Datasets:

jealk

/

wiki40b-da-clean

like 0

Shigeki Maruyama (født 12. september 1969 i Chiba, Japan) er en japansk golfspiller, der (pr. september 2010) står noteret for 13 sejre gennem sin professionelle karriere. Hans bedste resultat i en Major-turnering er en 4. plads, som han opnåede ved US Open i 2004. Maruyama har 2 gange, i 1998 og 2000, repræsenteret Det internationale Hold ved Presidents Cup, hvilket er resulteret i én sejr og ét nederlag.

Sigurd Magnusson Slembe (eller Slembedjakn) (død 1139) var en norsk tronprætendent i borgerkrigstiden. Tilnavnet kan oversættes som "den slemme/usle degn" - norrønt djakn var en forvanskning af latin diaconus - i moderne dansk er det blevet til "degn". Baggrund Sigurds mor hed Tora, datter af Sakse i Vik, og søster til Sigrid, der var mor til kong Olav Magnusson som døde i 1115. Sigurd Slembe var altså fætter til en af Magnus Barfods sønner. Sigurd selv voksede op som søn af præsten Adalbrikt. Som barn blev han sat til bogen og senere viet til diakon. Ifølge Snorre var han en stor, køn mand med tynt, men kønt hår; dygtig til al idræt, men tidlig vild og dumdristig; deraf tilnavnet Slembedjakn. Da han fik at høre af sin mor at han, ligesom sin fætter Olav, var søn af Magnus Barfod, forlod han Norge. Han rejste længe omkring, besøgte Jerusalem og Jordanfloden, samt andre kendte pilegrimsmål. Da han kom hjem, tog han på handelsfærd. En vinter holdt han en tid til på Orknøerne og besøgte også kong David af Skotland, der gjorde ære på ham. Her giftede han sig med Audhild Torleivsdatter, som kom fra en mægtig familie i Katanes og dertil var kusine af Orknø-jarlene Harald og Pål. Senere kom Sigurd til Danmark, hvor han og hans mænd påstod, at han havde fået gudsdom for, hvem far hans var, og at det hadde vist sig, at han var søn af kong Magnus, med fem biskopper til stede. Da Harald Gille havde været konge i Norge i seks år, kom Sigurd til landet (1136). Han fandt Harald i Bergen og bad ham om at vedkende sig, at de to var halvbrødre. Begge hævdede at være sønner af Magnus Barfod - i lighed med de tre afdøde konger Øystein Magnusson, Sigurd Jorsalfar og Olav Magnusson. (Ingen af de fem var født i ægteskab.) Harald Gille afslog anmodningen, og anklagede i stedet Sigurd for drabet på en af kongens venner. Nogle af Harald Gilles mænd fik lokket Sigurd med om bord i en båd og roede fra Bergen i nordlig retning. Da han fik mistanke om, at to af dem ville smide ham i vandet, greb han dem i hver hånd og kastede sig over bord med dem begge. Det tog tid at få vendt båden, så Sigurd nåede at svømme til land, hvor han gemte sig og hundefrøs natten igennem. Efter et lokalt sagn søgte han ly i en hule i bydelen Mjølkeråen i Bergen. Hulen er siden blevet kaldt Slembehola (Slembe-hulen), og så sent som i 1950'erne kunne en voksen mand krybe ind i den. Magtkampen Efter den forskrækkelse holdt Sigurd sig i skjul frem til Luciamessedag. Da gik han og hans mænd til det herberge, hvor kong Harald overnattede hos sin frille Tora Guttormsdatter. De brød døren op og gik ind med trukne våben. Kongen var fuld, og vågnede først, da han fik det første hug. Han blev dræbt, og i daggryet roede Sigurd og hans følge fra Bergen forbi kongsgården. Sigurd rejste sig og talte til dem, der stod på kongens brygge, og tog skylden for drabet på sig, og bad om, at de skulle tage ham til konge. Men forsamlingen svarede, at de aldrig ville undergive sig en mand, der havde myrdet sin bror. De råbte også: "Men om han ikke var din bror, havde du alligevel ingen ret haft til at være konge." Så slog de våbnene sammen og dømte Sigurd og hans følge fredløse. Der blev blæst i kongeluren, og alle lendmænd og hirden kaldt sammen. Sigurd sejlede nordpå til Nordhordland og holdt ting med bønderne der. De tog ham til konge. Også i Sogn og Fjordane blev han vel modtaget. Derefter hentede Sigurd Magnus den Blinde ud fra klostret, hvor han opholdt sig, efter at han var blevet fanget og blindet af Harald Gille. Både Sigurd og Magnus havde støttespillere i Danmark, og store dele af deres hær bestod af danskere. Der dannede sig en stærk alliance mod dem, da Haralds mænd samlede sig om hans mindreårige søn, den senere Sigurd Munn, som Tora Guttormsdatter var mor til. Samtidig sørgede Haralds enke, Ingrid, for at få sin søn, Inge Krokrygg, taget til konge. Til sidst måtte Sigurd forlade Norge, men vendte tilbage på et rent plyndringstogt i 1138. Folk flygtede skrækslagne, mens deres hjembygder blev plyndret og nedbrændt. I Morkinskinna beskrives Sigurds togt med "skarpe sværdblade, ituhugne brynjer, arrede skjolde, spydskafter røde af blod, og stormblæste faner over de stridende tropper." I slaget ved Holmengrå i 1139 tabte Magnus og Sigurd til kong Inge Krokryggs mænd. Magnus den Blinde faldt. Sigurd Slembe, der var fører for hæren, blev fanget og pint til døde. Snorre skriver, at de knuste hans arme og ben, og derefter rev hans tøj af og ville flå ham levende; de sled huden af hans hoved, men kunne ikke gøre mere, fordi det blødte meget. I stedet piskede de hans hud itu med skindsvøber. Derefter dunkede de ham i ryggen til hans ryggrad knækkede. Til sidst blev han slæbt hen til et træ og hængt, hvorefter hans hoved blev hugget af, og hans krop gravet ned i en stenhøj. Det sagdes, at han ikke klagede sig mere, end om de havde slået på en stok eller sten. Under torturen skulle han have talt lige så let, som når han sad på ølbænken; han talte hverken højere eller lavere eller mere skælvende end ellers. Han talte frem til sin død, og sang en tredjedel av psalterium (den latinske oversættelse af salmerne i Det gamle testamente). Præsten, der havde kirken nærved, lod Sigurds lig føre dertil. Den præst var en ven af Haraldsønnerne, som blev vrede på ham og fragtede den døde tilbage til sin oprindelige plads. Præsten måtte også betale en bøde. Men Sigurd Slembes venner kom senere fra Danmark og hentede den døde med skib og fik ham gravlagt i Mariakirken (vore dages Frue kirke) i Ålborg. Eftermæle Der er fortalt om Sigurd Slembe og andre tronprætendenter og konger i de norske kongesager, Snorre Sturlasons Heimskringla. Sigurd Slembe er også navn på et historisk drama af den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson (1863).

Silke Å er en ca. 10 kilometer lang å der løber i Faaborg-Midtfyn Kommune på den sydvestlige del af Fyn. Den kommer fra sydenden af Brændegård Sø og svinger kort efter i nordvestlig retning, forbi herregården Brahetrolleborg og den tidligere Brahetrolleborg Vandmølle hvis historie går tilbage til middelalderen. Åen fortsætter videre mod nordvest og løber ud i Odense Å øst for Arreskov Sø. Silke Å og ådalen var i 2010 en del af et naturgenoprettelsesprojekt der geneblerede åens oprindelige slyngninger, og skabte et 232 hektar stort vådområde langs åen. Den nedre del af åen ligger i Natura 2000-område nr. 120 Skove og søer syd for Brahetrolleborg og en lille del ligger i det fredede område Brændegård Sø og Nørresø

Sivantos Groups forhistorie begyndte ved Rexton Høreapparater i Odense i Danmark. Virksomheden blev senere solgt til tyske Siemens AG. Siemens Høreapparater blev solgt til en kapitalfond, hvorefter den fik sit nuværende navn, og hovedkontoret blev flyttet til Singapore.

Sejren i slaget ved Romani havde udmattet den beredne Anzac division og de to enheder som havde været mest involveret - 1. og 2. lette beredne brigade - blev sendt af sted for at hvile ved Romani og Etmaler, mens resten af divisionen med 5. beredne brigade under dens kommando blev sendt af sted for at følge den retirerende osmanniske styrke. Da osmannerne rykkede frem over Sinaiørkenen havde de bygget en række stærke forsvarsstillinger. Dem gjorde de nu brug af, da de trak sig tilbage østpå mod den egyptisk-palæstinensiske grænse. Den 7. august fandt den beredne newzealandske riffelbrigade, som var forrest i forfølgelsen af den osmanniske styrke, deres bagtrop ved Oghratina. I et forsøg på at omgå deres venstre flanke opdagede den, at modstanden var for kraftig og trak sig tilbage. Tidligt næste dag opdagede patruljer, at bagtroppet havde trukket sig tilbage i løbet af natten. Patruljerne fortsatte deres rekognoscering og opdagede igen den osmanniske styrke, som nu befandt sig i det høje terræn øst for Bir ed Abd omkring 35 km øst for Romani på vejen til al-Arish. Denne sat slog divisionens hovedkvarter, 5. beredne og newzealand brigaden lejr ved Oghratina mens de ventede på at 1. og 2. lette beredne brigade skulle slutte sig til dem. Begge disse brigader var imidlertid langt under styrke og der måtte dannes en sammensat brigade ud af de to enheder. Den 9. august rykkede divisionen fremad igen med den newzealandske brigade i centrum. Den sammensatte brigade var til venstre og den 3. lette beredne brigade til højre. Den osmanniske bagtrop blev mødt mens den holdt en bred front på 16 km, som førte tilbage til Bir el Abd. Den sammensatte brigade skulle søge mod en stilling 3 km nordøst for den osmanniske forsvarsstilling. Den newzealandske brigade skulle trænge direkte frem mod stillingen mens den 3. lette brigade skulle holde kontakt til newzealænderne og derpå rykke rundt om den osmanniske stilling og placere sig omkring 8 km øst for den så den kunne blokere enhver tilbagetrækning og forstyrre osmannernes kommunikationslinjer. 5. beredne brigade skulle være i reserve. Bir el Abd Den osmanniske stilling ved Bir el Abd bestod af velbyggede skyttegrave og skanser. Den havde overblik over enhver adgangsvej, som briterne kunne vælge. Osmannerne havde brugt tiden siden de ankom godt, dels på at komme sig oven på deres nederlag i de foregående dage, dels på at få nye forsyninger og forstærkninger, så den osmanniske styrke nu var på 6.000 mand - dobbelt så mange som Chauvel havde til rådighed. De havde også god støtte fra bjergartilleri og haubitser. Maskingeværerne blev bestjent af tyske soldater og artilleriet af østrigere. Den newzealandske fremrykning begyndte kl. 4 samtidig med at 3. brigade rykkede mod en skanse 3 km mod syd. Først en time senere rykkede den blandede brigade ud, men de opdagede et skyttegravssystem fra brønden til Lake Bardawil. ANZAC Divisionen rykkede frem gennem beskydning fra artilleri og maskingeværer indtil denne blev så kraftig, at de truede deres hestes sikkerhed. De fortsatte derfor til fods. De rykkede imidlertid ikke frem i en sammenhængende linje. Der var et hul på omkring 700 meter mellem newzealænderne og den blandede brigade og omkring 1,5 km mellem 3. brigade og newzealænderne. Kl. 5 var newzealænderne nået frem til et højdepunkt, med udsigt ned til brønden og de osmanniske stillinger. En time senere kom de osmanniske tropper ud af deres skyttegrave med påsatte bajonetter og angreb den newzealandske brigade i to kolonner. Dette første angreb slog fejl overfor newzealændernes maskingeværer og støtteild fra Somerset batteriet. Det næste angreb på newzealænderne kom 30 minutter senere. Så kom den blandede brigade, som stadig var under fremrykning under beskydning fra artilleri, antiluftskyts og maskingeværer, og de blev stoppet omkring 700 meter fra den osmanniske linje. Kl. 7 havde osmannerne opdaget hullet i ANZAC divisionens linje mellem newzealænderne og den blandede brigade og forsøgte at udnytte det. En time senere på den sydlige flanke blev den 3. brigades fremrykning stoppet og de fik ordre til at ændre retning mod Ard i stedet for at omgå den. På samme tid skulle de lukke hullet til newzealænderne. Den newzealandske brigade rykkede igen frem og på et tidspunkt så det ud som om to af dets regimenter kunne bryde ind i den osmanniske stilling. I nord og syd var brigaderne imidlertid blev stoppet. Den osmanniske artilleribeskydning intensiveredes og kl. 10.30 bad Chauvel om luftstøtte til at finde deres batterier. En del af problemet var at de var af større kaliber end de britiske og kunne skyde længere. På samme tid sendte han sine reserveregimenter Warwickshire Yeomanry af sted for at støtte den sammensatte brigade. Kl. 11.30 var ANZAC divisionen placeret i en halvmåne omkring 5 km af de osmanniske stillinger og kunne se kameltransporter afgå mod øst. 30 minutter senere begyndte de osmanniske tropper et modangreb langs hele deres linje. En af deres artillerigranater ramte de forreste hjul på en kanonlavet og dræbte 4, sårede flere og dræbte 37 heste. De osmanniske soldater rykkede nu frem i bølger mod den newzealandske brigade, men støttet af deres artilleri lykkedes det dem at slå dem tilbage. Den blandede brigade var osmannernes næste mål. Warwickshire Yeomanry forstærkede dem, måtte selv afvise angreb fra 3 bataljoner. 3. brigade, som også blev angrebet, meddelte Chauval at der ikke var stor chance for at de kunne bryde igennem de osmanniske linjer. Mod nord blev den sammensatte brigade kl. 14 tvunget tilbage og Ayrshire batteriet, som støttede dem var i fare for at blive løbet over ende. Chauvel indsatte sine sidste reserver her for at sikre stillingen og det lykkedes dem at trække kanonerne tilbage. Langs hele Anzac divisionens front trak de sig tilbage. ANZAC divisionen holdt ud i de næste to timer, mens de langsomt trak sig tilbage. Osmannerne så den mulighed de stod overfor og det osmanniske artilleri øgede deres beskydning. For at imødegå dette red Anzac divisionens eskadroner frem indtil den voksende beskydning tvang dem til at sidde af, hvorefter de forsøgte at angribe til fods. Indtil kl. 15, hvor Chauvel beordrede divisionen til at angribe, var der ikke megen fremgang. I nord angreb 2-3.000 mand den sammensatte brigade kl. 16.30, og nåede ind på en afstand af nogle få hundrede meter fra ANZAC divisionens linjer. Til højre var New Zealand brigaden nu udsat fordi de to brigader på siden af den trak sig længere tilbage, og deres stilling blev udsat for beskydning fra begge sider. Kl. 17 indledte osmannerne et stort modangreb og ANZAC divisionen blev tvunget til at trække sig tilbage. En eskadron af 9. lette beredne regiment, som forsøgte at bjerge deres sårede, ventede indtil de var under 45 meter borte inden de trak sig tilbage, og måtte efterlade tre sårede. Indtil kl. 17.30 var der fare for en nærkamp mand mod mand. Chauvel blev tvunget til at give ordre til en generel tilbagetrækning. Da osmannerne så hvad der var ved at ske, forsøgte de endnu mere at bryde gennem divisionens front. ANZAC divisionen trak sig trinvis tilbage mens eskadronerne dækkede hinanden, først tilbage til deres heste og derefter red de tilbage i sikkerhed. Efterspil Den osmanniske styrke havde vist Anzac divisionen, at den fortsat havde kampkraft. De havde vendt briternes angreb til forsvar og derpå fordrevet dem. Anzac divisionens tab var 73 døde, 243 sårede og 6 savnede. De osmanniske tab i slaget kendes ikke, men i alt mistede de halvdelen af deres styrke på 18.000 mand under deres indfald i Sinai. Det var meningen af ANZAC divisionen skulle slå lejr for natten i nærheden, så de kunne skygge den osmanniske styrke den følgende dag, hvis de trak sig tilbage. Chauvel valgte imidlertid at trække divisionen tilbage, bortset fra nogle observationsposter, helt tilbage til Oghratina. Rekognosceringspatruljer rapporterede den 10. august at osmannerne stadig holdt området omkring brønden besat. Tidligt den følgende morgen rapporterede den newzealandsk patrulje, at osmannerne havde forladt stillingen og var ved Salama. Resten af Anzac divisionen rykkede frem for at få kontakt med den osmanniske styrke, men begge sider nøjedes med at beskyde hinanden på lang afstand med artilleri og rifler. Denne nat afbrød den osmanniske styrke kontakten og trak sig tilbage til al-Arish.

Efter Toyotomi Hideyoshis død i 1598 blev Japan regeret af De Fem Ældstes Råd, hvoriblandt Tokugawa Ieyasu besad den største autoritet. Efter at have besejret Ishida Mitsunari i slaget ved Sekigahara fik Ieyasu i realiteten alene kontrollen over Japan, og han opløste Rådet. I 1603 blev Tokugawa-shogunatet etableret med hovedstad i Edo. Ieyasu søgte at stable et magtfuldt og stabilt regime på benene under ledelse af sin egen klan. Kun Toyotomi-klanen anført af Hideyoshis søn Toyotomi Hideyori med base i Osaka var fortsat en trussel mod dette mål. Vinterkampagnen I 1614 havde Toyotomi-klanen genopbygget Osaka slot og Hōkō-ji (et buddhistisk tempel), og renovationen omfattede en klokke med inskriptionen: "Må staten leve i fred og blomstre. I øst hilser den den blege måne, og i vest byder den den nedgående sol farvel". Med sin base i de østlige provinser opfattede shogunatet dette som en fornærmelse, og spændingen steg mellem de to klaner. Spændingerne blev optrappet med Toyotomi Hideyoris indkaldelse af roniner og fjender af shogunatet. I november samme år besluttede Ieyasu, der ellers havde videregivet shogun-titlen til sin søn i 1605, men fortsat havde markant indflydelse, at sætte en stopper for denne styrke og anførte 164.000 mand til Osaka. Belejringen blev indledt 19. november, da Ieyasu førte 3.000 mand over Kizu-floden og ødelagde fortet der. Efter yderligere en række mindre kampe, som alle blev vundet, blandt andet ved brug af en deling med arkebuser, begyndte belejringen af selve Osaka slot 4. december. En jordvold fungerede som befæstning og blev forsvaret af 7.000 mand, som det også lykkedes at foretage modangreb flere gange. Men da Ieyasu indkaldte artilleriet med 300 kanoner samt folk til at grave under befæstningen, måtte Hideyori acceptere en fred på betingelse af, at han ikke gjorde oprør, samt at voldgraven om Osaka slot blev tilkastet. Vinterkampagnen blev således afsluttet 22. januar. Sommerkampagnen I april 1615 erfarede Ieyasu, at Hideyori var ved at samle endnu flere tropper, end han havde rådet over i november, samt at han var stoppet med at fylde voldgraven. Toyotomis tropper (ofte kaldet Vesthæren) begyndte at angribe små grupper af shogunatets styrker (kaldet Østhæren) i nærheden af Osaka. Et angreb fra Vesthæren på Wakayama slot, et fort ved kysten tilhørende Asano Nagaakira, en af shogunens allierede 29. april mislykkedes, da Asanos mænd brød ud fra fortet, angreb invasionsstyrken og drev dem tilbage. I starten af juni ankom Østhæren, inden Hideyori havde fået sikret et landområde, der kunne holde den tilbage. En række slag fandt sted i omegnen af Osaka 2. juni og de følgende dage, og Østhæren vandt dem alle. Flere sejre fulgte i udkanten af Osaka, inden sommerkampagnen nåede til slaget ved Tennoji. I dette slag planlagde Hideyori en hammer-og-ambolt-operation, hvor 55.000 mand skulle angribe kernen af Østhæren, mens en mindre styrke på 16.500 mand skulle møde dem bagfra. Dertil kom yderligere et kontingent som reserve. Ieyasus hær blev anført af hans søn, shogun Tokugawa Hidetada, der havde omkring 155.000 mand til sin rådighed. Disse bevægede sig i fire parallelle bevægelser og havde også til hensigt at gå på siden af modstanderne. På grund af misforståelser på begge sider blev slaget næsten tabt på forhånd, da Hideyoris ronin trak sig fri af hovedstyrken, og Hidetadas reservestyrke gik i bevægelse uden ordre fra hovedstyrken. Undervejs skete der det, at Hideyoris hærfører, Sanada Yukimura blev dræbt, hvilket nedbrød Vesthærens moral. Den mindre styrke anført af Hideyori selv brød ud fra Osaka slot for sent og blev jaget direkte tilbage af den fremstormende fjende. Der var derfor ikke tid nok til at etablere et ordentligt forsvar af slottet, der snart stod i flammer efter voldsom artilleribeskydning. Hideyori begik derpå seppuku, og det sidste større oprør mod Tokugawa-regimet i omkring 250 år sluttede.

Snowboarding er en vintersport, hvor man står på et bræt (modsat ski; to brædder) ned af en sneklædt bakke. Brættet, der kaldes et snowboard (Lit: sne-bræt), ligner tilnærmelsesvis et surfbræt eller skateboard, hvor sporten også har sit ophav i. Snowboarding foregår ofte i særlige anlæg, også kaldet "parks". Her er den almindelige bakke udstyret med hop, rails (skinner), bænke og halfpipe, der tillader udøverne (snowboarders) at gennemføre tricks. Snowboarding er ideelt til off-pist. Et snowboard er nemlig nemmere af manøvrere uden for pisten, end ski er, ligesom boardets store overflade sikrer, at udøveren ikke går gennem sneen. Snowboarding har været på det olympiske program siden 1998.

Socialistisk Information er en partiavis tilknyttet til Socialistisk Arbejderparti der begyndte at udkomme i august 2001. Avisen er meget venstreorienteret og kan sammenlignes dagbladet Dagbladet Arbejderen (Kommunistisk Partis avis, ikke Danmarks Kommunistiske Parti "DKP"), Solidaritet (Venstresocialisternes avis) osv.

Den olympiske bokseturnering blev afviklet fra den 25. august til den 5. september i Palazzo dello Sport. Turneringen blev en stor succes for de italienske boksere, og Italien blev bedste nation med 3 guld, 3 sølv og 1 bronze, foran USA med 3 guld og 1 bronze og Polen med 1 guld, 3 sølv og 3 bronze. Den lokale favorit var weltervægteren Giovanni (Nino) Benvenuti, der aldrig havde tabt en boksekamp. Benvenuti nåede finalen, hvor han besejrede Radonyak, USSR og vandt guld. Han modtog endvidere Val Barker trofæet i anerkendelse som legenes mest ”outstanding and stylistic” bokser. Benvenuti opnåede 120 amatørkampe uden nederlag og blev siden professionel, hvor han vandt VM-titlen i letmellemvægt og mellemvægt. I letsværvægt deltog den kun 18-årige amerikanske mester Cassius Clay, der med sin usædvanlige hurtighed og kun 5 nederlag i sine 96 amatørkampe var blandt favoritterne. En anden favorit i klassen var den langt mere erfarne 25-årige polak Zbigniew Pietrzykowski. Pietrzykowski havde ved det foregående Sommer-OL 1956 vundet bronze, og var tredobbelt europamester med sejre ved EM i 1955, 1957 og i 1959. Clay og Pietrzykowski vandt begge sikre sejre på vejen til finalen, hvor Clay efter en hård dyst vandt en 5-0 sejr og dermed guldmedaljen. Clay blev siden professionel mester i sværvægt, og Pietrzykowski vandt endnu et EM i 1963 og en olympisk medalje ved Sommer-OL 1964. Sværvægttitlen gik til italieneren Francesco De Piccoli, der siden blev professionel med begrænset succes. Fra Danmark deltog Willy B. Andersen, (fluevægt), Børge Krogh (fjervægt), Benny Nielsen (weltervægt), Leif Hansen (letmellemvægt) og Acton Mikkelsen (mellemvægt). Alle tabte deres første kamp.

Markt Sparneck ligger i 560 meters højde i Pfarrbachtal, hvor hovedparten af kommunens område ligger. Floden Saale løber i denne dal mod nord. Mod øst hæver det 877 meter høje Waldstein-Gebirgszug, hvor Saale har sit udspring. Bjerget danner en naturlig grænse til naboområdet Landkreis Wunsiedel. Nabokommuner Sparneck grænser til købstaden Zell im Fichtelgebirge, byen Münchberg, købstaden Weißdorf, og byen Kirchenlamitz, som ligger i Landkreis Wunsiedel. Inddeling Kommunen Sparneck består ud over byen Sparneck af landsbyerne Brandenstumpf, Einöden, Germersreuth, Grohenbühl, Immerseiben, Immershof, Reinersreuth, Rohrmühle, Saalmühle, Stockenroth og Ziegelhütte

1962 Sterling Airways køber 2 stk DC-6B propelfly og letter for første gang den 7. juli fra Malmø (Bulltofta) mod Venedig 1965 modtog Sterling Airways det første jetfly af typen SE-210-10B OY-STA kaldet Super Caravelle, og dermed havde Sterling Airways verdens største og mest moderne charterflyflåde. 1970 Passager nummer en million flyver med Sterling Airways. 1972 14. marts fløj et Sterling-fly ind i et bjerg i Dubai. Alle 106 passagerer og 6 besætningsmedlemmer omkom. 1974 marts, indtraf en anden tragisk ulykke i Teheran Lufthavn i Iran, 15 ud af 96 personer omkom. 1986 blev Sterling Airways købt ud af Tjæreborg Koncernen og blev et selvstændigt flyselskab. 1992 Sterling Airways går konkurs. 1993 blev Sterling Airways efter konkursen, genetableret som Sterling European Airlines. Senere blev det overtaget af norske Fred Olsen Line og 2005 solgt til en islandsk investorgruppe. 2005 opkøbte Sterling European Airlines Maersk Air og fusionerede med dette under navnet Sterling Airlines A/S. 2006 købte FL Group Sterling Airlines A/S. 2006 27.12.2006 solgte FL Group Sterling Airlines A/S til Northern Travel Holding 2007 LD Equity har overtaget Sterlings Flyvedligholdelsesafdeling og stiftet Essential Aircraft Maintenance Services (13-04-2007) 2008 Sterling groundede 28. oktober sine 26 fly og indgav egen konkursbegæring efter at have fløjet sin sidste tur mellem København og London Gatwick, og konkursdekret blev afsagt dagen efter den 29. oktober 2008. Forinden havde ejerne forsøgt at afhænde virksomheden, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Konkursen medførte, at forudbetalinger af op imod 40.000 rejser var tabt, ligesom 700 af selskabets ca. 1.130 medarbejdere mistede ansættelsen. Efter konkursen blev konkursboets aktiver forsøgt solgt. 2008 November, Sterling Airlines forsøges solgt, men andre lavpris flyselskaber har overtaget de fleste af ruterne. Sterling Airlines er derfor svær at sælge. 2008 November, investeringsselskabet Axcel forsøger et køb, helt eller delvis, men trækker sig i sidste øjeblik. De ser ikke nogen fornuftig forretning i at overtage Sterling Airlines. Sterling Airlines går endelig konkurs, der er ingen købere. 2008 3. December, Cimber Air (fra Sønderborg) og Norwegian køber dele af Sterling Airlines. Hvor meget vides ikke, men det drejer sig om navnet Sterling og flytilladelser. De fleste fly var leased og har derfor andre ejere.

Stora Karlsö er en ø i Gotlands kommune i Gotlands län i Sverige, beliggende cirka seks kilometer ud for Gotlands vestkyst. Øen strækker sig 1,5 km fra nord mod syd og 2 km fra øst mod vest. Stora Karlsö er et naturreservat og øen er, efter Yellowstone National Park i USA, verdens næstældste naturbeskyttede område. Øen er blandt andet kendt for sit rige fugleliv og de mange orkidéer. Der sejler båd til øen fra Klintehamn på Gotland i månederne fra maj til september. På øen findes der restaurant, vandrerhjem og mulighed for at overnatte i det gamle fyrtårn.

Stuart Conquest (født 1. marts 1967 i Ilford, Storbritannien) er en engelsk skakstormester. Han vandt det britiske mesterskab i 2008, og på FIDEs ratingliste i verden med en Elo-rating på 2601

En Stykkevis lineær funktion har den samme forskrift, som den almindelige lineær funktion nemlig f(x)=ax+b. En stykkevis lineær funktion er en kurve i et koordinatsystem, som består af stykker der hver for sig er en lineær funktion.

Sundhed er et bredt begreb, som dækker over tilstande og aktiviteter vedrørende menneskets velvære – såvel fysisk som mental velvære. Feltet spænder fra etablerede lægevidenskabelige discipliner til alternative behandlingsmetoder. Begrebet kan også deles op i fysisk og psykisk sundhed. WHO definerede begrebet i 1970'erne og i forbindelse med programmet ”Sundhed for Alle år 2000”: ”Sundhed er ikke blot frihed for sygdom, men størst mulig fysisk, psykisk og socialt velbefindende”. Man har indvendt imod den definition, at den lige så godt kunne være en forklaring af, hvad lykke er. Derfor er sundhed det nødvendige sammenligningsgrundlag for at forstå, hvad sygdom er. Kun på den baggrund er det muligt at skelne mellem ubehagelige sider af et sundt liv og egentlig sygdom. En økologisk måde at beskrive sundhed på kunne være følgende: Sundhed er på den ene side evnen til at fastholde krop og sind i homøostatisk balance over for omgivelserne, men på den anden side også evnen til at kunne skifte tilstand og etablere balance på et nyt grundlag. Begrebet helse anvendes som synonym for sundhed, men har til tider mere "alternative" konnotationer. Sundhed og kost er to nært forbundne begreber, da kosten er en afgørende faktor for sundhed. I Danmark har Fødevarestyrelsen fastsat 10 officielle kostråd, som sikrer, at kroppen får dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer, samt holde en sund vægt. Hovedparten af den danske befolkning kan med fordel leve efter kostrådene, hvis de vil spise sundt. Motion er en anden vigtigt faktor for sundhed, og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man hver dag rører sig i mindst 30 minutter. Dette behøver dog ikke kun at være decideret motion, ud af de 30 minutter tæller 10 minutters fysisk aktivitet, såsom rengøring og gang på trapper i stedet for elevatoren, også med.

Tage Nissen (født Tage Nissen Pedersen 4. juni 1899 i Esbjerg - ?) var en dansk forfatter, der hovedsageligt skrev rejsebøger om Latinamerika, men også har udgivet populærhistoriske værker og skønlitteratur. Som ung udvandrede han til Argentina i 1920, men rejste senere hjem til Danmark og blev gift med Mette Nissen. Senere rejste parret sammen rundt i Sydamerika. Hans hovedindsats som rejsebogsforfatter er den serie han 1950-60 udgav med rejseskildringer fra hvert land i Sydamerika.

Ved folketællingen i 2011 var der 806.489 indbyggere i distriktet, mod 719.634 i 2001. Den urbane befolkningen udgør 9,79 % af befolkningen. Børn i alderen 0 til 6 år udgjorde 10,48 % i 2011 mod 13,76 % i 2001. Antallet af piger i den alder per tusinde drenge er 944 i 2011 mod 951 i 2001.

Tarantadværgpapegøje er ikke så almindelig indenfor dansk fugleopdræt som andre dværgpapegøjer og kan være svær at anskaffe. Det er en meget stilfærdig fugl. I ynglesæsonen er den aggressiv overfor artsfæller. Kan bedre tåle kulde end de andre arter. Har den uvane at den gerne vil pille fjerene af sin partner og sine unger.

Et taxameter kan være enten et mekanisk eller et elektronisk apparat, som anvendes i f.eks. hyrevogne til at beregne turens pris. Prisen er en kombination af både start- og kilometertakst. Derudover kan der være tillæg for f.eks. autostol eller medtagning af cykler. Taxameteret startes ved turens start, dvs når der er kontakt med kunden eller til den tid vognen er bestilt til. Taxameteret stoppes ved destinationen.

Teaktræ er i dag naturaliseret overalt i det tropiske Asien. Det vokser naturligt i Burma, Indien, Sri Lanka, Thailand, Cambodia og Vietnam. Det er indført til Malaysia, Sumatra, Java og Philippinerne. Derudover er teak kultiveret i det tropiske Afrika, i Mellemamerika og i Brasilien. Plantageteak har dog ikke helt de samme gode egenskaber som naturligt fremkommet teak. Teaktræ fra Burma, til tider kaldet Burma Teak, opfattes som det bedste, da forholdene her er helt ideelle. I handlen kan man støde på en række træarter, som sælges under navnet ”teak”. Ligesom det er tilfældet med Mahogni, gøres det ofte ved at sætte et stednavn foran, som for eksempel med Brasiliansk Teak (Camaru) eller Rhodesian Teak. Det er dog kun Burma Teak der er tømmer fra Tectona grandis. Teak bliver op til 40 meter højt, og de karakteristiske store grene starter først højt på stammen ved 25 meter. Egenskaber Teaktømmer er populært pga. sine mange gode egenskaber og sin flotte, varme farve. Ved opskæring har træet en gullig til lys grågrøn farve, med ved påvirkning fra lys og luft får træet hurtigt sin karakteristiske rødbrune farve. Det er meget ensartet i farven. Udendørs bliver det efterhånden gråt. Veddet er ring- til halvporet, hvilket medfører at især radialsnit bliver let stribede. Teaktræ har en moderat densitet, høje styrkeegenskaber, lille svind og gode forarbejdningsegenskaber. Middeldensiteten er 630 kg/m3 med styrkeegenskaber, der svarer til egetræets. Opskæring og tørring af teak er generelt uden vanskelighed. Det er nemt at bearbejde, men vil hurtigt sløve værktøjet pga. sit høje indhold af Kisel. På grund af sine naturlige olier er træet meget holdbart og kræver ikke meget behandling. Træet er desuden populært at anvende i konstruktioner fordi der ikke opstår rust og korrosion i mødet med jern, ligesom de naturlige olier forhindrer at træet giver sig eller sprækker. Den harpikslignende olie giver træet en tydelig og længe vedvarende svagt krydret lugt. På grund af sit store indhold af kalciumfosfat og kiselsyre er træet meget modstandsdygtigt overfor vejr, vind, svamp og insektangreb som termitter og til dels boremuslinger. Teak er desuden syrefast og vanskeligt at afbrænde. Historie Den første teakplantage blev etableret i Nilambur i Kerala delstaten i Sydindien i 1840. Her ligger der i dag et Teak Museum, oprettet under Kerala Forest Research Institute (KFRI) i 1995, der giver et indblik i alle aspekter af træsorten, fra historie og anvendelse til videnskabelig betydning. Anvendelse Teak kan anvendes til stort set alle træarbejder. Både udendørs konstruktioner, skibsbygning, kemikaliebeholdere, vinduer og døre mm. Det er pga. sine mange gode egenskaber og flotte udseende ofte blevet anvendt til snedkerarbejder, møbelproduktion og i designprodukter. I midten af det 20. århundrede blev det meget moderne i dansk møbeldesign, hvor særligt Finn Juhl er kendt for sine mange møbler i teak. Finn Juhl begyndte at anvende teak i løbet af 1950’erne, fordi det krævede mindre efterbehandling end mahogni og palisander, og derfor var mere egnet til industriel produktion. Men på grund af teaks store indhold af kisel slides fræseværktøjet hurtigt, og det var derfor en stor udfordring at finde metoder som egnede sig til store produktioner. Han samarbejdede med producenterne France & Søn, og sammen udviklede de en metode – inspireret af bearbejdningen af aluminium – som blev et afgørende gennembrud i industriel bearbejdning af teak. Finn Juhls Spadestol var det første møbel i verden, hvor teaktræ blev forarbejdet industrielt og i stort antal. En anden dansk designer, som er kendt for at bruge teaktræ er Kay Bojesen. Hans legetøjsfigurer i træ – hvor den måske mest kendte er aben – laves i teaktræ.

Tebian Electric Apparatus (TBEA) er en kinesisk producent af transformatorer og andet elektrisk udstyr, desuden udvikler af elektricitets-transmissionsprojekter. Virksomhedens hovedsæde ligger i Changji i Xinjiang. Sammen med konkurrenterne Tianwei Baobian Electric (TWBB) og XD Group, er det en af Kinas største producenter af transformatorer. Virksomheden bygger transformatorer og udvikler transmissionslinjer på kontraktbasis. Internationale operationer I Etiopien fik TBEA i 2009 tildelt en en kontrakt på udvikling af en transmissionslinje fra Gilgel Gibe III-dæmningen til Addis Ababa. I 2010 i Zambia underskrev det statsejede ZESCO en kontrakt med TBEA til en værdi på 334 mio. USD om etableringen af 330 kv stærkstrøms-transmissionslinjer. Koncernen driver også en division i Gujarat i Indien, hvor der fremstilles transformatorer, solenergiudstyr og kabler. Den indiske division er registreret under selskabsnavnet TBEA Energy (India) Pvt Ltd og er målrettet markederne i Indien, Afrika, Mellemøsten og andre markeder.

Noget tilsvarende tegneserier kendes fra oldtiden, såsom hulemalerier, ægyptiske vægmalerier, middelalderens gobeliner (Bayeux-tapetet) og kirkernes kalkmalerier. I dens spæde barndom blev tegneserierne ikke opfatttet som et seriøst medium. Knold og Tot, der startede 1896, regnes ofte som den første tegneserie; men samme år kørte serien The Yellow Kid, og kunstneren Rodolphe Töpffer havde allerede i 1820-erne lavet illustrerede fortællinger. I 1896 fik Richard Outcault trykt en serie i New York Journal som hed Hogans Alley. Dette var den første tegneserie med et fast persongalleri, med personer som The Yellow Kid. Hvilken den første tegneserie var, vil alligevel afhænge af, hvordan man definerer fænomenet. De første år var der ikke de senere så velkendte talebobler, man skrev personernes replikker under billedet præcis som vittighedstegninger. Men lydordene begyndte deres indtog tidligt på billederne, og bidrog til, at tegneserier ofte blev opfattet som et barnligt medium. Modstand Blandt tegneseriernes skarpeste kritikere var den tysk-amerikanske psykiater Fredric Wertham (1895-1981), der påstod, at der var sammenhæng mellem ungdomskriminalitet og læsning af tegneserier. Hans bog The Seduction of the Innocent fra 1954 førte til, at der i USA blev oprettet en comics code med strenge retningslinjer for, hvad der kunne vises i en tegneserie. På denne baggrund nedsatte undervisningsminister Julius Bomholt 27. januar 1955 et udvalg, som skulle tilrettelægge en bekæmpelse af "den kulørte litteratur". Som ministeriets repræsentant i udvalget sad kontorchef Vagn Jensen, som var stærkt engageret og anbefalede lovgivning på området. Han fremlagde et forslag for udvalget om helt op til et års fængsel for at udbrede "skrifter, der enten ved sit emne eller ved den måde, hvorpå det er behandlet, kan virke forrående, herunder forvirrende eller nedbrydende på børns og unges opfattelse af, hvad man kan eller bør gøre". Loven skulle derimod ikke anvendes overfor lovovertrædere, som havde handlet i "egenskab af indehaver af forældremyndighed". Forældre måtte altså godt købe det påstået skadelige læsestof til egne børn. Betænkningen, kendt som "den kulørte betænkning", kom i 1960, men vakte ingen interesse i befolkningen, og blev kun omtalt i nogle få aviser. I 1956 sluttede Norge sig til et fælles nordisk kontaktudvalg for bekæmpelse af tegneserier, hvor Vagn Jensen var formand. Kontaktudvalget mente, at der burde investeres kr 50.000 årligt til bekæmpelse af tegneserierne. Stilarter Der er som udgangspunkt tre stilarter ligne claire, comic-Dynamic og realisme. Realisme Realismen fokuserer på at være meget detaljeret og realistisk i proportioner, farver og skyggelægning/skravering. Der forekommer som regel ikke fartstriber i denne stilart, hvilket der f.eks. ofte gøres brug af i de to andre. Kendte eksempler på denne stil er Jerry Spring, Blueberry og Thorgal. Ligne claire La ligne claire er fransk for "den rene linje". Det er et begreb for en tegnestil, der benyttes i mange af de belgiske tegneserier, der netop har en ren og præcis streg. Stilen er mestret og forfinet af Hergé op igennem 1940'erne, og mange andre tegnere blev inspireret og fulgte i hans fodspor. Stilen er karakteriseret ved, at stregerne generelt har den samme tykkelse, hvorved alle genstande i billedet får samme betydning, i modsætning til f.eks. en mere kalligraferet linjestil, hvor linjens varierende tykkelse bruges til at angive mere tyngde eller fokus på genstande. Ligne claire karakteriseres yderligere ved, at der ofte bruges klare, flade farver, samt en kombination af karikerede figurer på en ret realistisk baggrund. Brugen af skygger er sparsom, og alle elementer i et panel er trukket op med sort streg. Stilen havde størst udbredelse i de sene 1940'ere og 1950'erne, men dens popularitet faldt op igennem 1960'erne og blev snart set som gammeldags af nyere tegnere. Stilen blev navngivet ligne claire af den hollandske tegneserieskaber Joost Swarte i 1977. Comic-dynamic Comic-dynamic er betegnelsen for en tegnestil der, som navnet antyder, er mere dynamisk orienteret end f.eks. ligne claire. Stilen er tydelig i serier som Splint & Co., Lucky Luke, Henrik og Hagbart o.lign. Tegningerne er meget dynamiske, med en spændstig streg, der ofte varierer i tykkelse, hvilket giver vægt og accent til figur eller billede. Tegnere, der arbejder med denne stil, bliver nogle gange beskrevet som tilhørende Marcinelle-skolen efter den belgiske by Marcinelle, hvor forlaget Dupuis havde sit hovedkvarter, og bladet Spirou blev produceret. Mange tegnere ved bladet tegnede i denne stil.

Telesikring as (Telesikring alarmsystemer) er en dansk virksomhed, som beskæftiger sig med sikrings- og sikkerhedsløsninger. Telesikring as har eksisteret siden 1967 og er i dag en landsdækkende virksomhed. Telesikring as er en fusion mellem Rudbech Alarm A/S i Esbjerg, GF-UNI alarmsystemer i Aalborg samt Telesikring as i Taastrup. Telesikring as er landets største danskejede alarmvirksomhed.

I 1993 fik filmens instruktører, Daniel Myrick og Eduardo Sánchez, ideen til en film, hvis hovedpersoner forsvinder i en skov. Manuskriptet begyndte som 35 sider uden dialog, og meningen var, at skuespillerne skulle improvisere. Derefter averterede instruktørerne i Back Stage Magazine efter skuespillere, der var gode til at improvisere. Der blev holdt en meget uformel improvisationsprøve, for at indsnævre de tilmeldte 2.000 skuespillere. Arbejdstitlen var "The Black Hills Project". Filminstruktørerne brugte mange inspirationskilder til udviklingen af myten bag filmen. Flere af filmens personer er anagrammer: Elly Kedward (The Blair Witch) er Edward Kelly, en middelaldermystiker. Rustin Parr, den fiktive børnemorder fra 1940'erne, begyndte som et anagram for Rasputin . De viste filmens investorer en 8 minutter lang dokumentarfilm om Blair Witch-legenden, som om den var virkelig, sammen med avisartikler og nyhedsoptagelser. Filmoptagelserne begyndte i oktober 1997 og varede en uge. Det meste af filmen blev optaget i Seneca Creek State Park i Montgomery County, Maryland, og et par af scenerne blev optaget i byen Burkittsville. Mange af de indbyggere i byen, der bliver interviewet i filmen, var ikke skuespillere, og nogle af dem påstod at have hørt om Blair Witch-legenden, selvom historien var opfundet af de to filmfolk. Den kvindelige hovedrolleindehaver, Heather Donahue, havde ingen erfaring med et filmkamera og fik kun et to-dages lynkursus. Det kan have haft indflydelse på filmens rystende, håndholdte stil. Donahue har sagt, at hun byggede sin rolle op efter en instruktør, hun engang arbejdede sammen med og nævnte personens selvsikkerhed - og forvirring i en krisesituation. Under filmoptagelserne fik skuespillerne fingerpeg om stedet for de næste scener i mælkekasser, som de skulle finde ved hjælp af GPS. Skuespillerne fik individuelle instruktioner, som de kunne bruge i improvisationen. Instruktørerne rationerede deres mad. Det gav allergi hos Heather under optagelserne. Til scenen med de ligdele, blev der hentet tænder fra en tandlæge i Maryland. Instruktørernes metode med at flytte skuespillerne meget rundt i løbet af dagen, forstyrre dem om natten og fratage dem mad, var inspireret af produceren Greg Hales erindringer om sin militærtræning, hvor "fjendtlige soldater" jagtede rekrutterne rundt i vildmarken i tre dage. Det blev til næsten 19 timers optagelser, der skulle redigeres til 90 minutter. Klippeprocessen tog mere end 8 måneder. Oprindeligt var håbet, at filmen kunne få premiere på kabel-tv, og instruktørerne regnede ikke med bred distribution. Filmskaberne investerede omkring $35.000 i filmen. Distributionsselskabet Artisan Entertainment købte filmen for $1.1 million og brugte $25 millioner på lanceringen. Skuespillerne fik aftale om at få en lille del af indtjeningen. Handling Tre filmskolestuderende, Heather Donahue, Michael Williams og Joshua Leonard, forsvinder i oktober 1994 under optagelserne af en dokumentarfilm om Blair Witch-legenden, der handler om et væsen, der spøger i skovene nær Burkittsville, Maryland. Deres lig blev aldrig fundet, men efter et år dukker deres filmudstyr og optagelser op, og filmen udgøre af fragmenter fra disse optagelser. Filmen er optaget i en blanding af farvefilm og sort-hvid med rystet håndholdt kamera og kun naturligt lys. Filmen indeholder de optagelser, der skulle være brugt i de tre hovedpersoners dokumentarfilm, men hovedparten af filmen viser de filmstuderende flakke om i skoven. Indimellem skifter synsvinklen til en slags "sindsstemnings-optagelser" (optagelser uden personer, hvor man blot ser omgivelserne) mens lydsporet fortsætter. De farer hurtigt vild i skoven. Deres situation forværres, da Michael i frustration smider deres eneste kort over området i floden uden at fortælle det. I flere dage sker der en række skrækindjagende og overnaturlige begivenheder, der tager modet fra dem. I en scene vandrer de tre i mere end en halv dag, for blot at komme tilbage til det sted, de startede. Det antydes, at de tre studerende dør, og der er spor i filmen om hvordan og hvorfor, men en stor del af plottet er åbent for seerens fortolkning - også slutscenen. Der gives kun få konkrete tegn på deres endelige skæbne. Udgivelse Filmen blev kraftigt markedført på internettet, og dele af filmen blev vist i USA på Independent Film Channel. Det medførte heftige diskussioner på internettet om filmens autenticitet. Nogle spekulerede på, om noget af entusiasmen i virkeligheden var genereret af filmselskabet. Filmen havde et usædvanligt modtageligt publikum på Sundance Film Festival i 1999, hvor det skabte avisoverskrifter, da filmen blev solgt. Filmplakaten og anden reklame blev lavet for at forstærke "dokumentar"-konceptet, og mange troede på, at filmen var en dokumentarfilm, og at de tre hovedpersoner i virkeligheden var forsvundet i skoven nær Burkittsville i Maryland. For at forstærke denne opfattelse, sendte den amerikanske Sci-Fi Channel en falsk dokumentar, Curse of the Blair Witch, der gav sig ud for at undersøge legenden, før filmen fik premiere. Programmet indeholdt interview med venner og familie til de forsvundne studenter, eksperter i det paranormale samt lokale historikere (alt sammen opdigtet). Dette blev gjort så effektfuldt, at de tre skuespillere en tid blev listet som "forsvundet, muligvis døde" personer på Internet Movie Database. Under filmfestivalen i Cannes satte filmens producere plakater op med efterlysning af de tre skuespillere som "savnede". Plakaterne blev dog taget ned dagen efter, da en filmmand blev kidnappet (han blev senere fundet i god behold). Modtagelse The Blair Witch Project indtjente mere end US$ 160 millioner i USA og $248 millioner på verdensplan. I Danmark solgte filmen 86.755 biografbilletter. Filmen blev optaget i Guinness Rekordbog som den mest profitable film nogensinde i forhold mellem omkostninger og indtjening. Den tjente mere end US$10.000 for hver dollar, der var brugt. Websitet Rotten Tomatoes har links til 102 filmanmeldelser, hvoraf 84% er positive. Den anerkendte amerikanske filmkritiker Robert Ebert gav filmen fire stjerner i Chicago Sun Times og kaldte det "en usædvanligt effektiv horrorfilm". Filmen er med på listen over de 50 bedste filmslutninger nogensinde på Filmcritic.com. Anmelderne roste især Heather Donahues undskyldning sidst i filmen for at kunne skabe "mareridt i mange år fremover", og Ebert sammenlignede den med Robert Scotts sidste dagbogsnotater inden han frøs til døde på Antarktis. Donahue har udtalt, at der var så voldsomme reaktioner på filmen, at hun oplevede truende sammenstød og problemer med at få nye job. The Blair Witch Project anses for at være den første større filmpremiere, der primært er blevet markedsført på internettet. I efteråret 2000 blev der lanceret en efterfølger, Book of Shadows: Blair Witch 2, der dog i overvejende grad blev dårligt anmeldt. En tredje blev annonceret samme år, men er endnu (2011) ikke blevet til noget.

I hvert program havde Colbert en gæst. Forfattere, politikere, skuespillere og andre. En lang række af disse gæster var med i koret ved den sidste udsendelse, hvor de sang We'll meet again. En liste over dem, der sagde farvel til Colbert, antyder programmets spænd- og rækkevidde: Jon Stewart, Willie Nelson, Dan Rather, Neil deGrasse Tyson, Jeff Daniels, Keith Olberman, Mike Huckabee, Randy Newman, Toby Keith, Charlie Rose, Tom Brokaw, Ariana Huffington, Ken Burns, Katy Couric, Alan Alda, George Lucas, Bill Clinton, Barry Manilow, Ray Odierno, Doris Kearns Goodwin, Cory Booker, Henry Kissinger, amerikanske styrker i Afghanistan, Paul Krugman, Thomas L. Friedman. Priser The Colbert Report modtog The Peabody Award for 2008.

The Dubliners, der oprindeligt hed "The Ronnie Drew Ballad Group", blev dannet i 1962 og skabte sig et navn ved at spille regelmæssigt på O'Donoghue's Pub i Dublin. De skiftede navn, fordi Drew ikke var tilfreds med det, og Kelly var i gang med at læse Dubliners af James Joyce på dette tidspunkt. De fire oprindelige medlemmer var Ronnie Drew, Luke Kelly, Ciarán Bourke og Barney McKenna. Ronnie Drew, Barney McKenna og Thomas Whelan havde oprindeligt sluttet tropper for at indsamle penge til et velgørenhedsprojekt og fortsatte derefter med at lave revynumre med den irske komiker John Molloy på Gaiety Theatre i Dublin. De plejede at synge sange mellem sketchene. Inden Luke Kelly sluttede sig til The Dubliners på fuld tid, havde han spillet på forskellige engelske folkemusikstedersom Jug o'Punch i Birmingham, der blev drevet af folksangeren Ian Campbell. Gruppen spillede til Edinburgh Festival i 1963 og dette førte til gruppen kom med i BBC-programmet Hootenanny. Denne ekstra promovering hjalp den med at få en pladekontrakt med Transatlantic Records med hvem de indspillede deres først album kaldet The Dubliner. De indspillede også deres første single der inkluderede "Rocky Road to Dublin" og "The Wild Rover". Drew havde i sine unge år været i Spanien, hvor han havde lært at spille flemencoguitar og han akkompagnerede sange på en spansk guitar. I 1964 fik gruppen to nye medlemmer; John Sheahan og Bobby Lynch der begge havde spillet i pauserne mellem Dubliners optrædender og ofte spillede med i andet sæt. Lynch erstattede Luke Kelly, der flyttede til England for en kort periode i 1964. Lynch forlod dog gruppen igen året efter, da Kelly kom tilbage. Han fik senere en depression og begik selvmord i 1982. Ifølge Sheahan selv, er han aldrig blevet officielt spurgt, om han ville slutte sig til gruppen, og han var det eneste medlem, da havde en musikalsk uddannelse. Ciarán Bourke var sanger i The Dubliners, men spillede også guitar, tinwhistle og mundharmonika. Han sange mange sange på irsk ("Peggy Lettermore", "Preab san Ól"). I 1974 kollapsede han på scenen på grund af en hjerneblødning. Endnu en hjerneblødning gjorde ham lam i venstre side og han måtte opgive sin professionelle musikkarriere. Bourke døde i 1988. Bandet erstattede ham ikke officielt indtil hans død. Drew forlod bandet i 1974 for at bruge mere tid sammen med sin familie, og han blev erstattet af Jim McCann. Han sluttede sig til gruppen igen i 1979, men forlod dem endnu en gang i 1995. Ronnie Drew døde på St. Vincent's Hospital i Dublin d. 16. august 2008 efter længere tids sygdom. Paddy Reilly overtog Drews plads i 1995. Nogle af Drews signifikante bidrag til bandet har været hitsinglerne "Seven Drunken Nights", hans udgave af "Finnegan's Wake" og "McAlpine's Fusiliers". Luke Kelly var mere en balladesanger end Drew, og han spillede akkorder på en femstrenget banjo. Kelly sang mange definnerende versioner af traditionelle sange som "The Black Velvet Band", "Whiskey in the Jar", "Home Boys Home"; men også Phil Coulter's "The Town I Loved So Well", Ewan MacColl's "Dirty Old Town", "The Wild Rover", og "Raglan Road" skrevet af den berømte irske poet Patrick Kavanagh. Kavanagh mødte Kelly på en pub og bad ham om at synge sangen. I 1980 blev Kelly diagnosticeret med en hjernetumor. Indimellem var Kelly for syg til at synge med bandet, selvom han nogle gange sang nogle få sange. På en turne i Tyskland kollapsede han på scenen. Da han blev for syg til at spille mere, blev han erstattet af Seán Cannon i 1982. Han fortsatte med et turnere med bandet indtil to måneder inden sin død. Han døde d. 30. januar 1984. En af de sidste koncerter, som han deltog i, blev optaget og udgivet under navnet Live In Carré, den blev optaget i Amsterdam, Holland og udgivet i 1983. I november 2004, stemte Dublins byråd enstemmigt for at rejse en bronzestatue af Luke Kelly. Kelly er begravet på Glasnevin Cemetery i Dublin. I 1987 blev Eamonn Campbell medlem af gruppen. Han havde tidligere produceret flere af deres albums, og var også bagmanden bag The Pogues og The Dubliners samarbejde. Efter Drew forlod bandet 1995 blev han erstattet med Paddy Reilly. Reilly, der havde været en livslang ven af bandet, havde turneret med dem ved flere lejligheder. Han var allerede en succesfuld solokunstner i Irland med hist som "The Fields of Athenry" og "The Town I Loved So Well". I 2005 flyttede Reilly tilbage til USA, og Patsy Watchorn overtog hans plads. Watchorn var blevet berømt som medlem af The Dublin City Ramblers og ligesom Kelly spiller han på en femstrenget banjo. Bandet turnede i hele Europa hvert år. En planlagt turne i Danmark kun to uger efter McKennas død d. 5. april 2012 blev gennemført som planlagt. Fra det første show i Tivolis Koncertsal i København blev han erstattet med Gerry O'Connor, der er en af hans tidligere elever. I efteråret 2012 annoncerede gruppen at den trak sig tilbage efter en række 50-års jubilæumsshows i slutningen af året. The Dubliners spillede deres sidste koncerter på Vicar Street i Dublin den 28., 29. og 30. december 2012, og optrådte en enkelt optræden på tv, i en nytårsudgave af Jools Holland Annual Hootenanny' d. 31. december, der var optaget inden. Deres sidste offentlige optræden som The Dubliners var d. 27. januar 2013 til mindre om Barney McKenna. 25-års jubilæum I 1987 fejrede The Dubliners deres 25-års jubilæum. De indspillede en dobbeltcd produceret af Eamonn Campbell, der var en gammel ven og gæstemusikant. Han introducerede dem til The Pogues, og deres samarbejde resulterede i hittet "The Irish Rover". Det opnåede #8 på UK singles charts og #1 i Irland. Deres sidste hitsingle var "Jack's Heroes/Whiskey in the Jar", endnu engang med The Pogues, som nåede #64 i Storbritannien og #4 i Irland. Campbell, som spiller guitar på scenen, har turneret med gruppen siden 1987. Christy Moore, Paddy Reilly og Jim McCann medvirkede også på CD'en; Moore synger en hyldest til Luke Kelly, og McCann synger sangen "I Loved the Ground She Walked Upon" skrevet af Phil Coulter og Ralph McTell. Det følgende år producerede Radio Telefís Éireann et timelangt portrætprogram om bandet byens indflydelse på deres musik. Det blev senere udgivet under titlen The Dubliner's Dublin. 40-års jubilæum I 2002 sluttede Ronnie Drew og Jim McCann sig midlertidigt til gruppen igen under deres 40-års jubilæumsturne. De havde en serier optrædender på irsk fjernsyn i løbet af denne tid, inklusiv en optræden med Phil Coulter og George Murphy på RTÉ 1. Efter turneen blev McCann diagnosticeret med strubekræft. Efter behandling kom han sig fuldstændigt, men hans stemme blev efterladt skadet, og han blev ikke i stand til at synge efterfølgende. På trods af dette har han sinde optrådt som vært til forskellige folkemusikarrangementer, mest notabet er nok The Dubliners reunion shows, og i 2006 showene "Legends of Irish Folk" shows, hvor han også spillede guitar til slut. 50-års jubilæum Bandet fejrede deres 50-års jubilæum med en omfattende turne i Europa og en udgivelse af en live-dvd, der blev optaget på Dublin's Vicar Street. Turneen fortsatte på trods af Barney McKennas død der på dette tidspunkt var det sidste af de oprindelige medlemmer. Gruppen proklamerede også at deres sidste optræden ville blive det tre shows afholdt d. 28.–30. december på Vicar Street, hvor Jim McCann optrådte med dem. Succes The Dubliners blev kendte, ikke kun i Irland, men som pionerer for irsk folkemusik i Europa, og til en vis grad i USA:. Deres udgave af "Seven Drunken Nights" og "The Black Velvet Band" fra 1967 blev udgivet på det spirende pladeselskab Major Minor, og blev stærkt drevet frem af piratradiostationen Radio Caroline. Restultatet var at begge indspilninger nåede top 20 på UK pop charts. n tredje single, "Maids, When You're Young Never Wed an Old Man", nåede #43 i december 1967. Det var deres sidste hit i Storbritannien inden deres indspilninger med The Pogues i 1987. I 1974, Ronnie Drew besluttede Drew at forlade bandet og blev erstattet med Jim McCann, der tidligere havde haft tv-showet The McCann man. Han er bedst kendt for sine udgaver af "Carrickfergus", Makem's "Four Green Fields" og "Lord of the Dance". Han spillede med gruppen indtil 1979, hvor Drew vendt tilbage og McCann forlod bandet for at få en solokarriere. Først tog Drew dog til Norge, hvor han indspillede to sange på norsk med den norske gruppe Bergeners. Sammen med den irske punkgruppe fik The Dubliners et stort hit med "The Irish Rover", der blev #1 i Irland og #8 på UK singles charts. The Dubliners opnåede også popularitet blandt berømte musikere som Bob Dylan, Roy Orbison, Jimi Hendrix og Pink Floyds trommeslager Nick Mason, som var selvudnævnte fans af Dubliners. I 1960'erne sang The Dubliners oprørssange som "The Old Alarm Clock", "The Foggy Dew" og "Off to Dublin in the Green". Konflikten i Nordirland fra 1969 og frem fik dog gruppen til stort set at droppe disse sange fra deres repertoire. De begyndte at synge flere af dens slags sange i deres senere år. I 2004 modtog gruppen Folkemusikprisen under Skagen Festival i Danmark. Den 8. februar 2012 modtog The Dubliners en "Lifetime Achievement Award" ved BBC Radio 2 Folk Awards. The Dublin Legends Efter John Sheahan trak sig tilbage og den officielle opløsning af "The Dubliners" i slutningen af 2012, fortsatte de restende medlemmer af gruppe - Seán Cannon, Eamonn Campbell, Patsy Watchorn og gæstemusikeren Gerry O'Connor - med at spille under navnet "The Dublin Legends", for at holde The Dubliners' arv i live. I februar 2013 skulle de på en turne i Storbritannien, men den måtte udskydes til juni, fordi Eamonn Campbell skulle opereres. I november sluttede banjospilleren Gerry O'Connor sig til Joe Bonamassa under hans turne i USA, og musikeren Paul Kelly trådte i hans sted til The Dublin Legends' koncerter i Tyskland. Gruppen udgav deres første livealbum med titlen An Evening With The Dublin Legends: Live In Vienna i januar 2014. Det indeholder 18 sange, som blev optaget i september 2013 i "Metropol" i Wien.

Ticket to Ride er et spil, hvor man skal gøre krav på togruter hen over USA. På kortet finder man en række byer og ruterne mellem byerne. De enkelte togruter består af en række felter, som enten har en farve eller er grå, hvilket betyder, at man kan vælge en hvilken som helst farve. Derudover består spillet af togvognskort i otte forskellige farver, svarende til togruternes farver, plus lokomotiver, der er jokere, destinationskort, som angiver ruter man skal fuldføre, samt togvognsbrikker i fem farver, en for hver mulig spiller. Der er desuden en række hjælpemidler. Hver spiller starter med at trække en håndfuld destinationskort, som hver angiver to byer, som man skal få til at hænge sammen med sine togruter. Jo længere afstand mellem byerne, desto flere point giver det at opbygge ruten (og hvis man ikke får bygget ruten, inden spillet er slut, skal pointene trækkes fra). Derefter får spillerne en håndfuld togvognskort. Den spiller, som er mest berejst, starter. I sin tur kan man enten trække togvognskort, gøre krav på en rute eller trække destinationskort. Når man trækker togvognskort kan man trække fra bordet eller fra bunken. Hvis man trækker en joker fra bordet, må man kun trække et kort, i alle andre tilfælde må man trække to. For at gøre krav på en rute skal man lægge et antal kort, der svarer til antallet af felter på ruten. Kortene skal have samme farve som felterne (eller være en joker), hvis felterne er grå, er det ligegyldigt, hvilken farve man bruger, men de kort man bruger, skal have samme farve. Når man gør krav på en rute, får man point efter længden af ruten og flytter sin pointmarkør. Mange linjer er kun enkeltsporede, derfor gælder det om at komme først for at bygge der, ellers må man gå en omvej. Man må derfor træffe både taktiske og strategiske valg, om hvorvidt man vil sætte sig på en linje, og derved måske afsløre ens langsigtede hensigter. Spillet slutter, når én spiller er ved at have opbrugt sine togvogne til at bygge linjer med. Alle får herefter en afsluttende runde, hvorefter man afslører destinationskortene og tæller point op. Der gives point for at opfylde destinationskort, for enkeltruter samt en bonus for at bygge den længste sammenhængende rute.

På grund af hans italienske mor, som var romersk-katolsk og ville forbyde ham at bokse, brugte han det irsk klingende navn Tommy Burns frem for hans egentlige navn Noah Brusso. Han kom fra en fattig familie med tretten børn. Burns drog til USA og startede sin karriere som bokser. Boksekarriere Tommy Burns debuterede som professionel bokser i en alder af 20 år den 17. januar 1902 i Michigan, hvor han havde slået sig ned. Burns fik hurtigt en stribe sejre som mellemvægter, og allerede i 1903 vandt han blev han mellemvægtsmester i delstaten Michigan. Han tabte en kamp i 1904 mod veteranen Philadelphia Jack O'Brien og i 1905 mod Jack "Twin" Sullivan, men disse kampe var de eneste nederlag, som Burns fik i begyndelsen af sin karrirere. De mange sejre gav Burns muligheden for en kamp om verdensmesterskabet mod Marvin Hart, der noget kontroversielt havde vundet det ledige verdensmesterskab i 1905 efter at datidens store særvægtsmester James J. Jeffries havde trukket sig tilbage. Kampen mod Marvin Hart blev afviklet den 23. februar 1906. Burns vejede til kampen 175 pund (79,38 kg), der er vægtgrænsen til letsværvægt. Marvin Hart vejede 195 pund til kampen. Marvin Hart var favorit til at vinde kampen, og odds var 10:7 på, at Burns ikke skulle klare ti runder. Tommy Burns vandt imidlertid kampen på point efter 20 omgange. Han forsvarede titlen hele elleve gange i løbet af kun to år. Tommy Burns forsvarende bl.a. titlen mod australieren Bill Squires, som blev stoppet efter blot få minutters boksning i den indtil da korteste titelkamp om verdensmesterskabet i sværvægt. På trods af sin beskedne størrelse for en sværvægter (Burns vejede i flere af sine kampe omkring grænsen for letsværvægt) var Burns ganske succesfuld, og han vandt overbevisende sine titelkampe, der blev afviklet i USA, Frankrig og England. Kampen mod Jack Johnson I 1908, blev Tommy Burns den første verdensmester i sværvægt, der accepterede en kamp med en farvet bokser, Jack Johnson. Burns blev tilbudt 30.000 dollars for kampen, hvilket var dobbelts så meget, som der nogensinde var betalt en bokser for en boksekamp, og Burns accepterede at sætte titlen på spil på trods at stærk modstand mod kampen i dele af offentligheden, der ikke anså det som passende, at en sort bokser fik mulighed for at vinde den mest prestigefyldte titel indenfor boksesporten. Kampen mod Johnson blev afviklet den 26. december 1908 i Sydney i Australien. Burns med sine 170 cm vejede ind til kampen med en kampvægt på blot 168½ pund (svarende til nutidens super-mellemvægt), hvorimod Johnson på 187 cm vejede ind med 192 pund. Kampen blev en ensidig forestilling, hvor Johnson viste sig Burns fysisk overlegen. Burns blev udbokset, og kampen fik en kontroversiel slutning, da politiet stoppede kampen efter fjorten runder, hvorefter Jack Johnson af dommeren blev erklæret som vinder af kampen, og dermed ny verdensmester i sværvægtsboksning. I et filmet interview siger Burns, at Johnson er den næstbedste bokser bagefter James J. Jeffries. Tiden efter verdensmesterskabet Burns blev voldsomt upopulær ved at have mistet titlen som verdensmester til en sort bokser, og der gik halvandet år før end Burns gik i ringen igen, denne gang mod Bill Lang om det britiske imperiemesterskab i en kamp i Sydney den 11. april 1910. I den næste kamp i august 1912 vandt han det canadiske mesterskab. Burns boksede få kampe herefter. Han forsøgte i en alder af 39 år at genvinde det britiske imperiemesterskab i 1920, men blev for første gang i karrieren stoppet, da han opgav efter 7 omgang. Burns opgav herefter karrieren. Han boksede aldrig i USA efter nederlaget til Jack Johnson. Tommy Burns døde ludfattig i Vancouver i British Columbia. Kun fire personer mødte op til hans begravelse på kirkegården Ocean View Cemetery i Burnaby i British Columbia. Frem til 1961 lå han i en umærket grav, men en sportsjournalist fra Vancouver samlede penge ind til et mindesmærke. Han blev i 1955 valgt ind i Canadian Boxing Hall of Fame og Canadian Sports Hall of Fame, og den 9. juni 1996 blev han optaget i International Boxing Hall of Fame. Burns opnåede 59 kampe, hvoraf han kun tabte 5 (én før tid). Han fik 46 sejre (34 på KO) og 8 uafgjorte.

Det er udøvere, som ikke har noget ståsted i den etablerede kunstverden, som følger sine egne love og kunsten og betegnes som Outsider Art. Outsider Art karakteriserer en umiddelbar og uhæmmet kunst, som ikke er under indflydelse af andre kunstarter og har i nutiden sin egen selvstændige kunstscene. Kunstnere fra Trastad Gård Herleik Kristiansen (1947-) kom til "Trastad Gård" i 1961. Han opførte sig så truende, at han blev udsat for tvangstrøje og bundet til sengen. En plejer opdagede, at han havde tegnet nogle "kruseduller" på et papir. Det forandrede Herleiks liv. Hans lærer Sigvor Riksheim, som var en pioner i arbejdet med psykisk udviklingshæmmede, så potentialet i den umulige dreng og gav ham muligheden for at udfolde sig kunstnerisk. Han forbedrede sig, og viste efterhånden en stærk koncentrationsevne, når han fik ro og fred til at være kreativ. I nutiden bor Kristiansen i en beskyttet bolig i Harstad. Han er en anerkendt norsk kunstner. Hans billeder er indkøbt af mange museer og institutioner. Han arbejder i forskellige materialer, bl.a. med keramik og linoleumstryk. Motiverne henter han fra sine nære omgivelser. Hans tidlige tryk var ofte knyttet til fugle, men også af billeder med et religiøst indhold eller huse, nisser og natur. Torstein Nilsen (1948-) kom til Trastad Gård i 1962. Han har arbejdet i over 40 år med maleri og keramik. Han fik vejledning af Sigvor Riksheim på Trastad Gård og senere af instruktører ved Trastadcenteret i Harstad. Han er medlem af Nordnorske Billedkunstnere siden 1977. Han har haft mange separat- og gruppeudstillinger i både ind- og udland. Det er tydeligt, at Nilsen trives med sit kunstneriske arbejde. Siden hans verbale sprog ikke er så veludviklet, bliver kunstudtrykket specielt vigtigt, både fordi det giver ham en alternativ kommunikationskanal og en virkeidentitet. Wenche Nilsen (1967-) er en samisk tekstilkunstner, der bor og arbejder i dag i Alta. Hun komponerer sine egne mønstre, og det er næsten altid et menneske, som fremstilles, men nogen gange også et dyr. Med sine enkle naive tegninger på broderiet fremtryller hun sine figurer gennem brug af farver og broderiteknik. Der er store variationer i fremstillingen af et menneske fra de forskellige perioder i hendes liv. Hun broderer på stramej med 3-tråds strikkegarn. Foruden at brodere væver og strikker hun. I mange år har hun lavet sine billeder af garnrester. Museets udstillinger Den kulturhistoriske afdeling viser en autentisk bo- og plejeafdeling for 23 mænd, som den var, da den var ny i 1966. Museet viser ikke kun det positive i udviklingen for de såkaldte åndssvage, men viser også remme og tvangstrøjer, som var i brug indtil Trastad Gård blev nedlagt. I 2000 åbnede i den samme bygning en norsk og international samling af Outsider Art. En del af kunstværkerne er lavet af tidligere beboere på Trastad Gård. Kunstværkerne kan ses i Galleriets lokaler. Et af de vigtigste formål med museet Trastad Samlinger er at oplyse om de såkaldte outsider-gruppers deltagelse og anerkendelse i en kunstnerisk sammenhæng. Særlig fremhæves der arbejder af Herleik Kristiansen, Torstein Nilsen og Wenche Nilsen, som også i nutiden er produktive anerkendte kunstnere. Gennem vandreudstillinger i samarbejde med kunstnere fra hele Norge og i andre lande henvender Tradstad Samlinger sig til et bredt publikum. Trastad Samlinger har åbent fra begyndelsen af juli til midten af august, tirsdag-søndag kl. 11:00-15:00. Museet har åbent hele året efter aftale.

A baby baboon (Ole Christian Madsen): Det er ikke nemt at være luder. Man kommer ud for de mærkeligste kunder. Handyret (Maria Sødahl): Jeg elsker ... hendes fødder, hendes knæ, at se på hendes læber ... Det er let at sige. Hvorfor er det let at sige, jeg elsker ... dig? Bent (Per Fly Plejdrup): 20 minutter ... Ja, så kommer hun om 20 minutter. Det er en date ... Det er helt, helt normalt ...

Tsuro er en brik-baseret brætspil designet af Tom McMurchie, oprindeligt udgivet af WizKids og nu udgivet af Calliope Games. Tsuro er et brætspil for to til otte spillere. Hver spiller tager deres tur ved at vælge en brik fra deres "hånd", og placerer brikken på brættet for at bygge en sti, der begynder ved kanten af brættet og rejser rundt i interiøret. Formålet med spillet er at rejse stien og at undgå at ende din rejse udover kanten af brættet, og for at være den sidste brik på spillepladen.

En tutorial er en guide eller vejledning som punkt for punkt fortæller dig, hvordan du fx skal redigere et billede, eller opsætte en websted. En opskrift er en form for tutorial, da den punkt for punkt fortæller dig hvordan og hvad du skal gøre for at lave en bestemt ret.

U.S. Highway 89 er en nord-sydgående hovedvej i USA. Den er en del af U.S. Highway System og løber gennem en række stater i den vestlige del af landet. Vejen er delt i to sektioner. Den ene går fra Flagstaff i Arizona til den sydlige indgang til Yellowstone National Park i Wyoming. Vejen fortsætter gennem parken men er her ikke klassificeret som eller markeret som hovedvej. Fra nationalparkens nordlige indgang fortsætter Highway 89 mod nord til den canadiske grænse i Montana. Den sydlige strækning af vejen er 1.365 km lang og den nordlige er 650 km. Arizona Vejen starter i byen Flagstaff i det nordlige Arizona. Herfra går den forbi San Francisco Peaks og Sunset Crater. Ved bebyggelsen Gray Mountain fører vejen ind i Navajo-reservatet. Ved Cameron passerer den Painted Desert. Vejen fortsætter op til grænsen til Utah, som den når nord for byen Page. Utah Efter grænsen til Utah svinger vejen mod vest indtil byen Kanab. Her drejer den igen mod nord og går mellem Zion Nationalpark og Bryce Canyon National Park. I Wasatch Front området går vejen gennem nogle af de største byer i Utah, blandt andre Provo, Salt Lake City, Ogden og Logan. Gennem Salt Lake City følger U.S. 89 State Street. Fra Provo til Brigham City følger U.S. 89 Interstate Highway 15. Fra Logan fører vejen mod øst over Wasatch Range til Bear Lake, hvor den igen svinger mod nord. Ca. midt for søen krydser vejen statsgrænsen til Idaho. På en ganske kort strækning langs Bear Lake følger vejen det gamle Oregon Trail. Idaho Strækningen gennem det sydøstlige hjørne af Idaho er ganske kort. Vejen passerer små byer med navne som Paris og Ovid, og den største by på strækningen er Montpelier. Ved Geneva krydser vejen igen en statsgrænse, denne gang til Wyoming. Wyoming Vejen løber langs med bjergkæden Salt River Range gennem Star Valley, og passerer byen Afton, hvor Butch Cassidy havde et tilholdssted i bjergene. Nord for Salt River Range møder vejen Snake River som den går parallelt med videre mod nord gennem byen Jackson, gennem Jackson Hole dalen, forbi Teton Range, nær Grand Teton National Park og videre til den sydlige indgang til Yellowstone National Park, hvor hovedsvejsklassifikationen ophører på strækningen gennem denne nationalpark. På en del af strækningen gennem parken udgør vejen en del af Yellowstones Grand Loop Road. Montana Hovedvejen starter igen ved den nordlige indgang til Yellowstone National Park i staten Montana. Herfra går den mod nord langs Yellowstonefloden til den krydser Interstate Highway 90. Vejen forsætter mod nord gennem Lewis and Clark National Forest til byen Great Falls i det centrale Montana. Her svinger den mod nordvest og fortsætter op gennem sortfodsindianernes reservat, til den slutter ved den canadiske grænse i byen Piegan. Historie Indtil 1992 startede vejen i Nogales, Arizona ved grænsen til Mexico, men denne strækning er nu nedlagt som hovedvej. I stedet kan man køre fra Nogales til Flagstaff ad Interstate Highway 19 (I-19) til Tuscon, fortsætte ad I-10 til Phoenix og derfra ad I-17 til Flagstaff.

Ulrich 5. af Württemberg kaldet «der Vielgeliebte» (den elskede) (1413 – 1. september 1480, Leonberg) var greve af Württemberg fra 1419 til 1480.

Ulrik Stygge (død 8. juni 1449) var biskop i Århus 1424-49. Ulrik Stygge efterfulgte i 1424 Bo Mogensen som biskop i Århus. Han kom med det samme i strid med dronning Philippa, der under Erik af Pommerns udlandsrejse stod i spidsen for riget, vedrørende arven efter biskop Bo. Sagen blev afgjort ef en række voldgiftsmænd med ærkebiskop Peder Lykke i spidsen. Den afsagte dom faldt ikke ud til bispens fordel. Ulrik Stygge kunne til gengæld senere opleve kongemagtens ydmygelse, da kong Erik blev afsat i 1439. Kongens afsættelse skete blandt andet på grund af højgejstlighedens modstand mod ham, men der vides ikke noget nærmere om den rolle, Ulrik Stygge spillede i denne konflikt. Ulrik Stygge var en af de jyske bisper, der ved Christoffer 3. af Bayerns kroning i Ribe i 1443 gennemførte, at tienden i Jylland for fremtiden skulle udgives med sit fulde beløb. Han udstedte adskillige statutter for sit eget domkapitel og for stiftets præster. Han regnes for at have stået for opførelsen af det slot, hvis fundament man i dag kan se rester af i Silkeborg.

En undergrundsbane er en jernbane for nærtrafik i en storby, placeret under jorden i tunneller. De fleste undergrundsbaner er kun nedgravet under de centrale bydele, mens de i forstæderne oftest har deres tracé i jordniveau, og da kan siges at være lokalbaner. Der findes undergrundsbaner i over 130 byer kloden rundt. F.eks. London Underground, i New York City Subway, Métro de Paris, Stockholms Tunnelbana, T-banen i Oslo, Københavns Metro og Berlins U-Bahn. Drift Karakteristisk for undergrundsbaner er høj kapacitet og hyppig drift med tilpasning til myldretiderne. Undergrundsbanernes stationer er næsten uden undtagelse udrustet med rullende trapper og elevatorer, dimensioneret til passagermængden. "Tunnelbane" "Tunnelbane" er det samme som undergrundsbane. Ordet blev ofte brugt i debatten om udvidelse af S-togsnettet i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne – hvor der var forskellige og omfattende planer om undergrundsbaner i København. Disse blev dog ikke til noget, og i stedet blev der i 1990'erne bygget en metro, der åbnede i 2002. Tunnelbane bruges nu mest om undergrundsbanerne i Stockholm og Oslo der begge har fået navnet tunnelbane (svensk: Tunnelbana, T-bana; norsk: tunnelbane, T-bane).

George Ivan Morrison blev født i Belfast, Nordirland, og forlod skolen allerede som 15-årig for at danne sin første gruppe The Monarchs. Inden da havde han nået at spille et par år i et skiffle-band. Det blev dog i 1965, at Van Morrison fik sit internationale gennembrud med gruppen Them. Them spillede aggressiv R&B (oprindelig form) med Van Morrisons markante vokal, og de indspillede hitsangene "Here Comes the Night" og "Gloria" (sidstnævnte skrevet af Morrison). Them gik i opløsning i 1966, og siden da har Van Morrison arbejdet som solist i varierende samarbejde med andre musikere, ligesom han genremæssigt har bevæget sig rundt i stort set alle de afkroge af rockmusikken, han kunne finde. Han har siden 1967 udgivet omkring 35 album i eget navn og medvirket som gæst på talrige compilations og støtteplader, oftest med gæsteoptræden. Hans andet album under eget navn Astral Weeks (1968) er af en hel generation rockskribenter og -historikere fremhævet som en at de allerbedste rockplader, der nogensinde er lavet. Her manifesterede han sig som album-musiker, selvom han året forinden havde haft et top-ti-singlehit i USA med "Brown Eyed Girl". I 1970 kom albummet Moondance, hvor især titelnummeret og "Crazy Love" har opnået meget spilletid. Han medvirkede i filmen The Last Waltz om The Bands sidste koncert. Mellem 1980 og 1983 boede Morrison i en fjerdesals lejlighed i Vanløse sammen med sin danske kæreste, Ulla Munch. Albummet Beautiful Vision fra 1982 indeholder bl.a. sangen "Vanlose Stairway", der handler om trapperne op til kærestens lejlighed.

Veafjorden er en af tre fjorde omkring Osterøy. Den strækker sig fra Sørfjorden i syd til Osterfjorden i nord. Langs Veafjorden ligger byerne Stanghelle og Stamnes. Veafjorden og dens landskab blev brugt i filmen The Golden Compass med blandt andre Nicole Kidman, Eva Green og Daniel Craig.

Vellugtende gulaks er en flerårig urt med en tueformet vækst. De grundstillede blade er flade og uden midterribbe eller bladskede. Derimod har hvert blad ved grunden en lille tot fine, hvide hår. Over- og underside er ensartet græsgrønne-blågrønne. Blomstringen sker i juni-juli, hvor de reducerede, men tvekønnede blosmter ses endestillet på særlige stængler med knæ. Frugterne er nødder. Rodnettet består af en tæt tot af trævlerødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,40 x 0,40 m (40 x 40 cm/år). Disse mål kan fx bruges til beregning af planteafstande, når arten anvendes som kulturplante.

Borge blev født i København og voksede op i Classensgade 40 på Østerbro. Det musikalske talent havde han fra faderen, kgl. kapelmusikus Bernhard Rosenbaum og moderen, pianisten Frederikke Rosenbaum. Han debuterede i 1926 i Odd Fellow Palæet. I 1930'erne medvirkede han i fem spillefilm under sit borgerlige navn, Børge Rosenbaum. I 1940 blev Børge Rosenbaum tvunget til at forlade Danmark på grund af den nazistiske jødeforfølgelse. Skønt han ikke talte engelsk, lykkedes det ham snart at "oversætte" sin humor, og han optrådte i Bing Crosbys radioprogram Kraft Music Hall i 1941. Allerede det næste år blev han udnævnt til "the best new radio performer of the year" af den amerikanske presse, og fra da af gik det kun fremad. Han blev især kendt for sit One-man-show Comedy in Music i Golden Theatre, New York, i perioden 1953-56. Senere turnerede han verden over og kom ofte til Danmark, hvor han optrådte i dansk tv, på Det Kongelige Teater og ved koncerter i Tivolis Koncertsal. Kritikere mente, at han havde svært ved at forny sig, mens hans beundrere holdt af og nærmest ventede på de klassiske tricks. Blandt hans kendte numre var "fonetisk tegnsætning", hvor komma, punktum, tankestreg mv. blev omsat til lyde. Ved sine koncerter i Danmark afsluttede han sit show med stille passager af dansk musik, herunder Hist hvor vejen slår en bugt og I Danmark er jeg født nogle gange med medvirken af Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor, som han var protektor for. I foråret 1957 købte Victor Borge det lille smukke slot Frydenlund i Vedbæk for ca. 1,5 millioner kroner. Han ombyggede slottet med henblik på sine årlige ferieophold i Danmark. Han solgte slottet igen i 1960. Men han blev ved med at komme til Danmark og holdt af at vandre rundt i København og mindes. Hyldest På huset hvor han voksede op i Classensgade, er facaden udsmykket med en marmorplade. I 2002 blev en hidtil unavngivet plads på Østerbro i København døbt Victor Borges Plads. Planerne om en "Victor Borges Genvej" i Østermarie på Bornholm ("Smilet er den korteste afstand mellem mennesker" - da det kun drejede sig om 15 meter fra fodgængerovergangen til Rosenørns Allé) strandede i 1999 på, at formanden for Teknisk Udvalg i Allinge-Gudhjem Kommune ikke fandt idéen morsom. Det gjorde Victor Borge, som meget gerne ville være kommet til indvielsen.

Vild gulerod er en toårig, urteagtig plante med en stiv, opret vækst. Første år danner planten en roset af grundstillede blade, og først næste forår skyder den blomsterbærende stængel til vejrs. Stænglen er massiv og furet med stive hår. Bladene er spredtstillede og 2 eller 3 gange fjersnitdelte. Fligene er lancetformede og spidse med hel rand. Begge bladsider er hårede, og omtrent ensfarvet græsgrønne. Blomstringen sker i juni-august, hvor blomsterne kan ses samlet i endestillede skærme, der selv består af småskærme. De enkelte blomster er hvide og regelmæssige med undtagelse af dem, der sidder yderst i småskærmene, hvor blomsterne er uregelmæssige. Midt i storskærmen finder man ofte én eller nogle få, røde blomster. Frugterne er todelte spaltefrugter med nøddeagtige delfrugter. Rodnettet består af en kraftig, lodret jordstængel, som fortsætter over i en dybtgående pælerod. Der er forholdsvis få, men grove siderødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,75 x 0,30 m (75 x 30 cm/år) – dette gælder for planten i det andet leveår.

Under første verdenskrig tilbragte Vsevolod Pudovkin tre år i en tysk fangelejr. Han blev inspireret til at arbejde med film efter at have set D.W. Griffiths film Intolerance (1916). Han var både instruktør og skuespiller hos Lev Kulesjov. I 1932 blev Pudovkin professor ved Moskvas filmakademi.

Han var søn af Ludvig Augustinus og yngre bror til Christian Augustinus. William Augustinus begyndte som skuespiller ved Casino og Sønderbro Teater. Han blev senere fotograf med atelier i Karel van Manders Gård på Østergade 15 i København. Derudover havde Augustinus et mindre litterært forfatterskab. Han var instruktør ved Nordisk Film i forsommeren 1911, men blev samme år afskediget. Omkring 1913 arbejdede han som filminstruktør i Tyskland. Han er begravet i familiegravstedet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Wulfstan af Hedeby (Hæðum, latin Haithabu, Heidiba) var en rejsende og handlende i slutningen af 800-tallet. Han er kendt for, at han fortalte om en rejse fra Hedeby (norrønt Hæðum, latinsk Haithabu) i Danmark til Truso i dagens Polen. Rejsen skete trolig omkring 880 e.Kr. Dansk eller engelsk? Karl Baumann begrunder i sin bog Die Prussen. Ein sympathisches Volk zwischen Weichsel und Memel (1991) at Wulfstan ikke bare besøgte, men også boede i Truso. Wulfstan benævnes ofte som angelsakser, og det er muligt, at han var en engelsk handelsmand som i modsætning til sine landsmænd ikke bare rejste til Hedeby, men også yderligere østover. Det er derimod også mulig, at han var fra Danmark, og at navnet er angelsaksisk tillempning, og at han gav sin fortælling, da han var i England. Handelsmanden Wulfstan af Hedeby bør ikke forveksles med St. Wulfstan af Worcester, biskop af Worcester i det 11. århundrede, heller ikke med Wulfstan I af York, ærkebiskop af York i det 10. århundrede, og Wulfstan II af York, ærkebiskop af York i det 11. århundrede.

X Window System eller X11 er kernen bag mange UNIX GUIs (Graphics user interface – Grafisk brugergrænseflade) som f.eks. Gnome, KDE og XFCE.

Ærkeengle indtager i englenes rangorden en særstilling. Efter forskellige traditioner er de tre, fire eller syv og står nærmest Guds trone. Ifølge Dionysios Areopagitas angelologi indtager de dog den næstnederste plads, over de almindelige engle. Efter klassisk tradition er der tre (undertiden fire) ærkeengle: Michael, Gabriel og Rafael (til tider også Uriel). Ordets kommer fra det græske αρχάγγελος archangelos, af αρχη arkhē, "chef", "første" + άγγελος, angelos "budbringer".

Rapid bygges sammen med den identiske SEAT Toledo IV på Škodas fabrik i Mladá Boleslav, og kom på markedet den 20. oktober 2012. I Indien er der siden 2011 blevet bygget en bilmodel, som ikke har noget at gøre med den europæiske model, men som også hedder Rapid. Karrosserivarianter Rapid fandtes i starten kun som femdørs combi coupé med stor bagklap, som i september 2013 blev suppleret af en kortere hatchbackudgave med navnet Rapid Spaceback. Motorprogrammet er identisk i begge versioner, dog kan den mindste benzinmotor med 75 hk ikke leveres til Rapid Spaceback. Udstyr Standardudstyret omfatter blandt andet seks airbags, ABS og ESP, centrallåsesystem, servostyring, højdejusterbart rat og el-ruder. Modellen findes i udstyrsvarianterne Active, Ambition og Elegance. De to sidstnævnte udstyrsvarianter råder over flere yderligere udstyrsdetaljer, som f.eks. klimaanlæg. Rapid Spaceback kan mod merpris leveres med et panoramaglastag med forlænget glasbagrude.

3318 Blixen er navnet på en asteroide, som blev opdaget i 1985 af de danske astronomer Poul Jensen og Karl Augustesen. Asteroiden har en diameter på 23,5 km, og er opkaldt efter forfatterinden Karen Blixen.

Pulcheria blev ved sin fødsel en del af det Theodosiske dynasti, der på det tidspunkt regerede over det todelte romerske rige. Hendes far Arcadius var kejser af det Østromerske rige og hans yngre bror Honorius var kejser af det Vestromerske rige. Hendes mor, Eudoxia, døde i 404, da Pulcheria var fem-seks år gammel og faderen døde i 408. På det tidspunkt var hendes bror Theodosius syv år gammel, og han blev officielt kåret som kejser. Som formynder og regent for ham fungerede den prætorianske præfekt Anthemius. Præfekten var en dygtig administrator, der fik systematiseret kornleverancerne fra provinsen Egypten, og på den militære front fik han afvist angreb fra hunneren Uldin. Han udvidede arealet for byen Konstantinopel og i 413 indledte han byggeriet af forsvarsmurene langs den nye bygrænse. De findes endnu som de Theodosianske mure, men det er Anthemius og ikke den dengang 12-årige kejser, der fortjener æren for dem. Kejserinde I juli 450 - på en af sine jagtture - faldt kejser Theodosius af sin hest og blev så hårdt kvæstet, at han døde to dage senere. Som tidligere nævnt havde han ingen mandlige arvinger, og hans ugifte søstre var (naturligvis) barnløse, så der var ingen oplagt kandidat til kejsertronen. Pulcheria trådte igen i karakter og overtog magten, og historikerne regner med, at hun påtog sig opgaven med at arrangere de ceremonier, der skulle finde sted i forbindelse med kejserens begravelse. Det kunne imidlertid ikke komme på tale, at en kvinde stod som officiel enehersker i riget, så der var brug for en kejser. Valget faldt på Marcian, der var professionel soldat. Han var født i beskedne kår, men var avanceret til at blive chef for den kejserlige garde og var desuden blevet senator. Marcian måtte love at respektere Pulcherias kyskhedsløfte, og brylluppet blev holdt i august 450. For at lukke munden på kritikere af dette ret uortodokse ægteskabsarrangement, udsendte kirken en erklæring om, at "Kristus selv støttede formælingen, og at den derfor hverken burde udløse chok eller uberettigede mistanker." I Pulcherias tid som kejserinde blev der sat et foreløbigt punktum for en af de kirkelige tvister om tolkningen af gudsbegrebet. Konstantinopels ærkebiskop, Nestorius, havde siden sin udnævnelse i 428 fundet gehør for et gudsbegreb med to tilstande for den genfødte Kristus, som henholdsvis menneskelig og guddommelig. Det betød efter hans mening, at Jomfru Maria skulle omtales som Christotokos (Den, der bærer (føder) Kristus) og ikke Theotokos (Den, der bærer Gud). Kejser Theodosius støttede i første omgang Nestorius, men ved kirkemødet i Efesus i 431 blev denne tolkning fordømt. Pulcheria havde hele tiden hyldet Theotokos-begrebet, og havde derfor været på kant med Nestorius. Nu fik hun overbevist kejseren, og Nestorius blev afsat fra sit embede og senere forvist til en fjern udkant af riget. Derefter støttede hele kejserfamilien Theotokos-begrebet, hvor Kristus var menneskelig og guddommelig på samme tid. Striden om, hvordan Kristus skulle opfattes, ulmede imidlertid videre. Abbeden Eutyches fra Konstantinopel prædikede, at Kristus udelukkende var guddommelig og denne monofysitisme blev fordømt på et kirkemøde i Chalkedon i 451. Mødet resulterede i en revideret trosbekendelse, der blev basis for den kristne kirke i de følgende århundreder. Eftermæle Pulcheria døde i 453, og i kraft af det store velgørenhedsarbejde, hun havde udført, blev hendes minde æret blandt Konstantinopels befolkning. Sozomenos skrev ligefrem, at det ville føre for vidt at beskrive alle de kirker, Pulcheria havde fået bygget, foruden alle hospitalerne og herbergerne for de fattige. Velgørenheden fortsatte efter hendes død, idet Pulcheria i sit testamente havde bestemt, at hendes formue skulle deles ud blandt de fattige. Kirken ophøjede hende til helgen, og flere hundrede år senere kunne man stadig opleve Konstantinopels befolkning fejre hendes minde en gang om året, den 10. september.

Kurven blev studeret af Pierre de Fermat i 1630, Guido Grandi i 1703, og af Maria Agnesi i 1748. På italiensk hedder kurven la versiera di Agnesi som betyder "Agnesis kurve". Dette blev læst af professoren John Colson som "l'avversiera di Agnesi", hvor "avversiera" betyder "kvinde, som har sat sig op imod Gud", altså "heks", og fejloversættelsen er hængt ved.

Airhockey er et spil med to deltagere, der spilles på et bord med bander omkring, hvor der er et hul i midten af hver endebande, der fungerer som mål. Hele bordet er dækket af huller, hvor der kommer luft ud af, så friktionen mellem pucken og underlaget formindskes. Hver spiller skal så forsøge at score i modstanderens mål og samtidig forhindre modstanderen i at score mod en selv. Spillet blev opfundet af Bob Lemieux i 1972 i USA. Kampene spilles enten på tid eller til en spiller har scoret et bestemt antal mål, normalt syv.

Et alethiometer er en fiktiv opfindelse som måler sandheden, i Philip Pullman trilogi om Det gyldne kompas. Ordet stammer fra det græske alètheia, der betyder "sandheden" og måler sandhed, så alethiometer betyder "sandheds-måler". En misforståelse fra forfatterens tidligere titel til bogen ("De Gyldne Kompasser") og ligheden til et almindeligt kompas, er grunden til at den amerikanske titel på bogen er Det Gyldne Kompas i stedet for Nordlys . Det er blevet beskrevet sådan her i den første bog: Det lignede meget et ur eller et kompas, for der var visere der pegede rundt på forskellige steder på skiven, men i stedet for timer eller tal til kompasser, var der mange små billeder, hvert af dem var malet med den fineste og forsigtige pensel. Et alethiometer bliver givet til hovedpersonen Lyra Belacqua, af "Jordan Kollegiet"s rektor. Han fortæller Lyra, at det er en opfindelse og at der kun er lavet 6 i hele verden. Han forklarer også dens funktioner til hende og siger, at hun selv er nødt til at lære at bruge det. For at bruge alethiometret, skal brugeren indstille 3 af de 4 visere på symbolerne på skiven og danne et spørgsmål i sindet. Den fjerde viser vil svare på spørgsmålet, ved at svinge fra et symbol til et andet og få det til at give mening inde i brugerens sind. Ethvert symbol kan have mange betydninger, hvilket kræver at brugeren er specielt fokuseret på alethiometret. Det er under "Støvs" eller elementære partiklers (mørkt stof) påvirkning, at alethiometret kan svare på spørgsmål. En veluddannet bruger kan alethiometret til at få på alle spørgsmål vedrørende fortid og nutid, men alethiometret er ikke i stand til at forudsige fremtidige begivenheder, men kan i begrænset omfang fortælle hvad der vil ske, hvis visse handlinger bliver taget (såsom virkningerne der kom hvis spørgelserne forlod Underverdnen, hvilket de senere gjorde). Den faktiske mekanisme i instrumentet er henlagt i mystik. Den oprindelige prototype var designet til at udregne planeternes bane, som et kompas sporer den magnetiske nordpol: nålen peger nu mod himmellegemer som Venus eller Mars i stedet for nord eller syd. Men denne oprindelige hensigtmislykkedes. Lyra mener, at nålen bliver styret af interaktive støv-partikler, der ligner et samspil mellem Crookes radiometer og fotoner. En lærd der mestre kunsten at læse alethiometret, har titlen alethiometrist; bemærkelsesværdige alethiometrister omfatter Jordan Kollegiets rektor, Fra Pavel, Teukros Basilides og Lyra, der kan bruge alethiometret via sin intuition, snarere end de mange års uddannelse det ellers kræver, selvom hun mister evnen sidst i trilogien, fordi hendes behov for det er passeret. Hun beslutter bagefter at bruge resten af hendes liv til at lære at bruge alethiometret.

Soundtracket indeholdte blandt andre sange, hittet The World's Greatest - en hyldest til Ali fra sangeren R. Kelly.

En alveolær konsonant eller alveolar udtales ved at tungen føres sammen med tandkødet, og fæstnes til fortænderne. De frikative alveolære konsonanter inddeles i dentale, alveopalatale og postalveolære, mens de øvrige normalt grupperes sammen som alveolære.

Anna Ancher var datter af købmand og kroejer Erik Andersen Brøndum (der ejede Brøndums Hotel) og Ane Hedvig Møller (1826-1916). Ane Hedvig er ophavskvinden til én af de mest genfortalte myter om Annas medfødte evner som kunstner: Anna fødtes nemlig ved samme (og eneste) lejlighed, som periodens store forfatter, H.C. Andersen, overnattede på Brøndums Gæstgiveri (senere Hotel). Derfor mente moderen Ane Hedvig, at Anna måtte være begavet med særlige kunstneriske evner: “Vor Herre saa’ dog min gode Vilje, og har belønnet den ved at give det barn, hvis Fødsel blev fremskyndet under saa sære Forhold, Talent for Kunsten.” Hun var den femte i en søskendeflok på seks, der også talte Christen Degn Brøndum, der overtog Brøndums Hotel efter faderen. Hotellet var i en årrække samlingspunkt for Skagensmalerne, og her mødte hun i 1874 maleren Michael Ancher, som hun blev gift med på sin 21 års fødselsdag i 1880. I 1883 fik de datteren Helga Ancher. Anna studerede tre vintre på Vilhelm Kyhns private tegne- og malerskole for kvinder i 1875-78 i København. Som kvinde var man forment adgang til Kunstakademiet, hvorfor eneste mulighed var at tage privatundervisning. Senere tog hun til Paris og studerede hos Pierre Puvis de Chavannes sammen med Marie Triepcke, der senere skulle blive gift med P.S. Krøyer. Sommeren 1879 fik Skagen besøg af mange nordiske kunstnere, der havde hørt, at Skagen var det ideelle sted at forsøge sig med friluftsbilleder på grund af den særegne natur og det enklere liv væk fra storbyen. Blandt disse kunstnere var nordmændene Christian Krogh og Frits Thaulow. Christian Krogh skulle også vise sig at få en indflydelse på Anna Anchers kunstneriske udvikling. I 1880 debuterede Anna Ancher på Charlottenborg med Lars Gaihede snitter en pind (1880, Skagens Museum), et kunstværk, hvis realisme var stærkere end hidtil i samtidens maleri. De følgende somre i 1880'ernes begyndelse kom stadig flere kunstnere til Skagen for at dyrke friluftsmaleriet, og et nybrud i skandinavisk maleri blev skabt i et fællesskab, hvoraf Anna Ancher var en vigtig part, med værker som Blind kone, Blå Ane (1882, Skagens Museum) og Pigen i køkkenet (1883-86, Den Hirschsprungske Samling). Ancher var optaget af det nederlandske 1600-talsmaleri, hvor man også finder mange interiørscener, hvor Anna Ancher skildrer rummet helt uden reference til noget udenfor. At Anna Ancher var født skagbo, gav hende en nemmere kontakt til lokalbefolkningen, der også var hendes primære motiv. Hun var meget optaget af at udforske lys og skygge, som ses i fx Interiør med klematis (1913). Efter et halvt års ophold i Paris satte hun sig dog også for at løse større opgaver med en mere kompliceret komposition, fx En begravelse fra 1891 (se mere nedenfor) og Et missionsmøde (1903, Skagens Museum). Hendes første udstillingsbillede, Et gammelt ægtepar på hjemvejen fra Skagen Kirke (1879), forestillede to fattige originaler, Per og Stine Bollerhus, på vej hjem fra Skagen Kirke. Flere år senere deltog hun i Stines begravelse og samlede sine indtryk i maleriet En begravelse; et hovedværk i hendes produktion. Som i de fleste af Anna Anchers andre billeder er der her ingen, som forsøger at skabe øjenkontakt. Man kan derfor ubemærket afsøge rummet og lade sig indfange af den meditative ro. Den lavloftede stue er fyldt med lys, der giver Ancher mulighed for at demonstrere sit koloristiske mesterskab i mødet mellem de blålige, rosa og grønne farver. Anna Ancher havde det sjældne held (for kvinder af sin generation) at nyde respekt for sin faglighed - ikke blot hos sin ægtefælle, men også hos andre malere. Hun rejste sammen med sin mand (bl.a. til Wien 1882 og Paris 1885 og 1889), udstillede regelmæssigt, og hendes maleri har ofte repræsenteret dansk kunst i udlandet, bl.a. med udstillinger i USA i 2013 og 2018. Hun fik generelt mere omtale end de fleste andre kvindelige kunstnere i perioden, både i kunsttidsskrifter og i dagbladene. Til gengæld måtte hun finde sig i ofte at blive anmeldt sammen med sin mand og af nogle anmeldere, bl.a. Holger Drachmann, at blive omtalt som “Fruen”. Desuden blev hun fremhævet som kvindelig kunstner og mentes dermed at være i besiddelse af en særlig følsomhed. På Anna Anchers tid var denne betegnelse ofte et udtryk for, at hun anvendte pastelkridt, foretrak små formater eller lavede kunstværker med særlige harmoniske farver. Lige så blev “det kvindelige” brugt som forklaring på, hvorfor hendes skildringer af skagboerne var særligt indlevende. I 1904 modtog Anna Ancher Eckersberg Medaillen, i 1913 Ingenio et Arti og Tagea Brandt Rejselegat i 1924. Indtil sin død udstillede hun i alt 54 gange på Charlottenborg. Mange af hendes malerier kan ses på Skagens Museum, i Anchers Hus og Ribe Kunstmuseum, samt på Den Hirschsprungske Samling i København. En impressionistisk maler Sammen med Theodor Philipsen betragtes Anna Ancher som én af de betydeligste impressionistiske malere i dansk kunst. Den danske kunsthistoriker Peter Nørgaard Larsen skriver således om Annas impressionistiske stil: “Men i modsætning til de franske impressionisters forbundethed med det moderne liv i og omkring metropolen er [Annas] billeder malet fra periferien af det moderne [...] Snarere end mod det hektiske, flygtige og øjebliksbetonede, som almindeligvis er impressionismens kendemærke.” Anna Ancher er i dag kendt som lysets og solskinnets maler og som en impressionistisk inspireret kolorist for hvem, det først og fremmest var farver og lys, der havde betydning. Den samtidige, danske maler Karl Madsen skrev således om Anna: “Anna Ancher var i dansk kunst den første, der forstod at fange en solstråle. Når hun lod den lyse ind i de fattige stuer, hvor en blind kone sad ene, fik billederne derved en egen højtidelig vemodsstemning”. Dog var der også en anden og mere alvorlig side af Anna Ancher, hvor billedernes indhold i høj grad spiller en rolle. Her er det kvindernes liv, det handler om – som det formede sig på Anna Anchers tid, men også kvindeliv forstået mere alment og universelt. Kvindeskildringer Anna Anchers billeder skildrer ofte kvindernes verden. Hun malede mange kvinder – mange flere end mænd – og disse mange kvinder er ofte alene. Et typisk motiv for Anna Ancher udgøres af en enkelt kvindefigur i et interiør – et værelse eller en stue – optaget af en stilfærdig aktivitet eller blot tankefuld og indadvendt. Det indadvendte er et meget karakteristisk træk ved Anna Anchers kvindefigurer: opmærksomheden er rettet mod deres indre verden, som er skjult for betragteren; der er så godt som aldrig øjenkontakt med beskueren, idet kvinderne kigger nedad, har lukkede øjne eller vender ryggen til. På denne måde trækker intimiteten og stilheden i Anchers billeder paralleller til Vilhelm Hammershøis stemningskunst. Man kan tale om, at der sker en suspendering af det narrative og i stedet fokuseres på det formelle omkring komposition, figur i rum m.v. Ud fra kvindernes sysler i Anchers og Hammershøis billeder får vi intet at vide om hverken afsenderens eller modtagerens situation. Ingen forsøger at skabe øjenkontakt og oftest vendes ryggen til beskueren. Hendes motivkreds minder desuden om Viggo Johansens billeder af sin hustru, Martha (Anna Anchers kusine), og deres børn. Anna Ancher skrev bl.a. om maleriet Aftenbøn (Skagens Museum, 1888) i et brev til ægteparret Johansen: “det er kun som Farve jeg har ment noget dermed”. I dette udsagn ligger måske også kernen til forståelse af hendes billedproduktion. Under et besøg i Paris med Michael Ancher i 1888-89 havde impressionistisk kunst af Édouard Manet og andre franske kunstnere fascineret hende. Blandt skagensmalerne gjorde netop hun de største tilnærmelser til impressionismens idé om lyset som det egentlige motiv for malerkunsten. Et bemærkelsesværdigt træk ved Anna Anchers figurer er, at de er placeret indendørs. Her adskiller hun sig fra de øvrige (mandlige) Skagensmalere, der meget ofte malede udendørs. De malede fiskerne på stranden, havet, klitterne og udsigten ind over Skagen. Anna Ancher knytter sig med sine indendørs motiver nærmere til datidens andre kvindelige kunstnere, der netop foretrak at male de nære intime omgivelser - stuerne i hjemmet med børn, søstre, mødre eller tjenestepiger som modeller. Der er flere årsager til disse motivvalg: hjemmet med børn og husførelse var kvindernes domæne og ansvarsområde. Det var her, de opholdt sig, så motiver herfra var lige ved hånden. I 1800-tallet var det ikke velset, at kvinderne, især ikke borgerskabets kvinder, færdedes offentligt uden mandlig ledsagelse – heller ikke for at male. Kvinderne var således bundet til hjemmet; også via den økonomiske afhængighed af ægtemænd eller familie, da det ikke ansås for passende og heller ikke var almindeligt, at borgerskabets døtre og hustruer havde et erhverv. Derfor var deres uddannelsesmuligheder også yderst begrænsede – kvinder havde fx ikke adgang til kunstakademiet på Anna Anchers tid. Dét havde netop indflydelse på deres motivvalg, idet de på den måde til forskel fra mændene normalt ikke blev skolede i at udføre de monumentale, figurrige scenerier, som bl.a. Michael Anchers store fiskerbilleder er eksempler på. Anna Anchers kvindefigurer kan kategoriseres i to grupper: unge borgerlige kvinder og fiskerpiger/ fiskerkoner. Den første gruppe (de borgerlige kvinder) genkendes på deres tækkelige lange kjoler, langærmede og evt. med blondebesætninger, deres opsatte frisurer og deres skikkelser med markeret slank talje – se bl.a. Ung pige foran en tændt lampe og Interiør med røde valmuer. De opholder sig i rum, der kan karakteriseres som feminine; rum, der afspejler deres kvindelighed. Disse rum er malet i lyse, lette farver, er præget af ro og stille fordybelse, og meget ofte sammenstilles kvindefigurerne med blomster. Ofte kan man ligefrem iagttage en tendens til, at blomsterne efterhånden erstatter kvinderne – som i Interiør med klematis - og til sidst forsvinder endda blomsterne, og kun det rene kvindelige rum står tilbage som f.eks. Interiør. Brøndums anneks. Det religiøse liv i Skagen Den anden gruppe af Anna Anchers kvindefigurer, fiskerpigerne og fiskerkonerne, er først og fremmest karakteriseret ved deres hovedtørklæder – hvide eller sorte afhængig af, om de var enker eller ej. De er hyppigt forbundet med det religiøse islæt i Anna Anchers billeder: kvinderne befinder sig i kirken eller til missionsmøde – f.eks. Ung pige under gudstjenesten i Skagen kirke og Et missionsmøde. Omkring år 1900 havde Indre Mission solidt fodfæste blandt Skagens fiskerbefolkning – især blandt kvinderne. Man kan populært sagt sige, at mens mændene gik på kroen, tyede kvinderne til kirken som trøst og støtte i deres ofte hårde og nøjsomme tilværelse. Som den eneste af skagensmalerne har Anna Ancher skildret det religiøse liv i Skagen. Måske fordi det som tidligere nævnt i høj grad var en kvindeverden, men personlige årsager spillede måske også en rolle her. Udover at være ene kvinde i kunstnerkolonien var hun også den eneste af malerne, der var født og opvokset i Skagen. Både Anna Anchers mor og hendes søstre var religiøse. De var dybt grebet af Indre Mission, og som barn var Anna Ancher med sin mor til bibellæsning og til bønnemøder. Hendes voksne liv - som maler og medlem af kunstnerkolonien – stod i kontrast til denne religiøse opvækst. Kunstnerne var overvejende fritænkere og ateister og førte en til tider løssluppen (i skagboernes øjne) boheme-tilværelse. Det kan tænkes, at Anna Ancher har følt en ubevidst form for splittelse mellem de to verdener – barndommens med familien og religionen overfor kunstnerkoloniens voksne liv. Det er måske denne splittelse, der kommer til udtryk i hendes symbolistiske billede Sorg, hvor hun har afbildet sig selv nøgen på den ene side af et kors og sin mor med hænderne foldet i bøn på den anden side. Som Anna Ancher her har skildret sig selv, fremtræder hun som en klassisk Maria Magdalene, der i tidligere tiders religiøse billeder typisk fremstilles som den angrende synder, siddende nøgen ved korsets fod og med ansigtet skjult af sit lange hår. Anchers Hus og Saxilds Gaard Anna og Michael Ancher i 1884, efter at datteren Helga var blevet født, et hus på Markvej i Skagen. Efter at havde boet der de første 30 år, blev huset udvidet mod nord efter tegninger af arkitekten Ulrik Plesner med bl.a. en atelierbygning (opført 1913), som blev forbundet med det oprindelige hus ved en mellembygning. Efter Michael Anchers død i 1927 og Anna Anchers i 1935 stod huset ubeboet. Efter Helga Anchers død i 1964 blev malerier og indbo restaureret, og huset åbnede som museum i 1967 med familiens ejendele og ca. 250 forskellige kunstværker udstillet. Saxilds Gaard er naboejendom til Anchers Hus. Bygningerne var fra slutningen af 1700-tallet og frem til midten af den 20. århundrede i familien Saxilds eje og indgår i mange af Ancher-familiens billeder. I 1959 blev huset købt af forfatteren Ole Wivel, som 30 år senere 1989 overdrog det til Helga Anchers Fond som gave fra Aage V. Jensens Fonde. I Saxilds Gaard vises skiftende udstillinger. Der er desuden museumsbutik og -café i sommersæsonen. Museet blev i 2014 fusioneret med Drachmanns Hus og Skagens Museum i en ny organisation, Skagens Kunstmuseer (Art Museums of Skagen). Den danske 1000-krone seddel Anna og Michael Ancher kunne ses på forsiden af den danske 1000-kroneseddel, som sendtes i omløb 25. november 2004, men som senere blev udskiftet. På forsiden af pengesedlen var der et dobbeltportræt af Anna og Michael baseret på to malerier af Peder Severin Krøyer fra 1884. Disse to malerier er en del af portrætfrisen på væggene i Brøndums spisesal på Skagens Museum.

Ardee (Irsk: Baile Átha Fhirdhia) er en irsk by i County Louth i provinsen Leinster, i den centrale del af Republikken Irland med en befolkning (inkl. opland) på 4.694 indb i 2006 (3.948 i 2002)

Asylsagen er navnet på den politiske sag, der startede med en politisk debat om afviste asylsøgere, der i årevis havde siddet i danske asylcentre. Den tog fart i starten af 2007, da bl.a. Venstres Birthe Rønn Hornbech gik imod partilinjen med et ønske om, at de skulle kunne arbejde. Dagen før valgkampen, i oktober 2007, lovede statsminister Anders Fogh Rasmussen en løsning, som et bredt flertal kunne stå bag. Statsministeren ville lade nogle børnefamilier flytte uden for centrene. Men efter valget lavede Birthe Rønn Hornbech, som integrationsminister en snæver aftale med Dansk Folkeparti (DF). Det fik løsgænger Pia Christmas-Møller til at komme med sit eget forslag, som fik opbakning fra et flertal uden om regeringen. Men kort før afstemningen aftalte Ny Alliance i stedet med regeringen og DF at gå i gang med nye forhandlinger. Dette fik flere af partiets medlemmer til at forlade partiet. Som en udløber af sagen truede Lars Emil Johansen 12. februar 2008 med at trække grønlands repræsentanter i Folketinget ud efter, at DF havde kritiseret dem for at være med i et flertal mod regeringen og DF, før Ny Alliance ændrede deres standpunkt. Sagen startede med rapporter om, at børn af afviste asylansøgere, specielt irakere, fik psykiske skader af at bo i asylcentrene i længere tid. Regeringen og specielt Venstre afviste i første omgang at der var et problem, men efter pres fra flere sider, også internt i partiet, meddelte Indenrigsministeriet 23. oktober 2007, at asylansøgere med børn kunne bosætte sig uden for asylcentrene. Dagen efter denne meddelelse udskrev statsminister Anders Fogh Rasmussen folketingsvalg til afholdelse 13. november 2007 og asylsagen blev en del af valgkampen. Under valgkampen gjorde specielt Naser Khader, stifteren og lederen af det nye parti Ny Alliance, sig til talsmand for de afviste asylansøgeres sag. 16. januar 2008 indgik regeringen og DF en aftale hvor afviste asylansøgere med børn kunne flytte ud af asylcentrene efter 3-4 år. Institut for Folkesundhedsvidenskab påviste dog at børnene allerede efter et år viste tegn på psykiske skader. Dette fik oppositionen til at kræve en ændring i den netop indgåede aftale. Pia Christmas-Møller, der 5. december 2007 var udtrådt af de konservatives folketingsgruppe, lavede derfor et nyt forslag, som fik opbakning fra oppositionen og de grønlandske mandater og bragte dermed regeringen og DF i mindretal i sagen. 23. januar, dagen inden afstemningen, lavede regeringen og DF en aftale med Ny Alliance, der betød at flertallet mod asylaftalen forsvandt. Denne politiske vendning fik først den ene af stifterne og folketingsmedlem, Gitte Seeberg, til at forlade Ny Alliance 29. januar og 5.februar fulgte et andet folketingsmedlem Malou Aamund efter og meldte sig samtidig ind i Venstre.

Filmen begynder med en enorm tidevandsbølge, som er udløst af en pludselig eksplosion, truer med at drukne øen Atlantis. Under evakueringen af hovedstaden, bliver Dronningen af Atlantis, fanget af en ukendt og hypnotisk blå kraft og løftet op til "Hjertet af Atlantis"; en kraftfuld krystal, som beskytter byen. Krystallen indkapsler hende og danner herefter en kuppel over byen, som beskytter øens inderste dele. Dronningen efterlader sig sin mand, Kongen af Atlantis, og lille datter, Prinsesse Kida, som begge følger med øen under vandet, mens den synker. Flere tusinde år senere, i 1914, møder man den unge Milo Thatch — en kartograf og lingvist ved Smithsonian Institution, som er udstødt af sine kollegaer, grundet hans store interesse for Atlantis – som mener at have fundet frem til beliggenheden af Vogterens bog, et antikt skrift, som eftersigende skulle indeholde koordinater til den forsvundne ø. Efter at være blevet afvist af museets bestyrelse om at finde bogen, møder Milo den mystiske kvinde, Helga Sinclair, som bringer Milo til Preston B. Whitmore, en gammel og excentrisk millionær. Whitmore har allerede fundet "Vogterens bog" som en form for tjeneste til Milos bedstefar, som var hans gode ven. Whitmore fortæller, at han har hyret et hold og nu også Milo til at tage på en ekspedition til Atlantis, så snart som det kan lade sig gøre. Ekspeditionen tager afgang med et hold af specialister, ledet af kommandør Rourke, som også ledede tilvejebringelsen af "Vogterens bog". Derudover består holdet også af Vinny, en sprængstofekspert, Muldvarp, en geolog, Dr. Sweet, en medicinlæge, Audrey, en mekaniker, Mrs. Packard, en radiooperatør og Cookie (Jim Varney), en skibskok. De sætter ud i Ulysses, en enorm ubåd, men bliver snart angrebet af den enorme Leviataur, et mekanisk hummerlignede væsen, som beskytter indgangen til Atlantis. Ulysses bliver ødelagt, men det lykkedes Milo, Rourke og nogle af de andre skibsmedlemmer at flygte og ankomme til et underjordisk lufthul, som er beskrevet til at være indgangen til Atlantis, ifølge "Vogternes bog". Efter at have rejst gennem flere grotter og slumrende vulkaner, lykkedes det holdet at ankomme til Atlantis. De bliver her mødt af Kida —som trods hendes alder, stadig er en ung kvinde — og de opdager at det atlantiske sprog er roden til mange eksisterende sprog (hvilket gør at det atlantiske folk forstår engelsk). Kida opdager snart Milos evne til at læse det atlantiske sprog, som er blevet glemt af de indfødte for mange år siden, da tidevandsbølgen ramte Atlantis. Ved at svømme ned og undersøge byens druknede ruiner og oversætter runerne, hjælper Milo Kida med at undersøge Atlantis' Hjertes natur; den forsyner det atlantiske folk med kraft og lang levetid gennem krystaller, de bærer i smykker om deres halse. Milo er overrasket over, at dette ikke står beskrevet i "Vogterens bog", hvor han ved en nærmere tjek opdager mangler en side. Efter at være kommet tilbage efter en svømmetur med Kida, opdager Milo at Rourke har den manglende side fra bogen. Rourke og hans hold forråder Milo, da de har planer om at stjæle krystallen op til overfladen, hvor de vil sælge den. Rourke sårer kongen af Atlantis dødeligt, da han forsøger at få ham til at fortælle, hvordan man kommer ind til Atlantis' Hjerte, og opdager at vejen er gemt ved vandet omkring kongens trone. Krystallen opfanger truslen mod sig og indfanger nu Kida. Rourke og hans medhjælpere spærrer nu Kida inde i en jernboks og gør klar til at forlade byen, velvidende om at Atlantis og dets folk vil dø uden krystallens tilstedeværelse. Milo taler nu til sine venner om deres forræderi og ender med at overtale dem til at forlade Rourke og blive i Atlantis. Kongen fortæller nu Milo, at krystallen har udviklet sin egen vilje og at den som krav for at beskytte byen mod fare, kræver et kongeligt offer. Inden han dør, overdrager han sig krystal til Milo og beder ham om at redde Atlantis og hans datter. Opmuntret af Sweet, sammenkalder Milo holdet og det atlantiske folk for at stoppe Rourke. I en kamp inden i en slumrende vulkan, lykkedes det Milo og hans akkompanierede at overvinde og dræbte Helga og Rourke. Mens Milo og andre flyver krystallen tilbage til byen, går vulkanen i udbrud. Med en truende lavabølge mod byen, stiger Kida (i sin krystalform) nu op til himlen, hvorved der dannes et beskyttende skjold over byen. Lavaen forbliver ude og krystallen frigiver Kida tilbage til Milo. De overlevende skibsmedlemer vender tilbage til overfladen og lover at bevare hemmeligheden om Atlantis. Milo, som er forelsket i Kida, bliver i Atlantis, hvor han hjælper hende med at genopbygge riget. Udvikling Idéen om Atlantis – Det forsvundne rige blev skabt i oktober 1996, mens Don Hahn, Gary Trousdale, Kirk Wise og Tab Murphy sad og spiste frokort på en mexicansk restaurant i Burbank, Californien. Da man lige havde færdiggjort Klokkeren fra Notre Dame ønskede producere og instruktører at beholde samme crew til udviklingen og produktionen af en anden film med et Adventureland-setting. Ved at hente inspiration fra Jules Vernes Rejsen til Jordens Indre fra 1864, besluttede de sig for at lave en film, som fuldt ud undersøger Atlantis, hvor der i Vernes bog kun er tid til et kort besøg. Mens der i første omgang kun blev researchet for informationer omkring Atlantis-mytologien på internettet, blev filmskaberne interesseret i de clairvoyante læsninger af Edgar Cayce og besluttede at inkorporere nogle af hans fortolkninger — specielt fortolkningen om en moderkrystal, som giver kraft, healing and lang levetid til det atlantiske folk – ind i historien. Holdet besøgte også museer og gamle hærinstallationer for at studere det 20. århundredes teknologi (i hvilken tidsperiode, filmen foregår i) og de rejste ligeledes omkring 250 meter ned under jorden i New Mexico's Carlsbad miner for at undersøge de underjordiske spor, som skulle bruges som model til Atlantis. Filmskaberne gik i høj grad efter at undgå at skabe den typiske fremstilling af Atlantis med "smuldrende græske søjler under vandoverfladen", har Wise udtalt. "Fra startskuddet, var vi fast besluttet på at designe det hele fra top til tå. Lad os få lavet den rigtige arkitektur, stil, beklædning, kulturarv, skik, hvordan de ville sove og hvordan de ville tale. Så vi hentede folk ind, som ville kunne hjælpe os med de idéer." Artdirector David Goetz udtalte at "Vi kiggede på mayaernes arkitektur, den antikke stil, usædvanlig arkitektur fra hele verdenen, hvor instruktørerne faldt for stilen, som ses hos i den sydøstasiske arkitektur." Holdet inddrog senere stiltræk fra andre arkitekturforme, såsom cambodiansk, indisk og tibetansk arkitektur. Hahn tilføjede "Hvis du tager og dekonstruere arkitektur fra hele verdenen i form af et arkitektur-ordforråd, ville man vide, hvordan vores Atlantis ser ud." Den overordnede design og meget cirkulær-inspireret design i Atlantis kom af inspiration fra Platons skrifter, og hans citat "i en enkelte ulykkes dag og nat, forsvandt øen Atlantis ned i havets dyb." var af stor betydning lige fra produktionens begyndelse. Holdet bar desuden T-shirts, hvorpå der stod: "ATLANTIS—Færre sange, flere eksplosioner" grundet holdets intention om at lave en action-adventure-film (til stor kontrast til tidligere Disney-tegnefilm, som var musicalfilm). Sprog Marc Okrand, som har udviklet klingon-sproget til Star Trek-filmene, blev ligeledes ansat til at udvikle et atlantisk sprog til Atlantis – Det forsvundne rige. Vejledt af instruktørernes oprindelige koncept om dette sprog skulle fungere som modersprog, udviklede indoeuropæisk-beslægtet ordforrråd med dets eget grammatiske system. Han dannede og ændrede ord, hvis de begyndte at lyde for meget som faktiske ord brugt i rigtige sprog. John Emerson designede de skrevne komponenter and lavede flere hundrede forskellige skitser af enkelte bogstaver, hvor instruktørerne udvalgte de bedste til at repræsentere det atlantiske sprog. Det skrevne sprog var bustrofedonsk: designet til at skulle læses fra venstre til højre på den første linje og fra højre til venstre på den anden linje, hvorefter læsningen skulle forsætte i et zigzag-mønster i forsøget på at efterligne vands strøm. Det atlantiske [A]'s form er blevet udviklet af John Emerson. Det er desuden et miniaturekort af byen Atlantis (fx er området omkring hvirvlen grotten, den inderste form forestiller byens silhouet og prikken er krystallens beliggenhed.) Det er skattekort. — Kirk Wise, director Udarbejdelse af manuskript Joss Whedon var den første forfatter, der blev involveret i projektet, men forlod det dog kort efter til fordel for andre Disney-projekter. Tab Murphy færdiggjorde filmmanuskriptet og udtalte at tiden fra at manuskriptet blev diskuteret til at det endelige manuskript var tilfredsstillende for alle parter varede "omkring tre til fire måneder." Det oprindelige udkast var på 155 sider, hvilket vil sige, meget længere end typiske Disney-filmmanuskriptet (som normalt er på omkring 90 sider). Da de to første akter tog omkring 120 minutter, besluttede instruktøren at skære i forskellige karakterer og sekvenser og øge fokusset på Milo. Murphy har udtalt, at han skabt den årtier gamle Vogterens bog fordi han behøvede et kort, som karakterne kunne følge gennem deres eventyr. En bearbejdet udgave af manuskriptet undlod nogle af ekspeditionens prøvelser, mens de navigerede gennem de underjordiske grotter til Atlantis. Dette gav filmen et hurtigere tempo, fordi Atlantis bliver opdagede tidligere i historien. Karakteren Milo Thatch skulle oprindeligt have været arving til Edward Teach, også kendt som piraten Sortskæg. Instruktørerne ændrede senere dette til at gøre ham til en slægtning af en opdagelsesrejsende, så han ville opdage sit indre talent for at udforske. Karakteren Molière/Muldvarp skulle egentlig have været "professionel", men Chris Ure, en story artist, ændrede konceptet til en "forfærdelig lille gravende skabning med en slidt jakke og underligt udstyr med forlængede øjne", sagde Wise. Don Hahn udtalte, at udeladelsen af sange var noget af en udfordring for holdet, som var vant til at lave musicalfilm, da der kun var actionscener, som skulle bære filmen. Kirk Wise udtalte, at det gav holdet en mulighed for at lave mere karakterudvikling: "Vi havde mere skærmtid til at lave en scene, hvor Milo og ekspeditionsholdet slår lejr og lærer hinandens livshistorier at kende. En hel sekvens, hvor de spiser og går i seng. Det er ikke typisk noget, vi har luksus til at gøre." Hahn fortalte, at den første animerede sekvens, der blev færdiggjort var filmens prolog. Den originale version viste en viking, der bruger "Vogterens bog" til at finde Atlantis, men tæt på færdiggørelsen af produktionen, fortalte supervisor Jon Sanford instruktørerne at prologen ikke gav et personligt nok indblik i det atlantiske folks liv. Bortset at vikinge-prologen var færdiggjort og det ville ekstra tid og penge for at ændre scenen, var instruktørerne enige med Sanford. Trousdale tog hjem og færdiggjorde storyboardsene senere samme aften. Prologen blev erstattet med en sekvens, hvor Atlantis' undergang ses, hvilket introducerer filmen fra det atlantiske folk og prinsesse Kidas synspunkt. Vikingeprologen er dog inkluderet på de første udgaver af filmen og som ekstra-materiale på dvd-udgaven. Animation På højdepunktet af filmens produktion var der 350 animatorer, kunstnere og teknikere, som arbejdede med Atlantis ved alle tre Disney-animationsstudier i Burbank, Californien, Orlando, Florida og Paris, Frankrig. Filmen var en af de få Disney-tegnefilm, som blev produceret og optaget i 70mm anaforisk format. Instruktørerne følte at et wide-screen-billede var afgørende, som en form for nostalgisk reference til gamle action-eventyr film, som blev vist i Cinemascope format (2.35:1), med Raiders of the Lost Ark som inspirationskilde. Da en udskiftning i formatet ville det kræve animationsdeske og udstyr designet til wide-screen-produktioner var Disney's executive producere først modstræbende over for idéen. Produktionsholdet fandt ud af det ved at tegne indenfor en smallere ramme på samme papir. Layoutsupervisor Ed Chertner skrev en guide til wide-screen-formatet til brug for layoutkunstnerne and det blev nævnt at en fordel ved wide-screen var at han kunne holde karakterne inden for scenerne længere tid grundet den ekstra plads i rammerne. Wise fik yderligere inspiration til formatet fra filmskaberne David Lean og Akira Kurosawa. Filmens visuelle stil var i høj grad baseret på Mike Mignola, tegnebogsforfatteren bag Hellboy. Mignola var en af de fire produktionsdesignere (sammen med Matt Codd, Jim Martin og Ricardo Delgado), som blev hyret af Disney-studiet til filmen. Han skulle angiveligt havde fremsat stilguider, forberedende karakter- og baggrundsdesigns og idéer til historien. "Mignolas grafiske og kantede stil var et hovedinspirationskilderne til karakternes 'look'", har Wise udtalt. Mignola var først overrasket over at blive kontaktet af studiet om et muligt samarbejde omAtlantis. Hans kunstneriske indflydelse på filmen gjorde at denne senere blev en kultklassiker. Jeg kan huske, at jeg så et groft klip fra filmen og karakterne havde disse store, firkantede og underlige hænder. Jeg sagde til fyren ved siden af mig: "Det er nogle rimelig seje hænder". Og han svarede, "Ja, det er dine hænder. Vi afholdt et helt møde om, hvordan vi skulle lave dine hænder" Det var så underligt at jeg ikke kunne fatte det. — Mike Mignola Den sidste scene, hvor der sker en tilbagetrækning af kameraet, og som ses lige før rulleteksterne, blev af instruktørerne beskrevet som en af de sværeste scener i Disneys animationshistorie. De udtalte at forsøget med at skabe samme tilbagetrækkende effekt i deres foregående film, Klokkeren fra Notre Dame, "var en kamp" og "manglede dybde"; men efter at have forbedret multiplaning-funktionen, prøvede de at bruge teknikken igen på Atlantis. I scenen ses et 40 cm. stort stykke papir, der viser et close-up billede af Milo og Kida. Som kameraet trækker sig tilbage og væk fra dem, hvorved det nyopbyggede Atlantis ses, består papiret tilsvarende af 457 meters papir, der er sat sammen af mange små stykker papir (omkring 61 cm eller mindre). Hvert stykke papir blev omhyggeligt tegnet og herefter sat sammen med animationsmekanismer, så de alle samtidig flyver tværs over scenen og får seeren til at se et mere fuldendt og integreret billede. Da filmen havde sin premiere, blev Atlantis – Det forsvundne rige bemærket for at have brugt mere computergeneret animation (CGI) end nogen anden tidligere Disney-tegnefilm. For at øge produktiviteten havde instruktørerne hyret digitalanimatører til at samarbejde med de traditionelle animatorer gennem hele produktionen. Adskillige scener i filmen krævede stort brug af digital animation, som fx Leviatanen, Ulysses-ubåden og Atlantis' Hjerte og de store stengiganter. Under produktionen og efter at Matt Codd og Jim Martin havde designet Ulysses på papir, blev Greg Aronowitz hyret til at bygge en skaleringsmodel af ubåden, som skulle bruges som reference til modelbygningen af Ulysses i 3D. Den endelige film inkluderer 362 digitaleffekt-optagelser og computer blev derfor brugt til at sætte 2D og 3D-scenerne sammen. En scene som udnyttede muligheden for sammenkørslen af to slags dimensioner, var i scenen, hvor 3D-Ulysses blev dumpet fra sin havneplads og ned i vandet. Mens kameraet flyder rundt omkring ubåden, ser man en 2D-Milo inde i ubåden, som følger kameraet. Holdet sagde, at det var en udfordring at afholde seerne fra at bemærke forskellen mellem sammensmeltningen af 2D- og 3D-tegningerne. Den digitale produktion gav også instruktørerne en unik mulighed for at bruge virtuelle kameraføring til komplicerede optagelser i filmen. Med denne mulighed for at arbejde i det såkaldte z-plan, kunne kameraet bevæge sig igennem en digital ramme; hvor baggrunden og detaljer bagefter blev håndtegner ind i. Dette blev brugt i åbningsflyvescenen gennem Atlantis og Leviatanens jagt på ubåden gennem undervandsgrotter. Musik og lyd Eftersom filmen ikke indeholder nogen musikalske indslag, valgte instruktørerne at hyre James Newton Howard til at komponere filmens soundtrack. Ved at tage udgangspunkt i at filmen var en live-action film, besluttede Howard at lave forskellige musikalske temaer til kulturerne, der findes ovenvande, og til kulturen, der findes under vandets overflade og i Atlantis. Angående Atlantis, valgte Howard en indonesisk-inspireret lyd, hvor klokkespil, klokker og gongonger indgår. Instruktørerne fortalte Howard, at filmen ville indeholde flere vigtige scener uden dialoger; og at lyden nødvendigvis skulle udtrykke det følelsesmæssige, der skete på lærredet. Gary Rydstrom og hans hold på Skywalker Sound blev hyret til indgå i filmens lydproduktion. Ligesom Howard, brugte Rydstrom forskellige lyde til de to forskellige kulturer. Ved at fokusere på den tidligere industris æra med maskiner og mekaniske lyde, følte han at Atlantis skulle have lyde, der var "mere organiske" med deres keramik. Lyden af de atlantiske flyvende transportmidler var noget af en udfordring. Rydstrom har udtalt, at han sad ved siden af motorvej og optagede lyd, da der en dag kom en mellemstor lastbil kørende forbi i høj fart. Da lyden fra denne blev speedet yderligere op, synes han det lød meget organisk og det er, hvad man hører i filmen. Rydstrom skabte det harmoniske klokkespil, der lyder fra Atlantis' Hjerte, ved at gnide sine fingre langs kanten på champagnetværfløjte. Promovering Atlantis var blandt de første Disney, hvor markedsføring via internettet blev benyttet. Filmen blev promoveret gennem Kellogg's, som lavede en hjemmeside med mini-spil og gav små videospil med UPC-mærker med til specielle Atlantis-udgaver af morgenmadsproduktet. Filmen var desuden også en af de første gange, Disney forsøgte sig med markedsføring gennem mobile netværk, som gjorde, at brugere kunne downloade spil baseret på filmen. McDonald's (som havde en eksklusiv licensaftale angående alle Disney-udgivelser og heraf følgende produkter) promoverede filmen med Happy Meal-legetøj, madpakker og indendørsdekorering. McDonald's' reklamekampagne inkluderede også fjernsyn, radio og trykte reklamer med begyndelse fra filmens premieredato. Frito-Lay tilbød også gratis entrebilletter til filmen på specielt udvalgte snackprodukter. Billetindtjening Før filmens premiere var der flere spekulationer fra anmeldere om, at det filmen ville møde stor konkurrence fra DreamWorks' Shrek (en fuldkommen CGI-spillefilm) og Lara Croft: Tomb Raider (en action-adventure-film fra Paramount Pictures). Omkring markedets skift fra traditionelle animationsfilm og konkurrencen med CGI-film, udtalte Kirk Wise, "Enhver traditionel animatør, inklusiv mig selv, kan ikke undgå at føle et lille stik af smerte. Det har i sidste ende altid handlet om historien og karakterne, og en slags måde erstatter ikke bare den anden. Ligesom at fotografiet ikke erstattede maleriet. Eller måske kan jeg bare ikke se det." Jeff Jensen fra Entertainment Weekly udtalte at CGI-film (såsom Shrek) i højere grad ville tiltrække den unge demografiske målgruppe, som ikke normalt er interesseret i tegnefilm, og kaldte Atlantis et "marketingssats". Atlantis – Det forsvundne rige havde dens verdenspremiere i Disney's El Capitan Theatre i Hollywood, Californien den 3. juni, 2001 og havde begrænset udgivelse i New York City og Los Angeles den 8. juni. I Danmark havde filmen første premiere den 9. juni, 2001. Ved premieren blev Destination: Atlantis vist, hvor optagelserne fra bag scenerne var inkluderet, samt information angående Atlantis-legenden med videospil, laserspil og andre laser attraktioner. Aquarium of the Pacific udlånte også en stor mængde forskellige film, som blev brugt til at pynte ved attraktionerne. Med et budget på $100 million (590 mio. DKK), opnåede filmen en 2. plads i dens åbningsweekend med en indtjening på omkring 120 mio. DKK fordelt på 3.011 biografer. Filmens internationale udgivelse begyndte den 20. september i Australien og ligeledes i Danmark den 9. november. Gennem de 25 uger, hvor filmen kørte i biograferne formåede Atlantis – Det forsvundne rige at indtjene over 1,09 mia. DKK (de 500 mio. DKK af dem i USA og Canada). Som en respons til filmens skuffende billetindtjening, udtalte direktør for Walt Disney Feature Animation, Thomas Schumacher, at "Det så ud til at være en perfekt tid til ikke at lave et sødt eventyr, men det slog fejl." Temaer og fortolkninger Adskillige anmeldere og forskere har kommenteret at Atlantis spiller ret så kraftigt på temaer, såsom antikapitalisme og antiimperialisme. M. Keith Booker, akademiker og forfatter til bøger om mediers implicitte budskaber, anser karakteren Rourke som motiveret af "kapitalistisk grådighed", da han søger efter "sit eget finansielle bytte" trods hans viden om "hans tyveri af krystallen vil føre til Atlantis' ødelæggelse". Religion journalist Mark Pinsky, i hans exploration af moral og spirituelle temaer i populære Disney film, hævder at "det er umuligt at læse filmen ... på en anden måde" end som "en ødelæggende, vedholdende angreb på kapitalisme og amerikansk imperialisme". Max Messier fra FilmCritic.com observere, "Disney lykkedes endda at mørbanke den kapitalistiske livsstil af eventyrene' i hensigt på at afdække the forsvunde by. Fandens de imperialister!" i følge Booker, levere filmen også en mere "kønsdiskriminerende moral" ved at konkludere med opdagelsen af atlantikerne holdt hemmelighed fra andre overflade-beboer for at en separation mellem de to meget forskellige kulture. Andre så Atlantis som et interessant blik på en utopisk filosofi fundet i de værker af klassik Science-fiction af H. G. Wells og Jules Verne. Da filmen blev udgivet bemærkede nogle publikummer, at Atlantis – Det forsvunde rige havde ligheder med det japanske anime-tv-show fra 1990'erne: Nadia: The Secret of Blue Water og 1986-filmen Laputa - Slottet i himlen fra Studio Ghibli. Nævneværdige ligeheder inkluderede bl.a. karakterdesigns, baggrundsopsætning og handlingsforløb. Selvom Disney aldrig formelt svarede tilbage på påstandene om plagiat, opslog vice-direktør Kirk Wise til en Disney-nyhedesgruppe i maj 2001, at han "Aldrig har hørt om Nadia før det var nævnt i denne nyhedsgruppe. Længe efter vi havde færdiggjort produktionen jeg bør tilføje." Både Atlantis og Nadia var inspireret af dele fra romanen Twenty Thousand Leagues Under the Sea af Jules Verne skrevet i 1870, som Lee Zion (for Anime News Network) skrev, "Der er for mange ligeheder som ikke er koblet med 20,000 Leagues for det hele at virke tilfældigt." Kritikere nævnte også plotligheder med 1994-filmen Stargate. Milos karakteristika er også blevet sagt til at have ligheder med Daniel Jackson, hovedpersonen i Stargate og hovedpersonen i spinoff serierne Stargate SG-1—hvilket tilfældigvis lancerede dets egen spinoff med titlen Stargate Atlantis.

Aum Shinrikyo (オウム真理教, Ōmu Shinrikyō Aum, sandhedens lære) er en japansk ekstremistisk sekt, som blev stiftet af Shoko Asahara i 1984. Den japanske regering gav tilladelse til den første dødsstraf ti år efter angrebet i undergrundsbanen. Okazaki, som var blevet dømt for mindst fire mord i undergrundsbanen, er sidenhen blevet buddhist og har bedt om tilgivelse for angrebet. Senere viste det sig, at Aum Shinrikyo havde nok råvarer til at organisationen kunne have produceret nok sarin til at dræbe fire millioner mennesker. I 1985 havde sekten 9000 medlemmer i Japan og 20.000 i resten af verdenen. I 2008 var dette tal faldet til 1.650 Aum Shinrikyo blev henrettet ved hængning i Tokyo sammen med 6 andre medlemmer af sekten den 6. juli 2018. Dommedag Sekten påstod at den havde forudsagt dommedag, da den erklærede, at Japan ville styrte i havet i 1990. Da det ikke skete forudså sektens leder, at jorden ville gå under i år 2000. Giftgasangrebene For at fremskynde processen, udførte sektens medlemmer et giftgasangrebet i Tokyos undergrundsbane den 20. marts 1995. Asahara blev anholdt og sigtet for terrorisme. Senere, den 20. december 2010, offentliggjorde det japanske politi, at endnu 6.583 var døde på grund af Aum Shinrikyo, under flere terrorangreb og syv andre forbrydelser. Tolv personer blev dræbt og 1.300 blev skadet. Sekten i dag Også efter at Shoko fik en dødsdom, lever sekten videre under navnet (fra år 2000) 'Aleph', og i dag mener den stadig, at Shoko Asahara er deres frelser og 'fuldendte væsen'. Gruppen er af EU, Canada og USA klassificeret som en terrorgruppe .

En person først straffes, hvis vedkommende har forsæt til forbrydelsen. Det vil sige, at hvis man ved et tilfælde kommer til at downloade en fil eller indholdet fra en internetside med børneporno, kan man ikke straffes. Hvis der senere indtræder forsæt til at besidde sådant materiale, vil det dog kunne straffes, fx hvis brugeren bevidst kalder den tilfældigt hentede information frem fra computerens hukommelse. En bevist reetablering af informationen vil altså være et brud på loven om børneporno. Internet børnepornofilter I Danmark er der fra januar 2006 på opfordring af EU-Kommissions støtteprogram "Safer Internet Plus" indført et internetfilter med det formål at blokere for hjemmesider med børneporno. Listen over uønskede hjemmesider opdateres af Rigspolitiet, der sender dem videre til internetudbyderne. Internetudbyderne forhindrer så deres kunder i at få adgang til siderne via internetudbydernes DNS-servere. Filteret er derfor langtfra skudsikret, men kan omgås ved at personen benytter en fri DNS-server. Identifikation af ofre Det internationale politisamarbejde Interpol har siden 2001 vedligeholdt en database over billeder af børn der har været udsat for børnepornografi. Databasen har til formål at hjælpe med til identifikation af ofre og er tilgængelig for det lokale politi i alle medlemslande. Der er i dag indsamlet mere end 200.000 billeder af mere end 20.000 forskellige børn. Mindre end 500 er blev identificeret og deres sag efterforsket.

De 16 deltagende hold var inddelt i fire grupper med fire hold i hver, og i hver gruppe spillede holdene en enkeltturnering alle-mod-alle. De tre gruppevindere, tre -toere og tre -treere gik videre til mellemrunden, hvor de blev inddelt i to nye grupper med seks hold, mens de øvrige fire hold spillede videre om 13.- til 16.-pladsen. Mellemrunde De tolv hold var inddelt i to grupper med seks hold i hver, og i hver gruppe spillede holdene en enkeltturnering alle-mod-alle. Resultater af indbyrdes opgør mellem hold fra samme indledende gruppe blev overført til mellemrunden. De to gruppevindere gik videre til finalen, og toerne gik videre til bronzekampen. Treerne spillede videre i kampen om 5.-pladsen, mens firerne spillede om 7.-pladsen, femmerne om 9.-pladsen og sekserne om 11.-pladsen.

Baltiske korset (tysk: Baltenkreuz) var en militær udmærkelse i Weimarrepublikkens Tyskland. Det baltiske kors blev tildelt folk, der havde kæmpet mod den bolsjevikiske armén i Baltikum mindst tre måneder perioden i 1918–1919. De dekorere var officerer, underofficerer og menige fra tyske Frikorps og frivillige foreninger.

Han har modtaget flere priser blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris 1978 for bogen Indianeren. Han er også blevet hædret for sin læsevenlighed. I 1996 blev han tildelt Skriver-prisen ved årets bogmessen i Forum i København. I 2000 fik han tildelt Nordisk Børnebogspris. Silas Prisen – indstiftet i 1999 af Cecil Bødker – gik i 2005 til Bent Haller. Prisen uddeles af Det Danske Akademi.

Bernard Wallis Franklin (10. november 1889 – 2. januar 1937) var en britisk sportsudøver som deltog under de olympiske lege 1912 i Stockholm og 1920 i Antwerpen. Franklin vandt en bronzemedalje i gymnastik under OL 1912 i Stockholm. Han var med på det britiske hold som kom på en tredjeplads i holdkonkurrencen i multikamp efter Italien og Ungarn. Der var fem hold fra fem lande som var med i konkurrencen, som blev afholdt på Stockholms Stadion. Der var mellem 16 og 40 deltagere på hvert hold. Otte år senere, under OL 1920 i Antwerpen, kom han på en femte plads på de britiske hold i multikamp.

Blancanuskrateret ligger sydvest for den bjergomgivne slette Clavius. Mod nordvest ligger Scheinerkrateret, som er af næsten samme størrelse, og syd-sydvest for ligger det nedslidte Klaprothkrater. Karakteristika Den ydre rand af krateret er betydeligt mindre nedslidt end Scheinerkraterets mod nordvest, og kanten er stadig ret tydelig og har terrasser på indersiden. Kraterbunden er forholdsvis flad, men med adskillige lave bakker i dens midte. Der er en samling småkratere i den sydlige del af kraterbunden.

Bonbon & Tiina er et dansk/finsk klovnepar, bestående af klovnen Bonbon (Lasse Nørager) og assistenten Tiina. Lasse er født 20. juli 1965. Repertoiret består bl.a. af et klassisk badmintonnummer, den dresserede skildpadde, "Klokkekoncerten", ballonnummer og meget mere. Lasse havde sin artistdebut i 1982 i det svenske Cirkus Regal. I 1986 optrådte han i det finske Cirkus Finlandia og mødte under opholdet i Finland Tiina, som i dag er såvel hans partner som hans ægtefælle. Parret har optrådt i store cirkus omkring i verden, bl.a. i Cirkus Benneweis og Cirkus Krone, men de optræder også for mindre forsamlinger som f.eks. skoler og lign. Lige nu er de tilknyttet Cirkus Arena. Bonbon & Tiina deltog i den 31. Internationale Cirkusfestival i Monte Carlo, 18.-28. jan. 2007, hvilket er en fornem udmærkelse for cirkusartister.

Brandts flagermus minder om skægflagermusen i levevis. Skrigene er de samme som hos skægflagermusen: distinkte, regelmæssige lyde med en middelfrekvens på omkring 45 kHz. Om vinteren er Brandts flagermus truffet fåtalligt i de fire jyske kalkgruber, bl.a. Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber. De sidste forlader først kalkgruberne hen i maj måned, hvilket er senere end de andre Myotis-arter. Udbredelse Brandts flagermus er udbredt fra England i vest gennem Nord- og Mellemeuropa. Udbredelsen mod øst gennem Asien kendes endnu ikke med sikkerhed. Mod nord i Europa findes den til 65. nordlige breddekreds. I Danmark er Brandts flagermus talrig på Bornholm. I Midtjylland og på Lolland findes små bestande. Den har tidligere fandtes på Sjælland indtil slutningen af 1800-tallet.

Breiholz ligger omkring 13 km sydvest for Rendsborg, for størstedelen mellem Ejderen og Kielerkanalen. Nord for Breiholz løber Bundesstraße 203 fra Heide mod Rendsborg. Breiholz har arealer på begge sider af Kielerkanalen, men den kan i kommunen kun krydses med en færge.

Gaden er opkaldt efter det historiske område Bremerholm (det nuværende Gammelholm). Gaden ligger dog ikke på det område, der tidligere hed Bremerholm, men fører derhen. På en del af strækningen, hvor Bremerholm ligger i dag, lå oprindelig gaden Ulkegade. Navnet blev efterhånden så belastet blandt søfolk, at man skiftede til Holmensgade, men det navn blev efterhånden lige så berygtet, og da den nuværende gade blev anlagt, fik den navnet Bremerholm i 1932. Historie Området omkring den nuværende gade Bremerholm blev oprindelig kaldt Dybet, hvilket også er grunden til at en af gaderne i området stadig hedder Dybensgade. Dybet var i middelalderen åbent vand. I midten af 1500-tallet begyndte man at opfylde Dybet med jord og affald, men Holmens Kanal blev først fyldt op mellem 1858 og 1864. I området blev der opført en række boliger (kaldet boder) for flådens søfolk. Da Christian 4. byggede Nyboder til flådens folk, blev de ældre boder omdøbt til Gammelboder. Da gaderne i området havde navne som Lakse- og Hummergade, inspirerede det Gustav Esmann til navnet Mayonnaisekvarteret for området. I dag siger man hellere Minefeltet. Den nuværende gade blev anlagt som følge af et gadegennembrud i 1930'erne, der erstattede en række tidligere mindre gader, blandt andet Integade og Holmensgade.

Firmaet S. Haagensen & Co., med indehaverne cand.polyt. Sophus Haagensen og inspektør ved Carlsberg Erhard Kogsbølle, begyndte i 1868 forhandlingen af Carlsberg øl, aftappet fra deres udsalg i Hahns Bastion. I 1869 købes grundstykket liggende parallelt med brygger J.C. Jacobsens have og ved siden af hovedindgangen til Gamle Carlsberg og her opførtes en mineralvandsfabrik, såvel som en aftapningsanstalt for Gl. Carlsberg øl. I 1880 udvides anlægget med Bryggeriet Alliance, som blev landets første porterbryggeri. Initiativtagere er Edvard Blad, tømrermester Harald Hartvig Kayser, apo­teker Sprechelsen og maskinfabrikant Hüttemeier. Arnold Fraenkel blev inspektør på bryggeriet. Ved etableringen af De forenede Bryggerier i 1891 indtræder bryggeriet, imens aftapningsanstalt og mineralvandsfabrik afhændes til Gl. Carlsberg. Carlsberg indstiller aftapningen af øl i 1905 i forbindelse med indvielsen af Carlsbergs nye tapperi på Vesterfælledvej. I forbindelse med De forenede Bryggeriers konsolidering af produktionen på stadigt færre anlæg indstilles produktionen og ejendommen afhændes til Carlsbergfondet i 1913.

Der gik 3 år og så var Red Hot Chili Peppers tilbage i studiet. De store forventninger gik i opfyldelse, men det var en skuffelse for mange af de gamle fans, som elskede dem grundet deres gamle Rocklyd. Albummet var mere stille. Albummet var det første bandet udgav efter alle 4 bandmedlemmer var blevet stoffri. Med hits som By The Way, publikumsfavoritten, Can't Stop, Universally Speaking og The Zephyr Song solgte albummet nu alligevel godt.

På Sankt Thomas mødte Pissarro den danske landskabs- og marinemaler Fritz Melbye, med hvem han i årene 1852-54 rejste til Caracas i Venezuela. De tilbragte næsten to år i Venezuela med atelier i Caracas og fandt her deres motiver i gaderne, på markederne og under ture i bjergene omkring byen. i 1855 vendte han tilbage til sin fødeø, han tog samme år til Paris for at uddanne sig til kunstner. Hans første læremester var Fritz Melbyes ældre bror Anton, der var bosat i Paris. Læreår Pissarro studerede hos Corot ved Académie Suisse i Paris, hvor han lærte Manet, Monet og formodentlig også Courbet og Cézanne at kende. Corot rådede ham til at male små skitser direkte efter naturen og at frem for alt studere lyset og farvetonernes valører. Tidlige landskabsmalerier som Mergelgraven i Chennevières (1864-1865) blev meget værdsatte af Zola, Castagnary og andre kritikere men nonchaleredes af publikum. Pissarro tjente på denne tid til livets opretholdelse ved at dekorere rullegardiner og vifter. Etableret kunstner Fra slutningen af 1860-erne hørte Pissarro til de ledende impressionister; kun han udstillede på alle otte udstillinger (1874-1886), som han for en stor dels vedkommende tillige organiserede. Som lærer for blandt andre Cézanne og Gauguin udøvede han en stor indflydelse men var samtidigt selv åben for forandringer i sin egen malergerning. I 1880-erne, da han ikke længere var tilfreds med sin egen måde at måle på, optog han Seurats divisionistiske teknik, og suiten malerier med enkelte motiver set under varierende lysforhold var direkte inspireret af Monet. Mellem 1870 og 1872 boede Pissarro i London, hvor han beundrede Constable, Turner og det nederlandske maleri, men hans egentlige hjem var Pontoise frem til 1874, da han flyttede til Eragny. Pissarros malerier adskiller sig på to vigtige punkter fra de andre impressionisters: for det første er de mere omhyggeligt komponerede, især dem fra Pontoise som Côte du Jallais (1867), med en høj horisontlinje. Det var sådanne malerier, som påvirkede Cézanne, som i intervaller arbejdede sammen med Pissarro i Pontoise (1872-1877). For det andet var hans landskaber, samtidig med at de udgjorde direkte observationer af visse lysforhold, altid befolkede. I 1880-erne viste han værdsættelse af Georges Seurat og neoimpressionisterne. Efter tidligere fortrinsvist at have malet landskaber gik han i 1890-erne hovedsagelig over til bybilleder med motiver blandt andet fra Paris og Rouen, hvilke skaffede ham stor berømmelse. I 1897 lejede Pissarro sig ind på Hôtel de Russie, Paris, hvor ham boede indtil 25. april. I januar boede han på Hôtel-Restaurant de Rome, Paris, hvor han malede seks malerier, tre af rue Saint-Lazare, to af rue d'Amsterdam og et af place du Havre, disse malerier var kunsthandler Paul Durand-Ruel meget begejstret for og købte dem alle. Durand-Ruel begejstring gjorde at Pissarro indlogerede sig på Hôtel de Russie i et værelse med oversigt over boulevard Montmartre og boulevard des Italien. Her på Hôtel de Russie malede Pissarro 16 malerier, 14 af boulevard Montmartre og 2 boulevard des Italien. Durand-Ruel købte 12 af disse malerier fra Hôtel de Russie den 11. maj.

Han blev født ved Horsens som søn af bogtrykker og redaktør Hans Vilhelm Slengerik og hustru Caroline Anne Cathrine født Enhuus. Han studerede på Gedved (1873-74) og Skovgård (1877-78) højskoler. Slengerik var medarbejder ved Roskilde Dagblad fra 1878, lærer på Voldby Højskole og blev udlært som typograf, indtil han i 1883 blev redaktør af faderens avis Stubbekøbing Avis, som han blev ejer af i 1887. I sin ungdom fik han en dom på fire måneders fængsel for deltagelse i riffelbevægelsen mod Estrups regeringer. I årene 1897-1904 var han redaktør af Fyns Venstreblad. Fra 1901 til sin død var han medlem af Folketinget for Middelfart, tilhørte Venstrereformpartiet, fra 1905 de Radikale, mellem 1916-21 formand for de Radikales folketingsgruppe, og var 1913-20 medlem af Finansudvalget. Han var medlem af Forsvarskommissionen 1902-08 og af tilsynsrådet for Kongeriget Danmarks Hypotekbank, medlem af Toldrådet fra 1910 og statsrevisor fra samme år. Han var med i kredsen omkring Peter Munch, Ove Rode og Carl Th. Zahle, som ved splittelsen i Venstre dannede Det Radikale Venstre og rigsdagsfraktionen Folketingets Venstre. Hans Middelfart-kreds blev en af de sikreste for Det Radikale Venstre.

Carsten Bjørnlund er født på Frederiksberg i København, men er opvokset i både Lundtofte og Helsingør. Han er bosiddende i Valby, hvor han deler sønnerne Bertram og Vilfred med deres mor, skuespilleren Signe Skov, som han er skilt fra.

En cd-afspiller er et elektronisk apparat til afspilning af cd-skiver. Cd-afspillere findes som regel i stereoanlæg til hjemmebrug, i bilradioer, i computere eller som bærbare enheder. Nogle cd-afspillere kan også afspille skiver af andre typer end cd, som f.eks. dvd eller cd-rom. DJ's benytter ofte mere avancerede cd-afspillere, hvor man blandt andet kan justere afspilningens hastighed. De fleste cd-afspillere kan kun rumme én skive ad gangen, men der findes cd-afspillere som kan rumme flere skiver ad gangen. Disse kaldes cd-skiftere. Fordelen ved disse er, at man kan skifte mellem sporene på de forskellige skiver uden at skulle skifte skive. Sony og Philips var de to firmaer som arbejdede hårdest med at udvikle den nye teknik kaldet Compact Disc. I 1981 havde de to firmaer tilsammen udviklet en accepteret standard for denne teknik, hvilket muliggjorde at man kunne begynde både at producere og sælge cd-afspillere for almenheden. Der blev lavet forskellige prototyper af cd-afspillere, hvor man blandt andet testede at placere skiven i forskellige stillinger. Sony var først på markedet i 1982 med deres model, CDP-101. I 1984 lykkedes det også Sony at lancere den første bærbare cd-afspiller, D-50, som solgte over alle forventninger. Modellen fik siden navnet Discman, eftersom det var cd-markedets svar på Walkman. 1983 kan man sige var startåret for cd-afspillere, da det var dér salget for alvor gik i gang. Udover Sony havde både Philips og Hitachi modeller ude på markedet. Sony solgte så mange cd-afspillere, at andre producenter var tvunget til at halvere deres priser. I 1986 blev der solgt over en million cd-afspillere, hvilket gør cd-afspilleren til et af de hurtigst voksende elektronikprodukter nogensinde, sammen med den nyere dvd-afspiller.

Celje slot eller Celje øvre slot, også gamle slot (slovensk Celjski grad, Celjski zgornji grad eller Stari grad) er et slot i Celje, Slovenien beliggende ved bredden af Savinja. Bygningen blev påbegyndt i 1322, men slottet har siden den gang gennemgået omfattende ændringer og siden 1700-tallet er det i praksis en stor ruin. Slottet er en af de største fæstningsværker og slotte på slovensk territorium. I en lang periode var det sæde for hertugen af Celje. Celje slot er i dag under restaurering, og der er en restaurant tilknyttet stedet.

I ruinerne af det gamle Nordamerika ligger nu, ca. 100 år efter, landet Panem, som bestod af tretten distrikter og Capitol. Efter "De Mørke dage", hvor distrikterne satte sig imod Capitol (og hvor distrikt tretten, som stod for atomvåben, blev udslettet), besluttede Capitol sig for at kreere Dødsspillet. Hvert år ved høsten tvinger magthaverne i Panem hver af de 12 distrikter til at udvælge en pige og en dreng, som bliver valgt ved lodtrækning, til at deltage i Dødsspillet – den årlige kamp om liv og død på direkte TV, som hele Panem er nødsaget til at se. Den pige, som i år bliver valgt fra distrikt 12, hedder Kattua (oversat fra engelsk, hvor det er Katniss) Everdeen, og det er ikke en af de endnu fortabte sonere fra det fattigste distrikt af de alle 12 i alt. Kattuas far døde i en mineeksplosion, da hun var 11 år, og lillesøsteren (Primrose, som er 12, da Kattua bliver valgt) 7. Efter det blev moren apatisk, og Kattua var nødt til at tage sig af sin søster på egen hånd Da 16-årige Kattuas lillesøster Primrose Everdeen, også kaldet Prim, bliver udtrukket til at deltage i Dødsspillet, overtager Kattua frivilligt hendes plads for at beskytte hende. Kattua ser dette som sin dødsdom, men hun har tit haft døden tæt inde på livet i distrikt 12, hvor hun alene sørger for moren og søsterens mad ved at jage illegalt i skoven med sin ven Gale, og hun er klar til at kæmpe. I Dødspillet har hvert distrikt to deltagere (en dreng og en pige), altså i alt 24 deltagere. Ved Jubilæums-spillene kan der være flere deltagere. Alle deltagerne (også kaldet sonere) skal ud i en arena et sted i landet Panem, en arena, hvor området kan være alt lige fra ørken til islandskab. Det gælder nu om at slå de andre ihjel, inden man selv bliver slået ihjel. Vinderen kommer tilbage til et liv med masser af rigdom og kommer til at bo i vinderhusene med andre tidligere vindere som nærmeste naboer. Kattua og den mandlige soner Peeta bliver nu guidet af den eneste nulevende vinder ud af to, der har overlevet Dødsspillet fra distrikt 12, drukkenbolten Haymitch. De virker chanceløse i forhold til de andre sonere fra de rigere distrikter, der har trænet og altid haft mad. Men Kattua er villig til at gøre hvad som helst for at komme hjem til Prim. Distrikterne Oversigt over distrikterne og hvad de laver. Oversigten gælder for bog 1. Der kan være udslettede distrikter senere hen. Alle distrikterne videregiver varerne til Capitol, så distrikterne får ikke selv lov til at beholde varerne de producerer. Det er forbudt at jage, og såkaldte "Fredsvogtere" holder styr på reglerne. Mens f.eks. distrikt 11 og 12 er fattige og mange sulter, kan Capitol bedre lide distrikt 2, hvilket resulterer i at de får mere mad. Distrikt 1 ~ Luksusvarer Distrikt 2 ~ Våben Distrikt 3 ~ Teknologi Distrikt 4 ~ Fiskeri Distrikt 5 ~ Energi Distrikt 6 ~ Transport Distrikt 7 ~ Træ Distrikt 8 ~ Tekstil Distrikt 9 ~ Korn Distrikt 10 ~ Husdyr Distrikt 11 ~ Landbrug Distrikt 12 ~ Kulminer Distrikt 13 ~ Atomvåben ((Udslettet), men 13 er der stadig under jorden)

DAK-Laboratoriet var Danmarks Apotekerforenings produktionsvirksomhed, der producerede lægemidler og andre apotekervarer til alle Danmarks apoteker. DAK-Laboratoriet blev i 1990 solgt til Nycomed, som i en periode herefter hed Nycomed DAK.

En film om OLIEKRISEN og det skuespil som fulgte - om vore samarbejdspolitikere og den danske lønarbejderklasses kampe. En politisk agit-prop film.

Danmarks historie (1848-1901) indrammes af to begivenheder, der var af stor betydning for demokratiet i Danmark. I 1849-49 udformedes Danmarks Riges Grundlov og afsluttede 188 års enevælde. Mod periodens slutning indtraf systemskiftet, hvor kongen, Christian 9., tiltrådte den parlamentariske sædvane, at regeringsmagten ikke kan baseres på et mindretal i Folketinget. I den mellemliggende periode var landet i krig mod den tyske bevægelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten og Kongeriget Preussen. Danskerne ønskede at inddrage Slesvig i kongeriget, hvorimod tyskerne ville inddrage Slesvig i det tyske forbund og forene de to hertugdømmer under tysk forfatning. De to dansk-tyske krige var Treårskrigen og 2. Slesvigske Krig. I den sidste mistede Danmark Slesvig, Holsten og Lauenburg. I denne tid opstod bl.a. andelsbevægelsen, hvor mange gik sammen om større projekter. Også industrialiseringen vandt indpas i byerne såvel som på landet. Det betød, at mange landarbejdere søgte mod byerne eller til Amerika. Treårskrigen og Junigrundloven De nationale og liberale strømninger voksede sig kraftige i Danmark. Borgerskabet blev stadigt mere talrigt, og det forlangte del i regeringsmagten. Under indtryk af revolutionerne ude i Europa i 1848 gav Frederik 7. efter og iværksatte arbejdet med en ny forfatning. Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet af kongen til ikrafttrædelse den 5. juni 1849. Enevælden blev afløst af et konstitutionelt monarki med magtdeling. Den lovgivende magt lå hos en rigsdag med to kamre: Folketinget, som de fleste mænd over 30 år havde stemmeret til, og Landstinget, som blev valgt indirekte af de folketingsvælgerne, der var over (40 år), som betalte skat eller havde formue. Den udøvende magt lå hos kongen og regeringen i fællesskab. Den dømmende magts uafhængighed blev garanteret ved, at dommerne blev sikret mod afskedigelse. Riget bestod af fem dele: Kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig (et dansk len), Holsten og Lauenborg (tyske len) samt de nordatlantiske øer. I løbet af det 18. og især i det 19. århundrede vænnede alle sig til at betragte kongeriget og hertugdømmerne som ét land (helstaten), mens de nordatlantiske besiddelser blev betragtet som kolonier. Det tyske flertal i hertugdømmerne var utilfreds med helstaten, og den tysksindede nationalliberale strømning krævede uafhængighed af Danmark og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. I Slesvig eller Sønderjylland boede både dansk- og tysksindene. De tysksindede henviste til Ribebrevet fra 1460, hvor der står, at de to hertugdømmer skulle forblive udelt (dat se blieven tosamende up ewich ungedeelt). De dansksindede henviste til Slesvigs lensforbindelse med Danmark og til Ejdergrænsen, som havde været grænse mellem danskerne og tyskerne siden 811. Tyske og danske nationalliberale stod uforsonlige over for hinanden. Det udløste Treårskrigen (den 1. Slesvigske krig), som endte med status quo, efter at Storbritannien havde mæglet. En europæisk nødvendighed Efter Danmark og Preussen havde sluttet fred i Berlin gik de europæiske stormagter England, Frankrig, Rusland og Sverige sammen og lavede London-protokollen der blev undertegnet 2. august 1850. Aftalen fastslog at den danske helstat skulle genoprettes for at opretholde den europæiske ligevægt og fred. Danskerne overtog atter magten i hele Slesvig, efter afslutningen af det slesvig-holstenske oprør. Da junigrundloven ikke gjaldt her indsatte man i stedet en enevældig regeringskommision under ledelse af den dansksindede slesviger F. Tillisch, der ønskede en gendanskning af Slesvig. Som led i en sprogforordning for Mellemslesvig blev dansk det vigste skolesprog i 50 sogne mellem Flensborg i nord og Slesvig by i syd. Desuden blev der i kirkerne skiftevis prædiket på dansk og tysk og tysktalende lærer og præster blev mange steder udskiftet med danske. Dette huede ikke stormagterne og i juli 1851 forlangte Rusland at Tillisch, der nu var minister for Slesvig, sammmen med en række andre nationalsindede ministre blev afskediget. Den danske premierminister Moltke bøjede sig for kravene og omdannede sin regering og i oktober 1851 blev C.A. Bluhme udnævnt til udenrigsminister. Han troede på helstatspolitikken og fik omkring årsskiftet indgået aftaler med Preussen og Østrig. Aftalerne af 1851 og 1852 blev bestemmende for Danmarks politik frem til krigen i 1864 og bestemte at helstaten skulle have en ny grundlov, der skulle være mere konservativ end junigrundloven. Desuden måtte Slesvig ikke indlemmes i Danmark og til gengæld skulle Slesvig og Holsten holdes adskilt, og alle fælles organer i hertugdømmerne blev afskaffet og det danske monarki skulle fremover bestå af fire uafhængige enheder: Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg. Som et led i aftalerne dannede Bluhme i starten af 1852 en ny helstatsvenlig regering med sig selv i spidsen. Det hele kulminerede i de europæiske stormagters undertegnelse af Londontraktaten 8. maj 1852, der ordnede monarkiets arvefølge således at prins Christian af Glücksborg blev anerkendt som efterfølger til Frederik 7. De nationalliberale gik imod denne aftale og Bluhme måtte i januar 1853 opløse rigsdagen og udskrive valg omkring ændringen, men opnåede ikke de nødvendige antal mandater og overdrog regeringsmagten til A.S. Ørsted, som efter endnu et valg fik vedtaget både tronfølgeloven og en ny fælles toldlov for Danmark og hertugdømmerne. Landbrugsreformer Indenrigsminister P.G. Bang nedsatte i 1849 en landbokommission, der fik gennemført en del love, som stillede godsejere og bønder mere lige mht. ting som beskatning, offentlige kørsler og vejarbejde. Korntiende blev gjort til en pengeafgift og hoveripligten kunne også, hvis en tredjedel af bønderne ved et gods ønskede det, blive omdannet til en pengeafgift. Kommissionen kunne dog ikke nå til enighed om en fæsteafløsningslov og denne proces blev gennemført uden om Rigsdagen ved lokale aftaler mellem godsejerne og bønderne, godt hjulpet på vej af, bl.a. ved oprettelsen af Jyllands og Østifternes kreditforeninger, der blev oprettet i 1851. Danmarks infrastruktur opbygges Efter Grundloven og Treårskigen kom der for alvor gang i udvikling og industrialisering i Danmark. Indenrigsministeren P.G. Bang nedsatte i 1849 en landbokommission, der gennemførte en række love om bl.a. skat og vejbyggeri. Rundt omkring i landet opstod lokale kreditforeninger og mange lokale foretagender. Sidenhen kom lokale sparekasser. I 1847 åbnede den første jernbane i kongeriget: mellem København og Roskilde. Treårskrigen havde sat en stopper for yderligere jernbanebyggeri, og efter krigen var der frygt for, at en jernbane i Jylland ville orientere handlen i Vestdanmark mod Tyskland. Derfor udbygges jernbanenettet på Sjælland. I 1856 åbnede strækningen mellem Roskilde og Korsør. I 1860'erne og 1870'erne blomstrede jernbanebyggeriet, nu også i Jylland, og omkring 1875 havde landet et veludbygget jernbanenet. København mærkede også de nye tider: Infrastrukturen gav større mulighed for mobilitet i befolkningen, og da Grundloven havde affødt en række andre love som næringsfrihedsloven og høkerloven, opstod der en urbanisering, der betød en kraftigt voksende befolkning i hovedstaden. I 1856 blev den gamle Nørreport nedrevet, og året efter blev de tre resterende byporte også revet ned. Pengene til de store byggeprojekter, der igangsattes i København, fik byen fra de europæiske søfartsnationer, der i 1857 betalte et enormt engangsbeløb til Danmark mod afskaffelsen af Øresundstolden. I Jylland blev der set med en del skepsis på, hvordan landet blev transformeret som følge af de nye tider. Den jyske hede blev symbolet på, hvorledes naturen blev trængt i baggrunden af menneskets frembrusen. Blandt de fremmeste kritikere var Blicher, H.C. Andersen og Enrico Dalgas, der i 1866 tog initiativ til Hedeselskabet, der begyndte en systematisk tilplantning af den jyske hede, for netop at bevare den. Religiøse kredse var kritiske over for de nye tider. Ikke alle fandt, at den danske folkekirke modstod dem godt nok, og en række religiøse bevægelser fik stor fremgang i midten af 1800-tallet bl.a. baptisterne, mormonerne og metodisterne. For at modstå ”Stormløbet fra Sekterne” oprettedes Foreningen for den Indre Mission i 1853 med det formål i folkekirken at skabe et religiøst alternativ til sekterne. Problemet med den danske arvefølge Den danske konge Frederik 7., der var af den oldenborgske linje, havde ingen legitime børn og dermed ingen arving til tronen. Heller ikke kongens fætter, Arveprins Ferdinand havde børn. Det skabte et problem for arvefølgen i Danmark. Den oldenborgske linje havde siddet på tronen siden 1448. Den russiske zar, Nikolaj 1., forslog derfor i 1851, at gøre Hertug Vilhelm af Glücksborgs søn Christian til ny tronarving. Årsagen til forslaget af Christian var, at han langt ude nedstammede fra Christian 3. og var gift med Christian 8.s niece Louise af Hessen-Kassel. De andre stormagter bifaldt dette valg, og i 1853 blev der vedtaget en lov i Danmark om at gøre Christian til ny tronarving. Allerede i det åbne brev i juli 1846 bekendtgjorde Christian 8., at Kongelovens arvefølge var både mandlig og kvindelig og gældende også for hertugdømmet Slesvig (som var et dansk len). Denne beslutning var vendt mod tyskernes argumentation for, at den tyske saliske lov, som kun tillod mandlig arvefølge, skulle gælde både i Holsten og Slesvig. Tyskerne ville gerne se den tysksindede Christian-August af Augustenborg som hertug i Slesvig og Holsten. 2. Slesvigske krig Spørgsmålet om Slesvig og Holstens tilhørsforhold var endnu uløst ved afslutningen på Treårskrigen. Det betød meget for stormagterne at bevare status quo, men det var hverken i Tysklands eller Danmarks interesse, så efter tyske protester ophævede det tyske forbund i 1858 helstatsforfatningen i hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. De Nationalliberale i Danmark fik derefter igen indflydelse, og debatten om Slesvigs status fortsatte. I november 1863 kort efter Christian 9.s tronbestigelse indførtes den såkaldte novemberforfatning. Dens formål var at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Dermed brød Danmark Londontraktakten fra 1852. Preussen og Østrig krævede med Otto von Bismarck i spidsen novemberforfatningens tilbagetagelse. Da den danske regering nægtede, gik preussiske tropper 1. februar 1864 over Ejderen og besatte i årets løb hele Jylland (2. Slesvigske Krig). Forhandlingerne om en deling af Slesvig brød sammen. Danmark tabte krigen og måtte afstå begge hertugdømmer til fælles preussisk og østrigsk administration. Efter krigen mellem Preussen og Østrig i 1866 kom områderne under rent preussisk styre. Efter folkeafstemmningen 1920 i Sønderjylland kom Nordslesvig tilbage til Danmark, mens Sydslesvig forblev ved Tyskland. Danmark efter 1864 Krigen i 1864 var dårligt nok afsluttet, før Orla Lehmann begyndte at tale om muligheden af en ’’3. Slesvigske krig’’. Lehmann håbede i særdeleshed på, at Frankrig ville komme i konflikt med Preussen . Da Preussen i 1866 kom i konflikt med Østrig tilbød Danmark Bismarck en alliance, hvilket han afslog. I stedet blev Slesvig og Holsten i 1867 officielt indlemmet i den nye tyske føderation. I 1870 kom Lehmanns ventede opgør mellem Tyskland og Frankrig. Napoleon 3. forsøgte ivrigt at få Danmark med i en alliance, og folkestemningen i Danmark ønskede den også i håb om at genvinde hertugdømmerne. Den danske udenrigsminister Peter Vedel var dog af en anden holdning; han var af den klare overbevisning, at Bismarcks hær ville udslette Napoleon 3’s. Han meddelte derfor franskmændene, at en alliance først vill komme på tale, når Frankrig havde haft betydelige sejre i slag mod Bismarck. Kort efter faldt Sedan og Napoleon 3. blev taget til fange. Frankrig tabte krigen, og Danmark tabte ethvert håb om en generhvervelse af hertugdømmerne. Nationalstat og forfatningskamp Tabet var et hårdt slag for den danske nationalfølelse, og det krævede eftertanke og omstilling at finde frem til en ny selvforståelse. Siden trediveårskrigen havde Danmark tabt store områder til Sverige og Tyskland, og efterhånden var landet blev en rent dansksproget nationalstat. I erkendelsen af landets ringe størrelse, skabtes der en bevidsthed om, at fremtiden måtte ligge i neutralitet og indre udvikling baseret på jord og uddannelse. Økonomien var baseret på eksport af landbrugsprodukter. Op til midten af århundredet var det især salg af korn, men derefter blev det i stigende grad animalske varer: smør og svinekød. Landbruget organiserede forarbejdningen af råvarerne gennem andelsbevægelsen, og de nye mejerier, slagterier, sparekasser og brugsforeninger bidrog til en hastig overgang fra selvforsyning til pengeøkonomi. Landbrugets udvikling gavnede byerhvervene, og i løbet af 1870'erne indledtes industrialiseringen af Danmark med en vandring af arbejdere fra land til by. I løbet af den sidste halvdel af det 19. århundrede vandt bønderne øget indflydelse i Folketinget. Forfatningen krævede ikke, at regeringen ikke måtte have et flertal mod sig (parlamentarisme), og i lang tid støttede kongen en alliance af storborgerskab og godsejere, der nægtede at afgive magten. Ved systemskiftet i 1901 lykkedes det en koalition af bønder, husmænd og akademikere at overtage regeringsmagten. Herefter har alle regeringer siddet, "så længe der ikke er konstateret et flertal imod" dem. Danmarks ekspansion efter 1864 Historien om Danmarks ekspansion efter 1864 er historien om det moderne gennembrud og om de store omvæltninger hele landet blev udsat for efter nederlaget til Preussen og Østrig-Ungarn i 1864, og om hvordan det vi i dag forstår som Danmark blev grundlagt. Ekspansion skal i denne sammenhæng forstås bredt, altså også som økonomisk og kulturel ekspansion. Krigen førte udover territorialtab også til en stærk strømning for national samling, som blev udtrykt gennem mottoet: Hvad udad tabes, skal indad vindes!. Hovedmålet for denne strømning var genrejsning i forskellig forstand, f.eks. revanche for nederlaget i 1864 eller en åndelig mobilisering af det danske folk, den kom til udtryk i nye foreninger, højskoler eller erhvervsselskaber. Nederlaget i 1864 satte sig dybe spor i danskernes bevidsthed, Herman Bang kaldte den generelle pessimistiske stemning for ”sårfeberen efter Dybbøl” i sin roman ”Tine”. Nederlaget markerede også indledningen til et generationsopgør mellem nationalromantikerne og dem som var født efter 1840, da romantikkens politiske idealisme blev anset for at være hovedårsagen til krigen. Nederlaget havde dog også sine positive sider, da det førte til en højere grad af sammenhold og samhørighed i den danske befolkning, og fælles vilje til at rejse sig igen. Danmark var efter tabet af Slesvig og Holsten nu blevet reduceret til en småstat, men det medførte ikke en økonomisk nedtur, da hertugdømmerne længe økonomisk og kulturelt havde været adskilt fra resten af Danmark. For statsadministrationen var afståelsen ligefrem en lettelse, da den tysk-danske dobbeltadministration nu kunne nedlægges. Derudover modtog Danmark en økonomisk kompensation for sine afståelser, mens både landbrug og industri oplevede stor økonomisk vækst. For industrien betød krigen tilmed at konkurrencen fra den holstenske industri blev reduceret, da toldbeskyttelsen forsvandt, resultatet blev at mens den danske industri ekspanderede oplevede hertugdømmerne stagnation, da de nu skulle konkurrere internt i Tyskland med især Rhinlandet. Samtidigt blev også Hamborgs indflydelse på dansk økonomi reduceret, og dansk eksport til England blev forøget. Udenrigspolitisk måtte fokus flyttes fra en aktiv til en passiv politik af frygt for at Danmark helt skulle forsvinde som selvstændig stat. Håbet om revanche levede stadig hos flere, men kursen for den danske udenrigspolitik var blevet lagt i mange, mange år ud i fremtiden. Efter 1864 var territoriel ekspansion og international hæder reelt udelukket for Danmark, og i stedet blev blikket rettet indad. Danmarks riges historie blev nu til nationalstatens historie, landsdelene kom til at hænge bedre sammen, Jylland blev i højere grad integreret sammen med Øerne, efter at især Hamborgs og Holstens indflydelse svandt ind til fordel for København. Resultatet blev at Danmark kom til at hænge sammen både teknisk og mentalt, flere fik del i magten. Hele århundredet går med en stadig kamp om magtfordelingen. Samfundet bevægede sig fra et bondesamfund med en overvejende naturalieøkonomi til et samfund mere baseret på pengeøkonomi. Sidste halvdel af 1800-tallet var også de lavere klassers gennembrud, specielt gårdmændene fik en langt større indflydelse efter borgerskabet havde fået deres med demokratiets indførelse; nu var de gamle autoritære bånd blevet løsnet og nye forbindelser og samfundsstrukturer begyndte at opstå. Omvæltninger på landet Der var uro på landet, både økonomisk og socialt, det gamle bondesamfund forsvandt hurtigt, men økonomisk set var århundredet én lang ekspansion, i Danmark mærkede man en stigende efterspørgsel på korn fra England, kornsalget gav gårdejerne en betragtelig indtjening og med den kunne driften rationaliseres og ny teknologi indføres. Med de øgede ressourcer blev bønderne bedre uddannede, de organiserede sig i en førhen uhørt grad, de krævede efterhånden også mere politisk indflydelse, og efter 1900 blev de den toneangivende klasse. Samtidig undergik landbruget en stor omlægning fra vegetabilsk til animalsk produktion, det var en langsom proces, som kulminerede efter i 1860'erne. Socialt skete der også store forandringer, og byens og landdistrikterne befolkningen kom til at ligne hinanden mere og mere mod periodens slutning. Der var store bevægelser i befolkningen, mange flyttede ind til byerne eller emigrerede til udlandet, desuden var der også en indvandring til Danmark fra nabolandene Sverige og Polen. Omkring 1870 blev landbefolkningen stadigvæk anset for at være uvidende og underudviklet af de toneangivende kredse i byerne, så politisk ligeberettigelse kunne der ikke blive tale om, men allerede efter 1900 havde den jævne gårdmand arbejdet sig ud af almuestanden vha. skole, højskole, politisk virksomhed, aviser og andelsbevægelsen, den nye økonomiske situation havde skabt en ny type bonde og gjort gårdejerne til en samfundsbærende klasse. Andelsmejeriet var en ny organiseringsform, men den byggede på udviklingen i hele århundredet, både teknologisk og samfundsmæssigt. Det afgørende for landbruget var dets stilling som eksporterhverv da det var afhængigt af et ydre marked med en derpå følgende afhængighed af konjunkturerne på verdensmarkedet. I 1870’erne kastedes markedet ud i en krise da kornpriserne faldt drastisk, bl.a. på grund af øget produktion i USA og forbedrede transport muligheder over Atlanten, som betød at Europa oversvømmedes af korn. Reaktionerne på krisen var forskellig, i Danmark gik man fra eksport af korn til eksport af forædlede animalske produkter. Nationalisme og demokrati En af de vigtigste strømninger i Europa i det 19. årh. var modernismen, som var troen på, at samfundet udviklede sig mod et højere mål og at denne udvikling kunne karakteriseres som fremskridtet for den menneskelige civilisation. Måleenheden for udvikling var materialistisk og moralsk: man kunne se den direkte afspejlet i et samfunds teknologiske stade, opførsel og velstand, ja, selve verdensopfattelsen var blevet materialistisk. Først efter 1. verdenskrig satte en depression ind, da det blev klart, at udvikling ikke nødvendigvis kun førte fremgang og velstand med sig men også krig med en hidtil uset voldsomhed, og en modernitetskritik fik efterhånden overtaget. En anden strømning af stor betydning var nationalismen, der påvirkede udviklingstanken i en retning, så at velstand og udvikling fik et nationalt præg. Den danske nationalfølelse udvikles i løbet af 19. årh. fra en statspatriotisme, som kom til udtryk ved ikke at karakterisere sig som nationalistisk, med som en diskret og alligevel massiv selvglæde. Den tager patent på folkelighedens positive træk og fremhæver uhøjtidelig omgang og en flad samfundsstruktur. Efter 1864 befandt Danmark sig mentalt på et nulpunkt; krige havde berøvet landet det meste af, hvad det før havde rådet over, og man blev i tvivl, om der var en selvstændig fremtid for Danmark, som nu var et lille land og næsten kun beboet af danskere. Reelt kendetegnedes perioden mellem 1864 og 1914 dog af en kraftig økonomisk vækst. Denne vækst, ikke mindst indenfor landbruget, og den udvikledes i den nationale selvbevidsthed til myten om, hvorledes et lille folk genrejser sig selv; det nationale selvværd genopbyggedes vha. økonomisk vækst, og selv for store erhvervsfolk som I. C. Jacobsen og C. F. Tietgen var deres virksomhed et nationalt projekt. Ligeledes fik andelsbevægelsen et nationalt præg og blev et symbol på den danske bondes foretagsomhed og dynamik, og den blev fremhævet som det særligt danske eksempel, selv om der i de tabte hertugdømmer foregik en tilsvarende udvikling i landbruget. Perioden i Danmark efter 1900 var stærkt præget af en organisering af samfundet, hvor borgerne organiserede sig i takt med udbygningen af de demokratiske institutioner. Forskellige klasser, erhverv eller andre sociale grupper skabte organisationer, som kunne varetage deres interesser overfor andre grupper og myndighederne. Organisering var et gennemgående træk i alle de europæiske stater, men Danmark var formodentligt det land i Vesteuropa, hvor organiseringen omfattede det forholdsvis største antal borgere. Disse organisationer havde i Danmark et stærkt ideologisk præg; de dannedes nedefra og varetog ikke kun økonomiske og erhvervsmæssige interesser men mange flere aspekter af folks liv. En stadig større del af den politiske dagsorden blev bestemt af organisationerne, og interne valg og indbyrdes forhandlinger kunne få vidtrækkende betydning for samfundet. Opblomstringen af de politiske partier I maj 1870 fik Danmark en ny regering under ledelse af Ludvig Holstein-Holsteinborg. Regeringen var en blanding af nationalliberale og godsejere, og dens politik var til fordel for de højere klasser. Det skabte røre blandt bønderne, og de tre største venstrepartier Bjørnbakkerne, Det Folkelige Venstre og Det Nationale Venstre sluttede sig under navnet Det forenede Venstre sammen i kampen mod regeringen. Det forenede Venstre udsendte sit første partiprogram i 1872. Hovedpunktet var indførelsen af en folketingsparlamentarisme, der betød, at regeringen skulle udvælges af Folketingets flertal. Samtidig ville Det forenede Venstres politik i Folketinget stemme mod regeringens finanslov år efter år. I efteråret 1873 lykkedes det at spænde ben for finansloven. Resultatet var et valg. Det blev Det forenede Venstres modstandere, der løb med sejren. Denne gang blev det med Christen Fonnesbech som konseilspræsident. Venstre modarbejdede også denne regering på alle tænkelige måder. Fonnesbech-regeringen faldt hurtigt, men hans afløser, J.B.S. Estrup, lod sig ikke irritere af Venstres oppositionspolitik. Estrup blev i 1875 udnævnt til konceilspræsident og besad en næsten enevældig magtposition i dansk politik til 1894. Bønderne var ikke den enestre gruppe, der var utilfreds med de højreorienterede regeringer. Arbejderne var heller ikke begejstrede, men de magtede ikke at organisere sig. Det ændrede sig, da Pariserkommunen opstod i Frankrig i 1871. Pludselig opstod der socialistiske tendenser blandt arbejderne. En postarbejder ved navn Louis Pio begyndte i 1871 at udsende Socialistiske Blade (det senere Socialisten). Senere på året blev Pio ophavsmand til stiftelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark, og han begyndte at agitere voldsomt for, at arbejderne skulle sympatistejke med murersvendende, der strejkede for at få afskaffet arbejdstimen kl. 18-19. Pio havde ingen strejkekasse, og da det truede med at underminere strejken, indkaldte han til et møde på Fælleden den 5. maj 1872. Myndighederne frygtede, at mødet ville udvikle sig til en dansk version af Pariserkommunen. Derfor blev Pio og to andre ledende socialister, Harald Brix og Paul Geleff arresteret den 4. maj om aftenen. Arbejderne mødte alligevel op på Fælleden. Det førte til et voldsomt sammenstød med politiet. Pio, Brix og Geleff blev alle idømt forbedringshusstraffe, men blev løsladt efter få år. Efter sin løsladelse i 1875 blev Pio først fagforeningsleder, og året efter var han med til at stifte Socialdemokratiet. Pio blev valgt som leder af partiet, men på grund af kritik af ledelsesstilen i partiet, nedlagde Pio i 1877 sit formandsskab og emigrerede til USA. I slutningen af 1870'erne var der således opstået et partisystem i Danmark. Regeringsgrupperne gik i 1881 sammen og kaldte sig Højre. Med indgangen til 1880'erne var der tre store partier i Danmark: Højre, Venstre og Socialdemokratiet. Mekaniseringen af landbruget I forbindelse med opdyrkningen af prærien i USA begyndte en stor teknisk forbedring af landbrugsmaskiner. Store kapitaler blev sat ind på det landbrugstekniske udviklingsarbejde. De nye redskaber kom via de store verdensudstillinger og varemesser forbavsende hurtigt til Danmark. De mange jernstøberier var hurtige til at efterligne dem, når de var beskrevet i Landboforeningernes tidsskrifter. Omkring 1870'erne øgedes brugen af mejemaskiner, der kunne trækkes af heste. Et tusindårigt billede af det danske høstlandskab ændrede sig, da de lange rækker af mænd, der mejede med leerne langsomt forsvandt. Priserne for maskinerne var faldende, mens arbejdslønningerne steg, og mange karle og piger forlod landbruget og tog til byerne eller til Amerika. Industrialiseringens mekanisering var nået ud til landbruget og gjorde markarbejdet væsentligt lettere. Det skete samtidig med at landbruget gik fra at være baseret på kornsalg til animalske produkter. Det var en reaktion på faldende kornpriser i Sverige. Landbruget opbyggede en eksport til England fra Esbjerg med animalske landbrugsprodukter. England var en god aftager, fordi industrialiseringen betød, at de engelske bønder forlod landbrugene til fordel for minerne og byens fabrikker. Med industrialiseringen i England fulgte stigende velstand, der betød øget efterspørgsel. Med øget velstastand skifter efterspørgslen fra korn (til brød og grød) til kød og forarbejdede landbrugsprodukter som smør, æg og siden bacon. Omlægningen af det danske landbrug var imponerende, fordi det var frivilligt og kollektivt. Det skete næsten uden at det offentlige dirigerede eller støttede initiativet. Det er også interessant, fordi det var en spontan dansk reaktion og ikke som størstedelen af tidens store fornyelser forårsaget af en større europæisk bevægelse. Den var virkningen af den danske folkeskoleuddannelse og det politiske-økonomiske samarbejde på lokalt plan i årtierne efter 1850. Befolkningen søger mod byerne Fra midten af det 19. århundrede begyndte en massiv befolkningsvandring fra land til by. Denne tilbøjelighed til at vandre mod byerne kunne spores fra midten af 1840'erne, men tog først rigtig fart mellem 1860 og 1870. Den udvikling fandt sted overalt Europa. Baggrunden for denne folkevandring var liberalismens gennembrud, den industrielle revolution og det stigende fødselsoverskud i alle lande. I 1870 omfattede bybefolkningen 25 % af landets samlede befolkning, og ved folketællingen i 1901 var dette tal steget til 40 %. Andelsbevægelsen Fællesdriftens fordele begyndte at blive indlysende i takt med behovet for anskaffelsen af maskiner til fremstilling af landbrugsprodukter. Den enkelte bonde havde ikke mulighed for at investere i de forbedringer, der skulle til for at fremstille landbrugsprodukter af en kvalitet, der kunne klare den hårde konkurrence på verdensmarkedet. Allerede fra 1860'erne var der eksempler på at gårde, der slog sig sammen, ansatte en mejerist, købte maskiner og dannede et interessent- eller aktieselskab. Hjedding i Vestjylland blev mønster for udviklingens ejerforhold og udbyttedeling, der er det centrale i andelssystemet; på den ene side medlemmernes leveringsforpligtelser – på den anden side udbyttefordelingen, der ofte skete efter den leverede mængde mælk. Hvad angik ledelsen af mejeriet stemte andelshaverne i Hjedding "ikke efter høveder, men efter hoveder". Alle havde én stemme, så rige og fattige bønder havde samme indflydelse i modsætning til aktieselskaber, hvor det er antallet af aktier, der tæller. Demokratiet havde dog sine grænser, og Hjedding-modellen blev ikke gennemført alle steder. Den fik dog alligevel stor betydning for landbrugsudviklingen i Danmark. Kvindebevægelsen Inspireret af den franske revolution udviklede sig kvindebevægelsen, hvor kvindernes ligestilling med mænd blev sat som målet. I Danmark rejstes kvindesagen allerede 1850 af Mathilde Fibiger ved hendes 12 breve af Clara Raphael, og hun støttedes straks af Pouline Worm, som senere skrev romanen: De Fornuftige (1857). Men det var kun som en kamp for den enkelte kvindes personlige selvstændighed og åndelige frigørelse fra autoritets- og sædvanetvang. I 1852 stiftedes Nathalie Zahle’s Skole, som middelbart i høj grad fremmede kvindesagen ved efterhånden at fremkalde en hel omformning af pigebørnenes højere undervisning. Senere fulgte oprettelsen af flere lignende skoler rundt om i landet. Også statsmagten viste sig velvillig over for kvindernes naturlige krav. I 1857 gav 3 samtidige love (dateret 29. december) ugifte kvinder lige myndighed med mænd, søstrene lige arveret med brødrene og kvinderne fuld næringsfrihed, hvad dog i mange år kun blev såre lidet brugt. I 1859 oprettedes en særlig eksamen for lærerinder, hvorefter i årenes løb kvinder i tusindvis fik adgang til lærergerningen i folkeskolen både på land og i by. De fik dog kun deres undervisning i privatseminarier, og først 1892 oprettedes et forskoleseminarium. I 1867 åbnede det ny musikkonservatorium sig straks for kvinder, 1872 oprettedes en egen handelsskole, 1876 en tegneskole, og 1888 oprettede staten en særlig kunstskole for kvinder som vederlag for, at der nægtedes dem adgang til kunstakademiet. Ligeledes holdt folkehøjskolerne (efter Kr. Kold’s forbillede, 1863) særskilt sommerskole for unge piger. I 1875 åbnedes der kvinder adgang til universitetet både til studenter og til embedseksaminer (dog først 1905 teologisk), senere også til Polyteknisk Læreanstalt og Landbohøjskolen. Det varede dog længe, inden der gjordes virkelig brug af denne ret, og almenheden så på de kvindelige studenter som på nogle mærkelige særsyn. 1884 var der kun 12 Studenter; inden Aarh.’s Slutning var Tallet steget til 240. Tidligere havde kun enkelte lærde skoler givet pigebørn adgang, og først i 1905 åbnede en lov dem alle. I 1885 kom den første læge, og indtil 1901 kom der 25), desuden blev der fra 1876 uddannet en hel stand af sygeplejersker. Anna Hude var 1893 den første, som tog doktorgraden. I 1880 gav en lov hustruerne fri rådighed over, hvad de selv fortjente ved deres arbejde; den var i sig selv ikke af stor betydning uden som forvarsel for loven af 1899 om hustruens myndighed og formueforhold mellem ægtefæller (med ægtepagt, udvidelse af hustruens særeje, begrænsning af mandens enerådighed over fællesboet og adgang til bodeling). I 1871 stiftedes »Dansk Kvindesamfund«, som siden 1884 med stadigt voksende held virkede for at udbrede kvindesagens ledende tanker og forberede deres virkeliggørelse, men det var først i begyndelsen af 1900-tallet, at kvinder opnåede politisk ligestilling med mænd. Systemskiftet og reformer I 1866 blev grundloven revideret i ikke-demokratisk retning, da Estrup indførte privilegeret valgret til landstinget. Det medførte, at godsejernes og embedsmændenes parti, Højre, fik flertal i landstinget, mens bøndernes repræsentanter i partiet Venstre, fik flertal i Folketinget. Der opstod splittelse om, hvem der skulle danne regering. Venstre mente, at det burde være Folketingets flertal der bestemte, mens Højre overlod det til kongen, som foretrak en højremand. I over 30 år (1870-1901) lå regeringsmagten hos Højre, hvis frontfigur var statsminister Estrup. Først i 1901 mister Højre flertallet i både folke- og landstinget, og Højre opgav at fastholde magten. Efter dette systemskifte har parlamentarisme været fast skik i Danmark: Ingen regering kan blive siddende, hvis den har et folketingsflertal imod sig. Systemskiftet og Venstres magtovertagelse i 1901 blev indledningen til en frodig reformperiode. Skatten blev reformeret. Den hidtidige model, hvor statens indtægter udelukkende bestod af jord- og ejendomsskatter suppleret med told og afgifter, blev delvist erstattet med en indkomstskat. Indkomstbeskatningen var i 1903, da reformen blev gennemført, ikke særlig voldsom: de laveste indkomster blev beskattet med 1,5 %, de højeste med 2,5 %. Skattereformen var påkrævet, idet fx de nyrige fabrikanter i de større byer slet ikke betalte skat af deres store indkomster, mens fattige husmænd betalte hartkornsskat af deres lille jordlod. Venstre gennemførte også en skolereform, som betød, at alle børn skulle gennem en femårig underskole, hvorefter eleverne enten kunne følge en toårig folkeskoleoverbygning, hvilket de fleste gjorde, eller de kunne tage en fireårig mellemskole med eksamen og derefter forlade skolen. Oven på denne kunne de vælge det treårige gymnasium, der var delt i en sproglig og en matematisk linje. Denne linjedeling af gymnasiet holdt i 102 år og blev afskaffet i 2005. Formålet med skolereformen var, at gøre adgangen til de højere uddannelser lettere for børn af middelklassefamilier, men den skulle også sørge for en mere effektiv udnyttelse af samfundets "intelligensressourcer".

David James Abbruzzese (født 17. maj 1968, Stamford, Connecticut) er en amerikansk trommeslager, som var med i det amerikanske grunge-rock band Pearl Jam fra 1991 til 1994. Abbruzzese spiller trommer på Pearl Jams albums VS (album) og Vitalogy (album). Han erstattede Matt Chamberlain og blev erstattet af Jack Irons.

Deal of the day er et tilbud, der er tidsbegrænset og giver procentvise rabatter på services og produkter. Anført af det amerikanske GroupOn, der i 2010 gennemgik en meget kraftig vækst, voksede det danske marked i 2010-2011 fra få til mange spillere, hvor store tjenester er downtown.dk (udsprunget af Downtown Magazine), Sweetdeal (Berlingske Media) og SpotDeal (JP/Politikens Hus)

Efter at have vundet en lokal skønhedskonkurrence i Californien blev hun kontaktet af filmstudiet Warner Bros., der tegnede kontrakt med Reynolds. Hun debuterede i en alder af 16 år som filmskuespiller i 1948 i filmen June Bride, hvor hun dog ikke blev krediteret for sin medvirken. For Warner Bros. medvirkede hun yderligere i The Daughter of Rosie O'Grady, men blev herefter tilbudt medvirken i Metro-Goldwyn-Mayers Three Little Words, hvor hun spillede overfor bl.a. Fred Astaire. MGM var begejstret for Reynolds og tilbød hende fast kontrakt. Reynolds blev herefter en af stjernerne i MGM's mange succesrige filmmusicals og komedier op gennem 1950'erne, hvor hun optrådte som både sanger og skuespiller. I den følgende film Two Weeks with Love fra 1950 sang hun duet med Carleton Carpenter i sangen Aba Daba Honeymoon, der året efter blev nr. 3 på de amerikanske hitlister. I 1952 spillede hun rollen som Kathy Selden i filmklassikeren Singin' in the Rain, hvor hun i en alder af 20 år opnåede sit helt store gennembrud som skuespiller. I 1957 opnåede hun en guldplade for sangen Tammy fra filmen Tammy and the Bachelor og var det samme år den mest sælgende kvindelige solist. Udover medvirken i film og pladeudgivelser optrådte Debbie Reynolds i 1960'erne ofte i shows i Las Vegas og i diverse tv-shows. Hun skrev i 1960 kontrakt med ABC om produktion af tv-showet A date with Debbie og modtog et dengang ganske uhørt beløb på 1 million $ for sin medvirken. Hun medvirkede endvidere som skuespiller i en række teaterstykker og musicals på Broadway i New York. Reynolds holdt sig aktiv som skuespiller efter storhedstiden i 50'erne og 60'erne og medvirkede herudover i en række tv-serier mv. Debbie Reynolds turnerede med optrædender og foredrag indtil sin død i 2016. Debbie Reynolds havde en stor samling af diverse Hollywood-genstande, og disse udstilles på Debbie Reynolds' Hollywood Motion Picture Museum i Belle Island Village i Tennessee, USA. Museet indeholder over 3.500 kjoler og kostymer fra Hollywoodfilm og flere tusinde andre genstande med tilknytning til Hollywood og filmindustrien. Priser Debbie Reynolds er gennem sin karriere blevet nomineret til et betydeligt antal priser, herunder en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i filmen The unsinkable Molly Brown i 1965 og en Tony Award i 1973 for sin hovedrolle i musicalen Irene. På trods af de mange nomineringer er Reynolds dog sjældent blevet tildelt de store priser. Hun vandt i 2002 prisen "Life Achievement Award" ved Savannah Film and Video Awards. Privatliv Debbie Reynolds blev i 1955 gift med sangeren og entertaineren Eddie Fisher med hvem hun fik datteren Carrie Fisher. Parret blev skilt allerede i 1959 under stor mediebevågenhed, da Eddie Fisher forlod Reynolds til fordel for Elizabeth Taylor, der imidlertid kort efter skiftede Fischer ud med Richard Burton. Debbie Reynolds blev i 1960 gift med den da velhavende forretningsmand Harry Karl, men blev skilt igen i 1973 efter en række økonomiske problemer. Reynolds giftede sig i 1984 igen med en forretningsmand, Richard Hamlett, med hvem hun købte et mindre hotel og casino i Las Vegas. Investeringen var dog en økonomisk fiasko, og efter at være blevet skilt fra Hamlett i 1996 gik Reynolds personlig konkurs i 1997. Hun døde den 28. december 2016, dagen efter at hendes datter døde.

Stanković nåede i sin tid som landsholdspiller (1998-2013) at spille hele 103 kampe og score 15 mål for Serbiens landshold, som han debuterede for helt tilbage den 22. april 1998, i en venskabskamp mod Sydkorea. På det tidspunkt var holdet stadig kendt som det jugoslaviske landshold. Han har deltaget ved VM i 1998, EM i 2000, VM i 2006 og VM i 2010 med sit land. Han var holdets anfører fra 2006-2011.

I udkanten af det Nordøstlige Cambodjas jungle finder man Kreung-stammen. De lever af at dyrke ris ' og derfor er en stor og arbejdsom familie det vigtigste for at overleve. Men det betyder ikke, at romantikken er død i Kreung-landsbyerne. Hos Kreung-stammen har man typisk 3 huse: et i landsbyen, et i marken og et til kærligheden. Når døtrene når puberteten bygger deres forældre dem et 'kærlighedshus'. Her har de fred til at have ligeså mange drenge overnattende de har lyst til, indtil de finder kærligheden. I 'Det tredje hus' møder vi en helt almindelig Kreung-familie ' bedstemoren Gadam fandt sin mand i et kærlighedshus, moren Saper fandt sin mand i et kærlighedshus og nu skal den 15-årige datter Buntei til at finde en kæreste i sit nye kærlighedshus. Vi ser familiens dagligdag gennem de tre huse: den hårde virkelighed i marken, aftenerne med hygge i landsbyhuset og kærlighedshistorierne fra kærlighedshuset. Traditionen med kærlighedshusene har eksisteret, så langt tilbage man kan huske i stammen. I et samfund hvor kampen for overlevelse er så allestedsnærværende, mener Kreungerne alligevel, at kærligheden er det vigtigste de har: Risene er det der gør de overlever, men kærligheden er det der gør de lever.

Devils Hole pupfish (Cyprinodon diabolis) er en fisk som udelukkende lever i Devils Hole, i Ash Meadows National Wildlife Refuge øst for Death Valley. Den er beskrevet som verdens mest sjældne fisk. I 1970'erne fandtes cirka 400 af arten i Devils Hole, mens man i 2016 skønnede at antallet var på cirka 30 eksemplarer af fisken.

Long Tall Dexter blev han kaldt, den legendariske tenorsaxofonist, der fornyede jazzmusikken. Dexter Gorden levede i København i 14 år og optrådte ofte i Jazzhus Montmartre, hvor han fik stor indflydelse på dansk jazzkultur. I filmen optræder Billy Eckstine's Big Band, tenorsaxofonister som Lester Young, Coleman Hawkins og Ben Webster, samt bebobmestre som Charlie Parker og Dizzy Gillespie. Filmen rummer en lang række interviews og koncertoptagelser, samt prøveoptagelser til Taverniers spillefilm »Round Midnight«, for hvilken Dexter Gordon blev Oscar-nomineret for sin skuespilpræstation.

Diodotos blev født i Kasiana nær ved Apamea i Syrien og var efterkommer af græsk-makedonske kolonister. Under kong Demetrios 1. Soter var han general (strategos), men deserterede under borgerkrigen til tronprætendenten Alexander Balas. Alexander gør Diodotos til en af sine militære ledere og det lykkedes ham at hjælpe Alexander til en erobring af Antiochia. I sidste ende vinder Alexander borgerkrigen og bliver den nye konge. I 146/145 f.Kr. vendte Demetrios 1. Soters unge søn, Demetrios 2. Nikator tilbage til Syrien, opsat på at afsætte Alexander Balas og hævne faderens død. Som støtte i den nye borgerkrig har han en hærstyrker af lejesoldater fra Kreta, der hurtigt spreder rædsel og ødelæggelse på deres vej, Antiochia falder i 146 f.Kr. til ægypterne der blander sig i krigen. En stor del af riget er nu under Demetrios 2.' kontrol, med støtte fra Ægypten. Alexander Balas falder ikke kamp. Diodotos øjner en chance og henter Alexander Balas' to-årige søn frem og udråber ham til konge som Antiochos 6. Dionysos. Diodotos samlede hurtigt en hær, bestående delvis af folk fra Larissa i Syrien og bevægede sig mod nord til Khalkis-ad-bellum, hvor han slog lejr uden for byen. Demetrios 2.'s angreb på Diodotos slår fejl. Der går ikke længe før Diodotos kontrollerer det indre Syrien, koncentreret omkring Antiochia og Apamea. Store dele af Seleukideriget hylder Diodotos' sag og ser ham som en mand der kan skabe orden hvor tidligere herskere ikke har kunnet. Kong Tryfon I 142 f.Kr. udråber Diodotos sig til konge og tilsidesætter den unge Antiochos 6. Hans fortsatte succes i borgerkrigen skyldes befolkningens had til Demetrios 2.'s fremfærd via sine brutale lejesoldater. Men selvom det går godt for Tryfon, taber riget som helhed i styrke. De ydre provinser står svagt, bl.a. benytter kong Mithridates 1. den Store af Partherriget borgerkrigen til at erobre Medien og Babylonien. Tryfon opnår et lille pusterum, da Demetrios 2. i 138 f.Kr. tages tilgange under et felttog i østprovinserne mod partherne. Partherne erobrer kort tid efter provinserne Susa og Elam.

Dollz (også kaldet dolls, duller eller dukker) er små pixelerede billeder, generelt af mennesker. De bruges primært online som avatarer, signatur eller bare som udsmykning af personlige websideer. Personer, der skaber dollz, kaldes dollere. Dolleren kan finde en base og tegne tøj på den i bl.a. Paint, Adobe Photoshop, PSP, Paint.net og lignende grafikprogrammer. Doll makers (eller dulledesignere) er skabere af dollz eller baser og adds dertil. Dyr og møbler kaldes "pixelting". Teknikker Der findes mange teknikker, hvormed dollz laves. Generelt startes der ud med en såkaldt base, der er de skabeloner, hvorpå dollz tegnes. Ofte er det nøgne menneskekroppe uden hår i en bestemt position. Baser kan også være ikke-menneskelige. Det er ikke nødvendigt at lave sin egen base, da man kan få dem gratis mange steder på internettet, hvilket dog beror på visse regler, såsom at henvise til skaberen og lignende. Dollingetikette De fleste dollere sætter et lille mærke ved siden af dollen for at gøre opmærksom på, at de har lavet den og der dermed påfølger copyright. Det hjælper desværre ikke altid, da de fleste nybegyndere tror, man godt må bruge andres dollz. Frankendolling er, når man tager dele fra andre personers dollz og bruger dem på sin egen. Nogle dollere tilbyder folk, at de kan adoptere deres dollz. Dette er en lovlig måde, hvorpå man kan vise andres dollz på sin egen hjemmeside.

Dubyagokrateret ligger langs den sydlige bred af Mare Undarum, sydøst for Firmicuskrateret. Karakteristika Krateret har en noget nedslidt ydre rand, som falder til et lavpunkt mod nord, mens den når sin største højde i den østlige side. Det mest bemærkelsesværdige træk er imidlertid bundens mørke farve, som svarer til albedoen for maret mod nordvest. Denne mørkere farve får krateret til at træde noget frem blandt dets omgivelser. Dubyago har et usædvanligt stort antal satellitkraters, hvoraf mange siden er blevet navngivet af IAU. Det mest fremtrædende af satellitkrater er "Dubyago B", som er tæt på at være forbundet til hovedkraterets sydøstlige rand.

Stendysse eller bare dysse (af oldnordisk dys, gravhøj, stendynge) er en type af megalitiske gravmæler fra yngre stenalder af store sten. I ældre tid anvendtes ordet dysse om alle stenalderens store stengrave, navnlig også om jættestuer. Nutildags forstås ved dysse alene et mindesmærke, hvis hoveddel er et ikke jorddækket, større eller mindre kammer af svære sten (kaldet bæresten), på hvilke en enkelt stor sten (kaldet overligger), sjældnere to, stenalderens store gravanlæg. Byggeriet af dysserne begyndte i bondestenalderen omkring 3500 f.Kr., og i de følgende århundreder byggedes i tusindvis af dysser i Danmark. Omkring 3200 f.Kr. videreudvikledes dysserne til jættestuer. Dysserne lå nær bygdens huse og marker. De var ikke kun grave for bygdens døde, men angav også slægtens ret til landområdet. Beskrivelse og udvikling I sin oprindeligste form er dyssekammeret aflangt og firesidet, opbygget af med en stor (eller to mindre) sten i hver langside, en for hver ende. Kammerets længde kan nå 2,7 m, men er oftest omkring det halve. Siderne kan være lige høje; ofte er dog en af endestenene lavere, ikke sjælden kun af halv højde, eller den udgør blot en høj tærskel. En senere udvikling af dette ældste kammer øges i størrelse, idet sidestenene stilles i runding, mest 6 eller 7 i tal, væsentlig lige store, hvorved dannes et polygonalt kammer. Foran indgangsstenen kan også ved firesidede kamre være 1 eller 2, sjældent flere (indtil 4) par af lavere sten, der danner en kort gang. Gravrummets højde er skiftende, mest omkring 1 m, i større kamre op til 1,6 m, sjældent 2 m. Bunden er lagt med ler, dækket med flade sten eller et lag knust, ind imellem hvidbrændt flint. Sidestenene er satte på eller lidt ned i undergrunden, i reglen hældende lidt indad for at modvirke trykket fra dækstenen, der kan være af meget store mål, indtil 3 1/4 m brede og 1 m tykkelse. Mellemrummene mellem bærestenene udfyldes med mindre sten, sjældnere med opstablinger af stenfliser. På nogle dækstenen, sjældnere på andre sten, findes skålformede fordybninger eller andre billedlige tegn, der dog ikke nødvendigt står i direkte forhold til kammeret, men kan være anbragte forud eller senere. Fremtræden Højen kan være rund, 10–12 m bred, med rejste sten om foden, og dette var sikkert den ældste form, runddyssen; den omslutter sædvanlig kun et enkelt kammer. Eller en aflang, fladagtig jordhøjning, 1,5–2 m høj, omslutter 1-5 kamre med større eller mindre indbyrdes mellemrum, langdyssen, der kan nå meget store længdemål; de største kendte er ved Lindeskov på Fyn, 160 m lang, og ved Vilsted ved Haderslev, af meget nær samme længde; de fleste er mindre end 30 m lange, få er mere end 6–10 m i bredden. Langdysser omgives af en fodkrans af rejste sten, tættere eller åben. Stenene kan være meget anselige, især for enderne, op til mere end 2 m. Stentallet er indtil 150, oftest meget færre. Stenkammeret Kamrenes længderetning er meget vekslende, mest omkring nordvest-sydøst og da i reglen med åbningen mod sydøst, langdyssens oftest henimod øst-vest. Dysser var fællesgrave bestemt til flere gravlægninger efter hinanden. Langdysser kan ses være blevet udviddet ved bygning af ny kamre og dermed udvidelser af hele anlæget. Bygningen har ofte vist sig at være solid. I kamrene findes dels skeletdele af de gravlagte, dels følgegods: i de ældste tyndnakkede flintøkser, rav med indboringer, lerkar med henimod kugleformet bug og høj, snæver hals. Ind imellem findes, især i de senere polygonale kamre, gravlægninger at være foregået frem til stenalderens slutning, da dysserne ellers var afløst af den højdækkede jættestue og den ligeledes helt dækkede stensatte gravkiste. Udbredelse Runddyssen er den oprindeligste og ældste form og findes ikke blot i Norden, men også i det nordlige og vestlige Mellemeuropa. I noget skiftende typer findes dyssekamre ned gennem Holland (Hunebed, Hunnebed), Belgien og Frankrig og ligeledes i England og i Irland (Dolmen, Cromlech); fremdeles på Den Pyrenæiske Halvø (i Portugal: Anta), og de kan følges gennem Nordafrika, som også i det nordlige Balkan, nord om Sortehavet, gennem Syrien og Lilleasien til Indien og endda helt til Japan (hvor de dog tilhører en langt senere tid). De skifter med klippegrave og giver antagelig udtryk for de samme idéer som disse. I Norden findes de i Danmark og det sydlige Sverige; dertil fem dysser i Norge. Den nordligst beliggende dysse på det europæiske fastland ligger på Rødtangen i Hurum som et bevis på, at tragtbægerkulturen strakte sig helt nord til Oslofjorden. Langdysser er den særlig nordiske udformning. Inden for Danmark findes dysser på øerne (på Sjælland er antallet opgjort til ca. 3.400, hvoraf dog mange forstyrrede eller helt ødelagte; meget smukke og regelmæssige anlæg på Møn, som f.eks langdyssen Grønjægers Høj, Fanefjord Sogn, og på Lolland) samt i dele af Jylland: Øst- og Nordjylland, Vendsyssel (ikke mange), Hanherrederne og Thy (få), mindre grupper i Sydjylland, men få mod vest; de fortsættes i Sønderjylland, hvor mange kendes i øst, ret få i vest. Midtjylland modtog i det væsentlige senere bebyggelse, og den almindelige og samtidige gravform, enkeltgraven, betegner antagelig et senere befolkningsindskud. Langeland er det sted i verden hvor der er flest stendysser pr. km². Dysser og jættestuer ligger næsten udelukkende i kystområder og frem for alt på øerne, især på Langeland, som er det sted i verden, hvor der er flest stendysser pr. km². Senere brug I nogle dysser er der sket senere gravlægninger, oftest i bronzealderen.

Herunder listes et udvalg af forfatterens værker

Da man får mest selvinduktion ud af et givet stykke elektrisk leder ved at vikle det sammen til en "spole", består en elektrisk spole netop af et stykke sammenviklet metaltråd (minder lidt om en skruefjeder). En spole kan enten være lavet af kraftig ("stiv") metaltråd, som er viklet om en "spoleform" uden andet end tråden selv til at bære vægten (en såkaldt luftspole). Eller en noget tyndere tråd kan være viklet på et lille "bærende stativ" af f.eks. plast. I midten af spolen kan man anbringe en kerne af enten jern eller ferrit – tilstedeværelsen af en sådan kerne forøger spolens selvinduktion. Spoler og jævnspænding Forbinder man de to frie ender af lederen i en spole til en jævnspændingskilde, begynder strømmen ikke at flyde med det samme – i stedet stiger strømstyrken lineært (ideel spole uden ohmsk modstand og med en ideel jævnspændingskilde). Hvis spolen har en ohmsk modstand, hvad de fleste spoler har, så vil strømmen først stige lineært og senere stige asymptotisk mod en maksimal værdi bestemt af spændingskilden og spolens modstand. Mens strømstyrken tiltager, opbygger spolen et magnetfelt – man kan efterfølgende demonstrere at spolen er magnetisk, og af samme grund kaldes en jævnspændingsspole med kerne også for en elektromagnet (eller solenoide).

Emil Zeuthen Svitzer (9. juni 1805 i Reerslev Præstegård ved Roskilde – 10. april 1886 i København) var en dansk bjergningsentreprenør og grundlægger af den Svitzerske Bjærgningsentreprise. Svitzer blev født 1805 og var søn af sognepræst til Brøndbyvester og Brøndbyøster Jørgen Chr. Svitzer (død 7. juli 1844) og Susanne Kirstine f. Svitzer. Han uddannede sig til handelsmand og tog allerede 1829 borgerskab som tømmerhandler og grosserer i København. Hans forretning fik snart et stort omfang, men sejladsen fra Sverige og Norge med store ladninger var forbundet med megen risiko, og for at bøde derpå oprettede han så i 1833 sammen med styrmand Larsen en bjergningsentreprise. Denne lykkedes det ham at udvikle således, at den fik faste stationer på forskellige steder i de nordiske have og endogså en filial i Middelhavet. Forretningens ledelse overdrog han 1863 til sin stedsøn og svigersøn, medlem af Grosserersocietetets komité og Sø- og Handelsretten, etatsråd Hans Peter Johan Lyngbye (f. 15. juli 1834); den blev 1872 omdannet til et aktieselskab. Svitzer, der 1875 fik titel af etatsråd, Ridder af Dannebrog (1864) og Dannebrogsmand (1883), døde 1886. Han var gift: 1. (1833) med Ida Sophie Suzette f. von Holstein (10. november 1813 – 16. august 1842), datter af kaptajn i Fodgarden, kammerjunker Carl Adolph von Holstein og Louise Magdalene f. Scheidmann; 2. gang (31. oktober 1849) med Ida Christine Lyngbye, f. Monrath (f. 7. december 1808 – 22. november 1893), datter af justitsråd, kontorchef Peter Holm Monrath og Agathe Petrea f. Schouboe og enke efter komponisten, kantor ved Vallø Hans Peter Johan Lyngbye (d.f 1834). Han er begravet på Assistens Kirkegård. Der findes et portrætmaleri af August Schiøtt (1865), en buste af Th. Stein (1883) og et litografi af Julius Rosenbaum (1883). Xylografi fra samme år og efter dette 1886. Fotografi af Jens Petersen.

Enten-Eller leg, er en leg, der går ud på, at en person stiller et simpelt spørgsmål med kun to svarmuligheder. En anden person skal så give sit svar, og derefter selv stille et nyt enten-eller spørgsmål til besvarelse af en ny person. Sådan kan legen fortsætte i det uendelige. Eksempel på spørgsmål: Lækreste drik: kaffe eller te?

Erythropoietin, forkortet til EPO eller Epo, også kendt som hematopoietin eller hemopoietin, bliver benævnt både som cytokin og hormon. EPO kaldes også for en vækstfaktor for de røde blodlegemer og produceres i voksne i nyrene for at stimulere knoglemarven til produktion af røde blodlegemer, der er nødvendige til transport af ilt til musklerne. Har man få røde blodlegemer, modtager musklerne en reduceret absolut iltmængde, og man får nedsat arbejdskapacitet. Træthed og udmattelse vil derfor opstå på et tidligere tidspunkt, end hvis man har en normal mængde røde blodlegemer. Personer med overvægt af røde blodlegemer vil tilsvarende kunne transportere mere ilt til musklerne, hvorved disse personer – alt andet lige – vil have en større arbejdskapacitet. For at kunne behandle patienter med for lav mængde røde blodlegemer, har man udviklet kunstig epo, der kan øge kroppens egen produktion af røde blodlegemer og dermed sikre den nødvendige ilt til at musklerne kan fungere korrekt. Biokemi EPO er et glykoprotein med en molekylvægt på 34.000 Dalton og kaldes også et cytokin (et protein, der signalerer) og tilhører en familie af cytokiner, der også omfatter somatropin, prolaktin, interleukinerne 2–7 såvel som de såkaldte „Colony Stimulating Factors“ G-CSF, M-CSF og GM-CSF. EPO produceres i den voksne organismes nyrer (se billedet) og aktiverer forstadier til erythrocyter (1røde blodlegemer) i benmarven. I de tidligste livsstadier dannes EPO dog hovedsageligt i leveren. EPO binder i erythrocyternes forstadie til EPO-receptoren på celleoverfladen, EpoR, en cytokinreceptor, en receptor i cytokin-familien (se billedet). EpoR er også et glykoprotein, et protein med en enkelt kulhydratdel med en samlet molekylvægt på 56-57.000 Dalton. Bindingen af EPO til EpoR starter en proces, der kaldes signaltransduktion, hvorved en kaskade af reaktioner sker mellem molekylerne JAK2, STAT5 og GATA1, samt kaskader med andre signalveje. GATA1 er en transkriptionsfaktor, der i cellekernen styrer aktiviteten af gener, der medfører produktion af cytoskelet, hæmoglobin og andre molekyler, der har betydning for udviklingen og modningen af erythrocyterne og tilsammen medfører det differentiering, overlevelse og proliferation. Misbrug af Epo Misbrug af Epo har været (og er måske stadig) meget udbredt inden for udholdenhedssport, f.eks. inden for cykling, hvor holdet Festina kastede lange skygger over Tour de France i 1998. Ved at tage Epo øges mængden af røde blodlegemer og dermed iltoptagelsen med op til 10%. En sportsudøver på Epo kan derfor yde en større præstation uden at blive træt, i forhold til en udøver, der ikke bruger epo. En bivirkning ved misbrug af epo er, ud over det usportslige aspekt, at blodet bliver tykkere, og man derfor har øget risiko for at få blodpropper. Den danske cykelrytter Bjarne Riis, der vandt Tour de France i 1996, indrømmede i 2007, at han havde taget Epo i perioden 1993-98 og dermed også på det tidspunkt hvor han vandt cykelløbet. Udover Bjarne Riis, indrømmede bl.a. også Riis' tyske tidligere teamkammerat, Erik Zabel, snyd ved EPO-misbrug. Kontrol af misbrug Ved at måle den såkaldte hæmatokritværdi hos sportsudøvere, kan man få en indikation på, om atleten har brugt epo. Hæmatokritværdien fortæller, hvor stor en del af blodet, der består af røde blodlegemer. Hos mænd er tallet omkring 40 (40% røde blodlegemer). Fra det Internationale Cykelforbund UCI i samarbejde med WADA, har man sat den tilladte grænse for hæmatokritværdi ved 50. Det kunstige Epo produceres fra planter og dyr og ligner næsten præcis det menneskelige EPO men der er dog en væsenlig forskel: Det kunstige Epo mangler et sukkermolekyle og skiller sig derved ud fra naturligt Epo. Ved at undersøge EPOen for dette sukkermolekyle finder dopingkontrollen ud af om det er naturligt Epo. Dog skal der tages forbehold for en meget lille gruppe mennesker hvis Epo ikke indeholder det specielle sukkermolekyle, men når først det er slået fast at den testede ikke tilhører denne gruppe er metoden 100% sikker.

Ereshkigal var først gift med Gugalana (gu = "tyr" + gal "stor" + an "himmel" + -a "af") - "Himlens store tyr". Han blev skabt på Inannas bud for at hævne hende. Hun førte ham til Uruk, hvor han raserede omgivelserne og sænkede vandstanden i Eufrat, så markerne tørrede ud. Gilgamesh og Enkidu lykkedes i at dræbe tyren på egen hånd uden gudernes hjælp. Ereshkigal giftede sig senere med Nergal. Den historie er overleveret i flere versioner. På sumerisk hed dødsriget Ganzer, som også var navn på dødsrigets indgangsport. Nergal var oprindeligt en af Ganzers dørvogtere. Da Ereshkigal ville straffe ham for en forsømmelse, trak han hende ned af tronen efter håret, og truede med at halshugge hende. Hun tilbød ham stillingen som sin gemal, og han modtog visdommens tavle som tegn på sin nye myndighed. Inanna besøger sin søster En dag pyntede Inanna sig og begav sig til dødsriget. Hun tog en turban på, fordi hun skulle udenfor byen; smykkede sig med en halskæde af lapis lazuli; og lagde en mascara, der kaldtes "Lad en mand komme, lad ham komme". Hun havde først instrueret sin kammerpige Ninšubur i, hvad hun skulle gøre, hvis Inanna ikke vendte tilbage. Den øverste dørvogter Neti spurgte Inanna, hvem hun var, og hun svarede: "Jeg er Inanna på vej mod øst." Neti spurgte hende, hvorfor hun i stedet havde rejst til "landet, ingen vender tilbage fra"? Hun svarede, at hendes ældre søsters mand var død, og at enken derfor havde indbudt til drikkeofre ved hans begravelse. Ved hver af Ganzers porte måtte Inanna tage noget af sig: Sin turban, sin paryk, og ved den syvende og sidste port sin kjole. Efter at hendes tøj var båret væk, og hun stod der nøgen, fik hun sin søster til at rejse sig fra tronen, og satte sig selv på den. Men anuna, de syv dommere, gik til kamp mod indtrængeren. Inannas døde krop blev hængt fra en krog. Tre dage efter hendes afrejse var kammerpigen Ninšubur blevet bekymret, og gennemgik de ritualer, hendes frue havde pålagt hende. Til sidst kom hun til templet for guden Enlil: "Lad ikke din datter blive dræbt i underverdenen!" Men Enlil blev vred: "Guddomsmagterne i underverdenen må man ikke forlange, for så må man også blive i underverdenen! Hvem kan forvente at komme op derfra igen?" Guden Nanna viste sig heller ikke hjælpsom; men guden Enki skrabede noget skidt af sin fingernegl og skabte deraf to galla, dæmoner, som hjalp hende med at hente Inanna op fra dødsriget. Dæmonerne smuttede ned i underverdenen "som fluer" og sagde til Ereshkigal: "Giv os liget, der hænger fra krogen!" Inanna vender tilbage til lyset omgivet af et frygteligt optog af dæmoner: "De kender ikke mad eller drikke....De trækker hustruen væk fra sin mands favn. De trækker barnet væk fra sin ammes bryst." Udenfor Ganzer kastede Ninšubur sig i støvet, hvor hun havde ventet på sin herskerinde. Dæmonerne tænkte sig at tage hende i bytte for Inanna; men gudinden agtede ikke at glemme sin kammerpiges trofasthed, der havde ført hende frelst ud fra dødsriget. I stedet gav hun dæmonerne sin gemal Dumuzi i bytte. Den sidste linje er en hyldest til dødsrigets dronning: "O Ereshkigal! Højt synger vi din pris!"

Grundlaget for den færøske litteratur blev skabt af V.U. Hammershaimb (1819-1909), som fastslog det færøske skriftsprog. Færøerne har siden udviklet stolte traditioner inden for børne- og voksenlitteratur. Mundtlig overlevering og indsamling af færøske kvæder (kvæði) i 1800-tallet Før færinger fik eget skriftsprog, var der en mundtlig tradition bl.a. for at fortælle historier (sagnir) og at synge lange kvad (folkeviser). Kvadene kunne både være på færøsk og dansk, traditionen lever endnu. Der bruges ikke instrumenter til den færøske dans, kun stemmen bruges, når der synges kvæder. Engang i første halvdel af det 19. århundrede rejste forskellige lærde rundt omkring på øerne og indsamlede kvæder og andet materiale, som før det blev skrevet ned, kun kendtes som mundtlig overlevering fra generation til generation. Det blev skrevet ned først med lydskift, senere med det nye færøske skriftsprog. Jens Christian Svabo (1746-1824) var en af de første, som indsamlede færøske kvæder, optegnelserne findes endnu, men blev ikke udgivet dengang. Omkring 1831 udgav Svend Grundtvig og Jørgen Bloch flere samlinger med færøske folkeviser (kvæði), bl.a. Sandoyarbók, som er sunget af Johannes Clemensen fra Sandø. Udgaven af Føroya kvæði : corpus carminum Færoensium (CCF), som Svend Grundtvig og Jørgen Bloch samlede i 1800-tallet fik stor betydning for færøsk litteratur. De færøske kvad gennem århundrede findes her i 7 bind, og derved er CCF en vigtig del af den færøske kulturarv. Den store samling af færøske folkeviser blev udgivet samlet i bogform i perioden 1951-96 af Kristian Matras og Napoleon Djurhuus. Der blev også digtet nye færøske kvad i 1800-tallet, bl.a. af Jens Christian Djurhuus, (Ormurin Langi), Joen Danielsen (bedre kendt som Kvívíks-Jógvan) digtede bl.a. Kópakvæði.

Første aliyah var den første moderne store bølge af zionistisk aliyah. Jøderne som også udvandrede til Palæstina i denne bølge kom for det meste fra Østeuropa og Yemen. Udvandringsbølgen begyndte i 1881/1882 og varede frem til 1903. Det er anslået at mellem 25.000og 35.000 jøder immigrerede til det osmanniske Palæstina i løbet af den første aliyah.

Ådalskolen, Fangel Friskole er en Grundtvig-Koldsk friskole, grundlagt 1873. Den ligger 2½ km nord for Fangel, lige øst for Bellinge og Odense Å, og har 264 elever, fordelt på 0.-9. klassetrin. Fangel Kro blev bygget i 1855, og den første bevilling til krodrift kom i 1863. De nuværende ejere har haft Fangel Kro og Hotel siden 1998. Fangel Forsamlingshus har en stor sal til 150 personer og på 1. sal en mindre sal til 48 personer samt separat velkomstrum/kaffestue. Blandt byens foreninger kan nævnes beboerforeningen Fangel Bylaug, Fangel Sogns Seniorklub, ældreklubben Fangelklubben, Fangel Jagtforening og Lokalhistorisk Arkiv. Jernbanen Fangel fik station på Odense-Nørre Broby-Faaborg Jernbane (1906-54). Stationen lå øst for bebyggelsen på sydsiden af Lovbjergvej. Fangel station blev tegnet af arkitekten Emanuel Monberg. Stationsbygningen blev revet ned fordi den skulle genopføres i Den Fynske Landsby, men det er ikke sket. Længere sydpå i sognet ønskede 40 husstande at få et trinbræt ved Tuemosevej, og det blev etableret i 1934 med en simpel jordperron og fra 1941 med en gammel godsvognskasse som venteskur. Kommunen Ved kommunalreformen i 1970 blev den daværende Stenløse-Fangel Kommune en del af Odense Kommune.