text
stringlengths 5
132k
|
|---|
Sorokin er uddannet som ingeniør ved Gubkin Instituttet for olie og gas i Moskva (1977). I 1970'erne var han en del af det avantgardistiske konceptualistmiljø i Moskva, og beskæftigede sig især med grafik og design af bøger. Mod slutningen af 70'erne blev han interesseret i litteratur, men hans postmoderne tekster kunne ikke offentliggøres i Sovjetunionen. Den litterære debut kom med Køen i Paris i 1985. I de følgende år blev flere af hans bøger offentliggjort i Frankrig og Tyskland og først i 1992 fik han udgivet sin første bog, en samling af noveller, i Rusland. I løbet af 1990'erne udgav han i Rusland de titler, der tidligere var udkommet i udlandet og i 1999 udkom romanen Blåt spæk. Bogen vakte opsigt, blandt andet på grund af en sex-scene der involverer Nikita Khrusjtjov og Josef Stalin, og i 2002 blev han tiltalt for at distribuere pornografi. Sammen med deltagelse i et russisk reality-show i 2001 resulterede denne skandale i berømmelse langt ud over Ruslands litterære scene. Sorokin var en "enfant terrible" i den russiske litteratur og kultur. Sorokin har også skrevet manuskript til flere russiske film, herunder filmen 4, som blev instrueret af Ilja Khrzjanovskij. Sorokins forfatterskab Sorokins prosa er stærkt påvirket af hans tid blandt Moskva konceptualistene. I litterær forstand betyder det fokus på sproglige klichéer og stereotyper, der løsrives fra deres oprindelige kontekst og afsløres som tomme og meningsløse. Hos Sorokin er både sovjetlitteraturen og den klassiske russiske litteratur genstand for denne sproglige dekonstruktion. Hans litterære kvalitet ligger i evnen til at genskabe sproget, uanset om det er dialoger han har overhørt på gaden, eller den stil, som berømte russiske forfattere, som Tolstoj eller Dostojevskij, anvendte. Dette fokus på sproget har været centralt i hans arbejde og da han blev anklaget for at skrive pornografi, svarede han, at der kun er tale om "bogstaver på et papir". I anden halvdel af 2000'erne, og især med udgivelsen En opritjniks dag (2006) blev Sorokin mere politisk. Denne roman kan sammen med efterfølgeren Sukker Kreml fra 2008 læses som en kritik af Putins Rusland. |
Vortebirk er et stort, løvfældende træ med en åben og kuplet eller overhængende krone. Stammen er ret og gennemgående næsten til toppen. Øverst oppe opløses kronen hos ældre træer i et antal konkurrerende hovedgrene. Store grene er som regel oprette, men de bliver med tiden udstående eller overhængende. Barken er først grå til brun og ru af vorter (men helt glatte skud kan også findes). Senere bliver den glat og brun med hvide korkporer. Så skifter den til hvidt, og skaller af i tynde flager. Til sidst er barken sort og furet. Knopperne er spredte, brune og ægformede. Bladene er ægformede eller næsten ruderformede med ru overside og takket rand. Oversiden er friskt grøn, mens undersiden er lidt lysere. Blomstrer lige efter løvspring i begyndelsen af maj. De hanlige rakler ses allerede fra om efteråret, mens hunraklerne først viser sig ved løvspring. De bliver senere til tørre stande af vingede frø. Frøene spirer villigt. Rodnettet ligger meget højt i jorden. Det er meget udbredt og fint forgrenet. Derfor er birkearterne hårde og grådige konkurrenter, så selv græs lider under det. Højde x bredde og årlig tilvækst: 25 x 6 m (50 x 20 cm/år). Vortebirk vokser langsommere fra 25 – 30 års alderen, og holder næsten op med at vokse fra 60 – 70 års alderen. Vortebirken kan blive cirka 100 år gammel. Hjemsted Vortebirk optræder som pionertræ i Danmark og det øvrige Europa, hvor det især findes på tør og sur bund. Ofte danner det samfund med blåbær, bølget bunke, enblomstret flitteraks, hedelyng, skovfyr og forskellige bregner og mosser. Det forekommer almindeligt i hele landet. Ofte spredt i skove domineret af andre træer, men på våd og mager bund dannes store bestande, f.eks. i Pinseskoven på Vestamager. Anvendelse Vortebirk er velegnet på sandet, tør bund, men tåler ikke vind. Den kan med fordel plantes i april. Den tåler dårligt beskæring. Vortebirk bruges meget som prydtræ i haver og parker. Desuden anvendes den som ammetræ i skovplantninger og læhegn. Den er egnet som spredt indblanding i skovbryn og vildtplantninger. I Finland bruges ris af denne art til at 'piske' hinanden i saunaen. Birk er stærk og smidig. I vikingetiden og tidlig middelalder blev birk anvendt til mange forskellige formål. Kølen på en af Skuldelev-skibene er af birk, men det brugtes også til vidjer, og bark blev brugt til at lave dåser, kurve, spande m.v. og desuden til garvning af sejl. Beskæring Vortebirk bør ikke beskæres hvor det vokser som prydtræ, da udseendet skamferes. Foretages alligevel beskæring bør beskæringen ske i august – september måned, da træet ellers har stor risiko for at forbløde. |
Wiener Staatsoper, indtil 1919 Wiener Hofoper, er det vigtigste operahus i Wien og et af verdens mest kendte. Foruden opera giver Staatsoper også balletforestillinger. Historie I slutningen af 1861 begyndte det byggeri, der i 1869 stod færdigt som det nuværende operahus, opført efter planer fra arkitekterne August Sicard von Sicardsburg og Eduard van der Nüll. Et luftangreb mod Wien i marts 1945 medførte omfattende skader på bygningen. Genopbygningen varede ti år, indtil Staatsoper kunne genåbnes den 5. november 1955 med en opførelse af Ludwig van Beethovens Fidelio. Mens genopbygningen stod på, havde Staatsoper-ensemblet hjemsted i Volksopers bygning. Begivenheder I statsoperaen finder blandt andet Operaballet sted, der afholdes hvert år. |
Lang tid før premieren på den oprindelige film blev en efterfølger annonceret med en ny superhelt fra Kina. Hvornår efterfølgeren har premiere er ikke blevet annonceret. Efter produktionsselskabet Enjoy Movies' konkursbegæring, udtalte intruktøren Sarik Andreasjan, at efterfølgeren stadig ville blive lavet, og at han og hans team var ved at beslutte hvem af heltene, der skulle dø i efterfølgeren. |
Zeami Motokiyo (世阿弥 元清; c.1363–c.1443), også kaldet Kanze Motokiyo (観世 元清), var en japansk æstetiker, skuespiller og forfatter. Skuespil Zeami var uddannet af sin far, Kan'ami, der også var skuespiller. Far-søn duoen etablerede Noh-teatret. Da Kan'ami's trup optrådte for Ashikaga Yoshimitsu, Shogun af Japan, udtrykte han ønske om at Zeami fik en hofuddannelse i kunst. Shogunen tog drengen som sin elsker, i shudo-traditionen i 1374. Efter Zeami efterfulgte sin far fortsatte han med at optræde med og forfine faderens stil indtil hvad der i dag er Noh – en blanding af pantomime og akrobatik. Skrivning Lærde tilskriver næsten 50 skuespil til Zeami. I blandt dem er arbejderne Izutsu, Hagoromo (The Feather Mantle), Koi no omoni (The Load of Love) og Takasago. |
Med udtrykket Zerstörte Kirchen (Ødelagte Kirker) betegnede Bekendelseskirken – i tiden med kirkekampe i mellemkrigstidens Tyskland – dé evangeliske landskirker, hvor Deutsche Christen fik flertal ved kirkevalgene eller hvor der skete vedvarende ændringer i kirkeledelsen på grund af dispositioner i rigs- hhv. det preussiske kulturministerium. I disse kirker gjaldt "den kirkelige nødret fra Dahlem" (Kirchliches Notrecht von Dahlem) fordi deres kirkeledelser ikke blev betragtet som legitime af Bekendelseskirken – derfor var det op til dens parallelle organer (frie synoder hhv. landsbroderråd, Landesbruderräten) at sende repræsentanter til bekendelsessynoden og delegerede til rigsbroderrådet, Reichsbruderrat. De fleste landskirker, Landeskirchen, regnedes for Zerstörte Kirchen; der fandtes kun få Intakte Kirchen, "Intakte Kirker". |
Siden 1940 har der været planer om togforbindelse til Amager. DSB fremlagde dette år en storstilet plan for udbygning af det nye S-togsnetværk med nye radiale jernbaner til Amager, Vallensbæk, Avedøre Holme, Glostrup, Hareskov, Gladsaxe og Nærum. Disse S-baner skulle føres som tunnelbaner gennem København. Banen til Amager skulle føres under Amagerbrogade, gennem Indre By og videre under Nørrebrogade. DSB's omfattende planer blev bremset af 2. verdenskrig og med denne kom dårligere tider. Da de gode tider kom igen, var det dog som bedre tider for bilister og ikke for jernbanen. Amager blev dog betjent af Amagerbanen, der åbnede allerede i 1907, men denne havde kun godsforbindelse til Sjælland og banen lå langs øens østkyst frem for langs Amagerbrogade, hvor karrébebyggelse var opstået. I 1947 udkom Egnsplankontorets "Skitseforslag til egnsplan for Storkøbenhavn", der også er kaldet "Fingerplanen". Tilsvarende DSB's 1940-plan pegede denne også på anlæg af en tunnelbane mellem Nørrebro og Kastrup via City. På trods af Fingerplanen aldrig fik nogen officiel status, blev forslagene heri fulgt langt hen ad vejen. På jernbanefronten var det således kun tunnelbanen til Amager og Lundtoftebanen, der aldrig blev anlagt. Da Frederiksberg Station ikke havde haft jernbaneforbindelse ind til København siden lukningen af Københavns anden banegård i 1911, opstod idéen om at forbinde en tunnelbane til Amager med Frederiksbergbanen (Frederiksberg-Vanløse), hvorved denne ville blive billigere end ved at føre tunnelbanen videre under Nørrebrogade. Øresundsforbindelsen Urban Hansen blev i 1962 valgt som Københavns overborgmester efter valgløfter om at bygge boliger. Til dette udså Hansen sig arealerne på Vestamager og Amager Fælled, som var ejet af Københavns Kommune og staten. I årene efter blev afholdt en arkitektkonkurrence, og i vinderforslaget var det forudsat, at der blev anlagt en Øresundsbro og en tunnelbane til Indre by, samt at Københavns Lufthavn blev flyttet til Saltholm. Fra vinderforslaget blev kun Remiseparken og Urbanplanen bygget. Siden da blev en Øresundsbro diskuteret i mange år, og der blev nedsat flere udvalg. Alternativerne stod mellem en vej- og jernbaneforbindelse mellem København og Malmø, en vejforbindelse mellem København og Malmø kombineret med en jernbaneforbindelse mellem Helsingør og Helsingborg eller en ren jernbaneforbindelse i en af de to korridorer. I februar 1989 bekendtgjorde et dansk-svensk regeringsudvalg, at den kombinerede vej- og jernbaneforbindelse mellem København og Malmø var det mest samfundsøkonomisk rentable alternativ, mens den rene jernbaneforbindelse i samme korridor var det mest miljøvenlige. Senere i 1989 offentliggjorde en initiativgruppe (bestående af Jens Kramer Mikkelsen, Per Kaalund og Hans Jensen) en plan for Hovedstadens udvikling. Denne indeholdte en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Øresund, Ørestad og en tunnelbane mellem Indre by og lufthavnen. Grundlaget for denne initiativgruppe var, at Hovedstaden var ved at miste terræn til provinsen, hvilket fx kunne ses ved TV 2's beliggenhed i Odense, samt udflytningen af Flådestation Holmen til Frederikshavn og Korsør. Målet var, at København skulle kunne konkurrere med Stockholm, Hamborg og Berlin. Regeringen bakkede op om initiativgruppens konklusioner, og finansminister Henning Dyremose nedsatte i januar 1990 et udvalg for Hovedstadsområdets trafikinvesteringer (Würtzen-udvalget). Et år senere blev udvalgets arbejde offentliggjort. Efter det britiske "new town"-koncept skulle salg af grunde i Ørestad finansiere en tunnelbane fra Frederiksberg over Nørrebro til Ørestad og Lufthavnen, enten som sporvogn, light rail eller minimetro. Anlægsudgifterne for Ørestadsbanen (afgrænset som banen fra Nørreport til Ørestad Syd) blev anslået til 2.470 mio. kr., 670 mio. kr. for Frederiksbergbanen og 500 mio. kr. for Østamagerbanen (alle i 1990-priser og inkl. moms). I Danmark var Det Radikale Venstre skeptiske overfor en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Øresund, og ligeledes var det svenske Centerparti. I Danmark blev KVR-regeringen 12. december 1990 udskiftet med en KV-regering. I Sverige så Socialdemokraterne ud til at tabe det næste valg, så de to regeringer valgte at handle hurtigt således, at den faste forbindelse blev vedtaget i begge parlamenter i løbet af sommeren 1991. Anlæg og åbning Det var i Ørestadsloven forudsat, at Ørestadsselskabet og Frederiksberg Kommune først efter anlægget af Ørestadsbanen kunne stifte Frederiksbergbaneselskabet, og først efter anlægget af Frederiksbergbanen stifte Østamagerbaneselskabet sammen med Københavns Amtskommune. Det viste sig sidenhen, at det bedre kunne betale sig at udbyde anlægget af tunneleringsarbejdet på Frederiksbergbanen sammen med Ørestadsbanen. Således blev Lov om ændring af lov om Ørestad m.v. vedtaget i Folketinget i december 1994. Med denne lovændring blev det op til Ørestadsselskabet at vurdere, hvornår der fandtes økonomisk grundlag til anlæg af de efterfølgende etaper, hvorved anlægget af disse kunne påbegyndes. Rådgivningsopgaverne for Ørestadsbanen blev af Ørestadsselskabet sendt i EU-udbud for 7 delområder i 1994, og i maj blev der indgået aftaler. Budgetrammen var på knapt 60 mio. kr. Bygge- og anlægsarbejderne og togtransportsystemerne blev sendt i udbud i 1995. Her kunne der enten bydes på bygge- og anlægsarbejderne, transportsystemet eller en kombination af dette. Bygge- og anlægsarbejderne omfattede hele Ørestadsbanen, samt optioner på tunneleringsarbejdet på Frederiksbergbanen. Transportsystemkontrakten indebar både køresystemet, det rullende materiel, kontrol- og vedligeholdelsescentret, samt drift og vedligeholdelse i fem år, og optioner på visse dele af Frederiksbergbanen og Østamagerbanen, samt yderligere tre års drift. Frem til 1995 blev Ørestadsbanen projekteret, og i 1996 indgik Ørestadsselskabet aftaler med COMET og Ansaldo Trasporti, der havde vundet udbuddene på hhv. bygge- og anlægsarbejdernne og transportsystemet. Samme år går selve anlægget i gang. Tunneleringen påbegyndtes i 1998 med tunnelboremaskinerne Liva og Betty. Første borede strækning var fra tunnelportalen ved Islands Brygge til Stadsgraven, hvorefter tunnelboremaskinerne blev flyttet til Havnegade mellem Kongens Nytorv og Christianshavn for at bore turen til Strandlodsvej ved Lergravsparken. I 2000 flyttedes maskinerne tilbage til Havnegade, hvorfra der bores den modsatte vej til Nørreport, som nåes i maj samme år. Frem til Ørestadbanens åbning 19. oktober 2002 blev strøm- og styresystemer etableret, stationsforpladser anlagt, samt banen testet. Åbningen af Ørestadsbanen skete tre år efter det oprindeligt planlagte. Åbningen skete med deltagelse af Dronning Margrethe og Prins Henrik, der kørte turen fra Ørestad til Kongens Nytorv Station, hvor selve ceremonien fandt sted. Strækningen Ørestadsbanen er ca. 10,6 km lang, beliggende i Københavns Kommune og er på hele strækningen dobbeltsporet. Banen har sit vestlige udgangspunkt umiddelbart vest for Nørreport Station, hvor etapegrænsen til Frederiksbergbanen er beliggende. Herfra forløber banen i to ca. 3,2 km lange borede tunneler til skakten Faste Batteri, umiddelbart nord for Islands Brygge Station. Tunnelerne har en indre diameter på 4,9 m. De to tunneler har forbindelse gennem et sporskifte beliggende mellem Nørreport og Kongens Nytorv Stationer, ved nødskakten Sjæleboderne. Undervejs passerer banen under dele af Indre By, Københavns Havn, Christianshavn og Stadsgraven. Ca. 300 m syd for Christianshavn Station er beliggende et afgreningskammer, hvorfra en ca. 2,2 km stikbane, ligeledes udført i borede tunneler, forløber gennem det nordlige Amager til etapegrænsen til Østamagerbanen, beliggende umiddelbart øst for Lergravsparken Station. Fra Faste Batteri er banen anlagt i en cut-and-cover-tunnel frem til tunnelportalen syd for indkørslen til Københavns Universitet Amagers parkeringsplads ved Islands Brygge Station. Herfra løber Ørestadsbanen igennem Ørestaden som højbane langs med Ørestads Boulevard helt frem til den sydlige endestation, Vestamager Station, hvorfra der er direkte videre forbindelse til det fælles kontrol- og vedligeholdelsescenter for Ørestads-, Frederiksberg- og Østamagerbanerne. Højbanen er anlagt dels på viadukt og dels på dæmning. På den overjordiske strækning er der sporskifteforbindelse mellem de to spor i tunnelportalen syd for Islands Brygge Station, på dæmningsstrækningerne mellem Sundby Station og Vejlands Allé, og umiddelbart nord for Vestamager Station. Endvidere er der syd for Grønjordsvej et midterliggende vendespor, hvor det er muligt at vende tog til og fra nord. Stationer Ørestadsbanen betjener i alt 11 stationer. Alle stationer åbnede sammen med banen i 2002 og er udført som typestationer, designet af metroens arkitekt KHR arkitekter ved Nille Juul-Sørensen. Stationstyperne er dybtliggende underjordisk station, højtliggende underjordisk station og højbanestation. Fem stationer er dybtliggende underjordiske (Nørreport, Kongens Nytorv, Christianshavn, Amagerbro og Lergravsparken), en er højtliggende underjordisk (Islands Brygge) og 5 er overjordiske højbanestationer (DR Byen, Sundby, Bella Center, Ørestad og Vestamager). Alle stationer har to perronspor, der betjenes af en øperron. Stationerne har et minimalistisk design, beskrevet som tidløst og rendyrket skandinavisk med lige linjer, glatte flader og lyse grå farver. På de underjordiske stationer underbygges dette ved, at stationsrummet oplyses af dagslys fra ovenlysvinduer udformet som pyramider, der sammen med metrosøjlen designet af Knud Holscher Industriel Design, er metrostationerne særlige kendetegn. Alle tunnelstationer er udgravet ved cut-and-cover-metoden, hvilket også er benyttet til tunnelportalen ved Islands Brygge. På Ørestadsbanen er forberedt anlæg af to yderligere højbanestationer, henholdsvis mellem Bella Center og Ørestad (med arbejdstitlen Ørestad Nord) og mellem Ørestad og Vestamager (Ørestad Syd). Hvor de to stationer er planlagt, er banen ført på bro i stedet for på dæmning. Ørestad Nord vil formentlig først blive anlagt når området er fuldt udbygget, mens Ørestad Syd forventes at åbne i forbindelse med den kommende Copenhagen Arena og er endvidere en del af grundlaget for planlægningen af det tilstødende kvarter Arenakvarteret. På tunnelstationerne er der som afskærmning mellem spor og perron monteret perrondøre i glas. I trafikaftalen af 12. juni 2012 besluttede Regeringen, Enhedslisten og Dansk Folkeparti også at montere perrondøre på Ørestadsbanens fem overjordiske stationer. Herved kan det eksisterende sikkerhedssystem ODS (Obstacle Detection System) udskiftes, hvilket vil resultere i færre falske alarmer, højere driftsstabilitet og flere afgange. Perrondørene installeres i 2014 og 2015. Skakte På den tunnelerede strækning er der udover de seks underjordiske stationer ligeledes etableret seks nødskakte: Sjæleboderne, Havnegade, Amager Fælledvej, Spaniensgade, Ved Stadsgraven og Faste Batteri. På overfladen kan der ved disse ses en trappe, der fører ned til tunnelerne. Skifteforbindelser Ørestadsbanens passagerer har i øjeblikket skifteforbindelse til andre baner på to stationer, Nørreport og Ørestad Stationer. På Nørreport Station er der gennem en transfertunnel forbindelse til såvel S-togs- som regional- og InterCity-togsperronerne på stationen, beliggende på Boulevardbanen. På Ørestad Station er der direkte adgang til stationens regional- og InterCity-togsperroner på Øresundsbanen. Når Cityringen åbner i 2019 vil der være skifteforbindelse til denne på Kongens Nytorv Station. Drift Ørestadsbanen betjenes i fuld sammenhæng med Frederiksberg- og Østamagerbanerne, af to linjer, M1 og M2. M1 kører mellem Vanløse og Vestamager Stationer, mens M2 kører mellem Vanløse og Lufthavnen Stationer. Begge linjer standser på alle stationer. I myldretiden på hverdage kører hver linje hvert 4. minut, mens der i de øvrige dag- og aftentimer køres hvert 6. minut. Om natten køres hvert 20. minut, dog hvert 15. nat efter fre- og lørdage. Alle afgange trafikeres med AnsaldoBredas førerløse metrotogsæt. Ulykker En mand døde efter en påkørsel ved Bella Center Station 9. oktober 2014. Ifølge politiet var der tale om et selvmord. |
Fjernsyn i Tjekkoslovakiet begyndte at tage sine første skridt før Anden Verdenskrig. Men før der kan opnås synlige resultater, blev alle aktiviteter afbrudt af krigen. Forskningen fortsatte efter krigen. Den første fjernsynsudsendelse blev vist i 1948 på MEVRO International Radio udstilling i Prag. En fjernsynsudsendelse fra Studio Prag startede den 1. maj 1953 og den 25. februar 1954 blev der regelmæssige udsendelser. Snart var yderligere studier etableret: I Ostrava den 31. december 1955, i Bratislava den 3. november 1956, i Brno den 6. juli 1961 og i Košice den 25 februar 1962. |
Nazisme? Det er noget med jødeforfølgelse i Tyskland. Det var i alt fald ikke noget for danskerne'. Sådan lyder den officielle forklaring, og det er jo forfærdeligt, at det er det, der får lov at stå som historien. Sådan starter Henry sin snak om hans.. |
Abdul Halim af Kedah er den eneste, der er blevet valgt til konge af Malaysia to gange. Da han blev valgt for anden gang i 2011 var han den ældste, der nogensinde er blevet valgt til konge af Malaysia. Sultan af Kedah i over 55 år I 1958 døde hans far Badlishah af Kedah (26. sultan i 1943 – 1958) og Abdul Halim blev den 27. sultan af Kedah. I juli 2013 havde Abdul Halim regeret i 55 år. Der er kun tre sultaner, der har regeret over Kedah i længere tid. Det er Abdul Halims farfar Abdul Hamid Halim af Kedah, der regerede i 62 år (1881–1943). Desuden har Sultan Muhammad Jiwa Zainal Adilin II regeret i 68 år (1710–1778), mens Sultan Mudzaffar Shah III regerede i 56 år (1546–1602). Endelig regerede Sultan Ibrahim Shah i 52 år (1321– 1373). |
Provokeret abort er i Danmark lovligt. Fri abort under visse omstændigheder støttes af et flertal i befolkningen. Igennem det 20. århundrede er aborten gradvis blevet friere og friere. Den 18. november 1920 blev abort tilladt i Sovjetunionen, og den 28. januar 1935 på Island. Blandt grupper på den kristne højrefløj ses dette som et overgreb på menneskelivet. Man mener i disse sammenhænge, at livet begynder ved undfangelsen, og derfor må fosteret i moderens liv ses på lige fod med mennesker, der allerede er fødte. Historie Aristoteles anbefalede abort som et middel til børnebegrænsning. Platon anbefalede abort, hvis den gravide var over 40 år. Romerne anså fosteret som en del af kvindens krop, så hun afgjorde selv, om hun ville bære det frem eller få det fjernet. Under Septimius Severus blev en gift eller fraskilt kvinde dog idømt bøde til ægtemanden eller hans slægt, hvis hun ved abort havde berøvet dem en arving. Christian 5.s Danske Lov fra 1683 står i skarp kontrast hertil, ved under påvirkning af gengældelsesprincippet i mosaisk ret at kræve dødsstraf for drab på nyfødte og fostre, såfremt drabet var foretaget af en ugift mor, § 6-6-7: "Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hovet sættis paa een Stage." - I øvrigt samme straf som for overlagt drab og fødsel i dølgsmål. Pave Sixtus 5. (1585–90) var den eneste pave før 1869, der erklærede (i 1588) fremkaldt abort som manddrab, uafhængigt af, hvor langt svangerskabet var kommet; og hans udtalelse blev slettet i 1591 af hans efterfølger. I det meste af sin historie har den katolske kirke været splittet i sit syn på, om svangerskabsafbrydelse er mord eller ej; og den engagerede sig ikke i større grad før 1800-tallet. En række historikere har skrevet, at før 1800-tallet anså de færreste katolske forfattere en svangerskabsafbrydelse før fosteret "vågnede til liv" eller "fik sjæl", som nogen abort. Danmark En forordning fra 1714 om jordemødrenes virksomhed forbød jordemødre at give "noget Medicament, Drik, Pulver," som kunne virke abortfremkaldende, under trussel om at miste bestilling, ære, gods eller liv. I 1866 afløstes Christian 5.s Danske Lov af en straffelov, der i § 193 sagde, at "et frugtsommeligt Fruentimmer, der forsætlig fordriver sit Foster eller dræber det i Moders Liv, ansees med Strafarbeide indtil 8 Aar. Samme Straf er anvendelig paa den, som med Moderens Samtykke i saadan Hensigt anvender Midler paa hende med den anførte Virkning. Skeer det uden hendes Vidende og Vilie, ansees Gjerningsmanden med Strafarbeide fra 4 indtil 16 Aar og under særdeles skjærpende Omstændigheder paa Livstid." Her skilte man tydeligt mellem retsbeskyttelse for født og for ufødt liv, så barnemord blev behandlet lempeligere end forsætligt drab ellers. I 1930 blev strafferammen for fremkaldt abort nedsat til højst 2 års fængsel, og man indførte "nødretsreglen", hvorved en kvinde kunne ansøge om at få afbrudt et svangerskab, der satte hendes liv eller helbred i overhængende fare. Der blev desuden nedsat en svangerskabskommission, hvis betænkning i 1937 førte til den første lov om svangerskabsafbrydelse, der tillod legal abort på medicinsk, etisk og eugenisk indikation. Eugenik, dvs. arvehygiejne, handlede om at ivaretage befolkningens sundhed gennem begrænsning af sygdomme og arvelige tilstande. Loven medførte, at psykisk og fysisk helbred, incest, voldtægt og arvelighed blev vurderet i sagsbehandlingen. 13. juni 1973 vedtog Folketinget Lov om adgang til svangerskabsafbrydelse, der trådte i kraft 1. oktober samme år og lovfæstede danske kvinders selvbestemte ret til abort inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Danmark var dermed et af de første vesteuropæiske lande, der gennemførte adgang til fri abort. Norge I Norge blev dødsstraf for abort ophævet i 1842. I 1889 blev abort tilladt, så sandt kvindens liv og helbred stod i fare. Ulovlige aborter blev dog straffet med indtil tre års fængsel. I 1913 - året, da norske kvinder fik stemmeret på lig linje med mænd - startede også kampen for lovlig abort, anført af kvindesagsforkæmper Katti Anker Møller. Norske biskopper forfattede faktisk et hyrdebrev mod fri abort, da det blev indført i Norge i 1978. Forrige gang de norske biskopper havde gjort noget tilsvarende, var i februar 1941 som en advarsel mod nazismen. Stortinget skulle behandle et forslag om liberalisering af abortloven 9. april 1940. Sandsynligvis var det også blevet vedtaget, hvis tyske tropper ikke havde invaderet landet samme dag. Præsten Peder Blessing Dahle (1877-1948), der havde advaret norsk offentlighed mod Georg Brandes og Arnulf Øverland, glædede sig over tyskernes ankomst. I sit hæfte Afkristningsprocessen i Norge påpeger han, at Stortinget havde villet udvide adgangen til abort 9. april, men "da var der en, der greb ind". Den, der ikke forstod, at tyskernes invasion var Guds indgriben for at forhindre fri abort, forstod ingenting. I november 2018 var der demonstrationer i hele Norge, efter KrFs forsøg på at undergrave ordningen. Allerede i 2016 leverede partileder Knut Arild Hareide i KrF med flere, et forslag til ændring i den norske grundlov, hvorved "retten til liv og legemlig integritet må omfatte hele livsspændet, fra den første begyndelse ved befrugtning til døden indtræder" - dvs. et totalforbud mod abort. Tyskland Dr. Kristina Hänel i Giessen blev i 2017 idømt en bøde på 6.000 euro for at have bedrevet "abortreklame". Hendes anke blev 14. oktober 2018 afvist. Dommeren bad hende om bære denne domsafsigelse "som en æresbevisning i påvente af en bedre lov". I virkeligheden havde hun kun anført abort som en af de tjenester, hun tilbyder som læge. Denne oplysning blev defineret som "abortreklame" efter § 219a, der forbyder at tilbyde abort på "en groft anstødelig måde" eller for tjene penge. I praksis rammer lovparagraffen læger, der kun oplyser om, at de udfører indgrebet. Der har derfor været tale om en sovende lovparagraf, der blev indført i 1933 i den hensigt at gøre det nemmere at "få" noget på jødiske læger, og ellers for at fremme antal børnefødsler. Den har været beskyttet af CDU, som frygter for, at abort kan "normaliseres", når pave Frans har sammenlignet abort med holocaust. I Tyskland må en abortsøgende kvinde allerede gennem en tvungen rådgivningssamtale, samt tre dages betænkningstid. Kristina Hänel er derfor klar for at tage sin sag videre til den tyske forfatningsdomstol og eventuelt til menneskerettighedsdomstolen i Haag. Irland I Irland blev selvbestemt abort først lovlig ved folkeafstemning i 2018. Tidligere tilbød den nederlandske bevægelse Women on Waves abortpiller på sit skib Aurora, som lå udenfor Irland i internationalt farvand. Omkring 6.000 irske kvinder rejste årligt til England for at få foretaget abort. El Salvador I El Salvador regnes abort som drab. I 2012 blev María Teresa Rivera dømt til fyrre års fængsel for drab under skærpende omstændigheder, efter en spontanabort, hvor hun ikke en gang havde været klar over, at hun var gravid. Hun blev løsladt i 2016, da fejlen blev indrømmet, og fik i 2017 indvilget asyl i Sverige sammen med sin søn, der var 7 år, da hun blev dømt. Rivera regner sig selv om "verdens første abortflygtning". Spontan abort Spontan abort betyder, at en graviditet ufrivilligt afbrydes så tidligt, at fosteret ikke kan overleve. Dette sker hyppigst før 12. graviditetsuge. Hos alle kvinder er der risiko for, at graviditeten ender med spontan abort. Risikoen for spontan abort er 10 til 35 procent, afhængig af moderens alder. Grænsen mellem spontan abort og dødfødsel er ikke naturgiven og defineres forskelligt i forskellige lande. I Danmark ligger den i disse år i slutningen af den 22. graviditetsuge. |
Beboerne i Primorskij kraj fik lov til at vælge klubbens navn i en internetafstemning. Afstemningen blev vundet af "Admiral", der fik 72,2 % af stemmerne, foran "Kassatki" (spækhugger) med 24,7 % og "Forpost" (forpost) med 3 %. Den 17. juni 2013 blev der gennemført et "expansion draft" i den Kontinentale Hockey-Liga, hvor den nye klub fra Vladivostok kunne vælge én spiller fra hver af de andre russiske klubber i ligaen, bortset fra Lokomotiv Jaroslavl, der fortsat var under genopbygning efter flystyrtet i Jaroslavl 2011. De andre klubber havde inden da udfærdiget en liste med fem spillere, som Admiral kunne vælge fra. Admiral måtte endvidere højst vælge syv udenlandske spillere, herunder maks. én målmand. Klubben endte med at vælge 19 spillere, deriblandt én målmand. Den 1. august 2013 blev udseendet af klubben spilledragt bestemt, idet valgmuligheden med en mørkeblå dragt med et anker på brystet valgtes ved en afstemning. Admiral Vladivostok spillede sin første ligakamp i KHL den 6. september 2013 mod lokalrivalerne fra Amur Khabarovsk. Det første mål i klubbens historie blev scoret af den svenske forward Nicklas Bergfors, og kampen endte med en Admiral-sejr på 4-3 efter straffeslagskonkurrence. Den 2. december 2013 fyrede Vladivostok sin første træner, Hannu Jortikka, på grund af en konflikt med klubbens ledelse. Tre dage senere meddelte Admiral, at en af spillerne fra Sovjetunionens guldhold fra de olympiske vinterlege i 1988, Sergej Svetlov, ville overtage ansvaret som cheftræner. I den første sæson sluttede klubben på fjerdepladsen Tjernysjov-divisionen og kvalificerede sig dermed til slutspillet om Gagarin-pokalen, hvor det tabte i første runde til Metallurg Magnitogorsk med 2-4 i kampe. I den efterfølgende sommerpause offentliggjorde klubben, at Dušan Gregor ville blive den tredje træner i klubbens historie. |
Amédée Fournier (7. februar 1912 i Armentières – 30. marts 1992 i Lecci) var en fransk cykelrytter som deltog i de olympiske lege 1932 i Los Angeles. Fournier vandt en sølvmedalje i banecykling i under OL 1932 i Los Angeles. Han var med på det franske hold som kom på en andenplads i konkurrencen i 4000 meter forfølgelsesløb efter Italien. De andre på holdet var René Le Grevès, Henri Mouillefarine og Paul Chocque. |
American Idol er en amerikansk sangkonkurrence, der i Danmark vises på TV3. Programmet har indtil videre kørt i 15 sæsoner i USA. Programmet er en amerikansk version af den britiske tv-succes Pop Idol, der er skabt af Simon Fuller Programmet går ud på at finde den bedste sanger i USA igennem en række landsdækkende auditions. De bedste sangere fra disse auditions går herefter videre til live shows, hvor det er seerne, der skal stemme på deres favorit. Programmet har fostret flere stjerner, hvoraf de mest kendte er vinderen fra sæson 1, Kelly Clarkson og sæson 4, Carrie Underwood. Dommerne og værterne Dommerne fra sæson 1 til 7 var Randy Jackson, Paula Abdul og Simon Cowell. Værter var Ryan Seacrest og Brian Dunkleman, mens Ryan Seacrest fortsatte alene som vært fra sæson 2. I sæson 8 blev Kara DioGuardi en del af den originale dommertrio bestående af Randy Jackson, Paula Abdul og Simon Cowell. Efter sæson 8 meddelte Paula Abdul, at hun ikke ville være dommer i sæson 9, og hun blev afløst af gæste dommere. Ellen DeGeneres meddelte senere, at hun ville blive den nye dommer i sæson 9. I sæson 10 og 11 fortsatte Randy Jackson som dommer, mens Simon Cowell, Kara DioGuardi og Ellen DeGeneres valgte at stoppe og blev erstattet af Steven Tyler og Jennifer Lopez. Efter sæson 11 valgte Jennifer Lopez og Steven Tyler at stoppe som dommere. Randy Jackson fik selskab i dommertrioen af Mariah Carey, Nicki Minaj og Keith Urban. I sæson 13, 14 og 15 fortsatte Keith Urban som dommer, mens Randy Jackson, Mariah Carey og Nicki Minaj valgte at stoppe som dommere og blev erstattet af Harry Connick, Jr. og Jennifer Lopez, der vendte tilbage efter en sæsons pause. I sæson 16 kom tre nye dommere, Lionel Richie, Katy Perry og Luke Bryan, mens Ryan Seacrest vendte tilbage som vært. American Idol vender tilbage i 2018 og bliver vist på ABC. Der bliver tre nye dommer i programmet: Lionel Richie, Katy Perry og Luke Bryan, og Ryan Seacrest vender tilbage som vært. |
Amerikansk mastodont (Mammut americanum) er en uddød snabeldyrsart i mastodontslægten (Mammut). Den amerikanske mastodont var udbredt i Nordamerika i kvartærtiden og levede der endnu i postglacial tid (holocæn), da mennesket ankom. Den var lidt mindre end nutidige elefanter men kraftigere bygget og havde store stødtænder. Ligesom den uldhårede mammut havde den sandsynligvis pels. Den spiste især blade og kviste fra forskellige træer. |
Amstel Tijgers er et ishockeyhold fra Amsterdam, Holland, der spiller i den Hollandske førstedivision. Klubben blev grundlagt i 1963 og har hjemmbange på Jaap Eden baan. Amstel Tijgers består af en professionel afdeling og en amatørafdeling der er separate juridiske enheder. Klubben har vundet 6 mesterskaber (1950, 1985, 2002, 2003, 2004 og 2005) Tidligere navne Amstel Tijgers venste tilbage sit sit oprindelige navn til 2005/2006-sæsonen. Usædvanligvis for en hollandsk ishockeyklub er klubben ikke navngivet efter en sponsor. Tidligere har klubben heddet: Amsterdam Bulldogs, Boretti Tigers og Al Capone Flames. Amstel er en flod der flyder gennem Amsterdam. Tijgers er det hollandske ord for tiger. Rivaler Amstel Tijgers arvefjender er Tilburg Trappers. Sædvanligvis er kampene mellem de to tætte og hårdt spillede. Fra 2001/2002 til 2006/2007-sæsonen var Amsterdam Tijgers totalt dominerende og slog Trappers ud af alle slutspil og pokalturneringer. I 2006/2007-sæsonen lykkedes det endelig for Trappers at slå Tijgers ud af slutspillet. Pokaler Nationale mestre 1950, 1985, 2002, 2003, 2004 og 2005 Pokalvindere 1939, 1980, 1985, 2000, 2003, 2004, 2005 Vinder af Hollands pokalturnering 2004, 2005, 2006 |
Angel er udgivet i fem sæsoner, der alle fortæller om, hvordan Angel og hans omverden udvikler sig på godt og ondt. Der kommer hele tiden nye problemer, som skal redes ud og gamle minder/problemstillinger, der skal ryddes op i. Samtidig skal Angel og hans hold kæmpe med verdenens undergang, sønner og døtre der ikke lige vil gøre, som forældrene vil det, samt advokatfirmaet Wollfram and Hart. Dæmonverdenen er en hård omgang, der kræver en hård kamp. |
Peter lever i en indremissionsk familie og springer ud som homoseksuel. Faren står tilbage med valget mellem menigheden og sønnen. Et valg der er afgørende for familiens fremtid. |
Anna Ehrentraut von Klitzing, gift von Platen (10. februar 1628 i Köln – 1694) var en tysk adelsdame, der fra 1685 til sin død var overhofmesterinde for de danske prinsesser Sophie Hedevig og Christiane 15. april 1649 ægtede hun kurbrandenborgsk gehejmeråd Claus Ernst von Platen (1625-1669). Blandt deres børn fire børn var bygmesteren Wilhelm Friedrich von Platen. |
Anwar Ibrahim (født 10. august 1947) er en malaysisk politiker. I 1971 deltog han i grundlæggelsen af Den islamske ungdomsbevægelse i Malaysia (Angkatan Belia Islam Malaysia) og spillede en væsentlig rolle i organisationen frem til april 1982, da han blev medlem af United Malays National Organisation (UNMO). Han blev en af protegeerne til premierminister Mahathir bin Mohamad, men blev senere en fremtrædende kritiker af Mahathirs styre. Ibrahim var medlem af Malaysias parlament fra 1982 til 1999. Han var vicepremierminister og finansminister fra 1. december 1993 til 2. september 1998. I 1999 blev han dømt til seks års fængsel for korruption. Året efter blev han i tillæg dømt til ni års fængsel for påstået homoseksuelle handlinger med sin chauffør. Retssagerne blev kritiseret for brug af tortur og vold mod Ibrahim. Kritikere har fremholdt at dommene mod Ibrahim var politisk motiveret, og både udenlandske regeringer og menneskerettighedsorganisationer regnede ham som en politisk fange. I september 2004 ophævede Malaysias højesteret overraskende den anden dom, og Ibrahim blev løsladt fra fængsel. Påstande om sodomi Den 29. juni 2008 rapporterede Malaysiakini, en online nyhedsportal, at en af Anwar Ibrahims ansatte, Saiful Bukhari Azlan, havde indgivet en politianmeldelse, hvor han hævdede, at han var blevet misbrugt (sodomised) af Anwar. Anwar sagde, at anklagerne og mulighed for en fængselsstraf som følge af påstandene er et forsøg på at undergrave hans ledende position i oppositionen, og kommer efter hans voksende støtte op til suppleringsvalgene. Han understregede sin uskyld og fremlagde lægeerklæringer som beviser. Anwar blev fundet uskyldig af højesteret den 9. januar 2012. Retsformanden Justice Mohamad Zabidin Mohd diah fandt, at DNA-beviserne, som anklagemyndigheden havde fremlagt var upålidelige, og frikendte Anwar. Elleve dage senere kærede anklagemyndigheden frifindelsen. To år senere omstødte appelretten frifindelsen. De tre dommeres afgørelse var enstemmig, og underkendte højesterets tvivl om DNA-beviserne. Den 4. marts 2014 blev Anwar idømt fem års fængsel, men er fri mod kaution, mens han appellerer dommen. Human Rights Watch og Den Internationale Juristkommission har beskyldt den malaysiske regering for at blande sig i retsagen. Den 10. februar 2015 stadfæstede den malaysias føderale domstol afgørelsen fra appeldomstolen og bekræftede den femårige fængseldom. |
App Store er en virtuel butik udviklet af Apple Inc. til distribution af applikationer til henholdsvis iPhone, iPod Touch og iPad. App Store er tilgængelig via iTunes eller "App Store"-applikationen, som er at finde på alle håndholdte Apple-apparater med iPhone OS 2.0 eller nyere. Lørdag den 22. januar 2011 klokken 11:26 dansk tid rundede App Storen 10.000.000.000 (ti milliarder) downloads siden sommeren 2008, hvor den virtuelle butik startede, hvilket udløste et gavekort med en værdi af 10.000 $ til selv samme App Store. Mac App Store Den 20. oktober 2010 annoncerede Apple Mac App Store. Den minder om den til iOS enheder, men den har kun programmer til Mac computere. |
Arbejdskraft er den målrettede og kulturbestemte anvendelse af menneskelig energi i forbindelse med produktion eller reproduktion. Den enkeltes arbejdsevne afhænger af personens legemlige, psykiske og sociale sundhedstilstand. Et menneskes samlede arbejdsydelse og endda personen selv betegnes som arbejdskraft eller arbejder. Ganske vist bruger både de autotrofe planter og de heterotrofe dyr energi under fødeoptagelse og formering, men i modsætning til dette naturlige energiforbrug er arbejdskraftforbrug kendetegnet ved, at det altid har en samfundsbestemt karakter. I økonomisk teori er arbejdskraft en vigtig produktionsfaktor - i mange fremstillinger den eneste produktionsfaktor ud over kapital. I kapitalistiske samfund bliver arbejdskraften til en vare, der handles på arbejdsmarkedet. Arbejdskraftens pris udtrykkes i form af løn. Den kan formelt set være beregnet i forhold til en fastsat mængde producerede varer eller tjenesteydelser (akkordløn), eller den kan være opgjort i forhold til et bestemt tidsforbrug (timeløn). I begge tilfælde er der reelt tale om en beregning af energiforbrug over tid, og derfor er det også altid muligt at omregne fra akkordløn til timeløn. |
1911 Den hvide Slavehandel II; Den farlige Alder; Ved Fængslets Port; Vildledt Elskov; Potifars Hustru; Politimesteren; Den blaa Natviol; Damernes Blad; Balletdanserinden; Jernbanens Datter; Den naadige Frøken; En Lektion (Aviatikeren og Journalistens Hustru); Ekspeditricen (Ungdom og Letsind); Desdemona; En Opfinders Skæbne; Fader og Søn (Onkel og Nevø); Dødsdrømmen; Min første Monocle; Fru Potifar (Den skæbnesvangre Løgn); Kærlighedens Styrke; Mormonens Offer; Hævnet (Det bødes der for); Det mørke Punkt (Mamie Rose); Eventyr paa Fodrejsen (Den udbrudte Slave); Ungdommens Ret; Tropisk Kærlighed; Det gamle Købmandshus (Midsommer); Dødens Brud Gadeoriginalen 1912 Vampyrdanserinden; Brillantstjernen; Guvernørens Datter; Kærlighed gør blind; Dyrekøbt Venskab; Den sorte Kansler; Hjertets Guld (Et Hjerte af Guld); Direktørens Datter; Det første Honorar (Hans første Honorar); Elskovs Magt (Gøgleren); Historien om en Moder (En Moders Kærlighed); De tre Kammerater; Operabranden (Bedstemoders Vuggevise) The Song Which Grandmother Sang; Den første Kærlighed; Hjerternes Kamp; Hans vanskeligste Rolle; Den tredie Magt; Fødselsdagsgaven (Gaven); En Hofintrige; Den sande Kærlighed (Flugten gennem Skyerne); Hvem var Forbryderen? (Samvittighedsnag); Alt paa ét Kort (Guldmønten) 1913 Pressens Magt (Et Bankrun); Troløs (Gøglerblod); Højt Spil (Et forfejlet Spring); Naar Fruen gaar paa Eventyr (Pompadourtasken); Bristet Lykke; Fem Kopier; Atlantis; En farlig Forbryder (Knivstikkeren); Af Elskovs Naade; Elskovsleg; Vasens Hemmelighed (Den kinesiske Vase) 1914 Sønnen; Den store Middag; Tugthusfange No. 97 (En Gæst fra en anden Verden); Fædrenes Synd; Ægteskab og Pigesjov (Mr. King paa Eventyr); Æventyrersken; En ensom Kvinde (Hvem er han?); Et Læreaar; Den lille Chauffør; Den største Kærlighed (En Moders Kærlighed); Pro Patria; Kærligheds-Væddemaalet 1915 Revolutionsbryllup; Du skal elske din Næste (For de Andre); Giftpilen; Hjertestorme; Kærligheds Længsel (Den Pukkelryggede); Lotteriseddel No. 22152 (Den blinde Skæbne); Rovedderkoppen (Den røde Enke); Syndens Datter; Syndig Kærlighed (Eremitten); Truet Lykke (Et Skud i Mørket); (Flammesværdet); For sit Lands ære 1916 Den mystiske Selskabsdame; Gillekop; Verdens undergang 1918 Grevindens ære (Kniplinger); Maharadjaens Yndlingshustru II; Via Crucis 1919 Prometheus 1920 Hans gode Genius; Præsten i Vejlby 1924 Det store Hjerte; Den store Magt 1925 Hendes Naade; Dragonen |
Azərbaycan! Azərbaycan! Ey qəhrəman övladın şanlı Vətəni! Səndən ötrü can verməyə cümlə hazırız! Səndən ötrü qan tökməyə cümlə qadiriz! Üç rəngli bayrağınla məsud yaşa! Üç rəngli bayrağınla məsud yaşa! Minlərlə can qurban oldu, Sinən hərbə meydan oldu! Hüququndan keçən əsgər! Hərə bir qəhrəman oldu! Sən olasan gülüstan, Sənə hər an can qurban! Sənə min bir məhəbbət Sinəmdə tutmuş məkan! Namusunu hifz etməyə, Bayrağını yüksəltməyə, Namusunu hifz etməyə, Cümlə gənclər müştaqdır! Şanlı Vətən! Şanlı Vətən! Azərbaycan! Azərbaycan! Azərbaycan! Azərbaycan! |
Herrernes singleturnering i badminton under sommer-OL 2016 fandt sted 11. - 20. august. Format Turneringen begyndte med indledende kampe: Udøverne blev splittet op i grupper og spillede mod de andre udøvere i sine egne grupper. De otte bedst seedede spillere fik kun én kamp i gruppespillet, da deres grupper kun bestod af 2 spillere (den seedede og en useedet). |
Bamsehospitalet er en aktivitet under studenterorganisationen IMCC. Bamsehospitalet er drevet af studerende i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, København og Odense. Formålet med projektet er at forbedre børns forhold til sundhedsvæsnet. Dette sker ved at besøge daginstitutioner, biblioteker og offentlige rum, hvor der afholdes et bamsehospital, som er en simulation af et hospital, hvor barnet har sin bamse med som patient. Gennem legen bliver barnet præsenteret for forskellige redskaber og personer i sundhedsvæsnet, bl.a. CT-scanner, lægesekretær, gips, stetoskop osv. I oktober 2016 udkom børnebogen "Bjørn på Bamsehospitalet" skrevet af Rosa Gjerluff Nyholm & Elisabeth Gjerluff Nielsen og udgivet ved FADL's Forlag. Bogen handler om drengen Bjørn, der finder en medtaget bamse på en genbrugsplads med en brækket arm og et hængende øje. Bjørn bringer bamsen til et bamsehospital, hvor de møder en bamsesygeplejerske, en bamserøntgenlæge og en bamselæge. Bogen er udgivet i samarbejde med Bamsehospitalet. Bamsehospitalet i Aarhus og Odense besøger jævnligt børneafdelinger på hospitaler i tilhørende region og har bl.a. besøgt Dokk1, Forskningens døgn på Syddansk Universitet samt Uddannelses- og Forskningsministeriet. Desuden er der samarbejde med bl.a. Københavns brandvæsen ved eks. 1-1-2-dagen og De Danske Hospitalsklovne ved det årligt tilbagevendende arrangement - Bamsehospitalet i Bruuns Galleri. Bamsehospitalet støttes af Børneulykkesfonden. Som en del af Bamsehospitalet findes projektet Sund Krop, hvor sundhedsfaglige studerende gennem leg og læring underviser indskolingselever i den syge og den raske krop, sundhed og sundhedsvæsnet. Sund Krop findes pr. december 2016 i Aarhus og København. Sund Krop tager jævnligt på heldagsbesøg hos skoler i nærområdet for at afholde en interaktiv og legende workshop om hjernen, hjertet, lungerne, knoglerne, musklerne, maven, tarmene, hygiejne og/eller hvad man møder hos lægen. Sund Krop har udover at undervise i skolerne, deltaget ved Kulturnatten 2017 i Uddannelses- og Forskningsministeriet. |
Oprindeligt blev billedet af Jomfru af Candelaria fundet af to hyrder Aboriginal (Guancher) på en strand nær den nuværende helligdom. Senere flyttede han billedet af Jomfru i en hule bag det aktuelle basilika. Mellem 1668 og 1672 blev en stor helligdom bygget på stedet, men den blev ødelagt ved en brand i 1789. Den nuværende basilika blev bygget mellem 1949 og 1959. Basilikaen Candelaria er en stor kirke, med plads til 5.000 mennesker. Kirken har tre kapeller; Alteret er det i træ, udskårne billede af Jomfru af Candelaria (skytshelgen for De Kanariske Øer) af Fernando Estévez. Den originale skulptur forsvandt i en storm i 1826. Basilika det besøges hvert år med 2,5 millioner pilgrimme og turister hvert år, hvilket gør den til et af de vigtigste helligdomme i Spanien. Den 24. januar 2011 blev den erklæret en "Minor Basilica" af Pave Benedikt 16. Hvert år den 2. februar og 15. august samles tusindvis af pilgrimme ved basilikaen for at fejre festen for Jomfru af Candelaria. |
Beate Klarsfeld (født 13. februar 1939 i Berlin i Tyskland) er en tysk-fransk journalist, der er kendt for sit arbejde med at opklare nazismens forbrydelser. Beate Klarsfeld var datter af en værnemagtssoldat. Hun blev døbt Beate Kunzel, men i 1960 mødte hun Serge Klarsfeld, som hun senere blev gift med og fik hans efternavn. Parret har arbejdet for at opklare naziforbrydelser og få de ansvarlige dømt. De blev bl.a. kendt for at bringe Klaus Barbie for retten. Beate Klarsfeld blev første gang kendt, da hun i 1968 forklædt som journalist gav den tidligere tyske kansler Kurt Georg Kiesinger en lussing under et CDU-møde. Kiesinger var medlem af det tyske Nazistparti under 2. verdenskrig og havde arbejdet for udenrigsministeriets propagandaafdeling. Til valget i Tyskland 1969 var hun kandidat for partiet Aktion Demokratischer Fortschritt. Partiet opnåede 0,6 % af stemmerne. Den 9. juli 1979 tog gruppen ODESSA ansvaret for et mislykket attentat mod Serge og Beate Klarsfeld. En bombesprænging af deres bil. Gruppen krævede, at de skulle stoppe med at forfølge nazister. Trods attentatet førte Klarsfelds en kampagne mod den østrigske præsident fra 1986, Kurt Waldheim, en tidligere nazist og officer i det tyske SA. Denne kampagne var så effektiv, at de fleste vestlige lande undgik Kurt Waldheim. |
Ben Stack eller Beinn Stac er et bjerg i den nordvestlige del af Skotland. Bjerget er 721 meter højt, omkring den halve højde af Ben Nevis (1.344 meter), som er det højeste bjerg i Det Forenede Kongerige. Bjerget anses for at være let at bestige på grund af den lave højde. Bjerget er beliggende tæt ved vej nr. A 838, sydøst for Laxford Bridge og nordvest for søen Lock More og byen Lairg. Den 6. august 2005 døde den tidligere engelske udenrigsminister, Robin Cook, af et hjerteanfald under en tur til toppen af bjerget. |
Blodvejen er en 1,5 kilometer lang norsk vejstrækning øst for Rognan i Saltdal i Nordland fylke. Vejstrækningen var en del af Rigsvej 50, som senere blev til Europavej E6. Vejen blev bygget af politiske fanger fra Jugoslavien under den tyske besættelse af Norge. "I denne uge er det 75 år siden, at fangeskibet lagde til kaj i Saltdalsfjorden," skrev avisen VG, den 21. juni 2017; Fartøjet med 472 fanger sejlede ind i fjorden den 25. juni 1942. Baggrund For at opbygge forsvarsværker mod de Allierede og anlægge veje, fragtede tyskerne omkring 5.000 jugoslaviske politiske fanger eller krigsfanger til Norge. - Dertil kom fanger af andre nationaliteter. "Så mange som 150.000 udenlandske krigsfanger, -politiske fanger og -tvangsarbejdere var i Norge mellem 1941 og 1945. Over 13.700 døde. Flertallet udførte tungt anlægsarbejde på Nordlandsbanen, Rigsvej 50 (nu E6) gennem Nordnorge, befæstninger og lufthavne." Den største gruppe af fanger var sovjetterne, efterfulgt af polakker og jugoslaver. I sommeren 1942 begyndte fangerne at ankomme til Nordnorge, - efter at en ny kroatisk marionetregering havde overdraget dem til de tyske myndigheder. En kilde siger, at 2.600 jugoslaviske fanger i juni 1942 sejlede fra Stettin i tre fartøjer. Fangerne skulle til fire hovedlejre (i Beisfjord, Elsfjord, Rognan og Karasjok) i Nordnorge eller deres underlejre. Ansvaret for at skaffe arbejdskraft til anlægsprojekter i Norge var underlagt Einsatzgruppe Wiking i Organisation Todt. Fra juni 1942 til marts 1943 var der i de norske fangelejre adskillige eksempler på henrettelser eller massakrer på jugoslaver (eksempelvis Beisfjord-massakren og henrettelserne på Bjørnfjell). Ved et tilfælde skød tyskerne 27 fanger ved Ulven nær Bergen, og 26 blev skudt i Tromsø efter ankomsten af et skib. I begge tilfælde blev fangerne informeret om, at de syge skulle indlægges på et sygehus. I Karasjok-lejren, på Botn i Korgen og i Osen-lejre fjernede SS grupper på 10 til 50 syge fanger og lod dem skyde - ifølge HL-Senterets hjemmeside. Forfatteren Knut Flovik Thoresen skrev i 2013 om de lejre, der kom til at koste 2.368 jugoslaver livet: "De norske fangevogteres grusomme overgrep mod jugoslaviske fanger i Nord-Norge under krigen var så groteske, at jeg knapt har læst om mere brutale handlinger". Desuden var mange af ofrene serbere fra den uafhængige stat Kroatien (NDH) - ikke partisaner, men udvalgt som følge af deres etnicitet. Af den første gruppe vagter udstationerede til Nordnorge brugte nogle af vagterne deres bajonetter så ofte, at "tyskerne fik nok af det". Den næste gruppe fik ikke udleveret bajonetter af frygt for, at de skulle opføre sig lige så bestialske. Vagterne fra disse grupper kom fra "Hirdvaktbataljonen", en paramilitær afdeling i Nasjonal Samling. Denne bataljon havde ansvaret for at bevogte fangelejrene i Nordnorge, mellem juni 1942 og april 1943. Af disse gjorde 500 tjeneste som vagter i de fire hovedlejre: Lager 1 Beisfjord, Lager 2 Elsfjord, Lager 3 Rognan og Lager 4 Karasjok - og deres underlejre på Korgen, Osen og ved Jernvann på Bjørnfjell. I 2013 udtalte Flovik Thoresen: "Du kan være sikker på, at hvis de norske fanger havde været udsat for lignende [grusomheder], da ville mange af gerningsmændene være blevet dømt til døden. I stedet slap de fleste med mildere domme end de domme, som blev afsagt til frontsøstre". I Norge blev "frontsøster" brugt om norske frivillige i tjeneste for tysk Røde Kors som sygeplejere. Jugoslaverne arbejdede på følgende veje: Elsfjord - Korgen; på Bjørnefjell-vejen mod Kiruna og på vejen mellem Karasjok og den finske grænse"; og Blodvejen fra Rognan til Langsølet. "Tyskerne prioriterede adgang til jernmalmminer i Kiruna og nikkelminer i Petsamo", snarere end at følge Vejvæsenets planer. Der var 31 lejre mellem Bergen og Hammerfest under Anden Verdenskrig. Antallet af personer, der blev ofre for SS-kommandant Hermann Dolp og hans tyske og norske underordnede, kan være 3.000 eller endda 4.000. Nogle hundrede bosniske muslimer var blandt krigsfangerne i Norge, men vidnesbyrd om dem findes kun på en britisk liste fra 1945. Efter at de blev sendt fra Norge til Berlin, er der ingen spor af dem, hævder den kroatiske filosof Gorona Ognjenovic. Jugoslavien ønskede ikke disse fanger tilbage, hævder Ognjenovic. Vejvæsenet og statsbanerne Det norske vejvæsen (Statens vegvesen) blev afsløret i 2014 i en artikel i Dagsavisen. Krigsfangelejrene blev anlagt af Vejvæsenet, og det var mere reglen end undtagelse, at Vejvæsenet ledede arbejdet på de strækninger, hvor jugoslaviske tvangsarbejdere arbejdede. "Vejvæsenets ansatte var fasilitører og vidner - ikke bødler. Allikevel har ingen hidtil spurgt: Kunne de have stoppet massedrabene?" Helgeland veikontor sendte Vejdirektoratet (i Norge) et klagebrev få dage efter, at jugoslaverne var sat til at anlægge en vej. Den ansvarlige ingeniør rapporterede, at de norske vejarbejdere blev urolige og nervøse af at arbejde sammen med jugoslaverne. Jugoslaverne blev udsultet og manglede tøj. I en senere rapport fra Karasjok blev jugoslaverne som byggede en vej der beskrevet som bare "skind og ben". Forfatteren Pål Nygaard skrev: "Så vidt vi ved, tog Vejvæsenet aldrig jugoslavernes situation op med de tyske myndigheder i Norge (...)." Vejvæsenets ledere efter krigen bestemte sig for aldrig at tale om det skete. I 1980'erne interviewede Kjell Hegdalstrand, der var ansat i Vejvæsenet, mange af de centrale personer fra krigsårene. Et problem var, at de interviewede, der ledede Vejvæsenet i de nordlige fylker, ikke ville snakke om krigen - og endnu mindre om deres omgang med jugoslaviske og sovjetiske fanger. "At Vejvæsenet var tidligt ude med at acceptere brugen af krigsfanger på etatens anlægsprojekter, åbnede for, at eksempelvis Norges Statsbaner (NSB) viste interesse for denne kontroversielle arbejdskraft", ifølge en artikel i Klassekampen. Saltdal Der var så mange som 18 lejre i Saltdal under anden verdenskrig med fanger fra Jugoslavien og Sovjetunionen samt i mindre omfang fra Polen.Fangerne anlagde veje og jernbaner. Forholdene i de andre lejre i Saltdal var generelt bedre end forholdene i Botn Fangelejr. Vejarbejde og Botn Fangelejr Af de 700 jugoslaver, der kom til lejrene i Botn, overlevede de 450 ikke. Arbejdet udførtes af hold på omkring 20 fanger. Hvert hold var ledet af to (nogle gange en enkelt) medarbejdere i vejvæsenet. Personale fra vejvæsenet tjente som sprængførere og anlægschef [lokalt]. Fangerne var stort set jugoslaviske og nogle var sovjeter; De fleste jugoslaver var serbere, men nogle var også kroater. [Jugoslaver tilhørende lejren] "var ofte civilister, personer som var taget til fange for forskellige forhold, alt fra politisk opposition mod nazisterne til" guerilla-krigførsel, skrev medierne. "Allerede i april 1943 var omkring 300 af de første fanger døde". "Efter den første og mest brutale periode døde "blot" 68 fanger, 18 af dem blev skudt". Indtil april 1943 blev lejren ledet af SS, derefter af Wehrmacht. I foråret 1944 fik fangerne officiel status som krigsfanger, og den 1. juni blev de alle sendt til en lejr på Lillealmenningen (også kendt som Potthus-lejren) lidt længere syd i Saltdal og senere til en ny lejr på Saltfjellet kaldet "Lager Polarcirkel". "I 1944 blev de cirka 200 jugoslaviske fanger, som havde overlevet... i Botn-lejren, byttet ud med russiske krigsfanger, som fortsatte arbejdet med Blodvejen". Lejren i Botn "kan nærmest karakteriseres som en tilintetgørelseslejr", skrev Hålogaland lagmannsrett efter krigen; "De, som endte i Botn, ankom kort og godt til en dødslejr. Det var ikke meningen, at de skulle overleve. Dårlig og lidt mad, dræbende hårdt arbejde, elendige boforhold, et brutalt klima", sagde konservator ved Blodveimuseet, Finn Rønnebu. Kommandant for Botn fangelejr var Fritz Kiefer. Massakrer Den 26. november 1942 blev 73 fanger, Ifølge den jugoslaviske krigsforbryderkommission, skudt. Henrettelserne var bestilt af Untersturmführer August Riemer. Kommissionen fastslog, at 50 fanger blev henrettet 23. januar 1943 - herunder syge fanger. Norske vagter var til stede, mens det var tyske soldater, der eksekverede henrettelserne. Blodkorset på en klippevæg mod Rigsvej 50 Den specifikke hændelse, der gav vejen sit navn, var et blodkors malet på en klippevæg i juni 1943. Blodet kom fra en fange, som var blevet skudt langs vejen, og korset var malet af fangens bror. Den 14. juli 1943 blev Miloš Banjac skudt af en vagt tilhørende Wehrmacht, og fangens bror trak et kryds på klippevæggen ved siden af ham med den dødes blod. Denne begivenhed resulterede i, at vejen mellem Rognan og Saksenvik på østsiden af Saltdalfjorden er kendt som blodvejen. Undersøgelse og retssager efter krigen Undersøgelsen af forholdene i lejren startede omkring to år efter krigen. Retssager mod nordmænd En tidligere vagt blev dømt til døden "for drab på fire fanger i Korgen-leiren. Højesteret afsagde også her enstemmig dødsdom, men den dømte blev senere benådet". Mindeceremonier Et mindesmærke ved Botn blev indviet i september 1954. En delegation fra Jugoslavien var til stede ved ceremonien, herunder tre tidligere fanger. De norske myndigheder var blandt andre repræsenteret ved generalmajor Arne Dagfin Dahl. Den 22. juni 2017 deltog kong Harald i en mindeceremoni på den Jugoslaviske krigskirkegård i Botn i Saltdal "for at mindes ... begivenhederne som kostede 450 jugoslaviske ... fanger livet - af de 700, som kom til lejrene i Botn". Ceremonien var et samarbejde mellem Vojvodina-provinsen i Serbien og Nordland fylkeskommune. |
Breitenberg ligger omkring 10 kilometer øst for Itzehoe, ved floden Stör. Historie Breitenberger Kirke blev indviet den 7. august 1768 med musik komponeret af Georg Philipp Telemann. |
Broløb er en løbstradition der startede i forbindelse med de store brobyggerier på Storebælt og Øresund. Der været afholdt flere løb (halvmaraton) over broerne. Broløb på Storebæltsbroen Der har seks gange i broens historie været arrangeret et motionsløb på broen. Det første løb foregik i 1997, da Vestbroen var bygget færdig og klar til togtrafik. Derefter har der været løbet broløb i 1998, 2005, 2008, 2011, 2014 og 2017. I 2008 blev der afholdt Broløb på Storebæltsbroen i anledning af, at det var ti år siden, at Storebæltsbroen blev indviet. Lørdag den 31. maj startede løbet kl. 16 fra Korsør. Målstregen var i Nyborg på den anden side af broen. Kommunerne; Korsør Kommune, Nyborg Kommune og atletik foreningerne; Korsør Atletik og Motion og NG&IF Gymnastik og Atletik arrangerer begivenheden i samarbejde med A/S Storebælt. 8926 løbere gennemførte løbet og det var dermed Danmarks største halvmaraton. Den seneste udgave af Broløbet Storebælt blev afholdt 13. september 2014 med godt 12.000 deltagere. Det foreløbigt sidste Broløb blev afholdt den 9. september 2017, idet transportministeren har bestemt, at løbet medfører for store trafikale problemer. Broløb på Øresundsbroen I 2000 blev det første broløb afholdt på Øresundsbroen med mere end 80.000 deltagere. Dette forsatte, dog med undtagelse af år 2001, indtil 2006 hvor det sidste løb blev afholdt i denne omgang. I anledning af 10-årsdagen for det første broløb, blev der i 2010 igen afholdt broløb på Øresundsbroen. |
Tang Lung (Bruce Lee) bliver sendt fra Hong Kong til Rom for at hjælpe en familieven, hvis restaurant er blevet et mål for den lokale mafia. Tang Lung besejrer de lokale gangstere, men dette er i imidlertid ikke nok til at stoppe mafiabossen, som hyrer kampsportseksperter; den bedste, han kender, er kendt som "Colt" (Chuck Norris). Uvægerligt fører dette til en kamp mellem Tang Lung og Colt i Colosseum. |
Burjatiens flag er delt i blåt hvidt og gult. Det blå felt udgør halvdelen af flagets højde og de to andre striber fylder resten af flaget. Republikken Burjatiens flag har forholdet 1:2. I det øvre felt placeret mod stangsiden af flaget, står der et gult buddhistisk symbol bestående af en sol, måne og flamme, et såkaldt soyombo-mærke som også er i det Mongoliets flag og Agino-Burjatienske flag. Mærket viser at Burjaterene er et buddhistisk folk. Forklaringen på farverne er at blåt står for himlen og Bajkalsøen, hvis bredder Burjaterene holder til ved, hvid betyder renhed og gult betyder frihed og velstand. Flaget blev indført 29. oktober 1992. |
3 kvinder, "Angels" (oprindeligt spillet af Kate Jackson, Farrah Fawcett-Majors og Jaclyn Smith) dimitterede fra politiskolen og blev hyret til at arbejde for Charles Townsend Agency som private detektiver. Deres chef, Charlie (stemmelagt af John Forsythe) er aldrig blevet set af nogen (i hvert fald ikke hans ansigt) – i nogle episoder er han vist bagfra, hvor seerne kun kan se bagsiden af hans arm og hoved. Charlie uddeligerer opgaverne ud til pigerne via hans assistent, Bosley (spillet af David Doyle), da Bosley er den eneste måde Charlie kan komme i kontakt med pigerne på. Charlie's Angels er i natur episodisk og ment til at være en serie, da englene i hver episode kommer i en ny situation, så de bliver nødt til at gå undercover for at undersøge. "Undercover"-aspektet i serien skaber et interessant og spændende plot. De tidlige sæsoner af serien skulle englene under deres falske identiteter, bruge en kombination af seksueller intriger og viden for at klare de forskellige opgaver, mens de i tredje og fjerde sæson begyndte at fokusere mere på opgaven end på deres sexappeal. Popkultur virkning Serien har inspireret mange genindspilninger og genfortolkninger i gennem årene og i forskellige lande. 4 kvinder blev valgt til at være med i et show kaldet Angels '88, som skulle fortælle en mere opdateret version af serien. Showet blev senere omdøbt til Angels '89 efter nogle forsinkelser, men serien blev i sidste ende aldrig vist på tv. Fra 1998-1999 producerede Telemundo og Sony en serie der hed Ángeles. Den ugentlige time om ugen fangede ikke rigtig seerne, som plejede at se den specielle tv-serie-art telenovelas natten lang og serien blev aflyst. I 2002 blev en tysk version afCharlie's Angels: Wilde Engel lavet, produceret af den tyske kanal RTL Television Serien inspirede to actionfilm, produceret af Flower Films: Charlie's Angels (2000) og Charlie's Angels: Full Throttle (2003), med John Forsythe som igen lægger stemme til Charlie Townsend. Charlies Angels har tradition som siger, at når en engel forlader gruppen, skal hun straks erstattes, så der er altid er 3 engle i gruppen. I 2004 havde en nu tv-film premiere på NBC: Behind the Camera: The Unauthorized Story of Charlie's Angels |
Cheech & Chong er et amerikansk komikerpar bestående af Cheech Marin og Tommy Chong. De udgav flere humoristiske grammofonplader i 1970'erne, og vandt i 1974 en Grammy Award for bedste comedyalbum med Los Cochinos. Cheech & Chong slog dog først igennem for et større publikum i 1978 med filmen Op i røg (originaltitel: Up in Smoke). Meget af deres humor benytter sig af stand-up rutiner baseret på hippie-æraen, der kredser sig omkring brugen af ulovlige substanser, særligt forskellige former for marijuana. |
En chefsergent, også uofficielt omtalt kronesergent, er en M232-stilling i Forsvaret. Chefsergenten har den højeste rang i sergentgruppen og vil typisk have været seniorsergent i 10-12 år først. Der fandtes pr 1. juli 2014, 208 chefsergenter i Forsvaret. |
Chris Auston Hadfield (født 29. august 1959) er en tidligere canadisk astronaut, den første person fra Canada i rummet. Han har fløjet med to rumfærger (STS-74 og STS-100) og været kommandør på den internationale rumstation, ISS. Han er kendt for sine mange eksperimenter i rummet, deltagelser i diverse tv-shows, aktivitet på onlinemedier, såsom YouTube, Twitter og andet, mens han befandt sig i rummet og sine musikalske evner. Han er bl.a. kendt for at være den først mand i rummet til at producere en musikvideo. Han drømte fra barn af at blive astronaut, specielt inspireret af månelandingen i 1969, han som barn så på TV. Han gik på "High school" i Oakville og Milton, og senere fik han en uddannelse indenfor militæret hvor han lærte at flyve diverse jetfly, og enda blev en testpilot under de pågældende eksperimenter. |
Kirkland spillede i 2006 en enkelt kamp for Englands landshold. Kampen faldt i august 2006 i et opgør mod Grækenland. Derudover har han også spillet flere kampe for landets U-21 hold. |
Inden han i 2012 skiftede til sin hjemby Randers, spillede han en del sæsoner i OB, hvor han blandt andet var anfører. Han debuterede for OB 14. marts 2004 mod FC Midtjylland, en kamp OB vandt med cifrene 4-0. Han har tidligere spillet for Randers KFUM, Randers Freja og Vejle BK. Chris Sørensen er primært forsvarsspiller, især venstre back, men kan også spille andre pladser. Han blev i 2006 udtaget af landstræner Morten Olsen til Ligalandsholdstruppen. 17. oktober 2007 fik han sin debut på A-Landsholdet i en kvalifikationskamp til EM i fodbold 2008 mod Letland. Han spillede sin sidste kamp i karrieren og for Vendsyssel FF d. 4 Juni 2017. Den sidste kamp var mod AC Horsens, og var finalen om hvilket af de to hold der skulle deltage i Alka Superligaens næste sæson, her tabte han og Vendsyssel FF 3-1. |
Christian Frederik Thorin (ved dåben: Friderich Christian Thorin) (26. juli 1801 i København – 28. april 1829 sammesteds) var en dansk arkitekt og tegner. Hans forældre var pottehandler Gunder Thorin og Sidse Pedersen. Thorin blev efter sin konfirmation optaget på Kunstakademiet, hvor han 1818 rykkede op i Bygningsskolen. Han modtog i akademitiden forskellige pengepræmier, lille (1820) og store (1823) sølvmedalje og lille guldmedalje 1827 (En Markedsplads). Disse arbejdet blev udstillet på Charlottenborg Forårsudstilling 1821, 1824-26 og 1828 Sikkert på grund af sin tidlige død nåede Thorin ikke at tegne noget, der blev bygget. Men han har efterladt en del tegninger til projekter, således til et toldhus (udstillet 1821, lille sølvmedalje); et ornament efter gips (udstillet 1821); Kirurgisk Akademi (udstillet 1824, store sølvmedalje); et tagbjælkeværk i bryggergård (udstillet 1825); en lampe (udstillet 1826); genius (udstillet 1826, tegning efter Thorvaldsen); en markedsplads (udstillet 1828, lille guldmedalje); 2 tegninger af kandelabre (Kunstindustrimuseet); prøveblad, radering efter flodguden Tigris efter Thorvaldsen (1828) som prøveblad til J.M. Thiele: Thorvaldsen og hans Værker. Han forblev ugift og er begravet på Garnisons Kirkegård. Frederik Zweidorff har udført et portrætmaleri af Thorin (tidligere i Johan Hansens samling). |
Lundeberg var officer i hæren 1861—1874, men styrede ved siden heraf sin faders jernværk i årene 1865—1872 og blev derefter deltager og leder af et aktieselskab, der ejede et andet. I 1881 valgtes han til landstinget for Gävleborgs län og blev dets formand 1893—1907. Han valgtes 1881 tillige til forretningsudvalget for lenets landhusholdningsselskab og var dets næstformand. I 1885 valgtes han til Første Kammer og havde siden sæde her, samt var en af kammerets ledende mænd, udpræget protektionist og Højremand. Allerede 1888—1889 og på ny 1892—1903 var han medlem af Statsutskottet (Finansudvalget) og dets formand siden 1896. Han fik tillige andre vigtige hverv, således 1887—1888 som medlem af kommitteen om jernbanetaksterne og 1897—1898 af Forsvarskomiteen; var 1895 medlem af det hemmelige udvalg og 1901 formand for Rigsdagens Forsvarsudvalg, hvor han viste stor dygtighed til at føre modstridende meninger sammen til et praktisk udslag. Han var en afgjort modstander af de norske krav om et særskilt konsulatsvæsen og var 1903—1904 hovedtaleren imod udenrigsministeren grev Lagerheim, på grund af dennes imødekommende optræden. På den overordentlige rigsdag i sommeren 1905 — efter Norges unionsbrud — var han formand for fællesudvalget om unionens opløsning og var derefter med at afslutte Karlstadoverenskomsten, samt blev i augusti—november førsteminister for det blandingsministerium, som førte opløsningen til endelig afslutning. 1906—1908 var han vicetalmand (næstformand) i Første Kammer og 1907 formand i Valgretsudvalget, der forberedte den endelige løsning af det længe omtvistede spørgsmål om udvidet valgret såvel til Andet Kammer som til kommunalråd og landsting, samt derigennem også til Første Kammer. Efter de nye valg udnævntes han 1910 af kongen til formand for Første Kammer. |
Christoph Hartwig von Linstow (14. september 1740 i Belitz, Mecklenburg-Schwerin – 12. april 1823 i Hørsholm) var en dansk forstmand og overførster. Han blev født 14. september 1740 i Mecklenburg, hvor hans fader, Heinrich Levin von Linstow, tidligere dansk kaptajn, ejede 2 godser; moderen var født Lowzow af huset Renzow. Linstow kom i sit 13. år til Holsten, blev kadet i det storfyrstelige holstenske Livdragonregiment, blev løjtnant 1758 og kom næste år til Rusland, hvor han 1760 blev fløjadjudant hos storfyrsten, den senere zar Peter 3. af Rusland. 1761 blev Linstow premiermajor og året efter generaladjudant hos marskallen over de holstenske tropper, hvorhos han blev forsat til Holsten. Her opgav han den militære løbebane, blev 1764 russisk kammerjunker og jægermester i den storfyrstelige del af Holsten med bolig i Kiel, 1773 kammerherre; da landet samme år gik over til Danmark, beholdt han sin stilling, 1777 fik han indfødsret og adelspatent og blev udnævnt til dansk kammerherre, 1780 blev han forflyttet til 2. holstenske Jægermesterdistrikt (Plön), 1782 blev han Ridder af Dannebrog. 5. april 1784 udnævntes Linstow til dansk overforstmester, som afløser for Daniel Nicolaus von Warnstedt, og fik bolig i Hørsholm. I denne stilling, som Linstow beklædte til sin død, 12. april 1823, gennemførte han sammen med G.W. Brüel og C.A.C. Claussen store forbedringer i driften af de danske statsskove, om end hans virkefelt sandsynligvis er blevet indskrænket noget ved, at C.D.F. Reventlow, hans foresatte, selv tog sig så meget af skovbruget. Linstow ægtede 1774 Charlotte Benedicte Eleonore von der Lühe (4. januar 1753 – Hørsholm 18. oktober 1837), datter af Hans Albrecht von der Lühe, officer i dansk tjeneste. Linstow, der 1812 var udnævnt til gehejmekonferensråd, ligger begravet i Folehave Skov ved Hørsholm. En søn, Wilhelm Bernhard von Linstow, var også forstmand. En anden søn var arkitekt i Norge Hans Ditlev Frantz von Linstow, og sønnen August von Linstow blev amtmand. |
Chrzanów har bus- og jernbane forbindelser til Kraków og busforbindelse til Katowice. Motorvejen A4 forbinder byen til både Kraków (inkl. Krakóws lufthavn i Balice) og Katowice. |
Conaire Mór er en legendarisk helt og overkonge i irsk mytologi. Han er blandt andet kendt fra sagaen Ødelæggelsen af Da Dergas gæstegård. Han var søn af Mess Búachalla, som igen var datter af personer som optræder i sagaen Étaíns friere. Conaires fremstilles som en fredskonge, og ifølge Lebor Gabála Érenn skulle han have været konge af Irland samtidig med den romerske keiser Augustus' regeringstid. Han dør i de dramatiske kampe på Da Dergas gæstegård. |
Curia (da. 'kurie') betegnede i tidlig romersk historie en underafdeling af folket, eller en stamme. Ordet blev efterhånden også brugt om det sted hvor stammen eller gruppen mødtes for at diskutere. Etymologisk stammer ordet fra førklassisk latin "co-viria", samling af mænd. I begyndelsen var der 30 curia-afdelinger, formodentlig blot for patriciere. Disse afdelinger dannede grundlag for Comitia curiata, hvor afstemmingerne fandt sted efter kurie. Curia Hostilia i Rom var bygningen hvor det romerske senat mødtes. Senatet var oprindelig et råd af ældste (senex: "gammel mand") i stammerne som udgjorde romerfolket, men blev med republikkens vækst et stadig mægtigere organ, hovedsagelig af patriciere, og med positioner som gik i arv. Som riget voksede fik alle de byer, der havde status som municipium, eget senat efter model fra Rom. I kejsertiden betegnede Curia enhver bygning hvor de lokale myndigheder holdt til og afholdt møder og høringer, og ordet omfattede efterhånden også de arbejdende dér, med betegnelsen curiales. Med det vestromerske riges fald 476 gik begrebet ud af brug for verdslige institutioner, men i gejstlig sammenhæng bruges det fortsat: den romerske kurie er navnet på den katolske kirkes centrale forvaltningsorgan. |
Landsbyen er beliggende omkring 17 km nordøst for landkreisens administrationsby Heide, 4 km øst for Tellingstedt tæt ved Ejderen ved Kreisstraße 46. Kommunen ligger i Eider-Treene-Sorge-Niederung. Nabokommuner Nabokommuner er (med uret fra nord) kommunerne Pahlen, Tielenhemme, Dellstedt, Tellingstedt og Hövede (alle i Kreis Dithmarschen). |
Dailes Teater (lettisk: Dailes teātris) er et professionelt teater i Riga, hovedstaden i Letland. Det er grundlagt den 19. november 1920 på Lāčplēša iela 25, hvor Rigas Nye Teater ligger i dag. Den første opførelse på Dailes Teater var Rainis' skuespil "Indulis un Ārija". Teatrets hovedinstruktør fra grundlæggelsen til 1965 var Eduards Smiļģis. Siden 1977 ligger Dailes Teater på Brīvības ielā 75 i en bygning tegnet af arkitekt Marta Staņa. Nu er hovedinstruktøren Mihails Gruzdovs. Under sovjet-perioden hed teatret Janis Rainis Lettiske SSR Statsakademiske Dailes Teater. |
Styrtet fandt sted efter at besætningen havde rapporteret om en nødsituation, 11 sømil (20 km.) fra lufthavnen, mens nogle vidner samtidig havde rapporteret om motorproblemer fra flyet. Flyet styrtede derefter ned i et overfyldt kvarter, hvor det tilsyneladende landede på halen og startede en stor brand. Styrtet skabte efterfølgende kaos, avisen The Sun rapporterede at mere end 500.000 lokale fra Lagos, forsøgte at nærme sig stedet. Store menneskemængder forsøgte at medbringe, vandslanger til stedet, mens militæret forsøgte at holde tilskuerne væk. Tilskuerne kastede derefter, sten mod soldaterne som gengæld. I flere timer var vand til brandslukningen en mangelvare, på grund af byens mangel på brandbiler. Civile forsøgte derfor at bekæmpe branden, ved at danne, en lang kæde for at bringe vand til stedet. Brandbilerne var blevet beslaglagt, til lokale byggeprojekter og havde efterfølgende svært ved at nå frem pga. bydelens smalle veje. Flyet Flyet var en tomotoret MD-83 registreret i Nigeria som 5N-RAM. Flyet var tidligere ejet af Alaska Airlines (N944AS), som de købte i 1990 og solgt til Dana Air i 2009. Reaktioner Nigerias præsident Goodluck Jonathan erklærede tre dages landesorg. Han bemærkede at ulykken "desværre kastede nationen ind i yderligere sorg på en dag, hvor nigerianere allerede var i sorg over tabet af mange uskyldige ofre i kirkebombningen i delstaten Bauchi". Præsidenten lovede også, at "al mulig indsats" vil blive gjort for at højne nationens luftfartssikkerhed. Dana Air etablerede en 24-timers hotline hvor pårørende kunne ringe, og tilføjede en tekst til deres hjemmeside hvor der stod "Vores tanker og bønner går til de efterladte, samt involverede i Dana Air-ulykken. Må deres afdøde sjæle hvile i fred". Efterforskning Adgangen til ulykkesstedet var i starten begrænset, på grund af ild samt menneskemængden, og senere kom der kraftig blæst og regn. Redningsfolk gav også udtryk for bekymring over, en beskadiget tre-etagers beboelsesejendom som kunne falde sammen på nedstyrtningsstedet. Flyets sorte boks, blev senere genvundet og overdraget til Nigeria's havarikommission. Fordi flyet var fremstillet i USA, ville amerikanske National Transportation Safety Board, havde observatørstatus i undersøgelsen. |
Davidsbyen (עיר דוד) er et arkæologisk område i Jerusalem, beliggende ved det sydøstlige hjørne af bymuren om den Gamle by i Jerusalem. Israelske arkæologer hævder at Kong Davids palads lå her, og området rummer også en vandtunnel, der tilskrives kongen Ezekias. |
Rymdstyrelsen (Rumfartsbestyrelse) er et statsligt svensk agentur. Styrelsen distribuerer statens garantier til forskning og udviklinger, samt påbegynder forskning og udvikling i rummet, og er samtidig den svenske kontakt i det internationale rumfartssamarbejde. Rumfartsprogrammet bliver for det meste ført igennem det internationale samarbejde. Eksempler fra store projekter som den svenske deltagelse i ISS og til Odin-satelliten. Den svenske rumfartsorganisation Rymdbolaget er ejet af den svenske stat og ledes af rymdstyrelsen. Organisationen driver raketopsendelsesanlægget Esrange og forskningscentret i Kiruna på vegne af det Europæiske Rumfartsagentur. |
Den lille Generalstab var en dansk militær modstandsgruppe under Besættelsen. Den lille Generalstab blev oprettet som direkte konsekvens af tyskernes internering af Hæren under Operation Safari den 29. august 1943. Generalstaben blev ledet af kaptajn Viggo Hjalf og bistået af unge officerer, bl.a. kaptajn P.V.T. Ahnfeldt-Mollerup, skulle han organisere af hærens officerer og befalingsmænd på baggrund af de nye tilstande. Formålet var at fastholde et kontaktnetværk mellem Hærens officerer. Staben blev etableret under general Ebbe Gørtz, og den etablerede relationer til alle grupper inden for det danske illegale miljø samt til lederne af det illegale arbejde i Danmark, Sverige og England. I oktober 1943 indgik general Gørtz en aftale med tidligere statsminister Vilhelm Buhl. De bestemte, at Hæren skulle stå til rådighed for lederne af de store partier i tilfælde af, at der opstod kaos i landet. Således var Den lille Generalstab loyal over for det etablerede Danmarks repræsentanter, politikerne og kong Christian 10. Ikke overraskende kom Generalstaben dermed i konflikt med andre grene af modstandsbevægelsen, der gerne så samfundsreformer som udgang på modstandsarbejdet. Generalstabens medlemmer var især mistænksomme over for de modstandsfolk, der var tilknyttet det kommunistiske parti DKP. Den lille Generalstab tillod ikke officererne at søge over i det civile illegale arbejde på egen hånd, men fra foråret 1944 accepterede man, at officerer indgik i dannelsen af de såkaldte militærgrupper eller M-grupper. Betegnelsen O-grupper dækkede tilsvarende over officersgrupper, der fandtes i Storkøbenhavn og på Sjælland. Gennem udpegning af regionsledere og militære by- og afsnitsledere fik Generalstaben placeret officerer på nøgleposter i modstandsbevægelsen. Herved sikrede man sig loyalitet over for Hæren i store dele af bevægelsen. Den lille Generalstab var repræsenteret i Frihedsrådet – senest i K-udvalget – men i marts 1945 kom Den lille Generalstab i konflikt med dele af Frihedsrådet samt med faldskærmschefen Ole Lippmann. Stridens æble var primært våbenfordelingen mellem modstandsgrupperne, og Generalstaben blev mistænkt for kun at tilgodese Hærens modstandsgrupper gennem våbenforsyninger, mens de ofte kommunistisk dominerede civile sabotagegrupper kom i anden række. Den skæve våbenfordeling bundede i den mistro, der da herskede mellem det etablerede Danmark og de kommunistiske cirkler inden for modstandsbevægelsen. Sabotagegruppen BOPA ytrede mistanke om, at den ikke fik de nødvendige våben pga. organisationens kommunistiske oprindelse. Historien udmøntede sig efter befrielsen til en intens offentlig debat, hvor Viggo Hjalf måtte tale for sin sag. |
Det hvide C er vidt udbredt i Europa, i bjergene i Nordvestafrika samt gennem den tempererede del af Asien til Japan. Arten er som regel sjælden i Danmark, men findes nogle år i større tal, især i den østlige del af landet. I det øvrige Norden er den almindelig, fx i Sveriges nåleskove. Udseende Det hvide C har fået sit navn fra en meget tydelig tegning på undersiden af bagvingen, der ofte ligner bogstavet C. Resten af undersiden på vingerne fremstår i orange-brunlige farver. Det er den sommerfugl af takvingefamilien i Danmark med mest takkede vinger, specielt hannen har i nogle tilfælde næsten haler på bagvingerne. Vingefanget er 44–50 mm. Hunnen er lidt større end hannen. Klik her for video af Det hvide C Livscyklus Sommerfuglen overvintrer som voksen i f.eks. hule træer. De vågner omkring marts-april. Æggene klækker efter 1-3 uger. Alt efter temperaturen tager larvestadiet mellem 15 og 40 dage. Herefter forpupper larven sig og puppen klækkes efter et par uger. Foderplanter Larven lever på Humle og Stor Nælde. |
Simeone nåede gennem karrieren at spille hele 106 kampe og score elleve mål for Argentinas landshold, som han repræsenterede i årene mellem 1988 og 2002. Han var blandt andet en del af den argentinske trup der vandt Copa América i både 1991 og 1993, og han deltog også ved både VM i 1994, VM i 1998 og VM i 2002. |
Discountbutik eller et lavprisvarehus er en butik, hvor det primære salgsparameter er en lav pris. Discountbutikker har et begrænset varesortiment, da man for at øge omsætningen og minimere lageromkostningerne sælger hurtigt omsættelige varer. For at minimere omkostningerne er butikkerne ofte indrettet spartansk, og varer sælges nogle gange direkte fra paller og papkasser. Discountbutikker indgår som regel i butikskæder, da man på den måde kan opnå nogle stordriftsfordele i forbindelse med indkøb og markedsføring. De første discountbutikker kom til Danmark sidst i 1970erne, hvor den tyske kæde af Aldi-butikker åbnede de første butikker i Danmark. I 1981 åbnede den første Fakta-butik (ejet af Coop Danmark) og den første Netto-butik (ejet af Dansk Supermarked). |
Domenico Cimarosa (17. december 1749 i Aversa–11. januar 1801 i Venedig) var en italiensk komponist. I tiden 1789 til 1792 var han hofkomponist hos Katharina 2. af Rusland. Han skrev omkring 70 operaer, mest komiske. Han blev betegnet som Den italienske Mozart. Navnet er ikke uberettiget når man tænker den formelle elegance og præsision, charme og kvikhed der er i hans musik. Ud over sine mange operaer skrev han kantater, messer, oratorier og klaversonater. |
Easy Peasy - tidligere Ubuntu Eee (IPA: /u'buntu i/ː) - er et styresystem der er specielt optimeret til Asus Eee PC serien. Ubuntu Eee er en uofficiel distribution af Ubuntu styresystemet. Ubuntu Eee har alle drivere til blandt Asus Eee PC 701 og 900-serien og vægter den bedste software frem for open source alternativer. Distributionen blev startet af Jon Ramvi og første udgivelse kom i 2008. |
De ældste bopladser i landet er fundet nær Quito og anslås at være ca. 10.000 år gamle. På kysten har man fundet spor af kulturel aktivitet med specialiseret produktion og arbejdsdeling, som er ca. 5.500 år gamle. Den første statsdannelse i området blev etableret i 1300-tallet i Quito-området. En af de nyere kulturer, som voksede frem i begyndelsen 1400-tallet i højlandet, var cañarikulturen. Ecuador bliver regnet som en del af Inkariget, da dette var størst, men kun Sierra-regionen var fuldt integreret, og der var stadige nye oprør frem til spaniernes invasion. Inkaernes brutale erobring af Ecuador startede omkring år 1455 og varede i omtrent 50 år. Cañari-folket var de stærkeste modstandere for inkaerne. Inkariget medbragte bl.a. sproget quechua, nye dyrkningsmetoder, vejbygning og lamaer som pakdyr. Ingapirca er i dag det vigtigste bygningsmonument i Ecuador fra inkatiden. Efter at spanske conquistadorer havde erobret den sydlige del af Inkariget, satte de ind med et erobringstogt mod Ecuador med assistance af cañari-styrker, og Quito faldt i 1534. Området kom derefter ind under vicekongedømmet Peru. I 1600-tallet oplevede økonomien i landet fremgang ved at bruge de indfødte som arbejdskraft i tekstilindustrien. I 1822 blev Ecuador frigjort fra Spanien. Det kom derefter ind i føderationen Stor-Colombia, men denne holdt kun indtil 1830. Derefter blev Ecuador selvstændigt. I 1941 besatte Peru store dele af Oriente-området, og Ecuador måtte afstå 137.000 km² supplerende land for opnå fred. En endelig fredsaftale kom først i stand i 1998. Fra 1948 kom en opgangstid med «bananboomet». Den medførte en øget grad af stabilitet frem til omkring 1960. Geografi Ecuador kan inddeles i tre naturlige regioner: kysten, højlandet og amazonasområdet. Over halvdelen af befolkningen bor i kystområdet, hvor det økonomiske liv er domineret af produktionen af eksportafgrøderne bananer, kakao, ris og kaffe. Højlandet ligger mellem de to højderygge, der indgår i Andesbjergkæden og er præget af subsistenslandbrug. Ecuadors højeste bjerg er vulkanen Chimborazo (6.384 m.o.h), og yderligere findes vulkanen Cotopaxi (5.897 m.o.h), som er en af verdens højeste aktive vulkaner. Til landet hører Galápagosøerne, som er kendt for deres unikke dyreliv med bl.a. Galapagos-landskildpadder og en mængde endemiske fuglearter. I amazonasområdet udvindes olie, der skaffer udenlandsk valuta til landet, men som også har ført til forurening. I kystområdet er 95 % af de oprindelige skove fældet, og jorderosionen er de senere år taget til. |
Han blev læreruddannet fra Ribe Seminarium. Derudover bidrog han som udøvende til musiklivet i sin hjemby Ribe bl.a. som organistvikar i domkirken. Efter endt uddannelse blev han ansat som lærervikar i København i 1920. Samtidig frekventerede han Musikkonservatoriet i årene 1921-1923 og uddannede sig til pianist og organist. Han havde bl.a. Ludolf Nielsen som lærer. Senere blev han faginspektør ved Københavns Skolevæsen. I 1949 fik han Det anckerske Legat. I årene fra ca. 1930 til ca. 1960 var hen en vigtig del af et musikpædagogisk miljø, der også rummede folk som Finn Høffding, Jørgen Bentzon, Erling Brene, Bernhard Christensen, Sven Møller Kristensen og mange andre. Hensigten var at skabe rum for og musik til en omfattende folkelig deltagelse i musiklivet for både udøvende og nydende ”almindelige” mennesker. Adskillige af Ejnar Jacobsens vokalkompositioner blev hurtigt populære, bl.a. en række sange for mandskor og blandet kor og en mængde enstemmige sange. I 1936 blev hans populæreste arbejde i den genre, Danmarksrejsen opført af et kor på op mod 1000 børn. Desuden var han, alene eller sammen med andre, redaktør af og bidragyder til en lang række sangbøger til folkeskolen eller andre almene uddannelser. Hans i dag mest kendte værk er dog Musikkens Mestre i to bind, en musikhistorie som han skrev sammen med Vagn Kappel og som udkom i henholdsvis 1944 og 1947 og i 2. udgave i 1960. Hans egne kompositioner, der omfatter en stor mængde sange, nogle større værker for kor og en del større og mindre instrumentalværker, er ikke på repertoiret mere. Bortset fra de pædagogiske arbejder, blev de dog køligt modtaget af musiklivet. Musik Listerne er ikke komplette. Visse sange findes i flere udgaver, og oplistede enkeltsange kan indgå i et samleværk |
Ejner Midtgaard (1. februar 1891 i Ribe-?) var en dansk kommis, resturatør og atlet. Midtgaard flyttede fra Aarhus til København i foråret 1915. Han var medlem af Vordingborg AC da han samme år aftjente sin militærtjeneste og og fra 1916 AIK 95 i København. 1918 og 1919 tilhørte han med 45,52/48,39 og henholdsvis en 7. og 8. plads på verdensranglisten de bedste i verden i hammerkast, trots at han sammenlignet med andre hammerkaster ikke var særlig stor. Han satte dansk rekord med 48,39 i 1919 (stadig klubrekord i AIK) og blev samme år som den første dansker engelsk mester med et kast på 43,99, derefter blev han professionel instruktør og virkede som træner frem til 1935. En af datidens store trænerkapaciteter, den svenske kastetræner Anders Wilhelm Kreigman var Midtgaards træner 1917-1919. |
Eksplosionen på Hotel Jørgensen var en eksplosion på Hotel Jørgensen i København fredag den 10. september 2010. Ved en større politiaktion og under stor mediebevågenhed blev den formodede gerningsmand til eksplosionen pågrebet og undersøgt for bomber. Politiet havde svært ved at identificere ham, da han hverken opgav navn eller havde materiale på sig, der kunne identificere ham. Den 15. september lykkedes det dagbladet B.T. at identificere ham som den tjetjensk-belgiske Lors Doukaiev. Politiet mente, at Doukaiev var i færd med at fremstille en brevbombe af TATP med stålkugler, og at bomben skulle sendes til Jyllands-Posten. I maj 2011 blev den mistænkte kendt skyldigt i forsøg på terrorisme og idømt 12 års fængsel. Hændelsesforløbet Lors Doukaiev kom til København den 7. september 2010 med Eurobus og indlogerede sig på Hotel Jørgensen i Rømersgade ved Israels Plads i det indre København under navnet Raul Foltz. Ifølge B.T. havde han booket hotelværelser til flere gæster. Doukaiev har besøgt Baren Floss og Østerbro Posthus den 8. september. Desuden besøgte han Eurolines' kontor på Halmtorvet på Vesterbro for at købe en busbillet til Belgien med afrejse den 10. september om eftermiddagen. Ved købet af billetten anvendte han navnet Hans Veller. Yderligere købte han et Nintendo-spil fra en butik på Nørrebrogade, og politiet mente at plastikindpakningen skulle bruges til at fore den bombe, han ville fremstille. Under opholdet i København blev han set tale i mobiltelefon. Om natten lånte Doukaiev en japansk turists computer og besøgte Jyllands-Postens hjemmeside. 10. september 2010 På dagen for eksplosionen, fredag den 10. september 2010, tjekkede Lors Doukaiev ud fra hotellet om formiddagen, men efterlod sin bagage. Senere kom han for at hente bagagen og gik ind på et toilet på hotellet omkring klokken 12:45 og opholdt sig der i cirka 38 minutter. Omkring klokken 13:23 eksploderer en bombe på toilettet, og manden styrtede ud. Overvågningskameraer optog forløbet. Bomben var ikke så kraftig. Hotelgæsten Richard Narroco, der befandt sig i hotellets stueetage, beskrev eksplosionen som meget intens, men Rene Broager, en af hotellets overboere, hørte ikke eksplosionen. Den formodede gerningsmand løb fra stedet og blev senere pågrebet i Ørstedsparken. Bomben sprængtes omkring klokken halv to, men manden blev først anholdt klokken 15:38. Igennem eftermiddagen lå manden i Ørstedsparken, hvor hærens ammunitionsryddere fra Skive brugte tre rullemarie'er. Manden havde en taske spændt fast til livet, og rydderne forsøgte at fjerne tasken fra manden med den fjernstyrede robot. Rullemarie skød også mod tasken for at detonere en eventuel bombe. Tasken indeholdt ikke en bombe. Først om aftenen blev han kørt væk, først til Rigshospitalet for at blive tilset. Undersøgelser Politiet undersøgte hotellet og evakuerede det efter at have fundet nogle "efterladte ejendele". De fandt en pistol på toilettet, hvor eksplosionen havde fundet sted. Pistolen var skarpladt og havde to tilhørende magasiner. Natten mellem den 10. og 11. undersøgte dykkere søen i Ørstedsparken. Under politiets operation var Israels Plads, Ørstedsparken og nærliggende gader afspærret. Først den 11. lidt efter klokken 20 blev afspærringen af Hotel Jørgensen ophævet. Politiet afspærrede dog Ørstedsparken igen den 13. september indtil hen på eftermiddagen. Under dykkernes undersøgelse af søen fandt de bronzeskulpturen Hvilende Hermes der var forsvundet 15 år tidligere. De fandt også en rørbombe, som dog ikke havde forbindelse med eksplosionen på Hotel Jørgensen. Politiet meddelte den 17. september, at det havde fundet spor af sprængstoffet TATP på en handske og en beholder på toilettet. Det havde også fundet magnetiske stålkugler med en diameter på 4,4 mm og en vægt på 0,35 gram, som politiet mente skulle bruges som en bestanddel i en fragmentationsbombe. Den mobiltelefon, han blev set tale i før eksplosionen, blev ikke fundet. Den formodede gerningsmand Politiet kunne i flere dage ikke identificere manden, de havde anholdt. Den formodede gerningsmand blev beskrevet som udlænding, 40-årig, 180 centimeter høj, mangler højre underben, fransk- og engelsk-talende samt europæisk eller nordafrikansk af udseende. Politiet har siden rettet i signalementet: 25-35 år, af mellem- til sydeuropæisk udseende, 169 centimeter høj og "bred næse, der peger mod højre og ser ud til at være brækket flere gange. Ar på højre side af næsen". Hans franske sprog bliver talt flydende, mens hans engelske bliver talt med fransk accent. Han taler desuden tysk. Han blev fremstillet i dommervagten på Politigården om eftermiddagen den 11. september og sigtet efter paragraf 183 stk. 2 og 192 a stk. 1. Dér nægtede han sig skyldig efter samtale i enrum med sin forsvarer Niels Anker Rasmussen. I dommervagten hævdede han, at han hverken kunne huske navn eller alder. Han blev varetægtsfængslet indtil den 4. oktober med isolation indtil 20. september. Ved grundlovsforhøret havde den formodede gerningsmand mange sår i ansigtet, der kunne stamme fra fragmenter fra eksplosionen. Disse skader kan også ses på de foto af manden, der blev frigivet den 14. september. Ifølge tidlige oplysninger benyttede manden sig af to forskellige identiteter, og politiet har ikke med sikkerhed været i stand til at fastslå mandens identitet. Den formodede gerningsmand benyttede et belgisk pas med et falsk navn ifølge det belgiske dagblad Het Nieuwsblad. Senere oplysninger omtalte det dog som rejsedokumenter. Senere oplysninger talte også om ikke to, men tre forskellige identiteter. Den 12. september sagde udenrigsministeren for Luxembourg, Jean Asselborn, at den mistænkte bombemand havde et falsk luxembourgsk pas. Senere blev nogle af dæknavnene offentliggjort: "Raoul Foltz", "David Francois de Vicq de Cumptich" og "Hans Veller". Navnet David Francois de Vicq de Cumptich stammer sandsynligvis fra et pas stjålet syv år tidligere ved et indbrud. Videoer fra overvågningskameraer der viser manden blev frigivet omkring et pressemøde klokken 14:00 den 12. september. De stammer dels fra Østerbro Posthus på Øster Allé hvor han købte en papkasse og en rulle tape omkring klokken 12:27 onsdag den 8. september, dels fra hotellet. Posthusvideoen viser en mand med skæg, solbriller og kasket. Efter hjælp fra Interpol og dagbladet BT oplyser politiet, at der formentligt er tale om Lors Doukaiev, en 24-årig tjetjener. Mediernes første spekulationer Hotel Jørgensen ligger få minutters gang fra Nørreport Station og eksplosionen skete dagen før niårsdagen for terrorangrebet den 11. september 2001. Dette kunne tyde på at bombesprængningen var terror-relateret, men Politiets Efterretningstjeneste (PET) kunne den 10. september ikke med sikkerhed sige om der var tale om en terror-relateret forbrydelse eller anden form for alvorlig kriminalitet. Endnu den 11. september kunne PET hverken be- eller afkræfte, om hændelsen var en terror-relateret forbrydelse. Sent den 11. september kom det dog frem via Ekstra Bladet, at der var fundet et kort med en cirkel tegnet om Morgenavisen Jyllands-Postens adresse i Viby ved Århus hos den fængslede mand, og at der var slået alarm allerede klokken 3:00 natten mellem den 10. og 11. Ved et pressemøde klokken 14:00 den 12. september 2010 udtalte politiinspektør Svend Foldager, at disse oplysninger ikke var korrekte. Hændelsen førte til en massiv efterforskning. Der var forhøjet terrorberedskab. I Helsingør tjekkede Nordsjællands Politi alle køretøjer der skulle til Sverige, og politiet øgede patruljeringen i Københavns Lufthavn. Der var spekulationer, om den formodede gerningsmand var i færd med at fremstille en brevbombe. Gisningen baserede sig på at videoen fra posthusets overvågningskameraer viste en mand, der købte en lille kasse, og at mængden af sprængstof svarede til en brevbombe. Desuden havde manden købt en busbillet til Belgien, hvilket udelukker selvmordsterrorisme, med mindre det var en vildledning. Tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen, vurderede også, at der var tale om fremstilling af en brevbombe på baggrund af de oplysninger, der var fremme den 12. september. Retssag Ved et retsmøde den 20. september 2010 var bombemanden endnu ikke sigtet for terror. Men den 21. december 2010 meddelte politiet at der var rejst en foreløbig sigtelse for terror. I maj 2011 tiltrådte Justitsministeren at Doukajev kunne tiltales efter terrorparagraffen. Et nævningeting i Københavns Byret kendte ham den 30. maj 2011 skyldig i forsøg på terrorisme, og han blev idømt 12 års fængsel næste dag. Relaterede sager København har tidligere været ramt af bombeterror. I 1977–78 anbragte Bombemanden fra Gladsaxe ni rørbomber i København og omegn; gerningsmanden viste sig at være en 19-årig gymnasieelev fra Hellerup. Ved terrorangrebet den 22. juli 1985 sprængte en gruppe personer to kraftige bomber og forsvandt til Sverige. Ved denne terrorhandling døde en person. Senere samme år, den 15. september, sprang yderligere to kraftige bomber. Den ene klokken 22:14 ved forretningen Danish Kosher Food i kælderen i Vendersgade. Få minutter senere sprang den anden bombe i hjørnet af Nørre Farimagsgade og Ahlefeldtsgade. Ingen kom alvorligt til skade, men syv blev kørt på hospitalet. Stederne for bombesprængningerne den 15. september 1985 ligger få hundrede meter fra Hotel Jørgensen. Bombesprængningen på hotellet har nok været et uheld, og det kunne tyde på at sprængstoffet har været meget ustabilt. TATP er et ustabil sprængstof der har været anvendt før, og Ekstra Bladet gisnede om at der kunne være tale om det stof. Stoffet var central i to danske terrorsager: Terrorsagen fra Vollsmose og terrorsagen fra Glasvej. Der har desuden været uheld med TATP i Danmark, hvor studerende mistede fingre og et kollegieværelse blev raseret efter at de havde eksperimenteret med fremstillingen. Den belgiske avis Het Nieuwsblad skrev tirsdag den 14. september, at der var fundet spor af TATP på den formodede bombemand. Det kommenterede det danske politi ikke. |
Elias Ehlers (født 15. december 1985 i Holstebro) er en dansk standupkomiker. Karriere Han vandt DM i stand-up 2006 og første sæson af TV2 Zulus Comedy Fight Club. Elias Ehlers har flere gange medvirket i Stand-up.dk og Comedy Aid fra 2009-2013. Inden da medvirkede han i Talegaver til børn i 2007 og 2008. I 2009 medvirkede han i filmen Sorte Kugler som er skrevet og instrueret af komikerkollegaen Anders Matthesen. I september 2012 startede han en podcast med ven og kollega Martin Nørgaard, som senere fik navnet Det Dystre Skæg. Han medvirkede også i musikvideoen til Matthesens sang "Umami" fra albummet Villa Peakstate fra 2010. Han blev i 2015 færdiguddannet som kropsterapeut fra Totum skolen i København. Fucking Glad 10. april 2012 havde Elias Ehlers' første one-man show Fucking Glad premiere på Comedy Zoo i København. Ehlers har, såvel som kollegaer Christian Fuhlendorff og Michael Schøt, valgt at sælge showet online som download. Helt Perfekt I 2014 turnerede han med sit andet one-man show kaldet Helt Perfekt. Det dystre skæg I 2016 turnerede han med sin komiker kollega Martin Nørgaard med showet "Det dystre skæg". |
Engholm Gods er dannet i 1850 ved køb af den lille gård Nyborg, hvis areal senere blev forøget ved tilkøb. Gården ligger i Aalborg Kommune og hører til Vodskov Sogn, der i 1985 blev udskilt fra Hammer Sogn. Hovedbygningen er opført i 1916. Engholm er på 186 hektar. I 1901 beskrives gården således: "Gaarden Engholm har 14½ Td. Hrtk., 370 Td. Ld. (i Hammer, Hvorup og N.-Sundby S.), hvoraf 20 Eng, Resten Ager (1 Hus med 3 Td. Ld. og et Hus med en Tørveparcel paa 12 Td. Ld.)." Engholm Strand trinbræt Sæbybanen – jernbanestrækningen Nørresundby-Sæby-Frederikshavn (1899-1968) – passerede 200 m sydøst for gården og 400 m nord for Limfjorden. Her åbnede banen i 1931 trinbrættet Engholm Strand, mest fordi der i 1920'erne var oprettet et traktørsted ved stranden. Her blev der arrangeret dans hver onsdag aften med tremands orkester, og der blev bygget en fortøjningsbro, så der kunne sejles dertil fra Aalborg. I begyndelsen af 1930'erne stoppede danseaftenerne, og i slutningen af årtiet blev traktørstedet nedlagt. Herefter blev trinbrættet kun benyttet af folk fra gården og de få huse i nærheden, og det blev nedlagt i 1949. |
En traditionel anvendelse af Morning Glory frø af mexicanske indianere blev første gang beskrevet af Richard Schultes i 1941 i en kort rapport, der dokumenterer deres anvendelse som går langt tilbage til aztekiske tider. Yderligere forskning blev offentliggjort i 1960, da Don Thomes MacDougall rapporterede, at kimen til Ipomoea tricolor blev anvendt som sakramente af visse Zapotec indianere, undertiden sammen med frø af Rivea corymbosa , en anden art, der har en lignende kemisk sammensætning, med lysergol i stedet for Ergometrin. Ergin blev analyseret for menneskelig aktivitet ved Albert Hofmann ved et selv-forsøg i 1947, længe før det var kendt for at være en naturlig forbindelse. Intramuskulær administration af en 500 mikrogram dosis førte til en træt, drømmende tilstand, med en manglende evne til at opretholde klare tanker. Efter en kort periode med søvn virkningerne var borte, og normal baseline blev genfundet i løbet af fem timer. |
Ved det tyske angreb på Norge i 1940 meldte han sig som frivillig i Gudbrandsdalen. Efter at have fuldført examen artium tog han til Storbritannien hvor han gik ind i Kompani Linge. I 1944 blev han områdechef i Hallingdal. Under anden verdenskrig samarbejdede han også blandt andet med Gunnar Sønsteby, leder for Oslogjengen. Familie Efter krigen blev han livvagt for den norske kongefamilie. Det var sådan, han mødte sin tilkommende kone Ragnhild, hvis far var kong Olav 5. 15. maj 1953 giftede de sig i Asker kirke. Parret boede i Brasilien efter brylluppet. Planen var, at de skulle blive derovre i et år, men de bosatte sig der for altid. Prinsesse Ragnhild døde 16. september 2012. De fik tre børn, Haakon Lorentzen (født 23. august 1954), Ingeborg Lorentzen (født 27. februar 1957) og Ragnhild Lorentzen (født 8. maj 1968). Forretningsmand Lorentzen tog den akademiske grad MBA ved Harvard Business School i 1948. Fra 1958 til 2008 drev Lorentzen forretning indenfor shipping samt brasiliansk tømmer. Han var grundlægger og tidligere medejer af Aracruz Cellulose, verdens største producent af bleget kortfibret cellulose. Han grundlagde selskabet i 1968 og solgte i 2008 samtlige aktier i Aracruz Cellulose til en medaktionær. I 2010 præsenterede han planer for et energiprojekt i Afrika baseret på tømmer. Udmærkelser For sin krigsindsats modtog han St. Olavsmedaljen med egegren, Deltagermedaljen med roset og Haakon VII's 70-årsmedalje. I 1977 blev han udnævnt til kommandør af St. Olavs Orden. Han er også indehaver af Den brasilianske storstjerneordenens storkors. Han er desuden æresborger af Rio de Janeiro, såvel som æreshøvding for en indianerstamme. |
Eunos (japansk: ユーノス; udtalt [ju:nos]) var et bilmærke lavet af den japanske bilfabrikant Mazda. Mærket eksisterede i årene 1989 til 1999 og blev kun markedsført i Australien, Japan og ASEAN-staterne. |
Selsing er gift med Rune Selsing og mor til to. |
Birch Evans Bayh III (født 26. december 1955 i Shirkieville, Indiana) er en amerikansk politiker. Senator for Indiana fra 1999 til 2011. Tidligere guvernør i Indiana. Medlem af Det Demokratiske Parti. Bayh var en ganske kort periode i 2006 kandidat til den demokratiske nominering til præsidentkandidat i 2008. Familie og uddannelse Evan Bayh er søn af den tidligere amerikanske senator Birch Bayh der forsøgte at blive demokratisk præsidentkandidat i 1976 men tabte til guvernøren fra Georgia Jimmy Carter. Birch Bayh blev valgt til senatet i 1963 og genvalgt i 1969 og 1975. Birch Bayh forsøgte at blive genvalgt i 1981 men tabte til den senere amerikanske vicepræsident Dan Quayle. Evan Bayh er gift med Susan Breshears Bayh der er professor i Jura. Sammen har de tvillingesønnerne Beau og Nicholas der blev født i 1995. Evan Bayh blev uddannet fra Indiana University i 1978 med en bachelorgrad i statskundskab, økonomi og erhversøkonomi og tre år senere med en juridisk eksamen fra University of Virginia. Efter universitet blev Evan Bayh advokatfuldmægtig og senere ansat på et advokatkontor. Politisk karriere Evan Bayh blev i 1986 valgt som Secretary of State i Indiana. To år senere blev han valgt som guvernør i Indiana, Bayh var på det tidpunkt 32 år gammel og dermed den yngste guvernør i statens historie. Han blev genvalgt fire år senere i 1992 og vandt den største sejr i moderne tid. Evan Bayhs tid bliver betegnet som meget positiv, men en anelse forsigtig. Under Bayh havde Indiana overskud på de offentlige budgetter, der blev skabt en masse arbejdspladser og gennemført den største skattelettelse i statens historie. En af Evan Bayhs største projekter som guvernørn var gennemførslen af en uddannelsesreform der betyder at alle elever der gennemfører High School og underskriver en erklæring om ikke at eksperimentere med ulovlige stoffer får tilbudt et scholarship til et af statens offentlige universiteter. Evan Bayh fik sit første nationale gennembrud på den politiske scene da han i 1992 på det demokratiske konvent i New York holdt hovedtalen. Det der på engelsk hedder Keynote Adress. I 1997 stoppede Evan Bayh som guvernør og blev herefter underviser på sit gamle universitet i Bloomington, mens han gjorde klar til at blive valgt til det amerikanske senat. Senator Bayh Evan Bayh blev valgt til senatet i 1998 og fik i valget 64% af stemmerne. Den største margen en demokrat nogensinde har vundet med i den konservative, overvejende republikanske delstat. Evan Bayh vandt dermed den plads tilbage som hans far havde tabt 18 år tidligere. Ved valget i 2004 blev Bayh genvalgt med 62% af stemmerne. I senatet er Evan Bayh kendt som en midtsøgende demokrat der ofte stemmer sammen med det republikanske flertal. Bayhs stil er meget nedtonet, grænsende til det kedelige, og han er ikke kendt som en stor taler men som en politiker der har styr på sine ting. Evan Bayh var i både 2000 og 2004 nævnt som en potientiel vicepræsidentkandidat til henholdsvis Al Gore og John Kerry. |
Eyjafjallajökull (navnet betyder ø-fjeld-gletsjer) er en 78 km² stor gletsjer, hvor den højeste af de omkringliggende fjeldspidser er målt til 1.666 meter over havet. Under den ligger en stratovulkan med eget magmakammer, men uden et egentlig navn. Gletsjeren er beliggende i det sydlige Island, vest for gletsjeren Mýrdalsjökull og 150 km sydøst for Reykjavik. Vulkanen under gletsjeren har været i udbrud flere gange siden istiden, et af de bedst kendte udbrud var i 2010, hvor støv fra udbruddet lammede flytrafikken i hele Nordeuropa. Gletsjeren bredte sig engang til kysten, men havet har trukket sig ca. 5 km, og den tidligere kystlinje kan nu ses som en række klinter, hvorfra mange vandfald skaber afløb af smeltevand, heriblandt Skógafoss, der kan ses fra landevejen på sydkysten. Der er mange grotter i området Undir Eyafjöllum. Den mest kendte er Paradísarehellir (Paradisgrotten). Nogle af de andre grotter har været anvendt som tingsteder. Mellem Eyjafjallajökull og Tindfjallajökull ligger Þórsmörk-dalen, som er omgivet af tre gletsjere. Dalen ender ved Mýrdalsjökull. Vulkanudbrud Siden istiden har vulkanen under Eyjafjallajökull ofte været aktiv. Der har været fire kendte udbrud siden landet blev beboet. Det første skete i år 920, det andet udbrud fandt sted 1612–13. Det tredje udbrud var et langvarigt vulkanudbrud i perioden 1821-23 som bl.a. medførte et voldsomt jøkelløb og problemer med fluorforgiftning. Krateret/Calderaen er 3-4 km i diameter. Den langvarige aktivitet på Eyjafjallajökull 1821–1823 Dette udbrud var forholdsvis lille, alligevel fik udbruddet alvorlige følger. Dette skyldtes at asken indeholdt en stor koncentration af fluorid, som i store doser kan have dårlig indflydelse på knoglestrukturen hos kvæg, heste, får og mennesker. Udbruddet medførte også nogle mindre og mellemstore gletsjerafsmeltninger og oversvømmelser skete i de omkringliggende elve Markarfljót og Holtsá. Udbruddene startede d. 19. og 20. december 1821 med en serie eksplosioner og fortsatte i flere dage. Kilderne beskriver askefald i området omkring vulkanen, specielt mod syd og vest. Efter de første dage fortsatte udbruddene i mindre grad indtil juni 1822. Fra slutningen af juni til begyndelsen af august 1822, var der en ny række eksplosive udbrud. Materiale fra vulkanen blev skudt til store højder, mens askefald skete både mod nord, i Eyjafjörður, og mod sydvest på halvøen Seltjarnarnes nær Reykjavík. Perioden fra august til december 1822 virkede mere rolig, men landmændene gav forgiftning fra udbruddet skylden for, at mange dyr døde. Dette underbygges også af moderne analyser, der identificerer det som flussyre-forgiftning. Nogle mindre jøkelløb skete ved Holtsá-elven. Et af de større oversvømmede sletterne nær elven Markarfljót. Kilderne giver ikke eksakte datoer. I 1823 vandrede nogle mænd op på Eyjafjallajökull for at inspicere krateret. De så en udbrudsspalte lidt nordvest for Guðnasteinn-spidsen. Mændene mente, at bjerget kunne gå i stykker, fordi spalten var meget nær på kraterets randområde, og mellem dem og afgrunden var der kun et tyndt fjeld. Efter udbruddet konkluderede man, at bjerget var forandret, og en betragtelig sænkning var opstået i kraterranden, der førhen havde været helt plant. I foråret 1823 havde den nærliggende vulkan Katla der ligger under gletsjeren Mýrdalsjökull udbrud, og på samme tid kom der mængder af damp fra toppen af Eylafjallajökull. Vulkanudbrud i 2010 Mellem 3. og 5. marts 2010 blev der registreret tæt på 3.000 jordskælv med epicenter i vulkanen. De fleste var små, men nogle kunne føles i det bosatte område nær jøkelen. Vulkanudbruddet blev først meldt 20. marts. Folk fra gårdene i områderne Fljótshlíð og Markarfljót blev evakueret, og Icelandair-fly som skulle til Reykjavik blev omdirigeret på grund af aske og vanskelige indflyvningsforhold. Om formiddagen den 21. marts blev det meldt, at evakueringen i det truede område var gennemført, idet alle var i sikkerhed. Det var nu klart, at udbruddet var i et område med små mængder af is, hvilket gjorde, at faren for oversvømmelse og jøkelløb ikke var så stor, som man først frygtede, men der blev igangsat en nøje overvågning af situationen. Vulkanudbruddet skete mellem gletsjerne Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull ved Fimmvörðuháls. Det var det første vulkanudbrud i området siden 1823. Udbruddet gav anledning til evakuering af omkring 500 mennesker i to nærliggende landsbyer, samt til aflysning af en lang række internationale flyruter til Keflavík International Airport som følge af voldsom røgudvikling fra udbruddet. Udbruddet skete ikke under isen på toppen af Eyjafjallajokull, men lidt længere mod øst i den 1 km lange kløft Fimmvorduhals, som ligger ved vandrestien mellem Þórsmörk og Skógar. Kort efter ophøret af det første udbrud kom der et nyt udbrud den 14. april i den sydvestlige del af Eyjafjallajökulls kraterområde, og der steg en voldsom sky af vulkansk aske og røg flere kilometer til vejrs fra den ulmende vulkan. Toppen består af størknet lava, som var skudt op ved gletsjerne Eyjafjallajökull og Fimmvörðuháls i forbindelse med udbruddet, der begyndte 20. marts, og som fortsatte i cirka tre uger. Det nye udbrud befandt sig under en gletsjer og producerede store mængder støv af fin aske, der medførte omfattende problemer, primært for luftfarten, som blev berørt i store dele af Nord- og Vesteuropa. Dansk luftrum blev af Naviair lukket i løbet af eftermiddagen den 15. april, således at luftrummet var helt lukket fra kl. 18. Asken blev skudt op i ti kilometers højde og kom ned mod Nord- og Vesteuropa med knap 200 kilometer i timen via den sydgående jetstrøm over Nordsøen. Det danske luftrum blev først igen åbnet fuldstændigt 22. april kl. 8. Lokalt blev ca. 700 mennesker evakueret i området på grund af fare for jøkelløb. Selve smeltevandet løb i første omgang ud på nordsiden af gletsjeren, hvor der er et ubeboet område. Der er fare for, at det nye udbrud ved Eyjafjallajökull kan fremprovokere et udbrud i Katla, hvor der ligger en kraftig vulkan under en gletsjer. De tre tidligere udbrud i vulkanen under Eyjafjallajökull er nemlig blevet fulgt af væsentligt mere eksplosive udbrud i Katla, der kun ligger ca. 30 km fra det aktuelle udbrud. Islands universitet har beregnet, at jorden på sit højeste punkt er vokset 82 meter opad og dermed har opnået en højde på i alt 1.067 meter over havets overflade, og at området er dækket af et mellem ti og tyve meter tyk lava, der breder sig over 1,3 km². Der er allerede forslag om at navngive bjerget efter det bjergpas, hvor udbruddet sker, så bjerget skulle hedde Fimmvörðuháls (på dansk: de fem stenhøjes bjerg), eller det islandske pigenavn Kreppa, da den nye vulkan ligger i nærheden af Katla. Fra den 23. maj 2010 er der foreløbig ikke registreret vulkansk aktivitet i krateret og det var en god nyhed for de lokale indbyggere og den europæiske lufttrafik, der siden den 14. april ofte måtte aflyse flyvningerne, eller havde store forsinkelser på grund af askeskyerne fra udbruddet. Forbindelse mellem Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull Ved udbruddene fra vulkanen under Eylafjallajökull i det 17. og 19. århundrede begyndte også vulkanen Katla under Mýrdalsjökull at have udbrud på samme tid eller kort efter. Man formoder altså en sammenhæng mellem de to vulkaner. På Fimmvörðuháls, der ligger i området mellem Eyjafjallajökull og Mýrdalsjökull, har der igennem det seneste år ofte været en tydelig seismisk aktivitet. Geofysikeren Páll Einarsson har betonet nødvendigheden af, at Katla overvåges nøje, idet udbruddet på Eylafjallajökull i 2010 kan starte et udbrud på Katla. |
Romanen blev første gang udgivet som føljeton i Le Gaulois mellem 19. november 1909 og 8. januar 1910, og dertil i 1911 som en lille tynd bog, som hurtigt blev glemt. I 1922 var den tyske jøde Carl Laemmle imidlertid blevet præsident for Universal Motion Pictures i Hollywood, og tilbragte sin ferie i Paris, hvor han mødte Leroux som repræsentant for fransk filmindustri. Laemmle sagde, hvor imponeret han var af den enorme Pariseropera, og Leroux forærede ham til gengæld sin roman, der var udgivet i 1911. Laemmle læste bogen samme nat. Han havde nylig opdaget den egenartede skuespiller Lon Chaney, Sr. og fundet den perfekte rolle for ham som Quasimodo i Klokkeren i Notre Dame. Nu så Laemmle for sig, at Chaney ligeledes ville egne sig i rollen som Fantomet i Operaen. Laemmle købte rettighederne, rejste tilbage til Hollywood og fik opført et sæt kulisser af Pariseroperaen. Da den skulle tåle vægten af hundreder af statister, blev Universals model af bygningen den første, der blev opført i armeret beton. Af den grund kunne den ikke demonteres, men befinder sig på scene 28 i Universal Studios. Stumfilmen blev et tilløbsstykke, der fik kvinder til at besvime af skræk, så der blev delt gratis lugtesalt ud før forestillingen. Men to år senere kom den første lydfilm, Jazzsangeren. I 1943 præsenterede Universal en nyindspilling af Fantomet i operaen med Claude Rains som Fantomet, og i 1962 kom en nyindspilling fra Hammer Films i London, med Herbert Loom i titelrollen. Brian de Palma lavede en version i 1974. I 1983 kom en fjernsynsfilm med Maximilian Schell som Fantomet. Året efter blev stykket sat op som musical på et lille teater i Øst-London. Andrew Lloyd Webber gik for at se den. Han arbejdede på den tid med Aspects of Love, men kunne ikke glemme Fantomet i operaen. Ni måneder senere fandt han tilfældigt en engelsk oversættelse av Leroux' oprindelige roman på et antikvariat i New York. Lloyd Webber opfattede ikke historien som nogen gyser, men tværtimod som en tragisk beretning om en vanskabnings ugengældte kærlighed til en operasangerinde, som svigter ham til fordel for en kæk aristokrat. På den baggrund skabte Lloyd Webber tidernes mest populære og indbringende musical. Mere end 140 millioner mennesker har set Fantomet i operaen på scenen , og det er i dag Lloyd Webbers version af historien, der huskes. Pariseroperaen som historisk baggrund Leroux skriver i indledningen til sin roman, at "begivenhederne fandt sted for ikke mere end 30 år siden". Det skulle tidsfæste handlingen til 1881, men den kan ikke have udspillet sig før 1893, da Pariseroperaen fik indlagt elektricitet. Ifølge Leroux bortførte Operafantomet nemlig Christine, mens hun stod midt på scenen under en opførelse af Faust. (I musicalen har Lloyd Webber ændret det til Don Juan Triumphant, en opera komponeret af Fantomet selv.) Pludselig blev lyset væk, og da det blev slået på igen, var hun borte. Det er ikke muligt med 900 gaslamper, der vil slukke én efter én med smæld og sprutten, efterhånden som gassen forsvinder. På samme vis måtte de 900 gaslamper i operasalen tændes én for én af en lygtemand, der gik rundt med en kærte. Leroux tog også fejl med hensyn til madame Giry, som han beskrev som en halvtosset vaskekone, når virkelighedens madame Giry var den dygtige leder af operaens kor og ballet-ensemble. (I Lloyd Webers stykke er fejlen korrigeret.) Han beskrev også fejlagtigt, hvordan Fantomet fik lysekronen til at styrte ned og dræbe kvinden, der var indlejet for at erstatte hans veninde madame Giry, og at lysekronen vejede 200 tons. Den vægt ville have fået hele taget til at styrte ned. Lysekronen i operasalen vejede syv tons, da den blev hængt op, og det gør den også i dag. Derimod kunne en eremit godt have levet skjult i Pariseroperaen. I januar 1858 ankom Napoleon 3. den daværende Pariseropera, der lå i en gammel bygning i den smalle Rue le Peletier. Samme aften smed den italienske antimonarkist Felice Orsini tre bomber mod det kongelige køretøj. Mere end 150 mennesker blev dræbt eller kvæstet. Kejseren og kejserinden sad beskyttet inde i den solide vogn, og insisterede på at overvære forestillingen som planlagt. Men Napoleon 3. besluttede, at Paris måtte få en ny opera med en godt bevogtet indgang for rangspersoner. I 1861 blev arbejdet med den nuværende operabygning påbegyndt, men i løbet af nogle uger afsløredes en underjordisk å, der løb tværs over grunden. Til sidst måtte arkitekten Charles Garnier installere otte mægtige, dampdrevne pumper, som i månedsvis gik dag og nat for at udtørre området. Derefter rejste han to enorme forskallingsmure omkring grunden og fyldte rummet mellem dem med jordbeg for at forhindre vandet i at trænge ind igen. På disse massive fundamenter blev Pariseroperaen rejst. Men vandet begyndte senere at sive ind igen, og danner nu en underjordisk indsø under den nederste kælder. Hvert andet år sænkes vandstanden, så ingeniører kan stage sig rundt i pramme og inspicere fundamenterne efter mulige skader. Operaen har en grundflade på mere end ti mål, og løfter sig sytten etager fra den nederste kælder til det øverste spir. Heraf befinder syv etager sig under jorden. Selve koncertsalen er ret lille, med kun 2.156 siddepladser, hvor La Scala har 3.500. Men bagved scenen er der utallige garderober og aflukker for personalet (ca 1.500 ansatte den gang, ca 1.000 i nyere tid). Der var også enorme lagerrum, hvor kulisser af en højde af sytten meter og med en vægt på optil flere tons kunne sænkes og opbevares uden at måtte demonteres. Et frygtelig mellemspil fandt sted under Pariserkommunen, hvor oprørerne tog den ufærdige operabygning i brug til opbevaring af våben, krudt, forråd og fanger. I labyrinten af kældere udspandt der sig frygtelige henrettelser og tortur af Pariserkommunens modstandere. Selv efter mange år fortsatte skeletter at dukke op i kælderrummene. Det var denne underjordiske verden, der kom til at sætte Leroux' fantasi i sving. - I januar 1875, sytten år efter Orsinis bombeattentat, holdt den nye Pariseropera sin gallaåbning. Plot Christine Daaés mor dør, da hun er meget ung. Sammen med sin far, en kendt violinist, rejser hun omkring i Sverige og spiller folke- og religiøs musik. Hendes far var kendt som den bedste violinist i landet. I løbet af Christines barndom fortæller han mange historier, og i mange af dem optræder "Musikkens engel", specielt i historien om pigen Lille Lotte, der kunne høre Musikkens Engel. Da Christine møder Raoul, nyder han også hendes fars mange historier. Da faren senere er ved at dø – formentligt af tuberkulose – fortæller han Christine, at når han er død, vil han sende Musikkens Engel for at passe på hende. Christine sørger uophørligt over tabet af sin far. Hun bor hos en ældre dame, hvis afdøde mand var hendes fars velgører. Kvinden, "Mamma Valerius", sender Christine på konservatoriet, men Christines sangstemme er ikke, hvad den har været pga. hendes sorg og ensomhed. Christine får til sidst en plads i koret ved Pariseroperaen. Ikke længe efter begynder hun at høre en stemme synge og snakke til sig. Hun er overbevist om, at det må være Musikkens Engel og spørger, om det er ham. Stemmen giver hende ret og tilbyder at lære hende lidt af himlens musik. Stemmen tilhører imidlertid Erik, et vansiret geni, der var en af de bygningsarbejde, der opførte operaen, og som hemmeligt byggede et hjem til sig selv i kælderen. Han er operaens spøgelse (fantôme betyder på fransk både "spøgelse" og "fantom"), der i mange år har pengeafpresset operaens ledelse. Christine ved ikke, i hvert fald til at begynde med, at han er forelsket i hende. Med hjælp fra stemmen bliver Christine bemærket ved gallafesten for den afgående direktør. Hendes barndomsven Raoul hører hende og husker sin forelskelse i hende. Efter gallafesten bortfører Erik Christine til sit hjem i kælderen, men efter to uger insisterer hun på at blive frigivet og han invilliger på betingelse af, at hun bærer hans ring og er trofast mod ham. Christine kan en overgang ikke vælge mellem Erik og Raoul, og begge bejlere bliver stadig mere jaloux. Oppe under operaens spær fortæller Christine Raoul om Eriks borførelse af hende til kælderen. Raoul lover at tage Christine væk, så Erik aldrig vil finde hende; og Raoul fortæller Christine, at han vil opfylde sit løfte dagen efter, og Christine indvilliger, men har ondt af Erik og vil ikke tage væk før hun har sunget en sidste sang for ham. De to skilles uvidende om, at Erik har hørt deres samtale. I løbet af ugen og den nat har Erik imidlertid terroriseret alle, der har stået i vejen for Christines karriere: direktørene, Carlotta og Raoul. Den nat kidnapper han Christine under opførelsen af Faust, og frir til hende. Da hun nægter, giver han hende et valg: sig nej, og han vil lægge operaen i ruiner, eller gift dig med ham. Christine nægter stadig, indtil det går op for hende, at Raoul, sammen med "perseren" fra Eriks fortid, er kommet for at redde hende og i stedet er endt i et rum, Erik kalder torturkammeret. For at redde dem og folk ovenover, indvilger Christine i at gifte sig med Erik, og kysser ham. Erik, der indrømmer, han aldrig før er blevet kysset – ikke engang af sin mor – overvældes af følelser. Han lader Christine gå og siger til hende, "gå og gift dig med drengen, hvornår du vil", og "jeg ved, du elsker ham." De græder sammen, og så forlader hun ham. Tre uger senere står der i en notits i en avis i Paris, at Erik er død. Illustrationer Den originale franske bog fra 1910 var illustreret med fem oliemalerier af André Castaigne. Malerierne tjente som inspiration for filmen fra 1925, og er genoptrykt i mange oversættelser. I 1926 blev romanen oversat til dansk af Anna Høyer under titlen Operaens Hemmelighed. Billeder fra stumfilmen fra 1925 var trykt på omslaget. Adaptation Der findes utallige litterære og dramatiske værker baseret på The Phantom of the Opera fra operaer over film til børnebøger. De bedst kendte er nok stumfilmversionen fra 1925 med Lon Chaney, Sr. og Andrew Lloyd Webbers musical fra 1986. Susan Kays roman fra 1990, Phantom, er en af de mest kendte romaner og elsket for sit studie af Eriks liv og oplevelser. Senest har Big Finish udgivet en lydversion af historien. Den seneste filmudgave var i 2004, instrueret af Joel Schumacher. Heri medvirker Gerard Butler som Erik, Emmy Rossum som Christine Daae, og Patrick Wilson som viscount Raoul de Chagny. |
Fieldata er et tegnsæt, der kan benyttes af computere af fabrikatet UNIVAC af 1100-serien (i dag Unisys). Det er specielt ved kun at benytte 6 bit pr. tegn. UNIVAC kan også benytte ASCII uden problemer. Fieldata var oprindeligt et fælles kampinformationssystem udviklet af US Army Signal Corps i slutningen af 1950'erne. UNIVAC 1100 havde en ordlængde på 36 bit, så der kan være 6 tegn i fieldata i ét ord. ASCII benytter (på UNIVAC) 9 bit, hvilket giver 4 tegn på den samme plads. UNIVAC 1100-seriens direkte efterfølger, Unisys 2200-serien, kan også benytte fieldata. |
Filipperbrevshymnen er en såkaldt Kristushymne fra Filipperbrevet i Det Ny Testamente. Brevet er skrevet af Apostlen Paulus omkring år 60-62 e.kr., men hymnen antages at være ældre og ikke af Paulus, men fra den allertidligste kristendom. Hymnens indhold Hymnen er en kristusfortolkning med en klassisk nytestamentlig kristologi, omhandlende teologiske emner som kenosisbegrebet, den subjektive forsoningslære, Kristi præeksistens, dobbelte natur og herliggørelse. Salmens kristusfortolkning anvendes parænetisk, dvs med henblik på at anspore menigheden til efterfølgelse af Kristus. Dette fremgår af Pauli indledning til salmen der lyder: I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus Første del (v.6-8) omhandler guddommens inkarnation og selvfornedrelse, og anden del (v.9-11) omhandler guddommens ophøjelse til verdenshersker. Salmen i en gammel dansk oversættelse fra 1817: v6 [Han], der han var i Guds Skikkelse, holdt det ikke for et Rov at være Gud lig; v7 men han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker lig; v8 og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død. v9 Derfor har og Gud høit ophøiet ham og skjenket ham et Navn, som er over alt Navn, v10 at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen og paa Jorden og under Jorden, v11 og hver Tunge skal bekjende, at Jesus Christus er den Herre til Gud Faders Ære. Salmens struktur I de fleste bibeloversættelser herunder også den autoriserede danske inddeles hymnen i seks strofer à tre linjer, men den græske originaltekst kan også læses som fire strofer, hver med tre linjer. Omtalen af Jesu korsdød (v.8) og omtalen af Gud Faders ære (v.11) kan være en tilføjelse af Paulus. |
Finn Rye Petersen (født 2. april 1947) er en dansk skuespiller. Petersen blev uddannet fra École de Cirque Nationale og École Étienne Decroux i 1978. |
Ved finsk-ugriske folk forstås sådanne, som har finsk-ugrisk sprog som modersmål. Til de finsk-ugriske folk hører blandt andre estere, finner, samer, samojeder og ungarere, men gruppen omfatter tillige et større antal mindre folkerige grupper bosatte i Rusland. Størrelsen af de enkelte befolkningsgrupper og vilkårene for deres sprog er forskellige. En del er talrige og har gode muligheder for at bruge og dermed bevare deres modersmål, andre er mindre og udsat for pres for at tilpasse sig det samfund, de bor i, herunder sprogligt. I almindelighed gælder det, at der ved begyndelsen af det 21. århundrede, er betydelig etnisk bevidsthed blandt finsk-ugriske folk, dels med hensyn til egne vilkår, dels med hensyn til de sprogligt beslægtede folks vilkår. Studier af finsk-ugriske folk og til dels formidling heraf støttes af både Finland, Estland og Ungarn. Markører Den finske antropolog, læge og genetikprofessor Harri Nevanlinna har i en artikel med titlen "Geenit kertovat alkuperästämme" (oversat: Generne fortæller om vores herkomst) fra 1980 foretaget en analyse af de såkaldte markører, der findes i blodet, og herved for den finske befolknings vedkommende fundet, at af i alt 26 undersøgte arvelige markører er samtlige de for europæiske folk karakteristiske markører tilstede, men herudover forekommer 2-3 markører hos mindre grupper af finner, som ikke findes i andre europæiske folk, men hvoraf de to findes hos alle sibiriske folk (D-chi og Bo-l), men her 2-4 gange oftere end i Finland. Man har heraf sluttet, at finnerne er 75% europide og 25% mongolide. En lignende undersøgelse i Estland gav, at esterne var 86-87% europide og således må regnes som en praktisk talt europid befolkning. Endelig gav en lignende undersøgelse blandt ungarere til resultat, at disse har en enkelt ikke-europid markør tilfælles med estere og finner. Genetik De finsk-ugriske folk udgør ikke nogen ensartet gruppe i henseende til kultur, levemåde eller arveanlæg. Ikke desto mindre har en række genetiske undersøgelser vist, at Y-kromosomet haplogruppe N3, og undertiden N2, der er udviklet fra haplogruppe N, hvilken selv, formentlig spredtes mod nord og derefter vest- og østover fra det nordlige Kina omkring 12.000–14.000 før vor tid fra haplogruppe NO (haplogroup O er den mest almindelige haplogruppe i Sydøstasien), er et karakteristisk træk (omend ikke kun) for uralisk og finsk-ugrisk talende befolkninger, især som en udtalt eller den vigtigste haplogruppe på fædrene side. Udbredelse Finsk-ugriske folk lever overvejende i et område fra Østersøen til Sibirien i egne, der grænser op til ishavet eller i Sibiriens indre landområder. Levevis Finnougriernes udbredelsesområde omfatter dels tundra, dels nåleskovsområder, og deres levevis har traditionelt (og er endnu i vid udstrækning) tilpasset disse forhold. En del grupper lever derfor overvejende som rensdyrnomader, andre lever af jagt (især efter pelsdyr) og/eller fiskeri, mens befolkningen i de sydligere dele af udbredelsesområdet lever af landbrug. I løbet af det 20. århundrede gik en del af befolkningerne over i skovbrug og industri, herunder minedrift. Oprindelse Der er gjort flere forsøg på at fastslå oprindelsen i tid og sted for de finsk-ugriske folk. Forsøg på at fastslå beliggenheden for og afgrænsningen af et urhjem er gjort på grundlag af studier af navne på træer i uraliske sprog og derefter sammenlignet disse træers udbredelse. Også fiskearter og kulturelle træk har været inddraget i bestemmelsen ad denne vej. Man er derved nået frem til en teori om, at dette urhjem må have ligget vest for Ural omkring floden Kamas øvre løb, idet dette er det eneste sted, hvor samtlige træarter forekommer. Sprogforskerne mener, at ugrierne tidligt (ifølge finske og estiske sprogforskere senest omkring 3.000 f.Kr.) må være udvandrede fra det formodede urhjem, dels i østlig retning mod skovene nær Ural, dels i sydøstlig retning mod stepperne for ungarernes vedkommende. En spredning i vestlig retning frem til Østersøens bredder menes at være indtruffet med den kamkeramiske kulturs spredning, idet der i hovedtræk er en overensstemmelse mellem udbredelsen af denne kultur og kendte finsk-ugriske folks bosættelsesområder. Den yderligere opsplitning i særskilte sprog må ses i lyset af, at den finsk-ugriske sproggruppe efterhånden havde spredt sig over et så stort område, at mulighederne for regionale uligheder under indtryk af de hvert enkelte sted særlige levevilkår blev forøgede. Sprogforskerne har forsøgt at belyse disse regionale forhold. Historisk tid Trods deres fjerne beliggenhed fra magtens centre blev de finsk-ugriske folk tidligt udsat for erobringsforsøg dels af Sverige, dels af tatarerne, dels af Republikken Novgorod, senere af Moskva. Årsagerne hertil var i begyndelsen bestræbelser på at kristne de nordligt boende hedenske folkeslag men desuden at få dem til at betale skat. Mens kampene om de østersøfinske folk var hård og stod mellem de da romersk-katolske svenske, danske og tyske korsfarere på den ene side og det græsk-ortodokse Novgorod på den anden, så kom kampene længere østpå omkring Ural til at stå mellem tatarerne på den ene side og først Novgorod, siden Moskva på den anden. Korstogene Fra vest indledte tyskere og danskere de baltiske korstog mod Estland og Livland, og længere nordpå foretog svenskerne korstog mod de finske områder. I takt med den svenske fremtrængen mod sydøst stødte de på en konkurrent i form af Republikken Novgorod, som på samme tid havde indledt erobringsfremstød mod nord og nordvest. Svenskerne ville udbrede den romersk-katolske lære, Novgorod derimod den græsk-ortodokse lære. Under Novgorod Republikken Novgorod gjorde tidligt forsøg på at undertvinge folkene mod nord og øst: karelere, vepsere, ingrere, voter, mens komier tidligt synes at have udviklet handelsforbindelser med Novgorod og mansij og khanty havde en stilling som delvist selvstyrende fyrstedømmer under Novgorods formelle overhøjhed. Under volgabulgarerne I tiden fra omkring 700 til 1236 kom mordviner, marier og udmurter under det volgabulgarske riges overhøjhed. Kendetegnende for denne var, at forholdet mellem de finsk-ugriske folk og volga-bolgarerne tilsyneladende var fredeligt og ikke præget af egentlig tvang. Tatarerne trænger frem I 1236 nåede tatarerne i deres fremrykning mod vest frem til Volga. De styrtede volga-bulgarernes rige og indtog deres sted ved dannelsen af den såkaldte "Gyldne Horde". Tatarerne gjorde ingen større indgreb i de finsk-ugriske folks indre forhold, herunder i den sociale struktur. Både mordviner og marier deltog med militære enheder i kampe side om side med den tartariske hær, og gjorde sig kendte og respekterede for deres tapperhed. Mariernes og mordvinernes stormænd og krigere nød en fordelagtig stilling hos tatarerne, således var de fritagne for skat. Udmurterne oplevede derimod den tatariske overhøjhed som undertrykkelse. Således samledes al den administrative magt hos tatarernes egne folk på bekostning af den udmurtiske adel og fyrster. Krigsmagten gjorde stadige rekvisitioner, der berørte hele folket, og udmurterne gjorde flere gange oprør mod tatarerne. Under Moskva Efter Kievrigets sammenbrud og en periode med regionale fyrstendømmer, der muliggjorde mongolernes fremtrængen i Rusland, begyndte storfyrsten Ivan Kalita at samle områderne omkring Moskva. Moskvas imperialistiske fremfærd var i begyndelsen rettet mod nord, vest og syd: man erobrede Republikken Novgorod i 1478, Vjatka i 1489, Republikken Pihkva i 1510 og Rjazan i 1521. Efter, at Ivan 4. var blevet storfyrste i Moskva i 1533, begyndte erobringen af områderne mod øst, der hverken var russiske i etnisk henseende eller ortodokse kristne i trosmæssig henseende. I 1522 erobredes Kazan-khanatet, i 1558 Astrachan-khanatet og i 1584 mongolernes områder øst for Ural. Den samtidige imperialisme mod vest blev i første omgang stoppet af Sverige og Polen-Litauen, men i 1700-tallet trængte Rusland mod vest og syd og erobrede Estland, Livland, dele af Finland og de østlige dele af Polen-Litauen. Desuden trængte Rusland mod syd helt frem til Sortehavet. Den tidlige militære russiske imperialisme blev fulgt op af en økonomisk: der oprettedes stribevis af støttepunkter for handel i form af stæder: Tobolsk i 1587, Tomsk i 1604, Jenisseisk i 1619, Jakutsk i 1632, Okhotsk i 1639, som snart blev midtpunkter for både det administrative virke og det handelsmæssige samkvem. Ligeledes oprettedes en række nye garnisonsstæder mod sydvest: Urzjum, Jaransk, Kukarka, Tsarevokoskjaisk med flere, for at beskytte det nye storriges grænse. Også russerne benyttede sig af fremgangsmåden at optage den stedlige adel i den russiske, forudsat at den var samarbejdsvillig og antog den græsk-ortodokse lære. Landet blev koloniseret af russiske bønder, og jord uddeltes tillige til klostre i forbindelse med missionsvirksomheden blandt den stedlige befolkning. Over midten af 1800-tallet skete en omfattende russificering af imperiets fremmede dele: undervisning i skolerne skete alene på russisk, og der blev gjort tiltag for at fremme den græsk-ortodokse tro. Disse tiltag fik størst betydning for de finsk-ugriske folk i imperiets vestlige dele, Finland, Estland og Livland. Kulturel selvhævdelsesvirksomhed Siden Sovjetunionens sammenbrud er mulighederne for hævdelse af eget sprog og kultur blevet forbedrede for de finsk-ugriske folk. Der har hele tiden været skrevet litteratur på de finsk-ugriske sprog, der udkommer nu tillige aviser og tidsskrifter på disse, og der sendes radio- og fjernsynsudsendelser på finsk-ugriske sprog og om finsk-ugriske folks forhold. Selv på internettet forekommer finsk-ugrisk formidlingsvirksomhed. Forskning Både i sovjettiden og senere er der foregået studier af finsk-ugriske folk og til dels formidling heraf, dels sprogforskning, dels etnografisk forskning. Denne virksomhed støttes i dag af såvel Finland, Estland som Ungarn. |
Ford Castle er et slot der ligger ved et vadested ud til floden Till i byen Ford i Northumberland, England. Borgen stammer fra omkring 1278. Ejeren, Sir William Heron, fik licens til krenellering i 1338. Den blev erobret af skotterne i 1385, hvor krenelleringen blev fjernet. I begyndelsen af 1500-tallet blev den genopbygget og forskanset igen. Den blev indtaget af James 4. af Skotland om aftenen efter slaget ved Flodden i 1513. Slottet blev givet videre fra Heron-familien til Carr-familien via et ægteskab i 1549, kom videre til Sir Francis Blake af Cogges i 1660'erne igen via et ægteskab. Blake byggede en stor herregård i Tudorstil på slottet i 1694. Ved Blakes død i 1717 overgik Ford til hans datter, Marys, mand, og i 1723 videre til hendes søn Francis Blake Delaval (1692–1752). I 1761 genopbyggede John Delaval, 1. Baron Delaval (1728–1808) den stor ehal med hjælp fra arkitekten George Raffield i gotisk stil. Ved hans død overgik ejendommen til hans barnebarn Susannah, som var blevet gift med Marquess af Waterford. I 1862 Louisa, Dowager Marchioness af Waterford (d 1891), 3. Marquess' enke, og genopbyggede og ombyggede den store hal. I 1907 blev slottet købt af kulmine-magnaten James Joicey, 1. Baron Joicey og det er fortsat i familiens eje, selvom det siden 1956 har været lejet til Northumberland County Council som Young Persons' Residential Centre. |
1956-1958 Poul Rudi, John Mogensen, Bent Werther, Otto Brandenburg 1958-1963 Poul Rudi, John Mogensen, Bent Werther, James Rasmussen 1963-1964 Poul Rudi, John Mogensen, James Rasmussen, Erik Aae Jensen 1964-1966 Three Jacks: Poul Rudi, James Rasmussen, Erik Aae Jensen Scandinavian Four: Poul Rudi, John Mogensen, Erik Aae Jensen, Kaj Berglund De Nye Four Jacks: Poul Rudi, John Mogensen, Kaj Berglund og Bjørn Thorsøe |
Frank Ward (10. maj 1956 – 26. august 2002 i Hayward i Californien i USA) var en tidligere amerikansk bokser. Han boksede i sværvægt fra han var 15 år gammel. Han er far til den nuværende WBA-verdenmester i supermellemvægt, Andre Ward. Frank inspirerede sin søn til at bokse og trænede ham fra han var 9 år. Han døde som 46-årig af et hjerteangreb. Han er begravet på Lone Tree Cemetery (grundlagt 1870) i Californien sammen med sin mor Florence B. Ward. |
Frederikssund Private Realskole er en eksamensskole grundlagt 2. november 1889. Den ligger i Frederikssund i Nordsjælland. Skolen hører med sine ca. 700 elever til blandt landets større privatskoler. |
Freestyle er et fælles begreb der dækker over flere skidiscipliner. Fælles for dem alle er et vist element af akrobatik. Disciplinerene er: Pukkelpiste, Aerials, Skier cross, Halfpipe. Der findes også en mindre officiel disciplin kaldet slopestyle. Før i tiden hørte også skiballet (eller acroski) under denne kategori, men denne disciplin er mere eller mindre uddød efter at den flere gange forsøgte at komme på OL-programmet uden held. |
Generali Ladies Linz 2012 er en tennisturnering på WTA Tour 2012. Turneringen vil blev afviklet i Linz, Østrig fra 8. til 14. oktober, 2012. |
Asamoah står (pr. juni 2010) noteret for 43 kampe og seks mål for Tysklands landshold, som han debuterede for den 29. maj 2001 i en kamp mod Slovakiet. Han har været en del af den tyske trup til både VM 2002 i Sydkorea og Japan, Confederations Cup i 2005 og VM 2006 på hjemmebane i Tyskland. |
Gerd Larsen (født 8. september 1942 i Aabenraa) er en tidligere dansk mellemdistanceløber, som løb for Haderslev IF og Aabenraa IG. Gerd Larsen er opvokset i Sønderjylland og havde en tysk far og dansk mor. Han deltog i de olympiske lege første gang i 1968, som blev afholdt i Mexico City. Efter en karriere som løber i 1960'erne og 1970'erne, blev han skolelærer i Aabenraa på Rugkobbelskole. |
Udviklere af betalingsapplikationer modtager 70% af salgsprisen. Indtægterne fra Google Play bliver betalt til udviklerne igennem Google Checkout. |
Greystones (Irsk: Na Clocha Liatha) er en irsk by i County Wicklow i provinsen Leinster, i den centrale del af Republikken Irland med en befolkning (inkl. opland) på 14.569 indb i 2006 (11.913 i 2002) |
Grissini (ital.; ental grissino) eller brødpinde er tynde aflange stykker af sprødt, tørt brød som stammer fra Torino og det omkringliggende område i Italien. Det antages at de oprindeligt blev opfundet i 1300-tallet. Ifølge den lokale folketradition blev de dog opfundet af en bager i Lanzo Torinese (Norditalien) i 1679. Grissini tilbydes ofte på restauranter som forret. I nogle tilfælde og i nogle områder er de meget større og tykkere end den tynde blyantformede type som er den mest almindelige. De kan også blive kombineret med andre ingredienser som prosciutto som en hors d'œuvre. På mange restauranter bliver grissini serveret med hvidløgssovs og parmesanost, når den bruges som forret; som dessert kan de smages til med kanel og eller glasur. Grissini konsumeres i store dele af verden, men særligt i Sydeuropa (Spanien, Italien og Grækenland). De spises dog også i både Nord- og Sydamerika og dele af Asien. |
Guido Romano (3. december 1887 – 18. juni 1916) var en italiensk gymnast som deltog i OL 1908 i London og 1912 i Stockholm. Romano blev olympisk mester i gymnastik under OL 1912 i Stockholm. Han var med på det italienske hold som vandt holdkonkurrencen i multikamp. Der var fem hold fra fem lande som var med i konkurrencen, som blev afholdt på Stockholms Stadion. Der var mellem 16 og 40 deltagere på hvert hold. |
Håndklædedag, eller Towel Day på engelsk, fejres hvert år den 25. maj for at hylde den afdøde forfatter Douglas Adams, hvilket vises, ved at hver fan går rundt med et håndklæde. Dagen blev først afholdt i 2001, to uger efter Douglas Adams døde d. 11. maj. Håndklædet stammer fra Adams populære science fiction komedie Hitchhiker's Guide to the Galaxy, hvor det hævdes, at håndklædet altid er en praktisk genstand for en blaffer at have på sig. |
Hårslev var under landsbyfællesskabet en forholdsvis stor landsby med 19 gårde, 2 huse med jord og 16 huse uden jord. Det dyrkede land udgjorde 849,6 tdr. land, skyldsat til 128,39 tdr. hartkorn . Hårslev blev udskiftet i 1789 . I første halvdel af det 20. århundrede udviklede Hårslev sig til en typisk vejby med et beskedent, men bredt udbud af tjenester for de omkringboende. Ved århundredeskiftet havde Hårslev kirke, præstegård, skole, fattiggård, forsamlingshus (opført 1894), kro, teglværk samt telefonstation . Omkring 1950 havde Hårslev kirke, præstegård, skole, forskole, forsamlingshus, missionshus, kro, andelskølehus, vandværk, savværk, møbelfabrik og posthus. At Hårslev ikke udviklede sig videre skal måske ses i lyset af, at den gennem sognet anlagte jernbane fik station i Nymark og Gamby, og især sidstnævnte trak udviklingen til sig . I dag er Hårslev mest kendt for at lægge navn til Haarslev Industries og deres hovedkvarter. |
I 1918 blev der også åbnet jernbane mellem Hørve og Værslev. Hørve Station havde indtil da kun haft et krydsningsspor og et læssespor, men da den blev jernbaneknudepunkt, blev både stationsbygning og varehus udvidet, og der blev anlagt omløbsspor, opstillingsspor og forbindelsesspor mellem de to baner. Lige nord for stationsbygningen fik Værslevbanen en drejeskive, og 400 m mod nord - lige efter banens afgrening fra Odsherredsbanen - blev der bygget en tresporet rundremise med vandtårn og kulgård. Her kunne der foretages udvaskninger og mindre reparationer på lokomotiverne. Hørve-Værslev Jernbane blev nedlagt i 1956. Varehuset på Hørve Station rummer i dag Odsherreds Trafikmuseum, der blev åbnet i maj 1992. |
HIPO eller Hilfspolizei (hjælpepoliti) var et dansk uniformeret korps, der fungerede som tysk hjælpepoliti i 1944-45. Betegnelsen er en forkortelse for Hilfspolizei. Korpsets medlemmer var primært rekrutteret fra efterretningsafdelingen i Schalburgkorpset. HIPO's to ledere var begge tidligere politimænd, først Oktavius Norreen, senere Erik V. Petersen. Sidstnævnte blev likvideret i april 1945. Den under krigen berygtede Lorenzen-gruppe var en underafdeling af HIPO-korpset, med betegnelsen afdeling 9c. |
Hadleigh er en by i Babergh distriktet, Suffolk, England, med et indbyggertal (pr. 2015) på 8.634. Byen ligger 93 km fra London. Den nævnes i Domesday Book fra 1086, hvor den kaldes Hetlega. |
Hanjin Group (한진 그룹) er et sydkoreansk virksomhedskonglomerat (Chaebol). Koncernen fungerer som holdingselskab for selskaber indenfor shipping, logistik, luftfart, transport og service. Mest kendte er datterselskaberne Hanjin Shipping og Korean Air (KAL), som blev overtaget i 1969. Historie Hanjin begyndte ved slutningen af 2. verdenskrig i november 1945. I begyndelsen var den største kunde USA's hær og der blev transporteret materiel til både Korea og Vietnam. Virksomheden underskrev en betydelig kontrakt med US 8th Army i november 1956 og endnu en kontrakt i marts 1966 med alle amerikanske styrker i Vietnam, inklusiv den amerikanske flåde og USAs luftvåben. I november 1969 gik Hanjin for første gang ind på markedet for container-shipping, da man underskrev en aftale med Sea-Land Service, Inc. i september 1970 og åbnede den første containerfabrik i Busan. I slutningen af 1970'erne ekspanderede Hanjin i Mellemøsten og underskrev kontrakt med Kuwaits havn i Shuwaik (september 1977), Saudi Arabiens havn i Dammam (marts 1979) og havnen i Jeddah (maj 1980). I marts 1990 udbredte Hanjin forretningen til vognmands- og lagerbranchen med købet af Korea Freight Transport Company. I juni 1992 introduceres Hanjin Express som leverandør af små pakker og kurer-service. Virksomheden påbegyndte havneterminalvirksomhed i Long Beach og Seattle gennem joint venture-selskabet Total Terminals Inc. i august 1992. I januar 1993 blev påbegyndt transport af containere på jernbanen mellem Busan og Uiwang. |
1842 oversatte han Strauss' Troslære – se afsnittet Litteratur – hvorpå han gav sig til at studere østerlandsk filologi og filosofi. Foranlediget af Martensens skrift Den kristelige Daab udgav han 1843 Nogle Bemærkninger om Daaben. 1845 tog han magisterkonferens og erhvervede sig samme år magistergraden ved en afhandling Om det jødiske folks Tilstand i den persiske Periode. Efter 1846-1853 at have foretaget forskellige udenlandsrejser kastede han sig en kort tid ind i den politiske kamp, idet han 1854 valgtes til folketingsmand for Fredericia. Hurtig vendte han dog atter tilbage til sine historisk-filosofiske studier, som hvis første frugt hans afhandling om "Benedict Spinoza" (1857) fremtrådte. Samme år udnævntes han til ekstraordinær docent i filosofi ved universitetet, hvor han allerede fra 1849 havde virket som privatdocent. 1870 blev han professor ordinarius. Sine religiøse anskuelser fremstillede og begrundede han nærmere i de to skrifter: Problemet om Tro og Viden (1868) og Om det religiøse i dets Enhed med det humane (1869). Samme år som dette sidste arbejde udkom, udgav han endvidere Bidrag til Opfattelsen af Filosofiens historiske Udvikling, en art filosofiens historiefilosofi, der nogle år senere suppleredes med en fremstilling af selve Filosofiens Historie (1873-1874). I tidsskrifterne Nyt dansk Maanedsskrift og Det nittende Aarhundrede har han endvidere leveret et par interessante småafhandlinger: Forholdet mellemdet bevidste og det ubevidste, Giordano Bruno og Erindringer om Søren Kierkegaard, ligesom han 1868 havde udgivet et skarpt lille stridsskrift: Et Svar til Professor R. Nielsen, (Rasmus Nielsen). 1862 ægtede Brøchner Dorothea Ipsen, datter af afdøde Justitsråd Ipsen, forhenværende apoteker i Holbæk; hun døde dog allerede fire år efter. Selv kæmpede Brøchner i en lang årrække med en hårdnakket brystsyge, der 17. december 1875 endte hans liv. Det var let for Brøchner at orientere sig mod Strauss, hvis Troslære han oversatte En dyb sædelig alvor forbundet med en tankens energi og skarphed, som under gunstigere forhold sikkert ville have præsteret det ualmindelige, var grundtrækket i Brøchners karakter. I mere end én henseende var han først og fremmest en religiøs personlighed, og det er derfor ganske naturligt, at han som ung student først kastede sig over teologien. I Danmark var samtidig den rationalistiske kristendomsopfattelse væsentlig overvundet af den nugældende, medens i Tyskland Feuerbach rettede sine voldsomme lyriske angreb på religionen i det hele, og Strauss søgte kritisk-historisk at forstå den. Det lå i hele Brøchners karakter, at han nærmest måtte slutte sig til denne sidste, hvis Troslære han derfor oversatte. Bryder med kristendommen, men udformer en "renset" teisme som han holder fast ved Dog røber han allerede fra første færd af en ualmindelig selvstændighed. Han bryder med kirkens kristendom, fordi han finder modsigelser og væsentlige ufuldkommenheder her; men han udformer sig snart en "renset" teisme med et stærkt betonetpanteistisk skær over sig, og han fastholder denne anskuelse urokket, mens Strauss og Feuerbach føres fra standpunkt til standpunkt. Da Mynster udtaler, at man med magt bør døbe baptisternes børn, og Martensen i sit førnævnte modskrift indvender, at der bør væreen vis frihed ved dåben, protesterer Brøchner straks mod dette "halve Standpunkt", som han finder betegnende for hele den nyere dogmatik, der i modsætning til den langt modigere gamle "hverken vil bryde med Tro eller Fornuft, men plukker Fornuften til Charpi for at læge Troens Saar". Friheden hos det lille barn, siger han, er højst den, at det skriger over det kolde vand, og da det er lige så meningsløst at ladefadderne tro for barnet, som det er umuligt for dette selv at tro, bliver barnedåben derfor enten uholdbar som sakramente, eller den medfører de forfærdeligste uetiske konsekvenser i retning af vilkårlig prædestination og lignende. Opponerer mod halvheder i teologien og udformer sit 'idealt-reale princip' Til lignende halvheder hos teologien og til lignende konsekvenser af antagelsen af den gængse kristendom kommer Brøchner tilbage i sine to skrifter fra 1868 og 1869, og han søger i det sidste at påvise, hvorledes en omhyggeligere prøvelse af de religiøse spørgsmål fører til en renere lære. Med Aristoteles og Hegel er han forvisset om, at tilværelsen bør opfattes som et organisk hele, hvis inderste kilde, guddommen eller "det Absolute", først og fremmest må tænkes således, at det forklarer hele den legemlig-åndelige mangfoldighed. Brøchner kalder det derfor det idealt-reale princip og bestemmer det som "absolut Subjektivitet". Da det endvidere må kunne forklare den tænkende og etisk villende menneskeånd, må bestemmelserne tænken og villen tillægges det, idet de dog først befries for deres menneskelige ufuldkommenhed. På lignende måde må bestemmelserne selvbevidsthed og personlighed, godhed, hellighed, retfærdighed og kærlighed undergå en "Metamorfose", før de kunne overføres på guddommen. Som ogsåkristendommen lærer, må dette princip dels tænkes immanent i verden, der jo er i og ved det, og for så vidt får vi en panteisme. Men Brøchner finder de fleste historisk fremtrådte panteistiske systemer uholdbare, fordi de ikke tillige skarpt har fremhævet "det Absolutes" transcendens. Såvel guddommens som de endelige ånders selvstændighed over for tilværelsestotaliteten må også hævdes, og Brøchner antager derfor "en Transcendens inden for Immanensen", medens han dog finder det umuligt at stille guddommen som en skaber og undergører over for verden. Det religiøse forhold bestemmes som "det absolute Forhold til det Absolute" Det religiøse forhold bestemmer Brøchner som "det absolute Forhold til det absolute". Som absolut må dette forhold omfatte hele menneskevæsenet, både tanke, følelse og vilje. Skulle for eksempel tanken udelukkes eller "Fornuften tages fangen", kunne forholdet kun blive halvt, og en fornuftstridig religion kan derfor ikke være den sande for mennesket. Endvidere må forholdet omfatte hele livet, alle de relative formål. At ville sig selv efter sin sandhed, som led i totaliteten, det vil sige kærlighedsforholdet til Gud og Næsten, bliver altså målet, og det religiøse forhold viser sig således som fuldendelsen af alle de etiske, medens et religiøst, der skulle ligge ud over det etiske og således menneskelig set være et uetisk, nødvendigvis må forkastes af mennesket. Brøchner træder her i modsætning til Søren Kierkegaard, der hævder, at etisk set er Abraham en morder, men religiøst set en "Troens Ridder". Det absolute, siger Brøchner, må være "vort Absolute", have væsenslighed med os; Abrahams Gud, en vilkårlig udvælgende og fordømmende Gud, kan ikke være menneskets Gud. Menneskeånden stræber efter forsoning I det religiøse forhold stræber menneskeånden efter forsoning i sig og med sit princip. Målet for mennesket er at ville sig selv efter sin uendelighed, som led af totaliteten. Men som endeligt-uendeligt væsen har det at realisere denne uendelige opgave i endeligheden, i eksistensen, og det begynder bestandig endeligt. Denne endelighed selv er ikke det onde; men som frit væsen har mennesket mulighed til at ville endeligheden i og for sig, at ville sig selv i sin endelighed eller i sin isolation. Dette er det onde, der giver mennesket skyld. Men i denne selvhævdelse i selviskhedens form er menneskevæsenet splidagtigt med sig selv; det kæmper på én gang for sig selv og mod sig selv (som moment i det absolute), og en mulighed for det ondes selvopløsning er derved givet. Det i forsoningen virksomme er dels individets anger, dels de supplerende individers etiske livsmeddelelse (opdragelse, kærlighedsforholdet) og endelig det absolutte selv, der bestandig virker i og gennem væsenet. Ved denne, det absoluttes medvirken kan skylden, der som krænkelse af guddommen og begyndende ødelæggelse af menneskets væsen må bestemmes som synd, atter ophæves, hvorimod forsoningslæren i de positive religioner, selv i kristendommen, må forkastes som paradoks. Angående udødeligheden lærer Brøchner, at menneskeånden som et væsentligt ikke kan gå til grunde ved legemets død; men på den anden side finder han en individuel, personlig udødelighed utænkelig. Menneskesjælen går ved døden som "et mere eller mindre intensivt Moment" op i guddommen. Brøchners komprimerede tanker stiller store krav til læserne Det er en rig fylde af omhyggelig overvejede tanker, Brøchner har nedlagt i dette sit hovedværk; men de fremtræder i en så sammentrængt form og stiller så store fordringer til læserens selvtænkning og filosofiske dannelse, at næppe mange ville kunne læse og endnu færre forstå udviklingen. I det væsentlige står Brøchner endnu på den spekulative filosofis standpunkt; men i adskillige henseender føres han ved sin skarpe, omhyggelige og samvittighedsfulde tænkning uvilkårlig ud over den. Det vil af det foregående let forstås, at Brøchner på mange måder måtte følesig beslægtet med en tænker som Spinoza. Med en trods det spekulative grundsyn i mange henseender fortræffelig, skarpsindig og åndfuld afhandling om spinozismen begynder Brøchner derfor sine filosofihistoriske arbejder. |
Hans Scheving (født 27. juni 1958) er en dansk arkitekt M.A.A., der sammen med arkitekt Jens Bertelsen driver arkitektfirmaet Bertelsen & Scheving Arkitekter Aps. Hans Scheving blev uddannet som arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1984. Han startede sit arbejdsliv som arkitekt i Forsvarets Bygningstjeneste. Derefter arbejdede han for arkitekt Steen Eiler Rasmussen og på tegnestuerne hos Gottlieb, Høegsted & Paludan, Henning Larsen og Tage Lyneborg. Han arbejdede også en kort periode i London, hos arkitektfirmaet TCKW. Han var ekstern lektor ved Danmarks Internationale Studieprogram (DIS) fra 1999 – 2003. Fra 1991 havde han sin egen tegnestue. Siden 2007 har han arbejdet sammen med Jens Bertelsen i Bertelsen & Scheving Arkitekter Aps. |
H.W. Lauesen blev født i Biebrich am Rhein, som var en forstad til Wiesbaden. Hans farfar var født i Brøns. Hans forældre var Auguste Elise Franziska Elsa Lauesen (født Erhardt) og farver og fabriksejer Johan Peter Lauesen (død 1929), der som ung var emigreret fra det tyske mindretal i Danmark. Den ellers velhavende familie kom i økonomiske vanskeligheder ved udbruddet af 1. verdenskrig, og den flyttede derfor i 1920 til Ditmarsken. I 1924 flyttede familien til Mainz, og her blev Lauesens kunstneriske evner udviklet på en privat kunstskole i Frankfurt am Main. Skolen blev drevet af den tyske ekspressionist Max Beckmann, men forholdene var ikke gode, og Beckmann var ikke nogen stor pædagog. I 1927 begyndte Lauesen på Kunst- und Gewerbe-Schule i Mainz, en tre et halvt år lang uddannelse. Samme år indtrådte han i Hitlerjugend, og han oplevede en ungdommelig naiv begejstring for den gryende nazisme. Han steg i graderne inden for bevægelsen, men da han en dag blev vidne til kammeraternes vold og hærværk mod jødiske butikker, gik det op for ham, hvad ideologien gik ud på. Han prøvede at stoppe hærværket, men blev i stedet selv tævet, og derefter blev indkaldt til de overordnede for sine "jødesympatier". Ved mødet tog han sine ærestegn og kastede dem i hovedet på de overordnede, hvorefter han meldte sig ud af bevægelsen (officielt ekskluderet). Lauesen blev reklametegner og flyttede 1932 til Düsseldorf for at gå på kunstnerakademiet i byen. På akademiet var mange kendte kunstnere, bl.a. Paul Klee, Werner Heuser, Ewald Matare og Heinrich Camperdonk. Især Klee blev Lauesens forbillede, og hans arbejder fra denne periode vidner om inspirationen. Hans malerier havde foruden symbolladede motiver også et stærk antinazistisk indhold. Men ved Hitlers magtovertagelse i 1933 blev han og Klee hurtigt genstand for nazisternes forfølgelser. Klee blev afskediget, og Lauesen blev erklæret statsløs. Det blev umuligt for Lauesen at finde beskæftigelse, og årene 1933 og 1934 tilbragte han som landstryger på landevejene sammen med sigøjnere og vagabonder. Han prøvede samtidig at komme ud af Tyskland, og i Flensborg fandt han ved en tantes hjælp ud af, at hans farfar med familie i 1864 havde ansøgt om og fået bevilget dansk statsborgerskab. Lauesen kunne derfor selv påberåbe sig dansk statsborgerskab og fik dansk pas. Han bar siden altid sit pas på sig, da oplevelsen af at være statsløs var det værste, han var kommet ud for. Kunstner i Danmark December 1934 ankom han med sin bror Peter til København. Lauesen tjente til opholdet gennem mange forskellige løse jobs. Men han arbejdede kun i korte perioder. Når han havde sparet lidt op, sagde han op og beskæftigede sig udelukkende med kunsten. Han debuterede i Danmark på Kunstnernes Efterårsudstilling, og han deltog i 1936 på Charlottenborg Forårsudstilling. Galleriejer Margrete Basse-Fønns gav ham en separatudstilling samme år og hjalp ham desuden med at promovere sine arbejder i hans tidlige år. I 1937 lavede Lauesen en serie træsnit forestillende Jesu lidelseshistorie. Lauesen blev efterhånden en etableret kunstner i Danmark, men efter besættelsen 1940 blev han på Det Kongelige Danske Kunstakademi ofte genstand for danske kunstneres hån på grund af sin tyske herkomst. Hans oplevede en identitetskrise og rejste i 1941 til Tyskland for at besøge venner og steder fra sin fortid. Rejsen blev dog en dyb skuffelse, den politiske situation havde ændret alt, og han fandt ikke den tilknytning, han havde håbet. Han vendte tilbage til Danmark i 1942 og udførte bl.a. billedet Lot og hans døtre, som er et udtryk for den rådvildhed, han selv følte. 1943 blev han af Akademirådet tildelt en kunstnerbolig i kunstnerbyen ved Utterslev Mose i Søborg. Han søgte ind på billedhuggerskolen for at videreudvikle sin plastiske formsans og fik her professor Johannes Bjerg som lærer. Desuden ændrede han malerstil til en ekspressionistisk æstetik inspireret af Edvard Munch. 1945 vandt han førstepræmie i en konkurrence udskrevet af kunsthandler Georg Kleis. Motivet skulle være et motiv fra Danmarks historie siden 1940, og Lauesen havde malet et billede af en familie i det øjeblik, at tyske soldater træder ind i deres stue. Æressagen Berlingske Tidende bragte dagen efter afgørelsen en artikel, der såede tvivl om kunstnerens politiske tilhørsforhold under krigen, baseret på tidligere akademikammeraters vidneudsagn. Dette startede en strøm af artikler i alle dagblade, der beskyldte Lauesen for nazistiske sympatier, bl.a. med udsagn fra professor Sigurd Wandel. Kleis ville ikke tage præmien fra Lauesen, men han udstedte i stedet en ny præmiesum, der skulle uddeles ved en ny bedømmelse af de indsendte billeder uden Lauesens medvirken. Lauesen indrykkede et dementi af anklagerne, og professor Bjerg udtalte sig til fordel for ham. Snart fremkom der flere læserindlæg fra kollegaer og bekendte, der tog afstand fra anklagerne, og Lauesen udtalte, at han ønskede en æresret, der skulle rense ham fra dem. Denne blev etableret, og efter at have arbejdet med sagen i lang tid kunne den afsige kendelse 21. september 1947, som fuldt ud frikendte Lauesen for anklagerne. Det kom endda frem, at han, samt mange af hans bekendte, havde været med til at udføre illegalt arbejde under besættelsen. Dog udtalte den også forståelse for, hvorfor anklagerne kunne være fremkommet, bl.a. på grund af Lauesens Tysklandsrejse. Lauesen selv forblev mærket af sagen resten af sit liv. Han modtog samme år Akademiets lille guldmedalje, og i 1948 vandt han den store guldmedalje. En ære, som kun var tilstået fem personer siden 1870. Han foretog flere rejser til Munchs fødeland Norge og blev ved med at bearbejde inspirationen fra denne kunstner. Han slog sig i 1950'erne ned i Sønderjylland, og omplantningen dertil havde positiv effekt på Lauesens psyke. Han blev gift med Inge Lisa Jacobsen i 1954, og de flyttede ind i det af Lauesen nyopførte hjem i Bodum. Lykkelige år De næste 35 år blev de lykkeligste i Lauesens liv, og det afspejlede sig også i hans kunst. Temaet var familieliv, bl.a. en serie på ti oliemalier med titlen Dybvighoved-billederne. I 1960'erne og 70'erne arbejde han fortrinsvis med non-figurativ kunst. Han navngav ikke mere det enkelte værk, men kaldte dem alle for "Væretiller", dvs kunstværker der udmærker sig ved at have den særlige egenskab "at være til". I 1970 var han initiavtager til kunstnersammenslutningen Grænselandsudstillingen, som er en årlig tilbagevendende udstilling af kunstnere bosat i grænselandet mellem Tyskland og Danmark. I 1980'erne vendte han tilbage til det figurative, og hans kunst i denne periode kan betegnes som en syntese af hans hele karriere som kunstner. Bl.a. kan fremhæves hans metafysisk-surreale triptykon Fornuft, angst, logik (1986) og Den guddommelige Treenigheds mysterium (1988). Han døde i Aabenraa efteråret 1989 af knoglemarvskræft. I 2010 blev gaden "Harald W. Lauesens Gang" i Aabenraa opkaldt efter Lauesen. |
Havasupai-reservatet er et indianerreservat, som har hovedsæde i byen Supai, Arizona, USA. Beliggenhed: 426 km nordvest for Phoenix i Coconino County, ca. 1.670 meter fra kanten af Grand Canyon. Reservatet ligger i Cataract Canyon, som er en sidekløft til Grand Canyon og som kun er tilgængelig via en 13,5 km lang gangsti. Stamme: Havasupai-indianere (stammen er kendt som "People of the Blue-Green Waters"). Kendt for: Kurvevævning og perlefremstilling. |
Hearthstone er et samlekortspil som fungerer via et online en-mod-en tur-baseret kampsystem. Spillere starter spillet med en samling "basiskort", men der er senere mulighed for at skaffe sjældnere og mere kraftfulde kort. Dette sker ved at man enten køber en pakke med kort, eller vinder kort via arenaen. Det er også muligt at ødelægge kort man allerede har for få valutaen "arcane dust" som kan bruges til at lave nye kort. Pakker med kort og adgang til arenaen kan enten købes med den virtuelle valuta guld som man modtager ved at klare daglige missioner og ved at vinde spil, eller med rigtige penge Hearthstone foregår i Warcraft-universet. Kampe Alle kampe i Hearthstone er en 1-mod-1 kamp mellem to modstandere, spillet er turbaseret hvilket vil sige at man skiftes til at lægge kort ned. Spillet foregår enten mellem to rigtige spillere eller mellem en rigtig spiller og en computerstyret modstander. Hver spiller bliver repræsenteret af deres valgte "helt". Hver helt er en vigtig karakter i Warcrafts historie og repræsenterer en bestemt klasse. Klassen bestemmer hvilke specielle kort og "heltekræfter", der er tilgænglige for spilleren. Hver helt har 30 liv i et almindeligt spil. Hvis en helt bliver bragt til 0 liv, taber de spillet. Kort Kort er kernen af Hearthstone. De repræsenterer hvilke kræfter, karakterer og effekter spilleren kan bruge i løbet af en kamp. Fra og med udvidelsen Witchwood (2018) er der omkring 2.407 forskellige kort tilgængelige i spillet, hvoraf 1.868 kan samles af spilleren. |
Autornavnet Schott kan bruges for Heinrich Wilhelm Schott sammen med et videnskabeligt artsnavn inden for botanikken. (Wikipedia-artikler der bruger autornavnet) |
Henrettelserne i Skæring Hede foregik 2. december 1943, da 5 danske jernbanesabotører blev henrettet ved skydning på Skæring Hede nord for Århus |
Hikaru Utada (宇多田ヒカル, født 19. januar 1983) er en japansk popsangerinde, sangskriver og producer. Hun er tosproget, da hun er opvokset i både New York og Tokyo. Hun er et af de mest populære musiknavne i Japan nogensinde med tre album på listen over alletiders bedst sælgende album (First Love, Distance og Deep River). Karriere Utada debuterede allerede som femtenårig i 1998 med singlen "Automatic/Time Will Tell". To måneder senere udkom singlen "Movin' on Without You" og en måned senere, i 1999, udkom hendes debutalbum: First Love, som blev, og stadig er, det mest solgte album i Japans historie. I 2000 tog Hikaru Utada på sin første japanske turné. Den blev holdt i hendes sommerferie. Tidligt i 2001 udkom "Can You Keep A Secret?", som blev den mest solgte single i Japan det år. Hikaru Utadas andet album, Distance, var det mest solgte album i hele verden i 2001. I 2002 udgav Hikaru Utada singlen "Hikari", som er kendt, fordi det er introsangen til playstationspillet Kingdom Hearts. I den engelske version af spillet synger Utada sangen "Simple and Clean". Senere i 2002 udkom Hikaru Utadas tredje album Deep River. Også dette album var også det mest solgte verdensomspændende i 2002. I 2003 udkom singlen "Colors", som var den eneste sang, hun producerede det år. I 2004 udkom det engelsksprogede album Exodus. I 2005 fulgte Utada op med "Passion", som er introsangen til Kingdom Hearts 2. Den engelske version af sangen, kaldet "Sanctuary", blev brugt i den engelske version af spillet. 14. juni 2006 udkom Hikaru Utadas album Ultra Blue. I sommeren 2006 tog hun på sin anden japanske turné, kaldet Utada United 2006. I 2007 fik Hikaru udgav Hikaru singlen Flavor of Life, som blev brugt i den japanske dramaserie Hana Yori Dango. I 2008 udgav hun sit 5. japanske album HEART STATION. I 2009 udgav Hikaru det engelske album This Is the One. |