text
stringlengths 5
132k
|
|---|
Øen blev første gang nævnt i kong Valdemars Jordebog fra 1231. I Erik Pontoppidans Danske Atlas fra omkring 1760 er der anført en beboer og en dyrehave på øen. Nyere tid 1960 fik øen strøm ved hjælp af en dieselgenerator, og 2004 strøm fra fastlandet. Øens fyrtårn, Romsø Fyr, fra 1869 blev slukket i 1973, da det blev erstattet af et havfyr 5 km ude i Storebælt mod nordøst. Natur Øen er dannet som en morænekerne på indtil 17 m.o.h. efter storebæltsgletscheren i sidste istid, og efter at Storebælt blev oversvømmet for ca. 9.000 år siden, blev bakken til en ø. Strømforholdene ind og ud af Storebælt bevirkede, at der i bugten, hvor Maden i dag ligger, blev udbygget et vinkelforland. Øens sydvestlige kyst har brede strandenge, mens der på den nordlige og østlige kyst er op til 10 meter høje klinter. På den nordvestlige del ligger det 17 meter høje Ravnsbjerg, som er øens højeste punkt. De tidligere opdyrkede 50 til 100 meter brede overdrev, der når hele øen rundt, er i juni et smukt syn, når tjørnene blomstrer. Ni procent af øens areal er mose, og i skoven er der mange mindre søer og fugtige arealer. Der er et rigt fugleliv. Ornitologer har i øens fuglereservat "Maden" registreret 170 fuglearter, nogle kun som gæster, mens ca. 50 arter yngler her. Det er ikke tilladt at færdes på Maden fra marts til 15. juli. På Maden yngler flere forskellige arter af svømmeænder, og der er store kolonier af stormmåger og hættemåger. Den meget sjældne bille Sort Pragttorbist har et af sine sidste danske levesteder på øen. Den er knyttet til gamle og døde løvtræer, der er en stor mangel i de fleste danske skove. På Romsø er der heldigvis mange egnede yngletræer. Rødbenet Lynggræshoppe har sin eneste danske lokalitet på det nordlige Romsø, hvor den er meget talrig på et tørt overdrev. Den blev fundet der første gang i sommeren 2014. I den 0,5 hektar store skov vokser bøg, eg og ask. I træerne yngler blandt andet hulduer, flagspætter, mejser og stære. Af skovens planter kan nævnes tyndakset gøgeurt, ørnebregner, tredelt egebregne, Skov-Springklap, Almindelig Gedeblad, Stor Konval, skov-kkræppe og brombær. Romsø kan desuden fremvise typiske eksempler på ellesump. Det er en skov- og landskabstype, som var mere udbredt i Danmark for 150 år siden, før industrialiseringen tog fart og satte sit præg på landskabet og naturen. Ca. 180 dådyr, som oprindeligt stammer tilbage fra 1200-tallet, sørger for afgræsningen. Bestanden fornyes jævnligt med indførte dyr for at undgå indavl. For at holde bestanden nede, er der med jævne mellemrum jagt. Af andre dyr er der kun harer, pindsvin, snoge og stålorme. Romsø er igennem en aftale med Naturstyrelsen sikret som en græsningsskov. Dåvildtet plejer de lysåbne arealer, og skoven forynges ved hegning. 271 løvtræer skal blive på øen til død og henfald til glæde for et varieret dyre og insektliv. |
Royal Air Force Ensign er det britiske luftvåbens flag. Det er lavet efter mønster af britiske maritime flag, de såkaldte red ensigns og blue ensigns. Det har fra disse forbilleder Storbritanniens unionsflag i kantonen af en flagdug som har luftvåbnets gråblå farve. Den britiske kokarde (identifikationsmærke for militærfly) er placeret i flagets frie ende. Flaget blev indført i 1920. Afledte flag Flere landes luftvåben har flag med Union Jack i kantonen: Andre nationer benytter samme model, blot med deres respektive flag i kantonen: |
Navnet Rutenien (ukrainsk: Русь, latin: Ruthenia) er en latiniseret variant af Rus' og er en betegnelse for områder i Østeuropa i senmiddelalderen, der var befolket af østslaviske folkeslag. Rutenien bliver også brugt som betegnelse for regioner og fyrstendømmer, der engang var en del af Kiev rus. På grund af fortsat politisk ustabilitet har udtrykket Rutenien ofte forskellig betydning afhængigt af, hvilken periode det bliver brugt i. Den mest almindelige brug af de to navne Rus og Rutenien dækker et område, der i dag omfatter der nordlige Ukraine og Hviderusland samt tilgrænsende dele af Rusland, Slovakiet og Polen. I nogle tilfælde er ordet forkert oversat som "Rusland". |
Der blev allerede gravet brunkul flere steder i Jylland under 1. verdenskrig, men det gik næsten i stå i mellemkrigstiden, og først i slutningen af 1930'erne, da verdenssituationen spidsede til, begyndte man at interessere sig for den danske energireserve, der lå 12-15 meter under jordoverfladen, mange steder under hederne. I 1939 begyndte der så småt at komme gang i produktionen, i starten med håndkraft, skovle, spader, trillebør og hestevogn; kullene kørtes til Kølkær Station, men indtil besættelsen gik salget dårligt, men den vendte så op og ned på situationen. I 1940 steg produktionen i Danmark til 226.000 tons og i 1941 til 1.002.000 tons; til sammenligning blev der i 1935 produceret 7.000 tons. Der gik ikke lang tid, før håndredskaberne blev afløst af gravemaskiner og transportbånd. På grund af den høje grundvandstand på hederne var det nødvendigt med store pumpeanlæg, der blev drevet med dampmaskiner og stationære motorer. Senere kom der elektricitet til området, og elmotorer blev sat ind for at holde vandet væk. Der blev også anlagt et sidespor på jernbanen, fra Søbylund ind til lejerne, og der blev investeret voldsomt i kraner, transportører og tipvogne mv. Der opstod hurtigt en by omkring lejerne, mest bestående af hurtigt opførte interimistiske skure og barakker, udtjente rutebiler og jernbanevogne, og området fik tilnavnet Det Jyske Klondike, med udbredt hasardspil og sortbørshandel. Der arbejdede omkring 1.500 mand i lejerne. Da de var på det højeste, boede omkring 1.800 mennesker i området. I 1959 tilplantedes ca. 20 ha, det såkaldte Ørkenarboret, med træer, som man mente var egnede til at gro under ørkenlignende forhold. |
Sabantuy er en tatarisk og Idel-Uralsk sommerfest, som stammer fra den volgabulgarske periode. Oprindelig var Sabantuy en fest for befolkningen i landområderne, men senere blev den til en national helligdag, og nu fejres den overalt i byerne. I 2006 blev Kazans Sabantuy fejret den 24. juni. Navnet Sabantuy (Сабантуй) eller mere korrekt: Saban tuyı (Сабан туе) er det tatariske navn på helligdagen. I flertal hedder den Sabantuylar. Helligdagen fejres også af de andre tyrkisktalende folk, der bor langs Volga. På bashkirisk kendes den som Habantuy (Һабантуй), på chuvashisk som Akatuy (Акатуй) . Selve ordet betyder "plovens fest" på de tyrkiske sprog. Af og til kaldes den også "plovens helligdag" eller Saban bäyräme (Сабан бәйрәме) . Historie Sabantuy kan følges tilbage til en oprindelse i den førislamiske periode, da den blev fejret før såtiden. De traditionelle sange og andre af Sabantuy-traditionerne antages at have haft religiøs betydning på den tid. Da Islam senere trængte frem blandt tatarer og bashkirer, samtidigt med at Kristendommen trængte frem hos chuvasherne, blev den til en verdslig helligdag. I hver region skiftedes landsbyerne til at være hjemsted for afholdelsen af festlighederne. I begyndelsen af det 20. århundrede fik Sabantuy status som tatarernes nationale helligdag. De sovjettiske myndigheder bifaldt denne fest på grund af den folkelige oprindelse, men de fik Sabantuy flyttet til tiden efter forårssåningen, sådan at den smeltede sammen med sommerfesten Cíın . For nylig har Den Russiske Føderation bekendtgjort planer om at foreslå Sabantuy optaget listen over Masterpieces of the Oral and Intangible Heritage of Humanity (= "Menneskehedens mesterstykker inden for mundtlig og urørlig arv") i 2007. Traditioner De vigtigste elementer, der er særlige for Sabantuy, omfatter de traditionelle sportskonkurrencer som f.eks. köräş (tatarisk brydning), hestevæddeløb, sækkeløb, stolpeklatring, æggeløb, sækkekamp på bjælke, krukkeknusning , møntsøgning i qatıq (gæret mælk) og andre konkurrencer. Disse aktiviteter finder sted på mäydan, som almindeligvis er placeret ved en skovkant. En tradition, der hedder sörän, blev afholdt for at indsamle rejsepenge til festens gæster og præmier til vinderne i konkurrencerne. Qarğa botqası (rågegrød) er en rituel grød, som blev lavet før Sabantuy, til glæde for børnene. Endnu en tradition omfatter bøn på kirkegården. I de senere år er Sabantuy også ofte blevet kombineret med festivaler for tatarisk folkemusik og popmusik eller festivaler for harmonikamusik, der kaldes Spil harmonika! (Uyna, ğarmun!). Köräş Tatarisk brydning (Tatarça köräş) er den vigtigste konkurrence på Sabantuy. Bryderne bruger håndklæderr, og målet er at slå modstanderen omkuld. Sædvanligvis er det unge drenge, der indleder konkurrencen. Ved afslutningen af Sabantuy er finalen i köräs den vigtigste begivenhed. Vinderen bliver batır helten på Sabantuy. I landsbyerne kan præmien være en vædder, men i byerne kan det være en bil. Afholdelse Sabantuy afholdes ikke på en bestemt dato, og tidspunktet svinger mellem den 15. juni og den 1. juli, men festen ligger normalt på en søndag. Først arrangeres landsbyernes Sabantuylar, så følger distriktets Sabantuylar og de store byers Sabantuylar. Den sidste Sabantuy afholdes i Kazan, som er hovedstad i Tatarstan. Tilsvarende gør man med Akatuy i Chuvashien og Habantuy i Bashkortostan. I de allerseneste år har den russiske regering medvirket til at arrangere en føderal Sabantuy for den Russiske Føderation i Moskva. Der afholdes også Sabantuylar i mange af de byer i Europa og Asien, hvor der findes større grupper af emigrerede tatarer, som f.eks. Moskva, Sankt Petersborg, Tallinn, Prag Istanbul og Tashkent. I dag kan Sabantuy betegnes som en international fest, for folk fra mange forskellige, etniske grupper deltager i Sabanuylar, både i Tatarstan og resten af verden. Politiske traditioner Da Sabantuy er et symbol på Tatarstan, deltager alle russiske præsidenter, der besøer regionen, i Kazans Sabantuy. Boris Yeltsin har knust krukker med bind for øjnene i midten af 1990'erne, og Vladimir Putin har fundet en mønt i gæret mælk. Til tider fortolkes deltagelsen i konkurrencerne som symbolske handlinger: Yeltsin knuste de indviklede problemer i Tatarstan på en enkel måde, men uden at stille garantier. Putin opdagede Tatarstans penge, som ikke var blevet overført til det russiske budget. |
De samfundsøkonomiske mål er de mål et samfund videst muligt vil stræbe efter at opnå. Konkrete samfundsøkonomiske mål er typisk resultatet af en politisk afvejning mellem forskellige interesser og hensyn. De følgende eksempler på mulige samfundsøkonomiske mål er udbredte i mange lande: Lav ledighed Et centralt mål i de fleste lande. Arbejdsløshed giver både potentielt store privatøkonomiske og mentale tab for de personer der bliver ramt, og samfundsøkonomiske tab, da samfundet ikke opnår den produktion, som de arbejdsløse kunne fremstille. Økonomisk vækst Er et ønske om at produktionen skal øges. Produktionen er grundlaget for et lands materielle velstand, så derfor er det vigtigt, at man har en høj produktion, hvis man ønsker en høj levestandard. Et lands samlede produktion benævnes bruttonationalprodukt (BNP). Ved økonomisk vækst forstås derfor normalt en stigning i realt BNP, (evt. målt pr. indbygger). Mere generelt kan ønsket om en høj levestandard føre til et mål om, at den samfundsøkonomiske effektivitet bør være så høj som mulig. Lav og stabil inflation Man vil her forsøge at undgå voldsomme udsving i prisniveauet. Stigende priser, altså inflation, og især uforudsigelig inflation nedsætter den samfundsøkonomiske effektivitet på forskellig vis. Uforudset inflation vil desuden medføre en arbitrær omfordeling mellem lånere og opsparere, der kan være meget betydelig, hvis inflationen er høj. Da der også vil være visse fordele ved et positivt, men lavt inflationsniveau, stræber de fleste lande dog ikke efter et inflationsniveau på 0, men efter at undgå såvel for høj som for lav inflation. I mange lande sker dette ved, at centralbanken styrer efter en eksplicit inflationsmålsætning. Sunde offentlige finanser I de senere år har dette hensyn fået større vægt, dels pga. de befolkningsændringer, som mange lande står over for med flere ældre mennesker, og dels som følge af statsgældskriser i lande som Grækenland, der har understreget vigtigheden af sunde offentlige finanser. Et centralt element i en sund offentlig økonomi er, at finanspolitikken er holdbar, dvs. at gælden ikke i det lange løb vokser hurtigere end BNP. Ligevægt på betalingsbalancen At have (mindst) ligevægt på betalingsbalancen over for udlandet har til tider været et udbredt politisk mål i mange lande, f.eks. Danmark. I nyere tid har fagøkonomer imidlertid fremsat det såkaldt "nye syn" på betalingsbalancen, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor relevant denne målsætning er isoleret set (se Betalingsbalance). Udligning af sociale forskelle Dette vil sige, at man gør forskellen mellem samfundsgrupper med lav og høj indkomst mindre. De svageste i samfundet kan have svært ved at klare sig, hvis ikke de stærkere hjælper. I Danmark forsøger man at opnå dette ved at lade staten stille en række ydelser gratis til rådighed for befolkningen. Dette er fx uddannelse, biblioteker og hospitaler. Derudover hjælper staten mennesker, der har brug for økonomisk støtte, i form af indkomstoverførsler. Dette kan fx være syge, studerende, pensionister og arbejdsløse. Finansieringen af dette mål opnås ved forskellige former for beskatning. Hensyn til miljøet Dette er et mål, som har fået mere fokus de seneste år. Stigende forurening og frygt for, at vores naturresurser forbruges i et inoptimalt tempo er blandt årsagerne. Drivhuseffekten, syreregn samt huller i ozonlaget er eksempler på miljøproblemer, som opfattes som væsentlige. Spildevandsforurening fra industri, landbrug og husholdninger påvirker vores nære omgivelser. Sådanne forhold har ført til krav om indsats overfor forureningen. Forurening er et samfundsøkonomisk problem, og det er naturligt at anvende samfundsøkonomiske løsninger til at begrænse forureningen. Også vores forbrug af naturresurser som fx olie, kul og kobber, som ikke kan gendannes, giver anledning til bekymring hos mange for konsekvenserne af en fremtidig mangel på disse resurser. |
Schiphorst ligger omkring 30 km nordøst for Hamborg, 20 km sydvest for Lübeck, 15 kilometer nordvest for Mölln og cirka 18 km vest for Ratzeburg. |
Kommunen ligger mellem Minden og Stadthagen ved jernbanen mellem Hannover og Minden. Mod syd støder den til Naturpark Weserbergland Schaumburg-Hameln. Nabokommuner Seggebruch grænser (med uret fra nord) til Hespe, Helpsen, Obernkirchen og Bückeburg. Inddeling I kommunen ligger bydelene og landsbyerne Alt- og Neu-Seggebruch, Tallensen, Echtorf, Schierneichen, Deinsen og bebyggelserne Baum og Brummershop. |
Der er i de seneste år blevet mere fokus på senfølger, så man kan forsøge at behandle dem. I Danmark har Sundhedsstyrelsen anbefalet iværksættelse af individuelle opfølgningsprogrammer med udgangspunkt i den konkrete kræftsygdom. Formålet med disse individuelle opfølgningsprogrammer er dels at tilbyde patienterne en ensartet kvalitet i opfølgningen på den behandling, de har været igennem, dels at målrette de økonomiske ressourcer på området. |
Sepultura blev stiftet i Belo Horizonte i 1984 af Max Cavalera (rytmeguitar), hans yngre bror Igor Cavalera (trommer), Paulo Pinto (bas), Jairo Guedes (leadguitar) og Wagner Lamounier (vokal). Bandmedlemmerne var på denne tid stadig meget unge og stadig i gang med at lære at spille på deres instrumenter. Alligevel udviklede bandet sig hurtigt i undergrunden og efter et år med en del optrædener skrev de kontrakt med Cogumelo Records. I 1985 forlod Lamounier bandet og Max afløste ham som vokalist. Efterfølgende udgav de deres første ep Bestial Devastation der var delt med et andet lokalt band Overdose. Indspillet med meget lidt tid og penge i august 1986 blev deres debutalbum Morbid Visions udgivet. Albummet viste et lille fremskridt og indeholdt det første hit "Troops of Doom," der gav dem en smule opmærksomhed fra medierne. Begge udgivelser anses i dag som tidlige miliepæle i etableringen af dødsmetal. Efter Morbid Visions forlod Jairo Guedes bandet til fordel for et andet thrash metal-band og guitarist Andreas Kisser afløste ham. Deres andet studiealbum Schizophrenia blev udgivet i 1987. Til forskel fra deres debutalbum var denne udgivelse bedre i både kvalitet og optræden. Udgivelsen førte til en kontrakt med Roadrunner Records. Med Roadrunner som deres verdensomspændende distributør nåede Sepultura et nyt publikum af metalfans. I 1988 begyndte bandet at indspille deres tredje album i Brasilien og til trods for det lave budget fik de den amerikanske producer Scott Burns til at hjælpe dem. De udgav derved i 1989 deres tredje album Beneath the Remains der blev hyldet som er af de bedste thrash albums i 1980'erne. For at støtte udgivelsen blev det fulgt op af deres første internationale turné i Europa og USA. I Europa kom Sepultura til at åbne for det tyske thrash metal-band Sodom og den 31. oktober 1989 ved Ritz i New York åbnede de for King Diamond. På turnéen indspillede bandet også deres første musikvideo til sangen "Inner Self." Som et af de første brasilianske metal-bands med succes i udlandet blev Sepultura en af overskrifterne til den anden udgave af Rock in Rio festivalen. Efter at havde optrådt i Rio de Janeiro spillede bandet et gratis udendørs show i Sao Paulo til en stor fest for at opveje den lange tid hvor de havde været væk fra deres hjemland. Desværre løb tingene løbsk blandt de 40.000 publikummer og en af fan blev myrdet. På grund af tragedien fik Sepultura meget dårlig omtale og kun ved hårde forhandlinger fik bandet lov til at fuldføre alle deres koncerter i Brasilien. Efter at være flyttet til Phoenix i Arizona tog bandet til Tampas Morrisound Studios med produceren Burns for at indspille endnu et album. Det blev navngivet Arise og udgivet i 1994. Den første single "Dead Embryonic Cells" var et hit og titelsporet gav endnu mere opmærksomhed da den blev bandlyst på MTV på grund af dens religiøse apokalyptiske billede. Den efterfølgende verdensturné ophøjede udgivelsens status til platinum. Da Sepultura kom til Holland spillede de på Dynamo Open Air der var deres første store internationale festival. På dette tidspunkt var bandets fanskare begyndt at vokse betydeligt. I juni stod de som overskrifter på en del shows i Storbritannien med Sacred Reich som støtte, bandet spillede også i Australien og Indonesien hvor de nåede op på 100.000 tilskuere på bare to koncerter. Efterfølgende blev albummet Arise tildelt guld. På samme tidspunkt valgte forsangere Max Cavalera at gifte sig med bandets manager Gloria Bujnowski. I 1993 udgav bandet deres fjerde album Chaos A.D. som brød ud af den traditionelle thrash metal stil ved at blande groove metal og hardcore punk ind i det. I det instrumentale stykke på sporet "Kaiowas" dukkede endda brasilianske rytmer op. Sangteksterne havde også fået mere fokus på sociale problemer især relateret til Brasilien f.eks. sangen "Manifest" der omhandler Carandiru Massakren fra 1992. Nummeret "Territory" var den første single fra albummet. Videoen til sangen blev indspillet i Israel hvilket var et stort skridt for et brasiliansk metal band. Bandet vandt endda MTVs Video Music Awards for årets bedste video i Brasilien. "Refuse/Resist" blev den anden single der blev placeret som nummer 26 på VH1s 40 Greatest Metal Songs. Efterfølgende udgav de den tredje single "Slave New World" som sammen med de to forrige singler blev udgivet som en hjemmevideo ved navn Third World Chaos. Efter et helt år på turné valgte Sepultura at tage en pause før de begyndte på deres sjette album. I 1994 stiftede Max og Igor sammen med Alex Newport fra Fudge Tunnel industrial metal-bandet Nailbomb og udgav efterfølgende albummet Point Blank. Nailbomb spillede et helt liveshow mest med de samme numre fra deres eneste udgivelse. Dette liveshow blev senere udgivet som et album ved navn Proud to commit commercial suicide. Nailbomb spillede også nogle valgte numre live til Sepulturas turné i 1994 med Fudge Tunnel som gæster. Efter pausen og indspilningerne blev albummet Roots udgivet i 1996. Musikalsk eksperimenterede Sepultura med musikelementer fra brasilianske indfødte, der i blandt Xavantes stammen som bandet opholdte sig med i et par dage til indspilningerne af sangen "Itsari." Musikelementerne fra de indfødte blev blandet med traditionel thrash og en langsommere nedstemt nu metal lyd. Sangene "Roots Bloody Roots", "Attitude" og "Ratamahatta" blev alle udgivet som singler og videoer. Musikvideoen til "Roots Bloody Roots" blev optaget i Salvador og på videoen til "Attitude" optrådte Gracie familien som var skaberne af den brasilianske kamsport Capoeira. "Ratamahatta" blev sunget på portugisisk og Carlinhos Brown lagde perkussion til nummeret. Videoen vandt i MTVs Video Music Awards Brazil som Best Rock Video (bedste rock video). Det var den eneste Sepultura musikvideo hvor der ikke optrådte nogen mennesker i, kun dukker i en digitalt animeret verden. Bandet har senere udgivet et dobbelt album ved navn The Roots of Sepultura med albummet Roots på den ene CD og en kort musikalsk historie om bandet på den anden. For at støtte albummets udgivelse tog Sepultura på en verdensturné der også inkluderede optræden på forskellige festivaler. En tragedie ramte dog bandet den dag de skulle spille på Doningtons Monsters of Rock festival. De modtog meddelelsen om at en nær ven af bandet, manageren og Maxes stedsøn Dana Wells var død. Så snart det var muligt fløj Max til USA og de tre resterende medlemmer stod tilbage. Trods nyheden valgte bandet alligevel at optræde den dag. Sepultura optrådte også til Ozzfest på hovedscenen sammen med Ozzy Osbourne, Slayer, Danzig, Biohazard og Fear Factory. Lige efter udgivelsen af Roots valgte Sepultura at fyre deres manager Gloria. Der gik et rygte om at der var en del spændinger i bandet i den sidste halvdel af 1996 og ved slutningen af turnéen i Storbritannien ved Brixton Academy fortalte bandet Max at de ikke ville forny hendes kontrakt hvilket førte til han forlod dem og efterfølgende dannede Soulfly.En optagelse af Maxes sidste show med bandet blev udgivet som et livealbum ved navn Under A Pale Grey Sky i 2002 af deres tidligere pladeselskab Roadrunner Records imod bandets ønske. Efter Maxes afsked optrådte Andreas i en kort periode som vokalist, men da han aldrig havde sunget før ønskede han ikke at fortsætte som sanger. Sepultura begyndte derfor at lede efter en ny forsanger. Masser af sangdemoer blev sendt til Roadrunner Records. Hver af disse fik sendt et bånd der indeholdt få sange og blev derved bedt om at arbejde på dem hvilket også indkluderede at skrive sangteksten, inden de skulle møde bandet og aflægge prøve. Derrick Green fra Cleveland blev efterfølgende valgt som den nye frontmand i bandet. Da Derrick sluttede sig til bandet var de fleste sange til det kommende album Against allerede skrevet og de manglede kun at ligge vokal til. Against blev derved udgivet i 1998 hvor musikerne Joao Gordo (REZA) og Jason Newsted (Metallica) havde bidraget til albummet. Kommercielt var Against ikke nær så succesfuld som de to tidligere udgivelser og blev fulgt op af Nation i 2001. Musikalsk var udgivelserne en del anderledes end de forrige også meget på grund af Maxes afsked med bandet. Efter indspilningerne af ep'en Revolusongs i 2002 som bestod af coversange udgav bandet albummet Roorback i 2003. Roorback blev taget godt imod og placeret som nummer 17 på Top Independent Albums I november 2005 blev dobbelt DVDen og dobbelt CDen Live In São Paulo udgivet. Dette var det første officielle livealbum fra bandet. Udgivelsen af Live In Sao Paulo mærkede den første indblanding af 'Sepularmy' holdet hvis opgave er at reklamere for bandets musik. Sepularmy ingen forbindelse til bandets pladeselskab SPV Records og dens medlemmer er udelukket interesserede i at dele bandets musik med så mange så muligt. Den 14. marts 2006 udgav Sepultura deres album Dante XXI der er baseret på filosoffen Dantes The Divine Comedy. All Music Guide omtalte albummet som en af Speulturas bedste udgivelser med vokalisten Derrick Green. For nylig i et interview udtalte Igor sig at bandet havde besluttet at trække Sepultura navnet tilbage som en afslutning på bandets nuværende turné, men bassisten Paulo Jr. afviste dog Igors udtalelse. I et interview med Revolver Magazine oplyste Max Cavalera at han og hans bror Igor ville genforenes med de originale bandmedlemmer. Der gik også rygter om at de ville spille til Ozzfest i 2007. Andreas Kisser oplyste dog i et interwiev at der ikke ville blive nogen genforening i 2007. Andreas oplyste for nylig i et andet interwiev at de planlagde et nyt album der skulle udgives i 2008 hvilket er det første uden noget Cavalera medlem. Sepularmy Sepularmy blev grundlagt i 2005 af Sepulturafans der ville hjælpe med at fremme bandet. Før i tiden havde bandet fået meget lidt reklame gennem de forskellige pladeselskaber. Deres mål er at sprede viden om Sepultura og fremme bandet på forskellige måder. Metoderne indkludere flyveblade som fans kan udskrive og fordele ved lokale mødesteder, musikforretninger og indlægge på internet forummer for at nå potentielle fans. Sepularmy koncentrerer sig på nuværende tidspunkt om at fremme det nye album Dante XXI. |
Bladene danner en grundstillet roset, og de er spatelformede, fjersnitdelte og helrandede med flere trelappede afsnit. Begge bladsider er blågrønne og dækket af grålige hår. Blomstringen er indrettet efter forholdene på voksestedet, men den indtræffer gerne maj-august. Blomsterne er endestillede på behårede, men bladløse stængler. Knopperne er hængende og dækket af brune hår. Bægerbladene tabes i forbindelse med udspringet, hvorefter man ser en forholdsvis stor blomst med 4 hvide, gule eller røde kronblade. Blomsten er insektbestøvet, hvor det er muligt, og ellers selvbestøvende. Frugten er en kapsel med porer, der tillader frøene at drysse ud. Rodnettet består af en kort, lodret rodknold, som bærer trævlede rødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,25 x 0,25 m (25 x 25 cm/år). Hjemsted Arten er udbredt fra Centralasien over Sibirien til Alaska og det nordlige Canada. Derimod findes den ikke i Grønland eller på Island. Den vokser på moræner og grusbunker, i bjergenge i højder mellem 300 og 2.500 m. Den foretrækker sure eller neutrale til svagt basiske jordtyper. Ved lave temperaturer findes den mest i fuld sol, men ellers ser man den oftest på halvskyggede og tørre til let fugtige steder. På de lave granitbjerge (455-1.877 m), der danner halvøen Svyatoi Nos ved østkysten af Bajkalsøen, findes et landskab, der består af højmoser, lavvandede søer og gamle indlandsklitter, hvor krybefyr er dominerende. Her vokser sibirisk valmue sammen med bl.a. agerbær, blåbær, knærod, Androsace amurensis (en fjeldarve-art), Artemisia sericea (en bynke-art), duftende mangeløv, finsk rose, kragefod, kærdueurt, laplandsrørhvene, Lonicera pallasii (en gedeblad-art), nikkende flitteraks, nordisk radeløv, nøgleklokke, parkbrandbæger, Pleurospermum uralense (en blærefrø-art), Rhododendron dauricum (en rododendron-art), sibirisk ædelgran, skovpadderok, solbær, spids øjentrøst, stor nælde, strandnellike, sølværenpris, vestsibirisk lærk, vild ribs og Viola uniflora (en viol-art). |
En mand flytter ind i en moderne boligkarré. Han bor, går og kommer, er totalt alene med sine banale hverdagsgøremål - hans husfællers eksistens når ham kun som fjerne lyde eller gennem stjålne kik i dørspionen. Men en dag hører han bankesignaler fra lejligheden ved siden af, og han besvarer dem. Men siden syntes han ikke godt, han selv kunne begynde med bankesignalerne igen. Men han tænkte sig, de ville blive gentaget før eller senere, og i så fald ville de kun være en begyndelse. |
Sigurd Wåle (født 28. februar 1917 i København, død 31. december 1967 i Horsens) var en dansk forfatter. Sigurd Wåle var i fem år sømand, derefter bl.a. arbejdsmand, kontorist (Politiet og Grønlands Tekniske Organisation) og højskolelærer. Han var formand for Kampagnen mod dansk NATO-medlemskab fra 1965-1967. Forfatterskab Wåle udgav omkring 20 bøger og et utal af artikler m.m. |
En sjægt er en sprydrigget klinkbygget fiskerjolle rigget med storsejl, topsejl og fok. Fartøjet blev anvendt til fiskeri på Limfjorden i perioden ca. 1850 – 1920. Sjægten adskiller sig fra andre samtidige fiskerjoller ved, at den er slankere og skarpere i skroget og fokken er forholdsvis stor. Den fører aldrig klyver. I modsætning til andre farvandes joller er sjægten relativt smal og højt rigget. Typen er formentlig indført til Limfjorden fra det sydlige Norge omkring 1850 til brug i datidens nye fiskeri med snurrevod. I begyndelsen af 1900-tallet afløstes sjægten af motorjoller og mistede sin betydning som fiskerbåd. Siden midten af 1970'erne har sjægten fået en renæssance som fritidsfartøj, hvor nogle personer i Limfjordsområdet påbegyndte restaurering af disse fartøjer til rekreativ sejlads. Nybyggede kopier af gamle sjægte forekommer. I 2008 er der ca. 100 sejlende sjægte på Limfjorden. Den største flåde ligger i Hjarbæk, hvor der hvert år afvikles verdensmesterskab for sjægt. |
Fra midten af 1840'erne var de toneangivende sømagter begyndt at bygge skruedrevne linjeskibe og fregatter med dampmaskineri, så de var uafhængige af vinden. Sejlføringen blev bibeholdt, og havde sin værdi, når skibene bevægede sig over større afstande, hvor man så kunne spare på kullene til dampmaskinerne. I 1849 fik Orlogsværftets fabriksmester, O.F. Suenson, ordre om lave tegninger til en skruekorvet (Thor) og efter den kom en serie på tre skruefregatter, hvoraf Sjælland var nummer to. Skibet blev bygget af træ på Orlogsværftet (Nybygning nr. 47), blev søsat i 1858 og indgik i flådens tal i 1860. Maskineriet var en dampmaskine fra Maudslay i England på 1.000 indikerede hestekræfter, og med den kunne Sjælland præstere en fart på 10 knob. Artilleri Da Sjælland blev afleveret i 1860, var den udrustet med glatløbede 30 pundige kanoner. De 30 pund (14,9 kg) var vægten af kanonkuglen, mens kanonløbets diameter var 16,2 cm. Kanonerne var fordelt med 30 styk "50 centner" og 12 "40 centner", hvor antallet af centner (49,6 kg) angav selve kanonens vægt. Netop i disse år indkøbte Marinen sine første riflede kanoner, og da Sjælland blev udrustet i december 1863, var 12 af de 30-pundige kanoner erstattet med 8 styk 18-pundige og 4 styk 12-pundige riflede kanoner, der havde større rækkevidde og gennemslagskraft end de glatløbede. Fregattens riflede kanoner var imidlertid virkningsløse over for panseret på de panserskibe, der blev bygget fra omkring 1860, så da Sjælland blev udrustet igen i 1869 fik skibet opstillet to 20,3 cm riflede forladere fra firmaet Armstrong - officielt betegnet som 60 pund, 144 centner kanoner - til forsvar mod panserskibe, suppleret med 24 riflede 24-pundige ("50 centner") kanoner med diameter 15 cm. |
Eva, datter af postor Lund, Claus, søn af skovridder Vørner, og Finn, hvis far er fyrmester, har trofast holdt sammen siden barndommen. De to unge mænd rejser til hovedstaden for at studere jura, men selv om deres venskab er ubrydeligt, så er stemningen alligevel ikke helt, som den plejer at være, da de kommer hjem i efterårsferien. Begge er de forelskede i Eva, og ingen af dem tør sige det til hende. Gensidigt våger de over hinanden. |
En skude har kun ét dæk, modsat en båd, som er åben og et skib, som har flere dæk under hinanden. Tidligere var "skuderne" de almindeligste fartøjer, og da en eller to familier kunne leve af en skude, så reparerede man til stadighed på den gamle skude, som derved kunne sejle i mange år. Normalt regner man med 20-25 års levetid på et skib, men flere af de gamle danske sluper, jagter og galaser sejlede i omkring 200 år. Her må man dog så formode, at alt træ var skiftet flere gange. Det er kun efter man er begyndt at bruge træskibene som lystfartøjer de kan holde så længe, den ældste vi har nu er fra 1850erne og hedder "Jensine" |
Skydeskolen for Håndvåben eller Hærens Skydeskole var en militær skole i Panterens Bastion på Christianshavn. Bygningen blev opført 1876-1877 og findes endnu. Selve øvelsesskydningen foregik på Amager Fælled. Skolen der indtil hærloven af 1922 bar navnet Skydeskolen blev oprettet ved hærloven af 1867. Efter 2 års forarbejder begyndte den sin virksomhed den 1. november 1869. Til at begynde med var skolen indkvarteret i nogle beskedne lokaler i Strandgades Kaserne. Den 8. oktober 1877 rykkede skolen ind i Panterens Bastion på Christianshavns Vold. Her fik skolen sin egen kaserne, administrationsbygning og mindre depoter. Skydeskolen var, i lighed med de øvrige danske militæranlæg, genstand for heftige ildkampe under tyskernes angreb på danske militæranlæg den 29. august 1943, der havde kodenavnet Operation Safari. Ved angrebet var 2 kaptajner, 1 officiant og 10 arbejdssoldater (uden våbenuddannelse) til stede på skolen. Tyske styrker åbnede kl. lidt over 4 voldsom ild fra 3 panserværnskanoner mod skolen og posten på begge sider af denne. Ilden blev besvaret af den vagthavende kaptajn med maskinpistol og håndbomber, og kampen varede 20—25 minutter. Tyskerne trængte derpå ind i bygningen, og kaptajnen fik nu forbindelse med føreren for den tyske styrke, der krævede udlevering af nøgler til alle rum med våben og ammunition. Bygningerne rummer nu Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns City. |
Den ravage, der opstår blandt godtfolk, når en lille "slamberts" inderste, hemmelige og ikke særligt artige tanker får lov til at udfolde sig i virkeligheden. |
Sofus Peter "Målmand" Hansen (16. november 1889 i København – 19. februar 1962 i København) var en dansk fodboldspiller. Hansen spillede 160 kampe for Frem 1906-1921. Hansen debuterede på landsholdet i oktober 1911 mod England. Det specielle ved denne kamp var, at Danmark brugte markspillen Svend Aage Castella i målet, da Sophus Hansen blev skadet fire minutter før pausen. Hansen blev udtaget til det danske fodboldlandshold, der vandt sølv ved olympiske lege i 1912 i Stockholm. Den 5. juni 1919, da Danmark besejrede Sverige 3-0 i Idrætsparken, opnåede han som den første dansker at spille 25 landskampe. Han deltog ved OL 1920 i Antwerpen, hvor han mod Spanien spillede sin sidste af i alt 31 landskampe. Danmark var blandt favoritterne. Men de tabte 0-1 til Spanien i den første kamp og røg dermed ud med det samme. Sophus Hansen begik en fejl, da spanierne scorede, og derfor er kampen siden blev husket som ”da Sophus gled i Antwerpen” – selv om den blev spillet i Bruxelles. I årene 1922-1934 var Hansen fodbolddommer og dømte omkring 20 internationale kampe. I 1930 dømte han Mitropa Cupens semifinale mellem Sparta Prag og Rapid Wien. Sophus Hansen var storebror til landsholdspileren Hans Hansen (2 landskampe). Hansen døde 19. februar 1962 på Bispebjerg Hospital. Boede på Østerbro i København ved sin død. |
Floden kaldes South Saskatchewan River fra sammenløb et af Bow og Oldman River i nærheden af Grassy Lake i Alberta. Vandet i disse floder kommer fra gletsjere i Rocky Mountains i nærheden af grænsen til British Columbia og Montana . Red Deer River er det første større tilløb South Saskatchewan 16 km øst for grænsen mellem Alberta og Saskatchewan. Lake Diefenbaker reservoiret blev anlagt i forbindelse med opførelsen af dæmningerne Gardiner og Qu'Appelle River i Saskatchewan. Vand fra South Saskatchewan producerer via dæmningerne omkring 19 % SaskPowers vandkraftproducerede elektricitet. Nedenfor dæmningerne løber floden mod nord gennem Saskatoon og løber sammen med North Saskatchewan River øst for Prince Albert ved Saskatchewan River Forks — og tilsammen danner Saskatchewan River. Adskillige søer i Saskatoonområdet er dannet mæandersving fra South Saskatchewan River, nævneværdige er Moon Lake og Pike Lake. |
Sovjetunionens lov – eller socialistisk lov – var det lovsystem, der blev udviklet i Sovjetunionen efter oktoberrevolutionen i 1917. Modificerede versioner af det sovjetiske lovsystem blev overtaget af mange kommunistiske lande efter 2. verdenskrig, heriblandt Mongoliet, Folkerepublikken Kina, warszawapagtlandene i Østeuropa, Cuba og Vietnam. Det sovjetiske lovsystem betragtede lovene som en del af politikken og retsalene som regeringens repræsentanter. Systemet var opbygget for at kunne beskytte staten mod borgeren, snarere end at skulle beskytte borgeren mod staten. Det sovjetiske hemmelige politi fik udstrakte beføjelser til at idømme straffe uden rettergang. Rettergang Sovjetisk lov byggese på et system, hvor en dommer, en offentlig anklager og en forsvarer diskuterede skyldsspørgsmålet – med dommerens fulde deltagelse. Før 1956 fandtes der endda et justitsministerium i USSR. Dommerne holdt de juridiske spidsfindigheder nede på et minimum, for rettergangens erklærede formål var at finde sandheden snarere end at beskytte lovmæssige rettigheder. Visse andre sider af sovjetisk lov lignede det angelsaksiske system ganske nøje. Teoretisk set var alle borgere lige for loven – de anklagede kunne appellere til en højere domstol, hvis de mente, at deres dom var for streng. Anklageren kunne dog også appellere, hvis han eller hun anså dommen for at være for mild. Sovjetisk lov garanterede også de anklagede retten til en forsvarer og tilladelse til, at retssagen kunne foregå på deres eget sprog eller via en tolk. Selv om de fleste retssager foregik for åbne døre, kunne de også foregå uden offentlighedens adgang, hvis den sovjetiske regering anså det for nødvendigt. |
Star Alliance er verdens største samarbejde mellem flyselskaber fra hele verden med hovedkvarter i Frankfurt am Main, Tyskland. Alliancen blev grundlagt i 1997 af fem flyselskaber: skandinaviske SAS, tyske Lufthansa, Thai Airways, amerikanske United Airlines og canadiske Air Canada. Alliancen er i dag vokset til at omfatte 28 medlemmer. Udover de stiftende flyselskaber er også; østrigske Austrian Airlines, engelske bmi, Air New Zealand, japanske All Nippon Airways, kinesiske Air China, Shanghai Airlines, koreanske Asiana, schweiziske Swiss, Singapore Airlines, TAP Portugal, polske LOT og sydafrikanske South African Airways samt Turkish Airlines medlemmer. Det brasilianske flyselskab Varig udtrådte pr. 31. jan. 2007. Alliancen har desuden tre regionale medlemmer: finske Blue1, kroatiske Croatia Airlines og slovenske Adria Airways. Star Alliance er det største samarbejde mellem flyselskaber. Der findes to andre alliancer af omtrent samme størrelse, Oneworld og SkyTeam. Den samlede flyflåde udgør 3.087 fly, der flyver til i alt 897 lufthavne i 160 lande. De 19 flyselskaber har i alt ca. 377.000 ansatte og flyver årligt med 455 millioner passagerer på i alt mere end 17.000 daglige flyafgange (dataene er fra 2007). Det indiske flyselskab, Air India, blev medlem af alliancen i 2014. |
Starnberger See er en indsø i Bayern, Tyskland, sydvest for München. Indsøen er cirka 20 km lang, og indtil 4,5 km bred. På sit dybeste er den 127,7 meter. Indsøen er den fjerde største i Bayern, og er et populært udfartssted og feriested. Den lille by Berg ved indsøens bredder er kendt for det sted hvor kong Ludwig 2. af Bayern druknede i 1886. Den tyske kunster og forfatter Lothar-Günther Buchheim etablerede ved Starnberg et stort galleri og museum ved indsøens bredder. |
Mindehøjtideligheden i Forum og kortegekørsel gennem København, hvor tusindvis af danskere tager afsked med Thorvald Stauning. |
"Stay Away, Joe" er en komposition af Sid Wayne og Ben Weisman og er indsunget af Elvis Presley. "Stay Away, Joe" var titelnummer til Elvis Presley-filmen Stay Away, Joe fra 1968. Sangen blev indspillet af Elvis i RCAs Studio B i Nashville den 1. oktober 1967. Sangen blev ikke udsendt som singleplade, og der blev ikke udsendt et samlet soundtrack fra filmen. "Stay Away, Joe" udkom på LP'en Let's Be Friends, der kom på gaden i april 1970. Næste udsendelse af sangen var på albummet Kissin' Cousins/Clambake/Stay Away, Joe fra 1994. "Stay Away, Joe" er endvidere på CD'en fra 18. juli 1995 Command Performances – The Essential 60's Masters, vol. 2, som er en samling af de bedre af Elvis' filmsange fra hans mange spillefilm fra 1960'erne. |
En suffragette (latin: suffragium, stemmeret) var en kvinde, som kæmpede for almindelig stemmeret. Begrebet stammer fra kvindebevægelser i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, særligt de ret militante bevægelser i Storbritannien, som Women's Social and Political Union (WSPU). Aktivisterne i WSPU var anført af Emmeline Pankhurst, som var influeret af russiske metoder som sultestrejker. På Isle of Man havde kvindelige jordbesiddere fået stemmeret til det lokale parlament i 1881, men den første nation med egen regering, der indførte generel stemmeret til alle kvinder, var New Zealand, der i 1893 gav alle kvinder over 21 år ret til at stemme til parlamentet. Kvinderne i South Australia fik de samme rettigheder og desuden ret til at stille op til valget i 1895. I USA kunne hvide kvinder over 21 år stemme i de vestlige territorier i Wyoming fra 1869 og i Utah fra 1870. Men i 1903 havde britiske kvinder fortsat ikke stemmeret, og Pankhurst havde besluttet, at bevægelsen var nødt til at blive radikal og militant, hvis den skulle have gennemslagskraft. Bevægelsens kampagne blev stedse mere bitter med ødelæggelse af ejendomme og sultestrejker, som af myndighederne blev mødt med fængselsstraf og tvangsfodring. Kampagnen blev til slut udsat på grund af udbruddet af første verdenskrig i 1914. I 1918 fik kvinder over 30 år, under forudsætning af at de havde nogle givne kvalifikationer, ret til at stemme, og i 1928 - Pankhurst var død samme år - blev retten udvidet til at omfatte alle kvinder over 21 år. Historikerne i vore dage er delte på, om suffragetternes militante fremgangsmåde hjalp eller var en hindring for at nå deres mål. Ordet Ordet var oprindeligt suffragist, en person, der ønsker en udvidelse af retten til at afgive stemme, suffrage (som igen er et latinsk ord for bønner fremsagt for en afdød; senere fik ordet betydningen at stemme til fordel for nogen, og til sidst, retten til at stemme i sin almindelighed). Diminutiv af "suffragist", altså "suffragette", blev kun benyttet om kvinder, og ret nedladende, som da New York Times i oktober 1906 trykte en satirisk definition af ordet: "Suffragette er en kvinde, der burde være mere fornuftig." Imidlertid besluttede WSPU at kalde sit blad The Suffragette og skrev i 1914: "En suffragist ønsker at få stemmeret, mens en suffragette har til hensigt at skaffe sig det." Baggrund De britiske suffragetter havde primært baggrund i middel- og overklassen; de var frustrerede over deres sociale og økonomiske situation. Deres kamp for ændringer inden for de givne rammer, sammen med værkerne af støtter for kvinders rettigheder som John Stuart Mill, fungerede som spydspidser for en bevægelse, der kom til at indbefatte store skarer af kvinder. Mill præsenterede idéen om kvinders stemmeret på den platform, han fremlagde for det britiske vælgerkorps i 1865. I 1897 blev National Union of Women's Suffrage Societies dannet ud fra lokale komitéer. Denne union blev ledet af Millicent Fawcett, som troede på demokratisk fremgangsmåde at få ændret konstitutionen. Denne sammenslutnings metoder omfattede uddeling af flyveblade, afholdelse af møder og indsendelse af andragender. Denne fremgangsmåde havde imidlertid ikke den store effekt. I stedet grundlagde Pankhurst i 1903 Women's Social and Political Union. Her var man mildt sagt meget utilfredse med måden, kvinders stemmeret blev behandlet i Parlamentet. Pankhurst mente derfor, at tiden var til en mere radikal og militant strategi, hvis man skulle nå frem med sit budskab. Betegnelsen "suffragette" blev først brugt hånende af journalisten Charles E. Hands i avisen Daily Mail til at beskrive aktivisterne i bevægelsen for kvinders stemmeret, specielt medlemmerne af WSPU. Men de kvinder, han troede at latterliggøre, tog betegnelsen til sig, idet de udtalte "suffraGETtes" (med hårdt "g") for at understrege, at de ikke blot ønskede stemmeret, men de også var opsat på at "tage" (get) den. Hver gang et forslag skulle drøftes i parlamentet, trak politikerne tiden ud ved at diskutere det foregående lovforslag i meget lang tid, så der blev kort tid til spørgsmålet om kvinders stemmeret. Derfor begyndte suffragetterne systematisk at sabotere politikernes taler ved at råbe op og spørge om kvinders stemmeret. Det varede ikke længe, før de blev nægtet adgang til møderne. Suffragetterne gik så over til at gemme sig i orgler, talerstole og andre steder i mødesalen, ofte flere dage før møderne, og springe frem og afbryde talerne med deres spørgsmål. I 1906 kom den britiske komedie, stumfilmen Sweet suffragettes; i 1908 en fransk komedie, La journée d'une suffragette, og i 1913 en lidt mere seriøs, tysk stumfilm, Die Suffragette, med Asta Nielsen i hovedrollen. Kampen starter Fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til 1. verdenskrig blev omtrent tusind suffragetterne blev fængslet i Storbritannien. De fleste tidlige fængslinger var for forstyrrelse af den offentlige ro og orden og undladelse af at betale udestående bøder. De første suffragetter, der blev fængslet var Christabel Pankhurst (datter af Emmeline Pankhurst) og Annie Kenney i oktober 1905. Under fængslingerne agiterede suffragetterne for at blive betragtet som politiske fanger; med den betegnelse ville de blive placeret i Første Division i modsætning til den Anden eller Tredje Division under fængselsvæsenet, og som politiske fanger blev man tilstået visse friheder og rettigheder, som ikke tildeltes andre fængselsdivisioner, fx hyppige besøg og tilladelse til at skrive bøger eller artikler. Denne sag blev taget op af WSPU, der kæmpede for at få fængslede suffragetter anerkendte som politiske fanger. Dog var denne kampagne stort set forgæves. Med henvisning til frygten for, at suffragetterne som politiske fanger ville fremstå som martyrer, blev suffragetterne typisk placeret i Anden Division og i nogle tilfælde Tredje Division i fængsler uden særlige privilegier. I 1908 foreslog Emmeline Pankhurst en kæmpedemonstration i Hyde Park, hvis formål var at vise, hvor mange forkæmpere for kvindelig stemmeret, der efterhånden var. Organisatorerne havde regnet med at ca. 250.000 ville møde op, men der kom mere end dobbelt så mange. Den næste lejlighed til en protest kom ved et politisk møde samme år. Der kom Emmeline Pankhursts datter Christabel og hendes forbundsfælle Annie Kenney. Under Edward Greys tale rejste Annie Kenney sig og spurgte, hvad hans parti ville gøre for kvinders stemmeret. Hun blev smidt ud fra mødet af betjente. Da roen havde sænket sig, begyndte Christabel at råbe op og stille samme spørgsmål. Da hun blev ført ud af betjentene, spyttede hun en af dem i ansigtet for at blive arresteret og få medieomtale. Næste dag stod historien på forsiden af alle større aviser. Men ingen partier turde at gå ind for kvindelig stemmeret af frygt for, hvordan det ville påvirke deres stemmetal. Kampen skærpes Året efter (1909) blev kampen skærpet på begge sider, idet suffragetterne begyndte at sultestrejker og myndighederne efterhånden begyndte at tvangsfodre dem. Sultestrejker Suffragetterne blev ikke anerkendt som politiske fanger, og mange af dem begyndte at sultestrejke under deres fængsling. Den første kvinde, der nægtede at indtage føde var Marion Wallace Dunlop, en militant suffragette der var dømt til en måneds fængsel i Holloway for vandalisme i juli 1909. Without consulting suffragette leaders such as Pankhurst, Dunlop nægtede at spiste i protest for ikke at blive anerkent som politisk fange. Efter 91 timers sultestrække, og af frygt for at hun skulle blive martyr, besluttede Herbert Gladstone fra Home Security at løslade hende tidligt af medicinske grunde. Dunlops strategi blev snart efter taget op af andre suffragetter var indespærret. Det blev en almindelig praksis for suffragetter at gå i sultestrejke i protest, fordi de ikke blev anerkendt som politiske fanger, og som resultat blev de løsladt efter få dage, hvormed de kunne vende tilbage til deres kamp. Efter et offentligt tilbageslag angående de fængslede suffragetters status blev reglerne ændret. I marts 1910 blev Rule 243A introduceret af Home Secretary Winston Churchill, hvilket tillod at fanger i anden og tredje division kunne få visse privilegier, som normalt kun tilfaldt første division, på betingelse af, at de ikke var anklaget for alvorlige lovovertrædelser. Dette stoppede i praksis sultestrejkerne i omkring to år. De begyndte dog igen, da Pankhurst blev overført fra anden division til første division, hvilket fik de øvrige fængslede suffragetter til at demonstrere for deres fængselsstatus. Militante suffragette-demonstrationer blev efterfølgende mere aggressive, og den britiske regering tog affære. Man ønskede ikke at løslade alle de suffragetter, der sultestrejkede i fængslerne, og i efteråret 1909 begyndte myndighederne at anvende mere drastiske midler til at stoppe sultestrejkerne. Tvangsfodring I september 1909 ønskede Home Office ikke længere at frigive sultestrejkende suffragetter før de havde udstået deres straf. Suffragetterne blev et ansvar for myndighederne, for hvis de døde i deres varetægt ville fængslerne være ansvarlige for deres død. Fænsglerne begyndte derfor at tvangsfodre de personer, som sultestrejkede, via en slange. Det foregik normalt enten via næseborene, via en slange i maven eller en mavepumpe. Tidligere havde man udelukkende brugt tvangsfodring i Storbritannien på patienter på hospitaler, der ikke selv var i stand til at spise eller synke føde. På trods af metoderne var blevet erklæret sikre af læger til brug på syge patienter, så var de forbundet med en sundhedsrisiko for suffragetterne. Processen med at tvinge føde i fanger via en slange var anstrengende for personer der sultestrejkede, idet de typisk var fikseret og fik maden via maven eller via næseborene, og ofte under meget tvang. Processen var smertefuld, adskillige læger observerede og studerede den, og de konkluderede at den både gav skader på kredsløbet, fordøjelsessystemet og nervesystemet på kortere sigt, og at de kunne skade deres fysiske og mentale tilstand på længere sigt. Nogle suffragetter, der blev tvangsfodret, udviklede lungehindebetændelse eller lungebetændelse som resultat af fejlplacerede slanger. Lovforslag Den 21. november 1910 skulle parlamentet drøfte et lovforslag om kvindelig stemmeret. På Emmeline Pankhursts opfordring samledes flere tusinde kvinder foran parlamentet. Men da premierminister Asquith i stedet udskrev nyvalg til parlamentet, prøvede kvinderne at storme bygningen. De blev mødt af et talstærkt politi. Sammenstødet varede seks timer og blev senere kaldt ”sorte fredag”. Der blev klaget meget over politiets opførsel: Den hyppigste klage gik på, at politiet begramsede kvinderne. Men Asquith havde en plan om at ændre loven: alle mænd skulle have stemmeret - og ikke længere kun de rige. Det så suffragetterne som det endelige skridt til, at de nu totalt skulle underkastes mændene, der ville blive en herskende race. I 1912 erklærede Emmeline Pankhurst mandssamfundet krig: hun begyndte at kaste med sten i protest og blev fængslet i ni måneder. Christabel flygtede til Paris, hvorfra hun ledte oprøret, mens hendes mor var fængslet. 1912 blev på mange måder et vendepunkt for de Britiske suffragetter, som henvendte de sig til at bruge mere offensiv taktik. Urolighederne blev på ny optrappet, og det var i den tid volden eskalerede. Postkasser blev sprængt, ruder i forretninger blev smadret, brandbomber blev smidt ind i boliger, telegrafledninger skåret over og politikere overfaldet, liegsom aktivisterne lejlighedsvis fastlåste sig til rækværker og lejlighedsvis forsøgte at detonere bomber. I 1914 blevmindst syv kirker blev bombet eller sat i brand Storbritannien, herunder udløstes en eksplosion i Westminster Abbey, der havde som formål at ødelægge den 700 år gamle Kroningstol, som dog blev bevaret med kun mindre skader. Første verdenskrig Ved udbruddet af første verdenskrig tog suffragette-bevægelsen i Storbritannien en pause for i stedet at støtte krigsindsatsen, og sultestrejkerne ophørte stort set. I august 1914 gav den britiske regering alle fanger, der var dømt for suffragette-aktiviteter, amnesti, og Pankhurst standsede alle militante aktiviteter kort efter. Suffragetternes fokus på krigen ændrede den offentlige opfattelse af bevægelse, og var med til at give dem valgret i 1918. Kvinder påtog sig ivrigt mange traditionelle mandsroller, så man fik et nyt indtryk af, hvad kvinder formåede. Krigen fik også splittet den britiske suffragette-bevægelse; den mainstream, repræsenteret ved Emmeline og Christabel Pankhursts WSPU, der kaldte til våbenhvile under krigen; mens mere ekstreme suffragetter, repræsenteret af Sylvia Pankhursts Women's Suffrage Federation, fortsatte kampen. Stemmeret National Union of Women's Suffrage Societies, der havde anvendt "forfatningsmæssige" metoder, fortsatte med deres lobbyarbejde i krigsårene, og der blev lavet kompromiser mellem NUWSS og koalitionsregeringen. Den 6. februar blev Representation of the People Act 1918 vedtaget, hvilket gav kvinder over 30, der levede op til nogle minimumsregler om fast ejendom, samt mænd over 21, valgret. Før dette var det ikke alle mænd i Storbritannien, der kunne stemme. Omkring 8,4 millioner kvinder blev stemmeberettiget ved denne lov. På det tidspunkt havde kvinderne i Norge, Danmark og Sovjetunionen allerede stemmeret. I november 1918 blev Parliament (Qualification of Women) Act 1918 vedtaget, hvilket gjorde det muligt for kvinder at blive valgt ind i parlamentet. Representation of the People Act 1928 udvidede stemmeretten til at omfatte alle kvinder over 21, hvilket gav kvinderne den samme stemmeret, som mændene havde fået 10 år tidligere. Emmeline Pankhurst nåede lige at opleve det før sin død. I 1979 fik landet sin første kvindelige premierminister idet Margaret Thatcher blev valgt for det Konservative Parti. Farver Fra 1908 brugt WSPU farverne violet, hvid og grøn: lilla symboliserede værdighed, hvid var renhed og grønt var håb. Disse tre farver blev brugt til bannere, flag, rosetter og emblemer. De blev også brugt til hjerteformede vesaæsker (små tændstiksæsker), og optrådte i tegneserier i aviser og på postkort. Mappin & Webb, der var en juvellér i London, udgav kataloger med suffragette-smykker til julen 1908. I 1909 præsenterede WSPU forskellige smykker specielt fremstillet til Emmeline Pankhurst og Louise Eates. Nogle Arts and Crafts-smykker fra perioden anvendte også farverne violet, hvid og grøn i emalje og halvædelsten som ametyster, perler og peridoter. Smykker med disse sten var allerede ret almindelige blandt kvinder før 1903, og blev derfor ikke forbundet med sufragette-bevægelsen før WSPU tog farverne i brug. Idéen om at farverne på engelsk for grønt, hvidt og violet er green, white og violet samtidig var et akronym for Give Women Votes ("Giv kvinder stemmer") er dog en moderne fejlslutning. Farverne grøn og heliotrop (lilla) blev bestilt til et nyt våbenskjold til Edge Hill University i 2006 for at symbolisere universitets tidlige tilslutning til lighed for kvinder, da det startede som et college kun for kvinder. Eftermæle Historikere er generelt enige om, at de første stadier af den militante suffragette-bevægelse under Pankhurst'erne i 1906 havde en dramatisk effekt på hvervning til suffragette-bevægelsen. Kvinder begejstredes og støttede oprør i gaderne; medlemskab af det militante WSPU og den ældre NUWSS overlappede og var gensidigt støttende. Ensor mener dog, at en offentlig optræden fordrer stærke virkemidler for at holde på mediernes opmærksomhed. Sultestrejker og tvangsfodring bidrog til det. Pankhurst'erne eskalerede derfor fremgangsmåden. De gik over til systematisk afbrydelse af Liberal Partys partimøder, hærværk på offentlige bygninger og brandstiftelse. Searle mener, at suffragetternes metoder skadede Liberal Party, uden at fremme kvindernes sag. Da Pankhurst'erne indstillede de militante taktikker ved starten på første verdenskrig, for i stedet at støtte krigsindsatsen, blev bevægelsen delt, og deres rolle som ledere afsluttet. Kvinderne fik stemmeret fire år senere, men feministbevægelsen i Storbritannien opgav for al fremtid de militante taktikker, som havde gjort suffragetterne berømte. Whitfield konkluderer, at den militante kampagne havde visse positive effekter i form af enorm offentlig omtale, og tvang de moderate til at organisere sig bedre, mens den samtidig stimulerede modstanderne. Han konkluderer: Den overordnede effekt af de militante suffragetter var dog at slå stemmeret til kvinder tilbage. For at kvinder kunne få ret til at stemme, var det nødvendigt at demonstrere, at de havde offentligheden på deres side, for at opbygge og konsolidere et parlamentarisk flertal til fordel for kvinders stemmeret, og overtale eller presse regeringen til at indføre reformer. Ingen af disse mål blev nået. |
Sundeved strakte sig ifølge Kong Valdemars Jordebog sig fra Alssund i øst til Dyrbæk og Alnor i vest, fra „Nørhav“ til Sønderhav, og fra indløbet til Aabenraa Fjord til indløbet til Flensborg Fjord, og således dannede det et samlet hele i den katolske kirkes inddeling, så længe den herskede her i landet. Forbindelsen mellem Sundeved og de andre landsdele skete nok så meget til søs som til lands. Mod syd var der overfart fra Broager Land til Angel, mellem de to fremspringende næs. som bærer gammeldanske personnavne: Brunsnæs og Halsdan-næs; det første navn er endnu bevaret uforandret, det andet i er efterhånden bleven sammentrukket i Holnæs og har derefter modtaget en anden forklaring. Mod nord fandt overfarten sted fra Varnæs (af at vare, vogte) til Løgtvednæs (løg-tved, en blomsterlund, nu Løjt), hvilke navne begge gik over på de nærmeste to kirkesogne. Nybøl Herred omfattede de syv sogne Broager Sogn Dybbøl Sogn, Nybøl Sogn, Sottrup Sogn, Adsbøl Sogn, Ullerup Sogn og Varnæs Sogn. Herredet falder ret naturligt i tre hoveddele: mod syd danner Broager Sogn en egen halvø, begrænset af de to bugter Vemmingbund (Vemund) og Nybøl nor; de seks nordlige sogne falder i to grupper, af hvilke den ene strækker sig fra Dybbøl bakke langs med Alssund til Snogbæk Hage og ned mod Nybøl Nor, — den anden fra Als Fjord, sundets brede del, og Aabenraa Fjord ned til de to nor, som fra Flensborg Fjord trænger ind gennem Egernsund. Det er denne nordlige del — Ullerup, Adsbøl og Varnæs Sogne —, som mere eller mindre vil blive genstand for den følgende fremstilling. Varnæs nævnes altså særskilt i den såkaldte „Kong Valdemars Jordebog“, spredte optegnelser fra det danske regeringskancelli i Valdemar Sejrs dage (1231), oplysende kronens og kongens indtægter. Idet Nybøl Herred nemlig opføres med en indtægt i korn og penge, nævnes Varnæs særskilt på en sådan måde, at det ses at have hørt til kongehusets slægtgods. 1500 nævnes Sandbjerggård øst for Øster Sottrup for første gang, og ca. 1570 grundlagde Hans den yngre af Sønderborg Sandbjerg Gods. Hertugen lod bygge en dæmning ud mod Alssund, hvorved en vig fra sundet omdannedes til Møllesøen. Han byggede også en vandmølle, hvis rester endnu kan ses ved Møllehuset på Sandbjerg. 1788 lod Conrad Georg Reventlow det nuværende Sandbjerg Slot (palæet) bygge på pynten mellem Møllesøen og Alssund. Fra 1856 til 1858 var palæet æresbolig for general, Frederik Rubeck Henrik von Bülow, sejrherren fra Fredericia i 1849. 1848 Den 28. maj angreb den danske hær de tyske forbundstropper og fordrev dem ud af Sundeved. Kampen blev afgjort omkring Nybøl Mølle nord for Nybøl. 1863. Øst for Vester Sottrup ligger Nydam Mose hvor man i 1863 fandt Nydambåden og mange våben i den gamle offermose 1864. Mellem Sottrupskov og Sandbjerg ved Als Sund blev de preussiske tropper den 29 juni sejlet over til Als. Kampene ved Dybbøl var fra 7. april-18. april under den 2. Slesvigske Krig og endte med dansk nederlag. Turisme Ballegård er en hovedgård på Sundeved, beliggende ca 2 km øst for Blans. Den to etagers hvidkalkede hovedbygning i rokokostil er opført 1771 ved Lorentz Jacobsen og fredet tillige med to andre mindre huse i 1950. Gården er beliggende ved et lille vandløb, som drev en mølle, som der stadig kan ses ruinrester af. Navnet "Ballegård" kommer sandsynligvis fra gårdens beliggenhed på en mindre forhøjning (balg, balle). Sandbjerg ligger ved Als Sund i nærheden af Øster Sottrup og Nydam Mose. I området ligger blandt andet Kursuscenteret Sandbjerg Gods, Palæet, parken, dæmningen, slusen, Møllesøen, Møllehuset og resterne af den oprindelige hovedgård Sandbjerggård på sydsiden af Møllesøen. Møllesøen har et rigt på fugleliv. Her yngler bl.a. grågæs og hejrer, og om vinteren er søen tilholdssted for mange trækfugle. Nydam Mose på 12 hektar, der ligger ved Øster Sottrup, var oprindelig den inderste del af en vig ud til Als Sund. Mosen ligger i en tunneldal. I det meste af lavningen findes nu eng eller mose, samt en sø, Sandbjerg Mølledam, helt ude ved Als Sund. Mosen er en offermose som har rummet og stadig indeholder mange oldsager fra store våbenofringer i jernalderen. Der er fundet tre både, men kun Nydambåden er bevaret, foruden mange våben og flere andre genstande. Mosen var en hellig sø, hvor de besejrede hæres udrustning og skibe blev ofret til en guddom som tak for sejren over den slagne fjende. Offersøen, hvor genstandene blev ofret, havde et vandspejl på ca. 4 m og en dybde på 1 – 1,5 m. Mange af genstandene blev som en symbolsk handling bevidst ødelagt ved ofringen og bærer mærker af hug, stød og stik med skarpe våben. Hesteskeletterne er groft mishandlede. Nydam Tveir er en fuldskalakopi af Nydambåden bygget af Nydambådens Laug, som er underafdeling af Nydamselskabet. Grundlaget for at bygge båden er den for 150 år siden fundne egetræsbåd i Nydam Mose. Båden var et krigsfartøj med en besætningen på 45, deraf var 36 roere. Før arbejdet med at bygge båden, udarbejdede Vikingeskibsmuseet i Roskilde en rekonstruktion af Nydambåden på baggrund af en nøjagtig opmåling af båden, der befinder sig i museet på Gottorp Slot ved Slesvig by. Resultatet er en bådmodel der viser et mere v-formet tværsnit, og den har lidt stejlere stævne end båden i Slesvig. År 2.000 begyndte forberedelserne til bygningen af båden. Efter lang tids søgen i skovene, fandt laugsmedlemmerne egnede træer til fremstilling af egetræsplankerne. Der blev endvidere fundet 19 krumvoksede træer, der passede nøjagtig som spanter i båden, der blev også fundet grengafler, der egnede sig som åretolde. Båden blev bygget med nyfældede egestammer og tildannet mens træet endnu var friskt. Byggeriet af båden startede i 2008 på et dertil indrettet værft i en landbrugsbygning på 12 x 28 meter i Sottrupskov. Samme år begyndte opførelsen af et 25 m langt, 5 - 6 m bredt og 5 m højt bådehus (naust). Siderne er egeplanker og taget er lærkeplanker på klink. Bygningen er en rekonstruktion af en jernaldernaust udgravet i Vestnorge. Syd for Sottrupskov er der anlagt en tilkørselsvej og parkeringsplads og en ca. 100 meter fortøjnings-og liggebro til NYDAM TVEIR. Her ligger båden i sommerhalvåret, når den ikke er på togt eller gæstevisit andre steder. Den 02-08 2013 flyttede et transportfirma med en mobilkran og bil båden fra Nydamværftet til stranden foran nausten. Den 17. august 2013 blev Nydam Tveir søsat ved nausten i Sottrupskov. Den historiske nydamsti går fra Sottrupskov paralelt med Als Sund Sandbjerg og videre til Nydam Mose. Fra Sandbjerg til Sottrupskov vokser bøgetræerne helt ned til kysten. Flere steder kan undervejs ses spor fra overgangen til Als i juni 1864, af gravede slisker og spor efter udgravede kanonstillinger. Flere steder ses spor fra krigen mod prøjserne i 1864, Sandbjerg Gods fortæller os om hertugdømmernes tid, og i Nydam Mose er den berømte Nydambåd fundet. Turen er så afvekslende, at de ca. syv km flyver forbi. Du kan lægge ud i Sottrupskov, ved Sandbjerg Slot, eller fra rastepladsen ved Nydam Mose. Ved indkørslen til Bøgely, syd for Sandbjerg, ses to kanonkugler (granater) fra overgangen til Als. De er fundet på marken nord for Bøgely. Ved Sandbjergvej vest for Sandbjerg Gods mellem Sottrup Storskov i nord og Sandbjerg Lilleskov i syd ligger den stråtækkede fritliggende skovfogedgård fra år 1900 som i 2002 blev købt af et feriefond. Lidt længere af vejen mod vest ligger gravhøjen "Troldhøj", hvorfra der mod vest er udsigt til Nydam Mose. Alssundstien løber langs Als Sund fra Alsion i Sønderborg til Ballebro. Alssundstien er 17 km lang og følger Nydamstien på en mindre del af ruten. Ruten byder på en afvekslende tur langs kysten og går også gennem skove og små, hyggelige landsbyer. Langs Alssundstien fi ndes et rigt dyre- og fugleliv, ikke mindst i de mange levende hegn. Vandring på Alssundstien er også en vandring i historiens fodspor – fra de tidligere jernalderbeboere, over hertuger og herremænd, til krigen i 1864. Sundevedstien blev indviet den 22. juni 2015 af Sønderborgs Kommunes borgmester Erik Lauritzen. Strækningen fra Ballegård til Ullerup Skov er 5,8 km lang og følger Ballegård Møllebæk til Blans Ullerup Skov. Stien ender ved Brudehøj, som er en velbevaret langhøj fra stenalderen, som allerede blev fredet af preusserne lige før udbruddet af 1. verdenskrig. Fra højen er der få hundrede meter til Aabenraa Kommunes stinet til Varnæs. |
Sveriges nationaldag, også kaldet det svenske flags dag (svensk: svenska flaggans dag), er den svenske nationaldag og bliver fejret den 6. juni. Dagen er til minde om da Gustav Vasa blev valgt til svensk konge, og Kalmarunionen blev opløst. Den blev indført ved lov i 1982. I 1996 blev den salutdag, og i 2005 blev den en national helligdag. Historien om dagen går dog længere tilbage, da den allerede i 1916 blev uofficiel flagdag. |
Talal (26. februar 1909 – 7. juli 1972) var konge af Jordan 1951-52. Han kom til tronen efter sin far Abdullah 1. blev myrdet. Det følgende år måtte han abdicere af helbredsgrunde. |
Terapiassistent var indtil 1. januar 2007 den officielle betegnelse for autoriserede ergoterapeuter og fysioterapeuter i Danmark. Betegnelsen terapiassistent bruges ikke længere om autoriserede personer inden for disse to terapeutiske faggrupper i Danmark. Nu til dags bruger man således kun betegnelserne fysioterapeut og ergoterapeut. På Færøerne er terapiassistent dog stadig den officielle betegnelse for fysio- og ergoterapeuter. |
The Harry Potter Lexicon er et stort online leksikon over J. K. Rowlings bogserie Harry Potter. Indhold I leksikonet kan man finde en beskrivelse af næsten alt fra alle syv Harry Potter-bøger. Både personer, eliksirer, besværgelser, magiske dyr, steder og objekter m.m. er beskrevet i leksikonet. I leksikonet findes også en guide til J. K. Rowlings hjemmeside og tidslinjer, som beskriver meget nøjagtigt, hvordan hele bogserien har udspillet sig helt ned til hver enkelt dag. Udover at være leksikon byder hjemmesiden også på et forum og en webshop. Den er på engelsk, men kan stilles om til enten spansk eller fransk indtil videre. Men som der står på hjemmesiden, vil den snareste komme på flere sprog. The Harry Potter Lexicon er desuden en af vinderne af J. K. Rowlings Fan Site Award, hvor hun har udvalgt de bedste fanhjemmesider om Harry Potter. Den komplette Fan Site Award-liste kan læses på J. K. Rowlings hjemmeside. |
The Hollywood Reporter er et amerikansk brancheblad for underholdningsindustrien og blev lanceret af William R. Wilkerson den 3. september 1930. Sammen med Variety er det det største magasin indenfor sit område. |
The Rotten Leprechauns er et horror/punk band fra Kolding. Teksterne handler hovedsageligt om zombier, varulve, monstre, fortabt kærlighed og lign. Stilen er oldschool melodisk hardcore. |
The Skandals er et 7 personers skaband fra København med unge musikere. The Skandals har siden deres start i 2005 spillet i det meste af Danmark og Sverige. The Skandals er bemærkelsesværdige både grundet deres utraditionelle genrevalg, men også fordi de er aktive i så ung en alder. Da bandet debuterede i 2005 var medlemmerne blot 12-13 år gamle. De spiller deres bud på den energiske 1wave ska, hvis oprindelse fandt sted på Jamaica i slut50’erne – 60’erne, mikset med andre jamaicanske stilarter såsom roots-reggae. The Skandals inspillede deres første plade i midten af oktober 2008 og den udkommer den 6. marts 2009. The Skandals har spillet sammen med / varmet op for kunstnere som Pato, Natasja, Magtens Korridorer, The Slackers, Bliglad, Babylove & the Van Dangos og Alton Ellis |
Myssing nåede at tilbringe tolv år hos Kjøbenhavns Boldklub som ungdomsspiller, hvor hans far, Benny Myssing, i øvrigt også spillede hele sin ungdom og seniorkarriere. Han debuterede sidenhen som ynglingespiller for F.C. Københavns reservehold (KB) efter at have skrevet kontrakt med Superligaklubben i slutningen af november 1997. Det blev imidlertidigt aldrig til spilletid på F.C. Københavns Superliga-trup, men derimod udelukkende på U/21-holdet (andetholdet i Danmarksserien), så i efteråret 1999 foretog han et klubskifte til hollandske SC Heerenveen og landets bedste fodboldrække, Æresdivisionen. Han tilbragte halvanden år hos klubben, men opnåede ikke at spille nogen førsteholdskampe i hverken ligaen eller pokalturneringen. I juli 2001 vendte han derfor tilbage til dansk fodbold, færdiggjorde sin uddannelse som blikkenslager og skrev samtidig under på en tre-årig kontrakt med 1. divisionsklubben Herfølge Boldklub (et halvt år efter broderen Karsten Myssing), der havde sportslig virkning fra den 1. august. Han spillede her to år på henholdsvis klubbens førstehold i 1. division og andetholdet i Danmarksserien, hvor han blevet andetholdets suveræne topscorer med 17 mål. Da der resterede et enkelt år tilbage af hans spillerkontrakt, valgte HB at udleje han for hele 2003/04-sæsonen til den nyoprykkede 1. divisionsklub Fremad Amager med start fra den 30. juli 2003. Han debuterede for klubben den 30. juli 2003 mod Taastrup FC i DBUs Landspokalturnering og fik senere sin hjemmebanedebut i Sundby Idrætspark, hvor han scorede alle tre mål i 3-1 sejren over FC Aarhus. Myssing opnåede i sin første sæson for klubben at spille 30 kampe og score i alt syv divisionsmål, hvilket gjorde ham til førsteholdets mest scorende spiller og fast mand i startopstillingen. Efter lejekontraktens udløb valgte han permanent at skifte til amagerkanerne på en deltidskontrakt. I foråret 2005 blev han ramt af en korsbåndsskade, hvilket medførte en længerevarende skadespause på godt otte til ti måneder. På trods af at hans kontrakt med amagerkanerne udløb ved sommertid samme år, og grundet skaden derfor ikke blev forlænget, forblev han imidlertidigt ved klubben under sin genoptræning og fik derpå sit comeback på grønsværen som amatørspiller i en træningskamp hjemme mod Hvidovre IF den 25. februar 2006. Han kæmpede sig sidenhen tilbage til en kontrakt med fodboldklubben. Landsholdskarriere Som ungdomsspiller opnåede han samlet fire kampe og to mål på U/17-landsholdet i efteråret 1997 (alle hjemmebanekampe) som repræsentant for Kjøbenhavns Boldklub. |
Thomas Rosenberg (30. januar 1908 i Holsted, Vejen – 28. juli 1974 i København) var en dansk chefredaktør på Se & Hør. Han var mest kendt for hustruen Tutta Rosenberg. Efter hun havde medvirket i Poul Martinsens portrætprogram Vist er vi ej snobbede faldt oplaget på bladet og han blev fyret. |
Byen er kendt for VLTJ, Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane, der er udødeliggjort af folkemusikgruppen Tørfisk, som også har hjemsted i Thyborøn. Ved Thyborøn ligger Thyborøn-fæstningen, der er en af de største der blev anlagt af tyskerne under 2. verdenskrig. For at forsvare indsejlingen til Limfjorden blev der bygget 66 store og 40 mindre bunkere og kanonstillinger. Syd for Thyborøn ligger Cheminova, som er den største arbejdsplads ved siden af havn, fiskeri og fiskeindustri. Thyborøn er fra gammel tid en del af Thy, da grænsen gik ved Pælediget lige syd for den nuværende Thyborøn by. Tilsvarende var Harborøn (nuværende Rønland) den nordligste del af Hardsyssel. Ved gennembruddet af tangen i 1800-tallet bestod Thyborøn endnu kun af få huse. På grund af høfde- og havnebyggeriet voksede befolkningstallet, og det blev upraktisk at høre til Agger Sogn og Vestervig-Agger Kommune. I 1954 blev den nye Thyborøn Kommune overført til Ringkjøbing amt. Indtil 1970 hørte Thyborøn stadig til Thisted Amt ved folketingsvalg. |
Der er to spilmodes der er: Story Mode Og Classic Mode. Story Mode I Story Mode starter du med at skulle vælge mellem 6 mænd, Når du har valgt en mand, stiger han ind i en bus, og lidt efter ud igen. Da du kommer ud igen kommer nogle punk-drenge, overfalder dig og tager dine ting. En punk-klædt pige ved navn Mindy hjælper dig op, hun siger du skal få en ny frisure, blive klippet osv. Efter det skal du så have dine ting tilbage. Du kører ned til en af drengene, der tog dine ting. Du skal konkurrere mod ham i skating, og når du vinder, løber han væk med dine ting. Du skal nu fange ham og slå ham i hovedet med dit skateboard. Efter dette snakker du lidt med Mindy og hun siger at hun har nogen venner du skal møde. Historien fortsætter med at du skal opbygge din skateboard-evner. Som du klare missionerne kan du komme flere og flere steder hen, dette foregår ved hjælp af Free-Roam Classic Mode I Classic Mode kommer du til det med det samme, du skal først vælge en Mand, (dvs. Pro Skater) og så bliver du kastet ind i den første bane, nu skal du så klare de forskellige punkter, som fx High Score. Create-A-Mode De har valgt at insætte diverse "lav din egen" modes, Create-A-Skater Her kan du lave din egen mand, du kan gå dybt i detalier med højde bredde hårfave osv. Create-A-Graphic Her kan du lave Grafitti som du kan male med både i Classic Mode og Online, |
Torben Christopher greve Knuth (7. august 1912 på Østergård i Mern Sogn – 29. april 1966 på Vosnæsgård) var en dansk godsejer, hofjægermester og modstandsmand. Han var søn af kammerherre, hofjægermester, greve Kristian Knuth og bror til Ulrik Knuth, blev student fra Haslev Gymnasium 1932 og fik derefter uddannelse i praktisk landbrug. Han var sekondløjtnant i Livgarden 1938, på Dalum Landbrugsskole 1936-1937, på studieophold i England 1938-1939 og var ejer af Vosnæsgård fra 1927 til sin død. Under besættelsen var han leder af en militærventegruppe under Frihedsrådet. Han var kompagnichef i Hjemmeværnet fra 1954, medlem af Skødstrup Sogneråd 1942-1945 og fra 1954 og af bestyrelsen for Dansk Skovforening fra 1950. Han blev gift 3. februar 1948 med Vibeke Knuth, f. Düring Lausen (22. september 1912 i København – 26. februar 1999 i Skødstrup), datter af civilingeniør Valdemar Düring Lausen (død 1948) og hustru Carmen f. baronesse Schaffalitzky de Muckadell. |
Torben Wolf-Jürgensen (født 14. marts 1978 i Holstebro) er en dansk atlet medlem af Esbjerg AM og tidligere i Esbjerg AF og Aalborg AM. Som ungdom og junior vandt han 34 danske ungdomsmesterskaber og til at starte med var det i spydkast Wolf-Jürgensen nåede de bedste resultater, bl.a. blev det dansk juniorrekord i 1997 med 69,34 ved junior-EM i Ljubljana. I 1999 flyttede han til Aalborg, hvor han frem til sommeren 2003 læste til landinspektør på Aalborg Universitet og stillde under disse år op for Aalborg AM. På grund af en dårlig albue gik han over til hammerkast, i 2000 satte han jysk rekord med 66,90 og kunne 2001 sætte personlig rekord i spydkast med 70,03. 2002 debuterede han på seniorlandsholdet og kastede samme år 19,69 i vægtkast. Wolf-Jürgensens bedste øvelse er kastefemkamp, han 2015 formåde at vinde sin 17. DM-titel i denne øvelse. Han vandt sin første titel i 1997, tabte den året efter til Jan Bielecki for så at vinde hvert år frem til nu – med undtagelse af 2006, hvor en skade forhindrede hans deltagelse. Wolf-Jürgensens far Preben Wolf-Jürgensen var en af Danmarks bedste længdespringere i sin tid med et bedste resultat på 7,30 i 1975. Hans storebror Bjarke Wolf-Jürgensen vandt en dansk indendørstitel på 800 meter i 1997. |
En tropedag er et uofficielt begreb, anvendt af bl.a. TV2, defineret ved "en dag, hvor temperaturen ved en eller flere officielle danske målestationer når mindst 30,0 grader". Betegnelsen er som sagt ikke officiel og bruges fx ikke af DMI. Begrebet blev indført i 2014 af TV2 Vejret og skete efter norsk inspiration. I Norge havde man på det tidspunkt benyttet begrebet i flere år, blandt andet på det officielle yr.no, med en tilsvarende definition. Begrebet er ment til at supplere det officielle meteorologiske begreb sommerdag. Det en sommerdag på en lokalitet, når dagens maksimumtemperatur er mindst 25 grader. Regnet for hele landet er det en sommerdag, når temperaturen når 25 grader et eller flere steder i landet, og det er denne definition, der svarer til TV2's definition af en tropedag. Tropedage er sjældne, selv i varme somre. I 2013 var der i Danmark 36 sommerdage, men kun 3 tropedage. I 2012 var der 26 sommerdage og en enkelt tropedag, mens der ikke var nogen tropedage i 2011. |
Trowbridge er grevskabshovedstad (County town) i Wiltshire-distriktet, Wiltshire, England, med et indbyggertal (pr. 2015) på 42.131. Byen ligger 149 km fra London. Den nævnes i Domesday Book fra 1086, hvor den kaldes Straburg. |
Et trusserederi er et firma, der har investeret i skibe for at kunne udnytte afskrivningsreglerne mht. skat. Undertøjsfirmaet Asani investerede i et antal stålkuttere i Skagen, som de lokale fiskere hurtigt kaldte "trussebådene". Begrebet fra midten af 1960'erne er siden blevet bredere, så personer, der har skibsanparter tilsvarende kaldes trusseredere. |
En turbåd er en sejlbåd til lystsejlads. Den står i modsætning til en kapsejladsbåd eller en fragtbåd. En kapsejler er bygget til at sejle kapsejlads, en fragtbåd til at fragte gods, mens en turbåd primært er bygget – eller ombygget – til at sejle fritidsture med. Den er som et sejlende sommerhus. Nogle turbåde er imidlertid bygget, så de også har udprægede kapsejladsegenskaber, det vil især sige, at de er gode til at gå på kryds. Nogle kapsejladsbåde er omvendt bygget med kahyt, så de også kan bruges som turbåde. Egentlig kapsejlads blandt sejlbåde sejles i enklassesbåde – både af samme type og med bestemte krav til mål, form og rigning. Men ved hjælp af forskellige handicapsystemer har man gennem tiderne forsøgt at gøre det muligt for forskellige kølbådstyper at sejle kapsejlads mod hinanden. Der vil dog altid være stor usikkerhed om de tildelte placeringers gyldighed ud fra disse handicapsystemer. Sejlbåde som for eksempel SSB (Sydskandinavisk Klassebåd B), Luffe og Safir er ligeså meget konstruerede som kapsejladsbåde som tursejladsbåde, mens både som for eksempel LM, Albatros og Bavaria udpræget er bygget som turbåde – men alle tre sidstnævnte bådtyper er tit præsenterede i kapsejladser efter et handicapsystem. Mange af de gamle træskibe, der tidligere var fragtbåde, er overtaget af lystsejlere, der har ombygget dem til turbåde. Et af de mest kendte eksempler er den særdeles velsejlende hajkutter Jens Krogh, der i dag hører hjemme i Ålborg og bruges af spejdere. |
Turnbull klanen er en skotsk klan, der nu er er udbredt over det meste af Nordamerika og Europa. Der er cirka 750.000 klanmedlemmer, der derved gør den til en af de største. Deres våbenskjold er et tyrehoved. Navnet skulle efter sigende komme af, at en William Rule engang reddede Robert 1. af Skotland, fra en olm tyr ved at gribe den i hornene og vælte den omkuld. Som belønning fik han navnet Turnbull (Turn-e-bull). Klanens motto er da også "I saved the king". |
Tværfløjten er en af mange forskellige arter af fløjter, hvoraf de første var meget primitive og skåret af dyreben eller træ. Tværfløjten havde i barokken størst konkurrence fra blokfløjten. Det skyldtes nok primært, at tværfløjten ingen klangmæssig fordel havde. De første tværfløjter var venstrehåndede (altså pegende mod venstre i stedet for de nutidige mod højre) og af meget forskellige art med blandt andet større huller spillet med fladerne af fingrene i stedet for spidserne. Fløjterne var ofte stemt forskelligt – og ikke justerbare – og med få halvtonetrin, så kun visse melodier kunne spilles på det enkelte instrument. Tidlig historie Information om tværfløjtens tidligste historie må primært hentes fra afbildninger og sammenligning med andre folkeslag, der bruger lignende instrumenter. Der er ikke anden information tilgængelig, da tværfløjten ikke har været et instrument af høj rang og derfor ikke er beskrevet. Flere myter knyttes til tværfløjten, heriblandt myter fra Indien, Grækenland og Egypten om henholdsvis Krishna, Pan og Osiris. Heraf er myten om Pan nok den mest kendte. Det er et teoretisk problem, idet fløjten knyttet til Pan er en panfløjte. Den eneste af landene, der angiveligt har haft en tværgående fløjte i ældre tid, er Indien, hvorfra den såkaldte bansuri fra Nordindien samt menali eller pulangoil fra Sydindien stammer. Disse fløjter har igen en forgænger fra Kina kaldet chi fra det niende århundrede f.Kr. Ingen antikke fløjter, der ligner tværfløjten som den kendes i dag, har eksisteret i Europa, trods statuer og billeder der viser det. De er ændret i forbindelse med restaurering. Fra Asien er tværfløjten kommet til Europa gennem det Byzantinske Rige i det tiende eller 11. århundrede. Den første skriftlige omtale af et tværfløjtelignende instrument i Europa er i Frankrig i digtet Cleomadés fra 1285, hvor den angives som værdifuld. Fra 1200-tallet er også Cantigas de Santa Maria fra Den Iberiske Halvø. Den indeholder en række illustrationer af instrumenter fra den tid, heriblandt af tværfløjter – dog venstrehåndede. Herefter er tværfløjten hyppigere set – blandt andet i militærsammenhæng og i samspil med fiddler. Renæssancen Fra første del af 1400-tallet findes stort set intet om tværfløjter, men i de seneste årtier blev tværfløjten igen brugt i vid udstrækning i militæret, hvor den af schweiziske tropper, og senere også tropper i andre lande, bliver anvendt sammen med trommer. I det 16. århundrede blev tværfløjten mere accepteret som underholdningsinstrument, hvilket bevises af, at den romerske kejser Maximilian I havde en personlig fifre ansat, som også er den første fløjtenist, man kender navnet på. Det er dog lidt tvivlsomt hvor udbredt instrumentet er, eftersom præsten Sevastian Virdung, der i 1511 skriver det første værk om musik og notation (i forbindelse med reformationen), ikke nævner instrumentet i anden sammenhæng end med militæret og beskrivelsen af trommer, men derimod bruger den almindelige betegnelse "fløjte" om blokfløjten. En tysksproget musiklærer udgav i 1529 et andet værk, hvor tværfløjten ikke nævnes i militærsammenhæng, men i forbindelse med mindre ensembler (consorter). I det 16. århundrede udbredtes brugen af instrumentet især i Italien og Frankrig, hvor det vandt frem som kammermusikinstrument både spillet af kvinder og mænd samtidig med at samlinger af chansons (sange) dukkede op arrangeret for kammerorkestre, hvor fløjten var medtaget eller eneste instrument i besætningen. Flere fløjtebyggere kom til, men det var mest amatørfløjtenister, der spillede. Flere adelige og kongelige havde dog større samlinger af tværfløjter – ofte stemt forskelligt, så alle tonearter kunne spilles. I renæssancen var tværfløjten stemt med A = 410 (og enkelte eksemplarer med A = 435) i modsætning til i dag, hvor normalen ligger mellem 440 og 444. Videre udvikling I løbet af det 17. og 18. århundrede gennemgik tværfløjten en forbedringsproces med bidrag fra især den franske familie af instrumentmagere, Hotteterre, og tyskeren J.J. Quantz. Den konstruktion, fløjten har i dag, er færdigudviklet af den tyske T.H. Böhm omkring 1850. Det betød, at tværfløjten kaldes for en Böhm-fløjte. Theobald Böhm (1794-1881) var både fløjtespiller og guldsmed, med betydeligt kendskab til akustik. Hans konstruktion blev et totalt fornyelse af tværfløjten, baseret på akustiske principper. Han gjorde selve fløjtens krop cylindrisk (lige tyk hele vejen) med tonehuller med den rette akustiske placering og størrelse. Derved blev hullerne så store, at de alle måtte forsynes med klapper. Böhm indførte en konsekvent brug af røraksler til ophængning af klapperne. Herved kom en bekvem mekanisk forbindelser mellem klapperne. De 13 grundlæggende tonehuller svarer i grundtonen til en kromatisk skala fra C1 til Cis2. Tonerne i mellemlejet D2 til Cis3 opnås med de samme greb ved overblæsning i oktaven (se dog bem. nedenfor om D-2 og Dis-2). Grebene for tonerne i det høje leje er mere komplicerede. Således er f.eks. Dis3 både en overtone af Dis1 og Gis1, og grebet for Dis3 fås derfor ved at åbne tonehullet for Gis i grebet for Dis1. Man siger, at Gis hullet er overblæsningshul for Dis3. På tilsvarende måde fungerer A som overblæsningshul for E3, B for F3, osv. Dette system slutter i første omgang ved Gis3, som er overtone af Cis1. For at opnå bekvem intonation af endnu højere toner flyttede Böhm tonehullet for Cis længere op på fløjten og gjorde det samtidig mindre. Herved kan Cis hullet fungere som overblæsninghul for både Gis3 og A3 og samtidig kan det lette intonationen af D2 og Dis2. Til intonation af tonerne B3 og H3 indførte Böhm yderligere to små huller endnu længere oppe på fløjten. Disse huller er lukket med fjederbelastning og er via en lang røraksel forbundet med to knapper, "heblerne", som betjenes af fingrene på højre hånd. Heblerne kan også benyttes til triller mellem C eller Cis og D eller Dis. En klap er enten en åben klap, som lukkes med tryk af en finger (evt. via en mekanisk forbindelse) eller en lukket knap, som åbnes ved tryk af en finger. En lukket klap kræver en stærk fjeder for at slutte tæt, mens en åben klap kun kræver en svag fjeder for at åbne når den ikke trykkes ned. Böhm forsøgte derfor at minimalisere antallet af lukkede klapper, og hans oprindelige system havde derfor kun 3 sådanne: De to hebler og Es-klappen (som åbnes ved tryk af højre lillefinger). De mange åbne klapper medførte uvante greb for venstre hånds fingre: Tilføjelse af ringfingeren til de 3 første fingre gav skift fra tonen A til Gis, mens en yderligere lillefingeren gav G. Endvidere skulle alle 5 fingre være trykket ned i grebene for de dybere toner. Dette kunne samtidens fløjtevirtuoser ikke vænne sig til. Man var vant til at venstre lillefinger kun skulle bruges for at åbne Gis-klappen. Der blev derfor opfundet en række modifikationer af Böhms oprindelige system for at opnå dette. Dette er nedarvet til den moderne fløjte hvor man har et ekstra Gis hul med en lukket klap, som betjenes af lillefingeren. Når ringfingeren trykkes ned, sørger en mekanisk forbindelse for at både A hul og (det primære) Gis hul lukkes, således at tonen G fås. Tonen Gis fås så ved yderligere at trykke lillefingeren ned. Dette system har den kedelige bi-effekt, at intonationen af E-3 bliver usikker: Når man i grebet for E løfter venstre hånds ringfinger for at åbne A hullet åbnes nemlig ikke blot dette men også Gis hullet. I mange moderne fløjter er dette problem afhjulpet ved hjælp af den såkaldte E-mekanik, hvor Gis hullet lukkes når højre hånds langefinger trykkes ned. Det 20. århundrede Med muligheden for at optage lyd siden1890'erne begyndte fløjter at genvinde deres popularitet, som ikke var set siden den klassiske æra. Interessen fik professionelle fløjtenister til at bruge en del tid på optagelser. Med begyndelse i 1970'erne blev modeller af alt- og basfløjter fremstillet til moderne musik og fløjteensembler. I 1990'erne erstattedes den tidligere brugte præ-1940 Böhm-model i høj grad med den franske model til professionelt brug. Böhm-Lot-Cooper I 1950'erne modificerede fløjtemageren Albert Cooper Böhm-fløjten for at gøre det nemmere at spille moderne musik. Fløjten blev stemt til A440 og embouchurehullet blev skåret på en ny måde for at ændre fløjtens klangfarver. De blev de mest benyttede både af professionelle og amatører. Brögger I 1980'erne modificerede Johan Brögger Böhm-fløjten ved at løse to store problemer, der havde eksisteret i næsten 150 år: dårlig justering mellem bestemte klapper og problemer mellem G-klappen og ♭-klappen. Resultatet var ikke-roterende aksler, hvilket gav en mere stille lyd og mindre friktion for de bevægede dele. Samtidig tillod modifikationerne at tilpasse fjedrene individuelt, og fløjten var dermed forstærket. Brögger-fløjten laves udelukkende af Brannen Brothers og Miyazawa. Kingma Kingma-fløjten blev udviklet i slutningen af det 20. århundrede af Eva Kingma og Bickford Brannen for at tillade brugen af kvarttoner. Fløjtetypen er essentielt en Böhm-model med muligheden for at spille kvarttoner og også en bedre evne til at producere multiphonics. Disse evner er især brugbare for dem, der ønsker at spille østlig musik og for jazzfløjtenister. Kingma-systemet laves kun af Brannen Brothers og Sankyo Flutes. Materiale Det materiale, fløjten er lavet af, medvirker til dens overordnede funktion. Der er igennem fløjtens historie sket en del ændringer med materialevalget i henhold til at opfylde nogle essentielle egenskaber: Materialet skal være en dårlig leder, må ikke aldres let og mindre vigtigt: et smukt udseende. I ældre tider eksperimenteredes med forskellige træsorter, mens nutidige fløjter oftest laves af ædle metaller: Et blødere materiale med højere densitet forøger tonens rigdom i klang og gør den også blødere. Det betyder, at guld er et værdsat materiale rent klangmæssigt, men nogle fysiske og økonomiske begrænsninger medvirker til, at mange vælger fløjter af sølv. Spilleteknik Lyden frembringes ved, at blæse luft ind på den skarpe kant af blæsehullet således, at luftstrømmen vibrerer gennem fløjtens krop. Det er luftstrømmens vibration, der er den primære lydkilde, men også vibrationen af selve fløjten har indflydelse den producerede lyd, hvilket betyder at fløjtens materiale indvirker på klangen. Tonen ændres først og fremmest ved at tildække et forskelligt antal huller, men også ved ændring af fløjtens vinkel i forhold til munden samt en række andre småjusteringer i blæseteknik, der indebærer ændring i lufttrykket, hvormed man kan intonere tonen korrekt. Ved almindeligt spil bruges tungen til at åbne for luftstrømmen. Dette gøres ved at danne en blød lydløs "t"- eller "d"-lyd med tungen. Tungen skal placeres lige hvor fortænderne i overmunden er fastgjordte. Denne teknik bevirker at ansatsen kontrolleres mere skarpt end uden brug af tunge. Nogle nyere kompositioner, som begynder "ud af ingenting" undlader tungebrug til ansatsen, hvormed lyden opstår uden klar definering, og også i middelalderlig musik brugtes flere forskellige ansatser, hvor dog "t"-lyden var mest anvendt. Intonation Tværfløjtens afvigelsestendenser i forhold til intonation er ulig de fleste andre blæseinstrumenter: hvor fløjten falder ved svag styrke, stiger de andre, mens fløjten stiger ved kraftig spil og andre blæseinstrumenter her falder. Mange fløjter har tendens til at være for høje over d3 og for lave under g1, hvilket dog er afhjulpet ved de bedre fløjter. Det er generelt svært at bøje en tone meget på en tværfløjte kun ved hjælp af embouchure, men især i dybden er det muligt at alternere tonerne en smule nedad – opad kan tonerne dog ikke bøjes i dybden, da dette ofte vil resultere i, at tonerne bryder i multiphonics. Selv om tonen ikke kan justeres ret meget ved hjælp af embouchuren, kan forskellige toner imellem de nævnte frembringes. Det er især muligt på fløjter med hullede klapper, som bruges af langt de fleste i dag. En anden klap, der har stor indflydelse på intonationen, er dis-klappen, der administreres af højre lillefinger – denne bruges til en meget stor del af grebene. Specielle teknikker Forskellige tekniker kan anvendes ved fløjtespillet. Herunder legatospil, hvor tungen ikke tages i brug ved et toneskift, og staccatospil, hvor luftstrømmen stoppes af tungen kort efter igangsættelsen og vibrato, der på tværfløjten frembringes ved fra mellemgulvet at sætte luften i svingninger. Ved meget hurtigtgående passager bruges dobbelt- eller trippelstød, der udnytter, at tungen ved frembringning af "k"-lyden stopper luftstrømmen såvel som ved den sædvanlige "t"-lyd. Især i nyere tid er nogle specielle effekter taget i brug i kompositioner for fløjte. Den nok mest anvendte er flattertunge: rul med tungen, der giver en snurrende eller summende lyd . Desuden kan der spilles flere toner på én gang (multiphonics) med alternative greb og blæseteknik. En anden teknik, der er udviklet til didaktik og stort set kun bruges til øvelse og opvarmning, er whistle-toner. Disse toner frembringes ved at tage et greb for en tone i den øvre oktav og med en meget afslappet embouchure blæse, så der fremkommer en lidt hylende lyd. Desuden bruges en teknik til at frembringe to eller flere toner på samme tid, og også bøjning af toner anvendes. Klap-spil er som ordet hentyder spil kun ved brug af klapperne. Hvis klapperne klappes relativt hårdt i frembringer de en lyd, der svarer nogenlunde til det greb, man klapper i – dog kun i knap én oktav kontinuert samt nogle få toner i de øvre oktaver. Ambitus En ordinær tværfløjte har en ambitus, der spænder fra et enstreget c til firstreget d. Det er muligt at spille op til firstreget kryds for f, men de sidste toner anvendes meget sjældent. Nogle fløjter laves med en h-fod, som gør det muligt at spille en halv tone dybere. Tværfløjten er et oktavoverblæsningsinstrument. Dvs. at fløjtenisten efter den første oktav tager de samme greb (foruden et par undtagelser) og blæser tonen over, så det klinger en oktav over. Det betyder, at klangen i de forskellige oktaver kan variere en smule. Denne effekt kan benyttes til flageoletter – en række overtoner med samme greb. Ved fx at tage grebet til det enstregede c kan man spille c1, c2, g2, c3, e3, g3, bᵇ3 og c4. Notation Al musik for tværfløjte skrives i g-nøglen, idet tonerne kun går meget lidt ned under nodelinjerne, og det derfor er unødvendigt at benytte f- eller c-nøgler. Nedskrevet fløjtemusik indeholder kun få særlige tegn og benytter sig altså hovedsageligt af tegn, som bruges til notation af musik for alle melodiinstrumenter. Ved klap-spil kan dog bruges krydser som nodehoveder ligesom for percussion. Ligeledes har andre specialeffekter særskilte tegn, såsom flattertunge, der noteres med tre streger over halsen, overblæsning, hvilket angives med en lille ring over nodehovederne (en for grebet og en for den tone, der ønskes) samt flere forskellige tegn til udsmykning mest af barok- og klassicistisk musik. Triller angives med tr. over tonen. Fløjtefamilien Allerede fra 1500-tallet findes der både skriftlige og billedlige beviser for flere størrelser af tværgående fløjter – tre størrelser som tilsammen spændte over omkring tre fulde oktaver. I dag er c-tværfløjten i denne familie af instrumenter den mest almindelige og brugt som både solo-, kammer- og orkesterinstrument. Et andet fremtrædende medlem er piccolofløjten, der hovedsageligt bruges i orkestermusik, hvori den udnytter den gennemtrængende højde, der er karakteristisk for en piccolofløjte. Denne fløjte klinger nemlig en oktav over tværfløjten. Foruden piccolofløjten findes altfløjten og basfløjten, der klinger henholdsvis en kvart og en oktav under den almindelige tværfløjte. Altfløjtens klang er kraftigere og mere fyldig og kan også virke lidt grovere. Basfløjten er et nyere medlem af familien: selvom de tidligste basfløjter er over 400 år gamle, har basfløjten først fundet bredere brug i det 20. århundrede, eftersom den klinger meget dybt og ikke særlig kraftigt sammenlignet med andre dybtklingende instrumenter. Der findes desuden en lang række andre fløjter, hvilke dog er meget sjældent anvendte, heriblandt er den mest kontroversielle: hyperbasfløjten. Især fløjter i intervallet mellem bas- og piccolofløjter fandtes i stort antal i det 18. og 19. århundrede, hvor udviklingen af tværfløjten var på sit højeste og en fastsat normal endnu ikke fandtes, hvormed forskellige typer fløjter i højere grad kunne anvendes til forskellige formål. Af de mange fløjter (næsten én for hvert tonetrin) var følgende mest anvendte: Flûte d'amour, en fløjte klingende en lille terts under c-fløjten; f-fløjten, klingende en lille terts over c-fløjten; samt eᵇ-fløjten, klingende en lille sekund over c-fløjten, som især anvendtes i militærsammenhæng. Storbasfløjten (en oktav under altfløjten), kontrabasfløjten (en oktav under basfløjten) samt subkontrabasfløjten (to oktaver under altfløjten) er alle medlemmer af fløjtefamilien, der er kommet til inden for de seneste 25 år. Alle familiens medlemmer ligner hinanden, men piccoloen skiller sig ud, ved ikke at have fodstykke. Dens dybeste tone er dermed også et d i modsætning til de andres c (grebet) eller for koncertfløjtens vedkommende i nogle tilfælde h. Generelt opnås mindre præcision med de større fløjter og højere nøjagtighed i artikulation med de mindste fløjter. Elektrisk fløjte Elektrisk fløjte benyttes relativt sjældent og oftest i rytmisk musik og folkemusik dog oftest som forstærket eksternt. Nogle få klassiske kompositioner er dog lavet for elektrisk fløjte, hvoraf den amerikanske avantgardekomponist George Crumb har komponeret ét af de mest kendte stykker for elektrisk fløjte (samt elektrisk cello og forstærket klaver). Derudover bruges elektronik efterhånden i mange genrer til at tilføje ekstra effekter, hvormed det er ønskværdigt at have en elektrisk tværfløjte også. En fløjte er svær at forstærke grundet mekaniske lyde fra det omfattende klapsystem samt at lavfrekvenslyde er intense. Nogle forsøg er dog alligevel blevet gjort for at forstærke tværfløjter – også ud over eksterne mikrofoner: I én version er korktoppen fjernet og erstattet med en mikrofon i samme facon som korket, denne metode har udover de førstnævnte problemer også det problem, at størrelsen af mikrofonen skal være meget lig korktoppen for ikke at ændre noget, og at dette kan være svært at opnå, idet korktoppen er i varierende størrelser i forskellige fløjter også af samme fløjtemager; en anden metode er at bore et hul tæt på blæsehullet og isætte en mikrofon, hvilket dog gør skade på fløjten, således den ikke kan bruges uforstærket. Repertoire og brug Tværfløjtens repertoire starter så småt i barokken, hvor fløjtens omfang dog ikke benyttes fuldt ud, da instrumentet ikke var udviklet som nu. Når fløjten spiller barokmusik, er det derfor også ofte musik oprindeligt skrevet for blokfløjte. Herfra begynder fløjterepetoiret at ekspanderes. I dag er der et stort repertoire, hvoraf især musik fra starten af det 20. århundrede er populært. Værd at nævne er den franske komponistgruppe Les Six, der står i spidsen for "fransk musikalsk impressionisme". Fløjtens største force er at spille meget hurtigt og i orkestermusik skinne igennem i højden. Fløjten er i begrænset omfang brugt i jazz-musik, hvor der oftest ønskes en mere grov klang end i den klassiske. Desuden bruger nogle bands inden for den progressive rock tværfløjten. I folkemusik bruges tværfløjten i mindre grad, da blokfløjten her har vundet større poularitet. Dette gælder dog ikke irsk folkemusik, hvor tværfløjten er meget benyttet. Konstellationer Forskellige konstellationer for fløjten er udviklet i tidens løb. Blandt dem kan nævnes fløjten som solist i et orkester, fløjten i rene fløjtekvartetter eller trioer, kvartetter eller kvintetter med blandede instrumenter, hvoraf blæserkvintetten er meget fremtrædende, også fløjtekoret har i nyere tid vundet frem: her spiller mange af fløjtefamiliens medlemmer sammen og opnår dermed et bredt klangspektrum på trods af ensartede instrumenter. Det er især i denne sammenhæng de dybere fløjter kommer til deres ret. En klassisk konstellation er fløjteduetten, oftest akkompagneret af klaver eller lignende, hvor to fløjter spiller nogenlunde ligeværdige stemmer. Anvendelse Forskellige komponister har bidraget til fløjterepertoiret. Den første, der for alvor skrev musik for tværfløjte var Antonio Vivaldi, der som et led i ansættelse ved musikkonservatoriet i Venedig skrev en række koncerter for tværfløjte og strygeorkester, hvilket skulle benyttes til eleverne ved konservatoriet. Disse koncerter bærer i høj grad præg af at være øvelser, hvilken rolle etuderne nutildags har overtaget. Mange komponister har bidraget med fløjteetuder, men den danske Joachim Andersen har i særlig grad tilføjet denne type kompositioner til repetoiret. Mange komponister har i deres orkesterværker udnyttet fløjtens højde, men også de bløde klange er blevet brugt, hvilket især Claude Debussy har gjort i både orkesterværker, kammer- og solostykker, hvoraf Syrinx er et af de faste stykker i et fløjterepertoire. |
Tyrkiets historie begynder med oprettelsen af den nye stat efter 1. verdenskrig efter, at det osmanniske imperium var brudt sammen. Under Kemal Atatürk Under 1. verdenskrig havde Det Osmanniske Rige stået på Tysklands side, og landet led nederlag i krigen mod England og Frankrig på grund af osmannernes teknologiske underlegenhed, til trods for visse tyrkiske sejre, således i slaget ved Gallipoli. Det ungtyrkiske folkemord på armenerne indledtes 1915 og fortsatte frem til 1921. Den osmanniske sultan kapitulerede 1918 og det, som i dag er Tyrkiet, opdeltes mellem landene i Ententen i henhold til freden i Sèvres 1920, der på det nærmeste udslettede Det Osmanniske Rige fra verdenskortet. En gruppe af ungtyrkiske nationalister, som under ledelse af Mustafa Kemal Atatürk havde oprettet en nationalforsamling i Ankara, nægtede imidlertid at anerkende Sèvresaftalens legitimitet og gennemførte et krig mod frem for alt de grækere, som forsøgte at bringe aftalen til virkelighed. Nationalistrørelsen udgik som sejrere, og ved freden i Lausanne fra 1923 fastsattes Tyrkiets nye grænser. Den 29. oktober 1923 udråbtes republikken Tyrkiet med Kemal Atatürk som præsident. Atatürk opbyggede den nye tyrkiske stat som en moderne nationalstat af europæisk tilsnit og indførte de fleste af de menneskelige rettigheder, omend han selv som præsident havde næsten hele magten og med sit Republikanske Folkeparti som det eneste tilladte parti. Et større antal reformer blev gennemført under Atatürks tid, blandt andet indførtes det latinske alfabet. Tyrkiet efter 2. verdenskrig Atatürk døde i 1938 og efterfulgtes som præsident af sin tidligere premierminister İsmet İnönü, som efter 2. verdenskrigs afslutning indførte demokrati og flerpartisystem. I det første frie valg i 1950 blev Adnan Menderes premierminister. Under 2. verdenskrig var Tyrkiet neutralt under de første år, men erklærede krig mod Tyskland i 1945. Tyrkiet sluttede sig i 1952 til NATO og blev på grund af sin beliggenhed med grænse til Sovjetunionen strategisk vigtig under Den kolde Krig. Under årene, som fulgte, fremkom mange nye partier, blandt andet Det Demokratiske Parti, som havde magten gennem hele 1950'erne. Efter voldsomheder og demonstrationer styrtedes Adnan Menderes i 1960, og militæret under general Kemal Gürsel tog magten men afstod den igen året efter, hvorefter İsmet İnönü atter fik magten i en række regeringer. Under Süleyman Demirel og Bülent Ecevit I 1965 vandt det konservative Retsparti under Süleyman Demirel, men han blev afsat af militæret i 1971. I 1974 kom Bülent Ecevit til magten som leder af det Republikanske Folkeparti. Ecevit forestod blandt andet invasionen af det nordlige Cypern under Cypern-krisen 1974. Demirel og Ecevit sad skiftevis på magten frem til 1980, da militæret atter tog magten ved et statskup ledet af general Kenan Evren, som dog tilbagegav magten til civile myndigheder i 1982. I valget 1987 sejrede Fædrelandspartiet under Turgut Özal. Turkiet støttede invasionen af Irak under Kuwait-krigen i 1991. Da Özal døde i 1993, overtog Süleyman Demirel atter præsidentposten. 1990'erne var en periode med politiske forandringer i Tyrkiet. Økonomien privatiseredes, og en række partier og ledere sloges om magten, bland andet det muslimske Velfærdsparti med Necmettin Erbakan som leder. Også det kurdiske PKK fik i denne periode større indflydelse. Regeringen under Den Rette Vejs Parti med Tansu Çiller blev indblandet i en skandale og tvunget til at gå af. Velfærdspartiet erklæredes ulovligt i 1998, og i de følgende år dannede Bülent Ecevit atter regering med først Süleyman Demirel og siden Ahmet Necdet Sezer som præsident. Samme år meldte Tyrkiet sig også som kandidat til medlemskab af EU. I 1999 blev det vestre Anatolien ramt af et kraftigt jordskælv med epicentrum i de økonomisk vigtige områder ved Marmarahavet, hvilket ramte landets økonomi hårdt. Krise I 2001 oplevede Tyrkiet sin værste økonomiske krise siden 2. verdenskrig. Valutaen raslede ned i værdi, og arbejdsløsheden voksede. I august samme år kom Recep Tayyip Erdoğan til magten som premierminister i Retfærdigheds- og udviklingspartiet. Den 8. maj 2004 besøgte Recep Tayyip Erdoğan Grækenland og formåede at optø de græsk-tyrkiske forbindelser, som tidligere havde været meget spændte under indtryk af situationen på Cypern. I de fleste år siden årtusindskiftet har Tyrkiet gennemført mange reformer for at kunne indtræde i EU, og den 3. oktober 2005 indledtes forhandlinger om vilkårene for medlemskab i unionen. |
Et uendeligt decimaltal, også kaldet en uendelig decimalbrøk, et tal med et uendeligt antal betydende decimaler. Eller sagt på en anden måde: Et uendeligt decimaltal er et decimaltal, hvor decimalerne ikke alle bliver 0 (nul) fra et vist trin. Således er 1,333... et uendeligt decimaltal, hvorimod 0,25000... er et endeligt decimaltal. Et uendeligt decimaltal er en slags uendelig sum (eller uendelig række). Og værdien af denne slags uendelige sum defineres som det tal som den tilhørende følge konvergerer mod. Således er 1,333... defineret som den uendelige sum 1+0,3+0,03+0,003+... Og værdien af denne uendelige sum er defineret som det tal som følgen 1 1,3 1,33 1,333 ... konvergerer mod - dvs. 4/3. (Pga. denne definition er 0,999...=1. For 0,999... = 0+0,9+0,09+0,009+... Og det tal som følgen 0 0,9 0,99 0,999 ... konvergerer mod er jo netop 1). Et uendeligt decimaltal kan have en periode, hvilket karakteriserer de rationale tal. Eks. \frac{1}{3}=0,333333\ldots der har perioden 1 og \frac{5}{13}=0,\underbrace{384615}\underbrace{384615}\ldots der har perioden 6. Man kan også skrive \frac{1}{3}=0,\overline{3} og \frac{5}{13}=0,\overline{384615}. For andre uendelige decimaltal er det ikke muligt at finde en periode, der gentages systematisk - uanset antallet af decimaler. Dette karakteriserer de irrationale tal. Eks. \pi = 3,1415926\ldots |
Udtrykket under rosen kommer af latin sub rosa og hentyder til betydningen "i fortrolighed". Først attesteret i 1654, fra Latin sub rosā, "under rosen". Rosens bibetydning for fortrolighed daterer sig tilbage til græsk mytologi. Afrodite gav en rose til sin søn Eros, kærlighedens gud; han gav den til gengæld til Harpokrates, guden for stilhed , for at sikre sig at hans mors indiskretion blev holdt under dække (holdt hemmelig). I Middelalderen forpligtede en rose ophængt under loftet i en rådssal alle tilstedeværende – dem under rosen – til fortrolighed (hemmeligholdelse). Romerske festhaller havde deres lofter udsmykket med roser som en visning af udtrykket Sub vino sub rosa est (Hvad der siges under vin er under rosen). |
Datanet-trafikforstoppelse er når netkort, netudstyr eller værters (en. hosts) portkøer bliver fyldt op og normalt "løber over" (datapakkerne tabes, "slettes"). Dette resulterer i forsinkelse og forsinkelsesvariation for forbindelsesorienterede flows (f.eks. tcp), da der først går et lille stykke tid før det "konkluderes" at en given pakke er tabt og en kopi genfremsendes. Da kopien bliver sendt et lille stykke senere, er dette ophave til forbindelsesorienterede flows pakkers forsinkelse og forsinkelsesvariation. Undgåelse af datanet-trafikforstoppelse opnås ved at sørge for, at portkøerne forbliver mindre fyldt, midlet over 1 sekund. Dette kaldes Active Queue Management (AQM). Det hjælper ikke at lave ultrakorte køer, da det blot vil gøre, at de endnu lettere løber over. Portkøerne skal have en vis længde for at absorbere mindre "pakkebølger" (en. bursts). Dette gælder især trafik, som bliver forsinket mere end 0,5 sekund pga. afstanden mellem f.eks. USA, Asien eller Japan – og Danmark. Dette at signalere til de 2 værter, der kommunikerer sammen, ved enten at slette datapakker eller signalere eksplicit (ECN, Explicit Congestion Notification) via datapakkens 2 ECN-bits i DS field, der ellers ville have været slettet, får værterne til at skrue sendehastigheden lidt ned i den givne trafikretning. TCP/IP congestion avoidance synkronisering og TCP/IP genoptræning Forbindelsesorienterede flows, f.eks. TCP, måler på/registrerer fejl, tab og forsinkelse, og justerer sendehastigheden efter forholdene. TCP's automatiske congestion avoidance og TCP/IP genoptræning giver dog problemer, når mange samtidige TCP-flows får slettet datapakker ved port kø tail-drop (eng. queue tail-drop). Alle flows, der oplever port kø tail-drop, vil starte en TCP genoptræning samtidigt (eng. TCP global synchronization). RED og WRED En løsning er anvendelsen af RED (eng. Random Early Detection eller Random Early Discard) på netudstyrs port køen. På netudstyr med flere port køer bør WRED (eng. Weighted Random Early Detection) anvendes. RED signalerer indirekte til sender og modtager ved at slette få tilfældigt udvalgte datapakker, f.eks. når port køens gennemsnitlige længde er over 50% fyldt og efter en eller anden kurve slette flere og flere pakker, når den gennemsnitlige kølængde nærmer sig 100%. port køens gennemsnitslængde beregnes over ca. 1 sek. Resultatet af de "tilfældigt" slettede datapakker er, at TCP/IP skruer ned for sendehastigheden, når den oplever tilstrækkelig med tab. P2P anvender f.eks. FTP, som også anvender TCP/IP. Andre flows registrerer tabene på anden vis. IP-telefoni (VoIP) kan kun tåle mindre pakketab, ellers kommer der udfald i lyden og derfor skal denne trafiktype have højere QoS f.eks. ved at placere VoIP trafik i en højere prioriteret og kortere portkø. IP ECN En endnu bedre måde er anvendelse af IP ECN (eng. Explicit Congestion Notification). IP ECN kræver, at de to hosts signalerer, at de respekterer ECN. Med denne metode sættes en ECN bit i de få tilfældigt udvalgte datapakker, der med RED/WRED algoritmen skulle have været slettet. flowbased-RED/WRED Noget netudstyr er udstyret med porte, der kan følge med i hver enkelt flow (flowbased-RED/WRED) og kan derfor signalere til de flows, der fylder for mange pakker i køen eller fylder for meget i båndbredde. Fordelen med flowbased-RED/WRED er, at båndbredden fordeles ligeligt mellem alle flows. Cisco AQM: Dynamic buffer limiting (DBL) Firmaet Cisco er gået skridtet videre og har, bl.a. i deres Catalyst 4000 serie med engine IV og V mulighed for at klassificere alle forbindelsesorienterede flows i "aggressive" (dårlige) og "adaptive" (gode). I reeltid sørger engine IV og V for, at ingen flows fylder portkøerne op over længere tid. DBL kan benytte IP ECN i stedet for pakketabssignalering. Se afsnittene i: Active Queue Management og Enabling Dynamic Buffer Limiting. Har andre firmer noget tilsvarende? |
Afviklingsformen for A-VM var den samme som året før. Efter en indledende runde, hvor de otte hold spillede alle-mod-alle, fortsatte de fire bedste hold i mesterskabsrunden om placeringerne 1-4, mens de fire øvrige hold spillede videre i nedrykningsrunden om placeringerne 5-8, hvor nedrykkeren blev fundet. Pointene og målscoren fra den indledende runde blev overført til hhv. mesterskabs- og nedrykningsrunden. |
Lasker havde siden han vandt revanchematchen mod Steinitz i 1896 holdt lange pauser, hvor han kun sjældent dukkede op til overfladen for at spille turneringer, dog med strålende resultater: Sejr i London 1899 og Paris 1900 med stort forspring i begge tilfælde. I stedet koncentrerede Lasker sig om sine studier som matematiker. Fra 1904 forsøgte flere at få en match i stand, men udfordringer fra bl.a. Siegbert Tarrasch, Marshall og Géza Maróczy var alle strandet på enten Laskers økonomiske krav eller andet. Maróczy havde fået rejst pengene til en match på Cuba i 1906, men politiske uroligheder kom i vejen. Til sidst gik Lasker med på at spille mod Marshall mod et indskud på 1.000 dollars. Matchregler Reglerne svarede til Laskers to VM-matcher imod Wilhelm Steinitz, dog havde man skåret ned, så vinderen var den, der nåede først til otte sejre, remis tæller ikke. Styrkeforholdet inden matchen Det var Laskers første titelmatch siden revanchematchen mod Steinitz i 1896, og Marshall havde inden matchen positiv score imod ham efter at have vundet et parti i turneringen i Paris i 1900 og spillet remis i turneringen i Cambridge Springs i 1904; en turnering som Marshall havde vundet med 1½ points forspring til Lasker, hvilket var første gang i næsten ti år, verdensmesteren ikke vandt en turnering, han deltog i. Frank Marshall havde blandede matchresultater: I 1905 tabte han en match til Siegbert Tarrasch med 8-1 (8 remis), men vandt samme år 10 – 7 i en match mod Dawid Janowski, som på det tidspunkt blev regnet blandt verdens bedste spillere. Alt i alt var vurderingen op til matchen, at Lasker ville være for stærk, så snart han genvandt sin gamle form. |
En vakuum isoleret fordamper (VIE) er en form for trykbeholder, der tillader oplagring af kryogene væsker inklusiv oxygen, nitrogen og argon i industrielle processer og til medicinske anvendelser. Formålet med vakuumisolering er at hindre varmeoverføring mellem den indre skal, som holder væsken, og omgivende atmosfære. Uden effektiv isolering, vil den væske hurtigt varm og gennemgår en fase overgang til gas, øge betydeligt i volumen og potentielt forårsage en katastrofal fejl til beholderen pga. en stigning i trykket. For at udgøre en sådan begivenhed, er VIEer installeret med en sikkerhedsventil. Der kræves ingen køleenheden til VIEer fordi væsken forbliver koldt grundet effektiviteten af vakuumbeholderen og tabet af latent varme som ilt fordamper. Men hvis intet oxygen anvendes, vil temperaturen i beholderen stiger gradvist, indtil gas tryk forårsager at sikkerhedsventilen åbner sig. Fordampningen af dette flydende gas reducerer reducer igen temperatur og tryk. For at forblive en væske, skal indholdet beholderen holdes på eller under dens kritiske temperatur. Den kritiske temperatur af oxygen er -118 ° C; over denne temperatur, større tryk vil ikke resultere i en væske, men snarere et superkritisk fluid. Obligatoriske sikkerhedsfunktioner For at undgå eksplosioner eller andre farlige begivenheder, skal VIE holdes i et åbent områd uden luftledninger (for at forhindre gnister fra tænding omgivende materialer, som vil forbrænder lettere ved tilstedeværelse af flydende ilt) og omgivet af et hegn af ikke-brændbart materiale. Parkering køretøjer, åben ild, rygning og andre potentielt farlige aktiviteter er normalt forbudt overalt nær VIE. |
Valsemølle (på tysk Walzenmühle) i Flensborg er et kulturhistorisk mindesmærke fra 1900-tallet. Møllen er placeret i Nystaden lidt nord for den indre by. Den historiske industrimølle huser i dag et erhverscenter. Valsemøllen er opført i nygotisk stil i 1890. Med opførelsen af den damp- og senere el-drevne kornevalsemølle blev mange af byens hollandske vindmøller efterhånden udkonkurreret. Valsemøllen blev dermed et markant symbol på byens industrialisering i 1900-tallet. Bygningen bestod i begyndelsen af selve møllebygningen, et kedelhus og en direktørvilla. I 1895 kom magasinbygningen og i 1904 mellembygningen mellem kedelhuset og direktørvillaen til. Først i 1916/1917 blev det markante silotårn bygget. I 1911 gik møllen over fra dampkraft til elektrisk drift. I 1950 blev store dele af komplekset ombygget og udvidet. Som led i ombygningen blev også en smedje opført. Men efter flere år med underskud blev produktionen nedlagt i 1972. Derefter fungerede bygningen i flere år som magasin. I 1999 blev møllen fredet, og i årene efter gik man i gang med planerne om en omfattende renovering og omfunktionering. I 2005 startede ombygningen. En del af komplekset blev revet ned, blandt andet kedelhuset og smedjen. De resterende bygninger blev restaureret og ombygget til erhverv og beboelsesejendom. Den u-formede kernebygning blev samtidig suppleret med en modern tilbygning af glas. På den måde kombineres moderne design med den historiske kernebygning. Hele ombygningen kostede ca. 12 mio. €, hvoraf 4,9 mio. € kom som støttemidler fra henholdsvis EU og det offentlige. Valsemøllen fremstår i dag som markant industrihistoriske mindesmærke, der præger hele bydelen Nystaden. Møllen er også et eksempel på arkitektur, hvor nyt og gammelt er tænkt sammen som del af byudviklingen. Bygningen huser i dag forskellige virksomheder. Hvert år i december danner valsemøllen ramme for et adventsmarked til gode formål – organiseret af byens velgørenhedsforeninger. |
Vibeke Storm Rasmussen måtte i slutningen af 1980'erne forlade posten som formand for Socialdemokraternes flygtninge- og indvandrerudvalg, da hun krævede stramninger på udlændingeområdet. |
Vincent Joseph "Vince" Gallagher, Jr. (30. april 1899 - 27. juni 1983) var en amerikansk roer og olympisk guldvinder, født i Brooklyn, New York. Gallagher vandt, som del af den amerikanske otter, en guldmedalje ved OL 1920 i Antwerpen. Resten af besætningen bestod af Virgil Jacomini, Edwin Graves, William Jordan, Edward Moore, Alden Sanborn, Donald Johnston, Clyde King og styrmand Clark. Samtlige otte roere var kadetter ved United States Naval Academy. Der deltog i alt otte både i konkurrencen, hvor amerikanerne sikrede sig guldet foran Storbritannien og Norge, der vandt henholdsvis sølv og bronze. Det var Gallaghers eneste OL-deltagelse. |
Et vinskue er – homologt til et dyrskue – vinavleres udstilling af deres egenproducerede vin. I lighed med ved dyrskuet foregår der også en bedømmelse af de udstillede produkter. Tidsmæssigt kan der ved et vinskue være en adskillelse mellem udstilling og bedømmelse, således at denne er afviklet nogen tid i forvejen. Vinskuer afholdes typisk en gang årligt, som lokale, regionale eller nationale begivenheder. Somme tider er de begrænsede til bestemte typer af vin, således at man f.eks. bedømmer og udstiller forrige års hvidvin i forsommeren og tilsvarende med rødvinen i eftersommeren. Foruden vinproducenter deltager eventuelt leverandører af produkter til vinavl og vinproduktion på vinskuer. Vinskuer, der afholdes af hobbyvinavlere, er lukkede arrangementer. Der findes i Danmark kun ét egentligt vinskue med delvist offentlig adgang: Dansk Vinskue. |
Vladimír Jánoš (født 23. november 1945 i Prag, Tjekkoslovakiet) er en tjekkisk tidligere roer. Jánoš vandt en bronzemedalje for Tjekkoslovakiet i firer med styrmand ved OL 1972 i München, sammen med Otakar Mareček, Karel Neffe, František Provazník og styrmand Vladimír Petříček. Tjekkoslovakerne blev nr. 3 i en finale, hvor Vesttyskland vandt guld, mens Østtyskland fik sølv. Han deltog også ved både OL 1968 i Mexico City og OL 1976 i Montreal. Jánoš vandt desuden en VM-bronzemedalje i firer med styrmand i 1973. |
Vlissingen begyndte som en havn for Middelburg i det 13. århundrede. I 1547 blev «Fort Rammekens» bygget øst for Vlissingen til beskyttelse af Det nederlandske ostindiske kompagnis (ned.: VOC) skib. Byen var en af kompagniets vigtigste havne. Karl V og hans søster Maria af Ungarn reiste i 1556 herfra til Spanien. Under firsårskrigen var Vlissingen en af de første byer som faldt i Geuzes hander, den 6. april 1572. Fra det 18. århundrede af voksede Vlissingen økonomisk set i forhold til Middelburg og Veere, deres havner ble for overfladisk for de større skibene. I det 19. århundrede var Vlissingen en vigtig flådehavn. Under den anden verdenskrig blev Vlissingen og resten af Walcheren hårdt truffet. Byen blev aldrig helt det sammen efter dette. Grote kerk, også kalt Sint Jacobskerk, (den store eller Skt. Jacobskirken) er bygget i sen-gotisk stil, den har desuden nogle buer i tudor-stil. Tårnet og det lave koret kan være bygget allerede i 1328. Efter en brand i 1911 blev kun murstensvæggene og nogle af pilarene stående. Kirken blev dog genopbygget. Efter den anden verdenskrig og Stormfloden i Nordsøen 1953 (en stor oversvømmelse) blev kirken på ny restaureret i 1953-54. |
Indenfor matematik er en wavelet-række en repræsentation af en kvadratisk integrabel (reel- eller kompleks-værdi) funktion af en bestemt ortonormal række genereret af en wavelet. Denne artikel viser en formel, matematisk definition af en ortonormal wavelet og af den integrale wavelet-transformation også kaldet den integrale wavelet-afbildning. Wavelet-kompression Wavelet-kompression er en form for datakompression der er velegnet til billedkompression (nogle gange også videokompression og audiokompression). Kendte implementationer er JPEG 2000, DjVu og ECW for enkelt billeder, REDCODE, CineForm, BBC's Dirac, og Ogg Tarkin for video. Målet er at gemme billeddata på så lidt plads som muligt i en fil. Wavelet-kompression kan enten være tabsfri eller ikke-tabsfri. |
Tony har egentlig trukket sig ud af banden "The Jets", men han trækkes ind igen af kammeraten, Riff. Han møder Maria, som er søster til Sharks-lederen Bernardo. Tony og Maria forelsker sig straks, men havner midt i konflikten mellem "Jets" og "Sharks". Mens de to fortsætter det hemmelige forhold, forbereder de to bander det endelige opgør. Priser Filmen modtog hele 10 Oscars (blandt andet for bedste film, bedste instruktør og bedste musik), tre Golden Globes (blandt andet bedste filmmusical), og en Grammy. Rita Moreno modtog en Oscar for bedste kvindelige birolle for sin rolle i filmen. |
Wilhelm Christmas-Møller (21. april 1931 – 27. maj 1995) var en dansk historiker, som i en årrække var knyttet til Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Blandt hans værker kan særligt fremhæves disputatsen fra 1993 om onklen John Christmas Møller, Christmas, 1-2, Gyldendal:København 1993 ISBN 87-00-14186-0. |
I starten af filmen får man at se, at Zozo og hans familie bor i Beirut, hvor at borgerkrigen i Libanon er ved at nå sit klimaks. Familien planlægger at flytte til Sverige, hvor Zozos farfar og farmor bor. Familien glæder sig meget til at tage af sted, men selv samme dag, som de skal rejse bliver lejligheden bombet, og hele familien dør, undtagen Zozo og hans storebror. Zozo prøver nu alene at komme til Sverige, men får hjælp af pigen Rita, som også gerne vil med ham til Sverige. Rita kommer dog ikke med fordi hendes far finder hende ved flyvepladsen. Zozo kommer nu alene til Sverige, og efter en del forklaringer mellem ham og det svenske politi, lykkes det alligevel Zozo at finde sine bedsteforældre. Zozo prøver nu at lære og forstå det svenske sprog med en hvis iver, men det er ikke helt let, og da han starter på sin nye skole, så kommer han hurtigt i klammeri med nogen større svenske drenge. Det ender med at Zozo får tæsk af de svenske drenge, og hans farfar vil ikke finde sig i det. Han prøver at gøre noget ved det, men en del misforståelser blandt ham og skolens rektor, ender med at situationen bare forværres. Zozo prøver nu at gøre sig gode venner med sine klassekammerater ved at give dem små gaver, men efterhånden som de kræver mere og mere af ham, bliver han nødt til at stjæle ting. Det ender med at klasselæreren finder ud af at nogen har stjålet ting, og hele klassen stikker med det samme Zozo. Zozo bliver rasende, for han forstår ikke hvorfor de er så dårlige kammerater, og bryder dermed helt sammen og løber i raseri. Drengen Leo, som er klassens outsider, prøver at forstå Zozo, og det ender med at ham og Zozo bliver gode venner. |
Århus Kommunehospital blev taget i brug 7. november 1893 og var et selvstændigt hospital indtil 1. januar 2004, hvor hospitalet blev en del af Aarhus Universitetshospital, Århus Sygehus. Det ligger på Nørrebrogade i Aarhus, nær ved Aarhus Universitet i bydelen Trøjborg. Kommunehospitalet var i sin oprindelige skikkelse tegnet af arkitekt Thomas Arboe og havde ved grundlæggelsen 140 sengepladser, én overlæge og to reservelæger. 1913 blev epidemiafdelingen flyttet til Marselisborg Hospital, og den medicinske afdeling flyttede ind i de hidtidige epidemibygninger, mens den kirurgiske afdeling blev i hovedbygningen. 1918 kunne den medicinske afdeling dog flytte til en ny bygning, og 1923 blev der indrettet en tuberkuloseafdeling i de bygninger, der oprindelig havde huset epidemiafdelingen. 1931 vandt arkitekterne C.F. Møller og Kay Fisker en arkitektkonkurrence om en udvidelse af Kommunehospitalet, og 1935 kunne de første nye bygninger tages i brug. Siden da er hospitalet løbende blevet udvidet, senest i 1980. I dag huser stedet mange forskellige medicinske specialer, som onkologi, ortopædisk kirurgi, medicinsk afdelinger, lægevagten, neurokirurgi mv. Kommunehospitalet har også byens skadestue, som også huser et af landets fire traumecentre. I 2004 fusioneres Århus Kommunehospital og Århus Amtssygehus til Aarhus Sygehus, som per 1. April 2007 fik navnet Aarhus Universitetshospital, Århus Sygehus. Aarhus Universitet underskrev i januar 2016 en købsaftale, således at universitetet overtager bygningerne, når hospitalet efter planen bliver en del af Skejby Sygehus i 2019. |
Æggesnaps er en dessert af rå æggeblomme og sukker, der piskes til det stivner. Blandingen bruges i mange kager. Den blev lavet meget i 90'erne og betragtes som en "mormor"dessert. |
Øster Hurup Strand er en strand ud til Kattegat ved Øster Hurup i Himmerland. Stranden strækker sig fra Als Odde ved udmundingen af Mariager Fjord mod syd til Dokkedal mod nord, en strækning på omkring 25 km. Som badestrand ligger det bedste område umiddelbart nord for havnen i Øster Hurup med et stort stræk med hvidt sand. Desuden er vandet ud for stranden ganske lavvandet. Et område af stranden er naturiststrand. I Øster Hurup ligger tæt ved stranden rekreative områder som en campingplads og et ferieland med blandt andet indendørs badeland. Lille Vildmose ligger helt ud til vandkanten en del af det nordligste stykke af stranden. |
Vejen går fra krydset Storegade/Nørregade/Hornbechsvej i vest, og den ender i Industriparken i øst. Gl. Visborgvej og Jernbanegade er større veje der ender i Østergade. Beskrivelse Vejen er en tosporet vej med én kørebane i hver retning og med fortov og cykelsti i begge sider af vejen. Den har forbindelse til Sekundærrute 507 via Hornbechsvej, som ender ved Himmerlandsgade som er en del af Sekundærrute 507. Den har også forbindelse til Sekundærrute 541 via Industriparken. Gaden er en butiksgade med bager, [købmand]], en malerbutik og Hadsund Kirke. Betydning Fra gaden er der adgang til et villakvarter via Nørregade, Sjællandsgade, Jyllandsgade og Fyensgade. Der er også adgang til boligkvarteret via Gl. Visborgvej. Østergade Hadsund KulturCenter og Hadsund Kirke via Kirkegade, og via Hornbechsvej er der adgang til Hadsund Rådhus og Hadsund Posthus. Den giver også adgang til Hadsund Dyrehave og Hadsund Egns Museum via Rosendalsvej, som ligger 20 m fra Nørregade. Historie 1800'erne var gaden kun 400 meter lang; den gik som i dag fra Hornbechsvej, men drejede ind ad Gl. Visborgvej - den gang en del af Gl. Visborgvej. Den del af vejen fra Hornbechsvej til Gl. Visborgvej hed oprindeligt Skolegade, efter at byens første skole blev bygget i gaden. Efter 1880'erne kom vejen til at fortsætte lige ud, hvor vejen før drejede ind ad Gl. Visborgvej. Den nye del af vejen kom til at hedde Alsvej og fortsatte til Als (by). Før måtte man tage Gl. Visborgvej for at komme til Als (by). Efter 1. april 1969, hvor jernbanen Aalborg-Hadsund Jernbane blev nedlagt, blev der lavet ny vej til Als (by). Det sted jernbanen lå og den gamle vej til Als (by) kom til at ende ved vejen Industriparken. Kort efter skiftede vejen fra Hornbechsvej til Industriparken navn til Østergade. Østergade var en gade, der var fyldt med butikker. Der har været bager, slagter, købmand, malerforretning, benzintank mm. Der hvor der i dag er malerforretning, lå skolen til den blev flyttet til Kirkegade. Gaden hed dengang Skolegade. På hjørnet af Gl. Visborgvej og Østergade er der nu bygget ældreboliger. Der var før dem en benzintank, som havde skiftende navne. Den blev revet ned omkring 2010. |
Den 1. vestlige længdekreds (eller 1 grad vestlig længde) er en længdekreds, der ligger 1 grad vest for nulmeridianen. Den løber gennem Ishavet, Atlanterhavet, Europa, Afrika, det Sydlige Ishav og Antarktis. |
155 mm Creusot Long Tom var en fransk feltkanon. Den Sydafrikanske republik købte fire kanoner med 8800 runder med ammunition i 1897. Disse blev placeret i forter omkring Pretoria. Under Anden Boerkrig blev de brugt på slagmarken som feltkanoner. Efter at have opbrugt deres ammunition, blev de ødelagt for at forhindre, at de skulle falde i britiske hænder. |
I Frankrig udviklede adelen (fr. la noblesse) sig tidligere end i noget andet land, og under de sidste karolinger opnåede de store vasaller fuld suverænitet, medens det kgl. overherredømme sank ned til et blot skin. I riddertiden blev Frankrig derfor mønstret for det øvrige Europa, hjemstedet for ridderlig kultur og digtning. Efter denne opløsning fulgte imidlertid en desto strammere koncentrering under kongedømmet, der lagde len for len ind under sit domæne og helt knuste højadelens magt. Lavadelen voksede derimod frem og bragte ofte kongemagten i fare, især i det 16. århundrede, da de religiøse modsætninger trådte til. Kongemagtens sejr fuldendtes så af Richelieu, og adelen mistede al politisk indflydelse. Ludvig XIV samlede den rigere del af adelen ved sit hof og gjorde for anden gang Frankrig til forbillede for hele Europa; men denne adel, der havde beholdt alle sine store forrettigheder, skønt den ikke mere udførte den gerning, der havde foranlediget dem, var rigets store kræftskade. Revolutionen kom, og grebet af øjeblikkets storhed gav adelen selv i den navnkundige nat den 4. august 1789 afkald på sine privilegier. Snart vendte den sig dog fjendtligt mod det ny statsliv, og medens talrige adelsmænd emigrerede, vedtoges arveadelens og titlers fuldstændige ophævelse (juni 1790). Senere fulgte inddragelse af så godt som hele adelens ejendom. Napoleon I skabte ved dekretet af 1. marts 1808 en ny arveadel, som han belønnede rigeligt, og ved restaurationen indførtes en arvelig pairstand efter engelsk mønster, men lighedsprincippet var trængt så dybt ind, at disse forsøg blev uden varige følger. Adelen i Frankrig er talrig, men det er en ren titulæradel uden nogen som helst særret, og i sig selv kan enhver franskmand tillægge sig hvilken titel, han lyster. |
Agamemnons dødsmaske er en maske i guld fundet i Mykene af Heinrich Schliemann i 1876, som troede det var Agamemnons dødsmaske. Men som i virkeligheden stammer fra 16. århundrede f.Kr.. Masken kan ses på Nationalarkæologisk Museum i Athen. |
Ahmad Mahmoud blev født i Faxe 1987 i en dansk-palæstinensisk familie som den næstyngste af syv børn. Som fem-årig flyttede han med familien til det almene boligkvarter Askerød i Hundige, hvor han tilbragte resten af sin barndom, som han siden har skildret i bogen Sort land. Imod familiens traditioner flyttede han som ung mand hjemmefra, selvom han stadig var ugift, og færdiggjorde siden en uddannelse som maskinmester. Sort land I Sort land skildrer Mahmoud livet i Askerød med tæsk i hverdagen, koranskoler, arrangerede ægteskaber, bander og fastlåste kønsrollemønstre. Bogen indledes med et digt om børn og forældre af den libanesiske digter Khalil Gibran. I forordet skriver Mahmoud, at bogen ikke handler om etnicitet eller religion, men om en bestemt kultur, som den findes i nogle beboelsesområder. Ifølge Mahmoud er bogen mest af alt skrevet som et opråb til dem, der lever i disse kulturelle parallelsamfund, og som fastholder deres børn i de samme mønstre. Samtidig mener han, at der er behov for hjælp fra det omliggende samfund i form af oplysning, krav og anerkendelse Bogen vakte stor opmærksomhed ved udgivelsen og har ligget på bestsellerlisterne for selvbiografier i flere måneder siden udgivelsen. I Jyllands-Postens anmeldelse blev Ahmad Mahmoud kaldt for en menneskeklog mønsterbryder og "en vigtig stemme fra ghettoverdenen". Anmeldelserne i Politiken kaldte bogen en "kritik af en ghettokultur, der holder sine børn fanget i en voldelig mekanik, der ikke har andet formål end reproduktionen af familien og opretholdelsen af dens hierarki." I Weekendavisen kaldte Aydin Soei bogen "velgørende og vigtig i sin skildring af en etnisk underklasse domineret af et patriarkalsk livssyn", men mente også, at der manglede nogle væsentlige aspekter i fortællingen for at forstå Mahmouds udvikling. Rolle i samfundsdebatten Ahmad Mahmoud trådte oprindelig frem i offentligheden i kølvandet på udgivelsen af Yahya Hassans digtsamling i efteråret 2013. I et debatindlæg i Politiken og siden i en række interview bekræftede han Hassans fortællinger om et parallelsamfund blandt nogle indvandrergrupper, hvor det "handler om en rådden kultur. En kultur, som det haster så meget med at ændre. Det kan man ikke gøre på en dag, men synliggørelse og en erkendelse af, at det her foregår, er det første skridt." Siden har han ved forskellige andre lejligheder kommenteret forskellige integrationsspørgsmål, f.eks. nogle imamers negative rolle for integrationen i Danmark. Politisk karriere Ahmad Mahmoud blev i 2018 valgt som Socialistisk Folkepartis folketingskandidat i Greve og Solrød. Ved det kommende folketingsvalg vil han være opstillet i hele Sjællands Storkreds. |
Albert Arnheiter (20. juli 1890 - 26. april 1945) var en tysk roer og olympisk guldvinder, født i Ludwigshafen. Arnheiter var med i Tysklands firer med styrmand, der vandt guld ved OL 1912 i Stockholm. Bådens øvrige besætning bestod af Hermann Wilker, brødrene Rudolf og Otto Fickeisen samt styrmand Otto Maier. Det var hans eneste OL-deltagelse. Arnheiter blev dræbt i Italien i slutfasen af 2. verdenskrig. |
Aleksandr Gregorevitj Klepikov (på russisk: Александр Григорьевич Клепиков) (født 23. maj 1950 i Leningrad, Sovjetunionen) er en russisk tidligere roer og olympisk guldvinder. Klepikov vandt en guldmedalje for Sovjetunionen i firer med styrmand ved OL 1976 i Montreal. Bådens øvrige besætning var Vladimir Jesjinov, Nikolaj Ivanov, Mikhail Kuznetsov, Aleksandr Sema (der roede det indledende heat) samt styrmand Aleksandr Lukjanov. I finalen sikrede den sovjetiske båd sig guldet foran Østtyskland, der fik sølv, og Vesttyskland, der tog bronzemedaljerne. Det var det eneste OL han deltog i. Klepikov vandt desuden en VM-guldmedalje i firer med styrmand i 1975. |
Hun gik på privatskolen Krebs' Skole i København, og blev student fra Øregård Gymnasium. Efter gymnasiet var overstået, rejste Alexa Bruun Rasmussen i 1994 et år med teatertruppen ’Up With People’. Hun været i praktik hos auktionshuset Neumeister i Tyskland, og auktionshuset Tajan i Paris, hvor efter hun tog på auktionsskole hos Christie's i London, og hos Bruun Rasmussen. I 2004 flyttede Alexa til San Francisco i USA, hvor hun arbejdede i en antikvitetsforretning frem til 2008, hvor hun flyttede hjem til København. I 2009 blev hun ansat i familiefirmaet Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Her ejer hun 30 % af aktierne. Alexa Bruun Rasmussen blev i februar 2014 ambassadør for Make-A-Wish Ønskefonden. Her var hun i februar 2018 én ud af 11 ambassadører for den danske afdeling. Familie Alexa Bruun Rasmussen er datter af Birthe og Jesper Bruun Rasmussen, og har storebror Frederik. I 2008 indgik hun registreret partnerskab med den amerikanske arkitekt Leslie Ann Lorimer. De fik i 2013 datteren Maxima, som Alexa fødte. |
Almindelig Blærebælg er en løvfældende busk med oprette hovedgrene og vandrette til overhængende sidegrene. Barken er først lysegrøn og svagt furet. Senere bliver den grågrøn, og gamle grene får en opsprækkende bark, hvor en rødbrun modenhedsbark med lyse korkporer kommer til syne under resterne af den grågrønne ungdomsbark. Knopperne er små, knudeformede og helt dækket af lysegrå hår. Bladene er uligefinnede med ovale, helrandede småblade, der hver har en indskæring i spidsen. Blomstringen foregår i maj-august, hvor man finder blomsterne samlet i små, ende- og sidestillede klaser. De enkelte blomster er 5-tallige og formet som det er almindeligt hos ærteblomst-familien. Kronbladene er lysegule. Frugterne er oppustede, lysegrønne og senere orangerøde bælge med mange frø. Rodsystemet består af en kraftig pælerod og mange, kraftige siderødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 2,50 x 2,50 m (30 x 30 cm/år). Under gunstige forhold i Sydeuropa kan busken blive op til 4 x 4 m. Målene kan anvendes ved udplantning. |
Barken er først glat og olivengrøn med blå dug. Så bliver den brun med hvide korkporer og derefter stribet i brunt-hvidt-grønt. Til sidst er barken grå og furet. Knopperne sidder spredt, og de er flade og andenæb-agtige med farver i rødt, violet, brunt eller grønt, overtrukket med blå dug. Bladene er firelappede og helrandede. Oversiden er friskt grøn og blank, mens undersiden er grågrøn med lyse ribber. Høstfarven er gul til orange. Blomsterne ses i juni på særlige skud. De er krukkeformede med blomsterblade, som er grønne inderst, så orange, og så grønne igen yderst. Frugterne er vingede nødder, som sidder i kogleagtige stande langt ud på vinteren. Frøene skal plukkes grønne og sås straks for at kunne spire hos os. Rodnettet er hjerteformet med dybtgående hovedrødder. Alle rødder er tæt forgrenede. Højde x bredde og årlig tilvækst: 27 x 10 m (30 x 15 cm/år). |
De franske alpejægere ankommer til Godsbanegården i København d. 26/5 1920. Parade på Rosenborg eksercerplads for kong Christian X. Soldater. |
Lufthavnen blev åbnet 3. maj 1963, på samme tid som Banak Lufthavn i Lakselv og Høybuktmoen Lufthavn i Kirkenes. I flere år var Scandinavian Airlines det eneste flyselskab til at betjene Alta med deres ruter til Tromsø og Oslo. I 1974 åbnede de såkaldte STOL ruter og Alta fik få ruter til andre byer i Nordnorge, betjent af Widerøes Twin Otter fly. Widerøe og SAS omlagde hele trafikken omkring Alta i 1990, og gjorde lufthavnen til Hub for alt kortbane trafikken i området. Et 50 sæders Fokker 50 fly fra SAS Commuter skulle transportere passagerer ind til Alta, der så kunne flyve videre med jetfly til Oslo. Widerøe overtog alle kortbaneruterne i 2003. Den gamle terminal havde kun sikkerhedsgodkendelse på dispensation til 2008 på grund af den var placeret for tæt på start- og landingsbanen. En ny og meget større terminal blev indviet 25. september 2009. |
American Federation of Labor (AFL, i dag: American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations (AFL-CIO)) var et af de første fagforbund i USA. Den blev grundlagt den 8. december 1886 af Samuel Gompers ved en reorganisering af forgængeren "Federation of Organized Trades and Labor Unions", i Columbus, Ohio. Gompers var indtil sin død i 1924 præsident for AFL. AFL var i den første halvdel af det 20. århundrede det største fagforbund i USA, også efter at den mere radikale "Congress of Industrial Organizations" (CIO) forlod forbundet i 1938. AFL bedrev en "ganske enkelt" fagforeningspolitik. Dette stod i modsætning til den mere radikale "Industrial Workers of the World" (IWW). AFL koncentrerede sig om arbejderes direkte, aktuelle krav og stillede ikke spørgsmålstegn ved ejerskabet af produktionsmidlerne. Den foretrak taktisk understøttelse af enkeltpolitikere som støttede arbejdernes interesser, frem for hele partier. I 1955 sluttede AFL sig igen sammen med CIO og eksisterer i dag som AFL-CIO. I juli/august 2005 udtrådte talrige fagforeninger (herunder serviceforbundet SEIU, der var det største enkeltforbund) og dannede den nye paraplyorganisation "Change to win". |
Alle amerikanske sangere er relativt små. Den mindste er rødgumpet sanger (Oreothlypis luciae), som er omkring 10,6 cm lang og vejer omkring 6,5 gram. Hvilke, der er de største, afhænger af den endelige klassifikation for familien. Traditionelt har man regnet gulbrystet kratsmutte (Icteria virens) til de amerikanske sangere, og i så fald er den den største med en længde på 18,2 cm. Men da det nu er uklart, om denne art hører til familien, regnes som de største de tre vanddrosler (henholdsvis Parkesia og Seiurus), rustkronet tangarsanger og Sankt Lucia-sanger, der alle kan blive over 15 cm i længden og veje over 21 gram. De arter af familien, der er trækfugle, lægger de største antal æg, typisk op til seks ad gangen, idet farerne ved de lange flyvninger til overvintringsstederne betyder, at mange individer kun har en enkelt chance for at yngle. I modsætning hertil får mange af de tropiske arter to æg ad gangen, idet ungerne kan passes bedre, og de voksne har chancen for at reproducere sig flere gange. For mange af de arter, der trækker, især de af dem, der yngler længst mod nord, har hannerne ret farvestrålende fjerdragter, især i parringsperioden, idet hannerne har behov for at gøre opmærksomme på deres territorier og vise sig frem for hunnerne, som skifter fra år til år. Tendensen er særligt fremtrædende for den store Dendroica-slægt. I modsætning hertil udviser de fleste af de bofaste, tropiske arter, der oftest har faste partnere, kun beskedne forskelle mellem kønnene. Der er naturligvis undtagelser fra denne regel. For vanddroslerne, der definitivt er trækfugle, er forskellene mellem kønne meget små, mens de tropiske gulstruber har markante forskelle mellem kønnene. Skjoldsangerne har også klare forskelle mellem kønnene, men ifølge den nyeste forskning er det uklart, om de hører til familien; de hører nok nærmere til kardinalerne. |
På ananasmarkerne er plukningen i fuld gang. De modne fruger brækkes af og samlet sammen, hvorpå rester af planterne fjernes og topskuddene brækkes af. Disse plantes igen og giver høst ca. 22 måneder senere. På henkogningsfabrikken er processen følgende: På et bredt og langt transportbånd føres frugterne til afskylning. Herfra føres de til en skrællemaskine, som fjerner skal og midterstok. Pletter fjernes af to lange rækker af kvinder, som står på hver side af båndet. Frugterne anbringes derefter i dåser, som lukkes og koges i 15 min. De færdige dåser pakkes ned i kasser af en ny række kvinder. |
Anden Samuelsbog, (hebr: Sefer Sh'muel ??? ?????) er en del af Bibelen, både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente. Teksten er oprindeligt skrevet på hebraisk, og Første Samuelsbog og Anden Samuelsbog var oprindeligt én tekst, som det ofte ses i jødiske bibler. Anden Samuelsbog er kanonisk litteratur i både kristendommen og jødedommen. Indholdet af Anden Samuelsbog Bogen indeholder Davids regeringsperiode i Israel. Kampen for at blive konge Bogen starter, hvor Første Samuelsbog ender, nemlig med at David får at vide, at hans rival Kong Saul, som har forfulgt David i mange år, er død. David sørger over Sauls død, hvad der viser hans gudsfygt og respekt for at Saul var salvet af Gud (2. Sam 1) David drager nu op til Hebron og gør sig til konge af Juda stamme, og der opstår en borgerkrig mellem David og Juda stamme på den ene side mod Sauls søn Ishboshet, og resten af Israels stammer på den anden side (2 Sam 2). Her ser vi en af de første hentydninger til den deling af Israel, som efter Salomo bliver virkelighed. David regerer i Hebron i syv år, men efter et snigmord på Ishboshet, bliver David konge over hele Israel (2 Sam 3.-4), og indtager Jerusalem, som ellers var beboet af jebusitterne. (2 Sam 5) Dermed starter tiden, hvor Jerusalem ses, som Guds udvalgte by, som Gud har et særligt forhold til, og som udtrykkes i mange salmer og skrifter i hele det Gamle Testamente. Vi ser det ved at Herrens ark, pagtens ark nu bliver flyttet til Jerusalem af David (2 Sam 6). Løftet om kongerigets grundfæstelse I 2. Sam 7 beslutter David at bygge et hus til Herren, men Herren siger, at det skal David ikke. Derimod vil Herren bygge David et hus og grundfæste Davids kongedømme til evig tid. Davids søn skal bygge Herren et tempel. Dermed lover Herren, at Davids trone skal stå til evig tid, og dermed er vejen banet for de to næste bøger i Bibelen, der for en stor del handler om, hvordan Davids dynasti udvikler sig, og hvordan Herren opfylder sine løfter om at Davids efterkommere skal være kongere i Jerusalem. Men da så den sidste Davids konge, Sidkija bliver fjernet for tronen i Jerusalem i år 586, så er vejen også banet for at forstå 2. Sam 7 som en profeti om en kommende Davids søn, en salvet, en Messias, som vil komme og genoprette Davids kongerige en gang i fremtiden. Disse Messias-profetier nævnes i mange af profetbøgerne, og danner grundlag for de kristnes tro på at Jesus er denne Davids søn, denne Messias, denne Kristus. Kongerigets succes og vendepunkt 2. Sam 8-10 fortæller om Davids sejre og viser, hvordan kongeriget breder sig over store områder. 2 Sam 11-12 er et vendepunkt i Anden Samuelsbog, hvor David går fra at være en gudsfrygtig og succesrig konge til at være en falden konge. Vendepunktet er Davids ægteskabsbrud med Batseba, hans efterfølgende forsøg på at dække over gerningen, og til sidst drabet på hendes mand Urias. Herrens profet Natan afslører synden for David, der omvender sig, og modtager tilgivelse. Dette betyder dog ikke, at denne episode ikke får betydning for Davids liv fremover. Hans søn med Bateseba dør, og Herren lover ham at ulykke og sværd vil ramme ham og hans familie. Kongerigets nedgangstid 2. Sam 13-20 handler om disse ulykker, der starter med at Davids ældste søn Amnon voldtager sin halvsøster Tamar. Tamars bror Absalom hævner sig ved at dræbe Amnon. Dette medfører stor sorg for David, der dog til sidst forsoner sig med Absalom. Der går dog ikke længe før Absalom med succes får tilranet sig kongetronen gennem en omfattende sammensværgelse. David må flygte og kun gennem en voldelig borgerkrig, hvor Absalom dør, får David magten tilbage. Inden tronen er sikret, sker der endnu et oprør fra en mand, der hedder Sheba, der er blevet godt træt af Davids dynasti. At han får så stor opbakning viser igen, hvor usikker og upopulær Davids regering faktisk var, noget man let kan overse, hvis man kun fokuserer på Davids heltegerninger. Oprøret bliver dog nedkæmpet. |
Arani (fra Quechua: jarani eller jallmani) er det administrative centrum i provinsen Arani i departementet Cochabamba. Arani ligger 2.865 m.o.h. og havde ved folketællingen i 2001 3.512 indbyggere. Arani er kendt for sit brød, der sælges i flere af butikker i byen. Der afholdes en årlige brødfestival i byen. |
Arica er en kommune og havneby i Chile. Den er hovedstad i landets nordligste region Arica og Parinacota samt i provinsen Arica og har et indbyggertal på 210.216 pr. 2012. Arica er samtidig Chiles nordligste by beliggende blot 18 km fra grænsen til Peru. Byen ligger, hvor de to frodige dale, Azapa og Lluta, der skærer sig gennem Atacamaørkenen, mødes. Arica er en vigtig havneby for et stort opland, ikke bare i Chile, men også i dets nabolande, og den er således frihavn for Bolivia, hvis udenrigshandel for en stor dels vedkommende går herigennem, heriblandt olieeksport via en rørledning fra Oruro i dette land. Byens strategiske betydning understreges yderligere af, at den ligger ved den panamerikanske landevej, og derigennem har direkte forbindelse til Tacna i Peru og La Paz i Bolivia. Desuden ligger den internationale Chacalluta Lufthavn nær byen (blot en kilometer fra grænsen til Peru). Der er i området gjort arkæologiske fund, der viser menneskelig beboelse omkring 9.000 år tilbage i tiden. Havnen i byen var vigtig allerede under den spanske kolonisering, og med den nuværende staters opståen i begyndelsen af det 19. århundrede kom Arica til at høre til Peru fra 1821, indtil området under Salpeterkrigen blev erobret af Chile i 1880, og ved fredsaftalen i 1883 blev chilensk. Med sine milde vintre er Arica kendt som "byen med evigt forår". Blandt turistattraktionerne i og ved byen er Morro de Arica, en stejl klippe i selve byen, byens katedral, der blev designet af Gustave Eiffel og bygget i 1870'erne, samt strandene nord og syd for byen, der blandt andet opsøges af surfere fra både Nord- og Sydamerika. |
Astrakhan-khanatet var en tatarisk feudalstat, som opstod efter Den Gyldne Hordes sammenbrud. Khanatet eksisterede i 1400- og 1500-tallet i området omkring udmundingen af floden Volga, hvor byen Astrakhan i dag ligger. Khanatet blev opprettet i 1466 af Mäxmüd af Astrakhan. Hovedstaden var Xacítarxan, også kaldet Astrakhan i russiske krøniker. Dets territorium omfattede Volgas nederste dalgang og Volga-deltaet, herunder en stor del af det senere Astrakhan oblast og steppelandet på Volgas højre bred, i det som siden er blevet til Kalmykia. Mod vest grænsede det til Krim-khanatet. Før khanatet Området omkring nedre Volga var befolket af ulige tyrkiske stammer i hvert fald siden 400-tallet. Efter invasionen af mongolske stammer fra øst, kom området under styret kendt sim Den Gyldne Horde. Da dette rige brød sammen, blev det halvt-uafhængige Astrakhan-khanat etableret af Qasim I omkring 1466. Beliggenheden ved Volgas udmunding og ved vigtige handelsveje gjorde, at det tiltrak sig betydelige rigdomme, men også opmærksomheden hos omkringliggende stater og nomadestammer, som udsatte khanatet for talrige invasioner. Meñli I Giray, khanen af Krim-khanatet, som havde ødelagt Den store hordes hovedstad Sarai, forårsagede betydelige ødelæggelser i khanatet. Befolkning og samfund Størstedelen af befolkningen i Astrakhan-khanatet var bofaste Astrakhan-tatarer og nomadiske nogajer. Nogajene bedrev overvejende kvæghold, mens tatarene hovedsagelig var bønder, handelsmænd og håndværkere. Handelsmænd drev transithandel mellem Storfyrstedømmet Moskva, Kazan-khanatet, Krim-khanatet, Centralasien og Transkaukasus-regionen. Adelen bestod af feudale klasser, som fra øverste til laveste var: khan, sultan, bey og morza. Resten af befolkningen blev kaldt qara xalıq, det sorte folk – det sædvanlige tyrkiske udtryk for jævne mennesker. Statsreligionen var islam. Historie I 1530'erne samarbejdede Astrakhan med Krim-khanatet og Nogaj-horden i et felttog mod Russland. Senere var Astrakhan indblandet i konflikter mod sine tidligere tatar-allierede. I 1552 blev Kazan erobret af Ivan den grusomme, og lige efter overtog en gruppering, som støttede Moskva, magten i Astrakhan. Ivan sendte soldater til Astrakhan, og indsatte Darwish Khan som en vasalhersker over Astrakhan-khanatet i 1554. Moskva-tro adelsmænd og Nogajiske stammefolk støttede russiske styrker, som besatte Astrakhan. Efter, at truslen om angreb fra Krim mod Astrakhan var aftaget, konspirerede Darwish Khan med Krim-khanatet for at drive russerne ud af området. Ivan sendte russiske strelets- og kosak-armeer, som erobrede og annekterede området i 1556. Xacitarxan blev belejret og afbrændt, og khanatet opløst. Darwish Khan flyktede til borgen Azov. Efter khanatets fald blev tatarer angrebet af kalmyker, som fordrev de nogajiske nomader. Mange nogajer blev flyttet til Kasakhstan og Dagestan. Det bor imidlertid fortsat omkring 70.000 Astrakhan-tatarer i Astrakhan oblast. Hovedstaden i khanatet var Xacitarxan (eller Khadjitarkhan), som lå omkring 12 km fra dagens Astrakhan. |
Avnbøl Andelsmejeri blev oprettet i 1892. Den første mejeribestyrer var Claus Jensen, et hverv som han bestred i 45 år. Han fik 1.500 mark i årsløn, men ud af denne løn skulle han selv udrede løn til en mejerske og en lærling. Avnbøl Station åbnede i forbindelse med Sønderborgbanens åbning den 15. juni 1901 sammen med banens øvrige stationer. Avnbøl Station blev degraderet til status som trinbræt i 1966 og fra 1974 gjorde togene ikke længere holdt her. Selve stationsbygningen blev solgt til private i 1971 og eksisterer stadig 1934 blev en kreds af borgere i Avnbøl og Ullerup enige at få etableret et vandværk i de to byer. Den 29. oktober 1934 mødte 15 interessenter op på den gamle kro i Avnbøl til den stiftende generalforsamling. De to vandværksforeninger blev enige om at opføre en fælles pumpestation midt imellem de to byer. Hver vandværksforening betalte sit eget ledningsnet og førte sit eget regnskab. Den 26. oktober 1940, blev de to foreninger sammensluttet. 2013 blev der pumpet 146.174.000 liter vand op til Avnbøl, Ullerup og omegns forbrugere. Bakkensbro skole blev opført i 1951/52 og fik dengang navnet ”Avnbøl-Ullerup skole”. Den afløste skolen i Avnbøl og skolen i Ullerup. 1959 blev skolen omdøbt til Bakkensbro skole. 1961 blev skolen udvidet med 5 klasseværelser, folke- og skolebibliotek og fysiklokale. 2008 overtog Nydamskolen 7. klasse, så Bakkensbro skole herefter havde ca. 100 elever fordelt fra 0 til 6 klasse. Den 28. juni 2013 mødte alle Bakkensbro Skoles elever og ansatte for sidste gang på den lille folkeskole i Ullerup. 97 af eleverne og de fleste blev overflyttet til Nydamskolen i Vester Sottrup. |
En Bødkervinde betegner flere forskellige former for vinde, der anvendes af bødkere til at holde sammen på stavene i et kar: En håndvinde, hånddrejer, brætvinde, samt blot vinde. Det kan være en stor gulvvinde, der jf. Gamle danske Håndværk også kaldes drejer. Den består af et skråtstillet bræt med en vinde i den ene ende og et tov der rækker fra enden af brættet. Værktøj der anvendes af bødker til samling af større kar og lignende hvor den mindre hånddrejer ikke er tilstrækkelig. En knippelvinde, derimod er vistnok det der også kaldes en hånddrejer. |
Sagna nåede igennem sine seks sæsoner hos AJ Auxerre i Ligue 1 at spille 87 ligakampe for klubben. Her var han blandt andet en del af holdet der vandt Coupe de France i 2005. Hans stabile præstationer for klubben tiltrak opmærksomhed fra Arsenal F.C.-manageren Arsène Wenger. Arsenal F.C. Den 12. juli 2007 blev det offentliggjort, at Sagna havde skrevet kontrakt med Arsenal, og dermed rykkede til den engelske Premier League. Den 12. august samme år debuterede Sagna i en 2-1 hjemmesejr over Fulham F.C. Senere i samme sæson, den 23. marts 2008, scorede han sit første mål for klubben i en kamp mod lokalrivalerne Chelsea F.C., inden han efter sæsonen blev udtaget til Årets Hold i hele Premier League. Han spillede for klubben de følgende syv sæsoner, og nåede at spille over 200 Premier League-kampe for klubben. Manchester City Sagna skiftede i sommeren 2014 til ligarivalerne Manchester City. Landshold Sagna står (pr. marts 2018) noteret for 65 kampe for Frankrigs landshold, som han debuterede for den 22. august 2007 i en kamp mod Slovakiet. |
Selve gameplayet i Backpacker-serien ændrer sig ikke meget fra titel til titel. I alle spillene handler det som regel om at komme fra land x til land y under bestemte forhold. Spilleren kan skaffe penge ved eventuelt at svare rigtig på spørgsmål men også igennem arbejde. Spørgsmålene i spillene handler som regel omkring landets historie, dets hovedstad, kultur og religion. Arbejdsrelaterede spørgsmål er baseret på arbejdets egentlige fag. I de senere spil kom der såkaldte missioner, f.eks. at spilleren skal rejse igennem alle europæiske lande for at vinde spillet. Arbejde Arbejde er ligesom det meste af spillet baseret på et quiz-element. Spilleren skal svare rigtig på nogle spørgsmål for at stige i løn. Når spilleren har svaret på alle spørgsmål, vil der blive udregnet hvor mange af landets valuta, spilleren har tjent. Ved siden af spørgsmålene, er der også nogle små minispil for hvert arbejde, såsom at sortere fisk, navigere et skib eller sætte de rigtige navne på ting under tid. Backpacker Det første Backpacker spil blev udgivet i 1995, og fik aldrig rigtigt den største kommercielle succes udenfor Skandinavien. I spillet er spillerens mål at rejse rundt i verdenen. Hver gang spilleren besøger et nyt land, stiger prisen på flybilletterne, dette bliver gjort for at gøre spillet sværere for spilleren. Prisen varierede dog efter hvor langt landet ligger fra spillerens nuværende position, spilleren bliver på den måde tvunget til at finde et arbejde i de forskellige lande. Når spilleren ikke har flere penge, kan spilleren ringe hjem (via den klassiske røde britisk designede telefonboks) og låne penge. For det meste må spilleren dog kun låne penge én gang, og må enten arbejde sig til penge eller give op. Spillet blev udviklet af Stefan Gadnell og Jens Thorsen. Backpacker 2 Backpacker 2 blev udgivet i 1997 og bød på mange flere funktioner som f.eks. F.eks. behøves spilleren ikke længere at flyve, spilleren kan også benytte sig af tog og båd samt spille online. Når spilleren besøger lande er det også muligt at tjekke ind på to hoteller, det ene billigt og det andet dyrt. Fordelen ved det dyre hotel er, at det senere vil blive lettere at få arbejde. Spilleren kan også, som i Backpacker Junior, købe souvenirs billigt og sælge dem i lande, hvor de er mere efterspurgte. Backpacker 2 solgte 600.000 kopier i Skandinavien. Spillet indeholder ligeledes to sværhedsgrader, turist eller globetrotter. Backpacker 2 er fordelt på to CD'er, hvor den ene CD dækker fra Europa, Afrika og til Asien, og den anden Nord- og Sydamerika. Backpacker 3 Backpacker 3 blev udgivet i 2003, men ikke længere af BMG Interactive Entertainment men af Pan Vision Det er programmeret i Macromedia director. Backpacker 3 er dog også udviklet anderledes end de forrige spil, f.eks. kan spilleren vælge sværhedsgraden på spørgsmålene. Backpacker 3 fik 2 udvidelsespakker. Minispillene spiller en mindre rolle, og den grafiske stil er blevet ændret, fra ægte billeder, til animerede tegninger. Spillene fokuserer dog stadigvæk på at spilleren skal rejse rundt i verdenen, og i en mission skaffe en amulet tilbage til sit oprindelsessted. Dette kræver at spilleren skal rejse til forskellige mål på kloden, som f.eks. Rio de Janeiro og indsamle informationer. Det var det ottende bedst-sælgende spil i Sverige 2003. Backpacker 3: Mediterraneo Kort tid efter Backpacker 3 blev udgivet, udviklede Pan Vision en udvidelsespakke. Pakken fik navnet "Mediterraneo", da pakken fokuserer meget på middelhavet, dets kultur og historie. Pakken tilføjer flere måder at gennemføre spillet på og 2100 nye spørgsmål. Backpacker 3: Americana Efter Mediterraneo valgte Pan Vision at udgive en pakke der tog udgangspunkt i Nord og Sydamerika, kaldt "Americana". Americana tilføjer én ny spilmåde, kaldt "verdensmesteren", hvor spilleren quizzer i forskellige kategorier, og målet er at slå den tidligere verdensmesters point. I Americana har spilleren også muligheden for at rejse via bil. Udvidelsespakkerne og selve grundspillet, blev senere udgivet i en samlet boks kaldt "Backpacker 3 – The Collection". |
Barmosen er navnet på en klassisk lokalitet fra Maglemosekulturen. Fra de danske moser er igennem tiderne fremkommet mange fund og bopladser fra især Maglemosekulturen. I Barmosen på Sydsjælland findes helt specielt en række bopladser fra ældre Maglemosekultur, og blandt disse kan især fremhæves bopladsen som også hedder Barmosen. Bopladsen udmærker sig ved at være den ældste C-14 daterede boplads fra Maglemosekulturen. På pladsen er fundet spor efter en hyttetomt, Danmarks ældste. Genstandsfundene består først og fremmest af flintredskaber. Blandt disse kan fremhæves en helt speciel type skiveøkse, som er karakteristisk for perioden. Af mere spektakulære fund var to stykker tyggegummi af beg. Man kan ud fra tandmærker se, at det var et barn som havde tygget i det ene stykke. |
Jacob Benjamin Wegner (21. februar 1795 i Königsberg - 22. maj 1864 på Ladegårdsøen ved Kristiania) var en tysk-norsk industrimand, værkejer, godsejer, og trælasthandler, oprindelig fra Østpreussen. Han blev 1824 gift med Henriette Seyler (1805-1875), hvis familie ejede Berenberg Bank i Hamborg. Wegner flyttede til Norge fra Berlin i 1822 og etablerede sig i løbet af få år som en af Norges fremmeste industrimagnater. Han er mest kendt som mangeårig leder for - og en af de to ejere - af Blaafarveværket, Norges største industribedrift i første halvdel af 1800-tallet. |
Bezirk Eimsbüttel er et af syv bezirke i den tyske bystat Hamborg. Det er hjemsted for Universität Hamburg samt Universitätsviertel (universitetskvarteret) i bydelen Rotherbaum. Den sydøstlige del af bezirket er tæt bebygget med ældre etageejendomme. I bydelene Rotherbaum og Hervesterhude, er der villakvarterer i områder beliggende tæt på floden Alster. Bydelene Hoheluft-West og Eimsbüttel er populære urbane beboelsesområder på grund af deres nærhed til den indre by. Mod nordvest tilslutter bydelene Stellingen og Lokstedt sig med forstadsbyggeri, som i det fjerne, afbrudt af grønne områder, går over i byggerier med enfamiliehuse i bydelene Eidelstedt, Schnelsen og Niendorf. Geografi Bezirket grænser i øst op til Alster, i syd og sydvest udgøres grænsen af vejene Schröderstiftstraße, Kleiner Schäferkamp og Altonaer Straße, dernæst af Hamburg-Altona-forbindelsesjernbanen og det videre jernbaneforløb i retning mod nord. I nordøst grænses der op til lufthavnen Flughafen Hamburg. I nordvest grænses der op til delstaten Schleswig-Holstein. Historie Som bezirk har Eimsbüttel kun en kort historie. Den 21. september 1949 vedtog Hamborgs borgerskab Gesetz über die Bezirksverwaltung in der Freien und Hansestadt Hamburg (lov om bezirkforvaltning i Hamborg), som trådte i kraft den 11. maj 1951. Bezirk Eimsbüttel blev oprettet samtidig med de seks andre bezirke i Hamborg, og navngivet efter bydelen Eimsbüttel. Dele af bezirket hørte tidligere til landkommuner i delstaten Schleswig-Holstein og til den tidligere selvstændige by Altona. Dermed har bezirket i modsætning til de tidligere preussiske storbyer Altona, Wandsbek og Harburg ingen samlet forhistorie. Derimod har bydelene, der udgør bezirket, forhistorier. Bydelen Eimsbüttel, der har givet navn til bezirket, blev nævnt første gang i 1275 som Kerneimsbüttel, men blev først i 1884 overført fra Holstein til Hamborg. Meget senere fulgte de øvrige bydele. Indtil vedtagelsen af loven om Storhamborg fra 1937, var bydelene Stellingen og Eidelstedt således forstæder til Altona/Elbe. Lokstedt, Niendorf og Schnelsen udgjorde fra 1927 den udvidede kommune Gemeinde Lokstedt (tilhørende Kreis Pinneberg). Natur Eimsbüttel er et af de få bezirke i Hamborg, som ikke har naturbeskyttelsesområder. Kun i det nordlige Niendorf, ved grænsen til Schleswig-Holstein og direkte op til lufthavnens startbane 2, ligger landskabsbeskyttelsesområdet Ohmoor. På grund af sin beliggenhed uden for Hamborgs centrum, er der dog talrige større og mindre parker i bezirket. Bil Motorvejene A7/E45 og A23 løber gennem den vestlige del af bezirket. I 1960'erne blev motorvejen anlagt i Bezirk Eimsbüttel, som omfartsvej uden om Eidelstedts centrum, hvorigennem nord-syd-trafikken hidtil havde kørt. Efter åbningen af den nye Elbtunnel i 1975 og åbningen i 1978 af forbindelsen til den danske grænse, er den blevet en vigtig nord-syd-trafikforbindelse i Europa. Tilkørslerne Hamburg-Stellingen, Hamburg-Schnelsen og Hamburg-Schnelsen-Nord til A7/E45, samt tilkørslen Hamburg-Eidelstedt til A23 ligger i bezirket. Motorvejen skal efter en planlagt udvidelse til otte spor, overdækkes i bydelene Stellingen (980 meter) og Schnelsen (560 meter), på grund af støjforurening. Oven på de overdækkede dele af motorvejen, skal der etableres grønne områder. Jernbane Bezirkets vigtigste jernbanestation til fjerntrafik er Bahnhof Hamburg Dammtor, der betjenes af Deutsche Bahn. S-Bahn Den 1. oktober 1907 blev de første elektriske tog taget i drift i Hamborg. Fra den 29. januar 1908 blev Hamburg-Altonaer Stadt- und Vorortbahn i hele sin længde udelukkende betjent af elektriske tog. Disse datoer anses for begyndelsen på Hamborgs S-Bahn (S-tog). S-Bahn berører hhv. gennemkører nu bezirket med linje S11, S21 og S31 på banegården Dammtor samt S3 og S21 ved stationerne Langenfelde, Stellingen, Eidelstedt og Elbgaustraße. AKN Banegården i Eidelstedt er den sydlige endestation for AKN (linje A1, strækningen Hamburg-Altona–Kaltenkirchen–Neumünster) til Kaltenkirchen. I bezirket er der desuden stationerne Eidelstedt Zentrum, Hörgensweg, Schnelsen og Burgwedel. Der er forbindelse med S-Bahn til Altona og til Jungfernstieg (S3) hhv. i retning mod Holstenstraße og Dammtor (S21). Kun få kørsler gennemføres direkte til hovedbanegården. Trafikministeriet i delstaten Schleswig-Holstein, planlægger på et tidspunkt at ombygge strækningen til S-Bahn. U-Bahn De første stationer i bezirket i Hamborgs U-Bahn (undergrundsbane) blev bygget i 1912. I 1913 blev forgreningsstrækningen Schlump-Christuskirche anlagt, og den fortsatte i 1914 til Hellkamp. Nu gennemløbes bezirket af linje U1 med stationerne Hallerstraße og Klosterstern, linje U2 fra Schlump til Niendorf Nord, samt linje U3 med stationerne Schlump og Hoheluftbrücke. Bus Bustrafikken drives primært af fire metrobuslinjer. Linje M4 forbinder den indre by med universitetet og fortsætter gennem bydelene Eimsbüttel og Stellingen til Eidelstedt. Linje M5 kører på store dele af sin rute i sin egen bane midt på vejene. M5 forbinder den indre by og Universitätsviertel med Lokstedt, Niendorf og Schnelsen. Linje M15 kommer fra Othmarschen og Altona og kører gennem Universitätsviertel til Alsterchaussee. Linje M22 kommer fra Blankenese og forbinder Stellingen og Lokstedt med Eppendorf. Desuden er der et antal bybuslinjer. Buslinjerne drives af trafikselskaberne Hamburger Hochbahn (HHA) og Verkehrsbetriebe Hamburg-Holstein (VHH), der indgår i trafiksammenslutningen Hamburger Verkehrsverbund (HVV). |
Biafra blev skabt på baggrund af et kupforsøg i den nigerianske regering i 1966. Kupforsøget var blodigt, men meget kortvarigt. Efter kuppet blev det konstateret, at mange officerer i hæren var blevet slået ihjel, mens størstedelen af officererne af Igbo-afstamning overlevede. Dette gjorde, at man antog, at folk med Igbo-etnicitet stod bag kuppet, og mange Igboer blev derfor slået ihjel, især i det nordlige Nigeria. De fleste af Nigerias daværende 11 millioner etniske Igboer boede i Nigerias østregion, og regionens leder oberstløjtnant Chukwuemeka Odumegwu Ojukwu erklærede regionen for en selvstændig stat, og hans tropper begyndte at beslaglægge nigerianske regeringsressourcer. Biafrakrigen Nigeria reagerede først med en økonomisk blokade, men begyndte 6. juli 1967 at angribe militært. Den efterfølgende borgerkrig, ofte kaldet Biafrakrigen, medførte, at Biafra i 1970 var et krigshærget land med udbredt mangel på fødevarer. Ojukwu flygtede fra landet og resterne af republikkens territorier blev atter optaget i Nigeria. Mellem 2 og 3 millioner mennesker menes at have mistet livet i konflikten, de fleste på grund af sygdom og hungersnød. International anerkendelse Biafra blev kun anerkendt af 5 stater i løbet af sine knapt tre års eksistens: Gabon, Haiti, Elfenbenskysten, Tanzania og Zambia. Flere andre lande støttede dog republikken, herunder Israel og Ghana samt Frankrig, Rhodesia og Sydafrika der ydede militær assistance. Portugals kolonier Sao Tome og Principe blev centrum for nødhjælp til Biafra, og Biafras pengesedler blev trykt i Lissabon. |
Bill Haverchuck er en fiktiv karakter, der optræder i komedieserien Freaks and Geeks fra 1999-2000. Han er spillet af Martin Starr er en del af Geek-trioen, og er den mest nørdede i banden. Bill er høj af sin alder (omkring 185), tynd og iført store briller. Bill er uhøjtidelig og blid, med en underspillet, men lattervækkende sans for humor. Ud over at være en loyal ven, er Bill en ivrig fan af tv-sæbeopera Dallas . Han bor sammen med sin enlige mor Gloria Haverchuck. Han er meget allergisk over for peanuts og dør næsten efter at Alan White planter nogle af dem i sin sandwich som en prank. Hans fødselsdag er 4. september. |
Bisballeprisen er et dansk hæderslegat der uddeles af Bisballefonden, stiftet af Jens Bisballe 1981. Prisen er på 75.000 kr og uddeles ifølge fundatsen til "færdige, særligt begavede kunstnere, der uberettiget endnu ikke har opnået anerkendelse uden for en snæver kreds" og er et hæderslegat, som ikke kan søges. |
Bjørn Tore Godal (født 20. januar 1945 i Skien) er en norsk politiker (Ap), kendt som udenrigs-, handels- og forsvarsminister i regeringerne Brundtland, Jagland og Stoltenberg Han tog studentereksamen i 1964 og blev cand.mag. fra Universitetet i Oslo 1969 med fagene statsvidenskab, sociologi og historie. Godal var sekretær i AUF 1970-71 og formand i AUF 1971-73, udreder i Arbeiderpartiet 1973-80, sekretær i Oslo Arbeiderparti 1980-82, leder i Oslo Arbeiderparti fra 1982-90 og medlem af partiets hovedbestyrelse fra 1983 til 1990. Han var stortingsrepræsentant mellem 1986 og 2001, den første periode som fast mødende supleant mens Brundtland var statsminister. Fra 1991 til 1994 var Godal handels- og søfartsminister. Derefter var han udenrigsminister, efter Johan Jørgen Holsts død, fra 1994 til 1997. Senere var han forsvarsminister i Jens Stoltenbergs første regering mellem 2000 og 2001. Mellem 2003 og 2007 var han Norges ambassadør i Tyskland. 2007 blev Godal tildelt den nyoprettede stiling som specialrådgiver i internationale energi- og klimaspørgsmål i Udenrigsministeriet. Som AUF-leder 1971-73 var Godal førende i det indre splid i Arbeiderpartiet mod norsk EF-medlemskab. Han var seniorrådgiver ved Institutt for statsvitenskap, Universitetet i Oslo 2002-03. Han er gift med Gro Balas, og var tidligere gift med Sissel Rønbeck. |
Borremosefæstningen var en befæstet landsby i førromersk jernalder, cirka 3,5 kilometer sydøst for Aars beliggende i en højmose, Borremose. Mens borge, både som tilflugtsborge, befæstede bebyggelser og residenser er relativt talrige andre steder i Nord- og Centraleuropa i yngre bronzealder og ældre jernalder var Borremosefæstningen længe den eneste kendte af sin slags i Danmark. Af den grund bruges ofte fællesbetegnelsen "en Borremosefæstning" om tilsvarende anlæg, uanset deres beliggenhed. Beskrivelse Borremosefæstningen består af en lav ca. 140 x 90 m stor grusbanke, omgivet af vold og grav på alle sider og forbundet med tørt land af en stenlagt vejdæmning. Voldgraven er 450 m lang, gennemsnitlig 4,5m bred og 1,5 m dyb med en flad bund (såkaldt sålebund). I fylden blev der fundet store mængder keramik fra sidste halvdel af ældre og begyndelsen af yngre førromersk jernalder samt en del genstande af sten, træ og tekstil. En stor fundgruppe udgøres af såkaldte bajonetformede træspidser af egetræ. Disse var længe kun kendt fra dette fund men er i de senere år dukket op som nedstukne fodangler i bunden på voldgraven omkring en befæstet landsby ved Lyngsmose, samt omkring en landsby ved Brændgårdshede, begge jyske lokaliteter fra førromersk jernalder. Her tolkes de som såkaldte Cæsars liljer dvs tilspidsede træ-spigre med modhager, plantet i jorden for at sinke fremstormende angribere. Der er ikke påvist træ-palisader på volden omkring bebyggelsen i Borremose ligesom ikke en eneste af de knapt 200 bajonetformede spidser her er fundet stukket ned i voldgravsbunden. Fæstningsværket, der efter de givne mål omfatter et areal på knapt 1 hektar, er i dag udgravet og rekonstrueret, så man kan danne sig et indtryk af landsbyens udseende. De arkæologiske undersøgelser viser, at anlægget fra starten af blev anlagt som en befæstet bebyggelse. Dette skete i løbet af det fjerde århundrede f.Kr. i den såkaldte ældre førromerske jernalder. I midten af det andet århundrede f.Kr., blev husene brændt ned, og vold og grav udjævnet, hvorefter stedet for en tid blev benyttet som ager (omkring Kr. f.), før det endelig blev forladt, og højmosen fik lov at overtage. Fra landsbyen blev anlagt, til den blev brændt ned, var den én af de største af sin slags i Nordeuropa. Indtil for få år siden var Borremosefæstningen den eneste kendte af sin art i Danmark, men i 1979 blev der fundet et lignende, omend noget mindre og senere anlæg ved Lyngsmose nær Ringkøbing i Vestjylland. I de senere år er der dukket andre op også, men ingen af Borremosefæstningenss størrelse. Flere unikke fund i området vidner om, at egnen - og derfor også Borremosefæstningen - må have spillet en særlig rolle i sin tid. Området, hvor fæstningen ligger, er opkøbt af Nationalmuseet og fredet. Undersøgelseshistorie Fæstningen blev opdaget i 1929, da Hedeselskabets arbejdsmænd i forbindelse med en planlagt opdyrkning af mosen gravede tre drængrøfter igennem et næsten metertykt stenlag indlejret i højmosetørven. Den lokale museumsmand Sigvald Vestergård-Nielsen fra Vesthimmerlands Museum i Aars blev tilkaldt og så straks, at der måtte være tale om en brolagt forhistorisk vej, som førte ud til den lave holm i mosen. Han tog derfor kontakt med Nationalmuseet, som samme år og året efter ved Johannes Brøndsted foretog en første afdækning af vejen. Takket være en bevilling fra Carlsbergfondet kunne undersøgelserne genoptages i 1935 og fortsætte frem til og med 1945, kun med en mindre afbrydelse i 1944. Ved de senere undersøgelser var det P.V. Glob, som var udgravningsleder. I 1989-1996 foretog Jes Martens en serie målrettede efterundersøgelser på lokaliteten. Der er gennemført omfattende geobotaniske undersøgelser i tilknytning til udgravningerne. Den første undersøgelsesperiode blev de gennemført af Johannes Iversen og Alfred Andersen (1935-1945), den senere af Charlie Christensen (1989-1996). |
The Brit Awards, ofte blot kaldet The BRITs, står for "The British Record Industry Trust", og er et årlig show i UK, hvor priser deles ud til nominerede artister i populær musikkens industri. Uddelingen, som er grundlagt af British Phonographic Industry i 1977, minder meget om bl.a. Danish Music Awards el. MTV Music Awards o.lign. |
Subsets and Splits