text
stringlengths 5
132k
|
|---|
Et kig ind i et kunstnerægtepars værksted, hvordan de fortolker deres inspirationskilder. |
En fartmåler viser i flyvemaskiner farten i forhold til den omgivende luft – oftest målt i knob men til tider i kilometer pr. time. Betegnelsen fartmåler anvendes også om politiets radarbaserede instrument til kontrol af overholdelse af hastighedsbegrænsningen. Virkemåde Fartmåleren virker ved at måle forskellen mellem det dynamiske tryk, som fartvinden medfører på flyets forside og det statiske tryk. Forskellen omsættes til fart-skalaen. Under "uren flyvning" – når flyet ligger skævt i forhold til luftstrømmen – kan fartmåleren sætte ud. I større højde er lufttrykket lavere, og farten vil blive vist for lavt. Aerodynamisk opfører flyet sig dog svarende den viste hastighed. Flutter indtræder dog ved reelle hastigheder, hvorfor fly med dette problem ikke bør flyves til grænsen i stor højde. Anvendelse Fartmålerens væsentligste funktion er at sikre, at farten ikke falder så meget, at flyet kommer i stall – især under landing er dette kritisk. Under stigning kan det anvendes til at sikre, at man flyver ved farten for bedste stig. Under ligeud-flyvning kan det benyttes til at sikre, at man flyver med den fart, som giver det bedste glid i forhold til højdetab eller brændstofforbrug. |
Fem uger i ballon (fransk: Cinq semaines en ballon) er en science fiction-roman af Jules Verne, udgivet i 1863. Handling I "Fem uger i ballon" skildres en fiktiv rejse i luftballon tværs over Afrika. Historiens hovedperson er en opdagelsesrejsende ved navn Samuel Fergusson. Han opfordres af Det kongelige geografiske Selskab i England til at udforske Afrika fra en ballon. Han rejser fra øen Zanzibar sammen med sin ven Dick Kennedy og sin tjener Joe. På vej gennem Afrika løber de ind i forskellige problemer, blandt andet angreb fra lokale stammer, storme og en stranding i Sahara. Romanens klimaks er i slutningen af historien, da de flyver i en utæt ballon, som kun med nød og næppe kan holde sig svævende, til de når deres mål i Senegal. Sideløbende med den egentlige handling bliver læseren præsenteret for en del videnskabelige og kulturelle emner, såsom hidtidige opdagelsesrejser, de forskellige stammers levevis, datidens missioner i Afrika, eftersøgningen af Nilens kilder etc. Emner Jules Verne lægger i bogen meget vægt på det videnskabelige. De fleste detaljer på det område gennemgås grundigt. Der bruges lang tid på at gennemgå de tekniske aspekter ved rejsen, ligesom der er lange beskrivelser af det udstyr, personerne medbringer. Meget af indledningen bruges desuden på at udmale fordelene ved en ballonrejse frem for en landrejse. Derudover nævnes mange af de daværende ekspeditioner, ligesom Jules Verne lader hovedpersonerne opdage Nilens kilder. Man hører også om vanskelighederne ved ekspeditionerne. De indfødte stammer, deres kultur og levevis bliver også skildret i handlingen. Jules Verne bliver ofte kritiseret for at fremstille de indfødte som primitive og barbariske. Denne kritik underbygges af, at et af de største problemer på rejsen er angreb fra indfødte. |
Fix og færdig med undertitlen Rock mod junk var et dansk musikalbum, der i 1980 blev udgivet på Medley Records med sange fra en række danske kunstnere. Initiativet til udgivelsen var taget af Folkebevægelsen mod hårde stoffer i samarbejde med Medleys direktør Michael Ritto, der stod for indsamling af sangene og tilrettelæggelsen af albummet. Folkebevægelsen havde tilknytning til miljøet på Christiania, og en del af bidragene til pladen kom fra kunstnere, der tillige medvirkede på Christianiapladen, der var udgivet nogle år tidligere. På covernoterne var angivet, at ca. 10 kr. af pladens pris blev givet til Christianias narkoovervågningsgruppe. De udvalgte numre på Fix og færdig var numre, der tidligere var udgivet i andre sammenhænge af kunstnerne, men som tema var (mere eller mindre direkte) relateret til narkomisbrug og skaderne ved sådant misbrug. Sebastians bidrag "Rose" var dog en anden version end den version, der oprindeligt blev udgivet på Den store flugt. Albummet blev udgivet på vinyl i form af en LP (MdLP 6035) og er ikke genoptrykt som CD. Albummets pladecover gjorde brug af Folkbevægelsen mod Hårde Stoffers logo (en knyttet næve, der knuser en kanyle). Bagsiden var en tegning af Vesterbromiljøet tegnet af Peder Bundgaard, der stod for omslaget sammen med Svend Christensen. |
Forbrændingen er et af Vestegnens spillesteder beliggende centralt placeret midt i Albertslund ca. 200 m fra Albertslund Station, i den gamle forbrændingsanstalt. Der afholdes ca. 70 koncerter årligt på Forbrændingen i en bred vifte af stilarter, samt ca. 10 lukkede arrangementer. I huset findes også en 140 m² indendørs klatrevæg. Forbrændingen blev etableret i 1996. |
Han var femte søn af Henning von Dewitz til Gross Daberkow i Mecklenburg og Dorothea von Levetzow. Han kom tidligt til Danmark, der jo på den tid var som et andet fædreland for den meklenborgske adel, og hvor flere af hans frænder, både fædrene og mødrene, havde vundet ære og rigdom. Dewitz blev ansat som page ved Christian V's hof, men måtte på grund af gale streger forlade dette; først efter at han i nogle år havde kæmpet mod tyrkerne, blandt andet ved Ofens erobring 1686, blev han atter taget til nåde og ansat som løjtnant ved Livregiment til Hest. 1689 gik han med Donops danske rytterregiment til Irland og steg under krigen her og i Nederlandene til ritmester (1690), major (1692) og oberstløjtnant (1697). Efter auxiliærtroppernes hjemkomst gjorde Dewitz tjeneste ved 2. fynske nationale rytterregiment, indtil han 1701 på ny blev sendt i sømagternes tjeneste som oberst for et hvervet kyrasserregiment (holstenske). 1706 blev han brigader, 1709 sprang han efter indstilling fra hertugen af Marlborough flere ældre kammerater forbi til generalmajor, dog med det forbehold, at han atter skulle "cedere" disse, efterhånden som de også avancerede; under de påfølgende begivenheder gik denne bestemmelse dog snart i glemme. Den Store Nordiske Krig Dewitz blev nemlig i slutningen af året kaldt hjem for at anvendes i krigen mod Sverige. Under vinterfelttoget i Skåne 1709-10 var han overgeneralens, grev Christian Ditlev Reventlows, højre hånd, "l'unique homme de tête, qui m’est donné à l’armée". Reventlow blev på grund af sygdom afløst af generalløjtnant Jørgen Rantzau, der blev hårdt såret i slaget ved Helsingborg 10. marts 1710, og Dewitz, der i slaget havde kommanderet første træfnings venstre fløj og ved gentagne raske indhug understøttet den slagne højre fløjs tilbagetog, fik nu midlertidig overkommandoen. Med frejdig energi organiserede han forsvaret af Helsingborg, afviste enhver opfordring til overgivelse og reddede, da det var besluttet at rømme fæstningen, hæren ved den på én gang omsigtsfulde og hensynsløse måde, hvorpå han ledede dens overførsel til Sjælland; selv var han den sidste, der forlod skånes grund. Det hvide bånd, som kongen skænkede ham ved hjemkomsten, var vel fortjent. I nogen tid blev han nu benyttet som et slags inspektør for rytteriet og 1711 forfremmet til generalløjtnant, i hvilken egenskab han fungerede under felttogene i Pommern og Mecklenburg. Ved Gadebusch (20. december 1712), hvor han forgæves havde gjort indsigelse mod den uheldige stilling, kommanderede han højre fløj, der kæmpede tappert, indtil den sent på dagen og i god orden trak sig tilbage. Under slaget havde zar Peter med sin egen og størstedelen af den sachsiske hær stået i det østlige Mecklenburg; for at bevæge ham til at rykke frem og forene sig med den danske hær besluttedes det nu at sende en betydelig rytterstyrke over til ham. Dewitz fik kommandoen over dette korps, 30 eskadroner af 10 forskellige regimenter; 32 sachsiske eskadroner under Wolf Heinrich von Baudissin fik ordre til at slutte sig til ham, og alt gik efter ønske. Man har tilskrevet Dewitz undfangelsen af denne forstandige plan så vel som dens lykkelige udfald; i det mindste en del af æren tilkommer dog grev Christian Ditlev Reventlow, der opholdt sig ved zarens hovedkvarter og – ved en vel anbragt trussel om, at Frederik IV, hvis zar Peter lod ham i stikken, måtte slutte særfred med Sverige – fik zaren til at begynde fremrykningen mod vest. Dewitz beholdt kommandoen over rytteriet under resten af felttoget og blev derhos 5. januar 1713 akkrediteret hos zaren som sin konges repræsentant. 16. maj samme år var han medundertegner af Magnus Stenbocks kapitulation og blev kort derpå sendt til Berlin for at modarbejde den gottorpske minister Georg Heinrich von Görtz' indflydelse ved dette hof. Hans militære og diplomatiske tjenester blev belønnede med, at han på samme dag (28. august 1713) udnævntes til general til hest og gehejmeråd; i førstnævnte egenskab kom han i et overordnet forhold til hele det danske rytteri, i sidstnævnte blev han oftere tilkaldt ved Konseillets forhandlinger. I slutningen af året blev Dewitz sammen med gesandten i London, Iver Rosenkrantz, designeret til Danmarks befuldmægtigede på den kongres, som skulle træde sammen i Braunschweig for at ordne forholdene i Nordtyskland, og da kongressen et helt år efter åbnede sine møder, blev det ham tillige overdraget at underhandle med Preussen og Storbritannien-Hannover om tilslutning til "den nordiske liga". I maj 1715 førte han disse underhandlinger til det ønskede resultat og deltog derefter i de allieredes tog mod Stralsund. Ved landgangen på Rügen 15. november kommanderede han de danske tropper og slog dagen efter i den ærefulde træfning ved Stresow Carl XII, der personlig var ilet til for at imødegå landgangen. En måned senere faldt Stralsund, og Dewitz blev nu udnævnt til dansk generalguvernør over Ny-Forpommern og Rügen, en stilling, han beklædte til sin død. 7. januar 1716 blev han derhos Ridder af Elefanten. Dewitz' krigerske løbebane må hermed betragtes som sluttet, thi den rolle, han i foråret 1716 spillede som den allierede armés overgeneral under den sidste del af Wismars belejring og ved fæstningens overgivelse, var nærmest politisk. Wismar belejredes af en forenet dansk-preussisk-hannoveransk hær; et russisk korps var under hurtig fremrykning fra øst for at slutte sig til denne. Af politiske grunde var det nu navnlig hannoveranerne om at gøre, at russerne ikke skulle få del i byttet, og ligesom de andre meklenborgere i Frederik IV's tjeneste ønskede Dewitz en tilslutning til England frem for til Rusland. Det lykkedes ham også at få kapitulationen indledt forinden russernes ankomst til Wismar, og han afviste derefter med bestemthed ethvert forsøg fra disses side på at få del i fæstningens besættelse. Denne handlemåde blev vel billiget af Frederik IV, men vakte den heftigste forbitrelse hos Peter den Store. Yderligere opirret blev denne, da kongen ved sit møde med zaren i Hamborg 28. maj, hvor der skulle træffes aftale om en fortsat fælles optræden, valgte Dewitz til en af sine ledsagere; Dewitz, der selv havde forestillet kongen det uheldige heri, holdt sig derfor under zarens ophold i København forsigtig borte fra hovedstaden og tænkte sig endog muligheden af at måtte forlade kongen af Danmarks tjeneste. I september, da det endelig så ud til, at den påtænkte fælles landgang i Skåne skulle gå for sig, mente kongen dog ikke længere at kunne undvære Dewitz. Han blev kaldt til København, men alle skridt, han gjorde for at formilde zaren, var forgæves; denne ville ikke slippe den overdrevne, om end ikke ganske ugrundede, mistanke, han nærede til, at Dewitz og de andre tyskere i dansk tjeneste var skyld i det dårlige forhold mellem de to allierede. Landgangsplanen strandede på dette dårlige forhold, og vægtskålen sank derefter stærkt til fordel for dem blandt Frederik IV's rådgivere, der som Dewitz ønskede en tilslutning til England; men snart fik kongen at mærke, at kong Georgs politik var mindst lige så egoistisk og troløs som zar Peters; i efteråret 1717 sadlede han derfor atter om og fjernede Dewitz fra hoffet. Denne var dog blandt de 28 høje embedsmænd, som kongen i august 1718 rådspurgte om den rigtigste politik under de forhåndenværende "tvivlsomme og épineuse konjunkturer"; Dewitz' betænkning kendes ikke, men det vides, at han bestandig var "dygtig engelsksindet". Carl XII's fald forandrede dog de politiske forhold i den grad, at selv Dewitz anså et fornyet angreb på Sverige og dermed en tilnærmelse til Rusland for tilrådelig; uagtet han var meget sygelig, "ganske kontrakt af podagra og kiragra", rejste han ukaldet til København for at gøre kongen forestillinger i denne retning, men pådrog sig mærkelig nok netop ved dette skridt kongens unåde, skønt denne gik ind på den foreslåede genoptagelse af fjendtlighederne. Dewitz blev endnu vidne til den holdningsløse gennemførelse af denne politik, men ikke til det endelige resultat af den 10-årige krig, i hvilken han havde spillet så betydelig en rolle. Han døde på sit gods Frederiksgave ved Assens 9. september 1719. Godsejeren General Dewitz var en rig mand; først havde han købt Hindsgavl, siden (1707) tillige Frederiksgave, hvor han, når tjenesten tillod det, levede som "grand seigneur", og hvor hans navn længe var genstand for almuens fantastiske beretninger. Også i hans oprindelige hjemstavn mindedes man Dewitz som "ein Küchlein von der weissen Henne" (lykkebarn) med tilføjende, at han fra ung af spillede højt og heldig. På en smukkere måde trådte dette karaktertræk – lysten til at vove for at vinde – frem hos ham som soldat og erhvervede ham ved en heldig forening med andre gode militære egenskaber en fremragende plads blandt Frederik IV's generaler. I den daglige tjeneste havde han ord for at skåne folk og heste; hvor det gjaldt, tog han ikke i betænkning at ofre både menneskeliv og værdier; men det skete med roligt overlæg, kamplysten løb ikke af med besindigheden. Han havde derhos et godt strategisk og taktisk blik og viste ved given lejlighed, at han forstod at anvende så vel artilleri (forsvaret af Helsingborg) som ingeniører (landgangen på Rügen). Hans politiske standpunkt var stærkt påvirket af hans fødsel som meklenborgsk adelsmand; men navnlig hans optræden under hans sidste sygdom gør det uberettiget at tvivle om hans hengivenhed for den konge og det land, i hvis tjeneste han i løbet af en menneskealder havde vovet sit liv og tilsat sit helbred. Familie Dewitz var gift med Margrethe von Levetzow (1671-1744), datter af hans morbroder, dansk generalløjtnant Hans Frederik von Levetzow til Oksholm og Lucia Emerentia von Brockdorff. Deres børn døde som små, hvorfor Dewitz testamenterede sine godser til en broder, Joachim Friedrich von Dewitz til Løjtmark, hvis søn solgte dem 1764. Generalinde Dewitz levede som enke i Odense, hvor hun efterlod et smukt navn som en godgørende og fordomsfri dame. 1727 købte hun Lundsgård og Jershave ved Nyborg. Hun hviler ved sin mands side i den prægtige familiebegravelse, han havde indrettet i Sønderby Kirke ved Frederiksgave. Sammesteds oprettede et hospital. |
Resultaterne fra ottendedelsfinalerne og frem i singlerækkerne og fra kvartfinalerne og frem i doublerækkerne vises nedenfor. For komplette resultater henvises til de uddybende artikler. |
Et frilandsmuseum er et museum med bygninger naturlig størrelse fra forskellige tidsperioder. De vil typisk fokusere på den historiske udvikling over en periode, gennem de bygninger og det liv der var i disse bygninger. Traditionelle frilandsmuseer består af gamle huse og andre bygninger, der enten enten være på det sted, hvor de historisk set hører hjemme eller være samlet i et givent område, som dermed kommer til at vise den historiske udvikling. Bygningerne er således blevet pillet fra hinanden og genopført på frilandsmuseets område. Arkæologiske frilandsmuseer består ligeledes af bygninger i naturlig størrelse, men er nyopførte bygninger, der er konstrueret ved hjælp af historiske metoder fra bestemte periode, ofte ud fra arkæologiske fund, for at vise en bestemt periode. I nyere form er økomuseum, der stammer fra Frankrig. En omfattende gennemgang af frilandsmuseer som type og institution kan findes i den svenske museolog Sten Rentzhogs bog Open Air Museums: The History and Future of a Visionary Idea fra 2007. Levende museer, inklusive levende gårdmuseer, er en type frilandsmuseer, hvor formidlere iført historiske dragter portrætterer livet i perioden. Formidlerne agerer ofte som om de levede i perioden, som de beskæftiger sig med, eksempelvis kolonitiden eller middelalderen, og udfører dagligdags opgave som madlavning, håndværk og lignende opgaver. Formålet er at demonstrere de tidligere tiders måder at leve på, og formidle det til et moderne publikum. Opgavnerne i husholdningen kan inkludere madlavning på brændekomfur, kærne smør, spinde uld, væve tekstiler eller landbrug uden brug af moderne hjælpemidler. Mange levende museer udfører traditionelt håndværk som smedning, tømrer, pottemageri, mølle- eller savværksarbejde, typografi, læge og købmandshandel. Definition Friland er "den ubegrænsede atmosfære... udenfor bygninger...". I den bredeste betydning er et frilandsmuseum ethvert museum, der inkluderer en eller flere bygninger i dens samling, inklusive bondegårde, historiske husmuseer og arkæologiske frilandsmuseer. Frilandsmuseum bruges dog hovedsageligt om museer, der har specialiseret sig i indsamling og genopførsel af gamle bygninger på udendørs områder, ofte i en genskabt landskab fra fortiden, og gerne med living history som en integreret del af formidlingen. De fleste kan derfor med rettes betegnes som bygningsmuseer. Europæiske frilandsmuseer ligger typisk i områder hvor arkitektur i træ er fremherskende, da træbygninger kan pilles fra hinanden og genopføres andre steder, uden et stort tab af autentecitet. Fælles for alle frilandsmuseer, inklusive de tidligste der stammer fra 1800-tallet, er at de formidler historie om hverdagen fra alle dele af samfundet. Oprindelse Et antal historisk vigtige bygninger og deres omgivelser blev åbnet for offentligheden som museer allerede i første halvdel af 1800-tallet. Disse inkluderer Château de Versailles i Frankrig og George Washingtons hus i Mount Vernon, i Virginia. Den planlagte samling af bygninger på et frilandsmuseum stammer fra slutningen af 1800-tallet i Skandinavien. En af årsagerne kan hav været, at gamle traditioner med at flytte og genopføre træbygninger stammer fra lokale byggeteknikker i området. Ideen var en videreudvikling af det, på dette tidspunkt, veletablerede indendørs museum. For at være i stand til at samle og fremvise hele bygninger, var man nødt til at lave museet udendøres. Forgængerne for frilandsmuseerne var de "eksotiske" pavilloner, "antikke" templer, "gamle" ruiner og små hytter, der var at finde i 1700-tallets anlagte parker. Senere forgængere var nogle af de autentiske eller konstruerede hytter, der blev vist ved verdensudstillingen fra midten af 1800-tallet og frem til århundredeskiftet. Verdens første frilandsmuseum var Kong Oscar 2.'s samling på Bygdøy nær Oslo i Norge, der åbnede i 1881. Den oprindelige plan bestod af 8 eller 10 bygninger der skulle vise udviklingen i de traditionelle bygningstyper i Norge fra middelalderen og frem. Kun fem af bygningerne blev dog opført før kongen mistede interessen, som følge af de udgifter der var forbundet med projektet. Det kongelige frilandsmuseum blev senere indkorporeret i Norsk Folkemuseum, der blev etableret på en tilstødende grund i 1890'erne. Inspireret af et besøg på det norske frilandsmuseum grundlagde Artur Hazelius Skansen i Stockholm i 1891. Dette frilandsmuseum blev senere en grundmodel for efterfølgende frilandsmuseum i Nord- og Østeuropa, og til sidst i resten af verden. Navnet ‘skansen’ har også fået betydning af et navneord, som bruges om andre frilandsmuseer eller samlinger af historiske bygningværker, særligt i Central- og Østeuropa. Omkring 1900 blev der etableret både nationale og regionale frilandsmuseer i hele Skandinavien, særligt i Norge og Sverige. De fleste frilandsmuseer koncentrerer sig om bondekultur og landbrug. Siden åbningen af det første by-frilandsmuseum, Den Gamle By i Aarhus i 1914, er bykultur dog også blevet mere almindeligt for frilandsmuseer. I mange tilfælde bliver der opført nye bykvarterer på eksisterende frilandsmuseer, der beskæftiger sig med bondekultur. Nordamerikanske frilandsmuseer De nordamerikanske frilandsmuseer kaldes ofte for living history-museer. Det første var Henry Fords Greenfield Village i Dearborn, Michigan(1928), hvor Ford ønskede at vise "en lommeudgave af Amerika". Colonial Williamsburg, der åbnede i 1934, formåede dog at få større inflydelse på frilandsmuseer i Nordamerika. Blandt museer i Nordamerika, der har hentet inspiration fra Colonial Williamsburg er Mystic Seaport, Plimoth Plantation, og Fortress Louisbourg. De nordamerikanske frilandsmuseer lægger stor vægt på formidling med personer i historiske dragter, der udfører forskellige dagligdags opgaver. Der har dog været kritik af, at disse museer har givet et fordrejet billede af perioderne, idet de kun sjældent har beskæftiget sig med de mørkere sider af forsiden, som eksempelvis slaveri eller hekseafbrænding. Visse steder har dog tilføjet flere af disse vanskeligere emner i deres formidling. |
Gaustablikk er et område i Telemarken, beliggende øst for Telemarkens højeste bjerg Gaustatoppen. Man kommer dertil fra Rjukan, hvorfra en ca. 15 km lang serpentinervej fører derop. Om sommeren åbnes bjergpasset ved Gaustatoppen, og det er muligt at komme til Gaustablikk fra Tuddal. I Gaustablikk-området finder man Norges højest beliggende trægrænse. Denne findes på bagsiden af Skipsfjell. I området ligger bl.a. Gaustablikk Høyfjellshotel, Kvitåvatn Fjellstoge samt et mindre skicenter med få lifte. Området er de senere år vokset sig større, og antallet af nye hyttetomter, der bliver solgt, er støt stigende. Ligeledes vokser skicenteret støt, og man regner med at forstørre skicenteret 2-3 gange, og dermed slå det fast som et af de 5-6 største skiområder i Norge. Gaustablikk skicenter benyttes i dag også til konkurrence på højt plan. Det er FIS World Cup i telemarkski, der af og til afholdes i anlægget. I området findes ligeså et bredt udbud af langrendsløjper hvor Danmarksmesterskaberne i langrend årligt afholdes. |
Generalitets- og Kommissariatskollegiet var under enevælden fra 1767 til 1808 et generalkommissariat, der havde med de militære etaters økonomisager at gøre. Det blev oprettet ved, at landetatens generalkommissariat i 1763 gik op i et nydannet almindeligt generalkrigsdirektorium, der efter allerede i mellemtiden at være undergået visse forandringer i 1767 afløstes af det nye kollegium. I 1808 blev økonomisager atter udskilte og henlagte under et Generalkommissariatkollegium, under hvilket de der efter forblev til 1848. |
Gertie Jung Johansen (født 22. september 1943 i Frederiksberg) er en dansk skuespiller. Jung blev oprindeligt uddannet bibliotekar. Senere læste hun hos Søren Weiss og fulgte kurser på Kunstakademiet, Filmskolen og Statens Teaterskole, ligesom hun gik på skuespilskole i New York. Gennem sin karriere har hun spillet en række roller på teatret, bl.a. var hun tilknyttet Gladsaxe Teater i en periode. Hun har desuden medvirket i en række film, hvoraf de mest kendte er de såkaldte sengekantsfilm. |
Giovanni da Bologna, også kendt som Giambologna, født Jean Boulogne (* 1529 i Douai, Flandern, ligger i dag i Frankrig; † 13. august 1608 i Firenze). Han var senmanierismens betydligste billedhugger. |
Gobabis er en by i den østlige del af Namibia, med et indbyggertal på cirka 15.000. Byen blev grundlagt i 1856, og ligger på grænsen til Kalahari-ørkenen. |
Grönwohld ligger omkring 18 kilometer syd for Bad Oldesloe og ca. 26 kilometer nordøst for Hamborg. Bundesstraße 404 (Kiel–Lauenburg) går gennem kommunen. Fra 1887 til 1976 havde Grönwohld jernbanestation på linjen Schwarzenbek–Bad Oldesloe. |
Originalgrafik er et grafisk værk i kunstens verden, der nummereres, så det fremgår hvor mange eksemplarer, der er trykt [oplagets størrelse] og hvilket nummer i rækken, det er. Originaltryk skal bære en håndskreven signatur af kunstneren. "ET" for eget tryk betyder, at kunstneren selv har foretaget selve trykningen. I andre tilfælde har en trykker foretaget det mekaniske arbejde efter nøje samarbejde med kunstneren. Tryk, som indeholder disse håndskrevne oplysninger, kaldes originaltryk og opfattes som mere værd end samme tryk uden signatur og nummerering. For at undgå en ulovlig produktion, er det praksis at stokken/pladen ødelægges. Ud over originaltryk omfatter et oplag af et grafisk værk ofte et antal signerede prøvetryk, som følge danske grafikere ikke bør overstige 10 % af det samlede oplag. Visse teknikker kræver flere prøvetryk. Fx er det let at se det endelige resultat ved litografi, hvorimod ætsninger kræver flere prøvetryk, før resultatet er tilfredsstillende. De fleste prøvetryk bliver makuleret. Non toxic printing Non toxic printing er reaktionen på opdagelsen af, hvor sundhedsskadeligt det grafiske arbejde er. Den bygger hovedsagelig på vandopløselige stoffer og acryl- og polymersubstanser. De traditionelle grafiske metoder indeholder stoffer, som betragtes som sundhedsskadelige; syrer, lakker, blandinger af tjære og voks, organiske opløsningsmidler m.m. Pionererne inden for non toxic printing har bestræbt sig på at genskabe de traditionelle metoder, for stadig at nå samme udtryk i grafikken. Nye metoder er opstået, og det har ført til nye udtryk i den grafiske kunst. Montering Når grafik skal monteres, er det vigtigt at anvende syrefrit karton og syrefri tape, da trykket ellers vil gulne og tage skade. |
Anne Grete Frische (15. juni 1911 i København – 17. august 1962 i Gentofte) var en dansk skuespillerinde, filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun er datter af skuespilleren og dramatikeren Axel Frische og fik flere teaterroller, bl.a. på Det ny Teater. Selvom hun selv medvirkede i et par håndfulde spillefilm, var det nok mest for en række filmmanuskripter, bl.a. til de fleste Far til Fire-film, at hun for alvor slog igennem. I 1940'erne optrådte hun dog også i cabaret-forestillinger og fik stor succes som Snøvle-Sofie. Hun skrev både manuskript og var instruktør på filmene Kriminalassistent Bloch (1943), En ny dag gryer (1945) og Så mødes vi hos Tove (1946) og leverede manuskriptet til bl.a. Jeg elsker en anden (1946), Lise kommer til byen (1947), Fodboldpræsten (1951) og Fløjtespilleren (1953). |
Grevskabet Holsten-Rendsborg var et grevskab oprettet ved delingen af Grevskabet Holsten-Itzehoe i 1290. Grevskabet gav anledning til den såkaldte Rendsborg-linje inden for det Schauenburgske hus. Linjen uddøde med Adolf 8. i 1459 Gerhard var den eneste greve i grevskabets eksistenstid. Da han døde i 1290, blev grevskabet delt mellem hans tre sønner i tre nye grevskaber: Holsten-Rendsborg, Holsten-Plön og Holsten-Pinneberg. |
Großes Walsertal (eller Großwalsertal) er en 25 km lang dal i delstaten Vorarlberg i Østrig. Dalen grænser op til Bregenzerwald, og bækken Lutz flyder igennem den. Dalens 6 kommuner (Thüringerberg, Sankt Gerold, Blons, Fontanella, Sonntag og Raggal) ligger i distriktet Bludenz, stort set alle på den solvendte skråning, kun Raggal ligger syd for Lutz. Indbyggertallet er samlet 3500, og dalen er dermed ret tyndt befolket. Biosfærereservat Großes Walsertal Kommunerne slog sig sammen for at danne et biosfærereservat, den første naturpark i Vorarlberg. Indenfor UNESCOs "Man and Biosphere"-program er det en enestående administrativ konstruktion. Biosfærereservatets hjerte er Faludrigatal, en sidedal til Marultal, som igen er sidedal til Großes Walsertal. Visse områder, som denne, kan kun ses til fods. |
Guy Nosbaum (født 18. maj 1930 - 13. august 1996) var en fransk roer. Nosbaum vandt (sammen med Robert Dumontois, Jacques Morel, Claude Martin og styrmand Jean Klein) sølv ved OL 1960 i Rom i disciplinen firer med styrmand. Tyskland og Italien vandt henholdsvis guld og bronze. Han deltog i samme disciplin ved OL 1952 i Helsinki, hvor franskmændene dog blev slået ud inden finalen. Nosbaum vandt desuden en EM-guldmedalje i toer med styrmand i 1953. |
Haagen Christian Astrup (22. januar 1766 – 4. februar 1827 i Varde) var en dansk generalkrigskommissær og godsejer. Astrup var søn af af ejer af Eskilstrup, justitsråd Jens Astrup og Kirstine Margrethe født Heegaard. Han blev 1783 student, privat dimitteret og 1786 cand.jur. 1794 blev Astrup kammerråd, 1802 kaptajn og kompagnichef i Nordre sjællandske Landeværnsregiment, 1807 sat à la suite og 1808 afskediget. 1809 blev han generalkrigskommissær og adlet ved patent af 24. august 1810. 1825 blev Astrup udnævnt til byfoged i Varde samt herredsfoged i Øster og Vester Herred. 1788-1801 ejede han Totterupholm, som han 1789 fik tilladelse til at kalde Rosendal. 1799-1806 ejede han Sæbygård, 1800-1806 Falkenhøj og Frihedslund, 1803-06 Løvegård, 1806-09 Gislingegård, 1806-10 Kokkedal, 1808-10 Nivågård og 1813-19 Gammelgård, der blev solgt ved opbudsauktion sidstnævnte år. Han ejede også Antvorskov, på hvis grund han anlagde en lervarefabrik. Han blev gift 1. gang 26. juni 1789 med Ane Margrethe Falk (død 16. januar 1828, 67 år, i København), ægteskabet opløst 1806, 30. april forlig om deling af fællesboet. 2. gang ægtede han 25. maj 1806 på Frederiksberg Helene Caroline Floeberg (døbt 17. februar 1785 i Vor Frue Kirke, København - 30. januar 1850 i Christiansfeld), datter af parykmager og hårskærer Andreas Gustavus Floeberg og Anne Cathrine Jacobsen. Astrup er begravet på Sankt Jacobi Kirkegård i Varde. Der findes et portrætmaleri i privateje. |
Gammel Hammelmose Hovedgaard blev anlagt som en borggård på randen af Store Vildmose ved Ryå's nordlige knæ og var i middelalderen en af landets største græsningsgårde. Ejere af hovedgården kendes tilbage til år 1336 hvor det var Væbner og Ridder Saxe Pedersens domicil. Ved Reformationen i 1536 overgik gården til Kronen. De mageskiftede med Peder Munk i år 1574. Han solgte en gård og 2 boder i København og købte Gammel Hammelmose Hovedgaard med møllen, desuden Store Vildmose, Pajhede Skov og alt den jord der tilhørte gården. Senere tilkøbte han en række herresæder: Estvadgård, Sæbygaard, Sødringholm, Demstrup og Vrejlev Kloster. Peder Munk var gift med Karen Skeel. Han var Rigsråd senere Rigsmarsk og Rigsadmiral. Desuden var han en af datidens mest højtættede danske mænd og blev en af de 4 personer der regerede Danmark under Christian 4s mindreårighed. Ægteparret skænkede lektorieprædikestolen og malmstagerne til Thise Kirke.( Der findes kun 2 lektorieprædikestole i de danske kirker ). Karen Skeel og Peder Munk fik ingen børn. I middelalderen var Gammel Hammelmose Hovedgaard primært en meget stor græsningsgård med studedrift. De levende stude blev opfedet og af studedrivere drevet ned gennem Jylland til byen Wedel lidt nord for Hamburg. Det var datidens storslagteri. Her mødtes købmænd fra hele Europa for at købe, slagte og salte studene og fragte kødet videre. I 1842 opførtes en gård ca. 2 km. syd for Gammel Hammelmose Hovedgaard. Den blev bygget som led i effektiviseringen af landbruget og til beboelse til karle og pigerne, så der ikke var så langt ud i markerne. Gården fik navnet Ny Hammelmose. Derfor fik Hammelmose Hovedgaard nu navnet Gammel Hammelmose Hovedgaard. |
Hammerichsgade i København går nord-syd langs østsiden af banegraven/Boulevardbanen, mellem H.C. Andersens Boulevard ved Jarmers Plads og Vesterbrogade, hvorefter den fortsætter i Bernstorffsgade. Gaden blev navngivet i 1917 efter ingeniør Holger Hammerich (1845 – 1915), som bl.a. arbejdede for en ændring af forholdene for jernbane og hovedbanegård i København (hvilket førte til opførelsen af den nuværende Københavns Hovedbanegård fra 1911), og som fik idéen til Boulevardbanen. |
Hanne Marie Svendsen blev student fra Frederikshavn Gymnasium og derefter cand.mag. i nordisk sprog og litteratur i 1958. Hun har arbejdet som lektor ved Københavns Universitet, som programmedarbejder ved Danmarks Radios Teater- og Litteraturafdeling og som anmelder af litteratur og teater ved forskellige dagblade. Hun lever nu udelukkende af at være forfatter. Bestyrelsesarbejde Hun var medlem af Statens Kunstfonds litterære tremandsudvalg 1967-1970, af Statens Kunstfonds repræsentantskab 1970-1974, af bestyrelsen for PEN 1986-1992 og af bestyrelsen for Danske skønlitterære Forfattere 1993-1995. Forfatterskab Hanne Marie Svendsen debuterede som skønlitterær forfatter med Mathildes drømmebog (1977). International udbredelse fik hun med Guldkuglen (1985, revideret udgave 1998), der er oversat til en lang række sprog. |
Harald Kidde blev født som søn af amts- og vandløbsinspektør i Vejle Chresten Henriksen Kidde (1818-1894) og Inger Dorothea Corneliussen (1848-1931). Kidde blev student fra Vejle Højere Almenskole i 1898 og tog filosofikum i 1899, og derefter søgte han ind på det teologiske studium i København; men han kunne ikke affinde sig med det, som han opfattede som kirkens bortforklaringer af modsætningsforholdene i Bibelen. Debut Snart dukkede hans navn op som signatur på artikler og noveller i forskellige tidsskrifter, og han debuterede med den lille samling stemningsbilleder og lignelser Sindbilleder i eftersommeren 1900. Edvard Brandes, redaktør af Politiken, kaldte bogen "en elegant debut". Den unge kritiker og lyriker Christian Rimestad beundrede også bogen og blev en nær ven af Harald Kidde; men langt fra alle kritikere forstod ham og kaldte hans digtning sygelig, kvindagtig og pervers. Romanen 'Aage og Else' To år senere kom første bind af Aage og Else med titlen "Døden". Anden del med titlen "Livet" kom i 1903. Handlingen var baseret på Kiddes egne erfaringer af mange dødsfald i hans barndom. Tre søskende, hans bedste ven og hans far døde. Hovedpersonen Tue er Harald Kidde selv. De mange dødsfald bliver en kamp i hans indre mellem båndene til dem, der ikke er der mere, og båndene til hans ungdomsforelskelse Lul. Romanen er fuld af mange stærke erindringsbilleder og smukke naturbeskrivelser. Christian Rimestad skrev om den: Når Aage og Else blev et så betydningsfuldt værk og på samme tid et af de følelsesrigeste og et af de mest tankevækkende i vor romanlitteratur, så kom det af grundsynets elementære storhed og af den forunderlige indlevelsesevne, hvormed der var gjort rede for stemningernes og følelsernes ubevidste vækst. Næppe nogen sinde før har en ung mand i Danmark ransaget sin sjælelige udvikling med så årvågen en skarpsindighed. Sjælegranskning og poesi hos Harald Kidde Harald Kiddes blanding af sjælegranskning og poesi skulle fortsættes gennem alle de kommende bøger. Med to års mellemrum kom der fra dette tidspunkt en række værker, der alle sammen var store og tunge i stemningen og behandlede store emner som livet og døden, udviklingen og kærligheden. Det var ikke bøger, der blev læst af den store almenhed; men det var bøger, der ikke blev glemt af dem, der læste dem. Villy Sørensen skriver i Digtere og dæmoner om dem: Replikkerne står som betydningsfulde fragmenter af store tankedigte, og bøgerne kan bedst betragtes som filosofiske afhandlinger, hvori de skematiske eksistenser står som eksempler og typer snarere end individer. Hans personer var ensomme, sart sansende, sårbare og smertefyldte sjæle. Hans tanker kredsede om livets grundproblemer. Han havde en mystisk og næsten ekstatisk livsfølelse og en retfærdighedssøgende idealisme, en stærk ansvarsfølelse og medfølelse med alle dem, der led. Ægteskabet med Astrid Ehrencron-Kidde Harald Kidde mødte under en rejse til Schweiz i 1904 sin kommende kone forfatterinden Astrid Ehrencron-Müller (1871-1960). Hun var debuteret med samlingen 'Æventyr' i 1901 og blev senere forfatter til omkring 60 bøger, mens hendes mand ikke nåede at skrive mere end 10. Romanen 'Helten' I 1912 udkom Kiddes mest kendte bog, Helten. Den blev som alle tidligere bøger ingen succes i første omgang, hvor den kun solgte 190 eksemplarer det første år; men derefter voksede dens publikum sig langsomt større og større. I dag er den genudgivet adskillige gange og udgivet på tysk (1927), fransk (1947), norsk (1957) og vietnamesisk (2007). Tom Kristensen skrev om den: Det er et af hovedværkerne i det tyvende århundredes danske litteratur. Den burde have skaffet ham verdensberømmelsen; men jordisk succes blev lige så lidt tildelt ham, som den blev tildelt hans helt, skolelæreren Clemens Bek. Romanen 'Jærnet' Efter Helten hørte man intet fra Harald Kidde i seks år, mens han sad oppe i Värmland sammen med Astrid og skrev på et gigantisk værk i fire bind: 'Jærnet, 'Guldet', 'Ilden' og 'Ordet'. Han døde få dage efter, at den første bog i serien var udkommet. Tom Kristensen skriver: Harald Kidde tog sit digterkald så alvorligt, at han sled sig op. Af hans storværk om Värmland udkom kun den ekstatiske roman Jærnet. Var det værk blevet fuldendt, var han måske blevet anerkendt af en verden, som andagtsfuldt falder på knæ for tykke bøger. Nu er der kun den lille danske menighed. De elsker denne mand, som stejlt og trofast stod på sit og skildrede dyder, der er ved at gå ud af kurs. En indadvendt i en udadvendt tid, en romantiker i en realistisk tid, en religiøs skeptiker i en lige så skeptisk irreligiøs tid, en digter, som har tid til at vente, til menneskene vender blikket indad igen. Kai Hoffmann skrev om Jærnet: Måske har aldrig i verdenshistorien en skribent ofret et så uhyre arbejde på en roman, som Kidde ofrede på den sidste bog, 'Jærnet', hvis koncentrerede ekstase fik selv hærdede professorer i litteratur, helbefarne læsere og granskere til at gispe efter luft. 'Helten' er det monumentale værk i Kiddes produktion; men i 'Jærnet', som jeg tilstår, jeg aldrig har formået at læse til ende, kulminerede Harald Kidde, ikke som kunstner; men ved en præstation, som man måske kan kalde en genial fiasko. Styrke, der er svaghed, og svaghed, der er styrke, har inspireret dette værk af en kraftig stammes sidste og silde fødte ætling. Kidde, hjemstavnsdigteren, tilbageskueren var også i vor virkelighedskære nutid en slags gesandt fra de døde. En højtidelig besynger af alle ensomme steder og ydmyge sind. Da han lægger pennen fra sig, er han sprængt og dør. Christian Rimestad skrev: Vi, der kendte Harald Kidde, måtte dybt forundre os over, at vor ven i alle de timer, vi ikke så ham, færdedes så langt borte fra os, i egne, hvor hans væsen blev krystet og rystet i henrykkelser og smerter, vi kun kunne ane os frem til at fatte arten af, thi når vi så ham mødte vi altid det samme trygge ansigt, der var lutter godhed, blidhed og trofasthed. Jeg mindes ganske vist nogle gange, mens han netop udarbejdede slutningen af Jærnet, hvor hans ansigt var meget blegt, hvor mundens linjer, når han tav, var så sammenpresset, som om de havde lukket sig fast til om en gåde, og hvor der i hans øjne var noget besværet og næsten lidende, som havde de anstrengt sig alt for længe for at stirre ind i en hemmelig verden, der var lukket for vort blik. Harald Kiddes død Carl Dumreicher skrev den følgende nekrolog i 'Kjøbenhavn', da Harald Kidde døde af den spanske syge 23. november 1918: Harald Kidde er død. Ordene tager en helt ind om hjertet og med et knugende og lammende greb, fordi netop han, der kæmpede ærligere, søgte dybere, stræbte højere end nogen anden i det slægtled af danske forfattere, han tilhørte, nødigst af alle kunne undværes nu, hvor de linjer, han i lange tider var ene om at følge, mere og mere åbenbarer sig som fremtidens. Han var både for ung og for god til den tidlige og uskønsomme død, der har taget ham bort, just som han nærmede sig højden af sit forfatterskab, og berøvede dansk litteratur en af dens fineste og reneste personligheder. Så ung han end var, og så meget han endnu havde at give, nåede han dog ikke blot at efterlade erindringen om en elskelig personlighed fuld af mild varme og sjælfuld alvor; men at indskrive sit navn i dansk litteratur med uforgængelige værdiers vægt. Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård. |
Harreshøj er en landsby i Tikøb Sogn, Lynge-Kronborg Herred i det tidligere Frederiksborg Amt. Harreshøj ligger mellem Tikøb og Hornbæk. Harreshøj havde i 1682 3 gårde. Det samlede dyrkede areal var 77,3 tønder land, skyldsat til 16,90 tdr. hartkorn. Dyrkningsformen var trevangsbrug. |
Henrik Leth (11. december 1930 – 28. januar 2008) var referent på Klampenborg Galopbane gennem 47 år, og hans stemme var en af landets mest kendte via radio- og tv-reportager. Det var i denne egenskab, at han var kendt, men han var derudover chef i Tryg Forsikring. Henrik Leth opnåede at blive parodieret af Thomas Eje i et Linie 3-show, og DR lavede et tv-program om Leth. Desuden medvirkede han i reklamer. |
Heri Joensen blev født i hovedstaden på Færøerne, Thorshavn d. 21. februar 1973, men opvoksede den lille landsby Lambi. I en alder af 14 begyndte han at spille guitar, og da han var 17 spillede han sammen med lokale bands. På dette tidspunkt flyttede han til den, efter færøske forhold, store fiskerby Runavík. Ligesom mange andre fra færøerne flyttede Joensen til Danmark for at uddanne sig yderligere. Her mødte han Kári Streymoy og sammen startede de Týr. Heris oprindelige plan var at uddanne sig inden for indoeuropæiske sprog, men da han brugte det meste af sin tid på at spille guitar, og dumpede mange kurser, besluttede han at skifte karriere og gik på musikkonservatoriet i København kaldet Det Alternative Rytmiske Konservatorium (D.A.R.K.). Mellem 2000 og 2003 studerede han på D.A.R.K., og skrev speciale i guitar, vokal og senere musikteori. I 2013 indskrev Joensen sig på Færøernes Universitet for at studere færøsk og færøsk litteratur Andet arbejde I april 2012 var Joensen involveret i en online videodebat med Captain Paul Watson for Animal Planet-serien Whale Wars. Joensen forsvarede hvalfangst på Færøerne. Joensen er også kendt for sinde sprogkundskaber. Han taler færøsk, dansk, norsk, islandsk, engelsk og tysk. Han har lavet nogle få gæsteoptrædender, inklusiv en guitarsolo på Alestorms "Barrett's Privateers", kor på "Sons of Winter and Stars" af Wintersun (på albummet Time I) og vokal på Ensiferums cover sangen "Vandraren" på albummet From afar, der oprindeligt er indspillet af Nordman. Udstyr Joensen er kendt for at spille på 7-strenget guitar. På scenen bruger han en guitar af mahogni, der er fremstillet af det færørske firma Bjarnastein. |
Herschendsgave er en herregård i Fruering Sogn i Skanderborg Kommune. Herschendsgave er oprettet som slægtshus i 1767 af kammerråd Peder Herschend, der ved auktionen over en del af en tidligere Skanderborg rytterdistrikts jord købte gods ved Gjesing Øde Mølle (nu Gammel Gjesing). Peder Herschend hed oprindelig Peder Sørensen, stammede fra jævne bønder i Herskind i Skivholme Sogn. Han satte sig for at blive herremand, hvilket lykkedes med flid og initiativ. Godset forblev i slægtens eje til 1929. Den nuværende hovedbygning, der i 1868 afløste en ret beskeden bygning i egetræsbindingsværk, er et herskabeligt bygningsværk i to etager med firkantet tårn og højt spir, tegnet af ingeniør J.C. Clausen fra Horsens. Herschendsgave Gods er på 177 hektar |
I kommunen, der ligger på Lüneburger Heide ligger ud over hovedbyen Himbergen, landsbyerne Almstorf, Brockhimbergen, Groß Thondorf, Himbergen, Hohenfier, Kettelstorf, Klein Thondorf, Kollendorf, Rohrstorf og Strothe. Fra 1966 til 1972 var der en Samtgemeinde Himbergen, der bestod af Almstorf, Brockhimbergen, Himbergen, Klein Thondorf, Kettelstorf, Kollendorf, Rohrstorf og Strothe. 1. Juli 1972 blev Almstorf, Brockhimbergen, Groß Thondorf, Kettelstorf, Klein Thondorf, Rohrstorf og Strothe samt små dele af Göhrde (Landkreis Lüchow-Dannenberg) indlemmet, til den nuværende kommune. |
Herodot og Thukydid opfattes normalt som de to grundlæggere af historiefaget i den græske oldtid. Med Thykudids værk om den peloponnesiske krig etableres udenrigspolitikkens historie som et af historiefagets traditionelle fokusområder. Herodot, der allerede af romeren Cicero blev udnævnt til "historiens fader", søgte derimod i værket Historia (undersøgelse) at finde frem til, hvordan en lille koalition af græske bystater kunne besejre datidens stormagt Perserriget ved søslaget Salamis ved Athen. I modsætning til moderne historievidenskab gik Herodot dog ud fra, at guderne greb direkte ind i begivenhederne. Etymologi Termen historie har sin oprindelse i oldtidens Grækenland ἱστορία (historía), med betydningen "undersøgelse" eller "bedømmelse". Den græske betegnelse blev benyttet som låneord i klassisk latin som historia, og har senere bredt sig til blandt andet oldengelsk som history. Grundlæggelsen og udviklingen af det moderne historiefag Det moderne historiefag opstår i sin tidligste form i løbet af 1700-tallet,, men det er først i slutningen af 1800-tallet med historikeren og teologen Leopold von Ranke, at historiefaget bliver professionaliseret, hvilket sker i forbindelse med, at historiefaget - i lighed med andre videnskabelige discipliner - får skabt sig en faglig "infrastruktur" med universitetsuddannelser, forskningsinstitutioner og videnskabelige tidsskrifter. Samtidig hermed bliver fagets metode, der er kendt som kildekritik, udviklet. Kildekritikken var inspireret af positivismen og udviklingen i de andre videnskaber, især naturvidenskaberne. Også her regnes Ranke for en foregangsmand. Han indledte med sit værk Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber (1824) en epoke, hvor ambitionen om en historisk objektivitet blev det primære mål. Ambitioner var, at "...bloss zeigen, wie es eigenlich gewesen ist," dvs. blot vise hvordan det egentlig har været. Caspar Paludan-Müllers værk Grevens Fejde, skildret efter trykte og utrykte Kilder i to bind (1853-1854) præsenterer den første sammenhængende redegørelse for et udsnit af Danmarkshistorien, hvor der samtidig er en konsekvent kritik af den traditionelle fremstilling og udstrakt benyttelse af arkivalsk materiale. Caspar Paludan-Müller anvendte de kildekritiske principper, der hørte til Rankes og Niebuhrs historisme. Hans elev, Kristian Erslev, kritiserede senere i sin karriere Paludan-Müllers historistiske udgangspunkt og udarbejdede de principper for historieforskning, som har givet ham ry for at være kildekritikkens første repræsentant i Danmark og dens fremmeste praktiker og teoretiker. I lang tid var det den politiske historie, der var mest fremherskende i historieforskningen. Fokus var på staternes interne stridigheder eller på samfundsudviklingen med udgangspunkt fx i det parlamentariske arbejde, men efter anden verdenskrig kom blev historiefaget udvidet til at undersøge flere aspekter af fortiden. Her kom især socialhistoriens arbejde med at undersøge forskellige samfundsgruppers levevilkår til at spille en vigtig rolle. Den sproglige vending, der var en af det 20. århundredes vigtigste filosofiske nybrud, kom også til at påvirke historiefaget. Ifølge disse tænkere har fokus i filosofihistorien ændret perspektiv fra fokus på ontologi, til senere (med bl.a. Kants værker) at tendere mod en erkendelsesteoretisk orientering, og derefter i det 20. århundrede orientere sig mod sproget. Denne såkaldte "sproglige vending" kom til at påvirke historiefaget gennem diskussioner omkring postmodernisme, hvor en skeptiker som Hayden White fx fremførte idéen om, at historiske fortællinger er formet på samme måde som litterære fortællinger, hvilket for ham betyder, at historiske fremstillinger er beslægtet mere med skønlitteratur end videnskab. White bruger bl.a. begrebet emplotment til at signalere, at historikere angiveligt udvælger historiske begivenheder og så lægger disse fakta ind i fortællinger (plots), som har forskellig karakter. For White betyder dette, at den historiske forklaringskraft, som disse fortællinger kan siges at have, kommer fra, at de bruger en bestemt narrativ form, mere end det er fordi, at fortællingerne på nogen måde refererer til virkeligheden. Den sproglige vending kom også til at påvirke historiefaget gennem den såkaldte begrebshistorie, der undersøger forskellige begrebers udviklinger over lange tidsperioder. Især Reinhart Kosellecks navn er i dag synonymt med begrebshistorien. Senere er fx mikrohistorien kommet til som en vigtig udvikling af historiefaget. Karl Popper fremhævede, at videnskabelig sandhed ikke altid kan ikke måles og vejes, men historiske hypoteser kan i stedet afkræftes med udgangspunkt i den eksisterende viden. Der er gjort mange forsøg på at anvende falsifikationsteorien i historisk forskning, men i praksis har det vist sig vanskeligt at overvinde det grundlæggende problem, at historikere normalt ikke opstiller hypoteser. |
Thomas er hjemvendt fra Bosnien. "Hjemkomst" strøer salt i et åbent sår i vores kollektive bevidsthed ved at afspejle hans sinds(s)tilstand; for der findes noget, der er langt værre end at dø, og det er ikke at turde leve! Der rejses ikke spørgsmål om ansvar. Formen er abstrakt fordi indholdet forlanger det. Hvis du holder at lyset for enden af tunnelen, så se en anden film men ellers : Velkommen i mørket! |
Holmgrens Bil AB er et svensk bilfirma grundlagt af Sonny Holmgren i 1960. Ved årsskiftet 2006/2007 overdragede Sonny det operative ansvar for firmaet til sin søn Benny Holmgren, som i øjeblikket er direktør for firmaet. Firmaet startede i Jönköping og findes nu i yderligere 8 byer i Småland: Gislaved, Ljungby, Nässjö, Vetlanda, Värnamo, Vimmerby, Växjo og Västervik. I 2005 indvigedes Sveriges første og største bilvarehus i Jönköping. Firmaet markedsfører 9 forskellige bilmærker: Chevrolet, Mini, BMW, Lexus, Hyundai, Opel, Peugeot, Saab og Toyota. Fra 2005 til 2008 markedsførtes også Cadillac og Corvette, men fjernede herefter disse fra sortimentet pga. et miljøtilfælde jf. en pressemeddelelse fra foråret 2008. Sammen med Ikano Bank startede de i 2007 nybil.se, et internetsalg af nummerplader via internettet. Denne side blev dog nedlagt i vinteren 2008. Firmaet har over 400 ansatte og omsætter ca. 1,4 milliader kroner om året. I 2007 stod de for 50% af bilsalget i Jönköping. |
Jónsson startede sin karriere i hjemlandet, hvor han blandt andet spillede fire år hos Stjarnan. Han var med til at vinde det islandske mesterskab med klubben i 2014. Herefter rejste han til Norge, hvor han har spillet for både Start, Sandnes Ulf og Sandefjord. Landshold Jónsson debuterede for Islands landshold 12. december 2014 i en venskabskamp mod Belgien. Han var en del af den islandske trup til EM 2016 i Frankrig, men var dog ikke på banen i turneringen, hvor islændingene nåede kvartfinalerne. Jónsson spillede desuden i 2008 én kamp for det islandske U/21-landshold. |
Integro A/S er et dansk jobaktiveringsfirma med hovedkontor i Hjørring, der samarbejder med 19 danske kommuner, primært i Nordjylland og Hovedstadsområdet. Firmaet er etableret i 1994, og beskæftiger 100 medarbejdere fordelt på 16 afdelinger. Integro blev kendt i forbindelse med bloggen www.dagpengeland.dk, hvor firmaets metoder for at aktivere unge arbejdsløse akademikere blev beskrevet i detaljer. Beskrivelser, der i hovedtræk udstillede firmaet som inkompetent. Bloggen blev senere udgivet som bog hos Gyldendal og opsat som teater på Holbæk Teater. |
Ivar Bentsen blev født ind i et højskolemiljø som søn af bygmester på Vallekilde Højskole Andreas Peter Bentsen og hustru Emilie Sophie Frederikke Lavigne. Bentsen blev tømrersvend 1896 med eksamen fra Teknisk Skole og derefter optaget på Kunstakademiet i 1899 men fuldførte aldrig uddannelsen, som han forlod i 1902. En stor del af hans arkitektuddannelse foregik som elev og tegner hos P.V. Jensen Klint, samt som tegner og konduktør hos Ulrik Plesner og Carl Brummer. Det var typisk for de unge nytænkende arkitekter omkring 1900, for hvem Jensen Klint var ledestjernen, at Akademiet var stivnet i gamle former og havde mistet kontakten til håndværket, og at de derfor ligsom deres læremester var autodidakte eller fandt andre uddannelsesveje. Som arkitekt begyndte Bentsen under påvirkning af P.V. Jensen Klint med en ret robust formgivning, præget af hjemlig barok. Forpagterboligen Det gule Palæ på Torbenfeldt (1907, nedrevet) er et eksempel herpå. Bentsen blev 1908 forstander for håndværkerskolen i Vallekilde, men stiftede derefter sin egen skole i Holbæk (Bygmester-, Snedker- og Malerskolen), som han ledede 1913-1920. Det var i Vallekilde, at Bentsen blev gift den 30. maj 1903 med Dagny Jensen (31. januar 1877 i Stiftsbjergby – 22. marts 1946 i København), en datter af gårdejer Jens Jensen og Else Marie Hansen. Ægteskabet blev dog siden opløst. Holbækperioden I sin Holbækperiode arbejdede han efterhånden med enklere, mere magre former og genoplivede de gamle tiders simple fagdeling i sin store produktion af borgerlige og landlige huse med forbillede i ældre dansk bygningskultur. Hans foretrukne byggemateriale i denne tid var flammede mursten, der var billigere end de håndstrøgne. Arkitektens eget hus i Holbæk blev dog gestaltet i mere monumentale former og opviser et motiv, som var gentaget fra billedhuggeren Kai Nielsens villa i Ordrup: Store, ødselt sprossedelte vinduespartier. Et af Bentsens hovedværker fra denne periode er elektricitetsværket i Svinninge, der er komponeret af tre bygninger placeret aksefast nær jernbanen og med maskinhallen som dominant. Betoningen i anlægget er lagt på en symmetrisk opdeling af facaderne ved klart fremtrædende lisener og en facadekomposition af både flammede, gule og røde teglsten. Samtidig viser de stråleformede stik mellem lisenerne på maskinhallen inspiration fra manierismen. Skolen i Holbæk fik vidtrækkende betydning for Bedre Byggeskik-bevægelsen, hvor bl.a. Marius Pedersen tog tråden op fra Bentsen i sine huse på Bakkekammen. Tiden i København Allerede tidligt var Bentsen engageret i forskellige samarbejder med sin tids malere og billedhuggere, særligt medlemmer af Grønningen. Han deltog sammen med Kai Nielsen på kunstnergruppens udstilling i 1915 med et projekt til Blågårds Plads. Samme år deltog han i stiftelsen af Landsforeningen Bedre Byggeskik, ligesom han var medlem af Den fri Architektforening i hele dens korte levetid (1909-1919). Fra den tidlige Holbækperiodes på én gang tekniske og æstetiske inddeling af planer og facader gik Bentsen videre til en mere aritmetisk i det skematiske forslag til en filharmonibygning (1919) og en meget stereometrisk i et forslag til et sekskantet hus. Ingen har vel været længere ude i arkitekturens abstraktioner, og forslagene fremstår ekstremt formalistiske. Det forblev dog en parentes i hans produktion, for da Bentsen 1921 blev knyttet som lærer til Akademiet, reagerede han mod det meget tegneri af søjler og lærte eleverne at se mere på det brugsmæssige, det økonomiske, det tekniske end hidtil. Fra den lidt umenneskelige arkitektur i "bunden Stil" – "Størrelsesmusikken", som han sagde – vendte han sig til boligbyggeriets menneskelige prosa i ejendommen Kastelshaven på Østerbro (1928, vinduer ændret) tvangfrie inddeling af facaderne og smukke lejlighedsplaner. Havde han før bygget på danske traditioner, på dansk barok og klassicisme, blev det nu nærmest M.G. Bindesbølls realistiske arkitektur han studerede og byggede videre på. Hele denne udvikling er ikke udtryk for nogen vaklen, men for en ukuelig trang til at prøve til bunds arkitekturens muligheder i alle retninger. I 1921 var han medstifter af Dansk Byplanlaboratorium og samme år giftede han sig på ny; denne gang med Jensen Klints datter, billedhugger Helle Margrethe Jensen Klint. I 1923 blev han på trods af sin uakademiske baggrund udnævnt til professor ved Kunstakademiets Arkitektskole som vennen Carl Petersens (der havde en lignende uakademisk baggrund) efterfølger. Han var i denne stilling indtil 1940. Han fuldførte Carl Petersens påbegyndte boligprojekt Classens Have. Ved samme tid skabte han sammen med Thorkild Henningsen et hovedværk i dansk arkitektur, Bakkehusene på Bellahøj (1921), tegnet for KAB, der var ledet af den dynamiske direktør F.C. Boldsen. Bakkehusene blev den første rækkehusbebyggelse, og boligerne, der var møntet på arbejderklassen, blev snart så eftertragtede, at de snarere blev indtaget af kulturradikale beboere. Byggeriet havde både rødder i ældre dansk byggeskik og i den tyske arkitekt Heinrich Tessenows enkle bygninger. Dermed lykkedes det de to arkitekter at forene den moderne interesse for gentagelsesmotivet og det rytmiske med ældre tidens hævdvundne løsninger og gode håndværk. Bentsen var også sammen med Kaare Klint ansvarlig for den indfølte ombygning af Frederiks Hospital til Kunstindustrimuseet. Sene arbejder Bentsens finest gennemførte arbejde er utvivlsomt Niels Steensen Hospital (1932) i Gentofte, hvor hans facader i flammede sten i det ydre blev forenet med stålvinduer (senere udskiftet til træ) og funkistidens organisering af bygningskroppen som kubiske volumener. Bygningen sammensat af hovedfløj med tværfløj har en klar planløsning og rummer store, lyse rum. Sygestuerne ligger mod sydøst. Hans overlægebolig viser endnu større grad af frigjorthed fra traditionen og er måske inspireret af samtidig amerikansk arkitektur (Frank Lloyd Wright). Hans sidste store indsats blev hans bidrag til den nyskabende boligbebyggelse Blidah Park i Hellerup (1934) i form af de to sydligste blokke (1-6) mod Strandvejen. Her var han for alvor blevet funktionalist. Blidah Park, hvor lejlighederne var placeret i fritliggende blokke orienteret efter sollyset, brød efter inspiration fra Le Corbusier med den traditionelle karrestruktur. Samtidig blev altanen nu en selvstændigt bearbejdet, og væsentlig, bygningsdel. Bentsen fik aldrig opgaver, der helt viste spændvidden af hans evner. Des mere udrettede han for andre, dels som lærer for de unge og dels som en befrugtende rådgiver for sine samtidige. Han var en mand med et vidt syn og et stort talent, en frihedsmand, der aldrig ville påtrykke andres arbejde sit stempel, men som alligevel ved sin begejstring og ved sin umiddelbare kunstfornemmelse kunde rive med og virke befriende og befrugtende på malere og billedhuggere så vel som på arkitekter. Bentsen var den fødte skribent, der fandt de mest knappe og rammende udtryk for sine altid friske kunstneriske oplevelser. Hans artikler om arkitektur og bildende kunstnere har haft vidtrækkende betydning. I 1943 modtog han C.F. Hansen Medaillen for arbejder udstillet på Charlottenborg. Han var også medlem af bestyrelsen for Det tekniske Selskabs Skoler 1923-24, af bestyrelsen for Bedre Byggeskik 1915-43, Byplanlaboratoriet 1921-42 og Foreningen Socialt Boligbyggeri. Han er begravet på Tibirke Kirkegård. Bentsen er portrætteret på malerier af Kai Nielsen (1913), Kaare Klint, Ole Søndergaard, Sigurd Swane og Gudrun Grove (1932). Tegninger af Kai Nielsen (1914 og 1918). Buste af Helle Klint Bentsen (1928). |
Jón Kalman Stefánsson (født 17. december 1963) er en islandsk forfatter af digte og romaner. Han debuterede i 1988 med værket Með byssuleyfi á eilífðina og har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Flere af hans værker er oversat til dansk og er alle udkommet på Batzer & Co./Roskilde Bogcafé. |
J.B. Colbert blev født i Reims, og udgik fra borgerstanden – hans fader var klædehandler – og opnåede først i sit senere liv sin adelige titel som Marquis de Seignelay. I tidlig alder kom Colbert ind i krigsadministrationen og tildrog sig her snart, ved sin evnerigdom, arbejdskraft og iver, Jules Mazarins opmærksomhed; han blev til sidst denne magthavers højre hånd og fortrolige, og på sit dødsleje (1661) anbefalede Mazarin ham som sin efterfølger til Ludvig 14. af Frankrigs bevågenhed. Colbert, der allerede siden 1649 havde indehaft en høj stilling i administrationen, blev nu 16. marts 1661 udnævnt til intendant for finanserne og endnu samme år, ved Nicolas Fouquets fald 5. september, sat i spidsen for hele finansforvaltningen, først med et råd ved sin side, fra 1666 som contrôleur général med udstrakt magtfuldkommenhed også uden for de egentlige finansers område. Selvforsyning Hans opgave blev at bringe på fode landets statshusholdning og økonomi, der efterhånden var kommet i forvirring og forfald; man trængte til et administrativt geni af rang. De spirer, der fra Maximilien de Béthune, hertug af Sullys tid (1601) forelå til et ordnet statsbudget, blev af Colbert udviklet videre. Men at bringe orden i det egentlige finansvæsen var kun een, og ingenlunde den vanskeligste, side af hans opgave. Colbert forstod, at det var landets materielle ophjælp, det kom an på, og at det sikreste middel hertil var at åbne nye og brede udveje for dets næringsliv og navnlig for dets produktion og handel. Colberts største fortjeneste er, at han gjorde sit fædreland til et mægtigt industriland; hans idealer var den praktiske og borgerlige mands i pagt med tidens merkantilistiske lære: den at bevare og forøge landets rigdom ved at søge forhindret, at pengene strømmede ud af det, og søge udnyttet de rigdomskilder, der kunne bringe penge ind i landet. Ud fra dette synspunkt må hans handelspolitiske og administrative forholdsregler ses. Hans Bestræbelser gik ud på, at landet i økonomisk henseende skulle stå på egne ben, så vidt muligt ikke behøve andre nationers produkter, men vel nok omvendt. Han lagde da an på at hæve og udvide Frankrigs industrielle produktionsevne: Indførslen af råstof lettedes betydelig; industriarbejdere indkaldtes i stor udstrækning – stålarbejdere fra England, spejlarbejdere og kniplersker fra Venedig, klædevævere fra Holland, grubearbejdere fra Sverige osv., – mens udvandring af franske arbejdere hæmmedes eller ligefrem blev forbudt; voldgiftsafgørelser i arbejdsstridigheder (conseils de prud’hommes) indførtes; opfindere beskyttedes, og i det hele blev enhver opmuntring til oprettelse af manufakturer og andre industrielle anlæg bragt i anvendelse. Protektionisme Colbert lå under for samtidens hang til at kontrollere og regulere det industrielle liv, som derved blev tvunget ind i afstukne baner eller hindret i sin fri udfoldelse. For adskillige varers vedkommende blev der givet smålige bestemmelser om deres kvalitet, et inspektionssystem til at overvåge reglernes overholdelse blev oprettet, og lavsbåndene strammedes. Desuden blev det private initiativ afslappet ved tilståelse af stærkt privilegerede handelsmonopoler og ved anlæg af statsunderstøttede manufakturer, blandt hvilke det mest kendte er tæppevæveriet "Les Gobelins", anlagt 1667. Disse og andre beskyttelsesbestræbelser er sammenfattede og, som udslag af et formentligt system, efter Mengotti blevet kaldte "colbertisme". At Colbert skulle have handlet ud fra en bevidst teori eller et afgrænset system, er imidlertid ikke sandsynligt. Dertil var han ikke tilstrækkelig doktrinær. Impulsiv og initiativrig som han var, fæstedes hans opmærksomhed fortrinsvis ved de i ethvert øjeblik foreliggende vanskeligheder; han gik fra reform til reform, gennemførte dem med en autokrats magt og en ubøjelig jernvilje, der kun fandt sin begrænsning i hans praktiske blik. Kun som praktiker kan han tages til indtægt for merkantilismen, men ingenlunde for dens teori, som han ikke i nogen retning konsekvent fulgte. Når det gjaldt, hvad der for ham stillede sig som almenvellets bedste, var han mindst af alt principrytter. Andre tiltag Imidlertid fik hans reformiver afløb også på en hel del andre af det økonomiske livs områder. Han bevirkede således landets vejvæsen betydelig udbedret, anlagde kanaler – som f.eks. den store Languedoc-kanal, der byggedes mellem 1665 og 1681 og Orléans-kanalen, fuldført 1679 befordrede i det hele kommunikationsvæsenets udvikling,organiserede et ordnet postvæsen, gjorde Dunkerque og Marseille til frihavne, indførte skovbeskyttelse og plantede ny store skove i Les Landes og Provence. Endvidere tog han sig med stor forkærlighed af kolonierne, idet han i deres udvikling så en betingelse såvel for rigets magt til søs som for dets handels trivsel. Ved sine bestræbelser lagde han grunden til Frankrigs senere så frygtede krigsflåde og gav den i Rochefort en udmærket ny station. For handelen sørgede han ved en for sin tid bemærkelsværdig lovgivning (ordonnansen af 1673), der suppleredes ved søfartsloven af 1681. Fattigdommen og tiggeriet søgte han at bekæmpe ved oprettelse af fattighjem og hittebørnsanstalter, og han sørgede for, at antallet af hospitaler og milde stiftelser forøgedes, og at de så vidt muligt kom til at opfylde deres bestemmelse. I tidens løb fandt Colbert også at burde søge befolkningens tilvækst befordret; enhver familiefader med mindst 10 børn blev derfor fritaget for skat. Statsfinanserne Hånd i hånd med Colberts økonomiske og sociale politik går hans statsfinansielle. En af hans første regeringshandliniger var at omregulere den hårde, trykkende, direkte skat la taille. Af størst vigtighed på dette område var dog hans toldpolitik. Dens tendens var at beskytte det indenlandske næringsliv. Efter enkelte tilløb i denne retning istandbragte han den bekendte tarif af 1664, der, ud fra det af ham givne synspunkt, udmærker sig ved sin moderation; den reducerede for adskillige varesorters vedkommende ind- ell. udførselstolden, og den betegner tillige et afgjort fremskridt ved at forenkle og lette toldopkrævningen. Det havde været Colberts tanke helt at afskaffe de indenlandske toldgrænser og kun beholde rigets; men på dette punkt mødte han en så levende modstand, at han nødtvungen indskrænkede sig til at afskaffe den indenlandske told i 12 af de nordlige og midterste provinser, der herved kom til at udgøre en slags toldforbund; de fleste af de sydlige provinser dannede et andet forbund med en langt strengere tarif, den, der udkom 1667. Lige over for Holland, dengang Frankrigs alvorligste konkurrent på handelens og søfartens område, førtes en forbitret toldkrig, der 1672 gik over til en virkelig krig. I alle dele af de Colbert underlagte grene af statsforvaltningen bekæmpede han med stor kraft nedarvet uorden og bestikkelighed, og han efterlod sig også på dette område af administrationen mange spor. En undersøgelse viste, at der dengang i Frankrig fandtes 45.000 funktionærer i poster, der fuldt ud kunne udfyldes af 6.000; med ubøjelig fasthed gav han sig i færd med at reducere dette overtallige embedsværk. Andre embeder Den virkelystne og forbavsende ihærdige og mangesidige, talentfulde mand havde imidlertid stadig læsset ny embeders byrder på sine skuldre: 1664 var han blevet overkontrollør over statens bygningsvæsen, 1669 marineminister og kort efter også minister for handelen og kolonierne samt intendant for de kongelige paladser. For kunstens og videnskabens betydning havde Colbert et åbent øje; 1663 grundlagde han L’académie des inscriptions et belles lettres, 1664 rekonstruerede han L’académie de peinture et de sculpture, og på foranledning af de private sammenkomster af samtidens store tænkere og lærde, som Descartes, Pierre Gassendi, Pascal og flere, grundlagde han 1668 L’académie des sciences; samme år oprettede han det franske akademi i Rom og 1671 L’académie d’architecture. Han opmuntrede smagen for luksus, særlig på bygningskunstens område, grundlagde den store opera i Paris 1667 og modsatte sig ikke afholdelsen af pragtfulde og kostbare kongelige fester. Sidste tid Hans motiv hertil var at bringe handelen i flor, "faire aller le commerce". Men rundhåndet, som Colbert på sådanne områder var over for de betydelige udgifter, disse formål krævede, kunne han dog ikke holde skridt med Ludvig 14.s stadig voksende lidenskab for udfoldelse af pragt og magt; den gjorde ham til sidst urolig, og da krigsministeren, François Michel Le Tellier Louvois, ved at puste til kongens krigslyst efterhånden fortrængte den fredelskende Colbert fra kongens yndest, blev hans stilling stadig vanskeligere. Da Colbert engang forestillede kongen faren for rigets forarmelse som følge af den voksende ødselhed, fik han en tilrettevisning, der ganske overvældede den loyale kongetjener og lagde grunden til en sygdom, der snart lagde ham i graven. Colbert var en ærlig, pligtopfyldende mand, der først og sidst søgte det, han antog for at være sit fædrelands velfærd. For sin tid betegner hans virksomhed og politik et stort fremskridt. Folkets lykke var hans mål. En stor mængde af hans reformer blev til varig velsignelse for hans fædreland, og når eftertiden kaldte ham le grand Colbert, synes der heri ikke at ligge en overdrivelse af hans fortjenester: han var en af alle tiders betydeligste og mest alsidig dygtige statsmænd. |
Jermak Timofeevitsj (russisk: Ерма́к Тимофе́евич, tr. Jermák Timoféevitj; født 1532, død 6. august 1585), var en kosak-leder og udforsker af Sibirien. Hans udforsking af Sibirien markerede begyndelsen på Ruslands ekspansion mod denne region og dens kolonisation. I 1558 modtog Stroganov-familien sin første bevilling for kolonisering af "det righoldige område langs floden Kama", og i 1574 også for landområder over Uralbjergene langs floderne Tura og Tobol. De fik også tilladelse til at bygge flere forter langs floderne Ob og Irtysj. Omkring 1577 hyrede Stroganoverne kosak-lederen Jermak for at beskytte sine landområder mod angreb fra den sibirske khan Kutsjum. I 1579 eller 1581 begyndte Jermak sin rejse ind i Sibirien. Efter nogen få sejre over khanens arme, slog Jermaks folk Kutsjums hovedstyrke ved slaget ved Tsjuvasjneset, et tre dage langt slag (23. -25. oktober 1582) ved bredden af Irtysj. Resterne af khanens armé trak sig tilbage til stepperne. Den 26. oktober erobrede Jermak Qashliq, hovedstaden i Sibir-khanatet, 17 km fra byen Tobolsk). Kutsjum havde fortsat nok styrker til at kæmpe imod, og angreb pludselig Jermak midt om natten den 6. august 1585, og dræbte størstedelen af hans folk. Jermak blev såret og prøvede at svømme over floden Wagaj (Irtysj' biflod), men druknede under vægten af sin egen ringbrynje. Resterne af Jermaks styrker, under M. Mestsjerjaks kommando, trak sig tilbage fra Qashliq. Jermaks udforsking af Sibirien er gengivet i de såkaldte Sibir-krøniker. Hans liv og død har været genstand for talrige russiske sange, bøger og malerier siden 1500-tallet. |
Jomsvikingernes saga eller Jómsvíkinga Saga er en norrøn fortælling, der ofte sættes lig med beretningen om Jomsvikingerne (oldnordisk Jómsvíkingar) og deres indflydelse på den danske og norske historie på Harald Blåtand og Olav Tryggvasons tid . Generelt Jómsvíkinga saga består af to dele, kaldet þættir. Første del, eller þáttr, er en beretning om de danske konger Gorm den Gamle og Harald Blåtand og deres tilknytning til det norske kongehus. Anden þáttr er fortællingen om jomsvikingerne og deres heltedød efter og under slaget ved Hjörungavágr. Pálna-Tóki Da Harald var konge, levede på Fyn en mand ved navn Tóki, som var meget vellidt. Han havde tre sønner: Áki og Pálnir og uden for ægteskab Fjölnir. Da Tóki døde, bad Fjölnir om sin del af arven, og Áki og Pálnir gav ham en tredjedel af det løse gods, men intet land. Fjölnir var ikke tilfreds, for han mente, han er fuldt så meget arving som sine halvbrødre, så han gik til kong Haralds hof, hvor han blev kongens rådgiver. Broderen Áki var en af Danmarks mest vellidte mænd. Fjölnir begyndte at bagtale Áki over for Kong Harald og sagde til kongen, at han aldrig vil blive enehersker i Danmark, så længe Áki lever. Kong Harald sendte da ved sommertid ti skibe og 600 mand til Fyn, så de kunne dræbe Áki, når han vendte tilbage fra Gautland. Áki overrumpledes og døde. Pálnir blev syg, da han hørte om det, og han spurgte sin fosterbror Sigurðr til råds om, hvordan han kan hævne sig på en konge. Sigurðr råder ham til at gifte sig med Ingibjörg, som er datter af Ákis gode ven jarl Óttar, Ottar fra Helgoland. Sådan blev det, og de fik en søn, som de kaldte Palnatoke. Da Palnatoke når mands alder, dør Pálnir, og sammen med sin mor overtager Palnatoke hans vigtige hverv. Palnatoke tager på togt om sommeren, bliver en berømt mand, og slægter sin onkel Áki på. På en færd til Wales anholder Palnatoke om Álofs hånd. Hun er datter af jarl Stefnir, og de gifter sig. Næste forår vender han med sin kone tilbage til Danmark. Kong Harald gør på den tid en rejse gennem Danmark, og Palnatoke holder så en stor fest til kongens ære, og giver ham Saum-Æsa som frille. Saum-Æsa bliver svanger og bringer en søn til verden, som hedder Sveinn, og som vokser op hos Palnatoke. Da Sveinn er tre år gammel, kommer kong Harald atter som gæst, og Saum-Æsa fortæller nu Harald, at han har en søn, men ham vil han ikke kendes ved. Palnatoke og kongen strides herom, og det ender med at kongen forlader festen uden gaver, og herefter er der et anstrengt forhold mellem ham og Palnatoke. Kort tid efter får Palnatoke og Álof sønnen Áki. Kong Haralds død Da Sveinn fyldte 15 år, sender Palnatoke sin fostersøn til hans far, kong Harald, så han endelig kan kendes ved sønnen. Sveinn går af sted, men kongen vægrer sig, og Sveinn får nu presset nogle skibe med besætning ud af Harald. Sommeren over hærger Sveinn så sin fars rige og tilbringer vinteren hos Palnatoke. Foråret efter prøver Sveinn igen at få Harald til at vedgå sit faderskab, men det går lige som sidste gang, og Sveinn får nu dobbelt så mange skibe fra Harald, og han raser igen den ganske sommer gennem kongeriget. Han tilbringer vinteren hos Palnatoke og opsøger sin far om foråret, men Harald vil stadig ikke anerkende ham. Sveinn er så vred at han udfordrer sin far til kamp. Denne sommer plyndrer og dræber Sveinn i Danmark værre end nogensinde før, og om efteråret møder han Harald på Bornholm. Da er det blevet sent på dagen, og de udsætter kampen til den næste dag. Samme aften lander Palnatoke og dræber kong Harald med et pileskud, da denne sidder og varmer sig ved bålet. Næste morgen går Palnatoke til Sveinn, for at de sammen kan lægge en plan for slaget mod kongens hær. Ud på morgenen erfarer de kongens død, og Palnatoke foreslår kongens tilhængere, at de kan tage Sveinn som konge, eller kæmpe. De accepterer Sveinn, som den nye konge i Danmark. Pálna-Tóki grunder Jomsborg Sveinn vil holde en mindefest for sin far og inviterer Palnatoke, som afstår, og får Sveinn til at udskyde festen. Den tredje sommer efter Haralds død erklærer Palnatoke endelig, at han gerne vil komme, men han dukker først op da de allerede sidder til bords for at spise og drikke. Under festen hvisker Fjölnir noget til kong Sveinn, hvorpå denne bliver forstemt og lader den pil hente som hans far blev dræbt med. Palnatoke tilstår, det var ham der skød kong Harald, og Sveinn vil lade ham dræbe, men Palnatoke kløver Fjölnir og undslipper. Palnatoke og hans rådgiver Bjørn pakker alt sammen og rejser til Wales, hvor Álof dør næste sommer. Bjørn forvalter Palnatokes gods, mens denne igen tager på hærtogt. Den fjerde sommer efter Álofs død hærger han Vindland, og det foruroliger meget kong Búrisleifr, som hersker der. Så han inviterer Palnatoke og tilbyder ham venskab, hvilket Palnatoke tager imod, og Búrisleifr skænker ham en del af sit land, der hedder Jóm. Der grunder Palnatoke en borg Jomsborg og lever der med sit følge i et fællesskab, der har strenge regler. Således hedder det: […] at þangat skyldi engi maðr ráðask sá er ellri væri en fimtugr, ok engi yngri en átján vetra; þar á meðal skyldu allir vera. Hvárki skyldi ví ráða frændsemi, þó at þeir menn vildi þangat ráðask er eigi væri í þeim l[ö]gum. Engi maðr skyldi þar renna fyrir jafnvígligum ok jafnbúnum. […] […] at ingen mand ældre end halvtreds eller yngre end atten kunne optages. Ejheller et blodsbånd skulle tælle med, når disse mænd blev optaget, om det stred mod lovene. Ingen mand måtte flygte overfor en ligeså stærk og udrustet mand . Veseti og Strút-Haraldr På Sjælland herskede jarl Strút-Harald. Hans to sønner Sigvaldi og Þorkell ville til Jomsborg, men på vej derhen lagde de en del af Bornholm øde, som hørte til Veseti, der hvor Palnatokes barnebarn Vagn Ákason havde tilbragt noget af sin opvækst. Da Sigvaldi og Þorkell ankommer til Jomsborg, ønsker de at optages sammen med de duelige af deres mænd hos jomsvikingerne. Palnatoke snakker med sine mænd, for de kender godt til Sigvaldi og Þorkells slægt, og de giver til slut deres samtykke. Samtidig med det går Veseti til kong Sveinn for at beklage sig over ødelæggelserne som jarl Strút-Haralds sønner har lavet, og for at få erstatning. Sveinn siger til Veseti, at han kan være rolig og giver ham sit ord på han nok skal tage sig af at berede Harald på at han må betale for skaderne som hans sønner har forvoldt. Derpå tager Veseti tilbage til Bornholm. Kong Sveinn sender bud til Strút-Harald, som også kommer. Da han hører Vesetis klage er han dog ikke beredt på at betale for skaderne. Sveinn giver ham det råd at han må holde for skaderne. Da Veseti og hans sønner Búi og Sigurðr hører Harald ikke er beredt på at erstatte skaderne, tager de til Sjælland og lægger en del af Haralds jord øde. Derpå forlanger Harald af kong Sveinn, at denne nu må indgå forlig. Men Harald havde ikke handlet efter det råd kong Sveinn havde givet ham, og Sveinn kan ikke se, han skal gribe ind. Strút-Harald ruster nu sine skibe og lægger en del af Vesetis gods øde. Veseti begiver sig igen til kong Sveinn og opfordrer ham til at forlige ham og Harald, for ellers kommer der ufred mellem hans og Haralds mænd. Sveinn siger, han vil forlige dem på næste Þing. Under tinget stjæler Búi og Sigurðr Strút-Haralds dyreste eje, en hue rigt udsmykket med guld, og to kister guld. Da kong Sveinn forliger familierne, giver han Búi lov til at beholde kisterne med guld. Vesetis familie skal erstatte gårdene, som de har lagt øde hos Strút-Harald, og Strút-Harald skal give Sirgurðr sin datter Tófa til ægte. Efter højtiden vil Búi til Jomsborg for at blive jomsviking, og Sigurðr beslutter sig for at tage med sin bror, selv om han er gift. Ankommet til Jomsborg genkender Sigvaldi begge brødre og vil nu vide, hvordan det er gået med sagen mellem deres forældre. Búi siger den historie er for lang at fortælle lige nu, og at han og Sigurðr vil slutte sig til Palnatoke og optages blandt jomsvikingerne. Efter, at Palnatoke har rådført sig med sine mænd, bliver de begge optaget. Vagn bliver optaget hos Jomsvikingerne Da Vagn er tolv år, giver hans far Áki og hans bedstefar Veseti ham skibe og mandskab for at han kan gå på togt. Vagn hærger over den hele danske kyst og tager så til Jomsborg for at blive optaget hos jomsvikingerne. Palnatoke og hans mænd er betænkelige ved Vagns ønske, da denne kun er tolv år gammel. Hans slægtninge vil hellere sende ham til Björn i Wales end se ham blandt deres mandskab. Vagn taler nu direkte til Sigvaldi og spørger, hvad han har at sige til sagen. Sigvaldi siger han aldrig vil optage Vagn. Trods Palnatokes tilbud om at give Vagn halvdelen af sit land i Wales, holder Vagn fast ved, at han vil optages som jomsviking. Han udfordrer Sigvaldi og hans mænd til kamp, for at vise at de vil gøre sig godt hvis de optager ham. Under kampen, der bevæger sig fra skibene og ind på land, falder tredive af Sigvaldis mænd, men næsten ingen af Vagns. Palnatoke stopper kampen og optager Vagn og hans mænd blandt jomsvikingerne. Da Vagn blev femten år bliver Palnatoke syg og sender bud efter kong Búrisleifr. Under deres møde råder kongen ham at vælge en efterfølger blandt sine mænd. Han vælger Sigvaldi, der med glæde tager imod opgaven. Sigvaldis forræderi Sigvaldi begiver sig til kong Búrisleifr for at stille ham det valg at bortgifte sin datter Ástriðr til Sigvaldi, for ellers vil han forlade Jomsborg. Búrisleifr er ikke meget for hverken det ene eller det andet og må snakke med sin datter. Ástriðr er ikke meget for et ægteskab med Sigvaldi og stiller den betingelse, at han må hævne de skader som kong Sveinn har forvoldt i landet, og at kong Sveinn føres til kong Búrisleifr for at have ham i hånde. Sigvaldi samtykker og bryder op med sine mænd mod Sjælland. På Sjælland er kong Sveinn netop til et festmåltid. Sigvaldi lokker ham under et påskud om bord på sit skib og tager ham med til Jomsborg. Sigvaldi fortæller kong Sveinn, at han har bedt om Gunnhildrs kong Búrisleifrs datter hånd på hans vegne, og for det skulle Búrisleifr lade Sveinn gå uskattet. Kong Sveinn samtykker og Sveinn og Sigvaldi fejrer en dobbelthøjtid. På andendagen fatter Sveinn dog mistanke og tror Sigvaldi har bedraget ham, for han ser de to brude komme usløret til festen, og Sigvaldi har fortalt ham at hans brud er den skønneste af de tre døtre. Efter at Sveinn har gennemskuet Sigvaldi og Búrisleifrs plan, lader han festen slutte op og tager af sted med sin brud, sine gaver og sine mænd. Jomsvikingerne sværger Ved jarl Strút-Haralds død lader kong Sveinn sende bud til Sigvaldi og Þorkell, for at de kunne holde gravøl til at ære deres far. Sigvaldi svarer at Sveinn skal gøre alle forberedelser på deres regning; de kommer så ved vinterens begyndelse for at ære deres far. Under festmåltidet skænker kong Sveinn den stærkeste vin til jomsvikingerne for at gøre dem drukne. Da de er blevet fulde, får kong Sveinn dem til at sværge, at de ikke frygter døden i kamp. Alle jomsvikingerne sværger og går så i seng. Den næste dag kan Sigvaldi ikke længere huske at have svoret, at han inden tre år vil befri Norge fra Hakon jarl, men hans frue Ástriðr fortæller ham det. Han råder sig med Ástriðr og går til kongen. Sigvaldi beder om 60 skibe med mandskab for at bryde op og tage direkte til Norge. I Norge begynder Sigvaldi og jomsvikingerne straks at hærge. Ögmundr den hvide undslipper jomsvikingerne og flygter til skoven, hvor han går flere dage. Da han kommer til en bygd, spørger han efter hvor Hakon jarl er, og begiver sig til ham. Han fortæller Hakon at jomsvikingerne er landet i Norge. Hakon jarl sender straks folk ud for at samle alle mænd til kamp. I Hjörungavágr samler han sine mænd og begynder at lægge en plan. Da Vagn sejler til øen Höð, træffer han en hyrde, som fortæller om Hakon jarls forberedelser i Hjörungavágr. Vagn tager manden med sig, så han kan vise jomsvikingerne vej til Hjörungavágr. Slaget ved Hjörungavágr Jomsvikingerne kommer til Hjörungavágr, hvor de ser at bugten er fyldt med skibe, og de lægger straks hele deres flåde i slagorden. Under slaget tilføjer begge mandskaber hinanden stor skade, men ingen vil give den anden sejr. Under en pause i kampen går Hakon jarl i land for at bede til Þorgerðr Hölgabrúðr (Torgerd Helgebrud). Hakon tilbyder hende alle mulige offergaver, men intet synes at behage gudinden. Først da han tilbyder hende sin syvårige søn som offer, viser skytsgudinden sig beredt til at hjælpe. Derpå går Hakon jarl til sit skib og starter et nyt angreb mod jomsvikingerne. Under kampen trækker store skyer over himlen, indtil en snesorm bryder løs, og nogle blandt jomsvikingerne ser Þorgerðr Hölgabrúðr blandt Hakons hær. Da snestormen ser ud til at lægge sig, råber Hakon endnu engang til Þorgerðr Hölgabrúðr om hjælp, for nu har han jo givet hende et offer. Derpå kommer Þorgerðr Hölgabrúðr og hendes søster Irpa til Hakons side. Lidt efter lidt forlader kamplykken jomsvikingerne, og enkelte forlader kampen og sejler til Danmark, for de mener at have opfyldt deres ed. Vagn holder ved sammen med sine mænd. Om natten slipper de ud til skærene. Om morgenen opdager jarl Eiríkr folkene på skæret, og lader dem tage til fange. De bliver nu henrettet en efter en, men de får lov til at udstille deres dødsforagt. Kun Vesetis barnebarn Svend, søn af Búi, narrer sin bøddel, der i stedet hugger armene af ham, der holder Svend. Næst i rækken kommer Palnatokes barnebarn Vagn Ákason. Han narrer sin bøddel og slår ham også ihjel. Derefter går resten af jomsvikingerne fri. Overlevering Jómsvíkinga saga findes som del af andre manuskripter og kendes i flere versioner, der måske kan tilskrives en fælles version, skrevet i begyndelsen af 1200-tallet på Island. Denne fælles-version omtales Version (A). En Version (B) kendes fra bl.a. Fagrskinna er måske skrevet i Norge på samme tid og kan være selvstændig. En tredje mulighed er at Version (A) og (B) begge er aflæggere af en tidligere version ligeledes fra 1200-tallet. Det ældste håndskrift for Version (A) er AM 291, 4°, omkring år 1250. De ældste håndskrifter for Version (B) var hhv. fra samme tid og fra midten af 1300-tallet, men de gik tabt under Københavns brand 1728. Der er gode, men ikke fuldstændige, afskrifter af dem fra 1600-tallets Island, kodekseret som AM 303 4 og AM 301 4 (ældre version af Fagrskinna) og UB 371 , AM 51 fol , AM 302 4 (nyere). Håndskriftet AM 510, 4° – fra slutningen af 1400-tallet – samt Arngrímr Jónssons redigerede latinske oversættelse fra 1877 er sandsynligvis sammenskrivninger af Version (A) og (B). Værkets oprindelse og klassificering Jómsvikinga saga passer ikke helt ind i klassificeringen af islandske sagaer. Første þáttr kunne være en kongesaga (konungasögur), da den hovedsageligt skriver historien om det danske kongehus og dets forbindelse til det norske kongehus og jarlerne. Det andet þáttr indeholder karakteristika – krigerforbund, den overnaturlige indgriben i slaget ved Hjörungavágr og vikingernes ed og derpå følgende heltedød – der kunne passe i en legendarisk saga (fornaldarsögur). En tredje kategorisering er at se på Orkneyinga saga og Færeyinga saga sammen med Jómsvikinga saga : "der har en indholdsmæssig lighed, heri en interesse for politiske konflikter, der finder sted som følge af sammenstødet mellem lokale høvdinge og større kongedømmer." Sagaens historicitet Jómsvíkinga saga kan ikke som andre sagaer uden videre bruges som historisk kilde. Enkelte figurer i sagaen er historiske: Harald Blåtand og Olaf Tryggveson, hvorimod Palnatoke siges at være fiktiv. Slaget ved Hjörungavágr med eller uden Torgerd Helgebrud har fundet sted. Jomsvikingernes krigergruppe er der delte meninger om, hvorimod Jomsborg med god sandsynlighed har været staden Wollin (også Jumnes, Julin og endda Vineta). nið motivet i Jómsvíkinga saga I de oldnordiske sagaer og skjaldedigtningen er nið en krænkelse eller fornærmelse mod en anden mand. Det er rettet mod mandens opførsel i samfundet, som ikke synes at være mandlig nok eksempelvis ved fejhed, forræderi, bedrag og "voldshandlinger der, af den ene eller anden grund ses at være mindre gode" eller en opførsel der efter datidens forhold var pervers – som homoseksualitet. Manden er derfor niðingr. nið motivet kommer til syne i Jómsvíkinga saga ved Harald Blåtands død for Palnatokes pil. Kong Harald varmer sig ved bålet aftenen før slaget; han har lagt sine klæder og står på alle fire ved bålet med bagdelen i vejret. Inde fra skoven skyder Palnatoke ham. Beskrivelsen af kongens kropsstilling skal umenneskeliggøre ham, som en niðingr. Faktisk er det, der til sidst fører til Haralds endeligt – gennem Fjölnirs bagtalelse af Áki, broderen til Palnatokes far Pálnir – Haralds ordre til at dræbe Áki. Som "en inddirekte form for nið" ses den måde Harald behandler Saum-Æsa på, og hans opførsel overfor Palnatoke. |
I 1665 blev Ramus student, og tilbragte femten år i København med sine studier. I 1680-tallet blev han personelkapellan i Sørum kirke på Romerike under sognepræst Colbjørn Thorstensen Arneberg. Han giftede sig med præstens datter, Anna Colbjørnsdatter, i 1682. Fra 1690 blev Ramus sognepræst i Norderhov kirke på Ringerike, hvor han boede frem til sin død i marts 1718. Ramus blev magister i 1698. Ramus og Anna skal have fået mange børn, men de fleste døde tidligt. Sønnen Daniel Ramus efterfulgte sin far som sognepræst i Norderhov fra 1717, da faren var blevet syg. Skrifter Foruden flere populære andagtsbøger, deriblandt Naadens aandelige Markets-Tiid (1680), skrev han en række andre værker: Noris Regum (1698), Guds Rige blandt Verdens Riger (1702), Norriges Kongers Historie (udgivet 1719) og Norriges Beskrivelse (1715, udgivet 1735). I sidstnævnte findes den første skriftlige version af sagnet om "Jostedalsrypa". Norriges Kongers Historie blev udgivet i København af Peter Nørwig, som to år senere slog sig ned i Bergen som byens første priviligerede bogtrykker. Holberg, som lige havde fået udgivet Peder Paars, var nok den, som bevægede Nørwig til at udgive denne krønike, som er speækket med sære begivenheder og en højst tvivlsom genealogi, fra Bibelens Noah via Odin og den mytiske kong Nor til Harald Hårfagre. Hans påstand om, at malstrømmen i Lofoten egentlig var Odysseens Charybdis, blev i en årrække citeret af udenlandske skribenter. Ramus omtaler i forordet til bogen den hval, man fandt skelettet af i Tistedal, og oplyser, at fundet blev gjort i 1682. Fra fundstedet fandt en knogle vejen til provst Johan Colds lade, hvor arbejdsfolk benyttede den som bænk. 20.november 1739 blev den modtaget i Kunstkammeret i København. Ramus og Poe Norriges Beskrivelse var godkendt for trykning allerede i 1715, og værket blev af stor betydning, ikke mindst pga kortene, da det omsider blev udgivet tyve år efter. Det er inddelt i fem dele: Landets beskaffenhed i sin almindelighed, Christiania Stift med sine afdelinger, Kristiansands Stift med sine "ledemoder", Bergens Stift og Trondhjems Stift. Under Trondhjems Stift har Ramus et kapitel kaldt "Nordlands Amt, fordum kaldet Halogaland eller Helgeland, Saxoni Halogia, og Indbyggerne Haleiger". Her hævdes fejlagtigt, at Helgeland var den første provins, der blev beboet i Norge. Ramus mente, at Homers Odysseus kunne have rejst i Nordnorge, og at malstrømmen Moskstraumen derfor kunne være Charybdis. Dette kan han have læst hos den svenske historiker Petrus Lagerlöf, som kom på tanken i 1689. Ramus skriver, at Odysseus og Odin var identiske, og beskrev et land med høje, mørke stene, og hvor solen aldrig skinnede. Den beskrivelse passer ikke til Sicilien, men med Lofoten, hvor solen ikke står op midt om vinteren. Olaus Magnus havde også tænkt sig Charybdis udenfor Nordnorge. Videre hævder Ramus, at ældre geografer skulle have ment, at der lå et havsvælg på Nordpolen i nærheden af en ø ved navn Rust. Da ismasserne ved Nordpolen gjorde en rejse dertil umulig, tænkte Ramus sig, at beskrivelsen må dreje sig om "Moskoe Strøm" (dvs Moskstraumen) og Røst. Han beskriver strømmen som "den forfærdeligste og meest brusende Fos eller Vandfald imellem klipperne kand gjøre. Hvilken Brusen man kand høre nogle Miile Lens derfra, og ere Vortices eller Strøm-hullerne saa dybe og store, at om der kommer noget Skib udi, da maa det nedsynke og undergaae, og bliver af Strømmen neddraget til Bunden, og af de skarpe Klipper i Stykker slagen og kommer op igjen i smaa Stykker, naar Vandet skilles og giver fra sig igjen." Da Edgar Allan Poe i 1841 skrev spændingsnovellen A Descent into the Maelstrom om netop Moskstraumen, anvendte han Ramus' stærkt overdrevne beskrivelse, som han kan have læst i Encyclopaedia Britannica. Direkte kopieret efter Ramus, skriver Poe, at stene faldt ned fra egnens huse på sexagesima-søndag (søndag før fastelavn) i 1645 pga larmen fra malstrømmen, og at en bjørn blev trukket ind i den, da den prøvede at svømme gennem strømmen. |
Jules François Felix Fleury-Husson (17. september 1820- 6. december 1889) var en fransk forfatter og kunst- og litteraturkritiker, som skrev og var mest kendt under pseudonymet Jules Champfleury. Han var især kendt for sin store opbakning til realismen i maleriet og litteraturen og for at være en af de første til at støtte maleren Gustave Courbet. Jules der selv kom fra små kår blev født i Laon, Aisne og døde i Sèvres. Som romanforfatter tilsluttede Champfleury sig fra miden af 1800-tallet til den på daværende tidspunkt fremadstormende realisme i fransk litteratur og blev derefter en af bevægelsens mest fremtrædende fortalere. Blandt hans romaner fra denne tid er Chien-Caillou (1847), Les souffrances du professeur Delteil (1853), Les bourgeois de Molinchart (1855), samt Le violon de faïence (1862). Champfleury skrev ligeledes flere kunst- og litteraturhistoriske værker, heriblandt Le frères Le Nain (1852, nyt oplag 1862), Le réalisme (1857), Histoires de faïences patriotiques sous la révolution (1866). |
Edelman blev født i Redwood City, Californien. Han var quarterback for Woodside High School. Som senior i 2004 ledte han sit hold til en 13-0-sæson. I sin high school-karriere opnåede han at kaste for 2237 yards og 29 touchdowns og løbe for 964 yards og 13 touchdowns. College-karriere Edelmans første college-år forgik på College of San Mateo før han blev sendt til Kent State University. Edelman var i startopstillingen alle de tre år, han gik på Kent State. Som freshman hos San Mateo var han back-up. NFL-karriere Julian Edelman blev valgt i 7. runde af NFL's draft i 2009 med pick nummer 232 af New England Patriots. Hos Patriots ville Edelman ikke blive brugt som quarterback, selvom det var den position han havde spillet i mange år. Patriots omskolede ham til wide reciver. I sit første år hos Patriots greb Edelman i den regulære sæson 37 bolde for 359 yards og et enkelt touchdown. I playoffs deltog Patriots kun i en kamp, som resulterede i et nederlag til Baltimore Ravens og gik derfor ikke videre i slutspillet. I den kamp var Patriots' wide reciver Wes Welker ude for resten af sæsonen med en alvorlig knæskade, derfor rykkede Edelman ind og tog hans plads i kampen. I kampen greb Edelman 6 bolde for 44 yards og 2 touchdowns. |
Ringkøbing Amt blev oprettet i 1794 . Indtil 1970 var Ringkøbing Amt landets største amt. Amtets kirker fordeler sig i følgende 9 herreder. |
Vorosjilov blev født i zartidens Ukraine. Han var søn af en jernbanearbejder og arbejdede allerede som 7 årig i miner, fabrikker og som fårehyrde. Klim Vorosjilov blev i 1899 arresteret for at have organiseret en strejke. Flere gange fængslet og udvist. Klim Vorosjilov meldte sig ind i det kommunistiske parti i 1905. Efter den russiske revolution i 1917 var han medlem af den provisoriske ukrainske regering og kommissær for interne affærer. Under det sovjetiske forsvar af Tsaritsyn under borgerkrigen samarbejdede han med Josef Stalin. Han var kendt for at bakke op om Stalin i militærrådet, der blev ledet af Lev Trotskij. Han fungerede på sydfronten i den russiske borgerkrig og den polsk-sovjetiske krig mens han var ved den 1. Kavaleriarme. Karriere Vorosjilov blev valgt til centralkomiteen i kommunistpartiet i 1921 og var medlem indtil 1961. Efter Mikhail Frunzes død i 1925 blev Vorosjilov udpeget til Folkekommissær for militær og flåde samt formand for Sovjetunionens revolutionære militærråd, en post han havde indtil 1934. Frunzes enedes med en troika: (Grigorij Zinovjev, Lev Kamenev, Stalin), men Stalin foretrak at have en stalinist i spidsen (i modsætning til Frunze, som var en "Zinovjevist"). Frunze blev stærkt opfordret til at blive opereret for et gammelt mavesår. Han døde på operationsbordet af en overdosis kloroform. Stalins kritikere hævdede, at operationen skulle skjule at Frunze blev myrdet. Vorosjilov blev fuldt medlem af det nydannede Politbureau i 1926, en post han beholdt til 1960. Han var stærkt involveret i Stalins store udrensning i slutningen af 1930'erne. Vorosjilov blev udpeget til Folkekommissær for Forsvar (forsvarsminister) i 1934 og Marskal af Sovjetunionen i 1935. Under 2. verdenskrig var Vorosjilov medlem af Statens forsvarskomite. Vorosjilov havde kommandoen over de sovjetiske tropper under vinterkrigen fra november 1939 til januar 1940, men på grund af hans dårlige planlægning og generelle inkompetence led Den Røde Hær umådelige tab , og han blev udskiftet med Semjon Timosjenko. De senere år Efter den tyske invasion af Sovjetunionen i juni 1941 var Vorosjilov kommandør over den kortlivede nordvestlige direktion, som styrede adskillige sovjetiske fronter. Han udviste betydeligt personligt mod og ledede personligt et modangreb mod tyske kampvogne med en pistol i hånden. Men han udviste også alvorlig inkompetence og evnede ikke at forhindre at tyskerne omringede Leningrad og blev erstattet med den langt dygtigere Georgij Zjukov. I 1945-1947 førte han tilsyn med etableringen af det kommunistiske styre i Ungarn. I 1952 blev Vorosjilov udpeget som medlem af præsidiet i centralkomiteen. Stalins død førte til en større ændring i den sovjetiske ledelse og i marts 1953 blev Vorosjilov udpeget til formand for præsidiet i Den Øverste Sovjet, dvs. statsoverhoved, med Nikita Khrusjtjov som førstesekretær for kommunistpartiet og Malenkov som regeringsleder. Vorosjilov, Georgij Malenkov og Khrusjtjov gennemførte arrestationen af Berija efter Stalins død i 1953. Den 7. maj 1960 godkendte Den Øverste Sovjet Vorosjilovs anmodning om pensionering og valgte Leonid Bresjnev til statsoverhoved, formand for præsidiet i Den Øverste Sovjet. Senere fritog Centralkomiteen ham også for opgaverne som medlem af partiets præsidium den 16. juli 1960. I oktober 1961 var hans politiske nederlag komplet da han ved den 22. Partikongres blev udelukket fra valget til Centralkomiteen. Der er en kuriøs historie vedrørende Vorosjilovs sidste dage som statsoverhoved. Under et middagsmøde med centralkomiteen ignorerede alle de øvrige deltagere Vorosjilov og gav ham en kold skulder. Deres holdning fik Vorosjilov til at indse, at alle hans kolleger allerede havde besluttet at afsætte ham, så han besluttede at komme dem i forkøbet og træde tilbage. Død og minde Efter Khrusjtjovs fald bragte Bresjnev Vorosjilov tilbage i politik som en kransekagefigur. Han blev genvalgt til centralkomiteen i 1966 og tildelt en ny medalje som Sovjetunionens helt i 1968. Han døde i 1969 i Moskva og blev begravet i Kremlmurens nekropolis. KV-1 kampvognen, som blev anvendt under 2. verdenskrig, var opkaldt efter ham. To byer blev også opkaldt efter ham: Vorosjilovgrad i Ukraine (nu døbt tilbage til det historiske Luhansk) og Vorosjilov i sovjets Fjernøsten (nu omdøbt til Ussurijsk efter Ussuri-floden), foruden Generalstabsakademiet i Moskva. Stavropol blev kaldt Vorosjilovsk fra 1935 til 1943. |
Kloakker findes af sundhedsmæssige hensyn. Uden sådanne vil der være fare for forurening af grundvandet, og hvis forurenet vand fik lov at ligge åbent, vil der ske en ophobning af affaldsstoffer, der ved forrådnelse kan skabe sundhedsfarlige tilstande fx levesteder for bakterier. Pumpestationer Ligger byen og dermed samleledningerne forholdsvis lavt, så at der ikke kan gives dem direkte fremløb til rensningsanlægget, kan de udmunde ved een eller flere pumpestationer, hvor kloakvandet oppumpes og gennem trykledninger muligvis foreløbig føres til en højereliggende samleledning inden det videre løb til rensningsanlægget. Overfaldsbygværker I mange ældre kloaknet har man af sparehensyn indrettet såkaldte overfaldsbygværker. Der er tale om afskærende røranlæg, hvor en del af kloakvandet kan løbe direkte til havet eller floden uden forudgående rensning, og som træder i virksomhed, når vandstanden i kloaken på grund af stærke regnskyl eller tøbrud bliver høj. Under sådanne forhold vil kloakvandet indeholde forholdsvis få skadelige stoffer på grund af den forøgede vandmængde og kan derfor ledes ud tæt ved kysten eller bredden, hvorved ledningerne fra overfaldene kan være ret korte. Meget højt kan de sjælden lægges og må derfor som regel være forsynede med stemmeporte, der åbner sig udad mod havet eller floden og lukkes af højvande således, at dette ikke kan trænge ind i ledningerne. Da den første regn, som ved et regnskyl kommer til kloaken, ved medrevne ekskrementer og andet snavs er blevet næsten lige så uren som spildevand, bør der påregnes, at en vis regnmængde, fx lige så stor eller dobbelt så stor som den største spildevandsmængde, der samtidig kan komme, skal optages af den afskærende ledning. Den største vandhøjde i denne kan der efter beregnes, og man kan så indrette det således, at når denne er nået, lukkes åbningen mellem vedkommende kloak og den afskærende ledning. Dette kan ske ved en "regulator" (et apparat, som består af en svømmer, der bevæges op og ned ved vandstandsvariationerne i den afskærende ledning, og som gennem en vægtstangsforbindelse, når den er kommet tilstrækkelig højt op, besørger lukningen ved en klap). Skillesystemer Ved de såkaldte simple skillesystemer tænkes på særlige ledninger for nedbørsvand, grundvand, almindeligt flydende affald og for ekskrementer, men i praksis går man sjældent videre end til to sæt af ledninger: eet for nedbørsvand (oftest åbne ledninger) og eet for grundvand og spildevand, og ved "skillesystem" forstår man i almindelighed kun et sådant tvedelt system. Det har særlig den mangel, at også det først afløbne, forurenede regnvand kommer i vandløbet. Hvor det lader sig gøre, er det derfor bedre at anlægge et almindeligt kloaksystem med en langs vandløbet anbragt afskærende kloak, der kan optage det første regnvand. Kloakkers konstruktion Af størst betydning er det, at kloaken ikke har utætheder, gennem hvilke deres indhold kan trænge ud og forurene jordbunden (og grundvandet). De mindste kloakker bygges som regel af rør af brændt ler, indvendig og udvendig glaserede og i den ene ende forsynede med muffer, i hvilke det følgende, højere liggende rør griber ind. Samlingerne pakkes med tjæret værk og tættes med fedt ler, cementmørtel eller en asfaltmasse. Glaserede lerrør anvendes i gader og veje til kloakker med 20-40 cm lysning; større kloakker bygges af beton (eller jernbeton) eller murværk. Betonkloakker kan bygges af kortere rør, støbte over jorden og samlede på samme eller lignende måde som lerrør, men kan også helt eller delvis støbes kontinuerlig i byggegruben. Murede kloakker opføres af hårdbrændte mursten i vandbygningsmørtel. Jern anvendes til kloakker, hvis indhold føres frem ved mekanisk kraft (undtagelsesvis også til almindelige kloakker, således når disse er særlig udsatte for tryk eller skal krydse vandløb). Med passende mellemrum må der opføres nedgangsbrønde af beton eller murværk, der giver adgang til et eftersyn af kloaken, som helst skal ligge efter en ret linje fra brønd til brønd således, at man fra den ene af disse kan se gennem kloaken til den næste. Undtagelsesvis kan man i stedet for nedgangsbrønd anbringe en "lampebrønd" (en snæver brønd, hvori en lampe kan nedsænkes og oplyse det indre af kloaken. Er da denne retlinet fra begge sider af lampebrønden til nærmeste nedgangsbrønde, kan den efterses fra disse). Nedgangsbrønde og lampebrønde må naturligvis være dækkede for oven med et kloakdæksel. For at optage nedbørsvandet fra en bys gader og veje anbringes særlige nedløbsbrønde, der bedst støbes af beton og i færdig tilstand stilles på deres plads. Denne er sædvanlig lige under en lavning i rendestenene, i hvis bund eller side der ved brønden anbringes en rist, som tilbageholder eventuelle større, med nedbørsvandet tilførte, urenligheder. Vandet løber gennem risten til brønden og fra denne gennem en kort ledning, en "stikledning", til gadens kloak. Brøndene er forsynede med vandlås; normalt har de også slamkiste, hvori nogle af de med nedbørsvandet fulgte, tungere stoffer aflejres. Der gives vel derved nogen anledning til forrådnelsesprocesser, men da det hovedsagelig er sand, som aflejres, er faren ikke stor. Historie Allerede de gamle romere anlagde store murede kloakker. Kendt er særlig cloaca maxima, der er bygget ca. 600 f. Kr., og hvis renholdelse kostede uhyre summer. I middelalderen kom næsten alt hensyn til renlighed i forfald, og anlæg af kloakker ophørte. Enkelte korte kloakker anlagdes ganske vist hist og her ved begyndelsen af det 14. århundrede, men det var dog først ved slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, at kloakvæsenet fik et større opsving, navnlig da Paris og London på den tid begyndte anlæggelsen af ordentlige kloakker. Efter som byerne voksede og deres affald mere og mere forurenede floder og vandløb, blev man så at sige tvunget ind på rationelle kloakanlæg. Spørgsmålene om kloakindholdets rensning rejste sig og behandledes meget omhyggelig, navnlig i England af flere særligt derfor nedsatte kommissioner. |
Knetzgau ligger mellem Naturparkerne Steigerwald syd for byen og Naturpark Haßberge mod nordøst . |
Kognitionspsykologi er sammensat af kognition, der betyder tænkning, og psykologi. Der er altså tale om tænkningens psykologi, og emnerne er hovedsageligt tænkning, læring, sansning, perception, opmærksomhed, sprog, hukommelse og intelligens. Metoderne er empiriske og statistiske. Kognitionspsykologi grænser op til videnskaber som filosofi, lingvistik, neuropsykologi og humanbiologi. I de senere år har indsigt fra kognitionspsykologien også vundet indpas inden for den økonomiske forskning i underdisciplinen adfærdsøkonomi. Tildelingen af Nobelprisen i økonomi i 2002 til psykologen Daniel Kahneman er et eksempel herpå. |
I midt-70’erne, er drømmen om frihed og fællesskaber på sit højeste. I kollektivet kan man være frie og lykkelige sammen, man lever, fester og bor sammen, det er billedet på det perfekte liv, For parret Erik og Anna begynder kollektivet også som en drøm, sammen med deres datter Freja, etablerer de et kollektiv i Eriks store villa i Hellerup. |
Kristoffer Zøllner er en dansk journalist og forfatter født 8. april 1978. Fra 2009 til 2015 var han redaktør på Berlingskes fredagssektion AOK og søndagssektionen MS, inden han blev kultur- og livsstilsjournalist, klummeskribent og litteraturanmelder på samme avis. Desuden forfatter til bogen "Du må ikke slå ihjel" (Lindhardt & Ringhof, 2008) sammen med præsten Flemming Pless og den "Den evige modstandsmand" om kunstneren og frihedskæmperen Knud Pedersen. Fra 2015 til foråret 2017 var han chefredaktør for magasinet Euroman. I november 2017 udgav Forlaget Momenta og forlægger Olav Skaaning Andersen hans biografi "Drama" om tidligere dramachef i Danmarks Radio, Ingolf Gabold. |
Krokom er en by i Jämtland i Jämtlands län i Sverige. Den er administrationsby i Krokoms kommun, og i 2010 havde byen 2.277 indbyggere. Krokom ligger ved Indalsälven ca. 20 kilometer nordvest for Östersund ved Europavej E14; Byen har station på jernbanen Mittbanan, der går fra Sundsvall via Östersund til Trondheim i Norge |
Kryptoanalyse (fra Græsk kryptós, "skjult", og analýein, "at løsne" eller "at binde op") er det felt inden for kryptologien, der drejer sig om at finde den oprindelige tekst, klarteksten (eng. plaintext), ud fra den krypterede tekst, chifferteksten (eng. ciphertext), uden kendskab til den hemmelige nøgle, krypteringsnøglen. Dette kaldes også at bryde eller knække koden. Normalt vil dette betyde at modstanderen kommer i besiddelse af nøglen. Et kryptosystem kaldes sikkert, hvis det er svært at finde frem til nøglen. Det antages generelt inden for kryptoanalysen, at Eva kender det anvendte kryptosystem (Kerckhoffs princip). Inden for kryptologien anses det normalt for en dårlig strategi at hemmeligholde kryptosystemet med det formål at opnå større sikkerhed. Der er i tidens løb publiceret et utal af kryptosystemer (selv af de største autoriteter på området, samt af det amerikanske NSA), der kort tid efter viste sig nemme at bryde. Den almene opfattelse er derfor, at den bedste sikkerhed opnås ved at publicere kryptosystemet og lade det videnskabelige verden prøve kræfter med det. Er systemet ikke knækket efter en rimelig tid, giver det en vis tryghed, men ingen 100% garanti. Kryptoanalytikere er de personer, som arbejder med at bryde krypterede beskeder. Der kan være forskellige mål med kryptoanalyse. Man kan enten være ude efter at decifrere en krypteret besked, finde nøglen der er brugt eller begge. Vi forudsætter at algoritmen er kendt. Selve angrebet kan foregå på forskellige premisser. Da algoritmen er kendt skal tilgangen til decifreringen passe til den specifikke algoritme og udover de forskellige krypteringsformer kan det være at den angribende tredjepart både har opsnappet den krypterede besked OG den 'rene' besked. Metoder Angreb på de simpleste kryptosystemer benytter sig typisk af de statistiske egenskaber ved det anvendte sprog. Et eksempel er hvis Alice og Bob anvender et simpelt substitutionssystem, hvor hvert bogstav erstattes af et andet. Hvis Eva laver statistik på chifferteksten og finder ud af at andelen af Z'er i chifferteksten er cirka lige så stor som andelen af E'er i sproget generelt, så vil det være et godt gæt at E'er erstattes af Z'er under kryptering. Tilsvarende kan man anvende statistik for bogstavkombinationer. På denne måde kan Eva relativt let finde frem til krypteringsnøglen, og et substitutionssystem er derfor ikke sikkert. Angreb på mere komplicerede ciffersystemer baserer sig ofte på gentagelser i den opsnappede ciffertekst, der kan afsløre noget af det underliggende system. Det kan være et ganske omfattende arbejde. Computerere anvendes siden 2. Verdenskrig ofte til den opgave. |
Kuiperbæltet er en samling af asteroider, dværgplaneter og kometer (Kuiperbælteobjekter, KBO) i et kredsløb uden for planeten Neptun. Bæltet er opkaldt efter astronomen Gerard Kuiper. Afstanden fra Solen er mellem 30 og 100 AU. Der menes at være mere end 70.000 objekter større end 100 km i Kuiperbæltet. Kuiperbæltet anslås til at have 300 gange mere masse end asteroidebæltet mellem planeterne Mars og Jupiter. En anden kilde vurderer Kuiperbæltets samlede masse til at være en tiendedel af Jordens masse. |
Kulstof-nanorør (kulstofnanorør, carbonnanorør) er cylindriske strukturer, baseret på fullerenernes opbygning (herunder Buckyballs). Nanorørene er bemærkelsesværdigt stærke og kan lede elektrisk strøm, enten som ledere eller som halvledere. De blev opdaget i 1991 af Sumio Iijima. Rørene fremstilles i mange størrelser, helt ned til 0,4 nanometer i diameter. Det er også muligt at producere nanorør inden i nanorør. En elektronisk komponent kendt som en diode kan laves ved sammenføjning af to kulstofnanorør med forskellige elektriske egenskaber. |
Gruppe C's kvalifikation til VM i fodbold 2014 var en af grupperne i forbindelse med den europæiske kvalifikation til VM i fodbold 2014. Kampene spilles imellem den 7. september 2012 til den 15. oktober 2013. |
Kvickly xtra var en dansk varehuskæde bestående af 14 butikker, der alle lå i større byer. Størstedelen af butikkerne var tidligere OBS!-varehuse, der pga. dårlige økonomiske resultater skiftede koncept i oktober 2002 til noget nær Kvickly-kædens, bortset fra at butikkernes størrelse gav dem mulighed for at have et større vareudvalg, særligt indenfor non-food. Desuden havde varehusene alle egen bager og typisk også en Baresso-café. Kvickly og Kvickly xtra udsendte en fælles tilbudsavis, men siden foråret 2007 til fusionen med Kvickly udsendte Kvickly xtra også sin egen. I juni 2009 offentliggjorde Coop, at man senere på året ville nedlægge kæden og omdanne butikkerne til almindelige Kvickly-butikker. |
Byen var sæde for et vigtigt normannisk baroni, og byens blev grundlagt i middelalderen. I 1944 blev byen befriet af allierede styrker efter ti dages kamp, som ødelagde det meste af byen. Økonomi Byen har i mange år været en handelsby. I det 19. århundrede var den kendt for handel med smør og kreaturer. |
Lars Jørgen Okholm (29. november 1917 – 15. februar 2009), født på Frederiksberg, uddannet civilingeniør og dr. techn., var en dansk ernæringsekspert og forfatter. I perioden 1967 – 1984 var Okholm leder af FDB's centrallaboratorium, og i den forbindelse begyndte han at skrive bøger om ernæring. Blandt hans bøger var Okholms ABC og Strategi for et bedre liv. |
Lasse Aagaard (født 31. maj 1967) er en dansk komiker, tekstforfatter og komponist, som i 1985 dannede komikergruppen Onkel Dum & Bananerne sammen med Thomas Høg, Sune Svanekier og Jens Korse. Fra 1994 til 2005 har Lasse Aagaard skrevet flere musicals, bl.a. 1212 Vejen til Jerusalem, Blod og Ære, Sidste Chance og Von Scholten – alle skrevet i samarbejde med Thomas Høg og Sune Svanekier. Sidstnævnte blev instrueret af Waage Sandø og havde premiere på Folketeatret i 2010 og spillede både der og på turné. Von Scholten modtog prisen som året turnéforestilling 2010. Igen sammen med Svanekier og Høg skrev Aagaard i 2012 musicalversionen af Skammerens Datter. Forestillingen havde premiere på Østre Gasværk Teater den 30. august 2012. I 2013 skrev Høg, Aagaard og Svanekier Skammerens Datter 2, også til Østre Gasværk Teater. De to forestillinger har solgt over 130.000 billetter. I 2016 skrev Høg, Aagaard og Svanekier musicaludgaven af Jordens søjler (Ken Follett ) til Østre Gasværk Teater. I 2017 skrev Høg, Aagaard og Svanekier Vildheks (Lene Kaaberbøl) til Østre Gasværk Teater. Høg, Aagaard og Svanekier arbejder på en musicalversion af Den Evige Ild af Ken Follett, som vil få premiere på Bellevue Teatret i 2019. Udenfor musical- og teaterområdet, har Aagaard en uddannelse som lærer fra N. Zahles Seminarium og arbejder til dagligt i Kongens Lyngby på Lundtofte Skole. |
Lawton er en amerikansk by og administrativt centrum i det amerikanske county Comanche County, i staten Oklahoma. I 2000 havde byen et indbyggertal på 92.757. |
Lille korsnæb er en 16,5 centimeter stor spurvefugl, der bedst kendes på sin stemme og det specielle næb, hvor spidserne af overnæb og undernæb krydser hinanden. Hannen er rød på kroppen med brune vinger. Hunner er grågrønne eller gulgrønne, og ungfuglene ligner hunnerne, men er stribede. Arten kan være svær at skelne fra stor korsnæb, og kendes bedst på næbbets proportioner. Hoved og næb hos stor korsnæb er større og mere papegøjeagtigt, idet højden af næbbet svarer til undernæbbets længde. Næbbet hos lille korsnæb er derimod forholdsvist længere. Stemmen kan ofte være et bedre kendetegn end fjerdragten. Fra både siddende og flyvende fugle af lille korsnæb høres et metallisk, vidtlydende kib-kib eller kyb-kyb. Fra især siddende fugle af stor korsnæb høres derimod et dybere, nasalt døb-døb. Fra flyvende fugle af stor korsnæb høres desuden et kyb-kyb, der minder om kaldet hos lille korsnæb. Forekomst Lille korsnæb er den mest udbredte af korsnæbbene og findes over et stort område på den nordlige halvkugle. I Europa findes arten med spredte bestande i næsten alle lande, ligesom den findes i dele af Nordafrika og i store dele af Asien og Nordamerika. I Danmark begyndte lille korsnæb første gang at yngle i midten af 1800-tallet, da hede og klitter blev beplantet med nåletræer. Nu ses den yngle over det meste af landet, men antallet er meget afhængig af frøsætningen hos gran. Den er kendt for i nogle år at optræde invasionsagtigt. I 2000 vurderedes antallet af ynglepar at være omkring 2000. Det er også en almindelig trækgæst nordfra hele året, men især i oktober måned. Underarter Arten deles i mange underarter. Nogle af de henved tyve underarter kan skelnes på deres stemmer eller har bestemte præferencer i deres fødevalg. Muligvis bør nogle af underarterne opfattes som selvstændige arter. I Danmark forekommer kun nominatformen Loxia curvirostra curvirostra. Føde Lille korsnæb lever især af frø fra gran, men kan også tage frø fra mindre fyrrekogler eller f.eks. rønnebærrenes sten. Grankoglerne bearbejdes på stedet, mens de små kogler fra bjergfyr transporteres til et egnet sted, ofte på jorden, for bearbejdning. Yngleforhold Arten lever parvis i territorier og yngletiden kan begynde allerede i december, men som regel lægges de tre eller fire æg i februar eller marts. Reden placeres oftest højt i en gran eller fyr. Æggene udruges af hunnen på omkring to uger og ungerne forlader reden efter cirka 17 dage. De mades herefter i yderligere mindst tre uger. |
I en tilstødende dal, Verzasca-dalen, ligger Verzasca-dæmningen, bygget tværs over dalen. Dæmningen dæmmer op for Verzasca-floden og skaber derved den kunstige sø Lago di Vogorno, ca. 2 km fra Lago Maggiore. Ved dæmningen er et vanddrevet kraftværk, der kan levere op til 105 MW. Dæmningen og kraftværket blev bygget i årene 1961 – 1965 og blev taget i brug så snart reservoiret var fyldt. Dæmningen er et populært mål for bungy-jumpere. Dette tog sin begyndelse efter at en James Bond-stuntman sprang ud herfra i åbningsscenen i filmen GoldenEye fra 1995. |
Lone Jakobi Sørensen er en dansk kommunalpolitiker. Hun blev fra 1. januar 2018 1. viceborgmester i Odder Kommune. Hun er formand for Børne-, Uddannelses- og Kulturudvalget og medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget og Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget. Baggrund Jakobi er cand.mag. i etnografi og socialantropologi fra Aarhus Universitet i 2008. Politisk karriere I 2013 blev hun for Socialdemokratiet valgt til byrådet i Odder Kommune første gang med 313 personlige stemmer. I 2016 blev hun valgt som Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Odder. Hun blev ved kommunal- og regionsrådsvalget i 2017 genvalgt med 1.768 stemmer. |
Målerås glasbruk AB, også kendt som Mats Jonasson Målerås, er et glasværk i Målerås i Nybro kommune, Kalmar län i Småland i det sydlige Sverige. Glasværket blev grundlagt i 1890 som Målerås, og ligger i det område af Småland, der kaldes Glasriget. Målerås stod over for lukning i 1970'erne, men Mats Jonasson og 13 andre lokale indbyggere samlede en startkapital sammen på 250.000 svenske kronor, fik yderligere 100 aktionærer og et banklån, og startede den nye virksomhed op i 1981. |
En mælkevagt er en ""over-kognings-alarm"" til madlavning. Den lægges i bunden af en gryde for at forhindre overkogning og påbrænding af væsker især mælk. En mælkevagt er en skive med en hævet kant med et hul eller indsnit siden (se billeder). Nogle mælkevagte kan bruges med enten forsiden eller bagsiden opad og har så to huller. Det indre af skiven buer opad mod den hullede side og skaber et rum, hvori vanddamp kan dannes. Dampen får den takkede side til at stige op. Dampen frigiver væske fra bunden af gryden og giver lyd. Historie Mælkevagten blev opfundet af Vincent Hartley i 1938 og er meget populær i de latinske lande. I Frankrig bliver der solgt over 20.000 mælkevagte om året. |
MD4 opererer med en 128-bits tilstand, som iterativt opdateres af en 512-bits besked-blok i det, der kaldes 'kompressionsfunktionen'. Padding Da MD4 accepterer beskeder af næsten vilkårlig længde, og da kompressionsfunktionen som beskrevet ovenfor arbejder med 512-bits blokke ad gangen, er der defineret en metode til at udvide enhver besked til en længde som er et multiplum af 512 bits (dette kaldes 'padding'). Dette gøres ved først at tilføje bit'en 1, dernæst tilføjes u 0-bits, og til sidst tilføjes en 64-bits repræsentation af længden af den oprindelige besked. Her er u valgt netop således, at den samlede længde af den 'paddede' besked er et multiplum af 512 bits. Denne padding-regel sikrer, at beskeder som er forskellige inden padding, også er forskellige efter padding. Iteration Kompressionsfunktionen som beskrevet ovenfor 'spiser' 512 bits ad gangen. For at større beskeder kan behandles må kompressionsfunktionen kaldes flere gange. Lad H være kompressionsfunktionen med to inputs, den gamle tilstand og besked-blokken. En initiel tilstandsværdi (IV) h_0 er defineret som (67452301,10325476,98badcfe,efcdab89), skrevet i hexadecimal og opdelt i 32-bits ord. For hver 512-bits besked-blok m_1,...,m_t, udføres h_i=H(h_{i-1},m_i)+h_{i-1}, hvor additionen udføres modulo 2³² på de fire tilstandsord enkeltvis (denne addition er strengt taget en del af kompressionsfunktionen). Den sidste tilstand h_t er hash-værdien af beskeden. Denne iterative brug af kompressionsfunktionen, samt padding med beskedens oprindelige længde, kaldes Merkle-Damgård-konstruktionen. Eksempler Nogle eksempler på hash-værdier (angivet i hexadecimal) af korte tekststrenge er givet herunder. MD4("") = 31d6cfe0d16ae931b73c59d7e0c089c0 MD4("0123456789") = a695ea9f14a89c4e82ca5cf52a28d45d MD4("Wikipedia") = e2a059b14fc07a3c78c7b74027a323ec Enhver ændring af beskeden medfører at gennemsnitligt ca. 64 bits af hash-værdien ændres. Eksempel: MD4("Wikipedib") = 2cf896ca02711a90ef58ea10878a32ee Betydning MD4 har dannet baggrund for en lang række ofte anvendte hashfunktioner. Den umiddelbare efterfølger MD5 er et godt eksempel, men også SHA-familien, designet og standardiseret af de amerikanske myndigheder, er baseret på MD4. Herudover er den europæiske RIPEMD en variant af MD4. Som følge af en lang række angreb på stort set samtlige hashfunktioner baseret på MD4 er der dog opstået usikkerhed om hvorvidt det grundlæggende design er fornuftigt. Angreb De første angreb på MD4 så dagens lys allerede året efter hashfunktionen blev publiceret. B. den Boer og A. Bosselaers fandt en metode til at finde kollisioner (dvs. to forskellige beskeder med samme hash-værdi) i en variant af MD4, hvor kun de sidste to runder er medtaget. S. Vaudenay beskrev en metode til at finde kollisioner i en variant hvor sidste runde er udeladt. Det første succesfulde angreb på den egentlige MD4-algoritme blev publiceret i 1996 af H. Dobbertin, som fandt kollisioner på få sekunder. Senere er en endnu hurtigere metode blevet beskrevet af X. Wang et al. På baggrund af disse angreb må MD4 betragtes som uegnet til brug i applikationer som kræver kryptografisk sikkerhed. |
De fleste videostrømme indeholder en meget stor mængde temporal redundans, dvs. der er en meget stor lighed mellem de enkelte rammer i videostrømmen. Dette udnyttes i MPEG-2 ved at kode forskellen mellem rammer, i stedet for at kode hver enkelt ramme for sig. Det er dog ikke blot den rå forskel mellem enkelte rammer, der kan kodes. MPEG-2 giver mulighed for at beskrive bevægelser i videostrømmen, og dermed yderligere at kunne udnytte temporal redundans, når videostrømmen indeholder bevægelse. I MPEG-2 kan bevægelse i billedet angives på makroblok-niveau. En makroblok er en blok på 16x16 billedpunkter, og bevægelsen vil angive hvordan hver blok har "bevæget sig" mellem to rammer i strømmen. Transformation til frekvensdomænet Et billede, hvilket en ramme i en videostrøm kan opfattes som, indholder væsentligt mere redundans, hvis dette transformeres til frekvensdomænet. Transformation til frekvensdomænet kan opfattes som en slags statistik analyse af billedet: I stedet for at angive hvert punkts farve eller lysintensitet, vil den resulterende datastrøm indeholde generel information om fordelingen af farver, eller lysstyrker, i billedet. Transformationen foregår på blok-niveau (ikke at forveksle med en makroblok). En blok består af 8x8 billedepunkter. MPEG-2 bruger en diskret cosinus-transformation (DCT) til at transformere til frekvensdomænet. Da transformationen til og fra frekvensdomænet uafværgeligt vil resultere i afrundingsfejl, især pga. forskelle i implementationen af transformationer til kodning of afkodning, er transformationen den første årsag til afvigelser mellem den oprindelige videostrøm og den afkodede strøm. Kvantisering I stedet for at gemme den fulde information efter transformation til frekvensdomænet, gemmes afrundede værdier. Dette foregår rent praktisk ved at bruge en kvantiseringsmatrix, som gemmes én gang i videostrømmen. Resten af strømmen kan så referere til denne matrix, frem for at gemme de faktiske kvantiseringsværdier. |
Magadan (russisk: Магадан, tr. Magadan) er administrativt center i Magadan oblast i den fjernøstlige del af Den Russiske Føderation beliggende ved det Okhotske hav med 92.081 (2016) indbyggere. Magadan blev grundlagt i 1933. |
Mahmoud Alaa El-Din (født 1. januar 1991) er en egyptisk professionel fodboldspiller. Han spiller for Egypten. Han deltog under Sommer-OL 2012. |
Malmö stadsbibliotek er et kommunalt folkebibliotek i Malmö som åbnede 12. december 1905. Biblioteket lå i Hotel Tunneln og havde på dette tidspunkt 3.096 bind – bøger og tidsskrifter. I 1946 flyttede Stadsbiblioteket til en tidligere museumsbygning ved Regementsgatan. Slottet, som det er kommet til at blive kaldt, blev oprindelig rejst for Malmö Museum og var tegnet af John Smedberg og Fredrik Sundbärg. Inspirationen kom fra danske og skånske renæssanceslotte. Malmö stadsbibliotek består nu af tre bygninger; Slottet, Ljusets Kalender og Cylindern. Ljusets Kalender er tegnet af Henning Larsen Architects og blev indviet 31. maj 1997. Slottet blev restaureret og nyindviet 24. september 1999. Disse to hovedbygninger forbindes med Cylindern. I Cylindern findes der blandt andet informationsdisk og café. Henning Larsen Architects og Ljusets Kalender modtog Kasper Salin-prisen i 1997. Biblioteket har cirka 550.000 forskellige media, cirka 1.500 forskellige tidsskrifter, cirka 10.000 dvd'er og 33.500 musik-cd'er. I 2006 blev biblioteket Sveriges første som udlånte tv-spil. |
Manucho begyndte sin fodboldkarriere i Flamenguinhos en lille ungdomsfodboldklub fra Terra Nova i Luanda, hvor han boede. Under ledelse af hans træner og far, Alberto Gonçalves, fik han trænet sig op som venstre wing, og han blev pludselig en af klubbens topprofiler. Tidlig karriere Manuchos karriere ændrede sig til at blive professionel, da han skrev under med Benfica de Luanda, som var en klub i midten af den angolanske liga. Senere flyttede han til Luanda-holdet Petro Atlético, hvor han kæmpede en kamp for at komme på førsteholdet på grund af nærværet af angribere Flávio Amado. Efter at Flávio tog til det egyptiske hold Al-Ahly, begyndte Manucho at etablere sig selv på holdet, da han scorede 16 mål i 2006 og 15 i 2007. Den 21. december 2007 blev det meddelt af Manucho havde accepteret en underskrift med de engelske Premier League-mestre Manchester United. Han flyttede til klubben i januar 2008 på en treårig kontrakt. Inden meddelelsen havde Manucho været til tre ugers træning med Manchester-klubben, hvor han formåede at imponere United-manageren Sir Alex Ferguson nok til at få en kontrakt. Panathinaikos Den 31. januar 2008 blev det meddelt, at Manucho skulle udlånes til det græske hold Panathinaikos i 2007-08-sæsonen på grund af problemer med arbejdstilladelsen. Han kom straks på grækerklubbens førstehold. United-manageren Alex Ferguson meddelte den 1. februar 2008, at Manucho skulle være udlånt til Panathinaikos indtil slutningen på sæsonen. Udlånsperioden begyndte kort tid efter, at Angola var blevet slået ud af Africa Cup of Nations 2008 af Egypten. Manchester United I slutningen af 2007-08-sæsonen kom Manucho tilbage til Manchester United til den nuværende sæson og klubbens sommertour i Sydafrika. Dog havde han fået en skade i mellemfoden og var ikke i stand til at spille i den del af sæsonens program. I august 2008 bekræftede klubben, at de havde fået en arbejdstilladelse til Manucho, så han nu kunne spille for dem. Den 28. august 2008 beviste Manchester Evening News at Manucho faktisk allerede havde fået arbejdstilladelse tidligere den sommer, som også blev bekræftet på den officielle hjemmeside. Manucho fik trøje nummer 26 til 2008-09-sæsonen. Selvom det blev hævdet, han havde fået en voldsom skade og ikke kunne deltage i kampene. Dog fik han sin debut på førsteholdet som udskifter den 23. september 2008 i League Cuppens tredje runde hjemme mod Middlesbrough. Kampen endte 3-1 til Manchester United. Real Valladolid Den 17. juli 2009 offentliggjorde Manchester United at de havde solgt spilleren til den spanske klub Real Valladolid hvor han havde underskrevet en 5 årig aftale. International karriere Manucho spiller international fodbold for Angola. Han var med af den angolanske trup under hans nations succesfulde sæson i African Cup of Nations 2008. I januar 2008 blev han udtaget til den angolanske trup til African Cup of Nations 2008 i Ghana. Han scorede åbningsmålet i Angolas første kamp mod Sydafrika og scorede senere to mål i deres anden kamp mod Senegal i en 3-1-sejr. Den 4. februar scorede Manucho Angola eneste mål i 2-1-nederlaget til Ægypten. Resultatet betød, at Angola blev slået ud af turneringen, men Manuchos 23 meters langskud blev betragtet som ”turneringens mål indtil videre”. I slutningen af turneringen blev Manucho valgt til en af “The Best XI”, et hold med de bedste spillere på hver deres position. |
Margarete Thüring stammede fra en middelklassefamilie i Potsdam. Som barn hadede hun sin tyranniske far, der tidligt vakte hendes sympati med alle undertrykte. Hun fik støtte fra sin liberale, kultiverede mor. Under første verdenskrig blev Buber-Neumann politisk aktiv og satte sit håb til en kommende verdensrevolution. Tyve år gammel, i 1921, kom hun med i det tyske kommunistparti KDP. Hun uddannede sig til lærerinde, men viede sig i større grad til undergrundsarbejde for KDP, hvor hun mødte og giftede sig med Rafael Buber, søn af den jødiske filosof Martin Buber. Parret blev skilt i 1929, og deres to døtre, der først boede hos moren, senere hos farens forældre, måtte senere som halvt jødiske flygte til Palæstina efter Hitlers magtovertagelse. Også her boede de hos Martin Buber og hans kone. Margarete mødte på denne tid Heinz Neumann, en af KDPs centralfigurer og direkte involveret i de kantonesiske bønders og arbejderes oprør i Kina. Buber-Neumann blev hans medarbejder; senere giftede de sig og arbejdede sammen for KDP i Tyskland, Spanien og Frankrig; men ideologiske modsætninger indad i partiet, en voksende antikommunisme og Hitlers fremmarch tvang dem til at flygte til Moskva i 1933 under falske navne. I Moskva boede de sammen med mange andre vestlige migranter på Hotel Lux. Under Stalins store udrensninger blev Neumann arresteret i april 1937 og forsvandt sporløst. I juni 1938 kom turen til hans kone, der blev sendt i lejr i provinsen Karaganda i to år. I foråret 1940, da Molotov-Ribbentrop-pagten var i kraft, blev Buber-Neumann af den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD - som hundredvis af andre tyske flygtninge i Moskva - udleveret til Tyskland. SS indsatte hende i koncententrationslejren Ravensbrück, hvor hendes vidnesbyrd fra Stalins helvede isolerede hende fra de andre kommunistiske fanger. Kun den tjekkiske Milena Jesenská, forfatter og ven af Kafka, forstod, for hun havde for længst gennemskuet Stalins politik. "Og der, blandt hadefulde medfanger og pligtopfyldende angivere, udviklede der sig et venskab mellem de to kvinder, der transcenderede det inferno, der omgav dem." I 1950'erne blev Buber-Neumann inviteret til Bergen, hvor hun fortalte fra sit liv, og understregede, at den sovjetiske økonomi stadig afhang af slavearbejde. Hendes hvoedanliggende var imidlertid sameksistenspolitikken, i hendes øjne et blændværk, fordi sovjetdiktaturet, som alle diktaturer, i sin natur var aggressivt. Én af bergenserne efterspurgte håbefuldt et alternativ til sameksistenspolitikken. Ellers sad publikum tavse; først 30 år senere så de ud til at forstå, hvad Buber-Neumann den gang havde prøvet at meddele. I 1963 udgav hun Kafkas Freundin Milena om sit venskab med Jesenská. Da Margarete Buber-Neumann siden flyttede tilbage til Tyskland, levede hun et ret tilbagetrukket liv som skribent. |
Marius Ludvig Lefèvre (4. maj 1875 i Odense – 14. marts 1958 i Gentofte) var en dansk gymnast, typograf og senere kommunelærer. Lefèvre vandt en sølvmedalje i gymnastik under OL 1912 i Stockholm. Han var med på det danske hold som kom på en andenplads for hold i svensk system. Hold fra tre nationer var med i konkurrencen, der blev afholdt på Stockholms Stadion. Lefèvre gik efter 2. verdenskrig hårdt til angreb på Niels Bukh i den danske presse. Han mente ikke, at Bukh kunne fortsætte som ungdomsleder inden for gymnastikken grundet Bukhs anknytninger til nazismen. Lefèvre skrev med harme om Bukhs besøg hos Hitler og den tyske arbejdstjeneste, som Bukh mente at han "kunne lære noget af". Om Bukhs begejstring for arbejdstjenesten skrev Lefèvre: "om arbejdstjenesten ved vi, at den var fuldstændigt militært anlagt… Mandskabet havde blot spader i stedet for geværer. Undskyld mig, men jeg kan ikke se, at en dansk højskolelærer, endsige en forstander, havde noget at bestille i Tyskland i krigsårene 1940-45". |
Matematikkens mænd (originalsprog: Men of Mathematics) er en bog om matematikkens historie skrevet i 1937 af matematikeren E.T. Bell. Efter et kort kapitel om tre matematikere fra antikken, er resten af bogen dedikeret til at beskrive omkring fyrre matematikere, der levede i det 17., 18. og 19. århundrede. For at holde læsernes interesse fokuserer bogen primært på usædvanlige eller dramatiske aspekter af matematikernes liv. Matematikkens mænd har inspireret mange unge mennesker, inklusiv en ung John Forbes Nash, til at blive matematikere. Den er ikke tiltænkt som en seriøs biografi, men indeholder mange anekdoter og præsenterer et noget idealistisk billede af matematikernes personligheder, arbejder og kontroverser. |
Mediesyndikatet Monsun er en medievirksomhed, der blev stiftet i september 2000, af bl.a. Brian Berg, Sven Gårn Hansen, Martin Lindblom, Maj-britt Milsted, Asger H. Pedersen og Mikkel Skov Petersen, der var en kreds af medarbejdere ved ugeavisen Socialisten Weekend. Formålet med virksomheden var primært at udvide indtægtsgrundlaget for avisen, så det ikke kun var begrænset til abonnementsindtægter. Mediesyndikatet Monsun overtog i 2000 ansvaret for Internetportalen Modkraft.dk, der var stiftet af Mikkel Skov Petersen tidligere samme år. Efter avisens lukning i 2001 fortsatte virksomheden, men flyttede fra de tidligere redaktionslokaler i Indre By i København til Nørrebro. Her blev virksomheden efteråret 2001 slået sammen med bydelsavisen PåGaden. Under EU-topmødet i København i december 2002 udgav Mediesyndikatet Monsun dagbladet Moskito i samarbejde med en række aktivister. |
Michael Curtiz har fået en stjerne på Hollywoods Walk of Fame. Den ligger i fortovet ud for Hollywood Boulevard 6640. Han modtog en Oscar for bedste instruktør for Casablanca. |
Maskeskikke er ikke bare karneval i Rio - Norden har også en maskekultur. Dette er fortællingen om en nordisk tradition, der lever videre i det moderne samfund blandt beboere på småøer, i afsides dale eller områder med stærk lokalkultur. Den nordiske maske hører midvinteren til, og den går meget langt tilbage i tiden. |
Han blev født i 1888 i Fort Mason, California. Han var ud af en militær familie. Hans var oberst, en bror generalmajor og en anden oberst. Han fik eksamen fra United States Military Academy i 1912 og blev udnævnt til sekondløjtnant i artilleriet og gjorde tjeneste i 28. og 9. infanteriregiment. I 1914 blev han beordret til Filippinerne, og to år senere overført til den nyoprettede flyvesektion i signalkorpset. Samme år var han med i straffeekspeditionen til Mexico og fløj patruljer langs grænsen. To uger inden USA trådte ind i 1. Verdenskrig var Harmon, som nu var premierløjtnant, på vej til Frankrig. Her kom han på flyskoler i Paris, gjorde tjeneste på det allierede og det amerikanske hovedkvarter og blev til sidst tilknyttet den 13. franske Group de Combat som pilot under Somme defensiven. For denne indsats blev han tildelt Croix de Guerre. I juli 1920, overgik Harmon, som nu var major og stationeret på France Field i Panama, til Army Air Service, forgængeren for United States Army Air Corps. I april det følgende år vendte han tilbage til Washington, hvor han gjorde tjeneste i det rådgivende udvalg for luftvåbenet. I fredsårene fortsatte han sin træning og tog eksamen fra Command and General Staff School og United States Army War College. Han underviste i militærvidenskab og taktik på University of Washington i Seattle, var instruktør på Command and General Staff School, og gjorde tjeneste i krigsministeriets generalstab i to år. Fra 1927 til 1930 var han kommandant på luftvåbenets flyveskole på March Field, California. I den periode kom han i kontakt med de unge mænd, som da begyndte at lære at flyve. Han havde kommandoen på Barksdale Field og 20. Pursuit Group i fire år. I 1936 som oberstløjtnant, tog han til Hawaii for at lede Luke Field og 5. Bombardment Group. I 1938 vendte han tilbage til fastlandet for at blive assisterende kommandant på flyvevåbenets taktiske skole i Maxwell Field, Alabama. Efter to års tjeneste blev han i en kort periode overført til Randolph Field, Texas, og Hamilton Field, California. Den 1. oktober 1940, mens han var kommandant på Randolph Field, blev han forfremmet til brigadegeneral. I januar 1941 blev Harmon sendt til Storbritannien som observatør — han havde allerede status som ledende pilot, kampobservatør og teknisk observatør - og fungerede i denne rolle som medlem af Harriman Missionen indtil april. Da han kom tilbage til USA blev han udnævnt til kommanderende general for IV Interceptor Command i 4. luftstyrke. Den 11. juli 1942 blev han udnævnt til generalmajor og en uge senere fik han kommandoen over 2. luftstyrke med hovedkvarter på Fort George Wright, Washington. I december samme år blev han udnævnt til fungerende chef for Air Force Combat Command. Den 26. januar 1942 blev han Chief of the Air Staff, Army Air Forces. Med 30 års erfaring indenfor kamp og ledelse på jorden og i luften var general Harmon velkvalificeret til at lede hærens flyvevåben i et område med stigende strategisk betydning hvor luftstyrker ville komme til at spille den dominerende rolle. I juli 1942 blev general Harmon udpeget til kommanderende general for hærens luftstyrker i det sydlige Stillehav, et område, som var under flådens kommando. I november overtog Admiral Halsey kommandoen i det sydlige Stillehav og de to dannede et perfekt par. I 1944 ved afslutningen af hans mission og inden han tog videre til en ny opgave skrev admiral Halsey: "Jeg var særlig heldig med at have Harmon som kommanderende general for hærens luftstyrker. Hans fornuftige råd og helhjertede samarbejde i et opnå det fælles mål var et fremragende bidrag til den fælles indsats." Den 2. februar 1943 blev Harmon forfremmet til generalløjtnant. Indtil september det følgende år havde han kommandoen over hærstyrkerne i det sydlige Stillehav, og fortsatte herefter til en ny stilling som chef for Army Air Forces in the Pacific Ocean areas (AAFPOA), som var oprettet ud fra princippet om enhedskommando i forberedelserne til de strategiske B-29 Superfortress bombeoperationer mod Japan Mariananerne. På samme tid fik han også posten som næstkommanderende for 20. luftstyrke, som skulle udføre disse operationer under ledelse af general Henry H. Arnold. Harmon ønskede at AAFPOA skulle være mere end blot administration, service og koordination. Han pressede på overfor luftstyrkernes hovedkvarter for også at få operationel kontrol over alle USAAF kampoperationer i Stillehavsområdet og delvis kontrol over B-29 operationerne mod Japan, fra sit hovedkvarter på Guam. Med AAFPOA hatten på fik han kontrol over alle hærens og flådens landbaserede bombe- og jageroperationer da den øverstkommanderende i området, flådeadmiral Chester Nimitz udnævnte ham til chef for "Task Force 93" (Strategic Air Force, POA) i december. Denne rolle bragte ham imidlertid i konflikt med Arnolds om at fastholde den absolutte kontrol over 20. luftvåbens operationer - uafhængigt af områdecheferne. Sagen blev aktuelt i februar 1945 da Harmon havde et sammenstød med generalmajor Curtis E. LeMay, den nye chef for XXI Bomber Command, om ledelsen af fem langtrækkende jagergrupper, som var tildelt 20. luftstyrke som eskorte for strategiske bombefly, som LeMay vandt. Harmon havde indvendinger, idet han hævdede, at resultatet ville være en særdeles ueffektiv anvendelse af styrkerne. Den 25. februar lettede en C-87A Liberator Express med Harmon og brigadegeneral James R. Andersen, hans stabschef, fra Guam mod Washington, D.C. via Kwajalein og Hawaii for at løse striden om jagerne. Deres fly nåede sikkert til Kwajalein, men forsvandt den næste dag efter at det var lettet mod Hawaii. Flyet blev aldrig fundet, og der var ingen overlevende. Da det japanske luftvåben havde været borte fra området ved Marshalløerne i nogen tid, er det højest usandsynligt at styrtet skyldtes fjendtlige jagere. Harmon blev erklæret død den 25. februar 1946, et år efter han forsvandt. Minde Harmon Air Force Base, Guam blev opkaldt efter ham. |
Mini Mundus Bodensee (af latin mundus, verden) var en miniaturepark, der åbnede 8. maj 2005 i bydelen Liebenau i Meckenbeuren, Tyskland. Parken omfattede knap 90 bygningsværker fra hele verden i størrelsesforholdet 1:25. Driften blev indstillet forud for sæsonåbningen 2013. Miniaturepark Ejeren af den 40.000 m² store park, som havde kostet ca. 14,5 mio. euro, var til sidst Bank für Tirol und Vorarlberg (BTV). Mini Mundus Bodensee var økonomisk uafhængig af miniatureparken Minimundus ved Klagenfurt. Modellerne blev indrammet af en haveanlæg, en restaurant med terrasse og vandløb. Ved bygningen af modellerne benyttedes overvejende originale materialer. De fleste blev udført som transportable og blev taget ned i vinterpausen. Ved alle modeller var der informationsskilte med detaljer. Desuden var der i et vist omfang multimediesøjler, hvor en skærm bød på billeder, informationer og videofilm. Den højeste model med 12,8 m forestillede hotellet Burj al Arab i Dubai. Den dyreste model var af Dresdens Zwinger, der var udført af elbsandsten som originalen, og som repræsenterede en værdi af ca. 600.000 euro. Blandt parkens højdepunkter var desuden en 4D-biograf. |
Moloka'i eller Molokai er en ø i den amerikanske delstat Hawaii. Øen er 673.4 km² stor, hvilket gør den til den femtestørste af de Hawaiianske øer, og den 27. største ø i USA. |
Circle, Hammersmith & City og Metropolitan benytter spor 1 og 2 (gennemkørende spor) og også spor 3 og 4 (vendespor). First Capital Connect benytter spor 9 og 10 (Northern City Line-spor) og er skiltet som "Tog til Stevenage". Skilte til spor 5 og 6 har ordlyden "Tog til Bedford". Underground-linjerne er elektrificeret med det generelle London Underground firskinnesystem. De tidligere Thameslink-vendespor havde køreledninger med 25kV AC. Historie Stationen blev åbnet af Metropolitan Railway i december 1865 som del af den første forlængelse fra sin oprindelige rute mellem Paddington og Farringdon. Banen til King's Cross blev udvidet til fire spor i 1868 som City Widened Lines. Disse spor er nu en del af Metropolitan, Hammersmith & City og Circle lines og var på et tidspunkt Thameslink-banens Moorgate-gren. Northern line-sporene blev åbnet af City & South London Railway (C&SLR) som "Moorgate Street" i februar 1900 og udgjorde den nordlige endestation for sine tog fra Stockwell syd for Themsen. Banen blev forlænget til Angel det efterfølgende år med tog til London Midland Region (LMR)-destinationer via Midland Main Line og til Eastern Region (ER)-destinationer via East Coast Main Line (ECML) (adgang via York Road- og Hotel-kurverne til King's Cross). British Rail-tog til Moorgate var først drevet med damp før konverteringen til Cravens-byggede dieseltogsæt og British Rail litra 31-lokomotiver der trak materiel ikke bygget til tunneler, der forblev i drift indtil midten af 1970'erne. Northern City Line til Moorgate blev åbnet af Great Northern & City Railway (GN&CR) i februar 1904 og gav forbindelse til Finsbury Park. Tunnelerne blev anlagt med en diameter stor nok til fjerntog, hvilket gav selskaberne intentioner om at køre fjerntog via Finsbury Park og direkte til centrum. Uheldigvis kunne de to selskaber ikke enes og fjerntogene benyttede ikke disse baner i 70 år. Snow Hill-tunnelen lukkede i 1916, hvorefter Widened City Lines-togene vendte på Moorgate. Fra 1934 blev Northern City Line drevet som Highbury-grenen på Northern line. Moorgate Station blev fuldstændig ombygget og udvidet til seks spor i 1960'erne. 46 people blev dræbt og 74 alvorligt beskadiget i en voldsom ulykke den 28. februar 1975, da et sydgående tog kørte ind i en stopbom på stationen inde i en tunnel efter perronen. Dette var det største tab af liv i The Underground i fredstid. British Rail overtog kontrollen af Northern City Line fra London Underground i 1975. Northern lines Highbury-gren ophørte. Tog fra Finsbury Park til Moorgate blev omledt til Northern City Line fra Widened City Lines de efterfølgende år. City Widened Lines fik installeret køreledninger i 1982, hvilket tillød Midland City Line-tog at køre fra Bedford via Midland Main Line til Moorgate på hvad der blev kaldet Thameslink-betjeningens Moorgate-gren. Moorgate Thameslink-grenen lukkede permanent i marts 2009 som en del af Thameslink-programmet til $6 milliarder. Der kører ikke tog på Northern City Line i de sene aftentimer og i weekender. Her er disse omledt til London King's Cross i stedet. Crossrail Som en del af Crossrail-planerne vil Liverpool Street Stations vestlige billethal være beliggende lige øst for Moorgate Station. Der vil blive bygget skiftemulighed, hvilket vil forbinde Moorgate til Central line. Transportforbindeler London buslinjer 21, 43, 76, 100, 133, 141, 153, 205, 214, 271 og natlinjer N21, N76 og N133. |
Oblasten ligger i det frugtbare bækken langs floderne Volga, Oka, Kljazma og Moskva. I den nordlige og vestlige del af Moskva oblast er Moskvahøjene, der i Klinsko-Dmitrovskaja højderyggen når op til 285 moh. Mod øst og sydøst ligger Mesjtjorskalavlandet. I sydvest ligger det Centralrussiske Højland. Indefor oblasten er der over 300 floder og vandløb med en længde på over 10 km, men kun Volga, Oka og Moskva-floden er sejlbare. Moskva-floden løber gennem oblasten fra vest mod øst og udmunder i Oka, der løber gennem den sydlige del af oblasten. I alt er der omkring 350 lavvandede søer i oblasten. Mange af dem opstod under istiden. De største søer i Moskva oblast er Senezj med et areal på 15,4 km² og Svjatoje med et areal på 12,6 km², ud over søerne er der også talrige sumpområder i oblasten, især i Mesjtjorska og Verkhnevolzjskoj lavland. Omkring halvdelen af oblastens område er dækket af skov. Hyppigst forekommer graner, fyrretræer og birketræer. Almindeligt forekommende pattedyr i Moskva oblast er ræv, grævling, egern, vildsvin, elg, hare og pindsvin. Der findes mere end 170 fuglearter i oblasten, herunder forskellige spætter, drosler, dompaper, nattergale, hvide storke og fiskehejrer. I søer og vandløb findes hork (Gymnocephalus cernua), karusse, karper, brasen, skalle, aborre og gedde. Området er rigt på insektarter. Alene af bierne, er der over 300 arter. Moskva-regionen har forskellige naturressourcer. Høj kvalitets sand til byggerier og kvartssand til glasindustrien. Der er mange leraflejringer i regionen, blandt andet ildfast ler i Timokhovsk og Prizavodsk udgravningerne i Noginsk rajon og Vlasovo-Gubinsk feltet i Orekhovo-Zujevsk rajon. Området omkring Moskva er kendt for sine kalk- og sandstensforekomster. I oblasten er der store tørveforekomster. I Moskva-regionen udnyttes mange mineralforekomster. Grænser Moskva oblast grænser mod nord op til Tver oblast, mod nordøst op til Jaroslavl oblast, mod øst op til Vladimir oblast, mod sydøst Rjasan oblast, mod syd til Tula oblast, mod sydvest op til Kaluga oblast og Smolensk oblast mod vest. |
National League 1878 var den tredje sæson i baseballligaen National League, og ligaen havde deltagelse af seks hold. Mesterskabet blev vundet af Boston Red Caps, som vandt 41 og tabte 19 kampe, og som dermed vandt National League for anden gang – første gang var i 1877. |
Nicolás Romero er en kommune og en by (officielt Ciudad Nicolás Romero) i den mexikanske delstat Mexico (Estado de México). Kommunen indgår i storbyområdet ZMCM, som en del af Mexico city. Folketællinger fra 2005 viser at der bor 269 393 indbyggere i kommunen. Administrativt centrum for kommunen er Villa Nicolás Romero. |
Nordisk sløyd- og tekstillærerforbund, NST, er grundlagt i 1969 for at fremme samarbejdet mellem fagene hen over landegrænserne i Norden. Medlemsforeningerne er Danmarks Sløjdlærerforening og Danmarks Håndarbejdslærerforening, Tekstiiliopettajaliitto (Textillärarförbundet i Finland), Færøya Handarbeidislærarfalag, Felag TExtilkennara og Felag Islenskra smidakennara (Islands Sløjdlærerforening), fra Norge foreningen Kunst og design i skolen, og fra Sverige Ämnesrådet i Slöjd i Lärerförbundet. Der holdes et årligt møde på skift mellem de seks lande. Formålet er at have et fælles forum til at varetage fagenes interesser: sløjd — håndarbejde — materiel design. Inden for læreruddannelserne har man det nordiske samarbejdsorgan NordFo til varetagelse af forskning og udvikling i de materielle værkstedsfag. |
SBS Broadcasting købte rettighederne til den femte jordbaserede FM-radiokanal den 28. april 2008, efter TV 2 solgte sin FM-radiokanal fra. Salget skyldtes TV 2 Radios beskedne lyttertal og virksomhedens i øvrigt trængte økonomi. TV 2 ejede derefter 20 procent af NOVA. Den nye kanal gik i luften den 8. september 2008. Kanalens målgruppe skulle være de 25-50-årige. TV 2 producerede nyhedsudsendelserne frem til 2014, da Berlingske Media tog over. NOVA fik en bedre dækning end sin forgænger, idet SBS Broadcasting erstattede deres anden radiostation, Radio City, med Nova på en række frekvenser, særligt uden for Storkøbenhavn. Den 14. december 2012 blev SBS Nordic solgt til Discovery Communications for omkring 1,7 milliarder dollars, og derved kom radiokanalen under SBS Discovery Media. Den 25. juni 2014 fik FM5 A/S, som er ejet af SBS Discovery Media Holding Aps, forlængelse af sendetilladelsen. Det følger af programtilladelsen af kanalen nu er uafhængig af TV 2, og den indgik i november 2014 et samarbejde med BNB, Berlingske Nyhedsbureau. Det medførte udlicitering af nyhedsværter fra nyhedsbureauet til selve radiostationen. Den 18. september 2015 vandt programmet "Go Nova" foranden gang den Gyldne mikrofon i vega, som ligger tæt på København. Nova har nu vundet den gyldne mikrofon 3 gange. Musik Hovedsageligt spiller kanalen popmusik, men kan bevæge sig ud i andre genre, når kendskabet blandt kanalens lyttere er tilstrækkeligt stort. Morgenflade NOVA har gennem stationens levetid haft forskellige morgenflader. I starten blev NOVA Morgen bestyret af en enkelt vært, men siden er det blevet relanceret som et morgenshow med flere værter. På nuværende tidspunkt (2018) hedder morgenfladen GO'NOVA og udsendelsen kører alle hverdage kl. 6-9 og er en blanding af satire, musik, journalistik, konkurrencer, samt diverse indslag fra lytterne. |
En film om, hvor umuligt det er at modtage kærlighed fra andre, når man ikke selv tror på, at man fortjener den. Det har været vigtigt for os, at skildre en generation på godt og ondt og være ærlig omkring begge dele. |
Oceanbundsplader er en del af jordskorpen, og danner bunden af oceanerne. Disse plader er som regel meget tyndere end de tilsvarende kontinentalplader, og ofte er de mindre end 10 km tykke. Til gengæld har de en højere massefylde og når op på tætheder omkring 3,3 kg/liter. Skorpen i oceanbundspladerne består af basaltiske magmabjergarter. Alle oceanbundsplader er yngre end 200 millioner år. Det skyldes, at de hele tiden bliver nydannet langs de undersøiske oceanrygge, men også at de hele tiden bliver ødelagt, når de tvinges ned i kappen i forkastningszonerne langs randen af kontinenterne. 60 procent af jordskorpen består af oceanbundsplade. Kontinenternes vandring blev blandt andet bevist ved oceanbundspladernes palæomagnetiske spejling ved de konstruktive pladegrænser. Når en oceanbundsplade støder sammen med en anden plade benævnes grænsen en destruktiv pladegrænse. Uanset om det er to oceanbundsplader eller en oceanbundsplade og en kontinentalplade, vil en oceanbundsplade dykke ned under den anden plade med en gravsænkning som resultat. |
Egon planlægger at trække sig tilbage. Men inden da vil han gennemføre et lille ufarligt kup, som skulle indbringe "et par millioner". Olsen-banden bryder da ind på forsikringsselskabet Høje Nord's kontor og stjæler fra deres Franz Jäger-pengeskab en kuffert med penge, som firmaets direktør Bang Johansen og vicedirektør Hallandsen uretmæssigt er i besiddelse af. Dog viser det sig at tabet af denne kuffert for begge direktører vejer meget tungere end forventet. Bøffen tilkaldes og forsøger flere gange at kidnappe Egon. Efter at Olsen-banden i Københavns Lufthavn har taget kufferten fra Hallandsen, som dagen efter skal rejse til Paris, og Benny har fundet et sæt dokumenter under kuffertens dobbeltbund, viser det sig at Bang Johansen og Hallandsen arbejder for en international våbenhandel, hvor de forbundne selskaber betjener hele verden. Dette vil de investere alle pengene i. Igen kidnappes Egon af Bøffen. I sidste øjeblik befries han af Kjeld og Benny fra kemifabrikken, hvor han skal opløses i syre. Dermed slutter filmen. Om filmen Erik Balling og Henning Bahs planlagde oprindeligt at afslutte Olsen-banden-serien med den 12. film. Produktionsselskabet Nordisk Film A/S valgte dog at producere en 13. film, Olsen-banden over alle bjerge, i anledning af deres 75 års-fødselsdag i efteråret 1981. Filmen slutter med en teaser til Olsen-banden over alle bjerge, men denne del klippes dog fra i de fleste udsendelser på tv. En central lokalitet i filmen er det fiktive forsikringsselskab Høje Nord. Bygningen der blev benyttet til det ligger i Vognmagergade 11 i København og var på daværende tidspunkt ejet af Nordisk Film. Høje Nords logo med en isbjørn på en globus er da også netop Nordisk Films logo. Bygningen tilhører i dag Egmont, der har købt Nordisk Film. Som i de fleste andre film i serien benytter banden Bennys Chevrolet, når de skal rundt. Bøffen bruger en Toyota, når han kidnapper Egon Olsen og kører ham til de steder, hvor han vil slå ham ihjel, f.eks. grusgraven eller syrefabrikken. Da Hallandsen skal ud i lufthavnen den første gang tager han en taxa, som er en Mercedes. |
Otto Fog-Petersen (20. august 1914 i Nibe – 10. juni 2003 i Melby) var en dansk journalist, der var chefredaktør for Berlingske Aftenavis og senere Weekendavisen. Fog-Petersen var student fra Sorø Akademi, blev udlært på Jydske Tidende, og kom i 1937 til Berlingske Tidende. Han blev i 1951 ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Aftenavis, der gik ind i 1971, da postvæsenet sløjfede aftenomdelingen. Fog-Petersen stod i spidsen for omlægningen til ugeavis, der i første omgang fik navnet Weekendavisen Berlingske Aften. Han trådte i 1973 et skridt tilbage og blev skrivende medredaktør og overlod chefredaktørposten til Henning Fonsmark. Han gik på pension i 1978. |
P. O. Nielsen Total-renovation blev startet af vognmand Peter Ortmann Nielsen i 1930'erne. Faderen døde relativt ung, mens børnene Preben, Jan og Peter var hhv. 13, 11 og 9 år gamle. Moderen, Edit Ortmann Nielsen fortsatte firmaet med hjælp fra sønnerne og med en vis skepsis fra de mandlige vognmænd i området. Fra starten i 1938 havde forretningen til huse på Hyldegårdsvej i Charlottenlund, men da pladsen efterhånden var lidt for trang, flyttede man til Syvendehusvej i Ballerup. Herefter går det rigtig stærkt og da pladsmanglen atter melder sig i midten af 80’erne flyttes forretningen til Baltikavej i Nordhavnen københavn s. Alle tre sønner blev senere selvstændige vognmænd, selvom Jan O. Nielsen delte firmaadresse med P. O. Nielsen. Sønnen Preben beslutter sig for at blive på pladsen i Ballerup og startede firmaet Preben O. Nielsen i 1988. Firmaet blev solgt til det fransk ejede miljøfirma SITA, som dog siden trak sig ud af Danmark og solgte firmaet samt deres aktieandel i Renoflex til R98, der ejede de resterende aktier i Renoflex. Enkelte af firmaets biler kører endnu for Renoflex med de gamle farver (gråt førerhus med røde stafferinger og rødt chassis). |
Pandeli Majko er uddannet som ingeniør fra Tiranas Universitet. Han blev engageret i politisk arbejde i studenterbevægelsen omkring 1990-1991, da Hoxha-styret brød sammen. Fra 1992 til 1995 var han formand for den euro-socialistiske ungdomsbevægelse, FRESSH. Fra 1992 har han været parlamentsmedlem. Da daværende premierminister Fatos Nano flygtede til Makedonien under urolighederne i september 1998 – efter attentatet på den demokratiske politiker Azem Hajdari – blev Majko Albaniens premierminister. Efter krigen i Kosovo i 1999 blev han skubbet til side af Ilir Meta. Pandeli Majko var på ny premierminister i en overgangsperiode fra februar til juli 2002, efter at der var opstået uenighed mellem partiformanden, Fatos Nano, og premierministeren, Ilir Meta, der førte til sidstnævntes fratræden. Majko blev efterfølgende forsvarsminister i Nanos regering i 2002 og havde denne post frem til valget i 2005. I efteråret 2005 blev han valgt som generalsekretær for Socialistpartiet, formentlig som en slags modvægt til den nye formand, Edi Rama. |
Panjin (forenklet kinesisk: 盘锦; traditionel kinesisk: 盤錦; pinyin: Pánjǐn; Wade-Giles: P'án-chǐn) er en by på præfekturniveau i provinsen Liaoning i Kina. Præfekturet har et areal på 4.084 km² og en befolkning på 1.280.000 mennesker (2004). Panjin ligger i den sydlige del af provinsen, ved floden Liao Hes sydlige løb. Erhvervslivet er præget af petrokemisk industri. |
Ratzinger blev født i Marktl am Inn i Bayern som søn af en politimand. Faderen gik på pension i 1937, og familien flyttede til byen Traunstein. I 1941 blev den nu 14-årige Ratzinger medlem af Hitlerjugend. To år senere blev han indkaldt til antiluftskytskorpset, og sat til at beskytte en BMW-fabrik udenfor München. Herefter modtog han grundtræning som infanterist og blev udstationeret i Ungarn, indtil han i april 1944 deserterede. I 1945 var han kortvarigt tilbageholdt i en allieret krigsfangelejr. Efter løsladelsen herfra i juni 1945 lod han og broderen Georg sig indskrive på et katolsk seminarium. 29. juni 1951 blev de to brødre ordineret af kardinal Michael von Faulhaber, der var ærkebiskop af München og Freising. 1959-1963 fungerede Joseph Ratzinger som professor ved universitetet i Bonn, 1963-1966 ved universitetet i Münster, 1966-1969 i en stilling i dogmatik ved universitetet i Tübingen og herefter ved universitetet i Regensburg. Ved det 2. Vatikankoncil (1962-1965) var Ratzinger teologisk ekspertrådgiver, peritus, for kardinal Joseph Frings fra Köln. I marts 1977 blev Ratzinger ærkebiskop af München og Freising og i juni samme år udnævnt til kardinal af pave Paul 6.. Han blev en af pave Johannes Paul 2.'s nærmeste medarbejdere og fremstod ved dennes død som en af de mest oplagte kandidater til det ledige paveembede. Den 19. april 2005 kort før kl. 18 lokal tid, i konklavets fjerde stemmerunde, havde man valgt Ratzinger til ny pave. Kl. 18:42 trådte kardinal Jorge Arturo Medina Estevez frem og meddelte valget. I 1991 blev den daværende kardinal ramt af en hjerneblødning, men menes i dag ikke at lide af alvorlige helbredsmæssige problemer. Han har dog selv givet udtryk for, at han regner med en kort embedsperiode og valget af navnet Benedikt hentyder muligvis også til dette. Den sidste pave med navnet, pave Benedikt 15., var kun pave i en relativt kort periode 1914-1922. Benedikt 16. holder af klassisk musik og er kendt for at være en stor katteelsker. Den 11. februar 2013 bekræftede Vatikanet, at Benedikt 16. abdicerer den 28. februar 2013 kl. 20:00 grundet sin fremskredne alder. Det første gang i 598 år, at overhovedet for den katolske kirke abdicerer. Den sidste pave, der valgte at træde tilbage, var Pave Gregor 12., der gik af i 1415 for at afslutte det det vestlige skisma, hvor tre paver samtidig gjorde krav på kirkens øverste embede. Efter sin fratræden som pave d. 28. februar 2013 er det blevet besluttet, at Joseph Ratzinger beholder sit pavenavn Benedikt 16. og fremover vil han bl.a. kunne tituleres som Pontifex emeritus, pave emeritus eller som biskop emeritus af Rom. |
Penina er én af The Beatles-medlemmet Paul McCartneys mest sjældne sange. Han skrev den på Hotel Penina i december 1968, da han holdt ferie i den portugisiske by Algarve. Sangen blev først indspillet på plade af bandet Jota Herre og to måneder senere af vokalisten Carlos Mendes, der frem til 1967 var medlem af gruppen The Sharks. Mendes' version var tilgængelig på LP-pladen The Songs Lennon and McCartney Gave Away fra 1979. |
Philip Sparke (født 29. december 1951 i London) er en engelsk komponist. Sparke studerede komposition, trompet og klaver ved the Royal College of Music. Han er mest kendt for sine kompositioner for brassband og harmoniorkester. |
Platz des 18. März er en central plads i Berlin, Tyskland. Pladsen er beliggende på vestsiden af Brandenburger Tor for enden af Straße des 17. Juni, og er en pendant til Pariser Platz, der ligger på østsiden af Brandenburger Tor. Navnet refererer til datoen 18. marts, hvor Martsrevolutionen fandt sted i 1848 og hvor de første frie valg til DDR's parlament, Volkskammer, blev afholdt i 1990. Ved valget sluttede et stort flertal sig til en tysk genforening. Fra 1700-tallet og frem til 1934 bar pladsen navnet Platz vor dem Brandenburger Tor, fra 1934 Hindenburgplatz efter præsident Paul von Hindenburg, der døde samme år. I 1958 fik pladsen atter navnet Platz vor dem Brandenburger Tor. Bydelsrådet i bydelen Mitte besluttede i 1997, at pladsen skulle omdøbes til Platz des 18. März 1848, men beslutningen mødte modstand hos Berlins senat under senator for byggeri Jürgen Kleemann (CDU). Forbundsdagens præsident foreslog navnet Platz des 18. März som et kompromis, hvormed pladsen både refererede til 1848-revolutionen og begyndelsen på genforeningen i 1990. Pladsen fik officielt dette navn 15. juni 2000. |
Rørpost er et system, hvor beholdere transporteres rundt i et rørsystem ved hjælp af trykluft. Ideen til et rørpostsystem opstod i London i begyndelsen af 1800-tallet, da trafikken øgedes pga. industrialiseringen, hvorfor transporten af meddelelser mv. blev forsinket pga. trafikpropper. Historie I 1810 beskrev George Medhurst, hvordan man kunne transportere ting via trykluft. Eftersom han aldrig tog patent på denne opdagelse, testede de to ingeniører Josah Latimer Clark og Thomas Rammell i 1861 et system, hvor et ton beton blev placeret i en postvogn og via trykluft, skabt af en kompressor, sendt 413 meter gennem et rør. En tur, der tog 50 sekunder. I forbindelse med en fremvisningen af metoden overfor offentligheden, satte en assistent sig i vognen, for at gennemføre turen - indtil flere gange. I Paris udtænkte ingeniørerne Franz Felbinger og Arthur Crespin (sidstnævnte blev senere kåret til ridder af æreslegionen) et system, hvor forsendelserne blev transporteret i rør med en diameter på 10 cm, der blev sendt rundt via over- eller undertryk, der blev skabt via dampmaskiner. Le Petit Pneu, som det parisiske postrørsnetværk hed, endte med at sprede sig 467 km under de parisiske gader. For at komme fra A til B måtte postforsendelsen sendes fra ét postkontor til det næste. Således fortsatte transporten indtil det nåede det postkontor, der var nærmest destinationen, hvorefter et cykelbud klarede resten af transporten. Indenfor Berlins bygrænse blev telegrammerne helt erstattet af rørpost, hvilket førte til besparelser, da det kostede mindre at sende beskeder med rørpost end med telegrammer. I Berlin endte det med, at der kom ca. 400 km rør. Udover Paris og Berlin etablerede Felbinger og Crespin også rørpostsystemer i blandt andet Wien og München. I Wien, hvor der kunne transporteres 20.000 cylindre rundt i de 49 km postrør om dagen (med 50 km/t), blev systemet etableret i 1875. Derudover kom der frem mod 1. verdenskrig også rørpostsystemer i New York (69 km), Chicago, Boston, Prag, Amsterdam og Bruxelles. Systemet blev nedlagt i Berlin i 1976 og i Paris i 1984. Systemet var blevet udkonkurreret af telefaxen. Rørpost er dog ikke gået helt af brug. Pr. 2017 bruges rørpost internt i bygninger, eksempelvis på hospitaler, hvor der f.eks. transporteres blodprøver, vævsprøver og medicin rundt på hospitalet. Et nyt universitetshospital i Aarhus har pr. 2017 15 km rør, der skulle transportere ting rundt med ca. 14 km/t mellem 160 sende- og modtagestationer. Det er dog pr. august 2017 ikke taget i brug, da blodet bliver ødelagt pga. hastigheden, hvormed det føres rundt i systemet, da det virker som en centrifuge. |
Rejsearrangører i Danmark (forkortet RiD) er en landsdækkende interesseorganisation for danske rejsearrangører, hvis hovederhverv er at arrangere og sælge ferierejser med henholdsvis fly og rutefly. Brancheforeningens formål har siden stiftelsen i starten af 1980'erne været at varetage medlemmernes erhvervsmæssige interesser overfor de offentlige myndigheder, nationale og internationale organisationer, medier og andre fælles interessanter i både Danmark og udlandet. Endvidere bistår foreningen medlemmerne med råd og vejledning om lovgivningen og andre forhold på rejseområdet. Medlemmerne af foreningen, hvis sekretariat til den daglige administration er beliggende på Frederiksberg, er forpligtet til at opfylde kendelser afsagt af Pakkerejse-Ankenævnet i tilfælde af at virksomheden ikke når til enighed med kunden om en klage. Ydermere har medlemmerne en forpligtelse til at følge Rejsegarantifondens love og skal opfylde en række kriterier, herunder at man driver ens virksomhed på en seriøs måde og overholder gældende lovgivning og branchekutymer, for at blive medlem. Organisationen har 13 rejsearrangører (pr. december 2008) med medlemmer, som stod for 85% af samtlige charterrejser med fly ud af Danmark (pr. 2007). Organisationens historie Charterbureauernes brancheforening blev stiftet i 1983 af rejsebureauerne Tjæreborg Rejser og Spies Rejser og benyttede tidligere navnet Tour Operators in Denmark. I efteråret 1990 etablerede foreningen sammen den uafhængige forbrugerorganisation Forbrugerrådet og en anden af rejsebranchens organisationer, Danmarks Rejsebureau Forening, et nyt ankenævn under navnet Rejse-Ankenævnet (i dag kendt som Pakkerejse-Ankenævnet), som påbegyndte sit arbejde den 1. januar 1991. Bestyrelsen i foreningen består på ethvert tidspunkt af mindst tre og højst fem bestyrelsesmedlemmer og hvis formand vælges på skift mellem RIDs tre største medlemmer ved den årlige generalforsamling. Formanden udtaler sig på RIDs vegne om foreningen og om branchens forhold generelt. Medlemmernes stemmeret og dets størrelse baseres på medlemmernes salg af passagerer/rejser (pakkerejser og seat-only) med afrejse ud af Danmark i det foregående regnskabsår. |
Ringve botaniske have er en botanisk have som blev etableret i 1973. Haven ligger ved Ringve Museum og ligger rundt gården Ringve. Anlægget består i dag af godt 130 hektar, og ligger på Ladehalvøen i Trondheim. Haven blev oprettet som en universitetshave i 1973 og drives i dag av Videnskabsmuseet, der er en afdeling under byens universitet, NTNU. Haven er en klassisk universitetshave. Et arboret blev påbegyndt i 1975. Haven indeholder en lang række planter fra hele Norge og især Trondheim-området, og plantesamlingen bruges til forskning og undervisning. I 2007 blev "Gamlehaven", som indeholder traditionelle haveplanter fra Midt-Norge, indviet. Der findes også en renæssancehave, der blev åbnet i 1994, og som består af en lang række planter, som blev dyrket i Trondheim i 1600-tallet. |
Generalmajor Robert Clive, 1. baron Clive af Plassey (1st Baron Clive of Plassey; også kendt som Clive af Indien født i Styche nær Market Drayton, Shropshire, England d. 29. september 1725 – 22. november 1774) var en britisk officer og kolonialist. Han har fået ære for at sikre Det britiske Ostindiske kompagnis militære og politiske herredømme over Syd-Indien og Bengalen, og for på langt sigt at have sikret Indien og de tilhørende rigdomme til den britiske krone. Han var dermed sammen med Warren Hastings, Bengalens første generalguvernør, en af de vigtigste personer i oprettelsen af det britiske styre i Indien. Karriere Clive gjorde tjeneste for kompaniet i Indien fra 1743 til 1767, hvor han for sidste gang forlod Indien: Her havde han kæmpet mod europæiske rivaliserende franskmænd og nederlændere og mod lokale indiske fyrster i blandt andet en serie krige kendt som de karnatiske krige fra 1746 til 1763. Han er husket for sin sejr i belejringen af Arcot (23. september – 14. november 1751) , slaget ved Tiruchirappalli i 1752 og slaget ved Chinsurah i 1759, og ikke mindst for sin sejr over Nawab af Bengalen i slaget ved Palashi (tidligere Plassey) d. 23. juni 1757. Efter sejren ved Palashi (Plassey) blev han udnævnt til den første britiske guvernør for Bengalen, men i 1760 rejste han tilbage til Storbritannien for at modtage titlen «baron Clive af Plassey». Han blev senere kompaniets guvernør for Bengalen fra 1765 til 1767, hvor han effektivt bekæmpede korruption og ineffektivitet. Han blev alligevel anklaget for forseelser, da han kom tilbage til Storbritannien, men i 1773 blev han renset for alle anklager. Hans dødsårsag er omdiskuteret. Flere mener han begik selvmord, men der blev ikke foretaget obduktion, så det kan ikke umiddelbart afklares. |
Subsets and Splits