text
stringlengths 3
37k
|
|---|
Fru formand, kan Kommissionen bekræfte, at den har accepteret ændringsforslag 1 fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik? Dette betyder, at direktivet vil kunne vedtages med kvalificeret flertal, og så vil vi være i stand til at få direktivet af bordet. Belgiere og franskmænd vil derefter være i stand til at nyde britisk chokolade lige så meget, som briter har nydt fransk og belgisk chokolade. (Formanden erklærede den (ændrede) fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0054/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (10656/2/1999 - C5-0223/1999 - 1996/0312(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke (Ordfører: Schnellhardt) (Formanden erklærede den (ændrede) fælles holdning for godkendt) Indstilling ved andenbehandling (A5-0056/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (11472/1/1999 - C5-0274/1999 - 1998/0289(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrænding af affald (Ordfører: Blokland) (Formanden erklærede den (ændrede) fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0062/2000) af Davies for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om luftens indhold af ozon (KOM(1999) 125 - C5-0048/1999 - 1999/0068(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0063/2000) af Myller for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (KOM(1999) 125 - C5-0047/1999 - 1999/0067(COD)) |
Fru formand, jeg vil påpege en oversættelsesfejl, der gælder ændringsforslag 18 og 30. De ansvarlige tjenester er gjort bekendt med dette, og det er også nævnt på afstemningslisten, der er uddelt til os, men jeg vil minde om det, så der tages højde for det under afstemningen. |
Naturlighvis, fru Myller, jeg har fået besked om, at sprogtjenesterne allerede er vidende om disse fejl. Vi kan således gøre opmærksom på dem, når tiden er inde. Inden afstemningen om ændringsforslag 18 |
I begge ændringsforslag, både 18 og 30, skal der stå "kritiske belastninger overskrides ikke". I stedet for ordet overskrides står der opnås, der er lige det modsatte. |
Udmærket, det har alle vist forstået. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Forslag til beslutning om Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 (Forslaget til beslutning vedtoges) |
Fru formand, ærede kolleger, jeg ville være meget taknemmelig, hvis vi kunne gøre beslutningen af Caroline Jackson fra Miljøudvalget færdig, det kan vi klare på tre, fire minutter. Jeg ville være meget taknemmelig, hvis vi kunne gøre det nu. |
Jeg tror ikke, vi skal spilde mere tid på dette emne. Jeg vil spørge forsamlingen. |
Fru formand, jeg beder Dem lægge mærke til, at de i salen tilstedeværende franske socialdemokrater ikke vil tage del i afstemningen. Det er deres opfattelse, at forslaget, som er lagt frem for os, ikke er rimeligt. Faktisk mener de, at miljødirektiverne skal appliceres og integreres i de europæiske politikker, men at det skal ske en bloc, det vil sige ikke blot direktiverne Natura 2000 og det om trækfugle. De mener endvidere, at gennemførelsen af direktiverne henhører under retsvæsenet, under Kommissionen og under Domstolen. De ønsker derfor ikke at deltage i denne afstemning, som de mener er partipolitisk. |
Under alle omstændigheder ved vi endnu ikke, om vi kommer til at stemme i formiddag, for det skulle jeg jo høre forsamlingen om. |
Fru formand, jeg vil gerne minde Dem om, at De havde sagt, at den forrige afstemning var den sidste, og jeg vil også gerne påpege, at denne beslutning, som er en følge af en uheldig ophobning af to mundtlige spørgsmål i modstrid med forretningsordenen og sædvanen, skaber alvorlige problemer i alle grupperne, og jeg finder ikke, at det er den rette måde at behandle den på. |
Kære kolleger, jeg tror, vi skal se tingene i det rette perspektiv. Da vi begyndte på afstemningerne, sagde jeg, at vi ville blive ved indtil beslutningen om Det Europæiske Råd i Lissabon. Det sagde jeg højt og tydeligt. Jeg sagde, at vi ville holde kl. 13.15, og den tidsramme har vi overholdt. Jeg tror, vi skal holde os til, hvad der er blevet besluttet. |
Fru formand, jeg er ikke indforstået med denne beslutning. Det står Parlamentet frit for at afgøre, om vi skal stemme herom nu eller ej, og derfor anmoder jeg om, at vi stemmer om, hvorvidt vi skal stemme. (Formanden hørte Parlamentet, som besluttede at afbryde afstemningerne) |
Fru formand, det var ikke min hensigt at afbryde afstemningen, da jeg ankom lidt sent. Kunne vi mon bede om, at klokkerne ringer lidt tidligere? Folk på 12. etage havde store vanskeligheder med at nå frem til afstemningen her, da elevatoren standsede op på hver enkelt etage, og vi kunne ikke nå herned hurtigere, end vi gjorde. Elevatoren var fuld af næstformænd, kvæstorer og alle slags mennesker, der kommer ned fra 12. etage. |
Naturligvis, fru Banotti. Det skal vi notere os. STEMMEFORKLARINGER Indstilling ved andenbehandling af Lannoye (A5-0047/2000) |
Fru formand, ved at indgive ændringsforslag til direktivet om chokoladevarer forsøgte vi at give en bedre beskyttelse til de forbrugere, der vil vide, om de tilbydes ægte chokolade eller et produkt, som i stedet for kakaosmør også indeholder fedtstoffer af anden oprindelse. Disse ændringsforslag blev desværre ikke vedtaget. Vores bekymring vedrører derfor fortsat kakaoprodukter fra den tredje verden. Vi forudser, at til trods for mulige forbedringer for producenterne af andre vegetabilske fedtstoffer vil den globale balance for den tredje verden i hvert fald være negativ. Det er beklageligt, at undersøgelsen af følgerne af det nye direktiv for de sydlige lande ikke blev foretaget på forhånd. Fra nu af er chokolade ikke længere et produkt, som kun består af kakaosmør. I nogle dele af Unionen anvendte man allerede navnet chokolade, når der var tale om erstatningsprodukter. Vi beklager, at harmoniseringen fandt sted på forbrugernes og kakaoproducenternes bekostning og som følge af profithensyn. |
Fru formand, "næringsstof fremstillet af kakaobønner, som er ristede eller findelt med sukker, vanille og andre aromastoffer", sådan lyder den traditionelle definition af chokolade, som man i dag kan finde i diverse leksika. Men her tegner sig en anden definition: "gammelt navn på et autentisk, sundt kvalitetsprodukt, oprindelig fremstillet ud fra en ældgammel tradition, og som stadig vækker en vis sødmefyldt gammeldags nostalgi. Anvendes i dag som betegnelse for et produkt, der er sort eller kastanjebrunt eller hvidt eller af en hvilken som helst anden farve, indeholdende vegetabilske eller industrielle fedtstoffer eller hvad som helst andet, når blot slutresultatet finder et marked, helst et verdensmarked". Det er faktisk det nye direktiv, som ligger foran os i dette øjeblik, anvendt til sit yderste, og denne definition kan sagtens ende med at erstatte den definition på chokolade, som vi kender, men det er jo en kendt sag, at erstatningsprodukter er en specialitet for den industrielle lobby, som synes at have inspireret dette forbløffende direktiv. Endnu en gang ser det ud til, at det store købemarkeds lov, eller med andre ord den stærkes lov, er blevet foretrukket frem for forsvaret for forbrugerne, de små og mellemstore virksomheder og vores håndværkere ... (Formanden afbrød taleren) |
Fru formand, jeg insisterer på at udtrykke mig her oven på den katastrofale afstemning for lidt siden om chokolade, og jeg er ikke ret stolt af, hvad vi har vedtaget. Jeg mener faktisk, man skal mærke sig, at Europa-Parlamentet har taget ansvar for at ændre selve chokoladens sammensætning, idet det har accepteret, at der kan anvendes olier og vegetabilske fedtstoffer, som ikke er kakaosmør. Jeg vil gerne sige, at Europa-Parlamentet absolut ikke er i overensstemmelse med sin offentlige mening af et antal forskellige grunde. For det første er det ikke i samklang med forbrugernes ønsker, som forlanger en tydelig mærkning. Den mærkning har vi ikke villet give dem for chokolades vedkommende. Parlamentet er heller ikke i samklang med opinionen, som bliver mere og mere forbeholden over for genmanipulerede organismer. Vi var tre stemmer fra lige akkurat ikke at afvise genmanipulerede organismer i chokolade. Endvidere har vi sat os på forsigtighedsprincippet ved at afvise forudgående undersøgelser med det formål at finde ud af, hvilken virkning dette direktiv vil have på producentlandene osv. Intet er sket. Man kan stille sig selv det spørgsmål, hvem denne manipulation egentlig gavner og ... (Formanden afbrød taleren) |
Fru formand, jeg kan smage en sød sejr for britiske chokoladeproducenter ved vores afstemning her i dag i deres kamp for at få god britisk chokolade anerkendt over hele Europa som det lækre produkt af høj kvalitet, det er. Sejrherrerne er ikke blot de britiske chokoladeproducenter, men chokoladekonsumenter over hele Europa, som nu frit vil kunne svælge sig i Dairy Milk, Galaxy og Milky Way så meget, som de måtte have lyst til. En klar mærkning vil gøre det muligt for forbrugerne at vælge og nyde den chokolade, som de har lyst til. Deres smagsløg vil ikke længere komme til at lide afsavn på grund af Europas chokoladepoliti. Udviklingslandene er også sejrherrer her. Denne lovgivning tager hensyn til verdens fattigste bønders behov. De vegetabilske fedtstoffer, der er tilladt, vil være af tropisk oprindelse, og der vil finde en gennemgang af direktivets indvirkning sted efter tre år. Bedst af alt er det, at direktivet vil øge det samlede chokoladesalg og derved udvide markedet for udviklingslandenes eksport. Så inkarnerede chokoladespisere kan nu gnaske løs i sikker viden om, at de gør deres del for den tredje verden. Jeg er sikker på, at De er enig i, at EU tidligere har siddet med Twix'en i postkassen i denne sag. Nogle regeringer har fået Snickers på hjernen af at forsøge at beskytte deres chokoladeindustri. For dem er Crunchie-tiden nu inde, og de har nu Creme Egg over hele ansigtet. Det er på høje tid, at Europa-Parlamentet gav to Cadbury's Fingers til chokoladesnobberne. |
Det er nu 16 år siden, at debatten om chokolade startede i Europa-Parlamentet. Jeg mener ikke engang, at vi skulle have været involveret i dette direktiv. Debatter om national smag og nationale produkter giver os en alt for stor grobund for latterlige diskussioner. Forbrugervalget vil blive udøvet, uanset hvad EU gør, og det er kun ret og rimeligt. Den nationale chauvinisme har alt for ofte vist sit ansigt i chokoladedebatten. |
Bruxelles-Kommissionens direktiv om tilladelse til at lade et antal vegetabilske fedtstoffer, som er mindre dyre end kakaosmør, indgå i chokolades sammensætning tjener helt klart de fem multinationale selskabers interesser, som deler tre fjerdedele af det europæiske marked mellem sig. I det omfang det produkt, som misvisende kaldes chokolade, ikke engang bliver mindre dyrt, vinder forbrugeren ikke det tilbage på prisen, som hun sætter til i gennemsigtighed i forhold til produktets natur. Selvom vi ikke deler de protektionistiske bekymringer, der skjuler sig bag forsvaret for den "rigtige chokolade", så ser vi ingen grund til at stemme for Bruxelles' direktiv. |
Efter mere end to års udsættelse har Rådet i oktober 1999 vedtaget en fælles holdning om direktivet om kakao- og chokoladevarer. I det foreliggende tilfælde giver denne tekst hverken mulighed for at beskytte forbrugernes, chokolademagernes og kakaoproducenternes interesser eller for at garantere chokoladens kvalitet. I virkeligheden banaliserer den brugen af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, foreskriver ikke præcis information til forbrugeren og gør meget lidt ud af fraværet af en tilforladelig metode til at analysere og måle de fedtstoffer, der optræder i chokoladen. Dette forslag svarer således i ingen henseender til de bekymringer, medlemmerne af Europa-Parlamentet gav udtryk for ved afstemningen i forbindelse med førstebehandlingen den 23. oktober 1998. Denne tekst slår døren på vid gab for industriel produktion af erstatningsprodukter for kakaosmør på grundlag af palmeolie, hvis pris ligger betragteligt under prisen på kakao. Vedtagelsen af den ville medføre et dramatisk indkomstfald for de 11 millioner mennesker, der lever af kakao i Vestafrika, og for samtlige producentregioner. For bedre at få os til at sluge denne bitre kalk har man gjort sig umage med at give teksten en eftersmag af social ansvarlighed ved at hævde, at den gør det muligt at forsvare de fattigste galamsmørproducenters interesser, såsom Mali og Burkina Faso. Der findes imidlertid ingen garanti for, at chokoladeindustrien vil benytte okie fra galamnødder, som under alle omstændigheder kun kan erstatte op mod 50% af kakaosmørret. Der er her tale om en langt hen kunstig modsætning mellem kakaoproducenter og galamproducenter, mellem fattige lande og endnu fattigere lande. I virkeligheden udtrykker dette forslag til direktiv især de multinationale chokoladeproducenters holdning, og det forsvarer i hvert fald helt sikkert udelukkende deres interesser. Det kan således ikke stille mig tilfreds. Derfor støtter jeg fuldt ud de ændringsforslag, der tager hensyn til chokoladehåndværksmestrenes bekymringer, forbrugernes interesser og fremtiden for millioner af kakaoproducerende bønder. |
Jeg må til en begyndelse lykønske ordføreren med den vedholdenhed, han har lagt for dagen i denne "chokoladesag". Jeg vil kort erindre om de store linjer i denne sag. I 1996 foreslog Kommissionen os at ændre direktivet fra 1973, som gav Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark lov til at afvige fra den gældende norm og erstatte en del af kakaosmørret i chokolade med andre vegetabilske fedtstoffer med op til 5% af den totale vægt. Med optagelsen af nye medlemslande steg antallet af lande, som tillader andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, til syv med Finland (som tillader 10%), Østrig, Portugal og Sverige. De andre otte lande forbyder dette (Tyskland, Belgien, Spanien, Frankrig, Grækenland, Italien, Luxembourg, Nederlandene). Det aktuelle forslag går således ud på at give medlemsstaterne i almindelighed mulighed for at tillade tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i chokoladeprodukter med op til maksimalt 5% af det færdige produkts vægt. Dette har naturligvis ikke undladt at give anledning til debatter, der undertiden er stormfulde, og især har det ikke undladt at genoplive legitime bekymringer hos forbrugerne. De samme forbrugere, som følte sig specielt truede for nogle år tilbage, da Europa, via harmoniseringsdirektiver, forsøgte at påtvinge os "europrodukter", har givet udtryk for deres vilje til at forsvare deres kulinariske traditioner. Der har sidenhen tegnet sig en frelsende tendens for at promovere fødevarernes kvalitet samtidig med fødevarernes mangfoldighed. I denne sag kan der ikke indvendes noget imod, at de medlemsstater, der anvender vegetabilske fedtstoffer i stedet for kakaosmør, har ret til at markedsføre deres produkter, spørgsmålet er alene, om det er legitimt at gøre det under betegnelsen "chokolade". For erstatningen af kakaosmør med andre vegetabilske fedtstoffer rejser spørgsmålet om, hvorvidt selve chokoladens natur er bevaret. Man skal derfor naturligvis spinde dette marked ind i garantier, som er tilstrækkelige for forbrugerne, men samtidig også for kakaoproducenterne. Vi må kræve: en analysemetode, der gør det muligt at bestemme det nøjagtige indhold af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør, hvilken Kommissionen ikke havde opereret med; dette krav har, desværre, ikke fundet vej til den fælles holdning fremsat af Rådet, men jeg mener nu som før, at der er tale om et sine qua non for overholdelsen af regelen om de 5%. en meget eksplicit mærkning bestemt for forbrugerne, så de kan købe ind med åbne øjne; en forbeholdelse af påtegningen "kvalitetschokolade" for de produkter, som indeholder kakaosmør; en begrænsning af erstattende vegetabilske fedtstoffer til kun at omfatte tropiske vegetabilske fedtstoffer, der ikke er opnået ved hjælp af enzymbaserede fremstillingsteknikker og ikke er resultatet af genetisk manipulation; en evaluering af effekten af en sådan foranstaltning for udviklingslandenes eksport af kakao. Jeg kan skrive under på disse krav, som også optræder i de ændringsforslag, ordføreren har fremsat. Jeg er nemlig en forbruger, som er meget opmærksom på den traditionelle chokolades kvalitet og smag. Jeg er i øvrigt af den opfattelse, at forbrugerbeskyttelsespolitikken, som nu er blevet ophøjet til en fællesskabspolitik, ikke lader sig reducere til fødevaresikkerhed og til sundhedsbeskyttelse. Den bør som mål have fremme af kvalitetsfødevarer, som indgår i en mere almen filosofi, nemlig om livskvalitet! |
Dette direktivforslag fra 1996 hører hjemme i sammenhæng med harmoniseringen i forbindelse med det indre marked, og Kommissionen giver således medlemsstaterne mulighed for at tillade tilsætning af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i chokoladeprodukter indtil højst 5% af det endelige produkts vægt. Den forudser endvidere markedsføring af disse chokoladeprodukter med et indhold af vegetabilske fedtstoffer i alle medlemsstater, forudsat de bærer en etikette med en fortegnelse over ingredienserne. På linje med ordføreren er jeg af den opfattelse, at vi skal vende tilbage til førstebehandlingen, som Parlamentet foretog i 1997, og ikke tillade denne tilsætning og markedsføring. Jeg mener fortsat, at vi skal forbeholde betegnelsen "kvalitetschokolade" alene for de chokolader, der ikke indeholder vegetabilske fedtstoffer som erstatning, og jeg bliver ved med at tale for, at der gennemføres en undersøgelse af virkningen for de kakaoeksporterende udviklingslande. Endelig ønsker jeg stadig, at der skal være en præcis og tydelig mærkning til gavn for forbrugerne. Her er for mit vedkommende tale om en principiel holdning, som der vanskeligt kan forhandles om, eftersom det drejer sig om et forsvar for kvalitetsprodukter og for de forbrugere, som vi alle er. Derfor opfordrer jeg forsamlingen til at stemme for de ændringsforslag, vores ordfører har fremsat, og dermed udtale sig imod holdningen i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. |
Man stiller tingene på hovedet. I et Europa, der proklamerer sin vilje til at beskytte forbrugeren, som taler om kvalitets- og ægthedsmærkninger, står vi altså her over for en fælles holdning fastsat af Rådet, som foretrækker at forvanske et produkt, der hidtil har været et kvalitetsprodukt, frem for at træde den multinationale fødevareindustri over tæerne. Spørgsmålet er, om man behøver undres over dette, for det samme Europa producerer gale køer, rystende får, dioxin-kyllinger og importerer hormonkød og genetisk manipuleret brødkorn. Ganske vist "informerer" man forbrugeren om, at det produkt, han køber, er forfalsket. Men hvilket hykleri! Sikke en information! Med bittesmå bogstaver, i et uforståeligt sprog, bag på indpakningen. De har for vane at gøre, hvad der passer Dem, under påberåbelse af Deres dogmer, såsom den fri bevægelighed, den fri konkurrence, frihandlen. Vær så venlig ikke at gøre, hvad der passer Dem, med vores gastronomiske traditioner, med vores kvalitets- og egnsprodukter. Leg ikke med maden. Se, det ville virkelig være et fremskridt. De har sikkert forstået, at mine kolleger fra de europæiske højrepartiers koordination og jeg agter at stemme for "nulløsningen", nul andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i chokolade. |
Ville De have troet det? Mere end 25 år efter den første debat i Europa-Parlamentet om chokolade er jeg på ny involveret i en diskussion om det store spørgsmål, hvorvidt et produkt kan kaldes chokolade, når det ikke er fremstillet udelukkende af kakaosmør. I dag som for 25 år siden deler dette spørgsmål Parlamentet i en sådan grad, at min gruppe ikke lavede nogen stemmeliste, og at gruppedisciplinen var sat ud af kraft, hvad jeg elsker under den slags omstændigheder. Jeg kunne således udtale mig frit til fordel for den løsning, der forekommer mig at være den bedste for producenterne af ægte chokolade, sådan som de feinschmeckere sætter pris på den, som mener, at man skal kalde en spade for en spade og chokolade for chokolade, forudsat den virkelig er fremstillet med kakaosmør. Jeg beklager dybt, at man ikke kunne enes om den løsning, der forekommer mig at være den mest indlysende, nemlig at betegnelsen "chokolade" blev forbeholdt produkter, der indeholder 100% vegetabilske fedtstoffer, baseret på kakao, og at tilstedeværelsen af andre fedtstoffer blev angivet tydeligt på de produkters indpakning, som indeholder sådanne, så man kunne oplyse forbrugeren i stedet for at vildlede ham, idet markedsføringen af sådanne produkter på det indre marked så selvfølgelig skulle garanteres. Når det drejer sig om chokolade såvel som om andre ting, er der forskellige kulturer og traditioner, det ved vi. Naturen har plads til enhver smag. Ved siden af et aspekt, der hedder "produktets smag og kvalitet", kan man naturligvis finde et aspekt, der hedder "udviklingspolitik". Det er nemlig sådan, at de associerede lande, AVS-landene, frygter indtægtstab på henved 160 millioner dollars, hvis vores store industrielle chokoladeproducenter skulle begynde at bruge andre vegetabilske fedtstoffer op til 5%, et tal, som er påbudt, men som ikke kan kontrolleres. Som tingene står, ville jeg have foretrukket, at man forkastede den fælles holdning, ligesom jeg foretrækker god, håndværksmæssigt fremstillet chokolade frem for et industrielt produkt, som for indeværende ikke kan kontrolleres. Ulykkeligvis stemte et lille flertal i Parlamentet ikke på en måde, så forbrugerne kan nyde den gode og ægte chokolade. |
Vi afviser på forhånd princippet om, at det i alle medlemsstater skal tillades at anvende en procentdel af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i fremstillingen af chokoladevarer. Det gør vi for at sikre de kakaoproducerende landes legitime interesser og af hensyn til forbrugerbeskyttelsen. En sådan foranstaltning vil uundgåelig have negative følger for de kakaoproducerende lande, hvortil kommer som afgørende årsag til, at vi indtager denne holdning, at det end ikke overvejes at gennemføre en undersøgelse af den virkning, som en sådan foranstaltning måtte have for de udviklingslande, der producerer kakao. Imidlertid danner fastsættelsen af en grænse på 5% for andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i fremstillingen af chokoladevarer også en farlig præcedens, der på sigt ikke blot vil kunne føre til anvendelse af disse med en større procentdel end den nu fastsatte, men også åbne døren for fremstilling af chokoladevarer med en anden slags fedtstoffer, herunder og i værste fald sådanne, der måtte være resultat af genetisk modifikation. Der er i øvrigt endnu ikke udviklet en analysemetode, der gør det muligt med sikkerhed at afgøre den faktiske andel af disse fedtstoffer i fremstillingen af chokoladevarer, ligesom der heller ikke stilles krav om mærkning, der i det mindste på en tydelig måde kunne adskille ægte chokolade, der kun indeholder kakaosmør, fra den type varer, hvor der indgår andre fedtstoffer i deres sammensætning. |
Dette direktiv laver om på selve definitionen på chokolade, som vi mener skal fremstilles på grundlag af kakaobønner og -smør. Vi har ikke ret til at vildlede forbrugeren ved at benytte betegnelsen chokolade om produkter, som ikke nødvendigvis er fremstillet af kakao. Forbrugerne kræver tydelig og klar besked. De vil ikke længere finde sig i at blive snydt. Afstemningen i dag rakte langt videre end til problemet med hensyn til chokolade alene. Det er vores medborgeres tillid, der står på spil. Derfor har jeg stemt for alle de ændringsforslag, der havde som formål at forbedre dette direktiv, og som blev fremsat af Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik. |
. Grundlaget for velfærden i EU er konkurrence. Og hvad der tilsigtes i forbindelse med vedtagelsen af et nyt direktiv om chokoladevarer, er netop at forbedre konkurrencen i EU. Hvad angår fødevarepolitik og beskyttelse af forbrugerne, må vi være meget forsigtige. Men her er ikke tale om sundhed eller miljøbeskyttelse. Her er udelukkende tale om, hvorvidt vi skal tillade, at man helt uden sundhedsrisiko skal have fri konkurrence i chokoladebranchen, således at alle chokoladeproducenter kan sælge deres chokolade i alle EU-lande og ikke kun i de syv lande, der indtil videre tillader de omtalte vegetabilske fedtstoffer. Set fra forbrugernes side er det udelukkende et spørgsmål om smag. Det kan derfor ikke være rigtigt, at politikerne skal beslutte, hvad forbrugerne skal have lov at vælge imellem. Varerne skal tilbydes, og det skal være klart, hvad varerne indeholder, men så må vi ellers stole på forbrugernes egen dømmekraft. Andet kan vi ikke være bekendt. Forbrugerne skal nok selv finde ud af, hvad der smager bedst! Når vi i dag må notere en betragtelig modstand mod forslaget her i Parlamentet, kan det ikke opfattes som andet end et forsøg fra visse chokoladeproducenters side på at bremse konkurrencen. Ser man på, hvor modstanden kommer fra, er det også tydeligt, at den på tværs af grupperne først og fremmest kommer fra de lande, der i forvejen beskytter deres chokoladeindustri ud fra de gældende regler. |
Trods Paul Lannoyes rosværdige anstrengelser har jeg personligt ikke stemt for den tekst, som er blevet fremlagt for os, og som har til formål at tillade op til 5% vegetabilske fedtstoffer i chokolade, fordi der er tale om netop den type europæisk forordning, som vores medborgere ikke kan forstå, og som giver euroskeptikerne vind i sejlene. Dér hvor en tydelig og utvetydig mærkning ville have været tilstrækkelig til at markedsføre alle typer chokolade, som findes i Europa, foreslår man os i stedet et af disse groteske kompromiser, som vi har nøglen til: det bliver ikke 0% vegetabilske fedtstoffer som i 8 lande, det bliver ikke 10% som i andre, kødøksen faldt ved 5% overalt i Europa! 5% vegetabilske fedtstoffer, som naturligvis ikke kan kontrolleres, til stor gammen for industrien, som hurtigt vil få oversvømmet markedet med billig, imiteret chokolade og så i øvrigt fremkalde en prisstigning på ægte chokolade, som nu vil være ophøjet til et luksusprodukt for privilegerede forbrugere. Vil man mon i morgen harmonisere sammensætningen af ketchup, sennep, kødpålæg, oste, øl eller pizzaer med henvisning til et indre, fælles marked og med det formål at promovere en fælles smag, alene for at gøre tingene lettere for den store fødevare"business"? Hvis det er legitimt, af hensyn til den offentlige sundhed, at lovgive om produkternes fremstillingsmetoder og deres sporing, så er det ikke mindre legitimt at ville gennemtvinge et gastronomisk "mao-jakkesæt" i hele Europa, til gavn alene for storindustrien. Uanset at oprettelsen af det indre marked er et middel til at styrke Europa i den verdensomspændende konkurrence, så må dette ikke blive et totalitært dogme og blandes ind i alle områder af vores familieliv. Ikke mindst gastronomisk mangfoldighed og forskellige madvaner indgår i Europas kulturelle arvemasse, også selvom prisen er, at der findes lokale særpræg, som ikke passer ind i det fælles marked. Europæerne vil ikke vide af et standardiseret forbrugs-Europa, med løsdrift inden for et uniformiseret, stort indre marked. De forventer sig en stor politisk ambition af Europa, og ikke smålige og uvæsentlige regler. |
Det nye "chokoladedirektivs" fortrædeligheder illustrerer først og fremmest, hvor usædvanligt tung og langsom fællesskabernes lovgivningsprocedure er. "Forenklingen" af direktivet fra 1973 blev søsat af Det Europæiske Råd i Edinburg i 1992, men fandt først i 1996 vej til et forslag fra Kommissionen, som Parlamentet havde førstebehandling af i 1997, og der skulle altså gå endnu næsten to og et halvt år, før Rådet fastsatte den fælles holdning, som ligger på vores bord i dag. Jamen, betyder en så lang forberedelsestid så, at vi får en brugbar tekst? Svaret er klart benægtende. Det nye direktiv er ikke svar på nogen nødvendighed. Direktivet fra 1973 definerede klart, uden mindste tvetydighed, hvad chokolade er: et produkt bestående af sukker og kakao. For at tage højde for fødevarevanerne i visse nordlige lande gjorde man plads til nogle afvigelser. Situationen var således tilfredsstillende. Hvorfor så ændre den? Hvorfor siger man, at man "forenkler" direktivet fra 1973, når det, man har for, i virkeligheden er at omstøde det? Er det sådan, at acquis communautaire ikke længere er urørligt? Hvis man ændrer direktivets indhold, er det i realiteten efter pres fra de fem multinationale selskaber (Nestlé, Suchard, Mars, Cadbury og Ferrero), som allerede deler 70% af det europæiske marked mellem sig, men som følte deres produktion generet af Europas dobbelte lovgivning. Et anlæg i Frankrig kan f.eks. ikke fremstille chokolade, der ikke lever op til de franske standarder, som siger, at chokoladen ikke må indeholde andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør. Men først og fremmest drejer det sig for disse multinationale selskaber om at holde deres omkostninger til råvarer på et minimum. Det er så bare ærgerligt, hvis prisen er, at man kommer til at forvanske chokoladens sammensætning. Kakaosmør repræsenterer mellem 8 og 9% af chokoladens samlede pris. Galamsmør koster en tredjedel af, hvad kakaosmør koster, og palmeoliesmør er 10 gange så billigt. Ved at godkende en liste over erstatninger for kakaosmør og ved at operere med en fast procent åbner det nye direktiv en breche, og det er det afgørende. Næste gang behøver man blot udvide denne breche, øge procentdelen og tilføje f.eks. soja til listen over de vegetabilske fedtstoffer, man foreslår os i dag. Galamsmør vil så have udspillet sin rolle som alibi, og producenterne af det vil opleve de samme virkninger som dem, der i form af prisfald kommer til at ramme producenterne af kakaosmør, alt sammen fordi man har vedtaget et direktiv, som beslutsomt ser bort fra sine egne konsekvenser, når det gælder udvikling, og som kynisk udskyder en undersøgelse af disse konsekvenser på ubestemt tid. For at nå deres mål - at producere og sælge en falsk chokolade billigere overalt i Unionen under betegnelsen chokolade - har disse multinationale ikke haft rist eller ro, før undtagelserne fra 1973 blev gjort til regelen, uden at bekymre sig om chokolademestrenes og kakaoproducenternes interesser. Den fælles holdning imødekommer fuldt ud deres krav, idet den foreslår, at en undtagelse, der respekterede en fødevaretradition i nogle af medlemsstaterne, ophøjes til almen og obligatorisk regel i alle 15 medlemsstater. Hæver man så i det mindste niveauet for, hvad man kræver af kvalitet, i samtlige medlemsstater? På ingen måde. Tværtimod. Man finder som sædvanlig sammen om mindste fællesnævner. Det eneste, der er alment, er en lavere grad af kvalitet, så man til sidst kan ende med en standardiseret eurosmag på bekostning af smagsoplevelsen. Og bevisbyrden i forbindelse med at påvise kvalitet påhviler paradoksalt nok den chokolademager, der fremstiller produktet håndværksmæssigt, og som kan glæde sig over, at det ikke er ham forbudt at oplyse, at han ikke har tilføjet andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør!!! Giver den nye tekst så i det mindste forbrugeren mulighed for lettere at skelne mellem ægte og falsk chokolade? Nej, for direktivets tekst er uvederhæftig, i det omfang den opererer med muligheden for at indføre en ekstremt præcis procentdel (5%) af andre vegetabilske fedtstoffer end kakaosmør i fremstillingen af chokolade, når enhver ved, at vi ikke råder over en troværdig analysemetode, som kan kontrollere dette. Kommissionen fastsætter altså en procentandel, som den ved, det er umuligt at verificere. Sådan noget er at stikke folk blår i øjnene. Teksten indeholder ligeledes uhæderlige bestemmelser, når det drejer sig om mærkning. Parlamentet havde under førstebehandlingen, på initiativ af hr. Lannoye, meget belejligt vedtaget et ændringsforslag, ifølge hvilket det var obligatorisk, at der på produktets forside optrådte en letlæselig oversigt over, hvilke vegetabilske fedtstoffer varen indeholdt foruden kakaosmør. Dette ændringsforslag har Rådet ikke medtaget, og forbrugeren bliver således ikke korrekt oplyst. I alle lande kan forbrugere, som lægger vægt på autentisk chokolade, for fremtiden komme ud for, at betegnelsen chokolade helt lovligt kan dække et fuldstændigt forvansket produkt. Til fordel for en fællesskabsmekanisme, som uafladeligt har den effekt at udvande hver enkelts ansvar, udskifter man nu definitionen på et produkt, som er grundlæggende i vores ernæring, og det sker med det ene formål at give nogle multinationale mulighed for at maksimere deres profitter. Chokoladeelskere, nyd nu endelig religiøst jeres forestående påskeæg! Det bliver nemlig sidste gang, I kan være sikker på, at det er fremstillet af rigtig autentisk chokolade fra før den store harmonisering. Og efter chokoladen, hvad står så for tur? |
Mærkning, når først vi er i din vold ... Her er tale om et europæisk kendemærke, som vi ønsker at give fornyet gennemslagskraft. Dette miljømærke er, i lighed med det franske NF Environnemnt, frivilligt at benytte, det vil sige, at det er op til de industrielle producenter selv at anmode om det. Det hviler på princippet om en global tilgang, der medregner hele den cyklus, produktet har gennemlevet. Alle nationale mærker bør dog ikke skubbes i baggrunden. Forbrugerne, køberne har nemlig deres egne koder, og deres tillid er tæt knyttet til de logoer, som de kender. Et ønske om at erstatte det nationale logo ville endnu en gang genere borgeren, der som indbygger i Den Europæiske Union føler sig fortabt mellem indholdsfortegnelser, kvalitetsmærker, logoer og regionale denominationer ... en jungle af oplysninger. Man skulle næsten tro, man stod foran en æske chokolader ... Eftersom det ligger os på sinde at forsvare de små og mellemstore virksomheder, når det gælder om at få let adgang til det EF-miljømærke, som må komme, agter vi at give vores støtte til ordføreren. |
Fru formand, jeg støtter helhjertet Europas skridt til at blive et økovenligt kontinent. Denne foranstaltning er endnu et bevis på EU's engagement, når det gælder om at få en grønnere tilgang til sine politikker. Siden 1992 er EU-miljøblomsten blevet et symbol på miljøvenlige produkter, lige fra vaskemaskiner til skrivepapir. Men forbrugernes begejstring for grønne varer mangler stadig at blive matchet af industrien. De foranstaltninger, der er indeholdt i denne treårige strategi, vil forhåbentlig få producenterne med om bord. Storbritanniens Labour-regering er naturligvis gået i spidsen i kampen for at gøre vores planet renere. I Kyoto lykkedes det f.eks. mod al forventning for vicepremierminister John Prescott at få en aftale i stand om at nedbringe de samlede emissioner. Storbritannien er allerede godt på vej til at nå sit mål om at nedbringe kuldioxidemissionerne med 20% inden år 2010. Da den ikke finder, at det er nok, har regeringen for nylig sat målet op til 60-70% inden 2050. Parlamentet her bør anspore andre medlemsstater til at følge det britiske eksempel. De vil få deres chance til at gøre dette ved den forestående Kyoto-opfølgningskonference i Haag i november i år. Beskyttelse af planeten indebærer naturligvis meget mere end blot at gøre atmosfæren renere. Det indebærer også beskyttelse af det naturlige miljø på jorden. Også her går Storbritanniens Labour-regering i spidsen. Dens nyligt fremsatte lovforslag om naturfredning vil f.eks. yde større beskyttelse til udrydningstruede dyrearter end nogensinde tidligere. Endvidere vil lovgivningen om "retten til at vandre i naturen" give den britiske offentlighed frihed til at nyde vores smukke landområder. Fru formand, der er et uopsætteligt behov for sammenhængende foranstaltninger på lokalt, nationalt og europæisk plan for at gøre vores jord, hav og luft renere. EU-miljøblomsten er bare et element i den bredere miljøstrategi, der er brug for for at redde vores klode. Vores borgere ønsker at se konkret handling. De ønsker ikke at se mere varm luft fra politikere, der blot øger den globale opvarmning. Ved at udnytte EU-flower power kan vi alle bidrage til en renere og grønnere verden. Indstilling ved andenbehandling af Blokland (A5-0056/2000) |
Blokland giver med rette udtryk for alvorlige bekymringer over bortskaffelsen af affald, herunder forbrænding. Da jeg kommer fra et land, der for 90% af sit affalds vedkommende gør brug af lossepladser, er det min konklusion, at kontrolleret forbrænding er både nødvendig og uundgåelig. Den irske regerings engagement, når det gælder seriøs genbrug og affaldssortering, er langt fra klart. Affaldssortering, herunder anvendelse af organisk affald til kompostering, bør være en prioritet i enhver affaldsstrategi. |
Affaldshåndtering er en meget kompleks opgave, og lobbyvirksomheden er betydelig. Derfor har Den Europæiske Union vedtaget en global strategi for at imødegå denne store miljø- og sundhedsrisiko. Det direktiv, vi drøfter i dag, indgår i dette kompleks, da det er et forsøg på at opstille regler for termisk behandling af farligt eller ikkefarligt affald. Jeg må sige rent personligt, at jeg altid har været ængstelig over at se forbrænding af farligt affald og af ikkefarligt affald behandlet inden for rammerne af én og samme lovgivning. Jeg har allerede indviet salen i mine bekymringer og de spørgsmål, de rejser, under førstebehandlingen. Et flertal har udtalt sig for kombineret forbrænding, hvilket ikke stiller mig tilfreds. Derfor slås jeg i dag for, at der skal træffes forholdsregler for at garantere, at der ikke sker nogen svækkelse af normerne for emissioner fra farligt affald. Enhver ved, at mængden af affald, der skal forbrændes i Den Europæiske Union, vil stige. For så vidt angår kommunalt affald, forbrændte man 31 millioner ton i 1990, og tallet bliver på over 56 ton i år. Det er der flere grunde til, som har at gøre med forøgelsen af mængden af affald og med faldet i mængden af det affald, der køres på lossepladser. Man ved, at forbrænding af affald giver anledning til emissioner af substanser, som forurener luft, jord og vand ganske alvorligt, og som derfor er sundhedsfarlige. De forurenende substanser, der slippes ud, afhænger både af affaldets natur og den teknologi, der anvendes ved håndteringen af det. Derfor er vores bekymringer koncentreret om emissioner af tungmetaller, dioxiner og furaner. Debatten har især udkrystalliseret sig omkring de kombinerede forbrændingsanlæg. Jeg skal minde om, at disse anlæg anvender farligt affald som brændstof i produktionen af energi eller materielle elementer. Ganske vist fastsætter bestemmelserne i de relevante direktiver en grænse for anvendelsen af farligt affald på højst 40% af det anvendte brændsel. Denne procent er for høj! Der bør indføres særdeles strenge kontrolstandarder for disse forbrændingsanlæg, og disse standarder bør være lige så strenge som dem, man påtvinger krematorieovne. Endvidere må jeg insistere på, at denne generelle tilladelse til at anvende farligt affald ikke bør få os til at vænne os til at producere den slags affald. Der er rent faktisk en stor risiko for, at vi i morgen skal høre, at nu hvor der er investeret med henblik på at opføre medforbrændingsanlæg, bliver vi også nødt til at gøre dem rentable! Jeg afviser på forhånd heftigt den slags argumenter, som vil føre til, at man øger omfanget af transporter med farlige stoffer med alle de risici, det indebærer for miljøet og for sikkerheden. Min konklusion er, at samtidig med at man skal huske at sanktionere over for overtrædelser, og at man skal hjælpe de lokale myndigheder, som indretter deres forbrændingsanlæg efter standarderne, så skal man også holde fast i, at vores førsteprioritet er, og fortsat skal være, at forebygge produktionen af affald, uanset om det er farligt eller ikke. |
Den Europæiske Union har i de seneste år gået i spidsen med at udtænke nye affaldshåndteringsstrategier. Ja, målet med det direktiv, vi drøfter her i dag, er at mindske affaldsforbrændingens negative virkninger på miljøet og folkesundheden ved i betydelig grad at reducere emissionsgrænseværdierne for flere væsentlige forurenende stoffer. Dette direktiv søger også at kontrollere udledningen af affald i vores vandsystemer. Denne betænkning ligger nu foran os ved andenbehandling. Jeg bemærker mig, at en af henstillingerne fra Det Europæiske Råd er, at hvis en operatør af et anlæg, der forbrænder ikkefarligt affald, ønsker at begynde at forbrænde farligt affald, skal der foreligge en integreret forureningsforebyggelses- og kontroltilladelse. Jeg mener, at dette er et særligt fornuftigt forslag. Det er meget vigtigt, at Den Europæiske Union udfører et aktivt stykke arbejde med at fremsætte nye affaldshåndteringsforslag. I Europa er der blevet genereret affald i en størrelsesorden af over 1 kg pr. person pr. dag. 2 milliarder ton affald genereres i EU hvert år. Den Europæiske Union er bevidst om ét aspekt af vores affaldsbortskaffelsesproblem, og det er, at affaldsbortskaffelsens fremtid ikke ligger hos de lokale myndigheder på langs og tværs af dette land, der søger efter nye lossepladser. Der hersker voksende bekymring omkring de miljømæssige konsekvenser af lossepladser generelt. Intet mindre end et væsentligt skift fra afhængighed af lossepladser til mere integrerede affaldshåndteringsplaner vil være tilstrækkeligt. Den Europæiske Union støtter fuldt ud de strenge, ambitiøse, men opnåelige genbrugs- og genvindingsmål, der er blevet fastsat af den irske regering. Disse mål, som vil skulle nås over de næste 15 år, omfatter følgende: · En afledning af 50% af det samlede husholdningsaffald fra lossepladser. · En reduktion på mindst 65% af det biologisk nedbrydelige affald, der for nærværende sendes til lossepladser. · Udvikling af affaldsgenanvendelsesfaciliteter ved brug af miljøvenlig teknologi, der kan behandle op til 300.000 ton biologisk nedbrydeligt affald pr. år. Alle disse foranstaltninger afspejler en ændring i den offentlige mening om spørgsmålet om affaldshåndtering. Lossepladsernes dage er nu talte, og de må erstattes af mere miljøvenlige teknologier. Der er enstemmig støtte til denne holdning i alle 15 medlemsstater i Den Europæiske Union. |
Den imponerende mængde affald, som vores industrialiserede bysamfund frembringer, udgør ubestrideligt en af de store udfordringer, som Den Europæiske Union skylder sig selv at tage op i det 21. århundrede: Planeten bliver lidt efter lidt umærkeligt oversvømmet, og hvert år produceres der ikke mindre end 2.000 millioner ton affald i Fællesskabets medlemsstater. Under disse omstændigheder kan der ikke være tale om at acceptere, at dette affald håndteres ud fra, hvad der her og nu er forbundet med færrest omkostninger. Den blomstrende industri (med titusinder af job og milliarder af euro), som udfolder sig omkring dette voksende behov, har utvivlsomt meget, den skal opfinde for på korrekt måde at opfylde sin mission, især hvis den skal undgå selv at forurene under dække af at nyttiggøre. Affaldsforbrænding sender partikler af tungmetaller og dioxiner op i atmosfæren, rensningsanlæg skaber uønsket slam, og visse genbrugsmaterialer har endnu ikke fundet deres marked(er). Den bedst mulige beskyttelse af miljø og sundhed opnår man derfor ved at sørge for betydelige fremskridt i gennemførelsen af lovgivningen vedrørende affaldshåndtering, som ifølge en nylig rapport fra Kommissionen endnu langtfra er tilfredsstillende overført til de nationale lovgivninger. I den situation er det på sin plads at skubbe kraftigt til medlemsstaterne og deres industrier for at få dem til hurtigt at gøre sig de nødvendige anstrengelser for at tilpasse, for de førstnævntes vedkommende deres nationale lovgivninger til principperne om forsigtighed over for og beskyttelse af miljøet, og for sidstnævntes vedkommende deres teknikker med det formål at fjerne forureningsproblemet i stedet for at flytte det, men samtidig ville det være klogt af Europa-Parlamentet at skitsere realistiske veje til mål, som har en mulighed for at blive indfriet, frem for at give sig hen til sine lyriske tilbøjeligheder og svælge i idealistiske udsagn og derved skade sin troværdighed. Når det drejer sig om miljø, er det ved at opnå det umiddelbart mulige, at man bibeholder chancerne for at nå det varigt ønskværdige. Derfor har UEN-gruppen ikke stemt for ændringsforslag, som er uigennemførlige i vores stater, og hvis forudsigelige økonomiske konsekvenser ville vise sig at være skæbnesvangre. I øvrigt håber jeg i min egenskab af lokalt valgt, at en fusion og en forenkling af EF-direktiverne vil gøre det regelsæt tydeligere og mere håndterligt, som de amtskommunale planer for håndtering af affald skal arbejde inden for. |
Vedtagelsen af dette direktiv om forbrænding af affald, der skal gennemføres fra 2005, forbedrer betragteligt affaldshåndteringen i Europa ved at lægge større vægt på folkesundheden og beskyttelsen af borgernes rettigheder. Hvis dette direktiv trådte i kraft straks, men det sker desværre først i 2005, ville det i øvrigt være praktisk talt umuligt for den portugisiske regering at videreføre sin medforbrændingsstrategi. Da det i alle tilfælde er et direktiv, der sætter strenge tekniske, juridiske og procesmæssige begrænsninger for alle forbrændings- og medforbrændingsanlæg i Europa, fremgår det tydeligt, at den strategi, der følges i Portugal, er grundlæggende forkert. Selvom jeg kunne have ønsket, at man var gået længere i de begrænsninger, der skal indføres for forbrændings- og medforbrændingsprocesserne, kan jeg kun glæde mig over de opnåede resultater, eftersom direktivet: 1 - fastsætter strengere grænseværdier for emissioner, særlig af carbonoxider og støv; 2 - stiller forbrændings- og medforbrændingsanlæg lige med hensyn til grænseværdier og standser den særordning, som sidstnævnte har været omfattet af; 3 - giver utvetydigt udtryk for, at forbrænding og medforbrænding kun bør benyttes som sidste udvej, efter at alle andre tekniske muligheder er udtømt; 4 - fastsætter meget strenge betingelser for den samlede affaldshåndtering og for forbrændings- og medforbrændingsanlæggenes beliggenhed og dimensionering, betingelser, der skal være opfyldt, før godkendelse bevilges; 5 - øger de kompetente myndigheders mulighed for at gribe ind, hvis anlæggene ikke overholder grænseværdierne; 6 - drastisk begrænser muligheden for at anvende affald fra forbrænding og medforbrænding i f.eks. byggeri; 7 - indfører periodiske dioxinmålinger som et krav for forbrændings- og medforbrændingsprocesser; 8 - øger borgernes deltagelse i beslutningsprocessen om anlæggenes placering; 9 - sikrer, at der offentliggøres en årlig miljørapport om overholdelsen af grænseværdierne; 10 - betragteligt begrænser undtagelserne for anlæg med cementovne; 11 - for første gang fastsætter en grænseværdi for ammoniakemissioner (NH3) på grund af den forsuring af atmosfæren, som denne kemiske forbindelse forårsager. |
Forslaget til direktiv om forbrænding af affald er en kompleks og teknisk sag, og dets konsekvenser, både de økonomiske og de miljømæssige, skal omhyggeligt afvejes. Efter førstebehandlingen havde Europa-Parlamentet i høj grad sat sit fingeraftryk på debatten ved at foreslå en sammensmeltning af de to direktiver om forbrænding af husholdningsaffald og forbrænding af farligt affald. I dag mener jeg, at den fælles holdning, som Rådet har fremlagt for os, er et udmærket kompromis, som jeg kan slutte op om. Jeg vil dog gerne nævne et særligt punkt, nemlig spørgsmålet om kombineret forbrænding i cementindustrien, og retfærdiggøre min afvisning af to ændringsforslag. På den ene side første del af ændringsforslag 25, i tillæg II, som fastsætter emissionsgrænseværdier for cementindustrien, og især værdien på 15mg/m3 for støv. De fleste medlemsstater har i øjeblikket grænseværdier på 50mg/m3. I en costbenefitanalyse for nylig konkluderede Kommissionen, at værdier på 30mg/m3 er det bedste kompromis. At gennemtvinge normer på 15mg/m3 ville indebære en overdreven miljøomkostning og ville ikke være rentabelt. På den anden side genindfører ændringsforslag 14 om definitionen af kommunalt affald en definition af det blandede kommunale affald, uanset en sådan allerede er forudset i artikel 3, stk. 3. En forkert fortolkning af denne artikel kan føre til, at man udelukker brugen af kommunalt affald i cementindustriens ovne. Men netop denne type behandling opereres der med i mange offentlige myndigheders affaldsplaner. Denne stemme bringer mig ikke på kant med mine bekymringer for miljøet, eftersom kombineret forbrænding i cementindustrien ikke er specielt skadeligt for miljøet. Cementovnene er nemlig underlagt strenge regler for emissioner. Desuden er kombineret forbrænding undertiden en integrerende del af visse staters eller regioners politik for håndtering af affald på vilkår, som er både økonomisk og miljømæssigt acceptable. |
At skærpe reglerne for forbrændingsanlæg er i høj grad ønskværdigt. Det er dog tvivlsomt, om man bør opstille samme typer regler for anlæg beregnet til usorteret affald som for anlæg, der udelukkende anvendes til at håndtere visse affaldsfraktioner, det vil sige affald, som er sorteret. Anlæg til usorteret affald kræver mere avanceret udstyr. Når der stilles sådanne krav til alle typer forbrændingsanlæg, kan det medføre, at affaldssortering modvirkes, og at genindvinding og genanvendelse vanskeliggøres, inklusive kompostering af organisk affald. Vi svenske kristdemokrater vil derfor gerne opfordre Kommissionen til at tage nøje hensyn til disse synspunkter i det fortsatte arbejde med affaldsanliggender. |
Jeg har læst denne betænkning i min egenskab af borgmester, eftersom Kommissionens forslag hovedsageligt går på at styrke gældende lovgivning om kombineret forbrænding af kommunalt affald, hvilket, sagt i forbifarten, udmærket illustrerer, hvor nyttigt det er for et medlem af Europa-Parlamentet at kunne bestride det meget komplementære hverv som borgmester, en mulighed, som den siddende franske regering agter at fratage os på en både uretfærdig og absurd måde, for det kan ikke være i nogens interesse at afskære europaparlamentarikere fra deres bagland. Direktivets målsætning er rosværdig: Man skal forebygge og formindske de negative følger af forbrænding og af kombineret forbrænding af affald. Men vi kan ikke støtte det forslag, der har som sigte at underlægge alle anlæg de samme emissionsstandarder. Det er ikke den vej, vi skal gå for at komme til at gøre noget ved problemet med overkapacitet i de europæiske forbrændingsanlæg. Ordføreren er enig heri. Visse typer affald er det bedre at håndtere på et kombineret forbrændingsanlæg. Det er vores opfattelse, at nogle af de foreslåede ændringer af den fælles holdning reelt risikerer at forstyrre en justering af de eksisterende anlæg og at straffe kombineret forbrænding af farligt affald i cementindustrien, noget som i særlig grad berører Frankrig og Belgien. Vedrørende kommunalt affald vil jeg fremsætte flere bemærkninger. For det første er det ikke hensigtsmæssigt at skabe forvirring, hvad angår definitionen af "blandet kommunalt affald" i forbindelse med kombineret forbrænding. At sætte lighedstegn, som ændringsforslag 14 gør det, mellem "delvist sorteret affald" og "blandet, ubehandlet kommunalt affald" indebærer risiko for at indvirke negativt på affaldssorteringserhvervet, som vi prøver at udvikle, og hvorfra visse rester eller visse brøkdele kunne tænkes at blive medforbrændt. Hvis man på den anden side ændrede artikel 7-4 og på den måde trak betegnelsen "ikkebehandlet" tilbage i forhold til det kommunale affald, så ville det være det samme som at forbyde kombineret forbrænding af dele af det sorterede kommunale affald (papir, pap ...), som ikke kan genanvendes, medmindre det indsamles separat. Endelig kan vi ikke acceptere en sænkning af tærskelen på 6 ton i timen, over hvilken de eksisterende forbrændingsanlæg for kommunalt affald er underlagt en grænseværdi for atmosfærisk emission på 200 mg pr. kubikmeter for NOx, for amters og kommuners planer for tilpasningen af de eksisterende anlæg finder sted over denne tærskel (se tillæg V-a). Selvom vi udmærket ved, at forbrænding ikke er den perfekte løsning, så repræsenterer den et betydeligt skridt fremad for mange lokalsamfund, som i øvrigt har indvilget i betydelige investeringer for at udvikle en moderne forvaltning af den kommunale håndtering af husholdningsaffald og assimileret affald. Det skal man holde sig for øje, selvom overvejelserne og forskningen naturligvis må gå videre. Affaldsbehandlingsindustrien vil helt sikkert blive nødt til at udtænke mange nye løsninger for fremtiden, hvis den skal undgå selv at forurene. Vi bør følgelig udarbejde bredere strategier for affaldsforvaltning og aktivt begunstige forskning og udvikling på dette område, der er så centralt for lokalsamfundenes liv og fremtid. |
Jeg finder det utroligt i betragtning af hans UKIP-allieredes anti-Bruxelles-hysteri, at hr. Blokland har formået at fremstille et så overreguleret uhyre af en betænkning. Men mindst tre forslag vil gøre det muligt at slippe af med det antieuropæiske skidt, som hr. Blokland og UKIP falbyder, på en miljøvenlig måde. Formålet med disse forslag er at forbedre luftkvaliteten og beskytte folkesundheden. Forbrænding er ofte den mest effektive og sikre affaldsbortskaffelsesmetode. Undertiden kan den imidlertid slippe farlige kemikalier såsom dioxiner ud i atmosfæren. Det er derfor af vital betydning, at disse biprodukter overvåges og forhindres i at slippe ud i miljøet. Der findes allerede teknologi til at rense udledningerne fra affaldsforbrændingsanlæggene. Vi må blot sikre os, at den bliver anvendt. De fornuftige foranstaltninger, der er blevet foreslået af Kommissionen, bør tilskynde til anvendelse af denne teknologi. UKIP's hykleri får mig til at tabe vejret. Jeg vil opfordre UKIP til at forklare deres egne støtter, hvordan de kan være allierede med en så iøjnefaldende supporter af EU-overregulering. De foregiver at være eurokratens fjende, men de er helt klart hans ven. Jeg er bange for, at oprensningen af miljøet kan vise sig at være barnemad sammenlignet med opgaven at overtale UKIP til at få orden i egne rækker. Taberne vil beklageligvis være vores egne borgere. |
Hvis man skal tro, hvad man skrev i Antikken, så frembød bortskaffelse af affald allerede et problem i det antikke Rom, selvom samme affald siden da har henrykket generationer af arkæologer. Dengang var langt størstedelen af affaldet biologisk nedbrydeligt, hvilket langtfra er tilfældet i dag Vi har talt om chokolade. Nuvel, det er en udmærket måde konkret at illustrere problemet på, hvis man f.eks. følger den vej, som emballagen omkring en plade chokolade tilbagelægger fra skraldespanden til forbrændingsfabrikken, og på den måde opdager, at dette stykke aluminium udvikler giftige gasser. Når det drejer sig om affaldshåndtering, er vi oppe imod en ganske betydelig udfordring. Alligevel tror jeg, der er visse lande, som ikke er forberedt herpå, hverken materielt eller intellektuelt. I dag overlades en tredjedel af det husholdnings- og assimilerede affald, som håndteres af franske bortskaffelsesanlæg, til 300 forbrændingsanlæg. Forbrændingen medfører forurenende emissioner: Støv, metaller og dioxiner, som det er nødvendigt at få under kontrol ved hjælp af et system til røgbehandling. Reglerne for begrænsning af bortkastning er gradvist blevet strammet. Naturligvis er det nødvendigt med aktioner for at få reglerne overholdt, fordi det er nødvendigt at beskytte sundheden og miljøet, men vi ønsker ikke, for så vidt angår kombineret forbrænding, at anvendelsesområdet for og definitionen af disse anlæg bliver lavet om. Man skal passe på med ud fra ønsket om at konsolidere nogle af disse regler og komplicere andre ikke at vække mistillid til EU-lovgivningen på miljøområdet, som forkynder snart det ene snart det andet og dermed hensætter visse erhverv og industrier i stor uvished. På den anden side risikerer man, hvis man ændrer den lovgivning, der gælder for kombinerede forbrændingsanlæg eller for særlig håndtering af farligt affald, at afstedkomme omkostningsforvridninger, måske ligefrem en helt uforsvarlig "affaldsturisme". Der eksisterer en reel risiko, nemlig at man kommer til at begunstige den ene eller den anden industri på bekostning af de andre ved at indføre dårligt tilpassede grænseværdier, uanset at vi har brug for fire forbrændingsindustrigrene: én, der er specialiseret i farligt affald, én, der er specialiseret i ikkefarligt affald, kombineret forbrænding og forbrænding i anlæg med tilpasset brændsel. Jeg vil henlede mine kollegers opmærksomhed på et andet punkt, selvom det er sekundært. Ikke desto mindre er det efter min mening nødvendigt med et stykke kommunikationsarbejde oven på sammensmeltningen af disse direktiver. Befolkningen har nemlig det indtryk, at det hele, om det er specielt affald, farligt affald, ikkefarligt affald eller kommunalt affald, vil blive blandet sammen og få samme behandling, i én og samme ovn, i ét og samme anlæg. Følgelig forekommer affaldssortering dem at være unødvendigt på deres niveau. Der er derfor brug for et virkeligt stykke arbejde med at informere og forklare. Betænkning af Davies (A5-0062/2000) |
I denne debat om luftkvaliteten diskuterer vi via Davies-betænkningen indirekte problemet om tilstedeværelsen af ozon i den luft, der omgiver os. Alle specialister er enige om, at det er bydende nødvendigt at hæve standarderne for luftkvalitet, for at alle borgere i hele Den Europæiske Union kan være effektivt beskyttet mod den risiko, som tilstedeværelse af ozon i luften medfører for sundheden. Ozons indvirkning på helbredet er mangeartet: irritation af øjne, næse og svælg, åndedrætsbesvær, hoste, hovedpine osv. Ozon medvirker også til at udløse astmaanfald, forringe luftvejenes funktioner og øge bronkiernes reaktivitet. På længere sigt kan dette sågar medføre præmatur ældning af lungerne. En sådan konstatering er intet mindre end forskrækkende, og det er derfor med stor tilfredshed, jeg tager imod dette forslag til direktiv! Dets sigte er nemlig at ændre den eksisterende EF-lovgivning om ozon i overensstemmelse med kravene i Rådets direktiv 96/62/EF om evaluering og forvaltning af luftkvaliteten. Dette direktiv fastsætter nogle langsigtede målsætninger foruden nogle overgangsmål for ozon i den omgivende luft. Det indfører ligeledes et sæt normer med det formål at beskytte menneskers helbred og miljøet. Endelig opfordrer det medlemsstaterne til at holde øje med koncentrationerne af ozon og til at kommunikere resultaterne til offentligheden. Direktivet vil således blive et referenceinstrument for ozonniveauet i den omgivende luft. Når det gælder fastsættelsen af de langsigtede målsætninger, foreslår Kommissionen, at man benytter de retningslinjer, som Verdenssundhedsorganisationen vedtog i 1997 for luftkvaliteten. Det første mål er at forhindre, at disse lofter bliver overskredet og dermed at undgå de skadelige virkninger på menneskers helbred og på miljøet. Kommissionens forslag fastsætter dog ikke nogen dato for virkeliggørelse af disse mål. Det er beklageligt. Til en begyndelse opstilles der målværdier. Målet er at nå dem, i det omfang det er muligt, i år 2010. Disse værdier bygger ligeledes på WHO's retningslinjer, men der er plads til, at de kan overskrides et vist antal dage om året. Det skal understreges, at Kommissionens forslag ikke tager højde for de ændringer, der kan blive resultatet af de forpligtelser, Fællesskaberne har indgået omkring klimaændringsproblematikken. Disse forpligtelser forudser en reduktion på 8% for drivhusgassers vedkommende. Og hvis de overholdes, burde medlemsstaterne være mere ambitiøse, hvad angår målværdierne for reduktion af ozonniveauerne. Sammenfattende er jeg forholdsvis tilfreds med teksten i dette forslag til direktiv, for det udgør en vigtig etape for virkeliggørelsen af det hovedmål, der blev fastsat i det femte miljøhandlingsprogram: aldrig at overskride de kritiske niveauer for ozon i den omgivende luft. Betænkning af Myller (A5-0063/2000) |
Vi drøfter i dag et forslag til lovgivningsmæssig beslutning, som vedrører os alle direkte, idet det har som sit sigte at forbedre kvaliteten i den omgivende luft. Der er tale om et forslag til direktiv om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (et direktiv henhørende under rammedirektivet om luftkvalitet). Det hører hjemme i Fællesskabets femte miljøhandlingsprogram (PAE). Hovedmålet er at begrænse emissionerne af syredannende og eutrofierende forurenende stoffer og af forløberne for ozon med det formål at opnå en bedre beskyttelse af miljøet og af menneskers helbred mod de skadelige virkninger af forsuring og eutrofiering af jorden og af troposfærisk ozon. De lofter, der anføres i denne tekst, skal være overholdt allersenest i år 2010. Medlemsstaterne skal, set i lyset heraf, udarbejde programmer for en gradvis reduktion af deres årlige nationale emissioner og oplyse Kommissionen herom inden udgangen af 2002. Programmerne skal revideres og ajourføres i 2006. Medlemsstaterne pålægges ligeledes senest år 2010 at forberede og regelmæssigt ajourføre emissionsfortegnelser og forudsigelser om nationale emissioner af SO2, NOx, COV og NH3. Disse fortegnelser og forudsigelser skal hvert år indberettes til Kommissionen. Ordføreren har stillet ændringsforslag med det sigte at styrke dette forslag. Hun foreslår således, at der fastsættes strengere normer, som skal overholdes, for emissioner af de fire forurenende stoffer, der er tale om. Rent principielt kan jeg kun tilslutte mig sådanne forslag. For når det gælder sundheden og miljøet, skal man vise sig ambitiøs, hvis man vil gøre sig håb om at forbedre situationen. Det kan dog virke imod hensigten at sætte overlæggeren for højt op. Derfor tror jeg, det lige nu er bedre at holde sig til de mål, der er fastsat i de internationale konventioner, vel vidende at man altid kan revidere lofterne i lyset af de fremskridt, der er gjort. I øvrigt anmoder betænkningen Kommissionen om inden år 2004 at fremlægge nye ændringsforslag til direktivet. Den vil på denne måde kunne ændre de lofter, som er fastsat i teksten, de foreløbige miljømålsætninger og de nye foranstaltninger, som er indført for at sikre, at lofterne overholdes. Disse mulige korrektioner vil gøre det muligt at tilpasse direktivet de tekniske og videnskabelige fremskridt og skulle gøre det muligt eventuelt at nå målsætningerne for 2010. Det er efter min mening et godt kompromis. Ordføreren foreslår også, at der fastsættes måldatoer for at nå de vedtagne målsætninger. Det synes jeg er helt nødvendigt. For uden frister, der skal holdes, bliver teksterne alt for ofte blot hensigtserklæringer uden følger. I samme ånd bør der hurtigst muligt vedtages et sæt sanktioner, som skal kunne anvendes ved overtrædelser af direktivets bestemmelser. |
Vi går ind for, at EU gennem en rammelov fastlægger faste grænseværdier på miljøområdet, hvor de fleste problemer er generelle og grænseoverskridende. Medlemslandene har forskellige traditioner og forudsætninger, hvorfor de selv skal have ansvaret for gennemførelsen, så de fælles målsætninger kan opnås fuldt ud. Vi har valgt at stemme mod ændringsforslag 16 og 17, eftersom disse forslag undtager de små medlemslande fra kravet om at opnå de fastlagte miljømål på en alt for generel og unuanceret måde. Beslutningsforslag til Det Europæiske Råd i Lissabon |
Ambitionen om fuld beskæftigelse, et udtryk, som dukker op på dagsordenen, så snart der registreres en vis vækst, er bestemt en rosværdig intention, men hvis man ikke tager fat på arbejdsløshedens reelle årsager, så bliver den vanskelig at nå. Vi ved alle sammen, at på trods af væksten er skabelsen af job i Europa notorisk utilstrækkelig. De, der skabes, er tillige kendetegnet ved usikkerhed, ikke mindst når der er tale om job for kvinder og unge. Man må ud over blot at fremsætte hensigtserklæringer, de være sig aldrig så positive. Stillet over for meget stærke sociale forventninger er det ved at blive en hastesag at fastsætte målelige og verificerbare målsætninger. Jeg havde meget håbet, at man havde påtaget sig nogle forpligtelser i forhold til de forslag, der var formuleret i beslutningsforslaget fra min gruppe, f.eks. i form af: iværksættelse af en proces med reduktion af arbejdstiden, uden lønnedgang eller fleksibilitet; revision af direktiverne om de europæiske virksomhedskomitéer og kollektive afskedigelser, med det formål at styrke lønarbejdernes og deres faglige organisationers rettigheder og beføjelser, især ved fusioner og omstruktureringer; indførelse af en EU-skat på spekulative kapitalbevægelser og en styrket indsats mod bedrageri og skatteunddragelse. Jeg beklager stærkt, at man ikke tager fat på en ny type varig udvikling baseret på en mere retfærdig fordeling af rigdommen, på en øget købekraft i familierne og på en forstærket indsats i form af øgede offentlige og sociale investeringer. Af alle disse grunde vil vi ikke stemme for den fælles beslutning. |
Portugal, som har formandskabet i Den Europæiske Union i dette første halvår af år 2000, har besluttet i slutningen af denne måned, i Lissabon, at afholde et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd centreret om følgende problematik: "Beskæftigelse, økonomisk reform og social samhørighed - på vej mod et fornyelsens og kundskabens Europa". Jeg kan kun glæde mig over et sådant initiativ! For arbejdsløshed, fattigdom og den sociale udstødelse, der er resultatet, er svøber, som vi er nødt til at tage livtag med! Til det formål er der ingen vej uden om at udarbejde en sammenhængende og ikke mindst koordineret strategi sammen med samtlige medlemsstater! Allerførst skal vi sætte os nogle ambitiøse mål. Og det er de mål, som er nævnt i det portugisiske formandskabs dokument: tilbagevenden til fuld beskæftigelse, stabil vækst, en proces hen imod reel social samhørighed, lige muligheder og kamp mod fattigdomen. Som hr. Guterres, formanden for Rådet, har understreget, har vi været i stand til at koordinere vores økonomiske politikker forud for lanceringen af euroen. Den Europæiske Union bør nu tage udfordringen op og gøre noget lignende ved at foreslå nogle retningslinjer for en politik, der kan medføre beskæftigelse og social integration! Jeg glæder mig ligeledes over idéen om at fastsætte nogle kvantificerede mål og nogle pejlemærker, som skal nås, især for den årlige gennemsnitlige vækst i EU (3%) og for beskæftigelsesraten (70%). Som et supplement hertil synes jeg, det er uomgængeligt at indføre et gennemsigtigt system til justering af præstationerne, så man kan evaluere de fremskridt, medlemsstaterne noterer i virkeliggørelsen af disse mål, i form af et åbent system, hvor man lader sig evaluere af hinanden og koordineret. Dokumentet fra formandskabet insisterer ligeledes på en nødvendig styrkelse af den sociale konvergens og på modernisering af vores sociale sikringssystemer. En ufravigelig betingelse er naturligvis en garanti for høj beskæftigelse. Det sker ved at skabe arbejdspladser, i særdeleshed i servicesektoren, men ikke en hvilken som helst arbejdsplads, kvalitetsarbejdspladser. Det sker også ved at beholde arbejdspladserne i Europa, hvor tendensen i den seneste tid rent faktisk har været massive og systematiske fyringer. Og det sker ved at tilpasse arbejdskraften til de nye informationsteknologier. Jeg kan således for en stor del skrive under på dette program. Jeg håber, at målsætningerne under topmødet i Lissabon vil blive omsat i konkrete og ambitiøse forholdsregler, der er egnede til at tilfredsstille de legitime forventninger hos Europas borgere! |
Endnu et topmøde, denne gang på det portugisiske formandskabs initiativ, vil - angiveligt for at "fremme" forslag og foranstaltninger, der kan støtte beskæftigelsen og bekæmpe arbejdsløsheden - give sit bidrag til intensiveringen og styrkelsen af de neoliberalistiske, monetaristiske politikker, som bærer ansvaret for den aktuelle ugunstige situation, modarbejder enhver form for socialpolitik og beskæftigelsespolitik og fører til en drastisk forøgelse af arbejdsløsheden, ansættelsesmæssig usikkerhed, diskrimination, social udstødelse og større udbredelse af fattigdommen. Det er en selvmodsigelse, det er ironi og hykleri og en provokation af arbejdstagerne, når man som foranstaltninger til bekæmpelse af arbejdsløsheden foreslår at styrke virksomhedernes konkurrenceevne ved at reducere arbejdsomkostningerne, gøre arbejdsmarkedet totalt frit og fleksibelt og styrke atypiske ansættelsesformer. Bevarelsen og styrkelsen af stabilitetspagten, den prioritet, der gives til kriterierne for nominel konvergens, og den måde, hvorpå socialpolitikken fuldstændig underkastes finansielle kriterier og krav, er netop det, som først bør bekæmpes og ændres, hvis vi vil tale om egentlige beskæftigelsespolitikker. Beskatning af overskudsgivende kapitalbevægelser, afskaffelse af skatteparadiser, bekæmpelse af skattesnyd og -unddragelse, omfordeling af rigdommen og indkomsten til fordel for arbejdssiden, kontrol af virksomhedsstøtte og en øjeblikkelig fjernelse af fordele forbundet med omlægninger, sammenslutninger og flytninger, der medfører masseafskedigelser, samt udvikling af en social beskyttelse, der er baseret på solidaritet og uafhængig af kommercielle og økonomiske interesser, ville være det, der blev prioriteret højest, hvis beskæftigelsen virkelig var i centrum for EU's opmærksomhed, og det ikke handlede om, hvordan man får arbejdstagerne til at sluge den bitre pille og narrer dem, så man begrænser de sociale reaktioner over for den arbejder- og befolkningsfjendtlige økonomi- og socialpolitik. Hvis målet var at forbedre arbejdstagernes levestandard, øge deres købekraft, sikre stabile arbejdspladser, styrke de offentlige og sociale investeringer, skabe ligestilling og bekæmpe alle former for diskrimination, hvad angår adgang til beskæftigelse og arbejdsmarkedsrelationer, ville der blive sat en stopper for de politikker, der bygger på privatiseringer, lave lønninger og manglende social beskyttelse, på fleksibilitet og midlertidigt arbejde og vedvarende udelukkelse af kvinder, unge og personer med særlige behov fra arbejdsmarkedet. Det, som styrkes af de økonomi- og socialpolitiske retningslinjer, det, som der i praksis arbejdes hen imod for arbejdstagerne, er imidlertid et mindsteniveau for fattigdom og ikke et mindsteniveau for velfærd. Velfærden begrænses til storkapitalen, der kan se frem til velmagtsdage, idet den får større og større immunitet, når man, angiveligt for at forbedre produktivitet og konkurrenceevne, deregulerer arbejdsmarkedet yderligere og forbryder sig mere og mere mod basale, tilkæmpede rettigheder på det sociale område og styrker den holdning, at den moderne (anti-)sociale stat kun bør sikre befolkningen et vist minimum på almisseniveau. De over 60 millioner mennesker, der er ofre for langtidsledigheden og den sociale udstødelse og i det hele taget alle europæiske arbejdstagere, har ikke i sinde at optræde sådan, som De så ivrigt forsøger at overtale dem til, og være "tilpasningsdygtige", "solidariske", "føjelige" og "samarbejdsvillige" over for sådanne valg. De vil komme til at se dem stå ubøjelige, kompromisløse og uvillige til at underkaste sig, og de vil kæmpe og kræve fuld og fast beskæftigelse og et socialpolitisk system, der omfatter sikringsordninger, sundhedsspørgsmål, pensioner og beskyttelse af arbejdsløse, reel ligestilling, kvalitetsuddannelser og god erhvervsuddannelse, De vil komme til at se dem kæmpe for et socialt, demokratisk og solidarisk Europa, et arbejdstagernes og befolkningernes Europa. Og De vil komme til at se os kæmpe ved deres side. (Mødet udsat kl. 13.35 og genoptaget kl. 15.00) |
Kære kolleger, næste punkt på dagsordenen er fælles drøftelse af fire betænkninger om menneskerettigheder, racisme, fremmedhad og antisemitisme. |
Fru formand, jeg vil gerne takke hr. Belder udtrykkeligt for hans betænkning. Racisme, fremmedhad og antisemitisme er også et alvorligt problem inden for Den Europæiske Union. Bekæmpelsen heraf hører til de fælles mål for næsten alle politiske grupper i Parlamentet. Parlamentet vil være parat til diplomatisk tilbageholdenhed på mange områder, men ikke i dette spørgsmål! Det er godt på den måde. Hr. Belder ved, at udvalget og jeg ville ønske, at man kunne omtale de pågældende problemer i ansøgerlandene specifikt og mere direkte. Nogle af ændringsforslagene af Ludford forsøger at korrigere dette. Derfor støtter jeg dem. Behandlingen af de sociale årsager til racisme i ansøgerlandene og af de meget vigtige sociale og beskæftigelsespolitiske konsekvenser af en konsekvent antiracistisk politik forekommer mig at være alt for generel. At hr. Belder var parat til at tale tydeligt om antisemitisme, hører til de vigtigste resultater i diskussionsprocessen. Også det skal De, hr. Belder, have tak for. Når man gennemgår de forskellige udtalelser fra Kommissionen, Parlamentet, Europarådet og Det Europæiske Observatorium i Wien, ser man, at antisemitisme optræder som en speciel og særlig farlig form for racisme i mange overskrifter, men også kun i overskrifterne. Der mangler næsten totalt en analytisk vurdering og specielle programmer til bekæmpelse heraf. I Kommissionens programmer i ansøgerlandene, hr. kommissær, er man endda nødt til at udelade "næsten". Det anser jeg for at være en uacceptabel forsømmelse, og jeg henvender mig specielt til Dem i denne sag. Antisemitisme er uden tvivl meget udbredt og eksisterer ofte latent, hvilket gør diskussionen vanskelig. Vi oplevede her i Parlamentet i formiddags en af dens mest modbydelige former, da den urgamle påstand om, at jøderne selv er skyld i antisemitisme, blev gentaget. Diskussionen bør dermed være en selvstændig og meget, meget konkret opgave for os og Kommissionen! |
Fru formand, Rådets forelæggelse af en første EU-redegørelse om menneskerettighederne var et velkomment bidrag til den igangværende debat. Jeg bifalder navnlig de oplysninger, den indeholder vedrørende menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina. Mens denne dialog kan spille en rolle og faktisk også gør det i forbindelse med behandlingen af menneskerettighedsproblemerne i Kina, vil den kun bære frugt, hvis Den Europæiske Union taler og handler med én stemme. Hidtil har EU-medlemsstaterne alt for ofte ladet sig afpresse af Kina. Ved tidligere møder i FN's Menneskerettighedskommission i Genève, hvor nogle medlemsstater rejste spørgsmålet om Kinas rystende menneskerettighedsforhold, blev de pillet ned én efter én med trusler om handelssanktioner fra Kina. At kapitulere over for Kina var både umoralsk og fejt. Det var umoralsk at give højere prioritet til handelsinteresser end til menneskerettighederne, og det står i iøjnefaldende kontrast til vores tilgang, når det gælder de bilaterale handelsaftaler, vi har med udviklingslande. Det var også fejt. Historien har gentagne gange vist, at den korrekte tilgang er ikke at lade sig kujonere af en tyran. Forsøg på at gå på kompromis tolkes altid som svaghed af tyranner, og Kina er en sådan tyran. Vi ser dette i dets reaktion på legitime internationale bekymringer omkring dets menneskerettighedsforhold. Det behandler den omkringliggende verdens synspunkter med foragt. Det var vi atter vidne til ved sidste uges konference i Den Nationale Folkekongres i Beijing. Dets krigeriske tone over for Taiwan er uacceptabel og en direkte indblanding i Taiwans præsidentvalg. Dets arrogance i dets behandling af Falun Gong-udøvere og dissidenter kan heller ikke tolereres. I Genève og andre steder bør EU benytte sig af enhver lejlighed til med én stemme at udtrykke sit mishag. Selvom jeg i høj grad går ind for Kinas optagelse i WTO, bør vi give Kina en dosis af dets egen medicin. Vi bør bruge disse forhandlinger som et magtmiddel til at sikre, at Kina ikke blot lytter til EU's bekymringer med hensyn til dets fortsatte overtrædelse af menneskerettighederne, men at det også gør en indsats for at forbedre sine forhold. |
Fru formand, kære kolleger, hvis vi vil forstærke beskyttelsen af menneskerettighederne i Unionen, er det vigtigt, at vi først bekymrer os om dem, som er mest sårbare, det vil sige de fattigste. Den første krænkelse af menneskerettighederne er, når man ikke giver alle mulighed for at leve anstændigt. Respekten for mennesket bør være det, der leder os, og denne respekt bør føre til, at fattigdom og elendighed ikke får mulighed for at ødelægge individer og familier, at børn ikke fjernes fra deres forældre på grund af fattigdom, og at de, som end ikke har ret til arbejde, ikke formenes retten til at slutte sig sammen. Målet er at skabe rimelige levevilkår for enhver borger. Enhver bør være sikret mod fattigdom og udstødelse. Enhver har ret til uddannelse, kultur og sundhed. Enhver har ret til en anstændig bolig og til en anstændig indkomst, som sætter ham eller hende i stand til at leve oprejst. Vi skal holde fast i at afvise fattigdom. Vi skal holde fast i, at enhver har ret til at have sin fysiske og mentale integritet, og at denne integritet forudsætter et anstændigt liv. Spørgsmålet er, om idéen om broderskab kan blive et nøglebegreb for det 21. århundrede. Behovet for drømmen er stærkt i ethvert menneske, og broderskab er i dag det, der bedst udtrykker det væsentligste af, hvad vi forventer til gavn for de fattigste. Det er idéen om broderskab, som giver solidariteten mening, som afviser udstødelse og ensomhed, og som gør det muligt at respektere forskelle. Det er broderskabet, som skal inspirere de fattigstes rettigheder. Vores århundrede bliver fremskridtets århundrede, et århundrede, hvor de vildeste utopier skal blive til virkelighed. Broderskab er en af disse utopier, og sammen, kære kolleger, skal vi virkeliggøre dem. |
Fru formand, ærede medlemmer, vi vier endnu en gang en del af vores forhandlingstid til et af de ædleste emner for vores parlamentariske arbejde, beskyttelsen af menneskerettighederne, uanset hvilke de er, og uanset hvor i verden det er. Jeg vil gerne takke Præsidiet for den kloge beslutning, at vi skal diskutere disse fire betænkninger under ét. Selvom vi ikke har tid til at vie hver enkelt den opmærksomhed, som den fortjener, så udelukker vi dog ikke, når vi diskuterer menneskerettighederne ude i verden, også at se nøje på, hvad der endnu står tilbage at gøre hér inden for EU's område. Selvom vi lykkeligvis inden for EU ikke støder på så grove krænkelser som dem, der vækker vores bekymring i andre stater, er det dog sådan, at vi også i vores medlemsstater skal højne respekten for disse rettigheder, økonomiske og sociale rettigheder, borgerlige og politiske rettigheder, hvor særligt skal fremhæves respekten for privatlivets fred og beskyttelsen af data om individet, børns, kvinders og flygtninges rettigheder. Hvad angår politi- og fængselsvold og kampen mod racisme og fremmedhad, har vi stadig meget at gøre. Hvad angår tredjelande, er det helt afgørende, at EU har en fælles strategi, som Rådet skal udarbejde sammen med Europa-Parlamentet, og som skal gøre alle EU's politikområder, særlig samarbejds- og udviklingspolitikken, til et sammenhængende hele. Det er urimeligt, at vi på grund af realpolitik stiller større krav nogle steder end andre, at vi ser med større overbærenhed på nogle stater end på andre, og at vi viderefører samarbejdspolitik med stater, der ikke respekterer individets grundlæggende rettigheder, hvor retsstaten ikke fungerer, og hvor grove uregelmæssigheder ikke straffes. Hvis vi fortsat støtter lande økonomisk og politisk, hvor den slags foregår, er vi medskyldige i forhold til regimer, der ikke respekterer menneskerettighederne, og hvor vi med rette kan spørge, om den humanitære hjælp når ud til de befolkninger, hvis udvikling vi ønsker at fremme, eller om det kun er til fordel for nogle lederes forfængelighed, rigdom og hemmelige bankkonti. |
Fru formand, mit indlæg drejer sig om betænkningen af hr. Haarder, som jeg gerne vil lykønske, da hans betænkning efter min mening er komplet, velafbalanceret, informativ og udtømmende. Desværre blev den en smule forringet af nogle uhensigtsmæssige tilføjelser - som ordføreren ikke ønskede - af specifikke spørgsmål om nationale polemikker, der ikke har meget at gøre med den europæiske menneskerettighedsdimension. Det har Di Pietro, Schulz og Cossutta allerede været inde på. Spørgsmålet om det tidligere italienske kongehus' eksil er til behandling i Europa-Parlamentet. Det er overraskende, at de stærke tilhængere af det subsidiaritetsprincip, som Cornillet gentog her, er de samme som dem, der kræver et europæisk indgreb for at ophæve bestemmelser af nationalpolitisk karakter. Det er overraskende, at man ønsker at gøre et omtvisteligt spørgsmål, der vedrører retssystemet, til et spørgsmål om respekt for menneskerettighederne. Man ønsker at gennemtvinge en karriereadskillelse for dommerne og at hindre, at politikere dømmes af dommere, der er med i de faglige sammenslutninger, som Europarådet anser for at være værdifulde dialogpartnere. Man kræver, at ingen af dem, der har udøvet hvervet som statsadvokat, må udøve hvervet som dommer. I Frankrig og Italien gælder den modsatte regel af enhedskarrieren, hvilket ikke er tilfældet andre steder, men udfaldet er det samme. F.eks. har hr. Brüner, som vi lige enstemmigt har udnævnt til direktør for OLAF, været dommer i Tyskland. Først var han dommer, herefter statsadvokat og så dommer igen, hvorefter han på ny blev statsadvokat, og dette skete uden at forarge nogen og uden at overtræde nogen menneskerettigheder. I Italien bliver spørgsmålet i dag genstand for en kommende folkeafstemning, men det har naturligvis ikke noget at gøre med hr. Haarders udmærkede betænkning, der under alle omstændigheder fortjener vores støtte. Denne støtte må ikke blive mindre på grund af dette beskedne forsøg på at bruge en forsamling, der bør behandle spørgsmål af en helt anden seriøsitet og værdighed, til nogle forkerte formål, sådan som en stor del af indlæggene i dag har vist. |
Fru formand, mine damer og herrer, hvis man stadig kan betragte forholdene en smule fordomsfrit, kan man konstatere, at der bredt i Parlamentet helt sikkert ikke er nogen spor af racisme. Selvom man diskuterer en betænkning om racisme i Parlamentet, skyldes det ikke racismen i Parlamentet, men nærmere betænkningen. I denne betænkning siges der f.eks. ikke kun noget prisværdigt om bekæmpelse af racisme, men der behandles også emner som tredjelandsstatsborgeres valgret i bestemte stater eller tjenestemandsretten - adgangen til de offentlige institutioner - som man kan afgøre sådan eller sådan, men som ikke har det mindste med racisme at gøre. Og netop i forbindelse med disse holdninger bliver denne betænkning til et smudsigt makværk - det ønsker jeg at sige tydeligt. Her misbruges og sælges bekæmpelsen af racisme, som vi alle er forpligtet over for, billigt for små politiske mønter. Derfor får betænkningen i den nuværende form heller ikke vores godkendelse. Jeg er afgjort imod, at man bagatelliserer racismen på denne måde, når man som sagt på denne måde gør den til genstand for en politisk diskussion. Det er vores graverende kritik af fremgangsmåden i denne betænkning. Vi er alle imod racisme. Vi yder alle et bidrag til bekæmpelsen heraf. I den forbindelse burde der være bred enighed her i Parlamentet. Det går imidlertid ikke, at dette begreb indlemmes for den ene del af Parlamentet, og at der dermed føres en politisk kamp. Vi skal derimod fastholde, at et sådant emne skal behandles som acceptabelt for alle, og det er ikke tilfældet her. |
Fru formand, jeg lykønsker de fire ordførere med deres arbejde og navnlig baronesse Ludford for at forelægge et stykke arbejde, som jeg blandt andre hjalp med til at igangsætte for næsten 15 år siden med det første Undersøgelsesudvalg om Racisme og Fascisme i Europa, hvis ordfører var et fremragende medlem af Kristdemokraterne og af Nea Dimokratia, Dimitrios Evregenis, om hvis arbejde hr. Le Pen har sagt, at han vil gøre alt, hvad der står i hans magt, for at sørge for, at det ikke bliver ført ud i livet. Jeg vil gerne komme med to kommentarer til de betænkninger, der ligger foran os: én til Belder-betænkningen, der indeholder en version af et ændringsforslag, som jeg har fremsat, vedrørende behandlingen af de russisktalende mindretal i Estland og Letland. Jeg mener, at det hører hjemme her. Det, der skete for 15 år siden i Østrig, var, at hr. Haider rent faktisk forfulgte det slovensktalende mindretal dér. Kun få af os ønskede at stille os op og sige noget dengang. Vi må fortælle esterne og letterne, at deres udsigter til at komme med i Den Europæiske Union vil blive så meget ringere, hvis de fortsætter med denne behandling. For det andet er der til Ludford-betænkningen blevet fremsat en række ændringsforslag af Kristdemokraterne, hvori de rejser indvendinger mod en række afsnit, som var med oprindeligt i Evregenis-betænkningen for 15 år siden - og som blev godkendt af Kristdemokraterne dengang - om ændring af personalevedtægten for at gøre det muligt for medlemmer af de etniske minoriteter at blive ansat i EF-institutionerne. Hvad jeg ikke forstår med hensyn til stemmeretten og udvælgelsen af kandidater fra de etniske mindretal er, om de ikke har nogen institutionel hukommelse, eller om deres politiske stilling har ændret sig, hvilket er en mere ildevarslende udvikling. |
Fru formand, jeg støtter ligesom min gruppe med begejstring Haarder-betænkningen om menneskerettigheder, fordi vi har fundet en meget god linje heri, og det er der mange gode grunde til. Min gruppe og jeg har dog de største forbehold over for Ludford-betænkningen, fordi der under etiketten bekæmpelse af racisme og fremmedhad diskuteres mange politiske foranstaltninger, som intet har at gøre med en analyse, og som overhovedet ikke har mistet noget i denne betænkning, naturligvis ud over mange andre foranstaltninger, som vi absolut støtter. Jeg vil også gerne angive, hvilke punkter vi ikke kan acceptere, og hvorfor. Det er de punkter, der ligger uden for den angivne betænkningsperiode 1997-98. Og hvis Sarah Ludford mener, at betænkningen beskæftiger sig med 2000, må hun have clairvoyante evner, for dette år står jo stadig for døren. For det andet vender vi os imod alle de punkter, som taler imod det grundlæggende princip om solidaritet. Hr. Nassauer har allerede påpeget, at der kræves indgreb i tjenestemandsretten. Her skal man også spørge forfatteren, om hun allerede har forsøgt at få fodfæste som tjenestemand i f.eks. Marokko. De tjenestemandsmodtagelser, der finder sted i et medlemsland og ligeledes hos politiet, er udelukkende det pågældende medlemslands sag. For det tredje nævnes der punkter, som ikke hører hjemme i betænkningen, f.eks. tredjelandsstatsborgeres valgret ved valget til Europa-Parlamentet eller kommunalvalgene. Det sidste punkt er meget vigtigt for mig. Som østriger kan jeg ikke acceptere en betænkning, som vender sig mod mit land, Østrig, på en meget ukvalificeret og meget uberettiget måde, og som udtrykkeligt bifalder og støtter De 14's partipolitisk motiverede handling og uretfærdige boykotforanstaltninger. Det er foranstaltninger, der i sidste ende retter sig mod ungdommen, erhvervslivet, sporten og Østrigs befolkning. Og det hører ikke hjemme i betænkningen. Betænkningen holder ikke, hvad titlen lover! |
Fru formand, tak til hr. Haarder for et grundlæggende meget fint stykke arbejde. Der er dog et punkt, hvor jeg må sige, at jeg er uenig med ordføreren. Da jeg læste den danske udgave af hr. Haarders betænkning, så troede jeg et kort øjeblik, at hr. Haarder var blevet klogere med årene, og jeg havde taget til efterretning, at der nu findes en dom fra den danske højesteret, der fastslår, at de såkaldte "eksklusivaftaler" ikke er i strid med menneskerettighederne. Jeg troede og håbede, at jeg kunne erklære mig enig med hr. Haarder i at understrege den enkeltes ret til medlemskab af faglige sammenslutninger. Men når man læser betænkningen på andre sprog, så kan man se, at hr. Haarder ikke er blevet klogere, eller også skjuler han det bare godt. I nogle uklare formuleringer ser det ud, som om ordføreren fortsætter sit korstog mod den danske model, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere kan aftale, at kun medlemmer af en bestemt fagforening kan blive ansat i en bestemt virksomhed. Ingen berøves retten til arbejde, ingen berøves retten til at blive optaget i en fagforening, men enkeltpersoner kan ikke nyde godt af vidtgående sociale aftaler uden også selv at være medlem af netop den fagforening, der har skabt aftalerne. Hr. Haarder går langt videre i sit angreb, for han forsøger indirekte at styrke de fagforeninger, der ikke anerkender netop de kollektive kampskridt, som har bidraget til at skabe den velfærd og de menneskerettigheder, som vi har brugt hele dagen på at debattere. |
Fru formand, jeg kan se, at De ikke har kaldt på hr. Hernández Mollar, og han havde givet mig sit indlæg, så jeg kunne tale for ham. Jeg vil derfor, fru formand, anmode om, at De giver mig hr. Hernández Mollars to minutter, så jeg kan fremlægge hans bidrag, og derefter de fire minutter til mit eget indlæg, hvis De ikke har noget at indvende. Jeg går over til at fremlægge hr. Hernández Mollars indlæg. Mine damer og herrer, fru formand, forhandlingen om fremmedhad og racisme er altid en forhandling af stor politisk og social betydning. Ludford-betænkningen indeholder nogle meget acceptable punkter, som enhver demokrat kan og skal ratificere, men den indeholder også nogle punkter, som går længere, end der er politisk eller endog juridisk baggrund for. Unionsborgerskabet er et abstrakt begreb, som mangler retlig gyldighed. Medlemsstaterne regulerer deres borgeres politiske rettigheder i kraft af deres egne demokratiske love, ligesom det er tilfældet i mange af de oprindelseslande, som de borgere, som indvandrer til europæiske områder, kommer fra. At anmode om politisk deltagelse i lokale, nationale eller europæiske valg, eller endog om adgang til offentlige embeder for dem, der ikke er statsborgere i medlemsstaterne, uden overhovedet at overveje gensidighedsprincippet, er at gå længere end, hvad der er politisk realistisk, og hvad der er juridisk baggrund for. Det er umuligt at efterkomme et forslag af denne art, og jeg anmoder derfor fru Ludford om at trække det tilbage, så man kan stemme for hendes betænkning. Fremmedhad og racisme skal bekæmpes gennem uddannelse, arbejdsmæssig og social integration, særlig hensyntagen inden for bolig- og sundhedsområdet eller de sociale bistandsydelser, men lad os ikke forfalde til demagogi i et spørgsmål, der især kræver stringens og seriøsitet. Det var så hr. Hernández Mollars indlæg. Og nu begynder mit, fru formand. Eksistensen af en samling af grundlæggende borgerlige, økonomiske, sociale og politiske rettigheder, som garanteres fuldt ud af forfatningerne og af de offentlige myndigheder, er et af de væsentlige kendetegn ved den moderne vestlige civilisation. De forskellige chartre og erklæringer om rettigheder, som i første omgang har kendetegnet den europæisk-amerikanske historie og siden også verdenshistorien, er nogle milepæle, som adler menneskehedens kollektive liv, og som på baggrund af kristne værdier og Oplysningstidens anskuelser har ført det frem til det nuværende demokratiske ideal. Den Europæiske Union har altid betragtet respekten for de grundlæggende menneskerettigheder som en af grundpillerne i den ånd, den har bygget på, og den har ciseleret dem i titelbladet på traktaterne om oprettelse af Fællesskabet. Uden denne uomgængelige bestanddel i vores moralske opfattelse af den sociale opbygning ville selve Unionens eksistens være meningsløs, for ud over at den fastsætter reglerne for et omfattende område med økonomisk frihed, ønsker borgerne i de 15 medlemsstater mere end noget andet at være et eksempel for resten af verden på en samvittighedsfuld respekt af disse rettigheder. Men denne faste og utvetydige vilje skal udøves inden for de retlige rammer og ikke mindst med sund fornuft. Statsborgere fra stater, som ikke er medlem af Unionen, og som opholder sig lovligt inden for vores område, skal behandles på lige fod med borgerne i medlemsstaterne med hensyn til adgang til uddannelse, sundhed og social sikring. Og alt dette skal ske med fuld respekt af deres religiøse tro og særlige kulturelle kendetegn. Selv det mindste udbrud af racisme, intolerance eller fremmedhad skal rives op med rode i enhver medlemsstat, hvor det måtte opstå. Men en ting er den administrative egenskab af bosiddende, og noget andet er den politiske egenskab af unionsborger. Borgerne i Unionen er det i politisk forstand, fordi de er borgere i en af medlemsstaterne, og det bemyndiger dem til fuld politisk deltagelse og i særdeleshed til at afgive deres stemme ved valgene, til at påtage sig repræsentative forpligtelser som folkevalgte eller ansøge om faste stillinger i de offentlige forvaltninger. Den kunstfærdige opbygning af et europæisk unionsborgerskab, som ikke opfylder den indledende og uomgængelige betingelse om at være statsborger i en medlemsstat, om et europæisk unionsborgerskab, som svæver over forfatningerne i de medlemsstater, som udgør Unionen, og som hverken har et retsgrundlag eller et solidt politisk grundlag, og som man i al hast giver til indehaverne af pas fra tredjelande, uanset hvor bosiddende de end måtte være, giver anledning til forvirring og risikerer at krænke statsborgernes rettigheder i de 15 medlemsstater. Den Europæiske Union skal være et område, som tager venligt imod fremmede, som er åbent for alle de personer, der kommer for at bidrage med deres indsats og deres arbejde til den generelle fremgang, eller som søger asyl eller tilflugt på grund af undertrykkelse eller forfølgelse. Men et fuldt politisk statsborgerskab skal opnås i overensstemmelse med den enkelte medlemsstats lovgivning. På sin berømte Sorbonne-konference "Hvad er en nation" advarede Ernest Renan os om ikke at forlade det grundlæggende princip om, at mennesket er et moralsk fornuftsvæsen, før det bliver udstyret med dette eller hint sprog, før det bliver medlem af denne eller hin race, før det bliver et menneske, som hører til denne eller hin kultur. Mange af tragedierne i Europa i det 20. århundrede skyldes, at man har glemt disse vise ord. Lad os derfor genopfriske hukommelsen som anført af Renan, men uden at ty til urimelige og moralske overdrivelser. |
Fru formand, jeg vil gerne ønske hr. Belder tillykke med hans betænkning. Den vil jeg gerne behandle i dag. Der kommer mange relevante punkter frem i betænkningen. Og der er mange, for spørgsmålet om racisme og diskrimination i ansøgerlandene kræver megen opmærksomhed. Jeg håber, at ansøgerlandene til EU anvender de udtalelser, som betænkningen indeholder. Jeg håber endvidere, at vores fremtidige partnere, udvidelseslandene, hurtigt tilslutter sig det fælles handlingsprogram mod diskrimination, som Parlamentet drøfter om kort tid. Jeg koncentrerer mig imidlertid om situationen vedrørende romanibefolkningen, også kaldet sigøjnere. Store dele af romanibefolkningen i ansøgerlandene lever under meget dårlige forhold. De er tit offer for mange former for diskrimination. Under det kommunistiske styre var de underkastet en assimilationspolitik, og derefter, i 1989, blev de mere eller mindre overladt til deres egen skæbne. Længe var der megen lidt opmærksomhed om deres skæbne, men heldigvis var Europarådet det første, der fik øjnene op. Nu har Kommissionen, med henblik på udvidelsen, med rette sat problemet øverst på prioritetslisten. I de involverede ansøgerlande er mange regeringer endvidere blevet aktive på dette område. Mange af os har også lagt mærke til den pludselige strøm af grupper af sigøjnere til enkelte medlemsstater. Parlamentet vil gerne vide mere om og modtage en liste over EU's og Kommissionens handlinger og hensigter og anmoder derfor Kommissionen om et sammenhængende program, ud fra en styrket koordination, med målsætninger og tidsskemaer. Vi vil, at EU engagerer sig mere direkte for at gøre noget ved romanibefolkningens problemer. Ikke kun Kommissionen, men også Parlamentet burde gøre mere ved det. For det første ud fra en mere omfattende fremgangsmåde. Det drejer sig ikke kun om at bekæmpe diskrimination og forandre menneskenes mentalitet. Der skal også gøres noget ved årsagerne til diskriminationen. Regional udvikling og en god socialpolitik er uundværlige i den forbindelse. Romanibefolkningen bor ofte i områder, hvor alle har det vanskeligt. Der skal udarbejdes en handlingsplan ud fra et lokalt perspektiv. De lokale samfund og ledere spiller den vigtigste rolle ved løsningen af romanibefolkningens problemer. Der skal udarbejdes forbedringsprogrammer på det plan inden for undervisnings-, bolig- og arbejdsområdet, og de skal organiseres således, at hele befolkningen har fordel af dem. Lokalt samarbejde er derfor også et godt våben mod fordomme og diskrimination. Den negative kæde af tilbagestilling og diskrimination kan kun brydes på lokalt plan. Det er endvidere vigtigt, at romanibefolkningen selv gør en indsats. Det er efter min mening også nøgleordet. Romanibefolkningen skal gøre sig mere gældende. Den skal involveres direkte og gøres medansvarlig ved forbedringen af dens forhold. En officiel anerkendelse af romanibefolkningen som mindretal kan efter min mening bidrage til større politisk selvstændighed. Det er endvidere nødvendigt med flere særaktioner for at ændre mentaliteten. Tendensen til diskrimination stikker ofte dybt, også i statsapparatet. Det kræver særlig opmærksomhed. Jeg slår til lyd for et tæt samarbejde mellem EU og Europarådet. Vi skal anvende den ekspertise, som er udviklet der, bedre. Til sidst understreger jeg, at det især er nødvendigt med hurtige og synlige resultater. Med megen god vilje er der sat mange aktioner i gang, og EU er også meget aktiv. Det er i sig selv prisværdigt. Men samtidig anmoder jeg Kommissionen om at stræbe efter hurtige og synlige resultater med den første udvidelse af EU som mål, så vi kan vise vores egne borgere, at vi har gjort noget ved sagen. Nogle investeringer kræver megen tid, og det varer længe, inden de virker, men andre ting, såsom boliger og løsning af beskæftigelsesproblemet, kan hurtigt give synlige resultater. Ansøgerlandene skal nu selv gøre noget ved romanibefolkningens problemer, for det er der, de mennesker bor. Det skal gøres så hurtigt som muligt for at undgå, at det om seks år er vores problem. |
Hr. formand, menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder og retsstaten er udgangspunkter og målsætninger i enhver politik. Vi tager dem for givet, men i det ellers så civile Europa lader det til, at dette ikke er tilfældet. Vores kollega Haarder har beskrevet situationen for os i de 15 medlemslande, og resultatet er, at der uden tvivl stadig er meget, der skal gøres. Jeg vil nævne et par eksempler. Det er utilladeligt og næsten foruroligende, at der i dag stadig er nogle lande, som fordømmes af Amnesty International på grund af deres manglende overholdelse af de mest elementære menneskerettigheder. Det er absurd, at visse stater - og mit hjemland er desværre også en af dem - er blevet dømt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for retssagernes alt for lange varighed. Det er ligeledes uforeneligt med ethvert menneskerettighedsprincip, at der i nogle medlemslande stadig gælder en bestemmelse om eksil. Hvis EU ønsker at blive udvidet og at være et harmonisk system, som er et forbillede for det internationale samfund, er det selvfølgelig nødvendigt med en kraftig og konsekvent reaktion fra EU-institutionernes side, men det er også nødvendigt, at vi alle sætter os ud over vores nationale politiske interesser og gør det, der er bedst for Unionen, i kraft af en politisk og ikke mindst menneskeligt ansvarlig stemme om disse emner. Vi er alle sammen godt klar over, at denne betænkning ikke bliver bindende for vores regeringer. Så længe charteret for grundlæggende rettigheder ikke er færdigt, og så længe det ikke er medtaget i traktaterne, vil vores holdning ikke kunne være andet end en opfordring til medlemsstaterne. Den politiske ansvarlighed burde dog overvinde denne hindring. På et tidspunkt, hvor Unionen forsøger at indføre en selvstændig hær for at kunne gribe ind de steder, hvor retsstaten anfægtes, og på et tidspunkt, hvor Københavnskriterierne er en vigtig del af EU's acquis, som ansøgerlandene skal implementere, er det uacceptabelt, at menneskerettighedssituationen i de 15 lande stadig er så uensartet. Vi skal gå videre og opfordre vores regeringer til at være europæere helt igennem. Der er mange før mig, som allerede har sagt, at Den Europæiske Union hverken må eller skal være ensbetydende med økonomi alene. Den Europæiske Union er noget meget dybere, den har fælles rødder og en drøm, som vi skal kæmpe for, ikke mindst ved hjælp af de borgerlige rettigheder. |
). (EL) Hr. formand, vi kunne godt sige, at dagens møde er en festligholdelse af menneskerettighederne. De, som har bagtanker, kunne sige, at Europa holder justits over sine skyldsspørgsmål. Jeg ser sådan på det, at Europa genvækker sine håb og fremtidsperspektiver. Menneskerettighedsspørgsmålene er en vigtig kapital og et grundlag for den europæiske udvikling. Og på dette område må vi under ingen omstændigheder give køb. Vi opstiller diverse kriterier for de lande, der skal optages i EU, og for andre lande i alle verdenshjørner. Et eksempel er dødsstraf. Og dog eksisterer og anvendes dødsstraffen hos en af vores allierede, USA - for at give et eksempel på international ironi. Jeg siger dette for at understrege, at hvis vi vil bygge et Europa, som har de humanistiske principper som grundlag, må det aldrig gøre indrømmelser i politisk pragmatiske spørgsmål, hvor imødekommende over for fremtiden dette end ville være. Det er fire gode betænkninger, vi skal stemme om. Det er nødvendigt med nogle forbedringer, og jeg tror, hele Parlamentet vil tilsidesætte pragmatismen og bagtankerne og bidrage hertil. Navnlig Belder-betænkningen, som vedrører ansøgerlandene, er en udmærket betænkning, som jeg håber ender med at blive endnu bedre. Og jeg vil give efter for fristelsen til at forbedre kvaliteten og som et bidrag og et samtykke læse to sætninger, to forslag, som vedrører to af ansøgerlandene. Vedrørende Cypern: Cypern opfylder Københavnskriterierne, men som en sidebemærkning skal det indrømmes, at der desværre kun er sket meget få fremskridt, hvad angår Cyperns politiske deling. Vedrørende Tyrkiet: Kommissionens rapport viser ingen fremskridt i det grundlæggende kurdiske spørgsmål. Kort sagt opfylder landet fortsat ikke Københavnskriterierne. Vi går ind for Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union. Men vi bør ikke give køb på principper, ligegyldigt hvem vi har med at gøre. |
Fru formand, hr. formand for Rådet, ærede kommissærer, jeg vil især sige én ting til Belder-betænkningen: Den er glimrende, meget seriøs og meget vigtig. Jeg støtter den fuldstændigt. Den er baseret på de europæiske grundlæggende værdier, som selv går kraftigt imod racisme, fremmedhad og antisemitisme. Efter min mening må kun den, der bruger disse grundlæggende værdier som basis i Den Europæiske Union, også udøve kritik udadtil dér, hvor disse grundlæggende værdier krænkes. Derfor tror jeg, at den debat, der føres i forbindelse med den østrigske regering, når den føres seriøst, er så vigtig, fordi den netop handler om at kæmpe for disse europæiske grundlæggende værdier og repræsentere dem indadtil og udadtil. Der er forskellige grupperinger i ansøgerlandene, i kandidatlandene, som i særlig grad fortjener vores hensyntagen, vores opmærksomhed. De første, som jeg vil nævne, og det er også allerede blevet sagt, er romani- og sintibefolkningen, der er en meget stor befolkningsgruppe. Med hensyn til denne gruppe må vi seriøst overveje, hvordan vi kan integrere den i samfundet på en fornuftig måde. I den forbindelse må man også tilstå, at det er et problem, fordi romani- og sintibefolkningen selv har forskellige forestillinger om, hvordan denne integration kan fungere. Men vi skal hjælpe dem med hensyn til uddannelse. Vi skal hjælpe dem med at finde et arbejde, og vi skal yde et stort oplysningsarbejde, således at det, der skete for kort tid siden - en i den sandeste betydning af ordet indemuring og adskillelse af romani- og sintibefolkningen fra de øvrige indbyggere i en kommune - ikke gentages. Den anden gruppe, som jeg vil nævne, er kurderne. Tyrkiet - et kandidatland, selvom vi endnu ikke forhandler med Tyrkiet - anerkender ikke nogen mindretal, og slet ikke det kurdiske mindretal. Jeg anser denne konception for forkert og for en modsætning, også til Europarådets erklæringer. Men selvom man ikke anerkender kurderne som mindretal, og man ikke ønsker at give dem nogen kollektive rettigheder, skal Tyrkiet anerkende, at det krænker den kurdiske befolkning med hensyn til dens individuelle rettigheder og den kulturelle frihed, ytringsfriheden samt den økonomiske frihed og de økonomiske rettigheder. Derfor mener jeg også, at det er meget vigtigt at hjælpe kurderne, så de kommer til deres ret på en fornuftig måde, på en fredelig måde. Også dette siges meget klart i Belder-betænkningen. En tredje gruppe, som jeg vil minde særskilt om, befinder sig især i Estland og Letland, nemlig de russisktalende mindretal. Jeg forstår mange af de argumenter, som jeg har hørt i de baltiske lande, nemlig at det er vanskeligt at acceptere og behandle mindretal, der ikke er autoktone, men som er kommet med en besættelsesmagt, lige. Her er der også mange følelsesmæssige forhindringer på spil, og alligevel er det vigtigt, at disse skridt tages, og det er jo også allerede sket til dels. Dem skal man dog fortsætte modigt med, og fortiden og det, som disse mindretal har været udsat for fra besættelsesmagtens side, skal overvindes, således at der også opstår en ny fælles fremtid med den russisktalende befolkning i de baltiske lande. Den 7. april indvies Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad i Wien. Jeg har på vegne af min gruppe bedt formanden for Parlamentet om at notere sig denne dato, fordi jeg objektivt set anser den for en meget vigtig dato, uafhængigt af den aktuelle situation i Østrig. Jeg håber ikke, at dette observatorium kun støttes på indvielsesdagen og dér får meget publicity og opmærksomhed, men at Parlamentet, Rådet og Kommissionen også støtter dette observatorium aktivt i de næste år. |
Hr. formand, ærede kolleger, jeg går ind for Haarders betænkning i sin helhed, inklusive punkt 38, og min holdning afviger således fra retningslinjerne i den socialdemokratiske arbejdsgruppe, selvom jeg er med i denne gruppe. Jeg mener nemlig, at de fire punkter, der er nævnt i punkt 38 - varetægtsfængslingens alt for lange varighed, retssagernes alt for lange varighed, den manglende karriereadskillelse mellem statsadvokater og dommere samt risikoen for, at dommere, der har haft med politik at gøre, beskæftiger sig med politikere i deres undersøgelser - alle er elementer, som bør give stof til eftertanke og få os til at stemme ja. Jeg startede i øvrigt denne kamp, da jeg var justitsminister i Italien, og i denne kamp havde jeg den vigtigste, bedste og mest berømte italienske dommer ved min side, nemlig Giovanni Falcone, der ligesom jeg og ligesom os var af den opfattelse, at det er nødvendigt med en karriereadskillelse for dommerne. Det er selvfølgelig ikke for at straffe dem, men for at skabe overenstemmelse med de forskellige opgaver, der varetages af undersøgelsesdommeren - som er anklager og part i sagen - og med dem, der varetages af den dømmende dommer, som jo skal sikre retfærdighed og uvildighed. At Europa-Parlamentet griber ind på dette område forekommer mig hverken at være et udtryk for magtmisbrug eller overdrivelse. Jeg mener tværtimod, at det stemmer overens med tanken og ønsket om et europæisk retsvæsen, der navnlig er harmonisk og sikkert i kraft af de velfungerende offentlige myndigheder. |
Fru formand, ærede medlemmer, jeg agter at gøre dette indlæg forholdsvis kort. Jeg mener, at den debat, som vi har haft her i dag, er af største betydning, og at de forskellige opfattelser, der er kommet til udtryk på baggrund af de forskellige betænkninger, har givet anledning til nogle interessante spørgsmål, nogle udtrykt på en ret polemisk facon, andre med fremhævelse af visse selvmodsigelser i vores ageren, nogle undertiden enige i formen, men næppe i indholdet. I alle tilfælde mener jeg, at det er fire betænkninger, der som helhed behandler særdeles væsentlige og aktuelle problemer for os alle, især på et tidspunkt, hvor EU såvel internt som eksternt søger at give indhold og tyngde til en række grundlæggende værdier, der egentlig også er den grobund, som skal danne grundlaget for dens egen politiske union. Det er vores opfattelse, at vi ikke kan sikre en uddybelse af EU, hvis vi ikke er rede til også hos os selv at sikre et fælles sæt principper og sikre, at disse principper også danner væsensgrundlaget for vores ansigt udadtil. Jeg har sagt ansigt udadtil, og jeg har talt om EU's indre forhold. Der er i dag blevet sagt meget direkte eller indirekte om den holdning, der er blevet indtaget over for Østrig, og det er af og til også sket på en ret følelsesladet måde, jeg vil næsten sige på en forståelig følelsesladet måde, fra personer, der har relationer til dette land. Da det portugisiske formandskab, den portugisiske premierminister, har repræsenteret den holdning, som 14 lande i EU har udtrykt, hvad angår deres bilaterale forhold til Østrig, ser jeg gerne, at følgende står helt klart: Vi har ikke nogen negativ opfattelse af den måde, hvorpå Østrig har ageret på internationalt plan, eller mere specifikt af den måde, hvorpå Østrig har opfyldt sine forpligtelser i forhold til EU. Det er helt ubestrideligt, at Østrig har opfyldt sine forpligtelser i forhold til EU. Vi skal imidlertid gøre os én ting klart, som er afgørende for, hvordan vi opfatter den europæiske situation. Vi er alle østrigske statsborgere. Statsborgerskab i EU i dag er et europæisk statsborgerskab. En østrigsk statsborger er portugisisk statsborger. En portugisisk statsborger er østrigsk statsborger. Der er ikke hjemlige spørgsmål, når bestemte ideologier og bestemte politiske kræfter udbreder og forsvarer en vis type ideologier, selvom de bagefter eventuelt af taktiske grunde kan foretage et tilbagetog fra de holdninger, som de har indtaget. Man må ikke tro, at dette er ligegyldigt for de andre lande. I dag arbejder vi inden for et europæisk rum, et fælles rum, der også søges knyttet til et sæt grundlæggende principper af samme slags som mange af dem, der fremhæves i de betænkninger, der hér er til debat. Vi må anlægge et europæisk perspektiv på disse spørgsmål, og vi kan ikke blot systematisk søge tilflugt i det alibi, som subsidiariteten giver, til at sige, at disse spørgsmål er nationale, og at der er tale om indblanding i et givet lands indre forhold. Det er ikke rigtigt. Som jeg sagde, er Østrigs indre anliggender EU's indre anliggender. Når vi ønsker, at adfærden i det politiske liv i Østrig skal leve op til de principper, som EU går ind for, og som Østrig også har forpligtet sig til at gå ind for, mener vi ikke, at vi blander os i de indre anliggender. Idet vi ser bort fra den følelsesmæssige side af sagen og selvfølgelig også fra de reaktioner, som denne slags situationer kan medføre, mener vi, at der må ske en grundig overvejelse over, hvad denne handling har betydet, en handling, der - skal det pointeres - har været af bilateral karakter, og som er - lad os sige det klart - en handling til politisk forebyggelse. Vi mener, at politisk forebyggelse nok er den bedste må til at undgå, at sygdomme og, ikke mindst, gamle spøgelser i fremtiden igen skal vise sig i den europæiske sammenhæng. Hvad angår forholdet udadtil, fru formand, ærede medlemmer, mener vi, at EU i dag råder over et solidt sæt værdier, som uddybelsen bl.a. gennem disse betænkninger givetvis vil sikre og forbedre. På dette felt er der selvfølgelig visse kontroversielle spørgsmål. Der er flere områder, hvor der er forskellige opfattelser. Når vi taler om racisme og siger, at vi alle er imod racisme, noget, som alle her vil istemme, så ved jeg ikke, om vi alle i virkeligheden er enige, om vi alle går ind for konkrete foranstaltninger til at bekæmpe racismen. Når vi alle siger, at vi er imod fremmedhad, så ved jeg ikke, om vi alle er indstillet på at acceptere aktive foranstaltninger til integration af fremmede statsborgere i EU og acceptere foranstaltninger til beskyttelse af udlændingenes interesser i EU. Vi får i øvrigt lejlighed til at gennemføre en interessant test. Denne test bliver charteret for de grundlæggende rettigheder for Unionens borgere. Hvis der i EU bliver politisk vilje til, at dette charter udvides til også at omfatte udenlandske statsborgere, der bor i EU, vil vi give et signal om, at vores indsats imod fremmedhad begynder hos os selv og med de foranstaltninger, som vi selv beslutter at gennemføre på det indenrigspolitiske område. Jeg vil derudover i relation til forholdsregler mod diskrimination og de forskellige former for diskrimination, som betænkningerne behandler, gerne sige, at der er et hav af forskellige foranstaltninger. Vi ved også, at der inden for staternes lovgivning gør sig store forskelle gældende for, hvordan disse spørgsmål betragtes. Jeg mener imidlertid også, at den måde, hvorpå disse spørgsmål tages op i Europa-Parlamentet, den måde, hvorpå disse betænkninger hjælper os til at overveje disse problemer, rusker op i vores fælles bevidsthed og udgør et vigtigt bidrag til, at vi kommer videre i arbejdet med at diskutere denne type spørgsmål. Det er et arbejde, som ikke kun påhviler regeringerne; det påhviler også ngo'erne, de sociale lobbyer og de politiske lobbyer. Spørgsmålet skal blive ved med at stå på vores dagsorden, og dét er grunden til denne debat, og hvorfor den er så vigtig. Til sidst, og som afslutning på mit indlæg, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på den række af foranstaltninger, som Det Europæiske Råd allerede har iværksat på dette område, de forskellige fælles aktioner, der er blevet gennemført. Der er eksempelvis blevet iværksat en række initiativer i forbindelse med Det Europæiske År mod Racisme i 1997, og jeg vil også gerne fremhæve et meget vigtigt forhold, og som vi sandsynligvis endnu ikke helt er blevet os bevidst, nemlig det, som den nye Amsterdam-traktat betyder på dette område. Det var ikke let at nå frem til enighed, da vi forhandlede Amsterdam-traktaten. Jeg var selv med til disse forhandlinger, og det var ikke let at opnå enighed om at medtage den række foranstaltninger, der i dag udgør artikel 6 og 7. Sandsynligvis vil det også med baggrund i de aktuelle erfaringer være en god idé at forbedre det, der står dér, at forbedre disse bestemmelser. Måske kan vi i løbet af regeringskonferencen nå frem til en fælles opfattelse, der gør det muligt at komme videre på dette felt. Jeg vil imidlertid også gerne henlede opmærksomheden på betydningen af en handling, der meget symbolsk skal finde sted i Wien den 8. april, nemlig igangsættelsen af Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad. Dette organ vil få stor betydning, og jeg finder det meget vigtigt, at vi alle samarbejder om effektivt at bekæmpe racisme og fremmedhad inden for EU og også om at udvikle det, som vi kunne kalde Unionens "etiske søjle". EU er en union af principper, det er en union, som vi skal uddybe, og der bliver ikke nogen politisk union i fremtiden, hvis vi ikke formår at sikre, at disse principper deles af det store flertal inden for EU. |
Fru formand, ved afslutningen af denne yderst interessante debat kan jeg måske få lov til at forklare arbejdsdelingen i Kommissionen. Jeg vil navnlig komme ind på Malmström- og Belder-betænkningerne og min kollega kommissær Vitorino vil tage sig af de to andre vigtige betænkninger, selvom der helt klart vil være nogle overlapninger i det, vi har at sige. Lad mig starte med Malmström-betænkningen. Jeg mener, at den første årsberetning fra dette nye Europa-Parlament er grundig og rettidig. Rettidig, fordi jeg håber, at den ligeså nye Kommission vil nå at vedtage en meddelelse om menneskerettigheder i politikkerne udadtil inden sommerferien. Den vil omfatte mange af de områder, der er behandlet i betænkningen, og alle Europa-Parlamentets henstillinger udgør et yderst nyttigt input til vores arbejde. Jeg kan ikke reagere på alle punkterne i betænkningen på dette stadium. Jeg vil i stedet forfølge dem, herunder under drøftelser med Europa-Parlamentet, i de kommende måneder, således at vi får en god meddelelse, der afspejler de vigtige argumenter i denne betænkning. Jeg vil gerne koncentrere mine indledende bemærkninger om kvinders og børns rettigheder, eftersom ordføreren har valgt at fokusere på disse vigtige mål. Det er et betimeligt valg med henblik på Beijing +5-handlingsplatformen i år ved FN's Generalforsamling i New York. Kvindekonferencen i Beijing bekræftede, at kvinders rettigheder er universelle menneskerettigheder, og at kvinder har en central rolle at spille i opbygningen af demokratiske og retfærdige samfund. Det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder afspejler dette. Kvinder er udtrykkeligt omfattet som en målgruppe for støtte. Foranstaltningerne omfatter en bred række områder - lige fra kvinders deltagelse i beslutningstagningen på Balkan til støtte af kvindelige hushjælpere på Elfenbenskysten. Sådanne spørgsmål som vold mod kvinder er med rette blevet kategoriseret som menneskerettighedsspørgsmål. Som sådan bør de fremmes med styrke som en integreret del af vores udenrigspolitik og udviklingsbistand. Fru Malmströms betænkning fremhæver nogle af de krasse realiteter ved den vold, der udøves mod kvinder i mange former og på alle niveauer af samfundet. Fra voldtægtens rædsler til lemlæstelse af kønsorganer, fra hjemmet til fængselscellen. Vores programmer, Daphne og Stop, udgør grundpillerne i Kommissionens reaktion. Daphne har støttet udvekslingen af information og god praksis blandt ngo'er og medlemsstater gennem mere end 100 tværnationale projekter. Et nyt Daphne-program for perioden 2000-2003 til et beløb af 5 millioner euro pr. år blev vedtaget i december 1999. Som reaktion på en parlamentsbeslutning i 1997 har Kommissionen gennemført en oplysningskampagne om vold i hjemmet i medlemsstaterne. Vi bør bruge det, vi lærer fra sådanne kampagner, og dele denne viden med ansøgerlandene, måske inden for rammerne af Daphne-programmet. Jeg noterer mig det, betænkningen siger om den grusomme praksis med lemlæstelse af kønsorganer og mangelen på data om emnet. Kommissionen vil se på måder, hvorpå vi kan bidrage til at finde en løsning på dette. Kommissionen samarbejder også med andre for at få sat en stopper for den afskyelige handel med kvinder, der har været voksende i de seneste år. Vi udarbejdede en meddelelse herom i 1998. Da var fokus sat på forebyggelse, forskning, retshåndhævelse, effektiv domfældelse af menneskehandlerne og støtte til ofrene. I denne sag samarbejder vi, som det ærede medlem ved, med ngo'er, OSCE og ansøgerlandene. Hvad børns rettigheder angår, har Stop-programmet samfinansieret 67 projekter, der handler om handel og seksuel udnyttelse af børn, med et budget på 6,5 millioner euro for de første fem år. Et nyt Stop-program vil efter planen starte i år, og det vil være åbent for ansøgerlandene. Jeg vil nu bevæge mig over til mere generelle spørgsmål. Jeg nævnte den kommende meddelelse om menneskerettigheder og forbindelserne udadtil. Det er mit mål at indtage en mere effektiv og sammenhængende tilgang til politikken og til bevillingerne og navnlig til at forbedre forvaltningen af vores programmer på dette område. Menneskerettighedsprojekter er meget forskellige fra projekter, der har til formål at bygge broer eller styrke undervisningen på de første klassetrin af grundskolen. Ngo'er og partnere i det civile samfund er absolut nødvendige for deres gennemførelse. Projekterne gennemføres ofte under følsomme eller farlige forhold ude i marken. De, der gennemfører projekterne, kan endog opleve at se deres egne rettigheder truet, hvilket formentlig er grunden til, at ngo'er ofte føler sig en smule krænket over, at de skal forsyne Kommissionen med en hel kasse fuld af kvitteringer, når de vender tilbage til kontoret. Den Europæiske Unions finansielle procedurer, og herunder finansforordningen, er for at sige det mildt ikke ngo-venlige, hvilket giver anledning til at stille spørgsmålet: Skal vi helt holde op med at finansiere ngo'er, eller skal vi ændre vores procedurer? Førstnævnte er helt klart lige så umuligt, som det ville være helt uønskværdigt. Vi kunne ikke arbejde uden ngo'erne. En reform af vores procedurer, hvoraf mange blev fastsat af medlemsstaterne i en tid, hvor ngo'erne knap nok eksisterede, vil tage tid, men vi arbejder på det - ikke mindst som en del af den samlede reformpakke. Vi vil desværre ikke komme til at se en hurtig forandring. Dette fører mig til budgettet og Parlamentets forslag om en fælles erklæring om årlige forøgelser af udgifterne til menneskerettighedsforanstaltninger. Budgettets størrelse kan ikke adskilles fra spørgsmålet om vores evne til at forvalte det. Ellers ville vi komme med for mange løfter, som vi ganske enkelt ikke kan opfylde, og når der er tale om at støtte ngo'er, er der ofte tale om utilstrækkelige budgetter. Brudte løfter kan hurtigt føre til sammenbrud. Vi har en masse uigennemførte projekter, og vi har ikke opbrugt menneskerettighedsbudgettet tidligere, så jeg finder det meget vanskeligt at begrunde en forøgelse af budgettet, før vi har fået orden på dette. Men jeg vil gerne gøre dette klart: Jeg vil gerne så hurtigt, som det overhovedet er muligt, bringe mig selv i en situation, hvor vi kan bruge hver eneste øre og således begrunde at bruge en hel del mere. Oprettelsen af et menneskerettighedsagentur, som blev drøftet i Wien og Köln, kunne hjælpe os her. Jeg mener, at et sådant agentur bør være operationelt og ikke rådgivende. Jeg vil komme nærmere ind på dette i meddelelsen. Potentialet for et agentur bør også betragtes i den bredere reformsammenhæng i relation til vores bistand udadtil og udlæggelse af opgaver som helhed. Jeg vender mig nu til de spørgsmål, der er rejst i Belder-betænkningen, og som udgør en reaktion på Kommissionens meddelelse om bekæmpelse af racisme, fremmedhad og antisemitisme i ansøgerlandene. Jeg svarer på dette på mine egne og min kollega, kommissær Verheugens vegne. Jeg vil gerne lykønske forfatterne til denne omfattende betænkning. Den kritiserer naturligvis mangelen på konkrete forslag i Kommissionens meddelelse, men jeg bør bemærke, at vedtagelsen af denne meddelelse kom efter kommissærkollegiets tilbagetræden i marts 1999, hvor Kommissionen, og jeg siger dette med lempe, ikke var i sin bedste position til at udarbejde nye forslag. Jeg håber, at denne reaktion vil give nogle fingerpeg om fremtiden. Kampen mod racisme er et væsentligt element i Unionens menneskerettighedspolitikker og i førtiltrædelsesstrategien. Den har to hovedelementer: ansøgerlandenes vedtagelse og gennemførelse af gældende fællesskabsret, herunder den fælles aktion fra 1996 vedrørende racisme og fremmedhad og Genève-konventionen fra 1951 og New York-protokollen om asylansøgere og flygtninge fra 1951, og en effektiv brug af vores samarbejdsprogrammer. Mindretalslovgivningens kompatibilitet rejses i forbindelse med screeningprocessen og i de bilaterale drøftelser og i associeringsudvalgene. Vi har f.eks. set på sproglovene i Litauen, Estland og Slovakiet - et emne, der blev rejst under forhandlingerne, og lovgivningen vedrørende romanisigøjnerne i Tjekkiet og Slovakiet. Disse drøftelser har ført til konkrete resultater. Det andet element, vores samarbejdsprogram, omfatter de nationale Phare-programmer, Phare-demokrati og Meda-programmet. Under Phare er der i overensstemmelse med ordførernes forslag blevet givet prioritet til reform af politiet, strafferetten og asylsystemerne. Denne reform er med til at skabe de nødvendige holdningsændringer inden for institutionerne. Målet om at øge politiets bevidsthed om racisme og fremmedhad er ligeledes blevet indarbejdet i den europæiske læseplan for politiuddannelsen i Central- og Østeuropa. Vi vil fortsætte med sådanne foranstaltninger. Vi er også åbne over for muligheder for at styrke dem. Et centralt mål, der går igen i både Malmström- og Belder-betænkningen, er behovet for at bygge videre på vores relationer til ngo'er i ansøgerlandene. Det nye Access-program, der træder i stedet for Lien- og partnerskabsprogrammerne, sigter på at styrke det civile samfund. Endelig søger Kommissionen for så vidt angår romanisigøjnerne, hvis forhold er blevet nævnt af flere talere, at gøre sin støtte til sigøjnersamfundene mere sammenhængende. Vi har i sinde at slutte os til det møde, der vil blive arrangeret af Det Europæiske Overvågningscenter, og hvortil der vil blive inviteret repræsentanter fra Europa-Parlamentet. Dette møde er indkaldt for at give inspiration til idéer til en forbedring af EU-bistanden til sigøjnersamfundene. Disse betænkninger omhandler yderst vigtige spørgsmål. Der er tale om spørgsmål, der i stadig højere grad optager EU-borgerne, der dagligt bliver bombarderet med mediedækning af krænkelser af menneskerettighederne - det være sig i Kaukasus, Colombia, på Balkan, i Sierra Leone, Kina m.v. Jeg ser frem til, at Den Europæiske Union vil tage disse krænkelser op ved FN's Menneskerettighedskommission i Genève, hvori jeg deltager den 27. marts. Jeg er Parlamentet taknemmelig for dets betimelige input. Kommissionen og Parlamentet er godt placeret til at samarbejde om menneskerettigheder. Vi er godt placeret til at vise vejen for andre. Jeg ser navnlig frem til at samarbejde med medlemmerne af Parlamentet for at sikre, at den meddelelse, vi vil udarbejde senere i år, giver et intellektuelt og politisk vink om dette spørgsmål og vil blive opfattet af ngo'er, parlamentarikere og andre som banende vej for en drøftelse af disse grundlæggende spørgsmål. |
. Fru formand, jeg opfattede min gode ven hr. Seixas da Costas bemærkninger som et forsvar for sanktionerne mod Østrig, og derfor vil jeg gerne for en ordens skyld spørge ham, om han fremsatte dette forslag som rådsformand, altså på vegne af Rådet, eller om det var på vegne af de 14 regeringer. |
Fru formand, for det første vil jeg spørge, i hvilken funktion De har afgivet denne erklæring. For det andet mente jeg, da jeg talte om subsidiaritet, de punkter i betænkningen, som vedrører det forhold, at der skal gribes ind i nationalstaternes rettigheder, som i henhold til traktaten entydigt er disse staters opgave. Den tredje bemærkning tillader jeg mig, hr. minister da Costa, at rette mod Dem: Hvad der sker i et land i Den Europæiske Union, interesserer de andre lande, det er fuldkommen klart. Ikke mindst derfor er man netop også medlem af denne Europæiske Union, og det skal også støttes, at man indhenter oplysninger, og at man viser interesse. Men at vise interesse betyder for mig også at lade sig informere objektivt om et land og udøve kritik dér, hvor kritik er berettiget, og træffe foranstaltninger, når fejltagelser rent faktisk har indfundet sig, og ikke præventivt eller om muligt efter politiske synspunkter. Hr. forbundsminister, jeg vil på vegne af den østrigske delegation gerne invitere Dem til direkte at indhente de oplysninger, som De og sandsynligvis mange andre - formodentlig alle 14 - ikke har. Hvis De ønsker at vide, hvem der har valgt dette parti, som også er i regering, nemlig Frihedspartiet, må man sige, at 50% af de arbejdere, der tidligere valgte socialismen, nu har valgt dette parti, at halvdelen af ungdommen har valgt dette parti. Det var ikke højreekstremister, dem har vi sikkert også i Østrig, måske 3% eller 5%, hvilket desværre også er tilfældet i de andre lande. Men motiverne er anderledes, vælgerne har simpelthen over en bred kam fravalgt den gamle regering og socialismen og derfor søgt et alternativ. Hvis De afgiver værdiladede domme her, beder jeg Dem virkelig om at informere Dem grundigt på forhånd og udøve kritikken dér, hvor den rent faktisk er berettiget og ikke baseret på formodninger eller mistanke. |
Fru formand, hr. Pirker talte ikke om forretningsordenen, men, smart som han er, holdt han under dække af et forslag til forretningsordenen en lille tale på to og et halvt minut, hvilket man ikke må tage ham som østriger, der oven i købet kommer fra Kärnten, ilde op. Jeg vil gerne bemærke følgende til forretningsordenen: Hvad hr. Pirker gjorde, hørte ikke til forretningsordenen. Jeg appellerer til formanden for Rådet på vegne af min gruppe: Fortsæt med, lige meget i hvilken funktion, at være så opmærksom og kritisk over for racisme og fremmedhad, som De har fremstillet det her! |
Fru formand, jeg takker for denne lejlighed, som De giver mig til endnu en gang at tydeliggøre, på hvis vegne jeg har fremsat disse betragtninger. Selvfølgelig er den holdning, som formanden for Rådet og portugisisk premierminister har givet udtryk for, blevet indtaget på vegne af de 14 lande i EU bortset fra Østrig. Den er blevet anlagt på en måde, der siden begyndelsen - som jeg havde lejlighed til at gøre klart den 2. februar i det indlæg, som jeg holdt her i Europa-Parlamentet - ikke har haft indvirkning på, hvorledes Fællesskabet fungerer. Derfor har de tre planer, hvorpå de 14 lande har reageret over for Østrig, kun bilateral karakter. Det at være formand for Rådet betyder blot at koordinere den fælles holdning for de forskellige lande. Jeg gentager og understreger det, som jeg har sagt om Østrigs opfyldelse af sine forpligtelser i forhold til EU indtil nu, og jeg mener, at jeg med tilstrækkelig tydelighed har givet udtryk for, at Østrig har været en loyal partner inden for EU, og at det ikke drejer sig om, hvorvidt Østrig har opfyldt sine forpligtelser. Det drejer sig heller ikke om nogen form for overtrædelse fra Østrigs side af bestemmelserne i Amsterdam-traktatens artikel 6 og 7. Derfor er sanktionerne bilateral natur netop kun sanktioner på et rent bilateralt plan og ikke i EU-sammenhænge. Intet område inden for EU's formelle virke er blevet berørt under dette formandskab på grund af situationen i Østrig. Der kan have været uformelle sider, der er blevet berørt, men på det formelle plan deltager Østrig i Rådets arbejdsgrupper, i ministerrådsmøderne og i Det Europæiske Råd, der snart vil finde sted. Hvad angår det politiske spørgsmål, som det ærede medlem stiller med hensyn til den holdning, som medlemsstaterne har indtaget i forhold til den østrigske regerings faktiske handlinger, vil jeg gerne fremhæve noget, der ikke altid er kommet tilstrækkeligt klart frem i denne sag, nemlig at også for Østrig, også for det politiske liv i Østrig, er den nuværende situation ikke business as usual. Det er ikke tilfældigt, at det parti med næstflest stemmer ikke blev opfordret til at danne regering. Det er ikke tilfældigt, at det parti, der fik flest stemmer, blev opfordret til at danne regering, og at man derefter vendte sig mod det parti, der fik tredjeflest stemmer. Det er ikke tilfældigt, at præsidenten for Republikken Østrig tvinger de to partier i koalitionsregeringen til at udfærdige en erklæring, der forpligter dem over for en række grundlæggende principper. Det er ikke tilfældigt! Det er, fordi den nuværende situation ikke er business as usual i det politiske liv i Østrig, og det er grunden til, at vi, ligesom østrigerne har deres tvivl om denne situation, har al ret til at nære denne tvivl og give udtryk for den på det bilaterale plan. Så længe Østrig i forhold til EU agerer som fuldgyldig partner, ligesom det har gjort indtil nu, vil intet på EU-plan virke imod Østrig. Det står helt klart. På det bilaterale plan må vi imidlertid udvise det ansvar, den ret og pligt, at gøre opmærksom på det, som vi anser for at være et brud på et tillidsforhold, som visse personer på grund af de udtalelser, som de er kommet med tidligere, og de politiske forslag, som de har fremsat, ikke sikrer. Det er et politisk spørgsmål, det er en politisk erklæring, som vi drager konsekvenserne af på det bilaterale plan, et plan, hvor ingen kan nægte os retten til at drage slutninger, hvad angår vores forhold til Østrig. Vi beklager, at det skal være på den måde, og vi håber, at situationen i Østrig vil udvikle sig sådan, at vi kan gå frem på en anden måde. |
Fru formand, som min kollega Chris Patten tydeligt sagde det, er det min opgave at give udtryk for Kommissionens holdning til de to øvrige betænkninger, vi behandler her i eftermiddag, nemlig Haarder-betænkningen og Ludford-betænkningen. Lad mig allerførst sige, at Kommissionen deler Europa-Parlamentets opfattelse af, at den nye juridiske kontekst som følge af Amsterdam-traktatens vedtagelse giver Unionen øgede beføjelser og ansvar på menneskerettighedsområdet. I den forbindelse ser Kommissionen med tilfredshed på Det Europæiske Råds initiativ med at udarbejde et charter for de grundlæggende menneskerettigheder i Den Europæiske Union, som kan gøre disse rettigheder mere synlige og, håber jeg, tillige gøre dem juridisk mere sikre, i det mindste hvis et sådant charter, som Parlamentet og som sagt også Kommissionen ønsker det, bliver et juridisk bindende instrument, som står under domstolenes beskyttelse. I denne forbindelse, og som kommissionsformandens personlige repræsentant i det konvent, som har fået til opgave at redigere dette charter, er det min agt at forsvare det synspunkt, at charteret bør udstrækkes til også at gælde for tredjelandes borgere, som opholder sig lovligt på medlemsstaternes territorium. Kommissionen noterer sig i øvrigt med tilfredshed, at dens og Europa-Parlamentets synspunkter om dette charters indhold og natur ligger meget tæt på hinanden. Det gælder den forhandling, vi i går havde om Duff og Voggenhuber-betænkningen, og det gælder tillige konklusionerne i betænkningen af hr. Haarder, som jeg hermed gratulerer. Kommissionen deler et aktivt ønske - ikke blot et retorisk ønske - om, at der indføres en vis sammenhæng i de standarder, som anvendes på menneskerettighedsområdet, både af de nationale domstole, af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg eller af De Europæiske Fællesskabers Domstol. I den forbindelse er der efter vores opfattelse ingen tvivl om, at Den Europæiske Unions eventuelle tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ville skabe større klarhed i det retsvidenskabelige hierarki og give en udvendig beskyttelse, når der er tale om fællesskabsret, som det jo allerede er tilfældet med medlemsstaternes juridiske orden. Jeg må gentage, at i vores øjne er en sådan tiltrædelse ikke uforenelig med udarbejdelsen af et charter for grundlæggende rettigheder, som får retsgyldig karakter. For så vidt angår indholdet af hr. Haarders betænkning, vil jeg især koncentrere mit bidrag til debatten om de sektorer, som direkte henhører under mit kompetenceområde i Kommissionen. Jeg tror, at konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tampere frembyder en meget klar politisk ramme for Den Europæiske Unions politik for overholdelse og fremme af rettighederne for migranter i ordets bredeste forstand. Stats- og regeringscheferne understregede, at de fælles politikker, som skal udarbejdes på områder som indvandring og asyl på Amsterdam-traktatens grund, burde hvile på principper, som på én gang er tydelige for borgerne og tilbyder de personer garantier, som søger beskyttelse i Den Europæiske Union eller beder om ret til at komme ind på dens territorium. På den anden side fastlægger formandskabets konklusioner de fire grundpiller, som for fremtiden skal danne basis for en fælles europæisk asyl - og indvandringspolitik: et partnerskab med oprindelseslandene, en fælleseuropæisk asylordning, en retfærdig behandling af borgere fra tredjelande og en mere effektiv håndtering af migrationsbølger. Jeg vil især gerne fastholde, at det er nødvendigt for Den Europæiske Union at have en samlet strategi for indvandring, som medtænker de politiske aspekter, menneskerettighederne og udviklingsproblematikken i lande eller regioner, som indvandrere kommer fra eller bruger til transit: bekæmpelse af fattigdom, forbedring af levevilkår og beskæftigelsesmuligheder, konfliktforebyggelse, konsolidering af demokratiske stater og overholdelse af menneskerettighederne, herunder mindretals rettigheder. Det er mig magtpåliggende at bekræfte den betydning, som Unionen og dens medlemsstater tillægger den indiskutable ret til at bede om asyl på baggrund af en uindskrænket anvendelse af Genève-konventionen. Jeg ønsker også at understrege ambitionen om at udvikle en dynamisk politik, for så vidt angår integrationen af borgere fra tredjelande, som opholder sig lovligt på medlemsstaternes territorium. Endelig er vi nødt til at indrømme, at selvom disse forholdsregler er nødvendige for at garantere den sociale fred i vores medlemsstater, så skal vi også styrke kampen mod den ulovlige indvandring og sørge for at beskytte de menneskers rettigheder, som er ofre for de kriminelle netværk, der organiserer denne indvandring, og i den forbindelse være særligt opmærksomme på, hvordan det står til med kvinders og børns rettigheder. Jeg deler således ordførerens og, håber jeg, tillige Parlamentets bekymringer. Kommissionen ønsker at henlede Deres opmærksomhed på, at vi for at imødegå Deres bekymringer, vores egne bekymringer og de krav, som Tampere-mandatet rejser, har i sinde i løbet af år 2000 at præsentere Parlamentet og Rådet for alle de vigtigste instrumenter i asylpolitikken: fælles procedurer, en revision af Dublin-konventionen og Eurodacs endelige instrument. Men samtidig har Kommissionen i sinde i efteråret at præsentere Parlamentet for en meddelelse om indvandringspolitikken i Den Europæiske Union. Vi tror, det er nødvendigt at genoverveje meddelelsen fra 1994 og aktualisere tilgangen til de problemer, som har at gøre med politikken for folkevandringer i Unionen, alt sammen i lyset af konklusionerne fra Rådets møde i Tampere. For så vidt angår utilstrækkelighederne i de retslige systemer, som blev understreget under debatten, så har Kommissionen ikke planer om at gå ind i en række af de teoretiske og praktiske problemer, som ellers er højst interessante, såsom strukturen i de nationale dommerembeders løbebaner eller retssagernes varighed i flere af medlemsstaterne, for jeg tror, at man i disse sager først og fremmest skal respektere subsidiaritetsprincippet og anerkende, at det er op til hver medlemsstat at vælge, hvad der er mest væsentligt. Kommissionen ønsker i denne forbindelse at fremhæve, at en grønbog om retshjælpen er et godt bidrag til den nødvendige definition af fælles regler for beskyttelse af de anklagede, såvel som en garanti for tolke- og oversætterassistance ved processer, som finder sted hen over landegrænser, og til indførelse af et mere omfattende program for gensidig anerkendelse af retslige afgørelser. For så vidt angår den borgerlige ret, mener vi, at en fællesskabsgørelse af adskillige civilretlige instrumenter er en effektiv måde at sikre, at menneskerettighederne effektivt kommer til at være underlagt retten. Kommissionen har allerede foreslået en fællesskabsgørelse af samtlige både eksisterende og ikkegældende konventioner, især konventionen om overdragelse af dokumenter, hvortil føjer sig Bruxelles II-konventionen og konventionen om fallitter. Vi har også foreslået, at den meget vigtige Bruxelles-konvention fra 1968 om kompetence, anerkendelse og udførelse af beslutninger i civile og handelsmæssige anliggender gøres til en forordning. Alle disse instrumenter er netop nu ved at blive undersøgt af Rådet. Selv Det Forenede Kongerige og Irland har bestemt sig for at følge de øvrige medlemsstater, og Danmark, som ikke med samme lethed kan deltage i arbejdet med det civilretlige samarbejde, er ligeledes på udkig efter løsninger, som man for tiden overvejer. Endelig, når det drejer sig om kapitlerne om børns og kvinders rettigheder, så mener jeg godt, selvom de især bevæger sig ind på anliggender, der henhører under medlemsstaternes kompetence, at jeg kan minde forsamlingen om, at Kommissionen og jeg selv har forpligtet os til inden årets udgang at fremlægge en pakke med forholdsregler omkring disse spørgsmål. Disse forholdsregler vil sigte mod at gå videre end den fælles aktion fra februar 1997. De vil komme til at handle om definitioner, tiltaler og sanktioner i forbindelse med kampen mod handel med mennesker til seksuelle formål og mod seksuel udnyttelse af børn. Idet jeg nu vender mig til Ludford-betænkningen, vil jeg sige, at jeg i høj grad bifalder lejligheden til at reagere på Parlamentets betænkning om racisme og fremmedhad. Unionens forpligtelse til at støtte de grundlæggende rettigheder og bekæmpe forskelsbehandling blev gjort meget klar i Amsterdam-traktaten, og det er for mig en meget væsentlig udvikling af det europæiske budskab. Artikel 7 i Traktaten om Den Europæiske Union indfører nye beføjelser til at reagere i tilfælde af en medlemsstats alvorlige og vedvarende brud på de grundlæggende rettigheder. Artikel 13 i EF-traktaten fastsætter foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, religion eller tro, handicap, alder, seksuel orientering og - hvilket der er mest relevant for os i dag i forbindelse med denne debat - race eller etnisk oprindelse, under hvilken vi for at afklare det spørgsmål, der er rejst af hr. Brie, henfører bekæmpelse af antisemitisme. Mange kræfter blev forenet for at nå til enighed om artikel 13 ved den sidste regeringskonference, hvilket Rådets repræsentant allerede har mindet os om, og Kommissionen er fast besluttet på at honorere traktatforpligtelsen til at skabe et samfund uden forskelsbehandling. Det er grunden til, at vi fremsatte vores pakke af forslag til bekæmpelse af forskelsbehandling kun to måneder efter, at vi tiltrådte sidste år. Mit budskab i dag i forbindelse med opfølgningen af Ludford-betænkningen er, at vi stadig håber, at Parlamentet vil prioritere sin udtalelse om denne pakke, således at vi kan vedtage de to direktiver og handlingsplanen inden udgangen af dette år. Men ud over dette tror jeg, at der mange steder er en voksende anerkendelse af behovet for et europæisk initiativ mod racisme. Det er grunden til, at jeg tror, at vi i artikel 13-forslagene er i stand til at gøre større fremskridt med hensyn til racediskrimination end i de andre spørgsmål. Vi følte, at det var politisk muligt. Vi håber inderligt, at kendsgerningerne ikke vil dementere vores håb. Som De ved, består den forslagspakke, som Kommissionen har fremsat, af to direktiver og et handlingsprogram. De to direktivforslag giver en lovramme for retligt håndhævelige rettigheder, herunder bestemmelser om en række nøglespørgsmål, såsom beskyttelse mod chikanerier, spillerum for positive særforanstaltninger, hensigtsmæssige midler og tvangsforanstaltninger. De foreslåede direktiver suppleres af et forslag til et handlingsprogram. Vi ved, at der for at kunne bekæmpe diskrimination er behov for praktiske foranstaltninger til at nå ud til folk og hjælpe med til at ændre diskriminerende holdninger og adfærd på stedet. At få medlemsstaterne til at vedtage en antidiskriminationspakke er nu vores topprioritet. Selvom den er vigtig, er artikel 13-pakken kun en del af en vedvarende proces med udvikling af nye måder, hvorpå vi kan tackle racediskrimination. Unionen er forpligtet til at foretage en mainstreaming af bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse, og vi afholdt for nylig en større konference om dette emne. Vi har i sinde at vedblive med at skubbe processen fremad, gennem strukturfondene, rammeprogrammet for forskning, den europæiske beskæftigelsesstrategi, det nye Equal-initiativ og det nye sociale handlingsprogram, som vi håber at vedtage til sommer. Vi har i sinde at gøre brug af alle disse instrumenter til at bekæmpe forskelsbehandling, og, som De ved, er der også arbejde i gang med det europæiske charter for grundlæggende rettigheder. Parlamentet har en væsentlig rolle at spille i denne henseende. Det er af stor betydning for Kommissionen, at Parlamentet bidrager til den voksende fremdrift, der omgiver disse forslag, ved at afgive sine udtalelser om pakken snarest muligt og ved at deltage fuldt ud i arbejdet med at udarbejde charteret for grundlæggende rettigheder. Jeg vil konkludere, som jeg begyndte, med at sige, at charteret vil repræsentere den høje prioritet, som Unionen som helhed giver kampen mod racisme og forskelsbehandling såvel som beskyttelse af menneskerettigheder. Jeg håber inderligt, at vi under vores debat om dette spørgsmål til næste år vil kunne lykønske os selv med gennem charteret at have fået et nyt redskab til at bekæmpe racisme og fremmedhad i Unionen. |
Fru formand, tillad mig at komme med en lille rettelse til det, som formanden for Rådet har sagt. To af regeringscheferne, hr. rådsformand, er allerede blevet irettesat af deres parlamenter på grund af de skridt, som de havde foranlediget over for Østrig. De havde altså ikke ret til at tale på vegne af deres lande, men talte helt åbenlyst som socialistiske partiledere. I bedste fald, ærede hr. rådsformand, kan De altså tale om 12 stater. |
Jeg må bede Dem, frue, om ikke at genoptage debatten om Østrig, som allerede har været genstand for en meningsudveksling. Jeg vil give ordet til hr. Schulz, som ønsker et indlæg til forretningsordenen, fordi han personligt var blevet impliceret i debatten i går. |
Fru formand, jeg gør sjældent brug af dette middel, men må dog gøre det nu, da det er nødvendigt ifølge protokollen. Under debatten angreb hr. Gollnisch, et parlamentsmedlem fra de franske højreekstremister, mig personligt. Jeg vil derfor gerne forklare følgende til protokollen: Jeg ønsker ikke at trække min udtalelse om, at højreekstremisterne misbruger Parlamentet til deres hetztirader, tilbage. Hr. Gollnisch talte i sin redegørelse i min retning om, at hans familie, sådan sagde han, aldrig ville acceptere fascisme. Det synes at adskille hr. Gollnisch på iøjefaldende måde fra hans familie. For han accepterer selv fascisme, eller rettere sagt, han er fascist. Jeg vil for det tredje gerne have ført til protokols, at jeg er chokeret over, at der holdes sådanne taler her, at jeg dog også har konstateret på det højrøstede bifald fra en vis Caudillos Le Pen, at han stadig må sidde i Parlamentet, selvom han egentlig allerede har tabt sin valgbarhed som præmiebokser i den franske valgkamp! |
Hr. Schulz, vi har taget Deres erklæring til efterretning. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. |
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét: B5-0013/2000 af Terrón i Cusí for PSE-gruppen; B5-0017/2000 af Ceyhun og Boumedienne-Thiery for Verts/ALE-gruppen; B5-0019/2000 af Pinker for PPE-DE-gruppen om Eurodac. |
Hr. formand for Rådet, først vil jeg gerne takke formandskabet for Rådet, fordi det er repræsenteret på højt niveau, og for dets velvilje. Sidste år blev Parlamentet hørt to gange om oprettelsen af en ordning til sammenligning af fingeraftryk. Principielt skal ordningen sikre en korrekt anvendelse af Dublin-konventionen. Den 13. april 1999 forkastede Parlamentet Rådets forslag om at udvide Eurodac-ordningen til at omfatte de illegale indvandrede i form af en protokol. Senere blev Parlamentet hørt igen i overensstemmelse med bestemmelserne fra Amsterdam. Man understregede endnu en gang over for os, at man ønskede at udvikle denne ordning for at sikre en korrekt anvendelse af Dublin-konventionen. Det synes jeg er godt, dog med de begrænsninger som Parlamentet fremførte i sin sidste betænkning i form af ændringer, der gik fra vores forbehold mod at lade mindreårige under 14 år være omfattet af ordningen til anmodningen om, at denne Eurodac-ordning kun skulle finde anvendelse i forbindelse med Dublin-konventionen. Eftersom man har meddelt os, at ingen af vores forslag vil blive accepteret, vil jeg gerne spørge Rådet, om det er villigt til at gå ind i en reel dialog med Parlamentet. Spørgsmålet er ikke banalt. Vi er begyndt at opbygge, at gennemføre instrumenter til skabelsen af et egentligt fælles marked inden for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed, og dette kan, og det bliver vi ikke trætte af at sige her, ikke lade sig gøre uden de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, for disse spørgsmål er for vigtige for borgerne til, at der ikke skal være en stærk social konsensus. Det andet spørgsmål, jeg gerne vil stille Rådet, er, om det er enigt i, at denne ordning burde administreres af Kommissionen, og at denne burde udstyres med personale og tilstrækkelige midler til dette formål. Idet jeg nu vender tilbage til betænkningens indhold, så foranlediger Rådets negative indstilling til at acceptere Parlamentets ændringsforslag og tvetydigheden i nogle af dets bestemmelser, såvel som nogle af de oplysninger, jeg har fået, mig til at spørge Dem, og det vil jeg gerne insistere på endnu en gang, hvad der præcist er Rådets hensigter med hensyn til Eurodac-ordningens anvendelsesområde og funktioner; hvorfor der er blevet medtaget andre udlændinge; og især vil jeg gerne spørge Dem, hr. rådsformand, om Rådet har til hensigt at udvide anvendelsen af Eurodac-ordningen ud over den anvendelse, der er fastsat i Dublin-konventionen. Jeg venter på et svar fra Dem på dette spørgsmål, og jeg takker Dem endnu en gang, fordi De er kommet for at besvare dette mundtlige spørgsmål før forhandlingen om den nye forordning om Eurodac, som jeg også håber kommer op i Parlamentet. |
Hr. formand, hvad angår rådsformandskabet, er jeg en af dem, der er meget begejstret over, at vi for øjeblikket plejer en omgang - netop hvad angår samarbejdet på det indenrigspolitiske område - som er meget positiv. Det er lykkedes for os alle at arbejde virkelig godt sammen med Dem - det gælder naturligvis også kommissær Vitorino. Men når det handler om Eurodac, har vi et problem. Vi har truffet en beslutning i Parlamentet og understreget, hvorfor vi ikke kan acceptere Eurodac, hvilket Rådet og Kommissionen ellers gerne så. Det har vi også begrundet. Vi har humane grunde hertil, vi har grunde hertil, når det drejer sig om børn og aldersgrænser, vi kan f.eks. ikke acceptere en aldersgrænse på 14 år. Alle disse problemer har vi fremhævet ved hjælp af en beslutning fra Parlamentets side. Derfor er det naturligt for os, for min gruppe, og meget vigtigt, hvor seriøst De tager os som Parlament, hvordan De omgås vores forslag, og i sidste ende håber vi, at vi fortsat kan berette så stolt og lykkeligt om, at vores samarbejde går fremragende. Spørgsmålet er, om De er lutter øren over for os, hvis vi har en sag på dette område og har alvorligt brug for Deres støtte! |
Hr. formand, ærede kommissærer, hr. formand for Rådet, diskussionen om Eurodac og gennemførelsen af dette system er næsten som en never ending story. Det hele begyndte faktisk med Dublin i 1990. I november 1999 troede vi os som Parlament, og jeg antager, at det også gælder Dem, hr. kommissær, foran målet med hensyn til endelig at kunne gennemføre Eurodac. Der er flere gange blevet talt om målsætninger i mødesalen, og vi har samlet bifaldet det, når jeg rent faktisk også - hvilket forekommer sjældent - har kunnet glæde mig over, at De i tilslutning til afstemningen i Parlamentet mente, at De ikke ville acceptere de forslag, som blev besluttet med flertal i Parlamentet - mod vores stemme, siger jeg i den forbindelse. Det skulle også bedømmes meget positivt. Alt i alt har jeg set frem til, at dette system kommer, af den helt enkle grund, at Dublin først kan gennemføres hermed, fordi medlemsstatens kompetence først kan fastlægges entydigt hermed, og medlemsstaten er ansvarlig for afviklingen af asylproceduren, hvilket indirekte også vil føre til en vis grad af byrdefordeling. Hertil kommer, at vi kan forhindre, at det fører til flergangsasylansøgninger og dermed også til asylmisbrug, og, om De vil, også indirekte til bekæmpelse af illegalitet. Det vil sige, at det alt i alt er et system, som skal betragtes som meget positivt og absolut nødvendigt i forbindelse med asyl- og migrationspolitikken samt medlemsstaternes ansvar. Det, der har chokeret mig, er, at Rådet stak en kæp i hjulet for os på sit møde den 2. december, idet det ikke accepterede, at gennemførelsesbeføjelserne forbliver hos Kommissionen, det vil sige, at det ansvarlige forskriftsudvalg kan handle under Kommissionens forsæde. Det betyder, at vi i sidste ende ikke har opnået det, vi ønskede, nemlig skabelsen af et egentligt fælles system, men at Rådet for så vidt har stukket en kæp i hjulet for os, da det næsten igen anmeldte ejerkrav. Konsekvensen er, at det ikke er Kommissionen, der styrer dette instrument i fælles interesse, men at Rådet igen er overladt til sig selv, således at Kommissionen er udelukket, og således at Parlamentet også i sidste ende er udelukket. Det hverken vil eller kan vi acceptere, fordi der også er konsekvenser forbundet hermed, der går så vidt, at en kontrol af systemets effektivitet er udelukket i sidste ende, at statistiske undersøgelser til en analyse og til nødvendige konsekvenser ikke længere er mulige, og at der i hvert fald opstår forsinkelser, som er absolut uacceptable, for vi har brug for dette system. Mine spørgsmål til Dem lyder: Hvornår kan vi regne med, at systemet Eurodac, som vi har ventet på så længe, rent faktisk bliver funktionsdygtigt? Hvordan vil dette system se ud konkret? Bliver reglerne og vores ønsker om, at Kommissionen er fuldt betroet med gennemførelsen, opfyldt? I så fald vil vi have nået vores egentlige mål, som vi har brug for, i så fald vil vi have europæiseret en del igen, fordi det er fornuftigt rent faktisk også at skabe et egentligt fælles system. |
Hr. formand, ærede medlemmer, jeg svarer meget direkte på de spørgsmål, der er blevet rejst, også for at undgå enhver tvivl om Rådets holdning, og jeg mener, at det er vigtigt, at denne kommer klart til udtryk. Hvad angår Eurodacs anvendelsesområde, vil jeg gerne minde om, at artikel 1 forslaget til forordningen om oprettelsen af dette system er meget tydelig, og jeg citerer: "Der oprettes et system, benævnt Eurodac, hvis formål er at lette fastsættelsen af, hvilken medlemsstat der i henhold til Dublin-konventionen", jeg gentager: "i henhold til Dublin-konventionen er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en medlemsstat, samt på anden måde lette anvendelsen af Dublin-konventionen på de betingelser, der er fastsat i denne forordning". Det er kun og udelukkende dette, som er formålet med denne forordning, der er af instrumental karakter i forhold til Dublin-konventionen og ikke går ud over dette formål. Med hensyn til Kommissionens rolle fastsætter forordningsforslagets artikel 3 eksplicit, at der skal oprettes en central enhed i Kommissionen. Så vidt vi ved, har Kommissionen indledt arbejdet i så henseende, og forberedelser til oprettelse af en central enhed skulle være i gang. Hvad angår Europa-Parlamentets rolle, vil jeg gerne opklare det, der kun kan skyldes en misforståelse, og jeg vil gerne klart give udtryk for, at Rådet på intet tidspunkt har udtalt sin modstand mod alle Parlamentets forslag eller bedt Kommissionen om at fremlægge nye forslag. Faktum er, at nogle af Parlamentets ændringsforslag er blevet indført i teksten til udkast til forordning, et forhold, der bør understreges. Derudover tillader jeg mig at erindre om, at alle de forslag, der blev udarbejdet af Rådet (retlige og indre anliggender) om dette spørgsmål, har været forelagt til udtalelse i Parlamentet, der har udtalt sig i denne sag ved tre lejligheder: den 15. januar 1998, den 18. marts 1999 og den 11. november 1999. Som De ved, er man af årsager, der ikke ganske vedrører sagen, men som har at gøre med andre politiske forhold, på indeværende tidspunkt endnu ikke nået til enighed i Rådet om det nye forslag, der skal til udtalelse i Parlamentet. Vi håber, at det kan ske snarligt, måske allerede under det portugisiske formandskab. Blandt de andre spørgsmål, der er blevet taget op her, vedrører det første den lavalder for optagelse af fingeraftryk, der er blevet fastsat til 14 år. Det er forståeligt, at der udtrykkes bekymring på dette punkt, men jeg vil gerne sige, at dette hidrører fra det forhold, at der er medlemsstater, som i visse tilfælde tillader optagelse af fingeraftryk også af børn under 14 år. Jeg vil gerne fremhæve et vigtigt aspekt, der muligvis ikke har været taget i betragtning i forbindelse med omtalen af aldersgrænsen, nemlig at der er stadig flere tabte asylsager for mindreårige, af hvilken grund disse sager skal følges, også ved hjælp af denne beskyttelse af teknisk karakter. Hvad angår spørgsmålet om kontrol fra Parlamentets og domstolenes side, mener jeg, at det, der er fastsat i Amsterdam-traktatens afsnit IV, er tilstrækkelig oplysende om, hvad der er Parlamentets myndighed, og hvad der tilkommer Domstolen at afgøre i denne sammenhæng. Med hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred mener jeg, at denne er behørigt sikret af de bestemmelser, der er indeholdt i forordningsudkastets artikel 18, som jeg henleder opmærksomheden på, og som i øvrigt også henviser til de rettigheder, der er sikret i direktiv 95/46. Derudover er det indlysende, som det fremgår af forordningsforslagets artikel - og også dét er det at gentage hér - at Eurodacs anvendelse altid vil følge de principper, der er nedfældet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og i FN's konvention om børns rettigheder. Jeg antager, at disse forhold tillader at hævde, at det er et sikkert system, et system, der ikke indeholder elementer, som kan bringe borgernes rettigheder i fare. Vi må imidlertid forstå, at skabelsen af en række redskaber inden for EU til regulering af alle de spørgsmål, der har med asylansøgninger at gøre, må være genstand for en teknisk set meget streng behandling, uden at dette skal forstås på den måde, at det samtidig skulle indebære, at borgerne mister rettigheder. |
Hr. formand, ærede kolleger, rådsformandens redegørelser rammer lige midt i den problematik, vi har her. Den Socialdemokratiske Gruppe er ikke - det vil jeg ikke skjule her - enig i, hvordan vi skal gribe problematikken an vedrørende personer under 18 år ved den daktylografiske registrering. Der er kolleger, der siger, at man ikke må registrere 14-18-årige. Jeg er selv af en anden mening. Man kan ikke på den ene side ønske at sænke valgalderen til 16 år og på den anden side sige, at man ikke må registrere en person under 18 år med fingeraftryk. Det er ikke helt til at forstå. Men det handler om en retsstatslig måde at betragte dette system på. Hvis De kan garantere os, at Rådet ikke har noget imod, at gennemførelsesbeføjelserne definitivt forbliver hos Kommissionen, og at vi som Parlament dermed får adgang - i det mindste inden for Kommissionens kompetenceområder - på en kontrollerende måde, er det et betydeligt fremskridt. Men det har Rådet hidtil ikke antydet over for os i denne form! Derfor har jeg med velbehag hørt, hvad De har sagt. For jeg vil gerne rette Deres opmærksomhed mod følgende punkt: Hvis vi skaber systemer på europæisk plan, som kan gribe ind i menneskets umiddelbare grundlæggende rettigheder - og en antropometrisk behandling af et menneske, en tvungen behandling af et menneske er et indgreb i hans eller hendes individuelle rettigheder - hvis vi altså skaber sådanne organer på europæisk plan, hvor der er disse rettigheder, skal den udøvende magt være underkastet parlamentarisk kontrol, og det menneske, der er berørt af denne foranstaltning, skal have mulighed for at gå rettens vej. Ved næsten alle systemer, som vi opbygger som led i den interne sikkerhed i Den Europæiske Union, er der de to mangler: manglende parlamentarisk kontrol og ingen præcis garanti for at kunne gå rettens vej. Den er ganske vist til stede på baggrund af princippet, men den beskrives aldrig præcist. Det samme gælder for den parlamentariske kontrol. Derfor siger vi: Hvis gennemførelsesbeføjelserne skal forblive hos Kommissionen, hvis forskriftsudvalget nedsættes under Kommissionens forsæde, er vi indforstået. Hvis ikke, bør vi sige til Rådet, at det ikke går, at Rådet tager gennemførelsesbeføjelserne fra Kommissionen, men på den anden side ønsker jeg, at systemet finansieres fra Fællesskabets budget. Så burde vi nemlig her i Parlamentet tænke over budgettet og finansieringen af systemet fra Fællesskabets budget. De kan være sikker på, at vi i så fald også ville gøre det! |
Formålet med Dublin-konventionen og Eurodac er at tildele en enkelt medlemsstat ansvar for at behandle en asylansøgning, og begrundelsen for den foreslåede forordning er, at der er behov for at udvide indsamlingen af fingeraftryk til visse kategorier af ulovlige indvandrere, fordi et betydeligt antal af dem vil have ansøgt om asyl tidligere eller har til hensigt at gøre det. Problemet er, at nogen ikke har og ikke vil gøre det, så dette betyder, at den foreslåede forordning går videre end det, der helt nøjagtig står i Dublin-konventionen ved at gætte eller forvente eksistensen af en asylansøgning. Således er Dublin-konventionen ifølge det britiske Overhus' Europa-udvalg et ustabilt grundlag for etablering af et system til indsamling og udveksling af fingeraftryksdata om personer, som endnu ikke har indgivet og måske heller ikke vil indgive en asylansøgning. Dette er et retligt set usikkert lovgrundlag, og det gør mig beklemt. Der mangler også klarhed i definitionen af de ulovlige indvandrere, som forordningen skal gælde for. Medlemsstaterne er forpligtet til at tage fingeraftryk af alle borgere fra tredjelande over 14, der gribes i forbindelse med en uregelmæssig overskridelse af deres grænse - det er ikke særlig præcist. At tage fingeraftryk er en meget alvorlig krænkelse af privatlivets fred, og man bør omhyggelig vægte sådanne kravs kompatibilitet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Jeg er ikke sikker på, at dette rent faktisk er blevet gjort. Der hersker også bekymringer omkring databeskyttelsen, og det var grunden til, at Parlamentet ønskede at udvide bestemmelserne om sletning af data til også at omfatte f.eks. dem, der opnår enhver form for retlig status til at blive i en medlemsstat, selvom der ikke er tale om fuld flygtningestatus. Jeg er glad for at se, at det ændrede forslag tager sig af Parlamentets krav om at slette data, når et individ har fået en subsidiær eller midlertidig form for beskyttelse, men må jeg spørge, om dette f.eks. i det system, jeg kender bedst, omfatter den britiske ekstraordinære opholdstilladelse? Endelig er jeg, hr. formand, uanset hvilken begrundelse der anvendes for at udvide Eurodac-fingeraftrykssystemet til at omfatte nogle kategorier af ulovlige indvandrere, ikke personligt overbevist om, at dette forslag er juridisk vandtæt. Er Rådet og Kommissionen overbevist om dette? |
Hr. formand, mine damer og herrer, vi er begyndt at etablere en fælles asyl- og indvandringsret i Europa. Det betyder, at vi skal have instrumenterne til at udøve den nødvendige kontrol. Fælles indvandringsret betyder, at vi ikke længere har nogen indre grænser, men til gengæld overtager vi ved de ydre grænser ansvaret for, hvem der rejser ind i Den Europæiske Union. Det er helt klart, at der er tale om misbrug, f.eks. i forbindelse med ansøgning om asyl. I alle europæiske stater overgår antallet af dem, der søger asyl af grunde, der ikke handler om politisk forfølgelse, i høj grad antallet af dem, der anerkendes som politisk forfulgte. Misbruget består i den forbindelse ikke kun i ansøgning om en sådan asyl, som ikke eksisterer, men også i, at de samme asylsøgere søger asyl i forskellige stater. Man kan kun styre dette misbrug, hvis Eurodac-fingeraftrykssystemet nu endelig bliver en realitet, hvilket vi har ventet på længe, og hvis Rådet langt om længe beslutter at sætte dette system i kraft. Det har allerede vist sin effektivitet på mange områder og er en af forudsætningerne for, at asyl også nyder accept. Derfor går vi kraftigt ind for, at Rådet træffer sine afgørelser nu, således at Eurodac rent faktisk også kan blive gennemført som et system, der tillader sammenligning af fingeraftryk i hele Europa. Det er det, Rådet nu skal klare. |
Kære kolleger, som vores repræsentanter fra Rådet sagde, har de ændringsforslag, som Parlamentet har vedtaget, og som er blevet indføjet i teksten, betydet, at udkastet til forordning er blevet bedre eller kan forbedres. Ikke desto mindre er og bliver dette udkast til forordning uacceptabelt for os i den forstand, at det stigmatiserer borgere fra tredjelande og tendentielt kriminaliserer dem. Spørgsmålet er, om vi i dag, hvor vi taler om et charter for de grundlæggende rettigheder, hvor vi taler, som vi gjorde det så sent som i går, om en betænkning om menneskerettigheder, vil kunne leve i et Fort Europa, i sikkerhed, mens der på den anden side, ja selv inde i dette fort, forekommer overgreb og krænkelser? Derudover gør dette udkast til forordning os simpelthen utilpas, fordi man havde indtryk af, at det ikke havde grund til at være i dag. Man har indtryk af, at ploven er spændt for okserne. Man benytter og indfører instrumenter, endnu før man tænker på en egentlig harmoniseret politik for retten til fri bevægelighed, for retten til at leve i familie, for asylretten. Lad os derfor begynde med at harmonisere denne politik, så kan vi bagefter se på, hvilke instrumenter der skal bruges til at gennemføre og kontrollere den. Endelig er der et tredje punkt, som i særdeleshed generer os, og det er den manglende respekt for Parlamentets mening. Her er der rent faktisk tale om et vigtigt problem, som har at gøre med den demokratiske tillid, man omfatter medlemmerne af Europa-Parlamentet med. Det er immervæk en skam, at vi i dag skal have det indtryk, at vi ikke gør nogen nytte. Man snakker meget om, at folk undlader at stemme, men det er nu ikke så mærkeligt, når der ikke bliver taget hensyn til parlamentsmedlemmernes meninger. Jeg vil slutte med at sige følgende: Til gennemførelsen af dette rum for frihed, sikkerhed og retfærdighed skal der ganske rigtigt bruges instrumenter, men denne sikkerhed kan kun indføres, hvis der findes virkelig retfærdighed, og friheden kan kun opnås, hvis der findes rettigheder, som overholdes. |
Hr. formand, kære kolleger, vi har brugt en hel dag her i Europa-Parlamentet på at diskutere menneskerettigheder og høje idealer, og derfor er det altså noget beskæmmende, at når Unionen så skal til at handle i den virkelige verden, så ser det ganske anderledes ud. Med Eurodac går Kommissionen og Rådet efter min mening for vidt i ønsket om at kontrollere asylsøgere og andre tredjelandsborgere, der krydser grænsen til Fort Europa. Eurodac-udspillet er en række urimeligheder og en række krænkelser. For det første er det at opbevare fingeraftryk af mindreårige - helt ned til 14-årige - som ikke har begået nogen kriminel handling, i strid med FN's børnekonvention, som beder os om at beskytte børn, beder os om at respektere en lavalder for børn på 18 år, hvis vi ikke selv pr. lov har fastsat en anden, og det har Unionen, så vidt jeg ved, ikke. At opbevare fingeraftryk i op til 10 år, også selvom den pågældende ikke har begået noget ulovligt, også selvom den pågældende oven i købet måske har fået lovligt ophold på Unionens område, er en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions krav om respekt for privatlivet. At sammenblande asylsøgere med illegale indvandrere, det er i strid med flygtningekonventionen. De menneskerettigheder og fundamentale rettigheder, som der tales så meget om, har ingen værdi, hvis vi ikke er i stand til at sikre dem i praksis, også for de mennesker, som skulle slippe ind i Fort Europa. Det indtryk, som de mennesker rejser hjem med eller får, mens de er her, af "området for frihed, sikkerhed og retfærdighed", afspejler ikke de værdier, som ellers ved festlige lejligheder kaldes for globale og universelle. Derfor er min opfordring til Kommissionen og til Rådet: Kære venner, lad Eurodac få lov til at dø den stille død, som Eurodac fortjener. |
Hr. formand, på vegne af Gruppen For Nationernes Europa vil jeg gerne give udtryk for tillid til Rådets behandling af denne sag, og jeg vil lige som andre opfordre Rådet til nu at træffe beslutning om at etablere Eurodac. Vi taler om at opbygge et område, som påberåber sig en høj grad af retssikkerhed, og jeg synes, det er besynderligt, at vi så i næste sætning udtrykker mistillid til, at der kan ske en ansvarlig forvaltning af denne ordning. Efter min opfattelse er det formålet at sikre asylberettigede deres rettigheder, og der er ikke tale om nogen krænkelse af de menneskers rettigheder, som berettiget og hæderligt kommer og anmoder om asyl. Jeg kan ikke forestille mig, at hverken Rådet eller Kommissionen kan ønske at opbygge dette system på en sådan måde, at det skulle indeholde nogen form for frihedsindskrænkninger for lovlydige borgere. Det er i overensstemmelse med skabelsen af et område med frihed og retfærdighed, og det støtter vi. |
Hr. formand, de nye toner, der høres i forbindelse med vedtagelsen af Eurodac-systemet, har rejst mange velbegrundede spørgsmål med hensyn til hensigtsmæssigheden og effektiviteten af systemet til sammenligning af asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk som supplement til Dublin-konventionen. Personligt hører jeg til den gruppe, som har mange forbehold over for systemet. Der er allerede flere elementer i det, som forstærker vores bekymringer med hensyn til eventuelle krænkelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som også beskytter privatlivets fred, samt FN's konvention om børns rettigheder, idet man kræver, at der skal optages fingeraftryk af børn helt ned til 14 år. Desuden skaber et system, hvor der skal optages fingeraftryk, i sig selv negative associationer og minder om politimyndigheders efterforskning af kriminelle handlinger og forbrydelser. En udvidelse af systemet til at omfatte asylansøgere skærer således alle flygtninge og indvandrere over en kam og identificerer dem med kriminalitet og lovovertrædelser, hvilket jeg mener er meget uretfærdigt og ligger uden for alle folkeretlige begreber og respekten for menneskerettighederne i henhold til Genève-konventionen, hvis 50-årsdag vi højtideligholdt i morges med den udvidede forhandling her i Europa-Parlamentet. Endvidere garanterer systemet, hvis det indføres, ikke en 100% sikker bestemmelse af identiteten, som det også ofte har været tilfældet i straffesager, og derfor kan man ikke sige, at dets indførelse vil lette gennemførelsen af Dublin-konventionen og bidrage til, at man undgår misbrug af asylretten. Under alle omstændigheder kræver Europa-Parlamentet, at det får mulighed for at udøve parlamentarisk kontrol, såfremt Rådet og Kommissionen står fast på spørgsmålet. Jeg mener dog, at det bedste, Europa-Kommissionen og Rådet kan gøre, er at sørge for vedtagelsen af en fælles asyl- og indvandrerpolitik, som er baseret på de europæiske humanitære og demokratiske værdier og respekten for menneskerettighederne. |
Hr. formand, Kommissionen vil gerne for det første bifalde den meget klare udtalelse, vi hørte fra Rådets repræsentant om, at Eurodac-systemet kun er et system, der har til formål at gennemføre Dublin-konventionen. Jeg vil også gerne bekræfte, som Rådets repræsentant allerede har sagt, at der er et problem vedrørende den territoriale anvendelse af Eurodac-forordningen. Jeg kan også bekræfte, at Rådet ikke har bedt Kommissionen om at fremsætte et revideret forslag. Dette er ikke desto mindre et meget følsomt spørgsmål, som debatten allerede har vist, og et af de få tilfælde, hvor de tre institutioner ikke har den samme holdning, som jeg udtalte meget klart for Parlamentet. I dette tilfælde har Kommissionen en anden holdning end både Rådet og Parlamentet. Det er grunden til, at vi, selvom vi ikke er blevet bedt om at fremsætte et nyt forslag, besluttede, at vi for at afklare de politiske muligheder, der ligger foran os, burde gøre det ekstra arbejde og fremsætte et revideret forslag for Rådet. I sit reviderede forslag medtager Kommissionen den løsning, som Parlamentet har foreslået om, at data bør slettes fra basen, så snart en person er blevet anerkendt som flygtning. På den anden side kunne vi ikke gå ind for Parlamentets idé om aldersgrænsen for tagning af fingeraftryk. Vi fandt, at 14 år er en passende løsning. Måske skyldes dette, at jeg kommer fra et land - som Rådets repræsentant også kommer fra - hvor vores børn får taget deres fingeraftryk, når de er 10 år til deres første identitetskort. Det er utænkeligt for mig, at mit land er et land, der kriminaliserer alle børn på 10 år, fordi de får taget deres fingeraftryk til deres første identitetskort. Jeg husker stadig, at det var en større begivenhed i min ungdom at få mit eget identitetskort. Ikke desto mindre anerkender jeg, at dette er et meget følsomt spørgsmål. Følgelig mener Kommissionen, at den bør afklare to meget stringente og klare idéer over for Parlamentet. For det første bør vi ikke bede Eurodac om at give svar, som Eurodac ikke kan give. Derfor finder vi, at nogle af de spørgsmål, som baronesse Ludford har rejst, og nogle af de spørgsmål, der blev rejst af fru Boumediene-Thiery - som er meget vigtige - bør behandles inden for rammerne af forordningen om midlertidig beskyttelse og om subsidiær beskyttelse, som Kommissionen er i gang med at udarbejde. Vi vil fremsætte forslag herom for Parlamentet og Rådet inden for de næste få måneder. I denne uge er vi lige blevet færdige med et arbejdsdokument om en reevaluering af Dublin-konventionen. Vi ønsker at indlede en debat ikke blot om de tekniske spørgsmål omkring Eurodac, men også om de væsentligste løsninger på den gældende Dublin-konvention. Vi ønsker ikke at spilde tid. Vi ønsker et så bredt billede som muligt af alle instrumenter, der vedrører asylpolitik. Hvori ligger forskellen mellem Kommissionen og Rådet? Rådet har naturligvis være generøst i den forstand, at det har givet Kommissionen systemets forvaltning og tekniske måde at fungere på. Men der er et punkt, hvor Kommissionen ikke er enig med Rådet. Vi er ikke enige i, at Rådet skal forbeholde sig bemyndigelsen til at gennemføre systemet. Ifølge komitologiaftalen er der ikke tilstrækkeligt grundlag for, at Rådet forbeholder sig gennemførelsesbeføjelserne frem for at delegere dem til Kommissionen. Det er Kommissionens forslag, at den udøvende myndighed, bemyndigelsen til at gennemføre systemet, bør delegeres til Kommissionen sammen med et udvalg bestående af repræsentanter fra alle medlemsstater. Vi mener, at dette vil være en mere sammenhængende og gennemsigtig måde at forvalte systemet på og styrke Parlamentets evne til at overvåge den måde, hvorpå Kommissionen forvalter og udvikler Eurodac-systemet. Måske vil det gennem denne afbalancerede løsning være muligt på en mere afslappet og tillidsfuld måde at behandle nogle af de forbehold og politiske tvivl, der er blevet rejst af flere medlemmer i løbet af denne debat. Måske er jeg stædig, men det er, hvad jeg oprigtigt mener. |
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. |
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0044/2000) af Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 64/432/EØF om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin (KOM(1999) 456 - C5-0239/1999 - 1999/0217(COD)). |
Hr. formand, i denne betænkning handler det om at tilbageføre en allerede gældende bestemmelse, der har været i kraft siden 1. januar 1999, til den tilstand, der var gældende før 1. januar 1999. Kommissionen anfører følgende begrundelse herfor: Medlemsstaterne har ikke opfyldt deres forpligtelser om at opbygge et kontrolsystem, og derfor er vi nødt til at genetablere den gamle tilstand midlertidigt. Vi støtter Kommissionen i den implicitte kritik af medlemsstaterne, som ikke har lavet deres lektier, men beklager dybt, at vi endnu en gang er i en situation, hvor vi ikke kan gennemføre de ændringer og forbedringer af et kontrolsystem, som allerede er vedtaget og egentlig allerede trådt i kraft, fordi landene ikke har opfyldt deres forpligtelser. Alligevel støtter vi Kommissionens plan, fordi vi er af den opfattelse, at også den gamle ordning giver en tilstrækkelig grad af sikkerhed, især da Kommissionen kun har ansøgt om et års forlængelse. Kommissionen har imidlertid ladet en bagdør stå åben, da den ønsker en ny overgangsfrist på tre år efter bestemmelserne i aftalen med Rådet, efter Rådets komitologiafgørelse af 28. juni 1999, og det betragter vi i Parlamentet som noget usædvanligt. Så skulle De, hr. Byrne, have ansøgt direkte om de fire år, hvis det da skal tage fire år, især da De sender et signal dermed til medlemsstaterne. Hvis Kommissionen alligevel stadig holder en bagdør vedrørende en udskydelse på tre år åben, hvorfor skal vi så løse vores opgaver? Men også her har vi sagt, at vi gerne vil være med. Vi har fremsat et ændringsforslag, der sigter mod en forkortelse af denne periode til to år, og i forhandlingerne med Kommissionen er det blevet tydeligt, at den også gerne vil deltage i dette ændringsforslag. Dernæst har vi konstateret som en detalje, at De har formidlet redegørelserne i denne komitologiafgørelse i brede prosatekster til os, selvom De for længst havde truffet en aftale med Rådet om, at henvisningerne til artiklerne skulle være i en kortere form. Derfor har vi fulgt opfordringen og den praksis, som De plejer med Rådet, og har nu på vores side med et ændringsforslag, som blev fremsat i mit navn, plæderet for at overtage denne nye ordning. Dog med den detalje, at De, fordi det handler om artikel 37 og artikel 152, hvad angår retsgrundlaget, ikke kun har forelagt os artikel 17, men også artikel 17a, med det argument, at det handler om en høringsprocedure og en fælles beslutningsprocedure. I den fælles beslutningsprocedure virker artikel 8 efter komitologiafgørelsen, hvilket den ikke gør efter artikel 37. Vi er af den opfattelse, at der ikke er behov for de to adskilte forlæg, og har kun fremsat et enkelt ændringsforslag, som jeg vil offentliggøre for Dem nu. I forbindelse med artikel 17a går vi ind for en annullering. Ændringsforslaget skal lyde som følger: "Refereres der til denne artikel, finder forskriftsproceduren i henhold til artikel 5 i overensstemmelse med artikel 7 og eventuelt ved fælles beslutningstagning i henhold til traktatens artikel 251, artikel 8 i beslutning 99/468/EF, anvendelse". Jeg håber, at Kommissionen kan godkende denne ændring. Vi befinder os i en fælles beslutningsprocedure. Hvis Kommissionen og Rådet kan godkende vores ændringer, får vi en kortere procedure, hvilket jo burde være fornuftigt i betragtning af, at vi har befundet os i en noget usikker retlig situation siden 1. juli 1999. Vi har jo også ført indgående forhandlinger tidligere. Jeg er spændt på, hvad resultatet af deres udtalelse bliver. Jeg håber, at de vil følge vores overvejelser, som vi jo også har fremlagt under forhandlingerne, især da vi ikke er uenige i sagen. |
Hr. formand, det, vi har med at gøre her, er forslag til ændring af et direktiv om handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin. Jeg vil gerne starte med at lykønske ordføreren med hans betænkning og udtrykke min store enighed i de bemærkninger, han lige er kommet med. Jeg fremsatte et enkelt ændringsforslag under debattens udvalgsstadium, som blev accepteret af udvalget, vedrørende medlemsstaters behov for at indføre en passende ordning med stikprøver, inspektion og kontrol for at sikre en effektiv gennemførelse af disse bestemmelser. Mit ændringsforslag anmoder om, at Kommissionen kontrollerer medlemsstaterne for at sikre, at de udfører den nødvendige inspektion, der er fastsat i disse bestemmelser, for hvis vi skal indlede en vellykket kampagne med henblik på at inddæmme og udrydde tuberkulose og brucellose, vil det være væsentligt med en ordentlig gennemførelse af disse bestemmelser. Må jeg også sige, at disse regler og bestemmelser desværre for nærværende er ret så akademiske for mit lands vedkommende, for vi har jo haft et eksportforbud mod levende kvæg fra Det Forenede Kongerige i de sidste fire år. Ja, selv eksporten af døde dyr er stadig forbudt i visse lande, for selvom eksportforbuddet mod oksekød fra Det Forenede Kongerige blev ophævet den 1. august 1999, bliver det, som vi alle ved, stadig ulovligt opretholdt af Frankrig og Tyskland selv i dag. Også inden for svinesektoren lider eksporten, fordi svineindustrien i de seneste to år har oplevet akutte vanskeligheder. Ja, i mit eget land, Skotland, har vi været vidne til en reduktion på 25% af den nationale svinebestand i de seneste 12 måneder. Medmindre den britiske regering træffer øjeblikkelige foranstaltninger, vil yderligere 25% forsvinde inden for de næste par måneder. Denne forfærdelige situation er skabt af flere forskellige årsager, der bl.a. omfatter pundets styrke, overdrevne velfærds- og hygiejnestandarder, som den britiske regering har pålagt industrien, og de ekstra omkostninger, der skyldes BSE-krisen. Disse faktorer får britiske svineavlere til at dreje nøglen om, efterhånden som britiske detailhandlende og supermarkeder i stadig højere grad går efter billige importerede varer. Nu kommer det frem, at situationen kunne blive endnu værre, når EU-ansøgerlandene fra Central- og Østeuropa forventes at øge deres nettoeksport af svinekød med næsten 300% inden år 2006. Samtidig vil de søge om undtagelser fra EU-lovgivningen for at gøre det muligt for dem at producere svin under velfærds- og hygiejnestandarder, der ville blive anset som ulovlige under den gældende EU-lovgivning. Hvis Storbritannien igen skal sætte gang i en dynamisk handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin, så er der behov for øjeblikkelig hjælp til at afhjælpe den katastrofale situation, der berører Storbritanniens landområder og især vores svine- og oksekødssektor. Jeg håber, at dette budskab når igennem til den britiske finansminister. |
Hr. formand, jeg er enig med ordføreren om de principielle spørgsmål, og jeg kan naturligvis med glæde også tilslutte mig det ændringsforslag, hvor overgangsperioden kun er på to år. Her er det tale om medlemsstaters forsømmelser ved iværksættelsen af disse sager og systemet. Der er tale om alvorlige dyresygdomme, og jeg mener, at det mest centrale i debatten er, at vi hurtigt skal indføre systemet, så vi kan undgå, at iværksættelsen af reglerne, som hurtigst muligt bør træde i kraft, udskydes indtil flere gange. Stevenson nævnte, at eksporten fra Østeuropa vokser. Kære venner, vi er jo ved at udvide EU og tage lande i Østeuropa med i EU. Hvis vores egne systemer ikke er i orden, hvordan kan vi så forudsætte, at de nye medlemsstater kan have en sådan orden i deres systemer, at de kan komme med og tilslutte sig til vores landbrugspolitiske system? Vi lægger vægt på, at vores udgangspunkt og fremtidsvision bør være fødevaresikkerhed og den europæiske landbrugsmodel, men i medlemsstaterne forsømmer vi helt grundlæggende foranstaltninger, som kan være med til at overvåge systemer, der kan sikre dette. Det er derfor, at vi i fremtiden meget alvorligt skal lægge vægt på, at medlemsstaterne faktisk iværksætter de systemer, som vi beslutter i fællesskab. Hvis dette ikke er tilfældet, skal der være en form for sanktion, hvorved disse ting kan bringes i orden. |
Hr. formand, jeg vil gerne slutte mig til de tidligere talere og lykønske ordføreren. Han er gået til denne opgave med sin sædvanlige overbevisning og stor pligtopfyldenhed. Jeg var meget glad for at høre ham sige, at der ikke er nogen reel konflikt i relation til principperne og målene for det foreslåede direktiv. Jeg er ikke i tvivl om, at kommissæren vil være behjælpelig med at nå frem til en tilfredsstillende løsning, for både Parlamentet og Kommissionen har et fælles mål, når det gælder dette meget vigtige og væsentlige område. Direktivet om handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin er af central betydning for kvægavlernes økonomiske overlevelse, navnlig i mit eget land, Irland, som eksporterer op imod 90% af sin samlede kvægproduktion, hvoraf en meget høj andel er eksport af levende dyr til det europæiske kontinent og også uden for. I denne henseende støtter jeg forslag om en yderligere ajourføring af direktivet fra 1997 med det forbehold, at det gøres på en fornuftig måde. Vi bør eliminere unødigt bureaukrati og samtidig sørge for fuldstændig sporbarhed af kvægets bevægelser såvel som beskyttelse af folkesundheden. |
Hr. formand, dette forslag indfører en udvidelse af en gældende undtagelse til direktiv 64/432, der gælder for den spanske regering. Uden denne undtagelse ville der skulle gennemføres et system med veterinærkontrol for tuberkulose og brucellose for hvert enkelt stykke kvæg, der eksporteres fra denne region. Disse er naturligvis allerede gennemført af mange andre stater. Denne undtagelse har væsentlige indvirkninger for mit land. Mens Spanien har fået en undtagelse, lider den britiske kødindustri stærkt under gennemførelsen af et beslægtet direktiv, der kræver ruinerende dyr veterinærkontrol på vores slagterier. Så strenge er kravene om veterinærkontrol, at vi ikke har tilstrækkelig mange britiske dyrlæger til at udføre arbejdet. Men i stedet for at give os mere tid har Kommissionen indledt overtrædelsesprocedurer. For at undgå at ende for EU-Domstolen har min regering været nødt til at rekruttere store antal EU-dyrlæger, hvoraf 300 kommer fra Spanien. Hvis Spanien har et så stort overskud af dyrlæger, at det har råd til at sende så mange til mit land, hvorfor har det så store problemer med at gennemføre det veterinærkontrolsystem, der kræves i dette direktiv? Det forekommer mig ikke rigtigt, at britiske slagterier bliver sat på en hård prøve som følge af Kommissionens sagsanlæg, mens Spanien har lov til at misligholde sine forpligtelser. Hvorfor gør Kommissionen livet så let for Spanien? Burde den ikke spørge, hvorfor Spanien har råd til at sende så mange dyrlæger over til Det Forenede Kongerige for at gennemføre et beslægtet direktiv og måske insistere på, at nogle af disse folk blev holdt tilbage i deres hjemland for at gennemføre fællesskabslovgivningen i deres eget land? På dette grundlag mener jeg, at dette direktivforslag er forkert, og jeg vil stemme imod det. |
Den irske interesse i dette direktiv om ændring af direktiv fokuserer på vores lands anmodning om tilladelse til at foretage en tuberkulosetest inden eksport på opsamlingscentre frem for kun på de bedrifter, hvor dyrene kommer fra, sådan som praksis er i Irland på nuværende tidspunkt. Jeg forstår, at vi har omkring to år til at drøfte eventuelle problemer, som vi måtte have i denne henseende med Kommissionen, og jeg er glad for at se Kommissionen her i dag. I henhold til EU's handelsregler og af hensyn til fødevaresikkerheden og forbrugertilliden til dyrenes sundhedsstatus kræves der en årlig test for at opretholde vores kvægbesætningers officielle tuberkulosefri status. Med en kvægbestand i Irland på mellem 7 og 8 millioner i de senere år, er der årligt blevet gennemført 10,5 millioner tuberkulosetester på omkring 138.000 besætninger. Siden 1954, hvor vores tuberkuloseordning blev indført, har vi i Irland - et lille land - brugt 2,54 milliarder euro på tuberkulosetester og senere brucellosetester. Jeg mener, at det udgør et bevis på vores faste beslutning om at beskytte vores kvægbesætningers sundhedsstatus i Irland. Ja, efter afsløringen af en reaktion er der blevet gennemført et særligt tilgrænsende testprogram for besætninger, der grænser op til isolerede besætninger. Der udføres løbende analyser af testdata af en særlig tuberkuloseudforskningsenhed. Rutinemæssige obduktioner gennemføres af ministeriets dyrlæger på alle slagtede dyr. Dyr, der reagerer positivt på turbekulosetesten, bliver slagtet. Fra de tidligste stadier af ordningen til udryddelse af tuberkulose hos kvæg har landbrugsministeriet anerkendt nytten af tester inden flytning, og vi anmoder om, at der bliver set positivt på vores særlige ændringsforslag til direktivet om ændring af direktivet. Det punkt, jeg gerne vil bede kommissæren om at se med særlig opmærksomhed på, er, at den eneste test, der findes i EU og ifølge irsk lovgivning, er den intrakutane komparative test, der er angivet i EF's direktiv 64/432. Jeg forstår, at der er blevet udført et betragteligt stykke arbejde med laboratoriebaserede blodprøver for at spore tuberkulose. Gammainterferontesten er den mest lovende af disse, og den anvendes i praksis som et supplement til tuberkulintesten af besætninger. Jeg ser gerne, at kommissæren angiver, hvor langt man er nået med dette, og hvor hurtigt det vil være muligt at få blodprøver accepteret af EU. Den turberkulosetest, vi nu bruger, er besætningsrelateret - ikke dyrerelateret. Vi bør nå frem til, at blodprøver for enkeltdyr vil være tilstrækkeligt. |
Hr. formand, hr. kommissær, betydningen af veterinærpolitimæssige problemer er ikke kun et afgørende spørgsmål i økonomisk, men også i forbrugerpolitisk henseende. Desuden har vi konstant med enorme økonomiske tab som følge af dyreepidemier at gøre. For at tage højde for sikkerhed og gennemskuelighed har direktivet især som mål, at der oprettes elektroniske databaser, hvorfra man kan hente oplysninger om kvæg og svin og deres bortskaffelse. Disse databaser, som skal oprettes, er samtidig en bestanddel af systemet til mærkning og registrering af kvæg i henhold til forordningen. Da det imidlertid har givet vanskeligheder ved gennemførelsen af dette direktiv og på grund af langsommeligheden i den fælles beslutningsprocedure, er Kommissionen kommet frem til den konklusion, at der bør træffes overgangsbestemmelser for at forhindre problemer i handlen med levende kvæg og svin. Jeg er enig med ordføreren i, at medlemsstaterne ved for lange overgangsbestemmelser altid kun gennemfører ubehagelige fællesskabsbestemmelser meget tøvende. Derfor bør vi diskutere, om dette spillerum på tre år virkelig er fornuftigt. Jeg mener, at ændringsforslaget af Daul, der foreslår to år, ville være et rigtig godt kompromis. Jeg vil gerne i den forbindelse endnu en gang påpege, at vi ikke igen bør opdyrke paragrafjunglen og undtagelsesjunglen, men at vi snarere skal rydde den. Det Økonomiske og Sociale Udvalgs betænkeligheder vedrørende den strikse begrænsning i undtagelsesbestemmelserne og harmoniseringen af veterinærbestemmelserne skal der absolut tages højde for! Jeg kan altså ikke forstå, at nogle lande laver deres lektier, mens andre derimod igen og igen finder på undskyldninger og sakker bagud. Det giver konkurrenceforvridninger, og for så vidt er jeg for, at vi gør ordningen gældende for alle om kort tid. |
Hr. formand, jeg vil forsøge at gøre det meget kort, og jeg vil ikke engang bruge hele min taletid. Jeg vil nemlig nøjes med at sende et budskab, og det er følgende. Her til morgen var der en af vores kolleger, som sagde her i Parlamentet, at der ikke er nogen frihed uden regler. Men når der er for mange regler, tror jeg, at friheden bliver til forvirring. Dette forslag lider efter min mening netop under, at der er for mange regler. Vi har haft en række bestemmelser på området, som har efterfulgt hinanden siden 1964. Disse bestemmelser er i nogle tilfælde blevet gennemført, og i mange tilfælde er de ikke blevet gennemført. De er delvist blevet udsat, og de er ikke blevet tilpasset af medlemsstaterne. Man vil nu med stor sandsynlighed anse nogle staters optræden for at være mangelfuld, da de ikke har rettet sig efter visse direktiver. Man må dog spørge sig selv, hvorfor dette sker så ofte og berører en lang række stater. Det skyldes højst sandsynligvis, at det er vanskeligt at gennemføre direktiverne. Og den forsinkede tilpasning af den nationale lovgivning skyldes højst sandsynligvis, at tilpasningen er dyr, besværlig og ofte uproduktiv. Det budskab, jeg gerne vil sende, er således, at når der er for mange regler - og i dette tilfælde er der en overflod af regler i de forberedende bestemmelser til den foreslåede tekst, som egentlig godt kan accepteres - og når de mange tekster vanskeliggør en gennemførelse, sker der en udsættelse, og man risikerer også at skabe nogle huller, der ikke bare er af lovgivningsmæssig karakter, men også af praktisk karakter. Hullerne af lovgivningsmæssig karakter skyldes en overlapning af kompetencerne og forvirring med hensyn til bestemmelserne, og hullerne af praktisk karakter skyldes, at der naturligvis er risiko for manglende kontrol på mange områder, hvorfor forbrugerpolitikken risikerer heller ikke at være tilstrækkelig. |
Hr. formand, må jeg først takke Dem for den interesse, De har udvist for Kommissionens forslag om ændring af direktiv 64/432 om de sundhedsproblemer, der berører handlen inden for Fællesskabet med kvæg og svin. Jeg er hr. Graefe zu Baringdorf særlig taknemmelig for hans betænkning om dette forslag og også medlemmerne af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter for den støtte, de har givet de fleste af de ændringer, der er foreslået af Kommissionen, og for de ændringsforslag, der var med i det oprindelige udvalgs betænkning. Medlemsstaterne løb ind i alvorlige problemer, da de skulle gennemføre de opdaterede dyresundhedsbestemmelser for handlen inden for Fællesskabet, der var fastsat i direktiv 64/432, og som trådte i kraft den 1. juli sidste år. For at lette omstillingen til de nye regler foreslog Kommissionen med hjemmel i artikel 37 og 152 i traktaten nogle ændringer til direktivet, der omfatter overgangsforanstaltninger til løsning af de mest akutte handelsproblemer, mindre korrektioner og afklaringer i bilagene og et generelt mandat til Kommissionen til at fastsætte overgangsforanstaltninger i overensstemmelse med den nye komitologiprocedure, der er omfattet af forslaget. Europa-Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter gik med til to ændringsforslag til Kommissionens forslag fremsat af hr. Graefe zu Baringdorf. Det første ændringsforslag kræver, at medlemsstaterne skal sikre fuld gennemførelse af direktivet, og at medlemsstaterne og Kommissionen skal udøve kontrol med gennemførelsen. Det andet ændringsforslag søger at begrænse anvendelsesperioden for overgangsforanstaltningerne til to år. Kommissionen kan gå ind for disse ændringsforslag 1 og 2 og må derfor gå imod ændringsforslaget fra fru Auroi, der kræver sletning af alle overgangsforanstaltninger. Men jeg beklager, at jeg ikke er i stand til at acceptere det skriftlige ændringsforslag 3, som hr. Graefe zu Baringdorf fremsatte i sidste uge. Det ændrer komitologiproceduren ved at foreslå, at der for gennemførelsesforanstaltninger i henhold til artikel 37 indføres en forvaltningsprocedure med ret til undersøgelse. Dette er klart i modstrid med artikel 2 i Rådets komitologiafgørelse 99/468, der gør det muligt at nedsætte kontroludvalg i spørgsmål vedrørende dyresundhed, og efter nærmere diskussioner med mit kabinet synes det ikke at være accepteret af hr. Graefe zu Baringdorf, at dette er holdningen. Men jeg forstår, at hr. Graefe zu Baringdorf måske meget vel kan have misfortolket komitologien, og at han har i sinde at ændre det igen her under forhandlingen i plenum. Lad mig udtrykke min overraskelse og bekymring omkring dette. Jeg beklager, at jeg ikke kan acceptere Deres nye ændringsforslag, der erstatter artikel 17 og 17A med én eneste ny artikel, der omfatter hele komitologiproceduren. Det indfører et kontroludvalg med ret til undersøgelse for Parlamentet, og jeg citerer fra det brev, som han sendte mig: "I tilfælde af en fælles beslutningsprocedure med hjemmel i artikel 251 og artikel 8 deraf" - det vil sige artikel 8 i Rådets komitologiafgørelse 99/468. Jeg kan forsikre Dem om den betydning, jeg tillægger Parlamentets rolle i lovgivningsprocessen, navnlig vedrørende komitologi i den fælles beslutningsprocedure. Det overordnede mål er at nå frem til hurtige og effektive resultater for at omsætte politikken til lovgivning. Rammerne for komitologiproceduren er klart fastsat i ovennævnte rådsafgørelse. Parlamentets undersøgelsesret er fastsat for områder i forbindelse med den fælles beslutningstagning, det vil sige artikel 8. Det ændrede direktiv 64/432 er baseret på artikel 37 og 152 i traktaten. Den nye bestemmelse vedrørende gennemførelsesbeføjelserne, hvorved Kommissionen kan fastsætte overgangsforanstaltninger, kan få en direkte effekt på folkesundheden. Derfor foreslår Kommissionen i dette tilfælde artikel 17A, der nævner et kontroludvalg med undersøgelsesret for Parlamentet. Jeg henviser Dem især til artikel 3 i direktivet, der ændrer artikel 16 i det oprindelige direktiv, hvor der står: "For at lette overgangen til de nye ordninger, der er fastsat i dette direktiv, kan Kommissionen efter proceduren i artikel 17A om nødvendigt vedtage overgangsbestemmelser, der anvendes i højst tre år". Det er, har jeg fået at vide af den juridiske tjenestegren, den rigtige måde at gøre dette på. I enhver situation, hvor en grundlæggende lovbestemmelse fastslår ændring ved et komitologiprocedure, må den i den grundlæggende bestemmelse omfatte den egentlige komitologiprocedure. Derfor må enhver enkeltbestemmelse, der fastsætter en sådan ændring, identificere proceduren ret klart. Derfor identificerer den bemyndigelse, der gives Kommissionen om yderligere at udvide den tid, der er fastlagt i artikel 3, klart artikel 17A som værende den passende artikel til behandling af dette, som inkorporerer artikel 8 i Rådets afgørelse fra juni sidste år, og således giver Parlamentet fuld undersøgelsesbemyndigelse i forhold til et sådant forslag. Dér, hvor artikel 17 nævnes i den gældende version af 64/432, relaterer dette til gennemførelsesforanstaltninger vedrørende dyresundhed, som er baseret på artikel 37, hvilket ikke har nogen, eller i nogle få tilfælde kun en fjern, interesse for folkesundheden. Derfor bør disse foranstaltninger ikke være underkastet Parlamentets undersøgelsesret. F.eks. relaterer sådanne gennemførelsesforanstaltninger til godkendelse af procedurer og steder til rengøring og desinficering, formatet for sygdomsanmeldelse, godkendelse af opsamlingscentre, definition af yderligere garantier for medlemsstater, der er fri af sygdomme, der ikke smitter mennesker, såsom smitsom bovin rhinotracheitis eller overførbar gastroenteritis hos svin. Jeg vil nu komme med nogle bemærkninger til betydningen af den foreslåede ændring for den institutionelle balance. Kommissionens gennemførelsesbeføjelser er fastsat i artikel 202, tredje indryk i EF-traktaten og i Rådets afgørelse 99/468, som jeg tidligere henviste til, hvilket er den relevante rådsafgørelse, der fastslår den relevante komitologiprocedure. Dette system tager klart sigte på nøjagtigt at definere den udøvende og lovgivende magts respektive roller i det grundlæggende lovgivningsinstrument. Derfor må det i den grundlæggende lovgivning gøres klart lige fra starten, hvilke gennemførelsesforanstaltninger der er baseret på de fælles beslutningsprocedurer, det vil sige artikel 152, og hvilke bestemmelser der ikke som deres direkte mål har beskyttelse af folkesundheden og derfor ikke er underkastet Parlamentets undersøgelsesret. Proceduren må fremgå klart i den grundlæggende lovbestemmelse, der kræver ændring ved komitologi. Enhver ordlyd, der åbner op for forhandling i hvert enkelt tilfælde, vil bringe den skrøbelige institutionelle balance i fare og vil også underminere gennemsigtigheden alvorligt. Den ordlyd, der er foreslået i den nye ændring om en kontrolprocedure med undersøgelsesret, og jeg citerer "i tilfælde af, at den fælles beslutningsprocedure med hjemmel i artikel 251 og artikel 8 deraf", fører til juridisk uklarhed og er ikke i overensstemmelse med den vedtagne gennemførelse af Rådets komitologiafgørelse. Jeg bemærker det dokument, som hr. Graefe zu Baringdorf har rundsendt her til eftermiddag, og hvori han bebuder sin hensigt at fremsætte dette ændringsforslag på dette stadium. Han siger: "Jeg mener ikke, at det er nødvendigt at medtage to næsten identiske henvisninger til komitologiproceduren bare for at sikre, at Europa-Parlamentet ikke anmoder om rettigheder, som det ikke har." Lad mig forsikre Parlamentet om, at det ikke er min hensigt med fremsættelsen af disse to procedurer - artikel 17 og 17A - at sikre, at Europa-Parlamentet ikke anmoder om rettigheder, som det ikke har. Jeg går stærkt ind for den fælles beslutningsprocedure og også for de procedurer, der er fastsat i komitologien. Jeg går stærkt ind for idéen om, at Parlamentet skal have fuld undersøgelsesret af Kommissionens forslag under omstændigheder, hvor Den Europæiske Unions retlige strukturer, det vil sige traktaten og direktivet, gør dette muligt. At afvige herfra er at risikere at udfordre Domstolen, hvilket er noget, som jeg skal undgå. Jeg må også svare hr. Graefe zu Baringdorf ved at sige, at de to, som han beskriver det, næsten identiske henvisninger til komitologiproceduren rent faktisk ikke er identiske. De er ret så forskellige og må behandles hver for sig. Det er imidlertid i alle institutioners interesse, at procedurerne defineres klart og gennemsigtigt for alle. Vedtagelsen af denne ændring ville desuden betyde en yderligere forsinkelse af lovgivningsproceduren, der ellers ville kunne afsluttes efter førstebehandling. Afslutningsvis vil jeg gerne bekræfte, at jeg accepterer hr. Graefe zu Baringdorfs ændringsforslag 1 og 2, men ikke ændringsforslaget om komitologiproceduren, som han har fremsat her til eftermiddag. Følgelig kan jeg heller ikke acceptere fru Aurois ændringsforslag. For at komme ind på de enkeltspørgsmål, der er blevet rejst af talere her i eftermiddag, og først og fremmest de argumenter fra hr. Graefe zu Baringdorf, som jeg ikke allerede er kommet ind på, så nævner han den lange prosatekst, og at der foreligger en aftale med Rådet om at være mere præcis. De har naturligvis ganske ret med hensyn til dette. Denne aftale med Rådet kom imidlertid i stand efter den oprindelige udarbejdelse af dette dokument. Det er grunden til, at det er blevet udarbejdet på denne måde. Det går forud for den aftale. Det vil blive ændret automatisk på den måde, der er fastsat i aftalen med Rådet. Derfor vil de bekymringer, som De måtte have med hensyn til dette spørgsmål, blive afhjulpet i overensstemmelse med denne aftale. De antydede også, at der, hvis Kommissionen gik med til Deres forslag, ville være en kortere procedure. Som svar på dette vil jeg sige, at det, hvis hr. Graefe zu Baringdorf trækker dette særlige ændringsforslag tilbage under hensyntagen til det, jeg har sagt her i eftermiddag, er rigtigt at sige, at proceduren vil blive kortere, og dette spørgsmål vil så kunne behandles ved førstebehandling. Hvis spørgsmålet behandles på denne måde, og hvis Rådet stemmer i overensstemmelse med det forslag, der er fremsat af Kommissionen, er der en betydelig risiko for, at spørgsmålet vil gå til andenbehandling og således skabe yderligere forsinkelser. Jeg er så sent som i dag efter rådføring med medlemmer af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter blevet opmærksom på, at der hersker en bekymring, som jeg ikke var bekendt med, med hensyn til samspillet mellem artikel 37 og 152. Jeg har gjort det klart, at jeg er rede til hurtigt at imødekomme enhver invitation, som udvalget måtte sende mig om at drøfte dette vigtige forfatningsmæssige spørgsmål om samspillet mellem artikel 37 og artikel 152. Jeg siger dette under omstændigheder, hvor jeg også indtrængende opfordrer hr. Graefe zu Baringdorf til at give tilbagetrækningen af dette særlige ændringsforslag en alvorlig overvejelse i lyset af det, jeg lige har sagt, og af hensyn til de alvorlige juridiske vanskeligheder, der hersker i denne forbindelse. Som svar til hr. Hyland og fru Doyle, der begge var bekymrede for testspørgsmålet, har jeg taget det, begge har sagt herom, til efterretning, og jeg vil foretage de relevante undersøgelser. |
Hr. formand, tillad mig at stille et spørgsmål til kommissær Byrne. Vi er i den situation, at De præsenterer en tekst for os, som ikke længere svarer til de almindelige procedurer i forhold til Rådet. Det har vi noteret os. Med hensyn til det udarbejder vi vores ændringsforslag, som De jo i princippet og ud fra proceduren anser for rigtigt. Så skelner De mellem situationen i en betænkning, som De kun fremlægger efter artikel 152, og denne, som de fremlægger efter 37 og 152, og dernæst siger De, at det er grunden til, at vi har brug for en separat henvisning til komitologien. Vi har naturligvis også talt med vores juridiske tjeneste, og den tekst, som jeg har fremlagt mundtligt, omfatter præcis denne henvisning til komitologien. Retsteksten bekræftes dermed. Det handler i dette tilfælde om Kommissionens tykhudethed, Kommissionen, der siger, nej, vi fastholder vores forslag, som vi har haft noget lignende af i Parlamentet tidligere. Derfor, hr. Byrne, når De siger, at jeg skal overveje at trække forslaget tilbage, vil jeg bede Dem om at overveje, om De ikke kan godkende det, især da det opfylder komitologiafgørelsen. Så har vi den forenklede procedure. Gavmildheden bør ligge hos Kommissionen og ikke hos ordføreren! |
Subsets and Splits