med ikke at blive forhandlet af årsager, som er sagen uvedkommende. Vi finder, at det er helt berettiget, at vi i Europa-Parlamentet udtaler os om regler, som har beriget det regelsæt, der gælder for menneskeheden, og man skal benytte enhver lejlighed til at erindre om og styrke gyldigheden af nævnte instrumenter på grund af den beskyttelse, de giver, og de rettigheder, de sikrer. Et andet argument for at vedtage en beslutning, som den vi forelagde, er begrundet i det faktum, at meget af det, som de europæiske institutioner gennemfører, går ud på at skabe ligevægt og lighed, og det er to begreber, som er meget lidt eller overhovedet ikke forenelige med situationer med væbnede konflikter. De hårdest ramte ofre i konflikterne - børn, kvinder, befolkningen i al almindelighed - står i forreste række, når det gælder trusler og lidelser, og vi kan ikke lade være med at medtage beskyttelsen af dem blandt de prioriterede mål for vores aktion. Jo mere vi gør mod krænkelserne af den internationale humanitære folkeret, jo mere vi minder de øvrige stater - og her skal vi benytte os af alle de lejligheder, som vores forbindelser med tredjelande giver os - om behovet for at ratificere og efterleve Genève-konventionerne, jo mere gør vi for de svageste. Og jo flere lidelser vi undgår, desto mindre vil den aktion, som vi skal udvikle for at få afhjulpet de store skader, som krigen forvolder, være. Hvad mere kan man så gøre for at sikre en bedre efterlevelse af den internationale humanitære folkeret og på denne måde begrænse ofrenes lidelser? Man kan f.eks. udbrede kendskabet til denne folkeret, ikke mindst i selve samfundet, blandt ungdommen, blandt masseorganisationerne og også blandt de væbnede styrker og sikkerhedsstyrkerne. Men der er ydermere en forpligtelse til gennem uddannelse at fremme vores borgeres ønske om fred. Den Europæiske Union skal i denne forstand være en vigtig fredsaktør, men den skal også være en vigtig støtte for den indsats, som de organisationer udfører, som det internationale samfund har pålagt ansvaret for beskyttelsen af ofrene i konflikterne og forsvaret af deres rettigheder. Blandt disse organisationer bør Internationalt Røde Kors fremhæves. Alle institutionerne i Den Europæiske Union bør beslutsomt støtte Internationalt Røde Kors' arbejde, for dets virke er simpelthen uundværligt. Endelig finder jeg det ikke acceptabelt, at Kommissionen siger, sådan som den gjorde det i sit svar til mig for et par måneder siden, at den hverken har beføjelse eller midler til aktioner til fremme af den internationale humanitære folkeret, og på denne måde giver den udtryk for en helt igennem bureaukratisk holdning og en forståelse, som ligger meget langt fra den, som Rådet gav udtryk for i sit svar på et andet spørgsmål, hvor jeg fremførte en bekymring af samme type, og som også er forskellig fra den forståelse, som Rådet har udvist i sit indlæg i dag. På dette område har Den Europæiske Unions institutioner - naturligvis også Kommissionen - et fælles ansvar, for det drejer sig om at udbrede og støtte væsentlige værdier, som ydermere er de samme som dem, der ligger bag vores europæiske projekt. Hr. formand, kære kolleger, jeg beder Dem derfor om at støtte den beslutning, som er blevet forelagt, og som medtager alt det væsentlige i det beslutningsforslag, som blev forelagt af Den Socialdemokratiske Gruppe ved udgangen af sidste år. |
Hr. formand, den 12. august 1949 er en dag, som de gamle romere ville have sagt burde markeres med en rød sten. Den udgjorde et stort skridt fremad for menneskeheden - og alligevel er flere mennesker døde i væbnede konflikter i de 50 år, der er gået siden da, end der døde i hele Anden Verdenskrig, selvom vores halvdel af kontinentet har levet i fred og fordragelighed. Vi har ikke haft held til at sprede de værdier og den lære, vi drog af den konflikt. Alt for ofte har vores egne medlemsstater taget del i konflikter - enten gennem fremstilling og salg af våben, gennem produktion og distribution af landminer eller gennem fristelsen til - for at bruge de ord, der er blevet udtalt af en stor victoriansk statsmand i mit land - at foretrække, at deres krige bliver udkæmpet på afstand og så vidt muligt i guds navn. Vi har ikke haft held til at opdrage mod forherligelse af krig i vores egne samfund. Vi har ikke haft held til at opdrage mod problemerne i forbindelse med racisme og fremmedhad og denne svøbe selv. Og dog har vi takket være den globale kommunikation en konstant påmindelse via vores tv-skærme om de frygtelige virkninger af menneskets umenneskelige adfærd over for andre mennesker - og ikke mindst kvinder og børn. Vi har for nylig i det tidligere Jugoslavien og nu i Tjetjenien set de frygtelige virkninger af væbnet konflikt, og vi ser desuden virkningerne af regeringers bestræbelser på at undertrykke mediernes dækning af sådanne konflikter og en udvikling mod totalitær regeringsmagt. Hvis Den Europæiske Union skal blive et fællesskab af værdier - hvis vi skal spille en sand rolle i den nye globale styring, så må vi gøre noget for at promovere værdierne i Genève-konventionerne ikke kun over for vores egne soldater og sikkerhedsstyrker, men også over for folk i vores civile samfund. Vi må skubbe på for at få en permanent international straffedomstol og tilskynde vores egne medlemsstater til at underskrive og ratificere konventionen. Vi må arbejde hårdt på at bekæmpe racisme og fremmedhad. De Liberale her i Parlamentet er stolte over, at tre af forfatterne til den betænkning, vi har liggende foran os her i dag, fru Malmström, hr. Haarder og baronesse Ludford, har taget livtag med disse spørgsmål og givet Parlamentet disse betænkninger i dag. Vi lever i håbet om, at det 20. århundrede, som Europa har gennemvædet med blod, kan lade pladsen for et 21. århundrede, hvor menneskets evne, ånd og entusiasme kan blive anvendt til at bygge en mere retfærdig, fredelig og bæredygtig verden. |
Hr. formand, jeg kan med glæde tilslutte mig, hvad der er blevet sagt i de foregående indlæg. I går talte vi om et charter for EU's grundlæggende rettigheder, i dag taler vi om menneskerettighederne. I et fortræffeligt indlæg i går blev det konstateret, at vi har en moralsk pligt til at forsvare og udvikle vores demokrati og menneskerettigheder. Det reelle indhold af denne moralske pligt og den reelle målestok af vores bestræbelser og forpligtelser er alligevel det, som sker i den nederdrægtige virkelighed, som krige og væbnede konflikter står for. Deres karakter er totalt forandret i løbet af det seneste århundrede. Humanitær folkeret er den tommestok, hvorved vi kan påvise, om den moralske pligt kun retorisk opfrisker os, eller om den faktisk tilvejebringer gerninger og aktiviteter. Vi får i dag fortalt om tilfældet Albin Kurti fra Kosovo. Genèvekonventionerne er en essentiel del af dette minimumsniveau. Vi skal også sørge for, at ratificeringerne af Ottawaprotokollen vedrørende forbud mod antipersonelminer og traktaten om den internationale kriminaldomstol bliver sikret. |
Hr. formand, som svar på et spørgsmål under et radiointerview den 20. januar i år sagde den russiske ambassadør i Paris, at det, de foretager sig i Tjetjenien, er at bekæmpe terrorismen, og at også Europa og hele verden vil være dem taknemmelige senere, når dette er gået op for dem. Personligt mener jeg ikke, at Europa-Parlamentet skal takke Rusland. Jeg tror tværtimod, at det er nødvendigt, at Parlamentet giver udtryk for sin skarpe fordømmelse, som skal være skarpere og mere tydelig end den, det har givet udtryk for hidtil, og som ikke kun skal inddrage EU-institutionerne, men også de enkelte regeringer. For et par dage siden så jeg til min sorg og beklagelse en meget anset person på den internationale scene, nemlig Tony Blair, tage på officielt besøg i Moskva, hvor han efter en svag og ikke særligt overbevisende protest mod begivenhederne i Tjetjenien omfavnede og opmuntrede Putin varmt. På et tidspunkt, hvor vi fejrer 50-årsdagen for en så vigtig hændelse inden for international humanitær folkeret som Genève-konventionen, må vi ikke lukke øjnene for den kendsgerning, at man ikke så langt fra Europa i bund og grund overtræder praktisk taget alle punkterne i Genève-konventionen på trods af den russiske påstand om, at der ikke er tale om en krigstilstand, men om en intern undtagelsestilstand. Hr. formand, for få dage siden sagde en delegation fra Det Europæiske Råd nogle forfærdelige ting, da den kom tilbage fra Tjetjenien. Hvis vi virkeligt ønsker, at vores indsats skal have nogen effekt, bør vi sørge for, at også en delegation fra Europa-Parlamentet rejser til Tjetjenien, og at regeringerne forpligter sig til at overholde punkt 6 i den beslutning, vi måske vedtager om lidt, hvor Parlamentet anmoder Rådet om at sørge for, at samarbejdet med tredjelandene er betinget af menneskerettighedernes overholdelse. Vi må bede alle de europæiske lande om at være bare en lille smule konsekvente, hvis vi ønsker at kæmpe ordentligt for menneskerettighederne i verden. |
Hr. formand, jeg vil først undskylde den første taler, lord Bethell. Der må være sket noget, for han er normalt meget præcis, men han var her ikke i morges, og jeg overtager altså hans opgave som første taler. Hr. formand, tak for det portugisiske formandskabs erklæring og også tak for Kommissionens erklæring. Jeg vil endvidere gerne lykønske det portugisiske formandskab, fordi det igen i denne uge har vist sig, at det er til stede ved næsten alle vigtige debatter. Det gælder ikke for alle formandskaber, men portugiserne gør det, og det skal vi efter min mening takke dem for. Hr. formand, Genève-konventionen er mere aktuel end nogensinde før. Især i betragtning af, hvad vi blev konfronteret med de sidste år. I Kosovo blev hundredtusinder mennesker fordrevet fra hus og hjem, fordi de ikke havde den ønskede etniske baggrund. Det samme skete fra begyndelsen af 90'erne i hele det tidligere Jugoslavien. Serbere blev fordrevet ud af Kroatien. Kroatere ud af Serbien, serbere og kroatere fra en del af Bosnien, og i Bosnien gjorde muslimbefolkningen oprør, og det hele fandt sted med militære enheder fra de pågældende delstater. Det billede står skrevet i vores hukommelse, fordi det skete i Europa. Det står endnu tydeligere skrevet i vores hukommelse, fordi det minder os om de barske tider i 30'erne og den frygtelige krig, som fulgte. Det må ikke ske igen. Det havde politikken i Europa i efterkrigsperioden til hensigt, og således opstod det europæiske samarbejde og Genève-konventionen. Længe troede vi, at Europa kunne undgå disse katastrofer, og at vi havde udarbejdet tilstrækkelige midler til at undgå den type voldelige katastrofer. Det viste sig ikke at være sådan. Jugoslavien beviste, at Europa fortsat er sårbart, så længe Unionen begrænser sig til Vesteuropa. Unionens opgave er at udvide det system, som vi har skabt, til at omfatte hele Europa, især for at bibeholde freden. Det er lige så vigtigt at se på verden omkring os. Tjetjenien, hvor befolkningen er offer for en strid mellem den russiske hær og terrorister. Asien, hvor i især Burma hele befolkningsgrupper med militær vold sendes væk fra deres traditionelle områder. Indonesien, Timor, men også Molukkerne, hvor hundredtusinder af mennesker er fordrevet fra hus og hjem, og også her er det sket med støtte fra hæren, der har spillet en aktiv rolle. Sudan, hvor den sydlige befolkning i årevis flygter fra de nordlige magthavere, og hvor krigsretten ikke overholdes. Området omkring de store søer i Afrika, hvor kampen mellem hutuerne og tutsierne, det bedste eksempel på en etnisk strid, jager millioner af mennesker på flugt. De trues mere af de nationale hærenheder i stedet for at blive beskyttet. Grænseområderne i Etiopien og Eritrea, som er en glemt krig, hvor regeringerne kæmper om en præcis grænse, og hvor der i mellemtiden er fordrevet næsten 100.000 etiopiere fra Eritrea og eritreere fra Etiopien. Der er ingen, der ser ud til at lægge mærke til det problem. Det er kun et lille udsnit af de problemer, som Genève-konventionen blev udarbejdet for. I og uden for Europa. 50-årsdagen for Genève-konventionen er egentlig skrevet med blod, når man ser på de katastrofale kendsgerninger. Samtidig er Genève-konventionen også et positivt holdepunkt, fordi vi har en konvention, hvormed vi kan sætte sagerne i gabestokken, og fordi der også er positive ting at berette om. Det positive er Den Europæiske Union, hvor - for at citere Mitterand, som talte her - "der efter 400 års krig har været fred i mere end 40 år". Det har store politikere, også fra vores kreds, og især fra vores kreds, været med til. Der er altså en løsning af alle de humanitære folkeretsproblemer, som Genève-konventionen har med at gøre, og den løsning er vi dagligt med til at bestemme i Parlamentet, hvor 15 nationaliteter arbejder sammen på fredelig vis. Vi må ikke lukke øjnene for lidelserne omkring os, men vi skal samtidig være taknemmelige for, at vi lever i et Vesteuropa med fred og velfærd og håbe, at denne fred og velfærd og voldens ophør når ud til alle mennesker i verden. I Østeuropa, Sydøsteuropa, Asien, Afrika og alle steder, hvor det er hårdt tiltrængt. |
Hvis jeg i dag skal tale om 50-årsdagen for Genève-konventionen om beskyttelsen af menneskerettighederne i krigstid og derefter, er jeg desværre i den vanskelige position at måtte sige, at denne konvention er faldet helt fra hinanden på selve det europæiske kontinent. Alt, hvad der er sket i løbet af de sidste år på Balkan, hvor man "uden tanke, uden skam", som en fremragende græsk digter siger det, forsøgte at bekæmpe ondt med utallige andre former for ondt, har gjort denne konvention til et velskrevet stykke litteratur uden sidestykke. For nylig har vi oplevet en kolossal humanitær katastrofe, som udspandt sig via en såkaldt humanitær intervention. Vi oplevede en enorm bølge af flygtninge, samtidig med at vi overværede bombninger af sygehuse og ambassader og civile borgere, der blev gjort til militære mål, og Balkanhalvøen vil i mange år fremover indkassere straffen for og de smertelige følger af den miljøkatastrofe, som bombningerne har forårsaget. Hvad angår konventionens andet kapitel, navnlig artikel 13 og 14, som omhandler beskyttelsen af sårede, syge, ældre, børn og gravide mod krigens følger, er vi nødt til at stoppe op og se på Kosovo og det, som afsløres i FN's rapport. Næsten 50% af alle for tidligt fødte børn dør. På grund af underernæring udvikler nyfødte sig ikke så meget som normalt. Antallet af aborter stiger voldsomt. Mange kvinder dør på grund af mangel på basal lægebehandling på klinikker, hvor der hverken er elektricitet, varme eller vand. Så den bedste måde, hvorpå vi kan fejre 50-årsdagen for Genève-konventionen, er ved at styrke Unionens demokratiske og politiske karakter, så den kan spille en mere afgørende rolle på den internationale scene omkring løsningen af de forskellige konflikter med fredelige midler, som respekterer menneskerettighederne og først og fremmest de rettigheder, der vedrører denne reelt enestående Genève-konvention. |
Hr. formand, symbolet for Røde Kors-/Røde Halvmåne-bevægelsen bringer håb til krigsskuepladser over hele verden. Man vil nok lade mig lovprise disse konventioner, eftersom det var et af mine familiemedlemmer, der grundlagde den britiske Røde Kors-bevægelse. Artikel 1(b) i den relevante konvention forbyder gidseltagning. I artikel 23 i den islamiske verdenserklæring om menneskerettigheder står der, at ingen skal være tvunget til at forlade sit bopælsland eller blive vilkårligt deporteret derfra. Millioner af mennesker lider over hele verden. Talere her i dag, fra og med Graham Watson, er kommet ind på dette allerede. Men lad os blot tænke på nogle få mennesker for at beskrive rædslen og lidelserne. Vi husker, at Irak den 20. august 1990 invaderede Kuwait i et ensidigt angreb, som blev fordømt af alle. Ni år senere er der stadig mere end 600 krigsfanger, som ikke er blevet frigivet, og som ikke er forklaret af Irak. Irak er en formidabel fjende. UNSCOM har destrueret 38.000 kemiske våben, 690 ton kemiske kampmidler, 3.000 ton prækursorkemikalier, 48 Scud-missiler og en biologisk våbenfabrik, der havde til formål at fremstille op mod 50.000 liter anthrax, botulismetoksin og andre stoffer. Landets styrke og magt, når det gælder onde formål, står kun mål med dets faste beslutning om ikke at finde de savnede fanger. Efter ni år har det kun leveret oplysninger nok til at afslutte tre sager. Her i eftermiddag, hvor vi drøfter Irak, må vi ikke glemme de savnede kuwaitiske krigsfanger. Vi må ikke ophæve de økonomiske sanktioner, så længe deres skæbne stadig er uvis. |
Hr. formand, kære kolleger, kære medlemmer af Kommissionen, hr. formand for Rådet, Rådets tilstedeværelse i denne debat kan jeg kun hilse velkommen. Jeg støtter fuldt ud rådsformandens opmuntrende ord. Jeg må dog sige, og måske ved rådsformanden ikke, at det ikke er første gang, at Parlamentet drøfter menneske- og folkerettigheder, men hver torsdag eftermiddag finder der en aktuel og uopsættelig debat sted, hvor Rådet desværre tit ikke er til stede. Det beklager jeg meget. I dag vil jeg benytte lejligheden til endnu en gang at henlede Deres opmærksomhed, hr. rådsformand, på kosovoernes skæbne i de serbiske fængsler. Parlamentet har tre gange siden tiltrædelsen i juli gjort offentligheden opmærksom på disse fangers skæbne og endvidere anmodet Rådet om at gøre noget. Situationen i Kosovo bliver dårligere bl.a. på grund af albanernes uro med hensyn til deres medborgeres skæbne i serbiske fængsler. Vanviddet i Serbien stiger. Sidste mandag blev den albanske studenterleder Albin Kurti dømt til en fængselsstraf på 15 år, kun fordi han efter bombardementerne havde organiseret kurser i førstehjælp. Det var såkaldt hjælp til UCK! Det er vanvid! I mellemtiden er menneskerne fortsat meget urolige over de fængsledes skæbne. Der er beretninger om, at der finder totur sted. I mellemtiden tiltager Milosevic-regeringens repression af den egne serbiske opposition. Hr. rådsformand, jeg anmoder Dem endnu en gang om at behandle de beslutninger, som Parlamentet op til tre gange har vedtaget, og må jeg spørge, hvad De gør ved sagen? |
Hr. formand, kære kolleger, menneskerettigheder er individuelle rettigheder, der er blevet optaget som forstatslige og umistelige rettigheder eller normer i nationale forfatninger og folkeretlige aftaler. De omfatter personlige og politiske frihedsrettigheder samt sociale og økonomiske grundlæggende rettigheder. Idéen bag menneskerettighederne er en af de mest højtidelige idéer, som menneskeheden nogensinde har frembragt, og som opstod i forrige århundrede ud fra erfaringerne med koncentrationslejrene og de sovjetiske arbejdslejre. Den appellerer til mennesket med det, som gør ham eller hende til et humant væsen og gør ham eller hende bevidst om sin værdighed, mageløshed, frihed og lighed med alle andre mennesker. Udbredelsen af idéen viser den store udstrålingskraft, som dette menneskebillede har, bekymringen om menneskelig værdighed er kernen i enhver menneskerettighedspolitik. 50 år efter den generelle menneskerettighedserklæring er der endnu længere mellem krav og virkelighed. Ganske vist er der flere mennesker end nogensinde før, som lever i demokratiske systemer, og bevidstheden om menneskerettigheder er øget, men alt i alt er gennemførelsen og overholdelsen globalt fuldstændig utilstrækkelig. Overholdelsen af menneskerettighederne er ikke kun særlig vigtig af moralske, men også af politiske grunde. Politiske fanger, krænkelse af de mest elementære rettigheder for kvinder, børnesoldater, for mange fattige, der må leve under eksistensminimum, økonomisk udbytning, ødelæggelse af miljøet, der medfører, at mange menneskers livsgrundlag bortfalder, massakre mod civile i væbnede konflikter er blot eksempler. Det er en ond cirkel. Økonomisk succes er ikke mulig i længden uden at overholde menneskerettighederne og uden garantier for rets- og forfatningsstaten. Dér, hvor menneskerettigheder ikke respekteres, truer ikke kun ufred, men også økonomisk og social nedgang. Dér, hvor udviklingsspiralen drejer nedad, går det også nedad for menneskerettighederne. Overholdelsen af menneskerettighederne er elementær i forbindelse med forebyggelse af konflikter og konsolidering af fred. Den, der træder menneskerettighederne under fode i dag, bærer ved til konflikterne i morgen. Regeringer, der er pålagt et demokratisk regnskab, sørger som regel bedre for deres befolkningers ve og vel. Dér er støtten til demokrati det øverste bud og forbundet hermed principperne om tolerance og pluralisme, men en pluralisme, som ikke er værdifri, men netop orienteret mod menneskerettighederne. I den forbindelse gør det heller ikke nogen forskel, om mennesker tilintetgøres i en races eller en klasses navn. Der er ikke noget politisk motiv for undertrykkelse af mennesker, hvad enten det foregår fra en højre- eller venstreekstremistisk kreds. Menneskerettigheder er ikke længere noget internt anliggende i en globaliseret verden. Derfor skal den generelle anerkendelse af en globalisering af menneskerettighederne fortsat styrkes. Menneskerettigheder er udelelige. Det universelle ved menneskerettighederne er, at gennemførelsen af dem er blevet til en målestok for fremskridt, det civile og kulturen i politik og samfund. Den Europæiske Union skal som global aktør i højere grad tage hensyn til menneskerettighederne indadtil og udadtil ved hjælp af en styrket menneskerettighedspolitik. Den skal vise sig som værdifællesskab. Den skal arbejde præventivt inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken samt udviklingspolitikken og reaktivt gennem sanktioner, f.eks. udsættelse af bistand. For så vidt er den globale menneskerettighedspolitik i stigende grad en central opgave for udenrigspolitikken. Men en mere ansvarlig menneskerettighedspolitik skal begynde derhjemme. De demokrater, der er orienteret mod menneskerettighederne, som bærer de grundlæggende rettigheder i deres forfatninger og ønsker at realisere dem, skal i den politiske kamp vise, at de er parate til at gå imod højre- og venstreekstremisme, således at der ikke kan finde overtrædelser af menneskerettighederne sted af nogen som helst grunde, og her skal vi, tror jeg, understrege overalt, at menneskerettighederne efter vores mening ikke kan bruges til mere eller mindre at retfærdiggøre et bestemt politisk system, men at det her handler om menneskets individuelle rettigheder, om menneskelig værdighed, og at politiske motiver derfor ikke er acceptable for på en eller anden måde eller i en eller anden udviklingsfase at krænke menneskerettighederne. Derfor betyder det, at demokraterne skal holde sammen i en sådan grundlæggende konsensus mod enhver ekstremisme, ikke kun mod højre, men også mod venstre. |
Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg bifalder Rådets udtalelse her til formiddag og samtidig med, at jeg støtte de følelser, der er udtrykt af formanden, bør vi stille spørgsmålet: Hvad gør EU og dets medlemsstater, for at disse prisværdige principper kan komme til udtryk? Jeg er enig med hr. Martínez, når han understreger vigtigheden af at sørge for passende beskyttelse og støtte til ofre. Men vi må også gøre noget for at sikre, at der bliver færre ofre i fremtiden. Den ene sikre vej til at nå dette er at sende et klart budskab til dem, der er skyldige i forbrydelser mod menneskeheden, om, at de vil blive draget til ansvar for deres onde gerninger. De domstole, som de, der er skyldige i grusomheder på Balkan, nu er stillet for, udsender et klart budskab. Desuden havde Pinochet-sagen, selvom den endte i noget af en fiasko, visse positive aspekter. Den banebrydende afgørelse, der blev truffet af det britiske Overhus, illustrerer én måde, hvorpå berørte lande kan vise dem, der begår forbrydelser mod menneskeheden, at der ikke findes nogen skjulesteder for dem. Uanset hvor velkomne nogle af disse udviklinger måtte være, er der behov for at gøre mere. Der må bygges videre på dem, og etableringen af en international straffedomstol var en vigtig udvikling inden for menneskerettighedsområdet. Det vil imidlertid ikke symbolisere meget andet end en ytring af banaliteter og tom retorik, hvis dens statut ikke træder i kraft. Det kræver, at 60 medlemsstater ratificerer den, og blandt de syv, der indtil nu har gjort det, må jeg med beklagelse meddele, at der kun er ét EU-land, nemlig Italien. Jeg vil gerne sige til Rådet, og jeg vil sige til formandskabet her til formiddag, at hvis De ønsker at sikre, at de, der krænker den humanitære lovgivning, bliver draget til ansvar for deres gerninger, hvis De ønsker at udsende et klart budskab, og hvis De ønsker at forhindre, at der kommer flere ofre i fremtiden, bør De bruge Deres formandskab til at starte en kampagne, der som minimum omfatter EU-medlemsstaterne. De bør ratificere Rom-statutten, og De bør anvende den indflydelse, De måtte have andetsteds i verden, på at nå dette magiske mål med de 60 for at sikre, at statutten for Den Internationale Straffedomstol bliver en realitet. |
Hr. formand, jeg tilslutter mig fuldt ud Rådets erklæring om, at Genève-konventionerne har været en meget vigtig etape i udviklingen af den humanitære lovgivning. Jeg er også enig i, at konventionerne er lige så nødvendige i dag, som de var for 50 år siden. Lad mig benytte denne lejlighed til at udtrykke min fulde anerkendelse af det store humanitære arbejde, som Internationalt Røde Kors og andre humanitære organisationer udfører, både med hensyn til at sprede kendskabet til de humanitære principper, som de er udtrykt i Genève-konventionerne, og at bistå krigsofre i hele verden. Efter min opfattelse knytter der sig i dag to hovedproblemer til Genève-konventionerne. For det første er der en kløft mellem principperne og deres efterlevelse, og for det andet er der væsentlige forhold, der ikke er dækket af konventionerne. Lad mig illustrere den stadigt voksende kløft mellem de principper, konventionerne indeholder, og den aktuelle efterlevelse af dem ved at nævne, at der under konflikter i løbet af det seneste tiår er dræbt 10 gange så mange civile som soldater. Dette er omtrent det omvendte af situationen under den første verdenskrig. Den voksende kløft mellem principper og efterlevelse heraf skyldes efter min mening, at krigenes karakter har ændret sig i de forløbne 50 år. Stadigt flere krige udkæmpes under anarkistiske betingelser, hvor der ikke findes stabile strukturer, og hvor de krigsramte områder ikke kontrolleres af nogen regering. Verden har også været vidne til et stigende antal krige, hvor våbnene bevidst har været rettet mod civile, og hvor formålet med krigen har været at udslette bestemte samfundsgrupper. I disse situationer er humanitær bistand til ofrene naturligvis ikke velkommen, og dette efterlader verden i et frygteligt dilemma. Det andet problem er, at Genève-konventionerne ikke i tilstrækkeligt omfang behandler de humanitære aktørers virksomhed. Selvom Genève-konventionerne indeholder bestemmelser om retten til at yde humanitær bistand i krisesituationer, er det også fastsat, at denne ret kræver samtykke fra regeringen i det berørte land. Dette er især tilfældet, hvis der er tale om interne konflikter. Princippet om humanitær adgang eller det internationale samfunds ret til at bistå og beskytte nødstedte, hvis en stat er ude af stand til - eller uvillig til - at gøre det selv, anvendes derfor ikke universelt. Dette er en alvorlig krænkelse af det humanitære princip, og er i nogle tilfælde en fatal mangel, som har mange krigsofre på sin samvittighed. Netop spørgsmålet om at skabe normal adgang for humanitære organisationer var hovedpunktet for mit besøg i Tjetjenien-området i begyndelsen af februar. Efter min opfattelse er det et vigtigt spørgsmål i dag, i hvilken udstrækning omstændighederne kræver en revision af Genève-konventionerne og på hvilken måde. Jeg tror, vi har to valgmuligheder, som ikke udelukker hinanden. Den første er at ændre konventionerne, så de bedre kan takle nutidens komplekse kriser, eksempelvis ved at fastlægge retten til at yde humanitær bistand til nødstedte. Den anden mulighed er at sikre, at de humanitære principper, som de er fastlagt i Genève-konventionerne, rent faktisk efterleves, eksempelvis ved at forbedre mekanismerne til at håndhæve dem. Den første valgmulighed, at tage konventionernes indhold op til fornyet overvejelse for at fylde alle hullerne ud, er en kompliceret og risikopræget mulighed. Kompliceret, fordi krigsførelsen til stadighed skifter karakter, og risikopræget, fordi det ikke kan udelukkes, at åbningen af konventionerne for nye forhandlinger kan føre til, at der ikke opnås nogen ny enighed. Med lad mig sige klart, at jeg helhjertet støtter en fastlæggelse af princippet om humanitær adgang i alle situationer og styrkelse af de nødstedtes ret til at modtage humanitær bistand. Hvad angår den anden valgmulighed, at sikre en bedre efterlevelse af de eksisterende principper, mener jeg, at retsforfølgelse af lovovertrædere er en af de mest lovende muligheder, som bør forfølges. Staters forpligtelse til at retsforfølge krigsforbrydere er fastsat i Genève-konventionerne, men dette er tydeligvis ikke nok. Jeg tilslutter mig derfor helhjertet kravet om en hurtig ratifikation af statutten for ICC, Den Internationale Straffedomstol. Dette har også været fremført i debatten her i dag. Jeg vil på Kommissionens vegne give min tilslutning til, at vi bør arbejde sammen om løsningen af denne opgave og få dette gjort til retslig realitet. |
Mange tak, hr. Nielson. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget fire beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted på torsdag. |
Hr. formand, der er nu gået 50 år, siden vi vedtog Menneskerettighedserklæringen. Efter Anden Verdenskrigs grusomheder nærede sikkert mange mennesker et stærkt håb om, at vi ville få en bedre verden og en mere humanistisk fremtid. Desværre er forhåbningerne i mange henseender ikke blevet indfriet. En stor del af Jordens befolkning bliver stadig undertrykt og frarøvet mange af deres grundlæggende rettigheder. Hver dag kan vi læse beretninger om grove krænkelser på grund af køn, religion, oprindelse, politisk overbevisning, seksuel orientering osv. Det Europæiske Fællesskab blev dannet for at forhindre, at Anden Verdenskrigs modbydeligheder skulle blive gentaget. EF blev ikke bare et økonomisk fællesskab, men også et vigtigt værdifællesskab, som netop er baseret på respekten for menneskerettigheder. Det er det fundament, som både det interne arbejde og udenrigspolitikken hviler på. Europa-Parlamentet har altid betragtet det som en af sine vigtigste opgaver at fremme disse rettigheder. Dette arbejde er blevet vigtigere i løbet af årene. Ingen kan tage fejl af det engagement, som findes bl.a. her i Europa-Parlamentet. EU har en i mange henseender god menneskerettighedspolitik, men desværre er den alt for uensartet og usammenhængende. EU har derfor et akut behov for en samordnet, strategisk og konsekvent politik på dette område. Det første vigtige skridt var Rådets rapport, som kom i oktober sidste år. Det var en velkommen rapport, som Parlamentet havde ventet på i mange år, og som forhåbentlig kommer igen. Den er vigtig, men den har flere mangler og skal fuldstændiggøres. Jeg mener, at en del af disse mangler er forbundet med strukturelle forhindringer og mangelen på netop en fælles EU-strategi for menneskerettigheder. Vi har brug for en bedre samordning, ikke bare mellem EU's institutioner, men også mellem EU og medlemslandene. Menneskerettigheder skal integreres i EU's aktiviteter på en naturlig måde: i bistand, i handel, i økonomisk, kulturelt og politisk samarbejde. Vi har brug for en konsekvent politik, som er troværdig og forudsigelig. EU skal tale med én stemme og sende de samme signaler til de lande, som overtræder menneskerettighederne. Der må ikke herske nogen tvivl om, hvad EU står for. Visse grundlæggende rettigheder er universelle. Overtrædelser kan derfor aldrig undskyldes med henvisning til religion, kultur eller traditioner. Alvorlige overtrædelser, som specificeres i internationale konventioner, kan ikke - må ikke - betragtes som et internt anliggende. Derfor vil jeg gerne opfordre Rådet til at udarbejde en strategi for, hvordan arbejdet kan blive bedre, mere målrettet og forhåbentlig mere vellykket. Nogle af de forslag, som kan indgå i en sådan strategi, er f.eks., at Rådet bør fastlægge sine egne indikatorer for menneskerettigheder, som kan anvendes i forbindelse med handelsaftaler. Disse klausuler kan anvendes konstruktivt, men de skal præciseres med hensyn til anvendelse, implementering og sanktioner. Vi kan desuden nedsætte en rådgivende gruppe med repræsentanter fra EU's institutioner. Gruppen bør holde regelmæssige møder og diskutere fremme af menneskerettigheder på kort og langt sigt. Der bør forefindes eksperter i EU's delegationer i tredjelandene. Vi skal arbejde mere systematisk med at indsamle data, information og baggrundsmateriale samt med at evaluere. Vi har brug for et system til tidlig varsling af overtrædelser af menneskerettigheder. Vi har desuden brug for en hjemmeside, der præsenterer arbejdet med menneskerettigheder, f.eks. hvem der gør hvad, hvilke resultater der er opnået. Denne side kan desuden indeholde links til forskellige organisationer. Jeg vil også gerne sige et par ord om kvinders rettigheder, et spørgsmål, jeg har valgt som et særskilt tema i betænkningen. Kommissionen udnævnte 1999 til året for bekæmpelse af vold mod kvinder. Det var et rosværdigt initiativ, men kampagnen var mildt sagt diskret. Vi har brug for et langsigtet arbejde, ikke tilfældige kampagner. Kvindernes rettigheder bliver krænket systematisk verden over. Der offentliggøres rapporter om vold i hjemmet, voldtægter, rituel vold og overgreb i fængsler. I 1990'erne blev voldtægt anvendt systematisk som krigshandling i flere væbnede konflikter. Dette kan nu blive genstand for en undersøgelse ved Den Internationale Straffedomstol. Voldtægt er blevet den mest udbredte voldsgerning i verden. Fra FN kommer der oplysninger om, at der hvert år dør flere kvinder som følge af vold i hjemmet end af trafikulykker, malaria, krig og kræft tilsammen. Handlen med kvinder og børn tager til med en alarmerende hastighed. I visse lande fører regimerne en ren apartheidpolitik mod kvinder. Unge piger i tusindvis omskæres hver dag. Vold mod kvinder er et globalt anliggende, der skal højt op på den internationale dagsorden, og som skal spille en central rolle i EU's politik, ikke mindst i forholdet til lande, som ikke overholder rettighederne. Anliggendet skal indgå i de diplomatiske forbindelser og tages op i udvidelsesforhandlingerne med ansøgerlandene. EU's lande skal snarest ratificere protokollen fra Den Internationale Straffedomstol, så den kan begynde at arbejde. EU kan spille en vigtig rolle, når det handler om at opfordre landene til at ratificere forskellige internationale konventioner til beskyttelse af menneskerettigheder. Lad mig afslutningsvis sige, at det fremgår af de betænkninger, der skal diskuteres efter min, at menneskerettighederne også overtrædes i EU. Det skal vi selvfølgelig tage fat i. Hvis vi ønsker at være troværdige internt, må vi også have en god politik eksternt. |
Hr. formand, menneskerettighederne har vi ikke grebet ud af luften, og vi har ikke hentet dem i partiprogrammer. De er universelle, det vil sige, de er fælles på tværs af lande og partier. De handler ikke om meninger, men om handlinger, de beskytter mod overgreb og diskrimination. De skal være klare og forståelige, ikke bestå af løs snak. Vi skal bygge på fast grund, når vi taler om menneskerettigheder, og derfor skal vi især bygge på de konventioner, som landene har tiltrådt, og den retspraksis, som Europarådets menneskerettighedsdomstol så fornemt har udviklet siden Anden Verdenskrig. EU skal ikke lave det om eller opfinde det igen. EU skal i stedet have status som juridisk person og tiltræde menneskerettighedskonventionerne og dermed sikre overholdelse af menneskerettighederne, også der, hvor EU bestemmer. Den nævnte retspraksis er ikke statisk. Den udvikler sig heldigvis hele tiden, jf. den seneste dom om ligestilling af homoseksuelle, som har fået Storbritannien til at ændre lovgivningen, og det samme vil forhåbentligt snart ske i Østrig. Jeg håber også, at der snart kommer en dom, som sikrer, at borgerne ikke blot har ret til at danne fagforeninger, men også ret til at være fri for at være med i dem. Også konventionerne får stadig nye tilføjelser. Vi har fået konventioner om bioetik, om beskyttelse af personoplysninger og privatliv, men jeg vil gerne i dag især gøre opmærksom på to nye konventioner fra 1995 og 1998 om nationale mindretal. Jeg tror, Bosnien og Kosovo har lært os alle, at nationale mindretal udgør den største krudttønde i fremtidens Europa. Vi må stille det krav til de nye medlemslande og til Tyrkiet, at de, hvis de vil være med i Fællesskabet, må garantere, at de nationale mindretal kan leve en hverdag i fred og med det sprog, de altid har talt i det pågældende område. De nye lande skal ikke blot leve op til dette i øjeblikket, de skal også garantere, at de vil gøre det i fremtiden, og derfor skal de underskrive og ratificere, sådan som de også gerne vil, hvis de ikke allerede har gjort det. Men så må vores nuværende medlemslande også gøre det. Lad os derfor indtrængende opfordre de lande, der ikke har ratificeret disse konventioner om nationale mindretal, til nu at få det gjort. To medlemslande har efter fem år endnu ikke underskrevet konventionen om beskyttelse af nationale mindretal, det er Belgien og Frankrig, som jo ellers er så brændende interesseret i forholdene i andre lande. Nu synes jeg, de skulle gøre forholdene i orden i deres egne lande og få underskrevet disse konventioner. De krav, vi stiller til andre, må vi også stille til os selv. Vi må sige til alle 15 regeringer: Gå hjem og få underskrevet og ratificeret konventionerne. Husk også pagten om mindretalssprog og regionale sprog, og husk konventionen om den internationale krigsforbryderdomstol, som kun Italien har ratificeret. Den må vi alle ratificere, for det eneste middel mod den onde cirkel af hævn og selvtægt er, at krigsforbrydere bliver bragt for retten og dømt. Jeg vil også nævne torturkonventionen, som Irland ikke har ratificeret, og hverken Belgien, Irland eller Storbritannien har endnu anerkendt, at FN's torturkomité kan behandle klager fra enkeltpersoner. Jeg kunne tale længe, også om forholdene for asylsøgere i vores medlemslande. Hvis blot halvdelen af det, der står i Amnesty International's og Human Rights Watch's rapporter er rigtigt, så er tilstanden uholdbar, når det gælder behandlingen af asylsøgere. Jeg kunne også nævne børns rettigheder, som er et kæmpe problem, også i en række ansøgerlande. Jeg kunne nævne den fortsatte diskrimination af handicappede, og så vil jeg gerne understrege i forlængelse af Cecilia Malmströms indlæg, at når det gælder kvinders ligestilling, så har vi stadig mangler, også i Unionens medlemslande. Til sidst vil jeg sige, at vi måske skal have visse nye instrumenter til at overvåge menneskerettighederne, og jeg vil nævne, at når det gælder de nationale mindretal, så var det måske en idé, at vi i forbindelse med overvågningscenteret for racisme i Wien også fik en overvågning af behandling af nationale mindretal, og jeg vil nævne mit forslag om, at vi får en kontrolinstans til beskyttelse af personoplysninger og privatliv. Teknologien udvikler sig, og det må vores menneskerettighedsinstrumenter derfor også gøre. |
Hr. formand, denne betænkning bygger på et tidligere fremragende arbejde udført i Europa-Parlamentet og andre EU-institutioner. Dens udgangspunkt er Det Europæiske År mod Racisme i 1997, men vi har bevæget os et godt stykke fremad siden da. Jeg bifalder meget den solide placering, som bekæmpelse af racediskrimination har fået i en menneskerettighedssammenhæng, ved, at dette er blevet taget op ved denne forhandling, for det er i høj grad den tilgang, der er valgt i denne betænkning. Det første fremhævede tema er, at vi i det sidste år har fastsat to kendsgerninger i lov og praksis. Den første er Den Europæiske Unions retlige kompetence til at bekæmpe racisme. Den anden er, at racediskrimination er et brud på en grundlæggende rettighed og EU-lovgivningen. Dette afspejles i bekræftelsen gennem tiltrædelsesprocessen og ikke mindst i Kommissionens meddelelse, som hr. Belder har udarbejdet en betænkning om, og jeg lykønsker ham med den, om, at respekten for racelighed og mindretalsrettigheder falder inden for Københavnskriterierne. Må jeg blot som en sidebemærkning sige, at ELDR-gruppens ændringsforslag til hr. Belders betænkning udvider snarere end er i modstrid med hans betænkning og blev fremsat, fordi der desværre ikke blev stemt om Borgerrettighedsudvalgets udtalelse i Udenrigsudvalget. Det andet tema, der er fremhævet i min betænkning, er, at vi positivt bør hilse mangfoldigheden velkommen som en kilde til vitalitet for samfundet, økonomisk velstand og international indflydelse. Den europæiske identitet er ikke en ensartet hvid kultur, og den kan og må udvides til også at omfatte mindretalssamfundenes erfaringer og kultur. For det tredje bemærker jeg i min betænkning, at racefordomme og -diskrimination forgifter hele vores samfund, herunder de hvide. Undersøgelser viser, at racismen er øget, og at der er sket en forøgelse i den racistisk betonede vold og støtte til ekstremistpartier. På den anden side er der også gjort om end ujævne fremskridt, og nogle regioner og byer i Europa er ved at finde sig til rette med at leve i et samfund med mange racer og kulturer. Jeg vil her nævne London, som jeg repræsenterer, som Europas multiraciale hovedstad. Jeg mener helt bestemt, at vi bør tale en masse om racisme og mangfoldighed og identitet og ikke bringe spørgsmålene ud på sidelinjen eller tale i kodesprog. Nogle vil måske finde sproget i min betænkning djærvt og direkte, og det er bestemt formålet, at det skal være klart og utvetydigt. Denne betænkning understreger betydningen af en rettighedsbaseret tilgang og bifalder navnlig udsigten til en EU-antidiskriminationslovgivning med hjemmel i artikel 13 og andre retlige foranstaltninger såsom øgede rettigheder for borgere fra tredjelande. Men det kan ikke være det sidste ord, der er sagt i denne sag, og der foreslås da også foranstaltninger inden for områderne uddannelse, medier og politik og retfærdighed i overvågnings-, immigrations- og asylpolitikken, der vil tage sigte på at bakke op om gennemførelsen af lovgivningen. Må jeg blot komme ind på tre aspekter, som jeg forstår gav nogle problemer for nogle medlemmer af PPE-DE-gruppen. Det første er omtalen af Østrig og Haiders partis indtræden i regeringen og erindring om Parlamentets beslutning i februar. Jeg må sige, at det ville være perverst at drøfte Den Europæiske Unions styrkede imødegåelse af racismen uden at nævne nylige udviklinger, der har udgjort en milepæl, når det gælder om at fastslå, at Den Europæiske Union er et fællesskab af værdier baseret på respekten for menneskerettigheder. Det andet område, hvor der øjensynligt er tøven i PPE-DE-gruppen, vedrører øgede rettigheder til borgere fra tredjelande med lovlig bopæl i EU, hvoraf der er omkring 20 millioner i Unionen. Det er min forståelse, at der ikke er noget i denne betænkning, som PPE ikke har været i stand til at acceptere tidligere. Det tredje område, som jeg forstår skaber nogle problemer for PPE-DE-gruppen, er opfattelsen af, at denne betænkning er et brud på subsidiaritetsprincippet, fordi den nævner sådanne ting som uddannelse og overvågning. Men som jeg sagde i indledningen, har kombinationen af artikel 6 og 7, 13 og 29 i traktaterne fastslået, at bekæmpelse af racediskrimination er et mål og en kompetence for Den Europæiske Union, herunder overvågningsområdet. Der er nogle få af PPE-DE-gruppens ændringsforslag, som jeg kan acceptere, selvom det måske er en skam, at de ikke bidrog mere på udvalgsstadiet. Må jeg appellere til medlemmerne af denne gruppe om at behandle de punkter, som de er uenige i, ved at gøre brug af stemmeforklaringer. Jeg tror, at denne betænkning vil modtage støtte fra flertallet her i plenum. Den blev vedtaget af et stort flertal i udvalget, og nogle af de konservatives og kristelige demokraters støtter vil måske ikke synes om, at de ikke var del af dette flertal. Må jeg slutte af med at sige, at jeg kan acceptere nogle af ændringsforslagene fra Gruppen De Grønne og GUE-gruppen, navnlig det ændringsforslag, som jeg bifalder, om at erstatte termen "holocaust" med "shoah". Der hersker nogen forvirring i GUE-gruppen om hensigten med etnisk overvågning, hvilket blot betyder at indsamle statistik om de fremskridt, der gøres af de etniske mindretal, således at dette kan udgøre et grundlag for den fremtidige politik. Det er ikke for at identificere diskrimination, og jeg håber, at de vil forstå, at jeg afviser deres ændringsforslag herom. Jeg håber meget stærkt, at betænkningen vil opnå et stort flertal ved afstemningen senere. |
Hr. formand, racisme, fremmedhad og antisemitisme kan slet ikke forenes med EU's politiske principper. Jeg vil gerne komme med en direkte tilføjelse. Disse grusomme og skadelige menneskelige fænomener er helt i strid med Bibelen. Guds ord understreger gentagne gange vigtigheden af gæstfrihed og barmhjertighed over for fremmede og virkelig næstekærlighed som følge af vores kærlighed til Gud vores skaber. I mellemtiden skuffer dagligdagens realitet os. Racisme, fremmedhad og antisemitisme er realiteter i Øst- og Vesteuropa. Denne situation må ikke føre til lammende gensidige bebrejdelser eller mistænkeliggørelser. Tværtimod, en fælles samfundsmæssig fare kræver en fælles politisk indsats. Det er grunden til den opportune meddelelse fra Kommissionen fra maj sidste år og den foreliggende betænkning fra Udenrigsudvalget. Betænkningen og udtalelserne beviser, at Parlamentet tillægger bekæmpelsen af racisme, fremmedhad og antisemitisme i medlemsstaterne stor værdi. Denne specifikke opmærksomhed kræver samtidig selvundersøgelse. Det vidner Ludford-betænkningen om. EU's moralske målestokke for ansøgerlande gælder lige så meget for medlemsstaterne selv. Med hensyn til manifestationer af racisme, fremmedhad og antisemitisme går sidstnævnte slet ikke fri. Det er faktisk sådan, at højreekstremister i Vesteuropa opsøger ligesindede i Central- og Østeuropa og kaster ved på bålet. Bål, som nogle gange er tændt af det hemmelige politi fra de tidligere kommunistiske regeringer. Her kommer den store problematik omkring romanibefolkningen i Mellem- og Østeuropa klart frem og det på en dobbelt måde. Kvantitativt, fordi det rammer mange millioner mennesker, og kvalitativt, fordi denne meget differentierede befolkningsgruppes eksistens er i fare. Hermed har jeg i øvrigt kun flygtigt berørt det indviklede romanispørgsmål, for hvordan kan den samfundsmæssige isolations nedbrydning og den nærmest generelle diskrimination af romanibefolkningen kombineres med bibeholdelsen af romaniidentiteten? Hvordan kan romanibefolkningen mobiliseres til social deltagelse og en nødvendig mentalitetsforandring? Det er glædeligt, at disse indtrængende spørgsmål finder officiel og halvofficel genlyd i ansøgerlandene. Resultatet er velovervejede og håbefulde indenrigske initiativer og projekter. Det koster dog mange penge. En direkte appel til EU-staternes solidaritet over for deres fremtidige kollegamedlemsstater. Eller rammer den skarpe kritik fra vestlige videnskabsmænd af EU om den afvisende holdning over for romaniasylsøgere alligevel plet? Citat: "På den ene side sættes landene i Central- og Østeuropa i gabestokken på grund af deres strukturelle diskriminationspolitik osv., og på den anden side udviser de fleste EU-lande romanibefolkningen kollektivt som økonomiske asylsøgere." I trilogien racisme, fremmedhad og antisemitisme mangler sidstnævnte i hvert fald ikke i ansøgerlandene. Efter holocaust, efter det målbevidste massemord på flere millioner fra det europæiske jødesamfund var og er antisemitisme ikke forsvundet fra Central- og Østeuropa. Venstre- og højreekstremister skyede og skyer ikke dette forkastelige og ødelæggende politiske kampmiddel. Det er korrekt, at antisemitisme slet ikke hænger sammen med antallet af tilstedeværende jøder. Således peger folkeledere helst på deres hadede politiske rivalers formodentlige jødiske baggrund. Således fulgte genoptryk efter genoptryk af den velkendte antisemitiske Zions Vises Protokol, tsarens hemmelige politis falsifikation fra 1897 om jødernes plan om at tage magten i hele regionen. Endnu mere utrolige er sammensværgelsesidéerne fra ultranationalistisk side, hvor de såkaldte traditionelle fjender, det vil sige de nationale mindretal i adskillige ansøgerlande, systematisk sættes i forbindelse med jøderne. I denne optik er jøderne og ungarerne landsforrædere i Rumænien. Det samme gælder jøderne og tyskerne, henholdsvis jøderne og tjekkerne for Tjekkoslovakiet ligesom jøderne og tyskerne for Polen og tyrkerne for Bulgarien. Mod denne mørke baggrund står punkt 32 i forslaget til beslutning. Parlamentet maner til konstant politisk og samfundsmæssig agtpågivenhed og skærpet strafferetlig forfølgelse af de stadigt eksisterende antisemitiske ytringer i de forskellige ansøgerlande, også i betragtning af den forholdsvis omfattende spredning af skjulte antisemitiske følelser og tanker. Takket være den frugtbare og dybtgående diskussion i Udenrigsudvalget og bestemt også udtalelserne fra ordførerne fra de andre udvalg foreligger betænkningen i denne form. Ændringsforslagene er behandlet grundigt i Udenrigsudvalget. Mange er taget til følge. Især for at undgå gentagelser støtter jeg kun delvist de nye ændringsforslag. Kort sagt kræver den foreliggende betænkning efter min mening jævnlig opfølgning og løbende evaluering. Hvis dette ønske opfyldes, er ordføreren tilfreds. |
Hr. formand, jeg vil gerne bifalde den lidenskab, hvormed hr. Belder har forelagt sin betænkning om romanibefolkningen og situationen i Østeuropa. Det er de mest yderliggående versioner af racisme i Europas yderkanter, som vi er foruroligede over. Da debatten om Østrig, som har mange elementer og mange indviklede beskaffenheder, fandt sted, blev vi klar over, at der i Østrigs periferi var betydelige ansøgerlande, der, mens de gør fremskridt inden for de økonomiske og sociale aspekter, udgør et virkeligt problem, hvad angår deres behandling af deres mindretal. I Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn var der store problemer omkring behandlingen af romanisigøjnerne. Det, vi må erkende, er, at vi, når vi udvider Europa, får et betydeligt ansvar for at sikre, at ethvert land, der ønsker at komme med i Den Europæiske Union, også må reformere den måde, hvorpå det behandler sine mindretal, og den måde, hvorpå det behandler hele spørgsmålet om racediskrimination. Jeg vil gerne komme ind på to-tre andre meget enkle punkter. Det, romanisigøjnernes situation viser, og det, hr. Belders betænkning viser, er, at der helt klart findes en yderliggående version af diskrimination over hele Den Europæiske Union. Ellers ville vi ikke drøfte dette spørgsmål. Der er mange spørgsmål, som vi må drøfte. Hvor langt vil vi skubbe på med spørgsmålet om artikel 13? Ønsker vi virkelig beskyttelse mod racediskrimination i hele Den Europæiske Union? Svaret er ja. Vi må have en omfattende lovgivning, og vi må have den hurtigt. Når vi ser rundt på de europæiske institutioner og Parlamentet, må vi erkende, at der er meget få ansigter fra de etniske mindretal. Denne situation er ved at blive bedre, men vi har faktisk institutioner, hvor de ikke er repræsenteret. Det er repræsentation og andre lignende spørgsmål, som vi nu må tage op. Racisme er et kompliceret spørgsmål. Vi er begyndt at drøfte det på passende vis, men vi har stadig meget lang vej at gå. |
Hr. formand, jeg vil gerne ønske fru Malmström tillykke med hendes meget afbalancerede og målrettede betænkning. Af debatten i udvalget fremgår det, at der er stor enighed i Parlamentet om principperne om menneskerettigheder, og det er jeg glad for. Jeg støtter også ordførerens ønske om at behandle emnet om kvinders rettigheder nærmere. Med den kommende sharia i forskellige dele af verden er emnet mere aktuelt end nogensinde før. Situationen i Afghanistan er fortsat meget bekymrende, fordi kvinder siden Taliban-regeringens tiltrædelse ikke længere må arbejde uden for hjemmet, afstraffes offentligt på grund af uanstændigt tøj, og de har næsten ingen adgang til lægehjælp. Ifølge beretninger, som jeg har modtaget i de forløbne dage, er antallet af selvmord blandt kvindelige intellektuelle steget dramatisk i de forløbne uger. Eksemplet fra Afghanistan viser, at diskriminationen af kvinder ikke er et kulturelt, men politisk problem. Afghanistan er i øvrigt ikke det eneste land, som i høj grad krænker kvinders rettigheder. Millioner af kvinder verden over omskæres eller bortgiftes stadigvæk. I mange lande i Afrika må kvinder ikke have nogen ejendom eller bankkonto uden mandens tilladelse. Andre ting som polygami eller nedarvning af enker er uholdbare i en aids-periode som denne. Det er ikke overraskende, at der i Afrika er smittet flere kvinder end mænd med aids. Vi skal fordømme alle handlinger, som for kvinder har lemlæstelse eller døden til følge. Inden for EU skal kvindeomskæring være strafbart. Det har ikke noget med tradition eller kultur at gøre, det er et spørgsmål om elementære menneskerettigheder. Men grusomhederne i resten af verden må ikke få os til at glemme grusomhederne i vores egne lande. Vold i hjemmet er stadigvæk et stort problem i EU. Det skal vi turde slå hårdt ned på. Også strafferetligt. Handlen med kvinder og piger med henblik på seksuel udnyttelse er lige så alvorlig. 500.000 om året kun til Vesteuropa. En handel, som UNDP anslår til en værdi af 7 milliarder dollars. En hård og koordineret fremgangsmåde er nødvendig i alle medlemsstater for at bekæmpe denne skandaløse menneskehandel. Hr. formand, betænkningen er et klart signal til Rådet og Kommissionen. Jeg anmoder indtrængende begge institutioner om at gøre noget synligt, noget konkret, noget konstruktivt med den. Vi bedømmer i alle tilfælde begge institutioner på deres handlinger og ikke på deres ord. |
Hr. formand, på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed med vores kollega Malmströms forslag til beslutning. Menneskerettigheder er et emne, hvor det er nemt at komme med nogle generelle principerklæringer, og som ofte risikerer at blive betragtet som en bekvem og nyttig almisse. I dette forslag til beslutning har man til gengæld forstået menneskerettighedernes foranderlighed samt nødvendigheden af en konstant tilpasning af vores sikringsinstrumenter og vores evne til at gribe ind over for risici, nødsituationer og nye behov. Dette forslag til beslutning har den anden fordel, at det betragter og definerer menneskerettighederne som et centralt element i Den Europæiske Unions identitet, en Europæisk Union, som har fælles værdier, og hvor menneskerettighederne er det centrale punkt i alle vores bestræbelser og slutninger. Enten skal Den Europæiske Union være rettighedernes Union, eller også skal den slet ikke eksistere. Hvis ikke vi er i stand til at forlange, at alle de tredjelande, som Unionen har økonomiske og politiske forbindelser med, overholder menneskerettighederne, er de 15 landes Europa dømt til kun at forblive en økonomisk sammenslutning. Hr. formand, jeg vil gerne komme hurtigt ind på to ting, der tager udgangspunkt i bevidstheden om, at det ofte forholder sig sådan, at den vestlige verden ikke bare er aktør, men også hovedperson i krænkelserne af menneskerettighederne. Derfor var det efter vores mening hensigtsmæssigt, at man i dette forslag til beslutning medtog anmodningen til EU-landene om at fremme eftergivelsen af den tredje verdens landes gæld. Retten til udvikling er efter vores opfattelse en global prioritet og en uundværlig betingelse for, at menneskerettighedspolitikkerne i disse lande bliver politikker, der reelt kan føres ud i livet. På grund af kravet om lydhørhed skal vi ligeledes tage højde for de nye rettigheder, der krænkes, og som globaliseringsprocesserne viser os. Her tænker jeg på de økonomiske og sociale rettigheder, så vi undgår en fremtid med nogle få privilegerede - der har fred i samvittigheden på grund af de såkaldte ædle og almene kampe mod f.eks. dødsstraf - og alt for mange udstødte, som dødsdømmes af de økonomiske udstødelses- og udelukkelsesprocesser. Jeg tror også, at vi skal være særligt opmærksomme på retten til privatlivets fred, der er genstand for et ændringsforslag, som vi fremsætter på plenarmødet i morgen. Vi er mænd, kvinder og borgere, ikke bare numre. Vi ønsker at beskytte vores ret til at skærme vores tanker, meninger og følelser mod big brothers teknologiske indtrængen, og det gør vi på baggrund af den nylige Echelon-sag, som Parlamentet skal beskæftige sig med om kort tid. Endelig vil jeg gerne benytte mig af denne lejlighed til at gøre kollegerne opmærksomme på, at der er blevet indsamlet over 100 underskrifter fra medlemmer af Europa-Parlamentet for at støtte indstillingen af Madres de la Plaza de Mayo til Nobels fredspris. Dette er vigtigt, og det er det ikke bare af symbolske årsager, men også fordi det bekræfter, at retten til at huske er en absolut ufravigelig ret. Vi har ret til - og også pligt til - ikke at glemme. Vi anmoder Europa-Parlamentet om med den politiske kultur, det giver udtryk for, og de værdier, det går ind for, at hjælpe menneskeheden med ved enhver lejlighed at bevare mindet om alle ustraffede overgreb og alle krænkede rettigheder, fra Plaza de Mayo til Tienanmenpladsen. |
Hr. formand, ærede kommissærer, jeg vil gerne lykønske ordførerne, fru Malmström og hr. Haarder, på det hjerteligste med de glimrende, systematiske og innovative betænkninger. De giver Kommissionen og Rådet, men også Parlamentet, mange idéer til aktiviteter med henblik på virkelig at forbedre og garantere menneskerettighederne. Tag f.eks. fru Malmströms forslag om en særlig repræsentant til at beskytte menneskerettighedsforkæmpere. Det er også op til Parlamentet at foretage en systematisk kontrol af menneskerettighederne i ansøgerlandene. Vi har nemlig en god viden, men vi skal koordinere den og sørge for, at den anvendes, så vi kan påvirke udvidelsen på en måde, som respekterer menneskerettighederne. Jeg glæder mig også meget over, at hr. Haarder har behandlet minoriteternes rettigheder. Det er et historisk øjeblik, hvis vi vedtager hr. Haarders betænkning og peger på de overtrædelser af og den manglende respekt for minoriteternes rettigheder, som der er tale om i EU. Det er på tide at sætte en stopper for de tvetydige budskaber, vi har sendt i denne forbindelse, og som har betydet, at vi har krævet mere af ansøgerlandene end af os selv. Jeg vil faktisk ikke tøve med at sige, at det er et historisk øjeblik, når vi vedtager hr. Haarders tekst - det havde ikke været muligt tidligere. Afslutningsvis vil jeg gerne nævne en anden sag, som ligger mit hjerte nært, nemlig den støtte til Kommissionens arbejde for børnenes rettigheder, som der gives udtryk for i fru Malmströms betænkning. Den støtte har Kommissionen brug for. Vi bør også give vores støtte, når det handler om at bevilge penge til arbejdet for børnenes rettigheder. På dette område mener jeg også, at vi må sørge for, at børn ikke bliver en handelsvare. Haag-konventionens regler bliver heller ikke respekteret. Hvad det angår, har vi også meget, meget alvorlige problemer i ansøgerlandene. |
) Hr. formand, vi har fået forelagt en betænkning om menneskerettigheder på et usædvanligt højt niveau, og jeg taler nu om Malmström-betænkningen, hvor det også er glædeligt, at udarbejdelsen af den er foregået i tæt samarbejde med ngo'er. Uden civilsamfundet når vi ikke noget. Vi kan ikke ånde, hvis vi ikke får impulser udefra, fra græsrødderne. Betænkningen indeholder en række udmærkede og velovervejede forslag. Her henleder jeg blot opmærksomheden på tre af dem, som min gruppe har været aktivt med i. Behovet for at gribe ind over for angreb rettet mod uafhængige journalister, behovet for at beskytte militærnægtere og desertører og behovet for at udvikle intelligente sanktioner, smart sanctions, der ikke gør forholdene elendige for store befolkningsgrupper, men rettes mod politiske tyranner, der har indsamlet formuer. Det er de specielle våben, som i stigende grad bør udnyttes. Mere generelt vil jeg konstatere, at vi, som Malmström også selv sagde, skal udvikle en strategisk måde at gribe ind over for de problemer, som vi taler om i dag. Den skal være dynamisk, den skal ligeledes kunne gennemtrænge alle niveauer i hverdagens virkelighed. Vi kan ikke lade de enorme mangler, der skal rådes bod på, være afhængige af en retorisk forpligtelse. Den finske forfatter Samuli Paronen skrev "der skal mange - millioner - aktører til store forbrydelser - alle dem, der ikke foretager sig noget". |
Hr. formand, kære kolleger, jeg tror, de betænkninger, som vi har hørt om i formiddag, taler deres tydelige sprog. Racisme og antisemitisme har udviklet sig inden for og uden for Den Europæiske Union. Det første, man må gøre, er ikke at resignere og offentligt tage afstand fra situationen, som den er. Fru Ludfords betænkning indgår aktivt i denne kamp i kraft af dens klarsynethed. At undsige racismen, herunder racistisk tale, er ikke at udøve censur i forhold til menings- og ytringsfriheden, som nogle vil have det til at se ud, for racisme er ikke en mening, men en forbrydelse, eftersom den er et angreb på den menneskelige værdighed. Racisme er en asocial måde at opføre sig på, som går så vidt som til at anfægte personers fysiske integritet. Som man så det for nylig i El Ejido i Spanien eller for nogle år siden i forbindelse med angrebet på tyrkiske arbejderes boliger i Rostock, eller da den unge Ibrahim Ali blev dræbt i Marseille af plakatopklæbere fra Den Nationale Front i 1995. I hvert enkelt tilfælde har man bevæbnet nogle mennesker ideologisk med det formål at få dem til at skride til handling. Og så er der denne anden form for racisme, som består i daglige chikanerier og ydmygelser. Man møder den i form af diskrimination i forbindelse med adgang til bolig, fritidsaktiviteter og beskæftigelse. De kender sikkert alle eksemplet - som den franske presse for nylig har gentaget i ét væk - om den unge mand fra Strasbourg, som sendte to fuldstændig identiske curriculum vitae til samme virksomhed. På det ene af de to figurerede et fremmedklingende navn, og på det andet et typisk fransk navn. Jeg vil overlade det til Dem selv at gætte, hvilken af de to "kandidater" der fik ret til en jobsamtale. På samme måde kan vi heller ikke i dag nøjes med at forsvare dem, som man har rubriceret som minoriteter; vi må se at komme ud af denne anden ghetto. Det er ikke en minoritet, som skal beskyttes, men et europæisk statsborgerskab, som skal indføres, et statsborgerskab, som bygger på fælles værdier, et flertal for en fælles skæbne, et flertal for at opbygge et samfund, hvor enhver kan udfolde sig, et flertal for at forkaste ethvert tilløb til, at vi går under i barbari. Europa har i løbet af sin historie været i stand til både det største og det værste. Det største er Menneskerettighedserklæringen, det er Genève-konventionen, men det værste er også kolonialismen, shoah'en, stalinismen, nazismen. Alt det må vi lære vores børn. Vi må én gang for alle vælge det, som gør Europa stærkere, og forkaste det, som gør det svagt, og i samme forbindelse sende en tydelig besked om, hvilken type samfund vi ønsker at opbygge. Jeg vil sige det lige ud: De, som tror, man kan indgå en alliance med ekstremister for at vinde et valg, de vil blive fejet ud og endegyldigt blive smidt på Historiens mødding, for at alliere sig med folk som Haider eller Le Pen er som at spise med djævelen: Man skal have en lang ske, og når man skal spise med den slags mennesker, kan skeen aldrig blive lang nok. Og jeg vil minde dem, som går ind for en etnisk opfattelse af nationen, om, hvad Clémenceau sagde: "Patriotisme, det er kærlighed til sit land, nationalisme, det er had til de andre". De har virkelig valgt side. Alt det skal nu omsættes i konkrete tiltag, i lovgivning. Vi må harmonisere lovgivningen mod racisme og give ordene mening. Lige muligheder er at give alle børn, der er født på europæisk jord, mulighed for at opnå et europæisk statsborgerskab og nyde godt af jordens ret fra fødselen. Lige rettigheder er at opnå stemmeret og kæmpe mod alle former for diskrimination, uanset om den er rumlig, geografisk, social eller racemæssig. På den måde kan vi omsider komme med et vægtigt svar, når det gælder de værdier, som vi slås for. |
Hr. formand, som jeg allerede understregede i går, er det efter min mening vigtigt, at menneskerettighedsspørgsmålet netop bliver behandlet her på fransk jord, som sammen med USA på en måde er disse principerklæringers vugge. Det forekommer mig dog, at man ikke altid husker ordentligt på, hvilke rettigheder der er tale om, og at man medtager eller ønsker at medtage nogle rettigheder, der ikke er planlagt i de internationale konventioner og traktater. Der er f.eks. ikke nogen indvandringsret. Indvandrerne og dem, der kommer fra et land uden for EU, har naturligvis ret til at nyde godt af deres rettigheder, men det, at man sætter nogle grænser og fører kontrol med indvandringen kan ikke betegnes som racisme eller fremmedhad, netop fordi der ikke står noget om retten til at indvandre i nogen tekster. I øvrigt er en helt ukontrolleret indvandring utænkelig, om ikke andet på grund af antallet og områdets størrelse. Desuden bør man ikke kun minde om rettighederne, men undertiden også om pligterne. Man talte f.eks. om romanibefolkningen. Romanibefolkningen har selvfølgelig sine rettigheder, og de må ikke diskrimineres, men mange af dem - jeg vil ikke sige flertallet, men ifølge statistikkerne er der så afgjort tale om et stort antal - tjener ikke deres penge på lovlig vis. Mange af dem lever af at udnytte deres kvinder og ikke mindst deres børn. Man ser ofte de mishandlede og dårligt klædte børn, og det er netop for, at den forbipasserende skal få medlidenhed og give dem en skilling. Desværre lukker myndighederne meget ofte øjnene for det, ligesom de lukker øjnene - og måske lukker dem helt i - for de andre ulovlige aktiviteter, der udføres af visse personer, som næppe betaler skat eller er integreret fuldstændigt i vores samfund. Det lader ligeledes til, at der i vores samfund eksisterer nogle frizoner, når det gælder visse overtrædelser af menneskerettighederne. Her tænker jeg f.eks. på bestemte former for seksuel lemlæstelse, der praktiseres meget ofte, og som der ikke slås tilstrækkeligt hårdt ned på. Det er naturligvis rimeligt, at indvandrerne har deres rettigheder, men det er også rimeligt, at de respekterer reglerne i de lande, de opholder sig i, for vi må ikke glemme, at den europæiske kultur - den kristne kultur og oplysningskulturen - har sine rødder og ikke vil acceptere at blive rykket op med rode, selvom vi skal være gæstfri og åbne over for andre kulturer. Vi må undgå, at det er os, der bliver i mindretal, og at det er os, der bliver diskriminerede i vores eget Europa. |
Hr. formand, årsberetningen om efterlevelse af menneskerettighederne i EU i 1998 og 1999 overskrider ikke så lidt sine egne grænser. Der vies udvidelsen af europæiske beføjelser på menneskerettighedsområdet, som der åbenbart forventes meget af, al for megen opmærksomhed. Asylpolitikken behandles meget grundigt, ligesom forskellig livsstil og forskellige samlivsformer. På det punkt henledes opmærksomheden uforholdsmæssig meget på de homoseksuelles rettigheder, og der stilles alle mulige krav til medlemsstaterne. Det er påfaldende, at der er så stille, når det drejer sig om de virkeligt svages rettigheder, f.eks. ældre, småbørn og handicappede. Hvor er retten til liv? Hvor er beskyttelsen af familierne? Kort sagt er det en betænkning med gode hensigter, som dog bliver hængende i et alt for individualistisk syn på mennesket og samfundet, og som ikke tager tilstrækkeligt hensyn til livets egen beskyttelsesværdighed. Racisme, fremmedhad og antisemitisme skal bekæmpes hårdt. Jeg er helt enig i denne tese fra Ludford-betænkningen. Men i modsætning til det, som fastsættes i betænkningen, er den ensidige positive behandling af det multikulturelle samfund som "kilde til social vitalitet" ingen løsning for at undgå racisme og fremmedhad. Idéen vidner om naiv intellektualisme. Nederlandene har i de forløbne år ført sådan en politik rettet mod skabelsen af et multikulturelt samfund. Det er ikke blevet en succes, hvilket fremgår af, at der nu tales om det "multikulturelle drama". Mange udlændinge er på grund af denne poltik endt som en underklasse i samfundet med alle de deraf følgende konsekvenser. I stedet for relativeringen af ens egen kultur kan en god, realistisk bevidstgørelse af denne kultur, såvel de positive som de negative sider, føre til en bedre kontakt med hinanden og accept af kulturforskellene på begge sider. Til sidst vil jeg sige, at racisme, fremmedhad og antisemitisme desværre altid har eksisteret overalt. Lad os i forståelse heraf holde fast ved det århundredgamle bibelbud "Du skal elske din næste som dig selv". |
Hr. formand, selvom jeg er chokeret over de 14 medlemsstaters ubegrundede fordømmelse af Østrig, tager jeg Haarder-betænkningen til efterretning med tilfredshed, for den giver Østrig en flot karakter, hvad angår menneskerettighedssituationen, også i forhold til andre medlemsstater. Efter min mening en selvfølge for dette land i Europas hjerte. Den bekræfter mig hermed i min påstand om, at De 14's handlinger mangler et sagligt grundlag, hr. Schulz. Betænkningen kritiserer bl.a., at det europæiske charter for regionale sprog og mindretalssprog fra 1998 endnu ikke er blevet ratificeret i Østrig. Jeg vil derfor gerne fremhæve, at netop ratifikationen af det omtalte charter for mindretalssprog er en del af regeringsprogrammet. Koalitionen har forpligtet sig til at videresende dette til nationalrådet inden januar 2001, og den således heftigt kritiserede regering fortsætter med at polere det fremragende billede af Østrig vedrørende menneskerettigheder. (Bifald fra højre) |
Hr. formand, det er i min egenskab af fungerende ordfører for PPE-gruppen, at jeg tager ordet til betænkningen om menneskerettigheder, som vil blive sat til afstemning her i forsamlingen, og jeg gør det med det ene formål at erindre om, hvad der er gruppens principper, og hvilken form for analyse den er blevet genstand for. Vi har flere enkle principper. Det første har været ikke at gå ud over betænkningens tidsmæssige ramme, som er årene 1998 og 1999, idet vi dermed kan undgå enhver konjunkturbestemt bemærkning, som skyldes den aktuelle politik. Det andet består i, i det omfang det er muligt, at undgå, at denne betænkning bliver en sæk, der er forudbestemt til at indeholde målsætninger, fromme ønsker eller principielle bønskrifter, som ikke reelt ville være retsundergivne, det vil sige konkrete, verificerbare og praktisk gennemførlige i Unionens lande. Den tredje ledetråd i vores holdning mener vi er i overensstemmelse med de overbevisninger, der altid har været PPE-gruppens, det vil sige, at selvom vi ikke mener at være mindre generøse eller mindre åbne end andre grupper, så ønsker vi ikke desto mindre, at det reelt er retsundergivne rettigheder, der tages op, hvilket undertiden har fået os til at stemme imod et antal rettigheder, som vi i øvrigt anser for at være helt igennem legitime og støtteværdige, men som ikke hører hjemme i en betænkning om menneskerettighedernes tilstand i Unionen. Vi har også villet undgå, i det omfang det overhovedet er muligt, at bestemte lande blev nævnt eller sat i gabestok, al den stund betænkningen om rettighederne i år ikke indeholder nogen systematisk analyse land for land. Desuden har vi altid villet henføre dette under subsidiaritetens domæne med henvisning til, at det er medlemsstaternes opgave at iværksætte beskyttelsen af menneskerettighederne og de nationale domstoles opgave at straffe eventuelle overtrædelser. Endelig er det vores ønske, at betænkningen for næste år tager højde for at udarbejde et charter for de grundlæggende rettigheder, så vi allerede næste år kan være i besiddelse af en betænkning, som er i overensstemmelse med virkeligheden, og som giver mulighed for, takket være en parallel udarbejdelse af et charter for de grundlæggende rettigheder, at analysere landene ét for ét og rettighederne én for én. Vi håber, at den næste betænkning, der bliver stemt om, vil blive imødeset med endnu større frygt end denne, og at den vil demonstrere, hvor stor interesse Unionen tillægger menneskerettighederne inden for fællesskabernes territorium. |
Hr. formand, i denne store debat om menneskerettigheder er det overraskende, hvor sjældent vi hører om børn - de mennesker, der er mindst i stand til at beskytte sig selv i relation til menneskerettighederne. Børn er rent faktisk usynlige i EU-traktaterne. Dyr har rettigheder, børn har ikke. Og dog er børn berørt af de love, som EU vedtager, og af det indre marked. Den elektroniske revolution synes at have givet mere frihed til udnyttere, pædofile og pornografer end til erhvervslivet. I et 21. århundrede, hvor vi anser os selv som civiliserede, finder der stadig slavehandel sted, hvor børn købes og sælges til seksuel udnyttelse over hele verden. Vi har problemer i ansøgerlandene. Der er for øjeblikket en skandale i Letland, der efter forlydende har udløbere helt ind i regeringen. Vi ser billeder i tv næsten hver dag om børnesoldater, der kæmper i konflikter over hele verden. Og vi har naturligvis velkendte historier om børnearbejde. Vi er nødt til at træffe strengere forholdsregler. Vi må få sat børnene på dagsordenen. Det betyder ikke, at EU skal begynde at være ansvarlig for en børnepolitik, men vi kunne begynde med at sikre, at EU-lovene er børnesikrede. Vi bør sikre, at de foranstaltninger, der udvikles af Kommissionen, har en særlig børnedimension. Vi bør sikre, at der er nogen i Kommissionen med ansvar for børneanliggender. I 1998 udnævnte min egen regering en børnerettighedsekspert fra Red Barnet til Ministeriet for Udenrigs- og Commonwealth-anliggender til at udvikle strategier og praktiske projekter i relation til børns rettigheder. Hvorfor kan vi ikke gøre det samme her? I Storbritannien har vi også et særligt børneudvalg, der kan foretage undersøgelser af børnemisbrug og afhøre ekspertvidner. Hvorfor kan vi ikke have det samme her? Kan vi sikre, at charteret for de grundlæggende rettigheder har et afsnit, der omhandler børn? Jeg ved, at vi har meddelelser. Vi har handlingsplaner og konventioner, men det, vi ønsker, er handling, ikke gode intentioner. |
Hr. formand, hvorfor er menneskerettighederne fortsat i den grad bagud i forhold til menneskehedens fremskridt? Videnskab, teknologi og kommunikation, menneskene ved og kan stadigt mere. Verden plages stadigvæk af utrolig mange menneskerettighedskrænkelser. Hovedårsagerne er stadigvæk krig, fattigdom og magtmisbrug. Her skal vi gøre alt, hvad vi kan. Men også kulturelle værdimønstre ligger til grund for krænkelserne. Det er derfor berettiget, at fru Malmström i sin udmærkede betænkning kræver mere opmærksomhed om kvinders stilling. I rigtig mange samfund er kvinderne stadigvæk offer for institutionaliseret og i nogle tilfælde også lovligt magtmisbrug fra mine kønsfællers side. Det er ikke de fælles skikke, men følgerne for de individuelle mennesker, som skal være afgørende ved vores vurdering. Det fører f.eks. til, at vi ikke skal respektere kvindeomskæring som en gammel tradition, men bekæmpe den med alle civiliserede midler. Europæisk udenrigspolitik lader sig påvirke alt for ensidigt af rent økonomiske interesser. Det er på høje tid, at menneskerettighederne ikke kun af navn, men også af gavn prioriteres så højt, som de har krav på. Dermed kan Europa yde et vigtigt bidrag til fremskridtet, civilisationens fremskridt. |
Hr. formand, kære kolleger, eftersom vi her drøfter betænkninger, som drejer sig om menneskerettighederne inden for og uden for Unionen, er det en glimrende anledning til at se nærmere på indflydelserne frem og tilbage mellem "inden for" og "uden for". Det er oplagt, at det bedste middel, Unionen har til sin disposition, når det gælder om at udbrede sin version af menneskerettighederne, er de erfaringer, indvandrerne har gjort. Vores største forsømmelser på menneskerettighedsområdet vedrører netop dem. Jeg vil give to eksempler for at illustrere dette forhold. For det første må vi føle os betænkelige ved den form, aftalerne om fornyet adgang har fået: De er en direkte trussel mod de grundlæggende rettigheder såsom retten til asyl eller retten til at leve i familie. Unionen har bekræftet sin forpligtelse i forhold til Genève-konventionen og Dublin-konventionen, som knæsætter princippet om ikketilbagesending. På den baggrund er det utilladeligt, at visse aftaler om fornyet adgang kan tillade at tilbagesende en statsborger fra et tredjeland til hans eller hendes land, når man ved, at der alt for tit ingen garantier er for overholdelse af menneskerettigheder og demokratiske frihedsrettigheder. Det er fuldt ud lige så uacceptabelt at se familier revet op, undertiden endog mindreårige børn overladt til sig selv som følge af, at deres forældre er blevet udvist, fordi de ikke har nogen opholdstilladelse, uanset at nogle af dem har levet og arbejdet i Europa i næsten 10 år. Hvilket syn på menneskerettighederne tror De, disse mennesker tager med sig tilbage til deres land efter at have været ude for angribelige levevilkår, ydmygende kropsvisiteringer, fornærmelser, registrering, forhør på politistationer, i lukkede centre eller i tilbageholdelsescentre? Til sidst sender vi dem tilbage til de lande, som de netop forsøger at flygte fra, ofte af grunde, der i lige så høj grad er politiske og økonomiske som humanitære. Disse aftaler om fornyet adgang er farlige, såvel for asylansøgerne som for menneskerettighedernes udbredelse i verden og for Den Europæiske Unions internationale omdømme. Hvis Unionen vil tages alvorligt i spørgsmålet om menneskerettigheder, skal den hurtigt standse disse udvisninger, legalisere alle disse kvinder og mænd, som lever uden at nyde alle disse rettigheder, herunder retten til at leve i familie eller retten til fri bevægelighed, og som i dag fastholdes i officiel illegalitet. Endnu et håndgribeligt overgreb på menneskerettighederne vedrører endnu en gang udlændingene, nemlig statsborgerskabet. Hvordan kan man bede disse borgere i tredjelande om at lade sig integrere og deres børn om at overholde lovene og tro på, at de demokratiske rettigheder er en realitet, når man ikke engang tillader dem at udøve disse rettigheder? Med henvisning til hvad skulle vi, på et tidspunkt, hvor Unionen er i færd med at udarbejde et charter for de grundlæggende rettigheder, kunne tillade andenrangsborgere? Her er virkelig tale om grundlæggende rettigheder. Hvordan kan vi acceptere, at visse personer bliver udelukket fra dem? Hvordan skal disse mennesker kunne tro på, at der er realiteter bag ved Menneskerettighedserklæringen? På menneskerettighedsområdet har Unionen muligheden for at være stolt af at være den første i historien, som definerer statsborgerskabet ud fra et bopælskriterium i stedet for at indføre en diskrimination med udgangspunkt i nationaliteten. |
Hr. formand, denne forhandling finder faktisk sted på et vigtigt tidspunkt for Parlamentet. De fremragende betænkninger af fru Malmström, hr. Haarder, hr. Ludford og hr. Belder giver os europæere en mulighed for analyse og, ikke mindst, selvkritik. I år har været særlig betydningsfuldt. Et år efter at vi gennemførte en krig mod Jugoslavien i menneskerettighedernes navn, er vi nu ufølsomme vidner til en endnu større krænkelse af menneskerettighederne fra Ruslands side i Tjetjenien. For to uger siden tillod vi, Spanien og Storbritannien, at Pinochet, under USA's protektion, unddrog sig sit ansvar over for retfærdigheden på grund af meget alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. Og i år har vi også set, hvordan et racistisk og fremmedhadsk parti er kommet med i regeringen i Østrig, ligesom der i Spanien har været udbrud af voldelig racisme i El Ejido. Vi har efter det nylige valg kunnet konstatere, at borgmesteren i denne by har fået opbakning af 75%. Det er også i år, at den katolske kirke har udsendt en undskyldning for krænkelserne af menneskerettighederne i tidens løb. Vi kunne derfor godt tænke os at udvikle en mere konstruktiv holdning i Den Europæiske Union. Jeg foreslår derfor fem punkter, som er Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstres bidrag til de forskellige betænkninger. For det første at man holder op med at være hyklerisk og skære de forskellige lande over én kam. For det andet at man forpligter sig til målbevidst at forsvare menneskerettighederne alle vegne, endog inden for det økonomiske område, på fabrikkerne. For det tredje at man udviser særlig bekymring for menneskerettighederne i hele verden, i Latinamerika (i Mexico, i Argentina, i Peru) osv. For det fjerde at man uden forbehold accepterer kvindernes kamp for menneskerettigheder. Og endelig at man anbefaler en ratifikation af Den Internationale Straffedomstol. |
Jeg bliver nødt til at ødelægge den gode stemning i dette lokale, for min erfaring efter 25 års intensiv drøftelse og analyse af menneskerettighederne viser, at gode hensigter i kombination med massiv uvidenhed om virkeligheden giver nogle forfærdelige resultater, eller sagt på almindeligt jævnt dansk: "Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det." Det handler ikke så meget om, hvad man siger, og jo mere man taler om menneskerettigheder, des værre er krænkelserne. Jeg vil godt sige tre små ting. For det første er jeg fuldstændig enig med min landsmand og ordfører for betænkningen, hr. Haarder, når han siger, at vi må stille samme krav om minoritetsbeskyttelse til os selv, som vi stiller til ansøgerlandene. Det skulle EU's institutioner have tænkt på i 1991-1992, da man i strid med gældende regler om minoritetsbeskyttelse anerkendte først Slovenien og senere Kroatien og dermed kastede ved på bålet, som senere blev til Balkan-katastrofen. Det andet punkt ligger i forlængelse af debatten i går. En insisteren på at indskrive menneskerettighedscharteret i EU's forfatning - i EU's traktat - vil ikke blot medføre nogle kolossale og uoverstigelige forfatningsmæssige problemer, specielt i et land som Danmark, det vil gøre EU's traktat til en egentlig forfatning med grundrettigheder. Man siger, at jo flere rettigheder, vi har, des bedre, men rettigheder indgår i et kompliceret spil i systemerne. Resultatet af et EU-charter vil være et uendeligt kompliceret juridisk og forfatningsretligt problemmorads. Hvem er afgørelsesinstansen? Er menneskerettighedskonventionens rettigheder bedre end EU's charter? Er dette igen bedre end de nationale forfatninger? Det er et spørgsmål, som ikke har nogen mening. Endelig er den tredje bemærkning en kompliment til ordføreren, hr. Haarder. I punkt 61 ser jeg med tilfredshed og stor interesse, at den kollektive ret for fagforeninger bliver fremhævet. Derimod er hr. Haarders gamle mærkesag om enkeltpersoners ret til at stå uden for fagforeninger ikke medtaget som en anbefaling. Jeg vil lykønske hr. Haarder med den nye politiske indsigt, som her kommer til udtryk. |
Hr. formand, betænkningen indeholder vigtige forudsætninger for de fremtidige kandidatlande og løfter dermed problemerne vedrørende menneskerettigheder op på samme niveau som de økonomiske forudsætninger. Vi bifalder især, at problemet vedrørende religionsfrihed blev nævnt, da der allerede i nogle lande - især i Den Tjekkiske Republik - er blevet udstedt meget restriktive love over for religiøse mindretal. Det er også interessant med passagen om menneskerettighedssituationen inden for EU, der på ingen måde giver anledning til en skolemesteragtig adfærd over for de nye tiltrædelseslande. Vi østrigere befinder os for øjeblikket - efter sigende for at overholde menneskerettighederne - i en situation, som man ikke længere ved, om man skal grine ad eller græde over. For et par uger siden nægtede taxichaufførerne i Bruxelles at acceptere østrigere som passagerer. Østrigere blev afvist på hoteller og i restauranter i Belgien og Frankrig. Fransklærerne til vores assistenter erklærede, at de ikke længere ville undervise nazister, og udvekslingsprogrammer for elever blev annulleret. Østrigere, der arbejder i udlandet, fik ødelagt deres biler, der blev kastet sten mod deres huse, deres børn blev truet i skolerne. I dag blev det offentliggjort, at der er blevet sendt afbud til den østrigske deltager i en springturnering i Grenoble. Kommunalbestyrelsen i Grenoble havde længe diskuteret, om hesten skulle inviteres, men det endte med, at den heller ikke blev inviteret, da den ikke havde distanceret sig udtrykkeligt fra den østrigske regering. Måske stryger man også snart Mozart fra de internationale operascener. Hvem ved, hvor det ender? Hvem der end bærer det politiske ansvar for dette antifascistiske mesterjakelteater her i Parlamentet og i de pågældende EU-lande, kan virkelig være stolt af sin holdning. Jeg kan også berolige de foregående talere, som betegnede mig som djævelens ven, med, at der ikke er skjult noget her. Hvis dette irrationelle, kollektive had mod et helt folk fremkaldes så let i EU, er vi ikke langt fra at komme til at bestemme over andre lande. Hvis alle disse gode mennesker, som kommer til orde her, bare havde levet for 60 år eller længere tid siden, hvad havde Europa så ikke sparet? |
Hr. formand, mine damer og herrer, der er noget latterligt over vores stædige ønske om at binde menneskerettighederne sammen med det europæiske projekt, hvis drivende logik, sådan som vi opfatter den, drager disse rettigheder i tvivl, ja sågar er en trussel mod dem. For os at se er der ikke nogen menneskerettighed mulig uden for et politisk samfund og specielt uden for denne ypperste form for et pacificeret, politisk samfund, som nationen er udtryk for, og dette gælder såvel for freden indadtil i samfundet som for ligevægten mellem nationerne og dermed for den internationale fred. Men Europa er i færd med at opbygges imod selve denne sokkel og ønsker at ødelægge den, for så vidt angår to for Europa grundlæggende punkter: på den ene side res publica og på den anden side suveræniteten. Det er ikke noget tilfælde, at menneskerettighedserklæringen i Frankrig faldt sammen med bekræftelsen af den nationale suverænitet. De Gaulle sagde meget rigtigt, at den første menneskerettighed var den nationale suverænitet af den simple grund, at der ikke eksisterer nogen ret uden for et frit politisk samfund vis-a-vis på den ene side feudalsystemerne og på den anden side imperierne, det vil sige uden for den folkelige suverænitet og den nationale suverænitet, hvilket præcis langsomt, men sikkert, ødelægger det europæiske projekt. På samme måde anser vi det for umuligt at kæmpe mod racisme, antisemitisme eller fremmedhad uden at gøre menneskene til borgere, det vil sige uden at løsgøre dem, i det mindste politisk, fra deres private tilhørsforhold, det vil sige fra deres etniske grupper, eller det som man i dag kalder minoriteterne, og som man ser dukke op igen og igen ikke bare i diverse betænkninger fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, Retsvæsen og Indre Anliggender, men også, og det anser vi for yderst farligt, i selve vores politik, sådan som vi har ført den i Kosovo. Ved at rehabilitere de etniske grupper, ved at rehabilitere minoriteterne åbner vi på farlig vis op for tilhørsforholdet til særinteresser imod det politiske tilhørsforhold, som er det nationale tilhørsforhold, og denne Pandoras æske vil blive ved med at sætte brand i vores kontinent en tid endnu. Derfor forekommer det os ret latterligt, at vi svælger i menneskerettigheder på et område, hvor vi før eller siden vil blive udsat for de værste regressioner. |
Hr. formand, ærede kolleger, jeg læste Ludfords betænkning med stor interesse, og jeg vil gerne lykønske ordføreren med hendes betragtninger om Østrig og om situationen i Østrig. Jeg vil dog understrege, at disse betragtninger ikke hører hjemme i en betænkning om menneskerettigheder. Når vi skal have en forhandling om Østrig, og når vi skal udarbejde et dokument om situationen i Østrig - hvis ellers Parlamentet anser dette for at være hensigtsmæssigt - kan vi godt overlade det til fru Ludford at udfærdige et dokument, som vi så alle sammen kan drøfte. Disse betragtninger hører ikke hjemme i et dokument om menneskerettigheder, ligesom de heller ikke hører hjemme i den tid, der er sat af til at drøfte baronesse Ludfords betænkning, og de får derfor en bitter bismag af politisk udnyttelse af en så alvorlig ting som menneskerettighederne. En anden bemærkning, som jeg gerne vil fremsætte til denne betænkning, vedrører europæernes ret til at have en identitet. I hele dokumentet nævner man ikke europæernes og de europæiske landes identitet på en positiv måde en eneste gang - den nævnes kun som en mulig kilde til fremmedhad og racisme. Jeg er en religiøs mand, der er overbevist om min tro. Er det nu en grund til at mistænke mig for fremmedhad? Lad os snarere sige, at det er den religiøse fanatisme, der kan føre til fremmedhad, for religion som sådan gør menneskene til brødre. Jeg er en overbevist, italiensk patriot, så ifølge punkt O i dette dokument er jeg under mistanke for at være fremmedfjendsk. Dette afslører efter min mening en kulturel holdning, der øger fremmedhadet, fordi den øger frygten for globaliseringen, der får mange lokalsamfund til at trække sig ind i sig selv og afvise en dialog, nemlig en dialog om identiteten. Vi skal slå fast, at der findes en kulturel europæisk identitet, som bygger på den græske arv, på den jødisk-kristne arv og på oplysningsfilosofien, og som frit går i dialog med andre identiteter. Et multikulturelt Europa uden en europæisk kultur ville være begyndelsen til en katastrofe og til kulturens ødelæggelse. Der er ikke tale om en hvid kultur, for kultur har ingen farver. Kultur har at gøre med værdier og ikke med farver. Der er mange spørgsmål, som drejer sig om fremmedhad og racisme, men det bør overlades til de lokale myndigheder at træffe afgørelse herom. Det er ikke vores opgave at fastlægge kvoter for arbejdsmarkedet, kvoter for ansættelsen inden for politiet eller kvoter for ansættelsen andre steder. Det er en fremgangsmåde, der ikke fremmer integrationen, men hindrer den. Min sidste bemærkning er følgende: Er vi virkelig overbevist om, at alle dem, som ikke går ind for en totalt ukontrolleret indvandring, er racister? Og er vi overbevist om, at alle vores forfatninger er racistiske, når de indeholder nogle andre kriterier for statsborgerskab end dem, baronesse Ludford nævner? Jeg mener, at disse ting bør overvejes omhyggeligt, og at mange af dem bør ændres, ellers bliver det svært at nå frem til almindelig enighed om denne betænkning her i Parlamentet. |
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil gerne først lykønske fru Cecilia Malmström med hendes betænkning og alle dem, der har bidraget til den. Det er en betænkning, der forekommer mig ganske fyldestgørende og med nogle meget gode pointer. Jeg vil gerne henlede de ærede medlemmers opmærksomhed på tre væsentlige punkter vedrørende menneskerettighederne, som jeg ser dette spørgsmål nu. Det ene angår spørgsmålet om vand. Der skal om få dage, sidst i denne uge, i Haag foregå et forum om vand. På dette forum behandles vand som et økonomisk gode, et sjældent gode. Det er alvorligt, fordi hvis det er rigtigt, at vand i stadig højere grad er et gode af stor økonomisk betydning, så et det også tilfældet, at retten til vand udgør en menneskeret for alle folk i alle samfund. Derfor vil jeg gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på netop vandspørgsmålet, der bliver et debatemne hele året. Situationen bliver stadig mere tilspidset, men retten til vand må også ses som en menneskeret. Det andet punkt, som jeg gerne vil nævne her ganske kort, drejer sig atter en gang om Angola. Betænkningen siger, at krænkelserne af menneskerettighederne i Angola er blevet behandlet med overdreven diplomatisk diskretion. Jeg mener, at det præcis er det, der er sket. Der har været et forhæng af tavshed om Angola, et land, der har været i uafbrudt krig i 40 år, og i de 25 i borgerkrig. Det ville være ønskeligt, om der herskede en mere informeret og oplyst opfattelse af, hvad der foregår i Angola, som jeg sagde det her, da spørgsmålet om de angrebne journalisters menneskerettigheder blev drøftet. Men det, der bekymrer mig mest, og det, der bekymrer mig mest i Angola, er børnenes rettigheder, de børn, der tvinges ind i krigen, og kvindernes rettigheder, for det er dem, der lider mest under denne grusomme krigs følger. |
Hr. formand, ærede kolleger, jeg tager ordet for at fortælle, hvorfor jeg stemmer nej, og hvorfor jeg er uenig i to spørgsmål, der er medtaget i forslaget til beslutning på opfordring af visse parlamentsmedlemmer, som efter min mening er interesserede i at udnytte Europa-Parlamentets troværdighed politisk for at fremme særinteresser, der navnlig er i modstrid med EU's og Italiens generelle interesser. Jeg tænker her på punkt 38 samt på punkt 41 og 42 i Haarders betænkning, hr. formand. Med punkt 38 - som i øvrigt er en forværret udgave af ændringsforslag 22, der blev gentaget her i salen i dag - ønsker man for at sikre dommerens uvildighed ikke at tvinge Italien - og gad vide, hvorfor det kun er Italien - til at foretage en opdeling mellem den juridiske magt og den politiske magt, sådan som Montesquieu lærte os, men derimod til en opdeling inden for den juridiske magt mellem undersøgelsesdommere og dømmende dommere. Det endelige formål med denne absurde idé er, at dem, der i dag - sådan som det er tilfældet i Italien - er undersøgelsesdommere inden for retsvæsenet, ender med at blive ansat ved den udøvende magt, hvilket - og det er rigtigt - medfører en egentlig fare for, at undersøgelser om korruption og politisk magtmisbrug ikke længere vil kunne udføres ordentligt. Med hensyn til punkt 41 og 42 bifalder jeg forslaget om, at ingen statsborger, heller ikke de mandlige efterkommere af tidligere konger, må berøves retten til indrejse i den stat, hvor de er statsborgere, men jeg er uenig i, at dette kun bør gælde Italien og Østrig. Der er nemlig andre EU-lande, som har konger og kongebørn, der bor i udlandet. Hvad Italien angår, forekommer det mig ikke mindst, at fastlæggelsen af en maksimal frist på seks måneder, efter hvilken der træder nogle sanktioner i kraft, er i modstrid med Italiens forfatning, hvor der netop kræves en forfatningsmæssig afgørelse. |
Hr. formand, de årlige betænkninger om menneskerettigheder, racisme og fremmedhad er den bedste anledning til Parlamentets kritiske, eller bedre udtrykt selvkritiske, omgang med staterne i Den Europæiske Union. Her kan ansøgerlandene og deres parlamentsmedlemmer - når jeg tænker på mange parlamentsmedlemmer i det tyrkiske parlament - egentlig lære meget om, hvor uafhængigt f.eks. folkerepræsentanter handler og skal handle, når det drejer sig om menneskerettigheder i deres eget land. Men vi må indrømme, at vi stadig har mange lektier for. Det er ikke tilstrækkeligt at udøve selvkritik. Vi er beæret, men det alene er ikke tilstrækkeligt. Når vi i vores betænkninger fordømmer politifolks eller fængselsbetjentes mishandling og frygtelige behandling af anholdte eller fængslede personer, må vi indrømme, at der hidtil kun er gjort lidt mod det fra de ansvarliges side. Det gælder også for behandlingen af flygtninge i mange unionslande. I hvor lang tid vil vi blive ved med at diskutere omstændighederne i mange fængsler som et kendt, men hidtil endnu uløst problem? Når det handler om, at vi vil vinde de mennesker, der er i fængsel, til vores samfund, må vi indrømme, at de fleste europæiske fængsler overhovedet ikke er egnet til denne opgave for øjeblikket. Med rette kritiserer vi overtrædelsen af menneskerettighederne og diskriminationen i ansøgerlandene, f.eks. i Tyrkiet eller i nogle østeuropæiske stater, når det handler om romanibefolkningen og andre mindretal, men netop derfor skal vi handle forbilledligt, når det handler om menneskerettigheder i Den Europæiske Union. I denne forstand mange tak. |
Hr. formand, de betænkninger, vi har hørt, trækker den rigtige vej, men vi kan ikke skrive under på de betragtninger, der udtrykker selvtilfredshed med de nuværende traktater. Hvis kampen mod diskriminering skal være effektiv, er der brug for bredere og især mere konkrete forholdsregler. Det er således nødvendigt at fjerne enhver restriktion, der har med nationalitet at gøre, når det gælder adgang til job i den offentlige sektor. Fællesskabernes institutioner og staterne må vise vejen. På samme måde forudsætter et fuldt statsborgerskab, at personer, som kommer fra lande uden for Fællesskabet, men som har bopæl i Unionen, får stemmeret, og det til samtlige valg. Så længe personer, der ikke er fra fællesskaberne, er afskåret fra politiske rettigheder, vil de være skydeskive for demagogisk tale og diskriminerende behandling. Hvis deres status som skatteydere retfærdiggør deres adgang til denne rettighed, hvorfor så begrænse denne ret til lokalt og europæisk niveau? Endelig trænger en legalisering af alle papirløse sig på i Europa. En sådan legalisering ville gøre det muligt at kæmpe mod ulovlig handel med arbejdskraft og mod det fremmedangste had, som f.eks. for nylig fik frit løb i Spanien. Det indebærer et brud med bestemmelserne i Schengen-, Amsterdam- og Dublin-traktaterne, som er virkelige fornærmelser mod asylretten. Derudover mener vi ikke, at kampen mod racisme i bund og grund er afhængig af et juridisk arsenal, det være sig nok så godt, men af konkrete foranstaltninger for at komme arbejdsløshed og udstødelse til livs, og det er på det område, man venter på os. |
Hr. formand, vi kan skrive alt det, vi vil om menneskerettigheder, og vi kan skrive betænkninger om og drøfte spørgsmålet, men medmindre vi følger vores intentioner og betænkninger til dørs, er de meningsløse, for så vil de ligge og samle støv på hylderne i Kommissionen og i velmenende folks og regeringers kontorer. Vi må udvise lederskab, og det samme må medier, uddannelsesinstitutioner og kirker. De har ikke udvist et sådant lederskab før. Vi burde skamme os over at have ignoreret Mozambique så længe og over at have gjort for lidt, for sent. Vi er et kontinent, der sender våben til en værdi af 2 milliarder amerikanske dollars til det tørkeramte Etiopien, og vi kan ikke finde et par helikoptere at sende af sted straks for at redde folk fra at drukne i Mozambique. Det er en virkelig skam, der tilfalder os og de andre europæiske institutioner, at vi ikke er i stand til at reagere på denne type katastrofer. Vi burde skamme os over at lade Iraks børn dø i et omfang af 5.000 om måneden. En halv million er døde siden indførelsen af sanktionerne. Der foregår stadig en barbarisk krig i Irak. Bombningen fortsætter nådesløst, uden at nogen hører om det. Det er en krig mod børn og uskyldige borgere i dette land. Vi burde skride ind med Sikkerhedsrådet individuelt og samlet for at sikre, at der leveres medicin til folket. Vi burde skamme os over at tillade salg af våben til regionen omkring de store søer i Afrika. Vi burde skamme os over ikke at udrydde racisme og fremmedhad, der er udbredt i mit eget land og i EU som helhed. Racisme er en forbrydelse - en forbrydelse, der ikke bliver forfulgt i Unionen - en overtrædelse af en lov, der ikke bliver håndhævet i Unionen. Det er noget, vi har et stort ansvar for at gøre noget ved. Vi gør overhovedet intet ved det. Borgerne i denne Union er vores dommere og juryer. Hvis vi ikke udviser lederskab over for dem og en mål- og retningssans, vil de afsige deres domme i de kommende år. Vi vil have svigtet dem, hvis vi ikke gør noget ved racismen og fremmedhadet i Den Europæiske Union. Jeg vil sige til min regering, at vi bør gøre det samme hjemme i Irland. |
Hr. formand, jeg vil gerne ønske hr. Belder tillykke med hans solide betænkning om bekæmpelse af racisme, fremmedhad og antisemitisme i ansøgerlandene. Det drejer sig her om, hvilken filosofi om mennesket og samfundet man inspireres af, og på det punkt er hr. Belder meget klar. Betænkningen tager udgangspunkt i, at menneskeslægten er en enhed, et kristent udtryk, som udgør en solid barriere mod afsporinger af racistisk karakter. Man kunne tale om mennesket som bærer af Guds billede. Det gør det umuligt at se medmennesket som en trussel eller krænke dets værdighed. Belder går udtrykkeligt ikke ud fra ideologien, som af nogle kaldes for konservativ, om forsvaret af samfundenes identitet mod kulturelle påvirkninger udefra. Sådan en ideologi, som overvurderer samfundstanken, sådan en filosofi indeholder for få barrierer mod tendenser til diskrimination. Jeg forkaster sådan en konservativ ideologi. I ansøgerlandene forventer man, at EU er et retssamfund, som er baseret på en samfundsmæssig accept af værdier, som for det meste er af jødisk-kristen oprindelse. Det er logisk, at vi overholder disse værdier. Det er ikke altid i overensstemmelse med deres og vores primære reaktioner, men det er nu engang kendetegnet for gode principper. De er ikke altid til vores fordel. Mennesker skal glemme deres angst og interesser på kort sigt. Vi skal hjælpe ansøgerlandene hermed på en kritisk og opbyggende måde og sige tingene, som de er. Belder-betænkningen giver enkelte konkrete anvisninger herpå. Især kirkerne, fagforeningerne, kvindeorganisationerne og andre undervisningsinstanser spiller her en afgørende rolle. Min gruppe havde ingen grund til at indgive flere ændringsforslag. Med hensyn til Ludford-betænkningen tilhører jeg i min gruppe det mindretal, som ikke finder manglerne i betænkningen alvorlige nok til at stemme imod. Forslag om stemmeret for udlændinge hører ganske vist ikke hjemme i en betænkning om xenofobi, men vi går i princippet ind for en udtalelse på dette punkt. Jeg har bidraget til den praksis i Nederlandene i ca. 25 år startende med folk fra Sydmolukkerne. Med hensyn til at tilbyde stillinger i staten har jeg slet ingen problemer. Det er godt nok ikke et ideologisk punkt for mig, men når man ser på EU's repræsentationer i udlandet, så vrimler det med udlændinge i EU's tjeneste, selv i betroede stillinger. Myndighederne gør klogt i at gøre etniske mindretal mere synlige, f.eks. i politiet. Begrænsning af mulighederne herfor er efter min mening meget upraktisk, og det vil jeg overhovedet ikke gøre til et krav. Hvis interesser tjener vi hermed? Hvis Ludford-betænkningen ikke ændres negativt af ændringsforslag, stemmer det mindretal, som jeg repræsenterer, for. |
Hr. formand, ærede kolleger, til den foregående taler, hr. Oostlander, har jeg to korte bemærkninger. Det er positivt, at han vil støtte Ludford-betænkningen, men hans påstand - det vil jeg korrigere direkte - om, at Den Europæiske Union er et kristeligt værdifællesskab, er mindre positiv. Kristendommen bidrager til Den Europæiske Unions værdikatalog, men der er også kommet andre strømninger ind i Den Europæiske Unions værdikatalog. Jeg anser det for meget vigtigt, at vi får det slået fast. Når vi taler om betænkningerne af Ludford og Haarder, vil jeg på vegne af min gruppe gerne komme med nogle tekniske bemærkninger. Hr. Haarder har fremlagt et glimrende forslag til betænkning i udvalget. I den forbindelse gav det 170 ændringsforslag og 22 kompromisforslag i udvalget. Det er i alt 192 ændringsforsøg. Det beskæftigede udvalget sig med i dagevis, dernæst vedtog det en ændret betænkning med temmelig bred tilslutning, og så ser vi igen 69 ændringsforslag her på plenarmødet. Det er i sig selv ikke dramatisk, men næsten halvdelen af ændringsforslagene er fremsat af den gruppe, der kalder sig TDI: Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer - Blandet Gruppe. Det er en blanding af fru Bonino og hr. Le Pen, hvilket i sig selv er en sensationel blanding, men denne klub deltager aldrig i forhandlingerne i forbindelse med det faglige arbejde. Disse damer og herrer er aldrig til stede i udvalget. De deltager aldrig i detailforhandlingen om problemerne. Hvorfor så disse ændringsforslag på plenarmødet? Det kan man høre i deres taler, som vi også har kunnet nyde her i dag. De ønsker at benytte dette forum til at fremsætte deres platheder på podiet over for så mange mennesker som muligt. Fagligt arbejde, nej tak. Forsimplet oppiskning af stemningen, ja tak. Det er den politiske strategi for højreekstremisterne i Parlamentet! Det andet punkt, jeg vil komme ind på her, er følgende: Når vi taler om menneskerettighedssituationen inden for Den Europæiske Union, taler vi, hvilket hr. Ceyhun har beskrevet rammende, om navlebeskuelse, som vi er forpligtet til, når vi for det første ønsker at tale om overtrædelse af menneskerettighederne i andre dele af verdenen, og vi for det andet ønsker at sige til tiltrædelseslandene, at vi omgås os selv med selvkrititk, og hvordan vi anlægger målestokken, når det handler om overholdelse af menneskerettighederne hos os selv. Det er så vigtigt, fordi det kun er dem, der omgås kritisk med sig selv, der har ret til at kritisere andre. Derfor er disse betænkninger - både Ludford-betænkningen om antiracisme og Haarder-betænkningen om menneskerettigheder - retningsgivende betænkninger. Den årlige debat om disse emner er retningsgivende for den principielle politiske udformning af Den Europæiske Union. Men når jeg så oplever, at disse betænkninger misbruges til platte indenrigspolitiske overvejelser, handler de, der udøver dette misbrug, forkert. Jeg tænker på punkt 38 i Haarder-betænkningen, hvor det handler om karriereadskillelse mellem den dømmende dommerstand og undersøgelsesdommerstanden, og som den tilstedeværende kollega, Cornillet, har fremsat et ændringsforslag til, der helt generelt omhandler den dømmende dommerstand og undersøgelsesdommerstanden i Italien. Jeg spørger mig selv, hvad det har med menneskerettigheder at gøre! Den, der misbruger en betænkning om menneskerettigheder til at føre national indenrigspolitik, rammer 100% forbi emnet. Hvor meget det har på sig med prinserne fra Savoyen, som skal rejse til Italien igen, i punkt 41 og 42, hvor det handler om overtrædelse af menneskerettighederne, det er ikke gået op for mig! Jeg mener, at den, der seriøst ønsker at diskutere menneskerettigheder i EU, faktisk også bør tale om menneskerettighederne og ikke forsøge at misbruge disse værdifulde og gode betænkninger til små taktiske, indenrigspolitiske lege. (Bifald) |
Hr. formand, debatten er jo ikke slut endnu, men jeg vil alligevel gerne benytte lejligheden til at takke for parlamentsmedlemmernes kommentarer og støtte samt for det gode samarbejde, vi har haft i Udenrigsudvalget under arbejdet med denne betænkning. Hr. kommissær, hr. rådsformand, efter denne debat bør det stå fuldkommen krystalklart, at menneskerettigheder ikke er noget, som man bare taler om om søndagen i søndagstøjet. Menneskerettighederne skal integreres i hele EU's politiske samarbejde. Det kræver konsekvens, tålmodighed og en gennemtænkt strategi for, hvordan smukke ord også kan blive til konkret handling, som fører til et resultat. Jeg håber, at budskabet er nået frem, og at vi her i Parlamentet snart kan få nogle konkrete forslag fra Rådet til, hvordan vi kan fortsætte sammen i dette arbejde. |
Hr. formand, til trods for at det går i den rigtige retning, er alt ikke lyserødt. I nogle stater respekterer man f.eks. ikke den grundlæggende rettighed til at blive uddannet og til at ytre sig på sit eget sprog. I Baskerlandet, hvor vi til trods for problemerne kan vælge det sprog, som vi ønsker, at vores børn skal uddannes på, har den spanske højesteret erklæret det for ulovligt, at kommunerne slutter sig sammen for at fremme udviklingen af sproget, og det er et klart eksempel på, hvordan fortolkningerne af loven slås med de politiske intentioner, og på hvordan ikke alle rettighederne bliver respekterer her og nu i Den Europæiske Union. Og hvad skal man sige om tilbøjeligheden til at tale om menneskerettigheder på steder, der ligger tusindvis af kilometer væk, når man hjemme gør det modsatte eller graduerer holdningerne på grund af politiske eller handelsmæssige interesser? Chirac taler om inuitternes rettigheder i Quebec, men han glemmer de sproglige rettigheder i Frankrig. Man bebrejder Jospin, at han for egen regning har ringet til Hizbollah, mens man prædiker om andre slags organisationer og praler af, at man samarbejder med Spanien om terrorbekæmpelse. Den spanske ministerpræsident omtaler Tjetjenien som et indre anliggende, hvorved han gør sig til medskyldig i udryddelsen af det tjetjenske folk. Vi kan på ingen måde være enige i denne måde at føre politik på, for det er det rene og skære hykleri. Endelig kan der ikke for de baskiske borgere, som jeg repræsenterer, være nogen undskyldning på grund af indre anliggender eller politisk belejlighed. For os findes der, her og andre steder, mennesker, borgere, som har nogle umistelige rettigheder, som vi ønsker at bygge vores sameksistens på. |
I den italienske forfatning stadfæstes det højtideligt, at de tidligere konger af slægten af Savoyen, deres ægtefæller og deres mandlige efterkommere har forbud mod at rejse ind i og opholde sig på nationalt område. Den italienske forfatning er et resultat af den vigtige historiske enighed, der blev skabt mellem alle de demokratiske kræfter i kampen mod fascismen og i den nationale befrielseskrig. Det er uacceptabelt, at Europa-Parlamentet anmoder om en krænkelse af teksten i denne forfatning, der er en af de mest demokratiske forfatninger og en af de forfatninger, som er længst fremme i verden. Det er i den forbindelse ikke overflødigt at minde om, at slægten af Savoyen ikke blot fremmede indførelsen af det fascistiske diktatur, støttede fascisternes angreb på det demokratiske Spanien og gik ind for fascisternes imperialistiske krig mod Etiopien, men også muliggjorde alliancen med Hitlers racistiske regime og endda indførte de skændige racelove mod jøderne i Italien. Da de så havde fået Italien og hele Europa ind i den katastrofale verdenskrig, flygtede de fra Rom og overlod på skammelig vis de italienske tropper til deres egen skæbne uden hverken ordrer eller retningslinjer, da der blev våbenstilstand med de allierede. Slægten af Savoyen har i øvrigt aldrig villet anerkende Den Italienske Republiks suverænitet og det uigenkaldelige valg af republikken, som er stadfæstet i forfatningen. Hr. formand, kære kolleger, der kan ikke være nogen tvivl eller usikkerhed om, at vi bør forkaste den anmodning, man så uventet fremsætter her om at krænke Den Italienske Republiks forfatning. Der kan således ikke være nogen tvivl om, at vi bør slå fast, at der i mit land ikke er plads til efterkommerne af Italiens tidligere konger. |
Hr. formand, disse to betænkninger af Ludford og Haarder afslører så sandelig det raseri, hvormed visse personer forsøger at efterabe USA i, hvad de har af mindre brugbare ting, i udviklingen af vores egne samfund. Jeg har hæftet mig ved tre særligt karakteristiske punkter. Vi opfordres til at gå i gang med en etnisk diversificering af vores personale, hvilket er ensbetydende med, at vi for en periode foretager en etnisk mærkning af alt personale. Det betyder, at jeg, som f.eks. er af parisisk etnisk oprindelse, er bekymret over, hvordan vi skal bære os ad med at blive tilstrækkeligt repræsenteret i Unionens organer, og hvordan man bedst opretter de etniske filer, som gør det muligt at overholde en sådan etnisk mangfoldighed. Vi skal oprette kontrollerede, sanktionerede filer, eller med andre ord føre en politik, som er racediskriminerende i den masochistiske udgave af racismen, som kaldes positiv særbehandling. Vi opfordres samtidig til at anerkende alle nye religiøse fællesskaber og, naturligvis, til at give dem de samme rettigheder og den samme tilværelse som den hellige bogs religioner. Der er her tale om et ganske ubehageligt ekko af en afgørelse, som De Europæiske Fællesskabers Domstol i Luxembourg for nylig traf, og som giver Scientology-kirken den tilfredsstillelse at blive behandlet som alle europæiske religioner. Endelig foreslår man os at indrømme homoseksuelle par samme rettigheder som familier. Dermed glemmer man, at når familierne har fået sine rettigheder fra staten og fra nationerne, så er det helt indlysende, fordi de giver staten og nationerne mulighed for at fortsætte med at eksistere, og at de har en fælles interesse. |
Hr. formand, som det er tilfældet hvert forår mellem blommetræernes og kirsebærtræernes blomstring, ser vi nu en modeopvisning af moralske og intellektuelle smagfuldheder, som påberåber sig kampen mod Satan og alt hans værk og væsen, eller rettere sagt med de betegnelser, man benytter sig af: mod fremmedhad, racisme og antisemitisme. Som universitetsmenneske og underviser i fjernøstlige sprog og civilisationer, som jeg havde viet mit liv til, før jeg gik ind i politik, og som tidligere dekan for et fakultet, hvor man underviser i 28 fremmede sprog og civilisationer, mener jeg ikke at være fremmedhader. Det gør det så meget lettere for mig at sige til Dem, at alle disse former for såkaldt antiracistisk ordskvalder udviser visse fælles træk, hvoraf det første er den intellektuelle flovhed, og det andet den frihedsødelæggende funktion. Intellektuel flovhed: de anvendte begreber defineres end ikke. Hvad er racisme? Hvad er fremmedhad? Hvad er nationalisme? Hvad er ekstremisme? Hvad dækker disse begreber over? Hvad er deres filosofiske oprindelse? Hvilke doktriner bærer rundt på dem? Fortjener de, der beskyldes for dem, denne skamplet? Ingen ved det, og ingen ønsker at vide det. Sagen er nemlig, at hvis man præciserede disse begrebers konturer, ville man svække deres egentlige nyttevirkning, som er at medvirke til at påvirke følelser og bevidstheder gennem besværgende gentagelser af de samme blandinger og gennem truslen om at diabolisere de genstridige. Det, det i virkeligheden drejer sig om, er på bedragerisk vis at sætte lighedstegn mellem den patriotiske følelse og en ekspansionistisk nationalisme, mellem en legitim afvisning af den herskende indvandrerpolitik og fremmedhad, mellem nationernes ønske om at bevare deres identitet og racisme. Alt dette er absurd. Racisme er viljen til at støtte en races dominans over en anden. Hvem er racist i Europa i dag? Fremmedhad er afvisningen af en fremmed tilstedeværelse. De kan naturligvis fælde moralske domme over det, men politisk set burde De tænke på, at fremmedhadet, i bogstaveligste forstand, ligger til grund for alle de nationale frihedsbevægelser, som vi til andre tider har skamrost. For så vidt angår antisemitismen, som tilsyneladende skulle være på vej til at opleve en renæssance i Europa, hvorfor så ikke stille de rigtige spørgsmål? Den læresætning, som den venstreorienterede filosof Jean-Paul Sartre udviklede, og ifølge hvilken jøden i sit væsen er en kunstig frembringelse, skabt af antisemitter, er tydeligvis forkert, lige som resten af denne filosofs tænkning, men måske er den modsatte udlægning sand, nemlig at visse jødiske miljøer har brug for antisemitismen for at eksistere, for at afstive deres identitet og endog for at styrke deres moralske, politiske og sågar finansielle autoritet? Det hævder i hvert fald en række intellektuelt hæderlige og modige jøder, som tilmed beklager, at påpegningen af jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig, under ét omfattet af den vage og religiøse betegnelse "shoah" - en påpegning, der foregår dagligt, og som er uafrystelig, ensidig og undertiden ligefrem overspændt - på pervers vis udnyttes til politiske og finansielle formål, som ikke længere har den mindste forbindelse med at ære de døde og fastholde mindet om dem. Men problemet om den såkaldte antiracisme er ikke jagten på sandheden eller den støtte ... Hr. Schulz, min familie har aldrig accepteret nogen tysk kapo, og den har ikke tænkt sig at begynde med Dem! ... altså, den støtte, der skal ydes til indvandrere. Nej, det drejer sig om at kvæle ethvert ønske, som nationerne måtte have om at modsætte sig udslettelsen af deres identitet, i fødslen. Den antiracistiske religion har sine dogmer, den har sine præster, sine inkvisitorer, sine hekseprocesser. Historien vil være hård i sin dom over protagonisterne for denne infame ideologi, som vi er stolte over at bekæmpe uophørligt. |
Den engelske filosof John Locke sagde engang, at et land uden lov er et land uden frihed. 50 år efter undertegnelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 20 år efter Helsinki-slutakten, 10 år efter Berlinmurens fald og et år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden findes der stadig forfatningsmæssige bestemmelser i Europa, der hører middelalderen til - bestemmelser, der ikke hører hjemme i et moderne Europa. F.eks. var Victor Emmanuel af Italien tvunget til at forlade Italien, da han var et niårigt uforstående barn, og i 50 år har han været ude af stand til at vende tilbage. Hvis han sejler fra sit hjem på Korsika i retning af italienske territorialvande, mobiliseres kystvagten med moderne satellitteknologi, og denne beordrer ham med højttalere til at vende tilbage. Hans 28-årige søn har kun været i Italien én gang, fordi hans fly blev omdirigeret til lufthavnen i Milano på grund af dårligt vejr. Flyet blev omringet af politi, og han fik besked på ikke at forlade flyet. Hvordan kan han dadles for det, hans oldefader gjorde under fascisttiden? 80% af italienerne mente i en opinionsundersøgelse for nylig, at disse mennesker skulle have lov til at vende tilbage uden restriktioner. Ingen af dem udgør nogen tænkelig trussel mod den italienske stat. Dette er ikke, som nogen har forsøgt at hævde, et spørgsmål, der kun berører nogle få. Det er selve kernen i Den Europæiske Unions forpligtelse til at respektere Menneskerettighedskonventionen såvel som sine egne traktater og retsprincipper. Der er megen tale om et charter for grundlæggende rettigheder. En sådan tale vil lyde mere og mere hul, hvis Parlamentet ikke først gør alt, hvad det kan for at takle de eksisterende krænkelser af traktaten. Jeg taler som én, der nærer en dyb og vedvarende kærlighed for Italien og dets folk, men jeg siger til Dem her i dag og til Italiens præsident Ciampi, at Italien hverken havde en moralsk eller juridisk ret til at underskrive Amsterdam-traktaten, før den havde fjernet denne særlig grove krænkelse af konventionen fra sin forfatning. Dette gælder også for Østrig, hvor det blev krævet af Otto von Habsburg, at han fornægtede sin egen identitet og gav afkald på de rettigheder, der tilfaldt ham selv og hans familie, for at kunne rejse ind i Østrig. Rettighederne i traktaten er efter min opfattelse ikke betingede. Traktaten forskelsbehandler ikke enkelte familier, og traktatens bestemmelser er derfor blevet krænket. Retten til at rejse ind, slå sig ned og dø i sit eget land er grundlæggende, hellige og ukrænkelige rettigheder, og jeg håber, at Parlamentet vil værne om dem. Jeg anbefaler derfor stk. 41 og 42 for Parlamentet. |
Hr. formand, respekt for menneskerettighederne ligger til grund for EU. Det står i traktaterne, og det gør vi hele tiden hinanden opmærksomme på. Det er derfor godt, at Parlamentet årligt offentliggør en rapport om overholdelsen af menneskerettighederne i Den Europæiske Union. Selvom jeg først sidste år blev medlem af Parlamentet, ved jeg, at behandlingen af denne årlige menneskerettighedsrapport i de forløbne år har medført stadigt mere politisk uro og forvirring. Denne uro er berettiget med henblik på emnets karakter, men det er forvirringen ikke. Jeg er derfor meget glad for, at der i år foreligger en rapport, som er meget afbalanceret og saglig, bortset fra et enkelt driftsuheld, som hr. Schulz allerede har nævnt, og som Parlamentet af og til også må påhøre forkastelige manifestationer af. Heldigvis kan vi med trommehvirvler på vores borde gøre det klart, at det vil vi ikke acceptere. Bortset fra det vil jeg gerne takke ordføreren, Bertel Haarder, mange gange for den store indsats og det konstruktive samarbejde, som jeg har haft med ham som skyggeordfører for Den Socialdemokratiske Gruppe. Diskussionerne med ham har efter min mening uddybet sagens kompleksitet meget, og jeg vil især rose hans åbne holdning. Vedrørende betænkningens indhold vil jeg komme nærmere ind på enkelte emner. Er det ikke mere end ironisk, at netop asyl- og migrationsspørgsmålet, som er en af topprioriteterne på den politiske dagsorden i Europa, finder så klar en genklang i denne betænkning? Skulle den europæiske asyl- og migrationspolitik ikke netop føre til færre menneskerettighedskrænkelser? At stille spørgsmålet er at svare på det. Agtpågivenhed er fortsat nødvendigt ved efterlevelsen af menneskerettighederne for de store mindretal i Europa. Mennesker fra disse grupper, hvoraf mange er økonomisk svage, har stor risiko for at blive offer for diskrimination. Realiteten er, at millioner af mennesker i vores rige og privilegerede Europa lever i fattigdom. Betænkningen beskriver denne problematik om fattigdom og tilbagestilling med rette i menneskerettighedstermer, og det er efter min mening et skridt fremad i denne diskussion. Betænkningen henleder også i højere grad end i de forløbne år opmærksomheden på spørgsmålet om lige behandling af kvinder og mænd og lige behandling af forskellige samlivsformer og livsstile. Frie valg, som mennesker træffer i deres privatliv, og som ikke skader andre, skal honoreres med respekt for forskellighed og med sikring af princippet om lige behandling. Som det fremgår af enkelte andre ændringsforslag, er kampen, hvad dette angår, endnu ikke endt. Hr. formand, der er mange, også i Parlamentet, som det fremgår af debatten, som vil forrangsbehandle ægteskab og familie og dermed offentligt fornærme og diskriminere alle dem, som vælger noget andet i deres privatliv. Min gruppe derimod lægger stor vægt på princippet om lige behandling. Menneskerettigheder er nemlig for alle mennesker. |
. Hr. formand, jeg vil gerne takke for den brede støtte til hovedlinjerne i denne betænkning. Menneskerettighederne drejer sig jo om det, vi har fælles på tværs af partier og på tværs af landegrænser, og derfor er det vigtigt, at vi i dette Parlament får bred enighed om det, for en rettighed kan jo ikke være universel, hvis halvdelen af Parlamentet er imod den. Jeg vil gerne i særlig grad takke fru Swiebel, både for de venlige ord i dag, men også for det intense samarbejde, vi har haft, og som naturligvis har givet hende en betydelig indflydelse. Jeg vil gerne sige til hende, at jeg glæder mig også til at stemme for de yderligere ændringsforslag, hun har stillet, og som vi skal stemme om i morgen. Men jeg vil også gerne takke hr. Pirker og fru Palacio. Jeg vil gerne takke for den brede enighed, vi får om denne betænkning. Det synes jeg er godt, netop i år, hvor menneskerettigheder er kommet så højt på dagsordenen i Den Europæiske Union. Til sidst vil jeg sige til hr. Krarup, at den glæde, han udtrykte over ændringen i punkt 61, må han trække tilbage, for det er en ren fejl. Der er 10 ord, der er faldet ud i den danske udgave. Hvis han læser den engelske udgave, vil han kunne se, hvorledes ordlyden skal være. |
Hr. formand, Kina udsættes for kritik i denne betænkning. Jeg tilslutter mig kritikken til trods for, at jeg som formand for delegationen for forbindelserne med Kina dermed løber risiko for at få endnu et protestbrev fra Beijing, hvor man spørger, om Europa-Parlamentet fører en fjendtlig kampagne mod Kina. Med støtte i fru Malmströms og hr. Haarders betænkninger kan jeg svare helt entydigt: "Nej, vi fører ingen kampagne mod Kina, men derimod for menneskerettigheder - overalt." Betænkningerne kritiserer omkring 20 lande uden for Europa og næsten alle EU-lande og ansøgerlande. Jeg har faktisk tænkt mig at sende betænkningerne til Folkekongressen i Beijing, til dens EU-komité, og opfordre dem til at gøre noget tilsvarende. Hvorfor ikke en selvkritisk rapport fra Folkekongressen om menneskerettigheder i Kina og en rapport om menneskerettigheder i verden og i EU set med kinesiske øjne? Det er jo faktisk en dialog om menneskerettigheder, vi skal føre med kineserne. Så skal kineserne jo indgå i en dialog og ikke bare protestere. |
Hr. formand, vi er meget bekymrede over den hykleriske og selektive måde, menneskerettighederne anvendes på, når Den Europæiske Union fører udenrigspolitik, især når de bruges som påskud til at støtte militære operationer. Samtidig lukker Den Europæiske Union øjnene for situationer, hvor der sker grove krænkelser af menneskerettighederne, idet den sætter sine imperialistiske interesser i første række. Et klart eksempel på dette er EU's holdning til det tyrkiske styre. Det seneste, vedvarende angreb på Kosovo, hvor mindretallenes rettigheder blev brugt som påskud, og de utrolige krav, der stilles til Jugoslavien, er et typisk eksempel på, at militærintervention gøres til alment folkeretligt princip under tilsidesættelse af princippet om national suverænitet. I øvrigt er Den Europæiske Unions indenrigspolitik reelt en omgåelse af en række grundlæggende menneskerettigheder. De politiske og sociale rettigheder rammes, og de personlige rettigheder og demokratiske frihedsrettigheder trædes under fode. Resultaterne af denne politik er allerede synlige i den styrkelse af de yderligtgående racistiske og fascistiske kræfter, vi har set, også andre steder end i Østrig. Imidlertid fremgår det ikke af betænkningen om bekæmpelse af racisme, at man har draget de nødvendige konklusioner. Vi opfordrer befolkningerne til at udvide kampen mod den krænkelse af rettigheder erhvervet gennem hårde kampe og ofre, som sker fra deres selvbestaltede frelseres side, og vende den nuværende kurs, som kun tjener dem, der udnytter dem. |
Hr. formand, velovervejet, mådeholden og behændig er de ord, som kendetegner hr. Haarders fremragende arbejde, og som jeg lykønsker. Og jeg har desuden haft den ære at arbejde sammen med ham i forbindelse med tidligere årlige betænkninger om menneskerettighederne. Jeg ved, hvor vanskeligt det er: Jeg ønsker ham, som han selv har anmodet om, en bred opbakning i Parlamentet, og jeg håber, han opnår det. Det fortjener han. Hr. formand, hr. Haarder sagde i begyndelsen af sit indlæg, at Europa ikke har opfundet menneskerettighederne, og det er sandt. Men det, der rent faktisk kendetegner Europa, er, at man ved at få trukket dem ud af privatsfæren og ind i den offentlige sfære, hvor krænkelser af menneskerettighederne kan indbringes for domstolen, har gjort menneskerettighederne til det flag, det særkende, som kendetegner os som europæere. Der er blevet talt om forsvaret for disse menneskerettigheder, og jeg vil gerne understrege den opfattelse, at det er en naturlig følge af proklameringen af menneskerettighederne, at det er muligt at udøve dem. Og til alle de aspekter, man har nævnt i denne forbindelse, og som jeg støtter, vil jeg gerne tilføje endnu et: Det, der drejer sig om dem, der ikke kan udøve deres rettigheder, fordi de føler sig presset af bevægelser, af organisationer. Jeg vil blot komme med et enkelt eksempel: For kort tid siden kom medlemmerne af borgersammenslutningen "Foro de Ermua" her til Parlamentet, og jeg minder Dem om, at dets medlemmer kommer fra hele det politiske spektrum, fra venstre til højre, at de er intellektuelle, at de er mænd og kvinder, som bor i Baskerlandet, og at de ikke kan udøve deres rettigheder, at de ikke kan udøve deres ytringsfrihed, fordi de konstant føler sig presset af ETA's politiske arm, det vil sige Herri Batasuna. Et enkelt eksempel herpå er, at der sidste søndag kom en truende opfordring til, at baskerne ikke skulle stemme. Heldigvis udviste det baskiske folk mod - og man skal have oplevet det for at forstå, hvilket mod der kræves - og strømmede i stort tal til for at stemme. Hr. formand, jeg slutter, som jeg begyndte: Her fra Parlamentet skal vi sige højt og tydeligt, at den vigtigste konsekvens af respekten for menneskerettighederne er at kæmpe for, at de kan blive udøvet - at kæmpe for, at de kan udøves uden indskrænkninger - over for alle dem, som hindrer ytringsfriheden, ikke mindst visse bevægelser og organisationer. |
Hr. formand, jeg vil gerne tale et øjeblik om Ludford-betænkningen om bekæmpelse af racisme i Den Europæiske Union. Det er et meget vigtigt emne. Det er absolut væsentligt for konstruktionen af et fredeligt og harmonisk Europa - et Europa, der er forenet i dets mål, og som er i fred med sig selv og sine borgere. Det er i det mindste, hvad vi i denne side af salen mener. Det er, hvad denne betænkning sigter på at gøre. Men PPE-gruppen og andre i den anden side af salen ønsker helt klart ikke dette. For et øjeblik siden hørte vi en skændig tale fra hr. Gollnisch på vegne af hans parti. Fru Palacio, der er ved at gå nu, har sagt, at menneskerettigheder er nødvendige på et offentligt sted og generelt. Og dog søger de med deres ændringsforslag til Ludford-betænkningen at dele Europa og gøre millioner af brødre og søstre fra de etniske mindretal til andenklassesborgere. Det er det klare sigte med de ændringsforslag, der er fremsat i hr. Hernandez Mollars og hans kollegers navn, og dette går igen i alle de ændringsforslag, der er fremsat på vegne af PPE - det såkaldte Europæiske Folkeparti - der rent faktisk afslører sig selv i sine ændringsforslag som et parti for nogle af folket, men ikke for alle. PPE-gruppens ændringsforslag søger at dele familier. De er imod familiesammenføringer. Deres ændringsforslag 12 søger at fjerne henvisningen til behovet for familiesammenføring i Europa. PPE synes ikke at acceptere, at etniske mindretal føler sig fremmedgjort fra valgprocessen. De mener ikke, at Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter bør afspejle Europas forskelligartede etniske karakter. Det er målet med ændringsforslag 13. Det fjerner dette fra betænkningen. De er imod etnisk mangfoldighed, og de accepterer ikke det udbytte, som vores samfund har af alle deres folk. De accepterer ikke, at alle har en rolle at spille i valgprocessen. Vi kan ikke klage over det, der foregår i ansøgerlandene, så længe vi får ændringsforslag som dette forelagt i Den Europæiske Union. PPE-gruppen synes heller ikke at mene, at de etniske mindretal bør tilskyndes til at stemme. Deres ændringsforslag 21 fjerner opfordringen til at tilskynde de etniske mindretal til at deltage i valg som vælgere eller kandidater. Er det det, vi ønsker? Det tror jeg ikke, at det er. Vi i denne side af salen afviser denne holdning fuldstændig. Vi vil skaffe omtale for PPE-gruppens holdning og dens ændringsforslag, hvad enten de bliver vedtaget eller ej. Vi beklager den linje, som hr. Hernández Mollar og hans kollega har fremsat. Vi opfordrer Den Liberale Gruppe til at tage afstand fra dens forbindelser til PPE-gruppen med hensyn til ændringsforslagene, for det har vist sig at have racistiske instinkter inden for sit parti. Såfremt PPE-gruppens ændringsforslag til denne betænkning skulle blive vedtaget, vil vi gå imod hele betænkningen. PPE-gruppens ændringsforslag svækker betænkningen og vil gøre Parlamentets holdning værre, end den er for øjeblikket. Det vil gøre den så svag, at det ville være en betænkning, som vi ikke vil kunne støtte. Det vil udgøre et tilbageskridt. Så jeg opfordrer alle kolleger til at afvise de ændringsforslag, der er fremsat af Det Europæiske Folkeparti og deres kolleger på den yderste højrefløj. |
Hr. formand, jeg takker alle dem, der har talt om min betænkning. Jeg vil blot gerne afklare et par misforståelser. For det første står det ikke at læse nogen steder i denne betænkning, at bekæmpelse af racisme betyder, at der ikke skal være nogen immigrationskontrol. Det står i den, at sådan kontrol ikke bør være racediskriminerende, og at den bør undgå at bære ved til bålet til fremmedhadske holdninger eller fjendtlighed over for etniske mindretal. Henvisningerne til øgede rettigheder til borgere fra tredjelande betyder naturligvis rettigheder til dem, der har en lovlig opholdstilladelse. For det andet hvad religion og identitet angår, er der en påstand om, at der ikke er nogen eneret. Jeg er enig med hr. Schulz. Kristendommen har været en vigtig bidragyder til de europæiske værdier, men den har ikke monopol på dem. For det tredje er der blevet nævnt kvoter. Kvoter er ikke nævnt nogen steder i betænkningen. Som liberal er jeg imod kvoter. For det fjerde hvad Østrig angår, er det blevet hævdet, at vi ikke bør nævne Østrig på grund af betænkningens tidsrammer. Denne betænkning er den årlige debat om racisme i år 2000. Den behandler, hvor vi befinder os lige nu. Jeg hilser hr. Oostlanders bemærkninger velkommen og ligeledes hans støtte til betænkningen. Som en goodwill-gestus vil jeg acceptere fem små ændringsforslag fra PPE-gruppen, dog i øvrigt ikke nogen af dem, hr. Evans nævnte. Jeg håber inderligt, at flere medlemmer fra PPE-DE-gruppen vil støtte denne betænkning. |
Hr. formand, noget, der endnu ikke er blevet understreget nok i debatten, er efter min mening demokrati og subsidiaritet. Mange af grusomhederne på Balkan, som vi talte om tidligere, og meget af racismen og antisemitismen skyldes, at samfund overalt ikke har fået lov til på linje med subsidiaritetskonceptet at udvikle det demokrati inden for deres egne samfund, som folk har behov for overalt, hvis de skal udvikle sig og inden for deres egne regioner og nationer skabe sociale rettigheder, retfærdighed, respekt for mindretal, sameksistens mellem forskellige folk og respekt for alle racer og folkeslag. Artikel 3 b) i Maastricht-traktaten afgrænser, hr. formand, stadig betydningen af subsidiaritet til forholdet mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne. Regioner og statsløse nationer overses. Derfor lider folk inden for deres egne samfund. De er ude af stand til at skabe de strukturer, de har brug for, således at menneskerettighederne kan blomstre, og racismens skamplet kan blive fjernet for altid. I min egen nation, Wales, har vi f.eks. ingen kompetence til at skabe vores egne love til at imødegå racismen og forsvare menneskerettighederne. Principperne om samhørighed og drivkraften til at begrænse fattigdom og afsavn i vores samfund er et fast koncept i Den Europæiske Union. Men det må omfatte respekt for mindretallene overalt, hvis det skal inspirere verden til at besejre racisme og forsvare menneskerettighederne. |
Jeg vil gerne rette en hjertelig tak til ordførerne for det arbejde, de har udført. Vi skal i stadig større grad følge vores ord op af handling. Den manglende overholdelse af menneskerettighederne, racisme, fremmedhad og antisemitisme eksisterer ikke bare på andre kontinenter, men også her hos os, i vores dagligdag og i vores institutioner. Der bliver også givet udtryk for racistiske og fremmedfjendske holdninger her i Parlamentet. Vi skal starte med os selv, hvis vi ønsker at skabe en verden, hvor alle hjælper hinanden. Vores indsats i de lande, der benægter eksistensen af menneskerettigheder og sociale rettigheder - såvel kurdernes, palæstinensernes og tjetjenernes rettigheder som de afghanske kvinders rettigheder - står stærkere, hvis vi ikke er hykleriske i vores optræden. Der er mange af Haiders slags i Europa. Man er en Haider, når man, sådan som det skete i Rom i sidste uge - og her nævner jeg bare et lille eksempel - med borgmesterens samtykke uden skelnen deporterer bosniske romaniflygtninge og jager dem hjælpeløse tilbage til de steder, hvor der er konflikt, idet man adskiller børn og mødre samt søstre og brødre. Man jager dem bort uden overhovedet at give dem tid til at tage noget med sig og tager børn ud af skolen, der er født i Italien, og som er integrerede og vellidte af deres skolekammerater. Man er en Haider, når man som højrefløjens oppositionspartier og også oppositionens nye centrumpartier i Rom ansporer befolkningen til at være hadefuld og forhindrer kommunen i at give romanibefolkningen lov til at opholde sig på beskyttede steder, hvor der er lys og vand. Jeg siger dette uden at forsvare mange romaniers og indvandreres ulovlige handlinger. Jeg så gerne, at alle havde den opfattelse, at ingen er fremmede i vores lande. Jeg støtter derfor i særlig grad de forslag, der er medtaget i beslutningerne om at styrke og støtte alle de kræfter, som praktiserer en kultur med sameksistens og medborgerskab. |
Hr. formand, jeg vil især koncentrere mig om enkeltaspekter i Belder-betænkningen, som er en god analyse af den aktuelle situation i kandidatlandene. Hvad angår disse kandidatlande, og det er allerede blevet sagt, skal vi undgå, at de får det indtryk, at vi kræver højere standarder af dem, end vi selv opfylder. Vi må ikke sammenligne de reelle tilstande dér med vores perfekte retstekster, men derimod med vores egne realiteter, ellers ville kandidatlandene i virkeligheden klare sig endnu dårligere. Det er helt sikkert hævet over enhver diskussion, at de lande, der ønsker tiltrædelse, og som først har genvundet deres uafhængighed for kort tid siden, f.eks. Estland, Letland og Litauen, har ret til at definere og artikulere deres egen nationale identitet på ny. Da det tidligere kommunistiske diktatur i sagens natur ikke støttede nogen pluralistisk diskussionskultur, forekommer mange former af udtrykket national identitet os som overdrevne eller indirekte endda rettet mod mindretallene i eget land eller i den ene eller den anden nabostat. Vi bør ikke fordømme disse fænomener på forhånd oppe fra den høje moralske ganger, så længe det handler om midlertidige fænomener på vej mod en selvdefinition. Vi bør dog yde disse stater konkret støtte på deres vej ind i EU, som er påkrævet, for at den nødvendige finden-sig-selv ikke i første omgang opstår af en negativ afgrænsning over for mindretal eller naboer. Jeg vil gerne nævne situationen i Estland og Letland som eksempel på en på ingen måde selvfølgelig, positiv udvikling mellem to befolkningsgrupper. Ikke selvfølgelig på grund af den historiske belastning i form af ulovlig besættelse og deportation, en politisk målrettet befolkningsoverførsel til disse stater og undertrykkelse af ethvert udtryk for national selvbestemmelse indtil slutningen af 1980'erne. At der meget ofte stod "Vi kommer igen!" på de russiske panservogne, der trak sig tilbage i 1994, var heller ikke noget bidrag til at fremme forståelsen mellem baltere og russere. Trods denne belastning har det ikke ført til ét eneste tilfælde af voldelige sammenstød mellem befolkningsflertal og -mindretal, siden uafhængigheden blev genvundet. Vi bør derfor over for esterne og letterne give udtryk for vores store anerkendelse af, at de trods alt har bevaret hovedet koldt, og at de har adgang til vores argumenter, når det handler om tilpasning af den relevante lovgivning til de europæiske standarder. Jeg er derfor af den opfattelse, at der ikke er brug for den udtrykkelige opfordring i nr. 14 i Belder-betænkningen, hvor der opfordres til at fortsætte med foranstaltningerne til integration af det russiske mindretal. Præcis dette finder allerede sted. Men med den udtrykkelige omtale får man det forkerte indtryk, at det ikke er tilfældet. |
Hr. formand, det er en kendsgerning, at der i de seneste år, samtidig med at strømmen af indvandrere er vokset, langsomt er vokset en stemning frem, der er præget af fordomme, og den racistiske vold er blevet mere og mere almindelig, idet der også er oprettet politiske partier, som bygger på denne racistiske ideologi. Der skabes på denne måde et socialt klima, som kom til udtryk i en af Parlamentets fløje tidligere i dag, og som antyder, at beskyttelsen af menneskets værdighed, respekten for forskelligheder, de demokratiske værdier og den sociale solidaritet endnu ikke er helt og fuldt opnået. Derfor bør vores indsats til fordel for respekten for menneskerettighederne og skabelsen af et retfærdigt samfund med konstruktiv sameksistens mellem mennesker indgå i et bredt spektrum af politikker og foranstaltninger, som tager sigte på forbedringen af de økonomiske og sociale forhold for alle og bekæmpelsen af arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse. Den nye multikulturelle virkelighed i Europa bør ledsages af en politik, som sikrer indvandrernes og de forskellige samfundsgruppers og minoriteters integration i de nationale samfunds sociale, politiske og økonomiske liv. Der er ingen tvivl om, at vi har brug for en fælles europæisk asyl- og indvandrerpolitik baseret på de europæiske humanistiske værdier. En anden vigtig sektor er undervisningssektoren, og der bør ske store forbedringer inden for undervisning af børn af indvandrere og sigøjnere. Samtidig opfordres medierne til at bidrage til bekæmpelsen af fordomme ved at vise den skønhed, som de moderne mangefarvede og multikulturelle samfund indeholder. I denne forbindelse bør respekten for alle, der påberåber sig samvittighedsgrunde, f.eks. i forbindelse med militærtjeneste, være en selvfølgelighed. Jeg vil benytte lejligheden til at forsikre Europa-Parlamentet om, at det problem, der har været i Grækenland, ikke længere eksisterer efter vedtagelsen og ikrafttrædelsen af en lov af 1.1.1998. Den henvisning, der er i hr. Haarders ellers fremragende betænkning, har således ikke længere noget grundlag. |
Jeg ønsker at give udtryk for min forargelse over, at USA, det mægtigste land på planeten, som hævder at inkarnere civilisationens avantgarde, anvender dødsstraf i næsten industriel skala. Uafhængigt af risikoen for justitsmord, hvad skal man da mene om et samfund, som for at hævne sig på visse personers modbydelige og barbariske handlinger aktiverer et helt juridisk apparat for koldblodigt og helt bevidst at begå en fuldt ud lige så barbarisk handling, andet end at det bekender sig til en adfærd, som er værre end den, det fordømmer? At forlange afskaffelse af dødsstraf overalt er det mindste, man kan gøre, når man hævder at forsvare menneskerettighederne. Visse dødsdømte venter sommetider i mange år på deres henrettelse i de amerikanske fængsler. Jeg vil i særdeleshed tale imod den trussel om henrettelse, der hviler over Leonard Peltier og Mumia Abu-Jamal, som begge to er ofre for et politi og et retsmaskineri, der er gennemsyret af racisme. I virkeligheden er de begge to dømt til døden for deres politiske idéer. Efter i henholdsvis 26 og 18 år at have været udsat for den umenneskelige tortur, det er at vente på dødsgangen, bør de straks sættes på fri fod. |
Det er nu afstemningstid, og vi afbryder derfor forhandlingen under ét, som vil blive genoptaget kl. 15.00. |
Fru formand, jeg vil bare udtale mig præcist og klart om de ændringsforslag, der er fremsat: der er i alt 29 plus et forslag om at forkaste den fælles holdning. Det siger sig selv, at jeg som ordfører støtter ændringsforslagene fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. Endvidere vil jeg gerne sige, at jeg også støtter alle ændringsforslag, hvis sigte det er at genindføre den holdning, Europa-Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen. Derimod - og her udtrykker jeg mig som ordfører - vil jeg have, det skal være klart, at jeg ikke kan støtte de ændringsforslag, som afviger for meget fra den holdning, der blev vedtaget ved førstebehandlingen. Dette gælder især ændringsforslagene 17, 16 og 19. Jeg kan naturligvis heller ikke støtte forslaget om forkastelse, som Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe har fremsat, jeg taler her om ændringsforslag 8. |
Tak, hr. Lannoye, disse præcisioner er fuldstændig klare. Efter afstemningen |
Subsets and Splits