text
stringlengths 3
37k
|
|---|
Spørgsmål nr. 43 af (H-0242/00): Om: Foruroligelse over memorandummet om nuklear sikkerhed på atomkraftværket Kozloduy i Bulgarien Til trods for det konstruktive skridt, som blev taget ved underskrivelsen af memorandummet mellem Kommissionen og Bulgarien om den nukleare sikkerhed på Kozloduy-anlægget og indledningen af tiltrædelsesforhandlinger med Bulgarien hersker der velbegrundet foruroligelse, hvad angår den vedtagne procedure for nedlukning af de fire fejlbehæftede reaktorer i Kozloduy, eftersom denne procedure ikke er i overensstemmelse med EU's holdning eller de forpligtelser, som Bulgarien påtog sig ved indgåelsen af aftalen med kontoen for "nuklear sikkerhed". Hvilke afgørelser er der blevet truffet, hvad angår definitiv nedlukning af enhederne 1 og 2 inden udgangen af 2002, og hvilke skridt er der taget med henblik på at indgå en aftale om definitiv nedlukning af enhederne 3 og 4 inden 2006, som det er fastlagt i det vedtagne memorandum? Vil Kommissionen gøre brug af de muligheder og midler, som den råder over som led i partnerskabsforbindelserne med Bulgarien, for at få nedlagt enhederne 1 til 4 i Kozloduy, og på hvad måde? Er fastsættelsen af en dato for nedlukning af reaktorerne 3 og 4 en forudsætning for at kunne yde økonomisk bistand til Bulgarien, sådan som Kommissionens formand, professor Prodi, nævner i sin skrivelse af 17. februar 2000? Hvad var resultaterne af det møde, der blev holdt den 4. februar 2000 mellem Kommissionen og de bulgarske myndigheder, og hvad arbejder den fælles arbejdsgruppe hen imod? Anden del |
Hr. Trakatellis, den aftale mellem Kommissionen og den bulgarske regering, der blev undertegnet den 29. november 1999, er i overensstemmelse med den politik, Kommissionen generelt følger. Den politik går ud på at nå frem til at få nedlagt de reaktorer, som ikke inden for rimelige økonomiske grænser kan udbygges til internationalt accepterede sikkerhedsstandarder. Den aftale, der er indgået mellem den bulgarske regering og Kommissionen, fastsætter, at enhederne 1 og 2 på atomkraftværket Kozloduy nedlukkes definitivt inden 2003. Derudover er det fastsat, at Bulgariens regering i enighed med Kommissionen i 2002 træffer beslutning om tidspunkterne for nedlukning af enhederne 3 og 4 på samme anlæg. Alle fire enheder nedlukkes før de datoer, som Bulgariens regering oprindelig havde planlagt. Hvad angår Kozloduy 1 og 2, var den oprindelige plan 2004 og 2005 og for enhederne 3 og 4 perioden fra 2008 til 2010. Kommissionen går ud fra, at den definitive nedlukning af de to reaktorer 3 og 4 sker senest i 2006. Med henblik på at hjælpe Bulgarien med de problemer, der opstår i forbindelse med nedlukningen, tilbyder Kommissionen landet en flerårig omfangsrig støtte. Hertil hører tilskud fra Phare-programmet til et beløb af 200 millioner euro og et lån fra EURATOM. Elementerne i den førnævnte aftale udgør et uadskilleligt hele. For at sikre den fulde gennemførelse af aftalen bekræftes det først, at den anden halvdel af tilskuddene stilles til rådighed, når der er opnået definitiv enighed om datoerne for nedlukning af enhederne 3 og 4. Begge elementer i støttepakken - både lånet fra EURATOM og tilskuddet - gøres afhængige af, hvorledes og om Bulgarien efterkommer sin forpligtelse til at nedlukke enhederne. Den 4. februar 2000 mødtes den fælles arbejdsgruppe Kozloduy, som er sammensat af Kommissionen og Bulgarien, i Sofia. Den fælles arbejdsgruppe enedes om frem til maj/juni 2000 at udfærdige en arbejdsplan for nedlukningen af enhederne 1 og 2 samt fremlægge en politisk ramme og mulige projekter i energisektoren, som skal finansieres af støttepakken. Kommissionen gør opmærksom på, at nedlukningen ikke var nogen nem beslutning for Bulgarien. Beslutningen viser imidlertid, at Bulgariens regering i forbindelse med udvidelsesprocessen tilslutter sig Den Europæiske Unions forpligtelser, hvad angår høje sikkerhedsstandarder på det nukleare område. Kommissionen vil fortsat samarbejde med Bulgariens regering om at få gennemført aftalen fra november i fjor. Dette samarbejde sker også inden for rammerne af tiltrædelsespartnerskabet, hvor denne opgave får status som en af prioriteterne. |
Hr. kommissær, jeg takker for Deres svar. Men jeg undrer mig temmelig meget, for såvel ved Deres høring over for Parlamentets miljøudvalg som i dag talte De om, at de atomreaktorer, som vi ved er overordentlig farlige, hurtigst mulig skal indstille deres drift. Og ikke kun disse, men også de, som ligger i Slovakiet, og de, som ligger i Litauen. Jeg forstår selvfølgelig, at der kan være visse problemer med at lukke dem øjeblikkeligt, men er det den kortest mulige tid? De får mig til at undres, for mens De kom med en endelig dato for reaktorerne 1 og 2, og De siger, at de skal lukkes inden udgangen af 2002 - hvilket jeg anser for at være et meget langt tidsrum, for De må ikke glemme, at vi frygter, at der kan indtræffe et uheld på en hvilken som helst af de fire reaktorer, hvilket vil være katastrofalt både for Bulgarien, det bulgarske folk, Grækenland, som er nabo, og for Europa, for, som De ved, disse situationer er meget farlige - hvad er der så til hinder for, at De allerede i dag fastsætter, hvornår reaktorerne 3 og 4 skal lukkes, og hvorfor udskyder De det til 2006, og måske vil De ved en anden lejlighed fortælle os, at det bliver endnu senere? |
Hr. Trakatellis, opfattelserne af, hvor usikre reaktorerne 3 og 4 virkelig er, ligger meget, meget langt fra hinanden. Til min store overraskelse har jeg måttet opleve, at jeg efter indgåelsen af aftalen i Bulgarien offentligt er blevet kritiseret af medlemsstater for, at denne aftale er alt for skrap for Bulgarien og går alt for vidt, og disse atomkraftværkers sikkerhed ikke er så dårlig, som Kommissionen hævder. Så kan jeg tro på hvem, jeg vil. Jeg tror på de skøn, der blev udarbejdet i begyndelsen, og jeg fastholder, at vi her er nødt til at arbejde ud fra princippet om undgåelse af risici. Jeg bliver nødt til at bede Dem om på den anden side at tænke på, at udnyttelsen af valgmuligheden atomkraft til energiproduktion er hver enkelt stats suveræne afgørelse. Kommissionen har lige så lidt som Parlamentet og lige så lidt som Rådet nogen mulighed for at forbyde noget som helst land i verden at udnytte kernekraft eller for at gennemtvinge, at reaktorer nedlukkes omgående. Det eneste, der er muligt, er, at man sammenstiller en pakke, således som vi har gjort det i Litauen, i Slovakiet og nu sidst også i Bulgarien, en pakke, som gør det muligt for hvert enkelt land at styre de økonomiske, finansielle og tillige de sociale og infrastrukturelle konsekvenser af en sådan nedlukning. Det må overlades til hver enkelt, hvorledes han udlægger bestemmelsen af målet så hurtigt som muligt. Jeg kan kun sige til Dem - ud fra de forhandlinger, jeg til dels selv førte - at det var, hvad der kunne opnås. Hvis vi havde forsøgt at opnå mere, ville resultatet være blevet ingen enighed overhovedet, og vi ville slet ikke have fået nogen datoer for nedlukning. De står her altid over for det spørgsmål, om man skal acceptere det, man kan opnå, eller med en meget stejl holdning ganske vist til sidst stå med en rolig samvittighed over for miljøet, men uden at have opnået noget. Jeg mener, at resultatet netop i Bulgarien på baggrund af den ekstremt vanskelige situation dér var et særlig godt resultat. Jeg vil sige én ting til, som er lidt kryptisk, men De vil om et øjeblik forstå hvorfor. Hvad angår datoerne for nedlukning af enhederne 3 og 4, står der i teksten, at afgørelsen derom falder i 2002. Det er således temmelig langt fra de datoer, vi håbede på. Kommissionens forståelse for, at denne dato for nedlukning senest - vel at mærke senest - er 2006, står ligeledes i teksten. Den kendsgerning, at denne tekst blev underskrevet af den bulgarske regering, uden at der blev rejst tvivl om Kommissionens ovennævnte forståelse, har en vis politisk betydning. Mere kan jeg ikke sige om det, men jeg tror, De forstår, hvad der antydes dermed. Spørgsmål til Pascal Lamy |
Spørgsmål nr. 44 af (H-0206/00): Om: Handelspræference for de mindst udviklede lande Nøjagtigt hvilke skader tilstræber kommissær Lamy at undgå i sit ønske om at give afkald på alle EU-kvoter og eksportafgifter på "næsten" alle produkter og tjenesteydelser fra verdens mindst udviklede lande fremfor at give afkald på dem som helhed? Vil han, da de mindst udviklede lande tegner sig for under 0,5% af verdenshandlen, tage sine forbehold i så henseende op til fornyet overvejelse? Hvilken frist foreslår han for gennemførelsen af denne foranstaltning? |
Kommissionens forslag om at tilbyde fri adgang til de industrialiserede landes markeder og til de mere velstående udviklingslandes markeder for "næsten" alle produkter fra de mindst udviklede lande indgår i den proces, der førte til Seattle-konferencen. Forslaget blev fremsat umiddelbart efter konferencen i Singapore, da Rådet opfordrede Kommissionen til at fremsætte forslag, som begunstigede de mindst udviklede lande. Såvel forslag til foranstaltninger, som straks kunne sættes i værk, som forslag til foranstaltninger på lidt længere sigt. Rådet anvendte i konklusionerne fra mødet i juni 1997 udtrykket "næsten alle produkter fra de mindst udviklede lande". Når det gælder foranstaltninger, som straks kunne iværksættes, vedtog Fællesskaberne i slutningen af 1998, i overensstemmelse med Rådets konklusioner, forordningen om den generelle toldpræferenceordning, som fastsætter regler på linje med Lomé-konventionens bestemmelser, men gældende for samtlige mindre udviklede lande. I 1999 præciserede Rådet i forbindelse med forhandlingerne om en fornyelse af Lomé-konventionen de initiativer, Rådet ville tage med henblik på at sikre de mindst udviklede lande markedsadgang. Rådet besluttede således, at Fællesskaberne i 2000 skal indlede en proces, som sikrer, at der, når de multilaterale handelsforhandlinger er afsluttet, og senest i 2005, er skabt fri adgang for næsten alle produkter fra de mindst udviklede lande, idet der tages udgangspunkt i de eksisterende bestemmelser i Lomé-konventionen. Det er som bekendt nogle helt specifikke landbrugsprodukter, der udgør forskellen mellem begreberne "alle" og "næsten alle" produkter. Det er dette mandat, Kommissionen arbejder ud fra og selvsagt respekterer. Mine medarbejdere er i færd med at udarbejde de konkrete forslag, og disse vil blive forelagt Rådet, så snart de foreligger. Samtidig har Kommissionen i WTO søsat et projekt med titlen "De mindst udviklede lande". Kommissionen søger hermed at involvere andre handelspartnere i bestræbelserne for at åbne markedet ved at fritage de mindst udviklede lande for afgifter og kvoter for næsten alle produkter. Projektet skal, om jeg så må sige, tjene som løftestang for Fællesskabernes forslag, idet dette kombineret med de resultater, vi kan opnå sammen med de øvrige lande, vil sikre de mindst udviklede lande næsten fri adgang til at afsætte deres produkter på en række markeder også uden for Fællesskaberne. Jeg tænker i denne forbindelse på lande som USA, Japan, Australien og New Zealand. Også en række af de nytilkomne industrialiserede lande kunne eventuelt komme på tale. Min indsats er i øjeblikket koncentreret om dette initiativ, som indgår i den vækstpakke, vi arbejder med i Genève. Så vidt den aktuelle indsats. Som spørgeren påpeger, må vi overveje, om det på lidt længere sigt er muligt at fastholde den begrænsning, der ligger i begrebet "næsten alle produkter", når vi tilstræber at sikre disse lande fuld adgang til vores markeder. I betragtning af, at den nye aftale, der er indgået med AVS-staterne, ikke indeholder krav om lige adgang for alle AVS-staterne, vil det efter Kommissionens opfattelse være rimeligt at overveje en yderligere liberalisering af adgangen til vores markeder, når det gælder de mindst udviklede lande. Jeg ønsker imidlertid ikke at gå ind i sådanne overvejelser, før vi og vores handelspartnere føler, at den nuværende indsats på overbevisende måde har båret frugt, således at der er basis for at gå et skridt videre. Lad mig understrege, at markedsadgang ikke løser alle problemer for lande, som af interne årsager ikke har tilstrækkelig eksportkapacitet, det være sig på grund af utilstrækkelig distributions- eller transportkapacitet eller på grund af logistikproblemer. Vi bør derfor også satse på det, der betegnes som capacity building, altså teknisk bistand, som sikrer, at markedsadgang ikke blot er en teoretisk, men også en reel mulighed. Så vidt den fremtidige indsats på dette felt. |
Jeg er kommissær Lamy taknemmelig for hans svar, så vidt som det gik. Jeg er helt enig i, hvad han sagde i sidste del af sit svar om nødvendigheden af opbygning af kapacitet i de mindst udviklede lande og nok også om nødvendigheden af asymmetriske foranstaltninger, der vil føre til en vis beskyttelse af deres markeder, uden at vi forsøger at få noget til gengæld. Men det, der især lå mig på sinde, da jeg stillede mit spørgsmål - og det føler jeg ikke er blevet behandlet fuldt ud - var spørgsmålet om, præcis hvad "næsten alle produkter" betyder. Hr. Lamy taler om visse landbrugsprodukter, men det har netop været protektionismen i den fælles landbrugspolitik, der mest har krænket udviklingslandene, og som har hæmmet udviklingen af mange af disse landes landbrugsproduktion. Hvilke mere specifikke kommentarer kan han fremsætte om, hvilke sektorer og hvilke produkter der vil blive berørt og hvor længe? Det er den slags budskab, vi gerne vil høre. Jeg gad vide, om det ikke ville være et bedre fremskridt både med hensyn til at vinde udviklingslandenes tillid og virke som eksempel for andre handelspartnere, hvis vi her i Europa sagde: "Nu er det tid. Det her vil vi tilbyde nu. Vi vil ikke vente i fem år, lad andre følge vores eksempel.". |
To bemærkninger som svar på dette spørgsmål. Når det gælder forskellen imellem begreberne "alle" og "næsten alle", mener jeg, at jeg klart har tilkendegivet, at det er nogle helt specifikke landbrugsprodukter, der udgør forskellen mellem de to begreber. Jeg tænker eksempelvis på sukker, idet flere af de omhandlede lande på dette felt har betydelige uudnyttede ressourcer. Fællesskaberne - og mere konkret Kommissionen - har som bekendt overvejet en total ændring af ordningen for sukker. Vi får givetvis lejlighed til at vende tilbage til dette spørgsmål, som er et rent fællesskabsanliggende. Når det gælder det mere langsigtede initiativ, vil jeg gerne slå fast, at den vigtigste indsats til fordel for de mindst udviklede lande efter min opfattelse består i at få lande som USA og Japan samt visse udviklingslande til at slutte op om Fællesskabernes initiativ. Målt i reel eksportkapacitet sikres der således adgang til et marked, som er to til tre gange større end det europæiske marked. Holder vi os vores mål for øje, og tilstræber vi effektive foranstaltninger med dette sigte, er jeg overbevist om, at vi er på rette vej, når vi prioriterer en udvidelse af markedet højest i en situation, hvor vi skal vælge mellem at udligne skellet mellem "næsten alle" og "alle" - et problem, jeg medgiver, vi formodentlig må søge løst på et tidspunkt - og at opnå en væsentlig udvidelse af markedet med adgang for essentially all products, og det duty free og quota free. Efterfølgende kan vi tage fat på debatten om næste fase. En sådan debat involverer medlemsstater, som undertiden indtager en tøvende holdning i disse forhold. Og det vil givetvis også kræve en indsats til sin tid at overbevise Europa-Parlamentet om det rimelige heri. |
Spørgsmål nr. 45 af (H-0208/00): Om: Kinas tiltrædelse af WTO Er Kommissionen i overensstemmelse med dens udtalelse om regeringskonferencen enig i, at Kinas tiltrædelse af WTO udgør en tilstrækkelig vigtig aftale, der berettiger til anvendelsen af proceduren med Parlamentets samstemmende udtalelse? Går Kommissionen også ind for, at denne aftale om Kinas tiltrædelse af WTO skal forelægges Parlamentet til samstemmende udtalelse, selvom regeringskonferencen endnu ikke er blevet afsluttet? |
Hr. Clegg, Kommissionen anerkender, at afgørelsen om Kinas optagelse i WTO er særdeles vigtig. Det er i øvrigt netop denne type aftaler, der bør forelægges Europa-Parlamentet med henblik på samstemmende udtalelse, såfremt medlemsstaterne vedtager Kommissionens forslag til regeringskonferencen. Der er imidlertid på nuværende tidspunkt udelukkende tale om forslag, og Kommissionen kan selvsagt ikke overtræde gældende bestemmelser, som indgår i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, ligesom Kommissionen ikke kan foregribe de beslutninger, medlemsstaterne måtte træffe i forbindelse med regeringskonferencen. Hr. Clegg, jeg minder om, at tiltrædelsesaftalen rummer aspekter af betydning for servicesektoren, hvorfor den i medfør af artikel 300 er underlagt høringsproceduren. Europa-Parlamentet skal således afgive udtalelse om den omhandlede aftale i medfør af artikel 300. Det er selvsagt som vanligt Rådet, der tager initiativ til at høre Europa-Parlamentet. Så vidt de juridiske og institutionelle aspekter. Skal jeg besvare Deres spørgsmål ud fra en praktisk synsvinkel, minder jeg om, at jeg tilstræber at finde veje, som lader Europa-Parlamentet komme til orde i disse forhandlinger. Jeg har understreget dette flere gange, og jeg finder det helt afgørende for forholdet mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet. Og afgørende for i en sag af denne art at kunne varetage forhandlingerne med den fornødne styrke og effektivitet. Jeg er derfor som altid indstillet på at drøfte dette emne nærmere med Europa-Parlamentets ansvarlige udvalg. |
Mange tak for det svar. Lad mig gentage, at jeg påskønner, at Kommissionen og Europa-Parlamentet for første gang taler med én stemme angående ændringer af Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med vigtige handelsaftaler. Jeg vil blot stille Dem et ikkejuridisk, institutionelt spørgsmål. Hvis vi f.eks. ser på den afgørelse, der blev truffet om at søge Europa-Parlamentets godkendelse af Uruguay-rundens konklusioner, så var der nogle juridiske spørgsmål i forbindelse med de institutionelle og budgetmæssige implikationer af aftalen, men afgørelsen var i alt væsentligt udtryk for en politisk anerkendelse af, at denne aftale var af en sådan betydning, at grænserne for det, der dengang var artikel 113, så at sige måtte overskrides, hvilket gjorde det muligt, at man kunne søge Europa-Parlamentets godkendelse af aftalen. Min egen opfattelse er, at Kinas tiltrædelse af WTO er lige så vigtig for det kommende handelssystem på verdensplan, selvom den måske ikke i øjeblikket falder så meget i øjnene som en multilateral aftale, og at man derfor kunne indtage en lignende politisk holdning både i Europa-Parlamentet og i Kommissionen. Det vil jeg opfordre Dem til at gøre. Jeg vil spørge Dem om, hvad De mener, vi kunne gøre for at fremme aktioner af denne art. |
Hr. Clegg, jeg er enig med Dem i, at Kinas optagelse i WTO ville/vil være af afgørende betydning. Når dette er sagt, må jeg understrege, at jeg ikke finder Deres sammenligning med Uruguay-runden helt berettiget. Uruguay-runden, og i særdeleshed den instans til afgørelse af tvistigheder, der blev oprettet som en konsekvens heraf, betød en markant ændring af domstolenes organisation på internationalt niveau, hvilket uomtvisteligt berettigede til anvendelsen af proceduren med samstemmende udtalelse. Hvad angår Kina, er der juridisk set tale om proceduren for et lands optagelse i WTO. Denne procedure er relativt veldefineret og velkendt og anfægtes i øvrigt ikke. Rådet vil derfor næppe anmode om samstemmende udtalelse, eftersom Rådet normalt holder sig strengt til traktatens bogstav, når det gælder høring af Europa-Parlamentet. Det afgørende er imidlertid ud fra en fælles betragtning, at vi til sin tid enten på udvalgsniveau eller i plenarforsamlingen åbent kan drøfte de vilkår, der aftales med Folkerepublikken Kina. Jeg er personligt indstillet på en sådan debat, vel vidende at der ved den lejlighed også vil blive stillet mere politiske spørgsmål. Jeg finder dette helt legitimt og forventer en sådan debat. |
Hr. formand, hr. kommissær, åbenbart er vi medlemmer af Parlamentet tilfredse med høringsproceduren i denne fase, selvom jeg personligt er af samme mening som hr. Clegg, at en samstemmende udtalelse allerede i denne fase - tangerende lidt jura - kunne være taget i brug i denne sag. Mit spørgsmål berører imidlertid substansen og det egentlige indhold af denne aftale. Da forhandlingerne mellem EU og Kina indledtes, fik vi parlamentsmedlemmer at vide, at der egentlig ikke skulle være nogen større problemer, da ca. 80% af Den Europæiske Unions målsætninger allerede var indeholdt i USA og Kinas forhandlingsresultat. Nu ser det dog ud til, at de resterende, det vil sige de tilbageværende 20%, er så vanskelige, at tiden går, og forhandlingerne allerede flere gange er havnet i en blindgyde. Jeg vil også gerne spørge, om det handler om, at kineserne ikke er parate til at give os samme forhandlingsposition som USA's repræsentanter, eller hvad der gør, at man ikke kan komme til enighed om disse resterende - distancerede - 20%. |
Det er et udmærket spørgsmål, og jeg påberåber mig i øvrigt ophavsretten til det omtalte udtryk, "80-20%". Hermed søges det forklaret, at en god del af forhandlingsresultatet allerede er givet takket være de resultater, den foregående forhandler har opnået. Dennes resultater overføres til den efterfølgende forhandler i kraft af princippet om den stærkeste forhandlingsposition. Der resterer imidlertid 20%, og begrundelsen herfor er enkel. I forbindelse med bilaterale forhandlinger koncentrerer den enkelte forhandlingspartner sig om de punkter, hvor denne er mindst konkurrencedygtig, og overlader resten til de øvrige. Det er forklaringen på, at vi ganske vist kan drage fordel af den bilaterale aftale, USA har indgået med Kina. Aftalen er imidlertid på visse punkter mindre gunstig for os, end en aftale, vi selv havde forhandlet os frem til, ville være. Det er en forklaring. Vi bør i videst mulige omfang - og det er, hvad jeg bestræber mig på - sørge for, at det, der er en god forretning for USA og Kina, også bliver en god forretning for EU. Tilbage står de 20%. Kun 20%. Og dog ved vi, at det i en forhandlingssituation ofte er de sidste procentpoint, der gør hele forskellen. Der er også en anden, mere teknisk forklaring på, at der endnu mangler nogle nuancer i denne aftale. Mere eller mindre identiske betegnelser er ikke nødvendigvis ensbetydende med identisk behandling i toldtarifferne. Lad mig nævne spirituosa som eksempel. Bourbon og gin behandles ikke på samme måde som whisky og cognac. Om end alle produkter optræder under fællesnævneren spirituosa, behandles de dog ikke altid ens i toldtarifferne. Der er tale om mere tekniske betragtninger, som imidlertid betyder, at disse aspekter må analyseres nøje og indgå i detailforhandlingerne. Dette arbejde er endnu ikke helt afsluttet. Jeg har meddelt, at jeg den sidste uge i marts agter at besøge Beijing for at forsøge at få løst, hvad jeg betragter som de reelle problemer i disse forhandlinger. Det drejer sig om den politiske del af forhandlingerne, og de kinesiske myndigheder har udtrykt visse forbehold i så henseende. Jeg har mandat til og vil bestræbe mig på at få disse forbehold ryddet af vejen. |
Mange tak, hr. Lamy. Vi har i rigeligt mål opbrugt hr. Lamys taletid. Spørgsmål nr. 46 vil derfor blive besvaret skriftligt. Spørgsmål til Franz Fischler |
Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 47. |
Spørgsmål nr. 48 af (H-0173/00): Om: Omkostningerne for landbruget af udvidelsen Hvilke omkostninger vil den kommende udvidelse af Den Europæiske Union ifølge de seneste undersøgelser og skøn medføre for landbruget, og hvilke konsekvenser vil det få? |
Hr. formand, mine damer og herrer, på det stadium, hvor forhandlingerne for øjeblikket befinder sig, kan Kommissionen ikke besvare fru Rojos spørgsmål konkret. For at kunne beregne de omkostninger, det vil medføre for landbruget, skulle følgende være mere eller mindre præcis viden: a) På hvilket tidspunkt sker tiltrædelserne? b) Hvor mange lande tiltræder Fællesskabet på det givne tidspunkt og i hvilken rækkefølge? c) På hvilke betingelser tiltræder de pågældende lande? Hvilke overgangsbestemmelser vil der f.eks. være? Da samtlige tre parametre overhovedet ikke er fastlagt på nuværende tidspunkt, ja, de er den egentlige genstand for forhandlingerne om udvidelsen, ville lige nu kun et rent spekulativt skøn være muligt, og det giver set ud fra vores synspunkt ikke nogen mening. |
Selvom jeg som folkevalgt repræsentant har underskrevet dette spørgsmål, må jeg sige, at det faktisk ikke er mig, der har udarbejdet spørgsmålet. Som kommissæren nok formoder, stilles spørgsmålet af landmændene i Den Europæiske Union, som på nuværende tidspunkt spørger sig selv, om de - deres indtægter og fællesskabsstøtten - skal betale regningen for udvidelsen. Kommissæren var ikke tydelig. Imidlertid ved vi alle - Deres tjenestegrene, Kommissionen samt en del kolleger i Europa-Parlamentet - at der findes undersøgelser og vurderinger. Kommissæren er nogle gange god til at kaste en håndfuld synspunkter op i luften, jonglere med spørgsmålet og så ikke besvare det. Imidlertid skal Kommissionen skabe større gennemsigtighed og være tydelig i sine udtalelser, hvis den vil have landdistrikterne til at støtte sine holdninger. Hvis kommissæren ikke vil tale om sine data og sine undersøgelser - som findes - så anmoder jeg ham om i det mindste at berolige landmændene, som virkelig er urolige, og svare på, om regningen for udvidelsen skal betales på bekostning af landmændenes indtægter. Og så vil jeg især spørge, om han kan garantere, at udvidelsen ikke vil få konsekvenser for fællesskabsstøtten. |
Hr. formand, fru Rojo, jeg tror, at også De ved, at landmændenes indtægter ikke kun består af støtteordninger, men hovedsagelig skal tjenes på markedet. Derfor er en sammenligning som den, De her anstiller, ikke rimelig set ud fra mit synspunkt. For det andet er det to helt forskellig spørgsmål. I Deres spørgsmål, som jeg har besvaret, spurgte De, hvad udvidelsen koster. Et helt andet spørgsmål er, om der, som udvidelsen skrider frem, vil ske en ændring af den fælles landbrugspolitik. Jeg kan kun sige til Dem, at den fælles landbrugspolitik gælder i den form, der blev vedtaget i Berlin, for de kommende syv år. Derudover blev der i Berlin også vedtaget en finansiel prognose, det vil sige, hvor mange penge vi kan bruge. De talte om eventuelle undersøgelser. De første undersøgelser kom allerede for flere år siden, og dem har vi sendt til Parlamentet. Vi er i færd med at foretage nye undersøgelser. Så snart vi har resultaterne af dem, er vi rede til at stille dem til Deres rådighed. |
Spørgsmål nr. 49 af (H-0187/00): Om: Fællesskabsinitiativet LEADER: 2000-2006 Fællesskabsinitiativet LEADER blev udarbejdet som et pilotprogram, der skulle gøre det muligt for Kommissionen at fremme en innovativ udvikling i dårligt stillede landbrugsområder. Konklusionerne fra de to første programmer viste, at LEADER har fungeret forskelligt fra land til land alt efter de offentlige og regionale myndigheders indblanding. Da de offentlige og lokale myndigheder er i færd med at udarbejde deres forslag for perioden 2000-2006, bedes Kommissionen besvare følgende spørgsmål: I hvor vid udstrækning blev de to første programmer gennemført i Grækenland, og hvorledes vurderer Kommissionen de to tidligere LEADER-programmers succes i Grækenland? |
Hr. formand, Leader I-programmet, hvis løbetid strakte sig over årene 1993-96, blev gennemført fuldt ud i Grækenland, og de fastsatte støttemidler i henhold til programmet til et samlet beløb af 104 millioner euro, hvoraf Fællesskabet bidrog med 52 millioner euro, er alle blevet udbetalt. Graden af Leader I's succes, hvad angår den innovative karakter og det samlede overslag over programmet, var ligeledes tilfredsstillende i Grækenland. Leader II-programmet strækker sig over årene 1996-2001, når man tager afviklingen af de endnu ikke foretagne udbetalinger med. Indtil slutningen af sidste år, det vil sige indtil slutningen af 1999, androg programmets støttemidler i alt 364 millioner euro, hvoraf Fællesskabet bidrog med 168 millioner euro, der er helt bundne, men logisk nok endnu ikke alle udbetalt. Men da udbetalingerne, som jeg allerede har sagt, også kan afvikles i 2000, altså i år, og også stadig til næste år, kan der først i begyndelsen af 2002 gives en fuldstændig oversigt over virkningerne og gennemførelsen af Leader II i Grækenland. På grundlag af de informationer, vi har fået indtil nu, har Kommissionen i hvert fald ikke nogen grund til at kritisere Grækenlands Leader II-program. |
Spørgsmål nr. 50 af (H-0190/00): Om: Balance mellem fiskeriaftalerne for de nordlige og de sydlige områder Rådet (fiskeri) analyserede i oktober 1997 den manglende balance mellem fiskeriaftalerne for de nordlige og de sydlige områder, idet der i stigende grad stilles krav om medfinansiering til de fiskerflåder, der fisker under aftalerne for de sydlige områder, mens fiskerflåderne fra de nordlige områder fisker gratis. Det analyserede ligeledes det forhold, at fiskeriaftalerne for de nordlige områder ikke udnyttes fuldt ud, samtidig med at andre medlemsstater er interesserede i at udnytte disse fiskerimuligheder. Rådet anmodede derfor Kommissionen om at undersøge mulighederne for at overføre kvoter fra en medlemsstat til en anden, samt hvorledes aftalernes finansielle omkostninger kunne fordeles på en ligelig og ikkediskriminerende måde mellem Fællesskabet og fiskerflåderne. Kan Kommissionen oplyse, hvilke undersøgelser der er foretaget om eventuel overførsel af kvoter, og med hvilke resultater? Hvilke afgørelser er der truffet for at skabe balance mellem de finansielle omkostninger i forbindelse med aftalerne for de sydlige og de nordlige områder? Hvorledes vurderer kommissæren den manglende balance mellem disse fiskeriaftaler? |
Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen har den principielle opfattelse, at de fangstmuligheder, et tredjeland tildeler, skal udnyttes fuldt ud, og at der skal fastsættes passende mekanismer til overførsel af de kvoter, der ikke bruges op eller udnyttes fuldt ud, uden at sætte spørgsmålstegn ved princippet om den relative stabilitet. Kommissionen gør opmærksom på, at problemet med kvoter, der ikke blev brugt op, kun opstod i forbindelse med aftalen med Grønland, den eneste aftale, der er indgået i de nordlige områder. Men som fru Fraga Estévez sikkert ved, anser en række medlemsstater enhver eventuel overførsel af kvoter for at være et angreb på princippet om den relative stabilitet. Trods alle bestræbelser har det derfor endnu ikke været muligt at sætte de retsmekanismer i kraft, der findes inden for rammerne af fællesskabsretten, og som principielt muliggør en sådan overførsel af kvoter. Følgelig er Kommissionen af den opfattelse, at dette vanskelige spørgsmål kun kan behandles inden for rammerne af en bredere og global revision af den fælles fiskeripolitik som helhed. Når De taler om et misforhold mellem aftalerne med tredjelande på den nordlige halvkugle og tredjelande på den sydlige halvkugle, vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på følgende situation: Fællesskabet og medlemsstaterne betaler betaler ikke licensgebyr i forbindelse med aftalerne i nord, fordi det ikke kræves af de nordlige tredjelande, for disse aftaler er - med undtagelse af aftalen med Grønland - gensidige aftaler - dermed menes fisk for fisk - og har overhovedet ingen indvirkninger på fællesskabsbudgettet. Tredjestater på den sydlige halvkugle kræver derimod gebyrer af Fællesskabet og af rederen. Sådanne licensgebyrer indgik for øvrigt allerede i de bilaterale aftaler mellem Spanien og tredjelande, inden Spanien blev medlem af Fællesskabet. De vil derfor forstå, at vi ikke frivilligt vil tilbyde at fastsætte licensgebyrer også i aftaler med Grønland eller andre nordlige stater, når vores kontrahenter ikke kræver det. Bortset fra det er der også andre tredjelande, der fisker i disse nordlige staters farvande, og de betaler heller ikke licensgebyrer. Vi vil naturligvis gerne undgå forskelsbehandling af vores fiskere i forhold til andre fiskere fra tredjelande, som fisker i de samme farvande. Det ville imidlertid blive tilfældet, hvis vi nu af os selv ville tilbyde licensgebyrer. Endnu en forskel mellem de nordlige og de sydlige aftaler ligger i, at Fællesskabets fiskerimuligheder i de nordlige aftaler udtrykkes som samlet fangstmængde. Det er anderledes i de sydlige aftaler. Her udtrykkes vores muligheder direkte i antallet af fiskerfartøjer eller i antallet af licenser. Da indbyder det naturligvis til, at der i aftalerne fastsættes licensgebyrer, som rederne skal betale. Som De ser, er der gode grunde til, at man går forskelligt frem i de nordlige og i de sydlige aftaler. |
Grunden til, at jeg stillede et spørgsmål, var, at jeg tidligere har konsulteret en række beslutninger, som Ministerrådet traf i 1997 om visse retningslinjer, som skulle gælde for fiskeriaftalerne, som, så vidt jeg forstår, ikke er blevet opfyldt i denne tid i Den Europæiske Union. Jeg vil ikke polemisere med kommissæren, men jeg vil gerne vide, om man, hvis vi nu følger de retningslinjer, der i sin tid blev fastlagt, i den næste forlængelse af fiskeriaftalen med Grønland - hvor alle ved, man ikke udnytter fiskekvoterne, eller de faktisk går tabt - vil give de flåder, som ikke for indeværende har adgang til denne aftale, mulighed for at udnytte de kvoter, som ikke anvendes, eller som går tabt. |
Det gjorde jeg jo allerede opmærksom på i indledningen af mit svar. Det er virkelig et problem, at Kommissionen principielt er enig med Dem, fru Fraga Estévez, om, at ikkeudnyttede kvoter skal kunne overføres. Men de bestemmelser, der skal gøre det muligt, mangler vi stadig, fordi medlemsstaterne på dette punkt ikke vil give deres samtykke. De nævnte Rådet. Derfor skal vi have dette problem klaret. Men jeg mener ikke, at løsningen af problemet består i, at man i en ny aftale med Grønland betaler gebyrer for fangstkvoterne og løser problemet på den måde. Det er ikke det, der er løsningen på problemet. Man bliver nødt til at skelne. Opdeling af ikkeudnyttede kvoter og en mekanisme dertil: Ja! Men vi skal ikke begynde at indføre licensgebyrer dér, hvor vi ikke skal betale for kvoterne. Det er der ud fra vores synspunkt ikke megen mening i. |
Spørgsmål nr. 51 af (H-0195/00): Om: Forenelighed mellem en ekstraordinær eksportstøtte og fællesskabsretten Som følge skader forårsaget af det uvejr, som ramte Vesteuropa i december 1999, befinder skovbruget sig i en yderst alvorlig situation. Den franske regering har med henblik på en forvaltning af mængden af væltede træer bl.a. besluttet at yde et beløb på 50 FF pr. ton til transport af træ til eksport i Unionens medlemsstater. Fællesskabets konkurrenceregler, og navnlig forpligtelsen vedrørende fællesskabspræferencen forbyder med rette en sådan støtte, undtagen når formålet er at råde bod på en særlig situation. Således hedder det i EF-traktatens artikel 92, stk. 2, litra b): " Støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder er forenelige med fællesmarkedet" . Er den eksportstøtte, den franske regering har planlagt forenelig med artikel 92? I bekræftende fald kan en sådan støtte udvides til eksport af træ til tredjelande? I bekræftende fald hvilke kriterier anvender Kommissionen for at afgøre, hvor store mængder der kan gøres til genstand for denne støtte, hvor lang en periode den skal gælde for og til hvilken pris? |
Hr. formand, mine damer og herrer, de franske myndigheder forelagde for få dage siden Kommissionen sagen om den statsstøtte, Frankrig vil yde sit skovbrug til afhjælpning af de enorme skader, som stormene i december 1999 forårsagede. I de franske myndigheders notifikation nævnes en foranstaltning, der skal gøre det nemmere at transportere træet ud af de ramte regioner. Men der står ikke noget i notifikationerne om, hvad der skal ske med træet, og heller ikke om, hvorvidt det skal eksporteres til andre mdlemsstater eller til tredjelande. Derfor har Kommissionen meget logisk anmodet de franske myndigheder om supplerende oplysninger. Da Kommissionen endnu ikke har samtlige supplerende informationer, er den heller ikke i stand til allerede i dag definitivt at udtale sig om de pågældende foranstaltningers forenelighed med fællesskabsretten. |
Må jeg anmode kommissæren om at præcisere sit svar? Det er tydeligt, at den omtalte støtteordning allerede er etableret i medlemslandene. I særdeleshed for lande uden for EU rejser sig spørgsmålet, om det vil være muligt at opnå dispensation i forhold til gældende regler for eksport af træ, målt i mængder, priser og tid, med henvisning til den helt usædvanlige situation, der er opstået som følge af efterårets uvejr. Spørgsmålet omhandlede selvsagt eksport til lande uden for EU. |
For at sige det helt klart, så er træ i henhold til fællesskabsretten en industrivare, og eksportstøtte i lighed med den, der gælder for landbruget, kan logisk nok under ingen omstændigheder tillades, når det drejer sig om eksport af træ. Her kan vi kun anvende den eksisterende fællesskabsret. Den fastsætter i artikel 87, at der kan ydes støtte, hvis formål er at råde bod på skader - vel at mærke skader - der er forårsaget af naturkatastrofer. Det vil altså sige, at der for det første skal foreligge en skade, og at der for det andet skal påvises en direkte sammenhæng. De skal endvidere overveje følgende: Ville vi tage hensyn til en sådan tanke - træprisen er jo ikke kun i bund for de franske skovbrugere, træprisen er som følge af katastrofen i bund som helhed - så kunne alle medlemsstater komme og sige, at de gerne ville have tilladelse til at yde eksportstøtte. Det ville være en klar forvridning af markedsbetingelserne. |
Spørgsmål nr. 52 af (H-0202/00): Om: Forebyggende destillation - forhøjelse af kontingenterne Kommissionen har indledt den forebyggende destillation med 10 millioner hektoliter for vinproduktionsåret 1999/2000. Anmeldelsesfristerne er blevet forlænget. I enkelte medlemsstater er kontingenterne ifølge de foreliggende oplysninger allerede overskredet. Vil det være muligt for Kommissionen at forhøje den forebyggende destillation fra 10 til 15 hektoliter og opfylde nogle enkelte medlemsstaters (f.eks. Tysklands) ønske om et større volumen? |
Ja, hr. formand, Kommissionen modtog den 24. februar medlemsstaternes meddelelser om ændringsforslagene til den forebyggende destillation. Samme dag blev det foreslået forvaltningskomitéen for markedsføringen af vin, at mængden til forebyggende destillation blev øget fra 10 millioner hektoliter til 12 millioner hektoliter. Et flertal i forvaltningskomitéen gik også ind for dette forslag. Dermed er det også muligt at opfylde alle de aftaler, der er indgået i medlemsstaterne. Den eneste undtagelse er her Spanien, hvor undtagelsesprocentsatsen, hvis jeg må kalde den sådan, på grund af det store antal ændringsforslag udgør 98% i stedet for 100%. Det betyder for Tyskland, at den oprindelige tildeling på 148.000 hektoliter har kunnet øges til 468.000 hektoliter. Det er hele den mængde, der er indgået aftaler om i Tyskland. Den ændrede forordning om den forebyggende destillation vil inden længe blive offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende og med tilbagevirkende kraft gælde fra den 24. februar. |
Hr. kommissær, overvejes det på en eller anden måde i Kommissionen på baggrund af den uhyre store vinhøst på 140 millioner hektoliter og på baggrund af den markedsordning for vin, der træder i kraft i 2000, om den obligatoriske destillation kunne anvendes til at aflaste markedet det sidste år, hvor denne mulighed eksisterer, eller er Kommissionen ikke af den mening, at det kunne være endnu et instrument? |
Hr. formand, hr. Langen, for det første mener jeg, at hvis vi kan tage hensyn til alle de ændringsforslag, der er blevet stillet fra tysk side, og derudover til så godt som alle ændringsforslag fra de øvrige medlemsstater, så er balancen på vinmarkedet, så vidt jeg kan se, i vidt omfang etableret. Når De især tænker på, at vi i den reformerede vinmarkedspolitik jo da helt klart vil dæmme op for den obligatoriske destillation, bør vi efter min mening ikke fremkalde det indtryk, at vi nu igen tiltræder tilbagevejen. |
Mange tak, hr. Fischler. Spørgsmål nr. 53-60 besvares skriftligt. Spørgsmål til Loyola de Palacio |
Spørgsmål nr. 61 af (H-0156/00): Om: Genåbning af jernbaneforbindelsen Oloron-Canfranc Kommissionen har udtalt til den spanske presse (9. februar 2000, agenturet EFE), at den var klar over nødvendigheden af en jernbaneforbindelse midt i Pyrenæerne, og at den spanske regering ønskede at genåbne jernbaneforbindelsen Oloron-Canfranc (Vallée d'Aspe) på den franske side. Kommissionen har ligeledes bekræftet, at hvis de to stater nåede til enighed, ville den støtte opførelsen af denne forbindelse på de transeuropæiske net ved den næste behandling af retningslinjerne for dette net. Er det imidlertid ikke først og fremmest Europa-Kommissionens opgave at tilskynde de to berørte medlemsstater til at gennemføre foranstaltninger til omlægning af den modale trafik til jernbanen og overbevise dem om at nå til enighed om genåbning af denne forbindelse? Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe allerede nu for at fremskynde denne aftale? |
For så vidt angår Deres spørgsmål vedrørende genåbningen af jernbaneforbindelsen Oloron-Canfranc, er man nødt til at se på alternativer ad land- eller søvejen, som kan bruges til at lette en situation med trafikpropper i de to yderste punkter af Pyrenæerne, såvel det østlige som det vestlige. I disse to ydre dele af Pyrenæerne befinder vi os faktisk i en mætningssituation, eftersom de udgør de eneste virkelige landeforbindelser af en vis kapacitet mellem Den Iberiske Halvø og resten af det europæiske kontinent. I Kommissionen har vi været positivt indstillet over for analysen af en jernbaneforbindelse midt i Pyrenæerne, og vi har støttet flere initiativer i regionen via tilskud til forskellige undersøgelser for at kunne analysere mulighederne. Som De jo ved, har Spanien og Frankrig derudover oprettet et trafikobservatorium i Pyrenæerne for at finde den mest hensigtsmæssige løsning på det problem, de står over for. Under alle omstændigheder er det op til medlemsstaterne at træffe den endelige afgørelse. I de transeuropæiske net kan vi ikke medtage noget, som ikke støttes af medlemsstaterne. Imidlertid vil jeg sige, at Kommissionen vil tage hensyn til arbejdsresultaterne fra trafikobservatoriet i Pyrenæerne, når de transeuropæiske net skal revideres. Det er en revision, som vi håber vil være færdig inden august. |
Tak for svaret, fru kommissær. Jeg ville imidlertid gerne vide, hvad Kommissionen konkret gør for at sikre, at medlemsstaterne etablerer et egentligt jernbanenet over Somport-passet. Der er anlægsarbejder i gang for så vidt angår vejtrafikken. Man må derfor spørge, hvad der videre vil ske. Personligt frygter jeg, at man anlægger en lille turistjernbane, som måske kan glæde enkelte miljøaktivister, og så i øvrigt lader det blive ved det. Der er imidlertid gennemført undersøgelser - eksempelvis Gretab-undersøgelsen - som påviser, at med en jernbaneforbindelse, som dækker strækningen fra Somport-passet via Pau og Canfranc til Jaca, vil lastvognskapaciteten kunne nå et niveau svarende til det antal lastvogne, der i dag passerer Mont Blanc-tunnellen. Hr. Lamoureux har på vegne af Transportudvalget fremsat forslag om, at EU fremover prioriterer jernbanetransporten langt højere. Jeg ville derfor gerne vide, hvilke konkrete foranstaltninger, De agter at træffe for at pålægge medlemsstaterne samme prioritering. |
Fru Isler Béguin, jeg kan meddele Dem, at vi prøver at overbevise medlemsstaterne i forbindelse med de samtaler og synspunkter, som kommer frem i de forskellige sager og undersøgelser, der indsendes. Men med hensyn til jernbaneforbindelsen Oloron-Canfranc har vi, som De sikkert udmærket ved, et problem med et af grænselandene. Det er uden tvivl problematisk at krydse de store bjergkæder i Den Europæiske Union. I den henseende støttede Kommissionen i 1999 en undersøgelse om iagttagelsen af varestrømme i transit på land og om udvekslinger i de følsomme områder. Det drejede sig helt konkret om Pyrenæerne og Alperne, fordi problemerne her ligner hinanden temmelig meget. Jeg vil sige, at vi derudover har til hensigt at udsende en meddelelse desangående - om Pyrenæerne og Alperne - inden årets udgang, hvor vi vil foreslå konkrete løsninger. Men løsningerne skal naturligvis accepteres af medlemsstaterne. Og jeg kan meddele Dem, at vi også vil tage hensyn til konklusionerne fra den undersøgelse, vi er ved at gennemføre, når vi reviderer retningslinjerne for de transeuropæiske net. Derudover har Interreg II-programmet også finansieret gennemførelsen af generelle undersøgelser om, hvorvidt en fremtidig strækning midt i Pyrenæerne, som er tilpasset den tunge varetransport, er relevant og kan gennemføres. Når det er sagt, mine damer og herrer, så forstår jeg, at der skal gøres store bestræbelser for at udvikle varetransporten med tog, hvilket jeg også har gjort klart rede for ved et af mine fremmøder. Vi står med en efterspørgsel, som i hvert fald ikke vil kunne klares ved at bygge flere landeveje, og vi er nødt til at undersøge, hvordan vi bedre kan anvende jernbaneinfrastrukturerne, som ikke alene er et langt mere passende alternativ set ud fra et miljømæssigt aspekt, men som også er et alternativ, der vil gøre det muligt at anvende nogle af de allerede eksisterende infrastrukturer. I andre tilfælde som i det konkrete tilfælde, vi taler om, skal infrastrukturerne op og stå, men vi er naturligvis villige til at tale med landene - og det gør vi - for at se, om vi kan opnå, at et sådant projekt, som muliggør en jernbanestrækning midt i Pyrenæerne, i sidste ende kan accepteres af grænselandene. |
Fru næstformand for Kommissionen, jeg vil gerne vide, om det er rigtigt, at der er en medlemsstat, der skaber problemer, hvilket land det drejer sig om, og hvilken slags problemer landet skaber. Og på den anden side, da De nu selv nævnte det: Kan De præcisere, hvornår vi vil få Kommissionens meddelelse om denne bebudede rapport Alperne - Pyrenæerne? |
Da De nu spørger om det, så er det indtil nu Frankrig, der har modsat sig. Naturligvis er det landene på halvøen, der er mest interesseret. Dette får ikke alene indflydelse på grænselandet Spanien, men ligeledes på landevejstrafikken fra Portugal, fordi Pyrenæerne virker som en mur. Det, der hovedsageligt behandles i meddelelsen om de følsomme områder, er, hvordan man kan kombinere to elementer: de miljøkrav, som såvel Pyrenæerne som Alperne stiller, samt behovet for at tillade varers og personers bevægelighed. Som jeg fortalte Dem, har vi til hensigt at udsende meddelelsen før årets udgang, og derudover vil vi ikke alene analysere særegenhederne i disse følsomme områder, men også de specifikke løsninger, som kan overvejes på området bedre infrastrukturer, finansiering, anvendelse og sikkerhed. For der er også sikkerhedsaspekter forbundet med anvendelsen af store tunneller, og de er også vigtige. |
Spørgsmål nr. 62 af (H-0163/00): Om: Promillegrænser i trafikken Kommissionen har siden 1988 slået til lyd for fællesskabslovgivning om det højst tilladte alkoholindhold i blodet i trafikken. I 1997 erklærede Kommissionen, at det er nødvendigt for at nedbringe antallet af dødsofre og øge trafiksikkerheden. I dag varierer reglerne for det tilladte alkoholindhold i Europa kraftigt, fra 0,2 promille i Sverige til 0,8 promille i visse andre lande. Erfaringerne fra Sverige er meget positive. Trafiksikkerheden øges ved en lav promillegrænse. EU udsteder lovgivning for at fremme den frie bevægelighed og trafiksikkerheden. Hvorfor er Kommissionen uvillig til at fremsætte forslag om promillegrænser i trafikken, skønt det ville nedbringe antallet af dødsofre? |
Som alle ved, er indtagelsen af for store mængder alkohol skyld i en stor del af de ulykker, der sker på vores landeveje. I den henseende har Den Europæiske Union støttet, og Kommissionen har ment, det var vigtigt, at der i medlemsstaterne var en begrænsning af det generelle indeks for alkoholindhold i blodet netop for at garantere, at de passende grænser ikke overskrides. Kommissionen mener, at det passende niveau generelt ligger på omkring 0,5 promille, og i visse tilfælde med nye bilister kunne man f.eks. også overveje at nedsætte dette indeks og gøre det endnu mere restriktivt, i det mindste i en periode. Man må imidlertid præcisere, at selvom Kommissionen skal fastsætte denne slags kriterier, så skal den gøre det via henstillinger. Når man tager hensyn til subsidiaritetsprincippet, er det ikke hensigtsmæssigt, at vi foreslår et direktiv, der fastsætter denne alkoholbegrænsning. Det er bedre i denne henseende at udsende en henstilling til medlemsstaterne. |
Alkohol er den næststørste sundhedsrisiko i EU ifølge en rapport om sundhed fra en gruppe på højt niveau. Alkohol er også den største årsag til ulykker på de europæiske veje og en meget væsentlig årsag til de alvorlige ulykker. Jeg synes, at det er rigtigt godt, at Kommissionen også mener, at promillegrænsen skal holdes nede på et lavt niveau i trafikken. Sikkerhed og alkohol hører nemlig ikke sammen. Vi ved af erfaring fra de lande, som har en lav promillegrænse, at dette er en måde at reducere antallet af dræbte og antallet af alvorlige ulykker på. Jeg vil gerne stille kommissæren et tillægsspørgsmål: Hvorfor er det umuligt at udfærdige et direktiv på dette område, når de fleste lande nu har en maksimumsgrænse på 0,5 promille, og kun et fåtal har en grænse, der er højere end 0,5 promille? |
Som De rigtigt nok sagde, registreres der hvert år på de europæiske landeveje ca. 10.000 dødsfald, som skyldes en for stor indtagelse af alkohol. De fleste lande ligger på 0,5 promille. Grænsen på 0,8 promille gælder kun i Irland, Luxembourg, Italien og Det Forenede Kongerige, og det er kun Sverige, der ligger under 0,5 promille. Vi vil udsende en meddelelse om færdselssikkerhed, som Europa-Parlamentet snart vil modtage, og henstille til en maksimumsgrænse på 0,5 promille. Vi mener, vi skal gemme lovgivningen til de sager, hvor det er absolut nødvendigt at lovgive. Eftersom der kun er få lande, der har fastsat et niveau, der ligger over 0,5 promille, mener vi, denne henstilling vil være tilstrækkeligt til, at medlemsstaterne harmoniserer sine egne lovgivninger. Vi mener, at subsidiariteten og henstillingen vil være tilstrækkeligt til, at niveauet for alkohol i blodet i de forskellige lande bliver fastsat til 0,5 promille eller under 0,5 promille. |
Da vi taler om spritpromiller, vil jeg gerne vide, om kommissæren i sin indstilling også vil se på det bredere spørgsmål om narkotika? Det er et vigtigt spørgsmål, der ofte bliver udeladt, når vi taler om trafiksikkerhed. Kommer det nogen sinde med i henstillingen? |
Problemet er naturligvis, at stoffer bringer bilisten i en tilstand, som klart begrænser reaktionsevnen. Det problem, som stoffer skaber, er, at forbruget i nogle lande kan få strafferetlige følger, mens det i andre lande ikke kan. Og i en sådan situation med forskelligartede behandlingsformer kan vi ikke i denne henseende komme videre på området, i det mindste ikke for indeværende. Imidlertid er det et spørgsmål, som bekymrer mig, ligesom det bekymrer Dem, og jeg vil se, om vi kan komme videre på dette område inden for de nye handlingsområder og helt konkret inden for de nye områder for fællesskabspolitik. Endelig skal det tilføjes, at for så vidt angår stoffer, så er kontrollen sværere, eftersom kontrolsystemerne hverken er så automatiske eller så umiddelbare som i tilfældet med alkoholindhold i blodet. |
Spørgsmål nr. 63 af (H-0164/00): Om: Jernbanestrækningen Verona-München Forslaget om en ny jernbaneforbindelse mellem Verona og München har været drøftet i flere år. Trafikken på strækningen Verona-München tiltager, men kun en tredjedel af den nuværende jernbanelinjes kapacitet udnyttes. For at mindske den luft- og støjforurening, der forårsages af lastvognstrafikken, kunne en løsning bestå i at overføre hele den tunge transittrafik til jernbane. For at gennemføre dette er det nødvendigt at forhøje motorvejsafgifterne for godstransport og tilbyde en hurtig og velfungerende jernbanelinje. Hvis der skal opføres nye konstruktioner, er det nødvendigt at finde frem til den løsning, der har den mindste indvirkning på miljøet. Da der er tale om en infrastruktur, som skal vare i flere hundrede år, er det nødvendigt at finde den bedste løsning. Kommissionen foretrækker åbenbart tunnelprojektet i Brennerpasset. Hvorfor agter Kommissionen ikke endnu en gang at evaluere det alternative projekt ATT3 fra ingeniørerne Trojer og Kauer? Har Kommissionen analyseret miljøindvirkningerne af de forskellige projekter til jernbaneforbindelse mellem Verona og München? Kan Kommissionen finansiere endnu en undersøgelse af spørgsmålet om transport gennem Brennerpasset? |
Jernbaneprojektet mellem München og Verona, som regeringerne i Italien, Østrig og Tyskland allerede blev enige om i 1994, er medtaget i de transeuropæiske transportnet, og det planlægger opbygningen af et højhastighedsnet med kombineret varetransport. I princippet følger strækningen i det store hele den nuværende sædvanlige rute. Forslaget om projekt ATT 3, som Kommissionen kender, afviger fra den rute, der er etableret i retningslinjerne for de transeuropæiske net. Jeg må sige, at forberedelses- og opbygningsforanstaltningerne altid har været baseret på de aftalte ruter, og hvis vi fjerner os fra denne oprindelige problemstilling, vil det bevirke en større forsinkelse i udviklingen af selve projektet. Ud over dette ATT 3-forslag, som De er interesseret i, modtog Kommissionen en række alternative forslag. På baggrund af de tekniske, økonomiske og miljømæssige evalueringer fra de forskellige involverede medlemsstater mener Kommissionen, at den såkaldte mulighed for en grundtunnel, som er den, der gennemføres, indebærer en række fordele sammenlignet med de andre alternative ruter. Jeg må også sige, at en betydelig del af den økonomiske hjælp, som er tildelt, er direkte forbundet med projektets miljøaspekter. Vi vil fortsætte med at støtte projektet om Brennerpasset økonomisk og især det tekniske design af grundtunneldelen, som snart påbegyndes. Man må tage hensyn til, at det er et følsomt område, som jeg sagde for et øjeblik siden, da jeg talte om et problem i Pyrenæerne. Så lige meget, hvilke skridt der tages, er elementet "miljøindvirkning" et af nøgleelementerne, når det konkrete projekt skal udvælges, og når der skal foretages en opfølgning på projektets gennemførelse. |
Hr. formand, jeg anmoder i denne sammenhæng blot om, at det tages med i overvejelserne, at et højhastighedstog på grund af støjgenerne naturligvis er en stor gennemskæring af terrænet overalt, hvor det ikke går under bjerget, og jeg anmoder kommissæren om at overveje, hvorfor det ikke skulle være muligt med en Brennerbasistunnel - ligegyldigt hvilken - at nå frem til det gennembrud, som i længden løser problemet mellem München og Verona. Det ville nemlig ikke være forbundet med særlige problemer at flytte hele transittransporten af tungt gods over på jernbanen og ind i bjerget og dermed løse problemet for evigt. Vi skal bare have et forbud mod transittransport af tungt gods. Så ville Brennermotorvejen, som nu er overbelastet, og langs hvilken vi får nogle problemer også af socialpolitisk natur, være aflastet og fri for privat trafik og for den lokale transport af tungt gods. |
For at forbyde tung transport er det første, man skal have, bl.a. en alternativ rute til denne tunge transport. Faktisk findes en sådan rute ikke i dag, og derfor skal man først på passende vis udvikle de tilsvarende ruter. Alt dette er utvivlsomt forbundet med vores samfund og dets udvikling. Men jeg tror heller ikke, at vi kan begrænse denne udvikling. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre os alle de nødvendige bestræbelser, for at denne udvikling sker på en sådan måde, at den tager så meget hensyn til miljøet som muligt og med så få negative virkninger på miljøet som muligt, især i de følsomme områder, som Alperne eller selve Pyrenæerne kan være. |
Hr. formand, jeg vil gerne udtrykklig sige tak til kommissæren for den store lydhørhed, hun hidtil har udvist, hvad angår trafikken over Brenner og Brennerbasistunnellen, og navnlig også for de ord, som ofte er blevet gentaget her, at der skal tages ganske særlige hensyn til miljøet. Jeg gør opmærksom på, at det alternative projekt ATT3 - for det vil jeg gerne takke hr. kommissær Kinnock og generaldirektør Coleman - i de sidste to år allerede er blevet undersøgt udførligt og dybtgående af Kommissionen, hvilket jeg også har fået skriftlig underretning om. Jeg vil gerne tilføje, at der i hr. Messners spørgsmål står følgende: "Hvis der skal opføres nye konstruktioner, er det nødvendigt at finde frem til den løsning, der har den mindste indvirkning på miljøet." Det er mig helt uforståeligt, at man stiller det krav til Kommissionen, at indvirkningen på miljøet skal være så ringe, som det på nogen måde er muligt. Det drejer sig her om befolkningen i et følsomt område, og den skal beskyttes. Når det så oven i købet kommer fra De Grønne, er det så meget desto mere uforståeligt, og det skal derfor forkastes. |
Helt konkret er projektet om Brennerpasset et af 14 projekter om transportforbindelser på tværs af Europa, og Kommissionen vil naturligvis blive ved med at støtte dette projekt, selvom det i sidste ende er medlemsstaterne, som skal gennemføre udviklingen af det. |
Mange tak, fru kommissær. Da spørgetiden til Kommissionen er udløbet, besvares spørgsmål nr. 64-114 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Kommissionen afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.25 og genoptaget kl. 21.00) |
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0054/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles (10656/2/1999-C5-0223/1999 - 1996/0312(COD)) holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke (Ordfører: Schnellhardt). |
Hr. formand, De har allerede sagt, at det er andenbehandlingen af forordningen om tildelingen af EF-miljømærket. Det europæiske miljømærke er, må man sige, et barn af det indre marked. Dets funktion er - delvis som svar på de voksende varestrømme over grænserne - at mærke produkter og tjenesteydelser, der er særlig miljøvenlige. Dets funktion er således på den ene side den grænseoverskridende information til forbrugerne, på den anden side gælder det om at udvikle en bevidsthed i industrien og hos borgerne til at se og skabe miljøpolitiske sammenhænge. Netop i forbindelse med de daglige indkøb er dette af stor betydning. Jeg mener stort set ikke, der er noget behov for at diskutere meningen med et europæisk mærke, der er tilpasset det europæiske indre marked. Der er dog ofte lang vej, fra en god idé opstår, og til den bliver gennemført på en fornuftig måde. Således forholder det sig også med miljømærket. Mærket udmærker sig desværre i dag først og fremmest ved, at det stort set er ukendt i de fleste lande. Jeg tror, at kun de færreste borgere har set det. Den fuldstændigt utilstrækkelige forberedelse af mærket har således fået den største opmærksomhed inden for rammerne af mit ordførerskab. Hvad er svaghederne ved den hidtidige miljømærkeforordning, der har ført til den nuværende utilfredsstillende situation? Jeg tror, at et af hovedproblemerne er mærkets omkostningsstruktur. De prøvninger, som virksomhederne skal gennemgå med deres produkter for at opnå mærket, er lange og dyre. Vi kræver derfor, at der allerede ved opstilling af prøvningskriterierne tages hensyn til størst mulig omkostningsminimering. Det siger naturligvis sig selv, at dette ikke fejlagtigt må opfattes som en udvanding af prøvningskriterierne. Ud over omkostningerne til kontrolproceduren er det naturligvis de løbende gebyrer, der skal betales til den europæiske miljømærkeordning, der vejer tungt. Også på dette område planlægger vi en begrænsning af omkostningerne for små og mellemstore virksomheder, firmaer fra udviklingslande samt virksomheder, der er engageret inden for andre områder af europæisk og international miljølovgivning. I den forbindelse kan jeg f.eks. nævne EMAS og ISO 14001. Ud over en mindskning af omkostningerne for bestemte virksomheder indeholder betænkningen et maksimumsgebyr. Med denne fremgangsmåde følger vi eksemplet fra næsten alle nationale mærkeordninger, der ligeledes indeholder et tilsvarende loft. Formålet med dette tiltag er også at gøre mærkeordningen interessant for de store forbrugsvareproducenter og tjenesteudbydere. Det drejer sig ikke om en gave til de store multinationale foretagender, således som det til dels bliver kritiseret - det vil jeg helt klart sige her - men derimod om et vigtigt skridt i retning af, at mærket får en bredere virkning. Desuden må vi være klar over, at vi ikke kan få fast grund under fødderne uden en vis igangsætningsfinansiering. Dette bidrag bør vi efter min mening påtage os. Et andet vigtigt punkt ved andenbehandlingen er en ordning af forholdet mellem nationale miljømærker og det europæiske mærke. Under førstebehandlingen krævede vi endnu en trinvis afskaffelse af de nationale mærker til fordel for miljømærket. Det er ikke uden grund, at vi har ændret vores standpunkt. I nogle lande er nationale mærker veletableret og accepteret i samfundet. Dette gælder f.eks. den nordiske Svane i Skandinavien og Den Blå Engel i Tyskland. Jeg mener, at det er modstridende og ikke i subsidiaritetens ånd at afskaffe disse veletablerede mærker til fordel for et endnu ikke etableret europæisk mærke. Nej, vores tiltag skal være et andet. Vi må sørge for at få det koordineret, således at nationale og europæiske mærker kan eksistere side om side. I den forbindelse er den arbejdsplan, der er indeholdt i den fælles holdning - og som vi har udbygget på nogle punkter, men det tror jeg også, vi får støtte til - af stor betydning. Miljømærkeforordningen er en balanceakt mellem økonomiske interesser og miljøinteresser. Den ene gruppe ønsker først og fremmest at få gennemtvunget strenge miljøkrav, mens den anden i højere grad skeler til marketingaspektet i mærket. Begge grupper har dog det til fælles, at de ønsker, at miljømærket bliver en succes. Jeg mener, at vi med den forordning, som vi vedtager i dag, har fundet et godt kompromis mellem alle involverede gruppers interesser. Jeg er overbevist om, at Europa-Parlamentets konstruktive forslag også vil vinde gehør i Rådet og sørge for, at det europæiske miljømærke opnår større succes. |
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, i går var der en taler her i Parlamentet, der mente, at globaliseringen af økonomien ikke var nogen uomtvistelig nødvendighed, men derimod var resultatet af nogle multinationale foretagenders onde gerninger. Først syntes jeg, at denne bemærkning var rørende, men den er naturligvis farlig og vildledende. For intet af det, som vi gør økonomisk-politisk eller miljøpolitisk i Europa, kan ses isoleret fra en eventuel global udvikling. Og dette gælder naturligvis også tildelingen af et miljømærke i Den Europæiske Union. Netop de strandede WTO-forhandlinger i Seattle har vist os, hvor svært det er for Europa at gøre sig forståelig over for tredjelande med de videregående socialpolitiske og miljøpolitiske standarder. Hvis vi i dag bliver enige om en ny tildeling af et europæisk miljømærke, må vi allerede nu tage i betragtning, at det jo er et uhyre vigtigt signal til tredjelandene, at det vil optræde på vores produkter i udviklingslandene, og at der naturligvis vil og kan findes efterligninger. Miljømærket skal og vil signalere en lang række vigtige miljøpolitiske idéer over for tredjelande. Man kan mindske negative miljøpåvirkninger i produktionen af bestemte produktgrupper. Fælles mål for miljøvenligt forbrug skal fremmes, og det skal være muligt at forene det med tilsvarende internationale standarder. Globaliseringen af økonomien har gjort og vil i fremtiden gøre det muligt for udviklingslandene at deltage i de rige landes velstand. Men en ting må være klar fra begyndelsen - og det gør den foreliggende fælles holdning også tydeligt: Der skal gælde de samme regler for alle stater. Hvis produktionsanlæg i et land skal være i overensstemmelse med miljømærkets krav, så gælder det for alle produktionsanlæg, der producerer dette produkt. Hvis vi opnår det, har vi globaliseret en vigtig miljøpolitisk tanke. |
Hr. formand, dette forslag styrker, forbedrer og skærper det frivillige miljømærkningssystem, som har eksisteret i EU siden 1992, og som desværre ikke har været så vellykket, som man havde håbet på. Vi ved fra Svanen i de nordiske lande og Den Blå Engel i Tyskland, at miljømærkning af produkter har stor betydning og er et kraftfuldt instrument, når det handler om at få forbrugerne til at ændre købeadfærd og handle miljøvenligt. Det er jo det, vi alle vil, nemlig at kunne handle miljøvenligt, så vi kan påvirke producenterne og udviklingen i samfundet til fordel for flere økologiske produkter og tjenester. Jeg synes, at Rådets holdning er relativt god. Jeg er også tilfreds med ændringsforslagene fra udvalget og fra hr. Schnellhardt. Jeg mener dog, at der er visse ting, der skal styrkes. Det gælder først og fremmest forbruger- og miljøorganisationernes rolle og sameksistensen af forskellige miljømærkningssystemer. De, som argumenterer for, at man kun skal have ét miljømærkningssystem, begår efter min mening en stor fejl. Jeg er fuldt ud overbevist om, at dér, hvor der findes et velfungerende miljømærkningssystem, vil EU-blomsten også kunne introduceres meget lettere og meget hurtigere. Det handler om at få forbrugerne til at kigge efter og vælge miljømærkede varer. Har man én gang ændret købeadfærd, er det meget enkelt. Nøglen til succes ligger i vid udstrækning hos den opinion og den troværdighed, som miljøorganisationerne og forbrugerorganisationerne udgør. Hvis disse inddrages rigtigt, vil udviklingen også gå meget hurtigere. Hr. formand, jeg vil gerne fremsætte en bemærkning vedrørende forretningsordenen ... |
Hr. formand, det forslag, vi debatterer nu, om et revideret fællesskabsprogram for tildeling af miljømærke, er blevet ændret væsentligt siden Kommissionens oprindelige forslag. Det er også blevet ændret betydeligt i sammenligning med Europa-Parlamentets førstebehandling. Glædeligt nok er stort set alle disse ændringer forbedringer. Vi i GUE/NGL-gruppen mener, at vi har fået gennemført relativt mange af de synspunkter, vi havde allerede ved førstebehandlingen. For os var følgende principper vigtige, da vi vurderede forslaget: For det første må det fælles miljømærke ikke forhindre eller erstatte nationale miljømærker, som i dag faktisk fungerer betydeligt bedre end EU-blomsten, både når man ser på antallet af mærkede produkter, og på, hvor kendte de er hos forbrugerne. Det er derfor meget vigtigt, at idéen om at forbyde nationale miljømærker er blevet slettet. Det er efter min mening også vigtigt at erkende, at der ikke er noget til hinder for, at der eksisterer parallelle miljømærker. I Skandinavien, som måske har det bedst fungerende miljømærkningssystem i dag, findes der allerede nu flere miljømærker, som fungerer relativt godt side om side, og som supplerer hinanden. For det andet ønsker vi, at miljøbevægelsen skal have afgørende indflydelse på både tildelingen af miljømærker og kriterierne for at få dem. Det er vores erfaring, at det vil give mærkerne større troværdighed. Desuden fungerer systemet udmærket dér, hvor det er blevet indført. Vi glæder os derfor meget over, at man har sluppet tanken om en mere kommerciel organisation. Jeg synes også, det er fint, at man har sluppet tanken om et trindelt miljømærke. Det er lettere med kun én blomst. Et trindelt system, som man havde fra starten, ville formentlig i højere grad forårsage bekymringer, end det ville bidrage med information. Vi er også tilfredse med, at forslaget skal omfatte tjenesteydelsessektoren. Alt i alt mener vi, at den fælles holdning og de ændringsforslag, der er blevet fremsat, inklusive ændringsforslagene fra GUE/NGL-gruppen, gør dette til en ganske udmærket betænkning. |
Hr. formand, da jeg for nylig var på besøg hos min svigerinde, bemærkede jeg, at hun havde en beholder med "miljøvenligt" opvaskemiddel. Da jeg kommenterede det, så hun temmelig brødebetynget ud og indrømmede, at den grønne flaske nu indeholdt almindeligt opvaskemiddel, da det alternative produkt ikke blot var dyrere, men at der også skulle bruges fire gange så meget af det, og det endda, uden at tallerkenerne blev helt rene. Ved at genbruge beholderen kunne hun både vaske effektivt op og imponere sine miljøbevidste venner. Moralen i denne historie er naturligvis, at miljøvenlige produkter skal være lige så effektive som alternativerne, hvis de skal kunne konkurrere på lige fod med andre produkter. Kun derved kan disse produkter bevæge sig fra deres nichemarked og ind på det almindelige marked. Miljømærket bør ikke give associationer i retning af middelmådighed. Den tyske Blå Engel og den nordiske Svane har været toneangivende inden for miljømærkning. At kassere disse velfungerende ordninger nu svarer til at kaste barnet ud med badevandet. Jeg kan se den langsigtede værdi af et fælles europæisk miljømærke, men det skal ikke trækkes ned over hovedet på de eksisterende ordninger. En fælles ordning giver fordele for erhvervslivet - ét registreringsgebyr, kontrol, standardiseret indpakning - og for forbrugerne, der ikke forvirres af et væld af mærker. Miljømærkning bevæger sig fra skovprodukter og rengøringsmidler til computere og husholdningsartikler, men hvorfor stoppe der? Man kan også registrere tjenester som turisme og rene skatter. Endvidere kan andre grupper af mindre virksomheder samarbejde og foretage en fælles registrering. I Det Forenede Kongerige har vi en blomstrende sektor for etiske finansielle tjenesteydelser, der tilbyder opsparinger og pensioner, der investerer ud fra et grønt perspektiv. De bør ikke blot have ret til at bruge et miljømærke, men skal også uhindret kunne sælge deres produkter i EU på et fælles marked for finansielle tjenesteydelser. |
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil naturligvis gerne starte med at takke Europa-Parlamentets Udvalg om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, især de to ordførere, hr. Schnellhardt og hr. Poggiolini, for det meget konstruktive arbejde, de har ydet ved revisionen af forordningen om miljømærkning. Forslaget om et revideret fællesskabsprogram til tildeling af et miljømærke tager hovedsageligt sigte på at gøre programmet mere effektivt og mere åbent samt at forbedre de anvendte metoder. Dette vil gøre det mere attraktivt for både producenter, distributører og forbrugere. Forslaget giver navnlig større ansvar til de organer, der er ansvarlige for miljømærkning, og de forskellige interessegrupper, når det handler om at fastlægge økologiske kriterier. Kommissionen mener, at disse mål vil blive opfyldt takket være samarbejdet med, og interessen fra, Europa-Parlamentet og Rådet. Jeg mener, at forholdet mellem EF-miljømærkningen og de nationale miljømærkningsprogrammer bliver defineret tydeligere og bedre i dette forslag. Forslaget styrker også interessenternes rolle og deltagelse. Det gælder navnlig de miljøorganer, som beskæftiger sig med miljømærkning, og de forskellige interessegrupper. Deres deltagelse er afgørende for, at dette frivillige instrument bliver fremmet og udbredt på den rigtige måde. Dette er et af de få europæiske instrumenter, som rent faktisk kan komme til at spille en central rolle, når det handler om at fremme et bæredygtigt forbrug. Hvad angår Europa-Parlamentets ændringsforslag, mener Kommissionen, at de har bidraget til at forbedre gennemgangen af forordningen. Med hensyn til ændringsforslag 1, 4 og 8, i hvilke det foreslås, at både miljøorganisationer og forbrugerorganisationer deltager aktivt, er Kommissionen enig i, at deres støtte og medvirken er af basal betydning for, at miljømærkningen bliver afbalanceret og troværdig. Vi kan derfor godkende disse ændringsforslag. Angående ændringsforslag 2, 3 og 7, som vedrører visse aspekter af samarbejde og samordning med nationale miljømærkningsprogrammer, er Kommissionen overbevist om, at fælles støttetiltag er vigtige, især med henblik på at gøre EF-miljømærkningen mere kendt. Vi kan derfor også godkende disse ændringsforslag. I ændringsforslag 5 foreslås fire måder, hvorpå man kan gøre afgiftsstrukturen mere fleksibel og let for dem, som ansøger om at blive accepteret. Kommissionen støtter dette overordnede mål. Miljømærkningen er jo trods alt frivillig, og afgifterne må ikke være så høje, at de, som gør den største indsats for miljøet, forhindres i at ansøge om miljømærket. Ændringsforslag 6 vedrører en reduktion i afgifterne for små og mellemstore virksomheder samt udviklingslande og understreger, at denne skal være mærkbar. Kommissionen kan ligeledes støtte dette ændringsforslag. Alt i alt kan Kommissionen derfor godkende samtlige ændringsforslag. |
Hr. formand, jeg ville tidligere, i slutningen af min foregående tale, fremsætte en bemærkning vedrørende forretningsordenen, som jeg gerne vil gøre formanden og Præsidiet opmærksom på. Forud for afstemningen i morgen skal det understreges, at der er visse ændringsforslag i denne betænkning, der ikke er oversat. De findes kun på engelsk. Det gælder f.eks. ændringsforslag 7 og 8. De findes kun på engelsk, hvilket er helt uacceptabelt. Hvis vi skal kunne stemme om denne betænkning, må man i det mindste læse disse ændringsforslag op, inden vi går over til afstemning. Det var mit første punkt. Det andet punkt handler om f.eks. arbejdsplanen for en miljømæssig strategi ... (Formanden afbrød taleren) |
Mange tak for bemærkningerne vedrørende ændringsforslagene. Parlamentets tjenestegrene ser på problemet, og teksterne vil forhåbentlig være oversat i morgen. Jeg bliver nødt til at afslutte forhandlingen, da vi er ved at løbe tør for tid. Tak, hr. kommissær, for Deres bidrag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen middag. |
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0056/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (11472/1/1999-C5-0274/1999 - 1998/0289(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrænding af affald (Ordfører: Blokland). |
På de omdelte ændringsforslag nr. 36 og 37 er jeg opført som medforslagsstiller. Det opdagede jeg i går aftes, og jeg gjorde DG1 opmærksom herpå i morges. I DG1 erkendte man, at der var sket en fejl i oversættelsestjenesten. Så bad jeg om, at det måtte blive rettet. Det nægtede man fra DG1' s side. Man sagde, at man ikke havde tid til det. Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at dette er helt uacceptabelt. Man har haft mere end 12 timer til at rette de pågældende ændringsforslag. Jeg er meget ked af, at de er omdelt til offentligheden med forkert angivelse af, hvem der er forslagsstiller. Det drejer sig altså om ændringsforslag nr. 36 og 37, som jeg ikke er medforslagsstiller til. |
Mange tak, fordi De nævner det. Vi vil forsøge at få det rettet til i morgen. |
Hr. formand, fru kommissær, allerførst vil jeg takke mine kolleger for det gode samarbejde. Herigennem har vi sammen kunnet stille forskellige ændringsforslag, og vi kunne nå til enighed om en række ting. Jeg tænker på kompromiset om direktivets anvendelsesområde. Desuden vil jeg takke Kommissionen for informationen og den tekniske rådgivning, som var meget nyttig. I et civiliseret samfund er det en selvfølge, at affald forarbejdes på en god miljøforsvarlig måde. I Det Europæiske Fællesskab vil dette i stadig højere grad ske gennem forbrænding af affald med energigenvinding. Det er indlysende, at denne proces kræver en god overvågning af emissionen af farlige stoffer. Når det er opnået, at frem for alt farligt affald og organisk affald ikke længere deponeres med henblik på at afværge uheldige følger for miljøet, bør forbrænding naturligvis frembyde miljøfordele. Gennem en skærpelse af emissionsstandarderne blev der under førstebehandlingen fundet en balance mellem, hvad der om fem til syv år er muligt, og hvad der ud fra en miljømæssig synsvinkel er nødvendigt. De emissionsværdier, som nu foreslås af Miljøudvalget, er et rimeligt kompromis. I denne forbindelse må det dog bemærkes, at strengere betingelser allerede opfyldes i forskellige medlemsstater. Det er vigtigt at opstille gode miljøstandarder, men det siger ikke alt om overholdelsen af disse miljøstandarder. Til overholdelse hører en passende kontrol, og dertil hører en ordentlig overvågning. Forestil Dem, at vi nu fastlægger udmærkede standarder for emissionen af farlige stoffer såsom dioxiner, men vi åbner på den anden side muligheder for at slippe uden om alle mulige forpligtelser med hensyn til overvågning. Vi løber hermed en risiko for, at vi alt i alt ikke er kommet et skridt videre, og for, at luftkvaliteten ikke forbedres. Desuden må vi også undgå, at det efter lang tid viser sig, at der optræder skadelige sundhedsvirkninger af den subtile grund, at emissionen af skadelige stoffer ikke er målt. Vi kan ikke forsvare det, hvis der opstår sygdomme såsom kræft eller blodsygdomme, som vi ikke har forhindret, fordi emissionen af skadelige stoffer fra affaldsforbrændingsanlæg ikke behøvede at blive målt. Med rette har bl.a. hr. Florenz påpeget, at det er meget vigtigt, at der er tydelige regler for målinger. Jeg forventer derfor, at vi sammen kraftigt vil støtte en ordentlig overvågning. For så vidt angår direktivets anvendelsesområde, bemærker jeg med glæde, at vi gennem et godt indbyrdes samarbejde er nået frem til en acceptabel formulering. Vi må imidlertid være klar over, at vi hermed er kommet et godt stykke bort fra førstebehandlingen i betragtning af, at kun ubehandlet træ dengang blev betragtet som en acceptabel undtagelse. For så vidt angår definitionen af kombineret forbrændingsanlæg, er det desværre ikke lykkedes at nå frem til enighed på forhånd. Efter mange diskussioner med forskellige kolleger og Kommissionen er der med ændringsforslag 43 fundet en simpel løsning, som muligvis er acceptabel. Hvis affald anvendes som erstatningsråstof såsom bl.a. ved genvinding af glas, falder den pågældende proces uden for direktivet. Hvis det imidlertid kun er en del af affaldet, der anvendes som erstatningsråstof, så falder denne proces ind under direktivet. For så vidt angår genvinding af energi, vil jeg gøre opmærksom på, at Europa-Parlamentet i november sidste år vedtog et beslutningsforslag om integrering af miljøet i energipolitikken, hvor der blev lagt særlig vægt på anvendelsen og udviklingen af de bedste metoder til genvinding af energi. Miljøudvalget anbefaler derfor også genvinding af energi gennem varme-kraft-kobling i forbindelse med forbrændingen af affald. Miljøudvalget har anmodet om måling af ammoniak. Ved en fejltagelse gælder standarderne for ammoniak imidlertid ikke for alle anlæg. Jeg har derfor på grund af konsistensen foreslået en ammoniakstandard for cementovne og for almindelige affaldsforbrændingsanlæg. For så vidt angår de kontinuerlige prøveudtagninger af dioxin, viser det sig, at dette udmærket er muligt. Som følge af dioxinkrisen i Belgien er man der begyndt med en sådan måleteknik. I en måned tages der en kumulativ prøve. Efter denne måned måles prøven, og resultatet giver et godt billede af mængden af dioxin, som er udstødt i den forløbne måned. Det vil være tydeligt, at dette er en bedre overvågning end måling to gange om året på et vilkårligt tidspunkt. Ifølge eksperter er udgifterne ikke højere, i betragtning af at målingen af kumulative prøver er meget billigere. Investeringen med henblik på apparatur til kontinuerlige prøveudtagninger tjenes således ind på få år. Under førstebehandlingen blev Kommissionens forslag betydeligt forbedret med bred støtte. Dengang blev der skabt forventninger hos borgerne. Jeg vil kraftigt opfordre mine kolleger til at opfylde disse forventninger. En konsistent linje fra Europa-Parlamentets side vil være godt for borgernes tillid, i hvert fald de borgere, som bor i nærheden af anlæg, som forbrænder eller medforbrænder affald. |
Hr. formand, fru kommissær, vi kan ikke gå ind for det omhandlede direktiv. Der er tale om en sammenskrivning af to direktiver, et om forbrænding af farligt affald og et om forbrænding af ikkefarligt affald. Den sammenskrevne tekst giver imidlertid anledning til problemer i forhold til flere af faserne i forbindelse med forbrænding af affald, nemlig indsamling af affald samt behandling og håndtering heraf. Hvorfor har man så valgt at sammenskrive de to direktiver, kunne man spørge. Svaret finder vi i den foreliggende Blokland-betænkning. Ordføreren er tydeligvis modstander af kombinerede forbrændingsanlæg. Imidlertid er han paradoksalt nok samtidig tilhænger af at blande farligt og ikkefarligt affald. Hvad bliver der så af hensynet til miljøet? Vi ønsker i vores gruppe ikke at favorisere hverken den ene eller den anden type forbrændingsvirksomhed, men anser begge typer for at være nyttige i forbindelse med affaldshåndteringen i EU. Vi bør respektere de enkelte medlemslandes praksis på dette område og opretholde den eksisterende balance inden for branchen, samtidig med at vi undersøger mulighederne for at forebygge eller begrænse miljøskader. Det er også den fremgangsmåde, der foreslås i den fælles holdning. Der bør lægges vægt på emissionsgrænseværdier for de mest skadelige stoffer, nemlig NOx, dioxiner og furaner. I den fælles holdning foreslås der indført en emissionsgrænseværdi for NOx fra 2007, når det gælder afbrænding af farligt affald. Hvad angår dioxiner og furaner, gøres emissionsgrænseværdierne bindende for alle typer affald. Hidtil har der kun eksisteret sådanne værdier for farligt affald. Det er beklageligt, at den foreliggende Blokland-betænkning foreslår urealistiske løsninger, når der foreligger flere direktiver om affaldshåndtering, som endnu ikke er gennemført eller kun mangelfuldt gennemført i medlemsstaterne. At ville gå endnu videre forekommer lidet frugtbart. At ville revidere direktivets emissionsgrænseværdier hvert tredje år forekommer helt urealistisk, når man betænker de omfattende investeringer, branchen må foretage. Branchen har behov for juridisk sikkerhed og rimelige frister. Det centrale problem er i virkeligheden, at vi i EU ikke præcist har defineret, hvad vi forstår ved affald. Derfor opstår der forvirring, hver gang en tekst vedrørende affaldshåndtering skal revideres, eller der skal udarbejdes nye forslag på området. Fru kommissær, det er nødvendigt at foretage en gennemgribende reform af affaldshåndteringen i EU. |
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske hr. Blokland med denne betænkning. Vi ved, at affaldsforbrænding er et meget vanskeligt og meget teknisk område, men jeg synes, man har lavet et anerkendelsesværdigt stykke arbejde i forbindelse med denne betænkning. I modsætning til fru Grossetête, synes jeg, at den fælles holdning og Bloklands betænkning vil yde et endda meget væsentligt miljømæssigt bidrag i forbindelse med forbrænding af affald, hvad enten vi taler om farligt eller ikke farligt affald. Jeg tror, vi her får et godt redskab til at forebygge og begrænse miljøskader i forbindelse med affaldsforbrænding, og vi får et godt redskab til at forebygge og begrænse de sundhedsrisici, der er forbundet hermed for os som mennesker. Og det er også nogle gode midler, der tages i anvendelse. Jeg vil bestemt støtte kravet om, at der laves en egentlig affaldsplanlægning med sortering af affald, at vi altså får afbrænding af affald kædet sammen med EU's samlede affaldslovgivning og får afbrændingsproblemet indplaceret rigtigt i affaldshirakiet. Jeg synes også, det er godt, at man nu får meget præcist angivet, hvilke anlæg der er omfattet af disse regler, og hvilke affaldstyper der dermed også er undtaget fra regelen. Om det meget vanskelige spørgsmål omkring definitionen af kombineret forbrændingsanlæg, herunder cementfabrikkerne, som jo har haft en ganske aggressiv lobbyvirksomhed i forbindelse med behandlingen af denne sag, vil jeg sige, at jeg synes, vi kan støtte ændringsforslag nr. 43, som jeg mener er en god præcisering af den fælles holdning. Og så er der endelig det helt centrale punkt om fastlæggelse af emissionsgrænseværdierne i forhold til luft og vand - hvad enten vi taler om tungmetaller eller støv, ammoniak, dioxin, svovldioxid eller andre farlige stoffer. Jeg synes, man her har fundet nogle forsvarlige niveauer, og der er lavet en rimelig balance imellem de egentlige forbrændingsanlæg og de kombinerede anlæg. En balance, som jeg håber vil holde, også under afstemningen i morgen her i plenarforsamlingen. Og igen i modsætning til fru Grossetête vil jeg sige, at jeg synes, at de niveauer, man her har lagt for emissionen, er realistiske, de er teknologisk mulige, og det er rent faktisk sådan, at de praktiseres i en del af medlemslandene. Man giver tilmed de eksisterende anlæg, som ikke opfylder kravene i dag, en ganske lang årrække til at tilpasse sig de nye krav, som her opstilles. Så jeg håber, at vi med afstemningen i morgen kan yde vores bidrag til en løsning af de miljømæssige og sundhedsmæssige problemer ved affaldsforbrændingen, sådan at de ufattelige mængder af affald, som vi skaber hver eneste dag, ikke skaber større skader for miljøet eller problemer for vores sundhed end højst nødvendigt. |
Hr. formand, hr. Blokland har udført et meget stort stykke arbejde! Dette emne er mere end indviklet. Desuden har lobbyisterne været helt utrolige. At der findes så mange, som bekymrer sig om affald i Europa, havde jeg aldrig troet. Man skulle tro, at det var guld og ikke affald, de talte om. Det tegner måske godt for fremtiden, at der er ved at vokse en genanvendelsesindustri frem med en så stor finansiel og medarbejdermæssig kompetence og kraft. Selvfølgelig skal EU skabe et bæredygtigt system til beskyttelse af luft, jord og vand. Det er et fælles engagement, et fælles ansvar. Det er også klart, at dette skal reguleres på EU-plan. Men er EU-planet det rette plan til at foretage så detaljerede tekniske beskrivelser, som man forsøger at gøre i dette direktiv? Burde det ikke hellere være sådan, at man traf beslutning om tilladte emissionsværdier for forskellige materialer, om målesystemerne, om hvordan målingerne skal foretages, og at man derefter anvender nærhedsprincippet? Der er nemlig en enorm forskel i måden at håndtere affald, måden at medforbrænde affald med store mængder biobrændsel mellem det nordlige Skandinavien, hvor transportvejene også er lange, og de tætbefolkede områder i Centraleuropa, hvor det, bogstavelig talt, mere handler om et renholdelsesproblem, mere om affaldsforbrænding, end det f.eks. handler om at generere kraftvarme. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ved lejlighed, dog ikke nu, debatterede mulighederne for at skabe en rammelov på dette område. |
Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Blokland med denne betænkning, der for første gang fastsætter fælles europæiske emissionsgrænseværdier for bl.a. dioxiner og furaner. Det skulle skabe større konkurrence mellem de forskellige affaldsbortskaffelsesmetoder og være medvirkende til at gøre en ende på transporten af farligt affald i Europa i jagten på de billigste affaldsoperatører. Med den forventede stigning i forbrændingen er det helt afgørende, at den overordnede EU-lovgivning om affaldsbortskaffelse og luftkvalitet er ensartet og dækkende. Vi skal se på hele hierarkiet. Forbrændingen af affald kan stige som følge af strengere kontrol med lossepladser, men det går ikke hånd i hånd med genbrug og miljøvenlige affaldsbortskaffelsesmetoder. Det er en dyr og langvarig proces at bygge nye forbrændingsanlæg, og da det er en langsigtet investering, vil det være i investorernes interesse at fortsætte affaldsforbrændingen. Det betyder, at der er fare for en overkapacitet, der vil fremme forbrændingen af profithensyn i stedet for at fremme reduktion, genbrug og sikker behandling af affald, hvilket er vores mål. Europa-Parlamentet skal beskytte sundheden og livskvaliteten for de mennesker, vi repræsenterer. Der findes ikke nogen sikker grænse for dioxinemissioner, og der er behov for yderligere forskning i mikropartiklernes skadelige indvirkning på menneskets helbred og miljøet. Vi skal derfor sikre hyppig prøvning og overvågning, give offentligheden regelmæssig adgang til detaljerede oplysninger og gøre en reel indsats for at bekæmpe overtrædelser af bestemmelserne. Ved at måle emissionerne to gange årligt kan man få en tidlig indikation af, hvad der sker i et forbrændingsanlæg og med den luft, som det omkringliggende samfund indånder. Man vil ikke få de samme indikationer, hvis man kun foretager målinger hvert andet år. Derfor skal vi fastsætte de bedst mulige standarder og undgå undtagelser, der svækker denne meget vigtige lovgivning. |
Hr. formand, affaldsstoffer slipper man ikke af med ved at dumpe dem i havet eller skyde dem ud i rummet og heller ikke ved blot at forbrænde dem. De kommer altid tilbage og ofte i en endnu mere skadelig form. Forbrænding kan medvirke til sygdomme, luftforurening, klimaændring og stigning af middelvandstanden. I øjeblikket forbrændes meget affald, men faktisk ikke i de nævnte dyre anlæg med røggasrensning. Disse anlæg moderniseres ikke yderligere. De lukkes endda, hvis det viser sig at være billigere at medforbrænde affald i cementindustrien og i elektricitetsværker. Derfor er det vigtigt, at forbrænding overalt er lige dyrt og overalt opfylder de samme høje miljøkrav. Om mange ting har venstre og højre i og uden for Parlamentet berettigede og forståelige meningsforskelle, for de repræsenterer modstridende interesser og opfattelser hos grupper i vores samfund. I forbindelse med dette emne burde det være anderledes. Enhver, fattig eller rig, må kunne trække vejret, forblive sund og holde sig tørskoet. Udelukkende en hensynsløs, kortsigtet tankegang og jagten på hurtige fortjenester kan forklare, at der alligevel gøres forsøg på at afsvække dette direktiv. Sådanne ændringsforslag reducerer direktivet til spilleregler for giftblandere og dem, der forårsager syndfloden. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe støtter derfor hr. Bloklands forslag og håber på, at destruktive ændringsforslag tages tilbage eller forkastes. |
Hr. formand, affaldshåndtering er helt central, hvis man skal sikre bedst mulige miljøbeskyttelsesstandarder. Desværre bidrager forbrugersamfundet til en stigende mængde husholdningsaffald, og der er også stigende bekymring over industriaffaldet. Heldigvis er borgerne nu bevidste om betydningen af at beskytte det naturlige miljø, og efter min mening bidrager det sociale og økonomiske klima til at nå dette mål. Under tidligere forhandlinger har jeg talt om behovet for at reducere affaldsmængden. Her spiller fødevare- og forbrugsvareproducenterne en vigtig rolle, specielt med hensyn til forskellige former for emballage og muligheden for genbrug, hvilket jeg naturligvis foretrækker. Vi er alle opmærksomme på behovet for at reducere den mængde affald, der køres ud på lossepladserne, og man skal gøre, hvad man kan, for at finde miljøvenlige alternativer. Efter min mening vil vi ikke inden for en overskuelig fremtid helt kunne eliminere lossepladserne, men vi skal ikke blot fortsat reducere mængden af affald, men også være mere selektive vedrørende de materialer, der smides bort. Der er megen offentlig modstand imod affaldsforbrænding, og i Irland har nye anlægsplaner skabt stor debat om placeringen af forbrændingsanlæg. Ikke desto mindre er det vanskeligt at forestille sig et komplet affaldsbortskaffelsesprogram uden forbrænding - specielt ved behandling af giftigt affald - og i den henseende skal man overveje at placere forbrændingsanlæggene på steder, hvor de ikke vil volde stor skade på det naturlige miljø. Til slut, hr. formand, er det indlysende, at der er brug for yderligere oplysende forhandlinger for at dæmpe borgernes bekymring over de sundhedsmæssige aspekter af forbrænding. De forskellige medlemsstater har gennemført omfattende forskning på området, og der er høstet mange erfaringer fra de mange moderne anlæg, der er i drift over hele Europa. |
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, først og fremmest vil jeg takke ordføreren for hans arbejde. Den foreliggende indstilling ved andenbehandling er et meget vigtigt lovgivningsdokument for miljøet, men også for økonomien i Den Europæiske Union. Det kan vi se af de mange breve, vi modtager fra miljøforeninger, men også fra erhvervslivet, først og fremmest fra cementindustrien, men også fra mange andre som f.eks. den træforarbejdende industri, papirindustrien, den metalforarbejdende industri osv. Jeg mener, at vi bør betragte begge argumenter som væsentlige, dem fra miljøorganisationerne, men også dem fra industriens side, fordi industrien ikke kun er fremkommet med økonomisk-politiske argumenter, men bestemt også miljøpolitiske. Det bør vi tage alvorligt. Ikke alle ændringsforslag, som måske er velmente ud fra et miljøsynspunkt, er, når alt kommer til alt, en forbedring af den nuværende situation. Det mener jeg, at man tydeligt kan se på nogle ændringsforslag, som blev fremlagt i udvalget inden for kombineret forbrænding, og som nu igen foreligger som forslag for Europa-Parlamentet. Hvis man begrænser kombineret forbrændingen, så er det jo ikke sikkert, at man derved faktisk opnår det, som vi ønsker miljøpolitisk. Vi ønsker jo frem for alt at spare på de fossile brændstoffer. Hvis man stiller forhindringerne forkert, når vi heller ikke miljøpolitisk frem til det rigtige mål. Derfor afviser vores gruppe de ændringsforslag, som hr. Blokland, De Grønne og andre på ny har fremlagt. Men jeg mener, at der findes nogle ændringsforslag, som blev vedtaget i udvalget, som man kan være medansvarlig for med god samvittighed for at forbedre den fælles holdning. F.eks. har jeg i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik fremlagt et forslag vedrørende NOx i forbindelse med kombineret forbrænding, som i det mindste for nye anlæg er noget mere ambitiøst end Rådets forestillinger. Jeg tror, at det er realistisk, og det siger industrien også underhånden. Derfor kan vi roligt være mere offensive her. Jeg tror således, at vi er på rette spor, hvis vi accepterer meget af det, der blev vedtaget i udvalget, men under ingen omstændigheder mere end det. |
Hr. formand, helt undtagelsesvist taler jeg ikke på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe, primært fordi jeg har nogle markante synspunkter vedrørende denne betænkning. Jeg mener, at hr. Blokland har udarbejdet den forkerte betænkning på det forkerte tidspunkt på det forkerte grundlag. Det er ikke længe siden, vi behandlede dette spørgsmål og udarbejdede et passende regelsæt, som hr. Blokland udtrykte tilfredshed med på daværende tidspunkt. Stillet over for opgaven har hr. Blokland udarbejdet en ny og revideret betænkning, der overgår alt, hvad vi tidligere har set. Vi kan ikke sige, at den er helt hen i vejret. Den indholder mange fornuftige forslag inden for områder, hvor teknologien giver basis for fremskridt. Men når vi for kun et eller to år siden gav industrien et sæt regler at gennemføre, kan vi helt ærligt ikke tillade os allerede nu at give den et helt nyt regelsæt. Vi må regne med, at det kommer til at tage tid at gennemføre denne betænkning. Hr. Blokland har også på mange måder overskredet sit oplæg. Navnlig forslagets anvendelsesområde går langt videre end tidligere direktiver og kræver en særlig lovgivning for en lang række processer, fordi de er væsensforskellige fra den simple forbrændingsproces. Hvis man skal være venlig over for direktivet, kan man sige, at det har sine gode passager. Desværre vil det give miljøpolitikken et dårligt ry. Vi bør ikke konstant vedtage nye bestemmelser vedrørende forbrændingsanlæg. Vi bør i stedet forsøge helt at undgå forbrænding. Parlamentets mål med affaldshåndteringsstrategien er ikke en konstant opstramning af reglerne vedrørende eksisterende forbrændingsanlæg, men at ændre affaldshåndteringens rolle, at ændre vores affaldshåndtering. Det ville være langt bedre, om vi i de næste par år koncentrerer indsatsen om genbrug, genanvendelse og andre måder at reducere affaldsbjerget på. Hvis ikke vi gør det, vil vi snart stå med det samme problem igen. |
Hr. formand, jeg er helt enig i hr. Bowes konklusion. Skønt den fælles holdning indfører en streng kontrol med de tilladte emissioner fra forbrændingsanlæg, ved jeg, at alle planer vedrørende opførelse af forbrændingsanlæg i mit land mødes af protester, fordi befolkningen ikke har tillid til driftslederens udtalelser, og jeg kan på sin vis godt forstå dem. Jeg og mange af mine kolleger vil således støtte de fleste af hr. Bloklands ændringsforslag, fordi vi ønsker de bedst mulige standarder. Det er overhovedet ikke noget problem for mig, hvis det er teknisk vanskeligt at gennemføre dem, for Storbritannien har en beskæmmende rekord med Europas laveste genbrug af husholdningsaffald, og der er rigelig plads til forbedringer. Mange af os forventer, at enhver regering i vores eget land vil fremme opførelsen af affaldsforbrændingsanlæg som et alternativ til at fremme alternativerne. Det vil betyde, at man fyrer op i ovnen og skaffer affaldet ude af øje og ude af sind, hvilket efter min mening er en forkert fremgangsmåde. Vi bør i stedet koncentrere os om at reducere affaldsmængden, genbruge det resterende og bruge forbrændingsanlæggene i yderste nødsfald. |
Hr. formand, jeg vil også gerne rette en tak til hr. Blokland for hans betænkning, der tilstræber en forbedring af Kommissionens forslag, samt til forfatterne til ændringsforslagene, der har samme mål. Men forbrænding skal ses som en sidste udvej, og som tidligere nævnt skal man primært fremme reduktion, genbrug og genanvendelse af affald. Jeg undrer mig lidt over hr. Bowes bemærkning om behovet for at reducere, genbruge og genanvende affald. Vil han fastholde denne holdning under forhandlingerne om emballagedirektivet? Det bliver interessant at se, om han holder fast ved sine principper. Som fru Evans sagde, er forbrændingen kun medvirkende til at fremme behovet for mere affald. Forbrænding er ikke økonomisk rentabel, hvis ikke der er tilstrækkeligt affald til at holde forbrændingsanlæggene i gang. Vi skal også huske på, at affaldet ikke forsvinder. Det omdannes til dioxiner og giftig aske. Hvad vil De gøre ved det? I Irland foreslår nogle operatører, at man bruger det i byggematerialer. Hvad er de langsigtede konsekvenser heraf? Uanset hvad min kollega hr. Hyland har sagt, har vi i Irland rystende dårlige resultater inden for affaldshåndtering. Vi har et af Europas største forbrug af lossepladser. Nu ser det ud til, at regeringen går fra lossepladser til forbrænding, og det præsenteres som det grønne valg. De siger: "Vi omdanner affald til energi - er det ikke fantastisk?", og i virkeligheden forsøger de at narre offentligheden til at tro, at det er en miljøvenlig løsning. For nylig afgjorde en retssag i Irland, at der ikke kunne placeres et forbrændingsanlæg i et landbrugsområde. Det var en meget vigtig afgørelse, fordi det er vigtigt, at vi indtager den rette holdning, og at vi primært ser på affaldshåndtering. Det er en stor misforståelse, at en regering foreslår at erstatte lossepladser med forbrændingsanlæg. Vi er nødt til at se på den egentlige årsag til, at affaldet er der i første omgang. |
Hr. formand, i ændringsforslagene fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik betoner man generelt et højt niveau af miljøbeskyttelse, og derfor kan mange af ændringsforslagene godtages. I de forskellige lande er der dog en forskellig infrastruktur for behandling og forbrænding af affald, og derfor er de samme bestemmelser i virkeligheden ikke ens for alle. I Finland og nogle andre lande er man nået langt med sortering af affald i nærheden af, hvor det produceres. Således brænder vi ikke blandet affald, ligesom man gør i visse lande. Forbrænding af blandet affald er en dårlig miljøpolitik. Sorteret affald kan forbrændes effektivt i en såkaldt kombineret forbrænding sammen med andre brændselsemner. I Miljøudvalgets ændringsforslag kombinerer man umotiveret forbrænding af blandet affald og kombineret forbrænding. Det kan ved indirekte økonomisk påvirkning svække niveauet af miljøbeskyttelse i de lande, der sorterer affald. Derfor bør ændringsforslag 14, 17, 18 og 27 ikke vedtages. Til sidst vil jeg bemærke, at cementindustrilobbyen ikke bør bringes i en bedre konkurrenceposition end anlæggene med egentlig farligt affald. |
Hr. formand, jeg er enig med fru Grossetête og fru Paulsen samt - temmeligt foruroligende for os begge - hr. Bowe. Men jeg vil fremsætte et særligt synspunkt vedrørende bekymrede tilkendegivelser fra landbrugssektoren i Det Forenede Kongerige inden for de seneste par dage. Et antal britiske parlamentsmedlemmer er blevet kontaktet af repræsentanter for landbrugere, der er bange for, at forbrændingsdirektivet skal gælde for forbrændingsanlæg på alle gårde i Det Forenede Kongerige. Der findes angiveligt tusindvis af sådanne forbrændingsanlæg, og gennemfører man fuldstændigt de kontrolforanstaltninger, der er anført i direktivet, vil det øge driftsomkostningerne for det enkelte forbrændingsanlæg med ca. 200.000 engelske pund. Sådanne forbrændingsanlæg bruges typisk til afbrænding af husdyrgødning og tomme pesticidbeholdere i mængder på under 50 kg i timen. Begge processer opfylder kriteriet om de bedste praktiske miljømæssige løsninger, og de accepteres af de britiske miljøinspektører. Der er ikke fremsat forslag om undtagelser i henhold til artikel 2, stk. 2, og lukningen af forbrændingsanlæg efter direktivets ikrafttræden ville give de britiske landbrugere enorme problemer med udgifter og bortskaffelse af husdyrgødning. Jeg har følgende spørgsmål til kommissæren, som hun forhåbentlig kan besvare, når hun kommer: Da vi ikke har fremsat forslag om undtagelser vedrørende forbrændingsanlæg på gårde, er det så første gang, Europa-Kommissionen har hørt om dette problem? Har De modtaget repræsentationer fra britiske ministre? Kan kommissæren sige noget om, hvornår det vil være muligt at revidere direktivet for at tage højde for disse undtagelser - hvis Parlamentet kan blive enigt om dem - og finder hun det sandsynligt, at man vil kunne acceptere en sådan undtagelse vedrørende afbrænding af husdyrgødning og tomme pesticidbeholdere i forbrændingsanlæg på gårde? Jeg har gjort kommissæren opmærksom på disse spørgsmål. |
Hr. formand, behandlingen af affald og hele affaldspolitikken udgør en stadig vigtigere del af EU's miljøpolitik. For at vi kan handle fornuftigt og rigtigt, må vi have i mente, hvad der allerede er blevet talt om, nemlig affaldshierarkiet, begrænsningen af affaldsproduktionen, genanvendelsen, forbrændingen med energiudnyttelse og den endelige behandling. Kommissionens forslag svarer ikke på alle punkter til denne tanke, det går snarere ud fra, at alt må og kan brændes. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik tilføjede under andenbehandlingen af den fælles holdning nogle nødvendige ændringsforslag, der fremmer affaldshierarkiet, og jeg håber, at disse synspunkter også bliver vedtaget ved afstemningen i morgen. Jeg håber også på støtte til forslaget, som har udbredt støtte i udvalget, om at lette forbrændingen af affald fra papir- og celluloseindustrien på produktionsstedet. Dette affald er en vigtig energikilde, ikke kun for industrianlægget selv, men også for det omgivende samfund. Da affaldshierarkiet udformes på meget forskellige måder i de forskellige medlemslande, og da man i flere lande brænder både farligt og ikkefarligt affald i samme forbrændingsovn, har vi brug for meget stramme regler. Imidlertid vil strammere måleforpligtelser ikke forbedre miljøets situation i de lande, hvor genanvendelsen af affald er realiseret rimelig godt, som i Finland, og hvor man ved, hvad man brænder hvor. Tværtimod kan de svække den, da de forhindrer forbrænding af affald på små forbrændingsanlæg, og transportvejene vokser. For en formindskelse af de luftforurenende stoffer er det dog nødvendigt, at undtagelser fra de stramme standarder kun gennemføres, hvis affaldsforbrænderen virkelig kan bevise, at der ikke slipper større emissioner ud i luften, end godkendelsesbetingelserne tillader. |
Hr. formand, formålet med direktivet om forbrænding af affald er godt, men under forberedelsen er man efter min mening gået for langt i detaljerne. Jeg er mest af alt bekymret over den såkaldte kombineret forbrænding af affald. Sorteret husholdningsaffald og bl.a. fiberholdigt pulp, som opstår under processer inden for skovbrug, er sammen med andet brændsel godt brændsel for mange kraftvarmeværker. I udkastet kræver man imidlertid permanente, dyre, til dels umulige og for miljøet unødvendige målinger for de kombinerede forbrændingsanlæg, som forbrænder ikkefarligt affald. Slutresultatet står i modstrid til det oprindelige mål: Ikkefarligt, sorteret affald, som er brugbart brændsel for kraftvarmeværkerne, må køres til lossepladsen, hvor det er med til at forøge emissionen af metan, eller det må køres hundreder af kilometer til de store forbrændingsanlæg, hvilket forurener miljøet. Der er mange problematiske ændringsforslag i betænkningen. Man burde efter min mening returnere sagen til udvalget, eller generelt holde fast ved Rådets fælles holdning. |
Hr. formand, ærede medlemmer, det er positivt, at man forsøger at sætte grænser for de forurenende stoffer, der opstår ved forbrænding af affald, samt at indføre specifikke kontrolprocedurer. Det er virkelig ikke tilladeligt, at forureningen overføres fra luften til vandet og jorden. Direktivet er et positivt skridt i denne retning. Til trods for dette bliver de iboende problemer ved forbrændingen tilbage, eftersom selve forbrændingsprocessen skaber nye giftstoffer, bl.a. dioxiner. Dette gælder i særligt høj grad for husholdningsaffald, som, før det bliver brændt, kun indeholder ubetydelige mængder giftstoffer. Derfor gør den fælles behandling af farligt og ufarligt affald problemet endnu større. Desuden er omkostningerne ved installering og drift af forbrændingsenheder mange gange større end de enheder, der foretager mekanisk genbrug og sundhedsforsvarlig nedgravning. Kort sagt løser det debatterede forslag til afstemning ikke de iboende problemer ved forbrændingen som en metode til affaldsbehandling. |
Hr. formand, jeg takker hr. Blokland for denne betænkning, hans opgave har været yderst vanskelig. Det er krævende at lave en miljølovgivning for hele Europa, da forholdene i medlemslandene afviger meget fra hinanden. Selv kommer jeg fra et land, hvor man allerede tidligere har valgt en linje, som ligger overraskende tæt på EU's affaldsstrategi. Finland har bare allerede taget en fuldt fungerende praksis i brug på området, som De har hørt her i aften. Derfor er det kedeligt at bemærke, at de samme mekanismer, som er påkrævede for de lande, som har gjort mindre ud af deres affaldsanliggende, tvinger de lande, der er nået længere, til at træde et skridt baglæns. Sådan burde det ikke være. Fru Paulsen havde ret: Netop her kunne vi have brug for at efterleve nærhedsprincippet. Når man opstiller uforholdsmæssigt meget strengere krav til emission fra anvendelsen af affald som brændsel, i forhold til andre former for brændsel, holder man op med at anvende emner, der kategoriseres som affald. Der findes ikke nogen alternativ anvendelse af brændbare affaldsdele, de smides på lossepladsen. Det øger dannelsen af metan ved forrådnelse af organisk affald og forstærker drivhuseffekten. Dette gælder særligt for forbrænding af uskadeligt pulp fra papir- og celluloseproduktion. Det er da også vigtigt, at Parlamentet korrigerer udvalgets direktivforslag på dette område i overensstemmelse med ændringsforslag 4. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik godkendte nogle forslag, som ved sin gennemførelse ville vanskeliggøre den økologisk begrundede kombineret forbrænding. Man kræver bl.a. de samme emissionsgrænseværdier for almindeligt brændsel - altså ikke affald - ved kombineret forbrænding som grænseværdierne for affaldsforbrænding, selvom man på kraftvarmeværkerne ifølge EU-lovgivningen må brænde de samme emner med højere emission. Et andet eksempel er kravet om løbende målinger af ammoniakindholdet i røggas. Det bidrager væsentligt til måleudgifterne uden fordele for miljøet, da forpligtelsen til at foretage målinger ikke kun gælder for de anlæg, hvor der i det hele taget kan opstå ammoniakemissioner. Investeringer, som ikke skaber merværdi for miljøet, hører ikke til de miljøgavnlige investeringer. |
Hr. formand, hr. ordfører, kære kolleger, affaldshåndtering er en kompleks opgave, som også dagens debat vidner om. Og der er særdeles ihærdig lobbyvirksomhed på dette felt. Jeg finder derfor EU's holdning tilfredsstillende, idet der anlægges en overordnet strategi i forhold til denne udfordring, både når det gælder de miljømæssige aspekter, og når det gælder de sundhedsmæssige aspekter. Jeg har dog altid været betænkelig ved at behandle forbrænding af såvel farligt som ikkefarligt affald i et og samme direktiv, hvilket jeg også påpegede i forbindelse med førstebehandlingen. Et flertal har imidlertid stemt for kombinerede forbrændingsanlæg. Jeg finder det derfor vigtigt, at vi kæmper imod enhver form for svækkelse af emissionsstandarderne for farligt affald. Affaldsmængderne til forbrænding øges fortsat. I 1990 gik ca. 31 millioner ton affald til forbrænding. I år ventes affaldsmængderne at stige til næsten 60 millioner ton. Og som alle talere har påpeget, forårsager affaldsforbrændingen emissioner af skadelige stoffer i luft og jord. Debatten har fokuseret på kombineret affaldsforbrænding. Jeg mener, den fastsatte standard på 40% er for høj, men jeg vil for nærværende koncentrere mig om et lidt andet aspekt. Vælger vi i stigende omfang at lade forbrænding af farligt affald foregå i kombinerede forbrændingsanlæg, risikerer vi, at vi affinder os med, at der produceres denne type affald. Og vi risikerer senere at møde det argument, at der er investeret i etableringen af kombinerede forbrændingsanlæg, og nu må driften heraf gøres rentabel. Det kan medføre øget transport af farlige stoffer med de risici, det indebærer. Afslutningsvis vil jeg understrege, at overtrædelse af de fastsatte regler selvsagt skal straffes. Det kan eventuelt være nødvendigt at yde støtte til de enheder, der foretager justeringer af deres forbrændingsanlæg for husholdningsaffald for at sikre, at disse overholder de fastsatte krav. Vigtigst af alt er det, at vi holder os for øje, at målet er forebyggelse og genanvendelse af affald i videst mulige omfang. |
Hr. formand, mine damer og herrer, vi ved alle sammen, at det både er tidssvarende og fornuftigt at bortskaffe affald og udnytte det energimæssigt med de nyeste teknologier. Direktivet om forbrænding af affald indeholder vigtige forudsætninger for en forpligtende indførelse af høje miljøstandarder i hele Den Europæiske Union, som allerede har eksisteret i nogle medlemsstater i mange år. Og det er vigtigt og nødvendigt. Dette direktivs målsætning er at fastsætte emmissionsgrænseværdier, der garanterer en ufarlig og miljøvenlig forbrænding af farligt og ikkefarligt affald i forbrændingsanlæg og kombinerede forbrændingsanlæg uden sundhedsrisiko for menneskene. Folk er i dag mere på vagt og er bange for en omfattende skadelig belastning af luften og de sygdomme, der kan opstå som en følge heraf, og derfor må politikken også skabe helt klare rammebetingelser for at begrænse risikoen. Alligevel må man sige, at hr. Blokland foreslår nogle ordninger og skrappe betingelser, der skyder langt over målet. Driftsbetingelserne for forbrændingsanlæg, således som de er blevet foreslået i ændringsforslag 11, er hverken målrettede eller mulige at gennemføre, men ganske enkelt overflødige. Videnskaben og praksis har for længst modbevist, at en sådan foranstaltning forhindrer store emissioner af klorbrinter og dioxiner. Faktisk betyder ændringsforslag 11 også, at mange halogenholdige stoffer som f.eks. pvc, som i stor udstrækning forekommer i blandet kommunalt affald, er udelukket fra at blive brændt i affaldsforbrændingsanlæg. Endvidere må vi være opmærksomme på, at der som følge af direktivet ikke opstår beskyttede markeder. Industrier, der anvender kombinerede forbrændingsanlæg i deres produktionsproces, har allerede i mange år med held gjort sig umage for at opnå høje standarder for luftrenheden ved forbrænding. Mange virksomheder er også henvist til affaldsindsatsen for at bevare konkurrenceevnen og arbejdspladserne. I den forbindelse er der allerede afsat millionbeløb til foranstaltninger for at reducere energiforbruget. Jeg mener, vi bør tage disse bestræbelser med i vores overvejelser ... (Formanden afbrød taleren) |
Hr. formand, jeg vil gerne komme med to korte kommentarer, der kan have betydning i tilfælde af en forligsprocedure, hvilket jeg finder sandsynlig. Den første handler om direktivets indvirkning på den eksisterende forbrændingsindustri for giftigt affald. Disse forbrændingsanlæg skal opfylde højere krav end kombineret forbrændingsanlæggene. Jeg er bange for, at affald med en høj brændværdi vil blive udvalgt til kombineret forbrænding, hvilket vil presse omkostningerne i vejret for de særlige forbrændingsanlæg til håndtering af giftigt affald, således at man faktisk i mange tilfælde vil være nødt til at købe brændstof for at opnå de høje temperaturer, der er nødvendige for at ødelægge dioxin og lign. stoffer. Vi har brug for de særlige forbrændingsanlæg til håndtering af giftigt affald. I øjeblikket findes der kun tre af dem i Det Forenede Kongerige. Hvis der var færre sådanne anlæg, ville det sandsynligvis være nødvendigt at transportere farligt affald over store afstande, hvilket er uacceptabelt af politiske og praktiske miljømæssige årsager, ligesom det ville øge omkostningerne til forbrænding af giftigt affald. Dernæst vil jeg gerne fremhæve hr. Jacksons pointe. Jeg kommer fra det område i Det Forenede Kongerige, der har den største tæthed af grise. Der er tradition for, at man graver de døde grise ned på gårdene, men med disse meget store enheder er det ikke en praktisk bortskaffelsesmetode, så mange af svineavlerne har installeret deres egne forbrændingsanlæg - små forbrændingsanlæg, der forbrænder mindre end 50 kg i timen. Hvis ikke disse forbrændingsanlæg kan bruges, kan de blive tvunget til atter at grave de døde grise ned. Jeg tror, at forvirringen skyldes en misforståelse mellem miljøministeriet og landbrugsministeriet i Storbritannien, der troede, at der kun fandtes 60 sådanne forbrændingsanlæg, hvor der i virkeligheden findes flere tusinde. Problemet gælder også for jagtkenneler, der brænder døde dyr og slagteaffald i kæledyrskrematorier, skønt jeg forstår, at menneskekrematorier ikke er omfattet af direktivet, da døde mennesker ikke er klassificeret som affald. Under en forligsprocedure vil jeg bede Dem om at tage hensyn til de landbrugere, der har investeret i miljørensning ved at installere forbrændingsanlæg, og som vil få store omkostninger, hvis de ikke fortsat kan bruge dem. |
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, først og fremmest vil jeg takke ordføreren, hr. Blokland, for hans store engagement og glimrende indstilling ved andenbehandling. Sammen med Rådets beslutning om hurtigt at opnå en fælles holdning har dette bidraget til en effektiv behandling af Kommissionens forslag. Det foreslåede direktiv om forbrænding af affald vedrører selve miljølovgivningens kerne - beskyttelsen af folkesundheden. Forslaget vil bidrage til, at dioxinemissionerne fra forbrænding mindskes med 90%. Fra og med år 2005, når direktivet begynder at gælde for eksisterende anlæg, vil de dioxinemissioner, der stammer fra forbrænding, blive ubetydelige. Sammen med direktivet om deponering af affald vil direktivet om forbrænding af affald sætte en stopper for metoder til affaldshåndtering, som ikke tager hensyn til kommende generationers behov og interesser. Begge direktiver udgør et godt grundlag for en bæredygtig behandling af affaldshierarkiet, med bedre forebyggende foranstaltninger, bedre genanvendelse og en miljøsikker affaldsdeponering. Jeg vil gerne minde om, at der allerede eksisterer et direktiv om et affaldshierarki. Derfor er det en selvfølge, at det i dette tilfælde er genanvendelse, man skal forsøge at regulere. Desværre, hr. Bowe, det er faktisk 11 år siden, man sidst gennemgik de tekniske krav i disse direktiver! Der er fremsat 43 ændringsforslag. Af disse kan Kommissionen godkende otte ændringsforslag fuldt ud, fem til dels og tre principielt. Følgende ændringsforslag har til formål at tydeliggøre Kommissionens forslag. De kan til dels, principielt eller fuldt ud godkendes af Kommissionen: 4, principielt, med undtagelse af sidste del; 6, 8, 9, 10; 11, men udelukkende understregningen af de to sekunder; 12, 14, anden del; 17, principielt, dog ikke kravet om at måle ammoniak og kviksølv kontinuerligt; 18, første del; 19, 22, 24, principielt; 25, 500 milligram for nitrogenoxid i nye anlæg samt det foreslåede nye stk. til sidst; 27, principielt, og ændringsforslag 43. Kommissionen kan ikke godkende første del af ændringsforslag 14. Hvis man slettede ordet ubehandlet, ville det ikke længere være muligt at anvende blandet husholdningsaffald i kombineret forbrændingsanlæg, og det ville også gælde for affald, som har gennemgået en omfattende forbehandling. Anden del af dette ændringsforslag kan principielt godkendes. Ved at indføre en forklaring på ordet ubehandlet kan stykket gøres mere entydigt. Europa-Parlamentets ændringsforslag 1, 2 og 7, som tager sigte på at indføre bestemmelser om affaldshåndtering, kan af principielle årsager ikke godkendes. Kommissionens forslag tager sigte på at indføre grænseværdier for emissioner og fastlægge operative vilkår for alt affald, der forbrændes eller medforbrændes, og dette skal ikke påvirke lovgivningen om affaldshåndtering. Kommissionen kan ikke godkende ændringsforslag 5 og 15, som går ud på at indføre en forbindelse til standarder for luft- og vandkvalitet. En sådan lovgivning findes allerede eller er under forberedelse, f.eks. direktivet om luftkvalitet og om samordnede foranstaltninger til forebyggelse og begrænsning af forurening samt det foreslåede rammedirektiv for vand. Ændringsforslagene betyder, at bestemmelserne i disse retsakter kopieres eller bliver mindre entydige. Ændringsforslagene 3, 16, 30 og 33-35 er ikke forenelige med direktivets struktur og kan derfor ikke godkendes. Der har hersket en vis forvirring vedrørende ændringsforslag 13, hvor flere sprogversioner er blevet ændret, dog ikke den engelske. Dette ændringsforslag kan imidlertid ikke godkendes af Kommissionen. Forslagets artikel 12 og 15 vedrører adgangen til information og rapportering. De er nu formuleret på en sådan måde, at de garanterer, at alle aktører har adgang til den information, de har brug for. Kommissionen mener derfor ikke, at ændringsforslag 20 og 21 er nødvendige. Ændringsforslag 36-39 tager sigte på at skærpe kravene til målinger. Disse kan ikke godkendes af Kommissionen, eftersom de ville betyde en ekstra byrde for de ansvarlige, og da deres reelle værdi ikke kan motiveres. Endelig, bilag II, IV og V er, som De ved, direktivets centrale del. Her fastlægges grænseværdierne for emissioner ved kombineret forbrænding og forbrænding. Som jeg allerede har nævnt, godkender Kommissionen den foreslåede værdi på 500 milligram for nitrogenoxid i nye cementovne. Dette er ligeledes motiveret ud fra et costbenefitanalytisk synspunkt. Hver yderligere ændring, der skærper grænseværdierne eller fratager visse anlæg retten til undtagelser, bringer den følsomme balance, man har opnået i den fælles holdning, i fare. Derfor kan Kommissionen ikke godkende ændringsforslag 23, 26, 28, 29, 31, 32 40, 41 og 42. Hvad angår Jacksons spørgsmål om forbrænding af døde dyr inden for landbruget, vil jeg understrege følgende: Forbrænding af døde dyr er ikke omfattet af direktivet i henhold til de undtagelser, der defineres i artikel 2, stk. 2. Som jeg tidligere har konstateret, godkender Kommissionen dele af ændringsforslag 4, der henviser til direktiv 74/442, og som indirekte gør det muligt at udelukke forbrænding af inficerede dyr inden for landbruget. Vi accepterer dermed dette princip. Kommissionen vil undersøge mulighederne for at udvide undtagelsen om radioaktivt affald til også at omfatte undtagelser såsom inficerede døde dyr. Jeg har forstået, at der foregår en debat i Storbritannien, og måske også andre steder, som vedrører forbrænding af f.eks. tom emballage med bekæmpelsesmidler og andet. Det er selvfølgelig ikke meningen, at disse skal brændes, det er farligt. Det forholder sig heller ikke sådan, at man skal brænde det hjemme i sin baghave. Jeg vil ikke udelukke, at det bliver nødvendigt at undersøge, hvordan vi kan formulere nogle undtagelser, når vi har fået mere information og fået styr på, nøjagtig hvilken type anlæg der er tale om. Der har været en vis forvirring, eftersom vi først troede, at der var tale om døde dyr og inficerede døde dyr, og mente, at disse skulle undtages. |
Af tolkens oversættelse kan jeg forstå, at forbrænding af døde dyr ikke omfattes af dette direktiv i medfør af artikel 2, stk. 2. Jeg sidder her med artikel 2, stk. 2, og jeg kan ikke se, at der er tale om en undtagelse. Der tales om vegetabilsk affald, og døde dyr er ikke vegetabilsk affald. Jeg vil imidlertid få en afklaring fra kommissæren personligt. |
Infektiøs dyregødning falder ikke ind under direktivets anvendelsesområde, sådan som det er udtrykt i den fælles holdning, fordi det er dækket af direktiv 90/667. Vedtagelsen af ændringsforslag 4 til artikel 2, stk. 2, kan give Kommissionen mulighed for at revidere teksten, så den indeholder en specifik undtagelse vedrørende infektiøs dyregødning. Som tingene står i øjeblikket, er alle andre former for dyregødning omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a), nr. v), i dette direktiv samt direktiv 90/667. |
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12. |
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0062/2000) af Davies for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftens indhold af ozon (KOM(1999) 125 - C5-0048/1999 - 1999/0068(COD)). |
Hr. formand, i betragtning af den betydning, som direktivet om nationale emissionslofter har for denne betænkning om et forslag til et afledt direktiv, er det en smule overraskende, at forhandlingsrækkefølgen er, som den er, for vi mindsker ikke ozonmængderne uden en reduktion af de centrale grænseoverskridende forurenende stoffer. Denne betænkning opstiller nationale mål for ozonværdier og foreslår nationale handlingsplaner til håndtering af lokale problemer med overskridelser. For at spare tid vil jeg antage, at der er forståelse for de åndedrætsproblemer og andre sundhedsmæssige problemer, der opstår på grund af ozon, og at alle parlamentsmedlemmerne ønsker at reducere dem. Vi skal således drøfte omkostninger og tidsfrister samt eventuelt også nøjagtigheden i Kommissionens metoder og gennemførligheden af de opstillede mål i direktivet. Jeg vil gå direkte til Kommissionens centrale forslag om at indføre en målværdi for ozon på 120 µg/m3 inden 2010. Denne målværdi må ikke overskrides i over 20 dage pr. år. Kommissionens forslag til miljømæssige forbedringer skal være både ambitiøse og realistiske. Disse forslag er i sandhed ambitiøse, men mange regeringer tvivler på, at de er politisk realistiske, og da jeg lige kommer fra et besværligt omend i sidste ende vellykket gruppemøde, ved jeg, at mange medlemmer har deres tvivl. Specielt repræsentanter fra Middelhavslandene henviser til problemer med det stærke sollys. Jeg påpeger, at Kommissionens metodologi fuldt ud tager hensyn til dette, men i deres ansigter sporer jeg fortsat en vis skepsis. For nogle måneder siden overvejede jeg at fremsætte ændringsforslag med en mindre ambitiøs målsætning, som måske ville være mere acceptabel for medlemsstaterne. Men Kommissionens målværdi på 120 µg/ m3 er i overensstemmelse med Verdenssundhedsorganisationens forslag, og skulle jeg rejse tvivl om dem? Det er let at justere antallet af dage, hvor målværdien må overskrides, men det skal man kun forhandle om, hvor det er nødvendigt. Det er en god målsætning, der om muligt bør fastholdes. Under udarbejdelsen af denne betænkning har jeg haft den holdning, at man bør tilbagevise dem, der ønsker skrappere målværdier end foreslået af Kommissionen. Men det vil også være forkert af os at udhule direktivforslaget. Derfor er jeg ked af at se ændringsforslag, der afspejler Industriudvalgets holdning. Mange synes at have overset, at disse ændringsforslag vil give Den Europæiske Union langt svagere målværdier for ozon end USA. Vi er opmærksomme på voksende ozonproblemer i hele Europa, men hvis vi ikke engang er villige til at matche de standarder, der er fastsat af USA, som er en af vores store handelsmæssige rivaler, så er det en stor skam og et dårligt udtryk for vores tilsagn om at forbedre miljøet. Jeg vil opfordre Parlamentet til at støtte mine forslag samt til at støtte kommissæren og lade hende spille sin rolle i forhandlingerne om en fælles holdning, der er både ambitiøs og politisk realistisk. |
Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne fremlægge Industriudvalgets forslag, der blev vedtaget med 40 jastemmer og kun 4 stemmer imod, og som specielt beskæftiger sig med målværdier. Det er overhovedet ikke et spørgsmål om, at vi ved stramningen eller vedtagelsen af ozondirektivet skal finde en fornuftig middelvej mellem det berettigede krav om forbedret luftkvalitet og den europæiske økonomi og det europæiske samfunds muligheder for også i særligt belastede regioner at kunne tilpasse sig fornuftigt. Derfor har vi - i modsætning til det ansvarlige Miljøudvalg - ikke overtaget Kommissionens forslag, men ændret dem. Jeg ved, at Kommissionens eksperter vil udtale sig klart imod, men vi tror, at vi kan foreslå en middelvej, for underretningstærskelen på 180 µg/m3 er uomtvistelig, varslingstærskelen på 240 ligeså, det drejer sig kun om målværdien. Vi vil gerne foreslå et 30-årigt program, der godt nok retter sig efter WHO-værdien på 120 µg/m3, men hvor antallet af dage, hvor denne værdi må overskrides gradueres: 2010 40 dage, 2020 20 dage - denne værdi har Kommissionen foreslået for 2010 - i 2030 ingen overskridelser af denne værdi. Det er specielt et anliggende for de varmere regioner i Europa, de regioner, der er udsat for en særlig høj ozonpåvirking: de kystnære regioner. Jeg tror, vi har fremlagt et fornuftigt kompromis. Vi er imidlertid villige til at indgå et kompromis med Kommissionen, dog under forudsætning af, at et sådant kompromis også støttes af Rådet. Derfor vover vi også på ny at fremlægge dette forslag som forslag fra gruppen, PPE-gruppen, selvom det havde et snævert flertal imod sig i Miljøudvalget. Vi håber, vi opnår støtte. |
Hr. formand, fru kommissær, jeg er enig i, at det største problem med direktivet, som vi beskæftiger os med, er de forskellige kriterier for fastsættelsen af målværdier og tidsfrister for at nedsætte ozonkoncentrationerne i atmosfæren. Det er de berømte tegninger 2 og 3 i bilag 1. Vores gruppe, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, mener, at det er nødvendigt at støtte de hovedlinjer, der fremsættes i Kommissionens forslag, især for så vidt angår de målværdier, der falder sammen med WHO's retningslinjer, hvad angår luftkvalitet, og som fastsætter de acceptable ozonkoncentrationer til 120 µg/m3. Imidlertid fraråder vi på det kraftigste at acceptere de ændringsforslag, som gør år 2010 til den eneste skæringsdato på kort sigt og tilføjer år 2020 som skæringsdato for målene på langt sigt. I denne henseende mener vi, at det er absolut nødvendigt at være mere fleksible, hvad angår tilpasningsperioderne til de nævnte målværdier på grund af, hvor svært det er at kontrollere ozonkoncentrationerne, da man kun kan måle dem ved tilstedeværelsen af de stoffer, der giver anledning til ozonnedbrydende processer, som det til stadighed kan konstateres under bestemte klimaforhold, især i Middelhavslandene, som det lige blev nævnt. Derfor forsvarer vores gruppe beslutsomt ændringsforslag 26 og 28, som fastsætter en progressiv og realistisk tilnærmelse til de foreslåede mål via en skala, der er progressiv med tiden fra flest til færrest dage om året, hvor man kan overskride målværdierne. Imidlertid ser vi positivt på ændringsforslagene vedrørende kandidatlandene, der søger om optagelse i Den Europæiske Union. Forslagene opfordrer til, at disse lande hurtigst muligt skal deltage i Den Europæiske Unions mål - her lykønsker vi hr. Davies med initiativet - og vi mener ligeledes, det er vigtigt, at handlingsplanerne får et lokalt præg, og at man ser på mulighederne for at nedsætte ozonkoncentrationerne sag for sag. Jeg tror, kolleger, at hvis man stemmer for Det Europæiske Folkepartis ændringsforslag, så stemmer man for en positiv udvikling af kontrollen med og opfølgningen af et af de mest problematiske forureningsstoffer indtil dato. Således kan man på en beslutsom og ensartet måde igangsætte aktioner i alle medlemsstaterne for at udrydde dette forureningsstof som trussel på menneskers sundhed og økosystemerne uden at narre os selv, for så vidt angår de reelle muligheder for at afskaffe stoffet fuldstændigt på kort sigt. |
Hr. formand, jeg vil først gerne sige Chris Davies tak for denne betænkning. En vedtagelse af Kommissionens forslag og Davies' betænkning vil betyde en væsentlig forbedring af luftkvaliteten for borgerne i Europa. Jeg synes, der er to afgørende punkter. Det ene er, at man holder sig til WHO's retningslinjer. Jeg mener, det vil være et vigtigt skridt til at forebygge alvorlige sygdomme og forebygge alt for tidlige dødsfald, især hos de særligt følsomme befolkningsgrupper, herunder børn. Det andet, jeg synes er meget vigtigt, er, at der bliver sat nogle datoer, dels for hvornår vi skal nå de foreløbige målværdier i 2010, men også datoer for de langsigtede mål i 2020. Jeg tror, at dette, at man får fastsat en dato, er meget vigtigt for, at vi rent faktisk også når målene. Derudover vil jeg godt gøre et par bemærkninger til de ændringsforslag, der er inspireret af Industriudvalget, og som jo går ud på at svække Kommissionens udspil ved at tillade meget længere overskridelser af WHO's anbefalinger og ved væsentligt at forsinke indsatsen for at nå de målværdier, som WHO har opstillet. Der er jo ikke kun tale om en forringelse af Kommissionens forslag, der er også tale om en forringelse og et tilbageskridt i forhold til den situation, vi rent faktisk kender i dag i Europa, og som hr. Davies også var inde på, er standarden rent faktisk dårligere end det, USA præsterer. Jeg ved ikke, hvordan man kan kalde dette for en gylden middelvej eller et kompromis, som hr. Langen sagde for et øjeblik siden. Jeg synes, forslagene er helt uforståelige, jeg synes, de er helt uansvarlige. De vil medføre alvorlige sundhedsmæssige og miljømæssige konsekvenser for befolkningen i Europa, og de vil i øvrigt medføre en gigantisk milliardregning for sundhedsvæsenet i Europa. Så jeg vil meget anbefale, at vi støtter Kommissionens forslag med hr. Davies' betænkning. |
Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, min kompliment til hr. Davies for en udmærket betænkning. Også tak til Kommissionen for dens gode grønne forslag. I juli 1995 sukkede Strasbourg under ozonsmoggen. Europa-Parlamentet vedtog dengang på Gruppen De Grønnes initiativ et beslutningsforslag med henblik på at halvere ozonstandarden i direktivet fra 1992. Kommissionens forslag kommer et langt stykke i denne retning. Ozonsmog tiltager stadig. Nu også i vintermånederne i Sydeuropa. I Norditalien blev trafikken standset i de forløbne uger. I sommermånederne har også andre lande som Danmark og Sverige problemer med ozonsmog. Ozonsmog forekommer nu overalt i Europa. Ozon er altid et aggressivt stof. Der findes ingen sikre værdier for ozon, hvad Verdenssundhedsorganisationen end måtte hævde. Derfor foreslår Gruppen De Grønne, at der kun tillades 15 overskridelser af ozonstandarden om året. Det er noget strengere end Miljøudvalgets forslag. Også dette forslag om 20 overskridelser kan min gruppe støtte. Men ikke forslagene fra Kristdemokraterne og Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer UNICE. 40 overskridelser om året er alt for mange, og en frist på 30 år er latterlig, når man ser, at problemet antager sådanne former. For at opnå denne strenge ozonstandard skal emissionen af NOx navnlig fra trafikken og emissionen af flygtige organiske forbindelser drastisk reduceres. Det er emnet i fru Myllers betænkning. Ved ozonalarm er der også behov for foranstaltninger på kort sigt. Den nederlandske regering bøjer sig så meget for transportlobbyen, at den ikke indser dette. For min gruppe er bilen ikke nogen hellig ko. |
Hr. formand, jeg vil også gerne takke hr. Davies for den betænkning, som han har udarbejdet. Det er en ualmindelig vigtig betænkning, ikke mindst set ud fra et sundhedssynspunkt. Set ud fra et miljøhensyn er den desuden meget tæt forbundet med vores næste anliggende, nemlig Myller-betænkningen. Jeg er overbevist om, at disse to betænkninger tilsammen udgør et godt grundlag for en god miljø- og sundhedsudvikling i Europa. Jeg vil på den korte tid, jeg har til rådighed, forsøge af aflive i det mindste nogle af de myter, der eksisterer og florerer, når det handler om ozonspørgsmål. Det gælder ikke mindst situationen i Sydeuropa. Klimaet i Sydeuropa anvendes ofte som grund til eller forklaring på de store ozonspidsværdier, som ofte forekommer om sommeren. Det er rigtigt, at et klima med lange højtryksperioder øger forekomsten af ozon. Samtidig viser forskningen, at årsagen skal findes et andet sted, det vil sige grunden til, at ozonen rammer byer som Barcelona, Athen, Milano og mange af turiststederne ved kysten. Årsagen skal findes i trafikken, i industriprocesserne og i energiproduktionen. Det er også de områder, vi kan påvirke med dette direktiv. Derfor er det lidt synd, at Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi har en så ufølsom holdning til dette direktiv og udelukkende betragter det ud fra et perspektiv, som gavner industrien. Vi burde i stedet se på, hvad der sker, når WHO's vejledende værdier hele tiden overskrides, når man hele tiden udsætter mennesker, indbyggere og turister for sundhedsrisici. Vi ved, at risiciene er størst for de personer, der opholder sig meget udenfor, ikke mindst børn. Vi ved, at en overskridelse af ozonspidsværdierne har en direkte effekt på børns lungekapacitet. Dette bør Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi overveje, når direktivet skal til afstemning i morgen. |
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil begynde med at takke ordføreren og Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik for deres støtte til Kommissionens forslag og forslaget til betænkning. Vi har i Unionen opnået visse fremskridt, hvad angår en forbedring af luftkvaliteten. Ozon udgør dog stadig et af de alvorligste miljøproblemer. Næsten hver sommer overstiger ozontallene Verdenssundhedsorganisationens vejledende værdier i mere end 60 dage flere steder i Central- og Sydeuropa. I det femte miljøhandlingsprogram har man sat sig det langsigtede mål ikke at overskride Verdenssundhedsorganisationens grænseværdier. En løsning på dette problem kræver, at vi vedtager nogle foranstaltninger med klart definerede delmål. I Kommissionens forslag fastlægges der derfor for første gang klare grænseværdier for ozon, som i så høj grad som muligt skal være opnået senest i 2010. Målsætningen om beskyttelse af menneskers sundhed betyder, at WHO's retningslinjer ikke må overskrides mere end 20 dage om året. Det er nødvendigt med programmer for nedbringelse af emissioner i de tilfælde, hvor målet ikke opnås. Direktivet om nationale emissionslofter, som er næste punkt på dagsordenen, vil føre til forbedringer i ozontallene, så disse mål overvejende vil blive opnået. Forslaget er dog et klart udtryk for den politiske vilje, der findes til også at opnå de langsigtede mål i direktivet. At opnå Verdenssundhedsorganisationens målsætninger er bare det første skridt. Ved gennemgangen af direktivet i 2004 skal vi derfor finde ud af, hvordan og hvornår vi kan nå det langsigtede mål. Kommissionen kan fuldt ud godkende ændringsforslag 3, 4, 6, 7, 13, 14 og 15. Ændringsforslag 5, anden del, kan også godkendes, hvad angår det faktum, at medlemsstaterne skal forberede programmer til nedbringelse af emissioner, inden de kan gennemføre dem. Hvad angår ændringsforslag 9, kan Kommissionen også godkende nogle af ændringerne helt, og de fleste af dem principielt. Vi godkender de ændringer, som vedrører foranstaltninger på kort sigt, som skal gennemføres i enhver zone, hvor grænseværdien overskrides. Vi er også enige i, at medlemsstaterne skal informere offentligheden om, hvorvidt og i bekræftende fald hvordan de har tænkt sig at udarbejde og gennemføre handlingsplaner på kort sigt, og om, hvor ofte man har truffet sådanne foranstaltninger. Det er efter vores mening nødvendigt, at disse oplysninger rapporteres til Kommissionen, men dét passer bedre ind i artikel 10. Vi kan imidlertid ikke acceptere, at der udelukkende træffes foranstaltninger på kort sigt på lokalt plan. Vi mener heller ikke, at medlemsstaterne skal pålægges at gøre rede for, om foranstaltninger på kort sigt er et effektivt værktøj i hvert enkelt tilfælde og de steder, hvor grænseværdien er blevet overskredet. Kommissionen kan godkende principperne bag ændringsforslag 10 og 11. Vi må udarbejde et nyt punkt 1 c for at tage hensyn til tanken bag sidste del af ændringsforslag 9 og ændringsforslag 10 og 11. Ændringsforslag 12 kan godkendes principielt. Kommissionen mener, at medlemsstaternes fremskridt bør præsenteres i en form, som tillader direkte sammenligninger landene imellem, hvis det er praktisk muligt. Princippet i ændringsforslag 16 kan også godkendes. Kommissionen er enig i, at klimaforandringerne skal pointeres. Det bør dog gøres i videre forstand og ikke udelukkende i forhold til ændringer i brændselsforbruget. I ændringsforslag 2 går man ind for en samordning mellem medlemsstater og ansøgerlande. Det kan i princippet godkendes, men det kræver en vis omformulering, så fejlfortolkninger kan undgås. Vi kan imidlertid ikke godkende ændringsforslag 1. Selvom Kommissionen er enig i, at det er vigtigt at engagere ansøgerlandene, er der ingen grund til at gentage det i et direktiv, som er rettet mod medlemsstaterne. Ændringsforslag 8 kan heller ikke godkendes, da grænseværdien for at advare offentligheden forudsætter, at der anvendes prognosemodeller. Det gør måden at informere eller advare offentligheden på mere usikker. Det er et spørgsmål, hvor der skal tages højde for praktiske hensyn og muligheden for at gennemføre dette i praksis. Endelig må vi forkaste første og tredje del af ændringsforslag 5 samt ændringsforslag 17 og 18. Vi råder for øjeblikket ganske enkelt ikke over tilstrækkelig megen information til at kunne forudsige, hvornår det langsigtede mål om ikke at overskride Verdenssundshedsorganisationens retningslinjer kan opnås. Desuden kan Kommissionen ikke acceptere ændringsforslag 28. |
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12. |
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0063/2000) af Myller for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (KOM(1999) 125 - C5-0047/1999 - 1999/0067(COD)). |
Subsets and Splits