text
stringlengths 3
37k
|
|---|
Hr. formand, regler er hensigtsmæssige, hvis hensigten med dem er at beskytte folk mod pengenes magt, mod sundhedsrisici og mod fattigdom. Hvis Den Europæiske Union opstiller regler med hensyn til produktionen af chokolade, så skal disse tage sigte på beskyttelse af kakaoproducenterne i den tredje verden, navnlig i Afrika. Regler er også vigtige med henblik på at beskytte forbrugerne mod genetisk manipulation og mod tilføjelse af uventede stoffer. Endelig er regler vigtige med henblik på beskyttelse af fagfolk inden for Europa. Hvad der nu truer med at ske, er fuldstændigt i modstrid hermed. Skal den frie handel have al mulig prioritet? Det passer måske godt i den udvikling, som Den Europæiske Union nu oplever. En udvikling fra et projekt, der er udarbejdet af socialdemokrater og kristdemokrater med henblik på beskyttelsesforanstaltninger, til en så vidt muligt liberaliseret økonomi, hvori alt er tilladt, hvad der fremmer konkurrencen, og hvor forbrugernes valgfrihed erklæres for hellig. Den pris, der skal betales for det, navnlig af de afrikanske landmænd, er for høj. Jeg påskønner hr. Lannoyes forsøg på at begrænse ondet så meget som muligt, men det ville være endnu bedre fuldstændigt at opretholde den eksisterende beskyttelse mod forarbejdning af andre produkter og kakaosmør. |
Der er blevet rundsendt en række papirer til medlemmerne før denne debat, og jeg vil bare fremhæve ét fra ordføreren, hvor han siger, at de eneste, der får fordel af, at den tekst, Rådet har foreslået, træder i kraft, bliver de multinationale chokoladeselskaber. Jeg respekterer ordførerens ildhu for sin sag, men jeg vil alligevel sige til Europa-Parlamentet, at det er noget sludder. Det er ikke kun noget, der angår big business. Det er af stor interesse for de små forbrugere, for millioner af dem i hele EU, der ønsker og fortjener retten til at vælge, uden at produktet skal forsynes med en nedsættende etikettering. Hr. Lannoye siger, at han er gået tilbage for at stille nogle af de oprindelige ændringsforslag igen. Lad mig sige til Europa-Parlamentet, at dette ikke er en tid, hvor vi bør gå tilbage - det er en tid, hvor vi bør gå videre, gå frem. Det er noget, der angår det fælles marked. Europa-Parlamentet bør ikke stå i vejen for gennemførelsen af det fælles marked, men bør aktivt støtte det. Hvis jeg i al korthed må delagtiggøre Europa-Parlamentet i en historisk kendsgerning angående mit eget land, stammede den første omtale af, at der bliver solgt fast chokolade i Det Forenede Kongerige fra 1657, da en franskmand åbnede en butik i London. Så hvis det var lovligt for en franskmand i 1657 at sælge sin chokolade i London, må jeg så ikke sige til Europa-Parlamentet, at det ca. 350 år senere omsider burde være lovligt, at en englænder eller en borger fra et hvilket som helst andet EU-land sælger sin chokolade i hele EU, herunder i ordførerens land. |
Hr. formand, 25 års diskussion om chokolades eksistens eller ikkeeksistens, samt hvad chokolade er, har trukket et latterligt skær hen over Den Europæiske Union som sådan. Denne debat giver mig som barn under krigen måske en vis indsigt i, hvordan det gik til, når Europas folk slog hinanden ihjel for større symbolske værdier end chokolade. Det handler trods alt ikke om et produkt, der er sundhedsfarligt. Hverken den skandinaviske, den belgiske eller den engelske chokolade er farlig. Det drejer sig ikke om et produkt, som påvirker miljøet i nævneværdig grad. Det hele er derfor lidt latterligt! Med hensyn til udviklingslandene vil jeg sige, at hvis britter, skandinaver og andre ikke må spise den chokolade, de spiste som barn, vil de sikkert i stedet for spise skumfiduser og vingummibamser lørdag aften. Hvad har den tredje verden så vundet ved det? |
Hr. formand, vi kan ikke her i Europa-Parlamentet påstå, at der findes en god chokolade og en dårlig chokolade. Vi kan heller ikke sige, at der findes en chokolade, som smager bedre, og én, som smager dårligere. Meningen om, hvilken chokolade der er bedst, og hvilken der smager bedst, skal vi overlade til den enkelte forbruger. Forbrugerens valg er det grundlæggende princip i markedsøkonomien, og vi skal som politikere ikke optræde som formyndere. Maltas tidligere premierminister, Dom Mintoff, forsøgte i 1970'erne at reducere importen af chokolade og ændre maltesernes og turisternes forbrug af chokolade. Med kinesisk hjælp blev der bygget en chokoladefabrik på øen, men forbrugerne brød sig ikke om den lokalt producerede chokolade, og chokoladeforbruget faldt. Hvis vi i EU styrer udviklingen hen imod en enkelt chokoladetradition, risikerer de kakaoproducerende lande at blive taberne, fordi der er stor risiko for, at det samlede chokoladeforbrug i EU vil blive betydeligt reduceret. Lad os derfor ikke begå samme fejltagelse som Dom Mintoff. Forslaget om, at der for noget chokolade skal oplyses om indholdet på pakkens forside, er diskriminerende og helt umotiveret. Det ville nærmest minde om en advarselstekst af den type, der findes på cigaretpakker. Hr. formand, i 25 år har chokoladestriden raset inden for EU. Den har trukket et latterligt skær hen over os som politikere og over EU som institution. Der skal også i fremtidens EU være plads til to chokoladetraditioner i et mangfoldigt samfund. Vi har nu mulighed for at afslutte den 25-årige europæiske chokoladekrig på en for alle parter hæderfuld måde. Derfor bør vi følge the common position til punkt og prikke. |
Hr. formand, jeg er belgier, og jeg er ikke imod den fælles holdning. Hvis chokoladen, som jeg så godt kan lide, var i fare, hvis de belgiske chokoladeproducenters tradition var i fare, så ville jeg naturligvis være imod. Jeg købte i formiddag her i Strasbourg et stykke chokolade, og den franske ekspedient, som solgte dette stykke chokolade, gjorde det helt klart for mig, hvad jeg købte. På forsiden af produktet: Prestige noir intense 72% kakao og med guldbogstaver, og det er trods alt specielt i Frankrig, chocolat belge. Jeg ved altså, hvad jeg har købt. Med det direktiv, som vi nu får, tror jeg, at der for producenter af kvalitetschokolade er endnu bedre mulighed for at skille sig positivt ud fra de andre, hvis de vil det. På ét punkt vil jeg dog tilslutte mig ordføreren. Producenterne af kakaobønner, de små landmænd i de fattige lande i den tredje verden, er sårbare. Det må vi være meget opmærksomme på, og derfor er jeg tilhænger af, at vi senest to år efter indførelsen af direktivet lader Kommissionen foretage en undersøgelse af følgerne deraf. Lad os derfor nu omsider træffe bestemmelser om sagen og sørge for, at alle kan spise den chokolade, de kan lide, og at der også kommer et virkeligt indre marked for chokolade. |
Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, den fælles holdning om kakao- og chokoladevarer er resultatet af lange og indviklede forhandlinger. Den udgør et følsomt kompromis, som var svært at opnå, men som er afbalanceret. Via den fælles holdning indføres fri bevægelighed for kakao- og chokoladevarer, men strenge regler med hensyn til produktion og forbrugeroplysning. Det er tilladt at tilsætte andet vegetabilsk fedt end kakaosmør i den minimumsmængde kakao, som kræves i henhold til direktivet - dog højst 5%. Kun de emner, der er angivet i bilaget, må anvendes. De er alle af tropisk oprindelse og produceret i AVS-landene. Disse emner skal angives separat, men på samme sted som angivelsen og fortegnelsen over ingredienser. Forbrugerne kan så selv vælge og kan skelne disse varer fra dem, som udelukkende produceres med kakao. Disse betingelser og begrænsninger, som ikke har noget med sundhedsspørgsmål at gøre, udgør tyngdepunktet i holdningens balance. Den fælles holdning giver desuden svar på de spørgsmål og bekymringer, som forbrugerne, de kakaoproducerende lande og de lande, som producerer chokolade, med eller uden vegetabilsk fedt, har. Enhver ændring vil alvorligt forstyrre balancen i den aftale, som Rådet er blevet enige om, og bør være dømt til at mislykkes. Parlamentets indstilling ved andenbehandlingen indeholder to ændringsforslag. I det første ændringsforslag gentages Kommissionens politik, og dette kan godkendes. Det andet hører egentlig ikke hjemme i et særdirektiv, fordi udslip af genetisk modificerede organismer på det europæiske marked skal behandles på en ensartet og overordnet måde, hvilket sker inden for rammerne af bestemmelserne om frivillig spredning af genetisk modificerede organismer i miljøet, eller i forordningen om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser. Det andet ændringsforslag kan dog i princippet godkendes. Der skal foretages en grundig undersøgelse af konsekvenserne af disse ændringsforslag på baggrund af Verdenshandelsorganisationen og Montreal-protokollen. De øvrige ændringsforslag, som ikke blev godkendt af Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, refererer til spørgsmål af væsentlig betydning for ligevægten i den fælles holdning og kan altså ikke godkendes. Den fælles holdning indebærer et reelt kompromis og et klart fremskridt sammenlignet med den gældende lovgivning, som er fra starten af 1970'erne, og som er meget mangelfuld især med hensyn til mærkning og forbrugeroplysning. Det er således kun ændringsforslag 1 og 2, som kan godkendes af ovennævnte grunde. |
Hr. formand, jeg vil gerne tage ordet i henhold til forretningsordenen for at forsvare Europa-Parlamentets og dets medlemmers anseelse. Som alle vil erindre, drøftede og vedtog Europa-Parlamentet på sit sidste møde her i Strasbourg et beslutningsforslag, hvor det gav udtryk for sin bekymring, og hvor det fordømte de vanskelige forhold, som journalister udøver deres hverv under i Angola, de forfølgelser, som de konstant er udsat for, og den mangel på ytrings- og pressefrihed, som denne situation afspejler. I omtalte debat deltog blandt andre hr. Mário Soares, der også tilsluttede sig det beslutningsforslag, der blev vedtaget af et flertal. Helt usædvanligt har den angolanske regering - gennem en minister og et parlamentsmedlem - reageret over for Mário Soares' deltagelse i denne debat med æreskrænkelser, bagvaskelser og fornærmelser og har fuldstændig grundløst anklaget vores kollega for at være en af dem, der drager størst fordel af den ulovlige handel med diamanter og elfenben, som UNITA, MPLA's hovedmodstander i Angola, angivelig skulle bedrive. Disse uacceptable anklager fra den angolanske regering rammer ikke kun Mário Soares, men alle, der som os vedtog omtalte beslutningsforslag. Under disse omstændigheder, hr. formand, vil jeg gerne udtrykke min uforbeholdne solidaritet med Mário Soares i forhold til den bagvaskelseskampagne, som han er udsat for, ligesom jeg anmoder formanden for Europa-Parlamentet om over for de angolanske myndigheder og ad de rette kanaler at give udtryk for Parlamentets allermest energiske og indignerede protest mod den fornærmelse, der også rammer dét, og som derudover repræsenterer en utålelig krænkelse af den uafhængighed, som Parlamentets medlemmer nyder i udførelsen af deres hverv. |
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil gerne sige, at jeg til fulde støtter hr. Luís Queiró i det, som han netop har sagt, og jeg vil også gerne tilføje yderligere et element til denne sag. Der var på det sidste møde i februar en debat om situationen i Angola. Europa-Parlamentet vedtog et beslutningsforslag, og som svar på dét har Angolas ambassadør i Paris skrevet et brev til Europa-Parlamentet. I dette brev, som jeg her har i kopi, insinueres det et sted, at en af vores kolleger, hr. Mário Soares, har politiske og "andre" forbindelser med krigsforbryderen Jonas Savimbi. Ud over dette brev er der senere blevet fremsat erklæringer, der er forkerte og fornærmende, og som søger at ramme en af vores kolleger, som har været en fremragende præsident for en af EU's medlemsstater, på hans ære og værdighed. Hr. formand, i Europa-Parlamentet og i et demokrati har vi alle ret til at sige vores mening. Vi kan være enige, eller vi kan være uenige. Det kan ikke accepteres, at en stat, der har forbindelser med EU, tillader sig at angribe et parlamentsmedlem på hans ære og værdighed. Derfor er mit spørgsmål følgende, hr. formand: Har Europa-Parlamentets Præsidium svaret Angolas regering gennem dens ambassadør i Paris? Hvis det har svaret, hvad bestod dette svar så i? Hvis det endnu ikke har svaret, er det særdeles påkrævet, at Parlamentet udtrykker sig klart og utvetydigt i sin afvisning af den holdning, som Angolas regering har udvist over for vores kollega, hvilket vil sige over for Europa-Parlamentet, et forum for frihed og demokrati, hvor vi alle har ret til at fremsige vores mening. |
Ærede kolleger, jeg er enig i de politiske, institutionelle og også menneskelige motiver, der ligger bag disse indlæg. Jeg giver nu ordet til hr. Pacheco, da han har bedt om det, men så stopper vi også her, for det er efter min mening ikke rimeligt at starte en debat om et emne, der ganske vist er væsentligt, men som ikke var planlagt. Jeg vil senere underrette Dem om de beslutninger, vores formand eventuelt træffer, og om de aktiviteter, som vores formand under alle omstændigheder iværksætter på Deres vegne. |
Hr. formand, jeg deler de foregående taleres opfattelser, hvad angår det uantagelige i, at en regering som Angolas, der i mange år har ført borgerkrig i sit land, og som i internationale sammenhænge af flere organisationer anklages for korruption, tillader sig at angribe den ret, som et medlem af Europa-Parlamentet har til give udtryk for den opfattelse, der netop kritiserede krænkelserne af menneskerettighederne i Angola. Jeg vil dog også gerne sige så klart som muligt, at det ikke kun drejer sig om inden for EU's institutioner at få Europa-Parlamentet til at fremsætte protest og afvisning. Det ville være godt, om også Rådet, hvis formand i øjeblikket er den portugisiske premierminister, svarede med tilsvarende styrke på den kritik, der er blevet fremført over for et medlem af Parlamentet, og ikke nøjedes med den tvetydige holdning, som han har udvist i forhold til den fornærmelse, som den angolanske regering har udsat dette medlem af Parlamentet og EU's institutioner for. Europa-Parlamentet afviser selvfølgelig Angolas holdning og forventer, at formanden for Rådet også klart giver udtryk for en sådan afvisning og ikke mere besvarer disse anklager blot med tavshed. |
Jeg vil gerne takke hr. Queiró, Seguro og Pacheco for deres indlæg. Vores formand vil lade denne protest gå videre til Angolas officielle repræsentanter og underrette formanden for Rådet om den anmodning, man rettede til ham, så Rådet og dets fungerende formand også tager initiativ til at reagere på disse utilladelige angreb. Vi går nu over til afstemning. |
Hr. formand, jeg beklager at have givet anledning til en lille komplikation med hensyn til rækkefølgen af punkterne på plenarforsamlingens dagsorden. Efter konsultationer med andre medlemmer af Udvalget om Udvikling og Samarbejde appellerer jeg til Dem om at udsætte afstemningen om denne forordning indtil i morgen. Der er grundlæggende to årsager. Den ene er, at fristen for anmodning om særskilt afstemning om ændringsforslagene skulle have været i går kl. 19. På grund af en misforståelse blev denne anmodning ikke fremsat i tide. At fortsætte med afstemningen som afstemning under ét i dag ville efter min mening være uheldigt. Uformelle drøftelser med Rådet har fået mig til at mene, at der er al mulig grund til at forvente, at vi kan bilægge den uenighed, der har været mellem Rådet og Europa-Parlamentet, men hvis vi stemmer under ét, går vi måske glip af denne mulighed. Den anden grund har at gøre med komitologi. Vi ville have fordel af yderligere drøftelser blandt de forskellige grupper om visse detaljer i forbindelse med nogle af ændringsforslagene. Derfor vil jeg som ordfører anmode Dem om at følge min anbefaling om udsættelse. (Afstemningen udsat til onsdagens afstemningstid) Indstilling ved andenbehandling (A5-0048/2000) fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Rådets fælles holdning (12487/1999 - C5-0014/2000 - 1999/0015(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene (Ordfører: Fernández Martín) |
Blot for at gentage, hvad min kollega, Poul Nielson, sagde i går, så er Kommissionens holdning til ændringsforslagene som følger: Kommissionen støtter ændringsforslag 11 i princippet, samt følgende ændringsforslag: ændringsforslag 4, 7, 9, 10, 13, 14 og 15. Kommissionen støtter ikke følgende ændringsforslag: ændringsforslag 1, 2, 3, 5, 6, 8 og 12. (Den ændrede fælles holdning godkendtes) Indstilling ved andenbehandling (A5-0043/2000) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (11195/1/1999 - C5-0251/1999 - 1998/0249(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe (Ordfører: Bouwman) Ændringsforslag 6: |
Hr. formand, jeg vil gerne lige gøre opmærksom på konsekvensen af den delte afstemning. Normalt er det i parlamentskredse almindeligt først at stemme om det mest vidtgående forslag og derefter om det mindst vidtgående. På grund af denne delte afstemning stemmer vi først om det mindst vidtgående og derefter om det mest vidtgående. I betragtning af, at jeg er temmelig ny her i Parlamentet, ved jeg ikke, hvordan der kan findes en løsning herpå, men jeg vil i hvert fald anbefale enhver, som er venligt stemt over for miljøet, og som er tilhænger af princippet om, at forureneren betaler, at stemme ja til begge dele. (Den ændrede fælles holdning godkendtes) Indstilling ved andenbehandling (A5-0040/2000) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (111287/1/1999 - C5-0323/1999 - 1998/0097(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, der kører på Fællesskabets område (Ordfører: Piecyk) (Den ændrede fælles holdning godkendtes) STEMMEFORKLARINGER- Indstilling ved andenbehandling af Fernández Martín (A5-0048/2000) |
Hr. formand, jeg har stemt for de fornuftige overvejelser angående den økologiske katastrofe, der truer planeten, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Men bekymringerne drukner i et virvar af viljesvage erklæringer. Hverken Kommissionen i Bruxelles eller Europa-Parlamentet har lyst til at handle og slet ikke til klart at udpege de ansvarlige for en katastrofal økologisk udvikling. EU's institutioner stiller sig f.eks. tilfreds med fromme ønsker om at beskytte tropeskovene, selvom de store truster i skovsektoren, der er de industrielle slagtere af skovene i en række lande i Sydøstasien og i Afrika, pålægger lokalbefolkningerne deres manøvrer, og disse slagtere er særdeles velkendte. I en række fattige lande er det selvfølgelig befolkningen, der rydder og ødelægger skovene, enten for derved at skaffe sig en smule indtægter eller for at rydde og dermed skaffe sig adgang til jordområder, de ellers ikke ville have adgang til. Men at foregive at integrere miljødimensionen i udviklingsprocessen er det rene hykleri, når de herskende klasser i de rige lande i virkeligheden lukker af for udviklingen i de fattige lande og fastholder flertallet af deres befolkninger i fattigdommen. |
Teksten i den betænkning, vi har fået fremlagt i dag, opfylder det nødvendige krav om at bevare tropeskovene. EU og dens medlemsstater har reelt et medansvar for at beskytte et økosystem, der er nødvendigt for at bevare den økologiske balance på hele planeten. Dette ansvar er først og fremmest knyttet til historien og til medlemsstaternes forpligtelser over for de lande, hvor den væsentligste del af skovene ligger. Disse historiske bånd og denne ekspertise bør anvendes til at beskytte dette økosystem. På den anden side har vi også forpligtet os til et ansvar som forbrugere. Mange af de produkter, der forbruges i EU, kommer fra disse regioner og har generelt en negativ indvirkning på skovene. Endelig har EU på medlemsstaternes landområde, herunder især Frankrig, vigtige dele af de tropiske skove. Især er departementet Fransk Guyana næsten totalt dækket af denne form for vegetation. Det vil i særlig grad være passende at muliggøre en reel udvikling af disse områder samtidig med, at man respekterer beboernes kultur og traditioner, uden at de stivner i en rolle, der blot består i en passiv økologisk konservering. EU kan yde et bidrag på dette område, hvis den forstår at koordinere sin indsats og sine kompetencer uden at forsøge at kontrollere og at påtvinge medlemsstaterne en enhedsstrategi. Det er grunden til, at vi har støttet ændringsforslagene fra PPE-DE, der fastholder den nødvendige smidighed for hele ordningen. Indstilling ved andenbehandling af Bouwman (A5-0043/2000) |
Olietankeren Erikas forlis for nylig ud for den bretonske kyst har gjort den brede offentlighed bevidst om bl.a. problemet med afgasning, voldsom udledning af brugt olie, affald eller andre affaldsstoffer, der har at gøre med skibslaste, som visse kaptajner uden skrupler foretager på åbent hav. Selvom hullerne i vraget officielt var lukket, fortsatte olielagene reelt med at drive ind på strandene og dokumenterede, at der enten foregik andre udslip, eller at fartøjer, der passerede tæt forbi, udnyttede situationen til at rengøre deres tanke. Der var uden tvivl tale om begge dele. I den maritime transports jungle forekommer en sådan adfærd desværre ofte. Den bidrager til at omdanne vores have og strande til affaldsdepoter og bringer den maritime økologiske balance i fare. Tilfældet vil, at Parlamentet netop nu har andenbehandling af et forslag til direktiv, der har været diskuteret i to år, og som på EU-plan drager konsekvenserne af den internationale Marpol-konvention fra 1973, der er ratificeret af samtlige medlemsstater. Konventionen pålægger skibe, når de anløber havn, at anbringe deres affald i de modtagefaciliteter i havnene, der er beregnet til dette formål, og den kræver til gengæld, at deltagerstaterne sørger for at stille passende faciliteter til rådighed. Vi kan kun bifalde dette forslag til EU-direktiv, der vil gøre det muligt at gennemføre disse principper. Men samtidig stiller vi et stort spørgsmål: Hvilken kontrol vil der være? Direktivet siger, at de fartøjer, der anløber en havn i Fællesskabet, ikke kan forlade den, uden at have fremvist certifikater, der beviser, at deres affald og aflejringer er anbragt effektivt i de relevante faciliteter. Men hvad sker med de fartøjer, der kommer fra et land uden for Fællesskabet? Vil de også blive afkrævet certifikater? Og hvad med de skibe, der passerer uden at anløbe havn, vil de blive kontrolleret? Vi mener, at medlemsstaternes havne til at begynde med skal forbyde skibe at anløbe, hvis de ikke kan fremlægge sådanne certifikater, også hvis de kommer fra et land uden for Fællesskabet. Endvidere bør medlemsstaterne, der via direktivet forpligter sig til at styrke deres kontrol i havnene, også forpligte sig til at styrke deres ordninger for kontrol ude på havet. Vi kender kun alt for godt konkurrencepresset inden for den maritime transport. Det nytter ikke noget at vedtage konventioner eller direktiver, hvis de derefter forbliver tomme ord på grund af manglende kontrol. |
Den betænkning, vi skal stemme om i dag, afslører den holdning, Europa-Parlamentet ønsker at indtage i debatten om den maritime sikkerhed, der er blevet genoptaget med Erikas dramatiske forlis. Jeg vil minde om, at formålet med det forslag til direktiv, vi forhandler i dag, er at gøre modtagefaciliteter i havnene for driftsaffald og lastaflejringer i højere grad disponible og anvendelige. Dette ligger helt i tråd med Marpol-konventionen 73/78 (forebyggelse af forurening fra fartøjer), samtidig med at det fokuserer mere specifikt på ordninger til behandling af affald i havnene. Direktivet indgår som et led i Unionens overordnede strategi for affaldsbehandling og pålægger alle havne at stille passende modtagefaciliteter til rådighed, der opfylder skibenes behov. Vi står i dag over for problemer med maritim forurening, som vi må gå direkte til angreb på ved at tage dristige forholdsregler. Som ordføreren understreger, findes der allerede regler, men de bliver ikke overholdt. Det generelt gældende system, der styres efter princippet om, at forureneren betaler, glimrer ved sin manglende effektivitet! Det er derfor nødvendigt at finde et alternativ, og dette foreslås i et ændringsforslag, som jeg har støttet. Det vil reelt dreje sig om at indføre en ordning med afgifter, der skal betales systematisk af alle fartøjer, hver gang de anløber en havn, hvad enten de anvender faciliteterne til opbevaring af affald eller ikke. Afgiften skal anvendes til at betale ca. 90% af de pågældende faciliteter. Dette system vil uundgåeligt anspore fartøjerne til at aflæsse deres driftsaflejringer og andet affald i havnene snarere end at dumpe på åbent hav, en forkastelig praksis, der er meget almindelig i dag. Enhver ved, at visse fartøjer endda har udnyttet forureningen forårsaget af Erikas forlis til at losse deres affald i havet. Det er absolut skandaløst og kan ikke tolereres. Der findes dog eksempler på god praksis, idet landene omkring Østersøen allerede siden 1998 har anvendt en sådan praksis. Jeg er udmærket klar over, at dette vil kræve voldsomme ændringer i organisationen af mange medlemsstaters havne og medføre ekstra udgifter for fartøjerne. Men er det ikke prisen, vi må betale for at garantere et rent havmiljø, så meget mere som det hedder i direktivet, at de mindre forurenende skibe må kunne identificeres og kunne nyde godt af nedsatte afgifter? Dette system forekommer mig at være retfærdigt, og jeg har stemt for det. |
Dette forslag til direktiv er velkomment i EU. Det indgår som en del af Unionens overordnede strategi til reduktion af den maritime forurening og for affaldsbehandling og kræver, at alle havne i Unionen, herunder lystbådehavne, stiller passende modtagefaciliteter til rådighed, der kan opfylde fartøjernes behov. Der fandtes allerede et internationalt system, idet Marpol-konventionen pålægger alle fartøjer internationalt bindende regler, ifølge hvilke enhver dumpning i havet er forbudt. Men det problem, der rejser sig, er reelt at gennemføre og overholde reglerne. Det prisværdige princip om, at forureneren betaler - som mange medlemsstater, herunder min egen, går ind for - bliver langtfra overholdt. Katastrofen med Erika viser desværre denne kendsgerning på samme måde som de 39 dumpning, der ustraffet har fundet sted i området i løbet af en uge! Idet man fastholder førstebehandlingen fra den tidligere valgperiode, er dette grunden til, at Europa-Parlamentet og Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme har foreslået, at ethvert fartøj, der anløber en havn i en medlemsstat, afholder 90% af udgifterne til modtagelse og behandling af affaldet, uafhængigt af den faktiske brug, de gør af faciliteterne. Dette forekommer os at være den eneste reelle og retfærdige metode til at undgå disse malplacerede dumpninger i havet. Hvis havnefaciliteterne kun finansieres (i meget høj grad) af de fartøjer, der anvender dem, kan man kraftigt frygte, at et stort antal af sidstnævnte ikke vil betale denne afgift, idet en dumpning i havet vil være billigere. I øvrigt ønsker vi endvidere at fastsætte andelen af obligatoriske inspektioner til 25% af fartøjerne. Ved indgangen til det franske formandskab for EU vil de franske socialdemokrater være parate til at forsvare følgende holdning. Jeg kan kun opfordre Parlamentet til at gøre det samme. Det drejer sig om en politisk kamp. Men er det ikke netop vores rolle at føre denne, også selvom den vil føre os til at tage politisk ambitiøse beslutninger, der sommetider går længere end de, vores regeringer tager, og som altid er storslåede og fulde af håb? |
Man kan ikke i dag se bort fra det tilfældige sammenfald for denne andenbehandling af forslaget til direktiv imod den maritime forurening med Erikas tragisk aktuelle forlis. Det er rigtigt, at denne tekst ikke omhandler årsagerne til den uforudsete forurening, men vi ved jo godt, at de endnu mere lumske konsekvenser af denne piratpraksis med dumpning i havet ikke er mindre alvorlige. I sidste uge af februar identificerede man ikke færre end 39 vilde dumpninger udelukkende i den zone, hvor vraget af Erika befinder sig. Denne praktik kan ikke tolereres, men den er svær at kontrollere, især om natten eller i tåget vejr. Forslaget til direktiv og ændringsforslag sigter på overalt at indføre en havneafgift for fartøjer i alle EU's havne for at finansiere behandlingen af deres affald, og det har to formål: dels at tvinge havnene til at udruste sig og organisere sig for at kunne behandle driftsaffaldet fra fartøjerne, direkte eller udliciteret til kompetente og specialiserede operatører, dels at overtale fartøjerne til at underlægge sig havnenes krav til affaldsbehandling, idet de under alle omstændigheder kommer til at betale prisen. Man skal i øvrigt sørge for, at denne universelle afgift i størst muligt grad bliver gjort gensidig og forsynet med nationale finansielle eller EU-ordninger, der gør det muligt for de små havne at få adgang til denne affaldsbehandlingstjeneste uden ubetænksomt at skulle bebyrde deres økonomi og dermed deres overlevelsesmuligheder. På disse vilkår tilbyder dette direktiv os et første eksemplarisk svar fra EU på den berettigede ophidselse, som forureningen forårsaget af Erikas forlis har fremkaldt. Det indleder på en måde anerkendelsen og oprettelsen af et maritimt europæisk område underlagt fælles regler. |
Rådet skulle allerede for længe siden have forhandlet emnet for dette direktiv om modtagefaciliteter i havnene for fartøjernes driftsaffald, men den tekst, man nåede frem til, overholdt principperne for at styrke beskyttelsen af havmiljøet samtidig med, at den tog hensyn til realiteterne i den enkelte medlemsstat uden at skabe en omvæltning i den nationale praksis, hvilket ikke er tilfældet med den betænkningstekst, vi netop har fået forelagt. Faktisk har et land som Frankrig allerede gennemført ordningerne i Marpol-konventionen ved at garantere faciliteter til modtagelse og kvalitetsbehandling i alle havne overgivet til private firmaer, der sender deres regning direkte til skibsrederen i forhold til affaldets art og beskaffenhed. Den reducerede udgift til anvendelse for såkaldte økologiske fartøjer bliver dermed "naturlig". Denne løsning, der begunstiger de fartøjer, der i størst omfang respekterer miljøet, forekommer at være langt mere retfærdig end en tilfældig reduktion - og ud fra hvilke kriterier? - som de "økologiske" både ville nyde godt af samt et bidrag, der uden at skelne er uafhængigt af anvendelsen af de oprettede faciliteter. Vi afviser derfor at erstatte en afgift, der tager hensyn til affaldets art med en beskatningspolitik, der er blind for strømmene af fartøjer uafhængigt af, hvor farlige de er for miljøet. Det er ligeledes nødvendigt at sige, at "dumpningen" på havet desværre i meget høj grad er uafhængig af beskatningssystemet. Kun en kontrol ude på havet og mere regelmæssige kontroller af de skibe, der anløber havn, vil være i stand til at begrænse dumpningerne i havet. Af alle disse årsager går UEN-gruppen, der minder om sin tilslutning til Rådets fælles holdning, imod teksten i denne betænkning, der har udvandet principperne for en fælles holdning. Den opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at påtage sig det fulde ansvar for så hurtigt som muligt at indføre kontrolforanstaltninger, der forsynet med et sanktionssystem, der anskueliggør princippet om, at forureneren betaler, måske gør det muligt at undgå en gentagelse af katastrofer som den, der så skandaløst for nylig har skæmmet de franske kyster. Indstilling ved andenbehandling af Piecyk (A5-0040/2000) |
Europa-Parlamentet har i dag udtrykt sig om forslaget til direktiv om syn ved vejsiden af tunge erhvervskøretøjer. Det er reelt uomgængeligt nødvendigt at forbedre sikkerhedsniveauet og dæmpe indvirkningen på miljøet fra disse køretøjer, hvis antal er konstant stigende. At indføre tilfældige kontroller på vejene for at tage stikprøver i løbet af hele året af køretøjernes stand er en relevant idé, men den må gennemføres effektivt. Dette forslag til direktiv vil være et meget nyttigt supplement til den indsats, der ydes i byerne, især i kraft af byudflytningsplaner og i særlig grad i området omkring Rouen, der hver dag passeres af 5.000 lastvogne. Det er ligeledes nødvendigt at tænke på udveje for alternativ transport af varer (ad vandveje og jernbaner osv.) og på at udvikle renere køretøjer. Dette er, kære kolleger, årsagerne til, at jeg i dag har støttet forslaget til direktiv om syn ved vejsiden af tunge erhvervskøretøjer. (Mødet udsat kl. 12.35 og genoptaget kl. 15.00) |
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0064/2000) af Duff og Voggenhuber for Udvalget om Forfatningsspørgsmål om Rådets afgørelse om udarbejdelse af et charter om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder (C5-0058/1999-1999/2064(COS)). |
Fru formand, udvalget foreslår, at man gør et charter for grundlæggende rettigheder til noget centralt i unionssystemet med bindende virkning for Den Europæiske Union, dens institutioner og kontorer. Det gør vi, fordi der er en stor magtkoncentration i centrum af Unionen, og det er klart nødvendigt, at borgerne bliver beskyttet mod misbrug af denne magt. Vi mener, at charteret vil have tre hovedvirkninger. For det første vil det forstærke den konstitutionelle karakter af traktaten, for det andet vil det være et referencepunkt for dem - herunder Europa-Parlamentet - som ønsker at fremme den europæiske integration med en større grad af demokratisk legitimitet, og for det tredje vil et charter, der har stil og gennemslagskraft, styrke Unionens profil over for dens nuværende og kommende borgere. Beslutningen giver mandat til den europæiske parlamentariske delegation inden for Forsamlingens rammer. Forsamlingen har allerede indledt processen med at udarbejde charteret efter de hovedretningslinjer, vi foreslår, og ud fra den antagelse, at det endelige resultat skal være bindende. En stærk støtte til dette beslutningsforslag ved afstemningen vil bidrage til, at Forsamlingen lettere kan løse sin opgave og formulere kriterier for Europa-Parlamentets endelige vurdering af resultaterne. Vi bør undgå at blive besat af spørgsmålet om subsidiaritet. Udformningen af charteret vil bestemt blive stærkt præget af anvendelsen af dette princip, men det er af afgørende betydning, at charteret afspejler det moderne europæiske samfund med al dets pluralisme og forskellighed. Virkningen af charteret vil være vedvarende og gradvis snarere end pludselig og revolutionerende. Der er også uenighed om forholdet mellem charteret og Den Europæiske Konvention. Vi foreslår, at Unionen skal skrive under, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention selv vil udgøre den solide kerne i charteret. Fru formand, vores formål er at skrive et charter, der er så godt, at medlemsstaterne vil finde det en skam at undlade at acceptere det inden for Domstolens jurisdiktion. Charteret repræsenterer en chance for at opbygge et moderne postnationalt samfund og udgør et dristigt skridt frem ad vejen bort fra det 20. århundredes sorg og jammer i Europa. Jeg anbefaler stærkt dette beslutningsforslag. |
Fru formand, kære kolleger, hvis det er rigtigt, at man kun kan forene noget, der allerede har en indre enhed og hører sammen, rejser det spørgsmål sig, hvad Europas enhed egentlig er. Vi er ikke ét folk. Vi har ikke den samme etniske oprindelse. Vi taler ikke samme sprog. Vi har ikke kun én kultur og ikke samme religion. Vores historie er præget af krig, af krig mod hinanden, og Europas slørede grænser får os end ikke til at fremstå som en geografisk enhed. Hvad er det så, der forbinder os? Hvad er det, der gør det muligt for os at eksistere sammen? Svaret vil nok forekomme en og anden skrøbeligt. Men det er efter min mening alt, hvad vi har: demokrati og menneskerettigheder. Det er Europas enhed. Hvad der end er udgået af tvivlsomme ting fra dette kontinent, er demokrati og menneskerettigheder et budskab fra dette kontinent, som ubestrideligt har global gyldighed. Efter det 20. århundrede, århundredet med gru og ultimative forbrydelser, er det dette kontinents moralske imperativ. Menneskets værdighed kan ikke drages i tvivl! Derfor er det ikke nok for os, at alle medlemsstater er medlem af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne, men Den Europæiske Union er det ikke. Derfor bør det ikke længere anses for rimeligt, at EU-ret bryder national ret, ja medlemsstaternes statsret, uden at Unionen selv har et klart, omfattende grundlæggende retssystem. Det er derfor foruroligende for os, at Europa ikke med konsensus om en grundlæggende ret kan give et svar, når der inden for informations- og kommunikationsvidenskaber og bioteknik opstår nye konflikter om grundlæggende ret. Det kan derfor ikke være os ligegyldigt, at den parlamentariske og retlige kontrol - og dermed sikringen af statsretten - på det yderst følsomme område, som den politiske union er, f.eks. samarbejde mellem politi og retsvæsen eller udenrigs- og sikkerhedspolitik, er klart svækket. Derfor er Den Europæiske Union ikke komplet, så længe rettens herredømme og institutionernes magt ganske vist til stadighed øges, men borgernes afværgeret og frihedsrettigheder ikke gør det i samme grad, og heller ikke borgernes retsgarantier og retsbeskyttelse. Europa-Parlamentet har en lang ubrudt tradition for at forsvare de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne. Derfor kan beslutningerne på topmøderne i Köln og Tampere ses som virkeliggørelse af Parlamentets krav gennem mange år. Disse krav fra Parlamentet lever op til denne tradition, og de følger af sagens natur, af de grundlæggende rettigheders natur, det vil sige, at der ikke må gives løfte om rettigheder, uden at de bliver borgernes ret. Retsgyldighed og adgang til domstolene er uløselig forbundet med de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne. På samme måde forholder det sig med de grundlæggende rettigheders udelelighed. Alle politikker og alle institutioner og alle organer i Den Europæiske Union skal være underkastet dette charter for de grundlæggende rettigheder. Ellers ville det være et løfte om grundlæggende rettigheder til borgerne og menneskene i Den Europæiske Union, som blot var en erklæring. Det ville betyde, at folks forventninger kun tilsyneladende blev opfyldt. Og den foreliggende beslutning, hvis den da vedtages, tager et gammelt krav fra Parlamentet op, som aldrig har været så vigtigt som i dag. Dette charter for de grundlæggende rettigheder skal være grundstenen, grundelementet i den nødvendige proces at give Den Europæiske Union en forfatning. Indførelsen af et europæisk demokrati i det supranationale område er forbundet med dette charter for de grundlæggende rettigheder. Fru formand, det er måske historiens list, at De i dag har udpeget en østriger til ordfører, til medordfører for dette charter for de grundlæggende rettigheder. Jeg takker Dem for denne tillid. Det er måske ikke sædvanligt, men med Deres tilladelse vil jeg gerne dedicere mit bidrag i de sidste måneder til dette arbejde til det overvældende flertal af den østrigske befolkning, som forsvarer den store europæiske konsensus mod handlinger og mod ord. Menneskets værdighed kan ikke drages i tvivl! |
Fru formand, endelig skal Europa-Parlamentet stemme om den betænkning, der har været under udarbejdelse længe, om udfærdigelsen af et charter for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, og jeg håber, at Parlamentet vil slutte op om ordførernes tålmodige arbejde. Jeg håber således, at man forkaster de destruktive ændringsforslag fra dem, der ligefrem betragter udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder som et angreb på demokratiet. Og det gør de, selvom der er tale om rettigheder, som for en stor dels vedkommende allerede eksisterer i Unionen, da de er medtaget hist og her i traktaterne, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, i medlemsstaternes fælles institutionelle traditioner og i de internationale konventioner, som alle har underskrevet. Hvordan kan man være bange for et charter for grundlæggende rettigheder? Det udgør blot en formel bekræftelse og et sammenhængende udtryk for de individuelle og ukrænkelige rettigheder, uden hvilke demokratiet kun ville være et udtryk for tallenes magt og give mulighed for overgreb fra den konstituerede magts side. Den Europæiske Union er en fredelig og solidarisk sameksistens mellem forskellige folkeslag og forskellige kulturer, fordi den har tradition for at respektere de individuelle rettigheder. Charteret bliver en liste over de fælles principper, der definerer Europas identitet i verden, og det er en identitet, som ikke bygger på blodets bånd, etniske tilhørsforhold eller territoriale tilhørsforhold, men netop på nogle fælles værdier. I den omhyggelige anerkendelse af de gældende og fælles rettigheder skal der være plads til de grundlæggende sociale rettigheder, hvis egentlige karakter ikke afviger fra de andre rettigheders, nemlig retten til foreningsfrihed, de grundlæggende rettigheder til livet og til sikkerhed på arbejdspladsen samt retten til uddannelse, der aldrig før har været så vigtig for at sikre udvikling, beskæftigelse og konkurrencedygtighed på verdensmarkedet. Der skal være plads til borgernes politiske rettigheder og til den enkeltes menneskerettigheder, og de grundlæggende rettigheder skal slås fast, når vi står over for nye risici. Et katalog over de grundlæggende rettigheder, der anses for bindende af EU-institutionerne, angiver også over for borgerne, at de har pligt til at respektere disse rettigheder. Det skaber et civilt og juridisk samarbejdsområde, hvor der ikke bare er økonomisk frihed, men også sikkerhed og retfærdighed i et meget stort område, der tidligere var skueplads for tilbagevendende og blodige konflikter. Europa, som var slagmark for fjendtlige hære op til hele den første halvdel af dette århundrede, bliver nu en garanti for fred og frihed for angst og nød. Det er den betydning, som charteret for grundlæggende rettigheder skal have for os. Ingen har berettiget grund til at være bange, når man bekræfter, at retten vejere tungere end magten. |
Fru formand, kære kolleger, Europa bygger på grundlæggende rettigheder. Det gør den amerikanske konstitution også, nemlig på vores grundlæggende europæiske rettigheder, på tankemateriale af John Locke og den franske revolution. De amerikanske borgere kan kræve vores europæiske rettigheder i deres domstole, hvilket har medført stolthed, selvbevidsthed og dygtighed hos dem. Grundlæggende rettigheder kan skabe identitet og medborgerskab. De kan desuden hjælpe enkeltindivider med at udnytte de muligheder, som nu opstår i Europa på grund af fri bevægelighed, euroen og informationsteknologien, det vil sige de muligheder, som vokser frem af den nye økonomi. Vores europæiske tilgange, de kulturelle forskelle, er lettere at opretholde og acceptere, hvis borgerne ved, at de kan kræve deres rettigheder overalt i Unionen. Fri bevægelighed forudsætter ganske enkelt, at der findes garanterede, grundlæggende rettigheder. En udvidelse uden garanterede rettigheder ville endda kunne mislykkes og forsinke vores økonomiske udvikling. En bindende lov er et ufravigeligt krav og en nødvendighed i en hårdt tiltrængt konstitution. Jeg vil advare mod en tilslutning til Europarådets konvention, særligt hvis det sker, uden at det kombineres med en bindende lov. Disse komplikationer bør studeres nærmere. Jeg håber, at vi får en moderne, velformuleret version af artikel 6 i Europarådets konvention, hvor man kort og præcist opremser vores allerede eksisterende rettigheder og tilføjer den moderne bioteknik og databeskyttelsen. Loven skal være lettilgængelig og tydelig for borgerne. Den skal ikke være todelt eller indeholde en masse henvisninger. Loven skal være bindende og indbefatte de europæiske institutioner. Det kan ikke være rimeligt, at borgerne efterlades forsvarsløse over for krænkelser fra politilignende institutioner som f.eks. OLAF og Europol! Dette projekt skaber stærkere europæiske enkeltindivider. |
Fru formand, som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender vil jeg først og fremmest koncentrere mig om de grundlæggende sociale rettigheder. Grundlæggende sociale rettigheder er uløseligt forbundet med de traditionelle grundlæggende rettigheder. Hvad har nogen f.eks. ud af ytringsfrihed, hvis vedkommende på grund af fattigdom og arbejdsløshed er fuldstændigt udelukket fra det sociale liv. Der er grundlæggende sociale rettigheder, som i deres art er identiske med og således simpelthen hører ind under de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder. Jeg nævner f.eks. foreningsfriheden og retten til at organisere sig, som kan uddybes til retten til frie kollektive forhandlinger og retten til kollektive aktioner. Disse rettigheder burde derfor henhøre under den første del af charteret. Ved andre grundlæggende sociale rettigheder er der brug for et bindeled mellem formuleringen af de grundlæggende rettigheder og disses virkninger på enkeltpersoner. Disse grundlæggende rettigheder beskrives derfor ofte som påbudsstandarder, som udformes af myndigheder inden for social lovgivning. Disse er imidlertid ikke mindre væsentlige som grundelementer for charteret. Med denne kategori af grundlæggende rettigheder viser sig ofte tydeligst misforståelser om, hvad dette charter nu burde betyde på europæisk plan. Den første misforståelse er, at EU-charteret erstatter de nationale garantier for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som om enkeltpersoner fremover i stedet for hos deres egne myndigheder og dommere nu burde gå til Den Europæiske Union og til Domstolen. Og som om grundlæggende rettigheder om arbejde, boliger og social sikring så pludselig ville blive beføjelser på europæisk plan. Det er der imidlertid ikke tale om. Lige så lidt, for øvrigt, som ved garantien for ytringsfrihed eller for en fair straffesag. Charteret er der for at binde de europæiske institutioner og den europæiske politik til disse grundlæggende rettigheder. Dermed reagerer jeg også med det samme på en anden misforståelse, som er vidt udbredt. Det forholder sig ikke sådan, at charteret kun burde omfatte rettigheder, for hvilke Den Europæiske Union er den først udpegede kompetente instans, man henvender sig til. Også hvor Unionen ikke har nogen som helst beføjelser, kan politiske foranstaltninger, som træffes gennem eller i kraft af Den Europæiske Union, krænke de grundlæggende rettigheder. Altså også grundlæggende rettigheder, som ikke kan garanteres på unionsplan, men som kan krænkes af Unionen, hører hjemme i charteret. Så har jeg en bemærkning om internationale konventioner med hensyn til sociale grundlæggende rettigheder. Udtalelsen fra Socialudvalget nævner en række: Europarådets europæiske socialpagt og ILO's og FN's centrale konventioner. I ændringsforslag 22 til Duff- og Voggenhuber-betænkningen opfordrer jeg til en henvisning i unionstraktatens artikel 6, ikke blot til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også til Den Europæiske Socialpagt i ILO's og FN's centrale konventioner. Et andet ændringsforslag, om en mere vidtgående variant, ændringsforslag 23, nævner, at tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også af disse sociale internationale standarder, burde finde sted. En sidste bemærkning vil jeg gerne fremsætte om nødvendigheden af en bred social bæredygtighed og en dialog med organisationer i det civile samfund også efter, at vi har vedtaget charteret. Også da er vi nødt til at føre denne brede diskussion. |
Fru formand, som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder vil jeg besvare to spørgsmål. For det første, hvilken interesse står på spil navnlig for kvinder i Europa i dette charter, og for det andet, hvad har mainstreaming med hensyn til ligestilling mellem kønnene som nævnt i EF-traktatens artikel 3, stk. 2, at gøre med dette charter? Spørgsmålet om ligestilling mellem mænd og kvinder i Europa, hvor det angår juridiske standarder, lider under loven om forspringet, der bremser den videre udvikling. Oven på den gamle bestemmelse om lige løn er der udarbejdet en hel konstruktion af ligebehandlingslovgivning, som i mellemtiden udgør en del af acquis communautaire. Disse juridisk bindende instrumenter har stimuleret ligebehandlingen af mænd og kvinder enormt i medlemsstaterne. Men på grund af deres oprindelse i det indre markeds målsætning er det logisk, at alle disse direktiver og henstillinger er begrænset til områderne beskæftigelse og arbejdsvilkår. Som det for nylig viste sig i forbindelse med pakken af forslag til foranstaltninger med hensyn til bekæmpelse af diskrimination i medfør af artikel 13 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, tøver man stadig meget med at betragte ligebehandlingen af mænd og kvinder som et anliggende, som også kræver foranstaltninger uden for arbejdsmarkedet. Efter min mening er dette en misforståelse. Diskrimination af kvinder er en kendsgerning, som desværre er uløseligt forbundet med vores samfundsorden som sådan. Derfor er lovmæssig forankring af ligebehandlingsprincippet nødvendig over hele linjen. En utvetydig anerkendelse i Den Europæiske Unions kommende charter for grundlæggende rettigheder af et generelt forbud mod diskrimination på grund af køn og dermed optagelse deraf i selve traktaterne ville derfor give de nødvendige muligheder for en ny EU-politik med henblik på fremme af kvinders stilling på alle relevante samfundsområder. I mange diskussioner om de grundlæggende rettigheder henhører kvinders rettigheder temmelig ofte under fællesnævneren specifikke rettigheder. Kvinder som samfundskategori nævnes i samme åndedrag som en hel række andre såsom handicappede, ældre, indvandrere osv. Det ligger mig fjernt at hævde, at den ene diskrimination er værre end den anden. At tro, at grundlæggende rettigheder er ordnet hierarkisk, er en faldgrube, som vi må undgå. Men netop derfor skal vi fremhæve, at det i forbindelse med kvinders rettigheder ikke drejer sig om rettigheder for en særlig menneskeart, som på grund af deres afvigelse fra den mandlige norm skulle have ret til særlig beskyttelse. Lige så lidt drejer det sig i forbindelse med kvinders rettigheder om rettigheder som gruppe, som om de kunne sammenlignes med nationale mindretal. Kvinders rettigheder udgør en væsentlig bestanddel af de universelle menneskerettigheder, grundlæggende rettigheder eller borgerlige rettigheder. Specifikke kvinderettigheder eksisterer ikke. Hvad der dog eksisterer, er mainstreaming af et kønsperspektiv i diskussionen om de grundlæggende rettigheder. Anliggender såsom familiens rettigheder kræver mainstreaming med hensyn til ligestilling mellem kønnene. Resten af min tale kan De læse i den skriftlige udgave af den, som jeg vil offentliggøre. |
Fru formand, lad mig indledningsvis takke samtlige ordførere for et gedigent arbejde. De har med deres indsats understreget, hvor vigtigt dette spørgsmål er for Europa-Parlamentet, for EU og for EU's borgere. Den foreliggende betænkning skal give vores kolleger i Forsamlingen til udarbejdelse af charteret for grundlæggende rettigheder et klart og præcist mandat, som afspejler Europa-Parlamentets forventninger. Endvidere skal betænkningen sende et utvetydigt budskab til EU's borgere om, at Europa-Parlamentet ønsker at sikre, at de grundlæggende rettigheder respekteres af EU's institutioner. Udvalget for Andragender har i kraft af dets arbejdsområde en legitim interesse i, at dette charter udarbejdes. Udvalget modtager talrige andragender, som vidner om borgernes opfattelse af Unionen, ligesom de vidner om de rettigheder, borgerne forventer, Unionen sikrer dem. Udvalget for Andragender ønsker med sin udtalelse at pege på de ønsker og forventninger, der kommer til udtryk, når EU's borgere indgiver andragender til Europa-Parlamentet og gør gældende, at deres rettigheder som EU-borgere krænkes. De borgere, der indgiver andragender til Europa-Parlamentet, giver udtryk for en fast overbevisning om, at de besidder et sæt rettigheder. Borgerne kommer således Forsamlingen til udarbejdelse af charteret for grundlæggende rettigheder i forkøbet, idet de med deres andragender efterlader det indtryk, at der allerede eksisterer en "de facto-forfatning" for EU, som stadfæster alle disse rettigheder. Udvalget for Andragender ønsker derfor med den foreliggende udtalelse at understrege to synspunkter, som i øvrigt synes at vinde bred tilslutning blandt ordførerne. For det første finder vi det afgørende, at charteret får karakter af et synligt holdepunkt for EU's borgere. Dette forudsætter, at der udarbejdes en samlet tekst, som er forståelig og affattet i et klart og præcist sprog. For det andet finder vi, at det i medfør af, at charteret er retligt bindende, bør være muligt at indbringe sager angående krænkelser af de i charteret fastlagte rettigheder for en domstol. Det vil således være naturligt, at charteret indskrives i EU-traktaten. Lad mig afslutningsvis understrege, at der er behov for markante, kvalitative fremskridt, når det gælder beskyttelsen af grundlæggende rettigheder. Alle Europa-Parlamentets medlemmer bør stemme for den foreliggende betænkning for at sikre, at Rådet og Forsamlingen til udarbejdelse af charteret lever op til de forventninger, borgerne med deres andragender giver udtryk for. |
Fru formand, Rådet vil uden tvivl lytte til de politiske gruppers synspunkt, og det synes jeg er meget gavnligt. Fru formand, jeg vil sige, at denne debat kommer på det bedste tidspunkt. Forsamlingen til udarbejdelse af charteret for de grundlæggende rettigheder har påbegyndt sit arbejde, og jeg tror, vi arbejder os frem med rimelig fart. Vi er ved at komme ind på området civile og politiske rettigheder. Senere vil vi komme ind på området ret til statsborgerstab og økonomiske og sociale rettigheder. Og derfor er det vigtigt, at Europa-Parlamentet får fastsat, hvilket mandat der skal gives til medlemmerne af den delegation, som repræsenterer Europa-Parlamentet, og ligeledes får fastsat - og det synes jeg er endnu vigtigere - hvad det er for politiske målsætninger, som Europa-Parlamentet vil stræbe efter at opnå med dette charter for grundlæggende rettigheder. For i sidste ende - her har repræsentanten fra Udvalget for Andragender ret - spørger borgerne os ofte: Og hvad skal dette charter for grundlæggende rettigheder så bruges til? De grundlæggende rettigheder er anerkendt i vores forfatninger. Den Europæiske Unions medlemsstater respekterer de grundlæggende rettigheder. Der findes en Rom-konvention, der er garanteret af Strasbourg-domstolen, som udgør den sidste garanti, når der sker en overtrædelse. Hvad skal vi med dette charter? Jeg tror, det politiske budskab, som Europa-Parlamentet skal sende, er meget klart: Charteret for grundlæggende rettigheder er et plus for disse garanterede rettigheder i forfatningerne. Dét at være europæer har en positiv merværdi. Og det, vi ønsker med charteret, er netop at forpligte de europæiske institutioner til et sæt af grundlæggende rettigheder og forpligte medlemsstaterne til disse selvsamme grundlæggende rettigheder, når de omsætter eller anvender fællesskabsretten. Dét er det politiske budskab, som vi skal sende ud: Det er positivt at være europæer. Det tilføjer noget til dét, vi allerede har som nationale borgere. Og jeg synes, at den betænkning, vi drøfter i dag, og som vi skal stemme om i morgen, klart viser, hvilke politiske mål Europa-Parlamentet har. Vi ønsker, at charteret ikke alene skal være en erklæring. Vi mener ikke, en erklæring er tilstrækkeligt. Netop fordi vi ønsker, at borgerne skal have flere rettigheder og flere garantier, vil vi have, at charteret bliver indføjet i traktaten. Hvorvidt charteret bliver indføjet i traktaten, afhænger naturligvis af det arbejde, som Forsamlingen er i stand til at udføre. Det vil kun ske i det omfang, arbejdet er nyttigt og kan indføjes i traktaterne. Men jeg synes, det er afgørende, at Europa-Parlamentet husker på dette politiske mål, når charteret skal affattes. Jeg mener ligeledes, det er vigtigt at bekræfte, som det gøres i denne betænkning, at beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder under ingen omstændigheder vil blive forringet i forhold til den nuværende beskyttelse. Det skal stå klart, at der ikke vil ske en overlapning med Strasbourg-konventionen. Jeg gentager, at dét, vi ønsker, er at give de europæiske borgere en ekstra garanti, når det drejer sig om anvendelsen af fællesskabsretten. Og jeg tror, at vi tager positive skridt mod en forbedring af de europæiske borgeres levevilkår ved at bekræfte, at de grundlæggende rettigheder ikke kan adskilles, som det understreges i beslutningen, eller ved at bekræfte deres fornyende karakter. Derfor, fru formand, vil jeg afslutte mit indlæg med helhjertet at lykønske såvel de korresponderende som de rådgivende ordførere. I Europa-Parlamentet er det en stilfloskel at lykønske ordførerne, men jeg vil gøre det ud fra et politisk synspunkt og på min gruppes vegne, for jeg tror, at hr. Duff og hr. Voggenhuber og alle ordførerne for udtalelserne har fundet det politiske svar på, hvad Europa-Parlamentet nu har brug for. Derfor håber jeg, fru formand, at afstemningen i morgen ratificerer ordførernes gode arbejde med talrige stemmer for denne betænkning. |
Fru formand, hr. repræsentant for Rådet, kære kolleger, dagens debat kommer efter min opfattelse i rette tid. Vi oplever dagligt situationer, som bærer vidnesbyrd om, at det er bydende nødvendigt at få udarbejdet dette charter for Den Europæiske Union. Dette er baggrunden for vores indsats. Når vi taler om et charter for Den Europæiske Union, taler vi om et charter, som omfatter ikke blot alle EU-borgere, men også alle personer, der opholder sig inden for EU's retsområde eller er på gennemrejse. Det er væsentligt at understrege dette forhold. Det er af afgørende betydning i en situation, hvor der er uro i EU's indre rækker. Det er af afgørende betydning - og det bør udtrykkeligt fremgå af den tekst, der i morgen sættes under afstemning - i en situation, hvor vi med den forestående udvidelse forbereder os på at optage lande i EU, for hvilke respekt for de grundlæggende rettigheder ikke er nogen selvfølge. Det er af afgørende betydning - og det bør udtrykkeligt fremgå af den tekst, der i morgen sættes under afstemning - i en situation, hvor Den Europæiske Union ikke begrænser sig til en økonomisk union, men klart bevæger sig i retning af en politisk og social union. Charteret bør bidrage til denne udvikling. Det forslag til beslutning, der i morgen sættes under afstemning, har ikke til formål at fastsætte et bindende mandat for os, der deltager i Forsamlingen til udarbejdelse af det omhandlede charter. Dette arbejde er allerede påbegyndt, og beslutningen skal derfor primært udtrykke Europa-Parlamentets forventninger til resultatet af Forsamlingens arbejde. Lad mig i denne sammenhæng understrege to forhold. For det første må vi spørge, hvad vi forventer os af dette arbejde? Kære kolleger, hvis formålet med at sammensætte denne Forsamling, som er enestående i sin form og sammensætning, alene var at offentliggøre en tekst underskrevet af formændene for de tre institutioner, var vi efter min opfattelse ikke på ret kurs. Vi vil andet og mere, hvilket også kommer til udtryk i Forsamlingens arbejde, både når det gælder arbejdsform og -tempo. For det andet vil jeg pege på indholdet i det omhandlede charter. Det foreliggende forslag til beslutning beskæftiger sig kun i ringe omfang med dette spørgsmål. Europa-Parlamentet har imidlertid mindst tre gange drøftet spørgsmålet og haft lejlighed til at tilkendegive, hvad der forventes af et charter for grundlæggende rettigheder. Det er ikke målet med dagens debat. Ikke desto mindre vil jeg gerne minde om tre forhold. For det første: Hvis målet blot er at ordne eksisterende retsregler systematisk, uden i øvrigt at ændre ordlyden heraf, forekommer al nytænkning i forbindelse med sammensætningen af Forsamlingen til udarbejdelse af omhandlede charter formålsløs. For det andet: Hvis målet blot er helt eller delvist at gengive de bestemmelser, der forekommer i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og dermed reducere debatten om EU's eventuelle tiltrædelse af konventionen til en skindebat, mener jeg heller ikke, vi er på ret kurs. For det tredje: Når det gælder indholdet i charteret, har vi efter min opfattelse lejlighed til på EU-plan at stadfæste en række forpligtelser, som de enkelte medlemsstater har påtaget sig. Den Europæiske Union bør således anerkende en række rettigheder, herunder rettigheder på det økonomiske og sociale område. Jeg er i denne forbindelse fuldt ud klar over, at det mandat, der kommer til udtryk i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Köln, rummer visse problemer. Der er tale om et mandat til at anerkende sociale rettigheder, som i virkeligheden blot er målsætninger. Det er imidlertid netop en af de udfordringer, arbejdet med udarbejdelsen af charteret rummer, og jeg kan på vegne af den politiske gruppe, jeg tilhører, forsikre, at vi tillægger denne del af charterets indhold stor betydning. I forlængelse heraf tilslutter jeg mig fuldt ud Ieke van den Burgs forslag. Den Europæiske Union bør overveje ikke blot at tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men også Den Europæiske Socialpagt. Endelig er det min opfattelse, at Europa-Parlamentet gør ret i at tilstræbe, at arbejdet med charteret er afsluttet så betids, at charteret vil kunne indskrives i EU-traktaten under det franske formandskab. På den måde sikrer vi behørig anerkendelse af grundlæggende rettigheder, idet disse bliver en del af EU's regelværk. Ikke blot EU's borgere, men også de lande, der søger optagelse i EU, følger udviklingen i dette regelværk med megen opmærksomhed. |
Fru formand, behovet for et bindende charter er af mere politisk end juridisk art. Men det gør det ikke mindre vigtigt. Grundlæggende rettigheder indtager en underordnet plads i de nuværende traktater. Der, hvor de behandles, sker det på en fuldstændigt uoverskuelig måde. Dette er uacceptabelt, i hvert fald hvis Europa også foregiver at være et værdifællesskab. Charteret skal derfor forsikre borgerne om, at de er beskyttet mod krænkelser af den overnationale ret, som til stadighed udvides. Den europæiske menneskerettighedskonvention skal i denne forbindelse gælde som minimumsstandard med specifikke EU-rettigheder oveni. Selvfølgelig skal vi gøre alt for så vidt muligt at lade de nationale forfatninger være intakte. Men det kan ikke udelukkes, at disse vil påvirke nationale grundlove. Charteret skal jo kunne danne grundlaget for nye grundlæggende rettigheder, hvis de samfundsmæssige udviklinger kræver det. Endelig, fru formand, er det væsentligt, at Den Europæiske Union tiltræder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Strasbourg skal jo ikke afsvækkes, men styrkes. |
Kære kolleger, charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder bør ses som et væsentligt skridt i retning af europæisk integration. Vi bør sikre, at charteret kommer til at udgøre kernen i det europæiske identitetsbegreb og dermed giver EU den saltvandsindsprøjtning, som er nødvendig, for at Unionen opleves som en realitet. Jeg tilslutter mig derfor de kolleger, der påpeger, at charteret ubetinget må have bindende virkning. Borgerne vil næppe forstå, at EU arbejder med at definere en række grundlæggende rettigheder, uden at disse i øvrigt bliver juridisk bindende. Grundlæggende rettigheder må og skal være bindende, hvis der fortsat skal være forståelse for, at europæisk integration er et helt grundlæggende mål. Det omhandlede charter må således ubetinget indskrives i traktaten om Den Europæiske Union. Dette bør ske i forbindelse med den kommende regeringskonference, der sandsynligvis bliver den sidste, som afholdes af de nuværende 15 medlemslande. Frankrig, der opfattes som menneskerettighedernes fædreland, bør ubetinget benytte formandskabet i andet halvår af 2000 til at sætte denne traktatændring på dagsordenen. Vi anmoder indtrængende den franske regering om at sikre, at dette sker. Jeg vil imidlertid gerne benytte lejligheden til at pege på to forhold. For det første er det vigtigt, at charteret præciserer unionsborgerskabet med udgangspunkt i opholdsbegrebet. Det er bydende nødvendigt at undgå, at vi i EU opererer med forskellige kategorier af mennesker, som lever side om side, men har forskellige rettigheder. Er det eksempelvis acceptabelt, at en algerier, som i 30 år har arbejdet og betalt skat i Frankrig, ikke har stemmeret ved kommunalvalgene, mens en europæer, som i seks måneder har haft ophold i et andet europæisk land, har stemmeret? Charteret bør for enhver pris sikre, at der sker en udvikling i vores definition af unionsborgerskabet med udgangspunkt i opholdsbegrebet. For at kunne tale om grundlæggende rettigheder må det sikres, at rettighederne finder anvendelse på alle. For det andet er det tvingende nødvendigt, at charteret også kommer til at omfatte en effektiv databeskyttelse, når det gælder personoplysninger. Europa-Parlamentet vedtog i februar et ændringsforslag, som krævede, at der blev nedsat et udvalg om data og frihedsrettigheder. Et sådant udvalg har imidlertid kun eksistensberettigelse, hvis det hviler på et solidt juridisk fundament. Charteret bør således fastsætte grænser for indholdet i personregistre, ligesom der bør fastsættes klare regler for lovlig indsamling af og adgang til sådanne data. Vi oplever i øjeblikket, at visse kommunikations- og overvågningssystemer sættes under anklage, og vi må sikre borgernes rettigheder i forhold til de nye instanser, der er under opbygning inden for EU. Vi må sikre borgernes rettigheder via parlamentarisk kontrol, men vi må også sikre forbrugernes rettigheder i forhold til ny teknologi og markedsføring via Internettet. Dette felt rummer store udfordringer, når vi ønsker at sikre de grundlæggende frihedsrettigheder i det 21. århundrede. |
Fru formand, mine damer og herrer, charteret for EU's grundlæggende rettigheder er stærkt påkrævet og politisk nødvendigt. Som integrationen er skredet frem, er der opstået et stadigt større hul i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder. Det skyldes, at nationalstaterne har overdraget stadig flere suverænitetsbeføjelser og kompetencer til Unionen, mens beskyttelsen af unionsborgernes grundlæggende rettigheder er forblevet i nationalt regi. Dette hul i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder skal omsider lukkes. Charteret for de grundlæggende rettigheder er samtidig en stor chance for Europa. Hvorfor? For det første fordi der omsider efter mange års forløb iværksættes et projekt, som allerede længe har været et krav fra mange engagerede borgere, fra ikkestatslige organisationer, fra forskellige politiske kræfter og tillige fra Europa-Parlamentet. For det andet er det en chance, fordi det kan give den europæiske integration et skub hen imod en positiv identitet, nemlig på den ene side ved at demokratiet kan blive styrket, og på den anden side ved at Europa omsider helt konkret kan synliggøres og forstås af hver enkelt, når de rettigheder, hvert enkelt menneske, som bor i Unionen, har, slås fast. Det anser jeg for at være af overordentlig stor betydning. Vi har alle tit nok oplevet en høj grad af manglende forståelse og også afvisning af det imaginære Bruxelles, der ligger så langt borte. Igen og igen spørges der med rette om, hvad Europa egentlig er, hvilken betydning det har, og hvad den enkelte personligt har ud af det. Hvis vi ønsker, at borgerne skal sige ja, Europa er også mit projekt, kan charteret for de grundlæggende rettigheder bidrage dertil. Hvad skal charteret bidrage med, for at denne chance rent faktisk også udnyttes? Jeg vil tage fem punkter op. For det første må standarderne i charteret for de grundlæggende rettigheder ikke ligge under de grundlæggende rettigheder, der findes i nationalstaterne, og lige så lidt under dem, der er fastsat i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder. Samtidig skal det være fremtidsorienteret med henblik på det 21. århundrede og tage hensyn til de nye moderne udviklinger i vores samfund. For det andet skal det naturligvis omfatte alle Unionens politikker, både fællesskabsretten og den anden og tredje søjle, og dermed forpligte alle organer og institutioner til at overholde de grundlæggende rettigheder i forbindelse med deres afgørelser samt udvikling og gennemførelse af politik. For det tredje, og på dét punkt kan jeg kun erklære mig enig med min kollega fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, skal charteret for de grundlæggende rettigheder fastsætte de rettigheder, hvert enkelt menneske, som bor i Unionen, har og f.eks. ikke skabe rettigheder af første og anden klasse til mennesker af første og anden klasse. For det fjerde er jeg enig i det krav, der rejses i betænkningen, om, at charteret for de grundlæggende rettigheder skal være retligt forpligtende og indgå ubeskåret i EU-traktaten. Her skal Rådet efter min mening opfordres til at tage sin holdning op til overvejelse og revidere den. Hvis charteret ikke indgår i traktaten og dermed heller ikke af hvert enkelt individ kan indbringes for domstolene, ville folk med rette blot reagere med skuffelse og manglende forståelse og sige, at i Bruxelles er der ikke sket andet end, at endnu et ark papir er blevet skrevet. For det femte er det for os som gruppe af særlig betydning, at de sociale grundlæggende rettigheder ikke tabes på gulvet, eller at man kun halvhjertet tager hensyn til dem. Her vil jeg gerne udtrykkelig erklære mig enig med fru van den Burg. Retten til arbejde, til bolig, til sundhed eller retten til at danne fagforeninger og strejkeretten er uomgængelig nødvendige. Vi nærer allerede bekymring i den henseende, navnlig når man har oplevet, hvorledes praktisk talt alle ændringsforslag om disse emner blev stemt ned ved afstemningerne i udvalget. Vi vil gå stærkt ind for, at de sociale rettigheder forankres. Vi håber endvidere, at Europa-Parlamentet foretager en tydelig politisk markering under afstemningen i morgen i plenum. Til slut vil jeg lige tilføje, at vi ikke kan gennemføre et ekstraordinært topmøde i Lissabon og i den sammenhæng erklære, at fuld beskæftigelse er målet med politikken, og samtidig nægte at tage de sociale grundlæggende rettigheder med i charteret. Jeg mener ikke, at denne modsigelse er politisk holdbar. |
Fru formand, mit indlæg vil adskille sig markant fra de foregående, idet jeg vil påvise, at charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder, sådan som det skitseres i den foreliggende Duff- og Voggenhuber-betænkning, i virkeligheden vil begrænse de grundlæggende rettigheder. I betænkningen præsenteres vi for et forslag om, at rettigheder, som hidtil er blevet fastlagt på nationalt plan, indskrives i et ensartet, detaljeret og bindende charter, hvis gennemførelse overvåges og i medfør heraf fortolkes af EF-Domstolen. Tillad mig, inden jeg går videre, at påpege, at der under topmødet i Köln, som skulle udstikke retningslinjerne for det videre arbejde med charteret, næppe var fuld enighed blandt stats- og regeringschefer og repræsentanter for de nationale parlamenter om de holdninger, Europa-Parlamentet giver udtryk for. De efterfølgende bemærkninger vedrører imidlertid kun den foreliggende Duff- og Voggenhuber-betænkning. Fortalerne for charteret benytter tydeligvis beskyttelsen af grundlæggende rettigheder - disse nyder i øvrigt allerede i dag god beskyttelse i Europa - som påskud for en indsats, som forfølger et rent ideologisk mål, nemlig at lægge grundstenen til en forfatning for Den Europæiske Union, hvilket ses som kronen på værket, en europæisk superstat. Dette til trods for, at EU's borgere generelt ikke ønsker hverken superstat eller forfatning. Og med rette. Et detaljeret og bindende charter, som vil fastlægge ensartede definitioner af borgerlige rettigheder for hele EU, vil være en juridisk spændetrøje, som påtvinger de enkelte lande regler, de ikke fuldt ud selv har fastlagt. Der er tre årsager til, at vi siger, at charteret i den skitserede form vil begrænse borgernes rettigheder. For det første hævdes det, at charteret har til formål at styrke beskyttelsen af borgerne. I virkeligheden vil charteret øge afstanden mellem borgerne og beslutningstagerne, som fastlægger borgernes rettigheder, hvilket svækker borgernes indflydelse. Charteret skaber en situation, hvor et land ikke kan ændre dets borgeres rettigheder, uden at de øvrige 14 medlemsstater giver deres tilslutning hertil. Som påpeget i den mindretalsudtalelse, der indgår i den foreliggende betænkning, antager charteret efter min opfattelse form af snærende bånd, som er helt ude af trit med EU's centrale værdier og interesser. For det andet tjener charteret som påskud for en om sig gribende ensretning af borgernes rettigheder i EU. Det undrer mig i øvrigt, at medlemslandenes regeringer lader sig rive med af denne bølge. Har de da slet ikke lært af fortidens fejl? Har de - jeg tænker eksempelvis på den franske regering - virkelig lyst til at skaffe sig myriader af fremtidige problemer på halsen? Endelig for det tredje søger charteret at omgå rettigheder, der er specifikke for enkelte samfund, først og fremmest nationale samfund. Der er tale om rettigheder, som er dyrebare for borgerne, eftersom demokratiet netop på dette plan finder sit mest kontante og legitime udtryk. Vi nærmer os hermed kernen i det, vi har betegnet som en proces, der begrænser de grundlæggende rettigheder. Processen rækker videre, end man umiddelbart antager. Vi oplever således et stigende antal tilkendegivelser fra svage samfundsgrupper og mindretal, som frygter, at de i forhold til et bindende charter, som fastsætter ensartede regler, og som ydermere er vedtaget på de tvivlsomme vilkår, der nu engang præger det såkaldte demokrati i EU, fremover kommer til at stå som svageste led i den demokratiske kæde. Gruppen Union for Nationernes Europa finder på denne baggrund, at et charter, hvis et sådant overhovedet skal udarbejdes, bør være kortfattet og kun præsentere centrale værdier og grundlæggende principper i EU's medlemslande. Charteret bør antage form af en politisk erklæring. Man kunne i øvrigt forestille sig, at de lande, der søger om optagelse i EU, inden årets udgang tiltrådte charteret for dermed at tilkendegive, at de bekender sig til det europæiske værdigrundlag. I givet fald bør charteret offentliggøres af nuværende og kommende medlemsstater i fællesskab. Fru formand, i sit indlæg gjorde hr. Duff sig til talsmand for ønsket om at skabe et postnationalt samfund. Vi må under alle omstændigheder undgå, at dette ønske tjener som påskud for at påtvinge EU's medlemsstater en tekst, som er bindende og unuanceret, og som vil opleves som et overgreb mod de nationale demokratiers frie valg. De enkelte medlemslande bør fortsat have mulighed for frit at vælge de regler, der skal være gældende i landet i overensstemmelse med det enkelte lands kultur og udvikling. Det er vores håb, at den regeringskonference, der nu indledes, holder sig denne grundregel for øje i respekt for de nationale demokratier. |
Fru formand, på vegne af Liga Nord, som jeg repræsenterer her i Parlamentet, vil jeg gerne sige, at jeg er virkelig glad for at konstatere, at man endelig går i gang med at udarbejde et europæisk charter for grundlæggende rettigheder. Det glæder mig at tænke på, at det netop var her på fransk jord, at man for nogle hundrede år siden begyndte at udarbejde og fastlægge disse rettigheder, og i samme periode medtog man i Nordamerika for første gang disse rettigheder i formelle retsakter som statsforfatningerne og ikke bare i filosoffers og tænkeres bøger. Nu lader det faktisk til, at Den Europæiske Union er bagud, men den kan indhente det tabte med denne beholder. Jeg kalder det en beholder, fordi det naturligvis kun er et udkast. Vi ved endnu ikke, hvad vi skal fylde i den. Nogle af hovedpunkterne er ganske vist nævnt i betænkningen, men bagefter ønsker vi at vurdere, hvordan den endelige tekst skal se ud. Det er vigtigt, at vi får dette charter, for på trods af de andre konventioner og de andre traktater er menneskerettighederne stadig truede, også internt i Unionen. Her tænker jeg f.eks. på dem, som i Italien ønsker at fjerne eller begrænse appelprocedurerne i straffesager, og på retten til frie valg, der f.eks. bliver tømt for indhold, når borgerne i et EU-land, der stemmer frit og på en bestemt måde, herefter får deres land boykottet på grund af dette valgs resultat. Efter min mening bør man helt og holdent respektere borgernes ret til at stemme på dem, de ønsker at stemme på, uden bagefter at lave politisk sabotage af de regeringer og de lande, der kommer ud af sådanne valg. Desuden drejer det sig ikke kun om borgernes rettigheder. Man bør også kaste et bedre lys over samfundenes rettigheder og befolkningernes rettigheder, de befolkninger, der på den ene side trues af globaliseringen, som vil fladtromle det hele, og på den anden side af en tilbagevenden til en centralistisk og undertrykkende nationalstat. Vi er af den opfattelse, at man i stedet bør bane vejen for et befolkningernes Europa, befolkninger, hvis anerkendelse går længere end til de nuværende stater. Vi bør navnlig ændre visse af de bestemmelser, som nogle straffelovgivninger indeholder, f.eks. paragraf 141 i Italiens straffelovgivning, hvor der ligefrem står, at personer, som arbejder på at gennemføre en løsrivelse, straffes med livsvarigt fængsel. Hermed mener jeg ikke, at en løsrivelse nødvendigvis er ønskelig, men jeg kræver, at de, der anmoder om en løsrivelse, får ret til at handle på en naturligvis fredelig og ikke voldelig måde for at gøre denne ret gældende, som stadfæstes i FN's charter og i slutakten fra konferencen i Helsinki. Jeg håber, at denne ret netop til trods for visse straffelovsbestemmelser også vil blive stadfæstet i EU-charteret for grundlæggende rettigheder |
Fru formand, som den lave valgdeltagelse ved de forløbne valg viste, er borgerne ikke optaget af "Europa". Vi kan ikke forbedre dette ved at give borgerne et charter for grundlæggende rettigheder. Borgere må se, at de europæiske institutioner virkelig handler i deres interesse og ikke kun tager sigte på at øge deres egen magt. Hvis det sker, vil folks tillid vokse mere, end der nogen sinde kan opnås gennem mange flotte erklæringer eller chartre. Prætentionen om, at der kan udarbejdes et altomfattende charter, hvori alle i øjeblikket gældende grundlæggende rettigheder kan optages, deler vi ikke. Et sådant dokument kan og vil aldrig kunne blive udarbejdet, og bestræbelserne på det er bestemt ikke Den Europæiske Unions opgave. Hvad vi skal stræbe efter inden for Unionen, er samarbejde på grundlag af respekt for befolkningers og staters egen identitet. Fastlæggelsen af grundlæggende rettigheder skal ske der, hvor de kan beskyttes så effektivt som muligt, og hvor de har en plads i samfundssystemet. Det er i medlemsstaterne. Det er ligeledes af største betydning, at den eksterne overvågning af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i form af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og kontrollen dermed foretaget af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg forbliver intakt. Et juridisk bindende charter påvirker uundgåeligt de grundlæggende rettigheders stilling i medlemsstaterne og underminerer Den Europæiske Menneskerettighedskonventions og Strasbourg-domstolens rolle og autoritet. Hvis der alligevel kommer et charter, vil vi gerne kraftigt opfordre til, at dette kun skal gælde for Unionens institutioner. Der må kun optages artikler deri, som indeholder et fornuftigt budskab til disse europæiske institutioner. Vage påbudsstandarder eller rettigheder på politiske områder, hvor Unionen ingen beføjelser har, skal udelades. Endelig er grundlæggende rettigheder baseret på den menneskelige værdighed. Den virkelige værdi af menneskets liv er imidlertid aldrig virkelig til at forstå, hvis betydningen af Gud, Skaberen af alt, altså også af mennesket, tabes af syne. |
Hr. formand, jeg er bestyrtet over, at 14 medlemsstater har fordømt Østrig, og ser det planlagte charter for de grundlæggende rettigheder som en mulighed for at bringe Den Europæiske Union nærmere til borgerne. Derfor bifalder jeg den. Med indførelsen af dette charter vil Unionen dokumentere, at den respekterer borgernes rettigheder og bekymrer sig om det enkelte menneskes velbefindende. Men samtidig er der i offentligheden opstået det indtryk, at Den Europæiske Union ikke engang respekterer den enkelte stats - om De vil - grundlæggende ret til suveræn regeringsdannelse. Samtidig er der i offentligheden endvidere opstået det indtryk, at 14 medlemsstater i Fællesskabet ikke har overholdt det regelværk, de selv har vedtaget, og ikke har opfyldt deres solidaritetsforpligtelser. Jeg spørger Dem, hvorledes en union af medlemsstater, som uden på forhånd at have hørt den pågældende, uden retsgrundlag, baseret på fordomme vedtager sanktioner, skal gøre det troværdigt, at de grundlæggende rettigheder betyder mere for den end blot ord. I de europæiske unionsborgeres europabevidsthed har den beslutning, de 14 medlemsstater har truffet, anrettet stor skade. Jeg anser det for mere end tvivlsomt, om denne skade kan gøres god igen ved hjælp af et charter for de grundlæggende rettigheder. |
Hr. formand, i årevis har Europa-Parlamentet, og også vores gruppe, anmodet om en ordentlig beskrivelse af de europæiske borgers grundlæggende rettigheder i de europæiske traktater. Vi har anmodet om det i forbindelse med Maastricht-traktaten, og vi har anmodet om det i forbindelse med Amsterdam-traktaten. Jeg erindrer i denne sammenhæng også om den betænkning, som jeg fik lov at skrive sammen med fru Dury til forberedelse af Amsterdam-traktaten. Også deri blev denne anmodning fremsat. Deri opnåede vi for øvrigt også vores første succeser, for vores formulering med hensyn til en antidiskriminationsartikel blev næsten fuldstændigt overtaget i Amsterdam-traktaten. Senere på topmødet i Köln blev også Parlamentets bredere anmodning imødekommet. Det blev foreslået, at der indkaldtes til en forsamling med henblik på at nå frem til et charter for de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder. Spørgsmålet i dag er først og fremmest: Hvad skal der stå i dette charter, og hvilken lovkraft skal dette charter have? Hvad sidstnævnte angår, vil jeg udtale mig utvetydigt til fordel for et charter i traktaterne og til fordel for et charter, som for borgerne kan gennemtvinges hos de europæiske dommere. Vi må ikke producere tomme hylstre, det opdager vores borgere jo for øvrigt alligevel. Hvad indholdet angår, skal charteret afstemmes efter de eksisterende konventioner såsom Europarådets europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne. Jeg synes i øvrigt også, at Unionen hurtigst muligt skal tiltræde denne konvention. Charteret skal i hvert fald komme ind på borgernes grundlæggende rettigheder, de politiske rettigheder, de sociale rettigheder og efter min mening også mindretallenes rettigheder, og det skal være en supplering til det, som vi allerede har. Det må ikke være en gentagelse. I den forbindelse skal man frem for alt være forudseende med hensyn til nye trusler på f.eks. informations- og bioteknologiområdet og med hensyn til beskyttelse af miljøet, som også mennesket udgør en del af. Mindretallenes rettigheder synes at blive en af de vanskeligste dele af charteret, og da dette indtil nu har været et af Europas største problemer og også vil være det i fremtiden, opfordrer jeg til, at mindretallenes grundlæggende rettigheder optages i charteret. Måske vil jeg selv forelægge en tekst derom. Men det allervigtigste er, at charteret får lovkraft, at det optages i traktaten, og at vores borgere får sikkerhed for, at også Den Europæiske Union tager deres grundlæggende rettigheder seriøst og vil forsvare dem helt op til den højeste instans. |
Hr. formand, mit indlæg drejer sig udelukkende om charterets medtagelse i traktaterne. Europa-Parlamentet har klart givet udtryk for, at det går ind for denne medtagelse, da det er overbevist om, at dette er den bedste måde, hvorpå man kan sikre charterets retsgyldighed og styrke beskyttelsen af rettighederne, også på det retlige plan, idet EU-Domstolen får ansvar for dette. Regeringerne - og således Det Europæiske Råd i Köln - lod spørgsmålet stå åbent og løste det ikke. De lod diskussionen stå åben om, hvorvidt og hvordan man skal medtage charteret i traktaterne. Efter vores mening får vi lejlighed hertil på regeringskonferencen, og denne lejlighed må vi ikke gå glip af. Man kan sige, at der er to sideløbende opgaver. Det er konventionens opgave at udarbejde et udkast til charter hurtigt nok til, at man på regeringskonferencen kan træffe beslutning om dets medtagelse i traktaterne. Jeg vil i den forbindelse gerne sige til repræsentanten for Rådet, nemlig den portugisiske minister for europæiske anliggender, at regeringskonferencen allerede nu skal forberede sig på denne mulighed. Hvis charteret bliver færdigt, skal regeringskonferencen tilrettelægge betingelserne for dets medtagelse i traktaterne. Som bekendt burde dette efter Europa-Parlamentets mening være et skridt i retning af en EU-forfatning. Jeg er udmærket klar over, at dette ord er blevet mistænkeligt her på det sidste. Man er bange for at bruge det, eller man foretrækker i det mindste ikke at bruge det. Jeg kommer nogle gange i forlegenhed, fordi det parlamentsudvalg, jeg er formand for, har skiftet navn fra "Udvalget om Forfatningsspørgsmål" til "Udvalget om Konstitutionelle Anliggender". Alligevel tror jeg, at vi skal gå i denne retning, og at dette bestemt ikke betyder, at man styrker skræmmebilledet af en europæisk superstat. Der er efter min mening ikke noget, som sætter spørgsmålstegn ved de nationale forfatningers gyldighed, ligesom det europæiske statsborgerskab ifølge traktaterne ikke erstatter, men supplerer de nationale statsborgerskaber. Regeringerne foretog en modig handling i Köln, da de besluttede udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder. Nu må de ikke fortryde det eller ombestemme sig, men drage alle de nødvendige konsekvenser heraf. Ærede kolleger, når man taler om grundlæggende rettigheder, taler man om en forfatningsmæssig kendsgerning. At medtage charteret for grundlæggende rettigheder i traktaterne er en logisk konsekvens af den beslutning, man traf i Köln for at tage hensyn til borgerne, til muligheden for at inddrage dem i Europas opbygning og til muligheden for, at de kan identificere sig selv fuldstændigt med Unionen, dens principper, dens værdier og dens institutioner. |
Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg i alt væsentligt er enig i det, hr. Napolitano lige har sagt. Når man tænker over det, er det underligt at forestille sig, at store institutioner af denne art skulle kunne eksistere uden nogen forfatning. Det er helt klart, at vi eksisterer, og det er derfor tilsvarende klart, at vi allerede har en form for forfatning. Spørgsmålet er, om vi har en tilstrækkelig forfatning, og hvad slags forfatning vi ønsker? At sige, at vi trænger til en forfatning, er ikke at sige, at Den Europæiske Union skulle have samme slags forfatning som en stat, for Unionen er ikke en stat, og det er det heller ikke meningen, at den skal blive. Vi er derfor alle enige om, at der bør ske en passende anerkendelse af rettighederne inden for Unionen, og at det skal være bindende for Unionens organer og institutioner. EU-organerne og institutionerne kan udøve alt for meget magt til, at man kan tillade dem at have denne magt uden ordentlig kontrol, som man ville få med et charter for rettigheder. Men der er én risiko. En af de store succeser i Europa er den måde, hvorpå Domstolen har kunnet opbygge idéen om Europa som et fællesskab under loven, især når andre institutioner har været blokeret. Hvis vi opretter et charter for rettigheder, som overbebyrder Domstolen, som får alle til hver uge at albue sig frem til Luxembourg, så vil vi ødelægge det, vi sigter imod. Vi må sikre, at den væsentligste vej til beskyttelse af rettigheder går gennem de nationale domstole og med appelmulighed til europæisk niveau. Hvis vi ikke har held med det, får vi ikke held med noget. |
Konventionerne handler jo om forholdet mellem stater og borgere, og da EU ikke er en stat, er det et problem, at EU i stigende omfang opfører sig og får beføjelser som en stat. Dermed opstår der et hul i forbindelse med fundamentale rettigheder, og det hul skal naturligvis lukkes. Men i vores iver for at gøre tingene godt, står vi i fare for at gøre megen skade. EU er i en valgsituation. Skal vi sikre vores egne rettigheder, skal vi lukke os om os selv og vores egne, eller skal vi styrke menneskerettighederne i hele Europa? EU må ikke blive en konkurrent til de eksisterende tvistmyndigheder som f.eks. Menneskerettighedsdomstolen her i Strasbourg. Dette ville jo svække denne til skade for menneskerettighedssituationen i hele Europa. Så efter min opfattelse skal EF-domstolen holdes ude af projektet om fundamentale rettigheder. I stedet burde EU tage Strasbourgs domme alvorligt og kræve, at nuværende og kommende medlemsstater ratificerer den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ILO-konventionerne og de væsentlige FN-konventioner og også lade økonomiske aftaler og toldaftaler afhænge af, at parterne overholder disse konventioner. På den måde styrker EU de eksisterende konventioner, og det er der brug for. |
Jeg vil gerne tilslutte mig mine kolleger og komplimentere de to ordførere til trods for, at jeg ikke er enig i alt, hvad de har formuleret og foreslået. Samtidig har de givet os den umulige opgave at forsøge at løse cirklens kvadratur. På den korte tid, jeg har til rådighed, vil jeg gerne koncentrere mig om ét punkt, som den foregående taler i lighed med tidligere talere har nævnt. Det er den mulighed, der kunne opstå for konflikt mellem dette charter og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Lad os ikke glemme, at hver medlemsstat har ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har optaget den i sin egen nationale lovgivning og er bundet af afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. I de sidste 50 år er den europæiske konvention sammen med Domstolens afgørelser vokset og har udviklet sig til at indbefatte nye rettigheder og retskrav samt nye friheder, der har udviklet sig sammen med samfundet. Desuden har enhver EU-lovgivning, hvis medlemmerne ikke ved det, ifølge en streng juridisk fortolkning forrang frem for enhver forfatningsbestemmelse eller anden national lovgivningsbestemmelse i de enkelte medlemsstater. Hvis dette charter skal optages i traktaterne, vil det derfor erstatte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, det vil erstatte enhver national forfatningsmæssig bestemmelse og ligeledes enhver national lovgivningsbestemmelse. Derfor mener jeg, at selvom det er vigtigt at gå i brechen for de umistelige friheder og rettigheder, som hver enkelt borger såvel som grupper af borgere nyder, er der en bedre måde, hvorpå man kan håndtere dette problem end via et charter, nemlig ved at optage konventionen i Fællesskabets lovgivning og sikre håndhævelse heraf på medlemsstatsniveau. |
Hr. formand, kære kolleger, med den foreliggende betænkning, og visse andre betænkninger, som er sat på dagsordenen for mødet i morgen formiddag, har vi taget hul på en ny fase i den europæiske integration. Vi kunne betegne den som den dadaistiske fase, hvor man lader hånt om realiteterne og konstant søger moralsk forsvar. Man afviser det transcendente og sublime, fordi man ikke skelner mellem moralisme og moral - Goethe mente som bekendt, at moralisme og moral er modsætninger - ligesom man heller ikke skelner mellem lovlydighed og lovkyndighed. Lad mig understrege, at vi ikke stiller spørgsmålstegn ved menneskerettighederne. Menneskerettighederne er imidlertid et sæt rettigheder blandt en række andre, som tilsammen udgør, hvad vi kan betegne som almenvellet. Hensynet til almenvellet bør være ledetråden i det politiske arbejde. Hurtige stemningsskift, svagheden ophøjet til system, medievælde bør være forhold, som er dette arbejde uvedkommende. Menneskerettighederne betragtes i øvrigt ofte blot som et objekt, et påskud, talerne her i Europa-Parlamentet - i lighed med pseudokunstnere som Duchamp - sjældent tager alvorligt. Der er således tale om et påskud, når betænkningen som titel anfører "charter om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder", ikke grundlæggende rettigheder i eller inden for Den Europæiske Union. Der lægges op til en forfatning, som imidlertid er uden for rækkevidde, idet man i virkeligheden befinder sig i et dødvande og må erkende, at den europæiske integration er forvandlet til et utroligt miskmask af tekster og erklæringer. Socialdemokraterne overser befolkningen og skjuler sig skamfulde bag menneskerettighedernes skjold. De Liberale sniger sig ... over i den socialdemokratiske lejr. Men befolkningen bryder sig ikke om sådanne meningsskift. Befolkningen tager før eller siden afstand fra disse vendekåber. I modsat fald er det Vesten, vi må sige farvel til. |
Hr. formand, flere af Europa-Parlamentets medlemmer har under denne debat spurgt, hvad der er formålet med det omhandlede charter for menneskerettigheder. Der eksisterer allerede flere universelle menneskerettighedskonventioner, og der eksisterer en europæisk konvention til beskyttelse af menneskerettighederne. Beskyttelse af menneskerettighederne indgår i alle medlemsstaternes forfatninger, ligesom menneskerettighedsspørgsmålet indgår i ansøgerlandenes forfatninger, uanset om landene respekterer menneskerettighederne eller ej. Hvorfor så dette charter? Som også anført i et af de foregående indlæg har charteret så vist ikke til formål at forbedre eller styrke menneskerettighederne i lyset af den europæiske integration. Fru Berès understregede i sit indlæg på forbilledlig vis betydningen af denne debat, som markerer et afgørende vendepunkt i den europæiske integration. Det er ikke længere et spørgsmål om at skabe det økonomiske, kommercielle, handelsorienterede Europa, men også det politiske og institutionelle Europa. Charteret for Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder kan ses som første skridt i denne retning, men som altid, når det drejer sig om europæisk integration, er vejen hertil kroget og snirklet, fordækt, ja nærmest hyklerisk. Vi rejser ikke spørgsmålet om en forfatning og dennes indhold. Vi rejser derimod spørgsmålet om et charter for grundlæggende rettigheder, som tydeligvis er indledningen til en forfatning, idet det underforstås, at indledningen eventuelt efterfølgende giver anledning til, at der udarbejdes en forfatning, som igen eventuelt giver anledning til, at der dannes en stat. Jeg må endnu en gang henvise til fru Berès' indlæg, som var både indsigtsfuldt og ærligt - uanset at fru Berès og jeg, som det vil være fru Berès bekendt, langtfra er enige om målet. Som fru Berès vil jeg imidlertid påpege, at det interessante ved den omtalte vej er, at den vejfarende er optaget af at fastlægge de principper, som skal være gældende for de europæiske samfund, eller de samfund og grupper, som lever i EU. Fru Berès talte i sit indlæg om rettigheder, som finder anvendelse ikke blot på EU-borgere, men på personer på gennemrejse eller personer, som opholder sig i EU. Fru Berès rejser hermed et spørgsmål, som efter min opfattelse ubetinget må behandles nærmere i de tekster, der nu og fremover forelægges Europa-Parlamentet. Hvilket fundament ønsker vi, at Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder skal hvile på? Skal det være borgerskab i traditionel forstand med et sæt rettigheder, der kendetegner netop de personer, der tilhører et givet samfund? Eller foretrækker vi rettigheder, som finder anvendelse på en bredere kreds end borgerne i snæver forstand? Tegner der sig med andre ord en udvikling, eller i det mindste en begyndende udvikling fra et demokrati, der bygger på borgerskab, til et demokrati, der bygger på lige behandling af personer, som bor, opholder sig, er på gennemrejse i EU? Vi har efter min opfattelse kun set de første svage antydninger af denne problemstilling. Men det er helt afgørende, at vi er opmærksomme på disse første spæde tegn, således at vi senere kan tage tråden op. |
Hr. formand, jeg må komplimentere ordførerne for deres arbejde, men jeg frygter, at ligesom vejen til helvede er brolagt med gode forsætter, så forholder det sig på samme måde med dette charter. Europas nationer kan være stolte af, hvad de har gjort for menneskerettighederne. Men har de haft behov for chartre? Storbritannien førte an i hele verden i kampen for at afskaffe slaveriet, men det eneste charter - som faktisk havde dette navn - som vi nogen sinde har haft i Storbritannien, blev underskrevet ved Runnymede af kong Johan i 1215. Naturligvis er der undtagelser, undtagelser, der er så alvorlige, at Europa har et ansvar for at gøre, hvad det kan, for at sikre, at fortidens umenneskelighed og grusomheder aldrig bliver gentaget. Men føjer dette charter noget til det, vi allerede har? Føjer det noget til eller erstatter det menneskerettighedskonventionen, som alle EU's medlemsstater og ansøgerlande har underskrevet, eller tilføjer det bare et nyt juridisk forum, så sagførerne får det lykkelige og indbringende valg mellem Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen? Hvorfor ikke en simpel erklæring om menneskerettighederne under traktatens artikel 6 og 7 uden noget charter til juridiske tovtrækkerier? Kan fundamentale rettigheder beskyttes ordentligt af en domstol, der allerede har alt for meget arbejde og ofte når frem til sine domme længe efter de begivenheder, som den bedømmer. Sigter dette charter simpelthen imod at blive en kostbar uddeler af kompensationer, når tidens fylde efter uendelig lang tid kommer? At sikre fundamentale menneskerettigheder er en glimrende hensigt, men et charter, der lægger op til juridiske tvistigheder og bureaukrati er da bestemt en anden vej til et andet helvede. |
Hr. formand, hvorfor har vi brug for sådan et charter? Det er helt klart ikke, som hr. Berthu har sagt, for at skabe en europæisk superstat, men mere, som fru Berès har sagt, for at gøre det klart for dagens og morgendagens borgere, at det, vi nu er, er et fællesskab med værdier - værdier, der hviler på demokrati, frihed, lighed, solidaritet og respekt for forskellighed, værdier - og det vil jeg gerne understrege over for fru Garaud - der forener europæere på tværs af grænserne, fra nord, syd, øst og vest i Fællesskabet. Det store spørgsmål er ikke, om vi har brug for et sådant charter, men hvilken status det skal have. Man har argumenteret for, at charteret simpelthen skal samle alle de rettigheder, der eksisterer inden for Den Europæiske Union i en læselig form. Det ville være værdifuldt, for der er helt klart et problem med hensyn til opmærksomhed omkring folks rettigheder. Mange borgere kender ikke de rettigheder, der eksisterer i dag. Et dokument, som klart fremlægger sådanne rettigheder og gør det klart, hvor og hvordan disse rettigheder kan udøves, ville være værdifuldt. Men hvis det var alt, hvad vi gjorde i Forsamlingen, burde vi have overladt den til en flok akademikere, der ærlig talt kunne have gjort det bedre end en gruppe på 60 politikere. Jeg mener, at vi har et hold på 60 politikere, der arbejder på denne konvention, fordi det er vores pligt at udpege huller i de eksisterende rettigheder, at pege på svagheder i de eksisterende strukturer og at vise politisk vilje til at afhjælpe disse svagheder. Så charteret må lukke alle huller i de eksisterende rettigheder, og det må være bindende for Den Europæiske Unions institutioner. Men det er klart, at ikke alle rettigheder vil være af samme betydning, i det mindste med hensyn til den måde, hvorpå de bliver gennemført. Rettighederne må inddeles i to kategorier. Der må være en liste over rettigheder, som domstolene direkte vil hævde, men der må også være en anden liste med generelle rettigheder, som Fællesskabets institutioner og andre bliver nødt til at tage med i betragtning, når de udformer deres politikker; nogle ved domstolene, nogle simpelthen som baggrund, der udgør et værdifuldt grundlag, når vi træffer andre beslutninger. Dette er klart, og det, der forener de fleste her i salen, der ønsker et sådant charter, er, at det skal stå i traktaterne. Hvis det skal have virkning for borgerne, må det stå i Den Europæiske Unions traktater. |
Hr. formand, jeg vil udtrykke en særlig tak til ordførerne og til Udvalget om Forfatningsspørgsmål for, at de har fået skabt en holdning om, at Unionen bør indtræde som en kontraherende part i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg håber, at denne holdning bevares i morgen på plenarforsamlingen, for det vil være af væsentlig betydning, hvis man vil undgå forveksling med diverse forskellige systemer af grundlæggende rettigheder. Jeg vil gerne fremhæve sikringen af borgernes politiske rettigheder ved hjælp af charteret. Dem er der efter min mening ikke talt meget om indtil nu. Hvis vi imidlertid undersøger, hvad en borger kan gøre i Den Europæiske Union af i dag, hvorledes han eller hun kan påvirke beslutningsprocessen, har han eller hun ikke særlig mange muligheder. Borgerne kan først og fremmest deltage i valget som kandidater, og han eller hun kan stemme i et andet EU-land. Men hvorfor skulle vi ikke med dette charter skabe nogle nye institutioner og instrumenter, ved hjælp af hvilke borgeren virkelig kan få indflydelse? Hvorfor ikke f.eks. gribe tanken om, at et vist antal borgere - lad os sige fra tre forskellige EU-lande - kunne skabe et medborgerinitiativ, som man derefter kunne kanalisere videre gennem Europa-Parlamentet? Hvorfor skulle vi ikke se ud i fremtiden, at det bliver stadig vigtigere, at borgerne også på andre måder kan deltage direkte i beslutningsprocessen? Her kunne man efter min mening finde en helt naturlig dimension af charteret, som man indtil videre ikke har talt særlig meget om. |
Europa har oplevet to forfærdelige krige og nogle enorme tragedier i dette århundrede, men det har samtidig været vidne til et uimodståeligt civilt, kulturelt og socialt fremskridt. Med deres kampe har de arbejdende masser opnået og stadfæstet nogle gode resultater, når det gælder forsvaret af deres rettigheder, og disse resultater var samtidig afgørende for demokratiets udvikling. Det er slående - og en bitter overraskelse - at der i dette dokument ikke er nogen klar og udtrykkelig henvisning til de sociale rettigheder, som i virkeligheden udgør det mest betydningsfulde indhold i den omfattende demokratiske proces, der har fundet sted i Europa i løbet af århundredet. Jeg tænker her på de væsentlige rettigheder, uden hvilke demokratiet ikke længere ville være et demokrati. Tankefrihed, ytringsfrihed, pressefrihed, foreningsfrihed osv. er det grundlag, som demokratiet bygger på, men inden i dette grundlag - og takket være dette grundlag - skal der skabes et stærkt og konkret indhold, hvor man er i stand til at forene frihed og retfærdighed fuldstændigt. Først og fremmest må der i et dokument som dette ikke mangle en præcis og uigendrivelig henvisning til retten til et arbejde. Den må og skal ikke mangle. De sociale rettigheder er naturligvis nævnt i dokumentet, men de skal gøres åbenlyse, klare og konkrete. Det gælder retten til et arbejde, retten til sundhed, retten til undervisning, retten til et hjem, retten til pension og således retten til livet, til det liv, som alle skal kunne leve med lige muligheder ifølge de principper om frihed og lighed, der har været det drivende element i vores århundredlange historie. Jeg anmoder derfor Europa-Parlamentet om at vedtage de få og klare ændringsforslag i den forbindelse, som min kollega Kaufmann og jeg har indgivet. |
Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, det eneste rigtig afgørende i denne idé om et charter for EU's grundlæggende rettigheder er forsøget på under dække af en tilsyneladende generøsitet at tage endnu et skridt i retning af den såkaldte konstitutionalisering af traktaterne eller ligefrem mere direkte mod en europæisk forfatning for en europæisk stat. Derfor er vi imod. Det drejer sig ikke om charterets indhold. Vi kommer fra et land, hvis forfatning indeholder en af de længste opregninger af grundlæggende rettigheder, der findes, og vi kommer fra et parti, der har stået sin prøve i kampen for demokratiet, og som altid har set det kompromisløse forsvar for menneskerettighederne som et af sine vigtigste opgaver. Vi er imod, fordi vi ser dette charter som en slags "trojansk hest" for føderalismen, en politisk fælde, der indebærer andre og værre politiske og juridiske konsekvenser for Europas stater og folk. Vi mener ikke, at det er rigtigt og frem for alt ikke den rigtige anledning til at ødelægge traktaternes ligevægt nu. Tværtimod er tiderne og udfordringerne af en sådan art, at vi mener, at det er vigtigere end nogensinde at forsvare traktaterne og igen slå ind på præcis den vej, som Fællesskabets grundlæggere har udstukket, og som har bragt os hertil. EU har ikke brug for et charter for de grundlæggende rettigheder af den mest simple grund af alle: EU har ikke noget problem med de grundlæggende rettigheder. Det Europa, som vi er en del af, er oven i købet i vid udstrækning de grundlæggende rettigheders vugge. Når der ikke er noget problem, er charteret ingen løsning, og når det ikke er en løsning på noget, er charteret derimod et problem. For det første fordi det deler os på et punkt, hvor vi burde være enige, og for det andet fordi det skaber en overlapning og en mulig forstyrrende konflikt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions område inden for den gennemprøvede og veletablerede institutionelle ramme, som udgøres af Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er ikke et plus, det er et minus. Det rette sted for sikring af de grundlæggende rettigheder er den enkelte nationalstats forfatningsret, og det rette sted for internationale juridiske aftaler og for et solidt fremskridt i den internationale beskyttelse af menneskerettighederne er de pagter og konventioner, som staterne undertegner inden for så stort et geografisk område som muligt. Det vil sige Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og - i Europa - Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er inden for disse udvidede internationale rammer, hvor vi bør arbejde for virkelig at gøre beskyttelsen af de rettigheder, som staterne allerede anerkender, mere effektiv på internationalt plan i stedet for at slå ind på en vej, der vil betyde et tilbageskridt, fordi den går imod de grundlæggende rettigheders vigtigste træk: deres almene gyldighed. Hvis EU virkelig vil foretage sig noget af symbolsk værdi på dette område, skal den følge en anden vej, nemlig i rækken af internationale referencetekster i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union optage alle de pagter og konventioner om menneskerettigheder, som de 15 medlemsstater indtil videre har ratificeret, og indskrive dem klart i fællesskabslovgivningen. Dét ville være et fremskridt. Charteret er et forkert svar på et ikkeeksisterende spørgsmål, og det udgør derfor et yderligere problem, som vi for vores del gerne vil være fri for. |
Hr. formand, "processen hen imod en stadig snævrere Union mellem de europæiske folk og bevarelsen og udbyggelsen af Unionen som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er baseret på en generel og uindskrænket respekt for menneskets unikke, lige og ukrænkelige værdighed". Sådan lyder begrundelse B i det foreliggende beslutningsforslag. Jeg anser det som et stort fremskridt, at Europa-Parlamentet har præciseret og fastlagt et menneskesyn, som har dybe rødder i Europas historie, kultur, nationalviden og åndelige traditioner. Jeg er derfor glad for, at mit ændringsforslag om den unikke, lige og ukrænkelige menneskeværdighed vandt støtte i Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Vi må nemlig lægge et fælles menneskesyn til grund for at kunne motivere EU's ihærdige, globale kamp mod dødsstraf, kampen for retten til et lykkeligt liv og også kampen mod tortur, sexhandel og seksuel udnyttelse. I vores egenskab af borgere har vi friheder og rettigheder, men vi har også pligter. Jeg er derfor glad for, at pligter er blevet tilføjet efter min formulering i begrundelse E. Jeg vil også minde om de ændringsforslag, som PPE-DE-gruppen har indgivet, ændringsforslag 24 og 25, som skal til afstemning i morgen. Til sidst vil jeg nævne, at Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder i Europa-Parlamentet i november 1999 i en udtalelse sagde, at familien ikke har nogen særlige rettigheder, men kun individuelle rettigheder. Denne udtalelse er helt i strid med FN's og Europarådets grundlæggende menneskeretsvedtægter om familiens rettigheder. |
Hr. formand, da tingene i Europa-Parlamentet går alt for langsomt, er der ikke særlig ofte lejlighed til at glæde sig over noget. Men i dag er der lejlighed til det, når det drejer sig om Duff- og Voggenhuber-betænkningen. Jeg vil gerne her navnlig fremhæve den urokkelighed, hvormed ordførerne har fulgt deres mål. Det mærkes for ofte også i Europa-Parlamentet, at det trods alle verbale forsikringer er Rådets og Kommissionens overmagt, deres retningslinjer, der får overtaget, og det er for ofte nationale partiers og regeringers interesser, der slår igennem. I relation hertil opfatter Duff og Voggenhuber sig selv som ægte europæiske parlamentarikere, som fremmer en samlet europæisk interesse. Vi kan således i morgen vedtage en betænkning, som er båret af den grundtanke, at Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder naturligvis skal gennemføres af Europa-Parlamentet og ikke af regeringer, og kun med en sådan opfattelse af os selv kan vi få succes. Hvis Europas borgere nogensinde skal blive tilfredse med dette charter, skal to betingelser være opfyldt: For det første skal det, charteret indeholder, være substantielt, og for det andet skal charteret være retsgyldigt. Med stor skuffelse må man imidlertid på det specielt til formålet indkaldte konvent se, at der ganske vist er samlet megen kompetence dér, men for lidt mod. På den måde kan man jo også se på den foreliggende betænkning som en opfordring til konventet om, at det omsider skal udvise mod. Det skal have mod til at indføre fornyelser i charteret, også og netop inden for informations- og bioteknologiens område og tillige, når det drejer sig om kvindens ligestilling eller miljøbeskyttelsen. Det skal have mod til ikke kun at tale om det civile samfund i Parlamentets glaspalads, men også virkelig inddrage det, og det skal have mod til f.eks. at optage standarderne i den internationale arbejdsret hos Den Internationale Arbejdsorganisation. Charteret kunne være netop det instrument, som former Europas sjæl og bidrager til en fælles identitet. Hvorfor er EU's regeringer bare så hurtige, når de fremmer økonomiske reformer, og så nølende, når det drejer sig om politiske rettigheder? Kan de da ikke se, at Europa vil falde fra hinanden, hvis det kun er økonomien, der ensidigt fremmes, mens de grundlæggende politiske rettigheder ikke nyder fremme? Netop som østriger vil jeg derfor opfordre regeringerne til at vågne op og i egen interesse give de grundlæggende rettigheder en chance. Derfor ønsker jeg, at den foreliggende betænkning får et overvældende flertal i plenarforsamlingen i morgen. |
Jeg vil gerne give udtryk for, at et charter for de grundlæggende rettigheder både er kærkomment og nødvendigt, blot vi tager højde for de tre fælder, som vi kan falde i. Den første fælde er, at det bliver en PR-tekst, og vi har set mange af disse fra EU's side, f.eks. angående beskæftigelsen, og at den ikke har noget juridisk grundlag, ikke er forpligtende og ikke giver borgeren mulighed for at gøre sine rettigheder gældende ved domstolene. Den anden fare er, at den bliver et alibi for, at EU stadig ikke er forpligtet af grundlæggende beslutninger og reguleringer fra internationale organisationer såsom Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller ILO's forskellige konventioner. Den tredje fare er et generelt charter, som er et vagt gennemsnit, som til sidst bliver en mekanisme, der kommer til at undergrave de fremskredne menneskerettigheder, som forskellige lande har opnået. Hvis et land f.eks. giver ret til gratis uddannelse, kan en generel omtale af retten til uddannelse i et EU-charter blive det første skridt mod en undergravning af denne ret. For så vidt man tager hensyn til disse tre fælder, for så vidt man i dette charter behandler de sociale rettigheder seriøst, for så vidt der i det er åbenhed om de spørgsmål, som Internettet rejser, f.eks. de nye teknologier, og for så vidt det kommer til at gælde for alle EU's borgere, kan det blive et positivt bidrag. |
Hr. formand, mine damer og herrer, grundlæggende rettigheder, borgere, frihed og menneskerettigheder har en lang lang tradition bag sig i Europa. Oprindelsen til de moderne grundlæggende rettigheder er det engelske Magna Charta Libertatum fra 1215, Petition of Rights fra 1628, Habeas Corpus Act fra 1679, Bill of Rights fra 1689 og endelig erklæringen om menneskerettigheder og borgerlige frihedsrettigheder fra den franske revolution. Den forfatningsretlige sikring af de grundlæggende rettigheder er, navnlig under pres fra disse klassiske dokumenter om de grundlæggende rettigheder, blevet gennemført i løbet af de sidste 200 år. For det 21. århundredes Europa gælder det nu om at sammenfatte de grundlæggende rettigheder, der findes i medlemsstaterne, og de bestanddele, der er af betydning for Europa. De grundlæggende rettigheder, som f.eks. tros-, forsamlings- og foreningsfrihed, er den urørlige og umistelige ret til at være fri for indgreb fra statens side. Sat i relation til Europa skal et europæisk charter for de grundlæggende rettigheder beskytte Den Europæiske Unions borgere mod overgreb og indgreb fra europæiske institutioners side, for så vidt angår borgernes grundlæggende rettigheder. Vores gruppe håber derudover på, at en skriftlig opregning af de europæiske grundlæggende rettigheder vil give den europæiske integrationsværdi et stærkere retsetisk fundament, samt at den kan bidrage til øget gennemskuelighed og klarhed for borgeren. Det er af ganske særlig betydning for vores gruppe, at det europæiske charter ikke må træde i stedet for eller indskrænke medlemsstaternes bestemmelser om grundlæggende rettigheder. Kravet om, at Den Europæiske Union skal tiltræde Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder fra 1950, har været debatteret heftigt. Europarådets konvention er 50 år gammel. Vores gruppe er imod, ikke kun fordi de eksisterende europæiske traktater ikke åbner mulighed derfor, men navnlig fordi vi har behov for en selvstændig opregning af de grundlæggende rettigheder, som afspejler den overbevisning, vi har i dag. Men det betyder samtidig, at vi bliver nødt til at indskrænke os til de klassiske grundlæggende rettigheder og at undgå, at der sker en udvidelse, således at også sociale og økonomiske grundlæggende rettigheder, som ikke kan indbringes for domstolene på europæisk plan, indgår. Jeg takker ordførerne for deres omfattende arbejde og håber, at Europa-Parlamentets overvejelser inddrages i drøftelserne i den Forsamling, der skal opstille de grundlæggende rettigheder. |
Hr. formand, ordførerne Duff und Voggenhuber og også Udvalget om Forfatningsspørgsmål har ydet et godt stykke arbejde. Selve betænkningen er god, fordi den formidler de centrale budskaber uden at gå så vidt, at den foregriber det arbejde, som den Forsamling, der skal opstille de grundlæggende rettigheder, skal udføre. Jeg håber derfor, at denne betænkning bliver vedtaget i plenarforsamlingen i morgen i den form, vi gav den i Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Der er dog ét punkt, hvor jeg ønsker en ændring. Jeg har også på min gruppes vegne stillet et ændringsforslag derom. Det vedrører det spørgsmål, som flere har været inde på i dag, om Den Europæiske Union skal tiltræde den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder. Det har tidligere været et vigtigt mål, at Unionen skulle tiltæde den. Det var tidligere et vigtigt og rigtigt mål, nemlig så længe ingen havde til hensigt at opstille Den Europæiske Unions egen selvstændige opregning af de grundlæggende rettigheder. Set på den måde var det som den næstbedste løsning langt bedre end ingenting. Men det er ikke den vej, vi agter at gå og bør gå i Europas fremtid. Med al respekt for Menneskerettighedskonventionen - vi har behov for mere! Vi har behov for vores eget charter med vores svar på vores tids spørgsmål. Med et afbalanceret forhold lige fra klassiske liberale rettigheder over et adækvat sæt økonomiske rettigheder til gode løsninger på spørgsmålene om de sociale rettigheder og det sociale basisbehov, borgerne i Den Europæiske Union har. Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder løser ikke den opgave. Det kan den heller ikke, fordi den er udarbejdet i 50'erne under helt andre politiske og sociale rammebetingelser. Set på den måde er det for os alle på tide at opfordre til et konstruktivt arbejde på vores eget charter. Den Forsamling, der skal udarbejde de grundlæggende rettigheder for Den Europæiske Union, de 62 politikere, som David Martin talte om, opfordres til at udføre dette arbejde. Lad os støtte dem deri! |
Hr. formand, det lovlige mål med charteret for rettigheder er at beskytte borgernes legitime rettigheder, forventninger og forhåbninger mod undertrykkelse fra regeringer, forretningslivet og andre borgere, og det er naturligvis rigtigt, at folk bliver beskyttet på denne måde i forhold til de europæiske institutioner og deres aktiviteter. Men når det er sagt, så er det afgørende ikke eksistensen af et charter, men en ordentlig beskyttelse af borgeren, og de midler, hvormed borgerne får en sådan beskyttelse i dag, er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. I betragtning af Fællesskabets normale lovgivningsmæssige praksis er jeg noget overrasket over, at man ikke har følt, at dette skulle opnås ved at lægge sig i forlængelse af de etablerede juridiske og administrative mekanismer i de enkelte medlemsstater. Med andre ord burde politikken gennemføres i form af et direktiv snarere end en forordning. F.eks. talte jeg for nylig med nogle højtstående dommere i Tyskland, der på basis af deres lands historie og traditioner var helt på det rene med, at disse sager burde indeholdes i et juridisk bindende charter. Men mit eget land har en ganske anden tradition på dette område, som vores egen premierminister har forklaret, og det er ikke en del af Det Forenede Kongeriges tradition at beskytte borgerne på denne måde. Vi gør det på en anden måde og ikke mindre effektivt. Jeg mener, at det er meget relevant, at den nuværende socialdemokratiske regering i Det Forenede Kongerige har forpligtet sig til at sikre, at charteret ikke bliver juridisk bindende og ikke går ud over eksisterende rettigheder, så det medtager dem, der ikke i øjeblikket er indeholdt i traktaterne. Hr. formand, for de lande, der har en lang tradition for direkte juridisk bindende chartre, er en udvikling som den, der er foregået, ikke dramatisk. Men for dem, der ikke har det, er det et meget radikalt skridt, og i mellemtiden vil jeg meget nøje våge over Det Forenede Kongerige, og hvad det måtte sige og gøre i forbindelse med alt dette. |
Hr. formand, et eller andet sted i diskussionen om charteret for grundlæggende rettigheder er der opstået det indtryk, at ordet familie er ved at blive et politisk ukorrekt begreb i Den Europæiske Union. Så flittigt forsøger nogle grupper på at få fjernet ordet. I Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, Konventionen om Barnets Rettigheder, Den Europæiske Socialpagt og Europa-Parlamentets erklæring om grundlæggende rettigheder og friheder har man besluttet sig for en formulering, hvor man konstaterer et særligt behov for beskyttelse af familien. Desværre er det ikke alle, der ser sådan på sagen, man ser i stedet en efter min mening overflødig modsætning mellem kvinders og familiers rettigheder, som man forsøger at løse ved at forkaste familieformen i stedet for at søge efter en radikalt ny og ligeværdig europæisk familiepolitik. På denne måde bliver familieværdierne et forkert eller i hvert fald ensidigt begreb i samfundet. Den nye højrefløj higer efter dem og klatrer ved deres hjælp rundt i den moralske selvtilstrækkeligheds højland. Derfor bliver mange trætte af temaet. Jeg mener alligevel, det ville være en stor fejl fra Europa-Parlamentets side, hvis man accepterede denne udvikling. Familier er en fast del af det europæiske samfundsbegreb. På mange andre måder ønsker Kristdemokraterne et samfund, hvor frihed og ansvar mødes. Jeg anser det for at være et familiernes samfund, for det er vanskeligt at lære nogen fælles ansvar og solidaritet, hvis ikke man lærer dem det i et lille nærfællesskab. Samfundet kan være retfærdigt, men det kan aldrig elske. Dertil er dets favn for kold og dets arm for kort. Alligevel er netop denne kærlighed en betingelse for en sund udvikling af individet. Og Europa har ingen som helst nytte af de foreslåede grundlæggende rettigheder, hvis ikke samfundets medlemmer vil respektere dem. Socialiseringen til dette foregår fremdeles i familierne. Der findes således intet borgernes Europa uden et familiernes Europa. Familierne har brug for anerkendelse, opmuntring og handlefrihed i sit virke samt et værn mod samfundets forgodtbefindende, ganske ligesom individer. Hvad dette angår, bør man i EU's charter for grundlæggende rettigheder gentage de rettigheder for og den beskyttelse af familier, som er fastsat andetsteds. |
Det er klart, at der hersker stor frygt hos mange mennesker, særlig dem, der har valgt mig, for at dette charter vil få forrang frem for nationale forfatninger, i særdeleshed for så vidt angår støtte til og beskyttelse af fundamentale institutioner såsom familie, ægteskab og beskyttelse af livet for fødte og ufødte. Det er godt at huske, at Europa igennem hele sin historie har haft en fælles holdning med hensyn til vigtigheden af at beskytte familie og ægteskab. Det er indskrevet i alle vores forfatninger såvel som i forfatningerne i de lande, der skal slutte sig til Den Europæiske Union ved udvidelsen. Jeg kan vise Dem forfatninger fra postkommunistiske stater, hvor familien og ægteskabet er beskyttet. Jeg glæder mig over, at der i vores charter henvises til familielivet. I artikel 9, stk. 1, står der, at alle skal have ret til at stifte familie. Der står, at det er inspireret af artikel 12 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor det hedder, at giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love. Samfundet anerkender ægteskabet ikke af moralske grunde, men fordi det fornuftsmæssigt erkender den stabilitet, det giver til samfundet socialt og økonomisk såvel som ved at sikre kommende generationer. Af hensyn til skik og brug - og selvom det i stigende grad er vanskeligt at definere en familie, og det er nødvendigt, at vi er meget varsomme og viser barmhjertighed på dette område - bør vi ikke bortkaste den traditionelle familieenhed som den fundamentale enhed, vi stræber hen imod, tvært imod bør vi støtte den. I artikel 9, stk. 3, hedder det, at Unionen sikrer beskyttelsen af børn. Det er foreslået, at vi bør tilføje ordene i overensstemmelse med De Forenede Nationers Konvention om Barnets Rettigheder. Det støtter jeg, men jeg vil stærkt gå ind for, at vi i ordlyden i punkt 3 medtager, at Unionen først og fremmest vil støtte familien som den primære enhed, hvis pligt det er at være den naturlige opdrager og beskytter af barnet. Unionen bør kun gå ind i den primære rolle, hvor familien er ude af stand til at opfylde sine forpligtelser. Som det siges i konventionen, bør familien som den fundamentale gruppe i samfundet og det naturlige miljø for alle dets medlemmers vækst og velbefindende, i særdeleshed børnenes, have den nødvendige beskyttelse og hjælp til fuldt ud at kunne leve op til sit ansvar inden for Fællesskabet. |
Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union mener, at projektet om at forfatte et charter for grundlæggende rettigheder udgør et skridt af allerstørste betydning for skabelsen af et værdifællesskab, der kan tjene som referenceramme for den fremtidige udvikling i den politiske unionsproces. Mange spørger sig selv, hvor langt vi kan gå med hensyn til at fastlægge dette sæt af værdier og principper, som kan sikre alle borgere inden for Unionens område en række rettigheder, der styrker deres tilhørsforhold til en fælles civilisation. Man har spurgt her i dag, hvad det er, der får os til at ville være sammen, og hvad det er, der får os til at ville overvinde vores mange forskelligheder gennem hævdelsen af et fællesskab, som kan forene os alle. Det er det store spørgsmål om den europæiske identitet, som er kernen i det forhold, at vi er her, også sammen, i det store hus, som EU har bygget. Igennem årtier har vi overvundet nederlag og kriser og har efterhånden defineret en måde at være til på i verden, der hviler på frihed, demokrati og respekt for retsstatens principper. I mange år viste vi dem, der levede i et andet Europa, muligheden af den samfundsmodel, der hvilede på de frihedsrettigheder, som nogle europæiske lande kendte til, og som udspringer af en kulturtradition præget af tolerance, der er vokset frem på dette kontinent, og som i dag udgør grundlaget for dets projekt om at være et sådant. Disse idéers sejr og afslutningen på den totalitære epoke, der prægede nogle europæiske samfund, har skabt en ny situation, som vi må leve op til. Efter vores opfattelse drejer det sig om ansvar, men også om sammenhæng. EU's udvidelse med nye lande, der er af grundlæggende etisk og strategisk betydning for stabiliteten og freden på vores kontinent, vil bringe stater ind i vores kreds med meget forskellige politiske kulturer og ofte med unge og meget lidt konsoliderede institutioner. Også for disse stater og for dem, der dér slås for grundlæggende principper, der bør strukturere de moderne samfund, er det vigtigt, at disse principper bliver en del af en fælles lovgivning, som de får del i efter tilslutningen. Man skal dog ikke tro, at denne idé om et charter eller en række principper blot er en slags redningsmekanisme i forhold til de nye medlemmer, en slags styrkelse udadtil. Sådan er det ikke, og det er heller ikke vores hensigt. Hændelser i de senere år har vist, at det, som vi har anset for stabilt og permanent inden for vores egne lande, inden for de 15 landes EU, under bestemte omstændigheder kan vise sig at være det i meget mindre omfang, end vi kunne ønske os, så problemer kunne imødegås, der ofte er enkle, men som andre gange får gamle spøgelser til at vågne op igen. Et charter for de grundlæggende rettigheder erstatter imidlertid ikke de forfatningsmæssige rettigheder, som hver enkelt af os nyder i vores eget land. Denne myte, der er en myte, som systematisk er blevet brugt imod charteret for de grundlæggende rettigheder, må væk, så den ikke tjener som alibi for dem, der søger tilflugt i subsidiaritetsprincippet for ikke at påtage sig deres forpligtelser som borgere i Europa. Vi får tværtimod en yderligere værdi, en art supplerende europæisk garanti, der vil fungere som redskab for det nye unionsborgerskab. Her må vi, hr. formand, overvinde nogle problemer, som diskussionen i Forsamlingen er ved at møde - og som jeg tror, den vil møde endnu mere i fremtiden - og jeg vil gerne understrege, at jeg, hvad disse overvejelser angår, taler på vegne af Rådet og ikke nødvendigvis på vegne af Portugal, der i denne sag indtager en ret ambitiøs holdning. Det første spørgsmål er af juridisk karakter, nemlig behovet for at sikre en fuldstændig overensstemmelse mellem de to relevante jurisdiktioner, der kan komme i konflikt i denne sag. Det er et reelt problem, og det er et problem, som vi alle må forholde os til. Vi må ikke løbe den risiko, at der med dette charter skabes en ny juridisk usikkerhed. Vi er i gang med en øvelse, der skal gøre vores borgeres rettigheder mere gennemsigtige og ikke vikle dem ind i et spind af juridiske modsigelser, der kunne afstedkomme forvirring. Dette spørgsmål fører os også til spørgsmålet, der nu dukker op endnu en gang siden Amsterdam, om EU's eventuelle tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Et andet spørgsmål drejer sig om afgrænsningen af dem, som dette charter angår. Taler vi om personer med statsborgerskab i et af EU's lande, eller henvender vi os til alle dem, der befinder sig inden for EU's område? Det er et fundamentalt spørgsmål. Af det svar, som vi giver herpå, må vi drage alle dets konsekvenser, så meget mere som der er mange af os, der ligefrem mener, at kun institutionerne er det nye charters egentlige genstand. Et tredje afgørende spørgsmål vedrører selve rettighederne. Hvor langt skal vi gå? Skal vi nøjes med en række grundlæggende principper, en slags fællesnævner for det, som er europæisk korrekt, eller skal vi have yderligere ambitioner i moderne retning på baggrund af det, som EU er i dag? Vores borgere synes i dag at kunne kræve et område inden for Unionen for ikke blot deres økonomiske og sociale rettigheder, men også for de nye rettigheder, der er blevet fremført som dele af en borgers moderne rettigheder. Hvor langt er Unionen rede til at gå? Endelig et fjerde spørgsmål, der måske er det vigtigste. Der er i denne diskussion dem, der klart går ind for en udelukkende deklaratorisk tekst, en slags politisk kappe. Men mon noget charter for de grundlæggende rettigheder bliver andet end et katalog over principper, hvis det ikke får et element af forpligtelse? Er det mon ikke sådan, at vi, hvis vi udfærdiger et blot deklaratorisk charter for de grundlæggende rettigheder, ikke simpelthen vil søge tilflugt i en eventuelt politisk korrekt løsning, der alligevel ikke svarer til det, der i dag udgør Unionens essens? Der er desuden, hr. formand, ærede medlemmer, en ny virkelighed, som vi ikke kan se bort fra, og som efter dette formandskabs opfattelse klart berettiger, at vi afgjort bør udarbejde et charter for de grundlæggende rettigheder. Dermed vil jeg sige, at vi i kraft af Amsterdam-traktaten satte et ambitiøst projekt i gang om skabelsen af et stort europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Kommissionen og medlemsstaterne fastlagde på det ekstraordinære europæiske rådsmøde i Tampere begyndelsen på en proces til styrkelse af den indre sikkerhed til gavn for stabiliteten i borgernes dagligdag, som sigtede mod en effektiv bekæmpelse af den organiserede kriminalitet, narkotikahandel og andre sider af den offentlige sikkerhed. I denne europæiske bestræbelse er det afgørende, at hele denne indsats, den fremtidige indsats, som vi skal yde, kommer til at foregå inden for rammerne af en række klare principper, der kan virke som beskyttelse for borgerne via en klar og gennemsigtig retsbeskyttelse. Det er også derfor, at vi mener - og vi sagde det i Köln, da Det Europæiske Råd vedtog charteret for de grundlæggende rettigheder - at dette charter udgør et afgørende og centralt element for Unionens fremtid. Hvis der ikke sker en sådan styrkelse af principperne, hvis Unionen ikke får en etisk søjle, der kan gøre den troværdig i borgernes øjne - og som i øvrigt også kan tjene som model og reference i dens forhold udadtil - risikerer vi at uddybe vores politik, men samtidig at svække vores værdier. Jeg vil i denne sammenhæng gerne nævne regeringskonferencen. Det står klart, at inddragelsen af spørgsmålet om charteret for de grundlæggende rettigheder i regeringskonferencen er afgørende for dennes troværdighed. Siden starten har det portugisiske formandskab klart givet udtryk for, at det var vigtigt at sikre, at regeringskonferencens dagsorden ikke kun kom til at bestå i debat om deling og forvaltning af magten i en udvidet Union. Charteret for de grundlæggende rettigheder er i denne sammenhæng - og sådan vil vi se på det indtil formandskabets afslutning - en afgørende faktor for et mere afbalanceret resultat af denne konference, der jo også skal omhandle andre aspekter, navnlig spørgsmålet om forsvar og sikkerhed. Det er af alle disse grunde, hr. formand, ærede medlemmer, at Rådet ser med interesse (og også med største opmærksomhed) på den beslutning, som Europa-Parlamentet træffer, hvad angår charteret for de grundlæggende rettigheder. |
Hr. formand, ærede medlemmer, Kommissionen vil gerne først varmt lykønske hr. Duff og hr. Voggenhuber med det fremragende arbejde, som de har fremlagt, og for det forhold, at den betænkning, der i dag er til diskussion, understreger en uomgængelig kendsgerning, nemlig, at der med udarbejdelsen af charteret for de grundlæggende rettigheder, hvad enten man vil eller ej, indledes en ny etape i den europæiske opbygning. Jeg er overbevist om, at EU på denne måde i de europæiske borgeres øjne påtager sig sit ansvar for at udføre en politisk handling, der sigter på at besvare spørgsmålet om EU's politiske og moralske legitimitet fremover. Den ambition, som er kommet til udtryk dels fra de ærede medlemmers side, dels fra repræsentanten for Rådets formandskab, fordrer, at vi udfolder alle vores anstrengelser for, at Forsamlingens arbejde med at udfærdige charteret for de grundlæggende rettigheder bliver afsluttet så betids, at det kan inddrages både på regeringskonferencen og på stats- og regeringschefernes topmøde sidst på året. Kommissionen vil gerne begynde med at understrege betydningen af, hvorledes den Forsamling, der udarbejder charteret for de grundlæggende rettigheder, er sammensat, fordi for første gang er der i et organ, som Det Europæiske Råd har nedsat, repræsentanter for Fællesskabets institutioner og repræsentanter fra nationale institutioner, og både fra den lovgivende og den udøvende gren. Denne sammensætning (som jeg synes er klog) både fra Fællesskabets sfære og fra den nationale sfære vil helt sikkert bidrage til at styrke charterprojektets legitimitet i offentlighedens øjne og til at garantere, at det arbejde, der nu foregår, vil blive kronet med succes. Kommissionen vil gerne over for Parlamentet endnu en gang give klart udtryk for fire centrale punkter. Det første er, at Kommissionen deler og bifalder Europa-Parlamentets målsætninger, hvad angår charterets juridiske natur, hvad angår Parlamentets ønske om, at det integreres i traktaterne, og hvad angår den brede vifte af rettigheder, som charteret for de grundlæggende rettigheder skal omfatte. Jeg mener dog, at den betænkning, der i dag er til diskussion, også fremhæver, at der er spørgsmål, som retter sig direkte til Forsamlingen, til forfatterne af charteret for de grundlæggende rettigheder, som f.eks. spørgsmålet om det sæt rettigheder, der skal medtages i charteret. Der er imidlertid andre spørgsmål, der ligger ud over Forsamlingens arbejde, og som først og fremmest skal besvares af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd, af regeringskonferencen. Kommissionen mener således, ligesom det kommer til udtryk i punkt 14 i den beslutning, som Europa-Parlamentet har vedtaget, at charterets juridiske status skal fastsættes af Det Europæiske Råd i Nice. Kommissionen mener dog også, at charteret skal være en klar og koncis tekst, der er letlæselig for Unionens borgere, men også en præcis tekst juridisk set, således at den kan tillægges en bindende karakter som et forpligtende dokument. På samme måde mener Kommissionen, at Unionen bør tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at dette valg ikke skal træffes i Forsamlingen, der er ved at udarbejde charteret for de grundlæggende rettigheder, men at det er et valg, der skal træffes af Det Europæiske Råd, når det beslutter, hvilken juridisk status charteret skal have. Kommissionen gav udtryk herfor allerede i 1979, og Kommissionen gav udtryk for det igen i 1990. Synspunktet om, at Unionen som sådan skal tilslutte sig den europæiske konvention, deles også af brede kredse i Europa-Parlamentet. Det er rigtigt, at EF-Domstolen i 1996 mente, at Fællesskabet ikke kunne tiltræde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men det var, understreger jeg, fordi traktaterne manglede en bestemmelse, der bemyndigede til en sådan tilslutning. Nu, hvor vi er i færd med at revidere traktaterne, og hvor der parallelt hermed er ved at blive udarbejdet et charter for de grundlæggende rettigheder, er det rette øjeblik kommet til at løse to spørgsmål: et charter med retskraft og en politisk beslutning om Unionens tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg vil også gerne give klart udtryk for en endnu et synspunkt. Der er ingen indre modsigelse mellem det forhold, at Unionen har et charter for de grundlæggende rettigheder, og at den samtidig tilslutter sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg vil tværtimod minde de ærede medlemmer om, at var Europarådets parlamentariske forsamling, der for tre uger siden med et overvældende flertal af de politiske grupper stemte for en anbefaling, som ikke blot anerkendte, men også bifaldt EU's initiativ om et charter for de grundlæggende rettigheder, ligesom man påskønnede og støttede, at EU som sådan tilslutter sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg anbefaler yderligere, at man med opmærksomhed læser det bidrag, som er skrevet af den observatør, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i Forsamlingen, der skal udarbejde charteret for de grundlæggende rettigheder. I denne erklæring fra Menneskerettighedsdomstolen giver dens repræsentant udtryk for sin tilslutning til idéen om, at Unionen får et charter for de grundlæggende rettigheder, og for det andet for, at Unionen kan tilslutte sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvad angår risikoen for sammenstød mellem domstolen i Strasbourg og domstolen i Luxembourg, er det værd at erindre om, at EF-Domstolen allerede i dag inden for fællesskabsretten altid refererer til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser som retskilde for EF-Domstolen, hvad angår de grundlæggende rettigheder. Vi taler altså ikke om nogen revolution, vi taler om at bekræfte dét i form af lovgivning, der allerede i dag er praksis for EF-Domstolen, hvad angår dens forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og retsafgørelserne fra domstolen i Strasbourg. Hr. formand, to afsluttende bemærkninger om sættet af rettigheder. Kommissionen gentager her endnu en gang, at den går ind for, at vi får et charter, der omfatter såvel borgerlige og politiske rettigheder som sociale rettigheder og rettigheder, der hidrører fra unionsborgerskabet. Rettigheder, der er formuleret på grundlag af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men som overalt, hvor det er nødvendigt, får en fornyende karakter i og med, at de fører Rom-traktatens formuleringer fra 1950 ajour og besvarer de nye udfordringer for menneskerettighederne, der ligger i informationsteknologien, bioetikken, ligebehandlingen af kvinder og mænd samt i bekæmpelsen af alle former for diskrimination og især i de hensyn, der skal tages til beskyttelsen af miljøet. Til sidst vil jeg gerne sige, at for os sigter charteret for EU's grundlæggende rettigheder ikke mod at erstatte hverken de nationale forfatninger eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det har en klar modtager, og det er Unionens institutioner og medlemsstaterne, når de overfører fællesskabsretten til egen lovgivning. Der er ligeledes begunstigede, som er klart identificeret, for som følge af det, der blev besluttet i Tampere, er det borgerne i medlemsstaterne, der begunstiges af EU's grundlæggende rettigheder, ligesom de borgere fra tredjelande, der har fast ophold i Unionens lande, hvor stats- og regeringscheferne klart har sagt, at de skal have rettigheder og pligter, der så meget som muligt svarer til de rettigheder og pligter, som medlemsstaternes borgere har. Hvis vi handler inden for denne ramme, er jeg overbevist om, at vi gennem et endnu tættere samarbejde mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet vil få et juridisk instrument, der kan fjerne modsigelsesspøgelserne, der kan fjerne spøgelserne om en europæisk superstat, men som først og fremmest kan sikre en retsorden, der hviler på de grundlæggende rettigheder, som angår dem, i hvis navn vi alle er her, nemlig borgerne i EU. |
Mange tak, hr. Vitorino. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. |
Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse "Supplerende bidrag fra Kommissionen til regeringskonferencen om institutionelle reformer: kvalificeret flertal i forbindelse med det indre marked på områderne beskatning og social sikring". |
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg har forladt Kommissionens møde for at deltage i debatten her i Europa-Parlamentet, og jeg kan oplyse, at Kommissionen netop har afsluttet drøftelserne om det emne, jeg her skal tale om. Jeg må i øvrigt anmode om, at vi nøje overholder dagsordenen, hr. formand, idet jeg senest kl. 17.45 må forlade dette møde og vende tilbage til Kommissionen for at fremlægge en sag, jeg er ansvarlig for, og som vedrører fællesskabsstøtterammen til Portugal. Jeg vender senere tilbage til Europa-Parlamentet i forbindelse med spørgetiden og forsøger således på bedste vis at løse mine opgaver, om end to samtidige møder volder visse problemer. Det glæder mig, at jeg hermed får lejlighed til at fremlægge og kommentere Kommissionens meddelelse, som knytter sig til forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen og de institutionelle reformer. Jeg ved, emnet også senere vil blive bragt på bane i de ansvarlige udvalg, herunder Udvalget om Forfatningsspørgsmål. Lad mig indledningsvis rette en tak til mine kolleger, Frits Bolkestein og Anna Diamantopoulou, for den støtte, de har ydet i forbindelse med udarbejdelsen af den foreliggende tekst. Jeg minder om, at jeg allerede, da Kommissionen den 26. januar vedtog sin officielle udtalelse om og sine forslag til institutionelle reformer, bebudede over for Europa-Parlamentet, at vi ville præcisere og uddybe visse aspekter i udtalelsen. For nogle dage siden fremkom Kommissionen således med en meddelelse om domstolenes organisation i EU, om EF-Domstolen og Retten i Første Instans. I dag tager vi et andet og meget vigtigt specifikt og følsomt emne op, nemlig anvendelsen af kvalificeret flertal i forbindelse med visse områder inden for beskatning og social sikring. Hr. formand, vi fortsætter således debatten om forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen og føjer nye aspekter til, i særdeleshed når det gælder spørgsmålet om en uafhængig EU-anklagemyndighed med ansvar for bekæmpelsen af svig, hvilket er et spørgsmål, som optager Europa-Parlamentet meget, men også når det gælder spørgsmålet om en omstrukturering af traktaterne. Hvad angår det emne, der er sat under debat i dag, må jeg minde om, at det i henhold til Kommissionens udtalelse af 26. januar vedrører et af de hovedområder, hvor vi fortsat mener, enstemmighed bør være hovedregelen. Vi har således udpeget fem områder, som udgør undtagelser i forhold til EU's grundregel om, at afgørelser fremover træffes med kvalificeret flertal. Vi har altså af institutionelle årsager udpeget fem områder, som er specielt tunge og følsomme områder, hvor der fortsat kræves enstemmighed. Det område, der er genstand for dagens debat, er et af disse områder. Blandt undtagelserne figurerer endvidere beslutninger, som er uforenelige med målsætningerne for det indre marked, eller beslutninger, som kan have en konkurrenceforvridende effekt. De aktuelle drøftelser i Kommissionen tager således sigte på at præcisere Kommissionens udtalelse, for så vidt angår disse forhold. Mine damer og herrer, lad mig straks understrege, at de forslag, Europa-Parlamentets medlemmer modtager fra Kommissionen senere i dag, ikke indebærer suverænitetsafgivelse, ligesom der heller ikke er tale om en konkret handlingsplan. Forslagene omhandler beslutningsprocedurerne i forbindelse med spørgsmål angående beskatning og social sikring. Lad mig også straks rydde tre misforståelser af vejen. For det første kræver Kommissionen ikke øget kompetence i spørgsmål vedrørende beskatning og social sikring. I Rom-traktaten og alle senere traktater tillægges Fællesskaberne beføjelser på disse områder. En ændring af beslutningsproceduren fra enstemmighed til kvalificeret flertal er ikke ensbetydende med suverænitetsafgivelse. Kommissionen bevæger sig på ingen måde ud over de rammer, der allerede er fastlagt for Fællesskabernes beføjelser. Jeg kan nævne momsområdet som et eksempel. Der er på dette felt gjort betydelige landvindinger siden 1970'erne, når det gælder fællesskabsretten. Den omstændighed, at Rådet fremover kan træffe afgørelser med kvalificeret flertal i spørgsmål vedrørende fornyelse af denne lovgivning i takt med udviklingen inden for eksempelvis elektronisk handel, er bestemt ikke ensbetydende med, at der afgives suverænitet. Det er udelukkende beslutningsproceduren, der i givet fald ændres. Det var den første misforståelse, jeg ville rydde af vejen. Jeg vil endvidere gerne understrege, at Kommissionen ikke ønsker at gennemtvinge en udjævning på tværs af skattesystemerne eller de nationale sociale systemer. Vi ønsker tværtimod at drøfte, hvordan vi fastholder de landvindinger, der er gjort, og sikrer, at disse kommer de nye medlemsstater til gode. Vi må ikke glemme, at i forbindelse med de igangværende forhandlinger drejer det sig om at finde en løsning, som sikrer, at Den Europæiske Union vil kunne fungere med 18, 20, 25, 27 eller måske 28 medlemsstater. EU må kunne fungere og fungere på en måde, som sikrer, at såvel nuværende som fremtidige medlemslande kan drage nytte af det indre marked. Det indre marked har i kraft af traktaterne altid været drivkraften i den økonomiske og sociale udvikling i EU. Det er således et spørgsmål om at sikre, at der kan træffes afgørelser med kvalificeret flertal på områder, hvor dette efter vores opfattelse er nødvendigt, mens det på andre områder fortsat er at foretrække, at afgørelser træffes med enstemmighed. Endelig den tredje misforståelse. Jeg vil gerne på vegne af Kommissionen understrege, at det omhandlede supplerende bidrag fra Kommissionen til regeringskonferencen ikke er at betragte som Kommissionens program for de kommende år på de berørte områder. Bidraget indeholder således intet om konkrete foranstaltninger fra Kommissionens side, ej heller konkrete forslag, Kommissionen på et givet tidspunkt vil fremsætte. Mine kolleger, fru Diamantopoulou og hr. Bolkestein, vil til sin tid orientere Europa-Parlamentet om Kommissionens konkrete program på de forskellige områder. Jeg vil omtale tre principper, som har været bestemmende i forbindelse med udarbejdelsen af det dokument, Europa-Parlamentets medlemmer modtager fra Kommissionen senere i dag. Som det fremgik af Kommissionens udtalelse af 26. januar, vurderer Kommissionen, at beskatning og social sikring er områder, som har afgørende betydning for borgernes politiske valg på nationalt plan. De to områder afspejler således landenes økonomiske politik og social- og solidaritetspolitik, og de overordnede retningslinjer herfor udstikkes af den lovgivende forsamling i de enkelte medlemsstater. Kommissionen finder det på denne baggrund rimeligt at fastholde enstemmighed som grundpincip inden for de pågældende områder. Vi fastholder denne vurdering. I øvrigt er de omhandlede valg på nationalt plan generelt uden betydning for den europæiske integration. Det var det første princip. Men af dette princip følger et andet, nemlig at afgørelser træffes med kvalificeret flertal, såfremt disse har direkte betydning for et velfungerende indre marked. Vi ved, og Europa-Parlamentets medlemmer ved, at der er visse nationale bestemmelser inden for områderne beskatning og social sikring, som i kraft af deres art eller indhold kan have indvirkning på det indre marked. Kommissionen er af den opfattelse, at Fællesskaberne skal kunne træffe afgørelser med kvalificeret flertal, for så vidt angår forhold, som har direkte betydning for et velfungerende indre marked. Det var det andet princip. Det tredje princip er, at vi må finde det mest hensigtsmæssige middel for at sikre, at subsidiaritetsprincippet overholdes. Et muligt middel er koordinering, et andet minimumskrav, et tredje og mere vidtrækkende er harmonisering. Det bør tilstræbes at vælge det mindst indgribende middel, dog således at behovet i den konkrete sag er udslaggivende. Hvad angår de områder, der aktuelt foreslås reguleret ved afgørelser truffet med kvalificeret flertal, er målsætningen generelt ikke en systematisk harmonisering af medlemslandenes lovgivning, men udelukkende en lovgivningsmæssig koordinering. Mine damer og herrer, jeg minder om, at vi i næsten 40 år har arbejdet ud fra dette princip, når det gælder social sikring. Vi finder det afgørende også at kunne anvende princippet, når det gælder beskatningsspørgsmål. Før jeg besvarer eventuelle spørgsmål, vil jeg gerne kort omtale indholdet i de forslag, Kommissionen fremsætter i den omhandlede meddelelse. Når det gælder direkte skatter, foreslår vi, at afgørelser, som tager sigte på at koordinere indsatsen for at bekæmpe svig og skatteunddragelser, træffes med kvalificeret flertal. Det samme gælder afgørelser i forhold, som involverer flere medlemslandes lovgivning. Øvrige afgørelser træffes fortsat med enstemmighed. Når det gælder indirekte skatter, foreslår vi, at der træffes afgørelser med kvalificeret flertal, for så vidt angår bekæmpelsen af svig samt modernisering og simplificering af EU's regelværk i takt med den økonomiske udvikling. Det samme gælder indsatsen for at opfylde traktatens målsætning på miljøområdet. Til gengæld foreslår vi, at afgørelser vedrørende skattesatser og beskatningssted fortsat træffes med enstemmighed. Endelig foreslår vi, stadig med hensyn til skatteområdet, at alle bestemmelser vedrørende beskatningsspørgsmål samles i en artikel, nemlig artikel 93, som omformuleres og -struktureres med henblik på at opnå en klar, læseværdig og sammenhængende tekst. Et fjerde punkt fortjener at blive nævnt. Det drejer sig om koordinering af lovgivningen, når det gælder social sikring. Vi foreslår, at der træffes afgørelser med kvalificeret flertal, når det gælder indsatsen for at modernisere og tilpasse de bestemmelser, der har til formål at undgå, at den sociale sikring virker som en hæmsko for EU-borgernes (ikke kun arbejdstagernes) frie bevægelighed. Ud over arbejdstagerne udnytter også eksempelvis studerende den frie bevægelighed inden for EU. Vi skal sikre, at de ikke straffes, når det gælder social sikring. Hvad angår minimumskrav vedrørende social sikring, foreslår vi, at regler desangående skal kunne vedtages med kvalificeret flertal, sådan som det allerede i dag er tilfældet inden for andre grene af socialpolitikken. Hr. formand, afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at det arbejde, jeg og Kommissionen under ledelse af formanden, Romano Prodi, har udført siden udtalelsen den 26. januar, har været præget af målrettethed og klarsynethed og fri for ideologiske hensyn. Vi ønsker at holde os til præcise data og afholde os fra slagkraftige overskrifter og ideologiske undertoner. Jeg vil som nævnt ud over det supplerende bidrag, vi diskuterer i dag, i forlængelse af Kommissionens udtalelse af 26. januar præsentere Europa-Parlamentet for andre bidrag, som præciserer Kommissionens holdning til den samlede reform af EU's institutioner forud for udvidelsen. |
Hr. formand, for det første vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med Kommissionens generelle tilgang til regeringskonferencen. Det er yderst nyttigt, at vi får denne løbende præsentation af mere detaljerede forklaringer på spørgsmål. For det andet er jeg enig med Kommissionen i, at det virkelig er et yderst følsomt spørgsmål. Beskatning og social sikkerhed kommer ud i, hvad fru Thatcher plejede at kalde hverdagslivets yderste kroge. Det er noget, der påvirker medlemsstaterne og deres befolkning på en yderst mærkbar måde, og vi må være forsigtige, før Fællesskabet bevæger sig ind på disse områder. Efter hvad jeg har hørt, har Kommissionen mere eller mindre gjort det rigtige, og jeg vil blot stille et par opklarende spørgsmål. Det er rigtigt at sige, at der, hvor medlemsstaterne allerede har accepteret en kompetence hos Fællesskabet, med andre ord hvor vi allerede har vedtaget en foranstaltning, bør tilpasning af denne foranstaltning kunne vedtages med kvalificeret flertal. Det er helt fornuftigt. Det, jeg ikke var klar over, var, når vi talte om andre foranstaltninger, hvor det var nødvendigt at få det fælles marked til at virke. Hvordan skal det defineres? Det lyder fint, men hvordan definerer man en foranstaltning, der er af afgørende betydning for at få det fælles marked til at virke? Det er noget, som må drøftes meget indgående. Ligeledes er der spørgsmålet om harmonisering over for koordinering. Den enes koordinering kan være den andens harmonisering, og vi har brug for klare definitioner af, hvad der er koordinering, og hvad der er harmonisering, hvis dette skal virke. Jeg ønsker ham held og lykke på dette område, for det er et område, hvor vi har brug for et gennembrud. Men det bliver ikke let at få en aftale, og jeg vil gerne se dokumentet i detaljer, før jeg kan bedømme det, kommissæren har sagt her til eftermiddag. |
Tak for Deres bemærkninger, hr. Martin. Jeg forstår, Deres stillingtagen vil bero på en nærmere gennemgang af Kommissionens meddelelse. Denne er nu vedtaget og vil være tilgængelig for Europa-Parlamentets medlemmer sidst på eftermiddagen. Jeg noterede mig Deres henvisning til fru Thatchers udsagn, og jeg har fuld forståelse for, at De opfordrer os til at anlægge en pragmatisk holdning i dette spørgsmål, der som bekendt er specielt følsomt i Deres land. Mine damer og herrer, som tidligere nævnt har jeg bestræbt mig på i arbejdet med den aktuelle tekst - og jeg vil bestræbe mig på det i de fremtidige debatter her i Europa-Parlamentet - at holde mig til præcise data og ikke lade mig farve af ideologier. Det var også det budskab, jeg sendte - og som jeg tror, tilhørerne opfattede - da jeg besøgte det britiske parlament i Westminster og her drøftede regeringskonferencen. Det er efter min opfattelse den rette holdning. Jeg må gentage, at det er Kommissionens opfattelse, at der bør træffes afgørelser med kvalificeret flertal, for så vidt angår forhold, som har direkte betydning for et velfungerende indre marked, og som i et udvidet EU vil kunne svække det indre marked. Vi arbejder selvsagt med alle de omtalte instrumenter - koordinering, minimumskrav og harmonisering - idet harmonisering betragtes som en sidste udvej. Hr. Martin, tak for Deres bemærkninger, som jeg her har søgt at besvare om end på det generelle plan. Jeg modtager gerne Deres kommentarer eller forslag, når De har haft lejlighed til at studere Kommissionens meddelelse. |
Hr. formand, jeg tror, at den konstatering, at der ikke er brug for ekstra kompetencer i forbindelse med skatter og afgifter, meget vel kan være rigtig, men jeg tror også, at det drejer sig om, hvorledes vi mere intensivt kan fremme de forskellige emneområder. Blot for at nævnte et eksempel: princippet om oprindelseslandet i forbindelse med momsen. Er det ikke muligt her at begynde med clearingen af de nuværende momsordninger, det vil sige, at clearingsystemer gennemføres mere effektivt på europæisk plan? Eller et andet eksempel: dobbeltbeskatningen, som giver mange problemer. Mit spørgsmål er: Kommer der en tidsplan her i Kommissionens arbejdsprogram, eller hvorledes agter De at gå frem her? |
Mange tak for Deres kommentarer, hr. kommissær. Jeg forstår ikke Deres påstand om, at der ikke vil ske nogen overførsel af beføjelser. Hvis vi udvider anvendelsen af afstemning med kvalificeret flertal og derfor fjerner det nationale veto, overfører vi i virkeligheden beføjelser fra den enkelte stat til europæiske institutioner. Jeg har det heller ikke særlig godt med Deres udtalelse om, at De kun vil søge harmonisering på skatteområder, der "har forbindelse med det fælles marked", for vi ved, at hvis dette udtryk bliver fortolket liberalt - som de europæiske institutioner har en tilbøjelighed til at gøre - kan praktisk taget hvad som helst siges at have forbindelse med det fælles marked. Er De opmærksom på, at lederen af det britiske Konservative Parti har sagt, at vi har nået grænserne for europæisk integration? Er De opmærksom på de opinionsundersøgelser, der har fundet sted i den senere tid, og som viser, at den britiske befolkning er modstander af overførsel af yderligere beføjelser fra staten til Bruxelles, og hvordan vil De tage højde for disse kendsgerninger? |
Hr. kommissær, jeg vil gerne pege på et punkt i Deres tale. De sagde, at i de tilfælde, hvor det er nødvendigt med enstemmighed, vil vi holde fast ved enstemmighed, og i de tilfælde, hvor det er nødvendigt med kvalificeret flertal, vil vi anvende kvalificeret flertal. Det er jo kendt, at Europa-Parlamentet har den klare indstilling, at kvalificeret flertal skal være regelen, og enstemmighed kun skal anvendes i undtagelsestilfælde. Hvis vi forlader denne form, undlader vi samtidig at udvikle Europa-Parlamentet yderligere mod at være medlovgiver i alle de lovgivningsmæssige spørgsmål, som i fremtiden kræver kvalificeret flertal. Det vil sige, i de tilfælde, hvor vi fastholder enstemmigheden, vil Parlamentet ikke få den legale, demokratiske og væsentlige rolle, som det vil få i alle de tilfælde, hvor vi anvender kvalificeret flertal. Tilfælde, som efter Europa-Parlamentets mening bør være regelen for at vi kan virke på en demokratisk måde. |
Hr. Rübig, jeg vil i mit svar koncentrere mig om momsspørgsmålet. De spørger til Kommissionens arbejdsprogram. Jeg må henvise til mine indledende bemærkninger, hvor jeg netop søgte at komme dette spørgsmål i forkøbet ved at understrege, at Kommissionen har sit arbejdsprogram, og at de af mine kolleger, der er direkte involveret i disse spørgsmål, til sin tid vil orientere Europa-Parlamentet om de foreslåede ændringer. De spørger imidlertid på det overordnede plan, om det omfattende projekt for modernisering af momsområdet kan vedtages med kvalificeret flertal - inklusive Europa-Parlamentets forslag. Mit svar lyder, at det afhænger af, hvad man forstår ved "det omfattende projekt for modernisering af momsområdet". Tænker De på beslutningen om at erstatte den eksisterende overgangsordning med den endelige ordning for momsområdet, hvorefter beskatningsstedet ændres, må jeg fastholde, at denne afgørelse under alle omstændigheder skal træffes med enstemmighed, hvilket Kommissionen også tidligere klart har tilkendegivet. Når det gælder modernisering af systemet i takt med den økonomiske udvikling - jeg tænker eksempelvis på en modernisering, som tager højde for konsekvenserne af den stigende globalisering, den øgede liberalisering og den øgede udbredelse af elektronisk handel - må jeg anmode om, at De rejser spørgsmålet over for hr. Bolkestein. Kommissionen er for øjeblikket i færd med sammen med medlemsstaterne at udpege de elementer, der skal indgå i en sådan "moderniseringspakke". Der blev den 2. marts afholdt et møde desangående, og jeg må ærligt sige, at jeg endnu finder det for tidligt at fremkomme med yderligere detaljer angående disse forhold. Modernisering af moms-området kunne også være stikordet til besvarelse af hr. Helmers spørgsmål. Jeg vil understrege, at jeg fuldt ud er klar over, at skatteområdet er et særdeles følsomt område, og at der i manges bevidsthed er nær sammenhæng mellem national suverænitet og retten til selv at fastlægge skattelovgivningen, herunder fastsætte skatte- og afgiftssatser. Jeg har selv i 22 år været medlem af den franske Nationalforsamling, så problemstillingen er mig langtfra fremmed. Ikke desto mindre vil jeg indtrængende opfordre de medlemsstater, som er mest tøvende, og for hvilke dette emne er specielt ømtåleligt, til at besinde sig og ikke pure afvise Kommissionens i øvrigt moderate forslag om øget adgang til at træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Jeg håber, Europa-Parlamentets medlemmer, og i særdeleshed hr. Tsatsos og hr. Brok, vil støtte mig heri. Det drejer sig om at sikre et velfungerende indre marked. Det drejer sig om at sikre gennemførelsen af det indre marked, hvilket alle medlemslande ønsker, eftersom det indre marked er til alle medlemslandes fordel. Men hvad sker der, når EU udvides, og forskellighederne medlemslandene imellem bliver langt mere udtalte, end de er i dag, både når det gælder sociale anliggender og budgetanliggender? Det er denne situation, vi ønsker at tage højde for, når vi anbefaler, at disse spørgsmål underkastes en nøje og klarsynet - ja, jeg fristes til at sige klinisk - undersøgelse med det formål at sikre et fortsat velfungerende indre marked. Tak også til hr. Tsatsos, som i sit indlæg peger på Europa-Parlamentets rolle i forhold til Kommissionens forslag. Jeg finder således anledning til at understrege, at Kommissionen foreslår, at den fælles beslutningsprocedure skal finde anvendelse i alle forhold, hvor der træffes afgørelse med kvalificeret flertal, såfremt der er tale om lovgivningsmæssige beslutninger. Når det gælder spørgsmål som social sikring og beskatning, som har indvirkning på det indre marked og har betydning for et velfungerede indre marked, har Europa-Parlamentet således en legitim mulighed for via den fælles beslutningsprocedure at komme til orde og give udtryk for Parlamentets holdninger. Hr. Tsatsos, vi får lejlighed til i forbindelse med de kommende måneders forhandlinger at gentage dette synspunkt og søge at overbevise de øvrige forhandlingspartnere om rigtigheden heraf. |
Hr. formand, hr. kommissær Barnier, jeg er meget glad for dette initiativ fra Kommissionen. Det er klart, at det indre marked og også Den Økonomiske og Monetære Union har brug for en koordinering af skattepolitikken. Den, der benægter det, drager også i længden det indre marked i tvivl. De nævnte kun effektive midler i forbindelse med momsen. Jeg savnede to andre former for skat, som jo har været drøftet længe, nemlig skatten på renter og beskatningen af virksomheder. Det er jo da to basale former for skat, som på en eller anden måde skal harmoniseres. Jeg ved ikke, om De henregnede det under skatteflugt. I Deres dokument dukker det i hvert fald ikke op nogetsteds. Kan De sige noget nærmere om det? |
Hr. formand, jeg må sige, at jeg er særdeles imponeret over de principper, som kommissæren har fremlagt. Hvis vi kan begrænse disse ændringer af reglerne om kvalificeret flertal i forbindelse med det indre markeds funktion til praksis, der er skabt via Domstolen, og til minimumsbestemmelser, så mener jeg faktisk, at det godt kan lade sig gøre at få disse ændringer gennemført med alle landenes godkendelse, hvilket jo er utrolig vigtigt. Samtidig må jeg konkludere, at hvis Kommissionen vil fastholde disse tre gode principper, så må den på et eller andet tidspunkt blive uenig med den note, som formandskabet har fremlagt. Formandskabet har jo fremlagt det forslag, at der også for de områder, der er omhandlet i artikel 137, stk. 3, tredje led, om forsvar af arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser og artikel 137, stk. 3, andet led, om ophævelse af en arbejdskontrakt skal gælde kvalificeret flertal. Jeg har vanskeligt ved at se, hvad der er begrundelsen ud fra de tre fastlagte principper, som kommissæren har fremhævet. Kan jeg på den baggrund konkludere, at kommissæren ikke vil følge formandskabsnoten på disse forslag? |
Hr. kommissær, De udtaler Dem med stor forsigtighed. Og med rette. Jeg vil imidlertid gerne støtte de synspunkter, De har fremsat. Med henvisning til subsidiaritetsprincippet finder jeg det vigtigt, at også borgerskabsbegrebet bringes på banen som et argument, når det gælder beskatningsspørgsmål. Efter i 50 år at have haft europæisk integration på dagsordenen er det ganske uacceptabelt, at EU's borgere ikke er lige for loven udelukkende med henvisning til en skelnen mellem personer, der har varigt ophold i EU, og personer, der ikke har. Borgerskabsbegrebet bør omfatte alle, og vi må fortsat kæmpe herfor på trods af de tilbageslag, vi har set, eksempelvis i forbindelse med topmødet i Helsinki. Jeg vil gerne stille Dem tre konkrete spørgsmål, hr. kommissær. For det første vil jeg spørge, om De forventer, at den foreslåede ordning vil træde i kraft så betids, at den vil kunne finde anvendelse på integrationen af de finansielle markeder og de heraf affødte tilpasninger af beskatningsreglerne. Mit andet spørgsmål vedrører beskatningsforhold på miljøområdet. Vil den foreslåede ordning betyde, at der på dette felt træffes afgørelser med kvalificeret flertal? Tredje spørgsmål: Vil den foreslåede ordning give Rådet mulighed for med kvalificeret flertal at træffe afgørelser, som tager sigte på at sætte en stopper for ethvert skatteparadis inden for den Europæiske Union? |
Mange tak for Deres udtalelse, hr. kommissær. Jeg er sikker på, at ingen af os her vil være imod, at man tager fat på svig og skatteunddragelse, men jeg må sige, at det er nødvendigt at bevare tilliden hos borgerne i Unionen, og jeg tror, at regeringerne i mange medlemsstater vil ønske at se meget nøje på enhver udvidelse af anvendelsen af kvalificeret flertal, før de går med til det. Det går i meget høj grad lige til hjertet af det, der opfattes som den nationale evne til at passe sine egne sager. Jeg tænker i særdeleshed på sådan noget som skatteopkrævning, som det ville have været helt uacceptabelt at få underkastet en ordning med kvalificeret flertal. Jeg håber, at De vil huske på disse ting, når De ser på pakkens praktiske gennemførlighed. Vi er meget glade for at bekæmpe svig og skatteunddragelse og forbedre lovgivningen om social sikkerhed, men der er nogle punkter, hvor jeg tror, det vil være vanskeligt at overbevise alle medlemsstaterne om, at de skal følge med. |
Jeg har nogle spørgsmål til Dem, hr. kommissær, der bare kræver et "ja" eller "nej" som svar i hvert tilfælde. Kan De garantere, at Kommissionen under ingen omstændigheder vil søge at anvende kvalificeret flertalsafstemning til at opkræve eller tilbageholde skatter? Kan De give samme garanti i forhold til den foreslåede afgift på flybrændstof, der blev drøftet i ØKOFIN i denne uge, og kan De give samme garanti i forhold til selskabsbeskatning i Den Europæiske Union? Er der nogen omstændigheder, hvorunder Kommissionen ville forsøge at bruge afstemning med kvalificeret flertal vedrørende nogen af disse spørgsmål? Kan De garantere, at Kommissionen ikke vil benytte en sådan afstemning ved nogen af disse spørgsmål? |
Hr. formand, jeg kan forestille mig, at borgerne efter nogle kollegers opfattelse er ømfindtlige over for europæisk indblanding i skatte- og afgiftsanliggender samt i sociale anliggender. Jeg kan sige Dem, at der i mit land er temmelig mange borgere, der er bekymrede over den kendsgerning, at Europa intet gør i sociale og skatte- og afgiftsmæssige anliggender på grund af denne enstemmighed. Derfor har jeg to præcise spørgsmål til kommissæren. For det første er borgere, som rammes meget hårdt af den manglende indgriben, frem for alt mennesker, som vil nyde den frie bevægelighed for personer, og ganske særligt grænsearbejdere. Anliggender i forbindelse med koordinering af socialsikring, udvidelse med hensyn til tredjelande og supplerende socialsikringssystemer har i årevis været blokeret af Rådet. Kan kommissæren sige mig, om han også mener dette anliggende, når han taler om kvalificeret flertal? For det andet vil jeg tilslutte mig de kolleger, som har spurgt, om de pakker, som foreligger fra den såkaldte Prima Rolo-gruppe, ville falde ind under det kvalificerede flertal, som kommissæren sigter til. |
Jeg vil forsøge til dels at give en samlet besvarelse af de foregående indlæg, i alt fald når det drejer sig om, hvad vi kunne betegne som "skattepakken". Hr. Leinen og hr. Baltas berørte emnet, og også den foregående taler, fru Van Lancker, henviste hertil. Lad mig indledningsvis endnu en gang understrege, at målet med Kommissionens meddelelse og supplerende bidrag til regeringskonferencen ikke er at foregribe begivenhedernes gang, for så vidt angår den konkrete gennemførelse af Kommissionens arbejdsprogram. Vi ønsker at lette arbejdet med de institutionelle reformer og ønsker med det formål for øje at skelne mellem på den ene side den daglige forvaltning af EU's politikker (det er Kommissionens normale rolle, og vi afholder jævnligt møder desangående) og på den anden side reformarbejdet som forberedelse til udvidelsen af EU med 13 nye medlemslande. Monti-pakken har til formål at sikre et velfungerende indre marked. Derfor var den et højt prioriteret element i kommissær Montis politiske arbejde, og derfor er den et højt prioriteret element i kommissær Bolkesteins politiske arbejde. Jeg håber, indsatsen på dette område lykkes, inden regeringskonferencen afsluttes, og inden Nice-traktaten ratificeres. Jeg håber, vi kan få gennemført Monti-pakken, før eventuelle traktatændringer ratificeres, og dermed sikre et velfungerende indre marked. Fru Thorning-Schmidt og fru Van Lancker med flere peger på de sociale spørgsmål, som giver anledning til væsentlige problemer især i forhold til personer fra tredjelande. Jeg kan bekræfte, at Kommissionen ønsker, at disse personer skal være omfattet af EU's socialpolitik (nærmere bestemt artikel 42 og artikel 137, inden for hvilke afgørelser foreslås truffet med kvalificeret flertal). Også på dette felt foreslår Kommissionen, uden at dette er begrundet i ideologiske hensyn, at der sker en opsplitning af bestemmelserne i den reviderede artikel 137, således at afgørelser træffes med kvalificeret flertal, for så vidt angår forhold, der objektivt betragtet er af betydning for et velfungerende indre marked. Det gælder sociale sikringsordninger, social sikring af arbejdstagere, beskyttelse af arbejdstageren ved ansættelseskontraktens opsigelse samt kollektiv repræsentation og varetagelse af arbejdstageres og arbejdsgiveres interesser, herunder også medbestemmelse. Det gælder ansættelsesvilkår for personer fra tredjelande, som på lovformelig vis opholder sig i EU, og endelig gælder det finansielle bidrag til beskæftigelsesfremme og jobskabelse, uden at vi i øvrigt underkender den indsats, der ydes takket være Den Europæiske Socialfond. I forbindelse med indgåelsen af Maastricht-traktaten var vi bevidste om, at indførelsen af den fælles mønt også ville kræve en bedre koordinering med hensyn til det sociale aspekt i EU, men vi var ikke nået så langt i arbejdet. I forbindelse med Amsterdam-traktaten, hvor jeg selv deltog i forhandlingerne stort set frem til traktatens underskrivelse, præciseredes målene for socialpolitikken, og traktaten indrømmer EU et selvstændigt ansvar på dette felt. Den traktat, der ventes underskrevet i Nice, skal ses i lyset af den forestående udvidelse af EU, og jeg beder indtrængende om, at Europa-Parlamentet betragter den foreliggende tekst som en fremtidsorienteret tekst. Den Europæiske Union ville i den nuværende form fortsat kunne fungere rimeligt. Situationen er imidlertid en anden, og vi får efter min opfattelse ikke mulighed for på et senere tidspunkt at løse dette ømtålelige problem. Det må finde sin løsning nu, inden EU udvides til at omfatte 27 eller 28 medlemsstater og dermed bliver langt mere uensartet, end det er tilfældet i dag. Vi ønsker at sikre, at EU råder over effektive instrumenter og dermed er i stand til at håndtere de forestående omstruktureringer på europæisk plan. Vi foreslår derfor, at minimumsbestemmelser kan vedtages med kvalificeret flertal og ikke kræver enstemmighed, når det gælder de her omtalte områder. Til hr. Jonckheer vil jeg sige, at jeg af mange årsager fuldt ud tilslutter mig synspunkterne vedrørende borgerskab. Jeg kan endvidere bekræfte, at vi, når det gælder beskatningsregler på miljøområdet (og mange af disse regler har direkte indvirkning på det indre marked i et omfang, som rækker ud over borgernes velfærd og livskvalitet), er opmærksomme på, at disse spørgsmål rummer kimen til problemer i form af konkurrenceforvridning. Og risikoen for sådanne problemer øges i forbindelse med EU's udvidelse. Vi stiller derfor forslag om, at der i alle sådanne beskatningsspørgsmål vedrørende miljøområdet træffes afgørelser med kvalificeret flertal. Jeg er klar over, at mine svar til dels er ufuldkomne. Tiden sætter begrænsninger, men hr. Bolkestein og fru Diamantopoulou vil som jeg selv på et senere tidspunkt få lejlighed til at deltage i debatten her i Europa-Parlamentet. Vi ønsker at anspore til debat. Vi ønsker med vores forslag at skabe fornyelse i debatten, hvilket jeg håber kan bidrage til at lette forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen. Vi ved imidlertid alle, at det, når alt kommer til alt, er den politiske vilje, der gør udslaget. |
Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0201/2000). Første del |
Spørgsmål nr. 39 af (H-0174/00): Om: Overvejelser omkring den juridiske status af farvandene ud for Vestsahara Den 4. november 1999 skrev Fischlers kabinetsdirektør et brev til Pierre Galand, som interesserer sig for, hvilke konsekvenser indgåelsen af fiskeriaftaler mellem EU og Marokko kan få for processen, der skal føre til selvbestemmelse for Vestsahara.. Mener Kommissionen på baggrund af EU' s støtte til FN-resolutionerne om Vestsahara og den bekymring, som det uklare indhold af brevet til Galand har givet anledning til, ikke, at den snarest i samarbejde med Rådet officielt bør høre FN' s generalsekretær om den juridiske status af farvandene ud for Vestsahara i henhold til folkeretten. Man bør huske på, at det pågældende område er i gang med en proces, som skal føre til selvbestemmelse, og forhandlinger om fiskeriaftaler bør derfor ikke føre til misforståelser omkring EU' s holdning til territoriets fremtid, ligesom indbyggernes rettigheder ikke må krænkes. |
Kommissionen bekræfter den holdning, som kabinetsdirektøren hos kommissæren for landbrug og fiskeri gav udtryk for den 11. januar som svar på et brev fra hr. Galland på vegne af koordinationsudvalget for Sahrawi-støtteorganisationen. Heri erindrede han om, at den fiskeriaftale, der udløb i november 1999, drejede sig om Marokkos fiskerizone, der er defineret som de farvande, som Marokko har suverænitet eller jurisdiktion over. Denne definition påvirker på ingen måde Vestsaharas og dets kystfarvandes status. Det er et spørgsmål, der henhører under international lov og i særdeleshed flere FN-resolutioner, og ansvaret herfor har FN's generalsekretær, hvis bestræbelser for at finde en retfærdig, rimelig og holdbar løsning hele tiden er blevet støttet af Den Europæiske Union. |
Jeg vil begynde med at takke kommissæren for det venlige svar, men jeg må sige, at jeg finder det fuldstændig utilstrækkeligt. I det brev, jeg henviste til i mit spørgsmål, fremstod det ikke særlig tydeligt, hvad Kommissionen mener om farvandene ud for Vestsahara. Imidlertid har De sagt det mere end tydeligt. Det er rigtigt, at Marokko for indeværende er en magt, der har besat Vestsahara, og dette er et område, der er i gang med en selvbestemmelsesproces. Ifølge international ret er det under alle omstændigheder på sin plads at huske på, at Marokko har kontrol over dette område, men det har på ingen måde suveræniteten over området. Og hvis det ikke har suverænitet over området, så har det heller ikke suverænitet over farvandene. Det ville være at dømme farvandenes fremtid på forhånd, eftersom der er en mulighed for, at den planlagte folkeafstemning om selvbestemmelse afgør, at området skal være uafhængigt. Hvilken situation ville Vestsaharas regering så befinde sig i, hvad angår de territoriale farvande, som det så - i dette tilfælde - ville skulle administrere suverænt? Jeg går fuldstændig ind for, at man indgår en fiskeriaftale med Marokko, der er til fordel for Den Europæiske Unions fiskerisektors interesser, ikke mindst for den spanske fiskerisektor. Men jeg tror ikke, det er i modstrid - tværtimod - med en legitim fortolkning af den internationale ret, som jeg anmoder om sker formelt. Vil Kommissionen forpligte sig til at rådføre sig formelt med De Forenede Nationers generalsekretær? Ja eller nej, hr. kommissær? |
Jeg har meget at beklage her i livet, og én af disse ting er, at jeg ikke er sagfører, så hvis det ærede medlem vil undskylde en henvisning til Bibelen, lister jeg på tæer på disse vande med nogen nervøsitet! Men jeg forstår, at den internationale lovgivning er helt klar, og at spørgsmålet om territoriale farvande har direkte forbindelse med spørgsmålet om suveræniteten over et territorium i sig selv. Det er et spørgsmål, som i øjeblikket er til overvejelse inden for rammerne af folkeafstemningen og det initiativ, som FN's generalsekretær har taget. Som det ærede medlem sikkert ved, støtter vi stærkt dette initiativ, og hvis vi på nogen måde kan hjælpe FN's generalsekretær, vil vi bestemt gerne gøre det. Det gælder naturligvis også hans særlige repræsentant. |
Da spørgsmål 40 og 113 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét efter anmodning fra Kommissionen. |
Spørgsmål nr. 40 af (H-0241/00): Om: Anti-personelminer Rådets formandskab erklærede for nylig på FN's Generalforsamling, at EU forsat er den største bidragyder til minerydningsprogrammer i hele verden. Personer, der er aktive på området, klager imidlertid over den begrænsede rolle, EU spiller, og over den uoverskuelige art af EU's finansiering af minerydning. Kommissionen anmodes om at give mig en oversigt over EU's finansiering af alle aktiviteter i forbindelse med minerydning. Hvor mange penge anvendes på minerydningsprogrammer, og hvor mange på forskning og udvikling inden for minerydningsteknologi? Kunne jeg få Kommissionen til at udarbejde et udkast til en årsberetning om dens politik i forbindelse med anti-personelminer og dermed rydde den nuværende uklarhed af vejen? Kunne Kommissionen sige mig, hvilke fremskridt, der gøres, med hensyn til at indføre en forordning om anti-personelminer, som kunne danne retsgrundlag for disse aktiviteter og samle disse aktiviteter inden for et enkelt sæt af gennemsigtige rammer? |
Spørgsmål nr. 113 af (H-0251/00): Om: Den Europæiske Unions aktion mod miner Skal alle de forskellige handlingsprogrammer mod miner på det budgetmæssige område udelukkende finansieres gennem konto B7-661, hvis legitimitet er øget? Hvilke foranstaltninger vil der blive truffet for at sikre, at ngo' erne rent faktisk får adgang til Unionens finansieringer? Da støtten er betinget af en tiltrædelse og overholdelse af Ottawa-konventionen, hvilke kriterier og bestemmelser vil der da blive fastlagt for gennemførelsen af EU' s aktion for at sikre, at visse sårbare samfund ikke på dette område skal gøres til offer to gange? |
Jeg håber, De vil undskylde, at jeg, idet jeg besvarer disse spørgsmål under ét, bruger lidt længere tid. Det glæder mig særlig meget at have mulighed for at svare hr. van den Bos vedrørende antipersonelminer i dag. Jeg vil også benytte denne lejlighed til at besvare fru Carlottis spørgsmål. Kommissærerne har i dag vedtaget en meddelelse og et forslag til forordning om fællesskabsaktion mod miner med det mål at få bedre sammenhæng, effektivitet og større synlighed for de meget tydelige aktiviteter på dette område, vi allerede er involveret i. Når vi gør dette, reagerer og bygger vi på Europa-Parlamentets initiativ til at oprette en særlig budgetkonto for aktioner vedrørende miner. Antipersonelminer volder skrækkelige skader i mange af de fattigste dele af verden. Men de er ikke bare en konstant og lumsk trussel mod liv og lemmer. De er forhindringer for økonomisk udvikling og gennemførelse af en række fællesskabsprogrammer til støtte for genopbygning, genhusning og udvikling. Det er grunden til, at Unionen allerede i vid udstrækning er involveret i aktioner mod miner i hele verden, og til, at vi tog så aktiv del i forhandlingerne og udformningen af konklusionen fra Ottawa-konventionen om forbud mod og ødelæggelse af antipersonelminer, der trådte i kraft for et år siden. I de sidste otte år har fællesskabsstøtten til aktioner mod miner været på mere end 180 millioner euro. Vi har interveneret overalt i verden. Vi har støttet aktioner fra nationale myndigheder, internationale organisationer og ikke mindst ngo'er. Vi har bidraget til minerydning og ødelæggelse af miner såvel som med støtte til ofre og forskning i nye minerydningsteknikker. Men indtil nu har vi ikke haft en sammenhængende generel tilgang til vores mineaktioner. For fuldt ud at udnytte vores forskellige instrumenter og finansieringsmekanismer må vi sikre os, at vi har en ramme, inden for hvilken vi kan formulere de nødvendige horisontale retningslinjer og prioriteringer for at sikre effektivitet og konsekvens i det, vi gør. Finansieringen af mineaktioner fra geografiske programmer og deres budgetkonti vil fortsætte. Minerydning og andre former for aktioner mod miner er ofte det første skridt hen imod et fornuftigt udviklingsprogram. Derfor bør de indgå i nationale og regionale genopbygnings- og genhusningsplaner. Den nye forordning og den særlige budgetkonto vil støtte og supplere den geografiske konto ved at skabe de overordnede politiske rammer og fungere som en generel reserve og kilde til finansiering af internationale programmer. De ressourcer, der er til rådighed for aktioner mod miner fra EU, bør opretholdes på mindst samme niveau i faste priser, som vi har opnået i de seneste år, det vil sige omkring 30 millioner euro om året. Regulære programmer til rydning og destruktion af miner under vores nye politik bør i princippet hovedsagelig komme de lande til gavn, der har underskrevet Ottawa-konventionen. Men vi må også være parat til i særlige tilfælde at give hjælp til ofre for miner i deres hjem, eller når de er blevet fordrevet, selvom de kan have været så uheldige at befinde sig i et land, der ikke har skrevet under. Endelig anerkender man, at Den Europæiske Union er en af de førende bidragydere til aktioner mod miner i det internationale samfund. Ikrafttrædelsen af Ottawa-konventionen for et år siden gav os et nyt stærkt instrument og en række ambitiøse mål for de kommende år. Vi har skrevet under på målet om at eliminere alle landminer i hele verden i løbet af 10-15 år. Det vil kræve beslutsomhed, konsekvens og udholdenhed. Med finansierings- og koordineringsmekanismerne under den nye forordning og meddelelse har vi et godt udgangspunkt for at tage denne udfordring op. |
Jeg takker kommissæren. Jeg synes, at hans svar var yderst tilfredsstillende. Det viser, at Kommissionen er meget engageret i denne sag. Jeg har blot et supplerende spørgsmål, og det er, om kommissæren årligt vil aflægge en beretning om Kommissionens aktiviteter på hele dette område. |
Den nye forordning bestemmer, at Kommissionen skal forelægge en årsrapport for Rådet og Europa-Parlamentet om sine aktioner i det foregående år inden 30. april i det følgende år. En analyse af bevillingerne til aktioner mod miner land for land fra Den Europæiske Union 1992-1999 såvel som for projekterne fra sidste år er vedhæftet meddelelsen, og vi vil fortsætte med også at give den slags økonomiske informationer. Jeg vil gerne give udtryk for, hvor taknemmelige vi er over for det ærede medlem og andre medlemmer af Europa-Parlamentet for deres opmuntring og støtte og for det lederskab, de har udvist i denne sag, hvilket er af enorm betydning for os, som vi desværre fortsat opdager. |
Tak for et fyldestgørende svar, hr. kommissær. Må jeg bede Dem præcisere et enkelt aspekt? Vi sikrer, at budgetpost B7/601 får øget legitimitet, men hvordan vil man sikre, at ngo'erne rent faktisk får adgang til Unionens finansieringer? |
Der er én ting, som vi tydeligt nok må gøre, nemlig klart at meddele, hvad der er til rådighed. Vi har oprettet en hjemmeside, som jeg håber vil gøre det muligt for os at informere ngo'erne og andre mere klart om, hvad der er til rådighed. Vi agter at etablere en flerårig arbejdsplan. Vi vil referere til den på vores hjemmeside. Jeg håber derfor, ngo'erne vil føle sig involverede i det, vi gør. Vi er meget afhængige af deres aktive støtte og forståelse. Jeg vil gerne nævne et andet område, der angår dem, selvom de ikke altid er så direkte involveret i det, nemlig hele området med forskning, som de har anvendt 17 millioner euro på ud af de mere end 40 millioner euro i hele det sidste år, der foreligger tal for, 1998. Men alt i alt kan jeg forsikre det ærede medlem om, at vi vil involvere ngo'erne så meget som muligt. De kan yde et stort bidrag til dette vigtige arbejde. |
Spørgsmål nr. 41 af (H-0212/00): Om: Dialog om Europa Kommissionens formand har planlagt at lancere dette initiativ den 8. marts 2000. Ifølge Kommissionens meddelelse er formålet at forklare offentligheden i de 15 medlemsstater virkningen af regeringskonferencen 2000. Har Kommissionen i betragtning af, at dette initiativ falder ind under PRINCE-programmet (informationsprogram for europæiske borgere), tænkt på at medtage charteret for grundlæggende rettigheder som et af referencetemaerne for dette initiativ? |
Hr. formand, Kommissionen har i fuld forståelse med Europa-Parlamentet taget initiativ til det, vi betegner som en dialog om Europa. Dialogen skal bidrage til at udbrede kendskabet til de udfordringer, de institutionelle reformer frembyder i lyset af den forestående udvidelse af EU. Kommissionen er af den opfattelse, at alle institutionelle spørgsmål, som kan få betydning for regeringskonferencen, bør sættes under debat i forbindelse med den omtalte dialog om Europa. Jeg har dermed besvaret Deres spørgsmål, idet dette naturligvis også gælder charteret for borgernes grundlæggende rettigheder. Jeg ved, jeg er på linje med hr. Vitorino, når jeg siger, at Kommissionen, i nært samarbejde med Europa-Parlamentets repræsentanter, både under regeringskonferencen og i Forsamlingen til udarbejdelse af charteret for grundlæggende rettigheder, ønsker at bidrage til, at der udvikler sig en dialog om alle aktuelle overvejelser om Unionens fremtid. Den omtalte dialog om Europa skabes sammen med alle nationale og regionale institutioner, men også sammen med meningsdannere som eksempelvis medierne og det civile samfunds organisationer. Alene formålet med charteret for grundlæggende rettigheder retfærdiggør en sådan dialog. |
Hr. formand, jeg vil takke for Kommissionens svar. Jeg er tilfreds med det af to grunde. For det første fordi det forbinder charteret for grundlæggende rettigheder med regeringskonferencen - og det er dét, der er Europa-Parlamentets politiske mål i hr. Duff og hr. Voggenhubers betænkning. Og for det andet fordi De vil tage charteret med i informationskampagnen. Derudover blev jeg meget glad for hr. Lamys svar - det kunne ikke være anderledes, eftersom hr. Lamy kender disse emner godt - vedrørende en decentralisering af informationskampagnen. Jeg tror, det er et vigtigt mål, for hvis vi vil nå ud til folk, bliver vi nødt til at tage derhen, hvor folk er, og derfor er det vigtigt at decentralisere kampagnen. Hr. formand, Europa-Parlamentet skal støtte Kommissionen som i andre tilfælde - som tidligere i forbindelse med regeringskonferencen i 1996 - så den kan følge op på informationshandlingerne. |
Jeg er glad for at høre kommissærens kommentar til charteret. Jeg vil gerne have ham til at give flere detaljer om kampagnens art. I onsdags havde vi succes med søsættelsen af den europæiske informationskampagne med medvirken af kommissærer og medlemmer af Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne have kommissæren til at forsikre mig om, at når kampagnen bliver decentraliseret, vil informationskontorerne i medlemsstaterne som noget helt naturligt involvere medlemmer af Europa-Parlamentet i informationskampagnen. Det er jo trods alt dem, der formodes at repræsentere borgerne. Vi har i det mindste i Kommissionen et godt udgangspunkt for at indlade os på denne dialog med borgerne. |
Jeg kan svare bekræftende på Deres spørgsmål, hr. Martin - i øvrigt også på vegne af hr. Barnier og hr. Vitorino. Kommissionen har afgjort til hensigt at inddrage Europa-Parlamentets medlemmer i den decentraliserede dialog om Europa. Allerede i aften afholdes der i øvrigt koordineringsmøde mellem Kommissionens og Europa-Parlamentets embedsmænd med henblik på at fastlægge det konkrete forløb. Mit svar på Deres spørgsmål, hr. Martin, er således et klart ja. |
Spørgsmål nr. 42 af (H-0215/00): Om: Europa truet af miljøbomber Det nylige cyanidudslip i Donau har afsløret eksistensen af ukendte miljøbomber, som truer hele det europæiske kontinent, og en rapport fra Det Europæiske Miljøagentur forudsiger, at produktionen af papir-, glas- og plastikaffald i løbet af det første årti af 2000 vil vokse med 40-60%; kadmium- og kviksølvudslippet vil vokse med 20-30%, og affaldsbehandlingen vil belaste miljøet med tungmetaller, gasser og andre giftige biprodukter, som bidrager til at forøge drivhuseffekten og forårsager luft- og vandforurening. Hvilke skridt agter Kommission at tage på grundlag af de i rapporten indeholdte oplysninger, hvilken politik vil Kommission føre, og hvilke sikkerhedsforanstaltninger vil det træffe for at beskytte Europa mod de miljøbomber, det er truet af? Hr. Fischler vil besvare spørgsmålet i stedet for fru Wallström. |
Hr. formand, mine damer og herrer, fru Karamanous spørgsmål vedrører både det påtrængende problem med forureningen af Donau og i anden del mere generelt den vedvarende trussel mod miljøet i Fællesskabet. Først den katastrofe, der har ramt Theiss og Donau. Som følge af, at der er løbet cyanider ud i Donau, har min kollega, fru Wallström, bebudet, at inden for rammerne af den undersøgelse, Kommissionen allerede har i gang angående mulige miljøtrusler fra minedrift, skal nu også situationen i alle ansøgerlande undersøges. Derudover skal Fællesskabets gældende miljøret undersøges med henblik på, om den skal udvides til også at omfatte miljørisici, der stammer fra minedrift. Angående de i spørgsmålet nævnte generelle problemer, det vil sige anden del, har Kommissionen læst den beretning, som Det Europæiske Miljøagentur har fremlagt, grundigt. Denne beretning har dannet grundlag for den samlede evaluering af det femte handlingsprogram i forbindelse med miljøet. Det fremgår af denne evaluering, at der som følge af fællesskabspolitikken for nyligt har kunnet påvises positive resultater inden for nogle områder, f.eks. bekæmpelsen af forsuring, forbedringen af vandkvaliteten og beskyttelsen af ozonlaget. På andre områder giver den øjeblikkelige situation og prognoserne for fremtiden ganske vist anledning til dyb bekymring. Det skyldes i mange tilfælde, at den hurtige vækst inden for nogle erhvervssektorer bevirker, at bestræbelserne på at reducere virkningerne på miljøet bliver forgæves. I sit udkast til det sjette handlingsprogram i forbindelse med miljøet vil Kommissionen tage sig af de alvorligste af disse problemer. Den går i den sammenhæng ud fra den idé, der allerede kom til udtryk i den samlede evaluering, at det generelle koncept fra det femte rammeprogram principielt skal bibeholdes, men styrkes væsentligt. Det gælder navnlig en mere energisk gennemførelse af fællesskabsretten i medlemsstaterne og en mere effektiv integration af miljøaspekter i andre politikker, for at virkningerne på miljøet kan adskilles fra den økonomiske vækst. Kommissionen venter på Europa-Parlamentets udtalelse om Kommissionens samlede evaluering, og den vil inden udgangen af indeværende år forelægge sine forslag til det sjette handlingsprogram i forbindelse med miljøet, som udarbejdes på grundlag af de udtalelser, der så foreligger. |
Jeg vil gerne takke kommissæren for hans svar. Europa-Parlamentet værdsætter selvfølgelig Europa-Kommissionens forsøg på at fremme fællesskabspolitikken om miljøbeskyttelse og i særdeleshed dens forsøg på at implementere det miljømæssige aspekt i alle dens politikker, mainstreaming-politikken. Men, hr. kommissær, på foranledning af Deres omtale af problemet med forureningen af Donau vil jeg gerne stille et supplerende spørgsmål: De kender selvfølgelig til de nylige anklager, som Rumæniens miljøminister, fru Liliane Mara, er fremkommet med, idet hun hævder, hvilket mange af os kan tilslutte sig, nemlig at den økologiske ødelæggelse, som Donau har været ude for gennem NATO's bombardementer, er væsentlig større end den, som den har været ude for ved det nylige cyanidudslip. Som bekendt har bombardementerne ødelagt broer, raffinaderier og kemiske industrier, som igen har ødelagt områderne omkring Donau miljømæssigt. Jeg vil gerne høre Deres indstilling, hr. kommissær: Har De i sinde at træffe nogle foranstaltninger for økonomisk, miljømæssigt og kulturelt at genopbygge de områder, som er blevet ramt? |
Hr. formand, fru Karamanou, som De ved, har min kollega, fru Wallström, selv været i Rumænien og Ungarn, hvor hun personligt har dannet sig et billede af katastrofens omfang. Hun er blevet enig med de pågældende landes ministre om at nedsætte en task force, som skal beskæftige sig med disse spørgsmål. De hovedemner, som denne internationale task force skal behandle, er allerede fastlagt. Hvad angår de finansielle spørgsmål, er Kommissionen ved at undersøge, hvilke midler der kan frigøres til omgående bistand. Derudover står naturligvis principielt også Phare-programmet og det strukturpolitiske førtiltrædelsesinstrument (ISPA) til rådighed, og her drejer det sig så tillige om det spørgsmål, som skal besvares i samarbejde med de berørte stater, nemlig i hvilket omfang der kan indsættes midler fra disse to fonde. |
Hr. kommissær, jeg er overbevist om, at Budgetudvalget vil læse disse oplysninger med stor fornøjelse, når det har modtaget dem. |
Subsets and Splits